Afgørelse - Naturstyrelsen

Til TOTAL E&P DENMARK B.V.
Nyhavn 43, 2.
1051 København K
Att.: Henrik Nicolaisen, via mail [email protected]
Tværgående planlægning
J.nr. NST-130-00413
Ref. emija/nihho
Den 26. maj 2015
Afgørelse om at ændring til projektet behandlet i VVM for
Efterforskningsboring Vendsyssel-1 - Skifergas ved Dybvad, bestående af en
tilføjelse af yderligere ni kemikalier til programmet for boremudderet, ikke
er VVM-pligtig
Naturstyrelsen har den 11. maj 2015 modtaget jeres anmeldelse om en ændring til det
projekt, som er behandlet i den eksisterende VVM for Efterforskningsboring
Vendsyssel-1 - Skifergas ved Dybvad. Ændringen består af en tilføjelse af yderligere ni
kemikalier til programmet for boremudderet i forbindelse med efterforskningsboringen.
Det er normalt beliggenhedskommunen, der er myndighed for denne type anmeldelser.
Efter kommunens anmodning har miljøministeren imidlertid den 11. maj 2015 med
hjemmel i planlovens § 3, stk. 5, overtaget kommunalbestyrelsens beføjelser efter VVMbekendtgørelsens § 3 for anmeldelsen og delegeret disse til Naturstyrelsen efter
delegationsbekendtgørelsens § 15 (Bekendtgørelse nr. 973 af 29/08/2014 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen).
Afgørelse
Naturstyrelsen har på baggrund af en VVM-screening vurderet, at ændringen af
projektet ikke vil kunne påvirke miljøet væsentligt og derfor ikke er VVM-pligtigt.
Afgørelsen er truffet efter § 3 i VVM-bekendtgørelsen nr. 1184 af 6. november 2014 om
visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om
planlægning.
Afgørelsen begrundes i, at det ikke vurderes at udgøre nogen væsentlig negativ
påvirkning på miljøet at tilføje yderligere ni kemikalier til programmet for
boremudderet i forbindelse med efterforskningsboringen.
Ændringen af det allerede godkendte projekt vurderes således ikke at være VVM-pligtig.
Screeningen fremgår af vedlagte bilag A – VVM-screeningsskemaet.
Screeningsafgørelsen er ikke en tilladelse, men alene en afgørelse om at projektet ikke
skal gennem en VVM-proces.
Sagens oplysninger
Anmeldelsen er indgivet i henhold til § 2, stk. 1, i VVM-bekendtgørelsen.
Naturstyrelsen • Haraldsgade 53 • 2100 København Ø
Tlf. 72 54 30 00 • Fax 39 27 98 99 • CVR 33157274 • EAN 5798000873100 • [email protected] • www.nst.dk
Den anmeldte ændring af projektet er omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, punkt
14; Ændringer eller udvidelser af anlæg i bilag 1 eller 2, som allerede er godkendt, er
udført eller er ved at blive udført, når de kan være til skade for miljøet (ændring eller
udvidelse som ikke er omfattet af bilag 1).
Anmeldelsen af ændringen af projektet og Naturstyrelsens foreløbige vurdering har fra
den 11. maj til den 26. maj været i høring hos Frederikshavn Kommune, Energistyrelsen
og Miljøstyrelsen samt hos berørte parter. Naturstyrelsen har vurderet, at
projektområdets to grundejere samt otte ejendomme med privat vandindvinding op til 2
km fra projektområdet (jf. VVM redegørelsens afsnit 8.1 og Figur 8-1), er berørte parter.
For ejendommene med privat vandindvinding er ejere samt eventuelle beboere på
ejendommene blevet hørt. Denne vurdering er foretaget ud fra den anmeldte
projektændring og forvaltningslovens almindelige regler om, at partsstatus i en sag,
hvori der træffes en konkret afgørelse kun kan tilkomme en begrænset personkreds, der
kan blive individuelt og særligt berørt.
Naturstyrelsen har modtaget høringssvar fra de tre hørte myndigheder og fra fire
berørte parter. Herudover har Naturstyrelsen modtaget høringssvar fra Greenpeace og
Danmarks Naturfredningsforening. Også disse høringssvar er inddraget i
Naturstyrelsens vurdering.
De 9 høringssvar er refereret og kommenteret i det følgende.
Berørte myndigheders høringssvar
Frederikshavn Kommune henviser til Energistyrelsens høringssvar af 14. april 2015 og
Miljøstyrelsen høringssvar af 8. maj 2015, hvoraf fremgår, at der efter styrelsernes
vurdering ikke er afgørende nye forhold, der betinger udarbejdelse af fornyet VVM.
Kommunen oplyser, at der som følge heraf ikke er forhold, der ændrer den eksisterende
VVM-redegørelses vurderinger i forhold til bilag IV arter og Natura 2000 områder.
Energistyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke finder anledning til at ændre på styrelsens
høringssvar, der tidligere er afgivet til Frederikshavn Kommune den 14. april 2015
bortset fra at præcisere, at Energistyrelsen i høringssvaret primært har forholdt sig til
risikoen for at kemikalierne i boremudderet kan trænge ud i de omgivende geologiske
sedimenter og formationer i undergrunden.
Energistyrelsen vurderer fortsat, at der er meget lille sandsynlighed for, at kemikalierne
kommer i kontakt med det omgivende miljø, og at anvendelsen af de nye kemikalier ikke
ændrer ved denne vurdering. Styrelsen oplyser desuden, at de nye kemikalier, eller
kemikalier med en tilsvarende virkning, er af typer, der normalt anvendes ved boringer
på land.
Energistyrelsen oplyser desuden, at der i maj måned i forbindelse med den midlertidige
suspendering af boringen er installeret og fastcementeret 20” foringsrør, der isolerer
boringen i forhold til grundvandszoner i de kvartære lag. Yderligere foringsrør vil blive
installeret i forbindelse med det videre borearbejde.
Miljøstyrelsen henviser til deres høringssvar af 8. maj til Frederikshavn Kommune, hvor
styrelsen angiver, at de ni anmeldte kemikalier er opført enten på Miljøstyrelsens
grønne eller gule liste over godkendte kemikalier offshore eller på OSPARS liste over
stoffer, som udgør ringe eller ingen risiko for miljøet.
2
Miljøstyrelsen er, ud fra en vurdering af kemikaliernes farlighed, enig med
Energistyrelsen i, at anvendelsen af de nye kemikalier ikke vurderes at ændre ved
risikoen for kontakt med det omgivne miljø i forhold til de boretekniske forhold i VVM
dokumentet.
Naturstyrelsen tager de indkomne høringssvar fra de hørte myndigheder til efterretning
og vurderer, at de ikke giver anledning til ændring af Naturstyrelsens foreløbige
vurdering af, at anvendelse af yderligere ni kemikalier til programmet for boremudderet
ikke er VVM-pligtig.
Berørte parters høringssvar
Tre parter med privat vandindvinding har udtrykt bekymring over
grundvandsforurening, der kan have betydning for deres egen vandindvinding. En
enkelt part har desuden oplyst, at de forventer erstatning, hvis grundvandet i deres egen
indvinding forurenes. En part udtrykker bekymring over tilstedeværelsen af radioaktivt
affald tæt på beboelse. En part referer desuden en del af de bemærkninger, som
Greenpeace har fremført (se nedenfor).
En part har svaret, at de ikke har bemærkninger til Naturstyrelsens foreløbige
vurdering.
Naturstyrelsen har bedt om Energistyrelsens bemærkninger til spørgsmålet om
erstatning i tilfælde af forurening af grundvand, som indvindes fra en privat brønd.
Energistyrelsen oplyser, at det af undergrundslovens § 35 fremgår, at en rettighedshaver
skal erstatte skader, der forvoldes ved den i henhold til tilladelse udøvede virksomhed,
selv om skaden er hændelig. Herudover skal rettighedshavernes erstatningsansvar være
forsikret, hvilket fremgår af § 30 i tilladelsen (Tilladelse 1/10 til efterforskning og
indvinding af kulbrinter).
Naturstyrelsen vurderer, at anvendelse af yderligere ni kemikalier i boremudderet ikke
ændrer ved den håndtering af radioaktivt affald, der er beskrevet og vurderet i VVMredegørelsen samt i en efterfølgende strålebeskyttelsesplan.
Naturstyrelsen vurderer, at de indkomne høringssvar fra de berørte parter ikke giver
anledning til ændring af Naturstyrelsens foreløbige vurdering af, at anvendelse af
yderligere ni kemikalier til programmet for boremudderet ikke er VVM-pligtig.
Øvrige høringssvar
Danmarks Naturfredningsforening (DN) gør opmærksom på tre kritiske aktivstoffer i to
af de ni anmeldte kemikalier: petroleumsdestillater og ethoxylerede fedtsyreestre i Null
Foam og borat-forbindelsen i Form A Plug. DN er uenig i Miljøstyrelsens vurdering af
disse kemikalier og mener, at styrelsen ikke benytter forsigtighedsprincippet i
tilstrækkeligt omfang i den samlede vurdering af kemikaliernes farlighed og risikoen for
uheld med tab eller spild til følge.
Naturstyrelsen har bedt om Miljøstyrelsens bemærkninger hertil. Miljøstyrelsen
oplyser, at Null Foam er på styrelsens gule liste over offshore-kemikalier baseret på
farlighed over for vandmiljøet. Det fremgår af anmeldelsen fra Total, at Null Foam
indeholder 60-100 % petroleumsdestillater, samt op til 10% ethoxylerede fedtsyreestre.
Dette er der taget højde for i forbindelse med optagelsen af produktet på den gule liste.
Form A Plug er på Miljøstyrelsens grønne liste over offshore-kemikalier baseret på
farlighed over for vandmiljøet. Det fremgår af anmeldelsen fra Total, at Form A Plug
3
indeholder 60-100 % calcium natrium borat. Dette stof burde formodentlig klassificeres
som reproduktionsskadeligt for mennesker.
Energistyrelsen anfører i deres høringssvar, at der er meget lille sandsynlighed for, at
kemikalierne kommer i kontakt med det omgivende miljø, og at anvendelsen af de nye
kemikalier ikke ændrer ved denne vurdering. Miljøstyrelsen er enig med Energistyrelsen
i, at anvendelsen af de nye kemikalier ikke vurderes at ændre ved risikoen for kontakt
med det omgivende miljø i forhold til beskrivelsen af de boretekniske forhold i VVMdokumentet. Oplysningerne fra Danmarks Naturfredningsforening ændrer således ikke
på den miljømæssige vurdering.
Greenpeace opfordrer til, at Naturstyrelsen træffer afgørelse om, at anvendelsen af de ni
nye kemikalier er VVM-pligtig, idet Greenpeace mener, at der mangler en uvildig
vurdering af kemikalierne, at der mangler oplysninger om de anmeldte kemikalier, samt
at der ikke er taget højde for cocktail-effekter af de anvendte kemikalier.
Naturstyrelsen har bedt om Miljøstyrelsens bemærkninger hertil. Miljøstyrelsen
bemærker, at den oprindelige VVM redegørelse tog højde for risikoen for spild til
grundvand og overfladerecipienter fra borepladsen, og at borepladsen er indrettet i
overensstemmelse hermed.
Til kommentaren om cocktaileffekter af de anvendte kemikalier skal Miljøstyrelsen
bemærke, at generelt set bør der tages hensyn til den samlede kombinationseffekt, når
mennesker og miljø udsættes for mere end et stof ad gangen – den såkaldte ”cocktaileffekt.
I VVM-redegørelsen for den igangværende dybdeboring i Dybvad er der foretaget en
sådan vurdering. Det skal dog understreges, at den igangværende dybdeboring er
indrettet således, at boremudderet tilsat forskellige kemikalier cirkulerer i et lukket
system og kun er i kontakt med boringens vægge og bund umiddelbart foran
borehovedet, hvor det har en maksimal indtrængning i de omkringliggende formationer
på 10-30 cm. Boremudderet recirkuleres indtil det bortskaffes på et egnet
deponeringsanlæg. Vurderingen af mulige kombinationseffekter har således ikke haft
nogen indflydelse på den samlede vurdering.
Greenpeace har desuden en række generelle bemærkninger, herunder om
miljøministerens overtagelse af sagen, om Naturstyrelsens afgørelse om at de to nye
kemikalier DF-550 og MB-5111 ikke skal behandles efter VVM-reglerne, om Totals
tidsplan og strålebeskyttelsesplan samt om, at Total først sent i processen har fundet ud
af, at de har behov for at anvende de ni kemikalier.
Hertil skal Naturstyrelsen bemærke, at disse bemærkninger ikke er relateret til den
aktuelle afgørelse, og derfor ikke behandles videre i denne sammenhæng.
De indkomne øvrige høringssvar har ikke givet anledning til ændring af Naturstyrelsens
foreløbige vurdering af, at anvendelse af yderligere ni kemikalier til programmet for
boremudderet ikke er VVM-pligtig.
Konsekvensvurdering, Natura 2000-områder og bilag IV-arter
Der skal ikke foretages en nærmere konsekvensvurdering af projektets virkninger på
Natura 2000-områder, jf. bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007 om udpegning og
administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse
arter.
4
Det vurderes endvidere ikke, at bilag IV-arter eller rødlistearter vil blive påvirket
væsentligt af ændringen af projektet.
Screeningen er gennemført med udgangspunkt i den ændring af projekt, som I har
beskrevet for Naturstyrelsen og på baggrund af de miljømæssige forudsætninger, som er
gældende på screeningstidspunktet.
Hvis projektet ændres, er I forpligtet til at anmelde den påtænkte ændring jf. § 2 i bek.
1184 af 6. november 2014 med henblik på at få afgjort, om ændringen udløser VVMpligt.
Hvis der går længere tid, inden I udnytter denne screeningsafgørelse, bør I foretage
fornyet anmeldelse for at sikre, at grundlaget for afgørelsen fortsat er til stede.
Screeningsafgørelser efter planloven anses for principielt at være omfattet af planlovens
§ 56, stk. 1. Det betyder, at afgørelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, inden 3 år
efter at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år.
Offentliggørelse
Afgørelsen offentliggøres den 26. maj 2015 på Naturstyrelsens hjemmeside
www.naturstyrelsen.dk under Annonceringer, Plan og VVM.
Klagevejledning
Afgørelsen kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Miljøministeriet af enhver med retlig interesse i sagens udfald samt af landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen, jf. planlovens §§ 58 og 59.
Klagen skal sendes til Miljøministeriet, Børsgade 4, 1215 København K, eller ved email:
[email protected]
Naturstyrelsens afgørelse kan indbringes for domstolene inden 6 måneder fra
afgørelsens offentlige bekendtgørelse.
Med venlig hilsen
Nina Holst
72 54 47 40
[email protected]
Kopi til:
Frederikshavn Kommune
Miljøstyrelsen
Energistyrelsen
Bilag:
Bilag A – Naturstyrelsens screeningsskema
Anmeldelse af projektet af den 11. maj 2015
5