Egå, den 12. juni 2015 Aarhus Kommune Att. Teknisk Udvalg Jeg sender hermed mine betragtninger som oplæg til mit foretræde for udvalget angående sagen ”Opførelse af énfamiliehus, Strandhusvej 31, Egå” (Journalnr. 20113427). Jeg har mange overvejelser omhandlende nærværende sag og den kovending, som kommunens embedsmænd har foretaget i sagen. Der foreligger således en klar afgørelse i sagen fra tidligere (dateret den 10. februar 2014, Aktnr. 233), hvor der alene blev givet dispensation til indgang fra kælderniveau, udover der i forvejen er dispenseret til både 60 cm ekstra højde og den skrå taghøjde, mens der blev krævet fysisk lovliggørelse hvad angår de øvrige ulovlige forhold. Det bemærkes i samme skrivelse fra kommunen i afsnittet under begrundelse for afslag på dispensation for bygningens højdeoverskridelse på 35cm: “Vi finder ikke, at modstående hensyn, for eksempel værdispildsbetragninger, kan føre til andet resultat”. I samme skrivelse står desuden: “hvis I forud for opførelsen havde ansøgt om dispensation – ikke ville have fået en sådan dispensation”. Med den foreliggende indstilling til byrådet fra rådmanden, flankeret af kommunens embedsmænd, lægges der således op til vidtrækkende dispensationer til byggeriet, godt nok efter gennemgang af et fornyet tegningsmateriale fra bygherren, men med en række forhold, der afviger i væsentlig grad fra lokalplanen og med en række tolkninger fra kommunens jurister, der stemmer dårligt overens virkeligheden, f.eks. angives der, at der ikke kan findes en definition af en etage i det gældende reglement, og der argumenteres desuden for tildeling af dispensation til, at der kan indrettes kælder i stueetage, som således ikke skal inkluderes i beregning af boligarealet. Herudover bemærkes, at der heller ikke er inkluderet indgangsareal og trappeareal med i beregningen af det samlede boligareal - dette på trods af, at disse rum tilhører den opvarmede del af huset. Det er desuden trivlsomt, om der iht. gældende regler er beregnet et korrekt boligareal i stueetagen og 1. sal fraregnet det allerede benævnte kælderareal. Mine primære anker mod byggeriet kan sammenfattes i 2 punkter: 1. Højden af byggeriet er stærkt generende for udsigten fra min ejendom. Herudover er højden af byggeriet værdiforringende for min ejendom ifølge en ejendomsmægler med lokalt kendskab til området. Der er allerede tilkendt dispensation til 60 cm ekstra byggehøjde og dispensation fra den skrå taghøjde. Herudover har bygherre på ulovlig vis bygget 35 cm yderligere, dvs. at bygningen bliver næsten 1 meter højere end de i lokalplanen udstukne retningslinjer. 2. Skrænten mellem min ejendom og bygherres ejendom. Der hersker fortsat tvivl om, at denne er tilstrækkelig sikret – der er faglig uenighed om dette, men trods denne usikkerhed og månedsvis afspærring af min have, har kommunens embedsmænd alene taget bygherres rådgivers argumenter til efterretning. Jeg vedlægger billedmateriale (bilag 2), hvor det bemærkes, at skrænten skrider, og at der er en meget høj stigningsprocent, der afviger væsentligt fra den anbefalede på 45% Herudover vil jeg gerne problematisere en række forhold, som en dispensation til byggeriet fremadrettet vil have: • Præcedens for andre byggerier lokalt og i andre dele af Aarhus. Hvis der gives dispensation i nærværende sag, vil det danne præcedens for andre lignende projekter og vil i den grad devaluere en ellers meget grundig lokalplan, og i det hele taget stimulere en adfærd, hvor der bygges efter forgodtbefindende for derefter at ”håbe på tilgivelse”. • Lokalplan 654 forsøger at værne om arkitekturen i et fredet område omkring Egå’en. Nærværende bygning fremstår “monstrøst stor” i 3 etager og minder mest af alt om en boligblok eller et mindre • • industribyggeri, der ”skæmmer” området, alene med det formål at tilgodese egen vinding. Dette har medført tilsidesættelse af almindelig sund fornuft fra bygherre, manglende respekt overfor naboer og gældende regler i samme område. Sagen udstiller i høj grad, at kommunens embedsmænd i udtalt grad forsøger at omgå lokalplanen administrativt. Således er der mig bekendt ikke givet dispensation fra kommunen til andre byggesager til at måtte bygge 60 cm højere. Lokalplanen er demokratisk vedtaget, mens kommunens embedsmænd bør følge de love og planer, som udstikkes af de folkevalgte. Det svækker den generelle retssikkerhed og troværdigheden af såvel embedsmænd som de politikere, der skal håndhæve gældende love og regler. Tidligere byggesager: Andre borgere i området har fået afslag på ansøgninger om tilbygninger iht. lokalplanen – her tænker jeg på Strandhusvej 47. Herudover er der tidligere påkrævet fysisk lovliggørelse af et ulovligt for højt byggeri beliggende Strandhusvej 33 (nabo til nærværende byggeri), hvor ejeren blev påbudt at reducere bygningens højde (J. nr. 2404-92/37-92). Kommunen kan ikke holde til at behandle deres borgere forskelligt, herunder kræve fysisk lovliggørelse af højden på et hus i samme område for herefter at spekulere i retlig lovliggørelse af et andet hus på samme vej baseret alene på værdispildsbetragninger. I et retssamfund bør dette ikke kunne forekomme. Jeg vil således ikke stille mig tilfreds med en retlig lovliggørelse af byggeriet. Jeg ser frem til at fremføre min sag ved mødet i Teknisk Udvalg mandag den 15. juni 2015. Mvh. Peter Iversen Egå Strandvej 18, DK-8250 Egå Bilag: 1. Billeder af byggeri fra Strandhusvej. 2. Billeder af skrænt mellem Egå Strandvej 18 og Strandhusvej 31. -Undertegnede har desværre ikke har mulighed for at deltage i mødet i Teknisk Udvalg mandag den 15. juni 2015. I vores fravær ønsker vi, at Peter Iversen repræsenterer os som naboer til byggeriet i vores fravær og tiltræder samtidig ovenstående skrivelse. Egå, den 14. Juni 2015, Diana Gerstrøm Strandhusvej 33, DK-8250 Egå Søren Gaard Jensen Altanstien 3 og Strandhusvej 29, DK-8250 Egå
© Copyright 2024