Norddjurs Snak Bar Den 27. marts slår borgmester Jan Petersen og VækstNorddjurs dørene op for et nyt mødested for kommunens virksomheder og politikere Norddjurs Snak Bar er en blanding af netværksmøde og fredagscafé og skal være det nye uformelle mødested i Norddjurs Kommune, hvor virksomhederne i kommunen kan møde hinanden på tværs af brancher, geografi og allerede eksisterende netværk og snakke nye samarbejder og udveksle ideer. Men ikke mindst kan man også møde borgmesteren og erhvervsudvalget, som har det politiske lederskab for erhvervsudviklingen i kommunen. Snak baren starter med en kort velkomst af borgmester Jan Petersen, hvorefter udviklingskonsulent hos VidenDjurs, Mikkel Fledelius Jensen vil give et kvarters oplæg om ”Spilbranchens Muligheder” og de samarbejdsflader, som der kan være mellem de unge spil- og app-udviklere på VidenDjurs og andre virksomheder. Herefter er der fri mulighed for at netværke. Mødet foregår fredag den 27. marts fra 14.00 – 16.00 i caféområdet på Kystvejens Hotel og Konferencecenter, Kystvej 26, 8500 Grenaa. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding nødvendig. Norddjurs Snak Bar afholdes i regi af VækstNorddjurs, som er et dialogforum bestående af erhvervsudvalget, virksomheder og erhvervsorganisationer i Norddjurs Kommune, som kvalificerer erhvervsudvalgets beslutninger og er videns- og inspirationsforum for erhvervsudviklingen i kommunen.
© Copyright 2024