Selvgjort e Af radiograf Kasper Thorup-Erichs På Radiologisk Afdeling OUH, Odense har vi taget et alternativ til den konventionelle sidemarkering i brug. Det er en selvklæbende engangs-markering, beregnet til at sætte direkte på patienten – og den er hjemmelavet. Når vi de seneste år har renoveret vores gode gamle, men slidte, røntgenrum og har installeret nye smarte lejer med DRteknik, har vi samtidig måttet sige farvel til den knap på apparaturet, som med et enkelt tryk satte et lille blybogstav ind i kanten af blænden. Dette lille H eller V gjorde, at der ikke kunne være tvivl om, hvad der er højre og venstre på billedet, da det simpelthen blev medfotograferet. Når vi har kigget efter nyt apparatur, har vi fået at vide, at det ikke kunne lade sig gøre at få udstyr med denne funktion. Det kan virke paradoksalt, at denne markeringsteknik er forsvundet, når et digitalt billede netop kan blive spejlvendt, både med og uden at der kan påvises en menneskelig indgriben. Især når vi sender billeder digitalt mellem vores sygehuse som aldrig før, og når vi, som radiografer, har ansvaret for korrekt billedmarkering. Da vi, for efterhånden længe siden, fik Agfas CR-system, fik vi at vide, at vi altid skulle anvende fysisk markering, da Agfa ikke kunne garantere 100 % at billedet ikke kunne blive spejlvendt et eller andet sted i ”post-processing”. 6 | RADIOGRAFEN | MARTS 2011 FAGLIGT r velgjort Opfordringen I afdelingens kvalitetshåndbog står: ”Alle scoliose- og knogleoptagelser undtaget bækken og columnaoptagelser skal markeres med fysisk hø/ve-mærke. AP/PA-optagelse af thorax skal markeres med fysisk hø/ve-mærke”. En af mine kolleger har skrevet bacheloropgave om denne problematik, med udgangspunkt i sundhedsstyrelsens vejledning som omhandler fysisk markering af røntgenbilleder. Nå, men vi bruger naturligvis fysisk markering i afdelingen, og engang i 2007 spurgte min afdelingsradiograf om jeg ville fotografere et ark med selvklæbende H’er og V’er, som hun havde bestilt hos et firma, for at se om de kunne ses på røntgen. De kunne ikke ses, men det satte tankerne i gang hos mig. Idéen var spændende, så jeg gik i gang hjemme på køkkenbordet med diverse røntgenkontraststoffer og hvad jeg ellers kunne opdrive, og fandt ud af, at det faktisk kan lade sig gøre – i hvert fald i teorien - at fremstille sådan et røntgenfast klistermærke. På dette tidspunkt havde OUH og Syddansk Universitet et samarbejde om forskning og innovation, hvor OUH’s medarbejdere blev opfordret til at skrive om deres idéer og få dem undersøgt med henblik på potentiale. Min chef opfordrede mig til at tage kontakt til denne afdeling, men et klistermærke var vist ikke lige teknologisk nok for dem, så de sendte mig videre til MTV-afdelingen (medicinsk teknologivurdering) på OUH. De syntes godt om projektet og formidlede kontakt til en klistermærkeproducent. Men ret meget andet ville de ikke gøre i sagen, så projektet endte hos mig og min afdeling. Processen Her kommer mine kolleger ind i billedet, da min funktion i afdelingen efterhånden har mere skrivebords-karakter. Samarbejdet med producenten har nemlig fungeret således, at jeg har opstøvet forskellige miljøvenlige substanser med ”høj røntgenattenuation”, som han har prøvet at trykke klistermærker med. Dem har han så sendt til mig, hvorefter jeg har testet dem i afdelingen på et fantom. Men den praktiske afprøvning har mine kolleger stået for. Hver gang jeg er kommet med en ny version af en markering, er det dem som har haft dem med i lommen på stuerne eller på udefototuren. De har hjulpet meget med billeder, konstruktiv kritik og gode råd. Efter utallige forsøg med forskellige blandinger af diverse substanser og fremstillingsmetoder, er det endelig lykkes. Denne del af processen, den kreative, har helt klart været den mest spændende for mig. Jeg har skaffet materialer fra bl.a. USA, Østrig og Italien, og har mailet med ingeniører, professorer og direktører rundt omkring i verden, takket være internettet. Det er fantastisk så hjælpsomme folk er, når man kommer med sådan en opgave. Min overradiograf har hele vejen støttet op om projektet, og været aktiv i processen. Hun har haft mærkater med til møde i regionen, og opfordret mig til at skrive denne artikel. Resultatet Da vi omsider stod med et brugbart produkt, blev det testet med succes i afdelingen i fuld skala fra juli 2009 til januar 2010, men hvad så? Jeg har aldrig set mig selv som iværksætter, bare som én der får gode idéer. Men hvis ikke projektet skulle løbe ud i sandet, og jeg skulle gå og spørge mig selv resten af livet om det mon var lykkedes, så måtte jeg i gang. Hospitalernes og regionernes indkøbsafdelinger handler kun med firmaer, så jeg har måttet oprette sådan et – Xopaq ApS. (udtales X-opaq) – og da det er noget helt nyt for mig, en typisk lønmodtager, har jeg pludselig haft brug for både advokat, revisor og iværksætterkonsulenter, for ikke at gøre noget forkert. Resultatet er blevet et ark med 24 markeringer til at klæbe fast på patienten, og smide væk efter brug. De supplerer afdelingens bly-markeringer i de situationer hvor placering, fastgørelse eller hygiejne gør det besværligt at anvende vores konventionelle markeringer. De anvendes konsekvent til scolioser og benlængde-udmåling, da de, pga. deres udformning også kan fungere som kontrol af, hvorvidt billederne er korrekt størrelse – en slags kalibreringskontrol. OUH’s ortopædkirurgiske operationsgang der er begyndt at sende deres peroperative billeder direkte i PACS, fik løst et problem omkring markering af deres billeder ved at anvende engangs-markeringerne. De pakker og steriliserer dem enkeltvis, og er jo traditionelt glade for engangsartikler. Vores CT-afsnit anvender også markeringen. Den kan ses på scout’et og på en 3D-rekonstruktion. En MR-kollega synes snart det må være deres tur til at prøve. Men det kræver nok at jeg starter forfra hjemme på køkkenbordet. MARTS 2011 | RADIOGRAFEN | 7