Hent - Folkekirkens Skoletjeneste Dragør Tårnby

Folkekirkens Skoletjeneste
Dragør - Tårnby
Skoleåret 2015 – 2016
KÆRE LÆRER
Kunne du tænke dig:
• At give dine elever en undervisning lidt ud over
det sædvanlige?
• At have let ved at forberede din undervisning,
fordi andre har tænkt et forløb igennem?
Din lokale folkekirkelige skoletjeneste kan hjælpe
dig med at få disse ønsker opfyldt! Du står med
vores program for skoleåret 2015-16 i hånden!
Læs det og se, om der ikke skulle være et tilbud,
som passer til dig og din klasse!
TILBUD TIL INDSKOLINGEN
LYDSPOR – LEG MED LYD I BIBELSKE FORTÆLLINGER
Målgruppe: 2.- 3. klasse.
Fag: Kristendomskundskab og musik.
Antal lektioner: 8 – 12.
Projektperiode: September–oktober.
I skoleåret 2015/16 udbyder landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester
et projekt til alle 1.-3. klasser på landets grundskoler. En lille animationsfilm om en dreng, et orgel og et
eksistentielt dilemma indleder projektet. Eleverne skal siden udforske sammenhængen mellem: Bibelfortælling, tilværelsesspørgsmål og kirkens musikalske udtryk. Eleverne skal på besøg i en lokal kirke
og høre, hvordan orglet kan skabe stemninger af glæde, sorg, tristhed og eufori. På skolen arbejder
eleverne med fem udvalgte bibelfortællinger, som alle tematiserer en række tilværelsesspørgsmål. På
en it-platform, udviklet til projektet, skal eleverne, i sidste del af projektet, sammensætte orgelmusik og
reallyde, så de i lyd kan gengive fx, hvordan Jonas havde det i hvalfiskens bug, eller hvilken stemning
der var, da den lamme blev helbredt i Kapernaum. (Der er mulighed for at deltage i et gratis lærerkursus
som forberedelse til projektet. Se under lærerkurser!). Tilmelding senest den 1. juli.
DEN RØDE TRÅD I BIBELEN
Målgruppe: 1. - 4. klasse.
Fag: Kristendomskundskab.
Antal lektioner: 2.
Projektperiode: Oktober–november.
Se på billeder! Lyt til fortællinger! 29 skoleklasser fra hele landet har bidraget
til et 25 meter langt billedtæppe, som viser nogle af de vigtigste fortællinger i
Bibelen. Ved at se på billedtæppet og lytte til de fortællinger, der hører til, vil
din klasse få en fornemmelse af, hvordan de forskellige fortællinger i Bibelen hænger sammen. Billedtæppet hænger i Skelgårdskirken i projektperioden. Deltagelse i projektet kræver, at du med din klasse
besøger Skelgårdskirken. Lokale kirkelige medarbejdere vil formidle historierne til jer.
Tilmelding senest den 1. september.
MOD MED MERE
– om mod og livsmod i Bibelen og hos Astrid Lindgren
Målgruppe: 1.- 3. klasse.
Fag: Kristendomskundskab og dansk.
Antal lektioner: 10.
Projektperiode: April–juni.
Er det modigt at slås? Eller modigt at lade være? Er livsmod noget man har?
Eller er det noget man får? I dette projekt præsenteres eleverne for nogle af modets mange lag og udslag. Målet er dels, at eleverne får kendskab til begreberne mod og livsmod, som de kommer til udtryk
i Bibelen og i børnelitteraturen, dels at eleverne lærer at skelne mellem begreberne og de forskellige
måder begreberne kan komme til udtryk på i hverdagen, i litteraturen og i kristendommen. Eleverne
skal arbejde med ”Suser min lind, synger min nattergal” og uddrag fra Pippibøgerne. Derudover inddrages fortællingerne fra Bibelen om Zakæus og David og Goliat.
Projektet sættes i gang af en lille film, hvor børn fortæller, hvad de mener mod og livsmod er. Som en
integreret del af projektet ligger et kirkebesøg midt i forløbet. Besøget er oplevelsesbaseret og her får
eleverne, med hjælp fra en lokal kirkelig medarbejder, mulighed for at reflektere over de anvendte bibelske fortællinger i kirkens rum. Til projektet er desuden udviklet et spil, der med afsæt i den anvendte
litteratur, giver eleverne en mulighed for at udforske forskellige nuancer af mod.
Tilmelding senest den 1. marts.
BESØG EN LOKAL KIRKE
Målgruppe: 0.- 3. klasse.
Fag: Kristendomskundskab.
Antal lektioner: 1 - 2 efter aftale.
Projektperiode: Hele skoleåret.
Tag din klasse med i den lokale kirke! En kirkelig
medarbejder vil fortælle om og tale med eleverne
om: De særlige begivenheder, der finder sted i
kirkerummet, kirkens indretning, inventar og historie. Først er der et oplæg, dernæst får eleverne nogle
opgaver, de skal løse i kirkerummet. Kontakt daglig leder Lone Madsen for at få en aftale! Hvis du
ønsker det, er det også muligt at få bibelfortælling, salmesang eller skitsetegning integreret i forløbet.
Tilmelding er muligt hele året. Dog senest en måned før besøget.
TILBUD TIL MELLEMTRINNET
KAN MAN FORSTÅ MED KROPPEN?
Målgruppe: 4.- 5. klasse.
Fag: Idræt, dansk og kristendomskundskab.
Antal lektioner: 10-12.
Projektperiode: November.
Kan man ved at inddrage bevægelse i kristendomsundervisningen udfolde den faglige læring om centrale begreber? Det
eksperimentres der med i dette projekt, hvor eleverne skal
sætte bevægelser på nogle af de centrale begreber, som de ifølge fælles mål skal kunne, for at vide
hvad kristendom er. Ambitionen er med andre ord at udbyde et projekt, hvor bevægelsen integreres
som et element i den faglige læring. Projektet tager udgangspunkt i begrebet dom. Hertil knytter sig
andre begreber som tilgivelse og nåde. Begrebet dom kender eleverne allerede fra skolegården, men i
projektet skal de arbejde med den særlige betydning begrebet har i en kristen sammenhæng. Hvad er
dom? Hvad bruges begrebet til? Har begrebet aktualitet uden for det religiøse univers? Til projektet er
optaget en række instruktionsvideoer med dansere, som viser specifikke bevægelsesøvelser, der kan
bruges i undervisningen. Bevægelserne er hentet fra cirkeldans og kreativ dans og målet er at arbejde
med, hvordan man via kroppen kan forklare og udtrykke en forståelse af begreber- specielt begrebet
dom. Desuden arbejder eleverne med tekst og kunstbilleder til uddybning og nuancering af begrebet.
Afslutningsvis kan du vælge at lade din klasse besøge den lokale kirke. Her vil eleverne få en forståelse
af, hvordan domsbegrebet forstås og håndteres i kirkens rum. (Til projektet knytter sig et forudgående
lærerkursus. Se under lærerkurser!).
Tilmelding senest den 15. september.
ORDAPOTEKET
Målgruppe: 4.- 6. klasse.
Fag: Kristendomskundskab, dansk og design.
Antal lektioner: 10 - 15.
Projektperiode: Februar-marts.
Inspireret af digteren Morten Søndergaards værk ”Ordapotek”, skal
eleverne undersøge nogle af de centrale kristne begreber de ifølge Fælles
Mål skal kende. Det er fx tro, tvivl, barmhjertighed, tilgivelse og kærlighed.
Eleverne, skal som en del af projektet, udforme medicinæsker til begreberne og udarbejde indlægssedler, der beskriver virkning, dosering og eventuelle bivirkninger af begreberne.
Tilmelding senest den 3. januar.
LINDGREN, LEG OG LIVSMOD
Målgruppe: 4. – 6. klasse.
Fag: Dansk og kristendomskundskab.
Antal lektioner: 8 – 10.
Projektperiode: Marts–maj.
Astrid Lindgrens forfatterskab er præget af optimisme og livsmod. Samtidig er hendes fortællinger kendt af de fleste børn. Projektet her kombinerer
en miniforfatterskabslæsning med faglig ind sigt i begrebet livsmod formidlet gennem kendte Astrid Lindgrenfortællinger bl.a. uddrag fra ”Brødrene
Løvehjerte”, ”Mio min Mio” og ”Ronja Røverdatter”. Begrebet livsmod belyses yderligere gennem et udvalg af kendte bibelske fortællinger og der drages tematiske paralleller
mellem de bibelske fortællinger og Lindgrens fortællinger. Projektet formidles hovedsagligt til eleverne
gennem leg.
Tilmelding senest den 1. februar.
TILBUD TIL UDSKOLINGEN
MOD PÅ LIVET
Målgruppe: 7.- 10. klasse.
Fag: Kristendomskundskab og dansk.
Antal lektioner: 8 - 10.
Projektperiode: Januar–februar.
Projektet handler om at turde leve og være ”styrmand” i sit eget liv - og om
at tage medansvar for andre både i med- og modvind. Formålet er at give
eleverne en forståelse af, hvad mod og livsmod betyder for den måde, man
lever sit liv på. Eleverne introduceres til modet som en balancegang mellem
fejhed på den ene side og overmod på den anden side. Herefter arbejder
eleverne med afsæt i litterære og bibelske fortællinger med opbygningen
af en række etiske dilemmaer om bl.a. mod, mismod, stolthed, skam, sorg
og glæde. Eleverne præsenterer deres etiske dilemmaer for hinanden ved
hjælp af teaterformen forum teater. To klasser får mulighed for at få en gæstelærer på besøg, som
er godt inde i projektet og er erfaren ud i at undervise i forumteater. Gæstelærer tildeles klasser
efter ”først til mølle princippet”. Der vil være en udførlig vejledning til dig som lærer om, hvordan du
leder forumteater, såfremt din klasse ikke er heldig at få en gæstelærer.
Tilmelding senest den 1. november.
LÆRERKURSER
LYDSPOR – LEG MED LYD I BIBELSKE FORTÆLLINGER
Som forberedelse til projektet: Lydspor – leg med bibelske fortællinger udbyder de folkekirkelige skoletjenester på Sjælland et kursus, hvor tilmeldte
lærere bliver introduceret til arbejdet med æstetiske lærerprocessor i relation
til projektet og de musikalske erfaringer, eleverne har mulighed for at gøre sig
i projektet. Organisk Poul Balslev fortæller om musikkens virkemidler og om
hvordan musik kan bevæge os. Derudover vil han give musikalske eksempler,
fortælle om orglet og om hvordan orglets særlige lyd kan bruges til at gøre børn nysgerrige på den klassiske musik. Konsulent Pernille Welent Sørensen arbejder med inddragelse af børn i processer om æstetik
og teater. Hun holder oplæg med øvelser om, hvordan man, som lærer, kan sætte rammerne for og uddybe de æstetiske oplevelser, som børnene møder i musikken. Desuden gives en praktisk demonstration
af, hvordan eleverne kan arbejde med projektets lydprogram (IT- platform). Kurset finder sted onsdag
den 26. august kl. 12 - 15 i Trinitatis Kirke, Pilestræde 67,1112 København K.
Tilmelding på mail til [email protected] senest den 10. juni.
LIVSMOD
I tilknytning til projekterne ”Mod med mere” og ”Lindgren, leg og livsmod”
udbydes et lærerkursus om Astrid Lindgren og livsmod med forfatter Jens
Andersen og professor i socialpsykologi Per Schulz Jørgensen, som bl.a.
har forsket i familieforhold, børns sociale identitet og udsatte børn og
unge. Kurset er for lærere og præster, som skal arbejde med projektet
og finder sted 1., 2. og 3. marts kl. 13-16 i Magistergården ved Hvidovre
Kirke, Hvidovre Kirkeplads 3, 2650 Hvidovre. Venligst angiv ved tilmeldingen, hvordan du prioriterer dagene.
”Pippi” her tegnet af: Frida Marie Krogh Bolbroe.
Tilmelding senest den 6. januar.
KAN MAN FORSTÅ MED KROPPEN?
Kan man komme til en forståelse af, hvad dom og tilgivelse
er gennem kropslige øvelser og dans? Dette kursus byder
på to korte teoretiske oplæg om fænomenologi og det begrebsmæssige fokus i dette projekt: Dom og tilgivelse. Desuden får kursusdeltagerne to praktiske oplæg, hvor du selv
kan afprøve nogle øvelser inden for kreativ dans og cirkeldans, der kan bruges til at eksperimentere med, hvordan
kroppen kan inddrages i den faglige undervisning.
I den nye skolereform ligger en udfordring til alle fag om at
inddrage krop og bevægelse mere i undervisningen. Det
gælder også kristendomsundervisningen. Kurset finder sted
torsdag den 22. oktober kl. 9 – 16 på CFU Titangade 11, 2200 Kbh. N. Bemærk:
Dette kursus udbyder vi i samarbejde med CFU. Derfor skal du tilmelde dig hos dem på:
https://ucc.dk/videreuddannelse/kan-man-forstaa-med-kroppen
Tilmelding senest den 1. september.
PRAKTISK INFO
Det er gratis at deltage i alle skoletjenestens tilbud. Det gælder også lærerkurserne. Vær
dog opmærksom på, at I selv skal betale for eventuel transport både i forbindelse med
projekter og kurser.
TILMELDING
Tilmeldingen foregår på følgende måde: Du sender en mail til
[email protected] med følgende oplysninger: Projektets navn,
klassetrin, antal elever, skolens navn, dit navn, din e-mail adresse og
eventuelt dit telefonnummer. Hvis du er i tvivl om noget, er du også
meget velkommen til at kontakte daglig leder af skoletjenesten Lone
Madsen på telefon 6116 5509 eller at kaste et blik på hjemmesiden
www.skolekirke-sydamar.dk
SKOLETJENESTENS FORMÅL
Lone Madsen
Er at være en resurse for undervisningen i kristendomskundskab og religion i skoler i
lokalområdet. I praksis sker det ved, at vi udbyder en række undervisningsforløb, som du
kan melde dine klasser til. Vi arbejder loyalt efter den til enhver tid gældende læseplan for
kristendomskundskab og andre fag i Folkeskolen. Det er lokale folkekirker, som står bag
skoletjenesten. Vi håber, du har lyst til at tage et af vores undervisningsforløb med i din
undervisningsplan for næste skoleår!
Med venlig hilsen
Provst Poul Bo Sørensen
Formand
Lone Madsen
Cand. pæd. I religion og daglig leder.