OMSTILLING 2015 Download/1MB
JUNI 2015 DAGBL ADET INFORMATION FOLKEMØDE OMSTILLING Informations program – Bjergbevægelsen – Permakultur og dumpster diving – Kulkraftens sorte fremtid INDHOLD PERMAKULTUR S. 4-5 2 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 LEDER Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Bæredygtighed på skråplanet Mød Information AFVIKLING S. 6-7 Studietur førte til global klimabevægelse INFORMATIONS PROGRAM S. 8-9 Hvad kan du opleve på Informations stand på Folkemødet? FOSSILT S. 10-11 ’Hvis Seattle kan, så kan vi også i Eid’ Den norske oliefond afvikler investeringer i kul OPTUR S. 12-13 Lester Brown: ’Jeg er mere optimistisk nu end i 50 år’ Virksomheder har ikke ansvaret SMID IKKE UD S. 14-15 Det er svært at få lov at passe på tingene Hvad er mest ulækkert – skrald eller spild? Nu raser kampen om deleøkonomien Jorden kalder Bornholm LEDER KOLOFON Ansvarshavende chefredaktør: Christian Jensen Magasinchef: Søren Heuseler / iBureauet Art director: Jesse Jacob / iBureauet Redaktionssekretær: Nina Trige Andersen Skribenter: Jesper Løvenbalk Hansen, Johannes Hau Nørgaard, Jørgen Steen Nielsen, Lasse Skou Andersen, Louise Grønkjær, Sebastian Gjerding Fotoredaktør: Sigrid Nygaard Fotografer: Tommy Bredesen, Ulrik Hasemann Illustrator: Mia Mottelson / iBureauet Tryk: Sjællandske Medier Forsideillustration: Mia Mottelson/iBureauet Af Mette Davidsen-Nielsen og Christian Jensen V elkommen til Information. I avisens formålsparagraf står der, at Information skal være »et forum for det frie ord«. Det har været formålet, siden Information gik vi fra at være et illegalt modstandsblad under 2. Verdenskrig til et dagblad på befrielsesdagen i maj 1945. Og det er fortsat formålet. I dag drejer en af de vigtigste, sværeste og mest spændende samtaler sig om, hvordan vi i fællesskab kan skabe en bæredygtig fremtid for mennesker, samfund og natur. Den igangværende valgkamp illustrerer fraværet af konkrete, ambitiøse politiske tiltag over for de nuværende problemer og vægtige visioner for en bæredygtig fremtid. Selvom de fleste partier i princippet er for, er den grønne omstilling ikke for alvor på dagsordenen. De fleste forslag har karakter af hurtige og overfladiske besværgelser, der genbruger fortidens løsninger på fremtidens problemer. Kløften åbner sig mellem de gamle økonomiske paradigmer og spirer til nye livs- og produktionsformer. Der er langt mellem Christiansborg og græsrødderne, men på Folkemødet er der rig lejlighed til at tage del i debatten om den grønne omstilling. Information har f.eks. lånt en ladning brugte fiskekasser og bygget et lille, lokalt forum for det frie ord til lejligheden, hvor vi løbende lægger op til spændende samtaler om en bæredygtig fremtid. Vi byder også på god økologisk kaffe og dagens avis, når den nødvendige pause kalder. På Information ser vi det som vores opgave at finde, beskrive og debattere de ideer, eksperimenter og brudflader, der både viser forhindringer for og nye veje til den langtidsholdbare omstilling. Det ligger i naturlig forlængelse af, at Information altid haft sit udgangspunkt i de store bevægelser, der ændrer vores samfund. Vi var avis for modstandsbevægelsen, ungdomsbevægelsen, miljøbevægelsen og i dag er vi avis for det helt centrale spørgsmål: Hvordan den grønne omstillings tankesæt kan danne grundlag for nye visioner, der hjælper os til at slå automatpiloten med kurs mod yderligere global opvarmning fra som samfund og individer. Systemkritik og handling I dette tillæg samlet særligt til Folkemødet på Bornholm bringer vi eksempler på, hvordan Information løbende dækker, debatterer og analyserer den store omstilling. Læs om, hvordan den nye deleøko- ” Det giver mere end nogensinde mening at tænke lokalt og handle globalt nomi både byder på lokale byttemarkeder og globale digitale platforme baseret på kapitalistisk økonomi og daglejervilkår. Eller hvorfor den 81-årige amerikanske klimapioner Lester Brown mener, at det er netop nu omstillingen tager fart: »Jeg er mere optimistisk nu end på noget andet tidspunkt det seneste halve århundrede, fordi vi kan begynde at se, hvordan vi skaber en bæredygtig økonomi. Jeg tror, at vi i løbet af det næste årti kommer til at se forandringer svarende til, hvad der plejer at tage et halvt århundrede,« siger han. Vores ambition er at kombinere systemkritik med gode og handlingsanvisende historier, der kan få den bæredygtige udvikling til at tage fart. Det giver mere end nogensinde mening at tænke globalt og handle lokalt. Derfor indeholder dette tillæg både historier om det norske oliefond, der afvikler investeringer i kul og et indlæg af aktivisten og »skralderen« Liv la Cour, der »dumpster diver« i supermarkedernes skraldespande efter mad. God mad. Selvom du måske ikke er klar til at tage springet ned i den nærmeste skraldespand, er det vores håb, at læsningen af dette tillæg vil give dig appetit på mere udfordrende indhold. Blandt Informations læsere og journalister oplever vi en dyb optagethed af, hvordan vi kan omsætte perspektiverne i den store omstilling til relevant samfundskritik og konkret handling. Engagementet folder sig ud i avisen, på Information.dk, i bøger og i de mange debatarrangementer, vi afholder. Vi ser det som Informations opgave at finde og beskrive bestræbelser på at tænke og handle nyt og være et forum for diskussion om det nye versus det gamle. God læselyst og godt Folkemøde. Prøv Information gratis i en måned Den næste måned kan du få adgang til hele avisen digitalt hver dag og den trykte avis leveret fredag og lørdag. Det er gratis, du binder dig ikke til noget, og abonnementet stopper automatisk, når måneden er omme. Kast dig ud i det her: Besøg information.dk/1mdrgratis SMS “1mdr” til 1241, ring 70 10 19 30 eller scan QR-koden. Tilbuddet gælder kun husstande i Danmark, der ikke har abonneret de seneste 12 måneder. Prøvetilbuddet er gratis og uforpligtende. Avisen stopper automatisk efter en måned. SMS koster 0 kr. + alm. SMS-takst, betaling via mobilregning. Udbydes af Information, Store Kongensgade 40C, 1264 København K. Tilbuddet udløber d. 31. dec. 2015 4 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 PERMAKULTUR PERMAKULTUR Signe og Lars Gerlach med børnene Jonathan og Bastian er et af de to par, som ønsker at starte en permakulturbogruppe med skovlandbrug ved Svanholm ved Frederikssund. Fotograferet i en mindre skovhave ved Svanholm. Foto: Ulrik Hasemann Bæredygtighed på skråplanet På en skråning på Svanholm-kollektivets jorde vil unge ildsjæle etablere et lille skovlandbrug med den højst tænkelige grad af bæredygtighed og klimavenlighed. Kommunen bakker op, men Naturstyrelsen frygter byudvikling og siger nej. Hvem er ude på skråplanet? E Jørgen Steen Nielsen t sted på det økologiske storkollektiv Svanholms vidtstrakte jorde på Hornsherred findes en mindre mark i et hældende landskab, kaldet Gulsangerhøj. På en kold februardag står marken brun og bar, men i vækstsæsonen bruger Svanholms bønder den til at dyrke majs eller græs til det økologiske gods’ kreaturer. Det er på denne marks 11 hektar – svarende til 333 gange 333 meter – at Svanholm-beboerne Mira Illeris og Esben Schultz sammen med en håndfuld andre pionerer vil etablere, hvad der lyder som det mest visionære og kompromisløst bæredygtige eksperimentlandbrug, man kan forestille sig. Det lille landbrug skal ikke alene være økologisk efter de statsautoriserede regler. Det skal samtidig bidrage aktivt til klimaforbedring, være uafhængigt af fossile brændstoffer – ganske i tråd med regeringens 2050-mål for hele Danmark – øge stedets biologiske mangfoldighed, etablere lukkede stofkredsløb og sikre de involverede familier arbejde og udkomme og dermed mere liv på landet. Svanholm-kollektivet bakker projektet op, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling støtter det, og et enigt byråd i Frederikssund vil meget gerne have det. Der er kun én joker, der kan – måske vil – spænde ben for eksperimentet. Mere om det senere. Naturens designsystem Mira Illeris og Esben Schultz er uddannede økologiske landmænd. Dertil er de to ud af blot seks personer i Danmark, der er diplomgodkendt inden for såkaldt ’permakultur’, og samtidig de eneste to herhjemme, der udby- 5 der certifikatkurser for folk, der vil lære om permakulturens principper og metoder. Udtrykket kommer af ’permanent agriculture’ og handler om at tage afsæt i naturen og dens kredsløb som model for landbrugssystemer, beboelser og økonomier, der både imødekommer menneskets og jordens behov og samtidig er langtidsholdbare, ’permanente’. »Et designsystem«, kalder David Holmgren det, den australske økolog der for snart 40 år siden formulerede permakulturens grundprincipper sammen med biologen Bill Mollison. Det drejer sig om en i sandhed bæredygtig livsstil. Om at tage skridtet videre fra det økologiske jordbrug ved også at være fossilfri og ved at have fokus på de lokale stoflige og økonomiske kredsløb med så høj grad af selvforsyning og lokal forvaltning som muligt. Et system skræddersyet til en fremtid, hvor kul, olie og gas ikke er til rådighed, og hvor der bliver brug for lokal modstandsdygtighed, resiliens, i forhold til en sårbar globaliseret økonomi med skærpet konkurrence og øget ressourceknaphed. »Vores egen hovedmotivation er at vise en løsning på, hvordan vi kan håndtere klimaproblemet. Men det er et regulært, højproduktivt landbrugsprojekt. De, der bosætter sig her, skal drive erhvervsmæssigt landbrug og have en indkomst på at sælge produkter fra deres gård,« siger Mira Illeris. Projektets deltagere vil anlægge et skovlandbrug på Gulsangerhøj. Mens almindelig landbrugsdrift med bl.a. pløjning på det skrånende areal kan være besværlig og sårbar for jorderosion, er den sydvendte skråning ideel til skovlandbruget, som ikke indebærer pløjning, men til gengæld fordrer høj solindstråling. Skovlandbruget foregår i flere etager. Nederst bunddækkende planter og flerårige grøntsager, i næste lag buske med bl.a. bær, derover mindre træer med æbler, pærer, hasselnødder etc. og i øverste lag store træer af bl.a. ægte kastanje og valnød. Hjælp til klimaet »Det bliver en meget alsidig produktion,« siger Esben Schultz og fortæller, at skovlandbruget også skal omfatte høns, ænder, bistader og nogle grise, så der også produceres æg, honning og kød, og så stofkredsløbene bliver optimale. »Det skal være et kulstoflagrende landbrug: Når vi går fra pløjemark til flerårige planter og altså stopper med at pløje, vil der ske en lagring af kulstof i jord og plantemateriale. Vi taler om en ret betydelig lagring på omkring 700 ton CO2 pr. hektar fra starten som pløjemark, og til der er et udvokset skovlandbrug.« For hver person, der bosætter sig på stedet og bliver del af projektet, bliver der ifølge beregningerne tale om en CO2-indfangning på fire-fem ton om året i 70-årsperioden, indtil skovlandbruget er et fuldt modnet økosystem. Boligerne, der skal etableres på jorden, bidrager i sig selv til klimavenligheden. De skal – skruer og søm fraregnet – produceres af lokale materialer, dvs. områdets træer, ler og halm. Husene skal delvist forsænkes i skråningen og forsynes med græstag, så de er velisolerede, opsuger en smule CO2 og kan hente passiv solvarme gennem de sydvendte vinduer. Øvrig nødvendig energiforsyning kommer fra måske en fælles husstandsvindmølle, måske biogasanlæg, der foruden energi leverer kulstoffet fra det organiske materiale tilbage til jordbruget. Der installeres komposttoilet, og spildevand recirkuleres. Ved i høj grad at blive selvforsynende med fødevarer mindskes beboernes behov for indkøb af varer, der ofte er importerede langvejs fra og dermed klimabelastende. »Lægger man disse gevinster til skovlandbrugets evne til at hente CO2 ud af atmosfæren, så bliver projektet direkte klimaforbedrende,« vurderer Esben Schultz. Altså med en årlig CO2-udledning pr. person under nul. Erfarne folk Kan det lade sig gøre? Kan Svanholm-projektet blive et eksperimentarium for en ny landbrugsmodel i det fossilfri Danmark? Esben Schultz og Mira Illeris ved i hvert fald, hvad de taler om. De har været i gang med det økologiske i 15 år, har tidligere etableret selvforsynende have og selvbygget bolig på Sydfyn. »I dag har vi her på Svanholm en skovhave, bygget op efter permakulturprincipperne OPDATERING Projektet glæder sig gennem de seneste tre år. Så vi ved, at det kan gøres,« fortæller Esben Schultz. Denne skovhave er på 3.000 kvadratmeter og udgør et lille økosystem af plantearter, hvoraf de fleste er egnede til fødevarer, mens andre er funktionsarter, der dækker jorden, fikserer kvælstof og giver gødning. Her dyrkes mange slags flerårige grøntsager foruden jordbær, hindbær, brombær, æbler, pærer, bambus, yams og en hel masse andet, de færreste kender fra supermarkederne. I alt omkring 150 arter på hvad der svarer til 55 gange 55 meter. »Vi tænker ikke i enkeltplanter, men i økosystemer, hvor planterne understøtter hinanden. Planterne er indbyrdes placeret, så vi opnår optimal vækst,« siger Mira Illeris. Det nye og større projekt skal efter planen omfatte seks samarbejdende minilandbrug på den skrånende mark, hver med 1,5 hektar jord plus et fællesareal og hver med en bolig på 80 kvadratmeter. Foruden Mira Illeris, Esben Schultz og deres to børn, Eigil og Jelva, er Signe og Lars Gerlach – henholdsvis biolog og bygningssnedker – med børnene Jonathan og Bastian på nuværende tidspunkt del af projektet. »Vi vil gerne være del af den grønne omstilling og af et eksperiment som dette, der måske kan åbne nogle døre for andre. Samtidig giver det mulighed for en mere helhedsorienteret livsstil og for at give vores børn en god opdragelse, hvor de lærer nogle ting, som på sigt bliver vigtige,« siger Lars Gerlach. En kæp i hjulet Spørgsmålet er, om det bliver til noget. »Politisk bakker vi op om projektet,« siger formanden for Frederikssund Kommunes tekniske udvalg, Tina Tving Stauning (S). »Et fint forslag, et spændende projekt. Det skal nok komme igennem i en eller anden form,« supplerer udvalgets næstformand, Jens Ross Andersen (V), der dog selv som traditionel landmand tror på en anden udviklingsretning for dansk landbrug. Kommunen har for nylig gennemført en høring af det kommuneplantillæg, der skal laves forud for et sådant projekt. Ingen lokale har gjort indsigelser, tværtimod skrev lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening, at »DN ser ingen problemer i den ønskede placering på den sydvestvendte skråning«, og at det er »et oplagt sted at give tilladelser« til et forsøgslandbrug til gavn for dansk natur. Der kom imidlertid én indsigelse. Fra Naturstyrelsen, der vogter Planlovens bestemmelser. Det er »Naturstyrelsens vurdering, at etablering af seks-otte fritliggende boliger i landzone uden tilknytning til eksisterende bebyggelse er i strid med de hensyn, som den kommunale planlægning skal varetage i det åbne land og i det øvrige hovedstadsområde, herunder at medvirke til at sikre at spredt bebyggelse i det åbne land skal undgås«, hedder det i indsigelsen. Altså et klart nej fra Naturstyrelsen til skovlandbruget på Gulsangerhøj. Mira Illeris og Esben Schultz har i et brev til styrelsen argumenteret for, at dette ikke er eller kan blive en bymæssig bebyggelse, men handler om udvikling af landbruget inden for Svanholm-landbrugets område. Husene vil blive delvist skjult, fordi de indfældes i skråningen, og marken samtidig bliver til åben skov. Dertil bliver projektet overvåget eksternt af en bestyrelse forankret i Svanholm, som vil forlange, at projektet ikke får lov at brede sig, og at det drives konsekvent efter permakulturens principper. De to finder, at projektet passer perfekt til planlovens formålsparagraf, der bl.a. siger, at loven skal »medvirke til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.« Foreløbig lader Naturstyrelsen sig imidlertid ikke rokke: »Grundindstillingen herfra er, at boligfunktioner skal forbeholdes bysamfund, og at det åbne land skal friholdes fra byudvikling,« siger kontorchef i styrelsen Christina Hovmand. ” Lægger man disse gevinster til skovlandbrugets evne til at hente CO2 ud af atmosfæren, så bliver projektet direkte klima-forbedrende Esben Schultz Økologisk landmand – Men dette projekt er på en række måder helt i tråd med, hvad regering og folketing gerne vil: økologi, klimavenlighed, bæredygtigt byggeri, liv på landet etc.? »Projektet kan sagtens indeholde elementer, som harmonerer fint med at ligge i landområder, men det indeholder også elementer, som er byfunktioner. Det er problemet.« »Det er jo ikke, fordi verden går under ved opførelse af disse seks boliger, men vores opgave er at se dette i et langsigtet perspektiv: Hvis man tillader investeringer som disse, hvad sker der så om 20 år? Jo flere investeringer der bliver lavet i det åbne land, desto sværere er det at sikre den klare grænse mellem by og land, som er et af de helt grundlæggende planprincipper i planloven.« Christina Hovmand oplyser, at styrelsens indsigelse ikke kan påklages og derfor indebærer, at byrådet ikke vil kunne godkende projektet i den nuværende form. I realpolitikkens verden er det ikke ukendt, at en sag efter planloven løftes op på politisk niveau – til ministeren eller oppositionen – af nogle af sagens aktører. »Nu vil vi indgå i en dialog med kommunen om eventuelle løsninger på den aktuelle situation,« siger kontorchefen. Den 17. marts er der aftalt møde mellem Naturstyrelsen og de kommunale embedsmænd i Frederikssund, hvor man skal undersøge mulighederne. Folkene bag permakulturprojektet kan ikke deltage. Artiklen blev bragt i Information 4. marts 2015 × Siden artiklen om Svanholms skovlandbrug blev skrevet, har sagen udviklet sig. ’Der er et massivt ønske i Frederikssund Kommune om at finde en løsning, fordi man synes, det er en rigtig god ide. Derfor er vi i en proces med at definere de rammer, hvorunder projektet kan realiseres,’ siger Claus Steen Madsen, kommunens direktør for Teknik, Miljø og Erhverv. × Kommunen har nu i dialog med folkene bag projektet formuleret en række kriterier, som kan gøre det muligt at etablere permakulturprojektet og de tilknyttede bygninger, uden at komme i konflikt med planloven. ’Med vilkårene vil vi gerne betone, at dette ikke handler om boliger i det åbne land, men om landbrug, som der efter planloven sagtens kan være i det åbne land. Så vi vil gerne gøre det tydeligt, at dette ikke er en omgåelse, men tværtimod en tilstand, som hjemles i planloven,’ siger Claus Steen Madsen. × Vilkårene for projektet handler bl.a. om, at der skal drives landbrug på arealerne på en måde, så 75 pct. af beboernes husholdningsbehov bliver dækket af stedets ressourcer, og så der efter en anlægs- og opbygningsperiode på fem år ikke anvendes nogen form for fossile brændsler – heller ikke til køretøjer og maskiner ejet af beboerne. Bygningerne, som de kommende landmænd skal bo i, skal opføres af lokale naturmaterialer og bl.a. have et grønt bevokset tag. × Der skal også laves beregninger af skovlandbrugets økologiske fodaftryk, som efter fem år skal være nede på knap en tredjedel af gennemsnitsdanskerens aftryk. × Ifølge den kommunale direktør ventes betingelserne for skovlandbruget klar til politikernes godkendelse inden udgangen af juni. ’Vi er meget glade for kommunens velvilje og glæder os til at få myndighedsprocessen afsluttet, så vi kan komme i gang med dette pionerprojekt,’ siger Mira Illeris, en af initiativtagerne til skovlandbruget på Svanholm. 6 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 7 AFVIKLING AFVIKLING Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Studietur førte til global klimabevægelse For få år siden bestod bevægelsen for afvikling af fossile investeringer af en løs samling amerikanske universitetsstuderende. I dag har den udviklet sig til en global kampagne, der udgør en trussel for kul-, olie- og gasindustrien M Lasse Skou Andersen Jesper Løvenbalk Hansen ens mange af deres medstuderende havde travlt med at nyde efterårsferien, rejste en lille gruppe unge fra det amerikanske østkyst-universitet Swarthmore i oktober 2010 på studietur til Appalache-bjergene i delstaten West Virginia. De ville med egne øjne opleve et område, hvor mindst 470 bjergtoppe siden 1970’erne er blevet sprængt væk af mineselskaber på jagt efter billigt kul. Hvilket har medført store miljømæssige konsekvenser: For landskabet, hvor de tidligere så skovrige bjerge står skalperede tilbage, og floder er fyldt op med mineaffald. For biodiversiteten, der tidligere var den måske allerhøjeste i Nordamerika. Og for områdets beboere, der oplever en signifikant øget forekomst af blandt andet lunge- og hjertesygdomme. Dertil kommer det, man ikke kan se med det blotte øje: Bidraget til den menneskeskabte globale opvarmning. »Kontrasten mellem de majestætiske Appalachebjerge, der ikke var blevet ødelagt, og de udfladede bjergtoppe var skærende,« siger en af de studerende, Kate Aronoff, til den amerikanske avis The New York Times. »Det var et øjeblik, hvor forbindelsen mellem økonomisk og miljømæssig uretfærdighed blev helt klar.« Ligesom en række andre amerikanske universiteter er Swarthmore ganske velhavende. Universitetet råder over investeringer til en værdi af mere end 1,6 milliarder dollar, heraf en del – præcis hvor meget er der ikke offentlighed om – i de selskaber, der udvinder kul i Appalache-bjergene. Noget måtte gøres, besluttede de studerende. Hjemvendt fra studieturen startede de foreningen Swarthmore Mountain Justice, der med klassisk aktivistiske virkemidler som underskriftsindsamlinger og sit-down-aktioner arbejder for at få universitetet til at afvikle alle investeringer i fossil energi. Dermed blev de ifølge The New York Times pionerer for en bevægelse, der på rekordtid har antaget global karakter. Lignende initiativer er skudt op overalt i verden – også herhjemme, hvor medlemmerne af syv pensionskasser i denne måned skal tage stilling til, om deres opsparinger fortsat skal være investeret i fossil energi. Fremtrædende personligheder lige fra Sydafrikas ærkebiskop Desmond Tutu til FN’s generalsekretær Ban-Ki Moon har de seneste år erklæret deres støtte til den såkaldte divestment-bevægelse. Og en række universiteter, religiøse organisationer, investeringsfonde og byer har forpligtet sig på at afvikle deres fossile investeringer. Tilsammen repræsenterer de investeringer for mere end 50 milliarder amerikanske dollar. Blandt de mere opsigtsvækkende kan nævnes den 860 millioner dollar store Rockefeller-fond – hvis formue oprindelig er skabt i olieindustrien. En udvikling, der har fået forskere til at kalde bevægelsen en regulær trussel for kul-, olie- og gasindustrien. Ifølge Ben Caldecott, leder af divestmentforskningen ved University of Oxford’s Smith School of Enterprise and the Environment, kan bevægelsens transition fra lokal til global føres tilbage til en artikel i det amerikanske magasin Rolling Stone i juli 2012. I artiklen ’Global Warming’s Terrifying New Math’ gennemgik den kendte forfatter og miljøaktivist Bill McKibben tre tal, der satte den globale opvarmning i perspektiv. Det første tal var to grader – den grænse verdens ledere har sat for, hvor stor en temperaturstigning, vi kan leve med. Det andet tal var 565 gigaton – den mængde CO2, vi kan tillade os at udlede frem mod 2050 og stadig have en »fornuftig« chance for at undgå at overskride den vedtagne smertegrænse. »Fornuftig«, noterer McKibben, betyder i denne sammenhæng 80 procents chance, »eller noget værre odds end at spille russisk roulette med en seksløber«. Det tredje »og mest skræmmende« tal var 2.795 gigaton – det er den mængde CO2, der vil blive udledt, hvis vi brænder de i dag kendte reserver af kul, olie og gas af. »Lav selv regnestykket,« skriver McKibben. »2.795 er fem gange højere end 565. Det er sådan, historien slutter.« Bevægelsen samles Kort efter, at artiklen var publiceret, lancerede McKibbens organisation, 350.org, en kampagne for fossil divestment – eller på dansk: sort afvikling. Dermed fik bevægelsen, der hidtil havde været meget lokalt forankret på steder som Swarthmore, et samlingspunkt. Og så gik det stærkt. Ben Caldecott og hans kolleger fra Oxford Universitet har sammenlignet bevægelsens udvikling med andre lignende kampagner gennem tiden – blandt andet 1980’ernes ’boykot apartheid’ – og konkluderet, at den er den hurtigst voksende nogensinde. Det er der flere årsager til. »Det var en kombination af McKibben, hans velorganiserede netværk, og nogle nye, slagkraftige argumenter om, hvordan fossile investeringer ikke bare er miljømæssigt problematiske, men også udgør en finansiel risiko for investorer,« siger Ben Caldecott til Information. Han henviser til, at investeringerne risikerer at miste værdi, eftersom den nuværende værdisætning af selskaberne baserer sig på, at man kan hente alle de fossile reserver op af undergrunden. Hvilket man som nævnt ikke kan, hvis verdens ledere ellers står fast på deres to-graders-mål. »Samtidig var der en erkendelse af, at den traditionelle ngo-strategi, hvor man forsøger at påvirke olie- og energiselskaber, havde slået fejl set med mange aktivisters øjne. Og en faldende tro på, at de internationale klimaforhandlinger kan levere de nødvendige resultater. Der er kommet en større forståelse af, at selskaber og investorer bliver nødt til at gøre noget på egen hånd. Selv på en god dag er det, den internationale proces kan levere, ikke godt nok.« Også på de finansielle markeder er bevægelsen begyndt at sætte spor. Sidste år indgik finansvirksomheden FTSE, der leverer analyser og aktieindekser til investorer, et samarbejde med Blackrock – verdens største investeringsforvalter. De skal nu udarbejde indekser over aktier, der lader investorer undgå kul, olie og gas uden af den grund at mindske deres udbytte. »Vi ser et voksende skel mellem det, som mange fondsbestyrere tror, kunderne vil have, og så det som kunderne rent faktisk ønsker. Jeg tror, at det vil komme bag på mange i bran- chen, hvor meget det her spørgsmål betyder for rigtig mange investorer,« siger Kevin Bourne, administrerende direktør i FTSE. Han sammenligner også bevægelsen med den, man så mod Sydafrikas apartheid. Og effekten kan være lige så stor, mener han. Ikke mindst på grund af de sociale medier. »Vi ser den her bevægelse tage til i styrke, og jeg tror, den vil vokse rigtig meget de kommende måske fem-syv år.« Men det er også en generationskamp. Der kommer et voldsomt pres fra universiteter verden over, og da Kevin Bourne og hans kollega Gordon Morrison i sidste uge var på konference i New York med en række spidser fra de største investeringsfonde i verden, var det mest iøjnefaldende, at det var to studerende, der var hovedtalere på den del, der omhandlede divestment. »Når mine børn skal drille mig, siger de: ’Du har 15-20 år længere at leve i. Men vi skal være her de næste 50-60 år – og vi kommer til at opleve konsekvenserne af det her’. For dem er det et meget alvorligt problem,« siger Gordon Morrison. Trussel mod industrien Selv om divestment-bevægelsen så småt er ved at vinde indpas også på verdens børser, er resultaterne dog foreløbig mest symbolske. »Det, at en del investorer afvikler deres fossile investeringer, er ikke i sig selv nok til at få aktiekursen til at falde,« siger Ben Caldecott fra Oxford University. Alligevel tøver han ikke med at kalde bevægelsen en vidtrækkende trussel mod kul-, olie- og gasindustrien. »Den store effekt, som bevægelsen har haft – og kan få – er i forhold til at stigmatisere den fossile industri,« siger Ben Caldecott. Det er vigtigt af mindst fire årsager: Stigmatisering svækker industriens politiske indflydelse. Det kan medføre ny regulering af branchen. Det gør det sværere for de fossile selskaber at rekruttere og fastholde dygtige, unge medarbejdere. Og ikke mindst kan det gøre det sværere og dyrere for de fossile sel- skaber at tiltrække kapital til deres projekter, forklarer Ben Caldecott. »Hvis for eksempel et firma vil lave en ny kulmine i et udviklingsland, er man ofte afhængig af offentlig finansiering af den ene eller den anden art. Denne offentlige finansiering bliver sværere at få som følge af den sociale stigmatisering. Uden de offentlige kroner i ryggen bliver det også sværere – og ikke mindst meget dyrere – at kradse privat kapital ind,« siger Ben Caldecott. Tilbage på Swarthmore-universitetet er det nu mere end fire år siden, arbejdet for divestment begyndte. Mange af de studerende fra den oprindelige studietur til Appalache-bjergene blev færdiguddannede i sommer, men yngre studerende viderefører deres arbejde. For kampen er ikke vundet. Swarthmores bestyrelse har afvist at efterkomme de studerendes krav. I sidste måned afholdt de derfor endnu en af deres sit-down-aktioner. På papiret er de ikke kommet meget videre siden begyndelsen i 2010. Men i modsætning til dengang får deres aktioner nu omtale i store medier som The Guardian og offentlig støtte fra FN’s klimachef, den Swarthmore-uddannede Christina Figueres. Artiklen blev bragt i Information 14. april 2015 FAKTA Den sorte afvikling × Foråret 2011: De første protester mod investeringer i fossile brændsler finder sted på amerikanske campusser begyndende med Swarthmore College. × December 2011: Afviklingen begynder. Hampshire College i Massachussetts afvikler som den første akademiske institution sine investeringer i fossile brændsler. Skolens investeringer udgør blot 31 mio. dollar – hvilket er meget lidt sammenlignet med store amerikanske universiteter som Harvard og Stanford. × 2012: Forfatteren Bill McKibben skriver en artikel om behovet for sort afvikling i magasinet Rolling Stone. Snart efter lancerer han og 350.org deres kampagne ’Go Fossil Free’ med en turné rundt på amerikanske universiteter. × December 2012: Seattle bliver den første by i verden, der afvikler investeringer i fossil energi. × Oktober 2013: Bevægelsen får tag i Europa. Hollandske Boxtel afvikler som den første kommune sine fossile investeringer. × Maj 2014: 21.9 mia. dollar afvikles: Stanford University afvikler sine investeringer i kul. Universitetet er en stor investor med en portefølje til en værdi af 21.9 milliarder dollar. × September 2014: Rockefeller-fonden forpligter sig på at afvikle investeringer i fossil energi. Det bringer det samlede antal byer og institutioner, der afvikler den sorte energi, op på 180. × Marts 2015: Den norske hovedstad Oslo annoncerer, at man vil afvikle investeringer i kulindustrien. × April 2015: Medlemmer af syv danske pensionskasser stemmer om, hvorvidt deres opsparinger fremover skal være investeret i kul eller ej. 8 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 INFORMATIONS PROGRAM Omstilling - mød Information på Folkemødet Information inviterer alle til at møde, mærke og lade sig inspirere af de ildsjæle, der går forrest i kampen for bæredygtighed. Mød os på græsplænen ved F16, der danner rammen for Informations aktiviteter på dette års Folkemøde, og hvor de mange indtryk kan bearbejdes med en kop gratis økokaffe fra kaffecyklen og et kig i dagens avis. Program (teltplads F16) Torsdag den 11. juni 15.30 - 16.00 Informations redaktion byder velkommen til Folkemødet Hør om Informations fokus på omstillingen til et bæredygtigt samfund. Chefredaktør Christian Jensen præsenterer vores program på Folkemødet. 16.30 - 17.00 Fremtidens klimapolitik – Mogens Lykketoft Oplev formand for Folketinget og kommende formand for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft i samtale med Informations journalist Jesper Løvenbalk om fremtidens klimapolitik. Fredag den 12. juni 9.30 - 10.00 Morgensang med Informations redaktion Vi fortæller, hvilke begivenheder vi skal dække i dag med fokus på omstilling til et bæredygtigt samfund. Informations chefredaktør Chistian Jensen står for morgensang og det vil også være muligt at få dagens avis. 11.30 - 12.00 Derfor er divestment nødvendigt Hvor ligger mulighederne og barriererne for at kombinere hensynene til både miljø og klima og til de investeringsansvarliges fokus på at skabe det bedste afkast for investorerne? Samtale mellem Thomas Meinert Larsen fra Ansvarlig Fremtid og Peter Damgaard Jensen, adm. dir. i PKA. 12.00 - 12.30 Omstillingscafé on tour: Bæredygtig fødevareproduktion Liv la Cour, cand.scient.pol. og medlem af netværket Omstilling Nu, holder oplæg om bæredygtig fødevareproduktion. Derefter vil der være debat i grupper og fælles afslutning. Vi anbefaler i øvrigt 13.30 - 14.00 Bæredygtigt byggeri er fremtiden Arkitekt Kristoffer Tejlgaard, én af arkitekterne bag Dome of Visions, fortæller om nødvendigheden af bæredygtig arkitektur i fremtiden. 14.30 - 15.30 Samtalesalon om borgerlyst og handlekraft i hverdagen Hvordan kan vi som borgere selv være med til at forandre samfundet? Nadja Pass og Andreas Lloyd fra Samfundslaboratoriet Borgerlyst starter samtaler om, hvordan vi bedst finder sammen og kommer fra tanke til handling. 15.30 - 16.00 Samtale med Birgitte Escherich om bæredygtig fødevareproduktion Det kræver både mod, integritet og nytænkning, hvis danskerne skal spise bæredygtigt. Men det kræver også nye regelsæt og gentænkning af de økonomiske modeller. Birgitte Escherich, der er bestyrelsesmedlem i Chora Connection og direktør i Kostkompagniet, interviewes af Informations journalist Jesper Løvenbalk. 16.00 - 16.30 Religion, natur og klimakollaps Kan udbredelsen af grøn religion og spiritualitet verden over være med til at forhindre den store klimakatastrofe? Hør religionshistoriker Jens-André Herbener fra Syddansk Universitet, der er aktuel med bogen ”Naturen er hellig”. 16.30 - 17.00 Fremtidens klimapolitik – Connie Hedegaard Samtale mellem Connie Hedegaard, formand for Kann Foundation, og Informations journalist Jørgen Steen Nielsen. 17.30 - 19.00 Folkets røst (unconference) Information inviterer alle, der har noget på hjerte, til at være værter for – eller gæste – en samtale om omstilling til et bæredygtigt samfund. Kig forbi vores stand og se, hvad, der er meldt ind, eller skriv dig selv på til en samtale. 13.00 - 13.30 Jo, vaner kan ændres Emma Selbsager og Janne Wohlfeil dementerer udsagnet om, at danskerne ikke vil ændre vaner til gavn for klimaet. På de sociale medier følger en voksende skare deres ihærdige bestræbelser for at leve økologisk og komme affaldet til livs. Lørdag den 13. juni 14.30 - 15.30 Samtalesalon om borgerlyst og handlekraft i hverdagen Hvordan kan vi som borgere selv være med til at forandre samfundet? Nadja Pass og Andreas Lloyd fra Samfundslaboratoriet Borgerlyst starter samtaler om, hvordan vi bedst finder sammen og kommer fra tanke til handling. 9.30 - 10.00 Morgensang med Informations redaktion Vi fortæller, hvilke begivenheder vi skal dække i dag med fokus på omstilling til et bæredygtigt samfund. Informations chefredaktør Chistian Jensen står for morgensang, og det vil også være muligt at få dagens avis. 10.00 - 10.30 Skiftet fra den ydre til den indre modstandskamp Samtale mellem Silas Harrebye, ph.d. og aktivismeforsker, og Rasmus Willig, ph.d. og forfatter. 11.30 - 12.00 Hvordan kan mindre madspild bidrage til større omstilling? Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, i samtale med Informations journalist Jørgen Steen Nielsen. 12.00 - 12.30 Omstilling af pengesystemet – Ole Bjerg Oplev sociolog Ole Bjerg i samtale med soc.dem. Simon Simonsen og Informations journalist Jørgen Steen Nielsen om omstilling af pengesystemet. 16.00 - 16.30 Omstillingscafé on tour: Demokratisering af pengesystemet Ib Ravn, lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i foreningen Gode Penge, holder oplæg om pengeskabelse og demokratisering af pengesystemet. Derefter vil der være debat i grupper og fælles afslutning. 17.30 - 19.00 Folkets røst (unconference) Information inviterer alle, der har noget på hjerte, til at være værter for – eller gæste – en samtale om omstilling til et bæredygtigt samfund. Kig forbi vores stand og se hvad, der er meldt ind, eller skriv dig selv på til en samtale. Cirkulærøkonomi i praksis 12. juni 17.30 - 18.15 Vi bygger den cirkulære økonomi – med god genbrug af miljøministre. I 2015 taler vi meget om genanvendelse og materialekredsløb, men hvordan kommer vi derhen? Deltagere: Ida Auken, MF, Radikale Venstre. Connie Hedegaard, Formand, Kann Foundation. Frida Frost, Formand, IDA Ingeniørforeningen. Jesper Pagh, Direktør, Arkitektforeningen. Trine Richter, Green House Solution. Arrangør: DTU og IDA Sted: C6 DTU & IDA – Cirkuspladsen Fracking på Folkemødet – skal Danmark udvinde skifergas? 13. juni 09.00 - 10.00 Franske Total har indledt jagten på skifergas i Danmark. Mens modstanden vokser lokalt, mener andre, at Danmark kan stå over for et energiboom. Skal Danmark være et fracking-land? Og kan politikerne overhovedet stoppe boringerne? Deltagere: Henrik Høegh (V), Lone Loklindt (R), Per Clausen (EL). Arrangør: Mandag Morgen og Greenpeace Sted: F12 Mandag Morgen Universet – Ved Allinge Røgeri / Bibliotek Omstilling i kommunerne – hvordan gør man det godt? 13. juni 10.00 - 11.00 Hvad kan kommunerne gøre for at drive omstillingen – og hvordan gør de det bedst? Det giver fire kommuner deres bud på. Vær med til at diskutere best practice inden for bæredygtighed. Deltagere: Søren Birksø Sørensen, Dansk Symbiosecenter, Kalundborg. Lene Marianne Nielsen, Bæredygtig Er- hvervsudvikling, Aalborg. Marcel Meyer, Borgmester, Samsø. Inge Olsen, Direktør for Land by og kultur, Sønderborg. Arrangør: Avisen Kommunen og dknyt Sted: E22 Avisen Kommunen – Kampeløkke Havn Grøn dannelse – et nyt folkeoplysningsprojekt? 13. juni 12.00 - 13.00 Hvilken dannelse har vi brug for, hvis vi vil skabe et mere bæredygtigt samfund? Hvordan kan der blive plads til denne dannelse i vores uddannelsessystem? Samtale om grøn dannelse med politikere, forskere, ildsjæle og skolefolk. Deltagere: Andreas Lloyd, iværksætter. Karen MacLean, medstifter, Den Grønne Friskole. Jeppe Læssøe, professor, AU. Rane Baadsgaard Lange, Vestjyllands Højskole. Mads Strarup, Københavns Åbne Gymnasium. Arrangør: Højskolerne Sted: A1 Højskolernes Folkekøkken – Danchells Anlæg Kan man sætte pris på naturen – altså en økonomisk pris? 12. juni 12.00 - 13.00 Vi betragter ofte det naturen giver samfundet, f.eks. rent drikkevand og rekreation, som en gratis service, men bør vi det? Deltag i dialog med meningsdannere og bidrag til VILLUM FONDEN og VELUX FONDENs fremtidige fokus. Deltagere: Connie Hedegaard, Formand, Kann Foundation. Peter Birch Sørensen, Professor og formand, Regeringens Klimaråd. Thomas Harttung, Medstifter, Aarstiderne. Arrangør: VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN Sted: Pilekroen – Kirkepladsen 9 10 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 FOSSILT FOSSILT Den norske oliefond afvikler investeringer i kul Alfred Bjørlo er borgmester i Eid kommune. Nordmanden blev i julen 2012 så inspireret af Seattle, der som den første amerikanske by havde besluttet at afvikle sine investeringer i fossile brændsler. Det har siden bl.a. resulteret i, at Eid i januar i år som den første norske kommune vedtog en strategi for sort afvikling. Foto: Tommy Bredesen Det norske parlament har besluttet, at landets oliefond skal afvikle investeringer i en række kulselskaber. Oliefonden er verdens største statslige investeringsfond og en af verdens største investorer i kulindustrien. En sejr for miljøet, siger grønne organisationer ’Hvis Seattle kan, så kan vi også i Eid’ En bølge af sort afvikling skyller over Norge, og selv den stenrige Oliefond står til at sælge ud af sine investeringer i kul. Det hele begyndte i en lille by i Vestlandet hjemme hos den lokale borgmester, der endelig fik tid til at tænke tanker i sin juleferie D Af Louise Grønkjær a Alfred Bjørlo gik på juleferie i 2012, havde han endelig ro til at lade sig opdatere på, hvad der skete uden for det norske Vestland, hvor han til daglig er Venstreborgmester i den lille norske kommune Eid. Han gik på nettet, surfede, og Twitter ledte ham via hashtaget #divestment til en artikel i The Guardian, som fortalte om, hvordan Seattle som den første amerikanske by havde besluttet at afvikle sine investeringer i fossile brændsler: »Der stod, at det var the mayor, som havde stået for det. Og det fik mig til at tænke: Det er faktisk muligt. Der er ingen grund til, at vi ikke kan gøre det samme. Vi kan som en lille kommune ikke indføre letbaner eller tage andre klimainitiativer, som man kan i de store kommuner. Men det her har vi akkurat lige så store muligheder for at gøre som dem,« siger Alfred Bjørlo, som iført en T-shirt fra Eid Rock Klubb sidder over for mig og slubrer caffe latte i sig med sugerør på en af Eids cafeer. 11 Vi har søgt ly i det bagerste lokale. Både for den iskolde regn, som skyller ned over Eid, når skyerne som denne lørdag kommer ind fra fjorden og rammer fjeldene rundt om byen. Men også for forstyrrelser. For ligegyldigt hvor på den korte brostensbelagte gågade vi sætter vores fødder, giver Alfred Bjørlo hånd, nikker, smiler, konverserer og griner med de af kommunens 6.000 indbyggere, som har forvildet sig ud i regnvejret. Fra Eid til Oslo I disse uger har lobbyisterne fra kul- og olieindustrien og de grønne organisationer travlt med at lægge pres på de norske politikere i Stortinget i Oslo. Den 4. juni skal de nemlig beslutte, om Norges stenrige Oliefond skal sælge ud af sine investeringer i fossile brændsler, og meget tyder på, at et flertal uden om regeringen vil stemme for. Men for at forstå, hvordan det overhovedet er blevet muligt for Norge, en af verdens største olieproducerende nationer, at sætte spørgsmålstegn ved sit klimaengagement, er jeg taget til Eid, otte timers buskørsel fra Oslo. Da Alfred Bjørlo i januar 2013 kom tilbage fra juleferie, ringede han til de norske kommuners fælles pensionsfond, KLP, som er Nor- Af Johannes Hau Nørgaard I ges største pensionsfond med samlede aktiver for 500 mia. norske kroner. Han spurgte, om ikke KLP kunne afvikle sit engagement i kulindustrien. Det spørgsmål havde KLP ikke fået før. Men efter et ekspertudvalg havde set på sagen, vedtog et bredt flertal af de norske kommuner, at KLP skulle sælge ud af sine investeringer i kulindustrien med øjeblikkelig virkning samt øge sine investeringer i grøn energi. »Det viser, at det handler om politisk vilje. Der var jo opbakning til det, men der er nogle, der skal tage initiativet, og det var der ikke nogen, der havde tænkt på. Tingene sker ikke af sig selv,« siger Alfred Bjørlo og tjekker en sms, der tikker ind på hans iPhone. Ligesom hans MacBook er den udsmykket med billeder af de får, som græsser på Eids fjelde. »Vi bestiller dem på nettet,« forklarer han, da jeg bemærker fårene. Ud til Alfred Ligegyldigt hvilken organisation eller stortingspolitiker i Oslo, som jeg har fortalt, at jeg skal til Eid, har reaktionen lydt: »Hvor hyggeligt. Ud til Alfred.« Og her er hyggeligt. Det fik jeg allerede på fornemmelsen, da jeg for et par uger siden ringede til Alfred Bjørlo for at melde min ankomst. Efter at have sikret sig, at jeg ikke var »allergisk mot katter«, inviterede han og hans kone Magni mig til at overnatte i karlekammersengen på familiens gæsteværelse. Med store glaspartier og fladt tag skiller familien Bjørlos moderne træhus sig ud fra de klassiske træhuse med sprossede vinduer og snoede udskæringer, som ligger drysset ud over kommunen. Den åbne stue, hvorfra man kigger lige ud på elven, er indrettet med Arne Jacobsen-stole, brændeovn, plankebord og lammeskindsbetrukket bænk. Og ud over Alfred og Magnis to børn huser et af rummene også to netop udklækkede kyllinger, som sønnen Iver har døbt Tændstik og Snefnug. Det er tre år siden, Alfred og Magni Bjørlo byggede det firkantede træhus. Inden da boede parret i Oslo i flere år, mens Alfred Bjørlo arbejdede som politisk rådgiver for Venstre. For parret var det udslippet af radioaktiv forurening i Golfstrømmen fra det skotske atomværk Dounreay i slutningen af 1980’erne, der startede deres miljøengagement, og det var også den sag, der fik Alfred Bjørlo til at gå ind i politik. Da jeg lørdag aften sidder på bagsædet af familiens elbil på vej hjem fra en omgang Beethoven i det lokale operahus, fortæller Magni, hvordan hun og Alfred i studietiden indsamlede prøver af det norske regnvand. Prøverne afslørede, at pH-værdien var alt for sur. »Jeg kan også huske, at vi plantede grantræer. Men jeg kan ikke huske hvorfor,« siger Magni, da vi er kommet hjem og fortsætter snakken over et glas vin, mens Alfred lægger billeder på sin Facebook-profil fra aftenens koncert. »Jeg går meget op i at være aktiv på de sociale medier,« forklarer han undskyldende. »Jeg bruger mest Facebook, hvis det er noget lokalt, men hvis det er noget om miljø og klima, bruger jeg Twitter til at nå Oslo.« Det nytter noget Efter KLP’s beslutning om at trække sine investeringer ud af kulindustrien ville Alfred Bjørlo også have byrådet i Eid til at opsætte grønne mål for kommunens eget budget. Ligesom Seattle. »Til at begynde med var det ikke alle, der kunne se, hvorfor en lille kommune skulle til at drive storpolitik,« husker Alfred Bjørlo. Især det traditionelle bondeparti, Centerpartiet, syntes, at det ville klæde den moderne borgmester med lidt ydmyghed. Der var nok at tænke på lokalt med skoler og sygehuse, lød det. Alligevel vedtog Eid den 29. januar i år som den første kommune i Norge en strategi for sort afvikling, som endda går længere end KLP’s ved også at sætte en maksimumgrænse på syv procent for investeringer i andre fossile brændsler som olie og gas. »Det var en af de dage, hvor jeg følte, at det hele faktisk nytter noget,« siger han. Eids og KLP’s beslutninger om sort afvikling fik, som Alfred Bjørlo udtrykker det, »snebolden til at rulle«. I marts fulgte Oslo som den første hovedstad i verden trop, og nu går Oliefonden måske i dens fodspor: »Jeg kan jo ikke bevise, at det var KLP, som inspirerede Oslo og nu Oliefonden, men jeg har da en fornemmelse af, at vi satte gang i noget, der rakte ud over Eid,« siger Alfred Bjørlo. Eid har unægteligt formået at skabe national og international opmærksomhed om sin sorte afvikling, men det kniber lidt med den lokale opmærksomhed. Inde i butikkerne i de gamle hvide træhuse på gågaden har man ikke hørt om beslutningen om sort afvikling. Da jeg endelig opstøver en person, som har hørt om det, viser det sig, at hun selv sidder i byrådet. Den lokale ugeavis har kun skrevet en mindre note om beslutningen. Ingen undskyldning Eid Kommune har selv måttet sande, hvad klimaforandringer kan have af omkostninger. De gamle hvide træhuse inde ved gågaden i det lavtliggende bycentrum er de senere år blevet oversvømmet, ligesom kommunen de forrige to vintre har været nødt til at støtte det lokale skicenter med en krisepakke, fordi der ikke har været sne på løjperne. »I Eid mærker vi vigtigheden af en ambitiøs klima- og miljøpolitik hver eneste dag. Derfor er vi nødt til at tage ansvar på alle niveauer,« siger Alfred Bjørlo. Han køber ikke det argument, som kritikerne af sort afvikling har fremført, om, at det er bedre at påvirke producenterne af fossile brændsler indefra som aktive investorer. »Der er ingen pointe i at påvirke noget, som vi alligevel skal bort fra, indefra,« siger han og lægger ikke skjul på, at han gerne så, at flere fulgte i Eids fodspor. »Bæredygtig energi er kommet langt, men mangler bare muskler i form af kapital. Så der er ingen undskyldning for ikke at sadle om,« siger Alfred Bjørlo så insisterende, at jeg ikke er i tvivl om, at divestment for ham er meget mere end et hashtag. Artiklen blev bragt i Information 13. maj, 2015 nvesteringer i kulselskaber skal afvikles. Sådan lyder den enstemmige melding fra samtlige partier i det norske parlament, der derved ønsker, at Norge rider med på den globale divestmentbølge. Afviklingen af sorte investeringer bliver formelt stemt igennem i det norske storting den 5. juni og vil betyde, at den norske oliefond frasælger sine investeringer i kul- og energiselskaber, hvor mere end 30 procent af omsætningen stammer fra kulminedrift eller fra kulafbrænding. Ifølge landets finansminister, Siv Jensen fra Fremskrittstpartiet, vil det betyde, at oliefonden skal afvikle investeringer i 5075 selskaber til en samlet værdi i omegnen af 35 milliarder norske kroner. De virksomheder, der står til at ryge ud af oliefondens investeringsportefølje, tæller store internationale selskaber som blandt andre det tyske RWE, Kinas Shenhua, Duke Energy fra USA og det svenske Vattenfall, beretter flere norske medier. Både norske politikere og diverse grønne ngo’er har udtrykt begejstring over, at nordmændene har kunne nå frem til denne løsning. Torstein Tvedt Solberg fra Arbeiderpartiet kalder afviklingen af de omtalte investeringer en stor sejr for klimaet. »Jeg er enormt glad for, at alle partier er enige om at trække oliefonden ud af kul. Kul er den ansvarlige kilde til de største udslip af drivhusgasser,« siger han til norske E24. Og den grønne norske ngo Framtiden i våre hender kalder politikernes udmelding »historisk«. Ngo’en skriver i en pressemeddelelse, at det er »afgørende« for at holde den globale opvarmning på under to grader, at »store investorer tager sin del af ansvaret«. Derfor er det »glædeligt«, at de norske politikere nu vælger at gå foran, lyder det. De store slipper Som Information tidligere har beskrevet, har sort afvikling længe været på dagsordenen i Norge, og partierne har været uenige om, hvorvidt det var bedre for miljøet at påvirke sorte virksomheder indefra eller afvikle investeringerne. Men nu skal kulinvesteringerne altså afvikles, og miljøorganisationen Greenpeace kalder det en triumf for miljøet: »Dette er en enorm sejr for divestmentbevægelsen, og det vækker håb om, at investeringsmønstre kan ændres,« siger Truls Gulowsen, leder af Greenpeace i Norge i en pressemeddelelse. Både Greenpeace, Framtiden i våre hender og den tyske ngo Urgewald har i de seneste uger indsamlet 50.000 underskrifter mod investeringer i kul, og i en rapport fra sidste år opfordrede de den norske regering til ikke at investere i kulselskaber. Fordi grænsen for, hvilke firmaer der ikke kan investeres i, er sat til en procentdel af omsætning i stedet for en absolut værdi, betyder det, at oliefonden fortsat kan investere i nogle af verdens største kuleksportører. Flere gigantiske kuleksportører som Glencore, Anglo American og BHP Billiton vil fortsat leve op til de norske politikeres krav, fordi de også er store på andre områder end kul, der derved fylder mindre en 30 procent af den samlede omsætning. Bolden ruller Lederen af Framtiden i våre hender, Arild Hermstad, siger til Information, at det ville have gjort aftalen stærkere, hvis der også var bestemt en fast grænse for udledning af CO2 for at få de store virksomheder ud. Han påpeger dog, at aftalen giver mulighed for at udvide antallet af virksomheder, som oliefonden ikke skal investere i: »Der er et kriterium, som handler om, at virksomheder, der skader miljøet ved at udlede store mængder CO2, kan blive udelukket fra fondens investeringsportefølje,« siger han med henvisning til, at det bliver en vurderingssag fra firma til firma. »Så selvom de er store, kan de ikke vide sig sikre,« siger han. Det er ikke blot i Norge, at der er fokus på sort afvikling. I tirsdags annoncerede University of Edinburgh i Skotland, at man inden for seks måneder vil afvikle investeringer i kul og tjæresand efter protester fra universitetets studerende, over at universitetet ikke tidligere har villet afvikle de sorte investeringer. Og i Frankrig har finansministeren Michel Sapin erklæret, at der er en ny lov på vej, som forpligter institutionelle investorer såsom pensionskasser, forsikringsselskaber og fonde til at offentliggøre, hvor stort et CO2-udslip deres investeringer medfører. Artiklen blev bragt i Information 29. maj 2015 FAKTA Kulindustrien er trængt på alle fronter × I Kina, verdens mest kulforbrugende nation, var kulforbruget i årets første fire måneder otte pct. lavere end samme periode sidste år. × I USA vil der i år blive lukket kulkraftværker med en kapacitet på 12.800 megawatt, tre gange så meget som sidste år. × Bank of America meldte sidst i maj, at man er i fuld gang med at nedtrappe sine globale investeringer i kulmineselskaber. × Den franske forsikringsgigant Axa fortalte samtidig, at man inden året er gået vil afhænde værdipapirer i kulmineselskaber og elselskaber med kulkraftværker til en værdi af 3,7 milliarder kr. × Det franske energiselskab Total – selskabet, der vil udvinde skifergas i Nordjylland – melder, at man vil trække sig ud af sine kulmineprojekter i bl.a. Sydafrika. × Verdensmarkedsprisen på kul er faldet med over 60 pct. siden højdepunktet i sommeren 2007 som udtryk for den reducerede efterspørgsel. × • Aktiekursen for verdens største privatejede kulmineselskab, amerikanske Peabody Energy, er faldet med omkring 95 pct. siden 2011. 12 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 13 OPTUR OPTUR Nøjagtig som tobaksselskaberne blev brændemærket for en generation siden på grund af cigaretrygningens sundhedsskadelige virkninger, vil de fossile energiformer blive belastet af deres medvirken til at ødelægge Jordens klima, mener Lester Brown. Foto: Joachim Ladefoged/Polfoto ’Jeg er mere optimistisk nu end i 50 år’ Virksomheder har ikke ansvaret for den grønne omstilling Man kan anskue antallet af mærkningsordninger som direkte proportional med den politiske apati eller vilje til at regulere dette område. Men vi kan ikke privatisere os til omstilling. Det kræver fælles handling I dag udsender den amerikanske miljøpioner Lester Brown sin bog nummer 53, ’The Great Transition’. Samtidig bebuder han sin tilbagetræden som leder af tænketanken Earth Policy Institute i en alder af 81. Men han har på ingen måde tænkt sig at stoppe sit virke. For netop nu tager omstillingen fart H Af Jørgen Steen Nielsen an blev født i støvets år. 1934. Dengang de amerikanske prærier første gang blev ramt af The Dust Bowl, støvstormene der fulgte en periode med tørke og en tankeløs landbrugspraksis, hvor nymodens traktorer pløjede græsland op for at give plads til hvede, men hvor den blottede muld i stedet blæste bort. En økologisk katastrofe der hærgede 400.000 kvadratkilometer landbrugsjord, og hvis dystre sociale konsekvenser for landbefolkningen, John Steinbeck skildrede i blandt andet Vredens druer. Støvskyerne blæste helt til den amerikanske østkyst, hvor Lester Brown blev født, og hvor hans far netop i støvets år, under den amerikanske depressions værste tid, besluttede at blive landmand i New Jersey. Det handlede om at skaffe føden, overleve. Nu har Lester Brown passeret 80 og netop besluttet at trække sig tilbage og lukke sin tænketank, Earth Policy Institute, efter i mere end et halvt århundrede at have ageret som en af klodens mest indsigtsfulde, indflydelsesrige og respekterede fortalere for en mere nænsom omgang med Jorden, dens natur og miljø. Og som for at slutte cirklen stopper han med en advarsel om nye dust bowls på vej. »Den ene i det nordvestlige Kina og den anden i Afrika syd for Sahara,« fortæller Lester Brown, i tidernes morgen selv agronomuddannet, i telefonen fra Washington. I modsætning til 1930’ernes USA er det i Asien og Afrika overgræsning, ikke overpløj- ning, der fører til jorderosion og støvstorme og dermed truer evnen til at brødføde en stadig større befolkning. »Disse støvstorme er meget større end dem, vi oplevede i USA i 1930’erne,« siger Brown. »USA og Kina er faktisk sammenlignelige, hvad angår antallet af køer: I størrelsesorden 100 mio. hver. Men hvor USA har ni mio. får og geder, har Kina 282 mio., og det er problemet. Geder æder som bekendt alt, som er grønt, og dermed rydder de vegetationen og baner vej for erosion.« Og dette sker i en situation, hvor de globale fødevareforsyninger er under pres fra mange andre sider. »På efterspørgselssiden af fødevareligningen bidrager befolkningsvækst, øget velstand og omdannelsen af fødevarer til motorbrændstof sammen til rekordstigninger i forbruget. På forsyningssiden gør ekstrem jorderosion, tiltagende vandmangel og Jordens stigende temperatur det sværere at øge produktionen.« »Verden lever nu fra det ene år til det næste i et stadigt håb om at kunne producere nok til at dække det stigende behov,« skriver Lester Brown på Earth Policy Institutes hjemmeside og minder om, at næsten hvert syvende menneske på Jorden stadig er underernæret. Bog nr. 53 Men selv om flere har søgt at sætte prædikatet ’dommedagsprofet’ på ham gennem årene, stopper Lester Brown ikke som sortseende skeptiker på menneskehedens vegne. Han benytter tværtimod sin formelle tilbagetræden til at udsende sin bog nr. 53 med den fremadrettede titel The Great Transition og med et budskab om, at den globale økonomi i dag er på vej mod et markant skift, en accelereret omstilling til en grøn energiforsyning. Bogen udkommer på engelsk i dag og er ifølge Af Signe D. Frese Brown planlagt til oversættelse til mindst 20 sprog, heriblandt kinesisk. »Jeg er mere optimistisk nu end på noget andet tidspunkt det seneste halve århundrede, fordi vi kan begynde at se, hvordan vi skaber en bæredygtig økonomi. Jeg tror, at vi i løbet af det næste årti kommer til at se forandringer svarende til, hvad der plejer at tage et halvt århundrede,« siger han. »CO2-udledningerne er steget markant gennem mere end et halvt århundrede, men med de teknologier, som nu baner sig vej på markedet, og som kan producere el billigere end kulfyrede kraftværker, kan vi øjne konturerne af en økonomi, der primært forsynes via sol og vind.« I The Great Transition dokumenterer Lester Brown, hvordan teknologiske, økonomiske og sociale kræfter nu »konvergerer mod at fremme denne store omstilling. I hans optik og formulering fremstår omstillingen som indlysende logisk og uafvendelig: »Hvor prisen på fossil energi er overvejende råstofafhængig og vil stige over tid i takt med, at brændslerne bliver mere knappe, så er elproduktion med vind og sol overvejende afhængig af teknologi, hvor omkostningerne falder i takt med den forbedrede viden. Hvert land har sin egen forsyning af vedvarende energi – både sol og vind er bredt distribueret og samtidig uudtømmelige. I modsætning til kul og olie vil mængden af sol og vind forbrugt i dag ikke reducere den tilgængelige mængde i morgen.« Bogen er spækket med informationer og dokumentation for, hvordan det nu rykker i udviklingen og udbredelsen af vedvarende energi. F.eks. fortæller Brown, hvordan de store tyske energiselskaber RWE og E.ON har været hårdt økonomisk trængt, bl.a. fordi stadig flere borgere installerede solpaneler og begyndte at producere elektriciteten selv med fald i både elprisen og selskabernes samlede indtjening til følge. Derfor tilpasser de to selskaber sig nu den nye markedssituation og sætter i stigende grad selv fokus på vedvarende energi. Efter at bogen gik i trykken, er det således kommet frem, at E.ON ud over at søge sine kulkraftværker afhændet nu også vil trække sig fra olie- og gasaktiviterne i Nordsøen. »I takt med at den offentlige mening om vores energifremtid flytter sig, vil selskaber involveret i kul-, olie- og gasindustrien blive brændemærkede. Nøjagtig som tobaksselskaberne blev brændemærket for en generation siden på grund af cigaretrygningens sundhedsskadelige virkninger, vil de fossile energiformer blive belastet af deres medvirken til at ødelægge Jordens klima.« Strandede værdier Brown er overbevist om, at den begyndende investorbevægelse bort fra den fossile energis ’strandede værdier’ – reserver der ikke vil blive kapitaliseret, fordi klimaet ikke kan tåle afbrændingen – er uafvendelig. »Hele vejen gennem historien har økonomiske omstillinger efterladt strandede værdier i deres kølvand. Tænk på skiftet fra hvalolie til petroleum. Eller fra hest og enspændervogn til bil. Denne energiomstilling er ingen undtagelse. Den vil efterlade sig en hoben strandede værdier.« I modsætning til visse andre veteraner i miljøog klimadebatten – som James Hansen, James Lovelock og George Monbiot – finder Lester Brown ikke, at atomkraften kan spille nogen rolle som redningsplanke under klimakrisen. »Atomkraften, hvis omkostninger også fordrejes af enorme subsidier, kan udelukkes alene af økonomiske grunde. Atomkraftens dårlige økonomi er hovedårsagen til det fald i den globale elproduktion baseret på atomkraft, som begyndte for næsten et årti siden,« skriver han. Miljøeksperten med den naturvidenskabelige baggrund er formentlig uden sidestykke, når det handler om at indsamle og bearbejde myriader af data om både de økologiske udfordringer og de teknologiske og økonomiske perspektiver i omstillingen. Men i sin nye bog kommer han også ind på vekselvirkningen mellem vores sociale liv og det energisystem, vi lever med. Samtidig med at sociale kræfter via f.eks. den tiltagende ’divestment’-bevægelse mod fossile investeringer presser på for de grønne løsninger, så former disse også i sig selv måden, vi lever, tænker og handler på. »I takt med at verden i dette århundrede skifter til sol og vind, bliver energiøkonomien også mere lokal. Vore kilder til elforsyning kommer så tæt på som tagene over vore hoveder. I stedet for at små grupper af selskaber og lande producerer og kontrollerer det meste af verdens energi, vil mennesker overalt blive del af energisektoren og klare deres egne energibehov via solpaneler,« mener Lester Brown. »Energiomstillingen vil ikke blot forandre måden, vi anskuer verden, men også hvordan vi ser på os selv.« Som meget ung mand startede Lester Brown i faderens fodspor, som tomatavler. Siden fulgte agronomuddannelsen og studier på bl.a. Harvard University, arbejde som landbrugs- og fødevareekspert for den amerikanske regering, så et mere end 25 år langt virke som stifter og leder af miljøforskningscentret Worldwatch Institute med de årlige State of the World-rapporter og senest, siden 2001, indsatsen med Earth Policy Institute, der formelt lukker og slukker den 1. juli. – Du er netop fyldt 81. Du startede med at avle tomater – vil du nu slutte cirklen, trække dig tilbage og passe din have efter en livslang indsats for det globale miljø? »Nej, jeg har ingen have, og selv om jeg trækker mig tilbage som leder af instituttet, og vi lukker aktiviteterne ned, har jeg til hensigt at blive ved at udforske og skrive om disse emner i en overskuelig fremtid. Min interesse er ikke svækket – faktisk oplever jeg denne nye bog som måske den mest spændende bog, jeg nogensinde har arbejdet med. Fordi vi nu omsider begynder at kunne se den store omstilling.« Artiklen blev bragt i Information 15. april 2015 FAKTA Solstrålen Lester Brown Lige før Lester Browns Earth Policy Institute lukker ned, præsenterer han på sin hjemmeside en række opsigtsvækkende data om fremgangen for solenergi: × Prisen på solpaneler til elproduktion er faldet med 99 pct. gennem de seneste fire årtier og med tre fjerdedele bare siden 2009. × I 14 lande er el fra solpaneler nu ifølge Deutsche Bank konkurrencedygtig med el til de gennemsnitlige forbrugerpriser, selv uden tilskud. × Ved udgangen af 2014 var der næsten 600.000 individuelle solcelleanlæg i USA – næsten en fordobling siden 2012. × Antallet af solenergianlæg på hustage i det ellers så kulbegejstrede Australien er steget fra 8.000 i 2007 til nu over en million. × Olielandet Saudi-Arabien har installeret, påbegyndt eller planlagt solcelleanlæg med en samlet kapacitet på 41.000 megawatt, nok til at dække to tredjedele af nationens elbehov. D er tales meget om det. Men når det gælder miljø- og klimaudfordringer, synes der at eksistere politisk berøringsangst for, ikke bare at italesætte de store udfordringer vi står over for, men rent faktisk at reagere på dem. Man har i høj grad overladt det til markedet at drive den grønne udvikling, og det ses tydeligt på den skov af mærkningsordninger, der er vokset frem igennem de seneste 20 år. Alene i dagligvarehandlen skal kunderne orientere sig i mere end 60 forskellige mærker, hvor de skal tage stilling til, hvorvidt de vil sikre bæredygtigt fiskeri, redde regnskoven og delfinerne, støtte fair handelsvilkår for fattige bønder i Afrika, vælge varer uden farlig kemi og hormonforstyrrende stoffer, og forbedre dyrevelfærden osv. Man kan anskue antallet af ordninger som direkte proportional med den politiske apati eller vilje til at regulere dette område. Men i stedet for at diskutere de store visioner og forvandle dem til reelle handlinger, bruger politikere for mange kræfter på lave marginale ændringer i lovteksterne eller kritisere det private erhvervsliv for at sætte forkerte varer på hylderne og ikke gøre nok for at fremme den grønne indkøbsadfærd. Ikke kun håndværkerfradrag Planetens fremtid er i høj grad blevet reduceret til et forbrugerpolitisk spørgsmål, men det er en fejl at tro, at markedskræfter alene kan drive en grøn omstilling. For sagen er, at forbrugere ændrer vaner meget langsomt, og det skyldes, at vi som forbrugere foretager en form for risikovurdering, inden vi ændrer adfærd. Kogt ned til en Maggi-terning er der fire centrale risikofaktorer, der alle skal være til stede, før det resulterer i ændret forbrugerad- færd. For det første skal risikoen opleves som noget, der pludseligt kan indtræde. For det andet skal risikoen have konkret betydning for den enkelte eller for ens familie. For det tredje skal risikoen opleves som noget, der er uden for egen kontrol, og endelig skal risikoen vurderes at have fatale konsekvenser for en selv eller ens nærmeste. Er disse fire faktorer til stede, er der gode forudsætninger for, at mennesker ændrer adfærd og dermed indkøbsvaner. Et eksempel på det var, da forbrugerne i 2011 boykottede agurker på grund af frygten for tarmbakterien VTEC. Reaktionen blev så kraftig, fordi den normalt ellers så uskyldige agurk pludselig var blevet en dødbringende fare, der lå inde i køleskabet – i hjertet af hjemmet. De fire faktorer ligger også til grund for, hvorfor flyrejser opfattes som mere risikofyldte end at cykle ned til bageren søndag morgen – selv om der er langt større sandsynlighed for at komme til skade på cykelturen, end at flyet styrter ned. Fordi forbrugeradfærd styres af en sådan risikovurdering, er det en stor udfordring at få forbrugere til at agere på f.eks. abstrakte og langsomt indtrædende klimaforandringer og biodiversitetstab, som ikke påvirker vores hverdag direkte. At plantebæltet flyttes et par grader mod nord på grund af klimaforandringerne, betyder ikke noget for den enkelte og kædes ikke sammen med, at man drejer tændingsnøglen, når man kører på arbejde. De presserende udfordringer vi står over for, kan vi ikke privatisere os ud af. Og vi må derfor ikke overlade den grønne omstilling til den enkeltes valg ved køledisken. Det kræver fælles handling. Rygeloven er et godt eksempel på, hvordan regulering har haft stor effekt på adfærd, som ingen kampagner ellers tidligere har haft. Grøn omstilling er også et samfundsspørgsmål, som vi skal have reelle politiske diskussioner om og handlingsforslag til, hvordan vi løser. Måske kunne vi i det forestående folketingsvalg løfte blikket fra håndværkerfradrag, grænsebomme og hundelov og i stedet tage hul på denne debat? Signe D. Frese er ansvarlighedschef for Irma Indlægget har været bragt i Information 13. maj 2015 14 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 I N F O R M AT I O N OMSTILLING 2015 SMID IKKE UD SMID IKKE UD Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Illustration: Mia Mottelson/iBureauet Hvad er mest ulækkert – skrald eller spild? Det er svært at få lov at passe på tingene Af Sebastian Gjerding D et er sjældent, at et billede af et gammelt vindue i en avis kan få mennesker helt op i det røde felt. Men en avisannonce fra Nykredit med et gammelt vindue og ordene om, at »er man en boligbank, må man også have styr på, hvornår dine vinduer skal skiftes« provokerer virkelig forfatter Signe Wenneberg. »If it aint broken why fix it. Det er jo en del af hele denne her ting, der har varet siden 1960’erne om, at vi bare skal have mere, større og udskifte noget der ikke er i stykker. Men hvorfor skal vi det,« siger hun. Signe Wenneberg har i denne uge udgivet bogen Byg Bæredygtigt, og hun mener, at billedet i annoncen er et tydeligt bevis på, at man ikke har forstået noget om hverken bæredygtighed, kvalitet eller vinduer: »Når jeg ser det her vindue i annoncen, ser jeg et smukt gammelt vindue, der sagtens kan holde 100 år mere. De har virkelig valgt en dårlig case, fordi det er rigtig fint og slet ikke tjener deres formål,« siger hun. I en debat på Facebook om Nykredits annonce påpegede to lektorer fra Arkitektskolen ligesom Signe Wennebrg, at deres forskning har vist, at det stort set aldrig kan betale sig energimæssigt at udskifte gamle vinduer. Signe Wenneberg ser en vanetænkning ligge bag annoncen: »De kører på det gamle paradigme om, at vi bare skal have vækst, vækst, vækst, bruge, bruge, bruge, låne, låne, låne. Men der er vi jo ikke mere. Vi er nogle stykker, der er inde i et andet paradigme, hvor vi siger: ’Hold kæft, vi skal ikke udskifte et vindue, der udmærket kan passes. Hvorfor bruge flere af naturens ressourcer på nye vinduer, når vi har et vindue der virker?’« Den cirkulære økonomi – at øge genanvendelsen af produkter og lade mindre gå til spilde af både miljømæssige og økonomiske grunde – er en løbende kulturkamp, om hvordan man skal bygge, dyrke, spise og forbruge. Om man skal købe nyt eller få ting repareret og om alle de systemiske forhindringer, der står i vejen for en omstilling til en grønnere økonomi. Ifølge Signe Wenneberg er det et forsøg på at profilere et nyt paradigme, når hun, Bonderøven og andre bæredygtighedsmeningsdannere forsøger at gøre op med en tilgang til ting og materialer, der har været dominerende de sidste mange årtier. Hendes egen udforskning af det bæredygtige byggeri startede med, at hun købte et faldefærdigt sommerhus på en grund i nærheden af Vejby i Nordsjælland. Her stødte hun mere konkret ind i levn fra 1960’er-mentaliteten: »Jeg købte et gammelt skrammelhus, som jeg troede, jeg kunne redde, fordi det er det mest bæredygtige. Men det kunne overhovedet ikke reddes, for der var intet af det, der havde nogen værdi,« siger hun. »Det var fra 1965, og det er bygget til én generation. De har slet ikke tænkt over at bygge noget, der holdt til flere generationer end dem selv.« 15 Da befolkningen blev rigere, varerne billigere og lønningerne højere, gik reparationerne i glemmebogen. Jakken bliver kasseret, når lynlåsen går i stykker; iPhonen bliver skiftet, når glasset bliver ridset; køleskabet ryger ud, hvis en skuffe knækker. Men der er en modbevægelse i gang. I denne uge reagerede den på en annonce med et gammelt vindue Retten til at reparere Dårlige materialer og produkter, der er svære at vedligeholde, møder man ikke bare i byggeriet. Hvis en få år gammel køkkenmaskine, barbermaskine, et køleskab, et musikanlæg, en mobiltelefon eller printer begynder at opføre sig underligt eller holder op med at virke, er beskeden ofte, at det ikke kan betale sig at få den repareret. På et værksted hos Miljøog Energicentret i Høje Taastrup har de i en årrække forsøgt at gøre op med den tilgang ved at have en håndfuld mennesker tilknyttet enten som frivillige eller i fleksjob: »Hovedparten af det, vi tager ind, vil andre ikke rigtigt røre ved,« siger Knud Anker Iversen, der er daglig leder på centret. Hvad der kan repareres, afhænger af, om det er muligt at komme ind i maskinen, og om det kan lade sig gøre at skaffe reservedele til en rimelig pris. Doktrinen er, at man gerne går et ekstra skridt for at finde frem til fejlen, men at selve udbedringen skal kunne betale sig at lave for kunden. Men selv om man på værkstedet i Høje Ta- astrup forsøger at give mange ting en chance til, støder de også på forhindringer, der gør det umuligt: »Der er nogle ting, som man ikke kan få reservedele til, selv om produktet kun er tre år gammelt. Vi havde et fjernsyn inde i går, men reservedelen eksisterede simpelthen ikke længere,« siger Knud Anker Iversen. Problemet med reservedele og produkternes reparationsduelighed er en praktisk udfordring, men også et politisk krav for en global bevægelse af fixere og reparatører. På hjemmesiden iFixit.com har brugere uploadet tusinder af reparationsmanualer til bl.a. tablets, telefoner, kameraer, computere og støvsugere, og der er tilknyttede forummer, hvor brugerne hjælper hinanden med de problemer, de støder på. Det handler dels om udbredelsen og om promoveringen af en ny reparationskultur, men også om at kæmpe for selve retten til at kunne reparere. Flere selskaber hemmeligholder, hvordan deres produkter fungerer af konkurrencehensyn eller for selv at beholde et monopol på at afgøre, hvornår et produkt skal udskiftes. Konkurrencen på elektronikområdet har i mange år handlet om at få prisen ned, og det har betydet, at mange producenter bruger dårlige reservedele, der er svære at skaffe og lettere går i stykker. Andre gange må reparatørerne give op, fordi det fysisk ikke er muligt at komme ind i f.eks. en køkkenmaskine uden at bryde nitter op. Ifølge et nyt studie sat i gang af det tyske miljøagentur bliver livet for vores elektroniske produkter stadigt kortere. Og andelen af store husholdningsmaskiner, der skal udskiftes inden for de første fem år på grund af defekte dele, er steget fra syv procent i 2004 til 13 procent i 2013. Undersøgelsen viser dog også, at en endnu større grund til udskiftninger af produkter er, at forbrugerne i en tredjedel af tilfældene køber nye, mens de gamle stadig virker fint. Skæve fliser For Signe Wenneberg handler det i høj grad om en kulturændring i vores forbrug. Om at tænke mere langsigtet end bare et par år frem og om at se muligheder i de ting, som andre kasserer. Som da hun skulle have ny belægning til sin have: »Det er noget af det allermest klimabelastende, at man bruger rent drikkevand til at lave cement og beton. Fliser er meget miljøbelastende, og det er helt sindssygt, at man smider så meget belægning ud, fordi det lige skal være pænt,« siger hun. I stedet kontaktede hun en anlægsgartner for at høre, om der var noget, han var ved at smide ud. Gartnerne skal betale for at køre ting på lossepladsen, men hun tilbød i stedet at aftage hans sten gratis. Resultatet blev nogle skæve granitfliser, der var skåret fra, da der var blevet anlagt en skaterbane i Gentofte og en masse fortovsfliser fra København som var kasseret på grund af rustpletter. »Det blev en helt okay indkørsel. Folk har skrevet til mig og spurgt, hvor jeg har købt belægningen, selv om den bare er noget, som ellers var endt på lossepladsen. Anlægsgartnere er ofte rigtigt kede af, at de skal smide så meget ud, og det koster dem rigtigt mange penge. Men hvis du kan sige, at du tager imod for 0 kroner i stedet for at de skal betale 1.500 kroner for at komme af med stenene et andet sted, så er det til begges fordel. Og alle kan da ringe til en anlægsgartner,« siger Signe Wenneberg. »Man skal se på, om der er noget, man kan bruge, der er i cirklen i forvejen. For du skal ikke gå udenfor cirklen i den cirkulære økonomi, men tage noget, der allerede er i brug, og bruge det en gang til og måske gøre det til noget finere, end det var før. Når man river noget ned, kan man også tænke over, om der er nogen, der kan have glæde af materialerne og ringe dem op. Det tror jeg, der vil komme meget mere af i fremtiden«. Af Liv la Cour J eg er vild med god mad. Går sjældent på kompromis med smag og kvalitet, reflekterer over, hvad jeg putter i min krop, og hvordan det er produceret. Turen i skraldespanden kan derfor få venner til at studse. En skraldespand signalerer umiddelbart ikke kvalitet, sundhed, eller inviterer til løbende mundvand. Eller det skulle man ikke tro. Jeg vil hævde, at det burde den ikke. Men det kan den. Fangsten er forbløffende. Det er oftest frugt og grønt. Meget økologisk og meget uden tegn på dårligdom. Æblerne måske lidt stødte, en enkelt tomat i bakken dårlig, eller spidskålens yderste blade gulnede. Denne del af fangsten kan forklares. Som forbrugere vil vi have varer, der ser friske ud. Og vi vil ikke betale for seks tomater, hvis kun fem er gode. Det vil jeg heller ikke. Det virker på en måde uretfærdigt. En ’sidste salgsdato rabat’ bliver heldigvis mere udbredt. Men indsatsen er langt fra tilstrækkelig. Andre dele af fangsten bryder rammerne for absurditet, og frembringer en mærkværdig følelseshybrid af forargelse og tilfredsstillelse. Det sker, når cykelkurven fyldes med lækre franske eller himmerlandske oste, gammeldagsmodnede sild, ølandshvede eller nødder. Her er intet mønster. Datomærkningen kan være måneder ude i fremtiden. Jeg opdager under jagten, at jeg søger at finde mening i udsmidningen. Ønsker at forstå det valg, som hver eneste kassering jo er. Men må erkende, at meningsløshed eller ubevidsthed tilsyneladende gennemsyrer mange handlinger. efterår og vinter, er chokerende. Og udsmidningen fortsætter året rundt.Vi smider i Danmark årligt over 700.000 ton mad ud, som kunne være spist. Det er 137 kilo pr. person. Heraf faktisk blot 163.000 ton fra detailhandlen. Det størst spild sker i hjemmet med 260.000 ton årligt. Det, der på cykelturen bliver en personlig fangst, er altså blot en lille del af et enormt kollektivt spild. Og det er ikke kun et spørgsmål om mad. Landbrug & Fødevarer har vurderet, at danskernes madspild koster 11,6 mia. kr. årligt. Kan det bære? Hvis vi dertil kigger ud over de nationale grænser, får madspildet et etisk perspektiv. For ca. en milliard mennesker er under- eller fejlernæret. Samtidig forklares intensiveret landbrugsdrift (ofte med miljøskadelige konsekvenser) med, at vi skal producere 70 procent mere mad for at kunne brødføde kommende generationer. Men på verdensplan produceres der allerede i dag fødevarer til, hvad der svarer til 4.600 kcal per indbygger, dobbelt så meget som nødvendigt! Men fordi store dele af fødevareproduktionen bliver til dyrefoder frem for menneskelig kost, skaber vi global ubalance. Der går f.eks. syv kg korn til et kilo oksekød. Samtidig koster 1 kg oksekød ca. 25 kg CO2. Til sammenligning giver et kilo kylling ca.tre kilo og et kilo kartofler 0,2 C02. Mindre madspild. Og lidt mindre kød. Ville det være så slemt? Den første skraldetur for over 1½ år siden krævede overvindelse. At samle mad fra en skraldespand er umiddelbart ulækkert og ekstremt. Men er det ikke mere ekstremt og ulækkert, at vi smider tusinder af ton god mad ud, mens mennesker sulter og vi tærer unødigt på jordens ressourcer? Madspild i tusinde tons Der er naturligvis store mængder af reelt skrald, jeg aldrig ville sætte tænderne i. Desuden er ’skraldning’ et sæsonarbejde, for så snart forårssolen får os til at smide vinterjakkerne, kan jeg ikke opretholde de høje råvarestandarder. Skraldespanden er ikke længere et ekstra køleskab, men en bakteriebombe. Men mængden af gode og velsmagende fødevarer, jeg høster Liv la Cour er cand.scient.pol., MSc, fuldmægtig samt medlem af netværket Omstilling Nu. Oplev Liv La Cour på Informations stand, fredag 12. juni kl 12 Indlægget blev bragt i Information 18. marts 2015 Nu raser kampen om deleøkonomien Mens danskere bytter tøj og deler haver i bæredygtighedens navn, eksploderer andre steder en ny kapitalistisk økonomi baseret på kraftfulde digitale platforme og rettighedsløse daglejere Af Jørgen Steen Nielsen Artiklen blev bragt i Information 28. marts 2015 Jeg skralder. Eller er med det mere poetiske engelske udtryk en ’dumpster diver’. Det vil sige, at jeg cykler rundt i mit mondæne kvarter på Østerbro og ’dykker ned’ i skraldespande fra supermarkeder og bagerbutikker »D eleøkonomi skal en dag blive til cirkulær økonomi som erstatning for den nuværende lineære økonomi,« skrev Claus Skytte, forfatter og kreativ strateg, i bogen Skal vi dele?. Skytte er selv del af den ny økonomi som initiativtager sammen med sin hustru, designeren Stine Skytte Østergaard, til kjolebyttebutikken Resecond, hvor man mod et medlemsgebyr kan bytte de kjoler, som ellers typisk bæres to-tre gange, før de ender på en bøjle i klædeskabet eller kasseres. Resecond har butik i København og Aarhus og crowdsourcer nu i Aalborg og Sønderborg for også at kunne åbne et hjørne af bytteøkonomien her. »Jeg erkender, at jeg er stor tilhænger af deleøkonomi. Men jeg har altid været stor tilhænger af alt det nye, så det skal du ikke lade dig distrahere af,« hedder det i starten af Skyttes bog. Og i dag tegner der sig et temmelig komplekst og tvetydigt billede af denne fremspirende ny økonomi. Er det begyndelsen på en økonomisk model, der kan bringe fællesskab, samarbejde, lukkede kredsløb og skånsomhed over for planeten i centrum? Eller ender det som endnu en tilpasning af kapitalismen, en udnyttelse af nyopdukkede muligheder for at skabe ny vækst, profit og big business på bekostning af mennesker og miljø? Teknologi og værdi To forhold har bestemt det ny fænomens opdukken: En udvikling af teknologien og en udvikling af bevidstheden. Internettet rummer i dag platforme, hvor alle kan nå hinanden, kobles sammen og få gavn af hinandens kompetencer, ideer, ting, sager og andre ressourcer. Nye muligheder for samarbejde mellem professionelle og amatører, mellem formel og uformel økonomi kommer til syne, nye muligheder for borgernes deltagelse i problemløsning, produktion og planlægning viser sig. Platformene understøtter, formidler, koordinerer – brugerne skaber i fællesskab. Journalisten og forfatteren Peter Hesseldahl er projektleder på projektet We-economy og taler om den ny ’vi-økonomi’ som alternativ til den gamle ’jeg-økonomi’, hvor det at eje viger for det at kunne anvende, hvor fokus flyttes fra produkt til proces, hvor tingene foregår åbent frem for lukket, samt via deling frem for eksklusivitet. Til dette kommer et holdningsskred ... Læs resten på www.information.dk. Artiklen blev bragt i avisen 28. januar 2015 BØGER MED KANT POLITIKEN ”Fremragende ”Fremr ragennde sammenfatning” sam mmenfatning” ”Har man ikke opdaget, hvilke forandringskræfter der er på spil midt i den globale krise, vil Jørgen Steen Nielsens bog være et godt sted at vågne op til virkeligheden.” MANDAG MORGEN WEEKENDAVISEN OPLEV JENS-ANDRÉ P. HERBENER PÅ FOLKEMØDET NATUREN ER HELLIG OPLEV OLE BJERG PÅ FOLKEMØDET Find bøgerne på Engang var der guder i planter, træer, dyr og bjerge i religioner over hele verden. Men i løbet af de sidste 2000 år har de naturorienterede religioner været på voldsomt tilbagetog. Det er en af grundene til den globale klimakrise, der er det alvorligste problem, menneskeheden står over for i dag.
© Copyright 2024