1 KRIGSSKIBE

1
KRIGSSKIBE
Oldtidens vejnet var dårligt og besværligt, hvorfor den vigtigste måde at transportere varer og personer på naturligt blev ad vandvejene. Denne tendens har holdt sig uanset vejnettets forbedring og
tilkomsten af jernbaner og fly, således at søtransport af større godsmængder over større afstande
også i vore dage er den mest økonomiske transportform. Det var derfor naturligt, at man under krig
søgte at hindre fjenden i at angribe med soldater, der blev transporteret over havet, og selv søgte at
udnytte søtransport til angreb på fjenden. Man ser da også, at særlige krigsskibe allerede i oldtiden
spillede en afgørende rolle under datidens krige. F.eks. var årsagen til Romerrigets sejr over den
nordafrikanske stat, Karthago, at de stærke romerske flåder erobrede søherredømmet i det centrale
Middelhav, så man frit kunne transportere sine tropper til Spanien, hvor man kunne angribe Karthago´s hære i ryggen under disses lange og anstrengende march fra Nordafrika over Spanien og Alperne til Norditalien. Det var også en flåde fra Athen, der standsede Persernes fremrykning i oldtidens Grækenland i slaget ved Salamis.
De krav, der stilledes til skibe, der skulle bruges til krig, var anderledes end de krav, som man stillede til skibe, der skulle bruges til transport af varer. Skibe, der skulle transportere varer, skulle
være rummelige for at billiggøre transporten, medens skibenes fart var af mindre betydning. Skibe,
der skulle anvendes til krig, enten til angreb på fjendtlige skibe eller til at transportere soldater,
skulle derimod være hurtige, og de skulle indrettes, således at de kunne beskadige fjendens skibe.
Der udviklede sig derfor særlige krigsskibe, der opfyldte disse behov.
Rokrigsskibe.
Rokrigsskibe.
Oldtidens græske og romerske krigsskibe var store og hurtige rofartøjer, de såkaldte biremer og
triremer, der blev drevet frem af et stort antal roere. I triremerne var der således 3 årerækker over
hinanden i hver side. Disse fartøjer var endvidere forsynet med en ”vædderstævn”, som kunne bores
ind i det fjendtlige skib, således at det sank. Skibene havde også en mindre sejlføring, der kunne
hjælpe, når man havde vinden agter ind. Denne skibstype blev efterhånden moderniseret, men rokrigsskibe blev brugt under krige i Middelhavet langt op i 1600-tallet i form af de såkaldte ”galejer”, der ofte blev roet af slaver. Ud over årer var galejerne forsynet med eet eller flere såkaldte ”latinersejl”, et trekantet sejl på en skrå rå. Galejer blev også blevet brugt i den danske Marine, hvor de
blev indført af admiral Cort Adelaer, der havde gjort tjeneste i Middelhavet i den venetianske flåde i
midten af 1600-tallet. Søhelten Tordenskiold brugte således galejer under sine angreb på den svenske flåde i Dynekilen og Gøteborg i begyndelsen af 1700-tallet. Så sent som i begyndelsen af 1800tallet brugte de svenske og russiske flåder i Østersøen rokanonbåde til operationer i kystnære farvande. De blev også brugt af den danske flåde i krigen mod England i 1807 – 14.
Græsk galej. Gengivet på ca. 3000 år gammel vase.
Danske rokanonbåde i kamp med engelske orlogsbrigger.
1
Også i Norden skete der en udvikling af de skibe, som vi i dag kender som ”Vikingeskibe”. Vi ved
, at der var et udbredt handelssamkvem over søen med forskellige handelspladser i Europa, endog
til Middelhavet. Nordens klinkbyggede ”Vikingeskibe” udskilte sig også i to typer, et rummeligt og
dermed langsommere, men meget sødygtigt handelsskib, og et længere og slankere, men også hurtigere krigsskib, ”langskibet”. Vikingeskibene kunne drives af årer, men var også forsynet med et
stort råsejl, der betød, at skibet kunne skyde en ganske god fart under sejl, når vinden var passende.
Der er næppe tvivl om, at sejlet har været det væsentlige fremdrivningsmiddel under de lange rejser
til f.eks. Island og Grønland, som vi ved, at vikingerne foretog. Vikingeskibene var ikke som Middelhavets krigsskibe forsynet med nogen ”vædderstævn”, og der var ikke særlige våben om bord.
Skibene blev mest brugt til at transportere krigerne, der så kæmpede i land. Det skete dog, at der
blev kæmpet mellem skibe til søs, men sådanne kampe foregik ved entring af det fjendtlige skib, på
hvis dæk man herefter sloges med sværd, økser og spyd på samme måde som under kampe i land.
Tekst: Vikingeskibe fra ”Bayeux Tapetet”
På Museet kan man se modellen af et vikingeskib i et panorama, der skildrer norske vikingers angreb på klosteret på den nordengelske ø, Lindisfarne i 793. Resterne af et vikingeskib er udstillet på
Bangsbo Museet i Frederikshavn, og på Vikingemuseet i Roskilde er der udstillet flere vikingeskibe, der er fundet i Roskilde Fjord. Vikingeskibene var stort set uændrede indtil 1200-tallet, og deres
udseende er illustreret på det såkaldte ”Bayeux Tapet”, der er fundet i Nordfrankrig, og hvor det
fortælles, hvordan vikingernes efterkommere, Normannerne i Nordfrankrig erobrede England i
1066.
Sejlkrigsskibe.
Sejlkrigsskibe.
I løbet af 11- og 1200-tallet ændrede krigsskibene sig væsentligt; bortset fra Middelhavets galejer
forsvandt rokrigsskibene. Det var handelsskibenes udvikling, der smittede af på krigsskibenes. Med
søhandelens udvikling var der behov for skibe, der kunne rumme mere last end skibe, hvor pladsen
optoges af bænke og plads til de mange roere. Der udvikledes derfor i Nordeuropa en nye skibstyper, der alene blev drevet af sejl. Den type, der var mest almindelig i Østersøområdet, var den i de
nordtyske Hansestæder udviklede ”Kogge”. Tilsvarende skibe blev udviklet i andre områder, f.eks. i
England den såkaldte ”Nef”. Disse skibe var oprindeligt kun forsynet med én mast, der som vikingeskibene førte ét stort råsejl. Når man under krige fik behov for krigsskibe, brugte man handelsskibene. Det kunne lade sig gøre, fordi skibene som i vikingetiden mest blev brugt til at transportere
soldater, der så kæmpede i land. Det blev dog mere almindeligt at opsøge de fjendtlige skibe til søs,
men i sådanne tilfælde foregik kampen på skibsdækket på samme måde, som man sloges i land med
buer, spyd, økser og sværd. Hvordan disse skibe fra den tidlige Middelalder så ud, kan man få et
begreb om, fordi de gamle købstadssegl fra de nordtyske Hansestæder og de engelske kanalbyer
ofte er prydet med billeder af skibe. På disse billeder kan man se, at skibene ret hurtigt er blevet
udstyret med fæstningsagtige opbygninger for og agter, ligesom masten er blevet forsynet med en
mastekurv. Når skibene under kamp nærmere sig hinanden, var bueskytterne og armbrøstskytterne
anbragt i overbygningerne og mastekurven, således at de bedre kunne beskyde fjenden, og når kampen foregik på skibsdækket efter entringen, var opbygningerne fæstninger, hvor man kunne holde
stand, og hvorfra man kunne beskyde fjenden på dækket. Disse overbygninger var i flere hundrede
2
år et træk i konstruktionen af sejlkrigsskibet, også efter at de på grund af våbenudviklingen havde
mistet deres oprindelige betydning. Den forreste del af et skib, ”bakken”, hedder den dag i dag på
engelsk ”forecastle”.
Kamp mellem 2 kogger.
Med tiden udviklede skibene sig, og de nordeuropæiske skibstyper påvirkedes også af udviklingen i
Middelhavslandene. I den sidste del af 1300- tallet og den første del af 1400-tallet forsvandt den
klinkbyggede (bordplankerne ligger over hinanden) ”Kogge” og erstattedes i Nordeuropa af den
større og tungere, men kravelbyggede (bordplankerne støder op mod hinanden) ”Holk”. Skibe med
2 og 3 master blev almindelige, ligesom styreåren agter blev erstattet af det stævnhængte ror. På de
3-mastede skibe var formasten og stormasten forsynet med flere råsejl, medens den 3. mast , ”Mesanmasten” var forsynet med et latinersejl.
På dette tidspunkt begyndte man, at bruge kanoner om bord i skibe, der var udrustet til krig. De
første kanoner var små og primitive. Løbene blev fremstillet ved at smede lange stave sammen til et
rør, og kugle og ladning blev ved hjælp af et såkaldt ”kammers” indsat bag i kanonen. Efterhånden
lærte man at støbe kanoner af bronze og metal, og kunne derved fremstille større kanoner. Disse
støbte kanoner var ”forladekanoner”. De nye kanoner betød, at den måde, hvorpå man kæmpede til
søs, ændrede sig. Man forsøgte nu med kanonerne at ødelægge de fjendtlige skibe, enten for at sænke dem, eller for at forberede erobring af skibet ved entring. Indførelsen af skibsartilleriet betød
også, at der i 14- og 1500-tallet dukkede nye og større skibstyper op, som var mere egnet til den nye
kampform. Blandt de nye typer var ”karakken” og ”karavellen”, der begge havde deres oprindelse i
middelhavslandene. Skibene havde 2 eller 3 master, og var rigget med råsejl på for- og stormasten,
medens de havde et latinersejl på den agterste mast, mesanmasten. Det var mest ”Karaveller”, der
blev brugt under de store opdagelsesrejser i 14- og 1500-tallet. Kanonerne blev også anvendt i skibe, der blev brugt til handel og transport, idet de var et effektivt værn mod sørøvere, der var talrige
både i nordeuropæiske og sydeuropæiske farvande, og der var stadig ikke nogen egentlig forskel på
handelsskibe og krigsskibe.
Karak fra slutningen af 1400-tallet
3
Behovet for at anbringe flere kanoner i skibe til krigsbrug førte dog til, at man i 1500-tallet begyndte at udvikle særlige krigsskibstyper, selvom man endnu i mange år blev ved med at udruste
handelsskibe til krigsbrug, og også brugte egentlige krigsskibe til transportopgaver. Nogle af de
første egentlige sejlkrigsskibe var den fra midten af 1500-tallet i Nordeuropa udviklede ”galeon”.
Det var et forholdsvist lavt, langt og slankt skib med kanoner anbragt i siden og på flere kanondæk.
”Galeonen” havde 4 master, idet den var forsynet med en ekstra mesanmast, ”Bonaventuramasten”,
der også var rigget med latinersejl, og alle master var forsynet med mastekurve eller ”mærs”. Det
var engelske ”galeoner”, der i 1588 i den engelske kanal tilføjede den spanske ”Armada” et knusende nederlag. På Museet kan man se modeller af ”koggen”, ”holken”, ”karavellen” og ”galeonen”.
Engelsk galeon. Ca. 1590.
I 1600- og 1700-tallene skete der en fortsat udvikling af de egentlige krigs- eller orlogsskibe. Støberierne blev dygtigere til at støbe kanoner, og man blev i stand til at fremstille større og tungere kanoner. Kanonerne blev også billigere at fremstille, fordi man blev i stand til at støbe kanoner af jern.
I denne periode udvikledes den skibstype, der kaldtes ”linieskibe”. Det var de egentlige kampskibe,
der var bevæbnet med 60 – 120 kanoner. Disse skibe havde sædvanligvis 2 eller 3 kanondæk, enkelte dog hele 4. Navnet ”linieskibe” kommer af, at skibene under kamp sejlede efter hinanden i det,
man kalder ”kølvandsorden”, og derved dannede en kamplinie, således at de kunne bruge deres
kanoner mod fjenden uden risiko for at ramme egne skibe. Skibenes rigning udviklede sig også i
denne periode. Masterne blev forsynes med flere sejl, og linieskibene var ”fuldriggere” med råsejl
på alle master, stagsejl mellem masterne og på mesanmasten først et latinersejl, senere et ”fore and
aft” bomsejl. Betjeningen af den komplicerede rigning, der var datidens fremdrivningsmiddel, og af
de mange kanoner krævede en stor besætning. Et sædvanligt linieskib på 74 kanoner havde en besætning på ca. 800 mand. Besætningen sov og spiste på kanondækkene. Man sov i hængekøjer, der
hang meget tæt. Kosten var ensformig og bestod væsentligt af saltet kød, flæsk og fisk, tørrede ærter, grød og tørt brød (beskøjter). Den ensformige og vitaminfattige kost medførte mangelsygdomme hos besætningen, og dårlig hygiejne betød, at forskellige infektionssygdomme havde gode betingelser. Under krigene var tabene i besætningen meget større på grund af sygdom, end de var under søslagene.
4
Det negelske linieskib ”Victory”, bygget 1765. Anbragt i tørdok i den sydengelske by Portsmouth.
Linieskibenes hovedopgave var at kæmpe med fjendens linieskibe. Der var imidlertid andre opgaver under en krig. Handelsskibene skulle beskyttes, og fjendens flådestyrker skulle udspejdes. Der
udvikledes derfor lettere skibstyper, der fik disse opgaver. Nogle af disse typer havde 3 fuldriggede
master, de såkaldte ”fregatter” og ”korvetter”. Fregatterne var de største med eet lukket kanondæk,
hvorimod korvetterne havde et åbent kanondæk. Disse typer var bygget med henblik på at kunne
sejle hurtigt, og således at de kunne slås med de tilsvarende fjendtlige skibstyper. Fregatterne og
korvetterne var typisk bevæbnet med 20 – 40 forholdsvis lette kanoner. Besætningen udgjorde 2400 mand. Mindre typer med tilsvarende opgaver var orlogsbrigger og –kuttere. Briggerne førte 2
fuldriggede master, meden kuttere kun havde én mast, der var rigget med stagsejl, ”fore and aft”
bomsejl som storsejl og med et råsejl som topsejl. Disse fartøjer havde åbne kanondæk og var kun
armeret med nogle få lette kanoner. Besætningerne udgjorde typisk 50 – 100 mand.
Samtidigt rids af hollandsk fregat i 1665.
Sejlskibene var naturligvis langsomme, når de sammenlignes med moderne skibe. Et stort linieskib
kunne næppe, selv under meget gunstige vindforhold, opnå højere fart end 7-8 knob (14 – 15 km i
timen), medens de lettere orlogsskibe under gunstige vindforhold kunne nå op på 10-12 knob (18 –
20 km i timen). Skibene kunne ikke sejle i egentlig modvind, men nok når vinden kom ind skråt for
fra. Skibets sejlevne og manøvredygtighed afhang i høj grad af, hvor ”tæt”, man kunne komme til
vinden. Når skibene havde været til søs i nogen tid, blev skibets bund belagt med alger og skaldyr,
og man mistede fart. Skibet måtte derfor jævnligt ”kølhales”. Skibet blev så anbragt således, at det
kunne krænges, hvorefter bunden blev skrabet. En sådan kølhaling er demonstreret i én af Museets
montrer. Man kunne afhjælpe tilgroningen af skibets bund ved at beklæde bunden med tynde kobberplader, såkaldt ”kobberforhudning”.
På Museet er udstillet modeller af linieskibe, fregatter og orlogsbrigger fra 1600- og 1700-tallet.
5
Skruekrigsskibe.
Skruekrigsskibe
I begyndelsen af 1800-tallet holdt dampmaskinen sit indtog som fremdrivningsmiddel i skibe. De
første hjuldampere dukkede op. Dette princip havde ikke den store interesse for krigsskibskonstruktørerne. Dels var hjulkasserne meget sårbare overfor fjendtlige kanoner, og dels gjorde de det vanskeligt at anbringe sine egne kanoner. Skibene var små, og man skulle derfor hyppigt fylde kul,
hvilket gjorde, at hjulskibene ikke kunne anvendes til lange rejser, hvor der ikke var mulighed for
hyppig kulfyldning. De forskellige mariner tog dog hurtigt hjulskibe i brug, idet man brugte dem
som bugserbåde. I løbet af få år udviklede man imidlertid skibsskruen, og nu blev maskindrevne
skibe interessante. Man byggede nu både linieskibe og fregatter, der var udstyret med dampmaskine
og skrue. Skibene var dog stadig forsynet med deres sædvanlige sejlskibsrigning, og maskinen blev
væsentligt brugt under manøvrer i havn og under kamp, medens man under almindelig sejlads brugte sine sejl på traditionel vis. De første linieskibe og fregatter, der var udstyret med skrue og maskine, var indrettet således, at skorstenen kunne sænkes, og skruen kunne trækkes op i en skruebrønd,
således at skibet blev forvandlet til et almindeligt sejlskib. På Museet er der en model af den danske
skruefregat ”Jylland”, der var indrettet på denne måde.
I de følgende år skete der en voldsom udvikling i såvel skibenes artilleri som i selve måden at bygge
skibe på. Det var blevet vanskeligt at skaffe de store mængder af træ, der var nødvendige for bygning af trækrigsskibe, og samtidigt blev kanonerne kraftigere og tungere, ligesom man udviklede
granater, der betød, at træ blev uegnet til skibsbygning. Man begyndte derfor at fremstille krigsskibe af jern. De første jernkrigsskibe var stadig bygget som traditionelle fuldriggede skruelinieskibe
og skruefregatter, men i den sidste halvdel af 1800-tallet blev sejlskibsrigningen efterhånden afskaffet, således at skibene alene blev drevet af deres maskine.
Det første engelske jernkrigsskib, skruefregatten ”Warrior” 1861. Museumsskib i Portsmouth.
Det moderne slagskib.
Det moderne slagskib
I den sidste halvdel af 1800-tallet skete der også en rivende udvikling i de våben, der brugtes af
krigsskibe. Hvor man hidtil stort set kun havde brugt massive kanonkugler af forskellig type, begyndte man nu at bruge granater, der sprængtes ved anslag, og samtidigt blev kanonerne større, og i
stedet for at være glatløbede, blev kanonløbene forsynet med riffelgange. Det betød, at kanonerne
kunne skyde meget længere end hidtil og med en større gennemslagskraft, og det betød også, at det
ikke var tilstrækkeligt at bygge skibe af jern, man blev nødt til at forsyne de store krigsskibe med
stålpanser, der kunne beskytte mod granaterne. Panseret og de tunge kanoner betød, at man måtte
indskrænke antallet af kanoner og gøre skibene større, og resultatet blev, at linieskibet udviklede sig
til den skibstype, der under 1. og 2. Verdenskrig blev kaldt slagskibe. Denne udvikling tog naturligvis nogen tid og var også præget af, at der forekom nye våben, søminen og torpedoen, som man
måtte beskytte slagskibene mod
Det moderne slagskib, der udviklede sig fra det epokegørende engelske slagskib ”Dreadnaught”,
der blev bygget i 1907, blev et stort pansret skib med en tonnage på 30 – 60.000 tons. Slagskibene
var forsynet med forholdsvis få (8 –12) meget svære kanoner (28- 40 cm.) og et større antal lette
6
kanoner til beskyttelse mod angreb fra fly og torpedobåde. På Museet kan ses en model af det engelske
slagskib »Hood«, der blev bygget i slutningen af 1. verdenskrig, og af de tyske slagskibe »Tirpitz« og
»Bismarck« der i 1941 med sine kanoner sænkede »Hood« i Danmarksstrædet mellem Grønland og Færøerne. Det tyske skib blev sænket kort efter af den engelske flåde, da det i beskadiget stand var på vej til
den franske flådebase, Brest.
Det epokegørende engelske slagskib ”Dreadnaught”, 19o7.
De mindre mariner i lande som f.eks. de skandinaviske havde ingen anvendelse for store slagskibe,
idet disse var alt for store til de indre og kystnære farvande, hvortil kom, at de var alt for dyre for
mindre lande at anskaffe. Udviklingen af de store nationers slagskibe smittede dog også af på disse
mariner, idet man udviklede særlige ”kysforsvarsskibe”. Disse var meget mindre end slagskibene,
men også forsynet med et kraftigt panser og forholdsvis svære kanoner. På Museet kan man f.eks.
se en model af det danske kystforsvarsskib ”Peder Skram”, der blev bygget i 1907. Det var forsynet
med 2 tårne, hver med en 24 cm. kanon og med lettere skyts til forsvar mod torpedobåde og fly.
Torpedobåde og undervandsbåde.
Torpedobåde og undervandsbåde
De nye våben, der dukkede op i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, var den
selvbevægende torpedo og de moderne søminer. Torpedoen, der var konstrueret af englænderen
Whitehead, var cigarformet. Den var forsynet med en fremdrivningsmotor, der oprindeligt blev drevet af trykluft, og en skrue, og den forreste del af torpedoen, krigsladningsrummet bestod af en beholder med sprængstof. I spidsen af torpedoen var anbragt en anslagsmekanisme, der fik torpedoen
til at eksplodere, når den ramte et skib. Senere udvikledes torpedoer, der aktiveredes af det ramte
skibs magnetfelt eller skruestøj. Torpedoen blev affyret med et særligt afskydningsapparat. De forskellige mariner udviklede lette og hurtige fartøjer til at fremføre torpedoerne, torpedobåde. Det
viste sig, at torpedoen var et effektivt våben overfor slagskibene, der måtte beskyttes imod torpedoangreb. Det medførte udvikling af en lidt større skibstype, torpedobådsjageren eller destroyeren,
ligesom slagskibene blev forsynet med let skyts til anvendelse mod torpedobåde og med store net
omkring skibene, når de lå for anker. Torpedobådsjageren blev i løbet af få år selv bevæbnet med
torpedoer, og i løbet af få år var torpedojageren eller destroyeren blevet til det væsentligste overfladetorpdofartøj, hvorimod de oprindelige små torpedobåde forsvandt i de større mariner, men stadig
bibeholdtes i de små landes mariner. Under de 2 Verdenskrige udvikledes en særlig topedobådstype, motortorpedobåden. På Museet kan man se modeller af danske torpedobåde fra tiden mellem de
7
2 verdenskrige, ligesom Museet har modeller af såvel en tysk som en amerikansk motortorpedobåd fra 2. Verdenskrig. På Museet er også udstillet en model af den højt udviklede danske torpedoog missilbåd ”Willemoes”, og på Museets udendørs areal kan man komme ombord i den danske
gasturbinetorpedobåd ”Søbjørnen”, der da den blev bygget, var verdens hurtigste motortorpedobåd.
Museet har miniaturemodeller og billeder af torpedojagere fra 2. Verdenskrig. I praksis overtog
torpedojageren også de opgaver, der i sejlskibstiden påhvilede de lette krigsskibe som f.eks. konvojering og efterretningstjeneste. Der udvikledes dog under de 2 verdenskrige også en lidt større
skibstype, krydseren, hvis formål primært var beskyttelse af handelsruterne og spejdertjeneste for
slagskibsflåderne. Krydserne havde typisk en tonnage på 5000 – 10.000 tons. De var forsynet med
15 cm. kanoner for de lette krydseres vedkommende og 20 cm. kanoner for de tunges vedkommende. Deres fart var typisk mellem 25 og 30 knob.
Engelsk torpedojager fra mellemkrigsårene.
Torpedoen medførte også udvikling af undervandsbåde. De oprindelige undervandsbåde blev mest
brugt til udspejdning af de fjendtlige flåder, men man blev hurtigt klar over, at de var velegnede til
at udføre torpedoangreb på bl.a. slagskibe. I tiden op til 1. Verdenskrig blev ubådene udviklet, således at de også blev i stand til at operere langt fra deres baser. Det medførte, at angreb på slagskibe
og andre store krigsskibe trådte i baggrunden, og at fjendtlige handelsskibe blev undervandsbådenes
vigtigste mål. Under begge verdenskrige betød de tyske undervandsbådes angreb mod skibstrafikken til England, at England på grund af forsyningsvanskeligheder var tæt på et nederlag. I de større
Mariner var den overvejende del af ubådsflåden bygget til at operere på større dybder og langt fra
baserne. I mariner, hvis operationsområde er kystnære farvande, som f.eks. det danske Søværn, var
undervandsbådene mindre og indrettet til disse særlige farvande. På Museet kan man se diverse
modeller af undervandsbåde fra mellemkrigstiden og tiden efter 2. Verdenskrig, og i Museets udendørs afdeling er den danske kystundervandsbåd ”Springeren”, der er bygget i 1963, opstillet, således
at publikum har adgang til fartøjet.
Tysk ocean ubåd fra 2. Verdenskrig. Type IX.
8
Den trussel, som de tyske undervandsbåde var overfor de allieredes forsyninger, medførte, at man
udviklede særlige antiubådsvåben, som dybdebomber og særlige instrumenter, der kunne spore undervandsbådene, som f.eks. ”sonar” (under krigen kaldtes det af englænderne ”asdic”). Destroyerne
blev udstyret med disse ting for at bekæmpe undervandsbådene, men på grund det store antal undervandsbåde måtte man også udvikle særlige skibtyper, der kunne bygges hurtigt og billigt, og
som kunne konvojere handelsskibene og beskytte dem mod undervandsbådene. Den engelske flåde
udviklede 2 typer, der fik navne efter sejlskibstidens fregatter og korvetter. Efter den 2. Verdenskrig
overtog det danske Søværn en af disse engelske korvetter, der under navnet ”Thetis” i mange år
blev brugt som fiskeriinspektionsskib på Færøerne. På Museet kan man se en model af en sådan
”Flower”- klasse korvet.
Minestrygere og Minelæggere.
Minestrygere og minelæggere
Den moderne sømine dukkede også op i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Der udvikledes 2 hovedtyper, kabelminen, der blev kontrolleret fra en søminestation i land, og kontaktminen, der blev påvirket, når den blev påsejlet af skib. Minerne blev typisk udlagt i minefelter,
der spærrede f.eks. havneindløb eller særligt trafikerede punkter i skibsruter. Kontaktminerne var
oprindeligt hornminer, hvor minens kontakthorn indeholdt syre, der, når hornet blev bøjet, løb ned i
minen, hvorved der sluttedes en elektrisk strøm, der bragte minen til eksplosion. Minen var forsynet
med et anker, der holdt den fast på positionen. Senere udvikledes særlige typer, der blev påvirket af
et skibs magnetfelt eller lyden fra skibsskruer. Kabelminerne blev bragt til eksplosion ved affyring
fra den kontrollerende søminestation..
Til minekrigsførsel udvikledes særlige skibe, dels minelæggere, hvis opgave var at placere minefelterne, og dels minestrygere eller minejægere, hvis opgave var at uskadeliggøre minefelterne. Som
minelæggere, hvis der ikke var tale om lægning af kabelminer, brugtes også andre typer, som f. eks.
torpedojagere, torpedobåde og undervandsbåde. Efterhånden som kontaktminerne blev mere komplicerede i konstruktionen, forbedredes også minestrygningsgrejet og -teknikken. På Museet kan ses
en model af en mindre dansk kabelminelægger, ligesom man på det udendørs areal kan se forskelligt minestrygningsgrej..
Dansk minelægger ”Møen” til lægning af kontaktminer.
Hangarskibe.
Hangarskibe
Allerede under 1. Verdenskrig begyndte man i de forskellige mariner at benytte fly. De var velegnede til at udspejde fjendens bevægelser, men var også egnede til at observere og dirigere skydning
med kanonerne. Det varede derfor heller ikke længe, inden man fandt på at indrette skibe, således at
fly kunne starte fra og lande på skibets dæk. De første egentlige hangarskibe blev bygget kort efter
1. Verdenskrig, og typen udvikledes i mellemkrigsårene, således at den engelske, den franske, den
amerikanske og den japanske marine alle havde hangarskibe ved udbruddet af den 2. Verdenskrig.
9
Det viste sig hurtigt, at slagskibene var værgeløse overfor flyangreb, med mindre de selv blev
beskyttet af fly. De 2 mariner, der havde gjort mest for at udvikle deres marineflyvevåben med tilhørende hangarskibe, var japanerne og amerikanerne. Det viste sig da også under Stillehavskrigen,
at den vigtigste i skibstype i en moderne flåde var hangarskibet. Under 2. Verdenskrig blev der udkæmpet en række store søslag i Stillehavet mellem amerikanerne og japanerne, men i ingen af disse
så besætningerne (bortset fra skibenes piloter) på de deltagende skibe modstandernes skibe. Slagskibenes artilleri var blevet afløst af bomber og torpedoer fra hangarskibenes fly, og slagskibene
blev herefter mest brugt til bombardement af fjendtlige stillinger i land under de mange invasioner
af Stillehavets øer. På Museet kan ses miniaturemodeller af hangarskibe fra 2. Verdenskrig.
Amerikansk hangarskib ”Ranger”
Moderne krigsskibe.
Moderne krigsskibe
Erfaringerne fra 2. Verdenskrig fik naturligvis betydning for udviklingen af krigsskibe i efterkrigstiden. Man holdt op med at bygge slagskibe, og efter få år blev de sidste slagskibe hugget op. Man
havde udviklet jetmotorer til flyene, og disses højere fart og større vægt betød, at hangarskibene
måtte gøres større for, at flyene kunne starte og lande. Den mulige brug af atomvåben smittede af på
skibenes konstruktion, således at disse blev mere modstandsdygtige overfor nukleart nedfald og
kemisk krigsførsel. Endeligt medførte udviklingen af atomkraft som drivmiddel for skibe, at der i
store oceangående undervandsbåde og i de store amerikanske hangarskibe blev installeret atomdrevent maskineri. Dette maskineri gjorde fartøjerne uafhængige af brændstofforsyning, og for undervandsbådenes vedkommende betød det også, at atomdrevne undervandsbåde kunne operere neddykket i meget lang tid, fordi maskineriet var uafhængigt af forsyning med atmosfærisk luft. Endeligt betød udviklingen af missiler, at krigsskibenes bevæbning ændrede sig væsentligt. Kanoner
blev sekundære nærforsvarsvåben, medens hovedvåbnene under kamp med andre skibe eller ved
bombardement af mål i land blev træfsikre missiler med stærke sprænghoveder. Det kan nævnes, at
en missilbåd af den danske ”Willemoes”-klasse reelt havde en ildkraft, der svarede til ildkraften hos
de store moderne slagskibe under 2. Verdenskrig. En del af de store atomdrevne undervandsbåde,
10
der tilhører stormagternes mariner, er udstyret med langtrækkende missiler, der er forsynet med
atomare sprænghoveder.
Typebetegnelserne ”krydser”, ”destroyer”, ”fregat” og ”korvet” bruges stadig men afviger stærkt fra
de skibe, der tilhørte disse typer under 2. Verdenskrig. Reelt er typebetegnelserne i dag udtryk for
skibets størrelse og kampkraft.
11