1. No category

Artikel 2 i artikel-serien: Ledelse i kompleksitet og kaos
Af Sandra Greve, Lektor, ErhvervsAkademiet Lillebælt og
Henrik Schalech, Underviser, Tietgen, november 2015
Det skal give mening, hvis vi skal flytte os
Sensemaking sker, når der skabes forbindelse mellem en ramme og en ledetråd!
Hvad betyder det? Hvad er sensemaking? Det må være noget med…, tænker vi.
Når vi skal forstå noget vanskeligt, kan det nogle gange give god mening også at
se på hvad det modsatte er. Det modsatte af sensemaking er strangemaking.
Figur 1: Illustration fra Humantific. www.humantific.com
Strangemaking er den kognitive mekanisme, der er på spil, når noget
tilsyneladende enkelt og forståeligt bliver gjort meget komplekst. Noget, som vi
troede, at vi forstod, ændrer sig eller bliver præsenteret på en ny måde, der gør,
at vi ikke længere forstår det. Dette er især noget, som filosoffer er gode til.
Sensemaking derimod er den mekanisme, hvor noget komplekst kommer til at
fremstå mere klart. Kompleksiteten er der stadig, men det er nu nemmere at
forstå. Sensemaking er grundlaget for al udvikling. Vi må forstå for at kunne
handle på det. Især, hvis vi skal kunne handle selvstændigt på længere sigt.
Hvis vi vil ændre noget, stort som småt, så kræver det, at vi finder mening på en
ny måde. Disse nye indsigter vil føre til en ændring i adfærd og dermed resultat.
Der er f.eks. her innovation opstår. Når noget nyt bliver sat i anvendelse og
skaber en (mer)værdi. Sensemaking er det nødvendige brændstof i forandringer.
Figur 2: Illustration fra Humantific. www.humantific.com
Det skal altså give mening, hvis vi skal flytte os. I denne artikel beskrives derfor
sensemaking-begrebet og de syv grundlæggende egenskaber. Desuden beskrives
fundamentet – de tre byggesten for sensemaking, samt en række typiske
blokeringer, der kan bremse eller vanskeliggøre sensemaking-processen.
Ønsker du herefter at vide mere om sensemaking og om ”ophavsmanden” Karl E.
Weick, vil vi henvise til den eneste danske bog, der samtidig giver en god
forståelse og et godt overblik over hele Weicks forfatterskab og univers:
”Meningsskabelse, organisering og ledelse” (Hammer, S & Høpner, J., 2014) 1.
Hammer, S. & Høpner, J.(2014): Meningsskabelse, organisering og ledelse – en introduktion til Weicks univers,
Samfundslitteratur
1
Sensemaking betyder meningsskabelse
Skabelse af mening handler om at give det nye og ukendte mening, dvs. at skabe
en fortolkning og at placere denne fortolkning i en sammenhæng, som vi kender
og forstår. Meningsskabelse er dog ikke det samme som at have en mening.
Behovet for skabelse af ny mening opstår, når den eksisterende mening bliver
forstyrret, afbrudt eller hvis der opstår usikkerhed eller flertydighed. Så snart
tidligere forståelser ikke længere giver mening, startes sensemaking-processen.
Det vil sige, at det er i situationer, hvor der stilles spørgsmålstegn ved det, der
tages for givet, at behovet for sensemaking opstår. Når vi bliver forstyrret.
Forstyrrelser kan være både i forhold til noget, der ikke var ventet og i forhold til
noget, der var forventet, men som alligevel ikke skete. I begge situationer bliver
den igangværende kognitive aktivitet afbrudt, og en ny situation skal håndteres.
Sensemaking er den proces, hvor vores hjerne organiserer det nye og ukendte,
den møder. Vi organiserer ved at udvælge de indtryk (ledetråde), der passer til
det vi har med os i ”rygsækken” af viden og erfaring (forståelsesramme). Når de
udvalgte ledetråde bliver placeret på den rette ”hylde” (kategori) i vores hjerne,
er der skabt sensemaking. Sensemaking er en to-vejs proces, hvor mennesker
skaber, hvad de fortolker samtidig med at de fortolker det, de skaber.
Eksempel:
Lederen har indkaldt en medarbejder til en samtale, fordi medarbejderen har mødt
for sent på arbejde flere gange. Lederen har planlagt at påtale over for
medarbejderen, at dette er uacceptabelt og omgående må stoppe. Under samtalen
kommer det frem, at medarbejderen oplever en dårlig stemning på jobbet og føler
sig mobbet. Lederen har nu mødt noget nyt, og vil derfor vælge en anden taktik end
den først planlagte. Det står nu pludseligt klart for lederen, hvad der er årsagen til
at medarbejderen kommer for sent. Der er skabt ny mening, og dermed nye
muligheder for at handle.
Sensemaking og de syv egenskaber
Sensemaking-processen består af syv grundlæggende egenskaber. Dvs. syv
psykologiske mekanismer, der hjælper med at organisere sanseindtryk.
1. Sensemaking sker med udgangspunkt i identitet
Sensemaking starter altid med en sensemaker, altså den person, der skaber
mening. Sensemakeren har mulighed for at påvirke og skabe sin egen identitet
og herved syn på verden.
Eksempel
Vi fortæller forskellige versioner af historier om os selv, afhængig af relationen,
positionen og perspektivet. Disse fortællinger er med til at forme vores identitet.
Vi har altså flere variationer af vores identitet, der er afhængige af relationen. Alt
efter hvordan vi opfatter os selv, så ændres vores opfattelse af omgivelserne
også. Hvis vi agerer i en professionel sammenhæng, har vi fokus på noget andet,
end hvis vi agerer i en privat sammenhæng.
Vores identitet, og de faktorer, der har formet vores liv har stor indflydelse på,
hvordan vi fortolker en begivenhed. Identitet har altså ingen fast form, hverken
over tid eller i forhold til steder. Der kan således heller ikke dannes nogen
mening før diskussionen begynder:
”Hvordan kan jeg vide, hvad jeg tænker, før jeg hører, hvad jeg siger” (Weick,
1995:12).
Sensemaking sker altid i relation til nogen eller noget, os selv eller andre. Og når
vi f.eks. præsenterer os selv over for andre, overvejer vi naturligt, hvad de skal
vide, og hvad der er interessant og relevant, i den konkrete situation.
2. Sensemaking sker retrospektivt
Vi bruger fortiden til at fortolke nutiden, for vi er ikke i stand til at forstå det, der
sker i nuet, før det er sket. Fortiden bliver derfor konstrueret på baggrund af den
viden, der er kendt i nutiden.
Eksempel
Det er først i det øjeblik, at vi træffer en beslutning om valg og prioriteringer, og
især, når vi siger det højt, at vi ved, hvad der i virkeligheden er vigtigst for os. Vi
kan også her typisk mærke i maven, om det er den rigtige prioritering.
For at give mening til det nuværende, sammenligner vi det vi møder med det vi
kender fra tidligere. Vi overvejer og betragter tidligere samtaler, artefakter og
hændelser og forsøger at skabe mening. Meningen skabes således på baggrund af
en erindring frem for fakta.
”Mening er ikke noget, der er vedhæftet en særlig begivenhed. Meningen er
derimod i den opmærksomhed, som er rettet mod begivenheden” (Weick, 1995:26)
Den retrospektive sensemaking er derfor ikke et spørgsmål om mening eller ikke
mening, men et spørgsmål om kobling af mange forskellige sæt af meninger. Når
sensemakingen forstyrres af nye påvirkninger eller indtryk, vil vi ”miste”
meningen, og vores fokus vil gradvist ændres.
3. Sensemaking sker gennem skabelse i handling
Sensemakeren skaber miljøet og miljøet skaber sensemakeren. I det perspektiv,
kan vi aldrig være helt neutrale eller objektive.
Eksempel
Når vi handler med henblik på at besvare disse to spørgsmål, får vores handling
medindflydelse på svaret, da tanker, følelser og handlinger påvirker indbyrdes:
•
Hvad sker der? (vi leder efter en forståelse)
•
Hvad gør jeg? (vi leder efter en passende handling)
Vi er altså medskabere af vores egen virkelighed, og dette afgør vores
handlinger. Det handler dog ikke kun om at reagere på sine omgivelser, da
reaktionen ligeledes vil påvirke omgivelserne, således at både omgivelserne og
os selv vil være ændret. Intet bliver nogensinde det samme som før.
”Vi er hverken mester eller slave af vores miljø” (Weick, 1995:32)
Ændringen begynder allerede før mødet, da forventningen om mødet i sig selv
medfører en ændring i forståelse af den anden og derfor er det ikke muligt at
afgøre hvornår forståelsen blev forandret.
4. Sensemaking sker i en social sammenhæng
Vi er altid i relation til andre, enten fysisk eller mentalt. Vi overvejer naturligt,
hvordan andre ville reagere, hvis vi handlede på en bestemt måde, ligesom vi ser
på og påvirkes af hvordan andre reagerer på det, der sker.
Eksempel
I hjemmeplejen kan der mellem ledere og medarbejdere være en fælles forståelse
af, at borgerne skal have et bad to gange om ugen, og dette giver mening for den
enkelte, for dette er allerede fælles accepteret. Nu sker der en rationalisering, der
indebærer at der kun tilbydes et enkelt bad pr. uge. Lederne støtter op om dette,
men medarbejderne stiler sig uforstående over for den. Man vil i første omgang
høre udsagn fra medarbejderne som: ”Det giver ikke mening”. Måske kan det med
tiden give ny mening, hvis lederne forklare hvorfor samt hvis en eller flere af
medarbejderne begynder at finde mening i det og dele denne mening med de andre.
Sensemaking er såvel en individuel som en social aktivitet, hvor det ikke med
sikkerhed kan fastslås, om disse er adskilt.
“Mening er afhængig af øjnene, der ser, men disse sæt øjne har også stemmer og
flertallet af stemmer bestemmer” (Weick, 1995:6)
Individuel mening opnås der, hvor der er social opbakning eller fælles accepteret
validitet og relevans. Forsvinder den sociale forankring, som for eksempel ved
udefrakommende forandring, brydes de sociale sammenhænge og derved mister
vi muligheden for at begribe, hvad der sker.
5. Sensemaking sker i en fortløbende proces
Sensemaking er den fortløbende proces, hvor vi udvælger ledetråde fra den
vedvarende strøm af begivenheder, der omgiver os, for at skabe mening.
Eksempel
Overenskomstforhandlinger tager ofte lang tid, og ofte hører man at: ”Det er
småting, der adskiller parterne”. Det man skal være opmærksom på her er, at de
involverede parter hele tiden møder nye input, og hele tiden udvælger nye
ledetråde for at skabe mening. Hver gang de udsættes for nye krav eller forslag,
træder sensemaking i kraft, og først når de kan relatere forslaget til noget
meningsfuldt kan det accepteres.
Sensemaking kan kun bestå i nuet. Men ”nuet” starter aldrig rigtigt og så længe,
der er bevidsthed, slutter det aldrig rigtigt. Vi er således altid i processen med at
skabe mening.
”Sensemaking starter aldrig, for det slutter aldrig” (Weick, 1995:43)
I det perspektiv har sensemaking ingen datid. Vi skabte mening, skaber mening
og vil skabe mening, men har aldrig fuldstændigt skabt mening af noget.
Sensemaking handler tydeligvis om en proces og ikke bare et resultat.
6. Sensemaking er fokuseret på og udgår af de udtrukne ledetråde
Ledetråde er kimen til at opnå en forståelse af, hvad der måske foregår. De
ledetråde, som vi udvælger, passer typisk ind i vores forståelsesramme. Det er
ledetråden i en ramme, der giver mening, og ikke ledetråden eller rammen i sig
selv. Når der er skabt relation mellem ledetråd og ramme, er der skabt
sensemaking. Rammen er den ”hylde”, hvorpå et større indhold placeres. Disse
”hylder” er skabt gennem et helt liv og udgør en kompleks kombination af vores
identitet, viden og erfaring.
Eksempel
Et stort firma afskaffer julefrokosten med den begrundelse at de har mange
ansatte, der ikke fejrer jul. Hvordan dette opfattes afhænger af hvilket værdisæt
man vælger at betragte aflysningen af julefrokosten ud fra. Valg af værdisæt
foregår oftest ubevidst.
Udtrukne ledetråde er enkle, velkendte strukturer, der er som små frø, hvorfra vi
udvikler en større fornemmelse af, hvad der måske foregår. Om indtryk bliver til
en ledetråd afgøres af vores værdiperspektiv og er tæt koblet til vores identitet.
”Meningsdannelse drejer sig om at forstørre små ledetråde” (Weick 1995;133)
Vi forsøger hele tiden at skabe mening. Vi kan ikke lade være. Vi har det bedst
med at have balance i vores ”system”. Vi har det bedst med at ”tro”, at vi forstår.
Typiske ledetråde vi lægger mærke til, er ting, der afviger fra det, vi forventer.
Det kan være mennesker og opførsel, som er ualmindelige eller uventet, ekstrem
opførsel samt de stimuli, der er relevante for det, som vi er optaget af.
7. Sensemaking er drevet af sandsynlighed frem for nøjagtighed
Det, vi møder, skal give mening, mere end at det nødvendigvis skal være
nøjagtigt. I situationer, hvor vi ikke kan detailplanlægge og analysere os frem til
et endegyldigt og eksakt svar, er det nødt til at være sådan. Vi er nødt til at prøve,
for vi kan ikke vide det på forhånd, men der er sandsynlighed for, at det lykkes.
Eksempel
Når vi fejler, søger vi straks efter en forklaring og vi kan høre os selv sige: ”Hvad
var det, der gik galt?” Ahhh… det var nok fordi… Og virker begrundelsen
sandsynlig, så stiller vi os typisk tilfreds med det.
Når vi først har fundet en plausibel mening, stopper vi med at lede efter
alternativer. Vi har bare brug for at vide præcis nok til at vide, hvordan vi kan
komme videre med det vi var i gang med, da vi blev forstyrret.
At sandsynlighed vægter højere en nøjagtighed er der flere grunde til:
•
•
Vi filtrerer konstant de ledetråde, som påvirker vores beslutningstagen
•
ledetråde og bygge nutidig mening ud fra mening, som er skabt tidligere
•
•
Vi har en tilbøjelighed til at forbinde nuværende ledetråde med tidligere
Vi mangler ofte den nødvendige tid, før vi handler
Vores opfattelse behøver kun at være tilstrækkelig til at nå næste skridt
Nøjagtighed er mere relevant i korte perioder og i forhold til specifikke
spørgsmål end i relation til globale og generelle omstændigheder
”Meningsskabelse […] har en relativ tilgang til sandheden” (Weick, 1995;57)
Vi har generelt mere brug for det store billede end hele billedet med alle
detaljerne. Dette er en helt almindelig selektionsmekanisme, der også beskytter
os. Tænk sig, hvis vi hele tiden skulle tage alt ind, vende og dreje og bearbejde
det til bunds. Vi ville modtage så mange sanseindtryk, at vi ville blive sindssyge.
De syv sensemaking egenskaber i sammenhæng
De syv egenskaber er indbyrdes forbundne, hvor nogle kan være mere
dominerende end andre, afhængigt af situationen. Hver af disse egenskaber, har
evnen til delvist at forklare handling, men styrken ligger i egenskabernes
holistiske evne til at analysere sensemaking begivenheder.
"Når vi påbegynder en bestemt handling (enactment), genereres der konkrete
resultater (ledetråde) i en bestemt sammenhæng (sociale), og dette hjælper os med
at opdage (retrospektivt), hvad der foregår (fortløbende), hvad der bør forklares
(plausibelt) og hvad der herefter bør gøres (forstærkelse af identitet)".
(Weick, 1995)
Især vores identitet har afgørende betydning for konstruktion af mening og den
farver de andre sensemaking egenskaber. Desuden er plausibilitet en anden
grundlæggende egenskab, hvor det, som vi opfatter som værende plausibelt i høj
grad er koblet til vores identitet.
Figur 3: De syv egenskaber i sensemaking. Greve, s. (2011)
Et andet væsentligt element i sensemaking-processen er mekanismen ”Labeling”,
som betyder navngivning.
Navngivning
For at hjælpe os selv på vej har vi brug for at give det, vi oplever et navn. Når vi
har givet det et navn, kommer vi tættere på at vide hvordan vi skal håndtere det.
Vi putter det i en kategori, der passer til det, vi har med i vores ”rygsæk” i kraft af
erfaring og viden. Det, der passer til vores forståelsesramme. I princippet sætter
vi en etiket på noget, fordi vi hermed får en formodning om, hvad det så
indeholder og hvordan vi skal forholde os til det.
Eksempel
Ledelsen ønsker at ændre en af deres forretningsgange. I stedet for blot at
gennemføre ændringen, italesættes det nu som ”et fælles udviklingsprojekt”. Dette
signalerer, at her skal skabes ny mening, og at det er et fælles ansvar.
Fundamentet for sensemaking – de tre byggesten
Tre andre beslægtede og fundamentale mekanismer i forhold til at forstå
sensemaking er engagement, kapacitet og forventninger (Weick, 1988), som er
en del af sensemaking-egenskaben ”skabelse i handling” (enachtment), altså som
handler om hvordan vi opfatter og organiserer det, vi møder. Hvordan vi gør det,
er især farvet af vores engagement, kapacitet og forventninger.
Engagement
Vores handlinger afhænger af vores engagement. Hvis vi er meget engagerede i
en opgave eller et projekt, har vi en tendens til at udtrække præcis de ledetråde,
der bekræfter os i den positive forestilling af det, som vi ønsker at gå i retning af.
Vi vil helst ikke indse det modsatte, som kan forhindre os i det, vi er engagerede
i. Vi vil ikke tro det, og kan derved have tendens til at udelukke eller ignorere
ledetråde, der ikke understøtter meningen i at gå i den ønskede retning.
Eksempel
Når vi først vælger, at melde noget vigtigt ud offentligt, f.eks. at den nye strategi er
på en bestemt måde, er det sidste, vi ønsker at indrømme, at strategien var forfejlet,
og at vi med det samme må ændre kurs. Jo mere engagerede vi er, des sværere er
det at indrømme. Hvis strategien ikke var blevet offentliggjort, ville denne
mekanisme ikke være så vedholdende (Weick, 1988:310)2.
Kapacitet
Kapacitet er den mekanisme, hvor vi har en tendens til kun at se det, vi er i stand
til at forstå. Vi begriber med vores begreber. Det vi ikke ved eller ikke forstår,
kan vi af gode grunde ikke opfange, for vi har ingen forståelsesramme at
indplacere ledetrådene i og ingen hylde (kategori) at placere det på. Vi ser derfor
kun de begivenheder, vi har kapacitet til at gøre noget ved (ibid:311).
Eksempel
Kapaciteten mindskes ofte i pressede situationer og vi oplever en reduktion i
niveauet af kompetencer, som vi netop har så stærkt brug for til at håndtere i den
pressede situation. Pludselig fumler vi med noget, der i stabile omgivelser normalt
er rutine og vi kan ikke tænke klart. Vores kapacitet er mindsket.
Forventninger
Forventninger kan føre til selvopfyldende profeti, både i en positiv og negativ
forstand. Forventningen fører til udvælgelse af de ledetråde, der kan bekræfte og
styrke samme forventning.
Eksempel
Hvis en leder har en forventning om, at en bestemt medarbejder er meget
kompetent, kan denne forventning føre til, at lederen i andre og nye sammenhænge
kommer til at overvurdere medarbejderen, ved at antage, at vedkommende også
mestrer dette på samme kompetente måde.
Engagement, kapacitet og forventninger, er, ligesom de syv sensemaking
egenskaber, indbyrdes forbundne. Indblik i disse mekanismer er især værdifulde
hvis man som leder vil arbejde med at stimulere og øge engagement og kapacitet,
og omdirigere eller matche forventningerne til at udløse en bestemt adfærd.
2
Weick, K.E. (1988). Enacted sensemaking in crisis situations. Journal of Management Studies, 25(4), 305-317
Sensemaking blokeringer
Sensemaking blokeringer er tæt knyttet til engagement, kapacitet og
forventninger, og de kan påvirke og endda udløse hinanden. Når sensemaking er
svag, har blokeringer især mulighed for at vokse. Sensemaking blokeringer er i
princippet individuelle kognitive mekanismer, men akkurat som sensemaking
generelt, så forstærkes de også væsentligt i den kollektive og sociale kontekst.
Figur 4: Sensemaking blokeringer. Greve, s. (2011)
Blind plet
-
Når vi ikke selv kan se det, men andre kan se
Blinde pletter opstår, når et stærkt engagement i en situation får os til at holde
fast i begrundelser, der understøtter vores engagement. Vi bliver derved blinde
overfor at se andre muligheder. Muligheder som andre oftest tydeligere kan se,
fordi de ikke er så følelsesmæssigt involveret. Blinde pletter er ekstra stærke,
når vi allerede har delt vores holdninger med andre. Så føler vi, at det forpligter.
Præ-defineret påstand
-
Når vi påstår, at vi har helt styr på situationen
Præ-defineret påstand er den mekanisme, hvor vi tror, at vi har forstået alt. Vi er
overbevist om, at vi har regnet situationen ud. Præ-defineret påstand er tæt
koblet til forventninger og kan føre til overmod med store konsekvenser til følge.
Eksempel
En leder i en medicinalvirksomhed argumenterer for hvorfor der ikke behøver at
blive sat penge af til produktudvikling: "Så længe vi har patent på dette produkt, er
der ingen konkurrenter, der kan udfordre os. Og vi er de dygtigste i branchen”.
Denne præ-definerede påstand forhindrer os i virkelig at opfatte, hvad der sker.
Vi overser relevante ledetråde og konkurrenterne kan overhale os på anden vis.
Svækket opmærksomhedsgrad
-
Når vi ikke opfatter at noget er anderledes
Svækket opmærksomhedsgrad er den mekanisme, der træder i kraft, når vi tror,
at en situation er på en bestemt måde og derfor ikke opfatter afvigelser fra dette.
Eksempel
Vi har et møde med en eksisterende kunde og forventer at dette blot er et
venskabeligt og hyggeligt ”kaffemøde”. Kunden kommer med diskrete hints i
retning af kvaliteten. Vi opfatter det ikke på grund af den løsslupne stemning. Da
kunden er kommet med adskillige hints, vi ikke har taget alvorligt, tager mødet
pludselig en drejning i retning af opsigelse af samarbejdet. Vi så det ikke komme.
Vi er derfor til stede i situationen på en måde, der gør, at vi ikke er i stand til at
opfange de svage signaler, der måske viser, at situationen er ved at ændre sig i en
anden retning. Vi er ikke mindfull og vi opfatter signalerne, alt for sent.
Situationen kan derfor pludselig ændre sig fra simpel til kaotisk.
Forkert navngivning
-
Når vi har placeret situationen i en forkert kategori
Navngivning kan blive til en blokering, der hindrer os i at finde mening og handle
derefter, når vi krampagtigt holder fast i, at situationen er kategoriseret på en
bestemt måde, der ikke kan tages op til revision, selvom situationen ændrer sig,
eller når det ikke længere giver mening, at holde fast i denne kategorisering.
Eksempel
En stor konference er ved at blive planlagt. Situationen er sikkerhedsmæssigt
kategoriseret som et ”lav-risiko arrangement”. Virksomheden behandler det som
sådan og har intet beredskab klar i tilfælde af, at noget uforudset opstår. Midt i
arrangementet udbryder der brand uden for lokalet. Der går lang tid inden folk
forstår hvad der sker, for de sidder trygt og godt og virksomhedens medarbejdere
reagerer heller ikke på røgen udefra. Der er spildt værdifuld tid.
Forkert navngivning kan føre til blokeringen svækket opmærksomhedsgrad.
Selvopfyldende profeti
-
Når vi selv konstruerer vores egen situation
Selvopfyldende profeti er det fænomen, hvor vi har en udbredt forventning til et
hændelsesforløb kan fremkalde et bestemt hændelsesforløb, også selvom
forventningen er baseret på en falsk opfattelse af virkeligheden.
Eksempel:
En specialist skal holde oplæg om et vanskeligt emne. Han er usikker og tænker, at
det vil gå galt. Denne tanke gør, at han bliver endnu mere usikker. Det går galt.
Central fejlslutning
-
Når vi tror, at fordi vi ikke kender til det, eller forstår det, så findes det ikke
Central fejlslutning er når en person i en central position antager, at hvis noget
alvorligt skete, ville han eller hun selvfølgelig kende til det. Derfor affærdiges
informationer eller personer, der gør opmærksom på noget andet.
Eksempel
En svejser fra en produktionsafdeling i en større møbelvirksomhed hører fra en god
ven, der ligeledes er svejser, at der netop er kommet ændringer i ISO-standarden.
Medarbejderen går til direktøren og fortæller det, men bliver affærdiget med: ”Nu
har jeg været formand for brancheforeningen i 10 år, så mon ikke jeg havde vidst
det, hvis det var tilfældet? ”
Fejlfortolket ubestemthed
-
Når vi tror, at vi står det samme sted og ser det samme
Fejlfortolket ubestemthed træder i kraft, når flere personer trækker på
forskellige videnkilder, der giver mening i forskellige kontekster, men som ikke
giver mening i en fælles sammenhæng. Vi taler ud fra forskellige positioner og
perspektiver, men vi tror, at vi står samme sted og forstår det samme.
Eksempel
En gruppe medarbejdere taler om, at den nye leder har meldt ud, at effektiviteten
skal øges. John taler om, at han har hørt, at det især er i salgsafdelingen, at det skal
ske. Jette fortæller, at hendes leder for nyligt efterspurgte et opdateret
timesagsregnskab og Henrik tænker for sig selv, at det bliver hårdt, hvis han skal til
at løse flere opgaver og hurtigere, end han gør i dag. Snakken går og
medarbejdergruppen bliver mere og mere ophidset. I virkeligheden havde lederen
blot nævnt for en medarbejder, at investeringer i ny software til den maskine, han
betjente, kunne øge maskin-effektiviteten mærkbart.
Kollektiv uvidenhed
-
Når vi tror, at andre har forstået det
Kollektiv uvidenhed er en blokering, der forhindrer enkeltpersoner i at træffe
foranstaltninger eller blot signalere deres forvirring til andre, der f.eks. kunne
forhindre en kompleks eller kaotisk situation i at opstå.
Eksempel:
En medarbejder er forundret over, hvad der foregår i virksomheden, men antager,
at alle andre forstår det. Der er i hvert fald ingen, der siger noget og andre ser ud,
som om de forstå det. ”Så det er nok bare mig… ”, tænker medarbejderen.
Anledninger til sensemaking
Flertydighed og usikkerhed er primært baggrunden for at sensemaking sættes i
gang. Flertydighed giver anledning til sensemaking, fordi der er forvirring i form
af mange fortolkninger. Usikkerhed giver anledning til meningsskabelse, fordi
der er uvidenhed om mulige fortolkninger. Situationer med flertydighed er
kendetegnet ved mangel på klarhed, høj kompleksitet og paradokser.
Flertydighed medfører, at der er flere forskellige forklaringer, der er sandsynlige
Karakteristika ved flertydige situationer:
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
•
Problemets natur er uklar
Information (mængde og pålidelighed) er problematisk
Mangfoldige og modstridende fortolkninger
Forskellige værdiorienteringer, politiske/følelsesmæssige sammenstød
Mål er uklare, eller mangfoldige og modstridende
Tid, penge eller opmærksomhed mangler
Modsætninger og paradokser fremkommer
Roller er svage, ansvar er uklart
Succes mål mangler
Dårlig forståelse af årsag-virkning relation
Der bruges symboler og metaforer
Deltagelse i beslutningstagning er flydende (Weick 1995; 93)
Sensemaking mekanismer forstærkes, på såvel det individuelle, kollektive som
på det organisatoriske niveau, især i disse situationer:
•
•
•
•
•
Jo flere mennesker, der er involveret
Jo mere usikkerhed og tvetydighed, der opleves
Jo mere forandringen er koblet til identitet
Jo mere der opleves at være på spil
Jo mere ekstern eller offentlig opmærksomhed, der er
Derfor er det vigtigt at forstå mekanismerne i og mellem mennesker, for at
kunne arbejde målrettet med organisationen og de mennesker, der skaber den.
Når vi mere naturligt accepterer flertydighed og paradokser som vilkår, vil det
føre til mere nuancerede holdninger og dermed en større kapacitet. Med større
kapacitet til at rumme indtryk, vil vi opfange flere svage signaler og vores
handlerum vil derved udvides. Vi vil være mindfull i en langt højere grad. Det vil
sige, at selvom en situation er kompleks, kan vi gøre noget for at reducere denne
kompleksitet, ved at arbejde med at mindske blokeringer og stimulere
sensemaking-mekanismer til handling.
Dette udforsker vi yderligere i en organisatorisk kontekst i artikel 3:
”Vi bevæger os mod et nyt og ukendt sted” samt de efterfølgende artikler.