Den farlige retorik - Helsinki Committee
Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 1 15. Årgang Nr. 2 Maj 2015 MENNESKE RET & VRANG DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER Den farlige retorik Af Karsten Fledelius Den 40 år gamle sikkerhedskonference omkring Europa og det nordlige Asien, som blev grundlagt i Helsinki den 1. august 1975 for at sikre grænser og menneskerettigheder, er blevet rystet i sin grundvold. Vi er tilbage i en tilstand af mistillid og gensidig mudderkastning, man ikke har set magen til siden første del af 1980erne. Og denne kamp, som udkæmpes både i medierne og i økonomien, er udmarvende ikke blot for stridens genstand, Ukraine, men i høj grad for de to kriseramte hovedaktører, EU og Rusland. 2014 var noget af en ”kold tyrker” for samarbejdsklimaet i ”Eurasia”, et nyt slagord som blev ført frem først og fremmest fra russisk side. Forurettethed, forargelse og forbitring er nok de følelser, der kommer stærkest til udtryk på begge sider. Skuffelsen synes enorm. Den gensidige forståelse synes gennemgående at glimre ved sit fravær, hvis man da ikke medtager de europæiske højregrupperinger, som hylder Putin som en forsvarer for traditionelle kristne holdninger. Det er lykkedes denne at mistænkeliggøre ikke blot militæralliancen NATO og USA, som altid har været en taknemmelig skydeskive for nationalkonservative russere, men også det EU, som hidtil har været Ruslands vigtigste handelspartner. Ved nytåret placerede russiske varehuse gulvmåtter med det amerikanske flag ved indgangene, så folk tørrede deres vinterstøvler af på dem. Og der laves fornær- mende jokes om amerikanere, fra Obama til lokale diplomater, som villigt gengives af de regeringstro medier. Det er bekymrende, at nogle af de russiske journalister og studieværter, som fører an i disse kampagner, tidligere var kendt for liberale, pro-europæiske holdninger. På vestlig side bliver dæmoniseringen af ikke blot Putin, men også af Rusland og russerne stadig mere udbredt. Koldkrigsretorikken er blevet genoplivet som ingensinde siden Georgien-konflikten i 2008. Gensidige fornærmelser af enkeltpersoner og nationer har lynhurtigt bredt sig i både øst og vest og er med til at forgifte atmosfæren dem imellem. I den danske rejsebranche oplevet som en væsentlig nedsat efterspørgsel efter rejser til Rusland. Ejendommelig nok betegner året 2015 70-året for afslutningen af Anden Verdenskrig, 60-året for KøbenhavnBonn erklæringerne om mindretallenes stilling i den dansk-tyske grænseregion, 40-året for Helsinki-aftalen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa, 25-året for CSCE-konferencen i København (”The Human Dimension”), hvor de såkaldte Københavns-kriterier for demokrati, frie og fair valg, god regeringsførelse, markedsøkonomi og retssamfund blev formuleret, samt 20-året for fredsslutningen i Dayton og Paris for Bosnien, Kroatien og Serbien-Montenegro. Alt sammen begivenheder, som i større eller mindre grad har præget udviklingen mod større sikkerhed, bedre naboskab og mere demokrati i Europa. Er dette nu ved at være en overstået kapitel? Udviklingen siden 1989 har da klart haft store skønhedspletter. Men indtil sidste år syntes Europa at være nået frem til en form for stabilitet og balance, som lovede godt for fremtiden. Kontinentet er blevet voldsomt revet ud af denne ro ved krisen i og omkring Ukraine, som har bragt tilliden mellem Rusland og dets naboer i vest til et lavpunkt, man ikke har set siden 1980erne. Samtidig er situationen i Mellemøsten kommet ud af kontrol med handlingslammelse og store flygtningestrømme som konsekvens. Igen som for 100 år siden udsættes kristne befolkningsgrupper for voldsom forfølgelse, mens omverdenen ser passivt til og i bedste fald tager imod flygtningene. Og i januar og februar har både Paris og København været udsat for blodige attentater i protest mod bladtegneres islamkritiske karikaturer. Hverken EU eller Rusland har brug for eller råd til den igangværende indbyrdes konflikt, og værst går det ud over stridens æble, det længe misregerede og mishandlede Ukraine. EU og Rusland skyder gensidigt skylden på hinanden for en konflikt, som begge parter faktisk håndterer rigtig skidt. Propagandaen har fine kår på begge sider af den nye ”kulturgrænse”. Det hele kan forekomme lige så meningsløst som udbruddet af Første Verdenskrig. Krisen har allerede bidt sig hårdt fast. Fortsætter den yderligere, vil vinderne være Kina, og måske Indien og USA, men hverken EU eller Rusland. Hvad kan der gøres? Ja, de sikkerhedsmæssige instrumenter er stadig tilstede. Både FN, OSCE og Europarådet. Men hvordan kommer de på banen igen? Og med hvilke chancer for succes? Det er nogle af de spørgsmål, vi vil forsøge at tage op i dette nummer af MR&V. Azerbajdjan beordrer OSCEs kontor lukket Side 30 Menneskeretskommissær Nils Muižnieks: ”Sporten kan ikke ignorere menneskerettigheder” European Games Baku 2015 Side 36 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 2 Kolofon MenneskeRET&VRANG udgives af Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, som er en selvstændig frivillig organisation, der arbejder for styrkelse af demokrati, menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse i OSCEregionen. Udover Den Danske Helsinki-Komité er der omkring 40 nationale HelsinkiKomiteer. MenneskeRET&VRANG bringer artikler om menneskerettighedsspørgsmål i Danmark og andre OSCE-lande, artikler om Den Danske Helsinki-Komités egne projekter, nyheder fra andre nationale Helsinki-Komiteer samt fra relaterede menneskerettighedsorganisationer for at skabe opmærksomhed om menneskerettighedsproblemer. Bestyrelse Karsten Fledelius, Formand Universitetslektor, cand.mag. Torben Ishøy, Næstformand Læge Gerd Battrup Universitetslektor, cand.jur. William Rentzmann Cand.jur. Klaus Carsten Pedersen Cand.polit. MenneskeRET&VRANG udkommer 4 gange om året. Frederik Harhoff Indlæg og bidrag kan sendes til: Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder Bredgade 36 B 1260 København K E-mail: [email protected] Tel.: 33 91 81 18 Camilla Magid Professor, dr.jur. Filminstruktør Artikler og bidrag tegner ikke nødvendigvis Komiteens og redaktionens holdninger. Rådgivende Gruppe: Alken, Ib Barfod, Line Blinkenberg, Lars Busck, Lars G. Christensen, Arne Piel Danneskiold Lassen, Suzanne B. Døcker, Henrik Elmquist, Bjørn Erle, Jakob Espersen, Ole Estrup, Jørgen Frahm, Pernille Gelfer-Jørgensen, Mirjam Gjellerod, Henning Høyer, Thorkild Hvidt, Kristian Jerichow, Anders Kjærum, Morten Küssner, Dieter Paul Langebæk, Steen Lindgård, Jytte Magnussen, Tue Mchangama, Jacob Matlok, Siegfried Pundik, Herbert Sigurdsson, Villo Aakjær, Kjeld Redaktion: Karsten Fledelius (ansvarlig over for Presseloven), Philip Maschke, og Søren Riishøj. Redaktionen sluttede 7. juni 2015. Oplag: 700 Tryk og layout: Atlas-Plæhn Grafisk A/S, Kastrup ISSN: 1604-6854. Tyrkiet konference Globale Seniorer, Kurdisk Forum og Den Danske Helsinki-Komité er i færd med at tilrettelægge en konference, der vil belyse såvel Tyrkiets indenrigspolitiske situation og muligheder efter parlamentsvalget som landets udenrigspolitiske rolle. Konferencen planlægges til at finde sted i København den 3. september 2015 om eftermiddagen. Nærmere om deltagelse og tilmelding vil foreligge den 1. august. 2 15. Årgang · Nr. 2 Maj 2015 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 3 Indholdsfortegnelse 1 Leder: Den farlige retorik 27 Søren Riishøj Kaukasus – et ”kludetæppe” 4 Søren Riishøj 40 år efter Helsingfors-aftalerne: Hvad bestemmer staters udenrigspolitik? 28 Søren Riishøj Et bud på fem hovedtyper af ikke-demokratiske regime-typer En kategorisering af autokratiske regimer 10 14 Karsten Fledelius Store sikkerhedsmæssige udfordringer i Europa Karsten Fledelius Rusland, Ukraine og Den europæiske Union! Russisk og ukrainsk analyse 29 Birgitte Vestberg Tilbyder staten Georgien ”retfærdig rettergang”? 30 Philip Maschke Azerbajdjan beordrer OSCEs kontor i Baku lukket 17 Henrik Døcker Er det en udfordring at overholde menneskerettighederne? Anmeldelse 30 Philip Maschke Fængslede forkæmpere for ytringsfrihed og menneskerettigheder i Azerbajdjan 5 cases ud af 100 21 Søren Riishøj Hviderusland ind i varmen 32 21 Philip Maschke Europæiske Lege 2015 i Azerbajdjans hovedstad Baku Hvem er vi i sekretariatet? 33 Lars Blinkenberg Det spanske hjørne 36 Nils Muižnieks, Michael Forst, Dunja Mijatović Sporten kan ikke ignorere menneskerettigheder Oversat fra engelsk af Philip Maschke 22 26 Cecilie Rönnow Egerup Udvinding af råstoffer i Arktis Rapport fra den første ungdomslejr Ekspeditsija Arktika i Tver Philip Maschke Dansk hjælp til uafhængig journalistik i Ukraine Har du lyst til at støtte os som medlem af Den Danske Helsinki-Komité eller at bestille det næste MenneskeRet & Vrang som prøvenummer, så kontakt os: Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder Bredgade 36 B · 1260 København K · Telefon 3391 8118 E-mail: [email protected] · www.helsinkicommittee.dk Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 3 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 4 40 år efter Helsingfors-aftalerne: Hvad bestemmer staters udenrigspolitik? Af Søren Riishøj 2014 var et dramatisk år, der tilmed stod i de historiske jubilæers tegn, 100-året for Første Verdenskrigs udbrud, 25-året for Berlin-murens fald og 10-året for EUs store udvidelse mod øst. I 2015 vil vi markere 40-året for indgåelsen af Helsingfors-aftalerne 1). Den årsdag bliver givetvis ikke markeret i samme grad som 25-året for murens fald, men faktisk var netop disse aftaler banebrydende og en forløber for de begivenheder, der i 1989 endte med murens fald. Med Helsingfors-aftalerne fastlagdes principper for staternes adfærd og samarbejde omkring økonomi og menneskerettigheder, formuleret i tre såkaldte ”kurve”. Sovjetunionen så i aftalerne en godkendelse af geopolitisk status quo i Europa, Vesten så dem derimod som et instrument til fredelig forandring. DDR blev anerkendt som stat, men Vesttyskland forbeholdt sig retten til genforening. Aftalerne blev forhandlet i de år, hvor der 1) var, om ikke afspænding, så i hvert fald détente mellem supermagterne med en vis dialog og åbenhed på tværs af jerntæppet - også flere vigtige rustningsbegrænsningsaftaler så i de år dagens lys. I ly af aftalerne i Helsingfors blev der oprettet adskillige NGOer, f.eks. Helsinkikomiteerne, der agtede at sætte ikke alene ord, men også handling bag. Men détenten varede ikke ved Fra sidst i 1970erne udbrød der på ny kold krig mellem supermagterne, også Europa blev ramt. Oprustningsspiralen kom tilbage, og i kølvandet på den sovjetiske invasion i Afghanistan, undtagelsestilstanden i Polen, krigene på det Afrikanske Horn, præstestyrets sejr i Iran samt Reagans og Thatchers valgsejre i USA og England kom frygten for krig tilbage. Men Europa var forandret. Jerntæppet var ikke så tæt som før. Sovjetunionen havde svært ved at holde sammen på sine ”allierede” i Østeuropa og efterhånden også på Sovjetunionen selv. Rustningsudgifterne kostede dyrt, oliepriserne faldt og svaghederne i det centrale plansystem blev nu helt åbenlyse. Med Gorbatjov ved magten i Kreml i Forbundskansler Helmut Schmidt, Vesttyskland, Erich Honecker, Førstesekretær DDR, Gerald Ford, præsident USA, og Bruno Kreisky, Østrigs forbundskansler i Helsinki 1975. 1985 indvarsledes forandringer, nu blev der talt om ”perestroika” (”omstrukturering”), ”glasnost” (”åbenhed”), ”demokratisatsja” (”demokratisering”) og ”novoe misjljenje” (”ny tænkning”). Gorbatjov talte om et ”fælles europæisk hus” uden fjendtlige militærpagter og samarbejde på tværs af grænser. Håbet, der var skabt i Helsingfors ti år før, var tilbage; NGOerne fik nye muligheder. Den ny verdensorden Som bekendt endte det i 1989 med Berlin-murens fald, og i 1991 også med Sovjetunionens undergang. Ikke alene den sovjetiske ”realsocialisme”, men socialisme som sådan var blevet bragt i mis- Den 1. august 1975 undertegnedes i Helsingfors slutakten fra konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE) ME N N ESK E RET & VRANG DEN DANSKE HELSINKI-KOMITÉ FOR MENNESKERETTIGHEDER 4 · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 5 kredit. Reaganisme, Thatcherisme og ”Washington-konsensus” med satsning på fri markedsøkonomi satte nu dagsordenen. Ja, Francis Fukuyama talte om ”historiens død” og den vestlige liberalismes verdensomspændende sejr. Så let kom det som bekendt ikke til at gå. 25 år efter murens fald og 40 år efter Helsingfors står vi midt i en ny kold krig og med en ny verdensorden. Det fælles europæiske hus er endnu ikke bygget. Det nye internationale system er i dag ikke bipolært, dvs. domineret af to supermagter. Det er heller ikke unipolært, domineret af USA og Vesten, i den grad vi for 25 år siden var mange, der troede ville blive tilfældet. Rusland i dag er ikke en supermagt, snarere en regional stormagt. Stærke lande som BRICS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) ønsker et multipolært system, hvor andre end kun USA og Europa sætter dagsordenen. Kina er militært svagere end USA, men, nok så vigtigt, overhalede Kina i 2014 USA økonomisk. USA har ikke respekt for Rusland, men det økonomisk langt stærkere Kina tager USA til gengæld alvorligt. Målet for USA har gennem historien ikke været magtbalance, men som fremhævet af Henry Kissinger i hans bog ”World Order”- spredningen af demokratiske værdier, en ny ”pax americana”. Måske vil det internationale system alligevel på et tidspunkt igen blive bipolært? Det vil dog kræve, at USA og Kina bliver tilstrækkeligt stærke økonomisk og militært og er indstillet på at bruge deres magt, også hvor vitale nationale interesser ikke er udfordret. tet. Antallet af kriseramte og krigsramte ”failed states” er voksende og gør verden ustabil. Hybridkrige og ”cyberkrige” har et langt stykke erstattet de ”rigtige” krige. Grænserne er mere åbne ligesom verdens økonomier. Ikke-statslige aktører og terror volder problemer. Indenrigs- og udenrigspolitik smelter mere og mere sammen. Højre-venstre, kapitalisme versus socialisme, er ikke længere de bestemmende ideologiske kategorier. Regeringernes politiske farve betyder ikke det store for befolkningerne, når de skal til valg, for regeringernes handlefrihed er i virkelighedens verden meget begrænset. Til gengæld har nationalisme og populisme fået betydning og præger i stigende grad den politiske dagsorden. Tre ”skoler”: Realisme, idealisme og socialkonstruktivisme Vurderinger af, hvad der bestemmer staters adfærd, har over de sidste mere end 40 år været meget bestemt ud fra hvilken ”skole” i international politik, man tilhører. Der er flere forskellige skoler, men i det følgende vil jeg koncentrere mig om tre: den realistiske, den idealistiske og John Mearsheimer, professor i statskundskab, University of Chicago. den socialkonstruktivistiske (”Københavner-skolen”). Den mest indflydelsesrige har så afgjort været den realistiske, det være sig i den ”klassiske” eller den ”neorealistiske” udgave: Stater, ikke overnationale institutioner, er vigtigst i international politik, der derfor helt grundlæggende er ”anarkistisk”. Ingen stater er Men hvad bestemmer egentlig staternes udenrigs- og sikkerhedspolitik? Handler staterne ud fra de samme principper som før, eller er der forskelle mellem staterne, f.eks. mellem USA, Europa, Rusland og Kina? Verden er i hvert fald forandret. Grænserne er langt mere åbne end før, finansmarkederne og globaliseringen har mindsket staters handlefrihed, de sociale medier og internettet er kommet til og gør regeringer sårbare, uden dem havde vi ikke oplevet de farvede revolutioner og det arabiske forår, i hvert fald ikke i samme hastighed og med samme intensi- Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 5 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 6 Richard N. Hass, President, Council on Foreign Relations, venner eller fjender for evigt. Magt og interesser er altafgørende for staters adfærd og det uanset styreform. Kort sagt, Rusland og Putin handler i den optik helt grundlæggende på helt samme måde som vestlige stater. Det er afgjort inden for denne retning, vi finder størst forståelse for Ruslands handlinger. Eksempelvis fastslår Henry Kissinger, at det ikke fører nogle vegne at ”dæmonisere” Putin og Rusland. Det er reelt et alibi for slet ikke at have nogen Ruslands-politik. John Mearsheimer siger lige ud, at problemerne i Ukraine mest skyldes Vestens fejl. Roden til konflikten i Ukraine, siger han, er NATOs ambition om fortsat udvidelse mod øst, som han ser som en del af en større plan for at bevæge Ukraine mod vest, bort fra Rusland og ind i Vestens geostrategiske rum. Jack Matlock, fhv. amerikansk ambassadør i Moskva, mener, at Vesten i sin tid forfaldt til ”triumfalisme” og helt havde glemt den historiske lektie om ikke at ydmyge en besejret fjende, det være sig efter sejr i en ”varm” eller en ”kold” krig. De, der forhandlede aftalerne i Wien i 1815, handlede langt mere langsigtet end sejrsmagterne i Versailles i 1919 – og langsigtet blev der bestemt 6 ikke handlet efter 1991. Dette synspunkt deler Richard N. Hass, præsident for ”Council of Foreign Affairs” (i tidsskriftet Foreign Affairs nr. 6, 2014). Han mener, at Vesten i 1990erne ikke lyttede til Winston Churchills kloge formulering om ikke efterfølgende at ydmyge og trampe på den magt, der havde tabt en krig. Det grundsynspunkt deler den kendte engelske Ruslandsekspert Richard Sakwa, der til Information (den 30. dec. 2014) siger, at EU i realiteten erklærede Rusland krig og i sin dumhed ikke engang har forstået det. Den eneste udvej, siger han, er, at EU afkobler sig fra USA og udviser mod. For både Kissinger og Mearsheimer er en neutral status, en ”finlandisering” eller ”østrig-ficering”, en del af en varig fredsløsning for Ukraine. Hvilken stat ønsker, at en fremmed militæralliance rykker helt op til egne grænser? Problemet er måske, at vi ikke skelner nok mellem Rusland på hjemmefronten og på den internationale scene. Det burde være muligt på samme tid at kritisere begrænsningerne i demokratiet i Rusland og at forstå den russiske modstand mod inddæmning udefra og andre staters mangel på respekt for legitime russiske interesser og for russisk kultur og religion. Måske behøver Vesten, i Michael Gorbatjovs formulering, en ”perestroika” af Ruslandspolitikken. EU vedtog på sit topmøde i december 2014 at få udarbej det en ny, langsigtet Ruslandspolitik. Det lyder som en fornuftig disposition. Lad os se, hvad den konkret kommer til at indeholde. Større realisme er i hvert fald påkrævet. Udgangspunktet for realister er det ”vestfalske system” med stærke nationalstater og stabilitet, sådan som vi så det efter Trediveårskrigens fredsafslutning 1648, efter Wienerkongressen i 1815 og helt frem til 1. verdenskrig. Militær og magtbalance er i den realistiske optik den drivende kraft. Nogle stater handler defensivt, andre mere offensivt og ekspansivt. En del iagttagere, ikke mindst i Polen og de baltiske lande, ser i den russiske politik en ekspansiv offensiv realisme, der kun bliver standset den dag, ”putinismen” som ideologi og politisk ledetråd er død og vestlig liberalisme tager over også i Rusland. Rusland lider under et ”postimperialt syndrom”, siges det, det er på samme tid ”post- og præimperialt” præimperialt i den forstand, at landet drømmer om at genoprette imperiet, i hvert fald et langt stykke. Indrømmelser og ”stormagtskoncert” er for dem ikke vejen frem. Se blot på det russiske medlemskab af G-8 og WTO. Rusland ser ikke sig selv som en status quo stat og som en defensiv magt. Men ordet ”imperialt” bruges ikke i Rusland. Der tales i stedet om ”neo-gortjakov politik” – efter Ruslands udenrigsminister Aleksandr Gortjakov, som sidst i 1800-tallet et langt stykke havde held med at genoprette Ruslands status som stormagt efter det ydmygende nederlag i Krim-krigen - takket være en klog og gennemtænkt strategi. Rusland benægter således ikke selv det ”ekspansive” revisionistiske element, ønsket om at (gen)rejse Rusland og at skabe respekt for Rusland, men det ses ikke som ”imperialt” og farligt for omverdenen. Men hvor langt går de russiske ambitioner? Kan de baltiske lande med rette føle sig truet – eller er det blot ”russofobi”, der hersker i disse lande? Blød magt, f.eks. økonomi, kan spille en rolle for realister. Undertiden kan blød magt blive ”hård”, f.eks. når der indføres økonomiske sanktioner som erstatning for en regulær krig, der kunne få uoverskuelige følger, kunne ende som atomkrig. Kort sagt, for realismen er geopolitik, magtbalance, nationale interesser og interessesfærer en vigtig og integreret del af staters politik. Vigtigt for realister er også, hvor mange poler, vi finder i det internationale system. Er systemet multipolært, som i 1800-tallet og mellemkrigstiden, bipolært sådan som vi oplevede under den kolde krig, eller unipolært, hvilket mange troede på det ville være (og mange håbede) efter murens fald? Hvilket system skaber størst stabilitet og sikkerhed? Eksperterne er ikke enige herom. Russerne ønsker, som de andre BRICS-lande, multipolaritet. Vesten har svært ved at afskrive unipolaritet, men kan blive tvunget til det. · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 7 Modsætningen til realismen er idealismen Idealismen er afvisningen af magt, geopolitik og magtbalance og troen på en ny og anderledes verdensorden. Idealismen har spillet en stærk rolle i amerikansk udenrigspolitik. Moralsk og etisk argumentation bruges ofte, ikke unaturligt har denne retning været særlig stærk lige efter de to verdenskrige med de rædsler og lidelser, disse krige medførte. Troen på ”Én Verden” og en verdensregering skabt via Folkeforbundet og FN baseret på international ret og kollektiv sikkerhed tiltrak mange dengang. Men det blev, desværre, ved håbet om en ny radikalt anderledes verdensorden, om end tanken om og troen på en global styring, når det gælder f.eks. sikkerhed og klima, ikke er helt død. Det utopiske og messianske element er dog nedtonet. Idealismen lever, hvilket Helsingforsaftalerne for 40 år siden er bevis for, men den har ikke haft det godt. Og idealisme og moral kan være, og har bestemt været, et dække for realpolitik og geopolitik. Der er derfor god grund til at indtænke moral og etik i de tre før omtalte ”skoler” og erkende de problemer, det rejser. Der er fare for at ty til dobbeltstandarder, at det vi (Rusland eller Vesten) gør, må andre ikke gøre, f.eks. blande sig i andre staters indre anliggender. Det gælder eksempelvis brud på folkeretten. Rein Müllerson (www.eurozine.com) mener, at ikke alene Rusland, men også Vesten brød det folkeretlige princip om ”ikkeindblanding” med sin massive og ubetingede støtte til oppositionen og Majdanoprøret i Ukraine og dermed, siger han, gjorde en forhandlingsløsning umulig. ”25. februar-aftalen”, hvor tre udenrigsministre fra EU ellers havde forhandlet en fredelig forhandlet overgang i Ukraine på plads, lod sig ikke gennemføre. Princippet om ikke-indblanding er blevet brudt mange gange. I juli 1967 vakte Frankrigs præsident de Gaulle opsigt, da han fra balkonen på Montreals Rådhus erklærede ”Vive le Québec libre” (Længe leve et frit Quebec). Rein Müllerson nævner rapporten om Kosovo, hvor Richard Gladstone var kommissionsformand, og hvori NATOs militæraktion mod Serbien defineredes som ”illegal, men legitim”. Frankrigs præsident Charles de Gaulle på balkonen i Montreal: ”Vive le Québec libre!”. Ordet ”legitimt” er siden blevet anvendt, f.eks. fra russisk side om annekteringen af Krim og om de selvbestaltede valg i Donetsk og Lugansk i det østlige Ukraine, der hverken er i overensstemmelse med folkeretten eller med princippet om ikkeindblanding. Ikke alene politikere, men også forskere - inklusive undertegnede har følt sig tvunget til at vælge side. Er det overhovedet muligt at agere ”neutralt”? Næppe. En nyere og meget interessant retning er den socialkonstruktivistiske. ”Københavnerskolen” og i den forbindelse professor Ole Wæver ved Institut for Statskundskab i København har spillet en central rolle. Denne skole afviser, modsat realisterne, at sikkerhed kan bestemmes rationelt og objektivt. Emnet ”sikkerhedsgørelse” er helt centralt. Stater med stort set samme beliggenhed, f.eks. Finland og de baltiske lande, kan se meget forskelligt på ”sikkerhed”. Nogle ”sikkerhedsgør” indvandring, andre ser øget indvandring som en styrke og ressource. Nogle ser Putins Rusland som en trussel, andre ser Rusland som en ”partner”. Sikkerhedsgørelse er nært forbundet med national identitet, som igen er for- Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités bundet med landets historie. Kort sagt, ”sikkerhed” er i virkeligheden det, vi gør det til, ikke en objektiv størrelse. Bliver et emne sikkerhedsgjort, føler en stat sig berettiget til at bruge ekstraordinære midler for at imødegå ”truslen”, ja måske til at bryde folkeretten. Vitale interesser står på spil, som da USA i 1962 iværksatte blokaden mod sovjetiske skibe for at standse raketopstillingen i Cuba. Vladimir Putin brugte ekstraordinære midler efter oprøret på Majdan. Annekteringen af Krim i marts 2014 blev begrundet ud fra frygt for NATO-ekspansion i kølvandet på ”kuppet” i Kiev. Flådebasen Sevastopol kunne måske blive en NATO-base! Måske paranoia, men ikke i den russiske sikkerhedsoptik. Også de vestlige sanktioner mod Rusland er ”ekstraordinære” skridt. Historiepolitik og nationalisme. Med murens fald og oprettelsen af nye stater fik historiepolitikken, læren om hvordan historien benyttes i politisk øjemed, en renæssance. Kommunismen var død som ideologi, andre tog over for at udfylde tomrummet. Flere stater var nye eller, som de baltiske, genopstået, og de havde derfor et særlig stort behov for at opbygge national identitet. De var, for at 7 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 8 bruge den kendte nationalisme-forsker Roger Brubakers ord, ”nationalizing states”: stater der kæmper for at få skabt en national identitet. De baltiske lande efter 1991 er et godt eksempel. Nogle nye stater, eksempelvis Hviderusland, Slovakiet og Ukraine, betragtes som nærmest ”historieløse”. Slovakiet var fra ca. år 1000 og helt frem til Første Verdenskrig underlagt Ungarn. Alexander J. Motyl, en kendt Ukraine-forsker, rejser da også spørgsmålet: ”Kan Ukraine have en historie?” De to lande har personer, dramaer og traumatiske hændelser at holde sig til, men, nok så vigtigt, bortset fra korte perioder har de ikke haft en egen stat. Regeringen i Ukraine ønsker ikke at blive absorberet i den ”russiske verden”, og historien fortolkes ud fra at undgå, at det sker. Men befolkningen er delt i synet på historien. Skal en stat eksistere, kræves der for det første et nøje afgrænset territorium, for det andet anerkendte institutioner, f.eks. parlament og administration, og for det tredje national identitet, dvs. en ”fælles idé om staten”. Det har ikke været så let at leve op til de krav. Nogle stater har været tilfredse, andre stærkt utilfredse med grænserne, andre fik problemer med at gennemføre frie valg. Regionale, økonomiske, religiøse og kulturelle forskelle kunne umuliggøre skabelsen af en fælles national identitet. I kampen for at sikre den fælles idé om staten er der som sagt grebet til historien, men bestemt ikke altid for det gode. Nogle stater har henvist til historiske slag, sejre eller nederlag, måske ligefrem ”sejre i nederlagene”. Rusland fejrer stadig sejren over nazismen i 2. verdenskrig. Rusland har altid haft det svært med opgøret med stalinismen og med Stalin selv. Annekteringen af Krim ses bredt i Rusland som en historisk retfærdighed, en ”nødvendig korrektion” af Khrusjtjovs beslutning i 1954 om administrativt at overdrage Krim til Ukraine. Og fortolkningen af f.eks. RibbentropMolotov-pagten i 1939 svinger efter graden af kold krig. For få år siden blev den nærmest fordømt i Rusland, kaldt ”umoralsk”, i dag ses der på den med mildere øjne, ja, som påpeget af historikeren Timothy Snyder, bliver aftalen sidestillet med Polens erobringer i Tjekkoslovakiet efter München aftalerne i 1938. Begreberne ”den russiske verden” (”russkij mir”) og ”Nyt Rusland” (”Novorossija”) skal understøtte panslavismen og den russiske indflydelse i ”det nære udland”. Heller ikke Rumænien og Ungarn har det godt med de eksisterende grænser. Årsdagen for Trianon-traktaten i 1920, hvor Ungarn mistede store landområder, er en form for sørgedag i Ungarn. Mange i Rumænien, også tidligere præsident Traian Basescu, ser gerne Moldavien tilbage i et Stor-Rumænien som i 1930erne. Kort sagt, historiepolitik bruges ikke blot til at skabe sammenhold, men også til at fremme geopolitiske mål, i yderste konsekvens legitimere krav om grænseændringer. I Københavner-skolens og socialkonstruktivismens terminologi forfalder stater til ”ekstraordinære” midler. Behovet for en positiv historie Som sagt, Ukraines nationale historie har ikke været centreret om staten, for igen- Ved afslutningen af Københavnsmødet om The Human Dimension Conference underskrev de deltagende stater Københavnsdokumentet, der fortsat er det mest betydningsfulde grundlag for OSCEs engagement i den menneskelige dimension. Det fastlagde, at beskyttelse af og fremme af menneskerettigheder er en regerings grundlæggende opgave, og at anerkendelse af menneskerettighederne er grundlaget for fred, frihed og retfærdighed. som aldrig tidligere Dokumenter opregner en række menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, 1) havde været formelt accepterede i CSCE sammenhæng (dvs. retten til at samles og demonstrere fredeligt, retten til fredelig udnyttelse af ens egen ejendom, barnets rettigheder), det indfører et meget omfattende regelsæt for nationale mindretal og udvider den menneskelige dimension til også at omfatte forpligtelse til at respektere valgresultater. Læs mere om underskrivelsen af Helsingforsaftalerne den 1. august 1975 og deres indhold her: http://www.osce.org/who/43960 Læs mere om aftalerne om ’The Human Dimension’, indgået i København i juni 1990, her: http://www.osce.org/odihr/elections/14304 Inden for CSCE konferencen, Conference on Security and Cooperation in Europe, blev konferencen om “The Human Dimension” holdt i tre samlinger, den første i Paris i dagene den 30. maj til 23. juni 1989, den anden i København i dagene 5. til 29. juni 1990, og den tredje i Moskva i tidsrummet 10. september til 4. oktober 1991. 1) 8 · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 9 nem historien har landet været styret ude fra, af polakker, russere og kommunister. Mange ”dyrker” historiske personer og søger at bruge dem til at øge det nationale sammenhold. Andre igen henviser til historiske traumer og store katastrofer for at skabe sammenhold, Ukraine f.eks. ”Holodomor”, hungerkatastrofen i 193233 i kølvandet på Stalins tvangskollektivisering. Ukraine fastholder betegnelsen ”folkemord” om det, der skete dengang. Det samme gør polakkerne om ukrainske nationalisters massemord på omkring 100.000 polakker i det vestlige Ukraine i slutningen af Anden Verdenskrig. Men det er Ukraine ikke meget for at gøre. Tværtimod finder vi i dagens Ukraine noget, der mest af alt ligner en dyrkelse af OUN og UPA, Organisationen af Ukrainske Nationalister og oprørshæren under Anden Verdenskrig, og lederen Stefan Bandera (1909-1959). Efter Majdan er denne dyrkelse taget til i form af Bandera-mindesmærker og museer og brug af OUN slagsangen ”Slava Ukraini” (”Hæder til Ukraine”). UPAs sort-røde flag blev for nogle et ikon. Ikke alene Rusland, men også Polen og Israel er bekymrede. Dyrkelsen er uheldig, men for så vidt logisk nok. Ukraine har hårdt brug for ”positiv historie” for at styrke sammenholdet. Men at dyrke UPA og Bandera forener ikke Ukraine. I andre lande, f.eks. Ungarn, har historien skabt sammenhold. Ungarere i opposition til kommunismen brugte før 1989 betegnelsen ”folkeopstand” og afviste således kommunisternes formulering ”kontrarevolution” om de begivenheder, der udspillede sig i Ungarn i 1956. Da ”folkeopstand” blev den officielle formulering, var kommunismen død. ”Muren” mod fortiden var faldet. Historiepolitikkens negative side Desværre har historiepolitik en negativ side i form af ”politics of forgetting”, at glemme eller fortie uheldige sider af egen historie, f.eks. pogromer mod jøder. Gerhard Simon peger (i UkrainenAnalysen nr. 142, 2014, www.laenderanalysen.de) på, at et ukritisk forsvar for fortiden måske i virkeligheden er udtryk for angst for fremtiden. Yderligtgående nationalister mener at kunne se indre og ydre ”sammensværgelser” rettet mod staten, undertiden sker det med brug af åben eller skjult antisemitisme eller andre former for meningstilkendegivelse. Historiepolitik er nært forbundet med nationalisme og, i mildere form, med patriotisme. Nationalisme kan være farlig og ekspansiv eller alternativt være led i befrielse og kamp for selvstændighed, sådan som vi så det i Østeuropa op til 1989 og i Sovjetunionen op til 1991. Den kan også være selvkritisk, f.eks. efter nederlag i krig pga. fejlslagen nationalisme. Her har f.eks. Tysklands historiedebatter over tid været vigtige. Nationalismen kan forbindes med populisme, der typisk udtrykkes i anti-elite holdninger: - ”vi”, det ”ægte folk”, over for ”dem”, den ”korrupte elite” - det være sig på hjemmefronten eller i form af euroskepticisme og modstand mod EU og ”Bruxelles”. Nationalismen skal styrke sammenholdet og er derfor naturligt nok blevet forbundet med historiepolitikken. Ukrainske historikere afviser de russiske fortolkninger, f.eks. om statens oprindelse (”Kiev Rus”). Og som historiepolitikken har nationalismen været brugt geopolitisk, f.eks. til at legitimere krav om grænseændringer. Nogle bruger realismen, dvs. brugen af magt og interessesfærer, som tilgang, andre bruger Københavnerskolen og socialkonstruktivismen til at ”sikkerhedsgøre”, handle ”ekstraordinært”, måske bryde folkeretten og drive ekspansiv politik. Nationalisme skal styrke ideen om staten og skabe national identitet, der uden aktiv brug af nationalisme kan være svær at få skabt. Balkan i 1990erne er et godt eksempel, men står, som vi har set, ikke alene. Nationalismen ses som en nødvendighed for at sikre nationalt sammenhold i en svær tid. Vi ser i dag nationalisme og historiepolitik tage til inden for OSCEs område og ikke altid på den gode måde. Muren i Berlin er heldigvis for længst væk, men den civilisationsmur, som Samuel Huntington talte om, med vestlig liberalisme over for russisk ortodoksi, står der stadig. Verden er blevet mere kompleks. De sociale medier, internettet, ”failed states”, åbne og sårbare økonomier, ikkestatslige aktører og terrorisme gør langsigtet strategisk tænkning og handlen Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités Professor Ole Wæver, Inst. for Statskundskab, Københavns Universitet- svær. Det stabile vestfalske system er sat under pres. Idealismen har også svære vilkår. De politiske ledere føler sig presset til at tænke kortsigtet og taktisk og til at bruge historien med politiske mål for øje. Det må være NGOernes, i særdeleshed Helsinki-komiteernes, opgave at genopdage og skabe det fælles europæiske hus, forhindre misbrug af historien, og fremme, ikke konfrontation, men samarbejde og respekt på tværs af religioner og kulturer, tænke langsigtet og ikke forfalde til populisme og gold nationalisme. 9 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 10 Store sikkerhedsmæssige udfordringer i Europa Af Karsten Fledelius De første linjer af denne artikel blev skrevet på 25-årsdagen for Berlin-murens fald i 1989. En begivenhed, hvis betydning man som europæer næppe kan overvurdere, og som langt de fleste dengang opfattede som en befrielse. Året efter, den 3. oktober 1990, fejredes Tysklands genforening. En koalition med USA i spidsen fik i januar 1991 Saddam Husseins hær smidt ud af Kuwait. Disse ændringer fandt sted, uden at Sovjetunionen under Gorbatjovs ledelse greb ind. Der var sandelig blevet skabt en ”ny verdensorden”! Men der er også mere ubehagelige årsdage at mindes i 2014-2015. Den 1. august 2014 var 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig, formentlig den blodigste krig indtil nu i verdenshistorien, en konflikt som unægtelig førte til radikale ændringer i ”verdensordenen”. I Danmark husker vi også 2014 som 150året for de danske nederlag ved Dybbøl og på Als og dermed tabet af Slesvig, og 200-året for tabet af Norge. Bevæger vi os fra Europa til Asien, er der to skæbnesvangre begivenheder for 25 år siden, som er værd at mindes. Den 14. februar 1989 udslyngede den aldrende iranske teolog og diktator Ajatollah Khomeini en fatwa mod den indisk-fødte engelske statsborger Salman Rushdie pga. hans bog ”De sataniske vers”. Khomeini gjorde det til en pligt for troende muslimer at slå Rushdie og dem, der udbredte hans bog, ihjel. Rushdie er hidtil gået fri, men har levet på flugt gennem 25 år. Men hans norske forlægger blev dræbt Studenter indleder sultestrejke som demonstration på Tiananmen Pladsen i Beijing den 18. maj 1989 10 ved et attentat. Hermed fik vi det første eksempel på global fredløshed pga. religiøse ”forbrydelser”. De seneste den 7. januar 2015, da islamistiske terrorister massakrerede redaktør og bladtegnere på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo i Paris, og det lignende angreb den 14. februar her i København. En anden trist begivenhed for 25 år siden var den blodige nedkæmpelse af studenterbevægelsen for demokratisering af Kina i Beijing den 4. juni 1989. Den dagsorden, der blev sat ved denne lejlighed, viste sig endnu engang aktiv ved politiets fjernelse af de unge demokratidemonstranter i Hongkong omkring den 1. december 2014. Godt nok undgik man denne gang blodsudgydelser, men hele forestillingen om, at Hongkong i politisk forstand fortsat kunne ligge hen som et demokratisk eksperiment efter devisen ”et land, to systemer” fik sig et grundigt skud for boven. 1989 slukkede håbets flamme i Asien, men tændtes i Europa, kunne man faktisk sige. Ikke nogen ubetinget succes for Vesten Året 1989 bør minde os om to ting: Det første, at det tilsyneladende uopnåelige pludselig kan ske. Men på den anden side, at de gaver, der daler ned over os, hurtigt kan blive sat over styr. Da kampen mellem ideologierne stoppede, gav den pladsen fri for konflikter mellem nationer, religioner og civilisationer. 1990erne blev et tiår med tilbagevenden til 1900-tallets værste arv, folkedrabene, både i Europa og Afrika. Igen uventet for de fleste. De forløbne 25 år har ikke været nogen ubetinget succes for ”Vesten” og dens værdier: fair og frie valg, markedsøkonomi, menneskerettigheder og retssamfund. Udfordringen af de to sidste i Østeuropa er behandlet andetsteds i bladet. Men en anden udfordring ligger på det globale plan, i økonomien. Verdens demokratier har ikke mere monopol på fremskridtet, · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 11 et land som Kina tegner sig i horisonten som afløseren for Sovjetunionen som supermagt nr. 2. For nogle er dette ikke noget forstyrrende perspektiv. Men økonomisk magt kan hurtigt ”veksles” til militær magt. Og kineserne kan begynde at stille krav til deres debitorer. Det er naivt at forestille sig, at Kina i længden vil være en kreditornation som uden modkrav stiller kapital til rådighed for lande, der lever over evne. Herunder verdens stormagt nr. 1, USA. Store sikkerhedsmæssige udfordringer i Europa 2014 blev desværre et år, hvor der blev rokket alvorligt ved folkeret og menneskerettigheder. Den opbyggede konsensus mellem de tidligere modstandere i Den Kolde Krig er i vid udstrækning brudt sammen. Vi står igen med store sikkerhedsmæssige udfordringer i Europa. Ikke blot mellem landene, men også internt i mange af dem. Den russiske regerings nationalkonservative ekspansionisme er blevet modtaget med forståelse eller endog sympati af højrefløjs-politikere i adskillige EU-lande, ja endog i USA. Der er grund til skepsis over for en del af de meningsmålinger, som tegner et billede af et stort set enigt russisk folk samlet bag Putin og med front mod Vesten. Men ikke mindst i emigrantkredse er det markant, hvor mange der finder den russiske præsidents aktuelle optræden i verdenspolitikken, og ikke mindst annekteringen af Krim, som en genop-retning af en uret begået mod Rusland både under sovjetregimet og efter dette. Putin selv har indtil sin seneste tale til nationen bagatelliseret omkostningerne ved den nye russiske politik, herunder sanktionerne. Nu erklærer han, at der ligger to hårde år forud. Men nationen skal nok klare det, hvis man blot står sammen, siger Putin. Rusland er ifølge de statsstyrede medier udsat for en amerikansk-europæisk-saudisk sammensværgelse, hvor de direkte sanktioner virker sammen med de drastisk faldende oliepriser, som tilskrives vestlig dumping. Derfor må Rusland søge sig andre samarbejdspartnere, og dette skal have tid til at virke. Fra EU Naboskabstopmødet, Vilnius, Letland, November 2013, aftale med Moldova og EUs Cathrine Ashton Paradigmeskift i russisk politik Det virker som et paradigmeskift i russisk politik, fra en pro-europæisk politik i begyndelsen af 00erne til en mere og mere anti-vestlig politik siden Putins tilbagekomst på præsidentposten i 2012. Og generelt tilskrives skiftet personen selv, Vladimir Putin, ”den gamle KGBmand”. Han er blevet en person, mange i Vesten elsker at hade, men som der faktisk er en del også i Vesten, som er kommet til at elske. Euroskepticismen og antiamerikanismen, som aldrig har været helt død i Vesten, har fået sig en populistisk identifikationsfigur, som kan svinge fra en underspillet stil til en voldsom, ja til tider ligefrem vulgær retorik. I et interview i dagbladet Information (Mette Rodgers af Richard Sakwa, professor i russisk og europæisk politik ved Universitetet i Kent, den 30. december 2014) stiller Sakwa spørgsmålet om, hvordan et oprindelig pro-europæisk Rusland er blevet drevet så vidt i 2014, og besvarer det selv med, at det er Vesten, der bærer hovedansvaret. Han ser alene Vilnius-topmødet i november 2013 som den foreløbige kulmination på en udvikling, hvor der var lovet Rusland et partnerskab i udviklingen af sikkerhed og velstand i Europa, men hvor man ikke, når Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités det kom til stykket, tog hensyn til Ruslands økonomiske og strategiske interesser. Efter russisk opfattelse var dette i strid med klart givne hensigtserklæringer fra vestlig side i forbindelse med Tysklands genforening i 1990, afviklingen af Warszawa-pagten i 1991 og udviklingen af Partnership for Peace i 1994, om ikke at udvide NATO mod øst. Tværtimod, inden for den gamle Østblok var Polen, Ungarn og Tjekkiet i 1997 blevet inviteret til medlemskab af NATO og blev optaget i 1999. I 2002 inviteredes yderligere de baltiske lande samt Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien til at blive medlemmer af NATO, hvilket skete i 2004 – samme år som den hidtil største udvidelse af EU fandt sted med 10 nye medlemsstater, heraf 8 fra den tidligere socialistiske del af Europa og 3 direkte medlemmer af den gamle Sovjetunion. NATO ekspanderede således hurtigere end EU i disse år. Kroatien kom ind i NATO i 2009, 4 år før landets optagelse i EU. Seneste NATOudvidelse er Albanien, mens Makedonien, Montenegro og Bosnien-Hercegovina står på ventelisten. Mikhail Gorbatjov fastslog allerede i 1990erne i sine erindringer, at det havde været en forudsætning for Sovjet- 11 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 12 unionens godkendelse af Tysklands genforening i 1990 – og dermed Østtysklands integration i NATO – at denne alliance ikke skulle udvides yderligere mod øst, noget han har gentaget både i 2008 og 2014. Hans daværende amerikanske forhandlingspartner nægter, at der blev indgået en formel aftale herom, og det er for så vidt rigtigt. Det forklarer også, hvorfor Rusland så længe undlod at sætte sig til modværge mod udvidelsen af både NATO og EU mod øst. For Putin, som Richard Sakwa betegner som den oprindeligt mest provestlige russiske præsident nogensinde, var det længe langt mere afgørende at blive en del af G8 og G20, ”klubben” af de lande, der betyder mest i verden. Et ønske, som den daværende tyske forbundskansler Gerhard Schröder forstod måske bedre end de fleste. I 2007 havde Putin holdt en sikkerhedspolitisk tale i München, hvor han forholdt sig høfligt, men kritisk, til den globale vestlige sikkerhedspolitik, hvis svagheder han påpegede på ganske kompetent måde. De store problemer man fra vestlig side havde rodet sig ind i i Afghanistan og Irak, fik et venligt, men kritisk ord med på vejen. Men gennemgående kom Putin til at tale for døve øren. Det samme var længe tilfældet i forbindelse med USAs anspændte forhold til Iran og det såkaldte Arabiske Forår fra december 2010. Putin forholdt sig passiv i forbindelse med begivenhederne i Nordafrika, men gik diplomatisk ind i Syrien-konflikten i september 2013 på den måde, at han fik Syriens Assad til at give afkald på kemiske våben. Dermed reddede han Obama ud af det dilemma, denne havde bragt sig i ved at forpligte sig til at intervenere i borgerkrigen i Syrien, fordi Assads styrker angiveligt skulle have overtrådt den ”linje i sandet”, Obama havde tegnet, ved at beskyde borgere i Damaskus. Det er givet, at Putin havde forventet nogen anerkendelse for denne diplomatiske indsats, der i september 2013 førte til en aftale mellem USAs og Ruslands udenrigsministre om inspektion og udlevering af den syriske regerings lager af kemiske våben, bakket op af FNs sikkerhedsråd og accepteret af Syriens præsident Assad, som også stort set har opfyldt aftalen. 12 Vestlige contra østlige holdninger Alvorligst er dog Georgiens ønske om NATO-medlemskab og lignende røster fra Ukraine. Som naturligvis også skal ses i sammenhæng med Bush-administrationens genoplivning af missilskjolds-projektet, som det mildt sagt har været svært at overbevise russerne om ikke skulle være rettet mod deres land. Alligevel forholdt Rusland sig længe ret passivt, også da en række vestlige lande i 2008 bakkede op bag Kosovos ensidige uafhængighedserklæring. Under Georgien-krisen senere i 2008 blev Rusland efter alt at dømme taget på sengen, da daværende præsident Sakasjvili med militære midler forsøgte at genetablere georgisk kontrol med den lille etniske udbryderrepublik SydOssetien. Da russiske tropper efterfølgende rykkede over grænsen, truede Ukraines daværende præsident Jusjtjenko med at gribe ind på Georgiens side, og Georgien blev desuden kraftigt støttet af den republikanske præsidentkandidat McCain, mens hans modstander Obama var langt mere forsigtig. Perioden 2009-2012 bragte tilsyneladende afspænding mellem Washington og Moskva, idet de ”blødere” præsidenter Obama og Medvedev anlagde en mere forsonlig linje. Men den Moskva-støttede Viktor Janukovitjs sejr ved det ukrainske parlamentsvalg i 2010 blev indledningen til et farceagtigt majoritetsdiktatur, som ødelagde de muligheder for at rette op på ukrainsk økonomi og retssamfund, som man fra vestlig side i høj grad støttede. Især efter Putins tilbagevenden til præsidentposten i 2012 blev russisk politik præget af en stadig mere ukritisk opbakning af Janukovitj, og en stadig mere kritisk holdning over for samme fra vestlig side. Samtidig forsøgte Janukovitj at spille øst og vest ud mod hinanden. Det lykkedes desværre alt for godt. Den ”vestlige” holdning har gennemgående været, at østlandene som selvstændige stater skal have ret til at tilslutte sig hvilke alliancer, de vil, ud fra det grundlæggende princip om demokratiske staters selvbestemmelsesret. Den ”østlige” holdning har gennemgående været, at der findes legitime geopolitiske sikkerhedsinteresser, som fastlægges ved aftaler mellem de implicerede stormagter, og at disse aftaler ikke blot kan ændres ensidigt. Man har i det hele taget undervurderet den russiske præsidents behov for at føle sig internationalt anerkendt og vellidt. I den forbindelse skal også den store satsning omkring vinterolympiaden i Sotji i februar 2014 ses. Det er ingen tilfældighed, at Putin gav flere internationalt kendte fanger amnesti omkring årsskiftet. Men han høstede ikke den store taknemmelighed ved denne lejlighed, og en række af de vestlige kommentatorer af den stort anlagte og meget kostbare vinterolympiade var kritiske på en måde, som skabte irritation og ærgrelse i Moskva. Skærpet mistillid På den baggrund måtte den spontane støtte, Vesten gav oprørerne på Majdan-pladsen i Kiev, da de fordrev præsident Janukovitj sidst i februar 2014, virke som et yderligere slag i ansigtet på Putin. Man var fra russisk side nødtvungent gået med til en kompromisaftale mellem den ukrainske opposition, Janukovitj og EU den 21. februar 2014 underskrevet også af Frankrigs, Tysklands og Polens udenrigsministre, men den blev totalt forkastet af Majdan-aktivisterne dagen efter. Janukovitj flygtede, og forsøg fra russisk side på at vende tilbage til aftalen af den 21. februar blev forkastet fra vestlig side. Det er her vigtigt at erindre sig, at ekskommunister ofte har den største afsky for, hvad man kunne kalde for ”gadens parlament”. Man har ikke fra vestlig side haft tilstrækkeligt øje for den afsky og frygt for revolution og anarki, som er så udpræget hos ledere som Putin, der selv på nærmeste hold oplevede, hvordan hele Sovjetimperiet imploderede fra 1989 til 1991. Medvirkende til at skærpe mistilliden til Vesten i Moskva var også den internationale intervention i Libyen. Det var bestemt ikke smukt, hvad oberst Gaddafi var i gang med mod rebellerne i Benghazi i 2011, men måden hvorpå han blev lynchet gik langt ud over enhver anstændighed. Saddam Hussein fik da i det mindste en rettergang, selv om man ikke kan kalde den særligt fair. Janukovitj har sikkert haft dette i tankerne, da han flygtede over hals og hoved. Begivenhederne i Libyen har været meget afgørende for den opfattelse i Moskva, at ”Vesten” · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 13 tager for sig af retterne, når der er mulighed for det, uanset hidtidige aftaler, hvad enten de er nedskrevet eller ej. Putin har følt sig til grin efter Janukovitjs fald og Vestens manglende fastholden af aftalen af 21. februar. Putins svar på Janukovitjs fald blev annekteringen af Krim i marts 2014 karakteristisk nok med en papirtynd legitimation i form af en forhastet og tendentiøs folkeafstemning efterfulgt af et døgns formel uafhængighed som selvstændig stat alene anerkendt af Rusland. At han retfærdiggjorde dette ved Kosovos eksempel viser hans pointe: Når andre kan tage selv, kan vi også, men vi respekterer i det mindste formerne! Den samme linje er blevet videreført i forbindelse med de selvudråbte pro-russiske udbryderstater i Øst-Ukraine, selv om han her har været forsigtigere. På mange måder minder Putins optræden i Ukraine om Slobodan Miloševi ’, der formelt lagde afstand til de serbiske udbryderrepublikker i Bosnien-Hercegovina og Kroatien, samtidig med at han længe reelt bakkede dem op. Vi befinder os nu i 20-året for de afgørende kampe og den efterfølgende fredsslutning i Dayton, Ohio. Og det bedste, vi kan håbe, er en lignende pragmatisk forhandlingsrunde omkring Ukraine, som kan muliggøre en nedtrapning og afblæsning af de gensidige sanktioner, Rusland og EU med USA har pålagt hinanden. Forhåbentlig skal vi ikke igennem en ny krig af Kosovo-typen, f.eks. i Kaukasus, før man endelig kan få neddæmpet konflikterne i Ruslands ”nære udland”. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at de samme aktører og organisationer som i 1990erne stadig er til stede – herunder det OSCE, som stadig udgør et fælles forum for alle den aktuelle konflikts parter. Og at den nuværende situation i virkeligheden ligger i forlængelse af Helsinki-aftalerne for 40 år siden om sikkerhed og samarbejde i Europa. en overanstrengelse af egne kræfter. Lenins, Stalins og Khrusjtjovs drømme om Moskva som verdens hovedstad er væk. Men den gamle russiske frygt for indkredsning og invasion fra vest ligger lige under overfladen. Og samtidig følelsen af en mytisk størrelse, det middelalderlige Rus, som har en særlig mission i verden, en nation der besidder en speciel symbolsk arv af betydning for menneskeheden som helhed. Det er det budskab, som har forplantet sig til de religiøst ori og amerikanske enterede europæiske højrekræfter. De ser den russisk-ortodokse kirkes og Putins afstandtagen fra homoseksualitet og blasfemi som en hjørnesten i bekæmpelsen af den moderne vestlige liberalitet og ”dekadence”, de selv bekæmper. Forhåbentlig kan man stadig nå at få standset Donetsks og Lugansks vej mod total løsrivelse fra Ukraine. Krim er nok det største problem. Dette område besidder en enestående symbolsk kapital for Rusland såvel som for Ukraine, to områder, som i middelalderen var lige så stærkt indbyrdes forbundet som kongedømmet Danmark og hertugdømmet Slesvig. Ved genindvielsen i 2001 af den kirke, der er rejst nær Sevastopol på det sted, hvor Kiev-fyrsten Vladimir den Hellige lod sig døbe i 988, var både Ukraines daværende præsident Kutjma og Putin til stede, hvilket der er fotos af ved indgangen til kirkerummet i dag. Indtil 2014 lå ukrainske og russiske orlogsskibe side om side i Sevastopols store, naturlige havn, som en manifestation af et fælles ejerskab, et kompromis mellem Ukraines og Ruslands legitime interesser og århundredgamle forbundethed med et territorium, som ingen af dem dog beherskede før slutningen af 1700-tallet. Denne ”condominium-pagt” kan vanskeligt genetableres efter begivenhederne i 2014. Men en regulering af forholdene mellem Rusland og Ukraine kunne ske efter den model, som man etablerede mellem Danmark og Den tyske Forbundsrepublik i 1955 ved de såkaldte København-Bonn erklæringer. De har nu i 60 år har været til gavn for mindretallene nord og syd for grænsen og også til en vis grad støttet varetagelsen af den fælles kulturarv. En sådan ordning ville give rum både for de russisk-talende i fastlandsUkraine, de ukrainsk-talende på Krim og den oprindeligt største befolkningsgruppe på halvøen i nyere tid, Krim-tatarerne. Den gamle russiske frygt for indkredsning Putin er hverken en Hitler eller en Milošević. Han er den skuffede og snu leder af en nation, der er præget af alvorlige frustrationer, historiske traumer og Vilnius 2013: Naboskabsprogrammets kurs. Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 13 Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 14 Rusland, Ukraine og Den europæiske Union! Af Karsten Fledelius Den 23. januar afholdt Den Danske Helsinki-Komité i samarbejde med FNforbundet og Dansk-Russisk Forening en konference med overskriften: Det aktuelle forhold mellem Rusland, Ukraine og Den europæiske Union. Konferencen, der økonomisk var støttet af Hermod Lannungs Fond, fandt sted i en fyldt Landstingssal med et panel sammensat af oplægsholdere fra Ukraine, Rusland og Danmark. Konferencen blev indledt af folketingsmedlem Zenia Stampe (RV) på Folketingets og Carl-Erik Foverskov på Helsinki-Komiteens vegne. Oplæggene Ph.D.-stipendiat Kim Frederichsen fra Københavns Universitet, tidligere forsker ved Koldkrigscentret, var første taler. Han anfægtede det synspunkt, at vi befinder os i en ny “koldkrig”. Efter hans opfattel- Dr. Taras Kononenko, Associated Professor, Kiev Universitet 14 se var Den Kolde Krig en international systemkonflikt mellem en Pax Americana og en Pax Sovietica, hvad han slet ikke genfinder i dag. Således er der ikke noget entydigt “Vesten” i dag. Det var på sin vis lettere at forholde sig til hinanden under Den Kolde Krig, dér vidste man normalt, hvor man havde hinanden, og man havde gensidig respekt for hinandens styrke. Nu er billedet meget mere rodet, med Putin-sympatisører i Vesten både på højre- og venstrefløjen. Heller ikke i EU ses ens holdninger, med Polen og Sverige på den ene fløj og Ungarn og Grækenland på den anden. Kim Frederichsen mente, at man fra vestlig side skulle have hjulpet Rusland mere. I 2012-13 brød den hidtidige sociale kontrakt i Rusland sammen, og en ny national fortælling blev lanceret, præget af autokrati, ortodoksi og russisk etnicitet. Rusland ønsker som tidligere at spille en væsentlig rolle i verden. Men landet er hårdt ramt især af dets egne økonomiske mod-sanktioner. Man skal ikke tro, at sanktioner er “soft power”. Professor Taras Kononenko fra Kiev Universitet understregede de gamle forbindelser mellem Ukraine og Vesteuropa, herunder de fyrstelige ægteskaber mellem Kiev-Rus og både Frankrig og Danmark i middelalderen. Han konstaterede et hidtidigt fravær af en dominerende nationalidentitet i det moderne Ukraine. Borgerne i Ukraine har hidtil set sig som ukrainske sovjetborgere, ikke som ukrainere i en speciel nation. Majdan-bevægelsen kan ses som et Nyt Ukraines nye borgere, der har rejst sig mod hele det sovjetiske system, der var skabt af Lenin, og som stadig lever i mange ukrainske borgeres bevidsthed. Det er nødvendigt at anerkende, at identitet er noget, som kan manipuleres, og at man må anerkende et fænomen som “hybride identiteter”. Ukraine har gennem hele historien været geografisk tæt forbundet med Rusland, men begge steder er det nu nødvendigt at bryde med den post-sovjetiske bevidsthed. Den aggressive russiske ekspansionisme tog sin begyndelse allerede i 2004 som reaktion på den Orange Revolution mod den russisk-støttede præsidentkandidat Janukovitj og hans manipulation med valgene. Det udløste brugen af terror til at fremme russiske interesser, en synergi mellem vold og psykologisk spænding. I den nuværende situation spiller medierne direkte ind i konflikten, de er “hard power”. Derfor vil det være det en god idé at starte en ny alternativ TV-kanal, der på russisk kan formidle Vestens nyheder til de russisktalende indbyggere i hele Østeuropa. Den russiske oplægsholder var Jekaterina Sjimiris fra RIAC (Russian International Affairs Council), en parallelorganisation til DIIS i Danmark. Den er stiftet 2011 og har tidligere udenrigsminister Igor Ivanov (1998-2004) som formand. Jekaterina Sjimiris understregede i sin politologiske analyse, at den tidligere gensidige tillidssituation i Europa har været baseret på fælles værdier, som der ikke mere er enighed omkring. Hun fokuserede bl.a. på, at der ikke er fælles enighed om, hvad en nation er, og hvor grænserne mellem nationerne går. Både Ukraine og Rusland er stater i en overgangsfase. Der er forskel på at være enten en nationalstat, en imperie-nation eller en nationsdannende stat. Hun opfattede selv Ukraine som det sidste, som en nyligt skabt, nationsdannende stat præget af post-sovjetisk arv. Hun er selv russer med ukrainsk mor og opfatter ikke Ukraine som en fremmed nation. Under nationsdannende processer optræder ofte forestillingen om et historisk “heartland” – som Kosovo for serberne. Rusland har nu opnået at få sit “hjerteland”, Krim, inden for sine grænser som led i sin nationsdannende proces. Den er karakteriseret ved stræben efter en cen- · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 15#" traliseret, russsisk-sproglig stat med ortodoks kristen religion. Denne proces har haft store territoriale, økonomiske og sociale konsekvenser for befolkningerne, selv på familieniveau. Ruslands proces kolliderer nu med Ukraines tilsvarende proces. En forudsætning for genetablering af det gode naboskab mellem de to stater og folk er en pragmatisk løsning på konflikten, baseret på en forståelse af de kræfter, som er i spil på begge sider. Redaktør Peter Wivels udgangspunkt var at se konflikten fra Berlin, hvor han bor. For ham at se er det Angela Merkel, som er nøglen til en løsning af krisen. Merkel ser krisen i Helsinki-aftalernes perspektiv (1975) og mener, som hun har sagt til præsident Obama, at Putin lever i en anden verden. Wivel så Putin som uforudsigelig, og mente, at han skifter mening fra time til time. Han var enig med Merkel i at betragte Ruslands annektering af Krim som et brud af første grad på den internationale retsorden. Men Wivel understregede, at der er andre tyske stemmer såsom Gerhard Schröder, Merkels forgænger som forbundskansler, der i 2004 kaldte Putin “einen lupenreinen Demokrat” [en fejlfri demokrat]. Det tysk-russiske Forum, ligesom Peterburg Dialogen, går ind for anerkendelse af Krim-annektionen til gengæld for russisk tilbagetrækning fra Øst-Ukraine. 64 navne har netop skrevet under på en appel om at bryde den onde cirkel, herunder Schröder selv. Det ligger i forlængelse af Henry Kissingers synspunkt om, at Ukraine i lang tid fremover vil forblive en del af Ruslands indflydelsessfære. Generelt ønsker Tyskland sikkerhed i Europa sammen med Rusland, ikke mod Rusland. Landet har lige som Frankrig været imod NATO-medlemsskab for Georgien og Ukraine. Men man vender sig mod truslerne om vold og militære interventioner, og soldater “på ferie” på fremmed jord, som vi nu ser det i ØstUkraine. OSCE-diplomatiet forsøger nu at holde alle kanaler åbne, i ånden fra Helsinki 1975 og Paris 1990. tider lidenskabelig diskussion. En herboende russer var særlig kraftig i sin kritik af, hvad hun anså for vestens uberettigede mobning af Rusland pga. Krim og nødvendigheden af at støtte Putins kamp mod de fascistiske kræfter, hun så udfolde sig i Ukraine. Hun talte endvidere med megen indignation om de mange flygtninge fra Øst-Ukraine, der er søgt til Rusland. Andre indlæg gik ikke overraskende i den modsatte retning og så krisen som forårsaget af russisk aggression. Man spurgte, hvad Putins næste skridt ville være, og om Ukraine selv i tilfælde af en holdbar våbenstilstand blot vil blive en dukke-stat. Et ret voldsomt angreb kom mod Jekaterina Sjimiris som angivelig forsvarer for Putins politik, hvad hun afviste med henvisning til, at hun havde fremlagt en nøgtern akademisk analyse af de herskende opfattelser og tendenser i aktuel russisk udenrigspolitik, ikke udtalt sig om, hvad hun anså for rigtigt eller forkert – man måtte sondre mellem politisk teori og journalistik. Heri støttedes hun bl.a. af Kim Frederichsen. Mange af spørgerne var meget pessimistiske. Den tidligere ukrainske minister Valerij Ivasjtjenko mente, at opskriften på Øst-Ukraine-konflikten blot var en fort- sættelse af den, der blev anvendt på Krim, at Ruslands “hjælp” til (pro)russere blot var terrorister, våben og ammunition. Ifølge ham havde Putin gjort russerne til ukrainernes fjender og ødelagt den europæiske orden af 1975. Han fandt “hjertelands”-betragtningen et skørt koncept i den moderne verden. Hvad bliver det næste sted, der falder, Kiev, de baltiske lande, Danmark, Norge? Putins interesse er at nedbryde stabilitet i Ukraine gennem skabelse af småstater som Transnistrien og Sydossetien, idet støtten til sådanne kan stive billedet af Putin som en stor russisk-national leder af. Men Ivasjtjenko mente ikke, at Putin alene er skyldig, den eneste beslutningstager, Putin er en del af et netværk, og det er vigtigt at få dette analyseret. Taras Kononenko var i sit svar skeptisk mht. en hurtig løsning af situationen. Hvad kan stoppe den hårde og blodige krig, der stadig foregår i Øst-Ukraine? Og hvilke grænser for Rusland vil Putin anse for de “normale” – vil han helt tilbage til 1991? spurgte han. Krim har engang været base for de russiske strategiske kernevåben, ligesom Hviderusland, Vestukraine og Arkhangelsk-området. Skal den tid vende tilbage? Og i mellemtiden er der flygtet så mange mennesker Russia in the current conflict Territory • The conflict is near the Russian border. • At the same time the intention to moderate the NATO in the region. Economy • Lack of resources to help the Eastern Regions of the Ukraine. • Internal economic problems connected with the sanctions. Social • Lots of connections between common people in Russia and Ukraine on the level of families and friends. • Complicated social situation in Russia. Debatten Efter oplæggene fulgte en livlig og til Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 15 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 16#" ud af den aktuelle konfliktzone til begge sider. Samtidig pegede han på identitetens flygtighed – den kan skifte meget hurtigt. 95% af befolkningen i Ukraine opfatter sig stadig som borgere i Ukraine, uanset hvad deres hovedsprog er. Men også det kan ændre sig. Fra salen reagerede forfatteren Samuel Rachlin mod tanken om Ruslands historiske “ret” til at involvere sig i en fremtidig Ukraine-løsning: Er Rusland ikke brandstifteren, der optræder som brandmand? Er konflikten ikke en afspejling af, at “åndelige” love får forrang for international ret? Hvor langt tilbage i historien kan man påberåbe sig historiske “rettigheder”? Bliver det næste en besættelse af Transnistrien? Peter Wivel advarede imod historiske paralleller, såsom at se Putin som en ny Hitler. Putin ønsker ikke at involvere Rusland selv i åben krig. Men russiske soldater er klart blevet identificeret på Krim og i Østukraine. Den russiske påstand om en ny kamp mod fascismen har ikke noget på sig, det er kun 1% af ukrainerne, som står bag Banderas synspunkter [den ultranationalistiske, antise- 0+(- mitiske ukrainske aktivist myrdet af KGB i udlandet i 1952]. Zenia Stampe vendte sig mod “Hjertelands”-begrebet, som er blevet brugt af det officielle Rusland siden 2008. Hun mente, at det er på tide, at Rusland skal finde en anden fortælling om sig selv. Karsten Fledelius rundede debatten og konferencen af med en understregning af nødvendigheden af, at man udnytter de sikkerhedspolitiske instrumenter i Europa, herunder ikke mindst OSCE, til at få standset den åbne konflikt og dæmpet mediekrigen. Ukraine og Rusland er geografiske naboer, som Danmark og Tyskland, og Danmark og Sverige. Sprogene ligger tæt på hinanden, og den fremherskende religion ligeså. De familiemæssige bånd har også stor betydning. Det, der foregår i Øst-Ukraine i dag, bør bilægges hurtigst muligt, selv om løsningen ikke opfylder alle siders krav. For 20 år siden lykkedes det i Dayton, Ohio, at finde en for mange utilfredsstillende, men hidtil holdbar udgang på den blodige konflikt i de centrale dele af det tidligere Jugoslavien. Den konflikt rum- mede mange af de samme elementer som den aktuelle konflikt omkring Ukraine, en identitetspræget konflikt mellem nærtstående befolkninger i en opløst forbundsstat. Erfaringerne fra Balkan viser, at først når voldshandlingerne er ophørt, er det muligt at starte genopbygningen af de hærgede områder og gøre det muligt for i det mindste nogle af flygtningene at vende tilbage. Han takkede for indlæggene og debatten, som havde bidraget til at belyse den aktuelle situation i og omkring Ukraine på en alsidig og engageret måde. Christiansborg den 23. januar 2015 – en Landstingssal fyldt med deltagere til Ukraine-Rusland konferencen. 16 · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 17#" Er det en udfordring at overholde menneskerettighederne? Anmeldelse: Af Henrik Døcker Politikere og/eller jurister - hvem fastlægger hvad disse rettigheder her og nu indeholder? Skal national ret til alle tider bøje sig for de internationale regler om emnet? Hvordan skal de internationale traktater fortolkes, f.eks. set i lyset af de enkelte staters grundlove? Disse tre bøger analyserer på forskellig vis en række modsætninger, dilemmaer og paradokser, som karakteriserer menneskerettighederne. Direktøren for Institut for Menneskerettigheder, dr. jur. Jonas Christoffersen, påpeger i sin lille bog, at menneskeretten er dynamisk i en grad, der provokerer jurister og politikere, som værner om juraens forudsigelighed, om dommernes tilbageholdenhed og om samfundsudviklingens politiske foran- kring. Menneskeretsområdet, nærmere bestemt omfanget af de rettigheder, der tilkommer borgeren, udvikles i stor stil af dommere, og da især dem ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og EUs domstol i Luxembourg. Ifølge Christoffersen bør det være politikerne, der formulerer og prioriterer de grundlæggende samfundsværdier, som menneskerettighederne jo kan siges at være udtryk for. Det lyder godt, men forekommer svært realiserbart. Han har mange synspunkter, der nok kan undre i betragtning af hans job. F.eks. når han skriver, at den ekspanderende regulering - altså dette at menneskerettighedernes beskyttelsesområde udvides - risikerer at "skubbe de nationale demokratier fra sig". Det gælder måske nok, når man taler om hele verden, men ikke rigtigt med den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis nu over ti tillægsprotokoller er blevet til efter lange politiske forhandlinger, og som staterne så gradvis tilslutter sig, hvis de altså vil (Danmark har f.eks. ikke ratificeret den Jonas Christoffersen: Menneskerettighederne - en demokratisk udfordring, 120 sider, Hans Reitzels Forlag. ISBN-13: 978-8-74-126098-3 Jens Peter Christensen: Grundloven - Atten Fortællinger, 142 sider, Gyldendal. ISBN 978-8-70-215276-0 Ed Bates: The Evolution of the European Convention on Human Rights, 571 sider, Oxford University Press. ISBN 978-0-19-920799-2. 12. protokol). Det samme gør sig gældende med EUs bindende forordninger og direktiver. Hvorfor Christoffersen fremdrager professor Mads Bryde Andersens nu knap ti eskerg et menn ratisk udfordrin – en demok stoffersen jonas chri s forlag han s reit zel Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 17 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 18#" år gamle bredsider mod Strasbourg-domstolen forekommer mig gådefuldt, ja uforståeligt. Professoren gik her bastant imod den såkaldte dynamiske fortolkning af menneskeretskonventionen, idet han pointerede, at fortolkningen skulle ske i lyset af 1950erne, da konventionen blev til, og domstolen kom i gang. Kun de allervigtigste rettigheder burde beskyttes, og dem i tillægsprotokollerne ville han ikke vide af. Strasbourg-domstolen har dog gang på gang fastslået, at dens afgørelser skal baseres på den aktuelle situation i det land, sagen vedrører. Dette er blevet erkendt over hele Europa, ligesom danske domstole - med respekt for lovens forarbejder - da også lader sig inspirere af nutiden uden at hænge fast i en lovs fødselsår. Lægges ansvaret for menneskerettighederne urimeligt meget på juristskuldre? Christoffersen synes ikke rigtigt at afspejle den europæisering og internationalisering, som har karakteriseret verden siden 1945. Hans fremstilling er ikke udpræget pædagogisk, f.eks. er vel ikke alle læsere helt dus med, at det, den danske 1849grundlov kaldte frihedsrettighederne, var det, der med FNs verdenserklæring af 1948 voksede til menneskerettighederne (og dermed for første gang blev internationalt forankrede), for med EU at få et knopskud, som kaldes grundrettighederne. Når en stat har ratificeret internationale vedtagelser, altså traktater, konventioner, pagter eller andre folkeretligt bindende dokumenter, så følger der nogle forpligtelser med. Når forfatteren her anfører, at visse af disse - af nogle jurister så ringeagtede - dynamiske domme fra Strasbourg vækker hans mishag, må man spørge, om der ikke er enkelte højesteretsdomme, han er uenig i? Den Internationale Domstol i Haag har såmænd også expressis verbis, altså udtrykkeligt, som generelt princip fastslået, at et internationalt 'instrument' skal fortolkes i lyset af det samlede internationale retssystem (læs: retspraksis) på fortolkningstidspunktet. Når Strasbourg-domstolen i 1970erne (i Handyside-dommen, som forbød den engelske udgave af den danske anti- 18 0+(- autoritære bog ”Den lille røde for skoleelever” - i øvrigt ikke forklaret fuldt ud af Christoffersen) og i en årrække derefter anerkendte, at visse lande havde nationale sædvaner, som ikke modsvarede det øvrige Europas (men som måtte anerkendes), undrer det mig, at Christoffersen ikke hæfter udtrykket den nationale skønsmargin på det. Dette indarbejdede begreb tog domstolen i lang tid hensyn til særligt vedr. Storbritannien (f.eks. ang. homoseksualitet og kønsskifte). Men som forfatteren rigtigt pointerer, har domstolen som helhed ellers ikke været "håndsky" eller "strøget staterne med hårene". Fint havde det været om han i overskuelig form havde opregnet eksempler på en stribe sager, hvor konventionens rettigheder er blevet givet "nyt liv" ved udvidende fortolkning til at gælde for europæiske borgere. Men han synes generelt at være betænkelig, for ikke at sige utilfreds, med at grænsen mellem politik og jura er blevet forrykket. Der lægges for meget over på juristernes skuldre. Om Højesterets rolle har tidl. retspræsident Børge Dahl fremhævet, at europæiseringen og globaliseringen har præget domstolen i de senere år. Som særdeles aktiv deltager i internationalt samarbejde har Danmark ved tiltrædelsen af internationale traktater gjort vort land til en del af en international retsorden, som samtidig naturligvis forudsættes overholdt og respekteret her. Med rigtig mange ord og tankeudfoldelser som i denne bog må man undre sig over forfatterens synspunkt, at menneskerettighederne er "et ufuldkomment forsøg på at udtrykke nogle væsentlige principper og værdier, der er bærende for samfundet". De mellem 1.000 og 1.500 domme, der årligt afsiges af Strasbourg-domstolen, viser hvordan rettighedsområdet forskubber sig i dette og hint land - med konsekvenser for de andre. Denne bevægelse er det nye og fascinerende. De enkelte afgørelser er ikke folkeretligt bindende for de andre medlemsstater (Christoffersen kommer ikke nærmere ind på dette), men indirekte retter de sig efter dem. Enhver stat vil gerne undgå en domfældelse for menneskeretsbrud i Strasbourg. Det gør de ved at følge med tiden! Juridisk tåspidsdans om grundlov og konventioner Højesteretsdommer Jens Peter Christensens lille bog ”Grundloven” medtages her, fordi dens forfatter gør sig til talsmand for nogle synspunkter, der, om man så må sige, sætter Jonas Christoffersens i relief. Kun passagerne om det, grundloven kalder 'frihedsrettighederne' jf. ovenfor, bliver omtalt her. Det ligger Christensen meget på sinde at pointere, at menneskerettighederne, således som de fremgår dels af den europæiske konvention af 1950, dels af FNs to menneskeretskonventioner af 1966, ikke gælder med grundlovskraft. Hvis Højesteret fandt på at fortolke f.eks. den danske grundlovs §77 om ytringsfrihed i overensstemmelse med den europæiske konventions art. 10 om samme emne, ville det efter denne forfatters mening have ændret den danske grundlovs indhold uden at procedurerne for grundlovsændring var fulgt. Denne underkendelse af den europæiske menneskeretskonventions betydning er mildest talt formalistisk, men et eksempel på Christensens indædte modstand mod Strasbourg-domstolen, hvis afgørelser han ind imellem - med hvad der kan opfattes som foragt – betegner som ”juridisk frihåndstegning”. Han påstår endog, at ”Højesteret har holdt grundlov og traktater skarpt adskilt”. Jovist har Højesteret afvist, at f.eks. Danmarks krigsdeltagelse i felttoget mod Saddam Husseins Irak krænkede FN-pagten, og vist har Højesteret afvist en gruppe borgeres forsøg på at få Maastricht-traktaten kendt grundlovsstridig. Men hans formulering skjuler for den uindviede, at Danmark naturligvis respekterer de traktater, vi har tiltrådt, og at Strasbourg-domstolens afgørelser har indvirket på den danske Højesteret. Efter at den danske journalist Jens Olaf Jersild i 1994 af Strasbourg-domstolen havde fået omgjort en højesteretsdom for at have befordret racisme i en tv-udsendelse, refererede Højesteret således direkte til denne afgørelse i en senere dom om nogle aktivisters indtrængen i daværende miljøminister Svend Aukens have. En medfølgende journalist blev ikke dømt · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 19#" for medvirken, eftersom vedkommende – som Jersild - passede sit arbejde. Den danske grundlov var ikke formelt inddraget i disse sager, men deres emne, ytringsfriheden, var et omdrejningspunkt, som netop har fået en bedre beskyttelse gennem nutidige traktater og fortolkning i pagt med tiden. Det ligner juridisk tåspidsdans, når en dansk højesteretsdommer gør så meget ud af at fraskrive menneskeretten betydning, samtidig med at en del af hans kolleger synes at respektere det internationale, ja tilkende det betydning. Den diskussion, der hertil kan knyttes om betydningen af inkorporering af flere konventioner direkte i dansk ret, finder Jonas Christoffersen ret formålsløs. Der har været tale om de ovennævnte FN-menneskeretskonventioner, anti-torturkonventionen og børnekonventionen. Men det gør ingen synderlig forskel, om Danmark kun har ratificeret en konvention eller om det også har inkorporeret den i dansk lovgivning – sådan som det er sket med den europæiske menneskeretskonvention. Siden sidstnævnte blev dansk lov i 1992, er den dog oftere blevet citeret ved danske retsafgørelser. En række danske jurister har dog påpeget, at de internationale konventioner ikke under en retssag kan anvendes som mere end et bidrag til fortolkning. Hvis en dansk lovregel er i modsætning til en konventionsbestemmelse, vil en dansk domstol skulle anvende den danske lov. Vage bestemmelser i konventionen At det varede lang tid inden den europæiske menneskeretskonvention viste egentlig gennemslagskraft fremgår af den store bog af den britiske jurist Ed Bates, lektor ved Southamptons Universitet. I stil med nogle af Christoffersens observationer finder han, at det først var i 1990erne, da domstolen i Strasbourg blev permanent og forsynet med fuldtidsbeskæftigede dommere, at domstolen blev rigtigt etableret. Den havde dog begyndt sit arbejde i 1959, men havde haft meget få sager i en længere årrække. Konventionens fædre var inspireret af særlig brutale former for forfølgelse, tortur og drab på hundredetusinder af mennesker under 2. Verdenskrig, dvs. mest fjendens umenneskelighed, og mange politikere forestillede sig ikke rigtigt, at det net, der således internationalt spændtes ud under Europas borgere, skulle blive mere og mere finmasket som årene gik. Kun ganske få stater havde egentlige forbehold over for konventionens enkelte bestemmelser. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols beføjelser forekom da også begrænsede, når man nærlæste konventionens art. 50 – altså i sit udgangspunkt ingen grund til ”frygt” for at den ville få for stor magt. Ingen eller ganske få talte om suverænitetsafgivelse. Denne regel giver domstolen ret til, hvis noget er i strid med konventionen, at ”indrømme den forurettede part passende erstatning”, hvis ”den interne parts ret” kun tillader delvis skadesløsholdelse. Der stod og står intet direkte om, at den konventionsstridige retspraksis eller lovregel skal ændres! Den ret så uklare formulering kunne passende erstattes af: ”Hvis domstolen konstaterer konventionsbrud, kan klageren, det være sig et individ eller en gruppe (f.eks. politisk parti), efter domstolens nærmere bestemmelse være berettiget til kompensation” (anmelderens bemærkning). Men det var først i perioden efter 1975, at det blev fuldstændigt klart for Europarådsstaterne, at en dom, der gik dem imod i Strasbourg, måtte udløse egentlige nationale lovændringer. At dette så også skete, fik Europarådets Ministerkomité (sammensat af staternes udenrigsministre) først året efter vedtaget nogle formelle regler for. I konventionens art. 54 hedder det blot: ”Domstolens afgørelser oversendes til Ministerkomiteen, der skal våge over deres fuldbyrdelse”. Dette er siden sat i egentligt system med frister for dommes eksekvering og skrappe påmindelser, hvis det ikke sker indenfor disse. Tidligere mange sager fra Storbritannien Bates belyser grundigt konventionens, den daværende (og altså nu afskaffede) menneskeretskommissions og domstolens rolle i alle disse ”formningsår”, desværre overvejende belyst ved sager mod Storbritannien. Dem var der ganske vist rigtig mange af, nok især fordi dette land Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités ikke har nogen forfatning med frihedseller menneskerettigheder. I perioden 1960-80 var en tredjedel af samtlige indbragte sager britiske, 132 ud af 404. Han konstaterer, at den sag, Danmark og tre andre stater i 1967 rejste mod Grækenland for massive menneskeretskrænkelser (i alt ti bestemmelser), blev det første eksempel på, at et internationalt menneskeretsorgan konstaterede udøvelse af tortur. Det hele var højpolitisk, og sanktionen mod Grækenland trak op til en eksklusion af Europarådet. Men landet kom dette i forkøbet ved selv at udtræde af rådet i 1969 – og så genindtræde, da militærjuntaen var styrtet i 1974. Disse statmod-stat-sager – nogle tidligere har drejet sig om Nordirland/Irland og Cypern/Tyrkiet – er nu blevet sjældne. Rusland har været til diskussion, men den almindelige holdning er, at en domstol ikke magter at tilvejebringe de ønskede politiske forandringer. Flere britiske sager har haft betydning ved at afdække vigtige principper. Således den dom, der i 1979 fandt den store avis Sunday Times' ytringsfrihed krænket ved et fogedforbud mod artikler om de utilstrækkelige erstatningsbeløb, ofre for brugen af det smertestillende middel Thalidomid var blevet tilbudt af producenten, det tyske firma Chemie Grünenthal. Indgrebet var begrundet med respekt for ”domsmagtens integritet”, idet sagen ikke var endelig afgjort ved retten (hører man et ekko af politianmeldelsen mod danske politikere for at kommentere byretsdommen over ”boghandleren fra Brønshøj”?). Strasbourg-domstolen fastslog i denne sag, at indgreb fra statens side (i de rettigheder, som er optaget i konventionen) skal være nødvendige i det demokratiske samfund. Og at indgrebet skal være baseret på loven. Dette 'refræn' er da blevet gentaget utallige gange i efterfølgende afgørelser. Man tør sige, at denne maxime har særlig betydning i ytrings- og pressefrihedssager. Den ovennævnte Jersild-sag (også kaldet ”Grønjakkesagen”) drejede sig just om en journalists frihed til at dække vigtige samfundsanliggender, og Strasbourg-dommen konkluderede bl.a., at embedsmænd, politi- 19 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 20#" kere eller andre ikke skal bestemme, hvordan det skal gøres. Mellem 1990 og 1998 var der eksempelvis 44 menneskeretsdomme, der vedrørte konventionens art. 10 om ytringsfrihed. Den grundregel, domstolen opbyggede om pressen som ”vagthund i det demokratiske samfund” illustreredes f.eks. i Spycatcher-sagen, hvor Sunday Times i 1991 fik Strasbourg-domstolens ord for, at afsløringer fra en tidligere efterretningsagent i en bog udkommet i Australien ikke kunne standses ved fogedforbud i England. Menneskeretskrænkelser kan også afgøres af nationale klageorganer I 1998 indviedes en 'ny' menneskeretsdomstol, kendetegnet ved fuldtidsdommere, og ved at den nu alene skulle 'bestyre' konventionens overholdelse uden Den Europæiske Menneskerettighedskommission, som hidtil havde forhåndsgennemgået alle klagesager og fremsat sit foreløbige syn på dem, og uden at Den Europæiske Ministerkomité under visse omstændigheder skulle afgøre sagerne. Siden da har nye typer sager karakteriseret menneskeretsbeskyttelsen. Det drejer sig bl.a. om de såkaldte prøvesager, dvs. de sager, hvor domstolen udvælger én ud af et større kompleks af ensartede sager og afgør de mange sager på basis af den udvalgte. Det er bl.a. kommet sig af, at masser af sager er repetitive. Den værste slags er, som Bates fremhæver, dem, der vedrører langstrakt sagsbehandling. Konventionen påbyder i art. 6, at retssager afvikles ”inden for rimelig tid”, en for borgeren væsentlig ny garanti, som altså ligefrem gennem konventionens ordlyd blev en menneskeret. I lange perioder handlede op til 25 pct. af de sager, domstolen fik forelagt, om dette emne. Bates medtager dog i sin oversigt ikke de mængder af sager, der indtil nyordningen i 1998, blev afgjort af Ministerkomiteen, fordi de ikke var blevet indbragt for domstolen (det skulle tidligere foretages af kommissionen eller den indstævnte regering). I dag kommer alle sager, der er antaget til realitetsbehandling, for domstolen. Italien var her i årevis den absolut største synder med eksempler på sager, der 20 0+(- har verseret i op til 40 år, mens de øvrige stater dog højst har strakt sager i op til ti år. Strasbourg-domstolen følte på et tidspunkt, at det ikke mindst var denne type sager, der tyngede den til jorden. Det var imidlertid den polske Kudla-sag, afgjort ved dom i 2000, som fik domstolen til at indskærpe staternes pligt til i meget større omfang at ”opsamle” mulige menneskeretskrænkelser ved et nationalt klageorgan. Ved henvisning til konventionens art. 13 om at ”enhver [borger/klager] skal have ret til effektiv oprejsning ved national domstol” fik den således Italien til at oprette et sådant organ. Det har i nogen udstrækning nedbragt antallet af disse klagesager til Strasbourg. Andre lande har fulgt trop. Strasbourg-afgørelser med virkning for titusinder Hvad nu angår prøvesagerne (eng. pilot cases), udløstes de også af en polsk sag, nemlig den om Broniowski, der som 80.000 andre polakker måtte flytte vestpå, vest for floden Bug – ind på hidtidigt tysk territorium - ved grænseændringer efter 2. Verdenskrig, hvor Sovjetunionen skulle have en betragtelig del af Østpolen. Den daværende polske lovgivning havde ikke kompenseret dem tilstrækkeligt, og det hjalp Strasbourg-domstolen dem så til ved et påbud til den polske regering om at give yderligere erstatning. Bates giver ikke nogen overskuelig oversigt over de efterhånden ikke helt få ”klynge-sager”, som man kan kalde dem. Men de har altså også vedrørt sager fra Rusland, Ukraine, Moldova og Tyrkiet. I masser af sager har det drejet sig om den manglende gennemførelse af nationale retsafgørelser vedrørende statslig gæld til borgere og om utilstrækkelig lovgivning. En række nye signatarmagter fra Centralog Østeuropa har tydeligvis haft vanskeligt ved at få gennemført lovgivninger, der gav borgere, som havde fået tilkendt erstatning eller godtgørelse i Strasbourg, en brugbar adkomst til også at modtage pengene. Formålet med at finde nye måder at behandle visse sager på var klart nok inspireret af den enorme sagsmængde, men naturligvis også fordi et så finmasket beskyttelsessystem som det i Strasbourg nødvendigvis måtte undergå forandringer/forbedringer efter 50 års virke plus en vældig forøgelse i antallet af ratificerende stater. Med den 11. tillægsprotokol begrænsede man således adgangen til at få indbragt en sag for domstolen, hvis denne ikke havde stor skadevirkning for klageren, ligesom færre dommere skal behandle sagerne i den indledende sorteringsfase. Den seneste statistik (2013) viste, at op mod halvdelen af Menneskerettighedsdomstolens domme siden dens oprettelse i 1959 har vedrørt Tyrkiet, Italien, Rusland, Polen og Rumænien. Omkring halvdelen af dommene angik retten til retfærdig rettergang, herunder afvikling af sager inden for rimelig tid. Bates konstaterer, at konventionen i 1990erne havde opnået en 'moden status', at den havde slået så meget rod i Europas stater (alle 47 minus Hviderusland har ratificeret den), at ingen af dem alvorligt kunne tænkes at opsige konventionen. Hans eget land, Storbritannien, har dog flere gange så at sige raslet med sablen – også for nylig, da det var stærkt utilfreds med domstolens krav om traditionel ”rabat” til fængselsdømte, herunder livstidsdømte. Udfordringerne kommer således både fra de mange nye medlemmer af Europarådet og fra nogle af de gamle. Det bekymrende er, at mange typer af menneskeretskrænkelser ikke forsvinder, selv om visse stater gang på gang er dømt for dem. Menneskerettighederne er en gevinst for borgere og naturligvis en slags udfordring for enhver stat, eftersom den med dem har ”afleveret” lidt af sin magt – det være sig såvel den lovgivende som den udøvende og den dømmende. Moderne tider har nemlig bragt den erkendelse, at det ikke er nok, at de tre magter holder hinanden ” i skak og balance”, men at de også skal kunne bremses af en skranke, nemlig borgernes internationalt sanktionerede menneskerettigheder, som forventes at ”sive” ned i den nationale ret. · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 21#" Hviderusland ind i varmen Af Søren Riishøj Hvideruslands Lukasjenko er efter alt at dømme ved at blive politisk ”stueren”, ved at få et politisk comeback. Ikke fordi han har til sinds at indføre vestligt demokrati, tværtimod advarer han på det skarpeste mod noget, der blot minder om et ”Majdan” i Minsk. Og undertrykkelsen af oppositionen i Hviderusland fortsætter med uformindsket styrke, fortæller Uladzimir Lobkowicz fra Centrum for Menneskerettigheder ”Wiosna” (”Forår”). Årsagen er, iflg. Walery Karbalewicz, at Vesten ser ud til at have skiftet taktik, når det gælder Hviderusland. Brud på menneskerettighederne er ikke længere en hindring for et tættere økonomisk og for den sags skyld politisk samarbejde. Årsagen er dybest set geopolitisk: Vesten tester, hvor langt Hviderusland vil frigøre sig fra Rusland, og Vesten ønsker dybest set stabilitet, ikke et ”Majdan” og kaos også i Hviderusland. I den henseende minder politikken over for Hviderusland om EUs politik over for Azerbajdjan. Lukasjenko har jo været vært for fredsforhandlingerne om Ukraine, og det tæller bestemt med. Lukasjenko figurerer endda i Ukraine højt i meningsmålinger over populære udenlandske statsledere. Flere prominente EUfolk har været i Minsk, eksempelvis Helga Schmidt fra EUs diplomatiske tjeneste, Letlands Edgars Rinkēviĉs (Letland har lige nu EU-formandskabet), Suma Chakrabarti fra Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) samt Andrea Rigoni fra Europarådets parlamentariske forsamling. Den polske præsident Bronisław Komorowski har lagt op til at lette grænsetrafikken mellem Polen og Hviderusland, måske vil EU selv åbne op for større visumfrihed. Hviderusland har tidligere, i begyndelsen af 1990erne, søgt om optagelse i Europarådet, men det ønske blev afvist i 1997, da det for alvor strammede til politisk i Hviderusland. Kilde: ”Gazeta Wyborcza” den 26. februar 2015. Hvem er vi i sekretariatet? Karsten Fledelius, universitetslektor Philip Maschke Bjarne Rasmussen Carl Erik Foverskov Margareta Kepinska Jakobsen Mikael Lyngbo Erik Merlung Søren Riishøj Hanne Severinsen Arne Stevns Birgitte Vestberg Formand Sekretariatsleder Regnskabsfører Hviderusland, Rusland, Kaukasus, Flygtninge Baltiske lande, Hviderusland, Polen, Rusland Retsstat og Legal Monitoring Retsstat og Legal Monitoring Politologi Central- og Østeuropa Ukraine, Europaråd mm. Retsstat og Legal Monitoring Retsstat og Legal Monitoring Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités Arbejdsgruppen om kriminalforsorg William Rentzmann Connie Holt Bodil Philip Lene Skov Anette Storgaard Jens Tholstrup 21 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 22#" 0+(- Næste punkt på dagsordenen: Udvinding af råstoffer i Arktis Rapport fra den første Ekspeditsija Arktika ungdomsteltlejr i Tver Af Cecilie Rönnow Egerup Seligersøen i den russiske region Tver er kendt i Rusland som stedet, hvor den berygtede russiske ungdomsbevægelse Nasji (”Vores”) afholder enorme politiske sommerlejre med tusindvis af unge medlemmer. 1) Seligersøen lagde den 2.-7. februar 2015 for første gang sted til en anden lejr: ”Arctic Expedition – the Road to Barneo”, et internationalt forum for unge med fokus på Arktis arrangeret af Ruslands føderale ungdomsagentur Rosmolodjozj. 100 unge fra alle hjørner af Rusland og 50 unge fra medlemslande i Arktisk Råd mødtes for at skabe netværk, lære nyt og ikke mindst tale om fremtidigt samarbejde i det fælles interesseområde Arktis. Danmark, Finland, Island, Canada og USA var repræsenteret, Norge var repræsenteret af en etnisk russer boende i Trondhjem, Sverige havde ingen deltagere. Ved åbningsceremonien blev et flag fra hvert deltagerland hejst, og et brev fra præsident Vladimir Putin læst højt – så var stien lagt. Nordpolen er russisk Under temaet ”Arktis: en freds- og samarbejdszone” på konferencens første dag talte Ruslands repræsentant i Arktisk Råd, Vladimir Barbin, og den russiske polarforsker Artur Tjilingarov, der er udnævnt nationalhelt både af Sovjetunionen og af Den Russiske Føderation. Han blev kendt i resten af verden, da han i 2007 plantede et russisk Livlig debat i teltet. Artur Tjilingarov, russisk polarforsker og nationalhelt. titaniumsflag på Nordpolen på bunden af Det arktiske Hav. Han ankom i øvrigt i helikopter. I paneldebatten fik alle mulighed for at stille spørgsmål, og særligt Tjilingarov var populær . Barbin var den eneste taler, der inkluderede de ”oprindelige” folk og deres stemme i sit oplæg. Ellers faldt talen på udvinding af olie og gas i de rus siske områder, på Nordøstpassagen og på mineralproduktion. Kun en håndfuld ud af en skov af hænder og skilte fik besvaret deres spørgsmål, der i øvrigt ikke var synderligt konstruktive eller kritiske. Kun ét spørgsmål fra en amerikansk deltager faldt på Tjilingarovs 2007-ekspedition, og Tjilingarov lagde så absolut ikke skjul på, at han mener, at Nordpolen er russisk, og at resten af verden havde brug for også at få denne information. Det skal nævnes, at Tjilingarov er medlem af Et Forenet Rusland, har siddet i Dumaen 1993-2011 og er nuværende medlem af Føderationsrådet. Resten af dagen blev dette lille flag samtaleemnet russiske og internationale deltagere imellem - ligesom på aftenmødet kun for deltagere, hvor den ene overraskende store del af de unge russere mente, at det var en aggressiv, provokerende og gammeldags måde at erobre land på. Den anden del af russere havde travlt med at uploade deres personlige billede med Tjilingarov til de sociale medier. ”Socioøkonomisk udvikling” var temaet dag 2, der blev indledt med et oplæg af Roman Panov, administrerende direktør for ROSGEO, Ruslands største statsejede virksomhed for naturressourceudvinding og naturressourceindustri. Essensen var ikke overraskende nødvendigheden af fossile brændstoffer, nedprioriteringen af vedvarende energi og rationalisering af fremtidige investeringer i arktisk olie og gas. Panelet bestod bl.a. af Ruslands viceminister for naturressourcer og økologi Denis Khramov, Ruslands transportminister Viktor Olerskij og Vjatjeslav Ruksja, generaldirektør for ATOMFLOT, den russiske atomisbryderflåde. Paneldiskussionen lagde også vægt på vigtigheden af Nordøstpassagen, og den videre udvikling af naturressourcer i Arktis som Ruslands topprioritet. 1) Nasji er finansieret af den russiske stat og blev stiftet af den præsidentielle administration i 2005 efter Orangerevolutionen i Ukraine, og bevægelsen beskriver sig som ”demokratisk, antifascistisk og antikapitalistisk”. Den kaldes af kritiske tunger for ”Putinjugend”. 22 · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 23#" En finsk deltager fik yderst elegant spurgt til, hvordan Rusland (og Canada og USA) kan fortsætte med at overse klimaforandringer og legitimere sin energiindustri uden at tage hensyn til et så delikat og skrøbeligt miljø som Arktis, hvor et enkelt oliespild kan få katastrofale følger. ATOMFLOTs Ruksja valgte rent ud at benægte klimaforandringer som en realitet med argumentet, at man I så fald ”kunne slukke for varmen på universiteterne”. Andre miljø- og klimaspørgsmål blev afvist, og et spørgsmål om nenetsfolkets rettigheder og protester mod Gazproms projekt om udvinding af 11 gas- og 16 oliefelter på Jamalhalvøen blev besvaret med en uddybelse af, hvor profitabelt dette projekt vil være for Rusland. I aftenens diskussionsklub for internationale deltagere var emnet den ensidige præsentation fra de russiske talere og den begrænsede mulighed for at spørge, samt svarene på de få spørgsmål, der endeligt var gået igennem til talerne. Der var i den internationale gruppe stor enighed om et indtryk af, at vi mere eller mindre var inviteret for at legitimere det “internationale” aspekt på dette forum, at talerne var inviteret primært for den store nationale mediedæknings skyld, og at emnerne var forhåndsudvalgt. Lederen af disse debatter var en ung russer fra Rosmolodjozj, og han tog det videre som seriøs kritik. Som tidligere nævnt var dette forum det første af sin slags, og al kritik var yderst velkommen mhp. forbedring. På disse aftendebatter fik vi lov til at holde oplæg om egne emner, en god blanding af fag og specialer. Denne aftens oplæg kom fra en ung canadier og handlede om klimaforandringers og socioøkonomiske forholds indflydelse på rensdyrbestandene i Canada siden 1970’erne. En god modvægt til ATOMFLOTs oplæg om Ruslands atomdrevne isbrydere. oplæg omhandlede miljøbeskyttelse, biodiversitet, global opvarmning og andre konsekvenser af industri og transport, og han talte for større fokus på miljø i fora som Arktisk Råd, FN m.fl. og den problematiske finansiering. Kogt ned til en enkelt linje var Galluccis budskab, at vi kan styre de risici, der er forbundet med ressourceudvinding i Arktis, men at vi er nødt til at samarbejde på de samme præmisser og at styrke infrastruktur, redningskapacitet og miljøbeskyttelse. Som marinbiolog skulle disse præmisser ideelt være naturens, men da dette realistisk set er umuligt qua enorm national interesse i naturressourcer, kom det hurtigt til at handle om politik. Vi er langt fra et fælles grundlag, og med så store aktører som Rusland plus Canada og USA, der ikke har samme interesse i miljøbevarelse og vedvarende energi som de nordiske lande (inkl. Norge), bliver det svært at få samarbejdsaftaler med alle parter i hus. Gallucci vendte sig ikke mod sine russiske medtalere, men forklarede vigtigheden af at beskytte og bevare Arktis, og at vi skal forstå, at vi – de arktiske lande – ene og alene har ansvaret for dette område sammen. Panelet bestod af næstformanden for Føderationsrådet, formand for Den russi- ske Redningsunions Højesteråd og nationalhelt i den Russiske Føderation, Jurij Vorobjov; statssekretær og viceminister for civilforsvar og beredskab for katastrofer og naturkatastrofer Vladimir Artamonov; direktør for det Russiske Statsmuseum for Arktis og Antarktis, vicepræsident for Foreningen af Russiske Polarforskere og formand for Det Russiske Geografiske Selskabs Polarkommission Viktor Bojarskij; og til sidst den russiske journalist, dokumentarist og TV-vært Mikhail Kozjukhov. Mens Gallucci havde lettet stemningen betydeligt hos de internationale deltagere, der var kravlet op på forreste række, virkede den russiske del umådeligt uinteresserede i og skeptiske overfor Galluccis beviser på drivhuseffekt og global opvarmning. En ung russer fik et spørgsmål igennem, der fint illustrerer synet på global opvarmning blandet russerne: han argumenterede, at vi tydeligvis ikke kan have påvirket klimaet siden industrialiseringen, når det altid er under forandring, og han tilføjede istiderne som eksempel. Det er utroligt, at Gallucci fandt flyveturen fra Seattle til Tver værd. Det giver et fint billede på de forskellige diskurser, der skal samarbejde i Arktis, og på hvilken udfordring, det uden tvivl er og bliver. Debat om drivhuseffekt og global opvarmning På dag 3 kom en vestlig taler på podiet: Vincent Gallucci fra Universitetet i Seattle, marinebiolog og ekspert i arktisk politik. I dette oplæg fik vi i den internationale gruppe talt vores sag – Galluccis Team på opgaveløsning i den russiske vinter. Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 23 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 24#" 0+(- Deltagerne i udendørslysfesten ler ad den dansende bjørn. Lejrens store isbjørnemaskot, der dagen igennem tullede rundt, vinkede og dansede til hovedpladsens non-stop russiske popmusik, blev i et forsøg på et kram tacklet og væltet på jorden af et par unge russere. Ironisk? I aftenens internationale diskussionsklub fik vi lidt flere deltageroplæg, vi fik kritiseret talervalget yderligere og samtidigt rost valget af Gallucci, og ikke mindst fik vi udarbejdet et udkast til og udvalgt en arbejdsgruppe for et nyt initiativ: et ”Arktisk Råd for Unge” eller ”Ungdommens Arktiske Råd”. Det blev til natarbejde, og selv valget af initiativets navn tog tid. Den unge russer tog dette projekt meget alvorligt og alle detaljer blev fastlagt – selv mødetidspunkter for arbejdsgruppens videosamtaler. pen for uddannelse og videnskab i Barents Euro-Arktiske Region. Energiministeren lagde ud med at slynge om sig med tal, procenter og strategier, og forudsagde bl.a. en stigning på 2530% i olie- og gasudvindingen, og uden at nævne post-Ukraine-sanktionerne påpegede han nødvendigheden af at tiltrække udenlandske investeringer i teknologi og en genetablering af teknologisk samarbejde i nordområderne. Kudrjasjova talte direkte til publikum og til os som ”den nye generation” (den første taler, der ikke talte til kameraerne). Hun talte om samarbejdet mellem de nordlige universiteter, om uddannelse og mangel på samme med Arktis som fokuspunkt. Wasserman foreslog en produktionskæde udelukkende for fossile brændstoffer i Arktis. Spørgerunden blev den hidtil bedste og længste. En ung finne spurgte til Krim – Wasserman svarede i bedste Tjilingarovstil, at Krim var uprovokeret vendt tilbage til Rusland efter eget ønske, og at Rusland ikke har interesse i områdets naturressourcer. En canadier spurgte til politisering af olie- og gasindustrien, og energiminister Novak lagde ikke skjul på, at det ér en svær balancegang mellem offentligheden og privat virksomhed. Novak er selv kandidat til bestyrelsen i Gazprom og mener, at selvom transparens er vigtigt, så er teknologisk samarbejde selskaberne imellem vigtigere i en enorm og stadigt voksende industri, og at politisering er umulig at undgå i en petrostat. En ung islænding spurgte til Ruslands planer om vedvarende energi. Novak fortalte ganske ærligt, at det simpelthen ikke er en realistisk investering for Rusland – det kan simpelthen ikke betale sig. En canadisk deltager havde alle fire dage viftet med sit Greenpeace-skilt. Ikke Behov for forskningssamarbejde om Arktis På den fjerde og sidste konferencedag var temaet ”Videnskab og teknologi”. Blandt talerne var den russiske energiminister Aleksander Novak, den berømte russiske ingeniør, forfatter og journalist Anatolij Wasserman, og Elena Kudrjasjova, rektor for Det Nordlige Arktiske Føderale Universitet Im. Lomonosov, vicepræsident og bestyrelsesmedlem for Foreningen af Polarforskere, og medlem af arbejdsgrup- 24 Dansende russisk bjørn i Tver. · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 25#" overraskende fik han aldrig lov til at stille sit spørgsmål! De tre talere var stærkt begejstrede for udkastet til ”Ungdommens Arktiske Råd”, og Alexander Novak bragte det med hjem til Moskva i sin helikopter. Herfra sendes det med en russisk talsmand – sandsynligvis Vladimir Barbin – til Tromsø og tages op i Arktisk Råd den 15. marts 2015. Om det bliver til noget er ikke godt at vide, men det blev et håndgribeligt resultat af dette forum. Mediedækningen var overvældende, og i den internationale gruppe var vi overraskede over, hvor meget dette forum har fyldt i medierne. Det var både statsejede og private medier, nationalt tv, aviser og internetsites. Selv mine egne russiske venner har spurgt ind til, hvordan jeg dog havde fået en plads! Interessen i Rusland har været meget stor, og unge fra 83 regioner deltog (samtlige regioner med undtagelse af Krim og Sevastopol). Alt i alt et imponerende arrangement og bestemt ikke billigt. Lejren blev bevogtet af russiske vagter – ingen kom hverken ind eller ud. Min danske meddeltager og jeg forsøgte at lokke nogle tal ud af disse vagter, men ikke engang de havde fået noget at vide. Udbyttet Deltagersammensætningen var vellykket. De naturvidenskabelige var i overtal med biologer og geologer, men der var også ingeniører, forfattere, sociologer, politikere, turismestuderende, journalister m.fl.. Især ved måltiderne og diskussionsklubberne kunne man mærke det, og man bød ind med dét, man kunne. De sidste dages evaluering havde et gennemgående tema: netværk. For langt de fleste internationale deltagere var dette deres første besøg i Rusland, og de fik sandelig en koncentreret dosis Rusland. Den stærke og ensidige tone i konferencerne og i mediefremstillingen gjorde et stort indtryk, og mange brugte ordet ”propaganda” i samme sætning som ”god oplevelse”. Selv med mit kendskab til Rusland har jeg fundet listen af talere i panelerne og den efterfølgende research på internettet overvældende. Derudover er al kritik blevet taget alvorligt og skrevet ned – i visse tilfælde endda rettet på stedet. Der var endnu et formål med Arktisk Forum: fem deltagere kunne vinde en billet til den flydende russiske lejr nær Nordpolen, Barneo, med afgang i april. Disse fem skulle udvælges ved en pointtildeling. Først blev alle deltagere inddelt i 15 hold, og hvert hold tjente point på daglige missioner som fysiske udfordringer, gåder, udfordringer på viden mm., på kreativitet ved daglige holdbilleder o.lign. og på aktivitet på sociale medier. Derudover tjente man individuelle point ved at være aktiv på sociale medier og sprede budskabet om dette forum – billeder på Instagram, dagbøger på Facebook, musikplaylister på Vkontakte o.lign. Forummet igennem lød der stærk kritik især fra den internationale gruppe på dette punkt: at man ikke skulle kvalificere sig til Barneo via interesse og viden om Arktis, men via antallet af profiler på sociale medier og vilje til at reklamere for forummet, for Rusland og ikke mindst for Rosmolodjozj. I sidste ende fik fire russere og en enkelt islænding billetter til Barneo. Ironisk nok er der intet program – de heldige vindere skal selv finde på noget at lave! På den anden side gav mange op i forsøget på at skaffe en billet. I stedet vendte stemningen sig fra konkurrence til en fælles oplevelse med nye relationer, nye netværk, ny lærdom og i det hele taget en god uge. Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet land, der kan stable noget så stort og så yderst velorganiseret på benene på blot tre måneder. Store 12-mands polartelte opvarmedes til 20 grader, lægetelte, vasketelte, skøjtebane, isskulpturer og endda en gruppe mennesker fra Komifolket, der boede i egne traditionelle telte, gik iklædt traditionelt tøj, lavede mad over bål og havde værksteder til fri afbenyttelse for håndværk og traditionelle våben. I den internationale gruppe blev der talt meget om de oprindelige folks rolle eller mangel på samme på dette forum, men der kom intet konstruktivt forslag, og organisatorerne havde haft samme tanker ved udsendelse af invitationer. Det er svært at trække en grænse. Måske ændres det næste år? Selvom jeg på forhånd var klar over, at Rosmolodjozj var hovedorganisator og at dette forum ikke ville gå ubemærket hen, Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités havde jeg ikke forestillet mig, at mediefremstillingen af ”Arctic Ekspedition – the Road to Barneo” ville overtage fokus fra emnet Arktis. Til gengæld havde jeg heller ikke forestillet mig, at det egentlige videnskabelige udbytte ville komme uden om det tætpakkede officielle program: i teltene, ved middagsbordet og ved aftendiskussionerne. I den internationale gruppe fik man i kraft af, at vi var gæster og at kun en brøkdel talte russisk, en på forhånd given relation, mens vi på de blandede hold fik endnu flere lejligheder til at få udvidet netværk. Mit indtryk af den generelle stemning var virkeligt positivt. Selvom mange ankom med en vis skepsis hjemmefra, så har det i hvert fald været en oplevelse. Man kan være enig eller uenig med den aktuelle russiske politik, men alle fik ét eller andet ud af dette skøre projekt. Jeg gad godt vide, hvordan der er på Nasjis sommerlejre – dér gælder det ikke sølle 150 deltagere, men 10.000! Cecilie Rönnow Egerup, BA-studerende i russisk, indbudt af Ruslands Ambassade i Danmark 25 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 26#" 0+(- Dansk hjælp til uafhængig journalistik i Ukraine Af Philip Maschke På et pressemøde hos TV 2 den 27. marts præsenterede Handels- og Udviklingsminister Mogens Jensen et konkret dansk projekt, der skal støtte udviklingen af en fri og uafhængig journalistik i Ukraine, og som løber af stablen her i sommeren 2015. Til stede var også direktøren for Nersjij Natjionalinij, den nationale ukrainske tv-station, Zurab Alesani, og vicedirektøren Victoria Romanova. De offentligt ejede medier i Ukraine har i dag under 2 pct. af medieforbruget, de kommercielle stationer, der typisk er oligark-ejet og uinteresserede i kritisk journalistik, har 98 pct. Ukraines parlament har nu vedtaget ny lovgivning, med støtte fra Europarådet og EU, der vil bane vejen for en national public service-station med landsdækkende og regionalt tv, radio og film. Projektet består grundlæggende af videnoverførsel af danske kompetencer med public service medier og frem for alt af den erfaring, som såvel Danmarks Radio som TV 2 har med distribution af udsendelser på alle platforme, såvel de æterbårne som de talrige elektroniske tilgange til nyheder og udsendelser. Et dansk-ukrainsk eksperthold skal analysere, beskrive og designe et samlet projekt for etablering af et ny digitalt nyhedshus hos Ukraines kommende public service broadcaster, NPBU. I sommer skal ukrainske medieredaktører på 14 dages uddannelse hos DR og TV 2 i Danmark. Endvidere bidrager DR og TV 2 med en programpakke på 100 timers kvalitets-tv, der efterfølgende søges mat- 26 chet med en tilsvarende pakke fra SVT i Sverige og NRK i Norge, og som vil blive dubbet og oversat, så at udsendelserne kan sendes i primetime i Ukraine. Zurab Alesani udtrykte stor glæde over, at Danmark er det første land, der målrettet går ind med støtte til denne journalistiske udbygning. Den er en nødvendighed for at opbygge fornyet tillid i den ukrainske befolkning til nyhedsformidling. De danske public service stationer har iflg. ministeren været anvendt af EBU, European Broadcasting Union, som cases på nyhedsformidling på alle elektroniske platforme. I spidsen for dette projekt står Bjørn Erichsen, Task Manager, der bl.a. har været direktør i EBU i en årrække. Public Service projektet indgår som et medieprojekt i Danmarks naboskabsstøtte til demokrati, menneskerettigheder og økonomisk udvikling på 200 mio. dkr. Medieprogrammerne ledes og administreres for Udenrigsministeriet af konsulentvirksomheden NIRAS. Komiteens formand Karsten Fledelius spurgte Zurab Alesani om betydningen af at sende på hhv. ukrainsk og russisk for at nå de forskellige befolkningsgrupper. svarede, at denne sort-hvide Direktøren debat om hvilket sprog, der anvendes, måske er en sociologisk diskussion, men ikke noget konkret problem her og nu. Det vigtige nu er at forøge kvaliteten af programmer i det hele taget, at producere kritisk journalistik, at mestre de forskellige ny platforme og skabe tillid i befolkningen til et uafhængigt medie. ”Jeg er georgier og har i 20 år haft russisk som arbejdssprog i Kharkiv. Jeg taler ukrainsk, russisk og georgisk [og engelsk]. Det er ikke et projekt, der er vendt imod Rusland”. Man må forstå, sagde den ukrainske generaldirektør, at det at staten står bag ikke er noget, der i Ukraine i sig selv formidler tillid. Hans umiddelbare anskueliggørelse af udfordringen lød således: ”Helt ærligt tror jeg ikke, at danske journalister egentlig forstår, hvad det vil sige at producere nyheder, som ikke er uafhængige!”. De to danske public service stationer, DR og TV 2 har tilsammen en markedsandel på 70 pct. i Danmark. Det er usædvanligt i international sammenhæng. Mogens Jensen pegede på, at tankerne om at støtte frie russisksprogede medier foregår i et andet regi, i et EU-initiativ sammen med Storbritannien, Estland og Litauen og den nordisk-baltiske gruppe. Dette initiativ skal søge at imødegå den ensidige information, der sendes til de russiske mindretal om f.eks. krisen i Ukraine. Om ny russisksprogede udsendelser i Estland og Letland, se også: www.politiko.dk/nyheder/journalisterkaemper-for-alternativ-til-russiskpropaganda · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 27#" Kaukasus – et ”kludetæppe” Af Søren Riishøj Det er bestemt ingen hemmelighed, at Kaukasus udgør et ”uroligt hjørne” af både Rusland og OSCE-området. Det nordlige Kaukasus er en del af Rusland, men ustabilt. Islamisk fundamentalisme i form af det kaukasiske emirat har godt fat og udgør en alvorlig sikkerhedstrussel, hvilket verden blev gjort opmærksom på omkring vinterolympiaden i Sochi i 2014. Islamisering og af-russificering er målet. Alene i 2013 blev mellem 700 og 800 mennesker dræbt pga. terror eller lignende militære sammenstød. Kaukasus er geostrategisk vigtigt, en korridor for transport og kommunikation. Men regionen er ikke vigtig på ideologisk plan, da det slaviske element, der er det centrale i det, der i den russiske terminologi kaldes den ”russiske verden”, er svagt. På en måde danner Nordkaukasus en særlig indre grænse i Rusland. Den polske forsker Jadwiga Rogoza har kaldt Rusland for en ”føderation uden føderalisme”. Det store antal immigranter fra Nordkaukasus skaber også problemer og modstand i de større russiske byer, ikke mindst under den økonomiske nedgang og stigende arbejdsløshed. Kort sagt indgår Kaukasus ikke i samme grad som Hviderusland og Ukraine i et panslavisk værdifællesskab. Ukraine og Hviderusland er vigtigere på et ideologisk plan og er derfor vigtigst i det russiske eurasiske projekt og i toldunionen. Iflg. flere rapporter og analyser mangler Rusland en langsigtet og sammenhængende strategi for det nordlige Kaukasus. Der er ydet mange penge, ikke mindst til genopbygning af Tjetjenien, men de er ikke blevet forvaltet godt. Forholdet mellem Moskva og regionerne er kendetegnet ved asymmetriske forhandlinger. Regionerne får penge som betaling for at udvise loyalitet. Men under den nuværende økonomiske nedtur har centralregeringen i Moskva ikke mange penge at gøre godt med, og det skaber utilfredshed. Færre regioner i Rusland er nettobetalere, og det går ud over de fattigste. Men Rusland har brug for stabilitet. I 1990erne måtte Rusland udkæmpe to blodige krige i Tjetjenien, og krigene har bredt sig til naboregioner, f.eks. til naboerne Dagestan og Ingusetien, men også en del inden for Rusland. Ramzan Kadirov styrer med hård hånd i Tjetjenien og har ambitioner i Ingusetien og Dagestan. Det sydlige Kaukasus har siden Sovjetunionens opløsning ikke været en del af Rusland, men Rusland søger at maksimere sin politiske indflydelse også i dette område. Også Iran og Tyrkiet har åbenlyse interesser i denne region, men indtil nu er det lykkedes at undgå åbne krigstruende konfrontationer og rivaliseringer mellem Rusland, Iran og Tyrkiet. Forholdet mellem Armenien og Azerbajdjan har siden begyndelsen af 1990erne været plaget af den fastfrosne konflikt i Nagorno-Karabakh. Armenien er nært knyttet til Rusland og har da også sluttet sig til den russisk-dominerede Eurasiske Union. Azerbajdjan er større og er rig på olie og gas og forsøger derfor at undgå ensidig afhængighed af Rusland pga. Nagorno-Karabakh konflikten. Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har Georgien været plaget af borgerkrig og været påvirket af den geopolitiske kamp mellem Rusland og Vesten. De politiske systemer er autoritære eller måske snarere ”hybridregimer”, hverken rigtigt autoritære eller demokratiske. Men alle landene i det sydlige Kaukasus har problemer, enten er de ”hybridregimer”, hverken rigtigt autoritære eller rigtigt demokratiske, eller fuldt ud autoritære som Azerbajdjan. Som det fremgår af en anden artikel i dette nummer af MRV, er den alvorlige menneskerettighedssituation i Azerbajdjan lige nu genstand for særlig stor opmærksomhed, men Europa behøver olie og gas herfra for at gøre sig mindre energiafhængig af Rusland, og det har dæmpet den vestlige kritik. Situationen i Georgien følges nøje, også set i demokratisk perspektiv. Georgien oplevede en politisk krise i november 2014, da ministerpræsidenten Irakli Garibashvili fyrede forsvarsministeren, hvorved flere ministre og partier forlod regeringen. Men krisen blev overvun- Den hellige Treenighedskirke ved Gergeti på bjerget Kazbegi i Georgien. Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités 27 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 28#" det. Georgien synes indtil videre at have undgået ”azerbajdjanske tilstande”, når det gælder menneskerettighederne, og undgået ukrainske tilstande, når det gælder krig og borgerkrig. Den økonomiske udvikling i Georgien forekommer at være ret stabil med en årlig vækst i landets BNP på omkring 6 pct. i 2014. Georgien er ikke afhængig af import af olie og gas fra Rusland, det får landet fra Azerbajdjan. Men der bor mere end 1 mio. georgiere i Rusland, og Rusland har tidligere indført sanktioner mod Georgien. Regeringen i Georgien, ledet af partiet Georgiens Drøm, fastholder en vestlig kurs, men bestræber sig – i modsætning til da Mikhail Saakashvili var præsident - på at opnå et stabilt forhold til Rusland, og indtil nu med ret gode resultater. Måske kan den særlige georgiske balancegang på sigt blive en model for Ukraine. Kaukasus: 0+(- Strækker sig fra Sortehavet til det Kaspiske Hav og er 1.100 km. langt. Areal 477.488 km2 Omfatter Armenien, Azerbajdjan, Georgien samt dele af Rusland, Iran og Tyrkiet Nordkaukasus på 170.700 km2 blev i 2010 et føderalt russisk distrikt. Nordkaukasus bl.a. Sydkaukasus bl.a. Rostov Volgograd Tjetjenien Ingusetien Stavropol Krasnodar Azerbajdjan Armenien Abkhasien Sydossetien Georgien dele af Iran dele af Tyrkiet Et bud på fem hovedtyper af ikke-demokratiske regime-typer TOTALITÆRE SYSTEMER er særligt brutale, undertrykkende regimer. Begrebet anvendes mest om fascismen, nazismen og stalinismen. I HÅRDE AUTORITÆRE SYSTEMER er der et meget lille spillerum for politiske, uafhængige aktiviteter. Men i disse systemer opleves ikke den helt vilkårlige brutale vold, som karakteriserer et totalitært system, i alt fald kun i meget begrænset omfang. Begrebet anvendes om Sovjetunionen og Østeuropa efter Stalins død. Såfremt borgerne accepterer vilkårene, ét-parti-systemet, kan de leve et ”roligt liv”. KOMPETITIVE AUTORITÆRE SYSTEMER kendetegnes ved en vis pluralisme, konkurrence og delvist frie valg. Men systemet er dybt korrupt og valgene mere eller mindre manipulerede. Ukraine forud for Majdan 2013-14 har været nævnt som eksempel. CENTRALISEREDE, BUREAUKRATISKE AUTORITÆRE SYSTEMER har en stærk ”lodret akse”. Begrebet anvendes om Vladimir Putins Rusland. Andre varianter af autoritære systemer ses med STÆRKT KLIENTELISTISKE, PATRIMONIALE OG SULTANISTISKE TRÆK, hvor en stærk leder er omgivet af en snæver personkreds, en magtelite, ”familien”. Azerbajdjan er et eksempel herpå. Søren Riishøj 28 · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 29#" Tilbyder staten Georgien ”retfærdig rettergang”? Af Birgitte Vestberg Retfærdig rettergang indebærer, at frihedsberøvelse af en mistænkt kræver lovhjemmel, at en tiltalt har krav bl.a. på at have adgang til at forsvare sig og på at blive anset for uskyldig, indtil skylden er bevist. Disse krav fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og er derudover en væsentlig del af globalt anerkendte principper. Disse principper indgår også i Helsingforsaftalen fra 1975, hvis hovedmål var og er at sikre fred og samarbejde i Europa. Helsingforsaftalen i 1975 var resultatet af en række konferencer om sikkerhed og samarbejde i Europa. Opfølgning på, om aftalen bliver overholdt, sikres nu af OSCE (Organisation for Security and Co-operation in Europe) med hovedsæde i Wien og dens afdelinger, herunder ODHIR (OSCE Office for Democratic Institutions and Human Rights) i Warszawa. Den Danske Helsinki-Komité virker for, at principperne i Helsingforsaftalen bliver efterlevet og for at oplyse den danske offentlighed om udviklingen. Georgien søger at tilpasse sit retssystem Efter at have været en del af det tidligere kommunistiske USSR har Georgien siden sin uafhængighed i 1991 og forud for sin optagelse i Europarådet i 1999 søgt at tilpasse sit retssystem til europæiske værdier og fravælge sovjettidens tilbøjelighed til rettergang uden offentlighed, mundtlighed og uden lige ret med anklagemyndigheden til at gøre retten bekendt med tiltaltes vurdering af beviserne. Retsvæsenets funktioner optager ikke bare Europarådet, men er også en Vue over Georgiens hovedstad Tblisi. væsentlig del af et velfungerende demokrati, der bl.a. indebærer retsvæsenets uafhængighed og at et magtskifte ikke fører til forfølgelse, herunder retlig, af tidligere magthavere. Monitorering af aktuelle retssager Det påkaldte sig derfor Komiteens opmærksomhed, da det styre, der blev valgt ved stort set frie valg i 2012, straks valgte at indlede retsforfølgning af blandt andre tidligere ministre, embedsmænd og politikere for korruption og ”overgreb”. Nu er det svært på afstand at foretage en reel vurdering af bevisers værdi, men takket være on-line medier og kontakt til lokale grupper har Komiteen dannet sig et billede af forholdene. Billedet viser, at de formelle rammer for frihedsberøvelse er overholdt, og at adgangen til forsvarerbistand er reel. Medierne følger sagerne, og de gengivne begrundelser for bl.a. fortsat varetægtsfængsling er helt parallelle med, hvad man ville opleve i en dansk straffesag. Noget tyder på, at den siddende regering selv har været opmærksom på, at det er afgørende for forholdet til Europa, at Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités der ikke kan rejses tvivl om retsvæsenets uafhængighed og respekt for fundamentale menneskerettigheder. Det georgiske udenrigsministerium bad derfor OSCE/ODHIR om at følge forløbet af 14 straffesager mod tidligere højtstående personer. ODHIRs Georgian Trial Monitoring Report udkom i december 2014, og den indeholder en lang række anbefalinger til lovgivningsmagten, retsvæsenet, anklagemyndigheden, den udøvende magt og sidst, men ikke mindst, anbefalinger om uddannelse af retsvæsenets aktører. Rapporten peger på, at ikke blot sikring af retsvæsenets uafhængighed, men også offentlighedens tro på denne uafhængighed, er meget væsentlig. Dertil kommer, at nok så forkromede regler ikke er til megen nytte, hvis reglernes ordlyd bliver overholdt, uden at formålet med reglerne bliver opfyldt. Derfor er uddannelsesfunktionen meget vigtig. Svaret på overskriftens spørgsmål er nok et betinget ja, men Georgien viser vilje til at lade sig vejlede om mulige forbedringer. Det vil føre for vidt i denne sammenhæng at opregne de enkelte anbefalinger. Rapporten er tilgængelig på http://www.osce.org/odihr/130676?download=true (eller via www.osce.org/odihr). 29 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 30#" Azerbajdjan beordrer OSCEs kontor i Baku lukket OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, meddeler, at Azerbajdjan har givet den én måned til at indstille sine aktiviteter i landet. Der foreligger ikke nogen forklaring fra regeringen. Det azerbajdjanske udenrigsministerium, der opsagde aftalen med OSCE, har ikke kommenteret situationen offentligt. OSCEs talsmand Shiv Sherma informerede den 5. juni om, at myndighederne har til hensigt at lukke det kontor, OSCEs projektkoordinator har anvendt, og at OSCE nu vil overveje sine handlemuligheder. Dette sker midt i en stigende kritik fra vestlige embedsmænd og internationale menneskeretsobservatører af Azerbajdjans negative civilsamfunds- og mediefrihedssituation. OSCE Generalsekretær Lamberto Zannier har informeret OSCE medlemsstaterne om den officielle beslutning i Baku. I januar 2014 var OSCEs tilstedeværelse i Baku blevet reduceret fra en ambassade til et OSCE projektkoordinatorkontor. Tilsyneladende var dette skridt en reaktion på den nuværende koordinator Alexis Shahtakhtinskis tilbagetræden, 0+(- som af OSCE blev beskyldt for at ignorere problemer i civilsamfundet i Azerbajdjan og have et for nært forhold med landets ledelse. Menneskeretsgrupper siger, at Baku har øget sine bestræbelser på at give regeringskritikere mundkurv på efter Præsident Ilham Aliyevs genvalg til hans tredje periode i oktober 2013. Organisationen OSCE i Wien har været fremtrædende blandt disse kritikere. I november 2014 sagde Dunja Mijatovic, OSCEs mediefrihedsrepræsentant, at ”praktisk taget enhver uafhængig medieperson og enhver medie-NGO i Azerbajdjan er med forsæt blevet forfulgt under forskellige og ofte ubegrundede og foruroligende anklager.” Azerbajdjan vender sig mod denne vestlige kritik af landets menneskeretshistorik, som man hævder savner objektivitet. Leyla Yunus og Arif Yunus Leyla Yunus, 58, er en af Azerbajdjans mest fremtrædende menneskeretsaktivister og. Hun har beskæftiget sig med at fremme kvinders rettigheder, og med at kræve løsladelse for mange politiske fanger gennem årene, herunder for den nu fængslede Rasul Jafarov. Hun har ført kampagner mod og dokumenteret tvangsudsættelser af boliger, da myndighederne under forberedelserne til Eurovision Grand Prix i 2011 tvangsfjernede hundreder af indbyggere for at anlægge parker og prangende bygninger. Mange mistede deres hjem. Leyla Yunus var medstifter af Azerbaijan Popular Front (PFA) i 1989 og derefter Azerbaijan Social Democrats Party og har spillet en væsentlig rolle i kampen for et demokratisk Azerbajdjan uafhængigt af Sovjetunionen. I sommeren 1992 var hun viceforsvarsminister med ansvar for pressen og fra 1995 direktør for Instituttet for Fred og Demokrati i Baku. I 2005 startede hun et dialogprojekt med Armeniens Regionale Forskningscenter for at fremme fred og forståelse mellem Armenien og Azerbajdjan. Leyla Yunus og hendes mand, Arif Yunus, blev anholdt med få dages mellem- 30 rum ultimo juli og primo august 2014. Arif Yunus er historiker. Arif Yunus skulle først afsone sine varetægtsfængsling i husarrest på grund af hans hjertes tilstand, men blev siden anholdt for at ville levere en fødevarepakke til sin hustru i det varetægtsfængsel, hvor hun opholdt sig. Han er siden sin fængsling blevet afskåret fra behandling for sin hjertesygmedicinsk dom. Begge blev anklaget for svig og for landsforræderi, Leyla Yunus blev dertil anklaget for skatteunddragelse, forfalskning, ulovlige forretningsaktiviteter og for at spionere til fordel for Armenien. Der har været rejst krav om løsladelse af Leyla Yunus af humanitære grunde, hun har tabt omkring 16 kilo da hun lider af flere forskellige sygdomme, som ikke behandles i Azerbajdjan. Deres varetægtsfængsling blev den 18. februar 2015 forlænget til den 28. juli 2015. Leyla og Arif Yunus datter, Dinara Yunus, der har ophold i Holland, rejser Europa rundt, taler de fængsledes sag, og beder om at hendes mor kan modtage lægebehandling. ”Det var hjerteskærende at besøge Leyla Yunus i varetægtsfængslet uden for Baku. Hun græd under hele vort halv-time lange 58-årige møde. Den lider af diabetes, hepatitis C og nyreproblemer. Hun havde særlige kvaler ved ikke at have set Arif, hendes ægtefælle gennem 26 år, de sidste tre måneder.” Nils Muižnieks, Europarådets Menneskeretskommissær · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 31#" Rasul Jafarov Khalida Ismayilova En undersøgende journalist og tidligere bureauchef for RFE/RL, blev anholdt den 5. december 2014 og idømt 2 måneders varetægt. Først anklaget for opfordring til selvmord, blev hun i februar 2015 anklaget for ulovlig erhvervsvirksomhed, skatteunddragelse, underslæb og magtmisbrug. Hendes varetægtsfængsling er blevet forlænget flere gange, senest til den 24. august 2015 med den begrundelse, at hun kan påvirke vidner eller forsøge at flygte fra landet. På grundlag af anklagerne vil hun kunne idømmes op til 12 års fængsel. Khadija Ismayilova blev i marts 2012 udsat for et forsøg på afpresning, bla. i form af en online smædekampagne – med anvendelse af ulovlige videooptagelser af intimt privatliv - der fortsatte ind i 2013. I 2014 blev hun af et parlamentsmedlem beskyldt for at være amerikansk spion og blev adskillige gange afhørt af afdelingen for alvorlig kriminalitet i statsanklagerens kontor. Hendes anholdelse og tilbageholdelse har rejst omfattende kritik, bl.a. har OSCE kaldt det ”intet andet end iscenesat intimidering … en del af en igangværende kampagne for at bringe hendes fri og kritiske stemme til tavshed”. Ismayilovas artikler har siden 2010 afdækket korruption på højeste niveau i landet også forbundet til Præsident Aliyev og familiens forretningsinteresser. Hun har deltaget i en række menneskeretskonferencer i udlandet. Hun har modtaget adskillige priser, senest 2015 PEN/Barbara Goldsmith Frihed-tilat-Skrive Prisen. Den 16. april 2015 blev Rasul Jafarov idømt 6½ års fængsel ved Bakus Domstol for særlig alvorlig kriminalitet. Rasul Jafarov deltog aktivt i ”Syng for Demokrati” og ”Kunst for Demokrati” bevægelser forud for Melodi Grand Prix i maj 2012 og planlagde en kampagne ”Sport for Menneskerettigheder” op til de europæiske olympiske lege i juni 2015. Jafarov har været tilbageholdt siden august 2014 på forskellige manglede transparens anklager. Retssagen og åbenhed og internationale retssagsobservatører har konstateret, at ingen egentlige beviser blev fremlagt mod Jafarov. Personer, der var indkaldt som vidner, erklærede ikke at anse sig som ofre. Rasul Jafarov stod ligeledes i spidsen for en ”Menneskeretsklub” fra december 2010. Denne NGO fik ikke mulighed for at registrere sig som sådan hos myndighederne, der flere gange afslog registrering. NGOer, der ikke er godkendt, kan ikke åbne en bankkonto, og al NGO aktivitet anses der- Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités med for ulovlig erhvervsvirksomhed. Denne fremgangsmåde anvendes at det undertrykkende juridiske system til at retsforfølge aktivister og menneskeretsforkæmpere for skatteunddragelse med henblik på at bringe dem til tavshed. Forkvinden for OSCEs parlamentariske forsamlings komité for demokrati og menneskerettigheder, Isabel Santos (MP Portugal) fordømte i København den 16. april 2015 fængslingen af Rasul Jafarov og opfordrede det internationale samfund til at anerkende ham som samvittighedsfange. Den 1. april fastslog Menneskeretskommissær Nils Muižnieks, at Rasul Jafarovs sag er del af “en klar systematisk undertrykkelse I Azerbajdjan mod mennesker, der udtrykker kritik eller anderledes meninger mod myndighederne”. Intigam Aliyev Den 22. april 2015 blev endnu en anset advokat og menneskeretsforkæmper, Intigam Aliyev, idømt 7½ års fængsel. Han var blevet anholdt den 8. august 2014 og sigtet for ulovlig erhvervsvirksomhed, skatteunddragelse, dokumentforfalskning, og misbrug af midler. Intigam Aliyev talte i juni 2014 til Europarådets parlamentarikere om de azerbajdjanske myndigheders brud på deres menneskeretsforpligtelser. Han talte også om angreb på uafhængige NGOer, om anholdelse af kritikere af regeringen, om problemet politiske fange og krænkelser af ejendomsret. Intigam Aliyev er leder af Legal Education Society (LES), grundlagt I 1998. LES yder juridisk hjælp til lavindkomst og marginaliserede indbyggere i Azerbajdjan, moniterer lovforslag og giver medier og NGOer juridisk rådgivning. Han har holdt uddannelsesseminarer for advokater for hele landet. Giorgi Gogia, Sydkaukasus Researcher, Human Rights Watch, karakteriserede dommen over Aliyev som ”en forfærdelig dag for frihed og rettigheder i Azerbajdjan. Aliyev er foregangsmand for menneskeretssager. I mange år fremover har ethvert offer for menneskeretskrænkelse i Azerbajdjan mistet en af de stærkeste advokater”. Intigam Aliyev har indsendt omkring 200 klager til Menneskeretsdomstolen i Strasbourg gennem 20 år, hvoraf 43 drejede sig om parlamentsvalget i 2010. 20 af disse sager har domstolen returneret til Azerbajdjan. Han har vundet 40 sager. Han har bl.a. modtaget Homo Homini prisen af den tjekkiske menneskeretsorganisation Folk-i-Nød og Andrei Sakharovs Frihedspris af Den Norske Helsinki-Komité. Iflg. Human Rights House Foundation er han blevet nægtet medicinsk behandling for kroniske nerveproblemer i fængslet. Hans kontor er blevet ransaget og alle sagsdokumenter fra EMDsagerne blevet beslaglagt. Under retssagen mod ham blev han ført I håndjern og anbragt i et jernbur. Forsvaret havde den 10. marts 2015 anmodet om at få frigivet 101 af politiet beslaglagte dokumenter – der formodes at vise, at modtagne fondsbevillinger var registreret hos Justitsministeriet – men rettens beslutning var udsætte dette til nærmere overvejelser. Retssagen mod Intigam Aliyev var iflg. observatører præget af alvorlige fejl. Lokalet var for lille til at muliggøre NGO og ambassade tilstedeværelse. 31 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 32#" 0+(- Europæiske Lege 2015 i Azerbajdjans hovedstad Baku Af Philip Maschke “Journalister og fortalere for ytringsfrihed sidder i et rekordstort antal I Azerbajdjans fængsler. Deres antal stiger. Azerbajdjan scorer sidsteplads på stort set ethvert kriterium, der drejer sig om ytringsfrihed og frie medier, når stater rangordnes” Dunja Mijatovic, OSCE ansvarlig for mediefrihed Fra den 12. juni vil Baku være vært for de europæiske lege under den Europæiske Olympiske Komités auspicier. De europæiske olympiske lege blev vedtaget af den europæiske olympiske komité i Rom i december 2012. Det er tidligere i år afsløret, at Azerbajdjan betaler regningen for alle 50 nationale olympiske teams ophold og rejse, omkring 6.000 atleter fra hele Europa. Der skal også være indkøbt ægte London taxaer til fri benyttelse for atleterne. Der er 18 konkurrencearenaer. Sportsministerens Azad Rahimovs perception er klar: ”Efter disse europæiske lege i Baku vil folk over hele verden vide, at Azerbajdjan er en del af Europa”. Regeringen ønsker at placere Azerbajdjan på verdenskortet. Det er en milliardudgift i dollar, en officiel franchise fra den olympiske komité. De europæiske lege er del af en omfattende reklamekampagne for Azerbajdjan, som ledes af landets præsident, Ilham Aliyev. Det er PR for Azerbajdjans regering. Landers indenrigspolitiske situation giver grund til stor bekymring. I de sidste 12 måneder er der set en bølge af anholdelser af de vigtigste kritikere og oppositionelle, herunder menneskeretsaktivister, valgmonitorer, advokater og undersøgende journalister. Dette har stort set bragt Azerbajdjans civilsamfund til tavshed, og overladt det til aktivister og journalister i exil at påvise landets fortsatte angreb på ytringsfriheden. Azerbajdjans myndigheder har de seneste år anvendt højtprofilerede kultur- og sportsbegivenheder til at fremme landets 32 image udadtil, frem for alt med Eurovisionens melodi grand prix i 2012. Denne fremgangsmåde har vist sig vellykket og landet skal senere være vært for Formel 1 motorsports Grand Prix i 2016. Azerbajdjan havde formandskabet for Europarådets Ministerråd fra den 13. maj til den 13. november 2014. Her blev landet af European Stability Initiative beskyldt for at ”kapre Europarådet” ved gennem kaviardiplomati at skaffe sig så mange politiske venner, at stærkt fordømmende udtalelser om landet ikke hidtil har kunnet vedtages. Azerbajdjan blev medlem af Europarådet i 2001, men har ud af 21 kriterier for medlemskab kun kunnet indfri 4. Amnesty Internationals Denis Krivosheev kommenterede dengang i 2014, ”at hele Europarådets troværdighed bringes i fare, når Europas top menneskeretsinstitution skal være under forsæde af et land, hvor ”folk sættes i fængsel på falske anklager, når deres eneste handling er at tale imod regeringen”. Iflg. Freedom House er landet ikke noget rigtigt demokrati. Siden begyndelsen af 1990erne har valg været temmelig fejlbehæftede. Parlamentet gummistempler regeringens beslutninger. Korruption er Teoretisk kan kun demokratiske udbredt. lande søge optagelse i Europarådet, der fremmer menneskerettigheder. Men Azerbajdjan har været medlem siden 2001. Dengang var det håbet, at optagelsen ville accelerere landets overgang til vestligt demokrati. Det er ikke sket. Der er mange tegn på, at tilstanden er forværret i de 15 år. Tænketanken European Stability Initiative kaldte i en rapport sidste år Azerbajdjans 2010 parlamentsvalg for det mest fejlbehæftede nogensinde i nogen medlemsstat i Europarådet. På en pressekonference i Bruxelles den 21. juni 2014 erklærede præsident Ilham Aliyev – på et spørgsmål om oppositionslederen Ilqar Mammadov - at ”der er ingen politiske fanger i Azerbajdjan”. ”Først og fremmest er ingen af mine politiske modstandere i fængsel. Samtidig vil jeg fortælle dig, at der ingen politiske fanger er i Azerbajdjan. Hvis du læser kommentarerne efter Europarådets Parlamentariske Forsamling i januar 2014, så forkastede rapporten eksistensen af politiske fanger i Azerbajdjan. Det kapitel er afsluttet.” For at modbevise dette udarbejdede Leyla Yunus, Rasul Jafarov og Intigam Aliyev en udtømmende liste over politiske fanger i Azerbajdjan. Denne liste på omkring 100 personer skulle have været offentliggjort i august 2014, men forud blev Rasul Jafarov og Leyla Yunus anholdt. Andre var i stand til at fuldføre den og offentliggøre listen den 10. august 2014, og med tilføjelsen af de da seneste anholdelser omfattede listen 98 politiske fanger. I marts og april 2013 blev syv medlemmer af den pro-demokratiske ungdomsorganisation N!DA Social Media Aktivister anholdt og anklaget for at opildne til had og for narkobesiddelse. De anholdte havde været særligt aktive med kritik af myndighederne på sociale media. Nogle aktivister er siden blevet løsladt, i marts 2015 den 19-årige Orkhan Eyyubzade. Andre, som Mahammad Azizov, som blev anholdt efter at have arrangeret en facebook event for en fredelig protest, sidder fortsat fængslet efter 2 år. Det internationale samfund har hidtil ikke været i stand til effektivt at udfordre Azerbajdjans indenlandske undertrykkelse af frihedsrettigheder. Der er nu en mulighed - under de europæiske lege – for at øge den internationale opmærksomhed om den forfærdelige menneskeretssituation i Azerbajdjan, og dermed punktere den polerede facade, landet tilstræber at udvikle. ”Azerbajdjan vil finde sin plads i historiebøgerne som det land, der har gennemført et hidtil uset omfang af overgreb på menneskeretsforkæmpere i sin tid som formand for Europarådet” Nils Muiznieks, Europarådets Menneskeretskommissær Kilder: International Partnership Group on Azerbaijan, Economist, Guardian, ESI, Norske Helsinki-Komité www.nhc.no Find European Stability Initative rapporter på www.esiweb.org · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 33#" Det spanske hjørne Af Lars Blinkenberg Catalonien Dramaet om selvstædighed er ikke kommet nærmere en endelig løsning efter afstemningen den 9. november 2014. Afstemningen var som bekendt blevet kendt ugyldig på forhånd, fordi den spanske forfatningsdomstol havde afsagt kendelse om, at selve afstemningen var forfatningsstridig og dermed ulovlig. Medens Artur Mas regeringen i Barcelona fremturede og efter den 9. november fremhævede den uofficielle Den spanske abortlovgivning Det af regeringen sidste år fremlagte radikale ændringsforslag til den af socialistpartiet indførte liberale abortlovgivning fremkaldte som tidligere nævnt her i bladet så store protester, både fra befolkningen og fra det juridiske system (Domstolsstyrelsen) - som regeringen havde undladt at konsultere at premierministeren fornylig lagde projektet på hylden, om end med løfte om at fremsætte forslag til små ændringer i den gældende liberale lovgivning. Dette viser, at selv om PP regeringen har flertal i parlamentet, ønskede Rajoy ikke at trumfe denne følsomme lov igennem på et spinkelt grundlag. Den meget konservative justitsminister tog derfor sit tøj og gik i vrede, og enkelte kirkelige og andre højredrejede kredse har foranstaltet nylige demonstrationer for det nu skrinlagte lovforslag, om end ikke i samme omfang som tidligere fra oppositionens side. Sagen viser heldigvis, at regeringen er lydhør over for folkeopinionen. afstemning som en sejr, fordi ca. 80 % af de afgivne stemmer gik ind for selvstændighed, understregede Madrid-regeringen, at det kun var under 30 % af de stemmeberettigede, der deltog i den ulovlige, indirekte folkeafstemning. Den kunne kun afholdes, fordi lokalregerin gen havde formået frivillige til at indtræde i de administrative organer, der normalt afholder sådanne afstemninger. Men selv om de fleste af dem, som mødte frem, stemte for uafhængighed, kunne Madrid regeringen med rette fastholde, at under 30 % af befolkningen havde sagt ja til løsrivelse fra Spanien med den lidt tvivlsomme tilføjelse, at det store flertal derfor havde afvist tanken. Tvivlsom, fordi nogle måske ønsker en føderal løsning, som omtales nedenfor. Men det er rigtigt, at de fleste forfatninger – ligesom den danske - kræver en vist relativt stor minimal deltagelse for at resultatet af en folkeafstemning kan godkendes. Sagen er ved at blive skærpet, også juridisk, fordi den uafhængige øverste anklagemyndighed i Madrid nu forbereder en retssag mod Mas og nogle af hans nærmeste medarbejdere. De anklages for at ignorere Forfatningsdomstolens påbud om at undlade afstemningen. Selv om denne ikke formelt var en folkeafstemning, var det naturligvis en provokerende handling fra lokalregeringens side for at omgå kendelsen. For ganske nylig har rigsadvokaten bebudet et sagsanlæg mod Mas og nogle af hans nærmeste medarbejdere eller politikere. Det skete kort før, rigsadvokaten bebudede sin afgang med henvisning til private forhold. Pressen var dog ikke i tvivl om, at han fratrådte fordi han fandt presset mod sig utåleligt. Regeringen har straks udnævnt en ny, kvindelig rigsadvokat, som der står respekt om i den juridiske verden. Mens Rigsadvokaten har opnået fuld opbakning fra sit korps af statsadvokater, som regeringen ikke kan give instruktioner, har korpset i Catalonien - med få Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités undtagelser - ikke villet tilslutte sig anklagemyndighedens planer. Det skulle dog ikke kunne sinke sagen, da det er de spanske myndigheder og ikke de catalanske, der har den højeste myndighed. Artur Mas har ikke opgivet, men fremsat en ny politisk plan om at etablere en samlingsregering sammensat af parlamentarikere, der alle stiler mod selvstændighed. Til dette formål har han udskrevet valg i regionen til den 27. september 2015 – umiddelbart forud for at der skal holdes parlamentsvalg i hele Spanien sidst på året. Meningen er, at de indvalgte i dette forum om halvandet år skal vedtage en endelig erklæring om landsdelens løsrivelse. I mellemtiden skal der udarbejdes en egentlig forfatning for Catalonien og for organer, der kan overtage f.eks. skatteopkrævning og andre domæner som udenrigstjeneste og forsvar, der er selvstændige nationers ansvar. Denne plan kan synes ret desperat, og regeringspartiet CIU har endnu ikke opnået tilslutning til denne plan fra det parti, det ellers samarbejder snævert med, Esquerra Republicana. Tværtimod har lederen af dette løsrivelsesparti af socialistisk observans efter en del tøven nægtet at støtte Mas’ linje, idet han ikke vil gå ind for et nyt enhedsparti, men stadig agter at agere med sit eget parti. Masregeringen har dog opnået tilslutning fra Det Nationale Råd - Assemblea Nacional Catalana - som ikke er identisk med lokalparlamentet, men et til lejligheden etableret organ, og den er måske derfor ikke så isoleret i lokalsamfundet, som Madrid hævder med henvisning til den lave deltagelse i folkeafstemningen. Premierminister Rajoy har under et besøg i Barcelona i slutningen af 2014 skærpet tonen og fastholdt, at Mas seneste plan ingen steder fører hen, samt fremhævet, at lokalregeringen synes så ensidigt fokuseret på uafhængighed, at den glemmer at styre den store delstat med sine over 7 mio. indbyggere. Derfor må Madrid regeringen gribe ind for at sørge for befolkningens ve og vel, som åbenbart bliver helt glemt i Barcelona, hedder det sarkastisk. Han har også henvist til de store nylige tilskud fra Madrid, der har afhjulpet en finansiel krise af dimensioner i Barcelona og understreget, 33 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 34#" Palæstina Det spanske parlament har på basis af et samarbejde mellem en tidligere udenrigsminister fra oppositionspartiet PSOE og udenrigsminister GarciaMargallo udarbejdet et beslutningsforslag om at anerkende Palæstina som nation på linje med, hvad der er sket i Sverige, Frankrig og Storbritannien. Forslaget blev den 18. november vedtaget næsten enstemmigt med kun tre stemmer imod - fra regeringspartiets side. Modsat hvad der synes at have været tilfældet i nogle af de andre europæiske lande er forslaget her allerede endosseret af den spanske regering, der traditionelt opretholder nære forbindelser til de arabiske lande. Beslutningen gik dog, som det vil ses, ikke lydefrit gennem regeringspartiet, trods regeringens fulde opbakning. at Madrid hverken vil forhandle om en løsrivelse, som er erklæret forfatningsstridig eller gribe ind i den kommende retssag mod Mas og andre ledere. Han vil gerne med administrationen drøfte økonomien, der synes nødlidende og i stigende grad afhængig af centralregeringen, hvis økonomi heldigvis er rettet meget op i det seneste år. Moderate kredse i og omkring oppositionspartiet PSOE har længe anbefalet en ændring af den spanske forfatning for at lægge grundlaget for en egentlig føderal løsning af denne og andre konflikter. Flere uafhængige jurister og politikere går ind for en sådan udvikling. Men der er næppe nogen hurtig løsning ad denne vej, så længe regeringspartiet Partido Popular, PP går imod, fordi det ikke ser nogen grund til en så vanskelig procedure som en forfatningsændring er. Det ved vi alt om i Danmark. PP har dog erklæret sig villig til at drøfte problemstillingen med det store oppositionsparti. I en meningsmåling, 34 0+(- som dagbladet el Mundo (borgerlig kritisk observans) offentliggjorde den 25. november, afviste lidt over halvdelen af de adspurgte, 54%, gyldigheden af afstemningen den 9. november, ligesom hele 60% vil foretrække en løsning af striden gennem en forfatningsændring. Undersøgelsen viser samtidig et spinkelt flertal for uafhængighed, som dog fordrer en detailanalyse, som det ikke her er stedet at foretage. Resultatet viser, at der i landsdelen er stemning for forandring, og det må nok på lidt længere sigt få regeringspartiet til forhandlingsbordet. Mange jurister er af den opfattelse, at der hersker temmelig stor uklarhed om hvilke rettigheder, der tilkommer henholdsvis de sytten autonomier (delstater) og den spanske stat, repræsenteret ved Madridregeringen og Parlamentet. En grund til forhandling er forventningen om, at valget i Spanien om knapt et år meget vel kan give det nye parti, Podemos, en så stor fremgang, at de hidtidigt dominerende to partier ikke længere kan tegne hele det politiske billede i Madrid. Regeringspartiet, PP, er samtidigt ramt af en af de mange skandaler om korruption, der for nylig har fået premierminister Rajoy til at afskedige sin sundhedsminister, fordi hun risikerer anklage i en gammel, men stadigt verserende og meget omfattende korruptionssag. Korruptionssagerne mod såvel Hertugen af Palma, den nye konges svoger, som mod den tidligere regeringschef i Barcelona, Jordi Pujol, overgår dog langt de fleste af den slags utålelige sager. Den ny konge, Felipe VI, benyttede sin juletale til en kraftig opsang mod korruption, som må og skal udryddes. Det fastholdt han i en meget åben og rost tale, hvor han også nævnte nødvendigheden af at opretholde landets enhed. Samtidig understregede kongen, at Catalonien har de bedste muligheder for videreudvikling i samarbejde med de andre autonomier og centralregeringen. Han undlod helt at henvise til den truende restsag mod sin søster, Prinsesse Christina, og her er der endnu uenighed mellem anklagemyndigheden og den uafhængige undersøgelsesdommer i en åben strid, som ikke ville kunne opstå i Danmark. Anklagemyndigheden har dog krævet, at Prinsessen indbetaler et million beløb i anslået skatteunddragelse, hvad hun straks har gjort, men hun kan stadig undgå videre tiltale. Socialistpartiet har opfordret kongen til at kræve, at hans søster frasiger sig retten til den spanske trone, så fjern den end måtte forekomme. Hun synes at ville afvente en eventuel frifindelse eller dom. Artur Mas i Gavarró, Præsident for regionalregeringen i Catalonien. · Nr. 2 Maj2015 15. Årgang 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 35#" Fængslede baskiske ETA-medlemmer Der forhandles mellem franske og spanske regeringsrepræsentanter om en udlevering af et halvt hundrede af de ca. 90 ETA-fanger, der endnu sidder i franske fængsler. Der henvises til det spanske parlaments nylige godkendelse af en europæisk konvention om strafafsoning i de pågældendes eget hjemland. Ifølge El Pais synes der i første række kun tale om overførsel af godt halvdelen til spanske fængsler, da mange af de fængslede kræver udlevering til afsoning i fængsler i deres hjemsted i Baskerlandet. Den spanske borgerlige regering har imidlertid hidtil ikke villet tillade fanger fra ETA at blive overført til afsoning i lokale fængsler i Baskerlandet. Betingelsen fra Madrids side er, at ETA definitivt opløser sig selv som illegal organisation og udleverer alle våben. Denne problemstilling kan derfor forsinke overførslen til afsoning i Spanien fra franske fængsler. Der sidder endnu 350 fanger fra terrorbevægelsen i spanske fængsler. Nogle af dem, der har siddet længst, bliver i nær fremtid løsladt under henvisning til en EU-vedtagelse, som Madrid har endosseret for nylig, og som gør det obligatorisk at tage hensyn til straffe afsonede i et andet EU land, således at der skulle være håb for nogle af dem med absurd lange straffe. (Der kan idømmes straf på op til 1000 år! men der findes omregningsregler, der er tilpasset menneskelige vilkår). Korrespondance med Premierminister Rajoy Den spanske premierminister fremkom ved flere lejligheder i sommeren 2014 med udtalelser om, at Spanien var den ældste nation i Europa. Den, der skriver disse linjer, kunne ikke dy sig for at skri- ve et pænt brev til premierministeren, hvis hovedindhold var følgende: Med henvisning til min diplomatiske karriere, afsluttet med mit nuværende lykkelige otium i Andalusien, og mine historiske kundskaber ville jeg tillade mig at henvise til, at der var en del ældre nationer i Europa end den store spanske, bl.a. den danske, som jeg havde haft æren af at repræsentere i mange lande, og hvis historie gik tilbage til Vikingetiden. For 1000 år siden, i 1013, erobrede den danske konge Svend det meste af England, og hans søn var Knud den Store. Da Spanien opstod som vigtig nation langt senere på basis af sammenslutningen af de store kongeriger, Aragonien og Kastillien, hvis konger Ferdinand og Isabella havde indgået ægteskab - de såkaldt katolske konger blev det beseglet med erobringen af fyrstestaten Granada i 1492 og snart med opdagelsen af Amerika. Deres betydningsfulde barnebarn, Kejser Karl, født 1500, var den første egentlige spanske konge af gavn med titel af Karl den 1. Som tysk-østrigsk kejser bar han titlen Kejser Karl den 5. og han lod sin søster ægte en af datidens betydningsfulde konger, Kristian den 2., fra det vigtige nordiske rige, Danmark, som dengang omfattede langt mere end i dag, men med samme hovedstad som nu. Karl den 1.s søn, den længe regerende monark, Filip den 2., var den første spanske konge også af navn fra midten af 1500 tallet. På denne baggrund foreslog jeg Premierministeren fremover at sige, at Spanien er en af de ældste blandt de store nationer i Europa, hvad der er korrekt. Det bemærkelsesværdige i sagen er, at jeg fik et meget venligt brev tilbage fra Premierministerens departement, fra chefen for det kontor, der har ansvar for kontakt med borgene. Heri takkede man mig for min henvendelse, der var blevet læst med interesse og ville indgå i premierministerens baggrundsmateriale fremover, hed det. Denne lille sag er dog interessant derved, at den viser den åbenhed, der hersker i moderne spansk administration. Siden brevvekslingen er det misforståede udsagn ej heller blevet anvendt igen! Nyhedsblad DenDanske Helsinki-Komités Mariano Rajoy, Spaniens premierminister, Partido Popular. Argentinske krav om udleveringer På samme måde som den spanske undersøgelsesdommer Garzon i sin tid krævede en del udlændinge udleveret til retsforfølgelse i Spanien, mest spektakulært den chilenske diktator Pinochet, har den argentinske anklagemyndighed i nyere tid krævet flere spanske myndighedspersoner fra Franco-tiden udleveret, da de menes ansvarlige for grove forbrydelser mod statsborgere i Argentina. Kravet er imidlertid for nylig blevet afvist, uden at argumentationen er kommet til offentlighedens kendskab. Formentlig er det sket med henvisning til den amnestilov, som det spanske parlament vedtog i 1977 for at undgå mange anklager mod det tidligere regimes ”bødler”. Som bekendt har det spanske parlament vedtaget en lovændring, som ikke længere gør det muligt for de spanske anklagemyndigheder at gå så langt, som Garzon gjorde i sin tid – efter diplomatiske forviklinger med Kina. 35 0+(-''"+ $ (+ /)-, Nummer 2 maj 2015_FINAL:Layout 1 09/06/15 11.57 Page 36#" Sporten kan ikke ignorere menneskeret Af Nils Muiž tigheder nieks, Europa rådets Menn Michael Fors eskere t, FN tskommissæ s speciel rapp r Dunja Mijato ortør om men vić, OSCEs an neskeretsakti svarlige for m visters situat ediefrihed. ion Atleterne ka n forvente fr i og fair ko konkur renc nkur rence ve e om tanker Den 3. juni d de europæ ikke. Atleter Den 12. jun 2015 iske lege. M ne kan tage i begynder de en st ill ud fø ing ti l dette en for stadio løbe, kæmpe rste Europæ . n eksisterer iske Lege i B og springe fo aku, Azerbaj den fr i r medaljer, og sørge for at djans hoveds få standset de rm ed op ta de overgreb tænde millio d. Over 6.00 I de senere år på menneske 0 atleter fra n – og i særl 50 lande vil retsforkæmpe er af europæeres begejs ne blevet sæ tring. Vi håbe re, der foregå rdeles risikofy ig grad i de sidste 12 m r, at de også r i landet. åneder - er ldt i Azerbaj enormt pres vil det at udtry djan. Et stor fra et politis kke uenighe t antal journ k system, de Tre personsa d el al le r is ik te r at ke r og gr ka ger kan hjæ anske magth menneskerets n tolerere n Jafarov, lede lpe til at fors averaktivister ha ren af en NG tå undertrykk ogen kritik, og har miste r været unde O. Han blev t el redelserne ti de rlagt et se res frihed. ns omfang. et kendt ansi l afholdelsen Den mes gt ved at or af Det europæ ved at planlæ ganisere kam t karakteristiske er sagen iske Melodi gge en kam pagnen ”Syn mod Rasul G pa ra nd Prix i Bak demokrati i gne ved nav g for demok landet. I sted n ”Sport for u, som Azerb rati” under fo Rettigheder” et har han ti ajdjan var væ troværdighe rbelbragt de se rt for i 2012 d. Og i april neste 10 mån forud for de europæiske 2015 blev ha magtmisbru eder i varetæ lege for at sa . Han var n idømt 6½ g. gtsfængsel på mle støtte ti års fængsel Leyla Yunus l for skatteun anklager, de – en af de m dd r tr ra odser enhver ge ls e, ’Europæiske es u lo t vl ve ig la ns er hv kr Sakharov Pri evne mennes ervsvirksomhe s for retten keretsforsvare d og forræderi m til at tænke re i Azerbajdj od staten, sv fr it ig ’ an – tilbringer , falskneri og kersyge, hepa og fi n al is t ved tildelin også sin tid skatteunddra titis C og nyr gen af den vare gelse. Hun le eproblemer i et af Minis ver med alvo tægtsfængslet under an og i en tyde teriet for Nat lig tilstand af klager om rlige helbreds ional Sikkerhe anholdelse i problemer i fortvivlelse. ds fængsler. august form af sukHendes man Parret har ik Den tredje sa 2014. d, Arif Yunus, si ke fået tillade g er Khadija dder ligeledes lse til at væ sine reportag Ismayilova, en re sammen si er om korru fø re den deres n de undersøg ption og for hun har være ende journal hendes kam t tilbageholdt ist, der i apri p for ytrings siden decem 2015 blev n l vandt to fo frihed. Denn y falske ankl ber 2014. O rnemme pris e nyhed fik prindeligt bl ager rejst m 14. maj 2015 er for hu n i Kurdakha od ev hun tiltalt fo hende om sk blev hendes ni fængslet, r opfordring atteunddrage varetægtsfæ hvor til selvmord, lse, ulovlig er ngsling forlæ i februar hvervsvirkso nget med yd Kritik kv æle m hed og mag erligere 3 m s åneder. tmisbrug. Den Denne bølge af repression rammer også egen krop op udlændinge levet det føle . Journaliste lseskolde arse har sat i væ r, NG rk for at kvæ nal af intim id le ering, chikan O-medlemmer og FN em kr itik. Azerbajdjans e og obstrukt bedsmænd ha re ge ri ng fors ion, som Aze r Den siger, at rbajdjans myn også på det er helt fo varer sin politik med, at digheder alle disse sage rkert at se n Vi er uenige. oget politisk Vi har genn motiv bag de r drejer sig lovovertræde ikke på nog em flere år sa lser begået af nne bølge af en måde krim m ar be jd et med disse anholdelser individer. inelle. Virkelighede af ak menneskerets ti vi st er og journal n er, at det forsvarere. grundet rets er lovgivninge is te r og vi kender de forfølgelse er n, der er blev m godt. De blevet iværk et fordrejet governmenta er sat for at st ti l l organisatio at re tf æ raffe de, som rdiggøre unde ners aktivite der proteste er af en ande rtrykkelse: st ter er blevet rer. raffeslovsben mening; lo indført; polit Praktisk tage vgivning, de iet er blevet t enhver af r an be ve grænser non n dt afbryde dere menneskerets til at undert s arbejde, el rykke fredelig organisation ler er flygtet er e folk, n es partnere er bl ud af landet evet tilbageh som følge af Det m å der oldt, udsat fo de repressalie nu sættes en r afpresning r, der er ivæ st Nu er tiden op til at pe r rksat mod de fo r kommet til at m. sæ opmærksom me på den po tte en stopper for dett e, og sporte litiske og bo kan ønske at n kan hjælp rgerretlige sa rejse disse sp e. I det min mmenhæng, ørgsmål over tet til støtte dste bør alle der findes i for deres væ for dem, der atleter være det land, hv rt er u re el tf le æ Vi håber, at r rd or de vil kon ov ig er t er fo r sa lo t de ka ba kurrere. Atlet le g vi at lå l tr s le æffe de rett og slå. ter, og endo til undertrykk erne e valg og at g anvende de else mod men de res populari vi l an nesker, der ik ve n de di sse leges ån ke har gjort d til at hjælp andet end at e med til at arbejde for at vende fremme men neskerettighe tendensen der. www.openD emocracy.net 03. Juni 2015 36 15. Årgang · Nr. 2 Maj 2015
© Copyright 2024