1. No category

Dato: 9. juni 2015
Til:
Natur- og miljøklagenævnet
Masnedøgade 20
2100 København Ø
Telefon: 39 17 40 00
Mail: [email protected]
Danmarks Naturfredningsforenings klage til NMKN vedr Hedensted kommunes miljøgodkendelse af Hundshage havbrug
Hedensted Kommune har den 12. maj 2015 meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens1 §
33 af Havbruget Hundshage beliggende i As Vig til opdræt af laksefisk i netbure samt tilladelse
efter lovens § 27 til udledning af organisk stof, næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer.
Klagefristen bliver hermed 9. juni.
Havbruget Hundshage er beliggende i den nordlige del af As Vig vest for Natura2000område nr. 56. Længere mod syd ligger As Vig Havbrug. Derudover ligger der tre havbrug
længere mod nord ud for Hjarnø. Disse tre ligger tæt på grænsen til et Natura2000område, delvist indenfor.
DNs klagepunkter:
-
Det er DNs opfattelse at hverken placeringen af havbruget i næringsoverbelastet kystvand
eller den valgte driftform til fremstilling af fisk i saltvand er optimale udfra en miljømæssig
vinkel. Der findes mindre sårbare åbne havområder og der eksisterer afprøvede teknologier i indpumpningsanlæg med betydelige muligheder for rensning af fiskeproduktionens affaldsprodukter, som alternativt kan tages i anvendelse. Der er således ingen holdbar begrundelse for at fastholde den eksisterende placering og drift af Hundshage havbrug.
-
DN finder ikke den foretagne VVM-screening er tilstrækkelig i dette tilfælde, hvor påvirkning af N2000-område og betydelige kumulative virkninger med andre eksisterende aktiviteter er en klar trussel. Der har DN bekendt heller ikke tidligere været foretaget en konsekvensvurdering af driften i relation til habitatområdet. Og derfor må det nu være rette
tidspunkt at foretage en sådan ud fra Nature2000-reglerne.
-
DN finder det naturligvis helt afgørende at Hedensted Kommune retvisende har beskrevet
gældende tilladelser og forløb i myndighedsforvaltningen. Er det ikke tilfældet bør det i sig
selv føre til miljøgodkendelsens ugyldighed.
-
vinterperioden anføres som en reetableringsperiode for havbunden. Det skal der efterlyses
dokumentation for. Hvorledes hænger det sammen med at der tillades vinterfodring på
lokaliteten? Det kan i hvert fald ikke rummes under uændrede forhold for havbrugets produktion.
-
En tydeliggørelse af NMKNs opfattelse af fangkulturer som BAT og under hvilke omstændigheder er ønskelig. Kan disse på sigt ikke driftsikres, så står havbrugssektoren de facto
uden rensemuligheder, idet kompensationer på land (udtag af lavbundsjord = nedsat Nbelastning f.eks.) heller ikke er en mulighed med kravet om direkte kobling
Baggrund
Området ligger i hovedvandområde Horsens Fjord 1.9. Det fremgår af Vandplanen for
området, at der samlet set skal ske en reduktion i såvel kvælstof- som fosfortilførsel til
vandområdet, men tiltag realiseres primært ved at begrænse den landbaserede udledning.
Det fremgår af den gældende Vandplan, at begrænsning af udledning fra de eksisterende havbrug ikke for nuværende er et indsatsområde. Den hidtil tilladte udledning for Havbruget
Hundshage er 9 tons kvælstof og 1 ton fosfor om året, svarende til den maksimalt fastsatte
foderkvote. Hertil kommer omkring 25 tons BI5.
Danmark har på EU-foranledning vedtaget en strategi for den fremtidige akvakultur. Af den
fremgår det at sektoren som sådan skal præstere en reduktion i udledt mængde kvælstof på
20 % pr produceret tons frem til 2020. Dette skal ske for at skaffe økologisk råderum til en
produktionsforøgelse på 25% frem til 2020.
Næringsstoffer og BI5
”Der er i godkendelsen lagt vægt på, at udledning af medicin og hjælpestoffer til vandområdet
begrænses mest muligt, men at udledning af kvælstof og fosfor skal fastholdes på nuværende
niveau.”
DN finder det bemærkelsesværdigt at dele af havbrugets problematiske udledninger skal begrænses mest muligt, mens andre ikke skal (N og P). Det anser DN ikke i overensstemmelse
med miljøbeskyttelseslovens krav om anvendelse af BAT, som fordrer at alle dele af en sektors
drift er omfattet af et krav om anvendelse af BAT.
Næringsstofferne stammer ifølge afgørelsen fra foder, der ikke er blevet spist, fiskenes fækalier, fodersmuld og i mindre grad slagtning af fisk. Her glemmer afgørelsen at størstedelen af Ntabet, som udgør 8,5 tons af foderets 15 tons N-indhold (= 57 % tab), sker som opløst N over
fiskenes gæller.
Nyeste vandområdeplanudkast opererer med et supplerende N-reduktionsbehov på 287 tons
for mål-opfyldelse i Horsens Fjord (ydre + indre). Udkastet rummer ingen specifik indsats på
kvælstof, men afventer angiveligt et tværministerielt udvalgs arbejde om målrettede reguleringer.
Der er så vidt DN er vidende om ingen andre brancher, hvorfra der accepteres noget der bare
ligner et 57 % tab af det tilførte kvælstof direkte i et sårbart kystvand. Et kystvand, der står
overfor at skulle have reduceret sin kvælstofbelastning ganske betydeligt og hvor havbrugsbidraget topper netop i den mest sårbare del af året – sommer/efterår – hvor den diffuse belastning fra land er lav samtidig med, at algeplanktonet normalt er næringsstofbegrænset. Her
booster havbrugsudledningen af kvælstof en ellers begrænset algeproduktion med øget organisk belastning og iltsvindsrisiko til følge.
Fosfor og BI5 (organisk stof) beskæftiger godkendelsen sig kun helt overfladisk med, men disse indgår i sommerperioden med tilsvarende forværrende miljøeffekt som kvælstof.
Konsekvensen af en fortsat havbrugsproduktion på dette sted i Horsens fjord er dyre kvælstofreduktioner i andre brancher for at god tilstand opnås i fjorden, som målet er. Hvor er forureneren-betaler-princippet henne i denne situation? Et princip som er et af de grundlæggende i
EU's miljøregulering.
Uanset om branchen, som anført i godkendelsen, indgår i Vandplanerne uden reduktionskrav,
så er det betænkeligt både ud fra en retsbevistheds- og en omkostningseffektivitetsbetragtning at overlade så store urensede forureningsmængder til andre at fjerne.
Der er en pligt i Miljøbeskyttelsesloven til at den der driver forurenende virksomhed skal tage
hensyn til miljøet både ved placering og drift af virksomheden:
2
§ 3. Ved lovens administration skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknik, herunder mindre forurenende råvarer, processer og
anlæg og de bedst muligt forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal
der lægges særligt vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af omfanget og arten af foranstaltninger til forebyggelse og imødegåelse af forurening skal der lægges vægt på
1) de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens sandsynlige virkning på disse og
2) hele det kredsløb, som stoffer og materialer gennemløber, med henblik på at begrænse
spild af ressourcer mest muligt.
§ 4. Den, der vil påbegynde virksomhed, der kan give anledning til forurening, skal vælge et
sådant sted for udøvelsen, at faren for forurening begrænses mest muligt.
Stk. 2. Ved valg af stedet skal der tages hensyn til områdets beskaffenhed, herunder den
nuværende og planlagte fremtidige udnyttelse, samt til mulighederne for hensigtsmæssig bortskaffelse af spildevand og håndtering af affald.
Stk. 3. Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give anledning til forurening,
skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og imødegå denne, og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening, jf. § 3. Ved indretning af virksomhedens anlæg og ved tilrettelæggelse af driften, herunder ved valg af produktionsprocesser, råvarer og hjælpestoffer, skal det sikres, at ressourceanvendelsen, forureningen og affaldsfrembringelsen begrænses bedst muligt.
Stk. 4. Den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå, skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at
søge følgerne af forureningen effektivt forebygget eller afværget. Derudover skal den hidtidige
tilstand søges genoprettet.
Det er DNs opfattelse at hverken placeringen af havbruget i næringsoverbelastet kystvand eller den valgte driftform til fremstilling af fisk i saltvand er optimale udfra en miljømæssig vinkel. Der findes mindre sårbare åbne havområder og der eksisterer afprøvede teknologier i indpumpningsanlæg med betydelige muligheder for rensning af fiskeproduktionens affaldsprodukter, som alternativt kan tages i anvendelse. Der er således ingen holdbar begrundelse for at
fastholde den eksisterende placering og drift af Hundshage havbrug.
Politisk kan man naturligvis beslutte at friholde havbrugene fra selv at håndtere deres forureninger, men det forudsætter i det mindste efter normal EU-praksis at man klart begrunder/dokumenterer en sådan fravigelse af forureneren-betaler-princippet med den betydelige
samfundsmæssige betydning, der fører frem til princippets fravigelse og hvilke foranstaltninger
der i stedet skal foretages – dvs hvem og hvor meget andre må betale for den beslutning. Fravær af en sådan klarhed i beslutningerne vil være urimelig og uacceptabel.
Som BAT er det markant reducerede kobberforbrug som flg af udskiftning af garn er klart positivt, og ses overalt i branchen i disse år.
Fodringen på Hundshage havbrug foregår ved at en foderbåd sejler ud til anlægget, og foderet
pumpes ud over burene ved hjælp af havvand. Fodringen står på, indtil fodermesteren vurderer, at der er fodret tilstrækkeligt. Foder doseres ikke efter fastlagt mængde, men efter fiskenes ædelyst. Det forekommer ikke optimalt i forhold til tab til omgivelserne at det alene er en
visuel vurdering – foretaget af fodermesteren – der afgør om fodertilsætning er optimal, hvilket afgørelsen også bemærker med krav om undersøgelse af om en automatisering af fodringen kan reducere foderkvotienten
Retvisende grundlag
DN er bekendt med at der fra lokalt hold (Endelave-gruppen) er rejst berettiget tvivl om hvorvidt det hidtidigt gældende tilladelsesgrundlag er korrekt beskrevet i forbindelse med den aktuelle godkendelse – herunder om de tilladte udledningsmængder fra havbruget faktisk burde
være betydeligt lavere som følge af at en produktionsoverførsel fra det tidligere Alrøsundhavbrug aldrig blev udnyttet indenfor den fastlagte tidsramme og derfor reelt er bortfaldet.
3
DN finder det naturligvis helt afgørende at Hedensted Kommune retvisende har beskrevet
gældende tilladelser og forløb i myndighedsforvaltningen. Er det ikke tilfældet er det et så seriøst brud på kommunens pligt til at træffe afgørelser på oplyst og retvisende grundlag, at det i
sig selv bør føre til miljøgodkendelsens ugyldighed.
Natura2000
Hundshage havbrugs nærhed til Natura2000-område nr. 56 Horsens Fjord, havet øst for og
Endelave udgør en risiko for negativ påvirkning af området. Det er DNs opfattelse at denne
nærhed fordrer en grundig konsekvensvurdering – ikke blot af dette havbrug isoleret, menset i
sammenhæng med de samlede kumulative virkninger af de menneskelige påvirkninger på udpegningsgrundlaget.
Hedensted Kommune er undervejs med miljøgodkendelser af 4 andre havbrug i området: Borre 1, Borre 2, Hjarnøsund Havbrug samt As Vig Havbrug. Det forekommer indlysende, at vurderingen af virkningen på miljøet må ses under ét, fordi brugene ligger indenfor et mindre
kystområde hvor vind, strøm og tidevand medfører overlappende belastninger.
DN finder altså ikke den foretagne VVM-screening er tilstrækkelig i dette tilfælde, hvor påvirkning af N2000-område og betydelige kumulative virkninger med andre eksisterende aktiviteter
en klar trussel.
DN finder at kommunens afgørelse forholder sig nogenlunde konkret til afgørelsens konsekvenser for Natura2000 områdets arter i udpegningsgrundlaget, men afgjort ikke for naturtyperne og deres integritet.
N2000 udpegningsgrundlagets marine naturtyper er





Sandbanke (1110)
Vadeflade (1140)
Lagune (1150)
Bugt (1160)
Rev (1170)
Konsekvenserne for deres integritet (havbund og vandsøjle) omtales stort set ikke og der leveres ikke nogen kvantitativ dokumentation for at det aktuelle havbrug sammen med områdets
øvrige 4 havbrug og øvrige menneskelige påvirkninger ikke påvirker naturtyperne og deres
integritet negativt, hverken i form af modelberegninger eller andet.
Hvorledes ser spredningsberegninger og modelleringer ud for de samlede 5 havbrug ind i
N2000 området? De 5 havbrugs ”ingen væsentlig påvirkning” i skema side 27 ser DN ingen
dækning for. Kommunen leverer ikke i det fremlagte materiale grundlag for at konkludere, at
havbrugsdriften i området ikke har negative konsekvenser for de naturtyper, der danner udpegningsgrundlaget for Natura 2000 området.
Der har DN bekendt heller ikke tidligere været foretaget en konsekvensvurdering af driften i
relation til habitatområdet. Og derfor må det nu være rette tidspunkt at foretage en sådan ud
fra Nature2000-reglerne.
DN finder det altså helt udokumenteret når kommunen skriver:
”På baggrund af den samlede viden om havbrugsproduktion, er der en høj sikkerhed
for, at hverken anlægget i sig selv eller den fortsatte drift af alle fem eksisterende
havbrug, vil medføre en uhensigtsmæssig påvirkning af det omgivende havmiljø eller
have væsentlig negativ betydning for de naturtyper og arter, der er i udpegningsgrundlaget
for Natura2000-området i forhold til udledning af næringsstoffer, medicin og hjælpestoffer.”
4
”Og for ingen af arternes og naturtypernes vedkommende er der tale om en grad af påvirkning
(væsentlig påvirkning) fra de eksisterende havbrug, der truer disses bevaringsstatus
eller er til hinder for opfyldelse af Natura2000-områdets bevaringsmålsætning for de
naturtyper, marine arter og fugle, som er i udpegningsgrundlaget.
Denne vurdering støttes af redegørelsen i Vandplanen, hvor det bl.a. anføres, at den
planlagte reduktion i udledning af næringsstoffer ingen eller kun ringe effekt har på
elementerne i udpegningsgrundlaget.”
Der er tale om lidt kryptiske citater:
Er den planlagte reduktion i udledningen af næringsstoffer i den gældende vandplan ikke netop
så lille at ingen ændringer kan forventes på nogen elementer overhovedet? Snarere det end at
den samlede kvælstofindsats på de ovennævnte 287 tons kvælstof ingen virkning vil have.
”Uhensigtsmæssig påvirkning” er i øvrigt en besynderlig sprogbrug her vel vidende at der sker
udledning af 9 tons N, 1 tons P og 24 tons BI5 fra Hundshage havbrug, som skal kompenseres
gennem reduktioner i andre sektorer. Hensigtsmæssigt?
”Da der er en parallelitet mellem naturplan og vandplanens definitioner af henholdsvis gunstig
bevaringsstatus og god økologisk tilstand, vil vandplanen sikre, at havbrugsaktiviteterne i området ikke vil forhindre opnåelse af gunstig bevaringsstatus i forhold til udledning af næringsstoffer.”
Det kræver unægtelig at der foretages den samlede konsekvensvurdering, som DN efterlyser
ovenfor, af de samlede kumulative virkninger på især her naturtypernes integritet. Muslingedommen fra EU-domstolen er jo ganske tydelig i sine krav til en sådan dokumentation.
”Fælles for alle havbrug er, at der højst sker en påvirkning i niveauet af næringsstoffer
lokalt omkring havbrugene i den periode, hvor der er fiskeproduktion, og at der ses
generelt ikke en opbygning af næringsstoffer over årene. Der sker således en reetablering
af havbunden på havbrugslokaliteter henover vinterperioden, hvor fiskeproduktionen
er indstillet.”
Kommunen tilladelse siger:
10)Forsøgsvis overvintring af fisk tillades i en periode på højst tre vintre og i højst tre
bure ad gangen. Overvintring må ikke ske i samme netbur/position to vintre i træk.
Der er forsøgsvist tilladelse til at sætte fisk i højst tre bure i vinterperioden. Formålet
med forsøget er bl.a. at udvikle produktionen, så den optimale periode for smoltificering
udnyttes bedst muligt.
For det første kræver dette vilkår en nærmere uddybning så intentionerne med forsøget gøres
helt tydeligt – formål og konsekvenser.
For det andet anføres netop vinterperioden som en reetableringsperiode for havbunden. Hvorledes hænger det nu sammen med at der tillades vinterfodring på lokaliteten? Det kan i hvert
fald ikke rummes under uændrede forhold for havbrugets produktion.
For det tredje er der ikke fremført dokumentation til underbygning af havbundens regenerering
i vinterperioden, hvilket må være en forudsætning.
Kompensationsforanstaltninger
Anlæg med fangkulturer har Natur og Miljøklagenævnet iflg. Kommunen, i tre afgørelser afvist
som acceptabel ”rensemetode” og konkluderet, at de ikke er BAT. Derfor indgår næringsstofoptagelse i sådanne anlæg ikke i havbrugets kvælstof-fosfor-regnskab , dvs som BATmuligheder.
5
DN er ikke enig i denne udlægning af NMKNs afgørelser, idet der i Endelave-afgørelsen står:
” Det er i overensstemmelse med Miljøstyrelsens bemærkninger nævnets opfattelse, at der
ikke består en tæt kobling imellem udledningen fra havbruget og optagelsen i fangkulturerne,
og at fangkulturene i den konkrete sag ikke kan betragtes som en forureningsbegrænsende
foranstaltning, idet fangkulturene ikke har en effekt i forhold til den konkrete udledning fra
havbruget.”
” Natur- og Miljøklagenævnet bemærker hertil, at nævnet i de to berigtigede afgørelser19 har
bemærket, at etableringen af fangkulturer kun kan betragtes som BAT, såfremt der kan dokumenteres en effekt af fangkulturerne i forhold til havbrugets udledning af næringsstoffer og
med henblik på en optimering af havbruget. Nævnet bemærker videre, at både Miljøstyrelsen
og Orbicon anfører, at fangkulturene ikke anses som en renseforanstaltning i forhold til havbrugets udledninger.”
” På baggrund af ovenstående kan fangkulturerne med den ansøgte placering efter Natur- og
Miljøklagenævnets opfattelse i overensstemmelse med nævnets tidligere praksis ikke anses
som forureningsbegrænsende foranstaltninger i forbindelse med godkendelse af havbruget
efter miljøbeskyttelseslovens § 33 og kan derfor ikke anses som BAT i forhold til havbrugets
udledninger.”
Efter DNs opfattelse er NMKNs pointe her klart, at det er den manglende direkte kobling mellem havbrugets udledning og så optagelse i fangkulturer, der diskvalificerer fangkulturerne i de
konkrete sager.
Sandt nok eksisterer der også udsagn fra DTU Aqua om at fangkulturer pt ikke er veldokumenterede og driftmæssigt stabile nok til at tjene som rensemetode/forureningsbegrænsende foranstaltning, hvilket DN er enig i, men det udelukker vel ikke en anvendelse fremadrettet, hvis
den direkte kobling sikres.
En tydeliggørelse af NMKNs opfattelse af fangkulturer som BAT og under hvilke omstændigheder er ønskelig. Kan disse på sigt ikke driftsikres, så står havbrugssektoren de facto uden rensemuligheder, idet kompensationer på land (udtag af lavbundsjord = nedsat N-belastning
f.eks.) heller ikke er en mulighed med kravet om direkte kobling
Det kan under alle omstændigheder konkret fastslås at en sådan direkte geografisk kobling
mellem de eksisterende muslingeanlæg og tanganlæg i Horsens Fjord området ikke eksisterer
til havbrugene der, og at de førstnævnte derfor ikke kvalificerer som BAT-fangkulturer.
Med venlig hilsen
Henning Mørk Jørgensen, havbiolog
3119 3235 [email protected]
6