Skovvejens Skole - Ballerup Kommune

Skovvejens Skole
24.06.2015
Kære forældre
Nu er vi kommet meget tæt på afslutningen af et skoleår, som på mange måder har
været udfordrende – og vi står sammen overfor en forhåbentlig dejlig sommerferie.
Når vi mødes igen, tænker jeg, at alle er fyldt med energi og lyst til et nyt skoleår –
det første som fusioneret skole. Der vil komme udfordringer men helt sikkert også
glæde og gode oplevelser på vejen til at skabe den bedst mulige skole for jeres børn
og en god arbejdsplads for alle vores medarbejdere. Vi har en fælles opgave, som vi
skal løfte sammen.
Nye klassenavne:
Vi har omdøbt alle vores klasser, så ingen hedder det samme efter ferien. Vi Bruger
bogstaverne fra H til M. H og I klasserne bor på det gamle Højager, mens J, K, L,M
bor på det gamle Egebjerg. De nye klassebetegnelser kan I se på forældreIntra.
Nye matrikelnavne:
Skolebestyrelsen har på baggrund af anbefalinger fra både Elevrådet og skolens ledelse besluttet, at matriklerne fremover skal hedde:
Højagerskole: Skovvejens Skole VEST
Egebjergskolen: Skovvejens Skole ØST
I daglig tale Øst og Vest.
Pædagogiske ledere:
Efter sommerferie har Skovvejens Skole 5 nye pædagogisk ledere. 3 er ansat og de to
sidste ansættes 29.6.
De tre er:
Susanne Ruben Hansen, som lige nu er konstitueret skoleleder på Vest, bliver pædagogisk leder for mellemtrinnet på Øst (MØ). Susanne Ruben bliver ligeledes skolens
souschef.
Claus Andersen, som er nyansat hos os men kommer fra et lignende job på Hedegårdsskolen, bliver pædagogisk leder af indskolingen på Øst (IØ)
Malene Pedersen, som er nyansat, bliver pædagogisk leder af mellemtrinnet på Vest
(MV)
Vi mangler således at ansætte en pædagogisk leder til henholdsvis Indskolingen på
Vest og Udskolingen.
Ud over de 5 pædagogiske ledere består Skovvejens Skoles ledelse af Jannik Quach-
Broman, administrativ leder og Michael Lange, leder af den samlede BFO og jeg selv
som distriktsskoleleder.
Storforældremøde:
Når vi alle er kommet godt fra start i det nye skoleår, vil jeg invitere jer til et storforældremøde, hvor I bl.a. vil få mulighed for at hilse på den nye ledelse, samt selvfølgelig høre lidt om, hvordan det går – også med de ting, der var på dagsordenen ved sidste fællesmøde i juni.
Medarbejdere:
Vi skal – som vi ofte gør – af forskellige grunde sige farvel til dygtige og vellidte medarbejdere her ved sommerferien. Vi ønsker dem alle held og lykke i hvad, de nu skal i
gang med – nyt job, orlov eller pensionering. En del lærere flytter med vores specialtilbud ind på andre af kommunens skoler – så vi har meget farvel i disse uger.
Når nogle rejser, kommer der nye til.
Vi har haft 10 lærerstillinger i opslag – har fået 35 ansøgninger til disse stillinger –
mange rigtig gode lærere – men desværre for få med de fag, vi mangler. Stillingerne,
som ikke er besat, genopslås så hurtigt, det kan lade sig gøre. Indtil der er faste folk
på timerne, må vi desværre vikardække dem. Vi gør os umage med, at finde de bedste vikarer til disse jobs og har selvfølgelig øget opmærksomhed på de berørte klasser.
Vi har også ansat to inklusionspædagoger, som tilknyttes Øst.
Skemaer:
Vi har fået hjælp af professionelle skemalæggere til at lægge skemaerne på de to matrikler, da vi i øjeblikket mangler ledelseskræfter. Det har voldt og volder fortsat en
del udfordringer, hvorfor jeg desværre ikke kan fremsende skemaer til jer endnu. Der
arbejdes stadig på at få enderne til at nå sammen. Det skal nok lykkes.
Det er vigtigt for os, at skolen kommer sikkert fra start, så den forvirring og usikkerhed, der var sidste år (på Øst), ikke gentager sig.
Reformtiltag kommende år:
Der er sagt meget om UsU (understøttende undervisning), Bevægelse og lektiecafé
både internt og eksternt, og vores to matrikler har også grebet det forskelligt an.
På vores mindste matrikel har vi nogle gode erfaringer, som vi kommende år vil arbejde videre med. Der er gode erfaringer med en model, hvor lærerne har UsU i fagtimerne – herunder især bevægelse, som er den helt store post i UsU. Det er aftalt, at
vi på Vest forsætter på samme måde kommende år, og at vi så samlet evaluerer ”forsøget” i foråret 2016 for at vurdere, om vi skal udbrede metoden til hele Skovvejens
Skole.
På Øst har det ikke fungeret tilfredsstillende i år, så mange har været frustreret omkring UsU m.v. Det har jeg forsøgt at dæmme op for ved at skabe en meget fast model for Bevægelse, Lektiecafé og andet UsU kommende skoleår – også med hensyn til,
hvem, der varetager hvilke timer. Det er ikke helt så visionært, som Reformen er
tænkt – til gengæld sikrer det, at eleverne får de timer og den fordeling af UsU, de
skal have – i en meget struktureret form.
Lektiecafé læses af lærere, alt Bevægelse, som lægges som lektioner, læses af pædagoger, og stort set resten af UsU læses af lærere. Pausetiden varetages af lærere.
Fusion:
Fusion og arbejdet med at skabe en ny samlet skole og BFO vil for alvor komme på
dagsordenen næste skoleår. Vi vil arbejde på diverse fælles arrangementer men også
tiltag i den mere almindelige skolehverdag, som ryster eleverne sammen og skaber et
fælles vi.
Begge matrikler har stolte traditioner, som vi skal samarbejde om at gøre til fundamentet for Skovvejens Skoles nye fælles traditioner. Det vil foregå stille og roligt –
over så lang tid, at de fleste vil kunne vænne sig til det nye.
Rigtig meget vil være genkendeligt – måske i en lidt anderledes form; Skolernes motionsdag, juleafslutning, diverse sportsdage/idrætsdage, julefodbold, musical, 9. klassernes sidste skoledag osv.
Fysiske rammer for udskolingen:
I løbet af sommerferien bygges/indrettes der tre nye fysik og science lokaler til vores
udskoling. Der ud over bygges to nye klasserum og resten af Udskolingen indrettes til
brug for de store elever.
Det første år har vi 1-2 klasser mere, end der er plads til i Udskolingsafdelingen – et
problem, der forsvinder med færre klasser på de kommende udskolingsårgange. Det
løses i år 1 ved at placere 2 gamle Egebjerg klasser tæt på udskolingsområdet på den
anden side af kontoret. Det er tanken, at de to klasser skal have tæt samarbejde med
resten af udskolingen.
God sommerferie:
Jeg glæder mig sammen med mine medarbejdere til at byde jeres børn velkommen
tilbage til undervisningen mandag d. 10. august kl. 8.00. Der venter os et spændende skoleår, hvor vi blandt andet skal arbejde frem imod linjer i udskolingen – en
politisk beslutning, som vi ser frem til at udfylde.
Nyd ferien med jeres børn, som vi glæder os til at se igen til næste skoleår.
God ferie og på gensyn.
Med venlig hilsen
Gitte Graatang
Distriktsskoleleder