1. No category

nr. 5 / oktober 2015 – 77. årgang
magasin for mindretal, sprog og kultur
DEN LANGE
REJSE
KAKKEBILLEØL OG
KÅL I LANGE BANER
SELV DET VÆRSTE MÅ
IKKE VÆRE FORGÆVES
2
nr. 5 / oktober 2015
INDHOLD
DEN LANGE REJSE
Efter mere end 30 år i Danmark blev hun
dansk statsborger for at have samme statsborgerskab som sine syv børn. Men uanset
stemplet i passet vil hun altid være “Anja vom
Industrieweg in Harrislee.” Anja RykindEriksen fortæller erindringsbilleder fra
identitetsrejsen til Danmark.
SIDE 4
KAKKEBILLEØL OG KÅL
I LANGE BANER
Madelsker og forfatter Kristian Ditlev Jensen har sat
madkender og historiker Inge Adriansen stævne til
en samtale om det særlige ved det slesvigske
fusionskøkken og den gastronomi, det har skabt.
SIDE 14
SELV DET VÆRSTE MÅ IKKE VÆRE FORGÆVES
Knap 2000 danske politifolk blev i september 1944 deporteret til koncentrationslejren Buchenwald. En af dem var Niels Peter Fabricius Hansen,
25 år gammel, gift og far til to små børn. 191 dage i helvede fik livslange
konsekvenser.
SIDE 18
LÆS OGSÅ
SIDE 28 GRÆNSEFORENINGEN FYLDER 100 ÅR
SIDE 30 MINE TÆNDER LØBER MIG KOLDT NED AD RYGGEN
SIDE 32 TVIVLSOM OMGANG MED KILDER
SIDE 33 FRA GLEMSLEN UD I LYSET
SIDE 34 ARKITEKTURENS GRÆNSEOVERSKRIDENDE SPROG
WWW.GRÆNSEN.DK
NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT
nr. 5 / oktober 2015
LEDER
NÅR MENNESKER KRYDSER GRÆNSER
Af Mette Bock, formand
I slutningen af 1940´erne lå store dele
af Europa i ruiner. Mange havde mistet
livet, tusinder flygtede over grænserne,
familier blev splittet, og fremtiden var
uvis. I Danmark var der ved krigens
afslutning omkring 300.000 tyske flygtninge i Danmark,
og samlet set udgjorde flygtningene 7-8 procent af den
danske befolkning. Nogle af de mest sårbare var – dengang som nu – børnene.
De tyske flygtninge blev samlet i lejre og adskilt fra
den danske befolkning. Vi kan vist roligt sige, at behandlingen af dem ikke hører til blandt de lyseste kapitler i
Danmarkshistorien. Men der var også andre flygtninge,
de uledsagede børn, som blev optaget i danske familier i
en periode for derefter at vende tilbage til deres familier
rundt omkring i Europa.
I den situation var det typisk civilsamfundet, der trådte
til, og jeg er sikker på, at mange af Grænseforeningens
medlemmer kan fortælle historier fra den tid. Det kan
jeg også. Og jeg har i de seneste måneders til tider meget
ophidsede flygtningedebat tænkt på blandt andre mine
egne bedsteforældre. De boede i Hobro, hvor min bedstefar var lærer og min bedstemor tog sig af familiens fem
børn, hvoraf min mor var det ene. Der var ikke mange
penge at gøre godt med, men alligevel blev dørene åbnet
for flere flygtningebørn umiddelbart efter Besættelsen.
Min mor, der dengang var en stor pige, fortæller med
glæde om blandt andre drengen Michelle fra Frankrig og
pigen Monique fra Holland. Børn i 8-10 års alderen, der
uden at blive spurgt blev sendt til Hobro, hvor de boede
i et halvt års tid, mens der kom mere styr på situationen
der, hvor de kom fra.
Også mine bedsteforældres naboer, præsten til den ene
side og lederen af alderdomshjemmet til den anden side,
havde flygtningebørn, selvom reden i forvejen var fuld.
Den aktuelle diskussion om flygtningestrømmene, der
i stigende omfang vandrer mod Europa, er følelsesladet
og kompliceret. Der er både krigsflygtninge og fattigdomsflygtninge, og hver eneste skæbne bærer på sin
egen historie. De voksne vælger. Børnene følger med.
Der skal findes politiske løsninger, der på længere sigt
kan bremse flygtningestrømmen, uanset om baggrunden
er krig eller fattigdom. Der skal findes nutidige svar på,
hvem der kan opnå asyl, og hvem der ikke kan. Og der
skal findes løsninger på, hvordan vi forbedrer forholdene
i de såkaldte nærområder, selvom en flygtningelejr aldrig
er et førstevalg.
Men mens politikere, bureaukrater, jurister og humanitære organisationer arbejder på de store linjer, har vi også
et civilsamfund, der rører på sig, selvom situationen i dag
naturligvis ikke kan sammenlignes med situationen efter
Anden Verdenskrig.
Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg støder på tiltag,
hvor civilsamfundet uden den store palaver, og uden
nødvendigvis at skulle skilte med egne gerninger, simpelthen bare sørger for, at tingene kommer til at glide så
gelinde som muligt. Ved at invitere ind i lokalforeninger.
Der er både krigsflygtninge
og fattigdomsflygtninge, og
hver eneste skæbne bærer på
sin egen historie. De voksne
vælger. Børnene følger med
Ved at ansætte flygtninge, der har opnået asyl og derfor
må arbejde. Ved at tilbyde lektiehjælp til børn, der skal
lære sproget. Og meget, meget mere.
Der er meget at gøre, mens vi venter på politikere og
det internationale samfund. Og meget bliver gjort. Vi skal
også huske det, der ikke kommer i avisen, men betyder så
meget for den enkelte, der møder venlighed i en vanskelig situation. Grænser krydses og menneskeskæbner
mødes.
3
4
nr. 5 / oktober 2015
DEN LANGE
REJSE
Efter mere end 30 år i Danmark blev hun dansk statsborger for at have samme statsborgerskab som
sine syv børn. Men uanset stemplet i passet vil hun altid være “Anja vom Industrieweg in Harrislee.”
Anja Rykind-Eriksen fortæller erindringsbilleder fra identitetsrejsen til Danmark.
Af Anja Rykind-Eriksen
nationale identitet, da jeg var barn og ung og stadig boede i Sydslesvig.
Den beskyttede danske bastion i form af Dybbøl Mølle (hvor meget mere
dansk kan det blive?) flankeret af det danske og det tyske flag som symbol
for de to nationer, jeg som sydslesviger bekender mig til. Det danske flag
indenfor palisaderne, det tyske lige på den anden side.
Skal jeg forklare, hvordan min identitet som dansk sydslesviger opstår og bliver udfordret, må jeg tage udgangspunkt i min egen familie.
Jeg har noteret mig, at identitetshistorier fra Sydslesvig er vanskelige at
beskrive objektivt og gøre til genstand for videnskab. De forstås bedst
i beretninger om levet liv fortalt af levende mennesker og deres ofte
meget forskellige bevæggrunde for at kalde sig dansk sydslesviger. Dog
har vi ét til fælles: Vi fødes og bor på den tyske side af grænsen, og vi
har tysk pas. Sådan var også min start i livet.
MIN FARS FAMILIE
Min far, Kurt Cordsen, er det femte barn i en søskendeflok på syv, og i
sin egen fortælling havde han trukket et nummer i søskenderækken,
hvor han blev overset i familien.
Familien Cordsen var bønder og havde i flere generationer levet på en
af Harreslevs største gårde, så de var stolte og arbejdsomme, men uden at
gøre væsen af sig. Min fars ældste bror, Markus, skulle selvsagt arve gården
en dag, og den næstældste bror, Peter, skulle også gå landbrugsvejen, mens
der for de yngre børn i flokken skulle skaffes gode håndværksuddannelses-
Foto: Lars Salomonsen
Jeg blev født i 1965 som første barn af
dansksindede sydslesvigere. I Harreslev
lige syd for den dansk-tyske grænse i
Padborg. Halvandet år senere bliver min
lillesøster født, og det er, hvad vi kan
drive det til familiemæssigt: En kernefamilie med mor, far og to børn.
Begge mine forældre døde tidligt, så jeg
har ikke fået de der “voksen-samtaler”
med dem, om hvilke valg de har truffet i
livet og hvorfor. Når man er barn, forholder man sig jo primært til verdenen, som
den er – uden at sætte spørgsmålstegn
ved hvorfor, den er sådan, eller om den
kunne have været anderledes. Alligevel
har jeg erindringsglimt og oplevelser,
som jeg husker, jeg studsede over, men
som først gav mening, da jeg blev voksen.
Som sydslesviger kommer man uvilkårligt – og mere end andre – til at tænke over
ens nationale identitet. Billedet af Dybbøl
Mølle illustrerer meget godt, hvordan jeg
oplevede mit sydslesvigske ståsted og min
nr. 5 / oktober 2015
5
6
nr. 5 / oktober 2015
Familien Duggen 1949. Margarethe Duggen
sidder som nummer to fra venstre.
Familien Cordsen, 1954.
Kurt Cordsen i forreste
række til venstre.
pladser med tilknytning til landbrugsverdenen. Når de
ældste blev landmænd, skulle de yngre få nogle færdigheder, som kunne blive til gavn for fællesskabet. Man anså
familien som et selvstændigt firma, hvor alle medlemmer
af familien skulle kunne gøre gavn, så helheden hang
sammen. Så mens Carsten blev grovsmed, blev min far
lastbilmekaniker med den begrundelse, at landbruget var
ved at udvikle sig til et erhverv med store maskiner, hvor
der blev brug for folk med forstand på motorer.
Min far var en indesluttet og forsagt mand – hvilket
var kendetegnende for hele familien. Der blev ikke talt
meget og aldrig om noget væsentligt. Man sås til fødselsdage, hvor alle mand dukkede op til kaffe og kage.
Og anden juledag på gården, hvor hele familien med
alle børnene (vi var 18 fætre og kusiner på min fars side)
mødtes hos “Oma Cordsen”. Min bedstefar døde, da jeg
var ret lille, så jeg har ikke nogen erindringer om ham.
Min farmor boede i et aftægtshus på gården.
Den ældste søn, Markus, døde af kræft blot 20 år gammel. Det var, før jeg blev født, men jeg husker, at det lå
som en sort sky over familien. Man talte ikke om det,
men der var et før og et efter Markus’ død.
Markus var ved sin død forlovet med Ruth, som
sammen med sin familie var flygtet fra Schlesien ved
Polen under krigen. Faderen var en flittig slagter, der fik
etableret en driftig forretning i Harreslev, hvor Ruth og
hendes søskende hjalp til og fik deres uddannelser. Da
Markus døde, gik der kun kort tid, før Peter, som nu var
blevet ældste søn og arving til slægtsgården, også overtog den et par år ældre Ruth. Jeg tror ikke, det har været
et hverken lykkeligt eller ulykkeligt ægteskab. Skæbnen
kan man ikke ændre på, men man kan få det bedste ud
af det og skabe sig det bedst mulige liv ud fra de givne
omstændigheder. Det var sådan, vi i familien så på det.
Min far og hans søskende havde alle gået på den danske skole i Harreslev, men om mine bedsteforældre på min fars side vitterlig var dansksindede står uklart for mig. I mit univers var de tyske. Flere af dem blev
ligesom Peter gift med tyskere fra flertalsbefolkningen, og deres børn
kom til at gå på den tyske skole.
MIN MORS FAMILIE
Min mor hed Margarethe Duggen, men blev kaldt Dede. Hun var født
ind i en meget sydslesvigsk familie som det midterste barn i en børneflok på fem. Min morfar, Richard, havde været gift med Dorothea, som
han fik de to ældste sønner Harald og Richard med. Dorothea kom fra
en tysk familie, som oprindelig boede på Halligerne, hvor hendes far var
postbud. Familien flyttede til Harreslev, da Dorothea var en ung pige.
Her mødte hun min bedstefar, Richard, som bekendte sig til det danske
mindretal. Efter fødslen af deres anden søn, blev Dorothea psykisk syg
og endte med at tage livet af sig. Richard stod alene med de to drenge og
ansatte en husbestyrerinde – den unge tyske pige, Frieda Frantzen, fra
Steinbechkirche i Angeln. Husbestyrerinden blev til min mormor. Min
mor, Dede, kom til verden i 1940, Thea i 1944 og Christian i 1949. Det var
ikke et harmonisk ægteskab og familieliv hos mine bedsteforældre. Der
var megen ufred og ikke megen kærlighed mellem Richard og Frieda, og
det prægede min mor i hendes opvækst.
Min morfar, Opa Duggen, døde, da jeg var fire år, så jeg har ingen selvstændig erindring om ham. Men jeg ved, at han arbejdede som elektromekaniker indtil starten af krigen. Min mormor var hjemmegående, og
der var ikke meget at rutte med.
Opa Duggen var meget utilfreds med det tyske styre, hvilket fik ham
til at holde stædigt fast i sit tilholdssted i det danske mindretal. Det står
uklart for mig af hvilke grunde, han gjorde det: om han var dansk helt
inde i sit hjerte, eller om det var et fravalg af det tyske? Han meldte sig
allerede som ganske ung ind i Den Slesvigske Forening, var glødende
socialdemokrat og hadede nazismen og alle dens gerninger. Han talte
ikke dansk, men lærte sig det, da han sendte sine to drenge i dansk
skole og børnehave. Han holdt også Flensborg Avis.
nr. 5 / oktober 2015
7
I 1964 bliver Kurt og Dede Cordsen gift i Harreslev danske kirke. I bryllupsgave fik de
et stykke jord i det nye industrikvarter i Harreslev. På grunden blev der etableret en
tankstation med tilhørende mekanikerværksted, og den lille familie blev herre i eget
hus. Her bliver jeg født i 1965.
Men det var ikke af bekvemmelighedsgrunde, han var dansk. Under naziregimet
blev alle, som bekendte sig til det danske
mindretal, frataget deres børnepenge og
andre tilskud, man ellers gav til gode tyske
familier, der opfostrede deres børn til gode
tyskere. Så familien var fattig. Og det blev
ikke bedre, da min bedstefar blev kaldt i
krig i 1943 – på trods af dårlig fysik og et
glasøje, han havde fået som ung efter en
arbejdsulykke. Alle måtte af sted. Også
Richard Duggen fra Harreslev. Frieda sad
tilbage med tre børn, hvoraf de to store
drenge, Harald og Richard, ikke var til at
tøjle. De gik deres egne veje, og hun vidste
ret beset ikke, hvad de lavede. Ofte kom de
hjem med mad, de havde stjålet på gårdene
eller hos købmanden. Efter krigen kom det
frem, at Harald havde deltaget i sabotagevirksomhed i Flensborg, hvor han sammen
med andre unge drenge stjal våben fra
nogle tyske militærkøretøjer og gav dem
videre til en modstandsgruppe i Padborg.
Mens min bedstefar lå ved fronten i
Nordfrankrig, blev min moster Thea født
under et voldsomt bombeangreb. Bedstefar Richard overlevede krigen og kom
hjem til Frieda og de nu fire børn i den
lille lejlighed i Harreslev.
Min mor og hendes søskende gik alle i
den danske skole i Harreslev. Især mine to
ældste onkler, Harald og Richard, kunne
fortælle historier om, hvordan de før,
under og umiddelbart efter krigen blev
hånet og drillet af tyske børn for deres
danske sindelag. Der blev råbt ukvemsord
og kastet sten efter dem på vej til skole.
Men bøtten vendte, og få år efter oplevede
de, hvordan de stenkastende tyske børn nu
i hobetal blev meldt ind i danske skoler –
mange af dem i fravalg af det tyske, som de
ikke var stolte over efter krigen.
Begreber som Speck-däne blev nu brugt
mod mindretalsfamilierne, fordi mange
anså dem for kun at være blevet “vækket”
til mindretallet på grund af de forsyninger,
Danmark sendte til Sydslesvig efter krigen.
Både tøj og mad fandt vej over grænsen
for at hjælpe de ofte meget fattige danske
familier. I de sparsomme år efter krigen
er der noget attraktivt over at tilslutte sig
mindretallet. Ligeledes begyndte man
at sende dansksindede børn på ferieophold i Danmark i flere uger hver sommer.
Min mor kom af sted til familien Strange
Christensen på Falster. En familie, som
hun var feriebarn hos i syv år, og som hun
bevarede en tæt kontakt med igennem alle
årene indtil sin død. For mig er der sket det
fantastiske, at kontakten er genetableret.
Tilfældighederne ville, at plejebror Erik
kom på kursus på Rødding Højskole, og vi
fandt ud af, hvem hinanden var. Et varmt
og nyt venskab er opstået, som grunder sig
på den hjælp min mor fik fra en venlig og
varm familie på Falster, og som mange andre sydslesvigere fik rundt om i Danmark i
årene efter Anden Verdenskrig.
Opa Duggen kom i byrådet i 1948 for
det danske parti SSW – i en årrække med
tillidshvervet “Bürgervorsteher” – betegnelsen for en kontaktperson mellem
borgerne og kommunalbestyrelsen.
Opa Duggens klare mål var, at Danmark
skulle have grænsen flyttet tilbage til Ejderen. Han var driftig, og i slipstrømmen
af genopbygningen i Tyskland grundlagde han et elektrikerfirma. Begge de store
sønner blev ansat i firmaet.
Min mor, Dede, ville efter endt realeksamen gerne på højskole i Danmark og efterfølgende på lærerseminariet, men for Opa
Duggen var det en dårlig plan. I stedet skulle
hun uddanne sig som sekretær og gøre
gavn i familiefirmaet. Og sådan blev det!
Min mors ulykkelige drøm om en læreruddannelse i Danmark var jeg som barn
lykkelig uvidende om. I mit univers havde
jeg en sød og omsorgsfuld mormor. Hun
havde for at komme til Danmark lært at tale
dansk, men brugte det nu sjældent. Mors
tre brødre blev gift med tyske kvinder, men
deres børn kom til at gå i danske skoler,
ligesom mine tanter lærte det danske sprog
og aktivt gik ind i mindretalsarbejdet.
BARN PÅ EN TANKSTATION
Således var begge mine forældre født og
opvokset i Harreslev og var en del af det
danske mindretal. Begge havde gået i
dansk skole, hvor de kendte hinanden.
Som unge kom de regelmæssigt i den
8
nr. 5 / oktober 2015
I første klasse på
Harreslev danske
skole. Anja sidder i
første række helt til
venstre. Den markante
sydslesviger, Elke
Putzer (bagerst til
højre) var klasselærer.
danske præstegård, hvor præsten Pontoppidan Thyssen arrangerede ungdomsmøder. Her mødtes de så igen.
I 1964 blev Kurt og Dede Cordsen gift i
Harreslev danske kirke. I bryllupsgave fik
de et stykke jord i det nye industrikvarter
i Harreslev af storbonden Cordsen og en
byggetilladelse samt et favorabelt lån af
Herr Bürgervorsteher Duggen. På grunden
blev der etableret en tankstation med tilhørende mekanikerværksted, og den lille
familie blev herre i eget hus.
Jeg bliver født i 1965 og lillesøster Kathrin
i 1966. Mekanikeren og sekretæren med
deres to små piger etablerede et liv på
tankstationen på Industrieweg i Harreslev.
Der var ingen tvivl i mine forældres sind
om, at vi skulle døbes i den danske kirke,
at vi skulle gå i dansk børnehave og i dansk
skole. Sproget derhjemme og i min familie
var tysk. Eller plattysk, når de voksne talte.
Det danske blev brugt i skolen, ved sammenkomster i mindretallet, ved taler og til
fælles beskeder. Men ellers var det primære
sprog tysk – med danske eller fordanskede
ord, hvor det passede ind. Vi blandede de to
sprog som noget såre naturligt.
Men selvom vores daglige sprog var tysk,
var der alligevel en udefinerlig, men alligevel klar skelnen mellem os fra mindretallet
og den tyske flertalsbefolkning. På mine
forældres tankstation kom der både danske
og tyske kunder. Og det blev aldrig defineret, hvem der var hvad. Vi vidste det bare.
Mine forældre havde bestemt et godt
forhold også til de tyske kunder fra nabolaget, og en venskabelig tone over disken,
når der skulle betales eller skrives på
regning. Men vi omgikkes ingen af dem
privat. Ingen! Ligesom jeg ikke kender
deres familier. Til gengæld var der nogle
danskere, som havde ledende stillinger
ved de danskejede firmaer Glyngøre og
Nopi, som ligeledes var kunder hos os, og
flere af dem blev der skabt venskaber til,
der også holdt, efter at de flyttede tilbage
til Danmark. Det var ikke noget, jeg tænkte
over dengang. Der var bare et usynligt skel
mellem “os” og “dem” – uden at det gav anledning til afstandtagen eller ufred. Man
mængede sig bare ikke med hinanden.
FØRSTE SKOLEDAG
Den 1. september 1971 startede Anja
Cordsen i første klasse på Harreslev
danske skole – på den skole, hvor begge
mine forældre også havde gået. Med vores
Schultüte sad vi glade og forventningsfulde på trappen foran hovedindgangen
sammen med vores dansklærer Elke Putzer og matematiklærer Käthe Gundlach.
Begge lærerinder kom selv fra det danske
mindretal og var ligesom jeg barnefødt i
Harreslev. Dengang spekulerede jeg ikke
over, hvilken baggrund mine klassekammerater havde – om de talte tysk eller
dansk derhjemme, eller om deres forældre var fra det danske mindretal, eller
hvad de ellers havde af bevæggrunde for
at sende deres børn i den danske skole.
Kun Vibeke og Jytte af mine klassekammerater talte dansk derhjemme. Vibekes
mor var fra Danmark og havde forelsket
sig i en sydslesviger på et højskoleophold
i Danmark, som tog hende med til Sydslesvig. Begge Jyttes forældre var sydslesvigere af den type, som holdt den danske
fane lidt højere end os andre, og derfor af
princip talte dansk derhjemme. Resten af
os havde tysk som hjemmesprog, og i min
klasse talte mindst en håndfuld af forældrene ikke dansk overhovedet. Nogle af
dem lærte det hen ad vejen. Andre gjorde
aldrig. Deres bevæggrunde for at vælge en
dansk skole til deres børn kender jeg ikke.
Men flere af disse tyske forældre blev aktive i mindretalsarbejdet og tog deres tørn
i skoleråd, som trænere i håndboldklubben, i fritidshjemmets bestyrelse osv.
Som sagt talte vi altid tysk hjemme, med
familie og med vennerne, og jeg tænkte
overhovedet ikke over, at min identitet
som sydslesviger skulle være bundet til
sproget. Ligesom jeg ikke skænkede mit
pas en tanke. Vi kørte over grænsen til
Danmark næsten dagligt, handlede ind i
Brugsen i Padborg og købte rundstykker
hos bager Bang om søndagen på dansk,
men viste tysk pas ved grænsen.
Det gjorde mig pavestolt at være sydslesviger. Jeg var mig tidligt bevidst om at have
en fordel ved at kunne bevæge mig i to
nr. 5 / oktober 2015
Markus Cordsen, gefallen fürs Vaterland.
Billedet har hængt der altid. Jeg har bare
ikke bidt mærke i det. Jeg er ti år gammel.
Og nu begynder jeg at undre mig. Ikke så
meget over navnet, for i familien skiftede
man mellem Markus og Peter, når man skulle
navngive sine første to sønner. Men hvem er
denne Markus? Jeg spørger – selvfølgelig på
tysk, mens jeg peger: Du Oma – Wer ist das
da auf dem Bild?” Der blev helt stille i stuen.
Som i helt stille. Og “helt stille” var svaret. Jeg
synes, det varer evigheder. Så fortsætter
samtalen, som om jeg slet ikke er der. Jeg
husker ikke mere af den aften hos Oma.”
kulturer. Jeg mærkede tidligt, at jeg klart mest var knyttet til Danmark. Alle
ferier blev holdt i Danmark – enten på camping i Skagen eller Vejers. Om
sommeren var vi fastliggere på Gammelmark Camping ved Broager, hvor
vi lå i en selvstændig lejr med andre sydslesvigere. Vi besøgte tante Thea
og onkel Carsten i Brønshøj eller i deres sommerhus 1-2 gange om året. Jeg
følte, vi på den måde var danske – også fordi vi aldrig tog på ferie i Tyskland.
“Det kunne ikke falde os ind, og derfor er jeg i hvert fald ikke tysk,” tænkte jeg
som barn.
EN GRAVPLADS I UKRAINE
Især én historie fra min barndom gør indtryk på mig i forbindelse med
min families rolle i mindretalshistorien og min egen selvforståelse
som dansk sydslesviger og heraf følgende læggen afstand til den tyske
flertalsbefolkning.
Det var første gang, min indentitet blev udfordret.
Vi var hos Oma Cordsen anden juledag, som vi plejede. Jeg var ti år gammel og en meget genert før-teenager, der kedede sig – for gammel til at lege
med den næsten ukendte fætter- og kusineflok, hvor der heller ikke var nogen piger på min alder. Så jeg sad som en skygge inde i stuen hos de voksne.
Jeg lyttede til deres snakken og kiggede rundt i Omas stue. Som så mange
gange før. Jeg dvælede ved familiebillederne på væggen ved siden af sofaen.
Der var billeder af børnene, af min afdøde bedstefar, Opa Cordsen, af den
døde søn Markus, bryllupsbilleder af mine forældre og min fars søskende
osv. Men så faldt blikket på et lille billede af en ung soldat i uniform. Under
billedet står: Markus Cordsen, gefallen fürs Vaterland.
Billedet havde hængt der altid. Jeg havde bare ikke bidt mærke i det. Og
nu begyndte jeg at undre mig. Ikke så meget over navnet, for i familien skiftede man mellem Markus og Peter, når man skulle navngive sine første to
sønner. Men hvem var denne Markus? Jeg granskede min hjerne, og kunne
simpelthen ikke placere ham, men tænkte, at han måtte være en bror til
min Opa Cordsen. Men jeg havde aldrig hørt om ham? Jeg spurgte – selvfølgelig på tysk, mens jeg pegede: Du Oma – Wer ist das da auf dem Bild?”
Der blev helt stille i stuen. Som i helt stille. Og “helt stille” var svaret.
Jeg syntes, det varede evigheder. Så fortsatte samtalen, som om jeg slet
9
“Der stod en lille papkasse midt
på gulvet. I kassen lå et album med
et hagekors udenpå fra Markus’
soldatertid ... bagerst brevet til
familien om, at Markus var “vermisst”
(savnet), og endelig brevet om, at
han var faldet. Kassen havde Anna
Sofie gemt i alle årene. Familien har
efterfølgende også gemt den – og
måske glemt – den lille kasse. Min
søster og jeg tog den til os og passer
på den. Hvorfor? Fordi den rummer
en del af vores historie! Uanset om
vi kan lide den eller ej. “
ikke var der. Jeg huskede ikke mere af den aften hos
Oma.
Da vi kom hjem fortalte min mor – (ikke min far), at
Markus var min Opas bror – at han meldte sig ind i Nazistpartiet og glad drog i krig, men aldrig vendte hjem.
Han faldt ved Østfronten på Krimhalvøen i 1942. Hans
far (min oldefar) forbød familien nogensinde at nævne
ham. Hans mor, Anna Sofie, led frygtelig under mandens hårde dom over sønnen. Da manden døde, hængte
hun billedet af den unge kække soldat op på væggen,
og han fik hermed lov at blive en del af familien – men
kun helt stille. Der blev han hængende, indtil bedstemor
døde.
Hvad betød alt det her så for en ung sydslesvigsk pige
på ti år? Det betød, at jeg for første gang blev konfronteret med den tyske side af min identitet. At jeg blev
en del af et af de sorte kapitler i verdenshistorien. At
jeg blev en del af Tysklands historie. Det gjorde noget
ved mig. På den ene side skammede jeg mig! Tænk at
en fra min familie havde været nazist! Og endda med
vilje! Og på den anden side havde jeg ondt af ham. Og af
familien. Tænk at skulle fornægte sin søn eller sin bror.
Men endnu mere end det blev jeg mig bevidst, at en del
af mig var tysk. Jeg havde jo hidtil altid anset mig og
familien som en særlig udvalgt race, der var så privilegeret at være danske, selvom vi boede syd for grænsen. Og
at vi derfor var noget “særlig fint” – noget mere fint end
at være dansk i Danmark, fordi vi boede i det egentlige
Danmark, som tyskerne uretmæssigt havde ranet til sig,
og som vi ideologisk holdt fast i og dermed var Danmarks yderste fortrop og dermed det sande Danmark.
Men pludselig ud af stilheden i Omas stue måtte jeg
erkende, at særlig udvalgt var jeg ikke, for jeg var også
tysk med alt, hvad det indebar.
10
nr. 5 / oktober 2015
“Min niece, Anna Sofie, var i sommeren
2013 på en rejse i Ukraine. Via internettet
havde hun fundet Markus’ gravsted, og
hun tog derned for at lægge en blomst. Og
på den tyske kirkegård hersker tysk orden,
så man med et sindrigt koordinatsystem
kunne finde frem til lige præcis den plet
på plænen, hvor Markus ligger begravet.
Ligeledes har man optegnet, hvornår de
enkelte gravsteder har haft besøg. Og
ingen havde besøgt Markus. Undtagen nu
hans brors oldebarn. Det var en stærk og
bevægende oplevelse for hende.”
Da vi for få år siden skulle rydde op efter
min farmor i aftægtsboligen på gården,
kom min søster og jeg som de allersidste
for at se, om vi ville arve noget fra min fars
barndomshjem. Der stod en lille papkasse
midt på gulvet. I kassen lå et album med
et hagekors udenpå fra Markus’ soldatertid. Der var billeder af en smilende ung
Markus i tæt samvær med andre glade,
unge mænd, varme breve mellem mor og
søn, og bagerst brevet til familien om, at
Markus var “vermisst” (savnet), og endelig brevet om, at han var faldet. I kassen
fandt vi også en lang brevveksling mellem
mor Anna Sofies bror, Peter, og Deutsche
Wehrmacht, fordi Anna Sofie så hjertens
gerne ville have et billede af sønnens sidste hvilested. Brevene var fra begge sider
meget høflige, og det lød faktisk som om,
man rent faktisk forsøgte at fremskaffe et
billede. Men det lykkedes ikke.
Kassen havde Anna Sofie gemt i alle
årene. Familien havde efterfølgende også
gemt den – og måske glemt – den lille
kasse. Min søster og jeg tog den til os og
passer på den. Hvorfor? Fordi den rummede en del af vores historie! Uanset om vi
kunne lide den eller ej. Kassen var for mig
et sindbillede på, at man ikke skal og ikke
kan løbe fra det, man er rundet af. For mig
er det tyske en del af min historie. Også
at en kæk ung mand – min fars onkel – i
1930’erne bekendte sig til et Nazityskland
og et regime, ingen af os ville kendes ved.
Min niece, Anna Sofie, (som min søster
opkaldte efter Markus’ mor), var i sommeren 2013 på en rejse i Ukraine. Via internettet havde hun fundet Markus’ gravsted, og
hun tog derned for at lægge en blomst. Og
på den tyske kirkegård herskede tysk orden,
så man med et sindrigt koordinatsystem
kunne finde frem til lige præcis den plet
på plænen, hvor Markus ligger begravet.
Ligeledes havde man optegnet, hvornår
de enkelte gravsteder havde haft besøg. Og
ingen havde besøgt Markus. Undtagen nu
hans brors oldebarn. Det var en stærk og
bevægende oplevelse for hende.
MIN KONFIRMATION
Da jeg er 13 år blev jeg konfirmeret. Selvfølgelig i den danske kirke i Harreslev!
Kirken var – som mange andre steder i
Sydslesvig – en kirkesal på skolen. Til
hverdag var rummet et stort mødelokale,
hvor vi holdt morgensang, øvede kor eller
havde musikundervisning. Om søndagen
foldede man bagvæggen til side, hvor der så
åbenbarede sig et alter. Fra depotet hentede
man knæfald og døbefont frem, og stillede det op, sammen med stole i salen til
kirkegængerne. Det fungerede fint og efter
hensigten. Præst Ib Wolfhagen var “ægte”
dansker nordfra. Ligesom flertallet af de
andre præster i Sydslesvig. Ligesom mange
af lærerne på Duborgskolen og ligesom
et stigende antal lærere i grundskolerne.
Nogle var der kun i få år og tog desillusio-
nerede hjem igen. Andre faldt godt til og
lærte at holde af det miskmask af dansk
og tysk, som Sydslesvig er. Dem, der havde
det svært, var ofte dem, der så det som en
mission at tage til Sydslesvig. Enten ville
de kæmpe for et Danmark til Ejderen, eller de så det som deres opgave at skabe et
Sydslesvig med mere dansk kultur. Men de
unge sydslesvigere, de mødte i skolen eller
i kirken, havde intet ønske om en ændring
af vores nationale tilhørsforhold. Ingen af
os havde et ønske om, at Sydslesvig skulle
blive en del af Danmark. Vi talte tysk, så
tysk fjernsyn (Danmarks radio virkede
umådelig gammeldags med kun én kanal
og ingen synkronisering af amerikanske
film), var fan af tyske bands, hørte “Hit
Parade” og “Disco”, læste ungdomsbladet
BRAVO og elskede tyske pølser. Så selvom vi
bekendte os til det danske mindretal, må vi
uvægerligt have virket rigtig meget tyske på
de missionerende danskere, der kom for at
give en hånd med syd for grænsen.
HVEM ER JEG?
Netop dette indtryk hos danskerne, der
mødte os fra Sydslesvig, gav et andet hak
i identiteten, da jeg var 13-14 år. Jeg havde
hele min barndom spillet håndbold i
den danske håndboldklub HUF i Harreslev. En sommer tog hele ungdomsafdelingen fra HUF til Fjaltring for at spille
håndbold. Vi blev indkvarteret privat. Jeg
boede hos Bodil og hendes forældre og
nr. 5 / oktober 2015
11
Familien Rykind-Eriksen med deres
syv børn på Rødding Højskole, 2009.
hendes storebror. Jeg var stadig en genert
pige og var lidt nervøs for alt det nye. Men
jeg glædede mig til at skulle være blandt
ligesindede, som kunne forstå mit danske
jeg, som efterhånden havde vokset sig
større. Jeg følte mig megadansk, da jeg
kom til Fjaltring, og i hvert fald havde
jeg ikke noget med de der tyskere at
gøre. Derfor så jeg frem til at være blandt
ligemænd i nogle dage. Men hold da op
et kulturmøde! Jeg ved ikke, om I ved,
hvordan man taler i Fjaltring? Bodil boede
på en gård, og udover at hendes familie
var ualmindelig fåmælte, så forstod jeg
ingenting af, hvad de sagde. Og de havde
også store problemer med at forstå mig.
Broren grinede og gjorde nar af min udtale og min ordstilling, og jeg blev virkelig
flov og følte mig ydmyget.
Vi var i Fjaltring nogle dage, spillede en
masse håndbold og deltog i forskellige
kulturelle arrangementer, hvor danske og
sydslesvigske børn fik mødt hinanden –
givetvis med et ønske om at styrke båndene mellem Danmark og Sydslesvig og give
os store børn en fornemmelse af sammenhørighed. Min oplevelse af mødet med
Danmark var nærmest modsat. Jeg forstod
dem ikke. De talte mærkeligt og langsomt,
og deres kendskab til os var nærmest ikkeeksisterende. Efter hjemkomsten sendte
klubben i Fjaltring et takkebrev til os. De
havde været meget glade for at få besøg
fra Tyskland, møde det tyske sprog og den
tyske kultur. Den sved! Havde jeg givet
indtryk af at være fanebærer for Tyskland
og tysk sprog og kultur?
I efterrationaliseringen forstår jeg det
godt: De mødte en flok unge, der indbyrdes talte tysk, som havde svært ved at
følge med i deres samtaler, havde svært
ved at formulere sig på dansk og ingen
kendskab havde til de danske bands, de
unge prøvede at tale med os om. Men jeg
kom hjem frygtelig såret og forvirret.
Som 16-årig dimitterede jeg fra Gustav
Johansen skolen i Flensborg med en dansk
realeksamen. Og jeg var ikke i tvivl om,
at min videre skolegang skulle foregå i
Danmark. Jeg ville tage en ungdomsuddannelse og læse til pædagog eller lærer
for derefter at komme tilbage til Sydslesvig
og arbejde indenfor mindretallets rammer. Jeg kunne tage studentereksamen
på Duborg-Skolen, men det ønskede jeg
ikke. Den sydslesvigske andedam, hvor
alle kendte alle, var blevet for lille for mig.
Jeg ville til Danmark. Så det blev til to år
på Aabenraa Statsskole, hvor jeg boede på
Alumnatet, det tilhørende kollegium, hvor
der stort set kun boede sydslesvigere og
grønlændere. Sproget på kollegiet var utroligt. Sydslesvigerne talte tysk sammen,
grønlænderne grønlandsk, og sammen
talte vi dansk.
Også denne gang kom jeg til Danmark med en opfattelse af mig selv som
dansker, bare med et tysk pas og med to
sprog. Men blot 30 km nord for mit hjem
i Harreslev måtte jeg sande, at jeg havde
det endog meget svært med både det
danske sprog, humoren og den indforståethed og ironi og sarkasme, som kendetegner danskere, og som man ikke har på
samme måde syd for grænsen.
SPROGBLOMSTER FRA SYDSLESVIG
Sprogligt var det rigtig svært at følge med,
når jeg skulle høre danskernes dansk hele
dagen. Og jeg ledte konstant efter ordene,
når jeg skulle forklare noget. Jeg lavede
mange sydslesvigske “sprogblomster”,
som er en hel verden for sig. Jeg havde jo
ikke noget dansk ungdoms- eller slangsprog. Hvor nogle danskere siger “ik’ os’”
efter hver sætning, sagde jeg “ne” – som
ingen forstod. Mit ordforråd var mest
at betragte som korrekt rigsdansk, men
udtalt med umiskendelig tysk accent. På
plussiden var, at jeg kun befandt mig 30
km nord for grænsen, og i Aabenraa var
der modsat Fjaltring et vist kendskab til
Sydslesvig. Ligesom vi var mange af “min
slags”, så jeg kunne få lov at være sydslesvigsk flere timer om dagen og tale tysk
med de andre alumner. Men i hverdagen
på gymnasiet og i Aabenraa følte jeg mig
ikke-dansk. Og det skulle jo blive værre.
Efter endt HF-eksamen ville jeg på højskole. Jeg havde stadig drømmen om læse
til pædagog eller lærer – gerne indenfor
specialområdet. Så jeg fandt frem til Egmont
nr. 5 / oktober 2015
Foto: Lars Salomonsen
12
Højskole, hvor man blander fysisk, psykisk
og ikke-handicappede. Jeg var lige fyldt 18 år
og følte mig klar til at stå som ene-sydslesviger blandt danskerne. Sproget havde jeg fået
mere styr på. Men nu kom den næste mavepuster. De danske elever, som jo kom fra
alle steder i Danmark, anede overhovedet
ikke, at jeg eksisterede! Mange vidste ganske
enkelt ikke, at der boede et dansk mindretal
syd for grænsen!
Her var jeg opdraget til at forstå, at de i
Danmark var kede af at have mistet os, og
man derfor aldrig ville glemme os. At vi
var Danmarks broderfolk syd for grænsen, hvorfor Dronningen endda sendte
hilsner til os i hver eneste nytårstale.
Men virkeligheden var, at de allerfleste
danskere ganske enkelt ikke anede noget
som helst om Sydslesvig. Jeg blev derfor
betragtet som en tysker, der kunne tale
dansk. Ikke andet. For alvor blev jeg i tvivl
om, hvem og hvad jeg var. I Sydslesvig
anså flertalsbefolkningen mig som et
excentrisk kuriosum, som man måtte
bære over med. I Danmark var jeg hende
tyskeren. Jeg holdt en morgensang om
det danske mindretal for de andre elever,
hvor jeg bl.a. blev spurgt, hvorfor vi ikke
bare flyttede til Danmark, hvis vi nu ikke
kunne lide Tyskland. Det værste var, at de
betvivlede min danskhed, når vi talte tysk
derhjemme. Jeg var jo som sagt kun 18 år,
og blev virkelig selv utrolig meget i tvivl!
Jeg troede, jeg var dansk, men det var jeg
ikke. Ligesom jeg hele tiden havde troet,
at jeg ikke var tysk, men det var jeg så lidt
alligevel. Måske jeg i virkeligheden blot
var en tysker, der kunne tale dansk?
I nogle år svingede jeg mellem at føle mig
som et “både-og” og et “enten-eller”. Nemt
var det ikke. Mange unge har jo diskussioner med sig selv om deres identitet, ståsted
og tilhørsforhold i forhold til forældre, miljø
osv. Og den slags diskussioner havde jeg
rigelige af i nogle rodløse ungdomsår. Oveni
fik jeg så en national identitetsdiskussion.
fulde og værdsatte? Jeg oplevede det som
et totalteater, jeg helt uvidende spillede
med i, og hvor vi spillede foran et blindt
publikum. Det var nærmest ubærligt. Fra
at have problemer med at være skizofren,
om hvorvidt jeg var tysk eller dansk eller
ren sydslesvigsk, var jeg nu i min selvoplevelse reduceret til et hverken-eller. Og
nu gik det ellers rigtig fint med sproget.
Men identitetsmusklen var blevet
forstuvet. Og det kan altså tage noget tid
og genoptræning at komme sig over en så
alvorlig skade.
GRÆNSESTOP
Efter højskoleopholdet flyttede jeg med
tre danske venner til Haderslev, hvor vi
startede et kollektiv. Jeg følte mig for ung
til at starte på seminariet og ville finde
et job et sted. Men jeg var knap ankommet til Haderslev, før jeg fik brev om, at
min opholdstilladelse var udløbet, og jeg
havde 14 dage til at forlade Danmark. Det
kom som et chok. Jeg havde godt nok tysk
pas, men jeg regnede opholdstilladelse
som en ren formsag. Jeg var jo sydslesviger og havde derfor ikke i min vildeste
fantasi forestillet mig, at jeg kunne blive
smidt ud af Danmark. Men det blev jeg!
Og den danske side i mig fik det nu for
alvor svært! Var jeg for danskerne ikke
anderledes end alle mulige andre udlændinge fra f. eks .Tyrkiet, Bosnien eller
Ghana? Var det kun i sydslesvigernes egen
verden, at vi eksisterer og føler os værdi-
KRISEHJÆLP TIL ET BALLONDYR
Jeg gik i sort og overvejede, om jeg skulle
flytte hjem for at droppe alt med Danmark, som helt åbenlyst hverken kendte
mig eller ønskede mig i landet. Jeg var
hjemme hos mine forældre, og de var ligeså overraskede som mig – måske endda
mere. Jeg var ked af det og prøvede at opstøve gamle venner. Men hov – hvor var
de henne? Dem, jeg havde haft allermest
med at gøre, mens jeg boede hjemme, var
nu enten flyttet til Danmark for at studere
eller begyndt på håndværksuddannelser
i Tyskland. Der var ikke noget Sydslesvig
for mig at komme tilbage til.
Jeg kunne opholde mig i Danmark, hvis
jeg studerede, så jeg tog til lærerseminariet
i Haderslev og startede på læreruddannelsen som 19-årig. Jeg var absolut ikke
motiveret, hutlede mig igennem, og havde
13
Livet har lært mig,
at identitet ikke findes
i sproget eller i passet.
Identiteten findes det
sted, hvor man selv føler
sig hjemme og regner
sig til
nogle rodede år uden retning og mening. Jeg var så meget
i tvivl om, hvem og hvad jeg var, og hvor jeg hørte hjemme, at jeg helt holdt op med at forholde mig til det.
Men livet gør jo noget for én. Mens jeg læste på seminariet, blev jeg voksen. Jeg fik en kæreste – en dansk kæreste. Vi flyttede ind i et nedlagt landbrug på landet, fik
får, høns og kaniner og begyndte så småt at bygge rede.
Der kom et barn, en skilsmisse, et nyt højskoleophold,
en ny mand og flere børn.
Lige så stille tog livet form, og jeg fandt mit sted i livet.
EN MOR MED SAMME PAS SOM SINE BØRN
Det er fortsat sådan, at jo længere væk jeg kommer fra den
dansk-tyske grænse, desto oftere må jeg fortælle, hvor jeg
kommer fra. Der bliver gættet i alle retninger: Færøerne?
Bornholm? Norge? Det har jeg vænnet mig til. I dag ser
jeg mig selv som ambassadør for Sydslesvig i vores nordlige fortrop Danmark. Jeg har vænnet mig til, at når jeg
præsenterer mig for et publikum, må jeg altid starte med
at fortælle, at jeg kommer fra Sydslesvig, og min accent
derfor er tysk, men da jeg har boet mere end 30 år i Danmark, regner jeg med, at vi klarer det uden simultantolk.
I arbejdet på Rødding Højskole har vi sat os for, at
ingen elever, som har valgt at tage et højskoleophold på
Danmarks ældste Højskole, skal tage hjem uden at have
besøgt det danske mindretal i Sydslesvig – uden at have
hørt om 1864 og Dannevirke – og uden at have mødt repræsentanter fra Ambassadørkorpset på enten det danske
gymnasium i Flensborg eller i Slesvig. Det er et rigtig godt
initiativ, som Grænseforeningen har sat i værk, og som
skal tjene til at give danske unge kendskab til mindretallet, og som samtidig faktisk er med til at styrke de unge
sydslesvigeres bevidsthed om deres egen identitet.
Vores danske elever tager som udgangspunkt ikke
på Rødding Højskole pga. skolens historie eller dens placering i grænselandet. De kommer for at få nogle faglige færdigheder og møde nye
mennesker. Og de forventninger sørger vi selvsagt også for bliver indfriet. Men derudover ønsker vi at udvide deres horisont på mange andre
områder også – deriblandt en stillingtagen til, hvad identitet er for en
størrelse, og en forståelse af vigtigheden af mindretal. Og en stillingtagen til, hvad “danskhed” egentlig kan dække over.
Grundtvig siger det jo meget rammende i sangen “Folkeligt skal alt nu
være”: Til ét folk de alle høre, som sig regne selv dertil, har for modersmålet
øre, har for fædrelandet ild…
Livet har lært mig, at identitet ikke findes i sproget eller i passet.
Identiteten findes det sted, hvor man selv føler sig hjemme og regner
sig til. Man kan altså sagtens komme fra et helt andet sted på kloden, og
alligevel med tiden komme til at føle sig dansk i hjertet. Uanset at man
taler med en særpræget accent, spiser sjove udanske retter eller har en
mørkere lød i huden end en gennemsnitlig nordbo.
Jeg har nu i 2015 efter 33 år i Danmark skiftet statsborgerskab. Til
dansk, selvfølgelig. Hvorfor skulle det tage så lang tid? Er det først nu,
jeg synes, jeg er dansk? Nej, er det korte svar, for det har jeg jo været
altid. Dansk i hjertet og med tysk pas i hånden.
Men hvorfor så lave om på det, når statsborgerskabet og indfødsretten
egentlig ikke er et parameter for identitetsbevidstheden i mit univers? For
mig er statsborgerskab ren teknik. Jeg har overhovedet ingen overvejelser
om, at jeg siger farvel til noget og goddag til noget andet. Jeg synes blot, at
jeg langt om længe vil være så meget en teknisk del af dette land, at jeg også
kan stemme til Folketingsvalg. At jeg, uanset hvordan de politiske vinde
måtte komme til at blæse i fremtiden, ikke bliver sendt uden for Danmarks
porte. Og! At jeg får det samme statsborgerskab som mine syv børn.
Det kommer helt givet ikke til at forandre noget som helst. Jeg kommer stadig til at have min tyske accent. Jeg kommer stadig til at elske
tyske pølser og Flensburger Pilsner, og jeg kommer stadig til at skulle
starte hvert foredrag med at fortælle, hvor jeg i virkeligheden kommer
fra. For uanset stemplet i passet, vil jeg jo i virkeligheden altid være
“Anja vom Industrieweg in Harrislee.”
Foto: Lars Salomonsen
nr. 5 / oktober 2015
14
nr. 5 / oktober 2015
DET SLESVIGSKE FUSIONSKØKKEN, 2. del
KAKKEBILLEØL OG
KÅL I LANGE BANER
Madelsker og forfatter Kristian Ditlev Jensen har sat madkender og historiker Inge
Adriansen stævne til en samtale om det særlige ved det slesvigske fusionskøkken og den
gastronomi, det har skabt. Første del af samtalen, “Rødgrødstyskere og pølsedanskere”,
blev bragt i forrige nummer. Her følger anden del, som starter med en romrejse.
Af Kristian Ditlev Jensen
det hele selv i sådan en fin én. Og lige inden
havde jeg købt en aspargesgryde, og når man
har en gryde til asparges, så har man stort
set alt! Så jeg sprang over. Retten rompot
finder man ikke særlig udbredt andre steder
i Danmark end i Sønderjylland. Man finder
desuden retter som rombudding, kager med
rom, man kan marinere kød i rom og så
videre. Rumtopfen er en større sag hernede,
hvor man jo regner den for rigtig festmad.
Man bruger gerne stenfrugter, det synes jeg
er bedst, og så lægger man dem i lerkrukken i
løbet af sommeren med sukker og rom og låg
på. Så gælder det om at udvise karakterstyrke,
for man skal egentlig først åbne rompotten
om vinteren. Mange bruger første december
som skæringsdato, og så spiser man af den
hele julemåneden. Med is til eller man kan
også bare spise den med flødeskum og knuste makroner. Og så skal man huske, at når
folk får den til dessert, så skal man altså ikke
også give dem et lille glas ved siden af med
noget stærkt i. For så kan de ikke køre hjem,”
fortæller Inge Adriansen.
KAKKEBILLEØL
Hun fremhæver i øvrigt den betydning, som
gode produkter fra Slesvig havde for kongehuset tidligere gennem et slående eksempel. På
Fotos: Scanpix
Der eksisterer en kulinarisk specialitet, der
for nogle vil være ganske overraskende, men
som ikke desto mindre er meget udbredt lige
syd for grænsen – en specialitet, som egentlig
kommer fra de danske kolonier i Vestindien.
Og det er naturligvis rommen.
“En meget stor ting i Sønderjylland er
farisæeren – kaffe med rom eller snaps i
og flødeskum på toppen, så man ikke kan
lugte alkoholen. Og den er altså meget mere
udbredt syd for den dansk-tyske grænse
end nord for. I det hele taget er der mange
retter med rom fra Sydslesvig. De kommer
fra Flensborg, fordi Flensborg tidligere var
centrum for romproduktion i hele Nordeuropa – der er jo simpelthen et rommuseum
i Flensborg i dag! Retterne kunne være sådan
noget som Rumtopf – der hedder rompot på
dansk – hvor man lægger frugt og sukker i en
krukke og hælder stærk rom på. Det er en tysk
skik. Og jeg kan huske, hvordan jeg engang,
da jeg var ude og vandre i Sydtyrol faldt over
en rigtig smuk og avanceret Rumtopf, altså
en helt særligt fremstillet glaseret lerkrukke
med smukke dekorationer. Men den kostede
dengang 6-700 kroner, og de penge var ærligt
talt givet bedre ud på frugt – og især på rom!
Den skulle man kun købe, hvis man sådan
virkelig skulle lege den lille husmor og lave
nr. 5 / oktober 2015
Sydslesvigerne spiser så meget
lammekød, at de i det lokale
supermarked kan beundre et
stort udvalg af friskslagtet
lam ude fra marsken, mens
danskerne nord for grænsen
tager til takke med en frossen
kølle fra New Zealand.
En farisæer er en drik opfundet i 1900-tallet
på friserøen Nordstrand. Drikken består af
stærk kaffe med 1 eller 2 stykker hugget
sukker og rom. Rommen blev gemt under
flødeskum, så den pietistiske præst på
øen ikke kunne lugte, at menigheden drak
spiritus. Ved et bryllup eller en barnedåb fik
præsten en kop, som ikke var bestemt for
ham, og udbrød: I farisæere!.
Farisæer anses for at være nordfrisernes
nationaldrik. Men drikken kan købes langs
hele vadehavskysten.
15
16
nr. 5 / oktober 2015
Sønderborg Slot får den besøgende historien om kakkebilleøllen, der var en berømt
øl, som blev brygget i Eckernførde, og som
var den foretrukne øl ved det danske hof i
15-1600-tallet. Da Kong Christian II sad 17 år
i fyrsteligt fangenskab på Sønderborg Slot,
var der en konstant import af øl fra Eckernførde til kongen, imens hans vagtmandskab
fik øl brygget i Sønderborg. Hans Majestæt,
den tilfangetagne, drak kun kakkebilleøl
eller en enkelt gang tilsvarende luksusøl.
I Rigsarkivet i København ligger der regnskaber fra 10 ud af de 17 år, hvor Christian II
opholdt sig på Sønderborg Slot, og her kan
man se alt, hvad han åd og drak. Regnskaberne viser, at der i perioden fra 1533 til 1543
blev indkøbt kakkebilleøl 235 gange til Kong
Christian II’s behov. Nogle gange kun en
tønde, andre gange tre-fire tønder ad gangen. Desuden blev der også købt pryssingøl
fra Danzig, hamborgerøl og det stærke og
dyre øl fra Einbeck. Hertil kom et betydeligt
forbrug af rhinskvine og franske rødvine.
“Han levede jo på et absolut fyrsteligt
niveau. Og det kan jo være lidt svært at
forstå for folk, der kun kender Carl Blochs
maleri af kongen, der går rundt og rundt
og rundt om bordet og laver en fure i det
med sin finger. Jeg ville gerne have folk
til at forstå, at når man talte om fangenskab, så var det altså varetægtsfængsling
på ubestemt tid – men på absolut luksusniveau. Og så tænkte jeg, at vi skulle
have sådan en luksusøl. Så jeg kørte rundt
til en række danske mikrobryggerier og
prøvesmagte og snakkede med tyske ølentusiaster. Hvad kunne en kakkebilleøl
mon egentlig være? Vi nåede frem til, at
det naturligvis måtte være en overgæret
øl, og at det var en aletype. Og så endte jeg
på Refsvindinge Bryggeri, hvor de har den
berømte Ale Nr. 16. Den fik vi så justeret
lidt, og nu kan man så smage kakkebilleøl på Sønderborg Slot. Eller det, som
vi tror og mener er noget i retning af en
kakkebilleøl. For kilden tørrede ud midt i
1600-tallet,” fortæller Inge Adriansen.
Et andet øleksempel, som hun drager
frem, er Flensburger-øl, der fremstilles i et
hav af varianter i Flensborg. Den nordty-
ske øl fås i alle sorter fra den alkoholsvage
Radler – som betyder “cyklist” og er tynd
pilsnerøl blandet med citronvand – til en
fuldfed og alkoholvoldsom efterårs-bock
bier, der er et sæsonbryg, som måske kan
sammenlignes med Carlsbergs tungere julebryg. Men også øllet flyder frem og tilbage
over den nuværende grænse. Og det er ikke
bare i billige dåser. Inge Adriansen fortæller, at de berømte “danske” eller “sønderjyske” øl fra bryggeriet Fuglsang fremstilles
på et bryggeri, der drives af medlemmer af
det tyske mindretal – i Danmark. Altså er
det i og for sig forbindelsen til den tyske
øltradition, der gør de sønderjyske øller så
gode. De er, dybest set, sydslesvigske.
TOTE TANTE
Netop drikkevarerne er noget af det, der
rigtig skiller sig ud i Sydslesvig. Tote Tante
er det tyske navn for en Lumumba. Inge
Adriansen hæfter sig ved, at man har
opkaldt en varm drik efter en frihedshelt.
Det svarer, som hun siger, til, at man kaldte
en varm vinterdrink for “en Kaj Munk”.
Derudover er der solbærrommen, som laves
ved at solmodne solbær overhældes med
rom på mindst 54 procent. I gamle dage
havde husmoderen altid sin hjemmelavede
solbærrom stående i karaffel i stuen, og
hver gang noget – som helst – skulle fejres
eller bare være lidt finere, så kom karaflen
på bordet, og så fik man et lille glas af den
konserverede slesvigske sommer. Som altså
enten kunne være nordslesvigsk eller, mere
sandsynligt, sydslesvigsk. For alt med rom
er som sagt stærkere syd for grænsen. Hun
nævner også snapsen bommelunder, der
har været fremstillet siden 1760. Den stammer fra den nu hedengangne Bommerlund
Kro, hvor kroejeren Peter Schwennessen
efter sigende fik opskriften af en fransk officer, der ikke kunne betale sin regning. Han
betalte så med opskriften, der indeholder en
række urter. Snapsen holder 42 procent.
KÅL FEJRES MED EN FESTIVAL
Hvad med pølserne i Sydslesvig? Er de tyske
eller danske?
“Den røgede leverpølse får man jo for
eksempel ikke på samme måde i Danmark, som man gør nede syd for grænsen.
I Sønderjylland, nord for grænsen, spiser
man en del leverpølser, der ofte smøres
på brødet, men den får man jo også i Sydslesvig i sådan en mere fast form, hvor
man skærer skiver.”
En anden ting, der virkelig er ægte
sydslesvigsk, men som er vandret derop
nedefra – og i princippet videre hele vejen
op til Danmark – er kålen, der oprindeligt kommer fra Ditmarsken, der ligger i
Holsten syd for Sydslesvig. Her ligger det
største samlede kåldyrkningsområde i
hele Europa. Der dyrkes på over 3000 hektarer mere end 80 millioner kålhoveder
hvert år, hvilket PR-folk i området kækt
har oversat som “cirka ét per indbygger i
Tyskland”. Det fejres blandt andet hvert år
med en kålfestival, Ditmarscher Kohltage,
i september måned, hvor man skyder
festivalen i gang med årets første traditionelt meget højstemte “kålsnit” – hvor en
kålbonde skærer det første kålhoved fri.
I 2015 skete det hos familien Thiel-Peters
i den smukke landsby Nordermeldorf i
Christianskoog. Efter høstens start spises
der kål i lange baner – og i alle varianter.
“Jeg har selv været dernede for at opleve
deres kåldage, hvor man kan spise kål på
forskellig vis. Det er naturligvis Sauerkraut og Weinkraut og så videre. Og det
er jo klassiske tyske retter – også selv om
de eksporteres til grænseområderne. I
Sydslesvig hedder surkålen Sauerkraut.
Men hvis du kører videre fra Ditmarsken
og kommer helt ned til Alsace, har de jo en
fransk betegnelse, der hedder choucroute
– det er Weinkraut på fransk manér. Det
vil sige, at den er syrnet med vin i stedet
for eddike. Og i Alsace syd for Strassbourg
har man også kålmarker, så langt øjet rækker,” fortæller Inge Adriansen.
LAM SOM HVERDAGSRET
Ude på Vadehavets øer – som Sild, Føhr,
Amrum, Hooge, Pellworm og halvøen
Nordstrand – er det søfarten, der præger
det gastronomiske billede. Og så planterne, der vokser nær Vadehavet. Blandt
nr. 5 / oktober 2015
I Rigsarkivet i
København
ligger der
regnskaber
fra 10 ud af
de 17 år, hvor
Christian II
opholdt sig på
Sønderborg
Slot, og her
kan man se alt,
hvad han åd og
drak. Regnskaberne
viser, at der i
perioden fra
1533 til 1543
blev indkøbt
kakkebilleøl
235 gange til
Kong Christian
II’s behov.
andet indgår planten strandvejbred, der
kan hakkes og bruges i supper. Man har
også mere fisk, fordi man har lettere
adgang til fisk. Det samme gælder lammene, der er ude i marsken. Lammeretterne syd og nord for grænsen er stort set
ens – man laver lammerullepølse og stegt
lammekølle og så videre. Men ifølge Inge
Adriansen er en af de slående forskelle,
at udvalget af fersk lammekød er meget
større syd for grænsen i forhold til nord
for. Sydslesvigerne spiser åbenbart så
meget lammekød, at de til hver en tid
kan køre ind til det store supermarked
Citti-Grossmarkt i Flensborg og beundre et stort udvalg af friskslagtet lam
ude fra marsken, mens danskerne nord
for grænsen, groft sagt, må nøjes med
en frossen kølle fra New Zealand, hvis
de ikke vil køre til Vestkysten og købe
direkte hos producenterne eller slagteren
på Rømø. Lammene, der bliver opdrættet
nær digerne med den frodige saltholdige
vegetation, får en karakteristisk og dejlig
smag. Men lammekød er slet ikke på
samme måde hverdag i Danmark, som
det er det i Sydslesvig.
HUSUMER KRABBEN OG KIELER SPROTTEN
Det samme gælder Husumer Krabben, der
er de små, lidt brunlige vadehavsrejer, der
på dansk kaldes for Rømø-rejer. De ligner
omtrent døden fra Lübeck, i hvert fald i
forhold til en almindelig lyserød reje, men
faktisk har de en meget delikat smag, fordi
de lever i Vadehavet. Inge Adriansen serverer dem sædvanligvis ikke for den danske
del af hendes familie.
“De vil bare tro, at det var tredje- eller fjerderangsrejer, men det er det bestemt ikke.
Det er en dejlig sydslesvigsk delikatesse, og
hvert år fejres den fine råvare med Husumer Krabbentage i en weekend i oktober.
En fiskespecialitet fra Østersøkysten er
Kieler Sprotten, der ikke som navnet ellers
siger, kommer fra Kiel, men fra Eckernførde
i det sydøstlige Sydslesvig. Sprotten er brislinger, der er ca. 10 cm lange og vejer kun 25
gram. De røges over bøgetræ og pakkes og
forsendes i trækasser. Ved afsendelsen fra
17
banegården i Kiel blev der førhen stemplet
Kieler Sprotten på trækasserne, deraf opstod
navnet, som er blevet fastholdt ligesom de
rå trækasser. Den af røgningen gyldne fisk
er meget delikat og kan spises mit Kopp
un Steert, da benene er små og bløde. Men
mange foretrækker at trække hoved, rygfinne og hale af i et snuptag, og derpå spise
den lille fisk, der ledsages af rugbrød eller
lidt stuvede kartofler, men først og fremmest skal der øl og snaps til. Det er ganske
dyrt, men herlig gæstemad.
Der er mange flere faste årlige fejringer
af gode råvarer i Sydslesvig end nord for
grænsen, og her kunne de sønderjyske producenter virkelig lære noget. Der afholdes
også hvert år Schleswig-Holstein GourmetFestival, og det gastronomiske netværk
Feinheimisch har mange medlemmer, ikke
blot fødevareproducenter, men også kroer
og hoteller, der serverer regionale retter.
Feinheimisch har som formål både at bevare
det slesvig-holstenske køkken og at videreudvikle med respekt for det autentiske.
Endelig bør de meget velassorterede gårdbutikker i Sydslesvig fremhæves. Da der er
færre gårdmandskoner beskæftiget uden
for hjemmet syd for grænsen end nord for,
har de tid og ressourcer til at dyrke og sælge
grønsager, safter og marmelader.
“På velassorterede markeder, i gårdbutikker og i mange specialforretninger kan
man få alt, hvad tænkes kan. Hyggelige
kroer og store gourmettempler varter op
med mange regionale specialiteter. Så
man kan roligt tage en gastronomisk rejse
i Sydslesvig,” siger Inge Adriansen.
Første del af Kristian Ditlev Jensens samtale
med Inge Adriansen om den slesvigske gastronomi blev bragt i GRÆNSEN nr. 4, 2015.
Til videre læsning anbefales Inge Adriansens bog “Smag på Sønderjylland – madkultur uden grænser” anmeldt i GRÆNSEN nr.
5, november 2012.
Kristian Ditlev Jensen er forfatter og journalist og bosiddende i Flensborg. I 2014 udkom han med bogen “Sønderjylland”. Han er
på vej med en lignende bog om Sydslesvig.
18
nr. 5 / oktober 2015
SELV DET VÆRSTE MÅ
IKKE VÆRE FORGÆVES
Knap 2000 danske politifolk blev i september 1944 deporteret
til koncentrationslejren Buchenwald. En af dem var Niels Peter
Fabricius Hansen, 25 år gammel, gift og far til to små børn.
191 dage i helvede fik livslange konsekvenser.
Niels Peter Fabricius Hansen sidder i tre tyske kz-lejre: Neuengamme,
Buchenwald og Mühlberg, fra 20. september 1944. Den 31. marts 1945
kommer han med De Hvide Busser. På sin 27-års fødselsdag den 24.
april 1945 går han i land i Malmø. Den 9. maj bliver han genforenet med
sin familie i Holstebro.
Sammenlagt sidder Niels Peter 191 dage i koncentrationslejr – halvdelen af tiden i Buchenwald. Senere skriver Niels Peter: “En dag i Buchenwald var lang som en uge – nogle dage var lange som måneder.”
Fire år efter krigen får han brev fra Günther Siegel i Leipzig i DDR.
Günther kommer fra en landsby ved Buchenwald og var under besættelsen
tysk soldat i Holstebro. I starten af 1950’erne sidder han på arkivet i Leipzig
og søger efter oplysninger om den by i Danmark, hvor han tilbragte tre år,
og i sin leden finder han et billede af Niels Peter som fange i Buchenwald og
ser, at han er fra Holstebro. Han sender billedet og et brev, og efterfølgende
starter en smuk og sjælden brevveksling, hvor fjender bliver til venner.
Günther er årsagen til, at Niels Peter er en af de få, vi har et foto af
fra tysk kz-fangenskab. Niels Peter oplyser selv, at billedet er taget 20.
september 1944 ved overflytningen fra Buchenwald til Mühlberg Han
er fotograferet med et skilt om halsen med sit navn og fangenummer
309.326. Han ligner en overlever.
I et brev fra 1952 skriver Niels Peter til Günther: “Det er med stor glæde,
at jeg for nylig gennem pålidelig kilde har modtaget underretning om, at
koncentrationslejren i Buchenwald for længst er nedlagt. Mine tanker har
ofte været på udflugt til dette ellers skønne sted, hvor mennesker havde
fået lavet et helvede, og hvor uretten var sat i højsædet. Det har været mig
bekendt, at lejren efter krigens afslutning blev benyttet til forvaring af
nazister, og dette har gjort mig ondt, da jeg mener, at dette var en uret og
hån mod os tidligere fanger – ikke mindst de døde og deres efterladte.
Stedet er jo trods alt en stor kirkegård, hvor fred skal råde og være et min-
Foto: Scanpix
Af Erik Lindsø
nr. 5 / oktober 2015
19
20
nr. 5 / oktober 2015
Niels Peter
oplyser selv, at
billedet er taget
20. december
1945 ved overflytningen fra
Buchenwald til
Mühlberg Han
er fotograferet
med et skilt om
halsen med sit
navn og fangenummer 309.326.
Han ligner en
overlever.
de for efterslægten. Men det har som nævnt glædet mig
at erfare, at lejren er nedlagt, og at jernbaneskinnerne
dertil er rustne og overgroet med græs. På de steder, hvor
mange ulykkelige gennemgik store lidelser, vokser nu
markens vilde urter, der lægger et forsoningens og glemslens tæppe over den begåede uret. Dette sted vil altid for
mig været helligt, og jeg håber en gang at få lejlighed til at
komme der for at mindes de døde.”
EN RADIOFORTÆLLING
For ti år siden fortalte jeg i et radioprogram, om da jeg
som 20-årig på en bustur besøgte Buchenwald og om
det indtryk, det gjorde, på turen at møde en mand, der
havde været fange i Buchenwald, og som for første gang
skulle besøge lejren. Mit radiospeak lød sådan her:
Da jeg var 20 år gammel, så jeg for første gang en tidligere kz-lejr. Det var Buchenwald nord for Weimar. Det
gjorde et så stærkt indtryk på mig, at jeg i nogle år havde
svært ved at håndtere det, når det dukkede frem.
Omkring 2000 danske politifolk blev deporteret til Buchenwald, og jeg var dernede, viste det sig, sammen med en af de
politibetjente, som havde siddet der. Han havde ikke været
der siden befrielsen, og på det tidspunkt, vi kom der sammen,
var det 31 år siden. Han havde i de forløbne år været igennem
mange personlige rædsler og var i 50-års-alderen blevet førtidspensioneret med kz-syndrom. Han havde altid håbet, han
en dag skulle komme tilbage til Buchenwald, for, som han
sagde, at mindes de døde. Men de sidste par år var det også
blevet vigtigt for ham at komme derned for at konstatere, at
det var rigtigt, hvad han huskede – for det var kommet til
ham, fortalte han, at han ind imellem kunne blive bange for,
at det, han havde oplevet, var noget, han havde fundet på.
Han havde også i årene lige efter krigen oplevet danskere, der
ikke troede på ham – så voldsomme var uhyrlighederne – og
han havde derfor valgt at klappe i og længe haft det sådan, at
han ikke turde gense stedet af angst for at blive konfronteret
med en historie, han havde opfundet.
Jeg lærte ham at kende på turen, og han fortalte mig, hvorfor han var med
– og han fortalte mig også på forhånd lidt om Buchenwald, og at han måske
ikke ville med derind, når vi kom dertil.
Det var i Buchenwald, at tyske SS-læger udførte sygelige forsøg med mennesker. Det var i Buchenwald to læger, Hauptsturmführer Müller og lejrlægen dr. Wagner, ville skrive en afhandling om tatoveringer og derfor konstant gennemtrævlede Buchenwald for at finde fanger med tatoveringer. De
skar tatoveringer af og hængte dem op i deres studieværelse, inden de sendte
fangerne til krematoriet. Ilse Koch, der var gift med lejrens øverste kommandant, Karl Koch, fulgte interesseret deres arbejde, og hun fik efterfølgende
deres tatoveringer, som hun fik syet sammen til lampeskærme til lamperne i
hendes og Karl Kochs 400 m2 store luksuslejlighed i Buchenwald
Dagen oprandt, da vi kørte op ad bjerget til Buchenwald. Det var øsende
regnvejr. Jeg sad ved siden af ham i bussen, og jeg spurgte, om han skulle
med derind. Han svarede: “Hvis du gerne vil have mig med, så skal jeg nok.”
Og det ville jeg gerne.
Vi blev vist rundt, og han bidrog selv undervejs med små fortællinger til mig
og en håndfuld andre, der havde lært ham at kende. Han fortalte nøgternt og
upåvirket – også om barakken og området, hvor han selv havde siddet. Men da
vi kom til Patologisk Afdeling, operationsrummet, hvor alle dem med tatoveringer var blevet hentet ind, og hvorfra de gik videre til krematorieovnene, når man
havde skåret tatoveringer af dem til forskning og nye lampeskærme, brød han
sammen i gråd. Han havde aldrig set Patologisk Afdeling, kun hørt om stedet, og
da han nu stod ved indgangen til uhyrlighedens sted og så og hørte, at det ingen
kan fatte, at det havde været virkelighed, ja så blev det for meget for ham.
Han kom sig igen, for han havde forberedt sig grundigt på at skulle gense dette
sted, men på mig som 20-årig gjorde det et indtryk, som jeg aldrig har forvundet.
Jeg har senere set andre kz-lejre – Auschwitz, Dachau, Neuengamme og
Theresienstadt – og jeg har aldrig været i tvivl om, at det er steder, man bør
huske at se. Men jeg var i mange år i tvivl, om det var steder, jeg skulle vise
mine højskolelever, når vi var på tur i Tjekkoslovakiet og Polen. Ikke fordi jeg
var bange for, at de skulle blive for påvirkede af stedets gru og rædsel, men
fordi jeg nogle gange oplevede, at de ikke ville lade sig påvirke; at de gik med
ind i Theresienstadt som til en anden turistattraktion; at de ikke ville eller
kunne forstå stedet eller ikke magtede at forholde sig til det.
Måske er der steder, man kun kan se under særlige omstændigheder og
på specielle tidspunkter i livet og kun med de rette forudsætninger. Jeg var
heldig at besøge Buchenwald ledsaget af et vidnesbyrd.
For to år siden viser det sig, at min ledsager på turen var Niels Peter Fabricius Hansen. En af Niels Peters døtre har hørt programmet og tænkt, at det
må være hendes far, jeg fortalte om. Niels Peter efterlod sig ti børn og en stor
familie, og de mødes hver sommer på Vester Skerninge Friskole. Familien
kontakter mig og spørger, om jeg vil fortælle Niels Peters historie for dem,
hvis jeg får adgang til breve, erindringer og andet materiale, de har liggende.
POLITIETS SKÆBNEDAG
Den 19. september 1944 anholdt den tyske besættelsesmagt på få timer
knap 2000 danske politibetjente. De blev alle sendt til Buchenwald med
en uges ophold i Neuengamme på vejen.
Flere af de politikfolk, der blev skibet af sted den 19. september 1944
med skibet M/S Cometas til Lübeck, har berettet om, hvordan de stod
på dækket tværs over Østersøen og frygtede for miner, angreb og det
Foto: Scanpix
nr. 5 / oktober 2015
Foto fra Kleines Lager barak 55. Niels Peter sad i Kleines Lager barak 63.
ukendte uvisse. Og om, hvordan de gribes
af både sammenhold og vemod, da en af
dem begynder at synge “Altid frejdig når
du går”.
Niels Peter var blandt dem og skriver:
“Vi så alle faren i øjnene, og stemningen
blev trykkende. Politifolk er vist ikke
frommere end andre mennesker – tvært
imod – men da en kollega begyndte at
synge ‘Altid frejdig når du går’, blev der
straks god tilslutning til sangen.”
Salmen havde en særlig betydning
under Besættelsen, fordi alle i Danmark
vidste, at det var den salme, mange af
de danske modstandsfolk sang på vej til
henrettelse i Ryvangen. Det var en salme,
man sang på vej til det uvisse.
Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.
Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.
Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne
vil lyse.
Hvad hverken Niels Peter eller de knap
2000 af hans kolleger vidste, var, at de var
på vej ind i dybet af mørkets magt, hvor
evnen til at se en stjerne lyse blev det, der
fik dem til at overleve fem måneder i et
helvede, ingen kan forestille sig. Og som
mange af dem siden hen fik svært ved
selv at tro på, fordi ingen ville tro dem,
når de fortalte om det.
De fleste af de kz-fanger, der kom hjem,
måtte sande, hvad Halfdan Rasmussen
digtede i 1958:
Ikke bødlen gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
Ikke nætterne, når smertens sidste
stjerne styrter ned
men den nådesløse verdens blinde
ligegyldighed.
DER SKAL EN STÆRK RYG
TIL AT BÆRE GODE DAGE
Mange hjemvendte kz-fanger følte deres
oplevelser mødt af ligegyldighed. Livet gik
jo videre. Troen på fremtiden kom i højsæde
i 1950’erne. Velfærdsstaten kom væltende.
Niels Peter skriver om det i et brev til
Günther Siegel den 13. juli 1952: “Måske har
21
vi det alt for godt, for der skal jo en stærk
ryg til at bære gode dage, og jeg er ikke sikker på, at det er alle mine landsmænd, der
kan tåle at have det så godt, som de har det.”
I de papirer, breve og erindringer, jeg har
haft adgang til, er der ikke et eneste sted,
hvor Niels Peter beklager, bebrejder eller
anklager nogen for den skæbne, han fik.
Men nogle gange, som i citatet her fra brevet
til Günther, kan man ikke lade være med at
læse mellem linjerne – at det går for hurtigt
efter krigen på den måde, at danskerne
kommer videre, men nogle har en skæbne
med sig, der gør, at de ikke kan holde tempo.
“Der skal en stærk ryg til at bære gode
dage,” er en tankevækkende sætning om
livet, der udspandt sig i 1952 i rusen og
fremgangen efter Befrielsen, og hvor Socialdemokratiet ved valget i 1950 lancerede
sit slogan: “Vi skal gøre gode tider bedre”.
Danskerne kom sig hurtigt over Besættelsen, men der var nogle, som ikke kunne
komme sig. Ligesom når en ægtefælle er
død. Bekendte er der meget i starten, men
efter nogle uger – et par måneder – trapper man ned, for man kommer jo videre,
og livet må fortsætte. Men for enken eller
enkemanden går det langsommere, og man
bliver alene med sin sorg. Her i dette tomrum bliver tabet ofte mest smerteligt.
Sådan må vi også forestille os, det var
for de danske kz-fanger. De fik megen
omsorg og opmærksomhed i starten, men
efter et par år var de alene med sorgen og
smerten. Indtil filmen for mange af dem
knækkede 10-15 år senere.
EN MOR I UVIST SAVN
Niels Peter og Dorthea blev gift en smuk
junidag i 1942. I april 1943 føder Dorthea
deres første barn. I maj 1944 føder hun
deres andet barn. Fire måneder senere er
hun alene med to små børn.
Fra 18. december 1944 til 9. februar
1945 hører Dorthea ikke fra Niels Peter,
og hun kan ikke fra Røde Kors eller andre
få oplysninger om ham. Hun frygter det
værste. I den korrespondance, som Røde
Kors i Holstebro fører for hende med
Røde Kors i København, kan man mærke,
hun er i panik.
Lederen af Røde Kors i Holstebro gør en
22
nr. 5 / oktober 2015
Foto: Scanpix
Nobelprisforfatteren
Elie Wiesel på besøg i
Buchenwald december
1986. “Jeg har fortalt lidt
om min fortid, ikke for at
I skal forstå den, men for
at I skal vide, at I aldrig
kommer til at forstå den.
Hvad vi har gennemlevet
befinder sig uden for
sproget, hinsides livet og
historien.”
stor indsats for Dorthea – og hans empati
er stor. Han presser hovedafdelingen i
København, som han ofte er i kontakt
med, og tilbyder endda at betale mulige
omkostninger af egen lomme for at skaffe
oplysninger om Niels Peter.
“Det er jo en frygtelig uvidenhed at gå i for
en kone med to små børn, og jeg vil meget
gerne, at vi kan hjælpe hende,” skriver han i
et af fire breve fra Holstebro til København.
Og han har ret. Den slags frygt, en sådan
venten på det værste af alt, at der ikke er
noget at vente på, det kan man gå i panik
over og blive vanvittig af.
BRÆNDEMÆRKEDE ÆGTESKABER
Vi hører meget om de knap 2000 politibetjente, der led i interneringerne. Vi
glemmer ofte, hvor meget ægtefællerne
derhjemme – dem, som fik hjemmet til at
hænge sammen og hverdagen til at fungere – de led i uvist savn. De første rygter, de
første tegninger af udsultede muselmænd
fra kz-lejre, var på dette tidspunkt illegalt
sat i omløb, som må have præget frygten.
Da ægteskaberne og familierne så blev
genforenet i foråret og sommeren 1945,
ville de begge gerne fortælle. Konen om
savnet, smerten, brevene, hun ikke fik,
om nætterne, hvor hun græd og ikke
kunne sove. Han ville gerne fortælle fra
det ukendte, men turde ikke, for hans historier om Buchenwald ville sætte tiden i
stå og dræbe al livs udfoldelse og formørke hverdagen for alle omkring ham.
Teologen K.E. Løgstrup siger, vi alle
har en urørlighedszone, hvor vi bærer
omdrejningspunkter i vores tilværelse.
De kan være tragiske og dramatiske,
smukke og vidunderlige, men dyrebare
for den enkelte. Det urørlige i os er det,
der bestemmer vores væren, vores væren
til i livet, forklarer Løgstrup.
Derfor er det urørlige ofte også det,
vi ikke har ord for og derfor ikke kan
fortælle. Men bliver urørlighedszonen så
stor, at den fylder det meste i os, gør den
os selv urørlige, og så har vi ikke noget at
fortælle – ikke noget at dele med andre.
Det gjaldt for mange kz-fanger. Det, de
havde oplevet, og som lå dem på sinde,
kunne de ikke fortælle. Derfor kunne de
heller ikke rumme andres historier.
Det kan brændemærke et ægteskab, hvis
hans og hendes vigtigste historier aldrig
mødes, for det er jo ud af fortroligheden,
som vi deler og fortæller til hinanden, at
vi deler skæbne – danner det skæbnefæl-
lesskab, som Karen Blixen siger, er det
stærkeste fællesskab, der findes.
Det blev et grundvilkår i de ægteskaber og
familier, der fik en interneret politibetjent
frelst hjem. Man kunne ikke – man kan
ikke – dele skæbne med en fra Buchenwald,
for man har ikke været der selv.
Man mangler selvsyn, som Niels Peter så
rigtigt skriver: “Nu ville jeg blot ønske, at
jeg havde evnen til at beskrive forholdene i
denne en af verdens mest berygtede straffelejre, men jeg ved, at det ikke er muligt at
beskrive eller forklare, således at læseren
eller tilhøreren får det rigtige indtryk – et
kan man kun kan få ved selvsyn.”
Jeg ved ikke, om det var sådan, Niels
Peter og Dorthea havde det, at deres historier ikke mødtes, men vi ved fra andre
beretninger, at det ofte forholdt sig sådan.
Smerten blev, at de ikke kunne dele det
værste. Ægtefællen, de nære pårørende,
havde ikke været der ved selvsyn.
AT DELE DET VÆRSTE ...
Når man ikke kan dele det værste, får
man også svært ved at dele det bedste, har
en kz-fange skrevet.
Jeg lavede for nogle år siden et interview med Karl Andresen. Han var fra det
danske mindretal i Sydslesvig og blev
derfor tvunget til – blot 16 år gammel – at
trække i tysk uniform. Han nægtede at
aflægge tysk faneed og sige Heil Hitler.
Det kostede ham otte måneder i helvede,
og efter krigens afslutning et år på psykiatrisk afdeling i Augustenborg. Her forelsker han sig i sygeplejersken Ellen. De
levede sammen, indtil Karl døde for fem
år siden. Karl siger i interviewet: “Fordi
Ellen insisterede på at høre det værste,
lærte vi langsomt også at dele det bedste.”
Men lige meget, hvor meget Niels Peter og
Dorthea og andre i deres situation magtede
at dele, er det værd at huske på, at historien om de danske politibetjente i kz-lejre
også rummer historien om disse betjentes
stærke, udholdende og vedholdende kvinder. Mørket fra Buchenwald forlod aldrig
deres ægteskaber. Det krævede tro, håb og
kærlighed – og hvor kærlighedens stjerne
lyste op, når mørket ville tage magten, blev
viljen stærkere end opgivelsen.
nr. 5 / oktober 2015
Vilje er, siger Løgstrup, at gøre det, man gerne vil på
lang sigt, og ikke det, man har lyst til her og nu. Styrken
til sådan en vilje hedder kærlighed. Som Grundtvig siger
om kærligheden i sangen “Til min Marie”:
Det er at vi vil være hinanden, som vi er,
Det er, at vi vil bære hinanden, som vi er.
Ikke bære over med hinanden, men at bære hinanden. På den kærlighedsevne fik mange af dem, der sad i
Buchenwald, et liv efter Buchenwald. Men ikke dem alle.
NÅR FILMEN KNÆKKEDE
Jeg fik for nogle år siden historien om Verner, der var
landbetjent på Salling, og ligesom Niels Peter blev anholdt den 19. september og via ti dage i Neuengamme
havnede i Buchenwald.
I 1963 fik Verner kz-syndrom – eller posttraumatisk
belastningssyndrom, som vi kalder det i dag – og måtte
lade sig pensionere, ikke engang fyldt 50 år.
For at få tiden til at gå spillede Verner i lotteriet, og
han var så heldig i 1966 at vinde 550.000 kr. Men man
kan ikke spille sig til lykken. Tristessen og de natlige
mareridt ville ikke forlade ham.
En dag, hvor familien var samlet og alle var glade, men
hvor Verner faldt hen i sit tavse sortsyn, havde hans svigersøn hevet ham op: “Kom nu, Verner, for helvede, du dør
jo af at sidde der og glo. Køb dog den Ford Taunus, du har
drømt om, og kom ud og se dig omkring. Du har jo pengene nu. Det er gode tider. Op på hesten, Verner.” Og de andre
havde klappet og bifaldet. Det var jo det,
de ønskede for Verner – at få den gamle
Verner tilbage.
– Op på hesten, Verner.
– Gør gode tider bedre, Verner
– Tag dig sammen, Verner, det er jo
20 år siden.
Men den, der har depression, eller
den, der er ramt af sorg, kan ikke tage
sig sammen. Det er det værste, man
kan få at vide, og det gør ondt værre.
Verner forsøgte. Han købte en Ford
Taunus, men han kunne ikke tæmme
hesten, og han kom aldrig op på den. I
1974 tog han sit eget liv. De fandt ham i
garagen, kvalt i udstødningsgassen fra
sin nye Ford Taunus.
TRAUMEVANDRING
Krig har altid barske følger. Og vi ved
i dag, at traumer kan nedarves til
generationen efter. Traumevandring
kaldes det.
Jeg har en god ven, hvis farmor
23
forelskede sig i en tysk soldat under besættelsen. Hun blev udråbt til
feltmadras, fik håret klippet af og spyttet på. Min vens farfar var altså
tysk soldat. Skammen og foragten blev nedarvet til hans mor, som ingen venner havde. Det er først, da min ven i 1994 fortæller sin familiehistorie til et hold højskolelever, deler sin historie med dem, at skammen
letter – 50 år efter den blev påført.
Vi ved også, at danske soldater i Afghanistan er kommet hjem med
traumer, og deres børn har det svært i skolen.
Det samme gælder børn efter kz-fanger. En fars hjembragte traumer
fra Buchenwald kan vandre videre og slå ud som tristhed, manglende
livsmod, i værste fald depression – hos hans børn. Således har nogle af
Niels Peters børn arvet de skygger, deres far lagde over hjemmet, når
hans minder fra Buchenwald tog bolig i hans dage af stilhed.
DET KOMPAKTE VANVID
Der er historier, vi aldrig fik eller får fortalt – om det værste af alt. Historier, som vi måske også har bedst af ikke at høre, og hvor kærlighedens
nænsomhed gør, at de ikke bliver fortalt.
Vi har vendingen: “Han tog det med sig i graven.” Eller: “Det er noget,
han holder for sig selv.” Eller: “Han bærer på en hemmelighed.”
Men hvad gør man med en hemmelighed, der er ubærlig? Vi kender
ikke svaret, men det var det lod, som kz-fangerne fik at leve med – at
bære på ubærlige hemmeligheder.
En kz-fange har skrevet: “Buchenwald var stedet, hvor enhver religion
kom til kort, og hvor troen på det guddommelige og kærligheden blev
suspenderet. Vanviddet var for kompakt.”
Eller med Niels Peters ord: “Det var et chok at opleve koncentrationslejrene, hvorfra det ikke er muligt at beskrive forholdene.”
Den 31. marts 1945 ankommer De Hvide
Busser til Buchenwald, og Niels Peter og de
andre overlevende politibetjente forlader
191 dage i helvede.
24
nr. 5 / oktober 2015
Forfatteren Elie Wiesel, der fik Nobels
litteraturpris, har i bogen “Natten” skrevet om sine ophold i både Auschwitz og
Buchenwald. Han slutter bogen:
“Jeg har fortalt lidt om min fortid, ikke
for at I skal forstå den, men for at I skal
vide, at I aldrig kommer til at forstå den.
Hvad vi har gennemlevet befinder sig
uden for sproget, hinsides livet og historien. Dagevis i den forseglede jernbanevogn, børnene der levende blev kastet i
flammerne, de stumme oldinge som fik
halsen skåret over, mødrene med vanvid
i blikket, sønnerne som intet kunne gøre
for at mildne deres fædres dødskamp.
Et normalt menneske kan ikke fatte så
megen rædsel, ikke udholde så megen
skygge. Et normalt væsen kan ikke forstå,
vil aldrig kunne forstå. Vidnets tragedie:
Hvad skal det gøre med sit vidnesbyrd?
Det gjaldt dengang om at overleve for at
kunne fortælle. Var det forgæves?”
EN PAKKE TIL FORSKEL
Elie Wiesel kom først til Auschwitz og
senere til Buchenwald. Han overlevede to
års fangenskab. Han har siddet i Buchenwald samtidig med Niels Peter. De sad
begge to i det område, der hed Kleines
Lager. Niels Peter i barak 63. Elie Wiesel
tæt på i jødebarakkerne nr. 51 til 53 – de
barakker, hvorfra 97 % endte i krematorieovnene. Elie Wiesel var blandt de tre
procent, som slap levende ud.
Elie var jøde fra Budapest. Niels Peter
var politibetjent fra Holstebro. De har sikkert aldrig mødt hinanden i Buchenwald.
I Kleines Lager sad flere tusinde fanger
presset sammen som sild i en tønde.
Jøderne havde det værst og var så smittebærende af tyfus og andet, at vi ved, at de
danske politibetjente nok delte madrationer med dem, når Røde Kors-pakkerne
kom, men holdt sig fra dem. Og havde
Elie og Niels Peter mødtes, ville de kun
have kunnet forstå hinanden på gebrokkent tysk. Der ville på alle måder have
været stor forskel på dem. Men i Buchenwald var Røde Kors-pakker den største
forskel mellem dem.
Niels Peter skriver: “En dag, da vi sultne, frysende og gennemblødte gik i rui-
nerne, oplevede vi det, vi aldrig glemmer.
Op ad bjergskråningen mod lejren kom et
par danske lastvogne forsynet med Røde
Kors mærket … Hjælpen betød redning for
de fleste af os, idet den bestod i fødevarer,
medicin, klæder og fodtøj.”
Niels Peter og Dorthea har gemt de informationsbreve, dansk Røde Kors sendte
til familierne, og hvor man kan se indholdet af de pakker, man sendte af sted til de
danske politibetjente i Buchenwald: sukker, spegepølse, ost, smør, knækbrød.
Røde Kors-pakkerne blev den afgørende
forskel på Elie og Niels Peter. Forskellen hed
overlevelse. Men rædslerne i Buchenwald
var de fælles om, og de kunne ikke afhjælpes med pakker mærket med røde kors.
Niels Peter skriver: “Det blev os fortalt, at
lejren var en dødslejr, hvorfra ingen vendte
tilbage, og man regnede med, at de danske
politifolk ville være ‘omsat i lejren i løbet af
vinteren’. Det var den viden, vi gik med.”
Men! Så kom de første Røde Kors-sendinger.
Niels Peter skriver: “Hjælpen betød
redning for de fleste af os.” Nogle gange
svigtede leveringerne og med dem også
håbet: “I perioder nåede forsyningerne
ikke frem til os, og da faldt vi tilbage til
elendigheden.”
Grotesk nok blev Røde Kors-pakkerne
også de danske politifolks problem, da de
kom hjem. De så simpelthen ikke ud som
de billeder, danskere havde set af muselmænd fra Buchenwald. Man begyndte at
tvivle på dem.
Egon Tejnø, som Niels Peter blev ven med
i De Hvide Busser til Sverige, har fortalt:
“Da vi kommer med toget fra Sverige til
København, er vi de gladeste mennesker på
jorden. Vi skal hjem nu. Jeg har fået et flot
jakkesæt på. En spørger mig på perronen:
“Hvor har du været henne?”
“I koncentrationslejr.”
Han kigger op og ned af mig, og svarer:
“Det kan sgu da ikke passe.”
Egon Tejnø fortæller videre: “I virkeligheden oplevede jeg det absurde, at jeg
begyndte at skamme mig over, at jeg ikke
lignede de billeder af koncentrationslejrfanger, der blev vist i aviserne. Det var
svært, eller nærmest umuligt, at fortælle,
hvorfor vi danskere fra Buchenwald ikke
lignede de omtalte billeder, så jeg begyndte at undlade at fortælle, at jeg havde
været fange i Buchenwald.
Ingen kunne jo se på mig, hvilke grusomheder og vanvid, jeg havde været vidne til
i den lejr, og det var simpelthen for svært
at fortælle historierne. Jeg følte mit udseende var imod mig. Det var en rædselsfuld
fornemmelse, og jeg tror, at mange af mine
kammerater, der var med i Buchenwald,
udmærket ved, hvad jeg taler om.”
DER FINDES IKKE ORD FOR DET
Vanvid og grusomheder er ord, der igen
og igen bruges af Niels Peter, Tejnø og andre fra Buchenwald. Uden at de beskriver
det nærmere – og hvorfor vi kan tænke,
når vi f.eks. læser Niels Peters korte, ofte
nøgterne optegnelser, at “det var nok ikke
så slemt for ham”.
Vanvid og grusomheder hører vi jo også
hele tiden om – og TV-værten siger et par
gange ugen: “Vi skal advare imod voldsomme og grusomme billeder.” – Eller jeg
hørte forleden en kommentator sige, at “et
vanvid er ved at bryde løs i Mellemøsten.”
Men det er intet imod, hvad Niels Peter
mener, når han bruger ordene vanvid og
grusomhed om det, han så i Buchenwald.
Når han bruger ordene, er det fordi, vi ikke
har andre ord i sproget – vi har simpelthen
ikke ord for det, der skete i Buchenwald.
LEJREN I BØGESKOVEN
Buchenwald var en af tre hovedlejre,
stamlejre, blandt de ca. 50 kz-lejre i Tyskland. De to andre hovedlejre var Dachau
og Sachsenhausen.
Buchenwald var en af nazisternes
største lejre placeret på toppen af det 478
m høje bjerg Ettersberg i Thüringen lidt
udenfor Weimar.
Buchenwald betyder bøgeskov. Lejrens
område var på 150 hektar, svarende til et
område på 1,5 x 1,5 km.
40 hektar var selve lejren, omkranset
af et 3,5 km langt tre meter højt pigtrådshegn. Det inderste hegn var med stærkstrøm, 380 volt, og den sikre død, hvis
man rørte det.
25
Foto: Scanpix
nr. 5 / oktober 2015
Den Syngende Skov blev skabt af bødlen Martin Sommer – uden lige Buchenwalds mest frygtede mand. Når Sommer skulle forlyste sig,
udpegede han fanger til “Baumhängen”. Han tog dem med ud i skoven, bandt deres hænder på ryggen og hev dem med et reb på deres
bagbundne hænder op i et træ. Langsomt sprængtes sener og muskler, og skrigene kunne høres over det meste af Buchenwald.
Midt i lejren lå den 15.000 m2 store appelplads, som Niels Peter og
tusindvis af andre har stået på flere timer dagligt og netop her oplevet
vanvid og grusomheder.
Ca. 250.000 fanger gik igennem porten til Buchenwald. Hver tredje af
dem kom ikke levende ud. Hver dag døde ca. 300 mennesker i Buchenwald – af sult eller sygdom. Eller de blev koldblodigt, tilfældigt skudt
ned eller henrettet på appelpladsen. Eller de blev i grupper ført i gaskamrene.
Røgen fra otte skorstene fortalte sit eget sprog om 300 lig, der hver dag
skulle brændes i krematorierne. Tonsvis af aske blev kørt bort, hvor kun
knogleresterne fortalte historien om asken.
Vi kender historien om rædslerne fra få af de fanger, som blev tvunget til at stå i stanken i krematorierne og fodre ovnene med lig efter lig.
En af dem skrev fakta på fakta ned på små lapper, som han smuglede
ud ved at putte dem ned i asken. Han overlevede ikke, men et brev fra
ham nåede frem. I brevet stod der ikke andet end “led i askebunken.”
I 1950’erne fandt man i askebunken nogle af hans små lapper med
beskrivelser, der ikke er til at udholde at læse. For nogle
år siden var fundet genstand for radiomontagen “Led i
askebunken”.
De færreste overlevede mere end et år i Buchenwald.
Dr. Eisele var en af de forrykte læger i lejren og har
udtalt: “Her i lejren findes kun de arbejdsduelige eller
de døde. De syge skal dø.” Eisele hadede jøder og mente
jøder var syge. De syge skal dø.
Vi hører ofte, at Auschwitz i Polen var det værste sted,
men det er kun på den måde, at Auschwitz var den største
lejr. Her omkom ca. 1,1 mio jøder på seks år. Kadencen
var højere i Auschwitz. Tilintetgørelseseffektiviteten i
Auschwitz var ubegribelig. Men de daglige rædsler var der
ingen forskel på. Når man læser beretninger fra Auschwitz–
Birkenau, Theresienstadt, Dachau, Sachenhausen, BergenBelsen, Neuengamme, Ravensbrück og Buchenwald, er det
som om, de vil overgå hinanden i rædsler.
26
nr. 5 / oktober 2015
I Buchenwald havde man lægen Waldemar Hoven, der
eksperimenterede med, hvilket giftmiddel der hurtigst
tog livet af fanger. Egenhændigt stod han for 1000 drab i
de tre år, han var i lejren. Et mord om dagen.
Mennesket kan blive besat af så megen ondskab, at ingen af os kan fatte det. Det var det, alle fanger var vidne
til i Buchenwald.
Det var Hoven, der i Buchenwald oprettede den berygtede Patologisk Afdeling, hvor han for egen morskabs skyld
eksperimenterede med menneskelige lidelser. Ackermann,
der sad i lejren som tysk kommunist, overlevede, fordi han
blev Hovens assistent. Han har fortalt: “Dr. Hoven stod
en sen eftermiddag og kiggede ud af et ad de vinduer, der
vendte ud mod appelpladsen. Pludselig og tilsyneladende
uden grund pegede dr. Hoven på en fange, der tilfældigt
passerede fordi hans vindue. Mens han pegede på den
tilfældige mand, sagde han til os tilstedeværende, at han
meget gerne ville have denne mands afkogte kranium
på sit skrivebord næste aften. Manden blev indfanget og
dræbt med en fenol-injektion. Efterfølgende blev hans
hoved savet af, kogt og præpareret, så kraniet som beordret
kunne stå skinnende på dr. Hovens skrivebord allerede
samme aften. Han brugte kraniet til lysestage.”
Niels Peter og de andre fra barak 63 stod på appelpladsen den aften, hvor dr. Hoven pegede ud ad vinduet på
en helt tilfældig fange og fik sin lysestage.
En råkold novemberdag i 1944 forsøger en fange at gøre
selvmord, men han bliver opdaget, før det er fuldbyrdet.
Han bliver ført ind på appelpladsen under aftenappellen – en muselmand, tynd og snavset i en forrevet stribet
fangedragt. Han skriger og gør modstand og er tilsyneladende blevet vanvittig. To SS-mænd kommer til og gennembanker fangen, hvorefter de tager fat i hver deres ben
og begynder at trække ham over appelpladsen. Fangens
ansigt og bryst vender ned mod asfalten. Han forsøger at
holde sig oppe, som når man leger trillebør med et barn.
SS-mændene griner højlydt. Først orker fangen ikke at
holde brystet oppe, til sidst orker han ikke at holde ansigtet oppe. Mens hans hoved og bryst skraber mod asfalten,
trækker de ham forbi tusindvis af fanger, som ser ham dø
i sin egen blodpøl. Over den skrattende højttaler meddeles det, at sådan går det fanger, der bliver taget i selvmordsforsøg i Buchenwald. Man kommer til Buchenwald
for at dø, men man skal ikke selv bestemme hvornår.
Niels Peter og de andre fra Barak 63 stod på appelpladsen den aften.
ZOO BUCHENWALD
Da det første tog med danske betjente ankom til
Buchenwald den 29. september – Niels Peter var med
det tog – havde de fået at vide, at de skulle til en lejr med
bedre forhold end i Neuengamme. Sådan så det også
ud, når man ankom til Buchenwald. En flot hovedbygning med anlagte
blomsterbede foran. Mange fanger har berettet, hvor betagede de var –
også over skiltet, der viste til Zoologisk Have. De vidste ikke bedre.
Kommandanten Karl Koch havde skabt en zoo, fordi hans kone Ilse
gerne ville have det. Dyrene i zoo havde det bedre end fangerne i lejren,
der blev behandlet som noget, der er lavere end dyr.
Buchenwalds smukke ydre og ordnede forhold var bl.a. til ære for Røde
Kors, når de var på besøg. De hoppede på den og kom hjem og berettede
om noget, der intet havde med virkeligheden at gøre: “Sundhedstilstanden er god. Klimaet er godt – de internerede får om morgenen kaffe og
brød og udleveret fornøden tørkost til resten af dagen, idet de får varm
mad om aftenen. I marketenderiet kan de købe tobak og marmelade m.v.”
Sådan står der at læse i et oplysningsbrev stilet oktober 1944 til fru
politibetjent Niels P.F. Hansen, Sydbanevej 18, Holstebro.
ANKOMSTEN
Om morgenen den 29. september 1944 holder der på stationen i Weimar
en togstamme med 40 godsvogne med knap 2000 danske politifolk,
som ti dage forinden var blevet anholdt af den tyske besættelsesmagt
overalt i Danmark.
Banegårdsinspektør Heinrich Vogel fra Deutsche Reichsbahn har
fortalt, hvordan han gik langs vognene og hørte klage, nødskrig og råb
på et sprog, han ikke forstod. Turen fra Neuengamme havde taget to
dage – uden føde og med de toiletter, man fik foranstaltet i hjørner af de
overfyldte vogne.
Banegårdsinspektøren har beskrevet, hvordan det stank, da han gik
langs vognene.
Vogntoget skal deles i to for at kunne trækkes op ad bjerget. Mange
fanger har beskrevet lyden af vogne, der rangeres. Kjeld Jørgensen er i
det forreste vogntog, da det om morgenen sætter i træk op ad bjerget til
endestation Buchenwald. Kjeld har fået sig maset ud til siden, hvor der er
et lille glughul mellem to brædder. Han mærker den friske luft og efterårsduften fra skoven, og synet minder ham om barndommens udflugter
til Dyrehaven. Han får på fornemmelsen, at det måske kører noget bedre.
På et tidspunkt ser han noget, der ligner farvede klude i et bøgetræ.
Men da de kommer nærmere ser han, at det er en hængt mand i fangedragt, der ikke er pillet ned.
Kjeld Jørgensen beretter, hvad Niels Peter og de andre så.
De erfarer senere, at det er Den Syngende Skov, de passerede. Den var
skabt af bødlen Martin Sommer.
Martin Sommer var uden lige Buchenwalds mest frygtede mand. Der
var ingen fanger, som ikke kendte hans navn – og man gjorde alt for at
undgå hans nærhed, når han færdedes i lejren.
Når Sommer skulle forlyste sig, udpegede han fanger til “Baumhängen”.
Han tog dem med ud i skoven, bandt deres hænder på ryggen og hev dem
med et reb på deres bagbundne hænder op i et træ. Langsomt sprængtes
sener og muskler, og skrigene kunne høres over det meste af Buchenwald. Sommer yndede at forværre smerten med slag i ansigtet eller spark
i skridtet. Enten døde man under pinslerne, eller man efterfølgende blev
forvist til gaskamrene, fordi man var blevet udarbejdsdygtig.
De syge skal dø.
De værste historier fra Buchenwald er der ingen grund til at fortælle.
nr. 5 / oktober 2015
27
Den virkelighed, som var hverdag for
Niels Peter, er tydelig nok med det allerede fortalte. Historierne fortælles kun,
fordi frygten for dem var overvældende.
Niels Peter har som de andre gået med
frygten for, at det var ham næste gang –
med den daglige frygt for ikke at slippe
levende ud. Men også for at fortælle, hvad
Niels Peter mener, når han skriver, at “det
var uhåndterligt for sindet at skulle være
vidne til en ondskab i mennesket, som
ingen af os troede eksisterede.”
VILJEN TIL OVERLEVELSE
Hvordan overlevede de? Hvorfor bukkede
nogle under? Af de danske betjente døde
nogle på Niels Peters alder inden for de
første uger – uden tilsyneladende at fejle
noget – som om det første møde med
ondskaben tog livet af dem.
Den østrigske psykiater Viktor Frankl,
der sad tre år i Auschwitz, har forklaret,
at det var viljen til mening, der skabte
overlevelse. Vilje er det, man gerne vil på
lang sigt og ikke det, man ønsker her og
nu. Viljen til igen at ville se sine børn, sin
kone, sit land. Men også – og det er måske
det vigtigste – som Frankl skriver, at man
forstod, at har mit liv mening, så må også
dette helvede have mening: “Den fange,
der forstod, at lidelsen har mening, havde
størst chance for at overleve.”
Frankl noterer sig, at nogle gange
bukkede store fysisk stærke fanger først
under, mens små og skrøbelige holdt
længere eller overlevede.
Det var viljen til mening, der var forskellen på død eller overlevelse.
Niels Peter fortæller om det i 1984 i et
interview i Holstebro Dagblad: “Efterhånden bukkede flere og flere politifolk
under. Der var et døgn, hvor ni døde. Og
det var den svækkede livsvilje, der i de
fleste tilfælde gjorde udslaget.”
Og han fortæller om en morgenappel,
hvor den sønderjyske politibetjent Falkenberg komplet ureglementeret trådte
frem og kommanderede: “Alle ret!”
“Jeg vil fortælle jer, at fire af jeres kammerater er døde i nat. Vi vil ære deres
minde.” Og så tilføjede han: “Men dette
kan ikke blive ved med at gå. Vi skal jo
Niels Peter blev far til 10 børn. Hans efterkommere mødes hver sommer på Vester Skerninge Friskole
hjem.” Underforstået: Modet skal holdes
oppe. Viljen er redskabet.
TILGIVELSE ER AT FORSONE SIG
I den smukke brevveksling mellem Günther
i Leipzig og Niels Peter skriver Niels Peter
i 1952 en bevægende tilgivelse: “Jeg har
ganske tilgivet dit folk og fædreland deres
gerninger – vi mennesker har ikke lov at
bære hadefulde tanker til hinanden.”
Tilgive er ikke at glemme, men at forsone
sig i troen på det bedste i mennesket. Men
efter Buchenwald skal der et stort menneske til at føre pennen, der skriver det.
Niels Peter skriver videre til Günther – og
Niels Peter får det sidste ord:
“Da jeg var fange i Buchenwald stod der
over porten: ‘Recht oder Unrecht – mein
Vaterland’ – i sandhed en skiltning med
uretfærdige idealer, men Gud lod retten
sejre til sidst. Nu er denne indskrift erstattet af: ‘Nie wieder Faschismus und Krieg’, og
det er bedre. Gid det må være sandt!
Jeg har tænkt meget over dette nye ord og
gjort mig mine tanker derom, og jeg ville
hellere, at der havde stået: ‘Nie wieder Unrecht und Krieg’. Måtte det ligge folkene og
de magthavende på sinde at overvåge, at der
ikke sker uret mod nogen – og at de simple
menneskerettigheder altid bliver respekteret uanset menneskers varierende forskellige politiske og religiøse opfattelser.
Dødslejrens jerngitterport med ordene
‘Jedem das Seine’ (Giv enhver sit) knirker
i dag på rustne hængsler, og stedet vil
herefter blive et mindested til ære for de
ulykkelige. Måtte de ulykkeliges lidelser
ikke have været forgæves. Måtte det bringe efterkommende slægter til eftertanke
– så var det dog ikke helt forgæves.
Kære ven! Vi vil glemme uretten, som
blev begået, og du må sige til dine landsmænd, at vi har glemt uretten, og at vi
ikke bærer på hadefulde tanker. Vi har alle
begået uret – stort eller småt – og ingen
dødelig er retfærdig. Gud alene er retfærdig, og hans retfærds hånd er strakt over
bjerge, dale og byer, og nåede også over
Buchenwalds bjerge. Disse tanker holdt
modet oppe hos mig, da jeg var fange i
Buchenwald, og jeg blev ikke til skamme.”
Niels Peter Fabricius Hansen blev genforenet
med Dorthea og de to børn den 9. maj 1945.
Han genoptog sit arbejde som politibetjent
i Holstebro. Famlien voksede – Dorthea og
Niels Peter fik sammen ti børn. I 1976 blev
Niels Peter pensioneret med kz-syndrom, 58
år gammel. I breve og optegnelser løftede
han en flig ind til historien om 191 dage i
Buchenwald. Selve historien tog han med sig
i graven. Livet i helvede kan ikke fortælles.
Niels Peter Fabricius Hansen døde 7. juli
1990. Han blev 72 år gammel.
28
nr. 5 / oktober 2015
GRÆNSEFORENIN
FYLDER 100
Når Grænseforeningen i 2020 runder 100 år, bliver det bl.a. fejret med en bog om foreningens indsats.
GRÆNSEN har talt med forfatteren til bogen, der opfordrer lokalforeninger til at indsende materiale.
Af Erik Lindsø
I 2020 fylder Grænseforeningen 100 år. En af markeringerne bliver en bog
om foreningens virke af historiker, ph.d. Axel Johnsen, der til daglig er
museumsinspektør på Museet på Sønderborg Slot.
Selvom foreningen først fylder rundt i efteråret, er det planen, at bogen
skal være i handlen omkring årsskiftet 2019/2020 – så den bliver et bidrag
til afstemnings- og genforeningsjubilæet, der løber af stablen allerede i
begyndelsen af 2020.
“Det er en utrolig spændende opgave, som jeg virkelig glæder mig til at
gå i gang med,” siger Axel Johnsen.
“Grænseforeningen og dens mænd og kvinder har jo spillet en hovedrolle – naturligvis for den danske sag i grænselandet, men i videre forstand
også for udviklingen af danskernes mentalitet; den måde, vi ser os selv på,
og den måde, vi ser ud i verden på.”
Det er også en af hovedpointerne i Axel Johnsens ph.d.-afhandling, som
i 2005 udkom i bogform – “Dannevirkemænd og Ejderfolk”.
“Her gravede jeg ned i Grænseforeningens tilblivelseshistorie og de
bevægede år frem til 1940, hvor foreningen gik fra at være en noget ujævn
organisation med stor uenighed om mål og midler til at være en slagkraftig græsrodsbevægelse, som der blev lyttet til i det politiske establishment,” siger Axel Johnsen.
LOKALFORENINGERNE ER ET VÆSENTLIGT KAPITEL I HISTORIEN
forholdt sig til. Men man må adskillige spadestik dybere ned i organisationens liv for at forstå, hvor meget
eller hvor lidt handling der var bag ordene, hvor god
eller hvor dårlig klangbunden var på græsrodsniveau,”
forklarer Axel Johnsen.
Derfor er det vigtigt for det projekt, Axel Johnsen
nu kaster sig over, at få lokalforeningernes aktiviteter
beskrevet til bunds. Ikke i alle foreninger, men nogle
få udvalgte:
“Hvordan foregik det daglige arbejde i hovedstaden,
i Århus, i Ringkøbing, i Holbæk eller andre steder? Det
var jo ude i lokalforeningerne, at Grænseforeningen
mødte danskerne – til basarerne, til foredragsaftenerne, til Dybbøldagen. Og det var her, at danskerne
mødte sydslesvigerne – under rejserne til årsmøderne,
skoleindvielserne, under feriebørnenes ophold i
Danmark o.s.v. Kun hvis man får hele dette spænd med
– fra Skanderborg-foreningens udflugt til Valsbøl til
forretningsudvalgsmødet på Peder Skrams Gade – får
man et nogenlunde dækkende billede af organisationens sande væsen og dens plads i Danmarkshistorien,”
lyder det fra Axel Johnsen.
“Dannevirkemænd og Ejderfolk” handler ikke kun om foreningslivet på
det overordnede halvpolitiske niveau. Det vil den nye bog, som fører udviklingen helt op til i dag, heller ikke gøre.
“Grænseforeningens historie kan ganske enkelt ikke fortælles ud fra
referater fra sendemands- og hovedstyrelsesmøder. Naturligvis er det
vigtigt at holde fast i, hvad det er for en tid, foreningens styrende organer
Bogen skal følge Grænseforeningens historie fra
grundlæggelsen af de første Sønderjyske Foreninger
i slutningen af 1800-tallet til 2019 – med hovedvægten på tiden efter 1920. Axel Johnsen pointerer, at det
UP TO DATE
nr. 5 / oktober 2015
GEN
Axel Johnsen – Født 1970 i København og
vokset op i Sæd syd for Tønder. Cand.mag.
i historie og tysk ved Aarhus Universitet.
Forskningsstipendiat ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Ph.d. fra Syddansk
Universitet i 2006 på afhandlingen “Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske
opposition 1920-40”. Museumsinspektør
på Museet på Koldinghus 2008-2014. Nu
museumsinspektør på Sønderborg Slot. Gift
med Louise Johnsen, tre børn, bosiddende i
Gråsten.
ÅR
er vigtigt at få historien ført helt op til
nutiden:
“Fortællingen om Grænseforeningen må ikke ”fuse ud” i 1970’erne eller
1980’erne, hvor foreningens medlemstal og pondus blev mindre. Tværtimod
29
er det planen, at de sidste årtier, hvor
Grænseforeningen har været igennem
en række fornyelsestiltag, skal behandles indgående, netop med henblik på
at sætte læseren i stand til at reflektere
over den nyeste fortid, nutiden – og
fremtiden.”
“Jeg hører ikke til
de historikere, der
mener, at man ikke
kan uddrage en lære
af historien. Det kan
man i høj grad, og det
skal man, når man
beskæftiger sig med
en organisation som
Grænseforeningen,
der jo i den grad har
søgt at binde fortid og
nutid sammen.”
Axel Johnsen forklarer videre, at bogens
sidste afsnit skal være
en reflektionsdel, hvor
han inviterer nogle få
udvalgte personligheder til at uddrage deres
lære af bogen. Hvad var
Jeg hører ikke til de
historikere, der mener, at
man ikke kan uddrage en
lære af historien. Det kan
man i høj grad, og det skal
man, når man beskæftiger
sig med en organisation
som Grænseforeningen,
der jo i den grad har søgt
at binde fortid og nutid
sammen
forkert, hvad gik godt, og hvad kan vi lade
os inspirere af?
KILDEMATERIALET
Grænseforeningens hovedorganisation
og flere større enkeltforeninger har gennem årene afleveret deres arkivmateriale
til Rigsarkivet og lokale arkiver. Dette
materiale vil naturligvis blive brugt.
“Men,” fortsætter Johnsen, “jeg er
meget interesseret i at komme i kontakt
med lokale foreninger, der ligger inde
med sammenhængende arkivmateriale,
protokoller, mødereferater, regnskaber,
beretninger og fotos, der giver et billede
af foreningernes aktiviteter.”
Det er en direkte opfordring til Grænseforeningens lokalforeninger elller
enkeltmedlemmer: Ligger man inde
med materiale, må man meget gerne
henvende sig til Axel Johnsen på telefon
74 42 25 39 eller via mail [email protected]
30
nr. 5 / oktober 2015
MINE TÆNDER
LØBER MIG KOLDT
NED AD RYGGEN
Gamle talemåder og ordsprog er under forandring som aldrig før. Man
leger med dem og sætter dem sammen på nye måder. Ungdommen går
forrest. Engang hed det, at “han fik det glatte lag” – nu siger man, at
“han fik på det glatte lagen”.
Af Erik Lindsø
Vi taler om ordsprog og talemåder.
Talemåder er faste sproglige vendinger
med små leveregler, hurtige anvisninger med simple moraler. “Du skal holde
tungen lige i munden.” Nogle gange er
talemåderne sjove, eller vi gør dem sjove,
som når Dirch Passer til talemåden: “Et
æble om dagen holder lægen fra døren,”
tilføjer: “hvis man rammer.”
Ordsprog er gamle talemåder, som rummer både en morale og nogle værdier, vi
bærer med os, om hvordan vi skal leve
og gøre, for at livet bliver godt. Ordsprog
er derfor ofte formuleret i nutid og nogle
gange i bydeform :
“Man ved hvad man har, men ikke hvad
man får.”
“Lige børn leger bedst.”
“Tyv tror, hver mand stjæler.”
“Uden mad og drikke, duer helten ikke.”
“Tab og vind med samme sind.”
I øvrigt er det forunderligt, at mange
ordsprog, som vi tror er ærkedanske, også
findes i anderledes og tankevækkende
udgaver i andre sprog.
“Man skal ikke græde over spildt
mælk,” hedder i Kina: “Spildt mælk kan
tørres op.”
“Hvo intet vover, intet vinder,” hedder
i Rusland: “Den som intet vover, drikker
aldrig champagne.” Ligesom den russiske
version af “En fugl på taget, er bedre end
ti i hånden” hedder: “En spurv i hånden
er bedre end ti traner på himlen.”
I Danmark er gamle talemåder og ordsprog under forandring som aldrig før. Man
leger med dem og sætter dem sammen på
nye måder. Nu kan man høre folk sige:
“Vi må holde tungen lige i vejret.”
“Det er Alfa og Romeo.”
“Det er prikken over værket.” Eller: “Det
er kronen over i’et.”
“Den, som griner til slut, ler bedst.”
Selvom vi har nogle såkaldte ‘faste
vendinger’ i sproget, så blander vi dem
sammen eller ændrer et ord hist og pist.
Amalie Szigethy fra Paradise Hotel er
blevet kendt på det. F.eks. med vendinger
som: “Jeg er helt hæklet af” og “Vi har
slået vores bjælker sammen.” Eller: “Jeg er
en pige med begge ben i næsen.”
Men journalister og toppolitikere gør det
også. Justitsminister Søren Pind siger om
de autonome, at “de er vinde og skæve.” Og
integrationsminister Inger Støjberg siger
om indvandringen, at “den kan vi ikke
se gennem øjnene med.” Pia Kjærsgaard
mener, at “verden er af lava.” En journalist
på DR sagde: “Det er der, humlen ligger
begravet,” og blander her talemåderne “Det
er der, hunden ligger begravet” med “Det er
humlen ved det hele.”
“Det er kun godt, at sproget er under
forandring og tilpasses den tid, vi lever
i,” siger Michael Kjær Ejstrup og Anders
Elsig fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i bogen Hvad tiden er fuld af,
flyder munden over med. Faste vendinger
i forandring. De mener, at vi på trods af
internationalisering og angelsaksisk påvirkning i det danske sprog har et stærkt
og modstandsdygtigt fælleseje, og netop
styrken i sproget er årsagen til, at vi kan
lege med det og forandre det. “Dansk har,
så langt vi kan skue tilbage, taget imod
nyt udefra, uden at sproget har taget skade eller lidt overlast; dansk er forblevet et
ganske funktionsdueligt sprog. Vi opfatter det derfor som en naturlig udvikling,
at talemåder, ordsprog og sproget generelt tilpasser sig en ny tids omgivelser og
værdier,” skriver de i bogen.
Børn har altid haft det med at tilpasse
vendinger til det, de selv kan forstå. En
børnehave sang Kim Larsens sang “godt at
vi blev født, før aborten den blev fri” som
“godt at vi blev født, før at Morten han fik
fri.” En pige troede, det hed “alle mand
og mor” og ikke “alle mand ombord.”
Ligesom drengen, der mente, at præsten
ved en vielse havde sagt, at de skulle elske
hinanden, til den ene af dem døde af det.
Men de senere år er det blevet almindeligt, at ikke blot børn, men også unge
og voksne ændrer på gammelkendte
talemåder. Hør engang:
“Man skal ikke skure hunden på hårene.”
“Det går jo godt, sagde katten – den sad
på flæsket.”
“Han er født med en guldske i røven.”
“Nu skal vi jo ikke male hinanden på
væggen.”
nr. 5 / oktober 2015
I Vandrehallen på Christiansborg løber en 268 m lang
blomsterfrise udført af
billedkunstneren Rasmus
Larsen som kalkmaleri i
perioden 1918-21. Frisen gengiver gamle danske ordsprog
og fyndord som malerens
kommentarer til det politiske
liv. Tegningerne og ordsprogene er sat sammen med megen
humor, og maleren har for sin
bidende ironi fået tilnavnet
“den onde maler”.
Fotos: Scanpix
“Vi løber fra Herodes til pilates.”
“Han er pint under tonsvis af Piratos.”
“Han fik mod på tanden.”
“Mine tænder løber mig koldt ned ad
ryggen.”
I et realityprogram skulle Amalie-generationen forklare gamle ordsprog og talemåder. Ved nogle af dem kom de til kort.
“Tomme tønder buldrer mest,” forstod
de ikke, og typisk for den eksponering
af dem selv, de sad midt i, dechifrerede
de ordsproget til at skulle understrege
vigtigheden af at have gennemslagskraft
og få sin mening hørt.
Eller det gamle ordsprog om, at “tale er
sølv, men tavshed er guld”, der i en tid,
hvor man som ung skal synliggøre sig
selv og være godt skåret for mundbåndet
for at komme frem, ganske enkelt er blevet omdøbt til “tale er guld”.
I en tid, hvor skilsmisse er blevet normalen, bliver den smukke gamle talemåde om, at “gammel kærlighed ruster ikke”
ganske nøgternt ændret til at konstatere,
at “gammel kærlighed ruster.”
Forfatterne til bogen mener, at vi også
moralsk tilpasser gamle vendinger til
nutiden. Når vendingen “at have skudt
31
papegøjen” af unge ændres til “at have
scoret papegøjen”, er det, fordi papegøjer
er truede dyr, man ikke længere kan gå
rundt og plaffe ned.
Når vendingen “man skal ikke sælge
skindet, før bjørnen er skudt” ændres
til, at “man skal ikke skyde bjørnen, før
skindet er solgt”, er det, fordi den moralsk
passer til, at man ikke skal drive unødvendig rovdrift på vores dyr.
Når “man skal ikke slå større brød op,
end man kan bage” ændres til, at “man
skal ikke slå større brød op, end man kan
spise” – ja, så passer ændringen til en økologisk tid, hvor vi skal stoppe madspild.
Når man kan høre unge sige, “vi er
som kop og kande” og ikke “som pot
og pande”, er det, fordi ordet “pot” har
ændret betydning og i ungdomssproget er
synonym med hash.
Når “at gå for lud og koldt vand” i et ungdomsprogram høres ændret til “at gå for
en ludder på koldt vand”, er det, både fordi
at kun få i dag ved, hvad lud er, og fordi
seksuelle referencer er mere almindelige,
og ordet ludder er vokset frem i sproget.
Det er også tidens sexuelle orientering
og frisprog, der er årsag til, at talemåden
“som hat og briller” i dag høres ændret til
“som pik og patter”. Og hvor ældre siger,
at “han fik det glatte lag,” hedder det i
ungdomssproget, at “han fik på det glatte
lagen.”
Når vendingen “kommer tid, kommer
råd” af en studerende ændres til “kommer
tid, kommer penge” – ja, så er det, måske
fordi han ikke længere orker gode råd i
en forbrugstid, hvor det er penge, han
mangler.
Og hvem ved – når det nu kan siges, at
“grænsen er slået” og ikke “grænsen er
nået,” så er det måske fordi, at når grænser rives ned, så kan man ikke længere nå
en, og så må man i stedet slå en.
I øvrigt:
“Man skal ikke gå ned i det sorte kul.”
Det er bedre, “man skyder sig selv i
vejret”, for ellers er man “dum som en
papdør.”
Michael Kjær Ejstrup og Anders Elsig:
“Hvad tiden er fuld af, flyder munden over
med. Faste vendinger i forandring”. Hans
Reitzels Forlag. 127 sider. 198 kr.
Artiklen har i kortere form været bragt i
Friskolebladet, nr. 7, 2015.
32
nr. 5 / oktober 2015
ANMELDELSE
TVIVLSOM OMGANG MED KILDER
Forfatteren til ny bog om Sønderjylland under Besættelsen skjuler, at han
bygger på andres arbejde. Om fremgangsmåden er juridisk angribelig, er
nok tvivlsomt, men den er ikke klædelig.
Af Henrik Skov Kristensen
Gennem fem udvalgte personer fortæller Søren Flott Sønderjyllands specielle
historie op til, under og umiddelbart efter
Besættelsen. De fem personer, som udgør
forfatterens prisme er: Kresten Refslund
Chefen for Grænsegendarmeriet, oberst
Paludan-Müller, som bestemt ikke var nogen tilhænger af samarbejdspolitikken,
og som var en sten i skoen for den danske
regering på grund af sit stejle og kompromisløse temperament. Den
ultimative pris betalte han
under sin nærmest mytiske
kamp mod overmagten, da
Gestapo ville arrestere ham
i embedsboligen i Gråsten i
maj 1944.
Modsat Paludan-Müller
var den konservative redaktør Adolph Svensson en
varm tilhænger af samarbejdspolitikken. Ganske
som Refslund Thomsen var
han på ingen måde tyskvenlig, men han betragtede
samarbejdspolitikken som det bedste
værn mod en grænseflytning.
Om muligt endnu mere stridbar end
Paludan-Müller var den stærkt nationalkonservative ekspedient Hans Mørup,
som var en absolut pioner i den sønderjyske modstandsbevægelse. Mørup var en
udpræget aktivistisk natur, en igangsætter af Guds nåde, som i 30´erne tilhørte
den del af KU, der hyldede den korporative stat. Altså i princippet en politisk
tænkning, der var beslægtet med den
italienske fascisme. Ikke desto mindre
var en mand som Jens Møller en politisk
hovedmodstander for Mørup. Det skyldtes flere forhold. For det første var Møller
tysksindet og arbejdede for en grænseflytning nordpå, hvor Mørup mente, at
Sydslesvig var kærnedansk og selvfølgelig
hørte til Danmark. For det andet var den
Man får næsten det
indtryk, at forfatteren
har villet skjule, at han i
så vid udstrækning bygger
på andres arbejde
Thomsen (embedsmanden), oberst Paludan-Müller (officeren), redaktør Adolph
Svensson (politikeren), Hans Mørup (frihedskæmperen) og dyrlæge Jens Møller
(nazist og fører for det tyske mindretal).
Dette greb giver en letløbende, stort
set kronologisk, fortælling, som pointerer de forskellige positioner i forhold
til besættelsesmagten og den danske
samarbejdspolitik. Sproget er ligetil, ofte
i dialogform, men skæmmet af enkelte
’bøffer’. Således staves ’lavmælt’ konsekvent ’lavmeldt’, hvilket burde udløse en
kindhest til forlagsredaktøren.
Flott formår at formidle stoffets elementære dramatik. Vi kommer tæt på
personerne, som skildres med indfølingsevne: Refslund Thomsen, embedsmanden, som er loyal overfor samarbejdspolitikken, men ingenlunde tyskvenlig.
nazistiske ideologis antikristne og antisemitiske grundlag Mørup inderligt imod.
I bogen følger vi dyrlæge Møller og
det tyske mindretal gå i afgrunden med
Nazityskland, og vi følger ham under det
retsopgør, som mindretallet helt op til
vore dage har betragtet som en dyb uretfærdighed.
Som læser føler man sig således udmærket underholdt og oplyst.
Imidlertid lider bogen af en alvorlig
svaghed. Den bringer meget lidt nyt, idet
den stort set bygger på allerede publicerede arbejder af såvel ældre som af nyere
dato. Det havde ikke været noget problem, såfremt kildehenvisningerne havde
været tilstrækkelige, men man får næsten
det indtryk, at forfatteren har villet
skjule, at han i så vid udstrækning bygger
på andres arbejde.
I sit forord fremhæver Flott, som er
uddannet journalist, at “bogen skal ses
som en journalistisk fortælling”, og “ikke
…en historiebog i traditionel forstand”.
Denne konstatering synes at retfærdiggøre for forfatteren, at han ikke føler sig
forpligtet til noget, der bare minder om
kildehenvisninger, hverken i form af
noter, henvisninger i brødteksten eller
en kommenteret litteraturliste. End ikke
i forordet retter Flott en tak til de forfattere, han står så udtalt på skuldrene af.
Bogen er blot forsynet med en generel litteraturliste, som i øvrigt er både mangelfuld og behæftet med flere fejl.
Kendere af litteraturen om Sønderjyllands historie under Besættelsen vil
kunne genkende lange tekstpassager herfra. Nogle konkrete eksempler: de danske
soldaters oplevelser af træfningerne den
nr. 5 / oktober 2015
9. april 1940 stammer fra Arne Stevns 9.
april – skildret i breve fra danske soldater
(1940). Hans Mørups selvbiografi På Fløjen (2000), udgivet af Historisk Samfund
for Sønderjylland, leverer stof til anslået
25 % af Flotts fremstilling. En biografi
om Jens Møller, som fremstillingen også
trækker på, er end ikke på forfatterens
litteraturliste. Her henvises blot til den
antologi Over Stregen, hvor biografien er
publiceret.
På samme vis undlader Flott at anføre
forfattere og titler på to centrale artikler
om henholdsvis oberst Paludan-Müller og
nogle voldelige tildragelser af nationalpolitisk karakter efter krigen, som han uden
nogen tvivl har anvendt. Her nøjes han
blot med i sin litteraturliste at medtage
de to årgange af Sønderjyske Årbøger,
hvor artiklerne er publiceret.
En lang beskrivelse af folkestrejken i
Sønderborg på Dybbøldagen i 1944, hvor
kilden tydeligvis er en rapport fra den
lokale politimester, er publiceret (faktisk
citeret over adskillige sider) i Als og Sundeved 1940-45 (1995), som Flott har på sin
litteraturliste, om end ikke bibliografisk
korrekt. Overordnede pointer og konklusioner har Flott langt hen ad vejen hentet
fra Sønderjylland under krig og besættelse (2003).
En række miniportrætter i bogen af
hjemmetyske, nazistiske ledere kan henføres til dels Straffelejren (2011), dels til
Gads leksikon Hvem var hvem 1940-45.
Grænseforeningen gengiver på sin hjemmeside (med behørig kildeangivelse)
disse leksikonartikler, og eftersom Flott
i sin kildefortegnelse har anført netop
denne hjemmeside, har han formentlig
sine miniportrætter derfra.
Om Søren Flotts fremgangmåde er
juridisk angribelig, er nok tvivlsomt, men
den er ikke klædelig. Det ville den sikkert
heller ikke blive betragtet som indenfor
den journalistiske verden.
33
FRA GLEMSLEN UD I LYSET?
Ny antologi gør opmærksom på 22 glemte sydslesvigske skribenter. Nogle
af dem er store fortællere, mens andre har sværere ved at gøre indtryk.
Af Finn Slumstrup
Henrik Skov Kristensen er historiker, forfatter og overinspektør ved Nationalmuseet,
Frøslevlejrens Museum.
Tre veteraner i det sydslesvigske sprog- og litteraturarbejde har sat sig sammen for
at redigere en antologi. De har fået økonomisk hjælp fra fire fonde og foreninger,
og nu kan enhver interesseret studere resultatet i form af en nydelig, indbundet
bog på 128 sider.
Redaktørerne gør selv indirekte opmærksom på, at en drivkraft har været, at bøgers levetid i boghandlerne bliver stadig kortere. Man skal på biblioteket for at finde
mange af de skribenter, der er med i antologien: “Vi vil gerne, at de ikke forbliver
glemt og gemt af vejen, men kommer frem i lyset igen,” skriver redaktørerne.
Desuden har de en ambition om, at målgruppen ikke skal være isoleret til Sydslesvig: “Bogen finder forhåbentlig vej til mange, ikke blot i Sydslesvig, men også i
Danmark, hvor viden og bevidsthed om mindretalsliv gennem tiderne er ringe.”
Og “mindretalsliv gennem tiderne” er da også, hvad antologien bringer frem i
lyset gennem de udvalgte tekster. Der er medtaget bidrag fra 22 forfattere, hvoraf
den ældste blev født i 1866 og den yngste er født i 1966. Fire af forfatterne er født
i det 19. århundrede, mens det store flertal altså er fra forrige århundrede. Den
ældste tekst blev offentliggjort i 1927 og den nyeste i 2012.
Når man har været teksterne igennem, sidder man tilbage med to forskellige
indgange til bogen. Et samlet billede af de mange tekster i poesi og prosa giver en
slags overblik over mindretalslivet med 1864, 1920 og 1945 som store drejeår og
det både varme og smertelige forhold til Danmark og dansk kultur som en gennemgående tone, der synger snart i dur og snart i mol. Og man kan kun være enig
med redaktørerne i, at det er et stof, mange nord for den dansk-tyske grænse ville
have godt af at stifte bekendtskab med.
En anden indgang er så spørgsmålet om, hvorvidt der er enkelte forfattere, som
stiger frem af siderne med en sådan kraft, at de virkelig ikke fortjener at være
“gemt og glemt”?
Nu ved jeg ikke, om man kan tale om, at den kendteste af de 22 skribenter, WillyAugust Linnemann, er glemt. Men under alle omstændigheder er hans uddrag fra
“Bogen om det skjulte ansigt” i en klasse for sig og en tydelig påmindelse om, at
han var en stor fortæller.
Heldigvis er han dog ikke alene om at gøre personligt indtryk. Man bliver også
mindet om, at Jakob Kronika var en storartet journalist med et kunstnerisk anlæg.
Andre prosabidrag er nok læseværdige, men har dog sværere ved at gøre egentligt
indtryk.
Blandt digtene har jeg hæftet mig ved de faste, maskuline tekster af Gerhard
Ernst (årgang 1931) og Fidde Schulz (årgang 1940), men især ved den helt oplagt
talentfulde Frank Titze og hans storartede tekst “Når jeg skifter sprog.” En trafikulykke bevirkede, at Titze kun levede 1958-80. Men hans tekst fra 1978 lever i
bedste velgående og fortæller finurligt om tosprogethedens veje og vildveje.
Søren Flott: SØNDERJYLLAND BESAT. Gyldendal 2015. 359 sider ill. 350 kr.
Signe Andersen, Maike Lohse & Erik Jensen (red.): SYDSLESVIG ANTOLOGI. Forlaget
Neffen 2015, 128 sider.
34
nr. 5 / oktober 2015
ANMELDELSE
ARKITEKTURENS GRÆNSEOVERSKRIDENDE SPROG
Peter Dragsbo, etnolog og tidligere direktør på Sønderborg Slot, beskriver i ny bog, hvordan arkitekturen
i grænselandet er et sprog, der kan være med til at nuancere og berige historieopfattelsen.
Af Jes Fabricius Møller
Perioden 1850-1940 betegnes normalt som
historicismens eller de historiske stilarters
epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen.
Den er sådan set også en historisk stilart,
idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen
blev af dens tilhængere betragtet som en
tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der
byggede i både Altona og København.
Det, der adskiller historicismen fra
klassicismen, er, at den ikke længere føler
sig bundet af et bestemt formskema, men
frit kan vælge mellem og sammensætte
stiltræk og elementer fra hele historien.
Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt
en generations forsinkelse.
Med udgangspunkt i fire grænseregioner – Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og
Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne
nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han
viser, hvordan historicismens store udbud
af æstetiske programmer blev brugt som
magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille
gigantiske mindesmærker til forherligelse
af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig
dog ikke så meget for disse kulturpolitiske
stavepladeprojekter. I centrum for hans
undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse,
skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser,
at for at forstå signalværdien af de enkelte
bygninger skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes
ikke nogen entydig “tysk”, “fransk” eller
“dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at
arkitekturen ikke har spillet en væsentlig
rolle i de nationale stridigheder.
De tyske marinestationer i Sønderborg
og Flensborg/Mürwik, opført i årene 190608, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne
og udgravningen af en kanal fra Kiel til
Elben gjorde det meningsfuldt at placere
en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere
som “tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik,
der historisk knyttede an til den tyske
ridderorden og dens borg Marienburg i det
nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig “sit
kejserligt-romanske dekorationsapparat”
til byens hovedbanegård og postkontor
som en reference til det 12. århundredes
(hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de
fransksindede arkitekter med at kopiere
Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I
det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den
dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod
blev færdiggørelsen af domkirken – opført
i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til
tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner
Dom, blev anvendt barok.
Til komplikationerne af forståelsen af
arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der
voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske
arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders
bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser,
hvordan Heimatpflege og Bauschutz på
tysk og Bedre Byggeskik på dansk side
var udtryk for samme ambition og i høj
grad også samme stilideal. Hvad der på
tysk side forblev et regionalt fænomen,
voksede sig i Danmark imidlertid til en
national bevægelse med centrum på
Vestsjælland, der gav inspiration tilbage
til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod
Højskole på Als.
Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg
er ganske vist i overensstemmelse med
den lokale tradition bygget i tegl, men i
en ny-klassicistisk monumentalstil, som
ikke blev dyrket umiddelbart nord for
grænsen. Her skal man til banegården
i Aarhus eller politigården i København
for at finde noget lignende. Det nationale
program i det genvundne Sønderjylland
føjede sig heller ikke nødvendigvis til
det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932
en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som “typisk dansk
landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale
tyske befolkning kritiserede den for at
sætte “et fynsk stempel” på egnen.
Dragsbo har selv taget de fleste af bogens
mange billeder. Det ville have klædt den
med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over
den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget
væsentligt til vores forståelse af, hvorfor
bygninger fra denne periode ser ud som de
gør – og ikke blot i grænseregionerne.
Jes Fabricius Møller er lektor, ph.d. ved
Københavns Universitet.
Peter Dragsbo: ARKITEKTUR TIL
GRÆNSEN. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940. Museum
Sønderjylland. 366 sider. 300 kroner.
nr. 5 / oktober 2015
THERKELSENS HJØRNE
Generationsskifte i Dansk Skoleforening
Det er allerede længe siden, Skoleforeningens direktør, Anders Molt Ipsen, meddelte,
at han efter 16 år i den ansvarsfulde stilling
ønskede at gå på pension. Anders Molt Ipsen
har som direktør været enestående loyal over
for Skoleforeningens tradition og historie,
men også været igangsætter på nye områder.
Skoleforeningen har været igennem flere
krævende omstruktureringer og meget store
byggerier i Molt Ipsens tid, lige som det er
Molt Ipsens fortjeneste, at musiklivet har
fået en så fremtrædende placering i mindre-
nikation til den danske befolkning på flest
mulige platforme som hjemmesider, trykte
medier, radio og tv, sociale medier osv. Det
spor forfølger vi aktivt med vores nyansatte
kommunikationschef, Anna-Lise Bjerager,
som drivkraft. Det andet hovedspor er at
skabe rammer for flest mulige personlige
møder mellem børn og unge fra Sydslesvig
og jævnaldrende i Danmark. Det spor kan
vi kun forfølge, hvis vi har et åbent og tillidsfuldt samarbejde med Skoleforeningen
om bl.a. feriebørn, udvekslinger, lejrskoler
og klassebesøg i
Sydslesvig, Kulturmøde-ambassadører,
efterskoleophold,
elevambassadører,
aktiviteter på Roskilde
Festival og diverse
folkemøder.
Dette oplysningsarbejde forudsætter
samtidig et dannelsessyn i Skoleforeningen,
hvor undervisning
ikke blot er at formidle
viden og færdigheder til børn og unge, som
beskrevet i læseplaner og lovgivning, men
også at give børn og unge nye erkendelser og
oplevelser, som kun kan formidles uden for
undervisningslokalets fire vægge, nemlig i
mødet. Skoleforeningen befinder sig i brydningsfeltet mellem tysk og dansk dannelsestænkning. Vi håber, Lars Kofoed-Jensen vil
fastholde og styrke et dansk dannelsesideal
til glæde for mindretallets børn og unge,
til glæde for mindretallet som helhed og til
glæde for den del af oplysningsarbejdet i
Danmark, som vil mødet mellem mennesker.
I Grænseforeningen glæder vi os kort sagt
til samarbejdet.
For Grænseforeningen har
oplysningsarbejdet to hovedspor.
Det ene spor er kommunikation
(...) Det andet hovedspor er at
skabe rammer for flest mulige
personlige møder
tallets institutioner. Tænk blot på de store
musicals, som i de senere år er blevet opført.
Pr. 1. januar har Dansk Skoleforening ansat
en ny direktør, nemlig Lars Kofoed-Jensen,
der er rektor for Katedralskolen i Haderslev,
og som i sin karriere bl.a. har haft fire års
ansættelse ved Duborg-Skolen i Flensborg.
Herfra skal lyde et stort tillykke med ansættelsen til Lars Kofoed-Jensen. Vi glæder
os til fortsat godt samarbejde med Skoleforeningens ledelse om oplysningsarbejdet
i Danmark, som Skoleforeningen og dens
institutioner er en væsentlig del af, selv om
vi naturligvis ved, at Skoleforeningens primære opgave er at drive dansk pædagogisk
virksomhed i Sydslesvig.
For Grænseforeningen har oplysningsarbejdet to hovedspor. Det ene spor er kommu-
Knud-Erik Therkelsen
er generalsekretær i Grænseforeningen.
35
KALENDER
NOVEMBER 2015
5-6/11 Efterskoleseminar på
Christianslyst
5-6/11 Budgetmøder i Sydslesvigudvalget
9/11 Møde i formandskabet
i Horsens
14/11 SSF Landsmøde i
Husum
19-21/11 Sydslesvigsk delegationsbesøg i København
DECEMBER 2015
5/12 Bestyrelsesmøde i
København
JANUAR 2016
18/1 Formandskabsmøde i
Løgumkloster.
36
nr. 5 / oktober 2015
TÆNK ENGANG ...
Tekst & foto: Mette Bock
Her er Florian. Hans unge liv har indtil videre bragt ham fra Sydslesvig over Tanzania
og Århus til Sønderborg. Og måske – måske
– vender han en dag tilbage til Sydslesvig.
Jeg mødte Florian Wagenknecht på
Jaruplund Højskole i den lune sensommer, da Grænseforeningens bestyrelse
holdt sit årlige todagesmøde i Sydslesvig.
Til bestyrelsesmøderne har vi altid en
repræsentant for de unge tilstede, så vi
generationerne imellem kan holde hånd
i hanke med, hvad der sker. Eller bør ske.
De unge kaster sig lystigt ind i diskussionerne, og det er altid inspirerende.
Florian Wagenknecht er 25 år, født i Angel. Hans forældre, der begge er pædagoger,
var meget inspireret af den nordiske pædagogiske tradition og satte alle fire børn
i dansk børnehave og senere dansk skole.
Florian er student fra Duborg-Skolen i 2010
og involverede sig allerede i gymnasietiden
i både SDU og SSW-ungdom.
“Jeg er typen, der gerne vil gå i dybden
med tingene, og jeg blev mere og mere
bevidst om, at jeg er dansksindet. Hvad
det egentlig betyder, overvejer jeg fortsat,” siger han.
Efter studentereksamen tog Florian
et år til Tanzania, hvor han arbejdede
for en humanitær organisation. Hans
arbejde bestod i at reparere lamper i et
bjergområde uden elektricitet. For mig
lyder det som en umulig opgave, men de
unge kan jo så meget.
Fra Tanzania gik rejsen til Århus og senere Sønderborg, hvor Florian i dag studerer European Studies. Denne sommer
var han sammen med 100 andre unge fra
Grænseforeningen på Roskildefestival,
hvor de organiserede flaskeindsamling.
Overskuddet, cirka 100.000 kr., går til
Grænseforeningens ungdomsarbejde.
“Det er et dejligt samvær, hårdt arbejde
og spændende kulturmøder på een gang,”
fortæller Florian. På Roskildefestivalen
kommer der hvert år mange vandrende
udlændinge, der tjener en skilling på at
samle flasker. Sproglige og kulturelle
barrierer opstår tit, og her kan Grænseforeningens unge bidrage som brobyggere
og oversættere. De kender nemlig til mødet mellem flertal og mindretal, mellem
forskellige sprog og kulturer.
“Jeg får rigtig meget ud af netværket i
Grænseforeningen,” siger Florian. “Både
socialt og fagligt. Med en mindretalsbaggrund får man også en særlig demokratiforståelse, synes jeg. – Det bliver tydeligt, at alle skal inkluderes, og at det ikke
kun handler om, hvad flertallet vil!”
Når Florian engang er færdig med
studierne, vil han gerne bruge sine særlige erfaringer. Og mon ikke, at der i en
verden fuld af kulturmøder og kultursammenstød bliver brug for et menneske som
Florian? Jeg kan i hvert fald konstatere et
stort behov for flere Florian’er ved at rette
blikket ud over såvel fædrelandet som det
internationale samfund allerede i dag.
Held og lykke, Florian, vi vil følge dig!
Klummen “Tænk engang” beskriver formand Mette Bocks møder med mennesker og
mindretal.
LOKALFORENINGER
LOKALFORENINGERNE
Arrangementer sendes
til Claus Jørn Jensen på
[email protected]
eller til Åbenråvej 22,
6400 Sønderborg. Deadline
for arrangementer, der
ønskes med i næste nummer
af GRÆNSEN, er onsdag
18. november.
FOREDRAG
OG MØDER
Se lokalforeningernes
detaljerede program på:
www.graenseforeningen.dk/
kalender
SYDDANMARK
Aabenraa
28. oktober kl. 14.30. Folkekulturhuset Rebbølcentret, Vollerupvej
45, 6392 Bolderslev. Det grå guld
mødes igen på tværs af grænsen.
Tilmelding til Jens Overgaard
mail jensovergaard49@gmail.
com eller telefon 7464 6502 (Rebbølcentret).
6. november kl. 19.00. Rebbølcentret. Jazzkoncert med Syncopaters. Pris 120 kr. Medlemmer 100
kr. Tilmelding med bestilling af
smørrebrød til 25 kr. tlf. 7464 4256
(Lisbeth) eller 7464 6502 (Rebbølcentret) eller mail [email protected]
11. november kl. 10.45. Bjolderup
kirkegård. Foredrag med Jørn
Buch. Våbenstilstandsdagen
mindes ved mindesmærket for
de faldne på Bjolderup kirkegård.
Frokost og kaffe 100 kr.
26. november kl.18.30. Frøslevlejrens Efterskole. Adventsmøde.
Spisning med mad og fællessang
for de traditionsbundne herrer
og de mere moderne kvinder.
Kl. 19.30 foredrag med Henrik
Becker-Christensen. Tilmeldingsfrist 20. november til
Andreas Brandenhoff, tlf. 74 64
65 02, mail [email protected]
Esbjerg
27. oktober kl. 19.00. Danhostel,
Sct. Pedersgade 16, Ribe. “Forstærkningsmanden, fire rigsdaler – himlens straf og ondskaben
selv.” Foredrag ved Flemming
Nielsen, tidligere journalist ved
Radio Syd. Pris inkl. kaffe 50 kr.
nr. 5 / oktober 2015
LOKALFORENINGER
Haderslev
19. november kl. 19.00. Vedsted
Landbohjem. “Grænseland og
skoler set fra Sydslesvig” – ved
rektor ved A.P. Møller Skolen i
Slesvig Jørgen Kühl. Entré med
kaffe 80 kr.
Kolding og omegn
22. november kl. 10.30. Sankt
Nicolai Kirke og Jens Holms Hus
Kolding. Vi begynder med gudstjeneste ved sognepræst Martin
Rønkilde. Derefter er der frokost
med efterfølgende foredrag ved
en kendt person i Jens Holms
Hus.
30. november kl. 14.00. Kvarterhuset, Junghansvej 121, 6000
Kolding. Adventsfest. Pris 60 kr.
Tilmelding senest 23. november
til Marie Jespersen (kun i dagtimerne) på tlf. 75 52 20 25.
Nyborg og Kerteminde
11. november kl. 19.00. Borgerforeningen. I samarbejde med
Højskoleforeningen afholdes
foredrag med tidl. chefredaktør
på “Der Nordschleswiger”, Siegfried Matlok, som causerer over
emnet dansk-tyske relationer i
det 20. århundrede.
16. november kl.19.30. Mødestedet, Strandvejen 10, Kerteminde.
Foredrag ved Grænseforeningens
formand, folketingsmedlem
Mette Bock. Alle er velkomne til
at høre om arbejdet i Grænseforeningen og kontakten til det
danske mindretal i Sydslesvig.
Odense og omegn
21. oktober kl. 15.00. Sognegården. Eva Ritter fra Nordisk
Informationskontor i Flensborg
fortæller.
10. december kl. 15.00. Otterup
Bibliotek, Søndergade 2, Otterup.
Bendt Bendtsen fortæller om sit
arbejde i Europaparlamentet.
Svendborg og omegn
3. november kl. 19.30. Sct. Jørgens
Sognegård, Brydegårdsvej 15 i
Svendborg. En aften i teaterets
verden. Marianne Kjær fortæller om sit mangeårige og rige
teaterliv. Kaffe med brød kr. 50.
Tilmelding til Minna Bøgebjerg
senest 30. oktober på telefon 62
25 22 23 eller på mail grothdam@
mail.dk
Tønder
12. november kl. 19.30. Møgeltønder Forsamlingshus. Foredragsaften. “Der har jeg rod, derfra
min verden går”. Professor Svend
Andersen fra Aarhus Universitet
vil fortælle om sin barndom og
ungdom i Aventoft og Tønder.
Han vil efter kaffen komme
med aktuelle betragtninger om
Sydslesvig.
NORDJYLLAND
Aalborg
19. oktober kl. 19.00. Vejgaard
Bibliotek, Hadsundvej 35. Henny
fortæller om danske krigsbørn
fra besættelsen 1940-45.
23. november kl. 19.30. Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej 35.
Gårdsangerne fra Aalborg afslutter årets møderække. Kaffe og
julekager.
Hvetbo Herred
11. november kl. 18.00. Lunden
V. Hjermitslev. Lanterneoptog i
samarbejde med V. Hjermitslev
Borgerforening. Lanterner, sodavand og æbleskiver til børn er
gratis. Æbleskiver og kaffe til de
voksne koster kr. 25.
14. november kl. 13.00. Saltum
Sognegård. 85-års jubilæum.
Festtale ved Grænseforeningens
formand, Mette Bock. Yderligere
informationer og tilmelding til
lokalformand Erik Nielsen tlf.
9888 1775.
Mariagerfjord
23. november kl. 14.45. “Den bette
Skole”, Elkjærsvej 2, Skelund,
9560 Hadsund. Pastor Anna
Bojsen-Møller fortæller om sin
oldemor Jutta Bojsen-Møller.
Entré 70 kr. inkl. kaffe.
30. november kl. 13.00. “Højvang”,
Hobrovej 62, 9560 Hadsund. Den
sædvanlige julefrokost i en ny
form. Adventsfrokost med sild
og grønlangkål samt kaffe og
småkager. Desuden julequiz og
sange. Vi viser Søren Laursens
DVD fra Sydslesvig-turen. Pris
100 kr. Tilmelding senest 25.
november på tlf. 7440 4175 eller
9857 1281.
Thy og Mors
3. november kl. 19.30. Morsø
Teater, Limfjordsvej 95, Nykøbing Mors. Teaterforestillingen
“Lillys Danmarkshistorie – en
musikalsk fortælling om kvindeliv.” Forestillingen er baseret på
bogen af samme navn. Foreningen er vært ved en forfriskning i
pausen.
Vendsyssel
15. november kl. 14.00. Sognegården i Vrå, Søndre Vråvej 11B, 9760
Vrå. Aktuelle politiske udfordringer for mindretallene i Sydslesvig på begge sider af grænsen ved
Siegfried Matlok. Kaffe 50 kr.
Viborgegnen
12. november kl. 19.30. Sortebrødrehus, Skt. Mikkelsgade 12,
Viborg. “Den moderne sydslesviger. Hvorfor har vi så svært ved at
blive enige om fremtiden?” Henry
Bohm fra Bredsted vil give sit bud
på Sydslesvig i dag og i morgen.
MIDTJYLLAND
Århus og omegn
10. november kl. 19.30. Ellevang
Kirkes sal, Jellebakken 42, 8240
Risskov. Formand for Federal
Union of European Nationalities,
Hans Heinrich Hansen: “Europæiske mindretal”. Kaffe/te med
brød 50 kr.
11. november kl. 11.00. Monumentet, Mindeparken. Foreningen
deltager med fane og krans i
højtideligheden på våbenstilstandsdagen til minde om de
danske sønderjyder, der faldt i
1. Verdenskrig 1914-18. Prinsens
Livregiments Musikkorps spiller
fra kl. 10.35, og faner føres ind
lidt efter.
30. november kl. 19.30. Brabrand
Sognegård, Engdalsvej 1, 8220
Brabrand. Adventsmøde. Johan
Herold leder fællessangen.
Traditionelt bankospil med fine
præmier. Kaffe/te med julebagværk 50 kr. Tilmelding til Johan
Partsch, C. Blochs Gade 29, 8000
Aarhus C. Tlf. 23 61 40 92 eller
mail [email protected] senest
torsdag 26. november.
Horsens og omegn
25. november kl. 19.00. Klostergården, Havneallé 12 A, Horsens.
Julemøde. Sang og musik ved Karen Bonefeld og Werner Larsen.
Julelotteri, hvortil gaver modtages med tak. Kaffe og brød 50 kr.
Randers og omegn
3. december kl. 19.30. Kristrup
Sognegård. Adventsmøde med
adventstale, kaffebord og fællessang.
Ringkøbing og omegn
12. november kl. 19.30. Fjordparkens aktivitetscenter, Holmelunden 10. Grænseforeningens
formand, Mette Bock, fortæller
om sit syn på grænselandet med
udblik til det øvrige Europa. Pris
75 kr. Tilmelding til Sven senest
9. november.
Silkeborg-Hammel og omegn
22. oktober kl. 19.00. Medborgerhuset, Bindslevs Plads 5,
37
38
nr. 5 / oktober 2015
LOKALFORENINGER
8600 Silkeborg. “Herrnhuterne i
1700-årenes dansk-tyske Slesvig”
ved tidl. arkiv- og forskningsleder, dr.phil. Lars Henningsen.
Pris inkl. kaffe/the med brød 50
kr.
19. november kl. 19.00. Medborgerhuset, Bindslevs Plads 5,
8600 Silkeborg. Sangaften med
Marianne Hovgaard og Freddy
Dencker. Pris for mødet inkl.
kaffe/the med brød 50 kr.
Skanderborg og omegn
8. november kl. 9.00. Kirkecentret
ved Skanderup Kirke. Vi håber
at fortsætte samarbejdet med
menighedsrådet og sognepræst
Jørgen Lorenzens afløser.
Skiveegnen
28. november kl. 11.00. Resen
Sognehus. Gitte HougaardWerner, næstformand i SSF: “Mit
liv som sydslesviger – før, nu og
fremadrettet”. Samtidig markerer
foreningen AL’s 25-års jubilæum
som formand og er vært ved et
beskedent traktement. Pris 60
kr. Tilmelding en uge før på 9752
6484, 2579 2266 eller 6179 4502.
Skjern-Tarm-Videbæk Egnen
21. oktober kl. 17.00. Seniorcenteret, Anlægsvej 19, Skjern. “Med
nattog til Kina”. I ord og billeder
vil Lene Mose Nielsen og Bertel
Jensen fortælle om en fantastisk
togrejse med Den Trans-Mongolske Jernbane. Pris 75 kr. (børn
gratis).
12. november kl. 18.30. Fjordparkens Aktivitetscenter, Holmelunden 10, Ringkøbing. Mette Bock,
formand for Grænseforeningen: Grænselandet i 2015. Der
bliver adventshygge med gløgg
og klejner m.v. (Sammen med
Ringkøbing) Pris 75 kr. Tilmelding senest 9. november til Sven
[email protected], tlf. 9732
0986 eller 4034 8637.
SJÆLLAND
Dianalund og Stenlille
4. november kl. 19.30. Søparken,
4291 Ruds Vedby. Det årligt tilbagevendende arrangement i Ruds
Vedby arrangeret af Lokalrådet i
Ruds Vedby: “Den dejligste Vise”
ved Viseteatret, “Cabaret om Lulu
Ziegler”. Viser og anekdoter med
pianist Vagn Olsen og sangerinder.
Guldborgsund
16. november kl. 18.00. Kulturforsyningen Voldgade 1, Nykøbing
Falster. Biskop Steen Skovsgaard
fortæller om Kaj Munk. Betaling
for kaffe og kage 30 kr.
Gørlev og Høng
23. november kl. 19.30. Høng
Gymnasium, Hovedgaden 2,
4270 Høng. Foredrag ved specialkonsulent Lisbeth Pedersen:
“Grundlovskampe i GrøftekantsDanmark fra 1840’erne til 1915.”
Lolland
19. oktober kl. 17.00. Sognets Hus,
Kirkestræde 6, Maribo. Den danske generalkonsul i Flensborg,
Henrik Becker-Christensen,
fortæller om “Mindretal i det 20.
århundrede”. Pris for foredrag og
kaffe 50 kr. Tilmelding senest 14.
oktober på 5022 6700.
Næstved
29. oktober kl. 19.30. Skt. Jørgens
Kirke. Det er tiende gang, at
Grænseforeningen og Skt. Jørgens Kirke er med til Syng & Spil
Dansk-dagen. Fri entre.
Ringsted og omegn
14. oktober kl. 19.00. Ringsted
Musikskole, Garnisonen 42.
Arrangementet er i samarbejde
med musikskolen.
8. december kl. 19.00. Sognepræst
Majbritt Breinholt Christensen
holder foredrag om “Forventninger” i Klostermarkskirken. Bring-
strupspillemændene underholder. Nærmere i dagspressen.
Roskilde
26. oktober kl. 19.30. Syv Sognegård, Skolevej17, 4130 Viby Sj. Efterårsmøde. “Vent på mig Marie”.
Pernille Juhl fortæller om sin
farfar under Første Verdenskrig.
Fælles kaffebord og hyggeligt
samvær. Pris 50 kr. for medlemmer. Andre 75 kr.
Sorø
26. oktober kl. 19.30. Sorø Kultur- og Fritidscenter, Værkerne,
Frederiksvej 27 i Sorø. Professor Marlene Wind kommer og
vil sammenligne den danske
grundlov med andre europæiske
forfatninger, herunder den tyske.
Vestsjælland
21. oktober kl. 18.00. Centralbiblioteket, Stenstuegade 3, 4200
Slagelse. Kredsens efterårsmøde
med smørrebrød og hyggeligt
samvær. Tale ved chefredaktør
Torben Dalby Larsen, Ringsted:
“Aktuelt om medierne”. Entre
inkl. smørrebrød og kaffe kr. 100.
Tilmelding nødvendig, senest 12.
oktober til kredsformand Erling
Nielsen, tlf. 5545 3583 eller email: [email protected]
HOVEDSTADEN
Hillerød
16. november kl. 19.30. Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej
12 c., lige bag Hillerød Bibliotek.
“Vinterkrigen i Finland. Udbrud,
forløb og afslutning” ved officer
og lærer Jørgen Storm. Pris 40 kr.
inkl. kaffe og kage. Ikke medlemmer 60 kr.
Hørsholm
21. oktober kl. 19.30. Hørsholm
Sognegård, indgang v/Ridebanen. Peter Dragsbo, fhv. overinspektør på Sønderborg Slot, taler
om “Arkitektur som nationalt
våben. Mødet mellem dansk og
tysk arkitektur i Sønderjylland
1864-1940.” Medlemmer 50 kr.
for foredrag og servering. Ikke
medlemmer 100 kr., medmindre
de ønsker at melde sig ind på
stedet. Det koster 250 kr. pr. år
for en husstand.
Københavns Vestegn
17. november kl. 19.00. Glostrup
Bibliotek, Kildevælds Allé 5, 2600
Glostrup. Foredrag og film med
historiker Henning Tjørnehøj
om Danmark under besættelsen:
“Myten om det folkelige sammenhold.” Gratis billetter for
medlemmer bestilles på [email protected] eller på 4484
4527.
TURE/REJSER
ARRANGERET
AF LOKALFORENINGERNE:
Medmindre andet er nævnt, kan
du tilmelde dig uanset bopæl eller
medlemskab af lokalforeningen.
Se lokalforeningernes detaljerede program på:
www.graenseforeningen.dk/
kalender
SYDDANMARK
Nyborg og Kerteminde
5. december kl. 6.45. Advents- og
juletur til Flensborg. Adventsfesten afholdes traditionen tro i
Duborg-Skolens festsal. Programmet indeholder fællessang,
underholdning og Luciaoptog. Vi
medbringer egen frokost, drikkevarer købes på skolen. Der bliver
mulighed for at gå en tur i Flensborgs julesmykkede gågade. Pris
for turen 350 kr., ikke-medlemmer 375 kr. Tilmelding senest 2.
november tlf. 4016 3571. Afgang:
Ørbæk kl. 6.45. Nyborg kl. 7.00.
Kerteminde kl. 7.30.
nr. 5 / oktober 2015
Rødding – Vejen
29. november kl. 14.00. Jaruplund
danske Kirke, Jarplunder Weg
14, D-24976 Jarplund. Adventskomsammen med vores venskabsforening fra Jaruplund,
Weding og Sankelmark. Igen i år
er vi inviteret til at indlede julen
med et besøg i Jaruplund. Der
indledes med gudstjeneste og
Luciaoptog i den danske kirke, og
derefter er der hyggeligt samvær
med underholdning og kaffebord på skolen. Vi arrangerer
samkørsel. Tilmelding senest
23. november til Hans Harald,
tlf. 5154 2075 eller Dirk, tlf. 7484
8971. Der betales for kaffe/kage
under arrangementet. Der kan
betales med kroner.
MIDTJYLLAND
Ringkøbing og omegn
3. december kl. 8.00. Juletur. Vi tager på juletur i bus til Flensborg
med afgang fra Museumspladsen
kl. 8.00. Kaffe og rundstykker
undervejs. Et enkelt programpunkt er indlagt. I år tilbydes
fællesspisning på Borgerforeningen i gågaden, og det kræver
derfor en dobbelt tilmelding, når
du melder dig til turen, hvis du
vil spise med. Turen er i samarbejde med Grænseforeningen
Skjern/Tarm/Videbæk. Pris 125
kr. Tilmelding til Peter senest 27.
november
GRÆNSEN 77. årgang
Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K
Udgiver
Grænseforeningen
Fungerende ansvarshavende redaktør
Erik Lindsø • [email protected]
Udgivelser 2015
Nr. 6 - 2015
Deadline: 20/11. Udgivelse: 17/12
GRÆNSEN.DK
Nyheder og debat på www.grænsen.dk
David Nygaard Madsen
[email protected]
GRÆNSEN elektronisk
Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN
til at læse på din computer eller din tablet.
Tryk
Jørn Thomsen Elbo A/S
Layout
www.prik.dk
Forsidefoto
Lars Salomonsen
Skjern-Tarm-Videbæk Egnen
3. december kl. 8.30. Afgang
Tarm rutebilstation. Juletur til
Flensborg. Vi tager med bus til
Flensborg for at se den julesmykkede by. Undervejs kaffe
og rundstykker. Fællesspisning
i Borgerforeningen. Ved tilmelding oplyses, om man ønsker at
deltage i fællesspisningen. Pris
125 kr. Tilmelding senest 27. november til Peter mpjohannsen@
yahoo.dk
– tlf. 9732 0435 eller 2926 8943.
Turen er i samarbejde med Ringkøbing Grænseforening.
Grænseforeningens kontor
Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K
Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk
Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
Formand
Mette Bock
[email protected] • Tlf. 3337 4952
Generalsekretær
Knud-Erik Therkelsen
[email protected] • Tlf. 2023 1984
Grænseforeningens formål
Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen,
at udbrede kendskabet til grænselandets forhold
samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.
Grænseforeningens vision
Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er
en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel
mangfoldighed i en verden under forandring.
Grænseforeningens værdier
Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for
den danske stats støtte til det danske mindretal
i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske
interesser.
Grænseforeningen mener og siger:
• Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder
for alle, også i forholdet til mindretal.
• Forankring i egen kultur er en forudsætning
for at have forståelse for andre kulturer.
• Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et
demokratisk samfund.
• Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med
andre sprog og kulturer.
Grænseforeningens bestyrelse
Formand: Mette Bock, Horsens
1. næstformand: Jens Andresen, Løgumkloster
2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen,
Nykøbing Mors
Region Syddanmark
Sigrid Andersen, Agerskov
Per Grau Møller, Nr. Lyndelse
Kirsten Rykind-Eriksen, Randbøldal
Region Midtjylland
Sven Beiter, Ringkøbing
Karen-Margrethe Møller, Randers
Region Nordjylland
Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg
Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors
Region Sjælland
Lars Bjerre, Næstved
Henning Bonde, Jyderup
Region Hovedstaden
Niels Jørgen Heick, Hillerød
Ove Nissen, Rungsted Kyst
Ressourcepersoner
Jens Andresen, Løgumkloster
Per Paludan Hansen, Frederiksberg
Peder Damgaard, Kollund
39
SPROGHJØRNET
Foto: Scanpix
Sorteret Magasinpost
ID-nr. 42138
SPROG UDEN ORD
vi kender hinanden så godt, at vi forstår det
uden ord. Det er derfor, man i tyndt befolkede områder er af få ord, og man i storbyer
kan snakke, indtil man kommer i tanker
om, hvad man vil sige. Forfatteren Knud
Sørensen skriver i bogen “Danmark mellem
land og by”, at det tavse sprog handler om
det fælles underforståede. Her findes et
uudtalt sprog, som klinger med en særlig
tone. Det er en sproglighed, hvor man evner
antydningens kunst. “Antallet af nødvendige ord er omvendt proportionalt med
mængden af det fælles underforståede,”
forklarer Knud Sørensen.
Vi kender det fra et ældre ægtepar. De
har forlængst fejret sølvbryllup og går
nu også efter guldet. De kan sidde en hel
formiddag og snakke sammen uden at sige
noget. Den måde, han vrikker med tøflen
på, mens han læser avis, betyder, at han
gerne vil have mere kaffe. Hun ser, at tøflen er rastløs, og går derfor hen og henter
kaffen og skænker op. Og tøflen går i ro.
Der bliver ikke vekslet et ord.
Jeg overværede et par aldrende vestjyske
ungkarle stå og kigge ud over havet i lang
tid uden at sige noget. Den ene bryder
tavsheden: “Det er da vældigt.” Jeg troede,
det var havet, han hentydede til, men det
handlede om, at den anden havde fået en
kæreste. Der blev ikke sagt yderligere, men
det var en stor samtale, der blev ført.
Al henvendelse til Grænseforeningen
[email protected] • Telefon 33 11 30 63
Af Erik Lindsø
Marie og Hans fejrer krondiamantbryllup.
Marie og Hans er vendelboer. Ved festen
siger Marie i sin tale, at Hans ikke har sagt, at
han elsker hende, siden ved brylluppet for 65
år siden. Hans svarer: “Jeg sagde på bryllupsdagen, at jeg elsker dig, Marie, og hvis noget
forandrer sig i den sag, skal jeg nok sige til.”
En tv-vært skal blive bedre til at udtrykke sine følelser. Han får af sin coach
en øvelse, hvor han skal ringe hjem og sige
til sine forældre, hvor højt han elsker dem.
Men han er fra Himmerland, og det er en
egn, hvor man sætter sin far i forlegenhed,
hvis man siger: “Far, jeg elsker dig.” Og det
er netop far, der tager telefonen. De snakker stille og roligt med lange pauser, som
man gør på de kanter, om vejret, fiskeriauktionen og om Henning, der har brækket benet. Sønnen tager en dyb indånding:
“Far, jeg ringer hjem for at sige noget, jeg
aldrig har fået sagt til dig.”
“Men, hvad er dog det?” spørger faren.
“Jeg ringer for at sige, at jeg elsker dig
uendeligt højt.”
Der bliver larmende tavshed, og i telefonen høres kun farens astmatiske vejrtrækning, der lyder som vindsus ude fra Limfjorden. Pludselig siger faren stammende:
“Ææææh, jeg tror lige, jeg henter mor.”
Vi har i sproget vendingen om, at “vi kender hinanden på travet,” som betyder, at der
noget, vi ikke behøver at snakke om, fordi