OMSTILLING 2015 Download/12,8MB
NOVEMBER 2015 DAGBL ADET INFORMATION OMSTILLING »Vi har tænkt os at gøre det selv« – mens politikerne forhandler om klimaet COP21 OPTAKT Pengestrømmen vender – Opråb fra Connie Hedegaard – Solkraft i Afrika – Øerne stiller om – Kører det for elbilen? INDHOLD 4, 22, 46 Enquete Med Naomi Klein, Mogens Lykketoft, Sunita Narain m.fl. 2 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 LEDER Illustration: MIa Mottelson/iBureauet . 6-9 Byerne stiller om Fra London over Bogotá til Wuhan og København 10-12 Økologisk økonomi Krisen får økologisk økonomi til at vejre morgenluft 14-17 Interview Connie Hedegaard: Gå på gaden under COP21 18-20 Pengestrømmene vender Stadigt flere afvikler investeringer i fossile brændstoffer 24-27 Greenbranding En grøn profil er en god forretning 28-32 Ø-omstilling Bornholm og Isle of Eigg stiller om til bæredygtighed 34-36 Afrika Landsbyer får solceller til husholdninger og skoler 38-39 Mors En vognmand i Nordjylland er skiftet til elbil 40-41 Ungdommen De er bekymrede, de vil handle, men er rådvilde 42-43 Fødevarer Drop burgeren, lyder det fra klimaaktivister og forskere 44-45 Giganternes alliance Kina og USA nærmer sig forpligtende klimamål KOLOFON Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art director: Jesse Jacob / iBureauet Billedredaktør: Sigrid Nygaard Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Skribenter: Andreas Abildlund, Jesper Løvenbalk Hansen, Jørgen Steen Nielsen, Lasse Skou Andersen, Martin Burcharth, Michelle Arrouas, Sven Johannesen, Tine Byrckel Illustratorer: Mia Mottelson, Pernille Bækholm Sloth, Molly Wittus / iBureauet Fotografer: Astrid Dalum, Ulrik Hasemann Korrektur: Anne Vindum, Jesper Jordan Annoncesalg: Frontmedia Tryk: Sjællandske Medier Forsidefoto: Sigrid Nygaard Mens politikerne forhandler Af Jørgen Steen Nielsen V erdens øjne er rettet mod Paris. På klimatopmødet COP21 i dagene 30. november til 11. december skal politiske ledere fra 194 lande søge at nå enighed om en forpligtende, global klimaaftale – den øvelse, der mislykkedes på COP15 i Bella Center for seks år siden. 40.000 deltagere ventes til konferencecentret Le Bourget for at forhandle, udøve lobbyisme, lægge pres eller rapportere fra klimatopmødet. På forhånd anses chancerne for at nå en aftale for at være gode – ikke mindst fordi man fra start har sænket ambitionsniveauet i forhold til København ved at lade alle lande frivilligt fastlægge, hvilken klimaindsats de vil yde. Det indebærer ifølge FN, at verden med de indleverede nationale klimamål nu bevæger sig mod omkring tre graders global temperaturstigning – alvorligt ude af trit med den FN-vedtagne smertegrænse på højst to graders opvarmning. I skrivende stund rummer udkastet til klimaaftalen 1.500 konkurrerende tekststykker, dvs. formuleringer, hvor der fortsat ikke er skabt enighed – trods professionel optimisme kan COP21 derfor stadig risikere at ende i sammenbrud eller noget, der ligner nedturen fra København. Levende mennesker Hvorom alting er: Klodens klima, de sårbare østater, de tørkeramte landbrug, de orkanhærgede regioner, det svindende regnskovsareal, de truede dyre- og plantearter reddes ikke af et FN-dokument fra Paris. Når det kommer til stykket, er det levende menne- skers konkrete handlinger ude i den fysiske virkelighed, der afgør, hvor godt eller skidt det kommer til at gå. Det er derfor, at denne temaavis op til COP21 ’vender ryggen til’ forhandlingerne i Le Bourget og retter blikket ud i verden. Beskriver, hvad der faktisk sker rundtom i verden. For sagen er, at den store grønne omstilling er i gang masser af steder på masser af måder. Alt mens olie- og kulselskaber kæmper indædt for at opretholde deres fossile forretning, og mens alliancen af finansministre, økonomiske vismænd og reklamekampagner appellerer til os om at øge forbruget, går der en bølge af nye erkendelser, nye værdier og nye konkrete bestræbelser på at ændre kurs gennem verden. Som temaavisen f.eks. fortæller, har den globale økonomi nu passeret det ’tipping point’, hvor der investeres flere penge i de nye grønne energikilder end i kraftværker, hvor der fyres med kul, olie og gas, og hvor den nytilkomne elkapacitet fra 2013 i højere grad stammer fra sol- og vindanlæg og andre vedvarende energikilder end fra anlæg, der benytter fossile brændsler. Kulindustriens aktier styrtdykker, og stadig flere investorer søger mod udgangen og afhænder deres fossile værdipapirer. Samtidig skyder grønne omstillingsinitiativer op overalt. Fra øsamfund, der opbygger deres egen grønne økonomi med vedvarende energi, selvforsyning, elbiler og bytteordninger, over kinesiske millionbyer, der forvandler industriørkner til grønne oaser og veje med trafikpropper til cykelruter, og til visse globale superbrands, der har forstået, at fremtidens forretning må gøres bæredygtig, hvis den skal overleve. Rundt om det hele arbejder ildsjæle – unge som ældre – med ny energi og masser af konkrete eksperimenter på at skabe andre måder at producere, bo og arbejde på. Og oven over det hele fortsætter økologiske økonomer deres bestræbelser på at forklare, at der vitterlig er et langtidsholdbart alternativ til en traditionel økonomisk vækstmodel, der har mødt sine grænser. Mange former Alt dette og meget mere afspejler en kollektiv søgen efter en livs- og samfundsform, der giver mere mening end dagens pressede, konkurrencebaserede og krisehærgede model. Mere mening end ’nødvendighedens politik’, der fratager mennesker retten til at forme deres egne liv. Det er en søgen, der ikke bare er udløst af bekymring over smeltende isbjerge, skrantende økonomier og voksende uligheder, men også af lysten til at skabe noget nyt i fællesskab. Blive del af noget, der er smukkere. COP21 i Paris er ikke ligegyldig i den sammenhæng. Klimakampen og omstillingen foregår på mange niveauer, antager mange former og har mange forskellige aktører. Det er aldrig et enten eller. Så et folkeligt pres på de 194 landes aktører, der mødes fra den 30. november, er vigtigt. Som Connie Hedegaard i denne temaavis siger om den planlagte klimamarch i København den 29. november: »Hvis man synes, det her er vigtigt, må man vise det ved at møde op.« Det gør hun selv. Følg den daglige dækning af COP21 i Informations serie ’Vejen til Paris’ Vi venter og venter. Og glæder os til december. Ikke fordi det Klimaet, kloden og de kommende generationer kan ikke nok også bliver jul i år. Men fordi, der er håb om, at vi lander bruge nøl til noget. Der skal handling til nu. en klimaaftale på topmødet i Paris i begyndelsen af decem- Ellers vil flere flygte på grund af klimaforandringer, og ber. Ventetiden har været lang. Og der har været rigelig med klimaregningen til verdens fattigste lande vil bare vokse. nøl fra verdens topledere. Også de danske af slagsen. Kort sagt: Mindre nøl. Mere handling nu. Vil du være med i kampen for klimaet? Kom til Klima og Cocktails den 24. november kl. 19.00 i Mellemrummet, Ravnsborggade 11, København. Her kan du møde SF’s Margrete Auken og Pia Olsen Dyhr og få sidste nyt fra fronten i klimakampen. Læs mere om, hvordan SF og Den Grønne Gruppe kæmper for klimaet i Europa-Parlamentet på sf.dk. 4 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ENQUETE Ønsker og ængstligheder V/Jørgen Steen Nielsen Stjernegode Illustration: Pernille Bækholm Sloth/iBureauet fortællinger Vinder af BogForums Debutantpris 2015 Peter Birch Sørensen Professor i økonomi, Københavns Universitet, formand for regeringens Klimaråd Bill McKibben Amerikansk klimaaktivist og forfatter, stifter af netværket 350.org Sunita Narain Generaldirektør for det indiske Centre for Science and Environment, CSE Tyven ❤❤❤❤❤❤ BOGNØRDEN – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »At man på globalt plan enes om at sætte en høj pris på udledning af drivhusgasser, f.eks. via en CO2-skat. En del af provenuet kunne så omfordeles til de fattige lande, der har svært ved at bære den økonomiske byrde ved omstillingen til et fossilfrit samfund. En anden del af provenuet kunne bruges til internationale programmer for forskning i og udvikling af alternative energikilder.« – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »At de enkelte lande har en tilskyndelse til at køre på frihjul i klimapolitikken, i håb om at andre landes klimaindsats vil løse det fælles klimaproblem, og at omkostninger og fordele ved en fælles klimaindsats vil være ulige fordelt mellem landene. Derfor er det svært at enes om en tilstrækkelig fælles indsats, medmindre det lykkes at overbevise tilstrækkeligt mange om vores moralske forpligtelse til at efterlade en beboelig klode til vore efterkommere.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »At de fossile energiselskabers politiske magt blev brudt, så de ikke længere var i stand til at forhindre den indlysende rigtige omstilling til en verden med ren energi.« – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Den endeløse obstruktion fra den rigeste industri på jorden – olie-, gas- og kulindustrien. Den er bogstaveligt talt villig til at smadre planeten for at holde sin forretningsmodel kørende nogle få år ekstra. Det er kriminelt.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »Den amerikanske regerings klimahandlingsplan bør være velovervejet, ikke bare business as usual. USA har spillet en central rolle i klimaforhandlingerne – med sin passivitet eller sin modvillighed. Obamaregeringen har på det seneste med sin proaktive holdning i klimapolitikken bidraget til at bevæge verden fremad. Men problemet er, at handlingsplanen blot er business as usual. Den bringer ikke forbruget under kontrol, den hæver ikke energiprisen, og udledningsreduktionerne vil i bedste fald blive marginale. Problemet er, at denne mangel på ambitioner gør det muligt for alle lande at smyge sig udenom, eftersom de bruger denne handlingsplan som pejlemærke. Det er i den situation, verden virkelig behøver en effektiv, ambitiøs og retfærdig klimaaftale i Paris.« – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Det økonomiske system, der bygger på billigt overforbrug, og en nationaløkonomisk tankegang, der prioriterer velstand frem for velbefindende. De nuværende indsatser for at bremse udledningerne medtænker ikke behovet for at begrænse forbruget via afgifter på CO2 samt andre progressive økonomiske instrumenter. Det er åbenlyst, at ligesom verden er nødt til at investere i omstillingen til vedvarende energi, er den nødt til at begrænse udledninger i forbindelse med forbrug og produktion.« ★★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ JYLLANDS-POSTEN ❤❤❤❤❤ POLITIKEN ★★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ EKSTRA BLADET ”… uhyre velskrevet.” KRISTELIGT DAGBLAD Planen AISHA ★★★★★★ ★★★★★★ ”… årets vildeste og mest velskrevne bog. Den er fremragende, intet mindre.” BERLINGSKE ★★★★★★ ”Jeg bøjer mig i støvet, kan ikke finde roser nok, så jeg vil nøjes med at påstå, at dette er årets roman.” BOGNØRDEN ★★★★★★ ”Denne smukke, smertelige og sanselige roman [...] ramte mig som en syl i hjertet.” ALT FOR DAMERNE ★★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★★ Ser du månen, Daniel ★★★★★ ”Mesterligt.” ”... en fremragende bog.” JYLLANDS-POSTEN EKSTRA BLADET ★★★★★★ ★★★★★ ”En mesterlig kriminalroman.” DAGBLADENES BUREAU ❤❤❤❤❤ POLITIKEN ★★★★★ BERLINGSKE ★★★★★ FAMILIE JOURNAL ★★★★ FYENS STIFTSTIDENDE ★★★★ JYLLANDS-POSTEN ”Et brag af en bog” JOURNALISTEN BOGRUMMET ★★★★★ ”Fremragende.” ”… en mareridtsfærd, men også en enestående rejse …” WEEKENDAVISEN NORDJYSKE STIFTSTIDENDE ”Stærk og dyb fortælling om et gidsels mareridt.” INFORMATION FREDERICIAS DAGBLAD POLITIKENS FORLAG 6 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 STORBYER 7 STORBYER Bogotás uformelle skraldesamlere er blevet rekrutteret til byens affaldssortering. Foto: Fra rapporten Cities100 Metropoler i frontlinjen En støt stigende andel af verdens befolkning bor i store byer. Derfor er det i afgørende grad der, klimakampen skal udkæmpes. Og masser af byer er på vej Af Jørgen Steen Nielsen F olk flytter til byen. Overalt i verden søger mennesker fra landet til de store byer. Inden 2050 skønnes verdens bybefolkning at være vokset fra den nuværende halvdel til at udgøre 66 procent af verdens befolkning. Til den tid vil antallet af byboere anslået passere seks milliarder. I Europa bor allerede over 70 procent af befolkningen i byer. I Danmark 88 procent Rundtom i verden lever næsten en halv milliard mennesker i 28 megabyer med hver mindst 10 mio. indbyggere. Om 15 år ventes der at være 41 af disse gigantiske metropoler. Folk søger til byerne for at finde arbejde, bolig, uddannelse, oplevelser, forbedre deres økonomiske situation. Nogle gange lykkes det. Men ofte finder de også trængsel, larm, luftforurening, affaldsproblemer, sundhedsrisici og stress. Og uden at byboerne nødvendigvis mærker det, bidrager byerne også stedse mere til udledningen af CO2, global opvarmning og klimaforandringer. En rapport udarbejdet af et forskerhold ledet af Philipp Rode, leder af LSE Cities, London School of Economics, fortæller, at byerne er ansvarlige for næsten halvdelen af de aktuelle globale CO2-udledninger og vil – hvis der ikke gøres noget – stå for over halvdelen af den globale vækst i udledninger i tiden frem til 2030. Den gode nyhed er, at der gøres noget. I alliancer mellem storbyer, i samarbejder mellem borgere og deres bystyre og i et væld af lokale græsrodsinitiativer kloden rundt. Det forandrer verden, fordi byerne, deres myndigheder og borgere er tættere på den fysiske virkelighed og på de beslutninger, der kan give konkrete forandringer, end nationale regeringer, regionale myndigheder og globale fora som f.eks. COP21. »Byers myndigheder har en mere begrænset størrelse og er ofte mere handlekraftige end deres nationale modstykker. De står direkte til ansvar over for deres lokale vælgere og er mere involveret i de mennesker og steder, de skal betjene,« hedder det i rapporten 100 sektors, 56 cities, 100 solutions. Rapporten blev offentliggjort 19. november i et samarbejde mellem den danske tænketank Sustainia, foreningen Realdania og det internationale netværk af klimabevidste storbyer C40 Cities. Eksemplerne Rapporten illustrerer klimaindsatsen og de grønne omstillingsprocesser i mange byer med 100 konkrete eksempler. I Bogota, Colombias hovedstad, har bystyret indledt et samarbejde med byens selvbestaltede affaldsklunsere om på én gang at øge genbrug, mindske drivhusgasudledninger fra lossepladser og give deltagerne en ny værdighed, social tryghed og værdifuld rolle i samfundet. Affaldsindsamlerne sikrer nu, at der hver dag tilvejebringes ét ton genbrugsmateriale, og at CO2-udledningen fra Bogotas affaldssektor reduceres med 700.000 ton om året. Rotterdam i det lavtliggende Holland, har – for at gøre byen mere modstandsdygtig mod kommende klimaændringer – anlagt nye parkeringspladser og legepladser, som kan opsamle regnvand og dermed lette presset på kloaksystemet, når ekstrem nedbør truer med oversvømmelse. Desuden har man bl.a. etableret 219.000 kvadratmeter grønne tage, der opsuger CO2, dæmper temperaturen lokalt, opsamler regnvand og øger kvaliteten af bylivet. Sydkoreas hovedstad Seoul har sat sig som mål at have reduceret byens CO2-udledninger med 25 procent i 2020. Det svarer til ét ton pr. indbygger, og derfor har byen appelleret til borgerne om at medvirke med forslag og projekter. 830.000 beboere i byen og 52 NGO’er har bidraget, og blandt gevinsterne ventes det, at man opnår en genanvendelsesgrad på 73 procent for byens affald i 2020, får anlagt 1.000 km nye cykelstier og reduceret CO2-udledningen med 10 mio. ton. Vancouver i Canada vil med en samlet handlingsplan forvandle sig til ’verdens grønneste by’ i 2020. Man vil bl.a. fordoble antallet af grønne virksomheder og grønne jobs, gøre alle nye bygninger CO2-neutrale fra 2020, halvere affaldsmængden til forbrænding og lossepladser, reducere vandforbruget pr. person med 33 procent og dermed alt i alt reducere både Vancouvers CO2-udledning og økologiske fodaftryk. I den kinesiske industriby Wuhan er man ved at forvandle et stort gammelt industridistrikt til den såkaldte Gutian Ecological New Town. Man har lukket eller flyttet 99 kemiske virksomheder og dermed reduceret de vigtigste udledninger af forurening med 90 procent Den ny økologiske by skal forsynes med energi fra sol og vind, alle bygninger skal opføres med økologiske materialer, transport skal primært ske på cykler og med et nyt klimavenligt letbanesystem, de grønne arealer skal næsten tredobles. Ifølge Sustania-rapporten har industriområdets grønne omstilling foreløbig sikret en CO2-reduktion på næsten 34 mio. ton CO2 – mere end halvdelen af Danmarks årlige udledning. Sådan er Sustainia-kataloget fuld af eksempler på store og små omstillingsinitiativer. Elbilprogrammer i Amman, madspildskampagner i Hongkong, energieffektivisering i New York, nye grønne bydele på tidligere industritomter i Toronto osv. Samspillet Philipp Rode, LSE Cities, har indgående stu- ” Vi har et virkelig stort bæredygtighedsproblem med alle de produkter, der importeres til vore storbyer Philipp Rode Leder af LSE Cities, London School of Economics deret de grønne omstillingsstrategier og den bæredygtige planlægning i mange af verdens store byer. Han peger på samspillet mellem aktørerne som afgørende for at opnå resultater. »Vi har set på omkring 100 byers strategier for en grøn økonomi rundtom i verden. Vi spurgte, hvor de grønne ideer kom fra, og hvordan de skulle føres eller blev ført ud i livet. Og det, der klart indtog førstepladsen, var kombinerede indsatser og alliancer mellem lokale borgergrupper og byens politiske lederskab,« siger Philipp Rode. »Engagerede borgere kan på en anden måde levere argumentationen for grønne projekter over for den bredere offentlighed og dermed give politikerne muligheden for at gennemføre dem. Det er forklaringen på, at man f.eks. har set ’cyklisme-revolutioner’ gennemført nogle steder. Men modsat gælder det også, at politikernes opbakning er forudsætningen for, at borgeres grønne projekter kan føres ud i livet.« »Så det er vigtigt, at græsrødderne formår at kanalisere deres ideer og projekter ind i det lokale politiske system,« understreger den britiske forsker og påpeger, at også de nationale regeringer spiller en afgørende rolle: Hvis de lovgivningsmæssige eller økonomiske rammebetingelser lægger hindringer i vejen, så kan byerne ikke gå så langt, som de ofte gerne vil. Philipp Rode mener, at de førende grønne byer i verden har passeret et ’tipping point’, hvor planlægning, der tager hensyn til bæredygtighed og grøn økonomi, er blevet det centrale princip på en række områder. »Tag London og spørgsmålet om transport: Du kan ikke finde én person, selv ikke den mest inkarnerede bilist, der vil argumentere for at udbygge vejnettet til biler i det centrale London. I dag handler det om at forbedre vilkårene for gående, cyklister og den kollektive transport.« Det samme gælder byer som Stockholm, Wien, Barcelona samt København, hvor man i øjeblikket som beboer kan iagttage nettet af cykelstier ekspandere på bekostning af vejbredden for bilister. »Folk forstår det og støtter det,« vurderer Rode. Kinesiske greenways – I en by som København ser man også i disse år et omfattende og tæt nybyggeri af store ejendomme af cement, glas og stål, herunder også nye højhuse. Er det bæredygtigt? »Traditionelt vil man sige, at man opnår den bedste klimamæssige balance mellem CO2-udledning fra materialer og byggeri og så fra driften af den færdige bygning, når man opfører fire-fem etager, måske op til 10. Endnu højere bygninger kræver så meget forstærkning i form af cement og stål, at det påvirker CO2-regnskabet negativt. Dog kan ukonventionelle byggematerialer, f.eks. træ, måske sikre højere ejendommes bæredygtighed.« I mange eksisterende byer med begrænset plads og stadig flere mennesker er det ikke muligt at bygge lavt og tæt. Her kan det være klimamæssigt rigtigt at bygge højt, hvis der vel at mærke samtidig er et transportsystem, der bæredygtigt kan betjene de mange mennesker, som følger med høje bygninger. Dvs. et effektivt kollektivt trafiksystem og gode vilkår for cyklister. Et eksempel på det er ifølge Philipp Rode den kinesiske storby Guangzhou. For 10 år siden et trafikalt mareridt med flere millioner biler i endeløse trafikpropper – i dag stadig med massiv biltrafik, men under forandring ikke bare med restriktioner på bilejerskab, men også bedre kollektiv trafik og ikke mindst et nyt grønt netværk af over 1.000 kilometer cykelveje og -stier samt et cykeldelesystem med tusindvis af cykler ved over 100 cykelstationer. »Jeg blev virkelig overrasket over, hvad der sker i dele af Guangzhou med disse greenways, der snor sig gennem en meget tæt, Hongkongagtig bebyggelse på en utrolig smuk måde,« siger Rode. gier med overordnede mål. Mest ambitiøse er København, der vil være CO2-neutral i 2025, London, der vil have reduceret med 60 procent i samme år, Stockholm, der skal blive fossilfri i 2040, Oslo, Seattle, Berlin og Antwerpen der går efter CO2-neutralitet i 2050 samt München, Frankfurt og Vancouver, der skal forsynes 100 procent med vedvarende energi i henholdsvis 2025, 2050 og 2050. En status på over 200 store byer, lavet for et par år siden for klimaalliancen for storbyer C40 Cities, fortalte om planer for årlige CO2reduktioner i 2020 på sammenlagt 454 mio. ton i forhold til en udvikling uden indgreb – en CO2-mængde svarende til ni gange Danmarks årlige udledninger. Og op til COP21 har 935 store og små byer verden over meldt egne klimamål ind til FN’s klimasekretariat. Alt sammen opmuntrende skridt i den rigtige retning. Men der er et ’men’, understreger Philipp Rode. For de store byers belastning af det globale klima handler ikke bare om trafik, industriproduktion og energiforbrug i selve byerne. »Vi har et virkelig stort CO2- og bæredygtighedsproblem med alle de produkter, der importeres til vore storbyer, herunder også fødevarer og disses økologiske fodspor,« siger han. »Man kan se på en by som et hovedkvarter for en stor industri. Det gælder f.eks. kulindustrien: Hovedkvarteret kan være en vidunderlig smuk, klimaneutral bygning, men selskabet tjener sine penge på beskidte kul.« »Mange byer i specielt Europa og USA er sammenvævet med og dominerer et globalt produktionssystem, der på nogle områder er virkelig beskidt. Pengene kan ende i København eller London, mens udledningerne foregår helt andre steder på kloden. London er særlig slem, fordi den rummer finanskvarteret i City med en økonomi, der bygger på store investeringer i bl.a. fossil industri.« Så ikke før de store byer, deres borgmestre og borgere tager fat på også at diskutere materielle behov og at ændre livsstil og forbrugsmønstre, kan man drømme om at blive grønne og bæredygtige for alvor. »Alt hænger sammen med alt,« som den britiske forsker siger. Der er et ’men’ Et stigende antal storbyer har i dag sammenhængende bæredygtigheds- og klimastrate- [email protected] 8 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 STORBYEN Den største klimaudfordring for Paris er at få de biler, der forpester atmosfæren, ud af byen. På andre områder er Paris så småt ved at blive en grøn by D Af Tine Byrckel, Paris et vil være skæbnens ironi, hvis det bliver godt vejr i Paris under klimatopmødet – et højtryk vil nemlig kunne sænke en kæmpe smogsky over lysenes by. Det sker jævnligt. Senest i oktober blev forureningsniveauet i Paris så højt, at politikerne overvejede »skiftevis kørsel«. Det vil sige, at biler med henholdsvis lige og ulige nummerplader skiftes om hvilke dage, de må køre ind til byen. De seneste gange, smogskyen er blevet hængende over Paris, er det endt i voldsomme skænderier mellem den socialistiske miljøminister Ségolène Royal, der sidder som den øverste myndighed til at indføre skiftevis kørsel og hver gang tøver med at gøre det, og Paris’ ligeledes socialistiske overborgmester Anne Hidalgo, der ikke synes, det kan gå hurtigt nok. Og helt som forventet begyndte de to miljøforsvarere også i oktober at skændes indbyrdes: Royal anklagede på en ministerrejse til Kina atter Hidalgo for at udøve en form for »straffeøkologi«, mens hun selv forsvarer »de 9 STORBYEN små mennesker«, som er afhængige af biler og gamle diesellastbiler. På trods af den meget synlige forurening kan man ikke fra den ene dag til den anden gribe ind i folks dagligdag med nødløsninger, hævder Royal og kritiserer Hidalgo for, at hun ikke på et mere overordnet plan forsøger at hindre dieselkøretøjernes adgang til Paris. Endnu engang var det så bare vejret, som skiftede til lavtryk, så smoggen blæste væk, og fodgængere og cyklister i bogstaveligste forstand kunne ånde lettet op. Kampen mod smoggen i Paris er ellers blevet stærkt intensiveret de sidste femten år, men er fortsat genstand for en indædt politisk kamp, selv partifæller imellem. For det er svært at få pariserne til at ændre vaner. Det største problem er fortsat de biler, som pariserne og forstadsbeboerne har så svært ved at give afkald på. Trods et ekstremt effektivt metrosystem, der hver dag transporterer omtrent seks millioner mennesker, og RER-togene, som betjener forstæderne og har næsten tre millioner brugere, er der fortsat mange, som vælger bilen frem for de offentlige transportmidler. I myldretiden er metro- og RER-togene tætpakkede som sardindåser, så mange foretrækker at transportere sig rundt i deres egne små metalbeholdere. Netop fordi den almindelige franskmand, som Ségolène Royal forsvarer, har været så opsat på at bevare retten til at køre i egen bil, har det været næsten umuligt at komme den smogsky over Paris til livs, som er det synlige udtryk for CO2-udslippet. Motorcykler med støvsuger Projektet med at gøre Paris til en ’ren’ by startede med noget, der også var meget ’synligt’: hundelorte. Jacques Chirac, der senere skulle blive Frankrigs præsident gennem 14 år, var overborgmester for Paris mellem 1977 og 1995, og han havde den vision for Paris, at hundelortene skulle væk. Han lovede også, at man i 1995 ville kunne bade i Seinen – et løfte, der ikke blev indfriet. Til gengæld fik han gjort noget ved hundelortene med indførelsen af de økologisk set absurde ’motocrottes’: motorcykler påmonteret kæmpe støvsugere, der i årevis kørte rundt i Paris’ gader og fjernede tonsvis af hundelorte. Lige det problem blev løst langt mere effektivt, da der i starten af nullerne blev indført bødestraf for at lade sin hund besørge på gaden. Så forsvandt både hundelorte og motocrottes. Under en dyne af smog ligger cykelby en Paris Når smogen sænker sig over Paris, som på billedet her fra 2. november 2015, forsøger myndighederne at bekæmpe forureningen bl.a. ved at indføre ’skiftevis kørsel’, hvor biler med henholdsvis lige og ulige nummerplader kun må køre ind i byen hver anden dag. Som alternativ opmuntres til cykeltrafik. Foto: Jacques Brinon/Polfoto Der er i øvrigt netop indført en lignende bødestraf på 500 kr. for at smide et cigaretskod. Dem smider pariserne årligt 350 tons af i gaderne. Det var først med valget af Bertrand Delanoë til borgmester i 2001, at der for alvor kom skub i den grønne forvandling af Paris. Delanoë var nærmest en socialistisk joker i et spil mellem to højrekandidater og løb overraskende med sejren. Han blev umiddelbart efter valget også en af de første politikere på toppost i Frankrig, der sprang ud som homoseksuel. Og så skulle han i samarbejde med de grønne vise sig meget effektiv på det økologiske område. Han iværksatte straks en plan, han havde overtaget fra den tidligere, meget omstridte borgmester Tiberi, om at etablere en sporvognsbane, der nu strækker sig halvvejs rundt om Paris. I den forbindelse blev der etableret store grønne områder. Affaldssortering og varmeisolering af socialt boligbyggeri blev sat i værk, dieselbusser blev skiftet ud, og opbygningen af et omfattende netværk af cykelstier blev påbegyndt. I 2007 præsenterede Delanoë så en ambitiøs omstillingsplan for Paris med fokus på CO2udslip, og den gik han til valg på i 2008. Han blev genvalgt. Bilkøerne Planen går ikke mindst ud på at gøre bilernes spillerum i byen mindre, og det har været svært. For ganske vist var pariserne glade for, at Delanoë fik gennemført ’Velib’-systemet, som betyder, at man kan leje cykler på ethvert gadehjørne til en virkelig rimelig pris: Et årskort koster under 200 kr., og småture er gratis. Men der var næsten ingen ende på parisernes brok, da gravkøerne gik i gang med at omforme selve Paris’ gader: Mange af boulevarderne, f.eks. den flere kilometer lange Boulevard de Magenta, blev bygget om, så der kun er ét spor i hver retning, men til gengæld spor til busser og taxier. Parkeringspladser blev inddraget, parkeringsafgifterne næsten tidoblet, og der blev anlagt cykelstier og plantet 13.000 træer. Bilkøerne blev vitterlig endnu værre. Delanoë satsede ganske enkelt på, at bilisterne ville blive trætte af det, og det gjorde de da også. Pariserne selv er i høj grad holdt op at køre bil. Men det er pendlerne ikke. Der var til gengæld noget andet, som Delanoë ikke ønskede at ændre ved Paris, og det var dens image som lysenes by. Paris’ gader, pladser og monumenter nærmest bader i lys. Løsningen har været en energiplan for belysningen, hvor konventionelle lyskilder skiftes ud med LED-pærer, og elektriciteten fra 2016 udelukkende stammer fra grønne energikilder, blandt andet solceller på Paris’ tage. Delanoë opdaterede sin omstillingsplan for Paris i 2012 og forsvandt næsten lige så mystisk fra den politiske scene, som han dukkede op i 2001. Det, som lykkedes for Delanoë, var – trods parisernes protester – at få energiomstillingen på dagsordnen. Kampen om borgmesterposten kom i 2014 til at stå mellem den borgerlige tidligere miljøminister Nathalie KosciuskoMorizet og socialisten Anne Hidalgo, der havde været Delanoës højre hånd. Det skulle blive Anne Hidalgo, der vandt, og hun viderefører nu Delanoës omstillingsplan. Al miljøskepsis er som blæst væk. Men hver gang smogdynen atter lægger sig over Paris, begynder de så alligevel at skændes: Hidalgo med miljøminister Royal – oftest med spidse kommentarer fra Kosciusko-Morizet på sidelinjen. For hvordan skal man midt i en økonomisk krise få udskiftet den aldrende vognpark af dieselbiler, der hver dag osende bevæger sig ind til Paris? Hidalgo sender bolden tilbage til Royal, der som minister fik lagt hindringer i vejen for et stort anlagt afgiftssystem på de franske veje, som skulle have båret en del af omstillingsudgifterne. Royal svarer så igen ved at bebrejde både Hidalgo og KosciuskoMorizet, at de (ifølge hende) vil straffe almindelige mennesker med CO2-afgifter. Hidalgos plan er helt at forbyde dieselbiler i Paris inden 2020. Hun forbyder gradvist kørsel med de mest forurenende køretøjer. Busser og lastbiler fra før 2001 må ikke længere køre ind til Paris, og fra sommeren 2016 rammer det også privatbilismen. Samtidig fortsætter Hidalgo sin politik med at gøre Paris til en cykelby. Med næsten en tredobling af antallet af cykelstier inden 2020. Det er faktisk ikke så let i et land, hvor det at cykle snarere handler om at trække i en særlig dragt og lege Tour de France end om at hente børn i skolen. Måske lykkes det for Hidalgo. Faktisk har hun også lovet, at man vil kunne komme til at bade i Seinen. Hvis man kan få parisere til at cykle, begynder det at lyde realistisk. [email protected] 10 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 11 GRØN ØKONOMI GRØN ØKONOMI Illustration: Pernille Bækholm Sloth/iBureauet Systemkrisen gøder jorden for en økologisk økonomi En kreds af internationale økonomer har længe talt for grøn ligevægtsøkonomi. Nu har kombinationen af økonomisk krise, klimakrise og voksende ulighed givet deres tanker og forslag mere medvind Af Jørgen Steen Nielsen D en globale opvarmning kan ramme nogle af de mellemøstlige oliestater med så høje temperaturer, at det bliver umuligt for mennesker at arbejde og i det hele taget færdes i større stil udendørs. Det viser en ny analyse foretaget af forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) og offentliggjort i tidsskriftet Nature. Ifølge en pressemeddelelse fra MIT risikerer »mange større områder i byen at overskride et ’tipping point’ for menneskelig overlevelse«, hvorfor mulighederne for beboelse i fremtiden »sandsynligvis vil blive alvorligt påvirket«. Det rummer sin egen skæbnesvangre ironi, at nogle af verdens storproducenter af fossil energi således er ved at undergrave egne eksistensmuligheder. Men det er kun ét af stadig flere vidnesbyrd om, at en stedse voksende global økonomi er ved at spænde ben for sig selv, fordi de klima-, miljø- og sundhedsmæssige omkostninger ved denne type vækst æder af selvsamme vækst. En aktuel analyse fra Verisk Maplecroft spår, at arbejdsproduktiviteten i sydøstasiatiske lande som Singapore, Malaysia og Indo- nesien vil falde med henholdsvis 25, 24 og 21 procent på grund af tiltagende varmestress. Og et studie gennemført af forskere fra bl.a. Stanford University og University of California Berkeley og netop offentliggjort i Nature fortæller, at fortsat »ukontrolleret opvarmning forventes at forandre den globale økonomi ved at reducere de gennemsnitlige globale indkomster med omkring 23 pct. i år 2100 samt forstærke den globale indkomstulighed« – fordi et varmere klima går ud over menneskers evne til at arbejde og være produktive. Til det kommer så ifølge forskerne de direkte skader og økonomiske tab, som følger med de ekstreme vejrfænomener – oversvømmelser, storme, tørke – der ledsager klimaændringerne. »Fordelene ved at gribe ind er meget større, end vi troede, fordi omkostningerne ved ikke at gribe ind er meget større, end vi troede,« skriver en af forskerne, Marshall Burke. Men indgreb i form af afvikling af det fossile energiforbrug er – omend det er nødvendigt – ikke nok til at skabe en sund og langtidsholdbar økonomi, mener andre fagfolk. For en globaliseret økonomi, der er baseret på endeløs vækst, vil støde på andre forhindringer og gør det allerede. Som f.eks. udtrykt af Det Europæiske Miljøagentur i statusrapporten The European Environment – State and Outlook 2015: »Den herskende model for økonomisk udvikling, der er baseret på et støt stigende ressourceforbrug og skadelige udledninger, er ikke holdbar i det lange løb.« »Øget ressourceeffektivitet er afgørende for at fastholde socioøkonomisk fremgang i en verden med begrænsede ressourcer og økosystemkapacitet. Men det er ikke tilstrækkeligt i sig selv, eftersom den ikke garanterer en reduktion af de miljømæssige pres i absolutte termer.« Svimlende vækst Nogle råstofressourcer er således i dag ved at være opbrugt og stedse dyrere at udvinde. Naturlige økosystemer som skove og fiskebestande samt individuelle plante- og dyrearter trues af rovdrift. Mange menneskers sundhed undergraves af luft-, vand- og fødevareforurening. Dertil er menneskelig trivsel under pres som følge af den stressfaktor, en konkurrencebaseret vækstøkonomi ofte indebærer. Også almindelig snusfornuft tilsiger, at økonomien ikke kan vokse ubegrænset, mener den britiske økonom, professor Tim Jackson, University of Surrey. »Den globale produktion er nu mere end otte gange niveauet i 1950. Hvis den fortsætter med samme vækstrate, vil verdensøkonomien i år 2100 være 17 gange større end i dag – en svimlende forøgelse af økonomiens størrelse med en faktor 146 på blot nogle få generationer,« påpeger han. Ligevægtsøkonomien Derfor – siger en række økonomer – er den egentlige udfordring at omstille økonomien mere fundamentalt, så den opererer inden for de grænser, planeten sætter. Dvs. en model uden stadig ekspansion som omdrejningspunkt. En ligevægtsøkonomi kalder nogle det. Og en sådan økonomis tid er kommet, når de ekstra omkostninger ved at skabe mere vækst overstiger de ekstra fordele, den producerer, siger professor James Gustave Speth, Vermont Law School. Kan man overhovedet forestille sig en sådan model, fristes man til at spørge. »Den er let at forestille sig, for den findes allerede,« lyder det underfundige svar fra den tidligere verdensbankøkonom professor Herman Daly, en af nøgleskikkelserne inden for den disciplin, der kaldes økologisk økonomi. For Jorden i sig selv er selvfølgelig eksemplet på modellens realisme. »Jorden i sin helhed vokser ikke i fysisk forstand. Den ændrer sig kvalitativt, undergår en evolution og udvikler sig. Den totale mængde stof kører rundt i kredsløb, men vokser ikke. Solens energi strømmer igennem Jorden, ankommer som laventropisk strålingsenergi og strømmer ud som højentropisk varmeenergi. Men mængden af solenergi vokser ikke,« skriver Daly i en artikel på hjemmesiden for det amerikanske Center for Humans & Nature. Så når Jorden har kunnet fungere med levende liv og ’været i balance’ i 3,5 milliarder år uden overordnet fysisk vækst, må et undersystem kaldet ’den menneskeskabte økonomi’, der kun har været karakteriseret ved mærkbar vækst i 250 år af sin lange historie, vel også kunne, lyder ræsonnementet. Naturkapitalen skal vogtes Gruppen af økologiske økonomer har været i vedvarende diskussion med mere traditionelle økonomer, der mener, at økonomisk vækst kan opretholdes »til solen brænder ud«, ” Økologisk økonomi kritiserer mange aspekter af international handel Inge Røpke Professor MSO ved Institut for Planlægning, Københavns Universitet fordi den begrænsede ’naturkapital’ – råstoffer, energi, vand, levende arter, klimakapacitet m.m. – løbende vil kunne substitueres af ’menneskeskabt kapital’ med samme eller større økonomisk værdi for samfundet. Det er i princippet i orden og bæredygtigt at rydde regnskoven, hvis det fører til en produktion af f.eks. viden eller maskiner af større pengemæssig værdi, end regnskoven havde, lyder argumentet. Danmarks første professor i økologisk økonomi, Inge Røpke, Aalborg Universitet, har kaldt det »en absurditet« at gøre værdien af alt op i penge, mens hendes kollega på Flinders University i Australien Philip Lawn i bogen Globalisation, Economic Transition and the Environment har forklaret, hvorfor det er »termodynamisk umuligt« at producere ’menneskeskabt kapital’ uden et vist forbrug af ressourcebaseret ’naturkapital’. »Det er indlysende, at menneskeskabt kapital og naturkapital er komplementære størrelser, ikke hinandens erstatninger,« skriver han. Den velfærdsværdi, et menneske kan opleve ved at kunne svælge i viden i cyberspace, kan f.eks. ikke erstatte værdien af et måltid mad for et sultent menneske. Derfor er der altså, før eller siden, også grænser for økonomien. Og hvis økonomiens mål i sidste ende er at skabe menneskelig trivsel, giver det også sig selv, at der må være en grænse. »Et menneske kan kun blive så og så lykkeligt, tilfreds og mæt,« bemærker Philip Lawn. Hvis der er grænser, kan vi altså lige så godt øve os på at etablere en økonomi, der kan fungere inden for grænserne, siger de grønne økonomer. Ikke mindst i betragtning af at en række af disse grænser – f.eks. økonomiens belastning af klimaet – allerede synes at være overskredet eller tæt på at være det. En vigtig pointe for disse økonomer er, at det ikke kun er selve størrelsen af naturkapitalen – mængden af f.eks. rent vand og frugtbar jord eller af kobber, fosfor, ozon i ozonlaget etc. – der er afgørende. Afgørende er også selve naturkapitalens mangfoldighed, biodiversiteten, der muliggør opretholdelsen af et planetært system, som bl.a. den menneskelige civilisation kan trives i. Som Lawn formulerer det: »Naturkapitalens evne til at levere ydelser, der understøtter liv, beror på, at økosfæren – som er et system langt fra termodynamisk ligevægt karakteriseret ved en række biogeokemiske urværker og afgørende feedbackmekanismer – har udviklet en selvorganiserende kapacitet til at regulere de betingelser, der er afgørende for liv.« Uden alle disse komplicerede samspil og reguleringer, som i sidste ende er drevet og betinget af Solens energi, ville planeten udvikle sig i retning af termodynamisk ligevægt og fravær af organisering – Jorden ville fremstå som en ensartet, livløs flade af gråt sand. Så hvis vi forstyrrer den biodiversitet, der rummer reguleringssystemets tandhjul og opretholder det levendes orden, risikerer vi – lokalt, regionalt eller globalt – at undergrave betingelserne for liv, som vi kender det. En ny ligevægtsøkonomi handler derfor om at opretholde både naturkapitalen og biodiversiteten. Ifølge de økologiske økonomer ville centrale spilleregler for en sådan økonomi f.eks. være, at fornyelige ressourcer ikke må bruges hurtigere, end de kan gendannes. Derfor skal der være politisk fastsatte lofter eller kvoter for forbrugshastigheden. Hvad angår de ikkefornyelige ressourcer, må de kun forbruges i den takt, hvormed de kan erstattes af fornyelige ressourcer. Affaldsproduktion – herunder CO2-udledning til atmosfæren – må desuden ikke overstige økosfærens kapacitet til at absorbere dette affald. Der skal altså også være lofter eller kvoter for affaldsproduktion. Endelig skal eksisterende, kritiske økosystemer – herunder den vilde vegetation – bevares og, hvor det er nødvendigt, genetableres for at opretholde biodiversiteten. Via krise eller gennem planlægning Der er to tænkelige veje til en sådan ny økonomi, der ikke baserer sig på økonomisk ekspansion, skriver den canadiske økologiske økonom Peter Victor, professor ved York University. »Den første er genopbygning efter alvorlige, pludselige og usammenhængende forstyrrelser udløst af manglende evne til at reagere hensigtsmæssigt og effektivt på voksende miljømæssige, sociale, økonomiske og finansielle pres.« Altså den kaotiske, kriseprægede, ikke planlagte vej til en anden økonomi – uden garanti for succes, betoner professoren. Måske en vej, verden allerede er slået ind på Kants antropologi – forelæsninger ”Filosofisk væsentlige, fordi Kant her går tættere på menneskets hverdagslige liv, end han gør i resten af sin filosofi." Rune Lykkeberg, Politiken ”Respektindgydende forsvar for det gryende, moderne menneske.” Weekendavisen Læs mere og køb bogen på butik.information.dk ANTI-ACNE & ANTI-AGE - BEKÆMPER FEDTET OG UREN HUD - FORSTÆRKER HUDENS TABTE STRUKTUR - REPARERER SOLENS SKADEVIRKNINGER HUSK! du kan altid få ultralydscannet din hud, og få råd og vejledning i produkter netop til din hud når en af vores rådgivere besøger en forhandler nær dig! Se hvor på www.beaute-pacifique.com SUPER3 BOOSTER INDEHOLDER 3 EFFEKTIVE A-VITAMIN TYPER. GENDANNER TABT COLLAGENSTRUKTUR OG STIMULERER PRODUKTIONEN AF COLLAGEN OG ELASTIN. NEDSÆTTER HUDENS PRODUKTION AF FEDTSTOF OG INDEHOLDER PROPOLIS TIL BEHANDLING OG FOREBYGGELSE AF UREN HUD - OGSÅ HOS UNGE. Made In Denmark Udviklet og produceret i Danmark www.beaute-pacifique.com CRÈME MÉTAMORPHIQUE INDEHOLDER 2 EFFEKTIVE A-VITAMIN TYPER DER MINDSKER OG FOREBYGGER ALDERSTEGN. FORSTÆRKER OG FORYNGER HUDENS COLLAGENSTRUKTUR. 12 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 GRØN ØKONOMI med summen af økonomiske kriser, klimaforandringer, tiltagende ulighed m.m. »Den anden mulige vej – der mere gradvist, mere behageligt og med større udsigt til succes fører til målet end den første – omfatter en fastholdelse og acceleration af visse tendenser, som allerede kan observeres, samt en tilbagerulning af andre,« skriver Peter Victor hos Center for Humans & Nature. Altså en planlagt vej, hvor der ifølge økonomen føres aktiv politik for ikke blot at fremskynde ressourceeffektivisering, produktion af vedvarende energi, genanvendelse og kollektiv transport – alt sammen elementer af delvis teknologisk karakter – men også for at opmuntre til deling af det tilgængelige arbejde, friere vidensdeling og deleøkonomi i bredere forstand, nye former for ejerskab til produktionen med andet end profitmotivet for øje samt politik, der skaber økonomisk omfordeling. Det sidste er afgørende, når den samlede kage ikke bare bliver ved med at vokse, påpeger de økologiske økonomer. »Omfordeling af indkomsten fra rige til fattige kan øge en nations samlede økonomiske velfærd. Samtidig kan omfordeling forebygge, at der opstår socialt destabiliserende indkomstkløfter, som vil kunne undergrave processen mod bæredygtig udvikling i voldsom grad,« skriver Philip Lawn. Den globale handel Et kontroversielt element i en grøn ligevægtsøkonomi er synet på globaliseret handel. En stedse mere liberaliseret global handel – med det transatlantiske TTIP-projekt som aktuelt eksempel – kan være med til at holde liv i en skrantende vækst, men også øge den globale klima- og miljøbelastning. »Økologisk økonomi kritiserer mange aspekter af international handel,« siger professor Inge Røpke og peger f.eks. på, at opretholdelsen af overforbrug i den rige del af verden hviler på, at mange af de varer, der købes i Vesten, fremstilles af mennesker, der får en meget lav løn i Østen. »Denne ulighed og handel er forudsætningen for, at vi kan lægge beslag på en uforholdsmæssig stor andel af de tilgængelige ressourcer.« Globaliseret handel udgør samtidig en barriere for bestræbelsen på at lave lukkede stofkredsløb. »En dansk produktion, der starter med import af sojafoder fra Sydamerika og ender med grise, der eksporteres til Japan, kan næppe forenes med ambitionen om lukkede stofkredsløb,« siger Inge Røpke. Økonomer som Philip Lawn og Herman Daly finder, at især kapitalens fri bevægelighed på det globaliserede marked er problematisk. Den fører til, at investorer flytter produktioner til de steder, hvor lønningerne er lavest eller lovgivning mest liberal, og stimulerer dermed et ’race to the bottom’, en bevægelse mod laveste fællesnævner med hensyn til love, regler og lønninger. »Det konkurrencemæssige pres for at mindske produktionsomkostningerne fører ofte til undergravning af miljømæssige og sociale standarder på det nationale niveau,« skriver Lawn. De økologiske økonomers redskaber til at bringe handel mere i pagt med en ligevægtsøkonomi omfatter restriktioner på den fri kapitalbevægelse, prissætninger, der afspejler de fulde miljømæssige og sociale omkostninger ved de handlede varer, samt incitamenter der i højere grad fremmer lokal produktion og handel. Momentum Med Herman Daly som en af pionererne har de økologiske økonomer arbejdet på deres teori, modeller og løsningsforslag i mere end 30 år, siden 1988 bl.a. forankret i The International Society for Ecological Economics. Men hvor de længe levede en slags paralleltilværelse uden reel dialog med toneangivende mainstreamøkonomer og var ganske uden indflydelse på den førte politik, er der nu forandring i luften, ikke mindst i lyset af de senere års systemiske krise for både økonomi og økologi, herunder klimaet. »Økologisk økonomi er flere steder ved at blive etableret i undervisningsmæssig sammenhæng – i nogen grad i samspil med andre økonomiske retninger uden for mainstreamøkonomien,« siger Inge Røpke og peger på en ny masteruddannelse i faget på University of Leeds, en lignende kandidatuddannelse på Vienna University of Economics and Business samt ved Barcelonas Universitet. Hun nævner også forskerorganisationen Institute for New Economic Thinking samt det internationale studenternetværk Rethinking Economics, der arbejder for et nyt indhold i universiteternes økonomiundervisning med tydeligere afsæt i virkeligheden og dens udfordringer frem for i idealiserede modelforestillinger om verden. »Disse og andre nye ting udspringer ikke af de økonomiske institutter, men af mere tværfaglige miljøer. Der foregår i disse år et opgør med økonomisk teori, et opgør som har fået rigtig meget momentum af den finansielle krise. Den demonstrerede jo med al ønskelig tydelighed, at traditionel økonomisk teori ikke kan levere varen, og den har også været et wake up call for os økologiske økonomer, der ikke havde beskæftiget os med den side af krisen. Men det har skabt en åbning for dialog og samarbejde mellem flere forskellige økonomiske skoler, der lægger afstand til mainstreamøkonomien. Og et sådant samarbejde er forudsætningen for at formulere et egentligt alternativ og for et opgør,« siger Inge Røpke. [email protected] ØKOLOGISK ØKONOMI × De økologiske økonomer samarbejder i The International Society for Ecological Economics, ISEE, stiftet i 1988: www.isecoeco.org × Herman Dalys tanker danner grundlag for det britisk-amerikanske forskningscenter Center for the Advancement of the Steady State Economy, CASSE: www.steadystate.org × Bestræbelserne på at omsætte økologisk økonomisk teori til praktisk politik foregår bl.a. i den britiske New Economics Foundation, NEF: www.neweconomics.org × I USA arbejder Capital Institute med samme ambition: www.capitalinstitute.org × En løbende debat om omstillingen til en bæredygtig økonomi kan følges hos Center for Humans & Nature: humansandnature.org × Med start i Storbritannien arbejder det internationale Transition Network på at realisere en modstandsdygtig økologisk økonomi i lokalsamfund: www.transitionnetwork.org JORDEN KALDER A LT E R N AT I V E T LY T T E R Vi tager til Cop21 i Paris. For vi vil, og skal, påvirke regeringen, EU’s forhandlere og alle verdens ledere til at tænke stort, til at samarbejde, til at udvise generøsitet og ikke mindst til at være modige. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at lande en ambitiøs aftale i Paris. Det er livsnødvendigt – bogstaveligt talt. Lørdag d. 28. afholder vi et flydende politisk talkshow med internationale gæster, hvor vi cruiser på Seinen, mens vi holder skarpt fokus på mulighederne i den grønne omstilling. Søndag er vi med i en verdensomspændende klimademonstration, hvor vi vil demonstrere, ikke imod, men for at verdens ledere viser vejen frem mod en lys og sikker fremtid. Vi ved godt, at det er svært at påvirke klimaforhandlingerne. Alle verdens lande har i de sidste to år diskuteret, hvad klimaaftalen skal indeholde, og der er ikke plads til ændringsforslag. Men der er mulighed for at skabe konsensus omkring en ambitiøs linje i Paris. Vi vil samle de mange progressive grønne kræfter i Danmark og Europa, så vi via vores blotte tilstedeværelse kan lægge pres på forhandlerne til at tage klimaudfordringen dybt seriøst. Derfor vil Alternativet møde talstærkt op i Paris både fra Christiansborg og fra den grønne bevægelse. Vi kører en hel bus derned med halvdelen af vores folketingsgruppe og grønne ildsjæle fra hele vores bagland. Vi vil i Paris skabe en festlig og optimistisk stemning, der viser vejen til et bedre og mere bæredygtigt Europa. Fredag d. 27. november bliver symbolsk en meget vigtig dag for Alternativet, for vi fylder to år. Vi vil gerne fejre, at der er skabt et grønt håb på den politiske arena i Danmark. Et grønt håb, som vi hver dag arbejder for også skal række ud over landegrænser og brede sig ud i verden. A LT E R N AT I V E T. D K / C O P 2 1 / 14 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 INTERVIEW 15 INTERVIEW »Gå på gaden for klimaet« Rundt om i verden tager den grønne omstilling fart. Derfor er det en gåde, at budskabet ikke trænger ind i de økonomiske ministerier, siger Connie Hedegaard, der håber på et folkeligt pres på COP21 Tekst Jørgen Steen Nielsen Foto Ulrik Hasemann 16 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 INTERVIEW INTERVIEW kraftværker, der fyrer med kul, olie og gas. Og sidste år øgedes de globale investeringer i vedvarende energi med 17 procent til 270 milliarder dollar – markant mere end der blev investeret i ny fossil kapacitet. Samtidig falder prisen for el produceret på sol og vind. Ifølge Bloomberg er prisen nu »på niveau med eller under prisen for el på nettet mange steder i verden«. »Vindkraft er nu den billigste måde at producere el på i både Tyskland og Storbritannien, selv uden regeringsstøtte,« rapporterede Bloomberg i oktober. »Så priskurverne er kommet voldsomt ned,« fastslår Connie Hedegaard. »Samtidig siger flere og flere investorer: ’Det der med kul er forkert, og så er det oven i købet en dårlig forretning’. Jeg har meget fidus til divestment-investment,« understreger hun med henvisning til tendensen blandt institutionelle investorer til at afhænde værdipapirer i den fossile energiindustri eller – hvad der ifølge Hedegaard også kan give mening, hvis man er en stor investor – at beholde dem for at kunne udøve et aktivt pres på de pågældende selskaber for at lægge kursen om. D » et er som i Thomas Vinterbergs film Festen: Man kan holde to taler. Man kan pege på de rigtig mange ting på kloden, der går i den gale retning. Som f.eks. situationen i Californien,« siger Connie Hedegaard med henvisning til den amerikanske stat, der på fjerde år er ramt af ekstrem tørke med et økonomisk tab på omkring 35 mia. kr. for blot de seneste to år til følge. »Men man kan også gøre opmærksom på, at der er ved at ske et fundamentalt skift. At der er et tog, der kører i den rigtige retning og er ved at accelerere.« Connie Hedegaard, tidligere miljøminister, klima- og energiminister samt EU-klimakommissær og nuværende formand for den grønne tænketank CONCITO og for KR Foundation, er ikke den, der overgiver sig til sortsynet. »Hvis man er pessimist, skal man holde sig ude af politik. Man kan jo ikke sige til folk, at de skal gøre noget, hvis man på forhånd har besluttet, at det er håbløst. Man må spille bolden derfra, hvor den er. Hvis den triller lidt baglæns, så må vi spille den derfra. Det er det, politik går ud på.« I øjeblikket er der ifølge den tidligere klimakommissær klare tegn på, at bolden triller – og toget kører – i den rigtige retning. Hun nævner opgørelser fra det autoritative Bloomberg New Energy Finance, der viser, at et ’tipping point’ blev passeret i 2013, hvor den andel af elkapaciteten, der bliver produceret af nyopførte vedvarende energianlæg, var større end den, der kommer fra nybyggede 17 Hvorfor siver det ikke ind? Men dette skift i dele af erhvervslivet fra sorte til grønne investeringer udstiller samtidig, hvor tingene ikke bevæger sig eller bevæger sig for langsomt: i de centrale økonomiske ministerier i mange lande. »Det er en stor gåde for mig. Når f.eks. Dansk Industri kan fortælle, at Danmarks eksport af grøn energiteknologi er steget med 18 procent i første halvår af 2015 i forhold til første halvår af 2014 efter at være steget med godt 15 procent hele sidste år – og det i forhold til en stigning i den samlede vareeksport sidste år på kun 0,6 procent – så undrer det mig, at man skal starte enhver af disse diskussioner om grøn omstilling forfra med ikke bare et dansk finansministerium, men med rigtig mange finansministerier.« »Når de, som finansministre normalt lytter til – Verdensbanken, OECD, IMF, Det Internationale Energiagentur, World Economic Forum – alle siger: ’I er nødt til at forstå, hvor stor en risiko det er at holde fast i den fossile økonomi,’ så undrer det mig, at det skal tage så lang tid, før det virkelig siver ind.« »Vi har en Mark Carney, formand for Bank of England, der næsten ikke kan holde en tale uden at understrege risikoen for store tab ved investeringer i fossil energi. Vi har hardcore økonomiske forvaltere i pensionsfonde, der afhænder sine aktier i fossile brændsler. Vi har Nordea, der afvikler sit engagement i kul, vi har den norske Oljefond … Det er ikke filantroper, det er mennesker, der tænker på afkast, og som kan se, at de kulaktier, man investerede i i 2013, har tabt 80 procent af deres værdi – det er godt nok en dårlig forretning. Så hvorfor skal det tage så lang tid at få det til at trænge ind hos finansministrene,« spørger Connie Hedegaard. Markedstænkning gået for langt Hun har ikke lagt fingrene imellem i sin kritik af Venstre-regeringens sænkede klimaambitioner og besparelser på det grønne område i finansloven. Og hun gentager den gerne. »Jeg forstår godt, at der sidder nogle mennesker, hvis job det er at få tallene til at gå op. Men det er mærkeligt, at man har så travlt med at fastholde myten om klimapolitikken og den grønne omstilling som noget meget dyrt, når resten af verden i stigende grad kan se, at det er en mulighed. Danmark har allerede foretaget en masse af de nødvendige investeringer, og derfor har vi en anerkendt styrkeposition og er et af de lande, der er allerbedst positioneret i omstillingen. Hvorfor går man ikke i Finansministeriet og i Erhvervs- og Vækstministeriet mere op i at passe på de styrkepositioner, vi har? Det gjorde jo ikke noget, hvis man i de centrale økonomiske ministerier følte det som del af jobbeskrivelsen at holde øje med de fundamentale udfordringer, verden står over for,« siger den tidligere minister. – Venstre peger på hensynet til konkurrenceevnen og mener, at markedet i højere grad bør styre, hvad der satses på? »Den der markedstænkning er gået virkelig langt. Vi kan ikke løse klimaudfordringen uden markedet, men det er naivt at tro, at markedet af sig selv kan klare det. Markedet kan ikke sige stop – i et hav truet af overfiskning vil markedets aktører blive ved at fiske, til der ikke er flere fisk. Og fra dem, der hævder, at en klimaindsats går ud over konkurrenceevnen, vil jeg gerne høre, hvad det egentlig betyder. Betyder det, at vi må prioritere det at redde konkurrenceevnen over det at redde klimaet? Det er jo absurd,« mener Connie Hedegaard. Hun, der fra Bruxelles er vant til presset fra lobbyister, er bekymret over, at morgendagens virksomheder i sagens natur ikke har samme gennemslagskraft som de traditionelle brancher. »Beslutningstagere tester deres påtænkte beslutninger hos berørte interesser, og man hører typisk mest fra dem, der har en interesse i, at tingene ikke ændrer sig nævneværdigt, og som også er dem med de fleste lobbyister og de største økonomiske ressourcer. Det skaber en skævhed, et indbygget, konserverende pres, der ikke fremmer viljen og modet til at forlade business as usual.« Risikoen i Paris »Når det er sagt, har jeg jo også oplevet et europæisk system, der trods modstand fra stærke etablerede interesser er i stand til at udstikke en kurs og få den bredt forankret. Det kræver blot hårdt arbejde og beslutningstagere, der ikke er bange for at stå fast.« – Vil vi få det at se på COP21 i Paris? »Rapporterne fra den seneste forhandlingsrunde i Bonn – den sidste før Paris – lød lidt for meget som noget, vi har hørt mange gange før: Da forhandlerne mødtes i Bonn, havde de foran sig en tekst på 20 sider – da de tog derfra, havde de 55 sider og et uendeligt antal kantede parenteser. Nogle af de allersværeste ting har man opgivet på forhånd og udeladt.« Connie Hedegaard finder det løfterigt, at både Kina og USA har bestemt sig for at rykke. »Det er en indikation af, at der bør kunne nås en aftale i Paris. Man skal bare ikke undervurdere problemerne med teksten – det er vi jo nogen, der har erindringer om fra København i 2009. Man kan formulere al mulig overordnet politik, men i sidste ende skal der være enighed om en tekst. På det punkt kan der stadig komme grus i maskineriet – det er man nødt til at forstå.« – Op til COP15 i København blev der lagt et meget stort pres på regeringerne. Det er nu eller aldrig, blev der sagt. Men det kiksede og udløste en langvarig nedtur. Risikerer man ikke det samme i Paris med den mobilisering, der nu finder sted? ” Når det er sagt, har jeg jo også oplevet et europæisk system, der trods modstand fra stærke etablerede interesser er i stand til at sætte en retning og få den bredt forankret »Det er et stort dilemma, ikke mindst for franskmændene. De må tænke, at forventningerne ikke skal skrues for højt op, for så kan man skuffe. Omvendt er der nødt til at komme en mobilisering til sidst, for ellers sker der ikke noget.« Hun nævner, at der den 29. november arrangeres store klimademonstrationer i Paris, men også i København og mange andre byer samt en demonstration i Paris den 12. december – dagen efter COP21 – for enten at fejre eller protestere over resultatet. »De politiske ledere skal mærke, at der er en befolkning derude, der forventer en ambitiøs aftale. Det betyder faktisk noget. Derfor er det også meget, meget vigtigt, at den planlagte manifestation i København bliver stærk. Hvis man synes, det her er vigtigt, må man vise det ved at møde op,« siger Connie Hedegaard, der selv vil stå på talerstolen. Ægte konservativt Fra engang for 30 år siden at have været konservativ forsvarspolitisk ordfører i Folketinget via to grønne ministerposter og en klimakommissærstilling i Bruxelles til nu at stå i spidsen for en grøn tænketank og være taler ved en folkelig demonstration på Christiansborg Slotsplads – hvad driver hende? »Jeg mener virkelig, vi har et ansvar hver især, og jeg er selv et menneske, der engagerer mig og ønsker at påvirke tingene. Og så har jeg altid tænkt, at det med miljøet ikke var noget specielt venstreorienteret. Der er sådan set ikke noget, der er mere konservativt og i pagt med generationskontrakten og andre konservative værdier end at ville værne om miljøet.« Connie Hedegaard minder om, at den tidligere konservative finansminister Poul Møller var en af de første, der for over 50 år siden talte om »røg, støj og møg« som fremtidens væsentligste problem. »Så for mig er det ægte konservativt at beskytte miljøet og omgås naturen med respekt og ansvarlighed. At passe på vore kyster er også kernekonservatisme.« Samtidig ser hun det som en god konservativ tilgang, at borgerne mobiliseres i kampen for at redde klimaet. »Hvis man ikke vil have, at det hele dikteres ovenfra, og vi havner i et system som i Kina med femårsplaner, der styrer alting, og hvis man heller ikke tror på, at markedet løser det hele af sig selv, så må der mobiliseres nogle andre kræfter. Og folk skal have fornemmelsen af, at de ikke er alene – at der er en fælles handlingsdimension.« Både som miljøminister og klimakommissær har Connie Hedegaard sat sig i spidsen for kampagner, der skulle motivere den enkelte dansker eller EU-borger til at nedsætte egne CO2-udledninger. ’Ét ton mindre’ var temaet for den hjemlige kampagne i 2007-10. »I dag er der søgning efter fællesskaber, som ikke er fokuseret på traditionel væksttænkning. Der er – måske som konsekvens af krisen – mere fokus på kvalitet frem for kvantitet, og især blandt unge sker der et paradigmeskift, hvor man tænker, at man godt kan dele frem for at eje alting selv.« »Jeg tror, folk er begyndt at spørge: Hvorfor er vi blevet så materialistiske? Hvor lykkelige er vi egentlig blevet af hele tiden bare at stræbe efter mere? Måske er det nok.« – Husker du selv at leve det gode liv? »Jeg har nok en tendens til at have et nummer for travlt, også i mit nye liv. Jeg laver jo noget, jeg synes er meget interessant, og har derved et topprivilegeret liv. Men jeg forstår godt pointen: At den stilhed i skoven, man kæmper for, skal man også nå ud og lytte til en gang imellem. Og det er jeg sådan set meget god til.« – Tænk, hvis vi vandt. Ville du ikke komme til at kede dig frygteligt? »Det er min mindste bekymring. Jeg tror, der vil blive ved at være nok at kæmpe for.« [email protected] 18 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 19 DIVESTMENT DIVESTMENT Illustrationer: Molly Wittus/iBureauet Pengestrømmene vender Skal den grønne omstilling gennemføres, kræver det, at de store investeringer begynder at gå uden om gårsdagens forældede energisystemer Af Jesper Løvenbalk Hansen K Grøn overhaler sort Kampagnen for afviklingen af fossile brændsler er således gået fra at være et græsrodsfænomen, der i årene 2012-2013 med stor hast bredte sig på især flere amerikanske universiteter som det hæderkronede Harvard University, hvor studerende demonstrerede og blokerede adgangen til rektors kontor i protest over, at dele af universitetets opsparing investeres i den fossile brændselsindustri, til i dag at være seriøse økonomiske overve- ” Folk er begyndt at se en kortere tidshorisont for den fossile brændselsindustri Stephen Heintz Adm. direktør i Rockefeller Brothers Fund Netop Rockefeller Brothers Fund, der er grundlagt på oliepenge, overraskede det meste af finansverden, da den for et år siden meddelte, at den ville afvikle samtlige investeringer i kul-, olie- og gasindustrien. »Vi kan vise, at det kan lade sig gøre, uden at det går ud over afkastet fra vores samlede portefølje,« sagde Stephen Heintz. At det betaler sig at udskifte sorte investeringer med grønne, er der efterhånden tungtvejende dokumentation for. Ifølge tal fra MSCI, verdens førende leverandør af aktieindekser, har investorer, der fra og med 2010 har renset deres projektporteføljer for investeringer i kul-, olie- og gasindustrien i gennemsnit fået et udbytte på 13 procent siden da. Investorer, der ikke går uden om kul-, olie- og gasindustrien, har i samme periode haft et afkast på 11,8 procent. Den britiske indeksudbyder FTSE når til næsten samme resultat. Ifølge dens data er forskellen på afkastet af investeringer, der henholdsvis medtager og udelukker kul, olie og gas, 11,2 procent mod 10,4 procent i de fossilfrie investeringers favør. Når udviklingen går i retning af grøn frem for sort energi, hænger det sammen med, at prisen på olie, gas og kul er faldet dramatisk over de seneste to år. Samtidig stiger interessen for at investere i vedvarende energi, der i mange tilfælde er blevet konkurrencedygtig over for kul, gas og olie. I dag produceres den billigste strøm af vindmøller på land. Ikke af kul. Og den udvikling vil fortsætte, vurderer Michael Liebreich fra Bloomberg New Energy Finance: »Det elektriske system skifter til ren energi,« annoncerede han under energikonferencen The Future of Energy Summit 2015 i New York i sidste måned. Michael Liebreich peger Gå i front til COP 21 De fleste lande erkender nu, at klimaforandringerne truer vores fremtid. Derfor har COP 21 en god chance for at lande en international aftale. Men aftalen vil ikke holde os under to-graders-målet. Derfor skal vi fortsat presse på for at udfase kul og olie, spare på energien og få mere vedvarende energi. Men lige nu, hvor det virkelig gælder, har den danske regering valgt at slække, frem for at gå i front. Det Økologiske Råd siger tværtimod til vores politikere: Hold fast i de ambitiøse mål med 40 pct. CO2-reduktion i 2020, skær ikke i energiforskningen og støt borgernes og kommunernes lyst til gribe de grønne løsninger. Læs og hør mere om miljøorganisationen Det Økologiske Råd på ecocouncil.dk: 26 22 6 e det ter skal gør Nye elbilis køre elbil. normalt at 22. R. 3 | 15 | N BER 20 isk gøre økolog Biogas kan re bæredygtigt. me landbrug rt brug for Vi har sna dklode. jor en ekstra GLOBAL ØKOLOGI – Danmarks globale magasin for klima, natur og miljø G ÅRGAN G L BAGLI ØKOLO PTEM 10. SE MAGASIN GLOBALE Ø DANMARKS NATUR OG MILJ A, FOR KLIM ontrasten mellem de majestætiske Appalacher (bjergkæde i det østlige Nordamerika, red.) og de bortsprængte bjergtoppe, ødelagt af kulminedrift, blev startskuddet til en af de i dag mest markante og hurtigst voksende kampagner for at bekæmpe den globale opvarmning. En flok studerende fra det amerikanske østkystuniversitet Swarthmore var i påskeferien i 2010 taget til Appalacherne i delstaten Virginia for ved selvsyn at konstatere, hvad jagten på billigt kul havde forårsaget af skader. Og synet skræmte dem. Minedriften havde ikke bare ødelagt landskabet, dyrelivet, biodiversiteten og forværret sundhedstilstanden for områdets beboere. Kul er også det mest skadelige fossile brændsel målt på udledning af CO2, og da Swarthmore College samtidig havde en for offentligheden ukendt andel af universitetets investeringsportefølje på 1,6 mia. dollar anbragt i selvsamme kulmineselskaber, var det oplagt, at det måtte der laves om på. De studerende startede derfor foreningen Swarthmore Mountain Justice, der skulle presse universitetets ledelse til at afvikle alle investeringer i kulindustrien. Det blev begyndelsen på den verdensomspændende divestment-kampagne for afvikling af investeringer i kulindustrien, der i dag har bredt sig til en lang række store investeringsfonde, pensionskasser, byer og universiteter, der er begyndt at flytte deres investeringer ud af selskaber, der lever af fossile brændsler. Forventningen er, at divestment i stigende grad også vil ramme olie og gas. Senest har Københavns Borgerrepræsentation besluttet at afvikle kommunens investeringer i fossile brændsler. København har for i alt 33 mio. kroner investeret i 79 fossile energiselskaber, herunder Exxon og Mærsk, som Økonomiforvaltningen i København har fået besked på at frasælge. Samme beslutning er taget af bystyrer i mere end 50 forskellige byer, heriblandt Norges hovedstad, Oslo, Uppsala i Sverige og den amerikanske delstat Californien, der i september stemte igennem, at Californiens to største pensionskasser for henholdsvis lærere og offentligt ansatte skal afvikle investeringer i kul og højrisikable olieinvesteringer. Nu er det op til Californiens guvernør at underskrive lovforslaget – som følges med spænding i New York og Massachusetts, hvor lignende lovforslag er på igennem delstatsregeringerne. jelser, som alle med ansvar for investeringer nødvendigvis må gøre sig. Ikke mindst fordi det viser sig, at investeringer frie af fossile brændsler overvejende klarer sig bedre end investeringsporteføljer, der også inkluderer investeringer i kul-, olieog gasindustrien. Derfor handler det, som Stephen Heintz, præsident i Rockefeller Brothers Fund, for nylig sagde til den amerikanske nyhedsstation CNN, både om økonomi og moral. »Det blev jo stadig mere besynderligt, at vi med den ene hånd bekæmpede den globale opvarmning igennem vores fond, mens vi med den anden investerede i virksomheder, der skaber den globale opvarmning.« Giver dig overblik, baggrund, analyser og debat. Du kan melde dig ind i Det Økologiske Råd og få bladet tilsendt fire gange om året. d på en ativets bu t Læs Altern lling af landbruge grøn omsti SIDE 18 DELTAG I DEN STORE KLIMADEMONSTRATION SØNDAG D. 29. NOVEMBER I KØBENHAVN Kl. 13 Den Røde Plads, Nørrebro, kl. 15-16 på Christiansborg slotsplads. Se nærmere på Facebook/Cop 21 Klimamarch Find viden på ecocouncil.dk Vores hjemmeside indeholder mange nyheder, publikationer, høringssvar m.v., der viser hvordan man i praksis kan fremme den grønne omstilling inden for f.eks. bygninger, transport og energiforbrugende produkter samt hvordan vores landbrug kan blive mere klimavenligt. Nyhedsbrev og Facebook – hold dig opdateret Tilmeld dig vores gratis, månedlige nyhedsbrev på ecocouncil.dk og følg os på Facebook og Twitter, så giver vi dig nyheder om vores arbejde for et bedre miljø og klima. Den Store Energiomstilling – inspiration til lærere og elever Hvordan kommer vi fra fossile brændsler til vedvarende energi? Hvordan kan vi sænke vores energiforbrug? Film og hæfte til gymnasiet m.v. Det Økologiske Råd Kompagnistræde 22, 3. 1208 København K T 3315 0977 [email protected] ecocouncil.dk 20 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 DIVESTMENT Kilde: Bloomberg New Energy Finance 30 Kilde: Bloomberg New Energy Finance [email protected] Vestergaard Møbler 20 25 20 20 Udsigt fra 2015 20 30 64 20 25 62 20 20 15 13 20 20 10 20 91 20 110 Hydro Nuclear Solenergi Vindenergi Biomasse Gerotherm. 15 141 105 Branchens nye erkendelser Skiftet fra sort til grøn hænger også sammen med den stadig større enighed om, at de globale klimaforandringer kun kan stoppes, hvis op mod 80 procent af de samlede kendte reserver af olie, gas og kul forbliver i undergrunden. De selskaber, der fortrinsvis lever af kul, olie og gas, begynder altså at kunne se enden på en epoke. Som administrerende direktør i Rockefeller Brothers Fund Stephen Heintz siger: »Folk er begyndt at se en kortere tidshorisont for den fossile brændselsindustri.« STOLEN DU VIL HJEM TIL × 2013 blev ”tipping point”, hvorefter der årligt bliver investeres stadig mere i vedvarende energikilder end i fossile brændsler. 20 Udsigt fra 2015 Vedvarende energi 13 Olie Gas Kul FAKTA 10 × Frem mod 2030 falder udbygningen af fossil energi markant i forhold til udbygningen af vedvarende energi. Om 15 år vil den vedvarende energisektor således tiltrække fire gange så mange investeringer, end der placeres i kul, olie og gas. Det gælder også branchens egne folk. BP’s cheføkonom, Spencer Dale, sagde for nylig i et interview med det britiske dagblad The Guardian, at en stigende bekymring over klimaforandringer betyder, at de eksisterende oliereserver i verden aldrig vil blive opbrugt. Det er første gang, olieindustrien offentligt går frem med denne erkendelse. »Det er ikke særligt sandsynligt, at vi kommer til at udnytte al olien. Det skyldes, at der i løbet af det sidste par år er skabt en voksende erkendelse af bekymringen for CO2-udslip og de globale klimaforandringer,« sagde Spencer Dale, og fortsatte: »Hvis alle eksisterende reserver af fossile brændsler – altså kul, olie og gas – afbrændes, vil det udlede 2,8 billioner ton CO2, hvilket er langt over den ene billion ton CO2, vi fortsat kan udlede i atmosfæren, uden at den globale temperatur stiger mere end to grader celsius.« Spencer Dale gør desuden opmærksom på, at man i den aktuelle beregning endnu ikke har medtaget de reserver, som olieselskaberne stadig leder efter. Og – hvad der er mere interessant – så fortalte Spencer Dale også, at olieselskaberne grundet den lave pris allerede har aflyst for mange mia. dollar investeringer i ny olieudvinding. 20 Fossile brændsler på, at siden 2013 er der årligt blevet investeret mere i vedvarende energikilder end i kul, olie og gas. Og den tendens vil kun blive forstærket. Ifølge tal fra det Internationale Energiagentur, IEA, blev der i 2014 etableret vedvarende energianlæg i et hidtil uset tempo. Og når en klimaaftale om få uger forventes indgået mellem verdens ledere, vil resultatet af denne – med de allerede eksisterende CO2-reduktionsmål – være, at den i forvejen hastigt voksende udbygning af grøn energi vil øges med yderligere 18 procent frem mod 2030. Det er ikke småpenge, når der samlet forventes at blive investeret omkring 55 billioner dollar (55.000.000.000.000) i energiinfrastruktur frem til 2030. 20 FAKTA København Torvegade 55-57, Tlf. 32 57 28 14 Lyngby Jernbanepladsen 19-23, Tlf. 45 87 54 04 VESTER-MOEBLER.DK Næstved Merkurvej 3, Tlf. 55 77 49 49 Holbæk Tåstruphøj 46, Tlf. 59 45 45 45 22 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ENQUETE Ønsker og ængstlighed V/Jørgen Steen Nielsen Illustration: Pernille Bækholm Sloth/iBureauet Nyheder fra Syddansk Universitetsforlag 348 kr. Truet minoritet søger beskyttelse Jødernes historie i Danmark Arthur Arnheim 466 sider, illustreret i farver, indbundet. Truet minoritet søger beskyttelse er den første samlede fremstilling af jødernes historie i Danmark. Bogen, der er rigt illustreret, trækker de lange linjer i historien op og præsenterer nogle af de mange markante personligheder, der har sat deres præg på den fælles dansk-jødiske historie. Livia Urban Swart Haaland Mogens Lykketoft Katherine Richardson – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »Klimaforandringerne er en af konsekvenserne af, at vi med den livsstil, vi har, misbruger Jordens ressourcer – især i de rige dele af verden. Det kommer til at ramme os alle, men i første omgang ikke dem, der virkelig kunne omstille og foretage radikale forbedringer her og nu. Jeg ønsker, at vi bruger dette øjeblik i historien til at genoverveje den måde, vi lever vores liv på. At vi begynder at bruge og recirkulere vores ressourcer frem for at udnytte og udtømme dem. Jorden er vores eneste hjem.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »Mit største håb er, at alle parter indser, at uden finansiering vil det ikke lykkes. Både de rige lande, udviklingslandene og den private sektor skal investere massivt, hvis vi skal bekæmpe klimatruslen. De rige lande skal leve op til deres forpligtelse med hensyn til at afsætte midler til udviklingslandene, samtidig med at de selv investerer i en bæredygtig udvikling. Virksomheder, kapitalfonde og pensionskasser skal investere grønt i stedet for sort. Det skal de gøre i egen interesse, fordi der ikke vil være mange penge at tjene, hvis klimaet og verden går amok i konflikter og ukontrollerede folkevandringer. Men det er afgørende, at staterne her og nu skaber de rammevilkår – ved regulering, skatteregler m.v. – der gør det indlysende, at den grønne investering er bedst, ikke bare for menneskeheden og på langt sigt, men for virksomhederne her og nu.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »At der var meget mindre fokus på selve klimaændringerne (dvs. hvorvidt vi tror på dem eller ej) og mere fokus på den indiskutable kendsgerning, at menneskets aktiviteter er ved at ændre måden, hele Jorden fungerer på. Hvad klimaet angår, handler det om at fokusere på nødvendigheden af at afkoble energi- og fødevaresystemerne fra udledningen af drivhusgasser snarere end at fokusere på de kortsigtede omkostninger ved at omstille disse systemer.« Økologisk gartnerelev, medinitiativtager til tagfarmen ØsterGro i København – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Det faktum, at økonomisk vækst er vores væsentligste succeskriterium – selvom den ikke tager hensyn til de skader, som produktionsprocesser volder på naturressourcer og miljø, men blot giver værdi til det, der produceres, lige meget om det skader eller bidrager til generel velfærd. Den ignorerer værdien af vores lykke og mulige fremtidige liv på denne planet. Naturen forsøger at lære fra sig, og nu er det på tide, at vi lytter!« Formand for FN’s Generalforsamling, forhenværende minister og formand for Folketinget – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Den største hindring for en tilstrækkeligt ambitiøs klimaaftale kan blive manglen på solidarisk finansiering, der kan give de fattigste lande mulighed for at komme med: De fleste rige lande lever stadig ikke op til deres forpligtelse til at give 0,7 procent af nationalindkomsten. Lige nu skæres der ned i langsigtet bistand til en bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande – endda langt ned under de 0,7 procent, fordi en stadig større del af bistanden bliver i donorernes hjemlande til at hjælpe de flygtninge, der kommer – eller går til den akut nødvendige humanitære indsats i konfliktområderne. Det er uhyre bekymrende.« Professor i biologisk oceanografi, leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »At den i dag anvendte økonomiske model blev udviklet på et tidspunkt, hvor ressourcerne syntes rigelige og antallet af mennesker relativt lille. I dag er vi mange mennesker, og vi indser, at adgangen til ressourcer vil sætte grænser for fortsat udvikling. Ingen af os ville bruge flere penge end absolut nødvendigt på at købe en vare eller service, men vi bruger alle flere naturressourcer end nødvendigt på at opretholde vores livsstil. Jordens ressourcer er vores egentlige valuta, og vore økonomiske modeller er nødt til at anerkende det.« 260 kr. 299 kr. Udsigt til forfølgelse Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945 Jacob Halvas Bjerre 278 sider, illustreret i farver, hæftet. Hvor meget vidste det danske udenrigsministerium om fratagelsen af jødernes borgerrettigheder, udplyndringen af jødernes værdier, koncentrationslejre, deportationer og ghettoer? Hvad gjorde de med deres viden? Hvordan agerede de i forhold til de danske og udenlandske jøder i Europa, de kom i kontakt med? Kendte de til massemordet? 298 kr. TV Peaks Tegnenes historie Twin Peaks and Modern Television Drama Til læsningens semiotik Andreas Halskov 300 sider, engelsk, gennemillustreret i farver, hæftet. Historien om Twin Peaks’ tilblivelse, dens fankultur og betydning for tv-serier af i dag. TV Peaks er baseret på interview med en lang række eksperter, med filmfolk og fans og medlemmer af holdet bag Twin Peaks. Bogen er rigt illustreret og indeholder bl.a. billeder fra optagelserne, som ikke har været offentliggjort før. Morten Thing 256 sider, gennemillustreret i farver, indbundet. Tegnenes historie fortæller den fascinerende historie om udviklingen af skrifttegnene. Fra de første tilløb og frem til de store skriftkulturer. Fra de første bøger og frem til internettets ankomst. Bogen er rigt illustreret og i stort format. 325 kr. 299 kr. På kanten af velfærdsstaten Danmark og verden efter den kolde krig Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg 1933-1980 14 ambassadører om dansk udenrigspolitik efter 1989 Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen Rasmus Mariager (red.) 512 sider, illustreret, hæftet. Udenrigspolitik består i at balancere mellem at gøre det gode og forhindre det katastrofale. 14 danske diplomater gør her status over Danmarks rolle i post-koldkrigsårenes udenrigspolitiske virkelighed. Beretninger fra mennesker, som på egen krop oplevede 1900-tallets institutionsliv, har sjældent fundet vej til bøger om danmarkshistorien. Denne bog er således den første samlede fremstilling af dansk forsorgshistorie med udgangspunkt i de anbragte og indlagtes fortællinger. 375 kr. Kongen Jægermesteren og Livskytten Frederik den Syvendes arkæologiske mani Henrik Thrane 315 sider, gennemillustreret i farver, indbundet. Frederik VII delte vandene i sin samtid, som ingen anden dansk konge har gjort det. Kongen Jægermesteren og Livskytten fokuserer specifikt på Frederik VII’s store lidenskab for arkæologiske udgravninger og kaster herved et nyt lys over denne – måske Danmarkshistoriens mest mærkværdige – konge. 299 sider, indbundet. 250 kr. Fisk, vrag & gæster Skagens historie Jørgen Elsøe Jensen 250 sider, gennemillustreret i farver, hæftet. Det herlige magiske lys, havet, de skønne strande og solen over den maleriske by, glødende i gule og røde farver. Skagen er et af de mest elskede turistmål i Danmark, og bogen fortæller om livet i byen, før den blev erobret af kunstnerne, festerne og turisterne. Få 20 % rabat ved køb via www.universitypress.dk 24 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 25 BRANDING BRANDING Illustrationer: Mia Mottelson/iBureauet Just do it! Store brands fokuserer i stigende grad på bæredygtighed, mens mindre virksomheder og politikerne halter bagefter. Politikerne må ikke glemme deres ansvar, formaner eksperter Af Michelle Arrouas I KEA, Walmart, Nike, Adidas, L’Oreal, Coca-Cola Enterprises og Nokia. Det er blot nogle af de globale brands, der ligger højest på listen over verdens mest bæredygtige store virksomheder, og hvert år melder nye konkurrenter sig i kampen om at drive forretning på en grønnere måde. Virksomheder har i stigende grad fokus på bæredygtighed, fortæller Katherine Richardson fra Københavns Universitet, der som leder af universitetets Sustainability Science Center følger udviklingen. »Der er en klar tendens til, at virksomheder fokuserer mere på bæredygtighed. Især de store virksomheder, som er vant til at tænke langsigtet og arbejder med strategier for, hvor de vil være om 5, 10, 20 og 40 år, prioriterer bæredygtighed højt,« fortæller hun. Hun bliver bakket op af internationale undersøgelser: I 2014 viste en global undersøgelse fra analysefirmaet McKinsey, at næsten halvdelen af 3.000 adspurgte topchefer placerer bæredygtighed som et af de tre vigtigste punkter på virksomhedens prioriteringsliste. Det er en markant fremgang, siden McKinsey spurgte lederne i 2012. Dengang sagde fem procent af de adspurgte, at bæredygtighed var deres absolutte topprioritet de kommende år; i 2014 var det antal næsten tre gange så højt. Det er en god forretning Ifølge Katherine Richardson fra Københavns Universitet skyldes den udvikling to ting: Det bliver en bedre og bedre forretning at brande sig på bæredygtighed over for kunderne – og cheferne for verdens kendte brands har indset, at det er nødvendigt: »Flere virksomheder er blevet opmærksomme på, at de har et regulært problem med at få fat i de ressourcer, de har behov for i deres virksomheder, og at de derfor er nødt til at forbruge og behandle ressourcerne på en mere effektiv og bæredygtig måde. Det er bare god forretningssans,« siger hun. Den udlægning får opbakning fra to af de firmaer, der ofte bliver omtalt som ambitiøse på området. »Det handler om at kunne drive forretning i et langsigtet perspektiv, og der er bæredygtighed en betingelse – ikke mindst for en ressourceforbrugende virksomhed som os, for det går kun én vej med ressourcerne. Men det er ikke kun på lang sigt, at seriøst fokus på bæredygtighed er en nødvendighed for virksomheder. Derfor viser mange undersøgelser af eksempelvis aktiekurser jo også, at det er de virksomheder, der arbejder seri- øst med bæredygtighed, der klarer sig bedst økonomisk,« siger Jonas Engberg, manager for bæredygtighed i IKEA’s danske afdeling. Claus Stig Pedersen, der leder Novozymes’ bæredygtige udvikling, er enig. »Alle virksomheder har som formål at tjene penge, det er derfor, de er sat i verden. Grunden til, at vi ser flere store virksomheder fokusere på bæredygtighed, er, at det er gået op for de fleste store moderne virksomheder, at der ikke er nogen vej udenom – det er nødvendigt for alle at få skabt en bæredygtig verden – og så det faktum, at det kan være en rigtig god forretning. Vi omsætter for 14 milliarder kroner om året ved at hjælpe vores kunder med at finde mere bæredygtige løsninger, og det kan vi kun gøre, fordi det er god forretning, ikke fordi vi er hellige,« siger Claus Stig Pedersen på telefon fra San Francisco, hvor han netop har mødtes med virksomheden Sustainable Brands for at fortælle om Novozymes’ udvikling. Claus Stig Pedersen fortæller, at det også kan være med til at ændre borgernes opfattelse af bæredygtighed, hvis et brand, de stoler på, fokuserer på området. »Når kendte brands bruger bæredygtighed til at markedsføre deres produkter, så når det ud til nogle forbrugere, der måske ellers ville være ligeglade. Brands har en stor indflydelse på menneskers holdninger, især unge, som er dem, vi skal have fat i – det er helt afgørende, at det ikke kun er gamle mænd og støvede Store brands har enorm betydning Både forskerne og bæredygtighedscheferne er enige om, at det har enorm betydning både miljømæssigt og med hensyn til signalværdi, når store, kendte brands fremlægger ambitiøse bæredygtighedsmål. »Når virksomhederne gør alvor af disse målsætninger, så kan det betyde enormt meget for miljøet. Når firmaer som Walmart eller IKEA effektiviserer deres produktion og stiller krav til deres underleverandører, så skaber det bølger gennem verden, der siger sparto,« siger Katherine Richardson. × Som medlemmer optages ledere af brands verden over, der arbejder med bæredygtighed – og som har til formål at uddanne, inspirere, engagere og ruste virksomheder til at blive mere bæredygtige (og samtidig tjene flere penge). SUSTAINABLE BRANDS Medlemsorganisationen Sustainable Brands blev etableret i 2006 × Organisationen har mere end 348.000 medlemmer. × Claus Stig Pedersen fra Novozymes er en af de foredragsholdere, organisation benytter, når den arrangerer events for sine medlemmer. Han fortæller i den forbindelse om Novozymes’ arbejde med bæredygtighed. 26 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 27 BRANDING BRANDING COP2 1 KLIMA MARCH 29 NOV, professorer, der bekymrer sig om bæredygtighed, men at det bliver interessant, smart og sexet at tænke på det. Det er en lang rejse, og de kendte brands er meget vigtige i den sammenhæng,« siger Claus Stig Pedersen. Når brands, der er kendte for flotte tal på bundlinjen, går foran, virker det også som inspiration for andre virksomheder. »Der er ingen tvivl om, at det har en effekt på andre virksomheder, når store brands sender et signal om bæredygtighed. Det virker selvforstærkende på den samlede privatsektor og er med til at danne skole,« siger Troels Dam Christensen, koordinator for 92-gruppen for danske miljø- og udviklingsorganisationer. Claus Stig Pedersen er enig. »Hvis en masse virksomheder gør det her samtidig, så bliver det pludselig standard, og det er derfor det er vigtigt, at der er nogle, der går forrest,« siger han. Hos IKEA kan man mærke, at mindre virksomheder følger interesseret med i arbejdet med bæredygtighed. »I kraft af vores størrelse kan det virkelig flytte noget, når vi prøver at inspirere andre, og vi kan i høj grad mærke, at andre brands kigger os over skulderen. Det er vi glade for, for vi synes, det er vores ansvar som stor virksomhed. Når vi viser, at tingene kan lade sig gøre, at man kan producere ting på en anden måde – hele tiden med det sigte, at tingene ikke skal blive dyrere – så kan andre jo også,« siger Jonas Engberg. »Det er en rodfæstet forestilling hos mange, at bæredygtighed har en fordyrende effekt, og vi vil meget gerne være med til at ændre på den misforståelse. Tværtimod! Det er med til at sikre forretningen på sigt. Det handler om, at gøre tingene mere fornuftigt med mindre spild, og det bør enhver virksomhed jo kunne se fornuften i,« siger han. Han erkender, at det er komplekst, når store virksomheder, der lever af at sælge produkter, kalder sig bæredygtige. »Det er jo elefanten i rummet, at vi producerer ting, folk køber, og du kan godt stille det op som en modsætning: Kan man producere noget, hvor der skal fældes et træ, fragtes bom- ” Jo mere virksomheder begynder at brande sig på bæredygtighed og påstå, at de gør gode ting for verden, jo mere fokus er der på, at de skal kunne dokumentere, om det, de siger, er sandt uld og drives varehuse for at sælge det, og stadig være del af en bæredygtig agenda? Det er et dilemma, vi snakker meget om,« siger han. Han fortæller, at IKEA arbejder med at gøre hele processen bag produktet så bæredygtig som muligt: at det træ, der bruges, stammer fra skove, som er ansvarligt drevet, og hvor der bliver plantet et nyt træ, for hver gang der bliver fældet et, at man gør bomuldsproduktionen mere bæredygtig, at man transporterer varerne på en effektiv måde og producerer dem med så lidt ressourcespild som muligt, og endelig at man sikrer, at alle de materialer, der bruges til at fremstille stolen, enten er genanvendte eller kan genanvendes. »Vi siger ikke, vi er bæredygtige, men at vi arbejder med bæredygtighed som en integreret del af vores forretningsudvikling, og vi har meget ambitiøse mål på bæredygtighedsområdet,« siger han. Mere uvildig kontrol af grønne løfter Ifølge flere eksperter er greenwashing – at firmaer lover guld og grøn omstilling ved at pakke deres beskeder ind i falske budskaber om bæredygtighed uden at leve op til deres løfter – et stadig mindre problem, fordi det er blevet nemmere at afsløre virksomhederne. »Der er færre, der prøver det i dag; de store virksomheder tager det mere alvorligt, fordi der er mange, der er blevet hængt ud,« fortæller Jan Søndergård fra Greenpeace. Katherine Richardson er enig. »Der er ingen undskyldning for greenwashing, og det er blevet lettere at afsløre de virksomheder, der prøver på det. Vi er blevet bedre til at kvantificere, hvad bæredygtighed egentlig er, og til at måle på det og se, om de ting, de siger, faktisk holder,« siger hun og fortæller, at virksomhederne i stigende grad også rapporterer om bæredygtighedsindikatorer, når de aflægger årsrapport. Ifølge Claus Stig Pedersen er det blevet mere normalt, at virksomheder får uvildige eksperter til at vurdere deres indsats. »Jo mere virksomheder begynder at brande sig på bæredygtighed og påstå, at de gør gode ting for verden, jo mere fokus er der på, at de skal kunne dokumentere, om det, de siger, er sandt. Derfor er der en stigende tendens til, at man selv ønsker at få tjekket sine påstande af uvildige eksperter, og også en tendens til, at man bliver spurgt, om man har tredjepartsdokumentation. Det er rigtig sundt,« siger han. Troels Dam Christensen fra 92-gruppen mener, at problemet er, at det er frivilligt for firmaerne at arbejde med bæredygtighed, og at de derfor ikke bliver målt på parametre, der kan sammenlignes. »Det er stadig lidt sådan, at man rapporterer om de områder, hvor man har gjort en indsats og selv synes, det går godt. Det er derfor, det er vigtigt, at regeringerne får fastlagt nogle standarder for, hvordan du rapporterer, sådan at det bliver sammenligneligt, og man rent faktisk kan se, om virksomhederne gør noget,« siger han. Politikerne halter bagefter Han mener samtidig, der skal gøres mere fra politisk side, så det ikke er frivilligt, om en virksomhed arbejder med bæredygtighed. »Vi hører om de samme to-tre håndfulde BÆREDYGTIGE BRANDS Der findes flere lister over de mest bæredygtige brands. En af de mest anerkendte er den uafhængige tænketank SustainAbilitys årlige rapport om, hvordan virksomheder, NGO’er og regeringer arbejder med bæredygtighed. Tænketanken beder eksperter fra 82 lande vurdere, hvilke virksomheder de betragter som de førende med hensyn til bæredygtighed, og i 2015 så top-11 således ud: × Unilever × Patagonia × Interface Inc. × Marks & Spencer × Natura × IKEA × Nestlé × General Electric × BASF × Nike × Coca-Cola × Walmart virksomheder, som løber forrest på området, men det er et mindretal af virksomheder, der gør det her frivilligt. Det er ekstremt vigtigt, at vi sørger for, at den tunge ende kommer med, og at vi får løftet bundniveauet ved at tvinge virksomhederne til at arbejde med bæredygtighed,« siger han. Troels Dam Christensen mener, at regeringer verden over bruger frontløberne på bæredygtighedsområdet som en undskyldning for at fralægge sig ansvaret for den grønne udvikling blandt virksomheder. »I klimaforhandlinger op til klimakonferencen i Paris oplever vi en tendens til, at regeringerne skyder ansvaret fra sig og peger på de virksomheder, der gør det godt, men regeringerne skal vedkende sig deres ansvar. Det er ikke nok at overlade det til det private initiativ. Det er et politisk ansvar at stille krav til virksomhederne og give dem mål, de skal leve op til, og nogle rammebetingelser, der fremmer udviklingen bredt,« siger han. Katherine Richardson er enig i, at politikerne kan gøre meget mere. »På mange måder er det mere tilfredsstillende at snakke med virksomheder end med politikere, for virksomhederne har en længere tidshorisont. Politikerne har en kæmpe værktøjskasse og kunne gøre meget ved at justere på de politisk bestemte rammevilkår, som styrer virksomhederne,« siger hun. [email protected] COP21 KLIMAMARCH // HANDLING NU // CLIMATE ACTION DENMARK HANDLING NU – I PARIS OG EFTER Program Christiansborg Slotsplads Opdateres løbende Talere: Connie Hedegaard, tidligere EU-klimakommissær og Klimaminister, Climate Action Denmark, Emma Bowa og CARE Kenya Konferenrecier: Signe Wenneberg Musik: Von Dü, Pato, DJ Ras Money 28 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 BORNHOLM 29 BORNHOLM Elever fra Østre skole i Rønne studerer Legomodellen af smart grid Island Bornholm. I 2014 fik 600 elever undervisning i EcoGrid i Bornholms demonstrationshus Villa Smart. Foto: Østkraft Kloden har behov for et nyt energisystem Stadig mere strøm fra sol, vind og andre vedvarende energikilder sætter det nuværende energisystem under pres. På Bornholm øver man sig i fleksibelt strømforbrug – i både egen og klimaets interesse Af Jesper Løvenbalk Hansen D er er egentlig ikke så meget at se – og det skyldes ikke, at Bornholm ved indsejlingen denne novemberdag ligger næsten usynlig i Østersøen, indhyllet i lavthængende skyer og konstant silende regn. Det skyldes derimod, at det, som Informations udsendte er rejst over for at se, ikke uden videre lader sig registrere af det blotte øje, ligesom det for det meste også bare sker helt af sig selv. Ikke desto mindre har det i mere end tre år involveret 1.900 husstande og dermed en pæn del af øens samlede befolkning, trukket besøgende fra mere end 50 lande til og modtaget adskillelige priser. Bornholms elnet – eller snarere styringen af det – er, hvad det handler om. Siden 2012 har det bornholmske net udgjort rygraden i europæisk forskning i og udvikling og afprøvning af fremtidens intelligente forsyningsnet – det såkaldte smart grid eller eco grid, der automatisk sørger for at tilpasse forbrugernes strømforbrug efter, hvornår der er mindst pres på nettet, og strømmen er billigst. Det foregår ved, at apparater som vaskemaskiner, elbiler og varmepumper kommunikerer med elnettet, der enten fremrykker eller forsinker deres træk på nettet baseret på det øjeblikkelige udbud og den samlede efterspørgsel. Det bornholmske forsøg har vist, at intelligent styring med den eksisterende teknologi allerede i dag kan flytte knap et par procent af det samlede forbrug. Selv om det ikke lyder af meget, betyder det alverden i forhold til hele tiden at skulle øge andelen af vedvarende energi i elnettet. Og det er det, det i virkeligheden handler om: at udnytte den voksende mængde vedvarende energi, når den er der, fortæller Ole Schou Mortensen, administrerende direktør i det bornholmske forsyningsselskab, Østkraft: »Læren af EcoGrid er, at det kan lade sig gøre automatisk at styre systemet, og at det giver de forventede resultater. På Bornholm har vi en plan om at være CO2-neutrale allerede i 2025, så det skal vi vise kan lade sig gøre. Derfor er det meget vigtigt, at vi bruger den CO2-neutrale energi i systemet, når den er der.« Ud med kul, olie og gas Intelligent styring af kundernes forbrug er imidlertid kun en del af løsningen på den kæmpe udfordring, det er gradvist at erstatte kul-, olie- og gasfyrede kraftværker med vindmøller og solcelleanlæg i den globale energiforsyning. Et energisystem helt eller delvist baseret på kul eller gas, der bruges som brændsel i store centrale kraftværker, er meget stabilt og nemt at administrere. Stiger behovet for energi i systemet, sætter man bogstaveligt talt bare mere blus under kedlerne – dvs. brænder mere kul eller gas af. Med vedvarende energikilder som vind og sol er det anderledes problematisk. Der er ikke altid tilstrækkelig energi, når behovet er størst. Omvendt er der ikke altid brug for energien, når solen skinner, og vinden blæser mest. Et energisystem baseret på 100 procent vedvarende energikilder – i hvilket energien i Danmarks tilfælde for en meget stor dels vedkommende vil stamme fra vindmøller – må derfor understøttes af stabiliserende eller kontrollerbare mekanismer. Det forklarer Søren Linderoth, direktør for Institut for Energikonvertering og -lagring ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU. »Når vi i 2050 skal være fossilfrie (hvilket flertallet af de danske politikere er enige om, red.), gælder det ikke kun på elforsyningen men al vores energi. Derfor vil vi se udfordringen vokse hastigt i løbet af de kommende år.« Søren Linderoth peger på, at nok er fleksibelt strømforbrug godt, ligesom udbygningen af kabelforbindelser mellem de europæiske lande er nødvendig, men uden mulighed for at lagre energien fra sol og vind er omstillingen til 100 procent vedvarende energi ikke mulig. Når vinden blæser i Danmark, gør den det typisk også i Nordtyskland eller Storbritannien, og derfor er det ikke nok bare at have kabelforbindelser mellem landene. Og når vinden ikke blæser i Nordeuropa, hjælper det slet ikke, for hvor skal energien så komme fra, når det ikke længere er muligt at understøtte energiforsyningen med gas eller kul, spørger Søren Linderoth. Derfor er energilagring i stor skala en betingelse for et fremtidigt bæredygtigt energisystem. – Men er det overhovedet muligt at lagre energi i så store mængder, som det vil kræve? »Ja, teknisk set er det muligt, det er bare et spørgsmål om, hvorvidt man som samfund vil investere i det,« siger han. Fremtidens marked Derfor er det ikke et problem, men en udfordring, som endda giver Danmark helt unikke eksportmuligheder, mener Søren Linderoth. »På vindenergi er vi førende. Nu skal vi se på lagring af den, og i den forbindelse skal vi have prisen ned og effektiviteten op,« siger Søren Linderoth, der mener, at de danske politikere bør udarbejde en klar strategi for på både lang og kort sigt at satse på udviklingen af løsninger til det fossilfri samfund, som markederne allerede nu efterspørger. Det gælder om at være foran. »Vi bør holde fast i den langsigtede plan om at skabe et fossilfrit samfund allerede i 2050. Det er meget vigtigt. Og det vil kræve billig energilagring og derfor give os en fordel, som både kan bruges her i landet, og som der også vil være en enorm efterspørgsel på internationalt,« siger han og fortsætter: »På den lange bane bør vi også satse på brintteknologi, brændselsceller og elektrolyse, og her er vi i Danmark virkelig langt fremme. Så kan vi få transportsektoren med på den grønne omstilling, da det er muligt at lave vindenergi om til enten gas i form af metan eller til flydende brændstof, ætanol.« »På den helt korte bane – i morgen – ville jeg også satse på store varmepumpeanlæg til lagring af store mængder energi, der sluttes til fjernvarmenettet. Det er en løsning, der ligger lige til højrebenet, da vi i Danmark allerede har infrastrukturen omkring fjernvarmesystemet, og derfor er det noget, vi som sådan bare kan gøre. Hvis vi installerer en masse varmepumper, så kan vi gemme vores energi, ” På Bornholm har vi en plan om at være CO2neutrale allerede i 2025, så det skal vi vise kan lade sig gøre Ole Schou Mortensen Adm. direktør i forsyningsselskabet Østkraft når vinden blæser, og solen skinner, i stedet for at sende den billigt ud af landet. Især her i Danmark, hvor vi har brug for store mængder varmt vand til at varme vores boliger op med. Det er så god en idé, at den ville jeg satse på her og nu,« siger Søren Linderoth. Spørgsmålet er, hvad den danske regering ønsker at satse på. Her frygter Søren Linderoth fra DTU, at den grønne omstilling i øjeblikket får den kolde skulder. Og det er ærgerligt, da en meget stor del af den igangværende teknologiudvikling i verden handler om at skabe rammerne for det fossilfri samfund. »Hvis vi kan udvikle det her, er det ikke bare løsningen på egne udfordringer og behov, men også løsninger, der vil være stor efterspørgsel på fra andre steder i verden,« siger Søren Linderoth, der vurderer, at vi i fremtiden ikke kun kommer til at se få universelle løsninger, men en lang række delløsninger, der skal spille sammen i et stort system. Brug mere strøm På Bornholm er de færreste i dag i tvivl om, at man med EcoGrid er med til at udvikle fremtidens energiforsyning. Projektet er blevet en del af øens moderne dna, og det er man stolt af. EcoGrid er blevet så populært, at personalet dagligt får opringninger fra øboere, der gerne vil være en del af forsøget. »Og det er egentlig ret imponerende, at folk efter tre år stadig er med. Men det skyldes, at mange bornholmere kan se sig selv i det her,« siger Lars Rasmussen, der er tekniker på EcoGrid. Han er i daglig kontakt med kunderne, og han peger på, at der i hvert fald er to grunde til, at projektet har fået så stor opmærksomhed fra den bornholmske befolkning. »Der er selvfølgelig nogle penge at spare, selv om det ikke er de store beløb. Men så er der det med, at folk synes, det er vigtigt at være med i den grønne omstilling. Bornholm som test-ø har været en rigtig god idé for os alle sammen og har sat fokus på Bornholm som grøn ø.« Og det giver resultater. Forbruget flyttes som forventet, og selvom den økonomiske gevinst altså ikke er i lottostørrelse, har det øget bevidstheden hos forbrugerne. Og det er i sig selv en fordel i forhold til den grønne omstilling. Men det vigtigste er, at Bornholm har vist, at det kan lade sig gøre at øge mæng- den af vedvarende energi i forsyningen, siger administrerende direktør i Østkraft Ole Schou Mortensen. »I Danmark har vi haft et meget stærkt fokus på at producere vindenergi, men vi har ikke fokuseret på at bruge den. Det er en stor fejl,« siger Ole Schou Mortensen, der peger på, at vi som et samfund, der ønsker at være fri af fossile brændsler, skal bruge langt mere el, eksempelvis i transportsektoren og til opvarmning. Det synspunkt deler Søren Linderoth fra DTU. »Vi skal have nogle bud på, hvordan vi kan få to mio. husstande (i Danmark, red.) til at blive en aktiv del af vores energisystem. EcoGrid handler ikke om at spare, men om at bruge energien, når den er der. Vi skal sikre efterspørgsel på el, og vi skal bruge meget mere el i fremtiden. Det må være det vigtigste politiske projekt i Danmark lige nu,« siger Ole Schou Mortensen. [email protected] FAKTA Fremtidens intelligente net × Eco grid eller smart grid kan styre forbruget hos kunderne, så de får el til den bedste pris, samtidig med at elnettet bruger strøm fra vedvarende energikilder, når den er der. × Knap 1.900 bornholmske familier har siden 2012 været en del af projektet EcoGrid, der på klimatopmødet i Rio de Janeiro i 2012 blev udpeget som et af verdens 100 mest lovende bæredygtige projekter. × Forsøget blev afsluttet i april i år, og fra januar 2016 begynder endnu en udviklingsfase, hvor systemets robusthed skal styrkes. 30 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ISLE OF EIGG 31 ISLE OF EIGG ’Da vi er en isoleret ø, er det også blevet en del af livsstilen at genanvende ting. Ikke bare ved at kompostere køkkenaffald, men også ved at praktisere en form for bytteøkonomi’, siger Maggie Fyffe, indbygger på Isle of Eigg. Foto: Mike Goldwater / Alamy Stock Photo I Eigg På den isolerede ø Isle of Eigg var alt ved at falde fra hinanden for 20 år siden. Så tog beboerne sagen i egne hænder og har nu skabt et selvforsynende grønt samfund, som høster priser og vækker opmærksomhed fra den store omverden Af Jørgen Steen Nielsen B æredygtighed er godt, modstandsdygtighed er endnu bedre. Det ved de på Isle of Eigg, en ø lidt større end Anholt med knap 100 indbyggere, der er en del af øgruppen Indre Hebrider ud for det nordvestlige Skotland. Det isolerede øsamfund, hvortil en diminutiv færge kun ankommer tre gange om ugen i vinterhalvåret, er på vej til at opnå international berømmelse og får i den forbindelse besøg af nysgerrige sjæle fra så fjerne egne som Alaska, Ecuador, Nigeria, Indien, Jamaica og mange andre lande. For øen Eigg er i miniatureformat et eksempel på, hvordan man kan indrette en klimavenlig, bæredygtig og robust selvforvaltningsøkonomi, der kan modstå kriserne i den omgivende, globaliserede økonomi. »Alt, hvad vi gør, er drevet af fællesskabet, og vi har sikret os, at der er noget for alle – hvad enten man vil tage del i praktiske, håndgribelige aktiviteter eller snakke om klimaændringer, eller man er interesseret i at spare penge, lære noget eller blot have det fornøjeligt,« sagde en af øens ildsjæle, Lucy Conway, da hun i 2009 var med til at præsentere ’den grønne ø’ som en af finalisterne i den britiske bæredygtighedskonkurrence, Big Green Challenge, hvor Eigg blev en af vinderne. Øsamfundets omstilling tog sin begyndelse for snart 20 år siden. Efter en omskiftelig tilværelse under forskellige eksterne ejere af øen med mere eller mindre koloniale tilbøjeligheder var indbyggertallet i 1997 skrumpet til 65 og tingene i udpræget forfald. Eigg var i 1995 blevet købt af en mystisk kunstmaler og selvudnævnt professor fra Stuttgart, der brugte øen som sikkerhed for låneoptagelser. Da rygtet gik om den fjerne ejers finansielle vanskeligheder og underlige transaktioner, besluttede beboerne at handle. Med egne midler og frivillige bidrag udefra købte de i 1997 deres egen ø for 1,5 mio. pund. Og så begyndte genrejsningen af Isle of Eigg og den omlægning til bæredygtighed, der nu får verden til at rette blikket mod de Indre Hebrider. »Før havde vi ingen indflydelse på noget som helst. Det, vi gerne ville gøre, kunne vi ikke. Så det har gjort en enorm forskel for livet her på øen, at vi i dag ejer den og har ansvaret i fællesskab og dermed mulighederne for at forandre ting,« siger Maggie Fyffe i telefonen fra Eigg. Hun har boet på øen i 40 år og er sekretær for Isle of Eigg Heritage Trust, den almennyttige organisation, beboerne etablerede for at købe øen. De store forandringer betyder, at unge mennesker igen er begyndt at flytte til Eigg, og at indbyggertallet nu er oppe på 98. Selvforsyningen Nøgleordene for øens udvikling har været bæ- ” Alt, hvad vi gør, er drevet af fællesskabet Lucy Conway Beboer på Isle of Eigg redygtighed, selvforsyning og modstandsdygtighed. Isoleret som den er, har Eigg aldrig været koblet til det skotske elforsyningsnet, og tilbage ved overtagelsen i 1997 var det beboernes larmende og klimabelastende dieselgeneratorer, der producerede strøm. Men efter et årti med diskussioner, undersøgelser, praktiske forberedelser og kapitalrejsning kunne Eigg den 31. januar 2008 tage øens eget nye elsystem i brug. Strømmen var grøn og kom fra en kombination af fire nyopførte vindmøller, tre små vandkraftanlæg og et antal solpaneler, bundet sammen af 11 km nedgravet højspændingsnet. ’Verdens første helt selvforsynende ø’ hed det i nogle avisoverskrifter. »Dette projekt er kulminationen på 10 års indsats siden købet af øen. Eigg Electric giver os grøn strøm til vores fremtid,« sagde John Booth, direktør for øens nye lille energiselskab, ved indvielsen i 2008. Elsystemet har gjort øboerne uafhængige af dieselolie og overflødiggjort en kobling til det skotske distributionsnet, hvor strømmen stadig mest produceres på fossile brændsler og atomkraft. Der er nu klimavenlig strøm 24 timer i døgnet takket være den battericentral med ca. 100 4-volt-batterier, man har etableret for at kunne gemme strømmen til tidspunkter, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Til gengæld har øboerne i enighed fastsat en grænse for, hvor meget strøm hver enkelt kan bruge: En privat husstand kan til enhver tid bruge fem kilowatt – nok til at holde en vaskemaskine, et tv, en computer og et antal lamper kørende samtidig – mens Eiggs små virksomheder kan bruge 10 kilowatt. Nærmer det kollektive system sig overbelastning, lyser en lampe rødt på husstandenes elmåler, og så ved man, at der skal holdes igen. Efter de første fem års drift havde man registreret et gennemsnitligt elforbrug pr. husstand på lidt over 2.000 kilowatt-timer årligt. Det er næsten 50 procent under det tilsvarende forbrug i typiske britiske husstande og i øvrigt nogenlunde uændret gennem de fem år. »Fordi folk selv har vedtaget grænsen på de fem kilowatt, er de meget bevidste om at 32 MAGASINET I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ISLE OF EIGG HVAD KLOGER DU DIG PÅ? 68-siders temanummer om klima og u-lande forud for klimatopmødet COP 21 i Paris. Tegn gratis abonnement på www.udvikling.dk KUN O M KLIMA Bestil klimanummeret via email: [email protected] 08.09.2011 Magasinet Udvikling udgives af Danida, Udenrigsministeriet. sukí skin care • Jane Iredale • John Masters Organics • Tata Harper m. fl. ansigtsløft uden kemi* *100% uden syntetiske stoffer Fugt, reparer og opstram huden med sukí skin cares eksklusive, aktive anti-age serum nourishing facial oil helt økologisk Valgt som Nr. 1 af pure shops kunder • • • Besøg Danmarks største økologiske parfumeri i vores butik i Grønnegade eller besøg vores webshop: pureshop.dk fugter anti-age reparerer Butik: Grønnegade 36 • København K • Tlf. 33 17 00 70 Webshop: pureshop.dk • Fragtfrit over 500 kr. • GRATIS GAVE VINDER SØLVBJØRN VINDER JURYENS BEDSTE MANUS ØKUMENISKE PRIS Perlemors knappen BERLIN FILM FESTIVAL BERLIN FILM FESTIVAL EN FILM AF PATRICIO GUZMAN ‘‘FANTASTISK FILMMAGI” ” NYSGERRIGHED PÅ VERDENS MYSTIK FORTALT I SMUKKE BILLEDER ‘‘ Filmselskabet på DR K ‘‘FORUROLIGENDE OG VISUELT VIDUNDERLIG” Filmmagasinet Ekko ‘‘FÅMÆLT OG MAGISK ... SMUK OG KLØGTIG HISTORISK DOKUMENTAR OM LANDETS BLODIGE FORTID” KultuNaut :,;9(03,9,5/,9 I BIOGRAFERNE 19. NOVEMBER undgå spild og holde elforbruget stabilt. Det er ikke så svært – man skal bare lade være at tænde for alting på én gang,« ler Maggie Fyffe. Det nye grønne energisystem har bl.a. gjort det muligt for hende at installere den vaskemaskine, hun ikke kunne have før 2008. Den lokale triumf For at spare på energien og nedbringe samfundets CO2-udledning påbegyndte man for nogle år siden et projekt, der skulle give energibesparelser ved trinvis isolering af huse, udskiftning af vinduer og døre m.m. Energirenoveringen af den første ejendom gav en beregnet CO2-reduktion på 66,5 procent og en besparelse på ejerens varmeregning på 1.400 pund om året. I dag er man færdig med at renovere de første otte ejendomme. »Det er ikke kun godt for energiøkonomien, det giver også arbejde til folk på Eigg,« påpeger Maggie Fyffe. Da Isle of Eigg i 2010 blev udpeget som en af vinderne blandt 355 grønne, britiske projekter i konkurrencen Big Green Challenge, der var arrangeret af The National Endowment for Science Technology and the Arts, NESTA, var det for at have præsteret en CO2-reduktion via den grønne energi og energibesparelser m.m. på 32 procent Selv har beboerne efterfølgende beregnet CO2-reduktionen til 47 procent CO2-udledningen pr. husstand angives til 4,5 ton pr. år – i det klimabevidste Danmark er udledningen omkring ni ton pr. indbygger pr. år. Ved prisoverrækkelsen, bare en måned efter det fejlslagne klimatopmøde i København, COP15, sagde priskomiteens formand, lord Puttnam: »Mens København viste os, hvor svært det er at skabe enighed mellem regeringer, har The Big Green Challenge demonstreret, hvordan lokale indsatser kan lykkes. Når mennesker får ansvar og ydes intelligent støtte, kan de gøre en verden til forskel i kampen mod klimaændringer.« Og en af de lokale, Tasha Lancaster, svarede: »Det udadvendte formål med dette projekt er at gøre noget ved klimaændringerne, men det sikrer også, at vi kan fortsætte med at være et stærkt, levende og sundt fællesskab at leve i. Det er meget spændende at være beboer på en lillebitte ø i de skotske Hebrider i disse tider.« Nu kører elbilerne Bedriften med at etablere det grønne elnet og den pris, det udløste, har inspireret Eiggs beboere til at arbejde videre med bæredygtighed og selvforsyning. Det såkaldte projekt Green Eigg omfatter nu en stribe omstillingsaktiviteter, der nedbringer det lille samfunds miljøbelastning og samtidig øger dets robusthed ved at gøre det mindre afhængig af både tilførsler udefra og penge. Nogle af de køretøjer, der ejes af lokalsamfundet, kører helt eller delvist på biodiesel lavet af fritureolie fra den færge, der betjener Eigg. For nylig er de blevet suppleret med øens første to elbiler. Eigg har tre landbrug med kvæg og får og masser af køkkenhaver med grøntsager, bær og frugt, så en mærkbar del af fødevareforsyningen er lokal, hvilket sikrer øen en vis uafhængighed af den eksterne pengeøkonomi. »Da vi er en isoleret ø, er det også blevet en del af livsstilen at genanvende ting. Ikke bare ved at kompostere køkkenaffald, men også ved at praktisere en form for bytteøkonomi, hvor folk afleverer ting, de ikke har brug for, så andre kan komme og overtage dem. Støvler, legetøj, alt muligt – uden at der er penge involveret,« fortæller Fyffe. »Og eftersom vi har vores uafhængige energisystem, producerer mange fødevarer selv, genanvender osv., bliver vi ikke så påvirket som folk i f.eks. København af de ting, der foregår i verdensøkonomien.« Men penge er naturligvis nødvendige, og de trækkes til Eigg ved nogle beboeres lønnede arbejdsopgaver for opdragsgivere inde på fastlandet. Én er grafisk designer, et par er musikere, en fjerde er ved at etablere et mikrobryggeri. Der er også et par kulturelle projektmagere. »Mennesker her har ikke høje indkomster, så vi leder til stadighed efter måder at få tingene til at hænge sammen på og spare penge, hvilket samtidig er godt for bæredygtigheden.« I dag er Eigg ifølge Maggie Fyffe et samfund, der tilbyder sine beboere en meget mere tryg tilværelse, end før man blev selvejende. Dertil har man via egen indsats for det grønne og de hæderspriser, der er fulgt med, opbygget en selvtillid og stolthed, der har gjort den lille ø til et sted, hvor folk nu gerne vil bo, og hvortil aktivister, forskere, mediefolk og andre nu til valfarter for at hente inspiration og gode fortællinger. Formatet er småt, men tankerne er store. På kun 60 sider formidler topforskere fra Aarhus Universitet deres viden, så de fleste kan være med. Vi kalder det viden til hverdagen. Anmelderne kalder det genialt. Læs eller lyt. Du bliver klog på det hele. FRIHED Af Hans-Jørgen Schanz September 2012 NETVÆRK Af Jens Mogens Olesen Oktober 2012 MONSTRE Af Mathias Clasen November 2012 TILLID Af Gert Tinggard Svendsen December 2012 LIVSHISTORIEN Af Dorthe Kirkegaard Thomsen Januar 2013 FJENDSKAB Af Mikkel Thorup Februar 2013 FOLK Af Ove Korsgaard Marts 2013 DANMARK Af Hans Hauge April 2013 NATUR Af Rasmus Ejrnæs Maj 2013 VREDE Af Thomas Nielsen Juni 2013 MYRER Af Hans Joachim Offenberg September 2013 POSITIV PSYKOLOGI Af Hans Henrik Knoop Oktober 2013 KROPPEN Af Verner Møller November 2013 KÆRLIGHED Af Anne Marie Pahuus December 2013 ERINDRING Af Dorthe Berntsen Januar 2014 HÅB Af Bertel Nygaard Februar 2014 TID Af Ulrik Uggerhøj Marts 2014 SANDHED Af Helge Kragh April 2014 MENNESKET Af Ole Høiris Maj 2014 [email protected] MAGI Af Jesper Sørensen Juni 2014 LOVEN Af Gorm Toftegaard Nielsen September 2014 TERROR Af Carsten Bagge Laustsen Oktober 2014 ØERNE STILLER OM LITTERATUR Af Dan Ringgard November 2014 Isle of Eigg er blot ét eksempel på små lokalsamfund, der arbejder med grøn omstilling som vej til overlevelse og udvikling ROMANTIK Af Katrine Frøkjær Baunvig December 2014 × I Skotland er Isle of Skye, Isle of Gigha og flere andre øer i færd med at sikre egen grøn energiforsyning. Se nærmere hos The Scottish Islands Federation: federationofscottishislands.wordpress.com FAMILIEN Peter C. Kjærgaard Januar 2015 LYKKE Af Christian Bjørnskov Februar 2015 × I Danmark er bl.a. Samsø, Ærø, Bornholm og Fejø langt med grøn omstilling og vedvarende energi. Se artiklen om Bornholm s. 28-29 UNIVERSET Af Steen Hannestad Marts 2015 × En række britiske projekter med kooperativt ejede grønne energiprojekter samarbejder i netværket Energi4All: energy4all.co.uk GUD Af Svend Andersen Maj 2015 × På tværs af Europa er ø-projekter med bæredygtig, kooperativ selvforvaltning organiseret i netværket Smilegov: sustainableislands.eu NYDELSE Af Rasmus Ugilt September 2015 × På EU-plan samarbejder en lang række kooperativer – på øer såvel som på kontinentet – om vedvarende energi i netværket REScoop: rescoop.eu SPØRGSMÅL Af Pia Lauritzen April 2015 SEX Af Ditte Trolle Juni 2015 Aarhus Universitetsforlag www.tænkepauser.dk KORRUPTION Af Mette Frisk Jensen Oktober 2015 POLITIK Af Michael Bang Petersen November 2015 34 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 AFRIKA AFRIKA Støv og ørkensand lægger sig på solcellerne. Derfor skal de jævnligt rengøres for yde fuldt ud. Foto: Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi Afrika kan springe den fossile æra over Den grønne omstilling er i fuld gang i mange afrikanske lande, som har den fordel, at de kan springe den fossile fase over og gå direkte til de grønne og decentrale energiløsninger Af Sven Johannesen F or Malis landbefolkning slutter dagen, når solen går ned klokken 18.30. Kun fire procent af befolkningen i det vestafrikanske land har adgang til elektricitet. »Der bliver kort sagt bælgmørkt. Alt arbejde ophører, og de unge kan ikke studere. Man kan nærmest ikke lave andet end at sidde og tale med de andre i mørket, inden man går i seng. Tænk på, hvor store menneskelige ressourcer, der kan frisættes, hvis disse landsbyer fik elektricitet,« siger Jane Kruse. Som forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har hun flere gange besøgt de isolerede landsbyer i Mali, hvor centret driver en afdeling, der opstiller solcelleanlæg i de små isolerede landsbyer. Og selvom langtfra alle afrikanske lande er lige så dårligt stillet som ludfattige Mali, har to ud af tre afrikanere i 2015 forsat ingen adgang til elektricitet. Hele Afrika producerer mindre strøm end Spanien, og halvdelen af produktionen foregår i Sydafrika. Særligt de centrale, østlige og vestlige dele af kontinentet halter bagefter, men ser man på disse regioners mulighed for i fremtiden at opbygge en grøn energisektor, har de paradoksalt nok en fordel i forhold til det langt mere udviklede Sydafrika. Det vurderer Dominique Doyle, der er energipolitisk talskvinde i Earthlife Africa, en sydafrikansk ngo, der kæmper for mere vedvarende energi og samtidig forsøger at give landets stærke 35 kul- og atomlobby modspil. »Det er en klar ulempe, at vi i Sydafrika allerede har et stort og veludviklet forsyningsnet, der bygger på fossil energi, for det afholder ejerne og politikerne fra at ændre kurs. Jeg er overbevist om, at resten af Afrika vil komme til at gå forrest i fremtidig udvikling af grøn energi, for disse landes energisystemer er langt mindre fastlåste. De kan mange steder begynde på en frisk og gå direkte til de grønne løsninger,« siger Dominique Doyle fra sit kontor i Johannesburg. Billig teknologi Og de grønne løsninger har i den grad momentum verden over. De seneste fem år er prisen på solcellepaneler faldet med op til 80 procent. Tidligere stod EU og særligt Tyskland for opsætningen af langt størstedelen af nye solcellepaneler, men i dag er også USA og en række asiatiske lande som Filippinerne, Thailand og ikke mindst Kina godt i gang med at opsætte solceller. Samtidig er solcellepanelerne efterhånden af en så god og slidstærk kvalitet, at de leveres med op til 25 års garanti. Det kræver selvfølgelig, at man vedligeholder dem løbende, og netop derfor uddanner Nordisk Center for Vedvarende Energi en række ’landelektrikere’, der skal sørge for, at solcelleanlæggene i de enkelte landsbyer får så lang levetid som muligt. Den sideløbende udbredelse af strømbesparende LED-lys gør, at man for kun 1.000 euro kan opsætte et solcelleanlæg, der kor- rekt vedligeholdt kan levere strøm til en hel landsbyskole i 20 år. »Elektricitet skaber udvikling, så simpelt er det. Pludselig får landsbyboerne elektricitet til at oplyse en markedsplads om aftnen, til at oplade deres mobiltelefoner og til at drive en symaskine eller en mølle, der kan male korn, i stedet for at kvinderne og pigerne skal gøre det ved håndkraft. På den måde kan de få tid til at gå skole,« siger Jane Kruse. Et energi-mineralkompleks Men selvom grønne energiformer efterhånden ofte er billigere end de fossile, vil det forsat være en udfordring for afrikanske ledere at skulle tænke i grønne energibaner, siger Dominique Doyle. »Der er stort potentiale for, at vedvarende energi kan løse Afrikas ’energifattigdom’, men der mangler ofte politisk vilje. Mange hænger fast i et traditionelt paradigme, ifølge hvilket udvinding af naturressourcer er en vigtig forudsætning for at skabe vækst, og mange lande har et ’mineral-energi-kompleks’, som er meget skeptisk indstillet over for grøn energi. I Sydafrika bliver der konstant fortalt en historie om, at økonomisk vækst er uløseligt forbundet med kuludvinding, og at Europa og USA’s succes bygger på atomkraft,« siger Dominique Doyle. Som modhistorie til den fossile energilobbys fortælling om en europæisk inspireret centraliseret energisektor ynder tilhængere af grønne mikroprojekter at drage paralleller til disse års udbredelse af mobiltelefoni på det afrikanske kontinent. Mens industrialiserede lande inden mobiltelefoniens opkomst først skulle igennem en periode med kostbar fastnettelefoni, der krævede et enormt netværk af kobberledninger, kunne Afrika springe direkte på mobilbølgen og således spare enorme summer. På samme måde har mange lande mulighed for at satse på en masse små grønne projekter frem for en energipolitisk løsning, der kræver etableringen af store, centralt placerede kraftværker og tusindvis af kilometer af højspændingsledningsnet. Strømmen kan i stedet blive produceret der, hvor den forbruges. »Mange lande har så dårlig økonomi og infrastruktur, at det er helt usandsynligt, at de fremover vil bygge en masse store, centralt placerede værker. Det vil i stedet blive en decentral elektricitetsforsyning, der vil vokse frem,« siger Jane Kruse. Store projekter Ikke alle grøn energiprojekter er dog små og decentrale. I Etiopien er man i gang med dæmningsprojektet Den Store Etiopiske Renæssance ved Den Blå Nil, som ved sin færdiggørelse bliver Afrikas største vandkraftværk. Og i Kenya er Vestas ved at opføre Afrikas største vindmøllepark ved Lake Turkana. Samtidig med at kæmpeprojekter som disse kan producere store mængder energi – Lake Turkana vil, når det er færdiggjort, dække 16 procent af Kenyas elforbrug – stiller de store krav til et elnet, der kan distribuere energien. For at forbinde møllerne i Lake Turkana med strømforbrugende dele af landet, har det være nødvendigt at bygge 400 kilometer højspændingsledning, og samtidig har man måtte anlægge 200 kilometer vej for at få transporteret de tunge vindmøller fra havnebyen Mombassa til Lake Turkana. »De høje omkostninger ved etablering og vedligeholdelse kræver en meget høj energiproduktion, men vindmølleparken i Lake 36 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 AFRIKA Politiken Flere husholdninger i afsidesliggende landsbyer i fattige afrikanske lande som f.eks. Mali får installeret solceller. Foto: Sven Torfinn/Polfoto I vestafrikanske lande har ca. 90 procent af kvinderne på landet aldrig lært at læse og skrive. Med solceller på skolens tag kan de gå til aftenundervisning. Om dagen skal de arbejde. Foto: Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi Turkana er mulig, fordi der er tale om fantastiske vindforhold. Det forventes, at parken vil have en kapacitetsfaktor på omkring 60 procent og derved blive ca. dobbelt så effektiv som en gennemsnitlig europæisk vindmøllepark,« skriver pressemedarbejder for Vestas, Anders Riis, i en mail. Også Jane Kruse ser positivt på vindmølleparken, der ifølge Vestas er det største infrastrukturprojekt i Kenyas historie. »Turkanaprojektet er et rigtig godt projekt, og i Kenya har man et ganske udviklet elnet, der vil kunne håndtere den mængde af elektricitet,« siger Jane Kruse. Samtidig mener hun dog, at investorer, ngo’er og vestlige politikere ofte overser de millioner af afrikanere, der lever en anonym og fattig tilværelse i kontinentets underudviklede landdistrikter. »Lidt groft sagt kan man sige, at mange organisationer har tendens til at fokusere på at udvikle de byområder, der allerede er tilkoblet elnettet. Det er langt sværere at rejse finansiering til at skaffe elektricitet til den fattige landbefolkning, for de har stort set ingen penge. De fleste tjener under en dollar om dagen,« siger Jane Kruse. Hun tilføjer, at da man herhjemme beslut- tede sig for at elektrificere alle egne i landet, var der samtidig politisk vilje til at investere i at elektrificere selv de mest isolerede og underudviklede egne. »Man kan ikke bare sige, at de fattige selv skal betale, for så sker der ikke noget,« siger Jane Kruse. Atomkraft? Ja tak! Et andet argument for at satse på flere, mindre ” Man kan ikke bare sige, at de fattige selv skal betale, for så sker der ikke noget Jane Kruse Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi og decentrale grønne elværker er, at mange stort anlagte afrikanske energiprojekter gennem tiden har vist sig langt dyrere at bygge end oprindeligt projekteret, forklarer Dominique Doyle. »Samtidig sker det desværre ofte, at de store fossile projekter ikke altid kommer de fattigste til gode. For eksempel hævder kulindustrien, at bæredygtig energi er for dyr til at kunne skaffe energi til de fattigste. Men tænk på de store udgifter, det indebærer at skulle opbygge et elnet, der skal transportere strøm over enorme afstande. De fattigste egne risikerer aldrig at komme på elnettet. Men det kan de til gengæld ved små og decentrale projekter,« siger Dominique Doyle. Skønt hun ser en lovende grøn fremtid for kontinentets energisektor, er hun ikke synderligt begejstret for udviklingen i sit eget hjemland. Sidste år indgik Sydafrikas regering en aftale med det russiske atomkraftselskab Rosatom, der i de kommende år skal bygge otte atomkraftværker i landet. »Beslutningen er delvis en følge af politiske overvejelser, fordi vores regering hellere vil samarbejde med BRIK-økonomierne (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) end med EU og USA. Det er, som om regeringen ønsker, at grøn energi bliver en fiasko, så den kan fortsætte den samme energipolitik, selvom vindenergi nu reelt er billigere end kul og meget billigere end atomkraft,« siger Dominique Doyle. Hun er dog ikke i tvivl om, at resten af kontinentet vil blive grønnere i løbet af de kommende år. »Selvom jeg er pessimistisk med hensyn til udviklingen i Sydafrika, er jeg optimist på Afrikas vegne,« siger Doyle. [email protected] FAKTA Grønne Udviklingsmål × På globalt plan mangler 1,3 milliarder mennesker adgang til strøm. × En stor del af disse bor i Afrika, hvor kun hver tredje borger er tilknyttet elnettet. × Af samme grund er adgang til sikker og billig el et af FN’s nye SDG-mål. Canada Goose -25% Se vores store udvalg på www.JoF.dk Lacrosse Hamptons Kort, smart kortskaffet Naturgummistøvle med fuld stødabsorberende sål. Findes til Herre og Damer i flere forskellige farver. Intro Pris: 599,- Varmesåler Varmesål med ny trådløs fjernbetjening og indbygget genopladeligt lithium batteri med op til 7 timers brug og 500 opladninger. 3 indstillinger - 45, 50 el. 55 grader. Bygget på en stødabsorberende Ortholite sål, der giver god komfort. Str. 35-46. Vejl: 1199,- Nu: 599,- olumbia Newton Ridge -Er en let, vandtæt og åndbar vandrestøvle. Overdelen er i kraftig garvet brun læder og mesh. Blød stødabsorberende sål samt ankelstøtte og kraftig profileret sål, som sikre god komfort. Ideel til vandreture og fritidsbrug. Str. 36-48. Vejl: 1099,- Nu: 599,- Salomon Ellipse/Escape Med stødabsorberende sål god slidstyrke. Goretex. Dame 36-41 1/3 Herre 41 1/3-48 Vejl: 1099,- Nu: 699,- Jagt og Fiskerimagasinet - Nørre Voldgade 8-10. - 1358 Kbh. K. - Tlf. 3333 7777 Er der noget på den anden side af vækstøkonomien? Ved selv at få jord under neglene, hugge brænde og leve bæredygtigt en tid i et forblæst afsides hjørne af Skotland, stiller Informations Jørgen Steen Nielsen det udfordrende spørgsmål om den alternative nødvendigheds fortælling – den der handler om at indrette økonomien efter bæredygtigheden – kan gøres troværdig i brede kredse. Jørgen Steen Nielsen, biolog, forfatter og miljøjournalist ved Dagbladet Information. Vinder af Cavlingprisen i 2003. Forfatter til bl.a. Den store omstilling – fra systemkrise til grøn økonomi (2012), som er en klassiker i klimadebatten. 38 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 MORS MORS ’Jeg vil fremover kun køre i biler, der for alvor kan accelerere,’ siger Anders Noesgard, der er svært tilfreds med sin nye Tesla-elbil. Foto: Astrid Dalum på benzin eller diesel. Men elbiler er kommet for at blive, og jeg tror fortsat, at tiden arbejder for elbilen.« Danmark burde gå foran Når Esben Larsen fra DTU tror, at elbilen i fremtiden vil overtage markedet, skyldes det, at der sådan set ikke er andre alternativer. Skal de fossile brændsler ud af energisystemerne, så skal den grønne energi ind i transportsektoren. Derfor passer elbilen også rigtig godt til det danske energisystem, hvor mængden af grønt produceret energi konstant øges. »Vi har – og vi får i fremtiden – et voksende overskud af grøn energi i vores systemer. Vi må tænke over, hvordan det skal bruges, så vi ikke sender strømmen billigt ud af landet eller må stoppe vindmøllerne, når det blæser kraftigt. Det kunne elbilen hjælpe med til, men det kræver selvfølgelig, at en langt større del af de danske biler kører på el,« siger Esben Larsen. Han frygter, at Danmark kommer til at sakke bagud i udviklingen på grund af regeringens beslutning om at indfase afgifter på elbiler, hvilket vil stille den endnu ringere på markedet: »Vi er nødt til politisk at give elbilen favorable vilkår, ellers vil den indtil videre ikke være konkurrencedygtig.« Esben Larsen peger på, at en mulig vej frem er at tænke innovativt med hensyn til, hvordan man kan dække en større del af kørselsbehovet med elbiler. Her er et godt eksempel busselskabet Arriva, der tilbyder kunder konceptet DriveNow, hvor brug af offentlig transport kombineres med brug af delebiler, der kører på el. Det er den nye BMW i3 – i alt 400 eksemplarer af den – som kunder i København kan benytte. Mange kommuner er også begyndt at bruge elbiler som tjenestebiler i eksempelvis hjemmeplejen og inden for andre kommunale tilbud, hvor de offentlige institutioner typisk råder over mange biler. Men det kan også være i forbindelse med taxakørsel, hvor luksusbilen Tesla fritaget for afgifter, konkurrerer med andre biler i den dyre ende af skalaen. Schiphol lufthavn i Amsterdam servicerer nu næsten udelukkende sine kunder med Teslaer. Og nu har Anders Noesgaard altså også sørget for, at Mors har fået sine første taxaer af mærket Tesla. Et valg, han foreløbig ikke har fortrudt. Og det skyldes ikke kun bilens komfort eller nyhedsværdiens tydelige effekt. Det handler også om, hvad der er rigtigt og forkert. »Alle er meget imponerede og spørger ind til, hvad sådan en bil kan. Og så begynder folk at undre sig over, at der overhovedet skal være afgifter på den. Når nu vi sender en masse billig vindenergi ud af landet, fordi vi ikke altid kan bruge den, så ville det da være smart, hvis der var flere elbiler til at opsamle den strøm. Hvorfor ikke bruge strømmen?« spørger Anders Noesgaard, taxavognmanden fra Mors: »Det er jo rigtigt, hvad eksperterne siger. Vi er i gang med det største eksperiment i Helt fantastisk! Spar tusindvis af kroner menneskehedens historie, hvor vi bare sviner, indtil det ender helt galt. Vi må da tænke os om. Det kan folk her godt forstå.« [email protected] FAKTA × Tesla model S P85D er udstyret med et 85 kWh batteri, der skulle række til 460 km. på en fuld opladning. Rækkevidden afhænger dog af kørselsforhold og anden strømforbrug i bilen. × Bilen drives frem af to elmotorer med en maksimal ydeevne på hele 691 hk ved 440 Nm moment, og trækker fra 0-100 km/t på blot 3,3 sekunder. Topfart er 250 km/t. × I Danmark koster bilen 879.650 kroner, men grundet regeringens afgiftsreform pålægges elbiler fra næste år delvist afgifter, hvorefter en Tesla S P85D i 2016 vil koste 1.522.400 kroner. Altid lave priser! Kører det for elbilen? For vognmanden på Mors blev det at udskifte en Mercedes med en Tesla en afgørende øjenåbner Af Jesper Løvenbalk Hansen F or et par måneder siden besluttede Anders Noesgaard, der er taxavognmand på Mors, at udskifte den klassiske Mercedes-dieselsluger med en eldreven Tesla. Det har gjort ham til en eftertragtet herre i lokalområdet. »Jeg har kun kørt Tesla i to måneder, og nu har jeg kunder, der ringer efter en vogn, og som gerne venter, hvis der ikke lige er en Tesla ledig. Det har vi aldrig oplevet før – at kunderne venter for at få en specifik bil. Men det er der altså nogle, der gør.« Når Anders Noesgaard overhovedet kom på den tanke at købe Tesla i stedet for en konventionel bil, skyldes det en ændring i betingelserne for at sælge brugte hyrevogne. Tid- 39 ligere eksisterede der en frikøbsordning, der betød, at vognmænd kunne sælge de biler, der kører på fossilt brændstof skattefrit efter 200.000 km. Det er ikke længere muligt. Nu skal Skat vurdere restværdien, som efterfølgende beskattes. Derfor kunne det betale sig at købe en afgiftsfri elbil i stedet. Det har han ikke fortrudt. »Når man først er blevet vant til en Tesla, er man blevet vant til at køre en bil, der flytter sig. Så jeg har allerede fået den arbejdsskade, at jeg fremover kun vil køre i biler, der for alvor kan accelerere.« Først hybrid, så ren el Elbilen er stadig en forholdsvis dyr fornøjelse – og den bliver i de kommende år ikke billigere i Danmark, efter at regeringen med forligspartierne har vedtaget gradvist at udfase afgiftsfritagelsen for elbiler. Ikke desto mindre spår flere eksperter, at elbilen de kommende årtier vil få et globalt gennembrud. Det skyldes, at prisen er på vej ned – selv om elbiler fortsat er dyre i forhold til biler, der kører på fossilt brændstof – og at rækkevidden konstant øges, ligesom også batterierne hastigt er på vej til at blive billigere. Det mener blandt andre Søren W. Rasmussen fra FDM. Han peger på, at andelen af hybridbiler, der både kan køre på brændstof og el, vil blive større frem mod 2025, hvor der vil være et overtal af hybridbiler. Derefter forventer Søren W. Rasmussen, at bilparken gradvist frem mod 2050 vil komme til at bestå af rene elbiler og biler, der kører på brint. Esben Larsen, lektor på Elektro-instituttet på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er enig. Han tror ikke, at der kommer en pludselig elbilrevolution, som mange for få år siden forventede. Men at vi vil se en gradvis overgang fra benzin- og dieseldrevne biler til først hybridbiler og derefter rene elbiler. »Elbilen er fortsat et nicheprodukt, og det vil den være nogle år endnu. Den lave oliepris gør, at det samlet stadig er for billigt at køre FRA KUN ” Alle er meget imponerede og spørger ind til, hvad sådan en bil kan Anders Noesgaard Taxavognmand om sin Tesla-elbil Kvalitetsbriller med glidende overgang inkl. stel og synsprøve 699,- FRA KUN Kvalitetsbriller med én styrke inkl. stel og synsprøve 499,- 9LKDUSURJUHVVLYHEULOOHULćHUHNYDOLWHWHUDOWLGWLOPHJHWODYHSULVHU.RPLQGRJVHYRUHVVWRUHXGYDOJDIVWHO %HVºJRVS§ZZZRSWLNKXVHWGNHOOHUIDFHERRNGNRSWLNKXVHWGN FrHGHULNVEHUJ TOIï+LOlerºG TOI ïL\QJby TOI ï5RVNLlGH TOI 2GHQVH TOIï6LONeborg TOIïrKXV TOI 40 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 UNGDOMMEN UNGDOMMEN Nanna Clifforth har været med til at blokere skifergasboringer i Nordjylland og kulminer i Tyskland. Foto: Sigrid Nygaard ’Vi skal holde op med at bede politikerne løse det’ skal gøre.’ For at mine venner og jeg skulle gide gøre noget, skulle det komme oppefra.« Nanna Clifforth mener at individet har et ansvar for udviklingen, men at omstillingen ikke vil komme som følge af den enkelte forbrugers handlinger. »Forandringer er kun mulige, hvis de drives frem i fællesskaber. Jeg tror ikke på, at alle pludselig dropper bøffen til fordel for grøntsager på grund af klimaet. Men den enkelte må alligevel forholde sig til, at man kun kan forbruge på den måde, vi gør i Danmark, fordi andre lever i fattigdom.« Unge i Danmark er stærkt bekymrede over klimaet, men har vanskeligt ved at finde forbindelserne mellem det kollektive ansvar og de individuelle handlinger Af Andreas Abildlund H alvvejs inde i Naomi Kleins nye dokumentarfilm This Changes Everything tager den en drejning. En ung græsk kvinde, som er fortørnet over udenlandske olie- og mineselskabers indtog i Grækenland, reflekterer over naturødelæggelser verden over og klimakrisen. Lidt tøvende siger hun: »Jeg tør næsten ikke sige det her ... Men selve systemet skal afskaffes, hvis krisen skal løses.« »Hvilket system?« spørger Naomi Klein. »Kapitalismen. Det er i bund og grund kapitalismen, der er problemet.« Samtalen med den græske kvinde indleder en række interviews med aktivister fra hele verden, der indgår i det, Naomi Klein kalder Blockadia: et globalt netværk af sociale bevægelser, som er løst organiseret, og som kæmper mod den råstofudvindende industri, der opererer overalt fra Kinas kulminer til Canadas tjæresandsdepoter. Spørg ikke politikerne Nanna Clifforth, 29 årig aktivist og kampagneansvarlig i miljøorganisationen NOAH, er en del af Blockadia. Da det franske energiselskab Total meddelte, at det ville bore efter skifergas i Danmark, flyttede hun til Nordjylland for at være med til at blokere deres boringer. For nogle måneder siden besatte hun en kulmine i Tyskland i 24 timer sammen med tusind andre aktivister. Nanna Clifforth mener, at miljøbevægelsen bør fokusere mindre på at påvirke beslutningstagere og mere på direkte former for kamp og på at sprede budskabet om det nødvendige i et systemskifte. »Aktionen i Tyskland foregik i Ruhrområdet, som er Europas CO2-hul. Der er brunkulminer på 20 kilometer i omkreds. Det rykker ikke noget i det store regnskab at lukke sådan en kulmine i et døgn. Men det var en tilkendegivelse af, at vi har løsningerne, vi ved, hvad der skal til, og vi har tænkt os at gøre det selv,« siger Nanna Clifforth. »I bussen hjem føltes det, som om vi havde gjort noget. Sådan havde det ikke været, hvis vi havde stået på Christiansborg Slotsplads for at bede politikerne bruge mere vedvarende energi. De kigger jo ikke engang ud ad vinduet. Vi skal holde op med at bede politikerne om at løse det her, for det kommer desværre ikke til at ske.« Kapitalismen er problemet Nanna Clifforth mener, at politikernes manglende evne og vilje til at gøre noget ved klimaudfordringen bunder i, at de selv nyder godt af det system, som er årsagen til problemerne, og at miljøkamp derfor nødvendigvis må være klassekamp. »De politiske magthavere og de store virksomheder har ikke interesse i at omstille bæredygtigt, da det er lig med omfordeling af ressourcer. Krisen er derfor ikke kun en mil- 41 Debatten bliver ofte for urealistisk I 2013 stiftede en gruppe unge klimanetværket Omstilling.nu, der er en slags grøn tænketank. Blandt medstifterne er 29-årige Peter Bjerregaard, der er politolog, klimaredaktør på magasinet RÆSON og medlem af De Konservative. Peter Bjerregaard mener, danske forbrugere bør tage sig sammen. »Hvis alle venter på, at naboen skal tage det første skridt, når vi ikke særlig langt. For han venter jo også på, at du tager det første skridt. Grunden til, at vi har et personligt ansvar, er jo netop, at vi er tænkende væsner.« For Peter Bjerregaard er kampen for et bæredygtigt samfund et oplysningsprojekt. »Vi må alle tage ansvar som forbrugere og købe produkter, som er produceret forsvarligt, og lade være med at flyve til New York på shoppingtur hver anden måned,« siger Peter Bjerregaard og pointerer, at politikernes opgave er at sørge for, at markedet skaber rammerne for et bæredygtigt forbrug. »Klimaforandringer er verdens største markedsfejl. Hvis de miljømæssige omkostninger ved en given produktion – forurening af atmosfæren for eksempel – er afspejlet i prisen på forskellige varer, vil de virksomheder, som producerer forsvarligt, have nemmere ved at konkurrere. Det er med andre ord for billigt at producere og forbruge produkter, som er produceret på fossil energi.« Men selvom Peter Bjerregaard anerkender, at politikerne bør regulere markedet, så forbrugerne har nemmere ved at tage de rigtige valg, advarer han mod at bruge klimakrisen som et påskud for at kræve gennemgribende reformer af kapitalismen. »Når Naomi Klein og andre drejer debatten hen på kapitalisme, kan de fleste ikke være med længere. Den slags retorik appellerer kun til en lille skare af veganere i hørtøj og overser den simple kendsgerning, at hvis vi alle påtog os vores borgeransvar, så ville der slet ikke være noget problem. Hvis ikke vi formår at pege på realistiske veje at gå, kommer vi ingen vegne,« siger Peter Bjerregaard. jøkrise, men en økonomisk, demokratisk og social krise,« siger hun. Derfor mener Nanna Clifforth, at det er under al kritik, at NOAH er en af de eneste miljøorganisationer i Danmark, der italesætter miljøproblemerne som resultat af en grundlæggende systemkrise. Hun mener, at organisationer som WWF og Greenpeace går med skyklapper, når de beskriver miljøproblemerne som isolerede problemer, der kan løses med afgrænsede tiltag. Bevægelsen kan med andre ord ikke se skoven for bare fældede træer. »Det er fint at være løsningsfokuseret. Men forudsætningen for, at vi kommer nogen vegne, er, at flere indser, at vi ikke kan blive ved med at leve og forbruge på den måde, vi gør. Vi kan ikke bevare den nuværende samfundsindretning. Miljøbevægelsen må turde forholde sig til disse grundlæggende spørgsmål,« siger Nanna Clifforth. »Vi har brug for ressourcer til alt, vi producerer. Det er sværere at se i dag, når produktionen ikke kun består af processer i traditionelle fabrikker, men er mere diffuse størrelser såsom internettet, teknologisk innovation eller service generelt. Men når alt kommer til alt, er vækst afhængig af jordens ressourcer, og de er ikke ubegrænsede. Derfor er grænseløs økonomisk vækst en illusion.« Nanna Clifforth medgiver, at den systemkritiske del af miljøbevægelsen også skal være bedre til at forstå, hvad der konkret skal til for at lave et bæredygtigt samfund. »Vi ved, at omstillingen handler om at nedsætte vores forbrug. Og at den målsætning kolliderer med selve systemet, hvis grundvilkår er kontinuerligt, øget forbrug. Men det er rigtigt, at vi skal blive bedre til at pege på, hvad der kommer efter systemet, og hvordan vi kommer derhen.« Danske unge er bekymrede Danske unges forhold til global opvarmning blev undersøgt i 2010, året efter COP15 i København. Undersøgelsen viste, at 85 procent mellem 18-35 år mente, at klimaforandringerne er menneskeskabte. 65 procent var bekymrede over konsekvenserne af klimaforandringerne, og 69 procent var villige til at ændre vaner for at optræde mere klimavenligt. ” Forandringer er kun mulige, hvis de drives frem i fællesskaber Nanna Clifforth Klimaaktivist i NOAH Peter Gundelach, professor i sociologi ved Københavns Universitet, var forskningsleder på undersøgelsen og medforfatter til bogen Klimaets sociale tilstand om emnet to år senere. Det, der overraskede ham mest var, at øget viden om klimaet ikke nødvendigvis fører til en mere klimavenlig livsstil blandt unge. »Det er ikke sådan, at jo mere de unge ved om de forskellige sammenhænge, jo mindre kød spiser de, eller jo mindre flyver de,« siger Peter Gundelach. I Klimaets sociale tilstand er en række unge interviewet, og en del af dem giver udtryk for, at de føler sig magtesløse som forbrugere, da den enkeltes valg i supermarkedet ikke ændrer noget i det store billede, medmindre alle andre gør det samme. 22-årige Søren siger f.eks.: »Det kræver en større ændring af samfun- det, for at det skal gøre nogen forskel. Ellers er det godt nok mange computere, der skal slukkes om aftnen, og plastikposer, der skal genbruges. Men det giver selvfølgelig god samvittighed at købe en sparepære.« 19-årige Cille giver i bogen udtryk for noget lignende: »Jeg tror, problemet er, at alle mennesker tænker, ’Det nytter ikke noget, at jeg bare tager cyklen, for det er noget, alle Vi må være rationelle Bjerregaard mener, politikerne er moralsk forpligtiget til at rette op på, at forskellige miljøomkostninger ikke afspejles i produkternes pris. Problemet er, at politikerne handler ud fra mavefornemmelser frem for viden, siger han og giver følgende ræsonnement: Hvis man går ind for det frie marked, går man også ind for, at de reelle omkostninger afspejles i prisen. Det betyder, at nogle ting skal være dyrere, end de er i dag. Når nogle politikere fastholder, at det ikke må være dyrere at være dansker, og at forurenende produkter følgelig heller ikke må blive dyrere, er det at vægte mavefornemmelser tungere end rationalitet, mener Peter Bjerregaard. »Hvis ikke vi handler rationelt, bliver de menneskelige konsekvenser for andre mennesker i verden enorme,« siger han. [email protected] I N K L . B Y G G E R I , H AV E O G B I AV L Læ s me Læ mere re og ttiilm melld dig diig på d p 42 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 43 INTERVIEW INTERVIEW ’Vi kan alle være med til at ændre den menneskeskabte klimaforandring ved at spise mindre kød, især oksekød. Så hold op med at spise burgere,’ siger Frances Moore Lappé, amerikansk aktivist og forfatter, der leder den lille tænketank Small Planet Institute. Foto: Scott Brauer Slut med burgerne Det kræver omfattende ressourcer at producere kød, så ændrede spisevaner kan være et personligt bidrag til at få global opvarmning under kontrol, siger en amerikansk forfatter. En forsker ved Harvard mener, at mindre kødspisning vil kunne reducere udledning af drivhusgasser med 10-20 procent i 2050 Af Martin Burcharth, Korrespondent, Boston D en enkelte kan gøre noget her og nu i kampen for at bekæmpe sult og undgå vidtgående klimaforandringer i det 21. århundrede. »Vi kan ændre spisevaner,« siger Frances Moore Lappé, en amerikansk aktivist og forfatter, der leder den lille tænketank Small Planet Institute i universitetsbyen Cambridge. Mere præcist skal verdens befolkning spise mindre kød og især mindre oksekød. Korn, grøntsager og frugt skal fylde langt mere i verdens 7 milliarder indbyggeres daglige diæt. I den nye bog World Hunger: 10 Myths støtter Frances Moore Lappé og hendes medforfatter FN-konsulenten Joseph Collins sig til et væld af videnskabelige undersøgelser, der peger på økologisk landbrug som den eneste bæredygtige løsning på sult og på de klimaforandringer, som kvægavl og kemisk gødning fører med sig. En øjenåbnende videnskabelig undersøgelse i bogen viser, at tre fjerdedele af al landbrugsjord i verden bliver anvendt til dyreopdræt – enten ved at dyrene græsser på jorden, eller ved at der dyrkes foder til dyr på den. »Tænk på, at 75 procent af alle dyrkbare arealer går til at fremstille kødprodukter, og at kød faktisk kun dækker 17 procent af menneskets kalorieforbrug. Vi prioriterer brugen af landbrugsjorden helt galt,« siger Lappé. Ifølge samme undersøgelse ville blot halvdelen af de afgrøder, der bruges som foder til dyrehold, kunne brødføde to milliarder mennesker. En ændret kost med mindre kød på spisebordet, men stadig med nok kalorier til hvert menneske vil altså kunne mætte de ekstra to mia. mennesker, som verdens befolkning ifølge fremskrivninger fra FN’s demografer vil blive forøget med inden 2050. På klimasiden er der også store gevinster at hente ved at nedsætte forbruget af kød. For- skere er enige om, at landbrug er en særdeles stor synder, hvad angår udledning af drivhusgasser. Ifølge Lappé viser en undersøgelse, at landbrugets andel af udledningen er på 29 procent Det procenttal er der imidlertid ikke enighed om. Harvard-professor i miljøteknik og ingeniørvidenskab Peter Rogers mener, at landbrugets bidrag ligger på et sted mellem 17 og 32 procent af den globale udledning af drivhusgasser. Forskning har påvist, at dyrehold på globalt plan bærer ansvaret for ca. halvdelen af landbrugets udledning af drivhusgasser, og at oksekød er den store klimasynder. Kvægfoder er langt mere kaloriekrævende end foder til høns og svin. I længden betyder det, at udnyttelsen af kalorier i foder er langt mindre effektiv i oksekødsproduktionen end i svine- og hønsekødsproduktionen. Mejeriprodukter udnytter kalorier fra foder mest effektivt. Fisk & grønt Når man spiser et stykke oksekød, bidrager man derfor langt mere til udledning af drivhusgasser, end når man spiser nogle af de oplagte alternativer: svinekød, kylling eller f.eks. en omelet. Det mindst klimabelastende er at spise fisk fra havet eller at være vegetar – og det helst af den økologiske slags. Det er derfor, Lappé anbefaler, at man ændrer spisevaner. »Vi kan alle være med til at ændre den menneskeskabte klimaforandring ved at spise mindre kød, især oksekød. Så hold op med at spise burgere,« siger hun. De store mængder vand, der bruges til opdræt af kvæg, er ifølge Lappé endnu en god grund til at holde sig fra oksekød. I bogen citerer hun en undersøgelse, der fandt frem til, at der til produktionen af ét kilo oksekød kræves ni gange mere vand, end der går til at producere et kilo hvede eller ris. Det kræver 50 gange mindre vand at dyrke et kilo grøntsager. Men én ting er at forfølge en god idé og forsøge at overtale forbrugerne til at spise som storbrug kan producere med langt større udbytte – til grøntsags- og frugtavl. »Småbrug ville tjene mere, hvis de kunne nedkøle deres varer og straks køre dem til byerne, hvor de kan sælges på markeder eller i forretninger. Kooperativer er løsningen både der, hvor varerne produceres, og der, hvor de sælges, men det kræver økonomisk støtte og politisk vilje,« mener Peter Rogers. [email protected] FAKTA Guide til økologiske spisesteder × Der er nu 1.367 økologiske spisesteder i Danmark. De fleste er kantiner knyttet til offentlige institutioner eller virksomheder, men der er også omkring 60 caféer, ca. 20 restauranter og ca. 20 hoteller, hvor menukortet i dag er helt eller delvist økologisk. mindre kød; noget andet er at regne ud, præcis hvor meget det vil nedbringe udslippet af drivhusgasser frem til 2050. Det er en sag, professor Rogers har beskæftiget sig med i årtier. »Det er ikke, fordi det er en dårlig ide at spise mindre kød for klimaets skyld. Men hvis det skal have nogen nævneværdig effekt på kort sigt, skal man helt afskaffe oksekød som en del af menneskets diæt. Det kommer bare ikke til at ske,« siger han. Ikke desto mindre forudsiger Rogers, at kødforbruget vil dale i de kommende årtier. I USA er forbruget af oksekød faldet med 10 procent Derimod er det på vej op i Kina, Indien, Malaysia, Brasilien og andre markedsøkonomier i takt med stigende indkomster. USA’s eksport af oksekød til disse lande er derfor på vej op. Men på lang sigt vil det globale kødforbrug formentlig falde. »Mine beregninger viser, at et lavere kødforbrug i 2050 vil kunne føre til et fald i udledningen af drivhusgasser på mellem 10 og 20 procent På kort sigt hjælper det ikke klimaet, men det vil kunne få en positiv virkning over længere tid,« mener Rogers. Harvard-professoren tilføjer, at det, der formentlig vil blive den udslagsgivende faktor med hensyn til en fremtidig ændring af befolkningens spisevaner i retning af et mindre forbrug af oksekød, er oplysningskampagner om sygdomme fremkaldt af kødspisning, herunder kræft. Vandring til byer I den aktuelle debat om sammenhængen mellem fødevareproduktion og klimaforandring optager det især sindene, at millioner af mennesker forventes at forlade landområderne og slå sig ned i megabyer med 20-30 mio. indbyggere i løbet af de næste årtier. Bekymringen går på, at folk fra landet ofte skifter til en diæt, i hvilken kød udgør en større del, når de bosætter sig i storbyer. Hvis middelklassen i Afrika, Asien og Latinamerika bliver lige så stor som den er i de vestlige lande, vil det uundgåeligt ændre forbrugsmønstre og spisevaner samt kræve mere energi og vand til f.eks. fremstilling og transport af fødevarer. Vandringen fra land til by foregår overalt, blandt andet fordi småbønder bliver udkonkurreret af det industrielle storbrug, der bruger kunstgødning, pesticider og GMO-sæd til at øge udbyttet. Spørgsmålet er, hvordan man kan få flere småbønder til at blive på deres jord. Der er udbredt enighed om, at den eneste løsning er at give dem bedre muligheder for at øge indtjeningen, så det er rentabelt for dem at blive ved deres landbrug. Frances Moore Lappé er én af talrige eksperter, der mener, at en overgang til økologisk landbrug på små gårde er løsningen. Hun henviser til undersøgelser, der har vist, at udbyttet fra små økologiske landbrug ” Et lavere kødforbrug i 2050 vil kunne føre til et fald i udledningen af drivhusgasser på mellem 10 og 20 procent Peter Rogers Professor i miljøteknik ved Harvard Universitet i modsætning til den almindelige opfattelse ikke er så meget mindre, end det er tilfældet med store bedrifter, der anvender kvælstofgødning, fosfor, pesticider mod skadedyr og kemiske midler mod ukrudt – alt sammen noget, der udpiner landbrugsjorden og skader klimaet. »En nyere undersøgelse udarbejdet af agronomen Jules Pretty ved University of Essex viste, at småbønder i udviklingslande potentielt kan øge deres høstudbytte med 80 procent ved at omlægge til økologisk landbrug,« siger Lappé. Her er problemet imidlertid, at små landbrug ikke kan brødføde hele verden, siger professor Rogers. Ni ud af ti af de ifølge OECD 708 mio. landbrug i verden har et areal på under to hektar. »Problemet kan desværre ikke løses ved, at 635 mio. små gårde omlægger til økologisk landbrug. De råder kun over 25 procent af verdens dyrkbare arealer; resten er drevet af langt mere effektive storbrug og agroindustrielle koncerner,« siger Harvard-professoren. Ny dyrkningsmetode Han peger til gengæld på en dyrkningsmetode, der begynder at vinde frem, nemlig at så di- rekte på ubearbejdet landbrugsjord. I stedet for at vende jorden eller plove efter høsten bliver de nye afgrøder lagt direkte i jorden. Herved bevarer man de organiske stoffer, der kommer fra rødder og gamle planter og man sparer samtidig benzin og udslip af CO2 fra jorden, idet jorden optager metan og CO2 ved at ligge brak inden næste såning.Metoden gør også jorden bedre i stand til at optage vand og næringsstoffer og reducerer erodering. Bonden opnår et højere udbytte og kan dyrke afgrøder om vinteren. Der er desuden en tendens til at benytte mindre kunstgødning og pesticider – dog ikke i Kina. »Indtil videre kan vi ikke klare os uden, men nogle skadevirkninger kan hindres ved f.eks. at gøde planter direkte, hvilket storbrug gør virkeligt effektivt, hvorimod småbønder spreder det ud over jorden,« siger Rogers. Hvis storbrug omlagde til økologi, ville der opstå det problem, at der ikke er nok økologisk gødning til masseproduktion af afgrøder. Professor Rogers er lige nu involveret i projekter, der har til formål at øge indtjeningen for småbønder i udviklingslande, så de ikke tvinges til at søge mod byerne. En idé er at omstille fra dyrkning af korn, majs og ris – × Det fremgår af Det Økologiske Spisemærke, en mærkningsordning under Miljø- og Fødevareministeriet, som oplister spisesteder, der lever op til kravene bag det statskontrollerede økologimærke. Spisemærket findes i tre versioner – guld, sølv og bronze – og hvilket mærke et spisested tildeles, afhænger af, hvor stor en andel af stedets indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske. × ’Det Økologiske Spisemærke kan ses som en milepæl for, hvor langt man er med en økologisk omstilling – både for køkkenerne selv og for de spisende,’ skriver ministeriet på hjemmesiden, hvor man kan søge sit økologiske måltid, både geografisk og efter typen af spisested: www.oekologisk-spisemaerke.dk × Ifølge en undersøgelse lavet for ministeriet kender imidlertid ikke engang hver femte dansker Det Økologiske Spisemærke eller hjemmesiden, hvor man kan søge oplysninger. Det skal en aktuel annoncekampagne råde bod på. jsn 44 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ØST-VEST 45 ØST-VEST Kina For første gang nogensinde erklærer verdens nye supermagt sig villig til at mindske sin samlede klimabelastning. Men tidspres, korruption og tvivlsomme statistikker gør det vanskeligt at nå målet Giganternes alliance Som verdens største udledere af drivhusgas indtager Kina og USA nøglerollerne i de internationale klimaforhandlinger. I årevis har de spændt ben for ethvert forsøg på at opnå en global aftale. Men op til dette års topmøde i Paris er supermagterne gået sammen om at gøre noget ved klodens problemer. Information bringer her et overblik over de to landes løfter, og hvordan de skal indfries Hvad? Kina har op til topmødet i Paris hævet sit ambitionsniveau markant. Frem mod 2020 vil landet reducere sit drivhusudslip med 60-65 procent pr. enhed af BNP i forhold til 2005-niveau. Til sammenligning var tallet blot 40-45 procent, da verdens ledere sidst forsøgte at nå til enighed om en global klimaaftale i København i 2009. Ganske vist betyder det, at Kina på den korte bane fastholder retten til at øge sit udslip – USA Præsident Obama er gået uden om Kongressen for at hæve USA’s grønne ambitioner. Men en ny præsident vil med et fingerknips kunne rulle det hele tilbage igen Af Lasse Skou Andersen, Hongkong Hvad? Obama-administrationen har siden topmødet i København i 2009 haft som erklæret mål at reducere USA’s klimabelastning med 17 procent i 2020. Op til topmødet i Paris er det blevet fulgt op med et 2025-mål om reduktioner på 26 til 28 procent. »Fair og ambitiøst« skriver amerikanerne selv i den plan, de har indsendt til FN’s kli- den økonomiske vækst skal blot være mere bæredygtig end hidtil. Men på lidt længere sigt erklærer landet sig nu for første gang nogensinde villig til også at mindske sin samlede klimabelastning. Målet er, at den skal toppe senest i 2030 – og landet vil bestræbe sig på, at det sker endnu tidligere. Samtidig har Kina lovet at donere 3,1 milliarder amerikanske dollar i klimabistand til udviklingslande. Et beløb, der ifølge iagttagere formentlig er større end det, USA’s præsident Obama vil kunne få Kongressen til at bevilge. Det er første gang, Kina har erklæret sig villig til at bidrage med et mere substantielt beløb. Hvordan? Beijing har blandt andet indført nye og strengere minimumsstandarder for energieffektivitet i industrien og bilernes brændstoføkonomi. Samtidig investeres der aggressivt i vedvarende energi, som ifølge planen skal dække 20 procent af det samlede energiforbrug i 2030 mod 13 procent i 2010. Til sammenligning er EU’s mål 27 procent. Et centralt værktøj til at nå reduktionsmålene er desuden indførelsen af et nationalt CO2-kvotesystem fra 2017. Hvis det kommer til at fungere, vil det give virksomheder et økonomisk incitament til at reducere deres energiforbrug, fordi der vil være penge at tjene ved at sælge overskydende kvoter. Alt afhænger dog af, om det lykkes at få fastsat mængden af kvoter korrekt. Ellers risikerer man et scenarie som i EU, hvor et for stort antal kvoter har betydet, at bunden er gået ud af markedet. Erfaringerne fra pilotprojekter i syv større kinesiske byer har foreløbig været blandede. mapanel. Målet er dog langt lavere sat end eksempelvis EU’s. Ikke bare er procentsatsen betydeligt lavere end europæernes bebudede 40 procents reduktion i 2030. Amerikanerne måler også deres reduktioner i forhold til niveauet i 2005, mens EU, som foreskrevet i Kyoto-aftalen fra 1997, bruger 1990 som udgangspunkt. Da klimabelastningen steg i den mellemliggende periode, kommer amerikanernes procentsats på den måde til at se højere ud, end hvis man havde regnet fra samme udgangspunkt som europæerne. For et USA, hvor den grønne omstilling først nu skal til at sparkes i gang for alvor, bliver Obamas mål alligevel vanskelig at nå. Pr. 2013 var landets klimabelastning blot faldet 8,5 procent i forhold til 2005-niveau. Og den reduktion skyldes primært recessionen i kølvandet på finanskrisen, samt at naturgas har erstattet det mere forurenende kul – ikke en egentlig grøn omstilling. Mere langsigtet har Obama sat et mål om 80 procents reduktion af USA’s klimabelastning i 2050. Men eftersom hans embedsperiode udløber i begyndelsen af 2017 har det mest symbolsk karakter. Hvordan? Obama er hæmmet af, at et republikansk flertal i Kongressen ikke deler hans grønne ambitioner og vil stemme imod ethvert tiltag, der vurderes at kunne koste så meget som en dollar. Hans klimapolitik baserer sig derfor Ifølge den kinesiske miljøøkonom Alex Lo, lektor ved University of Hong Kong, er det de fleste steder lykkedes at opnå en pris pr. kvote på niveau med EU’s – hvilket er højt efter kinesiske standarder og giver et vist incitament til at gå i gang med omstillingen. Men i flere af byerne har aktiviteten på kvotemarkedet været til at overse. Alex Lo vurderer overordnet, at den korte tidsfrist for indførelsen af det nye, landsdækkende marked formentlig er urealistisk – eller i hvert fald vil medføre betydelige børnesygdomme. Implementeringen er generelt den store ubekendte, når det kommer til Kinas reduktionsmål. Mens det er Beijing, der formulerer målsætningerne, er det lokalregeringer på provinsniveau, der står for at realisere dem. Og selv den mest ambitiøse miljøstandard er ikke meget værd, hvis der ses igennem fingre med den, når der skal udstedes byggetilladelser – hvad enten det er på grund af korruption, eller fordi de lokale magthavere prioriterer økonomisk udvikling højere end klimamålene. I et land, hvor de officielle statistikker skal tages med mere end et gran salt, kan det desuden i praksis være svært at kontrollere, om provinserne overholder deres forpligtelser. Hvorfor nu? Tidligere gik hensynet til økonomisk vækst forud for alt andet. Men den kinesiske regering har indset, at de høje vækstrater, landet har oplevet de seneste 15-20 år, ikke kan opretholdes. Både på grund af de miljømæssige konsekvenser, eksempelvis i form af en alarmerende luftforurening, men også grundet økonomiens ubønhørlige logik. Med vækst på, hvad han på egen hånd kan gennemføre uden at spørge Kongressen. Over de seneste år har præsidenten eksempelvis udnyttet beføjelser, som en højesteretsdom fra 2007 har givet den amerikanske miljøstyrelse, til at indføre skrappere brændstoføkonomiske standarder for biler og strengere klimakrav til nye kraftværker. Hjørnestenen i Obamas klimapolitik er den såkaldte Clean Power Plan, som blev fremlagt i august. Den indebærer, at hver delstat får tildelt et mål for, hvor meget den skal reducere sin klimabelastning fra kraftværker. Hvordan målet nås, er op til den enkelte delstat. Men de skal alle indlevere deres planer senest i 2018 og begynde at reducere udslippet senest i 2022. Og hvis en delstat nægter at lave en plan, vil den amerikanske miljøstyrelse gennemtvinge sin egen. Der er – i hvert fald i teorien – en risiko for, at højesteret kan underkende lovligheden af tiltaget. Men det anser Obama-regeringens jurister ifølge amerikanske medier ikke for at være en realistisk mulighed. Uanset hvad er der ingen garanti for, at klimaplanen får nogen reel effekt. For den nye præsident, der afløser Obama i Det Hvide Hus i januar 2017, vil med et pennestrøg kunne rulle alle tiltagene tilbage. Og så er USA – og verden – lige vidt. Hvorfor nu? Kinas mangel på handling har længe været det måske mest centrale argument for amerikansk modstand mod at forpligte sig til at reducere klimabelastningen. Logikken: Hvis følger eksempelvis stigende lønninger, der gør Kina mindre interessant for udenlandske virksomheder at placere fabrikker i. Mange af de lavthængende frugter, for eksempel store infrastrukturprojekter, er allerede plukket. Og så skal der altså bare mere til for at opretholde en høj procentuel vækst, jo større en økonomi bliver. De faldende vækstrater gør det samtidig lettere at begrænse klimabelastningen – for når økonomien vokser langsommere, gør drivhusudslippet det også. Det har svækket modstanden mod større klimaforpligtelser internt i kommunistpartiet. Dertil kommer landets egeninteresse i at afbøde de værste konsekvenser af klimaforandringerne. Kinas østkyst – der udgør landets økonomiske lokomotiv, og hvor blandt andet millionbyer som Shanghai ligger – er sårbar over for vandstigninger og tyfoner. Og i de fattigere provinser mod nord og vest har der i de senere år oftere og oftere været tørkeperioder, hvilket har tvunget Kina til i langt højere grad at importere en række landbrugsprodukter. Titusinder af floder er allerede udtørret. Den virkelighed kan kommunistpartiet ikke længere ignorere. Også Kinas højere ambitioner på den verdenspolitiske scene spiller en rolle. Tidligere ledere har mest fokuseret på udvikling inden for landets grænser. Men efter sin tiltræden i 2013 har præsident Xi formuleret en ny udenrigspolitisk doktrin: Kina skal være »et stort land«, som det hedder. Klimaforhandlingerne er i den forbindelse en arena, hvor landet kan markere sig som en ny supermagt, der påtager sig ansvar for klodens fremtid. [email protected] ikke de andre gør noget, hvorfor skulle vi så? Det svækker bare vores konkurrenceevne. Men med kinesernes hævede ambitionsniveau har det argument tabt vægt. Dertil kommer, at klimatruslens alvor fremstår med større tydelighed for såvel Obamaadministrationen som befolkningen, end den gjorde for bare få år siden. Den amerikanske gennemsnitstemperatur er højere, end den nogensinde tidligere har været, siden man begyndte at måle den i 1895. Ekstreme vejrfænomener som eksempelvis tørke og orkaner er blevet både hyppigere og værre de senere år. Og en rapport udgivet af Det Hvide Hus konkluderede sidste år, at klimaforandringerne vil ramme særligt det amerikanske landbrug hårdt. Samtidig er den tidligere så klimaskeptiske amerikanske offentlighed ved at få øjnene op for problemet. En meningsmåling foretaget af forskere ved University of Michigan viser, at mindst 70 procent af amerikanerne nu anerkender eksistensen af global opvarmning. Og holdningsændringen rækker langt ind i det republikanske vælgerkorps. Andelen af partiets vælgere, der tvivler på, at der faktisk er ved at ske klimaforandringer, er på bare ét år faldet fra 41 procent til 26 procent. Endelig er der ’eftermæle’-faktoren, som bliver stadig stærkere, jo nærmere Obama kommer afslutningen på sin embedsperiode. Det haster, hvis han vil huskes som den præsident, der for alvor fik meldt USA ind i kampen for at redde kloden. Og det vil han gerne. [email protected] 46 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 ENQUETE Ønsker og ængstligheder V/Jørgen Steen Nielsen Illustration: Pernille Bækholm Sloth/iBureauet faktalink.dk Gå på opdagelse i over 500 temaartikler med dybde, debat og perspektiv Christine Feldthaus Claus Stig Pedersen Naomi Klein – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »Mit store håb er, at man på COP21 har lært af fortidens problemer med at nå til enighed om noget som helst. Denne gang skal der findes en løsning, hvor alle bidrager – og hvor verden i fællesskab sætter en pris på CO2-udledning. Der er ingen tid at spilde.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »Jeg har et inderligt ønske om, at vi med COP21 i Paris opnår en ambitiøs, bindende og langsigtet global klimaaftale. Det har vi virkelig brug for, og det haster. Tiden er ved at rinde ud, og der er mere end nogensinde behov for politisk mod, lederskab og markante beslutninger, der rækker langt ud over den næste valgperiode. Det håber jeg inderligt, at vi vil se i Paris. Politisk lederskab med klare, ambitiøse retningslinjer og incitamenter vil motivere det globale erhvervsliv til at sætte turbo på afmonteringen af klimaudfordringerne. Det er paradoksalt nok ikke de tekniske løsninger, der mangler for at løse klimaproblemerne. Det er markedet for disse løsninger, som har det svært, fordi det er for nemt og for billigt at fastholde de nuværende fossilbaserede og karbonintensive systemer, som skader os alle sammen. Jeg håber, at vi i Paris vil se politisk mod til at gøre op med dette, så vi i erhvervslivet på forretningsmæssige vilkår kan bidrage med vores allerbedste til løsningen af et af verdens største problemer – i partnerskab med det offentlige og civilsamfundet.« – Hvis du kan få opfyldt ét ønske, som kunne bringe verden tættere på at klare klimaudfordringen, hvad skulle det så være? »En global klimaaftale, der siger, at 80 procent af de fossile energireserver skal forblive i undergrunden, startende med de værste fossile brændsler: tjæresand og kul.« forfatter, foredragsholder og studievært – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Desværre lider vi mennesker af en evne til at fortrænge, hvordan fortidens efterladenhed vil påvirke os i fremtiden. Vi er ikke glade for at ændre adfærd, vi reagerer langsomt og har seriøse problemer med at forstå noget så diffust som CO2-udledning, som vi her i Europa ikke for alvor har mærket effekterne af på egen krop – endnu. Men efterhånden som også vi i den rige del af verden kommer til at leve med klimaforandringerne, skal der nok komme skub i sagerne. Hvis vi i Europa havde oplevet de tørkeproblemer, som f.eks. Afrika står over for – eller kolossale nedbørsmængder og gletsjerafsmeltninger med katastrofale følger – så var vi nok mere opsatte på at komme i mål på det kommende topmøde. Ellers kan vi sætte os og vente på de yderligere flygtningestrømme, som det vil udløse, når mennesker fordrives fra deres leveområder på grund af klimaforandringerne. Og så bliver det altså også vores udfordring.« Direktør for bæredygtig udvikling hos Novozymes, adjungeret professor ved Aalborg Universitet – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Den største hindring er, at det er for billigt og for nemt at bygge videre på den fossile grundplatform – og dermed fortsætte med at udlede CO2 i stor stil. De økonomiske og regulatoriske incitamenter til reduktion af CO2 er ikke stærke nok, og derfor sker der ikke forandringer i det omfang, vi bydende har brug for. For at bryde den barriere, har vi brug for en pris på CO2-udledning, der er så høj, at den reelt ændrer vor adfærd – og guider beslutninger og motiverer løsninger på både politisk og erhvervs- og forbrugermæssigt niveau. For at motivere den nødvendige omstilling til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi er der virkelig brug herfor! Man kan blive bekymret for, om vi igen taber modet og farer vild i myriaden af lokale, regionale og nationale politiske interesser. Skal Paris udmønte sig i en stærk aftale, må vi fastholde et skarpt, globalt blik for, hvad der er på spil, og hvad vi skal nå – på vegne af hele kloden. Det positive er, at den private sektor mere end nogensinde er villig og bedre i stand til at levere løsninger og leve op til dens meget store ansvar. Det er nok her, tingene har rykket sig allermest de seneste fem år.« Et tilbud fra bibliotek og skole Få overblik over både historiske begivenheder og brandaktuelle samfundsdebatter Canadisk journalist, forfatter til ’Intet bliver som før’ – Hvad ser du som den største barriere for omstillingen til en grøn, bæredygtig verdensøkonomi? »Den største barriere er de fossile energiselskabers mulighed for direkte at yde økonomisk støtte til politikere.« Dyk ned i emner som Grøn omstilling, Klimapolitik, Flygtninge, Islamisk Stat, Afrikanske løveøkonomier, De fire EU-forbehold, Den Kolde Krig, Nynazisme i Europa og meget mere Udgives af DBC A/S i samarbejde med iBureauet/Dagbladet Information 6513 Lad op til at køre B-Klasse lige nu. Uden registreringsafgift. A Daimler Brand Mercedes B-Klasse Electric Drive. Fra 319.900 kr. Gælder kun til og med den 31. december 2015. Den 1. januar indføres der registreringsafgift på el-biler i Danmark. Dermed stiger prisen på Mercedes B-Klasse Eletric Drive. Men hvis du skynder dig at lade op, så har vi stadig biler på lager uden registreringsafgift - klar til levering. B-Klasse Electric Drive er en 100% ren el-bil. Den giver nærmest ikke en lyd fra sig. Udleder ikke et milligram CO2 lokalt. Og kører op til 200 km på en ”tankfuld”. Fra 0-100 km/t klarer den på blot 7,9 sekunder. Bortset fra det er B-Klasse Electric Drive fuldstændig som enhver anden ny B-Klasse. Den har samme høje komfort, alt udstyret og er lige så kompakt, sikker og utrolig rummelig. Vil du have en ny B-Klasse uden registreringsafgift, skal du nok skynde dig at kontakte en Mercedes forhandler. www.mercedes-benz.dk Bent Pedersen A/S: Esbjerg. www.bent-pedersen.dk • Mercedes-Benz CPH A/S: Søborg. www.mercedesbenzcph.dk • P. Christensen A/S: Kolding, Odense. www.pchristensen.dk • Ejner Hessel A/S: Herning, Roskilde, Aalborg, Aarhus. www.hessel.dk Mercedes-Benz B-Klasse Electric Drive. Kontantpris fra 319.900 kr. Prisen er vejledende. Ekskl. leveringsomk. 3.780 kr. Bilen er vist med ekstraudstyr.
© Copyright 2024