Cirkus Marinen - Bøger & papir
sin karriere til søs som 15 årig. Først på søfartsskole med henblik på sejlads i Handelsflåden. Efter en kort periode som fisker og dæksdreng på en galease sejlede han i den norske handelsflåde, hvorefter han tog styrmands- og skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole. net, hvor han gjorde tjeneste i to år som værnepligtig ofForfatteren som instruktør på Kampinformationsskolen i 1974 ficer ved Kattegats Marinedistrikt efterfulgt af yderligere 37 år som tjenestemand. Han gjorde tjeneste i flere forskellige skibe og landtjenestesteder som såvel subaltern officer og chef. Efter sin pension fra Søværnet sejlede han i otte år i Marinehjemmeværnet som fartøjsfører og kursusleder. Driver i dag et lille landbrug med dådyr. Kurt Lundholm Christoffersen har under forfatternavnet Kurt Lundholm tidligere udgivet: henblik på sejlads i handelsflåden. Efter en kort periode som fisker og dæksdreng på en Galease sejlede han i den norske handelsflåde, hvorefter han tog styrmandsog skibsførereksamen på Fanø Navigationsskole. net hvor han gjorde tjeneste i to år som værnepligtig ofForfatteren som instruktør på Kampinformationsskolen i 1974 ficer ved Kattegats Marinedistrikt efterfulgt af yderligere 37 år i som tjenestemand. Han gjorde tjeneste i flere forskellige skibe og landtjenestesteder som såvel subaltern officer og chef. Efter sin pension fra søværnet sejlede han i otte år i Marinehjemmeværnet som fartøjsfører og kursusleder. Driver i dag et lille landbrug med dådyr. Cirkus Marinen Kurt Lundholm Søridderne Søridderne Skagbo drengene fra nordveStbyen Efter sejlads som styrmand blev han indkaldt til Søvær- Kurt Lundholm Kurt Lundholm Christoffersen er født i Skagen og startede kurt Lundholm sin karriere til søs som 15 årig. Først på søfartsskole med Richard banden Kurt Lundholm Cirkus Marinen Efter sejlads som styrmand blev han indkaldt til Søvær- Kurt Lundholm Kurt Lundholm Christoffersen er født i Skagen og startede www.brunlynget.dk Kurt Lundholm Christoffersen har under forfatternavnet Kurt Lundholm tidligere udgivet: kurt Lundholm Richard banden Skagbo drengene fra nordveStbyen brunlynget bogforlag brunlynget bogforlag www.brunlynget.dk Brunlynget Bogforlag Brunlynget Bogforlag Cirkus marinen Cirkus marinen © 2012 Kurt Lundholm Udgivet af Brunlynget Bogforlag E mail: [email protected] Omslag: Per Henrik Kolbro Nielsen og Sindal Bogtrykkeri – ComVision Bogen er sat med Palatino Tryk: Sindal Bogtrykkeri – ComVision 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-992085-7-9 Brunlynget Bogforlag Slustrupvej 25 9900 Frederikshavn www.brunlynget.dk Kurt Lundholm Cirkus marinen ”Der er en hårfin grænse mellem det ophøjede og det latterlige” Af samme forfatter: ”Mytteriet” biografi, 2007 Richard banden, roman, 2009 Søridderne, roman, 2011 Indholdsfortegnelse Forord. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Bevogtningsfartøjet ROTA. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 Bevogtningsfartøjet NAJADEN . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 81 Søværnets Kampinformationsskole Margretheholm. . . . . . . . . . . 109 Bevogtningsfartøjet NEPTUN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 Inspektionsskibet VÆDDEREN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 Kattegats Marinedistrikt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 Søværnets Kampinformationsskole Frederikshavn. . . . . . . . . . . . 253 HDMS Dryad. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 Marinestation Esbjerg. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 303 Flådestation Frederikshavn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 313 Bornholms Marinedistrikt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 373 Inspektionsskibet BESKYTTEREN. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 385 Faktiske personer nævnt i romanen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 387 Forord Denne nøgleroman er den anden bog i en trilogi, som omhandler morsomme historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet i perioden 1953 til 2005. I den første bog ”SØRIDDERNE” fulgte vi, i perioden 1953 til 1966, Benny fra fiskerdreng til skibschef i søværnet med sejlads i mange forskellige skibe i såvel Norge som Danmark. Denne roman, der dækker perioden i søværnet fra 1966 til 1979, har fået titlen Cirkus marinen. Et udtryk, der i søværnet ofte blev brugt af stampersonel og værnepligtige, når myndighederne – især personelmyndighederne – kvajede sig. Romanerne er opbygget omkring kendte skibe og tjenesteder, fortrinsvis med opdigtede navne, inspireret af aktuelle hændelser og genfortalte historier fra handelsflåden, søværnet og marinehjemmeværnet, hvor humor og øgenavne siden Tordenskjolds tid har været en vigtig del af virksomhedskulturen og traditionerne. Romanerne omhandler mange farverige personer. Typer, som i dag, i vores politisk korrekte samfund, desværre ikke findes mere. Der er, for at sætte romanen i den rette tidsperiode, nævnt en række faktiske begivenheder og personer. Disse personer er nævnt bag i bogen. For god ordens skyld skal nævnes, at såfremt læseren finder ligheder mellem personer, der ikke er nævnt i listen over faktiske personer, nulevende og afdøde personer, må dette alene tilskrives læserens fantasi, idet alle disse personer er frit opfundne. Romanerne omhandler også en periode i søværnet, hvor chefer var chefer. Senere, da 1968-oprøret slog rigtigt igennem, blev nogle chefter ofte ført som dukker i et dukketeater af talsmænd, fællestillidsmænd og 7 politikere, og derfor havde svært ved at tage beslutninger. Hvorfor de af bekvemmeligheds grunde valgte at følge admiralens vise: ”Da mine egne tanker var så få og små, så endte jeg med kors og bånd og stjerner på”. De af dem, som kunne holde kæft og holde egne tanker indenbords, flød af små kanaler, med hjælp af foreningen til gensidig ros og berømmelse, videre til jobs på de bonede gulve i NATO-stabe, Forsvarskommandoen og i ministeriet. Her gik de dagligt op og ned ad de bonede gulve med en vigtig sag i hånden, alt imedens de nynnede: ”Hold dig i enhver henseende fra det dybe vand. Stå aldrig til søs – lad de andre stå, så I får stribevis af kors og bånd og stjerner på”. De resterende officerer, der blev kaldt småsvinene, valgte at være rygraden i søværnet og stod til søs, ofte ude på det dybe vand. De fik knap så meget i løn, idet dem, der sad ved kagefadet i land, altid sørgede for sig selv først. Så kunne det sejlende folk få smulerne, selv om de havde en arbejdstid, der var væsentligt længere og mere risikofyldt end på de bonede gulve, hvor det værste, der kunne ske, var, hvis de skvattede på det nybonede gulv. Der er skrevet utallige bøger om marinens heltegerninger og søslag og om, hvor dygtige officererne i søværnet er og var, for god markedsføring har altid været et ”must” i firmaet. Ikke desto mindre er det korrekt, hvad Churchill sagde i 1942, nemlig: ”Most – if not all – of the Navy’s work goes on unseen”. Det er kanske godt det samme. Forfatteren i denne serie har dog valgt at komme tæt på nogle af disse usete og ufortalte ting i orlogslivet, herunder de morsomme historier, som man sjældent omtalte officielt i søværnet, men som gik som vandrehistorier eller kabysrygter. Det kan falde nogle af de mere sarte officerer for brystet – særligt dem, som fik under norm i bedømmelsen af humoristisk sans, men det er gjort af kærlighed til søværnet og marinehjemmeværnet og den dejlige tid, for8 fatteren tilbragte til søs og i land. En tid som han aldrig har fortrudt, selv om karrieren tog en anden retning end planlagt. Onde tunger kan med rette hævde, at forfatteren selv tog noget af admiralens vise til sig, nemlig: ”Med strømmen flød jeg stolt min vej for den, der flyder, ja, han drukner ej!” Kurt Lundholm 9 Bevogtningsfartøjet ROTA Bevogtningsfartøjet ROTA var den sidste i en serie på ni fartøjer, kaldet Daphne klassen. De blev bygget som SewardDefenceCraft (SDC). Data: • Bygget på Orlogsværftet i 1965 • Deplacement: 195 ts • Længde: 37,00 m • Bredde: 6,75 m • Dybgang: 2,14 m • Motor: 2 x Maybach dieselmotor på hver 1800 hk • 1 x Foden dieselmotor 115 hk • Fart: 22,33 knob • Besætning: 23 mand • Artilleri: 1 x 40mm M/48, 1 x 20 mm M/42, 2 x 7,62 mm maskingeværer • 1 x dybdebombekaster (200 kg) • 1 x dybdebombekaster (40kg) • 6 x bundminer • 1 stk. Zodiac gummibåd 10 Bevogtningsfartøjet ROTA Den 26. september 1966 om morgenen i et strålende eftersommer vejr drog Benny med toget fra Esbjerg til Korsør for at møde ombord. Han havde i flere dage vejet fordele og ulemper op mod hinanden – tænkt på løn, karriere og muligheder for tid sammen med familien m.m. Han havde dog, efter nogen betænkningstid valgt først at se hvordan den nye udkommando faldt ud, før han besluttede om han skulle opsige sin kontrakt. Desværre gav denne kommando ikke bedre muligheder for at se familien, end han havde, medens han gjorde tjeneste på LUNDEN – nemlig hveranden weekend og så de obligatoriske feriedage. Det var dog trods alt bedre end det, handelsflåden kunne tilbyde. Han ankom til kajen, hvor ROTA lå fortøjet, kort efter frokost. Han betragtede hende på afstand, medens taxachaufføren slæbte hans køjesæk og taske ud på kajen. Hun lignede på afstand en motortorpedobåd, der kunne sejle mindst 35 knob, men det kunne hun ikke, for orlogsværftet havde igen regnet forkert, så farten var i bedste fald, med nok vand under kølen, godt 20 knob – det var trods alt 1,5 knob mere end de første i serien, hvor man havde lavet en indfaldende hæk i stedet for, som på ROTA, en udfaldende hæk. Han hankede op i sine sydfrugter og gik hen mod skibet og viste vagten sit ID -kort. Kort efter dukkede skibschefen orlogskaptajn Finn Volmersen op tog imod ham. Han, der var uddannet frømand på 34 år, var en slank, noget barsk udseende officer med tyndt lyst hår og blå gennemtrængende øjne og et lettere sarkastisk smil på læben. Næsen, der var noget skæv, havde han brækket under en mislykket havnemanøvre på en minestryger. Han stak Benny næven og sagde, medens han tog ham i øjesyn: ”Velkommen ombord – nu skal jeg vise dig ned på lukafet”. 11 Benny luffede bagefter ned ad lejderen til lukafet, der viste sig at være et lille hummer med to køjer, et skrivebord og et skab forude i bagbord side af skibet. ”Du kan lige pakke dit grej ud og så stille inde ved mig bagefter”, sagde han. Medens Benny var ved pakke ud, kom tredjekommanderende ind i lukafet og hilste på. Han præsenterede sig som sekondløjtnant Jacob Hansen og fortalte, at den nederste køje var til NK. Jacob var en høj mørkhåret fyr, sidst i tyverne. Han var ca. 180 cm og havde nogle dejlige smilende brune øjne og et pragtfuldt humør. Efter at have pakket ud bankede Benny på døren til skibschefens lukaf, der lå lige agten for Bennys. Han var noget spændt på mødet, idet rygtet ville vide, at han var en noget barsk type, som forlangte en del af sin besætning. ”Kom ind”, lød det inde fra lukafet. Skibschefen rejste sig fra køjen og sagde: ”Sid ned og lad mig så høre, hvad du har lavet før”. Benny, der godt var klar over, at hans nye chef selvfølgelig havde tjekket hans stampapirer, fortalte nu om sin karriere til søs indtil dato. Benny havde selvfølgelig også tjekket op på sin kommende chef og fundet ud af, at han var en atypisk linjeofficer, idet han var startet som menig math, og over forsvarets gymnasium, sergentskolen og officersskolen taget sin uddannelse. Han havde kort sagt en mesterlære bag sig – noget, der klart skilte ham ud fra nogle af de teoretikere med hænderne skruet forkert på, som Benny senere mødte i søværnet. Han havde også sine meningers mod, og han fulgte ikke admiralens vise – tværtimod. Det gav ham af og til problemer, og han var selv overbevist om, at han aldrig blev mere end orlogskaptajn. Her tog han dog fejl, idet marinens veje – ligesom Vor Herres veje, er uransagelige. ”Ok, nu skal du høre – du kommer jo fra et skibschefjob, så du ved, hvad en skibschef forventer af sin næstkommanderende, og du vil ikke få 12 problemer med mig – ej heller vil jeg blande mig i dit job, hvis du bare følger instruks for næstkommanderende og så holder mig orienteret. Vi skal jo sejle ved solnedgang og Jacob vil, når vi er færdige, give dig en rundtur i skibet, hvor du kan hilse på resten af besætningen”. ”Hvor skal vi hen i aften?” ”Vi har vundet Langelandsbæltet indtil midt i oktober, hvorefter vi skal til Østersøen under Bornholms Marinedistrikt, og så tilbage til Langelandsbæltet, hvor vi bliver afløst mellem jul og nytår. Jacob vil gennemgå hele sejlplanen med dig”. ”Ok”, sagde Benny og gik ud til Jacob, der ventede på ham. Inde i messen hilste han på mester og Regnemanden (regnskabsføreren). Maskinchefen var en ung, lidt rundhovedet værnepligtig reserveofficer, ca. 25 år og lyshåret, og Regnemanden var en lille lyshåret, ærekær oversergent på ca. 30 år, som senere blev en god støtte for Benny. Han havde et, til tider, krigerisk temperament, der matchede Bennys. Jacob tog ham nu med på den store tur rundt i skibet, hvor han mødte de fleste af de menige. Jacob gjorde en del ud af at forklare om orummet og broen, der var NK’s domæne, idet han i en lille enhed som denne også var operationsofficer. Sonarrummet og kryptorummet var tredjekommanderendes domæne, ligesom våben også sorterede under ham. På broen gennemgik de alt fra gyro, radiounderstationer og endelig håndtagene til de to dieselmaskiner. Det var et pneumatisk system, der virkede uden forsinkelse. Det gjorde hende derfor meget manøvredygtig. Ved aftenskafningen fortalte chefen lidt mere om opgaven i Langelandsbæltet, hvor det drejede sig om at investigere alle Warszawapagt skibe, der passerede gennem bæltet. Det ville foregå ved, at Langelands Marinedistrikt ville dirigere dem ud mod de mål, de havde på radaren. ROTAs opgave var så, at identificere dem og rapportere det tilbage. Det foregik ved, at ROTA på med- eller modgående kurser, drejede ind agten for skibene og ved hjælp af projektør aflæste navn og hjemsted i hækken. 13 ”Lad nu være med at lyse direkte ind i styrehuset – det kan få styrmanden helt op i det røde felt, når han bliver blændet”. * Kl. 18.30, tre kvarter før solnedgang blev der prajet: ”På post til at gå af havn”. Benny, der var klædt på og klar, gik ud på fordækket og så, at de tre gaster, der skulle stille her, var mødt. Kort efter kunne han melde til chefen, at alle var mødt på deres poster. Inde på kajen på en pullert sad havnemesteren, en ældre B-officer kaptajnløjtnant Arne Busman, kaldet Busser, sammen med en mekaniker fra flådestationen, klar til at lade trosserne gå. Kort efter var de ude af havnen og stod med 12 knob sydover mod Bovballebøjen, der var en lille bøje, placeret ud for kysten ved Bovballe skov. Her kunne man fortøje skibet når der ikke var aktivitet i området. Skibschefen tog selv vagten indtil kl. 20.00, hvor Benny mødte på vagt. Efter en kort overlevering, hvor Benny havde pladsbestemt skibet, sagde han: ”Du har den!” ”Ok – jeg har den”, sagde Benny noget forbavset over at blive overladt ansvaret den første aften i et nyt skib, der sejlede tre gange så hurtigt som gamle LUNDEN. ”Jeg går ned i orummet og ser, hvordan du griber den første investigering an”. Netop som de skulle til at fortøje i bøjen, kom det over radioen: ”Investigating target passing buoy fortyone, heading south, speed twelve”. Benny kvitterede og gav rorgængeren ordre til at dreje til styrbord og støtte på 025, for at komme over i sejlløbet, så han kunne have målet på sin bagbord side og sejle med rødt mod rødt. Farten blev sat til 12 knob. (Rødt mod rødt var én af de remser, man lærte på navigationsskolen, idet man 14 i henhold til søvejsreglerne helst skulle passere hinanden med bagbord side, som havde den røde lanterne). Ti minutter senere dukkede den op forude, og Benny kaldte udkiggen hen, klar til at betjene projektøren. Da Benny var tværs af hækken på det store sortmalede handelsskib, drejede han i et krapt drej bagbord over, så han kom til at ligge i hendes kølvand. Han tilpassede farten og sagde til udkiggen: ”Lys på hækken, men ikke højere end lønningen”, og til orumsgasten: ”Tag en plads og vær klar til at skrive!” Kort efter var hækken lyst op, og Benny råbte ned til orumsgasten: ”Ivan Fedorov, home port Kaliningrad, coarse one eight two and speed eleven point five”. Det skib kom Benny i øvrigt til at stifte kendskab med mange gange siden, og med det navn fik det af konsoloperatørerne ved marinedistrikterne hurtigt øgenavnet Ivan Fedterøv. ”Roger,” kom det orummet. Benny slog ned i fart til 6 knob og luskede sydover klar til næste opgave. Chefen, som Benny helt havde glemt i kampens hede, kom kort efter op på broen og sagde: ”Jeg går ned til køjs – kald på mig, hvis der noget”. Der blev ikke sagt, om investigeringen havde været i orden, for skibschefen var ikke én, der strøede om sig med roser, fandt Benny senere ud af. Han forventede, at man havde styr på det – ellers skulle han nok med velvalgte ord fortælle, hvordan det skulle gøres, og han gav intet for undskyldninger, idet hans motto var: ”Don’t be sorry, that’s a sign of weakness”. Resten af aftenen gik nu med investigeringer op og ned ad ruten, og der blev ikke på noget tidspunkt tid til at gå i køjen og slappe af. Efter at Benny havde giver Jacob vagten klokken 02.00, gik han på køjen og vågnede ikke før, der klokken 06.45 blev prajet: ”På post til at gå i havn”. Benny tumlede ud af køjen, trak i tøjet og fes halvt i søvne op på fordækket og gjorde sammen med de to menige trosserne klar. Det var en dejlig morgen, hvor solen netop stod op inde over Sjæl15 land, da de passerede molehovedet til flådestationen og styrede hen mod ROTA’s gamle kajplads. På en pullert sad havnemester Busser. Én af de menige sagde, da de nærmede sig kajen: ”Hvad fanden, Busser, har du siddet dér hele natten?” ”Hold kæft knægt og kom med den trosse”. Kort efter var ROTA fortøjet og Busser kom ombord og hilste på og sagde på vej op på broen til NK: ”Det var da satans, så kvikke de knægte var – de laver åbenbart for lidt, siden de har energi til at være flabede så tidligt om morgenen”. Havnemesteren på Flådestation Korsør, der satte en ære i at skibene blev ordentligt serviceret, var stort set altid på plads, når skibene kom ind – noget, der stod i skrigende kontrast til den endelige service, skibene fik på Holmen. * Det meste af tiden gik nu med at jage russere, polakker og østtyskere i Langelandsbæltet, indtil medio oktober. Benny rejste hjem hver anden weekend for at besøge Irene og de to drenge, samt for at følge byggeriet af det nye hus i Frederikshavn. Disse korte ophold var meget hektiske, for der skulle nås så meget – det gjorde, at mange ting senere måtte ordnes på afstand via telefonen. Til alt held var Irene en rigtig sømandskone, der kunne klare tingene på egen hånd. Den sidste aften dér blev tilbragt på Flådestation Korsør, inden afgang næste morgen til Rønne. Det var besluttet, at Regnemanden sammen med kokken skulle finde penge i kostbudgettet, så besætningen kunne få en ordentlig middag inden afgang til Rønne. Regnemanden protesterede, da chefen foreslog det: ”Du ved jo udmærket, at der et kostreglement, der i detaljer siger, hvor meget rødt kød, smør og kaffe, vi må bruge på en måned”. ”Ja”, sagde skibschefen, ”så må vi jo bare se, om du kan være mere kreativ end de uduelige flæsketyve inde i søværnskommandoen”. 16 ”Ja, for ellers får vi bare påmindelse igen om, at vi har brugt 35 gram kaffe og 30 gram oksekød for meget sidste måned eller at kostportionerne er overskredet med 0,001 kr. pr. mand ombord”, sagde Regnemanden. Aftenen oprandt, og kokken serverede en fin middag med okserøv og bourgogne og pandekager med solbærrom til dessert. Netop som pandekagerne blev serveret, kom der et opkald fra vagthavende officer på flådestationen: ”Der er en båd med tre til fire personer, der er kæntret syd for flådestationen, afgå ASAP (as soon as possible) og se, om I kan bjærge dem. Jeg sender nogle gaster ned på sydmolen”. Alle smed hvad de havde i hænderne. Mester fór ned i maskinen og startede op i løbet af nogle få minutter – noget, motoren ikke havde godt af. Regnemanden gjorde sammen med to gaster gummibåden klar. 10 minutter senere var ROTA på vej ud af havnen med gummibåden forrest. Gummibåden drejede af ned langs molerne mod den kæntrede båd, medens ROTA, der stak noget mere end gummibåden, måtte gå udenom. Da de forlod kajen, sagde chefen: ”Du har den, jeg tager lige dragten på”. Ankommet til stedet kunne de konstatere, at tre unge orlogsgaster fra flådestationen netop var ved trække to piger op over stenene på sydmolen. De så ud til at være uskadte. Kort efter var gummibåden på siden og meddelte, at der stadig savnedes en ung mand. Skibschefen hoppede, nu iklædt frømandsdragt, ned i gummibåden. Da de var ud for stedet, hoppede han i og kom tre-fire minutter efter op med den unge mand. Der blev givet kunstigt åndedræt og hjertemassage i gummibåden og senere ombord, men kun for at konstatere, at han var død. Da de ankom til flådestationen, hentede en ambulancen den døde unge mand. Efter at have rigget af samledes alle ude på forbanjen og snakkede sagen igennem, og chefen lavede sammen med Benny og Regnemanden en 17 kort evaluering, hvor de kom til den konklusion, at de ikke kunne have reageret hurtigere. De havde endda overtrådt reglerne for opvarmning af motorerne, og havde været hurtigere ude af havnen, end de nogensinde havde prøvet før. Nogle af besætningsmedlemmerne var noget chokeret over den tragiske hændelse, derfor valgte ledelsen ombord, at få oplevelsen snakket godt igennem både denne aften og i dagene derefter. Det var før krisehjælp blev opfundet. I dag får man jo krisehjælp for stort set alt. Det er lige før, at man får krisehjælp, hvis man er væltet med cyklen eller ens indkøbspose er gået i stykker på vej ud fra NETTO. Da de efter et par timer var kommet ind i messen igen, sagde Benny til chefen: ”Er der ikke noget med, at man skal være to, når man dykker”. ”Jo, men som du ved: Rules are made for fools, but can be ad to the wise”. * Næste morgen var der afgang til Rønne gennem Storstrømmen. Benny havde den første vagt gennem dette pragtfulde farvand, som var en god udfordring til enhver ny navigatør. Da de passerede Stubbekøbing, blev Benny afløst af Jacob. Han gik ned på køjen i håb om at få en time på øjet, inden de var ude i Østersøen, hvor de havde lovet sydøstlig kuling. Han vågnede ved at skibet væltede sig i søen, faldt igennem i søen og hamrede pæle. Han forsøgte, at holde fast i køjen i begge sider, men det eneste, han fik ud af det var, at han ind imellem svævede frit i luften, kun holdende fast i rørkøjen med hænderne. Det gik ikke, og da han kunne mærke at søsygen var ved at melde sig, gik han op på broen for at få noget frisk luft. Benny kiggede op på broen nede fra orummet, hvor det så ud til, at himmel og hav stod i et. Både chefen og Jacob var på broen i kampdragt 18 og med et håndklæde om halsen til at tage det vand, der ellers ville løbe ned ad ryggen. ”Hvordan fanden er det, I sejler – vi risikerer at smadre det hele på dækket”, råbte Benny til de to oppe på broen. ”Hvis hun ikke kan holde til det her, så må hun faneme falde fra hinanden”, råbte chefen tilbage. Benny rystede på hovedet og gik ned ad lejderen. I det samme kom kokken farende op og sagde: ”Vandet pisser ind i kabyssen”. Benny gik med ham ind i kabyssen og så, at den store udluftningsventil med elmotor var revet op i svejsningen langs dækket. Han og kokken stoppede revnen til med håndklæder, således at det kun dryppede ganske lidt. Benny gik op i orummet igen, stak hovedet op på broen og råbte: ”Så fik I held af det – svejsningen til udluftningen til kabyssen er revnet. Vi har tætnet det med håndklæder, men hvis den ikke skal ryge helt af, vil jeg anbefale, at I slår lidt ned i fart, så jeg kan gå ud og surre den”. Lidt senere var Benny i kampdragten og sammen med én af dæksgasterne ude på sidedækket. Her fik de surret det øverste af udsugningen fast til gelænderet og lønningssceptrene. Turen til Rønne blev én af de mindre behagelige oplevelser i søværnet, hvor hovedparten led af søsyge. Hun væltede sig med svingninger up til 45 grader eller mere og bankede pæle hele vejen over Østersøen vest, så alle var mørbankede, da de lidt efter klokken seks om aftenen ankom til Rønne. Efter at have spist aftensmad gik chefen og Benny over på DAPHNE for at høre de seneste kabysrygter fra området. Skibschefen, kaptajnløjtnant Aksel Bersland, blandt venner kaldet Berusendorf, var lidt beklemt, idet han netop havde fået en gevaldig skideballe af admiralen i søværnets Operative Kommando (SOK), fordi han havde leget lidt med en polsk ubåd. Sagen var den, at DAPHNE havde været på stjernepatrulje (spionpa19 trulje), hvor man aflyttede Warszawapagt enheders kommunikation og indsamlede oplysninger om deres øvelser. Én af de seneste dage havde de observeret en gammel polsk ubåd SOKOL, som skulle til at øve med to ubådsjagere af Kronstadt klassen. De to ubådsjagere lagde sig i position agten for ubåden med 500 yards imellem skibene, klar til at angribe efter at ubåden var dykket. DAPHNE lagde sig imellem de to ubådsjagere og ventede til ubåden var dykket, og da der var gået de ti minutter, som NATO øvelsesproceduren foreskrev, kastede DAPHNE fire håndgranater i vandet for at markere, at øvelsen var startet. Derefter sejlede DAPHNE op mellem de to ubådsjagere og fik kort efter sonarkontakt. De lavede et simuleret urgent attack (hurtigt angreb) og kastede to håndgranater for at markere overfor ubåden, at den var blevet identificeret som positiv sonarkontakt og angrebet for øvelse. Derefter drejede de af og lagde sig agten for de to ubådsjagere. Kort efter dykkede ubåden ud, og der var opkald på blink fra ubåden, som overhovedet ikke kunne se det morsomme i, at deres øvelse var blevet ødelagt. DAPHNE sendte et blinksignal til ubåden: ”Sorry, I could not stand the temptation to make an exercise run on you”. Der kom ingen svar fra ubåden, men da DAPHNE ankom til Rønne om morgenen, var admiralen i telefonen. Han var ikke bare vred – han var rødglødende af raseri, fordi udenrigsministeriet til formiddag havde fået en note fra polakkerne, der åbenbart ikke kunne se det morsomme i DAPHNEs lille stunt. ”Det var så her, min karriere sluttede”, sagde han afsluttende – lidt slukøret. ”Vrøvl”, sagde Volmersen, ”i morgen er der en ny skandale, så har admiralens vrede lagt sig, og han husker sikkert den engelske admirals ord: ”If you can’t take a joke, you should never have joined the navy”. Efter at havde delt nogle øl og trøstet DAPHEs skibschef gik de om20 bord, klar til ar tage til møde næste morgen med for chefen Bornholms Marinedistrikt, kommandørkaptajn K. Bindslev, kaldet Knalde Kaj. * Næste formiddag tog alle officererne afsted til Bornholms Marinedistrikt. Her fik alle en rundvisning i bunkeren på Rytterknægten i Almindingen. Operationsofficeren fortalte om de forskellige opgaver, som ROTA kunne forvente, som f. eks. farvandsovervågningspatruljering, stjernepatruljering m.m. Derefter kørte alle sammen med operationsofficeren ned i lejren, der var en fælles lejr for flyvevåbnet og søværnet. Her mødte de Knalde Kaj, chefen for Bornholms Marinedistrikt kommandørkaptajn K. Bindslev. Han var én af de mere farverige personer i søværnet, som ikke satte sit eller sit personels lys under en skæppe. De var bare de bedste. Han var oprindelig reserveofficer, men var efter krigen blevet inkorporeret som linjeofficer. Han havde en fortid før krigen i handelsflåden og under krigen i den Danske Brigade i Sverige. Efter krigen havde han gjort tjeneste i motortorpedobåde, og hans sidste kommando til søs havde været som skibschef i det nye helikopterbærende inspektionsskib VÆDDEREN. Han var én af den gamle type, der ikke lod sig køre af fagforeninger og politikere, og han nærede med god grund en indædt foragt for de tåbelige Tvind pædagoger og -psykologer, som var ved at gøre deres indmarch i søværnet, og især for de vattede skibschefer, som nægtede at sejle, når det var dårligt vejr. Han hilste på dem alle og spurgte interesseret om officerernes seneste udkommando og gik så i gang med følge op på operationsofficerens briefing. Her kom han ind på, hvad han og den bornholmske befolkning forventede af ROTA og besætningen. Efter denne peptalk gik de til frokost efter at have nydt en ”before lunch drink” og mødt nogle af officererne fra flyvevåbnet. 21 Ved frokosten gik snakken lystigt, og pludselig sagde Knalde Kaj, der trods sin alder stadig var noget pigeglad: ”Hvordan går det med pigerne fra flyvervåbnet – ser I stadig dem”, han gjorde et kort ophold og kiggede på skibschefen, ”ikke fordi det rager mig?” ”Nej, det er korrekt – det rager ikke Dem”, sagde skibschefen. Knalde Kaj kiggede smilende på Volmersen og sagde efter en kort pause: ”Nå, det må jeg nok sige, da fik jeg den for min nysgerrighed – lad os snakke om noget andet!” Knalde Kajs interesse skyldtes, hvad Benny ikke viste, at officersmessen flere gange ved tidligere ophold på øen havde inviteret nogle søde unge piger fra flyvevåbnet til middag ombord. Benny var noget forundret over, at hans chef turde sige den gamle marinedistriktschef imod, men han fandt senere ud af, at han faktisk respekterede officerer, der havde deres meningers mod, og så ned på alle, som var brune på næsen af røvslikning. Dertil kom, at ROTA havde en skibschef, der til forskel for visse andre teoretiske skibschefer aldrig sagde nej til at sejle – uanset vejret. I begyndelsen af november blev ROTA sendt over til Fakse Bugt for at være sikkerheds fartøj for en øvelse, hvor nogle af de først udannede jægersoldater skulle øves i at foretage et angreb på Sundets Marinedistrikts radar. Det skulle foregå ved, at de blev udsat fra en kutter 4-5 sømil fra kysten, og så skulle de ellers svømme ind til stranden, derfra over land tage sig frem til radaren og markere, at den var blevet angrebet og ødelagt, uden at hjemmeværnet havde stoppet dem. ROTAs opgave var at samle dem op, som ikke kunne klare turen, og det gik, som skibschefen havde spået, kun to mand, deres leder, en kaptajn og en sergent klarede turen frem til radaren, resten samlede ROTA op på vejen ind mod standen. De blev anbragt på agterdækket – våde og forkomne. Benny forslog, at de fik mulighed for komme ned om læ, så de kunne få en kop kaffe eller noget at varme sig på. 22 ”Faneme nej – vi skal sgu’ ikke have de tøsedrenge til at svine det hele til, de er pissevåde, men hvis du gerne vil, kan du jo give dem en kop kaffe henne på agterdækket”. Skibschefens holdning til jægerkorpset var alle klar over. Han havde, som alle i søværnet, været imod etableringen af et nyt korps som jægersoldaterne, som man ikke mente, der var behov for. Dels var deres uddannelse på daværende tidspunkt ringere end frømændenes, dertil kom, at man mente, at ét korps til disse specielle opgaver var nok. Ankommet til Rødvig blev alle jægersoldaterne afhentet af en lastbil fra hæren, og ROTA fortøjede og afventede den debriefing, der skulle holdes ombord næste formiddag. Næste formiddag ankom kaptajnen og sergenten, som havde klaret turen og de gennemgik sammen øvelsen og de manglende sikkerhedsprocedurer. Da debriefingen trak ud, blev de begge til frokosten, som snart udartede sig til en lille drukfest, hvor de to kamphaner – kaptajnen og skibschefen – drak dus. Skibschefen havde under hele mødet hånet jægersoldaterne, men efter som han blev mere og mere beruset, mente han, at kaptajnen og sergenten egentlig var et par dygtige soldater, som burde udnævnes til søriddere. Skibschefen stavrede i sin brandert ind på lukafet og kom ud med sin sabel. Han stillede sig usikkert på benene foran kaptajnen, der efterhånden havde nået en tilsvarende brandert og sagde, idet han først slog sablen ned på henholdsvis højre og venstre skulder og til sidst oven i hovedet: ”Du er hermed udnævnt til søridder of ROTA”. Desværre kom han til knalde sablen så hårdt ned i hovedet på kaptajnen, at han flere dage efter gik rundt med en ordentlig bule i panden. Festen ebbede ud og de sårede jægersoldater blev lagt til køjs. Efter morgenmad afgik de begge hjem til Flyvestation Aalborg, hvor de havde base, og ROTA sejlede tilbage til Rønne. Resten af november og begyndelsen af december gik med, som oftest 23 i dårligt vejr, at investigere Warszawapagt enheder, der passerede forbi Bornholm, eller østtyske orlogsskibe, som lavede testrun mod Bornholm, for at dreje af kort før territorialgrænsen. Dette havde til formål at tjekke beredskabet, og betød hver gang, at ROTA måtte på havet. * I midten af november deltog ROTA i en PLAYEX øvelse rundt om Bornholm, og da den var ovre, fik Benny lejlighed til at møde kollegerne fra SPRINGEREN dagen efter, at de alle var ankommet til Rønne. Benny gik over i gamle HENRIK GERNER og fandt, at festen allerede midt på formiddagen var godt i gang i den store messe. Han satte sig ved Krølle og 90%Vivers bord og blev budt en øl. Sidstnævnte startede med at fortælle sine sædvanlige løgnehistorier, blandt andet om deres faste damer på sygehuset. ”Hold nu kæft, Viver, med dine løgnehistorier – du har ikke fået noget på den dumme. Du er bare verbal erotiker”, sagde Benny, da han en stund havde hørt på hans fantastiske historier. ”Det er faktisk næsten sandt. Viver pynter jo lidt på historien, men det er korrekt, at i morges blev 12 mand, officerer, sergenter og menige purret ud af én af sergenterne, som kl. 07.00 gik ned på gangen, hvor sygeplejeeleverne bor. Han brugte sin bådsmandspibe til purre ud med, samtidig med at han om og om igen råbte: ”Rejse, rejse ud af køjerne – det er tid til at gå ombord”. Det havde effekt, én efter én blev dørene til værelserne lukket op, og de overnattende søfolk dryssede ned ad gangen og videre ombord, klar til mønstring klokken otte”. Benny hilste, inden han gik ombord igen, på nogle flere af ubådsfolkene, blandt andre den nye chef for HENRIK GERNER, orlogskaptajn Jens Birgersen, kaldet Den franske Greve eller Jens Mocca eller det uartige øgenavn, Jens Kaffepik”. (Øgenavnet Den franske Greve havde han fået, 24 fordi han gik rundt med et lommetørklæde i ærmet, og de to andre navne havde han, ifølge onde tunger, fået, fordi han som ubådschef havde rørt i kaffen med et erigeret lem. Det pæne navn Jens Mocca blev kun brugt, hvis der var damer i nærheden). Da han kom ombord, fik han at vide, at såfremt de ikke blev sendt på havet i morgen aften, ville fem flyverpiger og en ung hærløjtnant, som chefen kendte komme til middag ombord. Den unge løjtnant tilhørte en let kampvognseskadron som samarbejdede med Marineregiment (MARREG), som oprindeligt var en dansk-norsk kampenhed som blev oprettet i 1672 med kaptajn Vogel som chef på Flådestation Glückstadt. Disse soldater, der var en slags marineinfanterister, var på daværende tidspunkt ombord på orlogsskibene for at beskyde dæk og rigning samt entre og erobre fjendtlige fartøjer – det gjorde dem blandt søens folk frygtede og hadede. MARREG, der havde samme motto som officersskolen, nemlig Nec Temere, Nec Timide, der betyder hverken forvoven eller forsagt, skiftede i 1741 til Bornholms Infanteriregiment, men marineregimentet fastholdt dog en del af sine gamle traditioner. Den unge løjtnant var, som de fleste husarer, en lille fyr, ca. 165 høj med lyst hår og blå øjne i et smalt ansigt, der ofte viste hans gavtyveagtige smil. Pigerne var konsoloperatører fra flyvestationen – de var mellem 21 og 25 år, nogle friske piger, som man i skibet havde kendt længe. Næste aften havde Regnemanden og kokken igen overgået sig selv og stillede op med en forret af bornholmsk laks og som hovedret okserøv og bourgogne. Alle hyggede sig med kvindeligt selskab ombord, og da skibschefen nåede til det stadie i branderten, hvor der skulle synges, hev han sangbogen frem, og alle sang med på de gamle militære sange, herunder chefens favoritsang: ”My father was a paratropper in the first woldwar…”. Da der var en pause i sangene, og medens chefen bladede i sangbogen for at finde den næste sang, hev Regnemanden pludselig en ny sang frem som han havde fået af basserne, og som han hævdede var ROTAs nye sang. 25 Den gik på melodien: Pigerne fra Småland, og lød sådan: Når vi forlader Holmen, og stævner ud mod Øst, vi føler savnet, men vi har dog denne trøst: Når vi passerer Drogden, Køge Bugt og Falster bro, er vejen til vort andet hjem nu ikke mer’ så stor. Det var pigerne i Rønne, det var pigerne på Dams’. Det var pigerne på Skovly - og så dem, vi gav lidt krams tra-la-la Efter nogle hyggelige timer i kvindeligt selskab, blev pigerne sendt hjem i en taxa og festen fortsatte. NK og Jacob havde aftalt, at den gamle (skibschefen) skulle drikkes under bordet, idet man så havde noget at drille ham med. Han benyttede nemlig enhver lejlighed til at drille de andre i messen, hvis én af de andre søriddere faldt i sin rustning. Kutymen var så, at vedkommende blev slæbt ind på køjen, lagt i aflåst sideleje, fik signalflaget ROMEO over sig og så fotograferet som bevis. (Flaget ROMEO lignede det danske flag, blot var korset gult – derfor blev det også kaldt det bornholmske flag). Tidligere på aftenen havde de aftalt med pigerne, at de, hærløjtnanten, chefen, NK, Jacob og mester skulle ud at ride næste dag. Alle officererne havde først protesteret, men efter at være hånet, medens pigerne var til stede, gav de sig alle, og skibschefen bestilte så fire heste til næste dag på en nærliggende rideskole. Pigerne og løjtnanten havde faste heste, som de lejede fra gang til gang. 26 Festen var ved at ebbe ud og den unge hærløjtnant var allerede væltet og lagt til køjs inde på mesters lukaf, som havde en ekstra køje. Skibschefen, der altid hævdede, at ingen kunne drikke ham under bordet, sad og hang ved bordet. NK og Jacob havde holdt igen, og da han igen tog et par dyk med hovedet ned mod bordet, sagde Jacob: ”Nå – skal vi lægge dig ind til køjs og så trække flaget over dig”. ”Hvis I tre hængerøve kan få held til det, kan I godt stryge mit kommandotegn”, sagde han snøvlende og listede ud i gangen. Lidt efter fandt de ham på køjen i den dyre pyjamas (uniform) og med flaget over. Selv en gammel frømand havde sin begrænsning, selv om han hellere ville brække en arm på langs, end at indrømme det. Flaget havde Regnemanden lagt over ham og samtidig taget det obligatoriske billede til bevis. * Da skibschefen vågnede næste morgen, var det første han så, da han åbnede øjnene, det bornholmske flag, som lå hen over ham, så da han kom ind til morgenmad, var han godt ond i sulet og fuldesyg, hvorfor Benny og Jacob ikke sagde noget denne morgen. Mester kom ind i messen lidt efter og sagde: ”Jeg kan sgu’ ikke få liv i ham kratluskeren – skulle han ikke møde til mønstring på kasernen klokken otte?” ”Jo”, sagde Benny, ”nu skal jeg få ham op – en pøs vand plejer at kunne klare opgaven?” Inde på lukafet råbte Benny til kratluskeren: ”Fald på kampvognen – ild og bevægelse, fjende sidder i højre busk til venstre”. Han ikke så meget som vrikkede med et øre, og Benny sagde derefter højt: ”Ok, så henter jeg den pøs med vand – det plejer at virke”. Det fik ham på højkant – han gned øjnede lidt og sagde med grødet stemme: ”Hvad er klokken?” 27 ”Den er så mange, at du har brændt den af i dag, så nu gør vi det, at vi ringer til din chef og siger, at vi under en lille fest i går rykkede larvefødderne af dig, og at du i dag vil tage FUT med sømændene og lære dem ridningens kunst”. (Larvefødder er bæltet omkring hjulene på en kampvogn, og FUT betyder fysisk uddannelse og træning). ”Ok”, sagde han, ”ja gør det, så må vi håbe, at han har tilgivet mig, når jeg møder i eftermiddag”. Da morgenmønstringen var ovre, kom chefen op på dækket og tog sin sædvanlige tur rundt for at se, om alt var ”shipshape”. Det varede noget, inden han opdagede, at kommandotegnet manglede, men netop som han skulle til at gå ned igen, kiggede han op og råbte til Benny: ”Hvad fanden er det, der hænger der oppe i masten, NK?” ”Det er dit sorte slips – det gav du jo ordre til i aftes!” ”Kan du få det ned og så få kommandotegnet op, inden der er nogen i de andre skibe, der opdager det”. Benny og Jacob faldt over hinanden på vej op på broen for at finde kommandotegnet. Slipset blev hurtigt skiftet ud med kommandotegnet, medens de skreg af grin over at have taget røven på den gamle. Klokken 10.00 holdt en taxa klar til at køre dem op til rideskolen, som lå på en gård lidt nord for Rønne. På vejen derud sagde chefen ikke ret meget – han var stadig fuldesyg. De øvrige var også lidt stille, sandsynligvis fordi de alle havde fortrudt det lille eventyr på hesteryg. Benny, der heller ikke var så vild med idéen, tænkte: ”Det skulle jeg aldrig være gået med til”. Ankommet til gården var to af pigerne fra festen i går i gang med at gøre deres heste klar. Benny beundrede dem og nogle små tøser, da han så, hvordan de tog sig af de store heste. Medens de ventede på berideren, sagde chefen: ”Husk tre ting, altid gå agten om et skib, og foran om en hest, og hvis den smider jer af og løber hjem, går i hjem og henter den igen. Det er med heste som med kvinder – I skal markere fra starten, hvem der har kommandoen”. 28 ”Har du kommandoen derhjemme – eller er det noget, du bilder dig ind?” sagde mester. ”Ja”, sagde Jacob, ”det tror han, for han siger jo, at kvinder skal holdes i udkanten af byen, sultne, barfodede, gravide og på vanviddets rand”. Chefen gloede ondt på mester og Jacob og rystede på hovedet, men svarede ikke, for i det samme kom berideren og hilste på dem alle. ”Hvad så, har I prøvet det før?” ”Nej, det har de ikke, det er kun mig, der har, og du kan nok se, hvor nervøse de er, de tøsedrenge”, sagde chefen. ”Ok – jeg finder tre skikkelige heste til jer, og du Finn, får din sædvanlige hest”, sagde han gik ned efter hestene. Da han og én af pigerne kom trækkende med fire heste, sagde han: ”Husk at undertrykke jeres nevøsitet, for hesten kan mærke det på jer, hvis I er nervøse eller ikke har styr på det”. Berideren startede med at gennemgå klargøring af hestene og viste dem, hvordan man strammede gjorden til sadlen, når hesten pustede sig op. Man stak simpelthen et knæ i maven på den, og når den så pustede ud, strammede han gjorden. Alle fik lov at prøve det på deres egen hest. Derefter lidt om, hvordan man drejede foden og lårene, så man sad fast i sadlen. Efter at han var færdig, og alle stod klar til at stige på hesten, sagde han: ”Når I stiger på hesten, foregår det ved, at I sætter venstre ben i stigbøjlen og så svinger I jer op på ryggen og sætter højre fod på plads. Hesten vil næsten altid forsøge at dreje bagdelen væk fra jer. Der er ikke andet at sige her, end at blive ved indtil den står så stille, så I kan komme op”. Efter flere morsomme forsøg på at komme op på hesten, under chefens hånlige tilråb, lykkedes det endelig, dog med hjælp fra berideren, at komme i sadlen. ”Så nu følger i mig, og hvis I er tvivl, så kig over på kratluskeren – han er husar, og selv om han er en svagpisser, så kan han ride en hest. Vi tager det stille og roligt i dag. Vi rider ud i skoven til skovrestauranten, der får 29 vi en sukkerknald til hesten og en Gammel Dansk til os. Derefter rider vi langs stranden hjem i galop. Sørg nu for at holde jer i sadlen, for det koster en omgang øl, hver gang I skvatter af”. De red alle over vejen ind i skoven. Pludselig stoppede Jacobs hest og bøjede halsen ned ad, så Jacob langsomt gled ud af sadlen og ned på jorden. Derefter strøg den i galop over vejen og hjem til gården. Da Bennys hest så det, blev den nevøs, stejlede og vippede Benny af. Han faldt hårdt ned på skovstien og slog den ene balle. ”Hjem og hent dem, vi venter her”, sagde chefen. ”Nej, jeg gider ikke mere”, sagde Jacob. ”Gu’ gør I så, I to tøsedrenge, man skulle faneme ikke tro, at I var søfolk – se så at komme afsted”. Ti minutter efter var Jacob og Benny på plads i konvojen, og det gik fint helt ud til skovrestauranten, hvor de stod af og bandt hestene, medens chefen gik ind og bestilte hestenes sukkerknald og de fem Gammel Dansk. Da han kom ud, sagde han: ”Skål – det er min omgang – I står jo allerede til en omgang hver, Benny og Jacob”. Efter at hestene havde slugt deres sukkerknald, steg de alle på igen og red gennem skoven ned til stranden, hvor chefen satte i galop. Benny nød farten, og det, at kunne tøjle en hest i galop, indtil det dumme kræ pludselig så en vragdel af træ på stranden, som den blev nevøs for. Den hoppede nu sidelæns, og Benny blev i et kort splitsekund siddende der, hvor hesten havde været før. Han ramte stranden hårdt og rullede rundt i sandet. Kratluskeren fangede hurtigt hesten, og Benny, stædig som han efterhånden var blevet, hev sig i sadlen igen og sagde: ”Når en kratlusker kan lære det her, må vi søfolk også kunne det”. Fra stranden gik det op i skoven igen, og her valgte kratluskeren og chefen, der var forrest, at ride op ad et stejlt område med stubbe fra en skovning. Pludselig gled mester ud af sadlen og den ene låsepal i venstre stigbøjle 30 løsnede hans ben, men den højre var gået i baglås med det resultat, at han blev hængende i benet og nu blev slæbt hen over træstubbene. Heldigvis lykkedes det hurtigt kratluskeren at få stoppet hesten og frigjort mesters højre ben. Han var mørbanket over det hele og nægtede at kravle på hesten igen, så han trak den hele vejen hjem til gården. Det blev sidste gang, han satte sig på en hest. Benny og Jacob derimod var blevet bidt af det, og aftalte med chefen at de to gange om ugen tog en tur på hesteryg, medens de menige gjorde rent ombord. Samarbejdet med hæren på øen gav sig udslag i besøg hos hinanden, således var besætningen ombord ude at køre i let kampvogn og fik at vide, hvor svært det var at ramme med kanonen i fart. Det imponerede dog ikke artillerigasterne ombord, idet de mente, at det krævede noget mere dygtighed at ramme med en 40 mm kanon fra et gyngende skib. Denne debat gav senere anledning til, at MARREG blev inviteret til at sejle med ud på en skydning, så de selv kunne se, hvor svært det var at ramme et slæbemål. Så i slutningen af september blev det aftalt at lave en skydeøvelse, hvor distriktets orlogskutter skulle slæbe et skydemål. MARREG mødte op på kajen anført af den unge hærløjtnant til hest, og skibschefen havde i dagens anledning lånt en hest, således at han til hest i tjenestefrakke og med sabel kunne modtage hærløjtnantens melding, før de gik ombord. De 24 mand fra MARREG kom marcherende ned på kajen, anført af hærløjtnanten til hest. De linede op ved brug af ordre fra en bådsmandspibe, og da de var på plads, red hærløjtnanten ned langs rækken af soldater og inspicerede dem, hvorefter han red hen foran skibschefen – saluterede med sablen og meldte: ”Melder skibschefen, at Marineregimentet møder med 24 friske krigere, klar til at stå til søs og øve artilleriskydning”. Skibschefen besvarede hans hilsen og sagde: ”Det er vel, giv dine krigere tilladelse til at gå ombord, så vil næstkommanderende give dem en rundvisning og en sikkerhedsbriefing”. 31 De sad af hestene, og de to heste blev hentet af to små piger fra gården, hvor de til lejligheden var lånt. Kort efter var ROTA på vej nordover og artilleristerne ombord gik i gang med at uddanne de friske krigere, eller kratluskere, som besætningen venligt kaldte dem, med betjeningen af skibets 40 mm kanon. De blev en hyggelig dag til søs, hvor de friske krigere måtte erkende, at det var noget sværere at ramme noget på havet i den sø der gik oppe i Hammergattet, særligt hvis man samtidig skulle ofre til Kong Neptun. * De sidste dage i november og de første dage i december gik nu med investigering af Warszawapagt enheder rundt om Bornholm, som regel i rigtig dårligt vejr. Det var en udmærket afmagringskur, for ingen spiste rigtig noget, når vejret var så dårligt. Man nøjedes med æbler, idet de var så nemme at få op igen, når der skulle ofres til Kong Neptun. En af de sidste dage før afgang til Langelandsbæltet blev officersmessen, af kratluskeren, inviteret til julefrokost på Almegårdslejrens officersmesse. De begyndte pænt med det sædvanlige til en god dansk julefrokost, men på et tidspunkt udartede det sig til en regulær drukfest og til en opførsel Benny ikke var stolt af næste dag. Kratluskeren, chefen og Benny fandt i deres fattige brandert ud af, at de ville fange nogle af messens tamme wienerbrøds ænder, der holdt til i en lille sø neden for messen. Derfor tog de hver en sabel ned fra væggen i messen og gik på andejagt. Messegasten forsøgte at stoppe dem og sagde: ”I bliver nødt til at hænge de sabler på plads igen – de er udlånt af Nationalmuseet”. ”Flyt dig knægt – eller du får et klap i numsen med sablen”, sagde chefen snøvlende, idet han og de andre hujende farede ud i vinternatten på vej ned til søen. 32 Om det var kulden, der gjorde det eller det forhold, at ænderne flygtede, vides ikke, men de opgav alle og gik tilbage til messen, hvor messegasten fik overrakt sablerne, som han skyndsomt gemte ude bag ved. Den fest gik over i messens historie, for da Benny mange år senere var til frokost i sammen messe, fortalte en major om de vilde søfolk, som havde forsøgt at jage ænder med messens sabler. Benny hørte pænt efter, og udtrykte sin foragt for en sådan opførsel, men skulle ikke have noget af at fortælle, at han havde været én af de nævnte søfolk. Bagefter tænkte Benny tit på de vilde fester, der blev holdt, men kom til den konklusion, at grunden hertil ofte var den sure tjeneste og det pres, der konstant lå på besætningen over altid at være på kort varsel og kun se familien én gang om måneden, hvis man var heldig. Det gjorde, at der var grund til at tage trykket af ved at drikke hjernen ud, selvom det selvfølgelig ikke var særlig sundt. * Den 19. november var der afgang til Langelandsbæltet og sent på eftermiddagen kunne ROTA melde sig klar til tjeneste, vel fortøjet i Bovballebøjen. Den første nat skete der ikke noget, så kort før solopgang afgik ROTA til Flådestation Korsør for at indgå i patruljen hver nat i Langelandsbæltet indtil den 30. december. Nætterne gik nu med investigering af Warszawapagt skibe i bæltet, og man havde tilsyneladende fået nye unge ildsprudende officerer inde på Langelands Marinedistrikt (LAM), for de blev jaget rundt hver eneste nat. Juleaften var der igen afgang, og kokken gjorde klar til, at man kunne nyde julemaden, fortøjet i Bovballebøjen. Umiddelbart før ankomst til bøjen kaldte Benny op og spurgte, om der var noget på vej, inden de gjorde klar til julemaden. Svaret var, at der havde været stille hele dagen, kun med nogle få skibe, og lige nu var der intet på deres radar. 33 Ombord gik alle, på nær vagten på broen, i gang med julemaden, men aldrig så snart man havde øst op på tallerknen, kom vagten farende ned og sagde: ”Vi skal ud og investigere, der er én på vej op syd fra”. Skibschefen, der var godt forbandet, fór op på broen og kaldte den vagthavende for at få nærmere oplysninger. ”Der er et mellemstort ekko på vej nordover med 8 knob. Den er netop drejet af fra rute 1 og skærer hjørnet af på vej op i mod Langelandsbæltet”. ”Ja, det er udmærket, men med den fart og det sejladsmønster så er det sgu’ ikke nogen Warszawapagt enhed – det er sandsynligvis en Marstalcoaster på vej nord over for at holde jul i havn”, sagde chefen. ”Det kan godt være, men den skal investigeres”, lød det inde fra LAM. Chefen fór ned ad lejderen og sagde til mester: ”Start op, vi skal ud og investigere”. Kokken ryddede hurtigt af bordet og alle fór op på plads, klar til at afgå fra bøjen. Kort efter var ROTA på vej sydover og bad om en opdatering på målet som nu gik nordover med 7 knob. ”Det er faneme ingen Warszawapagt enhed, der sejler med den fart”, råbte chefen ned i orummet til Benny, ”få lige den fart verificeret”. Benny tjekkede med den vagthavende, der kunne bekræfte farten, hvilket han gav videre til chefen. Alle var nu godt forbandet over den uduelige sekondløjtnant, der havde jaget dem ud på en GFA (General Fogging Around). ”Han må sgu’ ha’ siddet skævt på potten som barn, siden han skal demonstrere sin magt på en juleaften”, mente mester. ”Nej”, sagde Benny, ”det er ikke fordi, at de unge reserveofficerer har siddet skævt på potten. Det er Cirkus marinens uduelige personelforvaltning, der igen har kvajet sig ved at sætte nogle unge uerfarne officerer på dette job. De har aldrig sejlet i søværnet og deres sidste store skib var f.eks. en 50.000 tons stor tanker. De har aldrig stået på broen af et bevogtningsfartøj om natten i dårligt vejr med vandet stående ind over broen, 34 og dér skulle, udover at navigere og holde sig fast, udføre et hav af andre opgaver. De skulle være sendt på havet i søværnet, før de fik dette job – så ville de være i stand til at bestride det på fornuftig vis. Jeg ved, hvad jeg snakker om, fordi jeg startede som en af de uerfarne ved Kattegats Marinedistrikt”. Efter en sejlads på ca. 15 minutter dukkede målet op forude, og det lille radar ekko, de havde på skærmen, viste sig at være en lille gråmalet coaster. ROTA drønede ned langs den, slog ned i fart og drejede ind i dens kølvand og lyste på hækken. Kort tid efter sendte Benny sin melding til vagthavende: ”Identified as a danish coaster Martha of Ærøskøbing heading north speed seven”. (Identificeret som Martha af Ærøskøbing sejler nord over fart 7). Kort efter kom det fra land: ”Roger – proceed back to Bovballe buoy”. ROTA drejede af og sejlede med 18 knob tilbage til bøjen og var fortøjet ca. 10 minutter senere. Kokken havde varmet det, der kunne varmes, og besætningen gik igen i gang med den afbrudte julemiddag, stadig godt forbandet på den uduelige officer inde på distriktet. ”Vi skulle aldrig have sendt dem det julekort med tak for godt samarbejde”, sagde chefen. ”Kan vi ikke annullere det og sende et nyt, hvor vi tilbagekalder det”, sagde Regnemanden. ”Jo”, sagde chefen, ”giv mig signalblokken”. Chefen skrev nu det berømte signal fra ROTA til chefen for LAM: ”Cancel my Christmas card!” Et signal, der gav genlyd i hele søværnet, for det viste, at selv om de fleste af søværnets personel syntes, det var morsomt, så kunne chefen for LAM ikke se det morsomme i signalets ordlyd. Han beordrede tredje juledag ROTA til Bagenkop med besked om, at skibschefen skulle stille hos chefen for LAM, iført tjenestefrakke og sabel kl. 10.00. 35 ROTA ankom til Bagenkop kl. 09.30, og chefen blev afhentet af en tjenestevogn. Benny og Regnemanden gav ham faldrebshonnør, da han gik ned ad landgangen, og Benny råbte efter ham: ”Held og lykke – håber, du fortæller ham, hvad vi mener om hans umulige officerer”. (Faldrebshonnør er en hilsen til skibschefen og visse VIP-personer, når de kommer ombord eller forlader skibet). Chefen svarede ikke, men hoppede ind i tjenestevognen. Kort før frokost var han tilbage igen, og Benny og Regnemanden var igen på plads og gav ham faldrebshonnør, da han kom ombord. Benny sagde smilende, da han steg ind på dækket og modtog sin hilsen: ”Nå, er du allerede tilbage – jeg havde ellers regnet med, at han bød dig på frokost!” ”Nej, han bød ikke på frokost, men jeg har nok nået min slutstilling”, sagde han og gik ned på lukafet for at skifte tøj. Ved frokost fik alle så historien om den sure marinedistriktschef, som åbenbart ikke havde humoristisk sans. Han havde holdt en lang belærende tale for skibschefen og lovet ham, at det ville blive indberettet til både SOK og søværnskommandoen (SVK). ”Da jeg endelig fik lejlighed til at svare, fortalte jeg ham, at vi gerne ville uddanne hans unge officerer, så de bedre kunne vurdere, hvilke enheder, der skulle investigeres, såsom mål, størrelse, fart og sejladsmønster. Det blev taget meget ilde op – han blev helt kokrød i ansigtet af raseri og sagde pludselig, at audiensen var ovre”. ”Ja”, sagde Benny, ”de artillerister har sgu’ aldrig haft humoristisk sans – det skyldes nok, at de er så kortbenede, at gamacherne skraver dem i skridtet”. * To dage senere var der heldigvis afgang fra LAM til Holmen, hvor der skulle udskiftes en del af den menige besætning. 36 Hele januar blev af ROTA, sammen med divisionens andet skib, NEPTUN, brugt til forskole for den ny besætning, med undervisning på specialskoler på Holmen m.m. ROTA’s chef var nu blevet chef for fjerde fregatdivision, bestående af ROTA og NEPTUN – den sidstnævnte kaldet røvskibet, fordi den altid skulle sejle agten for ROTA, når de var på havet sammen. Det gav visse problemer på Holmen, for man havde skåret ned på uddannelsen på søværnets Eksercerskole (SES) og lagt mere ud til skibene. Det betød, at militær anstand, uniformering og opførsel nu blev pålagt skibene, og da NEPTUNs chef, Brian Thomsen, havde en noget laissezfaire holdning til vedligeholdelse af skibet og uniformering m.m., gav det Benny og Regnemanden store problemer, når ikke korrekt uniformering blev påtalt ombord i søsterskibet. Brian Thomsen havde som reserveofficer sejlet på Grønland og var derefter startet på det, der hed skibsførerlinjen på søværnets Officersskole (SOS), hvor han kort efter blev smidt ud på grund af druk. Han var en lille, tæt bygget, mørkhåret officer, rundhovedet med grå øjne og et ræveagtigt smil på læben. Han, der var ca. 35 år, havde tumlet rundt så mange gange i sin rustning, at hvis han ikke havde haft venner i søværnskommandoens personelsektion, ville han for længst være blevet smidt ud af søværnet. I stedet gav man ham et job som chef for NEPTUN. Så kom ikke her og sig, at personelmyndighederne ikke havde humoristisk sans. Han blev dog smidt ud nogle år senere, da hans elskerinde stjal hans tjenestepistol og ringede til politiet og truede med at begå selvmord med våbnet. Disse problemer med søsterskibet kom oven i et par klager over besætningens opførsel på én af specialskolerne. Benny og Regnemanden havde taget det op ved morgen-mønstringerne uden at det hjalp, så da de nævnte det for chefen, sagde denne, der ellers aldrig blandede sig i mandskabsbehandling: ”Hvis du vil, kan jeg godt tage et par ord med dem i morgen til mønstringen”. 37 Næste morgen stod hele besætningen klar, og Benny gav melding til skibschefen. Han kunne se, at besætningen undrede sig over, hvad der nu skulle ske. Det fandt de hurtigt ud af. Efter at Benny havde beordret rør, gik chefen ned langs rækken og stirrede med sit barske udtryk hver enkelt ind i øjnene. Da han var på plads foran besætningen, sagde han så, medens han fastholdt deres blikke: ”Jeg har fået melding om jeres dårlige opførsel på skolen – det ophører fra og med i dag – er det forstået”. ”Jeg kan ikke høre jer?” ”Javel”, kom det nu højt i kor fra besætningen. Efter at de, med Regnemanden i spidsen, var marcheret afsted til skolen, sagde Benny til chefen: ”Nu hører vi ikke mere til det – jeg tror sgu’, at der var et par stykker, der sked i bukserne af skræk, da du stirrede på dem”. Benny fik ret, besætningen havde respekt for den gamle. Det var straks værre med chefen for NEPTUN, som gjorde som det passede ham, selv om divisionschefen flere gange påtalte hans mandskabsbehandling. I de dage, de kørte forskole på Holmen, var det ikke muligt at komme hjem, så Benny tilbragte mange dage med at tage vagten om natten, ofte i selskab med Regnemanden, som heller ikke boede på Sjælland. Nogle aftener havde de besøg af Prins Christian, som havde gået på forsvarets gymnasium sammen med Regnemanden. Regnemanden havde desværre ikke klaret skærene og var nu det, man med et kedeligt ord kaldte en officersabort. Prins Christian, der også måtte tage et ekstra år på skolen, var hyggeligt selskab, så der blev delt nogle øl, medens han fortalte historier fra officersskolen og Holmen og de to gange, han havde været til samtale hos Kong Frederik i forbindelse med, at politiet havde indberettet ham for at køre for stærkt. Sidste gang havde Kong Frederik truet med at inddrage hans kroneplader, der ellers gav ham adgang til forskellige goder. En aften, hvor mester havde vagten, tog Benny og Regnemanden med Prins Christian hjem til Sorgenfri, medens hans forældre var ude at rejse. 38 Dér fik de lejlighed til, for første gang, at møde Prins Christians kommende hustru, som ikke var vildt begejstret for den drukfest, det senere udartede sig til i køkkenet i underetagen. På et tidspunkt gik det som det altid går – man løb tør for øl, og Regnemanden blev sendt i byen efter flere. Desværre var alt lukket, og Benny forslog, at man lånte lidt af Prins Christians fars lager, hvilket Prins Christian ikke var meget for. Til sidst hev han dog én af hans kasser frem, og festen fortsatte, indtil Benny og Regnemanden faldt i søvn ved bordet. Klokken seks om morgenen kom Prins Christian farende ned i køkkenet og vækkede dem. Benny kiggede, fuldesyg og elendig på klokken, og sagde: ”Prins Christian, ring efter en taxa”. ”Nej, vi skal først have erstattet de Carlsberg øl, vi drak af den gamles i aftes. Han bliver stiktosset, hvis han opdager jeg har været i hans lager”. Efter med taxa at have hentet de femten øl, de havde lånt af Prins Knud, og afleveret dem til Prins Christian, gik det afsted til Holmen, klar til morgenmønstringen klokken otte. Da forskolen var overstået, skulle der, den sidste fredag inden afgang, afholdes inspektion på de to skibe. Chefen for fregateskadren, kommandør O. Olsen, ankom kl. 10.00 og startede på ROTA, hvor alt selvfølgelig var i den skønneste orden. Derefter var det NEPTUNs tur. Eskadrechefen og divisionschefen gik langs kajen hen mod NEPTUN, hvor de fik faldreb, men da eskadrechefen trådte ind på dækket, så han sin store forbavselse et cigaretskod ligge på dækket lige foran hans blankpudsede sko. Chefen for NEPTUN, der var kendt som noget af en gavtyv, hilste smilede på de to chefer. Eskadrechefen pegede på skoddet og sagde i en bøs tone: ”Hvad er det der?” ”Det er et cigaretskod, som vi har placeret dér, for at eskadrechefen trods alt skulle finde en lille ting at sætte fingeren på”, sagde han og smilede endnu bredere. ”Det er godt med dem, Thomsen – få det fjernet og lad os komme videre”. 39 De gik først forud, hvor besætningen var linet op, og de to chefer modtog hilsner fra besætningen, medens eskadrechefen uddelte bemærkninger til enkelte maskin- og dæksfolk med besked om at udskifte deres huer, der var tilpasset i et ikke reglementeret svaj – eller var for snavsede. Besætningen blev derefter kommanderet på plads til inspektion, og de tre chefer gik agter over for at se på agterdækket, inden de gik ned om læ. Da eskadrechefen passerede 40 mm kanonen, opdagede han, at der hang noget, der mindede om et stykke A5 papir på flagspillet i stedet for det obligatoriske orlogsflag. ”Hvad er så det, Thomsen?” sagde eskadrechefen vantro og lettere irriteret. ”Det er en restordre på et flag – det flag vi har, er så slidt, at vi ikke kunne tillade os at hejse det, og vores flagordre har nu været i restordre i 14 dage”. ”Få den ned og giv mig den, så skal jeg fyre op under de drønnerter og send så en gast over i én af minelæggerne og lån et nyt flag”. (Sagen var den, at allerede på dette tidspunkt havde Holmen glemt deres motto: Service to the Fleet, så restordre på flag og f.eks. sikkerhedsudstyr som redningsveste ikke var unormale). Efter inspektion var der en kort frokost ombord på ROTA, hvor de to chefer fik lejlighed til fortælle om den – ofte håbløse – service, som Holmen bød skibene. På et tidspunkt spurgte Bennys skibschef, om det, han havde hørt om redningsvestene på én af korvetterne, var korrekt. ”Hvad har De hørt?” ”At TRITON havde anmodet om udskiftning af 30 redningsveste, hvis dato var overskredet. De havde fået en restordre på, at de først ville blive udskiftet efter 14 dage. Skibschefen rykkede flere gange – sidst en fredag eftermiddag, før de skulle sejle for at deltage i en PLAYEX (øvelse), dog uden resultat. Derfor sendte han et signal med nedsat sejladsberedskab til SOK og gjorde det klart, at hans skib af sikkerhedsmæssige grunde ikke kunne 40 deltage i øvelsen. Det hjalp, for så gik der admiral i sagen, og tre timer efter, at de skulle have sejlet, en fredag aften, ankom en bil med de 30 nye redningsveste”. ”Ja, det er stort set korrekt”, sagde eskadrechefen og skyndte sig at tale om noget andet. Det var tydeligt, at det var et emne, han var træt af at høre om, hvilket var meget forståeligt, eftersom der havde været mange tåbelige episoder omkring Flådestation Københavns forsyningstjeneste. Det var normalt, at regnskabsførerne i skibene, når de ved eftersyn manglende noget inventar, som standardvending i tabsattesten skrev som årsag til tabet: ”Gået overbord i dårligt vejr”. Det blev ikke altid accepteret af forsyningstjenesten på Holmen, således gik det helt galt for tåberne, da de ville hænge en skibschef op på, at han på Orlogsværftet, medens hans skib var til reparation, skulle have tabt en skrueaksel. Auditørerne blev sat på sagen og skibschefen blev afhørt. Han tog det nu meget afslappet, idet han viste, at den mistede skrueaksel aldrig var blevet leveret ombord, så da auditøren spurgte ham, om han havde nogen viden om, hvor skrueakslen var blevet af, sagde han smilende: ” Ja, jeg så en snusket fyr snige sig hen ad dækket med skrueakslen på nakken”. Auditøren, der ikke anede, at sådan en skrueaksel vejede næsten et ton, sagde alvorligt: ” Kan de give noget signalement af vedkommende?” Nu kunne skibschefen ikke holde latteren tilbage længere, så han fortalte auditøren, at han ville anbefale at de kiggede efter på lageret, hvorfra den skulle være leveret, for den var aldrig blevet leveret ombord. Auditørerne fandt ganske rigtigt skrueakslen på lageret, og den halvfulde leder beklagede, at de ikke havde bedre styr på deres lager. * Efter forskolen primo februar var første tur et flådebesøg til Lübeck, hvor de to skibe ROTA og NEPTUN skulle deltage, men to dage før afgang fik 41 de et signal om, at korvetten BELLONA også skulle deltage, og at deres skibschef skulle være styrkechef under besøget. Benny var på det tidspunkt på besøg hos NK, søløjtnant Eigil Lebøg. Han var en ung reserveofficer som Benny, 178 cm høj, lyshåret med spids næse og blå smilende øjne, der altid spillede med et glimt der sagde, hvad kan vi nu finde på af narrestreger. Han havde et humør, der ikke stod tilbage for hans chefs, så dér, hvor skibschefen stoppede, faldt hans NK ind. NK og Benny sad netop og delte en eftermiddags øl, da chefen kom ind med signalet. Han satte sig ned og ringede en gang på klokken over messebordet, og messegasten kom farende ind med en øl. ”Tak”, sagde han, ”det her kræver at blive skyllet ned. De har i deres visdom fundet ud af, at BELLONA skal med til Lübeck, og skibschefen dér ombord har jeg, for at sige det mildt, et lettere anstrengt forhold til, så jeg tror ikke nogen af os glæder os til det”. ”Skide værre med det – hvem er han i øvrigt”, sagde hans NK. ”Orlogskaptajn H. Tallersen, som jeg sejlede sammen med på FYLLA. Han er oprindelig artilleririst, humørforladt og hader reserveofficerer og fenrikker, og så er han én af dem med seks seks på begge næsebor”. (Seks seks på begge næsebor var et slangudtryk, der betød, at vedkommende førte sig arrogant frem og så ned på alle under hans rang). ”Nå”, sagde Benny, ”så må du bære over med ham, det er jo, fordi han er artillerist og gamacherne skraver ham i skridtet hele tiden – det er jo ingen spøg”. Snakken gik nu om, hvem de ellers kendte på BELLONA, inden Benny gik ombord på ROTA igen. Dagen efter gik Benny og Eigil op på Holmens søkortarkiv, der blev ledet af en gammel halvdøv materielmester, som de før havde haft problemer med. Først fik de, efter noget brok, udleveret kortene til Lübeckturen, men da de ville have udskiftet nogle søkort, hvor der var kaffestænk på, gik den gamle sure materielmester agurk og skældte ud. Benny sagde ikke noget, mens han skældte ud, men lod efter aftale Eigil føre ordet. 42 Da han holdt en pause i strømmen af eder og forbandelser over uduelige officerer, bevægede Eigil munden uden at sige noget. Den gamle skruede op for høreapparatet, men kunne stadig ikke høre noget. Da det var skruet helt op, sagde Eigil høfligt og afvæbnende: ”Det beklager vi meget!” Resultatet var, at den gamle nu fik svaret for fuld styrke, og da han opdagede, at de havde taget pis på ham, råbte han, medens fråden stod ham om munden: ”Ud – ud, jeg vil ikke se jer mere heroppe!” Benny og Egil snuppede i en fart søkortene og væltede skrigende af grin ned ad trappen og havde nær væltet en kontordame, der kom ud fra toilettet. Hun kiggede måbende efter dem. Dagen efter var der afgang fra Holmen med ankomst til Lübeck en fredag eftermiddag. Forbindelsesofficeren fortalte om de sædvanlige ture rundt i den historiske hansestad, som havde været dansk fra 1203 til 1225. Benny og Eigil var ikke oplagt til alle de ture. Det havde de prøvet så tit, men sagde ja til at deltage i en reception på BELLONA lørdag aften og en frokost givet af byen i det gamle kendte handels- og købmandshus Buddenbrookhaus, hvor Thomas Manns skrev nogle af sine romaner, blandt andet den, der i 1929 gav ham Nobel-prisen i litteratur. Han flygtede senere fra Tyskland efter at have kritiseret den tiltagende fascisme i hans land. Huset var nu et museum, som blandt andet blev brugt til officielle frokoster og middage. Næste eftermiddag gik Eigil og Benny en tur i den smukke by, der tog sig særlig flot ud i det frostklare solskinsvejr. Da de kom ombord i NEPTUN kunne de se, at Brian, NEPTUNs skibschef, allerede havde startet festen. Eigil fik ham, efter nogen overtalelse, lagt til køjs og sagde til Benny: ”Nu håber jeg ikke, at han vågner før receptionen er ovre”. Det gjorde han. Ankommet til receptionen blev Benny og de andre officerer hurtigt sat i arbejde med at cirkulere og underholde de lidt stive tyskere. Det hjalp lidt senere på aftenen, hvor især kvinderne var blevet lidt festligere. 43 Pludselig dukkede Brian op i en festlig brandert og styrede lige hen mod en af de lettere overrislede damer, som var gift med en stiv og arrogant embedsmand, og sagde højt på flydende tysk: ”Du ser pragtfuld ud – særlig i den minkpels, hvad mon der er inden under?” Hun fangede situationen med det samme, smilede til ham og bød ham på en drink, som holdt ham i ro et kort stykke tid. Værten, skibschefen fra BELLONA, sendte onde dræbende blikke i retning af Brian, og kaldte Bennys chef hen til sig og sagde: ”Få ham i land hurtigst muligt, inden han laver flere skandaler”. Med lidt besvær lykkedes det, at overbevise Brian om, at det ikke var nogen skam at forlade selskabet, når man ikke var ønsket. Næste morgen havde Brian sovet branderten ud og fik nu bondeanger, og ville ikke med til frokosten i Thomas Manns hus. ”Selvfølgelig skal du med – du holder dig fra sprutten i formiddag, og så går vi alle til den frokost”, sagde Brians NK. Denne bemærkning skulle han senere komme til at fortryde. De ankom 5 minutter før den berammede tid til huset, der var et stort palæagtigt hus i tre etager med smukke flisegulve, tunge røde gardiner og med en atmosfære af historie. De gik indenfor, hvor de blev modtaget af borgmesteren og ventede sammen med de første gæster i forhallen, indtil alle var ankommet. Efter en kort rundtur blev de vist ned ad nogle trapper til et lille charmerende rum med paneler langs væggene, gotiske buer og et flot flisegulv. På væggene hang der en del flotte malerier af dystert udseende mænd og kvinder. Midt på flisegulvet stod der et stort ellipseformet bord, hvor der var dækket op til 12 personer 6 danske og 6 tyske. Benny blev placeret på den ene langside ved siden af en lidt stiv tysk kaptajnløjtnant, som heldigvis talte et rimeligt engelsk. Bennys tysk var nemlig ikke det bedste, han var jo opvokset i en tid hvor det tyske sprog ikke var det foretrukne – tværtimod var alt, hvad der var tysk upopulært. Længere nede på samme side sad Brian på den ene side af borgmeste44 ren og Bennys chef på den anden side, og lige overfor ham sad BELLONAs chef. Borgmesteren, en lettere korpulent, halvskaldet herre på ca. 50 år, konverserede med både Benny og BELLONAs chef og ind imellem med de øvrige i selskabet. Overfor Brian, sad BELLONAs NK, Eigil, og nogle tyske forretningsfolk. For enden af bordet sad en præst, som havde været nazist og ubådschef under krigen. Han havde åbenbart, efter at krigen var tabt, fået bondeanger over alt det lort, han havde lavet under krigen og var så gået i kloster for at blive katolsk præst. Første ret efter velkomstdrinken var en speciel silderet, hvor en ansjos var hængt over kanten af glasset. Det drejede sig nu om at drikke snaps og sild i et hug. Det gik fint, og Brian foreslog borgmesteren, at de prøvede det igen, så alle kunne lære det. Det gjorde man så, og Benny kunne høre, at Brians brandert fra i går var ved komme til live igen. Snakken rundt om bordet var nu mere løssluppent, da hovedretten, der var en peberbøf, kom ind. Hertil var der selvfølgelig en kraftig Rhône rødvin. Benny kunne nu høre, at Brian tog for sig af retterne, og han kunne se, at Eigil sendte ham nogle blikke tværs over bordet, der sagde: ”Hold inde med sprutten”. Skibschefen fra BELLONA derimod blev mere og mere hvid i hovedet af raseri, men kunne ikke rigtig gøre noget uden at lave endnu mere skandale. Brian var nu så godt gående, at han kun stak lidt til oksekødet, og da desserten, en smuk isanretning med frugt, kom ind, sagde han forarget til borgmesteren, så højt at alle kunne høre det: ”Din portion er da større end min”. Borgmesteren, der var ved at være lidt stram i betrækket, sagde med et anstrengt smil: ”Jamen, så bytter vi da”. Han byttede hurtigt de to tallerkner rundt. Alles øjne var nu rettet mod 45 Brian, og BELLONAs chef, som så ud, som om han kunne eksplodere, hvornår det skulle være. Brian sad lidt og stak til isen og sagde så højt, at alle kunne høre det: ”Jeg kan for øvrigt ikke fordrage is”. Han skubbede tallerkenen frem foran sig. Al samtale rundt bordet stoppede og der opstod en pinlig tavshed. Alle kiggede hen på Brian og borgmesteren. Borgmesteren var helt stiv i masken, og kunne ikke længere se de morsomme i Brians små numre. Brian grinede fjoget og så, i sin efterhånden store koger, ikke de dræbende øjne, som chefen fra BELLONA sendte ham. Ej heller så han Eigil, hans NKs øjne, der signalerede – skrid. Pludselig, om det var fordi han endelig havde fattet det, eller det var fordi, naturen krævede det, vides ikke, men han rejste sig med stive skridt og vaklede ud af lokalet mod de to trin op til det andet lokale. Her faldt han, så lang han var, op ad trappen. Han fik sig med besvær hevet op og stavrede hen mod toilettet. Rundt bordet forsøgte alle at få samtalen i gang igen, men selv under den sidste rest af isen og kaffen med cognac lykkedes det ikke rigtigt. De sagde alle pænt tak, og chefen for BELLONA beklagede flere gange Brians uheldige optræden over for borgmesteren. Borgmesteren forsøgte, uden held at glatte ud, men det var klart, at han også var godt forbandet. Eigil og Benny forlod skibscheferne og tog en omvej ombord, og da de var udenfor de to chefers hørevidde, sagde Benny: ”Husk, hvad jeg altid har sagt – der er en hårfin grænse mellem det ophøjede og det latterlige, og den grænse blev igen overskredet i dag”. ”Ja – den store klovn – nu falder der brænde ned, når han bliver ædru igen – så du chefen for BELLONAs øjne – de kunne ha’ dræbt ham”. ”Du kan sige, hvad du vil – jeg har aldrig moret mig så meget til en officiel frokost som til denne, og jeg vil sgu’ ikke med til flere officielle frokoster, hvis ikke Brian er med”. Der blev snakket en del på vejen ned ombord, og Eigil fortalte om de 46 mange andre numre, han havde lavet. Det seneste han havde lavet var, at han under en natlig investigerings opgave i Langelandsbæltet havde drukket sig pissefuld og råbt ad basserne. Det fik talsmanden til, efter pres fra besætningen ombord, at sige til ham, at han ville anmelde ham til politiet, når de kom ind til Korsør. Brians reaktion på det var, at de i stedet for som planlagt at gå til Korsør for R and R, sejlede en tur op i Kattegat, indtil hans brandert var dampet af. (R and R betyder rest and recreation – altså afslapning i havn, eller den mere uartige version Rest and Recuperation – af nogle også kaldt I and I – Intercourse and Intoxication – samleje og druk). Da de kom ombord i ROTA, fortalte Benny Regnemanden om frokosten. Han gjorde store øjne og sagde: ”Det er sgu’ da løgn!” ”Nej, det er rigtigt nok, du kan jo spørge chefen, som netop kommer ind i messen. ”Ja”, sagde chefen”, det var sgu’ en frokost, vi husker et stykke tid. Jeg kommer lige ovre fra chefen for BELLONA, som først gav mig en skideballe over, at jeg ikke kunne styre Brian, og dernæst beordrede mig til at skrive et signal til eskadrechefen om forløbet”. ”Selv ville han ved ankomst Holmen give eskadrechefen et mundtligt referat med forslag til at kommandoen blev taget fra ham”. Næste morgen i en østlig kuling med frost på ca. 15 grader celsius afgik skibene mod Holmen. BELLONA forrest, så ROTA og endelig NEPTUN. Det varede ikke længe, inden overisningen startede. Til at begynde med var det ikke nemt at se, idet det var glasagtigt og gennemsigtigt, men efter en tid blev det mælkehvidt, og man kunne tydeligt se, hvor tykt laget var. Benny iværksatte en tørn på broen og fordækket, hvor to mand på tørn blev sendt ud for at banke is af. Desværre fandtes der ikke nogen ishammere ombord, så der måtte bruges jernstænger og lignende – noget, malingen ikke havde godt af. Efter at være kommet op på broen sagde Jacob, der havde vagten: ”Der er noget galt med radaren – hele yderkanten er hvid og området bliver mindre og mindre”. 47 Benny og chefen gik i gang med at åbne kabinettet til den gamle Raytheronradar og tjekkede de rør, der normalt skulle skiftes. Det hjalp ikke. Pludselig sagde udkiggen: ”Prøv at se radarscanneren, den er helt tildækket af is”. Alle kiggede op og ganske rigtigt – der var årsagen til problemet. Scanneren var opbygget af en række stållameller, som nu var fyldt med is. Benny beordrede spuleslangen rigget til, og med en kraftig stråle på lamellerne lykkedes det at holde scanneren ren, og radaren fungerede nu igen optimalt. Dagen efter at de var ankommet til Holmen, gik Benny over i NEPTUN for at høre, hvordan det gik med Brian. På vej ned ad lejderen rendte han ind i Brian i keglespillerfrakke, sabel og Mickey Mouse handsker. (Tjenestefrakke, sabel og hvide handsker). ”Du ser sgu’ godt ud – hvor skal du hen”. ”Jeg skal op til eskadrechefen – jeg mister nok min kommando i dag”, sagde han og susede hen af sidedækket. Benny gik ned i messen og fandt Eigil. De blev enige om at vente til Brian kom tilbage. Han vil sikkert have behov for trøst og en øl i hyggeligt selskab. En halv time senere kom han tilbage og stak hovedet ind i messen: ”Knap en øl op til mig, jeg kommer, så snart jeg har skiftet tøj”. Kort efter sad han for enden af bordet i messen og tog en ordentlig slurk af sin øl. Benny og Eigil kiggede på ham og sagde i kor: ”Hvad så – hvad sagde han, var han vred?” ”Vred er ikke ordet – han var rødglødende – han skældte mig ud i ca. et kvarter uden afbrydelse og beordrede mig til på tysk at skrive et brev til min ven borgmesteren og beklage min opførsel. Dernæst sagde han, at hvis jeg lavede et stunt mere, ville han sikre, at jeg blev smidt ud af søværnet”. ”Tillykke med det – det var sgu’ da billigt sluppet. Havde det stået til 48 din ”ven” i BELLONA, så var du allerede smidt ud. Det er kun fordi, han er et godt menneske, som godt kan li’ dig – forstå det, hvem der kan”, grinede Benny. Medens de talte lidt om brevet, og Benny og Eigil forsøgte at minde ham på de ting fra frokosten, han ikke selv kunne huske, kom chefen fra ROTA ombord og de delte igen et par øl, før de gik hver til sit. * Næste morgen afgik ROTA fra Holmen for at sejle til Korsør. Her skulle de hente tre stk. skydemål nr. 1. Det var to store pontoner, der var knapt så lange som ROTA. Mellem de to pontoner var fastgjort et højt mål i pontonens længde, ca. tre meter højt. Det bestod af bambustænger, hvorpå der var hængt et rødt netklæde. På vej op gennem Sundet overhalede de to af de gamle landgangsfartøjer, LOKE og HERMOD, der var på vej nordover for at deltage i en øvelse. De passerede dem i kort afstand og begge skibe frontede. Skibschefen, som stod med kikkerten, sagde, da de passerede: ”Prøv lige at se her – de har sgu’ kællinger ombord”. Ganske rigtigt – på agterkanten af broen stod to kvinder, og Benny sagde: ”De er sgu’ ikke kede af det – jeg vil nødig være i deres sted, hvis eskadrechefen opdager det”. Det talte man ikke mere om, før de nogle dage efter i Korsør hørte hele historien. De to chefer havde, i de 14 dage øvelsen havde varet, haft hver sin luder fra Nyhavn ombord. De var under øvelsen kommet ind og ud af Holmen, forklædt som værnepligtige, siddende bag på en motorcykel. Det gik godt, indtil en kvik vagt fik mistanke, og det hele blev afsløret. Begge de to unge chefer røg i land og fik deres kontrakt opsagt. ROTA ankom til Flådestation Korsør om aftenen. Næste morgen tidligt fik ROTA, i samarbejde med en motorbåd fra flådestationen, de tre skiver hægtet på som slæb. Derefter gik det nordover til farvandet nord 49 for Sjællands Odde, hvor der var rendezvous med den nye fregat PEDER SKRAM. Ankommet til området fik ROTA besked på at gå an på kurs 090 og være klar til fire løb. To løb fra hvert af de to tårne, hvor der ville blive skudt med 127 mm kanonerne. ROTA gik an på kursen, og da farten var nået, meldte Benny over radioen klar til PEDER SKRAM. Kort efter kom det over radioen: ”Skud kommer – skud kommer”. Der kom nu en kort salve fra PEDER SKRAMs forreste tårn, som resulterede i, at det opstående på de to forreste mål var væk, og en ponton i det agterste mål var gennemhullet og krængede svagt til styrbord. ROTA rapporterede tilbage, at det havde været en fuldtræffer, men da alle tre mål var stærkt beskadigede og den agterste tog vand ind, var ROTA nød til at afbryde skydeøvelsen og forsøge at humpe tilbage til Korsør med resterne. PEDER SKRAM kvitterede og spurgte om ROTA kunne klare sig tilbage uden hjælp. ”Roger – no problem”, svarede chefen. Det skulle senere vise sig at være en sandhed med modifikationer, for på vej ned i Store Bælt blæste det op fra vest, og ud for Musholm Bugt sprang slæbetrossen, og de tre skydemål drev af mod kysten, samtidig med at ROTA fik stumpen af trossen i begge skruer. Det gik hurtigt op for skibschefen og Benny, at hvis de ikke fik trossen ud af skruen nu, ville både ROTA og skydemålene ende inde på stranden i løbet af en halv time. ”Ok”, sagde skibschefen, ”jeg trækker i dragten og hopper ud og får skruen gjort fri, og så snart jeg er oppe, står klar I med en ny trosse”. Kort efter stod han klar på agterdækket og hoppede ud over siden med kniven mellem tænderne. Regnemanden og tre dæksfolk var ved at rigge den nye trosse til, da han dukkede op igen og svang sig ombord. Han gjorde tegn til Benny om at sejle ned mod skydemålene. 50 Da han kom på broen, sagde han: ”Vi skal bruge to frivillige til at hoppe ned på det første skydemål”. ”Det klarer jeg sammen med Regnemanden”, sagde Benny. ”Ok, jeg holder mig på siden, så I har læ”. Kort efter firede Benny og Regnemanden sig ned på skydemålet, der væltede sig i søen inde på det grunde vand. Hurtigt fik de fastgjort den nye trosse, og medens de blev hevet ombord igen, så de nu, hvordan søen brækkede inde i bunden af fjorden. Så snart de var ombord, gik chefen frem og drejede i et elegant sving ROTA rundt med de tre skydemål bagefter med kurs ud af fjorden. Det var i sidste øjeblik, for plottergasten, der havde vagt ved ekkoloddet, meldte nu nede fra orummet, én meter under kølen. Resten af turen ind til Korsør foregik uden problemer, og sent på aftenen var ROTA frigjort fra de tre skydemål, og alle kunne slappe af til næste morgen. Næste morgen var der afgang til Kattegats Marinedistrikt (KGM), hvor ROTA med base på Flådestation Frederikshavn (FLS FRH) skulle investigere Warszawapagt skibe rundt om Skagen og Læsø, samt være på kort varsel til søredningsopgaver. Benny glædede sig til komme hjem til Vendsyssel og håbede, at kunne være hjemme, så han endelig kunne få lejlighed til at overvære en fødsel, når hans tredje søn skulle fødes i slutningen af februar. Det var meningen, at ROTA skulle afgå direkte fra Korsør til FLS FRH vest om Anholt og op gennem Læsø Rende, men da de passerede Sjælland Odde, fik ROTA ordre, direkte fra SOK til at forsætte nordover og op i rute Tango og dér investigere et russisk handelsskib med militær dækslast. Vejret var overskyet med vind fra VNV, styrke 6 og sø 5, og ROTA, der havde håbet på, i læ af Jylland, at snige sig op til Frederikshavn. Sådan skulle det åbenbart ikke være, så med vinden ind på bagbords stævn kæmpede ROTA sig nordover og var ind imellem helt væk i søer og røgvand. 51 På højde med Anholt øst fik de endelig visuel kontakt med russeren og sendte det første signal. De næste fem signaler gav supplerende oplysninger om dækslasten, køretøjer og antal kasser, herunder kassernes størrelse m.m. Herefter drejede ROTA vestover, syd om Læsø mod Læsø Rende, men aldrig så snart de var drejet, kom det fra SOK: ”Request further info?” Skibschefen, der ligesom alle andre nu var godt søsyge og mørbanket af det dårlige vejr og skibets slingren, råbte til Benny oppe fra den åbne bro: ”Send til dem – female captain”. ”Hvor har du det fra, at der er en kvindelig kaptajn ombord”, råbte Benny tilbage. ”Det ved jeg sgu’ heller ikke, men jeg er træt af deres evindelige ”further info”, for der ikke mere at sige om det skib, og vi har så mange billeder, at de i FE kan få et helt album med glansbilleder, som de kan bytte med vore NATO partnere”. ”Roger – jeg sender det nu”, råbte Benny tilbage. Der kom ikke flere signaler fra SOK, men næste dag i havn fik chefen en opringning fra en kollega i SOK, der kunne fortælle ham, at admiralen ikke havde syntes, at det var så morsomt, særligt efter det med julekortet. Den 26. februar ankom ROTA til FLS FRH, og Benny ringede hjem og fik at vide, at han netop var blevet far til den tredje dreng. Irene havde på Frederikshavn Sygehus født ham endnu en dreng en time før, de ankom. Så den lille tur i Kattegat havde gjort, at Benny heller ikke denne gang kom til at overvære en fødsel. Marts og en del af april havde ROTA station i Frederikshavn og Skagen, så Benny fik rig lejlighed til at være sammen med familien. I begyndelsen af april afgik ROTA til Skagen for næste dag sammen med NEPTUN, en spagetti krydser, BELLONA og ubåden TUMLEREN at øve ubådsjagt efter en speciel taktik, der krævede, at mindst to overfladeenheder hele tiden jagtede ubåden, så den ikke kunne lave undvigemanøvre. Det skib, som gik ind i angreb, kaldte sig ”Brother” og det andet 52 skib, der blev kaldet ”Sister”, lå så på afstand og fulgte ubådens forsøg på undvigemanøvre, klar til at overtage angrebsrollen, hvis første forsøg mislykkedes. ROTA ankom til Skagen sidst på eftermiddagen, og Benny meldte fra til aftenskafningen og gik i land for at besøge noget familie. Da han klokken ti om aftenen kom ombord igen, var skibschefen og Regnemanden godt kørende efter at have delt en flaske whisky, og Benny tænkte: ”De bliver sgu’ morsomme at komme på havet med i morgen”. Benny hilste på, sagde nej tak til en godnat øl og gik ind på køjen, hvor Jacob allerede snorkede, så det rungede i skotterne i lukafet. (Skotter er væggene ombord). Næste morgen var der udpurring kl. 05.30, og Benny gik, efter en hurtig morgenmad, på broen og prajede: ”På post til at gå af havn”. Medens han sammen med plotterne var ved at rigge broen til, kom skibschefen op, og selv om Benny kunne se, at han var fuldesyg og kun kørte på tre cylindere, sagde han frejdigt: ”God morgen chef.” Han sendte Benny et kummefryser-blik og hvæsede: ”Ku’ du ikke lige holde din kæft – har du set på vejret?” Det havde Benny allerede gjort. Det blæste en stiv kuling fra vest og alle flag og vimpler, der var at se i havnen stod ret ud. ”Ja, det bliver sgu’ ikke vejr til øvelse, men vi er nødt til at gå ud og se på de, og høre, hvad BELLONA siger”, sagde han. Kort efter kæmpede ROTA sig nordover, medens søerne brækkede ind over stævnen og hele broen var væk i røgvand. BELLONA og NEPTUN lå to sømil forude på vej op i Skagerrak. Skibschefen kaldte op til BELLONA, der var øvelsesleder, og foreslog, at de skulle annullere øvelsen med ubåden og i stedet gå ned i Aalbæk Bugt og lave nogle interne øvelser. Det blev kort og kontant afslået, og en time efter var alle klar nord for Skagen. Ubåden, der ikke havde det godt på overpladen, bad om at få lov til at dykke. Tilladelsen blev givet, og kort efter indledte ROTA og NEP53 TUN jagten, men det lykkedes aldrig at få kontakt med ubåden, idet de to skibe slingrede så meget, at sonaren ofte var ude af vandet. NEPTUNs skibschef kaldte BELLONA op og sagde, at det her var vanvittigt. De havde ikke nogen chance for overhovedet at få noget ud af denne øvelse. Besætningen brugte alle kræfter på holde sig fast. Det faldt ikke i god jord hos øvelseschefen, som insisterede på at forsætte. Benny gik op på broen og så, at NEPTUN og BELLONA væltede sig i søen, så man af og til kunne se bundmalingen og skibenes sonar. Endelig, efter en halv time, havde BELLONA fået nok, og der kom et signal, der sagde: ”Exercise completed – proceed to Aalbæk bay”. To timer senere var alle i læ i Aalbæk Bugt, og der blev resten af dagen lavet forskellige interne øvelser, inden ROTA igen gik til FLS FRH for at indgå i KGMs beredskab. * Sidst i april var der afgang til Sundets Marinedistrikt (SUM) for, med base i Køge, at indgå i deres beredskab. På vej gennem Sundet fik Jacob et krypteret hemmeligt signal, som han gik i gang med at dekryptere. Da ROTA passerede Drogden, kom han op på broen og stak det i hånden på skibschefen. Han læste det igennem og sagde så: ”Det holder du for dig selv – jeg skal nok briefe besætningen, når tiden er moden”, og henvendt til Benny, ”vi snakkes ved, når vi kommer ind, men der er ingen landlov”. Ankommet til Køge stod der en diskret varevogn på kajen, og to mand fra forsvarets Centralradio kom ombord. Den ene var tekniker og den anden telegrafist. Teknikeren gik, sammen med Regnemanden, i gang med at montere en speciel antenne øverst oppe i masten. Den lignede nu mest en omvendt papirkurv. Ledningen fra antennen blev trukket ind i orummet, hvor der var opstillet noget ukendt radioudstyr, som telegrafisten straks afprøvede. 54 Kort efter at de var startet med installeringen, blev skibschefen ringet op af orlogskaptajn H. Skældborg fra FE, som sagde: ”Mød mig oppe på kroen om en halv time med Politiken under armen – jeg har nogle informationer til jer”. ”Gu’ vil jeg ej – du har vist set for mange spionfilm – hvis det er om det, som vi skal lave i nat, så kommer du ned ombord. Vi skal sgu’ ikke holde noget møde i Køge på nogen kro eller noget andet værtshus. Det er jo en ren spionrede hernede”. ”Ok, jeg kommer ombord om en halv time”. Da han kom ombord, kaldte skibschefen Benny og Jacob ind, så de alle kunne deltage i briefingen, som gik ud på, hvad man var specielt interesseret i på den øvelse, der skulle moniteres”. Da han var færdig, sagde chefen til den hemmelige orlogskaptajn: ”En anden gang vil jeg foreslå, at I vælger en mere diskret havn, f. eks. Klintholm – jeg ved godt, at I skal køre lidt længere, men Køge er ikke ideel, jeg vil tro, at østtyskerne allerede ved, at vi kommer i morgen”. ”Det vil vi overveje”, sagde orlogskaptajnen og gik op ad lejderen. Det blev dog aldrig ændret. Besætningen, som nok havde regnet ud, hvad det gik ud på, var noget utilfredse med, at de ikke kunne gå i land og købe cigaretter m.m., så derfor lavede Regnemanden en indkøbsliste og gik med skibschefens tilladelse op til den lokale købmand, som havde forretning lige overfor ROTAs kajplads. Efter at Regnemanden havde fået alle indkøbene på plads, sagde købmanden, medens han var ved tælle de penge op, som Regnemanden skulle have tilbage: ”Nå – I skal nok på spiontogt igen”. Regnemanden, der troede, at man ombord var de eneste, der viste noget om dette, blev så paf, at han sagde: ”Nej, det tror jeg ikke”. ”Det er da den antenne, de plejer at bruge, når de skal på spiontogt”. Regnemanden sagde ikke mere og gik hurtigt ombord og berettede det, han havde oplevet. 55 ”Ja – så meget for hemmelige krypterede signaler og FE’s hemmelige møder, når købmanden allerede har fundet ud af, hvad det går ud”, sagde Jacob. Så snart alle installationerne var på plads, afgik ROTA til Gdansk Bugten for at indsamle informationer fra en kæmpe Warszawapagt øvelse, der netop var startet. Der var, ifølge de første oplysninger, ca. 50 enheder fra henholdsvis Rusland, Polen og Østtyskland. På vej østover begyndte deres hemmelige telegrafist at få pejlinger til nogle af skibene, og han var også, på baggrund af stemmerne, som han kendte fra sit daglige aflytningsarbejde, i stand til at identificere nogle af de østtyske enheder, som åbenbart var de mest åbenmundede på radioen. Plottet var gjort klar, og nu skulle det vise sig om deres plottere, som Benny insisterede på skulle øve sig, hver gang de var på havet, kunne plotte og håndtere så mange mål. Én af plotterne gjorde det nye kamera med zoom- linse klar og stillede sig parat på agterkanten af broen. Endelig dukkede de op i horisonten. Benny havde aldrig set så mange orlogsskibe samlet på ét sted – det mindede lidt om invasionen i Normandiet, blot i en lidt mindre skala. ROTA sejlede langs med styrkerne, og alle kunne nu se, at en landgangsoperation var i gang inde i bunden af bugten. En øvelse, der havde til formål at øve krigsplaner for en landgang i Køge Bugt og Fakse Bugt. Udenom lå krydsere, fregatter og motormissilbåde. Der blev plottet, og ved hjælp af udkiggen og den hemmelige telegrafist blev skibene identificeret til plottet, så analytikere hjemme i forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bagefter kunne finde ud af øvelsesmønstret. Umiddelbart var ingen på ROTA imponeret over deres øvelsestaktik og placering af de forskellige enheder. Det virkede temmelig tilfældigt, og de havde åbenbart endnu ikke lært at lave overførsel af olie og vand under gang. Det forgik ved at ankre tankeren, og så fylde olie over hækken, hvor NATO i mange år med held havde øvet overførsel, ved at tankeren og det skib, der skulle modtage, sejlede side om side. 56 Pludselig brød et af de nye polske landgangsfartøjer af POLNOCNYklassen ud fra styrken og kom sejlende med høj fart, medens sprøjtet stod om boven, direkte mod ROTA med det formål, at afskære ruten ned mod styrken. Hun kom ind fra styrbord og var på kollisionskurs, og da det var ROTA, der ifølge søvejsreglerne, skulle gå af vejen, slog Benny, der havde vagten, begge håndtag til bak, og polakken susede forbi foran dem. Benny drejede nu agten om polakken og satte kursen ned mod styrken. Polakken vendte rundt, men da hun havde større drejningsdiameter end ROTA, tog det lidt tid. Endelig var hun rundt og kom nu igen, med sort røg væltende ud af skorstenen, direkte ned mod ROTA. ”Det ser sgu’ ud til, at hun fyrer med polske kul”, sagde mester, der kom op på broen for at se, hvad der skete. (Udtrykket at fyre med polske kul stammede fra den tid, da man brugte kul som fremdriftsmiddel. Her sagde man, at hvis et skib havde sort røg op af skorsten, var det fordi, hun fyrede med de dårlige polske kul). Denne gang var det hende, der skulle gå af vejen, men hun holdt på og pressede først Benny længere sydover, og da hun så, at det kun bragte ROTA tættere på styrken, gik hun ned i fart og sejlende agten om ROTA, og kom lidt efter sejlende op på ROTAs styrbord side og prøvede nu at presse ROTA nord på igen. Benny ventede til hun var langs siden, så lavede han samme nummer igen. Bakkede og drejede agten om hende og ned mod styrken. Denne manøvre skete flere gange, indtil det blev klart for polakken, at ROTA manøvrerede bedre end hende, så hun opgav til sidst og sejlede tilbage til styrken. ROTA forsatte med at indsamle informationer, indtil hun lå ca. 0,5 sømil nord for den polske territorialgrænse. Pludselig kom en lille østtysk fregat farende op mod ROTA, drejede af og sejlede parallelt med ROTA på hendes styrbord side. Hun forsøgte hele tiden at presse ROTA mere og mere nord på. ROTA lavede igen samme 57 nummer med fregatten, men det blev fregattens skibschef åbenbart sur over, for da hun kom op på siden igen, så Benny i kikkerten, at de bemandede deres kanon og begyndte at slæbe ammunition frem. Kort efter blev deres 37 mm kanon drejet mod ROTA. Benny kaldte skibschefen op på broen igen og satte ham ind i situationen, og medens han ventede på, at chefen skulle dukke op, sagde han til plotteren med kameraet: ”Sørg for at få det hele med – både deres kanon, ammunition og dem, der står oppe på broen”. Skibschefen beordrede klart skib med kanonen bemandet. Kort efter sad Regnemanden med sin besætning på 40 mm kanonen, som langsomt blev drejet over mod østtyskeren. Sådan sejlede begge skibe på samme kurs i ca. ti minutter, indtil ROTAs skibschef opgav for ikke at eskalere situationen. Besætningen, der alle var berørt af situationen trak, hvis de ikke var på post rundt om i skibet, op mod broen. Skibschefen besluttede, da de nu nærmede sig territorialgrænsen, at man på ROTA havde set det, man ville og trak nordover i god afstand fra styrken og tappede deres radiokommunikation i stedet for. Efter ankomst til Rønne blev antenne og radioudstyr taget i land, og den omgangsrige rapport med et hav af flotte plot over situationen blev sendt hjem til FE på Kastellet. * De første uger gik med farvandsovervågningen under Bornholms Marine distrikt (BHM), indtil den 12. maj, hvor ROTA igen mødtes med røvskibet NEPTUN for tage på udenlandstogt til Visby på Gotland med ophold den 13. og 14. maj. Turen derop foregik i magsvejr, og begge skibe ankom til Visby fredag aften og blev budt velkommen til øen af en ung løjtnant fra det svenske kystartilleri, som havde base på øen. Han gennemgik programmet med skibschefen og messens medlemmer. 58 Lørdag morgen klokken 09.30 skulle skibschefen i tjenestefrakke og sabel rundt på officielt besøg hos borgmesteren og øens militærkommandant. Her ville der blive byttet våbenskjold og lignende, samt udvekslet de sædvanlige høfligheder. Derefter var der arrangeret bustur for Regnemanden og den menige besætning. De skulle rundt på den historiske ø, som indtil 1487 havde været under dansk kontrol. Øen blev erobret af Valdemar Atterdag i 1361 efter slaget ved Visby den 27. juli, hvor Valdemar Atterdags hærstyrker slagtede 1800 af Gotlands bondehær på 2000 mand. Så det var ikke kun gode minder, gotlænderne havde om danskerne. Officererne var, på samme tid som busturen foregik, inviteret på sejlads med kystforsvarets nye bevogtningsfartøjer, som var stationeret på øens nordspids. Om eftermiddagen var der fra klokken 14 til 16 åbent skib ombord. Alle officererne var efter en frokost på kystforsvarets base og en sejltur i deres små bevogtningsfartøjer tilbage ombord klokken 15.00, hvor det vrimlede med folk på det lille skib, herunder en flok svenske marinehjemmeværnspiger, som af mester blev inviteret ind i messen. Det viste sig, at den ene af pigerne var en dansker ved navn Gitte. Hun var gift med en dansk læge, som havde specialpraksis på øen. Han var, som hun sagde: ”Dåsemekaniker”. Det varede lidt, inden messens medlemmer forstod, hvad hun mente, og først da hun smilende sagde: ”I er sgu’ da tungnemme – han er gynækolog”. Så var tonen lagt, og over nogle øl hyggede alle sig til hen på eftermiddagen, og da hun gik i land var alle inviteret til middag hjemme hos lægeparret næste aften, hvor hun ville servere Jansons fristelser. Næste aften drog de alle afsted medbringende øl og vin til festen, og det blev en hyggelig aften, hvor der blev spist og drukket tæt, så tæt at alle havde en ordentlig skid på, da de i flok gik ned mod havnen. Inden de gik, sagde lægen, der var ligeså bramfri som hustruen: ”Hvis I 59 har nogen ombord, der har skaffet sig en gonoré eller en gang fladbukker, så kan I bare sende dem op til mig, inden I sejler i morgen tidlig”. På vejen ned var skibschefen i det humør, at han skulle hænge sig i alle vejskiltene. Det gad Benny ikke se på, så han gik ombord og direkte til køjs, idet der var afgang næste dag, med en elendig vejrmelding i sigte. Næste morgen, medens Benny og Regnemanden alene var ved at spise morgenmad, kom vagtmanden ned og sagde, at det svenske politi ville tale med skibschefen. Benny rejste sig og kiggede ind i hans lukaf og så, at han stadig sov, derfor gik han op på dækket for at høre, hvad det svenske politi ville. På vej hen over dækket mod landgangen så han ud ad øjenkrogen, at der på agterdækket stod et vejskilt, der vist nok betød indkørsel forbudt. De to svenske politi betjente hilste pænt på og sagde, at de gerne så det skilt leveret på plads, inden vi sejlede. Det lovede Benny og gik hen og kaldte på Regnemanden: ”Hvem fanden har slæbt det der ombord, og hvor hører det hjemme”. ”Det slæbte den gamle i sin fattige brandert ombord i nat”. ”Ok – få fat i to basser og få dem til at slæbe det tilbage på plads. Du går med, så vi er sikre på, at det bliver placeret korrekt”. Kort før afgang kom forbindelsesofficeren ombord for at sige farvel og fortælle, at der ikke blev problemer med det lokale politi, eftersom skiltet nu var sat på plads igen. Benny havde, da skibschefen kort før havnemanøvre kæmpede sig ud af køjen med jordens største hovedpine, fortalt ham om skiltet, som han dog ikke kunne huske noget om. ”Det er ok, er vi klar til at sejle”, sagde han og sagde farvel og tak til forbindelsesofficeren, før han gik op på broen. Benny fulgte ham til landgangen – stak ham hånden og sagde tak for hjælpen. Kort efter var ROTA og NEPTUN på vej ud af havnen og rendte lige ind i en Østersø, der viste tænder med vind fra sydsydøst styrke 5 til 6. 60 Efter at der var gjort søklar, gik Benny på broen og hørte, at NEPTUN blev beordret til – undtagelsesvis, at sejle forrest til Rønne. Skibschefen var allerede gået dybt (gået til køjs) med besked på at blive kaldt på, når ROTA nærmede sig Rønne. Skibene væltede sig i søen, og Jacob, der havde vagten på broen de første seks timer, var ofte helt væk i røgvand, når søerne brækkede ind over stævnen. Benny forsøgte at overtale Jacob til at gå på køjen, så Benny kunne tage vagten hele vejen til Rønne. Det lykkedes ikke – han, der var søsyg ligesom resten af besætningen, skulle ikke nyde noget af at gå nedenunder. Benny, der heller ikke skulle nyde noget af at gå ned, valgte at ligge sig på dørken (gulvet) i orummet, og ved at stemme fødderne op mod plotterbordet fik han ind imellem lidt søvn. Da NEPTUN og ROTA havde passeret Øland, kaldte Jacob på Benny, og de byttede plads. Benny havde aldrig følt sig så elendig – en kombination af søsyge og fuldesyge. Vinden var taget til og drejet i sydvest. NEPTUN sås kun i korte glimt, når hun kom ud af en sø. Det skyldtes, udover den tiltagende vind, at NEPTUN havde sat farten op. Benny kunne føle, hvordan havvandet stille løb ned ad ryggen, selvom han havde skiftet det håndklæde, han havde om halsen, ud flere gange med et tørt et. Han lovede sig selv i sin elendighed, hvor han kun kørte på rutinen, at han aldrig ville drikke mere, før de skulle til søs, og at han snarest ville finde et job på land. Ingen af delene holdt han dog. Pludselig så han, en halv time efter at have overtaget vagten, en lille tanker ude om styrbord. Ved at pejle, kunne han se, at den ville passere NEPTUN, men var på kollisionskurs med ROTA. Han håbede NEPTUN ville ændre kurs bagbord over, så Benny ikke skulle foretages sig andet end at følge efter. Det skete dog ikke, og tankeren kom nærmere, stadig på kollisionskurs. Endelig tog rutinen og mange års træning over, og Benny drejede bagbord rundt og hele vejen rundt, således at tankeren trak foran og imellem de to skibe. 61 Ti minutter senere kunne Benny melde NEPTUN, at ROTA var tilbage på plads. ”Roger we have to reduce speed, we have at leak in the superstructure. Speed 10 – standby – standby – execute”, kom det over radioen fra NEPTUN. (NEPTUN havde fået en læk i overbygningen). Kort efter var begge skibe nede på 10 knob, og den fart blev bibeholdt til anduvningsbøjen ind til Rønne havn var forude. Benny kaldte på skibschefen og sagde, at der ville blive på post til at gå i havn om fem minutter. Han kom på broen og overtog skibet og sagde, frisk som en havørn – han havde åbenbart sovet hele vejen fra Gotland: ”Nå, nu skal det sgu’ blive rart med en lille fest”. Benny kiggede vantro på ham og sagde: ”Du må sgu’ ha’ drukket af natpotten – jeg rører sgu’ ikke sprut foreløbig, og jeg tror, at Jacob har det lige sådan”. Ankommet til Rønne gik de alle over på NEPTUN for at se på skaden. Det viste sig, at NEPTUN på grund af den høje fart i det dårlige vejr havde knækket flere af de nagler, der fastgjorde aluminiums-overbygningen til dækket. ”Ja”, sagde divisionschefen, ”det er det, man kalder elendigt sømandskab”. Efter at have diskuteret udbedringen af skaden gik alle ombord, og Benny og Jacob gik tidligt køjs for første gang i lang tid uden den obligatoriske godnat øl. * I slutningen af maj var der chefskifte ombord, den gamle chef afgik til skoledelingen. Han skulle ud at træne kadetter hele sommeren. Den nye skibschef kom til Rønne med færgen om morgenen, og Benny hentede ham dér – en høj, bredskuldret kaptajnløjtnant af reserven ved navn Palle Benderson, blandt venner kaldet Brænder Bendsen. Han var mørkhåret 62 med grågrønne, smilende øjne og en kraftig kløftet hage. Benny hilste på ham, og de fulgtes ad de få meter hen til ROTA, hvor han på landgangen blev modtaget af den gamle chef. Klokken 10.00 var der så chefskifte på agterdækket, hvor hele besætningen var linet op. Den gamle skibschef overgav kommandoen til den nye chef, medens den afgående chefs kommandotegn blev halet ned, og den nye chefs kommandotegn blev hejst. Efter en forlænget frokost fulgte messens medlemmer den gamle chef til Bornholmerfærgen. De første to dage i juni, efter at den nye chef var startet, skete der intet, men så kom der en opringning fra vagthavende, at ROTA skulle sejle ned syd for Bornholm for at tjekke op på nogle lysfænomener, der var observeret fra land. En halv time efter var ROTA på vej sydover i det sædvanlige dårlige vejr med en sydvestlig vind, der hurtigt gjorde kål på den nye chef. Han sad nede i orummet, ligbleg og søsyg, medens Benny sejlede sydover og egentligt havde det udmærket oppe i den friske luft. Han huskede sin første kaptajns ord om, at handling var søsygens værste fjende. Efter en sejlads på ca. tre timer var de på højde med det nordligste af Polen ud for byen Puck, da himlen pludselig blev oplyst, som var det dagslys. Det var store artilleri lysraketter, som den polske kystvagt skød ud over havet, sandsynligvis som led i en øvelse. Benny råbte ned til chefen: ”Foreslår, at vi ser at komme nordpå igen, inden vi får en lystraket i røven”. Skibschefen kom farende op på broen, kiggede på sceneriet og sagde: ”Enig, lad os komme nordpå – det ser jo heller ikke ud til, at der er nogen Warszawapagt enheder ude i aften”. Kort efter kunne de rapportere til vagthavende på Rytterknægten, at polakkerne skød artilleri lysraketter ud over internationalt farvand, uden at det, som det skulle efter internationale regler, var sendt ud i efterretninger for søfarende. 63 * Sidst i maj afgik ROTA til Sundets Marinedistrikt (SUM) for med base i Køge at indgå i deres beredskab. To dage efter ankomst kom Irene med alle børnene, hvoraf den mindste stadig var blebarn. Benny tog fri, og på Køge campingplads rejste de deres telt og fik sig installeret i håb om at kunne få en uge sammen. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, idet én eller anden tåbe i søværnskommandoen (SVK) havde fået den idé, at Benny skulle, som det så smukt hed, have tjeneste i forbindelse med havende tjeneste, nemlig som forbindelsesofficer for to hollandske patruljefartøjer, som ville besøge Helsingør den 2. til 4. juni. Det betød, at den bryllupsdag, han havde håbet at kunne fejre sammen Irene og børnene i Køge, nu var spoleret. Benny prøvede at snakke sig ud af det, dog uden held. Så den 2. juni om formiddagen pillede de teltet ned og drog nordover til Helsingør campingplads, og Benny nåede lige akkurat ned til lodsbåden kort før, den skulle sejle ud for at modtage de to hollandske patruljefartøjer. Ombord blev han hilst velkommen af skibets næstkommanderende, og da han kom på broen sagde skibschefen, en ung løjtnant: ”Velkommen ombord”, på flydende dansk. Benny lignede et stort spørgsmålstegn og sagde: ”Det må jeg nok sige, det er ikke hver dag, man møder en hollænder, der taler flydende dansk”. ”Det skyldes det forhold, at min kone er dansk, og jeg har tilbragt mange ferier i Danmark. Mine svigerforældre bor i øvrigt her i Helsingør”. Efter at være kommet i havn gennemgik Benny programmet for dem og fandt, at det var usædvanligt skrabet, hvilket han nævnte for chefen. ”Det er efter ønske fra os – vi ønsker kun de obligatoriske besøg og så ellers mulighed for slappe af efter nogle hårde dage i Nordsøen”, sagde skibschefen. Lørdag formiddag fulgte Benny skibschefen op til borgmesteren og 64 bagefter til den militære kommandant, en gammel gnaven oberst, der åbenbart ikke var meget for at få sin lørdag formiddags golf ødelagt. Tilbage ombord, spiste Benny frokost sammen med officererne, og skibschefen sagde, at hvis han ønskede fri, var det i orden med ham, bare de kunne få fat i ham, hvis det var nødvendigt. ”Jeg vil gerne se dig, din hustru og børnene til frokost i morgen, så vi kan fejre jeres bryllupsdag”, sagde skibschefen. Benny kiggede forundret på ham og sagde: ”Tak, men hvor ved du det fra?” ”Jeg fik en opringning fra din chef i Køge, som fortalte, at du også havde fødselsdag samme dag”. Benny nåede dog ikke til frokost ombord, for lørdag nat, efter at børnene endelig var faldet i søvn, blev de alle vækket af en politipatrulje. Benny tumlede søvndrukkent ud af teltet og svarede bekræftende på, at han var NK i ROTA. ”Du skal til Køge med det samme. Vi kører dig op på stationen, hvor du kan ringe til din chef og få nærmere detaljer”. Benny trak hurtigt i uniformen, og fortalte Irene, at han skulle til Køge med det samme. ”Jeg pakker i morgen tidlig, og så kører vi hjem – det her nytter ikke, vi kan åbenbart ikke få tid sammen på den her måde”, sagde hun godt forbandet. Benny beklagede, at søværnet behandlede deres folk på denne måde, kyssede hende farvel og kravlede ind i patruljevognen. Medens de kørte ud fra campingpladsen, blev lysene tændt i nogle af teltene og et enkelt hoved kiggede hist og her ud af teltene. På stationen holdt der én af hærens tjenestevogne klar til køre ham til Køge. Inde på stationen fik Benny at vide, at de skulle på stjernepatrulje, og at de ville afgå, så snart han var ombord. To timer efter udpuringen, kort før solopgang, var Benny ombord. Han 65 sprang hurtigt ind på dækket og skiftede tøj, medens de andre sejlede ud af Køge havn. Benny gik på broen og overtog vagten efter chefen. Det var en stille forårsmorgen med havblik, hvor solen langsomt kravlede op over horisonten i øst. Inden han fik vagten, rakte chefen ham et signal fra de hollandske patruljefartøjer. Det var adresseret til second in command and his wife, med følgende tekst: The two wardrooms gives you the most sincerely congratulations on your birthday and wedding day. The older you get, the more you are pleased with the last one”. Signed by the two commanding officers. Benny takkede smilende og tænkte, at det var rart, at nogen havde tænkt på ham og hans kone, medens han blev kostet rundt på havet, og hun fik sin ferie ødelagt. Efter at have pladsbestemt skibet overtog han vagten. På højde med Stevns fyr og på en sydøstlig kurs passerede de minelæggeren FYN, som Benny frontede for. (At fronte er en hilsen, hvor en yngre skibschef hilser på en ældre skibschef ved fløjtesignaler og militær honnør). Kort efter kom det over radioen: ”Good luck”. Benny, der stadig var i lidt ondt lune denne morgen, svarede: ”Thank you – but actually we rely on skill”. Efter fire dage på stjernepatrulje, hvor der stort set intet skete, kom ROTA tilbage til Køge for igen at indgå i SUMs beredskab. * Den 13. juni om eftermiddagen fik skibschefen en opringning, der var så hemmelig, at han ikke en gang måtte fortælle sin NK noget. Kun at de skulle sejle til Holmen hurtigst muligt og fortøje ved kajen lidt vest for mastekranen. Det i sig selv var mystisk, idet den kajplads normalt var forbeholdt de større skibe, hvor bevogtningsfartøjer normalt lå fortøjet 66 på Dokøen eller i Maskingraven. På vejen op gennem Sundet gik hele besætningen i gang med at vaske ned og gøre rent overalt, for, som chefen sagde, der måtte ikke være et fnug nogen steder, når deres gæster dagen efter kom ombord. ”Hvilke gæster”, sagde Regnemanden. ”Det finder du ud af i morgen klokken 10.00, når vi afgår”, sagde chefen. Ankommet til Holmen klokken 18.30 kaldte chefen messens medlemmer sammen og sagde, da døren var lukket: ”Der er ingen landlov, ingen bruger telefonen uden min tilladelse, og det, I nu kan regne ud, kommer ikke videre – det er klassificeret hemmeligt, og du”, sagde han til Regnemanden, ”du går over ombord i minelæggeren SJÆLLAND og får fat i regnskabsføreren. Vi skal bruge et admiralsflag, ikke et viceadmiralsflag, men ét med fire stjerner, og du gør det klart for ham, at det skal holdes hemmeligt, ellers hænger han kastreret oppe under rånokken i morgen. Det er vigtigt, at han forstår det”. ”Ok”, sagde Regnemanden, så vi skal nok have kongemanden med ud at sejle i morgen”. ”Det har jeg ikke sagt noget om”, replicerede chefen. Efter at Regnemanden var gået, forsøgte Benny og mester at pumpe chefen for oplysninger, men han var lukket som en østers. Næste morgen blev flaget slået under klar til at blive hejst, når kongen kom ombord, og Benny og skibschefen tog en sidste tur rundt på skibet for at sikre, at alt var ”shipshape”. Klokken 09.45 mødte chefen for Flådestation København (FLS KBH) op uden varsel, men Benny var allerede klar med faldrebsvagten. Efter at være kommet ombord, havde han et kort møde med chefen, inden han igen gik op på kajen for at vente på gæsterne, der skulle ankomme klokken 10.00. Han fik dog lov til at gå frem og tilbage på kajen et stykke tid, for gæsterne var ti minutter forsinket. 67 Endelig kom bilen – en sort Jaguar på kongeplader. Den stoppede ud for landgangen, og chefen for Flådestation København åbnede døren og hilste på Kong Frederik, som var den første, der stod ud af bilen. Chefen for Flådestation København og kongen talte lidt sammen, medens Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte kom ud af bilen. Kongen viste Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte hen mod landgangen, medens han selv fulgte efter. Jacob og Regnemanden gav dem det obligatoriske faldreb, medens chefen stod klar på sidedækket for at hilse på gæsterne. Skibschefen spurgte om gæsterne ville ned om læ. Efter at kongen havde drøftet det med dronningen, valgte han at være på broen under sejladsen, medens damerne fik en kop kaffe nede i messen. Kort efter var ROTA på vej ud af havnen, og skibschefen slog op på max fart, så snart havnemolen var passeret. ROTA var på dette tidspunkt allerede 18 minutter forsinket. Da Benny kom på broen for at overtage vagten, var kursen sat mod sydspidsen af Ven. Kong Frederik stod oppe på den åbne bros agterkant i styrbord side, og det var tydeligt at se, at den gamle sømand nød at være på havet. Benny overtog vagten, og skibschefen havde nu tid til at tale med kong Frederik. Kongen spurgte interesseret om, hvor chefen havde sejlet, og de drøftede derefter fælles bekendte. På et tidspunkt, da ROTA var halvvejs, spurgte kongen om de nu holdt tiden, og om chefen troede, at dette her kunne holdes hemmeligt for pressen, således at de unge ikke skulle løbe spidsrod med pressen, når de ankom. Skibschefen forsikrede ham om, at denne operation var mere hemmelig end de stjernepatruljer, som ROTA af og til tog for FE. Det så ud til at berolige ham. På højde med Klampenborg fik Benny på radio kontakt med Dannebrog, som lå i læ på østsiden af Ven – på den danske side – udenfor nysgerrige pressefotografers øjne. Det blev aftalt, at ROTA skulle ligge sig 68 død, så ville man med Dannebrogs chalup hente kongefamilien og derefter bringe Kronprinsesse Margrethe og Prins Henrik tilbage til ROTA, hvor de skulle afleveres på Holmen til en ventende bil. Kort før at ROTA var fremme, kom Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte op i orummet, og dronningen tog hul på sin anden smøg. Det var tydeligt, at hun ikke som kongen nød sejladsen. Ankommet til positionen lagde ROTA sig død og ventede på chaluppen, som netop var ved at blive sat ud ovre på Dannebrog. ”Ønsker Deres Majestæt at vi går tættere på”, spurgte skibschefen. ”Nej – det bestemmer De, unge mand – jeg tager ikke skade af at sejle den korte distance”, svarede Kong Frederik smilende. Kort efter var chaluppen med jagtkaptajnen langs siden. Regnemanden, tre menige og nervøse dæksfolk havde hængt alle de fendere, som ROTA kunne mønstre, ud over siden, så deres fine chalup ikke fik skrammer. Det var åbenbart ikke nok for hofsnogen (jagtkaptajnen), idet han straks begyndte at kommandere med fendergasterne. Det scorede han ikke mange point på, så Benny fór ned på dækket for at høre, hvad problemet var. Det viste sig, at der ikke var noget problem – skibssiden var polstret til med fendere, så enten var jagtkaptajnen nervøs, eller også skulle han bare føre sig frem. Benny spurgte, hvad problemet var. Han svarede ikke, for i det samme kom kongefamilien hen ad dækket, klar til at gå i chaluppen. Efter det obligatoriske faldreb, var de kort tid efter ombord i chaluppen og sejlede over mod Dannebrog. Benny kaldte Dannebrog og gjorde opmærksom på, at hvis deadline skulle holdes, og ROTA skulle være på Holmen klokken 15.35, så skulle der afsejles om 15 minutter. Tiden gik og afsejlingstidspunktet var for længst overskredet. Endelig, 30 minutter efter, at ROTA skulle være sejlet, dukkede chaluppen op. Den kom langs siden, og Benny gav Kronprinsesse Margrethe en hånd og trak hende op på dækket. Prins Henrik hev sig selv op og fulgte lige efter. Hun hilste pænt på alle på sidedækket, hvorefter skibschefen trak af med dem begge. 69 Benny var spænet foran op gennem orummet, og da de dukkede op på broen, var han allerede i gang med at vende ROTA med kurs mod Holmen. Benny gav håndtagene alt, hvad de kunne klare, ringede ned til mester og sagde, at han i dag på denne korte sejlads måtte finde sig i, at skorstenstemperaturen i en periode ville komme op over det tilladte – særlig når man kom ind på grund vand, hvor motorerne skulle arbejde ekstra hårdt for at holde farten. Tronfølgeren, der var i strålende humør, stillede sig lige foran nedgangen til orummet, så ingen kunne komme op denne vej – og med hænderne på kortbordet, som Benny skulle bruge. Ingen, heller ikke Benny nænnede at bede hende om at flytte sig, så han måtte sejle på hukommelsen, hvilket ikke var tilladt for en navigatør. Eftersom ROTA nu var langt over en halv time bagud, strøg Benny inden om et par bøjer og koste og forsatte ind i Københavns havn med 15 knob – stik imod de regler, der var gældende for sejlads i havnen. Benny ventede hvert øjeblik at blive kaldt op af havnevagten og var derfor klar til at svare dem med, hvem der var ombord. Det ville garanteret tage brodden af klagen til søværnet. Da ROTA passerede Skovshoved kom en motorbåd susende ud fra havnen, senere viste det sig, at den var lejet af Ekstra Bladet. Den tog først kurs mod ROTA, men opgav og drejede nordover mod Dannebrog, som netop kom frem syd for Ven. Det var en dårlig beslutning, for havde den fulgt ROTA ind på Holmen, ville de have fået deres scoop med et billede af tronfølgeren og prinsen stige ind i bilen. Klokken 16.05 ankom ROTA til Holmen, og chefen for flådestationen stod inde på kajen ved siden af en sort Jaguar, der skulle køre parret til Kastrup. Skibschefen fulgte parret ned på dækket og faldrebs-gasterne var klar, men tronfølgeren, der var klar over, at de var 20-25 minutter forsinket, tog sig pludselig tid til at give hånd og sige tak til alle menige og officerer på dækket, før hun gik ned ad landgangen og fik sit faldreb. Prins Henrik, 70 der ikke havde sagt noget under hele turen, stod i pæn afstand fra denne afskedsscene, og pilede så bagefter tronfølgeren ned ad landgangen. Kort efter susede bilen ud af værftsbrovagten på vej til Kastrup. ROTA havde fået lov til at blive liggende til næste morgen, hvor der var afgang til Køge igen, så chefen sagde, da messens medlemmer havde set bilen forsvinde: ”Jeg gi’r en øl i messen – det gik jo fint”. Så snart de havde fået sig sat ned, ringende telefonen. Benny tog den, og en brysk journalist sagde: ”Det er Ekstra Bladet, må jeg tale med chefen?” Benny satte medhør på og stak chefen telefonen. De kunne nu alle høre journalisten sige: ”Hvor er Margrethe?” ”Vi har ingen her ombord, der hedder Margrethe”, sagde skibschefen. ”Du ved godt hvem jeg mener – tronfølgeren!” ”Nå – det aner jeg virkelig intet om”, sagde chefen, hvorefter forbindelsen blev afbrudt. ”Det ser ud til, at der nogen, der ikke har kunnet holde tæt her på Holmen”, sagde chefen. I løbet af eftermiddagen var der flere opringninger fra pressen, blandt andet fra BT, og alt tydede nu på, at hoffet og søværnet havde taget fusen på pressen denne gang, så kongens bekymringer havde været uden grund. Næste dag kunne man i Ekstra Bladet med fede typer læse: ”Margrethe og Henrik stak af i en motortorpedobåd”. I artiklen, hvor der var et billede af ROTA set agten fra, var der en lang forklaring på, hvordan fotografen havde måttet opgive at følge efter motortorpedobåden, og senere hvordan han havde forsøgt at nå ud i lufthavnen, inden flyet lettede mod London kl. 18.10. De havde tilsyneladende først valgt at sejle mod Dannebrog, idet de troede, at de ikke kunne indhente ROTA, som de troede sejlede med 30 knob. Sagen var den, at deres motorbåd nemt kunne have indhentet ROTA, før den sejlede ind i Københavns havn, idet ROTA kun sejlede med 16 knob inde over det læge vand. En høj hækbølge snød heldigvis fotografen. 71 * Fra Holmen gik det næste morgen mod Køge, hvor Benny endelig kunne få sine 14 dages ferie, og hvor de andre så måtte sejle for kort. Til alt held var der ikke så meget at lave i juni og juli, medens Jacob og Benny afviklede ferie. I august var det så skibschefens tur til at afvikle ferie og kursus. Det skulle forgå, medens ROTA skulle slæbe skiver for en øvelse nord for Hundested og senere tilbage på varsel i Køge, med Benny som fungerende chef. I september skete der ikke noget særligt, medens ROTA var i tjeneste ved Bornholm, men i oktober, som var den sidste periode ved Bornholm i 1967, blev ROTA igen sendt sydover for at indsamle data fra en stor øvelse i Gdansk Bugten, og denne gang var der, om muligt, endnu flere enheder end sidste gang. Russerne deltog med krydseren KIROV, mange af deres nye missil destroyer af Kresta-, Kynda- og Kasjin-klassen m.fl. samt et hav af små, lidt ældre destroyere af Kotlin- og Tallin-klassen. Hertil motormissilbåde, landgangsfartøjer, minestrygere, ubåde og patruljefartøjer. Kort sagt hele Østersøflåden var på plads til øvelsen for at demonstrere Warszawa-pagtens kapacitet overfor NATO. Da ROTA kort efter middag ankom til området, kom det tilsyneladende bag på en del af skibene, for de fik travlt med at dække missiler, kanoner, lysraketudstyr m.m. med presenninger, men det lykkedes heldigvis at få nogle gode billeder, inden de nåede så langt. ROTA blev, ligesom de andre gange, presset nordover, men så længe de holdt sig lidt på afstand, fik de lov at være i fred til at plotte og indsamle oplysninger. Efter tre dage blev ROTA afløst af TRITON, og det gik tilbage mod Rønne for at afsende plot og data til FE. * 72 Efter Bornholm afgik ROTA i november til Kattegats Marinedistrikt (KGM) for at indgå i distriktets beredskab indtil medio februar, og for første gang i en del år fik Benny lejlighed til tilbringe julen i familiens skød. I 1966 og 1967 havde der blandt reserveofficererne været en del utilfredshed med tjenesteforholdene og avancement mulighederne for avancement, som var væsentlig ringere i søværnet, end de var i flyvevåbnet og hæren. Derfor var der mange, der opsagde deres kontrakter og forlod søværnet. Overvejelser Benny også havde i denne tid – ikke fordi, han var træt af jobbet – tværtimod, men fordi han og mange af hans kolleger følte, at de linjeofficerer, der sad som kontorchefer i Forsvarsministeriet, gjorde alt for at spænde ben for reserveofficerernes forslag om inkorporering m.m. For at dæmme op for den usikkerhed og utilfredshed tilbød man en del reserveofficerer, blandt andre Benny, at de kunne indgå i linjen ved gå på officersskolen igen i noget, man kaldte skibsførerlinjen. Tilbuddet var dog så uartigt, at selvom reserveofficererne havde en større og mere vidtgående skibsføreruddannelse end linjeofficererne, blev det ikke taget i betragtning, ej heller den erfaring reserveofficererne havde opnået set i forhold til drengene, som kom direkte ud af gymnasiet og knapt var tørre bag ørene. Dertil kom, at man skulle gå fra en officersløn til en kadetløn i tre år, ja, så var valget ikke så svært. De fleste havde jo stadig studiegæld efter, i modsætning til linjeofficererne, selv at have betalt deres uddannelse. Kun seks startede på kurset den 1. januar 1968, og nogle forlod det i utide og gik ud i det civile igen. Efter den årlige øvelse i kast af skarpe dybdebomber i Kattegat afgik ROTA igen til Bornholm. * På vej ned gennem Sundet fik ROTA, da de passerede Drogden, et opkald 73 fra SOK, der beordrede dem til at investigere en russisk whisky-klasse ubåd, der var på vej hjem til Rusland efter i 3-4 måneder at have patruljeret i Atlanten. ROTA gik op på 18 knob, og en time efter at have passeret Falsterbo fik Jacob, der havde vagten, øje på ubåden. Alle kom på broen for se på ubåden og fotografere den. ROTA sejlede op på styrbord side af ubåden og fulgtes med den østover. Den så rusten og elendig ud, og dens dieselmotorer havde det heller ikke for godt – den satte af og til ud, og sort røg væltede ud af udstødningen. På broen stod en enlig vagthavende officer med pelshue på. Han så ikke ud til at interessere sig for ROTA. ROTA fulgte med i ca. 5 minutter, uden at der kom andre på broen ovre på ubåden. Regnemanden kom op på broen og sagde: ”Skal vi ikke tage lidt pis på dem?” ”Hvordan”, sagde Jacob. ”Jeg henter Anette”. Kort efter kom Regnemanden slæbende op på den åbne bro med en papfigur i naturlig størrelse af én af datidens modeller, Annette Strøyberg, der stod med en bakke Tuborg. Hun blev nu stillet op, så man tydeligt kunne se hende fra ubåden. Til at begynde med skete der ikke noget, men pludselig væltede de ellers sløve russere op på broen og skiftedes til at bruge de tre kikkerter, de åbenbart rådede over. ”Ja”, sagde mester, der var kommet op på broen, ”de har sgu’ været på havet så længe, at de vil give hvad det skal være bare for at få lov til at snuse til sadlen fra en damecykel”. Efter ca. ti minutter, hvor russerne fik lov til at nyde Annette Strøyberg, brød ROTA af og satte kursen mod Rønne, hvortil de ankom kort efter aftenskafningen. Efter ankomst til Rønne i slutningen af januar kom en kurér ombord 74 med nyt krypto-materiel, og med besked om, at det gamle skulle destrueres, samt at en del fortrolige publikationer skulle sendes med tilbage – herunder de taktiske signalpublikationer, der blev brugt dagligt til at signalere skibene imellem. Årsagen hertil var, at et nordkoreansk orlogsskib havde haft den frækhed at opbringe og beslaglægge et amerikansk spionskib ved navn ”Pueblo”, og havde dermed fået fingrene i en hel del kryptomateriel og fortrolige NATO-publikationer, som også blev brugt af det danske søværn. Disse hemmelige og fortrolige oplysninger var selvfølgelig gået videre til russerne, hvorfor de ikke mere kunne anvendes. Det gav tredje kommanderende en del ekstra arbejde med at brænde det gamle kryptomateriel og modtage nyt, inden deltagelse i den kommende PLAYEX øvelse. Efter en del investigering i januar deltog ROTA i slutningen af februar i PLAYEX, øst for Bornholm, og fik den sidste dag ordre på at gå på siden af minelæggeren MØN for at tage admiralen ombord, og derefter sejle ham til Rønne. Vejret var fint efter årstiden, med svag vestlig vind, så ROTA gik op i læ langs minelæggerens styrbord side og fortøjede. På sidedækket var der linet op til faldreb, og det myldrede med officerer og befalingsmænd, som skibets NK forsøgte at få linet op, inden admiralen kom op. NK, der desværre havde hele sin opmærksomhed rettet på, om alle nu stod korrekt og var reglementeret påklædt, gav lidt fraværende en lille konstabelelev ordre til at fire admiralens kuffert ned til ROTA, før admiralen gik fra borde. Den lille konstabelelev bandt en kasteline i kufferten og firede den ud over siden, men da den lige var kommet ud over kanten, gik linen op og kufferten faldt ned mellem minelæggeren og ROTA. Regnemanden var hurtig, fik fat i en bådshage og prøvede at hive den op i hanken, kun med det resultat, at hanken brækkede af. For at undgå at den sank, jog han derfor bådshagen gennem kufferten og halende den op 75 på fordækket. Her sprang den op, idet den landede på dækket, og admiralens skjorter og underbukser m.m. væltede ud over fordækket. Benny, der stod på broen, var vidne til hele optrinet og hørte også admiralens grådkvalte råb: ”Hvad har jeg dog gjort for at skulle behandles sådan?” Panikken bredte sig ovre på minelæggeren – skibschefen undskyldte, og den lille konstabel luskede stille agter over, idet han var klar over, at han ikke var så populær mere. Admiralen, der var tydelig vred over disse amatører, sagde til minelæggerens skibschef: ”Glem det faldreb – sørg hellere for, at jeg kommer sikkert ned på ROTA, uden at I også at taber mig, hvis De altså tror, De kan klare det, uden at det også går op i hat og briller”. Benny fór ned på sidedækket og han og Regnemanden hjalp nu admiralen ind på dækket. Kort efter var ROTA på vej til Rønne, og skibschefen gik ned i messen til admiralen, medens Regnemanden samlede kuffertens indhold sammen i en køjesæk. Benny havde vagten, og Jacob kom op broen for at spørge, hvad de skulle gøre med admiralens kuffert, der var helt ødelagt. ”Gå ned og spørg chefen”, sagde Benny, der havde travlt med at pladsbestemme skibet. Da Jacob var på vej ned ad lejderen, råbet Benny efter ham: ”Det, vi var vidne til i dag, bekræfter igen mit motto: Der er en hårfin grænse mellem det ophøjede og det latterlige. De tumper i minelæggeren var mere optaget af ceremonien end sikkerheden”. Ankommet til Rønne takkede admiralen for turen og sagde: ”Det er rart at se, at ikke alle i søværnet er amatører”. Marts og april gik nu med investigeringer og nogle få søredningsopgaver, indtil begyndelsen af maj, hvor ROTA igen skulle indgå i Sundets Marinedistrikts (SUM) beredskab. En søndag i slutningen af april, som var den sidste måned under BHM, besluttede skibschefen, mester og Regnemanden at køre op til Hammer76 hus og Allinge Sandvig i en lejet bil. De tog afsted kort efter frokosten og ville ringe fra en telefonboks efter en halv time, idet skibet var på en times varsel. To minutter efter at de var kørt, ringende telefonen, og vagthavende ønskede ROTA på havet med det samme. Benny forklarede, at det ikke kunne blive, før han om en halvtime havde hørt fra chefen. Aldrig så snart han havde lagt røret, ringede telefonen igen, og han havde nu chefen for Bornholms Marinedistrikt i telefonen: ”Kan De sejle uden chefen og mester?” ”Ja, jeg har maskinfolk, der kan starte op, og ja, jeg kan godt sejle, men det er jo ulovligt”, sagde Benny. ”Det ansvar tager jeg – gør klar til at sejle – De skal investigere og fotografere et nyt missilsporingsskib, som ligger ankret vest for Hammerhavn. Det er vigtigt for FE, at de får fat i nogle gode billeder”. ”Jeg sejler ingen steder, før jeg har et signal i hånden, der fritager mig fra ansvar – jeg ønsker ikke røven på slibestenen for en investigering”. ”Det er forstået – gør klar, der vil være en chauffør nede hos Dem om få minutter med det ønskede signal”. Benny beordrede den ældste maskinkonstabel til at starte op og lavede hurtigt en modificeret havnemanøvrerulle. Da alle var klar, beordrede han: ”På post for til at gå af havn”. ROTA lå, kun med springet inde, klar til at gå, da en tjenestebil kom drønende rundt i svinget ned mod skibet. Benny kvitterede for signalet, læste det igennem og stoppede det ned i skjortelommen. Vejret var fint med en spæd forårssol og havblik, medens ROTA med max. fart sejlede nordover. En halv time senere havde Benny det nye missilsporings skib forude. Det var et stort sortmalet skib med et deplacement på 5-6000 tons med et hav af antenner og paraboler strittende i alle retninger. Ti minutter efter var ROTA på siden af skibet, der lå til ankers lige uden for territorialgrænsen. Navnet var SIBIR. Der var ingen aktivitet på dækket, kun en enlig udkig oppe på broen. 77 Benny tog ROTA rundt to gange, medens den værnepligtige plotter gennemfotograferede skibet. ”Husk at få nogle ”close ups” af alle antennerne”, sagde Benny, da de var på vej rundt for anden gang. Efter at have sendt det obligatoriske signal til BHM vendte ROTA rundt og satte kursen mod Rønne igen. Godt halvanden time efter afgang var ROTA tilbage. Benny vendte hende rundt, så hun kom til at ligge med stævnen ud mod havnemolen. Inde på kajen stod skibschefen, Brænder Bendsen, mester og Regnemanden og ventede. Skibschefen lignede en tordensky, og Benny ventede, at han nu stod til skideballe og negative bedømmelser. Benny meldte vel til maskinen og skrev det sidste ind i skibsjournalen, da han hørte chefen komme op ad lejderen. Benny skyndte sig at finde signalet fra chefen for BHM frem. ”Nå, du hygger dig nok – ja du kan godt stoppe det signal ned igen, jeg har talt med Knalde Kaj, men du kunne godt have ventet et kvarter, så havde vi nået at få fat i jer på telefonen”. ”Det havde jeg ikke mulighed for – der var et konstant pres for, at vi skulle nå derop, inden den sejlede igen, og jeg tror ikke, du ville have ønsket at komme i den situation”. ”Ok, men det koster stadig væk en omgang nede i messen”. Nede i messen, omkring en stille ankomst øl, sagde Regnemanden: ”Vi forsøgte at ringe ombord, men da ingen svarede, kørte vi alt det, bilen kunne trække tilbage, og du skulle have set chefens ansigt, da han opdagede, at hans skib var forsvundet. Det var guld værd”. ”Ja”, sagde chefen, ”jeg troede, det var løgn, men så fik vi fra havnevagten forbindelse med vagthavende, som lynhurtigt stillede mig om til Knalde Kaj, som satte mig ind i situationen, og han lovede komme efter mig, hvis jeg lod det gå ud over dig. Han gjorde meget ud af at fortælle mig, at FE havde presset hårdt på for at få nogle fotografier, idet man frygtede, at den ville gå op igennem Store Bælt og Kattegat i mørke”. 78
© Copyright 2025