1. No category

13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
MENNESKE
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
Civilsamfund under pres
Af Karsten Fledelius
I juni 2013 vedtog den russiske statsduma, og præsident Putin underskrev, en
lov om registrering af NGOer, som kræver,
at enhver organisation, der modtager
penge fra udlandet, registrerer sig som
”udenlandsk agent” – noget, der i russisk
tradition er nærmest ensbetydende med
landsforræderi. Der var tale om et stort
flertal i statsdumaen, altså i princippet en
demokratisk proces. Mange NGOer reagerede slet ikke – det kunne jo være teatertorden. Men så begyndte konkrete myndighedskrav, ransagelser og tiltaler. Det
var altså alvor, ikke blot intimidering.
Nogenlunde samtidig rejste Putin til
Hannover for at deltage i industrimessens
åbning og at mødes med forbundskansler
Merkel. Hun undlod ikke at tale det russiske civilsamfunds sag over for Putin.
Putin svarede lidt spøgefuldt, at han
skam også værdsatte civilsamfundet. Og
en af hans tilhængere, professor Sergej
Markov, har i Moscow Times direkte
skildret loven som en gave til civilsamfundet.
Dette var nu ikke Merkels holdning. Og
det er væsentligt, at den tyske regeringsleder så kraftigt understregede det frie og
mangfoldige civilsamfund som en grundlæggende forudsætning for et velfungerede demokratisk samfund.
Rusland har i praksis taget et stort
skridt tilbage. Ikke til sovjettiden, langtfra. Men der er tale om et forsøg på at
modvirke globaliseringen og at dæmme
op for, hvad man anser for uheldige tendenser udefra. Vilkårene for kritiske
NGOer er blevet vanskeligere, myndighederne ønsker ikke kritik, og regeringskritiske kunstværker bliver i praksis fjernet fra
udstillinger uden retskendelse.
Sådan er det naturligvis ikke i det vestlige Europa og Danmark. Men vinden
blæser heller ikke her i civilsamfundets
retning. Kritiske holdninger bliver ikke
meget påskønnet af myndigheder og
politikere. Den nye offentlighedslov, som
er blevet vedtaget for kort tid siden, ligger tæt op af den forrige regerings forslag til trods for, at partierne i den nuværende regering var kritiske over for de
indskrænkninger i adgangen til dokumenter i den offentlige forvaltning, som
det forrige forslag indeholdt. Der er tilsyneladende begrænsede forbedringer i den
endelige lov, men spørgsmålet er, hvor
reelle de er. Ikke mindst på baggrund af
erfaringerne med, hvordan den året ud
stadig gældende gamle offentlighedslov
rent faktisk har fungeret.
Dagbladet Information fremdrog i sin
bagsideleder den 12. september 2013,
”Lukket land”, sagerne om overdragelse
af dansk-tagne fanger til irakiske fængsler med tortur til følge. Da avisen ansøgte Forsvarsministeriet om aktindsigt i
disse sager i begyndelsen af december
2011, fik man et positivt svar, dog med en
beklagelse af, at ministeriet ikke kunne
overholde offentlighedslovens svarfrist på
10 dage, men lovede svar ”ultimo januar
2012”. Intet skete i de følgende måneder,
trods flere rykkere. I oktober 2012 klagede avisen så til Folketingets ombudsmand, som trods rykning for svar først i
maj 2013 fik at vide, at ministeriet ikke
kunne udlevere akterne, da de var overgået til den undersøgelseskommission,
som i mellemtiden var blevet nedsat vedr.
håndteringen af de irakiske fanger!
Ombudsmanden svarede i september
2013 med en skarp kritik af
Forsvarsministeriets syltning af henvendelsen, men indtil undersøgelseskommissionen afgiver betænkning, formentlig
først om fire år, vil der ikke være adgang
til dokumenterne fra borgernes side.
Danmark er ikke det eneste land i EU,
hvor en sådan lukkethedskultur er i
vækst. Selv når der foreligger klare svarfrister, kan disse tilsyneladende overtrædes så systematisk, at man reelt undergraver hele ideen om offentlighed i forvaltningen. Den, som vi kræver gennemført af de lande, som ønsker at komme
med i EU. Vi foregår dem ikke med noget
godt eksempel!
Kolofon
MenneskeRET&VRANG udgives af Den
Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, som er en selvstændig
frivillig organisation, der arbejder for
styrkelse af demokrati, menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse i OSCEregionen.
Udover Den Danske Helsinki-Komité er
der omkring 40 nationale HelsinkiKomiteer.
MenneskeRET&VRANG bringer artikler
om menneskerettighedsspørgsmål i
Danmark og andre OSCE-lande, artikler
om Den Danske Helsinki-Komités egne
projekter, nyheder fra andre nationale
Helsinki-Komiteer samt fra relaterede
menneskerettighedsorganisationer for at
skabe opmærksomhed om menneskerettighedsproblemer.
Bestyrelse
Karsten Fledelius, Formand
Universitetslektor, cand.mag.
Torben Ishøy, Næstformand
Læge
Mads Fleckner
Cand.scient.pol
Gerd Battrup
Universitetslektor, cand.jur.
Pernille Frahm
Lærer
William Rentzmann
Cand.jur.
MenneskeRET&VRANG udkommer 4
gange om året.
Indlæg og bidrag kan sendes til:
Den Danske Helsinki-Komité for
Menneskerettigheder
Bredgade 36 B
1260 København K
E-mail: [email protected]
Tel.: 33 91 81 18
Artikler og bidrag tegner ikke nødvendigvis Komiteens og redaktionens holdninger.
Redaktion: Karsten Fledelius (ansvarlig
over for Presseloven), Philip Maschke,
Mads Fleckner og Søren Riishøj.
Mikael Hertoft
Cand.mag.
Rådgivende
Komité:
Alken, IB
Altschuler, Finn
Andersen, Ole Stig
Barfoed, Niels
Bennedsen, Dorte
Bille, Grete
Blinkenberg, Lars
Brydensholt, H. H.
Christensen, Arne Piel
Døcker, Henrik
Elmquist, Bjørn
Erle, Jacob
Espersen, Ole
Estrup, Jørgen
Gelfer-Jørgensen, Mirjam
Gjellerod, Henning
Groth, Niels
Gulmann, Claus
Gunnarsen, Ruth
Holm, Kjeld
Hvidt, Kristian
Jerichow, Anders
Krag, Helen
Langebæk, Steen
Lindgård, Jytte
Magnussen, Tue
Mottelson, Ben
Nikqi, Riza
Nørgaard, Per
Pedersen, Klaus Carsten
Pundik, Herbert
Rubow, Caroline
Aakjær, Kjeld
Redaktionen sluttede oktober 2013.
Oplag: 700
Tryk og layout:
Atlas-Plæhn Grafisk A/S, Kastrup
ISSN: 1604-6854.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
I dette nummer
1
Leder
Civilsamfund under pres
4
Søren Riishøj:
Civilsamfundet – er det overhovedet civilt?
Riishøj analyserer civilsamfundet som begreb og
dets rolle i demokratiet
10
Henrik Døcker:
Menneskerettighedene –
Hvordan skal vi bruge dem?
Døcker rapporterer fra duellen mellem Jacob
Mchangama og Christian Friis Bach
Tema Ukraine før topmødet i Vilnius
12
Hanne Severinsen:
Ukraine mellem Øst og Vest
14
Søren Riishøj:
UDAR – den tredje faktor i ukrainsk politik
16
Indførelse af EU’s regelsæt er til Ukraines fordel
Interview med ambassadør Simon Smith
Tema Helsinki-Komiteen i arbejde
18
Margareta Kepinska Jakobsen:
Reformer af kriminalforsorg i Polen og de
baltiske lande
27
Tema Er Rusland et retssamfund?
27
EuropaParlamentets beslutning om Rusland,
juni 2013
30
Den Norske Helsinki-Komité:
Bolotnaja Plads-retssagerne er politiske og bør
droppes
31
Dansk-Russisk Forenings
Ruslandskonference 2013
32
Carl Erik Foverskov:
Er Rusland et retssamfund?
33
Karsten Fledelius:
Kirke og stat i Rusland
Fledelius analyserer baggrunde for kirkens
magtposition
36
Politisk røre i EU-landet Bulgarien
En fotoreportage
38
Præsidentvalg i Azerbajdjan den 9. oktober:
Ikke på lige vilkår!
38
Güllü Djangirova:
Observationer på valgdagen
39
OSCE observatørernes pressemeddelelse
40
Güllü Djangirova:
Observationer før valgdagen
18
Hvem er vi i sekretariatet?
19
Højskoleuddannelse i demokrati
20
Helsinki-Komiteens generalforsamling 2013
41
23
Philip Maschke:
Asylkonferencen september 2013.
Konference om personer på tålt ophold og
afviste asylansøgere i Danmark
Torben Ishøy:
Kemiske våben: Nervegassen Sarin.
43
Mikael Lyngbo:
Anmeldelse af
”Den Skrøbelige Fred”
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
Nobels fredspris for 2013 er netop tildelt
Organization for the Prohibition of Chemical
Weapons (OPCW).
3
Civilsamfundet –
Er det overhovedet ”civilt”?
Af Søren Riishøj
Ideen om civilsamfundet har en lang og
ærefuld historie inden for demokratiforskningen. Studier af civilsamfundet
har altid været forbundet med studier af
et lands politiske kultur, hvorved groft
sagt forstås borgernes orientering mod
det politiske system og statsmagten.
Civilsamfundets betydning for demokratiet er uomtvistelig, i særdeleshed når det
gælder omstyrtningen af autoritære regi-
mer og mulighederne derefter for skabe,
fastholde og i sidste ende uddybe demokratiet. Spørgsmålet er blot, i hvilket
omfang det sker, og ikke mindst hvordan
det sker. For: hvor ”civilt” er civilsamfundet egentlig?
Erfaringerne er blandede. Før var det
Balkan, lige nu er Egypten og
Mellemøsten generelt – desværre eksempler på at ucivile samfund kan
vokse sig stærke, men Europa er lige nu
også ramt.
Begrebet ”civilsamfund”
I store træk hersker der blandt forskere
enighed om, hvad der helt grundlæggen-
de skal forstås ved civilsamfundet. I hvert
fald indgår civilsamfundet i et samspil
med det politiske og det økonomiske
system. Groft sagt kan civilsamfundet
siges at omfatte det rum, der i et eller
andet omfang eksisterer mellem den
enkelte familie, det partipolitiske system
og selve statsmagten. Civilsamfundet
befinder sig et sted mellem staten og de
enkelte familier, forholder sig til og har
også forpligtelser over for staten, men har
ikke som et selvstændigt mål at erobre
den politiske magt og sætte sig på
bestemte positioner i staten. Civilsamfundet skal være autonomt, men helst
ikke fremmedgjort i forhold til staten.
Fagforeningsleder, politiker, Polens præsident 1990-1995 Lech Walesa.
4
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Blandt forskerne er det således bredt
accepteret, at et aktivt civilsamfund – og
aktive NGOere – som mindstemål forudsætter uafhængig aktivitet samt en vis
grad af institutionalisering, dvs. en organisation.
Det politiske samfund, civilsamfundet og økonomi - et overlap
I historisk lys
I den angelsaksiske verden kan begrebet
føres tilbage til det 17. århundrede og
filosoffen Thomas Hobbes, og, i den mere
moderne variant, til det sene 18. århundrede og det tidlige 19. århundrede med
udgangspunkt i værker af f.eks. Adam
Ferguson og Alexis de Tocqueville. I
1800-tallet oplevede vi en udbredt
romantisering af folket og en udbredt tro
på civilsamfundet som en vigtig faktor
for undergravning af udemokratiske regimeformer og imperialt herredømme. I
lang tid derefter var tænkningen om og
interessen for civilsamfundet behersket. I
mellemkrigsperioden fik troen på ”folket”
som positiv kraft alvorlige tilbageslag, for
det viste sig, at civilsamfundet også
kunne være ucivilt, ja være katalysator
for demokratiets undergang. Det så vi
særlig tydeligt i Tyskland i 1930erne.
Det faktum gav anledning til udvikling
af de eliteprægede demokratiopfattelser
som f.eks. hos den berømte politolog
Josef Schumpeter, der så demokrati frem
for alt som et valgdemokrati med konkurrence mellem politiske partier, men
uden særlig høj politisk deltagelse og
indflydelse for civilsamfundet mellem valgene. Han så tre gode argumenter imod
høj deltagelse: inkompetence hos borgene, fare for irrationelle holdninger og
adfærd og stor fare for uforholdsmæssig
stor indflydelse til særinteresser. Kort
sagt, for høj deltagelse og magt til civilsamfundet kunne være direkte skadelig,
blive et alvorligt problem for de politiske
lederes handlefrihed i den økonomiske og
sociale politik.
På venstrefløjen skrev Antoni Gramsci
om politisk hegemoni og så civilsamfundet som en faktor for udvikling af socialisme i den ikke-stalinistiske form.
Senere udviklede f.eks. Jürgen Habermas
og Hannah Arendt teserne om den
”offentlige sfære”. Under den kolde krig
voksede troen på civilsamfundet i takt
med styrkelsen af dissidenternes rolle i
Det politiske
samfund
Civilsamfundet
Den økonomiske
arena
mange kommunistiske lande. Francis
Fukuyama pegede på, at kollektive værdier og kulturelle normer har stor betydning også økonomisk, ligesom italieneren
Robert Putnam ud fra lokale studier i
Italien pegede på borgerengagement og
social kapital og tillid mellem mennesker,
mellem civilsamfundet og det politiske
samfund. Civilsamfundet er kort sagt vigtigt i bestræbelserne på at erhverve sig
demokratisk
indstillede
borgere.
Dissidenter, f.eks. Tjekkiets Václav Havel,
så derfor ikke på politik i traditionel
(parti)politisk betydning, hverken før eller
efter murens - og kommunismens - fald.
Studier af politisk kultur blev diskuteret
systematisk i den berømte bog ”The Civic
Culture” skrevet af Almond og Verba tilbage i 1963. Skal demokratiet rodfæstes,
skal det iflg. forfatterne være baseret på
bestemte værdier, holdninger og adfærd.
I den vestlige liberale demokratiske tradition er der blevet lagt særlig stor vægt på
borgerengagement,
individualisme,
entrepreneurship og pro-demokratiske
holdninger i form af tolerance, moderation, villighed til at indgå kompromis’er
og respekt for andres meninger.
Sociologisk har forskningen været koncentreret sig om de frivillige non-profit
sammenslutninger, eksempelvis NGOere
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
inden for miljø, menneskerettigheder og
ligestilling. Lige godt er det ikke gået
overalt, for mange NGOere kom til at
agere i ikke-demokratiske regimer og
befinde sig i en gråzone mellem det
statslige og det ikke-statslige. I Rusland
har myndighederne forsøgt at kontrollere
NGOerne og standse støtten udefra til
uafhængige og kritiske grupperinger.
Ønsket var at skabe et styret civilsamfund, der gennem brug af f.eks. organisationer som ”Nashi”, ”Vazhnoe Delo” og
nationale fronter skulle få folk til at
acceptere økonomiske chok og upopulære velfærdsreformer. Kort sagt, et styret
civilsamfund skulle støtte Putin i kampen
mod det moderne liberale Rusland.
Under kommunismen havde myndighederne forsøgt at kontrollere og disciplinere civilsamfundet gennem oprettelse af
forskellige nationale fronter, der omfattede ikke alene partier, men også fagforeninger, ungdomsorganisationer samt
klubber og foreninger af stort set hvilken
som helst type. De nationale fronter
kunne øve en påvirkning på borgerne,
men civilsamfundets autonomi var i alle
årene lav og dets ”civic etos”, som et
konsolideret demokrati, samtidig meget
dårligt udviklet.
Med kommunismens fald fik medierne
5
Václav Havel, dramatiker, reformtilhænger, Tjekkiets præsident (1989-) 1993-2003.
en ny og vigtig rolle som formidler af
krav nede fra i samfundet. I den positive
betydning skulle uafhængige civilsamfund begrænse overgreb fra statens side
og skabe tillid til de demokratisk valgte
institutioner. Men skillelinjen mellem
civilsamfundet og det politiske samfund
blev udvisket. Civilsamfundet kom til at
konkurrere med de politiske partier og
kunne kompensere for svage og upopulære partier. Det tog tid at få udviklet de
politiske samfund, frem for alt at få skabt
funktionelle politiske partier. Partierne
blev ikke uden grund forbundet med korruption og magtmisbrug
Debatten om ”sovjet-mennesket”
Problemerne for etablering af et nyt prodemokratisk og pro-marked civilsamfund
efter murens fald var i høj grad forbundet
6
med de mentale barrierer, frem for alt
spørgsmålet, om der i årene under det
kommunistiske system var blevet dyrket
et ”sovjetmenneske”, et ”homo sovieticus” i de østeuropæiske befolkninger,
som efter 1989 kun vanskeligt lod sig
forandre til et ”vest-menneske”. Omkring
1989 var det da også den mest udbredte
opfattelse, at ”vest-mennesket” ikke var
blevet skabt, og at civilsamfundet handler mere ”ucivilt” i Øst end i Vest.
Tjekkiets Václav Havel pegede på de problemer, der er forbundet med at få skabt
nye mentaliteter og adfærdsmønstre, som
bryder med fortiden og tilnærmer
Tjekkiet til Vesten. Også Polens Piotr
Sztomka skrev om betydningen af politisk
kultur set i lyset af bestræbelserne på at
få skabt helt nye og anderledes civilisatoriske kompetencer.
I Polen blev tesen om ”sovjetmennesket” især forsvaret af filosoffen og skribenten Józef Tischner omkring systemgennembruddet i 1989. I den postkommunistiske form, sagde han, gav ”homo
sovieticus” sig udslag i ”flugt fra friheden”, dårlig arbejdsetik, opportunisme,
konformitet, modstand mod at hjælpe
andre, egalitarisme, hjælpeløshed, dobbeltstandarder, fatalisme og modstand
mod at træffe beslutninger og tage
ansvar og kaste ansvaret over på andre.
Under de forhold havde tillid, tolerance
og solidaritet rigtig dårlige vilkår.
”Sovjetmennesket” hjalp til med at
undergrave det gamle system, men vanskeliggjorde opbygningen af det nye.
Sagt med andre ord, ”sovjetmennesket”
kritiserede ganske vist det gamle system,
men uden at pege på alternativer.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Erfaringerne siden kommunismens fald
viste, at de gamle mentaliteter, normer og
adfærdsmønstre ikke uden videre lod sig
ændre. ”Homo sovieticus” blev efter 1989
til ”homo post-sovieticus”. ”Homo antisovieticus” og ”homo post-sovieticus” var
ikke begejstrede for det liberale demokrati og den fri markedsøkonomi, men det
skyldtes meget andet end blot den kommunistiske fortid. ”Sovjetmennesket” er
typisk ikke kommunist, men fange af
kommunismen. Det var nødvendigt at
skabe nye civilisatoriske kompetencer,
dersom markedsøkonomi og liberalt
demokrati skulle have reelt indhold.
Som erfaringerne ikke mindst fra
Ukraine og Rusland viser, er åbningen
over for vestlig kultur ikke nødvendigvis
ensbetydende med sovjetmenneskets
snarlige død og bortgang, for sovjetmennesket er i virkeligheden ikke fange af
fortiden, men af nutiden. Og nutiden
kunne være barsk for mange. Og de barske sociale forhold i nutiden kunne let
skabe nostalgi for de tidligere ”trygge”
forhold under kommunismen.
Mere om problemet med ”ucivile”
samfund
Et levende civilsamfund skal ideelt bidrage til ”rule of law” i en stærk og mere
funktionel stat med højere administrativ
kapacitet og lavere korruption. Mange
folkelige opstande og demonstrationer,
det være sig i Brasilien, Egypten, Ukraine,
Rusland og senest også i Bulgarien har
haft bekæmpelse af korruption og magtmisbrug på dagsordenen. Det store problem har imidlertid været at skabe tilstrækkelig enighed om, hvordan korruption og ”bad governance” skal bekæmpes
konkret. Der går desværre for let politik i
korruptionsbekæmpelse sådan at forstå,
at korruptionsbekæmpelse mest bliver et
middel til at bekæmpe oppositionen.
Erfaringerne har også vist, at et hyperaktivt, konfrontatorisk og ”rent-seeking”
civilsamfund let kan undergrave staten, i
værste fald bliver vi vidner til ”state-capture” med regulær erobring og undergravning af den autonome stat udført af
ikke-demokratiske grupper i samfundet. I
den noget mildere variant, ser vi overgange til ”post-demokrati”, hvor partiernes
og regeringernes handlefrihed bliver
begrænset på grund af påvirkning fra
vetogrupper.
Dette rejser endnu engang spørgsmålet,
om aktive (u)civile samfund er et gode
eller et onde. Som sagt mødes tesen om
civilsamfundet som et gode for demokratiet med stor skepsis ikke alene fra autoritær, men også fra liberal side.
Spørgsmålet er derfor, om staten bør
understøtte civilsamfundet finansielt eller
alternativt overlade det til de frie markedskræfters automatik. Tjekkiets tidligere præsident Václav Havel var ikke overraskende positiv herover for og så civilsamfundet som et alternativ til partipolitik, som blot støtter sig til magten og
spillet mellem partipolitiske eliter hen
over hovedet på befolkningerne, alt for
ofte forbundet med korruption og magtmisbrug. Et aktivt civilsamfund var i hans
optik en forudsætning ikke alene for det
nationale demokrati, men også for et velfungerende lokalt demokrati. Den senere
præsident, den liberale Václav Klaus
havde et helt andet mere negativt syn på
civilsamfundet. NGOere så han som
”ikke-autentiske subjekter”, der undergraver partiernes handlefrihed og skaber
et dysfunktionelt ”post-demokrati”.
Civilsamfundet og NGOerne skulle ikke
begrænse, men tværtimod understøtte
markedsøkonomien og det liberale valgdemokrati og med de politiske partier ikke NGOerne - i den mest centrale rolle.
Vigtig er også relationen mellem civilsamfund og marked. Her er det den
udbredte opfattelse, at aktive civilsamfund gør markedspolitiske reformer lettere at gennemføre og mere robuste.
Civilsamfundet er i den liberale optik forbundet med individualisme og foretagsomhed, der skaber gode rammer for
markedsøkonomi. Men den neoliberale
politik blev snart blandet op med gammel
praksis. Markedsøkonomi blev alt for ofte
kleptokrati. Og finanskrisen gjorde
bestemt ikke problemet mindre.
Nogle studier af civilsamfundet udelukker helt de dele af civilsamfundet, der
agerer ”uncivic” og ikke accepterer andre
gruppers rettigheder i samfundet. Det
kan f.eks. dreje sig om racistiske og nationalistiske grupperinger og forskellig form
for mafia-virksomhed. Ét blandt mange
eksempler er Ukraine, hvor f.eks. den voldelige og stærkt racistiske fodboldkultur
var genstand for megen debat op til
afholdelsen af fodbold EM i juni-juli
2012. Et andet har været den udbredte
vold over for romaer og indvandrere.
Omkring 1989 blev der meget rammende talt om de ”tre ure”; det politiske
ur, der sikrede borgerne frie valg og ret til
at danne partier, det økonomiske ur med
markedsøkonomiske reformer og det kulturelle ur, der skaber ny demokratisk
identitet og ”civic skills” efter flere årtier
med kommunistiske regimer. Den prognose kom i højeste grad til at holde stik.
Politiske og økonomiske reformer lod sig
gennemføre ret hurtigt, men uret gik
langsommere, når det gjaldt skabelsen af
Civilsamfundets betydning for demokratiet er uomtvistelig.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
7
en ny demokratisk politisk kultur og prodemokratiske holdninger, måske er det et
spørgsmål om generationer.
NGOernes rolle
Sammenligninger af civilsamfund bygger
for en stor del på statistikker over antallet af NGOer og borgere, der er medlemmer af frivillige non-profit sammenslutninger. Men antallet siger ikke i sig selv
meget om kvalitet og indflydelse. Nogle
iagttagere ser for sig civilsamfundet som
instrumenter for alternative visioner på
samfundet og for et større folkeligt pres
på magthaverne, mens andre lige modsat
lægger vægten på støtte og opbakning til
det politiske system fra NGOernes side.
Omkring 1989 var antipolitiske følelser
og modstand mod politiske partier
udbredte og især blandt de intellektuelle.
Mange nye politiske partier bestræbte sig
dengang på at fremstå som bevægelsespartier, dvs. uden de egenskaber, der kendetegner de allerede etablerede partier,
men i længden kunne bevægelsespræget
ikke opretholdes. Det skulle vise sig problematisk, at de politiske partier i så stort
antal opslugte aktive inden for civilsamfundet, deriblandt især mange tidligere
dissidenter. NGOerne og civilsamfundet
blev i høj grad drænet for både finansielle og især menneskelige ressourcer, men
det tidligere engagement i civilsamfundet
kunne være en læreproces i at organisere,
motivere, debattere, sikre økonomisk
støtte, forhandle, skabe koalitioner og
udforme langsigtede politiske programmer, hvilket måske ville skabe tillid borgerne imellem og mellem borgerne, staten og det poliske samfund
Den vestlige støtte havde til hensigt at
understøtte
professionalisering
af
NGOerne, men NGOerne blev gennem
den vestlige støtte let eliteprægede og for
afhængige af de vestlige donorer.
Strategier og planer blev derfor i for høj
grad bestemt ud fra at behage de udenlandske donorer, hvorfor kontakten til
egne befolkninger let kunne gå tabt. Med
andre ord kunne afhængigheden af
udenlandske donorer skabe incitamenter
og adfærdsmønstre, der reelt fjerner
NGOerne fra befolkningerne, idet de
udenlandske donorer har deres egen politiske dagsorden. I jagten på mere donorstøtte kom de forskellige NGOere derudover i alt for høj grad til at konkurrere
indbyrdes.
Det hele blev ikke lettere af, at procedurerne for at opnå EU-støtte var komplicerede og tidsrøvende. For mange EUpenge blev bevilget ad hoc og uheldigvis
kun på kort sigt, hvilket ikke alene skabte afhængighed, men gjorde udvikling af
langsigtede strategier umulig. Sagt med
andre ord fik vi efter 1989 godt nok skabt
mange nye NGOere, men ikke nødvendigvis levende civilsamfund. NGOerne havde
i udgangssituationen ofte få hundrede
medlemmer og derfor en alt for lav politisk gennemslagskraft.
Det hjalp heller ikke, at selve udgangssituationen var kendetegnet ved lav tillid
(”trust”). ”Folket” (”Vi”) stod skarpt over
for ”magthaverne” (”Dem”). Mange
havde under det gamle system undgået
de formelle institutioner og i stedet koncentreret sig om privatsfæren og de uformelle institutioner, i hvert fald så længe
mulighederne for at udfordre magthaverne var meget små. At etablere civile samfund som støtte for uddybning af demokratiet kunne være et spørgsmål ikke blot
om år, men generationer.
Væksten i populistiske partier efter
udvidelsen af EU vidner om, at ucivile
samfund stadig har gode arbejdsbetingelser, især i økonomiske trængselstider. De
sociale medier har heldigvis givet civilsamfundet nye påvirkningsmuligheder
nationalt og globalt. Men de sociale
medier bruges også af de ucivile samfund.
Civilsamfundet under stigende pres
Hurtigt efter 1989 faldt den politiske deltagelse, og ikke meget typer på, at der
bliver ændret ved dette foreløbigt.
Deltagelsen i valgene til Europaparlamentet har været langt lavere end
ved de nationale valg, og europæiseringen har typisk kun haft betydning for en
snæver kreds af veluddannede. Om den
8
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
nye efter-kommunistiske generation vil
udvise en mere deltagelsespræget adfærd
er en mulighed, i hvert fald er det blevet
meget lettere at mobilisere gennem brugen af IT og de sociale medier. Men de
sociale medier benyttes som sagt i vid
udstrækning også af ucivile samfund.
Civilsamfundets opbakning til demokratiet har, at dømme efter meningsmålingerne, varieret. Den diffuse støtte til
demokratiet har været høj, for så vidt
som befolkningsflertallene typisk støtter
de basale spilleregler for demokratiet.
Vreden rettes mod de politiske eliter og
den måde, magten forvaltes på. Ikke-deltagelse er udbredt i de eks-kommunistiske lande, og dette er hverken tilfældigt
eller midlertidigt. Ikke-deltagelse var blevet udviklet over flere årtier og har bund
i indlærte normer og adfærdsmønstre
arvet fra det gamle system. Så hjælper det
jo heller ikke, at der hersker udbredt
modstand i magteliten mod aktive civilsamfund og det blandt både autoritære
og liberale, der begge, dog hver på deres
måde, frygter, hvad ”masserne kan finde
på”. Følgen er desværre, som vi har set så
ofte, mere centralisering, teknokratisering
og magtarrogance. EU er i den henseende stadig ikke fri for det demokratiske
underskud. Med centralisering og teknokratisering er der grobund for populisme
og tit i de værste varianter. EU er lige nu
ikke i høj kurs hos vælgerne rundt om i
Europa. Meningsmålinger i f.eks. Ungarn
viser for første gang et flertal for at forlade EU og andre lande oplever samme
tendens. Så England er, hvad EU-skepsis
angår, ikke enestående.
Ikke alene civilsamfundene, men også
det liberale demokrati som helhed er
under stigende pres. Det blev bekræftet i
en omfattende undersøgelse, ”Life in
Transition - After the Crisis” præsenteret
i slutningen af juni 2011 af Den
Europæiske Bank for Genopbygning og
Udvikling, EBRD, gennemført i samarbejde med Verdensbanken. Undersøgelsen
viste et markant fald i tilslutning til
demokratiet sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse i 2006. Og støtten til
demokratiet er ikke vokset efter udbruddet af eurokrisen. Særlig tydeligt var faldet dengang i Letland, Litauen og
Slovakiet. Undersøgelsen viste, at blot 27
pct. af samtlige adspurgte foretrak kombinationen demokrati-markedsøkonomi,
hvilket må mane til eftertanke og selvkritik. Flere borgere i Europa end før foretrækker efter alt at dømme at bo i et land
med robust økonomisk vækst og, om
nødvendigt, med mindre politisk frihed
for borgerne. Meningsmålinger i Ungarn
viser, at omkring en tredjedel af borgerne
støtter brug af autoritære fremgangsmåder. Det er bekymrende, at det kendte
liberale demokrati ikke i tilstrækkelig grad
giver borgerne følelsen af tryghed socialt
og fysisk, men følelse af afmagt.
Undersøgelsen afslørede også stigende
MENNESKE
Nogle kilder:
Jean Cohen and Andrew Arato,
Civil Society and Political
Theory, Cambridge,
Massachusetts, MIT Press, 1992.
Gabriel A. Almond og Sidney
Verba (1963), The Civic Culture,
Princeton University Press,
Princeton.
Larry Diamond, “Rethinking
Civil Society, Toward
Democratic Consolidation”,
Journal of Democracy, Vol.5,
No.3, July 1994.
problemer, når det gælder tilliden borgerne imellem, der er så vigtig for etablering
af markedsøkonomi og liberalt demokrati. Den sociale kapital er simpelt hen for
lav. Det er NGOernes opgave at genskabe
tilliden til demokratiets grundlæggende
principper. De politiske partier – og regeringerne - kan ikke levere varen alene.
Men de ucivile samfund har godt fat. Så
lige nu er det – desværre – en vej op ad
bakken. Men blot det, at det går opad, vil
være godt.
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
9
Menneskerettighederne –
Hvordan skal vi bruge dem?
Friis Bach og Mchangama i verbalduel: Individuelle eller kollektive rettigheder?
Af Henrik Døcker
Lige siden den internationale beskyttelse
af menneskerettighederne holdt sit indtog med FNs og Europarådets manifeste
erklæringer og konventioner har de vakt
debat. Et begreb, der nærmest som et
uregerligt ”væsen” skiller vandene – i Øst
og
Vest,
i
Syd
og
Nord.
Landbrugsøkonomen, udviklingsminister
Christian Friis Bach og juristen Jacob
Mchangama krydsede i august verbale
klinger om emnet ved et overordentlig
velbesøgt møde i tænketanken CEPOS,
sidstnævntes ”hjemsted”. Var de stærkt
uenige, eller blev de enige om noget?
Friis Bach har givet debatten nyt inspirerende liv ved at pointere det vigtige i, at
så mange stater som muligt får reguleret
den private ejendomsret. Bach ser denne
ret i forlængelse af den gruppe menneskerettigheder, som falder i kategorien
økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De er reguleret af FNs konvention
om disse rettigheder af 1966 og i den
europæiske
socialpagt
af
1961,
Europarådets modstykke hertil.
Men lige akkurat denne ret ligger det
tungt med at realisere, ikke alene i u-landene, men også i de dele af den gamle
Sovjetunion, som nu er blevet selvstændige. For ikke at tale om Rusland selv.
Friis Bach vender sig således mod den
udbredte kollektive ejendomsret, der
f.eks. i Afrika typisk forvaltes af høvdinge,
som blæser på retfærdighedsprincipper,
så som dem, der går ind for ligestilling
mellem kønnene, læs: kvinders ligeberettigelse.
Kun de borgerlige rettigheder kan
håndhæves ved domstolene
Mchangama fastholder i udgangspunktet, at alt meningsfyldt menneskerettighedsarbejde er de borgerlige rettigheder.
Disse falder i den kategori, der hyppigt
med sin fulde betegnelse kaldes de borgerlige og politiske rettigheder, reguleret
i FN’s konvention om disse, også fra
1966, og tidligere, allerede i 1950, i den
europæiske menneskerettighedskonvention.
Det er kun de borgerlige rettigheder,
som kan håndhæves ved domstolene, det
er elementært. Det er ej heller tilfældigt,
at den europæiske konvention er blevet
forsynet
med
Den
Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, hvor man –
Verdenserklæringen om menneskerettigheder.
10
under visse betingelser – kan henvende
sig og evt. få omgjort en national beslutning, som har krænket ens menneskerettigheder. ’Man’ er dog ikke kun et individ,
selv om det principielt er mennesket som
borger, der er intereuropæisk ’beskyttet’,
som man siger. Også foreninger og politiske partier har vundet sager ved domstolen, som har til huse i Strasbourg.
Friis Bach, vor meget u-landskyndige
udviklingsminister, har fået ørene i maskinen, fordi han bestandig i sin ministertid
har talt om rettighedsbaseret bistand.
Nuvel, lad os lige se på hvor mange af
FNs medlemsstater, der har ratificeret
1966-konventionen om de borgerlige
rettigheder. Det store flertal af FNs 194
stater har gjort det, mens 25 står udenfor, blandt disse er kun Saudi-Arabien,
Kina og Cuba iøjnefaldende. De sidste er
mindre stater, bl.a. beliggende i
Stillehavet og Det Caribiske Hav.
Ejendomsretten er svagt sikret
internationalt
De idealistiske (og måske også lidt realistiske) menneskeretsforkæmpere vil ikke
lade sig afficere heraf: Man må også ”gå
i kødet” på de lande, der ikke har ratificeret, og i øvrigt er der jo mange af de
ratificerende lande, der groft krænker de
selv samme rettigheder.
Friis Bach ser det tilsyneladende sådan,
at ’det internationale samfund’ (hvordan
vi så end definerer dette) har givet alverdens lande internationale traktater som
’våben’ mod deres egne modvillige regeringer. På mødet med Mchangama nævnte ministeren flere eksempler herpå: Der
er retssager i massevis: I Indonesien, i
Indien, i Sydafrika – om uddannelsesforbedringer, om kvinders ret til at blive hivbehandlet osv.
Det er også hans generelle indtryk, at
FNs Menneskeretsråd med sine såkaldte
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Duel om menneskerettigheder. Tv. Jacob Mchangama, th. Christian Friis Bach (samt ordstyrer).
periodiske eftersyn af de enkelte medlemslandes overholdelse af menneskerettighederne opnår resultater: 50 lande om
året kommer til en sådan ”eksamination”
(Universal Periodical Review, UPR-processen).
Men helt aktuelt er det altså ejendomsretten, som Friis Bach har sat fokus på.
Den er vigtig at få gennemført – gennem
matrikulering af de enkelte jordlodder af
hensyn til muligheden for at gøre sig håb
om at tiltrække udenlandske investorer.
De vil vide, hvor man skal henvende sig,
hvis noget går galt, og det kan man kun,
hvis ejendomsretten klart ligger hos fysiske eller juridiske personer.
Den tør siges at høre til de kontroversielle blandt de ca. 30 rettigheder, der er
indeholdt i kataloget over de borgerligtpolitiske rettigheder. For det er nemlig –
sjovt nok – her den er rubriceret, selv om
Friis Bach taler meget om de økonomiske
og sociale rettigheder i øvrigt. Vel, man
kan måske diskutere hvor ejendomsretten
egentlig hører hjemme, fordi den kun findes i FNs banebrydende verdenserklæring
om menneskerettigheder af 1948 og ikke
i FN-konventionerne af 1966.
Oprindelig var den såmænd heller ikke
med i den europæiske konvention fra
1950, den kom med i den 1. tillægsprotokol til konventionen fra 1952. Den har
været nyttig og har resulteret i en del
afgørelser fra Strasbourg-domstolen. Men
på verdensplanet er der ikke formuleret
noget retningsgivende ud over verdenserklæringens art. 17, der siger, at ”enhver
har ret til at eje ejendom såvel alene som
i fællig med andre”, og at ”ingen må vilkårligt berøves ejendom”. (Vi danskere har
Grundloven § 73 ”Ejendomsretten er
ukrænkelig” at holde os til). En sådan
erklæring er imidlertid ikke folkeretligt
bindende.
Er menneskerettighederne virkeligt
”et udeleligt hele”?
Mchangama finder Friis Bachs snak om
det rettighedsbaserede upræcis. Sådanne
noble hensigtserklæringer skaber ikke
faste rettigheder for alverdens fattige og
besiddelsesløse. Sammenkædningen mellem en etableret ret (som i de fleste ulande slet ikke findes) og social/økonomisk udvikling er uholdbar. Millioner af
kinesere er eksempelvis løftet ud af fattigdom uden at der har været talt ét ord
om at de havde ”ret” til det.
Han finder i det hele taget den vedholdende retorik om at menneskerettighederne udgør et ”udeleligt hele” tom og
lidet givende. Det er blevet hævdet
mange gange, ikke mindst på og efter
FNs store menneskerettighedskonference
i Wien i 1993. Det er ”god latin” i FN- og
menneskeretskredse, men det bør i øvrigt
også erindres, at det var Sovjetunionens
og andre diktaturers vedholdende parade,
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
når menneskerettighederne kom på tale:
Tal om sociale forbedringer, om helhedssyn, om det vigtige i, at der kommer mad
på bordet osv. og afled diskussionen fra
Vestens vedholdende argument, at individets rettigheder bør gå i første række.
Friis Bach og Mchangama er måske
ikke så voldsomt uenige, når det kommer
til stykket. Ministerens opgave er at forvalte Danmarks u-landsbistand, hvad han
så har valgt at iklæde en ”rettighedsbaseret klædedragt”, Mchangama peger som
menneskeretsjurist på, at ytringsfrihed er
essentiel for enhver borger, ethvert folk, i
denne verden. Det siger sig selv, at individer eller grupper, der ønsker at kæmpe
sig ud af fattigdommen, også har brug
for frihed til det, mener han (og mange
med ham).
Argumenterne følger den samme bugtede vej, som når ”retten til mad” sættes
over for fagforeningsfrihed. Man kan
også spørge: Hvad er vigtigst: Hesten
eller vognen? Menneskerettighederne –
mange eller få af dem – kan være en
inspirationskilde, men de er ikke en gave,
det internationale samfund kan skænke
dette eller hint land eller folk. Kampen
for at realisere dem må først og fremmest
udføres af verdens enkelte nationer. De
internationale rettigheder en slags sikkerhedsnet.
11
Ukraine mellem Øst og Vest
Af Hanne Severinsen
I Ukraine tælles der dage op til
Vilnius-topmødet i november - det
tredje EU-østpartnerskabstopmøde
den 28.-29. november 2013 i Litauens
hovedstad Vilnius.
Det sidste år har der ligget en færdigforhandlet associeringsaftale klar. Men den
forudsætter, at Ukraine lever op til forudsætningerne om demokrati, menneskerettigheder og retssamfund.
Denne måske/måske ikke undertegnelse til november dominerer alle de Ukraine
møder, jeg deltager i, og alle spørger:
Hvad siger man i Europa?
Det ærlige svar er: Desværre ikke ret
meget!
For mens mange i Ukraine ser dette
topmøde som en skæbnestund for landet, så har det kommende topmøde ikke
rigtigt ramt den europæiske offentlighed.
Men blandt de ukrainere, som brændende ønsker en europæisk fremtid,
udfoldes der store bestræbelser på at råbe
såvel udland som landsmænd op.
Det har ikke nået mange vesteuropæeres opmærksomhed, at Rusland i øjeblikket udøver handelspres på de potentielle EU-partnerskabslande, at det allerede
ser ud til at være lykkedes at få Armenien
til at fortryde, og at der lægges et voldsomt pres på Ukraine. Samtidig ser det ud
til, at den ukrainske regering foreløbig
spiller det sædvanlige spil med at love
forbedringer – men mest som løfter, der
ikke ser ud til at materialisere sig i andet
end – netop - løfter. En øvelse man har
spillet lige siden Ukraine blev medlem af
Europarådet i 1995 – hvor man dengang
fik 3 år til at gennemføre de reformer,
man nu har lovet EU at gennemføre
inden Vilniustopmødet!
Stefan Füles hovedbetingelser
Associeringsaftalen med EU er skrevet
færdig. Men muligvis tænker man i regeringskredse, at når man har kunnet bluffe tidligere, så går det nok én gang til at
lade være med at levere, men nøjes med
endnu et par løfter på forventet efterbevilling.
Det må dog retfærdigvis tilføjes, at der
denne gang er taget vigtige skridt på
retsområdet. Bl.a. skal det specifikt
begrundes, hvis en dommer varetægtsfængsler, hvilket allerede dette år har
Tovtrækning: Fra venstre ses Angela Merkel, Vladimir Putin, Viktor Medvedtjuk,
Viktor Janukovitj
12
medført en drastisk nedgang i antallet af
varetægtsfængslinger.
I februar opstillede EU-udvidelseskommissær Stefan Füle de tre hovedbetingelser som Ukraine som minimum skal
opfylde, for at vise, at landet er på rette
vej til et europæisk ”point of no return”.
1. For at være et demokrati er det vigtigt at reformere valgreglerne. Som jeg i
tidligere artikler i Ret og Vrang har påpeget, indbyder Ukraines valgsystem til
manipulation og oligarkdominans. Partier
kæmper hovedsageligt om adgang til
økonomisk magt for at kunne opretholde
gårsdagens industriproduktion, især
blandt de østlige provinsers nyrige stålbaroner, der i dag står sammen om
Præsident Janukovitj. Også måden man
sammensætter valgkommissioner på med
”tekniske” partirepræsentanter, der skifter
side, giver masser af muligheder for at
manipulere med selve valghandlingen.
2. Retssystemet skal reformeres. En vigtig del er reform af anklagemyndigheden,
hvor Europarådet – finansieret af
Danmark og med deltagelse af HelsinkiKomiteens jurist Mikael Lyngbo - har
udarbejdet reformforslag. Forslagene er
delvist blevet til lovforslag, som forhandles i Ukraines parlament. Bliver de vedtaget - sikkert først lige et par dage før
Vilniustopmødet – kan man måske sige,
at glasset er halvt fyldt. Det bliver dog
helt afgørende, at dette også bliver fulgt
op af handling
3. Opgør med ”selective justice”, hvor
man bruger gummiparagraffer om magtmisbrug til at dømme tidligere ministre
for politiske beslutninger – som f.eks.
Tymosjenkos gasaftale med Putin, som
hun fik 7 års fængsel for.
Da der verden over bredte sig voldsom
kritik af denne dom, skyndte man sig at
grave meget gamle sager om skatteforhold frem – sager der tidligere var blevet
trukket tilbage som grundløse. Og som
trumfkort trak man i januar i år en gammel mordsag op af hatten. Det er ret
sigende, at det eneste vidne, der mener at
vide noget om, at hun var indblandet, var
en person, Petro Kyrosjenko, som fra San
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Francisco lod sig vidneafhøre og som
pludselig huskede noget om, at
Tymosjenko havde været med til at betale for et mord, noget han ikke havde sagt
12 år før. Hans hukommelses ”retablering” medførte, at hans kone, der var
anholdt for økonomisk kriminalitet i
Ukraine, blev løsladt…
Julija Tymosjenko har siddet i fængsel
i mere end to år og er blevet det mest
prominente symbol på det manglende
retssamfund. Derfor er hun også blevet
den mest kendte forhindring for, at associeringsaftalen bliver underskrevet.
Det ny medieuddannelsesprojekt
I de kommende 3 år løber et stort anlagt
medieprojekt for naboskabslandene –
finansieret af Danmark - af staben.
Således var i sidste uge af september i år
50 journalistelever fra hele Ukraine samlet med mentorer, hvor de fik en lang
række oplæg fra talere og kunne øve sig
i ”hardtalks” om ”EU-Ukraine: Ukraine
determines its future”. De bedste artikler
og TV-programmer belønnes med en
mulighed for at komme til at dække topmødet i Vilnius.
Jeg fik lejlighed til at deltage i dette
projekt i Lviv som foredragsholder og
mentor. Det er tydeligt, at især den unge
generation af Ukrainere ønsker en fremtid
i EU. Det gør de især, fordi de ser det som
en chance for at få bugt med den stærkt
udbredte korruption, som korrumperer
mennesker – også dem selv. De føler, at
de lever et dobbeltliv med de idealer som
mange unge har – men med en nødvendighed i det virkelige liv udenfor den
nære familie, at svømme med strømmen,
som andre gør.
Den russiske pression virker modsat. EU
aftalen er en gulerod, der kan føre til
investeringer og moderniseringer af det
monopoliserede forældede produktionsapparat. En udfordring, der bør udnyttes
til at komme videre.
Manden ved Putins side på karikaturen side 12 er Viktor Medvedtjuk, administrationschef 2002-2005 for præsident
Leonid Kutjma (1994-2005). Medvedtjuk er nær ven af Putin og gudfader til Putins søn. Han er en af de oligarker,
der opererer i kulisserne i Ukraine som stærk modstander af EU-associeringen.
Medvedtjuk stod bag den særligt sofistikerede censur, temniki, bulletiner fra præsidentens kontor, der - i anonymiseret form - blev sendt ugentligt, af og til suppleret med daglige, til redaktionerne på TV og dagblade med
instruktion om, hvordan man burde dække og fortolke eller ikke dække kommende begivenheder og hvordan man
burde farve beskrivelser af personer. Hvis man ikke fulgte instruktionerne risikerede man at få inspektion: besøg
af skattevæsen, brandvæsen, sanitære myndigheder eller tilsvarende. (En stor del af pressen var i øvrigt ejet af
Kutjma-venlige oligarker, som kun var glade for at få at vide, hvad der var opportunt).
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
13
UDAR - den tredje faktor i ukrainsk politik
Af Søren Riishøj
Det politiske landskab i Ukraine har lige
siden uafhængigheden været mærket af
mangelfuld stabilitet og lav institutionalisering. Forbindelserne til det (u)civile
samfund, det politiske system og den
økonomiske sektor, frem for alt oligarkerne, har været tæt. Nye politiske partier er
dukket op, men rigtig mange er forsvundet igen. De fleste har været centralistisk
klientelistisk opbygget og med stor magt
til lederen. Vælgerne har været i en evig
søgen efter partier, som repræsenterer
dem godt nok. Den søgen er indtil nu ikke
lykkedes særligt godt. Orange-revolutionen i 2004 blev desværre ikke løsningen.
Et af flere nye partier i det ukrainske
parlament efter valget i 2012 er UDAR
(Ukraines Demokratiske Alliance for
Reformer). På ukrainsk betyder UDAR
også ”slag”, hvilket ikke er tilfældigt. For
partiets ubetingede leder er den tidligere
mesterbokser Vitalij Klitsjko. Klitsjko er
ikke nogen politisk nybegynder. Ved valget i 2006 var han leder af et valgforbund
bestående af Pora og PRP, men valgforbundet klarede ikke spærregrænsen.
Derefter koncentrerede Klitsjko sig mest
om lokalpolitik. Ved borgmestervalget i
Slagkraft.
14
Hanne Severinsen i diskussion med Vitalij Klitsjko.
Kiev i 2006 kom han ind på 2. pladsen, i
2008 på 3. pladsen, og hans parti fik 14
medlemmer indvalgt i by-parlamentet ud
af sammenlagt 120.
I 2010 overtog Klitsjko formandsposten
i partiet ”Nyt Land” (”Nova Ukraina”) og
han ændrede derefter partinavnet til
UDAR. Som mange andre partier i Ukraine
er
partiet
forbundet
med
partistifteren/formanden. Og ganske som
for andre partier er partiprogrammet
uklart, vagt og derfor svært at afgrænse
præcist. Det eneste parti, der har en klar
politisk (nationalistisk) profil, er faktisk
partiet Svoboda (”Frihed”), der ganske
som UDAR opnåede en solid repræsentation i parlamentet ved valget i 2012. Som
andre politiske partier bekender UDAR sig
til europæisk integration og ser sig selv
placeret politisk i midten, måske noget til
højre herfor. Desuden tales der i partiets
forskellige programmer om demokrati,
retsstat og frihed. På europæisk plan samarbejdes der med det konservative
Europæisk Folkeparti (EVP), hvor UDAR
antagelig vil opnå observatørstatus.
Da Klitsjko mest taler russisk, er han
ikke nogen særlig attraktiv samarbejdspartner for yderligtgående nationalister,
og heller ikke for sovjet-nostalgikere som
f.eks. kommunisterne. Kort sagt er hans
koalitionspotentiale ret begrænset. Målt
ideologisk er der størst sammenfald med
Julija Tymosjenkos Fædrelandet og
Janukovitjs Regionernes Parti. Programmet afviger på papiret heller ikke
meget fra Regionernes Partis. Afgørende
er dog, at UDAR ser sig i opposition til det
nuværende regime. Det giver i det mindste klare linjer, forstået som for eller imod
Regionernes Parti.
Stort set alle partierne i Ukraine er som
sagt lederstyrede, centralistisk organiserede og desuden stærkt afhængige økonomisk af den finansielle sektor og landets
oligarker. Rigmænd i Ukraine har aldrig
været blege for at skifte parti, hvis de ser
en fordel heri, hvilket de da også ofte gør.
Mange medlemmer af parlamentet hører
derfor til Ukraines allerrigeste. Med udsigt
til at få pladser i parlamentet fik UDAR da
også tilgang fra flere forskellige sider.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Nogle havde tidligere haft poster under
Kutjma, andre under Tymosjenko og
Jusjenko, ja nogle havde haft poster i
Regionernes Parti. Selv om UDAR ikke har
samme solide partiøkonomi som
Regionernes Parti, er partiet ganske som
alle andre i Ukraine afhængigt af ”sponsorer”. Men UDAR hører ikke til de rigeste.
UDARs parlamentsmedlemmer har skønsmæssigt det halve i gennemsnitsløn i forhold til Regionernes Parti, men dog højere end kommunisternes (UkrainenAnalysen, no.117, 28.5.2012, www.laender-analysen.de/Ukraine). Den største
enkeltbidragyder er Klitsjko selv, pengene
har han skaffet via sin boksekarriere.
Ved valget i 2012 opnåede UDAR noget
overraskende omkring 14 pct. af stemmerne og kom således ind på en flot 3.
plads, foran det højrenationalistiske
Svoboda med 13 pct. (se mere om
Svoboda i ”MenneskeRet og Vrang”
december 2012). Inden valget havde
UDAR svært ved at samarbejde med andre
partier i opposition til regimet, f.eks. ved
at indgå i valgforbund. Ej heller kunne
UDAR som andre partier samarbejde
omkring opstilling af fælles kandidater
ved enkeltmandskredsvalg. Ved valget i
2012 fik UDAR klart størst vælgerstøtte i
hovedstaden Kiev (med 25,5 pct. af stemmerne), og tilslutningen her er, at dømme
efter meningsmålinger siden valget, vokset markant. I Donetsk og Luhansk derimod var andelen ved valget i 2012 på 4,7
pct., på Krim på omtrent samme niveau,
7,2 pct.
UDAR har siden valget i 2012 været i
aktiv opposition til Janukovitjs regime og
bl.a. taget del i den fysiske blokering af
arbejdet i parlamentet. Partiet har også
aktioneret mod Regionernes Partis ulovlige adfærd, at lade ikke-tilstedeværende
parlamentsmedlemmer stemme via ”stedfortræder”. Partiet søger helt tydeligt at
optræde som en tredje kraft mellem
Janukovitjs Regionernes Parti og
Tymosjenkos parti Fædrelandet, og indtil
nu tilsyneladende med succes. Men, som
også fremhævet af den kendte Ukraineforsker Taras Kuzio, har Klitsjko og UDAR
ikke planer om et radikalt opgør med det
gamle system, herunder at stække oligarkernes position. Således kobler UDAR sig
til den linje, der fra slutningen af
UDARs stemmeandel i pct., fordelt regionalt
Meningsmåling april 2013
i vest
i se centrale områder af landet
i nord
26,3
12,7
31,2
i syd
på Krim
i Kiev
17,1
6,9
42,5
Kilde: ”Ukraine-Analysen” Nr. 117, 28.5.2013 www.laender-analysen.de .
1990erne blev lagt af de ”pragmatiske
nationaldemokrater”, den senere præsident Viktor Jusjtjenko og flertallet i partiet Vort Ukraine. Tymosjenko og Lutsenko
hører modsat til gruppen af ”ideologiskdrevne nationaldemokrater”, der har
modsat sig de ”store koalitioner” med
repræsentanterne for det gamle system og
således ikke har ønsket at frede oligarkerne. Det gør dem farlige for regimet, og
derfor er de politiske retssager rettet mod
netop dem. Stiller Klitsjko endnu engang
op til borgmestervalget i Kiev, er chancen
for at blive valgt pt. ganske stor.
Problemet landspolitisk er (”Ukrainian
Week no. 8 (50) april 2013”), at det ikke
står klart for vælgerne, hvad UDAR vil
gøre – eller vil kunne gøre – efter en
mulig kommende valgsejr. Forskellige parlamentsmedlemmer giver stadig forskellige, vage og uklare svar. Om UDAR kan
bidrage til at formindske kløften mellem
de politiske partier og civilsamfundet og
bryde oligarkernes dominans inden for
både økonomi og politik er højst usikkert.
UDAR’s ”grå emminence”, Vitalij
Kovaltjuk, ser i hvert fald ikke ud til at
have planer om at ændre det oligarkiske
system. I flere interviews har Klitsjko selv
udtalt sig vagt og undvigende. Men i den
henseende har andre politiske partier,
uanset mange erklæringer om det stik
modsatte, jo heller ikke haft nævneværdig
succes.
Partichef for UDAR Vitalij Klitsjko.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
15
Et fortsat fremadskridende samarbejde med EU og
indførelse af EU’s regelsæt er til Ukraines fordel og vil
hjælpe Ukraine til at frigøre sine potentialer, siger den
britiske ambassadør i Ukraine, Simon Smith
Storbritannien er en af nøglespillerne og
beslutningstagerne ikke blot i EUanliggender, men også som deltager i G8
og andre væsentlige økonomiske og politiske samarbejder. Der er tradition for, at
Storbritannien udtaler sig højt og tydeligt
og med selvsikkerhed om Ukraines
udsigter og om topmødet til november i
Vilnius.
I denne samtale med Ukrainian Week
gør Hendes Majestæts ambassadør
opmærksom på, hvad Ukraine kan forvente af Vilnius topmødet, og hvad der
stadig udestår at blive gjort.
Hvordan vurderer De Ukraines aktuelle
politiske situation og hvilket billede af
ukrainsk politik har man i Storbritannien?
Hvor alvorlige vurderer De, at Viktor
Janukovitjs hensigter om at bevæge sig
tættere mod Europa, er?
Husk på, at vi har en almindelig bred
offentlighed og en informeret offentlighed, og det er min opfattelse, at disse
to har forskellige opfattelser af Ukraine.
Størstedelen af den almindelige britiske
offentlighed har et overfladisk indtryk af
Ukraine; måske husker de billeder af folk,
der slås i parlamentet og forbinder dette
med Ukraine. Med hensyn til den
informerede offentlighed er det opfattelsen, at politik i Ukraine er et ret konfrontatorisk og aggressivt forehavende.
Jeg tror også, at det er opfattelsen, at
intet af partierne i Rada, det ukrainske
parlament, endnu har fordøjet resultatet
af valget i oktober 2012. Set med britiske
øjne ville man antage, at om et sådant
resultat på tilsvarende vis havde fundet
sted dér og selvom de politiske partier
ikke havde brudt sig om resultatet, så
ville de på nuværende tidspunkt været
kommet til det punkt, hvor man sætter
sig ned og finder ud af at arbejde sig ud
af situationen på pragmatisk og konstruktiv vis. Det ville være at foretrække
16
at se lidt mindre konfrontation og lidt
mere konsensus i Ukraine på det virkeligt
væsentlige spørgsmål om, hvordan man
får succes med sit forhold til EU.
Men for at svare på Deres spørgsmål, så
tror jeg, at en stadig større del af det
ukrainske politiske establishment begynder at tage dette spørgsmål om den
europæiske dagsorden meget seriøst. Det
er mit indtryk, at ganske mange hjerner
har fokuseret på, at datoen for topmødet
i Vilnius til november er meget vigtig, og
at ganske meget udestår at blive gjort på
begge sider for at sikre et positivt resultat. I de sidste to-tre måneder har vi set
bevægelse på mange punkter i Ukraine,
f.eks. kalenderen for lovgivningen og
tegn på, at nogle af de rets- og institutionelle reformer er i gang, herunder villigheden til at håndtere de ret betydende
reformer af anklagemyndigheden. Vi har
set løsladelsen af Jurij Lutsenko, som er
et af de væsentlige skridt til imødekommelse af de europæiske partneres bekymringer over Ukraines ”selective justice”,
anvendelsen af retsvæsnet til politiske
mål. Jeg synes, der på det seneste har
været megen aktivitet som udtryk for et
seriøst ønske fra den ukrainske ledelse om
at sikre succes i Vilnius.
Nogle EU medlemsstater har tilkendegivet, at de er parate til at støtte underskrivelsen
af
associationsaftalen
EU/Ukraine til november. Hvad er
Londons officielle stillingtagen og hvad
er de britiske politikeres opfattelse på
dette tidspunkt?
Jeg var til stede, da den britiske udenrigsminister William Hague mødtes med
Ukraines
udenrigsminister,
Leonik
Kozhara, i London i maj måned. Hvad der
da blev sagt svarer fuldstændig til den
britiske position, at begge udfald i
november er lige sandsynlige. Det er på
den ene side fuldt muligt, at vi til novem-
ber vil konstatere, at der ikke har været
tilstrækkelige fremskridt og handling til,
at det kan overbevise de europæiske
ledere om at underskrive aftalen. Men det
er ligeså sandsynligt, at såfremt de tegn
på dynamik og handlen, vi har set de
seneste måneder bliver opretholdt, og
såfremt Ukraine vil håndtere de områder,
der vækker særlig bekymring i EU-kredse,
så kan vi nå til den situation i november,
at EU-lederne mener, at det fornødne
fremskridt kan konstateres og at vi har
tillid til det næste skridt i samarbejdet
mellem EU og Ukraine.
På det helt lange sigt ønsker vi
naturligvis en sådan associationsaftale
indgået. Vi har set, hvorledes EU kan
fremme positive ændringer i et land. Se
på de nyeste eksempler i Central- og
Østeuropa, der blev medlemmer i 2004,
Ungarn, Slovakiet, Polen og den Tjekkiske
republik, og så se på den positive virkning, først en associationsaftale og siden
medlemskab har haft. Ser man lidt mere
på historien vil man se, at EU-medlemskabet fik stor virkning i Spanien og
Portugal, der kun kort tid forinden var
sluppet ud af mange års militærdiktaturer.
Denne transformationsvirkning forklarer, er årsagen til, at vi er overbeviste om,
at en fremadskridende association og
indførelse af EU's standarder og regelsæt
vil være til uvurderlig fordel for Ukraine
og vil hjælpe landet til at frigøre sine
potentialer. F.eks. vil deltagelsen i det
indre marked, verdens største af sin art,
løsgøre meget mere energi i samfundsøkonomien. Og konkret betyder det helt
basale facts som at folk kommer til at
leve længere, at vejene bliver sikrere, at
kvaliteten af varer og tjenesteydelser
stiger osv.
Så vi ønsker, at aftalen vil kunne
indgås. Men der er ingen garanti for, at
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
“
Tymosjenko
sagen er vigtig,
fordi den er en
del af det problem, der hedder ”selective
justice”
“
det sker. De kommende måneder er helt
afgørende for om man håndterer EU's
bekymringer, og sikrer, at når vi når
november, er det med et opnået højt
tillidsniveau blandt de europæiske ledere.
”Tillid” er det helt centrale begreb for
enhver ved, at det er umuligt at have løst
samtlige de udeståender i Ukraine, som
EU-lederne har blikket på, fuldstændigt
den 29. november 2013. Men det er
altafgørende, at regeringslederne i
Europa skal have tillid til, at såfremt
aftalen underskrives, så åbner vi en ny
fase i samarbejdet mellem EU og Ukraine.
Og at man er parat til at arbejde og levere
resultater. Tillid er det afgørende.
Den tidligere premierminister Julija
Tymosjenko er fortsat fængslet på trods
af, at EP-medlemmer gentagne gange
har understreget vigtigheden af, at
Ukraine reformerer sit retsvæsen og tager
afsked med selective justice på sin vej
mod EU. Hvor betydningsfuld er
Tymosjenko situationen for en underskrift af associationsaftalen?
Den er vigtig, fordi den er del af den
bredere dagsorden, der hedder selective
justice. Vi konstaterer, at fru Tymosjenkos
situation er et resultat af anvendelsen af
selective justice. Men det er lige så betydningsfuldt,
hvorledes
retssystemet
behandler ikke blot de højtprofilerede
personer, men jævne folk og de mindre
erhvervsdrivende. Det bekymrer os meget,
at vi her i landet hører, at såfremt man
går til domstolene for at få håndhævet
sin ret, så kan den almindelige mand ikke
være sikker på at møde et uafhængigt
system, der på tilfredsstillende vis forsvarer rettigheder og frihed, det være sig personlig frihed eller retten til at fremme
sine egne forretningsmuligheder. Af
netop denne grund har United Kingdom
hele tiden fokuseret på spørgsmålet om
institutionelle ændringer, på i hvilken
udstrækning et uafhængigt retsvæsen
kan garantere beskyttelse af folks rettigheder og friheder samt højne den status, lovgivningen anses for at have i folks
liv.
Vi er derfor meget interesserede i at se
handlinger, som overbevisende vil føre til
bekæmpelse af korruption og en styrkelse
af et uafhængigt retsvæsen i Ukraine. Vi
er også meget interesserede i, hvorledes
de retlige institutioners, og især statsanklagemyndighedens, rolle kan blive tilrettet. Og denne sidstnævnte kan udvikles
til at blive en helt uafhængig institution
og dermed indgive befolkningen tillid til,
at den kan handle uafhængigt af de to
grene lovgivende og udøvende magt – i
modsætning til situationen i dag.
Men dette spørgsmål er jo kun en del af
en hel samling juridiske reformer, som vi
håber og ser frem til vil blive indført for
at komme selective justice til livs. Såfremt
disse forhold kommer på plads vil det
som jeg ser det skabe et miljø, hvor virksomheder, organisationer og mennesker i
Ukraine kan opnå langt større succes. Det
vil sige, at det drejer sig om at skabe de
forhold, som gør det lettere for et land
som Ukraine med sit meget store potentiale også at opnå at udnytte sit potentiale fremadrettet.
Hvorledes vurderer britiske investorer
for tiden Ukraines investeringsklima? I
hvilke sektorer i den ukrainske økonomi
er de parate til at investere?
Lad os tage sektorerne først. Lad mig
tage det største og nyeste volumeneksempel. Shells produktionsaftale om at
udvikle gasfelter i den østlige del af
Ukraine, et betydningsfuldt og højst
ukonventionelt gasudviklingsprojekt. Det
er et eksempel på, at en britisk investor
har set på potentialet i Ukraines olie- og
gassektor og vurderet, at det er værd at
investere i. En anden sektor er landbrug.
Hele verden anerkender et stort landbrugspotentiale i Ukraine og vi har flere
eksempler på interesse fra britiske investorer i landbruget. Endelig vil jeg pege
på sektorerne IT og pharma/medico, hvor
britiske investorer er aktive.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
Men ser man på Ukraines størrelse og
antal forbrugere vil jeg hævde, at forretningsomfanget mellem Ukraine og UK
stadig er forsvindende lille. En årsag hertil er, at de britiske investorer er yderst
forsigtige på grund af det klima, de forretningsbetingelser, de fornemmer i
Ukraine. På grund af den erhvervsretlige
situation, korruptionen og et nærmest
uforudsigeligt erhvervsklima vil jeg sige,
at britiske erhvervsinteresser er ”underinvesteret” her i Ukraine. Men investorer
vil følge udviklingen tæt for at spejde
efter fremskridt mht. korruptionen og
overtagelser/virksomhedstømninger. Og
såfremt de kan konstatere fremskridt, så
vil dette forøge erhvervstilliden og bringe
flere investeringer til Ukraine.
Der er et forhold mere, jeg vil nævne i
denne sammenhæng. Jeg har på det
seneste talt med flere velgørende organisationer, som bringer humanitær hjælp til
Ukraine, og jeg er meget bekymret over
de problemer, de møder, i form af
uforudsete og uberettigede krav, der
opstilles for at hindre dem i at kunne
levere deres varer i Ukraine. Det er altså
en række negative signaler, der sendes til
organisationer, som faktisk står og er
parate til at forbedre leveforholdene for
den ukrainske befolkning.
På alle områder ville vi gerne se mange
bureaukratiske mure nedbrudt. Vi er alle
klare over, at der må være nogle regler og
en tid for bestemmelser, der får erhvervslivet til at fungere i overensstemmelse
med en bestemt lovgivning. Men vi har
brug for at se, at lovgivningen er klart
defineret og utvetydig, og vi har brug for
at konstatere, at lovgivningen ikke bøjes
til fordel for kun én bestemt forretningspart – det være sig ved hjælp af
domstole, der ikke er uafhængige, eller
gennem korrupte transaktioner osv.
Der er et helt katalog af områder, hvor
vi håber, at en reform af Ukraines institutioner vil kunne løfte tillidsniveauet
blandt udenlandske organisationer og
virksomheder, der ønsker at være aktive i
Ukraine.
Ukrainian Week 22 August 2013
Oversat fra engelsk af Philip Maschke
17
Den Danske Helsinki-Komité i arbejde:
Reformer af straffuldbyrdelsesret, fængselsvæsen og den frie
kriminalforsorg i Polen og de baltiske lande.
Af Margareta Kepinska
Jakobsen
For et år siden, i oktober
2012, var direktør William
Rentzmann og jeg inviteret
til at deltage i ”The Public Debate Forum
Conference: New dimensions of criminal
justice policy” i Warszawa, en konference
organiseret af det polske justitsministerium med den polske præsident som protektor. På konferencen præsenterede
William Rentzmann dansk lovgivning og
den nyeste praksis, medens undertegnede
gennemgik Kriminalforsorgens samarbejde med danske NGOer omkring straffuldbyrdelse og behandlingsprogrammer. Ved
konferencens afslutning blev vi begge
hædret med den polske justitsministers
guldmedalje for vor indsats gennem en
årrække.
Vores sidste initiativ fandt sted i januar
2013, hvor vi i samarbejde med
Kriminalforsorgen gennemførte et 2ugers træningsprogram for 12 polske tilsynsværger (hedder i Polen kuratorer). Og
nu, i oktober 2013, afholdes for tredje
gang en konference om nye aspekter i den
frie
kriminalforsorgs
arbejde
på
Justitsministeriets Uddannelsescenter i
Ustka, Polen. Konferencen er organiseret
af sammenslutningen af de polske kuratorer, en NGO. Fra dansk side er lederen af
den frie kriminalforsorg, en medarbejder
fra Kriminalforsorgens Uddannelsescenter
og undertegnede inviteret til at deltage.
Aktuelt koncentrerer vores arbejde på
dette felt sig om indførelse og anvendelse
Hvem er vi i sekretariatet?
Karsten Fledelius
Formand
Philip Maschke
Daglig leder
Bjarne Rasmussen
Regnskabsfører
Carl Erik Foverskov
Projektleder, Hviderusland,
Rusland, Kaukasus
18
Hanne Severinsen
Projektleder, Ukraine, Europarådet
Margareta Kepinska Jakobsen
Koordinator, Baltikum, Polen
Søren Riishøj
Centraleuropa
Mikael Lyngbo
Legal Monitoring
Erik Merlung
Legal Monitoring
Arne Stevns
Legal Monitoring
Birgitte Vestberg
Legal Monitoring
af nye typer af alternative sanktioner,
f.eks. de elektroniske fodlænker, samt om
hjælpe- og behandlingsprogrammer med
sigte på udslusning.
Lige fra begyndelsen af sit virke og dermed før kommunismens fald i Polen har vi
i Den Danske Helsinki-Komité beskæftiget
os med forholdene i fængslerne. Vi har
udsendt observatører til talrige politiske
straffesager og ydet støtte til politisk forfulgte. På daværende tid var komiteens
formand, prof. Erik Siesby, en flittig skribent i dansk presse og belyste flere aspekter af brud på menneskerettigheder i
Polen.
I 1987 organiserede komiteen en international konference ”Advokatens rolle i
straffesager som garant for respekten for
menneskerettigheder”. To kendte forsvarsadvokater fra Polen blev inviteret og de
redegjorde for de kritisable forhold på
dette område, gjorde opmærksom på de
helt umenneskelige tilstande i de polske
fængsler og opfordrede komiteen til at
yde hjælp.
Med indførelse af krigsretstilstand i
Polen i december 1981, forfølgelse af den
demokratiske opposition ved brug af stafferet og af fængselsvæsenet som politisk
pressionsmiddel blev der begået grove
brud på de menneskerettigheder, som
Polen havde forpligtet sig til at respektere
ved at underskrive og ratificere internationale konventioner.
I januar 1990 sendte Komiteen i samarbejde med Kriminalforsorgen en gruppe
til Polen, der skulle undersøge fængselsforhold
og
foreslå
forbedringer.
Delegationen bestod af daværende vicedirektør for Kriminalforsorgen William
Rentzmann, Prof. Erik Siesby, Bjørn
Elmqvist og undertegnede. Det var det
første skridt i komiteens intensive samarbejde med den danske kriminalforsorg
omkring vilkårene for afsoning af frihedsstraf og udbredelse af alternative sanktioner.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Vi har i disse snart 24 år gennemført
flere konferencer, seminarer og træningskurser for polske og baltiske fængselsfolk,
tilsynsværger, jurister, politikere, forskere
og medlemmer af NGOer. Disse initiativer,
som snart kom til at omfatte alle de baltiske lande, blev støttet økonomisk af
Demokratifonden, hvor vi var en af de
hyppigste ansøgere. Efter nedlæggelsen af
Demokratifonden har vores polske og baltiske samarbejdspartnere selv søgt midler
fra EU-fonde, og komiteen støtter deres
projektansøgninger.
Undervejs er Margareta Kepinska
Jakobsen blevet hædret med det estiske
fortjenstkors, Pro Lex et Ius, og det lettiske Lacplesis-kors.
Vi har opnået fine resultater. Reformer i
disse lande blev gennemført under dansk
inspiration og efter dansk model. Efter få
år bidrager de polakker og baltere, der har
deltaget i vore kurser, til reformer i de tidligere sovjetiske republikker og arbejder i
dag som eksperter for både FN, EU og
andre internationale organisationer. Andre
beklæder ledende poster i deres respektive
fængselsvæsener og inspirerer til forbedringer.
Margareta taler ved konference i Polen.
Den Danske Helsinki-Komité i arbejde:
Komiteens Margareta Kepinska Jakobsen har i de seneste knap 10 år bistået flere danske folkehøjskoler med udvælgelse af unge mennesker fra de ny demokratier til et ophold på en dansk højskole. Kursusfag har udover almindelige
højskolefag som engelsk, tysk og dansk typisk omfattet danske demokratiske traditioner og kultur, civilsamfund,
minoritets- og menneskerettigheder og europæisk kultur og værdier.
To gange om året sender vi mellem 10 og 20 elever til danske højskoler. Som regel er det personer, der i en længere
periode frivilligt har været engageret i arbejde i en organisation, en NGO. Formålet er at hjælpe unge fra de nye
demokratier til at lære om vore og de europæiske værdier, som EU bygger på.
I starten tilbød en enkelt højskole korte kurser på 2 -4 uger. Opholdet blev finansieret af CIRIUS. Senere er opholdet
på de fleste skoler mellem 3 og 6 måneder.
De fleste elever er blevet anbefalet af NGOer i de baltiske lande, Polen, Ungarn, og Tjekkiet, som Komiteen samarbejder med. I de sidste 4 år har Jaruplund Højskole også kunnet invitere og skaffe finansiering for elever fra Rusland og
de tidligere sovjetiske republikker. I år kan også Nørgaards Højskole invitere elever fra disse lande.
Vi får mange breve, hvor eleverne takker for opholdet og understreger, hvor stor betydning, opholdet har haft for
deres videre udvikling.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
19
Helsinki-Komiteens generalforsamling 2013
Af Philip Maschke
Tirsdag den 21. maj bød formanden,
Karsten Fledelius, velkommen til en velbesøgt generalforsamling i Den Danske
Helsinki-Komité. Til dirigent valgtes
advokat Jytte Lindgaard, der myndigt
ledede knap to timers indholdsrig generalforsamling. Fledelius konstaterede, at
der havde været en meget høj aktivitet i
det forgangne år, især på Ukraine porteføljen, og at komiteen aldrig på en og
samme tid har haft så mange topjurister
tilknyttet. Det er utroligt spændende, at
vi har aktiviteter i Tyrkiet og er på vej ind
i Moldova og Georgien. Formanden takkede Søren Riishøj, der er tilgået vores
sekretariat, for hans indsats især mht.
MenneskeRet & Vrang.
Om Europa
Fledelius spurgte: ”Hvad er det egentlig,
der sker for øjeblikket?” Temaet for vort
blad, MenneskeRet & Vrang, var inspireret først og fremmest af EU-landet
Ungarn, der går så langt i at undergrave
Københavnskriterierne. Formanden pegede på de negative udviklinger, dels aftagende minoritetsbeskyttelse og stigende
majoritetsdominans i lande, der allerede
er blevet medlemmer af EU, som Ungarn
og Bulgarien, dels tegn overalt på jagt på
NGOer. Hvis man ser NGOernes situation
på et kontinuum rækker det fra forfølgelse af minoriteter og NGOer i Rusland
(”fremmede agenter”) til udelukkelse af
NGOer på grund af størrelse fra et traditionelt civilsamfundsforum som Rådet for
Menneskerettigheder. Danmark skulle
helst være et best practice eksempel.
Hvis vi ikke kan holde orden inden for
det europæiske hus, dvs. kan reagere på
lande, der undergraver Københavnskriterierne, hvorledes skal vi så kunne
samarbejde med flere lande? Er EU truet
på sine grundlæggende kriterier, spurgte
20
formanden, forventer vi, at EU skal kunne
monitere civilsamfunds- og retsstatsudviklinger?
Mht. det europæiske hus ærgrede
Hanne Severinsen sig over den manglende opmærksomhed mod de allerede eksisterende politiske monitoreringsinstrumenter som Europarådet, som har et helt
system på plads, og som for bare få år
siden blev taget alvorligt af vore valgte
politikere. I et spørgsmål om politiske
fanger kunne man end ikke samle politikere til stede, som ville stemme for at
udtale sig kritisk. Det automatiske demokratiske flertal er ikke til stede ved
afstemninger i Europarådet, og dette drejer sig også om danske parlamentariske
medlemmer.
Om Rådet for Menneskerettigheder
Det emne, som har ærgret os mest i foråret, sagde formanden, er, at vi i
Helsinki-komiteen naturligvis søgte
optagelse i det ny Råd for
Menneskerettigheder, men i lighed med
andre NGOer har fået afslag.
Beslutningen opfylder ikke lovens ord,
som taler om civilsamfundsorganisationer, der arbejder med menneskerettigheder. Fledelius nævnte, at Jørgen Estrup,
formand for FN-Forbundet -der var sluppet over gærdet til Rådet - havde været
så venlig at tage spørgsmålet om
Helsinki-komiteen op i det ny råd. Der
fremkom ingen begrundelse for, hvorfor
DHK ikke var anset for relevante til en
plads i Rådet, men vi kunne jo klage. Så
det vil vi gerne gøre, og jeg ønsker generalforsamlingens støtte til en klage til
Menneskeretsrådet over, at DHK ikke er
blevet optaget som medlem i det ny råd.
Fledelius oplyste på spørgsmål fra Henrik
Døcker, at hensigten tilsyneladende
havde været at skabe et mindre, mere
håndterligt organ, som kan beskæftige
sig med konkrete opgaver, ligesom deltagerkredsen synes at være de større organisationer med heltidsansatte og dertil
ældre- og handicaporganisationer. Dvs.
at Rådet er skubbet et andet sted hen
end der, hvor det var tidligere. Det er
noget vi ser på med meget stor bekymring,
Keld Aakjær konstaterede, at man med
beslutningen begynder at begrænse
NGOerne – i dette tilfælde primært
udført af universiteterne, der udpeger
hvilke NGO repræsentanter, der skal med
i bestyrelsen. Det er en gal udvikling.
Aakjær anså, at man har ausradiert de
organisationer, som direktionen ikke
ønskede at få med. Men det er realiteten.
Civilsamfundet skal spille en vigtig rolle.
Aakjær anbefalede at klagen skete i kor
med de øvrige organisationer.
Jørgen Estrup erklærede sig enig i, at
det er et meget principielt spørgsmål mht.
hvad Rådet skal gøre i relation til Institut
for Menneskerettigheder og rådets opgave. Det er en diskussion, som allerede var
klar på det sidste møde i det gamle råd i
november, hvor det var en rapport fra
bestyrelsen, på væsentlige punkter skrevet af direktionen, som ikke harmonerede
med de synspunkter, som gjorde sig gældende i rådet som helhed. Det drejede sig
først og fremmest om hvor repræsentativt, rådet skulle være, om man skulle
begrænse størrelsen af rådet, et af argumenterne havde været, at lokalet ikke var
stort nok! Det er spørgsmålet om Rådet
har en funktion i sig selv som et samlende punkt for NGOer på menneskeretsområdet eller om Rådet først og fremmest er
til for instituttets skyld. Hvad kan Rådet
bidrage med?
Måske har man diskuteret for lidt om
hvad Instituttet kunne gøre for at samle
den folkelige idé på menneskeretsområdet. Dette er meget principielt og jeg støtter derfor at forsamlingen her klager over
afgørelsen mht. Helsinki-komiteen.
Carl Erik Foverskov fremførte, at det er
afgørende, at Rådet ikke kun har den
funktion at være repræsentantskab for
instituttet, men også har en funktion som
forum for menneskerettighedsinteresserede NGOer, der kan udveksle erfaringer, og
at det faktisk er en meget vigtig opgave,
at instituttet skal støtte dette forum. Men
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
det er desværre ikke den holdning, den
nuværende bestyrelse for IMR har.
Til rygter om, at Den Danske HelsinkiKomités arbejdsområder er irrelevante for
Institut for Menneskerettigheder kommenterede Hanne Severinsen, at 2/3 af
det, Instituttet for Menneskerettigheder
foretager sig, foregår i udlandet, så det er
meget mærkeligt, at man skal være en
særlig dansk NGO for at komme i
betragtning som rådsmedlem – men det
er vi jo faktisk også!
Formanden takkede for alle kommentarer og støtte til afsendelse af en klage
til bestyrelsen for IMR. Formanden citerede § 2 i Rådets statutter: Rådet sammensættes således, at det afspejler de synspunkter, som gør sig gældende blandt
civilsamfundsorganisationer, der arbejder
med menneskerettigheder. Særligt berørte offentlige myndigheder, der beskæftiger sig med menneskerettigheder kan
desuden optages som medlemmer af
rådet.
Dvs. at det primære er civilsamfundsorganisationer, der arbejder med menneskerettigheder, uden nogen begrænsning
af nogen art. De skal afspejle de synspunkter, der findes. Det er synspunkter,
der er det afgørende. Udvælgelsen har
således ikke foregået ud fra de den 8.
januar 2013 vedtagne bestemmelse om
medlemskab af Rådet ved Institut for
Menneskerettigheder, ”Danmarks nationale menneskerettighedsinstitution”.
3) På Ruslandsområdet havde
Foverskov været medarrangør af konferencen på Christiansborg om GULagsystemet, tvangsarbejdslejrene i Sibirien,
hvor en række fortrinlige foredragsholdere forelagde vidne- og historiske beskrivelser. I foråret 2013 deltog Foverskov i
Baltic Sea NGO Forum i Skt. Petersborg,
der holdes parallelt med Østersørådets
møde, på samme tid som den russiske
regering greb ind med stor voldsomhed
over for kritiske NGOer. Det var både
rystende og spændende, men havde desværre stort set været et tabuemne på
konferencen. Kun en enkelt deltager fra
Memorial havde taget fat om temaet,
således som det var fremgået af
MenneskeRet & Vrang. Foverskov syntes
at skimte et skisma mellem organisationer, der beskæftiger sig med forholdsvis
ufarlige emner, og gerne vil have ro, og
så de NGOer der beskæftiger sig med
mere politisk sprængfarlige emner, og
risikerer at blive erklæret for fremmede
agenter, i russisk sprogbrug det samme
som at være spion.
Hanne Severinsen fortalte om den
politiske side i Ukraine, hvor hun udnytter at være kendt fra tidligere som ”den
skrappe dame fra Europarådet”. Jeg
kommer så stadig med skrappe udtalel-
ser, bl.a. til Ukrainian Week på
www.ukrainianweek.com, hvor der er
mange gode artikler, som f.eks. er kritiske overfor oligarksystemet og økonomien, sagde hun. I første række er det således Severinsens årelange europæiske
erfaring og personlige kapacitet, komiteen trækker på, og i mindre grad komiteen, der udsender Hanne Severinsen!
I fortsættelse af Hannes Ukraine arbejde annoncerede hun, at Julija Tymosjenkos datter, Evgenija Tymosjenko
ville deltage i Folkemødet på Bornholm.
Evgenija Tymosjenko rejser verden rundt
for at tale sin mors og Ukraines sag, og
på Bornholm i juni var der arrangeret
møde med Mogens Lykketoft og Uffe
Ellemann-Jensen.
Jura
Mikael Lyngbo konstaterede, at komiteen
nu har udkrystalliseret en legal side og en
politisk side, som heldigvis fungerer godt
sammen. Det er de samme problemstillinger, vi angriber på forskellig måde. Den
legale gren af sekretariatet er nu udvidet
med de pensionerede Erik Merlung, Arne
Stevns og Birgitte Vestberg. I begyndelsen af året 2013 fik vi heldigvis ny fondsstøtte fra Dreyer-Fonden, der var med til
at starte legal monitoring projektet, som
Politik
Formandens beretning over det forløbne år
blev derefter aflagt således, at sekretariatets aktive præsenterede hver sit område:
Carl Erik Foverskov bekendte sig til den
politiske og historiske side af komiteens
virke og konstaterede, at han jo ikke er
jurist. Hans interesseområder er Rusland,
Hviderusland og Kaukasus. Blandt årets
aktiviteter fremhævede Foverskov:
1) arbejde med kommentering af
udlændingeloven – som vi i øvrigt mener,
bør skrives om, 2) et spændende besøg i
Hviderusland, hvor vor delegation havde
befundet sig ”midt i oppositionens
maskinrum” op mod parlamentsvalget i
august 2012. Desværre har vi ikke haft
held med at finde fondsstøtte til DHKprojekter i Hviderusland.
Folkemødet Bornholm, juni 2013, fra venstre Boris Tarasjuk, fhv. ukrainsk udenrigsminister, Evgenija Tymosjenko, Uffe Ellemann-Jensen, Mogens Lykketoft.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
21
dermed kan fortsætte. Ukraine legal
monitoring projektet, sagerne mod Julija
Tymosjenko, Valerij Ivasjenko, Jurij
Lutsenko og Jevhen Kornijtjuk, havde for
en måneds tid siden ført til, at
Europarådet og Det danske Udenrigsministerium fandt hinanden i et projekt
på 2½ år, hvor Danmark bidrager til en
udvikling af det ukrainske retssystem. Det
har tre hovedindhold: at bidrage til
implementering af ny retsplejelov, at
forestå reformen af anklagemyndigheden, en tung opgave, og for det tredje
uddannelse af dommere, anklagere og
forsvarsadvokater. Man har tilknyttet fire
eksterne eksperter hertil, en spansk, en
georgisk, en hollandsk og undertegnede.
For Europarådet har der vist sig stort
behov for denne type ekspertise. Således
har Birgitte Vestberg været i Moldova på et
langsigtet projekt for anklagemyndigheden,
Arne Stevns har været i Tyrkiet på et projekt
for reform af det tyrkiske retsplejesystem og
jeg var på det samme projekt for de domstole, der arbejder med terrorismesager. I
oktober måned 2013 har vi i komiteen sagt
ja til at være værter for et studiebesøg af
tyrkiske anklagere i Danmark. Senest har jeg
været i Budapest for Europarådet for at
give en redegørelse til det sjette EuropaUkraine Forum, og i næste uge skal jeg til
en udenrigs- og sikkerhedspolitisk høring
om Ukraine i Europa-Parlamentet, afsluttede Mikael Lyngbo.
Erik Merlung fortalte, at han sammen
med Arne Stevns har overtaget Ukraine
monitoreringen og i april var på en fact
finding rejse til Kiev for at blive briefet på
retssagerne. Tymosjenko er udstyret med
syv års fængsel i tvivlsom sag afsonet
under barske vilkår. Nu i januar blev det
bekendt for hende, at der indledes strafferetlig sigtelse i en ny sag om kapitaldrab, der ville give livstidsdom!
Denne sag kører ved en ny institution,
det er dog ikke den samme dommer hver
gang, og det er snarere unge dommere på
prøve. Der afholdes adskillige retsmøder
med ét vidne ad gangen, forsvareren indkaldes typisk aftenen forinden og får
først dér dokumenterne. Sagen trækkes i
langdrag og der savnes konkret beskrivelse af, hvad forbrydelsen egentlig består i.
På rejsen mødte vi en af Tymosjenkos
forsvarsadvokater, fhv. medlem af det
22
ukrainske parlament, Vlasenko. Endnu en
tidligere vicepremierminister, Gregorij
Nemirija, retsforfølges nu. Det må efter
alt at dømme kaldes uskadeliggørelse af
politiske modstandere.
Arne Stevns sagde, at det er en NGOs
opgave at skaffe indflydelse. Det har vi
opnået gennem såvel EU's som
Europarådets opmærksomhed i det forgangne år. Vort samarbejde med
Europarådet har bevirket, sagde Stevns,
at jeg blev udsendt til Tyrkiet sammen
med repræsentanter fra andre europæiske
lande for at undersøge, hvorfor Tyrkiet
har så elendig en record menneskeretsmæssigt. Tyrkiet er det land indenfor
Europarådet, der har flest domme for
overtrædelse af menneskeretskonventionen. Det er også faldet EU's menneskeretskommissær for brystet og han har
været på inspektion flere gange.
Problemet i Tyrkiet er især sagernes
varighed, en straffesag kan sagtens tage
10 år. Det største problem er – når sagerne trækker ud i årevis – at de tyrkiske
myndigheder ikke har kapacitet til at
behandle alle de straffesager, der rejses.
Så vor opgave var gennem besøg i
Ankara, Izmir og Malatya og møder med
dommere, forsvarere, retssystem og
NGOer at finde ud af, hvad det er, der
spænder ben for, at retsplejen kunne fungere ligesom i andre lande indenfor
Europarådets medlemskreds. Det er ikke
alene et ressourcespørgsmål, det er også
spørgsmålet om at arbejde mere hensigtsmæssigt. Det har vi i høj grad adresseret
gennem forslag til at effektivisere anklagemyndigheden og anvende case management. Vi har noteret vore findings og
anbefalinger i en diger rapport.
Margareta Kepinska Jakobsen, der er
særligt orienteret mod de baltiske stater
og Polen, konstaterede, at der er et stort
behov for at hjælpe små NGOer med at
opnå til kendskab til menneskerettigheder
og især minoritetsrettigheder. Margareta
har formidlet sociale projekter til Kofods
Skole. Margareta takkede Ole Meldgaard
for dette samarbejde. Forskellen på rig og
fattig i de ny demokratier bliver større og
større. Fattigdommen bliver større og
større. Projekterne må nu finansieres ved,
at NGOer på stedet søger EU midler, hvor
vi er partnere.
Arbejdet med Polen fortsætter med
indføring af alternative straffe, og der
gennemføres studiebesøg her i Danmark i
samarbejde med kriminalforsorgen. I
2012 gennemførtes 3 studieture, som var
finansieret af europæiske fondsmidler.
Kommentarer
Under kommentarer til beretningen
anbefalede Keld Aakjær komiteen at
beskæftige sig med udenrigspolitik som
f.eks. at følge det kurdiske spørgsmål
meget tættere i stedet for næsten udelukkende at fokusere på legal monitoring.
Mht. komiteens kommunikation roste
Keld Aakjær det seneste nummer af
MenneskeRet&Vrang og håbede, man
kunne fortsætte i dette spor.
Tom Rytlander rejste kritik af, at det
ikke har været muligt for komiteen at få
gang i en tidssvarende fungerende hjemmeside og bad om, at det nu ville blive
givet højeste prioritet.
Tue Magnussen ønskede bl.a., at komiteen skal beskæftige sig mere med den
aktuelle danske flygtningepolitik og
tvangsudvisninger,
ligesom
Tue
Magnussen anbefalede fortsat deltagelse
i høringer, især om udlændingeloven.
Valg
Posten som formand er på valg hvert
andet år. Bestyrelsen havde foreslået formanden genvalgt og dirigenten kunne
konstatere, at der ikke var andre kandidater, hvorefter formanden genvalgtes med
akklamation.
Der var også valg for en toårig periode
til tre pladser i bestyrelsen, hvortil opstillede fire kandidater. Genvalgt blev Mads
Fleckner og Mikael Hertoft, nyvalgt til
bestyrelsen blev cand.jur. William
Rentzmann,
fhv.
direktør
for
Kriminalforsorgen.
Efter den formelle del af generalforsamlingen og et glas vin eller vand gav
lektor i forfatningsret ved Syddansk
Universitet, cand.jur. ph.d. Pernille Boye
Koch forsamlingen en fremragende præsentation og gennemgang af lovarbejdet
omkring den ny lov om offentlighed i
forvaltningen. Herunder med henvisning
til såvel tidligere betænkninger som kritikeres og fortaleres argumenter.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Konference om personer på tålt ophold og
afviste asylansøgere i Danmark
Af Philip Maschke
Asylkonferencen på Christiansborg den
12. september ”Hvorfor rejser de ikke
bare hjem” samlede fuldt hus, desværre i
en sådan grad, at deltagere havde måttet
afvises. Konferencens formål var at sætte
fokus på problemstillingerne ved langvarige ophold i et lejrsystem, som ikke er
beregnet til det, set ud fra juridiske, psykologiske, sociale, politiske, menneskeretlige og praktiske synsvinkler.
Denne brede faglige og praktiske dækning lykkedes, omend den stillede krav til
tilhørerne om at holde ørerne stive. Hvad
der ikke lykkedes havde været at formå
politimyndighed eller Justitsminister/
justitsministerium til at deltage.
Arrangørerne – Den Danske HelsinkiKomité, FN-Forbundet og Røde Kors havde også gerne set Socialdemokraternes, SFs, Venstres, Konservatives
og Liberal Alliances tilstedeværelse.
Dagens særdeles professionelle ordstyrer var Knud Vilby.
Referenten tog derfra med indtrykket
af behov for større anvendelse af psykologisk indsigt, for bedre håndtering af
usikkerhed og frygt; af en lovgivning og
administration på juridisk kviksand; af
afgørelser, der bygger på subjektive skøn
og som kritiseres for manglende gennemsigtighed og manglende dokumenterbar
ensartethed; af svingende tolkekvalitet;
af individuel retssikkerhed i uoverensstemmelse med europæiske menneskerettigheder; af psykisk skadende langvarige
udsigtsløse ophold, samt endelig af et
kludetæppe af en udlændingelov, som
både eksperter og bisiddere mener, nu bør
skrives om.
Jurister diskuterede manglende retssikkerhed, Red Barnet pegede på manglen-
de hensyn til barnets tarv og manglende
efterkommelse af anbefalinger fra FNs
Børnekomité (FNs Børnekonvention),
som Danmark var blevet pålagt i 2011,
bisiddere diskuterede hvorledes man
afdækker asylansøgeres motiver, læger
diskuterede virkninger af udsigtsløshed.
Zenia Stampe konstaterede i sin velkomst, at området er et politisk ualmindeligt vanskeligt område, og at alle med
ansvar forsøger at lukke øjnene og holde
munden lukket. Hun opfordrede deltagerne til at fortælle om de berørte menneskeskæbner og især om også at sende
oplevelserne til de borgerlige partier
Venstre, Konservative og Liberal Alliance.
Det må konstateres, at humanitær
opholdstilladelse kun bevilges efter at
flygtninge er blevet alvorligt syge, sagde
Stampe.
Carl Erik Foverskov omtalte den helt
særlige gruppe mennesker på tålt ophold,
der som følge af ofte ganske beskeden
kriminalitet eller evt. bar mistanke bliver
tvunget til at opholde sig i lejrene måske
“
Iran, Somalia, Bosnien, Syrien –
hvem er i tvivl om, at der er et
beskyttelsesbehov? Men Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet har udvist svingende praksis for disse lande
“
resten af livet. Et livslangt tålt ophold
efter ringe kriminalitet er et stort problem
for dansk menneskerettighedspolitik,
mente Foverskov. Han satte også spørgsmålstegn ved hvorvidt de såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger, hvis
formål er at få afviste asylansøgere sendt
Politikerpanel: Kun MFerne Zenia Stampe, RV, Johanne Schmidt-Nielsen, EL, og Christian
Langballe, DF, havde fundet vej til asylkonferencen.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
23
“
Udlændigeloven er et monster af
lovsjusk, således som den ser ud
i dag efter 75+ ændringer. Det er
alle regeringers ansvar. Enhver
liberal eller strammer har pligt
til at sørge for, at den lov bliver
skrevet om
“
hurtigt ud af landet, blot forværrer forholdene for asylansøgere.
Arrangørerne ønskede med konferencen at belyse det danske asylsystems
manglende indretning til at håndtere
”longstayers”, personer typisk på tålt
ophold, der af den ene eller anden årsag
ikke kan udsendes efter afslag på asyl.
Langvarige ophold i et lejrsystem, som
ikke er beregnet herpå, er fysisk og navnlig psykisk invaliderende for de berørte,
som - uanset om det videre liv skal foregå i Danmark eller et andet land – får
meget svært ved at vende tilbage til en
Michala Bendixen, Refugees Welcome: I
Danmark kan man ikke blive enig med sig
selv om, hvornår der er borgerkrig i et land.
24
almindelig tilværelse. Og det er værst for
børnene. En ganske stor og desværre
voksende andel af de asylsøgende tilbringer flere år, op til 10 år, i asyllejrene.
Foverskov beklagede, at det ikke havde
været muligt at få oplæg fra Politiets
Nationale Udlændingecenter, der står for
udsendelsesproceduren, og ej heller fra
Justitsministeren.
Retssikkerhed var et kernetema.
Professor Jens Vedsted-Hansen kaldte det
et juridisk limbo, at omkring 180 syrere,
der på tredje år ikke kan tilbagesendes,
kun lever beskyttet af berostillelse af deres
sager. Efter denne lange periode er de nu
i en situation, hvor de enten skal have asyl
eller en anden beskyttelsesstatus.
Advokat Bjørn Elmqvist redegjorde for
sit forsøg på siden højesteretsdommen i
juni 2012 om tålt ophold i Karkavandisagen, der erklærede den pålagte meldepligt og overnatningspligt i modstrid med
den europæiske menneskerets frihedsrettigheder, at opnå dommen anvendt på en
tilsvarende sag for en klient. Til dato har
Justitsministeriet ikke offentliggjort ny
instrukser med basis i denne højesteretsdom. Myndighederne skal rette ind efter
en højesteretsdom, men dette er efter 1½
år ikke sket. Der var også andre eksempler
på, at sagsbehandling synes at være gået
i stå, således at advokaterne må klage til
ombudsmanden.
Konferencen diskuterede de meget
store menneskelige og juridiske problemer det giver, at det alene er politiets
vurdering, der afgør spørgsmål om, hvorvidt asylansøgere vil samarbejde eller
ikke.
Børnepolitisk konsulent Inger Neufeld,
Red Barnet, redegjorde for, at set i barnets perspektiv peger forskningen på
disse faktorer for børns mistrivsel i asylcenterlivet:
• Forældrene mister grebet om forældrerollen
• Usikker hverdagssituation
• Børnene mangler mulighed for at
udvikle stabile venskaber og sociale
netværk
• Børnene mangler sammenhængende
skolegang og tilknytning til majoritetssamfundet
• Belastende oplevelser som slagsmål,
uro i centrene og lejlighedsvis afhentning af venner i centret er negativt
belastende faktorer.
Zachary Whyte, ph.d.: Ringe, men stigende
grad af samarbejde mellem stater. Der
mangler viden om returprogrammers effektivitet.
Zenia Stampe, RV: Er vi overhovedet gode
nok til at lytte, til at forstå flygtninge, til at
forstå, at man ikke ønsker at returnere pga.
frygt, håbløshed, udsigtsløshed, magtesløshed? Humanitær opholdstilladelse tildeles
ikke før end at folk er blevet alvorligt syge
af at være her.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
998776958443
210/.-0.,/.
/+*),('.&82
%$#"!,!2 .0$.-2>=<;:==
987=6543=28
8 8 104/<4/8/
=.9=/8-=8,++=8*)/
=8(.=3'8
&+9=3%6=/8%$"8(
04/<4/8)9!6)
9:=/=8/4-98)<9
&+9=3%6=/8%$8)
6):8,++=8*)/=8/=.
9!6) 9:=/="8-=
9=/8(.=38
/8:=/ =80,6"83
= 8=/8<4/(, -/=
!#"!)2"
-=8,8)8/=.9=8(
&.2 /4%464:"
.=38
8(8<4/-
8 8 -9= -=6
9=9%/45=-;/=
8438-=8-) 9+=
8,8=;/4%,9+8%=
8)9!69!9=3"8*
/9%=+,08
(8 ,028
&/8-=/8 4:= 89=
-=/"8(04/8-=8*
)/=8/=.9=/8(.=3'
10)-8, -=*/=
8
8/=;/%/4:/)3
3=/8<4/8)<0,9=8)
9!6) 9:=/='8
()/,2+
)!2/!,.-2&$,20.
2&*2*,/"
*,0.).822
,7
670/967.5654697367211;24
727 /*-/917
/4"$/*4!#696
%67
<;:98:979697(
7/8
:#
'7%'$%7:(.:$37
:-7(694:*6
+:*8696*)67
9771$7
7746(%6-06
0:9#7
:943/#736*
7.924%2/*4
6*
/$
44
$$6
7
:
*372$0"75
934%"9697+
95844695874
32)**/&88
7
95874697847
8
9*/$24%
8
7
8
7
76$1:-4%
,1/(/7
#2",)!&,+& (0/
7
-,+*-)(2'(&%$/(
(6743210/2.
6*2/7%/&,($7
210/2310/"
(730/-&,
!9#6*74%9
978476978543
2
!++.!/.
7
7*3$63*2*#
2
88
9785469854
32!-.,0.'!&8
8
0+$7
-&%*(2()%+&*+
(*$)(,(/#2(&2
"/(&7
;6941:;7/0
%(&,()%(%/0(,
/9$79217:
+& (&2-12(
)$&
/2+210
(,
(&&(%+ $+
8
2
694(61%2;69
792324167(
/%+$($2
/#2-/"%2&+(
7/01(%%0
4%63</*46*
6*4763
/0%$+))(,(2
+&,/(,(20 2(
2 ,%(&,()%(%
%/( )(/2
00),2
,+%&+&
)-& -/+ (2-%)
-%(*$(/2(,2
"/+,+%*(2
+%*230/(&+& 2
210/2.($%0)+$
-&,
/
#230
*-$
-24%7,0
5!9*7$
),2
,2
/2(,2$)$200
2 )$200)
/($%)+ (2-%(*$(
,2
0 2(&&(%*(
($2+2$)$200)
"/+,+%*(2
$(/
%")
/2/(
2/22%- (/#2,(/
#2.(,7-/&($2
*%()(
)+$+%*2*0&%")(&$
&$0)#2/&(0
86$37-&,%+(
(,(/2
$+
2/($
2,(
*#676
-/
% (/(%2/&22
1+%$(2-%)-&
2
#4.:$36967
7367%967:($
'$789/74/$6*7%2$
(!9#4-
2
7+:9%7/46
Anne la Cour, Røde Kors: Der er lige så
mange individuelle grunde til ikke at ville
rejse som de 1.850 mennesker, vi taler om.
32.2/-0".0
///$.2*2/
*#$!,.2*-/.
.-/.)2!+2,!
!-2*,.
-!)$.2*
)*+
"*,088
9!+464:,9+=84: +2(=<%9!+464:84:8<):5(=
<8>-=84/928
8945,)6=8<)+4/=
/8,8/=6),4 8,68
6) :84%(46-8
''.2%-6
-0.)/.-2,/+
943(=-9) 90)
; -(=-9399
/6,:86:="8%9!+,
,:=8+4 9=+0=
)=/"8>-=84
9=/8
/98
.-.2$.)2%
=5,)66:=8,8*
/
=84
:8;
4 9=+0= 9=/
:-439%9!+,)
8<4/8*/ = =98;
/,"8("8,6,:=/=840=/6:
-0,+6, :8
=8
8()/,2+)
!2/!,.-2&$,20
.2&).2*,/"
*,0.).88
,/"*,0
.)-.2*2).
)/.-&!-&.)
4/96):8,68<4/*=
2+)!2*,.&$-/, :=/8
.&/2!)&$.)
32
9854698443
2+/,&-$-88
8
8
2
%9)36, :8%$8):= 80=-84/-9
!/=/= 8
<96;= -=8*=3
/+ , :=/80=
-8/:= 8&9/;
%"8
))!-().)
32 6+*)'0.&2.-2!-/
.2.,/$-$6
*$&2*2(0
.2
*)/82
Carl Erik Foverskov: Det er et alvorligt
demokratisk problem, det er uantageligt, at
man ikke kan etablere en erfaringsbaseret
dialog med politiet (NUC), justitsministeriet
eller Justitsministeren ved en konference
som denne på dette sted.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
<4/*; -=8
66=8=/80=6+43
="83= 8,63=6,63=6-, :8+)
,
89+=80=-8=3),68 :8=/84*6,:)4/,9+8)<8(= 9!
8,689,++=/(=-9
,68+4 <=/= 5=
88 </80=
%/45=-;/= 8%$
(=69, +,+43
6,:98 )0 "8)8(/,9,) 9*4
,== -+"89= =98
/=99="8 4:8 =04/:
/:8
%$8+4 428)
3) -):8-889
) ,9),4 84
9+=8) +8>=:
=%=3*=/8
<=/= 5=:=*!/=8
/884 48
=/8+
8 =*!/=8-
/8"8=6*
89= =98
++=/84:9$8= 89,3
=88
-8
*=-=98, -9)8
89
=%=3*=/888
%=68</4+4989)
8 <8 (= 9!
-
,5(84:8+)<<=83
8 ,68 9,++=/(=-9
=-893$+):=/8
%/45=-;/= 8 4:8
9= =988
/=:,9/=/, :=
8 %$8 (/,9,)
9*4/:8 *=-=98
3) 8 3-=8 ,8
:4-8 ,-"8
Jens Vedsted-Hansen: Afslag på asyl, men
gentagen berostillelse på tredje år af
tvangsmæssig udsendelse = i praksis midlertidig beskyttelse uden lovgrundlag.
25
“
Man bør være langt bedre til at
forklare/håndtere/motivere
folk til at rejse tilbage, langt
bedre til at tage den subjektive frygt seriøst
“
Selv efter de seneste lempelser om
udflytning har forældre på tålt ophold
ikke mulighed for dette. Dermed er der
ikke i lovgivningen fokus på børnenes
behov for et liv som andre børn
Red
Barnet
mener,
at
FNs
Børnekonvention skal gøres til dansk lov.
En af de børnegrupper, vi mener helt
konkret vil kunne få allerstørst glæde
heraf, er børn, hvis forhold er reguleret
under Udlændingeloven, sagde Neufeld.
Det var, hvad der skete i Norge, da landet
i 2003 inkorporerede Børnekonventionen
i norsk lov. Asylbørn er en af de børnegrupper, der har mærket størst fordel
heraf. Der er nu mange afgørelser ved
norske domstole af, at forud for beslutninger, der vedrører børn, skal der have
været en proces, hvori barnets tarv bliver
afvejet. Og børn skal høres i denne proces.
I det hele taget peger Red Barnet på, at
børnene i Danmark for ofte bliver vedhæng til de voksnes sag, hvorved man
undlader at tage udgangspunkt i børnenes tarv. Et særligt problem udgør uledsagede børn, der kan se frem til udsendelse i 18 års fødselsdagsgave.
Inger Neufeld henviste endelig til regeringsgrundlaget ”Et Danmark, der står
sammen” fra 2011, hvor regeringen
ønskede at foretage en undersøgelse af,
om udlændingeloven er i overensstemmelse med FNs Børnekonvention samt
hvilke ændringer og initiativer, der eventuelt ville være nødvendige. Der er ikke
kendskab til, at en sådan undersøgelse er
på gang.
Antropolog Zachary Whyte redegjorde i
26
et forskningsperspektiv for hvilken dansk
og international viden, der foreligger pt.
Han har bl.a. belyst emnet i en rapport
for DIIS, og pegede på:
• Definition: En bæredygtig returnering
indebærer, at hverken den afviste eller
lokalsamfundet stilles værre.
• Uklare ansvarsfordelinger mellem stat
og aktører, når der ikke leves op til det
aftalte program
• Hvad er hjem? For en asylansøger er
hjem aldrig hjemligt. Hjemlige netværk
er ofte pressede eller spredte.
• Nøglebegreber for en bæredygtig tilbagesendelse er:
- Forbedret viden / evaluering / monitorering
- Samarbejde mellem stater og aktører
- Sammenhæng før afrejse og ankomst
i hjemlande – mistro opstår let
- Kontinuitet for asylsøgeren, skal
kunne gennemskue program og tilbud
- Skræddersyning betyder individuel
orientering/forankring/kontekst
• Frivillighed
- Den optimale hjemsendelse er frivillig
- Men bagkanten er hård, når den er
udvisning
- Motivationsfremmende foranstaltninger er ofte uvirksomme
Med ovenstående sociologiske model
drøftede Zachary Whyte de to bestemmende faktorer for en migrants adfærd:
eget selvværd (lodret akse) og migrantens
opfattelse af værtslandet (vandret akse).
Modellen udpeger dermed fire principielle motiver/profiler.
Læge, psykiater Ebbe Munk-Andersen,
Røde Kors, drøftede stress og psykiske
lidelser med udgangspunkt i definitionen
af begrebet sundhed: Størst muligt fysisk,
psykisk og socialt velbefindende, ikke kun
frihed for sygdom. Senere udvidet med:
Evnen til at mestre dagligt stress og begivenheder uden at blive syg, utilpasset
eller miste sit velbefindende.
“
Justitsministeriet har siden den
afsagte højesteretsdom i juni
2012 ikke kunnet formå sig til
at anvende dommen og at
udstede ny instruks om
meldepligt og opholdspligt
“
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
EuropaParlamentets beslutning om Rusland
Europa-Parlamentets beslutning af 13. juni 2013 om retsstatsforholdene i Rusland
(2013/2667(RSP)
Europa-Parlamentet ,
– der henviser til sine tidligere betænkninger og beslutninger om Rusland, navnlig beslutningen af 17. februar 2012 om
retsstatsprincippet i Rusland(1) , beslutningen af 13. september 2012 om den politiske anvendelse af retsvæsenet i Rusland (2) og
betænkningen med Europa-Parlamentets henstillinger til Rådet, Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om forhandlingerne om en
ny aftale mellem EU og Rusland(3) ,
– der henviser til den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på
den ene side og Den Russiske Føderation på den anden side og de igangværende forhandlinger om en ny aftale mellem EU og
Rusland,
– der henviser til aftalen om »partnerskab for modernisering«, som blev lanceret i 2010 i Rostov ved Don, og til tilsagnet fra
Ruslands ledelse om at anvende retsstatsprincippet som grundlag for moderniseringen af Rusland,
– der henviser til Ruslands forfatning, navnlig artikel 118, ifølge hvilken retsplejen i Den Russiske Føderation alene varetages af
domstolene, og artikel 120, der fastslår, at dommerne er uafhængige og kun underlagt forfatningen og de føderale love,
– der henviser til EU's årsberetning om menneskerettigheder og demokrati i verden,
– der henviser til resultaterne af EU-Rusland-topmødet den 3.-4. juni 2013 og konsultationerne om menneskerettigheder den 19. maj
2013,
– der henviser til erklæringerne fra Unionens højtstående repræsentant om udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om Golossammenslutningen, om situationen for ngo'er i Rusland og om Magnitskij-sagen,
– der henviser til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, FN's erklæring om
menneskerettighedsforkæmpere og FN's erklæring om individers og samfundsgruppers ret og pligt til at fremme og beskytte
universelt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,
– der henviser til, at det i 2009 tildelte Sakharov-prisen for tankefrihed til Memorial, en russisk ikke-statslig organisation, der bl.a.
kæmper for politiske fangers rettigheder i Rusland, og at der i Europa Parlamentet er voksende støtte til tanken om at indstille
»Memorial« til Nobels fredspris,
– der henviser til Venedigkommissionens udtalelser om den russiske føderale lov nr. 65 af 8. juni 2012 om forsamlinger, møder,
demonstrationer, marcher og strejkeblokader og loven om administrative forseelser, den russiske føderale lov om bekæmpelse af
ekstremistiske aktiviteter og den russiske føderale lov om den føderale sikkerhedstjeneste (FSB),
– der henviser til forretningsordenens artikel 122, stk. 5, og artikel 110, stk. 4,
A. der henviser til, at Den Europæiske Union fortsat er fast besluttet på at uddybe og videreudvikle forbindelserne mellem EU og
Rusland i overensstemmelse med de principper, der er nedfældet i partnerskabet for modernisering, og som er baseret på et dybt
gensidigt engagement i de demokratiske principper, respekten for grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder,
retsstatsprincippet, tale- og ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og respekten for den menneskelige værdighed og lighed;
B. der henviser til, at Rusland som medlem af Europarådet og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og
medunderskriver af FN-erklæringerne har forpligtet sig til at fremme og beskytte menneskerettighederne, de grundlæggende
frihedsrettigheder og retsstatsprincippet;
C. der henviser til, at udviklingen i Den Russiske Føderation fortsat vækker alvorlig bekymring hvad angår respekten for og
beskyttelsen af menneskerettigheder og overholdelsen af almindeligt vedtagne demokratiske principper, regler og procedurer;
D. der henviser til, at presse- og mediefriheden, såvel online som offline, er et afgørende aspekt i et demokratisk og åbent samfund,
ligesom den er af grundlæggende betydning for bekæmpelsen af korruption og beskyttelsen af menneskerettighederne og
retsstatsprincippet; der henviser til, at den uafhængige presse som et kollektivt udtryk for ytringsfrihed er en af de centrale aktører i
medieverdenen og har rollen som demokratiets vagthund;
E. der henviser til, at en række retssager og processer, heriblandt sagerne mod Magnitskij, Khodorkovskij og Politkovskaja, i de
seneste år har skabt tvivl om domstolenes uafhængighed og upartiskhed i Den Russiske Føderation; der henviser til, at de
ovennævnte højtprofilerede sager, som er dem, der er bedst kendt uden for Rusland, blot er enkelte eksempler på den russiske stats
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
27
sikre borgerne
retfærdighed;
er på
ij, i øjeblikket
Aleksej Navalnpå at straffe ham som en
,
ist
iv
kt
sa
nd
mper og samfuet politisk motiveret forsøg siv korruption på de
rruptionsbekæ
as
nde advokat, kom han hævder repræsenterer ij konsekvent har afsløret m
de
træ
m
fre
en
so
,
, at
valn
er
til
Na
r
ag
kl
at
ise
,
an
nv
til
af
r
he
d
r
ise
nv
grun
F. de
geringen, der he
n i Rusland på
anklagebænke trædende modstandere af re
af præsident
m
at;
ar
fre
t
pp
es
tsa
m
sta
r indsættelsen
de
e
af
2012, dagen fø løst med magt på
er af det russisk
aj
au
m
ve
6.
ni
n
te
de
«
jes
op
en
hø
»millionmarch elige uafhængige kilder blev; der henviser til, at rapporter t
er, der deltog i
sa
ld
lid
positionsaktivistat demonstrationen ifølge påagtanvendelse og vilkårlig vo gelseskommission sammen
op
de
at
,
til
r
,
;
iet
lit
G. der henvise tsforfølges; der henviser til ltagerne for overdreven m den og en uafhængig undersø
po
gheder som
de
Putin, fortsat resen af uropoliti, der udsatte enneskerettighedsombudsmanhos såvel de russiske myndi
Bolotnaja-Plad s menneskerettighedsråd, m acerede ansvaret for volden
pl
g af ngo'er,
fra præsidenten e offentlige personligheder
rtier, finansierin
af politiske pa har bidraget væsentligt til
g
in
er
af fremtrædend
str
gi
re
m
vedtaget love om
netfiltrering, so
ste måneder er
r i form af inter
, at der i de sene eskrænkelse og restriktionei Rusland;
til
r
ise
nv
he
r
e, ær
nd
H. de
r, der er
reelt civilsamfu
hed, ekstremism
lle organisatione
forsamlingsfri klimaet for udvikling af et
ikke-kommercievgivning om ngo'er og om
e
af
isk
n
ss
ge
ru
r
rin
ve
ær
gi
lo
forv
og en lov, som der henviser til, at den nye e afvigende politiske
æl
«;
i juli 2012 vedt
iske parlament tus af »udenlandske agenter dertrykke civilsamfundet, kv
ss
ru
t
de
at
,
til
r
sta
un
I. der henvise og finansieres fra udlandet, ste år er blevet brugt til at ne;
politisk aktive lingsfrihed inden for det seneratiske opposition og medier
r forbyder
retten til forsamchikanere ngo'er, den demok
lovgivning, de
v på
skriminerende nylig vedtog en lignende lo
di
n
de
e
dr
synspunkter og
in
rh
fo
for
n
at
r
ae
fo
m
t
or
Du
gj
at
r
,
nviser til
er intet ha
rale myndighed i ni regioner i Rusland, der he
r til, at de føde
t
J. der henvise propaganda« i at træde i kraf
r chikane,
»homoseksuel
blevet udsat fo
et over at være side;
ag
kl
r
nationalt plan;
ha
d
rå
ds
enneskerettigheandre tiltag fra russisk politis
præsidentens m
medlemmer af deres kontorer og ejendom og
dladelse af at
til
r
ise
nv
he
r
af Ruslands un
af
K. de
ør, ransagning
fortsat hæmmes
rh
fo
nd
g,
sla
in
Ru
er
id
og
intim
rne mellem EU
g af forbindelse
tidige udviklin og styrke retsstaten;
m
fre
n
de
at
,
af Europarådet
ier
r til
r som medlem
L. der henvise ldt ud i de demokratiske værd
ge forpligtelse neskerettighedskonvention
tli
fu
re
sig
le
re
na
ge
tio
ga
na
en
en
ter
m
erholder sine in nedfældet i den europæiske
det fuldt ud ov
er
gtigheden af, at r og retsstatsprincipper, der er;
vi
om
nd
sla
1. erindrer Ru gende menneskerettighede lige og politiske rettighed
e
raf fra de russisk
og de grundlæg nale konvention om borger
håndhævelse heminoriteter;
e
lig
år
lk
tio
vi
n
na
de
og den inter
kende love og skerettighedsforkæmpere og
neste undertryk
eder ved de se ilsamfundsaktivister, menne
gh
eli
nk
tæ
be
e
civ
s-,
ngo'er,
er alvorlig
skytte forening
2. tilkendegiv side, ofte i form af chikane af
ligtelse til at be marbejde med EU;
rp
fo
ge
s
tli
er
re
ed
le
sa
myndigh
sin internationande civilsamfund som dets
re
overholdelse af
nds manglendessel mod såvel Ruslands pulse
sla
Ru
er
ov
sieres fra
et
lig
tru
ro
en
ru
r
fo
t
gø
rk
ud
r
aktive og finan
stæ
de
3. er
r, der er politisk ed at registrere ngo'er som
mlingsfriheden,
ne
rsa
tio
fo
sa
ni
og
ga
or
gs
m
lle
ytrin
ke-kommercie e myndigheder til at ophøre ldte vage definition af
ver russiske ik
ho
isk
den lov, som gifordrer indtrængende de russ ed ngo'erne og den heri inde
er
ov
lse
fe
uf
sk
m
op
4. gentager sin af »udenlandske agenter«; n om udvidet statslig kontrol klima for civilsamfundet;
s
udlandet, statuagenter« på grundlag af love ngo'er og skaber et fjendtligt
e bøder over
og administrativ
»udenlandske t«, idet dette stigmatiserer
tten
ite
ation af ejendomcceptabel og et indgreb i re
isk
nf
ko
r,
ne
»politisk aktiv
ua
tio
re
ek
bt
sp
væ
in
dy
at
t
r
de
de
fo
r
en
g,
de
ng
s for; fin
og påtræ
finansierin
e af målrettedeveligt modtager udenlandsk nale politiske fonde udsættee er dømt, såsom Golos og
for
bredte anvendels
natio
ered
angi
5. anser den udo'er og deres aktivister, der zziaer og den pression, inter i Sankt Petersborg, eller all e organisationer, der arbejder
for russiske ng ed; kritiserer endvidere de rat for retten, såsom Memorial internationale ikke-statslig
til foreningsfrihnogle ngo'er allerede er stille forskning, der er indledt mod
beklageligt, at er foruroliget over den efter er international institutter;
else med
t;
i overensstemm
Levada-centre demokrati i Rusland, herund
ennævnte love skerettigheder, herunder i
ov
af
ge
n
in
br
ge
in
at
d
gn
ne
opby
e bekymring verpligtelser vedrørende men tioner for ngo'ers arbejde;
ik
ødekomme denn
e fo
gheder til at im nale og forfatningsmæssig administrative og andre restr
di
yn
m
e
isk
ss
tio
ru
e,
na
de
isk
ter
r
rid
in
re
ju
s
rd
e
nd
fo
ed
op
sla
ig
6.
ionen til i
at fjerne uberett
standarder og Ru
ropa-Kommiss
internationale egen forfatning, navnlig ved
yn
stjenesten og Eummeringsfasen at tage hensgsel
ig
nr
de
-U
EU
henhold til sin
ra
n,
ør
t/næstformandee finansielle ramme og i prog donorer og stigende eftersp
tan
en
æs
pr
re
e
ternationale ndet i overensstemmelse
n højtståend ger om den næste flerårig
ing af andre in
dtrængende de
fu
in
7. opfordrer in de igangværende forhandl et, den tvungne tilbagetrækn støtte til ngo'er og civilsam
ed
lle
nd
m
fu
sie
an
am
ils
fin
civ
ns
r
forbindelse
ne
fo
io
n
Un
gelse af
de situatio
til den forværre og at sikre en væsentlig forø
n
anda«, som ka
efter EU-støtte
oseksuel propag
om
»h
om
v
;
lo
l
hermed
en af en fødera
er af vedtagels
tive konsekvens
ga
ne
de
er
ov
t
mre
8. er dybt beky
systemati
28
af at oprethol
ske undladelse
de retsstaten og
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
forværre diskrim
inationen af og
volden mod LG
BTI-personer;
9. opfordrer de
ru
ss
isk
e myndigheder
upartiskhed, yt
til at
som en nødvenrings- og forsamlingsfrihed, sikre politisk pluralisme, med
di
iefrihed, retsstat
g
fo
ru
ds
ætning for Rusla herunder på internettet, ef
individuelle og
sforhold, do
fekt
nd
indirekte, at stø kollektive rettigheder for all s videreudvikling og moder ive og uafhængige fagforen mstolenes uafhængighed og
inger og ikke-d
e
ni
tte
lan
se
fin
rin
de
an
g
ts
på
sie
bo
rin
en
rg
uafhængighed
er
g af civilsamfu
m
isk
;
ndets aktivitetere; erindrer om, at stater i henhåde, der anerkender og besk rimination
ytter
, navnlig ved at
old til folkerett
en har pligt til, de
skabe et gunstig
dire
t miljø og uden
10. udtrykker
at gribe ind i de kte eller
dyb bekymring
res
efterforske alv
over forlydend
or
er
lig
om politisk
e forbryde
Khodorkovski
j og Politkovskalser såsom drab, chikane og motiverede retssager, uretf
deres opgaver
ær
effektivt, upar ja m.fl.; opfordrer indtræng andre voldshandlinger, som dige procedurer og undlad
tisk og uafhæn
en
de
els
gigt for at brin de de russiske retslige og re t er fremgået af sagerne om e af at
ge gerningsmæn
tsh
M
11. erindrer om
dene for retten; åndhævende myndigheder agnitskij,
til at udføre
sagen, og anm sin henstilling vedrørende
od
for alle de embe er Rådet og Kommissionenfælles visumrestriktioner for
menneskerettig dsmænd, der var involveret om at implementere et EU-drussiske embedsmænd, der
er
visumlempelse hedskrænkelser i Rusland; uni Magnitskijs død, som retsf ækkende visumforbud og in involveret i Sergej Magnitsk
;
orfø
de
derstreger, at di
ijsse personer ik lges posthumt, og for andr fryse finansielle aktiver i EU
e
ke må drage fo
rdel af en evengerningsmænd til alvorlige
12. opfordrer
tuel EU -Ruslan
indtrængende
d-aftale om
medlemsstater
ne til at lette og
go
dkende visuman
13. hilser den
søgninger fra fo
ny
rfulgte politisk
deler bekymrin lige genåbning af retssagen
e aktivister fra
gen om, at spør
om
Rusland;
gsmålet om, hv mordet på Anna Politkovs
em der beordred
kaja, mere end
6
e
år efter hun blev
mordet, næppe
14. udtrykker
vil blive opklar
sk
et under sagen; udt, velkommen, men
hans retsforfølgsin dybeste bekymring over
sa
retssag lever op else; opfordrer indtrængende gen med Aleksej Navalnij
medlemsstater til de internationalt accepter de russiske myndigheder tilog beklager den angiveligt po
ne
navnlig på regi s missioner i Rusland til at ede normer for retfærdig re at sikre, at han nyder sine fulitisk motiverede karakter af
tte
onalt plan;
følge retssager
ne mod alle m rgang; opfordrer i den forbinlde rettigheder, og at hans
enneskerettighe
dsforkæmpe redelse EU's delegation og
15. opfordrer
, herunder Nava
Rusland til med
lnij og andre,
og især at unde
hensyn til »m
politisk motiverrsøge påstandene om overdr illionmarchen« at bestille en
even magtanve
ede karakter af
ua
fhængig unde
nd
retsforfølgning
en i forbindelseelse mod demonstranterne; udrsøgelse af volden på Bolotn
ajaya
med voldshandl
try
16. opfordrer
ingerne på Bolokker bekymring over den an -pladsen
de
giveligt
tnaja-pladsen;
medielandskab russiske myndigheder til at
samfund med heog give medieplatforme, jo sikre presse- og mediefrih
ed
ur
nb
en
na
,
lik
lis
bå
ter og bl
på at be
de onlin
informationsfr
ihed, der er en skytte den frie informationssoggere lov til uafhængigt at e og offline, fremme et plur
ud
afgørende foru
ali
trø
dsætning for, at m og sikre ytringsfriheden; fylde deres centrale rolle i de stisk
understreger vi
journalister og
t russiske
17. opfordrer
gt
civ
ig
ils
he
am
de
n af
fundet kan gøre
deres arbejde so love om
MenneskerettigRusland til at samarbejde fu
ld
m vagthunde;
ansøgninger omhedsråd, herunder ved at ud t ud med de uafhængige men
forsamlingsfri indrejsetilladelse fra FN's stede en stående invitation til neskerettighedseksperter (sp
he
sæ
Menneskerettig d samt om ytringsfrihed; op rlige rapportører om beskyt besøg i landet og reagere po ecial procedures) under FN
arbejde og ophøhedsrådets universelle rege fordrer Rusland til også acce telse af menneskerettigheds sitivt på allerede afgivne
lmæssige genn
forkæmpere, om
ptere de henstil
re med at obstr
emga
uere mennesker
lin
fo
ettighedsarbejd ng af Rusland, ophæve eller ger, der er fremsat i forbinde renings- og
e;
lse med
revidere lovgiv
18. opfordrer
ni
ng
en
ve
in
dr
dt
ørende ngo'ers
tjene til at give rængende Rådet til at ve
dt
kr
ag
iti
e
sk
Udenrigsrå
støtte til
medlemsstater
og EU-institutio alle dem i Rusland, der arbe dets konklusioner om menne
jder
nerne til et fælle
sk
s budskab og en for at beskytte menneskeretterettighederne i Rusland, hv
ilket ville
ighede
fælles strategi
19. opfordrer
m
ed
hensyn til men rne, og til at binde de 27 EU
neskerettighede
MenneskerettigRusland til at træffe enhver
rne i Rusland;
m
chikane og intimhedsråd, og mere generelt all ulig foranstaltning for at sik
re, at alle med
e, der arbejder
idering;
lem
for forsvaret af
menneskerettig mer af præsidentens
hederne i Rusla
20. opfordrer
nd, ydes beskyt
telse mod
sikkerhedspolitiformændene for Rådet og Ko
og møder med k/næstformanden i Kommissmmissionen samt den højtståe
Rusland og til
at rapportere tilionen til fortsat at følge diss nde repræsentant for udenrig
e sa
bage til Parlam
sa
entet om drøftel ger nøje og at rejse disse sp nliggender og
21. pålægger
ørgs
serne med de ru
sin formand at
ssiske myndigh mål på forskellige planer
udenrigsanligge
sende denne be
eder;
slu
nd
tn
er
ing til Ko
og sikke
Føderations pr
æsident, regerinrhedspolitik, Rådet, Kommissmmissionens næstformand/
Un
g og parlamen
io
io
ne
ne
n,
ns højtståe
medlem
t, Europarådet
samt Organisa sstaternes regeringer og parla nde repræsentant for
tionen for Sikk
erhed og Samarmenter, Den Russiske
bejde i Europa
.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
29
Den Norske Helsinki-Komité skriver:
Moskva: Bolotnaja Plads-retssagerne er politiske og bør droppes
Den 8. oktober 2013 blev en af de anklagede i Bolotnaja Plads-sagen, Mikail
Kosenko, fundet skyldig i at have deltaget i masseoptøjer under ”Millionernes
March” den 6. maj 2012, og dømt efter
den russiske straffelovs § 212. Retten i
Zamoskvoretsky fandt ham dertil skyldig i
at have overfaldet politibetjente fysisk
efter straffelovens § 388.
Den Norske Helsinki-Komité er kritisk
over
for
denne
retssag.
Vicegeneralsekretær Gunnar M. EkeløveSlydal finder, at den ikke overholder kriterierne for en retfærdig rettergang.
Rettens konklusion blev ikke underbygget med konkrete beviser. To politividner
havde ikke været i stand til at identificere Kosenko som deltager i voldelige
handlinger. På billedet arresteres
Aleksandra Dukhanina, et andet offer fra
Bolotnaja, der afventer afgørelsen på sin
sag i retten.
Retten dømte Kosenko til psykiatrisk
behandling begrundet i hans status gen-
nem 10 år som handicappet. Dette ser ud
til at være en del af en alarmerende tendens i Rusland og andre tidligere sovjetrepublikker, at en dom til psykiatrisk
behandling anvendes som værktøj til at
straffe politiske modstandere eller andre
personer, som myndighederne ikke bryder
sig om, konstaterer Ekeløve-Slydal. Der er
tilstrækkelig grund til at betvivle, at
Kosenko skulle udgøre nogen trussel mod
samfundet.
Kosenko havde været varetægtsfængslet i over et år og han fik i denne periode
ikke lov til at deltage i sin mors begravelse. Kosenko er et eksempel på, hvorledes
man behandler de tiltalte fra Bolotnaja
Pladsen. Han blev holdt varetægtsfængslet forud for rettens behandling i en længerevarende periode og under dårlige forhold.
Retssagerne mod Bolotnaja Pladsdemonstranterne fortsætter for tiden,
mens sikkerhedstroppers omfattende og
overdrevne magtanvendelse ikke er blevet
Mikhail Kosenko.
undersøgt. Den Norske Helsinki-Komité
og Ekeløve-Slydal er dybt bekymrede for
den situation, de tiltalte demonstranter
befinder sig i. De har udsigt til mellem 8
og 13 års fængsel. Det ser ud til, at den
juridiske domstolsbehandling alene har til
formål at true oppositionen til passivitet.
Retsvæsenet anvendes helt klart til at
kvæle opposition. Europæiske og norske
myndigheder bør kræve, at disse politiske
retssager indstilles og at fanger fra
Bolotnaja Pladsen såvel som andre politiske fanger frigives.
Bolotnaja Plads sagerne
Aleksandra Dukhanina slæbes bort under demonstrationen på Botnaja Pladsen.
30
Retssagerne mod demonstranter fra
Bolotnaja Pladsen omfattede fra starten
27 personer, af hvilke en imidlertid har
begået selvmord. Anklagerne lyder på
deltagelse i masseoptøjer, angreb på politibetjente og undladelse af at adlyde
politiets ordrer.
Ifølge avisen Novaja Gazeta, der dækker retssagerne, har ingen af sikkerhedstjenestens vidner kunnet fortælle om forsøg på ildspåsættelse, ødelæggelse af
ejendom eller bevæbnet modstand fra
demonstranternes side. Tværtimod, disse
vidner har redegjort for, at de selv forberedte sig på at tilbageholde demonstran-
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
terne i en koordineret indsats vendt mod
upassende slogans og plakater.
Arrangørerne af demonstrationen
havde søgt om tilladelse til arrangementet hos myndighederne, men dette forhindrede ikke politiet i at opløse demonstrationen. Omkring 600 personer blev
arresteret, incl. oppositionslederne Aleksij
Navalnij, Boris Nemtsov og Sergei
Udaltsov. Bolotnaja Plads-demonstrationen var en opfølgning på en række fredelige protester foranlediget af påstande
om valgsvindel i forbindelse med parlamentsvalgene i december 2011, som blev
vundet af ’Forenet Rusland’, et Putinloyalt parti.
Ifølge øjenvidner afbrød politiet pludselig adgangsveje til Bolotnaja Pladsen,
hvor den tilladte demonstration var planlagt at finde sted, hvorved man provokerede et sammenstød med de protesterende. Politiet meddelte herefter, at arrangementet var blevet annulleret og havde
øjeblikkeligt angrebet de protesterende
ved at sprede dem med voldelige midler
som knipler, våben og specialudstyr (se
mere på http://6may.org/en/)
Vladimir Putins eneste kommentar til
Bolotnaja Plads-retssagen har været en
udtalelse om, at vold mod politiet er uacceptabelt. Ledende parlamentsmedlemmer fra ’Forenet Rusland’ har sagt, at
Dukhanina under afhøring i retten. Foto: Dmitry Borko.
sammenstødene var finansieret fra udlandet som en provokation, under henvisning til en særdeles tvivlsom udsendelse
på det statslige TV, der hævdede at vise
en georgisk politiker sammen med oppositionsledere i færd med at planlægge
sammenstødene.
Den norske Helsinki-Komité følger retssagerne og nogle af de tiltaltes situation.
Fire tiltalte er kvinder. Alexandra
Dukhanina har udsigt til en dom på 13
års fængsel. Hun har været i husarrest i
over et år forud for retssagen. (Mere om
Bolotnaja Pladsen på http://en.wikipedia.org/wiki/Bolotnaya_square_case)
Dansk-Russisk Forenings årlige Ruslandskonference
”Rusland som retssamfund”
afholdes fredag den 15. november 2013 kl. 13 i Fællessalen, Christiansborg.
Tilmelding med navn/adresse/organisation per e-mail til [email protected], senest den 11. november. Deltagergebyr
50,- kr. indbetales forud til Nordea reg. 2490, kto.nr. 0564951331.
Konferencen støttes af Hermod Lannungs Fond og som medarrangører står FN-Forbundet, Det Radikale Venstres
udenrigspolitiske udvalg og Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.
Endeligt program foreligger ikke ved redaktionens slutning. Se dette på www.dkrus.dk.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
31
Er Rusland et retssamfund?
Af Carl Erik Foverskov
Den Danske Helsinki-Komite har i år
besluttet at være medindbyder til DanskRussisk Forenings årlige Ruslandskonference, som finder sted den 15.
november på Christiansborg.
At vi har besluttet at stå som medindbyder skyldes konferencens emne,
Rusland som retssamfund. Udviklingen i
Rusland under Putin imod et mere og
mere autoritært styre bekymrer HelsinkiKomitéen dybt, og vi er meget interesserede i, at den danske offentlighed bliver
mere opmærksom på situationen i
Rusland. To af de mest aktuelle tendenser i Rusland er forfølgelse af homoseksuelle og indgrebene mod kritiske NGOer.
En af deltagerne på konferencen bliver
Lilija Sjibanova, leder af ngo’en Golos
(”Røsten”), som er en af de organisationer, styret har lukket.
Men nu tilbage til det spørgsmål, som
konferencen stiller: Er Rusland et retssamfund? Det spørgsmål må hurtigt
besvares med et nej, der er langt igen.
Rusland har, som de fleste andre tidligere
sovjetrepublikker, en tung arv fra sovjettiden, som det nuværende styre ikke gør
meget for at rette op på.
Forudsætningen for at være et retssamfund er en klar adskillelse mellem den
udøvende og den dømmende magt,
domstolene skal være uafhængige af
regeringen. Dette er ikke tilfældet i
Rusland. De offentlige anklagere handler
efter direkte eller indirekte ordrer fra
myndigheder/regering, og dommerne lytter, i hvert fald i mere politiske sager, også
til regeringen og præsidentembedet.
Jeg kan som eksempler nævne et par
højtprofilerede sager fra de seneste år:
Sagen
mod
oliemagnaten
Khodorkovskij, som sammen med de af
hans nærmeste medarbejdere, der ikke
havde nået at bringe sig i sikkerhed i
32
udlandet, fik hårde fængselsdomme og
reelt fik konfiskeret deres store oliefirma,
Yukos, ved hjælp af oppustede anklager
for skattesvig.
Sagen mod punk-gruppen, Pussy-Riot,
hvor to af medlemmerne fik domme på
flere års fængsel for en anti-Putin happening i Kristus Frelser katedralen i Moskva.
Sagen mod deltagere i demonstrationen den 6. maj 2012 på BolotnajaPladsen i Moskva. Adskillige deltagere i
en stor - men fredelig - demonstration
mod valgsvindel blev arresteret og anklaget for ”massivt oprør” mod den russiske
regering, en sigtelse, som kan give flere
års fængsel. Nogle af de anklagede er
allerede idømt lange fængselsstraffe,
andre sidder stadig i varetægtsarrest. (Se
omtalen i EuropaParlamentets resolution
og Den norske Helsinki-komités artikel).
Sagen mod Alekhsej Navalny, oppositionspolitiker, Putin-kritiker og populær
blogger. Han blev i juli i år anklaget for
underslæb og idømt 5 års fængsel. Han
blev dog efter at have appelleret sat på fri
fod.
Helt aktuel er sagen mod 18
Greenpeace-aktivister i Murmansk. De
forsøgte i protest mod de økologiske
konsekvenser af olieudvinding i Arktis at
borde en russisk olieplatform i Petjorahavet. Deres handling er naturligvis strafbar, men de er blevet anklaget for pirateri, en anklage som kan give dem op til 15
års fængsel. Blandt de anklagede er flere
udlændinge, deriblandt en dansk ung
pige. Den Danske Helsinki-Komité følger
sagen via vores samarbejdspartner i
Murmansk, jurist og menneskerets-aktivist, Irina Pajkatjeva.
De nævnte er kun nogle få af de sager,
der har fundet vej til den internationale
offentlighed. Hertil kommer en lang
række mindre sager, især fra provinsen,
hvor lokale guvernører og borgmestre via
domstolene får lukket munden på ubehagelige kritikere og nærtgående journalister.
Det grundlæggende problem er et retssystem og en retskultur, som stammer tilbage fra sovjettiden, og som aldrig er
blevet tilbundsgående ændret. Det bygger stadigvæk på ideen om anklagemyndigheden og domstolene som magtens
forlængede arm, og ikke som beskyttelse
af den enkelte borger mod overgreb.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Kirke og stat i Rusland
Af Karsten Fledelius
”Pussy Riot” affæren, herunder de barske
afsoningsforhold for en af de dømte
kvindelige aktivister, og den nye lov, den
russiske statsduma har vedtaget mod
angivelig propaganda for homoseksuel
livsform over for personer under 18 år,
har begge skabt stor opmærksomhed i
vesten. Der er mange, der har protesteret
mod en moralistisk tendens, som lægger
op til indskrænkning af ytringsfriheden
og diskrimination af mindretal. Der er
dog også stemmer i vesten til fordel for
dumaen og Putin. Nogle finder, at den
aktivistiske kvindegruppe gik for vidt, når
den demonstrerede i en så symbolladet
kirke som Kristus Frelser kirken i Moskva,
andre finder det OK at skride ind mod for
åbenlyse hyldester af homoseksuel
adfærd i det offentlige rum.
Debatten er i Danmark ikke kun foregået på internettet, men har også fundet
vej til Berlingske Tidende, som i flere velresearchede artikler har behandlet seksuelle mindretals vilkår og dagligliv i dagens
Rusland med en fin og original billeddækning. En dansk rejsebureaudirektør
og Ruslandskender, Thomas Køhler, selv
erklæret bøsse, har bidraget til bladets
dækning med en kronik, hvori han lægger op til en forstående holdning til
fænomenet – han minder om, hvor negativ holdningen til de seksuelle minoriteter
var i Danmark for få årtier siden. Køhler
finder det vigtigt, at der fokuseres på de
homoseksuelles vilkår i Rusland, men gør
opmærksom på kommunismens mangeårige undertrykkelse af seksuelle minoriteter, hvor homoseksuel adfærd selv mellem voksne var direkte strafbar. Derfor er
det ikke er så nemt for mange russere at
vænne sig til, at det nu er OK at være
bøsse, lesbisk eller transseksuel.
Køhler har ret i, at der ikke umiddelbart
er grund til panik. Men det er et stort til-
bageskridt, når f.eks. Moskvas bystyre
indfører et hundredårigt forbud (!) mod
Pride-parader. Og man må spørge sig selv,
hvad grunden er til, at man netop nu fra
det russiske regimes side går så hårdt til
et fænomen, hvis samfundsmæssige
betydning faktisk er ret begrænset, men
som må virke belastende for Rusland
udadtil. Med mindre man i Kreml i
Moskva faktisk mener, at man derved faktisk styrker nationens image udadtil.
Kirkens holdning
Den russisk-ortodokse kirkes ledelse har i
det mindste siden omkring 2007 givet
udtryk for, at homoseksualitet er et
udtryk for samfundsmæssigt forfald. Så
man skal ikke i dagens Rusland forvente
nogen lovinitiativer i retning af lovliggørelse af ægteskab mellem personer af
samme køn, som i forskellige vestlige
lande.
En af grundene er klart, at der er tale
om ”skadelig vestlig indflydelse”. Frygten
for en sådan anføres også som baggrund
for den NGO-fjendtlige lovgivning, der
stempler organisationer, som modtager
støtte fra udlandet, som ”udenlandske
agenter”. Under kommunismen var det
den vestlige kapitalisme, der anførtes som
den store trussel mod det sunde socialistiske samfund, nu er det det moralske
forfald i vesten, man skal beskytte
befolkningen mod. Den store opbakning,
der har været i statsdumaen til den nye
lovgivning, er ikke kun et udtryk for, i
hvor høj grad valgsystemet har fungeret
til fordel for Putins regime – oppositionen har været påfaldende passiv. Kirke og
stat er ifølge det nye Ruslands forfatning
adskilt, ganske som de formelt var det i
sovjettiden. Men kirkeledelsens politik
nyder i påfaldende grad opbakning både
i de politiske miljøer og i brede kredse af
befolkningen.
Præsident og kirke
Hvordan er det kommet dertil, at den tidligere KGB-officer er blevet den russiskortodokse kirkes medspiller og ikke mod-
Vladimir Putin og Patriark Kirill den første.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
33
og parlament i disses kortvarige indbyrdes borgerkrig, som Jeltsin vandt. Den
nye statsduma blev en støtte for både
præsident og patriark. På det religiøse
område gik dumaen allerede dengang
langt i sin støtte til den ortodokse kirke –
således følte Jeltsin sig nødsaget til at
nedlægge veto mod en lov, der klart diskriminerede de mindre trossamfund i
Rusland. Nok så Jeltsin kirken som en
vigtig samfundsmæssig aktør. Men han
holdt fast ved trosfriheden over for statsdumaens flertal, som ville styrke den traditionelle religions indflydelse på det russiske samfund på bekostning af såkaldte
sekter, som pinsekirkerne, mormonerne,
Jehovas Vidner og Scientology.
Putin og kirken
Kreml, Moskva.
spiller? For mange i vesten ser dette ud
som det mest himmelråbende hykleri.
Men meget tyder på, at Vladimir
Vladimirovitj Putin faktisk i dag er en
personligt troende og praktiserende ortodoks kristen, og at han formentlig har
været det i hele sin tid som præsident og
ministerpræsident. For Putin - ligesom
for en del andre russere - er kirken gået
ind og har erstattet det åndelige tomrum,
som den sammenstyrtede kommunisme
efterlod. Den russisk-ortodokse kirke
repræsenterer for dem både orden, tradition, national storhed og moralsk kapital
– en institution, som for mange i Rusland
i dag står som mindst lige så troværdig
som præsidentembedet. Kort sagt en
værdifuld allieret for en politiker som
Putin, hvis popularitet er dalet væsentligt
de sidste par år.
Meget er sket siden august 1991, hvor
den da nye patriark Aleksej II åbnede den
internationale kongres for byzantinske
studier i festsalen på Moskvas
Statsuniversitet, stående ved siden af et
Lenin-hoved i gigantstørrelse. Få dage
senere forsøgte konservative politikere et
kup mod Sovjetunionens præsident
Gorbatjov, som reelt førte til Ruslands
præsident Boris Jeltsin magtovertagelse
og senere opløsning af Sovjetunionen.
Lenin, tilsyneladende Ruslands evige
ikon, er nu væk fra de fleste piedestaler,
og hans kontrafej på pengesedlerne er
bl.a. erstattet af Peter den Store. Den nye
leder, Boris Jeltsin, gik kraftigt ind for
religionsfrihed efter magtovertagelsen,
således at det igen blev muligt at holde
gudstjeneste i de historiske kirker i Kreml
i Moskva.
I 1993 kvitterede patriark Aleksej II ved
at gøre sig til mægler mellem præsident
MENNESKE
Ved Putins officielle indsættelse som
valgt præsident i foråret 2000 overrakte
patriark Aleksej II ham en ikon med den
store nationale helgen fyrst Aleksandr
Nevskij fra 1200-tallet. Hentydningen var
ikke til at tage fejl af: Aleksandr Nevskij
forsvarede det ortodokse Rusland med
succes mod hele to vestlige magter, som
ville underlægge landet den romerskkatolske kirke: svenskerne og den tyskbaltiske ordensstat. Og Putin kan i nogen
grad siges at have levet op til patriarkens
forventninger. Under ham har patriarken
været en hyppig gæst i Kreml og har tilmed haft sit faste kontor inden for murene. Men mere bemærkelsesværdig er den
håndsrækning, den russiske stat har givet
den ortodokse kirke i forholdet til den
romersk-katolske kirke: Staten har nægtet at give opholdstilladelse til mere end
én romersk-katolsk biskop i hele Rusland,
idet den ortodokse kirke fandt sit ”kirke-
RET & VRANG
DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER
34
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
retlige territorium” krænket af, at
Vatikanet udnævnte biskopper for
Sibirien. Nej, Moskva-patriarkatet ønskede at opretholde en forestilling om, at
den er det eneste autentiske udtryk for
den kristne russiske nation, og at andre
kirker ikke er velkomne i det store riges
indre. Og fik visummyndighedernes
opbakning hertil.
Et andet udslag af Putins kirkepolitik er
hans bestræbelse for en forening mellem
Moskva-patriarkatet og den russisk-ortodokse eksilkirke, som dannedes af de russiske emigranter efter den kommunistiske
revolution i 1917. Det lykkedes ham
endelig i 2007, kort før han trak sig tilbage som præsident, at få den russiske
eksilkirke, hvis stærkeste afdeling befinder sig i USA, til at anerkende Moskvapatriarkatets overhøjhed, mod at patriarken i Moskva bekræftede udlandskirkens
kirkeretlige legitimitet. I betragtning af
russiske eksilkredses stærke kritik af
Moskva-patriarkatets samarbejde med
den kommunistiske stat siden Stalins
dage, og eksilkirkens dyrkelse af martyrer
fra kommunisttiden, har det været en
meget betydningsfuld handling at få
bøjet de to ortodokse grene mod hinanden.
kirkerne bliver gennemgående flittigt
brugt af befolkningen. Der kommer hele
tiden nye munke og nonner til i klostrene og flere unge præster i kirkerne. Og
kirkernes salgsboder bugner af billige
massefremstillede ikoner af gamle og nye
helgener, som finder rivende afsætning.
Den nye patriark (siden 2009), Kirill,
havde allerede stor indflydelse under sin
forgænger, og blev dengang almindeligvis anset for at være ret liberal og internationalt orienteret. Men dette har
ændret sig. Den russisk-ortodokse kirke
har under hans ledelse i stigende grad
lukket sig om sig selv og kraftigt nedtonet samarbejdet med andre kirker, især de
protestantiske. I stigende grad forholder
den sig kritisk over for, hvad den opfatter
som vestlig dekadence – ikke mindst flere
store protestantiske kirkers åbning af
mulighed for kirkeligt ægteskab mellem
personer af samme køn. Og her har den
fået en aktiv medspiller i den tilbagevendte præsident Putin. Han og patriarken er blevet hovedpillerne i den national-konservative strømning, som går hen
over dagens Rusland. Og som klart har
sine paralleller ikke blot i andre ekskommunistiske lande, men også i flere EUlande.
Kirken, folket og staten
Tilbage til fremtiden?
Tilnærmelsen mellem stat og kirke havde
været undervejs et stykke tid. I Putins
første præsidentår, 2000, helgenkårede
Moskva-patriarken ikke blot den i 1918
likviderede tsarfamilie, hvad man hidtil
havde tøvet med, men også en lang
række andre helgener. Deriblandt præster
og munke, som er omkommet i GULagsystemet. Kirken er den institution i
dagens Rusland, som stærkest holder fast
i erindringen om det kommunistiske diktaturs ofre – et emne som ellers kun holdes vedlige af eksilrussere og kritiske
NGOer som ”Memorial” - mens det officielle Rusland gerne forbigår det i tavshed, især efter det seneste præsidentskifte.
Kirken har også fremsat ønsker om tilbagegivelse af ejendom, genopførelse af
nedrevne kirker og mulighed for grundlæggelse af nye kirker og klostre. Her har
staten under Putin igen vist sig positiv.
Kirken er bestemt tilbage i samfundet, og
Religionen er tilbage som væsentlig
magtfaktor i dagens Rusland, og Putin
har erkendt det. Han forventer kirkens
støtte ved valgene og er til gengæld villig til at beskytte den mod skandaler, som
det skete sidste år, hvor der blev stillet
pinlige spørgsmål i offentligheden vedr.
den nye patriarks privatliv. Også af den
grund er det nuværende moralske felttog
vigtigt for både patriark og præsident – i
deres samarbejde om en ny populistisk
profil, som yderligere skal svække
Ruslands svage og splittede opposition.
Putins nye Rusland er ikke en tilbagevenden til sovjettiden. Vi skal længere tilbage, til Aleksandr III’s og Nikolaj II’s
dage for over 100 år siden. Dog i dag
med mindre magt til statsoverhovedet
end dengang og større magt til en kirke,
som nu står friere og mere selvstændigt
end på noget tidspunkt siden Peter den
Stores reelle afskaffelse af patriarkatet i år
1700. Det patriarkat, som ironisk nok
blev genoprettet under Lenin og Stalin.
Denne kirke appellerer i dag til statsmagten om støtte til sit moralske korstog
mod ”vestlig” dekadence. Og får det. Der
er stadig stemmer i det på valgdagen i et
Rusland, som leder efter sine rødder i det
førkommunistiske autoritære samfund,
der gik til grunde under Første
Verdenskrig. Der er stadig meget begrænset forståelse for betydningen af de individuelle menneskerettigheder, herunder
beskyttelsen af minoriteterne.
Ruslands præsident Putin og Patriark Kirill.
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
35
Politisk røre i EU-landet Bulgarien
2013 har været et turbulent år for
Bulgarien. I februar satte stigende priser på el og dalende levevilkår gang i
protester, der førte til Boris Borisovregeringens fald og nyvalg til parlamentet. Valgkampen summede af
gensidige beskyldninger og dagen før
valget den 12. maj afsløredes 350.000
falske stemmesedler på et trykkeri.
Efter valget, der førte til en ny regering ledet af socialisten Plamen
Oresharski, er protesterne i form af
gadedemonstrationer fortsat. Og kravet er for så vidt simpelt nok: væk
med korrupte politikere – og mere
velfærd. Holdningerne til demonstrationerne er forskellige – også i
Bulgarien. Hvornår skal de holde op?
Og hvilke reformer skal helt konkret
gennemføres? Et helt grundlæggende
problem i Bulgarien er, at de politiske
partier ikke lever op til deres ansvar –
samt at civilsamfundet, og især
NGOerne, ikke i tilstrækkelig grad
understøtter en demokratisk udvikling.
Teodor Lulchef har sendt komiteen
denne fotoreportage taget ved parlamentet i Sofia i sensommeren 2013.
36
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
37
Azerbajdjan: Observationer fra et valg:
Selve valgdagen den 9. oktober
Af Güllü Djangirova
Kl. 08:55
I valgreds nr. 81 på valgsted nr. 8 blev
oppositionens
observatør
Fuzuli
Gahramanli slået og smidt ud af valgstedet, da han begyndte at protestere mod
overtrædelser, som han har set. Han bliver ikke lukket ind. Han afventer politiet
lige nu.
I valgkreds nr. 91 i Udjar blev der registreret en mand, som havde flere identitetskort med sig. Bemærk, at stemmesedlerne udleveres mod fremvisning af ens
identitetskort.
Kl. 09:06
Der blev registreret flere unge, som stemte, men da man kiggede på deres identitetskort, så viser det sig, at de ikke er
fyldt 18 år. Bemærk, at kun personer,
som er fyldt 18 år, må stemme i
Azerbajdjan.
Kl 09:29
Kl 10:18
En vælger er mødt op til valgstedet og
har på listen over vælgere set sin brors og
hans kones navne. Felterne var udfyldt
med signaturer således, at de allerede
havde været på valgstedet, stemmesedler
udleveret og de har stemt. Problemet er,
at disse 2 mennesker bor i udlandet og
lige nu befinder sig i udlandet. De kunne
slet ikke være kommet til valgstedet og
stemme i dag!
Mange vælgere kan ikke finde deres
navne på listen over vælgere, når de
møder op til valgstedet. I så fald skal de
ringe til en hotline, for at de bliver registreret på ny. Problemet er, at telefonerne
ikke fungerer!
Kl. 09:46
Samme kvinde er registreret at stemme
først i valgkreds 8, valgsted 34, og bagefter i valgkreds 9, valgsted 29
Kl 09:51
I valgkreds 70, valgsted 17 i Masalli blev
der registreret en vælger med 6 stemmesedler i hånden, som han var i gang med
at putte i valgurnerne. Der findes et billede af ham
Azerbajdjan er med 86.000 km2 dobbelt så stort som Danmark og har 9,4
mio. indbyggere. Landet har en central placering i Kaukasus, hvor silkevejen og en transportkorridor nord-syd krydses. Landet er rigt på olie- og
gasfelter og huser flere internationale olie- og gaspipelines.
Azerbajdjan blev uafhængigt af Sovjetunionen i oktober 1991. Siden et
demokratisk valg i 1992, hvor Abulfaz Elchibej, dissident, videnskabsmand og 1980er frihedsbevægelsesleder blev valgt til præsident, har landet kun været ”uafhængigt” i et år. I juni 1993 blev magten ved et kup
overført til Gaidar Alijev. Før 1991 var Azerbajdjan afhængigt af Rusland i
Sovjetunionen. Siden da er landet afhængigt af en familie ved navn
Alijev.
Der er siden afholdt fire præsidentvalg. Ved alle fire sejrede Alijev-familien: først faderen Geydar Alijev, derefter sønnen Ilham Alijev. Ved præsidentvalget i år opstillede oppositionen en fælles kandidat, Djamil
Gasanlij. Djamil Gasanlij er 62 år gammel og professor i historie. Han er
forfatter til mange bøger og har undervist på Baku Statsuniversitet i
adskillige år.
38
Kl 10:41
En vælger har rapporteret, at han mødte
op sammen med sin søster i valgkreds 13,
valgsted 2. Han blev forbavset over, at der
allerede var blevet signeret for ham og
hans søster. Der findes video!
Kl 11:09
En vælger rapporterer, at da han mødte
op til valget i valgkreds 36, valgsted 19,
og da han ikke fandt sit navn på listen
for udlevering af stemmesedler, blev han
tilbudt at signere i stedet for en anden.
Han nægtede det og prøvede at ringe til
hotline for at få påført sit navn til listen.
Det lykkedes til sidst at blive registreret
og at stemme.
Kl 11:20
Det er rapporteret, at flere journalister
bliver udvist fra valgsteder, mens de gør
deres job. Nogle af dem er udsat for vold.
Det er journalister, der er akkrediteret til
valget.
Kl. 11:30
Valgstedets formand tager stemmesedler
én ad gangen og putter dem med små
intervaller ned i valgurnen. Der findes en
video.
http://www.youtube.com/watch?v=xyDG
5RlyAL0&feature=youtu.be
Kl 11:43
I valgkreds 1, valgsted 21 er der registreret 2 mennesker i samme stemmekabine.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
OSCE observatørernes pressemeddelelse
om præsidentvalget i Azerbajdjan:
Valget i Azerbajdjan hindret af
begrænsninger af grundlæggende rettigheder, mangel på lige
vilkår og betydelige problemer
på valgdagen.
BAKU, 10 Oktober 2013 – Præsidentvalget den 9. Oktober i Azerbajdjan blev
lagt hindringer i vejen i form af begrænsninger af ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed på en sådan måde, at der ikke
var tale om lige vilkår for alle kandidater,
konkluderede de internationale valgobservatører i deres udtalelse. Valgkampen
var blevet forstyrret af gentagne meldinger om intimidering af kandidater og af
vælgere såvel som af restriktioner på
mediernes arbejdsbetingelser.
Der blev observeret betydelige problemer i samtlige faser af dagens valgprocesser og disse tydelige, alvorlige mangler må
nødvendigvis håndteres for at Azerbajdjan
kan opfylde sine forpligtelser overfor
OSCE på områderne korrekte og demokratiske valg, fremhævede udtalelsen.
“Jeg var glad for den gode organisation
af valget og antallet af deltagende kandidater, såvel som den fredelige stemning
på valgdagen”, sagde Michel Voisin,
OSCEs leder af den kortsigtede valgobservationsdelegation. “Men det må beklages,
at vi må påpege mangler på punktet
optælling af stemmesedler, og jeg håber,
at Azerbajdjans myndigheder hurtigt gør
en væsentlig indsats for at bringe disse
forhold til ophør og opfylder deres forpligtelser overfor OSCE!
Ti kandidater var opstillet til valget,
mens fire personer var blevet afvist at
opstille, da den centrale valgkommission
havde afgjort, at de ikke havde indsamlet
det tilstrækkelige antal gyldige underskrifter, og retten havde afvist deres efterfølgende klage over kriterierne for verificering af underskrifter. Myndighederne
havde kun godkendt i alt 152 mødesteder
til valgkampmøder, og observatørerne
konkluderede, at man dermed havde
begrænset borgernes fri forsamlingsret.
Den centrale valgkommission havde i
almndelighed administreret forberedelserne til valget effektivt og havde afholdt
regelmæssige møder, der havde været
åbne for medier og interesserede. Dog
galdt det, at sammensætningen af valgkommissionen havde givet regime-loyale
kræfter et de facto flertal. Som følge
heraf udtrykte oppositionsrepræsentanter
mangel på tillid til administrationen af
valget, hed det i meddelelsen.
Kandidaterne havde haft utilstrækkelig
adgang til medierne. En væsentlig
skævvridning af kampagnedækningen
faldt ud til den siddende præsidents fordel og dette førte til en valgkamp uden
lige vilkår for alle kandidater.
Tilbageholdelser, strafferetlige anklager
og vidneudsagn om fysisk forulempelse
og andre pressionsmidler mod journalister prægede medieklimaet negativt,
konkluderede observatørerne.
På trods af nylige pålæg er flertallet af
de tidligere ODIHR anbefalinger forblevet
ubehandlede af lovgiverne, herunder
væsentlige anbefalinger om udnævnelse
og sammensætning af valgkommissioner
og kandidatopstillingsprocedurer.
“Jeg hilser den høje valgdeltagelse velkommen og jeg var glad for at se, at så
mange mennesker havde lyst til at afgive
deres stemme”, sagde Doris Barnett, leder
af OSCE parlamentariker-delegationen
(OSCE PA). Vores rapport peger samtidig
på væsentlige opgaver, som jeg virkelig
opfordrer myndighederne til at tage fat
om hurtigt for at støtte den azerbajdjanske befolknings demokratiske ambitioner.
Gennemgangen af valget afdækker
mangel på upartiskhed og man var ikke
i stand til at give klagere tilstrækkelige
garantier om effektiv klageadgang,
sagde meddelelsen, ligesom den komprimerede periode, inden for hvilken valget
skulle gennemføres, var for kort til at
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
muliggøre juridisk afhjælpning af klagerne.
“Vi må sige, at når vi ser på de facts,
vi har kunnet indsamle under den seks
uger lange observation af valgets forløb,
er den barske realitet, at denne proces har
været langt fra at leve op til OSCEs aftaler på de fleste områder”, udtalte Tana de
Zululeta, leder af OSCEs afdeling for
demokratiske institutioner og menneskerettigheder (OSCE/ODIHR) og leder af
langtids observationsdelegationen. “De
begrænsninger, der blev opstillet for forsamlingsfrihed, forenings- og ytringsfrihed, manglen på lige vilkår, sammen med
påstande om intimidering førte til et
valg, som vi som observatører fandt mangelfuld på væsentlige punkter”.
Et stort antal af observatørerne havde
vurderet situationen på valgstederne
negativt. Det drejede sig om væsentlige
problemer som åbnings-, stemmeafgivnings- og optællingsprocedurer. De rapporterede om tydelige indikationer på
valgsvindel i form af ekstra stemmesedler
på 37 valgsteder, og stemmeoptællingen
blev vurderet negativt på så mange som
58 pct. af de besøgte valgsteder.
Præsident Ilham Alijev, Azerbajdjan
39
Azerbajdjan: Observationer fra et valg
Før valgdagen
Af Güllü Djangirova,
den 8. oktober 2013
Kære alle.
Så er det i morgen, den store dag i
Azerbajdjan. Som jeg har skrevet til Jer,
blev landets lovgivnng overtrådt ved at
Ilham Alijev har opstillet sit kandidatur til
præsidentvalget for tredje gang. Ifølge
landets forfatning må han kun vælges i
to perioder.
Fælleskandidaten fra oppositionen har
klaget over det til domstolen, i dag blev
klagen afslået. Det er også det resultat,
som vi har forventet, da domstolen i
Azerbajdjan ikke er uafhængig af regeringen.
Ifølge loven skal agitation for kandidaterne stoppe 24 timer inden valgets start.
Der bliver stadig agiteret for præsidenten.
Studerende, hvis folkeregisteradresse er
en anden end det sted, hvor de læser, bliver tvunget til ikke at forlade byen og
komme og stemme under opsyn på Ilham
Alijev. Ellers vil de blive afvist fra universiteterne.
Børn, som er 16-17 år gammle og går
i skole, især de, som ser voksne ud, har
fået at vide, at de skal komme til skolen
og stemme for Ilham Alijev til trods for at
de ikke har stemmeret.
Her kan I læse fælleskandidat Jamil
Hasanlis
artikel
på
engelsk:
http://www.theguardian.com/commentisfree/2013/oct/08/azerbaijan-electionaliyev-dynasty-polls
Kære alle
Der er kun 2 dage til præsidentvalget i Azerbajdjan. Valgkampagnen slutter om
2 dage. Fælleskandidaten har alle dage været på rundrejse i Azerbajdjan. På
alle møder brød man rettigheder for de, som kom for at støtte Jamil Gasanli på
forskellige møder.
1. De fleste møder i byerne blev afholdt på stadioner udenfor byen ved siden
af gamle lukkede fabrikker, affaldsstationer, langt væk fra byens centrum.
Vejerne til mødestedet var blokeret af politiet og forskellige lastbiler. Ilham
Alijevs møder blev alle sammen afholdt i byens centrum
2. De steder, hvor oppositionen fik lov til at holde møde, blev der påbegyndt
uplanlagte renoveringsarbejder, som blokerede for adgang for mange mennesker til at komme til mødet.
3. I forgårs i byen Sabirabad mens oppositionen afholdt møde, kom en flok
mennesker, som samme sted afholdt en ikke-tilladt protest aktion imod
oppositionskandidaten. Det er altså ok at vise sin uenighed. Men i
Azerbajdjan bliver alle ikke-tilladte aktioner normalt brutalt stoppet. I dette
tilfælde stoppede politiet, som var til stede, ikke mennesker, som angreb
oppositionen. Resultatet var, at mange blev gennembanket, blandt dem
journalister, hvis udstyr blev ødelagt.
4. Selv om det blev aftalt, at telefonoperatører ikke skal involveres i valgkampagnen, så sendte regeringspartiet 2 dage før valget en agitationssms til alle
telefoner hos en bestemt telefonoperatør.
5. Statsansatte vælgere blev truet med at blive opsagt, hvis de ikke stemmer
på Ilham Alijev og tager billedet med deres bulletin og viser den til deres
ledere. Det samme siges til studerende på landets universiteter, at hvis de
ikke tager billedet, så bliver de udvist fra universitetet.
Alt I alt vil jeg kalde den nuværende valgkampagne ikke andet end kampen
mellem regeringen og folket for liv eller død.
Venligst vær ikke uopmærksom på problemerne i Azerbajdjan! Venligst sæt ikke
billig gas og olie højere end menneskeliv. Danmark har altid været kendt for sit
demokrati og for menneskerettighedernes overholdelse. Fortsæt med at være et
eksempel på kamp for demokratiet og menneskerettighederne!
Güllü Djangirova er født i Baku i 1970 og har en mastergrad i IT fra Baku
Universitet. Hun arbejder i dag for en førende dansk IT-leverandør.
40
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Kemiske våben: Nervegassen Sarin
Af Torben Ishøy
Brugen af nervegasser mod civile er atter
blevet et ubehageligt og særdeles kontroversielt emne med mange påtrængende
politiske og humanitære implikationer,
efter at medierne har vist grufulde billeder af syriske ofre for et formodet nedslag af granater med kemiske kampmidler.
Natten til den 21. august ramte øjensynligt snesevis af raketter de oprørskontrollerede forstæder til Damaskus. Det
anslås at op mod 1.400 mennesker
omkom ved angrebet, de fleste af kvælning og alvorlige krampeanfald.
Dødsårsagen angives at være nervegas. I
skrivende stund mangler endnu det afgørende bevis for hvem, der affyrede det
dødbringende våben, men mængden af
granathoveder fyldt med nervegas indikerer, at Bashar al-Assads regeringstropper
kunne stå bag.
Til gengæld synes det veldokumenteret
ud fra beskrivelsen af ofrenes symptomer,
at der var tale om nervegassen sarin. En
læge fra det ramte område kunne fortælle journalister om ofrenes dramatiske
kvælningsdød efter bombenedslagene og
behandlingen af overlevende med midlet
atropin, som givet intravenøst, i tide og
med omhu, kan redde liv. Det er imidlertid også karakteristisk for forgiftning med
sarin, at behandlingen er meget ressourcekrævende, da den dels kræver medicinsk indsigt, dels en særdeles effektiv
rensning af de forgiftede. Medicin gør
det ikke alene: afklædning, vask med
sæbe og langvarig skylning med vand er
nødvendig. Smerter behandles med morfika, og eventuelle sår behandles som
brandsår. Trods et stort lager af atropin såre bemærkelsesværdigt i en forstadsklinik og sandsynligvis tegn på en konkret
beredskabsplan mod forventede angreb
med nervegas - frygtede lægen dystre
Den Norske Nobelkomité har netop tildelt Nobels fredspris for
2013 til Organization for the Prohibition of Chemical Weapons
(OPCW) for dennes omfattende arbejde for at afskaffe kemiske
våben. Nedrustning er et centralt punkt i Alfred Nobels testamente. Konventionene og OPCWs arbejde har fået brugen af kemiske
våben gjort til et folkeretligt tabu. Den sidste tids begivenheder i
Syrien, hvor kemiske våben igen er taget i anvendelse, har understreget behovet for at styrke arbejdet med at afskaffe disse våben.
Derfor denne aktuelle artikel om nervegassen sarin.
fremtidsperspektiver, såfremt et nyt
angreb blev indledt uden at klinikken
havde fået leveret mere atropin.
100 år med giftgas
En række giftstoffer har siden første verdenskrig været testet i militær sammenhæng, og de fleste er blevet kasseret efter
afvejning af fordele og ulemper. Få er
bevaret og videreudviklet trods et internationalt forbud mod brugen af giftgasser (Haag– og Genève-konventioner).
Kemiske våben blev benyttet af alle
parter under 1. verdenskrig, af de italienske styrker i Abessinien (Etiopien) i
1930erne og af japanske enheder mod
kineserne
under
2.
verdenskrig.
Ægypterne brugte nervegas under deres
ekspedition i Yemen i 1960erne. Der blev
ligeledes brugt kemiske kampmidler (sennepsgas og tabun) i slutningen af den
otte år lange krig i 1980erne mellem Irak
og Iran. I 1988 bombede Saddam
Husseins fly den kurdiske by Halabja i det
nordlige Irak og dræbte formodentlig
10.000 indbyggere med giftgas.
Destruktion af giftlagre
Den 2. august 1990 invaderede en stor
irakisk styrke den selvstændige nabostat
Kuwait, og kun fire dage senere påbegyndtes en deployering af den FN-etab-
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
lerede koalitionsstyrke, hovedsageligt
med amerikanske styrker omkring den
Persiske Golf. Operation Desert Storm,
den egentlige krigsfase, begyndte den 17.
januar 1991 med massive bombninger fra
luften, efterfulgt af kun fire dages landkrig den 24. februar og sluttede med den
officielt erklærede våbenhvile den 27.
februar 1991.
Irak var før Golfkrigen i besiddelse af
flere depoter med kemiske krigsmidler,
hvorfor FN’s sanktioner efter krigen bl.a.
dikterede, at Irak skulle destruere disse
våbendepoter. Der var ingen sikre beviser
for, at der blev benyttet nervegasser mod
koalitionsstyrkerne under denne krig.
Flere våbenlagre nordvest for Bagdad
blev ødelagt ved de allieredes bombninger i begyndelsen af krigen og en potentiel risiko for eksponering af allierede
tropper i en afstand af 400-500 km. blev
anset for meget lille, da koncentrationen
af nervegas i atmosfæren og efter nedfald måtte betragtes som betydeligt reduceret og langt under det niveau, som ville
medføre blot milde symptomer.
Trods flere års afvisning af en eksponering for kemiske krigsmidler oplyste den
amerikanske forsvarskommando dog
nogle år senere, i 1996, at mellem 20.000
og 80.000 allierede, hovedsageligt amerikanske soldater – afhængig af opholds-
41
sted og vindretning – kunne være ramt af
et fortyndet udslip af sarin og cyklosarin
som følge af, at amerikanske ingeniørtropper i begyndelsen af marts 1991
havde sprængt et stort ammunitionsdepot i luften ved Khamisiyah i det sydlige
Irak.
Den 4. marts 1991 – en uge efter landkrigens afslutning – sprængtes en
cementbunker indeholdende 9,2 tons flydende gas i 1.060 granathoveder i luften.
Det meste af den flydende gas forblev i
den sammenstyrtede bunker, og røgfanen
fra denne eksplosion drev iflg. CIA mod
nordvest og væk fra de omkring 1.100
mand, der var involveret i destruktionen.
Den 10. marts destrueredes yderligere 4,8
tons flydende nervegas placeret i 550
sprænghoveder, som var stablet i trækasser i det fri udenfor Khamisiyah militærkomplekset. Røgfanen spredte sig sydover, hvor mere end 200.000 allierede
soldater befandt sig.
Der har indtil videre ikke været nogen
videnskabelig dokumentation for kroniske helbredsfølger efter eksponering for
lave koncentrationer af kemiske kampmidler.
Terroristers brug af giftgas
Kemiske kampstoffer er også blevet taget
i anvendelse af terrororganisationer. Et
formodet terrorangreb med sarin ramte i
juni 1994 et beboelseskvarter i den
japanske by Masumoto, hvor syv døde og
58 personer måtte indlægges, mens 500
blev mindre forgiftede. Ved undersøgelser
et og to år senere viste alle de oprindeligt
svært forgiftede sig alligevel at have restsymptomer i form af hjerterytmeforstyrrelser og neuropati.
Mest kendt i nyere tid er dog sarinforgiftningen i Tokyos undergrundsbane.
Om morgenen mandag den 20. marts
1995 – i den absolutte myldretid –
udførte den fanatisk-religiøse Aum
Shinrikyo bevægelse et terrorangreb mod
dele af Tokyos 230 km forgrenede undergrundsbane, som dagligt transporterer
otte millioner mennesker. Tre forskellige
banelinjer blev angrebet med nervegas,
som udløstes automatisk under kørslen i
tunnelbanen i fem separate togvogne og
i forskellige togstammer. Langs strækningen og i takt med tid og forgiftningsgrad
42
kunne ofre for nervegasangrebet registreres på 16 stationer.
Det første angreb blev rapporteret kl.
08.05, det sidste kl. 08.46. Det første
hold af flere katastrofestyrker, ambulanceenheder og anti-terrorpoliti blev sendt
af sted kl. 08.26. De første ofre for nervegasforgiftningen ankom til det internationale Skt. Lukas hospital kl. 08.40 og
flertallet af ofrene blev efterfølgende
behandlet på fem af de centralt beliggende hospitaler i Tokyos bykerne. Først
omkring kl. 10.20 blev sarin identificeret
som årsag til forgiftningen.
Tokyos politi og brandvæsen havde
ikke på daværende tidspunkt det nødvendige tekniske udstyr til at identificere
giftgasser, og der blev derfor ikke taget
nødvendige forholdsregler til at beskytte
dem, der tog del i den indledende
behandling i og efterfølgende evakuering
fra undergrundsbanen. Af samme grund
blev der heller ikke taget de nødvendige
forholdsregler til beskyttelse af de banearbejdere, der tog del i evakueringen og
oprydningsarbejdet på stationer og i togkupeer. Der sås således alvorlige forgiftningssymptomer blandt banearbejdere og
ambulancepersonel under den indledende førstehjælpsfase. Det var umuligt at
beregne antallet af forventede eksponere-
de ofre og eksponeringsgraden, dvs. koncentrationen af sarin per tidsenhed.
Nogle af de evakuerede var blevet placeret op ad ventilationssystemets udsugningskanaler og blev dermed reeksponeret i mildere grad.
Trods et initialt manglende kendskab til
det stof, der forårsagede forgiftningen,
gennemførtes patientbehandlingen i
hospitalsregi over al forventning.
Hospitalsberedskabet var effektivt og velkoordineret. Behandlingen var primært
symptomatisk med vægt på en respiratorisk og cirkulatorisk stabilisering af patienterne. Der blev registeret 12 dræbte, 13
kritisk og 37 alvorligt forgiftede tilfælde,
mens 984 var moderat påvirkede. 4.073
akut syge kunne udskrives umiddelbart
efter en relevant observationstid på skadestue eller modtagelsesafsnit.
Torben Ishøy er overlæge og næstformand for Helsinki-Komiteen. Han har
bl.a. arbejdet som katastrofehåndteringsekspert.
SARIN
Blandt de giftstoffer, der oftest benyttes globalt til bekæmpelse af insekter
(insektcider) i bl.a. landbruget, hører organofosfatforbindelser i mere modificerede udgaver. Men et af de giftigste organofosfater – udviklet i Tyskland
under 2. verdenskrig – er det kemiske krigsmiddel sarin (isopropyl methylphosphonofluorid).
Organofosfaternes toksiske virkning på organismen skyldes en blokering af
nervevævets naturligt forekommende enzym, acetylcholinesterase, der indgår i nedbrydningen af neurotransmitterstoffet acetylcholin.
Neurotransmittere er signalstoffer, der frigøres i nervecellernes indbyrdes
kontakter, synapserne, hvormed signaler overføres fra en neuron til en
anden eller til en muskelcelle eller kirtelcelle. Akkumulering af endogent
acetylcholin i nerveceller eller effektororganer medfører betydelig hyperaktivitet, som blandt ses i form af muskelkramper, bronko-konstriktion med
alvorlige astmalignende vejrtrækningsproblemer, spyt- og slimsekretion og
betydelig nedsat hjerterytme.
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013
Boganmeldelse
Af Mikael Lyngbo
Henrik Døcker: Den Skrøbelige Fred:
Det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag.
Forlaget Frydenlund 2012.
Den i menneskeretskredse kendte journalist Henrik Døcker har skrevet en bog om
det internationale samfund og retsstaten
fra 1900 til i dag. Den kan på det varmeste anbefales.
Bogen fører gennem historien fra slagene ved Solferino, dannelsen af Røde
Kors og de tidligste internationale regler
om krig og fred til i dag, hvor internationale aftaler, lovgivning og menneskerettigheder i stigende grad har manifesteret
sig som et dominerende element i det
internationale samkvem mellem stater og
mellem stater og deres borgere.
Undervejs gennem bogen bliver man
klog på diverse internationale aftaler, FNs
og andre internationale organisationers
betydning og arbejdsvilkår, afkolonialiseringen, internationale domstole, internationale sanktioner, flygtninges retstilstand, den kolde krig og mange, mange
andre emner. Den fælles målsætning er at
beskrive bestræbelserne på at ændre det
internationale og nationale samkvem fra
at være baseret på magt til at være baseret på retsstatsbegrebet.
Det er en ambitiøs opgave, Henrik
Døcker har stillet sig, men han er en kyndig fører. Hans viden er omfattende og
han er saglig i sin tilgang. Hans referater
af Den Europæiske Menneskeretsdomstols domme har i flere år været til stor
hjælp for menneskeretsjurister og savnes
i dag.
Vinklingen af de 15 kapitler er primært
tematisk. Det betyder, at man må give
afkald på den samlede kronologi, og at
begreber i tidlige kapitler af bogen til
tider anvendes uden endnu at være for-
klaret. En ren kronologisk disposition ville
nok også have andre og større ulemper.
Det er en interessant og spændende
bog, omend den næppe kan betegnes
som letlæst. Dertil er informationstætheden for stor. Man kommer ikke sovende
til stoffet, og forkundskab, generel viden
eller kyndig undervisningsvejledning vil
være en fordel. Men det er også tanken,
for bogen er primært beregnet til gymnasieundervisning i samfundsfag og
historie. Hvert kapitel afsluttes derfor
Den Danske Helsinki-Komités Nyhedsblad
med spørgsmål til gruppearbejde m.v.,
ligesom der er litteraturliste og kildehenvisninger.
Men lad ikke den primære målgruppe
afholde også andre interesserede fra
bogen. De vil efter at have læst den være
blevet meget klogere og forstå meget
mere af de begreber, sammenhænge og
udviklinger, som de støder på hver eneste
dag i en verden, som heldigvis i stigende
grad er præget af retsstatsbegrebet på
bekostning af magten.
43
Hvis du vil være medlem af
eller høre mere om Komitéen, kontakt os:
Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder
Bredgade 36 B, 1260 København K
Telefon 3391 8118
E-mail: [email protected]
www.helsinkicommittee.dk
: Helsinki-Komiteen
Nyhedsbladet udkommer 4 gange årligt.
Indlæg og andre bidrag kan sendes til
redaktionen:
Den Danske Helsinki-Komité
Bredgade 36B, st. th.
1260 København K
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.helsinki-komiteen.dk
13. Årgang · Nr. 3 Oktober 2013