Mochi opskrifter Lisbeth

Mochi [mo-tji]
Af Lisbeth Tordendahl
Lyst til at prøve en traditionel samurai snack ?
Har du endnu ikke smagt mochi, skal du forberede
dig på en helt ny oplevelse.
Jeg synes, mochi bliver mest delikat, når den laves
på panden, sprød udenpå og blød indeni.
Det er netop mødet mellem det sprøde ydre og det
bløde, seje, nærmest karamelkonsistensagtige indre,
der giver en helt speciel og overraskende sanse- og
smagsoplevelse.
Mochi snacks kan laves i flere variationer.
Grundtilberedningen er ens og mochistykkerne kan
derefter dyppes i forskellige dressinger.
I pakken ligger 2 separate vakuumpakkede baner á 3 stykker mochi. En hel pakke er god
snack til 4 personer. Lav helst ikke mindre end 3 stykker ad gangen. Du kan godt nøjes med
at lave et enkelt stykke, men de to resterende tørrer hurtigt ud, så pak dem i hvert fald
godt ind.
Grundtilberedning:
Skær hvert mochistykke i fire mindre stykker (skær et kryds).
Tilbered højst en halv pakke mochi ad gangen, da de absolut er lækrest at spise mens de
er varme. Hjemme hos mig plejer vi at spise stykkerne efterhånden som de bliver dyppet.
Når første hold er spist, kan næste hold sættes over.
Varm 1-1,5 spsk. kokosolie (evt. ekstra jomfruolivenolie) på en pande (gerne støbejern),
fordel mochistykkerne så der er luft imellem dem, da de svulmer op. Læg låg på panden
og steg ved middel-høj varme 2 minutter. Skru ned til medium varme og steg videre knap 3
minutter, til de er sprøde. Vend mochistykkerne og steg dem 2-3 minutter på den anden
side ved lav-medium varme, stadig under låg. Nu er mochistykkerne svulmet op og kan
spises som de er, men en tur i en dip gør underværker.
Muligheder for dip
Vælg ingefær og nori dip til mochi som mad-snack eller en af de andre, hvis du ønsker en
sød snack.
Mochi med ingefær og nori
Dip til en hel pakke mochi:
Frisk ingefær
1,5 spsk shoyu/tamari
ca. 1 dl vand
3 ark nori tang eller sushi nori tang
Riv ingefær fint, tag det mellem fingrene og pres saften ned i en skål til ca. 1,5 tsk. Rør
shoyu/tamari i og tilføj vand.
Rist norien hvis ikke du bruger sushinori og del hvert ark ud i 8 stykker.
Vend de varme mochistykker – et stykke ad gangen - i ingefærsdippen og pak det straks i
nori.
Tip: Mochi med ingefær og nori passer godt som supplement til en grøntsagssuppe (fx
med miso).
Mochi med hvid miso-kanel og sesam eller nødder
Dip til en halv pakke mochi:
1 spsk hvid miso
4 spsk appelsinsaft
½ tsk stødt kanel
Ristede sesamfrø eller hakkede, gerne ristede mandler/nødder
Rør miso, saft og kanel fri for klumper. Vend de varme mochistykker – et stykke ad gangen
- i dyppen og vend det i hakkede mandler/nødder.
Mochi med mandel dip og birkes
Dip til en halv pakke mochi:
1 spsk mandelsmør
4 spsk plantemælk eller appelsinsaft
Salt
Ristede blå eller hvide birkes
Rør mandelsmør med 2 spsk. plantemælk/appelsinsaft til det er godt blandet. Rør resten af
væden i og en nip salt. Vend de varme mochistykker – et stykke ad gangen - i dippen og
tryk den ene side ned i birkes.
Mochi med jordbær dip og nødder eller kokos
Jordbærmarmelade (100 % frugt)
Vand
Hakkede, gerne ristede mandler/nødder eller groft kokos
Rør marmeladen med vand til middel-tyk konsistens. Vend de varme mochistykker – et
stykke ad gangen - i jordbærmarmeladen og vend dem i mandler, nødder eller kokos.
Velbekomme J
N a tu re S ou rc e , A l l i nd e m ag l e v e j 58 C , 41 00 Ri n gs ted , T l f . + 45 70 23 4 42 0, F ax + 45 38 11 44 20 , w w w. n a tur e s ou rc e . d k