1. No category

Studiekreds 2015-4
Vi begynder, hvor Sahara tørrede ud – både i tid og sted. Nabta-kulturen, som vi beskæftigede os
med sidste gang blev udfordret. Igen spillede klimaændringer en rolle for de ændringer, der nu var
på vej.
Den nordvestlige og vestlige skråninger og plateauer var med sikkerhed brugt til de ceremonielle
aktiviteter, der én gang om året i nogle uger og måske måneder samlede hele regionen for ved
regntidens start at forene og fejre deres fælles identitet og sociale relationer. At de ceremonielle
aktiviteter fandt sted ved regntidens start kan ikke undre. Gennem de sidste 1.000 år før den
endelige udtørring for 5.000 år siden begyndte klimaet at ændre sig. Den varme og fugtige
periode, det holocæne maksimum, var ved at være forbi. Sahara forvandledes igen til den ørken, vi
kender i dag. I overgangsfasen var der ikke længere vand hele året i den gigantiske lavning
(playa’en). Og det blev stødt og roligt værre. I de foregående 1.500 år havde man vænnet sig til, at
Nabta Playa var en sø med varierende vandstand året rundt. Men nu blev det nødvendigt at grave
brønde. De var ikke dybere (2-4 meter), end at man kunne stige ned ad trapper og hente vandet
op. Men nogle brønde begyndte at tørre ud, når grundvandstanden i tørtiden sænkedes.
De nye forhold satte selvfølgelig fokus på regntiden og i selvfølgelig skulle regntidens start fejres
ved den omtalte ceremonielle begivenhed, og de lange megalit-linjer ud over søbunden blev
etableret til at holde styr på årstiderne – dvs. hvornår regn-symbolet, Sirius, viste sig i heliakisk
opgang.
3-stjerne-symbolet, Orions bælte, var også i fokus – som det har været længe. Det viser sig 3-4
uger før Sirius, og kan være opfattet som et forvarsel – eller afslutning på året før. Men der er
andre muligheder, der bør diskuteres. Den tilknyttede befolkning i regionen dækkede det meste af
det nuværende Ægypten, det sydøstlige Libyen og det nordlige Sudan samt kystområdet langs
Rødehavet. Der var primært tale om kvægnomader, der også visse steder havde suppleret deres
økonomi med agerbrug. Kvæget fungerede som en salgs omvandrende køleskabe og forsynede
nomaderne med mad og væske på vandringer gennem den efterhånden mere og mere tørre
græssavanne. Der skulle medbringes tilstrækkeligt med vand til dyr og mennesker til den
forventede rejsetid på 2 uger mellem kendte vandressources. Også her fungerede dyrene som
transportører. Men man skulle ikke gå forkert, det kunne koste livet.
Kunne den heliakiske tilsynekomst af Orions bælte være signalet til regionens grupper om at
begive sig på vej til det den årlige ceremoni ved Nabta, for at de i fælleskab kunne fejre regnens
komme?
– eller var ”ko-benets tå” (Arcturus) nedgang i NNV en indikator? – en hændelse, der kunne
iagttages 1½ måned for start på regntiden, tid nok til at nå frem.
– og kunne azimut ved nedgang (eller opgang på hjemturen) bruges som et ”rebkompas” til
geografisk orientering på rejsen?
Udvandring fra Sahara
Som en konsekvens af temperaturfaldet efter det holocæne maksimum, rykker monsunregnbæltet
mod lavere breddegrader og efterlader et udtørret Sahara. Det var ikke længere attraktivt at
opholde sig dér – ej heller at fejre en start på regntiden, når den ikke længere forekom. Attraktive
områder var derefter Nildalen, nordlige Sudan og Mali. Det er tydelige aftryk efter aktiviteterne
ved Nabta i den efterfølgende Nilkultur og hos Dogon-folket i Mali.
Dogon-folket
Her støder man på en Sirius-kult, der tydeligvis stammer fra deres egne overleverede
”fortællinger”, til trods for, at der ikke geografisk lokalt har været brug for denne kalenderreference. Sirius er himlens klareste stjerne, men der er også andre klare stjerner og symboler på
himlen, hvis et astronomisk symbol skulle være attraktivt. At de tilmed i deres fortælling
inkluderer Sirius-B, der først blev kendt i midten af 1800-tallet, har dog skabt en del panderynker.
Nilkulturen
Det mest oplagte sted at søge hen var Nildalen. Ca. 100 km adskiller Nabta fra Nildalen, hvor det
kendte Ramses-II tempel, Abu Simbel, nu ligger ved Nassersøen. Da man i 1960-erne byggede en
dæmning ved Aswan, druknede flere af Nilkulturens templer i den nydannede sø. Men med
international hjælp blev nogle store, betydningsfulde templer flyttet og dermed reddet til
eftertiden. Noget tyder på, at astronomiske viden, der var tilstede under Nabta-kulturens
dominerende status, blev videreført i den efterfølgende Nilkultur.
Det er her interessant, at den gældende opfattelse af, at Nilkulturen arvede Mellemøstens
(Mesopotamien) astronomiske viden og kalendersystemer, måske bør revideres. Den indlysende
relation skulle være, at man begge steder brugte månekalendere. At den først blev taget i brug i
det mesopotamiske og senere af Nilkulturen, tages som udtryk for at ægypterne lærte den at
kende fra Mesopotamien.
Det er sandsynligt, at de grupper, der invaderede det grønne Sahara for 6-7.000 år siden kom
østfra med deres tilegnede domesticerede brug af dyr og planter. Men det er mest sandsynligt, at
de kom fra Nærøsten og ikke fra det mesopotamiske område. Og hvad vigtigere er: De gjorde
brugte en Sirius-kalender mere end tusind år før Nilkulturen tog denne årstidsrelaterede kalender i
anvendelse – og i øvrigt efterfølgende brugte Månens faserytme til en opdeling af ”Sirius-året”.
Det er derfor mere sandsynligt, at Nilkulturen var under indflydelse af de tidligere aktiviteter i
Sahara.
De fleste kilder angiver, at Sirius-kalenderen optræder senere end månekalenderen. Men det er
sandsynligt, at disse ”vise mænd og kvinder” fra Sahara-centret, bragte deres kalenderastronomiske indsigt med sig. At de vise mænd sandsynligvis kom til at udgøre det magtfulde
præsteskab i den efterfølgende mere end 2.500-årige dynastiske Nilkultur antyder muligheden af,
at Sirius-kalenderens oprindelse nok ældre. Og så kan ægypterne være stolte over, at det var deres
egne forfædre, der udviklede det avancerede kalendersystem, hvor den heliakiske opgang først
blev brugt til forudsige regntidens komme i Sahara og senere i dynastisk tid blev brugt til at
annoncere tidspunktet for Nilens årlige oversvømmelse.
De ægyptiske kalendere
Den dynastiske Nilkultur varede mellem 2.700 og 3.000 år. Det er lang tid, specielt når man sætter
det i relation til, at det kun er ca. 2.000 år siden det sluttede. Med så lang en periode kan det ikke
undre, at der undervejs udvikledes flere forskellige kalendersystemer.
Sirius-kalenderen, hvis længde næsten svarer til solårets, relaterer sig til Sirius heliakiske opgang.
Som stjerne-relateret, er vi vant til at antage det sideriske år, men faktisk medfører Sirius
egenbevægelse, at dens periode ligger meget tæt på 365,25 dg. Kalenderen var som nævnt
allerede i brug før dynastisk periode. Ved heliakisk opgang forstås første gang et stjernelignende
objekt kan observeres over den østlige horisont før morgendæmringen spærrer for udsigten til
stjernehimlen.
Månekalenderen. For at lave et månedsopdelt år kombinerede man Sirius-kalenderen med idéen
med en månekalender fra Mellemøsten. Desværre udgør en månemåned ikke en pæn brøkdel af
solåret, som det fremgår af skitsen herunder. Faserytmen forskyder sig, så der må en del
reguleringer til. Og der har gennem tiderne
været flere forslag. Dem ser vi på.
Idéen med en månekalender er indlysende.
Alle kan følge med i Månens faserytme.
Forskellen fra den mellemøstlige udgave var
dog, at det i begyndelsen ikke var ”den nye
månes” første tilsynekomst i vest efter
solnedgang, men det sidste glimt af den
aftagende månes opgang i øst 1-2 dage før
vores nymåne. Det er selvfølgelig svært at
koble det til en genfødselstanke, men måske har den østlige horisont, hvor Sirius jo viste sig i
heliakisk opgang, været vigtigere. Der er diskussion omkring denne problemstilling.
Systemet, de udviklede, minder en del om, hvordan problemstillingen blev løst andre steder. Men
der var i Nilkulturen særlige regler for, hvornår og hvor ofte en ekstra måned skulle tilføjes.
Resultatet blev er 8-årig cyklus, hvor ”skudmåneden” i gennemsnit blev anvendt tre gange. Vi bør
her også se lidt nærmere på Metons 19-årige cyklus.
Den civile kalender. Det kan næppe undre, at man med det hurtigt udviklede administrative
bureaukrati, måtte have en enklere kalender, som ”offentligheden” kunne forstå. Derfor indførtes
en kalender med 12 måneder á 30 dage + 5 ekstra festdag ved årets afslutning.
Siriuskalenderen overgik derefter til de rent astro-religiøse opgaver, der skulle styre himlens og
naturens rytmer.
Både Sirius-kalenderen og Civil-kalenderen havde tre årstider og havde de samme årstids-navne,
der var afstemt med naturens rytme i en landbrugstyret økonomi langs en flod med årstids
variationer i vandstanden. Ulempen ved den civile kalender var naturligvis, at de tilsammen 365
dage ikke stemte med solårets 365,242 dage. Stødt og roligt gled den ud af synkronisering med
årets rytme. Der skulle gå 1460-61 år, før den atter var i takt med årstiderne og Sirius-kalenderen.
Det kan faktisk bruges til at fastlægge, hvornår den civile kalender blev indført. De forkerte navne
på årstiderne har sikkert med mellemrum forstyrret dele af befolkningen. På den anden side
kunne det være en god anledning til at få indsigt i, hvordan kalendere er bygget op.
Stjernekalenderen
Måske har der i det ellers så magtfulde astro-præsteskab været en frustration over denne
”dekadente” civile kalender, hvor man ikke tog astronomien og signalerne fra himlen alvorligt. Det
kunne se ud som om denne elite lykkedes med på et tidspunkt at overtale faraoen, så det atter
kunne laves kalender, der relaterede sig til det sande år – og måske i virkeligheden en afløser til
Sirius/måne-kalenderen. Dog kan man i romerske kilder læse, at den ægyptiske civile kalender og
Sirius kalenderen har sammenfald i det 2. århundrede e. kr. Så begge kalendere må have eksisteret
side om side – eller der har på det tidspunkt i det mindste været viden om begge systemer.
Stjernekalenderen fokuserede på objekters tilsynekomst ved heliakisk opgang ved den østlige
horisont eller ved kulmination i syd. Der var udpeget 36 markante stjerne-grupperinger, som på
den måde inddelte året i 36 ”uger” af ca. 10 dages varighed. Den er i princippet lige så nøjagtig
som Sirius-kalenderen, da året altid blev indledt med fokus på samme konstellation. Her relateres
dog til det sideriske år på 365,256 dg, der er en smule længere end solåret (det tropiske år).
At nogle uger så havde 11 dage betød ikke noget. Det var det astronomiske signal, der var
afgørende, fordi man havde så stor tillid til den rytme, som himlens udseende lagde tilrette for
dem. Det var bare om at få lært noget astronomi.
Niltemplernes orientering
To forskere, en spansk (Belmonte) og en ægyptisk (Shaltout) har opmålt akseretninger på 109
templer langs Nildalen.
Årsagen var begrundet i, at der i en årrække har kørt en
diskussion om, hvorvidt templerne generelt var orienteret
således, at de havde facaden parallelt med flodbredden,
eller om templets akse snarere var rettet mod op- eller
nedgangen af astronomiske objekter, dvs. azimut for
horisontpassager for Solen (solhverv/jævndøgn) eller for
klare stjerner i den epoke, hvor templet var opført. Det
viste sig, at man i op mod 60 % af tilfældene kunne
konstatere, at astronomi var involveret. Histogrammet her
viser resultatet af de opmålte akseretninger. Det er tydeligt,
at azimut for Bæltestjernerne, Sirius og Solens opgang ved
vintersolhverv dominerer.
Nu udelukker det ene ikke det andet, da floden flere steder snor sig. Det gælder så bare for de
dygtige arkitekter og konstruktører, at finde den rigtige placering for at tilgodese både det
æstetiske og funktionelle. Man kan heller ikke udelukke, at de foretrukne løsninger kan variere fra
epoke til epoke – afhængigt af, hvor vigtige de forskellige formål har været i de forskellige
dynastier.
Vi skal se på et par eksempler på, at den astronomisk relaterede orientering af templet med
sikkerhed var vigtig.
1. Horus Templet vest for Nilen på toppen af et markant højdedrag, Djebel Thoth, over for
Luxor. Det er opført to gange. Første gang i den tidlige arkaiske periode ca. 3.000 fvt. og
igen senere i 11. dynasti (ca. 2.000 fvt). Den sidste opførelse er drejet ca. 2½° i forhold til
fundamentet for det oprindelige tempel.
2. Abu Simbel ved NasserSøen, der blev reddet fra at drukne i 1960’erne. Det blev løftet ca.
60 meter og genopført med samme geografiske orientering, men med en ny horisont.
Hvilke objekter har det været orienteret mod.
/bfj