26. maj 2011. FTK syn på fremtidig anvendelse af skibsbaserede helikoptere. 27. maj 2011. Besøg ved Eskadrille 724. Kortfattet mødereferat fra medlemsmødet den 26. maj 2011 fra kl. 1600 til kl. 1715 i Eskadrille 723. Mødet startede med en kort orientering til de 40 deltagere fra foreningen og eskadrillerne 722, 723 og 724 om eskadrillens nuværende og kommende opgaver af fungerende eskadrillechef, LEY, der bød velkommen til foreningens medlemmer for første gang i eskadrillen - men lokaliteterne var jo velkendte! HAS bød velkommen på Marineflyverforeningens vegne med følgende: Normalt vil det være formanden, eskadrillechefen der står for velkomsten her i egne lokaler; men ham ved generalen jo hvor er. Desværre er vi yderligere decimeret i dag idet vores næstformand af familiemæssige årsager har måttet melde afbud. Æren er tilfaldet det bestyrelsesmedlem der normalt tager sig af ”særlige arrangementer”. Det passer vel meget godt. At få adgang til at høre CH FTK syn på den fremtidige anvendelse af de flyvejern, vi alle holder af, er så absolut i særklasse. På Marineflyverforeningens vegne vil jeg gerne sige stort velkommen og tak til generalen for at komme her i dag. Og så på flyverjysk: ”Please join me in this welcome”. Herefter blev scenen overtaget af Henrik Røboe Dam, der på opfordring var villig til at fortælle om FTK syn på den fremtidige anvendelse af specielt maritime helikoptere - eller som de nu hedder i det officielle sprogbrug: skibsbaserede helikoptere. Han indledte med at konstatere, at det efter hans opfattelse var en naturlig udvikling, at de tidligere helikoptere fra søværnet nu var kommet ind under flyvevåbnet i en eskadrille og, at det havde været på tale ved tidlige forhandlinger i forbindelse med forsvarsforlig - men nu effektueret, således at alt flyvende materiel ”tilhører” flyvevåbnet. Erfaringerne med at integrere hærens helikoptere til ESK 724 var gået fint og uden egentlige problemer, så hans karakteristik af dette var ”ikke så ringe endda”! Der havde været 1 år til at vænne sig til tanken om overgangen fra mørkeblå til lyseblå for den nuværende ESK 723 (og FTK), og den var forløbet ganske glidende og forholdsvis umærkeligt, og han fandt anledning til at rose søværnets folk for en flot præstation. Briefingens hovedpunkter vedrørende ESK 723 var: Nuværende opgaver. Nordatlanten. Hovedopgaven er Grønland, og med en midlertidig nedprioritering af Færøerne på grund af manglende materiel. Opgavekomplekset vil gradvist ændre sig med et udvidet isfrit område, og Nordatlanten er platform for uddannelse og træning samt afprøvning af nyt udstyr. INTOPS (Internationale Operationer). Med hovedvægt på opgaverne med bekæmpelse af pirateri i Aden bugten. Søværnet har udtrykt sin holdning til dette opgavekompleks meget klart med følgende definition: ”Et skib uden helikopter er kun et halvt skib”. Anti-pirateri er et nyt taktisk område for FTK, der prioriterer kapaciteter til dette område med indførelse af procedurer for fx Night Vision Goggles og muligheder for anvendelse af ny Forward Looking InfraRed i samarbejde med andre fly-/helikoptertyper. Løsningen af disse opgaver kræver et godt samarbejde mellem skib, helikopter og besætninger. FTK anvendelse af helikoptere. Opgaven defineres og det afgøres hvilken type helikopter der skal løse opgaven sammen med evnen til at løse opgaven sammen med fly til rådighed og omkostninger. Flyvetimer. Der har været problemer med at producere de nødvendige flyvetimer på Lynx, og der var således planlagt 2.850 timer til 2010, men resultatet blev 1.618. Der er planlagt 2.100 for 2011 og 2.400 for 2012 og for perioden 2013 2015 er tallet 2.850. Prognosen for 2016 og 2017 er 2.400 timer, men der skal ses under indtryk af, at der på det tidspunkt gerne skulle være en ny helikopter inde i billedet. Produktion af flyvetimer skal i den ideelle verden følge en såkaldt ”staggerline”, der indebærer at flyene flyves ud for tid, således at værkstedskapacitet og reservedele kan optimeres. Her har der vist sig vanskeligheder i de senere år, selv om situationen ser ud til at blive forbedret - men uforudsete problemer så som revne i halen og tilsvarende kan ødelægge enhver form for planlægning. Ny skibsbaseret helikopter. Maritim → skibsbaseret helikopter. I sidste og forrige forsvarsforlig var betegnelsen maritim helikopter, men i det indeværende forlig er det indskrevet, at en ny helikopter skal kunne yde støtte til landoperationer. Det har så betydet - selv om denne parameter ikke er dimensionerende for valget - at betegnelsen er ændret til skibsbaseret helikopter. Den nye helikopter indgår organisatorisk i FLV samlede helikopterkapacitet, og det vil fremover være således, at SVN stiller opgaven og FLV stiller kapaciteten. Ny skibsbaseret helikopter. Opgavekomplekset er i forhold til udvælgelsen det samme som for Lynx både i Nordatlanten og i forbindelse med INTOPS - og der skal om nødvendigt foretages ombygning af THETIS-klassen. De grundlæggende krav til en ny skibsbaseret helikopter er hyldevare (off-the-shelf), i brug eller på vej i brug ved en NATO-partner, harpun (fastholdelse på dækket), HF skal være installeret, og den skal kunne operere i samme områder som Lynx. Disse betingelser betyder altså ingen umiddelbare krav til øget operativitet, hverken med hensyn til kabinestørrelse, rækkevidde, udstyr eller andet. Projektkontor skibsbaseret helikopter. FTK deltager som seniorbruger i styregruppen og deltager i projektkontoret med 3 medarbejdere, hvoraf de 2 er testpilot og sagsbehandler (pilot) i operativt team samt 1 teknisk officer i teknisk team. Herudover ad-hoc udlån fra ESK 723 og FTK. Kandidater. Der er nu 3 kandidater tilbage: SeaHawk (MH-60R), Panther (AS-565MB) og Wildcat (AW159). Der forventes levering i perioden 2015 - 2018, men der kunne ikke oplyses noget som helst om forventet pris for den samlede anskaffelse eller antal - der forventedes dog ikke et mindre antal end de nuværende 8 stk. På spørgsmål om de nuværende og andre kandidater og deres kvaliteter eller mangel på samme var svaret, at visse leverandører havde trukket sig fra udbudsrunden og/eller, at de indledende tilbud var for dyre. Når kandidaten er valgt. FTK vil se på muligheden for øget opgavekompleks i form af moderne elektronik - nye muligheder, mulighed for senere tilkøb af rolleudstyr - fx øget bevæbning, støtte til landoperationer, ildstøtte, transport af Special Operation Forces, informationsindhentning, landbaseret støtte til landoperationer og behov for yderligere logistik. Fremtidige opgaver. Nordatlanten. Afsmeltning af dele af det polare ishav vil medføre nye sejlruter, herunder øget sejlads i området nord-vest om Grønland, og der er allerede øget produktion af råstoffer (olie) fra havbunden. Disse potentielle udvidelser af områder og opgaver skal undersøges nærmere, og det vil gælde for både ESK 723 og den nye skibsbaserede helikopter. INTOPS (Internationale Operationer). Mulige scenarier inkluderer anti-pirateri som i dag, maritime operationer af forskellige karakterer som i dag, støtte til landoperationer med skib som base og støtte til landoperationer fra base oprettet kystnært/på land. Mulige nye opgaver inkluderer transport af passagerer og gods, billedopbygning, ildstøtte til landstyrker og evakuering af sårede mv. Denne forligsperiode. Konsolidering af ESK 723 personel for klargøring til ny helikoptertype, INTOPS bidrag - i øjeblikket Aden bugten - forventes indsat periodevist, opgaver og kapaciteter sammenholdes - muligt samvirke på skibe med ny skibsbaseret helikopter og EH101, og der planlægges gennemførelse af SHOL (Ship Helicopter Operating Limitations) med EH101 inden 2014 på ABSALON-klassen og IVER HUITFELDT-klassen. Efter 2014. Nyt materiel - nye kapaciteter, SVN nye skibe, gennemføre samme opgavekompleks med større sikkerhed og succes og afstemning af opgavekompleks efter typevalg. Opgaver til søværnet. Søværnet har snart 9 skibe med hangarfaciliteter til helikoptere - 5 dimensioneret til EH101 størrelse - og der er stor efterspørgsel i NATO efter skibsbaserede helikoptere. SOK stiller opgaven - FTK leverer kapaciteten. Holdningen i Søværnet er: ”En fregat uden organisk helikopter er kun en halv fregat”. Der var løbende enkelte spørgsmål, der blev besvaret med hjælp fra det deltagende personel fra flyvevåbnet, og det blev også nævnt, at der var et ganske stort antal timer tilbage på de eksisterende flystel på grund af den store mangel på reservedele og dermed manglende operative fly (bl.a. afspejlet i produktionen af flyvetimer i 2010)og, at de derfor ikke ville blive udnyttet. CH FTK var dog af den opfattelse, at hvis der skulle ”smutte” nogle steltimer på bekostning af en ny helikopter, ja så var det sikkert en pris, der var værd at betale. Det blev nævnt, at Wildcat tilsyneladende indeholder en lang række af de samme komponenter (og visse tilsyneladende med gammel teknologi) som Lynx. Svar fra personel, der havde været i UK for at se på konstruktionen, kunne referere, at opbygningen var foretaget alene i 3D - og at det derfor nok ikke var tilfældet med sammenfald i komponenter i stort omfang. Der kunne imidlertid ikke forklares noget om den det faglige og kvalitative arbejde i forbindelse med udførelsen af arbejderne med samlingen af komponenterne til en helikopter. Der var stor tilfredshed med briefingen, dens grundighed, omfang og især CH FTK villighed til ikke at forfalde til ”politisk tale”. ───── Der var derefter tid til at komme tilbage til værelserne og gøre klar til aftenen, der startede kl. 1900 med en velkomstdrink i baren i officersmessen. Kl. 1930 var langbordet til de 30 deltagere klar, og der skulle slås et par gange på glasset, før der kunne skaffes ørenlyd til HAS, der sagde: På bestyrelsen og alle de tilstedeværendes vegne vil jeg gerne sige tak til Scandinavian Avionics for at have gjort endnu en overdådig afslutning på årets Karupmøde mulig. Visionen fra sponsors side var, at der skulle have været flere repræsentanter for de to andre eskadriller til stede, men der er nok - skal vi i disse jordskælvs- og askeskytider kalde det brudflader indledningsvis her på heden, nu hvor alle helikopterenhederne er underlagt samme hat. På sigt skal det nok lykkes - al indkøring er svær. Marineflyverforeningen vil låne teksten fra ESK 722 våbenskjold ”Nihil Intentatum” (intet uforsøgt) og fortsat gøre sit til at udnytte de muligheder for socialt samvær, der åbner sig ved at have et engageret og visionært æresmedlem med en forstående sponsor i ryggen. Som et lille tegn på vores taknemmelighed har vi til repræsentanterne fra Scandinavian Avionics seks flyvevinger. Vi håber de en gang imellem må blive båret som tegn på, at de kender noget til en lille og relativt ukendte forening, hvis hjerte står maritim flyvning nær. Måske det faglige indhold i næste års eskadrillekomsammen kan blive et besøg i Billund, så vi kan komme til at kende mere til Scandinavian Avionics. Må jeg bede de tilstedeværende om at hjælpe mig med en stor applaus for aftenens sponsor. Middagen var som sædvanlig meget vellykket, og der blev ikke sparet på hverken vand eller vin, og som afslutning på det flotte traktement var der ”kaffe og kage” i baren. ───── Fredag morgen den 27. maj 2011 var alle klar kl. 0800 i ESK 723 briefingrum, så udover dagsprogrammet var der også vejrudsigten for weekenden at se hen til. Der var bagefter fælles morgenbord for omkring 40 deltagere, og foreningen var som sædvanlig vært for traktementets væsentligste dele - dog kom kaffen fra automaten! Efter oprydning og bordaftørring var alle lidt tidligt klar, så vi kl. 0920 kunne gå over til ESK 724 briefingrum, hvor vi fik indledningsvis fik en gennemgang af historikken bag eskadrillen samt det nuværende opgavekompleks. Starten var Hærens Flyvetjeneste (der havde Hughes H-500M som observationshelikoptere (udfaset i 2005)), der i 1987 bestilte Fennec AS 550 som panserværnshelikopter, der blev udstyret med TOW missiler til at bekæmpe kampvogne med. Leveringen foregik fra 1990 og alle 12 helikoptere blev gradvist operative i perioden 1991/1993. Panserværnshelikopterne blev udfaset og opgaverne blev ændret i forbindelse med etableringen af Eskadrille 724 og overdragelsen til flyvevåbnet i 2003. I 2006 blev antallet af operative helikoptere begrænset til 8, men der er rådighed over alle flystel. Eskadrillen består af 45 personer med CH, NK, O-kontor, 15 piloter, 11 observatører og 14 teknikere. Fennec har en maksimumvægt på 2.250 kg, en marchhastighed på 110 knob og en rækkevidde på 330 nm. Disse parametre kan omsættes til en flyvning med 2 som besætning, 4 passagerer og med fuld tankkapacitet. Piloten har det overordnede missionsansvar, og observatøren har ansvaret for navigation (specialuddannelse på Flyveskolen), FLIR og øvrige systemer. FLIR kan anvendes til at viderebringe oplysninger til stationært og kørende materiel på jorden - fortrinsvis politiet. Opgavekomplekset omfatter observation, eftersøgning, rekognoscering, indsættelse af specialstyrker (Jægerkorpset, Frømandskorpset og Politiets Aktionsstyrke), kommando og kontrolopgaver (sikkerhedsopgaver i forbindelse med officielle arrangementer), samarbejde med politiet om specialopgaver (bevæbnede vagter, eftersøgning af flugtbiler eller personer efter røverier mv.), lettere transportopgaver, passagertransport (inklusive VIP) samt slingopgaver (op til 750 kg). Vi fik en glimrende indføring i de mange forskellige opgavetyper med en del eksempler - også på ”en tilfældig men meget virkningsfuld” anvendelsen af FLIR i samarbejde med politiet. Fennec har været indsat flere gange i udlandet, bl.a. Irak, Afghanistan og på Balkan. Eskadrillen har ingen problemer med antallet af operative helikoptere, og som eksempel nævntes en kommende øvelse med deltagelse af 5 helikoptere. I dokken kunne deltagerne af den lidt ældre årgang drage ganske mange konstruktionsmæssige paralleller til Alouette III, der også blev produceret på samme fabrik som Fennec. Flyvetidsforbruget fordeler sig med følgende %-satser: Uddannelse 41, politiet, 35, hæren 18 og beredskab/VIP med 6. Anvendelsen af Fennec til forskellige opgaver har også den klare fordel frem for andre af forsvarets helikoptere, at timeprisen er meget lav (ca. 3.000 kr.) i forhold til de oplystre tal for henholdsvis Lynx (ca. 35.000 kr.) og EH101 (ca. 120.000 kr.). Efter en meget spændende og indholdsrig briefing og senere besøg i dokken samt demonstration af en beredskabshelikopter var det tid til kort før klokken elleve at sige farvel og fortsætte i forskellige retninger med en masse oplevelser i rygsækken. Venlig hilsen Villy
© Copyright 2024