1. No category

TROLLETALE, 14. JANUAR 2015
Godmorgen – mit navn er Carl-Johan Collet. Godmorgen til Stander-parret, Bestyrelsen, Heis,
Mia, Hørerne, Personalet, Gammel-Herlovianerne og – især - jer diple. Som dipel var jeg til syv
trollemorgener. Højdepunktet var altid at høre og senere synge Te Deum. Så tak til koret – det
rislede ned af ryggen på mig. Jeg må indrømme, at jeg intet kan huske af trolletalerne fra min
dipeltid. Så her til morgen vil jeg bare fortælle jer diple kort om Herluf Trolle og så 3 historier –
ikke andet. Bagefter kan I fortælle mig, hvilken historie der talte mest til jer – den om min
Morfar, Bjørnen eller Dalai Lama. Men lige inden jeg starter, vil jeg bare sige, hvor imponeret
jeg var over talerne, som Maria, Jaqueline og Ali holdt i går til lille Trolleaften. De var
velskrevne, og I fyrede dem af super godt. Respekt.
Som Maria fortalte, er det ubetvivleligt, at Herluf Trolle var en helt. Født som 11. ud af 12 børn,
fik han kun det vigtigste med som forældre kan give børn – gode værdier og en god uddannelse.
Og han var heldig, at den kvinde, han forelskede sig i, var klog – og rig. Men han er kun husket,
fordi han udlevede sin passion og gjorde det med stor kærlighed. Han kæmpede for, hvad han
havde kært og døde for det. Men vigtigst for os – og nok også hvad Birgitte og Herluf var mest
stolt over – var, at deres næstekærlighed drev dem til at starte en verdensklasse skole på et
tidspunkt, hvor der dårligt var nogen skoler. Så Skolebygningen er et monument til deres
næstekærlighed. Og en stor tak til alle jer – især hørerne, skolens livsblod – der sørger for, at
Herlufsholm er stærkere end nogensinde 450 år senere.
Den første historie handler om passion.
Tæt på hvor Herluf Trolle blev født, var jeg som lille hver sommer oppe og bo his mine
bedsteforældre et par uger i Skåne. Min Morfar og jeg morgenbadede i det kolde, salte Kattegat
hver morgen. Og mange formiddage byggede vi modelfly sammen ved køkkenbordet og
snakkede om hans tid som jagerpilot under krigen. Han havde kæmpet for det gode, og var
parat til at dø for det; han inpodede dybt i mig det, at passioneret ville gøre en forskel i verden.
Men hvorfor er det vigtigt at forfølge sin passion?
Morfars passion var kort og intens. Som 19-årig var han i det svenske luftvåben, da Rusland
uprovokeret invaderede Finland. Han måtte derover og hjælpe de overmatchede finner. Men så
Page 1
skulle han blive smidt ud af det svenske luftvåben. Først da han efter flere ugers forsøg fløj
under en lavthængede el-ledning, blev han smidt ud. Han tog straks afsted og blev accepteret
som een af seks udlændinge i det finske luftvåben. De finske fly var meget dårligere end
russernes, så heldigvis fløj Morfar kun få missioner, inden det lykkedes russerne at overvinde
Finland – ellers havde han nok ikke overlevet. Men han var ikke færdig med at kæmpe for det
gode. Så han tog videre til Nord-Norge for at komme over og melde sig til det engelske
luftvåben - men blev afvist.
Slukøret og disillusioneret tog han tilbage til Stockholm og genfandt aldrig kampånden og
modet til at forfølge sin passion. Til sine forældres sikkert store glæde gik han den ’sikre’ vej.
Han læste økonomi, blev gift, og blev bankdirektør. De fik villa, Volvo, og vovse. Og så skulle han
leve lykkeligt til sine dages ende. Men sådan gik det ikke...
I 2010 da Morfar var næsten 92, blev jeg ringet op af min mor, som var i USA. Morfar lå i koma
og for døden. Jeg sprang på første fly til Stockholm. Den eftermiddag, aften og nat sad jeg og
holdt ham i hånden. Han åbnede aldrig sine øjne eller sin mund. Istedet kommunikerede han til
mig gennem håndtryk og energi, at han var glad for, jeg var der. Og hans dybe sorg over, at han
havde nået så lidt af det, han ville i sit liv, at han ikke havde elsket dybere og mere. Næste
morgen sagde jeg mit sidste farvel til min højt-elskede morfar. Han døde 18 timer senere.
Og den dag bestemte jeg mig til, at livet er for kort til ikke at førfolge min passion nu. Ellers ville
jeg aldrig rigtigt blive glad. Så tak, Morfar, fordi du viste mig vejen og puffede mig ud på den, da
jeg tøvede. Samme dag startede jeg fuld tid og uden sikkerhedsnet med at udleve min passion.
Og kort tid efter flyttede familien og jeg til Zambia, hvor vi har boet siden.
At udleve sin passion føles nogenlunde sådan her: Wuhuuu. At leve min passion får mit hjerte
til at synge og min sjæl til at brænde. Istedet for et stressende, blod-sugende, sjæleødelæggende job er jeg efter 4 år i min passions tjeneste allerede blevet milliardær. Ikke i
kroner og ører, men i hvad der er langt vigtigere: livsglæde, impact, og oplevelser. Jeg vågner
med et smil hver morgen, fordi jeg elsker, hvad jeg laver – hver eneste sekund af min dag er
fuld af mening.
Og vi er heldige, at vi her i kirken i dag, har et af de mest passionerede mennesker, jeg kender.
Og det er ikke Forstanderen eller Heis, selvom de er super-passionerede mennesker. Måske er
det endda een af de mest passionerede mennesker nogensinde. Herluf og Birgitte var også
store fans af ham. Jesus, som hænger der på korset, gav sit liv for at vise, hvor vigtig
Page 2
næstekærligheden var. Så når I ser på ham, skal I ikke se lidelse og smerte, men passion og
mod. Han valgte ikke den sikre vej - så var han forblevet en tømrer.
Så for de af jer der allerede har drømme og passioner - nu er tiden til at forfølge dem. Og for de
af jer der ikke har - er det tid til at starte jeres søgning. I skal ikke lade jeres forældre eller
hørere sælge jer deres planer. I skal ikke tage den sikre vej. De vil sikkert kritisere jer, men I skal
bare tænke på humlebien. Den siger alle ikke kan flyve, men den er da ligeglad og flyver bare
alligevel. Det er det samme for jer – I er alle født med vinger, og det handler bare om at folde
dem ud og flyve. I har jo det vildeste potentiale.
Den anden historie handler om at finde sit mod.
Da jeg startede på Herlufsholm, var det en sjov og hård rejse mod at blive voksen og prøve at
finde min passion. Jeg så hver dag mindetavlerne for de modige, frihedskæmpende
herlovianere. Hvordan kunne jeg, som dem, finde modet til at komme igang med at forfølge
mine drømme?
I de år kiggede jeg ofte i spejlet og tænkte, at jeg ikke var god nok, som jeg var. At jeg skulle
passe mere ind. At jeg skulle blive en anden, mere cool og helst perfekt version af Carl-Johan.
Når jeg sammenlignede mig med andre, var de altid bedre. Så jeg puttede masker på mig selv
for at skjule, hvad jeg så som mine mangler. Og de masker narrede vist mest mig selv. Egentlig
stillede jeg hele tiden mig selv spørgsmålet: Hvem er Jeg?... Hvem er Jeg?...
Så efter Herlufsholm søgte jeg i den store verden, selvom jeg ikke var klar over efter hvad. Jeg
rejste og mødte forskellige folk og kulturer. Jeg var nysgerrig, stillede mange spørgsmål - og
engang i mellem lyttede jeg endda til svarene. Jeg arbejdede 100-timers uger på Wall Street, og
i Indien, København og London. Jeg blev verdensklasse til mit arbejde - og blev fyret pga
arrogance. Jeg blev iværksætter - og prøvede at gå konkurs. Der var hårde tider - tidspunkter
hvor jeg følte mig dybt alene, hvor jeg faldt. Men jeg rejste mig op igen og kæmpede videre. Og
fra tid til anden genkendte jeg dele af min passion, som jeg så forfulgte. Langsomt, som en
skulptør, fik mine erfaringer og indre forståelse hakket dele af og poleret det store granitstykke, indtil min passion en dag stod foran mig som en Michelangelo skulptur.
Den dag var d. 15. april 2006, hvor jeg stod ud af mit morgenbrusebad i lejligheden i South
Kensington og lige pludselig boblede en ide op: ”Du skal bygge en million boliger i Afrika.” Jeg
Page 3
fik gåsehud, åndenød og blodet bankede gennem min krop. Derefter kom tanken: “Hold da op –
hvor skal jeg finde modet til det?”
For at finde min passion var kun invitationen til en større rejse mod at finde mit mod. Det var
rejsen dybt ind i mit indre Hades for at nedkæmpe dæmonerne og dragerne der. De hårde og
ubehagelige episoder, jeg havde gemt væk dernede i mange år, skulle nu frem i lyset, og den
gamle smerte genopleves. Min sjæl skulle heles - maskerne skulle fjernes. For mod er ikke
andet end at stole på, at verden vil dig det vel. Og med alle mine masker kunne jeg ikke se
verden som den var. Heldigvis fik jeg hjælp på denne færd. Gennem venner fandt jeg Richard
som min guide. Han lærte mig at stole på mine instinkter, mit hjerte, og min sjæl. Sammen med
Richard og en lille gruppe var jeg på uge-lange ture, hvor vi mediterede, reflekterede og lavede
øvelser, der dybt udfordrede os.
Jeg husker en nat, hvor jeg alene overnattede i sovepose i 2,500 meters højde tæt på Death
Valley. Jeg lukkede ikke et øje, for alt jeg kunne tænke på var, hvor bange jeg var for at blive
angrebet af en af områdets mange store brunbjørne. I mine tanker kunne jeg hvert øjeblik blive
overfaldet – jeg var jo som en fransk hotdog indsnøret der i soveposen. Jeg kunne mærke
frygten rødglødende i mine lunger, trykkende som en sumo-bryder der sad på min brystkasse...
Men i realiteten havde bjørnene aldrig angrebet noget menneske i området. Mine tanker havde
lavet paradiset om til helvede.
Et sted dybt i mig fandt jeg modet til virkeligt at føle frygten og smerten. Mod er jo ikke
manglen på frygt, men at man tør handle på trods af frygten. Den nat forstod jeg, at bjørnen
kun var en dæmon i mit indre – at den ikke eksisterede i den ydre verden. At verden ikke er,
som jeg troede den var. At hvad jeg troede, jeg så igennem mine øjne, var faktisk en verden
bygget i min hjerne baseret på min frygt og mine forestillinger – ikke realiteten.
Og når jeg så nok af sandheden og troede nok på mig selv, mistede frygten – og bjørnen - sin
magt. Og uden frygten i mit liv kunne jeg bøje verden, som jeg ville. For på samme måde som
frygten former vores verden, kan vi også forme verden med gode tanker, ord, og handlinger.
Hvis jeg valgte at tro, at jeg var modig, ville jeg blive modig i det virkelige liv. Inde i os ligger de
gode og dårlige tanker som frø, og vi vander dem med den energi og tid, vi giver dem.
Afhængigt af hvilke frø du vælger, vil de skyde og blive frygtlige tornekrat, du skal kæmpe dig
igennem hele livet, eller vidunderlige blomstrende træer, hvis duft og farver du kan nyde, og
hvis styrke du kan støtte dig til. Vi kan ændre verden dramatisk, når vi giver slip på den ide, at vi
Page 4
ingen indflydelse har på den. Om morgenen havde frygten sluppet sit tag. Maskerne, der havde
blokeret mig, var væk. Jeg følte mig som genfødt.
Så lær at vælge jeres tanker og bestemme, hvilke frø I vander. Meditation er den bedste måde
jeg kender til det. For tanker bliver til ord. Ord bliver til handlinger. Handlinger ændrer verden.
Lad mig lige gentage det, fordi det er så vigtigt. Tanker bliver til ord. Ord bliver til handlinger.
Handlinger ændrer verden.
Og spørgsmålet: ”Hvem er Jeg?”. Det er et spørgmål drevet af frygten for at være ingenting. Så
hvis du tør fjerne alle maskerne og risikere at være ingenting, vil du se, at du er meget mere
end du tror. Så bare slap af, mærk efter hvad din sjæl og dit hjerte vil - og stol på, at verden vil
dig det godt.
Den sidste historie handler om næstekærligheden.
Jeg var intet specielt, da jeg forlod Herlufsholm - og det er jeg stadig ikke. Men jeg har været
heldig at få lov til at lave sjove ting. Da mit team og jeg startede med at planlægge et par nye
byer midt i den øde zambianske, slange-fyldte savanne for 4 år siden, tænkte vi: ”Hvordan skal
vi nogensinde få mennesker til at bo her?” Kort fortalt, har vi lavet mange fejl på rejsen, lært af
dem og også opnået lidt. Vi huser nu 20,000 mennesker – en by på halvdelen af Næstveds
størrelse. Uden at forsøge, er vi allerede den største boligudvikler i Afrika syd for Sahara (ex
Sydafrika), et område med 140 gange Danmarks befolkning. De jobs vi har skabt brødføder
mere end 25,000 mennesker. Og vi er kun lige startet.
Vi har haft det rigtigt sjovt på den rejse. Men når jeg ledede teamet, oplevede jeg ofte mig selv
som kommanderende, hård og ubehagelig og så gjorde jeg jo ikke verden til et bedre sted?
Hvordan kunne jeg lære at lede teamet med næstekærlighed?
Det er en læreprocess, jeg tror jeg kun er 1% igennem. Jeg har diskuteret det med mange
venner, og min ven James fortalte mig denne historie. For små 15 år siden studerede han med
Dalai Lama’s personlige læge i Indien. En dag var der et stort symposium i paladset, hvor Dalai
Lama skulle være åbningstaler kl. 8. Klokken blev 8.10 og 8.20 og stadig ingen Dalai Lama. Så
James tænkte, at han hellere måtte finde Dalai Lama og løb igennem paladset, mens han råbte
”Deres Kongelige Højhed – Deres Kongelige Højhed” men intet svar. Så hørte han nogle
rengøringsdamer grine og tænkte, at det var lidt upassende, at de ikke arbejde. Han gik hen til
Page 5
rengøringsværelset, og der – midt på en bunke vasketøj – sad Dalai Lama og fortalte vittigheder
til rengøringsdamerne, der var færdige af grin. Han var så optaget af at være menneske, at han
slet ikke tænkte på, at han var Dalai Lama.
At gøre en forskel i verden handler om at gøre en forskel for andre mennesker, som Dalai Lama
viste. Livet handler om dem og hvis I kun husker een ting fra denne tale, lad det være dette:
Hemmeligheden ved et lykkeligt liv er at sætte din families, dine venners og verdens lykke før
din egen. Ligesom du, vil alle gerne være lykkelige og undgå smerte. Men de fleste mennesker
finder det rigtigt svært at finde lykken og oplever meget mere smerte og lidelse end de havde
håbet. Så hjælp dem.
Heldigvis har vi mennesker et legesygt hjerte. At stå på ski er den ultimative leg for mig. For 11
år siden var jeg i Sct Anton ude at stå off-piste sammen med et par venner. Jeg blev taget af en
mindre lavine, røg udover en klippe og gennem en stejl klippeslugt. Jeg havde ingen hjelm på,
og mit hoved passerede centimeter-tæt forbi store klippestykker. Jeg så min mor, far og
kæreste foran mig, sagde farvel, og mærkede en stor sorg. Så røg jeg ud over en anden klippe –
og landede i dyb sne og stoppede. Langsomt rejste jeg mig op – mirakuløst var jeg uskadt. Jeg
havde aldrig følt mig så levende som resten af den dag, for jeg forstod, hvor let livet kan slutte
på ethvert tidspunkt.
Ultimativt skal alle vore rejser slutte. Så hvis du kunne vælge selv, hvordan vil du så dø? Som
min morfar som døde uden at have udlevet sin passion eller elsket dybt? Eller som Herluf Trolle
som kæmpede og døde for, hvad han troede på, ydmygt insisterede på at hans mænd skulle
behandles før ham selv, og hvis næstekærlighed vi alle nyder godt af 450 år senere? Valget er
dit...
Min invitation til jer er, at I til hver morgensang vil kigge på Jesus og Mindetavlerne og overveje,
hvordan passion og mod skal leve og styrkes i jeres liv. Og at I måske efter morgensangen kigger
op på Herluf og Birgittes Skolebygning og et kort øjeblik mærker kærligheden og
næstekærligheden i jeres hjerter.
Jeg ønsker jer en modig rejse. Jeg ønsker jer et lykkeligt liv. Jeg ønsker jer kun grønne lys.
Tak fordi I lyttede.
Page 6