2014 Foggy River Foggy River Marlborough, New Zealand Det største og mest berømte vinområde på New Zealand er Marlborough, der ligger på Sydøen. Her produceres næsten halvdelen af New Zealands totale vin-produktion. Marlborough-distriktet i New Zealand er fyrtårnet inden for produktionen af hvidvin lavet på Sauvignon Blanc druen. På trods af et meget tørt lokalklima har man tilplantet store arealer med vin, da de øvrige klimaforhold er exceptionelt gunstige. Der er tale om en enestående kombination af lange dage, masser solskin og kølige nætter. Området gjorde sig første gang bemærket i 1980, da Montana afslørede sin Sauvignon Blanc under stor begejstring. Andre producenter fulgte snart efter, eksempelvis Cloudy Bay og vinene herfra har haft særstatus siden. Siden midten af 1990’erne er Marlborough vokset til mere end det firedobbelte takket være den verdensomspændende begejstring for dets vine og det er nu det største af alle New Zealands distrikter. Sauvignon Blanc Det er først og fremmest den grønne drue Sauvignon Blanc, der har gjort Marlborough berømt. Sauvignon blanc har karakteristiske aromaer, der kan være voldsomt parfumerede, men de bedste producenter evner at give hvidvinen kølige, kultiverede aromaer. Her er det mere grønne stikkelsbær og hyldeblomst end tropisk mangofrugt, der dominerer duft og smag. Foggy River Sauvignon Blanc Foggy River er lavet på Sauvignon Blanc. Vinen er lagret på ståltank for at understrege vinens friske, sprøde profil. Vinen er rank og forfriskende med klassiske Sauvignon Blanc noter á la stikkelsbær, grape og citrus i fin cremet finish. Prøv den til sommerens skaldyr, til lette salater eller helt uden mad. Fakta: Område / Land: Marlborough, New Zealand Druesorter: Sauvignon Blanc Lagring: Rustfri ståltanke Anbefales til: Fisk, skaldyr, salat med gedeoste. Eller aperitif. Kan gemmes indtil 2016 Pris pr. flaske kr. 85,00 Vennekasse nr. 59 April 2015 2013 Cabernet Sauvignon Butterfield Station Californien, USA Californien producerer 90% af al vin i USA og kaldes med rette for vinstaten. Den årlige produktion er på 2 mia. flasker fra et areal på 130.000 ha. De første vinstokke blev plantet ved San Diego omkring 1780 af katolske munke. I 1850’erne importerede den ungarske greve Agoston Haraszthy mere end 100.000 vinstokke fra Europa, og efterhånden er de fleste europæiske druer blevet indført. Der findes ikke et egentligt appellation-system, men fra 1983 har man fastlagt American Viticultural Areas (AVAs). De omfatter større eller mindre arealer med samme klima og jordbund, men stiller ikke krav til produktionsmetode eller druesorter. Distrikt- og druenavne er dog ved at indgå partnerskab som i fx Napa Cabernet, Carneros Pinot Noir og Santa Ynez Sauvignon. Vinområderne Vinområderne er inddelt i fire regioner: North Coast, Central Coast, Central Valley og Sierra Foothills. North Coast omfatter de mest kendte AVAs, fx Napa Valley, Sonoma Valley, Russian River, Dry Creek, Alexander og Carneros. Til den enorme Central Valley hører San Joaquin, der har 75.000 ha med vin. Hovedparten af områdets produktion er anonyme vine og hedvine. Verdens største vinhus Gallo med et årligt salg på næsten 1 mia. flasker har hovedsæde i Modesto. Butterfield Station Butterfield Station er en serie af vine fra Californien. Vinene laves på opkøbte druer fra udvalgte parceller og vinmarker, der vinificeres separat, hvilket gør det muligt at sammensætte et spændende galleri af vine med flot kompleksitet til fornuftige priser. Butterfield Station, der ejes af winemaker og entrepreneur Bill Foley, har sit navn fra The Butterfield Overland Stagecoach Line, en togstrækning etableret i 1858 med startdestination Tipton, Missouri over Central Californiens vinmarker til San Francisco. Ruten havde stationer i mere end 200 byer, hvor hver station blev refereret til af de lokale som “A Butterfield Station” Cabernet Sauvignon Cabernet Sauvignon fra Butterfield Station er en vin med rigdom, fylde og venlig karakter. Druen står bag nogle af verdens største vine i Bordeaux samt i Californien, hvor stilen typisk er mere fløjlsblød og charmerende. Butterfield Cabernet Sauvignon er rig i smagen, charmerende og frugtig med fin længde og bredde. En flot vin med noter à la modne kirsenær, brombær, mørk chokolade og ceder. Fakta: Område / Land: Californien, USA Druesorter: 100 % Cabernet Sauvignon Anbefales til: Fyldige retter. Kan gemmes indtil 2017 Pris pr. flaske kr. 86,00 Vennekasse nr. 59 April 2015 2013 Baglio Barone di Serramarrocco Sicilien, Italien Overalt i Italien gror vinstokke. Alle landets 20 regioner producerer vine, og det har man altid gjort i støvlelandet. Nyt er det dog, at Sicilien er påbegyndt en færd, der uden tvivl vil bringe regionen op blandt landets bedste vinområder. Der eksperimenteres på livet løs i de bjergrige egne af øen. Nytilkomne producenter er i gang med at forvandle denne lidt afsides liggende region til en vidunderlig vinoase. Blandt områdets nye og prominente gæster kan i øvrigt nævnes den danske kultvinmager Peter Vinding-Diers, der snart har prøvet kræfter med en del af verdens vinområder. Sicilianerne siger selv, at de er verdens 7. største vinnation. Selvstændig nation er de dog ikke, men det er faktisk rigtigt, at produktionen herfra er enorm. Til sammenligning kan det nævnes, at man her producerer lige så meget vin som i hele Australien. De internationalt kendte og populære druesorter så som Cabernet Sauvignon og Chardonnay har man høstet store kvalitative resultater med. De meste spændende fornyelser på vinscenen er dog de lokale og endnu ret ukendte druesorter Nero d’Avola (rød) og de to hvide Inzolia og Grillo. Barone di Serramarrocco Barone di Serramarrocco er et vinhus med en lang spændende historie. Det hele startede tilbage i 1624, hvor Don Juan Antonio Marrocco blev udnævnt til Baron af Serramarrocco af Kong Philip den 4. Baggrunden for udnævnelsen var Don Juan Antonios heltemodige indsats mod den sorte pest, som på den tid hærgede Siciliens befolkning. Ydermere fik Don Juan Antonio som tak for sin indsats et royalt domæne “in baroniam Serrae Marrocco”. En kongelig ejendom der sidenhen har været kendt for sine gode vinmarker, der i sin tid leverede vin til Siciliens hof exclusivt. I dag laves Barone di Serramarroccos vine fra de nøjagtig samme vinmarker. Siden 2001 har Marco di Serramarrocco været ansvarlig for driften efter en karriere som broker hos Lloyd’s i London. Serramarrocco - Druer og cruer Serramarrocco er beliggende på Siciliens vestkyst på skråningerne af Mount Erice, i hjertet af DOC Erice vinruten. Serramarroccos 60 hetarer vinstokke er plantet på marker med højt indhold af ler, kalk, sand- og limsten samt masser af maritime mineraler fra gammel tid, hvor området var dækket af havet. Mikroklimaet er briset og maritimt med store temperatursvingninger mellem nat og dag, hvilket er optimalt for vintokkene, som køles ned om natten inden dagtimernes intense varmegrader tager over. Endvidere er Serramarroccos vinmarker beliggende omtrent 400 meter over havet, hvilket sikrer at friske briser eliminerer eventuel råd og fugt i vinmarker. Vinmarkerne er sammensat ud fra omfattende mikroterroir analyse. En analyse som har haft indflydelse på valg af druesorter, kloner og rodstokke. Markerne er i dag beplantet med Pignatello, Nero d’Avola, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Zibibbo and Grillo, mens der arbejdes eksperimentalt med en række lokale druer. Serramarrocos vinmarker er segmenteret i 5 cruer: “VIGNA DEL CAPITANO”, “SAMMARCELLO”, “SAMMICHELE“, “SAKKARA” og “DELLE QUOJANE”. Fakta: Område / Land: Sicilien, Italien Druesorter: Nero d’Avolo Lagring: Træfade. Anbefales til: Grillet, kalv, okse, lam eller til fyldige gryderetter. Baglio Baglio, det sicilianske navn for en hovedgård, er lavet på 100 % Nero d’Avola fra cruen Sammarcello. En forfriskende, elegant rødvin vinificeret på ståltank. Noterne går i retning af kirsebær, brombær, lakrids og balsamico. Kan gemmes indtil 2018 Pris pr. flaske kr. 89,50 Vennekasse nr. 59 April 2015 2011 Fleurie Château de Beauregard Mâconnais, Bourgogne I 1469 sendte Kong Louis den 11. sin sergent Burrier til landsbyen La Chapelle de Guinchay i Beaujolais, kun 7 km fra hvor Château de Beauregard ligger i dag. Lige siden har der således boet medlemmer af Burrier familien i Beaujolais/ Mâconnais, og en del af landsbyen La Chapelle de Guinchay er defor opkaldt Les Burriers. Château de Beauregard er i dag ejet af 4. generation Burrier. Marc Antoine Burrier fik ejendommen foræret af sin svigerfar Joseph Deshaires. Marc Antoine Burrier døde ung, og ejendommen gik i 1930’erne derefter i arv til hans søn Léon Joseph Burrier. Léon Josephs betydning for firmaet har været meget markant, idet han har forøget ejendommens jordbesiddelser med mindst 40 parceller. Siden 1970’erne har sønnen Jacques Burrier stået i spidsen for firmaet, og i år 2000 blev Frédéric Marc Burrier den 4. generation der leder Château de Beauregard. Château de Beauregard er bygget i tidsrummet 1809 til 1816 af en af Napoleons officerer efter hjemkomsten fra en succesrig militærtogt. Navnet Beauregard der betyder “smuk udsigt”, er det logiske valg for en ejendom der ligger så billedskønt placeret. De bjergrige klipper Solutré og Vergisson og byerne Pouilly og Fuissé danner en flot og dramatisk kulisse i landskabet. Ejendommen er en af de største jordbesiddere i Beaujolais- og Mâconnaisregionerne. De hvide vine, der er 100% produceret på Chardonnay, dækker 19 ha Pouilly-Fuissé, 6 ha Saint Veran og 0,5 ha Mâcon. Der laves også røde vine på Gamaydruen i appellationerne af Fleurie (6 ha), Moulin à Vent (2 ha) og Beaujolais-Villages (2 ha.) De hvide vine er vinificeret på Château de Beauregard i Fuissé, og de røde i Fleurie på Domaine de Poncié, der er ejet af Château de Beauregard. Château de Beauregards Beaujolais’er er forskellig i stil fra andre Beaujolaisvine. Stilen er mere lig Bourgogne med en væsentlig større krop og fylde. De hvide Mâcon-vine fra PouillyFuissé er meget velafbalancerede, delikat parfumerede, og blandt regionens bedste vine. Der laves blandt andet Pouilly-Fuissé fra 2 enkeltmarker La Maréchaude og Les Chardonnets. Kongen af Fuissé er Le Grand Beauregard fra Château de Beauregard. Druerne er underlagt en meget streng udvælgelse og høstet på domænets bedste parceller i Pouilly-Fuissé. Da Château de Beauregard ejer de måske bedst placerede marker i området, er dette den ypperste repræsentant fra Pouilly. Vinen er lagret 20 måneder på fad og derefter tappet på flaske uden klarering eller filtrering. I årgang 1999 blev der kun produceret 1754 flasker. Fleurie Fleurie er ofte regnet som den mest elegante af Beaujolais 10 ”crus”. Château de Beauregard’s marker ligger i den nordlige ende af området, grænsende op til Moulin à Vent. Markerne ligger på den øverste del, ca. 450 meters højde, af granitholdige bakker. Som altid når det gælder Beaujolaisvine, er der kun brugt Gamay-druer der alle er håndplukkede. Vinstokkenes gennemsnitsalder er 35 år, og markerne er underlagt meget streng kontrol og opmærksomhed efter økologisk forbillede. Vinen er traditionelt vinificeret, men ca. 50% af høsten er lagret mellem 6–8 måneder på små 228 liters Bourgognefade (pieces). Resultatet af dette er en af de mest tætte og velstrukturerede vine i Fleurie. Bouqueten er mættet med undertoner af blomster, så som iris, roser og violer. Smagen er vidunderlig blød og kødfuld. Fakta: Område / Land: Fleurie, Beaujolais, Frankrig Druesorter: Gamay Lagring: 50% af høsten er lagret mellem 6–8 måneder på små 228 liter Bourgognefade. Anbefales til: Hvidt kød, fjerkræ eller lammekølle. Kan gemmes indtil 2016 Pris pr. flaske kr. 132,00 Vennekasse nr. 59 April 2015 2012 Syrah Cool Coast Casa Silva Colchagua Valley, Chile Langs det sydamerikanske kontinents vestkyst mellem Stillehavet og Andesbjergene ligger det vinøse paradis - Chile. De bedste områder til vindyrkning er Maipo Valley, Maule Valley og Colchagua Valley. Historien begyndte i det 19. århundrede da Emilio Bouchon Poitevin ankom fra Bordeaux, og nedsatte sig på Angustura Estate i nærheden af San Fernando, Colchagua Valley. Han startede beplantningerne af vinstokke i området, og dette arbejde er senere blevet videreført af hans børn Abel og Antonio Bouchon. Det var Abel der havde de store visioner, og primært ham der sammen med sin svigersøn Jorge Silva Valenzuela har stået bag den udvikling, der har bragt firmaet til den position, det har i dag. I dag er det 5. generation, der siden 1892 driver Casa Silva. Vinmarkerne ligger i 3 hovedområder dækkende ca. 800 ha. Den gamle Angustura-gård har 320 ha marker, Santa Dominga de Los Lingues gården 100 ha, og Culenco-gården næsten 380 ha. De næste beplantninger af ca. 150 ha vinmarker er allerede planlagt til starten af dette årtusinde, og der eksperimenteres med en lang række forskellige druesorter, blandt andet Carménère, Syrah, Malbec, Pinot Noir, Sangiovese, Petit Verdot, Viognier samt semillon. Markerne har vidt forskellige jordbundsforhold, hver især udvalgt til de enkelte druesorter. Dominerende er dog fattige og ufrugtbare, og derfor gunstige, jordbunde. Kombinationen af solskin og klipperig jordbund gør det muligt for druerne at opnå den ideelle og velafbalanceret modenhed der kendetegner alle vinene fra Casa Silva. Klimaet i området er under påvirkning af naboen - bjergkæden Andesbjergene, og “Angustura”, der betyder “smalt stykke”, refererer til det smalle stykke land mellem havet og bjergene, hvor dalen ligger. Denne geografiske placering giver dramatiske ændringer i temperaturen mellem nat og dag, hvilket giver druerne deres aromatiske karakter. Det helt moderne vineri har efter de seneste investeringer i High-tech faciliteter til vinproduktion, en kapacitet på 7 millioner liter, heraf de 5 i rustfri ståltanke. Tappelinier, presse og køleanlæg er “state-of-the-art”, og der spares ikke på investeringer til forbedringer, der skal være med til at bringe Casa Silva helt op blandt de bedste vinproducenter i “den nye verden”. Casa Silvas winemaker Mario Geisse Garcia blev i 1990 tildelt “the National Grapegrowing Award”, og regnes blandt de mest talentfulde ønologer i Chile. Erfaringen har han blandt andet fra et tidligere samarbejde med Champagnefirmaet Moët & Chandon, da han i 11 år var ansat som teknisk direktør i firmaets afdeling i Brasilien. Syrah Cool Coast Syrah er seneste skud på stammen i Casa Silvas kold-klima serie. Vinen er lavet på håndplukkede druer fra parceller i Paredone-zonen tæt på stillehavet. Havets nærhed medfører tågede eftermiddage og beherskede temperaturer sjældent over 25 grader, hvilket er med til at bibeholde druernes naturlige, friske aromaer og frugtsyrer. Syrah Cool Coast, der er lagret 2 år på franske egetræsfade, fremstår i perfekt balance mellem mørke, røgede syrahtoner, modne, runde tanniner og en elegant, saftig finish à la modne mørke kirsebær. Fakta: Område / Land: Paredone, Chile Druesorter: Pinot Noir Lagring: 2 år på franske egetræsfade Anbefales til: Andebryst, til vildt eller gris på grillen. Kan gemmes indtil 2017 Pris pr. flaske kr. 135,00 Vennekasse nr. 59 April 2015 2012 Morey St. Denis Rouge Domaine des Beaumont Bourgogne, Frankrig Der blæser nye vinde i Bourgogne. Antallet af producenter i dette ellers produktionsmæssigt begrænsede område stiger støt for tiden. Grunden til dette er blandt andet, at det tidligere var normen at langt de fleste druer, der blev dyrket, blev solgt til større vinkøbmænd (negocianter). I dag er det derimod i stigende grad markejerne selv, der både dyrker, forædler og sælger egne vine. Disse smådomainer dukker således nu op alle vegne. I blandt de seneste skud på stammen er Thierry Beaumont. Hans familie har ejet marker i Chambolle Musigny og Gevrey Chambertin gennem 4 generationer, men det var først i 1998, at Thierry tog skridtet fuldt ud, og blev vinproducent. Faktisk blev domainet først skabt i 1991. Det er gået ret godt siden hen. Han har fået megen ros for sine bedrifter, og det har givet ham mod på at foretage de nødvendige investeringer i nyt vinifikationsudstyr, træfade, sorteringsborde, etc. Beaumonts markbesiddelser ligger i både Morey, Chambolle og Gevrey, deriblandt en enkelt Grand Cru (Charmes Chambertin) og adskillige Premier crus i alle tre kommuner. Domainets lodder består således i dag af 5,5 hektarer. Herudover er Thierry Beaumont nu også selv begyndt at købe druer fra andre markejere, og kan derfor også bryste sig af titlen Negociant. Stilen hos Domaine des Beaumont er tro mod det klassiske terroir men alligevel med et moderne touch. Vinene bærer præg af en stor respekt for den autentiske burgundiske feminine stil. Vinene er derfor ikke manipulerede og sorte ”bulderbasser”, som man finder dem hos andre modernister i Bourgogne. I marken foretages der grøn høst, hvorved udbyttet begrænses, men kvaliteten øges. Alt høstarbejde foretages pr. håndkraft, og alle klaser sorteres og afstilkes ved ankomst til vineriet. Gæringen finder sted på cementtanke i en periode på mellem 15-20 dage. Herefter presses druerne ganske nænsomt inden det videre gæringsforløb. Lagringen finder sted på de traditionelle bourgognefade, kaldet Piece. Til Grand Cru- og Premier Cruvinene lagres der på 60% nye fade, hvorimod villagevinenes andel af nye fade er 30%. Thierry Beaumont er principielt ikke tilhænger af filtrerede vine, og dette foretages derfor kun meget sjældent. Morey St. Denis Rouge Vinene fra Morey er underkendte sammenlignet med deres berømte naboer Chambolle og Gevrey. Ikke desto mindre er deres vine af lignende, uforlignelig karakter med masser af kraft og et stort lagringspotentiale. I Morey er vinene dog en smule mere feminine og elegante. Det er den kalkrige jordbund, der giver vinene den uimodståelige livskraft, styrke og dybde, der gør dem elsket af alle virkelige elskere af stor Bourgogne. Fakta: Område / Land: Morey St. Denis, Frankrig Druesorter: Pinot Noir Lagring: Anbefales til: Elegante retter med kalvekød eller lam Kan gemmes indtil 2020 Pris pr. flaske kr. 310,00 Vennekasse nr. 59 April 2015
© Copyright 2024