Generalforsamling den 13. februar 2012.
bilag 5.1 maj 2012 Landeanalyser Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse ........................................................................................... 1 1 Landeanalyser - Nord Afrika og Mellemøsten (MENA) ......................... 4 1.1 Marokko ............................................................................................................ 5 1.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................... 5 1.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet .................................................................. 6 1.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer ...................... 7 1.2 Tunesien ............................................................................................................ 8 1.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................... 8 1.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet .................................................................. 9 1.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer ...................... 9 1.3 Egypten ........................................................................................................... 10 1.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 10 1.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 11 1.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 12 1.4 Kuwait ............................................................................................................. 13 1.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 13 1.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 14 1.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 14 1.5 Bahrain ............................................................................................................ 15 1.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 15 1.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 16 1.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 17 2 Landeanalyser - Latinamerika................................................................. 18 2.1 Guatemala ....................................................................................................... 19 2.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 19 2.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 20 2.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 21 2.2 Honduras ......................................................................................................... 22 2.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 22 2.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 24 2.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 25 2.3 Nicaragua ........................................................................................................ 26 2.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 26 2.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 27 2.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 28 2.4 Paraguay.......................................................................................................... 29 2.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 29 2.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 31 2.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 32 2.5 Bolivia ............................................................................................................. 33 2.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 33 2.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 34 2.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 36 1 3 Landeanalyser - Asien............................................................................... 37 3.1 Nepal ............................................................................................................... 38 3.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 38 3.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 39 3.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationerne ................ 40 3.2 Bangladesh ...................................................................................................... 41 3.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 41 3.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 42 3.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationerne ................ 43 3.3 Indien .............................................................................................................. 44 3.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 44 3.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 45 3.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationen.................... 45 3.4 Filippinerne ..................................................................................................... 46 3.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 46 3.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 47 3.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 47 3.5 Cambodja ........................................................................................................ 49 3.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 49 3.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 50 3.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 50 3.6 Pakistan ........................................................................................................... 52 3.6.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 52 3.6.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 52 3.6.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 52 3.7 Mongoliet ........................................................................................................ 53 3.7.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 53 3.7.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 54 3.7.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 54 4 Landeanalyser - Vestafrika ...................................................................... 56 4.1 Benin ............................................................................................................... 57 4.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 57 4.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 59 4.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 59 4.2 Ghana .............................................................................................................. 60 4.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 60 4.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet og Ghana TUC ....................................... 62 4.3 Niger ............................................................................................................... 63 4.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 63 4.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 64 4.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 65 4.4 Sierra Leone .................................................................................................... 66 4.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 66 4.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 67 4.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 69 4.5 Togo ................................................................................................................ 69 4.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 69 4.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 71 4.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 72 2 5 Landeanalyser - det østlige Afrika........................................................... 73 5.1 East African Community (EAC)..................................................................... 74 5.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 75 5.1.2 EATUC .................................................................................................... 75 5.2 Tanzania .......................................................................................................... 76 5.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 76 5.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 78 5.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 79 5.3 Zanzibar .......................................................................................................... 80 5.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 80 5.3.2 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 81 5.4 Kenya .............................................................................................................. 82 5.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 82 5.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 83 5.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 83 5.5 Uganda ............................................................................................................ 85 5.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 85 5.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 86 5.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................... 86 5.6 Burundi ........................................................................................................... 87 5.6.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 87 5.6.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 89 5.6.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 89 5.7 Rwanda ........................................................................................................... 90 5.7.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 90 5.7.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 91 5.7.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 92 6 Landeanalyser – det sydlige Afrika ......................................................... 94 6.1 Zimbabwe ....................................................................................................... 95 6.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 95 6.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 96 6.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ....................... 96 6.2 Swaziland ........................................................................................................ 97 6.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser............................................. 97 6.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet ................................................................ 99 6.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer .................. 100 6.3 Mozambique ................................................................................................. 100 6.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser........................................... 100 6.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet .............................................................. 101 6.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ..................... 102 6.4 Malawi .......................................................................................................... 102 6.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser........................................... 102 6.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet .............................................................. 104 6.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ..................... 104 6.5 Zambia .......................................................................................................... 105 6.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser........................................... 105 6.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet .............................................................. 106 6.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ..................... 106 3 1 Landeanalyser -‐ Nord Afrika og Mellemøsten (MENA) Ulandssekretariatet i MENA-landene - maj 2012 4 1.1 Marokko 1.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Marokko har i mange år været det land i Nordafrika, der var 'længst fremme' med hensyn til rettigheder og demokratiske kriterier. Kongen Mohammed VI har gennem sin regeringsperiode (siden 1999) gradvist indført reformer og forsigtigt lukket op for sikkerhedsventilerne. For eksempel er der til en vis grad både ytrings- og organiseringsfrihed. På den anden side er det reelt monarkiet – og ikke de folkevalgte – der sidder på magten i landet, korruption og nepotisme er et kæmpe problem, og de der vælger at gå imod magteliten bliver betragteligt udfordret på deres vej. Ligeledes er det den royale familie og magteliten omkring den, der sidder på det meste af landets formue. I de seneste år har der været en stigning i offentlig demonstrationer i landet, og inspireret af nabolandenes opstande i starten af 2011 dannede en række ungdomsgrupper ”20. februar bevægelsen” med det formål at støtte især det egyptiske oprør men indirekte også at kritisere kongens autoritære regime. 20. februar bevægelsen og en islamistisk organisation Al Adl Wa Al Ihssane kaldte til gadeprotester, og i løbet af februar og marts blev der demonstreret i gaderne i Casablanca og Rabat med krav om reformer af kongemagtens forfatningsmæssige rolle. Kongen, der så regenterne i Tunesien og Egypten falde, reagerede hurtigt på udviklingen i Marokko, og i begyndelsen af marts holdt han en – for mange overraskende – tale, hvori han imødekom kravene fra gaden og annoncerede etableringen af en kommission til at skrive et udkast til en ændring af forfatningen. Denne ændrede forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning i juli 2011, og parlamentsvalget blev følgende, på opfordring af kongen, fremskyndet et år for hurtigt at implementere ændringerne, der blandt andet skulle udvide parlamentets og statsministerens magtbeføjelser. Reelt ligger den faktiske magt dog stadig hos monarken, der har bevaret kontrollen med hæren og magten til at nedlægge veto mod nye love og ministerielle udnævnelser. Parlamentsvalget blev afholdt den 25. november 2011. Selvom valg til parlamentet har været afholdt gennem de seneste årtier, har resultatet af valgene kun i begrænset omfang været udtryk for befolkningens vilje. Kongen har bestemt hvem der skulle være statsminister uanset, hvordan parlamentet var sammensat og således valgt statsministre, der enten delte hans politiske filosofi eller erhvervsfolk, han havde styr 5 på. Den nye forfatning garanterer nu, at statsministeren skal udpeges fra det største parti. Det er dog stadig forbeholdt kongen at udpege den politiker i det største parti, han foretrækker som statsminister. Med ændringer i valgloven i løbet af efteråret, tog man desuden et skridt nærmere transparente valg. Som forventet vandt det ledende moderate islamiske parti Retfærdigheds og udviklingspartiet (PJD) det største antal sæder i parlamentet. Efter en længere forhandlingsrunde dannede PJD, med statsminister Abdelilah Bankirane i spidsen, koalitionsregering med to konservative partier tæt på monarkiet Istiqlal og Den folkelige bevægelse (PAM) samt med det mindre venstreorienterede parti Fremskridt og socialisme. Denne brede koalitionsregering har nu ansvaret for at implementere reformer i en tid, hvor forventningerne er høje og statens ressourcer for nedadgående. Betydelige politiske, økonomiske og sociale reformer har været gennemført under den nuværende konge. Det har dog ikke været nok til at overkomme udbredt korruption, vedvarende fattigdom og en af de største kløfter mellem rig og fattig i den arabiske verden. Der er nu stærk forventning – og krav – om, at den nye regering vil betyde forandring og introducere hurtigere og mere troværdige reformer, især for jobskabelse, regeringsførelse og i offentlig service. Kongen og PJD deler da også en stærk interesse i at levere på deres løfter om sociale og økonomiske reformer, kampen mod korruption og transparens i det politiske system. Landets primære økonomiske udfordring er at accelerere væksten og fastholde den forbedrede ydeevne for at reducere den høje arbejdsløshed og underbeskæftigelse. Mens den samlede ledighed var 9 % i tredje kvartal i 2011, dækker dette tal over betydelig højere arbejdsløshed i byerne – blandt unge mænd i byerne er tallet således 30 %. Regeringen har anerkendt de økonomiske udfordringer og annoncerede i januar 2012 en ambitiøs plan til at øge væksten til 5,5 %, mindske arbejdsløsheden til 8 % og forbedre kvaliteten og rækkevidden for offentlige serviceydelser. Der er dog ikke meget råderum for offentlige udgifter, hvorfor reformer vil skulle spille en central rolle for et sådant program. 1.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Demonstrationer og strejker har præget billedet i 2011 og den første del af 2012. I marts og april steg protesterne betydeligt i styrke og antal, hvilket fik regeringen til at true med at tilbageholde løn fra protesterende arbejdere. Især er det socioøkonomiske forhold, arbejdsløshed og regeringens uindfriede løfter, der står for skud. Særligt handler de seneste protester om regeringens manglende lyst til at implementere den tidligere regerings indgåede aftaler med fagbevægelsen, som statsministeren lovede i januar. Dette gælder blandt andet lønstigninger. En ny runde social dialog med regeringen er netop startet. Regeringen ønsker at få en lov om strejker samt en fagforeningslov igennem. De forskellige hovedorganisationer er desværre ikke enige på disse punkter, primært grundet deres forskellige politiske tilhørsforhold. 6 Et økonomisk og socialt råd blev etableret i foråret 2011 – undervejs igennem flere år, men endeligt foranlediget af kongens tiltag som svar på uroen i landet. I dette råd sidder eksperter, repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og de sociale parter – arbejdsgiverne og arbejdstagerne. Formålet er at diskutere og komme med anbefalinger til regeringen på selvvalgte områder eller på opfordring. Blandt andet har rådet udgivet en rapport om et nyt socialt charter og en rapport om ungdomsarbejdsløshed. Rådet har kun rådgivende karakter og er i sidste ende under kongens fjernkontrol, men ikke desto mindre er det et sted, hvor partnerne kan mødes og diskutere, og nærme sig hinanden for at komme med konkrete anbefalinger. 1.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisationer i Marokko er hovedorganisationerne CDT, FDT og UGTM. Foruden disse har to yderligere hovedorganisationer status som 'mest repræsentative' med ret til at repræsentere arbejderne i nationale forhandlinger: den historisk betydningsfulde UMT samt den noget yngre organisation UNTM. UMT's eksistens går tilbage til landets uafhængighedskamp og er den organisation, de andre senere er udsprunget fra. UMT ser således sig selv som den eneste rigtige hovedorganisation og er tøvende overfor at samarbejde med de øvrige. UNTM har stærk tilknytning – og overlap – med det islamistiske parti PJD. Ulandssekretariatet undersøger lige nu mulighederne for at udvide samarbejdet med CDT, FDT og UGTM til også at opfatte de to andre hovedorganisationer. UMT var oprindeligt inviteret til at deltage i Cotridiaso projektet, men afviste dette. UNTM var ved projektets opstart ikke anerkendt som værende repræsentativ på landsplan. I løbet af efteråret skal der holdes valg af tillidsrepræsentanter på arbejdspladserne. De hovedorganisationer der opnår 6 % af stemmerne på landsplan sammenlagt i den offentlige og private sektor, får status som 'mest repræsentative' og kan repræsentere arbejderne på landsplan. Ved sidste valg opnåede de 5 nævnte hovedorganisationer denne position: CDT, FDT, UGTM, UMT og UNTM. Som billedet ser ud nu, er kun omkring en tredjedel af de valgte tillidsrepræsentanter knyttet til en fagforening (resten er såkaldte ”sans affiliation syndicales”), hvilket efterlader de fem organisationer med svag kort på hånden. Desuden skønnes organiseringsgraden at være omkring 11 % af arbejdsstyrken. Med UNTM's tilknytning til vinderen af parlamentsvalget PJD vil UNTM sandsynligvis blive styrket ved det kommende valg. 7 En anden udvikling er, at samarbejdet mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationen CGEM er begyndt at rykke sig. Alle fem hovedorganisationer har således netop indgået bilaterale rammeaftaler med CGEM om mægling i konflikter. Processen skete på CGEM's opfordring, og tilnærmelsen tyder på en holdningsændring hos arbejdsgiverorganisationen. Det er dog mindre positivt, at der er tale om fem separate aftaler i stedet for én universel aftale for dem alle. 1.2 Tunesien 1.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Tunesien afholdt det første demokratiske valg i årevis i oktober 2011 efter forårets afsættelse af diktatoren Ben Ali. En national forfatningsgivende forsamling blev valgt til at udarbejde en ny forfatning og beslutte landets fremtidige regeringsform. Det moderate islamiske parti Ennahda var som forventet den store vinder af valget med mere end 40 % af stemmerne. En midlertidig koalitionsregering faldt på plads i november efter uger af forhandlinger over fordelingen af politiske poster med Ennahda i spidsen samt landets største sekulære party Congress for the Republic (CPR) og det venstreorienterede Ettakol, der kom hhv. ind på en anden og tredjeplads i valget, hvor mere end 80 partier stillede op. Begivenhederne i 2011 samt det igangværende arbejde med at udforme en ny forfatning har sat en større debat i gang omkring Islams og islamisk lovs plads i samfundet og i lovgivningen. Mustapha Ben Jaafar (Ettakol), formanden for the forfatning givende forsamling og præsident Moncef Marzouki (CPR) har gentagne gange afvist at inkludere sharia in den nye forfatning og advokeret for en civil stat. Og efter meget debat valgte Ennahda i april at opfordre den forfatningsgivende forsamling til ikke at basere den kommende forfatning på islamisk lov (sharia) i et forsøg på at undgå at dele landet. Internt var det islamiske parti dog delt over spørgsmålet. Emnet har polariseret det tunesiske samfund. Salafister, der ikke anerkender den demokratiske model og således ikke deltog i valget har i månedsvis skabt røre ved blandt andet aktioner med at besætte nogle af landets universiteter. På samme tid har massive demonstrationer for en 8 sekulær stat fundet sted som modsvar til salafisters krav om adoptionen af sharia og afskaffelsen af demokrati. I april blev demonstranter behandlet hårdhændet af sikkerhedsstyrkerne i et sammenstød på niveau med urolighederne i 2011, hvilket udløste stærk kritik af regeringen og anklager om ”gamle tilstande”. Præsident Moncef Marzouki forlængede i marts for femte gang landets undtagelsestilstand, denne gang indtil slutningen af april med begrundelse i, at der stadig er risiko for uroligheder i nogle regioner i landet. Landet står over for seriøse økonomiske problemer med store forskelle i geografiske områder, en enorm arbejdsløshed og et ineffektivt økonomisk system. Budgettet for 2012 er en stigning på 7,5 % i forhold til 2011. Størstedelen er udgifterne er sat til side til social udvikling. Regeringen sigter på at opnå en vækst på mellem 3,5-4,5 % af BNP i 2012. Den økonomiske vækst har ikke oversteget 0 % over de sidste tre år, udenlandsk investering (FDI) faldt med 30 % i 2011 og indtægter fra turisme faldt med en tredjedel. Regeringen regner dog med, at 2012's turistsæson vil kompensere for tabet. Landet gør ligeledes en indsats for at øge det økonomiske samarbejde med nabolandene. 1.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsløsheden fortsætter uformindsket trods forsøg fra regeringen på at adressere problemet. Således ramte arbejdsløshed næsten 19 % i sidste del af 2011, med næsten tre ud af fire arbejdsløse borgere under 30 år. Efteruddannelses og beskæftigelsesministeren i den midlertidige regering har lovet 225.000 nye job i 2012; 50.000 jobs fra den private sektor, 25.000 i den offentlige og 150.000 jobs fra forstærket samarbejdsrelationer med Qatar og Libyen. Det totale antal arbejdsløse er rapporteret til over 738.000. 1.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets har for nuværende ikke nogle specifikke aktiviteter i Tunesien men forventer at et program gældende for 2012 – støtte til arbejdsmarkedsreform og social dialog i Tunesien – bliver godkendt af Udenrigsministeriet inden længe. Ulandssekretariatets kommende partnerorganisation UGTT (Union Générelle Tunisienne du Travail) blev dannet i 1946 og deltog i uafhængighedskampen fra Frankrig, hvilket historisk har givet den et stor mængde legitimitet. UGTT repræsentanter arbejder og pensionerede arbejdere med 24 regionale fagforeninger, 19 forbund og 21 generelle fagforeninger. UGTT har en medlemsskare på 500.000. Der er to yderligere hovedorganisationer, men de vurderes til højst at kunne mønstre 10.000 medlemmer. Under Ben Alis styre samarbejdede ledelsen med diktatorens 9 regime. En stor del af medlemmerne længere nede i organisation var dog meget imod dette og spillede en aktiv rolle fra starten af revolutionen. I december 2011 afholdt UGTT kongres og udskiftede således den gamle, korrupte ledelse med nye kræfter. 80% blev udskiftet – kun tre er fra den gamle ledelse er tilbage. Desværre blev ingen kvinder valgt, selvom fem stillede op. Kongressen vedtog at arbejde på et kvotesystem for at sikre kvinders deltagelse i ledelsen. Det blev ligeledes besluttet, at starte en større intern omstrukturering af organisationen. UGTT's hovedprioriteter lige nu er at bidrage til landets nuværende politiske udvikling. Således har UGTT udarbejdet et forslag til forfatningen som input til den forfatningsgivende forsamlings arbejde. Derudover indgår UGTT i en social dialog proces med arbejdsgiverorganisationen UTICA om at enes om en social aftale. Denne proces var tidligere en tom skal dikteret af Ben Ali, men nu er der åbnet op for en reel dialog mellem de to parter. UTICA er ligeledes i gang med en intern oprydningsproces i efterdønningerne af revolutionen og har kongres i juni i år. Også de var forbundet med Ben Alis regime. Det er interessant at der i øjeblikket foregår en intern dialog i UGTT mellem de mere konfliktsøgende medlemmer af UGTT og de, der ønsker dialog med regeringen og arbejdsgiverne. 1.3 Egypten 1.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den 20. april 2012 var Tahrirpladsen fyldt af demonstranter, efter sigende var fremmødet lige så stort som for lidt over 14 måneder siden, hvor masseprotesterne pressede Mubarak blev til at gå af og afgive magten til et midlertidigt militær råd. Nu over et år senere protesterede demonstranterne over, hvad der ligner et forsøg fra militær rådets side på at sabotere den lovede overgang til civilt demokrati efter præsidentvalget i maj-juni. Parlamentsvalget der løb fra november 2011 til februar 2012 var det første frie valg siden militære officerer styrtede monarkiet i 1952. Det muslimske broderskabs parti Friheds og retfærdighedspartiet (FJP) blev som forventet den største vinder med 47 % af sæderne i underhuset, mens det var overraskende at det det ultra-konservative salafist parti Al Nour opnåede næsten 25 % af sæderne. Militær rådet (SCAF) har stadig magten i overgangsperioden, der har 10 været kaotisk og præget af åbenlyse slag om fremtidig indflydelse. Samtidig har den nye regering haft svært ved at fremvise hurtige, økonomiske resultater og er således ved at tabe opbakning i befolkningen. De store spørgsmål lige nu er dels det nært forestående præsidentvalg og dels processen med at skrive en ny forfatning, idet den forrige blev kasseret med Mubaraks fordrivelse. Præsidentvalget forventes at falde den 23-24. maj med anden runde den 16. og 17. juni. Perioden op til fristen for opstilling af kandidater tydede på, at valgkampen ville blive en kamp imellem tre parter: Det muslimske broderskab, de ultra-konservative salafister og militæret og herunder den gamle Mubarak-garde. Tre af spidskandidaterne fik dog alle tre afslag på deres kandidatur, idet de ikke kunne leve op til kriterierne for opstilling: således måtte den tidligere leder af det berygtede efterretningsvæsen og en af Mubaraks nærmeste Omar Suleiman, det muslimske broderskabs spidskandidat samt salafisternes spidskandidat udgå. Dermed ændrede valgkortet sig drastisk en måned før valget skal stå. Det muslimske broderskab og militæret har begge back-up kandidater, som de nu kører i stilling. Salafisternes kandidat, derimod, som så ud til at have solid opbakning hos konservative muslimske vælgere har endnu ikke opgivet kampen om kandidaturet. Det andet store spørgsmål er forfatningen. Det nyvalgte parlamentet fik til opgave at udpege en forsamling på 100 medlemmer, der skal skrive en ny forfatning, der derefter skal vedtages ved en folkeafstemning. Udvælgelseskriterierne til sammensætningen af denne forsamling har været et omstridt punkt mellem de sekulære og islamiske blokke i parlamentet. Og da parlamentet i marts offentliggjorde sammensætningen af forsamlingen, hvor FJP og Nour partiet sad på omkring 70 % af medlemmerne, forlod otte medlemmer forsamlingen i protest mod en fordeling af pladserne. Følgende har en domstol erklæret udvælgelsen af deltagerne ikkedemokratisk, suspenderet forsamlingen og udsat processen. I mellemtiden har militæret dog vist tydelige tegn på deres vilje til at styre valgprocessen og holde fast på magten: først med opstillingen af Omar Suleiman samt en back-up kandidat til præsidentvalget. Derefter blokeringen af de tre præsidentkandidater. Og senest en udtalelse fra militærrådet, om at den nye forfatning skal udformes og ratificeres før en præsident er valgt i juni – hvilket vil give militæret kontrol over også den proces og give dem mulighed for at sikre deres egen magt og interesse i den forhastede proces. 1.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Med hensyn til den afgørende nye lov om fagforeningsfrihed ser det ikke lovende ud. Et af de største resultater fra revolutionen var at opnåelsen af frihed til organisering. Nystiftede uafhængige faglige organisationer som EFITU fik lov at virke på trods af en mangel på juridisk godkendelse. Siden har de nye, uafhængige fagforeninger og andre kræfter prøvet at reformere den gamle statsledede hovedorganisation ETUF og 11 afvikle dens magt og monopol. I november sidste år så det positivt ud. En ny progressiv lov der tillod arbejderne fri organisationsret og som skulle erstatte den lov, der fastlåser ETUF's udemokratiske og statsstyrede monopol var blevet godkendt af kabinettet og skulle dernæst godkendes af militær rådet eller af det nye parlament. Desuden var ETUF's ledelse opløst, en midlertidig ledelse indsat og en reformproces af centralkomiteerne for ETUF's 24 fagforbund undervejs. Men udviklingen har desværre vendt. Arbejdsministeren, der var primus motor i disse processer, gik af med resten af kabinettet i slutningen af 2011. Lov processen er siden gået i stå, og FJP har lavet deres eget lovudkast, hvor blandt andet pluralisme på virksomhedsniveau forbydes. Reformprocessen af ETUF er også gået i stå, og de progressive og demokratisk indstillede medlemmer af den midlertidige ledelse skiftet ud og igen erstattet af gamle ledere fra ETUF. De nye uafhængige fagforeninger er således stadig fanget i et lovmæssigt vakuum, hvor de ikke har retslig legitimitet til deres virke. Meget tyder desuden på, at det muslimske broderskab er interesseret i at beholde ETUF's struktur og arbejde på at få egne folk op i geledderne i den magtfulde organisation. Arbejdsmarkedet er stadig præget af talrige strejker. Oftest er det krav om økonomiske forbedringer, bedre arbejdsforhold og krav om, at en korrupt eller dårlig ledelse skal gå af, der driver strejkerne. De er ofte organiseret på græsrodsniveau på den enkelte virksomhed, og breder sig nogle gange til hele sektorer i et område. 1.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatet har endnu ingen formelle partnerorganisationer i Egypten. Formålet er at støtte uafhængige og demokratiske faglige organisationer. Mindst to strukturer arbejder på at samle Egyptens mange nye og stadigt spirende uafhængige faglige organisationer: EFITU og EDLC. Den egyptiske sammenslutning af uafhængige fagforeninger EFITU blev udråbt i januar 2011 under revolutionen. EFITU har ifølge egne oplysninger 269 faglige organiseringer under sig på forskellige niveauer. Den stiftende kongres afholdtes i januar 2012 og fastlagde en demokratisk opbygget organisation. EFITU har endnu 12 ikke ret til at opkræve medlemsbidrag eller til at indgå overenskomster. Medlemmerne er præget af en enorm mangel på erfaring og viden og en udpræget grad af græsrodsaktivisme. EFITU har status som associeret medlem af ITUC. Den egyptiske demokratiske arbejderkongres EDLC er en sammenslutning af repræsentanter fra uafhængige fagforeninger, aktivistgrupper og ngo'er. ECLC blev etableret i slutningen af 2011 på initiativ af lederen Kamal Abbas fra den egyptiske arbejderrettighed NGO CTUWS. 1.4 Kuwait 1.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Kuwaits ”arabiske forår” skilte sig ud fra de øvrige lande i regionen. Landet var således ikke på samme måde som dets naboer ramt af store pro-reform demonstrationer under protestbølgen i 2011. Alligevel har golfstaten stået over for en alvorlig politisk krise det sidste år, hvor befolkningen i en hidtil uset grad offentligt har skiltet med deres vrede mod det politiske etablissement. Allerede i slutningen af 2010 ulmede den politisk uro, og i februar – uden tvivl optændt af opstandene andre steder i regionen – begyndte nye ungdomsledede bevægelser at organisere offentlige demonstrationer. I løbet af sommeren og efteråret eskalerede situationen, idet en større korruptionsskandale, der involverede embedsfolk og medlemmer af parlamentet rullede. Demonstranter stormede parlamentet den 16. november, hvilket førte til kabinettets og den mangeårige premierministers afgang. (Premierministeren havde ellers tidligere overlevet flere mistillidsvotummer i parlamentet.) I december opløste emiren – statsoverhovedet i Kuwait – parlamentet forud for nye valg til nationalforsamlingen i februar 2012 og erstattede den tidligere statsminister med et andet ledende medlem af den regerende familie, den tidligere forsvarsminister Sheikh Jaber Al Hamad Al Sabah. Kuwait har traditionelt været mere positivt stemt over for demokratiske åbninger end de andre golfstater. Landet er også mere vant til udtryk for politisk opposition, end sine naboer. I modsætning til de fleste andre arabiske lande har Kuwait hverken politiske fanger, en opposition i eksil eller en historie af politisk vold bag sig. Et overvejende flertal af landet støtter et demokratisk regeringssystem med udpegelsen af regeringen gennem valg. Gennem de seneste seks år har Kuwait dog været rystet af en række politiske kriser, der har ført til syv regeringers afgang og opløsning af parlamentet fire gange. Strukturelle barrierer i det politiske system som modarbejder den politiske process (blandt andet er politiske partier ikke tilladt) og samarbejdsvanskeligheder mellem parlamentet og den nu tidligere statsminister har paralyseret politisk reform og politikker for økonomisk udvikling i årevis og givet anledning til vrede i befolkningen over korruption, arbejdsløshed og en opfattelse af ulighed i befolkningen. Resultatet af parlamentsvalget den 2. februar 2012 betød en dramatisk ændring af sammensætningen af parlamentet og vidnede om et ønske fra befolkningen til forandring. Halvdelen af pladserne gik til nyvalgte kandidater. Især pro-regerings parlamentarikere blev straffet af vælgerne, ikke mindst de der havde været sat i forbindelse med korruptionsskandalen. Fordi politiske partier ikke er tilladt, er det svært at identificere en særlig gruppe som den overordnede vinder. Men ”tribal 13 candidates”, salafister og kandidater støttet af det muslimske broderskab opnåede de største sejre. Ingen af de 23 kvindelige kandidater blev valgt ind i det 50 mand store parlament. Generelt steg den totale stemme på kvinderne dog til 17 %. Selvom den regerende familie med emiren i spidsen efter al sandsynlighed stadig vil have et flertal i parlamentet bag sig, er der trods alt åbnet op for en ændret magtbalance i landet. Alene valgdeltagelsen på 60 % vidnede om, at befolkningen ønsker en udvikling mod konstitutionelt monarki og øget magt til parlamentet. 1.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Som en del af den politiske uro i 2011 prægede en række strejker i den offentlige sektor billedet. De udsprang fra utilfredshed med regeringens manglende respekt for arbejdsrettigheder og dens passivitet over for korruption. De kuwaitiske myndighederne reagerede med trusler om at sætte militæret og politiet til at sætte en stopper for strejkerne, en trussel der straks blev fordømt af ITUC. Senest fordømte ITUC i december en udtalelse fra justitsministeren om at strejker er forbudte og at internationale konventioner, der garanterer arbejdsrettigheder ikke gælder ministeren. Udtalelsen kom som reaktion på en række strejker blandt ministeriets ansatte. Også hovedorganisationen KTUF (Kuwait Trade Union Federation) – ITUC's affilierede og Ulandssekretariatets partnerorganisation – har stået for skarp kritik af de kuwaitiske myndigheders skridt mod undertrykkelse af arbejderes rettigheder. I en nyligt udkommet statusrapport fra ITUC har billedet over regimets overtrædelser af arbejdsrettigheder stort set ikke ændret sig. Især landets mange migrantarbejdere betaler en hård pris. Således beretter ITUC fortsat om restriktioner på migrantarbejdernes ret til at organisere sig, om omfattende brug af tvangsarbejde og om diskrimination i lov og praksis. Rapporten konstaterer, at diskriminerende begrænsninger for udenlandske arbejdstageres ret til organisering fratager 80 % af arbejdsstyrken retten til at organisere sig. Fagbevægelsens forhandlingsstyrke reduceres også yderligere ved væsentlige begrænsninger i retten til at strejke. Landets sponsorsystem for indrejse og beskæftigelse af migrantarbejdere gør migranterne afhængige af deres arbejdsgivere og resulterer i mange tilfælde til tvangsarbejde. Regeringen halter stadig langt bagud i arbejdet med at forebygge tvangsarbejde eller retsforfølge arbejdsgivere og identificere og beskytte ofre for tvangsarbejde og misbrug. 1.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer På trods af, at regimet har reageret med hård retorik over for det sidste års strejker, er KTUF i modsætning til Ulandssekretariatets partnerorganisation i Bahrain ikke blevet seriøst ramt af begivenhederne og regimets svar derpå. Det er således Ulandssekretariatets vurdering, at det sidste års begivenheder ikke har haft en forstyrrende virkning på projektsamarbejdet med KTUF. Asiatiske migrantarbejderes rettigheder – projektsamarbejdet fokusområde – er stadig en høj prioritet i KTUF. Dette understrejes af, at KTUF og GEFONT i Nepal i marts dette år underskrev en MoU om at forbedre migrantarbejdernes rettigheder. Kuwait har 40.000 nepalesiske arbejdere. Mere en halvdelen af dem er hus hjælpere (domestic workers), mens hovedparten af mændene arbejder i bygningsindustrien. Også BFBTU 14 i Bahrain indgik i en aftale med GEFONT, og de to lande er således de første lande i Golfen til at indgå i en officiel fagbevægelsesrelation med Nepal. 1.5 Bahrain 1.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I Bahrain fortsætter bølgen af protester nu på 15. måned. I modsætning til Tunesien, Egypten og Libyen førte 'det arabiske forår' i Bahrain ikke til demokratiske reformer eller til afsættelsen af et autokratisk regime, og regimet har trods helhjertede forsøg ikke været i stand til at slå oprøret ned. Opstanden begyndte i Bahrain den 14. februar 2011 inspireret af oprørsbevægelserne i andre arabiske lande. Demonstranterne krævede en valgt regering, civile friheder og social retfærdighed. Myndighederne i Bahrain svarede igen med brutal undertrykkelse og en hidtil uset grad af vold mod demonstranter, civile og arbejdere. Efter en måneds demonstrationer og protester, hvor demonstranternes krav steg i takt med myndighedernes voldelige fremfærd, inviterede den bahrainske konge, Hamad bin Isa Al Khalifa, efter et krisemøde mellem golfstaternes ledere militære tropper fra Saudiarabien og De Forenede Arabiske Emirater til Bahrain for at komme de lokale sikkerhedsstyrker til undsætning. Kongen erklærede undtagelsestilstand og protesterne blev brutalt slået ned. En senere rapport fra en undersøgelseskommission nedsat af kongen, dokumenterede omfattende overgreb begået af sikkerhedsstyrkerne i disse første måneder, i form af rutinemæssig tortur, vilkårlige arrestationer, langvarig isolation af tilbageholdte, påtvungne tilståelser, uretfærdige retssager og ubegrundede afskedigelser af arbejdere der deltog i protesterne. Efter offentliggørelsen af kommissionsrapporten i november 2011 erkendte regeringen, at sikkerhedsstyrkerne havde brugt unødig vold mod oftest ubevæbnede civile, og kong Hamad lovede at reformere lovgivningen, så den følger ’international lov’. Kommissionsrapporten inkluderede en stribe anbefalinger til regeringen. Regeringen hævder i dag, at 90 % af disse er blevet implementeret – kritikere fastholder, at det nærmere er 10 %. Under en facade af normalisering, hvor regeringen opfører sig som om, at (delvis) implementering af 'den uafhængige undersøgelseskommissions' anbefalinger vil genoprette roen i landet, ulmer uroen stadig. De store protester på Perlepladsen (de 15 bahrainske demonstranters pendant til Tahrirpladsen i Cairo) blev effektivt knust i marts-april 2011 – og Perlepladsen jævnet med jorden. Men lige siden er der rapporteret om næsten daglige protester fra bahrainere, der er vrede over ubegrundede afskedigelser og uretfærdige anklager og retsafsigelser, der har fulgt i kølvandet på deltagelse i eller opbakning til de tidlige protester. I februar, på årsdagen for protesternes start, blev der slået hårdt ned på demonstrationer. Samtidig er politiske forhandlinger gået i stå, og sekteriske spændinger stiger. Flertallet i Bahrain er shiamuslimer, mens den royale familie, der leder landet er sunnimuslimer. Demonstranterne har hele tiden stået fast på, at protesterne intet har at gøre med en konflikt mellem shia og sunnimuslimer, mens myndighederne har dyrket forklaringen til omverdenen om et religiøst begrundet oprør. I de seneste måneder er situationen intensiveret. Dels med kravene om løsladelsen af menneskerettighedsaktivisten Abdulhadi Alkhawaja, dansk-bahraineren hvis langvarige sultestrejke har trukket overskrifter og internationalt diplomati i en grad sjælden set, og hvis eventuelle død i regimets hænder kan være gnisten, der tænder en hovedsagelig fredelig protestbevægelse. Og dels op til afholdelsen af Formel-1 løbet i Manama i april. Regimet vil med afholdelsen af løbet, der i 2011 blev aflyst på grund af urolighederne, vise at der er styr på situationen i landet. Omvendt bruger demonstranterne den internationale tilstedeværelse til at gøre verden opmærksom på deres vrede. International Crisis Group rapporterer, at sammenstød mellem unge demonstranter og sikkerhedsstyrkerne forekommer hver eneste aften og involverer brug af molotovcocktails fra demonstranternes side og tåregas fra sikkerhedsstyrkerne. Flere er døde, i de fleste tilfælde efter signende på grund af tåregassen. Demonstrationerne og kampene mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter er i dagene op til Formel-1 løbet intensiveret, og mange er anholdt. 1.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Det sidste års turbulens har totalt ændret Bahrains tidligere status som det mest progressive af golfstaterne med hensyn til arbejdsmarkedsspørgsmål. Blandt åbenlyse fængslinger, forsvindinger og retsforfølgelse af demonstranter og den politiske opposition har en vedvarende undertrykkelse af arbejdere og angreb mod arbejderrettigheder været tydelig. ITUC har gentagne gange fordømt volden mod demonstranter såvel som målrettet afstraffelse af arbejdere og anti-fagbevægelses undertrykkelse. Tusindvis af arbejdere blev fyret, fordi de deltog i demonstrationer og lovlige strejker i februar og marts 2011. Regeringen skabte en stemning, der opildnede virksomhederne til at fyre de arbejdere, der deltog i strejkerne. I nogle tilfælde opfordrede regeringen direkte til afskedigelser ifølge den uafhængige undersøgelseskommissions rapport. 16 1.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets kommende partnerorganisation og ITUC's affilierede; hovedorganisationen GFBTU (General Federation of Bahrain Trade Union), der deltog aktivt i forårets protester blev direkte afstraffet af regimet. Omkring 5000 medlemmer og 100 ledere af GFBTU blev fyret, og i oktober ændrede regeringen sågar uden varsel fagforeningslovgivningen i et forsøg på at lukke munden på hovedorganisation og for at gøre gengæld mod de fagforeningsaktive. GFBTU har siden kæmpet for at få de mange tusind medlemmer genansat – et af den uafhængige undersøgelseskommissions anbefalinger til regimet. Det ser nu ud til, at de fleste har fået deres job tilbage, hvilket er en stor sejr for GFBTU. Ligeledes var hovedorganisationen i marts indbudt til dialog med regeringen. I og med at GFBTU har været under konstant pres og angreb igennem det sidste år, har hovedprioriteten for organisationen været at genoprette organisationens kapacitet samt at få genansat de tusindvis af fyrede fagforeningsmedlemmer og fagforeningsledere. Det planlagte projektsamarbejde mellem Ulandssekretariatet og GFBTU om forbedring af asiatiske migrantarbejderes rettigheder i Bahrain er således blevet udskudt, mens GFBTU indhenter det tabte. Ulandssekretariatet er i dialog med GFBTU om at støtte organisationen i denne proces. Migrantarbejderes rettigheder er dog stadig et vigtigt fokusområde i GFBTU. Således har GFBTU ligesom KTUF i Bahrain indgået en MoU med GEFONT i Nepal i marts dette år om at forbedre de nepalesiske migrantarbejdernes rettigheder i de to golfstater. 17 2 Landeanalyser - Latinamerika Sundhedsforbundet i Guatemala på gaden for en offentlig sundhedssektor /foto: SNTSG 2011 Ulandssekretariatet i Latinamerika - maj 2012 18 2.1 Guatemala 2.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Siden sidste års rapportering, har Guatemala været gennem et valgår. Der blev valgt ny kommunalbestyrelse i 333 kommuner, repræsentanter blev valgt til det mellemamerikanske parlament PARLACEN, der var valg til kongressen, og der blev dannet en ny mindretalsregering ved valget af en ny præsident. Valgsejren gik i november i anden valgrunde til kandidaten Otto Pérez fra det højreorienterede ‘Patriotiske Parti’ (PP). De to kandidater fik hver hhv. 54% og 46% af stemmerne. Ved valget til den 158-mand store kongres, fik præsidentens parti PP 35 % af pladserne, mens det tidligere regeringsparti UNE (Unidad Nacional de la Esperanza – Håbets Nationale Enhed), fik 30% af pladserne. Blandt de 9 øvrige partier repræsenteret i kongressen har kun tre fået mere end 5% af pladserne. I løbet af 2011 er Guatemala blevet det eneste land i Latinamerika, hvis status på Economists demokratiindeks er forværret i alvorlig grad. I 2011-rapporten fremgår det, at landet ikke mere kategoriseres som et ’mangelfuldt demokrati’, men som et ’blandet regime’1. Kendetegnene her er en svag politisk kultur, lav politisk deltagelse, et svagt civilsamfund – og at regeringens funktionsdygtighed og retssystemet er underlagt parallelle magtstrukturer og udbredt korruption. Den tidligere såkaldte ’socialdemokratisk orienterede’ regering formåede heller ikke at forandre landet til det bedre. Fattigdom, vold, korruption og social eksklusion tegner fortsat det guatemalanske samfund. Både nationalt og internationalt var der i 2011 frygt for, at den nye præsident vil føre en skrap politik med yderligere social eksklusion og øget ulighed til følge. Et centralt tema for præsidenten i valgkampen var, at vold og organiseret kriminalitet skal bekæmpes med hård hånd – og at højeste politiske prioritet må være at genskabe sikkerheden. Det formodes ønskes realiseret med militær hjælp fra USA. Med en tidligere militærmand ved roret, den første i 25 år, har angsten været begrundet i fortidens gru, hvor militærets, politiets, dødspatruljernes ’udrensninger’ havde store folkemord til følge. Præsidenten har ved årets start lovet strukturelle forandringer af Guatemala, som i hans tiltrædelsestale blev karakteriseret ved at være på ”på randen af økonomisk og moralsk fallit”. I forhold til økonomien beløb underskuddet på statsbudgettet sig til næsten 25% af BNP i 2010 og 2011, og en skattereform forventes iværksat med den nye regering. I 2011 lå Guatemalas økonomiske vækst på 3.3 % af BNP (øget fra 2.5 % i 2010), hvilket særligt skyldes øget eksport til det amerikanske marked og en begrænset øget indenlands efterspørgsel. Væksten var størst i mineindustrien, handel og service. Overførsler fra udlandet (hjemsendelser fra migranter) og fremmede direkte investeringer steg begrænset. Inflationen nåede op på 7.2 % hvilket ikke mindst kunne mærkes på øgede fødevarepriser. Et underskud på handelsbalancen beløb 1 The Economist Intelligence Unit, 2011: “Democracy Index 2011 – Democracy under Stress” sig til 11 % af BNP, mens betalingsbalancen endte med et overskud, særligt som følge af de store overførsler fra migranter – hvilke fortsat er tre gange større end indtægterne fra turistindustrien2. Næsten to mio. guatemalanere lever og arbejder i USA. Langt de fleste illegalt, for at søge lykken som migrantarbejdere. Tallet vidner om, at flertallet af landets befolkning fortsat står over for problemer med dyb fattigdom. I følge officielle tal lever mere end 50 % med fattigdom – og i nogle provinser er fattigdomsraten 95 %. Unge under 30 udgør omkring 70 % af befolkningen. Kun ca. 60 % af børnene gennemfører grundskolen, og børnearbejde er udbredt. I den nyeste ’globale informationsteknologi’ rapport fra World Economic Forum, hvor en vurdering af uddannelsessystemet indgår, rangerer Guatemala på en 127. plads af i alt 142 lande.3 Heller ikke efter 2011 ser det ud til, at landet vil nå de første to 2015-mål: Mål 1 om fattigdomsbekæmpelse og mål 2 om uddannelse til alle4. 2.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Målsætningen om at opnå anstændigt arbejde til alle, som også indgår i 2015-målene, er ligeledes utopisk. På arbejdsmarkedet er cirka en tredjedel af de fem millioner økonomisk aktive guatemalanere beskæftiget i den formelle økonomi. Den formelle arbejdsløshed ligger på blot 3.5 %, så flertallet arbejder i den uformelle økonomi. Mere end 90 % af de private virksomheder – hvilke for de flestes vedkommende er meget små – opererer i den uformelle økonomi. Den offentlige sektor bliver også fortsat i stigende grad ’u-formaliseret’, da lovgivningen muliggør outsourcing i den offentlige servicesektor. Problemer med underbeskæftigelse er udbredt på det formelle arbejdsmarked. Det betyder i denne sammenhæng, at et fuldtidsjob ikke giver nok indtægter til at dække de basale udgifter. Nationale opgørelser over indkomstforhold viser, at omkring 75 % af arbejdstagerne på det formelle arbejdsmarked tjener mindre end den lovformeligt satte minimumsløn – og at endnu flere ikke har en indkomst, som kan dække de basale leveomkostninger.5 ECLAC/CEPAL, 2011: Preliminary Overview of the Economies of Latin America and the Caribbean 2011 World Economic Forum, 2012:The Global Information Technology Report 2012 -‐‑ Living in a Hyperconnected World 4h ttp://www.eclac.org/mdg 5 MSICG, 2012: Washb’il vol. 2, p.10 2 3 20 Overtrædelser af ILOs kernekonventioner og den nationale arbejdsmarkedslovgivning er fortsat et dagligt problem for arbejdstagerne. En del overtrædelser skyldes et svagt lovgivningsapparat, andre fordi hverken retten til kollektiv forhandling eller allerede eksisterende overenskomster og aftaler overholdes i praksis. Der eksisterer omkring 90 kollektive overenskomster i landet, primært på virksomhedsniveau. Myndighederne har formelt intentioner om at etablere kontrol af arbejdsforholdene i eksportproduktionszonerne, hvor også langt hovedparten af virksomhederne overtræder minimumsstandarderne. Forbund i den offentlige sektor oplever, at de kollektive aftaler med myndighederne ikke overholdes. Derfor bød 2011 på en række formelle klagesager, eksempelvis over uretmæssige og massive fyringer. Mere synlige aktioner blev også gennemført af de relativt stærke offentlig sektor organisationer – ved gentagne demonstrationer og besættelse af bygninger af ansatte i sundheds- og uddannelsessektoren, den kommunale sektor, mv. Fagbevægelsen er fortsat splittet og kun omkring 2-3 % af arbejdstagerne er organiseret. Antifagforeningsstrategier og -kampagner er udbredte – overgreb, trusler og forfølgelser af fagligt aktive er fortsat mere regelen end undtagelsen. Flere end 50 fagligt aktive er blevet dræbt inden for de sidste fem år. Straffriheden er fortsat omkring 98 % for voldskriminalitet, og ikke en eneste sag, som involverer fagligt aktive er blevet opklaret. Ifølge tal fra arbejdsministeriet blev der dannet 165 ny fagforeninger i 2011, og alle er mindre foreninger i den uformelle økonomi eller bondeorganisationer. Formelt er der registreret mere end 2000 fagforeninger i landet, og det vurderes, at omkring 450 er aktive. Et fåtal af disse er fagforeninger i den private sektor, hovedparten er organisationer i den uformelle økonomi og i den offentlige sektor. Fagbevægelsen deltager fortsat i en række trepartsinstanser, men vurderer selv, at de udgør et yderst svagt led. I følge faglige ledere spiller særligt to faktorer ind: For det første er fagforeningsfolkene ikke klædt godt nok på i forhandlingssituationerne, da de - modsat de øvrige parter - hverken har tekniske, juridiske eller økonomiske rådgivere bag sig. For det andet formår de ikke at skabe opbakning i fagbevægelsen, da kampen om posterne overskygger indholdet i det repræsentative fortalerarbejde. Et eksempel her på er fagbevægelsens deltagelse i dannelsen af et nationalt Råd for Økonomisk og Social Udvikling (Consejo Económico y Social). Landsorganisationen UGT (Unión Guatemalteca de Trabajadores) havde startet en dialog med arbejdsgiverorganisationen CACIF (Coordinador de Asociaciones Agrícola, Industriales, Comerciales y Financieras) om dannelsen af rådet, til stor fortrydelse for andre landsorganisationer. Ikke desto mindre gik dog ovarbejdet i gang i kongressen sidst i 2011, og dele af fagbevægelsen ser det nu som en mulighed for, at skabe et nyt rum for en forbedret social dialog i landet. 2.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisation, FMLL – Fundación Mario Lopez Larrave – er et fagligt uddannelses- og ressourcecenter, etableret for at understøtte kapacitetsopbygningen af fagforeninger og for at facilitere dialog og samarbejde i den splittede fagbevægelse. 2011 har ikke været et nemt år, hverken for partneren eller samarbejdet. 21 For det første prægede interne konflikter mellem organisationerne i fagbevægelsen også FMLLs arbejde i 2011. De tre faglige organisationer, som er affilierede til ITUCs amerikanske afdeling TUCA, har trukket sig helt fra at samarbejde med de faglige organisationer, som indgår i FMLL. Eksempelvis gennemførte ITUC/TUCA og de tre affilierede organisationer i juli en konference om straffrihed i landet. Kun et fåtal fra den øvrige del af fagbevægelsen deltog. Der var ingen repræsentanter fra organisationerne i den tidligere allierede sociale organisation MSICG (Movimiento Sindical, Indigena y Campesino Guatemalteco) og de fleste af de ni organisationer, som indgår i det fælles uddannelsescenter FMLL, var end ikke inviteret. Der eksisterer en enkelt social alliance mellem faglige og sociale organisationer, som formår at deltage i forskellige faglige fora, herunder også i arbejdet omkring FMLL. Alliancen, FNL (Frente Nacional de Lucha), har som mission at arbejde for forsvaret for offentlige sociale basale ydelser og for naturressourcerne, og en central aktør er sundhedsforbundet SNTSG (Sindicato Nacional de Trabajadores de Salud de Guatemala). FNL og UGT fremsatte sammen – blandt andet faciliteret af FMLL – et forslag til øget social dialog og overholdelse af basale rettigheder på arbejdsmarkedet. En anden problematik, som forværredes i 2011, er FMLL’s fortsatte økonomiske afhængighed af eksterne donorer, på trods af bestræbelser på at øge medlemsorganisationernes bidrag til ressourcecenteret. Nogle donororganisationer har valgt at trække støtten til fagbevægelsen, med henvisning til den konfliktfyldte bevægelses manglende fremskridt eller som følge af økonomiske prioriteringer. Det gælder eksempelvis spansk fagbevægelses CCOO (Comisiones Obreras), som i 2011 afsluttede et projektsamarbejde med FMLL. 2.2 Honduras 2.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser 2011 blev et år, hvor regeringen og præsidenten i Honduras, Porfirio Lobo fra det traditionelle Partido Nacional, fortsatte bestræbelserne på at opbygge troværdighed nationalt og internationalt, ved at mane til forsoning og dialog. Efter den afsatte præsident Zelaya i maj kunne vende tilbage til landet, er kritikken nedtonet i internationalt. Landets politiske repræsentation blev genindlemmet i de fleste regionale og kontinentale politiske fora, herunder også Organisationen af Amerikanske Stater. I år er den formelle anerkendelse fra nabolandene cementeret, da Honduras i ’12 har formandskabet i det regionale samarbejde SICA (Sistema de la Integración Centroamericana). Situationen i landet er dog fortsat præget af den politiske krise, interne konflikter og social uro, som opstod efter statskuppet i juni 2009. Modstandsbevægelsen for demokratiet, som samler sociale organisationer inden for paraplyorganisationen ‘Frente Nacional de Resistencia Popular’, fortsatte bestræbelserne for at få nedsat en grundlovgivende forsamling og for at den ekspatrierede præsident kunne vende tilbage. Da sidstnævnte lykkedes, anslås det, at der var mere end en million mennesker på gaden i hovedstaden. Det svarer næsten til indbyggertallet, som er omkring 1.2 million. I løbet af 2011 blev dagsorden for modstandsbevægelsen ændret, med henblik på at danne et nyt politisk 22 parti, som kan stille op til næste valg i 2013. Selv om ekspræsidenten er udelukket fra at genopstille, er han som koordinator for den brede bevægelse en central politisk aktør, – og det forventes, at hans kone vil opstille som præsidentkandidat for det nye parti. Også i 2011 oplevede civilsamfundsorganisationer og rettighedsforkæmpere, at regeringen på den ene side opfordrer til dialog, men på den anden side til stadighed slår ned på modstandere. Med anti-terrorloven fra 2010 kan modstandere lettere kontrolleres, politiet hører under sikkerhedsstyrkerne, og dertil har højesteret kunnet sikre en politisk korrekt dommerstand. Det har resulteret i en lang række uopklarede sager for drab og vold mod modstandere af status quo. Det betyder også, at mange trusler og overgreb end ikke anmeldes, af frygt for politiet. Kritikere af myndighederne er derfor fortsat spundet ind i en atmosfære af frygt og forfølgelse. Flere journalister blev dræbt, advokater blev truet, og faglige ledere mistede familiemedlemmer. Retsløsheden mærkedes på landet, hvor konflikter mellem småbønder og storgodsejere om jord løses med vold. I 2011 blev mindst 30 bønder dræbt i en enkelt provins, hvor palmeolieindustrien bestemmer.6 Det mærkedes også i byen, hvor eksempelvis lærere stod for skud under demonstrationer for det offentlige uddannelsessystem i første halvår af 2011. Her blev militæret sat ind mod tusindvis af fredelige demonstranter. På årets demokratiindeks fra Economist, ligger Honduras på en 84. plads ud af 167 lande, i kategorien ’blandede regimer’.7 Den organiserede kriminalitet er lige så lammende i Honduras, som i nabolandet Guatemala. Korruptionen er udbredt, der er straffrihed for den overvejende del af voldskriminaliteten – og statistikkerne for 2011 viser, at Honduras nu er verdens mest voldelige land. Selv det nordamerikanske fredskorps valgte i 2011 at trække sine frivillige hjem. Internationale eksperter vurderer, at statskuppet i 2009 også betød, at dørene blev åbnet for den organiserede narkokriminalitet. Derfor er drabstallene vokset til det dobbelte på få år – og ligger på 86 pr. 100.000 indbyggere (gennemsnittet globalt er 8.8). Det anslås nu, at 95% af al narko, som transporteres fra Sydamerika til Nordamerika er i transit på den honduranske Atlanterhavskyst.8 I løbet af 2011 nåede den økonomiske vækst på et pænt 3.2% af BNP, hvilket også afspejler mere politisk ro internt og genåbning af grænserne til nabolandene. Eksporten øgedes til de traditionelle markeder, ikke mindst USA, - som også er landet, hvorfra de fleste migranter sender penge hjem, som omsættes til øget forbrug. Den årlige inflation var 7 %, primært som følge af stigende priser på olie og basisfødevarer. Honduras opnåede i 2010 en aftale med IMF, for at lette adgangen til internationale finansmarkeder og forbedre betingelserne for det private erhvervsliv.9 Blandt regeringens forpligtelser var, at underskuddet på statsbudgettet skal reduceres. En skattereform og en reform af den offentlige sektor var instrumenter, som blev iværksat i 2011. Human Rights Watch, 2012: World Report 2012 -‐‑ Honduras The Economist Intelligence Unit, 2011: “Democracy Index 2011 – Democracy under Stress” 8 El Pais, 12 februar 2012: Un país hundido en la violencia. 9 ECLAC, 2011: Preliminary Overview of the Economies of Latin America and the Caribbean 2011 and IMF, 2011: http://www.imf.org/external/country/hnd/index.htm 6 7 23 Fattigdommen slår fortsat ekstremt hårdt blandt de otte millioner indbyggere. Ifølge officielle statistikker er flertallet af befolkningen fattige – og blandt disse lever omkring 40% med ekstrem fattigdom. Det forventes heller ikke efter 2011, at Honduras vil nå FNs 2015 målsætningerne om fattigdomsbekæmpelse og grunduddannelse for alle. Næsten 20% af de voksne er analfabeter i dag, og uddannelsessystemets kvalitet vurderes til at ligge på en 129. plads på World Economic Forums seneste rapport over 142 lande10. Honduras er også, som de øvrige partnerlande, langt fra at nå målet om fuld, produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle. 2.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet De generelle tendenser på arbejdsmarkedet er ikke meget forandrede fra 2010 til 2011. Selv om den åbne arbejdsløshed er relativt lav, er underbeskæftigelsen signifikant høj. Nationale statistikker viser, at næsten halvdelen i job er underbeskæftigede. De fleste arbejdsløse og underbeskæftigede er unge og flere end 600.000 unge er faldet helt i gennem: De er hverken under uddannelse eller i arbejde. Otte ud af 10 i formel beskæftigelse tjener ikke nok til at dække de basale leveomkostninger – og sidste års minimumslønforhandlinger blev afsluttet med et præsidentielt dekret, som betød et fald i reallønnen for de fleste. Generelt er ’informaliseringen’ af arbejdsmarkedet fortsat stigende. Et eksempel er en nyere lov om deltidsansættelse, som fratager arbejdsgiverne for en række forpligtelser – betaling til sygesikring og pension for eksempel – og som afskriver de ansatte fra at stå i fagforening. Dermed kan kollektive overenskomster sløjfes. Og det bliver de i stor udstrækning, ifølge fagbevægelsen. I 2011 er tusindvis på en række virksomheder blevet fyret, for blot at blive genansat på deltidsbestemmelserne. De lokale fagforeninger i den formelle økonomi bliver dermed færre, til gengæld har forbundet for arbejdere i uformel økonomi stor medlemsfremgang. Selvom organiseringsgraden er omkring 15%, søger mange private virksomheder at holde fagforeninger fra døren, og der rapporteres om chikane, sortlistning og forfølgelse fra mange sektorer. Den politiske reform af den offentlige sektor slog også igennem i 2011, og gav en del uro. Planerne om at privatisere offentlige virksomheder og reducere de sociale udgifter blev iværksat. Det medførte en reducering af de i forvejen magre offentlige budgetter på uddannelsesområdet, 10 World Economic Forum, 2012: The Global Information Technology Report 2012 -‐‑ Living in a Hyperconnected World 24 sundhedssektoren, boligområdet mv. Regeringen udstedte et dekret om, at flertallet af de offentligt ansattes lønniveau skulle holdes på status quo i 2010 og 2011 – trods overenskomstaftaler, som skulle lønstigninger, svarende til årets lønjusteringer i den private sektor. Mere end 80.000 ansatte i den sociale sektor blev berørt. Desuden annullerede myndighederne en pensionsordning for lærere. Lærernes forsikrings- og pensionskasse mistede derved pludselig 400 millioner kroner. Konflikten løb langt ind i 2011. Efter store demonstrationer, blev der indført undtagelsestilstand for uddannelsessystemet. Det muliggjorde masseafskedigelser af de protesterende lærere, hvis navne i øvrigt blev offentliggjort på lange lister i landets aviser. Samtidig søgte regeringen i løbet af 2011 at øge trepartsdialogen på nationalt plan. Siden september har repræsentanter for de tre parter og andre sociale organisationer arbejdet for at indgå en rammeaftale for udviklingen nationalt. Fem udvalg har arbejdet med hvert sine politikområder, og efter årsskiftet lykkedes det at nå til en aftale, som sætter otte målsætninger for de kommende år. Centralt for fagbevægelsen er, at arbejdstagerrettighederne klart anerkendes formelt, at der er formuleret vilje til at fremme anstændigt arbejde – og at der skal gøres en særlig indsats for sårbare grupper. Ifølge de tre landsorganisationer skal implementeringen dog følges nøje, da erfaringen med regeringen er, at ord er ét og realpolitik noget ganske andet. 2.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisation er landsorganisationen CUTH (Central Unitaria de Trabajadores de Honduras), som samler 15 faglige og sociale organisationer – og som repræsenterer mere end 225.000 medlemmer. 2011 var på et vanskeligt år for organisationen. I begyndelsen af året mistede organisationen pludselig sin leder gennem 15 år, Israel Salinas, som var en garvet og respekteret forhandler og mægler, der tegnede organisationen udadtil. Efter hans død har CUTH internt lidt under fløjkrige, og mindre gennemsigtige forretningsgange er kommet op til overfladen i CUTHs samarbejde med internationale faglige netværk og donorer. Sidst på året mistede CUTH endnu en central faglig leder, og dertil også en helt central person for Ulandssekretariatet: koordinatoren i projektsamarbejdet. Sidstnævnte omkom i et trafikuheld, hvor også projektets regnskabsassistent blev kvæstet. CUTHs nye formand er den tidligere næstformand, som med base i hovedstaden også har været med til opbygningen af CUTH siden dannelsen i 1992. Denne har ikke tidligere været særligt inddraget i samarbejdet med Ulandssekretariatet, da projektet har været implementeret via afdelingen i landets industrihovedstad, San Pedro Sula. I løbet af året er projektudviklingen drøftet med ledelsen, og projektkontoret ventes flyttet til hovedstaden i 2012. Trods de store interne udfordringer, er det lykkedes CUTH at fortsætte opbygningen af de regionale kontorer, for at øge forankringen lokalt, forbedre sine serviceydelser og støtte til medlemmerne. 25 CUTH har også fortsat arbejdet i ’modstandsbevægelsen’, de faglige ledere optrådte som mæglere i konflikter mellem myndigheder og sociale grupper – og repræsenterer fortsat arbejdstagerside i toog trepartsinstanser for dialog og forhandling på arbejdsmarkedet. 2.3 Nicaragua 2.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Også i Nicaragua har befolkningen i 2011 været gennem et valgår, da der var valg til parlamentet og præsidentposten. Den siddende præsident Ortega blev som ventet genvalgt, trods massiv international kritik mod de brud på grundloven, som hans genopstilling betød – og de politiske tendenser til indsnævring af det demokratiske rum, som regeringen har fostret. EU og OAS foretog valgobservation, og begge instanser rapporterede om uregelmæssigheder. Blandt andet fik de ikke adgang til alle de valgsteder, som var aftalt på forhånd. Det brede regeringsparti, sandinisterne –FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional), fik flertal i parlamentet og præsidenten mere end 60%s vælgertilslutning. Trods kritikken betvivler de færreste, at regeringens popularitet ved valget var så stor, at det gav flertal. Desuden stod oppositionen splittet. De næste fem år vil Nicaraguas regering derfor tegnes af sandinisterne og den såkaldte ”kristne, solidariske, fredelige revolution”. På Economist’s demokratiindex i rapporten fra 2011, ligger Nicaragua på en 91. plads i opgørelsen over 167 lande. Det er på niveau med lande som Tanzania og Tunesien, i kategorien ’blandede regimer’. På et punkt afviger pointene til Nicaragua dog positivt: der scores højt på borgerrettighederne. I denne undersøgelse dækker det over, om der er pressefrihed, uafhængige medier, om der er åben debat om offentlige anliggender og politik, om minoriteters rettigheder anerkendes - og, om borgerne har ret til at danne fagforeninger. Regeringsgrundlaget er en fortsættelse af den første ’nationale plan for menneskelig udvikling’ fra sidste regeringsperiode, hvis målsætning er: At bekæmpe fattigdommen i landet, på trods af den internationale økonomiske krise.11 Mere konkret er målet defineret som økonomisk vækst med øget beskæftigelse og mindskelse af ulighed og fattigdom12. I 2011 fremgik det tydeligt og ofte i den politiske diskurs, at den store opgave kun kan løftes af arbejdstagere, producenter, arbejdsgivere, bønder og regeringen i fællesskab – og det via investeringer, som omsættes til økonomisk vækst og http://www.pndh.gob.ni/Index.aspx IMF, October 2011: Nicaragua: Poverty Reduction Strategy Paper –Progress Report on National Human Development Plan as of 2010 11 12 26 ’added value’ for de lokalsamfund, der etableres virksomheder i. Analytikere peger på, at den fortsatte opbakning til regeringen også er at finde i de gennemførte sociale programmer. De har løftet de fattigste ud af den værste fattigdom, og har – omend i begrænset omfang - bedret adgangen til basal sundheds- og uddannelsesservice. Regeringen overholdt i 2011 fortsat aftalerne med Verdensbanken og den Internationale Valutafond, som har låne- og støtteprogrammer i landet. I 2011 mærkedes, at de fleste vestlige donorer har besluttet, at trække støtten til landet tilbage, som følge af regeringens overtrædelser af de demokratiske spilleregler og principper for god regeringsførelse, selv om der fortsat modtages støtte fra Venezuelas præsident Chavez og via det regionale samarbejde i ALBA. Den danske bilaterale støtte er under udfasning, og ambassaden lukkes i 2012. Nicaragua opnåede i 2011 for andet år i træk en økonomisk vækst, som svarede til 4,5 % af BNP – og inflationsraten landede på cirka 8%13. Eksporten steg omkring 23 %, dog mere som følge af stigende priser end stigende volumen – og mest i forarbejdningsindustrien og mineindustrien. Underskuddet på handelsbalancen blev endnu engang markant, og importen steg med 25%. Dels som følge af øget forbrug, og dels som følge af stigende priser på fødevarer og olie.14 Nicaragua er fortsat et af de fattigste lande i Latinamerika målt på BNP per capita, og fattigdomsraterne er på niveau med nabolandene. Alligevel vurderede IMF sidst i 2011, at Nicaragua er det land i Latinamerika, der viser de næstbedste resultater med reduktion af ulighederne. Over en femårig periode er 6% af befolkningen kommet over fattigdomsgrænsen. Skattereformen er begyndt at slå igennem, ligesom de sociale programmer med fokus på støtte til kvinder på landet. Den ekstreme fattigdom slår dog fortsat hårdest i landområder, hvor cirka fem gange så mange i forhold til byområderne, lever med ekstrem fattigdom.15 Forbedringen af adgangen til grunduddannelse og erhvervsuddannelsessystemet giver også positive resultater. Ikke desto mindre rangerer Nicaraguas lavest i regionen på World Economic Forums liste over kvaliteten af uddannelsessystemet i 2011, som nummer 134 af 142 lande. 2.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter i forhold til den socio-økonomiske udvikling, vurderes at have været centralt for at holde relativt ro på arbejdsmarkedet og fremme den økonomiske vækst. Fordelene ved den øgede dialog fremhæves af fagbevægelsen og anerkendes af såvel arbejdsgiverorganisationen COSEP (Consejo Superior de la Empresa Privada de Nicaragua) som større virksomheder i den private sektor16. Det positive klima ses i kolde tal ved, at de fremmede direkte investeringer er tredoblet over en femårig periode. International Monetary Fund IMF, 2011: http://www.imf.org/external/country/nic/index.htm ECLAC/CEPAL, 2011: Preliminary Overview of the Economies of Latin America and the Caribbean 2011 15 IMF, October 2011: Nicaragua: Poverty Reduction Strategy Paper –Progress Report on National Human Development Plan as of 2010 16 Cf. http://cl.globedia.com/destaca-‐‑presidente-‐‑saca-‐‑clima-‐‑positivo-‐‑economia-‐‑nicaragua 13 14 27 De største forbund er tilfredse med, at 2011 har givet en gennemsnitlig minimumslønstigning på i alt 13% hvilket betød reallønsfremgang i flere sektorer. Desuden forhandles der fortsat flere kollektive overenskomster. En aktiv investerings- og beskæftigelsespolitik er begyndt at slå igennem – i løbet af 2010 blev der i følge IMF skabt mere end 300.000 jobs, dvs. en stigning på 12,5 %. I oktober 2011 var den formelle beskæftigelse på et år steget med næsten 10 %. Det betyder dog langt fra, at alle omfattes af social sikring. Det er fortsat omkring 75 % af den økonomisk aktive del af befolkningen, som arbejder i den uformelle økonomi – og tendensen er stigende. Gennemsnitslønnen i den uformelle økonomi dækker kun 25% af de basale daglige udgifter.17 For fagbevægelsen er det et prioritetsområde, at få netop disse arbejdstagere - tjenestefolk, markedshandlere, gadesælgere, landarbejdere, osv. - omfattet af landets socialsikringssystem. De små virksomheder og småbønder/producenter – udgør 94% af alle producenter/virksomheder i landet. Et overvejende flertal arbejder med eksportproduktionen i landbrugs- og fødevaresektoren, som er steget betragteligt siden småproducenter fra 2010 har fået lettere adgang til erhvervslån. Men komparative studier viser også, at lønniveauerne og adgangen til social sikring i landbrugssektoren i Nicaragua er den laveste i regionen, hvor outsourcing og brug af underleverandører i den uformelle økonomi er udbredt. Omkring 10 % af arbejdskraften er medlemmer af en fagforening i Nicaragua, herunder en stor gruppe i forbundet for arbejdere i uformel økonomi (ca. 52.000). ITUC og ILO vurderer, at landets arbejdsmarkedslovgivning beskytter arbejdstagernes rettigheder relativt godt, selv om der er restriktioner for dannelse af fagforeninger og for strejkeretten i den offentlige sektor, og eksportproduktionszonerne er undtaget dele af lovgivningen. Fagforeningerne fremhæver alle, at det største problem fortsat er efterlevelse af lovgivningen. Private virksomheder fortsætter antifagforenings strategier og der indrapporteres klager fra de fleste sektorer på arbejdsmarkedet – fra eksportproduktionszonerne over turistindustrien til fødevarebranchen og i sundhedssektoren. 2.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Partnerorganisationen FNT, Frente Nacional de los Trabajadores, er en relativt stærk aktør i den aktuelle sociale dialog i landet. Organisationen samler 228.000 via ni sektororganisationer og er repræsenteret i nationale trepartsinstanser og lokale udviklingskomiteer. En række faglige ledere 17 www.ctcpnicaragua.org 28 stillede op til parlamentet i 2011, og flere fra FNTs organisationer blev valgt ind for sandinistpartiet. FNTs ledelse hævder, at det regeringspolitiske arbejde ikke stækker deres uafhængighed, men formulerer det som den eneste mulighed for, at arbejdstagernes interesser kommer på dagsorden politisk. Netop den udlægning blev også understreget ved FNTs anden kongres i februar i år. FNTs ledelse blev i øvrigt genvalgt, arbejdet for at støtte nicaraguanske migrantarbejdere blev formaliseret, og de politiske prioriteter om at arbejde for øget lighed mellem kønnene og inddragelsen af unge blev bekræftet. Ulandssekretariatets aktuelle støtte til FNTs arbejde er primært rettet mod kapacitetsopbygning af fagforeninger i den private sektor, dels i fiskeriet, landbruget og i fødevarebranchen (agroindustrien) og dels i den uformelle økonomi, for at øge fortalervirksomheden for forbedrede vilkår i disse sektorer. I 2011 blev der blandt andet arbejdet med afdækning af arbejdsforholdene i sektorerne. Tre medlemsorganisationer indgår: CSNTMLAC - Confederación Nacional de Pescadores Artesanales, Lacustres, Afines y Conexos: Fiskeriforbundet dannet i 2008. I 2011 blev der forhandlet om etablering af en rammeaftale, som fastsætter minimumsvilkår i sektoren. Medlemstallet stiger fortsat og der er ca. 17.000 medlemmer. I 2011 har flere opnået kreditværdighed, adgang til lån, samt teknisk støtte og rådgivning, hvilket anslås at gavne omkring 2000 arbejdere i den sydlige del af landet. CTAI - Confederación de Sindicatoss de la Agroindustria: Sektorforbundet i agroindustrien, dannet i 2008 har i dag et medlemstal på ca. 15.000. I 2011 lykkedes det at få underskrevet seks kollektive overenskomster, hvilket sikrer bedre vilkår for omkring 1.600 plantagearbejdere - dels ved Atlanterhavskysten (i palmeolieindustrien) og dels i San Juan regionen (ris- og frugtproduktion). CTCP - Confederacion de Trabajadores por Cuenta Propia: Organisationen, som repræsenterer 52.000 arbejdere i den uformelle økonomi, blev dannet i 2000. CTCP har opbygget en bred vifte af serviceydelser til medlemmerne – faglig uddannelse, tekniske kurser, formidling af legater, juridisk rådgivning, privat sundhedsforsikring, mikrokreditter og forhandling af aftaler med lokale myndigheder. 2.4 Paraguay 2.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den nuværende regering, som blev valgt i 2008, markerede en ganske ny politisk retning i landet – efter årtier med skiftende regeringer fra den ekstreme højrefløj i partiet Colorado. Regeringen prioriterer politiske temaer som transparens, ansvarlighed, økonomisk og social inklusion, samt dialog med civilsamfundet – med henblik på at forbedre den nationale udvikling og livsbetingelserne for flertallet af befolkningen. Da samfundsstrukturerne er præget af ekstremt hiererkiske magtstrukturer, som stærke traditioner for korruption er med til at reproducere, betegner nogle landet i dag, som et ”demokrati for de rige”. 29 De politiske forandringer, som præsident Fernando Lugo og regeringen er drivkraft for, sker kun langsomt. Grundene er flere, men en er, at regeringen er historisk ny og blev dannet som en bred koalitionsregering –– la Alianza Patriotica para el Cambio, Den Patriotiske Alliance for Forandring - som omfattede en række sociale grupper, små progressive politiske partier, og det traditionelle oppositionsparti, Det Liberale Parti. Interne fraktioner har dog siden tiltrædelsen ledt til koalitionens sammenbrud. En anden grund er, at parlamentet er domineret af højrefløjen. Gang på gang blokeres regeringsfremsatte politiske initiativer, eksempelvis til en ny socialpolitik, skattereform, jordreform, osv. Kampen om skattereformen er illustrativ for de tunge problematikker og rammer ind i konfliktens kerne: de store økonomiske interesser på spil. Den traditionelle magtfulde elite sidder på økonomien og den politiske repræsentation, men dominerer også fortsat retssystemet og andre officielle institutioner samt massemedierne. Paraguay er derfor det eneste land i hele Latinamerika, som endnu ikke har nogen form for personlig indkomstskat – efter fire års bestræbelser på at få gennemført en sådan skattereform. Minimalstaten i dag kan på ingen måde blive et brugbart instrument til at opbygge anstændige offentlige serviceydelser og effektive kontrolfunktioner for at overholde menneske- og borgerrettighederne. På Economist’s demokratiindeks ligger Paraguay på en 62. plads på listen over 167 lande, som de øvrige partnerlande inden for mellemgruppen ’blandede regimer´. Bedste karakterer får landet i vurderingen af fri og fair valgprocesser samt politisk pluralisme – og i vurderingen af borgerrettigheder. Lavest karakter får den politiske kultur, hvilket blandt andet dækker over indikatorer som graden af konsenus om at understøtte et stabilt demokrati og folkevalgt politisk repræsentation og opfattelsen af, hvorvidt et demokratisk styre kan sikre den offentlige orden.18 I 2013 skal der igen afholdes valg i Paraguay, men allerede i 2012 forventes valgforberedelserne at gå i gang. Herunder også fra fagbevægelsen side, da glæden over den nuværende regerings politiske anerkendelse af fagbevægelsens betydning som social aktør for forandring, er afløst af skuffelse over manglende realpolitiske forandringer af de socioøkonomiske skæve strukturer. Det forventes, at faglige ledere vil arbejde for dannelsen af nyt parti, som kan stille kandidater fra fagbevægelsen til valget i 2013. Den økonomiske vækst landede som forventet på 4% af BNP, et pænt fald efter landets rekordvækst i 2010 på 15 %. Alligevel var det et bedre resultat end det store naboland Brasilien. Væksten henføres især til produktiviteten i landets økonomiske rygrad, landbrugssektoren. Sojaproduktionen steg igen, mens kvægproduktionen i 2011 dog led under udbrud af mund- og klovsyge, hvilket fik konsekvens for eksporten. Det private forbrug steg betragteligt, særligt i første halvår. Det offentlige forbrug øgedes også i 2011, og øgede skatteindtægter muliggjorde et lille overskud på statens budgetter. Inflationsraten landede på ca. 5.6% for hele året. For 2012 forventes også en pæn vækstrate på 5% af BNP.19 18 19 The Economist Intelligence Unit, 2011: “Democracy Index 2011 – Democracy under Stress” ECLAC/CEPAL, 2011: Preliminary Overview of the Economies of Latin America and the Caribbean 2011 30 Fattigdomsraterne er fortsat meget høje. Næsten 60 % af de 6.5 millioner indbyggere lever med fattigdom, og mindst halvdelen af disse med ekstrem fattigdom. En lille rig elite kontrollerer og ejer fortsat det meste af landet, hvorfor der skal større politiske forandringer til, for at nå 2015-målet om at halvere den ekstreme fattigdom. På landet indikerer statistikker over ejerforholdene til jorden skævhederne: 1% af jordejerne ejer 77% af den dyrkbare jord, mens småbønderne, som udgør næsten 40% af befolkningen, ejer mindre end 5%.20 I forhold til det andet 2015-mål, om grunduddannelse til alle, viser tal fra FN at omkring 85% af en årgang nu starter i grundskolen.21 På World Economic Forums komparative oversigt over uddannelsessystemets kvalitet ligger Paraguay på en 138. plads ud af 142 lande. Og blot 14% af den økonomisk aktive del af befolkningen har vidensintensive jobs.22 2.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet På arbejdsmarkedet er u-formalitet, ustabilitet og underbeskæftigelse fremherskende – ligesom i de mellemamerikanske lande. Ifølge statistikkerne fra 2011 var 8 % af arbejdsstyrken formelt ramt af arbejdsløshed i byområderne, og omkring 20 % af underbeskæftigelse. 60% i byerne er beskæftiget med handel og service, 15% i forarbejdningsindustrien og 6% i bygge- og anlægssektoren. Ifølge de officielle statistikker blev kun 2 af 10 af de nye jobs i 2010 skabt i industrien og byggesektoren – langt de fleste jobs blev skabt inden for handel og servicesektoren.23 Den uformelle økonomi er omfattende, ligesom i de øvrige partnerlande. Næsten 85 % af den gennemsnitlige totale husstandsindkomst stammer fra erhvervsaktiviteter. Mindstelønnen fastsættes årligt af en national trepartskommission, og efter lange forhandlinger blev stigningen i 2011 fastsat til 10% fra april i den private sektor. Mindre end en tredjedel af den økonomisk aktive del af befolkningen tjener dog så meget som mindstelønnen – og fagbevægelsen har derfor i 2011 gennemført en kampagne for at øge opmærksomheden på, at lønmodtagerne rent faktisk har ret til en lovformelig sat minimumsløn. Ifølge tal fra 2010, har kun 12 af 100 arbejdstagere, hvad der ifølge ILOs standarder kan betegnes som et anstændigt arbejde.24 I 2011 blev der vedtaget en lov for at fremme de små og mindre virksomheder i privatsektoren (MIPYMES), som fra 2012 undtages bestemmelser i den generelle arbejdsmarkedslov. Fagbevægelsen frygter, at loven vil medføre betydeligt dårligere arbejds- og ansættelsesvilkår i de mindre virksomheder – retten til at stå i fagforening over retten til minimumslønnen og til sociale sikringsordninger mistes. Ifølge den nationale arbejdsmarkedslovgivning har både privat og offentligt ansatte mulighed for at danne og blive medlem af en fagforening, men der eksisterer en lang række restriktioner og undtagelser. Den generelle arbejdsmarkedslov – Codigo de Trabajo IPS, February 2012:Land conflicts threaten to boil over. http://interwd.cepal.org/perfil_ODM/perfil_pais.asp?pais=PRY&id_idioma=2 22 World Economic Forum, 2012:The Global Information Technology Report 2012 -‐‑ Living in a Hyperconnected World 23 DGEEC, 2012: Principales indicadores de la ECE tercer trimestre 2011 y 2010 -‐‑ http://www.dgeec.gov.py/Principal.php 24 ABC Digital, http://www.abc.com.py/nota/solo-‐‑12-‐‑de-‐‑cada-‐‑100-‐‑trabajadores-‐‑tienen-‐‑un-‐‑empleo-‐‑decente-‐‑en-‐‑el-‐‑pais/ 20 21 31 muliggør kollektiv forhandling og forbyder fagforeningsdiskrimination, men der eksisterer i praksis meget få sanktionsmuligheder. Arbejdsretten har eksempelvis ikke kompetence til at kræve genansættelse af folk, som har mistet deres arbejde, som følge af uberettigede fyringer af fagligt aktive.25 Omkring 10 % af arbejdsstyrken er organiseret i ca. 1500 fagforeninger landet rundt. Fagbevægelsen af svækket af intern splittelse – og korruptionsskandaler i de gamle landsorganisationer sætter også sit præg på fagbevægelsens troværdighed. I dag er der fire landsorganisationer, og to af disse er affilieret til ITUC. Den sociale dialog er blevet betragteligt styrket under Lugo administrationen. Nogle af fagbevægelsens prioriteter i 2010 og 2011 har været at sikre alle adgang til social sikkerhed og at få styrket retssikkerheden på arbejdsmarkedet via dannelsen af et egentligt og mere effektivt Arbejdsministerium. Paraguay er et af få lande, hvis arbejdsmarkedsforhold stadig skal reguleres via et lille Vice-ministerium under Justitsministeriet. 2.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets partnerorganisation, CUT-A - Central Unitaria de Trabajadores Autentica, er en landsorganisation, dannet i 2000, som reaktion på en række korruptionsskandaler i en af de ældre landsorganisationer. CUT-A prioriterer dog den fælles faglige fortalervirksomhed over for regering og arbejdsgivere, og har som prioritetsområder i dag en reform af arbejdsmarkedslovgivningen, en forbedret retssikkerhed og øget tryghed i arbejdet. Et nyt prioritetsområde, som fik liv i 2011, er indfødte folks menneskerettigheder. Organisationen startede fælles seminarer med indfødte folk organisationer og arbejder for fremme af overholdelse af ILOs konvention 169. CUT-A bliver i stigende grad anerkendt i det politiske system, som en værdig dialogpartner på arbejdsmarkedet. I 2011 blev anerkendelsen også symbolsk synlig, da præsident Lugo var til stede ved orgnaisationens 11 års jubilæum i oktober – og modtog organisationens forslag til en national udviklingsplan. CUT-A er i øvrigt repræsenteret i en række trepartsinstanser, bl.a. i komiteerne for lønpolitik, for beskæftigelse for unge, for ligestilling, for udryddelse af børnearbejde, for bekæmpelse af menneskehandel, for udryddelse af tvangsarbejde, og i det såkaldte multisektorforum for social dialog. På internationalt niveau er CUT-A repræsenteret i MERCOSURs kommission for social udvikling og arbejdsmarkedet (Comisión Socio- Laboral), og er i faglige kredse aktiv deltager i ITUCs regionale og sub-regionale netværk. CUT-A har omkring 75 medlemsorganisationer. Der tælles såvel lokale fagforeninger som forbund fra både den private og offentlige sektor – og de udgør i alt omkring 100.000 medlemmer. Organisationen er landsdækkende, og efter den seneste kongres i 2009, søger den at styrke forankringen i landets fem regioner. I løbet af 2011 fik CUT-A syv nye medlemsorganisationer, og dermed omkring 1.800 nye medlemmer. 25 ITUC 2010: Annual Survey of Trade Union Rights -‐‑ http://survey.ituc-‐‑csi.org/+-‐‑Paraguay-‐‑+.html 32 2.5 Bolivia 2.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser MAS-bevægelsen (Moviemiento al Socialismo - Bevægelsen frem mod Socialismen), som ledes af præsident Evo Morales, har haft regeringsmagten siden 2006. Morales har formuleret målet for hans parti og allierede sociale organisationer til at være båret af behovet for at skabe national enhed inden for rammen af landets flere nationaliteter (pluri-national). Bolivias grundlov blev ændret ved en folkeafstemning i 2009 - og dette muliggjorde hans genopstilling til præsidentposten i 2009. Morales opnåede 64 % af stemmerne, mens oppositionen stod svagt i parlamentet. På Economist’s 2011 demokratiindeks er Boliva placeret på en 84. plads over 167 lande, i kategorien ’blandede regimer’. Der scores højt på demokratiskalaen hvad angår borgerrettighederne og valgproceeser, men lavt på regeringens funktionsdygtighed og særdeles lavt på den politiske kultur: Tilliden til demokratiet er svag. MAS regeringen har vedtaget en lang række nye love, både i 2010 og 2011. I 2010 eksempelvis en lov om decentralisering, hvilket betød, at oppositionen er blevet styrket i tre af landets vigtige provinser – samt en lov mod racisme, formuleret for at beskytte hele befolkningens basale rettigheder. I 2011 kom regeringen i modvind på forskellige politikområder, affødt af enkeltsager, hvor forskellige interesser og politiske prioriteter stødte sammen i realpolitik. Morales’ popularitet dalede i takt med, at offentlig kritik og sociale protester eskalerede. Et eksempel fra 2011 på den nye og vanskelige måde at udføre ’rummelig’ samfundsudvikling på, var valget i oktober til landets dommerstand. MAS har med reformpolitikken søgt at øge demokratiseringen, da majoriteten af befolkningen – indfødte folk og småbønder især - tidligere blev udelukket fra politiske beslutningsprocesser. I 2011 blev dommerstandens 56 dommere derfor valgt ved folkeafstemning. Kritikere betegner det som et risikabelt vovestykke, hvis ikke halsløs gerning, fordi kandidaterne var ukendte, deres viden og uddannelsesniveau svingende, og flertallet af folket havde hverken forudsætninger for eller interesse i valget. Og et risikabelt vovestykke, da netop dommerstanden skal stå som garanter for implementeringen af den helt nye lovgivning på mange områder. Et andet eksempel fra 2011 på, hvordan den politiske rummelighed kom i klemme i realpolitik, opstod da regeringens planer for udvikling af økonomien stødte sammen med den erklærede respekt for menneskerettighederne og en ansvarlig naturbeskyttelse. Myndighederne påbegyndte et større vejbyggeri, som via Bolivia skal forbinde Brasilien i øst med Chiles kyst i vest. Vejen skulle føres gennem en naturpark i lavlandets urskov, i et område, stadfæstet som et ’indfødte folks territorium’. De lokale indianere har opnået jordrettigheder i området og er i mod anlægsarbejdet – med den begrundelse, at det vil overbelaste naturressourcerne: vejen vil føre flere nybyggere, cocabønder og handelsfolk, med sig. I august begyndte de en lang protestvandring - og i september blev de hårdhændet standset af hundredvis politifolk. Det gav både nationalt og internationalt anledning til kritik. Flere ministre gik af, og en række sociale organisationer støttede de indfødte folk fra 33 naturparken. Herunder fagbevægelsen. Præsidenten valgte at indstille vejprojektet – og gennemføre høringsprocesser om vejbyggeriet. Sagen er endnu ikke afsluttet. Regeringen valgte i december at arrangere et nationalt socialt topmøde, med flere hundrede repræsentanter for en lang række civilsamfundsorganisationer, med henblik på at debattere ønsker og planer for udviklingen af landet. Der blev stillet mere end 500 forslag på diverse politikområder, og 70 forslag til ny lovgivning. Kun dele af fagbevægelsen valgte at deltage i møderne. Landsorganisationen frygter, at den politiske vægt af arbejdsmarkedsrelaterede drøftelser i de formelt anerkendte to- og trepartsinstanser vil undergraves, som følge af den opprioriterede politiske dialog med alverdens MAS-venlige civilsamfundsorganisationer. De økonomiske udviklingstendenser viser, at der har været relativt høj vækst i 2011 – på mere end 5 % af BNP. Inflationen landede på 7%. De største vækstrater sås i olie- og gasindustrien, særligt som følge af de stigende priser – men også i el, gas, vand- og byggesektoren var vækstraten over 7%. Der er overskud på betalingsbalancen, overskud på handelsbalancen og i 2011 også stigende overførsler fra udlandet. Det offentliges indkomster voksede, særligt som følge at øgede skatteindtægter fra kulbrinteindustrien. Myndighederne øgede investeringerne i offentlige virksomheder i 2011, hvilket resulterede i et lille underskud på statens budgetter i årets løb. Regeringen planlægger også at øge de offentlige investeringer i 2012, med henblik på at sikre vækst - øge produktiviteten og øge beskæftigelsen i landet.26 Trods økonomisk vækst er Bolivia et af de fattigste og såkaldt mindst udviklede lande i Latinamerika. Omkring 60 % af befolkningen lever med fattigdom, heraf næsten 40 % med ekstrem fattigdom. Det forekommer som en umulig opgave, at nå det første 2015-mål om fattigdomsbekæmpelse og at sikre beskæftigelse og anstændigt arbejde til alle, selv om der er politisk fokus herpå. Det har også været en prioritet at nå det andet 2015-mål om at sikre grundskoleuddannelse til alle, og i 2011 blev en ny uddannelseslov vedtaget. På World Economic Forums komparative liste over kvaliteten af uddannelsessystemet, lå Bolivia som nummer 106 af 142 lande, og det anslås at mindre end 15% af arbejdsstyrken har vidensintensive jobs. 2.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsløshedstallet er formelt faldet til 5.5 % i 2011, men det dækker dog over udbredt underbeskæftigelse. Arbejdsstyrken udgøres af omkring 45 % af befolkningen på ca. 10 millioner, og det vurderes, at mellem 60 og 80 % af arbejdstagerne finder beskæftigelse i den uformelle økonomi.27 Omkring 30% arbejder i landbrugssektoren og 20% i industrien, mens næsten halvdelen er beskæftiget med handel og service.28 Ved årsskiftet trådte en ny pensionslov, som har været undervejs i fire år, i kraft. Fagbevægelsen har arbejdet for, at alle skulle få adgang til pension – og for første gang er arbejdere i den uformelle økonomi også pensionsberettigede. ECLAC/CEPAL, 2011: Preliminary Overview of the Economies of Latin America and the Caribbean 2011 ILO, LABORSTA: 2011 28 https://www.cia.gov/library/publications/the-‐‑world-‐‑factbook/geos/bl.html 26 27 34 Der er ingen lang tradition for social dialog mellem arbejdsmarkedets tre parter, og heller ikke nogen udbredt tradition for forhandling af kollektive overenskomster. Generelt er private arbejdsgivere stærke og magtfulde aktører i samfundet. I den aktuelle politiske kontekst er det på nogle områder blevet sådan, at arbejdsgiverorganisationen CEPB (Confederación de Empresarios Privados de Bolivia) er relativt svag, da den har været udelukket som høringspart i en række reformprocesser. Alle arbejdstagere på arbejdsmarkedet er omfattet af lovgivningen, som det fremgår af arbejdsmarkedsloven fra 1942, grundlovsændringsændringen fra 2009 og dekreter fra præsidentens hånd. Arbejdsministeriet er undervejs med en reform af arbejdsmarkedslovgivningen. Arbejdsministeriet bliver formelt præsenteret som et ’arbejdernes ministerium’, men kritiseres af de faglige organisationer og står svagt i forhold til lovarbejde og til at sikre implementeringen af loven. Retssikkerheden er svag i praksis og overtrædelser af loven almindelig. Der er udbredt forekomst af børnearbejde og tvangsarbejde i visse sektorer og områder, og arbejdsmarkedet er i høj grad baseret på uformelle og hierarkiske strukturer, hvor diskrimination og udnyttelse er de bærende principper.29 I 2011 gav de årlige minimumslønforhandlinger turbulens og problemer for regeringen – og stridspunkterne har trukket veksler på forholdet mellem parterne helt ind i 2012. Efter en svær forhandlingsproces handlede præsidenten endnu engang pr. dekret i begyndelsen af marts, og annoncerede årets lønstigninger: 10 % for fire offentlige sektorer - uddannelsessektoren, sundhedssektoren, militæret og politiet - mens den såkaldte nationale mindsteløn skulle stige 20 %. Selv med stigningen, dækker den langt fra de basale leveomkostninger. Heller ikke mellemindkomsten rækker til at dække de basale leveomkostninger. Det gælder eksempelvis lærerlønningerne, hvor skolelærere i byerne ofte klarer sig ved at have to fuldtidsjob. Trods lønniveauernes lave udgangspunkt, var mindstelønstigningen blandt de højeste i hele regionen i 2011 – og gav en reallønsfremgang for de grupper, som er omfattet af det formelle system.30 Forhandlingsprocesserne var præget af gentagne sammenbrud – punktstrejker, generalstrejker og vejspærringer er igen taget i brug. Efter gentagne dialogmøder mellem partnerne lykkedes det i april, at opnå en egentlig aftale. Lige siden har dele af fagbevægelsen været på konfliktkurs, da de indgåede aftaler ikke er blevet overholdt fra regeringens side. Fagbevægelsen har blandt andet kæmpet for at få beskæftigelsespolitik og anstændigt arbejde højere prioriteret. For fagbevægelsen i Bolivia er den politiske uafhængighed central. Landet har en enhedsfagbevægelse og COB (Central Obrera Boliviana) repræsenterer i princippet alle faglige organisationer. COBs medlemsbase tæller 66 affilierede og omkring 560.000 arbejdstagere. De stærkeste forbund i den private sektor er minearbejderne og industriarbejderne og i den offentlige 29 30 ILO, LABORSTA 2010; ILO CODEV, 2007: Decent Work Country Programme -‐‑ Bolivia Ministerio de Trabajo de Bolivia, Empleo y Provisión Social, 2012: http://www.mintrabajo.gob.bo/Principal.asp 35 sektor sundheds- og lærerorganisationerne. Der er registreret omkring 1000 lokale fagforeninger i arbejdsministeriet, og alle er affilieret til COB direkte eller indirekte via sektorforbund og regionale organisationer. Landsorganisationen har også historisk været en samlet politisk spiller, og kan i 2012 fejre 60 års jubilæum. Da den favner bredt på arbejdsmarkedet, og dertil har statutter, som fremmer nogle organisationer frem for andre - har året ligesom i 2010 budt på intern splittelse. COB har i flere omgange udskudt at afholde kongres, netop som følge af usikkerhed i forhold til interne fraktioner. Kongressen blev dog forberedt i løbet af året, og afholdt i januar 2012. Næsten 900 delegerede var samlet, og organisationsstrukturen overlevede kongressen. 2.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Ulandssekretariatet indledte projektaktiviteter i Bolivia i 2010. Ikke med COB som direkte partner, men tre affilierede forbund i den offentlige sociale sektor. Med regeringens nye programmer og reformer i den offentlige sektor er der brug for at erstatte den traditionelle indgangsvinkel med kamp, strejker og konflikt med en, som i stedet fokuserer på dialog og forhandling. For både sundhedssektoren og uddannelsessektoren bød 2012 dog fortsat på en lang række situationer, hvor organisationerne nedlage arbejdet og gik på gaden, dels fordi regeringen ikke overholdt indgåede aftaler fra april og dels fordi særligt sundhedssektoren fik annonceret forringede vilkår. Ulandssekretariatet har en løbende og positiv kommunikation med den danske Ambassade i La Paz, som gennemfører det bilaterale programsamarbejde med Bolivia – hvilket nu ser ud til at ville fortsætte de kommende år. Ulandssekretariatet er blandt andet i dialog med Ambassaden om muligheden for at etablere et mindre projektsamarbejde om arbejdsrettigheder og konfliktløsning for arbejdsministeriet, inspektører, arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter. I forhold til sundhedssektoren, blev Ulandssekretariatets samarbejde i 2011 med sundhedsorganisationen CSTSPB (Confederacion Sindical de Trabajadores en Salud Pública de Bolivia) yderligere udviklet, sammen med den internationale sektororganisation for offentligt ansatte, PSI (Public Sector International). Sundhedsforbundet har omkring 13.000 medlemmer i den offentlige sundhedssektor, undtaget sygeplejersker og læger, og er i stigende grad involveret i PSI. I forhold til uddannelsessektoren, blev det meste af 2011 reelt et år i tilnærmelsernes tegn mellem forskellige involverede parter. Ulandssekretariatet udviklede projektplaner på workshops og møder med henholdsvis ’bylærernes’ (CTEUB – Confederación de Trabajadores de la Educación Urbana de Bolivia) og ’landlærernes’ (CONMERB – Confederacion Nacional de Maestros de Educación Rural de Bolivia) organisationer. De to forbund organiserer lærere såvel som administrativt personale i sektoren og repræsenterer ialt 135.000 medlemmer. Ved årsskiftet blev projektkontrakter underskrevet, og i 2012 forventes projektaktiviteter at gå i gang med deltagelse af DLF og EI. 36 3 Landeanalyser - Asien Ulandssekretariatet i Asien – maj 2012 37 3.1 Nepal 3.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Nedtællingen til den 27. maj 2012, hvor Nepals ny forfatning skal vedtages, er i fuld gang. Hele nationen venter på et udspil fra den ”grundlovsgivende” forsamling. Efter Maoisternes overtagelse af premierminister posten i august 2011 kom der på trods af fortsatte uenigheder gang i fredsprocessen, hvilket resulterende i gennemførelsen af et rehabilitering program for de maoistiske oprører herunder aftale om integration af 6500 oprører i den Nepalesiske hær. Med kun 3 måneder til den ultimative sidste deadline for vedtagelse af et fælles forslag til ny forfatning og dannelse af en konsensus regering er de afgørende stridsspørgsmål, den fremtidige statsstruktur samt styringsform. Stats restrukturerings kommissionen (SRC) har afleveret to selvstændige rapporter til regeringen. Kommissionens flertal indstiller at det ny Nepal opdeles i 11 provinser med særrettigheder til dominerende etniske grupper på lokalt niveau. Mindretallet indstiller en opdeling af Nepal i 6 stater uden at der giver særrettigheder til etniske grupper. Det endelige valg af statsstruktur og styrerform afhænger nu af den grundlovsgivende forsamlingens vilje til kompromis og beslutning kraft. Den langstrakte fredsproces og politiske dødvande har ført til stigende politikerlede, korruption og lovløshed i landet. Fraværet af en funktionel stat og demokratiske institutioner har medført at de skiftende regeringer ikke har været i stand til at yde borgerne selv den mest basale service. Fagbevægelsen, der er opdelt langs ideologiske skillelinjer, har tidligere været meget tavs omkring den politiske krise, men er nu rykket tættere sammen i et forsøg på mere offensivt at adresser arbejdstagerrettigheder i forhold til den nye forfatning. Nepals økonomiske udvikling lider fortsat under det politiske dødvande. Den nye regering med den reform orienterede Maoist Baburam Bhattarai i spidsen har i en vis grad skuffet befolkningens forventninger. Ustabil energiforsyning og uventede store prisstigninger på elektricitet og petroleum udfordrede såvel økonomien som befolkningens tillid til den siddende regering. Regeringen forsøger at gennemføre økonomiske reformer for at kunne imødekomme befolkningens mest basale behov. Udover forsøg på at adressere det åbenlyse behov for nationale investeringer har regeringen også erkendt nødvendigheden af udenlandske investeringer (FDI) for at stimulere den økonomisk vækst. Med underskrivelsen af en bilateral aftale med Indien; ”Investment Promotion and Protection Agreement” (BIPPA) har den maoistisk ledet regering sendt et klart signal om at FDI er afgørende for økonomisk vækst i Nepal. Som situationen er nu hviler 38 Nepals nationale økonomi udelukkende på et inflow af penge fra nepalesere, der arbejder udenfor Nepal, samt fra bidrag fra internationale donationer. En positiv fremdrift i fredsprocessen samt politisk tilsagn fra alle mainstream politiske leder om vilje til kompromis kan bane vejen for vedtagelse af en ny forfatning samt dannelse af en konsensus regering. Således spores en vis optimisme. Det er dog værd at bemærke, at Maoistpartiet reelt er splittet uden dette er officielt erklæret. Internt i partiet raser der en alvorlig magtkamp mellem en reformfløj, der ønsker konsensus og en ”hardliner” fraktion, der ønsker en ”folkets forfatning”. Hardline fraktionen har opfordret deres sympatisører til at gå på gaden i protest og gøre klar til oprør gennem dannelse af en United Front. Konkret er der nu tydelige tegn på at hardliner fraktionen ledet af Baidya er i gang med at etablere og registrere parallelle parti organisationer lokalt. Eksempler på dette ses nu i det vestlige Nepal, og der er rygter om at hardliner fløjen nu har søgt at registrere et nyt nationalt fagforbund parallelt med maoisternes fagforbund ANTUF. Nedtællingen er i gang, resultatet kender vi endnu ikke. 3.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedet er præget af at en stadig stigende del af arbejdsstyrken rejser udenlands for at finde arbejde. Efter et fald i efterspørgsel på arbejdskraft på grund af den internationale økonomiske krise, åbnede en række lande i Mellemøsten samt Malaysia i 2010 igen op for import af nepalesisk arbejdskraft ligesom der i 2011 er indgået aftale med Sydkorea om øget eksport af nepalesisk arbejdskraft. Mere end 350.000 nepalesere forlader hvert år landet for at søge jobs udenlands. De penge nepalesiske migrantarbejder sender hjem udgør nu over 25% af Nepals BNP. Inflationen var gennem 2011 på mere end 10 % og endnu højere var prisstigningerne på basisvarer så som ris og linser. Minimumslønnen blev i 2011, efter forhandling mellem arbejdsmarkeds parter, forhøjet fra 4.600 NPR til 6.200 NRP om måneden, en stigning på 26 %. I størsteparten af den indenlandske sektor har væksten været ganske lille og inden for industri og forarbejdnings ses et fortsat fald. Den eneste undtagelse er turistsektoren med en fortsat stigning på over 10 %. Mangel på energi skader industrien og produktiviteten generelt, men også det som kendes som ”Labour Militancy” (strejker, demonstrationer etc.) får medierne til at udpege fagforeningerne som ondets rod. Især 39 lukningen af Nepals næststørste tekstilfabrik efter en militant arbejdskonflikt var et hårdt slag for fagbevægelsens anseelse. I 2011 lykkedes det fagbevægelsen i Nepal (GEFONT, NTUC-I og ANTUF) på nationalt plan at indgå en historisk fredsaftale med arbejdsgiverne (FNCCI), som blandt andet indeholdt en markant forhøjelse af mindstelønnen. Ydermere indgik GEFONT og NTUC-I sidst på året en samarbejdsaftale med arbejdsgiverne om oprettelse af arbejdsmiljøudvalg på arbejdsplads niveau. Mindstelønsaftalen fik en hård fødsel, men aftalen er nu vedtaget ved lov og i 2012 har der bl.a. været en række succesrige lokale konflikter båret af krav om at arbejdsgiverne nu også betaler den aftalte mindsteløn. Selv om samarbejdsklimaet således er forbedret noget, er der lang vej igen. Industrien og erhvervsdrivende slås fortsat lokalt med vilde strejker, ”bandas” og lokale konflikter mellem indbyrdes stridende fagforeninger. Fagbevægelsen, samlet i JTUCC, har lobbyet for etablering af en uafhængig arbejderkommission med ansvar for løsning af arbejdskonflikter samt programmer til sikring af at arbejdstagerrettigheder overholdes. Arbejdsministeriet arbejder med en arbejdsmarkedspolitisk reformpakke indeholdende 5 lovforslag om arbejdsløshedsunderstøttelse, social sikring, bonus politik, lov om fagforeninger og lov om en arbejder kommission. Samtidig er der etableret en socialsikringsfond, som nu har indgivet forslag til lov om 11 specifikke sociale sikringersordninger. 3.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationerne Den fælles ITUC-NAC platform bestående af NTUC-I og GEFONT står fortsat for implementeringen af Ulandssekretariatets programaktiviteter i Nepal. Det mangeårige samarbejde i det daværende Joint Board (som nu hedder ITUC-NAC) har i anden halvdel af 2011 båret frugt både på arbejdsmiljø- og mindsteløns området. Med den national freds- og mindstelønsaftale som, den maoistiske fagforening ANTUF var en vigtig del af, blev grunden lagt for et øget fokus fra NTUC-I såvel som GEFONT på at gøre JTUCC til den faglige platform, der repræsenter fagbevægelsen i Nepal. Politisk stiller en samlet fagbevægelse i forbindelse med 1. maj 2012 krav om minimum 10 % arbejder repræsentation i alle repræsentative stats fora (Udvalg og kommissioner). 40 Institutionaliseringen af JTUCC tog for alvor fart i andet halvår af 2011 og er i skrivende stund fortsat i rivende udvikling. Udviklingen af JTUCC er båret frem af vores partner organisationer NTUC-I og GEFONT og støttes via Ulandssekretariatets af den danske ambassade i Kathmandu. Den maoistiske fagforening ANTUF har søgt optagelse i ITUC. Udviklingen i ANTUF må følges nøje og arbejdsfordelingen mellem ITUC-NAC og JTUCC må vurderes løbende. 3.2 Bangladesh 3.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I de forløbne år har Bangladesh gennemgået en markant positiv udvikling målt på forskellige udviklings -indikatorer. BNP per indbygger er steget fra 440 USD til 580 USD i perioden 2005 til 2010. Derudover har Bangladesh haft en årlig vækstrate på omkring 6,3 % fra 2006 til 2010, hvilket ligger under det regionale kraftcenter Indien, men alligevel må betragtes som imponerende. Væksten kommer dog ikke i væsentlig grad den almindelige arbejder til gode. På trods af disse udviklingsindikatorer lever 31,5 % af befolkningen eller mere end 45 millioner mennesker i absolut fattigdom (BBOS 2010). Uligheden i samfundet er stigende og korruption udbredt. Væksten i Bangladesh er drevet af eksporten af tekstilvarer, og lønningerne er fortsat blandt de laveste i verden og arbejdsrettigheder overses løbende. Regeringen ledes af Partiet Awami League (AL) og Sheikh Hasani, der vandt en jordskredssejr i 2008 overfor Khaleda Zia’s Bangladesh Nationalist Party (BNP). Valget i 2008 betød tilbagevenden til civilt styre efter mere end et år med en midlertidig administrativ regering og til fagbevægelsens tilfredsstillelse blev de demokratiske rettigheder genindført. Det store oppositionsparti BNP kræver at der igen indføres en administrativ overgangsregering for at sikre et frit og demokratisk valg i foråret 2014. Traditionel set har regeringsmagten skiftet mellem de to politiske ”dronninger”, Zia og Hasina, og det ofte efter jordskredsvalg. Dette medfører manglende mulighed for regeringerne til at gennemføre væsentlige reformer til forbedring af levevilkårene for den almindelige bangladeshi. Det politiske klima er præget af meget hård retorik og sparsom plads til dialog og kompromis. Bangladesh Nationalist Party med Zia i spidsen har fortsat sin boykot af parlamentet og organiserer generalstrejker på regulær basis. Et eksempel på den hårde retorik er, hvordan oppositionslederen Khaleda Zia for nylig har opfordret til civil opstand som i Nord Afrika og Mellemøsten og til at befolkningen sætter magt ind overfor regeringens ”misgerninger”. Mange andre har 41 dog opfordret hende til at genoptage deltagelsen i det parlamentariske arbejde og benytte sin demokratiske stemme til at skabe forandringer gennem de regulære tilgængelige kanaler. Bangladesh tilhører ligaen af moderate muslimske nationer og er langt fra et radikalt land. Udbredelsen af tekstilindustrien har faktisk skabt vej for og lettet uafhængigheden for kvindelige arbejdere i industrien. Ikke desto mindre brød omfattende protester og vold ud så sent som i begyndelsen af april 2011 da tusinder af protesterende fra radikale grupper modsatte sig indførelse af lige ejendoms- og arverettigheder for kvinder. 3.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejderbevægelsen i Bangladesh står overfor markante udfordringer. Arbejdsmarkedet er fortsat domineret af politiske partier og der eksisterer et behov for konsolidering på arbejdsmarkedet. Der eksisterer mere end 35 nationale centre, der organiserer mindre end 20 % af arbejderne i den formelle økonomi (offentlig og privat). Den formelle sektor bliver stadig mindre og over 92 % af alle arbejdere er nu beskæftigede i den uformelle økonomi, som bl.a. omfatter landbrug, men også nye vækstcentre, såsom skibsbygningsindustrien. Den uformelle økonomi er fortsat fagforenings frit område og en betydelig del af tekstilproduktionen foregår i EPZ’er, hvor det heller ikke er tilladt at etablere fagforeninger. Således står fagbevægelsen svagt og splittet i modsætning til arbejdsgiverne, der er relativt velorganiseret specielt inden for tekstilindustrien, hvor de organiserede arbejdsgiver beskæftiger mere end 2 millioner ansatte. Vores partner BILS repræsenterer et særligt og sjældent eksempel på et langvarigt og stabilt samarbejde mellem 14 af de mest betydningsfulde nationale centre. Men generelt set bruger de politiske ledere i fagbevægelsen flere ressourcer på at pleje deres egen indflydelse i de politiske netværk end på deres medlemsbase og for øget rekruttering. 42 Som et af sine valgløfter er den siddende regering ved at gennemføre en revision af den eksisterende arbejdslov fra 2006. Til dette formål er der nedsat en trepartskomite. BILS er velrepræsenteret i denne positive proces. Regeringen har i starten af 2012 endelig fremlagt et lovforslag og BILS følger lovprocessen tæt og forsyner SKOP (Bangladeshi Trade Union Federation) med nødvendigt baggrundsmateriale til at fremme/fastholde arbejderbevægelsens krav. Endnu et væsentligt resultat i 2011 var udviklingen af et ”Code of Conduct” mellem regeringen og arbejderbevægelsen om rettigheder for ”domestic workers”, en ny politik over for børnearbejde, ny general arbejdsmarkedspolitik og succesfulde forhandlinger om seks måneders barselslov for kvinder i den offentlige sektor. Det er dog værd at bemærke at regeringen på den ene side taler meget positivt om arbejdsrettigheder og faglige rettigheder for arbejdere indenfor tekstil- og skibsophugningsindustrien. På den anden side, hver gang arbejderne kræver deres rettigheder, definerer regeringen protesterne som ”unavngivne” antidemokratiske eller udenlandske kræfter, der udnytter arbejderne til deres egne fordele og som ønsker at skade Bangladeshs interesser - i stedet for at respektere protesterne som virkelige forurettelser fra arbejder side. Bangladesh blev mindre hårdt ramt af den økonomiske krise end andre lande herunder andre tekstil-eksporterende lande. Tekstilproduktionen i Bangladesh er rettet mod det marked, der søger de laveste priser, og da krisen stod på sit højeste flyttede mange forbrugere deres indkøb af tekstil fra andre lande til billigere mærker produceret i Bangladesh. På trods af lave lønninger står Bangladesh overfor store udfordringer med at øge effektiviteten og bevare konkurrence evnen i forhold til andre tekstilproducerende lande. 3.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationerne BILS er en unik organisation, hvor de 14 største landsorganisationer samarbejder. BILS tilfører fortsat landsorganisationerne værdifuld teknisk assistance samt forsknings- og politikpapirer om arbejdsmarkedet. BILS har dog en begrænset implementeringskapacitet, når det kommer til opbygning af de tilsluttede faglige organisationers kapacitet til at organisere og repræsentere arbejdere i almenlighed. Yderligere viser nylige konflikter om organisering inden for skibsophugningsindustrien nødvendigheden af, at fagbevægelsen får taget hul på en strategisk diskussion om fremtidens fagbevægelse i Bangladesh. Dannelsen af BILS ”Trade Union Forum”, som består af 8 nationale centers lokal afdelinger i Chittagong, 43 og har til formål at koordinere fagforeningernes intervention / organisering indenfor skibsophugning og re-rolling (stålvalse) industrien kan måske danne skoleeksempel på muligheder og udfordringer ved nye strukturer og samarbejdsformer indenfor fagbevægelsen i Bangladesh. ULS vil i den kommende program periode samarbejde med vores partner om at udarbejde en strategisk analyse af udfordringerne og mulighederne for fagbevægelsen i Bangladesh i den nærmeste fremtid. 3.3 Indien 3.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Indien styres politisk af Kongres partiet der vandt valget i 2009. Mr. Singh, Premierministeren og hans regering fokuserer fortsat på politiker og investeringsplaner, der understøtter en inkluderende vækst hvor udvikling indenfor landbrug og i landdistrikterne samt øget investering i infrastruktur er centrale elementer. Udvikling af den offentlige sektor, øget investeringer, jobskabelse og forbedret infrastruktur særligt i landområderne er nøgleudfordringer for en inkluderende udvikling af landet. Indien er fortsat en af verdens hurtigste voksende økonomier. Indiens 11 femårsplan (2007-2011) forudså et nyt vækst paradigme, hvor væksten skulle være bredere funderet og mere inkluderende for at sikre en hurtigere reduktion af fattigdommen i landet. Planens målsætning var en gennemsnitlig vækst i BNP på 9 % om året. På trods af en tilnærmelsesvis opfyldelse af denne målsætning, samt at Indiens økonomi hurtigt kom sig ovenpå finanskrisen, blev målsætningen om reduceret fattigdom udfordret af høj inflation og kapitalflugt. Det vurderes at især den høje inflation har påvirket fattige inders levevilkår negativt. Millioner af indere lever fortsat i fattigdom og især den stadig stigende gruppe af arbejdere i den uformelle økonomi er ekstremt sårbare. Ifølge UNDPs ”Human Development Report 2011” indtager Indien nu en 119 plads i Human development index (HDI) og er dermed placeret i midterfeltet. Gennem de sidste 20 år har Indien løbende forbedret deres placering og er i dag det førende land i Sydasien. Andelen af mennesker, der lever i fattigdom er faldet fra 35 % i 2000 til 25 % i 2009, hvilket er udtryk for en positiv tendens. Det må dog må det konstateres at 27,5 millioner indere fortsat lever i fattigdom. På trods af væksten og forbedringerne er fordelingen af rigdom stadig ekstrem ulige. Lønindkomsten for størstedelen af den arbejdende befolkning er fortsat ekstrem lav og usikker. For eksempel tjener 89 % af kvindelige arbejdere på landet mindre end en dansk 5-krone om dagen. Det er ikke i øvrigt ikke ualmindeligt kun at have arbejde i 15 dage på en måned. 44 3.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Indien er som resten af verden påvirket af krisen i verdensøkonomien. Væksten er faldet fra 8,5 % i 2010 til forventet 8,2 % i 2011. Ifølge officielle rapporter er det gået værst udover eksportindustrierne og millioner af job er gået tabt ligesom gennemsnitslønningerne har været faldende. Kun ca. 7 % af de indiske arbejdere er omfattet af beskyttende lovgivning og sociale sikringsordninger. Sociallovgivningens omfattende sociale sikringsordninger såsom sundhed, pension og arbejdsløshedsunderstøttelse er derfor af vital betydning. Vedtagelsen af en ny social lovgivning (Social Security Act) i 2009 var derfor et væsentligt skridt i den rigtige retning til en betydelig reduktion af sårbarheden for et meget stort antal af arbejdere i den uformelle økonomi. Problemet er at den nye social lovgivning fortsat ikke implementeres endsige håndhæves. ILO kritiserer i deres seneste rapport “World Social Security”, således Indien kraftigt for ikke at gøre nok for social beskyttelse af sin befolkning, især med hensyn til det store antal af sårbare og fattige folk, samt for den udbredte brug af uformel arbejdskraft. 3.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationen Det mangeårige samarbejde mellem SEWA og Ulandssekretariatet fungerer fortsat godt. SEWA gennemfører en lang række aktiviteter, der alle har til formål at forbedrer livs- og arbejdsbetingelserne for kvinder i den uformelle økonomi. SEWA øger fortsat sit medlemstal og har nu 1,4 millioner medlemmer. Derudover er SEWA blevet anerkendt af den indiske og internationale fagbevægelse. Indenfor rammerne af Ulandssekretariatets program støttes SEWA aktiviteter indenfor tre områder. 1. For det første gives støtte til implementering af udviklingsplaner på distriktsniveau (Kheda/Anand). SEWA’s målsætning er at støtte mere end 100.000 kvinder i den uformelle økonomi på en bred vifte af områder såsom 45 arbejdstagerrettigheder, social beskyttelse, jobskabelse og indkomst skabende aktiviteter. 2. For det andet gives assistance til at skabe forbindelse mellem SEWA og NTUC-‐I / GEFONT i Nepal, BILS i Bangladesh og ACIW i Filippinerne. Ideen er at overfører SEWA’s gode erfaringer i en omsættelig form til vores partnere i andre lande. Der er etableret kontakt og udarbejdet handlingsplaner som planlagt. 3. For det tredje gives støtte til en styrkelse af SEWA på nationalt plan og støtte til SEWA’s forsvar for og krav om implementering af den nye sociallovgivning, Social Security Act. Som nævnt vokser SEWA fortsat og de planlagte aktiviteter på nationalt plan er gennemførte. Desværre gennemføres den reelle implementering af social lovgivningen meget trægt. Alle planlagte aktiviteter i første fase af programmet ”Women in Informal Ecomomy In Asia” er blevet gennemført og den næste fase af programmet bygger videre på de samme elementer. Den største udfordring syntes at være forsøget på spredning af SEWA’s erfaringer til andre lande i regionen. 3.4 Filippinerne 3.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser 2011 markerede det første år i præsident Benigno Aquinos regering. Regeringen og alle ministerierne er klar til at implementere præsidentens reformer, som omfatter bekæmpelse af korruption, magtmisbrug og fattigdom. I marts vedtog Aquinos regering ”Philippine Development Plan (PDP) 2011-2016”, som vil danne grundlag for regeringens økonomiske politik de næste 6 år. En del af PDP handler om ”Arbejdsmarked og Beskæftigelse med vækst og anstændigt arbejde”, hvilket falder fint i tråd med det overordnede mål i det regionale Asiens program. Både kongressen og senatet har givet deres opbakning til loven om ret til information, som grundlæggende sigter på at bekæmpe politisk magtmisbrug og korruption. Sådan gik det ikke for en lov om reproduktiv sundhed. Denne lov vil fremme muligheden for at nå MDG 1 om at halvere ekstrem fattigdom og sult samt MDG 3 om at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder og styrke kvinders rettigheder. Loven er et meget kontroversielt emne både i staten og kirken. Dog har Aquinos regering og specielt Sundhedsministeriet aktivt arbejdet for at fremme vedtagelsen af denne lov i Kongressen. Hvis loven vedtages vil den reelt forbedre kvinders velfærd, specielt kvinder fra fattigere kår. Desuden vil loven på sigt kunne bidrage til at sænke fødselsraten og dermed antallet af mennesker, der lever i fattigdom. I sidste kvartal af året blev landet ramt af den mest kontroversielle politiske begivenhed: Sigtelsen af Præsidenten for den Filippinske Højesteretsdomstol Renato Corona, hvilket skabte en splittelse mellem præsidenten og domstolene. Derudover ramte tyfonen Sendong Filippinerne og værst gik det ud over Mindanao og Visayas. 46 Tyfonen kostede tusinder af liv og efterlod skader for millioner af pesos på produktionsapparatet og ejendele. 3.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Filippinerne har i følge World Economic Forum forbedret sin konkurrenceevne. I en opgørelse over 142 lande har Filippinerne bevæget sig 10 pladser op ad rangstigen fra plads 85 til plads 75, hvilket dog fortsat er et godt stykke nede af listen. Til trods for en nedbremsning i industrisektoren er beskæftigelsesraten steget med 3,2% eller 1,156 million, hovedsageligt på grund af den fortsatte vækst i servicesektoren og landbruget. Filippinerne er også stadig økonomisk afhængigt af finansielle overførsler fra de mange oversøiske migrantarbejdere. Indikatorerne omhandlende beskæftigelse er fortsat i en positiv trend i 2011, med stærk stigning i lønnet beskæftigelse (4,6 %), middel stigning i fuldtidsbeskæftigelse (1,5 %) og et mindre fald i ledigheden fra 7,3 % i 2010 til 7,0 i 2011. På trods af disse forbedringer er det stadig et presserende problem at mange af de beskæftigede arbejder i den uformelle økonomi, hvor indkomsten er meget lav. Set i forhold til det ovenstående er der et stærkt ønske om at vedtage Lov 735 med det samme. Den vil give en lovmæssigt lønstigning på 125 peso (ca. 16 kr.) indenfor alle sektorer over hele landet, hvilket vil hjælpe arbejdere og deres familier i den svære økonomiske situation. I sidste del af året blev landet konfronteret med arbejdsmarkedssituationen i Philippine Airlines Employees Association (PALEA), hvor mere end 2600 ansatte blev afskediget som følge af Philippines Airlines outsourcing af serviceydelser. Arbejdernes sag, der var sendt til Højesteret, vandt først en favorable afgørelse, men afgørelsen blev pludseligt omgjort. Begivenheden beviste at fagforeningen ikke fik en retfærdig rettergang og afgørelsen er et brud på den fælles overenskomst. 3.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer I 2011 havde Association of Constructors and Informal Workers (ACIW) 8.500 medlemmer, hvilket er 85% af det fremsatte mål på 8.700 medlemmer. Til trods for splitelsen i organisationen valgte 4.000 medlemmer at forny deres medlemsskab, 2.000 beholdt deres medlemsskab og 2.500 nye medlemmer tilsluttede sig organisationen. Rækken af træningstilbud og partnerskaber (f.eks. LGUer, TESDA, Holcim Philippines) var betydningsfulde strategier til at forbedre servicen til medlemmerne. Udover partnerskabet med arbejdergiverforeningen i byggebrancen, 47 spillede White Pearl Recruitment Agency ligeledes en afgørende rolle i at sikre flere job til medlemmerne. ACIW har fremsendt et lovudkast (Philippine Construction Industry Development Act (PCIDA)) til arbejdsministeriet og byggebrannchens arbejdsgiverforening for at få deres kommentarer. Når disse kommentarer er i hus vil ACIW sende lovforslaget ud til tre kommuner for at opnå deres tilslutning til lovforslaget. Public Services Labor Independent Confederation (PSLINK) general sekretær ønsker ikke at genopstille til næste kongress. For at fremme en nemmere overgangsfase er det planlagt at ansætte en assistent til general sekretæren, som kan blive opkvalificeret til personaleleder og gennemføre effektive personaleudvikling eller karriereudviklingsprogrammer. I forhold til bæredygtighed forventes PSLINK at kunne videreførere program aktiviteterne, eftersom disse er integreret i PSLINKs handlingsplaner for de næste 4 år. Desuden har PSLINK styrket sit netværk og samarbejde med regering og andre civilsamfundsorganisationer i forhold til at øve indflydelse på implementeringen af reformprogrammer indenfor uddannelsessektoren og sundhedssektoren samt tiltag til begræsning af korruption. Desuden har PSLINK organiseret lokale fagforeninger, som potentielt kan indgå i forhandlinger med de offentlige myndigheder om at bidrage til at institutionalisere reformerne på de lokale arbejdspladser. Anden fase af allianceprojektet blev afsluttet ved udgangen af oktober 2011. Projektet har frembragt en række gode resultater primært i de 16 pilot områder (8 offentlige skoler og 8 offentlige hospitaler), som har medvirket i projektet. Indenfor uddannelsessektoren har 3900 ansatte og ledelsesrepræsentanter fra de 8 pilot skoler fået forbedret arbejdsmiljø. I de 8 pilotområder indenfor uddannelsessektoren er 81 aftaler om arbejdsmiljø og 51 aftaler om andet forhandlet på plads i pilotskolerne. I sundhedskomponenten har 3.500 ansatte og ledelsen på 8 pilot hospitaler og sundhedsklinikker fået forbedret arbejdsmiljø. I alt blev 113 aftaler (hvoraf 72 om arbejdsmiljø) forhandlet på plads på de 8 pilot hospitaler/sundhedsklinikker. Der er også gennemført omfattende national fortalervirksomhed og etableret 16 arbejdsmiljøkomiteer. Social dialog er i praksis rykket indenfor dørene i uddannelsesministeriet og sundhedsministeriet og erfaringerne med at anvende social dialog til at skabe forbedringer indenfor arbejdsmiljø spiller også ind på forbedringer af de nationale standarder for arbejdsmiljø, som er under udarbejdelse. Den tredje fase af allianceprojektet blev godkendt i efteråret 2011. Den tredje fase inkludere en ny partnerorganisation ”League of Municipalities (LMP)”, som er en sammenslutning af kommuner. LMP vil blive involveret i at integrere social dialog på det kommunale niveau. Både undervisningsministeriet, sundhedsministeriet og LMP har underskrevet projektkontrakten eller et aftalememorandum, og der er afholdt flere møder med partnerorganisationerne for at orientere om den nye fase, bekræfte partnerorganisationernes tilslutning til projektet og fintune de kommende aktiviteter. 48 3.5 Cambodja 3.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Loven om anti-korruption som blev vedtaget i 2010 blev afprøvet for første gang i maj 2011. En lokal embedsmand blev fundet skyldig i afpresning og bestikkelse og idømt 19 års fængsel. Forløbet af denne første sag viser regeringens beslutsomhed til at gennemføre reformer og udvikling. Domsafsigelsen bliver desuden anset som et af regeringens første og væsentlige skridt til at fremme god regeringsførelse. En ny og meget kontroversiel lov om civilsamfundsorganisationer er under udarbejdelse. Loven sigter på at give de cambodjanske myndigheder øget mulighed for at føre tilsyn med NGO’er i landet. Ifølge den nye lov er registrering af NGO’er obligatorisk. NGO’ere, som bliver afvist i registreringsprocessen, kan ikke anke myndighedernes afgørelse, og loven definerer ikke de omstændigheder, der gør det muligt for myndighederne, at afvise registrering af NGO’er. I Cambodja er loven meget omdiskuteret, og hvis den bliver vedtaget, forventes det at få en lammende effekt på civilsamfundet eftersom loven vil forbyde ikke-registerede NGO’er i at arbejde i landet, tvinge internationale NGO’er til at samarbejde med regeringen og sløre hvordan regeringen fører tilsyn med NGO’er som arbejder i Cambodja. Hundredvis af NGO’er er opmærksomme på disse omstændigheder. I april 2011 blev der udarbejdet en fælles erklæring under en konference i Siem Riep. I erklæringen, som støttes af 315 organisationer, står der, at udkastet til loven ”tyder på en afvigelse” fra to årtiers succesfuldt samarbejde mellem regering og civilsamfund, overtrædelse af forfatningsmæssige og folkeretsligt anerkendte rettigheder til foreningsfrihed og ytringsfrihed. Civilsamfundsorganisationer er specielt bekymret over, at loven i sit andet udkast giver myndighederne vidtrækkende beføjelser til at kontrollere borgernes 49 rettigheder til at organisere og ytre sig. Grundlæggende har befolkningen og bekymrede NGO’er rejst krav om, at regeringen omskriver loven en tredje gang. Både ASEAN landene, samt hundredvis af lokale og internationale NGO’er følger opmærksomt udviklingen med denne lov. Derudover har Cambodja endnu engang været involveret i den vedvarende og anspændte politiske og diplomatiske grænsestridighed med dets naboland Thailand. Konflikten har kostet døde og sårede cambodjanske soldater og civile, hvilket har resulteret i social uro blandt befolkningen og krævet ressourcer, der ellers kunne have været brugt til økonomisk udvikling til at forbedre levevilkårene blandt arbejdere og den generelle befolkning. 3.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Cambodjas regering arbejder på nuværende tidspunkt på at gennemføre en fagforeningslov, hvilket i princippet er en meget positiv udvikling. Det vækker dog bekymring, da det seneste udkast af den foreslåede lov vil have en negativ påvirkning af rettigheder, forpligtelser og beskyttelse af fagbevægelsen og dens medlemmer. Derfor har partnerorganisationerne CLC, CCTU, NACC med flere indkaldt til en række konsultationer og udsendt en fælles erklæring, hvor de beder arbejdsministeren om ikke at støtte loven, hvis regeringen fortsætter med at ignorere fagbevægelsens ændringsforslag til bedre rettigheder for fagforeninger og deres medlemmer. Partnerorganisationerne fokuserer forsat på at fremme arbejdstagerrettigheder og aktiv involvering af kvindelige arbejdere. Eftersom at 80-90 % arbejdere i tekstil- og beklædningsbranchen er kvinder har NACCs formand udtrykt et ønske om at fremme kvindelige arbejdsledere og placere kvinder i fagforbundenes ledelser. Ca. 3000 arbejdere har deltaget i en protestmarch på gaden i Phnom Penh for at demonstrere for deres ret til organisations- og foreningsfrihed, anstændigt arbejde samt lønninger man kan leve af. 3.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Ulandssekretariatets samarbejde i Cambodja fungerer godt og har medført en del resultater. Ca. 2.762 fagforeningsmedlemmer og ledere på fabriksniveau har gennem forskellige kursustilbud fået deres viden om arbejdstagerrettigheder forøget. Det var planlagt at tilbyde uddannelse til 1200 medlemmer og således er det lykkedes partnerne at træne 1562 medlemmer og ledere mere end oprindeligt planlagt. Konsekvensen er, at klager i forhold til løn, overtid, overtrædelser af kvinders rettigheder såsom barsel og andre former for diskrimination, er blevet markant reduceret. Faldet i antallet af klager til de tre partnerorganisationer (CLC, CCTU og NACC) er ca. 10% i forhold til det baseline studie, som blev udarbejdet før dette programs implementering. Desuden har 50 medlemmernes og fagforeningernes forøgede viden bidraget til at øge presset på arbejdsgiverne til at forbedre arbejdsvilkår, samt fremme og respektere arbejdstagernes rettigheder. I løbet af program perioden er der indgået ca. 15 overenskomster, som er kommet mere end 5.000 arbejdere til gode. Der er udviklet en manual for træning i overenskomster, som skal medvirke til at kapacitetsopbygge lokale fagforeningsledere og dermed videreføre dette initiativ med at forhandle overenskomster. Der er udviklet og produceret ca. 4000 manualer i forhandling af overenskomst (CBA), og dette træningsmateriale bidrager til at skabe en mere systematisk og organiseret tilgang til kapacitetsopbygning af medlemmer og ledere. De tre partner organisationer har også gennemført fortalervirksomhed for at fremme et CBA format. Således er CBA formatet blevet omtalt i radioen og på internettet hvor CBA formattet er tilgængeligt på tre sprog: Khmer, Engelsk og Kinesisk. Endeligt er CBA formatet også trykt i tre aviser: Phnom Penh Post, Cambodia Daily og Kampuchea, og præsenteret på nationale konferencer. Anvendelsen af forskellige medier i fortalervirksomhed sikre at målgruppen bliver større og inkludere den brede offentlighed. I sidste kvartal af 2011 blev grundlaget til at forberede den næste fase af projektet skabt. Aktiviteterne inkluderede: besøg på fabrikker, diskussionsmøder og studiegrupper om ligestilling. 51 3.6 Pakistan 3.6.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Situationen i Pakistan er forværret i 2011 som følge af faldende økonomisk og politisk stabilitet og en destabiliseret regering, der har mindre kontrol. Pakistans økonomi er den 27. største i absolut BNP. Pakistan har en semiindustrialiseret økonomi, der omfatter tekstil, kemikalie, forarbejdning af fødevarer, landbrug og andre industrier. Økonomien har været negativt påvirket af landets interne politiske fejder, en hurtigt voksende befolkning, høj inflation, stigende fattigdom og lav uddannelseskvalitet, terrorisme, osv. BNP’s vækst stagnerede med 2,4 % i regnskabsåret 2010-11, hvilket lige akkurat opvejede befolkningstilvæksten, set i forhold til 3,8 % i det foregående år, og befolkningen i fattigdom voksede til estimeret 90 millioner ud en befolkning på 177 millioner. I 2011 mistede den Pakistan Peoples Party (PPP) ledede regering sin popularitet i den brede befolkning, fordi den mangler politisk vilje og kapacitet til at bekæmpe korruption og andre politisk relaterede problemer. Givet denne situation står Pakistan overfor store udfordringer, der kræver en stærk og åben regering. 3.6.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Fagforeningerne i Pakistan måtte i 2011 forholde sig til en række udfordringer. Regeringen har implementeret en forfatningsændring, som overfører ansvaret for arbejdsmarkedet fra den føderale regering til de fire provinser. Dette er problematisk fordi lovgivningen i provinserne er forældet og utidssvarende i forhold til befolkningens behov og situation. Et større problem er dog, at lovgivning generelt ikke implementeres i Pakistan. Eksempelvis bliver bestemmelser om mindsteløn ignoreret af arbejdsgiverne, som udbetalte mindre end mindstelønnen til arbejdstagerne. Ingen har mod til at gøre noget ved det, eftersom det ifølge pakistansk lovgivning er forbudt at strejke. En undersøgelse af arbejdsløshedssituationen i Pakistan fra juli 2011 viser, at arbejdsløsheden er steget til 6% i 2011 i forhold til 5,6% i 2010. Blandt den mandlige del af arbejdsstyrken steg ledigheden fra 4,4 % eller 1,91 million i 2010 til 5,1 % eller 2,22 million i 2011. På den anden side er ledigheden for kvinder faldet fra 9,5 % eller 1,21 million til 8,9 % eller 1,18 million fra henholdsvis 2010 og 2011. 3.6.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer Pakistan er igen blevet en del af det regionale program for Asien. Pakistan Workers Federation (PWF) var inkluderet i den fire-måneder lange brofase, som begyndte i september 2011. I forhold til PWF var brofasen også en inception fase, hvor PWF og 52 Ulandssekretariatet skulle adressere anbefalingerne fra den eksterne konsulent, som UM havde hyret til forundersøgelsen af det regionale program. I relation til Pakistan blev det anbefalet at PWF og Ulandssekretariatet skulle gennemføre ny risikoanalyse, vurdere valg af pilotområder, den organisatoriske situation i PWF samt vurdere behovet for at justere de planlagte aktiviteter. Ulandssekretariatet og PWF har diskuteret anbefalingerne grundigt. Der er udarbejdet en ny risikoanalyse og valget af pilotområder er også diskuteret nøje. PWF vurderer at risikoen og faren for politiske konflikter og krig mod Afghanistan ikke udgør en trussel mod programimplementeringen. De fagforeningsledere, som deltager i programimplementeringen bor i og har godt kendskab til de pilotområder, hvor dele af programkomponenten skal implementeres. Disse fagforeningsledere vurdere at programkomponenten godt kan gennemføres i pilotområderne. De organisatoriske ændringer er godkendt af den internationale fagbevægelse og konsultationerne med PWF viste de strategisk valg, som blev foretaget under forberedelsen af programmet var relevante og programmet kører videre som planlagt. 3.7 Mongoliet 3.7.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Der skal være valg igen i juni 2012. Den store diskussion op til valget er vedtagelsen af en ny valglov, hvor 28 af parlamentets 76 medlemmer vil blive valg fordelingsmæssigt i forhold til parti, mens de resterende 48 er valgt individuelt. Førhen var alle valg individuelt. Mongolian People's Revolutionary Party (MPRP), som er baseret på det tidligere kommunistparti, vandt et stort flertal ved valget i 2008. I slutningen af 2010, stemte MPRP’s medlemmer for en ændring af navnet på partiet til Mongolian People's Party (MPP) for at distancere sig den fra den sovjetiske oprindelse og vinde yngre tilhængere. Premierministeren og de fleste af kabinettet er MPP medlemmer. Den økonomiske vækst fortsætter F.eks. var stigningen i andet kvartal af 2011 på intet mindre end 17 % i forhold til året før. Specielt transport og byggesektoren med en stigning på næsten 40 % er medvirkende til denne trend. Den økonomiske aktivitet i Mongoliet har traditionelt været baseret på kvægdrift og landbrug. Mongoliets omfattende mineralforekomster har dog tiltrukket udenlandske investorer. Mongoliets store forekomster af kobber, guld, kul, molybdæn, flusspat, uran, tin, og wolframtegner sig for en stor del af udenlandske direkte investeringer og offentlige indtægter. Efter flere år med stabilitet, oplevede Mongoliet igen i 2011 en kraftigt stigende inflation på omkring 14 %, hvilket blandt andet har stor betydning for fødevarepriserne, som er støt stigende. 53 Den mongolske økonomi bliver i stigende grad globaliseret. Specielt forholdet til Kina er vigtigt. Således steg importen i 2011 med hele 106 %, men eksporten, hvoraf størstedelen er kul, kun var på 38 %. Ubalancen medfører et stigende handelsunderskud (på USD 1349 million i juli 2011). Pengeoverførsler fra mongolerne, der arbejder i udlandet, er betydelige men faldende på grund af den økonomiske krise; hvidvaskning af penge er en voksende bekymring. Mongoliet blev medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO i 1997 og forsøger at øge sin deltagelse i regionale økonomiske og handelsmæssige sammenslutninger. 3.7.2 Ændringer på arbejdsmarkedet De officielle tal siger at arbejdsløsheden faldt fra 13 % i december 2010 til 9 % i juni 2011. De uofficielle tal er dog væsentlig højere. En af de dramatiske effekter af den økonomiske omstillingsproces har været en kraftig reduktion i antallet af offentlige ansatte og dermed en stigning i andelen af arbejdsløse. Markedet for uformel arbejdskraft, specielt i byggesektoren, er i bedring med meldinger om en fordobling af lønnen i perioden fra december 2010 – juni 2011. Hovedproblemet for arbejderne er at den nuværende arbejdsmarkedslovgivning ikke giver stor beskyttelse til arbejdstagerne i tilfælde af krænkelse af deres rettigheder. Arbejdsretten (Trade Union Rights Act) fra 2000 (med ændringer i 2001 og 2002) er yderst ”venlig” over for arbejdsgiverne og ikke på nogen måde "pro-arbejdstager” orienteret. 3.7.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer CMTU (Confederation of Mongolian Trade Unions) - med sine 35 tilknyttede fagforeninger – har øget sit medlemstal til ca. 210,000 arbejdere. CMTU er generelt betragtet som den mest magtfulde organisation i civilsamfundet i Mongoliet. CMTU har et omfattende netværk af både regionale og distrikt fagforeningskontorer. I mange distrikter er CMTU i praksis den eneste fagforening, der rent faktisk repræsenterer arbejderne. CMTU afholdte sin kongres i juni 2011, hvor den nuværende præsident Mr. Ganbaatar blev genvalgt, men en ny kvindelig generalsekretær, Ms. Shanjmyatav, blev valgt. Ganbaatar spillede dog med åbne kort, idet han gav udtryk for at han ville opstille som kandidat til parlamentet, som afholdes i juni 2012. Det ligger i kortene af vice-præsidenten overtager ledelsen derefter. Ulandssekretariatet har samarbejdet med CMTU i mange år, og har i dag et samarbejde, der beskæftiger sig med beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder. Projektet fokuserer på at opbygge CMTU’s kapacitet til at beskytte arbejdstagernes rettigheder, herunder støtte til uddannelse af ledere, advokater indenfor arbejdsret, 54 etablering af juridisk rådgivning centre, etablering af trepartsorganer til at afgøre arbejdstvister, og derudover støtte til fortalervirksomhed til revision af den mongolske arbejdsmarkedslov. Aktiviteterne forløb som planlagt i 2011, og omfattede blandt andet en studierejse til Danmark i maj 2011 og afviklingen af det sidste PAC møde i august 2011. 55 4 Landeanalyser - Vestafrika Ulandssekretariatet i Vestafrika – maj 2012 56 4.1 Benin 4.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Benin bliver opfattet som et af de mere stabile demokratier i Vestafrika og har haft en rimelig fornuftig økonomisk udvikling de sidste par år. Benin var et af de første lande i Afrika, der gennemførte en fredelig overgang til flerparti demokrati i 1991. Ved præsidentvalget i 2006 var behovet for forandring dog stor, da folket var træt af politikere. Boni Yayi, den daværende direktør for the West African Development Bank, der ellers var en politisk outsider, blev valgt til præsident med over 70 % af stemmerne i 2. runde af valget. Yayi var en varm fortaler for forandring og ønskede at skabe et nyt Benin. Præsidenten er både statsoverhoved og leder af regeringen. Det lykkedes Yayi at skaffe midler til at investere i infrastruktur, skoler og landbrug. Grundskolen blev gratis for alle og enkelte sundhedsydelser er gratis for de fattigste samt for gravide. Demokratiet blev styrket og der var mere fokus på god regeringsførelse og respekt for den enkeltes frihed og basale rettigheder. Benin har nu en bred vifte af politiske partier, et stærkt civilsamfund og en øget pressefrihed. Siden parlamentsvalget i 2007 har Yayi haft flertallet i parlamentet imod sig og flertallet i parlamentet brugt alle midler til at angribe regeringen. Den globale finankrise har betydet, at den forventede økonomiske optur i Benin udeblev. Folk mistede deres job, og inflationen er steget sammen med priserne. Den økonomiske vækst forventes ikke at ville nå mere end 3.5 % i 2010 og 2011. Efter de første to succesfulde år af Yayi’s styre begyndte tingene at forandre sig. 2010 blev præget af en række politiske og økonomiske skandaler, som kastede Benin ind i en serøs politisk krise. Der var massive demonstrationer, som blev mødt af et hårdført politi, samt undertrykkelse og censur. På trods af krisen vandt præsident Yayi præsidentvalget i marts 2011 ligesom hans parti vandt flertallet i det nye parlament ved valget i april 2011. De politiske og økonomiske skandaler op til valget forværrede dog forholdet mellem de mange fagforeninger i Benin yderligere. Den største forening, CGBT, som er kommunistisk, førte an i en massiv kampagne mod præsident Yayi sammen med kommunistpartiet og opfordrede til en folkelig revolution. Den økonomiske situation Benin er et af de tættest befolkede lande i Afrika, med over 50 mennesker per km2. Befolkningen er vokset fra 2.1 million i 1961 til de nuværende 9.1 million. 49 % af befolkningen er mellem 0 og 15 år, mens ca. 11 % er mellem 15 og 35. Kvinder udgør 51 % af befolkningen og mænd de resterende 49 %. Uddannelsesniveauet er lavt og andelen af folk der kan læse og skrive ligger på 42 %. 57 Fattigdom er stadig et stort problem og der er stor ulighed i befolkningen. BNI per indbygger er 780 USD (World Bank 2011). Benin rangerer som nummer 167 ud af 187 lande på UNDP’s Human Development Index fra 2011 og er dermed faldet adskillige pladser siden 2009. Dermed er antallet af folk der lever under fattigdomsgrænsen vokset fra 29 % af befolkningen i 2002 til 37 % i 2008. i 2009 faldet den igen til 31 %. Skatteindtægterne er domineret af toldindtægter som udgør 52 % af det totale skatteprovenu. En stor andel af skatteindtægterne udgøres af indirekte skatter, hovedsageligt moms (som udgør 45 % af den totale skatteindtægt). Der pålægges en moms på 18 % på alle varer og ydelser. Hvis man ser bort fra økonomiske problemer kan den ringe skatteopkrævning hovedsageligt forklares ved korruption, svig, administrativ ineffektivitet og træghed i gennemførelsen af reformerne. Siden præsident og parlamentsvalget i Benin i hhv. marts og april har den nye regering iværksat dybdegående reformer i nøglesektorer såsom finans, søtransport, landbrug og offentlig administration for at kunne bekæmpe korruption og sikre mere effektivitet i den offentlige sektor og højere indtægter til staten. De største reformer af toldtjenester har allerede betydet en væsentlig stigning i toldindtægter. I landbruget er et stort program for mekanisering og diversificering blevet iværksat for at gøre Benin til leverandør af landbrugsvarer til hele regionen. Et mikrofinans program til de fattigste og mest udsatte grupper er også blevet iværksat under kontrol af finansministeriet. Et amerikansk program støtter finansieringen af små og mellemstore virksomheder. Social sikkerhed Behovet for sundhedspleje er ikke blevet dækket tilstrækkeligt i et land der ifølge forfatningen garanterer alle adgang til sundhedspleje. Arbejdstagere i den formelle sektor, både i det private og offentlige, der drager fordel af en social sikringsordning repræsenterer kun 15 % af befolkningen. De resterende 85 % er ikke omfattet af nogen ordning. RAMU er en universel sygesikring som regeringen har taget initiativ til, for at forbedre befolkningens adgang til bedre sundhedsydelser. Det er en forsikring hvis formål er at skabe bedre forhold og beskytte hele befolkningen i Benin og er et gigantisk skridt i den rigtige retning fordi det åbner op for, at alle mennesker i Benin får 58 adgang til sundhedsydelser. Dette er enestående for et vestafrikansk land. Fagbevægelsens engagement i RAMU blev intensiveret i 2009, da UNSTB tog en række initiativer for at fremskynde implementeringen af RAMU og for at informere arbejdstagere i den uformelle økonomi om ordningen. Det er forhåbningen, at RAMU kun er det første skridt på vejen mod at udvide sociale sikringsordninger for arbejdere i den uformelle økonomi. 4.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Benins økonomi er domineret af den uformelle økonomi, hvor 90 til 95 % af den erhvervsaktive befolkning finder beskæftigelse. Den uformelle økonomi dækker over en meget stor vifte af aktiviteter. Alle job og brancher findes praktisk talt i den uformelle økonomi. Tusinder af børn, nogle gange helt ned til 6 år, der aldrig har gået i skole eller som er droppet ud, på grund af eksempelvis fattigdom, er beskæftiget i den uformelle økonomi. Det anslås at helt op til 32 % af børnene i landdistrikterne arbejder, mens det kun er 15 % i byområderne. 99 % af disse børn er beskæftiget i den uformelle økonomi. Den lille offentlige sektor har været præget af mange strejker. Dette skyldes primært prisstigninger på olie og fødevarer. Efter knap to måneder med en nærmest lammet offentlig sektor og en tiltagende social krise, nåede præsidenten og de nationale fagforeninger frem til en aftale. Krisen har i den grad understreget behovet for at have forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter samt respekten for disse aftaler. 4.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation UNSTB har været involveret i adskillige drøftelser i det økonomiske og sociale råd om, hvordan man skal takle den uformelle økonomi, da regeringen nu anerkender at det er nødvendigt at gøre noget ved den uformelle økonomi hvis anstændigt arbejde skal sikres og fattigdom bekæmpes. Nogle af de største problemer, der blev identificeret, er: Det høje niveau af analfabeter i den uformelle økonomi, manglen på viden om national lovgivning - og især på arbejdsmarkedslovgivning. I den forbindelse har UNSTB påpeget, at der rent faktisk findes en lov om 59 uddannelse af lærlinge. Denne lov er nærmest ukendt og der er ikke gjort noget for at implementere den. Derfor er det UNSTB’s holdning, at forholdene for 70 % af lærlinges vedkommende kan blive beskrevet som slavelignende. Manglen på adgang til erhvervs- og iværksætteruddannelse for arbejdstagere i den uformelle økonomi gør det nærmest umuligt for dem, at udvikle deres forretning, hvilket tvinger dem til at leve på en dagtil-dag basis. Andre grunde til at der er så ringe udvikling i den uformelle økonomi er, ifølge UNSTB, manglen på interesse fra politikernes side samt mangel på udviklingspolitikker og strategier til at tackle udfordringerne i den uformelle økonomi. UNSTB har foreslået en række basale foranstaltninger der skal anvendes hvis den uformelle økonomi skal udvikles og på sigt blive formaliseret. 4.2 Ghana 4.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den politiske scene i Ghana er præget af to stærke politiske partier, NDC og NPP, som skiftevist har haft magten de sidste 20 år. Næste valg er i december 2012. Den politiske situation i Ghana bliver gradvist mere anspændt jo nærmere valget kommer. NDC har været delvist splittede, efter at hustruen til den tidligere præsident Rawling, som var medstifter af NDC, har meddelt hendes kandidatur til præsidentposten. Fru Rawlings opnåede dog kun 3 % af stemmerne på NDC kongressen i august 2011 og den nuværende præsident John Atta Mills fik overvældende opbakning til hans 2. kandidatur. Det virker dog stadig som om, at partiet er delvist splittet. Det er altafgørende at partiet bliver forenet før valget, hvis de skal have en chance for at vinde igen. Ghana er, både politisk og økonomisk, kendt som et af de mere stabile lande i Afrika. Ghana har bidraget til at vedholde et stærkt fokus på demokrati i ECOWAS landene og alle andre lande ser Ghana som et foregangsland når det gælder demokrati. Dog er demokratiet, også i Ghana, skrøbeligt og mange ting kan gå galt ved næste valg. På nuværende tidspunkt er der en meget hård tone i den politiske debat, så det er nødvendigt at fokusere på konsolideringen af den demokratiske udvikling. På det rådgivende møde i september 2010 mellem Ghana og dets udviklingspartnere blev det aftalt at udviklingssamarbejdet skal udfases over de næste 5 til 10 år. Derfor vil det være nødvendigt at se på hvordan man bedst muligt nedskalerer det 60 traditionelle udviklingssamarbejde og se hvordan udviklingspartnere bedst kan støtte institutioner i landet. Fremtidigt samarbejde med Ghana kunne fokusere på politiske, handelsmæssige og kulturelle aspekter, frem for på udviklingsbistand. Økonomisk situation Ghana bliver ofte opfattet som en model når det gælder politiske og økonomiske reformer. Med dets mange naturressourcer har Ghana en BNI per indbygger på 1.230 USD (World Bank 2011), som er næsten tre gange så meget per indbygger end de fattigste lande i Vestafrika. Ghana opnåede i 2011 status som et land med middel indkomst. Ghana havde en BNP på GHC 46 mia. i 2010, 60 % mere end tidligere anslået. Data viser også, at den gennemsnitlige vækstrate i Ghanas BNP siden 2007 har været på omkring 6.7 %. Ghana er afhængig af eksporten af råvarer, såsom kakao, guld, tømmer og ikke-traditionelle produkter som ananas, mango og kulturgenstande. Inflationen i Ghana har været relativt høj, men siden juni 2009 har den dog været støt faldende. Selvom Ghana regnes for at være et af de få lande, der er på vej mod at nå FN’s Millenium Development Goal om at halvere fattigdom inden 2015, er fattigdom stadigvæk udbredt. Over seks millioner ghanesere (29 %) lever under fattigdomsgrænsen, og omkring 18 % af befolkningen (3.9 mio. 894) lever i ekstrem fattigdom. I december 2010 indledte Ghana sin olieudvinding ud for kysten. Der har været omfattende drøftelser om, hvordan man bedst sikrer at olieindtægterne bliver brugt til at forbedre infrastrukturen og sikre befolkningen sociale ydelser. Et olieudvindingsplan er blevet vedtaget og en investeringskomité er blevet nedsat. Norge har assisteret den ghanesiske regering i udvikling af lovgivning og strukturering. Vores partner i Ghana, TUC, lobbyer aktivt for åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlighed omkring olieindtægterne, og minder regeringen om de mange triste 61 eksempler der er i olierige lande i Afrika, hvor indtægterne ikke er blevet brugt til at forbedre levestandarden, men tværtimod har ført til konflikter og borgerkrige. 4.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet og Ghana TUC Ghana TUC har kritiseret Mills’ regering for dens stramme økonomiske politik, som er en konsekvens af at den ønsker at spille efter IMF og Verdensbankens regler. TUC opfordrer regeringen til at opfylde dens løfte om at gøre jobskabelse til kernepunktet i deres politik og som udgangspunktet for at skabe en voksende nationaløkonomi. Ifølge TUC skulle regeringens præstation hellere måles på hvor mange job de formår at skabe. Den beskæftigelsesmæssige udfordring i Ghana kan koges ned til tre hovedpunkter. Det første punkt har at gøre med det fortsatte ansættelsesstop i den offentlige sektor. Det andet punkt er at regeringen ikke formår at sikre den indenlandske industri, selvom den betragtes som værende fremmende for vækst og anstændigt arbejde. Den tredje faktor er den voksende uformalisering af beskæftigelse der finder sted i alle sektorer af økonomien. Ifølge TUC kræver manglen på anstændigt arbejde en direkte indblanding fra regeringen med en satsning på at skaffe beskæftigelse til ungdommen i områder som uddannelse, sundhed, sikkerhed, vandforsyning, sanitet og infrastruktur. Omkring 230.000 unge strømmer i dag ud på arbejdsmarkedet hvert år, uden mulighed for at finde beskæftigelse i den formelle sektor. TUC ønsker at regeringen aktivt skal støtte den private sektor, så den kan fungere som en rigtig vækstmotor og dermed skabe de anstændige job, det kræver for at skabe social udvikling. Den nye lønpolitik for offentligt ansatte, SSPP (the Single Spine Pay), som blev forhandlet på plads ved trepartsforhandlinger bliver nu implementeret. Det har foranlediget mange strejker blandt arbejdere i den offentlige sektor, som ikke har været tilfredse med forhandlingsresultatet. TUC spiller en meget vigtig rolle i Ghana og er aktivt involveret i trepartsforhandlinger med regeringen og ansatte. Før sidste valg spillede TUC også en vigtig rolle, da de satte fokus på beskæftigelse, anstændigt arbejde, arbejderes rettigheder, løn og pensioner. TUC understreger, at den relativt høje vækst der har været de sidste 25 år, ikke har haft den ønskede effekt på levestandarden for den almindelige ghaneser. Arbejdsløsheden er fortsat høj. Adgangen til sociale ydelser er stadig begrænset til få privilegerede grupper i landet. Selv når sociale ydelser er til rådighed er kvaliteten 62 svingende. Sanitetssituationen i Ghana afspejler ikke de store udgifter regeringen har haft på området. Det antages at 11 millioner ghanesere stadig ikke har adgang til rent vand og 14 millioner ikke har adgang til ordentlige sanitetsforhold. TUC frygter, at det stærke fokus på makroøkonomisk stabilitet kommer til fuldstændigt at overskygge behovet for social udvikling. Regeringen har gentagne gange bekræftet deres beslutning om at skabe anstændige job og reducere fattigdom, og understreger nødvendigheden af kapacitetsopbygning og mulighed for mikrofinansiering hvis arbejdere i den uformelle økonomi skal have mulighed for at udvide deres foretagender og dermed fremskynde væksten. ILO, arbejdsgiverassociationen og TUC har samarbejdet med ministeriet om at oprette et nationalt sekretariat, der skal skabe anerkendelse af den uformelle økonomi. 4.3 Niger 4.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Efter militærkuppet og den efterfølgende forfatningsændring i 2010 blev første runde af præsident og parlamentsvalg afholdt som planlagt i januar og marts 2011. De forløb begge uden større problemer og blev anerkendt som frie og retfærdige af internationale observatører. Mahmadou Issoufou blev indviet som Nigers præsident d. 6. april 2011. Hans kampagne blev støttet af seks nationale fagforeninger, inklusive vores partner USTN, af civilsamfundet samt 34 politiske partier. Demokratiet er dog stadig skrøbeligt i Niger, hvilket blev tydeligt allerede i juli 2011, da det blev opdaget, at militæret havde planer om at dræbe den nyvalgte præsident. Den nye præsident har lovet at fokusere på sundhed, uddannelse og vandforsyning, som er de væsentligste områder i et af de fattigste lande i verden. Det bliver lige nu diskuteret hvorledes en 9-årig gratis og obligatorisk uddannelse kan introduceres. Det kræver at mange skoler skal bygges og mange lærere uddannes. En universel sundhedssikring bliver også drøftet, men det skal understreges at det kommer til at tage mange år, før et sådan program kan gennemføres. På nuværende tidspunkt er der gratis sygesikring til gravide og børn under fem år og det er tydeligt, at der er politisk vilje til forandring i Niger. Et af de mest presserende problemer i Niger for øjeblikket er sikkerhedssituationen, som har udviklet sig dramatisk inden for de sidste år. Bevæbnede grupper smugler narkotika fra Latinamerika og cigaretter for våben gennem Sahara- korridoren, som løber fra Senegal, gennem Mali til Niger. Tuareg nomader, der ønsker større uafhængighed for den nordlige del af landet, har længe kæmpet i den nordlige del af Niger. Der har derudover været stor spredning af Al-Qaeda relaterede aktiviteter og 63 grupper, som er blevet særdeles aktive i regionen de sidste år, hvor de bl.a. har kidnappet flere udlændinge. Et af de andre problemer Niger nu står overfor er konsekvenserne af revolutionen i Libyen. Tusinder af arbejdere fra Niger, der arbejdede i Libyen, har nu mistet deres job og er kommet tilbage uden meget håb om at finde beskæftigelse. Derudover er tusinder af lejesoldater flygtet til Niger fra Libyen og udgør nu en reel frygt fordi de invaderer lande som Niger, Mali og Mauretanien og søger nu jobmuligheder. Derudover er tusindvis af tunge våben forsvundet fra Libyen uden at nogen egentlig ved hvor de er. Gaddafis familiemedlemmer, samt tætte støtter er også flygtet til Niger hvor de har skabt diplomatiske problemer. Samlet set skaber alle disse hændelser alvorlige sikkerhedstrusler for Nigers regering. Økonomisk situation Niger er en af verdens største eksportører af uran, men 80 % af befolkningen er beskæftiget i subsistens landbrug, som sammen med kvægbrug, småhandel, sæsonbestemt migration og uformelle markeder dominerer økonomien. Nigers økonomiske vækst er tæt forbundet med mængden af nedbør og afspejler resultaterne i landbruget. I 2010 var der stærk vækst (8 % vækstrate i reel BNP, fra 1-2 % i tørkeåret 2008). Den franske atomenergi-gruppe Areva styrer den store uranmine i Niger. Det er forventet, at den kunne blive Afrikas største uranmine og den anden største i verden. Areva har en 67 % andel i minen, mens Niger har den resterende andel. Der er også indgået aftale med kineserne om udvinding af uran. Dog kan Arevas finansielle problemer, samt atom-ulykken i Fukoshima i Japan i 2011 have konsekvenser for fremtidens uranproduktion i Niger. Den nye regering forsøger aktivt at skabe private udenlandske investeringer og anser det som væsentligt i forhold til at genoprette den økonomiske vækst og udvikling. Med UNDP’s og internationale finansinstitutters assistance, planlægges en samlet indsats for at genoplive den private sektor. Erhvervsklimaet i Niger er dog ikke særlig gunstigt. Der er mange forhindringer, herunder korruption, usikkerhed og regler og lovgivning og deres anvendelse, institutionel svaghed og vanskelig adgang til kredit og jordbesiddelse. International støtte er nu blevet genoptaget og Niger har underskrevet adskillige samarbejdsaftaler til finansiering af større udviklingsprojekter. 4.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedet er præget af høj arbejdsløshed og underbeskæftigelse, og derudover repræsenterer børnearbejdere mere end 15 % af arbejdsstyrken. 64 Resultatet af en folkeoptælling fra 2008 viser, at ud af en befolkning på ca. 16 millioner udgør lønnede arbejdstagere fra den halvoffentlige eller private sektor 63.214 lønmodtagere i 2008 mod 54.010 i 2007. Med hensyn til fordelingen af køn, repræsenterer kvinderne kun 26.83 % af lønmodtagerne. Kvinder er mest tilstedeværende i sektorer der dækker sociale ydelser med 4,608 lønmodtagere, dernæst i handels og restaurationsbranchen med 3,687 og 3,452 lønmodtagere fra transport, lagre og kommunikation. I udvindingsindustrien er de nærmest fraværende, med kun 231 lønmodtagere. Det er antaget, at omkring 90-95 % af befolkningen er nødsaget til at finde beskæftigelse i den hurtigt voksende uformelle økonomi, specielt indenfor transport, handel, bygge- og servicesektorerne. Beskæftigelse i disse sektorer er usikker, mindre kvalificeret og mindre produktiv, med en meget lav omsætning. Vedvarende økonomisk krise i 1980’erne og 1990’erne forøgede fattigdommen hos 2/3 af den arbejdsløse del af befolkningen, inklusive den underbeskæftigede del og gør, at den uformelle økonomi bliver vedligeholdt og udvidet. 4.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Et af hovedformålene for fagbevægelsen i Niger er at udvide repræsentationen til alle i den uformelle økonomi. Enten ved at udbrede muligheden for medlemskab til den uformelle sektor eller ved at opfordre til dannelsen af nye repræsentative foreninger baseret på medlemskab. Formålet er, at de skal være demokratisk styrede og introducere medlemmer til social dialog. 65 I Niger har vores partner, USTN, 40 tilknyttede fagforeninger, hvoraf 14 repræsenterer arbejdere i den uformelle økonomi. Fagforeningerne i den offentlige økonomi har et samlet medlemstal på omkring 10.000, som er 25 % af USTN’s samlede medlemstal. Kvinder udgør ca. 51 % af det samlede medlemstal. Aktører i den uformelle økonomi, som er organiseret i USTN er: Selvstændige arbejdere, ansatte, lærlinge og familiearbejdere. Deres arbejdsområder ligger primært inden for produktion, landbrug, husdyrbrug, madlavning, syning, transport, salg af mad, tøj, smykker og andre småting, samt indenfor frisørfaget. For bedst muligt at integrere disse arbejdere i USTN’s struktur blev en sammenslutning af fagforeninger i den uformelle økonomi dannet. Nogle af disse fagforeninger hører ikke til nogle forbund, men er direkte tilknyttet det nationale center. USTN, som er det ældste forbund i Niger, holdt kongres i februar 2011. Abdou Maigandi, som gennem mange år har været en seriøs spiller, både på den nationale og internationale bane, blev genvalgt som general sekretær. Siden 1990 er en række andre landsorganisationer blevet dannet, og antallet er i dag oppe på 11. 4.4 Sierra Leone 4.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I 2011 kunne Sierra Leone fejre 50 året for deres uafhængighed fra Storbritannien, og med arrene fra den meget brutale borgerkrig stadig tydelige i landet. Sierra Leone blev hærget og infrastrukturen var komplet ødelagt, de sociale sektorer smadret og næsten halvdelen af befolkningen flygtede. Én af de vigtigste opgaver har været at reintegrere tidligere soldater og rebeller i samfundet. Sierra Leone har modtaget massiv støtte fra det internationale samfund, men der er stadig lang vej endnu og der er stadig store udfordringer mht. genopbygning af landet. Gevinsten ved at genopbygge landet kan vise sig at blive tabt, hvis ikke det lykkes at skabe flere beskæftigelsesmuligheder for de unge. Der skal afholdes valg i slutningen af 2012. Selvom det politiske klima har været meget stabilt de sidste år, har der på det seneste været et par voldelige sammenstød mellem oppositionen og de regerende partiers støtter. Disse sammenstød er primært sket fordi SLPP har valgt Julius Maada Bio som deres kandidat til præsidentvalget. Mange tilhængere af det regerende parti ser det som en direkte udfordring til de regerende APC. Bio var brigadegeneral i Sierra Leones hær og var dybt involveret i 66 omstyrtelsen af APC’s regering i 1992. Derfor kunne det frygtes at volden vil eskalere i valgkampen. Det ville være et forfærdeligt tilbageslag for Sierra Leone. Økonomisk situation Selvom Sierra Leone stadig kæmper for at overleve konsekvenserne af den frygtelige borgerkrig, har der været en del økonomisk udvikling og en betydelig vækst i de seneste år. Dog er Sierra Leone stadig et af de fattigste lande i verden, med en BNI per indbygger på 340 USD. Sierra Leone ligger som nummer 180 ud af 187 på UNDPs Human Development Index fra 2011. Det skal dog nævnes at Sierra Leone er rykket adskillige pladser op siden 2009. Da Sierra Leone er rig på mineraler har de regnet med at minesektoren, og især diamanter, skulle skabe det økonomiske grundlag. Siden våbnene blev indstillet i januar 2002 har massiv bistand udefra hjulpet Sierra Leone på vej mod genopbygning. Det hydroelektriske projekt ved Bumbuna Dam i 2009 og installeringen af et 10megawatt termisk kraftværk fra Japan, har udjævnet den kroniske mangel på elektricitet. Kineserne og senegaleserne har påbegyndt store vejkonstruktionsprojekter. Derudover investerer flere og flere firmaer, især fra Europa og USA, i mineproduktion, hvilket antages at kunne generere 25.000 nye job. Turistindustrien begynder også at blomstre. 4.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet På trods af økonomisk vækst oplever folk mange vanskeligheder på grund af en ukontrolleret inflation, som ifølge officielle kilder ligger på omkring 18-20 %, men som ifølge vores partner i Sierra Leone (SLLC), ligger langt højere. Der har været kæmpe prisstigninger på olie, transport og fødevarer, mens lønningerne er forblevet på stort set samme niveau. Ifølge SLLC burde minimumslønnen være på omkring 200 USD for at dække de basale behov, men de fleste i Sierra Leone, selv dem der arbejder i den offentlige sektor, tjener ikke mere end 35 USD per måned. I den private sektor ligger lønningerne gennemsnitligt mellem 75 og 100 USD per måned. Læger og sygeplejerske opnåede en 100 % stigning i deres løn efter en strejke, men ingen af de andre grupper i sundhedssektoren har oplevet nogen lønstigning. Situationen i uddannelsessystemet er alarmerende. Der er mangel på skoler, dårlig infrastruktur, mangel på lærere og skolebøger. Nogle klasser har helt op til 100 elever per klasse, men kun bøger nok til 10-15 elever. Undervisningen foregår i skiftehold hhv. morgen og eftermiddag. Skolelærere har krævet en lønstigning for at opnå 80 til 100 USD per måned. Lærerforeningen har krævet forbedringer i løn og arbejdsforhold, samt tilskud for at tage til de regioner hvor der er allerstørst mangel på lærere. 67 Et nyt universelt sundhedsprogram, som SLLC advokerer meget stærkt for, bliver lige nu drøftet i regeringen, i samarbejde med ILO. SLLC er også meget aktivt involveret i disse drøftelser og forventer, at programmet træder i kraft i 2012. Arbejdsløshed og underbeskæftigelse er nogle af de helt store problemer i Sierra Leone. Den store mængde af unge arbejdsløse mennesker, hvoraf mange aldrig har fået en uddannelse på grund af krigen, er en konstant trussel for fred og stabilitet i Sierra Leone. Den uformelle økonomi I en undersøgelse fra 2004 kaldet ”Employment and Time Use in Sierra Leone” blev det dokumenteret, at over 2 millioner mennesker (93 % af den økonomisk aktive del af befolkningen, eller tæt på 39 % af den urbane befolkning) er beskæftiget i den uformelle økonomi, hvoraf halvdelen er kvinder. Som i andre udviklingslande dækker den uformelle økonomi i Sierra Leone både den urbane og rurale sektor og landbruget er klart den sektor der beskæftiger flest (omkring 70 % af landbefolkningen). Derefter kommer engros salg, detail- og småhandel samt håndværk. Andre aktiviteter i den uformelle sektor kan findes i minedrift, transport, byggeriet og servicefagene. Derudover er arbejdere i den uformelle økonomi kendetegnet ved, at de er ekskluderet fra juridisk og social beskyttelse, de eksisterer ikke i statistikkerne, de er ikke organiseret i fagbevægelsen, ekskluderet fra BNP beregninger og fra de produktive ressourcer, der kendetegner de formelle virksomheder. Arbejdstagerne i den uformelle økonomi, hvad enten det er på landet eller i byområderne, har mange udfordringer og især kvinderne er ofte beskæftiget i flere aktiviteter ad gangen. 68 4.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation SLLC har kun meget få fuldtidsansatte, men er stadig en stærk organisation, der spiller en afgørende rolle i forskellige komiteer og kommissioner. På nuværende tidspunkt er SLLC involveret i drøftelser med regeringen og arbejdsgivere om arbejdsloven. TUC i England har assisteret SLLC med juridisk støtte i denne henseende. SLLC har på nuværende tidspunkt 22 fagforeninger fra den formelle sektor og 6 fra den uformelle økonomi tilknyttet og repræsenterer dermed over 300.000 medlemmer. Fagforeninger fra den uformelle økonomi er; taxichauffører og andre transportarbejdere, Sierra Leone handlende, musikere, fotografer, cykeltaxier og fiskere. Alle disse fagforeninger i den uformelle økonomi er lovligt registreret som fagforeninger. SLLC har et potentiale på 800.000 til 1 million medlemmer i den uformelle økonomi. For at sikre, at arbejdstagere i den uformelle økonomi har adgang til et anstændigt arbejdsmiljø, har SLLC vedtaget en række strategier og politikker for at opnå dette mål. Disse inkluderer bl.a. oplysningsprogrammer, organisering af uddannelsesprogrammer, facilitering af netværk mellem kooperativer og lokalt baserede organisationer i landområderne, fortalervirksomhed i forhold til mikrokredit og fremme af dialog med arbejdsmarkedets parter om den uformelle økonomi. SLLC er repræsenteret i NASSIT’s bestyrelse (the National Social Security Institution) og de har været meget aktive i drøftelser omkring reformering af systemet. NASSIT er åben over for arbejdstagere i den uformelle økonomi, men indtil videre har meget få levet op til systemet. SLLC har lanceret omfattende oplysnings – og informationskampagner til deres medlemmer i den uformelle økonomi, omkring fordelene ved at tilslutte sig ordningen. 4.5 Togo 4.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Efter uafhængigheden fra Frankrig i 1960 har Togos historie været præget af militært diktatur under præsident Eyadéma Gnassingbé, som tog magten ved et militærkup i 1967 hvor den tidligere præsident Sylvanos Olympio blev dræbt. Gnassingbé styrede landet indtil hans død i 2005. I begyndelsen af 1990’erne tvang internationalt pres regimet til at tillade politiske partier og en vis grad af pressefrihed. Efter Gnassingbés død har militæret prøvet at indsætte hans søn Faure Gnassingbé som præsident. På grund af internationalt pres og fordømmelse blev Gnassingbé nødsaget til at udskrive præsidentvalg. Han vandt valget med 60 % af stemmerne. Valget affødte voldelige demonstrationer og mere end 69 500 mennesker blev dræbt, mens flere tusinde flygtede til nabolandene Ghana og Benin, hvor mange stadig lever i dag. Præsidenten og hans familie kommer fra den nordlige del af Togo og har domineret den politiske scene i landet i næsten fyrre år. Det siges, at det er nærmest umuligt for en person, der ikke kommer fra norden, at få et job i den offentlige sektor. En række af præsidentens tætte familiemedlemmer har været i husarrest i flere år uden rettergang, efter beskyldninger om at planlægge et kup mod Faure i april 2009. I september 2011 blev en retssag mod præsidentens bror Kpatscha Gnassingbé, og en række tilhængere endelig igangsat. De fleste blev fundet skyldige og idømt lange fængselsstraffe. Kpatscha blev idømt 20 års fængsel. Det er svært at vurdere risikoen for et socialt og politisk oprør på et tidspunkt. Oppositionen er stadig svag splittet. På den anden side lever det absolutte flertal af Togos befolkning stadig under meget hårde kår, specielt med den ekstreme stigning i priser på benzin og basale fødevarer, som Togo har oplevet de sidste år. Økonomisk situation På grund af den politiske situation i Togo i 90’erne stoppede EU og de international institutioner al udviklingsstøtte til landet og Togo fik ikke fordel af gældsslettelsen, som de fleste andre lande i regionen. EU, Verdensbanken og den afrikanske udviklingsbank genoptog først sin støtte til Togo i 2008. Den økonomiske vækst har ligget på omkring 2- 2.5 % og det anslås at 62 % af befolkningen i Togo lever under fattigdomsgrænsen. Subsistenslandbrug og handel udgør de største økonomiske aktiviteter i Togo. Flertallet af befolkningen er afhængige af subsistenslandbrug, og på trods af utilstrækkelig nedbør i nogle områder, har regeringen nået dets mål om selvforsyning i fødevareafgrøder, majs, kassava, yams, hirse og jordnød. Små og mellemstore landbrug producerer størstedelen af afgrøderne. Handel udgør den vigtigste økonomiske aktivitet i Togo, efter landbruget. Lomé er et vigtigt regionalt handelscenter. Dets dybvands-havn opererer 24 timer i døgnet. Herfra transporteres der primært varer til Mali, Burkina Faso og Niger. Togo er et vigtigt land for tekstiler, men også for gen-eksport af alkohol, cigaretter, parfume og brugte biler, til de omkringliggende lande. I den industrielle sektor er fosfat Togos vigtigste vare, selvom der har været et drastisk fald i produktionen. 70 Sociale situation Der er mangel på skoler og de der er, er dyre og meget dårligt indrettet, med op til 100 elever per klasse. Sundhedssystemet er i utrolig dårlig forfatning. Offentlige hospitaler har hverken det mest basale udstyr eller medicin. Folk, der ikke er i stand til at betale med det samme, bliver simpelthen ikke indlagt på hospitalet. For nyligt var sundhedssektoren lammet af en strejke blandt læger, sygeplejerske og andet sundhedspersonale. Det ledte til en aftale med regeringen, om forbedring af arbejdsforholdende og de generelle forhold på hospitalerne. I september 2011 indviede regeringen en ny sygeforsikring for offentligt ansatte. Det er håbet, at denne forsikring på sigt kan udvides til at dække den private sektor samt den uformelle økonomi. 4.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Beskæftigelsessituationen i Togo er stadig usikker. Hvis man inkluderer landbrugssektoren, beskæftiger den uformelle økonomi mere end 90 % af den økonomisk aktive del af befolkningen. De unge mangler fremtidsperspektiver og de mekanismer der skal skabe job og indkomst er ikke eksisterende. Derfor er regeringens vigtigste mål at skabe juridiske, institutionelle og økonomiske betingelser for jobskabelse og højere indkomster. Minimallønnen ligger stadig kun på omkring 60 til 70 USD per måned og er ikke tilstrækkeligt til at dække de basale behov. Derudover har kun en lille del af befolkningen et sådant formelt job. Der er et national treparts forum for social dialog, som dog hovedsageligt beskæftiger sig med minimumslønnen. Det er derfor overordentligt svært for fagforeningerne at opnå reel indflydelse på arbejdsmarkedspolitikker og udviklingsmæssige problemer. Den uformelle økonomi Konsekvenserne af den socio-politiske og økonomiske krise Togo har oplevet siden 1990’erne, har ført til en fattigdomsforøgelse i befolkningen, som er karakteriseret ved et fald i middelklassen, en formindsket købekraft, mangel på national opsparing, svag social mobilitet og en uforholdsmæssig stigning i arbejdsløsheden. Der har således været et fald i antal af offentlige og private job og en voksende uformel økonomi. Der er et national treparts forum for social dialog, som dog hovedsageligt beskæftiger sig med minimumslønnen. Det er derfor overordentligt svært for fagforeningerne at opnå reel indflydelse på arbejdsmarkedspolitikker og udviklingsmæssige problemer. 71 4.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Vores partnere i Togo, CNTT, har organiseret arbejdstagere i den uformelle økonomi i professionelle fagforeninger i flere år. I dag har CNTT registreret 22 fagforeninger på græsrodsniveau i den uformelle økonomi og repræsenterer dermed ca. 20.000 medlemmer. Som i de fleste tidligere franske kolonier er der en stor spredning i de nationale fagforeninger, som ofte konkurrerer mod hinanden for at få medlemmer og indflydelse. CNTT var den første, og i mange år også det eneste forbund i landet. I øjeblikket afholdes der valg på arbejdspladserne, med henblik på at bestemme styrken og repræsentativiteten af de forskellige fagforbund. 72 5 Landeanalyser - det østlige Afrika Ulandssekretariatet i det østlige Afrika - maj 2012 73 5.1 East African Community (EAC) EAC udgøres af fem partnerlande; Tanzania, Kenya, Uganda, Burundi og Rwanda – hvori der samlet bor mere end 125 millioner mennesker. Målene med EAC omfatter udvikling af politikker og programmer, med sigte på at udvide og uddybe samarbejdet mellem partnerlandende på politiske, økonomiske, sociale og kulturelle områder. Dette vil opnås gennem etableringen af en toldunion (oprettet 1. januar 2010), et fælles marked- fri bevægelighed af varer, arbejdskraft, services etc. (1. juli 2010). Dernæst oprettes en monetær union og til sidst en politisk føderation. Nært forbundet med arbejdskraftens fri bevægelighed, er social sikkerhed og beskæftigelse, som er to meget vigtige områder for fagbevægelsen. Et system der bygger på social dialog og trepartsforhandlinger er etableret. Den private sektors rolle og samspillet mellem denne og den offentlige sektor, herunder kooperativer og civilsamfund, betragtes som central og altafgørende for den regionale integration og udvikling. Et par udviklingsindikatorer fra FN’s “Human Development Report” fra 2010 ses nedenunder og kan give et overblik over situationen i de fem lande. Danmark er medtaget som sammenligningsgrundlag. Lande Plads på FNs Human Develop -‐ment Index, note 1 BNI per indbyg -‐ger i USD Andel af Beskæftig-‐ Forven-‐ befolknin else i % af tet g der befolkning levetid lever for en (15-‐64 under år) 1,25 USD om dagen (i %) Kenya 143 (+2) 1492 19,7 73,4 57,1 Uganda 161 (+3) 1124 28,7 81,8 54,1 Tanzania 152 (+7) 1328 67,9 87,4 58,2 Rwanda 166 (+2) 1133 76,8 86,6 55,4 Burundi 185 (0) 368 81,3 84,9 50,4 Danmark 16 (-‐2) 34347 60,3 78,8 Note 1. Ud af 187 lande. Tallet i parentes indikerer forandring siden måles ud fra forventet levetid, års skolegang og levestandard (BNI) 74 Gennem-‐ snitlig års skole-‐ gang 7,0 4,7 5,1 3,3 2,7 11,4 2010. HDI 5.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser På det politiske niveau har præsidenterne i de fem lande alle haft stor opmærksomhed på EAC. I august 2011 bad flere politiske partier i Østafrika om en folkeafstemning, for at bekræfte integrationsprocessen. På det økonomiske område fortsætter integrationen også, dog med forsinkelser i implementeringen af det fælles marked. I EAC er det efterhånden en fælles opfattelse, at implementeringen er for langsom, især i forhold til spørgsmålet om toldfrie grænser, som forhindrer udviklingen af handel og fri bevægelighed for arbejdskraft mellem medlemslandene. Den nye generalsekretær i EAC, Richard Sezibera fra Rwanda, der blev valgt i april 2011, har gjort implementeringen til sin topprioritet. Det multisektorale råd observerede, at der inden for partnerlandenes lovgivning, ikke er nogen politisk og juridisk ramme til at støtte indgåelsen af et direktiv til at koordinere de sociale sikringsydelser, som er et af målene med det fælles marked. Udfordringerne ved at udforme et direktiv, der skal sikre koordinering af sociale sikringsordninger, er bl.a. at der i de forskellige lande findes forskellige sikringsordninger, forskellige dækningsperioder, forskellige priser og forskelligt indhold i dækningen. Det multisektorale råd har anvist EAC sekretariatet til at udføre en regional undersøgelse, der skal belyse disse udfordringer. ILO arrangerede i samarbejde med EAC et møde for sikkerhedseksperter, hvilket førte til udarbejdelsen af ToR og arbejdsplan for undersøgelsen. D. 9. juli 2011 opnåede Sydsudan uafhængighed og blev officielt verdens nyeste nation. Sydsudan, som har en observationsstatus i EAC, har fulgt udviklingen af EAC tæt, men har endnu ikke ansøgt om optagelse. EAC har udviklet strategier, der skal optrappe kampen mod terrorisme i regionen og sikre, at der er et sundt miljø for investering og turisme. Fred, sikkerhed og stabilitet er forudsætninger for en regional integration og for det endelige mål om at skabe en politisk føderation. 5.1.2 EATUC EATUC (The East African Trade Union Confederation) er en parablyorganisation, der samler de regionale fagbevægelser, TUCTA Tanzania, ZATUC Zanzibar, NOTU Uganda, COTU Kenya, CESTRAR Twanda og COSYBU Burundi med rundt regnet 2 millioner medlemmer. EATUC’s kontor er baseret i Arusha, Tanzania og ledes af en sekretariatsleder med 3 medarbejdere. EATUC’s formål er at integrere arbejdstagernes interesser i hele den østafrikanske region og at arbejde for at ILO standarder bliver overholdt, at der skabes 75 harmonisering af lovgivning på arbejdsområdet, at den frie bevægelighed bliver fremmet, at trepartsmodellen bliver institutionaliseret osv. Derfor forsøger EATUC at engagere EAC i hele integreringsprocessenfor at sikre at arbejdstagernes interesser og problemer bliver indskrevet i de protokoller EAC’s arbejde skal bygge på. Udover at EATUC har opnået observatørstatus i EAC i 2009 har de også, sammen med den regionale arbejdsgiverorganisation, løbende deltaget i ministerråd, sektormøder og andre vigtige møder, der beskæftiger sig med arbejdsmarkedet. I 2010-2011 blev jævnligt holdt møder (2-3 gange om året) indført i ekspertudvalget. Ekspertudvalget består af tekniske repræsentanter fra hvert fagforbund. Det har styrket båndene mellem EATUC’s partnere. Komiteen har udarbejdet en håndbog om regional integration i EAC for at forberede borgerne på denne proces. I 2011 udviklede EATUC seks dokumenter (hhv. om ungdomsbeskæftigelse, revideret socialpagt, håndbog om handel og regional integration, ligestillingsplan, socialsikring samt olie til udvikling) som yderligere vil fastslå og synliggøre EATUC’s rolle i forhold til den sociale agenda. Nogle af dokumenterne er blevet præsenteret og diskuteret med EAC. En af de største udfordringer for EATUC er at indsamle medlemskontingentet. Alle medlemmer har hidtil betalt enkeltstående bidrag til EATUC. I 2011 er der blevet drøftet flere muligheder for medlemskontingent. 3 af forbundene har forbedret deres betaling i de sidste par år. EATUC har haft besøg af en delegation bestående af fire fagforeningsledere fra SSWTUF (Southern Sudan Workers Trade Union Federation), som meget gerne vil være medlem af EATUC. Ligeledes har sammenslutningen af somaliske fagforeninger (FESTU) ansøgt om medlemskab. Der vil blive taget stilling til denne ansøgning til topmødet i 2012. 5.2 Tanzania 5.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Præsident Jakaya Kikwete sidder i hans 2. og sidste valgperiode. Han har stadig et forholdsvist godt ry, om end det er svagere i 2011 end i 2010. Selvom der indimellem demonstreres er det politiske klima stabilt og fredeligt. Det sidste nationale valg blev holdt i oktober 2010. Til præsidentvalget fik Kikwete omkring 62 % af stemmerne, mod 80 % i 2005-valget. Regeringspartiet, CCM (Chama cha Mapinduzi) havde før valget 88 % af medlemmerne i parlamentet, mod kun 78 % efter. De største oppositionspartier er Chadema (48 sæder mod 5 tidligere) og CUF (35 sæder mod 22 før). Oppositionen har forøget dens indflydelse på den 76 politiske scene i 2011. De får stor opmærksomhed i medierne og i offentligheden, når de stiller spørgsmål og forholder sig kritisk til beslutninger i parlamentet. Et vigtigt område næste år vil være drøftelserne om den nye forfatning. Drøftelser som TUCTA, efter løfte fra præsidenten, vil være indblandet i. Regeringen har et stort problem med korruption. Det seneste korruptions indeks fra oktober 2011, viser at Tanzania på nuværende tidspunkt har mere korruption end Kenya, hvilket er første gang i mange år. Det lader til, at regeringen taler mere end den handler. En anti-korruptions gruppe har suspenderet nogle af CCM-lederne pga. korruptionsanklager op til valget i 2011. I 2011 opfordrede CMM nogle af de gamle ledere til at træde af. Det kan være et tegn på, at CCM vil prøve at tæmme korruptionen i fremtiden. Et andet stort og vedvarende problem er den lave kvalitet på uddannelse i grundskolen og på ungdomsuddannelser. Den nationale alfabetisme er faldet med 14 %. Fra at ligge på 90 % i 1980’erne lå den kun på 76 % i 2010 blandt kvinder. Mange lærere er ikke uddannede og i gennemsnit har de mere end 54 elever at undervise i hver klasse. Udviklingspartnere udtrykker deres bekymring over den lave kvalitet i undervisningen og foreslår bl.a. at lærerne får et incitament til at forbedre deres undervisning. De igangværende initiativer på flere reformer, fx. Kilimo Kwanza (Landbrug først) fremhæver stadig formålet ved at fokusere mere på denne sektor, ved at køre forskellige oplysningskampagner, fx for at kunne reducere udbredelsen af HIV/AIDS. Langsom implementering af reformerne gør dog, at de bliver mødt med en del kritik. Tanzania har opnået stor fremgang i forhold til at opretholde makroøkonomisk stabilitet gennem de sidste to årtier og lige nu er de i den henseende et af de bedste lande i Afrika syd for Sahara. Den årlige økonomiske vækst har været på omkring 7 % siden 2000 og eksporten vokser. Problemet er, at befolkningen skal have gavn af den vækst. I den forbindelse udgør den stigende befolkningstilvækst (omkring 3 % årligt) en alvorlig udfordring. På trods af dette, har Tanzania forbedret sin plads på FN’s Human Development Index med 7 pladser fra 2010 til 2011. 77 Inflationen var gennem det sidste årti encifret, men på grund af høje internationale olie og fødevarepriser, steg den i juni 2009 til 10.7 %. I september 2011 var inflationen omkring 14.3 %. Desuden blev Tanzanias shilling i oktober 2011 nedskrevet til 1800 for en amerikansk dollar, mod 1400 blot to år tidligere. Et problem i 2011 har været vedvarende strømafbrydelser i næsten alle større byer. Specielt små- og mellemstore forretninger og den uformelle økonomi bliver påvirket, priserne stiger og forretningslivet kritiserer højlydt regeringen for ikke at gøre nok. 5.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedet er domineret af en stor uformel økonomi og den største landbrugssektor i Østafrika. Landbrugssektoren beskæftiger op til 80 % af den aktive arbejdsstyrke og omkring 30 % af landbrugsbudgettet er støttet af eksterne donorer. Samlet set er omkring 30 % af arbejdsstyrken enten arbejdsløs eller underbeskæftiget. Omkring halvdelen af Tanzanias befolkning er 15 år eller yngre, hvilket hæver afhængighedsbyrden og skaber ekstra udækkede behov for ungdomsbeskæftigelse. En af de vigtigste arbejdsmarkedsinstitutioner, LESCO, som er et trepartsorgan, begyndte i 2011 at afholde regelmæssige møder med fagbevægelsen og arbejdsgiverne. LESCO (Labour, Economic and Social Council) består af en uafhængig formand og 16 medlemmer, der alle er udvalgt af ministeren og som hver især repræsenterer regeringens, arbejdsgivernes og arbejdstagernes interesser. Derudover er der fire medlemmer, som er udvalgt på grund af deres ekspertise på området. LESCO skal, gennem beskæftigelsesministeriet, rådgive regeringen i forskellige sager, såsom måling af økonomisk vækst og social lighed, økonomiske og sociale politikker, national arbejdsret og statistikker der vedrører arbejdsmarkedet. To af de emner der blev drøftet i 2011 var prisstigninger og kontraktansattes forhold. Et andet trepartsorgan er kommissionen for mægling og voldgiftsprocedure (CMA). Kommissionens funktioner er at mægle og afsige dom i arbejdsretssager og konflikter, der er bragt for kommissionen. CMA er et relativt velfungerende organ. Regeringen har fremhævet, at der er flere muligheder for arbejdsmarkedet i Tanzania i 2011. Forvaltningsorganet under beskæftigelsesministeriet, TaESA (Tanzania Employment Services Agency) fokuserer på, at levere effektive og kvalificerede ydelser i forbindelse med arbejdsmarkedsinformation inden for både den private og offentlige sektor. 78 Arbejdskraftens frie bevægelighed er en fortsat kilde til debat i offentligheden i 2011. Mange frygter, at arbejdsmigration fra fx Kenya vil underminere tanzanianere, da kenyanere generelt er bedre uddannet. 5.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Det nationale fagforbund på Tanzanias fastland er TUCTA, som blev etableret i 2001. Tidligere havde TUCTA meget nære forbindelser til regeringspartiet CCM. TUCTA har omkring 400.000 medlemmer, fordelt på 14 foreninger. I øjeblikket er den største udfordring for TUCTA og partnere at hverve nye medlemmer i voksende sektorer, som byggesektoren. Det er kun lige lykkedes TUCTA at fastholde dets medlemmer. De organiserer kun 11 % (2008), selvom det potentielle medlemskab beløber sig til 3 ½ million arbejdstagere, der er beskæftiget i de formelle offentlige og private sektorer. En tredjedel af TUCTA’s totale medlemmer er organiseret i lærerforeningen (TTU/CWT). Sammen med fagforeningen for offentligt ansatte (TUGHE) og ”kommunale” arbejdstagere (TALGWU) repræsenterer de mere end 50 % af det totale medlemstal, selvom den private sektor er langt større end den offentlige. Omkring 90 % af aktiviteterne i 2009 var sponsoreret af donorer, mens TUCTA selv betaler de basale driftsomkostninger. Disse tal havde ikke ændret sig meget i 2010. Vigtige organisatoriske forandringer TUCTA har i en længere periode været uden stabilt lederskab, men det blev der sat en stopper for da den tidligere fungerende general sekretær Nicholas Mgaya, blev valgt som general sekretær i september 2011. Resten af ledelsen blev genvalgt, med undtagelse af vicegeneralsekretæren. Den største fagforening, nemlig lærernes, fik dog ikke nogle kandidater valgt ind i TUCTAS ledelse. 79 TUCTA påbegyndte i 2011 en ny proces, for at skabe en ny strategisk plan for de næste fem år. Et udkast til denne strategi blev godkendt på kongressen i september 2011. Medlemskontingentet til TUCTA blev i 2011 stadig kun delvist betalt. TUCTA er anerkendt af både regering og arbejdsgivere og er repræsenteret i forskellige trepartsorganer. Der er i 2011 stadig adskillige problemer med at implementere og praktisere forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, men det er dog blevet bedre i 2011. Nye offentlige forhandlingsmekanismer er etableret i Tanzania og disse var i funktion for første gang i 2011, selvom forhandlingerne ikke endte med et kompromis. Fra oktober til november 2011 lagde lærerforeningen pres på regeringen, for at de skulle betale udestående restancer for deres medlemmer. Præsident Kikwete lovede i september 2011 lærerforeningen, at en national bestyrelse ville blive nedsat for at sikre lærerfagets kvalitet. 5.3 Zanzibar 5.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Zanzibar er del af republikken Tanzania. I Tanzanias forfatning står det, at Zanzibar har retten til en uafhængig regering. Regulering af arbejdsmarkedet hører under dette selvstyre og repræsentanternes hus blev derfor tvunget til at lave en lov, der lovliggjorde registrering af fagforeninger på øerne. Efterfølgende blev det nationale forbund ZATUC (Zanzibar Trade Union Congress) oprettet i 2003. Zanzibar beskæftiger, med sine over 1 million mennesker, stadig flest i landbruget, der klart er den største sektor. Turisme er dog også en anden stor kilde til udenlandsk valuta og indtjening, og væksten i denne sektor udgør 9-10 %. Efter valget i oktober 2011 blev der dannet en koalitionsregering. Regeringen gav sig selv navnet ”fællesskabsregering”. De to største partier, CCM og CUF deler magten. Udviklingen i denne “fællesskabsregering” er blevet rost af mange observatører. Modsat tidligere, hvor der har været mange konflikter i kølvandet på valg, er der denne gang meget roligt i Zanzibar. På den anden side er der en risiko for, at eventuelle kritiske røster fra oppositionen bliver kvalt i det daglige arbejde mellem de to partier og at der derfor bliver skabt et kunstigt politisk miljø, som ikke er holdbart i længden. 80 5.3.2 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation De ni fagforeninger der udgør paraplyorganisationen ZATUC i Zanzibar, har et totalt medlemstal på 17.234, ud af et potentielt medlemstal på 40.000. Det vil sige, at omkring 43 % er organiseret i ZATUC. ZATUCs 2. strategiske plan (2009-2012), som er udarbejdet med støtte fra Ulandssekretariatet, gentager og garanterer overlevelse, vækst og velstand i organisationen. Den understreger vigtigheden af at samle ressourcer og blive mere synlige overfor regeringen. ZATUC’s partnere er meget små og har en begrænset kapacitet. Kun tre fagforeninger har registreret lokalt baserede organisationer, med ansatte til at varetage deres medlemmers interesser. Det nationale forbund ZATUC, er mere anerkendt i regeringen end tidligere og der afholdes formelle møder og der opretholdes en mere uformel kontakt med beskæftigelsesministeriet. ZATUC har besøgt alle ministre, samt præsidenten og to vicepræsidenter. ZATUC har fået direkte indflydelse på flere lovgivningsområder, bl.a. omhandlende den offentlige sektor, arbejdsret, social sikring. For nyligt blev ZATUC, som en officiel partner, inviteret til trepartsmøde om lønningerne i Zanzibar, men regeringen besluttede at hæve lønnen med 25 % uden høring. Regeringen har dog stadig lovet at involvere ZATUC i de kommende drøftelser om minimumslønnen i den private sektor. En af de væsentligste udfordringer for ZATUC er, at der er for mange små fagforeninger. Der er påbegyndt en proces, der skal omdanne de ni eksisterende fagforeninger til fire større fagforeninger, der skal bestå af fagforeningerne for den offentlige sektor RAAWU-Z (forskere), ZALGWU (lokale myndigheder), ZUPHE (offentlig og sundhed) og ZPAWU (plantage), fagforeninger for den private sektor, som skal bestå af COTWU-ZNZ (transport), TUICO-Z (industrien) og ZATHOCODAWU (hotelbranchen), lærerforeningen (ZATU) og sømændenes fagforening (TASU-Z). Tre fagforeninger (ZALGWU, RAAWU-Z og ZPAWU) vedtog erklæringen om sammenlægning af den offentlige sektor, men bestyrelsen i ZUPHE afviste processen. Med støtte fra Ulandssekretariatet er processen stadig i gang i den private sektor. I 2011 lykkedes det to fagforeninger (COTWU-ZNZ og ZATHOCODAWU) at vedtage erklæringerne. 81 5.4 Kenya 5.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Kenya er en af de vigtigste økonomier i Østafrika og landet er mere integreret i verdensøkonomien end de fire andre lande i Østafrika. Det er rangeret som nummer 14 ud af 46 afrikanske lande syd for Sahara (CIA World Fact Book 2010). Det politiske klima har været anstrengt efter de mange konflikter der opstod i kølvandet på valget i 2008. En koalitionsregering blev indviet i 2008, hvor præsident Mwai Kibaki, med støtte fra den største etniske gruppe Kikuyu og premiereminister, Raila Odinga, med støtte fra den 2. største etniske gruppe, Luo, delte magten, i et forsøg på at håndtere den vanskelige og konfliktfyldte situation i landet. Kenya stod over for tre ulmende kriser i forhold til den nationale sikkerhed, den politiske diffuse situation og de økonomiske udfordringer. Det mest højspændte problem, er sikkerhedsproblemet i Somalia og dets indflydelse på Kenya. Aktioner udført ad den militaristiske gruppe Al-Shabab har resulteret i kenyansk militærintervention i det sydlige Somalia. Al-Shabab udførte terroristangreb i Nairobi i september/oktober 2011. Risikoen er, at det ikke kun påvirker Kenya, men hele den østafrikanske region. Situationen på skrivende tidspunkt (november 2011) var meget anspændt. Det er et konstant kritikpunkt af den kenyanske regering, at den ikke er effektiv nok i dens beslutningstagen, både i dag-til-dag beslutninger og i større politiske spørgsmål. Det næste nationale valg bliver afholdt i 2012. Ifølge den nye forfatning (fra august 2010) skal der ikke være nogen premiereminister. Til gengæld skal parlamentet spille en stærkere rolle i forhold til præsidenten og alle ministre skal udvælges af præsidenten, med parlamentets godkendelse. Valgkampen startede allerede i 2011, med en kompliceret kamp mellem de politiske partier om udformningen af alliancer. Denne situation kan blive yderligere kompliceret når resultatet af afhøringerne af seks mistænkte, heriblandt to ministre, om post-valg konflikterne i 2008 bliver offentliggjort fra den Internationale Domstol. Mange, herunder også COTU, frygter at det vil forsinke implementeringen af den nye forfatning og skabe uroligheder, som det gjorde i 2008. Langt om længe har det kenyanske parlament gennemført nye lovforslag i forbindelse med den nye forfatning, men der er stadig lang vej endnu. Valgkommissionen er på plads og valget af dommere, advokater, retschef og offentlig anklagemyndighed er sket på fri og retfærdig facon. På det seneste er det blevet drøftet at udskyde valget til december 2012. Kenyas økonomi er en af Afrikas bedst udviklede, på vej ud af den økonomiske udmatning. Landet har været påvirket af tørke i 2008, og sammen med urolighederne 82 efter valget, førte det til et fald i væksten, som kun var 1.6 % i 2008 og 2.6 % i 2009 mod 6-9 % i de forudgående år. Kenyas økonomi genvandt støt sin styrke i 2010, med en vækst på 5.5 %, men tørke i 2011, samt den internationale finanskrise påvirkede landet. Forventningen om vækst blev dæmpet samtidig med at Kenyas Shilling blev nedskrevet med 23 % siden januar 2011. En anden indikator er prisstigninger. Inflationen var 13.1 % i 2009. I begyndelsen af 2010 var inflationen faldet til et etcifret tal. I 2011 steg den så igen til 17 %. 5.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Befolkningen har ved flere lejligheder demonstreret og folket kræver, at regeringen gør noget for at stoppe prisstigningerne og manglen på fødevarer. Selve arbejdstagernes kompetencer er bedre, sammenlignet med andre Østafrikanske lande. Ungdomsarbejdsløshed er stadig et stort problem i Kenya og regeringen har mange udfordringer. Tre vigtige arbejdsmarkedsinstitutioner i Kenya er: • • • Den nationale bestyrelse, hvor repræsentanter fra regering, fagforbund og arbejdsgiverorganisationer rådgiver ministeren om arbejdsrelaterede emner Arbejdsretten, der har kompetencen til at dømme i enhver sag om almen lovgivning mellem arbejdsgiver og arbejdstager Lønningsrådet (ét generelt og sektorbestemte) med tre repræsentanter fra hver af de tre partier plus tre uafhængige medlemmer. Rådet rådgiver ministeren om minimumsløn og ansættelsesforhold Lønningsrådet har arbejdet bedre i 2011 end i 2010, men er ikke rigtigt aktive og ifølge COTU, reagerer ministeren stadig langsomt på vigtige områder. 5.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Det centrale fagforbund COTU er det eneste forbund i Kenya. COTU blev oprettet i 1965 og det repræsenterer 35 af 41 registrerede fagforeninger i landet, med omkring 1.3 million medlemmer. COTU er et af de stærkeste fagforbund i Afrika. 83 Generalsekretæren og resten af ledelsen blev genvalgt på kongressen i maj i 2011. En interessant, indirekte effekt af bevidstheden om den nye forfatning i COTU, er den øgede opmærksomhed på kønsrelaterede emner. Den nye nationale forfatning opfordrer til, at 30 % af lederstillingerne besættes af kvinder og COTU er blevet enige om, at revidere fagforeningsforfatningerne, således at de ligger i linje med den nationale forfatning. Dermed skal 30 % af lederne i fagforeningerne være kvinder. I COTU blev en kvinde valgt som assisterende sekretær. Det er uklart, om det kommende valg gør, at COTU bliver mere direkte involveret i det politiske liv i de kommende år. Trænernetværket i COTU, som er en del af partnerprogramaktiviteterne, er blevet brugt som et vigtigt redskab i kampen for at skabe opmærksomhed om vigtigheden af at implementere den nye forfatning, både blandt medlemmer og ikke-medlemmer. COTU har allieret sig med menneskerettighedsgrupper for at lægge pres på regeringen for at undgå uro og for at sikre, at forfatningen bliver implementeret. På COTU’s kongres i maj blev det af generalsekretær Mr. Atwoli, fremsat som et af hovedmålene for COTU’s arbejde. Regeringen i Kenya forøgede i 2011 lønnen og nedsatte skatter på olie, efter pres fra COTU. I Kenya ville lærerforeningen have 28.000 flere lærere på permanent basis. Resultatet blev, efter to ugers strejke, at 23.000 lærere blev ansat på permanent basis og med permanent løn. Forbundets budget er faldet, på grund af fald i medlemstallet eller mangel på betaling fra enkelte partnere. Plantagearbejdernes fagforening står for 50 % af den samlede betaling til COTU på nuværende tidspunkt. 84 I 2011 har COTU deltaget i treparts drøftelser om beskæftigelsespolitik, herunder hvordan man forbedrer de industrielle forhold i Kenya. En lønkommission blev ydermere etableret, for at se nærmere på lønforhold og minimumsløn i Kenya. 5.5 Uganda 5.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Ugandas præsident, Yoweri Kaguta Museveni, har siddet ved magten i mere end 25 år. Kun 10 millioner af Ugandas 34 millioner mennesker er økonomisk aktive (mellem 14-65 år og erhvervsaktive). Ud af dem lever 85 % af dem i landområderne og kun 77 % har en grundskoleuddannelse eller anden formel uddannelse. Den politiske situation lige nu i Uganda kan forestilles at skabe nogle forandringer i fremtiden. På den ene side sidder Museveni og hans parti, the National Resistance Movement, på alle de store og vigtige poster. Han blev genvalgt ved valget i februar 2011 med 68 % af stemmerne og et klart flertal i parlamentet. På den anden side har oppositionen været mere synlig i medierne og offentligheden det sidste halve års tid. Det vigtigste oppositionsparti er the Forum for Democratic Change. De seneste beskyldninger om korruption i oliesektoren, udemokratiske handlinger og en meget hård behandling af oppositionen giver præsidenten en svagere position i befolkningen. På trods heraf er Museveni stadig en stærk præsident. Det største problem for regeringen, er den utilfredshed der opstod i befolkningen efter konjunkturnedgangen i 2011. En demonstration kaldet “gå til arbejde” blev lanceret af oppositionslederen Besigye. Demonstrationen vakte stor opmærksomhed i Uganda. Det var en indirekte kritik af den høje arbejdsløshed og de store prisstigninger i Uganda. Den ugandiske regering prøvede på en meget brutal facon at undergrave protesterne. Specielt i Uganda har en kombination af prisstigninger og mangel på essentielle fødevarer skabt store problemer for regeringen. Oppositionen har krævet en undersøgelse af lønforholdene i den offentlige sektor. Det nationale fagforbund i Uganda har været meget stille i disse sager. Vækst i BNP'en er faldet til 5.2 % i 2010, hvor den mellem 2000 og 2009 fast lå med et gennemsnit på over 8 %. Uganda havde den største vækst i BNP'en i hele Afrika i 2009. Overraskende nok faldt vækstraten i 2010, på trods af at oliesektoren var ved at blive etableret. Inflationen steg kraftigt til 28 % i 2011, fra 9 % i 2010. Den høje befolkningstilvækst fortsatte i 2010 på 3.6 %, som en af de højeste i verden. Det er en udfordring der kan mærkes i mange sektorer. Specielt i uddannelsessektoren. Presset på 85 uddannelsessystemet er enormt, da der er mere end 1 million nye borgere hvert år og halvdelen af befolkningen er mellem 0 og 14 år. 5.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsløshed og underbeskæftigelse er de største problemer på arbejdsmarkedet. Det nationale forbund NOTU, prøver konstant at blive del af forskellige trepartsorganer. Senest i bestyrelsen for arbejdsanliggender, som langt om længe blev udpeget i september 2011. Det er et forum, der rådgiver regeringen i arbejdsrelaterede spørgsmål. NOTU forsøgte i 2011 at få indflydelse på beskæftigelsespolitikken og på et nyligt fremlagt et lovforslag om fratrædelse med det formål at skabe mere konkurrence blandt socialsikringsfonde. Et stort spørgsmål i denne sammenhæng, var hvordan man skulle indføre en social sikringsordning som kan dække både den uformelle og formelle økonomi. Udfordringen ligger i at finde finansiering til et sådan program. I dag er der kun et program, den nationale socialsikringsfond (NSSF), som kun dækker ansatte i den formelle sektor. På regeringsniveau er NOTU repræsenteret med 4 ud af 5 medlemmer, og en af dem er formand for den sociale komité. Det femte medlem kommer fra COFTU. Alt i alt er arbejdsmarkedsinstitutionerne i treparts-sammenhænge relativt få og svage. I 2010-2011 har der været en lille forbedring i samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Men indtil nu er resultaterne af NOTU's initiativer ret begrænsede. 5.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer NOTU (The National Organisation of Trade Unions) blev dannet i 1973. Der er 20 underafdelinger, herunder de to største fagforeninger, plantagearbejderes fagforening og lærerforeningen, som repræsenterer omkring 75 % af de 168.000 medlemmer. Der er også et andet fagforbund, COFTU (Confederation of Free Trade Unions), som er en del mindre end NOTU. De to forbund strides omkring organiseringen af medlemmer, fordi der er identiske fagforeninger der organiserer den samme type medlemmer. NOTU er svage på grund af problemet med disse dobbelte fagforeninger og på grund af finanserne. Der har været en stigning i medlemstallet i 2009, fra omkring 168.000 til 190.000 i 2011, men mange af medlemmerne betaler ikke kontingent. De 2-3 største medlemsorganisationer i NOTU har fornyet medlemsskabet for næste år. 86 I september strejkede lærerne for 100 % lønstigning. Efter 1 ½ uges strejke blev resultatet, at de fik 15 %. En ny lærerforening har set dagens lys, nemlig “Uganda Liberal Teacher”. NOTU har indledt drøftelser med lærerforeningen, som er den største medlemsorganisation, om ændringen af deres forfatning, således at repræsentationen på kongressen afspejler proportionaliteten i forbundet. Lærerforbundet har truet med at forlade NOTU, fordi deres størrelse ikke afspejler sig i indflydelse i forbundet. I det sidste års tid har NOTU arbejdet for, at udbrede samarbejdet med, og skabe kontakt til, organisationer i den uformelle sektor. Alt i alt er NOTU anerkendt af regeringen og der er set små forbedringer i 2011, men dybest set mangler de indflydelse på den politiske scene og i den daglige beslutningstagen. En vigtig opgave for NOTU i fremtiden vil være, at forbedre deltagelsen og indflydelsen i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. 5.6 Burundi 5.6.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Burundi er et af de fattigste lande i verden. På UNDP’s Human Development Index er det rangeret som nummer 185 ud af 187. Burundi har den svageste økonomi i alle EAC landene, for eksempel er deres BNI per indbygger mindre end en tredjedel af den 2. laveste i Østafrika (se skema s. 1). 87 I øjeblikket er Burundis præsident leder af EAC (EAC har roterende lederskab). Præsident Pierre Nkurunziza, blev genvalgt i 2010. Oppositionen har enten været stille i 2011, eller ikke opholdt sig i landet. Den sikkerhedsmæssige situation er fortsat rolig, men usikker. Kontroverser over valgresultatet udløste vold, som indimellem har medført tab af menneskeliv. I dette splittede miljø, har regeringspartiet forsøgt at nå ud til andre partier. Regeringspartiet opnåede flertallet ved parlamentsvalget, men de to oppositionspartier, som ikke boykottede valget, opnåede også repræsentation. Myndighederne har yderligere udpeget medlemmer fra disse partier i regeringen. Denne udvikling kan kun ses som foreløbig, men det bærer præg af, at regeringen er villig til at inkludere andre grupper i beslutningsprocessen. De oppositionspartier der boykottede valget, hævder at der er mangel på en inkluderende politisk dialog i offentlige anliggender og at oppositionen forfølges. I mange år har forskellige konflikter fordrevet landbefolkningen og ødelagt vigtig økonomisk og social infrastruktur. Som et resultat heraf er fattigdommen særlig udbredt i landområderne. Selvom genopretningen har været langsom i forhold til andre post-konflikt lande, har Burundi gjort fremskidt på den sociale og økonomiske udvikling. Økonomisk vækst steg fra 3 % i 2005-2007 til 4 % i 2008-2010. De seneste skøn fra “wealth index comparison” indikerer dog at fattigdom er blevet mere udbredt fra 2005-2009. Burundi står over for betydelige udfordringer i forhold til at diversificere økonomien og indkomstmulighederne i landet, reducere landbrugets sårbarhed over for eksterne hændelser og forbedre forvaltningen af staten. Antallet af fattige der lever under fattigdomsgrænsen steg fra 35 % i 1993 til 67 % i 2009. De seneste tal fra FN viser, at 81 % har mindre end 1,25 USD at leve for om dagen. Det er usandsynligt at Burundi når FN’s Millennium Development Goals inden 2015, på trods af at der er tegn på forbedringer. Økonomien er afhængig af den meget skrøbelige landbrugssektor, som tegner sig for omkring halvdelen af BNP og omkring 90 % af beskæftigelsen i landet. Burundis årlige befolkningstilvækst på 3.5 % i 2010 er blandt den højeste i Afrika syd for Sahara, sammen med Tanzania og Ugandas. Moderdødelighed og fejlernæring af børn er den 2. højeste på kontinentet. 88 5.6.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedsloven blev vedtaget I 1993 og er ikke blevet ændret siden. Store dele af loven er aldrig blevet implementeret. Det mest repræsentative fagforbund i Burundi, COSYBU, og en arbejdsgiverorganisation ved navn AEB afholder møder med regeringen, men der er endnu ikke dannet en regelmæssig formel struktur for trepartsmøderne, selvom der er sket store fremskridt. 5.6.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation I 1991 blev et nyt forbund ved navn CSB (Confederation des Syndicats du Burundi) dannet i Burundi. Fagforeningslederne havde dog svært ved at adskille sig fra de partier der sad ved magten, hvilket førte til at et antal fagforeninger brød med CBS og dannede COSYBU (Confederation on des syndicates du Burundi). COSYBU har ikke haft noget let liv. Dets ledere er blevet forfulgt og al fagforeningsarbejde foregår nærmest på frivillig basis. COSYBU har 21.254 medlemmer og 27 underafdelinger. De to stærkeste fagforeninger, lærerforeningen og taxichaufførernes (Velo)fagforening repræsenterer 77 % af alle medlemmerne. COSYBU er det svageste ud af seks fagforbund i Østafrika. En vigtig opgave for COSYBU er at opbygge mandskabskapaciteten i hovedkvarteret. I august 2011 ansatte de deres første professionelle medarbejder på fuldtid, med hjælp fra Ulandssekretariatet. Regeringen anerkender fagforeningerne, men ignorerer på mange måder både dem og arbejdsgiverne som sociale partnere. Et kæmpe problem som fagforeningerne oplever i den offentlige sektor er spørgsmål om kontingentbetaling/godtgørelse til fagforeningerne. I Burundi findes et aftjekningssystem hvor tilskuddet til fagforeningen bliver fratrykket ens løn og betalt til fagforeningen. Regeringen stoppede dog dette aftjekningssystem efter en tvist mellem regering og industrisektoren. Den største fagforening i den offentlige sektor, nemlig lærerforeningen, STEB, indsamler i stedet kontingent igennem et finansielt system og mere end 10.000 lærere bidrager. Regeringen anerkender ikke lovligheden heraf og kræver en genregistrering af alle fagforeningsmedlemmer. De ønsker nye og konkurrencedygtige fagforeninger etableret i landet. Drøftelserne mellem partnerne om disse tiltag er gået helt i stå. Der har været en del tegn på forbedringer i de industrielle forhold i Burundi i 2011. COSYBU har sammen med regeringen og arbejdsgiverorganisationer underskrevet en kontrakt for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter. 89 COSYBU er repræsenteret i en social sikringsfond for tjenestemænd (ved vicepræsidenten i COSYBU). COSYBU deltager i forhandlingerne om en national politik vedrørende social beskyttelse. Regeringen er interesseret i at dække den uformelle sektor, men der er dog ikke sket noget væsentligt endnu. Der blev afholdt to møder om social sikring, herunder om indførelsen af en betalt offentligt sundhedssikring i den private (formelle) sektor, i det nationale arbejdsråd i 2011. Det er værd at nævne at COSYBU deltog i en workshop om ajourføring af landeprogrammet for anstændigt arbejde i Burundi, organiseret af ILO i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. Endelig deltog de i en workshop om valideringsundersøgelser og harmonisering af arbejdsret og beskæftigelsespolitikker i EAC landende. 5.7 Rwanda 5.7.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Præsident Paul Kagame blev genvalgt til endnu 7 år ved magten i august 2010, med et flertal på 93 %. Præsidenten og der regerende parti, Rwandan Patriotic Front (RPF), dominerer fuldstændigt den politiske scene i Rwanda. Lederskabet i Rwanda er blevet kritiseret for ensidig adfærd og for at være for dominerende i beslutningsprocesser. På den anden side har den økonomiske vækst, samt den målrettede kurs væk fra folkedrabet og borgerkrigen i 1994, været yderst bemærkelsesværdig. De økonomiske resultater i 2010/2011 er stadig langt bedre end de fleste lande på det afrikanske kontinent. Landet blev udnævnt som “top aktør” i Verdensbankens “Doing Business 2010” rapport og i 2011 blev Rwanda nævnt som en af de ti mest forbedrede økonomier. Lederskabet i Rwanda udvider handelsrelationerne både i og ude for regionen. Rwanda tager meget aktiv del i udviklingen af EAC, og generalsekretæren i EAC kommer fra Rwanda. Da Tanzania havde haft posten som generalsekretær i fem år og 90 har udsyn til en ny post i februar 2011, insisterede Rwanda på at få posten som generalsekretær. Væksten i BNP har været forholdsvis høj i flere år. Den gennemsnitlige vækst mellem 2006-2010 var 7.3 % årligt. Ifølge IMF faldt den reelle BNP vækst fra 11.2 % i 2008 til 4.1% i 2009, og genfandt et sundt niveau på 7.5 % i 2010. BNP per indbygger i Rwanda er nu højere end i Uganda. Servicesektoren har været den største bidrager til BNP’en siden 2006, med et bidrag på næsten 46 % af BNP’en i 2010. Landbrugssektorens andel i bidraget til BNP’en fortsatte med at falde fra 38.4 % i 2006 til 34.6% i 2010. Landbrugssektoren er dog stadig en enormt god vækstmotor og vedbliver at være den største kilde til beskæftigelse. På trods af de forbedringer der er lavet indtil nu, skønnes det stadig at 58,5 % af 10 millioner rwandere levere under fattigdomsgrænsen, ifølge FN’s seneste HDR rapport, og 76,8% har mindre end 1,25USD per dag. På den anden side blev der opnået bemærkelsesværdige fremskridt i forhold til forventet levetid, som steg fra 51,1 til 55,4 år (HDR rapport 2010 og 2011). Rwanda er yderst afhængig af tilskud fra udviklingspartnere. Omkring 40 % af budgettet er finansieret ved støtte, hvilket svarer til mere end 10 % af BNP’en. Forskellige undersøgelser har vist, at god regeringsførelse i forhold til korruption, er langt bedre end i de andre lande i EAC. Det seneste indeks over bestikkelse i Østafrika fra 2011, viste 5,1 i Rwanda, mens de andre medlemslande lå mellem 30 og 38. 5.7.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Specielt erhvervslivet, og i mindre grad fagforeninger og civilsamfundsorganisationer, drøfter og rådgiver regeringen om lovforslag, politiske planer og ideer. Regeringen anerkender arbejdsmarkedets parter, overholder internationale standarder og har oprettet en arbejdsdomstol. Centrale arbejdsmarkedsfærdigheder mangler, næsten 75 % af Rwandas arbejdsstyrke er uudannet og mindre end 10 % af arbejdsstyrken har uddannelse udover grundskolen. En ny lov om social sikkerhed er blevet introduceret, hvilket omfatter en sygesikring der dækker 95 % af arbejdsstyrken i 2010. Ifølge Verdensbanken er sådanne effektive indsatser overfor fattigdom, i en kontekst af lokalsamfundsudvikling og god regeringsførelse, med til at fremme borgernes deltagelse, styrke og indflydelse. 91 Regeringen har oprettet en bestyrelse for social sikkerhed, som konsulterer CESTRAR, men CESTRAR er ikke medlem af bestyrelsen. Der er igangværende drøftelser om, hvordan man skal inkludere den uformelle økonomi, så de der er beskæftigede i denne, får adgang til samme muligheder og rettigheder. Andre drøftelser går på, hvordan man kan udvide midlerne i den formelle sektor, således at man måske med større bidrag og senere fratrædelsesalder kan dække betalt barselsorlov og andre hændelser. Arbejdsmarkedets nationale råd er i funktion og holder flere årlige møder. I 2011 var der stor opmærksomhed på arbejdsrelateret sundhed og sikkerhed, især på implementeringen af lovgivningen på dette område. CESTRAR benytter disse møder til at påvirke regeringen. CESTRAR repræsenterer 4 ud af 5 fagforeningsrepræsentanter i rådet. CESTRAR har også deltaget i møder, organiseret af regeringen, med vægt på især ungdomsbeskæftigelse, herunder udvikling af politikker og uddannelse. 5.7.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation CESTRAR, (La Centrale des Syndicats des TRAVAILLEURS du Rwanda) er det nationale forbund for fagforeningerne i Rwanda. Ved dets oprettelse i 1985, var CESTRAR en central del af det regerende parti. I 1991 erklærede CESTRAR sin uafhængighed over for de politiske partier og reviderede dets forfatning. Efter tragedien i 1994 (folkemordet) vendte en del ledere og andre faglige aktivister hjem fra udlandet og påbegyndte nye aktiviteter der skulle genlancere fagbevægelsen. CESTRAR består i øjeblikket at 20 fagforeninger med omkring 40.000 medlemmer. De stærkeste fagforeninger skal findes i uddannelses- og transportsektoren, som repræsenterer næsten 50 % af medlemmerne. På kongressen i oktober 2010 blev generalsekretæren og vice-generalsekretæren valgt for en femårig periode. Senere, i maj 2011, til det årlige valg i det nationale fagforbund blev præsidenten og vicepræsidenten valgt. I det sidste år har CESTRAR forsøgt at sammenlægge fagforeninger i forbund. Det lykkedes for fagforeningerne i transportsektoren. I den offentlige sektor har fagforeningerne igangværende diskussioner, dog uden positive resultater indtil videre. Bidragene fra underafdelingerne er en stor udfordring. CESTRAR har besluttet at hvert medlem skal betale 1 % til den enkelte fagforening, men det er kun meget få fagforeninger der praktiserer dette. En vigtig opgave for CESTRAR er at skabe opmærksomhed og forståelse for behovet for en stærk og anerkendt fagbevægelse i landet. 92 CESTRAR er mere aktive i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Selvom indflydelsen stadig er begrænset er der sket en del forbedringer inden for det sidste år. Det ser ud til at en mere formel struktur er under udvikling, men også uformelle relationer mellem partnerne kan stadig skabe indflydelse. Det er specielt svært, at introducere forhandlingsmekanismerne i de lokalsamfundsbaserede organisationer, men det lykkedes dog transportsektoren og et par andre, at forhandle minimumsløn og bedre arbejdsforhold i 2010-2011. 93 6 Landeanalyser – det sydlige Afrika Ulandssekretariatet i det sydlige Afrika - maj 2012 94 6.1 Zimbabwe 6.1.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Den politiske situation i Zimbabwe forblev uafklaret i 2011. Der var ét spørgsmål der prægede den politiske dagsorden: Skal der afholdes valg eller ej? Kredsen omkring Mugabe presser på for at få afholdt valg inden vedtagelse af en ny forfatning. Nogle af de omdiskuterede forslag til ny forfatning vil umuliggøre et genvalg af Mugabe, - en aldersgrænse og en regel om kun at kunne sidde i to perioder. Processen med at holde en folkeafstemning om en ny forfatning trækker fortsat i langdrag. ZANU-PF og de to fraktioner indenfor MDC er formelt stadig bundet af den GPA (global political agreement), som blev indgået mellem parterne for at løse Zimbabwes udfordringer. Valget, der var planlagt til afholdelse i marts 2012, er blevet udskudt til sidst i 2012 eller først i 2013 – men afhængig af den aldrende præsident Mugabes helbred kan datoen pludseligt blive fremskyndet igen. Der er lige nu ingen tvivl om, at der er en voldsom magtkamp indenfor ZANU-PF om hvem og hvilke fraktioner, der skal overtage efter Mugabe. Den anspændte stemning, der har været i parlamentet over forhandlingerne om den ny forfatning, er nu også rykket ud på gaden, hvor volden er brudt ud drevet af ungdomsgrupper under ZANU-PF. Økonomisk situation: Efter mere end ti års voldsom krise har Zimbabwe oplevet en delvis genopretning af økonomien. Erstatningen af den nationale valuta med US-dollar og Sydafrikanske Rand har stoppet inflationen, og betydet en gradvis genoplivning af en del af den private sektor. Usikkerheden om det kommende valg og den fortsatte eksistens af ’Economic Empowerment Law’, som kræver 51% sort ejerskab til alle virksomheder, der opererer i Zimbabwe, har dog begge bidraget til fortsat stor utryghed blandt investorer. Over det sidste år er det samtidig blevet bekræftet, at der er fundet meget store forekomster af diamanter i Zimbabwe. Forekomster, som skulle kunne dække op mod en tredjedel af verdensmarkedet. Med den nuværende politiske situation og et stærkt nedslidt statsapparat er der begrundet frygt for, at diamanterne potentielt udgør den største trussel mod en genopretning af den økonomiske og politiske stabilitet. 95 6.1.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Recessionen i Zimbabwe har gennem de sidste 10 år ledt til massive tab af arbejdspladser i den formelle sektor, og det er anslået, at mindst 3.0 millioner arbejdere er beskæftiget i den uformelle økonomi uden udsigt til at kunne få job i de formelle sektorer. For arbejdsmarkedets parter har det sidste år været stærkt udfordrende. Der var på forhånd forventninger fra begge sider om stærkt forbedrede vilkår med adgang til kreditter, men disse forventninger blev skuffede. Resultatet har været stigende spændinger på arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne har ikke udbetalt de lønninger, der har været aftalt, og det har igen medført omfattende strejker i både den offentlige og den private sektor. Det antages i dag, at omkring 4 millioner zimbabwere lever uden for Zimbabwe. Heraf er flertallet rejst inden for de sidste 5-6 år, primært for at få adgang til arbejde, basale fødevarer og sundhedspleje. Mange er emigreret til Sydafrika, og 40-50 % af disse er kvinder, som er yderst sårbare over for udnyttelse. 6.1.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation ZCTU holdt deres 7. nationale kongres d. 19 og 20. August 2011 og bekendtgjorde her den nye ledelse. Den hidtidige generalsekretær Wellington Chibebe trådte tilbage, og Japhet Moyo overtog. Kongressen vedtog bl.a. at sætte spørgsmålet om beskæftigelse højest på dagsordenen, ligesom spørgsmål om den faldende forventede levetid og den stigende ulighed blev diskuteret. Kongressen blev udspillet på baggrund af en turbulent periode, hvor den hidtidige præsident for ZCTU, Lovemore Matombo, og enkelte medlemsforbund hævdede at kongressen ikke var lovligt indkaldt. En påstand, som umiddelbart før kongressen blev tilbagevist i retten. Samme retssystem har dog senere anerkendt ’udbryderne’ rettet til også at kalde sig ZCTU og anvende samme brevpapir som det tilbageblevne 96 flertal. Alt i alt en ønskesituation for ZANU-PF, som gennem de sidste 10 år har arbejdet ihærdigt på at svække de faglige organisationers indflydelse. Konflikten puster samtidig til den i forvejen vanskelige økonomiske situation i ZCTU. Et omfattende genopretnings-arbejde er sat i værk, men det vil kræve reduktioner i såvel antallet af ansatte som hele aktivitetsniveauet i organisationen. En proces, som ikke gøres nemmere af det konstante politiske pres, som regeringen lægger på de faglige organisationer. 6.2 Swaziland 6.2.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I dag lever 62,8 % af befolkningen i Swaziland for under 1,25 USD om dagen og 81 % lever for under 2 USD om dagen (Verdensbanken 2010). På trods af dette er Swaziland fortsat et middelindkomstland. Dette siger næsten alt om den massive ulighed, der præger udviklingen i dette det sidste enevældige kongedømme i Afrika. Selvom den nuværende forfatning, der blev vedtaget i 2005, indeholder en klausul der sikrer foreningsfrihed, bevarer den undtagelsestilstand med forbud mod politiske partier og drakoniske beføjelser til Kongen. Fagbevægelsen og civilsamfundsgrupper forholder sig yderst kritisk til undertrykkelsen af den politiske frihed, og gennem hele 2011 har der været en lang række demonstrationer i landet. Dette blev blandt andet markeret gennem ”Global Week if Action for Swaziland”, som fandt sted i september. Det var planlagt af bevægelsen for demokrati i Swaziland, for at intensivere deres prodemokrati kampagne. Der var protester på grund af undertrykkelsen fra regerings side, samtidig med en finanskrise og problemer med alt fra lønudbetalinger til ikke-fungerende sociale sundheds-systemer. Fagbevægelsen står fortsat i spidsen for disse protester, men har allieret sig med såvel de (forbudte) politiske partier, som en lang række kirkelige og andre organisationer i civilsamfundet. 97 Tidligt i april 2011 var der flere anti-monarki protester i Swaziland og mere end 200 mennesker, herunder journalister og faglige medlemmer af politiske partier, blev tilbageholdt på politistationer rundt omkring i landet. Der er også blevet rapporteret om politisk brutalitet og bortførelse af demonstranter. Dette er bl.a foregået i hovedstaden Mbabane og den største by Manzini. Landet er også præget af en juridisk krise, idet forfatningen systematisk bliver overtrådt af myndighederne og tilpasset deres egne behov. Dommerne udsættes for et massivt politisk pres understøttet af administrative og økonomiske straffeforanstaltninger. Økonomisk situation Faldet i indtægter fra den fælles toldunion med primært Sydafrika har yderligere skubbet landet ind i en finansiel krise. Regeringen har bedt om assistance fra IMF og fra den afrikanske udviklingsbank, men da regeringen i 2011 ikke var i stand til at leve op til krav om at skære i de offentlige udgifter og forbedre kontrollen af udgifter, er det ikke kommet til udbetaling. Swaziland søger støtte fra andre lande, som fx Sydafrika, og kæmper samtidig med blot at udbetale månedsløn til de offentligt ansatte - og finansiere regeringens programmer. Der er en udbredt opfattelse af, at budgetkrisen er et direkte resultat af Kongens iøjnefaldende forbrug, regeringens overforbrug og udbredt korruption. Budgetteringsprocessen er ikke gennemsigtig, detaljeret regnskab over udgifter bliver aldrig offentliggjort og strukturer der kunne sikre uafhængig kontrol af politikformuleringen, implementering og service er ikke-eksisterende. Landet har også oplevet lavere vækst, med et gennemsnit på 2 % det sidste årti, hvilket er næsten halvdelen af hvad andre SACU lande har oplevet. På trods af landets status som middelindkomstland minder det meget om Afrikas lavindkomstlande, da 70 % af dets 1,2 millioner mennesker får deres levebrød fra landbrugssektoren, 63 % af befolkningen lever i fattigdom og både produktion og handel er meget lidt diversificeret. Social kontekst Selvom fattigdommen er faldet med 6 % fra 69 % til 63 %, lever 30 % af befolkningen stadig i ekstrem fattigdom. Landet har stadig en høj forekomst af HIV og AIDS, langsom økonomisk vækst, som ikke står til at blive bedre, men som gør at store dele af befolkningen er yderst sårbare. Swazilands sundhedssystem har alvorlig mangel på menneskelige ressourcer. Et problem, som yderligere forstærkes på grund af en meget høj forekomst af HIV og 98 AIDS, generel fattigdom, ineffektive sundhedssystemer sundhedspersonale, som i stort tal immigrerer til andre lande. og et uddannet 6.2.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Med en arbejdsløshed på omkring 40 % har Swaziland et stort behov for at forøge antallet af små- og mellemstore virksomheder og tiltrække udenlandske direkte investeringer. Overgræsning, udpining af jorden, tørke og oversvømmelser vil fortsat være problemer i fremtiden. Mange arbejdstagere er nu beskæftigede i den uformelle økonomi, især i små og meget lidt produktive subsistenslandbrug. De er skrøbelige overfor miljømæssige hændelser, såsom tørke. Næsten 52 % af befolkningen er under 20 år, men mere end halvdelen af disse er hverken formelt beskæftigede eller har de tilstrækkelige forudsætninger for at engagere sig i produktive aktiviteter i den uformelle økonomi. Den uformelle økonomi Den uformelle økonomi i Swaziland er, på trods af sin betydelige størrelse, stadig relativt lille i forhold til andre afrikanske lande. Dette er dog under forandring. Beskæftigelsen i den formelle økonomi (både i den private og offentlige sektor) er faldet, hvorfor der er en markant stigning i den uformelle beskæftigelse. De fleste arbejdere i den uformelle økonomi er involveret i handel, import fra Mozambique og Sydafrika og videresalg i Swaziland. Andre producerer og sælger lokalt fremstillede varer og produkter på markeder. Derudover beskæftiger den uformelle økonomi også småbønder, skræddere, gadesælgere og andre arbejdstagere der er selvforsørgende samt små og mellemstore iværksættere. 99 6.2.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisationer SFTU (The Swaziland Federation of Trade Unions) har sammen med CIEAS (Coalition of Informal Economy Associations in Swaziland), som blev dannet af forbundet i 2006, lanceret en indsats for at samle og organisere arbejdstagerne i den uformelle økonomi. Koalitionen har indtil videre været i stand til at opnå et medlemskab på cirka 75 uformelle foreninger med cirka 50,000 medlemmer i alle 55 valgkredse i landet. I lyset af de faldende medlemstal for folk der er beskæftigede i den formelle sektor har forbundet også en naturlig interesse i at organisere den uformelle økonomi. SFTU har haft en del udfordringer i 2011. Selvom enkelte fagforeninger er kommet tilbage, taber SFTU fortsat medlemmer. SFTU har derfor også gennem flere år arbejdet for en sammenslutning med den anden landsorganisation i Swaziland, SFL – en proces, der i begyndelsen af 2012 ledte frem til dannelsen af én fælles landsorganisation, TUCOSWA (Trade Union COngress of SWAziland) i marts 2012. Umiddelbart efter (2. april) trak regeringen sin accept og registrering af den nye organisation tilbage, og har umiddelbart kastet både de faglige organisationer – og landet – ud i yderligere en demokratisk krise. 6.3 Mozambique 6.3.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser Et af højdepunkterne ved valget i oktober 2009 var oprettelsen og deltagelsen af et nyt politisk parti, MDM (the Democratic Movement of Mozambique). MDM blev dannet i 2008 i Beira, hovedbyen i Sofala, som er en provins i det centrale Mozambique som et resultat af, at Daviz Simango var blevet smidt ud af RENAMO af lederen Afonso Dhlakama. Dannelsen af dette nye parti skabte store forventninger i befolkningen, især hos ungdommen, der ser MDM som en kærkommen forandring der måske kan indfri nogle af deres forventninger. I 2011 gik tre kommuner i Mozambique til ekstraordinært valg, på grund af at de tidligere borgmestre gik af. Resultatet af valget blev, at FRELIMO vandt i to ud af de tre byer, mens MDM vandt i Zambezia, som ellers var kendt for at være en FRELIMO højborg. Økonomisk situation Mozambique har igennem de sidste fem år haft en gennemsnitlig økonomisk vækst på 7,6 %. Samtidig er der dog stor forskel i udviklingen indenfor de forskellige regioner, og deraf følgende stor intern migration. Skellet mellem eliten og de fattige er også 100 blevet større. I løbet af 2011 oplevede Mozambique stigende priser på fødevarer og høj arbejdsløshed. Budgettet afhænger af international økonomisk støtte, og der er også stor afhængighed af import af basale varer fra Sydafrika, hvilket gør at landets situation er sårbar og skrøbelig. Fra et socialt perspektiv, har det stigende uddannelsesniveau gjort, at folk er mere kritiske overfor regeringen og at de stiller spørgsmålstegn ved politikernes løfter og hvad der reelt bliver udført. Strategier som skal bekæmpe fattigdom bliver opfattet som ineffektive og fejlslagne fordi de kredser om konsekvensen af fattigdom, frem for de dybereliggende årsager. Nye undersøgelser viser, at fattigdomsreduktionen er stagneret og at væksten ikke har resulteret i jobskabelse. Dertil kommer den globale fødevare- og oliekrise, som fortsat slører Mozambiques økonomiske udsigter. Andelen af befolkningen der har adgang til skolegang steg fra 31 % i 2002 til 37 % i 2008-2009. procentdelen af analfabetiske kvinder faldt betydeligt mellem 2004 og 2008, fra 54 % til 41 %. Der var også fremskridt i forhold til at reducere kønsforskellen i grundskoledeltagelsen. 6.3.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Gennem det sidste år er der sket massive investeringer i Mozambique, dels i de meget store og umiddelbart tilgængelige forekomster af kul i Tete-provinsen, dels i den videre efterforskning af olie og gas. Disse ’megaprojekter’ skaber dog relativt få lokale arbejdspladser, og der er stor utilfredshed med at lokalbefolkningen (og staten) ikke får tilstrækkeligt provenu fra udvindingen af landets naturressourcer. Omfanget og niveauet af erhvervs- og akademiske uddannelser er fortsat lav. Omkring 80 % af arbejdsstyrken har ikke færdiggjort grundskolen og kun 13 % kommer faktisk igennem. I den private sektor har omkring 31 % af arbejdsstyrken som minimum færdiggjort det 2. niveau af grundskolen. I mellemtiden anslås det, at omkring 300,000 unge mennesker træder ud på arbejdsmarkedet hvert år, og fordi der ikke er tilstrækkeligt med job i den formelle sektor, finder de beskæftigelse i den uformelle økonomi. 101 Overordnet set er arbejde dårligt lønnet i Mozambique, fordi der er så få job og fordi en stor del af den økonomisk aktive del af befolkningen ikke har de rette kvalifikationer. Mozambique mangler stadig at formulere en klar beskæftigelsespolitik. 6.3.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation Landsorganisationen står stadig overfor en række store udfordringer. Dels med at styrke deres kapacitet til at deltage i trepartsfora og social dialog, dels med at styrke deres rolle som talerør for arbejdernes interesser i den offentlige debat. I et samarbejde med Ulandssekretariatet er det lykkedes OTM at få to nye programmer, som kan bidrage til at styrke deres kapacitet indenfor henholdsvis erhvervsuddannelse og dokumentation/ research. Begge programmer er finansieret af den danske ambassade. Disse programmer vil starte i 2012 og Ulandssekretariatet vil yde teknisk og administrativ støtte via det subregionale kontor i Maputo. 6.4 Malawi 6.4.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser I 2011 stod Malawi overfor store økonomiske og politiske udfordringer. På den politiske front nægtede præsident Bingu Wa Mutharika at opstarte en valgkommission der skulle forberede valget, og udsatte i sidste ende valget til 2014. Præsidenten var i færd med at udvikle udprægede diktatoriske tilbøjeligheder og lå samtidig i strid med flere af sine nabolande. Internationale donorer (England, Frankrig, Tyskland, Island, Japan, Norge og USA) udsendte en fælles erklæring om deres bekymring over regeringsførelsen i Malawi. Der har gennem hele året været protester over mangelen på benzin og olie i Lilongwe, hvor mange deltagere blev arresteret af et tungt bevæbnet politi. Spændingerne eskalerede da offentliggørelsen af et telegram, der afslørede den britiske højkommissærs bekymring over den dårlige regeringsførelse i Malawi, førte til at selvsamme højkommissær blev udvist af landet. På grund af dette, valgte den britiske regering at fastfryse al ny støtte til Malawi. 40 % af Malawis budget kommer fra udenlandsk støtte og England er den største donor. Præsidenten har underskrevet et lovforslag der fjerner domstolenes evne og ret til at tjekke den udøvende magt. Både Tyskland og England har som konsekvens af det demokratiske underskud efterfølgende valgt at tilbageholde deres budgetstøtte til regeringen. En lang række civilsamfundsorganisationer med MCTU (the Malawi Congress of Trade Union) som en nøglespiller har krævet en social dialog med regeringen om at få 102 landet ud af det økonomiske morads det er på vej ind i. I juli endte nogle folkelige manifestationer med, at en snes mennesker blev dræbt af politiet. Herefter indvilgede regeringen i at indgå i en social dialog, men da disse efter over et halvt år ikke førte til resultater gav civilsamfundsorganisationerne præsidenten et slags ultimatum om at træde tilbage. På denne baggrund og på baggrund af de mange konflikter, der har været gennem hele året, var der stor glæde i Lilongwes gader, da præsident Bingu Wa Mutharika døde den 5. april 2012. Få begræder hans bortgang, og der er store forventninger til at det kan føre til en opblødning af det repressive regime. Den partipolitiske oppositionen til regeringspartiet er dog både svag og står splittet. Økonomisk situation Malawi har ikke adgang til havet, og rangerer som et af verdens tættest befolkede og mindst udviklede lande. Økonomien er primært baseret på landbrug og 80 % af befolkningen lever i landområderne. Den økonomiske vækst i Malawi under præsident Bingu wa Mutharikas 1. valgperiode (2004-2009), lige såvel som perioden under præsident H. Kamuzu Banda i 1970’erne var præget af sunde politiske beslutninger, en tilsyneladende disciplineret forvaltning af økonomien og en relativt effektiv offentlig service. Siden 2009 har Malawi dog haft flere problemer, herunder mangel på udenlandsk valuta, hvilket har skadet dets evne til at betale for importvarer. Derudover har oliemangel forhindret transport og produktivitet. Antallet af investeringer er faldet, fordi regeringen ikke har formået at fjerne forhindringer og besværligheder i forbindelse med investeringer, såsom fx usikker strømforsyning, mangel på vand, dårlig kommunikationsinfrastruktur og høje priser på nødvendige ydelser. 103 6.4.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Malawi har stadig stor mangel på uddannet arbejdskraft. Udenlandsk arbejdskraft bliver ofte ansat i vigtige sektorer og ledige stillinger er svære at besætte med kvalificeret arbejdskraft. Manglen på uddannet arbejdskraft er blevet en alvorlig forhindring for økonomisk vækst. UNDPs rapport fra 2010 indikerer, at 80 % af de folk der er beskæftigede i Malawi, tjener mindre end 1,25 USD om dagen. Der er stor mangel på job i den formelle sektor. Som et resultat heraf, har der været hurtig vækst i den uformelle økonomi, som er kendetegnet ved et højt antal unge og kvinder, manglende rettigheder, mangel på mulighed for at få anstændige arbejdsforhold, mangelfuld social beskyttelse, usikker og lav indkomst, dårlige og farlige arbejdsforhold. De fleste handlende i Malawi er beskæftiget i den uformelle sektor. Nogle på grund af indskrænkninger eller nedskæringer i den formelle sektor, andre fordi de har forladt skolen før tid, eller enker der forsøger at skabe et levegrundlag. Der er også iværksættere, som har bygget deres egen forretning op fra grunden. En nylig undersøgelse fra MCTU (the Malawi Congress of Trade Union) afslørede nogle store udfordringer for arbejdstagerne i den uformelle økonomi. Disse udfordringer dækker alt fra mangel på sikkerhed til chikane fra offentlige myndigheder. Ifølge rapporten er arbejdere i den uformelle økonomi endvidere udsat for forfærdelige og farlige arbejdsforhold, som ofte resulterer i dårligt helbred og sygdomme. 6.4.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation I løbet af 2011 har MCTU opnået nogle af sine mål, bl.a. har de fået indskrevet nedsættelse af pensionsalderen, ny beskæftigelse og tidlig frivillig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet i et forslag til ny pensionslovgivning. Der er en fagforening for uformelle arbejdere i Malawi, som blev dannet i 2000. Foreningens formål er, at hele Malawis befolkning skal leve under anstændige forhold, og at der skal skabes en stabil økonomi hvori den uformelle økonomis aktører kan fungere som troværdige samarbejdspartnere og virksomheder. Alle der arbejder i den uformelle økonomi kan blive medlem gennem deres lokalafdelinger. For øjeblikket er der 10,000 medlemmer, men de ville potentielt set kunne engagere mere end 2 millioner mennesker. Medlemskabskontingentet er 200 Kwacha (ca. 7 kr.)per år, som bliver betalt til det nationale hovedkvarter. Derudover er der et månedligt bidrag på 50 Kwacha, som betales til den enkelte afdeling. 104 MCTU står samtidig overfor udfordringer for at skabe ressourcer til foreningens arbejde. Når medlemmer ikke betaler deres bidrag har MCTU svært ved at vedligeholde deres services. Derudover er der lavt medlemskab og generelt ikke mange penge i kassen. 6.5 Zambia 6.5.1 Politiske, økonomiske og sociale tendenser På den politiske front var den vigtigste hændelse i Zambia, da Michael Sata vandt præsidentvalget i 2011. Michael Sata kommer fra det største oppositionsparti, Patriotic Front. Valget blev erklæret frit og retfærdigt af internationale observatører. I løbet af de første tre måneder omstrukturerede Sata regeringen og igangsatte en ’retfærdighedsproces’, der skulle retsforfølge dem, der havde været korrupte under den tidligere regering. Et antal af de love og bestemmelser der var indført af den tidligere regering blev gransket, fx i forhold til civilsamfund, skat, decentralisering og pressefrihed. Derudover blev dialogen med udlandet styrket. Der har været stor tilslutning til regeringens reformer, selvom implementeringen er sløvet lidt ned. Risikoen for at pengene bliver brugt forkert og frygten for korruption er en vedvarende trussel. Statsinstitutioner udvikler stadig deres troværdighed og civilsamfundsorganisationer (CSOs) er relativt aktive, men ufokuserede i deres forsøg på at fastholde regeringen på deres løfter. Den økonomiske situation Zambias økonomi er indtil videre kommet rimeligt gennem følgerne af den globale finansielle krise og det følgende fald i kobberpriser på verdensmarkedet. Zambia havde positiv økonomisk vækst for 12. år i træk i 2010, med en reel vækst på 6,8 %. Meget af væksten skyldes udenlandske investeringer i Zambias minesektor, samt at kobberprisen på verdensmarkedet atter er steget. Den zambiske regering følger nu et længe efterspurgt diversificeringsprogram for at mindske afhængigheden af kobberindustrien. Formålet med dette initiativ er at udnytte andre af Zambias naturressourcer, ved at fremme landbrug, turisme, ædelstensminedrift og vandkraftværker. Der er stort potentiale i landbruget, men produktiviteten antages at være 60 % lavere end verdensgennemsnittet. Reel økonomisk vækst antages at være 6,8 %, med en inflationsrate på under 8 %. Fattigdom bliver kun langsomt reduceret, selvom Zambia er på vej til at opnå enkelte af FN’s Millenium Development Goals, (specielt indenfor uddannelse, sænkning af børnedødelighed og bekæmpelse af HIV). 105 Forekomsten af malaria er faldet stærkt og er nu under 10 %, mens HIV udbredelsen er 14 %. Zambia ligger dog nummer 150 ud af 169 lande ifølge UNDPs Human Development Index. Zambia er også et godt stykke fra at nå MDG på miljøområdet. Godt 5 millioner zambiere har ingen adgang til rent vand og yderligere 6,5 millioner har ingen adgang til ordentlige sanitetsforhold. Der har ikke været synderlige fremskridt i forhold til ligestilling. Vold mod kvinder vedbliver at være et problem og piger og kvinders deltagelse i samfundets institutioner er fortsat lav. 6.5.2 Ændringer på arbejdsmarkedet Regeringsskiftet i 2011 har skabt store forventninger til at den nye regering bl.a. ville indfri løfterne om at forbedre arbejdsvilkårene. Manglende umiddelbare forandringer har fået flere arbejdspladser til at demonstrere og nedlægge arbejde. Det forventes dog stadig, at regeringen vil sætte ind med reformer af arbejdsmarkedslovgivningen. Udviklingen med høj langtidsledighed og en voksende uformel økonomi er dog svær at vende. Flertallet af de beskæftigede i Zambia arbejder i den uformelle økonomi og bidrager derfor ikke med indkomstskat og er ikke beskyttet på deres arbejdsplads. Derudover har de ikke adgang til basal socialsikring, såsom pensions- og orlovsordninger. 6.5.3 Udviklingstendenser og forandring i partnerorganisation I forhold til temaet om anstændigt arbejde har ZCTU slået sig sammen med andre arbejdere på Arbejdernes Internationale Kampdag og opfordret regeringen til at prioritere beskæftigelse, at fremskynde skabelsen af anstændige og bæredygtige arbejdspladser samt at sikre ordentlig social sikring. En af de største udfordringer for ZCTU er, at finde ud af hvordan fagforeninger bedst muligt kan repræsentere arbejdere i den uformelle økonomi. ZCTU arbejder stadig på at finde løsningen på denne udfordring. Vækst i den uformelle økonomi medfører også irregulær beskæftigelse, såsom deltidsarbejde, kontraktansættelse, hjemmearbejde, tilfældigt arbejde, uregistreret arbejde, selvbeskæftigelse og mange andre slags som alle er karakteriseret ved dårlige og usikre lønninger og dårlige arbejdsforhold. 106
© Copyright 2024