1. No category

Indholdsfortegnelse
1. Indledning ....................................................................................................................... 1
2. Udviklingen i det internationale politiske system fra ca. 1949 til 2012 ............................. 1
2.1. 1949-1990: Bipolariteten ......................................................................................................1
2.1.1.
1949-1962: Fast bipolaritet ........................................................................................................... 3
2.1.2.
1962-1979: Løs bipolaritet ............................................................................................................. 5
2.1.3.
1979-1985: Fast bipolaritet ........................................................................................................... 5
2.1.4.
1985-1989: Løs bipolaritet ............................................................................................................. 7
2.2. 1991: Afvikling af bipolariteten .............................................................................................7
2.3. En ny verdensorden - unipolariteten ....................................................................................8
2.4. På vej mod en ny multipolaritet? ..........................................................................................9
3. Årsagerne til Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990 ............................................... 9
3.1. Økonomiske årsager ............................................................................................................10
3.2. Ideologiske og politiske årsager ..........................................................................................11
3.3. Nationalistiske strømninger ................................................................................................14
3.4. Mediernes indflydelse .........................................................................................................15
3.5. Miljøproblemerne ...............................................................................................................15
3.6. Sammenfatning ...................................................................................................................15
4. USA's udenrigspolitik i perioden 1990-2012 ................................................................... 16
4.1. 1989-1993: George H. W. Bush ...........................................................................................16
4.2. 1993-2001: Bill Clinton ........................................................................................................18
4.3. 2001-2009: George W. Bush ...............................................................................................19
4.4. 2009-?: Barack Obama ........................................................................................................22
5. USA's fremtidige rolle i det internationale politiske system ........................................... 23
6. Konklusion .................................................................................................................... 28
7. Litteraturliste ................................................................................................................ 29
Indledning
1. Udviklingen i det internationale politiske system fra ca. 1949
til 2012
1.1. 1949-1990: Bipolariteten
1.1.1.
1949-1962: Fast bipolaritet
1.1.2.
962-1979: Løs bipolaritet
1.1.3.
1979-1985: Fast bipolaritet
1.1.4.
1985-1989: Løs bipolaritet
1.2. 1991: Afvikling af bipolariteten
1.3. En ny verdensorden - unipolariteten
1.4. På vej mod en ny multipolaritet?
2. Årsagerne til Sovjetunionens sammenbrud omkring 1990
2.1. Økonomiske årsager
2.2. Ideologiske og politiske årsager
2.3. Nationalistiske strømninger
2.4. Mediernes indflydelse
2.5. Miljøproblemerne
2.6. Sammenfatning
3. USA's udenrigspolitik i perioden 1990-2012
3.1. 1989-1993: George H. W. Bush
3.2. 1993-2001: Bill Clinton
3.3. 2001-2009: George W. Bush
3.4. 2009-?: Barack Obama
4. USA's fremtidige rolle i det internationale politiske system
ABSTRACT
This project investigates the past, the contemporary and the prospective development in the field of
International Studies. In outline the project will contain a periodic statement of the development in the
system of international relations from about 1949 to 2012. Before this period, a multipolarity was
dominating in the system of international relations, but in the number of years between 1949 and
1990 a bipolarity became characteristic. In 1990 the dissolution of the Soviet Union became the
decisive occurrence, which changed the power structure on the international scene and created the
circumstances for the United States to take up a position as the one and only superpower in a unipolar
structure of power. An analysis and research of the causality behind this crucial event indicated that a
multi causal relation model can lay the foundation for the causation behind the dissolution.
In the light of the exceptional position, the United States after this vital change was placed in in the
system of international relations, the American foreign politics in the years after 1990 until today will
be examined. Finally it is discussed, whether or not the United States will be able to maintain their
hegemonic position in the future system of international relations. In conclusion it turns out that it
increasingly can be argued that the unipolarity is threatened, but also other and more alternative – but
still scientifically based - suggestions for the future system of international relations occur.
1. INDLEDNING
Efter ophøret af de to verdenskrige kan det internationale politiske system helt overordnet siges at
være gået fra at være multipolært, til under den kolde krig at være bipolært og dernæst efter den kolde
krigs ophør at være præget af en unipolær magtstruktur med supermagten USA i spidsen. Man
hvordan ser situationen i det internationale politiske system ud i 2012, og hvilken drejning vil den
fremtidige udvikling tage? Netop spørgsmål af denne karakter behandles i den følgende opgave, hvori
en historisk gennemgang af udviklingen i det internationale politiske system fra ca. 1949 til 2012 vil
tjene til en dybere forståelse af den proces, systemet har gennemgået, for at nå til det stadie, systemet
er på i dag. Herefter vil opgaven analysere omstændighederne og årsagerne bag en så afgørende
begivenhed for udviklingen i det internationale politiske system, som Sovjetunionens sammenbrud
uomtvisteligt må siges at være. Derudover vil opgaven undersøge USA’s udenrigspolitik i perioden fra
ca. 1990 til 2012, da denne på baggrund af den særstilling, USA i denne periode har indtaget, også
ganske uanfægteligt har spillet en særdeles medbestemmende rolle for den udvikling, der har fundet
sted i det internationale politiske system. Slutteligt vil opgaven med inddragelse af forskellige IPteorier diskutere, hvilken udvikling der i fremtiden vil komme til at præge den internationale politiske
scene, og herunder hvilken rolle USA vil indtage. Opgaven igennem vil der blive benyttet en række
forskellige IP-teorier, der kan hjælpe med at forstå den fortidige, nutidige og fremtidige internationale
politik og mekanismerne bag denne.
2. UDVIKLINGEN I DET INTERNATIONALE POLITISKE SYSTEM FRA CA. 1949 TIL 2012
2.1.: 1949-1990: BIPOLARITETEN
En redegørelse for den udvikling, der har været i det internationale politiske system fra ca. 1949 og
frem til i dag, tager sit naturlige udgangspunkt i den kendsgerning, at 2. verdenskrig netop var
afsluttet. I kølvandet på afslutningen af krigen voksede en helt ny verdensorden frem. Den nye
verdensorden adskilte sig i høj grad fra den multipolære magtstruktur, der tidligere havde domineret
det internationale politiske system, og som havde bestået i, at flere forskellige stormagter havde
forsøgt at tage magten over områder i verden og kolonisere disse. Med krigens udfald kom de to
dominerende sejrsherrer USA og Sovjetunionen til at stå skarpt over for hinanden på den
internationale politiske scene, hvori en bipolær magtstruktur i det internationale politiske system
opstod. Der var ikke blot tale om et møde mellem to supermagter i deres begges kamp om magt og
indflydelse, men derimod også om et møde mellem to vidt forskellige samfundssystemer og ideologier.
Hvad angik politisk system og ideologi, var der en uoverstigelig kløft mellem Sovjetunionens
kommunistiske étpartisystem og USA’s demokratiske flerpartisystem. Endvidere bestod en central del
af modsætningsforholdet i, at det kommunistiske og socialistiske Sovjetunionen var et planøkonomisk
samfund, hvorimod den frie markedsøkonomi herskede i det kapitalistiske og liberalistiske USA.
Målt på militære og økonomiske styrker var begge lande meget magtfulde. Som følge af krigen var
fordelingen af kapabiliteter i det internationale samfund ændret, og netop Sovjetunionens og USA’s
ganske toneangivende besiddelser af kapabiliteter gav dem nu hidtil usete muligheder for at påvirke
verdensbegivenhederne og udøve deres magt i meget stor skala.1 Inden længe kom de to supermagter
således til at stå i spidsen for hver deres store blok af lande – østblokken og vestblokken - som blev et
billede på, at hele verden var stærkt præget af den stigende rivalisering mellem USA og Sovjetunionen,2
samt på, hvordan alle verdens stater måtte forholde sig til den nye bipolaritet, der uomtvisteligt satte sit
præg på alle internationale spørgsmål.3 Når man på denne måde betragter den internationale scene som
et system, og anser systemvilkårene som værende af afgørende betydning for samtlige landes adfærd,
muligheder og indbyrdes relationer, anlægger man en realistisk vinkel på det internationale politiske
system.4 Det er ligeledes tilfældet, når man tillægger staternes hårde magt målt på økonomiske og
militære styrker stor betydning,5 mens man, når man mere præcist pointerer, at staternes
kapabiliteter og ændringer af disse forårsager ændringer af systemet og dermed fremkomst af
polariteterne, anlægger et neorealistisk synspunkt.6
Man anlægger således er realistisk synspunkt, når man som ovenfor påpeger, at alle verdens lande var
stærkt prægede af systemets bipolære struktur under den kolde krig. Dette stemmer således ganske
godt overens med det forhold, at realisme-teorien fik sit egentlige gennembrud inden for International
Politik i den indledende fase af den kolde krig, hvor realisterne således var i stand til at forklare den
aktuelle verdenssituation og baggrunden for denne.7 Når man som ovenfor desuden mere præcist
pointerer, at det var staternes kapabiliteter og de ændringer af disse, som krigen havde bevirket, der
1
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 150
Nielsen, Morten Winther Bülow m.fl., Fra verdenskrig til velfærd, herunder delen Globalisering og afkolonisering,
København: Gyldendal 2009, side 83
3
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 149
4
Branner, Hans, Global Politik (1. Udgave) København: Colombus 2006, side 92
5
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 137
6
Branner, Hans, Global Politik, København: Colombus 2006, side 93
7
Branner, Hans, Global Politik, København: Colombus 2006, side 90
2
forårsagede ændringer af systemet og dermed fremkomst af bipolariteten, anlægger man et
neorealistisk synspunkt.8
Denne bipolaritet kom til at dominere det internationale politiske system helt frem til den kolde krigs
afslutning og Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Men gennem denne periode tog bipolariteten
forskellige former. I den følgende begrundede faseinddelte redegørelse for udviklingen i det internationale
politiske system i denne periode vil jeg skelne mellem begreberne løs bipolaritet og fast bipolaritet.
Forskellen mellem de to begreber er tæt forbundet med hvor høj en grad af spænding, der eksisterer
mellem de to blokke, og endvidere er graden af sammenhold inden for de to blokke af afgørende
betydning. Med løs bipolaritet er der tale om grader af opblødning og mindre opbrud i de to blokke, og når
der hersker løs bipolaritet, er der ikke længere tale om, at parternes allierede fuldstændig forbeholdsløst
indretter sig efter supermagtens ønsker.9 Omvendt gør det sig gældende for fast bipolaritet.
2.1.1: 1949-1962: Fast bipolaritet
I årene fra omkring 1947 til 1962 blev systemet af alliancer, der skabte modsætningen mellem de to
supermagter, opbygget og senere forstærket og cementeret, hvorfor bipolariteten i denne årrække kan
beskrives som en fast bipolaritet.
Mange østeuropæiske lande oplevede i begyndelsen af den årrække, den kolde krig fandt sted en –
med kommunistisk sprogbrug - såkaldt ”folkedemokratisering”, der bestod i, at landene blev underlagt
det sovjetiske system.
Da det ellers ifølge amerikanerne synes umuligt at skabe en magtbalance i Europa, svarede USA inden
længe igen med deres såkaldte ”inddæmningspolitik”, og især Trumandoktrinen i 1947 og
udbygningen af denne i form af Marshall-planen fik afgørende betydning.10 På baggrund af de
vesteuropæiske landes usikkerhed over for Sovjetunionen oprettedes desuden i 1949 NATO, og de
østeuropæiske kommunistiske staters modsvar på dette kom i form af Warszawapagten i 1955.
Selvom supermagterne først og fremmest havde interesser i Europa, blev den kolde krig og
blokdannelsen i denne årrække i særdeleshed også globaliseret. USA’s inddæmningspolitik fik -
8
Branner, Hans, Global Politik, København: Colombus 2006, side 93
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime, 1995, side 70
10
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995, side 20
9
begrundet af den såkaldte dominoteori11 - også sit virke i de nu afkoloniserede egne i den tredje
verden, hvor USA kædede udviklingsbistanden sammen med sikkerhedspolitikken ved fortrinsvist at
yde udviklingsbistand til de lande, der indgik i alliancer med USA.12 Kommunismens udbredelse
manifesterede sig i høj grad ligeledes i den tredje verden. Som eksempel herpå kan det nævnes, at
verdens folkerigeste stat, Kina, efter en omfattende borgerkrig i 1949 fik kommunistisk styre.13
Af fundamental betydning for den faste bipolaritet, der eksisterede fra 1949 til 1962, var uomtvisteligt
også det selvforstærkende rustningskapløb, der indledtes her. Foruden traditionelle militære styrker
blev rustningskapløbet mellem de to supermagter i stigende grad centreret om atomvåben.
Sovjetunionen brød i 1949 USA’s atomvåbenmonopol,14 i 1952 fik USA brintvåben, der var langt
kraftigere end atomvåben, og året efter fulgte Sovjetunionen trop.15 Af afgørende betydning for
rustningskapløbet blev årene 1957-1958, hvor det for Sovjetunionen lykkedes at konstruere
avancerede langtrækkende interkontinentale raketter.16 Inden længe havde begge supermagter et
omfattende atomvåbenarsenal, og meget pegede i retning af, at de to supermagter i den militære
oprustning var nogenlunde lige stærke, hvorfor der var tale om en magt- eller terrorbalance.
Rustningskapløbet nåede sit absolutte højdepunkt med Cubakrisen i 1962. Sovjetunionen opstillede i al
hemmelighed sovjetiske atommissiler på øen Cuba, der efter en socialistisk revolution i 1959 var gledet
over i den sovjetiske lejr17, og som følge af øens geografiske placering ganske tæt på den amerikanske kyst
førte dette verden tættere end hidtil set under rustningskapløbet på randen af en atomkrig. Den
enerverende krise endte gudskelov før en egentlig atomkrig brød ud, da den sovjetiske leder
Khrusjtjov bekendtgjorde, at han indvilligede i at afmontere installationerne på Cuba – forudsat, at
USA afgav forsikringer om ikke at foretage invasion af Cuba.
2.1.2: 1962-1979: Løs bipolaritet
11
Dominoteorien er en geopolitisk teori oprindeligt formuleret af den amerikanske præsident Eisenhower, der bygger på, at
de nye afkoloniserede stater var som en række dominobrikker, og når først ét land blev kommunistisk, ville de øvrige blive
revet med. Dominoteorien blev således en vigtig begrundelse for en lang række af USA’s interventioner i forskellige lande,
herunder Vietnamkrigen fra 1959-1975. (Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, side 41, Forlaget
Systime 1995)
12
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995
side 37-41
13
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995
side 30-39
14
Nielsen, Niels Kayser m.fl.: Verdens Historie 3 Tiden efter 1945, København: Gads Forlag 1998, side 22
15
Verden i dansk perspektiv: Tidstavle – Den Kolde Krig: http://verdenidanskperspektiv.systime.dk/index.php?id=1306
(Besøgt 12. december 2012)
16
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 169
17
Nissen, Arne J., Hvorfor og hvordan? Historien om den kolde krig, København: Forfatterforlaget Atika, 1989, side 120
Tiden efter Cubakrisen var præget af afspænding og gensidig forståelse mellem de to supermagter. Der
var en række tegn på opblødning og opbrud i de to blokke, hvilke er af central betydning hvad angår de
forhold, der danner belæg for, at jeg benævner denne fase af bipolariteten som en løs bipolaritet.
Heriblandt kan eksempelvis nævnes bruddet mellem Sovjetunionen og Kina eller den kendsgerning, at
Japan med sin genvundne økonomiske styrke blev modstandsdygtigere og mere selvbevidst i forholdet
til supermagten USA.18
Afspændingen og den gensidige forståelse omfattede blandt andet fremsætning af grænser for, hvor
mange kernevåben supermagterne måtte være i besiddelse af, samt nogle specifikke regler for at føre
krig. SALT-aftalerne, ABM-traktaten og Helsinki-aftalen kan ses som nogle konkrete eksempler på,
hvordan afspændingsprocessen udmøntede sig.
4.1. 1.1.3: 1979-1985: Fast bipolaritet
Mod slutningen af 1970’erne begyndte afspændingspolitikken at vakle. Uden at USA kunne forhindre det,
voksede Sovjetunionens globale indflydelse, mens USA’s egen indflydelse synes at blive tvunget i
defensiven.19 USA led i 1979 under et tilsyneladende epokegørende tilbageslag, da der i Iran, som ellers var
USA’s stærkeste allierede i Mellemøsten, blev gennemført en islamisk revolution, der gjorde Iran og USA til
fjender. Her blev en afgørende begivenhed desuden, at militante islamistiske iranske studenter besatte
den amerikanske ambassade i Irans hovedstad Teheran20 og tog 52 amerikanske ansatte som gidsler i
444 dage.21
Meget afgørende for spændingsforholdet og for udviklingen af den bipolære magtstruktur blev det også, da
Sovjetunionen i 1979 gik ind i Afghanistan. I 1978 var det afghanske kommunistparti kommet til magten
ved et kup gennemført af de sovjetvenlige dele af militæret, der var blevet uddannet i Sovjetunionen. Da
dette styre vaklede, sendte Sovjetunionen i december 1979 styrker ind i landet. USA reagerede meget
kraftigt på denne invasion, og ifølge den daværende præsident Carter var det for Sovjetunionen et forsøg
på at få kontrol over området omkring Den persiske Golf, hvorfor det var et angreb på USA’s vitale
interesser, og følgelig blev det amerikanske forsvarsbudget kraftigt forøget. 22 Da dette således udløste en
drastisk forværring af de amerikansk-sovjetiske forbindelser, kan invasionen af Afghanistan derved siges at
18
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995, side 70
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995, side 90
20
Söderberg, Bo og Casper Syskind, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, Viborg: Systime 2003 side 165
21
Bryld, Carl-Johan og Harry Hye, Kilder til den nye verden, Århus: Forlaget Systime 1997, side 216
22
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995, side 98-99
19
være et omdrejningspunkt for udviklingen i det internationale politiske system, der ændres til at være
præget af en fast polaritet.
I årene, der fulgte, blev afspændingspolitikken mere eller mindre forkastet. Med den nye præsident Reagan
i spidsen blev der skabt en amerikansk målsætning om, at USA skulle optræde med fasthed over for
Sovjetunionen og skabe en klar amerikansk overlegenhed på alle væsentlige militære områder, hvorfor den
største amerikanske oprustning i fredstid blev indledt. Reagan-administrationen udpegede endvidere
amerikanske interesseområder i Mellemamerika og i Mellemøsten. 23 Spændingen mellem de to
supermagter steg, hvilket er et af de væsentlige belæg, der ligger til grund for, at jeg betegner bipolariteten
i denne periode som en fast bipolaritet.
4.2. 2.1.4: 1985-1989: Løs bipolaritet
I denne årrække blev det tydeligt, at Sovjetunionen ikke længere besad de kapabiliteter, det krævede at
følge med USA’s oprustning. Hverken teknisk eller økonomisk havde de en chance for at opnå strategisk
jævnbyrdighed med USA, hvorfor Sovjetunionen i 1985 opgav at følge med rustningskapløbet. Det
egentlige omdrejningspunkt kom, da Sovjetunionen i 1985 skiftede politisk ledelse og Mikhail Gorbatjov
kom til magten. Han søgte afspænding, nedrustning og økonomisk samarbejde med Vesten. Man opgav
endvidere fortsat at konkurrere med USA om indflydelse i den tredje verden, og som eksempel herpå trak
man de sovjetiske styrker ud af Afghanistan.
I form af den kendsgerning, at hele det sovjetiske alliancesystem gik i opløsning, og at hele Østeuropa
frigjorde sig fra Sovjetunionen, var der mere en nogensinde før tale om løs bipolaritet, men inden længe var
der slet ikke tale om nogen bipolaritet længere.
2.2: 1991: AFVIKLING AF BIPOLARITETEN
23
Bryld, Carl-Johan og Harry Haue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Forlaget Systime 1995, side 102
Murens fald i 1989 og opløsningen af Warszawapagten i 1991 blev et billede på kommunismens
sammenbrud i Østeuropa.24 Da Sovjetunionen i 1991 brød sammen, var der naturligvis ikke længere tale
om en bipolær magtstruktur på den internationale scene.
Afslutningen på den kolde krig skyldes ifølge realismen, at Sovjetunionen tabte våbenkapløbet, og på den
måde blev besejret af USA – endegyldigt, da Sovjetunionen holdt op med at eksistere. Herved led den
sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, ifølge realisterne under det værst tænkelige nederlag, da det vigtigste i
International Politik ifølge realisterne er at sikre ens egen stats overlevelse. I realisternes verdenssyn spiller
systemet og magtstrukturen som nævnt en determinerende rolle for udviklingen i det internationale
politiske system, og det er den hårde magt, der er afgørende for, hvordan dette system udformer sig. Det,
der skete ved den kolde krigs afslutning var dermed ifølge realisterne, at magtforholdene blev ændret som
følge af Sovjetunionens svækkede militære og økonomiske ressourcer. Neorealisterne vil igen benytte
ændringer af kapabiliteterne til at beskrive ændringerne i det internationale politiske system, hvorfor de
altså vil pege på Sovjetunionens svækkede økonomiske og militære ressourcer som den udløsende faktor.
Omvendt kan Gorbatjov fra en idealistisk synsvinkel betragtes som en reformator og en form for
bannerfører for idealisterne, fordi han medvirkede til, at den kolde krigs ophør foregik fredeligt.25
Helt overordnet vil realisterne beskrive den magt- og terrorbalance, der dominerede under
bipolariteten fra 1949 til 1990, som en ideel og stabil sikkerhedsordning. Perioden med kold krig var
dermed i realistisk tolkning en usædvanlig sikker periode i historien. Man kan dog pege på den række af
steder, hvor det kan hævdes, at bipolariteten derimod var en destabiliserende faktor. Som eksempler herpå
kan Koreakrigen, Vietnamkrigen og konflikter i Mellemøsten nævnes.
I kontrast til realisternes synspunkt vil idealisterne anlægge synspunktet om, at bipolariteten under den
kolde krig langt fra var stabil, da det hos idealisterne er den kollektive sikkerhed, der er den foretrukne
sikkerhedsordning. 26
24
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 290
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 137
26
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 137
25
2.3 EN NY VERDENSORDEN – UNIPOLARITETEN
Sovjetunionens sammenbrud blev naturligvis af fuldstændig afgørende betydning for udviklingen i det
internationale politiske system. Efter den kolde krig var afsluttet stod den internationale scene stod
tilbage med USA som den eneste supermagt, og ingen anden stat i verden kunne måle sig med USA –
hverken økonomisk eller militært. Hvad angik USA’s såkaldte hårde magt, var der altså ingen, der
kunne antaste supermagten, men også hvad angår den bløde magt, dvs. eksempelvis den ideologiske
og kulturelle magt, var USA andre lande klart overlegen. Herved kan man finde belæg for at påpege, at
der nu kom en ny unipolær verdensorden.
Ifølge Francis Fukuyama, en amerikansk historieprofessor, var det forhold, at det vestlige demokrati
og liberalismen nu vandt frem, tegn på, at ”historien var slut”27, hvorved han altså anlagde et
deterministisk syn på historien og - i strid med realismen - betragtede verden ud fra et fredsaspekt.
Som karakteristisk for udviklingen i det internationale politiske system i denne (relativt korte)
årrække fra 1990 til ca. 2001 kan man også tale om en hegemoniordning, idet man betegner den
dominerende stat USA som en hegemon.28
2.4 PÅ VEJ MOD EN NY MULTIPOLARITET?
Mod årtusindeskiftet skete der ting på den internationale scene, der pegede i retning af, at den
amerikanske dominans var på retur. At USA d. 11. september 2001 blev ramt af en katastrofe i form af
den mest omfattende terroraktion nogensinde, blev en symbolsk markering af, at USA hverken er
urørligt eller sikkert. Som følge af terrorangrebet erklærede præsident Bush USA’s krig mod
terrorisme, hvilket ledte til krige i Afghanistan og Irak i løbet af 00’erne. En sådan krigsførelse kræver
naturligvis ressourcer, og da også finanskrisen brød ud i 2008, blev USA’s økonomiske ressourcer
svækkede. Samtidig kom BRIK-landene, primært på baggrund af deres eksplosive vækst, til at fremstå
som nye mulige supermagter, hvorved der kan dannes belæg for, at det internationale politiske system
ikke længere fremstår som entydigt unipolært.29 Mere herom følger i opgavens diskuterende del.
3. ÅRSAGERNE TIL SOVJETUNIONENS SAMMENBRUD OMKRING 1990.
27
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 201, side 116
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 117
29
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 117
28
Set i historisk perspektiv er det ganske enestående, at en så stor og betydningsfuld supermagt som
Sovjetunionen kunne bryde sammen på så kort tid. Man kan umiddelbart naturligvis anlægge
synspunktet om, at sammenbruddet skete som følge af et pres udefra – nemlig som følge af den
oprustning, som USA så at sige tvang Sovjetunionen til at bruge ekstremt mange ressourcer på. Men da
man i historiefaget med udgangspunkt i den pragmatiske årsagsforklaring bestræber sig på at undgå
sådanne ”énfaktorforklaringer”, vil jeg i det følgende derimod - med udgangspunkt i multikausaliteten pege på flest mulige sammenhænge, der kan sandsynliggøre, at der er tale om et årsag/virkningsforhold. For overskuelighedens skyld har jeg inddelt disse sammenhænge i forskelle
grupperinger.
3.1: Økonomiske årsager
Først og fremmest kan den økonomiske situation have været en væsentlig årsag til sammenbruddet.
Som det også belyses kvantitativt i tabellen nedenfor, stod det kritisk til for økonomien i årrækken op
til sammenbruddet.
Tabel 1: Økonomisk vækst i Sovjetunionen 1986-1991 (årlig vækst i %,
officielle tal)30
Kilde: Stephen White: Gorbachev and After, 1992, s. 123
1986
1987
1988
1989
1990
1991
Samlet produktion
2,3
1,6
4,4
2,4
-4,0
-15,0
Industriproduktion
4,4
3,8
3,9
1,7
-1,2
-7,8
Landbrugsproduktion
5,3
-0,6
1,7
1,3
-2,3
-7,0
Hvad der kan hævdes at have været af betydning for denne økonomiske situation, kan have været
planøkonomien og den statslige ejendomsret til produktionsmidler, der blev begrundet politisk og på
baggrund af marxistisk økonomisk teori med, at når ingen privatpersoner ejede produktionsmidlerne,
var der ingen arbejdsgivere og ingen udbyttere, hvilket således var forudsætningen for et klasseløst,
30
Nielsen, Erik Bach, Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland, København: Forlaget Munksgaard 1994, side 22
lige og socialistisk samfund. Man kan dog på den anden side pege på det koordineringsproblem,
planøkonomien blev årsag til. Enhver virksomhed fik nøjagtige instruktioner om, hvad og hvor meget,
de skulle producere, hvor meget arbejdskraft, de skulle benytte, hvorfra, de skulle modtage råvarer,
hvortil, de skulle levere produkterne og så videre. Udover, at dette blev uoverskueligt i så enormt et
land, endte det med, at virkeligheden langt fra passede med tallene, da mange virksomheder
eksempelvis uofficielt modtog råvarer andetsteds fra. 31
Formentlig de manglende incitamenter for at gøre en indsats på arbejdet, den ikke eksisterende fare
for arbejdsløshed og den meget begrænsede mulighed for at forbedre den i forvejen lave levestandard
førte til, at arbejdsmoralen blev elendig og at både pjækkeri og drikkeri blev almindeligt. Som følge af
den dermed ikke velfungerende nationaløkonomi blev mangel på både fødevarer og almindelige
forbrugsvarer udbredt. Også teknologiske fremskridt blev forhindret, dels som følge af de manglende
incitamenter, dels som følge af måden, hvorpå de østeuropæiske republikker var isoleret fra det
internationale videnskabelige miljø.32
Af betydning for de årsager til sammenbruddet, der kan grupperes under de økonomiske årsager, har
givetvis også været, at værdien af Sovjetunionens oliereserver, som var landets største økonomisk
aktiv, næsten blev halveret som følge af prisfaldet på olie i årene op til sammenbruddet.33
3.2: Ideologiske og politiske årsager
Som Gorbatjov også selv har udtalt, var det ikke nødvendigvis selve den socialistiske grundideologi,
der var årsagen til sammenbruddet, men derimod netop den forgrening af socialismen, der
dominerede i Sovjetunionen, der skabte problemer: ”…det er min overbevisning, at den socialistiske idé
er umulig uden demokrati og uden en retfærdig og troværdig løsning af sociale problemer…. Når vi taler
om socialisme, bør vi holde os for øje, at den var den form for socialisme, vi havde i vort land, som slog fejl,
ikke selve den socialistiske idé”34
Da Gorbatjov kom til magten i 1985, og Sovjetunionen var i dyb økonomisk krise, var det hans
opfattelse, at den eneste måde hvorpå man kunne redde det kommunistiske styre, var ved at
31
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 284
Bach Nielsen, Erik: Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland, København: Munksgaard, 1994, side 35
33
Söderberg, Bo og Casper Syskind, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, Viborg: Systime 2003, side 196
34
Gorbatjov, Mikhail, Augustkuppet, tre dage der rystede verden, Viborg: Forlaget Holkenfeldt, 1991, side 47
32
reformere det. Gorbatjov sammenfattede sin politiske løsning i begreberne Glasnost (åbenhed),
Perestrojka (omstrukturering) og demokratisering. Det var målet, at hvis befolkningen begyndte at
deltage aktivt i samfundets anliggender og der blev banet vej for åben debat, ville det skabe økonomisk
fremgang såvel som politisk liv.
Gorbatjovs krav om glasnost førte dog gradvist til, at der opstod kritik af det system, han selv stod i
spidsen for. Dette var han dog tilsyneladende indforstået med, og konsekvenserne af dette var stadig –
ifølge ham selv – under kontrol: ”I den forbindelse vil jeg sige et par ord om glasnost. Nogle har spurgt:
Hvorfor har centralkomiteen dog lanceret kritik og selvkritik i så stort et omfang? Jeg kan godt fortælle
jer, at indtil videre har vi intet tabt på det, vi har kun vundet. Folk har oplevet en energitilførsel; de er
blevet modigere og mere aktive, både på arbejdet og i offentligheden.”35 I Gorbatjovs retorik finder man
således belæg, der peger i retning af, at glasnost havde positive følger – både økonomisk og politisk.
(Folk har oplevet en energitilførsel; de er blevet modigere og mere aktive, både på arbejdet og i
offentligheden) Hvad angår troværdigheden af de oplysninger, der fremgår af denne kilde, er det dog
vigtigt at hæfte sig ved, at der i kildens ophavssituation er nogle forhold, der kan have indflydelse på
sandhedsværdien af de budskaber, Gorbatjov nævner. Den sammenhæng, kilden blev til i, hensigten
med kilden, samt de interesser, der indiskutabelt er forbundet med kildens tilblivelse, kan have
medvirket til, at de ting, Gorbatjov siger i denne tale til partiaktivisterne d. 31. juli 1986, blot er udtryk
for en formodning om, hvilke signaler, der taktisk set vil være de bedste at sende, når det eksempelvis kom
til opbyggelse af hans egen legitimitet, snarere end et udtryk for de sande realiteter. Glasnost førte nemlig
inden længe til en udvikling, som Gorbatjov ikke kunne kontrollere. Den nye åbenhed førte til
katastrofale afsløringer af partiets forbrydelser, løgne og sager, de havde holdt skjult. I denne
forbindelse spillede medierne, der også med glasnost fik større betydning, en afgørende rolle, hvilket
også belyses i punkt 2.4. Eksempelvis fik folkets tro på alvoren i glasnost et alvorligt knæk, da
sandheden om ulykken på atomkraftværket Tjernobyl kom frem.36
Det ideologiske grundlag, der legitimerede det herskende étparti-systemet, brød dermed sammen.37
Som følge af glasnost blev kommunistpartiets magtmonopol afskaffet i 1990, og de regerende
kommunistpartier i de andre østlande tabte modet og faldt efterfølgende som dominobrikker stærkt
35
Nielsen, Mai Valentin, Da verden blev ny – Østblokkens sammenbrud 1989-1991, Viborg: Forlaget Pantheon, 2001, side 21
- Kilde 2: Gorbatjovs tale i Khabarovsk Parti-orhanisation. Talen er gengivet fra Alexander Dallin og Gail W. Lapidus: ”Det
sovjetiske system. Fra krise til kollaps”, 2001
36
Nielsen, Svend B., Sovjet – systemet der brød sammen, København: Nordisk Forlag, 1996, side 21
37
Nielsen, Svend B., Sovjet – systemet der brød sammen, København: Nordisk Forlag, 1996, side 24
påvirket af pres fra folket.38
Man kan også hævde, at Gorbatjovs politiske idéer og målsætninger om eksempelvis at kombinere det
bedste fra planøkonomien med markedsøkonomien, samt om en decentralisering samtidig med et
stærkt centraliseret føderalt system, ganske enkelt var urealistiske. Det er en meget svær opgave at
reformere og ændre et samfund så radikalt, samtidig med at man vil bevare det, der holder sammen på
samfundet. Hvis det sovjetiske samfund virkelig skulle reformeres, var det nødvendigt at fratage det
kommunistiske parti noget af dets magt, hvorfor Gorbatjov bad nogle af de mest magtfulde grupper i
samfundet om at opgive noget af deres magt og dermed også deres privilegier.39 Dette skabte enormt
meget intern splid i partiet og dermed en meget ustabil politisk situation.
Som medvirkende til den ustabile politiske situation i Sovjetunionen, der kan siges at have bidraget til
sammenbruddet, skal bevægelserne imod Gorbatjovs reformer også nævnes. Disse eksisterede også
inden for partiet. Udover den reformfjendtlige del af partiet, eksisterede der naturligvis også den del af
partiet, der gik ind for reformerne. Herforuden eksisterede der oven i købet også den del af partiet, der
mente, at Gorbatjov var for tilbageholdende og for afhængig af den reformfjendtlige fløj i sin
udformning af den førte politik, og at reformerne ikke var tilstrækkeligt gennemgribende.40 Alt i alt var
den politiske situation altså stærkt præget af interne stridigheder, og det kan siges, at disse gjorde det
umuligt at føre en konsekvent og kontinuerlig politik, hvilket naturligvis også prægede befolkningens
tillid til magthaverne.
Det var også de dele af parti- og statsledelsen mod Gorbatjov, der med henblik på at bremse den
igangværende udvikling endte med at iværksætte et omfattende kup mod Gorbatjov d. 19. August
1991, og selvom kuppet mislykkedes, blev det begyndelsen til Gorbatjovs endelige fald.41
Af afgørende betydning var givetvis også Gorbatjovs manglende legitimitet. Under Gorbatjov hævdes
det, at Folkekongressen og Den Øverste Sovjet kunne vedtage lige så mange love som det skulle være,
men ført ud i livet, var det de færreste af dem, der blev.42 Store befolkningsgrupper opfattede
magtcentreret i Moskva som noget fremmed, de var blevet underlagt under den kolde krigs indledende
38
Söderberg, Bo og Casper Syskind, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, Viborg: Systime 2003, side 192
Nielsen, Erik Bach: Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland. København: Munksgaard 1994, side 22
40
Nielsen, Erik Bach, Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland, København: Forlaget Munksgaard 1994, side 26
41
Poulsen-Hansen, Lars P., Rusland – supermagt på retur? Speciale på DIIS’s hjemmeside, København: Danish Institute for
International Studies, 2005: Rushttp://www.diis.dk/graphics/Publications/WP2005/21_lph_rusland_supermagt_retur.pdf
(besøgt 19. december 2012)
42
Bach Nielsen, Erik: Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland. København: Munksgaard, 1994, side 22
39
faser. 43
3.3: Nationalistiske strømninger
Glasnost gav anledning til, at der opstod nye normer for nationaliteternes adfærd. Da Gorbatjov
begyndte at løsne den stramme politiske kontrol, dukkede der stærke nationalistiske følelser, der før
havde været undertrykt af de kommunistiske regimer, op på overfladen. For mange af nationaliteterne
i Sovjetunionen var den nationale identitet vigtigere end det tilhørsforhold til Sovjetunionen, de var
blevet underlagt.44
Den sovjetiske centralmagts svaghed, som blev beskrevet ovenfor, betød også, at Sovjetunionens
mange folkeslag så muligheden for at opnå selvstyre og uafhængighed.
Den række af forskellige grupperinger og bevægelser, der blandt andet også som følge af den førte
politik og glasnost opstod - især på græsrodsniveau - kan siges at have spillet en afgørende rolle for det
multinationale Sovjetimperiums sammenbrud, idet disse kan hævdes at have bidraget til, at de
østeuropæiske samfund og nationaliteter blev ”modne” til revolutionerende ændringer.
Også republikkernes selvstændighedstrang kan altså siges at være en væsentlig årsag til
Sovjetunionens opløsning og de nationalistiske strømninger kan betragtes som en vigtig faktor bag
opløsningen af sovjetimperiet. I denne forbindelse kan man anlægge synspunktet om, at den bløde
folkelige magt viste sin styrke, mens den hårde militære magt, der førhen havde spillet en væsentlig
rolle for, at så mange befolkninger blev underlagt de kommunistiske regimer, blev overvundet. Når
man anlægger et sådant synspunkt, bekræfter man egentlig idealismens fremskridtstro og idealismens
tese om, at troen på demokratisk udbredelse ville befordre freden i verden. Det hænger også sammen
med, at idealister formentlig vil hylde Gorbatjov, da det kan hævdes, at han gennemførte de hidtil mest
fremadstræbende tiltag for at afslutte den kolde krig og atomvåbenkapløbet, der som nævnt ifølge
idealisterne ikke var en stabil sikkerhedsordning.
3.4: Mediernes indflydelse
Som medvirkende til Sovjetunionens sammenbrud kan der også peges på mediernes udbredelse og
konsekvenserne heraf.
43
44
Söderberg, Bo og Casper Syskind, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, Viborg: Systime 2003, side 191
Nielsen, Erik Bach, Sovjetunionens sammenbrud og det nye Rusland, København: Forlaget Munksgaard, 1994, side 23
I takt med, at glasnost manifesterede sig rundt omkring i samfundet, kom der i mediernes mange nye
aviser og tidsskrifter hidtil usete og meget banebrydende tal frem. Arbejderklassen og middelklassen
blev derved i langt højere grad bevidste om, hvor lav deres egen levestandard var i forhold til Vestens,
selvom officiel propaganda hidtil havde vist, at befolkningerne vestbloklandene levede i absolut
elendighed. Tal og undersøgelser i medierne viste nu blandt andet, at børnedødeligheden i
Sovjetunionen var langt større end i Vesten, samt at den gennemsnitlige levealder var 10 år højere i
den vestlige kapitalistiske samfund, end den var i Sovjetunionen.45
På denne måde bidrog mediestrømmen - der med glasnost blev øget betydeligt - til, at den bærende
ideologiske selvforståelse så småt krakelerede og styrets tilslutning blandt folket nærmede sig et
nulpunkt. Dette hænger i høj grad sammen med de årsager bag Sovjetunionens sammenbrud, der
knytter sig til ideologien og den politiske situation.
3.5: Miljøproblemerne
At der ikke blev taget hånd om miljøproblemer, der ramte befolkninger i mange østbloklande i form af
eksempelvis forurenede vandløb, luftforurening, skovdød og udtørring af Aral-søen, da miljøhensyn
bremsede den rent kvantitative vækst, blev også af afgørende betydning for de modsætninger, der blev
skabt mellem befolkningen og magtcentreret i Moskva.46 De mange græsrodsbevægelser, der med
glasnost opstod i det sovjetiske politiske system, spillede i den forbindelse en rolle, da de – også som
følge af glasnost - nu fik mulighed for at afsløre og debattere miljøproblemerne i det offentlige rum. I
forbindelse med disse afsløringer og debatter spillede medierne også en rolle.
3.6: Sammenfatning
På denne måde kan det påvises, at Gorbatjovs ellers fremadstræbende politik på paradoksalt vis altså
på mange måder kan siges at være medvirkende til Sovjetunionens endelige sammenbrud.
Sammenfattende kan det siges, at der kan stilles en lang række forskellige årsagsforklarende forhold
op, der kan sandsynliggøre et årsag-/virkningsforhold. Ved at stille disse forskellige årsagsforklaringer
op mod hinanden, kan man konkludere, at de mange forskellige årsager i høj grad har påvirket og i
mange tilfælde forstærket hinanden indbyrdes, hvilket også fremgår klart af ovenstående analyse. Der
kan hermed argumenteres for, at en form for multikausalitetsmodel ligger til grund for
45
46
Nielsen, Svend B., Sovjet – systemet der brød sammen, København: Nordisk Forlag, 1996, side 25-26
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914, Viborg: Systime 2006, side 290
årsagssammenhængene bag Sovjetunionens sammenbrud, da det er demonstreret, hvordan flere
forskellige faktorer, der har været til stede samtidig, har udløst en effekt.
4. USA’S UDENRIGSPOLITIK I PERIODEN 1990 TIL 2012.
Med udgangspunkt i USA’s særstilling i en nu unipolær magtstruktur i det internationale politiske
system, er det naturligvis nærliggende, at USA’s præsident og udenrigsminister altid vil optræde som
en vigtig aktør i mange internationale spørgsmål.
Under den kolde krig havde inddæmningen af kommunismen – den såkaldte inddæmningspolitik –
dannet grundlag for nogle ganske klare og entydige retningslinjer for den amerikanske
udenrigspolitik. Denne inddæmningspolitik kan kædes sammen med den hovedretning inden for
amerikansk udenrigspolitik, der hedder internationalismen, og som i kontrast til den ellers
længstvarende tradition i amerikansk udenrigspolitik isolationismen bygger på, at USA er nødt til at
tage stilling og medvirke i internationale anliggender.47 Men da det internationale politiske system
med afslutningen på den kolde krig blev grundlæggende forandret, var det langt fra givet, hvilken
udenrigspolitik vej USA skulle gå.
4.1:1989-1993: George H. W. Bush senior
Som den siddende amerikanske præsident i årrækken fra 1989 til 1993 blev republikaneren George H.
W. Bush den internationalt stærke leder, der skulle fastlægge den amerikanske udenrigspolitiske kurs
i forhold til de hastigt skiftende internationale omstændigheder.
Han gjorde indledningsvist en stor indsats for at forbedre forbindelserne mellem USA og
Sovjetunionen ved at samarbejde med Gorbatjov om nedrustning mellem de to supermagter og skabe
nye økonomiske relationer. 48 Her kan der således argumenteres for, at der afspejles idealistiske
tendenser i den amerikanske udenrigspolitik.
Endvidere var USA’s udenrigspolitik i starten af 1990’erne præget af neo-isolationismen, idet der
hermed blev lagt vægt på begrænsning af militære styrker og endvidere blev der lagt vægt på
økonomiske relationer.
Da USA i 1990-1991 under Golfkrisen stillede sig i spidsen for en alliance, der drev Irak ud af Kuwait,
47
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Systime, Århus: Systime 2012, side 190
Esmann, Frank, m.fl., Amerikanske præsidenter fra George Washington til Bill Clinton, København: Det Historiske Hus og
Sachehoug 2003, side 333
48
var det en bekræftelse af, at internationalismen stadig prægede den amerikanske udenrigspolitik. Der
kan i form af Golfkrigen også argumenteres for, at USA’s udenrigspolitik under George H. W. Bush
fulgte linjen som en global hegemoni idet USA hermed lagde vægt på mulighederne for at kontrollere
hele verden.49
Men husker man på, at selvom USA og det amerikanske militær klart var de hovedansvarlige for sejren
i Golfkrigen i 1990-1991, blev alle de væsentlige beslutninger truffet i FN’s sikkerhedsråd, hvilket også
omtales i præsidentens tale i FN’s generalforsamling d. 1. oktober 1990, hvor holdningen til den
internationale organisation FN tydeligt fremgår:
”FN kan medvirke til skabelsen af en ny verden …. Vi har en vision om et nyt partnerskab mellem
nationer, et partnerskab, der bygger på konsultationer, samarbejde og fælles handling, især på grundlag
af internationale og regionale organisationer;….et partnerskab, hvis mål er at øge demokratiet, øge
velstanden, øge freden og formindske rustningerne..”50
I George H. W. Bushs retorik i denne tale finder man tydeligt belæg for, at der fremgår liberale
internationalistiske tendenser, da den liberale internationalisme bygger på opfattelsen af, at man skal
bestræbe sig på at løse problemerne gennem internationale organisationer som netop FN. I en IPteoretisk sammenhæng kan FN’s rolle i Golfkrigen således også bekræfte idealisternes syn på FN som
en samlet organisation, der arbejder for fred. Det kan dog hævdes, at der også kan argumenteres for, at
FN’s rolle i Golfkrigen i 1991 kan bekræfte realisterne i deres syn på FN blot som værende er en arena,
hvor de egoistiske lande kan kæmpe om at få udført deres interesser. Dette kan man hævde på
baggrund af, at det er nærliggende at antage, at USA’s motiver delvist lå i olien (udenrigsøkonomisk
mål), og i at sætte en stopper for Iraks forsøg på at opbygge sig selv som en regional stormagt51, samt
på baggrund af det forhold, at USA bidrog med langt størstedelen af de i alt 450.000 mand, der blev sat
ind i kampen mod Irak. Men da USA erklærede deres mål med interventionen som værende at skabe
fred i Kuwait, kunne de således argumentere princip- og idépolitisk for deres modangreb. Spørgsmålet
er imidlertid, om dette blot var udtryk for en måde, hvorpå USA ”besmykkede krigen med idealistisk
retorik”, snarere end udtryk for de egentlige amerikanske hensigter?
Det kan således sammenfattes, at det under George H. W. Bush er svært at spore en entydig linje i den
amerikanske udenrigspolitik. Da der både er de nævnte neo-isolationistiske tendenser, der bygger på
49
Sørensen, Jacob Graves m.fl., Mellemøsten under forandring, København: Colombus 2012, side 116
Bush, George H. W. I tale til FN’s generalforsamling 1. oktober 1990, kilde set i bogen: Branner, Hans, USA som
supermagt – almagt eller afhængihed? København, Gyldendahl 1999, side 51
51
Söderberg, Bo og Casper Syskind, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, Viborg: Systime 2003, side 165
50
ønsket om at koncentrere sig om egne problemer og genskabe stærk økonomi, herunder den nævnte
skabelse af nye økonomiske forbindelser, men også de nævnte liberale internationalistiske tendenser,
kan der være tale om en form for ”zig-zag-kurs”52 i den amerikanske udenrigspolitik i 1990’erne.
4.2: 1993-2001: Bill Clinton
Denne zig-zag-kurs fortsatte da Bill Clinton overtog præsidentposten. Det forhold, at Bill Clinton for
det meste fokuserede på det indenrigspolitiske53, og dermed manglede klare større udenrigspolitiske
visioner, kan hævdes at have medvirket til denne.
Men da USA var verdens eneste supermagt, var det nødvendigvis uundgåeligt, at visse internationale
spørgsmål trængte sig på, og i denne forbindelse kan det hævdes, at det lykkedes for præsidenten
udadtil at fremstille USA som en human global magt. Dette skete blandt andet ved, at han satte en
løsning af problemerne i Nordirland og Israel-Palæstina-konflikten meget højt på dagsordenen.54 Men
da Clinton ganske klart placerede sig på sidelinjen i eksempelvis forhandlingerne mellem Israel og
Palæstina, hvilket han dannede belæg for ved at påpege, at det var parterne selv, der måtte finde
løsningerne55, kan man påstå, at han fulgte den amerikanske udenrigspolitiske linje, der kaldes globalt
samarbejde, da denne også bestræber sig på at undgå tvang som middel.56
Men når det ikke var muligt at løse problemerne med fredeligt demokrati, var man villig til at bruge
militær magt, hvilket Bill Clinton også slog fast ved hans første indtrædelsestale i 1993:
”Når vore vitale interesser udfordres, eller når det internationale samfunds vilje og samvittighed
trodses, vil vi skride til handling – med fredeligt diplomati, når det overhovedet er muligt, med magt om
nødvendigt. De tapre amerikanere, der forretter tjeneste i vort land i dag i Den Persiske Golf, i Somalia, og
alle andre steder de befinder sig, er et bevis på vor beslutsomhed”57
Trods efterspillet af Golfkrigen foretog Bill Clinton sig ikke noget over for Irak, der kan siges at være af
Branner, Hans, USA som supermagt – almagt eller afhængihed? København: Gyldendahl 1999, side 48
Esmann, Frank, m.fl., Amerikanske præsidenter fra George Washington til Bill Clinton, København: Det Historiske Hus og
Sachehoug 2003, side 340
54
Esmann, Frank, m.fl. Amerikanske præsidenter fra George Washington til Bill Clinton, København: Det Historiske Hus og
Sachehoug 2003, side 340
55
Palæstina Info: http://www.palaestina-info.dk/index.php/historien-2004-2012/77-usa-og-palaestinakonflikten (Besøgt
15. december 2012)
56
Sørensen, Jacob Graves m.fl., Mellemøsten under forandring, København: Colombus 2012, side 115
57
Clinton, William J, første tiltrædelsestale 21. Januar 1993, kilde fundet i bogen ”Præsidenten har ordet – Tiltrædelsestaler
fra Roosevelt til Bush” oversat af Capser Langhoff, København: Forlaget Rosenkilde 2008
52
53
betydning.58
4.3: 2001-2009: George W. Bush junior
På trods af, at George W. Bush formentlig vandt valget på hans neo-isolationistiske valgprogram59, blev
det bestemt ikke i den retning, den amerikanske udenrigspolitik ændrede sig under hans
præsidentembede, som startede i 2001. Da USA senere samme år – d. 11. September 2001 - blev offer
for den mest omfattende terroraktion nogensinde, blev den amerikanske udenrigspolitik ændret
radikalt, hvilket fik konsekvenser på globalt plan. Det fremgår tydeligt af nedenstående uddrag fra
Bush-doktrinen, som er en betegnelse for det sæt af retningslinjer for den amerikanske
udenrigspolitik, der blev fremsat af præsidenten i 2002:
”Amerikas Forenede Stater kæmper en kamp mod verdensomspændende terrorisme. Fjenden er
ikke en enkelt politisk regering eller person eller ideologi. Fjenden er terrorisme – forsætlig, politisk
motiveret vold begået mod sagesløse. (...)
Vi vil splitte og ødelægge terroristorganisationer ved at: (…)
forsvare De Forenede Stater, det amerikanske folk og vore interesser hjemme og ude i verden ved at
identificere og ødelægge truslen, før den når vore grænser. Samtidig med, at De Forenede Stater uafbrudt
vil stræbe efter at opnå støtte i det internationale samfund, vil vi ikke tøve med om nødvendigt at handle
alene for at udøve vor ret til selvforsvar ved at komme sådanne terrorister i forkøbet for at hindre dem i
at gøre skade på vort folk og vort land;” 60
Af denne primære kilde fremgår det ganske klart, at neokonservatismen på et unilateralt grundlag blev
det, der satte sit stærke præg på den hårde amerikanske udenrigspolitik under George W. Bush. Som
det også er ganske nærliggende, udspringer neokonservatismen af internationalismen, og den bygger
på, at USA har pligt til at eksportere amerikanske værdier og demokrati – om nødvendigt ved brug af
militær magt, samt at de skal opretholde en militær kapacitet, der er større end alle andre landes
tilsammen.
58
Sørensen, Jacob Graves m.fl., Mellemøsten under forandring, København: Colombus 2012, side 115
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 190
60
Det amerikanske udenrigsministerium, "The National Security Strategy of the United States of America", September
(2002), uddrag fra:
59
http://www.emu.dk/gym/fag/hi/inspiration/tema/irak/bushdokt.html (Besøgt 20. december 2012)
Den amerikanske udenrigspolitik blev således under præsident Bush således stærkt militariseret.61
Hvad der også fremgår af Bushdoktrinen – og også af ovenstående uddrag fra den er, at USA er villige
til at handle uden FN-mandat i ryggen, hvilket således står i stærk kontrast til den liberale
internationalisme i dennes målsætning om, at man ikke skal gå i krig uden FN og helst aldrig alene.62
Netop at USA var villige til at handle alene og uden et FN-mandat blev en kendsgerning, da USA i
Irakkrigen invaderede Irak uden et mandat fra FN. Det fremgår også meget klart af den tale, præsident
Bush junior holdt som baggrund for, at USA gik ind i Irak, at den aktivistiske amerikanske
udenrigspolitik på dette tidspunkt bar stærkt præg af neo-konservatismen og herunder dens antagelse
om, at brugen af militær magt er nødvendig og skal bruges forebyggende:
“The people of the United States and our friends and allies will not live at the mercy of an outlaw
regime that threatens the peace with weapons of mass murder. We will meet that threat now, with our
Army, Air Force, Navy, Coast Guard and Marines...”63
Som det også fremgår af uddraget fra talen begrundende man således først invasionen af Irak
sikkerhedspolitisk med, at man ville fjerne masseødelæggelsesvåben, men da man senere fandt ud af, at
disse reelt ikke var tilstede i Irak, indlagde man et idépolitisk og princippolitisk mål om at
demokratisere Irak og skabe fred i regionen.
Det nævnte neo-konservative præg på den amerikanske aktivistiske udenrigspolitik under George W. Bush
afspejles også tydeligt i nedenstående kilde, der viser at USA’s militærudgifter voksede voldsomt under
hans to præsidentperioder: 64
61
Fortsythe, David P., The U.S and trans-atlantic relations: On the difference between dominance and hegemony, Speciale
på DIIS’s hjemmeside, København: Danish Institute for International Studies, 2005:
http://www.diis.dk/graphics/Publications/WP2005/Dpf.USA_TRANS-ATLANTIC.pdf (Besøgt 18. december 2012)
62
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime 2012, side 190
Presidential Speech Launching Iraq Invasion, Operation Iraqi Freedom, Bush's national address of 19 March 2003
http://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2003/03/20030319-17.html (Besøgt d. 13. december
2012)
63
64
PowerPoint-præsentation udleveret i forbindelse med deltagelse i MasterClass kurset, USA og BRIK-landene – en nye
international verdensorden, Øregård Gymnasium i efteråret 2012.
4.4: 2009-?: Barack Obama
Allerede i Barack Obamas indvielsestale d. 20. januar 2009 afspejles der uomtvisteligt nye tendenser i den
amerikanske udenrigspolitik: ”We will begin to responsibly leave Iraq to it’s people”65 Lignende tendenser
fremgår også af talen d. 23. august året efter, hvor Obama officielt deklarerer USA’s afslutning på krigen:
“Last year, I announced a plan that would bring our combat brigades out of Iraq, while
redoubling our efforts to strengthen Iraq’s Security Forces and support its government and people. That is
what we have done. We have removed nearly 100,000 U.S. troops from Iraq. We have closed or
transferred hundreds of bases to the Iraqis. And we have moved millions of pieces of equipment out of
Iraq. This completes a transition to Iraqi responsibility for their own security.”66
I Obamas retorik finder man belæg for, at den liberale internationalisme nu er toneangivende for den
amerikanske udenrigspolitik. Udenrigspolitikken er nemlig stadig internationalistisk, og da Obama
overtog præsidentembedet lagde han en aktivistisk linje for udenrigspolitikken i de fremsatte mål om
at pudse USA’s internationale image op – specielt i Mellemøsten, hvor han ville skabe fred, afslutte
krigene i Irak og i Afghanistan, række en hånd ud til Iran, ”nulstille” relationerne til Rusland med
henblik på at befri verden for atomvåben og skabe samarbejde med Kina i regionale og globale
sammenhænge.67
”President Barack Obama's Inaugural Address” 20. Januar 2009: http://www.whitehouse.gov/blog/inaugural-address
(Besøgt d. 16. december 2012)
66
”The End of the Combat Mission in Iraq speech” 23. august 2010
65
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=yzO9LZzZoOk# (Besøgt d. 19. december 2012)
67
Lamarque, Kevin, Essay: Scoring Obama’s Foreign Policy, http://www.foreignaffairs.com/articles/137516/martin-indykkenneth-lieberthal-and-michael-e-ohanlon/scoring-obamas-foreign-policy (Besøgt 19. december 2012)
Obama bestræber sig - i kontrast til præsident Bush – i udenrigspolitiske anliggende på at gå frem med
blød magt frem for hård magt.68
Sammenfattende kan det siges, at uanset hvilken af hovedstrømningerne; isolationisme og herunder
neo-isolationisme, eller internationalisme og herunder liberal internationalisme, neo-konservatisme
og realisme, de forskellige præsidenter synes at have taget udgangspunkt i i udformningen af deres
udenrigspolitiske retningslinjer, henter alle de udenrigspolitiske grundopfattelser deres næring i den
samme amerikanske hovedtradition – exceptionalismen. Exceptionalismen bygger på en dyb tro om, at
USA er et ganske særligt privilegeret land, der er udvalgt af Gud, til at udføre en mission om at forsvare
og sprede de særlige amerikanske værdier.69
Endeligt er det desuden vigtigt at have for øje, at præsidenternes retorik ikke altid giver det retvisende
billede af USA’s handlingerne i det internationale politiske system, men derimod snarere kan betragtes
som et udtryk for, hvor vigtigt det i et demokrati som USA er, at de udenrigspolitiske tiltag kan
begrundes.
5. USA’S FREMTIDIGE ROLLE I DET INTERNATIONALE POLITISKE SYSTEM
Det er i dag en relativ udbredt grundopfattelse, at USA i et unipolært internationalt politisk system
indtager positionen som en hegemonialmagt. Til at understøtte denne påstand kan der også peges på
en lang række belæg. Hvad angår den hårde magt, taler det for sig selv, at USA er det land i verden, der
har den største økonomi, og ydermere at USA er det land i verden, der har det største militær – og
tilmed det land, der bruger flest penge på at fastholde denne position (4,06 % af BNP). I form af
amerikaniseringen belyses USA’s overlegenhed også når det kommer til den bløde magt, da USA er det
land i verden, hvis kultur har den største indflydelse på resten af verdens lande. Endvidere kan det
eksempelvis nævnes, at USA er det land i verden, der bruger suverænt flest penge på forskning, og at
USA er nummer 1 i verden til at udgive videnskabelige artikler.70 + 71
68
http://videnskab.dk/kultur-samfund/obama-videreforer-neokonservativ-demokrati-udbredelse (Besøgt d. 14. december
2012)
69
Branner, Hans, Global Politik, (2. Udgave), København: Colombus 2010, , side 20-23
70
Brøndum, Peter og Annegrethe Rasmussen, USA’s Udfordringer, København: Colombus 2012, kapitel 5
71
Foredrag i forbindelse med MasterClass-kursus efteråret 2012, USA i den internationale verdensorden, 5. november 2012,
Øregård Gymnasium
Modsætningsvis kan man dog også i vid udstrækning finde belæg for, at USA-dominansen blot er en
kort unipolær affære. Unipolariteten betragtes af mange som både skrøbelig og truet. Som den britiske
historiker Paul Kennedy argumenterede for i sin bog ”The Rise and Fall of the Great Powers” i 1988
med den såkaldte hegemoniteori, er man som unipol nødt til at udstationere store militære styrker i
udlandet for at opretholde sin unipolære magt. I denne forbindelse taler det for sig selv, at USA i dag har
ca. 500.000 soldater placeret rundt omkring i verden.72 Dette kan ifølge hegemoniteorien føre til en
situation, der forklares med begrebet imperial overstretch, som hentyder til, at hegemonen ganske enkelt
forpligter sig ud over dens ydeevne.73 Således bliver en for stor del af statens ressourcer afledt fra at skabe
velfærd og velstand internt i landet, da man i stedet lader ressourcerne gå til militære formål. Dette vil på
længere sigt føre til en svækkelse af landets nationale styrke. Og netop denne svækkelse vil de
konkurrerende stormagter ifølge hegemoniteorien drage fordel af, hvorfor det for hegemonen – altså USA vil blive vanskeligt at opretholde dens status som unipol.74
Der kan dog dannes belæg for, at hegemoniteorien ikke holder vand. Eksempelvis kan det nævnes, at dele
af et lands militærudgifter kan få det, man kalder ”spin-off”-virkninger75 i civiløkonomien, og det gælder
især når det kommer til forskning og teknologi. Et land kan således udvikle sig ekstremt meget teknologisk,
når der postes forskningsmidler ind i militæret, hvilket således har positive følger for hegemonen.
Endvidere kan dét, at et land har høje militærudgifter også skabe øget beskæftigelse og øget efterspørgsel i
landets nationaløkonomi, hvorfor det på denne måde kan betragtes som en form for ekspansiv
finanspolitik. Det kan dog hævdes, at der i form af Sovjetunionens sammenbrud er eksempler fra historien,
der taler imod holdbarheden af dette argument. På den anden side kan de særlige forhold i Sovjetunionen,
som den nævnte planøkonomi og den nævnte isolation fra det internationale videnskabelige miljø, skabte i
Sovjetunionen, dog tale for, at Sovjetunionens sammenbrud dermed var noget ganske enestående, hvorved
gyldigheden af dette historiske argument altså svækkes.
72
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime, 2012, side 189
Branner, Hans, USA som supermagt – almagt eller afhængighed? København: Gyldendahl 1999, side 39
74
Branner, Hans, USA som supermagt – almagt eller afhængighed? København: Gyldendahl 1999, side 39
75
Branner, Hans, Global Politik, (2. Udgave), København: Colombus 2010, side 15
73
Endvidere kan den øgede afhængighed, der er kommet staterne imellem som følge af globaliseringen,
hævdes at tale for unipolaritetens og dermed USA’s chancer for overlevelse. Denne afhængighed - og ifølge
idealisterne denne økonomiske interdependens - betyder, at selv et land som Kina, som ellers er en mulig
konkurrent til USA, har interesse i at bevare USA’s økonomiske styrke. Især det forhold, at Kina i ekstrem
høj grad er en eksportdrevet økonomisk vækstmodel, taler for, at Kina vil få problemer, hvis USA’s
økonomiske styrke bliver forringet. Kina har desuden opkøbt store dele af de amerikanske
statsobligationer, hvorfor Kina har enorme tilgodehavender i USA, der kan risikere at falde i værdi, hvis
USA’s økonomiske velbefindende svækkes. Også på baggrund af Kinas rolle som ”currency-manipulator”,
hvorefter Kina fastholder en - efter amerikanernes mening - for lav valutakurs, der giver dem en uretfærdig
handelsfordel, kan ovenstående bekræftes. 76
Som et andet bud på en forklaringsmodel til at forstå mekanismerne og mønstrene i den fremtidige
udvikling i international politik kan Samuel P. Huntington og hans teori om ”civilisationernes sammenstød”
nævnes.
” Det er fra nu af modsætninger mellem civilisationerne, der vil komme op til overfladen og præge
billedet. Det er modsætninger, der er funderet i de dybereliggende, ofte ubevidste, ”medfødte” kulturelle
identifikationer”77
Med udgangspunkt i dette citat flytter Huntington i sin teori fokus væk fra nationalstaterne og over på
civilisationerne. Huntington opdeler verden i 8 forskellige civilisationer, eksempelvis ”den islamiske
civilisation”, ”den hinduistiske civilisation”, osv., og som det også fremgår af ovenstående citat,
argumenterer han for, at fremtidens konflikter med udgangspunkt i disse civilisationer vil have
dybereliggende og medfødte kulturelle identifikationer som udgangspunkt.
Huntingtons civilisationsteori er dog blevet genstand for en lang række kritikpunkter, og den indiske
nobelprismodtagende økonom, Amartya Sen, argumenterer blandt andet på baggrund af eksistensen af det
76
Foredraget ”Kina i en globaliseret verden” af Ras Tind Nielsen, 2. oktober 2012, Øregård Gymnasium.
Huntington, Samuel P., Civilsationernes sammenstød – mod en ny verdensorden, (oversat fra amerikansk af Peter
Mollerup efter The Clash of Civilizations and the Remaking of Word Order) København: People’sPress 2006, side 12
77
store omfang af intern mangfoldighed, der eksisterer inden for de forskellige civilisationerne for, at
Huntingtons klassificering er for ensidig og éndimensionel.78
På trods af dette er det imidlertid uimodsigeligt, at Huntingtons civilisationsteori fik fornyet aktualitet efter
terrorangrebet i New York den 11. september 2001. Den efterfølgende ”krig mod terror” imellem - ifølge
Huntington - henholdsvis ”den vestlige civilisation” og ”den islamiske civilisation”, som dette angreb
udløste, kan nemlig opfattes som et klart eksempel på en af de civilisationskonflikter, Huntington tager
udgangspunkt i, i sin forklaringsmodel.
I forbindelse med terrorangrebet d. 11. september 2001 skal det også nævnes, at dette kan betragtes som
et bevis på, at asymmetriske trusler som netop terrortruslen i høj grad også er noget, der truer USA’s
førerposition. De såkaldte aktørtrusler, der tidligere har domineret den internationale politiske scene, er i
dag gået hen og forvandlet sig til strukturelle trusler, og disse nye trusler kan – i modsætning til de gamle
trusler – ikke bestrides med rent militære midler. Derfor kræver en forebyggelse af disse trusler, at man
benytter en langt mere kompleks kombination af instrumenter, samtidig med, at man også tackler de
underliggende politiske forhold, der ligger til grund for truslens opståen.79 Til grund for terrortruslen kan
det eksempelvis hævdes, at der både ligger helt grundlæggende problemer såsom den store forskel mellem
rig og fattig, men også andre grundlæggende fænomener har betydning. Globaliseringen og dennes
eftervirkninger kan hævdes at spille en afgørende rolle, da denne eksempelvis har gjort det nemmere for
terroristerne at planlægge og udføre deres angreb. Endvidere kan det hævdes, at et så grundlæggende
fænomen som den moderniseringsproces, der finder sted i Mellemøsten, kan være af afgørende
betydning.80
78
Sen, Amartya, Identitet og vold, København: Informationens Forlag 2007, side 27
Branner, Hans, Global Politik, (2. Udgave) København: Colombus 2010, side 63-73
80
Når det hævdes, at moderniseringsprocessen kan være af afgørende betydning, hænger det sammen med, at der i
Mellemøsten er tale om lande, der udviklingsmæssigt har været langt bagud, hvorfor de nu gennemgår denne
moderniseringsproces. Men det forhold, at mange af menneskene føler en særlig tilknytning til eksempelvis deres landbrug,
deres religion, deres familietraditioner og lignende, bevirker, at de bevidsthedsmæssigt ikke kan følge med den udvikling,
de underlægges, hvilket således stiller sig i vejen for denne moderniseringsproces. Mange søger formentlig derfor tilbage til
de religiøse regler, der dermed kan siges at være medvirkende til dannelsen af de terroristgrupper, der udgør en enorm
trussel mod USA.
79
Da terrortruslen desuden er bundet til et løst netværk, er det med det nye trusselsbillede langt sværere for
USA at definere en klar fjende, hvilket også stiller sig i vejen for USA’s muligheder for at bekæmpe de nye
trusler og dermed for deres muligheder for at fastholde deres hegemoniske position i fremtiden.
Et helt andet bud på det fremtidige internationale politiske system opstiller den danske professor i
International Politik, Ole Wæver. Ifølge Ole Wæver er der et helt grundlæggende problem for de
eksisterende IP-teorier. Som grundlag for dette problem ligger, at de er skrevet i amerikansk og vestlig
optik. Mere bærer de et stærkt præg af vestlig etnocentrisme. Således er der tale om etnocentrisk
historieskrivning, hvilket ikke kan være udgangspunktet for en ideel og dækkende IP-teori. Derimod
bør man bestræbe sig på kulturrelativismen, og med udgangspunkt i dette hævder Ole Wæver, at der
hverken er tale om en multipolaritet, bipolaritet eller unipolaritet, men derimod et internationalt
politisk system uden poler – en såkaldt ”sine-polaritet”. Ifølge Ole Wæver vil andre stormagter, såsom
BRIK-landene, ikke vokse op til supermagtsstatus. Alligevel vil USA droppe ned fra supermagtsstatus
til stormagtsstatus. Der opstår således en verden uden supermagter, men hermed ikke sagt, at der er
tale om en ny multipolaritet. Som følge af, at der ikke er nogen unipol og dermed ikke tale om et
homogent system, vil de globale stormagter derimod som det primære få ”deres egen region”, som de
er involveret i, og ydermere vil de i mere eller mindre omfang være involveret i forskellige andre
regioner. Herved tillægges det regionale niveau altså mere betydning, og USA vil i det fremtidige
internationale politiske system blot blive en ”regional stormagt”, der indgår i skiftevist samarbejde
med de andre regionale centre. Som andre eksempler på disse fremtidige ”regionale stormagter” kan
nævnes EU, Kina, USA, Brasilien eller Indien.81
Uanset hvilken IP-teoretisk vinkel man anlægger, er det således uomtvisteligt, at der kan findes en lang
række belæg for, at vi i 2010’erne er vidne til starten på en post-amerikansk verdenshistorie.
Modsætningsvist er der dog også faktorer, der peger på, at USA til en vis grad godt kan opretholde
deres hegemoniske position i det fremtidige internationale politiske system. Teorierne kan dog kun
betragtes som forklaringsforsøg i forhold til den nutidige såvel som den fremtidige virkelighed, og
endegyldigt kan kun tiden vise, hvilket billedet der vil tegne sig i det fremtidige internationale politiske
system.
81
Wæver, Ole, Efter de sidste supermagt, Kristeligt Dagblad 25. august 2007, http://www.kristeligtdagblad.dk/artikel/259885:Debat--Efter-den-sidste-supermagt (Besøgt d. 19. december 2012)
6. KONKLUSION
Konkluderende kan man helt overordnet først og fremmest pege på, at det internationale politiske
system under den kolde krig i årrækken 1949 til 1990 var præget af en bipolær magtstruktur med USA
og Sovjetunionen som de to supermagter. Denne bipolaritet kan med udgangspunkt i en begrundet
faseinddeling inddeles i perioder med henholdsvis fast og løs bipolaritet. Bipolariteten indebar en form
for magtbalance og i kraft af denne er tiden med den kolde krig og bipolariteten dermed i realistisk
tolkning en enestående stabil og fredelig periode i verdenshistorien. Dette er den dog langt fra, hvis
man betragter det fra IP-teorien idealisme, da der i kraft at atomvåbenkapløbet ikke var tale om
kollektiv sikkerhed under den kolde krig.
Denne bipolaritet blev dog afviklet omkring 1990 i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud.
Årsagssammenhængen bag dette sammenbrud kan belyses med udgangspunkt i multikausaliteten,
hvorved der kan peges på en række sammenhænge, der kan sandsynliggøre, at der er tale om et årsag/virkningsforhold. Grupperes denne række af årsagsforklarende faktorer i nogle mere sammenfattede
grupper, kan der overordnet peges på de økonomiske årsager, de ideologiske og politiske årsager, de
nationalistiske strømninger, mediernes indflydelse og miljøproblemerne. De forskellige årsager, der
indgår i den årsagsforklarende multikausalitetsmodel, har indbyrdes påvirket og i mange tilfælde
forstærket hinanden.
I neorealistisk tolkning var det en ændring af fordelingen af kapabiliteter i det internationale politiske
system – herunder Sovjetunionens stærkt forringede militære og økonomiske styrke - der blev det
udslagsgivende for sammenbruddet.
Som følge af sammenbruddet voksende der fra ca. 1990 en ny verdensorden præget af en unipolær
magtstruktur med supermagten USA i spidsen nu voksede frem. På baggrund af USA’s ganske særlige
rolle i denne periode er det en realitet, at den amerikanske udenrigspolitik i mange tilfælde har været
væsentlig i mange internationale spørgsmål. Denne udenrigspolitik er gået fra at være præget af neoisolationistiske tendenser i starten af 1990’erne, men på baggrund af en tilstedeværelse af også
internationalisme, herunder liberal internationalisme, under George H. W. Bush senior såvel som
under Bill Clinton, kan der under disse præsidenter argumenteres for en form for ”zig-zag-kurs.”
Anderledes blev det dog uomtvisteligt under præsident Bush junior, der fra 2001 militariserede den
aktivistiske amerikanske udenrigspolitik og førte en neokonservativ udenrigspolitik. Den nuværende
præsident Obama forsøger i kontrast til præsident Bush junior nu at lade den liberale
internationalisme være det toneangivende for den amerikanske udenrigspolitik, ligesom han –
muligvis på baggrund af BRIK-landenes fremkomst som mulige trusler til USA’s særstatus – forsøger at
indgå i et multilateralt samarbejde med disse.
Hvad angår hvilken fremtidig udvikling, der vil komme til at præge det internationale politiske system,
kan der i IP-teoretisk sammenhæng tages fat i en lang række af teorier, der kommer med enormt
forskellige bud på dette. Dog er der uomtvistelig en hel del argumenter, der taler for, at USA vil få
vanskeligt ved at opretholde deres nuværende magtposition – primært deres hårde magt vil være
truet især af BRIK-landene og disses eksplosive vækst. USA’s bløde magt kan dog hævdes at tale for sig
selv. Der kan dog også peges på, at der i det fremtidige internationale politiske system slet ikke vil
eksistere polariteter på samme måde, som der har gjort indtil nu.
7. LITTERATURLISTE
Bøger
Branner, Hans, Global Politik – grundbog til International Politik, 1. Udgave, Viborg; Forlaget Colombus 2006
Branner, Hans, Global Politik – grundbog til International Politik, 2. Udgave, Viborg: Forlaget Colombus,
2010
Branner, Hans, USA som supermagt – almagt eller afhængighed? København, Nordisk Forlag, 1999
Bryld, Carl-Johan, Verden efter 1914 – i dansk perspektiv, Viborg: Systime, 2006
Bryld, Carl-Johan og Harry Hue, Den Nye Verden 1945-1995, Århus: Systime, 1995
Bryld, Carl-Johan og Harry Hue, Kilder til den nye verden, København: Systime, 1997
Esmann, Frank, Amerikanske præsidenter fra George Washington til Bill Clinton, København: Aschehoug,
2001
Gorbatjov, Mikhail, Augustkuppet, oversat af Vivi Berendt fra The August Coup – The Truth and the Lessons.
Viborg, Holkenfeldts Forlag, 1991
Huntington, Samuel P., Civilisationernes sammenstød – mod en ny verdensorden, København: People’sPress
2006, oversat fra amerikansk af Peter Mollerup efter The Clash of Civilizations and the Remaking og World
Order, 1996
Jacobsen, Lone Sandholt, m.fl., International Politik, København: Gyldendal, 2006
Jensen, Ole Hedegaard, Grundbog i dansk og international politik, Århus: Systime, 2012
Langhoff, Casper, Præsidenten har ordet. Tiltrædelsestaler fra Roosevelt til Bush, (blot oversat af Casper
Langhoff), København: Forlaget Rosenkilde, 2008
Larsen, Henrik Bonne og Thorkil Smitt, Verden i nyeste tid – fra kold krig til krigen mod terror, Skive:
Systime, 2008
Nielsen, Erik Bach, Sovjetunionens sammenbrud og det ny Rusland, København: Munksgaard, 1994
Nielsen, Mai Valentin, Da verden blev ny – Østblokken sammenbrud 1989-1991, Viborg: Pantheon, 2001
Nielsen, Morten Winther Bülow m.fl., Fra verdenskrig til velfærd, herunder delen Globalisering og
afkolonisering, København: Gyldendal, 2009
Nielsen, Niels Kayser, m.fl., Verdenshistorie 3 fra 1945 til i dag, København: Gads Forlag, 1998
Nielsen, Svend B., Sovjet – systemet der brød sammen, København: Nordisk Forlag, 1996
Nissen, Arne J, Hvorfor og hvordan? Historien om den kolde krig, Forfatterforlaget Atika, 1989
Pedersen, Ole Karup, Tendenser i international politik efter 1945, København: 1974
Sen, Amartya, Identitet og vold, Oversat fra engelsk fra Identity and Violence, 2006, oversat af Lotte
Folke KaarsholmInformationens, København: Informations Forlag, 2007
Syskind, Casper og Bo Söderberg, Det 20. Århundredes Verdenshistorie, 5. Udgave, Viborg: Systime, 2003.
Sørensen, Jacob Graves og Janus Graves Rasmussen, Mellemøsten under forandring, Colombus, 2012
Internetmateriale og artikler
Det amerikanske udenrigsministerium, "The National Security Strategy of the United States of
America", September 2002, uddrag fra:
http://www.emu.dk/gym/fag/hi/inspiration/tema/irak/bushdokt.html (Besøgt 20. december 2012)
Ebdrup, Niels, Obama viderefører neokonservatid demokratiudbredelse, 5. Juni 2011, Videnskab.dk
http://videnskab.dk/kultur-samfund/obama-videreforer-neokonservativ-demokrati-udbredelse (Besøgt 14.
december 2012)
Fortsythe, David P., The U.S and trans-atlantic relations: On the difference between dominance and
hegemony, Speciale på DIIS’s hjemmeside, Danish Institute for International Studies, København 2005:
http://www.diis.dk/graphics/Publications/WP2005/Dpf.USA_TRANS-ATLANTIC.pdf (Besøgt 18. december
2012)
Lamarque, Kevin, Essay: Scoring Obama’s Foreign Policy, Foreign Affairs:
http://www.foreignaffairs.com/articles/137516/martin-indyk-kenneth-lieberthal-and-michael-eohanlon/scoring-obamas-foreign-policy (Besøgt 19. december 2012)
Palæstina Info: http://www.palaestina-info.dk/index.php/historien-2004-2012/77-usa-ogpalaestinakonflikten (Besøgt 15. december 2012)
Poulsen-Hansen, Lars P., Rusland – supermagt på retur? Speciale på DIIS’s hjemmeside, Danish Institute for
International Studies, København 2005
http://www.diis.dk/graphics/Publications/WP2005/21_lph_rusland_supermagt_retur.pdf (Besøgt 19.
december 2012)
Systime, Verden i dansk perspektiv: Tidstavle – Den Kolde Krig:
http://verdenidanskperspektiv.systime.dk/index.php?id=1306 (Besøgt 12. december 2012)
The White House, ”President Barack Obama's Inaugural Address” 20. Januar 2009:
http://www.whitehouse.gov/blog/inaugural-address (Besøgt d. 16. december 2012)
The White House, “Presidential Speech Launching Iraq Invasion Operation Iraqi Freedom, Bush's national address of 19 March 2003”: http://georgewbush-
whitehouse.archives.gov/news/releases/2003/03/20030319-17.html (Besøgt d. 13. december 2012)
Wæver, Ole, Efter den sidste supermagt, Kristeligt Dagblad d. 25. august 2007: http://www.kristeligtdagblad.dk/artikel/259885:Debat--Efter-den-sidste-supermagt (Besøgt d. 19. december 2012)
Youtube, ”The End of the Combat Mission in Iraq speech” 23. august 2010
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=yzO9LZzZoOk# (Besøgt d. 16. december
2012)
Foredrag
Foredraget ”Kina i en globaliseret verden” af Ras Tind Nielsen, 2. oktober 2012 på Øregård Gymnasium.
Endvidere foredrag af Jacob Graves Sørensen, Peter Brøndum, Thor Banke Hansen og Niels Gottlieb (og
dertilhørende PowerPoint-præsentationer) i forbindelse med MasterClass-kurset: USA i den internationale
verdensorden, efteråret 2012 på Øregård Gymnasium.