Detailmarkedsrapport September 2015 Dataforudsætninger for Detailmarkedsrapport - el 14. september 2015 MMH/ABG 1. Baggrunden for rapporten DataHub blev introduceret til det danske elmarked i marts 2013 og har til formål at sikre ensartet kommunikation og standardiserede processer for de aktører, der agerer på elmarkedet – alt sammen med henblik på at skabe bedre konkurrence på elmarkedet og forbedre vilkårene for elforbrugerne. DataHub håndterer måledata og forretningsprocesser (fx leverandørskift og flytninger) for alle ca. 3,3 mio. målepunkter i Danmark. DataHub er landets eneste centrale register over danskernes elforbrug og aktiviteterne i elmarkedet. Energinet.dk har siden idriftsættelsen af DataHub i 2013 oplevet en stigende interesse for data i DataHub og har flere initiativer i gang for at imødekomme behovene for data. Blandt initiativerne er udgivelsen af detailmarkedsrapporten, som samler centrale data om elmarkedet, såsom leverandørskiftestatistik og andre konkurrenceindikatorer. Målet med rapporten er at synliggøre udviklingen på detailmarkedet gennem relevante nøgletal og statistik. Data i DataHub skal bidrage til udviklingen af et frit elmarked og skabe samfundsøkonomisk værdi. Energinet.dk ønsker derfor at øge adgangen til data i DataHub. DataHub indeholder dog oplysninger, som er personhenførbare og markedsfølsomme, hvorfor Energinet.dk ikke kan gå på kompromis med persondatabeskyttelse og informationssikkerhed, når adgangen til data udbygges. Af samme årsag vises kun aggregerede nøgletal i detailmarkedsrapporten. For information om adgang til forbrugsdata på målepunktsniveau via kundestyret adgang, se dokumenter vedr. tredjeparters adgang og webservices. 2. Generelt om data i rapporten Detailmarkedsrapporten er en præsentation af data fra DataHub vedrørende aktiviteter i elmarkedet. Udtrækkene gennemgår ikke en behandling, som ændrer eller sammenstiller data med andre datasæt. I enkelte udtræk vil særlige korrektioner i data blive medtaget, fx i forbindelse med fusioner i markedet. Dok. 15/12503-3 1/4 Energinet.dk kan ikke stilles til ansvar for eventuelle fejl i data, eller beslutninger og tolkninger foretaget på baggrund af data. Stamdata: Netvirksomhederne er ansvarlige for at vedligeholde alle stamdata relateret til målepunkterne i DataHub. Fra Engrosmodellens idriftsættelse (April 2016) vil ansvaret blive opdelt således, at elleverandørerne er ansvarlige for at vedligeholde data, der er relateret til kunden, mens netvirksomhederne er ansvarlige for data, der er relateret til målepunktet, samt engrosrelaterede stamdata i forbindelse med afregning af kunden. Læs mere om regler for stamdataansvar i forskrift I 1. Måledata: Måledata for elforbrug og produktion hjemtages af netvirksomhederne fra målepunkterne, hvorefter data indsendes jf. gældende markedsregler til DataHub og indgår i afregningen mellem markedsaktørerne. Hyppigheden, for hvor ofte data hjemtages og sendes til DataHub, afhænger af, hvilken afregningsform det enkelte målepunkt tilhører. Læs om markedsreglerne for indsendelse af måledata i forskrift D11 Forretningsprocesser: Alle forretningsprocesser i elmarkedet, dvs. leverandørskift, flytninger mv. sker via. DataHub efter standardiserede tidsfrister. Læs om forretningsprocesserne i DataHub i dokumentet ”Forretningsprocesser i det Danske Elmarked” 2. Netområder: I flere af udtrækkene fra rapporten anvendes netområder som aggregeringsniveau. Der er alene tale om den måde, hvorpå netområderne er registreret i DataHub. Netområderne må ikke forveksles med netbevillingsområder. For information om bevillingsområder henvises til Energistyrelsen. Elleverandører: Udtrækkene i rapporten, hvor antal elleverandører og deres markedsandele indgår, er en afspejling af den måde, hvorpå elleverandørerne er registreret i DataHub. Enkelte elleverandører har dispensation til midlertidigt at være registreret med mere end ét GLN-nummer i DataHub. Korrektioner i data: Aktørerne skal til enhver tid sikre, at data (både stam- og måledata) i DataHub afspejler de faktiske forhold i markedet. Eventuelle korrektioner af data kan forekomme med tilbagevirkende kraft, hvilket kan påvirke de udtræk, der indgår i detailmarkedsrapporten. Anvendelse af data: Graferne i detailmarkedsrapporten suppleres, i det omfang det er muligt, med excel-filer, der indeholder uddybende baggrundsdata. Det er tilladt at anvende data i egne præsentationer/materiale med henvisning til Energinet.dk og DataHub som kilde. Vær opmærksom på, at Energinet.dk ikke kan stilles til ansvar for eventuelle fejl i data, ligesom brugeren selv står til ansvar for tolkning og evt. videreformidling af data. 1 Find forskrifter gældende indtil april 2016, her Find udkast til forskrifter gældende fra april 2016, her 2 Find forretningsprocesser gældende indtil april 2016, her Find udkast til forretningsprocesser gældende fra april 2016, her Dok. 15/12503-3 2/4 3. Data til grafisk præsentation i rapporten 3.1 Forbrugsmålepunkter og elforbrug Cirkeldiagrammerne viser fordelingen af time- og skabelonafregnede målepunkter samt det estimerede årsforbrug opdelt på de to afregningsformer. Kun forbrugsmålepunkter er medtaget. Kun forbrugsmålepunkter med tilslutningsstatus ”Tilsluttet”, ”Afbrudt” og ”Inaktivt” er medtaget. Målepunkter med status ”Nedlagt” og ”Nyoprettet” er ikke medtaget, da disse ikke er aktive i markedet. 3.2 Leverandørskift Grafen ”Leverandørskift i pct.” viser udviklingen i antal leverandørskift målt i procent af den samlede mængde kunder registeret i DataHub. Data fra før marts 2013 er fra Dansk Energi, mens data fra marts 2013 og frem er fra DataHub. Der skal tages forbehold for mulige bagvedliggende forskelle i dataindsamlingen for de to perioder. Vedrørende data fra DataHub (efter 2013): Kun forbrugsmålepunkter er medtaget. Udtrækket tæller antallet af gange, forretningsprocessen for leverandørskift er gennemført inden for det valgte tidsrum. Én kunde der skifter flere gange, tæller således med mere end én gang. Diagrammet ”Antal gennemførte leverandørskift” er baseret på data fra DataHub, og har samme forudsætninger som ovenfor. 3.3 Fejlagtige leverandørskift Kun forbrugsmålepunkter er medtaget Udtrækket tæller antallet af gange, forretningsprocessen for fejlagtigt leverandørskift er gennemført. 3.4 - - Markedskoncentration Herfindal-Hirschmann indekset (HHI) beregnes som summen af de kvadrerede markedsandele inden for et givent netområde. Et HHI på 1 svarer til ægte monopol, mens et HHI på 0,2 betragtes som god konkurrence. Kun forbrugsmålepunkter er omfattet ved beregning af HHI. I den bagvedliggende beregning af markedsandele, indgår forbrugsmålepunkter med tilslutningsstatus ”Tilsluttet” og ”Afbrudt”. Målepunkter med status ”Nyoprettet”, ”Inaktivt” samt ”Nedlagt” er ikke medtaget. Vær opmærksom på, at enkelte elleverandører har dispensation til midlertidigt at være registreret på mere end ét GLN-nummer, og tæller således med pr. GLN-nummer. 3.5 Antal aktive elleverandører Grafen viser det samlede antal aktive elleverandører i fire store netområder i Danmark og udviklingen heri siden marts 2013. De fire store netområder er de største, målt på antal registrerede målepunkter i DataHub. Kun antallet af elleverandører til forbrugsmålepunkter er medtaget. Dok. 15/12503-3 3/4 - Vær opmærksom på, at enkelte elleverandører har dispensation til midlertidigt at være registreret på mere end ét GLN-nummer, og tæller således med pr. GLN-nummer. 3.6 Indeks for forsinkelse af indberettede mængder (IFIM) IFIM-tallet er en beregnet indikator for, i hvilket omfang netvirksomhederne indsender måleværdier til tiden, som ikke korrigeres væsentligt/sent efter tidsfristen. Hvis data indsendes for sent, eller korrigeres væsentligt/sent efter tidsfristen, vil tallet for det pågældende netområde være højt. Omvendt er et lavt tal udtryk for både rettidighed og en god kvalitet i de indsendte måledata. IFIM-tallene beregnes fire måneder bagud og det endelige IFIM-tal er et gennemsnit af de forudgående fire måneder. Senest opdaterede IFIM-tal samt information om beregningsgrundlaget kan findes på: www.energinet.dk El DataHub Netvirksomheder Dataindsendelse: IFIM 4. Feedback og kontakt Detailmarkedsrapporten udgives af afdelingen for Detailmarkedsudvikling hos Energinet.dk og vil løbende blive videreudviklet. Feedback og input til detailmarkedsrapporten, eller henvendelse vedr. eventuelle fejl i data kan sendes til Energinet.dk på mail: [email protected]. Spørgsmål om øvrige initiativer vedr. adgang til data kan sendes til Mette Nymark Hansen, [email protected]. Dok. 15/12503-3 4/4
© Copyright 2024