Socialdemokraterne har indgået budgetforlig med de borgerlige partier. Udgangspunktet for at lave et visionært budget for Region Sjælland, var ikke til stede i Region Sjælland, idet bla voksende medicinudgifter ikke kompenseres fra Regeringen og Finansministeren - og da regionerne ikke må udskrive skatter, så har vi kun de penge, som Regeringen tildeler os. Vi fik kort sagt ikke de nødvendige penge for at drive og udvikle sundhedsvæsenet - det var altså en budgetaftale med store besparelser. Den dårlige nyhed er, at med mindre Regeringen enten går ind og prioritere i den dyre sygehusmedicin eller giver regionerne de nødvendige penge, så bliver det nødvendigt at spare yderligere, de kommende år. Figuren viser at udgifterne til sygehusmedicin stiger fra ca 4.5 mio i 2007 til næsten 14 mio i 2020. Region Sjælland vedtog i august i år en besparelse på 165 mio, hvor sygehusledelserne, MED-udvalg (medarbejder-udvalg) og medarbejdere blev inddraget og spurgt hvor de kunne pege på besparelser, som gjorde "mindst ondt". Det betød i første omgang fyringer eller manglende genbesættelser af stillinger, svarende på ca 375 fuldtidsstillinger. Det endte med ca 26 opsigelser - men det betyder stadig, at der mangler ca 350 par hænder og hoveder, da stillingerne så er skåret væk. Det kan ikke undgås, at det kan mærkes af både patienter og medarbejdere. Nu skal vi så finde yderligere besparelser på 115 mio i budgettet - det vil sige at besparelserne ialt har udgjort 280 mio. Nogle af pengene er fundet ved, at vi hjemtager nogle af de opgaver, som vi tidligere har betalt for i andre regioner eller på privatsygehuse. For at få plads til disse nye opgaver, så har vi fremrykket den del af sygehusplanen, som handler om at flytte den akutte medicinske behandling fra Næstved til Slagelse med 2/3 og til Nykøbing med 1/3 af sengepladserne - og fra Roskilde flyttes ca 40 akutte medicinske senge til Holbæk. Det er min vurdering, at der er god mening i disse flytninger, da det ikke vil forringe selve behandlingerne af patienterne, og da det ellers ville betyde yderligere opsigelser af nødvendige og dygtige medarbejdere. Ud over besparelserne, er der heldigvis også blevet plads til nogle investeringer og udvikling af regionen - jeg skal blot nævne nogle af dem her: Vi nedsætter et udvalg, en task force - som skal se på, om vi kan gøre noget ved medicinpriserne, selv om det lige nu, ikke ser ud til, at vi får støtte fra regeringen og Folketinget. På trods af besparelser, prioriterer vi at sætte initiativer i gang, som skal lette overgangene fra sygehus til kommuner, da patienterne ofte oplever problemer, netop når de skal fra sygehus til sygehus eller fra sygehus til kommunen. Vi søger at kunne gøre det bedre for de patienter som lider af flere sygdomme på én gang, således at nogle af samtalerne med læge/sygeplejerske kan ske hjemmefra eller flere med flere speciallæger på samme dag, sådan at man ikke skal af sted flere dage til flere forskellige sygehuse. Det er nok ikke noget, som lader sig løse så let - men vi kigger på det. Vi vil styrke Sundhedscentrene, og kigge på om der kan etableres flere decentrale behandlinger dér, således at borgerne ikke skal køre så meget rundt. Vi vil styrke forskningen, således at vi bruger pengene smartest muligt, så vi får mest ud af pengene. Vi mangler ingeniører i Region Sjælland og vi har valgt at afsætte 8 mio til ingeniøruddannelsen, og her tænkes der især på, om man kan etablere en ingeniøruddannelse i Kalundborg, hvilket vi jo kun kan hilse velkomment i vores lokalområde. Besparelserne taget i betragtning, er det min vurdering, at vi trods alt her indgået en aftale om en acceptabel budgetaftale, og jeg vil slutte med at understrege, at selv om der er mange der taler om, at Næstved og Roskilde Sygehuse lukker - så er det ikke sandt. Der er ingen aktuelle planer i den retning. De ændringer der er i forhold til de sygehuse, er ændringer som blev vedtaget allerede i 2010, da vi fik pålæg af den daværende VKOregering om at reducere 6 akut-sygehuse til 4 - hvilket kun kan lade sig gøre, hvis 2 af vores større byer, ikke længere har et akutsygehus. Det var hvad jeg havde valgt at bringe fra Budgetaftalen som skal gælde i 2016 i Region Sjælland - hvis du har spørgsmål er du meget velkommen til at skrive en mail til mig. Kirsten Rask Regionsrådsmedlem (A) [email protected] 2237 6634
© Copyright 2024