1. No category

Af Soulaima Gourani #SoulaimaGourani www.soulaima.com De seks frygte – mennesker hader forandring Du er lige blevet bedt af mig på dagens foredrag om at være mere nytænkende, kreativ og modig.
Meget tyder på at de fleste mennesker hverken er kreative, særlig originale, modige eller særligt
innovative.
Frygt styrer nemlig vores handlinger og sætter enorme begrænsninger for, at vi kan leve livet til
fulde og udleve vores sande potentiale på jobbet og i vores private liv.
Vi frygter som aldrig før. Danmark er det land blandt OECD-landene, hvor flest mennesker lider af
regulær angst. Det er dybt problematisk og hæmmer mange menneskers liv. Og det forstener vort
sande potentiale. Ironisk nok er vi også for nylig kåret som verdens lykkeligste folk.
Selve frygten er i virkeligheden ofte et meget større onde, end det vi frygter for.
Videnskaben peger på, at alt hvad mennesket foretager sig, handler om at undgå frygt:
•
Vi er bange for at blive bange.
•
Vi klamrer os til det, vi har, fordi vi frygter det ukendte.
Vi er som mennesker underlagt seks grundlæggende frygte, og du skal have en klar strategi, så du
undgår at ligge under for dem.
1) Frygten for at fejle
Vi er bange for ikke at slå til. Vi er bange for at fejle.
Vi gør og undlader at gøre ting, alene for ikke at fejle.
Men når du taber, så glem ikke at lære af det.
Frygten for at fejle er den værste, fordi den gør dig handlingslammet. Det er typisk her du siger
”Hvorfor besvære sig – det går sikkert galt”. Hvilket betyder, du undlader at handle eller ændre på
noget.
Hvorvidt du føler dig som en fiasko, handler meget om, hvem du sammenligner og måler dig med.
Du kan sagtens føle dig som en fiasko, selvom du har alt, hvad hjertet kan begære, alene fordi dem,
du sammenligner dig med, har mere end dig.
En fejl er ikke slutningen, men snarere begyndelsen på noget. Sådan ser jeg på det. Du lærer
af dine fejl. Selvom forskningen dog viser, at vi faktisk ikke lærer helt så meget af vores erfaringer,
som man kunne håbe. Vi bliver ved med at gentage mønstre. Det er utrolig svært at bryde ud af en
dårlig vane.
2) Frygten for at dø
På anden pladsen kommer naturligvis døden.
Vi frygter at dø, selvom vi alle en dag skal herfra. Det er et faktum, at vi ikke lever evigt. Selvom
det er et tabu, er døden det eneste, vi ved kommer, vi ved bare ikke hvornår.
De fleste af os håber på at dø gamle, glade, tilfredse og mætte af dage. Faktum er, at det gør langtfra
alle. Belært af livet ved jeg, at hver dag tæller. Jeg er ikke særlig religiøs, og jeg tror, vi kun har
dette ene liv. Hvad skal vi bruge det til?
Min gamle morfar plejede at sige ” Se dig selv som en afdød, hvis liv allerede er afsluttet, og
lev den tid, der endnu forundes dig, som var den en tilgift.” Måske var den en undskyldning for at
få lov at spise alt for godt, at han sagde sådan. Uanset hvad, tænker jeg over det. Jeg forsøger
virkelig at nyde hvert et sekund med min familie, mit job og af mit liv.
Jeg frygter også at dø – men kun fordi jeg ikke vil dø fra det, jeg har med min familie og nære
relationer. Jeg frygter at dø uden at have fået sagt det, jeg ville. Jeg frygter at dø midt i en ”banal”
konflikt med et menneske, jeg holder af. Selve døden skræmmer mig sådan set ikke – men sæt jeg
ikke er klar, når den indtræffer.
Jeg er ikke muslim, men der er noget i Koranen, jeg godt kan lide, og det er, at du, hvis du er
i konflikt med et menneske, du har en relation til, skal du inden for tre dage tage kontakt til
vedkommende for at forsøge at få løst konflikten. Efter tre dage har de fleste af os raset ud og kan
tænke klart. Dét er en god leveregel. Gid ingen gik vrede rundt i mere end tre dage.
3) Frygten for det ukendte
Frygten for døden hænger nøje sammen med frygt nummer tre – frygten for det ukendte. Mennesket
har aldrig haft det så godt med det ukendte. For de fleste af os vækker det en ubeskrivelig angst
ikke at vide, hvad der er på ” den anden side”. Hvordan har du det med det ukendte? Det er vigtigt,
at du kan leve med at gøre ting, du ikke kender facit på. Det mod må du have i dit liv.
Hér kommer religion og andre overbevisninger til sin ret. Her finder mange trøst og lindring.
Uanset om man er religiøs eller ej, skal man herfra en dag. En af mine rollemodeller, Marilyn
Carlson, der er CEO og bestyrelsesformand for Carlson Hoteller, signerer hver aften sin dag på
samme måde som en kunstner slutter et maleri. Hjemme hos os drøfter vi fx hver dag kort, hvad
dagen har lært os, hvad vi er stolte af, hvad vi ikke er så glade for skete, og hvordan vi kan løse det
igen i morgen.
4) Frygten for at blive afvist
Mennesket vil elskes. Vi frygter at blive sanktioneret og overladt til os selv. Vi ved, at skiller vi os
ud fra normen, er vi afvigere, og en afviger er i fare for at dø (urinstinkt). Dét var måske
hensigtsmæssigt for tusindvis af år siden, men ikke i 2020.
Frygten for social afstraffelse og isolation kan hæmme os i en sådan grad, at vi undlader at gøre det,
der er bedst for os. Vi frygter at skille os ud og stå alene. De sociale normer er meget stærke i de
forskellige areaner, vi befinder os på (hjemmet, skolen, arbejdspladsen, fodboldklubben osv.). Hver
arena har sin egen norm, og passer du ikke ind i normen, har du to muligheder – du tilpasser dig,
eller du skrider.
Når vi kigger på gruppedynamikker, ser vi et meget magtfuldt fænomen. Hvis 9 ud af 10 i et møde
taler om en person, og 9 siger ”Han er dum” – så skal der godt nok rigtig meget til, før den 10.
person tør sige gruppen imod og sige ”Jeg synes nu, han er ok”.
Gruppepres er selv for garvede ledere et stort problem. Vi er på mange måder stadig i
skolegården. Vi følger tit andre i blinde, fordi så slipper vi selv for at blive dømt og bedømt af
omgivelserne. Men en ægte pioner tør godt være den første – og er ikke bange for at være den
eneste.
For at forstå, hvordan du selv har det med at være ”udenfor”, kan du huske tilbage til 5.
klasse. Hvordan havde du det? Jeg søger tit det at stå alene og være udenfor. Det er, som jeg prøver
at genopleve det, jeg oplevede i Jegerup igen og igen, så jeg ved, at jeg behersker situationen. Det
er absurd. Men på mange måder kan jeg næsten bedre håndtere, at folk er vrede på mig end det
modsatte. Det er i hvert fald mere svært for mig at være i kærlighed end i vrede.
Husk på, at folk som afviser dig for den, du er, alligevel ikke er nogen, du bør omgås. Du bør være i
omgivelser, hvor du kan være dig selv, hvor det er let for dig at være, hvor du ikke skal slå knuder
på dig selv, hvor du ikke skal presse dig selv ind i en påtaget rolle, og hvor dine kvaliteter bliver
værdsat – det gælder både privat og professionelt. Du skal ikke nøjes med!
Tænk i øvrigt på, hvordan folk spiser en kanelsnegl. Enten spiser de den fra ende til anden,
eller de tager det tørre først og gemmer det gode med glasuren til slut, eller de spiser kernen første
og måske den tørre kant. Ud fra måden, de spiser en kanelsnegl på, kan man faktisk sige meget om,
hvordan de tager møder livet. Jeg kalder det for kanelsnegl-teorien. Hvordan spiser du din
kanelsnegl?
5) Frygten for latterliggørelse
Mennesker frygter latterliggørelse. Den hænger sammen med frygten for at få negativ kritik. Frygt
for latterliggørelse ligger dybt i os. Den afholder os fra at tage scenen, rejse os op og lede. Man
kalder den også ”sceneskræk”.
Vi frygter, at folk griner af os. Det er noget af det, vi er utrolig bange for. Vi kan bedre håndtere, at
folk er vrede – men at de griner af os. Det er næsten ubærligt. Jeg har igennem årene lært at tage
mig selv mindre alvorligt. Det har jeg simpelthen lært den hårde vej. Jeg har dummet mig, og folk
er brast i latter over mig, ikke med mig. Jeg tog det så personligt i mange år, når det skete. Jeg kan
komme til at sige mange ting, fordi jeg er så impulsiv. Jeg får ikke altid vendt en tanke de tre gange,
jeg burde. Jeg buser bare ud med mine tanker og spørgsmål, nogle gange dumme spørgsmål.
En god ven, en politiker fra Canada, har lært mig at ”eje” latterliggørelsen. Og det virker!
Med andre ord: Gør lidt grin med dig selv ved passende lejligheder. Det virker som en ventil, og
folk griner med dig, og ikke af dig. I dag er jeg helt ok med, at folk griner af mig, hvis bare jeg ved,
at jeg siger det, jeg mener. Og det jeg mener, er noget, jeg står ved. Når du udvikler dig, tager du
chancer, og ja, indimellem bliver du måske til grin. So what!
6) Frygten for ensomhed
Vi mennesker er virkelig bange for ensomheden, og vi dør også hurtigere, hvis vi er ensomme. Det
at miste kontakten til omgivelserne eller at blive forladt, det at sidde alene er tortur for mennesker.
Vi er flokdyr. Vi er skabt til at være i grupper. Vi ønsker at tilhøre et fælleskab. Vi frygter
ensomheden, fordi i gamle dage ville vi af helt praktiske årsager dø, hvis vi var overladt til os selv.
Den værste straf, man næsten kan udsætte et menneske for, er faktisk at ignorere det. Det er en
voldsom straf. Det, at blive holdt udenfor, er værre en fysisk tortur, vil jeg påstå. Tænk over, hvem
du ignorerer, fryser ude eller ikke inkluderer. Som formand for Global Dignity i Danmark arbejder
jeg på skoler og i institioner og kan se, hvor mange unge og ældre der lever i den dybeste
ensomhed. Det bør vi kunne gøre bedre.
FEAR
Bekymring er som en gyngestol, den giver dig noget at lave, men får dig ingen steder. Jeg har
mentalt besluttet mig for, at jeg ikke gider være bange eller bekymre mig. Fx når jeg rammes af
angst på vej i et fly på vej til Nordmexico efter en omfattende likvidering af mennesker i det netop
område, hvor jeg skal hen. Eller inden jeg hopper på flyet til det nordlige Marokko umiddelbart
efter en blodig konflikt, et terrorangreb eller noget helt 10. Eller når jeg løber ud kl. 05.30 en lørdag
morgen for at løbe igennem de regnfulde øde gader i København.
Den metode, som jeg bruger til at skabe et overblik, når jeg rammes af bekymringer, er en
firetrins-model, jeg kalder FEAR:
F - Find ud af, hvad det hele handler om.
E - Evaluer din bekymring – forstå den. Gælder det liv og død?
A –Tag Aktion – hvad skal der til, for at du kan føle dig mere sikker?
R – Repeat – sig til dig selv igen og igen, at du ikke længere er bange. Hvis du er bange for at køre
bil, så få rutinen: Kør, kør, kør.
Frygt er ikke altid særligt rationelt. Gennem mental træning kan du faktisk modarbejde din frygt for
det ukendte, og derved rykke dine mentale og fysiske grænser.
Mange mennesker har drømme om noget, de gerne vil i deres liv. Mange af os, tænker en
gang imellem: ”Er dette livet, er det bare det?”, og vi fyldes med en fortvivelse over at eksistere,
men ikke rigtig at leve. Det er helt normalt.
Mange mennesker siger, ”Jeg kunne godt tænke mig at lave noget andet, end det jeg gør i
dag, jeg kunne godt tænke mig at flytte, eller jeg vil gerne have et bedre job”. Men der ikke ret
meget handling og helt utrolig meget snak: ”Det bliver nok aldrig til noget”.
Hvis jeg hører om en, der har en drøm, så hiver jeg fat i vedkommende og siger: ”Det skal
du da gøre!” De fleste bliver ret provokeret, når jeg siger ”gør det”. Så vækker jeg vrede i dem, og
de begynder på alle deres undskyldninger. Ja, undskyldninger. Sjældent løsninger. Det afgørende er,
om du vælger at gøre noget ved det, eller om du dulmer det med medicin, alkohol, elskere, mad,
ekstremt meget sport eller mere arbejde.
Jeg føler mig faktisk modig. Ikke dumdristig – bare modig. Jeg tror ikke, mod er medfødt.
Jeg tror, det er tillært. For mig er mod evnen til at anerkende det, man frygter, at acceptere, men
udfordre frygten, så den ikke holder dig tilbage fra at kunne løse dine opgaver og udleve dine
drømme.
Vi hader forandring Vi er styret af to ting, når det kommer til forandringer: angsten for forandring og angsten for
stilstand. Det er de to dimensioner, alle mennesker opererer i. Jeg er helt klart styret af angsten for
stilstand. Den driver mig til hele tiden at skulle ud over stepperne. Bare tanken om at skulle gøre det
samme to gange i træk kan næsten skræmme mig fra vid og sans. På samme måde har andre
mennesker det med forandringer; de bliver angste og vil helst bare have, at tingene er, som de var i
går.
Alle folk kan placeres i det spænd mellem angsten for forandring og angsten for stilstand.
Det er formodentlig kun halvdelen af os, som synes, at den globalisering, der finder sted, og det
konstante forandringskrav, vi møder, er paradis. Den halvdel ser frihed og muligheder. For den
anden halvdel er det en forbandelse. Dem, der ikke er forandringsparate, og dem, der ikke kan
rykke sig selv op med rode og placere sig i nye kontekster og kulturer. De bliver sandsynligvis
fremtidens tabere.
Jeg er forundret over, at så få mennesker rent faktisk vælger at skabe forandring i deres liv.
Proaktivt. Hvad er det vi er så bange for? Hvad er det, der kører med os, og får os til at vælge
mageligheden. Forandringer giver et evolutionært bestemt ubehag.
For 30.000 år siden betød forandringer potentiel trussel: Man kunne blive slået ihjel eller ædt. For
mange menneskers vedkommende giver forandringer så stort ubehag, at det kræver en meget høj
grad af vilje og trygge rammer at udfordre angsten. Det interessante er, at vi kan træne os til at
møde forandringer med mere åbnet sind, hvis vi forstår, hvad det er for mekanismer og behov, der
er på spil.
Mennesket er jo præget af sin evolution, og den hjerne, vi har i dag, ligner til forveksling
den, vi havde for 30.000 år siden. Dengang havde vi seks grundbehov, som stadig er styrende for os
i dag:
1.
Behov for domæne og struktur (et sted at være, en hule)
2.
Behov for relationer (at være en del af en flok)
3.
Behov for indflydelse (at kunne kontrollere sin egen situation)
4.
Behov for status
5.
Behov for tryghed
6.
Behov for kompetence (at kunne noget, være god til noget)
I en forandringsproces reagerer vi på det tab, vi kan komme til at lide i forandringen, i forhold til de
seks grundbehov. Det er ikke forandringen i sig selv, vi har noget imod.
Hvis du gerne vil teste, hvilke behov der styrer dig, kan du begynde med at se på, hvad du siger,
hvordan du reagerer, når du møder en forandring. I starten kan de fleste mennesker sagtens ignorere
forandringer, hvis der fx er længe til. Der kan nå at ske så meget. Men når det nærmer sig, og folk
ved, at nu bliver det til noget, så kommer reaktionerne. Så slår de seks behov ud, og så kan vreden
fx vise sig.
For at kunne skabe forandringer i dit liv, skal du først finde ud af, hvilket domæne du har,
dvs. hvilket af de seks behov der er styrende for dig. Så vil du bedre forstå, at du nogle gange
reagerer overdrevent. Fordi du har et ømt punkt. Du skal vide, at den første impulsreaktion i
virkeligheden bare er egoet, der vil beskytte dig. Man skal prøve skille tingene ad. Hvad handler
egentlig om mig og mine behov, og hvad handler egentlig om forandringen? Er det nu også så
farligt?
Nogle forandringer kommer indefra og ud, fx karriereskift, eller at du vil skilles. Andre
forandringer kommer udefra, fx lukker virksomheden, eller din mand finder en anden.
Forandringsønsker indefra er for mange mennesker noget, de har lyst til. Noget, de gerne vil, måske
drømmer og taler om – uden at de nødvendigvis gør noget ved det. Det er tankevækkende, synes
jeg.
De fleste, og det gælder både mennesker og virksomheder, ændrer sig kun virkelig
afgørende i kriser. Når man er midt i en krise, kan der ske store skift. Så man skal huske ikke at
spilde en god krise! Men om man har energi eller viljestyrke til at skabe forandringen, er en anden
sag.
Der er forskning, som peger på, at vi har en bestemt pulje af viljestyrke. Nogle har meget, andre har
lidt. Det kan man måle, men uanset hvad handler det om at bruge sin viljestyrke, så man får mest
muligt ud af den.
Hvis en person fx har psykiske problemer, kræver bare det at stå op om morgenen måske 75
% af vedkommendes viljestyrke. Den person har brugt det meste, før vedkommende overhovedet er
mødt på arbejde. Og så er der ikke meget at give af til forandringer!
Meget tyder også på, at det frie valg i det hele taget er et helvede. Vi synes, at det er et
absolut gode, men det frie valg er i virkeligheden et helvede, fordi vi skal bruge så meget energi og
viljestyrke på det. Personligt har jeg besluttet, at jeg ikke gider gå op i, hvad jeg har på af tøj, så jeg
har kun tøj, som er pænt og passer sammen, og jeg har ikke så meget af det. Det er blevet til mit 36
stykker tøj-princippet, inspireret af Obama. Det betyder, at der er færre valg, jeg skal foretage om
morgenen, og på den måde prøver jeg at frigøre energi og tankevirksomhed. Hvordan udnytter og
bruger du din viljestyrke og energi?
Forandringens 10 bud
1.
Start med ” hvorfor”
2.
Tag ansvar
3.
Du skal ikke lade dig nøje
4.
Find din motor
5.
Fokuser på dit unikke DNA
6.
Invester i dig selv
7.
Beslut dig for succes
8.
Hold ud
9.
Gør en forskel
10.
Failure is an option