1. No category

Hårby
Foto: Ole Nissen
Hårby
Af Vibe Roepstorff og Ester Huusmann
Byens navn stammer muligvis fra det gamle mandsnavn Hår eller
Harde, og byen nævnes allerede i nogle skøder i 1264.
Senere har en kilde angivet byens navn til Hørby og antyder, at navnet skyldes et
hedensk gudevi – et hørg. Men trods uenighed om oprindelsen af navnet er det en
”gammel” by, selv om der i dag ikke er noget synligt bevaret fra middelalderen.
Hårby blev udskiftet i 1782. På det tidspunkt hørte byen under Sophiendal gods
i Veng ejet af geheimeråd og amtmand von Woyda’s enke Anne Sophie Adeler.
Udskiftningen blev foretaget som en stjerneudskiftning, da jorden var tilstrækkelig
ensartet og byens beliggenhed indbød til det. Delingen kan spores den dag i dag
trods senere mageskifter og udstykninger. På daværende tidspunkt bestod byen af
10 gårde med 3 tdr. 2 skp. 2 fc. samt 2 gårde på hver det halve. Hver gård havde et
tilhørende gadehus og enkefru Woyda ejede et stuehus. Derudover ejede byen i
fællesskab tre stuehuse, et skolehus samt et smedehus.
Husantallet er blevet øget lidt hen ad vejen, men først mellem 1970-87 og igen
i år 2000 voksede byen anseeligt med bebyggelsen omkring Siimtoften. Navnet
361
Hårby
Siim er et gammelt ord for mose, og på gamle kort kan man da også se, at stedet er
markeret som et vådt område.
I 2007 ændrede Hårby status fra bebyggelse til by, idet indbyggertallet overgik
det magiske tal 200 med hele 21 personer.
Først i 1970’erne blev der dannet et ”oplysningsudvalg”, som fik etableret gadelys inde i byen. Næsten hver husstand bidrog til etableringen med 500 kr. Enkelte var imod og syntes, at nu havde man undværet lyset gennem mange århundreder,
så kunne man også fortsat undvære det.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Haarby Nedergaard
Hårbygaard, Ryvejen 58
Hedegaardslund, Stabelvej 5
Højgaarden, Ryvejen 54
Enggaarden, Ryvejen 39c
Marienlund, Ryvejen 38
Bakkegaarden, Vestermarken 12
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
Christinelyst, Vestermarken 11
Søndergaarden, Låsbyvej 58
Vestergaarden, Hårbyvej 17
Siimgaardene, Hårbyvej 37
Siimgaardene
Smeden, anno 1782
Skolen, Hårbyvej 32
På de gamle udskiftningskort ligner vejnettet omkring Hårby ikke det, vi kender fra nyere tid, men der er også sket flere vejomlægninger gennem tiden.
362
Hårby
Vi mener at vide, at Låsbyvej i dens næsten nuværende udseende er blevet anlagt omkring 1872. Inde i selve byen er i 1930’erne og 1950’erne lavet flere større
vejreguleringer. Bygaden – nuværende Hårbyvej – gik mellem Christinelyst og nr.
18. Ved omlægningen blev der et hus mindre, da det lå på den nuværende vejføring.
Vejen mod Mesing er blevet lagt om fra at have gået mellem husene cirka
overfor vejen til vandværket til den nuværende Vestermarken. Brugsbakken har,
som nogen stadig husker, været ret stejl. Ved foden af bakken slog vejen et sving
med smedjen på den ene side og skolen på den anden og fortsatte med
Siimgaardenes ”nye” gård (Hårbyvej 37) på venstre hånd og Vesterbjerg (Ryvejen
41, 43 og 45) på højre hånd. Vejen fortsatte over det nuværende vandværk og
mundede ud i Skråvejen.
Omlægningen i slutningen af 1950’erne bestod i udjævning af Brugsbakken,
videreførsel af Hårbyvej til T-krydset med Ryvejen samt gennemskæring og udjævning af Vesterbjerg til Ryvejens nuværende forløb. Samtidig med vejomlægningen skete der en ommatrikulering af den byjord, der dels blev tilovers ved reguleringen, dels hidtil havde været fælleseje. Således blev jorden ved gadekæret tilskødet brugsen, og den tidligere vej mellem skolen og fattighuset blev tilskødet skolen.
Landbrug og erhverv i Hårby
Oprindeligt var landbruget det største erhverv i Hårby, hvor man var selvforsynende med næsten alt. Dog ved vi, at der allerede før udskiftningen boede en smed
i et hus ejet af hele byen. Ret hurtigt begyndte man at handle med jorden, skov- og
udlodder blev solgt fra, eller jorden blev delt blandt flere arvinger. Der blev bygget
nye gårde på de frasolgte jordlodder, og på den måde begyndte udflytningen fra
byen. Derfor ligger der i dag ejendomme spredt på hele ejerlavet.
I 2008 er den største del af ejendommene deltidsbrug med et lille jordtilliggende, hvor man har nogle heste, mens hovedindtægten kommer fra andre erhverv. De
ejendomme, hvor man lever af landbruget, bliver drevet med søer, slagtesvin og/eller planteavl. Der er ingen malkekøer tilbage, de sidste blev solgt for få år siden.
Historien fortæller, at der har været en del forskellige håndværkere i byen. Fra
nyere tid kender vi en del til, hvor de har boet, det gennemgår vi efterfølgende:
363
Hårby
Kløvergård
Vandværket
Hårbygård
Højgård
Mejeriet
gadekær
Brugsen
Bakkegården
Nyt udstykningsområde
Christinelyst
Søndergården
Hårby anno 2005 – siden da er Brugsen nedbrudt og fem huse bygget på grunden
364
Hårby
Hårby Slagtehus
På Den Grønne Vej har vi Hårby Slagtehus i en nedlagt landbrugsejendom, der i
1986 et ombygget til et moderne slagteri. Der slagtes ugentligt i gennemsnit 35 stk.
kvæg, 100 svin, 40 lam samt 2 heste. Slagteriet har egen butik i Skanderborg og
leverer også mad ud af huset til fester og andre sammenkomster. Der er beskæftiget
32 personer, hvoraf de 19 er slagtere.
Produkthandel
Vi fortsætter til Hårbyvej 5 på hjørnet af Den Grønne Vej, hvor der fra midten af
1970’erne til sidst i 1990’erne var produkthandel. Den store hal blev flyttet hertil i
1980 fra Hårbyvej 10B.
Hårby Skov
Inde i skoven på den modsatte side ligger et par ældre ejendomme på skovstykker,
der er solgt fra som nogle af de første udstykninger fra de gamle gårde inde i byen.
Hegnsfabrik
På Hårbyvej 10B er der fra 1962 til midt i 1980’erne blevet fremstillet og opsat raftehegn til både kommunale og private virksomheder. Foruden hegnsproduktion var
der planteskole på stedet.
Murer
Hårbyvej 12, en af byens mange murere boede her i 1980’erne..
Søndergården
Følger vi vejen ind mod byen ser man Søndergården på venstre hånd, (Låsbyvej
58). Gården er udflyttet fra Hårbyvej 15, hvor det gamle bindingsværkshus er den
sidste bygning fra den gamle gård. Gården drives med planteavl.
Vognmanden
Vognmand Oluf Kristensen startede i 1920’erne som slagter med butik på Hårbyvej 40. I 1938 ophørte slagterforretningen, og han etablerede sig som vognmand
med blandt andet afhentning af varer til brugserne – kolonial, brændsel, foderstoffer med mere. Man kunne for et beskedent beløb få kørelejlighed med lastbilen, når
den skulle hente varer i Århus eller Skanderborg. I 1950 købte han Hårbyvej nr. 18,
der i 1916 var udstykket fra Søndergården. I 1963 overgik firmaet til sønnerne.
Samtidig blev navnet til Brdr. Kristensen, der herefter kørte med grise, kreaturer,
foderstoffer og gødning. Om vinteren desuden snerydning og grusning. Firmaet
ophørte i 2005.
365
Hårby
Ca. 1926. Oluf Kristensen, Hårby var af og til chauffør for kromanden i Jeksen, her foran dennes
Ford.
Christinelyst
Gården Christinelyst, Vestermarken 11, er en slægtsgård, der indtil for få år siden
blev drevet med malkekvæg. De ældste bygninger er fra 1884. Gården, på daværende tidspunkt ejet af Anders Jensen, brændte den 5. december 1883, hvor der var
følgende artikel i Skanderborg Amts avis:
”Ildebranden i Haarby i torsdags omfattede, efter hvad vi erfare, foruden
Anders Jensens og Jens Jensens gaarde tillige et sammenbygget hus, der tilhørte to
smaamænd, hvis navne ere Søren Ernstsen og Niels Ditlev. Ilden opstod i et udhus
til A. Jensens gaard, tæt ved laden, og da man mærkede røg, slog luen ved dørens
åbning straks vedkommende i møde. Fra A. Jensens gaard forplantede ilden sig
hurtigt til nabogaarden og derpå til det omtalte hus.
Af A. Jensens kreaturer indebrændte 14 malkekøer, 3 stk. ungkvæg, 6 kalve, 11
faar og 4 svin samt en tyr. Hestene, 5 i tal, og en tyr reddedes. Ogsaa hele avlen
brændte, mens en del af indboet reddedes, væsentlig fordi ilden sidst fik fat i stuehuset, idet vinden bar noget fra dette. Omtrent samtlige avlsredskaber og alle vognene indebrændte.
Gaardens bygninger var saa godt som nye, mens den nedbrændte nabogaard
kun havde ældre bindingsværkshuse. A. Jensen havde sin gaards bygninger assu-
366
Hårby
reret for 11.000 kr. i Landbygningernes Brandforsikring og løsøret m.m. for 18.000
kr. i DR. Winthers Brandkasse.
I Jens Jensens gaard, hvis bygninger ligeledes nedbrændte til grunden, indebrændte ogsaa hele avlen og et par maskiner til avlsbrug samt alle vognene. Derimod reddedes baade kreaturer og det væsentligste af indboet Bygningerne var assureret i Landbygningernes Brandforsikring for 6.300 kr., avlen m.m. i brandforsikringen ”Jylland”.
Ogsaa det nedbrændte, sammenbyggede hus var assureret i Landbygningernes
Brandforsikring, efter forlydende for 1.800 kr., medens indboet, hvoraf alt indebrændte med undtagelse af sengeklæderne, var forsikret i den Wintherske Brandkasse for nok 800 kr.
Hvorledes ilden i det hele taget er opstået, derom vides intet. En hos Anders
Jensen tjenende pige blev i forgaards eftermiddag anholdt paa brandstedet for et
mindre tyveri og førtes hertil arresten, hvor hun hensidder endnu; men hvem der
har paasat ilden, det skal endnu ikke kunne siges. Man har ingen bestemt
mistænkt”.
Pigen blev siden frikendt.
Bakkegårdens Biavlscenter
Bakkegården, der blev opført i stedet
for den tidligere omtalte nedbrændte
nabogård, er beliggende midt i byen
ved vejen til Mesing. Her boede sognefogeden gennem en årrække, og gården blev da drevet traditionelt med
dyrehold og planteavl. I dag er der stadig dyrehold, men af en mere utraditionel art, nemlig bier.
Fotos: Poul Erik Sørensen
367
Hårby
Bakkegårdens Biavlscenter blev etableret i 1982 med salg af materialer til biavlere. Gården startede med ca. 150 bifamilier, der nu er steget til omkring 500
familier. Der produceres honning, som sælges fra gårdens butik. For 10 år siden
overtog firmaet en vokstavlefabrik, så der også er nok at lave i vintermånederne.
Gennem de sidste 20 år er der drevet et omfattende avlsprogram for at få fredelige og yderige dronninger. Dette avlsarbejde har medført så stort et salg af dronninger til både ind- og udland, at beskæftigelsen i sommermånederne er sikret for
de 2-3 fuldtidsbeskæftigede medarbejdere foruden ejeren og hans hustru.
Karetmagerens hus
Hårbyvej 20 har tidligere været byens karetmagerværksted, der også havde en stor
produktion af smørdritler til mejeriet. En af byens daglige begivenheder var, når
karetmageren med sin lille vogn kørte dagens produktion ned ad Brugsbakken til
mejeriet, gerne efterfulgt af byens drenge. Senere flyttede der en Syerske ind i
huset. Hun bestyrede også Posthuset herfra, fra midt i 1940érne til det blev nedlagt
i midten af 1960érne
Frysehuset
Ved siden af nr. 22, lå det tidligere frysehus. Det var et fælleshus for byen, opført i
1958 og nedlagt i 1970, da hjemmefryserne holdt sit indtog. Derefter blev frysehuset sammenbygget med nr. 22 og er i dag dette hus’ garage.
368
Hårby
Gadekæret
Midt i byen har vi gadekæret. Nr. 24-26. Gadekæret var tidligere lavvandet og brostensbelagt, og bønderne kørte deres vogne direkte ud i vandet, når de blev
stawrassig.1 På det tilstødende areal eksercerede rytterdistriktets soldater. Ved
gadeomlægningen i 1930’erne blev det gamle gadekær gravet dybere, og vandarealet blev indskrænket. Nu var det ikke længere et gadekær, men en branddam.
Et relativt lille dybt hul, der selv i strenge vintre ikke frøs til. Nyt brandslukningsudstyr har overflødiggjort disse gamle branddamme. Brugsen, som ejede matriklen,
overlod i 1990’erne brugsretten til beboerforeningen, der med tilskud fra den landsdækkende landsbypulje retablerede vandhullet, dybden blev reduceret og vandspejlet mere end fordoblet. Beboerforeningen vedligeholder arealet. Der er opstillet
borde og bænke, som kan benyttes af byens folk, men også af cykelfolket, da
cykelruten Århus-Ry går lige forbi stedet.
Hårby Brugsforening
.
Overfor i nr. 25 lå fra 1898-2002 Hårby Brugsforening. Den måtte som så mange
andre landsbybutikker bukke under for konkurrencen fra de større byers supermarkeder. På grunden er der nu bygget fem villaer. Læs mere om Brugsen under En
egn og dens brugser.
Telefoncentral, lillebilvognmand og murer
På Hårbyvej 27 har der været telefoncentral fra 1917 til den blev sammenlagt med
centralen i Foerlev i 1958. Der blev også drevet selvstændig murerforretning og fra
midten af 1920’erne tillige taxaforretning, da ejeren var så heldig at vinde den store
1 Dialekt: Løs i sammenføjningerne
369
Hårby
gevinst i landbrugslotteriet. Gevinsten var på 20.000 kr., et formidabelt beløb dengang. Hans hovederhverv var dog stadig som murermester.
”Sok-skrædderen”
Mellem Hårbyvej 27 og 29, hvor nu Siimtoften munder ud i Hårbyvej, lå tidligere
et lille stråtækt hus. Her boede skrædderen, kaldet ”Sok-skrædderen”. Ældre folk i
byen husker ham stadig, men ikke for det gode. Han blev nemlig i hjemmene brugt
som ”bussemand” for børnene. ”Pas på, ”Sok-skrædderen” kommer efter dig”, var
truslen. Man kunne gennem vinduerne se ham sidde på bordet i skrædderstilling.
Øgenavne var almindelige, så han huskes kun på sit øgenavn, ingen husker hans
døbenavn. Huset var af bindingsværk og meget gammelt. Det er formentlig fjernet i
1930’erne.
Træskomanden
Christian Andersen boede i nr. 29 fra 1918 indtil 1974. Han var desuden spillemand til både folkedans og lejlighedsfester, ydermere var han medlem af Silkeborg
Byorkester. Hans musikalitet gik videre til hans datter Ingrid, der hele livet boede
sammen med ham i huset. Hun var i mere end 40 år organist ved Veng og Mesing
kirker. Træskoværkstedet kan i dag ses på Gl. Ry Træskomuseum, og den omfangsrige samling af spillemandsnoder blev efter hans død videregivet til Rebild
Spillemandsmuseum.
Hårby første skole
Hårbyvej 32 er endnu et af byens meget gamle huse. Her var byens første skole fra
1785 til 1829. Læs mere under Hårbys skoler.
Smedje, automekaniker og posthus
På Hårbyvej 33 havde smeden både bolig og værksted. Da den sidste smed Thorvald Haudrum døde omkring 1970, blev værkstedet på Hårbyvej overtaget af en
ung mand, der etablerede automekanikerværksted, mens konen drev frisørsalon.
Pladsen var imidlertid for trang, så han byggede nyt værksted ved siden af mejeriet
på Ryvejen.
Tidligere har der også været posthus på adressen. Der blev oprettet brevsamlingssted i Haarby pr. Skanderborg i 1883, det blev nedlagt 1920. I 1943 blev der
oprettet et postindleveringssted, som fra 1946 igen blev til et brevsamlingssted, for
endelig at blive nedlagt i slutningen af 1964. Brevsamlingsstedet og posthuset har
imidlertid i årenes løb skiftevis været på flere adresser i byen – Hårbyvej 20, 27, 47
og 33 - læreren har blandt andet haft det som et bijob.
370
Hårby
1915 – postvognen ved Haarby skole
371
Hårby
I baggrunden skolen – inden der blev bygget kvist på
Hårbyvej 37
Ind ad stikvejen til venstre finder vi Hårbyvej 37. Det er en ældre moderniseret
ejendom, bygget i 1909. Her lå tidligere Siimgaardene2, to gårde der var sammenbygget - tvillingegårde. I 1884 blev den ene Siimgaard delt mellem to søskende, på
udlodden blev bygget en ny gård, der fik navnet Haarby Hedegaard. I 1898 blev
tvillingegårdene til én gård ved giftermål mellem enkefolk. Ifølge brandforsikringen blev den gamle gård nedbrudt i 1910, jorden frasolgt og den vestligste del
blev udstykket til statshusmandsbrug (ejendommene Ryvejen 60-70). En lille del af
stuehuset blev genopført som maskinhus på Haarby Hedegaard, hvor det står
endnu.
Siimgaarden ca. 1920. Sognefoged Jens Nielsen og hustru Kirsten Marie Pedersen
2
Siim er et gammelt ord for mose
372
Hårby
Ca. 1956. I midten af billedet en trelænget gård Hårbyvej 37. Her lå tidligere de gamle Siimgaarde.
Bygningen med det trekantede tag nord for vejen er det gamle vandværk på Vesterbjerg. Vejen var
endnu ikke omlagt, i dag går Ryvejen nord om Vesterbjerg.
Marken i forgrunden er nuværende Siimtoften
Haarby Hedegaard ca. 1925. Bindingsværkshuset er en del af det gamle stuehus fra Siimgaarden,
som blev flyttet og genopført som maskinhus. På billedet er det kontrolassistenten, der slædes videre
til næste gård med sin kontrolkasse. Ydelseskontrollen skulle foretages både morgen og aften. Det var
derfor almindeligt, at kontrolassistenten overnattede på gården, og at gårdmanden sørgede for
transport.
373
Hårby
Vandværket
Ved enden af stikvejen fra Hårbyvej ligger vandværkets to boringer, på det tidligere Vesterbjerg – læs mere herom under Andelsbevægelsen
Hårbyvej 40
er stuehuset fra en af de gamle gårde, der blev solgt fra, da gården – Marienlund –
blev flyttet ud til Ryvejen 37.
Fattighuset
Hårbyvej 49 var Veng kommunes fattighus, som kommunen overtog i 1902 og
solgte igen 1955. Et fattighus omtales allerede i 1850 i pastoratets fattigprotokol,
men her er der intet anført om ejerskabet eller placeringen. Kommunen kan derfor
forud for købet have lejet huset af ejeren – eller lejet et andet hus i byen, hvilket
var ret almindeligt. Læs mere om fattighusene i artiklen om Omsorg og forsorg,
hvor der også er et billede af huset.
Hårby ”ny” skole
Ejendommen på Hårbyvej nr. 47 var skole indtil 1954, da Veng Fælleskole blev
bygget. Læs mere under Hårbys skoler.
Haarbygaard
Lige i krydset, hvor Hårbyvej udmunder i Ryvejen, ligger Haarbygaard lidt tilbagetrukket med fodermesterhuset ved indkørslen ud mod Ryvej. Gården blev genopbygget efter branden i 1938, hvor både den og Haarby Nedergaard brændte. Over
døren til det gamle stuehus stod, som det var skik fra gammel tid: ”O Gud! Giv
Lykke og Velsignelse i dette Hus og naadelig bevare Ild og Lys. Opbygt 1837 af
John Jensen og Trine Sørens Datter”. De gode ønsker for gården gik således ikke i
opfyldelse: den brændte. Læs om branden senere i artiklen.
374
Hårby
Familiebillede fra Haarbygaard ca. 1908. Personerne er fra venstre: Jens Thomas Jensen (Herdis
Friis (Würtz) Nielsens far), John Jensen (udtales Jon), Ane John Jensen, Anton Jensen, tre ukendte,
daglejer og piger og yderst til højre forkarl Enevold Thomsen.
Hårby mejeri
Vi drejer til højre ad Ryvejen, hvor det tidligere Haarby Mejeri ligger på højre side.
Læs mere om mejeriets aktive periode fra 1906 til 1970 under Andelsbevægelsen.
I det gamle mejeris bygninger finder vi AV ekspeditions Udstyr og Outdoor-butikken, en virksomhed, der både er engros-, detail- og netbutik. Der sælges udstyr til
almindeligt friluftsliv, til hæren og redningskorpsene samt til ekspeditioner under
ekstreme forhold. Det sidste nye er udlejning af tipi-telte til rigtig mange personer.
Autoværksted
Ved siden af mejeriet har vi byens autoværksted. Se også omtalen under Hårbyvej 33.
Højgaarden
Ryvejen 54, ligger på samme sted som ved udskiftningen, men bygningerne er af
nyere dato, da gården har været hjemsøgt af flere brande. I dag er det møbler, der
fylder bygningerne, da møbelimportfirmaet - Mogens Heins Møbelagentur A/S har til huse her.
Stabelvej 5
Hedegaardslund, en gammel kampestensgård, har som mange andre gårde været et
traditionelt landbrug. Men i starten af 1980’erne fik firmaet Dissing Trading A/S til
huse i bygningerne. Det er en virksomhed, der har formået at tænke alternativt.
375
Hårby
Under navnet Red Horse forhandler de befæstigelsesprodukter (skruer, nitter, etc.)
til både ind- og udland. I årenes løb er virksomheden vokset, så den nu har sprængt
rammerne og delvist er flyttet i nybyggede lokaler i erhvervsområdet ved motorvejstilkørslen i Stilling. Men firmaet har stadig sin hovedadresse på Stabelvej.
Længere ude
På Hårby Mark ligger flere ejendomme, som ikke vil blive
omtalt nærmere.
Vi vender nu om
og bevæger os fra byen
til krydset Låsbyvej
– Ryvejen og passerer på vejen et nyt
kvarter - Siimtoften
I 1987 blev der bygget 12 rækkehuse på
Siimtoften af MidtHedegårdslund - før 1970
jysk Boligselskab.
De fleste af husene
er beboet af ældre fra området, der benytter nr. 9 – populært kaldet 9’eren - som et
mini-dagcenter. I 2000 blev der udstykket yderligere 21 grunde, som hurtigt blev
bebygget med parcelhuse. Her har byen i 2007 fået sin egen frisør, Klip-klap.
Hårby Forsamlingshus
Hvor Skråvejen munder ud i Ryvejen lå Hårby Forsamlingshus fra 1907 til 1973,
hvor huset brændte. Det blev besluttet at bruge forsikringspengene som indskud i
egnens nye samlingssted: Borgernes Hus. Derfor henlå grunden i nogle år uden bevoksning efter oprydning fra branden. Men i midten af 1980’erne blev den beplantet med økonomisk hjælp fra foreningen ”Plant et træ.” Den selvejende institution
Borgernes Hus var i mange år ejer af grunden, men i 2005 overtog kommunen ejerskabet til Borgernes Hus og dermed også til den gamle forsamlingshusgrund. Læs
mere om Hårby Forsamlingshus og Borgernes Hus under Andelsbevægelsen.
Mindestenen
I vejkrydset Låsbyvej/Ryvejen kan man ikke undgå at lægge mærke til den lille
mindelund med en stor sten. Stenen er rejst over folketingsmanden Peder Thomsen
Nielsen. Læs mere om ham under Haarby Nedergaard.
376
Hårby
Ryvejen 55 og 60
I krydset mellem Låsbyvej og Ryvejen praktiserede en dyrlæge indtil først i
1970’erne i det røde hus, Ryvejen 55. Overfor på Ryvejen 60 er der et autoværksted. Men mellem disse to huse har der indtil 1964 ligget endnu et hus, her boede
distriktsjordemoderen.
Jordemoderhuset i Hårby
Af Erna Bachmann - Egnsarkivets årsskrift 2005 – lettere omskrevet.
Indtil midten af 1960’erne var det almindeligt, at de fleste fødsler foregik i hjemmet. Jordemoderen bistod ved fødslerne sammen med en barselshjælper, der ofte
var en nabokone eller et familiemedlem. Familielægen blev tilkaldt, når jordemoderen skønnede, at fødslen var nært forstående, eller ved vanskeligheder i forbindelse med fødslen. Fødsel på sygehus eller på fødeklinik skete i de tilfælde, hvor
der på forhånd kunne forudses vanskeligheder, eller hvor de sociale forhold betingede indlæggelse.
Amtet var opdelt i distrikter, hvortil der var tilknyttet en jordemoder. I den
gamle Veng kommune havde amtet opført huset i Hårby til distriktsjordemoderen.
Her boede hun med sin familie, og ”kundekredsen” var kvinderne i det, der senere
blev betegnet som ”Vestegnen” i Hørning kommune. Huset er for længst revet ned
(1964), men det lå med indgang fra Låsbyvej og indkørsel fra Ryvejen i krydset
mellem Låsbyvej og Ryvejen, omtrent hvor Ryvejen 55 i dag har deres drivhus.
Huset var ejet af amtet og var tjenestebolig for distriktsjordemoderen indtil 1963,
hvor distriktsgrænserne ændredes, og jordemoderen forflyttedes til Stilling.
Den første distriksjordemoder var Karoline Friis Nielsen. Hendes mand Jens
Peter Nielsen var tømrer og ligkistesnedker, og han havde bygget sig et tømrerværksted bag huset. Karoline Friis Nielsen var jordemoder fra starten af århundredet og indtil sin død i 1943. Der fortælles om hende en lille sjov historie fra 1925,
hvor en vordende far havde hentet Fru Friis til en fødsel i Jeksen. Undervejs skulle
de samle hans mor op på Ryvejen, hun skulle være barselshjælper og med hjem.
Jordemoderen ventede i vognen, men uheldigvis gik hesten frem, hvorved agestolen vippede tilbage, så jordemoderen gik bagover med benene i vejret. Hun kom
intet til ved uheldet, men familien har moret sig meget over den lille episode siden.
Distriktsjordemoder Bodil Oldenborg afløste Karoline Friis Nielsen, da hun
døde. Bodil Oldenborg karakteriseres som en fingernem og hjælpsom dame, der
gerne gav venner og bekendte en håndsrækning med praktiske ting som f.eks. ombetrækning af møbler. Om hende fortælles det: En nat i december 1960 blev jordemoderen kaldt til en fødsel i Søballe. Der var snestorm og vanskeligt fremkommelige veje, så hun kørte fast ved Veng Fællesskole. Her bankede hun skoleinspektør Søgaard op, men inden han var helt vågen og kommet ned, havde hun selv
gravet sig fri af snedriverne. Søgaard fortalte dagen efter, at han havde drømt, at
jordemoderen havde vækket ham. Men det var altså ikke en drøm. Og barnet var
født, da hun nåede frem til Søballe.
377
Hårby
Ishuset
Rundt om på landevejene skød små beskedne ishuse op, forløberne for vor tids moderne kiosker. Udvalget var beskedent: is og sodavand og lidt chokolade. En sådan
iskiosk var der på Låsbyvej 93.
Kløvergården, Skråvejen
Haarby Nedergaard blev udflyttet efter branden i 1938 og fik nyt navn: Kløvergården. Læs om gården under Haarby Nedergaard
Hårby Savværk
Mellem skolen og Kløvergården kommer vi forbi det gamle savværk, som i mange
år var byens største arbejdsplads med over 30 ansatte. I 1900 købte tømrermester
Jørgen Christian Jørgensen denne grund i Hårby, hvor han samtidig med tømrervirksomhed begyndte at drive savværk.
Forretningen gik i arv til sønnen Erhardt Jørgensen, der havde uddannelse både
som tømrer og ingeniør. Savværket voksede sig større, der blev tørret og forarbejdet tømmer fortrinsvis fra de lokale skove, men også importerede træsorter, til kunder i både ind- og udland. Erhardt Jørgensen var en driftig og initiativrig mand,
hvilket kunne mærkes på firmaet så vel som i hele lokalområdet. Han var en af
foregangsmændene ved opførelsen af Borgernes Hus. Her havde han som tilsynsførende - sammen med arkitekt Bent Meyer – ansvaret for at koordinere de forskellige håndværkere og den frivillige arbejdskraft. Samtidig var han manden, der via
sine kontakter kunne skaffe huset gode tilbud på materialer, så byggeriet kunne udføres til en rimelig pris. Ejendommen er stadig i familiens eje.
En gårds historie
Af Vibe Roepstorff og Ester Huusmann
I 1935 kunne man i Skanderborg Amtsavis finde en artikelserie på fem artikler ”Af
en Gaards Historie”, skrevet af overretssagfører Chr. Holtet, Skanderborg. Disse
artikler giver et dejligt tidsbillede af livet på egnen gennem denne periode, hvorfor
vi vil gengive dem her i en lettere forkortet udgave.
Matr. Nr. 5 i Haarby, der i over 250 år har været i samme slægts eje
Hvad de gamle folianter og gulnede pergamenter kan fortælle om hine fjerne dage.
En gammel gård har sin historie lige så fuldt som byen og sognet. De store gårdes historie kendes i hovedtræk og ofte helt tilbage til middelalderen. Om de fleste
almindelige bøndergårde vides kun lidet eller intet, ikke mindst fordi der har været
for lidt interesse for at bevare de gamle dokumenter, der tidligere i ikke ganske
ringe tal lå i hængeskabenes skuffer.
378
Hårby
I det følgende skal gives et par blade af en gårds historie, nemlig gården matr.
nr. 5 i Hårby, Veng sogn (Haarby Nedergaard, senere Kløvergården).
Den første besidder af gården, der kendes, er
Christen Andersen – født 1677. Han blev ifølge kirkebogen begravet ”1753,
den 6. Julii i sit Alders 76. Aar 14 Uger og 1 Dag”. Hvornår han har fået fæstebrev
på gården, vides ikke, men det har været nogle få år efter 1700. Hans hustru,
Kirsten Rasmusdatter, var født 1695, og hun blev begravet 1755 ”i sit Alders 61
Aar, 23 Uger”, - I ægteskabet var en søn:
Anders Christensen – født 1733, der blev næste besidder af gården. Han var
altså en ung mand, da forældrene døde. Formentlig på grund af sin unge alder sad
han i nogle år på gården uden nogen egentlig fæsteadkomst, men omsider fik han
på ryttersessionen i Skanderborg i 1767 udstedt kongeligt fæstebrev på ”den halve
Gaard i Haarbye, som hans Fader Chresten Andersen tilliige med Moderen er
fradød”. Fæstebrevet, der endnu eksisterer og er udstedt på kongens vegne af
amtmand Woyda og I. E. von Falsen (formentlig regimentschefen), er ret kortfattet,
men det oplyser dog bl.a., at gårdens hartkorn da var 3 tdr. 2 skpr. 2 fdr. ½ alb., at i
indfæstning betaltes 9 rdl., at bygningerne består af 30 fag, at besætningen består af
6 bæster, 3 køer, 4 ungnød, og at der er ”Vogn, Ploug, Harve og Behøv”. – Nutiden
vil forbavses over det store antal heste og det ringe antal køer. Dertil er imidlertid
at bemærke, at det lå nær for en rytterbonde, selv om han ikke selv red for gården,
at have mange heste, og dernæst, at datidens tunge, klodsede redskaber fordrede
megen trækkraft. For hjulploven var 4 heste almindeligvis nødvendig. Smøreksport
– væsentlig kun til Norge – kendtes kun i nærheden af større søkøbstæder, og salg
til småkøbstæder, f.eks. Skanderborg, betød ikke meget, da borgerne næsten alle
som én havde en ko eller flere. Der holdtes derfor kun de få køer, der var fornøden
til at forsyne gården selv med mælk og smør.
Christen Christensen – født 1757. Anders Christensens datter Kathrine Andersdatter blev gift med Christen Christensen, der var født i Høver, og i en del år havde
været ladefoged på Sophiendal. Enkefru Woyda giver ham fæstebrev i 1791, og
dette med tilhørende taxationsforretning giver en hel del oplysninger om gården,
som den da var.
Den består af 3 længer. Stuehuset, der er 14 fag langt og må have ligget i nord,
er af godt egebindingsværk og tildels egetræ i overtømmer, bjælker, rammer og
spændtræer. De 10 fag er indrettet til beboelse og 4 fag er bryggers. Der er lergulve, fyrreloft over beboelsesrummene samt et halvt loft over bryggerset, hvis
øvrige del formentlig, hvad der ofte var tilfældet, enten ganske havde været uden
loft eller har haft et loft af rafter og overtørv.
Den venstre længe består af 19 fag egebindingsværk. Deraf anvendes 14 fag til
stald og fæhus og 3 fag til vognskur. Formentlig sammenbygget i vinkel er der en
længe i gårdens søndre side, som også er 17 fag, og hvoraf 16 fag anvendes til loeog ladehus og et fag til port og indkørsel. Endelig er der til den østre ende af denne
379
Hårby
længe tilbygget 3 fag halvtage, der anvendes til svinehus. Der er altså nu 48 fag
bygninger, og Anders Christensen, der kun modtog 30 fag, må have bygget et hus
mere. Af disse tre længer står stuehus og ladelænge endnu (i 1935), om end noget
ombyggede og forlængede. En del af bygningerne og tømmeret stammer sikkert fra
før 1767. Endelig ligger der på toften uden for gårdens bygninger et lille hus, der
anvendes til aftægtshus. Medens gårdens øvrige bygninger betegnes som gode og
så godt som mangelfri, betegnes dettes tilstand som mådelig, og man får heller ikke
noget godt indtryk deraf, når det nærmere beskrives som bestående af kun 4 fag
med kun énkarm vinduer og kun loft over 2 fag.
Man skal dog ikke altid tage aftægtsboligernes ringe tilstand alt for højtidelig,
idet forholdet jo dog i de fleste tilfælde var det, at aftægtsfolkene dagen igennem
spiste hos og opholdt sig hos de unge og kun brugte aftægtsboligen til sovested og
privat tilflugtssted, hvis der kom en mindre kurre på tråden.
Der er endnu 6 heste på gården, men i anledning af, at et par af disse er ret
gamle, udtales det, at 4 bæster er tilstrækkeligt til gårdens drift og til besørgelse af
herskabsrejser. Af høveder er der 3 gode unge køer, 2 kvier, 2 toårs stude-nød og 2
kalve. Der er 10 gode får, hvorimod antallet af svin ikke nævnes.
Af inventarium nævnes ”1 beslagen Vogn med Tilbehør, 1 Træevogn med
Skau, 1 do., ringere, 1 Ploug med behørig Jærn og Drættøj, ½ Jærn Harve og 1 ½
Træ do. Med Behør”.
Hvad fæsteren skal svare af gården, er ikke overvældende. Han skal betale
”præcise og i rette Tider til min (enkefru Woyda´s) Foged alle kongelige og andre
Skatter, reelle og personelle”, samt betale hvert års Mortens Dag som landgilde 9
rdl. 5 mark 12 skill. Derudover skal han årlig forrette 2de skovninger med heste,
vogne og fornøden mandskab og endelig forrette ”2de lange Rejser med kiørsel”. –
Det springer i øjnene, at der ingen indfæstning svares, og at der intet er nævnt om
hovdage – spanddage og gangdage – og ej heller noget om afløsning derfor, hvilket
sidste på denne tid mange steder var sket efter overenskomst mellem herskab og
bønder. Forklaringen er formentlig denne, at medens de fornævnte ydelser var de,
der svaredes almindeligt af denne og lignende gårde i Haarby, har Sophiendals tidligere ladefoged fået den favør, at han i det væsentlige er blevet befriet for hovpligt.
En anden – mere, eller mindre kær – byrde, måtte han derimod påtage sig, og
det var at svare aftægt til sine svigerforældre. – Herskabet, der øjensynligt ville
have indseende med, at dets gamle fæstere ikke skulle lide nød, når de opgav fæstet, betingede sig at approbere aftægtskontragten, og denne, der er affattet af forvalter Risom, Sophiendal og eksisterer endnu, sikrer også de gamle rigeligt efter datidens forhold.
Af denne kontrakt, der kaster en del lys over, hvad der da var i et bondehjem,
og for resten også viser, at gamle Anders Christensen har siddet ganske godt ved
det, skal gengives det væsentligste. – Kontrakten begynder med at beskrive, at
Anders Christensen efter fælles venners råd og i forventning af ”vores høye
Herskab nådigst Approbation” overlader svigersønnen ikke alene gården med sit
fulde behør og besætning, men også alt indbo, eftersom hans anden svigersøn,
380
Hårby
gårdmand Søren Nielsen her i byen, på sin hustrus vegne har fået fuldkommen
vederlag mod dette og øvrigt. Anders Christensen og hustru skal have et fuldkommen anstændigt og skikkeligt ophold, ”hvilket Ophold vi vel til des mere Hielp og
Løcke, så for dem såvel som til indbyrdes Fornøyelse og Bistand på begge Sider,
vil nyde og tage i Fællesskabet med dem, samt med deres eget Bord”, og – føjes
der til – ”ligesom vi ikke bør påtvivle, at de (dvs. de unge) jo ved alle Leiligheder
og især i vores mulig påkommende Alderdoms- og eller Svagheds Tilfælde, som
kierlige Børn lader see deres kierlige Forsorg med vores anstændige og tilbørlige
Pleye og For Pleyning, som vedbør og efter deres Ævne”.
Selv om gamle Anders således ikke ”påtvivlede”, at hans datter og svigersøn
vilde være ”kierlige børn”, var det dog bedst at sikre sig, og derfor fik kontrakten
en paragraf, der lyder, at hvis ”…..det måtte ske, at jeg Anders Christensen eller
min Hustru blev til sinds at boe og være for os selv, samt at få vores årlige Ophold
udleveret, reserverer vi os alene til Beboelse den liden Stue i Wåningshuset i
Gaarden samt til Brug den i samme Stue værende Jern Kakkelovn, 2 Sengesteder
med tilhørende Klæder, som er 6 Dyner, 6 Puder og 4re par Lagner, 2 Kister, 1
Dragkiste, 1 lidet rundt Bord, 2 Mæssingkiedler, 1 stor og en liden, 1 Mæssing
Fyrbækken, 1 liden Jerngryde og et lident Natt Bæcken, 2de Tinfade og 4
Tallerkener, 1 brun Kruus med Tinlåg, 1 Halvtønde, 1 lidet Kar, 1 Jern Pande, 3
Træ Stole, Ildtang og Ildskovl, 1 Rok, Vinde og 1 par Karter, 1 Thee Kiedel, 1
Strygejern, 2 Kornsække, 2 Øxer, 1 Pyramide med i stående Thee Tøy og Glas, 2
Tin Lysestager, 2 Hollandske Tallerkner og Fad samt endelig beslagen Vogn;
fremdeles og i lige Tilfælde reserveres os til brug og benyttelse en Koe og 6 Får.
Anders Christensen må selv udtage, hvilke Kreaturer af Gaardens Beboer eller hans
Folk skal tøires, græsses og oppasses ligeså forsvarlig og vel som hans egne.
Nærmere leveres os til vor Føde og Underholdning 4 tdr. tør Rug, 3 tdr. Byg, 4 skp.
Byggryn, 4 skpr. Hvedegryn, 4 lpd. got forsvarlig tør Flæsk og 4 fed Gies eller i
dets stæd 2de rdl. til Salt og Suul, 2 rdl. i rede Penge og 2 rdl. til Tobak, og desuden svar og betaler vores Extraskat og Offer samt udleverer og til Ildebrændsel og
varme 4 læs Træ og 8 læs Tørv, som hiemføres til Huuset. Item sår årlig for os ½
skp. Hørfrø i lige så god Jord som hans eget. Reserverer mig og min Hustru at nyde
Befordring frit og uvægerlig for hvem af os det forlanges enten til Guds Huus eller
anden Stæd.”
Dette var ingenlunde nogen lille byrde – de kontante ydelser er næsten lige så
store som hele landgilden til herskabet, og når den har måttet forudsættes at kunne
svares, viser det, at gården har været god. Antagelig har de gamle nok, som det
hedder i kontrakten ” til indbyrdes Fornøielse og Bistand på begge Sider” nydt
deres ophold direkte hos de ”kierlige Børn”.
Det ret betydelige inventar, som de gamle ”reserverer” sig at bruge, og hvilket
kun kan være en mindre del af det samlede bohave, vidner om velstand og gode
kår; i øvrigt var 1770’erne og 1780’erne gode landbrugsår. Når aftægtsfolkene forbeholder sig 1 thee kiedel og 1 pyramide thee tøy og glas (the blev da oftest drukket af glas), vidner dette om, at thedrikning i 1790érne var mere almindelig blandt
381
Hårby
landbefolkningen end almindeligt antaget. Det er heller ikke så helt lidt, når gamle
Anders reserverer sig 2 rdl. årligt til tobak.
Aftægtsbyrden blev i øvrigt langvarig, - kirkebogen oplyser at Anders Christensen døde som opholdsmand i Hårby, Venge Sogn i 1814, 81 år og nogle dage
gammel.
Som den dygtige og fremadstræbende mand, den nye besidder Chr. Christensen
sikkert har været, ønskede han at blive selvejer, og det blev han som en af de første
af de 12 Hårby bymænd allerede 2 år efter ved købekontrakt i 1791. Købssummen
var billig, nemlig 894 rdl. 2 mark 4 sk., og det ikke mindst når henses til, at gården
omtrent samtidig anføres som forsikret i brandkassen for 840 rdl. Alligevel var det
jo mange penge, og et beløb på 399 rdl. lånte han derfor mod første pant i gården
og til 4 pct. hos fæstegårdmand Mads Jensen i Holm. Efter tre års forløb ville Mads
Jensen have sine penge, og Chr. Christensen lånte da i stedet for 300 rdl. hos velagtet mand Frands Pedersen Leth i Miesing.
Da gården købtes, hvilede der på den forpligtelse til at udrede konge- og
kierke-, korn- og quægtiende, disse tiendepligter var byrdefulde og besværlige, og
da et par herregårdsslagtere, nemlig Jørgen Giesing i Randers og byfoged Bagger i
Skanderborg, i et par år omkring 1806 var blevet ejere af såvel hovedgården
Sophiendal som tienderne, blev der lejlighed til at befri sig for disse byrder ved at
købe sin gårds anpart i tienderne. – D´herrer var imidlertid ganske anderledes hårde
halse, end det gamle herskab havde været, og Chr. Christensen, der kun havde betalt 894 rdl. for gården, måtte for at få ”skøde” på tienderne, betale derfor ikke
mindre end 557 rdl. 8 skill. samt 1 års renter. Alle disse penge havde han ikke, og
så lånte han dem mod pant i de købte tiender 400 rdl. hos velagtet gårdmand
Christian Jensen af Biertrup af hvilke nævnte lån det ses, at der dengang var flere
penge mellem fæstebønder, end man almindeligvis tror.
Som årene gik, blev gælden betalt, og det var lunt inden døre. Men Chr. Christensen ældedes, og i 1822 blev det hans tur at gå på aftægt. Han havde kun én søn,
der selvfølgelig hed som sin bedstefader, nemlig Anders Christensen, og han blev
næste ejer.
Anders Christensen – født 1793 - Gården fik han ikke for dyrt. Købssum 350
rigsdaler sølv samt aftægt til forældrene. Aftægtskontrakten er ganske interessant
til sammenligning med kontrakten fra 1791. Christen og Kathrine skal have årlig:
”3 Tdr. tørret Rug, 2 Tdr. Byg, 2 Lpd. Malt, 2 Skpr. Byggryn, 4 Lpd. Smør, 2
Skpr. Salt, 1 Skp. Humle, 1l Pd. rent skaget Hør”, -- samt som nymodens naturalier, man ikke brugte tidligere: ”2 Skpr. Boghvedegryn og udbytte af 2 Skæpper
satte Kartofler. Yderligere 8 Læs Tørv, 1 Favn Bøge Træ og 4 Læs Grene og
endelig i Penge 6 Rdl. Sedler og hver af dem 2 Par Træsko forsynet med Søm og
Krammer”.
Så forbeholder de to gamle sig til udnyttelse: 1 ko og 5 får, som ejeren skal
føde, samt 1 stykke af kålhaven med det derværende æbletræ. Det inventarium,
aftægtsfolkene forbeholder sig, er til dels gengangerting; men også her mærkes
382
Hårby
nyere tid. Det er: ”En Jærn Kakkelovn med Kobberrør, 1 Sengested med Omhæng
samt med 4 Dyner, 4 Puder, 3 Par Blårgarns og 2 Par Hørlærreds Lagner, 1 Skatol,
2 Kister af Fyrretræ, 1 Egeskrin, 1 rundt Bord, 1 blåmalet Hængeskab, 2 rødmalede
Stole, 1 ”gl. eske Spindestoel og ege Armstoel”, 1 ny bred Kobberkeddel, 1 lille
Messingkeddel, 1 Messing Fyrbækken, 1 brunt Krus med Tinlåg, 1 Messing
Strygejern, 1 Halvtønde, 2 Kar, 1 Ballie, 1 Strippe og 1 Spand – alle med Jernbånd,
6 Mælkekar, 6 Trætallerkner, 2 Ottinger, 2 Ostekopper, 2 Træskåle, 1 Manglefjæl
med Stok, 1 Træskel(?), 1 Skorstenslænke og et Es, 1 Ildtang, 1 Jærnpande og do
Æbleskivepande, 1 Hegl, 1 Uldsax, 2 Jærngryder, 1 Kærne, 1 par Karter, 3
Kornsække, 1 Økse, 1 Pyramide, 2 Glasflasker, 1 Potflaske og 1 Halvpotflaske, ”
1 Spiesglas og 1 Stusglas”, 2 Tinstager, behøvede Lerkar, 1 Thepot og 2 Par Thekopper, 1 Flødebøtte, 1 Smørbøtte, 1 Rok, 1 Hasp, 1 Garnvinde og 1 Blik Lysform.”
Hermed var den unge mand dog ikke færdig. Han skal også udrede udstyr til
sin søster Kirsten Marie (senere gift med gårdmand Søren Jensen i Lillering), når
det forlanges, nemlig: ”1 Forsvarlig godt Sengested med Omhæng med to nye
Olmerdugsdyner, 4 nye større og to mindre Puder samt 2 par nye Hørgarns og 2 par
nye Blårgarns Lagner, 1 ny Ege Dragkiste, 1 gl. Asketræs Do., 1 Fyrretræs Kasse,
1 Tinfad, 4 Do. Tallerkner, 6 ”Postelins” Tallerkner, 1 god sund Hest på 5 til 8 Aar
eller Penge derfor og ligeledes 1 Ko på 5 a 7 Aar, ”samt giøre hændes Bryllup, om
hun nogen tid kommer i Ægtestand, efter Byens Skik og Brug”.
Så skulle aftægtsfolkene have deres egen bolig i stuehuset, og det ses, at dette i
den anledning skal udvides med 4 fag. Blandt aftægtsfolkenes inventarium findes
intet kaffeservice, men kaffedrikning slog ret sent igennem hos jævne bønder. Den
fulde aftægt svaredes ikke længe. Christen døde i 1824 og Kathrine ikke så længe efter.
Anders Christensen, der var født 1793, døde som aftægtsmand i Hårby i 1855.
Han var gift med Maren Andersdatter, født 1798, og hun døde i Hårby i 1878. I
ægteskabet var 6 børn, nemlig 5 døtre og en søn, og på skiftet efter faderen i 1855
angives de at være: Ane Andersdatter, gift med gårdmand Rasmus Thøgersen,
Hårby, Maren Cathrine, gift med gårdmand Niels Pedersen, Hårby, Kirsten, gift
med gårdmand Søren Jensen, Lillering, Kristen (Anton) Andersen, ungkarl, født
1831 (med kurator aftægtsmand John Jensen, Hårby), Maren, ugift, født 1835 og
Kirstine, ugift, født 1839. I 1852 trængte Anders Christensen til afløsning, og da
hans eneste søn var ugift og kun 21 år gammel og måske heller ikke kunde evne at
overtage gården med forsørgelse af forældre og udredelse af medgift til sine søskende, så blev det til, at gården gik over til svigersønnen
Niels Pedersen – født 1821. Han fik skøde i 1852, og gården, fra hvilket intet
har været frasolgt af tidligere ejere, har stadig matr. Nr. 5, men har nu nyt hartkorn
5 tdr. 7 skp. 0 fdk. 1¼ alb. Og står for gammelskat 22 rdl. 62 skill. Købesummen
for gården med ind- og udbo angives i skødet til at være 2000 rdl., men dette må
anses for at være sandhed med modifikation. I hvert fald udsteder Niels Pedersen
samtidig med skødets udstedelse 4 obligationer i gården til de fire af hans hustrus
søskende, som på dette tidspunkt endnu var ugifte, nemlig til Kirsten for 624 rdl.,
til Maren for 624 rdl., til Kirstine for 624 rdl. Og til broderen Kristen for 1000 rdl..
383
Hårby
Det rette forhold turde derfor være det, at Niels Pedersen har betalt kontant 2000
rdl. – formentlig arveparten fra hans eget hjem – til svigerfaderen, som deraf har
udredt sin ældste datters medgift, og derudover har han påtaget sig at betale medgift eller arv til de andre med 2872 rdl., således at den samlede købesum har været
4872 rdl. Når man nøjes med at anføre det kontante beløb som købssum, er dette
sikkert kun sket for at spare på udgifterne til
stempling og tinglysning.
Foruden at betale købesummen påtog Niels
Pedersen sig at svare svigerforældrene en rigelig
aftægt. Af indholdet af den meget vidtløftige
kontrakt, der i det meste ligner senere tiders
aftægtskontrakter, lægger man mærke til, at aftægtsfolkene forbeholder sig et spejl, og at der sønden for
gården ligger et hus, som skal tilbygges 2 fag, og
som efter forsvarlig udvendig og indvendig
reparation skal indrettes således, ”at det kan afgive
en god Bequem Bopæl”.
Niels Pedersen lod gården noget udstykke. I
1877 solgtes et hus, matr. nr. 5d til Laurs P. Mikkelsen, og i 1882 hede- og udlodden matr. nr. 5b og 5c
Haarby Nedergaard 1930
– hartkorn i alt 1 td. 7 skp. 2 fdk. 1¼ alb. – til Knud
Due.
Haarby Nedergaard og Mejeriet, der er under opførelse- 1906
Peder Thomsen Nielsen – født 1863. I ægteskabet var der fire børn, af hvilke
en søn, den som fremragende landmand og politiker kendte Peder Thomsen Nielsen blev næste ejer i en alder af kun 20 år; Skøde lyst 18. jan. 1882, købesum
20.000 kr. plus aftægt. Han udvidede gården ved køb af parcellerne matr. nr. 3a, 4a
og 4h – samlet hartkorn 1 td. 3 skp. 1 fdk. 1½ alb. – og byggede og forbedrede
meget. P. Th. Nielsen, som han almindeligvis kaldtes, var født i Hårby i 1863 og
blev i 1893 gift med Ellen Andersen. Han døde på Rigshospitalet i København i
1916. (Læs om P. Th. Nielsen på efterfølgende sider)
384
Hårby
Niels Henning Nielsen – født 1895. I 1922 tilskødede Peder Th. Nielsens
hustru, Ellen, ejendommen til deres ældste søn, Niels Henning Nielsen, der er nuværende ejer (i 1935) af den gamle gård, der i hvert fald i omkring 250 år uafbrudt
har været i én slægts besiddelse.
Her slutter avisen sin beretning i 1935. Hvad er der siden sket med
den gamle gård?
I 1938 opstod der en stor brand i Hårby. Det var denne gamle slægtsgård, Haarby
Nedergaard, samt nabogården Haarbygaard, som brændte. Ved genopbygningen
blev Haarby Nedergaard flyttet lidt ud fra byen og fik navnet Kløvergården.
Peder Thomsen Nielsen – født 1923. Siden da er der sket endnu et generationsskifte indenfor familien, idet Niels Henning Nielsens søn, Peder Thomsen Nielsen
– i daglig tale altid kaldet Per Th. - overtog gården efter sin far i 1963. Han blev
den sidste ejer i den slægt, der nu i næsten 300 år var fæstere og senere ejere af
gården. Gården blev i 1997 solgt til en landmand udenfor familien og drives nu
videre med slagtesvin.
Haarby Nedergaard 1907. Børnene er Niels Henning, Katrine, Marie og Kristen Hasle. Forrest i
billedet hestegangen, hvorfra der gik en aksel ind i laden, der trak tærskeværket. På taget af laden
anes desuden storkereden. Der var storkepar i reden hvert år.
385
Hårby
Folketingsmanden og andre fra Hårby, der har
gjort sig bemærket
P. Th. Nielsen - en Hårby-bonde på tinge
Af Flemming Schreiber Pedersen, Hårby.
Hvor Ryvejen krydser Låsbyvej står der – under to stolte
egetræer - en vældig granitblok. Den er rejst af egnens
folk i 1929 for at ære mindet om Hårby-bonden, Peder
Thomsen Nielsen, som i vigtige år i det danske
demokratis historie spillede en betydelig rolle – som
aktiv i landbrugets organisationer, som medlem af
Folketinget og som lokalpolitiker.
Peder Thomsen Nielsen blev født i Haarby den 4. juli
1863. Hans forældre, gårdejer Niels Pedersen og Maren
Cathrine Andersdatter, havde sluttet sig til det såkaldte
Peder Thomsen Nielsen
Bjørnbakske Venstre, stiftet i 1862 under navnet Jysk
Folkeforening af den frisindede forstander på Viby Højskole, Lars Bjørnbak, og
hans bror, Thomas Bjørnbak. Bjørnbakkerne var antimilitarister og pacifister, de
var dybt optaget af at løse tidens store sociale spørgsmål, og de gjorde sig som den
første politiske bevægelse til talsmænd for et samarbejde mellem bønder og
arbejdere, for arbejdersagen, for kvindesagen og for indførelse af almindelig
valgret. Med deres engagement formåede de at forene resterne af Bondevennerne
og andre demokratisk sindede til en ny stærk politisk kraft, som med tiden blev til
Venstrereformpartiet, det store progressive bondeparti, som - sammen med det nye
arbejderparti, Socialdemokratiet - ved århundredskiftet gennemførte det store
bladvend i dansk demokratis historie – Systemskiftet i 1901.
Det var i dette frisinds ånd, Niels Pedersen og Maren Cathrine Andersdatter
opdrog deres søn, og det fik helt afgørende betydning for hans udvikling og for de
valg, han traf i sit liv. Denne stærke prægning i barndomshjemmet gjorde, at
Nielsen fra sin tidligste ungdom bestræbte sig på at tilegne sig viden og dannelse
og at søge omgang med mennesker, som han kunne lære noget af. Ophold på højskolerne i Askov og Klank blev helt afgørende for udviklingen af Nielsens personlighed og evne til selvstændig stillingtagen til såvel livets praktiske problemer, som
til eksistentielle spørgsmål; det første fik især stor betydning for hans politiske
virke, og det sidste kom blandt andet til udtryk derved, at han valgte at slutte op om
den nye grundtvigske valgmenighed i Bering
I årene omkring århundredskiftet spirede og groede der et væld af folkelige initiativer frem overalt i Danmark – også på Skanderborg-egnen, og i mange af dem
var den driftige Hårby-bonde ankermand; det gælder blandt andet opførelsen af
Hårby Mejeri i 1906 og af Hårby Forsamlingshus i 1907.
386
Hårby
Nielsen overtog som kun 20-årig i 1883 sin fædrenegård, ”Haarby Nedergaard”, og som landmand vil han først og fremmest blive husket for sit dygtige arbejde med kvægopdræt. Det vakte stor opmærksomhed blandt fagfæller og førte til
flere tillidsposter i landbrugets organisationer og virksomheder, blandt andre i
Skanderborg Andelsslagteris bestyrelse og i ledelsen i Foreningen af jyske Landboforeninger, i hvis Udvalg for Husdyravl og –brug han naturligvis med sin store
erfaring som kvægavler havde sæde. Personligt tog han flere initiativer; for
eksempel blev der på hans foranledning oprettet en andelsfoderstofforening.
Også i det lokalpolitiske arbejde i sognerådet var Nielsen aktiv, og da Venge
og Dover sogne i 1900 blev adskilt, og Venstrereformpartiet ved det efterfølgende
valg opnåede absolut flertal i det nye Venge Sogneråd, overtalte man ham til at
indtage formandsstolen. I sine tre år som sognerådsformand viste Nielsen sig som
en dygtig administrator og som en politiker med et stærkt socialt engagement og et
vågent blik for småkårsfolks problemer. Derfor var mange kede af, at han i 1903
valgte at forlade sognerådet for at koncentrere sig om at udfylde den folketingsplads, han havde vundet ved valget i 1898, og som han nu søgte genvalg til.
Sine mange øvrige fortjenester til trods, så er det som én af sin tids mest fremtrædende folketingspolitikere, at eftertiden husker Nielsen. Man havde i Venstrereformpartiet lagt mærke til den flittige og aktive unge landmand; blandt andet havde
I. C. Christensen truffet ham ved et møde i Skanderborg og var blevet meget begejstret. I sit tidsskrift, ”Tiden”, skrev den fremtrædende Venstre-leder senere i en
mindeartikel om P. Th. Nielsen blandt andet: ”I Sommeren 1897 besøgte han mig i
Stadil for at raadføre sig med mig om, hvorvidt han skulde tage imod Kandidaturen
i Horsens Landkreds, som vilde blive ham tilbudt. Vi talte da ud med hinanden, og
jeg erfarede, at P. Th. Nielsen var en støt og solid Venstremand af den gamle
Skole. Han vilde ligesom jeg ikke, at Venstre skulde blive et ensidigt Bondeparti,
men derimod et frisindet Folkeparti, der vilde føre Ret til alle Sider”
I. C. Christensen overværede selv opstillingsmødet, hvor Nielsen til hans store
glæde overbevisende besejrede sin modkandidat; mellem de to var der nu smedet et
ubrydeligt personligt venskab, som også kom til at sætte sig politiske spor.
Med baggrund i flere sammenfaldende interesser, først og fremmest ønsket om
at indføre parlamentarismen i dansk politik, indgik Venstrereformpartiet og Socialdemokratiet en stemmeaftale, som i Nielsens valgkreds sikrede ham en overvældende sejr – ved håndsoprækning, som man endnu brugte det dengang - og skaffede ham sæde i Folketinget.
Det stod hurtigt klart, at Nielsen ikke ville blive nogen storpolitikkens mand på
tinge; det var landbrugets interesser, han var kommet til hovedstaden for at varetage. Med sejg grundighed satte han sig ind i de sager, han fik med at gøre, og snart
fik han ry som én af tingets mest konsekvente og målbevidste bondepolitikere.
Med baggrund i den solide blanding af grundtvigsk-bjørnbakske åndstanker, Nielsen havde fået ind med modermælken, og som i hans tidlige ungdomsår også havde
vakt ham for fredssagen og for tidens brændende sociale spørgsmål, blev han et
samlingsmærke – i første række naturligvis for fremskridtsorienterede bønder, men
387
Hårby
også for kredse af progressive byfolk, som tidligt fik øje for den samvittighedsfulde
og flittige Hårby-bonde.
Ellen og Peder Thomsen Nielsen med børnene Niels Henning, Katrine, Marie
og forrest Kristen Hasle
Ved Systemskiftevalget i april 1901 blev Nielsen genvalgt – nu efter de nye afstemningsregler med skriftlig – og hemmelig afstemning. Venstrereformpartiet
havde stadig en aftale om gensidig valgstøtte med Socialdemokratiet, og valget resulterede i, at Venstrereformpartiet fik absolut flertal – 76 ud af i alt 114 mandater;
Socialdemokratiet fik 14 mandater. Det var afgørende for, at kongen, Christian IX,
bad professor Deuntzer om at sammensætte den første regering nogensinde med
basis i et flertal i folketinget, og hermed var parlamentarismens princip knæsat i
dansk politik.
Nielsen blev ikke minister i Systemskifteregeringen, men han fik vigtige ordførerskaber, og allerede i 1901-02 fik han lejlighed til at vise, hvilken dygtig forhandler han var, idet det under behandlingen af Husdyrloven mod alle odds lykkedes
ham at hindre opdrætningens monopolisering. Modstanderne havde nok ikke i tide
erkendt, at netop i denne sag var Nielsen så at sige på hjemmebane.
388
Hårby
I de følgende år gik det stærkt for Nielsen; i 1905 blev han medlem af det vigtige finansudvalg, og snart fik han flere tunge ordførerskaber, blandt andre for budgetområderne under landbrugs- og trafikministeriet,
Da den radikale fløj af Venstrereformpartiet i 1905 brød ud og dannede Det
radikale Venstre, gik der svære rystelser gennem det store parti. Intellektuelle
kredse, først og fremmest i København, følte, at Venstrereformpartiet havde svigtet
den antimilitaristiske forsvarspolitik og i det hele taget den progressive linie, som
havde bragt partiet så mange sejre, og som havde betydet så meget for det danske
politiske demokratis udvikling. Nielsen selv havde været talsmand for netop denne
linie; alligevel var han ikke i tvivl om, at hans politiske virke fortsat skulle være i
Venstrereformpartiet, og det var for den beslutning sikkert ikke uvæsentligt, at han
havde knyttet så tætte personlige kontakter til partiets ledende folk, først og fremmest til I. C. Christensen, og at han selv havde fået stor indflydelse på partiets
politik
Tabet af en række stærke politiske personligheder til det nye parti var ikke det
eneste tilbageslag, Venstrereformpartiet måtte tåle; da justitsminister Alberti i årene
1907-08 blev afsløret som bedrager, kom partiets leder, I. C. Christensen, selv i søgelyset, fordi han havde undladt at gribe ind i tide overfor Albertis embedsførelse.
Her viste Nielsen sig som en sand ven og trofast støtte; ”Min Tillid til – og Hengivenhed for I. C. Christensen regner ikke af ved en Tordenbyge”, udtalte han, da
han blev spurgt om sin holdning til sagen.
I 1908 skete der flere skelsættende forandringer i Nielsens liv; Venstrereformpartiet og Det moderate Venstre enedes om at slutte sig sammen til et nyt parti,
Venstre; Nielsen blev udnævnt til direktør for den nyoprettede Danmarks Hypotekbank, og han flyttede med sin familie fra Hårby til Skanderborg.
Da Klaus Berntsen efter oprydningen ovenpå Alberti-skandalen i 1910 fik i
opdrag at danne regering, forsøgte han at gøre Nielsen til landbrugsminister i sit
nye kabinet; postens hidtidige indehaver var imidlertid ikke til sinds at lade sig forflytte, så Nielsen blev ikke minister. Han fortsatte sit pligtopfyldende arbejde i de
følgende år, hvor der var megen turbulens i det politiske liv i Danmark. Nielsen var
nu en central skikkelse i sit parti og meget respekteret i alle kredse – også blandt
politiske modstandere.
Det kom til udtryk, da der efter verdenskrigens udbrud skulle udpeges medlemmer til den såkaldte ”Prisreguleringskommission” eller ”Den overordentlige Kommission af 8. August 1914”, som dens officielle betegnelse var. Her skulle Nielsen
sammen med en husmand repræsentere landbruget i forsøget på at få produktion og
priser i balance under de vanskelige vilkår.
Nielsen udfoldede i denne rolle hele sit register af viden, vedholdenhed og veltalenhed i forsvaret for landbrugets interesser. Især i debatterne med den radikale
indenrigsminister, Ove Rode, demonstrerede Nielsen sin styrke, og det lykkedes
ham i stor udstrækning at præge kommissionens afgørelser på for landbruget så
vigtige områder, som korn og flæsk. Nielsens ihærdige arbejde i Pristalskommissionen gjorde et så stort indtryk på venner og fjender, at ingen var i tvivl om, at han
nu var et oplagt ministeremne.
389
Hårby
Det skulle imidlertid ikke blive Nielsen forundt at opleve den triumf at krone
sit politiske virke med en ministerpost. I november 1916 lod han sig hospitalsindlægge for at få foretaget en simpel galdestensoperation; operationen medførte alvorlige komplikationer, og pludseligt og helt og uventet døde Nielsen, den 25.
november 1916. Familie, Venner og partifæller var bestyrtede, og fra alle sider –
landbrugets organisationer, avisredaktioner af alle partifarver, skoler og sociale
institutioner og naturligvis fra politikerkolleger i alle lejre - lød der i de efterfølgende uger overstrømmende lovord om Nielsen.
Socialdemokratiet, som forlængst havde vokset sig stort og nu var i kraftig
opposition til Venstre, havde op til valget i 1915, få måneder før Nielsens død, i
”Social-Demokraten” advaret: ”Tænk paa, hvad der saa vilde ske, om vi fik en ny
Regering f. Eks. med P. Th. Nielsen som Landbrugsminister!” Nu kunne man i
”Vestjyllands Social-Demokrat” læse:
”Den aandslivlige Bondepolitiker var i virkeligheden en Mand med et ret vidtskuende Blik og megen Interesse for sociale Nydannelser. Han havde dernæst bag
det lidt tunge Ydre et varmt Hjerte for dem på Samfundets Skyggeside. Vi kendte
ham som et bravt Menneske, en dygtig og ejendommelig Politiker, en Modstander
med blanke Vaaben.”
Nielsen partifælle, den tidligere konsejlspræsident, Niels Neergaard, berettede i
sine mindeord om et besøg ved Nielsens sygeleje – ”Nielsen, dette Leksikon af
Viden for os Yngre” , som han benævnte ham: ”Jeg fandt ham optaget af Læsning i
Grundlov, Valglov og nationaløkonomiske Bøger. Mit Tilbud om Skønlitteratur
afviste han med, at han netop nu havde så udmærket Tid til nærmere at læse saa
meget af det, han her laa med, og som han hidtil havde haft Lyst til, men ikke Tid
til at læse.”
Og vennen, I. C. Christensen, sluttede sine mindeord i
”Tiden” sådan: P. Th. Nielsen
stod i Dygtighed foran mange af
sine Standsfæller, og i Redelighed, Oprigtighed og Trofasthed
fandt han næppe sin Lige. Han
var i Sandhed en god Mand og
en trofast Ven, en Pryd for sin
Stand og en værdig Folkerepræsentant”.
Marmorkirken var fyldt til
bristepunktet ved Nielsens bisættelse, og Skanderborgegnens afsked med deres mand på tinge
var sandelig også storslået. P.
Th. Nielsens kiste kom med
særtog til Skanderborg, og fra
Niels Henning Nielsen lægger blomster ved sin fars
stationen fulgte et vældigt sørmindesmærke i anledning af faderens 100-års dag.
390
Hårby
getog rustvognen ud til byskellet, hvorfra familien og beboere i og omkring Hårby
ledsagede Nielsen på det sidste stykke af rejsen op til kirkegården i Veng. Peder
Thomsen Nielsen og hans kone, Ellen, men hvem han blev gift i 1894, ligger
begravet umiddelbart ved indgangen til kirken.
Kongen, præsten og den giftelystne Johanne
Uddrag fra P. C. Nørgård: 79 præster i Hørning kommune 1536-2002
Christian Nic. Pingel, præst i Dover-Veng Sogn 1819 – 1850 var en viljefast og bestemt person, sparsommelig ikke blot med egne, men også med offentlige midler.
Fattige havde således ret svært ved at opnå hjælp, og han kunne nægte en fattig
kvinde tilladelse til giftermål, hvis det betød, at hun trak en fattig mand - måske
med moderløse børn - til sognet, som man så også skulle forsørge. Eller omvendt:
en mand kunne nægtes tilladelse til giftermål med en kvinde, hvis ikke han kunne
forsørge hende og hendes børn.
Christian Nic. Pingel var en meget nationalt indstillet mand, og da han hørte, at
den gamle Kong Frederik VI undervejs fra Århus mod Silkeborg den 17. juni 1837
skulle passere igennem Dover sogn, fik han sin kone til på en fane – Dannebrog at brodere et af ham selv forfattet hyldestdigt. I fuld ornat og med fanen i hånden
stillede han sig op ved landevejen for at citere sit digt.
Kongekareten stoppede virkelig op, og måske fik præsten begyndt på sin oplæsning; men så blev billedet stjålet af den fattige Johanne Thomasdatter fra Hårby
i Veng sogn. Hun havde et par ”uægte” børn, og flere gange var hun af pastor
Pingel blevet nægtet ægteskab med fattige mænd, som hun havde bragt i forslag.
Nu mødte hun op hos kongen med en klage over den umedgørlige præst. Kongen
tog imod hendes klageskrivelse, og den gik videre til hans amtmand i Skanderborg,
hvor der i forvejen fra Johanne lå flere lignende klager, der allerede var afvist af
amtmanden, så lige lidt hjalp det!
Og stakkels pastor Pingel. Han brændte inde med sit digt, og fanen, hvorpå
digtet var broderet, fik han heller ikke afleveret. Fanen er nu i egnsarkivet i Veng.
Tegning af Hans Martin Petersen
391
Hårby
Bønneskrift fra Haarbys bønder til kongen om
fritagelse for landgilde
Af Chr. Heilskov i Historisk Samfunds årbog for 1937
Kronens bønder i Hårby fik i 1573 ligesom deres fæller i Veng på grund af deres
fattigdom frihed for alt gæsteri ud over 3 skp. malt af hver ørtug korn. I 1582 slog
lynet ned i Niels Michelsens gård i Hårby, hvorved alt hans gods gik op i luer.
Kongen eftergav ham da det halve af årets landgilde.
I 1679 klager de Hårbymænd til kongen over deres forarmede tilstand. Da brevet er meget karakteristisk for tiden, gengives det her i sin helhed:
”Stoermegtigste Konge, allernaadigste Herre, Eders Kongelige Maystt Hafuer wj
Fatige Mænd udj Haarbye, i Wengs Soegen i Schanderborig Ampt, som udj forige
Tider Hafuer verit Claaesters goedtz, meget høytskyldendis men Saare Ringe Brug der
for, som førrend Matriculen blef paabuden, med stoer Besuæring kunde betalle
Landgillen, Och Siden den Allernaadigste af Eders Kongelige Maytts Her Fader
Høyloffl: I Hu-Kommelse blef paabuden Hafuer vj fast ingen Landgille kundet lefvere,
Att dersom 0ffrigheden her paa steden, icke Hafde Anseedt voris fatige Leylighed, i
disse Sidste besuærlige Aaringer, da schatterne for vj fatige folck Hafuer veret saa
stoere, voris Quæg af Smitsome siugdomb er os frafalden, oeh undertiden hafft
miszvext, Aff Sliige Aarsager ere wy Geraden udj saadanne Armoed, det wy icke paa
Nogle Aars tid, kunde Aufle det vj til fatige Hustruer och Smaae Børens Vnderholdning
schulle hafue langt mindre til schatterne, Huor offuer icke Allenne en stoer deel
Kornschatter, men endoeg Landgille ere u-betaldt, Och som vj fatige Mænd der beboer
femb Gaarde, for Vden en gaard til Skouff-Ridderen, er Vdlagt, oeh schylder en Huer 2
tdr 4 skpr roug 5 tdr 2 skpr Biug, 2'/2 tdr ard [dvs. Havre]: en Lamb, en gaas, 4 høns,
en Brendsviin, 1 føenøed, och alle Sex gaarder en tønde smør, som bedrager sig
Hartkorn, for en huer Gaard, 10 tdr 3 schpr 2 fdk och 2 alb:
Saa vj fatige folck er høyt forschyldett, och møget for Armed, Beder Derforre paa
det Allerunderdanigste Eders Kongl. Maystt: ville udj Naade Ansee voresz fatige
Vilkaar, och Allernaadigste effterlade Huisz vj aff Landgillen, oeh Kornschatterne med
Resterer, Och vj for noget aff dend Aarlige Landgille, Nembl: en ørte Roug, Halfanden
ørte giesterj Biug, Och for dend tønde smør vj giffuer, Efftersom vi icke uden en liden
Stribbel hafuer derfore, Allernaadigst maate, forlindres, da beteer Eders Kgl. Maystt
osz fattige Nøedliddende een stoer Barmhiertighed, Huilchet dend Goede Gud, Eders
Kongl. Maysst och det Gandsche Kongelige Arffvehusz, Evindelig vill belønne, Och vj
udj allerdybeste Underdanighed Eders Kongl. Maysst Naadigste, och Milde Svar, Och
forblifver Eders Kongl. Maytts Allerunderdanigste och ydmyge Troe Undersaatter
Meenige Haarbyemænd Datum Haarbye, d. 8, December A 1679
Mickell Christenszøn (Skovrideren) A:P:S: P:K:S: K:I:S C.C.S P.N.S”
Amtsforvalter Just Hansen anbefalede andragendet, så forhåbentlig er de fattige
Hårbymænd blevet „forlindret“.
392
Hårby
Hårby skole
Af Vibe Roepstorff og Ester Huusmann
Den første skole
Den første skole fra 1785 var i et lille hus på 5 fag, Hårbyvej 32, som blev solgt
1829. Læs oprettelsesdokumentet sidst i denne artikel.
1923, Hårbyvej 30, 32 og 34. I det midterste hus var der skole fra 1785 – 1829
Tegning af Chr. Heilskov
Den anden skole
Skolen flyttede i 1829 til Hårbyvej 47. Det var ifølge brandforsikringen 1833 et
”Skolehuus i Sønder og Nord, 10 Fag, 10 Alen Dyb, bestaaende af Ege Under- og
Fyrre Overtømmer, murede Vægge og Straatag, deraf 7 Fag indrettet til 1 Stue, 2
Kamre, Kiøkken og Forgang, samt Skolestue i Søndre Ende med Loft, Muursteens
Gulv i 3 Fag, Vinduer og Døre, samt Bageovn og Skorsteen, og de øvrige 3 Fag i
Nordre Ende til Udhuus. Forsvarlig indrettet mod Ildsfare, har Brandredskaber.”
393
Hårby
Og den tredje..…
1928 – Der er kommet kvist på huset. Det var der ikke fra starten
I 1875 opførtes en ny skole på den samme plads. Den nuværende ejer Johannes
Nielsen – en søn af skolelærer Adolf Nielsen – fortæller, at han ved restaurering af
huset fandt rester af syldsten og lerstampet gulv under trægulvene. Den nye skole
var dog tæt på at få en kort levetid. Pinselørdag 1889 slog lynet ned og antændte en
kraftig ild i gavlen. På det tidspunkt var huset tækket med strå, men det lykkedes at
slukke ilden inden skaden blev uoprettelig. I 1915 blev stråtaget erstattet med et tag
af cementtagsten, udhuset fik nyt tag af tagpap. Lidt senere blev der indrettet indgang for skolebørnene i en mellembygning, der lå mellem hovedhuset og udhuset. I
udhuset blev der lavet spise- og legestue. Dette rum blev i 1918 omdannet til skolestue for forskolen. I 1921 fik skolen elektrisk lys. Der blev bygget en stor kvist på
skolehuset i 1925.
Skolens lærere
I folketællingen 1787 kan man finde Michel Sørensen, ugift husmand og skoleholder. Vi kender ikke meget til ham, men vi ved, han har givet spilleundervisning,
og at en af hans elever fra Boes har komponeret en melodi ”Hårby-vals” fra 1791.
Denne melodi spilles stadig, for ”De Dover Spillemænd” har den på repertoiret.
394
Hårby
I 1801 er Peder Laursen ugift skoleholder. Han indgiver i 1804 en klage til
Landvæsens Commissionen: at skolen ingen jord var blevet tillagt ved udskiftningen og at han heller ikke havde nydt den fornødne græsning til det antal kreaturer, som er anmeldt i anordningen. Denne klage blev taget til følge og ”Haarby
Skole Districts Hartkorn havende Beboere” skal anvise ham den fornødne græsning
til to køer og seks får på deres udskiftningslodder, indtil de havde indkøbt et
passende stykke jordlod til skolen. I 1833 blev matrikel 8b (Stabelvej 2) indkøbt.
Skiftende lærere i 1800-tallet
Af Peter Friis Kristiansen, Egnsarkivets årsskrift 2002, lettere revideret
Vi har et ganske godt kendskab til skoleforholdene i 1800-tallet og frem til skolens
ophør december 1953 takket være to lærere, som tilsammen var i embedet mere
end 87 år. Disse to, Jens Karl Kristian Jensen fra 11/5 1866 til 29/10 1913, og
Adolf Nielsen fra 1/11 1913 til 30/9 1953, har begge meget omhyggeligt ført den
embedsbog, som tilhørte skolen. Jens Karl Kristian Jensen fortæller desuden om
lærerne ved Hårby skole fra begyndelsen af 1800-tallet. Peder Laursen døde i 1808.
En gammel dagbog, som ikke mere eksisterer, fortalte, at skolen havde stået ledig i
lang tid under Peder Laursens sygdom. I oktober 1808 bliver bondekarl Jakob
Jensen skoleholder i byen, i 1818 skriver han i dagbogen; ”Skolegangen fra 20 Maj
til 17 September ophørt, fordi ingen Børn har indfundet sig ved Skolen”. I 1818
opgiver Jakob Jensen sin stilling som skoleholder. Han flytter året efter til Alken,
hvor han bliver gårdmand. Jakob Jensen blev den sidste skoleholder i Hårby, som
ikke havde en seminarieuddannelse.
En kort periode i 1818 er seminarist P. Hansen konstitueret som lærer, men
allerede samme år bliver seminarist Erik Naur ansat. Han forflyttes i 1823, og
Rasmus Skriver ansættes. Han var en vellidt lærer, der dog snart finder et bedre
embede i Vrold. En broder Frederik Skriver overtager embedet i 1836. Han er beskrevet som en meget respekteret lærer, hvis undervisning var præget af dyb kristelig alvor. I 1846 dør han som yngre mand, og nu viser beboerne deres taknemlighed overfor en skattet og afholdt lærer; de tager sig af hans kone og børn, som
ellers ville være overladt til en tilværelse i yderst fattige kår.
Efter Skrivers død blev Jens Ludvig Edslev kaldt til lærer ved skolen. Han er
husket for sin interesse for landbrug; han købte en jordlod tæt ved byen (matrikel
7e, Stabelvej 1). De gamle protokoller beretter, at ”han blev kørende, hvad ingen
anden Lærer i Embedet har været hverken før eller siden”. Også han dør i en yngre
alder efter en embedstid på 9 år.
I 1855 ansættes lærer Nygård, han flytter allerede 1857 til Virklund. Næste
lærer på posten er Jensen, han flytter også efter 2 år til Stjær. Nu besætter lærer
Lorentsen stillingen fortsat kun for 2 år, hvorefter han flytter til Boeslum ved
Ebeltoft. Den 1. januar 1862 kommer Jakob Mortensen fra Tåsinge til Hårby som
lærer; om ham skrives i protokollen: ”Han havde stor lyst til Landbrug og Havebrug”. Skolelodden blev merglet og drænet, så vidt han kunne nå, og en mængde
sten blev brudt op. Haven lod han anlægge på ny, og der blev plantet mange frugt-
395
Hårby
træer og buske, den blev omgærdet med et fortrinligt tornehegn, der stod i en lang
årrække efter hans bortrejse.
Han var kun lidt afholdt af forældrene, og utilfredsheden tog således til, at han
i begyndelsen af 1866 måtte søge afsked uden pension. Man mente, ”at han var
sær”. Måske var han kommen på ”en fejl hylde”. Han rejste til Svendborg og
levede der i mange år.
Fra 1802 til 1866 har der altså været 10 lærere ved Hårby skole. Den væsentligste årsag til de hyppige skift har sikkert været de små og fattige kår, som lærerne
måtte kæmpe med. Lønnen var så lille at folk sagde: ”Det Hemstok Hjorhold er
bedre end det Hårby Skuelhold”. (Det er bedre at være hyrde i Hemstok end at
være lærer i Hårby). Derfor søgte gårdkonerne at råde bod på den usle løn ved flittigt ”at se til Lærerens Køkken”.
Om foråret strømmede det ind med æg og kalvefjerdinger, ja fra enkelte steder
også med sigtekage og smør. I den bedste sommertid lavede skolekonen ost af den
søde mælk, som beboerne gav hende i rigeligt mål. I slagtetiden fra november til
jul forsynedes spisekammeret med fårelår, svineryg, ribben og pølser, så der blev
nok til den største del af året. Også juleøl og spiddelys blev båret ind, og af sigtekager kom der ofte til julehøjtiden så mange, at der var brød nok til kyndelmisse. I
mange år drev bønderne jordlodden for læreren uden anden udgift for denne end
god mad til folkene. Den faste løn til embedet var meget lille. Foruden bolig med
have og 6 favne brænde var der tillagt embedet 4 tdr. rug og 14 tdr. byg. Mannest –
afgift af spisevarer, som ydedes til præst og lærer – udgjorde 1½ td. byg, desuden
offer fra kirken ved jul, påske og pinse og decidenser – tilfældige indtægter – alt i
alt ganske små beløb. Samlet værdi af lærerens indtægter 1860 udgjorde 314 rbdl.
ca. 630 kr.
Jens Karl Kristian Jensen – 47 år i embedet
Det var, hvad lærer Jens Karl Kristian Jensen kunne se frem til, da han i 1866 blev
lærer i Hårby. Forældrene i byen havde dog indset, at de hyppige lærerskift skyldtes en lille løn, og den nye lærer blev spurgt, om han ville blive i embedet, hvis lønnen blev forhøjet. Det ville han dog ikke love, men lønnen blev væsentlig forhøjet
alligevel, og læreren blev i mere end 47 år.
Karl Jensen har trods de forbedrede lønforhold ikke haft det nemt i begyndelsen af sin tid i Hårby; han skriver selv om tiden: ”Det var lige efter den ulykkelige krig, der for en stund lamslog det hele folk, men det varede ikke længe
førend livet rørte sig på ny, og det med forunderlig kraft. Også på skoleområdet
brød nye tanker frem, og det blev ingenlunde lette kår at arbejde under for dem,
der ikke gik den gamle, tilvante vej. Det store flertal så med modvilje på den
ændrede undervisningsmetode. En kamp kunne ikke undgås, men lykkeligvis gik
der ikke mange år hen, førend der gennem børnene vandtes mere forståelse for
skolearbejdet under de nye former, dette gav sig tydeligt til kende, da de unge fik
lysten vakt til at gå i aftenskole og senere på højskole. I 30 år holdt jeg aftenskole
og foredragsmøder, de sidste ofte i fællesskab med den kendte lærer og forfatter
Sigurd Lind i Bjedstrup. I 1872 fik jeg oprettet en bogsamling, der nu tæller 400
396
Hårby
bind.” En stor del af denne bogsamling er nu på det lokalhistoriske arkiv på Veng
Fællesskole.
Karl Jensen blev en meget respekteret lærer. Hans dygtige undervisning, som
var præget af de grundtvigske tanker, blev efterhånden meget anerkendt af alle
også udenfor skoledistriktet. Han deltog ivrigt i det lokale liv, og der var nok at
tage fat på i alt det nye, som rørte sig omkring århundredskiftet. Han deltog i bestræbelserne for at få oprettet andelsforetagender i byen: brugsforening, mejeri og
forsamlingshus, han var aktiv i bestyrelser – der blev lyttet til ham. Også på det
mere faglige område gjorde han sig gældende som formand for Skanderborg foredragsforening, som formand for Hjelmslev herreds lærerforening, han var valgmand for Dover–Venge kommune og meget andet. Karl Jensen har, i modsætning
til flere af sine forgængere, haft mere lyst til undervisning end til det lille landbrug,
som hørte til skolen. Han bortforpagtede da også jorden til en boelsmand, som
pudsigt nok også hed Karl Jensen, og modtog derfor en årlig afgift på 280 kr. + 20
bundter rughalm.
I lighed med mange andre lærere ved landsbyskoler havde han et job med postekspedition. Det kunne være anstrengende, men gav en god biindtægt på ca. 400
kr. årligt.
Kort efter ansættelsen i Hårby blev Karl Jensen gift. Der kom 10 børn i familien, hvoraf de 8 overlevede forældrene. Det er overraskende, at han – trods de små
økonomiske kår – kunne give børnene en god uddannelse. To piger blev lærerinder,
en søn Carl blev sognepræst i Nysted, en anden søn Jens Møller Jensen blev en
kendt maler og arkitekt.
Den 29. oktober 1913 havde Karl Jensen sidste skoledag i Hårby. Han fortæller
selv derom: ”Alle Skolebørnene var samlede, og efter vi havde sunget en Morgensang, talte jeg til dem om Fremtiden og ønskede, at de måtte leve med det Mål for
Øje: at vokse i Visdom og yndest hos Gud og Mennesker, så at de i nogen Måde
kunne ligne alle Børns Forbillede: Barnet af Nazaret. – Om Aftenen var jeg
indbudt til Afskedsfest i Forsamlingshuset, hvor der samledes 160 Mennesker –
deraf ikke færre end 70 af mine tidligere Elever. Det blev en Fest med så lyse og
gode Minder, at jeg ikke kunne glemme dem. En af de ældre Elever holdt en smuk
Tale for mig. Derefter talte Præsterne Rechendorff og Eskesen, Sognerådsformanden og flere. En kostbar Gave blev mig overrakt af den ældste
tilstedeværende Elev, en mand på 60 Aar. Fra Folketingsmand P. Th. Nielsen
modtog jeg et Telegram med ”Tak til hans Barndoms Lærer, hans Ungdoms Vejleder og hans Manddoms Ven.” – Det er med dyb Vemod, men dog også med
inderlig Taknemlighed, jeg siger farvel til det Hjem, hvor jeg har levet i lyse og
mørke Dage. Og ikke mindst falder det mig tungt at slutte min lange Arbejdsdag og
Rejse til Alderslyst ved Silkeborg, hvor jeg skal prøve at danne mig et nyt Hjem.
Her i denne Skole fandt jeg, hvad jeg i min Ungdom søgte, en Livsgerning, som jeg
kunne give mig hen i med de Evner og Kræfter, der blev mig betroet. Hvorledes jeg
har fyldt min Plads og røgtet mit Kald, tilkommer ikke mig at dømme. Hvad jeg har
udrettet til Gavn og Glæde; derfor: Gud alene Æren”.
397
Hårby
Hårby skolestue – anno 1928
Adolf Nielsen – 39 år i embedet
Det var nu endelig bevist, at Hårby kunne holde på sin lærer, selv om ingen nåede
de godt 47 år, som blev Karl Jensens embedstid.
Hans efterfølger Adolf Nielsen fik også et meget langt forløb som ene– og førstelærer i Hårby – næsten 40 år. Da første verdenskrig brød ud, blev Nielsen indkaldt til sikringsstyrkerne. I den anledning ville forældrene i Hårby gerne tage en
lidt festlig afsked med deres lærer, selv om de nødigt ville undvære ham i skolen,
så kort efter at han var kommet til byen. Han fortæller selv, at han var rundt for at
tage afsked med hjemmene, det blev til 30 dages uafbrudt afskedsfest for ham, så
de første dage af militærtjenesten blev næsten en slags hvile. Hårby skole blev i
Nielsens tid søgt af elever udenfor skoledistriktet, ligesom det også var tilfældet i
Karl Jensens tid. Det var ikke ualmindeligt, at elever langvejs fra søgte skoler med
et godt ry. Der kom elever både fra Mesing og Forlev. Eleverne fra Hemstok havde
søgt Hårby skole så langt tilbage, som vi kan se. Det var dog lige ved at få en ende,
da Veng kommune blev selvstændig omkring 1900. Til da havde Veng sogn hørt
sammen med Dover–Ry i èn kommune, men efterhånden var Ry stationsby vokset
så meget, at kommunen burde deles.
Den ny Dover–Ry kommune ville ikke betale for Hemstok elevernes skolegang
i Hårby, da Hemstok kom under denne kommune. Beboerne i Hemstok ville dog
398
Hårby
fortsætte med tilhørsforholdet med Hårby skole og betalte nu selv derfor. Tilhørsforholdet fortsatte efter 1954 i den nye Venge–Hårby–Søballe Fællesskole, men
ophørte med kommunesammenlægningen 1970. En århundredgammel tradition
ophørte.
Adolf Nielsen fik en lang bevæget tid i Hårby under to verdenskrige. Forældre
og børn satte stor pris på hans arbejde som lærer. Han stillede krav til børnene,
hvad vi kan se af de skriftlige opgaver, som de udførte, og hvoraf mange er havnet
i arkivet. Her ligger også indsamlingslisten, der viser befolkningens lyst til at hylde
læreren med gaver på hans mærkedage. Første gang ved hans bryllup i 1917 med
Margrethe Jokumsen og senere ved jubilæer og fødselsdage.
Interiør fra lærer Adolf Nielsens dagligstue
Lærer Nielsen sørgede for, at børnene fik oplevelser i en tid, hvor oplevelser
var noget, man selv søgte. Han fortæller selv om, hvordan han kunne forlade
undervisningslokalet og tage børnene med på en skovtur en dag, hvor solen skinnede og fuglene sang. Så vandrede alle af sted med skolens fane i spidsen, og hvis
en dreng kunne spille mundharmonika, havde man også musik med. Så kunne turen
gå gennem Hemstokskoven helt ned til Ravnsø. At det kunne lade sig gøre var en
399
Hårby
charme ved den gamle landsbyskole, og det styrkede sammenholdet og gav en god
ånd i klassen. Der var også de årlige spændende udflugter til historiske steder. Og
med års mellemrum den helt store tur, som Københavnerturen 8.–12. juni 1936.
Børnene har begejstret skrevet om oplevelserne i en stribe stilebøger, som opbevares på arkivet i Veng. Det er spændende læsning, som også fortæller om de vilkår,
familierne levede under dengang. En københavnertur krævede mange forberedelser. Beklædningsgenstande havde de fleste kun til husbehov. Skulle der foregå
noget ekstra, måtte mødrene i gang med at sy. Tøj, overtøj og fodtøj skulle klargøres – fremstilles, om strengt nødvendig købes. Man kan blive imponeret, når
man læser om alt det, lærer Nielsen havde planlagt, at børnene skulle se, men det
var en særlig rejse, så det gjaldt om at opleve mest muligt. En dag gik med rejsen
til København over Århus – Kalundborg. På de tre dage i København så børnene
første dag: Tuborg, Christiansborg, Nationalmuseet, Thorvaldsens Museum, Københavns Rådhus og Tivoli. Anden dag: Frue Kirke, Zoologisk Have, Søndermarken, Ugebladet Hjemmet, Rundetårn, Botanisk Have, Ørstedsparken, Glyptoteket,
fregatten Jylland, brandstationen og sluttede i cirkus. Tredie dag: Kastrup Lufthavn, Generals Motor, Gefion springvandet, Amalienborg, Magasin og endnu en
gang Tivoli. Sidste dag gik med hjemrejse over Storebælt. På ud- og hjemrejse fik
børnene forklaret om seværdigheder undervejs. Nielsen sørgede for, at tiden blev
brugt til gode oplevelser.
Han deltog meget i livet udenfor skolestuen. I mange år ledede han en sangforening i byen, som underholdt ved de årlige festdage. Ældre mennesker kan
fortælle om aktiviteterne i de bevægede dage efter 5. maj 1945 og den festlige sommer, som fulgte, bl.a. med et nationalt møde i forsamlingshuset den 13. maj og
stort grundlovsmøde 5. juni. I det meste af sin tid i Hårby var Adolf Nielsen organist i Veng kirke. Han udtrykker ved flere lejligheder sin glæde ved det gode samarbejde med kolleger og ikke mindst præsterne i Veng. I mange år holdt han vinteraftenskole to gange om ugen med et gennemsnitligt elevtal på over 20. En af
børnenes helt store årlige fester var juletræsfesten i forsamlingshuset. Den forestod
lærer Nielsen ofte sammen med de skiftende lærerinder. Adolf Nielsen kunne i sine
første år i Hårby supplere sin løn, da han i lighed med mange andre landsbylærere i
den tid var ansat som brevsamler og havde kontrakt med det kongelige danske
postvæsen. I mange år udførte lærer Nielsen et stort og anerkendt arbejde som
regnskabsfører for Hårby Brugsforening.
Forskolen
Den 1. juni 1918 blev Hårby skole udvidet med en forskole, som tog sig af undervisningen af de yngste årgange. Der blev ansat en forskolelærerinde, som samtidig
skulle undervise i forskolen i Veng. Om vinteren var der hver anden dag undervisning skiftevis i Hårby og Veng. Om sommeren blev der undervist om formiddagen i Veng og om eftermiddagen i Hårby ugens seks dage. I 1943 fik Hårby sin
egen forskolelærerinde, og skolen blev gjort treklasset med fuldt timetal efter
1937–loven. Bortset fra Anna Andersen, som var ansat fra 1923–1938, var alle
øvrige folkeskolelærerinder kun kort tid i Hårby, otte lærerinder i 35 år.
400
Hårby
Skolebygningen i dag
Da skolen lukkede købte lærer Adolf Nielsen bygningerne. Han og hans kone blev
selv boende i den lejlighed, som han i alle årene havde haft rettigheder til. Skolestuerne blev indrettet til en lille lejlighed. Her flyttede en tømrer og hans familie
ind. Denne fik desuden rådighed over brændeskuret, hvor der indrettedes værksted.
Tømrervirksomheden ophørte omkring 1980. I dag bor Adolf Nielsens søn, Johannes og hans familie i den gamle skolebygning.
Kontrakt fra 1785 for Hårby skoles oprettelse
Jeg Underskrevne Friderica Anne Sophie Adler Salig Hr.
Geheimraad og Amtmand von Woidas efterleverske giør Vitterlig
at Jeg efter mine Bønders Begiæring i Haabye. Da Veyen
finde smaae Børn om Vinteren er saa Besværlig og lang til Hoved Skolen i Wenge, hermed stifter og indrætter Ligesom Jeg
og efter Overtog med stædets p.s. Sognepræst S.P. Hr. Fæster
paa Vedkommende Skole Inspectcurs nærmere Approbation indsete og Funderer en Skole i bemt. Haarbye paa følgende Maade
1
Da Beboerne i Haarbye selv Contribuerer det meste til Skoleholderens Løn saa tilstaaes dem Det til selv at have finde 2 a 3
dygtige Personer /: om saa mange var der søge det:/ Hvoraf Jeg
selv efter at de alle af Sognepræsten er Examinerede vælger
Hvilken Præsten eragter at være den beqvemmeste
2
Ligesom Beboerne maa og selvraadig antage nogen til Skoleholder, saa hverken vil Jeg og Heller maae Sognepræsten paabyede dem nogen, som de alle , eller de fleeste modsætte sig at
ville Have.
3
Skulle Dispute imellem mig og Sognepræsten existere om hvem der
til Skoleholderi skulle antages. Da skal Disputen bringes for Herreds Prousten og han examinere de omtvistede og decidere i
Hvem der er den beqvemmeste og da Embedet er af saa liden importance bør Høyere Øvrighed og dermed ulig liges ,men ved Hans
Sigelse have sit Forblivende.
4
Da Lønnen kun er liden saa ingen Familie kan leve deraf, saa maa
Ingen Her antages til Skoleholder uden en ugift Person, og maa
han ei i denne station gifte sig uden man og Sognepræstens
og de fleste Beboeers Samtykke
5
Saa snart Skoleholderen er examineret dygtig befunden og antaget
meddeles Ham af Sognepræsten Forretningsmæssig Instrux, Lige
som han og da i alle Deele staaer under Lovens og de om Skolevæsenet allenaadigst udgangne Forordninger,
6
Skoleholderen nyder i Løn 16 Rd aarlig, hvilke udreedes saaledes
401
Hårby
Jeg selv og mine Efterkommere til evig tid i 2de
Termner a1 Rd………………………………………..………………..…2Rd
Hver af Beboerne 4 M 4 S aarlig…………………………………. …8 Rd 3M
Sognepræsten i Sveistrup godvillig lovet aarlig…….……….…..…..1 Rd
Degnen i Wenge Ligeledes ………………………………………………..…. .3M
Saa Stiftets Almindelige Skole kasse efter nu værende Biskops Hds.
Høyærværdigheds Hr. Biskop Hees given ædelmodige Forsikring 4 Rd
Didgiør den oven anførte Stipulerede Løn…………………………... 16 Rd
7
Af Inderstees og Huusfolks Børn som søge og bør søge Skolen maa
Skoleholderen tage af hver barn, aarlig 8 S som uvægerlig
betales i 2de Terminer. I Manglende fald staa Jeg naar det
af Skoleholderen andrages give ordre til Udpantning. Dog
skal altid 2de af de fattigste Børn Have frie skolegang uden
Betaling, som efter Præstens og de fleestes stemmer i Byen
skal vælges og Aarlig siges Skoleholderen hvem ere
8
Ligesom Nærværende Sognepræst og Degn godvilligen gjør et
Aarlig Tilskud /: som oventil er meldt:/ af 1 Rd 3M Saa forventes at Deres efterkommere i Embederne ere og mindre
Skolesumme paa , hvad der er til Guds ære og Deres egne Embeders
lettelse og følgelig ey unddrage sig fra denne lille aarlige udgift.
9
Men skulle det imod ald formodning blive Muligt at saa uædel
tænkende Mand skulle blive i Tiden Successores der ey ville give
det, da er intet andet for, end at disse 9Mk riposteres paa Beboerne 12 i Tallet. der alttsaa kan blive 12S til hans meere end det de
nu give
10
Denne Skoleholderens Løn betales Ham hvad, Sophiendaels Præstens
Degnens og Beboernes Tilskud anbelangee i 2de Terminer Nemlig
Paaske og Michelsdag Men de 4 Rd fra Hr biskoppen besørger
præsten ved Nye aars Dags Tider frembragt og Skoleholderen imod Qvittering strax leveret.
11.
Videre har Skoleholderen ikke at fordre som en del. Men om
nogen vil paa skiønne hans flid imod deres Børn enten med
et Maaltid varmt Mad om Søndagen eller noget til Juulen
eller anden høflighed, da maa Han modtage det som en godhed
Men ingen lunde fordre det som en Ræt.
12
Skoleholderen skal holde Skole heele Aaret igiennem , undtagen
i Den tid Høsten gaar for sig Da han , med Hvad nytigt han kan
bestille , maae fortiene sig noget . Men saa snart høsten er forbie
skal han igen begynde sit Arbejde..
13
Til Skolehus skal bestandig bruges det heele Haarbye tilhørende Gadehuus bestaaende af 5 fag med den der hos liggende
Haugeplads til hvis Indhegning en Mand paa Omgang i By-
402
Hårby
en skaffer det nødvendige Giærsel, saa at en Mand kommer ey
Til at anskaffe det uden hver 12teAar og skal nu for i aar begyndes
først paa Byen efter sædvanlig Omgangs Tour
14
Men Byens samtlige beboere og Gaardmænd skal forsvarlig
i standholde dette nu til Skole indrettede Huus, med Tag og Fag
Vinduer og Dører og Loft og Skorsteene Borde og Bænke Inventarier og Aldt i den stand som Jeg eller min Fuldmægtig paa
mine vegne og Sognepræsten dermed kan retsindig være
fornøyet.
15
Denne Vedligeholdelse skal skee ligesom Lønnen til Skoleholderen efter familiernes eller Beboernes Antall, af Enhver
lige meget , uden at dertil tages Hartkornet i Betragtning.
16
Saa lover og tilforpligter Jeg Mig, saa længe Jeg eller Sophiendahl er samme By Eyende, at der af mine Skove skal udviises aarlig i rætte Tid 12 Læs Brændetræ til Skolen og Børnenes Varme hvilket de Mænd som haver Børn der søge.
Skolen skal hiemskove og bringe til Skolehuuset , og hielpe Skole
holderen at faae i rette tid i Huus til Beqvimmelighed og varme for Børnene.
17
Befinder Skoleholderen af forkomme bortgive sælge eller i Byen
at bære noget af det loveende Ildebrændsel, da miste han strax
naar det med Vidner Ham overbevises sin Tieniste og bøde
til Sognets fattige 3 Mk Danske.
18
Skoleholderen maae med Præstens Raad og Tilladelse :/ om Han
som Regne og Skrive Mæster kand giøre sig Bekiendt :/ modtage
2 á 3 uden byes Børn til Undervisning, og uden nogen afkortning
i sin Løn, selv beholde hvad han ved dem kand fortiene
19
Hvi der nægter at betale den heri fastsatte Belønning for Skoleholderen
i rette tiid eller bliver ude med hielp af Arbeide eller penge til
Skolehuusets Reparation, eller ey naar det tilfalder ham komme
Giærselet til hegn eller ude bliver fra at Skove skal efter foregaaende Anmeldelse af Sognepræsten ved Min foranstaltning
blive derfore Militairist Ekseqveret.
20
Da det er baade mit og Sognepræstens saa vel som de fleeste og fornuftigste af Beboerne Deres Ønske og Gudelige Attraa at
denne Indretning og Fundation til en bestandig Skole i Haarbye
der sigter til Guds ord maae bliver i sin Kraft saalænge Værden staaer og andre gudelige Stiftelser Handthæves i disse Evangeliske Lande saa har Jeg den nu atter Selv underskrevet
og Mit sædvanlige Vaaben Hostrykt, men endog formaaet Sogne Præsten S.T. Hr. Jes Fæster og Degnen Jens Serritslev tillige
at underskrive og tilstaae, ligesom og bemt. Mine Bønder i
Haarbye som et Beviis at de denne foraaning godvillig
403
Hårby
har indgaaet i Overværelse af HerredsProvsten S. T. Hr.
Brøndsted samme egenhændig underskrive.
21
til dens ydermeere Bekræftelse beder jeg ærbødigst og
skyldigst at Vedkommende høye og gode Skole Inspecteurer
denne Fundation villes underskrive Approbere og Ratifi-cere.
22
Naar dette er skeet skal Originalen altid blive ved PræsteEmbedet, men Gienparten deraf , af nuværende Sognepræst
S.T. Hr Jes Fæster udfærdiges og bevares. Én hos Mig selv
at forblive, Én til Stift Kisten, Én til Amts Contoiret Én
til Herreds Arkivet og Én at forblive ved Skolen i Skoleholderens forvaring og tilsvar Datum Sophiendahl den 17 Juni 1785
Frederica Adler - Enke af Woida
(L.S.)
Jes Fæster, J Serritzlev, Anders Christensen. Peder Christophersen
Stephan Jensen, Jens Jensen, Jørgen Rasmussen, Søren Nielsen , Rasmus Rasmussen
Rasmus Pedersen, Knud Lauritzen, Niels Lauritzen, Søren Christensen, Jens Rasmussen
#
#
Denne oprettede Fundatz til en aparte Skole i Haarbye
bliver hermed af os paa forlangende rattificeret, dog med de Vilkaar, at Skolen i Wenge , hvor under ellers Haarbye Sorterer, aldeles intet i sin rettighed der med Kand eller maa afgiver
Schanderborg og Fruering Pgd. d. 11 July 1785
H.L Bulow Christian Brøndsted
(L.S.)
(L.S.)
forestaaende Skole-Fundatz blivee med Igientagelse af den
af Amtmanden og Herreds Præsten giorte Erindring ,her
ved approberet. Aarhuus d.22. Aug. 1785
O.H. Guldberg J. Hee
Kilder til Haarbys historie:
Historisk Samfund for Århus Stift Årbog 1937
Egnsarkivets årsskrift 1994
Diverse arkivalier i Egnsarkivet i Veng
Diverse arkivalier i Landsarkivet i Viborg
404