1. No category

Standardforside til projekter og specialer
Til obligatorisk brug på alle projekter, fagmodulsprojekter og specialer på:








Internationale Studier
Internationale udviklingsstudier
Global Studies
Erasmus Mundus, Global Studies – A European Perspective
Politik og Administration
Socialvidenskab
EU-studies
Forvaltning (scient.adm)
Udfyldningsvejledning på næste side.
Projekt- eller specialetitel:
Hvad vi taler om når vi taler om klimaet - en undersøgelse af ontologiens betydning i klimadebatten
Projektseminar/værkstedsseminar:
X
Udarbejdet af (Navn(e) og studienr.):
Projektets art:
Aske Severin Juul Christiansen
Integreret speciale
Modul:
Vejleders navn:
Klaus Rasborg & Stig Børsen Hansen
Afleveringsdato:
28. april 2015
Antal anslag inkl. mellemrum: (Se næste side)
237.029
Tilladte antal anslag inkl. mellemrum jf. de udfyldende bestemmelser: (Se næste side)
240.000
OBS!
Hvis du overskrider de tilladte antal anslag inkl. mellemrum vil dit projekt blive afvist indtil
en uge efter aflevering af censor og/eller vejleder
Abstract
In this thesis I track the ontological foundation present in dealing with climate change as it is
expressed in two documents central to the Danish climate policy and in a IPCC report. The
examined documents are Klimaloven, Klimapolitisk Redegørelse 2011 and Climate Change 2014
Synthesis Report – Summary for Policymakers. By doing so I engage in a discussion about the
consequences and results of a certain naturalistic ontology that divides the world in two
uncomparable spheres of being – that of nature and that of society.
Further, I examine whether it can be said that the documents represent an approach towards climate
change that focuses on technical fixes and mitigation rather than structural changes and adaptation.
This analysis is executed in order to examine whether there is reason to suggest, that the ontological
foundation is determinant of the ways in which we adress the challenges of climate change.
As a part of this analysis I examine which actors are included and which are not, as well as how
they are allowed to act within the particular constructions of the climate change issue as it is
presented in the documents.
In the thesis, I find that there is indeed an evident leaning towards technical solutions to the climate
change challenges and that the authors express a naturalistic ontology that stands virtually
unchallenged. Likewise I find that there is reason to believe that the naturalistic ontology is
connected to this predominantly technical way of addressing climate change issues.
Based on these findings, I suggest that our knowledge of the diversity and interconnectedness of
actors relevant to issues such as climate change, as compared to the framing of the problem in the
documents, points to a potentially harmful discrepancy between actions and knowledge. This
discrepancy allows an approach to climate action that at the same time balances a strategy that relies
on the infallibalism of climate science, with an action-poor, but awareness-filled public.
Last, I suggest that a continuation of the nature-society divide can be a challenge to democracy due
to an underrepresentation of human and non-human minorities and that this risk is highly present in
the climate change debate.
1 Problemfelt
3
1.1 Indledning
1.1.1 Naturalismen som udgangspunkt
1.1.2 Klimaforandringernes natur
1.1.3 Hvem tænker dualistisk?
1.2 Problemformulering
1.2.1 Arbejdsspørgsmål
3
3
5
6
8
8
2 Metode
10
2.1 Valg af empiri
2.1.1 Generelle overvejelser om valg af dokumenter
2.1.2 Repræsentativitet og troværdighed
2.1.2.1 IPCCs Climate Change 2014 Synthesis Report – Summary for Policymakers (SPM)
2.1.2.2 Danmarks Klimapolitik
2.1.3 Dokumenternes autenticitet
2.2 Fremgangsmåde
2.2.1 Diskursanalysen som sådan
2.2.2 Analyse af en idé
2.2.3 Nødvendigheden af supplerende metoder
2.2.4 Anvendte metoder
2.2.4.1 ScaPoLine
2.2.4.2 Indholdsanalyse
2.3 Teorivalg
2.3.1 Teorien som kritisk afsæt
2.3.1.1 Sammenhængen i de tre teser
2.4 Videnskabsteori
2.4.1 Spekulativ realisme
2.4.1.1 Under- og overminering
2.4.1.2 Det firefoldige
2.4.1.3 Økologiens mesh
2.4.2 Latour – fra dualisme til kollektiv
2.4.2.1 Den moderne forfatning
2.4.2.2 Mononatur
2.4.2.3 Kollektivets nye forfatning
3 Teori
10
10
11
11
14
16
16
16
18
19
20
20
23
27
27
28
29
29
30
30
32
33
33
34
35
38
3.1 Nye stemmer, fremmede tanker
3.1.1 Ontologiens vaklende forrang
3.1.1.1 Relationer og identifikation
3.1.2 Den Levende Tanke
3.1.2.1 Tal en tanke
3.1.2.2 Tre typer tegn
3.1.2.3 Tænk et tegn
3.1.2.4 Simiosis og spekulativ realisme
3.2 Den moderne forfatnings tvangsfrie tvang
3.2.1 Formålsrationalitet
3.2.2 System og livsverden
3.2.3 Risikosamfundet
3.2.3.1 Magten til risikodefinitioner
3.2.3.2 Natur og samfund
1
38
38
40
42
42
43
44
46
46
46
48
50
50
52
3.2.3.3 Objektiv tvang og krav til en ny videnskab
4 Analyse
53
55
4.1 Analysedel I – Naturalisme og formålsrationalitet
4.1.1 Klimaloven
4.1.2 Klimapolitisk redegørelse 2011
4.1.3 Climate Change 2014 Synthesis Report – Summary for Policymakers
4.1.4 Samlet analyse af dokumenterne
4.1.5 Opsamling på analysdel I – Hvad udtrykker dokumenterne?
4.2 Analysedel II – Fordrer naturalisme formålsrationalitet?
4.2.1 Naturalisme og produktion
4.2.2 Kan objekter handle?
4.2.3 Den ideale videnskab
4.2.4 Opsamling på analysedel II
5 Diskussion
55
55
58
60
65
68
70
70
72
74
77
79
5.1 Naturalisme eller demokrati?
5.2 Simiosis som kritik
5.3 Hvad med klimaet?
79
82
84
6 Konklusion
88
7 Litteraturliste
91
2
1. Problemfelt
1.1 Indledning
I sin lille bog Natur (2014) fortæller biologen Rasmus Ejrnæs historien om hvordan en gruppe
aktivister havde sat sig for at protestere mod opførelsen af vindmøller i et skovområde i Thy.
Kampen mod vindmøllerne blev til en historie i nyhederne, der syntes at blive næret af en fortælling
om aktivisterne som naturens beskyttere over for de grådige energiselskaber. Men som Ejrnæs
hurtigt afslører, er der noget helt galt med den fremstilling; selvom aktivisterne måske nok beskytter
træerne ud fra de reneste intentioner, ville de ikke desto mindre gøre ”naturen” en større tjeneste
ved at holde sig væk. For selvom nedfældningen af træer almindeligvis anses som en destruktiv og
naturskadelig handling, ville det faktisk være sundt for den danske biodiversitet at der blev ryddet
noget skov, til fordel for eng, marsk og vådområder, også selvom der indfandt sig en vindmølle eller
tredive (Ejrnæs, 2014: 14ff).
I Ejrnæs' bog kan man ligeledes læse historien om hvordan en dansk Europa Parlamentariker, efter
den store storm i december 1999, hvor et enormt antal træer væltede og døde, straks meldte ud at
han ville søge biodiversitetskrisehjælp hos EU. Men også her var der noget galt med billedet, i og
med at den danske biodiversitet, som følge af stormen, faktisk var blevet gjort en tjeneste, da
insekter, svampe og underskov så de væltede træer som det rene paradis (Ibid.:33). Politikerens
bekymring for naturens ve og vel var givetvis også ganske velment, men som Ejrnæs pointerer, går
de forestillinger om naturen der ligger i begreber som fx grøn vækst og naturkatastrofer, ofte stik
imod den opfattelse af naturen han har som biolog (Ibid.: 33).
Idéen med at fremhæve Ejrnæs' små historier er selvfølgelig den at problematisere vores
forestillinger om hvad naturen er for en størrelse. Som Hans Fink påpeger i sin artikel Om
menneskers natur og plads i naturen (2012) er ”natur” et af de begreber der er sværest at komme
med en ordentlig definition på, simpelthen fordi det kan betyde så mange forskellige ting.
I Ejrnæs' to historier kan man sagtens forsvare de forskellige naturopfattelser som meningsfulde.
Man kan godt sige at aktivisterne faktisk beskytter naturen ved ikke at lade energiselskabet fælde
træerne, og man kan også godt forsvare politikerens chokerede udmelding om skade på naturen,
efter at have set hvordan træer var væltet som tændstikker. Men når man har en naturopfattelse som
Ejrnæs' virker handlingerne irrationelle, også selvom han godt forstår hvad de mener, når de siger
natur.
1.1.1 Naturalisme som udgangspunkt
Ligesom det er tilfældet med hensigtsmæssigheden ved at opsætte vindmøller i Thy, og at søge
3
biodiversitetskrisehjælp, vil enhver handling for at beskytte, forandre eller forbedre naturen, have
varierende fordele og ulemper, afhængigt af hvad man inkluderer som natur i sine overvejelser
(Hajer,1995: 4). I dette speciale er det min hensigt at spore omfanget og konsekvenserne af en
specifik ontologi, der skaber en natur-menneske dikotomi, hvori naturen bliver objektiveret, og
kulturen bliver handlende og foranderlig. Denne ontologi kalder jeg, med inspiration fra
antropologen Philippe Descola, naturalisme (Descola, 2013: 122). I den naturalistiske ontologi, er
der altså et skarpt skel mellem den ydre verden (naturen, objekterne, det materielle) og den indre
verden (kultur, mennesker, samfund, subjekter, ånd). En konsekvens af dette er også at der
forestilles en virkelighed hvori der gælder forskellige love for de to områder, og at de derfor også
bør undersøges ud fra forskellige videnskabsteoretiske idealer, ligesom de også bør behandles
forskelligt i fx politiske processer (Latour, 2006: 56).
I sociologien har selve denne opdeling mellem menneske og natur været et omdrejningspunkt for
spørgsmål om samfundets udvikling, og menneskets selvforståelse siden Marx og Weber. Frem for
alt har opdelingen knyttet sig til spørgsmål om modernitet, oplysning og rationalitet, tre begreber
der, indtil videre, har formet sig ud fra en grundlæggende antagelse om rigtigeheden af den
naturalistiske skelnen mellem naturens passive objektivitet overfor menneskets handlende
subjektivitet.
Netop denne skelnen mellem menneske og natur optræder i sociologien og antropologien som den
vigtigste videnskabsteoretiske antagelse, i forhold til at muliggøre den moderne tids
industrialisering, i og med at den tjener som grundlag for den (natur)videnskabelige erkendelse (fx
Latour, 2006, Beck, 1997). Naturen er, som objekt og som fremmed for samfundet, blevet anskuet
som den udefrakommende magt, det har været menneskets lod at forstå, vha. videnskaben, og
derved beherske, vha. teknologier, for at frigøre os i retningen af et samfund frit fra netop naturens
tvang. Deri ligger oplysningstankens grundideal, og moderniteten som projekt (Beck,1997: 258).
Spørgsmålet er om det moderne vidensideal, med den skarpe skelnen mellem menneske og natur,
ikke har opbrugt sin hensigtsmæssighed og, populært sagt, har sejret ad helvedes til. Som Beck
påpeger i sin bog om Risikosamfundet, er det ikke længere fortrinsvist de uerkendte
natursammenhænge der udgør en fare for vores samfund, men tværtimod frem for alt de af
industrialiseringen skabte følgevirkninger i form af risici (Ibid.: 54f). Det er altså ikke den rene
uberørte natur der gør os ufrie, ligesom det ikke bare er menneskers handlinger, men frem for alt et
sammensurium af mennesker, teknologier, økosystemer, biologiske og kemiske processer i
omverdenen og handlingsmønstre blandt dyr og planter, der er afgørende for den nye tids 'tvang', alt
sammen på én og samme tid. Den stadig større opmærksomhed på dette forhold i den kollektive
bevidsthed er det som Beck betegner som en refleksiv modernitet, altså en modernitet der reflekterer
4
over sig selv og sine konsekvenser (Ibid.: 28).
Alligevel påpeger flere sociologer og videnskabsinteresserede antropologer, at omstillingen til et
nyt syn på videnskabens og dens plads i de ellers refleksivt moderne samfund, lader vente på sig, og
i stedet fortsat overlader den politiske styring til en stadig mere udtalt formålsrationalitet. Denne,
der frem for at basere sig på oplyst debat, politisk prioritering og kompromisser, tillader de hårdere
videnskabelige discipliners logik at overtage den egentlige styring og udvikling af samfundene, og
fortsætter derved i modernitetens rille, trods bedre vidne (Habermas, 2005, Latour, 2003).
1.1.2 Klimaforandringernes natur
Et af de områder hvor diskussionen om menneskets forhold til naturen i øjeblikket udfolder sig
kraftigst, er i problematikken om klimaforandringerne. Det bliver stadig mere åbenlyst at den
moderne verdens energiforbrug, har en stærkt belastende effekt på klimaet, og at en bæredygtig
fremtid, forudsætter nogle omvæltninger i vores samfund.
Klimaforandringerne kan samtidig anses som et arketypisk eksempel på risici i det moderne
samfund, da de i dobbelt forstand ikke kunne have eksisteret uden den moderne naturvidenskab. På
den ene side er den massive udledning af CO2 et resultat af en videnskab der bekymringsløst
udvikler sig, og har skabt et udviklingsgrundlag for den teknologiske industrialisering, mens
samfundet, på den anden side, er afhængig af naturvidenskabens evne til at beskrive og foregribe de
udviklinger som den forhøjede koncentration af CO2 i atmosfæren bringer med sig.
I forbindelse med den efterhånden almindelige enighed om at kloden står over for nogle store
forandringer, der blandt andet kommer til at give vores samfundsstrukturer en lang række
udfordringer at løse, finder jeg det interessant at se på hvordan forholdet mellem menneske og natur
bliver behandlet i debatten om hvordan vi kan håndtere problemerne. Nogen forudser at
klimaforandringerne vil give anledning til en ny fortolkning af hvordan den politiske debat skal
foregå, og til at skabe nye kosmopolitiske kollektiver (Beck, 2014 Beck et. al., 2013). Spørgsmålet
er, for mig at se yderligere, om det store skel mellem naturalismens to dele af virkeligheden,
kulturen og naturen, bliver udfordret som følge af denne store konfrontation mellem netop disse to
områder, og de indsigter som klimaforandringerne bringer med sig.
Som udgangspunkt finder jeg det bemærkelsesværdigt at de løsningsmodeller der almindeligvis
synes debatteret som regel er af teknisk karakter. Vind-, sol- og bølgeenergi og intelligente el-net er
populære grønne metoder til at opretholde vores energiforbrug, og elbiler, energieffektive pærer,
hjemmeelektronik og hårde hvidevarer er nogle af de innovationer der skal hjælpe os med at sænke
det. Samtidig ser man flere steder at nogle af konsekvenserne af klimaforandringerne allerede er
begyndt at indtræffe, hvortil de tekniske løsningsmodeller også straks søges implementeret.
5
Det virker altså ikke umiddelbart til at forestillingen om at mennesket kan beherske ”naturen” som
objekt er blevet synderligt udfordret af de nye udfordringer. Men hvad betyder det så for
håndteringen af klimaforandringerne, og kan den tekniske tilgang overhovedet spores tilbage til en
naturalistisk ontologi – eller er det bare den bedste måde at gå til problemerne de facto?
1.1.3 Hvem tænker dualistisk?
Man kunne måske med fordel kritisere naturalismen for at danne grundlag for en negligering af
økologiske problematikker siden industrialiseringen, og pege på den som årsag til de
problematikker vi står over for. Men i og med at klimaforandringernes overvejende konsekvenser
stadig er noget der ligger foran os, finder jeg det mere interessant at se på, hvilke konsekvenser en
sådan ontologi har på vores valg af fremtid.
For at undersøge hvorvidt naturalismen har en indflydelse på den globale klimadebat har jeg valgt
at undersøge hvordan klimaforandringerne og samfundets håndtering af dem bliver fremstillet i tre
udvalgte dokumenter, der sammen har til formål at illustrere et lille udsnit af hhv. den
videnskabelige og den politiske fortolkning.
Som repræsentativt dokument for klimavidenskaben har jeg valgt at undersøge den femte og seneste
Assessment Report, i form af Climate Change 2014 - Synthesis Report – Summary for
Policymakers (SPM) udgivet af FNs klimapanel (Intergovernemental Panel on Climate Change
(IPCC)).
IPCCs rapporter er review af den viden som klimavidenskaben ved udgivelsestidspunktet anser som
mest plausibel, og har til hensigt at fungere som rådgivende information for UNFCCC (United
Nations Framework – Convention on Climate Change) og nationerne i COP (Conferences Of the
Parties), når de skal diskutere løsningsmetoder i forhold til klimaforandringer. Samtidig er IPCCs
rolle i den klimapolitiske debat, ifølge dem selv og UNFCCC, rent og skær rådgivende, og altså
ikke politisk (IPCC1, UNFCCC1). IPCCs rapporter har siden den første udkom i 1990 fået stadig
større indflydelse på den internationale opmærksomhed og debat om klimaforandringerne, og har
fungeret som et centralt argument for sammenhængen mellem menneskelig aktivitet og
klimaforandringerne (van Ypersele, 2013).
Udover at analysere ontologien i klimavidenskaben har jeg som nævnt også valgt at undersøge
hvorvidt naturalismen kommer til udtryk i det politiske, på baggrund af den aktuelle klimadebat.
For at kunne undersøge dette har jeg derfor også valgt at undersøge den danske klimapolitik, som
den kommer til udtryk i to dokumenter, nemlig hhv. Klimaloven af juni 2014 og Klimapolitisk
redegørelse 2011. Formålet er at få syn for om der er hold i at kritisere den teknisk-videnskabelige
rationalitets indflydelse på de politiske processer. Hensigten er at undersøge om der i den danske
6
klimapolitik ligger egentlige politiske valg og kompromisser til grund, eller om lov og
handlingsplaner i højere grad er ren implementering af de af videnskaben artikulerede anbefalinger.
Tilsvarende er det derfor også hensigten at undersøge om, og i så fald hvordan, IPCC ved hjælp af
SPM agerer politisk, på baggrund af deres objektivt videnskabelige position.
Det er dog ikke min hensigt at spore direkte sammenhænge fra IPCCs tekster til den danske
klimapolitik, men derimod blot at undersøge hvorvidt den diskursive opfattelse af hvad (og hvem)
der bør opfattes som relevante aktører og løsninger er i indbyrdes overensstemmelse imellem SPM,
Klimaloven og den Klimapolitiske redegørelse 2011, og om forholdet mellem politik og videnskab
følger naturalismens tænkemåde, eller om man kan spore en forandring i måden at tænke forholdet
mellem menneske og natur på.
Min ledende interesse i dette speciale er på den baggrund, hvilke konsekvenser den naturalistiske
ontologi kan have for vores muligheder for at håndtere klimaforandringer.
For spørgsmålet er om vi vores iver for at lægge en dæmper på klimaforandringernes omfang og
samfundsmæssige konsekvenser, gentager industrialismens måde at tænke på, ved fortsat at betragte
natur og samfund som to grundlæggende adskilte størrelser, hvor den stadig stigende videnskabelige
erkendelse før eller senere vil lade os frigøre os fra den naturlige tvang. Beck udtrykker denne
bekymring meget præcist når han allerede i 1986 skrev:
De seneste årtiers diskussioner, hvor hele arsenalet af teknologi- og industrialismekritiske
argumenter nok engang blev bragt i anvendelse, er netop grundlæggende forblevet
teknokratiske og naturalistiske. De indskrænker sig til at redegøre for, og fremhæve,
indholdet af skadelige stoffer i luft, vand og fødevarer, at angive tal for befolkningstilvækst,
energiforbrug, behov for fødevarer mangel på råstoffer osv. [...][D]en slags diskussioner er
intetsigende eller meningsløse – eller måske begge dele – hvis man ikke inddrager
samfundsmæssige magt- og fordelingsstrukturer, bureaukratier, fremherskende normer og
rationaliteter osv. (Beck, 1997: 34)
Et udtryk lyder at når man har en hammer ser alting ud som søm. Logikken er dog den omvendte i
undersøgelsen i dette speciale, nemlig at når først man har bestemt sig for at alting er søm, får man
hurtigt brug for en hammer. Med andre ord, mener jeg at en forståelse af vores moderne syn på
naturen, og vores plads i den, eller kort sagt, vores ontologi, er et afgørende element for at forstå
hvordan en sådan ”teknokratisk og naturalistisk” tankegang er med til at definere hvordan
klimadebatten udfolder sig, og måske også hvordan vi kommer videre.
7
1.2 Problemformulering
Disse overvejelser har ledt mig til følgende problemformulering:
Hvordan kommer naturalismen til udtryk i klimadebatten, og hvilke konsekvenser har det for
kollektivet og dets aktører, hvis den foretages på dette ontologiske grundlag?
1.2.1 Arbejdsspørgsmål
Som skridt på vejen til at besvare min problemformulering har jeg valgt at gøre brug af nogle
arbejdsspørgsmål, der skal hjælpe med at gøre specialets fremgang målrettet. Nedenfor vil jeg kort
redegøre for hvad mine arbejdsspørgsmål er, samt hvorfor jeg finder netop disse spørgsmål
relevante:
Arbejdsspørgsmål 1 - Er der grundlag for at sige at klimadebatten former sig på grundlag af en
naturalistisk ontologi?
For at kunne diskutere eventuelle problematikker ved at have naturalismen som ontologisk grundlag
for fortolkningen af klimaproblematikkerne må jeg først og fremmest undersøge om mine
antagelser om at den faktisk optræder som det ontologiske fundament for debatterne stemmer. Dette
spørgsmål skal derfor hjælpe mig til at lægge et snit i analysen af min empiri, ved at fungere som
det ene af to spørgsmål der er styrende for hvilken tilgang jeg har til analysen
Arbejdsspørgsmål 2 - Er der grundlag for at sige at den teknisk-videnskabelige formålsrationalitet
har overtaget (områder af) den politiske styring?
Ligesom det første arbejdsspørgsmål er dette et nødvendigt spørgsmål at stille til min empiri, for at
kunne kvalificere min diskussion af eventuelle konsekvenser af en påstået videnskabelig
kolonialisering af det politiske. Dette spørgsmål vil derfor udgøre det andet ledende fokus jeg vil
forsøge at styre mine analyser efter.
Arbejdsspørgsmål 3 – Er der en sammenhæng mellem naturalisme og en formålsrationel tilgang til
(klima)politik?
Dette spørgsmål har først og fremmest fungeret som en rettesnor for mine valg af teori. Jeg har ud
fra denne interesse forsøgt at finde ud af hvordan en eventuel sammenhæng mellem de to faktorer
kan være forklarende på det teoretiske plan. Spørgsmålet skal dog også fungere som det der så at
sige binder specialets to dele (det empiriske og det teoretiske) sammen, i og med at en undersøgelse
af dette spørgsmål nødvendigvis må basere sig på den viden jeg har fået af et gennemføre
8
analyserne tilknyttet arbejdsspørgsmål 1 og 2.
Arbejdsspørgsmål 4 - Hvilke konsekvenser kan det medføre at diskutere klimaforandringer på basis
af en naturalistisk ontologi?
Dette spørgsmål er først og fremmest et bredt oplæg til en diskussion af analyserne foretaget på
baggrund af de tre første arbejdsspørgsmål. Jeg har med vilje valgt at lade ”konsekvenser” stå uden
specifikationer (fx samfundsmæssige, klimapolitiske), da en pointe med specialet er at
retfærdiggøre en opfattelse af den gensidige afhængighed der er mellem kollektivets aktører, og
derfor ikke på forhånd vil tage udgangspunkt i konsekvenskategorier der udelukkende fokuserer på
menneskelige fællesskabers ve og vel. Spørgsmålet om muligheden for en demokratisk organisering
af kollektiver i det refleksivt moderne samfund vil dog være et ledende fokus for diskussionen, i og
med at dette på en og samme tid stiller spørgsmål til en organisering af samfundet, og til
kollektivets øvrige aktørers inkludering heri. Sagt på en anden måde: Samfundets handlekraft
(magt) nødvendiggør diskussionen af samfundets organisering som sådan, som en forudsætning for
at diskutere de kollektive konsekvenser.
9
2. Metode
2.1 Valg af empiri
Som det fremgår af mit problemfelt har jeg valgt en håndfuld tekster som min centrale empiri, for at
kunne undersøge omfanget og effekterne af den naturalistiske ontologi. I og med at min
erkendelsesinteresse yderligere er styret af spørgsmålet om hvorvidt denne ontologi fordrer en
teknisk og videnskabelig rationalitet i den politiske styring, og derved har gjort politiske
prioriteringer mindre essentielle, har jeg valgt at fokusere på centrale dokumenter, der hver for sig
repræsenterer hhv. den videnskabelige til gang til klimaforandringerne og den politiske ditto.
I det følgende vil jeg redegøre for hvorfor jeg har valgt netop disse dokumenter.
2.1.1 Generelle overvejelser om valg af dokumenter
Inden man begynder at analysere dokumenter, er det selvfølgelig nødvendigt at undersøge deres
anvendelighed som grundlag for de spørgsmål man ønsker at stille til dem. Der er derfor brug for en
umiddelbar kildekritik bestående af fire centrale overvejelser:
•
Autenticitet – Spørgsmål om dokumenters autenticitet udgøres af overvejelser om
hvorvidt teksten faktisk er det den udgiver sig for at være. Det kan være overvejelser om
hvorvidt den tekst man har læst er en redigeret kopi, eller faktisk er originalen, om der er
bevidste eller tilfældige udeladelser eller tilføjelser ift. originalen og om forfatteren
faktisk er den som han/hun/de udgiver sig for at være (Duedahl & Jacobsen, 2010:55f).
•
Troværdighed – Alt afhængig af
forskningsspørgsmålet kan spørgsmålet om et
dokuments troværdighed opgøres på to måder, ved at anse teksten enten som levn eller
som beretning. Som levn anvender forskeren dokumentet som kilde til at påvise en
særlig fortolkning af verden, der har gjort/gør sig gældende, og som kommer til udtryk i
dokumentet. Som beretning afhænger dokumentets troværdighed af om det som
dokumentet påstår at gøre, også er det det faktisk gør (Ibid.:59f, 63f).
•
Betydning – Undersøgelsen af et dokuments betydning kan foretages på flere måder, der
igen er afhængig af erkendelsesinteressen. Som en simpel model kan man dog sige at et
dokument har tre betydningspotentialer, hhv. indkodningen (forfatternes umiddelbare
intention med dokumentet), kapacitet (dokumentets mulige fortolkningspotentialer) og
afkodningen (læseres tolkninger af dokumentet) (Ibid.: 73).
•
Repræsentativitet - Der er flere måder at forstå idéen om et dokuments repræsentativitet
på. En skelnen kunne måske siges at være mellem en dokumentintern og en
10
dokumentekstern repræsentativitet. Duedahl & Jacobsens behandler fortrinsvist den
dokumentinterne, dvs. overvejelser om hvorvidt fx en rapport forholder sig til de
relevante data og synspunkter, eller om den fx udelader modstridende synspunkter,
indeholder metodiske fejl osv. Den eksterne repræsentativitet kan forstås som et
dokuments centrale betydning for en diskurs. Én måde at afgøre om et dokument har
denne centrale betydning, er ved at se på hvad andre forskere anser som centralt, og
hvad der ofte bliver henvist til på forskningsområdet (Dyrberg et.al., 2000: 325).
I en diskursanalytisk tilgang anser jeg den dokumentinterne repræsentativitet mere som
et spørgsmål om dokumentets betydning, end som egentlig repræsentation. Hvad der
bliver udeladt og inkluderet er et centralt spørgsmål i en analyse af et dokuments
positionering og argumentation.
På baggrund af disse nødvendige overvejelser vil jeg i det følgende redegøre for hvorfor og hvordan
jeg anser mit valg af empiri som et godt afsæt for min analyse, i forhold til min
erkendelsesinteresse. Jeg vil i første omgang forsøge at vise hvorfor jeg finder de udvalgte
dokumenter (eksternt) repræsentative og troværdige. Herefter vil jeg kort se på deres autencitet.
Efterfølgende vil jeg, i afsnittet Fremgangsmåde, vise hvordan jeg har valgt at tolke betydninger af
dokumenterne, og vise hvilken baggrund de metodologiske valg er foretaget på.
2.1.2 Repræsentativitet og troværdighed
I dette afsnit vil jeg præsentere de tre dokumenter jeg har valgt at bruge som mit empiriske
grundlag, og samtidig fremstille hvorfor jeg finder dem hhv. repræsentative og troværdige.
2.1.2.1 IPCCs Climate Change 2014 Synthesis Report – Summary for Policymakers (SPM)
Som repræsentativt dokument for den videnskabelige tilgang til klimaforandringerne har jeg valgt at
undersøge Climate Change 2014 Synthesis Report – Summary for Policymakers, udgivet af IPCC i
November 2014 (endelig udgave udgivet i Marts 2015), der er en opsamling på resultaterne af AR5.
Nedenfor vil jeg give en forklaring på hvorfor jeg har valgt netop denne tekst, og skabe et overblik
over hvad IPCC og AR5 er.
Hvad er IPCC?
IPCC blev grundlagt i 1988 af to FN organisationer, World Meteorological Organization (WMO) og
United Nations Environment Programme (UNEP), med det formål at ”provide the world with a
clear scientific view on the current state of knowledge in climate change and its potential
11
environmental and socio-economic impacts”(IPCC1).
IPCC's Assesment reports (AR), hvoraf den første blev udgivet i 1990, og den sidste netop er
udkommet i sin endelige form1, samler den viden der er i klimavidenskaben, og vurderer og
fremskriver klimaforandringernes sandsynlige omfang.
Rapporterne er udarbejdet på baggrund af arbejde udført af tre arbejdgrupper (WG), og den
endelige publicering sker efter en konference, hvor der er åben deltagelse for forskere der har
bidraget til de enkelte arbejdsgruppers udgivelser, såvel som for NGO'er og regeringer (IPCC2). De
tre arbejdsgrupper der bidrager til IPCCs rapporter fokuserer på henholdsvis den fysiske
videnskabsbasis (WG 1), vurderinger af sårbarheden af socio-økonomiske og naturlige systemer i
forhold til klimaforandringerne (WG 2), og afbødningen af og tilpasning til klimaforandringernes
konsekvenser (WG 3) (IPCC3). Selvom udgivelsen af de samlede rapporter sker på baggrund af en
fælles konference, udgives WG rapporterne løbende, som de bliver færdige. Ligesom for
vurderingerne og vedtagelsen af den endelige udgivelse af en AR kan regeringer og NGO'er dog
også deltage i udformningen af de enkelte WG rapporter (IPCC2).
I tillæg hertil, udgiver IPCC løbende såkaldte Special Reports (SR), som de selv sidestiller med
rapporterne som de enkelte arbejdsgrupper udgiver i forbindelse med AR, men fokuserer på
forskellige specifikke emner, der ikke falder direkte under de tre arbejdsgruppers områder.
Udover at hver af arbejdsgrupperne udgiver en rapport for deres område, udgiver IPCC også en
samlet, syntetiseret, rapport, målrettet til politikere og beslutningstagere, der samler og destillerer
den viden arbejdsgrupperne har samlet i deres specifikke rapporter samt udvalgte SR.
Hvorfor IPCC rapporter?
Jeg har valgt at bruge AR5 som en del af mit empiriske grundlag af en række grunde.
Først og fremmest er IPCC og deres AR den helt centrale videnskabelige referenceramme
internationalt, når man ønsker at tale om klimaforandringerne. Reviewarbejdet er udført af mere end
800 internationale klimaforskere på baggrund af mere end 30.000 videnskabelige artikler (IPCC4)
og hver arbejdsgruppe modtager ti-tusindvis af kommentarer og rettelser fra forskere inden
rapporterne bliver færdiggjort (van Ypersele, 2013).
Derudover har IPCC siden stiftelsen haft succes med at etablere sig netop som denne centrale
referenceramme ved at få etableret en stadig større global enighed om klimaforandringernes
karakteristiska og potentielle konsekvenser (Miller, 2007: 340). IPCCs vice-formand Jean-pascal
van Ypersele fremhæver derudover tidligere rapporters centrale indflydelse på udformningen af
Kyoto-protokollen og formuleringen af et mål om at holde de globale temperaturstigninger under 2
1 Sidste del af AR5 blev udgivet i november 2014.
12
grader (van Ypersele, 2013). På samme måde foreslår den danske socialog Anders Blok at IPCC bør
opfattes som en historisk organisation uden sidestykke, på grund af deres succes med at skabe en
”emergence of the IPCC as a world parliament of experts.” (Blok, 2013: 51), og Miller skriver
tilsvarende at "[T]he IPCC played a key role in shoring up credibility for the idea of climate change
throughout the 1990s and up to the present" (Miller, 2007: 340), og nævner yderligere at IPCC i
kraft af deres rapporter, har været ualmindeligt succesfulde med at skabe de ”kinds”, altså
videnskabelige kategorier, som klimaforandringerne diskuteres udfra.
En anden pointe for at anse AR5 som et centralt dokument er den gyldighed som det tilskrives fra
politisk hånd. Regeringerne har gentagne gange ved COP møder anbefalet UNFCCCs Subsidiary
Body for Scientific and Technological Advice (SBSTA) om at indgå i et tæt samarbejde med IPCC,
hvorfor de også ofte beder IPCC om at udføre konkrete opgaver for sig (UNFCCC1/UNFCCC2).
Udover at IPCC er, og altid har været, i tæt dialog med UNFCCC, anbefaler det afsluttende
dokument fra COP20 i Lima også nationerne at forholde sig til IPCCs udgivelser når de skal
udvikle nationale klimastrategier (UNFCCC3).
For det andet er det hensigten med rapporterne, at de i så vidt omfang som muligt skal fremstå
apolitiske, eller, som de selv udtrykker det: ”By endorsing the IPCC reports, governments
acknowledge the authority of their scientific content. The work of the organization is therefore
policy-relevant and yet policy-neutral, never policy-prescriptive.” (IPCC1).
Intentionen med
IPCCs arbejde og udgivelser er altså at fungere som rent videnskabelige rådgivere, der belyser
situationen ved hjælp af den fakta der er tilgængelig. I det omfang rapporterne opfylder denne
hensigt, gør det det muligt som læser at se på de rene videnskabelige antagelser om forholdet
mellem samfund og natur, uden at skulle rense læsningen for politisk indhold.
Omvendt er dette åbenlyst ikke muligt, da IPCC er grundlagt i en politisk kontekst, og med den
ultimative hensigt at rådgive politikere om handlingsmuligheder og fokuspunkter. Med andre ord
fungerer rapporterne for mig, som en slags mikroskop ind i klimadebattens tænkemåder, da jeg, i og
med at rapporterne ønsker at fremstille sig selv som objektive, kan få blik for hvilke antagelser der
ligger forud for hvad der bliver vurderet som objektivitet.
Hvorfor SPM?
Indtil videre har jeg mest argumenteret for hvorfor det i dette speciales sammenhæng giver mening
at tage udgangspunkt i et dokument der er udarbejdet af IPCC. Jeg har dog som nævnt valgt ét
specifikt dokument, nemlig den femte AR, i sin syntetiserede udgave til politikere. Her vil jeg kort
forsøge at redegøre for hvorfor jeg mener at netop denne tekst er relevant.
For det første er AR IPCCs vigtigste output. De er de mest omfattende og mest refererede af alle
13
IPCCs publikationer. De er på mange måder årsagen til at IPCC har fået den betydning de har
internationalt. Af de årsager finder jeg det altså relevant at vælge en AR som empiri.
Dernæst er der beslutningen om at tage fat i den femte, og nyeste, af rapporterne, frem for fx at lave
en læsning af alle fem, eller at tage udgangspunkt i en af de tidligere. Denne beslutning skyldes at
jeg ikke som sådan er ledt af en interesse for, hvorvidt den naturalistiske ontologi har udviklet sig
historisk i IPCC-regi, eller en komparativ analyse af udviklingen af løsningsforslag, men derimod
blot hvordan det forholder sig i klimavidenskaben i dag.
Som sidste valg skulle jeg vælge mellem to formidlinger af AR5, Synthesis Report (AR5-SYR)
eller den fulde rapport (AR5). I og med at den fulde rapport er på flere tusinde sider, har jeg valgt
denne fra. Jeg mener ikke at dette har nogen voldsom indvirkning på resultaterne i projektet,
eftersom AR5-SYR er forfattet således at de centrale pointer og argumentationer står tilbage, og det
kan måske ligefrem ses som en fordel at læse et dokument der fremskriver de (i forfatternes øjne)
vigtigste elementer. Derudover har jeg valgt at læse AR5-SYR i dens forkortede form, som
Summary for Policymakers (SPM). Dette har jeg valgt at gøre dels fordi min analysemetode er
meget tekstnær, og derfor meget tidskrævende, og at jeg ikke kan få øje på en umiddelbar analytisk
gevinst der skulle retfærdiggøre at gøre analysen så meget mere omfattende, og dels fordi dette er
den tekst man kan forvente at politikere forholder sig til når de omtaler AR5, som det er forfatternes
intention med dokumentet (Fløttum & Dahl, 2014: 68).
2.1.2.2 Danmarks Klimapolitik
I dette afsnit vil jeg præsentere de dokumenter jeg har valgt at undersøge mine spørgsmål til den
danske klimapolitik ud fra. Først vil jeg dog give en kort forklaring på hvorfor jeg har valgt netop
Danmarks klimapolitik som objekt for min interesse. Grundlæggende har det to årsager: 1) Det
ligger lige for at vælge Danmark, eftersom det gør det nemmere for mig at tolke sprog, kontekst og
aktør-referencer end det ville være hvis mit fokus havde været på et andet lands klimapolitik. 2)
Danmark bliver ofte betragtet som en frontløber på klimaområdet, og jeg finder det derfor
interessant at have en mulighed for at analyse på en indsats der globalt bliver anset som en slags
forbillede.
Nedenfor vil jeg nu prøve at gøre det klart hvorfor jeg har valgt som jeg har gjort, samt give en kort
præsentation af dokumenterne.
Valg og fravalg
Til analysen af den danske klimapolitik, har jeg valgt at undersøge Klimapolitisk redegørelse 2011
(KR) og Klimaloven af juni 2014 (KL). Jeg har bevidst fravalgt de energipolitiske redegørelser, der
14
ellers er udbudt af nyere dato end den seneste Klimapolitiske redegørelse. Dette har jeg gjort fordi
de energipolitiske redegørelser åbenlyst fokuserer snævert på omstillingen til energieffektive og
CO2-neutrale teknologier i energiforsyningen. De energipolitiske redegørelser er altså som
udgangspunkt kun interesserede i afvejninger mellem økonomisk og teknisk rationalitet, og det ville
derfor være omsonst at kritisere dem for det. Det samme gør sig i øvrigt gældende for
energiaftalen af 22. marts, indgået mellem alle folketingets partier, foruden Liberal Alliance.
Yderligere har jeg fravalgt at beskæftige mig med Regeringens klimaplan (2013), da jeg som
udgangspunkt ikke ønsker at beskæftige mig med de partipolitiske positioneringer på klimaområdet
(hvilket dog alligevel ikke helt kan undgås i en analyse af den Klimapolitiske redegørelse).
Dokumenternes repræsentativitet
Ligesom jeg ovenfor har forsøgt at vise hvorfor SPM kan siges at være repræsentativ for det
videnskabelige felt, vil jeg i det følgende redegøre for, hvorfor jeg anser KR og KL som
repræsentative for Danmarks klimapolitik, set i forhold til min erkendelsesinteresse.
Klimaloven
I forhold til dokumenternes repræsentativitet, med henblik på en diskursanalyse af den danske
klimapolitik, anser jeg det som åbenbart at klimaloven udgør et centralt dokument. Udover det
forhold at dokumentet er en lov, der er vedtaget blandt et altovervejende flertal af folketingets
partier, formulerer teksten også selv at ”Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk
ramme for Danmarks klimapolitik” (KL §1: 1).
Den viden som klimaloven kan bidrage med i forhold til min erkendelsesinteresse har selvsagt sine
begrænsninger, i og med at den, frem for at udpege konkrete klimarelevante initiativer, udstikker
rammebetingelserne for hvordan klimapolitikken skal udformes og udvikle sig. Jeg anser den
alligevel som et interessant dokument, idet at den udpeger nogle konkrete aktører, som den
stadfæster at den danske Klimapolitik skal forholde sig til. Overfor KR, hvori der må medregnes
udtryk for partipolitiske interesser, bør KL derfor indtil videre anses som det mest konkrete
dokument til at anvise hvordan Danmarks klimapolitik skal udformes.
Klimapolitisk redegørelse 2011
Den klimapolitiske redegørelse er forfattet som en redegørelse fra Klima- energi og
Bygningsministeren (daværende Klima- og energiminister Lykke Friis (V)) til Folketinget, om
Danmarks klimapolitik.
Den har til hensigt at gøre det klart hvilke målsætninger der er sat for den danske klimapolitik på
15
både den helt korte (2012), mellemlange (2020) og den lange (2050) bane, at redegøre for hvilke
internationale samarbejder, aftaler og forhandlinger som Danmark indgår i, samt at udpege
grundelementerne i den politik der skal gøre os i stand til at nå de fastsatte målsætninger.
Dokumentet gør brug af overskrifter som fx ”Danmarks Klimamålsætninger fra 2013 - 2020” (KR:
4) og gør sig således til af at være en fast og objektiv beskrivelse af den danske klimapolitik. Ikke
desto mindre er den forfattet i en partipolitisk virkelighed, og den kan derfor selvfølgelig ikke
opfattes som udtryk for at Danmarks Klimapolitik er en én gang fastlagt og uforanderlig størrelse.
I og med at dokumentet er den centrale redegørelse for fokusområderne fra det relevante
ministerium, ser jeg, udover den ærgerlige mangel på en redegørelse af nyere dato, ikke nogen
grund til at tvivle på dokumentets repræsentativitet i forhold til min erkendelsesinteresse.
2.1.3 Dokumenternes autencitet
I og med at jeg har gjort det klart hvilken udgave af AR5 jeg basere min læsning på, og at jeg har
fået adgang til denne direkte via IPCCs hjemmeside2, som en PDF-fil, finder jeg ingen grund til at
tvivle på autenciteten af dokumentet.
Det samme er tilfældet for de øvrige dokumenter, som der er offentlig adgang til på hhv.
retsinformation.dk3 og Energistyrelsens hjemmeside4.
2.2 Fremgangsmåde
I det ovenstående har jeg forsøgt at gøre klart hvordan dokumenterne jeg har udvalgt er brugbare i
forhold til de tre kriterier om autencitet, troværdighed og repræsentativitet. I dette afsnit vil jeg
belyse hvordan jeg ved hjælp af en diskursanalytisk læsning af teksterne, ønsker at finde frem til
teksternes betydning, set ud fra min erkendelsesinteresse.
2.2.1 Diskursanalysen som sådan
En diskurs kan grundlæggende forstås som en samling af fortolkninger, koncepter og handlinger der
tillader aktører at forstå (en del af) verden på en speciel måde, og handle derefter. Diskurser er med
andre ord en slags samlet forestillingsverden der muliggør at en fortolker tilskriver verden en
mening, lige såvel som den udelukker eller besværliggør andre alternative meninger (Hajer, 1995:
44).
I diskursanalysen er det formålet at undersøge, hvordan diskurser er medvirkende til at reproducere
2 http://www.ipcc.ch/publications_and_data/publications_and_data_reports.shtml#1
3 https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=163875
4 http://www.ens.dk/politik/dansk-klima-energipolitik/regeringens-klima-energipolitik/energi-klimapolitiskeredegorelser
16
fortolkninger af virkeligheden, eller til at opretholde en status quo, ved at genanvende de
diskursinterne logikker og argumentationer der er medvirkende til at legitimere eller sandsynliggøre
diskursens meningsgivende indhold (Ibid.: 55). Diskurser kan på den måde siges at være
selvopretholdende, ved at reproducere sig ved en slags rituel gentagelse af sine mantraer.
Som beskrevet har jeg valgt som mit empiriske grundlag at læse tre dokumenter. I en
diskursanalytisk læsning er interessen både for, hvad der faktisk står i teksterne, og i hvad der, ud
fra en etableret fortolkningsramme, ikke står, samt hvordan forfatterne bruger inkludering og
ekskludering af aktører og synspunkter som virkemidler til at argumentere for deres sag bedst
muligt. (Rapley, 2008 : 111f). Samtidig er det også et centralt element at undersøge hvilke ord og
vendinger der vælges, i forhold til deres ladning af indholdet. Der kan være forskel på hvilke
forestillinger der opstår hos læserne, afhængigt af fx hvilke tillægsord man beskriver en kilde med,
ligesom konteksten i teksten, og udenfor den, åbner eller lukker visse fortolkningsmuligheder. Hvis
en avisartikel søger at beskrive det københavnske natteliv er det fx ikke ligegyldigt om en kilde
beskrives som ”en ung festklædt kvinde på Vesterbro” eller ”en letpåklædt afrikansk kvinde i
Skælbækgade”. De efterfølgende udtalelser vil uden tvivl klinge forskelligt i læsernes øre, selvom
begge udsagn i princippet kan beskrive den samme kilde.
Det er med andre ord en central pointe for diskursanalysen at en tekst producerer en virkelighed
sammen med sit argument, og at disse virkeligheder har effekter (Ibid.: 3). I ovenstående eksempel
er den ene beskrivelse hverken mere sand eller faktuel end den anden, men de 'lader' det
københavnske natteliv i to forskellige retninger, og repræsenterer muligvis to forskellige
bagvedliggende agendaer.
Der er dog som sådan ikke noget umiddelbart og nødvendigvis 'manipulerende' ved at præsentere en
sag på en måde der harmonerer med en speciel diskursiv position. Diskurser er lige så meget vores
bagvedliggende referencerammer og tænkemåder, som vi reproducerer i vores handlinger. Lige så
meget som en diskurs kan analyseres kritisk af en udenforstående (der dog også kan forstås som en
refleksiv indstilling fra den indviede), lige så usynlig kan den være for de(t) der udøver dem
(Fairclough, 2008: 96, Janks, 1997: 338). Netop dette er også en central pointe for, hvorfor det er
interessant at studere diskurser. Hvis ordvalg og tænkemåder var ren bevidst manipulation, ville det
måske være nemmere bare at få adgang til kilder der kunne udfrittes om deres hensigter. Eftersom
dette sjældent er en mulighed, bliver diskursanalysen derfor til et værktøj der kan analysere
samfundets kollektive blinde vinkler, altså som en kritisk analyse af samfundets historiske
væremåde og antagelser, både forstået som analyse af en (begrebs)historisk udvikling
(hegemonianalyse), og som analyse af diskursers historiske kontingens (den dekonstruktive
analyse) (Dyrberg et. al., 2000: 322). I begge tilfælde forsøger diskursanalysen altså at påvise at
17
noget forholder sig på en måde, men samtidig også at det kunne have været anderledes.
På samme måde kan studier af fremmede kulturer også bidrage til en åbning af en tekst eller
diskurs, ved at afsløre en mangel på visse antagelser som man som forsker ikke er umiddelbart i
stand til at overskride:
”Readers who do not share the codes of the text are an important CDA 5 resource in
teaching and in research for reading against the grain. Often these readers are the very
people who are labelled as disadvantaged or lacking the cultural capital for dominant
literacy, that is for producing dominant readings of a text from the position of the ideal
reader.” (Janks, 1997: 331)
I dette speciale har jeg derfor også valgt at inddrage centrale teorier der netop har haft denne
vekselvirkning som omdrejningspunkt, og er udviklet på baggrund af antropologisk arbejde, der
påviser en manglende selvfølgelighed af de antagelser om naturen, som vi i den vestlige verden som
regel arbejder med (Descola, 2013, Kohn, 2013).
2.2.2 Analyse af en idé
Som det centrale omdrejningspunkt for specialet har jeg spørgsmålet om omfanget og
konsekvenserne af en forestilling, eller idé, om en natur-menneske dikotomi, hvori naturen bliver
objektiveret og genstand for menneskets subjektive interesser. Metodisk er jeg med andre ord ude
efter at kunne identificere og kvalificere hvorvidt denne idé er dominerende i mine udvalgte
dokumenter.
På baggrund af mit teoriapparat (se del 3), mener jeg at have sandsynliggjort i hvert fald én
fortolkning af hvad denne naturalistiske ontologi, medfører af diskursive implikationer, kategorier
og sociale organisationsformer. Jeg mener derfor umiddelbart at kunne anvende disse analyser af
det (refleksivt) moderne samfund til at kunne anlægge et kritisk blik på de udvalgte tekster, netop
med henblik på det centrale spørgsmål om hvorvidt der i dokumenterne reproduceres en forestilling
om mennesket som fundamentalt forskelligt fra naturen.
I beskrivelser af diskursanalysen fremgår det gentagne gange at der ikke findes én metode, men at
fortolkningen mere er en evne der er forskeren iboende (Rapley, 2008: 5, Dyrberg et.al., 2000: 320).
Diskursanalysen er derfor afhængig af at forskeren kan finde ud af at fortolke teksten på en
ordentlig måde. Med andre ord er den kritiske læsning af dokumenters delvist et spørgsmål om at
forholde sig til den retoriske overbevisningsevne som en tekst indeholder: Hvordan forsøger teksten
5 Critical Discourse Analysis
18
at gøre sig troværdig? Hvilke ord og autoriteter trækker den på? Hvilke typer viden er inkluderet og
ekskluderet? Hvilke beviser præsenterer den? Og delvist et spørgsmål om at forskeren, bl.a. ved at
anvende sit teoriapparat, har blik for en diskurs og dens udtryksformer (Rapley, 2008: 114).
I og med at tekster som oftest ikke repræsenterer blot en enkelt diskurs, men kan repræsentere et
væld af forskellige diskurser, der kan komme til syne ved forskellige analyser af indholdet, er det
selvfølgelig ikke alle potentielle tolkninger jeg i min analyse vil forholde mig til. Snarere vil jeg
udfolde min analyse på baggrund af to hovedspørgsmål (baseret på arbejdsspørgsmål 1 og 2):
•
Hvordan repræsenteres forholdet mellem menneske og natur i dokumenterne?
•
Hvorvidt fremtræder teksterne som værende politiske dokumenter?
Det første spørgsmål stiller jeg selvfølgelig for at finde ud af om min tese om at naturalismen
faktisk er den grundlæggende ontologi i dokumenterne holder stik. Det andet spørgsmål skal hjælpe
mig til at forstå teksternes politiske indhold, og problematisere eller afproblematisere en eventuel
diskrepans mellem dokumenternes umiddelbare vægtning af politisk og videnskabeligt indhold, og
deres faktiske indhold.
2.2.3 Nødvendigheden af supplerende metoder
Diskurser kan som nævnt være mere eller mindre fasttømrede i det samfund de befinder sig i. At
kigge på sin telefon ved middagsbordet er fx stadig en praksis der bliver udfordret af kritiske røster,
både i de private hjem og i mere offentlige sammenhænge, men er dog stadig en praksis der bliver
fastholdt af nogen, og måske en dag vil stå som en uudfordret norm. Omvendt er der diskurser der
kan være så indlejrede i den samfundsmæssige fortælling, at de sjældent eller aldrig bliver
udfordret. En ontologi, som fx naturalismen, der ifølge Latour og Descola står som den centrale
antagelse om virkeligheden i forhold til at legitimere vores moderne organiseringsformer, vil
tydeligvis være mindre udfordret, og derfor også langt mere usynlig, end telefonbrug ved
spisebordene.
Omvendt betyder kritikken som mange, især antropologer, retter mod diskursen, og som stadig flere
retter imod den, at diskursen ikke står som en uudfordret fremstilling af virkeligheden. Spørgsmålet
bliver derfor, hvorvidt udfordringen af diskursen er synlig i dokumenterne. For at kunne spore
denne eventuelle udfordring har jeg valgt at gøre brug af to analytiske værktøjer, der giver en mere
konkret tilgang til at spore diskursive udfordringer i teksterne, end blot at benytte teorierne og min
egen fornemmelse for kritisk læsning, i og med at der trods et i sidste ende subjektivt snit,
stadigvæk er et krav til at fremstille de valg og metodiske greb jeg har gjort brug af for at kunne
19
producere intersubjektiv, overførbar viden (Dyrberg et.al., 2000: 320).
2.2.4 Anvendte metoder
For at kunne foretage en analyse af tilstedeværelsen af en naturalistisk ontologi, har jeg valgt at
gøre brug af to metoder, der gensidigt supplerer hinanden.
Som primært værktøj har jeg valgt at gøre brug af en lingvistisk analysemetode, Scandinavian
theory of Lingustic Polyphony (ScaPoLine), der har til formål at påvise hvordan tekstforfattere
positionerer sig ved at formulere sig med flere stemmer på én gang.
Til at supplere denne metodes analyse har jeg også valgt at lave en simpel indholdsanalyse.
Sammen mener jeg at disse to fremgangsmåder muliggør en solid diskursanalyse. Hvordan og
hvorfor vil jeg gøre rede for i det følgende.
2.2.4.1 ScaPoLine
ScaPoLine er en forholdsvis lille analytisk retning der sigter efter at lave semantiske analyser af
diskurser, med udgangspunkt i en forståelse af sproget som grundlæggende dialogisk, og derfor
altid polyfonisk (flerstemmig). Som nævnt ovenfor har jeg valgt at tage ScaPoLine i anvendelse for
at få nogle mere konkrete retningslinier for min analyse af teksterne, og jeg anser metoden for på én
gang at være konkret, og låse op for en velbegrundet kritisk analyse af diskurser. Derudover har den
polyfoniske analyse også tidligere været anvendt netop på analyser af tekster vedrørende
klimadebatten generelt (Fløttum & Dahl, 2012), og af IPCC specifikt (Fløttum & Dahl, 2014).
ScaPoLine er en kompleks teori der er under løbende udvikling, og jeg har langt fra valgt at gå ned i
detaljerne, men derimod udvalgt nogle basale indsigter og værktøjer som teorien tilbyder.
Polyfoni ved negation
Grundidéen i ScaPoLine er som sagt at sproget er dialogisk. Der er med andre ord aldrig kun én der
ytrer sig, også selvom der faktisk kun er en der taler. Et tilbagevendende eksempel i teksterne er
flerstemmigheden i den simple negation, fx:
Sætning 1
Klimaforandringerne er menneskeskabte.
Denne ytring udtaler på samme tid (mindst) to positioner:
POV1:
Klimaforandringerne er menneskeskabte.
POV2:
Klimaforandringerne er ikke menneskeskabte.
20
I den polyfoniske analyse giver det ikke mening at ytre sig énstemmigt, og sætning 1 konstruerer
derfor POV2, sideløbende med at den ytrer POV1. Ved at sige én ting, postulerer taleren altså
samtidig at et andet syn er muligt, selvom det ikke er det hun tilslutter sig (Nølke, 2011:62). Den
konkrete tekst som taleren (speaker) udsiger (sætning 1) kaldes her ytringen (utterance) og de
konstruerede synspunkter (POV), inklusiv de som taleren tilslutter sig, kaldes stemmer (voices)
(Ibid.: 58). Et simpelt ja, udtrykker derfor også muligheden for at sige nej, måske eller noget helt
andet.
Udover den ovenfor illustrerede dobbelttydning af brugen af ikke, kunne man også sige at brugen af
ordet Klimaforandringerne, altså i bestemt form, både udtaler en position om deres faktiske
eksistens, og samtidig taler imod en anden position, nemlig at de ikke eksisterer. Med brugen af
menneskeskabte bliver der på samme måde udtalt eksistensen af (minimum) en anden forestilling
om årsagen til klimaforandringerne uden at det udtales eksplicit hvilken.
Polyfoni ved mediatorer
Sætningens form, som et bestemt udsagn tager derudover ansvar for udtalelsen ved at være
konstaterende. Havde sætningen lydt:
Sætning 2
Det siges at Klimaforandringerne er menneskeskabte
påtager taleren sig ikke ansvar for sin udtalelse om klimaforandringerne. Men når ”det siges at” er
udeladt, peger sætningen udover sig selv, ved at taleren tager ansvar for sin ytring. Henvisningen til
en tredjepart (vha. udtryk som det siges at, folk mener at, det er almindelig kendt at, eller danskerne
mener, økonomer siger, regeringen anslår, hvoraf de tre første sigter til forholdsvis heterogene og
derfor diffuse kollektiver, og de sidste tre er eksempler på mere homogene og konkrete kollektiver)
kaldes mediatorer (Ibid.: 71f).
I sætning 1 forventer man altså at taleren kan stå på mål for sin ytring, hvorimod sætning 2 påtager
sig mindre ansvar, hvorfor læseren også har en mindre forventning om bevisførelse (taleren påtager
sig dog i stedet at kunne retfærdiggøre at ”det siges”)(Ibid.: 66). Opmærksomhed på mediatorer er i
dette speciales sammenhæng først og fremmest et værktøj der kan hjælpe mig med at være
opmærksom på ansvarsfralæggelse eller -forskydning i den politiske prioritering.
I læsningen af sætning 1 forstår man altså nu en polyfoni af ytringer:
21
POV1:
Klimaforandringerne er menneskeskabte
POV2:
Klimaforandringerne er ikke menneskeskabte
POV3:
Klimaforandringer er virkelige
POV4:
Klimaforandringer er ikke virkelige
POV5:
Jeg kan føre bevis for POV1
Hvori taleren tilslutter sig POV1,3 og 5, og afviser de udfordrende diskurser i POV2 og 4. POV2 og
POV4 er i øvrigt ikke logisk sammenhængende indbyrdes, så med mindre man antager en diskurs
der er selvmodsigende (hvilket er meget muligt), må man antage at sætning 1 positionerer sig i fht.
to andre udfordrende diskurser.
Polyfoni ved konjunktioner
En anden måde at udtrykke sig polyfonisk er ved at anvende visse konjunktioner (fx men,
medmindre, eller, alligevel) eller konjunktive udtryk (fx på trods af dette, ikke desto mindre). Denne
slags ytringer giver taleren mulighed for at præsentere og tilslutte sig to umiddelbart modstridende
POV'er, men samtidig faktisk prioritere den ene frem for den anden, og derved skabe et retorisk
”forspring” i forhold til eventuelle indvendinger mod en påstand. Et eksempel kunne lyde:
Sætning 3:
Solenergi er en god måde at nedsætte CO 2-udledningen, men vindenergi er
bedre.
Ytringen indeholder selvfølgelig flere stemmer nemlig:
POV6:
Solenergi er en god måde at nedsætte CO2-udledningen
POV7:
Solenergi er ikke en god måde at nedsætte CO2-udledningen
POV8:
Vindenergi er en god måde at nedsætte CO2-udledningen
POV9:
Vindenergi er en ikke god måde at nedsætte CO2-udledningen
POV10:
Vindenergi er bedre end solenergi med hensyn til at nedsætte CO2udledningen.
POV11:
Solenergi er bedre end vindenergi med hensyn til at nedsætte CO2udledningen.
Brugen af konjunktivet ”men” tillader taleren at tilslutte sig POV6, samtidig med POV8 og 10, alt
imens det fremgår at POV10 er ytringens hovedformål (Fløttum & Dahl, 2012: 16f). Selvom
22
sætning 3 måske fremstår som et forholdsvis ligetil udtryk for en rådgivende ytring, er det tydeligt
at se hvordan brugen af konjunktioner kan gøre at en teknisk argumentation kan bevæge sig over i
det politiske domæne, ved fx at sidestille to løsningsmodeller, og på baggrund af tekniskevidenskabelige parametre, hierarkisere udsagn, en funktion der som udgangspunkt er politisk
(Latour, 2004a: 145).
Det analytiske potentiale
De fortolkninger som anvendelsen af ScaPoLine muliggør, er for mig at se først og fremmest
spørgsmål om udfordrende diskurser og politisk indflydelse. For udover at spørge om naturalismen
er det ontologiske udgangspunkt for dokumenterne eller ej, kan man ved hjælp af en polyfonisk
analyse undersøge hvorvidt den omvendte antagelse, at der ikke er nogen årsag til en naturmenneske dikotomi, fremgår som en implicit og udfordrende diskurs, ved at teksterne fx forholder
sig negerende til den eller positionerer sig i forhold til den vha. konjunktiver.
Derudover skaber analyseredskaberne, som nævnt ovenfor, muligheder for at være opmærksom på
politisering (hierarkisering) og ansvarsforskydelse i dokumenterne.
2.2.4.2 Indholdsanalyse
ScaPoLine gør selv brug af en kvantitativ opgørelse af ordbrug i tekster, såkaldte indholdsanalyser.
Indholdsanalysen kan være en god måde at få et konkret overblik over hvordan en tekst positionerer
sig, og skal her først og fremmest ses som et ”støtteben” til den mere kvalitative analyse.
Mit formål med indholdsanalysen er at få et overblik over hvilke aktører der er indeholdt i
teksterne, samt hvilken type agens de bliver tilskrevet. Hvis man sammenligner to sætninger,
Sætning 4:
Solenergi giver os mulighed for at nedsætte vores CO2 udledning.
Sætning 5:
Smeltningen af indlandsisen påvirker Golfstrømmens cirkulation.
er der en kvalitativ forskel i hvordan aktørerne (hhv. Solenergi og Smeltningen af indlandsisen)
bliver opfattet som medkonstituerende af en social virkelighed indbygget i ordvalget. Solenergi
giver mulighed for, hvorimod Smeltningen påvirker. I sætning 4 bliver der altså fremstillet en
åbenhed for en politisk hierarkisering, hvorimod der i sætning 5 bliver udtalt en sandhed om naturen
som sådan. I sætning 4 ligger der dog også en ytring om en naturaliseret sandhed, nemlig at
solenergi udleder mindre CO2 end (visse) andre energiformer, ligesom sætning 5 også – og dette er
netop også en central pointe for specialet som sådan – qua videnskabelig sandhed er
handlingsforeskrivende. Sagen er blot den, at hvor det i sætning 4 er eksplicit oplæg til politisk
23
prioritering (baseret på en videnskabelig sandhed), er det i sætning 5 implicit politisk, men i stedet
for prioritering, får ytringen karakter af nødvendighed (for de der er interesserede i Golfstrømmens
fortsatte cirkulation).
På baggrund af denne analytiske indstilling har jeg valgt at lave en indholdsanalyse af hvilke
aktører der indgår i dokumenterne, samt hvilke ladninger de bliver beskrevet med. Som
udgangspunkt for analysen har jeg lavet en kodning af indholdet der har hjulpet mig til at kunne
lave en kvantitativ opdeling af indholdet. Ikke desto mindre bunder denne opdeling i sidste ende i
mine egen tolkninger. For at lægge et snit har jeg valgt at dele aktørerne op i seks klasser. Jeg er klar
over at disse klasser reproducerer den videnskabelige diskurs som jeg har til hensigt at kritisere,
men i og med at det er mit formål at efterprøve hvorvidt denne er dominerende i teksterne, ser jeg
det som en hensigtsmæssig opdeling. Hvis jeg kan påvise at dokumenterne opdeler og lader
aktørerne på en måde der harmoniserer med denne opdeling, er selve det forhold at jeg har opdelt
aktører og handlinger i de klasser jeg kritiserer, årsag til at antage at teksterne er forfattet ud fra
tilsvarende forudsætninger.
Jeg vil i det følgende gøre klart hvordan jeg har fortolket og klassificeret indholdet i dokumenterne.
Hvad er en aktør?
I forlængelse af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt skal en aktør i min læsning af
dokumenterne, forstås som alle de elementer i teksten der har en indflydelse på dens argumentation
og konklusioner. En påstand i teksten står derfor på lige fod med en konkret navngivet person eller
ting, i og med at de alle sammen, i form af udsagn, er med til at forme det billede der bliver
fremstillet af Klimaforandringerne i teksten.
En aktør er derfor ikke, i denne læsning, elementer der refererer direkte til teksten selv som tekst.
Der kan fx i SPM findes forklaringer på figurer, der sprogligt har form af at være aktører, men
refererer direkte til fx en figurs visuelle form, frem for det indhold den beskriver. Sådanne
elementer er altså ikke inkluderet.
Aktørklasser
For at danne mig et overblik over typerne af aktører i de forskellige dokumenter har jeg valgt at
opdele dem i en række klasser. Nedenfor giver jeg en kort specifikation af de enkelte klasser.
Objekter (O) – Denne aktørklasse dækker over alt det der beskrives som fysisk eksisterende. Det er
fx Klimaforandringerne selv, CO2 og økosystemer og torsk.
24
Teknologier og teknikker (T) – Denne aktørklasse dækker over værktøjer i den bredeste forstand.
Det gælder både teknikker til at reducere Klimaforandringerne (fx solpaneler), og teknikker
der er blevet anvendt til at konstruere den videnskab eller de argumenter der bliver
præsenteret (fx Klimamodeler), ligesom det dækker over politiske redskaber (fx bindende
aftaler eller forhandlinger).
Mennesker (M) – Aktørklassen mennesker dækker over individer såvel som kollektiver af
mennesker. Det kan være ”de fattige”, ”Danmark”, ”IPCC” eller ”Virksomheder”.
Mål (P) – Denne aktørklasse består af hensigter og målsætninger som forfatterne arbejder med,
men som ikke er vedtaget som politisk bindende (som fx Kyoto Protokollen, der sorteres
under teknologi/teknik). Mål er altså ikke-bindende pejlemærker der enten bliver eller kan
blive navigeret efter.
Scenarier (S) – Scenarier skal forstås som udsagn der beskriver en eventuelt kommende fremtid.
Som regel beskriver de flere sideløbende muligheder, der divergerer efter niveauer af
aktuelle og fremtidige handlinger.
Begreber (B)– I teksterne henvises der ofte til, især politiske og økonomiske, begreber, som fx
”Grøn Vækst”, ”bæredygtig udvikling” og ”velfærd”. Sådanne udtryk er sorteret under
aktørklassen begreber.
De forskellige Aktører vil dog ikke altid falde i den samme klasse i alle tilfælde, men er derimod
afhængige af hvordan de bliver omtalt. Fx kan en aktør som ”Danmark” både referere til Danmark
som politisk enhed, altså indirekte den danske regering, og derfor blive sorteret under M
(mennesker), og som afgrænset geografisk område og derfor blive sorteret under O (objekter). På
samme måde kan aktøren ”en temperaturstigning på 2 grader”, klassificeres under fx mål (P) og
scenarier (S), alt afhængig om den bliver omtalt som en tilstand vi skal holde os under, eller en
fremtidig virkelighed under givne forudsætninger.
Derudover kan enkelte aktører indgå som en del af en anden aktør, som et element i et udsagn. På
den måde ville et udsagn som ”Isen på Antarktis vil smelte ved en temperaturstigning på 2 grader”
blive klassificeret som S, mens ”Isen på Antarktis” og ”en temperaturstigning på 2 grader” begge vil
blive klassificeret som O (objekter).
25
Aktørladninger
Ligesom jeg har valgt at undersøge klasserne af aktører i dokumenterne har jeg også valgt at
undersøge hvordan aktørerne bliver fremstillet, hhv. som faktuelle, værdiladede eller handlende.
Hvilken klasse de bliver tilskrevet betinges af deres funktion i den kontekst de indgår i.
Fakta (F) – Fakta er når noget bliver præsenteret ”sådan som det virkelig forholder sig”. Det er
udsagn der ikke sprogligt er ladede med værdi, men blot konstatere at noget er eller ikke er
tilfældet. Der kan derfor også godt være scenarier der bliver klassificeret som fakta, hvis de
tager formen ”hvis... så”.
Værdi (V) – Værdi skal her forstås som de aktører der bliver præsenteret som medvirkende i en
prioritering. Der kan fx være tale om at klimapolitikken skal ”udvikle sig under hensyn til
beskæftigelsen”, hvor hensynet altså markerer ”beskæftigelsen” som en værdi nogen har.
Handling (H) – En handling skal her forstås som det at nogen eller noget gør noget der ikke er
direkte forklaret ved en fysisk kausal relation. En handling indeholder altså i en eller anden
grad en beslutning eller et potentiale for at forandre noget der ikke kan beskrives i faktuelle
termer.
Ligesom med aktørklasserne er tildelingen af aktørladning et spørgsmål om konteksten de indgår i.
En målsætning kan fx både fremstå som en værdi, hvis det bliver udtrykt at nogen ”ønsker” den,
eller som fakta, hvis det blot bliver udtrykt at målsætningen findes. På samme måde kan en gruppe
mennesker både fremstilles som handlende (fx ”Fattige befolkninger har forsøgt at...”) eller som
fakta (fx ”klimaforandringerne vil ramme fattige befolkninger hårdest”).
Hvis en aktør ikke synes at have nogen ladning, hvilket oftest forekommer i overskrifter, er de
blevet markeret med ”-”.6
En anden fordel ved indholdsanalysen, udover den rent kvantitative påvisning af en eventuel
sammenhæng mellem aktørklasser og aktørladninger, er at man kan danne sig et hurtigt overblik
over hvilke aktører der ikke er repræsenteret, der som nævnt er et vigtigt element i en
diskursanalyse.
Indholdsanalysen bidrager altså derfor både til at fortælle noget om hvilke aktører der anses som de
relevante indenfor en given diskurs, og sammenhængen mellem aktørklasser og aktørladninger
6I Bilag 1.1 (KR), 2.1 (KL) og 3.1 (SPM), kan man se hvilke aktører jeg har fundet, og i Bilag 1.2 (KR), 2.2 (KL) og 3.2 (SPM), kan
man se hvordan jeg har sorteret dem.
26
angiver derudover yderligere hvordan de inkluderede aktører anses som medkonstituerende for
klimaproblematikken. Når man, som det forsøges i SPM, at give et billede af ”de globale
klimaforandringer” er disse ikke en allerede fikseret størrelse, men i høj grad determineret af hvilke
aktører man trækker ind, for at konstruere en specifik forestilling om hvad de er (Blok, 2010: 897).
Formålet med indholdsanalysen er altså at få overblik over de forestillinger om ”globale
klimaforandringer” dokumenterne konstruerer.
2.3 Teorivalg
For at kunne forstå min problemstilling i dybden har jeg valgt at gøre brug af en håndfuld teorier,
der alle hjælper mig til at kunne undersøge hvad problemet egentlig består i og kvalificere min
kritik heraf og analysen af min empiri. I det følgende vil jeg gøre det klart hvorfor jeg har valgt at
bruge netop disse teorier, samt hvordan det er min hensigt at bruge dem.
2.3.1 Teorien som kritisk afsæt
Som min grundlæggende interesse i dette speciale har jeg en undren over hvorvidt en ontologisk
naturalisme, der fordrer en radikal skelnen mellem kultur og natur, kan have konsekvenser for vores
indsatser i forhold til klimaforandringerne. Det er altså det teoretiske grundlag for diskussionerne
der er omdrejningspunktet for dette speciale. For at undersøge dette spørgsmål, har jeg valgt at
formulere et alternativt grundlag, hvorudfra jeg kan kritisere det dualistiske natursyn.
Jeg har allerede i problemfeltet antydet den position jeg indtager i dette speciale, der består af tre
centrale teser som afsæt for kritik af naturalismen, nemlig, 1) at naturen har værdi i sig selv, også
udover dens funktionelle potentiale som ressource, 2) at der ingen forskel er mellem mennesket og
andre former for liv, andet end niveauet af kompleksitet i vores fortolkningsevne, og 3) at
kategorierne natur og kultur er medvirkende til at skabe en ontologisk dualisme, der på den ene side
sætter den determinerede materielle verden, og på den anden side, det socialt konstruerede samfund,
hvilket hindrer os i at handle egentligt rationelt.
Der findes en lang række teoretikere der har været i berøring med disse emner, og som indtager
positioner magen til min. Ikke desto mindre har jeg måtte vælge til og fra, og i det følgende vil jeg
skitsere hvorfor jeg har valgt netop de teorier jeg har, til at uddybe og kvalificere mine teser.
De fleste af de brugte teorier spiller en rolle i at belyse flere forskellige områder af min interesse. I
mine øjne danner de et net, hvori de hver især dækker forskellige hjørner af problematikken, men
samtidig trækker tråde til de øvrige teorier, og i visse tilfælde direkte refererer til hinanden.
27
2.3.1.1 Sammenhængen i de tre teser
Den første tese, at naturen har værdi i sig selv, anser jeg for at blive belyst netop gennem dette net
af teori. Jeg ser ingen grund til at gå ind i en etisk diskussion om dyrerettigheder osv. I stedet mener
jeg at der er en iboende logik i at fastholde naturens værdi i sig selv, hvis det lykkes overbevisende
at argumentere for, at der ikke er noget videre skel mellem menneske og natur.
En af de vigtigeste teorier til at kvalificere min anden tese (og derved altså også min første) er den
som Eduardo Kohn præsenterer i sin bog How Forests Think – Toward an Anthropology Beyond the
Human (2013). Heri prøver Kohn, på baggrund af inspiration fra den amerikanske pragmatist
Charles Sanders Peirce og sit feltarbejde i Amazonas, at udvikle en forståelse for hvordan andre
levende organismer navigerer i verden, og ligefrem tænker. Hans grundlæggende påstand er den, at
det moderne menneske har afskrevet andre tænkende livsformer, fordi vi sætter lighedstegn mellem
sprog og tænkning. Han mener således at vi allerede før vi har spurgt til hvad tænkning er, har
afgjort det som værende en evne kun mennesket besidder. For Kohn er den sproglige tænkning et
spørgsmål om kompleksitet, og ikke tænkningens dybde eller kvalitet.
Udover Kohn lader jeg også den spekulative realisme spille ind, som den udformer sig i Graham
Harmans The Quadruple Object (2010) samt Timothy Mortons Ecology without Nature (2009) og
The Ecological Thought (2010). Den spekulative realisme vil, i form af især Harmans tænkning,
også fungerer som en del af mit videnskabsteoretiske grundlag, og bidrager i denne sammenhæng
med en forståelse af den kompleksitet der findes i de såkaldte naturlige ting, og den flydende
overgang der er mellem disse og os.
Den tredje antagelse vil selvfølgelig delvist blive belyst af de ovennævnte teorier, da der er en udtalt
sammenhæng mellem de to antagelser. For hvis der kun er en minimal forskel mellem menneske og
øvrige organismer, er en del af skellet mellem menneske og natur allerede overskredet.
For dog at belyse emnet yderligere, har jeg valgt at gøre brug af hhv. Bruno Latours tænkning, især
som den kommer til udtryk i Vi har aldrig været moderne (2006) og Politics of Nature (2004a),
samt Phillipe Descolas Beyond Nature and Culture (2013).
Latours tænkning udpeger hvordan en såkaldt moderne forfatning er opstået i den vestlige verden,
og har delt det sociale og det naturlige i to forskellige vidensområder, hvori der gælder forskellige
love. Han forsøger at påvise hvordan en sådan opdeling er enormt utilstrækkelig til at forklare de
fænomener vi oplever, og prøver at vise hvordan det moderne samfund på det nærmeste handler
mod bedre vidende.
Descolas formål er noget nær det samme som Latours, men i stedet for som ham, at gå den
28
videnskabshistoriske vej, påviser Descola hvordan flertallet af de samfund der ikke er, eller har
været, direkte præget af vestlige tænkemåder, har svært ved at forholde sig til kategorierne natur og
kultur som separate fænomener. I stedet viser han hvordan der findes forskellige ontologier, og
forsøger at vise hvordan disse er determinerende for hvordan samfund indretter sig og relaterer sig
til dem selv og deres omgivelser.
Det er i sammenspillet mellem disse teorier, at jeg ønsker at formulere en sammenhængende kritisk
position omhandlende forholdet mellem menneske/kultur og natur. Den tredje tese handler dog også
om at naturalismen er en hindring for at vi som kollektiv kan handle rationelt.
Både Latour og Descola bruger som antydet kræfter på at påvise en sammenhæng mellem det
dualistiske natursyn og en række nye og effektive handlingsmuligheder, og forsøger derfor også at
etablere sammenhænge mellem naturalismen og en tænkning der fordrer den tekniske beherskelse
af naturen.
Harman og Morton argumenterer ligeledes for at den moderne videnskabs forestilling om
virkeligheden som grundlæggende kvantificerbar, skyldes en fejlslagen metafysik, der markant
reducerer vores fortolkninger af vores omverden til dens, af teknikken og videnskaben, overfladiske
manipulerbare kvaliteter.
Udover Latour, Descola og den spekulative realisme, vil jeg også inddrage perspektiver fra den
kritiske teori, fortrinsvist i form af Jürgen Habermas kritik af systemets kolonialisering af
livsverdenen og idealet om den kommunikative handlen og Ulrich Becks analyse af
Risikosamfundet.
2.4. Videnskabsteori
I dette afsnit vil jeg redegøre for min videnskabsteoretiske position. Fordi teorierne, udover blot at
være et videnskabsteoretisk afsæt, også skal fungere som centrale kritiske elementer i mine
analyser, vil redegørelsen bevæge sig lidt ud over det nødvendige, men vil dog have betydning for
teoriapparatet som helhed.
2.4.1 Spekulativ realisme
Jeg har valgt at følge Graham Harmans spekulative realisme (ofte også benævnt som
objektorienteret ontologi), som han fremstiller den i The Quadruple Object (2010). Årsagen til at
jeg har valgt netop denne teori, er at jeg anser Harmans position, som en der fremstiller de centrale,
og for økologisk tænkning væsentlige, elementer i Martin Heideggers fænomenologi, uden at
optage dens antropocentriske udsyn, og forener det med Latours relationisme, uden at give køb på
en fundamental realisme som Latour ellers har for vane. Med denne dobbelte inspiration og kritik
29
formår han at formulere en realistisk position, der lykkes med at lægge afstand til
enhedsvidenskaben og overskride antropocentrisme, og derved skaber rum for alternative
erkendelsesmåder.
2.4.1.1 Under- og overminering
Den spekulative realismes udgangspunkt for filosofiske undersøgelser er objektet, og Harman anslår
at netop dette naive startsted holder os inde for en realisme ved at forhindre filosofien i at afskrive
objekterne realitet ved tankespind der, på den ene eller anden måde, argumenterer for en virkelighed
hvori objekterne som vi oplever dem kun er tilfældigheder, hvilket han mener at filosofien hidtil har
haft for vane, ved at udforme forskellige metafysikker der i en eller anden grad bortforklarer
objekterne som vi oplever dem, til fordel for enten højere enhedsprincipper, eller mindste
bestanddele (Harman, 2010: 5f).
Harman deler mængden af teorier der har afskrevet objekterne deres realitet på denne måde, op i to
grundlæggende metoder, nemlig henholdsvis underminering og overminering.
Underminering betyder i denne sammenhæng det at foreslå at forskellene i verden, herunder
mængden af forskellige objekter, grundlæggende blot er egenskaber ved en totalitet, der udspringer
fra en og samme ting. Harman henviser til førsokratiske idéer om apeiron eller flux, såvel som
moderne tids filosofis objektiv idealisme eller solipsisme. Underminering betyder altså med andre
ord at den filsofiske spekuleren bevæger sig ud i abstraktioner, der medfører at vores naive
holdepunkt i erfaringen, objekterne, forsvinder til fordel for et generelt princip. Harman mener at
filosofien derved udøver vold mod sit eget formål, og afskriver virkeligheden til fordel for
abstraktion (Ibid.: 8f).
Overminering, Harmans navn for den anden yderlighed, fraskriver ligeledes virkeligheden den
realisme som han ønsker at holde fast i. For Harman er den mest udtrykte eksponent for
overminering i dag den videnskabelige materialisme. I forsøget på at fastholde en realisme i den
videnskabelige realisme, bliver objekterne undersøgt ud fra allerede erkendte parametre, fx atomer
eller partikler, samt deres nummeriske størrelser. Med andre ord, mødes objekterne ikke som deres
helhed i oplevelsen, men snarere som sammensatte genstande, bestående af mindre dele, der stjæler
æren som værende det faktisk reelle (Ibid.: 11).
For at undgå disse to tilgange til objekterne, forsøger Harman i stedet at (gen)forene
fænomenologien som den kommer til udtryk hos hhv. Edmund Husserl og Martin Heidegger.
2.4.1.2 Det firefoldige
Som titlen på Harmans bog antyder, ønsker han at optegne en metafysik der betragter eksistens som
30
firefoldig, altså at mødet mellem fænomener, altid konstitueres af fire poler. De fire poler er: 1)
Intentionelle kvaliteter 2) Intentionelle objekter 3) Reelle kvaliteter og 4) Reelle objekter 7 (Harman,
2010: 50).
Skellet mellem intentionelle kvaliteter og objekter er et som Harman låner fra Husserl, der beskriver
det som forholdet mellem at kunne genkende et objekt som et og det samme, på trods af skiftende
egenskaber. Eksempelvis bliver vi ikke pludselig i tvivl om hvorvidt en bekendt er den samme, bare
fordi vedkommende har skiftet hårfarve, eller er i løb i stedet for at stå stille. For Husserl er skellet
dog noget der udelukkende optræder for bevidstheden, altså er hverken objektet eller dets kvaliteter
reelle (Ibid: 24).
Skellet mellem intentionelle kvaliteter og objekter er et brud i fænomenologien, idet man ikke
behøver at begrænse sig til kun at dømme på baggrund af det direkte oplevede, men derimod at
bevidstheden grundlæggende har en objekt-givende måde at begribe oplevelserne på, således at man
kan opleve de intentionelle objekter, på trods af, at de kan være anderledes end de forekommer i
netop den indeværende oplevelse af dem. Dette er samtidig også forskelligt fra at anse de
intentionelle objekter som en ophobning af deres intentionelle kvaliteter, altså at fx et hus, som
objekt, kun er det, som man ved grundigt at undersøge alle dets intentionelle kvaliteter, kan samle,
hvilket må give sig selv, idet at dets kvaliteter ikke er nødvendige elementer ved det intentionelle
objekt (Ibid.: 25).
Denne præsentation af Husserls fænomenologi lader dog stadig Harman mangle to af de fire
aspekter af objektet, nemlig de reelle kvaliteter og de reelle objekter.
De reelle objekter finder han i Heideggers værktøjsanalogi, hvori han skelner mellem vedhånden og
forhånden, som to måder at forholde sig til ting. Når en ting er vedhåndenværende indgår den i en
brug eller sammenhæng, og fremtræder derfor kun for os i den udstrækning dette aspekt opfyldes.
Hammeren optræder ikke for en, i brugsøjeblikket, som andet end et redskab til at hamre. Alle dens
øvrige egenskaber, og endda objektet i sig selv, forsvinder i reduktionen til den rene brug. Når noget
derimod optræder som forhåndenværende, er det kun når det ”går i stykker” i den videste forstand,
altså når noget ikke opfylder de forventninger man kommer til det med. Når noget er forhånden
fremtræder dets eksistens, ved at gøre opmærksom på sig selv som noget der i en eller anden
forstand mangler det man vil bruge det til (Harman, 2010: 53).
Underteksten til Heideggers skelnen er derfor at objekterne har en realitet, udover deres
intentionelle kvalitet, en realitet der skjuler sig, og kun delvist træder frem når de ”går i stykker”.
7 Hhv. Sensual qualities, sensual objects, real qualities og real objects. Jeg har valgt at oversætte sensual som
intentionel, da Harman selv skriver at han vælger et synonym for dette, alene for at undgå misforståelser (Harman,
2010: 26). Den direkte oversættelse til sanselig, har jeg valgt fra, eftersom det antyder en realisme, som netop er
fraværende i Husserls fænomenologi.
31
De reelle objekter er altså objekternes virkelige eksistens, der er det forenende, der samler objektets
mangfoldige egenskaber, men samtidig er mere end blot det. Det reelle objekt er, skriver Harman,
dog ikke blot ”eksistens” som sådan, men det enkelte objekts specifikke eksistens, der adskiller det
fra andre, og er samlende for netop dette objekts egenskaber, og at: ”The only way to do justice to
objects is to consider that their reality is free of all relation, deeper than all reciprocity.” (Ibid.: 47).
Den sidste pol i Harmans firfoldige objekt, er trukket fra en blanding af Husserls forestilling om et
objekts eidos, og Heideggers realistiske position. Husserl argumenterer for, at et (for ham
intentionelt) objekt, må have en række kvaliteter der er nødvendige for at gøre det til netop dét
objekt, og ikke et andet. Med den tilføjede realisme, bliver dette ikke kun et spørgsmål om
kvaliteter som bevidsthedfænomen, men leder også til en forestilling om at objekterne faktisk har en
række specifikke reelle kvaliteter. Hvis ikke dette var tilfældet ville objekterne blot være tomme
beholdere, hvorpå enhver kvalitet kunne påklistres eller tages fra (Ibid.: 50).
2.4.1.3 Økologiens Mesh
I Ecology without Nature (2009) og The Ecological Thought (2010) forsøger Timothy Morton at
sætte den spekulative realisme ind i en økologisk sammenhæng. Beskrivelsen han tager afsæt i er en
verden hvor vi i ly af videnskabens indsigter er blevet stadig mere klar over at alting er forbundet,
inklusiv vores selver og kroppe (Morton, 2009: 105f).
Morton kalder denne totale forbindelse imellem alle verdens ting for et ”mesh”, et sammenvæv af
tråde der forbinder sig på alle mulige måder, og skaber forbindelser på tværs af tider og steder. Det
er et udtryk for at der ikke er noget niveau hvor vores viden så at sige kan hvile (Morton, 2010:
28f). Jeg er fx ikke længere bare mig selv. Biologien har vist at jeg består af celler, parasitter og
symbiotiske bakterier der alle sammen har lige så stor interesse i min selvopretholdelse som ”jeg
selv” har. Sociologien har vist at jeg er formet af min samtid og mine omgivelser, og
neurovidenskaben sår tvivl om, om jeg overhovedet handler frit. Fortalere for arv eller miljø,
determinisme eller frihed, sidder alle sammen inde med solide argumenter og data til at understøtte
dem.
Meshet er for Morton den virkelighed der med videnskabens stadig produktion af fænomener
kommer os i møde når vi forsøger at forstå vores omverden, men skal også forstås som tilsvarende
Harmans intentionelle objekter, for selvom vi oplever at alting er forbundet med alt andet, er de
enkelte ting i sidste ende reelle i sig selv, og derfor grundlæggende fremmede for os og for hinanden
(Harman, 2012: 19). De er ikke den anden, men i fundamental grad uerkendelige i deres totalitet,
eller som Morton udtrykker det; ”strange strangers” (Morton, 2010: 38). Meshet er derfor at forstå
som Mortons erstatning for Naturen. Det giver, ifølge ham, i praksis ikke mening at forestille sig et
32
holistisk hele, hvori alting udspiller sig (Morton, 2009: 166). Naturen, som begreb, har en orden,
men meshet er kun ordnet ved at være forbundet. Der er intet hierarki iboende, og modsat
paraplybegrebet Natur, er meshet ikke større end dets individuelle dele, men derimod kun et ord for
de principielt ubegrænsede relationer, mellem objekter. Natur dækker over alle ting, mesh dækker
over ingenting, men alle relationer (Morton, 2010: 77f).
2.4.2 Latour – fra dualisme til kollektiv
Som en del af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt, har jeg valgt at uddybe den spekulative
realisme, ved at supplere den med Bruno Latours tanker om vores adgang til viden, og
konsekvenserne ved naturalismen, der deler verden op i to ”huse”, eller eksistenssfærer, det sociale
og det videnskabelige, eller Kultur og Natur.
2.4.2.1 Den moderne forfatning
Latour placerer sig, ligesom Harman i en position, hvori der findes en ekstern realitet, som vi kan
erfare og undersøge. Samtidig siger han dog, at der i den etablerede epistemologiske tankeverden,
bliver overset, at de fakta videnskabsfolk udsiger om naturen, er opdagelser der udfolder sig som
historie, og derved indskriver sig i en verden af tanker, mennesker, teknologier osv., som de er
afhængige af (Latour, 2006: 23f).
Alligevel værger Latours sig fra at blive omtalt som socialkonstruktivist, idet han understreger at
videnskabsfolk faktisk taler om en virkelighed de erfarer og går i rette med, en påstand der er
fremmed for socialkonstruktivismen (Latour, 2004a: 32f).
På den ene side har erfaringens fænomener altså en realitet, og vi kan derfor ikke bare, vha. nok så
meget overbevisning og målrettethed, konstruere os ud af tyngdelovens påvirkning eller lignende.
På den anden side har videnskaben en konstrueret side, og indtager ikke den priviligerede position
der traditionelt bliver hævdet, hvori de videnskabelige metoder er garant for en tilgang til
virkeligheden der er uforurenet af socialt og politisk indhold.
Den traditionelle fremstilling af det vestlige vidensideal, kalder Latour den ”moderne forfatning”,
og peger derved på dette tankesæts indflydelse på samfundet, som en grundlæggende forudsætning
for dets nuværende form, på lige fod med en stats forfatning (Latour, 2006: 33f). Den moderne
forfatning er netop forestillingen om en kontekstuafhængig videnskab, som han vha. Shapin og
Shaffers bog Leviathan and the Air-pump (1985), sporer tilbage til uenigheder mellem
videnskabsmanden Robert Boyle og politologen Thomas Hobbes. Shapin og Shaffers bog påviser
hvordan Boyle insisterede på videnskabens sandhed, og løsrevethed fra interesser og magtspil, på
den ene side, og Hobbes insisteren på en politisk verden, upåvirket af videnskabens indgriben,
33
reflekterer den moderne måde at tænke på (Latour, 2006: 50).
I Politics of Nature sporer Latour selv den moderne forfatning endnu længere tilbage, idehistorisk,
nemlig til Platons hulelignelse, hvor manden der har erfaret sandheden uden for hulen, kommer
tilbage til de uvidende, stadig fanget i det sociales sump, og forsøger at få dem til at forstå, og
opføre sig i tråd med, hvad sandheden beretter (Latour, 2004a: 10f). Med denne tråd tilbage til
Platon, siger Latour dog samtidig, at den moderne forfatning, ikke i praksis bliver overholdt, idet
videnskaben faktisk har foden indenfor i det politiske, ligesom det politiske også har det i
videnskaben, og i princippet altid har haft det, i den udstrækning man har kunnet tale om hhv.
politik og videnskab (Ibid.: 39).
Frem for epistemologisk at fastholde elementerne opdelt, med naturen og dens love på den ene side,
og det sociale, kulturen, og dens love på den anden, opfordrer han til en ”associeringsvidenskab”,
ved at foreslå en tilgang hvori mennesker og ikke-mennesker indgår i ligeværdige og (som førpolitiske udsagn) ikke-hierakiske relationer, og ikke på forhånd er skrevet ind i en af de respektive
kategorier (Latour, 2006: 212). Spørgsmålene for en videnskab bliver i højere grad hvordan ting
indgår i et netværk – eller kollektiv – og udvikler og komplicerer det, frem for at opbygge
objektive beskrivelser, af ting der udfolder sig i en apolitisk virkelighed, som vi ikke har adgang til.
2.4.2.2 Mononatur
Som kardinalpunkt for Latour kritiserer han den fortsatte anvendelse af brugen af begrebet Natur, i
den moderne forstand, som Latour benævner mononatur, som et modbillede på kulturen og det
socialt formede, der, som fx i ideen om multikultur, ofte tænkes i flertal. For Latour bliver
mononoatur i den forstand, det punkt som enhver epistemologi i den moderne forfatning må
forholde sig til, og årsagen til disputten mellem socialkonstruktivister og realister, idet adgangen til
mononaturen, enten må accepteres eller afvises totalt (Latour, 2004a: 33). Den moderne forfatning
tillader ikke en pragmatisme der tillægger begge synspunkter delvis rigtighed, men gør det
epistemologiske spørgsmål til et enten-eller valg. Enten vælger man den rationelle styring ved hjælp
af videnskabelige fakta, ellers vælger man den værdibaserede styring ved at henvise til socialt
konstruerede virkeligheder, normer og værdier (Ibid.: 94).
Årsagen til at Latour mener at socialkonstruktivisme er en nødvendig modreaktion til Videnskabens
mononatur, er at han anser socialkonstruktivismer som den eneste udvej for socialvidenskabelige og
humanistiske fag, når først den moderne forfatnings opdeling er trådt i kræft og accepteret. Hvis
ikke disse afviser eksistensen af en mononatur, bliver mennesket og dets åndsliv reduceret til det
som det i mononaturens virkelighed er, nemlig materie, eller objekt, og taber derved sin karakter af
subjekt (Latour, 2004a: 51).
34
For Latour er problemet således et resultat af udgangspunktet. Frem for blankt at afvise, eller blankt
at acceptere den videnskabelige virkelighed, mononaturen, understreger han begges afgrænsede
rigtighed. Sandt er det at elektriske impulser får os til at handle og føle på visse måder, men sandt er
det også, at vi bliver påvirket af alt fra en vens hårde ord til magtanvendelse og kulturelle normer.
Beskrivelsernes sandhedsværdi er ikke forskellige, men de beskriver hver især forskellige
sandheder ved det eksisterende, og er samlet set udsagn som vi må forholde os refleksivt til, og
afveje betydningen af løbende (Latour, 2004c: 245f). Det er kort sagt ikke om at påvise at et udsagn
må trumfe over et andet baseret på dets overlegne måde at beskrive virkeligheden på, men derimod
at kollektivet må prioritere mellem vigtigheden af lige sande udsagn 8, og tage dem til efterretning
som følge af denne prioritering.
Selvom Latour kritiserer fænomenologien i flere tilfælde, mener jeg således at det er åbenlyst at
hans epistemologi ikke desto mindre optræder som en modereret udgave af netop fænomenologien,
hvor han, ligesom Harman, tillader sig at blande den med realisme, og derved udstrække
”oplevelsen” af fænomener, til mere end blot og bart oplevelse for en bevidsthed som menneskets.
Positionen bliver altså en hvor man går ”til sagen selv”, samtidig med at man forkaster parentesen
om den eksterne virkelighed, og det antropocentriske udsyn. Frem for udelukkende, med
forudindtaget henvisning til mononaturen, at undersøge (eller afvise) genstandes videnskabeligt
målbare egenskaber – matters of fact – foreslår Latour en tilgang, hvori forståelsen af verden sker
på baggrund af en åbenhed, der skaber mulighed for at forstå genstandende i deres mangfoldighed
af egenskaber og effekter, og hvori man forholder sig til den viden man faktisk ønsker at få om
emnet og den kontekst man tildrager sig den i (Latour, 2004a: 39f). Kort sagt, et fokus på det han
kalder matters of concern.
Et fokus på matters of concern, åbner altså for et vidensrum der er langt mindre snævert end det er
tilfældet i den moderne forfatnings epistemologiske dualisme. Balancen er svær at forestille sig, på
grund af en almindelig forestilling om at tilstande i Naturen enten er sande eller kun er oplevede.
Latours position er i strid med denne dikotomi, idet han siger at fænomener er sande, hvis de er
oplevede som havende effekt på noget eller nogen i kollektivet.
2.4.2.3 Kollektivets nye forfatning
For at gøre konsekvenserne af den moderne forfatning tydelige bruger Latour mange kræfter på at
beskrive den samfundsmæssige påvirkning af en opdeling mellem fakta og værdier. Fakta, som de
forekommer i det moderne samfund (hvis altså metoden kan godkendes og forsøgene gentages)
opfattes som entydige sandheder der indtager en handlingsforeskrivende position (Latour, 2004a:
8 Dette betyder selvfølgelig ikke at alle udsagn nødvendigvis er sande, men blot at sandhed ikke kun har én målestok.
35
95f). Frem for at blive opfattet som resultatet af en erkendelsesinteresse og en række teknologiske
hjælpemidler og sociale praksisser, optræder fakta som mononaturens måde at tale til os på.
Værdierne kommer derfor i anden række, og bliver i de moderne samfund i stadig stigende grad til
at være et spørgsmål om at få fakta til at passe sammen. Politik bliver derfor omdannet til ren og
skær bureaukrati og værdierne halter så at sige altid bagved fakta (Latour, 2004a: 97).
For at omgås denne knibe som faktas tvingende nødvendighed har bragt de moderne samfund ind i,
foreslår Latour at formulere nogle grundelementer i en ny forfatning, først og fremmest en ny måde
at tildele videnskab og politik legitimitet på. I stedet for at diskutere hvordan et samfund kan
etablere en effektiv sammenhæng mellem givne fakta, må kollektivet åbne sig op for at anse udsagn
af alle typer som lige gyldige udsagn. Sandhedsværdien i min nedsatte glæde ved min udsigt efter
opførelsen af et kulkræftværk foran mit vindue er ikke mindre eller anderledes end sandheden ved
dets positive bidrag til energiforsyningen, dets ødelæggelse af et yngleområde for frøer eller dets
bidrag til udledningen af CO2. Ved at acceptere denne ligeværdighed af udsagn bliver det sværere
for fakta at trumfe værdierne som styrende element for kollektivets udformning, eftersom det bliver
klart at valgene til hver en tid må være en hierakisering af udsagnenes relative værdi for kollektivet.
Figur 1 – Illustration af den moderne forfatning (tv.) overfor de nye kollektivers forfatning (th.)
Frem for at lave et skel mellem fakta og værdier, der følger linien mellem mononatur og kultur,
foreslår Latour altså en opdeling mellem, på den ene side, en løbende undersøgelse af hvilke udsagn
der faktisk eksisterer, og, på den anden side, en politisk stillingtagen til, hvilken plads i kollektivets
hierarki udsagnets bærer må indtage, baseret på dets krav og tilbud, opmålt mod det allerede
eksisterende kollektivs krav og tilbud. Umiddelbart lyder dette meget genkendeligt, nemlig som
netop det politikere allerede står overfor at måtte gøre i det daglige, at prioritere midler, for at nå et
mål, som Latour da også selv pointerer:
”In practice, politicians have never dealt with humans, but always with associations of
36
humans and nonhumans, cities and landscapes, productions and diversions, things and
people, genes and properties, goods and attachments, in brief cosmograms No, their
principal competence, the one that even the most imaginative scientists cannot emulate,
comes from their aptitude to compromise.”(Latour, 2004a: 145)
Problemet opstår altså ikke ved at politikere laver prioriteringer og kompromisser, men derimod ved
at de, ved at henvise til etablerede fakta, lukker rummet for den forvirring (perplexity) der opstår når
nye perspektiver byder ind med udsagn og forlanger at blive en del af kollektivet. Åbenheden for de
forandringer der sker i omverdenen bliver lukket af, ved hjælp af henvisning til etablerede
prioriteringer, frem for at lade nye udsagn forvirre den etablerede orden.
Med denne sammenlæsning af Latour og Harman anslår jeg omvendt at det er muligt at opnå sand
og falsificerbar, men også kontekstafhængig og uudtømmende, viden.
37
3. Teori
3.1 Nye stemmer, fremmede tanker
I dette afsnit vil jeg prøve at vise at naturalismens måde at tænke den tavse natur på, langtfra er den
eneste. Jeg vil gøre dette ved hjælp af to antropologiske arbejder, hhv. Philippe Descolas og
Eduardo Kohns. Formålet er både at vise naturalismens kontingens, som en del af dekonstruktionen
af den naturalistiske diskurs, og for at opstille nogle rammer for hvilke perspektiver og tanker der
bliver udelukket fra kollektivet, så længe det er naturalistisk.
3.1.1 Ontologiens vaklende forrang
Ligesom jeg i dette speciale forsøger at undersøge den handlingsramme der udstikkes ved at
opretholde natur-menneske dikotomien, har antropologen Philippe Descola forsøgt at vise hvordan
forskellige samfund har opdelt verden anderledes, og fået anderledes institutioner og
handlingsmønstre ud af det.
Ligesom det er min tese, arbejder Descola altså ud fra en overbevisning om at ontologien er en
bestemmende forudsætning for karakteren af relationerne imellem mennesker og ikke-mennesker i
et givent kollektiv (Descola, 2013: 309). Han understreger at han ikke ønsker at udtale sig om noget
sådan som en menneskelig natur, men påpeger blot den analytiske pointe, at kollektiver rundt
omkring på kloden kan grupperes i fire grundlæggende ontologiske indtillinger, der vurderes på
baggrund af deres identifikation mellem mennesker og ikke-menneskers indre og fysikalitet (hhv.
interiority og physicality), nogenlunde svarende til den vestlige forestilling om ånd og materie
(Ibid.: 112ff).
I Tabel 1 har jeg prøvet at give et overblik over de fire ontologier som Descola mener at kunne
identificere, samt hvordan de opdeler verden.
Tabel 1 (Ud fra Descola, 2013: 122/277)
38
I sagens natur kan det være svært at forestille sig hvilke fortolkninger af verden de forskellige
ontologier tillader, men de udtrykker hver i sær en klar og sammenhængende tilgang til verden, og
selve påvisningen af at, ikke alene kan en anden ontologi tænkes filosofisk, men der eksisterer
ligefrem (som minimum) tre andre måder at opdele verden på, mener jeg i sig selv er en udfordring
af naturalismen.
Nedenfor vil jeg kort redegøre for natursynet i totemismen og animismen, inden jeg med lidt flere
detaljer vil beskrive analogismen, af årsager der forhåbentlig vil blive klare til den tid. Jeg vil ikke
uddybe naturalismen, da jeg mener at have gjort denne forståelig i det øvrige. Dertil skal det siges at
Descola bruger meget tid på at definere de forskellige ontologier over for forståelser der synes
herskende i den antropologiske litteratur (især Levi-Strauss), der bruger begreberne anderledes. I
det følgende sætter jeg en parentes om denne debat, og beskriver begreberne som Descola bruger
dem.
Totemismen
Som den fremstår i Figur 1 virker totemismen måske ikke så mærkværdig. Den ens fysikalitet er vi
vant til i den vestlige verden, og at det indre skulle være ensartet virker måske også som noget vi
godt kan forestille os, fx som romantikkens besjælede natur. I virkeligheden er det dog noget mere
særpræget. Blandt aboriginerne i Australien, som Descola fremhæver som totemismens mest klare
bærere, er der ingen skelnen overhovedet, mellem et individuelt menneske, og dets ikkemenneskelige omgivelser, ikke blot ingen kvalitativ skelnen (Descola, 2013: 150f). Et kollektiv her,
kan forstås som en sammenslutning af mennesker, steder, dyr og ting der tilsammen udgør et
Drømmevæsen. Den enkelte entitet i kollektivet er ikke individuel, men er en konkretisering af en
egenskab ved Drømmevæsenet, og de øvrige entiteter er udtryk for andre af dets egenskaber, men
de udgør på alle tænkelige måder en enhed. Enheden i et kollektiv, bestående af mange aktører som
fx steder, dyr og mennesker, bliver modstillet et andet kollektiv, der tilsvarende er heterogent
sammensat (Ibid.: 234).
Animismen
Descola beskriver animismen som naturalismens diametrale modsætning. Hvor naturalismen ser én
natur, fortolket af flere kulturer, tænker animismen den samme kultur som et fællestræk der
bestemmer handlingerne mellem et væld af naturer. Descola beskriver hvordan Achuar-stammen i
Amazonas anser tapirerne for at opleve verden anderledes, hvor omgivelserne anses ud fra et andet
perspektiv, der understøttes af at tapirkulturen har de samme institutioner og traditioner som
Achuarerne selv. Hvor Achuarene ser tapirens fysiske krop som byttedyr, ser tapirerne hinanden
39
som mennesker. Animismen antager altså at alle ting har en samfundsstruktur der genspejler den
menneskelige. Den er derfor antropogenetisk, altså med mennesket som central model, men den er
ikke antropocentrisk, idet den ikke tilskriver mennesket nogen form for hierarkisk fortrin (Descola,
2013: 139f).
Analogisme
At indrette et kollektiv på baggrund af en analogisk ontologi er hårdt arbejde. Når alt er forskelligt,
mennesker imellem, mennesker og ikke-mennesker imellem og ikke-mennesker imellem skal alle
relationer og strukturer hele tiden undersøges og hierarkiseres. Analogismen tilbyder ikke én måde
at gå til verden på ved at opdele den i umiddelbare kategorier, men siger i stedet at alt er et
spørgsmål om prioritering og forhandling. Modsat animismens perspektivisme kan man ikke tale
om at man som sådan kan forstå ikke-menneskers måde at anskue verdenen på, og modsat
naturalismen er det ikke muligt at objektivere alle tings fysiske fremtoning, da de, én for én, må
forsøges forstået som partikulære. Descola understreger at analogistiske kollektiver som regel har
indrettet positionens radikale tvivl, ved at stole på en central (evt. totalitær) autoritets nedsatte
retningslinier hierarkiseringen af verden (Descola, 2013: 205f).
Det som jeg finder interessant ved analogismen, frem for animismen og totemismen, er selvfølgelig
dens genkendelighed fra Latours forslag til en ny forfatning, og den overlappende ontologiske
tilgang der lyder som taget ud af den spekulative realisme. Kravet om at opfatte aktører og deres
handlinger som partikulære, og at skabe kollektiver ved at etablere sammenhænge, og forsøge at
hierarkisere dem, som er tankerne Latour, Morton og Harman præsenterer, virker udpræget
analogistiske.
3.1.1.1 Relationer og identifikation
Udover de forskellige ontologiers måde at identificere sig med deres omverden på er Descola også
optaget af at identificere nogle grundlæggende måder at knytte forbindelser mellem mennesker og
ikke-mennesker i et kollektiv på. Relationsformerne han anser som de centrale kan ses i Figur 2.
Relationsformerne skal ikke forstås som hverken rene eller totale. I ethvert kollektiv vil der være
sammenblandinger mellem relationsformerne ligesom flere af dem godt kan være gældende i det
samme kollektiv, uden at det udgør et problem (Descola, 2013:112f). Men der er grænser for hvilke
relationer der kan opretholdes indenfor rammerne af de enkelte ontologier. Selvom det måske kunne
synes ligefor at sige at den moderne forfatning fordrer udbytning af naturen, er det ikke desto
mindre ikke muligt at have et udbytteforhold når man ikke anerkender det man udbytter som et
40
subjekt (Descola, 2013: 320. Omvendt er det muligt i en naturalisme at have udveksling og udbytte 9
mellem mennesker, og fx produktion som relationen mellem menneske og natur.
Tabel 2 (Ud fra Descola, 2013: 334)
Selvom det måske synes malplaceret at inddrage antropologiske relationsforhold, er der ikke desto
mindre to pointer i Descolas bog som jeg mener er interessante for min interesse. Den første er som
nævnt ontologiens primat ift. kollektivers organisering. Den anden er den nuancering af dette som
han fremhæver, nemlig at relationer i et kollektiv kan udvikle sig så meget, at ontologien begynder
at knirke:
”Certain ways of treating ”others” that are present in a minor form in one mode of
identification sometimes come to play a more predominant role that soon renders them
incompatible with the ontological regime in which they have developed; and this makes it
necessary to alter that ontological regime or transfer to another mode of identification that
is better suited to a different way of treating others.” (Descola, 2013: 366)
Relationerne og den ontologiske opdeling af identifikation står altså med andre ord i et
spændingsforhold der, måske selvsagt, ikke for altid er hugget i sten. Nye objekter der trænger sig
på og kræver at blive en del af et kollektiv, enten ved hjælp af påtrængning eller vha. repræsentation
fra nogle af kollektivets allerede eksisterende subjekter, kan altså være årsag til en ustabilitet i det
ontologiske grundlag.
Netop denne ustabilitet er hvad hhv. Latour, Beck og Morton påpeger i deres beskrivelser af
samfundets videnskabskritiske, og i stigende grad økologisk bevidste, refleksive tilstand, ligesom
den er grunden til at jeg finder en undersøgelse af klimaforandringernes ontologiske grundlag
9 Ordet ”Udbytte” er min oversættelse. Descola bruger ordet ”predation”, der ikke har den samme klang af fx
økonomisk udnyttelse som det danske udbytte. Alligevel er det centrale ”bytte” (byttedyr) med i oversættelsen, der
også peger på det at to subjekter bytter noget.
41
interessant, da aktørernes ontologiske klassifikationer har vaklet, siden man begyndte at tale om
menneskeskabte klimaforandringer.
3.1.2 Den Levende tanke
Som tidligere skrevet tager jeg som udgangspunkt i dette speciale, at der ikke er nogen kvalitative
forskelle på menneskets måde at være på og de øvrige ting der forekommer i verden. Frem for alt
vil jeg i det følgende, på baggrund af Eduardo Kohns bog How Forests Think, argumentere for at
forskellige livsformer alle sammen forholder sig tænkende til deres omverden, og altså ikke blot
mennesket, og undtagelsesvis, den håndfuld pattedyr vi kalder intelligente.
3.1.2.1 Tal en tanke
Ligesom de fleste andre teoretikere jeg har valgt at beskæftige mig med, anslår også Kohn, at hans
motivation som udgangspunkt er et opgør med den tænkning, der opdeler verden i den tænkende og
talende menneskelige ånd på den ene side og den stumme og dumme natur på den anden side
(Kohn, 2014: 275).
Hvor Latour går videnskabshistorisk til værks, og Descola antropologisk, starter Kohn i stedet med
et grundlæggende filosofisk spørgsmål; Hvad er tænkning?
Kohn mener at kunne placere den gængse forestilling om hvad det vil sige at tænke, i forlængelse af
en tradition der sætter sproget som det centrale aspekt ved menneskets væsen. En forestilling der
holder på at der må være en eller anden form for sproglig kommunikation mellem individer, førend
man kan tale om, at der tænkes (Kohn, 2013: 39). På den måde har fx biologer forsøgt at
argumentere for dyrearters intelligens, ved at påvise sproglig kommunikation, verbal eller ej, som fx
biernes danse, eller ved at lære primater tegnsprog. Den problematik der opstår ved den slags
undersøgelser er at man, mere end at møde livsformerne i deres tænkning, forsøger at indtænke en
menneskelig, sproglig, åndsforestilling ind i dyrearterne, og derved bibeholde forestillingen om
hvad tænkning er. Kohn skriver derfor at:
[W]e are colonized by certain ways of thinking about relationality. We can only imagine
the ways in which selves and thoughts might form associations through our assumptions
about the forms of associations that structure human language. And then, in forms that often
go unnoticed, we project these assumptions onto nonhumans.” (Ibid.: 21)
Kohns formål er med andre ord ikke blot at udvide gruppen af tænkende væsener, men tværtimod
grundlæggende at udfordre opfattelsen af hvad et tænkende væsen er. Som citatet illustrerer ligger
42
Kohn sig også i tråd med de ovenstående teoretikere, i en interesse for, hvad det er for nogle
perspektiver på vores omverden der bliver udelukket, ved at fastholde den radikale skelnen mellem
ånd og materie, menneske og natur.
3.1.2.2 Tre typer tegn
Som udgangspunkt for sin udvidelse af hvad tænkning vil sige, tager Kohn sit udgangspunkt i
Charles Sanders Peirces pragmatiske filosofi, hvori tænkning grundlæggende er en fortolkning af
tegn, hvor det at fortolke må forstås i den bredest mulige betydning, og hvor tegn ifølge Peirce er
defineret som ”something which stands to somebody for something in some respect or capacity”
(Peirce citeret i Kohn, 2014, 29). Både tegn og fortolker bliver på den måde åbnet op på en måde
der tillader at man bevæger sig ud over den sprog- og menneskecentrerede forestilling om hvad
tænkende repræsentation er. For Peirce er tænkning kort og godt fortolkningen af tegn (Hausman,
1993: 58).
Kohn overtager derfor også Peirces tre klasser af tegn, hhv. ikon, indeks og symbol, og prøver at
undersøge hvilke typer af tænkende tilstande de muliggør. Her vil jeg kort forsøge at redegøre for
de tre typer af tegn.
Ikoner er den type af tegn hvor forskellene mellem tegnets betydning og tegnet selv, bliver
ignoreret. Et eksempel som navnet byder op til kunne være religiøse ikoner, hvor repræsentationen
af den hellige person bliver en erstatning for den hellige person selv, uden at der skeles til det
faktum at det er en kunstig fremstilling. Eller det kunne være et fotografi, der opfattes som selve
situationen eller stedet det afbilleder (Kohn, 2013:31).
Indekser er tegn der peger hen imod noget. Lugten af røg får en til at undersøge om der er brand, et
spædbarns gråd kan få en til at skifte dets ble, eller reklamevignetten kan få en til at skifte kanal.
Indekser er altså tegn der anslår at noget andet følger det, enten i fremtiden eller samtidigt. Det
interessante ved indekser er altså, at de oplyser os om noget vi endnu ikke er klar over. De peger
hen imod en tilstand som vi på den ene eller anden måde må forholde os til. Denne foregribelse af
fremtiden anser Kohn som et centralt punkt i forståelsen af hvad det vil sige at tænke (Ibid: 52).
Symboler er den tredje gruppe af tegn, og er, fastslår Kohn, den eneste af de tre grupper der
eksklusivt bliver benyttet af mennesker. Symboler indgår i et netværk af mening, og er tilpas
abstrakte til ikke at have nogen mening for de der ikke er indviet i den kulturelle sammenhæng.
Frem for alt er ord, og derfor sproget, symboler (Kohn, 2014: 26f).
For nu at gentage problemets kerne; ifølge Kohn har vi almindeligvist placeret tænkning som noget
der foretages vha. symbolsk repræsentation, og eftersom mennesket er den eneste livsform der har
adgang til denne type tegn, forbliver tænkningen lukket land for andre livsformer.
43
3.1.2.3 Tænk et tegn
Som nævnt fremhæver Kohn tegnets evne til at overskride den tid som den er bundet til på
baggrund af fortolkning. Et tegn er grundlæggende noget der har en effekt, som er afhængig af en
fortolker og en fortolkning. Når et indeks peger på en hændelse er det op til fortolkeren, menneske
eller ej, at finde ud af hvad den rette reaktion må være. Som Kohn skriver:
”[S]igns are more than things. They don't squarely reside in sounds, events, or words.
Nor are they exactly in bodies or even minds. They can't be precisely located in this way
because they are ongoing relational processes. Their sensuous qualities are only part of the
dynamic through which they come to be, to grow, and to have effect on the world. […] It is
alive insofar as it will come to be interpreted by a subsequent sign in a semiotic chain that
extends into the possible future.” (Kohn, 2013: 33).
Den levende kæde af tegn som her beskrives kalder Peirce for simiosis, en måde hvorpå livformer
mødes og fortolker hændelser ved at tilpasse deres handlinger og udvikling (Ibid.: 56f). I denne
process opstår der to ting samtidigt, både den levende tanke, simiosis selv, samt de selver der
reagerer på og fortolker tegnene. Ligesom Latours kollektiver – fællesskaber af mennesker og ikkemennesker der påvirker hinanden – er også simiosis en helhed der former individernes handlinger,
der omvendt igen, virker tilbage på helheden og udvikler den (Ibid.: 78f). Men Kohn understreger
dog, at han anser lighederne med Latours tænkning for at høre op der, fordi han anser Latours idé
om hvad agens vil sige, for at være for tæt knyttet til en forestilling om symbolsk repræsentation,
når han beskriver dem som udsagn, og derfor at tænkning kræver en menneskelig aktør, for at
udfolde sig (Ibid.: 40ff). Dette kommer fx til udtryk når Latour skriver at ”the only way to recognize
the “citizenry” within the collective that may be relevant for public life is to define the collective as
an assembly of beings capable of speaking.” (Latour, 2004a: 62)10. Man kan sige at Kohn anser
Latours associationer som en inddragelse af det ikke-menneskelige ind i det sociale, hvori de kan
indgå i en dialog, hvorimod Kohns eget formål er at bringe menneskets egen selvforståelse ud til et
kontinuerligt plan af tegn-udveksling (herunder den symbolske), der ikke forudsætter
fortolkningernes ensartethed, eller den symbolske tænknings overlegenhed (Kohn, 2013: 56).
Det forhold som Kohn understreger, at simiosis og de inkluderede selver er gensidigt afhængige, og
skylder deres eksistens til hinanden er en central pointe. På baggrund af dette er det nemlig muligt
10 Latour er dog selv opmærksom på dette og skriver i bogens konklusion: ”As I am well aware, I have expressed
only one particular viewpoint, one that is not simply European but French, perhaps even social democratic, or
worse still, logocentric”. (Latour, 2004a: 221, min fremhævelse)
44
for Kohn, at sætte tegn og fortolkning som det samlende punkt for hvad det vil sige at være et selv.
Et selv er ikke en ”homonuclus”, et allerede formet subjekt der fortolker tegn, men derimod en
fortolker der stadig formes af de tegn der møder det og fortolker dem ud fra den baggrund (Kohn,
2013: 34). Peirce, der trækker heftigt på Kant, bygger oven på systemet ved at introducere en
evolutionær filosofi, hvori vanen spiller en central rolle. Ligesom Heideggers skelnen mellem forog vedhånden, argumenterer Peirce for et udsyn hvori vaner former sig, både kollektivt og
individuelt, og får selver og simiosis til at automatisere fortolkninger, og derved ikke altid forholder
sig aktivt til tegnene (Ibid.: 63). Men ligesom når værktøjet går i stykker i Heideggers billedsprog,
mener Peirce også at verden nogle gange trænger sig på i form af uventede hændelser, eller blot
som nye oplevelser man endnu ikke har været i kontakt med, og kræver vores fortolkninger, og
eventuelle udviklinger af nye vaner (Ibid.: 63).
Det er på den måde at Kohn mener at selv de umiddelbart mest tankeløse livsformer, planter, træer
og kollektiverne mellem dem og dyrearter, som fx skovene, faktisk tænker. Selvom det ikke
nødvendigvis forekommer i den realtid vi oplever verden i, er skovens tolkning af nye tilstande i
deres omverden i form af nye vaner, en tolkning af tegn, der ansporer dem til at ændre deres adfærd.
Evolutionen er, i denne ramme, en tanke, og det enkelte konkrete eksemplar af et dyr, en plante eller
et menneske, er resultatet af et sammenspil mellem fortolkningerne og tilpasningen af vaner i det
netværk af tegn der er simiosis, og at den konkrete krop samtidig selv må forstås som et tegn (Ibid.:
106). Der er altså på én gang de partikulære fortolkere, som tegn i dem selv, og de løst etablerede
sammenhænge i kollektiver, der yderligere kommer til udtryk som simiosis.
Diskriminationen i dette forhold, er selvfølgelig det, at vi ved at fastholde den symbolske, sproglige,
fortolkningsramme som den gældende, ikke formår at forstå en brøkdel af de perspektiver og
fortolkningsmuligheder som vores omverden gebærder sig i. Forestillingen om formål, telos, bliver,
med lighedstegnet mellem tænkning og symbolsk tænkning, fravristet det der i det dualistiske
natursyn bliver kaldt natur, og gjort til noget eksklusivt menneskeligt (Ibid.: 89f).
Vi har, ifølge denne måde at anskue verden på, totaliseret en ellers provinciel tænkemåde, og i
processen også fastlagt et tempo, hvori i fortolkning bør finde sted. Ikke mindst dette sidste forhold
bør bekymre økologer, da selv en videnskabelig fremskrivning af klimaforandringernes
konsekvenser, må befinde sig inde for den symbolske tænkning, og derfor potentielt overser
konsekvenserne af fortolkninger i andre former og tempi. Det er som sådan ikke svært at forestille
sig livsformer, hvis fortolkninger af en miljø- eller klimaforandring, endnu ikke har udfoldet sig i
handling. Mao. er der måske livsformer og simiotiske processer, hvis fortolkninger og handlinger
ikke lader sig forstå og måle i den videnskabelige tænknings realtid.
45
3.1.2.4 Simiosis og spekulativ realisme
Selvom en umiddelbart holistisk forestilling som simiosis kunne synes at stride imod den
spekulative realisme, fx når Kohn og Peirce afviser en homonuclus, en subjektets ”sorte boks”, vil
jeg her kort prøve at vise, hvorfor jeg ikke anser teorierne som modstridende.
Grunden til at jeg anser de to teorier for at være i tråd med hinanden har tre årsager: 1) Den
spekulative realisme udelukker ikke at objekter kan indgå i kollektiver, hvori de medvirker til at
påvirke en sammenhæng, som bestanddele af et objekt, der dog også selv må være andet og mere
end ophobningen af individer. Og ligesom Harman fremhæver at det nødvendigvis er umuligt at
erkende det reelle objekt, siger Kohn også at vi kun kan håbe på at nærme os en forståelse af andre
livsformers tænkemåder, men aldrig vil opnå en udtømmende forståelse. Der vil, som Morton
udtrykker det, altid være en fremmedhed ved de andre (Morton, 2010: 40, Kohn, 2013: 89).
Objekterne taber altså så at sige ikke noget af deres ontologiske skjulthed, ved at indgå i simiosis,
men vinder snarere en dimension. 2) Simiosis er ikke andet end kollektiver, hvori man tillader at
udbrede opfattelsen af agens til at inkludere tænkning der udfolder sig anderledes end den
symbolske, både hvad angår indhold og temporalitet, og 3) afvisningen af en homonuclus er ikke
det samme som at argumentere for et i udgangspunktet tomt subjekt, der derfor er fuldt erkendeligt.
I stedet er det en henvisning til at tænkning ikke nødvendigvis er bundet til det individuelle, fx til
den kropslige afgrænsning. Subjektet kan være både mere og mindre udspredt end dets umiddelbare
fysik tillader det. Subjektet er altså ikke en homonuclus – ikke fordi det er en tabula resa – men
fordi det ikke altid bliver fortolket af det samme individ eller endda livsform (Kohn, 2013: 120).
3.2 Den moderne forfatnings tvangsfrie tvang
Efter i det foregående at have forsøgt at formulere en sammenhængende teoretisk argumentation for
at afvikle den radikale skelnen mellem natur og kultur, vil jeg i det følgende afsnit forsøge at
fremhæve nogle af de effekter denne skelnen har haft på det moderne samfunds tilgang til såkaldte
samfundsmæssige problematikker.
3.2.1 Formålsrationalitet
Den ledende interesse i Oplysningens dialektik af Horkheimer & Adorno er påvisningen af at
oplsyningsidealet om en fornuft der kan frigøre og udvikle samfundet, er slået om, og i stedet er
blevet en ny form for mytedannelse, en forestilling der bilder os ind at vi ved hjælp af nye indsigter,
kan værne os mod angst og farer, og lede os mod det gode liv (Horkheimer & Adorno, 1995: 50).
De forsøger at udrede oplysningens grundinteresser og finder, som Max Weber før dem, at den
fornuft der har ledet den videre, fra de rene ideer til en egentlig ledetråd for de moderne samfund,
46
har været en instrumentel rationalitet, eller formålsrationalitet, der har haft beherskelse som sit
centrale mål (Horkheimer & Adorno, 1995: 54).
Det som den moderne fornuft munder ud i er altså en destruktion af det fornuftsideal der lå til grund
for oplysningen selv, ved i for høj grad at fokusere på en frigørelse fra en naturlig tvang. I stedet har
det været de modernes ønske at opklare og underkaste sig naturen, således at der ikke kan være
nogen usikkerheder. (Ibid.:36). Udover den, i konteksten af dette speciale, åbenlyse problematik ved
at reducere naturen til objekt for beherskelsen, udpeger de to konsekvenser ved denne bevægelse i
oplysningen, nemlig, for det første, at den objektivering af naturen der finder sted inden for den
formålsrationelle tænkning, langt fra fremstiller de fænomener der eksisterer, men blot presser dem
ind i en allerede udviklet skabelon. De skriver: ”Oplysningen anerkender på forhånd kun det som
væren og historisk virkelighed, der lader sig indfange af enheden; dens ideal er det system, af
hvilket alle ting følger.” (Ibid.: 39). Med andre ord undslipper sandheden (eller dele af den) faktisk
formålsrationaliteten, og fornuften har derfor ikke opfyldt sin egen intention om at gøre verden
ligefrem forståelig, og derved udrydde angsten og naturens tvang. For det andet ønsker de at
beskrive hvordan menneskets (tilstræbte) beherskelse af naturen, i stedet har resulteret i en
yderligere beherskelse af menneskene selv. Frem for at skabe frihed, er der blevet skabt en tvang,
der føjer sig til den stadig eksisterende tvang fra naturen (Ibid.: 47). Argumentet herfor er det, at når
fornuften allerede en gang har udviklet forestillingen om det rationelle til at være en reduktion af de
partikulære hændelser, til det almene og gentagelige, det vil sige, til en videnskabeligt
objektiverende erkendelse, bliver den eneste fornuftige tænkemåde den selvsamme (Ibid.: 65f).
Samfundet har, som objekt for fornuften, bevæget sig hen til en tilstand hvor politik og kritik er
blevet selvproducerende. Ifølge Kant sigter den filosofiske dom mod det nye, alligevel erkender den
intet nyt, idet den til stadighed blot gentager hvad fornuften altid har lagt ind i genstanden” (Ibid.:
63). Fornuften kan altså kun udforske sit allerede bestemte område, altimens den æstetiske og den
moralske dom underkendes deres fornuftsindhold. For Horkheimer og Adorno er banen for
samfundsmæssig udvikling fra da af sat, som handlinger afledt af det grundlæggende aksiom;
objektiveringen og beherskelsen af naturen.
Den udvikling af fornuften som Horkheimer og Adorno påpeger er også omdrejningspunktet for
Marcuse i Det én-dimensionale menneske (1969). Han tilbyder dog nogle lidt andre, eller videre
udviklede perspektiver, ligesom han også lader muligheden for en samfundsmæssig forandring være
lidt mere åben end Horkheimer og Adornos totale skepsis.
Hvor dørene forbliver lukkede i Oplysningens dialektik, åbner Marcuse dem altså en lille smule,
ved at antyde at sammenhængen mellem den reducerede natur og det teknisk-videnskabelige
rationalitet ikke nødvendigvis er en absolut blindgyde. Fx. skriver han:
47
[E]n ændring af fremskridtets retning, der kunne bryde denne fatale forbindelse
[mellem socialt hierarki og teknisk formåen], [ville] også få indflydelse på selve
videnskabens[sic], på det videnskabelige udkasts struktur. Dens hypoteser ville, uden at
miste deres rationelle karakter, udvikle sig i en væsensforskellig eksperimentel
sammenhæng (nemlig i den fredeliggjorte verden); som følge heraf ville videnskaben nå
frem
til
væsensforskellige
opfattelser
af
naturen
og
fastslå
væsensforskellige
kendsgerninger.” (Marcuse, 1969: 177f)
Det som jeg finder interessant her er selvfølgelig koblingen mellem ”væsensforskellige opfattelser
af naturen” og en ”ny videnskab”, der kan aktualisere den egentlige fornuft, som den var tænkt i
oplysningsidealet. Men for Marcuse synes ansvaret at blive liggende på udviklingen af denne ”nye
videnskab”. Desværre ser han dog samtidig, ligesom Horkheimer og Adorno, ringe muligheder for
at den etablerede videnskab kan blive udfordret, da den overalt deligitimerer den ikkeformålsrationelle fornuft (Ibid.: 179f). Alligevel argumenterer Marcuse for en ”fredeliggørelsens
teknik” - en omstilling fra den videnskabens og teknikkens beherskelse af fornuften, til fornuftens
beherskelse af teknikken og videnskaben som politisk værktøjer (Ibid.: 241).
3.2.2 System og livsverden
Habermas lægger sig på mange måder i tråd med Horkheimer, Adorno og Marcuses kritikker af
formålsrationaliteten. Men hvor disse i høj grad så fornuftens udvikling som en mere eller mindre
fuldbyrdet blindgyde, har Habermas med sin teori om den kommunikative handlen, forsøgt at
moderere den opgivende pessimisme over for formålsrationalitetens totaliserende magt, ved at
forsøge at formulere en normativ teori, hvorfra netop denne form for fornuft kan kritiseres.
For at kunne gøre dette indfører Habermas et skel mellem livsverden og det ud fra livsverdenen
voksede system. Kritikken Habermas udformer af den tidligere Kritiske teori, er at fornuftsbegrebet
har været tænkt monologisk, og derfor kun havde sin egen indbyggede udvikling at forholde sig til
(Nørager, 1987: 83). I modsætning hertil beskriver Habermas hvordan fornuften i det moderne
samfund har uddifferentieret sig til tre sfærer, nemlig viden, moral/ret og kunst/æstetik, der bringer
gyldighedskriterier om sandhed, normativ rigtighed og sandfærdighed med sig (Ibid.: 112). Rummet
for kritik er derfor ikke blevet lukket, i og med at den forståelsesorienterede kommunikation, ikke
kan blive tiet ihjel i et moderne samfund, idet udsagn der ikke efterlever gyldighedskravene i alle
sfærer, vil være åbne for kritik, og frem for at være baseret på forståelse, vil være baseret på
anvendelse af tvang (Nørager, 1987: 104).
48
Med skellet mellem system og livsverden fremskriver Habermas det, at systemet ikke kan
opretholde sig selv, uden at finde legitimation i den forståelsesform/horisont, som individerne og
det sociale fælleskab orientere sig ud fra, dvs. livsverdenen. Systemet er som udgangspunkt ikke
andet end de af samfundet institutionaliserede komplekse forhold, der skal sørge for opretholdelsen
(og evt. udviklingen) af livsverdenens materielle vilkår (Ibid.: 158). Så længe systemets
legitimation ikke er præcist lig med livsverdenens gyldighedskriterier, vil der, modsat i Horkheimer,
Adorn og Marcuses teoretiske verdensbilleder, altid være mulighed for kritik.
Men spørgsmålet her er stadig hvilke problemer dette bringer med sig ift. videnskab og teknik. For
selvom Habermas sørger for at skabe et rum for kritik, ser også han den samme udvikling af en
stadig mere bestemmende formålsrationalitet. Habermas forklaring på dette er hvad han kalder
systemets kolonialisering af livsverdenen.
Når systemet kan kolonialisere livsverdenen skyldes det at et system er blevet selvopretholdende,
ved at indføre et medie, fortrinsvist penge og magt, der erstatter den kommunikative handlen, for at
reducere argumentationens kompleksitet (Ibid.: 161). Mediet selv bliver således systemets
legitimation, og systeminterne logikker bliver videreudviklet, uden skelen til livsverdenens normer,
der ellers var dets oprindelige legitimeringsgrundlag.
”Den moralske gennemførelse af en sanktioneret orden og dermed kommunikativ
handlen, der er orienteret mod sproglig artikuleret mening og forudsætter en internalisering
af normer, bliver i stigende grad afløst af konditionerede adfærdsformer, mens de store
organisationer som sådan stadigt mere underkastes den formålsrationelle handlings
struktur. De industrielt udviklede samfund synes at nærme sig en model for adfærdskontrol,
der snarest er styret af ydre stimuli end af normer.” (Habermas, 2005: 66f).
Videnskabens og teknikkens rolle i dette verdensbillede, er på én gang som betingelse for og afledt
af det økonomiske systems indre fremskridt. Udviklingen af teknik og videnskab, og dets
samfundsmæssige implementering, bliver retfærdiggjort ud fra mediet penge, frem for at blive
implementeret som resultat af en offentlig debat, baseret på normen om den kommunikative
handlen (Ibid.: 72f). Det er altså på mange måder en gentagelse af Marcuses anke om at teknik og
videnskab bliver frataget deres umiddelbare politiske indhold, altimens det er mere politisk end
nogensinde tidligere.
”Produktivkræfternes potentiale har med institutionaliseringen af det tekniskvidenskabelige fremskridt imidlertid antaget en form, der får dualismen mellem arbejde og
49
interaktion til at træde i baggrunden i menneskets bevidsthed. […] Videnskabens og
teknikkens kvasi-autonome fremskridt fremtræder så som uafhængig variabel, og den
vigtigste enkelte systemvariabel, nemlig den økonomiske vækst, afhænger i virkeligheden af
dette fremskridt.” (Habermas, 2005: 64f)
Den teknisk-videnskabelige formålsrationalitets sameksistens med et selvlegitimerende økonomisk
system udvikler altså med andre ord en grobund for en ”nødvendighedens politik”, hvori
reduceringen af det virkelige til det målbare, bliver tvunget igennem som resultat af en vækstlogik
på den ene side og manglen på deligitimerende normer på den anden side (Ibid.: 67).
3.2.3 Risikosamfundet
I Risikosamfundet fortsætter Beck kritikken af formålsrationaliteten som den kommer til udtryk
hos Habermas og den tidlige frankfurterskole. Becks centrale interesse er dog anderledes end disse i
og med at han fokuserer sin teori på fremkomsten af stadig flere risici (Beck, 1997: 28).
Fremkomsten af disse nye risici har to årsager, der begge er grundet i den voksende tekniske og
videnskabelige formåenhed: på den ene side producerer industrialiseringen sideløbende med de
intenderede produkter, et væld af forskellige forureningskilder og potentielle katastrofer. Alt fra
nedsmeltende atomreaktorer, til drivhusgasser og plastik i havene, er forbundet til
industrialiseringens succes med at beherske stadig større områder af naturen, og omsætte den til
vækst og materiel velstand for samfundene. Beck tilslutter sig dermed den position at modernitet og
naturbeherskelse er sammenhængende størrelser (Ibid.: 76f). På den anden side mener han at den
sideløbende produktion af forurening og katastrofer, ikke havde været at forstå som risici hvis ikke
videnskaben havde været i stand til at identificere dem. Hvor videnskaben i den første modernitet
har brugt sine kræfter på at forstå og beherske naturen, har den i den nye modernitet vi bevæger os
ind i, stadig større grund til at vende sine instrumenter mod de nye fænomener der er opstået som
følge af den menneskelige handling. Denne videnskaben og teknikkens anden bevægelse kalder
Beck den refleksive modernitet (Ibid.: 28).
3.2.3.1 Magten til risikodefinitioner
Selvom Beck fremstiller risikobevidstheden som en konsekvens af videnskabens evne til at vende
sig mod sig selv, kritiserer han den samtidig for at blive hængende i en forestilling om rationalitet
der hører til i den første modernitet. Videnskaben producerer stadig risikodefinitioner som den vil
udlægge som sandheder, og ud fra et traditionelt rationalitetsbegreb fremstilles derfor samtidig en
forestilling om den samfundsmæssige irrationalitet når befolkningen eller politikere ikke
50
imødekommer definitionerne (Beck, 1997: 77f). Det som Beck påpeger er at videnskaben stadigvæk
opfører sig som om den ikke ved, at enhver risikodefinition er medkonstitueret af en forestilling om
hvad et godt liv er, og derfor grundlæggende ikke kan defineres udelukkende videnskabeligt. I
stedet må videnskaben pludselig finde sig selv i en situation, hvor dens fakta ikke længere kan
forstås som sådan, men i stedet er at forstå som udsagn i en løbende demokratisk dialog (Ibid.: 78).
Et problem er dog, ifølge Beck, at denne omvending i videnskabens egentlige udsagnskraft i forhold
til dens forestillede, endnu ikke er en udbredt tanke. I stedet styres risikodefinitioner stadig af
videnskaben (Ibid.: 84). Den brillerer med at sætte krav om kausale sammenhænge i en
naturvidenskabelig forstand, og ved at sætte standarder og grænseværdier for koncentrationer af
skadelige kemikalier i det fri. Med andre ord er det videnskabens rolle at legitimere risici, ved fx at
sige at en temperaturstigning på 2°C i 2100 er en acceptabel forandring, samtidig med at den
afgrænser risikodefinitioner, og derved gør andre former for risikoargumentation ugyldige. Det
nytter altså ikke noget at påpege et slående sammenfald mellem rekordtemperaturer og rekord
mange skybrud i Danmark, så længe der ikke foreligger videnskabeligt bevis for en sammenhæng.
Kun i det øjeblik en sammenhæng er bevist, bliver den en egentlig risiko. Som Beck udtrykker det:
”[E]n liberalisering af kausalitetsbeviset [ville] føre til en sand stormflod af risici og
skader, som kræver anerkendelse, og som i sin yderste konsekvens ville ryste hele den
samfundsmæssige og politiske struktur.” (Ibid.: 84)
Samspillet mellem videnskaben og samfundet i øvrigt har altså ikke taget konsekvensen af den
refleksivitet som udviklingen i risikobevidstheden ellers synes at nødvendiggøre. I stedet gentager
Beck den analyse som Habermas, Marcuse og Horkheimer & Adorno også foretager, nemlig at
opretholdelsen af de økonomiske systemer frem for alt må bevares, og at bekymringer om
mennesker, dyr, planter og andres ve og vel må være sekundære bekymringer. Af denne årsag
forsøges risikodefinitionerne i videst mulige omfang begrænset, så den åbne debat om hvordan de
skal håndteres ikke bryder ud i lys lue, til fare for markeder, vækst og virksomhedernes frie
beslutninger (Ibid.: 104f). De økonomiske og tekniske interesser trumfer altså stadig den stigende
risikobevidsthed i samfundet, vha. videnskabens dominerende ret til at definere risici.
For Beck er stabiliteten af denne underkendelse af den offentlige risikobevidsthed dog en stakket
frist, der vil blive stadig mere udfordret som den almindelige opfattelse af ophobningen af risici
vokser. Jo flere risici, jo større er udfordringerne for den traditionelle opdeling mellem videnskab,
politik og offentlighed (Beck, 1997: 106).
51
3.2.3.2 Natur og samfund
For Beck bliver det af de ovenstående grunde stadig mere meningsløst at tale om natur og samfund
som modpoler der kan forstås som løsrevet fra hinanden. Forestillinger om naturødelæggelser hører
altså til en forældet måde at tænke på, og i stedet er ødelæggelser en del af det politiske univers som
risikosamfundet befinder sig i (Beck, 1997: 108). Der findes med andre ord ikke et ”udenfor
samfundet” i risikosamfundet, men kun en sammenhængende politisk og økonomisk entitet der på
forskellig vis forsøger at opretholde sig selv. Konsekvensen af denne analyse af den nye modernitet
er altså at alt rykker ind i en samfundsmæssig definitorisk forhandling om påvirkninger og løsninger
på problematikker der ikke længere optræder som naturens tvang, men snarere samfundets tvang
over sig selv. Beck udtrykker det i faste vendinger ved at skrive:
”Hvis man i dag taler om naturen som noget ikke-samfundsmæssigt, så taler man inden
for et svundent århundredes kategorier, som ikke længere er i stand til at begribe vores
aktuelle virkelighed” (Ibid.: 110)
Spørgsmålet er om denne konsekvens bliver taget i videnskaben. For en følgevirkning af den
stigende risikobevidsthed er at der forventes politisk handling i forhold til de ophobede risici. Noget
må gøres, og spørgsmålet er hvorvidt den enorme kompleksitet der opstår ved en sammensmeltning
af natur og samfund bliver mødt med videnskabelig simplificering, ved at lade den politiske
handling blive defineret af videnskabens objektive tvang eller systemtvang, eller om videnskaben i
stedet lader sig bruge som delinstrument i nye og kreative etableringer af argumenter og ad hoc
løsninger der kombinerer andre erfaringer og metoder med de videnskabelige (Ibid.: 256f).
Videnskaben og dens instrumenter og argumenter, og den deraf afledte definitionsmagt, bliver ifølge
Beck et afgørende og stadig mere demokratiseret aktiv i den offentlige forhandling om risici og
politisk handlen. Så længe videnskaben bliver mere og mere uddifferentieret, bliver det en politisk
og demokratisk opgave at samle den producerede viden til sammenhængende positioner, der kan
lykkes med at definere risici (Ibid.: 276). I og med at videnskaben mere og mere modsiger sig selv,
fordi den ikke længere bør forstås som ”videnskaben” men som ”videnskaberne”, bliver
argumenternes sandhedsværdi også relativiseret, sådan at de sammensatte positioner i lige så høj
grad handler om kritiske vurderinger og tillid til det som Beck kalder andenhånds ikke-erfaringer
(Beck, 1997: 96). Tro og tillid bliver kombineret med videnskabelige argumenter og egen erfaringer
og politiske værdier, til at argumentere imod tilsvarende komplekst sammensatte positioner. (Ibid.:
277).
En konsekvens af denne analyse er at det bliver magtpåliggende for selvopretholdelsen af det
52
etablerede system, at skabe tabuer. Med tabuer menes der at der er visse kausalanalyser der forsøges
ignoreret, fordi de placerer det ultimative ansvar for en risiko på et samfundsforhold der er
potentielt foranderligt. Visse sammenhænge skal mao. så vidt muligt ses bort fra, for at den
demokratiske mobilisering af resultatet ikke kan skabe grundlag for et krav om omstrukturering af
systemet (Ibid.: 282). Området som disse tabuer dækker over bliver tilsvarende større i takt med at
risici forøges og med at modstillingen mellem natur og samfund synligt opløses. For når naturen
forsvinder og der i stedet står samfundsskabte elementer i stedet, bliver de studerede objekter i
stedet for objektive tilstande, til følgevirkninger af en samfundsmæssig handling, der kan spores
tilbage til en ”ophavsmand” og forandres (Ibid.: 281).
3.2.3.3 Objektiv tvang og krav til en ny videnskab
Den nye position som videnskaberne indtager er, udover at blive begrænset af tabuer, at deres
neutrale observationer og fakta, ikke er neutrale når det kommer til stykket. I stedet kan de være
udvalgte og styrede af prioriteringer i hvad der bliver spurgt til, hvordan der bliver spurgt og hvilke
prioriteringer af løsninger der bliver vurderet mod hinanden. Begrebsdefinitioner, hypoteser og
fortolkninger af de centrale forestillinger om behov og risici er forudgående beslutninger der
fravrister den neutrale objektivitet dens mulighed for at fungere som sådan, og i stedet er
medvirkende til at definere de spor som samfundet udvikler sig ad (Beck, 1997: 289).
For at undgå denne situation, hvor videnskab opfattes som ufejlbarlig og objektiv, imens den
opererer med tabuer og selekterede spørgsmål, opstiller Beck tre parametre for en troværdig
videnskab hvor dens politiske indhold harmonerer med opfattelsen af den, nemlig 1) om den kan
gribe til årsagsbehandling frem for symptombehandling, 2) om den kan tage ved lære af praksis, og
3) om man fastholder en forestilling om videnskabernes isolerede genstandsfelter, eller om man
omstiller udsynet til at beskæftige sig med den nye viden i forhold til de studerede sammenhænge,
anset som et totalt felt af parametre (Ibid.: 290).
Til det første element mener Beck at videnskaben fortrinsvist giver sig i kast med
symptombehandling, der samtidig understøtter en ”sekundær industrialisering”, ved at
”muliggør[e] en forvandling af fejl og problemer til ekspansionschancer på markedet” (Ibid.: 291),
frem for at give sig i kast med at kritisere problematikkernes årsag i form af industrialiseringen.
I forhold til ufejlbarlighed er der en tilsvarende skepsis over for forandringen. Spørgsmålet går på
om videnskaberne fortsætter med at have ry for at være ufejlbarlige. Så længe dette er tilfældet vil
udvidelsen af tabubelagte områder udvides, da de kausale sammenhænge der kan påvises i områder
der leder tilbage til tekniske og videnskabelig årsager, selvsagt står som modsætninger til denne.
Frem for ufejlbarlighed skal videnskaben altså påtage sig en fallibilisme, samtidig med at
53
”Teknologien må devalueres som mulighed” (Beck, 1997: 294).
Logikken i den sidste punkt er at den videnskabelige snævertsynethed som den simple (dvs. ikkerefleksive) videnskab havde for vane, mislykkes med at have blik for den sammenhæng som deres
studerede genstand indtræder i, og derfor ikke kan have ordentligt blik for potentielle risici. Et
almindeligt kendt eksempel er den manglende viden om den såkaldte cocktail-effekt, der potentielt
opstår ved sammenblandingen af alle de kemikalier der efterhånden findes i vores kroppe og
økosystemer, men som hver især er blevet dømt sikre ift. en given grænseværdi. Kravet Beck stiller
er at videnskaben udvider synet til at studere sammenhængene når der studeres konsekvenser og
løsninger, for bedre at få blik for potentielle risici.
Samlet set mener Beck at dette er de relevante krav for en alternativ videnskab, som Marcuse
efterlyste den - ”Ikke kun i form af en alternativ teori, men også i form af en alternativ
erkendelsesteori, et anderledes forhold mellem teori og praksis, samt en anderledes praksis i
forbindelse med denne relation.” (Ibid.: 297).
54
4. Analyse
4.1 Analysedel 1 – Naturalisme og formålsrationalitet
I denne del af min analyse vil jeg forsøge at fremstille resultaterne fra min bearbejdelse af de tre
dokumenter jeg har valgt som mit empiriske grundlag. Jeg vil i løbet af denne analysedel forsøge at
svare på mine to første arbejdsspørgsmål, nemlig;
1) Er der grundlag for at sige at den første modernitets natursyn gør sig gældende i
klimadebatten?
2) Er der grundlag for at sige at den teknisk-videnskabelige formålsrationalitet har overtaget
(områder af) den politiske styring?
For at hjælpe mig til at undersøge disse spørgsmål har jeg som nævnt gjort brug af et par værktøjer,
nemlig en indholdsanalyse og den semantiske analyse i form af ScaPoLine.
I det følgende vil jeg starte med at undersøge, hvorvidt resultaterne fra min empiri kan hjælpe til at
besvare min spørgsmål. Jeg vil først gå dokumenterne igennem ét for ét, for derefter at lave en
samlet analyse af og en foreløbig konklusion der skal svare på de ovenstående to spørgsmål.
4.1.1 Klimaloven
De tre dokumenter jeg har valgt at analysere er forholdsvis forskellige i deres indhold og hensigt.
Klimaloven, der selvfølgelig qua lov, er et udtryk for en bindende beslutning i forhold til den
danske klimapolitik er af samme grund meget generel, og holder sig inden for rammerne af nogle
brede hensigtserklæringer, og nogle få konkrete tiltag, nemlig oprettelsen af Klimarådet og kravet
om en årlig Klimapolitisk Redegørelse fra Klima- energi- og bygningsministeren. Frem for direkte
at forholde sig til klimaforandringerne som sådan, opstiller den altså nogle overordnede rammer og
nogle forholdsvis vage hensigter, der kommer til udtryk i vendinger som at ”overgå til et
lavemissionssamfund i 2050” (KL §1 :1) og ”markant lavere udledninger af drivhusgasser” (KL
§1 :1). Sådanne udtryk er selvfølgelig nødvendige i en lovtekst, eftersom mere præcise definitioner
af hvad ”markant lavere” og ”lavemissionssamfund” egentlig dækker over, givetvis ville gøre loven
for ”stram” til at efterlade et politisk handlings- og fortolkningsrum.
I forlængelse af dette viser indholdsanalysen også at Klimaloven, ud af de tre analyserede
dokumenter, procentvist har det langt største fokus på mennesker og deres handlinger. Fokus på
konkrete teknikker, er blevet tilsidesat i teksten, efter alt at dømme for at skabe rum for at disse kan
blive indført løbende, på baggrund af ny viden og forhandlinger. Det er selvfølgelig ikke
55
selvindlysende at en lovtekst behøver at være bygget sådan op, da det sagtens kunne forestilles at
der blev sat mere konkrete teknologier og implimenteringshorisonter i spil. Ikke desto mindre
fokuserer loven som sagt frem for alt på nedsættelsen af Klimarådet, samt hvilke forpligtelser de
skal imødekomme.
Udover nedsættelsen af Klimarådet, bliver der dog udpeget de centrale bekymringer i forhold til
klimapolitikken, nemlig, på den ene side emission af drivhusgasser, vedvarende energi og
ressourceeffektivitet, og, på den anden side, hensynet til vækst, udvikling, konkurrenceevne,
beskæftigelse og, som den mest interessante vending i forhold til min erkendelsesinteresse
”videnskabens anbefalinger om den nødvendige klimaindsats” (KL §2 stk.4: 1), hvori ordet
”nødvendige” står centralt for min problemstilling. Udover at det står klart at den danske
klimaindsats italesættes som en variabel, mens konkurrenceevne og vækst forbliver konstanter,
fremstår det altså også forholdsvist klart at de videnskabeligt formulerede nødvendigheder må
efterleves. Denne læsning kommer også til udtryk kort efter, når det fremhæves hvilke fagområder
det bliver anbefalet at eksperterne i Klimarådet har baggrunde i, nemlig; ”energi, bygninger,
transport, landbrug, miljø eller natur og økonomi, herunder [...] samfundsøkonomi[...] og
erhvervsøkonomi[...].” (KL §3 stk.2: 2). Med andre ord bliver samfundsvidenskaben kun
repræsenteret i form af (samfunds- og erhvervs)økonomi, ligesom humanistiske fag er totalt
fraværende, alt imens de naturvidenskabelige og tekniske fag optager fem ud af seks nævnelser, og
af disse synes kun ”miljø eller natur” at kunne indeholde et ikke-teknisk fokus. Der åbnes dog op
for at rådet kan trække på ekstern ekspertise i tilfælde af at der er relevante overvejelser i områder
som de ikke selv sidder inde med ekspertise inden for.
Ud fra en polyfonisk læsning af teksten fremstår den konkrete udpegning af relevante fagområder
som et meget konkret eksempel på en sideløbende udpegning af irrelevante fagområder, i og med at
det kunne have været tilstrækkeligt at lægge op til at Klimarådet skulle sammensættes af ”eksperter
med højt fagligt niveau inden for fagområder der er relevante for klimapolitik”, eller endog
”klimavidenskab og klimapolitik”. I stedet udpeges altså de områder der fra politisk hånd findes
relevante, og i klimavidenskabens tilfælde, ligefrem nødvendige.
I starten af dokumentet udtrykker en anden sætning ligeledes en prioritering, men gør det vha. et
konjunktivt udtryk:
”Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks
klimapolitik med henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050, dvs. et
ressourceeffektivt samfund med en energiforsyning baseret på vedvarende energi og
markant lavere udledninger af drivhusgasser fra øvrige sektorer, som samtidig understøtter
56
vækst og udvikling.” (KL §1 :1, min fremhævelse)
Selvom loven altså har til målsætning at sætte rammerne for omstillingen til et resourceeffektivt
samfund, skal det altså ske på en måde der ”samtidig understøtter vækst og udvikling”. Selvom man
ikke ud fra konteksten kan tale om at vækst og udvikling bliver prioriteret højere end den
ressourceeffektive omstilling, er det ikke desto mindre bemærkelsesværdigt at teksten ikke kan lade
den ressourceeffektive omstilling stå alene. Som minimum giver teksten udtryk for at de to
bekymringer er ligestillede. Men netop det at teksten ikke lader den første del af sætningen stå for
sig selv, sammenholdt med den øvrige læsning af dokumentet, synes at fremhæve at bekymringerne
om vækst og udvikling er primære og at den ressourceeffektive omstilling må være sekundær.
Samlet set udtrykker dokumentet en håndfuld værdier, som nævnt ovenfor, og kan derfor som sådan
godt ses som et klassisk politisk dokument. Det er dog omvendt bemærkelsesværdigt at ud af de
udtrykte værdier, hvoraf jeg i indholdsanalysen har identificeret 16, består 14 af værdier der kan
ledes direkte tilbage på økonomiske eller naturvidenskabelige udsagn om nødvendigheder. De sidste
to (hhv. at Klimarådet skal bidrage til den offentlige debat, og at Klimaloven skal skabe
gennemsigtighed i forhold til den danske klimaindsats), fremstår umiddelbart som sekundære
interesser. I forbindelse med Klimarådets bidrag til den offentlige debat, bliver civilsamfundet
nævnt som en relevant del heraf, men først efter at ”erhvervsinteresser” og ”arbejdsmarkedets
parter” er blevet listet (KL §2 stk. 2: 1). I §2 Stk.6 fremgår det dog at Klimarådet skal nedsætte en
interessentgruppe hvori der blandt andet nævnes ”relevante interessegrupper” og ”ngo'er”, som
elementer heraf. Lige så meget som den konkrete opremsning af fagområder i Klimarådets
sammensætning udpegede en rettesnor for hvilke fagområder der ikke ansås som relevante, virker
det vagt at relevante interessegrupper og ngo'er ikke bliver yderligere kvalificeret, når deres
nævnelse findes på en liste sammen med brancheforeninger, virksomheder, kommuner og regioner
(KL §2 stk. 6: 2). Som det står kan det meget vel indbefatte interesser og udsagn der ikke falder ind
under den tekniske eller økonomiske horisont, men i stedet kan indbefatte fx almindelige
borgerinteresser eller etiske bekymringer, men der bliver hverken implicit eller eksplicit fremhævet
at det er formålet. I stedet lægger læsningen op til den tolkning at den argumentative praksis i
Klimarådet fastsættes til at være afvejninger mellem videnskabelig nødvendighed og
samfundsøkonomiske prioriteringer, og at det er inden for dette felt, at interessenter kan udtrykke
sig.
Kort sagt kan man sige at Klimaloven i høj grad lægger sig op af en tilgang til politik der passer på
beskrivelserne som teorien påviser. Der er prioritering og hierarkisering i dokumentet, men det er alt
sammen prioriteringer mellem naturvidenskabelige og økonomiske udsagn. Hvis der har været
57
øvrige udsagn til overvejelse er de så godt som fordampet fra dokumentet. Selvom offentlig debat
og gennemsigtighed fremhæves, synes det klart at de udstukkede prioriteringer sætter rammerne for,
hvilken type af argumenter der vægtes højest.
Som helhed anser jeg dokumentet som funderet i en naturalistisk ontologi, selvom der et klart at det
kun fremgår glimtvis. Som jeg har argumenteret for ovenfor, synes jeg dog at selve det at
udpegningen af de relevante fagområder som naturvidenskabelige og økonomiske markerer
Klimaforandringerne som et spørgsmål om naturvidenskabelige fakta, og at den bedste
handlingsramme heroverfor må være en afbalancering af de tekniske og økonomiske beherskelses
muligheder. Når man som jeg ønsker at undersøge det ontologiske grundlag for en forståelse af
menneskets forhold til naturen i en lovtekst, forekommer det mig at man aldrig vil kunne blive i
stand til at fremvise en ”smoking gun”. Alligevel anser jeg dog prioriteringen af videnskabens
anbefalinger om den nødvendige klimaindsats, som så klart et udtryk for den moderne forfatnings
idé om en mononatur som man kan håbe på at finde i sådan et dokument.
4.1.2 Klimapolitisk redegørelse 2011
Dokumentet er forfattet af det daværende Klima- og energiministerium, og skulle fungere som en
redegørelse der blev præsenteret for Folketinget af den daværende minister Lykke Friis (V). I
sammenligning med KL er KR et mere værdiladet dokument, der fremskriver Danmarks
engagement i den internationale Klimapolitiske udvikling. Målsætningerne i klimapolitikken står
mere præcist defineret i teksten, og der kommer flere håndgribelige bud på hvordan man ønsker at
håndtere klimaproblemerne. Dokumentet fremstår også som et partipolitisk dokument i en hvis
udstrækning. Teksten fremmaner et meget flot billede af en aktiv og næsten aktivistisk dansk
position på det klimapolitiske område, frem for alt i EU sammenhæng. Samtidig påpeges det at den
førte politik har økonomiske gevinster, både i form af det danske brand som grønt forgangsland, og
i form af øget eksport af grøn teknologi, især som den forventede efterspørgsel vil være stigende.
Omvendt synes det at nogle af de lidt mere omkostningsfulde målsætninger, har det med at blive
formuleret som forpligtelser, der er indgået i den ene eller anden sammenhæng (EU's målsætninger,
Kyoto protokollen, Cancún aftalen). Fx præsenteres EU's 2020 målsætninger to steder i teksten
meget forskelligt, først:
”Danmark har med vedtagelsen af EU’s Klima- og Energipakke (december 2008)
forpligtet sig i EU til at reducere drivhusgasemissionerne i de ikke-kvotebelagte sektorer
med 20% (i fht. 2005) i 2020.” (KR: 4)
58
Hvor ”vedtagelsen af EU's Klima- og Energipakke”, konstruerer en forpligtelse hvori den danske
regerings medvirken mindskes så vidt muligt. Kort efter forklares det i øvrigt som en del af en
”byrdefordeling”. EU fungerer altså som en mediator for dokumentet til at fralægge sig ansvar for
byrden. Senere i dokumentet omtales de samme målsætninger dog meget anderledes:
”Regeringen besluttede i 2010, at Danmark skulle arbejde for, at EU viser lederskab og
hæver det fælles EU drivhusgasreduktionsmål i 2020 fra 20 pct. til 30 pct. i forhold til 1990
på en måde, som sikrer beskæftigelse, konkurrenceevne og fair byrdefordeling – og uanset
udfaldet af de globale klimaforhandlinger. ” (KR: 10).
Her bliver Danmarks engagement i 2020 målsætningen pludselig aktiv, og udover plusordene
beskæftigelse og konkurrenceevne, fremstilles byrdefordelingen som tilstræbt ”fair”. Oven i det har
teksten forinden argumenteret for at et fokus på grøn energi-udvikling er et aktiv for Danmark, da
det bliver fremhævet at vores eksport nyder godt af den grønne omstilling. Skiftet i fremstillingen af
2020-målsætningerne, synes altså at være betinget af at der i mellem de to udsagn er blevet
fremstillet et argument om at grøn energi har økonomiske fordele for Danmark. Teksten fremstår
altså på det politisk-retoriske plan som en slags parti-politisk positionering der synes at forsøge at
fremskrive regeringens indflydelse på de forventede profitområder, og negligere den på områder
hvor der er udsigt til højere omkostninger.
I forhold til spørgsmålet om natursynet i teksten synes det klart at handlingsrummet bliver befolket
af mennesker, og frem for alt i form af politiske institutioner og erhvervsaktører, mens løsningerne
frem for alt må findes i implementeringen af omkostnings- og kulstofseffektive teknologier. Om
nedsættelsen af Danmarks udledninger af CO2 fastslår KR at:
”Den største effekt opnås fra øget indsats for energieffektivisering. Derudover vil
omlægning af individuel opvarmning fra olie og gas, iblanding af biobrændstoffer, samt
forbedrede rammer for anvendelse af biogas og frit brændselsvalg bidrage. ” (KR: 4).
Der bliver altså intet nævnt om anderledes prioriteringer på parametre der ikke er direkte relaterede
til omlægning af energiproduktionen, foruden den vage henvisning til at give borgerne incitament til
at vælge deres forbrug anderledes i form af ”frit brændselsvalg”. I en tekst hvor menneskelige
aktører bliver nævnt 153 gange, og hvoraf kun to af disse nævner borgerne (og én af de gange
faktuelt) og én gang nævner grundejere, synes det tydeligt at en reducering af CO 2 udledningerne
ikke deler stor berøringsflade med borgernes hverdagsliv. I stedet bliver forestillingen om Grøn
59
Vækst ivrigt gentaget gennem teksten. Meningen er altså at udvikling af CO2-neutrale
energiteknologier vil tillade samfundet at afkoble vækst og CO 2 udledning i et sådan omfang at
væksten ikke tager skade af klimamålsætningerne og omvendt.
Selve forestillingen om at kunne konstruere sig ud af klimaproblematikken anser jeg som værende
klart baseret på formålsrationalitetens naturbeherskelseslogik. Vi kan, ved at lære at beherske
objektet ”CO2-udledninger”, endnu engang frigøre os fra naturens tvang.
I forhold til spørgsmålet om politisk styring, er det svært ikke at gentage sig selv. Ligesom i KL
fremgår det tydeligt at overvejelserne der er i spil, frem for alt er de udsagn der er udsagt og
defineret enten naturvidenskabeligt eller økonomisk. Selvom KR er procentvist mere fokuseret på at
præsentere værdier end det er tilfældet i de andre dokumenter, er det tydeligt at værdierne kan
sammenfattes til to centrale idéer, nemlig; 1) Nedsæt CO 2-udledningen vha. ny teknologi, og 2)
Sørg for at væksten fortsætter. Redegørelsen udtrykker også selv, i form af sine ”tre ledende
principper” (KR: 2), dette som det grundlæggende fokus for klimapolitikken.
Et andet element i KR er positioneringen i forhold til visse af klimadebattens centrale elementer. I
det ovenfor fremhævede citat anslås det fx at ”Den største effekt opnås fra øget indsats for
energieffektivisering” (KR: 4), hvilket er en klar positionering i fht. alternative strategier til
reducering af CO2-udledninger. Energieffektivisering udtrykkes altså som en nødvendighed, hvis
man ønsker CO2-reduktioner, selvom det måske snarere bør anses som en mulighed. Helt konkret
må man altså sige at sætningen polyfoniskt udtrykker den alternative position – at den største effekt
ikke opnås ved energieffektivisering, men derimod noget andet – og afviser den uden egentlig at
føre bevis. I samme tråd anslår teksten senere at ”den globale konkurrence om de grønne jobs og
markedsandele øges markant i disse år. ” (KL: 8), som argument for at investere i fortsat udvikling
af grøn teknologi. Selvom man kunne sige at det er muligt at teksten beskriver en igangværende
udvikling, bruger den altså argumentet som en retfærdiggørelse for en fortsat indsats i
energieffektive teknologier, og siger derfor i det samme, at den globale konkurrence på det grønne
område vil fortsætte og vokse. Med andre ord fastslår teksten nogle pointer som gældende
sandheder, der lige så vel kunne anses som kontingente udsagn om mulige fremtidige prioriteringer.
4.1.3 Climate Change 2014 Synthesis Report – Summary for Policymakers
Som tidligere skrevet er SPM en samlet opgørelse for de resultater der er blevet fundet i den
samlede 5th Assesment Report, der har til opgave at reviewe den aktuelle klimavidenskab, for at
danne et samlet billede, som udgangspunkt for at kunne rådgive og informere UNFCCC og
medlemslandene. Selvom SPM altså fremstår som et udpræget videnskabeligt dokument, med dets
mange figurer og fakta, er det ikke desto mindre forklarende i relativt letforståelige termer, og, især
60
i del 3 (SPM: 17) og 4 (SPM: 26), bevæger teksten sig videre til at komme med anbefalinger og
rådgivning. Alligevel er hele 96% af udsagnene ifølge min indholdsanalyse præsenteret som fakta,
og de rådgivende udsagn er i det store hele udtalt som subjunktioner, hvor den ledende målsætning
fremstår uadresseret, foruden det at dens konsekvenser eller mulige forhindringer står beskrevet
som fakta. Tekstforfatterne fremstår altså så vidt muligt som objektive beskuere til en udvikling der
kan tage en række forskellige udviklinger, afhængig af hvilke (af de af forfatterne definerede) tiltag
der bliver taget.
Alligevel kan man som læser ikke lade være med at forstå at der er en klar og styrende interesse i
teksten, for at minimere konsekvenserne af klimaforandringerne. Selve det at teksten er forfattet
som et rådgivende input, og at næsten halvdelen af teksten handler om tilpasning (adaptation) og
afbødning (mitigation), gør at tekstens kontekst og formål er tydeligt ladet fra starten. Når for
eksempel Figure SPM.7 (SPM: 12) fremviser to alternative scenarier om den globale
temperaturudvikling og den forbundne stigning af havoverfladen, er det tydeligt at hensigten ikke
blot er at vise to faktuelle fremskrivninger, men at figuren tværtimod indgår i en argumenterende
sammenhæng, der påviser at konsekvenserne ved klimaforandringerne må afbødes. Det klare
faktuelle udtryk som bl.a. indholdsanalysen viser, falder hurtigt fra hinanden, såfremt man læser
teksten som beboer på denne planet, eller blot med vidende om at forfatterne selv hører til her.
Teksten holder sig altså fra at udtrykke sig med vendinger om hvad det internationale samfund
burde gøre, men udsiger det alligevel mellem linjerne, og så tydeligt at alle kan være med på
fortolkningen, når de påpeger de fatale konsekvenser udviklingen kan få.
På den måde fremstår teksten også som en slags to-trins raket, der først påviser de faktiske
problematikker som jordens klima står over for, for dernæst at udfolde (stadigvæk umiddelbart
faktuelt) hvilke initiativer der kan imødekomme klimaforandringerne og begrænse dem til givne
niveauer, alt afhængig af hvilken målsætning der sættes. Oven i det, bør det tilføjes at den
efterhånden bredt accepterede målsætning om at begrænse temperaturstigningen til 2°C i 2100,
sammenlignet med perioden 1861-1880, er en målsætning der er blevet udformet af IPCC i AR4
(van Ypersele, 2013). Med dette in mente bliver den objektive logik altså en anelse cirkulær, i og
med at både målsætning og midler bliver navngivet af den samme objektive værdineutrale aktør.
Alligevel er målsætningen dog kun den bredt accepterede, fordi den indgår i politiske
sammenhænge, hvor sådan beslutninger kan vedtages, men det synes klart, at når teksten er forfattet
i en kontekst hvor denne målsætning netop er bredt accepteret, bliver den værdi- og styringsneutrale
retorik en smule påtaget, netop fordi IPCCs Assessment rapporter står som den centrale monolit i
klimavidenskaben.
Når SPM på den måde har fået udstukket kommende problematikker, baseret på diverse scenarier i
61
tekstens del 1 og 2, går den dernæst videre til at foreslå hvordan det internationale samfund kan
imødekomme udviklingen. Det som kan virke bemærkelsesværdigt i den anden halvdel af teksten,
er at, sammenlignet med den danske klimapolitik, lægger SPM et langt større fokus på tilpasning i
bred forstand, og på teknikker og tiltag der ikke begrænser sig til energieffektive teknologier. På den
ene side skyldes dette nok, at IPCC udtaler sig i en global kontekst, og, som de selv påpeger, er
klimarisiciene langtfra jævnt fordelt, fx mellem i- og ulande, globalt set. Når IPCC i Table SPM.3
(SPM: 27) foreslår en lang række sociale omstruktureringer og sociokulturelle forandringer som fx
ligestilling mellem kønnene, lige adgang til beslutningsinstanser og sociale sikkerhedsnet, er det
klart at der i en hvis grad fokuseres på udviklingslandene.
Når teksten omvendt nærmer sig den internationale økonomiske vækst, bliver anbefalingerne i
sammenligning meget forsigtige, og det synes at forestillingen om (grøn) vækst også i denne tekst
må anses som en (næsten) konstant, som de øvrige elementer forholder sig til som variabler. For så
vidt som temperaturstigningen skal holde sig under 2°C i 2100, forudses det at den årlige vækst i
forbruget, op igennem det 21. århundrede må reduceres med blot 0.06% per år (SPM: 24). Der er
altså ikke tale om en nedtrapning af forbruget, men blot en svag begrænsning på væksten af
forbruget, sammenlignet med den ellers forventede, hvortil det tilføjes at ”Cost estimates [...] do
not consider the benefits of reduced climate change or co-benefits and adverse side effects of
mitigation.”(SPM: 24), og altså derved lægger op til at begrænsningen givetvis vil være endnu
mindre eller ligefrem positive.
Teksten følger altså udpræget vækstlogikken i sin argumentation, men den holder sig samtidig ikke
fra selv at lave prioriteringer. Helt i begyndelsen af 3. del af SPM, netop som teksten skifter fra at
fremvise scenarier og problematikker til at argumentere for fremtidig tilpasning og afbødning
fremhæves det fx at:
”Effective decision-making to limit climate change and its effects can be informed by a
wide range of analytical approaches for evaluating expected risks and benefits, recognizing
the importance of governance, ethical dimensions, equity, value judgments, economic
assessments and diverse perceptions and responses to risk and uncertainty. ” (SPM: 17, min
fremhævelse)
Vendingen jeg har fremhævet (”recognizing the importance of”), anser jeg som et tydeligt eksempel
på et konjunktivt udtryk som udtryk for en polyfonisk positionering. Sætningens hovedformål er
den første ledsætning, der vil slå fast at analyser af forventelige risici og fordele er nødvendigt for at
skabe effektiv klimapolitik. Ledsætningen efter ”recognizing the importance of”, fremstår i høj grad
62
som en liste af potentielle hensyn det er nødvendigt at komme i forkøbet. Sætningen siger altså ikke
at de øvrige perspektiver er overflødige, men derimod blot at viden om de forventelige kommende
tilstande er nødvendig at prioritere højt, når man tilrettelægger en klimapolitik.
Selvom ”recognizing the importance of” lyder som en art fremhævelse, har det alligevel den samme
funktion som et ”men” ville have, hvis ledsætningernes rækkefølge var byttet om, og tillader derfor
teksten at prioritere, samtidig med at den udtrykker et umiddelbart faktuelt udsagn.
Et andet kunjunktivt udsagn der fremhæves i teksten kort efter har en mere implicit måde at
udtrykke den tekniske tilgang til klimaforandringerne. Sætningen lyder:
”Adaptation can reduce the risks of climate change impacts, but there are limits to its
effectiveness, especially with greater magnitudes and rates of climate change.” (SPM: 19,
min fremhævelse)
I denne sætning er det tydeligt at formålet er at opfordre til at tilpasning ikke bliver en isoleret
strategi, og at man også benytter sig af afbødning. Det lille ”but” rykker sætningens fokus fra det
første faktum at ”adaptation can reduce the risks of climate change impacts”, til det andet, at ”there
are limits to its effectiveness”. I sætningen fremgår flere af problematikkerne ved den moderne
forfatning derved samtidig: For det første udtrykkes der en prioritering mellem to faktum der bliver
underbygget af deres kontekst, og for det andet sker prioriteringen ud fra en faktuel vurdering, frem
for en politisk-demokratisk hierarkisering.
Samlet set synes jeg at der er gode grunde til at stille spørgsmål til SPMs brug af værdi og fakta,
som grundlag for deres rådgivning. I det følgende vil jeg prøve at vise hvorvidt dokumentet kan
siges at være forfattet ud fra en naturalistisk ontologi.
Et af de mest iøjenfaldende elementer i forhold til opdelingen mellem natur og menneske er den
gentagne vending om ”human and natural systems”, der nævnes både sammen og hver for sig
(”human systems” og ”natural systems”), ligesom også ”ecosystems” bliver italesat som noget der
ikke inkluderer mennesker, bortset fra vores negative påvirkninger, som fx i begyndelsen af del 2,
hvor der skrives at:
”Continued emission of greenhouse gases will cause further warming and long-lasting
changes in all components of the climate system, increasing the likelihood of severe,
pervasive and irreversible impacts for people and ecosystems” (SPM: 8, min fremhævelse).
Yderligere bliver også ”ecosystems” sammenholdt med ”human systems” tilsyneladende for
63
dermed at sige ”alt”, eller ”ikke kun naturen”. Tydeligst fremgår det i figure SPM.4 (SPM: 7), hvor
det angives hvordan påvirkningerne af klimaforandringerne har haft indflydelse på hhv. ”physical
systems”, ”biological systems” og ”human and managed systems”. Det er klart at det kan være
nødvendigt at dele en stiliseret oversigt over påvirkninger ind efter nogle kategorier der kan
anskueliggøre problematikken hurtigt og nemt. Ikke desto mindre synes valget af kategorier at
bekræfte antagelsen om en grundlæggende ontologi, hvor netop denne slags opdelinger er de
gængse. Det er ikke nødvendigvis absurd at tænke sig at infrastruktur og andre menneskelige
konstruktioner kunne være en del af kategorien ”physical systems” og menneskets aktiviteter og
helbred under ”biological systems”, eller at man går den anden vej, og udspecificerer en håndfuld
flere kategorier der peger mere præcist på enkelte bekymringsområder.
En anden observation der relaterer sig til brugen af ordet ”ecosystems” er at det, når det ikke bliver
nævnt som noget passivt påvirket, bliver omtalt som noget der enten yder en service (underforstået
– for mennesket) eller er noget der skal beskyttes eller håndteres (underforstået – af mennesket).
Med andre ord er menneskets forhold til økosystemerne i teksten enten et hvor vi tager noget (en
service) eller et hvor vi beskytter. Netop beskyttelse fremhæver Descola som en relation der er
udpræget betinget af forholdet mellem et subjekt og et objekt, i og med at det der skal beskyttes
fremstilles som noget der ikke selv besidder handlemulighederne for at tage vare på sig selv i det
fornødne omfang. Beskyttelse af økosystemer må altså anses som en bekræftelse af deres karakter
af objekt. Yderligere italesættes det altså samtidig at formålet ved at beskytte økosystemer, frem for
alt er for at opretholde de services som mennesket benytter sig af. Både i beskyttelsen og i
benyttelsen af naturen bliver den altså italesat som en ”anden”, forskellig fra og mindre handlende
end mennesket.
Mønstret gentager sig igen, når der står at:
”Assessment of many studies covering a wide range of regions and crops shows that
negative impacts of climate change on crop yields have been more common than positive
impacts” (SPM: 6).
Selvom det er en mindre forteelse, synes der at snige sig en antropocentrisme ind i vurderingen af
negativ og positiv i sammenhængen. Det fremgår ikke hvad kriteriet for negativ og positiv er, men
efter alt at dømme tales der om udbyttet af produktionen. Tydeligvis er et fald i dette en negativ
udvikling, såfremt man har interesse i produktionen. Men kun få linier før fremstilles øvrige
nedgange i naturlige systemers almindelige funktioner, helt uden tilsvarende ladninger, hvorimod
eksemplet med udbyttet af jorddyrkning står som den eneste påvirkning på menneskelige systemer
64
(isoleret set i den paragraf), og altså også står som den eneste med en ladning.
Senere fremhæves det at:
”Climate change will amplify existing risks and create new risks for natural and human
systems. Risks are unevenly distributed and are generally greater for disadvantaged people
and communities in countries at all levels of development.” (SPM: 13).
Sætningen fremhæver det naturalistiske udsyn af to omgange; først ved at udtale opdelingen mellem
naturlige og menneskelige systemer, og dernæst ved kun at fremhæve at risiciene har de største
konsekvenser for en specifik gruppe mennesker. Fremhævelsen af dette udsagn har selvfølgelig en
funktion i teksten i form af at anbefale fattigdomsreducerende initiativer, men den virker som et
underligt udtryk for en vis laden hånt om de ”naturlige systemers” problemer og tildeling af
klimapåvirkninger. I brødteksten under fremhævelsen uddyber teksten dog hvilke påvirkninger
klimaforandringerne vil have på økosystemerne, men det står stadig tilbage som en henvisning til
systemernes funktion, hvorimod værdien i det fremhævede synes at pege på en forventning om
retfærdighed, at ”disadvantaged people” bør have de samme omstændigheder som alle andre.
Beskrivelserne fremstår altså, trods det at de alle sammen bliver fremstillet som fakta, som
værdibaserede når det drejer sig om mennesker.
Der synes altså at være klare udtryk for at SPM er udført med baggrund i den ontologiske
naturalisme, hvori naturen fremstår som objekt, over for den subjektive menneskehed. Ikke alene
bliver opdelingen gentagne gange udtalt, men der fremgår også en klar værdiladning hen imod en
opfattelse af ”naturlige systemer” som i bund og grund er til for at yde services for samfundet. I
forlængelse af dette er teksten i udpræget grad politisk i den forstand at den hierarkiserer og
prioriterer udsagn løbende.
4.1.4 Samlet analyse af dokumenterne
Efter at jeg i det ovenstående har fremhævet de indsigter der byder sig ved en kvalitativ læsning,
med min erkendelsesinteresse for øje, vil jeg i det følgende sammenfatte resultaterne af
indholdsanalysen og de fortolkninger som dokumenterne åbner sig for ved hjælp af ScaPoLine.
I indholdsanalysen har jeg som nævnt valgt at undersøge hvilke aktører der bliver inddraget i
dokumenterne, samt med hvilke ladning (som værdi, som fakta, eller som handlende) de bliver
fremstillet. Som Latour påpeger det, er et kendetegn ved den moderne forfatning, at fakta og
værdier er områder der er blevet delt mellem videnskabens lovmæssigheder på den ene side (fakta),
og den sociale og politiske handlen på den anden side (værdi). Derudover vil aktive handlinger også
65
fortrinsvist være noget der tilhører det sociale og politiske område, i og med at fakta i den moderne
forfatning fremstilles som det universelle, frem for det partikulære. Hvis dokumenterne følger
tankegangen i den moderne forfatning, må man altså forvente at de politiske dokumenter udtrykker
et større fokus på værdier og handlinger, mens et videnskabeligt dokument fokuserer på den
objektive beskrivelse i form af fakta. I figur 2 kan man se hvordan fordelingen faktisk faldt:
Figur 2 – Fordelingen af Aktørladninger i dokumenterne i procent
Selvom fakta har en massiv tilstedeværelse i alle tre dokumenter, er det tydeligt at fordelingen af
ladninger flugter med forestillingen om den moderne forfatning. I SPM er mere end 96% af alle
aktører præsenteret med en faktaladning, mens det i KL og KR er hhv. knap 38% og 53%. 11
Omvendt fordeler værdier og handling sig fortrinsvist på de to politiske dokumenter, præcis som
man ville forvente ud fra forestillingen om den moderne forfatning.
Der er selvfølgelig et metodisk problem ved at sammenstille dokumenterne sådan her, især i
sammenholdningen mellem KL og de to andre dokumenter, da omfanget af dokumentet og antallet
af nævnte aktører er langt mindre end de to øvrige dokumenter. Der udpeges 106 aktører i KL, imod
734 i KR og 2353 i SPM. Alligevel mener jeg at fordelingen i procenter giver en rimelig
sammenligning
af
hvad
dokumenterne
centrerer
deres
interesse
om.
Derudover
står
sammenligningen mellem KR og SPM stadig som en tydelig indikation af et skel mellem to
tilgange til klimaforandringerne.
På trods af det store spring i fordelingen af faktaladede aktører, er det dog stadig
bemærkelsesværdigt at over halvdelen af udsagnene i KR tager form af fakta. Dette skyldes måske
til dels at hovedparten af henvisningerne til aftaler, forhandlinger og strategier, tager form af fakta,
frem for værdi. Når teksten fx nævner ”Energikøreplan 2050”, som en strategi der foreligger, uden
at kvalificere hvorvidt den bør anses som efterstræbelsesværdig, betyder det altså ikke at den ikke er
det, men blot at det ikke direkte kommer til udtryk i teksten. Modsat er de faktuelle udsagn i SPM
udpræget faktuelle i den naturvidenskabelige betydning, nemlig som beskrivelser af objekter eller
11 Præcise tal kan findes i Bilag 1.3, 2.3 og 3.3
66
teknologier, og deres indflydelse på den materielle virkelighed, bortset fra enkelte nævnelser af
klimaaftaler og de lidt mere omfangsrige benævnelser af klimamodeller og -scenarier der har været
brugt til at udforme rapporten.
I figur 3 kan man se fordelingen af aktørklasser i de tre dokumenter:
Figur 3 – Fordeling af aktørklasser i dokumenterne i procent
Udover at inkluderingen af ”blødere” teknikker, i form af klimaaftaler og -forhandlinger indgår som
en del af kategorien Teknologier/teknikker, tyder den massive repræsentation af aktører i kategorien
i de politiske dokumenter, og frem for alt i KR på, at den tekniske formålsrationelle tilgang til
problematikken faktisk er udtalt. For selvom logikken i fordelingen mellem værdi, fakta og
handling som man kan se i Figur 1, faktisk følger den moderne forfatnings selvforståelse, er det dog
netop en del af pointen hos både Latour og Beck, at denne ikke (eller ikke længere) bliver fulgt i
praksis. I forhold til teoriernes pointe viser den markante tilstedeværelse af teknikker i de politiske
dokumenter netop at formen (fordelingen af værdi og fakta) bliver holdt, men at
indholdsfordelingen skrider, i forhold til hvad ”de moderne” selv burde insistere på.
Den samme pointe kan også drages fra den første del af analysen, nemlig i form af diskrepansen
mellem hvad dokumenterne hævder at være, og hvad de er, altså fordelingen af det politiske indhold
i det videnskabelige dokument, og det tekniske indhold i de politiske dokumenter. Jeg anser det som
endog meget udtalt at naturvidenskabelige og økonomiske udsagn er langt mere styrende for den
politiske diskurs i forhold til klimaforandringerne, end omvendt. Forskellen mellem at læse
dokumenterne som indholdsanalyse eller som tekster i en diskurs, illustrerer altså den markante
diskrepans der er mellem den forestillede fordeling af evnen til at hierarkisere og den egentlig
fordeling.
67
4.1.5 Opsamling på analysedel I - Hvad udtrykker dokumenterne?
I det ovenstående har jeg forsøgt at vise hvordan de tre dokumenter jeg har valgt at undersøge giver
udtryk for en naturalistisk ontologi, og forholdet mellem formålsrationalitet og politik.
En af de mest slående ting i forhold til den polyfoniske analyse af en naturalistisk positionering, er
at det simpelthen ikke er til at finde sætninger eller vendinger der udtrykker nogen form for
udfordrende diskurs. Eksemplerne jeg har fremhævet, der giver udtryk for en underliggende
naturalistisk ontologi, udtrykker denne indirekte og afledt, frem for fx at positionere sig imod en
anden type af grundantagelser ved en negation. Hvis man i øvrigt mener at jeg har argumenteret
tilstrækkeligt for at naturalismen faktisk er det grundlæggende startpunkt for dokumenterne, følger
det at denne er så fasttømret, at den intetsteds bliver udfordret. Som figur 1 viser følger
dokumenterne også, anset som samlet diskurs, en fordeling mellem politik og videnskab, værdi og
fakta. At der i tillæg til dette har kunnet anskueliggøres en naturalisme der beskæftiger sig med
videnskabelig sandhed og mononatur, synes jeg er et spændende resultat at arbejde videre med.
I spørgsmålet om den formålsrationelle styring synes jeg ligeledes at det i høj grad kan verificeres at
dokumenternes argumentation følger tekniske, videnskabelige og økonomiske argumentationer for
politiske prioriteringer. I de politiske dokumenter fremstår det tydeligst at horisonten for
beslutningerne er en afvejning mellem netop naturvidenskabelige og økonomiske udsagn. Hensyn
til etik, borgerinteresser, ikke-menneskelige perspektiver eller omfordeling er totalt fraværende.
Spørgsmålet står som en udfordring i at finde den bedste balance mellem den videnskabelige
nødvendighed og den økonomiske nødvendighed.
I SPM er prioriteringerne i det store hele de samme. Teksten præsenterer en hel del flere
perspektiver end de politiske dokumenter, hvilket fremgår af aktørlisten (Bilag 3.1) (og umiddelbart
må siges at være indlysende, da de politiske dokumenter ikke i samme grad går undersøgende til
værks) men når teksten igen vender tilbage til realistiske prioriteringer bliver afvejningen mellem
videnskabelig og økonomisk nødvendighed igen det centrale spørgsmål. Balancen mellem værdi og
fakta følger tydeligt den moderne forfatnings grundidé, men dokumentet brillere med på én gang at
formulere sig neutralt og fungere politisk. Målsætningen er (tidligere) formuleret af IPCC selv, og
midlerne bliver prioriteret og udlagt med alt ønskelig tydelighed i dokumentet.
Selvfølgelig ligger den egentlige politiske magt stadig i politikernes hænder, men netop derfor har
det været interessant at undersøge den samlede diskurs mellem videnskab og politik. For når
spørgsmålet om klimaafbødning og tilpasning fra politisk hånd kommer til at handle om vækst
versus teknik, og den ledende klimavidenskabelig aktør følger den samme logik, synes der ikke at
være nogen grund for politikerne til ikke at følge IPCCs anvisninger, mere eller mindre til
kommaet. Svaret på spørgsmålet om hvorvidt en teknisk rationalitet har overtaget den politiske
68
styring på klimaområdet, set på baggrund af de analyserede dokumenter, kan dog siges ikke at være
helt entydigt. På den ene side kan man sige et klart ja, eftersom logikker, teknikker og prioriteringer
dokumenterne imellem stemmer så fint overens. På den anden side kan man spekulere på om det
samme havde været tilfældet hvis IPCCs resultater havde vist sig at være grundlæggende i strid med
forestillingerne om Grøn Vækst. Hvis man dog griber tilbage til et tidligere fremhævet citat af
Habermas, nemlig:
Videnskabens og teknikkens kvasi-autonome fremskridt fremtræder så som uafhængig
variabel, og den vigtigste enkelte systemvariabel, nemlig den økonomiske vækst, afhænger i
virkeligheden af dette fremskridt.” (Habermas, 2005: 64f)
Åbnes læsningen for den fortolkning, at selvom klimavidenskabens eventuelt prioriteres sekundært i
forhold til den økonomiske vækst, er dette forudsat at klimavidenskabens resultater kan ignoreres
uden at væksten lider derunder. De eventuelle problematikker der vil opstå for den økonomiske
udvikling bliver identificeret og foreslået løst i klimavidenskabens regi, og denne vinder derfor sit
primat tilbage, som den tekniske basis for en økonomisk vækst.
69
4.2 Analysedel II – Fordrer naturalisme formålsrationalitet?
Efter jeg i første del af analysen har forsøgt at illustrere hvordan dokumenterne giver udtryk for en
naturalistisk ontologi og har præg af at være baseret på en formålsrationel tænkning, vil jeg i det
følgende undersøge om de to elementer har en sammenhæng, eller om det blot er udtryk for to
parallelle diskurser. Jeg vil tage afsæt i mit teoriapparat, hvori det fremgår at naturalismen og
formålsrationaliteten er forbundne størrelser, og prøve at se hvorvidt argumenterne passer på hvad
man kan læse i dokumenterne.
4.2.1 Naturalisme og produktion
I Beyond Nature and Culture er en af Descolas centrale pointer at et kollektivs ontologi er nært
forbundet med dets mulige måder at danne relationer på. For naturalismen, der skelner mellem det
menneskelige subjekt og naturen som objekt, kan relationer der tager form af udveksling mellem
subjekter altså kun gøre sig gældende mennesker imellem, mens relationerne mellem menneske og
natur er styret af et subjekts holdning til et objekt. Relationerne som Descola identificerer af den
første type (subjekt-subjekt) er udveksling, udbytte og gave, mens den anden type (subjekt-objekt)
er produktion, beskyttelse og transmission (Descola, 2013: 334). Det store skel mellem de to
grupper ligger i at subjekt-objekt relationerne er kendetegnede ved en manipulation af objekterne
der skaber et udkomme der er ønsket og udført af et subjekt. I subjekt-subjekt relationerne er det
omvendt en forandring der er iboende i de to (eller flere) subjekter selv der er fordrende for
handling (Ibid.: 333) Subjekterne indgår altså i en fælles fortolkning af en ny virkelighed og opfører
sig, med en gensidig forståelse, herefter. Subjekt-objekt relationen er altså grundlæggende en
forestilling om beherskelse, der fordrer manipulation og teknisk forandring, mens subjekt-subjekt
relationen er en forestilling om udveksling, der fordrer fortolkning og omstilling.
Så vidt teorien, men spørgsmålet er om relationsformerne produktion, beskyttelse og transmission
faktisk er dem der kommer til udtryk i dokumenterne.
Jeg har allerede i analysedel I undersøgt hvordan økosystemer bliver omtalt i SPM, nemlig som
hhv. services eller noget der skal beskyttes. Services skal forstås som de af økosystemernes
funktioner der kan optages eller omsættes til samfundsmæssig eller menneskelig selvopretholdelse
eller gevinst. Det er med andre ord naturressourcer i den bredeste forstand, som elementer der lader
mennesket opretholde sine biologiske og materielle funktioner. Selvom service måske kunne
strækkes til at lyde som en gave eller en udbytte relation, synes der ikke at være noget element af
gensidig forståelse når SPM omtaler ecosystem services. Snarere bliver de omtalt som teknikker i
sig selv, der fungerer som produktionsmidler der lægger basis for økonomisk vækst:
70
”[G]lobal marine species redistribution and marine biodiversity reduction in sensitive
regions will challenge the sustained provision of fisheries productivity and other ecosystem
services” (SPM: 13)
”Adaptation can contribute to the well-being of populations, the security of assets and the
maintenance of ecosystem goods, functions and services” (SPM: 19)
”[P]rotection of ecosystems for carbon storage and other ecosystem services.” (SPM:20)
”Payment for ecosystem services” (SPM: 27) (Som en anbefalet tilpasningsstrategi).
Samt i Figure SPM.8 hvor tab af ecosystem services bliver omtalt på lige fod med tab af
”livelihoods”, ”settlements”, ”infrastructure” og ”economic stability” (SPM: 14).
Den relation som teksten etablerer til ecosystem services er altså den samme som den almindelig
udbredte relation til vedvarende energi, nemlig den, at man vha. udvikling af teknikker kan
manipulere ressourcerne til ikke at udtømmes ved fortsat forbrug. Økosystemerne skal altså
beskyttes af samme årsag som energien skal omlægges, altså netop fordi vi som samfund derved
kan fastholde vores vækst.
I KR er det sværere at finde den direkte relation til naturen udtrykt i anden form end
klimaforandringerne og CO2-udledninger, der begge bliver omtalt som enheder der kan manipuleres
ved hjælp af en omlægning af produktionen. Selvom det er med negativt fortegn (en ikkeproduktion af CO2), er det stadig det manipulative forhold til objekter der træder frem, og begge
objekterne, ”nedsatte klimaforandringer” og ”reducerede CO 2-udledninger”, må anses som en
produktion i sig selv. Subjekt-subjekt relationerne gør sig samtidig i høj grad gældende, når det
kommer til forhold mellem mennesker, i form af handel med kvoter og klimakreditter, samarbejder
og bistand.
I KL er der endnu færre direkte referencer til naturen som sådan, men den generelle forestilling om
produktion af en reduceret CO2-udledning er herskende på samme måde som i KR.
De to relationer der synes at stå stærkest i dokumenterne er altså produktion og beskyttelse. Selvom
dette ikke umiddelbart beviser andet end at både naturalismen og den tekniske tænkning er til stede
sideløbende, mener jeg dog at der står en kvalificering af Descolas teoretiske argument tilbage. For
yderligere at kvalificere en påstået sammenhæng vil jeg i det følgende kigge på sammenhængen
mellem menneskelig subjektivitet og handling i dokumenterne.
71
4.2.2 Kan objekter handle?
Det som Kohn med sin idé om at tænkning er fortolkning af tegn forsøger at skabe, er en udvidet
klasse af subjekter, der som minimum også inkluderer de ikke-menneskelige aktører vi normalt
betegner som biologiske. Ved at udvide klassen af subjekter fra kun at være mennesker, til at
inkludere alle livsformer, stiller Kohn dog samtidig kravet om at livsformerne kan handle.
Tanken med denne analyse er at antage at ikke-menneskelige livsformer kan opfattes som det postindustriale samfund undertrykte ”klasse”. Habermas argumenterer for at den kritiske position er
blevet indoptaget i den moderne teknologiske og videnskabelige ”ideologi”, og derfor bliver svært
udfordret. Som han beskriver det, har undertrykte klasser ikke længere nogen magt, anden en deres
”appellative karakter” og muligheden for at blive repræsenteret af priviligerede grupper (Habermas,
2005: 70). Jeg ønsker derfor at se på om andre livsformer, forstået som undertrykt klasse, får lov at
blive repræsenteret i dokumenterne, og hvordan. Hvis de kun bliver fremstillet ”appellativt”, og
ikke handlende eller repræsenterede, mener jeg der er yderligere grund til at sige at naturalismens
tankesæt har en bias, der udgrænser udfordrende diskurser, således at ontologien selv ikke bliver
udfordret tilstrækkeligt, og derfor kan blive hængende i formålsrationaliteten. Sagt i mere firkantede
marxistiske termer, er spørgsmålet altså om andre livsformer har mulighed for at være den nye
revolutionære klasse.
For at se hvorvidt der i dokumenterne optræder tænkende ikke-menneskelige subjekter, har jeg
klassificeret en gruppe af aktørladninger som ”handlinger”, hvilket skal angive om de bliver tillagt
individuel agens. I Figur 4 kan man se hvordan aktørladningen fordeler sig på aktører i de tre
dokumenter.
Figur 4 – Fordeling af aktører med handlingsladning i dokumenterne
Selvom en repræsentation af ikke-menneskelige aktører i handlingskategorien på 16 ud af 218
aktører i sig selv ikke er et overvældende argument for at vanetænkningen bliver udfordret af nye
subjektspositioner, vil jeg kort prøve at redegøre for hvorfor jeg anser selv denne repræsentation af
alternative subjekter som overdrevet.
72
Som det første fokuspunkt vil jeg tage de otte ikke-menneskelige aktører med handlingsladning i
KR. Ud af disse otte hører syv af dem hjemme i aktørklassen teknologier/teknikker, og den sidste,
”nøglesektorer i økonomien” (KR:11), hører hjemme i aktørklassen begreber, alene fordi præfikset
nøgle- gør det til et økonomisk begreb frem for blot en økonomisk teknik i form af sektoropdeling.
Aktørerne er altså overvejende tekniske. Jeg finder det derfor ikke synderligt overbevisende at disse
aktører skulle overbevise nogen om, at den tekniske tænkning bliver udfordret. Nærmere synes det
at være udtryk for at noget af den menneskelige handling, er blevet tilpas instrumentaliseret, til at
vanerne kan varetages af teknikker.
I SPM er billedet dog anderledes nuanceret. Alle otte ikke-menneskelige aktører der handler
optræder i de følgende tre sætninger (jeg har fremhævet aktørerne):
”Many terrestrial, freshwater and marine species have shifted their geographic ranges,
seasonal activities, migration patterns, abundances and species interactions in response to
ongoing climate change:” (SPM: 6)
”Risk of climate-related impacts results from the interaction of climate-related hazards
(including hazardous events and trends) with the vulnerability and exposure of human and
natural systems, including their ability to adapt.” (SPM: 13)
”Most plant species cannot naturally shift their geographical ranges sufficiently fast to
keep up with current and high projected rates of climate change in most landscapes; most
small mammals and freshwater molluscs will not be able to keep up at the rates projected
under RCP4.5 and above in flat landscapes in this century.” (SPM: 13)
Spørgsmålet er om de handlinger som dyre- og plantearterne nævnt her strækker særligt langt i
forhold til at udfordre den almindelige menneskelige dominering af handling. For mig at se er de
vendinger som aktørerne bliver beskrevet med i de ovenstående tilfælde, langt hen af vejen udtryk
for faktuelle observationer. Migration og tilpasning er almindelige naturvidenskabelige begreber,
der indeholder en grad af handlen, men det er en handlen der som regel bliver opfattet som naturlige
instinkter. I stedet for at udtrykke handlingerne som partikulære resultater af fortolkninger, slås arter
sammen og handlingerne bliver beskrevet som kausale følgevirkninger, hvor der mere af tale om
processering end fortolkning. Hvis man forsøger sig med at skifte ”Many terrestrial, freshwater and
marine species” i den første sætning ud med ”Many humans” fremstår handlingsbeskrivelserne
absurde, omend ikke nødvendigvis forkerte. Handlingsladningen de har fået i indholdsanalysen,
73
skyldes altså frem for alt, at de semantisk bliver tillagt evnen til at lave et ”response” til
klimaforandringerne. Men når idealmodellen for naturvidenskabelig forandring er modellen aktionreaktion, føles det som en beskrivelse af handlinger der er meget tættere på objekters passive
reaktioner, end subjekters aktive handlinger, når man læser udsagnene i konteksten.
I den sidste sætning er det arternes evne til at ”keep up” med klimaudviklingen der har givet dem en
handlingsladning i indholdsanalysen, en handlingsbeskrivelse der synes at være mere aktiv end i de
to første sætninger, selvom det stadig synes at være et ret begrænset handlerum de tildeles i evnen
til at ”naturally shift their geographical range”.
Ligemeget om man finder de ovenstående forklaringer på den lille afvigelse fra den moderne
forfatning troværdige eller ej, er det dog ikke til at tage fejl af at alle de faktisk foreslåede
løsningsmodeller i alle tre dokumenter kun fordrer menneskelig handling. Metoderne er
menneskelige implementeringer af teknikker der skal hjælpe til at samfundet i så vid udstrækning
som mulig bibeholder sine aktuelle funktioner. Den lille håndfuld handlende objekter der
præsenteres bliver i sammenligning i bedste fald fremhævet for patos (altså appellativt), men
sandsynligvis mest trukket frem som bevis på forandringernes aktualitet.
Ligesom med påvisningen af en parallel tilstedeværelse af naturalismens relationsformer og
tekniske løsningsforslag, beviser denne diskussion dog heller ikke en nødvendig sammenhæng
mellem naturalisme og teknisk tænkning, men bidrager kun til at sandsynliggøre det. De udsagn
som ikke-menneskelige aktører kan præstere i forhold til at udfordre den naturalistiske diskurs skal,
for egentlig at udfordre dem, på samme tid tillægges subjektivitet og karakter af en udfordring for
mennesket. Igennem alle tre dokumenter omtales flere naturlige udviklinger som udfordringer for
mennesket, men uden at blive omtalt som subjekter. I den håndfuld tilfælde jeg her har fremhævet
står aktørerne både lige på grænsen til at forblive objekter, og er ligegyldige for den naturalistiske
diskurs. Pointen med dette er ikke at sige at ikke-menneskelige aktørers udsagn nødvendigvis må
have indflydelse på den menneskelige forståelse af værdi for at have betydning, men at en
udfordring af en formålsrationel tænkning må komme som noget den ikke kan håndtere kausalt for
at være en egentlig udfordring. Så længe subjektkarakteren af ikke-mennesker forbliver separeret
fra deres udfordringer for samfundet, opstår der altså ikke nogen diskursiv udfordring.
4.2.3 Den ideale videnskab
Det sidste blik jeg vil kaste på dokumenterne i denne analyse, sker igennem Becks krav til en ny
videnskab der imødekommer den refleksive modernitets virkelighed. De tre krav som jeg tidligere
har redegjort for (Afsnit 3.2.3.3) har jeg valgt at formulere som spørgsmål til denne analyse: 1)
Behandles problemets årsag eller blot dets symptomer? 2) Tages der ved lære af praksis? 3)
74
Undersøges komplekse sammenhænge, eller fastholdes snævre genstandsfelter?
Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålene et for et.
Behandles problemets årsag, eller dets symptomer?
Når man stiller dette spørgsmål til et område af videnskaben der i den grad har samfundsmæssige
implikationer kan det være svært at definere hvad en ”årsag” kan siges at være. Hvilken viden
tillader mig at identificere en årsag der ikke er den, som dokumenterne udpeger; udledningen af
drivhusgasser. Når Beck spørger efter årsagsbehandling mener han derfor ikke at man skal kaste sig
ind i en diskussion om forskellige risicis centrale årsager, men derimod at man skal søge efter at
løse den centrale udfordring, der er en ukontrolleret ny produktion af risici (Beck, 1997: 291). Gør
man i stedet det første, er man allerede i gang med en kamp om at skabe tabuer, og i stedet for at gå
i kast med at minimere produktionen af risici som sådan, skubber man risici foran sig og venter på
at de skal opstå i en anden form, et andet sted.
For Beck er årsagen altså den industrielle udvikling som sådan, og spørgsmålet er derfor videre, om
dokumenterne retter en kritik mod denne.
Spørgsmålet synes umiddelbart at have to svar: På den ene side erkendes det i dokumenterne klart
og tydeligt at Klimaforandringernes altoverskyggende årsag er den menneskelige udledning af
drivhusgasser. Årsagen, samfundet og dets produktion, bliver altså udpeget som ophavsmænd til
misæren. På den anden side forbliver behandlingen på symptomniveauet når mål og midler bliver
præsenteret. Her er det ikke længere menneskets industrielle produktion som sådan, der skal stå på
mål for kritik, men derimod måden den aktuelt tager sig ud på. Udover dette, fremhæver KR
samtidig de gode udsigter til øget vækst i den danske økonomi, og bliver derfor skyldig i
(forventeligt) at profitere ved at gentage den første modernitets ekspansion af markederne på
baggrund af en risikoøkonomi (Beck, 1997: 291).
I SPM står væksten stort set også uanfægtet. Forslagene til symptombehandling står i kø, mens
kritikken af industrialiseringen forbliver rent analytisk. I stedet stikker profitteringen også hist og
her sit hoved frem, når der omtales ”benefits” og ”co-benefits” i forbindelse med tilpasning og
afbødning. Dokumenterne synes altså at følge en tankegang der lyder: ”Her er årsagen! – Hvordan
kan vi ignorere den?”, og i stedet for at fokusere på det ”menneskeskabte”, rykker de fokus hen på
”drivhusgasser”.
Tages der ved lære af praksis?
Udgangspunktet for denne overvejelse er, at mennesket, som videnskabsmand såvel som forældre
eller solkonge, laver fejl. Kravet til videnskaben er altså at den, når den udvikler løsninger til
75
risikoreduktion, indtænker den mulighed, at der måske er tale om misforståelser, eller at der er
mulighed for fejl i analyserne.
Ligesom ovenfor er der igen to svar på spørgsmålet. I SPM gør IPCC sig umage med at behæfte
stort set alle deres udsagn med usikkerhedsangivelser og at angive graden af enighed der er på tværs
af de reviewede dokumenter. På samme måde er opstillingen af forskellige scenarier også
umiddelbart et udtryk for usikkerhed, men denne bliver i teksten frem for alt præsenteret som en
usikkerhed forbundet med den politiske handlen, og altså ikke de videnskabelige fremskrivninger.
Yderligere sættes usikkerhedsangivelserne i sammenhæng med målsætningen om at holde
temperaturstigningen under 2°C, og angiver derved at selvom denne målsætning overholdes, er der
stadig en (lille) sandsynlighed for at en række vurderinger af potentielle konsekvenser er
fejlbehæftede, og vil ske, selvom det modsatte var forventet. På samme måde angives det at de
konkrete reduktioner i CO2 udledningerne der vurderes at være acceptable ift. målsætningen, kun
sandsynligvis vil begrænse temperaturstigningen til det anbefalede (SPM: 22). Dokumentet er altså
domineret af en vis grad af åbenhed over for at være fejlbarligt. Den anden del af svaret er, at SPMs
anbefalinger åbner et meget lille vindue for egentlige fejl i forhold til afbødning og implementering.
Når vækstparametret i den grad bliver holdt som en konstant, bliver nedskrivningerne af CO 2udledningerne til en dans på grænsen af det anbefalede. Hvis den vedvarende energi ”flopper”, eller
den overordnede strategi på anden måde ikke lader sig udføre i praksis, ligger målsætningerne så
tæt på grænsen til det uacceptable, at det kan få store konsekvenser. Dette skal yderligere ses i
sammenhæng med den ovenstående pointe – at målsætningen på 2°C kun sandsynligvis vil have de
”acceptable konsekvenser” som SPM beskriver. Strategien bliver altså til en løsning der bevæger sig
på grænsen af det acceptable og med lille rum for praktiske komplikationer.
Usikkerheden der bliver skrevet frem i dokumentet fremstår altså i højere grad som noget man
engang kan pege på og sige at man aldrig påstod at man var sikker, end den virker medregnet for at
skabe en klimastrategi der kan blive ramt af uheld og ændret i tide.
Undersøges komplekse sammenhænge, eller fastholdes snævre genstandsfelter?
I forbindelse med dette spørgsmål efterlyser Beck oprettelsen af ”rangerbanegårde”, der kan
sammenkæde diverse specialiserede vidensområder under ét, for at kunne undersøge og forsøge at
løse problematikker i et større perspektiv (Beck, 1997: 296). Umiddelbart lyder det som en meget
rammende figurativ beskrivelse af IPCC og det arbejde de laver. Samlet set er serien af Assessment
Reports udført for at få et overblik over, hvad forskere med forskellige specialer i klimarelevante
områder finder frem til, og på den baggrund skabe nogle anbefalinger. Langt hen ad vejen er IPCCs
rolle i klimadebatten altså vigtig for at klimavidenskaben kan efterleve det tredje krav som Beck
76
stiller til den nye videnskab, i og med at de netop sammenkæder den lange række af mere eller
mindre relaterede risici og bekymringer som emnet støder ind i.
En kritik der knytter sig til dette speciales måde at forstå problematikken på, er dog at det stadigvæk
langt fra er alle klimarelevante udsagn der bliver hørt. Udsagnene er stadig af den type og udsagt på
den måde, som den naturalistiske ontologi tillader dem. Udsagnene der forsvinder, er perspektiver
der kunne udfordre tidshorisonter og mål for klimavidenskaben, ligesom de måske kunne hjælpe til
at anskueliggøre risici som den samfundsmæssige interesse endnu ikke har øje for. Risici der, af
både ikke-forskende mennesker og ikke-mennesker, erfares i det levede liv, og som ikke bliver
udtrykt i faktuelle termer, får så at sige lov til at stå og vente på stationen, til de faktuelle udsagn er
rangeret færdigt og kommer rullende ind på perronen som færdige sammenhængende forklaringer.
Spørgsmål der ikke bliver stillet kunne være: Hvordan føles det at stige ombord? Hvem er der ikke
plads til? Hvem er kupéerne formet til at behage? Hvem bestemmer endestationen?
Samlet set får man ved at bruge Becks tre krav som spørgsmål til dokumenterne, syn for at den
refleksive videnskab stadig befinder sig i den første modernitet. Jo, videnskaben fremhæver sine
usikkerheder, identificerer årsagen og samler sig i større genstandsfelter, men den gør det mens den
forventer ufejlbarlighed, behandler symptomer og udelukker irrationelle udsagn. Den har altså taget
den refleksive videnskabs form, men dens indhold er stadig den samme som den simple videnskab
udtrykte.
4.2.4 Opsamling på analysedel II
De ovenstående overvejelser har som nævnt ikke præsenteret noget endegyldigt bevis for en
sammenhæng mellem naturalisme og teknisk tænkning, der kan overskride de teoretiske
argumenter. Jeg mener dog at have sandsynliggjort at denne sammenhæng findes, ved at påvise
markante overlap mellem de teoretiske påstande og de empiriske data. En sidste overvejelse jeg dog
kort vil berøre er den simple observation af hvad dokumenterne faktisk gør.
Som tidligere nævnt er det bemærkelsesværdigt den måde SPM argumenterer på, nemlig ved først
at præsentere de samlede resultater af de klimavidenskabelige observationer og fremskrivninger i
del 1 og 2, for dernæst at bevæge sig over i løsningsforslag. Modellen følger altså logikken fra
naturalistisk argumentation, til teknisk manipulation. Det forekommer mig logisk at antage, at hvis
en analyse af en problematik fokuserer på én type af karakteristika, i dette tilfælde de mål- og
manipulerbare materielle sandheder, vil de løsningsforslag der præsenteres også frem for alt
adressere disse karakteristika ved problemet.
De politiske dokumenter begrænser sig som sagt til at optage analysen fra klimavidenskaben i en
77
endnu simplere form end det er tilfældet i SPM. Her er det CO 2-udledningerne der er problemet, og
CO2-udledningen der skal begrænses vha. vedvarende energi.
Både på det teoretiske og på et common-sense plan fremstår det altså for mig som om at
løsningerne der præsenteres i dokumenterne i høj grad er betinget af analyserne. Yderligere synes
jeg at Becks tre krav til en ny videnskab er nogle meget troværdige minimalforudsætninger for at
kunne muliggøre en bevægelse væk fra den tekniske og formålsrationelle tænkning. Omvendt anser
jeg det ikke som synderligt troværdigt at disse skulle kunne efterleves, så længe udsynet er fra en
naturalisme der radikalt skelner mellem natur og samfund. En forståelse af de komplekse
sammenhænge der konstituerer et emne som klimaforandringerne lader sig ikke forstå, så længe
man mener at der findes to områder af virkeligheden, der må undersøges forskelligt.
Siden at jeg i mit problemfelt spurgte om hvorvidt en naturalistisk ontologi skaber grundlag for
formålsrationalitet, har jeg altså i analysedel I vist at begge tænkemåder er til stede i de udvalgte
argumenter, og i det ovenstående vist at der er en række argumenter for at antage at det faktisk er
tilfældet.
78
5. Diskussion
Efter at jeg i min analyse har påvist tilstedeværelsen af en naturalistisk ontologi og
formålsrationalitet i den del af klimadebatten som jeg har valgt at undersøge, og sandsynliggjort en
sammenhæng der imellem, er spørgsmålet der står tilbage, hvilke konsekvenser denne ontologi
fører med sig. Spørgsmålet kan nok svares på, på et utal af måder, afhængig af hvilke konsekvenser
man er interesseret i. Jeg vil dog fokusere på tre del-spørgsmål som jeg vil forsøge at svare på
igennem den følgende diskussion. Først vil jeg se på hvilke konsekvenser naturalismen kan siges at
have for vores forestillinger om demokratisk organisering, dernæst vil jeg se på hvilke
konsekvenser det har for muligheden for kritik, for tilsidst at undersøge konsekvenserne for den
fortsatte klimaindsats.
5.1 Naturalisme eller demokrati
Et af de særeste fænomener ved naturalismen og den moderne videnskab, er evnen til at gøre det
partikulære til noget alment, ved at se bort fra hvad det egentlig er, og i stedet undersøge hvad det
består af og hvad det har til fælles med et væld af forskellige andre partikulære ting. Denne centrale
evne, er det som Harman kalder overminering – evnen til at se bort fra hvad noget er som erfaret
objekt og fokusere på dets sammensætning i stedet. Gennem opgaven har jeg forsøgt at vise hvorfor
denne måde at dele verden op på ikke længere synes at være i harmoni med den verden vi oplever –
stadig flere aktører melder sig med udsagn, og stadig flere sammenhænge trænger sig på. Vores
viden retter sig ikke kun mod en stadig stigende produktion af risici, men også af nye fænomener og
ny viden i det hele taget. Det er, som tidligere beskrevet, blevet sværere at sætte grænser mellem
selv og anden, natur og samfund. For Latour er det ikke spor underligt at verden tager sig mere og
mere uoverskuelig ud, for i hans optik har vi aldrig gjort dét i praksis som naturalismen anleder os
til at gøre i teorien. I stedet har vi hele tiden indgået i netværk af aktører, mens vi har sorteret dem i
to kasser der bestemte deres status, og sagt at det var sådan verdenen faktisk så ud.
For Beck er det en anderledes ”ny” situation (ved Risikosamfundets udgivelse i 1986). For ham er
det ikke et spørgsmål om at de moderne samfund ikke har fulgt deres egne teoretiske forskrifter,
men derimod at de har fulgt dem så dygtigt, at der ikke længere er noget natur tilbage at beherske.
Ligegyldigt hvor man kigger hen, er der mennesker og samfund i en eller anden form. Alt er
inkluderet i samfundet, sandhed er ikke længere i ental, og der er ikke længere nogen kontrol over
naturen, uden samtidig kontrol over samfundet, og omvendt (Beck, 1997: 108f).
Spørgsmålet om hvorvidt den moderne forfatning aldrig har virket eller om den bare ikke virker
længere kan måske virke ligegyldig, for lige meget hvad må idéerne jo gentænkes. Men der er dog
79
en nuance som jeg ønsker at belyse. Hvis fraværet af et skel mellem natur og kultur er en ny
situation, fordi samfundet har internaliseret naturen i sådan en grad at skellet bliver meningsløst, så
betyder det, at det ikke var metoden som sådan der var problemet, men derimod blot at
genstandsfeltet har forandret sig. De tre krav Beck stiller til den nye videnskab, supplerer i det store
hele udmærket de forandringsforslag som Latour præsenterer i Politics of Nature, men fordi Beck
ikke udfordrer den grundlæggende metodologiske præmis for moderniteten, men kun dens
tidsvarenhed, forbliver rummet lukket for de udsagn som fx Kohn forsøger at drage ind, hvilket fx
kommer til udtryk når han argumenterer for ”cosmopolitan egoism”, som et nyt ideal for ”the selfinterest of humanity” (Beck, 2014). Latour, som Kohn ellers kritiserer for at være for logocentrisk,
har trods det ikke den samme svaghed, fordi han mener at verden aldrig har kunne gøres op i natur
og kultur. I Becks forestilling forbliver den nye og komplekse situation af kampe mellem lige sande
udsagn inden for rammerne af de samfundsmæssige og naturvidenskabelige bekymringers horisont,
netop fordi den nye situation ikke er en omvæltning der inkluderer nye aktører, men kun nye
sammensmeltninger, eller som Latour udtrykker det ”There is no cosmos in his cosmopolitanism”
(Latour, 2004b: 456), mens Latour selv derimod åbner rammerne, eller hele tiden har haft dem
åbne, for at udsagn kan komme hvor som helst fra, og eksplicit gør det for tænkningen som Kohn
påpeger (Latour, 2014: 305f).
For at kunne indtage den spekulative realismes position og Kohns begreb om simiosis, er det altså
nødvendigt at følge Latour, og sige at vi aldrig har været moderne – vi har bare været dygtige til at
lades som om.
Alligevel har både Latour og Beck fat i noget, når de siger at det bliver stadig mere tydeligt at
natur-kultur skellet ikke kan blive ved med at holde stand. Aktørerne er mangedoblet og
sammenhængene er blevet tydeligere og skellene vage.
Beskrivelserne af situationen vi befinder os i, rammer præcist ned i den ontologi som Descola
kalder analogisme – en verden hvor alt er partikulært. Hvor naturalismen lader os tænke vores indre
som forskelligt og det fysiske som ens, lader analogismen os tænke alting som forskelligt. Der er
sammenhænge og ligheder, men de kan ikke universaliseres, og må løbende konstrueres:
[Singularities] are certainly all intrinsically different, but it is possible, indeed
necessary, to detect points that they share in common. This is where the paradox of
analogism lies: it postulates a difference of principle between different terms that in other
ways resemble each other. However, the paths that analogy may follow are numerous, so
numerous that it is always possible to find several possible avenues or chains of
correspondence that link two entities.” (Descola, 2013: 238)
80
Ligesom Latour og Beck og Morton siger det, er den nye tids udfordring at være i stand til
kontinuerligt at genforhandle hierarkiseringerne i den komplekse sammenblanding af udsagn.
Problemet, som det er nu, er at vi tillader den moderne forfatning at lave hierarkierne for os. Vi
tager stadig, som det udtrykkes i KL, hensyn til ” videnskabens anbefalinger om den nødvendige
klimaindsats” (KL §2 stk. 4: 1). Problemet i den sammenhæng er altså ikke at vi tager hensyn til
videnskabens anbefalinger, men derimod at vi opfatter disse som nødvendige. Problemet er nemlig,
at analogismen, som nævnt tidligere, er en ontologi, hvori kollektiver kan blive særligt forfaldne til
at organisere sig ud fra en autoritær holistisk forklaringsramme. Den kræver en målestok at
strukturere mening ud fra. Der er denne fare for en ready-made holistisk hierarkisering som Latour
forsøger at komme i forkøbet, når han skriver:
”By refusing to engage in [political ecology], we would be accepting the strangest of all
possible distributions: the speaking subject could see himself silenced at any moment by a
more authoritarian speech that would never appear as such, since it would remain
indisputable and no one could cut it off. By defending the rights of the human subject to
speak and to be the sole speaker, one does not establish democracy; one makes it
increasingly more impracticable every day” (Latour, 2004a: 69)
For at undgå denne grøft må en moderne økologisk analogisme forsøge at gøre som Latour og
Morton opfordrer til, og løbende og konstant lade kollektivets hierarkiseringer være genstand for
forståelsesorienteret forhandling og genforhandling. Med det simiotiske perspektiv som Kohn
introducerer bliver dette i videste grad åbnet op for, i og med at en egentlig økologisk position må
have øjnene åbne for den ikke-sproglige formidling af verden og dens forbundethed når
hierarkiseringen (for et øjeblik) sedimenteres. Som Harman udtrykker det, med noget der kunne
være Kohns ord”[N]o philosophy does justice to the world unless it treats all realations as equally
relations, which means as equally translations or distortions.” (Harman, 2010: 46).
Lykkes det ikke at skabe en overbevisende overgang fra en naturalistisk ontologi til en analogistisk,
bliver vi ved med at hierarkisere på samme måde – og lader derved formålsrationaliteten sætte sig
endnu tungere på magten til at hierarkisere udsagn end det synes at være tilfældet nu. I forhold til et
ideal om demokrati risikerer dette at udvikle sig til et ”no-mans rule”, en totalitarisme der ikke er
kontrolleret af ”nogen”, men hvor teknikken og videnskaben som ideologi i sig selv er det styrende,
uden at have et politisk subjekt og derfor ingen at drage til ansvar (Beck, 1995: 93). At der ikke er
nogen at drage til ansvar er dog ikke kun tilfældet, hvis man lader videnskaben hierarkisere
81
ufortrødent, men vil også være tilstanden i en indrømmet analogistisk situation. På grund af de tætte
sammenhænge i netværket, vil ansvaret oftest være kollektivt, i stedet for at det er ”nogens” ansvar
er det alles, og derfor ingens i særdeleshed (Beck, 1995: 93).
5.2 Simiosis som kritik
For at efterleve en forventning om at kunne genforhandle de hierarkier der skabes i en analogisk
virkelighed er det nødvendigt at der er mulighed for kritik af de gældende hierarkier. Habermas'
ideal om det bedste argument tvangsfrie tvang, er et som jeg mener må være endnu mere
nødvendigt i en situation hvor sandhed kommer i flertal. Det som jeg vil diskutere i dette afsnit, er
derfor om naturalismen har konsekvenser for kritikken af hierarkierne, på baggrund af Habermas'
model. Min bekymring er at det tunge fokus på det sproglige niveau som den emancipatoriske
tænkning benytter sig af, lukker af for muligheden for at udøve egentlig kritik.
Som afsæt vil jeg fokusere på hvordan Habermas kritiserer forestillingen om den vilde tankes
anvendelighed. Habermas støtter sig op af Lévi-Strauss' beskrivelser af den vilde tankes animisme,
til fx at sige at den ikke kan bero på tænkningens rene principper, men i stedet er en afledt
konsekvens af at der må skabes myter for at håndtere den ”naturens tvang” som man ikke evner at
håndtere pga. manglende produktivkræfter. I denne optik bliver animismens ”sjæle” gjort højere
hierarkiserede end menneskenes egne, og forklarer derfor menneskenes skæbne. Yderligere kalder
han dette en analog tænkning, og siger at natur og kultur bliver gjort til en enhed og befinder sig på
det samme plan (Habermas, 2004: 78f).
Problemet med dette er at Lévi-Strauss sammenblander ontologier i sine beskrivelser, hvilket bliver
til en praksis som Habermas overtager. Descola bruger meget tid på at påvise hvordan Lévi-Strauss'
analyser, bunder i at hans afsæt er fra naturalismen i udgangspunktet (Descola, 2013: 75).
Analyserne han laver er altså forsøg på at forklare hvordan forskellige kulturer strukturerer deres
praksisser, med den grundlæggende antagelse, at de er forsøg på at håndtere natur-kultur dualismen
efter bedste evne. Descola mener derfor at antropologien er havnet i en metodisk blindgyde, der
reducerer de ”vilde” ontologiers egentlige betydning:
”[Anthropology] is thus founded on the belief that all societies constitute compromises
between Nature and Culture and that its task is to examine the many singular expressions of
this compromise and, if possible, to try to discover the rules of their formation and
destruction.” (Ibid.: 78)
Det er tydeligt, at når Habermas' beskriver animismen som en konsekvens af manglende
82
produktivkræfter, gentager han denne antagelse, og forsøger at forklare én ontologis utilstrækkelighed, ved at vise hvordan den ikke passer på en andens resultater. Descola påviser yderligere
hvordan Natur og Kultur i animismen som grundmodel, ikke ”bliver projiceret på det samme plan”
(Habermas, 2004: 79), men derimod skelner omvendt end naturalismen, ved at gøre det indre ens og
fysikaliteten forskellig.
I analogismen er dette dog omvendt tilfældet. Her bliver natur og kultur faktisk sammenblandet til
ugenkendelighed som i Mortons mesh. Hos Habermas bliver disse to markant forskellige ontologier
i stedet blandet sammen, og kritiseret som utilstrækkelige i forhold til naturalismen. Ud fra dette
konkluderer han så at:
[Der] fremtræder på den ene side en humaniseret natur, der er udstyret med
antropomorfe
træk,
og
som
er
inddraget
i
de
samfundsmæssige
subjekters
kommunikationssæt, og på den anden side fremtræder en kultur, som på en eller anden måde
bliver lanceret som naturaliseret og tingsliggjort i den objektive virkningssammenhæng.”
(Ibid.: 79f)
Problemet for ham bliver, at der i animismen ikke er nogen tingsliggørelse, og i analogismen ikke er
noget der er antropomorft. Den humaniserede natur med antropomorfe træk er udpræget et
karaktertræk ved animismen, men for den er naturen samtidig en sekundær størrelse, der ikke kan
determinere eller tingsliggøre virkningssammenhænge. For analogismen er det vi finder i ”de
andre” ikke menneskelignende, men Mortons ”strange strangers” (Morton, 2010: 38), hvis lighed
der er om at finde og forstå.
Konsekvensen af Habermas' sammenblanding og insisteren på naturalismen, bliver at han ser
opdelingen mellem Natur og Kultur som forudsætning for at kunne handle rationelt, og for en
kommunikativ handlen i form af sprog som sådan (Habermas, 2004: 82) Gyldighedskritierierne han
opstiller som nødvendige for en rationel kommunikation, ”præsupponerer”, som han udtrykker det,
en ”For alle mulige iagtagere identisk hhv. for de der tilhører den intersubjektivt delte verden i
abstrakt form, dvs. en verden der er løst fra alt bestemt indhold.” (Ibid.: 83). Det sproglige er altså
helt og aldeles renset fra det empiriske, og muligheden for at få foden indenfor i den intersubjektive
delte verden er derfor på forhånd lukket for ikke-sproglige ting. Men som Kohn viser, er de tegn og
fortolkningsudvekslinger som andre livsformer udøver, bestemt ikke sproglige, men det forhindrer
dem ikke i at være forståelsesorienterede, propositionelt sande, normativt rigtige eller ekspressivt
sandfærdige, som Habermas' gyldighedskriterier lyder. Kun fordi den vilde tænkning (mimesis)
bliver en sammenblanding af animismen og analogismen bliver det nødvendigt at rense det
83
kommunikative fra det empiriske, måden vi taler på fra det vi taler om, fordi de naturaliserede og
tingsliggjorte virkningssammenhænge ellers bliver tildelt kommunikativt magt. Hos Kohn bliver det
tydeligt
at
tegnudvekslingen,
simiosis,
slet
ikke
har
karakter
af
den
tingsliggjorte
virkningssammenhæng, men i stedet åbner for et kommunikativt rum, hvori ikke-sproglige udsagn
godt kan kritiseres ud fra Habermas' gyldighedskrav. Lige så vel som sproglige udsagn kan
kritiseres og forhandles, er det også Kohns mening at lade de ikke symbolske udsagn indgå i et rum
for diplomati og demokratisk forhandling (Kohn, 2014: 283) Spørgsmålet er ikke hvordan vi bedst
muligt udelukker disse udsagn fra den kommunikative handlen og den intersubjektivt delte verden,
men i stedet hvordan vi lærer at forstå tegnenes kommunikation, således at de meningsfuldt kan
blive inkluderet i forhandlingerne om vores økologiske fremtid (Ibid,: 280).
Formålet med denne diskussion af Habermas' normative teori, er at jeg finder den at være det bedst
formulerede kritiske værktøj der kan findes til den nye situation. Hverken Latour, der ønsker at
”moralister” skal bringe udsagn til efterprøvning, og politikere skal prioritere dem (Latour, 2004a:
162f), eller Becks kosmopolitanske realisme, der skal forstås som en både/og indstilling mellem
universalisme og relativisme (Beck, 2004: 438), er synderligt effektive eller præcise til at sætte
rammer og betingelser for en rationel og emancipatorisk hierarkisering. I stedet bliver det en ad
hoc-prioritering, der lader analogismens totalitære sider blive tiltrækkende, når mængden af udsagn
bliver for overvældende og sammenhængene for komplekse. Habermas' rettesnor skaber derimod et
emancipatorisk potentiale for kritik, men først skal det løsrives fra dets ensidige fokus på sproglig
kommunikation, og fra overbevisningen om mononaturens sandhed i ental, for at kollektivet ikke
fra starten af bliver dikteret af naturalismens formålsrationelle autoritet.
5.3 Hvad med klimaet?
De to ovenstående diskussioner indeholder i sig selv nogle potentielle konsekvenser ved at holde
fast i naturalismen, men spørgsmålet er hvilken rolle klimaforandringerne spiller, og hvilke
specifikke konsekvenser for disse, naturalismen bringer med sig. Mit udgangspunkt i klimadebatten,
skyldes at det for øjeblikket er her den store konfrontation står mellem natur og kultur, og derfor
også her at der er mest synlige konsekvenser ved at holde fast i denne skelnen. Jeg mener at have
redegjort for hvilke problematikker ift formålsrationalitet, klimadebattens fortsatte fundering i
naturalismens kan medføre, nemlig at klimaindsatsen bliver styret efter økonomiske og tekniske
hensyn, og at dette potentielt kan udvide den kolonialisering af livsverdenen som Habermas
kritiserer. Så længe der er en autoritær analogisme, forklædt som naturalisme, vil klimaindsatsen
efter alt at dømme i stigende grad tage form af det der populært bliver kaldt øko-fascisme. Det vil
blive de stadig mere ”nødvendige” tiltag der bliver indført, og det vil blive stadig mere
84
”nødvendigt” at rette sig efter de anbefalinger som naturvidenskaben foreskriver. Dette er
selvfølgelig forudsat at indsatsen faktisk bliver gjort. Normalt er øko-fascisme dog ikke bundet til
økonomiske målsætninger, men som de kommer til udtryk i KL, KR og SPM, ser jeg ingen grund til
at sige, at det ikke netop er dette sammenspil der peger henimod det totalitære ”no-mans rule”.
En anden konsekvens der er mere nutidig, har den britiske sociolog Phil Macnaghtern påvist, i et
forsøg på at undersøge diskrepansen mellem folks økologiske bevidsthed og deres økologiske
engagement. Bundet til idéen om den refleksive modernitet, argumenterer han på baggrund af en
række fokusgruppeinterview for, at problemet består i at henvisningen til de farer der truer den
'globale natur' eller et 'globalt miljø' får os til at blive bekymrede, men samtidig distancerer os ind i
en passivitet, da vi ikke oplever at kunne gøre noget. Problemet bliver for stort til at håndtere, når
det bliver objektiveret som globale klimaforandringer (Macnaghten, 2003: 79).
For at mobilisere engagement, skal problemerne have kontakt til vores levede verden, hvori vi kan
opleve problemer som faktisk får os til at handle. Jo mindre abstrakt skaden virker, des mere
konkret handlen kan man tage (Ibid: 68). Når det i stedet er ”naturen” der lider under ”samfundets”
ageren, forsvinder den personlige sammenhæng med nærmiljøet. Den universaliserede natur,
fravrister os noget af vores evne til at give os i kast med de partikulære hændelser vi erfarer at
kunne påvirke. Han fremhæver et citat Micheal Jacobs fra The Fabian Society, hvor det konstateres
at:
”Environmental literature tends to start with an analysis of present and predicted
environmental degradation; but the next move is nearly always to a normative – that is to
say, value-based – description of what the world should instead be like. ” (Ibid.: 66)
Selvom SPM foreslår konkrete politikker, virker denne beskrivelse meget rammende på dokumentet
i øvrigt. De konkrete politikker der fremhæves i SPM er derudover alle sammen ”modtagerløse”.
De fremhæver ikke hvem der skal gøre hvad, de er ukonkrete udover deres anbefaling af en generel
implementering af carboneffektive energi-teknologier. De er målrettet et abstrakt verdenssamfund af
politikere. Med en abstrakt global enhed som klimaforandringerne, bliver den enkeltes
miljøbevidsthed altså til en byrde, der helst skal undgås at blive konfronteret, for at kunne holde
humøret ved lige, frem for et potentiale for handling. Latours pointe er den samme, når han
fremhæver den politiske økologis aktivisme (og ikke dens teori). De ”grønne” bevægelser tager fat,
der hvor de kan, og forsøger at få konkrete ændringer på en lokal skala, og lader sig ikke slå ud af at
det blot er en dråbe i havet.
I en artikel der kan siges at beskæftige sig med det samme på en anden måde, viser antropologen
Tuck-Po Lye med udgangspunkt i den ”primitive” Betak befolkning i Malaysia, værdien i de lokale
85
erfaringer og konserveringsmodeller overfor de videnskabeligt globale. Ligesom Descola
fremhæver det for Achuarerne, viser hun at Betak befolkningen ikke har noget ord for natur hhv.
kultur, men at de ser det som udstrækninger af hinanden (Lye, 2005: 97). Hun påviser også hvordan
den menneskelige involvering i deres nærmiljø ikke er en a priori destruktiv handling, men derimod
med god mening kan siges at være positiv. Gentagne gange fremhæver hun det hun kalder en
ontology of conservation – at man, i stedet for den tekniske beskyttelse, må overveje at situere hele
sin livsverden i det direkte forhold til sin omverden, og derved indtænke økologien i sin handlen, og
ikke efter eller ved siden af (Ibid.:111) . Relationerne mellem menneske og natur er konstante og
kan ikke vælges til og fra. Der er ikke tipping points, men kontinuerlig bevidsthed. Det er dog også
en pointe at Betak befolkningens udsyn ikke bare er noget alle bør efterligne, men snarere at deres
grundlæggende intellektuelle metode er det centrale, at spørge til ens eget miljø, og dets krav (Ibid.:
103f).
Kritikken rammer af flere omgange de dokumenter jeg har kigget på, hvor der er et udtalt
beskyttelsesideal. Dertil bliver inklusionen af ”indigenous knowledge and technologies” som SPM
en håndfuld gange opfordrer til, en smule vag, når deres syn bliver slået sammen med
”traditionelle” og ”lokale”, og derved synes at stå langt nede i en sammenhæng om globale
klimaproblemer. Det er klart, at hvis man ønsker at tage den lokale handlen alvorligt, er det fint at
opfordre til respekt for de lokale kultures viden, men det som Lye viser, er at de i praksis bliver
”respekteret”, ud fra en naturbeskyttelseslogik, der trækker grænserne på helt andre måder, og som
derfor indoptager de lokale i deres naturbegreb – således bliver Betak befolkningen selv
repræsenteret som quasi-zoologiske fænomener af den Malaysiske majoritet (Ibid.: 96f).
Opfordringen nærmer sig i praksis til opfordringerne om at beskytte økosystemerne, fordi de har
ressourcer som det etablerede samfund har behov for. Tilsvarende viser sociologen Anders Blok,
hvordan IPCCs succes med at konstruere forestillingen om ”globale” klimaforandringer (Miller,
2004: 55), giver forrang til en global struktur, hvori det lokale bare er en mindre gentagelse af de
samme udfordringer (Blok, 2010: 909). I stedet kunne man forestille sig at det lokale stod som det
specifikke, der i myriaden af relationer og effekter, konstruerede det globale klima som en
forskelligartet størrelse, der ikke består af mange ens (mononaturlige) klimaer. Dette skifte i fokus
kunne videre bidrage til at miljøtiltags kunne indgå i et meningsfuld samspil med lokale erfaringer
og nødvendigheder, frem for centralt definerede praksisser for bæredygtig udvikling, der har lille
eller ingen sammenhæng med de lokale behov og udfordringer (Hajer & Fischer, 1999: 9).
Skiftet i indstilling til vores plads i verden er også et spørgsmål om ikke kun at se på menneskelige
aktiviteter som noget negativt. Nogle økologer ønsker, i stedet for at fokusere på mennesket som en
altid ødelæggende faktor i de naturlige kredsløb, at flytte fokus hen imod de positive påvirkninger
86
mennesket har på deres omgivelser. De argumenterer for at det er håbløst at opretholde dikotomien,
i og med at ”naturen” pludselig står og mangler et element i sit kredsløb, nemlig mennesket. Becks
udsagn om at alt natur er blevet optaget i samfundet, fordi der ikke længere findes ”samfundsfri”
natur, siger mere om hans forestilling om en mystisk menneskefri natur, end det siger om
virkeligheden (Cronon, 1996: 19). Fokus bør i stedet flyttes til at se på hvilke sociale og kulturelle
processer (lokale som globale) der faktisk er med til at bevare og udvikle økosystemerne, og ved at
fokusere på disse, forsøge at gøre dem til vores mere fremherskende karaktertræk, frem for de
påviseligt destruktive. Det er et alternativ til den rent tekniske tænkning, der forsøger at putte
vægten over på det opbyggelige ved mennesket, frem for at mindske dets destruktivitet i stedet
(Dove et al, 2005: 7).
De sidste konsekvenser jeg vil komme ind på, vil jeg blot hurtigt nævne, da de allerede har været
behandlet. Symptombehandling og formålsrationalitet i form af ufleksibilitet i løsningsmodellerne,
samt den meget lille margen for fejl, er alle sammen forbundne størrelser, der samlet set sætter de
analyserede dokumenter i et uheldigt lys. Så længe klimapolitikken og -videnskaben tager sit afsæt i
en tænkning der ikke håndterer disse problemer, bliver det tydeligt at der er brug for kritik. Samlet
set forudsætter disse problematiske metoder, en stabilitet i fremtiden som der ikke er meget der
tyder på vil fortsætte – andet end den vedholdende insisteren på at den vil være der.
”Stability […] is due, not to an unlikely absence of movement, but to a suppression of
movement or, more precisely, to the obstacles placed in the way of its normal course by
mechanisms that inhibit its immediate consequences. One of those obstacles, possibly the
most common of them, lies in the difficulty of extending the field of certain relations to
include new objects, thereby encourage them to change in status in order to conform to the
expected charectaristics of the class of existing beings to which those relations originally
applied.” (Descola, 2013: 388).
Den stabilitet som Descola omtaler her, er altså ikke en stabilitet ved verden, men ved måden
hvorpå vi tænker verden. Jo længere denne stabilitet bliver strukket, desto længere ud i fremtiden
forventes en materiel stabilitet, og, som SPM selv påpeger, desto længere vi kommer ud i fremtiden,
desto større bliver konsekvenserne af og indsatserne mod klimaforandringerne.
87
6. Konklusion
Gennem specialet har jeg forsøgt at spore en specifik ontologis betydning for klimadebatten, nemlig
naturalismens. Jeg har belyst dette ved at prøve at finde et svar på en problemformulering der
lyder:
Hvordan kommer naturalismen til udtryk i klimadebatten, og hvilke konsekvenser har det for
kollektivet og dets aktører, hvis den foretages på dette ontologiske grundlag?
Med afsæt i dette spørgsmål har jeg undersøgt opdelingen af aktører og deres måder at agere på i to
politiske dokumenter og et videnskabeligt dokument, der alle har vist klare tegn på at have deres
ontologiske udsyn dybt forankret i naturalismens opdeling mellem menneskers subjektivitet og
naturens objektivitet.
Alle dokumenternes fulgte de teoretiske beskrivelser af hvordan man kunne forvente at en
naturalistisk tænkning ville opdele aktører i praksis. Yderligere var den formålsrationelle tænkning
også i udpræget grad til stede i alle dokumenterne, der, udover at fokusere ensidigt på tekniske
løsningsmodeller, lod forestillingen om den grønne vækst være den centrale og determinerende
variabel for hvordan klimaforandringerne skal imødekommes.
Sammenhængen mellem formålsrationaliteten og naturalismen som ontologi mener jeg man bør
opfatte som en etableret sandhed, selvom det ikke lykkedes mig at pege på en ”smoking gun”. Jeg
tror næppe at denne ville kunne findes, da det netop må være opgaven for undersøgelser som denne
at etablere den kobling, som der opereres med på et selvfølgeligt plan. Det er netop et resultat af
undersøgelsen at naturalismen overhovedet ikke blev udfordret af andre diskurser, og det virker
derfor ligefor at sige at opdelingen mellem samfund og natur, trods omfattende teoretisk arbejde, fra
blandt andre de i specialet fremhævede teoretikere, stadigvæk synes at være en sedimenteret
sandhed.
Når selv en sociolog som Ulrich Beck, der har viet en stor del af sit arbejde til økologiske
problematikker, og ligefrem skriver at opdelingen mellem samfund og natur hører et andet
århundrede til (Beck,1997: 110), alligevel viser klare tegn på naturalistisk tænkning, virker det som
om at der endnu er lang vej for en egentlig økologiske modernitet – eller økologisk analogisme.
Konsekvenserne af disse fund i teksterne er, som jeg har diskuteret i det foregående, mange og
forbundne. Frem for alt udfordrer den tekniske tilgang til klimaproblematikken centrale idéer om
demokrati og medbestemmelse, hvis de videnskabelige resultaters nødvendighed ikke bliver prøvet
88
og holdt op imod andre udsagn. Risikoen for at den enkelte borgers engagement, bliver en
tvangssag, af hensyn til et ”globalt miljø” som hun aldrig har erfaret, står i dyb modstrid til et ideal
om en kollektiv handlen mod klimaforandringerne, med medbestemmelsesret for både befolkninger
og øvrige aktører.
Et spørgsmål jeg må stille til sidst er relevansen af de resultater jeg har fundet frem til. Hvad
betyder det at man kan påvise en dominerende naturalisme i tre dokumenter, i forhold til den store
samlede klimadebat? Og er klimadebatten overhovedet mulig at tale om i ental?
Først og fremmest er det klart at klimaforandringerne bliver diskuteret på mange måder, mange
steder, og med mange forskellige ontologiske grundlag – se bare på Latour, der jo også er aktiv i
”klimadebatten”. De dokumenter jeg har undersøgt, har jeg valgt for at få et kig ind i det område af
klimadebatten hvor beslutningstagerne sidder, og der hvor de lytter. Det er blevet slået fast af mange
omgange, også tidligere i denne tekst, at IPCCs rapporter er en monolit i klimavidenskaben, og både
fungerer som central aktør ift. at bestemme målsætninger og videnskabelige kinds (fx af Miller,
2004, 2007, Blok, 2013). De danske politiske dokumenter har selvfølgelig en hel anden betydning
for den politiske del af klimadebatten. Der er ingen tvivl om at Danmark er (og gerne vil ses som)
en frontløber i forhold til klima-afbødning og grønne teknologier, men vi er stadig, storpolitisk, en
lille spiller. Alligevel ser jeg resultaterne som relevante. Alle tre flugter resultaterne fra analysen af
diskursen i dokumenterne bemærkelsesværdigt med den diskurs i den internationale klimadebat
som politologerne John Dryzek og Hayley Stephenson har døbt Mainstream Sustainability
(Stevenson & Dryzek 2012: 196). Denne diskurs, der vægter BNP, grøn vækst, markedsmekanismer
og win/win omstilling med få konsekvenser er dominerende ved de internationale topmøder hvor
man kan forvente virksomheds og statsledere, mens de mere ukonventionelle diskurser, der
opfordrer til samfundsmæssig omstilling og nytænkning, bliver overrepræsenteret ved alternative
klimakonferencer (Ibid.: 202). Der er altså flere diskursive enklaver og ingen nodal-diskurs – derfor
er der heller ikke én klimadebat. Ikke desto mindre er de determinerende fora, hvori retningslinierne
for de internationale klimaindsatser bliver sat, knyttet til de nationalstatslige initiativer og
beslutningstagere, og resultaterne har indtil videre været helt i tråd med denne mainstream
sustainability.
En indvending man kunne have imod påstanden om at det moderne samfunds ontologi i stigende
grad bevæger sig over i en analogisme, uagtet at den stadig lades som om den er naturalistisk,
kunne være at det virker som en urealistisk måde at forestille sig et højteknologisk og oplyst
samfunds tænke på og organisere sig efter. Pointen er dog, at analogismen ifølge Descola, har været
den etablerede fortolkningsramme i nogle af historiens største og mest komplekse samfund – både i
vesten til og med renæssancen, hvor det faste hierarki etableredes i Gud, og i konfucianismens Kina
89
(Descola, 2013: 205ff). Det højteknologiske og oplyste, burde, ud fra denne fortolkningsramme,
mere end at være et argument imod et skifte i ontologien, ses som et argument for det, i og med at
kompleksiteten ved verden bliver mangedoblet, både pga. vores viden, og på grund af de nye
menneskeskabte sammenhænge, tilsigtede som utilsigtede.
Hvis man vender tilbage til Ejrnæs' anekdote om vindmølleaktivisterne fra Thy, kan man nu
forhåbentlig bedre se hvad der var galt. Både energiselskabet og aktivisterne tænkte på Naturen,
men hvor aktivisterne kun tænkte på at beskytte den, ud fra tilfældigt etablerede forestillinger om
træer som natur par excellence og energiselskaberne på den gode grønne energi og vækst, strakte
Ejrnæs sin viden til at kunne opfatte opsætningen af vindmøller som andet og mere end destruktiv,
og indtænke flere konkrete relationer i miljøet blandt livsformer, energiforsyning, klima og æstetik.
Fortolkningen er altså ikke ”rigtig” fordi den er videnskabelig, men fordi den tager afsæt i en viden
om mange relevante udsagn på én gang, og tager en informeret beslutning på denne baggrund –
derved kan den også kritiseres, netop fordi vægtningen af udsagn er eksplicit, og ikke én gang for
alle hierarkiseret.
90
7. Litteraturliste
Beck, U. (1995): Ecological Enlightenment – Essays on the Politics of the Risk Society
Humanities Press, New Jersey
Beck, U. (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet
Hans Reitzels Forlag
Beck, U (2004): The Truth of Others: A Cosmopolitan Approach, i Common Knowledge, Vol. 10,
no. 3, s. 430-449
Beck, U (2014): How Climate Change Might Change the World: Metamorphosis, Essay i Harvard
Design Magazine No. 39 – Wet Matter
harvarddesignmagazine.org
Blok, A (2010): Topologies of climate change: actor-network theory, relational-scaler analytics,
and carbon-market overflows, i Environment and Planning D: Society and Space, vol. 28, s.
896-912
Blok, A (2013): Experimenting on Climate Governmentality with Actor-Network Theory, i
Stripple, J & Bulkeley, H. (eds.) Governing the Climate - New Approaches to Rationality,
Power and Politics, s. 42 – 58
Cambridge University Press, Cambridge
Cronon, W (1996): The Trouble with Wilderness: Or, Getting back to the Wrong Nature, i
Environmental History, Vol. 1 no. 1, s. 7 - 28
Descola, P. (2014): Beyond Nature and Culture
The University of Chicago Press
Dove, M, Sajise, P & Doolittle, A (2005): The Problem of Conserving Nature ind Cultural
Landscapes, i Dove, Sajise & Doolittle (eds.) Conserving Nature in Culture – Case Studies
from Southeast Asia.
Monograph 54/Yale Southeast Asia Studies
91
Duedahl, P & Jacobsen, M H (2010): Introduktion til Dokumentanalyse
Syddansk Universitetsforlag
Dyrberg, TB, Hansen, AD, Torfing, J (2000): Metodiske overvejelser, i Dyrberg et al. (eds.)
Diskursteorien på arbejde, s 319 – 338
Roskilde Universitetsforlag
Ejrnæs, A (2014): Natur
Aarhus Universitetsforlag
Fairclough, F (2008): Kritisk diskursanalyse – En tekstsamling
Hans Reitzels Forlag
Fløttum, K og Dahl, T (2012): Different contexts, different ”stories”? - A linguistic comparison of
two development reports on climate change, i Language & Communication 32, s. 14 -23
Fløttum, K og Dahl, T (2014): IPCC communicative practices: A linguistic comparison of the
Summary for Policymakers 2007 and 2013, i LSP Journal, Vol.5, no. 2, s. 66-83
Fink, H (2012): Om menneskers natur og plads i naturen, i Filosofiske udspil, s. 9-29
Philosophia
Habermas, J (2004): Teorien om den kommunikative handlen
Aalborg Universitetsforlag
Habermas, J (2005): Teknik og videnskab som 'ideologi'
Det lille forlag
Hajer, M (1995): The Politics of Environmental Discourse – Ecological Modernization and the
Policy Process
Oxford University Press, Oxford
Hajer, M & Fischer, F (1999) Beyond Global Discourse: The Rediscovery of Culture in
Environment Politics, i Hajer, M & Fischer, F (eds.) Living with Nature, s. 1 – 20.
92
Oxford University Press, New York
Harman, G (2010) The Quadruple Object
Zero Books
Harman, G (2012): On the Mesh, the Strange Stranger, and Hyperobjects: Morton's Ecological
Ontology, i Tarp Architecture Manual, Spring 2012, s. 16 - 19
Hausman, C. R. (1993): Charles S. Peirce's Evolutionary Philosophy
Cambridge Univeristy Press, New York
Horkheimer, M. & Adorno, T. (1995): Oplysningens dialektik – filosofiske fragmenter
Gyldendal
Janks, H (1997): Critical Discourse Analysis as a Research Tool, i Discourse: Studies in the
Cultural Politics of Education, Vol. 18, no. 3
IPCC1 - http://ipcc.ch/organization/organization.shtml
IPCC2 – Principles governing IPCC work, dokument lokaliseret d. 29.3.2015 på
http://ipcc.ch/organization/organization_procedures.shtml
IPCC3 - http://ipcc.ch/working_groups/working_groups.shtml
IPCC4 – IPCC launches complete synthesis report, dokument lokaliseret d. 29.3.2015 på
ipcc.ch/news_and_events/docs/ar5/150318_SYR_final_publication_pr.pdf
Kohn, E (2013): How Forests think – Towards an anthropology beyond the human
University of California Press, London
Kohn, E (2014): Further thoughts on sylvan thinking, i HAU, Journal og ethnographic theroy, Vol.
4 no. 2 s. 275 -288
Latour, B (2004a): Politics of Nature – How to bring the sciences into Democracy
93
Harvard University Press, London
Latour, B (2004b): Whose Cosmos, which Cosmopolitics? Comments on the Peace Terms of Ulrich
Beck, i Common Knowledge, Vol. 10, no. 3, s. 450-462
Latour, B (2004c): Why Has Critique Run out of Steam? From Matters of Fact to Matters of
Concern, i Critical Inquiry - Special issue on the Future of Critique, 30:2, 225-248
Latour, B (2006): Vi har aldrig været moderne
Hans Reitzels Forlag
Latour, B (2014): Another way to compose the common world, i HAU: Journal of ethnographic
theory, Vol. 4, no. 1, s. 301 – 307
Lye, T (2005): Uneasy Bedfellows? Contrasting Models of Conservation in Peninsular Malaysia, i
Dove, Sajise & Doolittle (eds.) Conserving Nature in Culture – Case Studies from Southeast
Asia.
Monograph 54/Yale Southeast Asia Studies
Macnaghten, P. (2003), Embodying the environment in everyday life practices, i The Sociological
Review, 51: 63–84
Marcuse, H (1969): Det én-dimensionale menneske – En undersøgelse af det højtudviklede
industrisamfunds ideologi
Gyldendals Uglebøger
Miller, C (2004): Climate science and the making of global political order, i Jasanoff, S (ed.) States
of Knowledge – The co-production of science and social order, s. 46-66
Miller, C (2007): Democratization, International Knowledge Institutions, and Global Governance, i
Governance: An International Journal of Policy, Administration, and Institutions, Vol. 20,
no. 2, s. 325 – 357
Morton, T (2009): Ecology without nature – Rethinking Environmental Aestethics
94
Harvard University Press
Morton, T (2010): The ecological thought
Harvard University Press
Nølke, H (2011): Types of Discourse Entities in ScaPoLine, i (Pré)publications – forskning og
undervisning, no. 197, November 2011 s. 58 - 77
Nørager, T (1987): System og livsverden – Habermas' konstruktion af det moderne
Forlaget ANIS
Rapley, T (2008): Doing Conversation, Discourse and Document Analysis
Sage Publications, London
Stevenson, H. & Dryzek, J.S. (2012): The discursive democratisation of global climate governance,
i Environmental Politics, 21:2, 189-210
UNFCCC1 - http://unfccc.int/science/workstreams/cooperation_with_the_ipcc/items/8542.php
UNFCCC2 - http://unfccc.int/bodies/body/6399.php
UNFCCC3 - Report of the Conference of the Parties on its twentieth session, held in Lima from 1
to 14 December 2014. Addendum. Part two: Action taken by the Conference of the Parties
at its twentieth session. Dokumentet lokaliseret d. 29.3.2015 på
http://unfccc.int/meetings/lima_dec_2014/meeting/8141/php/view/reports.php
van Ypersele (2013): Towards the Fifth Assessment Report (AR5) of the IPCC, tale ved SBSTA 38
Research Dialogue, Bonn, June 2013 (kan ses på:
http://unfccc4.meta-fusion.com/kongresse/sb38/templ/play.php?id_kongresssession=6447&theme )
95
Bilag 1
Regeringens klima- og
Bilag 1.1 Aktører i Klimapolitisk Redegørelse energimålsætninger
2011
Fossilt uafhængige samfund
(Sorteret kronologisk)
Aktørklasser:
P
V
P
V
Udspillet
T
V
De tre grundprincipper
P
V
Regeringen
M H
M = Mennesker
T = Teknologier/teknikker Dansk Klimapolitik
Danmark
P = Mål
S = Scenarier
B = Begreb
O = Objekter
Aktørladninger:
F = Fakta
V = Værdi
H = Handling
Danmark
M H
T
F
M H
Internationale forpligtelser
T
F
Drivhusgasser
O
F
Danmark
M V
Uafhængigt af fossile brændsler
P
V
Klimaindsats
T
V
En holdbar økonomisk politik
T
V
Omstillingen af det danske samfund P
V
Samfundsøkonomiske omkostninger B
V
Konkurrenceevne
B
V
Beskæftigelse
B
V
Uafhængighed af fossile brændsler i P
2050
V
Dansk klima- og energipolitik
T
V
Fossil uafhængigheden
P
V
Regeringen
M H
Danske Klimamålsætninger i 2050
P
V
Energistrategi 2050
T
F
Mål i 2050
P
-
Et fossiluafhængigt samfund
P
V
Regeringen
M H
2050
O
-
Danmark
M F
Strategien
T
V
P
Regeringens
M H
Uafhængig af fossile brændstoffer i
2050
Klimakommissionens anbefalinger
T
V
Danmark
M H
Energistrategi 2050
T
V
EU's mål
P
V
Uafhængighed af fossile brændsler
P
V
Drivhusgasudledninger
O
F
Danmark
M H
Den globale opvarmning
O
F
Forsyningssikkerhed
P
Max. 2 grader
P
V
Danmark
M H
FN's klimamøder
T
F
Global opvarmning
O
Omstilling
T
V
Danmark
M H
Fossil uafhængighed i 2050
P
V
Grøn vækst
P
V
Danmarks udledninger af
drivhusgasser
O
V
Beskæftigelse
B
V
Udfasningen af fossile brændsler
P
V
Energistrategi 2050
T
F
Energisektoren
T
V
En række initiativer
T
F
Transportsektoren
T
V
V
F
[SIDE 2]
V
En fortsat indsats
T
F
De ikke-kvotebelagte sektorer
T
F
Energisektoren
T
F
Transport
T
F
Transportsektoren
T
F
Landbrug
T
F
Det langsigtede mål
P
V
Husholdninger
T
F
Teknologiudvikling
T
V
Erhverv
T
F
Nye virkemidler
T
V
Affald
T
F
Danmarks Drivhusgasudledning
O
F
T
V
Kulstofslagring
O
F
Årligt bindende målsætninger i
perioden 2013-2020
Landbrug
T
F/V
De enkelte delmål
P
V
CO2 fra fossile brændsler
O
F/V
En fast rate
T
F
Langsigtede reduktioner
P
V
Startniveauet i 2013
O
F
Danmark
M H
Den endelige målsætning i 2020
P
V
EU's mål
P
Reduktionssti
T
V
DER
M F
De årlige delmål
P
V
EU's klimagasser
O
F
Byrdefordeling
T
V
I-landenes samlede indsats
T
V
EU's lande
M H
Udledningerne
O
F
EU
M H
Klimaforandringerne
O
F
En eventuel overopfyldelse
T
F
FN's Klimapanels (IPCC) 2-grader
scenarium
P
V
Energistyrelsens basisfremskrivning T
for 2011
V
Fortsat indsats
T
V
O
F
Reduktioner i landbruget
T
V
De samlede akkumulerede
udledninger over perioden 20132020
(reduktioner i) affaldssektoren
T
V
Sidste års vurdering
T
V
(reduktioner i)industrielle processer T
V
Dette fald
O
F
Udledninger af lattergas
O
F
Effekten af den økonomiske krise
O
V
(udledninger af) metan
O
F
Udledningen
O
F
(udledninger af) F-gasser
O
F
Alle sektorer
T
F
De danske drivhusgasudledninger
O
F
Reviderede data- og
beregningsmetoder
T
F
Danmarks klimamålsætninger fra
2013 til 2020
P
V
DMU's opgørelser
T
F
Andre emissioner fra landbruget
O
V
Mål i 2013-2020
P
CO2
O
F
Danmark
M H
Fremskrivningen
T
V
EU's klima- og energipakke
T
En betydelige usikkerhed
T
V
EU
M F
F
Reducere drivhusgasemissionerne i
de ikke-kvotebelagte sektorer med
20%
P
En periode med betydelige udsving i B
den årlige vækst
Økonomiske krise
B
F
Den samlede manko
O
V
V
[SIDE 3]
V
F
F
Basisfremskrivningen
T
F
Overopfyldelse
O
F
9½ mio. ton (CO2) for perioden
2013-2020
O
F
Overopfyldelse
O
F
De årlige reduktionsmål
P
V
Overopfyldelse
T
F
Overopfyldelse
O
V
Initiativerne i Regeringens
Energistrategi 2050
T
F
Videre planlægning
T
F
Manko
O
F
Sikkerhedsbuffer
T
F
4-5 mio. ton CO2-ækvivalent i
perioden 2013-2020
O
F
Reduktionsforpligtelsen
T
F
Initiativerne i Energistrategi 2050
T
F
1,5 mio ton CO2-ækvivalent
O
F
Tidligere initiativer
T
F
Den største effekt
O
F
Energiaftalen 2008-2012
T
F
Øget indsats for
energieffektivisering
T
F
Regeringens bygningsstrategi
T
F
Aftale om en Grøn Transportpolitik
T
F
Omlægning af individuel
opvarmning
T
F
Grøn Vækst aftalerne
T
F
Olie
O
F
En væsentlig drivhusgasreduktion
O
V
Gas
O
F
(tiltag i aftale) Grøn Vækst
T
F
Iblanding af biobrændstoffer
T
F
(tiltag i) Aftale om Grøn Transport
(2009)
T
F
Forbedrede rammer for anvendelse
af biogas
T
F
Mankoen
O
V
Frit brændselsvalg
T
F
De foreslåede tiltag
T
F
Mankoen for
Reduktionsforpligtelsen
O
F
Danmark
M H
T
F
To scenarier
T
V
Danmarks CO2-forpligtelser i EU i
2013-2020
Energistyrelsens basisfremskrivning T
af drivhusgasudledninger for 2011
F
Yderligere klimatiltag
T
V
Landbrug
T
F
Basisfremskrivning 2011, inkl.
effekt af Energistrategi 2050
F
Affald
T
F
Transport
T
F
Internationale kreditter
T
F
T
V
T
[SIDE 4]
Non-ETS manko i 2013-20
O
F
Mio. t. CO2 ækvivalent
O
F
En eventuel skærpet
reduktionsindsats
Manko – Energistyrelsens
basisfremskrivning 2011
O
F
EU-landene
M H
Drivhusgasreduktionsmål
P
Manko – inkl. effekterne fra
Energistrategi 2050
O
F
Regeringen
M H
Indsatsen
T
F
Overopfyldelse
O
F
Klimaforpligtelsen i 2013 -2020
T
V
Overopfyldelse
O
F
Nye tiltag
T
F
Den forventede udestående manko
O
V
Initiativerne i energistrategi 2050
T
F
P
-
4½-5½ mio. ton.
O
F
V
[SIDE 5]
Danmarks klimamålsætninger 2008 til 2012
Mål i 2008-2012
P
Danmark
-
Virksomhederne
M H
M V
Sektorer
T
F
Kyotoprotokollen
T
F
Kvotesystemet
T
F
EU's byrdefordelingsaftale
T
F
Kvoterne
T
F
DER
M F
Udledninger
O
F
Drivhusgasemmisioner
O
F
Staten
M F
Danmarks indsats
T
V
Kvoter
T
F
Reduktionsforpligtelsen
T
F
T
F
Kyoto-aftalen
T
F
Hvert lands nationale
allokeringsplan
Nationale virkemidler
T
F
Kommissionen
M H
EU's CO2- kvotehandelssystem
T
F
Kvoteomfattede virksomheder
M H
Klimakreditter
T
F
Kvote
T
F
Bæredygtige klimaprojekter
T
F
Hvert ton CO2
O
F
Den samlede danske
reduktionsindsats i perioden 20082012
T
F
Virksomhederne
M H
Kvoter
T
Staten
M H
Nationale Allokeringsplan fra 2007
T
F
Kvoter
T
F
Allokeringsplanen
T
V
Kreditter
T
F
EU kommissionen
M H
Virksomhederne
M H
Fra dansk hold
M H
Virksomhederne
M H
Indsatsen
T
Kvoterne
T
F
EU hold
M H
CO2 udledning
O
F
EU's CO2-kvotehandelssystem
T
F
Reduktionsindsatsen
T
F
CO2-kvotehandel
T
F
Klimaindsats
T
V
Kyotoperioden 2008 til 2012
O
F
M H
Danske kvoteomfattede
virksomheder
M F
EU
CO2-kvotehandelssystem
T
F
CO2-udledningen
O
F
Systemet
T
F
Kvoter
T
F
Energisektoren
T
F
Danske Virksomheder
M H
Tunge industrier
T
F
Kvoter
T
EU-landene
M H
Virksomheder
M H
Udledningstilladelser
T
H
EU's klimaindsats
T
(udlednings)loft
T
F
EU-land
M F
Udledninger
O
F
Kvoteregister
T
Reduktionsforpligtelse
T
F
Virksomhedernes
M H
De enkelte medlemsland
M H
Kvoter
T
F
Udledningstilladelser
T
V
Kvoter
T
F
Kvoter
T
F
Udledning
O
F
F
F
F
F
H
EU's klima- og energipakke
T
F
Sverige
M F
Nationale allokeringsplaner
T
F
Regeringen
M H
Kvotetildeling
T
F
Udviklingen
O
F
Danmark
M H
Indsatsen
T
F
Kyoto-målsætningen
P
V
Statens
M H
Kyoto-aftalens samlede loft
T
F
Kreditter
T
F
Danmarks drivhusregnskab
T
F
Bæredygtige projekter
T
F
54,8 mio. ton CO2-ækvivalens pr. år O
F
Den danske CO2-reduktionsindsats
T
V
Den nye basisfremskrivning
T
F
CO2-kreditter
T
V
Danmarks energifremskrivning april T
2011
F
JI-projekter
T
F
CDM-projekter
T
F
Energistyrelsen
M H
Den danske JI/CDM indsats
T
V
De samlede udledninger
O
F
Kreditterne
T
F
Fremskrivningens forudsætninger
T
F
Konkrete bæredygtige projekter
T
V
Loft
T
F
V
P
F
Reelle og additionelle
drivhusgasreduktioner
P
Målet
Basisfremskrivningen
T
F
Statens klimakreditter
T
-
Projektkontrakter
T
F
[SIDE 6]
Usikkerhed
T
F
Kredithjemtagning
T
F
Tekniske og økonomiske forhold
ved fremskrivning
T
V
Det staslige JI-CDM-program
T
H
Kontrakt
T
F
Den økonomiske afmatning
B
V
80 JI og CDM projekter
T
F
Udviklingen i transportsektorens
ikke-kvoteomfattede udledninger
O
V
17 lande
M F
Effekt af kreditindkøb
O
V
5,7 mio. kreditter
T
F
Sinks (CO2-optag i jord og skove)
O
V
Forbud
T
F
De klimatiske forhold de kommende O
år
F
HFC-23 og N2O nylonprojekter
T
V
EU
M H
Usikkerheden
T
F
Forbud
T
F
Usikkerhed
T
F
T
V
EU
M H
Klimakreditter fra HFC-23 og N2O
nylonprojekter
Dansk indsats
T
Klimaforpligtelser
T
F
Danmark
M H
Virksomheder
M F
Basisårs-kompensation
T
V
Kvotebelagte sektorer
T
Udledning af drivhusgasser
O
F
Regeringen
M H
Import
T
F
Krav
T
El fra vandkraft
T
F
Staten
M V
Norge
M F
Danmarks
M H
Reduktionsforpligtelsen
T
H
F
V
F
Ikke-kvotebelagte sektorer
T
F
Udledningen af drivhusgasser
O
F
Regeringen
M H
Projekterne
T
F
Erklæring
T
EU-medlemslande
M H
Grøn vækst
B
-
CO2-kompensation
T
V
Udvikling
B
-
Statens forventede flyrejser for
perioden 2008-2011
O
F
Danske virksomheder
M F
Spidskompetencer
T
F
F
[SIDE 7]
Udledning på i alt 129.600 ton CO2 O
F
Grønne løsninger og teknologier
T
F
Kreditter fra det Rumænske
klimaprojekt Sawdust 2000
T
F
Eksporten
T
F
Luftfarten som sektor
T
F
Cleantech-løsninger
T
F
EU's kvotehandlingssystem (EU
ETS)
T
F
Samlede produktion og eksport
T
F
Energiteknologiens
T
F
Statslig kompensation
T
F
Den samlede eksport
O
F
CO2-kompensation
T
F
Generelt fald i eksporten
O
F
Udledningen fra COP15
O
F
Energiteknologiens
T
F
Kyoto-forpligtelsen
T
F
Den samlede eksport
O
F
66.374 ton CO2
O
F
EU-lande
M H
Udledningerne fra de mange
O
konferencedeltageres flyrejser til og
fra København
F
Danmark
M H
Eksportør af energiteknologi
M H
Klimaprojekt i Bangladesh
T
F
Styrkeposition
B
V
Energieffektive teglværker
T
F
Grønne teknologier og løsninger
T
F
Dhaka
O
F
Den globale konkurrence
B
F
Stærkt forurenende ovne
T
F
Grønne jobs
B
F
Nye danske klimaprojekter
T
V
Markedsandele
B
F
National JI
T
V
Energiteknologiens
T
F
Regeringen
M H
Den samlede vareeksport
O
F
Forsøgsordning for Nationalt JI
T
F
Efterspørgsel
B
V
Danske Pilot-klimaprojekter
T
F
Klima-, energi- og miljøteknologier T
F
Fleksible mekanismer fra
Kyotoprotokollen
T
F
Udviklingen
B
F
Store vækstmarkeder
B
V
Nationale reduktioner
P
V
Indien
M F
Pilotprojekterne
T
F
Kina
M F
Mekanismer
T
F
Behovet for energi
O
F
Middel til at opnå reduktioner
T
F
Nationale handlingsplaner
T
F
Områder i de ikke-kvotebelagte
sektorer
T
F
EU-landene
M H
P
Økonomisk incitament
B
F
EU's 2020-målsætning for
vedvarende energi
F
markante investeringer i vedvarende B
energi
F
Ambitiøs national og international
klimapolitik
T
V
Danmarks position
B
V
Grønt vækstlaboratorium
T
V
Platform for yderligere vækst på det B
grønne område
V
Green Labs DK
T
F
Fornyelsesfonden
T
F
Støtte til udviklingen af ny grøn
teknologi
T
F
1,5 mia. kr. til forskning, udvikling,
demonstration og markedsmodning
af nye klima-, energi og
miljøløsninger
O
F
Regeringen
M H
Det private samarbejde
T
V
En række initiativer
T
V
Partnerskaber med erhvervslivet
T
F
Danmark som et attraktivt sted
O
V
B
V
Forskning, udvikling, demonstration T
og tests af energiteknologier
V
Den internationale grøn vækst
dagsorden
Regeringen
M H
Globalt Grøn Vækst Forum
T
V
Dialogen
T
V
Ledende internationale politikere
M H
Erhvervsfolk
M H
Eksperter
M H
Danske og udenlandske
virksomheder
M H
Danmarks internationalt stærke
position på det grønne område
B
V
[SIDE 8]
Regeringens
M H
Investorer
M H
Indsatsområder
T
V
Global grøn vækstøkonomi
B
V
Danske styrkepositioner
B
V
Initiativet
T
V
Energistrategi 2050
T
F
V
M H
Udviklingen af konkrete løsninger
og svar
T
Danske virksomheder
Den globale efterspørgsel
B
F
De globale vækstudfordringer
B
F
Grønne teknologier
T
F
Danmarks brand
B
V
Løsninger inden for vind
T
F
Tilpasning
T
-
(løsninger inden for) Biomasse- og
biobrændstoffer
T
F
Klimaforandringer
O
F
Regeringen
M H
(løsninger inden for) Biogas
T
F
T
F
Smart grids
T
F
Strategi for tilpasning til
klimaændringer i Danmark
Eltransmission
T
F
Klimatilpasning
T
F
Indpasning af vedvarende energi i
elsystemet
T
F
En række kraftige regnskyl i august
måned 2010
O
F
Energibesparelser
T
F
B
F
Forskning (Inden for ny teknologi)
T
V
Debatten om behovet for
klimatilpasning
Udvikling (Inden for ny teknologi)
T
V
T
F
Demonstration (Inden for ny
teknologi)
T
V
Den konkrete danske
klimatilpasningsindsats
Kommuner
M H
Rammevilkårerne for grønne
virksomheder
T
V
Borgere
M H
Virksomheder
M H
Regeringens
M H
Ordningen
T
F
De rigtige rammer
T
V
Erstatning for oversvømmelser
T
F
Den lokale indsats
T
F
Vandløb
O
F
En række initiativer
T
F
Søer
O
F
Det danske samfund
M V
Ekstreme vandstande
O
F
Fremtidens klima
O
F
Statslige regler for afvanding af veje T
F
En række nye værktøjer
T
F
Dimensioneringen af veje
T
V
Kommuner
M F
Klimaforandringerne
O
F
Borgere
M F
Spildevandsudvalg
M H
Virksomheder
M F
Kraftige regnskyl
O
F
Regeringens
M H
Incitamenter
T
F
Klimatilpasningsindsatser 2010
T
F
Grundejerne
M H
Redskaber
T
V
Regnvand
O
F
Værktøjer
T
V
Kloaknettet
T
F
Kommunerne
M H
Regeringen
M H
Klimaudfordringen
B
F
Spildevandsudvalg
M H
Èt klimascenarium
T
F
T
Kommunerne
M H
Betalingsreglerne for
spildevandsafledning
Planlægning frem til år 2050
T
F
Udvalget
M H
Klimascenarium
T
V
Klimaindsatsen
T
Kommunerne
M H
EU
M -
Et fælles udgangspunkt
T
F
Danmark
M H
En fælles reference
T
F
EU's CO2-reduktionsmål i 2020
P
V
Klimatilpasningsindsatsen
T
V
T
F
Kystplanlægningsværktøj
T
V
EU's kvotehandelssystem for
perioden 2013-2020
En kysts fysiske forhold
O
F
EU's reduktionsmål i 2020
T
-
Fremtidens forventede
klimaudvikling
T
F
Regeringen
M H
Danmark
M H
Værktøjet
T
H
EU
M H
Kommunerne
M H
EU drivhusgasreduktionsmål i 2020 P
V
Ny lov om stormflod og stormfald
T
F
Beskæftigelse
B
V
Incitamenter
B
F
Konkurrenceevne
B
V
Klimatilpasning og forebyggelse
T
V
Fair byrdefordeling
B
V
Globale klimaforhandlinger
T
F
M H
[SIDE 9]
Ny erstatningsmodel
T
F
Danmark
Selvrisikoen
T
F
Gentagne oversvømmelser på
samme adresse
O
F
Den højeste reduktionsforpligtelse i T
EU i non-ETS i 2020
Luxembourg
F
-
F
M H
Irland
M H
De langsigtede linjer for EU's
fremtidige klimapolitik
T
V
Regeringen
M H
Energistrategi 2050
T
F
Det danske EU'formandsskab i
foråret 2012
T
V
Dansk førerposition i EU på
vedvarende energi
B
V
EU-kommissionen
M H
Overopfyldelse
T
F
Køreplan for overgangen til en
kulstoffattig økonomi i 2050
T
F
Ambitiøst mål for indfasning af
vedvarende energi
P
F
Køreplanen
T
F
Danmark
M H
Analyse
T
H
Andre lande
M H
Omkostningseffektive anvisninger
T
F
Klimaindsatser
T
V
Nøglesektorer i økonomien
B
H
EU's reduktionsmål
T
V
EU
M H
Afhængigheden af fossile brændsler T
V
P
V
Udviklingen af grønne teknologier
T
V
Målet om at nedbringe udledningen
af drivhusgasser med 80-95 pct.
inden 2050
(udviklingen af grønne) markeder
T
V
Meddelelsen
T
F
EU's kvotehandelssystem
T
-
Den følgende diskussion i EU
T
F
EU
M H
T
V
En række vigtige beslutninger
T
F
Fremtidig omkostningseffektiv
klimapolitik i EU
EU's kvotehandelssystem
T
F
Danske klimaprioriteter i 2011
P
V
EU's klima- og energipakke
T
F
Arbejdet med køreplanen
T
F
Kvotesystemet
T
F
F
Kvotemængde
T
F
Danske klima- og energiprioriteter i B
EU
Flagsskibsinitiativet ”Et
ressourceeffektivt Europa”
T
V
Kvotetildelingen
T
F
Europa 2020-strategien
T
F
Auktionering af kvoter
T
F
Energikøreplan for 2050
T
V
Gratis tildeling (af kvoter)
T
F
Energieffektiviseringsplan for 2020
T
V
En væsentlig del af kvoterne fra
2013
O
F
Hvidbogen for transport
T
V
Forureneren betaler princippet
T
V
Minimumsstandarder for energi- og
CO2-beskatning i EU
T
V
Ligebehandling af producenter på
tværs af EU
B
V
EU's energibeskatningsdirektiv
T
F
Konkrete regler for tildelingen af
gratis kvoter i EU
T
V
Danmark
M F
Formand for EU
T
EU-sigtelinjer i 2011
T
-
Danmark
M H
Danske prioriteter
B
V
P
V
Danske mærkesager
B
V
Grøn og omkostningseffektiv
omstillingsproces i EU
EU-kommissionens
M H
EU's køreplan for en kulstoffattig
økonomi
T
V
EU
M H
[SIDE10]
Køreplan for kulstoffattig økonomi i P
2050
V
F
Den danske regering
M H
2-graders målsætningen
P
V
EU's langsigtede reduktionsmål
P
V
T
V
Et forbedret klima
O
V
I-landenes finansielle løfter til ulandene
Forsyningssikkerhed
T
V
30 mia. USD i perioden 2010-12
O
F
Forhandlingerne om EU's flerårige
finansielle rammer
T
F
100 mia. USD i 2020
O
F
Meningsfulde reduktionstiltag
T
V
Det danske formandskab
T
F
Udviklingslandene
M F
Overordnede rammer
T
F
Tilpasningskomité
T
V
Den kommende budgetperiode
T
F
Teknologimekanisme
T
V
EU's midler
O
F
Grøn fond
T
V
Forhandlinger
T
F
Den langsigtede klimafinansiering
B
F
Udgiftstunge sektorpolitikker for
landbrug
T
F
Markedsmekanismer
T
V
V
T
F
Principper for måling, rapportering
og verifikation (MRV) af parternes
indsatser
T
(Udgiftstunge sektorpolitikker for)
strukturfonde
(Udgiftstunge sektorpolitikker for)
Forskning
T
F
Review
T
V
Klimavidenskab
T
F
(Udgiftstunge sektorpolitikker
for)Energi
T
F
Reduktionsmål
P
F
(Udgiftstunge sektorpolitikker
for)Klima
T
F
Reduktionsindsatser
T
F
FN's klimasekretariat
M F
(Udgiftstunge sektorpolitikker
for)Miljø
T
F
Fælles regler om referenceniveauer
T
V
Udledning og optag fra skov og
jordbrug
O
F
[SIDE 11]
Internationale klimaforhandlinger
T
-
Forhandlingerne
T
V
FN's klimakonference COP16
T
F
T
F
Cancun i Mexico
O
F
2.forpligtelsesperiode under Kyoto
Protokollen
Aftaletekst
T
F
De danske fingeraftryk i 2010
B
-
Konventionssporet
T
F
Danmark
M H
Copenhagen Accords
hovedelementer
T
F
De internationale
klimaforhandlinger
T
F
2-graders målsætningen
P
V
COP-formand
T
V
De industrialiserede lande
finansielle løfter til
udviklingslandene
T
V
Rådgiver
T
V
Finansiel bidragyder
T
V
Klima- og energiministeren
M H
30 mia. USD i perioden 2010-2012
O
F
COP-formand
T
F
100 mia. USD årligt i 2020
O
F
FN-forhandlingerne i UNFCCC
T
F
Meningsfulde reduktionstiltag
T
V
Hun (klima- og energiministeren)
M H
Udviklingslandene
M F
T
Cancun-aftalen
T
Internationale møder med klima og
COP16 på dagsordenen
F
F
”Bureau”
M H
Klimapuljen
T
F
UNFCCC-regi
M H
Regeringens projekter
T
F
Ministeren
M H
Klimapuljen
T
F
Mexicanske COP-formandsskab
T
F
T
F
Bilaterale møder
T
F
Støtte til sammenslutningen af små
østater (SIDS)
Den mexicanske udenrigsminister
M H
Reduktions- og tilpasningsindsatser
T
V
Miljøminister
M H
T
V
Chefforhandlere
M H
Støtte til gennemførelse af
reduktionsplaner
COP16
T
En række større ulande
M F
Klima- og energiministeriet
M H
T
Klimaattaché
M H
Mexico
O
Støtte til at fremme privatsektorens
investeringer i
energieffektiviseringer og
vedvarende energi
Det mexicanske forhandlerhold
M H
Ulandene
M F
Danmark
M H
Industrialiserede landes tilsagn om
opstartsfinansiering på op imod 30
mia. USD i perioden 2010-2012 til
udviklingslandene
T
EU
Bidrag på 7,2 mia. euro i perioden
2010-2012
V
F
F
Fondsindskud med blandet offentlig T
og privat investerdeltagelse
V
F
Global green Growth Institute
(GGGI)
M H
Emissionsreducerede projekter
T
V
M H
Bæredygtige vækstplaner
T
F
O
Udvalgte ulande
M F
Rigsfællesskabet
M H
Formandsskabet for Arktisk Råd
T
F
V
[SIDE 12]
Danmark
M H
Fokus på klimaændringer
T
V
1,2 mia. kr
O
F
Klimaændringerne i Arktis
O
F
Klimaopstartsfinansieringen
T
V
Kloden
O
F
300 mio. kr. i 2010
O
F
Globale klima- og miljøforhold
O
F
400. mio. kr i 2011
O
F
Vandstanden i havet
O
F
500 mio. kr. i 2012
O
F
Formandskabet
T
F
Det danske bidrag
O
F
T
F
Klimapuljen
T
F
Klima- og energiministeriet
M H
Et stort videnskabeligt arbejde om
globale og arktiske effekter af
klimaændringer
Udenrigsministeriet
M H
International forskerkonference i
København i maj 2011
T
F
Reduktions- og tilpasningsindsatser
T
F
M H
Rådets ministerkonference i Nuuk i
maj 2011
T
Multi- og bilaterale partnere
COP16
T
Klimaopstartsfinasiering i 2010-12
T
F
Klima- og energiministeren
M H
T
H
En række projekter
T
De internationale
klimaforhandlinger i FN i 2011
Regeringens
M H
Detaljerede regler og principper for
de nye institutioner og mekanismer
T
V
V
F
F
fra Cancun-aftalen
Regeringen
M H
Implementeringsarbejde
T
EU
M H
Indsatser med reduktion af
emissioner
T
Regeringen
M H
Landenes
M H
Reduktionstilsagn
T
V
Copenhagen Accord
T
F
Cancun-aftalen
T
F
FN-ramme
T
F
Regeringen
M H
Redskaber under Cancun-aftalen
T
V
Kravene til landenes reduktioner af
emissioner
T
V
Et globalt ”peak year”
P
V
Omfattende review fra 2013-2015 af T
landenes indsatser
V
Samlet reduktionsmål for 2050
P
V
Danmark
M H
COP-troikaen
M H
FN-regi
M H
Mexico
M H
Sydafrika
M H
COP17
T
Klimaattaché
M H
Ambassaden i Pretoria
O
Regeringen
M H
Internationale fora uden for
UNFCCC med en betydelig klimaog energidagsorden
T
V
World Economic Forum
T
F
Major Economics Forum
T
F
Clean Energy Ministerial
T
F
Rio+20
T
V
Det danske EU-formandsskab
T
F
V
V
[SIDE 13]
[SIDE 14]
V
F
Bilag 1.2 Aktører i Klimapolitisk Redegørelse 2011
(Markering m. overstregning)
Danmark på kurs mod uafhængighed af fossile
brændsler i 2050
På den nationale scene har dansk klima- og energipolitik i 2010 i høj grad stået i fossil
uafhængighedens tegn. I februar 2011 offentliggjorde regeringen Energistrategi 2050,
der redegør for, hvordan der sættes kurs mod et fossiluafhængigt samfund i 2050.
Strategien er regeringens opfølgning på Klimakommissionens anbefalinger fra september 2010.
Boks 1: Energistrategi 2050 overordnede formål
Energistrategi 2050 indeholder en række initiativer, der på helt kort, mellemlang og
lang sigt bidrager til regeringens klima- og energimålsætninger og sætter kursen mod
det fossilt uafhængige samfund. Udspillet kan samtidig ses i forlængelse af de tre
grundprincipper regeringen har formuleret for dansk klimapolitik:
1.
At Danmark lever op til vores internationale forpligtigelser til reduktion af
drivhusgasser på både kort (perioden 2008-2012) og længere sigt (20132020), og at det sker med robusthed.
2. At Danmark på længere sigt skal blive uafhængigt af fossile brændsler.
3. At vores klimaindsats skal være omkostningseffektiv og gennemføres inden for
rammerne af en holdbar økonomisk politik. Omstillingen af det danske samfund skal ske med så få samfundsøkonomiske omkostninger som muligt og
under hensyn til konkurrenceevne og beskæftigelse.
2
Danske klimamålsætninger i 2050
Mål i 2050
Regeringen har sat sig det mål, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i
2050. Samtidig skal Danmark yde sit til at opfylde EU’s mål om at reducere drivhusgasudledninger med 80-95 pct. i 2050 i forhold til 1990 med henblik på at bidrage til
at bremse den globale opvarmning til max. 2 grader som aftalt på FN’s klimamøder i
København og Cancun.
En omstilling til fossil uafhængighed i 2050 indebærer, at Danmarks udledninger af
drivhusgasser vil være reduceret med ca. 75 pct., som resultat af udfasningen af fossile
brændsler i energisektoren og transportsektoren, jf. figur 1. Det kræver en fortsat indsats inden for både energi- og transportsektoren for at realisere det langsigtede mål
både i form af teknologiudvikling og nye virkemidler nationalt og på EU-niveau.
Figur 1. Danmarks drivhusgasudledning i 1990, 2008, 2020 og 2050 (korrigerede udledninger,
ekskl. kulstoflagring)
Kilde: Energistyrelsen/Klimakommissionen (2050-scenario)
Med langsigtede reduktioner i den størrelsesorden vil Danmark kunne yde sit bidrag
til at opfylde EU’s mål (fra DER, oktober 2009) om at reducere EU's klimagasser med
80-95% i 2050, som led i i-landenes samlede indsats for at reducere udledningerne
og begrænse klimaforandringerne svarende til FN’s Klimapanels (IPCC) 2-graders
scenarium. Der bliver herudover behov for en fortsat indsats for at gennemføre reduktioner i landbruget, affaldssektoren, samt i de industrielle processer, der med udledninger af lattergas, metan og F-gasser, også bidrager til de danske drivhusgasudledninger.
3
Danmarks klimamålsætninger fra 2013 til 2020
Mål i 2013-2020
Danmark har med vedtagelsen af EU’s Klima- og Energipakke (december 2008) forpligtet sig i EU til at reducere drivhusgasemissionerne i de ikke-kvotebelagte sektorer
med 20% (i fht. 2005) i 2020. De ikke-kvotelagte sektorer består af sektorerne transport, landbrug, husholdninger, erhverv, og affald. Der er årligt bindende målsætninger i perioden 2013-2020, således at de enkelte delmål skærpes årligt med en fast rate
fra startniveauet i 2013 frem mod den endelige målsætning i 2020. På den måde dannes en reduktionssti bestående af de årlige delmål. Dette er således en del af den byrdefordeling, der aftalt mellem EU's lande for hvordan man tilsammen sikrer, at EU
reducerer 20% i 2020 (i fht. 1990). Det er muligt at spare en eventuel overopfyldelse
fra de første år op til senere år.
Ifølge Energistyrelsens basisfremskrivning for 2011, er forventningerne til de samlede,
akkumulerede udledninger over perioden 2013-2020 nedjusteret siden sidste års vurdering. En stor del af dette fald kan henføres til effekten af den økonomiske krise – et
forhold, der påvirker udledningen i stort set alle sektorer. Desuden er der bl.a. reviderede data- og beregningsmetoder i DMU’s opgørelser af andre emissioner fra landbruget end
CO2. Det skal understreges, at fremskrivningen er behæftet med en betydelig usikkerhed,
hvilket især gælder i en periode med store udsving i den årlige vækst som følge af den økonomiske krise.
Den samlede manko baseret udelukkende på basisfremskrivningen er på denne baggrund beregnet til 9½ mio. ton for perioden 2013-2020, inkl. overopfyldelse.
Initiativerne i Regeringens Energistrategi 2050 vil bidrage til at reducere denne manko med ca. 4-5 mio. ton CO2-ækvivalent i perioden 2013–2020, og i året 2020 sænke
udledningerne med 1,5 mio. ton CO2-ækvivalent. Den største effekt opnås fra øget indsats for energieffektivisering. Derudover vil omlægning af individuel opvarmning fra
olie og gas, iblanding af biobrændstoffer, samt forbedrede rammer for anvendelse af
biogas og frit brændselsvalg bidrage.
Tabel 1 angiver mankoen for reduktionsforpligtelsen i to scenarier: 1) Energistyrelsens
basisfremskrivning af drivhusgasudledninger for 2011, og 2) basisfremskrivning 2011,
inkl. effekt af Energistrategi 2050.
4
Tabel 1: Opgørelse af non-ETS manko i 2013-20, afrundede tal
Mio. t CO2 ækvivalent
Manko – Energistyrelsens ba-
2013
2014
2015
2016
2017
2018
2019
2020
I alt ekskl.
I alt inkl.
overopfyl-
overopfyl-
delse
delse
-1½
-1
0
1
1½
2½
3
4
12
9½
-1½
-1
-½
½
1
1½
2½
2½
7½-8½
4½-5½
sisfremskrivning 2011
Manko – Inkl. effekterne fra
Energistrategi 2050
Samlet set vil den forventede udestående manko med en gennemførelse af initiativerne
i Energistrategi 2050 kunne reduceres til i størrelsesordenen 4½-5½ mio. ton inkl.
overopfyldelse over den samlede periode 2013-20.
Frem til omkring 2016 vil der være en overopfyldelse af de årlige reduktionsmål. Overopfyldelse vil indgå i den videre planlægning med henblik på at kunne anvendes dels
som en fleksibel sikkerhedsbuffer, dels at kunne bidrage til at indfri reduktionsforpligtelsen i de efterfølgende år.
Initiativerne i Energistrategi 2050 vil kombineret med tidligere initiativer fra bl.a.
Energiaftalen 2008-12, regeringens bygningsstrategi, Aftale om en Grøn Transportpolitik og Grøn Vækst aftalerne således kunne bidrage med en væsentlig drivhusgasreduktion. Inkluderes desuden tiltag, der indgår i politiske aftaler Grøn Vækst og Aftale
om Grøn Transport (2009), men endnu ikke er konkret implementeret, vil mankoen
reduceres yderligere.
Med de foreslåede tiltag er Danmark således kommet et godt stykke på vejen mod opfyldelse af Danmarks CO2-reduktionsforpligtelse i EU i 2013-2020. Det giver mulighed
for en fleksibel og dynamisk fastlæggelse af yderligere klimatiltag, herunder i sektorer
som landbrug, affald og transport, samt køb af internationale kreditter. Samtidig er
der lagt et godt fundament for en eventuelt skærpet reduktionsindsats, såfremt det
skulle lykkedes at blive enige, EU-landene imellem, om at skærpe det samlede drivhusgasreduktionsmål til 30 pct. i 2020. Regeringen vil løbende følge op på indsatsen
for at sikre en robust og omkostningseffektiv opfyldelse af klimaforpligtelsen i 20132020 og – efter behov – igangsætte nye tiltag.
5
Danmarks klimamålsætninger – 2008 til 2012
Mål i 2008-2012
Danmark er gennem Kyotoprotokollen og EU’s byrdefordelingsaftale (DER, april
2002) forpligtet til at reducere drivhusgasemissioner svarende til 21% i forhold til
1990 niveau i perioden 2008-2012.
Danmarks indsats for at opfylde reduktionsforpligtelsen under Kyoto-aftalen er fortrinsvis baseret på nationale virkemidler og EU's CO2-kvotehandelssystem (jf. boks 2).
Disse er suppleret med klimakreditter genereret af bæredygtige klimaprojekter i udlandet (jf. boks 3). Den samlede danske reduktionsindsats for perioden 2008-2012 er
beskrevet i den Nationale Allokeringsplan (NAPII) fra 2007. Allokeringsplanen er
godkendt af EU kommissionen og bruges dels til fra dansk hold at styre indsatsen, og
dels fra EU hold til at fastlægge rammerne for blandt andet EU’s CO2kvotehandelssystem.
Boks 2. CO2-kvotehandel i Kyotoperioden 2008 til 2012
I EU blev der i 2005 oprettet et fælles CO2-kvotehandelssystem. Systemet omfatter primært energisektoren og
tunge industrier. I perioden 2008-2012 har EU-landene fået tildelt et antal udledningstilladelser (kvoter), der
sætter et loft over deres udledninger svarende til deres reduktionsforpligtelse. De enkelte medlemslande har derefter tildelt en del af disse udledningstilladelser som kvoter til virksomhederne i de sektorer, der er omfattet af
kvotesystemet. Resten af kvoterne bruges til de øvrige udledninger fra staten. Fordelingen af kvoter sker i overensstemmelse med hvert lands nationale allokeringsplan, der skal godkendes af Kommissionen.
Kvoteomfattede virksomheder skal afregne en kvote for hvert ton CO2, de udleder. I 2008-2012 har virksomhederne fået tildelt en mængde kvoter fra staten, og det er desuden muligt at handle med kvoter og kreditter virksomhederne i mellem. Virksomhederne kan købe og sælge kvoterne, alt efter deres behov og mulighed for at
mindske deres CO2 udledning. Dette betyder, at reduktionsindsatsen vil ske dér, hvor det er billigst. Ved en stigende klimaindsats i danske kvoteomfattede virksomheder reduceres CO2-udledningen. Det mindsker behovet
for at købe kvoter og i nogle tilfælde vil danske virksomheder kunne sælge overskydende kvoter til andre virksomheder. Dette er med til at sikre, at EU's klimaindsats er omkostningseffektiv. Hvert EU-land har et kvoteregister, der holder styr på virksomhedernes køb og salg af kvoter, og om de har kvoter svarende til deres udledning,
når året er omme.
Med vedtagelsen af EU’s klima- og energipakke i december 2008 forsvinder de nationale allokeringsplaner efter
2012 og erstattes af en central EU-fastsat og harmoniseret kvotetildeling.
Danmark har fortsat kurs mod at opfylde Kyoto-målsætningen. I forhold til Kyotoaftalens samlede loft for Danmarks drivhusgasregnskab på 54,8 mio. ton CO2ækvivalent pr. år i gennemsnit for perioden 2008-2012 viser den nye basisfremskrivning, jævnfør ”Danmarks Energifremskrivning april 2011” fra Energistyrelsen, at de
samlede udledninger med fremskrivningens forudsætninger vil ligge under dette loft.
Målet ventes således fortsat overopfyldt i basisfremskrivningen.
6
Der er fortsat en ikke ubetydelig samlet usikkerhed, som f.eks. de tekniske og økonomiske forhold ved fremskrivning, herunder varigheden af den økonomiske afmatning
og udviklingen i transportsektorens ikke-kvoteomfattede udledninger. Hertil kommer
vurdering af den endelige effekt af kreditindkøb og effekten af sinks (CO2-optag i jord
og skove), som afhænger af de klimatiske forhold de kommende år. Usikkerheden går
begge veje. En usikkerhed, der dog er fjernet er, at EU nu efter flere års dansk indsats
har afgjort, at Danmark får den ønskede basisårs-kompensation som følge af, at 1990
var et år med særlig lav udledning af drivhusgasser grundet en speciel stor import af el
fra vandkraft i Norge og Sverige. Regeringen vil fortsat frem mod udgangen af 2012
følge udviklingen tæt og tilpasse indsatsen.
Statens brug af kreditter stammer fra bæredygtige projekter
En del af den danske CO2-reduktionsindsats foregår, jf. ovenfor, ved brug af CO2kreditter genereret i udlandet ved såkaldte JI- eller CDM-projekter. I den danske
JI/CDM indsats lægges der vægt på, at kreditterne stammer fra konkrete bæredygtige
projekter, hvor der sikres reelle og additionelle drivhusgasreduktioner på en måde, der
er miljømæssigt og socialt ansvarlig.
Boks 3: Statens klimakreditter
Projektkontrakter og kredithjemtagning: Det statslige JI- og CDM-program har siden starten i 2003 indgået
kontrakt på knap 80 JI og CDM projekter fordelt på 17 lande, og har i 2010 hjemtaget 5,7 mio. kreditter herfra.
Forbud mod HFC-23 og N2O nylonprojekter: EU vedtog i januar 2011 et forbud mod at anvende de meget
udskældte klimakreditter fra HFC-23 og N2O nylonprojekter til at opfylde klimaforpligtelser for virksomheder i de
kvotebelagte sektorer. Regeringen har på denne baggrund besluttet, at dette krav også skal gælde Staten, og således
Danmarks opfyldelse af reduktionsforpligtelsen i de ikke-kvotebelagte sektorer i 2013-2020. Regeringen har ligeledes taget initiativ til en erklæring hvor de andre EU-medlemslande kan tilslutte sig denne beslutning.
CO2-kompensation for alle statens forventede flyrejser for perioden 2008-2011 svarende til en udledning på i alt 129.600 ton CO2. Dette er sket ved at annullere kreditter fra det rumænske klimaprojekt Sawdust
2000. Fra 2011 forventes det, at luftfarten som sektor vil blive omfattet af EU’s kvotehandelssystem (EU ETS),
hvorfor statslig kompensation ikke længere vil være nødvendig.
CO2-kompensation for udledningen fra COP15, der ikke er omfattet af Kyoto-forpligtelsen – i alt 66.374 ton
CO2. Det drejer sig om udledningerne fra de mange konferencedeltageres flyrejser til og fra København. Dette sker
primært gennem et klimaprojekt i Bangladesh, hvor der er etableret nye energieffektive teglværker i og omkring h ovedstaden Dhaka til erstatning for gamle stærkt forurenende ovne.
Nye danske klimaprojekter - National JI: Regeringen iværksatte i 2010 en forsøgsordning for Nationalt JI,
herunder 1-2 danske pilot-klimaprojekter, hvor man anvender de fleksible mekanismer fra Kyotoprotokollen til at
gennemføre nationale reduktioner. Pilotprojekterne vil dokumentere i hvilket omfang mekanismerne kan anvendes
i større skala som et effektivt middel til at opnå reduktioner på områder i de ikke-kvotebelagte sektorer, hvor der i
dag ikke er et direkte økonomisk incitament til at reducere udledningen af drivhusgasser. Projekterne vil blive delevalueret i 2011.
7
Grøn vækst og udvikling
Danske virksomheder har i dag en række spidskompetencer inden for en række grønne
løsninger og teknologier. Samtidig spiller eksporten af såkaldte cleantech-løsninger en
stigende rolle for vores samlede produktion og eksport. Energiteknologiens andel af
den samlede eksport var således i 2009 på knap 12 pct. Det er en mindre stigning siden 2008 på trods af et generelt fald i eksporten, jf. figur 2. Set i forhold til energiteknologiens andel af den samlede eksport i de øvrige EU-lande var Danmark desuden
den relativt største eksportør af energiteknologi.
Det vidner om en styrkeposition inden for grønne teknologier og løsninger, som skal
bygges videre på og fastholdes i en situation, hvor den globale konkurrence om de
grønne jobs og markedsandele øges markant i disse år.
Figur 2: Energiteknologiens andel af den samlede vareeksport
Kilde: Energierhvervsanalyse 2009
Meget tyder på, at der fremover vil være en stigende efterspørgsel efter klima-, energiog miljøteknologier. Udviklingen vil i høj grad blive drevet af store vækstmarkeder
som Indien og Kina, hvor behovet for energi vokser eksplosivt i de kommende år. Men
også de nationale handlingsplaner, som EU-landene præsenterer med henblik på at
opfylde EU’s 2020-målsætning for vedvarende energi, vidner om, at der vil være behov
for markante investeringer i vedvarende energi i de kommende år.
En ambitiøs national og international klimapolitik styrker Danmarks position som et
grønt vækstlaboratorium, og vil derved være en platform for yderligere vækst på det
grønne område. Regeringen har derfor taget en række initiativer, der skal understøtte
Danmark som et attraktivt sted for forskning, udvikling, demonstration og test af
energiteknologier – både for danske og udenlandske virksomheder, og være med til at
fastholde Danmarks internationalt stærke position på det grønne område.
8
Boks 4 Regeringens indsatsområder
Danske styrkepositioner: Med Energistrategi 2050 styrkes danske virksomheders muligheder for at udnytte
den globale efterspørgsel efter grønne teknologier og løsninger inden for vind, biomasse - og biobrændstoffer,
biogas, smart grids, eltransmission og indpasning af vedvarende energi i elsystemet samt inden for energibesparelser.
Forskning, udvikling og demonstration inden for ny teknologi: Rammevilkårene for grønne virksomheder er styrket, blandt andet gennem etableringen af ordningerne Green Labs DK og Fornyelsesfonden, der
begge giver støtte til udviklingen af ny grøn teknologi. Samlet set var der i 2010 over 1,5 mia. kr. til forskning,
udvikling, demonstration og markedsmodning af nye klima-, energi- og miljøløsninger. Herudover lægges vægt
på at styrke det private samarbejde via partnerskaber med erhvervslivet.
Fremme af den internationale grøn vækst dagsorden. Regeringen arbejder blandt andet for at etablere
et årligt tilbagevendende Globalt Grøn Vækst Forum for at støtte dialogen mellem ledende internationale politikere, erhvervsfolk, eksperter og investorer om overgangen til en global grøn vækstøkonomi. Initiativet skal bidrage til udviklingen af konkrete løsninger og svar på de globale vækstudfordringer og desuden være med til at
fastholde og udbygge Danmarks brand på det grønne område.
Tilpasning til klimaforandringer
Det er nu ca. tre år siden, at regeringen offentliggjorde ”Strategi for tilpasning til klimaændringer i Danmark”. Fokus på klimatilpasning har i det forløbne år været stigende, og især efter en række kraftige regnskyl i august måned 2010 var debatten om behovet for klimatilpasning særlig intens.
Den konkrete danske klimatilpasningsindsats er i høj grad forankret lokalt hos kommuner, borgere og virksomheder. Regeringens rolle er løbende at sikre de rigtige
rammer for den lokale indsats, hvorfor man løbende i 2010 har taget en række initiativer for at sikre, at det danske samfund gøres robust til fremtidens klima. Samtidig
planlægges der for 2011 en række nye værktøjer rettet mod såvel kommuner og borgere og virksomheder.
Boks 5 Regeringens klimatilpasningsindsatser 2010
Bedre redskaber og værktøjer til kommunerne til at håndtere klimaudfordringen:
Èt klimascenarium, som kommunerne kan anvende i deres planlægning frem til år 2050. Med dette
klimascenarium har kommunerne nu et fælles udgangspunkt og én fælles reference, som de kan lægge til
grund for klimatilpasningsindsatsen.
Et kystplanlægningsværktøj, som kan screene en kysts fysiske forhold under hensyn til fremtidens forventede klimaudvikling. Værktøjet skal give kommunerne et indledende overblik, som kan understøtte en
beslutning om, hvorvidt der er behov for mere detaljerede analyser.
Ny lov om stormflod og stormfald, fra foråret 2010. Der er nu skabt incitamenter, der fremmer klima-
9
tilpasning og forebyggelse, i form af en ny erstatningsmodel, så selvrisikoen forhøjes ved gentagne oversvømmelser på samme adresse. Ordningen er også blevet udvidet, så man nu også kan få erstatning for
oversvømmelser, hvis vandløb og søer går over deres bredder som følge af ekstreme vandstande.
Ændring af de statslige regler for afvanding af veje, således at dimensioneringen af veje nu tager
højde for klimaforandringerne.
Nedsættelse af spildevandsudvalg. De seneste års kraftige regnskyl har øget behovet for incitamenter,
der kan anspore grundejerne til at aflede regnvand udenom kloaknettet. Regeringen har derfor nedsat et
spildevandsudvalg, der skal komme med forslag til ændringer af betalingsreglerne for spildevandsafledning. Udvalget afrapporterer i foråret 2011.
Klimaindsatsen i EU
I en EU-sammenhæng har der i 2010 været to helt centrale områder, hvor Danmark
har været med til at sætte sit fingeraftryk. Dels i forhold til EU’s CO2-reduktionsmål i
2020, og dels i forhold til diskussionen om tredje fase af EU’s kvotehandelssystem for
perioden 2013-2020.
EU’s reduktionsmål i 2020
Regeringen besluttede i 2010, at Danmark skulle arbejde for, at EU viser lederskab og
hæver det fælles EU drivhusgasreduktionsmål i 2020 fra 20 pct. til 30 pct. i forhold til
1990 på en måde, som sikrer beskæftigelse, konkurrenceevne og fair byrdefordeling –
og uanset udfaldet af de globale klimaforhandlinger.
Denne dagsorden ligger i forlængelse af, at Danmark både har påtaget sig den i forvejen højeste reduktionsforpligtelse i EU i non-ETS (sammen med Luxembourg og Irland) i 2020, og at regeringen med sin Energistrategi 2050 lægger op til en dansk førerposition i EU på vedvarende energi med en overopfyldelse på [3 %] af et i forvejen
ambitiøst mål for indfasning af vedvarende energi frem mod 2020 på 30 %. Ved at gå
foran med denne dagsorden viser Danmark således også vejen for andre lande både i
og uden for EU om også at skærpe deres klimaindsatser. Samtidig vil en skærpelse af
EU's reduktionsmål kunne bidrage til at mindske afhængigheden af fossile brændsler
og stimulere udviklingen af nye grønne teknologier og markeder.
EU’s kvotehandelsystem
Et andet væsentligt fokusområde i EU i 2010 har været en række vigtige beslutninger i
forbindelse med tredje fase af EU's kvotehandelssystem, der træder i kraft i 2013. Som
led i implementeringen af EU's klima- og energipakke (dec. 2008, vedtaget april
2009), ændres kvotesystemet således, at den samlede kvotemængde fastlægges på EU-
10
niveau, frem for nationalt niveau, ligesom kvotetildelingen i høj grad skal overgå til
auktionering af kvoter frem for gratis tildeling. Det har fra starten af været en dansk
prioritet at sikre, at en væsentlig del af kvoterne fra 2013 auktioneres i overensstemmelse med ”forureneren betaler princippet”, og at der sikres ligebehandling af producenter på tværs af EU. Der blev i sommeren 2010 vedtaget konkrete regler for tildelingen af gratis kvoter i EU i overensstemmelse med danske ønsker.
EU-sigtelinjer i 2011
I 2011 bliver to af de væsentligste danske prioriteter dels at sikre danske mærkesager i
forhold til arbejdet med EU-Kommissionens udspil til køreplan for kulstoffattig økonomi i 2050, som udstikker de langsigtede linjer for EU's fremtidige klimapolitik, og
dels vil forberedelsen af det danske EU-formandskab i foråret 2012 indtage en central
plads i 2011.
EU-Kommissionen præsenterede i marts 2011 en meddelelse for “Køreplan for overgangen til en kulstoffattig økonomi i 2050”. Køreplanen indeholder en analyse, der
udpeger omkostningseffektive anvisninger på, hvorledes nøglesektorer i økonomien
kan bidrage til, at EU kan indfri målet om at nedbringe udledningen af drivhusgasser
med 80-95 pct. inden 2050. Meddelelsen og den følgende diskussion i EU forventes at
kunne få væsentlig betydning for arbejdet med at planlægge en fremtidig omkostningseffektiv klimapolitik i EU, og vil som sådan være et centralt fokus for at løfte danske klimaprioriteter i 2011. Samtidig vil arbejdet med køreplanen bidrage til at underbygge og have gensidigt afsmittende effekter på det fortsatte arbejde med danske klima- og energiprioriteter i EU. Det gælder særligt i forhold til flagskibsinitiativet "Et
ressourceeffektivt Europa" i Europa 2020-strategien, Energikøreplan for 2050, Energieffektiviseringsplan for 2020, hvidbogen for transport og vedtagelse af minimumsstandarder for energi- og CO2-beskatning i EU i forbindelse med revisionen af EU's
energibeskatningsdirektiv.
Danmark kommer i forårshalvåret i 2012 til at være formand for EU. Det indebærer
både muligheder og ansvar for Danmark i forhold til at fremme en grøn og omkostningseffektiv omstillingsproces i EU i overensstemmelse med EU’s køreplan for en
kulstoffattig økonomi. Internt i EU vil den danske regering søge at fremme drøftelsen
af EU’s langsigtede reduktionsmål med henblik på et forbedret klima og forsyningssikkerhed. Derudover vil forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle rammer bl.a. finde
sted under det danske formandskab. Her fastsættes de overordnede rammer for, hvordan man i den kommende budgetperiode kan disponere over EU’s midler. Resultatet
af disse forhandlinger vil således få betydning for en række vigtige udgiftstunge sektorpolitikker for landbrug, strukturfonde, forskning, energi, klima og miljø.
11
Internationale klimaforhandlinger
På FN’s klimakonference COP16 i Cancun i Mexico nåede man til enighed om en aftaletekst
i Konventionssporet, der cementerer og bygger videre på en række af Copenhagen Accords
hovedelementer, herunder 2 graders-målsætningen, de industrialiserede landes finansielle
løfter til udviklingslandene på op imod 30 mia. USD for perioden 2010-2012 og 100 mia.
USD årligt i 2020. Sidstnævnte skal ses i sammenhæng med udvikling og gennemførelse af
meningsfulde reduktionstiltag i udviklingslandene.
Boks 6: Centrale resultater fra Cancun-aftalen
Genbekræftelse af 2-graders målsætningen
Genbekræftelse af i-landenes finansielle løfter til ulandene på op imod 30 mia. USD for perioden 2010-12
og 100 mia. USD i 2020. Sidstnævnte skal ses i sammenhæng med udvikling og gennemførelse af meningsfulde reduktionstiltag i udviklingslandene
Enighed om etablering af en tilpasningskomité
Enighed om en teknologimekanisme
Enighed om en ny grøn fond til allokering af en andel af den langsigtede klimafinansiering
Enighed om udvikling af nye markedsmekanismer
Enighed om de overordnede principper for måling, rapportering og verifikation (MRV) af parternes indsatser
Enighed om et review baseret på seneste klimavidenskab af de reduktionsmål og reduktionsindsatser, som
indmeldes til FN’s klimasekretariat
Et skridt videre med nye fælles regler om referenceniveauer for udledninger og optag fra jord og skovbrug
Enighed om at fortsætte forhandlingerne i 2011 om en eventuel 2. forpligtelsesperiode under Kyoto Protokollen
De danske fingeraftryk i 2010
Danmark har også i 2010 gjort en særlig indsats for at understøtte de internationale
klimaforhandlinger, både som COP-formand, rådgiver og som finansiel bidragyder.
Klima- og energiministeren har i 2010 været COP-formand for FN-forhandlingerne i
UNFCCC. Denne særlige rolle har blandt andet indebåret, at hun har deltaget i en
række væsentlige internationale møder med klima og COP16 på dagsordenen, og ledet
møderne i det såkaldte ”Bureau”, som planlægger arbejdet i UNFCCC-regi. Ministeren
har konsekvent i løbet af 2010 kørt et tæt parløb med det indkommende mexicanske
COP-formandskab, dels i form af bilaterale møder med den mexicanske udenrigsminister, miljøminister og chefforhandlere, dels i form af støtte op til og under COP16 i
Cancun. Klima- og Energiministeriet har derudover haft en klimaattaché udstationeret
i Mexico bl.a. med det formål at bistå det mexicanske forhandlerhold.
På den finansielle front har Danmark også sørget for at sætte det gode eksempel. Som
led i de industrialiserede landes tilsagn om opstartsfinansiering på op imod 30 mia.
USD i perioden 2010-2012 til udviklingslandene, har EU bekræftet sit bidrag på 7,2
12
mia. euro i perioden 2010–2012. Danmark vil bidrage med 1,2 mia. kr. til klimaopstartsfinansieringen i perioden 2010-2012 fordelt med 300 mio. kr. i 2010, 400 mio.
kr. i 2011 og 500 mio. kr. i 2012.
Det danske bidrag finansieres af midler fra Klimapuljen, der administreres i et samarbejde mellem Klima- og Energiministeriet og Udenrigsministeriet. Bidraget balancerer
mellem reduktions- og tilpasningsindsatser som udmøntes i samarbejde med multi- og
bilaterale partnere.
På COP16 lancerede klima- og energiministeren en række projekter på regeringens
vegne finansieret under Klimapuljen se boks 6.
Boks 6 Regeringens projekter finansieret under klimapuljen
Støtte til sammenslutningen af små østater (SIDS) til udvikling og gennemførelse
af reduktions- og tilpasningsindsatser
Støtte til gennemførelse af reduktionsplaner i en række større ulande
Støtte til fremme af privatsektorens investeringer i energieffektiviseringer og vedvarende energi i ulandene via et fondsindskud med blandet offentlig og privat investordeltagelse
Et samarbejde med det sydkoreanske Global Green Growth Institute (GGGI) om
gennemførelse af forskellige emissionsreducerede projekter gennem bæredygtige
vækstplaner i udvalgte ulande
Endelig har Rigsfællesskabet i 2009-2011 formandskabet for Arktisk Råd og har i denne sammenhæng prioriteret at holde fokus på klimaændringer højt. Klimaændringerne
i Arktis er mere markante end noget andet sted på kloden og de har afgørende betydning for globale klima- og miljøforhold som f.eks. vandstanden i havet. Et væsentligt
resultat af formandskabet bliver, at der fremlægges et stort videnskabeligt arbejde om
globale og arktiske effekter af klimaændringer på en international forskerkonference i
København i starten af maj 2011 op til rådets ministerkonference i Nuuk i maj 2011.
De næste skridt
Udover arbejdet med udmøntningen af klimaopstartsfinansiering i 2010-12 forventes
de internationale klimaforhandlinger i FN i 2011 at fokusere på udarbejdelse af detaljerede regler og principper for de nye institutioner og mekanismer fra Cancun-aftalen.
Regeringen vil lægge betydelige kræfter i dette implementeringsarbejde; et arbejde der
som hidtil hovedsageligt sker gennem EU. Hvad angår indsatser med reduktion af
emissioner, vil regeringen presse på for mulige skridt på kort sigt, f.eks. ved at sikre
landenes gennemførsel af de reduktionstilsagn, som man afgav under Copenhagen Accord, og som Cancun-aftalen nu er forankret i en FN-ramme. I forhold til det længere
sigte vil regeringen presse på for operationalisering af de redskaber under Cancun-
13
aftalen, der gør det muligt at øge kravene til landenes reduktion af emissioner. Det
drejer sig særligt om fastlæggelse af et globalt ”peak year”, et omfattende review fra
2013-2015 af landenes indsatser, samt et samlet reduktionsmål for 2050.
Danmark vil også i 2011, som fortsat medlem af COP-troikaen i FN-regi, deltage aktivt
i samarbejdet med Mexico og Sydafrika om tilrettelæggelse af COP17 og har siden 2010
haft udstationeret en klimaattaché på ambassaden i Pretoria til formålet. Endvidere vil
regeringen fortsat være engageret i de internationale fora uden for UNFCCC med en
betydelig international klima- og energidagsorden omfattende bl.a. World Economic
Forum, Major Economies Forum og Clean Energy Ministerial. Samtidig bliver der et
arbejde forbundet med at forberede det store globale topmøde om bæredygtig udvikling, Rio+20, som ligger under det danske EU-formandskab.
14
Bilag 1.3 Fordeling af Aktører på Aktørklasser og Aktørladning i Klimapolitisk Redegørelse
2011
Bilag 1.3.1 Fordelingen i tal
Objekter Teknologier Mennesker
Mål
Scenarier
Begreber
I alt
Fakta
92
(12,53%)
252
(34,33%)
24
(3,27%)
5
(0,68%)
0
(0%)
15
(2.04%)
388
(52,86%)
Værdi
15
(2.04%)
116
(15,8%)
4
(0,54%)
42
(5,72%)
0
(0%)
22
(3%)
199
(27,11%)
Handling
0
(0%)
7
(0,95%)
124
(16,9%)
0
(0%)
0
(0%)
1
(0,14%)
132
(17,98%)
N/A
1
(0,14%)
7
(0,95%)
1
(0,14%)
3
(0,41%)
0
(0%)
3
(0,41%)
15
(2.04%)
I alt
108
(14,71%)
382
(52,04%)
153
(20,81%)
50
(6,82%)
0
(0%)
41
(5,59%)
734
(100%)
Bilag 1.3.2
Bilag 1.3.2
Bilag 1.3.4
Bilag 1.3.5
Bilag 2
P V
Bilag 2.1 Aktører i Klimaloven
Omstillingen til et
lavemissionssamfund
(Sorteret kronologisk)
Danmarks
M H
Nationale klimamålsætninger
P F
Internationale klimaforpligtelser
T F
Omstillingsveje
T F
Lavemissionssamfund i 2050
P V
Drivhusgasreduktioner
P V
Anbefalinger om udformning af
klimapolitikken
T F
Valg af virkemidler og
omstillingsveje
T F
Den offentlige debat
B V
Klimarådet
M H
Relevante parter
M H
Aktørklasser:
O = Objekter
T = Teknologier/teknikker
M = Mennesker
P = Mål
S = Scenarier
B = Begreb
Aktørladninger:
F = Fakta
V = Værdi
H = Handling
Klimarådet
M -
Erhvervsinteresser
M H
Klimapolitisk redegørelse
T -
Arbejdsmarkedets parter
M H
Nationale klimamålsætninger
P -
Civilsamfundet
M H
En overordnet strategisk ramme
T F
M H
Danmarks klimapolitik
T F
Klima- energi og
bygningsministeren
Lavemissionssamfund i 2050
P V
Klimarådet
M H
Et ressourceeffektivt samfund
P V
Højt prioriterede problemstillinger
B F
Energiforsyning baseret på
vedvarende energi
P V
Klimarådet
M H
T F
Markant lavere udledninger fra
øvrige sektorer
P V
Anbefalinger (...) om
klimaindsatsen
M H
Vækst
B V
Klima- energi- og
bygningsministeren
Udvikling
B V
Vækst
B V
Gennemsigtighed og offentlighed
om status, retning og fremdrift
B V
Konkurrenceevne
B V
Beskæftigelse
B V
Klimarådet
M -
Danmarks klimapolitik
T F
Fagligt sammenhængende grundlag T V
for Danmarks klimapolitik
Videnskabens anbefalinger om den T V
nødvendige klimaindsats
Klimarådet
M H
Ekstern ekspertise
M H
Ekspertbaserede ad hoc-udvalg
M H
Rådet
M H
Klima- energi og
Bygningsministeren
M H
Klimarådet
M H
Den nødvendige sagkundskab
T F
Ekspertorgan
T F
Rådet
M H
Klimarådet
M H
Eksterne analyser
T F
[SIDE 1]
Nyt medlem
M F
Klimarådets
M H
Klimarådet
M H
Relevante parter
M H
Sekretariat
M H
Klimarådet
M H
Sekretariatet
M H
Interessentgruppe
M H
Sekretariatschef
M H
Repræsentanter fra
interesseorganisationer
M H
Klima- energi- og
bygningsministeren
M H
(Repræsentanter fra)
Brancheforeninger
M H
Klimarådets formand
M H
Klimapolitisk redegørelse
T M H
(Repræsentanter fra) Virksomheder M H
(Repræsentanter fra) ngo'er
M H
Klima- energi- og
bygningsministeren
(Repræsentanter fra) Kommuner
M H
Klimapolitisk redegørelse
T F
(Repræsentanter fra) Regioner
M H
Folketinget
M H
Klimarådet
M H
O F
En årlig arbejdsplan
T F
Historisk drivhusgasudledning
fordelt på sektorer
Klimarådet
M H
T F
Forretningsorden
T F
Fremskrivninger for
drivhusgasudledninger
Klimarådet
M F
1 formand
M F
6 øvrige medlemmer
M F
Klimarådet
M F
Eksperter
M H
Energi
T F
Bygninger
T F
Transport
Planlagte klimatiltag og virkemidler P F
Forventet fremtidig effekt
T F
Nationale klimamålsætninger
P F
Internationale klimaforpligtelser
T F
Klimarådets anbefalinger
T F
Klima- energi- og
bygningsministeren
M H
M H
T F
Klima- energi- og
bygningsministeren
Landbrug
T F
Klimarådets anbefalinger
T F
Miljø eller natur
O F
Økonomi
T F
Samfundsøkonomisk
T F
Erhvervsøkonomisk
T F
Formanden
M F
Øvrige medlemmer
M F
Klima- energi- og
bygningsministeren
M H
Relevante ministerier
M H
Medlemmerne af Klimarådet
M F
Formanden
M H
Øvrige medlemmer
M H
[SIDE 2]
Bilag 2.2 - Aktører i Klimaloven (Markeret m. overstregning)
LOV nr 716 af 25/06/2014 (Gældende)
Udskriftsdato: 24. marts 2015
Ministerium:
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
Journalnummer: Klima-, Energi- og Bygningsmin.,
Energistyrelsen, j.nr. 4001/4001-0008
Senere ændringer til forskriften
Ingen
Lov om Klimarådet, klimapolitisk redegørelse og fastsættelse af nationale
klimamålsætninger
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Formål
§ 1. Loven har til formål at etablere en overordnet strategisk ramme for Danmarks klimapolitik med
henblik på at overgå til et lavemissionssamfund i 2050, dvs. et ressourceeffektivt samfund med en energiforsyning baseret på vedvarende energi og markant lavere udledninger af drivhusgasser fra øvrige sektorer, som samtidig understøtter vækst og udvikling. Loven skal derudover fremme gennemsigtighed og offentlighed om status, retning og fremdrift for Danmarks klimapolitik.
Klimarådet
§ 2. For at fremme et fagligt sammenhængende beslutningsgrundlag for Danmarks klimapolitik nedsætter klima-, energi- og bygningsministeren Klimarådet som et uafhængigt rådgivende ekspertorgan.
Stk. 2. Klimarådet bidrager med uafhængig rådgivning m.v. om omstillingen til et lavemissionssamfund
og har følgende hovedopgaver:
1) Vurdere status for Danmarks opfyldelse af nationale klimamålsætninger og internationale klimaforpligtelser.
2) Analysere mulige omstillingsveje mod et lavemissionssamfund i 2050 og mulige virkemidler for at
opnå drivhusgasreduktioner.
3) Udarbejde anbefalinger om udformning af klimapolitikken, herunder valg af virkemidler og omstillingsveje.
4) Bidrage til den offentlige debat. Klimarådet skal i fornødent omfang i udarbejdelsen af sine analyser
og øvrige arbejde høre og inddrage relevante parter, herunder bl.a. erhvervsinteresser, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, jf. stk. 6.
Stk. 3. Klima-, energi- og bygningsministeren kan anmode Klimarådet om at komme med anbefalinger
vedrørende særlige, højt prioriterede problemstillinger m.v. inden for lovens formål.
Stk. 4. Klimarådet skal mindst en gang årligt fremsende og offentliggøre anbefalinger til klima-, energiog bygningsministeren om klimaindsatsen, jf. stk. 2 og 3, så denne kan indrettes omkostningseffektivt og
under hensyn til vækst, konkurrenceevne, beskæftigelse og videnskabens anbefalinger om den nødvendige klimaindsats.
Stk. 5. Klimarådet kan inddrage ekstern ekspertise i sit arbejde, herunder etablere ekspertbaserede ad
hoc-udvalg, når rådet ikke selv besidder den nødvendige sagkundskab, ligesom rådet vil kunne få udarbejdet eksterne analyser m.v.
1
Stk. 6. Til brug for Klimarådets arbejde med at høre og inddrage relevante parter m.v. i medfør af stk. 2,
nr. 4, etablerer Klimarådet en interessentgruppe med repræsentanter fra relevante interesseorganisationer,
brancheforeninger, virksomheder, ngo’er, kommuner, regioner m.v.
Stk. 7. Klimarådet offentliggør en årlig arbejdsplan for rådets opgaver.
Stk. 8. Klimarådet fastsætter en forretningsorden.
§ 3. Klimarådet består af 1 formand og 6 øvrige medlemmer.
Stk. 2. Klimarådet sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt klimarelevant fagligt niveau inden for energi, bygninger, transport, landbrug, miljø eller natur og økonomi, herunder bred samfundsøkonomisk og erhvervsøkonomisk ekspertise. Formanden udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren, og de øvrige medlemmer udpeges af klima-, energi- og bygningsministeren efter høring af relevante ministerier.
Stk. 3. Medlemmerne af Klimarådet udpeges for en periode af 4 år. Genudpegning kan ske én gang.
Hvis formanden eller et af de øvrige medlemmer udtræder af rådet før periodens udløb, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år.
§ 4. Klimarådet bistås af et sekretariat.
Stk. 2. Sekretariatet ledes af en sekretariatschef, som udnævnes af klima-, energi- og bygningsministeren efter indstilling fra Klimarådets formand.
Klimapolitisk redegørelse
§ 5. Klima-, energi- og bygningsministeren udarbejder en årlig klimapolitisk redegørelse til Folketinget,
der indeholder følgende:
1) Historisk drivhusgasudledning fordelt på sektorer.
2) Fremskrivninger for drivhusgasudledninger.
3) Planlagte klimatiltag og virkemidler og forventet fremtidig effekt heraf.
4) Beskrivelse af og status for opfyldelse af nationale klimamålsætninger.
5) Beskrivelse af og status for opfyldelse af internationale klimaforpligtelser.
6) Klimarådets anbefalinger m.v. til klima-, energi- og bygningsministeren.
7) Klima-, energi- og bygningsministerens redegørelse for og stillingtagen til Klimarådets anbefalinger
m.v.
Ikrafttræden m.v.
§ 6. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, § 2, stk. 2-7, og § 5 træder i kraft den 1. januar 2015.
§ 7. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 25. juni 2014
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Rasmus Helveg Petersen
2
Bilag 2.3 Fordeling af Aktører på Aktørklasser og Aktørladning i Klimaloven
Bilag 2.3.1 Fordelingen i tal
Objekter Teknologier Mennesker
Mål
Scenarier
Begreber
I alt
Fakta
2
(1,89%)
26
(24,53%)
8
(7,55%)
3
(2,83%)
0
(0%)
1
(0,94%)
40
(37,74%)
Værdi
0
(0%)
2
(1,89%)
0
(0%)
7
(6,60%)
0
(0%)
7
(6,60%)
16
(15,09%)
Handling
0
(0%)
0
(0%)
45
(42,45%)
0
(0%)
0
(0%)
0
(0%)
45
(42,45%)
N/A
0
(0%)
2
(1,89%)
2
(1,89%)
0
(0%)
0
(0%)
1
(0,94%)
5
(4,72%)
I alt
2
(1,89%)
30
(28,30%)
55
(51,89%)
10
(9,43%)
0
(0%)
9
(8,49%)
106
(100%)
Bilag 2.3.2
Bilag 2.3.3
Bilag 2.3.4
Bilag 2.3.5
Bilag 3
Bilag 3.1 Aktører i Climate Change 2014
Synthesis Report – Summary for PolicyMakers
(Sorteret Kronologisk)
Aktørklasser:
The warmest 30-year period of the
last 1400 years
O
F
Northern Hemisphere
O
F
Globally averaged combined land
and ocean surface temperatur
O
F
0.85 C
O
F
Period 1880 to 2012
O
F
O = Objekter
T = Teknologier/teknikker
Datasets
T
F
M = Mennesker
P = Mål
Multi-decadal warming
O
F
S = Scenarier
B = Begreb
Globally averaged surface
temperature
O
F
Substantial decadal and interannual
veriability
O
F
Natural variability
O
F
Trends based on short records
T
F
Long-term climate trends
T
F
The rate of warming over the past
15 years
O
F
O
F
Aktørladninger:
F = Fakta
V = Værdi
H = Handling
Observed Changes
O
-
Human influence on the climate
system
O
F
Antropogenic emissions of
greenhouse gasses
O
F
Climate changes
O
F
Globally averaged combined land
and ocean surface temperature
anomaly
Human (systems)
O
F
Globally everaged sea level change
O
F
Natural systems
O
F
O
F
Observed changes in the climate
system
O
-
Globally averaged greenhouse gas
concentrations
O
F
Warming of the climate system
O
F
Global anthropogenic CO2
emissions
Observed changes
O
F
CH4 (emission)
O
F
Decades
O
F
N2O emission
O
F
Millennia
O
F
Cumulative CO2 emissions
O
F
The atmosphere
O
F
Observations
T
F
Ocean
O
F
Emissions
O
F
Snow
O
F
Observations and other indications
T
F
Ice
O
F
Global climate system
O
F
Sea level
O
F
O
F
The last three decades
O
F
Annually and globally averaged
combined land and ocean surface
temperature anomalies
Earth's surface
O
F
F
Any preceding decade since 1850
O
F
Annually and globally averaged sea O
level changes
Period from 1983 to 2012
O
F
Longest-running dataset
T
F
Data sets
T
F
[SIDE2]
Datasets
T
F
O
F
F
The global water cycle over the
ocean
Satellite altimetry
T
Atmospheric concentration of the
greenhouse gases
O
F
Regions of high salinity
O
F
Evaporation
O
F
Carbon dioxide (CO2)
O
F
Regeions of low salinity
O
F
Methane (CH4)
O
F
Precipitation
O
F
Nitrous oxide (N2O)
O
F
Oceanic uptake of CO2
O
F
Ice core data
T
F
Acidification of the ocean
O
F
Deirect atmospheric measurements
T
F
pH of ocean surface water
O
F
Global anthropogenic CO2
emissions
O
F
A 26% increase in acidity
O
F
Hydrogen ion concentration
O
F
Forestry and other land use
T
F
Greenland and Antarctic ice sheets
O
F
Fossil fuel
O
F
Glaciers
O
F
Cement production
T
F
F
T
F
Northern Hemisphere spring snow
cover
O
Flaring
Emissions of CO2
O
F
Permafrost temperatures
O
F
Global effects of the accumulation
of CH4 and N2O emissions
O
F
Surface temperatures
O
F
Snow cover
O
F
Greenhouse gas emission data
T
F
The annual mean Arctic sea-ice
extent
O
F
El Niño
O
F
Arctic sea-ice extent
O
F
Ocean warming
O
F
O
F
Energy stored in the climate system O
F
The annual mean Arctic sea-ice
extent
More than 90% of the energy
accumulated between 1971 and
2010
O
F
Strong regional diFerences in
Antarctica
O
F
Global mean sea level
O
F
The atmosphere
O
F
Sea level rise
O
F
Ocean warming
O
F
Climate change
O
-
Surface
O
F
O
F
The upper 75 m
O
F
Anthropogenic greenhouse gas
emissions
The upper ocean (0-700 m)
O
F
Economic and population growth
O
F
The mid-latitude land areas of the
Northern Hemisphere
O
F
F
Precipitation
O
F
Atmospheric concentrations of
O
carbon dioxide, methane and nitrous
oxide
Area-averaged long-term positive or T
negative trands
F
Effects
O
F
Other anthropogenic drivers
O
F
Observations of changes
T
F
Climate system
O
F
Ocean surface salinity
O
F
F
Indirect evidence
T
F
The dominant cause of the observed O
warming
Anthropogenic greenhouse gas
F
[SIDE 3]
O
(GHG) emissions
F
The basket of Kyoto gases (CO2,
CH4, N2O as well as F-gases)
O
F
100-year Global Warming Potential T
(GWP100) values
F
SAR
T
F
Atmospheric concentration of
carbon dioxide(CO2), methane
(CH4) and nitrous oxide (N2O)
O
Cumulative anthropogenic CO2
emissions to the atmosphere
O
F
The most recent GWP100 values
T
F
Emissions
O
F
AR5
T
F
Atmosphere
O
F
Total annual GHG emissions
O
F
Atmosphere
O
F
Methane
O
F
Land
O
F
The long-term trend
T
F
Plants
O
F
Total anthropogenic GHG emissions O
F
Soils
O
F
F
O
F
Larger absolute increases between
2000 and 2010
O
Ocean
Ocean
O
F
Climate chang emitigation policies
T
F
30% of the emitted anthropogenic
CO2
O
F
Anthropogenic GHG emissions in
2010
O
F
Ocean acidification
O
F
F
Half the anthropogenic CO2
emissions 1750 and 2011
O
F
Emissions of CO2 from fossil fuel O
combustion andindustrial processes
78% of the total GHG emissions
increase from 1970 to 2010
O
F
[SIDE 4]
Total annual anthropogenic GHG
emissions by gasses 1970-2010
(figur)
O
F
A similar percentage contribution
for the increase during the period
2000 to 2010
O
F
Total annual anthropogenic
greenhouse gas (GHG) emissions
for the period 1970 to 2010
O
F
Economic (growth)
B
F
Population growth
O
F
F
O
CO2 emissions from fossil fuel
combustion
O
CO2 from fossil fuel combustion
and industrial processes
Population growth
O
F
CO2 from Forestry and Other Land
Use
O
F
Economic growth
O
F
Methane (CH4)
O
F
Increased use of coal
O
F
Nitrious oxide (N2O)
O
F
Decarbonization
T
F
Flourinated gasses covered by the
Kyoto Protocol (F-gases)
O
F
Carbon intensity of energy
O
F
The world's energy supply
O
F
2010 emissions
O
F
T
F
Elernatively CO2-equivalent
emission weightings
O
F
The evidence for human influence
on the climate system
T
F
IPCC Second Assesment Report
(SAR)
T
F
IPCC Fourth Assessment Report
(AR4)
O
F
AR5 values
T
F
More than half of the observed
increase in global average surface
temperature from 1951 to 2010
CO2-equivalent emissions
O
F
The anthropogenic increase in GHG O
F
F
concentrations
Other antropogenic forces
O
F
Other anthropogenic forcings
O
F
The cooling effect of aerosols
O
F
Human-induced contribution to
warming
O
F
The effect of land use change
O
F
Combined anthropogenic forcings
O
F
The observed warming
O
F
Natural Forcings
O
F
Anthropogenic forcings
O
F
Natural internal climate variability
O
F
Surface temperature increases
O
F
O
F
Anthropogenic influences
O
F
The observed surface temperature
change
The global water cycle
O
F
Observational uncertainty
T
F
Glaciers
O
F
Warming ranges
T
F
Surface melting of the Greenland ice O
sheet
F
Observations
T
F
Climate model simulations
T
F
Anthropogenic influences
O
F
An individual external forcing
O
F
Arctic sea-ice loss
O
F
Observed warming
O
F
Global upper ocean heat content (0- O
700 m)
F
Combined anthropogenic forcings
O
F
Global mean sea level rise
O
F
Greenhouse gases
O
F
Greenhouse gas emissions
O
F
Other anthropogenic forcings
O
F
CO2-equivalent (GtCO2-eq)
emissions
O
F
A combined signal
O
F
Impacts
O
-
Weightings
T
F
Climate change
O
-
100-year Global Warming Potentials T
F
Changes in climate
O
F
IPCC Second Assessment Report
values
T
F
Impacts
O
F
Natural (systems)
O
F
Antarctica
O
F
Human systems
O
F
Anthropogenic forcings
O
F
Impacts
O
F
The observed warming
O
F
Observed climate change
O
F
The sensitivity of natural (systems)
O
F
(The sensitivity of) human systems
O
F
Changing climate
O
F
Evidence of observed climate
change impacts
T
F
Natural systems
O
F
Changing precipitation
O
F
Melting snow and ice
O
F
Hydrological systems
O
F
Water resources
O
F
Terrestrial (species)
O
H
Freshwater (species)
O
H
[SIDE 5]
Contributions to observed surface
temperature change over the period
1951-2010
O
F
Observed Warming
O
F
Greenhouse gases
O
F
Other anthropogenic forcings
O
F
Combined anthropogenic forcings
O
F
Natural Forcings
O
F
Natural internal variability
O
F
Warming trends
O
F
Well-mixed greenhouse gases
O
F
Marine species
O
H
Rivers
O
F
Geographic ranges
O
F
Lakes
O
F
Seasonal activities
O
F
Floods
O
F
Migrations patterns
O
F
Drought
O
F
Abundances
O
F
Coastal erosion
O
F
Species interaction
O
F
Sea level effects
O
F
Ongoing climate change
O
F
Biological systems
O
F
Impacts on human systems
O
F
Terrestrial ecosystems
O
F
Climate change
O
F
Wildfire
O
F
Climate change
O
F
Marine ecosystems
O
F
Crops
O
F
Human (systems)
O
F
Negative impacts of climate change O
on crop yields
F
Managed systems
O
F
Food production
O
F
Positive impacts (of climate change O
on crop yields)
F
Livelihoods
B
F
Impacts of ocean acidification on
marine organisms
O
F
Health
O
F
Economics
B
F
Human influence
O
F
Impacts
O
F
Minor contribution of climate
change
O
F
Major contribution af climate
change
O
F
Available scientific literature
T
F
[SIDE 6]
Impacts attributed to climate change O
F
The available scientific literature
since the AR4
O
F
Polar Regions (Arctic and Antarctic) O
F
North America
O
F
IPCC Fourth Assessment Report
(AR4)
T
F
Europe
O
F
Impacts attributed to climate change O
F
Asia
O
F
F
O
F
Defined scientific evidence on the
role of climate change
T
Small Islands
Central and South America
O
F
Impacts attributed to climate change O
F
Africa
O
F
T
F
Australia
O
F
Publications supporting attributed
impacts
Climate change
O
F
Publications
T
F
Observed impacts
O
F
Gaps in data and studies
T
F
Climate change
O
F
O
F
Physical systems
O
F
The relative contribution of climate
change
Glaciers
O
F
The observed impacts
O
F
Snow
O
F
Regional-scale impacts
O
F
Ice
O
F
Regional totals of climate change
publications from 2001 to 2010
O
F
Permafrost
O
F
An overall measure of the available T
F
scientific literature on climate
change across regions
Greater risk of flooding at regional
scale
O
F
IPCC scientific evidence criteria
T
V
Extreme sea levels
O
F
Publications
T
F
Storm surges
O
F
WGII AR5
T
F
Rising mean sea level
O
F
The attributed impacts
O
F
F
Extreme events
O
-
Impacts from recent climate-related O
extremes
Extreme weather (events)
O
F
Droughts
O
F
(Extreme) climate events
O
F
Floods
O
F
Human influences
O
F
Cyclones
O
F
A decrease in cold temperature
extremes
O
F
Wildfires
O
F
F
Increase in warm temperature
extremes
O
F
Vulnerability and exposure of some O
ecosystems and many human
systems
Increase in high sea levels
O
F
Climate variability
O
F
Increase in the number of heavy
precipitations events
O
F
Future Climta Changes
O
-
(Future) Risks
O
-
The number of cold days and nights O
F
(Future) Impacts
O
-
The number of worm days and
nights
O
F
Emission of greenhouse gases
O
F
Further warming
O
F
The frequency of heat waves
O
F
O
F
Europe
O
F
Long-lasting changes in all
components of the climate system
Asia
O
F
O
F
Australia
O
F
Severe, pervasive and irriversible
impacts for people and ecosystems
Limiting climate change
P
V
Substantial and sustained reductions T
in greenhouse gas emission
V
Adaptation
T
V
Climate change risks
O
F
[SIDE 7]
Human influence
O
F
Observed global scale changes in
O
the frequency and intensity of daily
temperature extremes since the mid20th century
F
Key drivers of future climate
O
F
Human influence
O
F
Cumulative emissions of CO2
O
F
The probability of occurrence of
heat waves
O
F
Global mean surface warming
O
F
Observed warming
O
F
Projections of greenhouse gas
emissions
T
F
Heat-related human mortality
O
F
Socio-economic development
B
F
Cold-related human mortality
O
F
Climate policy
T
F
Heavy precipitation events
O
F
Anthropogenic GHG emissions
O
F
Trends in extreme preicipitation and O
discharge
F
Population size
O
F
Catchments
F
Economic activity
O
F
T
Lifestyle
B
F
Higher emissions
O
F
Energy use
O
F
Lower emissions
O
F
Land use patterns
T
F
300 baseline scenarios
T
F
Technology
T
F
900 mitigation scenarios
T
F
Climate policy
T
F
F
The Representative Concentration
Pathways (RCPs)
T
F
CO2-equivalent concentration (co2- O
eq) by 2100
The CO2-eq
O
F
Four different 21st century pathways T
F
GHGs
O
F
GHG emissions
O
F
Halogenated gases
O
F
Atmospheric concentration
O
F
Tropospheric ozone
O
F
Air pollutant
O
F
Aerosols
O
F
Land use
T
F
Albedo change
O
F
RCPs
T
F
CO2 emissions
O
F
Stringent mitigation scenario
(RCP2.6)
T
F
Non-CO2 drivers
O
F
Two intermediate scenarios (RCP
4.5 and RCP6.0)
T
F
Annual anthropogenic CO2
emissions
O
F
One scenario with very high GHG
emissions (RCP 8.5)
T
F
Historical emissions
O
F
Baseline scenarios
T
F
RCP8.5
T
F
Pathways ranging between RCP6.0
and RCP8.5
T
F
RCP6.0
T
F
RCP4.5
T
F
RCP2.6
T
F
RCP2.6
T
F
Keep global warming likely below
2C above pre-industrial
temperatures
P
F
Annual emissions (GtCO2/yr)
O
F
WGIII AR5 scenario database
T
F
RCPs
T
F
Warming
O
F
The wide range of scenarios
O
F
Cumulative CO2 emissions
O
F
WGIII
M
H
Human-induced warming
O
F
Multiple lines of evidence
T
F
Temperature change relative to
1861-1880 (C)
O
F
A strong, consistent, almost linear
O
relationship between cumulative
CO2 emissions and projected global
temperature change to the year 2100
F
Cumulative anthropogenic CO2
emissions from 1870 (GtCO2)
O
F
Emissions of carbon dioxide (CO2) O
F
RCPs
T
F
O
F
Wider set of mitigation scenarios
T
F
Representative Concentration
Pathways(RCPs)
WGIII
M
H
Scenario categories
T
F
Level of warming
O
F
WGIII
M
H
A range of cumulative CO2
emissions
O
F
WGIII scenario categories
T
F
Emission scenarios
T
F
Scientific literature
T
F
[SIDE 8]
CO2-eq concentration levels (in
ppm) in 2100
O
F
Extreme precipitation events
S
F
F
O
F
The ocean will continue to warm
and acidify
S
Greenhouse gas emissions
Global mean surface temperature
O
F
Global mean sea level (…) rise
S
F
Global CO2 emissions
O
F
Future climate
O
F
Various lines of evidence
T
F
Committed warming
O
F
Projections
S
F
Past anthropogenic emissions
O
F
Climate carbon cycle models
T
F
Future anthropogenic emissions
O
F
Historical emissions
O
F
Natural climate variability
O
F
RCPs
T
F
S
F
Models
T
F
Anthropogenic warming in 2100
O
F
Global mean surface temperature
change for the period 2016-2035
relative to 1986-2005
Cumulative CO2 emissions from
1870 to 2100
O
F
RCPs
T
F
Major vulcanic eruptions
O
F
Climate model (median climate
response)
T
F
Changes in some natural sources
(eg. CH4 and N2O)
O
F
Scenario categories
T
F
O
F
WGIII
M
H
Unexpected changes in total solar
irradiance
The impact of diFerent scenarios
O
F
The magnitude of the projected
climate change
S
F
Non-CO2 climate drivers
O
F
The choice of emission scenario
B
F
Observed emissions to 2005
O
F
F
Observed temperatures in the
decade 2000-2009
O
F
Uncertainties
T
F
Global surface temperature change S
for the end of the 21st century (20812100) is likely to exceed 1.5C for
RCP4.5, RCP6.0 and RCP8.5
Warming is likely to exceed 2C for
RCP6.0 and RCP8.5
S
F
Multi-model results
T
F
P
F
(Warming is)More likely than not to S
exceed 2C for RCP4.5
F
Limiting total human-induced
warming to less than 2C relative to
the period 1860-1880
(Warming is) Unlikely to exceed 2C S
for RCP2.6
F
Increase of global mean surface
temperature by the end of the 21st
century (2081-2100) relative to
1986-2005 is likely to be 0.3C to
1.7C under RCP2.6
S
F
S
F
[SIDE 9]
Require cumulative CO2 emissions S
from all anthropogenic sources since
1870 to remain below about 2900
GtCO2
F
Non-CO2 drivers
O
F
About 1900 GtCO2
O
F
Projected changes in the climate
system
S
F
(Increase in temperature is likely to
be) 1.1C to 2.6C under RCP4.5
S
F
Surface temperature (..) rise
S
F
(increase in temperature is likely to
be) 1.4C to 3.1C under RCP6.0
Emission scenarios
T
F
S
F
Heat waves
S
F
(Increase in temperature is likely to
be) 2.6 to 4.8C under RCP8.5
The Arctic region will continue to
S
F
warm more than the global mean
F
Coupled Model Intercomparison
Projekt Phase 5 (CMIP5) models
T
F
Multi-model mean
T
F
More frequent hot (temperature
extremes)
S
Fewer cold temperature extremes
S
F
Changes in precipitation
S
F
Global mean surface increases
S
F
Precipitation
O
F
Heat waves will occur with a higher S
frequency and longer duration
F
High latitudes
O
F
Equatorial Pacific
O
F
Cold winter extremes
S
F
F
P
F
Likely to experience increase in
annual mean pricipitation
S
Limiting warming to 2C
2900 GtCO2 that would limit
warming to less than 2Cwith
aprobability of >66%
S
F
Annual mean pricipitation
O
F
RCP8.5 scenario
T
F
3000 GtCO2 that would limit
warming to less than 2C with a
probability of >50%
S
Mid-latitude dry regions
O
F
Subtropical dry regions
O
F
S
F
3300 GtCO2 that would limit
warming to less than 2C with a
probability of >33%
S
Mean pricipitation will likely
decrease
Mean pricipitation
O
F
Mid-latitude wet regions
O
F
RCP 8.5 scenario
T
F
Mean precipitation will likely
increase
S
F
Mean pricipitation
O
F
S
F
F
F
[SIDE 10]
Global average surface temperature S/O F
change (relative to 1986 - 2005)
Global average surface temperature O
F
(Global average surface temperature S
change) Mean over 2081-2100
F
RCP2.6
T
F
Extreme precipitation events (...)
will very likely become more
intense and more frequent
RCP4.5
T
F
Extreme precipitation event
O
F
RCP6.0
T
F
Mid-latitude land masses
O
F
RCP8.5
T
F
Wet tropical regions
O
F
Global mean sea level rise (relative
to 1986-2005)
S/O F
The global ocean will continue to
warm during the 21st century
S
F
Global mean sea level
O
F
The global ocean
O
F
RCP2.6
T
F
F
RCP4.5
T
F
RCP6.0
T
F
Strongest warming projected for the S
surface in tropical and Northern
Hemisphere subtropical regions
RCP8.5
T
F
Warming
O
F
Global average surface temperature S
change
F
Surface in tropical (regions)
O
F
O
F
Global average surface temperature O
F
Surface in Northern Hemisphere
subtropical regions
Global mean sea level rise
S
F
Observations
T
F
Global mean sea level
O
F
Physical understanding
T
F
Multi-model simulations
T
F
Modelling
T
F
Collapse of marine-based sectors of S
the Antarctic ice sheet
F
Marine based sectors of the
Antarctic ice sehhet
O
F
(…) could cause global mean sea
level to rise substantially
S
F
Global mean sea level
O
F
Not exceed tenths of a meter of sea
level rise
S
F
Sea level
O
F
[SIDE 11]
Ocean acidification
O
F
All RCP scenarios
T
F
Slow recovery (…) under RCP2.6
S
F
Decrease in surface ocean pH
S
F
Surface ocean pH
O
F
0.06 to 0.07 (15 to 17% increase in
acidity) for RCP2.6
S
F
0.14 to 0.15 (38 to 41%) for RCP4.5 S
F
0.20 to 021 (58 to 62%) for RCP6.0 S
F
0.30 to 0.32 (100 to 109%) for
RCP8.5
S
F
RCP2.6
T
F
RCP8.5
T
F
Year-round reductions in Arctic sea
ice
S
F
Change in average surface
temperature (1986-2005 to 20812100)
S
F
All RCP scenarios
T
F
Arctic sea ice
O
F
Average surface temperature
O
F
S
F
Change in average precipitation
(1986-2005 to 2081-2100)
S
F
Nearly ice-free Arctic Ocean in the
summer sea-ice minimum in
September before mid-century is
likely for RCP8.5
Average participation
O
F
Arctic ocean summer sea ice
O
F
Change in average surface
temperature
S
F
Near-surface permafrost extent at
high latitude will be reduced
S
F
Average surface temperature
O
F
Near-surface permafrost
O
F
Change in average precipitation
S
F
F
O
F
Global mean surface temperature
increases
S
Average precipitation
Models
T
F
Global mean surface temperature
O
F
Multi-model mean projections
T
F
F
RCP2.6 (scenario)
T
F
RCP8.5 (…) scenario
T
F
The area of permafrost near the
S
surface (3.5m) projected to decrease
by 37% (RCP2.6)
Models
T
F
Area of permafrost near the surface
(3.5m)
O
F
Regions where the projected change O
is large
F
S
F
Natural internal variability
O
F
(The area of permafrost near the
surface (3.5m projected to decrease
by) 81% (RCP8.5)
Models
T
F
Multi-model average
T
F
Regions where the change is less
than one standard deviation
O
F
Global glacier volume
O
F
O
F
Natural internal variability
O
F
Glaciers in the periphery of
Antarctica
Earth System Models
T
F
Greenland (ice sheet)
O
F
Global increase in ocean
acidification
S
F
Antarctic ice sheet
O
F
(global glacier volume) is projected S
F
to decrease by 15 to 55% for
RCP2.6
New risks
O
F
Natural (systems)
O
F
Human systems
O
F
Risks
O
F
((global glacier volume) is projected S
to decrease) by 35 to 85% for
RCP8.5
F
Sea-ice extent
O
F
Disadvantaged people
M
F
Models
T
F
(Disadvantaged) Communities
M
F
Climatological mean state
O
F
Countries
M
F
1979-2012 trend od the Arctic seaice extent
T
F
All levels of development
B
F
Risk of climate-realated impacts
O
F
Climate related hazards
O
F
Hazardous events
O
F
(Hazardous) trends
O
F
Human (systems)
O
H
Natural systems
O
H
Rising rates and magnitudes of
warming
O
F
Other changes in the climate system O
F
F
Ocean acidification
O
F
F
[SIDE 12]
Understanding and projecting of sea T
level ice
V
AR4
T
F
Global mean sea level rise
S
F
Global mean sea level
O
F
(sea level rise will likely be in the
ranges of) 0.26 to 0.55 m for
RCP2.6
S
F
(sea level rise will likely be in the
ranges of) 0.45 to 0.82 m for
RCP8.5
S
Sea level rise will not be uniform
S
F
The risk of severe, pervasive and in O
some cases irriversible detrimental
impacts
Sea level rise
O
F
Risks
O
F
Sea level will rise in more than
about 95% of the ocean area
S
F
Risks of future climate change
impacts
O
V
Sea level
O
F
P
F
Ocean area
O
F
Limiting the rate and magnitude of
climate change
About 70% of the coastlines
S
worldwide are projected to
experience a sea level change within
+/-20% of the global mean
F
Ocean acidification
O
F
Precise levels of climate change
sufficient to trigger abrupt and
irriversible change
O
F
Coastlines worldwide
O
F
Risk
O
F
Sea level change
O
F
Thresholds
O
F
Future risks
S
-
Rising temperature
O
F
(Future)Impacts
S
-
Risk assesment
T
F
Changing climate
O
F
T
V
Climate change will amplify
existing risks and create new risks
S
F
Evaluate the widest possible range
of impacts
S
V
Climate change
O
F
Low-probability outcomes with
large consequences
Existing risks
O
F
A large fraction of species faces
increased extinction risks
S
F
A large fraction af species
O
F
Marine biodiversity reduction
O
F
Climate change
O
F
Sensitive region
O
F
Climate change
O
F
F
Other stressors
O
F
Most plant species
O
H
Challenge the sustained provision of S
fisheries productivity and other
ecosystem services
Geographical ranges
O
F
Fisheries
O
F
Current and high projected rates of
climate change
O
F
Ecosystem services
O
F
Wheat
O
F
Landscapes
O
F
Rice
O
F
Most small mammals
O
H
Maize
O
F
Freshwater molluscs
O
H
Tropical (regions)
O
F
The rates projected under RCP4.5
and above
S
F
Temperate regions
O
F
S
F
Flat landscapes
O
F
Future risk
S
F
Observation
T
F
Climate change without adaptation
is projected to negatively impact
production for local temperature
increases of 2C or more above late
20th century levels
Natural global climate change
O
F
Climate change
O
F
Anthropogenic climate change
O
F
Production
B
F
Significant ecosystems shifts
O
F
Temperature increase
O
F
Species extinction
O
F
Individual locations may benifit
S
F
The past millions of years
O
F
F
Marine organisms
O
F
Progressively lower oxygen levels
S
F
Global temperature increases of ~4C S
or more above late 2oth century
levels (…) would pose large risks to
food security globally
High rates and magnitudes of ocean S
acidification
F
Global temperature increase
O
F
Increasing food demand
S
F
Rising ocean temperature extremes
O
F
Food security
B
F
Coral reefs
O
F
F
Polar ecosystems
O
F
Coastal systems
O
F
Low-lying areas
O
F
Climate change is projected to
S
reduce renewable surface water and
groundwater resources in most dry
subtropical regions
Sea level rise
O
F
Climate change
O
F
Global mean temperature
O
F
Renewable surface water
O
F
Climate change is projected to
undermine food security
S
F
Groundwater resources
O
F
Dry subtropical regions
O
F
Climate change
O
F
S
F
Food security
O
F
Intensefying competition for water
among sectors
Projected climate change
S
F
Competition
B
F
Global marine species redistribution O
F
Water
O
F
Sectors
T
F
Warming averaged over land
T
F
Heat-related human mortality
O
F
RCP scenarios
T
F
River and coastal urban floods
O
F
Europe
O
F
[SIDE 13]
Regional key risks
O
F
River and coastal floods
O
F
Potential for risk reduction
T
F
Water restrictions
O
F
Key risks
O
F
Extreme heat events
O
F
Physical systems
O
F
Wildfires
O
F
Glaciers
O
F
Asia
O
F
Snow
O
F
Flood damage to infrastructure
O
F
Ice
O
F
(flood damage to) livelihoods
O
F
Permafrost
O
F
(flood damage to) settlements
O
F
Rivers
O
F
Heat-related human mortality
O
F
Lakes
O
F
O
F
Floods
O
F
Drought-related water and food
shortage
Drought
O
F
The Ocean
O
F
Coastal erosion
O
F
Distributional shift
O
F
Sea level effects
O
F
Reduced fisheries catch potential
O
F
Biological systems
O
F
Mass coral bleaching and mortality
O
F
Terrestrial ecosystems
O
F
Coastal inundation
O
F
Wildfire
O
F
Habitat loss
O
F
Marine ecosystems
O
F
Central and South America
O
F
Human (Systems)
O
F
Reduced water availability
O
F
Managed systems
O
F
Flooding
O
F
Food production
T
F
Landslides
O
F
Livelihoods
B
F
T
F
Health
O
F
Reduced food production and
quality
Economics
B
F
Spread of vector-borne diseases
O
F
High adaptation
T
F
Africa
O
F
Additional adaptation
T
F
Compounded stress in water
resources
O
F
Current adaptation
T
F
Reduced crop productivity
T
F
Polar regions (Arcitic and
Antarctica)
O
F
(reduced) Livelihood (security)
B
F
Ecosystems
O
F
(reduced) food security
B
F
Health and well-being
O
F
Vector-borne diseases
O
F
Unprecedented challenges
O
F
Water-borne diseases
O
F
North America
O
F
Small islands
O
F
Wildfires
O
F
Loss of livelihoods
B
F
(Loss of) settlements
O
F
(Loss of) Infrastructure
T
F
Climate change
O
F
(Loss of) ecosystem services
O
F
Yield increases
S
F
(Loss of) economic stability
B
F
(Yield) decreases
S
F
Risks for low-lying coastal areas
O
F
Emission scenarios
T
F
Australasia
O
F
Tropical (regions)
O
F
Significant change in composistion
and structure of coral reef systems
S
F
Temperate regions
O
F
Adaptation (cases)
T
F
Increased flood damage to
infrastructure
O
F
No-adaptation cases
T
F
(increased flood damage to)
settlements
O
F
Changes in crop yields
S
F
Projected climate change
S
F
Increased risk to coastal
infrastructure
O
F
Human health
O
F
S
F
(Increased risk to) low-lying
ecosystems
O
F
Exacerbating health problems that
already exists
F
Key risks
O
F
Potential for risk reduction
T
F
Adaptation
T
F
Throughout the 21st century, climate S
change is expected to lead to
increase in ill-health in many
regions and especially in developing
countries with low income
Mitigation
T
F
Climate change
O
F
Limits to adaptation
T
F
Ill-health
O
F
Key risk
O
F
O
F
Projected levels of global mean
temperature increase
S
F
Developing countries with low
income
A baseline without climate change
T
F
Emission scenarios
T
High temperatures
O
F
Humidity
O
F
Expected to compromise common
human activities including growing
food and working outdoors
S
F
Growing food
T
F
Working outdoors
T
F
Uraban areas
O
F
Climate change
O
F
Increase risks for people
S
F
F
[SIDE 14]
Climate change
O
F
Food production
T
F
Change in maximum catch potential S
F
Maximum catch potential
O
F
Yield change
O
F
Maximum catch potential
O
F
~1000 exploited marine fish and
invertebrate species
O
F
Single climatic models
O
F
(Increase risks for) assets
S
F
Moderate to high warming scenario T
F
(Increase risks for) economies
S
F
Wheat
O
F
(Increase risks for) ecosystems
S
F
Maize
O
F
Risks from heat stress
S
F
Rice
O
F
(risks from) storms
S
F
Soy
O
F
(risks from) Extreme percipitation
S
F
(risks from) inland and coastal
flooding
S
F
Prolong existing and create new
poverty traps
S
F
(risks from) Landslides
S
F
Poverty traps
B
F
(risks from) Air pollution
S
F
Urban areas
O
F
(risks from) Drought
S
F
Hotspots of hunger
O
F
(risks from) Water scarcity
S
F
Trade
B
F
(risks from) sea level rise
S
F
States
M
H
(risks from) Storm surges
S
F
Risks of climate change
O
F
Risks are amplified for those lacking S
essential infrastructure and services
or living in exposed areas
F
Climate change
O
F
Displacement of people
S
F
Essential infrastructure
T
F
Populations
M
H
(essential) services
T
F
Resources
O
F
Exposed areas
O
F
Planned migration
B
F
Higher exposure to extreme weather S
event
F
Rural areas are expected to
experience major impact
S
F
Extreme weather events
O
F
Rural areas
O
F
Developing countries with low
income
M
F
Water availability and supply
O
F
Climate change
O
F
Food security
O
F
Increase risk of violent conflict
O
F
Infrastructure
T
F
Violent conflict
B
F
Agricultural incomes
B
F
Poverty
B
F
Shifts in production areas
S
F
Economic shocks
B
F
Food (crops)
O
F
Climate change beyond 2100
S
.
Non-fod crops
O
F
Climate change
O
F
Aggregate economic losses
accelerate
S
F
Anthropogenic emissions of
greenhouse gases
O
F
Aggregate economic losses
B
F
O
F
Increasing temperature
O
F
Risks of abrupt or irriversible
change
Global economic impacts
B
F
Magnitude of the warming
O
F
Climate change
O
F
Warming
O
F
Poverty
B
F
All RCP scenarios except RCP2.6
T
F
Climate change impacts
O
F
S
F
Slow down economic growth
S
F
Economic growth
B
F
Surface temperatures will remain
approximately constant at elevated
levels
Make poverty reduction more
difficult
P
F
Surface temperatures
O
F
Net anthropogenic CO2 emissions
O
F
Poverty reduction
B
F
O
F
Erode food security
S
F
Anthropogenic climate change
resulting from CO2 emissions
[SIDE 15]
Net removal of CO2
T
F
(The composition, structure and
function of) freshwater ecosystems
O
F
Atmosphere
O
F
Stabilization of global average
surface temperature
T
F
(The composition, structure and
function) of wetlands
O
F
Climate system
O
F
Reduction in permafrost extent
S
F
Shifting biomes
O
F
Global temperatures
O
F
Soil carbon
O
F
Ice sheets
O
F
Future pathways for adaptation
T
-
Ocean temperatures
O
F
(Future Pathways for) mitigation
T
-
Sea level rise
O
F
T
-
Own intrinsic long timescale
O
F
(Future pathways for) Sustainable
development
Changes lasting hundreds to
thousand of years
S
F
Adaptation
T
F
Mitigation
T
F
Global surface temperature
O
F
Risks of climate change
O
F
Ocean acidification will increase
S
F
Substantial emissions reductions
T
F
CO2 emissions
O
F
P
F
Marine ecosystems
O
F
Reduce climate change risks in the
21st century and beyond
Global sea level rise will continue
S
F
Increase prospects for effective
adaptation
T
F
Future emission
O
F
F
O
F
Reduce the cost and challenges of
mitigation
B
Threshold for the loss of the
Greenland ice sheet
T
F
Sea level rise of up to 7 m
O
F
Climate-resilient pathways for
sustainable development
Greater than about 1C but (...) less S
than 4C (...) of global warming with
respect to pre-industrial
temperatures
F
Decision-making
T
-
Climate change
O
-
T
F
Abrupt and irriversible ice loss
S
F
Decision-making to limit climate
change and it effects
Antarctic ice sheet
O
F
Analytical approaches
T
F
Current evidence
T
F
Risks
O
F
Understanding
T
F
Benefits
O
F
Quantitative assessment
T
F
Governance
B
F
Magnitudes and rates of climate
change associated with medium- to
high-emission scenarios
O
F
Ethical dimensions
B
F
Equity
B
F
Value judgements
B
F
An increased risk of abrupt and
irriversible regional-scale change
S
F
Economic assessments
T
F
The composition, structure and
function of marine (ecosystems)
O
F
Diverse perceptions and responses
T
F
Risk
O
F
(The composition, structure and
O
function of) terrestrial (ecosystems)
F
Uncertainty
T
F
Sustainable development
B
V
[SIDE 16]
Equity
B
V
Economic (analysis)
T
F
Climate policies
T
F
Social (analysis)
T
F
Limiting the effects of climate
change
P
F
Ethical analysis
T
F
Decision-making
T
F
Sustainable development
B
V
These methods
T
F
Equity
B
V
Possible impacts
O
F
Poverty eradication
B
V
O
F
Countries' past and future
O
contributions to the accumulation of
GHGs ind the atmosphere
F
Low-probability outcomes with
large consequences
T
V
Countries
M
H
Best balance between mitigation,
adaptation and residual climate
impacts
Mitigation
T
F
Climate change
O
F
Adaptation
T
F
Collective action problem
B
F
Mitigation
T
F
GHGs
O
F
Adaptation
T
F
Emissions
O
F
Equity
B
F
Agent
M
H
Justice
B
F
Individual
M
F
Fairness
B
F
Community
M
F
Those most vulnerable to climate
change
M
H
Company
M
F
Country
M
F
GHG emissions
O
F
Agents
M
F
Mitigation
T
F
Mitigation
T
F
Adaptation responses
T
V
Individual agents
M
H
Sustainable development
B
V
Own interests
B
F
Comprehensive strategies
T
F
Cooperative responses
T
F
Climate change
O
F
International cooperation
T
F
Sustainable development
B
V
Effectively mitigate GHG emissions T
V
Co-benefits
O
F
Climate change issues
O
F
Side effects
O
F
Adaptation
T
F
Risks
O
F
Actions across levels
T
F
Adaptation
T
F
International cooperation
T
F
Mitigation
T
F
Evidence
T
F
Climate policy
T
F
Outcomes seen as equitable
B
F
Individuals
M
H
Effective cooperation
T
F
Organizations
M
H
Climate change risks
O
F
Risks
O
F
Mitigation
T
F
Uncertainties
T
F
Adaptation
T
F
Methods of evaluation
T
F
Additional mitigation efforts
T
F
Adaptation
T
F
RFCs
T
F
Warming by the end of the 21st
century
O
F
Information relevant to Article 2 of
UNFCCC
T
F
Widespread and irriversible impacts O
F
Additional mitigation eForts
T
F
Mitigation
T
F
Adaptation
T
F
Co-benefits
O
F
O
F
Risks
O
F
Warming by the end of the 21st
century
Adverse side effects
O
F
Widespread and irriversible impacts O
F
Risks
O
F
Scenarios
T
F
Possibility of severe, widespread
and irriversible impacts
O
F
Additional mitigation eForts
T
F
S
F
Risks from climate change
O
F
2100 atmospheric concentrations
>1000 ppm CO2-eq
Benefits from near-term mitigation
efforts
O
F
Risks from climate change
O
F
Cumulative CO2 emissions
O
F
Mitigation
T
F
Unique & threatened systems
O
F
Adaptation
T
F
Extreme weather systems
O
F
Risks of climate change impacts
O
F
Distrubution of impacts
O
F
Mitigation
T
F
Global aggregate impacts
O
F
Climate change impacts
O
F
Large-scale singular events
O
F
Global mean temperature change
O/S F
Cumulative anthropogenic CO2
emissions from 1870
O/S F
Additional risk due to climate
change
O
F
Change in annual GHG emissions in S
2050
F
S
F
[SIDE 17]
Benefits from adaptation
O
F
Current risks
O
F
Emerging risks
O
F
Five Reasons For Concern (RFCs)
T
F
Climate change risks
O
F
Implications of Warming
O
F
Adaptation limits
O
F
Cumulative anthropogenic CO2
emissions from 1870
People
M
F
Annual GHG emissions
O
F
Economies
O
F
Risks from climate change
O
F
Ecosystems
O
F
Temperature change
O
F
Sectors
T
F
O
F
Regions
O
F
Cumulative carbond dioxide (CO2)
emissions
The five RFCs
T
F
Changes in annual greenhouse gas
(GHG) emissions by 2050
S
F
Unique and threatened systems
O
F
P
F
Extreme weather events
O
F
Limiting risks across Reasons For
Concern
Distribution of impacts
O
F
T
F
Global aggregate impacts
O
F
A limit for cumulative emissions of
CO2
Large-scale singular events
O
F
GHG emissions
O
F
Coupled Model Intercomparison
Project Phase 5 (CMIP5)
simulations
T
Simple climate model (median
climate response in 2100)
T
F
F
[SIDE 18]
Risks
O
F
Risks
O
F
Severe, widespread and irriversible
impacts
O
F
Risks from climate change
O
F
Inertia in the economic (system)
O
F
(Inertia in the) climate system
O
F
Irriversible impacts from climate
change
O
F
Benefits
B
F
Near-term mitigation efforts
T
F
Additional mitigation
T
F
Technological options
T
F
Warming is more likely than not to
exceed 4C
S
F
Risks
O
F
Temperatures at or above 4C
O
F
Substantial species extinction
O
F
Global and regional food insecurity B
F
Constraints on common human
activities
O
F
Limited potential for adaptation
O
F
Longer-term mitigation costs
B
F
Risks of climate change
O
F
P
F
Risks to unique and threatened
systems
O
F
To hold climate change risks at a
given level
Adaptation pathways
T
-
Risks associated with extreme
weather events
O
F
Adaptation
T
F
Risks of climate change impacts
O
F
Temperatures 1C to 2C above preindustrial levels
O
F
Limits to its effectiveness
O
F
Cuts in GHG emissions
T
F
Greater magnitudes and rates of
climate change
O
F
Risks of climate change
O
F
A longer-term perspective
T
F
Limiting warming in the second half P
of the 21st century
F
Sustainable development
B
F
Cumulative emissions of CO2
O
F
Immdiate adaptation actions
T
F
Global mean surface warming by
the late 21st century
O
F
Future op tions and preparedness
P
F
Adaptation
T
F
Limiting risks
P
F
Well-being of populations
B
F
RFCs
T
F
Security of assets
B
F
Limit for cumulative emissions of
CO2
T
F
Maintainance of ecosystem goods
O
F
O
F
Global net emissions of CO2
eventually decrease to zero
P
F
(Maintainance of ecosystem)
functions
O
F
Annual emission
O
F
(Maintainance of ecosystem)
Services
Risks from climate damages
O
F
Adaptation
T
F
Mitigation
T
F
Adaptation
T
F
Adaptation
T
F
Future climate change
O
F
Mitigation
T
F
F
Co-benefits
B
F
Reducing vulnerability and exposure P
to present climate variability
Integration of adaptation
T
F
Diverse interests
B
F
Planning
T
F
(Diverse) circumstances
O
F
Policy design
T
F
(Diverse) social-cultural contexts
B
F
Decision-making
T
F
(Diverse) expectations
B
F
Synergies with development and
disaster risk reduction
T
F
Decision-making
T
F
F
Adaptive capacity
T
F
Indigenous (knowledge systems and T
practices)
Effective selection and
implementation of adaptation
options
P
F
Local (knowledge systems and
practices)
T
F
F
T
F
Traditional knowledge systems and
practices
T
Adaptation planning and
implementation
Indigenous peoples'
M
H
T
F
Complementary action across levels T
F
Individuals
M
H
Holistic view of community and
environment
Governments
M
H
Climate change
O
F
National governments
M
H
Existing adaptation effort
T
F
Coordinate adaptation eFort
T
F
Forms of knowledge
T
F
Local (government)
M
H
Existing practices
T
F
Sub-national governments
M
H
Adaptation
T
F
Vulnerable groups
M
F
Constraints
O
F
Economic diversification
P
F
T
F
Providing information
P
F
Adaptation planning and
implementation
(providing) Policy and legal
frameworks
P
F
Common constraints
O
F
Limited financial (resources)
B
F
(providing) Financial support
P
F
(Limited) human resources
B
F
Local governments
M
H
T
F
The private sector
M
H
Limited integration or coordination
of governance
Adaptation
O
F
T
F
Adaptation of Communities
T
F
Uncertainties about projected
impacts
(Adaptation of) Households
T
F
Different perceptions of risks
B
F
(Adaptation of) Civil society
T
F
Competing values
B
F
Risk information
T
F
Absence of key adaptation leaders
and advocates
M
F
Financing
B
F
F
Adaptation planning and
implementation
T
F
Limited tools to monitor adaptation T
effectiveness
Constraint
O
F
Governance
B
F
Insufficient research
T
F
Societal values
B
F
(Insufficient) monitoring
T
F
Objectives
B
F
(Insufficient) observation
T
F
Risk perceptions
T
F
Finance
B
F
[SIDE 19]
Reduced emission
O
F
Greater rates and magnitude of
climate change
O
F
Health-damaging, climate-altering
air pollutans
O
F
Adaptation limits
O
F
P
F
Limits to adaptation
O
F
Reduced energy and water
consumption
Climate change
O
F
Urban areas
O
F
Biophysical (constraints)
O
F
Greening cities
T
F
Socio-economic constraints
B
F
Recycling water
T
F
Poor planing or implementation
T
F
Sustainable agriculture
T
F
Short-term outcomes
O
F
(Sutainable) forestry
T
F
Anticipate consequences
T
F
Protection of ecosystems
T
F
Maladaptation
T
F
Carbon storage
O
F
People
M
F
Ecosystem services
O
F
Places
O
F
T
F
Sectors
T
F
Transformations in economic
(decisions and action)
Adaptation as a social process
T
F
(Transformations in) social
(decisions and action)
T
F
Unrealistic expectations
B
F
T
F
Adaptation outcomes
O
F
(Transformations in) Technological
(decisions and action)
Co-benefits
B
F
T
F
Synergies
T
F
(Transformations in) Political
decisions and action
Trade-offs
T
F
Adaptation
T
F
Mitigation
T
F
Sustainable development
P
F
Adaptation
T
F
Transformation
T
F
DiFerent adaptation responses
T
F
A Country's own vision and
approaches
B
F
Interactions
T
F
Sustainable development
P
F
Regions
O
F
National circumstance and priorities B
F
EForts to mitigate and adapt to
climate change
T
F
Adaptation responses
T
F
Complexity of interactions
T
F
Changes to existing systems and
structures
T
F
Water
O
F
Transformational change
T
F
Energy
O
F
Cost
B
F
Land use
T
F
Losses
B
F
Biodiversity
O
F
Oppertunities
B
F
Tools to understand and manage
these interactions
T
F
Planning and implementation
transformational change
T
F
Actions with co-benefits
T
F
F
T
F
Strengthened, altered or aligned
paradigms
B
Improved energy efficiency
Cleaner energy sources
T
F
New and increased demands
B
F
Governance structures
T
F
Warming below 2C
P
F
Goals
P
F
S
F
Visions for the future
P
F
Global anthropogenic GHG
emissions reductions by 2050
Equity and ethical implications
B
F
S
F
Adaptation pathways
T
F
Emission levels near zero or below
in 2100
Iterative learning
P
F
Mitigation scenarios
S
F
Deliberative processes
P
F
Concentration levels of about
500ppm CO2-eq by 2100
S
F
Innovation
P
F
P
F
Mitigation pathways
T
-
Limit temperature change to less
than 2C
Mitigation pathways
T
F
S
F
Limit warming to below 2C
P
F
Concentration levels of roughly
530ppm
Pathways
T
F
CO2-eq in 2011
O
F
Substantial emission reduction
P
F
All GHGs
O
F
Near zero emissions of CO2
P
F
Carbon Dioxide removal (CDR9
technologies
T
F
Long-lived greenhouse gases
O
F
Technological (challenges)
T
F
500ppm CO2-eq scenarios
S
F
Economic (challenges)
B
F
Global 2050 emissions levels
S
F
Social (challenges)
B
F
F
T
F
Scenarios with higher emissions in
2050
S
Institutional challenges
Delays in additional mitigation
O
F
T
F
Key technologies
T
F
Carbon Dioxide Removal (CDR)
technologies
Limiting warming to lower or higher P
levels
F
Trajectories
O
F
Limit warming to 3C
P
F
Challenges
O
F
Reduce emissions less rapidly
S
F
Timescales
O
F
Limiting warming to 2C
P
F
Additional effort to reduce GHG
emissions
P
F
Studies
T
F
F
O
F
Growth in global population
O
F
Scenarios that are more likely than
not to limit warming to 1.5C by
2100
T
Global emission growth
(Growth in) economic activities
O
F
F
Global mean surface temperatures
S
F
Concentrations below 430ppm CO2- S
eq by 2100
Baseline scenarios
S
F
2050 emission reduction between
70% and 95% below 2010
S
F
Additional mitigation
T
F
Emission scenarios
S
F
Median climate response
T
F
GHG emission pathways
S
F
Climate uncertainty
T
F
All AR5 scenarios
S
F
Emission scenarios
S
F
O/S F
CO2- equivalent in 2100 of about
450ppm or lower
S
F
Annual GHG emissions (GtCO2eq/yr)
Baseline
S
[SIDE 20]
F
Low-carbon energy supply
T
F
Low-carbon energy share of primary O/S F
energy
Scenarios
S
F
T
F
Global greenhouse gas emissions
O
F
Model for the Assessment of
Greenhouse Gas Induced Climate
Change (MAGICC)
Baseline
S
F
MAGICC model results
O
F
Mitigation scenarios
S
F
O
F
Long-term concentration levels
O
F
Outcomes of the models used in
WGI
Upscaling requirements of lowcarbon energy
O
F
The full ensemble of scenarios in
WGIII AR5
S
F
Mitigation scenarios
S
F
MAGICC
T
F
T
F
CO2-eq Concentration in 2100
S
F
Change in CO2-eq emissions
compared to 2010
S
F
Assesment in WGI of the
uncertainty of the temperature
projections not covered by climate
models
T
F
Likelihood of staying below a
specific temperature level over the
21st century
S/P F
Coupled Model intercomparison
Project Phase 5 (CMIP5)
RCPs
S
F
CO2-equivalent concentration
O
F
RCP2.6
S
F
F
RCP4.5
S
F
Simple carbon cycle/climate model, T
MAGICC
RCP6.0
S
F
O
F
RCP8.5
S
F
The CO2-equivalent concentration
in 2011
430 to 480 ppm CO2-eq
concentration scenarios
S
F
Total anthropogenic radiative
forcings for 2011
O
F
Working Group III Report
T
F
CMIP5
T
F
Temperature change of 2.5C to 5.8C S
F
MAGICC
T
F
An overall 2100 temperature range
of 2.5C to 7.8C
S
F
Current climate models
T
F
Below the 2C level
P
F
The global 2010 emissions
O
F
[SIDE 22]
1990 emission
O
F
Annual GHG emissions
O
F
Historic greenhouse gas emission
estimates
T
F
Cancun pledges
T
F
Annual GHG emissions in 2030
S
F
Basket of Kyoto gases (carbon
dioxide (CO2), methane (CH4),
nitrous oxide (N2O) as well as
flourinated gases
O
Rate of CO2 emissions change
O/S F
AR5 scenario
S
F
2030 targets
T
F
Scenarios
S
F
O/S F
Scientific literature
T
F
Share of zero and low-carbon
anergy
Representative Concentration
Pathways (RCPs)
S
F
S
F
CO2-eq concentration
O
F
Implications of diFerent 2030
greenhouse gas (GHG) emissions
levels
Climate implications
O
F
The rate of carbon dioxide (CO2)
S
F
[Side 21]
F
emissions reductions
CDR technologies
T
F
Low-carbon energy upscaling
T
F
Challenges
O
F
Mitigation scenarios
S
F
Risks
O
F
Keep warming throughout the 21st
century below 2C
P
F
CDR
T
F
Scenarios without overshoot
T
F
Pathways of GHG emissions
T
F
Residual emissions
O
F
Historic GHG emission levels
O
F
O
F
GHG emissions implied by the
Cancun Pledges
T
F
Sectors where mitigation is more
expensive
Emissions of non-CO2 agents
O
F
The average annual CO2 emission
reduction rates for the period 20302050
S
F
Mitigation strategies
T
F
Current GHG emissions
O
F
Scenarios in the Scenario database
for WGIII AR5
S
Forcing agents
O
F
Climate change
O
F
Historical emission change
O
F
Long-term warming
O
F
Average annual CO2 emission
change between 200 and 2010
O
F
CO2 emissions
O
F
Magnitude af zero and low-carbon
energy supply upscaling from 2030
to 2050 subject to diFerent 2030
GHG emissions levels
P
F
Emissions of non-CO2 forcers
O
F
Expressed as 'CO2-equivalent
emissions'
T
F
Metric to calculate these emissions
T
F
Zero- and low-carbon ennergy
supply
T
F
O
F
Renewables
T
F
The implications for the emphasis
and timing of abatement of the
various climate forcers
Nuclear energy
T
F
Application and policy context
B
F
Fossil energy with carbon dioxide
capture and storage (CCS)
T
F
Value judgements
B
F
Concentration 'overshoot' scenarios
T
F
Bioenergy with CCS (BECCS)
T
F
CDR methods
T
F
Mitigation scenarios reaching about S
450 ppm CO2-eq in 2100
F
Biogeochemical (limitations)
T
F
Technological limitations
T
F
Keep warming below 2C
P
F
Insufficient knowledge
T
F
Temporary overshoot of
atmospheric concentration
T
F
CO2 emissions
O
F
Scenarios reaching about 500 ppm T
CO2-eq to about 55 ppm CO2-eq in
2100
F
CDR
T
F
CDR methods
T
F
Long-term consequences
O
F
The level of overshoot
O
F
[SIDE 23]
Overshoot scenarios
T
F
Global mitigation costs
B
F
Bioenergy with carbon dioxide
capture and storage (BECCS)
T
F
Consumption growth
B
F
Afforestation
T
F
Baseline scenarios
T
F
CDR technologies and methods
T
F
Consumption
B
F
F
Baseline scenarios
T
Reduction in consumption
F
A larger reliance on CDR
S
F
B/S F
CDR
T
F
Reduction in annualized
consumption growth rate
B/S F
Higher transitional and long-term
economic impacts
S
F
CO2-eq concentrations in 2100
S
F
Economic impacts
O
F
Global mitigation costs
B
F
F
Cost-effective scenarios
T
F
Estimated global emissions levels in S
2020 based on the Cancun Pledges
Different atmospheric concentration S
levels in 2100
F
Cancun Pledges
T
F
Cost-effective mitigation trajectories T
F
Cost-effective scenarios
T
F
Limit warming below 2C
P
F
Immidate mitigation
T
F
Goal
P
F
All countries
O
F
O
F
A single global carbon price
B
F
Aggregate economic costs of
mitigation
Additional limits on technology
O
F
Methodologies and assumptions
T
F
The models' default technology
assumptions
T
F
Stringency of mitigation
T
F
T
F
Consumption losses
B
F
Climate policy
T
F
Scenarios in which all countries of
the world begin mitigation
immediately
Consumption growth reductions
T
F
All countries of the world
M
H
Consumption growth reductions in
the baseline of 1.6 to 3% per year
S
F
Mitigation
O
F
Single global carbon price
B
F
Cost estimates
S
F
Key technologies
T
F
Benefits of reduced climate change
B
F
Cost-effective benchmark
T
F
Co-benefits (of mitigation)
B
F
Macro-economic mitigation costs
B
F
Side effects of mitigation
O
F
T
F
Models that are relatively inflexible T
F
Mitigation scenarios that are likely
to limit warming to below 2C
Deep emissions reductions
P
F
Losses in global consumption
B
F
Goals
P
F
Benefits of reduced climate change
B
F
Market imperfections
B
F
Co-Benefits
B
F
Costs
B
F
Side effects
O
F
Additional mitigation
T
F
Baseline scenarios
T
F
Challenges
O
F
F
Limiting warming over the 21st
century to below 2C
P
F
An annualized reduction of
B
consumption growth by 0.04 to 0.14
(median: 0.06) percentage points
over the century
Higher rates of emissions reductions S
from 2030 to 2050
F
Annualized consumption growth in
the baseline
B
F
Rapid scale-up of low-carbon
energy
S
F
Mitigation technologies
T
F
Bioenergy
T
F
Low carbon energy
O
CCS
T
F
F
BECCS
T
F
Cost-effective scenarios
T
F
Nuclear
T
F
Immidiate mitigation in all countries T
F
Wind/solar
T
F
Single global carbon price
B
F
Mitigation costs
B
F
T
F
Technology
T
F
No additional limitations on
technology
Mitigation
T
F
T
F
Mitigation costs
B
F
The models' default technology
assumptions
Models
T
F
Scenarios with a time horizon until
2100
T
F
Limit likely warming to below 2C
P
F
Models
T
F
Additional mitigation
T
F
F
Models
T
F
Concentration levels above 530 ppm S
CO2-eq in 2100
Limit likely warming to 2C
P
F
T
F
Bioenergy
T
F
Scenarios for concentration levels
below 530 ppm CO2.eq in 2100
CCS
T
F
T
F
BECCS
T
F
Assumptions about limited
availability of technology and or
delayed additional mitigation
Carbon dioxide capture and storage
T
F
[SIDE 24]
Increase in global mitigation costs
B
F
Nuclear power plants
T
F
Limited availability of specific
technologies
O
F
Solar and wind power
T
F
Modern bioenergy
T
F
Delays in additional mitigation
O
F
B
F
Cost-effective scenarios
T
F
Net present value of consumption
losses
Increase in costs
O
F
Baseline consumption
B
F
The targeted concentration level
P
F
Abatement costs
B
F
Mitigation costs
B
F
Gross domestic product
B
F
Scenarios with limited availability
of technologies
T
F
Mitigation scenarios reaching about T
450 or 500 ppm CO2-eq by 2100
F
Mitigation costs
B
F
Reduced costs
B
F
Delayed additional mitigation
T
F
Air quality
O
F
CSS
T
F
Energy security objectives
B
F
Nuclear phase out
T
F
Co-benefits
B
F
Limited solar/wind
T
F
Human health
O
F
Limited bioenergy
T
F
Ecosystem impacts
O
F
Delayed mitigation scenarios
T
F
Sufficiency of resources
B
F
Greenhouse gas emissions of more
than 55 GtCO2-eq in 2030
S
F
Resilience of the energy system
T
F
Mitigation policy
T
F
Increase in mitigation costs
B
F
Fossil fuel assets
O
F
Cost-effective mitigation scenarios
T
F
Revenues for fossil fuel exporters
B
F
Long-term concentration level
P
F
Differences between regions
O
F
(Differences between) Fuels
O
F
Integrated responses that link
T
adaptation and mitigation with other
societal objectives
F
Mitigation scenarios
T
F
Reduced revenues
B
F
Coal (trade)
B
F
Adaptation
T
F
Oil trade
B
F
Mitigation
T
F
Major exporters
M
H
Societal objectives
P
F
CCS
T
F
Enabling factors and constraints for O
adaptation responses
F
The adverse effects of mitigation on B
the value of fossil fuel assets
F
(Enabling factors and constraints
for) mitigation responses
O
F
Mitigation
O
F
Adaptation (responses)
T
F
Fossil fuel assets
O
F
Mitigation responses
T
F
Solar Radiation Management (SRM) T
F
Effective institutions
T
F
Large-scale methods
T
F
Effective governance
T
F
Absorbed solar energy
O
F
Innovation
T
F
Climate system
O
F
T
F
SRM
T
F
Investment in environmentally
sound technologies
Mitigation scenarios
T
F
(Investment in) Infrastructure
T
F
SRM
T
F
Sustainable livelyhoods
B
F
Behavioural choices
B
F
[SIDE 25]
Uncertainties
T
F
Lifestyle choices
B
F
Side effects
O
F
F
Risks
O
F
Inertia in many aspects of the socio- B
economic system
Shortcommings
O
F
Adaptation (options)
T
F
Governance (implications)
B
F
Mitigation options
T
F
Ethical implications
B
F
Innovation
T
F
SRM
T
F
Investment in environmental sound
infrastructures and technologies
T
F
Ocean acidification
O
F
GHG emissions
O
F
Surface temperatures
O
F
Resilience to climate change
T
F
Ecosystems susceptible to rapid
rates of change
O
F
Vulnerability to climate change
O
F
Adaptation
T
F
GHG emissions
O
F
Mitigation
T
F
The capacity for adaptation
O
F
Adaptation (options)
T
F
(The capacity for) mitigation
O
F
Mitigation options
T
F
Livelihoods
O
F
Climate change
O
F
Lifestyles
B
F
Effective implementation
T
F
Behaviour
B
F
Policies
T
F
Culture
B
F
Cooperation
B
F
The social acceptability and/or
B
F
effectiveness of climate policies
adaptation
Regionally appropriate changes in
lifestyles or behaviours
B
F
Adaptation
T
F
Regions
O
F
Planning processes
T
F
Sectors
T
Limited implementation of
responses
T
F
F
Enhanced capacities to mitigate and B
adapt
F
Adaptation
T
F
Associated challenges
O
F
Climate change risks
O
F
Climate change
O
F
Institutions
T
F
Adaptation options
O
F
Coordination and cooperation in
governance
T
F
Sectors
T
F
Regional constraints associated with O
mitigation, adaptation and disaster
risk
F
Regions
O
F
Diverse potential and approaches
O
F
Vulnerability reduction
T
F
Response options for adaptation
T
-
Disaster risk management
T
F
Adaptation options
O
F
Proactive adaptation planning
T
F
All sectors
T
F
Strategies and actions
T
F
Context for implementation
O
F
The potential for co-benefits
O
F
Potential to reduce climate-related
risks
O
F
Opportunities within wider strategic T
goals and development plans
F
Sectors
T
F
[SIDE 26]
Regions
O
F
Risks of climate change
O
F
Adaptation responses
T
F
Adaptation
T
F
Co-benefits
O
F
Vulnerability & exposure reduction
T
F
Synergies
T
F
Development
B
F
Trade-offs
T
F
Planning
T
F
Increasing climate change
O
F
Low-regret measures
T
F
Challenges
O
F
Adaptation
T
F
Adaptation options
O
F
T
F
Adaptation experience
T
F
Incremental & transformational
adjustments
Public
M
H
Transformation
T
F
Private sectors
M
H
Human development
B
F
Communities
M
H
Improved access to education
T
F
Social(-based measures)
T
F
Education
T
F
Local(-based measure)
T
F
(Improved access to) nutrition
T
F
Indigenous(-based measure)
T
F
Nutrition
O
F
Institutional(-based measures)
T
F
T
F
Ecosystem-based measures
T
F
(Improved access to) health
facilities
The extent of constraints to
O
F
Health facilities
T
F
(Improved access to) energy
T
F
Access to technology
T
F
Energy
T
F
Technology
T
F
(Improved access to) safe housing
T
F
Access to decision-making fora
T
F
Safe Housing
T
F
Decision-making fora
B
F
(Improved access to) settlement
structures
T
F
Increased decision-making power
B
F
Changed cropping (practices)
T
F
Settlement structures
T
F
(Changed) livestock (practices)
T
F
(Improved access to) social support T
structures
F
(Changed) Aquaculture practices
T
F
Social support structures
T
F
Reliance on social networks
B
F
Reduced gender inequality
B
F
Disaster risk management
T
F
Gender inequality
B
F
Early warning systems
T
F
(Reduced) marginalization in other
forms
B
F
Hazard & vulnerability mapping
T
F
Diversifying water resources
T
F
Marginalization
B
F
Water resources
O
F
Poverty alleviation
B
F
Improved drainage
T
F
Poverty
B
F
Flood & cyclone shelters
T
F
Improved access to & control of
local resources
T
F
Flood
O
F
Cyclone
O
F
Local resources
O
F
Building codes & practices
T
F
(Improved access to & control of)
Land tenure
T
F
Storm & wastewater management
T
F
Land tenure
B
F
Transport & road infrastructure
improvements
T
F
(Improved access to & control of)
Disaster risk reduction
T
F
Transport
T
F
Disaster risk reduction
T
F
Road infrastructure
T
F
(Improved access to & control of)
Social safety nets
T
F
Ecosystem management
T
F
Ecosystem
O
F
Social safety nets
B
F
F
(Improved access to & control of)
Social protection
T
F
Maintaining wetlands & urban green T
spaces
Wetlands
O
F
Social protection
B
F
Urban green spaces
O
F
(Improved access to & control of)
Insurance Schemes
T
F
Coastal afforestation
T
F
Watershed & reservoir management T
F
Insurance schemes
T
F
Watershed
O
F
Livelihood security
B
F
F
Income, asset & livelihood
diversification
T
F
Reduction of other stressors on
T
ecosystems & habitat fragmentation
Stressors on ecosystems
O
F
Improved infrastructure
T
F
Habitat fragmentation
O
F
Infrastructure
T
F
Maintainance of genetic diversity
T
F
Genetic diversity
O
F
T
F
F
Power plant & electric grid
adjustments
Manipulation of disturbance regimes T
Disturbance regimes
O
F
Power plant
T
F
Community-based natural resource
management
T
F
Electric grid
T
F
New crop (varieties)
T
F
Natural resource
O
F
(New) animal varieties
T
F
Spatial or land-use planning
T
F
T
F
Provisioning of adequate housing,
infrastructure & services
T
F
Indigenous (knowledge,
technologies and methods)
T
F
Adequate housing
T
F
Traditional (knowledge,
technologies and methods)
Infrastructure
T
F
T
F
Services
T
F
Local knowledge, technologies and
methods
Managing development in flood
prone & other high risk areas
T
F
Efficient irrigation
T
F
Water saving technologies
T
F
Flood prone areas
O
F
Desalinisation
T
F
High risk areas
O
F
Conservation agriculture
T
F
Urban planning & upgrading
programs
T
F
Food storage
T
F
Preservation facilities
T
F
Land zoning laws
T
F
T
F
Land zoning
T
F
Hazard & vulnerability mapping &
monitoring
Easements
T
F
Early warning systems
T
F
Protected areas
O
F
Building insulation
T
F
Sea walls
T
F
Mechanical (cooling)
T
F
Coastal protection structures
T
F
Passive cooling
T
F
Flood levees
T
F
Technology development
T
F
Water storage
T
F
(technology) transfer
T
F
Improved drainage
T
F
(technology) diffusion
T
F
Flood & cyclone shelters
T
F
Ecological restoration
T
F
Flood
O
F
Soil conservation
T
F
Cyclone
O
F
Soil
O
F
Building codes & practices
T
F
Afforestation
T
F
Storm & wastewater management
T
F
Reforestation
T
F
Storm
O
F
T
F
Wastewater
O
F
Mangrove conservation &
replanting
Transport & road infrastructure
improvements
T
F
Mangroves
O
F
Green infrastructure
T
F
Transport
T
F
Shade trees
T
F
Road infrastructure
T
F
Green roofs
T
F
Floating houses
T
F
Controlling overfisheries
T
F
Overfisheries
T
F
Cash transfers
T
F
Fisheries co-management
T
F
Public-private partnerships
T
F
Fisheries
T
F
Land zoning laws
T
F
Assisted species migration &
dispersal
T
F
Land zoning
T
F
Building standards & practices
T
F
Species migration
O
F
Easements
T
F
Species dispersal
O
F
Water regulations & agreements
T
F
Ecological corridors
T
F
Water
O
F
Seed banks
T
F
F
T
F
Laws to support disaster risk
reduction
T
Gene banks
Ex situ conservation
T
F
Disatster risk
O
F
Community-based natural resource
management
T
F
Laws to encourage insurance
purchasing
T
F
Natural resource
O
F
Defined property rights
T
F
Social safety nets
T
F
Land tenure security
T
F
Social protection
T
F
Protected areas
T
F
Food banks
T
F
Fishing quotas
T
F
Distribution of food surplus
T
F
Patent pools
T
F
Food surplus
O
F
Technology transfer
T
F
Municipal services
T
F
F
Water
O
F
National (adaptation plans including T
mainstreaming)
Sanitation
T
F
F
Vaccination programs
T
F
Regional adaptation plans including T
mainstreaming
Vaccinations
T
F
Mainstreaming
T
F
Essential public health services
T
F
Sub-national (adaptation plans)
T
F
Public health
O
F
Local adaptation plans
T
F
Enhanced emergency medical
services
T
F
Economic diversification
T
F
Urban upgrading programs
T
F
Financial incentives
T
F
T
F
Insurance
T
F
Municipal water management
programs
Catastrophe bonds
T
F
Water
O
F
Payments for ecosystem services
T
F
Disaster planning & preparedness
T
F
Ecosystem services
O
F
Disaster
O
F
Pricing water to encourage universal T
provision and careful use
F
Integrated water resource
management
T
F
Water
O
F
Water
O
F
Microfinance
T
F
Integrated coastal zone management T
F
Disaster contingency funds
T
F
Coastal zones
O
F
Ecosystem-based management
T
F
Ecosystems
O
F
Water conservation
T
F
Community-based adaptations
T
F
Water
O
F
Communities
M
F
Storm drain clearance
T
F
Awareness raising & integrating into T
education
F
Storm drain
T
F
Livelihood diversification
T
F
Education
T
F
Livelihood
B
F
Gender equity in education
B
F
Changed cropping (practices)
T
F
Gender equity
B
F
(changed) livestock (practices)
T
F
Education
T
F
(changed) aquaculture practices
T
F
Extention services
T
F
Reliance on social networks
T
F
Sharing indigenous, traditional &
local knowledge
T
F
Social networks
M
F
Indigenous (knowledge)
T
F
Social (innovations)
T
F
Traditional (knowledge)
T
F
Technical innovations
T
F
Local knowledge
T
F
Behavioural shifts
B
F
Participatory action research &
social learning
T
F
Institutional & manegerial changes
that produce substantial shifts in
outcomes
T
F
Action research
T
F
T
F
Knowledge-sharing
T
F
Learning platforms
T
F
Political (decisions & actions
T
consistent with reducing
vulnerability and risk & supporting
adaptation, mitigation & sustainable
development)
F
Social learning
Hazard & vulnerability mapping
T
F
F
Early warning & response systems
T
F
Systematic monitoring
T
F
Remote sensing
T
F
Social (decisions & actions
T
consistent with reducing
vulnerability and risk & supporting
adaptation, mitigation & sustainable
development)
Climate services
O
F
F
Use of indigenous climate
observations
T
F
Indigenous climate observations
T
F
Cultural (decisions & actions
T
consistent with reducing
vulnerability and risk & supporting
adaptation, mitigation & sustainable
development)
Participatory scenario development
T
F
F
Scenario
T
F
Integrated assesment
T
F
Household preparation
T
F
Ecological (decisions & actions
T
consistent with reducing
vulnerability and risk & supporting
adaptation, mitigation & sustainable
development)
Household
T
F
Adaptation
T
F
Evacuation planning
T
F
Mitigation
T
F
Migration
T
F
Sustainable development
P
F
Soil (conservation)
T
F
F
Soil
O
F
Individual & collective assumptions T
(influencing climate-change
responses)
Beliefs (influencing climate-change B
responses)
F
Values (influencing climate-change
responses)
B
F
Worldviews (influencing climatechange responses)
B
F
[SIDE 27]
Reduce energy demand
P
F
Baseline scenarios
T
F
Without compromising development P
F
Scenarios reaching 450 CO2-eq
concentrations by 2100
T
F
Global CO2 emissions from the
energy supply sector
S
F
Response options for mitigation
T
F
Reductions of 90% or more
S
F
Mitigation options
T
F
T
F
Major sector
T
F
Low-concentration stabilization
scenarios
Mitigation
T
F
Limit warming to 2C
P
F
Energy use
O
F
Low-carbon electricity supply
T
F
Greenhouse gas intensity of end-use O
sectors
F
Renewable energy (RE)
T
F
Nuclear
T
F
Decarbonize energy supply
T
F
F
T
F
Carbon dioxide capture and storage
(CCS)
T
Net emissions
Carbon sinks
O
F
T
F
Land-based sectors
T
F
Bioenergy with carbon dioxide
capture and storage (BECCS)
Systemic and cross-sectoral
mitigation strategies
T
F
Fossil fuel power generation without T
CCS
F
A focus on individual technologies
and sectors
T
F
CO2 emissions
O
F
Major sectors
T
F
Mitigation
T
F
Non-CO2 emissions
O
F
Mitigation measures
T
F
Baseline (scenarios)
T
F
Societal goals
P
F
Mitigation scenarios
T
F
Co-benefits
B
F
Direct emissions
O
F
Side effects
O
F
F
Climate action
B
F
Carbon dioxide (CO2) emissions by O
sector
Emissions ranges
O
F
F
Baseline scenarios
T
F
Non-CO2 greenhouse gases (Kyoto O
gases) across sectors
Mitigation scenarios
T
F
Mitigations scenarios
T
F
Limit warming to 2C
P
F
Limit warming to 2C
P
F
Sectors
T
F
Mitigation in the end-use sectors
T
F
Gases
O
F
Emission reductions in the upstream T
energy supply sector
F
Mitigation goals
P
F
O
F
Decarbonizing (…) electricity
generation
T
F
Direct emissions of the end-use
sector
Emission reduction potential
O
F
Efficiency enhancements
T
F
Reduced electricity demand
B
F
Behavioural changes
B
F
Models
T
F
Emission ranges
S
F
Culture
B
F
Mitigation scenarios
T
F
Energy use
O
F
Full portfolio of mitigation options
T
F
Emissions
O
F
Models
T
F
Mitigation potential
O
F
Carbon dioxide capture and storage T
(CCS)
F
Sectors
T
F
Technological (change)
T
F
Negative emissions
O
F
Structural change
T
F
Electricity sector
T
F
Emissions
O
F
Bioenergy with carbon dioxide
capture and storage (BECCS)
T
F
Changes in consumption pattern
T
F
Net agriculture forestry and other
land use (AFOLU) emissions
O
F
Adoption of energy saving measures T
F
Dietary change
B
F
Afforestation
T
F
Reduction in food wastes
T
F
Reforestation
T
F
Policy approaches
T
F
Deforestation
T
F
Adaptation
T
F
Mitigation
T
F
[SIDE 28]
Reductions in energy demand
T
F
Technology
T
F
Cost-Effective mitigation strategies
T
F
Finance
T
F
Reducing carbon intensity
T
F
Effective adaptation (responses)
T
F
Energy supply sector
T
F
(Effective) mitigation responses
T
F
Supply-side risks
O
F
Policies
T
F
Lock-in
T
F
Measures
T
F
Carbon-intensive infrastructure
T
F
International (scale)
B
F
Co-benefits
B
F
Regional (scale)
B
F
Cost-effective mitigation options in T
forestry
F
National (scale)
B
F
Sub-national (scale)
B
F
Afforestation
T
F
Policies across all scales
T
F
Sustainable forest management
T
F
Technology development
T
F
Reducing deforestation
T
F
(technology) diFusion
T
F
Agriculture
T
F
(technology) transfer)
T
F
Cropland management
T
F
T
F
Cropland
O
F
Finance for responses to climate
change
Grazing land management
T
F
P
F
Grazing land
O
F
Policies that directly promote
adaptation and mitigation
Restoration of organic soils
T
F
International cooperation
T
F
Organic soils
O
F
Mitigation
T
F
Behaviour
B
F
Mitigation
T
F
Lifestyle
B
F
Local co-benefits
B
F
Adaptation
T
F
Local (scale outcomes)
O
F
Policies
T
F
National scale outcomes
O
F
Co-benefits
B
F
Coordination across governance
scales
T
F
Side effects
O
F
National governments
M
H
International cooperation
T
F
Adaptation planning
T
F
United Nations Framework
Convention an Climate Change
(UNFCCC)
T
F
Adaptation (implementation)
T
F
Local government
M
H
Climate change
O
F
The private sector
M
H
Institutions organized at different
levels of governance
T
F
Progress in adaptation
T
F
Adaptation of communities
T
F
International climate change
cooperation
T
F
(adaptation of) households
T
F
Kyoto protocol
T
F
(adaptation of) civil society
T
F
Ultimate objective of the UNFCCC P
F
Risk information
T
F
Participation
T
F
Financing
T
F
Implementation
T
F
Adaptation governance
T
F
Flexibility mechanisms
T
F
Integration of adaptation into
planning and decision-making
T
F
Environmental Effectiveness
T
F
Planing of (adaptation)
T
F
Policy linkages
T
F
Implementation of adaptation
T
F
Regional (climate polices)
T
F
National (climate policies)
T
F
Adaptation
T
F
Sub-national climate policies
T
F
Insurance
T
F
Climate change mitigation benefits
O
F
Public-private partnerships
T
F
Lower mitigation costs
B
F
Laws and regulations
T
F
Emission leakage
O
F
Land-zoning laws
T
F
Market liquidity
B
F
National (policies and programmes) T
F
International coorperation
T
F
T
F
Adaptation planning
T
F
Government policies and
programmes
(adaptation) implementation
T
F
Economic diversification
T
F
Mitigation
T
F
Carbon price
T
F
Adaptation strategies
T
F
Cap and trade systems
T
F
(adaptation) plans
T
F
Carbon taxes
T
F
(adaptation) actions
T
F
Mitigation
T
F
National (plans and strategies)
T
F
National circumstances
O
F
Sub-national plans and strategies
T
F
Policy design
T
F
Adaptation
T
F
O
F
Mitigation
T
F
Short-run effects of cap and trade
systems
AR4
T
F
Loose caps
T
F
[SIDE 29]
Caps
T
F
Grants
T
F
Countries
M
F
Loans
T
F
Tax-based policies
T
F
Credit lines
T
F
GHG emissions
O
F
Renewable energy (RE) policies
T
F
Technology
T
F
Subsidies
T
F
Other policies
T
F
RE technologies
T
F
The link between GHG emissions
and GDP
O
F
Subsidies for GHG-related activities T
F
Sectors
T
F
GHG emissions
T
F
Emission reductions
O
F
GDP
O
F
Social (context)
B
F
Large groups of contries
O
F
Economic context
B
F
Fuel taxes
T
F
Co-benefits
B
F
Mitigation
T
F
Side effects
O
F
Sectoral carbon taxes
T
F
Mitigation
T
F
Regulatory approaches
T
F
Human health
O
F
Information measures
T
F
Food security
T
F
Regulatory approaches
T
F
Biodiversity
O
F
Energy efficiency standards
T
F
Local environment quality
O
F
Information programmes
T
F
Energy access
T
F
Labelling programmes
T
F
Livelihoods
B
F
Consumers
M
H
Equitable sustainable development
B
F
Sector-specific mitigation policies
T
F
Co-benefits
B
F
Economy-wide policies
T
F
Energy end-use measures
T
F
Sector-specific policies
T
F
Side effects
O
F
Sector-specific barriers
O
F
Evidence
T
F
Market failures
B
F
Energy supply
T
F
Packages of complementary policies T
F
F
O
F
Agriculture, forestry and other land
use (AFOLU) measures
T
Administrative (barriers)
Political barriers
O
F
Mitigation policies
T
F
Economy-wide policies
T
F
Prices for som energy services
T
F
Mitigation policies
T
F
Societies
M
H
Emissions
O
F
Modern energy services
T
F
Economic instruments
T
F
Underserved populations
M
H
Subsidies
T
F
Side effects on energy access
O
F
Sectors
T
F
Complementary policies
T
F
Policy designs
T
F
Income tax rebates
T
F
Tax rebates or exemptions
T
F
Benefit transfer mechanisms
T
F
Side effects
T
F
(financing) adaptation
T
F
Side effects
T
F
F
Local circumstances
O
F
Scenarios that reach 430 to 480 ppm T
CO2-eq by 2100
Implementation
T
F
Limit warming to 2C
P
F
Co-benefits
B
F
F
Side effects
O
F
Scenarios that reach 480 to 530 ppm T
CO2-eq by 2100
Technology policy
T
F
Limit warming to 2C
P
F
(technology) development
T
F
(techncology) diffusion
T
F
Financial resources
O
F
(technology) transfer
T
F
Adaptation
T
F
Mitigation policies
T
F
Mitigation
T
F
Adaptation efforts
T
F
Developed (countries)
M
F
Diffusion (of technologies)
T
F
Developing countries
M
F
Transfer of technologies
T
F
Evidence
T
F
Management practises
T
F
O
F
Policies
T
F
A gap between global adaptation
needs and the funds available for
adaptation
Market failures
B
F
Global adaptation needs
O
F
R&D
T
F
Funds
T
F
Technologies
T
F
Adaptation
T
F
Capacities to adopt technologies
O
F
T
F
Local circumstances
O
F
Assesment of global adaptation
costs
Substantial reductions in emissions
P
F
(assesment of global adaptation)
funding
T
F
Changes in investment patterns
T
F
F
T
F
(assesment of global adaptation)
investment
T
Mitigation scenarios that stabilize
concentration (…) in the range of
430 to 530 ppm CO2-eq by 2100
Synergies
T
F
Investments in low carbon
electricity supply
T
F
International finance for disater risk T
management
F
Energy efficiency
T
F
Adaptation
T
F
Key sectors
T
F
Trade-offs
T
-
Transport
T
F
Synergies
T
-
Industry
T
F
Interactions
T
-
Buildings
T
F
Sustainable development
P
-
Scenarios
T
F
Climate change
O
F
Enabling environments
T
F
Sustainable development
P
F
Private sector
M
H
Mitigation
T
F
Public sector
M
H
Adaptation
T
F
Financing mitigation
T
F
Societal objectives
B
F
[SIDE 30]
Integrated responses
T
F
Economic diversification
T
F
Implementation
T
F
Strategies
T
F
Suitable governance structures
T
F
Integrated responses
T
F
Enhanced capacity to respond
O
F
Suitable governance structures
T
F
Climate change
O
F
Institutional and human capacity
O
F
Threats to social and natural systems O
F
Integrated responses
T
F
Social (systems)
O
F
T
F
Natural systems
O
F
Energy planning and
implementation
The poor
M
F
Water
O
F
Climate policy
T
F
Food
O
F
Sustainable development
P
F
Energy
O
F
Adaptation
T
F
Biological carbon sequestration
O
F
Mitigation
T
F
Urban planning
T
F
Global mitigation actions
T
F
Enhanced resilience
O
F
Climate-resilient pathways
T
F
Reduced emission
O
F
Adaptation
T
F
Sustainable development
P
F
Positive synergies between
adaptation and mitigation
O
F
Adaptation
T
F
Mitigation
T
F
Limits to adaptation
O
F
Efforts to mitigate
T
F
(Efforts to) adapt
T
F
Climate change
O
F
Complexity of interactions
O
F
Human health
O
F
Water
O
F
Energy
T
F
Land use
T
F
Biodiversity
O
F
Strategies and actions
T
F
Climate-resilient pathways
T
F
Sustainable development
P
F
Livelihoods
B
F
Social (well-being)
B
F
Economic well-being
B
F
Effective environmental
management
T
F
[SIDE 31]
Bilag 3.2 Aktører i Climate Change 2014 Synthesis report Summary for Policymakers (markeret m. overstregning)
Introduction
This Synthesis Report is based on the reports of the three Working Groups of the Intergovernmental Panel on Climate Change
(IPCC), including relevant Special Reports. It provides an integrated view of climate change as the final part of the IPCC’s
Fifth Assessment Report (AR5).
This summary follows the structure of the longer report which addresses the following topics: Observed changes and their
causes; Future climate change, risks and impacts; Future pathways for adaptation, mitigation and sustainable development;
Adaptation and mitigation.
SPM
In the Synthesis Report, the certainty in key assessment findings is communicated as in the Working Group Reports and
Special Reports. It is based on the author teams’ evaluations of underlying scientific understanding and is expressed as a
qualitative level of confidence (from very low to very high) and, when possible, probabilistically with a quantified likelihood
(from exceptionally unlikely to virtually certain)1. Where appropriate, findings are also formulated as statements of fact without using uncertainty qualifiers.
This report includes information relevant to Article 2 of the United Nations Framework Convention on Climate Change
(UNFCCC).
SPM 1.
Observed Changes and their Causes
Human influence on the climate system is clear, and recent anthropogenic emissions of greenhouse gases are the highest in history. Recent climate changes have had widespread impacts
on human and natural systems. {1}
SPM 1.1
Observed changes in the climate system
Warming of the climate system is unequivocal, and since the 1950s, many of the observed
changes are unprecedented over decades to millennia. The atmosphere and ocean have
warmed, the amounts of snow and ice have diminished, and sea level has risen. {1.1}
Each of the last three decades has been successively warmer at the Earth’s surface than any preceding decade since 1850. The
period from 1983 to 2012 was likely the warmest 30-year period of the last 1400 years in the Northern Hemisphere, where
such assessment is possible (medium confidence). The globally averaged combined land and ocean surface temperature
data as calculated by a linear trend show a warming of 0.85 [0.65 to 1.06] °C 2 over the period 1880 to 2012, when multiple
independently produced datasets exist (Figure SPM.1a). {1.1.1, Figure 1.1}
In addition to robust multi-decadal warming, the globally averaged surface temperature exhibits substantial decadal and
interannual variability (Figure SPM.1a). Due to this natural variability, trends based on short records are very sensitive to the
beginning and end dates and do not in general reflect long-term climate trends. As one example, the rate of warming over
Each finding is grounded in an evaluation of underlying evidence and agreement. In many cases, a synthesis of evidence and agreement supports an
assignment of confidence. The summary terms for evidence are: limited, medium or robust. For agreement, they are low, medium or high. A level of
confidence is expressed using five qualifiers: very low, low, medium, high and very high, and typeset in italics, e.g., medium confidence. The following terms have been used to indicate the assessed likelihood of an outcome or a result: virtually certain 99–100% probability, very likely 90–100%,
likely 66–100%, about as likely as not 33–66%, unlikely 0–33%, very unlikely 0–10%, exceptionally unlikely 0–1%. Additional terms (extremely
likely 95–100%, more likely than not >50–100%, more unlikely than likely 0–<50%, extremely unlikely 0–5%) may also be used when appropriate.
Assessed likelihood is typeset in italics, e.g., very likely. See for more details: Mastrandrea, M.D., C.B. Field, T.F. Stocker, O. Edenhofer, K.L. Ebi, D.J. Frame,
H. Held, E. Kriegler, K.J. Mach, P.R. Matschoss, G.-K. Plattner, G.W. Yohe and F.W. Zwiers, 2010: Guidance Note for Lead Authors of the IPCC Fifth Assessment Report on Consistent Treatment of Uncertainties, Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), Geneva, Switzerland, 4 pp.
1
Ranges in square brackets or following ‘±’ are expected to have a 90% likelihood of including the value that is being estimated, unless otherwise
stated.
2
2
Summary for Policymakers
(a) Globally averaged combined land and ocean surface temperature anomaly
0.4
0.2
0
(°C)
−0.2
−0.4
−0.6
−0.8
−1
(b)
SPM
1850
1900
Year
1950
2000
Globally averaged sea level change
0.1
0.05
(m)
0
−0.05
−0.1
−0.15
−0.2
1850
(c)
1900
Year
1950
2000
Globally averaged greenhouse gas concentrations
400
1800
1600
1400
1200
1000
800
340
320
300
280
(d)
40
1850
Year
1950
2000
Cumulative CO2
emissions
Global anthropogenic CO2 emissions
Quantitative information of CH4 and N2O emission time series from 1850 to 1970 is limited
Fossil fuels, cement and flaring
Forestry and other land use
35
30
2000
1500
25
(GtCO2)
(GtCO2/yr)
1900
330
320
310
300
290
280
270
N2O (ppb)
360
CH4 (ppb)
CO2 (ppm)
380
20
1000
15
10
500
5
0
0
1850
1900
Year
1950
2000
1750 1750
–
–
1970 2011
Figure SPM.1 | The complex relationship between the observations (panels a, b, c, yellow background) and the emissions (panel d,
light blue background) is addressed in Section 1.2 and Topic 1. Observations and other indicators of a changing global climate system. Observations: (a) Annually and globally averaged combined land and ocean surface temperature anomalies relative to the average over the period 1986 to 2005.
Colours indicate different data sets. (b) Annually and globally averaged sea level change relative to the average over the period 1986 to 2005 in the
longest-running dataset. Colours indicate different data sets. All datasets are aligned to have the same value in 1993, the first year of satellite altimetry
data (red). Where assessed, uncertainties are indicated by coloured shading. (c) Atmospheric concentrations of the greenhouse gases carbon dioxide
(CO2, green), methane (CH4, orange) and nitrous oxide (N2O, red) determined from ice core data (dots) and from direct atmospheric measurements (lines).
Indicators: (d) Global anthropogenic CO2 emissions from forestry and other land use as well as from burning of fossil fuel, cement production and flaring.
Cumulative emissions of CO2 from these sources and their uncertainties are shown as bars and whiskers, respectively, on the right hand side. The global
effects of the accumulation of CH4 and N2O emissions are shown in panel c. Greenhouse gas emission data from 1970 to 2010 are shown in Figure SPM.2.
{Figures 1.1, 1.3, 1.5}
3
the past 15 years (1998–2012; 0.05 [–0.05 to 0.15] °C per decade), which begins with a strong El Niño, is smaller than the
rate calculated since 1951 (1951–2012; 0.12 [0.08 to 0.14] °C per decade). {1.1.1, Box 1.1}
Ocean warming dominates the increase in energy stored in the climate system, accounting for more than 90% of the energy
accumulated between 1971 and 2010 (high confidence), with only about 1% stored in the atmosphere. On a global scale,
the ocean warming is largest near the surface, and the upper 75 m warmed by 0.11 [0.09 to 0.13] °C per decade over the
period 1971 to 2010. It is virtually certain that the upper ocean (0−700 m) warmed from 1971 to 2010, and it likely warmed
between the 1870s and 1971. {1.1.2, Figure 1.2}
SPM
Averaged over the mid-latitude land areas of the Northern Hemisphere, precipitation has increased since 1901 (medium
confidence before and high confidence after 1951). For other latitudes, area-averaged long-term positive or negative trends
have low confidence. Observations of changes in ocean surface salinity also provide indirect evidence for changes in the
global water cycle over the ocean (medium confidence). It is very likely that regions of high salinity, where evaporation dominates, have become more saline, while regions of low salinity, where precipitation dominates, have become fresher since
the 1950s. {1.1.1, 1.1.2}
Since the beginning of the industrial era, oceanic uptake of CO2 has resulted in acidification of the ocean; the pH of ocean
surface water has decreased by 0.1 (high confidence), corresponding to a 26% increase in acidity, measured as hydrogen ion
concentration. {1.1.2}
Over the period 1992 to 2011, the Greenland and Antarctic ice sheets have been losing mass (high confidence), likely at a
larger rate over 2002 to 2011. Glaciers have continued to shrink almost worldwide (high confidence). Northern Hemisphere
spring snow cover has continued to decrease in extent (high confidence). There is high confidence that permafrost temperatures have increased in most regions since the early 1980s in response to increased surface temperature and changing snow
cover. {1.1.3}
The annual mean Arctic sea-ice extent decreased over the period 1979 to 2012, with a rate that was very likely in the range
3.5 to 4.1% per decade. Arctic sea-ice extent has decreased in every season and in every successive decade since 1979, with
the most rapid decrease in decadal mean extent in summer (high confidence). It is very likely that the annual mean Antarctic
sea-ice extent increased in the range of 1.2 to 1.8% per decade between 1979 and 2012. However, there is high confidence
that there are strong regional differences in Antarctica, with extent increasing in some regions and decreasing in others.
{1.1.3, Figure 1.1}
Over the period 1901 to 2010, global mean sea level rose by 0.19 [0.17 to 0.21] m (Figure SPM.1b). The rate of sea level rise
since the mid-19th century has been larger than the mean rate during the previous two millennia (high confidence). {1.1.4,
Figure 1.1}
SPM 1.2
Causes of climate change
Anthropogenic greenhouse gas emissions have increased since the pre-industrial era, driven
largely by economic and population growth, and are now higher than ever. This has led to atmospheric concentrations of carbon dioxide, methane and nitrous oxide that are unprecedented in
at least the last 800,000 years. Their effects, together with those of other anthropogenic drivers, have been detected throughout the climate system and are extremely likely to have been
the dominant cause of the observed warming since the mid-20th century. {1.2, 1.3.1}
Anthropogenic greenhouse gas (GHG) emissions since the pre-industrial era have driven large increases in the atmospheric
concentrations of carbon dioxide (CO2), methane (CH4) and nitrous oxide (N2O) (Figure SPM.1c). Between 1750 and 2011,
cumulative anthropogenic CO2 emissions to the atmosphere were 2040 ± 310 GtCO2. About 40% of these emissions have
remained in the atmosphere (880 ± 35 GtCO2); the rest was removed from the atmosphere and stored on land (in plants and
soils) and in the ocean. The ocean has absorbed about 30% of the emitted anthropogenic CO2, causing ocean acidification.
About half of the anthropogenic CO2 emissions between 1750 and 2011 have occurred in the last 40 years (high confidence)
(Figure SPM.1d). {1.2.1, 1.2.2}
4
Summary for Policymakers
Total annual anthropogenic GHG emissions by gases 1970–2010
+2.2%/yr
2000–2010
GHG emissions (GtCO2-eq/yr)
50
+1.3%/yr
1970–2000
40
38 Gt
0.81%
7.4%
0.44%
7.9%
19%
0
Gas
F-Gases
N2O
CH4
CO2 FOLU
CO2 Fossil fuel and
industrial processes
59%
55%
1970
20%
11%
10%
65%
62%
SPM
16%
17%
10
16%
18%
30 27 Gt
20
52 Gt
2.2%
5.0%
49 Gt
2.0%
6.2%
1975
1980
1985
1990
Year
1995
2000
2005
2010
2010
(GWP100 SAR)
2010
(GWP100 AR5)
Figure SPM.2 | Total annual anthropogenic greenhouse gas (GHG) emissions (gigatonne of CO2-equivalent per year, GtCO2-eq/yr) for the period 1970
to 2010 by gases: CO2 from fossil fuel combustion and industrial processes; CO2 from Forestry and Other Land Use (FOLU); methane (CH4); nitrous oxide
(N2O); fluorinated gases covered under the Kyoto Protocol (F-gases). Right hand side shows 2010 emissions, using alternatively CO2-equivalent emission
weightings based on IPCC Second Assessment Report (SAR) and AR5 values. Unless otherwise stated, CO2-equivalent emissions in this report include the
basket of Kyoto gases (CO2, CH4, N2O as well as F-gases) calculated based on 100-year Global Warming Potential (GWP100) values from the SAR (see Glossary). Using the most recent GWP100 values from the AR5 (right-hand bars) would result in higher total annual GHG emissions (52 GtCO2-eq/yr) from an
increased contribution of methane, but does not change the long-term trend significantly. {Figure 1.6, Box 3.2}
Total anthropogenic GHG emissions have continued to increase over 1970 to 2010 with larger absolute increases between
2000 and 2010, despite a growing number of climate change mitigation policies. Anthropogenic GHG emissions in 2010 have
reached 49 ± 4.5 GtCO2-eq/yr 3. Emissions of CO2 from fossil fuel combustion and industrial processes contributed about 78%
of the total GHG emissions increase from 1970 to 2010, with a similar percentage contribution for the increase during the
period 2000 to 2010 (high confidence) (Figure SPM.2). Globally, economic and population growth continued to be the most
important drivers of increases in CO2 emissions from fossil fuel combustion. The contribution of population growth between
2000 and 2010 remained roughly identical to the previous three decades, while the contribution of economic growth has
risen sharply. Increased use of coal has reversed the long-standing trend of gradual decarbonization (i.e., reducing the carbon
intensity of energy) of the world’s energy supply (high confidence). {1.2.2}
The evidence for human influence on the climate system has grown since the IPCC Fourth Assessment Report (AR4). It is
extremely likely that more than half of the observed increase in global average surface temperature from 1951 to 2010 was
caused by the anthropogenic increase in GHG concentrations and other anthropogenic forcings together. The best estimate
of the human-induced contribution to warming is similar to the observed warming over this period (Figure SPM.3). Anthropogenic forcings have likely made a substantial contribution to surface temperature increases since the mid-20th century
over every continental region except Antarctica4. Anthropogenic influences have likely affected the global water cycle since
1960 and contributed to the retreat of glaciers since the 1960s and to the increased surface melting of the Greenland ice
sheet since 1993. Anthropogenic influences have very likely contributed to Arctic sea-ice loss since 1979 and have very likely
made a substantial contribution to increases in global upper ocean heat content (0–700 m) and to global mean sea level rise
observed since the 1970s. {1.3, Figure 1.10}
Greenhouse gas emissions are quantified as CO2-equivalent (GtCO2-eq) emissions using weightings based on the 100-year Global Warming Potentials,
using IPCC Second Assessment Report values unless otherwise stated. {Box 3.2}
3
For Antarctica, large observational uncertainties result in low confidence that anthropogenic forcings have contributed to the observed warming averaged over available stations.
4
5
Contributions to observed surface temperature change over the period 1951–2010
OBSERVED WARMING
SPM
Greenhouse gases
Other anthropogenic forcings
Combined anthropogenic forcings
Natural forcings
Natural internal variability
–0.5
0.0
(°C)
0.5
1.0
Figure SPM.3 | Assessed likely ranges (whiskers) and their mid-points (bars) for warming trends over the 1951–2010 period from well-mixed greenhouse
gases, other anthropogenic forcings (including the cooling effect of aerosols and the effect of land use change), combined anthropogenic forcings, natural
forcings and natural internal climate variability (which is the element of climate variability that arises spontaneously within the climate system even in the
absence of forcings). The observed surface temperature change is shown in black, with the 5 to 95% uncertainty range due to observational uncertainty.
The attributed warming ranges (colours) are based on observations combined with climate model simulations, in order to estimate the contribution of an
individual external forcing to the observed warming. The contribution from the combined anthropogenic forcings can be estimated with less uncertainty
than the contributions from greenhouse gases and from other anthropogenic forcings separately. This is because these two contributions partially compensate, resulting in a combined signal that is better constrained by observations. {Figure 1.9}
SPM 1.3
Impacts of climate change
In recent decades, changes in climate have caused impacts on natural and human systems on
all continents and across the oceans. Impacts are due to observed climate change, irrespective of its cause, indicating the sensitivity of natural and human systems to changing climate.
{1.3.2}
Evidence of observed climate change impacts is strongest and most comprehensive for natural systems. In many regions,
changing precipitation or melting snow and ice are altering hydrological systems, affecting water resources in terms of
quantity and quality (medium confidence). Many terrestrial, freshwater and marine species have shifted their geographic
ranges, seasonal activities, migration patterns, abundances and species interactions in response to ongoing climate change
(high confidence). Some impacts on human systems have also been attributed to climate change, with a major or minor
contribution of climate change distinguishable from other influences (Figure SPM.4). Assessment of many studies covering
a wide range of regions and crops shows that negative impacts of climate change on crop yields have been more common
than positive impacts (high confidence). Some impacts of ocean acidification on marine organisms have been attributed to
human influence (medium confidence). {1.3.2}
6
Summary for Policymakers
Widespread impacts attributed to climate change based on the available scientific literature since the AR4
POLAR REGIONS (Arctic and Antarctic)
NORTH AMERICA
ASIA
EUROPE
SPM
10544
SMALL ISLANDS
9329
AFRICA
CENTRAL AND SOUTH AMERICA
8101
AUSTRALASIA
1987
Confidence in attribution
to climate change
very
very
low med high
low
high
2982
3255
Observed impacts attributed to climate change for
Physical systems
Biological systems
Human and managed systems
Glaciers, snow, ice
Terrestrial
Food production
and/or permafrost
ecosystems
Livelihoods, health
Rivers, lakes, floods
Wildfire
and/or economics
and/or drought
indicates
confidence range
Coastal erosion
and/or sea level effects
Impacts identified
based on availability
of studies across
a region
Marine ecosystems
Outlined symbols = Minor contribution of climate change
Filled symbols = Major contribution of climate change
Figure SPM.4 | Based on the available scientific literature since the IPCC Fourth Assessment Report (AR4), there are substantially more impacts in recent
decades now attributed to climate change. Attribution requires defined scientific evidence on the role of climate change. Absence from the map of additional impacts attributed to climate change does not imply that such impacts have not occurred. The publications supporting attributed impacts reflect a
growing knowledge base, but publications are still limited for many regions, systems and processes, highlighting gaps in data and studies. Symbols indicate
categories of attributed impacts, the relative contribution of climate change (major or minor) to the observed impact and confidence in attribution. Each
symbol refers to one or more entries in WGII Table SPM.A1, grouping related regional-scale impacts. Numbers in ovals indicate regional totals of climate
change publications from 2001 to 2010, based on the Scopus bibliographic database for publications in English with individual countries mentioned in title,
abstract or key words (as of July 2011). These numbers provide an overall measure of the available scientific literature on climate change across regions;
they do not indicate the number of publications supporting attribution of climate change impacts in each region. Studies for polar regions and small islands
are grouped with neighbouring continental regions. The inclusion of publications for assessment of attribution followed IPCC scientific evidence criteria
defined in WGII Chapter 18. Publications considered in the attribution analyses come from a broader range of literature assessed in the WGII AR5. See WGII
Table SPM.A1 for descriptions of the attributed impacts. {Figure 1.11}
SPM 1.4
Extreme events
Changes in many extreme weather and climate events have been observed since about 1950.
Some of these changes have been linked to human influences, including a decrease in cold temperature extremes, an increase in warm temperature extremes, an increase in extreme high sea
levels and an increase in the number of heavy precipitation events in a number of regions. {1.4}
It is very likely that the number of cold days and nights has decreased and the number of warm days and nights has increased
on the global scale. It is likely that the frequency of heat waves has increased in large parts of Europe, Asia and Australia. It is
7
very likely that human influence has contributed to the observed global scale changes in the frequency and intensity of
daily temperature extremes since the mid-20th century. It is likely that human influence has more than doubled the probability of occurrence of heat waves in some locations. There is medium confidence that the observed warming has increased
heat-related human mortality and decreased cold-related human mortality in some regions. {1.4}
There are likely more land regions where the number of heavy precipitation events has increased than where it has decreased.
Recent detection of increasing trends in extreme precipitation and discharge in some catchments implies greater risks of
flooding at regional scale (medium confidence). It is likely that extreme sea levels (for example, as experienced in storm
surges) have increased since 1970, being mainly a result of rising mean sea level. {1.4}
SPM
Impacts from recent climate-related extremes, such as heat waves, droughts, floods, cyclones and wildfires, reveal significant
vulnerability and exposure of some ecosystems and many human systems to current climate variability (very high confidence). {1.4}
SPM 2.
Future Climate Changes, Risks and Impacts
Continued emission of greenhouse gases will cause further warming and long-lasting
changes in all components of the climate system, increasing the likelihood of severe,
pervasive and irreversible impacts for people and ecosystems. Limiting climate change would
require substantial and sustained reductions in greenhouse gas emissions which, together
with adaptation, can limit climate change risks. {2}
SPM 2.1
Key drivers of future climate
Cumulative emissions of CO2 largely determine global mean surface warming by the late
21st century and beyond. Projections of greenhouse gas emissions vary over a wide range,
depending on both socio-economic development and climate policy. {2.1}
Anthropogenic GHG emissions are mainly driven by population size, economic activity, lifestyle, energy use, land use patterns,
technology and climate policy. The Representative Concentration Pathways (RCPs), which are used for making projections
based on these factors, describe four different 21st century pathways of GHG emissions and atmospheric concentrations,
air pollutant emissions and land use. The RCPs include a stringent mitigation scenario (RCP2.6), two intermediate scenarios
(RCP4.5 and RCP6.0) and one scenario with very high GHG emissions (RCP8.5). Scenarios without additional efforts to
constrain emissions (’baseline scenarios’) lead to pathways ranging between RCP6.0 and RCP8.5 (Figure SPM.5a). RCP2.6 is
representative of a scenario that aims to keep global warming likely below 2°C above pre-industrial temperatures. The RCPs
are consistent with the wide range of scenarios in the literature as assessed by WGIII5. {2.1, Box 2.2, 4.3}
Multiple lines of evidence indicate a strong, consistent, almost linear relationship between cumulative CO2 emissions and
projected global temperature change to the year 2100 in both the RCPs and the wider set of mitigation scenarios analysed
in WGIII (Figure SPM.5b). Any given level of warming is associated with a range of cumulative CO2 emissions6, and therefore,
e.g., higher emissions in earlier decades imply lower emissions later. {2.2.5, Table 2.2}
Roughly 300 baseline scenarios and 900 mitigation scenarios are categorized by CO2-equivalent concentration (CO2-eq) by 2100. The CO2-eq includes
the forcing due to all GHGs (including halogenated gases and tropospheric ozone), aerosols and albedo change.
5
Quantification of this range of CO2 emissions requires taking into account non-CO2 drivers.
6
8
Summary for Policymakers
(a)
Annual anthropogenic CO2 emissions
200
WGIII scenario categories:
>1000
Full range of the WGIII AR5
scenario database in 2100
Annual emissions (GtCO2/yr)
720−1000
580−720
100
530−580
480−530
430−480
0
Historical
emissions
−100
1950
Temperature change relative to 1861–1880 (°C)
(b)
SPM
RCP scenarios:
RCP8.5
RCP6.0
RCP4.5
RCP2.6
2000
2050
Year
2100
Warming versus cumulative CO2 emissions
5
Total human-induced warming
4
baselines
720–1000
3
580–720
2
530–580
480–530
430–480
1
observed 2000s
1000 GtC
2000 GtC
0
0
1000
2000
3000
4000
5000
6000
7000
8000
9000
Cumulative anthropogenic CO2 emissions from 1870 (GtCO2)
Figure SPM.5 | (a) Emissions of carbon dioxide (CO2) alone in the Representative Concentration Pathways (RCPs) (lines) and the associated scenario
categories used in WGIII (coloured areas show 5 to 95% range). The WGIII scenario categories summarize the wide range of emission scenarios published
in the scientific literature and are defined on the basis of CO2-eq concentration levels (in ppm) in 2100. The time series of other greenhouse gas emissions
are shown in Box 2.2, Figure 1. (b) Global mean surface temperature increase at the time global CO2 emissions reach a given net cumulative total, plotted
as a function of that total, from various lines of evidence. Coloured plume shows the spread of past and future projections from a hierarchy of climatecarbon cycle models driven by historical emissions and the four RCPs over all times out to 2100, and fades with the decreasing number of available models.
Ellipses show total anthropogenic warming in 2100 versus cumulative CO2 emissions from 1870 to 2100 from a simple climate model (median climate
response) under the scenario categories used in WGIII. The width of the ellipses in terms of temperature is caused by the impact of different scenarios for
non-CO2 climate drivers. The filled black ellipse shows observed emissions to 2005 and observed temperatures in the decade 2000–2009 with associated
uncertainties. {Box 2.2, Figure 1; Figure 2.3}
9
Multi-model results show that limiting total human-induced warming to less than 2°C relative to the period 1861–1880 with
a probability of >66%7 would require cumulative CO2 emissions from all anthropogenic sources since 1870 to remain below
about 2900 GtCO2 (with a range of 2550 to 3150 GtCO2 depending on non-CO2 drivers). About 1900 GtCO28 had already been
emitted by 2011. For additional context see Table 2.2. {2.2.5}
SPM
SPM 2.2 Projected changes in the climate system
Surface temperature is projected to rise over the 21st century under all assessed emission
scenarios. It is very likely that heat waves will occur more often and last longer, and that
extreme precipitation events will become more intense and frequent in many regions. The
ocean will continue to warm and acidify, and global mean sea level to rise. {2.2}
The projected changes in Section SPM 2.2 are for 2081–2100 relative to 1986–2005, unless otherwise indicated.
Future climate will depend on committed warming caused by past anthropogenic emissions, as well as future anthropogenic
emissions and natural climate variability. The global mean surface temperature change for the period 2016–2035 relative to
1986–2005 is similar for the four RCPs and will likely be in the range 0.3°C to 0.7°C (medium confidence). This assumes that
there will be no major volcanic eruptions or changes in some natural sources (e.g., CH4 and N2O), or unexpected changes in
total solar irradiance. By mid-21st century, the magnitude of the projected climate change is substantially affected by the
choice of emissions scenario. {2.2.1, Table 2.1}
Relative to 1850–1900, global surface temperature change for the end of the 21st century (2081–2100) is projected to likely
exceed 1.5°C for RCP4.5, RCP6.0 and RCP8.5 (high confidence). Warming is likely to exceed 2°C for RCP6.0 and RCP8.5
(high confidence), more likely than not to exceed 2°C for RCP4.5 (medium confidence), but unlikely to exceed 2°C for RCP2.6
(medium confidence). {2.2.1}
The increase of global mean surface temperature by the end of the 21st century (2081–2100) relative to 1986–2005 is likely
to be 0.3°C to 1.7°C under RCP2.6, 1.1°C to 2.6°C under RCP4.5, 1.4°C to 3.1°C under RCP6.0 and 2.6°C to 4.8°C under
RCP8.59. The Arctic region will continue to warm more rapidly than the global mean (Figure SPM.6a, Figure SPM.7a). {2.2.1,
Figure 2.1, Figure 2.2, Table 2.1}
It is virtually certain that there will be more frequent hot and fewer cold temperature extremes over most land areas on daily
and seasonal timescales, as global mean surface temperature increases. It is very likely that heat waves will occur with a
higher frequency and longer duration. Occasional cold winter extremes will continue to occur. {2.2.1}
Corresponding figures for limiting warming to 2°C with a probability of >50% and >33% are 3000 GtCO2 (range of 2900 to 3200 GtCO2) and 3300 GtCO2
(range of 2950 to 3800 GtCO2) respectively. Higher or lower temperature limits would imply larger or lower cumulative emissions respectively.
This corresponds to about two thirds of the 2900 GtCO2 that would limit warming to less than 2°C with a probability of >66%; to about 63% of the total
amount of 3000 GtCO2 that would limit warming to less than 2°C with a probability of >50%; and to about 58% of the total amount of 3300 GtCO2
that would limit warming to less than 2°C with a probability of >33%.
7
8
The period 1986–2005 is approximately 0.61 [0.55 to 0.67] °C warmer than 1850–1900. {2.2.1}
9
10
Summary for Policymakers
Global average surface temperature change
(relative to 1986–2005)
(a)
Mean over
2081–2100
6
4
SPM
RCP2.6
RCP4.5
RCP6.0
RCP8.5
(°C)
39
2
0
32
–2
2000
2050
2100
Year
Global mean sea level rise
(relative to 1986–2005)
(b)
Mean over
2081–2100
1
0.8
0.6
RCP2.6
RCP4.5
RCP6.0
RCP8.5
(m)
21
0.4
0.2
21
0
2000
2050
2100
Year
Figure SPM.6 | Global average surface temperature change (a) and global mean sea level rise10 (b) from 2006 to 2100 as determined by multi-model
simulations. All changes are relative to 1986–2005. Time series of projections and a measure of uncertainty (shading) are shown for scenarios RCP2.6
(blue) and RCP8.5 (red). The mean and associated uncertainties averaged over 2081–2100 are given for all RCP scenarios as coloured vertical bars at the
right hand side of each panel. The number of Coupled Model Intercomparison Project Phase 5 (CMIP5) models used to calculate the multi-model mean is
indicated. {2.2, Figure 2.1}
Changes in precipitation will not be uniform. The high latitudes and the equatorial Pacific are likely to experience an increase
in annual mean precipitation under the RCP8.5 scenario. In many mid-latitude and subtropical dry regions, mean precipitation will likely decrease, while in many mid-latitude wet regions, mean precipitation will likely increase under the RCP8.5
scenario (Figure SPM.7b). Extreme precipitation events over most of the mid-latitude land masses and over wet tropical
regions will very likely become more intense and more frequent. {2.2.2, Figure 2.2}
The global ocean will continue to warm during the 21st century, with the strongest warming projected for the surface in
tropical and Northern Hemisphere subtropical regions (Figure SPM.7a). {2.2.3, Figure 2.2}
Based on current understanding (from observations, physical understanding and modelling), only the collapse of marine-based sectors of the Antarctic
ice sheet, if initiated, could cause global mean sea level to rise substantially above the likely range during the 21st century. There is medium confidence
that this additional contribution would not exceed several tenths of a meter of sea level rise during the 21st century.
10
11
RCP2.6
(a)
RCP8.5
Change in average surface temperature (1986−2005 to 2081−2100)
32
39
SPM
(°C)
−2
(b)
−1.5
−1
−0.5
0
0.5
1
1.5
2
3
4
5
7
9
11
Change in average precipitation (1986−2005 to 2081−2100)
32
39
(%)
−50
−40
−30
−20
−10
0
10
20
30
40
50
Figure SPM.7 | Change in average surface temperature (a) and change in average precipitation (b) based on multi-model mean projections for
2081–2100 relative to 1986–2005 under the RCP2.6 (left) and RCP8.5 (right) scenarios. The number of models used to calculate the multi-model mean
is indicated in the upper right corner of each panel. Stippling (i.e., dots) shows regions where the projected change is large compared to natural internal
variability and where at least 90% of models agree on the sign of change. Hatching (i.e., diagonal lines) shows regions where the projected change is less
than one standard deviation of the natural internal variability. {2.2, Figure 2.2}
Earth System Models project a global increase in ocean acidification for all RCP scenarios by the end of the 21st century, with
a slow recovery after mid-century under RCP2.6. The decrease in surface ocean pH is in the range of 0.06 to 0.07 (15 to 17%
increase in acidity) for RCP2.6, 0.14 to 0.15 (38 to 41%) for RCP4.5, 0.20 to 0.21 (58 to 62%) for RCP6.0 and 0.30 to 0.32
(100 to 109%) for RCP8.5. {2.2.4, Figure 2.1}
Year-round reductions in Arctic sea ice are projected for all RCP scenarios. A nearly ice-free11 Arctic Ocean in the summer seaice minimum in September before mid-century is likely for RCP8.512 (medium confidence). {2.2.3, Figure 2.1}
It is virtually certain that near-surface permafrost extent at high northern latitudes will be reduced as global mean surface
temperature increases, with the area of permafrost near the surface (upper 3.5 m) projected to decrease by 37% (RCP2.6) to
81% (RCP8.5) for the multi-model average (medium confidence). {2.2.3}
The global glacier volume, excluding glaciers on the periphery of Antarctica (and excluding the Greenland and Antarctic ice
sheets), is projected to decrease by 15 to 55% for RCP2.6 and by 35 to 85% for RCP8.5 (medium confidence). {2.2.3}
When sea-ice extent is less than one million km2 for at least five consecutive years.
11
Based on an assessment of the subset of models that most closely reproduce the climatological mean state and 1979–2012 trend of the Arctic sea-ice
extent.
12
12
Summary for Policymakers
There has been significant improvement in understanding and projection of sea level change since the AR4. Global mean sea
level rise will continue during the 21st century, very likely at a faster rate than observed from 1971 to 2010. For the period
2081–2100 relative to 1986–2005, the rise will likely be in the ranges of 0.26 to 0.55 m for RCP2.6, and of 0.45 to 0.82 m
for RCP8.5 (medium confidence)10 (Figure SPM.6b). Sea level rise will not be uniform across regions. By the end of the
21st century, it is very likely that sea level will rise in more than about 95% of the ocean area. About 70% of the coastlines
worldwide are projected to experience a sea level change within ±20% of the global mean. {2.2.3}
SPM
SPM 2.3
Future risks and impacts caused by a changing climate
Climate change will amplify existing risks and create new risks for natural and human systems. Risks are unevenly distributed and are generally greater for disadvantaged people and
communities in countries at all levels of development. {2.3}
Risk of climate-related impacts results from the interaction of climate-related hazards (including hazardous events and
trends) with the vulnerability and exposure of human and natural systems, including their ability to adapt. Rising rates and
magnitudes of warming and other changes in the climate system, accompanied by ocean acidification, increase the risk
of severe, pervasive and in some cases irreversible detrimental impacts. Some risks are particularly relevant for individual
regions (Figure SPM.8), while others are global. The overall risks of future climate change impacts can be reduced by limiting
the rate and magnitude of climate change, including ocean acidification. The precise levels of climate change sufficient to
trigger abrupt and irreversible change remain uncertain, but the risk associated with crossing such thresholds increases with
rising temperature (medium confidence). For risk assessment, it is important to evaluate the widest possible range of impacts,
including low-probability outcomes with large consequences. {1.5, 2.3, 2.4, 3.3, Box Introduction.1, Box 2.3, Box 2.4}
A large fraction of species faces increased extinction risk due to climate change during and beyond the 21st century, especially as climate change interacts with other stressors (high confidence). Most plant species cannot naturally shift their
geographical ranges sufficiently fast to keep up with current and high projected rates of climate change in most landscapes;
most small mammals and freshwater molluscs will not be able to keep up at the rates projected under RCP4.5 and above
in flat landscapes in this century (high confidence). Future risk is indicated to be high by the observation that natural global
climate change at rates lower than current anthropogenic climate change caused significant ecosystem shifts and species
extinctions during the past millions of years. Marine organisms will face progressively lower oxygen levels and high rates and
magnitudes of ocean acidification (high confidence), with associated risks exacerbated by rising ocean temperature extremes
(medium confidence). Coral reefs and polar ecosystems are highly vulnerable. Coastal systems and low-lying areas are at
risk from sea level rise, which will continue for centuries even if the global mean temperature is stabilized (high confidence).
{2.3, 2.4, Figure 2.5}
Climate change is projected to undermine food security (Figure SPM.9). Due to projected climate change by the mid-21st century
and beyond, global marine species redistribution and marine biodiversity reduction in sensitive regions will challenge the sustained
provision of fisheries productivity and other ecosystem services (high confidence). For wheat, rice and maize in tropical and temperate regions, climate change without adaptation is projected to negatively impact production for local temperature increases
of 2°C or more above late 20th century levels, although individual locations may benefit (medium confidence). Global temperature increases of ~4°C or more13 above late 20th century levels, combined with increasing food demand, would pose
large risks to food security globally (high confidence). Climate change is projected to reduce renewable surface water and
groundwater resources in most dry subtropical regions (robust evidence, high agreement), intensifying competition for water
among sectors (limited evidence, medium agreement). {2.3.1, 2.3.2}
Projected warming averaged over land is larger than global average warming for all RCP scenarios for the period 2081–2100 relative to 1986–2005.
For regional projections, see Figure SPM.7. {2.2}
13
13
14
Increased damages
from river and coastal
urban floods
not assessed
not assessed
Spread of vector-borne diseases
Reduced food production and quality
Reduced water availability and
increased flooding and landslides
Central and South America
Heat-related
human mortality
Risks for health
and well-being
Glaciers,
snow, ice
and/or
permafrost
Coastal erosion
and/or sea level
effects
Vector- and waterborne diseases
Reduced crop productivity and
livelihood and food security
Compounded stress
on water resources
Africa
Increased water restrictions
Increased damages
from extreme heat
events and wildfires
Europe
Asia
Small islands
Risks for low-lying
coastal areas
Livelihoods, health
and/or economics
Increased flood damage
to infrastructure and
settlements
Australasia
Increased risks to
coastal infrastructure
and low-lying
ecosystems
Significant change in composition
and structure of coral reef systems
Increased droughtrelated water and
food shortage
Potential for
additional Risk level with
adaptation to current adaptation
reduce risk
Medium
Very
high
Food
production
Risk level
Risk level with
high adaptation
Very
low
Marine
ecosystems
Human and managed systems
Increased flood damage to
infrastructure, livelihoods
Heat-related
and settlements
human mortality
Long term 2°C
(2080–2100) 4°C
Near term (2030–2040)
Present
Wildfire
Loss of livelihoods,
settlements, infrastructure,
ecosystem services and
economic stability
Terrestrial
ecosystems
Biological systems
Representative key risks for each region for
Unprecedented challenges,
especially from rate of change
Increased damages from
river and coastal floods
Rivers, lakes,
floods and/or
drought
Physical systems
14
Identification of key risks was based on expert judgment using the following specific criteria: large magnitude, high probability or irreversibility of impacts; timing of impacts; persistent vulnerability
or exposure contributing to risks; or limited potential to reduce risks through adaptation or mitigation.
Figure SPM.8 | Representative key risks14 for each region, including the potential for risk reduction through adaptation and mitigation, as well as limits to adaptation. Each key risk is assessed as
very low, low, medium, high or very high. Risk levels are presented for three time frames: present, near term (here, for 2030–2040) and long term (here, for 2080–2100). In the near term, projected
levels of global mean temperature increase do not diverge substantially across different emission scenarios. For the long term, risk levels are presented for two possible futures (2°C and 4°C global
mean temperature increase above pre-industrial levels). For each timeframe, risk levels are indicated for a continuation of current adaptation and assuming high levels of current or future adaptation.
Risk levels are not necessarily comparable, especially across regions. {Figure 2.4}
Coastal inundation
and habitat loss
Increased mass coral
bleaching and mortality
Distributional
shift and reduced
fisheries catch
potential at low latitudes
The Ocean
Increased damages
from wildfires
North America
Risks for ecosystems
Polar Regions (Arctic and Antarctic)
Regional key risks and
potential for risk reduction
SPM
Summary for Policymakers
Climate change poses risks for food production
(a)
Change in maximum catch potential (2051–2060 compared to 2001–2010, SRES A1B)
<–50%
–21 to –50%
–6 to –20%
–1 to –5%
no data
0 to 4%
5 to 19%
20 to 49%
50 to 100%
>100 %
SPM
(b)
Percentage of yield projections
100
Range of yield change
80
50 to 100%
increase
in yield
60
25 to 50%
10 to 25%
5 to 10%
0 to 5%
40
decrease
in yield
20
0 to –5%
–5 to –10%
–10 to –25%
–25 to –50%
0
–50 to –100%
2010–2029
2030–2049
2050–2069
2070–2089
2090–2109
Figure SPM.9 | (a) Projected global redistribution of maximum catch potential of ~1000 exploited marine fish and invertebrate species. Projections
compare the 10-year averages 2001–2010 and 2051–2060 using ocean conditions based on a single climate model under a moderate to high warming
scenario, without analysis of potential impacts of overfishing or ocean acidification. (b) Summary of projected changes in crop yields (mostly wheat, maize,
rice and soy), due to climate change over the 21st century. Data for each timeframe sum to 100%, indicating the percentage of projections showing yield
increases versus decreases. The figure includes projections (based on 1090 data points) for different emission scenarios, for tropical and temperate regions
and for adaptation and no-adaptation cases combined. Changes in crop yields are relative to late 20th century levels. {Figure 2.6a, Figure 2.7}
Until mid-century, projected climate change will impact human health mainly by exacerbating health problems that already
exist (very high confidence). Throughout the 21st century, climate change is expected to lead to increases in ill-health in many
regions and especially in developing countries with low income, as compared to a baseline without climate change (high
confidence). By 2100 for RCP8.5, the combination of high temperature and humidity in some areas for parts of the year is
expected to compromise common human activities, including growing food and working outdoors (high confidence). {2.3.2}
In urban areas climate change is projected to increase risks for people, assets, economies and ecosystems, including risks
from heat stress, storms and extreme precipitation, inland and coastal flooding, landslides, air pollution, drought, water scarcity, sea level rise and storm surges (very high confidence). These risks are amplified for those lacking essential infrastructure
and services or living in exposed areas. {2.3.2}
15
Rural areas are expected to experience major impacts on water availability and supply, food security, infrastructure and
agricultural incomes, including shifts in the production areas of food and non-food crops around the world (high confidence).
{2.3.2}
Aggregate economic losses accelerate with increasing temperature (limited evidence, high agreement), but global economic
impacts from climate change are currently difficult to estimate. From a poverty perspective, climate change impacts are
projected to slow down economic growth, make poverty reduction more difficult, further erode food security and prolong
existing and create new poverty traps, the latter particularly in urban areas and emerging hotspots of hunger (medium confidence). International dimensions such as trade and relations among states are also important for understanding the risks of
climate change at regional scales. {2.3.2}
SPM
Climate change is projected to increase displacement of people (medium evidence, high agreement). Populations that lack
the resources for planned migration experience higher exposure to extreme weather events, particularly in developing countries with low income. Climate change can indirectly increase risks of violent conflicts by amplifying well-documented drivers
of these conflicts such as poverty and economic shocks (medium confidence). {2.3.2}
SPM 2.4
Climate change beyond 2100, irreversibility and abrupt changes
Many aspects of climate change and associated impacts will continue for centuries, even if
anthropogenic emissions of greenhouse gases are stopped. The risks of abrupt or irreversible
changes increase as the magnitude of the warming increases. {2.4}
Warming will continue beyond 2100 under all RCP scenarios except RCP2.6. Surface temperatures will remain approximately
constant at elevated levels for many centuries after a complete cessation of net anthropogenic CO2 emissions. A large fraction of anthropogenic climate change resulting from CO2 emissions is irreversible on a multi-century to millennial timescale,
except in the case of a large net removal of CO2 from the atmosphere over a sustained period. {2.4, Figure 2.8}
Stabilization of global average surface temperature does not imply stabilization for all aspects of the climate system. Shifting
biomes, soil carbon, ice sheets, ocean temperatures and associated sea level rise all have their own intrinsic long timescales
which will result in changes lasting hundreds to thousands of years after global surface temperature is stabilized. {2.1, 2.4}
There is high confidence that ocean acidification will increase for centuries if CO2 emissions continue, and will strongly affect
marine ecosystems. {2.4}
It is virtually certain that global mean sea level rise will continue for many centuries beyond 2100, with the amount of rise
dependent on future emissions. The threshold for the loss of the Greenland ice sheet over a millennium or more, and an associated sea level rise of up to 7 m, is greater than about 1°C (low confidence) but less than about 4°C (medium confidence)
of global warming with respect to pre-industrial temperatures. Abrupt and irreversible ice loss from the Antarctic ice sheet is
possible, but current evidence and understanding is insufficient to make a quantitative assessment. {2.4}
Magnitudes and rates of climate change associated with medium- to high-emission scenarios pose an increased risk of
abrupt and irreversible regional-scale change in the composition, structure and function of marine, terrestrial and freshwater
ecosystems, including wetlands (medium confidence). A reduction in permafrost extent is virtually certain with continued rise
in global temperatures. {2.4}
16
Summary for Policymakers
SPM 3.
Future Pathways for Adaptation, Mitigation and Sustainable Development
Adaptation and mitigation are complementary strategies for reducing and managing the risks
of climate change. Substantial emissions reductions over the next few decades can reduce climate risks in the 21st century and beyond, increase prospects for effective adaptation, reduce
the costs and challenges of mitigation in the longer term and contribute to climate-resilient
pathways for sustainable development. {3.2, 3.3, 3.4}
SPM 3.1
SPM
Foundations of decision-making about climate change
Effective decision-making to limit climate change and its effects can be informed by a wide
range of analytical approaches for evaluating expected risks and benefits, recognizing the
importance of governance, ethical dimensions, equity, value judgments, economic assessments and diverse perceptions and responses to risk and uncertainty. {3.1}
Sustainable development and equity provide a basis for assessing climate policies. Limiting the effects of climate change is
necessary to achieve sustainable development and equity, including poverty eradication. Countries’ past and future contributions to the accumulation of GHGs in the atmosphere are different, and countries also face varying challenges and circumstances and have different capacities to address mitigation and adaptation. Mitigation and adaptation raise issues of equity,
justice and fairness. Many of those most vulnerable to climate change have contributed and contribute little to GHG emissions. Delaying mitigation shifts burdens from the present to the future, and insufficient adaptation responses to emerging
impacts are already eroding the basis for sustainable development. Comprehensive strategies in response to climate change
that are consistent with sustainable development take into account the co-benefits, adverse side effects and risks that may
arise from both adaptation and mitigation options. {3.1, 3.5, Box 3.4}
The design of climate policy is influenced by how individuals and organizations perceive risks and uncertainties and take
them into account. Methods of valuation from economic, social and ethical analysis are available to assist decision-making.
These methods can take account of a wide range of possible impacts, including low-probability outcomes with large consequences. But they cannot identify a single best balance between mitigation, adaptation and residual climate impacts. {3.1}
Climate change has the characteristics of a collective action problem at the global scale, because most GHGs accumulate
over time and mix globally, and emissions by any agent (e.g., individual, community, company, country) affect other agents.
Effective mitigation will not be achieved if individual agents advance their own interests independently. Cooperative responses,
including international cooperation, are therefore required to effectively mitigate GHG emissions and address other climate
change issues. The effectiveness of adaptation can be enhanced through complementary actions across levels, including
international cooperation. The evidence suggests that outcomes seen as equitable can lead to more effective cooperation.
{3.1}
SPM 3.2
Climate change risks reduced by mitigation and adaptation
Without additional mitigation efforts beyond those in place today, and even with adaptation,
warming by the end of the 21st century will lead to high to very high risk of severe, widespread and irreversible impacts globally (high confidence). Mitigation involves some level
of co-benefits and of risks due to adverse side effects, but these risks do not involve the
same possibility of severe, widespread and irreversible impacts as risks from climate change,
increasing the benefits from near-term mitigation efforts. {3.2, 3.4}
Mitigation and adaptation are complementary approaches for reducing risks of climate change impacts over different timescales (high confidence). Mitigation, in the near term and through the century, can substantially reduce climate change
17
impacts in the latter decades of the 21st century and beyond. Benefits from adaptation can already be realized in addressing
current risks, and can be realized in the future for addressing emerging risks. {3.2, 4.5}
Five Reasons For Concern (RFCs) aggregate climate change risks and illustrate the implications of warming and of adaptation
limits for people, economies and ecosystems across sectors and regions. The five RFCs are associated with: (1) Unique and
threatened systems, (2) Extreme weather events, (3) Distribution of impacts, (4) Global aggregate impacts, and (5) Largescale singular events. In this report, the RFCs provide information relevant to Article 2 of UNFCCC. {Box 2.4}
SPM
Without additional mitigation efforts beyond those in place today, and even with adaptation, warming by the end of the
21st century will lead to high to very high risk of severe, widespread and irreversible impacts globally (high confidence)
(Figure SPM.10). In most scenarios without additional mitigation efforts (those with 2100 atmospheric concentrations
(b) ...depend on cumulative CO2 emissions...
5
4
3
2
Global mean temperature change
(°C relative to pre-industrial levels)
(a) Risks from climate change...
baselines
720–1000
580–720
530–580
480–530
430–480
1
Moderate
Undetectable
2000
3000
4000
5000
6000
7000
8000
Cumulative anthropogenic CO2 emissions from 1870 (GtCO2)
100
baselines
50
0
Very high
High
1000
−50
720–1000
emission
increase
Level of additional
risk due to climate
change (see Box 2.4)
0
emission
reductions
Ex
tre
me
e&
iqu
s
tem
ys
s
ed
ten
a
re
th
we
Di
at
h
str
ibu er e
Gl
ve
tio
ob
nt
no
al
s
f
a
im
La
gg
rg
p
r
eg
ac
ets
a
sc
ale te i
m
sin
pa
c
gu
lar ts
ev
Change in annual GHG emissions
en
ts
in 2050 (% relative to 2010 levels)
Un
observed 2000s
580–720
no change relative to 2010
530–580
480–530
430–480
−100
(c) …which in turn depend on annual
GHG emissions over the next decades
Figure SPM.10 | The relationship between risks from climate change, temperature change, cumulative carbon dioxide (CO2) emissions and changes in
annual greenhouse gas (GHG) emissions by 2050. Limiting risks across Reasons For Concern (a) would imply a limit for cumulative emissions of CO2 (b)
which would constrain annual GHG emissions over the next few decades (c). Panel a reproduces the five Reasons For Concern {Box 2.4}. Panel b links
temperature changes to cumulative CO2 emissions (in GtCO2) from 1870. They are based on Coupled Model Intercomparison Project Phase 5 (CMIP5)
simulations (pink plume) and on a simple climate model (median climate response in 2100), for the baselines and five mitigation scenario categories (six
ellipses). Details are provided in Figure SPM.5. Panel c shows the relationship between the cumulative CO2 emissions (in GtCO2) of the scenario categories and their associated change in annual GHG emissions by 2050, expressed in percentage change (in percent GtCO2-eq per year) relative to 2010. The
ellipses correspond to the same scenario categories as in Panel b, and are built with a similar method (see details in Figure SPM.5). {Figure 3.1}
18
Summary for Policymakers
>1000 ppm CO2-eq), warming is more likely than not to exceed 4°C above pre-industrial levels by 2100 (Table SPM.1). The
risks associated with temperatures at or above 4°C include substantial species extinction, global and regional food insecurity,
consequential constraints on common human activities and limited potential for adaptation in some cases (high confidence).
Some risks of climate change, such as risks to unique and threatened systems and risks associated with extreme weather events,
are moderate to high at temperatures 1°C to 2°C above pre-industrial levels. {2.3, Figure 2.5, 3.2, 3.4, Box 2.4, Table SPM.1}
Substantial cuts in GHG emissions over the next few decades can substantially reduce risks of climate change by limiting
warming in the second half of the 21st century and beyond. Cumulative emissions of CO2 largely determine global mean
surface warming by the late 21st century and beyond. Limiting risks across RFCs would imply a limit for cumulative emissions
of CO2. Such a limit would require that global net emissions of CO2 eventually decrease to zero and would constrain annual
emissions over the next few decades (Figure SPM.10) (high confidence). But some risks from climate damages are unavoidable, even with mitigation and adaptation. {2.2.5, 3.2, 3.4}
SPM
Mitigation involves some level of co-benefits and risks, but these risks do not involve the same possibility of severe, widespread and irreversible impacts as risks from climate change. Inertia in the economic and climate system and the possibility
of irreversible impacts from climate change increase the benefits from near-term mitigation efforts (high confidence). Delays
in additional mitigation or constraints on technological options increase the longer-term mitigation costs to hold climate
change risks at a given level (Table SPM.2). {3.2, 3.4}
SPM 3.3
Characteristics of adaptation pathways
Adaptation can reduce the risks of climate change impacts, but there are limits to its effectiveness, especially with greater magnitudes and rates of climate change. Taking a longerterm perspective, in the context of sustainable development, increases the likelihood that
more immediate adaptation actions will also enhance future options and preparedness. {3.3}
Adaptation can contribute to the well-being of populations, the security of assets and the maintenance of ecosystem goods,
functions and services now and in the future. Adaptation is place- and context-specific (high confidence). A first step towards
adaptation to future climate change is reducing vulnerability and exposure to present climate variability (high confidence).
Integration of adaptation into planning, including policy design, and decision-making can promote synergies with development and disaster risk reduction. Building adaptive capacity is crucial for effective selection and implementation of adaptation options (robust evidence, high agreement). {3.3}
Adaptation planning and implementation can be enhanced through complementary actions across levels, from individuals to
governments (high confidence). National governments can coordinate adaptation efforts of local and sub-national governments, for example by protecting vulnerable groups, by supporting economic diversification and by providing information,
policy and legal frameworks and financial support (robust evidence, high agreement). Local government and the private
sector are increasingly recognized as critical to progress in adaptation, given their roles in scaling up adaptation of communities, households and civil society and in managing risk information and financing (medium evidence, high agreement). {3.3}
Adaptation planning and implementation at all levels of governance are contingent on societal values, objectives and risk
perceptions (high confidence). Recognition of diverse interests, circumstances, social-cultural contexts and expectations can
benefit decision-making processes. Indigenous, local and traditional knowledge systems and practices, including indigenous
peoples’ holistic view of community and environment, are a major resource for adapting to climate change, but these have
not been used consistently in existing adaptation efforts. Integrating such forms of knowledge with existing practices increases
the effectiveness of adaptation. {3.3}
Constraints can interact to impede adaptation planning and implementation (high confidence). Common constraints on
implementation arise from the following: limited financial and human resources; limited integration or coordination of governance; uncertainties about projected impacts; different perceptions of risks; competing values; absence of key adaptation leaders and advocates; and limited tools to monitor adaptation effectiveness. Another constraint includes insufficient
research, monitoring, and observation and the finance to maintain them. {3.3}
19
Greater rates and magnitude of climate change increase the likelihood of exceeding adaptation limits (high confidence).
Limits to adaptation emerge from the interaction among climate change and biophysical and/or socio-economic constraints.
Further, poor planning or implementation, overemphasizing short-term outcomes or failing to sufficiently anticipate consequences can result in maladaptation, increasing the vulnerability or exposure of the target group in the future or the vulnerability of other people, places or sectors (medium evidence, high agreement). Underestimating the complexity of adaptation
as a social process can create unrealistic expectations about achieving intended adaptation outcomes. {3.3}
SPM
Significant co-benefits, synergies and trade-offs exist between mitigation and adaptation and among different adaptation responses; interactions occur both within and across regions (very high confidence). Increasing efforts to mitigate and
adapt to climate change imply an increasing complexity of interactions, particularly at the intersections among water,
energy, land use and biodiversity, but tools to understand and manage these interactions remain limited. Examples of
actions with co-benefits include (i) improved energy efficiency and cleaner energy sources, leading to reduced emissions of
health-damaging, climate-altering air pollutants; (ii) reduced energy and water consumption in urban areas through greening
cities and recycling water; (iii) sustainable agriculture and forestry; and (iv) protection of ecosystems for carbon storage and
other ecosystem services. {3.3}
Transformations in economic, social, technological and political decisions and actions can enhance adaptation and promote
sustainable development (high confidence). At the national level, transformation is considered most effective when it reflects
a country’s own visions and approaches to achieving sustainable development in accordance with its national circumstances
and priorities. Restricting adaptation responses to incremental changes to existing systems and structures, without considering transformational change, may increase costs and losses and miss opportunities. Planning and implementation of transformational adaptation could reflect strengthened, altered or aligned paradigms and may place new and increased demands
on governance structures to reconcile different goals and visions for the future and to address possible equity and ethical
implications. Adaptation pathways are enhanced by iterative learning, deliberative processes and innovation. {3.3}
SPM 3.4
Characteristics of mitigation pathways
There are multiple mitigation pathways that are likely to limit warming to below 2°C relative
to pre-industrial levels. These pathways would require substantial emissions reductions over
the next few decades and near zero emissions of CO2 and other long-lived greenhouse gases
by the end of the century. Implementing such reductions poses substantial technological, economic, social and institutional challenges, which increase with delays in additional mitigation
and if key technologies are not available. Limiting warming to lower or higher levels involves
similar challenges but on different timescales. {3.4}
Without additional efforts to reduce GHG emissions beyond those in place today, global emissions growth is expected to
persist, driven by growth in global population and economic activities. Global mean surface temperature increases in 2100
in baseline scenarios—those without additional mitigation—range from 3.7°C to 4.8°C above the average for 1850–1900
for a median climate response. They range from 2.5°C to 7.8°C when including climate uncertainty (5th to 95th percentile
range) (high confidence). {3.4}14
Emissions scenarios leading to CO2-equivalent concentrations in 2100 of about 450 ppm or lower are likely to maintain
warming below 2°C over the 21st century relative to pre-industrial levels15. These scenarios are characterized by 40 to 70%
global anthropogenic GHG emissions reductions by 2050 compared to 201016, and emissions levels near zero or below in
2100. Mitigation scenarios reaching concentration levels of about 500 ppm CO2-eq by 2100 are more likely than not to limit
temperature change to less than 2°C, unless they temporarily overshoot concentration levels of roughly 530 ppm CO2-eq
15
For comparison, the CO2-eq concentration in 2011 is estimated to be 430 ppm (uncertainty range 340 to 520 ppm)
This range differs from the range provided for a similar concentration category in the AR4 (50 to 85% lower than 2000 for CO2 only). Reasons for this
difference include that this report has assessed a substantially larger number of scenarios than in the AR4 and looks at all GHGs. In addition, a large
proportion of the new scenarios include Carbon Dioxide Removal (CDR) technologies (see below). Other factors include the use of 2100 concentration
levels instead of stabilization levels and the shift in reference year from 2000 to 2010.
16
20
Summary for Policymakers
before 2100, in which case they are about as likely as not to achieve that goal. In these 500 ppm CO2-eq scenarios, global 2050
emissions levels are 25 to 55% lower than in 2010. Scenarios with higher emissions in 2050 are characterized by a greater
reliance on Carbon Dioxide Removal (CDR) technologies beyond mid-century (and vice versa). Trajectories that are likely to
limit warming to 3°C relative to pre-industrial levels reduce emissions less rapidly than those limiting warming to 2°C. A limited number of studies provide scenarios that are more likely than not to limit warming to 1.5°C by 2100; these scenarios are
characterized by concentrations below 430 ppm CO2-eq by 2100 and 2050 emission reduction between 70% and 95% below
2010. For a comprehensive overview of the characteristics of emissions scenarios, their CO2-equivalent concentrations and
their likelihood to keep warming to below a range of temperature levels, see Figure SPM.11 and Table SPM.1. {3.4}
140
120
100
80
GHG emission pathways 2000–2100: All AR5 scenarios
ppm CO2-eq
>1000
720–1000 ppm CO2-eq
580–720 ppm CO2-eq
530–580 ppm CO2-eq
480–530 ppm CO2-eq
430–480 ppm CO2-eq
Full AR5 database range
90th Percentile
Median
RCP8.5
10th Percentile
Baseline
Annual GHG emissions (GtCO2-eq/yr)
(a)
SPM
60
RCP6.0
40
20
RCP4.5
0
RCP2.6
–20
2000
2020
2040
2060
2080
2100
2100
Year
Associated upscaling of low-carbon energy supply
100
580–720 ppm CO2-eq
430–480 ppm CO2-eq
Percentile
+145%
+185%
+135%
+180%
+310%
Max
75th
Median
25th
Min
40
20
480–530 ppm CO2-eq
+275%
60
530–580 ppm CO2-eq
+135%
80
+95%
Low-carbon energy share of primary energy (%)
(b)
2010
0
2030
2050 2100
2030
2050 2100
2030
2050 2100
2030
2050 2100
Figure SPM.11 | Global greenhouse gas emissions (gigatonne of CO2-equivalent per year, GtCO2-eq/yr) in baseline and mitigation scenarios for different
long-term concentration levels (a) and associated upscaling requirements of low-carbon energy (% of primary energy) for 2030, 2050 and 2100 compared
to 2010 levels in mitigation scenarios (b). {Figure 3.2}
21
Table SPM.1 | Key characteristics of the scenarios collected and assessed for WGIII AR5. For all parameters the 10th to 90th percentile of the scenarios
is shown a. {Table 3.1}
CO2-eq Concentrations in
2100
(ppm CO2-eq) f
SPM
Subcategories
Category label
(conc. range)
<430
450
(430 to 480)
500
(480 to 530)
550
(530 to 580)
(580 to 650)
Relative
position
of the
RCPs d
Change in CO2-eq
emissions compared
to 2010 (in %) c
2050
2100
Likelihood of staying below a specific
temperature level over the 21st century (relative to 1850–1900) d, e
1.5ºC
2ºC
3ºC
4ºC
Only a limited number of individual model studies have explored levels below 430 ppm CO2-eq j
Total range a, g
RCP2.6
More unlikely
than likely
–72 to –41
–118 to –78
No overshoot of
530 ppm CO2-eq
–57 to –42
–107 to –73
More likely
than not
Overshoot of 530
ppm CO2-eq
–55 to –25
–114 to –90
About as
likely as not
No overshoot of
580 ppm CO2-eq
–47 to –19
–81 to –59
Overshoot of 580
ppm CO2-eq
–16 to 7
–183 to –86
–38 to 24
–134 to –50
–11 to 17
–54 to –21
Unlikely
Total range
Likely
Total range
(720 to 1000) b
Total range
RCP6.0
18 to 54
–7 to 72
>1000 b
Total range
RCP8.5
52 to 95
74 to 178
Likely
More unlikely
than likely i
RCP4.5
(650 to 720)
Likely
Unlikely
More likely
than not
More unlikely
than likely
Unlikely h
Unlikely h
Unlikely
More unlikely
than likely
Notes:
a
The ‘total range’ for the 430 to 480 ppm CO2-eq concentrations scenarios corresponds to the range of the 10th to 90th percentile of the subcategory of
these scenarios shown in Table 6.3 of the Working Group III Report.
Baseline scenarios fall into the >1000 and 720 to 1000 ppm CO2-eq categories. The latter category also includes mitigation scenarios. The baseline scenarios in the latter category reach a temperature change of 2.5°C to 5.8°C above the average for 1850–1900 in 2100. Together with the baseline scenarios
in the >1000 ppm CO2-eq category, this leads to an overall 2100 temperature range of 2.5°C to 7.8°C (range based on median climate response: 3.7°C
to 4.8°C) for baseline scenarios across both concentration categories.
b
The global 2010 emissions are 31% above the 1990 emissions (consistent with the historic greenhouse gas emission estimates presented in this report).
CO2-eq emissions include the basket of Kyoto gases (carbon dioxide (CO2), methane (CH4), nitrous oxide (N2O) as well as fluorinated gases).
c
The assessment here involves a large number of scenarios published in the scientific literature and is thus not limited to the Representative Concentration
Pathways (RCPs). To evaluate the CO2-eq concentration and climate implications of these scenarios, the Model for the Assessment of Greenhouse Gas
Induced Climate Change (MAGICC) was used in a probabilistic mode. For a comparison between MAGICC model results and the outcomes of the models
used in WGI, see WGI 12.4.1.2, 12.4.8 and WGIII 6.3.2.6.
d
The assessment in this table is based on the probabilities calculated for the full ensemble of scenarios in WGIII AR5 using MAGICC and the assessment in
WGI of the uncertainty of the temperature projections not covered by climate models. The statements are therefore consistent with the statements in WGI,
which are based on the Coupled Model Intercomparison Project Phase 5 (CMIP5) runs of the RCPs and the assessed uncertainties. Hence, the likelihood
statements reflect different lines of evidence from both WGs. This WGI method was also applied for scenarios with intermediate concentration levels where
no CMIP5 runs are available. The likelihood statements are indicative only {WGIII 6.3} and follow broadly the terms used by the WGI SPM for temperature
projections: likely 66–100%, more likely than not >50–100%, about as likely as not 33–66%, and unlikely 0–33%. In addition the term more unlikely
than likely 0–<50% is used.
e
The CO2-equivalent concentration (see Glossary) is calculated on the basis of the total forcing from a simple carbon cycle/climate model, MAGICC. The CO2equivalent concentration in 2011 is estimated to be 430 ppm (uncertainty range 340 to 520 ppm). This is based on the assessment of total anthropogenic
radiative forcing for 2011 relative to 1750 in WGI, i.e., 2.3 W/m2, uncertainty range 1.1 to 3.3 W/m2.
f
g
The vast majority of scenarios in this category overshoot the category boundary of 480 ppm CO2-eq concentration.
For scenarios in this category, no CMIP5 run or MAGICC realization stays below the respective temperature level. Still, an unlikely assignment is given to
reflect uncertainties that may not be reflected by the current climate models.
h
Scenarios in the 580 to 650 ppm CO2-eq category include both overshoot scenarios and scenarios that do not exceed the concentration level at the high
end of the category (e.g., RCP4.5). The latter type of scenarios, in general, have an assessed probability of more unlikely than likely to stay below the 2°C
temperature level, while the former are mostly assessed to have an unlikely probability of staying below this level.
i
In these scenarios, global CO2-eq emissions in 2050 are between 70 to 95% below 2010 emissions, and they are between 110 to 120% below 2010
emissions in 2100.
j
22
Summary for Policymakers
Before 2030
After 2030
Annual GHG emissions
Rate of CO2 emissions change
Cancún
Pledges
60
6
Share of zero and low-carbon energy
Past 1900–2010
50
0
80
2000–2010
Future 2030–2050
60
40
35
–3
(%)
(%/yr)
45
SPM
+240%
3
+90%
55
(GtCO2-eq/yr)
100
40
–6
30
–9
25
20
Annual GHG
emissions in 2030
<50 GtCO2-eq
>55 GtCO2-eq
20
2010
AR5 scenario range
–12
Interquartile range and median
of model comparisons with
2030 targets
2005 2010 2015 2020 2025 2030
0
2030 2050 2100
2030 2050 2100
Year
Figure SPM.12 | The implications of different 2030 greenhouse gas (GHG) emissions levels for the rate of carbon dioxide (CO2) emissions reductions
and low-carbon energy upscaling in mitigation scenarios that are at least about as likely as not to keep warming throughout the 21st century below 2°C
relative to pre-industrial levels (2100 CO2-equivalent concentrations of 430 to 530 ppm). The scenarios are grouped according to different emissions levels
by 2030 (coloured in different shades of green). The left panel shows the pathways of GHG emissions (gigatonne of CO2-equivalent per year, GtCO2-eq/
yr) leading to these 2030 levels. The black dot with whiskers gives historic GHG emission levels and associated uncertainties in 2010 as reported in Figure
SPM.2. The black bar shows the estimated uncertainty range of GHG emissions implied by the Cancún Pledges. The middle panel denotes the average
annual CO2 emissions reduction rates for the period 2030–2050. It compares the median and interquartile range across scenarios from recent inter-model
comparisons with explicit 2030 interim goals to the range of scenarios in the Scenario Database for WGIII AR5. Annual rates of historical emissions change
(sustained over a period of 20 years) and the average annual CO2 emission change between 2000 and 2010 are shown as well. The arrows in the right
panel show the magnitude of zero and low-carbon energy supply upscaling from 2030 to 2050 subject to different 2030 GHG emissions levels. Zero- and
low-carbon energy supply includes renewables, nuclear energy and fossil energy with carbon dioxide capture and storage (CCS) or bioenergy with CCS
(BECCS). [Note: Only scenarios that apply the full, unconstrained mitigation technology portfolio of the underlying models (default technology assumption)
are shown. Scenarios with large net negative global emissions (>20 GtCO2-eq/yr), scenarios with exogenous carbon price assumptions and scenarios with
2010 emissions significantly outside the historical range are excluded.] {Figure 3.3}
Mitigation scenarios reaching about 450 ppm CO2-eq in 2100 (consistent with a likely chance to keep warming below 2°C
relative to pre-industrial levels) typically involve temporary overshoot17 of atmospheric concentrations, as do many scenarios
reaching about 500 ppm CO2-eq to about 550 ppm CO2-eq in 2100 (Table SPM.1). Depending on the level of overshoot,
overshoot scenarios typically rely on the availability and widespread deployment of bioenergy with carbon dioxide capture
and storage (BECCS) and afforestation in the second half of the century. The availability and scale of these and other CDR
technologies and methods are uncertain and CDR technologies are, to varying degrees, associated with challenges and
risks18. CDR is also prevalent in many scenarios without overshoot to compensate for residual emissions from sectors where
mitigation is more expensive (high confidence). {3.4, Box 3.3}
Reducing emissions of non-CO2 agents can be an important element of mitigation strategies. All current GHG emissions
and other forcing agents affect the rate and magnitude of climate change over the next few decades, although long-term
warming is mainly driven by CO2 emissions. Emissions of non-CO2 forcers are often expressed as ‘CO2-equivalent emissions’,
but the choice of metric to calculate these emissions, and the implications for the emphasis and timing of abatement of the
various climate forcers, depends on application and policy context and contains value judgments. {3.4, Box 3.2}
In concentration ‘overshoot’ scenarios, concentrations peak during the century and then decline.
17
CDR methods have biogeochemical and technological limitations to their potential on the global scale. There is insufficient knowledge to quantify how
much CO2 emissions could be partially offset by CDR on a century timescale. CDR methods may carry side effects and long-term consequences on a
global scale.
18
23
Global mitigation costs and consumption growth in baseline scenarios
2100
Percentage point reduction in annualized consumption growth rate over 21st century (%-point)
0.06
0.06
0.03
0.04
(0.03 to 0.13)
(0.04 to 0.14)
(0.01 to 0.05)
(0.01 to 0.09)
12
0
Corresponding
baseline scenarios
8
2100
6
Median
2
0
2050
4
2030
Reduction in consumption
relative to baseline (%)
400
200
84th Percentile
10
600
2050
SPM
800
2030
Consumption in corresponding baseline
scenarios (% increase from 2010)
1000
580–650
16th Percentile
550 (530–580)
500 (480–530)
450 (430–480)
CO2-eq concentrations in 2100 (ppm CO2-eq)
Figure SPM.13 | Global mitigation costs in cost-effective scenarios at different atmospheric concentrations levels in 2100. Cost-effective scenarios
assume immediate mitigation in all countries and a single global carbon price, and impose no additional limitations on technology relative to the models’
default technology assumptions. Consumption losses are shown relative to a baseline development without climate policy (left panel). The table at the top
shows percentage points of annualized consumption growth reductions relative to consumption growth in the baseline of 1.6 to 3% per year (e.g., if the
reduction is 0.06 percentage points per year due to mitigation, and baseline growth is 2.0% per year, then the growth rate with mitigation would be 1.94%
per year). Cost estimates shown in this table do not consider the benefits of reduced climate change or co-benefits and adverse side effects of mitigation.
Estimates at the high end of these cost ranges are from models that are relatively inflexible to achieve the deep emissions reductions required in the long
run to meet these goals and/or include assumptions about market imperfections that would raise costs. {Figure 3.4}
Delaying additional mitigation to 2030 will substantially increase the challenges associated with limiting warming over the
21st century to below 2°C relative to pre-industrial levels. It will require substantially higher rates of emissions reductions
from 2030 to 2050; a much more rapid scale-up of low-carbon energy over this period; a larger reliance on CDR in the long
term; and higher transitional and long-term economic impacts. Estimated global emissions levels in 2020 based on the
Cancún Pledges are not consistent with cost-effective mitigation trajectories that are at least about as likely as not to limit
warming to below 2°C relative to pre-industrial levels, but they do not preclude the option to meet this goal (high confidence)
(Figure SPM.12, Table SPM.2). {3.4}
Estimates of the aggregate economic costs of mitigation vary widely depending on methodologies and assumptions, but
increase with the stringency of mitigation. Scenarios in which all countries of the world begin mitigation immediately, in
which there is a single global carbon price, and in which all key technologies are available have been used as a cost-effective
benchmark for estimating macro-economic mitigation costs (Figure SPM.13). Under these assumptions mitigation scenarios
that are likely to limit warming to below 2°C through the 21st century relative to pre-industrial levels entail losses in global
consumption—not including benefits of reduced climate change as well as co-benefits and adverse side effects of mitigation—of 1 to 4% (median: 1.7%) in 2030, 2 to 6% (median: 3.4%) in 2050 and 3 to 11% (median: 4.8%) in 2100 relative to
consumption in baseline scenarios that grows anywhere from 300% to more than 900% over the century (Figure SPM.13).
These numbers correspond to an annualized reduction of consumption growth by 0.04 to 0.14 (median: 0.06) percentage
points over the century relative to annualized consumption growth in the baseline that is between 1.6 and 3% per year (high
confidence). {3.4}
In the absence or under limited availability of mitigation technologies (such as bioenergy, CCS and their combination BECCS,
nuclear, wind/solar), mitigation costs can increase substantially depending on the technology considered. Delaying additional
mitigation increases mitigation costs in the medium to long term. Many models could not limit likely warming to below 2°C
over the 21st century relative to pre-industrial levels if additional mitigation is considerably delayed. Many models could
not limit likely warming to below 2°C if bioenergy, CCS and their combination (BECCS) are limited (high confidence)
(Table SPM.2). {3.4}
24
Summary for Policymakers
Table SPM.2 | Increase in global mitigation costs due to either limited availability of specific technologies or delays in additional mitigation a relative to
cost-effective scenarios b. The increase in costs is given for the median estimate and the 16th to 84th percentile range of the scenarios (in parentheses) c. In
addition, the sample size of each scenario set is provided in the coloured symbols. The colours of the symbols indicate the fraction of models from systematic
model comparison exercises that could successfully reach the targeted concentration level. {Table 3.2}
Mitigation cost increases
due to delayed additional
mitigation until 2030
Mitigation cost increases in scenarios with
limited availability of technologies d
[% increase in total discounted e mitigation costs
(2015–2100) relative to default technology assumptions]
2100
concentrations
(ppm CO2-eq)
no CCS
SPM
[% increase in mitigation costs
relative to immediate mitigation]
nuclear phase out
limited solar/wind
limited bioenergy
450
(430 to 480)
138%
(29 to 297%)
7%
(4 to 18%)
6%
(2 to 29%)
64%
(44 to 78%)
500
(480 to 530)
not available
(n.a.)
n.a.
n.a.
n.a.
550
(530 to 580)
39%
(18 to 78%)
13%
(2 to 23%)
8%
(5 to 15%)
18%
(4 to 66%)
580 to 650
n.a.
n.a.
n.a.
n.a.
medium term costs
(2030–2050)
long term
costs
(2050–2100)
}
44%
(2 to 78%)
37%
(16 to 82%)
}
15%
(3 to 32%)
16%
(5 to 24%)
Symbol legend—fraction of models successful in producing scenarios (numbers indicate the number of successful models)
: all models successful
: between 50 and 80% of models successful
: between 80 and 100% of models successful
: less than 50% of models successful
Notes:
a Delayed mitigation scenarios are associated with greenhouse gas emission of more than 55 GtCO -eq in 2030, and the increase in mitigation costs is mea2
sured relative to cost-effective mitigation scenarios for the same long-term concentration level.
Cost-effective scenarios assume immediate mitigation in all countries and a single global carbon price, and impose no additional limitations on technology
relative to the models’ default technology assumptions.
b
The range is determined by the central scenarios encompassing the 16th to 84th percentile range of the scenario set. Only scenarios with a time horizon
until 2100 are included. Some models that are included in the cost ranges for concentration levels above 530 ppm CO2-eq in 2100 could not produce associated scenarios for concentration levels below 530 ppm CO2-eq in 2100 with assumptions about limited availability of technologies and/or delayed additional
mitigation.
c
No CCS: carbon dioxide capture and storage is not included in these scenarios. Nuclear phase out: no addition of nuclear power plants beyond those under
construction, and operation of existing plants until the end of their lifetime. Limited Solar/Wind: a maximum of 20% global electricity generation from solar
and wind power in any year of these scenarios. Limited Bioenergy: a maximum of 100 EJ/yr modern bioenergy supply globally (modern bioenergy used for
heat, power, combinations and industry was around 18 EJ/yr in 2008). EJ = Exajoule = 1018 Joule.
d
Percentage increase of net present value of consumption losses in percent of baseline consumption (for scenarios from general equilibrium models) and
abatement costs in percent of baseline gross domestic product (GDP, for scenarios from partial equilibrium models) for the period 2015–2100, discounted
at 5% per year.
e
Mitigation scenarios reaching about 450 or 500 ppm CO2-eq by 2100 show reduced costs for achieving air quality and energy
security objectives, with significant co-benefits for human health, ecosystem impacts and sufficiency of resources and resilience
of the energy system. {4.4.2.2}
Mitigation policy could devalue fossil fuel assets and reduce revenues for fossil fuel exporters, but differences between regions
and fuels exist (high confidence). Most mitigation scenarios are associated with reduced revenues from coal and oil trade for
major exporters (high confidence). The availability of CCS would reduce the adverse effects of mitigation on the value of fossil
fuel assets (medium confidence). {4.4.2.2}
Solar Radiation Management (SRM) involves large-scale methods that seek to reduce the amount of absorbed solar energy
in the climate system. SRM is untested and is not included in any of the mitigation scenarios. If it were deployed, SRM would
25
entail numerous uncertainties, side effects, risks and shortcomings and has particular governance and ethical implications.
SRM would not reduce ocean acidification. If it were terminated, there is high confidence that surface temperatures would
rise very rapidly impacting ecosystems susceptible to rapid rates of change. {Box 3.3}
SPM 4.
SPM
Adaptation and Mitigation
Many adaptation and mitigation options can help address climate change, but no single
option is sufficient by itself. Effective implementation depends on policies and cooperation at
all scales and can be enhanced through integrated responses that link adaptation and mitigation with other societal objectives. {4}
SPM 4.1
Common enabling factors and constraints for adaptation and mitigation responses
Adaptation and mitigation responses are underpinned by common enabling factors. These
include effective institutions and governance, innovation and investments in environmentally
sound technologies and infrastructure, sustainable livelihoods and behavioural and lifestyle
choices. {4.1}
Inertia in many aspects of the socio-economic system constrains adaptation and mitigation options (medium evidence, high
agreement). Innovation and investments in environmentally sound infrastructure and technologies can reduce GHG emissions and enhance resilience to climate change (very high confidence). {4.1}
Vulnerability to climate change, GHG emissions and the capacity for adaptation and mitigation are strongly influenced by
livelihoods, lifestyles, behaviour and culture (medium evidence, medium agreement). Also, the social acceptability and/or
effectiveness of climate policies are influenced by the extent to which they incentivize or depend on regionally appropriate
changes in lifestyles or behaviours. {4.1}
For many regions and sectors, enhanced capacities to mitigate and adapt are part of the foundation essential for managing
climate change risks (high confidence). Improving institutions as well as coordination and cooperation in governance can help
overcome regional constraints associated with mitigation, adaptation and disaster risk reduction (very high confidence). {4.1}
SPM 4.2
Response options for adaptation
Adaptation options exist in all sectors, but their context for implementation and potential to
reduce climate-related risks differs across sectors and regions. Some adaptation responses
involve significant co-benefits, synergies and trade-offs. Increasing climate change will
increase challenges for many adaptation options. {4.2}
Adaptation experience is accumulating across regions in the public and private sectors and within communities. There is
increasing recognition of the value of social (including local and indigenous), institutional, and ecosystem-based measures
and of the extent of constraints to adaptation. Adaptation is becoming embedded in some planning processes, with more
limited implementation of responses (high confidence). {1.6, 4.2, 4.4.2.1}
The need for adaptation along with associated challenges is expected to increase with climate change (very high confidence).
Adaptation options exist in all sectors and regions, with diverse potential and approaches depending on their context in
vulnerability reduction, disaster risk management or proactive adaptation planning (Table SPM.3). Effective strategies and
actions consider the potential for co-benefits and opportunities within wider strategic goals and development plans. {4.2}
26
Summary for Policymakers
Table SPM.3 | Approaches for managing the risks of climate change through adaptation. These approaches should be considered overlapping rather than
discrete, and they are often pursued simultaneously. Examples are presented in no specific order and can be relevant to more than one category. {Table 4.2}
Category
Examples
Human
development
Improved access to education, nutrition, health facilities, energy, safe housing & settlement structures,
& social support structures; Reduced gender inequality & marginalization in other forms.
Poverty alleviation
Improved access to & control of local resources; Land tenure; Disaster risk reduction; Social safety nets
& social protection; Insurance schemes.
Livelihood security
Income, asset & livelihood diversification; Improved infrastructure; Access to technology & decisionmaking fora; Increased decision-making power; Changed cropping, livestock & aquaculture practices;
Reliance on social networks.
Disaster risk
management
Early warning systems; Hazard & vulnerability mapping; Diversifying water resources; Improved
drainage; Flood & cyclone shelters; Building codes & practices; Storm & wastewater management;
Transport & road infrastructure improvements.
Ecosystem
management
Maintaining wetlands & urban green spaces; Coastal afforestation; Watershed & reservoir
management; Reduction of other stressors on ecosystems & of habitat fragmentation; Maintenance
of genetic diversity; Manipulation of disturbance regimes; Community-based natural resource
management.
Spatial or land-use
planning
Provisioning of adequate housing, infrastructure & services; Managing development in flood prone &
other high risk areas; Urban planning & upgrading programs; Land zoning laws; Easements; Protected
areas.
SPM
Engineered & built-environment options: Sea walls & coastal protection structures; Flood levees;
Water storage; Improved drainage; Flood & cyclone shelters; Building codes & practices; Storm &
wastewater management; Transport & road infrastructure improvements; Floating houses; Power plant
& electricity grid adjustments.
including incremental & transformational adjustments
Structural/physical
Technological options: New crop & animal varieties; Indigenous, traditional & local knowledge,
technologies & methods; Efficient irrigation; Water-saving technologies; Desalinisation; Conservation
agriculture; Food storage & preservation facilities; Hazard & vulnerability mapping & monitoring; Early
warning systems; Building insulation; Mechanical & passive cooling; Technology development, transfer
& diffusion.
Ecosystem-based options: Ecological restoration; Soil conservation; Afforestation & reforestation;
Mangrove conservation & replanting; Green infrastructure (e.g., shade trees, green roofs); Controlling
overfishing; Fisheries co-management; Assisted species migration & dispersal; Ecological corridors;
Seed banks, gene banks & other ex situ conservation; Community-based natural resource management.
Services: Social safety nets & social protection; Food banks & distribution of food surplus; Municipal
services including water & sanitation; Vaccination programs; Essential public health services; Enhanced
emergency medical services.
Adaptation
Economic options: Financial incentives; Insurance; Catastrophe bonds; Payments for ecosystem
services; Pricing water to encourage universal provision and careful use; Microfinance; Disaster
contingency funds; Cash transfers; Public-private partnerships.
Institutional
Laws & regulations: Land zoning laws; Building standards & practices; Easements; Water regulations
& agreements; Laws to support disaster risk reduction; Laws to encourage insurance purchasing;
Defined property rights & land tenure security; Protected areas; Fishing quotas; Patent pools &
technology transfer.
National & government policies & programs: National & regional adaptation plans including
mainstreaming; Sub-national & local adaptation plans; Economic diversification; Urban upgrading
programs; Municipal water management programs; Disaster planning & preparedness; Integrated
water resource management; Integrated coastal zone management; Ecosystem-based management;
Community-based adaptation.
Educational options: Awareness raising & integrating into education; Gender equity in education;
Extension services; Sharing indigenous, traditional & local knowledge; Participatory action research &
social learning; Knowledge-sharing & learning platforms.
Social
Transformation
through development, planning & practices including many low-regrets measures
Vulnerability & Exposure Reduction
Overlapping
Approaches
Informational options: Hazard & vulnerability mapping; Early warning & response systems;
Systematic monitoring & remote sensing; Climate services; Use of indigenous climate observations;
Participatory scenario development; Integrated assessments.
Behavioural options: Household preparation & evacuation planning; Migration; Soil & water
conservation; Storm drain clearance; Livelihood diversification; Changed cropping, livestock &
aquaculture practices; Reliance on social networks.
Practical: Social & technical innovations, behavioural shifts, or institutional & managerial changes that
produce substantial shifts in outcomes.
Spheres of change
Political: Political, social, cultural & ecological decisions & actions consistent with reducing
vulnerability & risk & supporting adaptation, mitigation & sustainable development.
Personal: Individual & collective assumptions, beliefs, values & worldviews influencing climate-change
responses.
27
SPM 4.3
Response options for mitigation
Mitigation options are available in every major sector. Mitigation can be more cost-effective
if using an integrated approach that combines measures to reduce energy use and the greenhouse gas intensity of end-use sectors, decarbonize energy supply, reduce net emissions and
enhance carbon sinks in land-based sectors. {4.3}
SPM
Well-designed systemic and cross-sectoral mitigation strategies are more cost-effective in cutting emissions than a focus
on individual technologies and sectors, with efforts in one sector affecting the need for mitigation in others (medium confidence). Mitigation measures intersect with other societal goals, creating the possibility of co-benefits or adverse side effects.
These intersections, if well-managed, can strengthen the basis for undertaking climate action. {4.3}
Emissions ranges for baseline scenarios and mitigation scenarios that limit CO2-equivalent concentrations to low levels
(about 450 ppm CO2-eq, likely to limit warming to 2°C above pre-industrial levels) are shown for different sectors and gases
in Figure SPM.14. Key measures to achieve such mitigation goals include decarbonizing (i.e., reducing the carbon intensity of)
electricity generation (medium evidence, high agreement) as well as efficiency enhancements and behavioural changes, in
order to reduce energy demand compared to baseline scenarios without compromising development (robust evidence, high
agreement). In scenarios reaching 450 ppm CO2-eq concentrations by 2100, global CO2 emissions from the energy supply
sector are projected to decline over the next decade and are characterized by reductions of 90% or more below 2010 levels
between 2040 and 2070. In the majority of low‐concentration stabilization scenarios (about 450 to about 500 ppm CO2-eq,
at least about as likely as not to limit warming to 2°C above pre-industrial levels), the share of low‐carbon electricity supply
(comprising renewable energy (RE), nuclear and carbon dioxide capture and storage (CCS) including bioenergy with carbon
dioxide capture and storage (BECCS)) increases from the current share of approximately 30% to more than 80% by 2050,
and fossil fuel power generation without CCS is phased out almost entirely by 2100. {4.3}
Direct CO2 emissions by major sectors, and non-CO2 emissions, for baseline and mitigation scenarios
50
80 GtCO2/yr
CO2
2010
2050
20
2100
30
2030
Direct emissions (GtCO2-eq/yr)
40
10
0
–10
Scenarios
Baselines
430–480 ppm CO2-eq
–20
n=
Percentile
max
75th
median
25th
min
Transport
Buildings
Industry
Electricity
Net AFOLU
Non-CO2
93 93 78
29 29 29
80 80 65
22 22 22
80 80 65
22 22 22
147 147 127
36 36 36
131 131 118
32 32 32
121 121 107
36 36 36
Figure SPM.14 | Carbon dioxide (CO2) emissions by sector and total non-CO2 greenhouse gases (Kyoto gases) across sectors in baseline (faded bars) and
mitigation scenarios (solid colour bars) that reach about 450 (430 to 480) ppm CO2-eq concentrations in 2100 (likely to limit warming to 2°C above preindustrial levels). Mitigation in the end-use sectors leads also to indirect emissions reductions in the upstream energy supply sector. Direct emissions of the
end-use sectors thus do not include the emission reduction potential at the supply-side due to, for example, reduced electricity demand. The numbers at the
bottom of the graphs refer to the number of scenarios included in the range (upper row: baseline scenarios; lower row: mitigation scenarios), which differs
across sectors and time due to different sectoral resolution and time horizon of models. Emissions ranges for mitigation scenarios include the full portfolio
of mitigation options; many models cannot reach 450 ppm CO2-eq concentration by 2100 in the absence of carbon dioxide capture and storage (CCS).
Negative emissions in the electricity sector are due to the application of bioenergy with carbon dioxide capture and storage (BECCS). ‘Net’ agriculture,
forestry and other land use (AFOLU) emissions consider afforestation, reforestation as well as deforestation activities. {4.3, Figure 4.1}
28
Summary for Policymakers
Near-term reductions in energy demand are an important element of cost-effective mitigation strategies, provide more
flexibility for reducing carbon intensity in the energy supply sector, hedge against related supply-side risks, avoid lock-in to
carbon-intensive infrastructures, and are associated with important co-benefits. The most cost-effective mitigation options in
forestry are afforestation, sustainable forest management and reducing deforestation, with large differences in their relative
importance across regions; and in agriculture, cropland management, grazing land management and restoration of organic
soils (medium evidence, high agreement). {4.3, Figures 4.1, 4.2, Table 4.3}
SPM
Behaviour, lifestyle and culture have a considerable influence on energy use and associated emissions, with high mitigation
potential in some sectors, in particular when complementing technological and structural change (medium evidence, medium
agreement). Emissions can be substantially lowered through changes in consumption patterns, adoption of energy savings
measures, dietary change and reduction in food wastes. {4.1, 4.3}
SPM 4.4
Policy approaches for adaptation and mitigation, technology and finance
Effective adaptation and mitigation responses will depend on policies and measures across
multiple scales: international, regional, national and sub-national. Policies across all scales
supporting technology development, diffusion and transfer, as well as finance for responses
to climate change, can complement and enhance the effectiveness of policies that directly
promote adaptation and mitigation. {4.4}
International cooperation is critical for effective mitigation, even though mitigation can also have local co-benefits. Adaptation focuses primarily on local to national scale outcomes, but its effectiveness can be enhanced through coordination across
governance scales, including international cooperation: {3.1, 4.4.1}
• The United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC) is the main multilateral forum focused on
addressing climate change, with nearly universal participation. Other institutions organized at different levels of governance have resulted in diversifying international climate change cooperation. {4.4.1}
• The Kyoto Protocol offers lessons towards achieving the ultimate objective of the UNFCCC, particularly with respect to
participation, implementation, flexibility mechanisms and environmental effectiveness (medium evidence, low agreement). {4.4.1}
• Policy linkages among regional, national and sub-national climate policies offer potential climate change mitigation benefits (medium evidence, medium agreement). Potential advantages include lower mitigation costs, decreased emission
leakage and increased market liquidity. {4.4.1}
• International cooperation for supporting adaptation planning and implementation has received less attention historically than mitigation but is increasing and has assisted in the creation of adaptation strategies, plans and actions at the
national, sub-national and local level (high confidence). {4.4.1}
There has been a considerable increase in national and sub‐national plans and strategies on both adaptation and mitigation
since the AR4, with an increased focus on policies designed to integrate multiple objectives, increase co-benefits and reduce
adverse side effects (high confidence): {4.4.2.1, 4.4.2.2}
• National governments play key roles in adaptation planning and implementation (robust evidence, high agreement)
through coordinating actions and providing frameworks and support. While local government and the private sector
have different functions, which vary regionally, they are increasingly recognized as critical to progress in adaptation,
given their roles in scaling up adaptation of communities, households and civil society and in managing risk information
and financing (medium evidence, high agreement). {4.4.2.1}
• Institutional dimensions of adaptation governance, including the integration of adaptation into planning and decisionmaking, play a key role in promoting the transition from planning to implementation of adaptation (robust evidence,
29
high agreement). Examples of institutional approaches to adaptation involving multiple actors include economic options
(e.g., insurance, public-private partnerships), laws and regulations (e.g., land-zoning laws) and national and government
policies and programmes (e.g., economic diversification). {4.2, 4.4.2.1, Table SPM.3}
• In principle, mechanisms that set a carbon price, including cap and trade systems and carbon taxes, can achieve mitigation in a cost-effective way but have been implemented with diverse effects due in part to national circumstances as
well as policy design. The short-run effects of cap and trade systems have been limited as a result of loose caps or caps
that have not proved to be constraining (limited evidence, medium agreement). In some countries, tax-based policies
specifically aimed at reducing GHG emissions—alongside technology and other policies—have helped to weaken the
link between GHG emissions and GDP (high confidence). In addition, in a large group of countries, fuel taxes (although
not necessarily designed for the purpose of mitigation) have had effects that are akin to sectoral carbon taxes. {4.4.2.2}
SPM
• Regulatory approaches and information measures are widely used and are often environmentally effective (medium evidence, medium agreement). Examples of regulatory approaches include energy efficiency standards; examples of information programmes include labelling programmes that can help consumers make better-informed decisions. {4.4.2.2}
• Sector-specific mitigation policies have been more widely used than economy-wide policies (medium evidence, high
agreement). Sector-specific policies may be better suited to address sector-specific barriers or market failures and may be
bundled in packages of complementary policies. Although theoretically more cost-effective, administrative and political
barriers may make economy-wide policies harder to implement. Interactions between or among mitigation policies may
be synergistic or may have no additive effect on reducing emissions. {4.4.2.2}
• Economic instruments in the form of subsidies may be applied across sectors, and include a variety of policy designs, such
as tax rebates or exemptions, grants, loans and credit lines. An increasing number and variety of renewable energy (RE)
policies including subsidies—motivated by many factors—have driven escalated growth of RE technologies in recent
years. At the same time, reducing subsidies for GHG-related activities in various sectors can achieve emission reductions,
depending on the social and economic context (high confidence). {4.4.2.2}
Co-benefits and adverse side effects of mitigation could affect achievement of other objectives such as those related to
human health, food security, biodiversity, local environmental quality, energy access, livelihoods and equitable sustainable
development. The potential for co-benefits for energy end-use measures outweighs the potential for adverse side effects
whereas the evidence suggests this may not be the case for all energy supply and agriculture, forestry and other land use
(AFOLU) measures. Some mitigation policies raise the prices for some energy services and could hamper the ability of societies to expand access to modern energy services to underserved populations (low confidence). These potential adverse side
effects on energy access can be avoided with the adoption of complementary policies such as income tax rebates or other
benefit transfer mechanisms (medium confidence). Whether or not side effects materialize, and to what extent side effects
materialize, will be case- and site-specific, and depend on local circumstances and the scale, scope and pace of implementation. Many co-benefits and adverse side effects have not been well-quantified. {4.3, 4.4.2.2, Box 3.4}
Technology policy (development, diffusion and transfer) complements other mitigation policies across all scales, from international to sub-national; many adaptation efforts also critically rely on diffusion and transfer of technologies and management
practices (high confidence). Policies exist to address market failures in R&D, but the effective use of technologies can also
depend on capacities to adopt technologies appropriate to local circumstances. {4.4.3}
Substantial reductions in emissions would require large changes in investment patterns (high confidence). For mitigation
scenarios that stabilize concentrations (without overshoot) in the range of 430 to 530 ppm CO2-eq by 210019, annual investments in low carbon electricity supply and energy efficiency in key sectors (transport, industry and buildings) are projected
in the scenarios to rise by several hundred billion dollars per year before 2030. Within appropriate enabling environments,
the private sector, along with the public sector, can play important roles in financing mitigation and adaptation (medium
evidence, high agreement). {4.4.4}
This range comprises scenarios that reach 430 to 480 ppm CO2-eq by 2100 (likely to limit warming to 2°C above pre-industrial levels) and scenarios
that reach 480 to 530 ppm CO2-eq by 2100 (without overshoot: more likely than not to limit warming to 2°C above pre-industrial levels).
19
30
Summary for Policymakers
Financial resources for adaptation have become available more slowly than for mitigation in both developed and developing
countries. Limited evidence indicates that there is a gap between global adaptation needs and the funds available for adaptation (medium confidence). There is a need for better assessment of global adaptation costs, funding and investment. Potential
synergies between international finance for disaster risk management and adaptation have not yet been fully realized (high
confidence). {4.4.4}
SPM
SPM 4.5 Trade-offs, synergies and interactions with sustainable development
Climate change is a threat to sustainable development. Nonetheless, there are many opportunities to link mitigation, adaptation and the pursuit of other societal objectives through integrated responses (high confidence). Successful implementation relies on relevant tools, suitable governance structures and enhanced capacity to respond (medium confidence). {3.5, 4.5}
Climate change exacerbates other threats to social and natural systems, placing additional burdens particularly on the poor
(high confidence). Aligning climate policy with sustainable development requires attention to both adaptation and mitigation
(high confidence). Delaying global mitigation actions may reduce options for climate-resilient pathways and adaptation in
the future. Opportunities to take advantage of positive synergies between adaptation and mitigation may decrease with time,
particularly if limits to adaptation are exceeded. Increasing efforts to mitigate and adapt to climate change imply an increasing complexity of interactions, encompassing connections among human health, water, energy, land use and biodiversity
(medium evidence, high agreement). {3.1, 3.5, 4.5}
Strategies and actions can be pursued now which will move towards climate-resilient pathways for sustainable development,
while at the same time helping to improve livelihoods, social and economic well-being and effective environmental management. In some cases, economic diversification can be an important element of such strategies. The effectiveness of integrated
responses can be enhanced by relevant tools, suitable governance structures and adequate institutional and human capacity
(medium confidence). Integrated responses are especially relevant to energy planning and implementation; interactions
among water, food, energy and biological carbon sequestration; and urban planning, which provides substantial opportunities for enhanced resilience, reduced emissions and more sustainable development (medium confidence). {3.5, 4.4, 4.5}
31
Bilag 3.3 Fordeling af Aktører på Aktørklasser og Aktørladning i Climate Change 2014
Synthesis Report – Summary for Policy-Makers
Bilag 3.3.1 Fordelingen i tal
Objekter Teknologier Mennesker
Mål
Scenarier
Begreber
I alt
Fakta
909
(38,61%)
904
(38,41%)
19
(0,81%)
67
(2,85%)
196
(8,33%)
177
(7,52%)
2272
(96,56%)
Værdi
0
(0%)
8
(0,34%)
0
(0%)
1
(0,04%)
1
(0,04%)
7
(0,30%)
17
(0,72%)
Handling
8
(0,34%)
0
(0%)
33
(1,4%)
0
(0%)
0
(0%)
0
(0%)
41
(1,74%)
N/A
10
(0,42%)
10
(0,42%)
0
(0%)
1
(0,04%)
2
(0,08%)
0
(0%)
23
(0,98%)
I alt
927
(39,4%)
922
(39,18%)
52
(2,21%)
69
(2,93%)
199
(8,46%)
184
(7,82%)
2353
(100%)
Bilag 3.3.2
Bilag 3.3.3
Bilag 3.3.4
Bilag 3.3.5