Tidsskrift for Socialpolitisk Forening
Nr. 4 / 2015
TEMA
På vej mod en
?
evidensæra
2.0
INDHOLDSFORTEGNELSE
TEMA
Tidsskrift for Socialpolitisk Forening
Formand: Robert Olsen
Landssekretær: Allan Bærentzen
Social Politik udkommer seks gange
årligt og sendes automatisk til alle
medlemmer og abonnenter
Redaktion:
Tanja Dall (fung. ansv.)
Se øvrige bagerst i bladet.
Dette nummer er redigeret af:
Martin Fjording og
Matilde Høybye-Mortensen
Redaktionssekretær:
Katrine Muusmann Gerdes
og Allan Bærentzen
ISSN 0905-8176
ISSN 2245-8905 (online)
Artikler fra Social Politik kan citeres
med tydelig kildeangivelse.
Redaktionen gør opmærksom på, at
artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller
Socialpolitisk Forenings synspunkter.
Socialpolitisk Forening
Strandgade 6, st.
1401 København K
Tlf.: 40 23 43 20 (dagligt 10 -15)
www.socialpolitisk-forening.dk
[email protected]
Merkur Bank: 8401 1107640
Oplag: 1.100
Forsidefoto: Okko Pyykkö (CC BY
2.0, https://creativecommons.org/
licenses/by/2.0/legalcode)
På vej mod en evidensæra 2.0?
Martin Fjording og Matilde Høybye-Mortensen
På vej mod en evidensæra 2.0?................................. 3
Turf Böcker Jakobsen
Begreber bliver brugt i blinde.................................... 6
Peter Østergaard Andersen
Hvad betyder dokumentationsarbejde for
pædagogisk faglighed?........................................... 11
Kirsten Harboe og Helene Hindberg
Dokumentationen har taget overhånd...................... 16
Lars Uggerhøj
Vidensproduktion i socialt arbejde........................... 21
Maiken Kruse Westergaard
Et skridt tilbage som vejen frem............................... 26
Stella Mia Sieling-Monas og Per Westersø
Vidensbasering af socialt arbejde
– Glimt fra FORSA’s årsmøde 2014.......................... 31
Klumme
Finn Sørensen
Endnu en pind til socialpolitikkens ligkiste................. 35
Lokalforeninger
Socialpolitisk Forening Hovedstaden
UDENFOR // INDEFRA
– Fortællinger om ikke at høre til.............................. 36
Internationalt Udvalg
Ole Meldgaard
Social tryghed i Norden.......................................... 37
Del praksiserfaringer med ENSACT.......................... 38
Tryk:
Eks-Skolens
Trykkeri ApS
Joint World Conference on Social Work,
Education and Social Development.......................... 38
3
På vej mod en
evidensæra 2.0?
AF MARTIN FJORDING OG MATILDE HØYBYE-MORTENSEN
I løbet af de sidste 10 til 15 år er evidensbølgen for alvor skyllet ind over
det socialpolitiske landskab. Evidens, effektmålinger og dokumentation
er blevet helt centrale elementer i både den socialpolitiske tænkning
og i det sociale og pædagogiske arbejde. Både selve politikken og de
indsatser, der iværksættes, skal evidensbaseres. »Viden, der virker«, har
i mange år været mantraet.
Evidens, effektmålinger og dokumentation har uden tvivl været med
til at kaste lys over et ellers tåget område. Fra indsatser, vi enten følte var
gode, indsatser der var politisk flertal for, eller fordi det var det, vi altid
har gjort, har videns- og evidensbaserede tilgange til socialt arbejde givet øget indblik i sociale indsatsers virkning og til dels givet klarhed over,
hvorfor og hvordan de virker. Denne vidensbasering har også åbnet
for, at vi nu i højere grad kan undersøge, hvad vi får for pengene – og
med hvilke indsatser, det bedst kan betale sig at sætte ind med, altså
de såkaldte cost-benefitanalyser. Bedst og billigst, som det har lydt, ikke
bedst eller billigst.
Evidens, effektmålinger og dokumentation er samtidig blevet socialpolitiske buzzwords, der rækker ud over en (videnskabelig) nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der virker, så vi kan få den bedst forankrede socialpolitik og hjælpe udsatte bedst muligt. Evidens er nærmest
blevet lig med dokumenteret (videnskabelig) viden og viden nu lig med
effekt. Og vel efterhånden i en sådan grad, at når noget er evidensbaseret, så ved vi (per automatik), at det virker.
Evidensbaserede tilgange er også en bestemt måde at betragte socialpolitikken og det sociale, pædagogiske arbejde på, hvori ligger nogle
særlige styringslogikker og rationaler, der rammer både forvaltningers
og de konkrete sociale indsatsers og frontpersonalers handlemuligheder ind. Samtidig kan det indebære en række (uheldige) bivirkninger.
Eller sagt på en anden måde; at rulle et evidensregime ind over socialpolitikken er ikke et ‘uskyldigt’ foretagende, der emmer af neutralitet
og objektivitet. F.eks. kan der være en tendens til, at når man måler
indsatser på en bestemt måde, så tilrettelægges arbejdet i forhold til at
opfylde målene, ikke nødvendigvis i forhold til det, der er mest behov
for hos borgeren eller det, som skaber størst udvikling. En tendens man
gennem talrige studier også har set indenfor et område som internatio-
4
nal bistands- og udviklingarbejde. Her har man set, at kravet om målbarhed kan påvirke, hvem der får hjælp – og hvem der ikke får. Samtidig
kan krav om målbarhed skabe et underliggende incitament til, at man
visiterer de mindre ressourcesvage, og altså derved øger muligheden
for en positiv effekt.
Sidst er der store økonomiske interesser bundet op på en sådan
ny socialpolitisk tænkning. Effektmåling er blevet så centralt, at man
formentligt ikke skal gøre sig mange forhåbninger om at få midler til
projekter fra store offentlige puljer, hvis ikke evidens, måling og dokumentation indgår i ansøgningen. Dermed bliver det til et konkurrenceparameter i kampen om de altid knappe ressourcer: Den, der kan skrive
sig bedst ind i evidensbaseringen og dokumentationskravene, vinder.
Med evidensbølgen har målinger og dokumentation filtreret sig videre ned og ud i de sociale indsatser. Både i form af, at indsatser skal
være evidensbaserede og i form af, at medarbejdere og frontpersonaler skal dokumentere. Spørgsmålet er, hvad det gør ved det sociale
arbejde? Hvilken kvalitet har al denne dokumentation, og hvad bliver
den brugt til? Hvordan opleves det af frontpersonalet, og hvad gør det
ved det sociale og pædagogiske arbejde? Det er nogle af disse temaer,
vi sætter fokus på i dette nummer af Social Politik.
Vi lægger ud med en artikel af Turf Böcker Jakobsen, som i et tilbageblik gennem de sidste 15 år, afdækker evidens som det måske mest
centrale begreb i debatten om socialt arbejde. Han peger bl.a. på, at introduktionen af evidensbegrebet i Danmark ikke var forskningsdrevet,
men snarere et resultat af øget pres på statsforvaltningen og dermed
i høj grad koblet til et behov for økonomisk effektivisering. Et forhold
der sjældent kastes lys over og diskuteres. Han afslutter sin artikel med
spørgsmålet, om vi er på vej ud af evidensens første tidsalder – og
om vi dermed er på vej til en evidensæra 2.0, hvor vi skruer ned for
evidensretorikken og istedet ‘bare’ kan fokusere på vidensbaseringen
af det sociale arbejde.
I forlængelse heraf afdækker Peter Østergaard Andersen, hvordan
dokumentations- og evalueringskrav er med til at påvirke den pædagogiske praksis. Han viser, hvordan aktiviteterne, og ikke mindst den
opmærksomhed de tillægges, medvirker til at skabe en hel række af
mere eller mindre bevidst tilsigtede forandringer for den pædagogiske
faglighed. Han peger på udviklingen af to forskellige – og modstridende
– former for professionsforståelser, samtidig med at der med dokumentationsarbejdet skabes en tendens til en hierarkisering af fagprofessionelle.
I næste artikel af Kirsten Harboe og Helene Hindberg kastes et blik på
dokumentation set ud fra praktikerens perspektiv. Med udgangpunkt
i at udføre dokumentationen i praksis, stiller de spørgsmål ved hvilken
5
form for dokumentation og vidensskabelse, der er nyttig i arbejdet?
Giver dokumentationen mening – og for hvem skal det give mening?
Og hvordan påvirker det deres arbejde med socialt udsatte?
Hernæst sætter Lars Uggerhøj fokus på vidensproduktionen i den
socialfaglige praksis, hvordan vi skaffer denne viden, og hvordan vi kan
gøre det til en del af en bredere socialfaglig vidensproduktion. Han viser
tre modeller herfor og argumenterer for tættere samarbejdsrelationer
mellem praksis og forskning med en stærk praksisforankring i forhold til,
hvad der skal undersøges og hvordan – og som en anden, bedre tilgang
end de mere top-down styrede evidensprogrammer.
I næstsidste artikel af Maiken Westergaard stilles der skarpt på et
ofte overset forhold omkring evidensbaserede programmer, nemlig
implementeringen. Forskning om implementering inddrages ikke systematisk i selve modellerne. Med udgangpunkt i PTMO-programmet
påpeger hun, at der kan være meget store nationale forskelle, og hvor
der ikke tages højde for, hvordan det påvirker implementeringen af
programmerne. Noget kan tyde på, at Maiken Westergaard generelt
har en pointe: Souschef i Socialstyrelsens kontor for Sårbare Unge og
Integration, Michael Karlsen, forklarede i BT, lukningen i 2015 af den
stort anlagte evidensbaserede Multifunc-institution i København med
‘implementeringsudfordringer’.
Temanummerets sidste artikel, af Stella Sieling-Monas og Per Westersøe, er glimt fra FORSAs årsmøde 2014, hvor temaet var ‘tilgange
og veje til vidensbasering af socialt arbejde’. Her blev der særligt stillet
skarpt på relationen mellem viden, uddannelse og praksis. Med indlæg
fra hvert område diskuteredes det, hvordan viden kommer ud i praksis,
og hvordan der skabes et dynamisk samspil mellem de tre arenaer.
Med dette har vi – ud fra en række forskellige vinkler – forsøgt at
tage temperaturen på evidens- og dokumentationsområdet anno 2015
og slå et par strenge an i forhold til, hvor vi er på vej hen.
God fornøjelse!