U16 piger regionsmestre i strandhåndbold Det var under blå himmel, men med kraftig vind, at U16 pigerne mødtes på Ishøj Strand til regionsmesterskaberne i strandhåndbold d. 12. juni. Efter at være gået ubesejrede og forholdsvis ubesværede gennem den indledende runde på Køge Strand weekenden forinden, ventede der nu pigerne modstand af en helt anden kaliber. Der var to puljer med tre hold i hver i vores række. Vinderen fra begge puljer skulle mødes i en finale og de to toere skulle spille om tredjepladsen. Nr. 1, 2 og 3 gik videre til det DM, der spilles på lørdag i Kerteminde. I første kamp mødte vi KFUM. Det var ingen sag og sejren blev kørt sikkert hjem i begge halvlege. Næste kamp var straks værre, for der skulle vi møde HIK, der har et utroligt stærkt 96’er hold. Allerede i første halvleg var spændingen til at tage og føle på, da vi spillede den første halvleg uafgjort, hvilket ikke er muligt i strandhåndbold og derfor skal afgøres på Golden Goal. Forrest fra venstre: Fie Algreen-Petersen, Camilla Skjaldgaard, Nathalie Worm, Althea Reinhard, Stine Dunsø og Alberte Burholt. Bagest fra venstre: Holdleder Karina Juncker, Josefine Juncker, Line Daugaard, Frederikke Lærke, Sofie Agergaard og træner Carl Lærke. Det blev HIK, der fik den første afslutning, men om det var vinden, uheld eller det frygtindgydende faktum, at Althea Reinhardt i målet hører til de bedste i sin årgang, der var grunden til at HIK’s stregspiller ramte overliggeren, vides ikke. Men i hvert fald vandt vi første halvleg og førte dermed 1-0. Bagefter med én blev anden halvleg afgjort af et mål på straffe, der gælder for to scoringer, tre sekunder før tid, og vi var nu klar til finalen! I finalen ventede FIF, endnu et hold bestående af 96’ere, der var suveræne i U14-rækken sidste år og som Roskilde Håndbolds sidste års U16 hold havde tabt til ved Lundaspelen i Sverige mellem jul og nytår. Det var altså for alvor revancetid! Første halvleg var meget lige, og endnu en gang måtte vi ud i Golden Goal. Et tyndt straffekast, men dog et straffekast, sikrede os sejren. Anden halvleg blev vundet komfortabelt og vi kunne nu trække de lyseblå trøjer med teksten ”Vinder HRØ (håndboldregion øst, red.), beachhandball 2011” over hovedet og ubesejrede sætte kursen mod Kerteminde, hvor blandet andet stærke Team Tvis Holstebro venter allerede i indledende pulje. Skrevet af Frederikke Lærke
© Copyright 2024