Katalog kajakker 2014
Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Skriftlig eksamensopgave i projektmodul E13, Didaktik(dansk) VELLYKKET FORMIDLING ELLER BEKYMRENDE ETIK - Didaktiske muligheder og begrænsninger i forbindelse med sproget i DR’s Monte Carlo elsker jøderne-programmer Foto: Politiken Skriftlig eksamensopgave i Projektmodul E13, Didaktik(dansk) Af Pernille Bengtsen Broe, Kandidatuddannelsen i didaktik (mshp. dansk) 1 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING ................................................................................................................................ 3 1.2 HYPOTESE ................................................................................................................................ 4 1.3 PROBLEMFORMULERING ............................................................................................................ 4 1.4 METODE ................................................................................................................................... 5 2. UNDERSØGELSE AF DISKURSER I DR3-PROGRAMMET: MONTE CARLO ELSKER JØDERNE......................................................................................................................................... 6 2.2 DISKURSTEORI – JAMES PAUL GEE OG NORMAN FAIRCLOUGH ................................................... 6 2.2.2 James Paul Gee – store og lille diskurs ........................................................................... 7 2.2.3 Norman Faircloughs model for kritisk diskursanalyse – en tekstnær tilgang ................... 7 2.3 TEKSTUEL NÆRANALYSE AF MONTE CARLO ELSKER JØDERNE .................................................. 10 2.3.2 Monte Carlo elsker jøderne – en overordnet beskrivelse .............................................. 10 2.3.3 To transskriberede videoklip .......................................................................................... 11 2.3.4 ”Som at være uvenner over en Mooncar i institutionen” ................................................ 11 2.3.5 ”En konflikt rodfæstet i en snakkende busk” .................................................................. 14 2.4 DEN DISKURSIVE PRAKSISDIMENSION: KOMMUNIKATIONSDISKURSEN I MONTE CARLO ELSKER JØDERNE ...................................................................................................................................... 15 2.5 DEN SOCIALE PRAKSISDIMENSION: MONTE CARLO-PROGRAMMERNES ROLLE I SAMFUNDET ....... 17 2.5.2 Senmoderniteten – Anthony Giddens ............................................................................ 17 2.5.3 Diskursen i Monte Carlo elsker jøderne set i lyset af en senmoderne kontekst ............ 18 3. DEN DIDAKTISKE PRAKSISDIMENSION ................................................................................ 20 3.2 MICHAEL HALLIDAYS SYSTEMISK FUNKTIONELLE LINGVISTIK ..................................................... 20 3.2.2 Unges sprog - kodeskift ................................................................................................. 21 4. SAMMENFATNING .................................................................................................................... 22 5. PERSPEKTIVERING – OPLÆG TIL DEN MUNDTLIGE DEL .................................................. 23 6. LITTERATUR ............................................................................................................................. 25 BILAG A ........................................................................................................................................ 27 TRANSSKRIPTIONSSYMBOLER ....................................................................................................... 27 BILAG B. ....................................................................................................................................... 28 TRANSSKRIBEREDE VIDEOKLIP FRA MONTE CARLO ELSKER JØDERNE, 3:7 ...................................... 28 KLIP 1: ......................................................................................................................................... 28 KLIP 2: ......................................................................................................................................... 28 BILAG C ....................................................................................................................................... 29 SCREEN SHOTS FRA MONTE CARLO ELSKER JØDERNE, 1:7 OG 3:7 ................................................. 29 2 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU 1. Indledning I 2013 sendte DR3 en programrække med den kærlige titel Monte Carlo elsker jøderne. Værterne var Esben Bjerre og Peter Falktoft, som i DR-regi nærmest er blevet identiske med Monte Carlotitlen. Det startede med et radioprogram på P3 af samme navn, der stadig sendes hver mandag til torsdag eftermiddag. I dag, antageligvis grundet radioprogrammets popularitet, står Monte Carlodrengenes navn efterhånden også på en lang række tv-programmer på DR3. De to dækkede kommunalvalget 2013, i flere timers direkte transmission, og nytårsaften udsendte de deres egen nytårstale kl. 18.15, netop som Dronningen havde lagt læsebrillerne fra sig på moderkanalen DR1. For nylig modtog de to værter DR’s sprogpris, ifølge komiteen, ”[…]for deres smittende fortælleglæde, præget af højt humør og stort overskud” (Dohrman, 2013). Monte Carlos sproglige udtryk opstår i en pingpong mellem de to karakteristiske værter, hvor der ironiseres over samfundet, ofte i metaforer som trækker tråde i alle retninger og vidner om en stor almenviden hos de to. Ydermere er værternes østjyske dialekter kendetegnene for det humoristiske og ligefremme sprogbrug lytterne mødes med. I radioprogrammet på P3 drøftes aktuelle emner i et bredt udsnit, der spænder fra Nelson Mandelas død til et genhør med gårsdagens kristne P1-lytter, der har ytret sig omkring tatoveringer. Derudover har Monte Carlo-værterne i deres TV-programmer på DR3 behandlet store emner som det amerikanske præsidentvalg, det danske kommunalvalg og Israel-Palæstina-konflikten, hvor der, især i forbindelse med sidstnævnte, er opstået diskussioner omkring programmernes etiske beskaffenhed. Når de to værter behandler Israel-Palæstina-konflikten i Monte Carlo elsker jøderne, lyder det blandt andet som følger1: Bjerre: ”Jeg syn’s jo det er svært når en konflikt den øh nærmest er rodfæstet helt bogstaveligt talt i en busk, i et kloster, i Egypten” Falktoft: ”Altså hvis! Og jeg siger hvis, at det er rigtigt, at den busk, den har snakket ti’ Moses, sååh det deres” Bjerre: ”YES” Falktoft: ”såh vi der hen’, hvor så må palæstinenserne find’ noget andet” Bjerre: ”ja, den er jeg me’ på” Falktoft: ”den bli’r ik’ nævnt nok den busk” 1 Se bilag A for forklaring af transskribtionssymboler, hentet fra ”Dialekt som identitets- og stiliseringspraksisser hos et søskendepar” (Schøning, 2010) 3 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Bjerre: ”jeg syn’s den bli’r nævnt for meget” (Monte Carlo, 2013, s. min. 12:50) I ovenstående indsnævrer værterne, i en sarkastisk tone, den årelange konflikt mellem de to folkefærd til at dreje sig om en busk. På den baggrund er det forståeligt, at eksperter på området føler behov for at rette kritik mod programmet. Samtidig kan man argumentere for, at værterne har ret i deres udsagn; den brændende busk i Bibelen2 er baggrunden for jødernes ønske om overtagelse af landet. Konflikten behandles i programmet på en Monte Carlo’sk facon, som ikke tilsvarer den måde eksperter på området, eller andre journalister, ofte behandler den, men programmets seertal3 vidner om, at denne facon appellerer til den unge målgruppe. 1.2 Hypotese Monte Carlo-værternes kommunikative facon bydes velkommen af deres mange unge lyttere og seere, mens de kritiseres af andre for en sjoflende omgang med verdens store dilemmaer. DR har, trods den dårlige kritik, valgt Monte Carlo som modtager af årets sprogpris. Min hypotese, som går forud for nærværende undersøgelse af sproget i Monte Carlo er, at værternes sprog flyder ind i en ung sproglig diskurs som en kærkommen måde, hvorpå man kan formidle aktuelle og store spørgsmål fra vores virkelighed. Med et sprog præget af personlige anekdoter, østjysk dialekt, spidsfindige sproglige formuleringer, højt tempo, umiddelbarhed og ironi, formår de to værter at formidle disse store emner, så de unge både forstår og får interesse for selv at deltage i debatten, på en personlig og virkelighedsnær facon. I en danskdidaktisk optik finder jeg det derfor interessant at undersøge, om sproget i Monte Carlo kan bidrage til elevernes sproglige udvikling, således de kan bedrive vellykket kommunikation i en nutidig kontekst. 1.3 Problemformulering Hvad kendetegner den sproglige diskurs i tv-programmet Monte Carlo elsker jøderne? Og hvilke didaktiske muligheder og begrænsninger kan identificeres i forhold hertil, med fokus på vellykket kommunikation? 2 3 Bibelen: Det gamle testamente, 2. Mosebog, Kapitel 3 ”Monte Carlo elsker jøderne” havde i uge 34-36, 2013 i gennemsnit 68.000 seere, Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Monte_Carlo_elsker_j%C3%B8derne 4 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU 1.4 Metode I følgende opgave vil jeg undersøge den sproglige diskurs i tv-programmet Monte Carlo elsker jøderne ud fra et socialkonstruktivistisk fundament. Dette med professor i lingvistik, Norman Faircloughs (f. 1941) tredimensionelle kritiske diskursanalytiske model som overordnet struktur. På baggrund af erfaringer fra tidligere undersøgelser (Broe & Sejr, 2013), finder jeg det hensigtsmæssigt at anvende Faircloughs model, idet det er mit projekt at undersøge en diskursiv praksis som grundlag for et bud på en didaktisk praksis, og grundet sidstnævnte tilføjes modellen en ekstra, didaktisk dimension. Jeg vælger i nærværende undersøgelse at kombinere Faircloughs model med professor i literacystudier, James Paul Gees (f. 1948) forståelse af diskursteori, særligt i forhold til begreberne Diskurs (stort D) og diskurs (lille d). Dette fordi jeg finder Gees skelnen mellem de to typer af diskurs relevant, når jeg ønsker at se på en rent sproglig diskurs i kombination med en bredere forståelse af diskurs, hvor blandt andet værternes baggrund og påklædning inddrages. Hvor Fairclough med sin model undersøger diskurser alene ud fra en tekst, ser Gee på diskursbegrebet i bredere forstand, hvorfor han mener man må inddrage omkringliggende, ikke-tekstuelle, faktorer i undersøgelsen. Jeg finder det derfor hensigtsmæssigt at anvende Faircloughs model som konkret tilgang til analysen, samtidig med, at jeg med Gee vil anskue dimensionerne i et bredere perspektiv. Det skal her nævnes, at Fairclough netop ved at benytte begrebet dimensioner, også anskuer det tekstuelle, den diskursive og den sociale praksis som et samlet hele, der står i dialektiske forhold til hinanden, hvorfor man kan argumentere for, at Gees bredere diskursforståelse er immanent i Faircloughs forståelse af den sociale praksis. Men de to teoretikeres tilgange er forskellige, hvorfor jeg mener Faircloughs konkrete model i nærværende undersøgelse kan beriges af Gees bredere perspektiv på diskursiv praksis, og omvendt. Jeg vil indledningsvis kort gøre rede for min anvendelse af Fairclough og Gee, som danner grundlag for min diskursanalyse. Således vil jeg se på sproget i Monte Carlo elsker jøderne, i en tekstuel næranalyse, på grundlag af Faircloughs begreber til formålet, samt på grundlag af en definition af ironi, i samspil med Gees skelnen mellem typer af diskurser. Herudfra vil jeg videre undersøge den diskursive praksis. Jeg vil med afsæt i undersøgelsen af ovenstående dimensioner, karakterisere den sociale praksisdimension, ved inddragelse af sociolog Anthony Giddens’ (f. 1938) teorier om det senmoderne samfund, for at skabe et fundament for mit bud på en didaktisk strategi. 5 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU I forbindelse med undersøgelsen af den didaktiske praksisdimension vil jeg anvende Michael Hallidays (f. 1925) systemisk funktionelle lingvistik, der beskrives i artikelsamlingen Å skape mening med språk (1998). Hallidays teorier udspringer af pædagogisk empiri og giver et bud på en strategi for sprogindlæring i et socialsemiotisk perspektiv, hvorfor jeg finder dem relevante i en diskursanalytisk undersøgelse af didaktiske muligheder og begrænsninger, der hviler på et socialkonstruktivistisk fundament. I forhold til diskursteoretikerne, som anvendes i min undersøgelse af Monte Carlo elsker jøderne, Fairclough og Gee, kan Halliday bidrage med en didaktisk funderet forståelse og anvendelse af en diskursanalytisk tilgang til sprog. Halliday angiver således i sin teori et grundlag for en didaktisk praksis. I forhold til at skitsere et didaktisk grundlag vil jeg inddrage Pia Quist (f. 1971) og Jens Normann Jørgensens (f. 1948) tanker om unges sprog i senmoderniteten i bogen Unges sprog( 2008). Den didaktiske dimension vil jeg videre udbrede i den mundtlige del af denne eksamen, som det fremgår af mit perspektiveringsafsnit. 2. Undersøgelse af diskurser i DR3-programmet: Monte Carlo elsker jøderne 2.2 Diskursteori – James Paul Gee og Norman Fairclough Jeg vil følgende skitsere de elementer fra de to diskursteorier, som anvendes i min analyse af Monte Carlo elsker jøderne. Jeg vil først opridse Gees forståelse af diskurs som adskilt i to typer, der kaldes store og lille diskurs, hvoraf sidstnævnte kan siges at svare til Faircloughs model, der tager udgangspunkt i en tekstuel næranalyse i forhold til at identificere en diskursiv og en social praksis. Med store diskurs angiver Gee andre faktorer, der ligger ud over teksten, som væsentlige for identifikationen af diskurser. Jeg finder det i dette projekt hensigtsmæssigt at anvende Faircloughs model som struktur for undersøgelsen, men samtidig inddrage Gees teori, idet faktorer, som ikke direkte fremgår af tekststykkerne synes betydningsfulde for opfattelsen af diskursen, dette være sig Monte Carlo-konceptet generelt, samt faktorer som påklædning og de filmiske virkemidler i programmet. 6 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU 2.2.2 James Paul Gee – store og lille diskurs Med inspiration fra tidligere diskursteoretikere, her iblandt Norman Fairclough, har James Paul Gee, professor i læsning, formuleret en forståelse af diskursteori, der beskrives som: ”[…] an introduction to one approach to discourse analysis, that is, to the analysis of language as it is used to enact activities, perspectives, and identities” (Gee, 1999, s. 4-5). Ud fra forståelsen af at mennesker konstant aktivt konstruerer og rekonstruerer verden, både gennem sproglig og ikke-sproglig interaktion (Gee, 1999, s. 11), tager teorien primært udgangspunkt i distinktionen mellem to typer af diskurs: Diskurs (med stort begyndelsesbogstav) og diskurs (med lille begyndelsesbogstav). I denne opgave vil jeg benævne disse lille og store diskurs. Lille diskurs henviser til den snævre diskurs, som udelukkende omfatter sprog-i-brug og sprog i større udstrækning (som samtaler og fortællinger) (Gee, 1999, s. 17). Store diskurs favner en bredere forståelse af diskurs, der inkluderer den ikke-sproglige interaktion, såsom: ”[…]socially accepted associations among ways of using language, of thinking, valueing, acting, and interacting, in the ’right’ places and at the ’right’ times with the ’right’ objects” (Gee, 1999, s. 17). Således er lille diskurs en del af store diskurs. 2.2.3 Norman Faircloughs model for kritisk diskursanalyse – en tekstnær tilgang Med udgangspunkt i at sprog både afspejler og influerer det sociale samspil mellem mennesker formulerer Norman Fairclough Critical Language Study: ”CLS analyses social interactions in a way which focuses upon their linguistic elements, and which sets out to show up their generally hidden determinants in the system of social relationships, as well as hidden effects they may have upon that system” (Fairclough, Language and Power, 2001, s. 4). På baggrund af CLS har Fairclough udviklet en tredimensionel model til kritisk diskursanalyse, bestående af: den tekstuelle dimension, den diskursive praksisdimension og den sociale praksisdimension (Fairclough, 1992, p. 62). Jeg har i en tidligere undersøgelse, i samarbejde med en medstuderende, begrundet relevansen af at tilføje en fjerde dimension, en didaktisk praksisdimension, når projektet netop er at begrunde og udvikle en strategi for didaktisk praksis på baggrund af diskursanalyse. Modellen, som udgør den grundlæggende struktur for denne undersøgelse, ser derfor ud som følger: 7 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Model 1. Norman Faircloughs model for kritisk diskursanalyse (med didaktisk tilføjelse). I undersøgelsen af den tekstuelle dimension undersøges et stykke tekst, her transskriberede klip fra Monte Carlo elsker jøderne. Jeg vil i denne analyse trække på en række af Faircloughs begreber, som jeg kort vil skitsere i det følgende afsnit. Med udgangspunkt i den tekstuelle analyse vil jeg identificere den diskursive praksis og inddrage Gees teori om store og lille diskurs. Jeg vil desuden inddrage ekstern teori, idet man i henhold til Fairclough må ”[…]kontekstualisere tekst og diskursiv praksis i forhold til bredere samfundstendenser” (Phillips, 2010, p. 278), for at undersøge den sociale praksis. I denne undersøgelse finder jeg det, til dette formål, relevant at inddrage Anthony Giddens’ teorier om det senmoderne samfund fra Modernitet og selvidentitet(2008), for på den baggrund at kunne identificere de vilkår som didaktikken bør udformes på baggrund af, i en senmoderne kontekst. 2.2.3.2 Norman Faircloughs begreber til undersøgelse af den tekstuelle dimension Helt centralt i Faircloughs tekstanalyse står de fire begreber: tekststruktur, ordvalg, modalitet, grammatik og kohæsion (Fairclough, Kritisk diskursanalyse , 2008, p. 31). Derudover finder jeg det i denne undersøgelse relevant at inddrage begreberne: høflighed, etos og metafor, som også optræder hos Fairclough. Undersøgelsen af tekststruktur (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 77) drejer sig om at identificere tekstens overordnede form eller genre. I forbindelse med ordvalg (Fairclough, Discourse 8 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU and social change, 1992, p. 76) søger man at identificere betydningen af de ord, der anvendes og hvilke alternative ord, der således er fravalgt. Modalitet (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 158) koncentrerer sig om den måde, hvorpå ytringerne afsendes, hvor man ønsker at registrere afsenders forhold til det, der udtrykkes. Ved den grammatiske (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 75) undersøgelse ser man på sætningernes struktur og hvorledes de fremhæver eller nedtoner bestemte diskurser. Og begrebet kohæsion (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 77) fokuserer på, hvorledes tekstens elementer er sammenkædede. I forhold til begrebet høflighed (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 162) undersøges det, hvordan afsenderen henvender sig til modtageren. I den forbindelse har konteksten stor betydning i forhold til, hvordan et budskab opfattes, hvilket er relevant at inddrage, når et tv-program, som det denne undersøgelse drejer sig om, henvender sig til en defineret målgruppe. Derudover vil jeg se på tekstens eto (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 166) s, der handler om afsenderens troværdighed i kommunikationen, og herunder desuden henvise til en af de øvrige klassiske appelformer - patos. Yderligere inddrages metafor (Fairclough, Discourse and social change, 1992, p. 194) som begreb i min tekstuelle næranalyse, i forhold til hvilket man undersøger, hvorledes der kommunikeres gennem metaforisk sprog og hvilke diskurser man trækker på i den forbindelse. Yderligere vil det fremgå, at ironi er et centralt element i sproget i Monte Carlo elsker jøderne. Ironi som begreb er ikke særskilt defineret hos Fairclough, men man kan dog argumentere for at ironi er et billedsprogligt element, en trope, på linje med fx metaforen. Følgende redegør jeg derfor kort for ironi som begreb i litteraturen, med to litteraturteoretikeres definitioner. 2.2.3.3 Ironi som begreb -‐ en tilføjelse til de tekstuelle analysebegreber Ironi kan ”Umiddelbart […] ses som en modsætning til metaforen: Hvor vi i metaforen har et (produktivt) overskud af mening, har vi i ironien et (produktivt) underskud af mening. Der siges mindre end der menes, idet der siges noget andet eller det modsatte af, hvad der menes” (Jørgensen, 1996, s. 106). Sådan definerer litteraturteoretiker Keld Gall Jørgensen ironi og henviser endvidere til at teksten derved fordrer ”[…] at læseren forsøger at læse den på et andet plan hvis den skal være koherænt” (Jørgensen, 1996, s. 106). Med et meningsunderskud stiller ironien altså krav til læseren i forhold til at kunne skabe mening. Litteraturhistoriker Lis Møller(f. 1955) skriver i artiklen Om figurativt sprog(1995), at det kan diskuteres, om ironien er en trope, idet der ikke sker en drejning af ordenes leksikalske betydning, men 9 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU samtidig skal ironi heller ikke opfattes bogstaveligt (Møller, 1995, s. 101). Ydermere henviser Møller til otte typer af ironi, som opstilles i skematisk form: Stabil Ustabil Åbenlys Lokal / Ubegrænset Lokal / Ubegrænset Skjult Lokal / Ubegrænset Lokal / Ubegrænset Model 2. Otte typer af ironi (Møller, 1995, s. 177) Den stabile overfor den ustabile ironi defineres af, om meningen er klar eller ej – stabil eller ustabil. Derudover kan ironien defineres som åbenlys eller skjult, dvs. om det er åbenlyst, og altså udtrykkes, om der er tale om ironi eller ej. Derudover kan man, i de fire kombinationer, tale om lokal eller ubegrænset ironi, dvs. skal hele teksten forstås ironisk, eller er ironien lokaliseret til dele af teksten (Møller, 1995, s. 177). Med denne gennemgang af begreber for den tekstuelle næranalyse samt den overordnede diskursteoretiske ramme, vil jeg følgende analysere tv-programmet Monte Carlo elsker jøderne, med udgangspunkt i to transskriberede videoklip. 2.3 Tekstuel næranalyse af Monte Carlo elsker jøderne Jeg vil indledningsvist overordnet beskrive programmet og med henvisning til Gees begreb, store diskurs, identificere hvorledes programintro, opbygning og præsentation af værterne har betydning for den diskursive praksis. 2.3.2 Monte Carlo elsker jøderne – en overordnet beskrivelse Programmet indledes med en intro, hvor lydsiden er høj trommemusik, der flankerer lyden i de korte videosekvenser, hvor centrale nyhedsklip fra Israel-Palæstina-konflikten vises, som de har fremstået på dansk tv. Kliprækken afsluttes med to still-billeder, først et palæstinensisk flag og derefter et israelsk flag, flankeret af hver deres bombelyd, når de toner frem på skærmen. Herefter overtages det forreste af lydbilledet af en speaker, som udgøres af Sara Frost, der for P3-lyttere er en kendt stemme fra radioprogrammet Smag på P3. Konflikten opridses kort, på cirka 30 sekunder, i et samspil mellem speak og videoklip, hvorpå Monte Carlo og deres projekt præsenteres, 10 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU mens der vises flash forward-klip fra det program, der netop er gået i gang. Introen afsluttes med, hvad der minder om traileren til en action-krigsfilm, hvor de to værter filmisk fremstilles som actionhelte med solbriller og omgivet af letpåklædte, billedskønne kvinder med våben. Lydsiden udgøres her af et musiknummer med en mandlig sanger, som bl.a. synger ”[…]having hard times in this crazy town”. Afsluttende fremtoner et våbenskjold og titlen: Monte Carlo elsker jøderne. Hver programdel har sin egen overskrift, fx ”Hvem kom først?” (DR, 2013, s. min. 1.51), der fremstår tydeligt, med fed gul skrift på sort baggrund, til lyden af dance-musik. Gennem programmet afbrydes Monte Carlo-værternes reportager af speak og billeder som opridser vigtige dele af konflikten, som fx Gazastriben og Hamas. Med kombinationen af letpåklædte kvinder, bombelyde, krigskatastrofeoptagelser og genretræk fra actionfilm lægges der med denne intro an til en karikerende, ironisk stil i forhold til formidlingen af Israel-Palæstina-konflikten. Man kan dog ikke tale om ubegrænset ironi, men lokal ironi optræder ofte, hvilket også vil fremgå af eksemplerne i den tekstuelle analyse. 2.3.3 To transskriberede videoklip Til undersøgelsen af den tekstuelle dimension har jeg udvalgt to transskriberede videoklip, som jeg finder repræsentative for diskursen i Monte Carlo elsker jøderne4. Jeg vil primært se på den sproglige diskurs, men med henvisning til Gee vil jeg også overordnet inddrage antagelser i forbindelse med den bredere diskurs, blandt andet i forhold til værternes påklædning, deres ageren på filmoptagelserne og deres øvrige programkoncepter. 2.3.4 ”Som at være uvenner over en Mooncar i institutionen” Følgende transskription er åbningsdialogen mellem Monte Carlo-værterne, Esben Bjerre og Peter Falktoft, i afsnit tre ud af de syv i programrækken5. De to værter sidder og spiser morgenmad på et hotel, mens de reflekterer over konflikten i deres karakteristiske sproglige pingpong (DR, 2013, s. min. 01.54-03.18). Bjerre lægger ud med en sammenligning(tur1): 4 Transskriptionssymboler findes i Bilag A, og er hentet fra bogen Dialekt som identitets- og stiliseringspraksisser hos et søskendepar(2010). Symbolerne er hentet herfra, da der er angivet symboler for transskriberet dialekt. Monte Carloværterne anvender begge østjysk dialekt i deres sprog, hvilket jeg finder betydningsfuldt at inddrage i analysen. 5 Jeg har her valgt at dele transskriptionen op. Den findes i sammenhængende form i Bilag B. 11 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU ”På mange måder er det jo lig’som en normal nabokrig, men så bar’ me’ nogn’ vanvittige argumenter”(ibid.). Israel-Palæstina-konflikten sammenstilles med, hvad der benævnes normal nabokrig, hvori der givetvis henvises til nabokrige i dansk forstand, hvor naboer typisk strides om hækklipning eller støjgener. Der tilføjes yderligere, at denne nabokrig indeholder nogle vanvittige argumenter. Der relateres altså i første sætning til noget fra den danske kultur, som seeren typisk vil kende til. Men i anden sætning får vi ligeledes at vide, hvordan denne nabokrig adskiller sig fra de velkendte, danske nabokrige. Med det indskudte adverbium bare nedtones forskellen mellem de to typer nabokrige, som dog forstærkes igen lige efter af adjektivet vanvittige. Umiddelbart angiver adverbiet bare adjektivet vanvittige modalitet for udsagnet, men da udsagnet også er præget af en skjult, ustabil ironi, kan ironien siges at udgøre modaliteten, hvilket bevirker, at modaliteten bliver utydelig og udsagnet komplekst. Med det udgangspunkt, at konflikten kan sammenlignes med noget velkendt til, om end der også indgår noget vanvittigt, altså noget vi ikke kan se meningen med, fortsætter Falktoft(tur2) med endnu en sammenligning og et bud på en konfliktløsning: ”Da jeg var yngre, tilbage i folkeskolen og øh diverse institutioner, der var det jå så’n at hvis man var øh drabeligt uvenner, hvilket man jo hurtigt bli’r - i den alder (..) over la’ det vær’ sig en gyng’ eller en Mooncar eller alt muligt andet så kommer pædagogen og si’r (..) Hvem havd’ den først [ja] og den der havd’ den først har den [ja] og så måske me’ et lille øh apropos te’ (..) du ku’ måske overvej’ og gi’ den vid’re inden så læng’ [3. Bjerre: ”nu har du kørt rundt på den tre timer Peter, aflever den lig’”] så’ alle glade, men det’ det ultimative argument (..) hvem var der først”(ibid.) Igen sammenlignes der med en situation fra dansk kultur. Her en situation, som DR3’s målgruppe på 15-39 år, typisk vil kende til, da den udspringer af folkeskolens frikvarterer eller institutionslivet, som det har set ud siden det er blevet normen, at begge forældre er på arbejdsmarkedet. Ved at nævne pædagogen som valid konfliktløser, henviser Falktoft i sit udsagn til den dannende opdragelse, der er typisk for dansk kultur, hvor pædagogen med sin faglige baggrund er i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert i sådanne situationer. Hvem var der (eller havde den) først angives af Falktoft som det ultimative argument, men suppleres dog med, at der kan lempes på afgørelsen, hvis man kunne overveje at give tingen (eller stedet) videre. Her bryder Bjerre ind(tur3) med en opdigtet situationsbeskrivelse, som på ironisk vis modsiger den pædagogiske tilgang med et dikte- 12 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU rende udsagn i bydeform. Der er her tale om en lokal, stabil, skjult ironi, da der er en tydelig modsigelse af det forrige udsagn, men læseren selv må være i stand til at opdage ironien. Ud fra sin personlige referenceramme forsøger Falktoft dermed at give et bud på en løsning. Samtidig kan forslaget også synes snæversynet, men Falktoft repræsenterer under alle omstændigheder en tilgang som angiver en typisk umiddelbar indskydelse for en dansker mellem 15 og 39 år, som er DR3’s målgruppe6. På det fundament skabes fra begge værters side høj grad af etos over for den typiske seer, idet der begyndes med en, for mange, fælles referenceramme. Samtidig skabes der, med de personlige anekdoter, patos. Derpå understreges en af forskellene mellem de velkendte situationer fra dansk kultur og situationen i Israel-Palæstina. ”Ja og den (..) den har de jo virk’lig taget til ekstremerne herned’ fordi (..) ja altså det’ jo lig’ fra at at (..) at araberne si’r (..) ’amen vi har boet her i tusindvis af år ti’ at at jøderne si’r jamen vi var i Egypten og så var der en Gud der snakket gennem en busk og opp’ på et bjerg og så måt’ vi få det her land og(..)”(ibid.). Sproget er hos Bjerre, i udsagnet ovenfor(tur4), præget af samtidig refleksion og tale. Mange ord gentages flere gange i træk, som for at skabe tid til tænkepause. Derudover er sproget præget af direkte tale, som om Bjerre forsøger at sætte sig i de to parters sted og se konflikten fra hver deres perspektiv, men stadig ud fra den referenceramme der netop er angivet, hvor det ultimative argument er: Hvem var der først?. Sproget er i dette udsagn også næsten kun østjysk dialekt (det kursiverede), hvor værterne begge sædvanligvis blander standarddansk og østjysk i deres sprog. Dermed bliver dialekten udtryk for en afslappethed og måske igen en barnlighed, idet dialekten må formodes at være tillært i barndommen, under værtens opvækst i Silkeborg7. I den sidste del af udsagnet opridser Bjerre jødernes argument for, at landet er deres, og her bliver sproget opremsende på barnlig facon. Der anvendes udelukkende konjunktionen og, som sammenbindende for argumenterne, flere gange flankeret af et så, hvilket angiver et umiddelbart smalt ordforråd. Dog medvirker denne brug af et unuanceret sprog til, at udsagnet får et ironisk præg. Selvom argumenterne egentlig er saglige og i overensstemmelse med, hvad jøderne mener, giver 6 7 http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2012/06/04/090645.htm Esben Bjerre er født og opvokset i Silkeborg (Kloster, 2012) 13 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU det barnlige sprogbrug udtryk for en uforståelighed overfor argumentationen. Med den ironiske tone stilles der spørgsmål ved, om argumenterne er gangbare, men dog uden at underminere dem, netop fordi ironien her anvendes i lokal, ustabil og skjult form; som modtager kan man ikke vurdere om udsagnet menes ironisk eller ej, hvorfor argumenterne dermed stilles til diskussion. Det samme er tilfældet for arabernes argumenter, hvor udsagnet indledes med et jamen, som om der allerede er angivet et modargument, man skal forsvare sig overfor. Som afsluttende for den første samtalesekvens i programafsnittet opridser Falktoft(tur5) Monte Carlo-værternes projekt: ”Alle de der religiøse standpunkter der gør at folk de føler at de har en eller anden form for hellig ret til landet og øh og o’s’ et godt argument for >hvem der kom først< (..) det bli’r vi bare nødt ti’ at gå efter i sømm’ne” (ibid.). Igen er udsagnet næsten udelukkende præget af østjysk dialekt, som på samme vis hos Falktoft8 konnoterer en umiddelbarhed og der indgår igen et øh, som giver pauserum til refleksion under talestrømmen. Der følges op på den tidligere opremsning af de bibelhistoriske argumenter, der her er angivet som værende; også et godt argument for hvem der kom først, antageligt i forståelsen; et ligeså godt argument som arabernes. Og udsagnet afsluttes med at angive værternes opgave, nemlig at netop de er nødt til at gå standpunkterne efter i sømmene. Sidstnævnte synes umiddelbart selvophøjende, da det er underforstået, at netop deres undersøgelse af emnet også er vigtig for andre. Men denne selvophøjelse er samtidig skjult, ustabil ironisk, idet det i kontekst af Monte Carlo-værternes ikke-akademiske, men ungdommelige, lettilgængelige, formidlende stil, er tydeligt for seeren, at værterne netop ikke skal i gang med en videnskabelig undersøgelse af konflikten. 2.3.5 ”En konflikt rodfæstet i en snakkende busk” I sekvensen som jeg præsenterede som eksempel i indledningen (se også Bilag B), har værterne netop besøgt det kloster på Sinaibjerget, hvor busken, der ifølge Bibelen talte til Moses, angiveligt stadig gror. Med kamerabilledet rettet mod de to og klostret i baggrunden reflekterer værterne over deres opfattelser, igen i en sproglig pingpong. Der inddrages igen en personlig referenceramme i Bjerres indledende udsagn: 8 Peter Falktoft er født og opvokset i Risskov (Kloster, 2012) 14 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU ”Jeg syn’s jo det er svært når en konflikt den øh nærmest er rodfæstet helt bogstaveligt talt i en busk i et kloster i Egypten” (Monte Carlo, 2013, s. min. 12:50-). Ud fra værten Bjerres personlige, antageligt danskkulturelle, ikke-religiøse og måske ungdomsnaive udgangspunkt synes det svært at forstå, at konflikten er opstået på baggrund af en talende busk. Igen er udsagnet præget af refleksion-i-tale med det lille pause-øh, hvilket samtidig vidner om et kreativt sprogbrug, idet Bjerre spontant er i stand til at konstruere udtrykket: at konflikten bogstaveligt talt er rodfæstet i en busk. Udsagnet opfølges af Falktoft(tur2): ”Altså hvis (..) og jeg siger hvis at det er rigtigt (..) at den busk den har snakket ti’ Moses (..) sååh det deres”(ibid.). Igen anvendes ironien til at skildre konklusionen på refleksionerne, idet der i udsagnet angives muligheden for, at historien om den talende busk er sand. Med Falktofts antageligt ikke-religiøse ståsted er det usandsynligt, at det er en historie han personligt tror på, men med den ironiske drejning viser han sig alligevel åben for muligheden af, at historien kan være sand og er dette tilfældet mener han, at landet er jødernes. En holdning som Bjerre(tur3) efterfølgende giver ham medhold i med et ”YES”(ibid.), hvorved han igen med ironisk tvetydighed angiver, at hvis det forholder sig sådan, er han enig. Jeg vil følgende sammenfatte min undersøgelse af den tekstuelle dimension og dermed samtidig karakterisere den diskursive praksis. 2.4 Den diskursive praksisdimension: Kommunikationsdiskursen i Monte Carlo elsker jøderne De to værter og deres program-brand vægtes i introen indholdsmæssigt ligeligt med det tema programmet synes at ville formidle; det er de to, som springer rundt mellem tagene, og ordene i den engelske sangtekst henviser her antageligt også til de to værters svære tider i denne vanvittige by. Vægtningen af Monte Carlo-brandet understreges yderligere af brugen af våbenskjoldet, som kan associere til, at de to er en slags krigere i felten. Der er dog også masser af faktuel information i introen og i samspil med den, for de klassiske, journalistiske genrer, forholdsvis omfattende præsentation af værterne, får man som seer kort og tydeligt opridset de vigtigste begivenheder i kon- 15 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU flikten. Med direkte referencer, i form af videoklip, trækkes på nyhedsgenren og den faktuelle beskrivelse som i en historiedokumentar. Mens der med en lydside med krigslyde, høje trommer og en kvindelig, ung speaker, som desuden er kendt fra et radio-musikprogram, igen trækkes på den popkulturelle diskurs. Med et alvorligt emne, Israel-Palæstina-konflikten, samt med de to værters journalistiske baggrund9 er der umiddelbart lagt op til en klassisk, formidlende stil. Men allerede med programmets placering på kanalen DR3, hvor målgruppen er de unge, 15 til 39-årige, trækkes der på diskurser fra en mere eksperimenterende, ungdommelig kontekst, idet det på DR3’s sendeflade kommer i selskab med satireprogrammer, amerikanske tv-serier og en række eksperimenterende dokumentarer. Titlen Monte Carlo elsker jøderne henviser til en humoristisk og letfærdig tilgang til emnet, hvor værterne spiller en væsentlig rolle og hvor det stærkt ladede verbum elsker antyder en sproglig overdrivelse af følelser. I de to udvalgte transskriptioner demonstreres Bjerre og Falktofts karakteristiske, sproglige pingpong. Som modtager får man fornemmelsen af, at de to altid har en kommentar eller en opfølgning til det forrige udsagn, hvilket skaber et højt tempo og en ungdommelig energi i sproget. Samtidig er udsagnene ofte funderet i værternes personlige, dansk-kulturelle referenceramme, som antageligt svarer til den typiske seers. Ofte virker værterne også en anelse ungdomsnaive og uforstående, men samtidig er de ironiske, hvilket er med til at åbne op for refleksivitet i forhold til budskaberne. Dermed bygges et fundament for formidling, som skaber høflighed overfor modtageren, samt høj grad af etos og patos. Værternes østjyske dialekt er ligeledes medvirkende til øget patos og til en nedtoning af den klassiske formidlende stil i de danske medier, hvor sprognormen gennem mange år har været standarddansk (Olsen, 2013). Dertil associerer jysk dialekt ofte til noget naivt og godtroende, som det er beskrevet gennem flere sprogvidenskabelige masketests (Kristiansen, 2013). Når vi møder værterne ved deres morgenmadsbord, på et hotel i Mellemøsten, er man som modtager hurtigt bevidst om, at der ikke er tale om en manuskriptbaseret samtale. De to værter samtaler frit over emnet, som var det en almindelig hverdagssamtale mellem venner. Sætningernes struktur, med mange fyldord, som skaber rum til refleksion-i-tale, underbygger den hverdagssproglige diskurs. Samtidig vidner brugen af kreative og præcise sproglige udtryk også om et rigt ordforråd. 9 Værterne har begge gået på journalistuddannelsen, men begge mangler dog at færdiggøre uddannelsen sidste semester (Monte Carlo tester EB og BT, 2012). 16 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Man er som modtager ikke i tvivl om, at de to har sat sig ind i konflikten, idet der trækkes på bibelhistorisk og historisk viden. Dermed associeres der igen til journalistiske genrer, hvor man har sat sig grundigt ind i det emne man formidler, men igen nedtones den klassiske, journalistiske stil ved anvendelsen af sproglige billeder skabt ud fra personlige anekdoter fra eksempelvis institutionslivet i barndommen. Den ungdommelige stil underbygges af værternes påklædning, hvor især Falktoft er klædt i gadestilspræget tøj, der associerer til noget ungdommeligt og oprørsk(se Bilag C). Er man desuden bekendt med Monte Carlos øvrige radio- og tv-programmer er det tydeligt, hvordan den sproglige diskurs er i overensstemmelse med disse, hvorfor man hurtigt sammenkæder det diskursive udtryk med Monte Carlos sædvanlige stil og dermed har en forforståelse for, hvordan budskaberne skal opfattes. Med dette udgangspunkt i den diskursive praksis vil jeg videre se på den sociale praksis, med henblik på at identificere sproget i Monte Carlo-programmernes rolle i samfundet. 2.5 Den sociale praksisdimension: Monte Carlo-programmernes rolle i samfundet Jeg vil i dette afsnit inddrage sociologen Anthony Giddens teorier om det senmoderne samfund, for derudfra at undersøge, hvilken rolle Monte Carlo-programmerne spiller i forhold til vilkårene i dag. Denne undersøgelse vil videre danne grundlag for de dannelsesovervejelser jeg vil gøre mig i undersøgelsen af den didaktiske praksisdimension. 2.5.2 Senmoderniteten – Anthony Giddens Senmoderniteten (Giddens, 2003), som Anthony Giddens(f.1938) betegner vor tid, er kendetegnet ved tre centrale begreber: Adskillelsen af tid og rum, udlejringsmekanismer og modernitetens refleksive karakter (Giddens, 2003, s. 21-48). Disse tre faktorer medvirker til en høj grad af dynamik i samfundet. Med begrebet adskillelsen af tid og rum beskrives, hvordan vilkårene for kommunikation på tværs af tid og rum i dag er ekspanderede (Giddens, 2003, s. 29). Disse forhold er, sammen med forbedre- 17 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU de transportmuligheder, medvirkende til, at det i dag er blevet lettere at skabe relationer udenfor den lokale kontekst, hvilket definerer begrebet udlejringsmekanismer (Giddens, 2003, s. 30). De muligheder de to ovenstående faktorer tilsammen skaber, giver mennesket en øget frihed, men kræver samtidig en høj grad af refleksivitet, idet man ofte må træffe valg. Senmoderniteten beskrives som et post-traditionelt samfund (Giddens, 2003, s. 11), hvilket betyder, at der ikke længere findes svar i foreskrevne traditioner, idet alt er under konstant refleksion (Giddens, 2003, s. 32). Mennesket er derfor underlagt den tredje faktor; modernitetens refleksive karakter, hvor man må begrunde sine valg og forståelser af verden på baggrund af konstant refleksiv opmærksomhed (Giddens, 2003, s. 49). 2.5.3 Diskursen i Monte Carlo elsker jøderne set i lyset af en senmoderne kontekst I undersøgelsen af den tekstuelle dimension og den diskursive praksisdimension, har jeg identificeret den sproglige diskurs i Monte Carlo elsker jøderne, med inddragelse af træk fra en bredere diskursforståelse, ift. konteksten omkring sproget, såsom øvrige Monte Carlo-programmer, påklædning og DR3’s koncept. Forestiller man sig en klassisk, journalistisk reportage om konflikten i Mellemøsten, vil der ofte indgå interviews med, eller henvisninger til eksperter, og sproget vil typisk være præcist og ikke præget af journalistens personlige holdninger eller referenceramme. Et sådan neutralt formidlende format synes umiddelbart at være korrekt i en virkelighed, hvor den enkelte selv må reflektere, tage stilling og opbygge sin personlige forståelse af virkeligheden. Med Monte Carlo elsker jøderne forholder det sig imidlertid anderledes; her er sproget personligt, umiddelbart og præget af masser af fyldord, som i en hverdagssamtale. Men man kan dog her argumentere for, at Monte Carlos sprog i høj grad lægger op til refleksivitet hos modtageren. Værternes frie refleksion-i-tale medvirker til, at emnet bliver tilgået med en personligt funderet umiddelbarhed, som på ingen måde er neutral. Men med en sproglig diskurs præget af personlige anekdoter, højt tempo, umiddelbarhed og ironi skabes en kompleksitet og en tvetydighed, som netop tvinger modtageren til refleksion, idet der ikke formidles klare holdninger, men blot stor uforståenhed overfor konfliktens opståen og i forhold til hvordan den kan løses. Når programmet vælger ikke at inddrage eksperter eller klassisk ekspertviden, men i stedet at interviewe nøglepersoner i konflikten, igen ud fra deres personlige referenceramme, fravælges det netop at vise en klar holdning til konflikten, hvilket i sidste ende kan siges, set i lyset af Giddens 18 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU teorier, at gøre Monte Carlo elsker jøderne til en mere hensigtsmæssig formidlingsfacon end den klassiske, tilstræbt neutrale journalistiske reportage. 2.5.3.2 Kritik og diskussion Programmet er, som nævnt i indledningen, blevet mødt med en del kritik, særligt fra danske Mellemøst-eksperter. Leila Stockmarr, ph.d.-studerende ved RUC og Mellemøstekspert, skriver i en klumme til Politiken: ”Esben og Peter kunne have sat sig lidt mere ind i konflikten og viderebragt saglig information gerne med en intelligent og ironisk overbygning - til de danske seere. Præmissen for programmet er i princippet god, men bliver i praksis arrogant, og synes primært at have til formål at få målgruppen til at grine” (Stockmarr, 2013). Om der i løbet af de syv programmer rent faktisk formidles et faktuelt forkert indhold, er jeg ikke i stand til at bedømme, men da Stockmarr ikke giver nogle konkrete eksempler på dette i sin klumme, vil jeg forsøge at vurdere hendes udtalelser ud fra min undersøgelse af diskursen i Monte Carlo elsker jøderne. Umiddelbart er det faktuelt forkert at sætte lighedstegn mellem Israel-Palæstina-konflikten og en almindelig nabokrig i Danmark, som det er tilfældet i det første transskriberede videoklip i min analyse. Der kan også let plæderes for at argumenterne ikke er vanvittige, som de beskrives af Bjerre, men i stedet er velbegrundede. Det samme gør sig gældende, når de to værter angiver, at konflikten er funderet i en talende busk, hvilket er et overdrevet indsnævret billede af konflikten, hvorfor det også kan betegnes som faktuelt forkert. Men som jeg har beskrevet i min undersøgelse ovenfor, må disse udsagn opfattes ironisk. Ikke i den forstand, at budskaberne blot betyder det modsatte af, hvad der udtrykkes, men i ustabil forstand, hvor ironien anvendes til at sætte tingene på spidsen og skabe rum for fornyet refleksion på grundlag af en umiddelbar, personlig og uforstående tilgang. Monte Carlo-værterne har selv skrevet et svar til klummen, hvori de udtrykker deres projekt: ”Misforstå os ikke - det er rigtig fornemt, at Leila Stockmarr har brugt en årrække på at sætte sig ind i tingene, men vi er et par stykker, der, herfra hvor vi står, umiddelbart kan have svært ved at forstå, hvorfor voksne mennesker lader den ene generation efter den anden deltage i en tilsynela- 19 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU dende endeløs konflikt […]. Og det er dér, vi prøver at se konflikten fra. Fra et ungt, uhøjtideligt og undrende synspunkt.” (Bjerre & Falktoft, 2013) Værterne udtrykker dermed en respekt for Stockmarrs arbejde, men beskriver samtidig, hvordan de i deres formidling af konflikten ønsker at frembringe undren hos de unge modtagere, netop ud fra en opfattelse af, at der er brug for nytænkning i forhold til at løse den årelange konflikt. Samtidig kan man argumentere for, at programmet er med til at overholde radio- og fjernsynslovens, kapitel 3, §10, hvor det angives, at public service-kanaler skal afspejle bredden i samfundet (Retsinformation, 2011). 3. Den didaktiske praksisdimension I dette afsnit vil jeg skitsere en række didaktiske muligheder og begrænsninger med afsæt i min undersøgelse af den sociale praksisdimension. Jeg vil på grundlag af Giddens teori sat i forhold til sproget i Monte Carlo elsker jøderne formulere et fundament for en didaktik, som sigter mod at bidrage til elevernes sproglige udvikling i forhold til at kunne kommunikere hensigtsmæssigt. Til dette formål vil jeg inddrage Michael Hallidays teori om den systemisk funktionelle lingvistik, i forhold til kodeskift med afsæt i Pia Quist og J. Norman Jørgensens tanker i bogen Unges sprog(2008). 3.2 Michael Hallidays systemisk funktionelle lingvistik Michael Hallidays tilgang til tekstanalyse er socialsemiotisk, hvorfor hans teorier udspringer af tanken om, at kundskab overføres gennem tekster i sociale kontekster, som er definerede af kulturens værdisystemer og ideologier. Og de tekster, mundtlige som skriftlige, der udveksles i kommunikationsprocesserne, i sådanne sociale kontekster, får mening ud fra de sociale aktiviteter de indgår i (Halliday, 1998, s. 69). Dermed er teorien både sociologisk og semiotisk. På den baggrund har Halliday udviklet den systemisk funktionelle lingvistik. I forhold til sprogindlæringen er målet her at: ”[…]gjøre bevisst og å tolke prosesser som hele tiden foregår på det ubevisste planet i det daglige livet, med andre ord å sette navn på systemet som ligger bak disse prosessene” (Halliday, 1998, s. 79). 20 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Halliday beskriver tre centrale komponenter i forhold til sprog i brug, som benævnes metafunktioner. Den første metafunktion er den ideationelle og henviser til sproget som repræsentation for mening om fænomener i verden (Maagerø, 1998, s. 38). Den anden metafunktion er interpersonelle mening. Med dette begreb som en del af tekstanalysen understreges det, at en tekst ikke blot er en repræsentation af virkeligheden, men at den også er ”[…]et stykke samhandling mellom taler og lytter” (Halliday, 1998, s. 85) og dermed et udtryk for det sociale samspil, samt de kommunikerendes holdninger og vurderinger. Det betones dermed som betydningsfuldt, at de deltagende parter i kommunikationen spiller en rolle i forhold til, hvordan teksten må tolkes i netop denne specifikke sociale kontekst. Den tredje metafunktion er den tekstuelle, som refererer til forholdet mellem sproget og omgivelserne, og dermed omhandler hvordan mening udtrykkes i tekstueller strukturer (Maagerø, 1998, s. 54). Opsummerende kan man sige, at mening opstår gennem den tekstuelle metafunktion i samspil mellem de to typer af mening: Den ideationelle og den mellempersonlige. Sprogundervisningen må, på baggrund af ovenstående, ifølge Halliday bidrage til, at eleverne bliver i stand til at foretage tekstanalyser (Halliday, 1998, s. 94), således at de bliver i stand til at aflæse en given social kontekst og kommunikere hensigtsmæssigt heri. 3.2.2 Unges sprog -‐ kodeskift I min undersøgelse har jeg beskrevet, hvorledes sproget i Monte Carlo elsker jøderne blander diskurser, der medvirker til en formidlingsform, som appellerer til den unge modtager, formidler et lettilgængeligt, faktuelt indhold og lægger op til refleksion hos modtageren. Med den lave grad af faktuel information og den høje grad af kompleksitet, som kendetegner programmets sproglige diskurs, kan man argumentere for, at sproget er eksemplarisk for dannelsen i en senmoderne kontekst, hvor sandheden er ukendt og derfor skaber behov for konstant refleksion hos mennesket. Monte Carlo-værternes sprog bliver imidlertid ofte misforstået, og programmerne bliver på den baggrund mødt med kritik for deres etiske beskaffenhed, hvor de for eksempel anklages for at formidle faktuelt forkert indhold. Med afsæt i min undersøgelse vil jeg derfor plædere for, at baggrunden for misforståelserne er, at ikke alle modtagere er i stand til at analysere og forstå den sproglige kode, som Monte Carlo-værterne formidler ud fra. 21 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Ifølge Quist og Normann Jørgensen er evnen til kodeskift vigtig i det senmoderne (Quist & Jørgensen, 2008, s. 125). Begrebet kode er i denne sammenhæng en overbetegnelse for sprog, dialekt, register og stil (Quist & Jørgensen, 2008, s. 125). Når Monte Carlo-værterne møder dårlig kritik for deres formidling, kan baggrunden være, at kritikerne ikke er i stand til at aflæse den sproglige kode der formidles i. Typisk er det i de unge miljøer, at sproget udvikler sig, hvorfor det kan være vanskeligt for den ældre eller mere normbundne del af befolkningen af aflæse sproget her. Imidlertid er evnen til kodeskift vigtig i det senmoderne, netop pga. vilkårene skitseret i afsnittet om Giddens teori. Ydermere ligger det i forlængelse af Hallidays systemisk funktionelle lingvistik, hvor sprogets betydning anses for socialt afhængigt. Quist og Normann Jørgensen definerer endvidere dygtige sprogbrugere ved, at de ”[…] kan ramme en vellykket måde at ytre sig på hyppigere end andre. Det kan være, at de kan analysere situationen hurtigere og mere præcist. Det kan være, at de kan vælge i et bredere spektrum af forskellige måder at udtrykke sig på” (Quist & Jørgensen, 2008, s. 128). Med sigtet om af eleverne skal blive dygtige sprogbrugere, må undervisningens sigte være, at eleverne bliver i stand til at ytre sig på vellykkede måder. Det betyder blandt andet, at de må lære at producere og konsumere budskaber i metaforiske koder, som”[…]ved produktionen [er] styret af den talendes hensigter, men i interaktionen af samspillet mellem den talendes og de lyttendes forståelse af situationen og de involverede sprogs værditilskrivninger” (Quist & Jørgensen, 2008, s. 130). 4. Sammenfatning I denne opgave har jeg undersøgt sproget i tv-programmet Monte Carlo elsker jøderne. Dette på et diskursanalytisk fundament af Faircloughs tredimensionelle model for kritisk diskursanalyse samt Gees teori, hvori der skelnes mellem store og lille diskurs. Og med dette afsæt har jeg, gennem en undersøgelse af den didaktiske praksisdimension, skitseret en række didaktiske muligheder og begrænsninger i forbindelse med værternes sprog. I undersøgelsen af sproget i Monte Carlo elsker jøderne, har jeg gennem en tekstuel næranalyse med inddragelse af et bredere diskursbegreb (store diskurs), fundet frem til en række karakteristika for diskursen. Monte Carlo-brandet, som er kendt fra en lang række radio- og tv-programmer, vægtes ligeligt med programmets tema – Israel-Palæstina-konflikten. På samme måde blandes popkulturelle elementer med de klassiske journalistiske genrer, i en blanding af fokus på værternes personlighed og faktuel information om konflikten. I to udvalgte transskriptioner fra programmet, som 22 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU jeg har fundet repræsentative for diskursen, ses det, hvordan diskursen er præget af sprogligt pingpong, højt tempo og dermed ungdommelig energi. Der trækkes på personlige anekdoter og en personlig referenceramme, som antageligt stemmer overens med en stor del af seermålgruppens, hvilket er de 15 til 39-årige, hvilket afstedkommer en høj grad af patos og etos. Patos højnes yderligere af brugen af østjysk dialekt, som konnoterer noget personligt og en umiddelbarhed. Der anvendes endvidere ofte ironi og dette ofte i skjult, ustabil form, hvilket bevirker, at udsagn, der umiddelbart synes uforstående og ungdomsnaive i stedet bliver komplekse og dermed lægger op til refleksion hos modtageren. Med afsæt i undersøgelsen af den tekstuelle og den diskursive praksis har jeg undersøgt den sociale praksisdimension og dermed Monte Carlo elsker jødernes rolle i samfundet, med fokus på sproget ved inddragelse af Giddens. Sættes værternes sprog i forbindelse med Giddens teorier om det senmoderne samfund, kan man argumentere for, at sproget her er eksemplarisk for kommunikation i en senmoderne kontekst, idet det rummer stor kompleksitet og dermed lægger op til refleksion hos modtageren. De fremlagte holdninger er åbenlyst personlige og rummer dermed præmissen om, at den enkelte må skabe sit eget virkelighedsbillede ud fra refleksion, idet sandheden er ukendt. Sidst har jeg undersøgt den didaktiske praksisdimension. Dette med inddragelse af Hallidays teori om systemisk funktionel lingvistik samt hans tanker om sprogindlæringen ud fra denne. Undervisningen må, på baggrund heraf, bidrage til, at eleverne, på baggrund af tekstuelle analyser, bliver i stand til at kommunikere hensigtsmæssigt i en given situation. Med dette udgangspunkt har jeg inddraget Quist og Normann Jørgensens tanker om kodeskift og de unges sprog, hvor de udtrykker, at det er kendetegnende for dygtige sprogbrugere, at de kan kommunikere vellykket i mange situationer. 5. Perspektivering – oplæg til den mundtlige del Når man er i stand til at aflæse den sproglige kode hos Monte Carlo-værterne, kan stilen og formidlingsformen ses som eksemplarisk kommunikation i det senmoderne. Det er dog interessant at se på, hvad det betyder for kommunikationen, hvis ikke man kan aflæse den sproglige kode, men alligevel ser programmet. Man kan også forestille sig, at seeren ikke kender Monte Carlos øvrige programmer og måske først tuner ind på programmet efter introen, derved vil man gå glip af en 23 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU kontekstforståelse, som synes væsentlig for en konsumption af budskaberne. Det er derfor relevant at inddrage et perspektiv på undersøgelsen, der afdækker konsekvenserne af en mislykket kommunikation, i henhold til Quist og Normann Jørgensen, som udtrykker at ”[…]ligegyldigt hvad formålet eller baggrunden for et kodeskift er, kan det ikke bringes til at betyde noget, hvis ikke modtageren eller modtagerne forstår det” (Quist & Jørgensen, 2008, s. 129). Ydermere er det interessant at udbrede undersøgelsen af de didaktiske muligheder og begrænsninger. Med udgangspunkt i Halliday finder jeg det relevant at se på Jeppe Bundsgaards tanker om de kommunikative kompetencer, særligt den konsumptive og den kritisk kommunikative kompetence der beskrives i bogen Kompetencer i dansk (2009). Dette for at kunne udfærdige et konkret bud på en undervisningspraksis, som søger at udvikle disse kompetencer hos eleverne. I forbindelse med undervisningen er det endvidere relevant at spørge til om eleverne overhovedet skal undervises i deres egen sproglige kode og i de kodeskift, som de unge ifølge Quist og Normann Jørgensen, oftest er dygtigst i at udføre. Til dette spørgsmål vil jeg inddrage professor i pædagogik Thomas Ziehe (f.1947), der med sine teorier argumenterer for, hvordan al undervisning bør indeholde god anderledeshed, som er kendetegnet ved at sætte nye perspektiver på elevernes virkelighed. I den forbindelse kan man netop spørge til om undervisning i unges sprog og kodeskift indfrier dette. 24 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU 6. Litteratur Berge, K. L. (1998). Å skape mening med språk - om Michael Halliday og hans elevers semiotik. I K. L. Berge, P. Coppock, & E. Maagerø, Å skape mening med språk - En samling artikler av M. A. K. Halliday, R. Hassan, J. R. Martin (s. 17-33). Oslo, Norge: Cappelen Akademisk Forlag. Bjerre, E., & Falktoft, P. (29.. august 2013). Monte Carlo: Elitære Leila skræmmer de unge væk. Hentede 14.. december 2013 fra Politiken.dk: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2061951/monte-carlo-elitaere-leila-skraemmer-de-ungevaek/ Broe, P. B., & Sejr, P. (2013). Kommunikation på livsstilsbloggen - En undersøgelse af didaktiske muligheder og begrænsninger. Sprog og kommunikation, AU, Synopsis til eksamen . København. Bundsgaard(m.fl), J. (2009). Kompetencer i dansk. København: Gyldendal. Dohrman, J. (25.. september 2013). Esben Bjerre og Peter Falktoft får DRs sprogpris. dr.dk . København, Danmark: DR. TV-udsendelse (Producer), & DR (Skribent). (2013). Monte Carlo elsker jøderne 3:7 [Film]. DR3. Fairclough, N. (1992). Discourse and social change. Cambridge: Polity Press - Blackwell. Fairclough, N. (2008). Kritisk diskursanalyse . København: Hans Reitzels Forlag. Fairclough, N. (2001). Language and Power (2. udgave udg.). Harlow, England: Pearson Education Limited. Gee, J. P. (1999). An Introduction to Discourse Analysis - Theory and Method. London: Routledge. Giddens, A. (2003). Modernitet og selvidentitet. (S. S. Jørgensen, Ovs.) Cambridge: Hans Reitzels Forlag. Halliday, M. (1998). Del II: Språk, kontekst og tekst: aspekter ved språk i et sosialsemiotisk perspektiv. I K. L. Berge, P. Coppock, & E. Maagerø, Å skape mening med språk - en samling artikler. Oslo, Norge: Cappelen Akademisk Forlag as. Jørgensen, K. G. (1996). Stilistik - Håndbog i tekstanalyse. København: Nordisk Forlag A.S. Klafki, W. (2001). Første og Anden studie. In W. Klafki, Dannelsesteori og didaktik - Nye studier. Aarhus: Klim. Kloster, T. (1.. november 2012). 'Monte Carlo' hylder de åbenmundede. Hentede 10.. december 2013 fra dr.dk: http://www.dr.dk/OmDR/Nyt_fra_DR/Nyt_fra_DR/2012/11/01143000.htm Kristiansen, T. (2013). Underbevidste sprogholdninger. (K. Universitet, Producer) Hentet fra Dialekt.dk: http://dialekt.ku.dk/sprogholdninger/underbevidste_sprogholdninger/ Lindberg, K., & Burhøi, P. (29.. nov. 2013). Etikken er under pres i DR. Hentede 5.. dec. 2013 fra Berlingske Tidende: http://www.b.dk/politiko/etikken-er-under-pres-i-dr Maagerø, E. (1998). Del I: 2. Hallidays funksjonelle grammatikk - en presentasjon. I Å skape mening med språk (s. 33-64). Oslo, Norge: Cappelan Akademisk Forlag. 25 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Møller, L. (1995). Om figurativt sprog. I L. Møller, Om litteraturanalyse (s. 153-189). Århus: Systime. Monte Carlo. (2013). Monte Carlo elsker jøderne 3:7. Monte Carlo elsker jøderne . Danmarks Radio. Monte Carlo tester EB og BT. (20. november 2012). Hentede 2. februar 2014 fra DR: http://www.dr.dk/tjenester/radio/p3/monte-carlo/artikel/monte-carlo-tester-eb-og-bt Olsen, J. S. (23. juli 2013). Danskerne er glade for sproglig mangfoldighed på tv-skærmen. Hentede 1. februar 2014 fra Berlingske Tidende: http://m.b.dk/?article=26327493-Danskerne-erglade-for-sproglig-mangfoldighed-paa-tv-skaermen Phillips, L. (2010). Diskursanalyse. In S. Brinkmann, L. Tanggaard(red.), & S. B. Tanggaard (Ed.), Kvalitative metoder - en grundbog (pp. 263 - 285). København K: Hans Reitzels Forlag. Quist, P., & Jørgensen, J. N. (2008). Unges sprog. København: Hans Reitzels Forlag. Retsinformation. (2011). Radio- og tv-loven. Hentede 2013 fra Retsinformation.dk: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=158235#Kap3 Schøning, S. W. (2010). Dialekt som identitets- og stiliseringspraksisser hos et søskendepar. København: Københavns Universitet. Stockmarr, L. (28.. august 2013). DR svigter de yngre seere med misforstået og underlødig humor. Hentede 12.. december 2013 fra Politiken: http://politiken.dk/debat/profiler/kampzonen/ECE2061292/dr-svigter-de-yngre-seere-medmisforstaaet-og-underloedig-humor/ Zinckernagel, P. (2002). DR Dialekt - Et personligt synspunkt fra en chef i DR. I M. Blædel(red.), Dialekter - sidste udkald? (s. 95-100). København: Modersmålsselskabet. 26 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Bilag A Transskriptionssymboler Transskriptionssymbolerne er hentet fra bogen Dialekt som identitets- og stiliseringspraksisser hos et søskendepar(2010). 27 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Bilag B. Transskriberede videoklip fra Monte Carlo elsker jøderne, 3:7 Klip 1: 1. Bjerre: ”På mange måder er det jo lig’som en normal nabokrig, men så bar’ me’ nogn’ vanvittige argumenter” 2. Falktoft: ”Da jeg var yngre, tilbage i folkeskolen og øh diverse institutioner, der var det jå så’n at hvis man var øh drabeligt uvenner, hvilket man jo hurtigt bli’r - i den alder, over la’ det vær’ sig en gyng’ eller en Mooncar eller alt muligt andet, så kommer pædagogen og si’r (..) Hvem havd’ den først? [ja] og den der havd’ den først har den [ja] og så måske me’ et lille øh apropos te’: Du ku’ måske overvej’ og gi’ den vid’re inden så læng’ [3. Bjerre: ”nu har du kørt rundt på den tre timer Peter, aflever den lig’”] så’ alle glade, men det’ det ultimative argument: Hvem var der først? 4. Bjerre: ”Ja og den den har de jo virk’lig taget til ekstremerne herned’ fordi, ja altså det’ jo lig’ fra at at at araberne si’r, ’amen vi har boet her i tusindvis af år, ti’ at at jøderne si’r jamen vi var i Egypten og så var der en Gud der snakket gennem en busk og opp’ på et bjerg og så måt’ vi få det her land og 5. Falktoft: ”Alle de der religiøse standpunkter der gør at folk de føler at de har en eller anden form for hellig ret til landet og øh og os et godt argument for >hvem der kom først<, det bli’r vi bare nødt ti’ at gå efter i sømmene” (DR, 2013, s. min. 01.54-03.18) Klip 2: 1. Bjerre: ”Jeg syn’s jo det er svært når en konflikt den øh nærmest er rodfæstet helt bogstaveligt talt i en busk, i et kloster, i Egypten” 2. Falktoft: ”Altså hvis(..) og jeg siger hvis, at det er rigtigt, at den busk, den har snakket ti’ Moses, sååh det deres” 3. Bjerre: ”YES” 4. Falktoft: ”såh vi der hen’, hvor så må palæstinenserne find’ noget andet” 5. Bjerre: ”ja, den er jeg me’ på” 6. Falktoft: ”den bli’r ik’ nævnt nok den busk” 7. Bjerre: ”jeg syn’s den bli’r nævnt for meget” (Monte Carlo, 2013, s. min. 12:50-) 28 Pernille Bengtsen Broe, Stud. Cand. pæd. Didaktik (dansk) Eksamensopgave projektmodul E13, IUP, AU Bilag C Screen shots fra Monte Carlo elsker jøderne, 1:7 og 3:7 29
© Copyright 2024