TRIV som mulig professionsmarkør

TRIV som mulig professionsmarkør
Af lektor og Ph.d-studerende Jacob Madsen
September 2015
Indhold
Introduktion .................................................................................................................................................... 2
En historisk fundering .................................................................................................................................... 2
Tilgængelighed .............................................................................................................................................. 3
Relationer og roller ........................................................................................................................................ 5
Interesser ....................................................................................................................................................... 7
Vaner og vilje ................................................................................................................................................. 9
Hverdagslivet som arena ............................................................................................................................. 10
Det aktive valg ............................................................................................................................................. 11
Fremtidens velfærd skabes igennem den aktive borger ............................................................................. 11
Ingen overraskelse ...................................................................................................................................... 12
Rehabilitering i et bredere spor ................................................................................................................... 12
Hvad nu hvis…. ........................................................................................................................................... 13
Træfsikkerhed som indikator ....................................................................................................................... 14
Sæt TRIV i spil ............................................................................................................................................. 14
Afslutning ..................................................................................................................................................... 15
Referencer .................................................................................................................................................................... 16
1
”Vi opfatter mennesket som en organisme, der bevarer sig selv og opretholder balancen i en verden af virkelighed og aktualitet ved at være i aktivitet, vigør og aktivt brug (...)” .
Sådan udtrykte Meyer i 1922 i “Archives of Occupational Therapy”, og understregede dermed som en af de
første, vigtigheden af menneskets deltagelse i aktivitet i hverdagslivet. Meyer betragtede mennesket som et
aktivitetsvæsen, der skaber krop og sind gennem de aktiviteter, det udfører og mente, at aktivitet bestod af en
veksling mellem menneskets måde at tænke, eksistere og handle ud fra (1). Denne betragtning danner på
flere måder stadig grundlag for ergoterapiens ideologi i dag; at møde mennesket gennem dets aktivitet og
deltagelse, der hvor det er - der hvor mennesket har ressourcer og lever sit liv! Kun således sikres det optimale
samarbejde, fremdriften og muligheden for en succesfuld rehabilitering. Kunsten bliver at bevare denne ideologi uanset kontekst. For når det samfund, der omkredser vores profession, ændrer sig, må ergoterapi nødvendigvis også udvikle sin måde at markere sin ideologi på.
Introduktion
Professioner, som ergoterapi, er historiske og dynamiske størrelser, der hele tiden må analyseres, vurderes
og tages op til diskussion, som en del af den samfundsmæssige kontekst, de indgår i. Hvad en profession
er, og hvornår en profession følger ”den rette vej” er spørgsmål, der er vanskelige at besvare præcist. Såvel
spørgsmål som svar giver forskellig mening på forskellige tidspunkter, og i de forskellige kontekster spørgsmålet stilles og svaret gives. Derfor bør ergoterapi ses i lyset af den medvind, de konflikter, og eventuelle
interessemodsætninger, professionen til enhver tid befinder sig i. Uanset tilstand er det dog vigtigt, at ergoterapi konstant formår at markere sig, tilpasset den samfundsmæssige udvikling professionen måtte være berørt af. Et særligt grundlag for markering er den viden og erfaring, som professionen har opbygget gennem
årene og som er speciel for ergoterapi.
Ergoterapeutforeningen lancerede i foråret 2015 TRIV-konceptet med fokus på, at borgerens ressourcer skal
fastholdes og forstærkes i indsatsen for rehabilitering og velfærd. TRIV står som en sammentrækning af faktorer, som Ergoterapeutforeningen over en årrække har identificeret som værende afgørende for borgernes
oplevelse af, at ens liv har værdi og mening. Jeg vil i denne artikel udforske det mulige potentiale for TRIVkonceptet som professionsmarkør. Det er mit mål at skabe et diskussionsmateriale for konceptet, så ergoterapeuter oplever det som faglig relevant at forholde sig til konceptet og gøre sig overvejelser omkring ergoterapeuters rolle i fremtidens samfund. Dette med udgangspunkt i de samfundsmæssige krav og forventninger
tiden synes at vise. Jeg tager udgangspunkt i tiltaget fra Ergoterapeutforeningens side, som eksempel på at
ergoterapi som profession, og som minimum, må turde markere sig ved, og til stadighed udforske de rammer, som ergoterapi udfoldes indenfor.
En historisk fundering
TRIV er en forkortelse af faktorerne tilgængelighed, relationer og roller, interesser samt vaner og vilje. Ergoterapeuter vil hurtigt se, at de faktorer, der udgør TRIV-konceptet, er almindelig kendte begreber indenfor
professionen. Således er alle faktorer begreber og områder, som ergoterapeuter igennem tiden har arbejdet
med og dygtiggjort sig indenfor. Begreberne har derfor en historisk fundering – både teoretisk og praktisk.
2
Ved en bred litteratursøgning i relevante databaser på de begreber, og deraf relaterede begreber, der udgør
konceptet, viser det sig dog også hurtigt at mængden af bøger, artikler og rapporter er omfattende. TRIV
konceptet indeholder begreber fra allerede kendte ergoterapeutiske teorier og arbejdsprocesmodeller, som
er blevet udviklet og erfaret fra 1970’erne og frem til i dag. Inden for ergoterapeutisk forskning og i ergoterapilitteratur generelt, ses således mange eksempler på begrebsudredning af, hvad menneskets aktivitet er og
betyder i relation til tilgængelighed, roller, relationer, vaner og vilje. Grunden til dette skyldes at begrebsafklaring har været et nødvendigt led i udviklingen af modeller og teoretiske referencerammer for ergoterapi. Ikke
mindst i Canada, USA, England og Australien har der været en lang tradition for ergoterapeutisk forskning,
og indenfor de sidste 20 år har ergoterapeutisk forskning i de skandinaviske lande ligeledes gennemgået en
positiv udvikling. En gennemgang af det samlede materiale af viden, der er blevet generet omkring begreberne igennem tiden, vil selvsagt være en omfattende opgave. Derfor følger her et nedslag i og en belysning
af de enkelte begreber i TRIV med baggrund i et udsnit af den mest citerede og anvendte litteratur, der findes på området. Der anlægges et overordnet perspektiv på begreberne, og der fokuseres således ikke på
deltaljerne i forhold til, om den enkelte litteratur har fokus på eksempelvis psykiske eller fysiske betingede
aktivitetsproblematikker. Der findes dog uden tvivl meget mere brugbar litteratur omhandlende elementerne i
TRIV, både enkeltstående og i sammenspil. I bilag A (TRIV-litteraturtabel) er den anvendte litteratur angivet,
opstillet med sammenhæng til de enkelte faktorer i TRIV-konceptet. Litteratur indeholdende flest begreber
eller relaterede begreber, er opstillet øverst i tabellen o.s.fr.
Tilgængelighed
3
Denne del af konceptet handler om adgangen til og muligheden for at deltage i de tilbud, samfundet rummer.
Når ergoterapeuter arbejder ud fra en grundlæggende viden om, at det at kunne udføre og deltage i aktivitet
i hverdagslivet, kan være med til at eksempelvis at forebygge sygdom, så fordrer det et fokus på de eventuelle barrierer, der er til stede, for at borgeren ved brug af sine ressourcer kan nå sit fulde potentiale i aktivitetsudførelse. Her spiller tilgængelighed en særlig rolle i borgerens hverdagsliv. Det er nødvendigt, at omgivelser ikke begrænser borgeren i form af manglende tilgængelighed (2-7). Eksempelvis dækker begrebet
over borgerens tilgængelighed til eget hjem, for borgeren selv samt familie og venner. Samt for borgerens
mulighed for at komme ud i samfundet og for omverdenens muligheder for at komme til borgeren, hvor end
denne befinder sig (4,5,7,8). På teoretisk niveau har blandt andet Wilcock og Townsend beskrevet, at alle
mennesker har ret til et godt og aktivt liv, og tilbud og muligheder for aktivitet bør være lige tilgængelige for
alle. Fratages eller forhindres personer muligheden for at udføre meningsfulde aktiviteter, kan dette have
indvirkning på personens sundhed og livskvalitet. Med udgangspunkt i denne synsvinkel udviklede Wilcock
sammen med Townsend begrebet Occupational Justice (aktivitetsmæssig retfærdighed), der i dag står som
et centralt begreb indenfor aktivitetsvidenskab og beskriver, hvordan alle mennesker skal have lige muligheder for at udføre meningsfuld aktivitet. (6,9-14). Flere forskellige begreber indenfor ergoterapi relaterer sig til
tilgængelighed. Og ved en gennemgang af litteraturen tegner der sig et billede af tilgængelighed på fysisk,
socialt, institutionelt og samfunds niveau. Generelt er der inden for ergoterapeutisk forskning et bredt fokus
på omgivelser, og gennem tiden har der udviklet sig en central forståelse og overbevisning om, at omgivelser, aktivitet og deltagelse kan betragtes som konstruktioner i interaktion med hinanden. Personers udførelse af aktivitet fungerer i såvel positivt som negativt sammenspil med deres omgivelser, og omgivelser er
således vigtige for at sikre muligheder for aktivitet og deltagelse (3-7,15-17).
De fysiske omgivelsers betydning for aktivitet og deltagelse i hverdagslivet står i dag som et af kerneelementerne indenfor ergoterapi. Townsend og Polatajko har blandt andet udtrykt det på følgende måde: ”De fysiske omgivelser muliggør og begrænser aktivitetsengagement, valg af betydningsfulde aktiviteter og metoder
til at opnå målene for de betydningsfulde aktiviteter(7). Fysiske omgivelser kan eksempelvis være eget hjem,
byens rum og adgang til offentlige institutioner. Altså generelt omgivelser af fysisk karakter, der kan influere
menneskets aktivitet og deltagelse. Fokus indenfor ergoterapeutisk forskning har igennem tiden blandt andet
været på hjælpemidlers betydning for udøvelse af aktivitet i fysiske omgivelser, tilgængelighed til bygninger,
boligændringer osv. Særligt har tilgængelighed til og i bygninger været beskrevet og dokumenteret som en
forudsætning for, at personer kan anvende bygningen (2,18-24).
Ligeledes har en del forskning rettet sig mod sted, som værende kontekst for personers daglige liv, og deres
mulighed for at engagere sig i aktiviteter af forskellig art (6,17,25,26). Omgivelser såsom bydele, boligområder eller landsdele indeholdende dårlige, eller endog minimale muligheder for meningsfuld aktivitet og deltagelse i hverdagen, har ligeledes været et omdrejningspunkt i ergoterapeutisk forskning indenfor tilgængelighed. I denne forbindelse skal tilgængelighed forstås som muligheden for tilgang til elementer, der af den ene
eller anden årsag har indflydelse på personens aktivitet og deltagelse. For eksempel kan sundere fødevarer
4
ofte koste mere og dermed være mindre tilgængelige i lav-indkomst kvarterer. Og dårlige fysiske forhold i
boligområder, som eksempelvis manglende grønne områder og udearealer, kan gøre det vanskeligt for børn
at finde plads til at lege, mens ældre og handicappede beboere bliver udfordret i at finde udendørs arealer til
udfoldelse af aktivitet. Især er det påpeget, at bymiljøer af forskellige art kan skabe ulige eller endog diskriminerende muligheder for personer med handicaps adgang til hverdagslivets aktiviteter (6,11,12,25-31). Yderligere har forskning relateret til tilgængelighed omhandlet eksempelvis adgang til transportmidler, adgang til
sociale medier via internettet, samt ældre og ressourcesvage borgeres generelle mulighed for at administrere teknologi i hverdagen som forudsætning for at være samfundsborger (12,32).
Størstedelen af forskning indenfor tilgængelighed refererer i langt de fleste tilfælde til samfunds- og institutionelle opfattelser og tilgang til personers mulighed for udførelse af aktivitet og deltagelse. Blandt andet har
politiske beslutninger, økonomi, samfundsnormer, kriser og konflikter været fremhævet som relevant for tilgængelighed til aktivitet og deltagelse på flere niveauer (33-35). Særligt har begrebet occupational marginalization (aktivitetsmæssige marginalisering) været anvendt, i betegnelsen af bestemte grupper af borgere
og kulturelle gruppers mulighed for tilgang til og valg af meningsfuld aktivitet (5,6,9-13,34).
Relationer og roller
5
Indenfor ergoterapi er der en bred forståelse for, at hverdagens aktiviteter, og betydningen af disse aktiviteter, påvirkes betydeligt af den sociale og kulturelle kontekst, som folk lever i. Denne forståelse bygger på antagelsen om at individ og omgivelser er uadskillelige, at begge dele har afgørende indflydelse på, om man
kan opnå ens eget mål ved udførelse af aktivitet. Sociale faktorer har således indflydelse på personers følelser, dømmeevne og beslutningstagen (4,5,7,27,28,36,37). Siden ergoterapiens oprindelse som fag har relationer og roller således fremstået som afgørende elementeri forståelsen af mennesket som et aktivt væsen.
Og den ergoterapeutiske undersøgelse af personers aktivitet og deltagelse i hverdagslivet tager grundlæggende udgangspunkt i personers relationer til og roller i deres omgivelser. Relationer og roller omhandler således, at alle mennesker har brug for at indgå i relationer med andre igennem aktivitet og deltagelse, trods
eksempelvis nedsat mulighed for udførelse af ønskelig aktivitet, og kan opretholde sine roller (4,5,7,38).
Ved en gennemgang af litteraturen viser der sig et billede af en grundlæggende forståelse af, at alle mennesker er relateret med andre mennesker på den ene eller anden måde, og at disse relationer kan være skabt,
vedligeholdt eller brudt gennem aktivitet og deltagelse i hverdagslivet (4,5,7,39,40). Relationer kan være
faglige, professionelle, familie eller bredt socialt betinget. Et af de mest undersøgte begreber indenfor ergoterapeutisk forskning, og som kan relateres til relationer er deltagelse (participation), da deltagelse i aktivitet
eller som samfundsborger generelt faciliteres og foregår igennem relationer i hverdagslivet. Deltagelse i
hverdagslivet bliver beskrevet som en vital del af menneskets udvikling, hvorigennem vi tilegner os færdigheder og kompetencer. Ligeledes beskrives deltagelse som værende kimen til at forbinde sig til andre og til det
omgivende samfund, vi som borgere er en del af, hvilket flere har påvist er afgørende i forhold til at finde formål og mål i livet. Generelt beskrives deltagelse som en persons involvering i dagliglivet, funderet og udmøntet i aktivitet (8,16,41-44). I tæt sammenhæng med deltagelse har begrebet co-occupation (sam-aktivitet), også været et centralt emne i forskning, relateret til relationer opnået igennem aktivitetsudfoldelse
(45,46).
Ligesom deltagelse har netværk og fællesskaber været genstand for fokus indenfor ergoterapeutisk forskning. Ved gennemgang af litteraturen tegner der sig et generelt billede af, at mennesket, med et støttende
socialt netværk og samtidig passende personlige ressourcer, kan finde meningsfuldhed i og motivation for
aktivitet og deltagelse i de sociale elementer et sådant tilhørsforhold bidrager med til hverdagen (1517,26,37,47-49). Modsat har forskning dog også påpeget, at sociale tilhørsforhold kan have en negativ indflydelse på det enkelte individs aktivitet og deltagelse. Eksempelvis er det påpeget, at personers engagement i og opfyldelse af deres sociale rolle gennem aktivitet og deltagelse i bestemte samfundsgrupper eller
geografiske områder, hvor socio-kulturelle normer og parametre definerer, ”hvordan man gør”, kan medføre
et sårbart fundament for borgeres sundhed og samfundet generelt (6,31,34).
I tæt sammenhæng med relationer viser der sig i litteraturen samtidig en forståelse af, at det er vigtigt, at
mennesker, uanset livssituation, kan opretholde deres roller. De mange relationer vi indgår i, og dermed roller vi spiller for hinanden, skabes, fornys og forstærkes ved aktivitet og deltagelse igennem hele livet. Kielhofner (2010) definerede i Modul of Human Occupation roller som menneskets klarhed over en bestemt so-
6
cial identitet og de dertil knyttede forpligtigelser. Dette udgør tilsammen grundlaget for at kunne opfatte relevante situationer og opføre sig på en dertil passende måde. Roller omhandler således ifølge Kielhofner en
persons opfattelse af sig selv, eksempelvis som forælder, barn, kollega, borger, patient, osv. Det var ligeledes Kielhofners opfattelse, at roller bestemmer, hvilke aktiviteter, vi som personer udfører og heraf hvilke
muligheder og forventninger, der følger (1,4). Forskellig forskning omhandlende roller viser blandt andet, at
hverdagens aktiviteter skaber roller og dermed en struktur, som understøtter menneskets behov for tryghed
og identitetsskabelse (15,49-51), og at det at kunne bevare en rolle igennem livet, formet og vedligeholdt ved
aktivitet og deltagelse, er en grundsten i menneskets følelse af tilhørsforhold og skabelse af værdier (5,5257). Det er dog også almindelig forstået, at et af udgangspunkterne for ergoterapeutisk intervention er patientens opfyldelse af roller gennem aktivitet og deltagelse i hverdagslivet (4,7,38). Ved gennemgang af litteraturen ses relationer i tæt sammenhæng med identitet. Dette ud fra en opfattelse af, at menneskets relationer og deraf roller spiller en afgørende rolle for dennes identitet, defineret som hvordan personer ser dem
selv og bliver opfattet af andre ud fra deres udførelse af aktivitet og deltagelse (4,5,7,44,58-61).
Interesser
At finde borgerens interesse for aktivitet er et kerneelement i ergoterapi. Dette med udgangspunkt i, at det
kan være svært at motivere eller engagere mennesker til aktivitetsudførelse, som de ikke har interesse i.
Derfor står interesse også i litteraturen som central i forhold til menneskets aktivitet og deltagelse, og som en
7
grundsten i rehabilitering. Der er dog også indenfor ergoterapi en bred opfattelse af, at faglige, politiske,
praktiske eller hobbyrelaterede interesser kan fungere som både retningsgivende og meningsgivende for
den gode rehabilitering (1,4,5,7,8,44). Kielhofner (2010) definerede i Modul of Human Occupation interesser
som personers dispositioner for at finde glæde og tilfredshed ved aktiviteter, og samtidig være bevidste om,
hvad og hvorfor vi synes om aktiviteterne. Interesser stammer fra erfaringer med aktiviteter, der giver glæde
og tilfredshed og skaber bevidsthed om, at vi gerne vil indlade os på en lignende aktivitet i fremtiden. Interesse giver dermed en pejling på, og en fornemmelse af, hvorfor vi kan lide at udføre bestemte aktiviteter, og
kan således ofte identificeres forud for udfoldelse af aktivitet (4).
I litteraturen bliver engagement ofte relateret til det at have interesse i aktivitet. Personers engagement i aktivitet beskrives som selvbestemt, og udspringer af individuelle valg, personligt ansvar, individuelle ressourcer
og overvejelser om omkostninger ved at engagere sig i bestemte aktiviteter. Ligeledes er det påvist at køn,
alder, handicap, seksuel orientering, kultur og etnisk arv påvirke personers engagement i aktivitet og deltagelse og dermed også måden, hvorpå de udfører dette. Ligeledes fremhæves uddannelsesniveau og geografisk tilhørsforhold som influerende på menneskers engagement i aktivitet. Generelt beskrives engagement i aktivitet som tæt relateret til sundhed og sygdom, og kan ses som et resultat af variation og synergi
imellem personlige ressourcer og omgivelsesmæssige faktorer. Således kan engagement i de ”forkerte” aktiviteter også resultere i uholdbar sundhedstilstand. Her fremhæves eksempelvis, stofmisbrug, alkoholmisbrug
og kriminalitet (5,8,29,36,44,62,63).
Ligeledes viser gennemgang af litteraturen omhandlende interesse, at valg behandles som enten tæt relateret eller synonym med interesse. Dette med udgangspunkt i at personlige karakteristika og ressourcer skaber ræsonnement og grundlag for interesse i og deraf valg af aktivitet (31,49). I forbindelse med valg af aktivitetsudførelse fremhæves blandt andet, at personlige og omgivelsesbetingede faktorer kan føre til ”overdrivelse” af aktivitetsudførelse, hvilket bærer potentielle sundhedsmæssige risici med sig. Således kræver valg
af aktivitet omhyggelig overvejelse, da overbelastning af aktivitetsvalg i hverdagen kan skabe ubalance mellem en persons interesse/engagement og personlige ressourcer og kapacitet. Af omgivelsesmæssige faktorerfremhæves blandt andet politiske dagsordener og beslutninger, økonomi, kulturelle normer og religion
som havende indflydelse på personers valg af aktivitet i hverdagen (28,36,47,64-66).
Endelig er det i forbindelse med interesser relevant også at belyse erfaring, da dette i litteraturen bliver beskrevet som kilden til overhovedet at have en interesse. Det er således på baggrund af erfaring, at vi finder
interesse (eller mangler interesse) i bestemte aktiviteter. Udførelse af en aktivitet, afhænger således af tidligere erfaring med, og dermed personlige forventninger til, den konkrete aktivitet. Erfaring har på denne
måde en temporal dimension, der linker fortiden til nutiden og skaber grundlag for udførelse af aktivitet og
deltagelse i fremtiden (31,67).
8
Vaner og vilje
At menneskelig aktivitetsudførelse hænger uløseligt sammen med individets vaner og vilje er en veldokumenteret forforståelse blandt ergoterapeuter. Det er ved forskning påvist, at mennesker kan udvikle og bevare deres vaner og vilje gennem involvering i aktivitet og bevare mening og indhold i hverdagen
(1,4,5,7,38). Vaner og vilje hænger som begreber uløseligt sammen med tilgængelighed, relationer, roller og
interesser, da ændringer i livet, hvad enten disse ændringer er selvvalgte, betinget af sygdom eller skabt ved
ændringer i omgivelserne, udfordrer menneskets vaner og vilje.
Vaner bliver i litteraturen beskrevet som betydelig lært adfærd, indlejret i en kontekst bestående af tid, sted
og samfund, med hvilken mennesket engagerer sig i et dialektisk forhold. Vaner forstås af forskere indenfor
ergoterapi som latente tendenser, udfoldet i hverdagen, der påvirker en lang række adfærdsmønstre i kendte
situationer, tilegnet gennem tidligere erfaringer. Vaner udfoldes hovedsagligt på et bevidst plan, og beskrives
som ”handlegrammatik” for menneskelig handling i den verden, man er en del af – en form for automatiseret
vejledning for, hvordan en given situation skal tackles. Vaner giver derfor mennesket retning for, hvordan
denne skal placere sig i en given kontekst, og skaber grundlaget for personlig mening, identitet, kompetence,
tilfredshed og selvudfoldelse (1,4,68-70). Eksempelvis er mennesker med funktionsnedsættelser afhængige
af, at kunne tilpasse deres vaner til den kontekst, de kan udføre aktivitet i eller danne nye vaner som grundlag for aktivitetskapacitet (4). Lige så vel som vaner skaber et positivt grundlag for udfoldelse af aktivitet i
9
hverdagen, så kan vaner også være dysfunktionelle. Vaner kan således danne grundlag for uhensigtsmæssige konsekvenser i valg af aktivitet og medvirke til eksempelvis dårlig livsstil og sygdom. Flere forskere påpeger at sådanne dysfunktionelle vaner kan være skabt af omgivelser, der blandt andet hindrer personers
mulighed for re-orientering og revidering af deres aktivitet og deltagelse (4,5,7,11,68,69).
Menneskets vilje bliver på samme måde som vane beskrevet som afgørende for dets evne til at udvikle, og
fastholde, aktivitet og deltagelse i hverdagen og igennem livet. Vilje bliver i litteraturen beskrevet som skabt
ud fra biologiske forudsætninger, arousal niveau, sensorisk modus og temperament, og som medvirkende til
at skabe grundlag for, hvad mennesket opfatter som vigtigt og værdifuldt. Vilje giver således mennesker lyst
og mulighed for at handle og at have tanker og følelser, som danner grundlag for personlig kapacitet og effektivitet udfoldet i daglig aktivitet og deltagelse (1,4,5,26,51,71,72). Vilje fremhæves, blandt andet af Kielhofner (2010), som skabt i et dynamisk forhold mellem menneskets handleevne, værdi, motivation og interesser
(se interesser som beskrevet tidligere), og i gennemgang af litteraturen ses et tydeligt billede af, at hvis det
skal være muligt at forstå menneskets vilje, spiller disse elementer en afgørende betydning. Følelse af
handleevne omhandler menneskets bevidst om, kendskab til og holdning til egne nuværende og potentielle
evner. Samtidig er menneskets følelse af handleevne skabt på baggrund af vores erfaring med, hvor duelige
vi er til at administrere og anvende egne evner og ressourcer i hverdagen. Handleevne er således relateret
til vores tanker og følelser omkring, hvor effektive vi er i brugen af vores ressourcer i forhold til en given aktivitet (1,4). Tæt forbundet med handleevne beskrives værdi som afgørende for menneskets dannelse af vilje.
Værdi beskrives som det, mennesket finder meningsfuldt, både at foretage sig, at tro på og at efterleve i livet. Sammen med en følelse af og bevidsthed om personlig kapacitet og ressource kan værdi være fordrende for, hvorvidt vi udretter mere eller mindre af det, vi ønsker i hverdagen og livet generelt. I litteraturen
er det fremhævet, at personer er tilbøjelige til at udføre de aktiviteter, de finder mest værdifulde og samtidig
mener, de bedst kan udføre, da dette giver en følelse af bedst mulig og effektiv udfoldelse af ens virkekraft
(4,37,51,73). Endelig beskrives motivation i litteraturen som tæt forbundet med menneskets vilje, kendetegnet ved en indre drivkraft og nysgerrighed, der skaber et drive i menneskets udforskning og udførelse af aktivitet og deltagelse. Som flere af de andre begreber, der kan relateres til vilje, påvirkes motivation ligeledes af
såvel hensigtsmæssige som uhensigtsmæssige stimuli fra omgivelserne (4,5,7,44,59,74).
Hverdagslivet som arena
Fælles for den litteratur, der ligger til grund for den ovenstående gennemgang af de begreber, der udgør
TRIV-koncept, er en henvisning til hverdagslivet som arena for personers aktivitet og deltagelse. Hverdagsliv
som begreb er dog også hyppigt anvendt indenfor ergoterapi og ergoterapeutisk forskning, som overordnet
referenceramme for eksempelvis den vellykkede rehabilitering (75). Ved gennemgang af litteraturen viser
aktivitet sig typisk anvendt som begreb i litteraturen til at udtrykke og rumme de mange forskellige forhold i
hverdagslivet af enten menneskelig eller fysisk karakter, hvor afgørende komponenter skal samles, spille
sammen og give mening i kraft af den sammenhæng, de indgår i. Man kan således antage, at de faktorer,
der udgør TRIV-koncepte,t fungerer som afgørende for, at mennesker har mulighed for at have en aktiv
hverdag, trods deres situation og som fundament for aktivitet og deltagelse. Dette viser sig blandt andet
10
også i de mange ergoterapeutiske undersøgelsesredskaber, som er udviklet igennem tiden, hvor udførelsen
af aktivitet bliver indikator for borgerens mulighed for aktivitet og deltagelse i hverdagslivet.
Det aktive valg
Med udgangspunkt i litteraturen kan man nøgternt og overordnet anlægge det perspektiv, at alle ergoterapeuter arbejder med de faktorer der er repræsenteret i TRIV-konceptet, med borgerens formåen for, mulighed for og struktur af aktivitet og deltagelse i hverdagslivet som indikator. Komponenter som tilgængelighed,
roller, relationer, interesser, vilje og vaner er således alle brikker, der skal sættes i spil i det re-design af
hverdagslivet, som ergoterapeuten udfører i et samarbejde med borgeren (76). Generelt tegner der sig ved
gennemgang af litteraturen et billede af hverdagen som en kompliceret sammensætning af krav, omfattende
sædvanlige rytmer og mønstre, grundlæggende opgaver, samt abstrakt organisering af livet i et samspil med
fysiske og sociale elementer. Således er et grundlæggende præmis for menneskers udfoldelse af hverdagslivet evnen til at vælge. Det er igennem det aktive valg i hverdagen, at vi lever hovedparten af vores liv og
sætter scenen for, hvad vi primært bruger vores tid og energi på. Det aktive valg i hverdagen afspejler samtidig vores orientering mellem krav og behov. Indefra har vi vores individuelle behov. Behov for at være det
menneske, man er. Behov for at udleve følelsesmæssige værdier, opnå bestemte materielle goder, have en
mening om tingene osv. Udefra mødes vi af forskellige krav til, hvordan man er borger i samfundet. Man skal
uddanne sig, arbejde, tage ansvar, overskue og koordinere i et højt tempo. Det aktive valg definerer på
denne måde hverdagen og rummer det hele – arbejdsliv, kærlighedsliv, socialt liv, praktiske gøremål, økonomi, bolig, livsstil med mere (5).
Fremtidens velfærd skabes igennem den aktive borger
Det er i dag nærmest blevet et mantra, at fremtidens velfærdssamfund skal levere bedre service for borgerne
og mere kvalitet for pengene (77,78). Heraf oplever ergoterapi, ligesom andre professioner, et stigende pres
både fra arbejdsgivere og brugere (79). Uddannelsesniveauet for de professioner, der skal levere denne
bedre service og kvalitet, er tilsvarende generelt blevet højere, med blandt andet den konsekvens, at professionsudøverens særlige viden ofte ikke længere anses for at være noget særligt - informationer om alt, og
viden og emner som tidligere var forbeholdt nogle få, ligger nu åbne for alle i et kompleks og stadigt udviklende hyperkomplekst informationssamfund (80). Dertil kommer, at tidligere traditionsbundne omgangsformer og sociale konventioner om f.eks. offentlige myndighedspersoner forandres og nærmest mindskes,
mens borgerens egen fortolkning af omverdenen dominerer over det tidligere udgangspunkt; At nogle kan og
ved mere om særlige emner, end man selv kan og gør (77,81). Disse forskydninger har tjent som afgørende
elementer til, at der efterhåndenden har udviklet sig en forståelse af borgeren som den alt overskyggende
kilde til velfærd i et samfund. Flere eksperter påpeger, at den aktive borger er en ressource, som ikke udnyttes godt nok og at aktive borgere er nøglen til at skabe et godt og bæredygtigt fundament i velfærdssamfundet. Ved en aktivering og involvering af borgerne i udviklingen af velfærdssamfundet inddrages de eneste,
der legitimt og på bedste demokratiske vis kan forandre det ud fra, hvad der giver mening (77,78,81-84).
Men borgerne bliver ikke aktive af sig selv. Det kræver, at tiltag ændres og tilpasses, så borgeren bliver inviteret til at spille en mere aktiv rolle. Det kræver viden, strategier og konkrete modeller at indløse potentialet i
11
de aktive borgere for herigennem at opstille bud på, hvordan borgere kan spille en mere aktiv rolle med engagement i egen sundhed som mål. Dette perspektiv synes at blive stadig mere påtrængende for politikere,
ledere, medarbejdere og borgere. Derfor er der også i disse år behov for særlige faglige perspektiver og bud
på konkretiseringer af velfærdssamarbejder mellem borgere, frivillige, fagfolk og politikere. Der er brug for
fælles forståelsesrammer og konkrete helhedsopfattelser (82,83).
Ingen overraskelse
For ergoterapeuter kommer det ikke som en overraskelse, at der kan være et stort potentiale i at få borgerne
til at tage større ansvar for deres eget og andres liv. Det skaber bedre livskvalitet, når man kan klare sig selv
frem for at være afhængig af det offentlige, og det kan være med til at skabe løsninger, der ligeledes er fordelagtige på samfundsniveau. Der har været frembragt forskellige bud på ergoterapeuters særlige samfundsmæssige mission igennem tiden, oftest foranlediget af forandringer i samfundsstrukturen og dermed i
vurderingen af professionens betydning. Alligevel synes kravet (og behovet) for at kunne markere sig i et
stadigt og hastigt udviklende samfund stadig at stå som en særlig nødvendighed, hvis ergoterapi fortsat vil
spille en betydningsfuld rolle i samfundet – der er behov for at fokusere på next practice med udgangspunkt i
best practice (79). Det er en rolle, vi potentielt kan udfylde igennem det fokus, der netop nu er på borgerens
mulighed for at være en aktiv borger! Med udgangspunkt i en minimal definering af, hvad professioner er for
en størrelse: ”… professioner er en type erhverv, som udfører tjenester baseret på teoretisk viden, erhvervet
gennem specialiseret uddannelse.” (85), synes det da også oplagt, og ikke overraskende, at ergoterapeuters
tjenester kan findes og udvikles der, hvor vores teoretiske og praktiske viden skaber et godt og solid fundament for at markere os tidssvarende og i overensstemmelse med samfundets nuværende fokus.
Rehabilitering i et bredere spor
Når der i Danmark ses en voksende interesse for at gøre borgeren til en aktiv medspiller i den fortsatte udvikling af velfærdssamfundet, medfører det behovet for at spotte borgernes og samfundets ressourcer, så
flere mennesker kan opretholde et godt hverdagsliv. Det kalder på ergoterapeuters viden om hverdagslivet!
Et kald der kan forklares ved, at evnen til at forvalte og håndtere de komponenter, der tilsammen udgør forudsætningen for et godt hverdagsliv, i mange år har været ergoterapeuters fokus indenfor rehabilitering. En
af de fremtidige værdier i samfundet bliver uomtvisteligt at forstå at leve det gode liv, fordi der er et bæredygtigt sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende aspekt i dette, og et værdifuldt samfunds- og økonomisk
sigte i, at borgere lever et godt og sygdomsfrit hverdagsliv. Men hvis ikke der er nogle professioner, der gør
sig kloge på både at kunne rehabilitere eller re-designe folks hverdagsliv, og samtidig opøver ekspertise i,
hvordan livet i den almindelige hverdag kan leves og give trivsel, så mangler netop disse to kombinerede
perspektiver i samfundets søgen efter den aktive borger. For ergoterapeuter giver det muligheden for, grundet vores særlige viden om hverdagslivets strukturer og betingelser, at være den velfærdsprofession, som
ikke kun har fokus på sygdom og rehabilitering tilbage til livet, men som også har fokus på et godt liv generelt (eller det aktive valg i hverdagen). TRIV kan som professionsmarkør måske rumme muligheden for, at
ergoterapeuter udadtil kan vise deres særlige abstraktions- og konkretiseringsgrundlag, når det gælder arbejdet målrettet det gode liv for borgere i fremtidens velfærdssamfund. Og måske kan konceptet samtidig
12
åbne for en mulig nytænkende retning på rehabiliteringsdagsorden, hvor god outcome på rehabilitering antager andre vinkler og værdier end tidligere anvendte, som en tilføjelse til det ergoterapeuter allerede kan –
ikke en erstatning! Det er rehabilitering i et bredere spor, men samtidig en potentiel værdifuld tilgang på samfundsniveau. Skal vi arbejde med sådanne potentielle innovationsscenarier, med mulighed for merværdi for
vores profession, kræver det dog, at vi tør anvende en ”hvad nu hvis tankegang” (79).
Hvad nu hvis….
Der er dog så mange aspekter i spil i hverdagslivet, at selv doktor i sociologi Birte Bech-Jørgensen (1994)
konkluderer: “Hverdagslivet er det liv, vi lever, opretholder og fornyer, genskaber og omskaber hver dag.
Dette liv kan ikke defineres, – i det mindste ikke med sociologiske begreber. Det, der kan defineres, er dels
hverdagslivets betingelser, dels de måder disse betingelser håndteres på.” (86). Denne vinkel på hverdagslivet vidner netop om, at det er hverdagens struktur, der definerer borgerens samlede og potentielt gode liv,
målt og defineret ud fra, hvordan borgeren håndterer sit hverdagsliv. Men hvad nu, hvis vi arbejdede ud fra
det credo, at det gode liv i sig selv er konstant rehabiliterende? Kunne ergoterapeuter så eksempelvis være
professionen, der om nogen anvendte ”visitationsbriller” på det gode sammenhængende liv? Fordi det gode
sammenhængende liv har en betydelig økonomisk værdi på samfundsniveau? Og kan faktorerne i TRIVkonceptet måske fungere som potentiel grundlag for visitationsredskaber, der giver mulighed for at stille
spørgsmålene: Hvordan bidrager de enkelte faktorer hver for sig og samlet til borgerens aktuelle situation?
Hvor opstår eventuelle problemer? Og hvilke af komponenterne er reelle ressourcer for borgeren? Herefter
kan fokus rettes mod, hvad borgeren ønsker at opnå i hverdagen: Hvilken forandring vil være tilfredsstillende? Man kan tage udgangspunkt i betingelser: Er man single med frit handlerum? Eller i et forhold? Måske også med børn? Hvor travlt har man? Dikterer økonomien særlige rammer? Man bør også se på håndtering: Hvordan har man hidtil gjort? Og hvilken baggrund har man for at handle i hverdagslivet? En væsentlig
del består således i at få indsigt i de ressourcer, hvorved borgeren håndterer sin hverdag, sine betingelser,
og træffer aktive valg.
Sådanne overvejelser vil samtidig give anledning til at antage, at TRIV som koncept rummer en mulighed for
at formidle rehabiliteringsbegrebet til, ikke kun at omhandle det at rehabilitere en borger tilbage til en meningsfuld og aktiv hverdagsliv, men også at sikre et udgangspunktet for at kunne være en værdifuld bidragsyder til det samfund, borgeren er en del af. Man kan eksempelvis arbejde med ideen om, at TRIV kan gøres
målbar, både ved anvendelsen af eksisterende dokumentationsredskaber indenfor ergoterapi, der beskæftiger sig med de faktorer, der er repræsenteret i TRIV. Men også ved udviklingen af nye redskaber, der indfanger alle elementer på samme tid. Måske er der også ligefrem en mulighed for udvidelse af det ergoterapeutiske arbejds- og ansvarsområde, hvis vi retter større fokus mod at måle borgerens ressourcer og aktive
valg, fremfor aktivitetsproblematikker. Fokus kan i den ergoterapeutiske intervention blive hverdagsmestring,
hvor formålet bliver, at borgeren får bevidsthed om egne ressourcer som redskaber til at kunne leve det
gode liv, fordi dette bærer en betydningsfuld samfundsmæssig værdi.
13
Træfsikkerhed som indikator
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at en professions grundlæggende udvikling skal findes og forankres i
teoretiske og praksisforankrede forsknings- og udviklingsprojekter. Men i en tid hvor sociologi, teknologi og
medier mere end nogensinde er i centrum, er det samtidig essentielt for ergoterapi også at følge denne udvikling for at skabe træfsikkerhed og markering af den viden, der skaber os som velfærdsprofession. Selvom
vi som ergoterapeuter er enige om, at vi arbejder med aktivitet og deltagelse, så kan der næppe være uenighed om at der også foregår diskussioner om,hvilke veje ergoterapi skal følge, og hvilke vi ikke skal følge.
Grunden til dette skal muligvis findes i manglen på en fælles konceptuel ramme for, hvordan vi forklarer os
udadtil – til borgeren, politikeren, til lederen men også, og måske vigtigst, til os selv indbyrdes! Hvor mange
af os har ikke prøvet at stå i en situation, hvor det var grundlæggende svært at forklare andre professioner
end os selv, hvad der ligger til grund for ergoterapeutens måde at agere på overfor borgere? Og hvorfor vi
som faggruppe har en særlig berettigelse i samfundet? Koncepter forstås som bredtfavnende begreber, der
samlet har til formål at styrke eksempelvis en professions brand, at øge kendskabet til og forstærke professionens goodwill. Et koncept er oftest baseret på en bærende idé, der ved kombinationen mellem produkt,
ydelse og oplevelse kan skabe træfsikkerhed, som bærer muligheden for at række ud over selve de produkter og ydelser som eksempelvis en profession yder. Et koncept er på denne måde ikke blot et enkelt produkt
eller en enkeltstående kampagne. Det er en sammentømret helhed af flere synergibetingede elementer, der
tilsammen udgør konceptets indhold og af den vej identiteten for den profession, som skal markeres. Formålet med et koncept er at give målgruppen en merværdi i form af muligheden for at flytte grænser gennem anvendelse af konceptet i betydningsfulde sammenhænge. Det skal så at sige skabe en meningsfuld oplevelse
hos den eller de slutbrugere, for hvem konceptet er tiltænkt som målgruppe (84,87). Det er denne træfsikkerhed, der får afgørende betydning for om TRIV-konceptet og ergoterapi som professionen, der har lanceret
begrebet, efterfølgende kan spore en merværdi og deraf succes.
Sæt TRIV i spil
Jeg har på de forgående sider, med udgangspunkt i ergoterapeutisk litteratur, beskrevet en mulig historisk,
teoretisk og forskningsbaseret forankring af elementerne i TRIV-konceptet. Og jeg har eksperimentet med
mulige scenarier for anvendelsen af TRIV som koncept. Men der kan ikke holdes liv i et koncept som TRIV,
hvis ikke det testes i den virkelighed, det er tiltænkt. TRIV kan kun fremtidssikres ved en søgen efter relevansen og berettigelsen for borgeren, ergoterapi og den kontekst det skal udspille sig i. Derfor er det vigtigt at
prioritere, at konceptudviklingen omkring TRIV er foregået på fagforeningsniveau, og således har brug for
”ben at gå på” for at kunne leve videre i praksis. Hvis TRIV skal spille en værdifuld rolle som koncept, på
samfundsniveau og for ergoterapi, skal det kunne begejstre, involvere og aktivere de interessenter, der
måtte være. Eksempelvis borgere, politikere eller andre vigtige beslutningstagere, men ikke mindst ergoterapeuter. Et muligt perspektiv på TRIV-konceptet kan være at betragte det som et talerør med potentiale for en
formidlingsramme af professionens særegne. Eksponeres konceptet på den rigtige måde og i de rette omgivelser, kan det give ergoterapeuter og andre mulighed for at formulere og formidle de grundlæggende ræssoneringer, der ligger bag ergoterapiens rolle i velfærdssamfundet. TRIV-konceptet indeholder, som tidligere
14
belyst, ikke alle relevante og anvendte begreber indenfor ergoterapi. Men der kan, som påvist ved gennemgangen af relevant litteratur, trækkes tråde fra de enkelte faktorer til andre og lige så betydningsfulde begreber omhandlende menneskets aktivitet og deltagelse.
Med udgangspunkt i spørgsmålet om TRIV-konceptet kan gøre en forskel, der skaber en forskel, er det vigtigt fremadrettet at evaluere, vurdere og præcisere, hvor og hvordan TRIV som koncept kan skabe en værdi
for ergoterapi som profession. Min opfordring er derfor sæt TRIV-konceptet i spil, og brug det som mulighed
for at skabe dialog omkring betydningen af ergoterapi til borgeren som en aktiv samfundsborger! Overvej
derfor at diskutere konceptet med dine kolleger, ledere og politikere. Måske med udgangspunkt i følgende
spørgsmål: Hvad er budskabet i TRIV? Hvem er den mulige slutbruger af konceptet? Hvem er det TRIV kan
skabe bevidsthed hos? Hvem er målgruppen? Hvilke brugere kan påvirkes direkte og indirekte af konceptet?
Hvilken oplevelse skal konceptet skabe hos brugerne? Skal konceptet skabe tryghed, overblik, effektivitet
eller andet? Hvem skal inddrages for, at konceptet kan gøre en forskel? Hvordan adskiller konceptet sig fra
tidligere tiltag? Er der noget særlig ved netop dette koncept?
Afslutning
På den politiske arena må det være ergoterapeuters opgave at formidle, at hvis ikke borgeren lever ”et godt
hverdagsliv baseret på det aktive valg”, kan denne ikke bidrage aktivt til samfundet. Vi bør som faggruppen,
der særligt har kendskab til hverdagslivets kompleksitet, slå på tromme for og fremhæve muligheder for, at
borgere, uanset aktivitetsformåen, har mulighed for at bidrage til samfundet. Dette med udgangspunkt i de
ressourcer den enkelte borger måtte besidde. Ergoterapi kan solidt bidrage til samfundsdebatten om, at borgere kan tage større ansvar for deres eget og andres liv. Vi ved nemlig at dette kræver:
o
Positivt genereret samspil af faktorer, der indgår i, skaber og bestemmer aktive valg i hverdagslivet;
o
Facilitering og forankring af forhold mellem mennesker og deres omverden via aktivitet og deltagelse i
hverdagslivet;
o
En forståelse af aktivitet og deltagelse i hverdagslivet på den ene side og sundhed, livskvalitet og udvikling på den anden side.
Den verden af virkelighed og aktualitet, hvor mennesket bevarer sig selv og opretholder balancen, som
Meyer beskrev i 1922 (1), er derfor på flere måder stadig den verden, hvori ergoterapeuter har sin berettigelse som profession. I dag har vi dog et bredere og bedre sprog til at formidle vores særlige viden om
denne verden. Mest af alt med hverdagslivet som arena og indikator for borgeres gode liv, skabt og vedligeholdt gennem deres valg af aktivitet og deltagelse.
15
Referencer
(1) Kielhofner G. Ergoterapi i praksis: Det begrebsmæssige grundlag. 3rd ed. København, Danmark:
Munksgaard; 2010.
(2) Ivanoff SD, Iwarsson S, Sonn U. Occupational therapy research on assistive technology and physical environmental issues: A literature review. Canadian Journal of Occupational Therapy 2006;73(2):109-119.
(3) Law M, Haight M, Milroy B, Willms D, Stewart D, Rosenbaum P. Environmental factors affecting the occupations of children with physical disabilities. Journal of Occupational Science 1999;6(3):102-110.
(4) Kielhofner G. MOHO-modellen: modellen for menneskelig aktivitet: ergoterapi til uddannelse og praksis. :
Munksgaard Danmark; 2010.
(5) Wilcock AA. An occupational perspective of health. : Slack Incorporated; 2006.
(6) Townsend E, Stone SD, Angelucci T, Howey M, Johnston D, Lawlor S. Linking occupation and place in
community health. Journal of Occupational Science 2009;16(1):50-55.
(7) Townsend E, Townsend EA. Menneskelig aktivitet II. : Munksgaard Danmark; 2008.
(8) Christiansen C, Baum CM, Bass-Haugen J. Occupational therapy: Performance, participation, and wellbeing. : Slack Incorporated; 2005.
(9) Townsend EA, Polatajko HJ. Advancing an occupational therapy vision for health, well-being, and justice
through occupation. Ottawa, ON: CAOT publications ACE.«Enabling occupation II présente une vue en
coupe tranversale du MCRO-P pour définir et délimiter le domaine de préoccupation des ergothérapeutes,
c’est-àdire l’occupation humaine 2007.
(10) Townsend E, Marval R. Can professionals actually enable occupational justice?; Profissionais podem
realmente promover justiça ocupacional? Cad.Ter.Ocup.UFSCar (Impr.) 2013;21(02).
(11) Stadnyk RL, Townsend E, Wilcock AA. Occupational Justice. In: Chistiansen C, Townsend E, editors.
Introduction to Occupation: The Art of Science and Living. 2nd ed. United Kingdom: Pearson Education Limited; 2014. p. 307 - 336.
(12) Nilsson I, Townsend E. Occupational justice-bridging theory and practice. Scandinavian Journal of Occupational Therapy 2010;17(1):57-63.
(13) Townsend E, Wilcock AA. Occupationaljustice and Client-Centred Practice: A Dialogue in Progress. Canadian Journal of Occupational Therapy 2004;71(2):75-87.
(14) Townsend E, Galipeault JP, Gliddon K, Little S, Moore C, Klein BS. Reflections on power and justice in
enabling occupation. Canadian Journal of Occupational Therapy 2003;70(2):74-87.
16
(15) Law M, Steinwender S, Leclair L. Occupation, health and well-being. Canadian Journal of Occupational
Therapy 1998;65(2):81-91.
(16) Law M. Participation in the occupations of everyday life. American Journal of Occupational Therapy
2002;56(6):640-649.
(17) Law M, Cooper B, Strong S, Stewart D, Rigby P, Letts L. The person-environment-occupation model: A
transactive approach to occupational performance. Canadian Journal of Occupational Therapy 1996;63(1):923.
(18) Iwarsson S. A long-term perspective on person–environment fit and ADL dependence among older
Swedish adults. Gerontologist 2005;45(3):327-336.
(19) Fänge A, Iwarsson S. Accessibility and usability in housing: Construct validity and implications for research and practice. Disability & Rehabilitation 2003;25(23):1316-1325.
(20) Iwarsson S, Ståhl A. Accessibility, usability and universal design-positioning and definition of concepts
describing person-environment relationships. Disability & Rehabilitation 2003;25(2):57-66.
(21) Fänge A, Iwarsson S. Changes in ADL dependence and aspects of usability following housing adaptation—a longitudinal perspective. American Journal of Occupational Therapy 2005;59(3):296-304.
(22) Iwarsson S, Wahl HW, Nygren C, Oswald F, Sixsmith A, Sixsmith J, et al. Importance of the home environment for healthy aging: conceptual and methodological background of the European ENABLE-AGE Project. Gerontologist 2007 Feb;47(1):78-84.
(23) Wahl HW, Fange A, Oswald F, Gitlin LN, Iwarsson S. The home environment and disability-related outcomes in aging individuals: what is the empirical evidence? Gerontologist 2009 Jun;49(3):355-367.
(24) Iwarsson S, Slaug B. The Housing Enabler. An Instrument for Assessing and Analysing Accessibility
Problems in Housing. 2001.
(25) Hocking C. Occupation for public health. New Zealand Journal of Occupational Therapy 2013;60(1):3337.
(26) Hocking C. The challenge of occupation: Describing the things people do. Journal of Occupational Science 2009;16(3):140-150.
(27) Hammell Whalley KR. Occupation, well-being, and culture: Theory and cultural humility. Canadian Journal of Occupational Therapy 2013;80(4):224-234.
(28) Hammell KW. Reflections on… well-being and occupational rights. Canadian Journal of Occupational
Therapy 2008;75(1):61-64.
17
(29) Lysack CL, Adamo DE. Social, Economic, and Political Factors That influence Occupational Performance. In: Boyt Schell BA, Gillen G, Scaffa ME, Cohn ES, editors. Willard and Spackman's Occupational
Therapy. 12th ed. Philadelphia: Wolters Kluwer - Lippincott Williams & Wilkins; 2013. p. 188-201.
(30) Townsend E, Wilcock AA. Occupationaljustice and Client-Centred Practice: A Dialogue in Progress. Canadian Journal of Occupational Therapy 2004;71(2):75-87.
(31) Galvaan R. Occupational choice: The significance of socio-economic and political factors. In: Whiteford
GE, Hocking C, editors. Occupational Science: Society, Inclusion, Participation. 1st ed. United Kingdom:
Blackwell Publishing Ltd.; 2012. p. 152-162.
(32) Malinowsky C, Almkvist O, Kottorp A, Nygård L. Ability to manage everyday technology: a comparison
of persons with dementia or mild cognitive impairment and older adults without cognitive impairment. Disability and rehabilitation: Assistive technology 2010;5(6):462-469.
(33) Pollard N, Kronenberg F. A political practice of occupational therapy. : Elsevier Health Sciences; 2008.
(34) Kronenberg F, Algado SS, Pollard N. Occupational Therapy Without Borders. 2006.
(35) Kronenberg F, Pollard N. Political dimensions of occupation and the roles of occupational therapy.
American Journal of Occupational Therapy 2006;60(6):617-626.
(36) Kiepek N, Magalhães L. Addictions and impulse-control disorders as occupation: A selected literature
review and synthesis. Journal of Occupational science 2011;18(3):254-276.
(37) Reed K, Hocking C, Smythe L. The interconnected meanings of occupation: The call, being‐with, possibilities. Journal of Occupational Science 2010;17(3):140-149.
(38) Fisher A. Occupational therapy intervention process model. Fort Collins, CO: Three Star Press Inc 2009.
(39) Dickie V, Cutchin MP, Humphry R. Occupation as transactional experience: A critique of individualism in
occupational science. Journal of Occupational Science 2006;13(1):83-93.
(40) Cutchin MP, Dickie VA. Transactional perspectives on occupation. : Springer; 2013.
(41) Hemmingsson H, Jonsson H. An occupational perspective on the concept of participation in the International Classification of Functioning, Disability and Health—some critical remarks. American Journal of Occupational Therapy 2005;59(5):569-576.
(42) Hammel J, Magasi S, Heinemann A, Gray DB, Stark S, Kisala P, et al. Environmental Barriers and Supports to Everyday Participation: A Qualitative Insider Perspective From People With Disabilities. Arch Phys
Med Rehabil 2015;96(4):578-588.
(43) Alsaker S, Josephsson S. Occupation and meaning: Narrative in everyday activities of women with
chronic rheumatic conditions. OTJR: Occupation, Participation and Health 2010;30(2):58.
18
(44) Lou J, Lane S, Christiansen C, Baum C, Bass-Hugen J. Personal performance capabilities and their impact on occupational performance. Occupational therapy: performance, participation & well being (3 rd edition).Thorofare New Jersey: Slack incorporated 2005.
(45) Pierce D. Co‐occupation: The challenges of defining concepts original to occupational science. Journal
of Occupational Science 2009;16(3):203-207.
(46) Pickens ND, Pizur‐Barnekow K. Co‐occupation: Extending the dialogue. Journal of Occupational Science 2009;16(3):151-156.
(47) Moll SE, Gewurtz RE, Krupa TM, Law MC. Promoting an occupational perspective in public health. Canadian Journal of Occupational Therapy 2013;80(2):111-119.
(48) Hocking C. Occupations through the looking glass: Reflecting on occupational scientists´ ontological assumptions. In: Whiteford GE, Hocking C, editors. Occupational Science: Society, Inclusion, Participation. 1st
ed. United Kingdom: Blackwell Publishing Ltd.; 2012. p. 54-66.
(49) Jarman J. What is Occupation? Interdisciplinary Perspectives on Defining and Classyfying Human Activity. In: Chistiansen C, Townsend E, editors. Introduction to Occupation: The Art of Science and Living. 2nd
ed. United Kingdom: Pearson Education Limited; 2014. p. 59-77.
(50) Trombly CA. Occupation: Purposefulness and meaningfulness as therapeutic mechanisms. American
Journal of Occupational Therapy 1995;49(10):960-972.
(51) Persson D, Erlandsson L, Eklund M, Iwarsson S. Value dimensions, meaning, and complexity in human
occupation-a tentative structure for analysis. Scandinavian journal of occupational therapy 2001;8(1):7-18.
(52) Jackson J, Carlson M, Mandel D, Zemke R, Clark F. Occupation in lifestyle redesign: The well elderly
study occupational therapy program. American Journal of Occupational Therapy 1998;52(5):326-336.
(53) Clark FA, Parham D, Carlson ME, Frank G, Jackson J, Pierce D, et al. Occupational science: Academic
innovation in the service of occupational therapy’s future. American Journal of Occupational Therapy
1991;45(4):300-310.
(54) Hasselkus BR, Murray BJ. Everyday occupation, well-being, and identity: The experience of caregivers
in families with dementia. American Journal of Occupational Therapy 2007;61(1):9-20.
(55) Hasselkus BR. Occupation and well-being in dementia: The experience of day-care staff. American
Journal of Occupational Therapy 1998;52(6):423-434.
(56) Hasselkus BR. The meaning of everyday occupation. : Slack Incorporated; 2011.
(57) Hasselkus BR. The world of everyday occupation: Real people, real lives. American Journal of Occupational Therapy 2006;60(6):627-640.
19
(58) Phelan S, Kinsella EA. Occupational identity: Engaging socio‐cultural perspectives. Journal of Occupational Science 2009;16(2):85-91.
(59) Christiansen CH. Defining lives: Occupation as identity: An essay on competence, coherence, and the
creation of meaning. American Journal of Occupational Therapy 1999;53(6):547-558.
(60) Lahberte‐Rudman D. Linking occupation and identity: Lessons learned through qualitative exploration.
Journal of Occupational Science 2002;9(1):12-19.
(61) Unruh AM. Reflections on: “So… what do you do?” Occupation and the construction of identity. Canadian Journal of Occupational Therapy 2004;71(5):290-295.
(62) Bass Haugen J, Henderson ML, Larson B, Matuska K. Occupational issues of concern in populations.
In: Christiansen C, Baum C, Bass-Haugen J, editors. Occupational Therapy: Performance, Participation, and
Well-Being. C. Christiansen, C. Baum, and J. Bass-Haugen ed. USA: Thorofare, NJ: Slack.; 2004. p. 166187.
(63) Braveman B, Bass-Haugen J. Social Justice and Health Disparities: An Evolving Discourse in Occupational Therapy Research and Intervention. Am J Occup Ther 2009 2009;63(1):7-12.
(64) Lin N, Kirsh B, Polatajko H, Seto M. The nature and meaning of occupational engagement for forensic
clients living in the community. Journal of Occupational Science 2009;16(2):110-119.
(65) Håkansson C, Dahlin‐Ivanoff S, Sonn U. Achieving balance in everyday life. Journal of occupational Science 2006;13(1):74-82.
(66) Hammell KRW, Iwama MK. Well-being and occupational rights: An imperative for critical occupational
therapy. Scandinavian journal of occupational therapy 2012;19(5):385-394.
(67) Kuo A. A transactional view: Occupation as a means to create experiences that matter. Journal of Occupational Science 2011;18(2):131-138.
(68) Yerxa EJ. Habits in context: A synthesis, with implications for research in occupational science. OTJR:
Occupation, Participation and Health 2002;22(1 suppl):104S-110S.
(69) Clark FA. The concepts of habit and routine: A preliminary theoretical synthesis. OTJR: Occupation,
Participation and Health 2000;20(1 suppl):123S-137S.
(70) Pierce D. Occupation by design: Dimensions, therapeutic power, and creative process. American Journal of Occupational Therapy 2001;55(3):249-259.
(71) Yerxa EJ. Health and the human spirit for occupation. American Journal of Occupational Therapy
1998;52(6):412-418.
20
(72) Wilcock AA. Occupational science: The study of humans as occupational beings. Perspectives in human occupation: Participation in life 2003:156-180.
(73) Hocking C. The challenge of occupation: Describing the things people do. Journal of Occupational Science 2009;16(3):140-150.
(74) Christiansen CH, Baum CM, Bass-Haugen J. Occupational therapy: Performance, participation, and
well-being. : Slack Incorporated; 2005.
(75) Milbourn BT, McNamara BA, Buchanan AJ. Understanding the episodic everyday of disrupted lives:
Scoping the occupational therapy literature Canadian Journal of Occupational Therapy
2014:0008417414533315.
(76) Madsen J. Ergoterapeuten som kreativ medaktør i klientens design af nye hverdage og nyt liv. In: Gamborg G, Madsen J, Winther Hansen B, editors. Kreativitet i ergoterapi. 1st ed. København: Munksgaard;
2013. p. 133.
(77) Digmann A, Jensen KE, Jensen JP, Bendix HW. Principper for offentlig innovation: Fra best practice til
next practice [Principles of Public Sector Innovation: From Best Practice to Next Practice]. 2008.
(78) Bason C. Velfærdsinnovation: ledelse af nytænkning i den offentlige sektor. : Børsen; 2007.
(79) Jacob Madsen HS. Kreativitet og innovation i social- og sundhedsvæsenet. In: Gunner Gamborg, Jacob
Madsen, Bodil Winther Hansen, editor. Kreativitet i ergoterapi. 1st ed. København: Munksgaard; 2013. p.
155.
(80) Qvortrup L. Det hyperkomplekse samfund. : Gyldendal Copenhagen,, Denmark; 2000.
(81) Digmann A, Jensen JP, Jensen KE. Vi er på vej: Offentlig innovation 2.0. : Gyldendal A/S; 2012.
(82) Mik-Meyer N, Järvinen M. At skabe en professionel–ansvar og autonomi i velfærdsstaten. : København:
Hans Reitzels Forlag Mik-Meyer, N., Villadsen, K.(2007). Magtens former–sociologiske perspektiver på statens møde med brugeren. København: Hans Reitzels Forlag; 2012.
(83) Agger A, Hoffmann B. Borgerne på banen. : Velfærdsministeriet; 2008.
(84) Bason C, Toft S, Knudsen S. Sæt borgeren i spil: sådan involverer du borgere og virksomheder i offentlig innovation. : Gyldendal; 2009.
(85) Rønnestad M, Molander A, Terum L. Profesjonell utvikling. Molander & LI Tærum (red.).Profesjonsstudier.Oslo, Universitetsforlaget 2008:279-294.
(86) Bech-Jørgensen B. Når hver dag bliver hverdag. : Akademisk forlag; 1994.
21
(87) Merit S, Nielsen T. Vinderkoncepter: brugerdrevet innovation og forretningsudvikling. : Gyldendal A/S;
2015.
22