1. No category

Nordisk træf i Sygeplejeetisk Råd 2015 i Nuuk
Den 6. og 7. september var Peqqissaasut Kattuffiat (PK), Grønlands Sygeplejerskeorganisation,
vært for Nordisk træf i Sygeplejeetisk råd 2015. Her deltog medlemmer af de sygeplejeetiske råd i
Danmark, Færøerne, Norge og Sverige samt formand Inuuti Fleischer og andre medlemmer af PK,
der arbejder for oprettelsen af et sygeplejeetisk råd i Grønland. Til stede var også Naalakkersuisoq
for Sundhed (sundhedsminister) Doris Jakobsen, Nuuks borgmester Asii Chemnitz Narup,
chefsygeplejerske ved landshospitalet Ella Skifte samt andre gæster fra kommunen,
sundhedsvæsenet og Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab, i alt cirka 40 deltagere.
Den første dag var der en række oplæg fra forskere og praktikere i det grønlandske sundhedsvæsen:
-
-
-
-
-
Distriktslæge i Nuuk, Gert Mulvad, som blandt andet er formand for Videnskabsetisk
Udvalg i Grønland, talte om etiske problematikker i en oprindelig befolkning med andre
livsværdier end dem, der hersker i et vestligt sundhedsvæsen. Hvor sundhedsvæsenet i
etiske spørgsmål har fokus på patienternes individuelle rettigheder og evner, så er
befolkningen mere optaget af kvaliteten af livet, som det udspiller sig i fællesskaber i
familien og lokalsamfundet. Disse kulturelle værdier har sundhedsvæsenet svært ved at
inddrage i praksis. Et forslag til løsning af problemet var dels at uddanne grønlandske
sundhedsprofessionelle, dels at træne alle professionelle i kultursensitivitet.
Ph.d.-studerende ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab ved Grønlands
Universitet, Mikaela Augustussen, talte om etiske dilemmaer i forbindelse med en
spørgeskemaundersøgelse af kræftpatienters behov for palliativ indsats med henblik på at
fremme livskvaliteten. Hun fremhævede blandt andet den opmærksomhed fra
sundhedsvæsenets side, som kan være patienternes begrundelse for at deltage i forskningen,
men som reelt ikke er til stede. Desuden pegede hun på betydningen af samarbejde på tværs
af fag og sektorer, hvis palliativ indsats skal lykkes.
Sygeplejerske på Aasiaat sygehus, Inger Bordbar, som varetager kontakten til
bygdesundhedstjenesten i Aasiaats syv-otte bygder, holdt oplæg via Skype, hvor hun fortalte
om, hvordan de telemedicinske konsultationer fungerer. Hun pegede på etiske udfordringer i
forbindelse med tilliden mellem sundhedspersonalet og bygdebeboerne, som fra
bygdesundhedspersonalets side etableres i dagligdagen i bygden, hvor de skal værne om
tavshedspligten og være rollemodeller for befolkningen.
Rosemarie Elsner, tidligere forstander for alderdomshjemmet i Nuuk og det grønlandske
sundhedsvæsens ekspert på demensområdet, har undervist om ældreomsorg på
alderdomshjemmene i byer og bygder i hele Grønland. Hun fortalte om de etiske
udfordringer for omsorgspersonalet i et samfund, der er splittet mellem traditionelle og
moderne værdier, og om behovet for viden og faglige diskussioner om værdier og
menneskesyn i forhold til gamle mennesker. Hun pegede blandt andet på behovet for at
definere gamle, ikke ved det, de ikke kan, men som personer, der besidder kompetencer og
kan udvikle sig.
Læge og psykiater gennem 35 år, Poul Bisgaard, tog udgangspunkt i de danske
sygeplejeetiske retningslinjer og relaterede dem til mulighederne i telepsykiatrien i
Grønland. Nogle af hovedbudskaberne i hans oplæg var, at etik i telepsykiatrien kræver en
demokratisk relation mellem behandler og patient, at behandleren opbygger forståelse for
patientens situation og således allierer sig med patienten. I den forbindelse lagde han vægt
på betydningen af kulturforståelse og evnen til at tale patientens sprog. Med henvisning til
1
Selvstyrets bekendtgørelse om kvalitet i sundhedsvæsenet påpegede Bisgaard, at
sundhedsvæsenet er til for at tjene brugerne.
På etiktræffets anden dag præsenterede repræsentanter for de forskellige landes sygeplejeetiske råd
deres arbejde, og der blev afholdt workshop om sygeplejeetiske retningslinjer i Grønland. I den
efterfølgende pressemeddelelse hed det blandt andet om oprettelsen af et sygeplejeetisk råd ud fra
værdier i det grønlandske samfund: ’Det er vigtigt at vi i Grønland reflekterer over, hvordan vi
bruger disse værdier og omsætter dem til god sygeplejepraksis. Det er også væsentligt at debattere,
om der er særlige værdier som er væsentlige i sygeplejen i Grønland og ikke mindst hvordan de
omsættes til at sikre høj kvalitet i sygeplejen’. Ligeledes blev der peget på, at ’etiske udfordringer
både er gældende for den enkelte sygeplejerske, for ledende sygeplejersker, sundhedsledelsen samt
det politiske niveau’ (Sermitsiaq.AG, 15. september 2015). Sundhedsministerens, Nuuks
borgmesters og chefsygeplejerskens deltagelse i træffet vidner om det politiske og ledelsesmæssige
niveaus vilje til at støtte op om etiske aspekter af kvalitet i sundhedsvæsenet og i det tværfaglige og
tværsektorielle samarbejde mellem sundhedsvæsenet og kommunerne. Sundhedsminister Doris
Jakobsen udtalte et ønske om, at man i fællesskab prøver at løfte samfundsetiske spørgsmål og
etiske dilemmaer i hverdagen frem i lyset og drøfter dem i fællesskab. Nuuks borgmester Asii
Chemnitz Narup udtrykte ønske om en tættere tilknytning mellem forskning og udviklingsarbejde i
praksis.
Med inspiration fra netværksmødet vil der blive arbejdet videre med etablering af et sygeplejeetisk
råd i Grønland eller måske, alternativt, et klinisk etisk råd, med tværfaglig deltagelse af
sygeplejersker og læger. Ideerne vil blive taget op og diskuteret med medlemmerne af den
grønlandske sygeplejerskeorganisation på PK’s generalforsamling i november 2015.
Etik, kultur og viden
I det følgende diskuteres nogle af de emner, der kom op i løbet af etiktræffet. I og med træffet
foregik i Grønland, var der særligt fokus på kultur. Flere oplægsholdere var inde på forskellene på
’oprindelige’1 folks tilgang og en ’vestlig’2 tilgang til kulturelle værdier: Fx at der hos de første er
mere fokus på følelser, mens der blandt de sidste hersker en mere rationalistisk tankegang og
praksis. Hvor der i et ’vestligt’ system i etiske retningslinjer fokuseres på beskyttelse af individets
autonomi og selvbestemmelse, fx gennem informeret samtykke, er man blandt de arktiske
’oprindelige’ befolkninger mere optaget af principper for et godt liv (eller well-being), der gælder
hele fællesskabet/community’et/samfundet. Nuka Alis, en kvinde der i et kulturelt indslag fortalte
om trommedans som følelsesudtryk og metode til konfliktløsning i fangersamfundet og opførte et
par af sine egne sange/danse, sagde blandt andet, at grønlændere stadig i dag er meget ’vi’-baserede,
som en arv fra fangerkulturen. Det handler stadig om ’os’, ikke om ’mig’. Det er en tilgang, som jeg
tænker, vi som sundhedsprofessionelle og sundhedsforskere kan lære noget af. Samtidig ser jeg ikke
de kulturelle skillelinjer som forskelle i en henholdsvis ’oprindelig’ og ’vestlig’ tankegang og
praksis, men snarere som skillelinjer mellem professionelle- og forskerkulturer på den ene side og
1
Kulturelle praksisformer udvikler sig ikke lineært over tid, derfor sættes betegnelsen ’oprindelige’ i anførselstegn.
Da kulturelle praksisformer blander sig i praksis uafhængigt af geografisk placering, sætter jeg betegnelsen ’vesten’ i
anførselstegn.
2
2
brugere med forskellige kulturelle baggrunde på den anden side. Det vil jeg sige noget mere om i
det følgende.
Som en anden oplægsholder var inde på, så er Grønland i dag ikke et homogent fangersamfund,
men et mere splittet samfund, også præget af ’individualisme, selvrealisering og storbyliv’.
Grønland har i århundreder været under indflydelse af kulturelle praksisser fra Europa, især
Danmark, og tidligere tiders kulturelle praksisser har fået mindre betydning, men lever videre,
måske især de steder, hvor folk lever af fangst og small-scale fiskeri. Det har også betydning, at
fangersamfundet tidsmæssigt ikke ligger så langt tilbage i tiden, så kulturelle værdier og praksisser
er gået i arv gennem få generationer og er dermed stadig stærke og levende. Men i og med en mere
individualistisk livsførelse, hvor man ikke er afhængige af hinanden i samme grad, som man var i
fangersamfundet, er folk i Grønland selvfølgelig også blevet præget af en mere individualistisk
kulturel praksis. Eksempelvis har min egen forskning3 vist, at hvis den støtte fra familie og venner,
som er forudsætningen for, at mange kronisk syge kan få deres liv til at hænge sammen, svigter, så
kan den syge gribe til individualistiske måder at håndtere sit liv med sygdom på, blandt andet at
bearbejde sin egen væremåde, så andre kan holde ud at være sammen med én – fx græde når ingen
ser det, holde sine frustrationer og problemer for sig selv for ikke at bebyrde andre med dem osv. På
den måde mener jeg ikke, man kan dele mennesker op i ’oprindelige’ og ’vestlige’. Vores kulturelle
værdier og praksisser er ikke medfødte, men formes og ændres under forskellige betingelser. Mange
af deltagerne fra de nordiske lande fortalte eksempelvis om det tiltagende fokus i sundhedspraksis
på familien, som udtryk for et mere helhedsorienteret syn på mennesker som deltagere i sociale
sammenhænge, ikke bare som enkelt-objekter for behandling. En opprioritering af et helhedsorienteret syn på patienter kan hænge sammen med sundhedsvæsenets behov for at løse sine
opgaver på nye måder, fordi den individualistiske tilgang ikke kan løse sundhedsvæsenets
(økonomiske) problemer.
Min antagelse er, at også mennesker i ’vesten’ lider under en rationalistisk tankegang og praksis i
sundhedsvæsenet, og at mennesker i ’vesten’ også værdsætter følelser. Men inden for rationalistiske
institutioner som sundhedsvæsenet, bliver følelser regnet for irrationelle og irrelevante for de
beslutninger, der træffes. Sundhedsvæsenet er godt nok udviklet i ’vesten’, men ’vesten’s
befolkninger kan ikke over en kam tages til indtægt for de forståelser af sundhed og sygdom, som
sundhedsvæsnet bygger på. Også i ’vesten’ har der i tidligere tider, under andre måder at producere
samfundet på, hersket andre mere fællesskabsbaserede praksisser i forhold til at håndtere livet med
sygdom, og patienter i ’vesten’ søger også i dag fællesskaber som forudsætning for at få livet med
sygdom til at hænge sammen. Pointen er, at kulturelle praksisser, både fællesskabsbaserede og
individualistiske, er historisk udviklet under nogle bestemte betingelser. Fx har biomedicinens
overbevisende evne til at bekæmpe infektionssygdomme været medvirkende til, at en biomedicinsk
tilgang til sundhed og et godt liv har fået så stor dominans i vores sundhedsvæsen, på trods af, at
spørgsmålet om et godt liv er et humanistisk anliggende. Pointen er dermed også, at kulturelle
praksisser i sundhedsvæsenet kan forandres. Og at forandringer må forholde sig til befolkningens
kulturelt formede ønsker og behov, hvis der skal opbygges et kultursensitivt sundhedsvæsen, som
flere af oplægsholderne udtrykte ønske om.
Her kommer vi til professionsetikkens kerne: Hvordan kan sundhedsvæsenet som strukturel ramme
og de sundhedsprofessionelle som et ’klinisk kollektiv’ inddrage brugernes kulturelt formede
3
Projektet ’Hverdagsliv med sygdom – Patienters kulturelle perspektiver på sundhedspraksis i Grønland’. Udkommer
som bog i oktober 2015 gennem INUSSUK – Arktisk forskningsjournal.
3
ønsker og behov? Er det noget, de professionelle skal gøre som et supplement til eksisterende
praksis og ud fra deres egne faglige perspektiver? Eller skal brugerne have mere gennemgribende
indflydelse på ydelsernes udformning, hvis sundhedsvæsenet, med en anden oplægsholders ord,
virkelig skal tjene befolkningen og blive mere kultursensitivt og demokratisk? Hvordan kommer vi
ud over, at sundhedsvæsenet behandler brugerne paternalistisk og spænder ben for folks
muligheder for at tage ansvar for deres eget liv, som en oplægsholder så rammende udtrykte det?
Vi kan måske komme det nærmere ved at se på, hvordan vi kan forstå kultur og kulturforskelle. Når
vi taler kulturforskelle, så fokuserer vi ofte på nationale eller etniske kulturer og forklarer
modsætninger og konflikter hermed. Mere relevant kunne det være at tale om forskelle mellem
kulturelle livsformer ud fra, hvad vi beskæftiger os med i forhold til at skabe os et liv, fx som
fiskere og fangere, fåreholdere, skolelærere, sundhedsmedarbejdere, forskere, butiksindehavere,
buschauffører, håndværkere, kontorarbejdere, osv. osv. Ud fra disse praksisser danner vi vores krav
og værdier til, hvad et godt liv er. En virksomhedsleder i en by vil fx have krav til en moderne,
præsentabel bolig, hvor hun kan modtage forretningsforbindelser og arbejde fra sit hjemmekontor.
Mens en fanger og fisker i en bygd fx vil prioritere værksted, båd og fangstredskaber og have andre
krav til boligens standard. Inden for forskellige livsformer har vi således forskellige værdier til et
godt liv. Men som deltagere i en livsform har vi ofte svært ved at se ud over denne livsform og
forstå, at mennesker, der lever inden for andre livsformer, har andre værdier og krav til et godt liv
(Højrup, 1983, 2013). Fx bliver den selvstændige fisker- og fangerlivsform i bygderne betragtet
negativt af mange lønarbejdere i byerne, mens undersøgelser viser, at langt de fleste af
bygdebeboerne er godt tilfredse med deres liv, fordi de kan realisere deres livsform (Poppel 2007,
Hendriksen, 2013).
Denne måde at se kulturforskelle på kan forklare mange forståelsesvanskeligheder mellem patienter
og professionelle. De sundhedsprofessionelle har at gøre med borgere eller patienter fra alle
samfundets livsformer og konfronteres således med de forskellige livsformers opfattelse af, hvilke
former for professionel støtte de har brug for med henblik på at kunne håndtere deres liv på en
måde, der giver mening for dem. Fx kan en kontorarbejder i Nuuk, som har fået sukkersyge, måske
have let ved at indpasse de professionelles vejledning om mere motion i sit liv, fordi han kan
motionere i sin fritid. Mens en selvstændig butiksindehaver med det samme sundhedsproblem kan
være nødt til at prioritere at stå i butikken om dagen og lave lageroptælling og regnskaber om
aftenen og i weekenden og derfor have sværere ved at finde tid til motion. Sådanne forskelle i
patienternes muligheder inden for deres livsform må de sundhedsprofessionelle forholde sig til og
forstå, hvis de skal kunne give en vejledning, der er relevant for den enkelte patient. Det stiller krav
til de professionelle om at kunne se ud over deres egen livsform (fx som lønarbejdere med fritid til
at dyrke motion) og forstå patienternes livsførelse som en del af andre livsformer (fx en livsform
med selvstændig virksomhed, som optager de fleste af døgnets timer).
Etik er således også et spørgsmål om, hvordan vi ser på værdien af forskellige vidensformer i
praksis. Det var oppe mange gange i løbet af træffet, blandt andet i forbindelse med diskussioner
om telemedicin, at der er behov for større brug af samtaler mellem patienter/pårørende og
professionelle - åbne samtaler, der giver rum og mulighed for, at patienten og familien kan komme
til orde om, hvad der ligger dem på sinde, og hvad de selv gerne vil. Sådanne samtaler ville blandt
andet kunne foregribe problemer som både overbehandling og underbehandling af patienters
sygdomme, mange pårørendes pres for en måske irrelevant eller fra patientens side uønsket
behandling osv. Desuden blev det påpeget, at patienter og pårørende ofte ikke aner, hvad de går ind
til, når de bliver indlagt.
4
Det kan lyde selvindlysende og banalt, at de professionelle skal tale med patienterne om deres
betingelser for at drage nytte af sundhedsindsatserne, og hvordan de selv ser på deres muligheder.
Min forskning viser blandt andet, at de omsorgsprofessionelle, på trods af eksplicitte ønsker om
etisk forsvarlige relationer til deres patienter, ofte forsømmer inddragelsen af patienternes
perspektiver, fordi rammerne kræver, at de først og fremmest udfører de arbejdsopgaver, der er
snævert knyttet til diagnosticering og behandling. Desuden viser forskningen, at de professionelle
gennem deres uddannelser og praksis får bibragt en opfattelse af, at deres faglige viden har større
værdi end patienters og pårørendes. Fx er det en udbredt forståelse af ’brugerinddragelse’, at
patienterne skal oplyses om sygdom, behandling og rehabilitering, så de kan have et vidensmæssigt
grundlag for at ’samarbejde’. Der er ikke nødvendigvis en samtidig forståelse af, at de professionelle har brug for viden om deres patienters liv og perspektiver, og at denne viden har lige så stor
betydning for et vellykket behandlingsforløb, som deres faglige viden har (og der er heller ikke
procedurer for dens inddragelse). Patienters viden regnes ofte for irrationel og mangelfuld.
Min forskning i patienters perspektiver på sundhedspraksis ud fra et fokus på, hvordan de håndterer
livet med sygdom i hverdagen, peger på ressourcer og udviklingsmuligheder. Når man går bagom
det umiddelbart fremtrædende, den sengeliggende, passive patient, som man fx som sygeplejerske
umiddelbart ser i hospitalssammenhængen, så opdager man, hvor aktive folk er for at få deres liv til
at hænge sammen i hverdagen trods ofte meget store vanskeligheder som følge af sygdom og
behandling. Patienter tager ansvar for deres liv, men ofte lykkes det ikke særlig godt, når de er ramt
af sygdom. De har brug for professionel støtte. Men de har brug for den på deres egne præmisser.
Derfor må de professionelle være opsøgende over for patienternes viden om deres eget liv og egne
perspektiver på deres muligheder. Det kræver et opgør med forestillingen om professionel viden
som højere rangerende end patienters viden om deres eget liv – og praktiske rammer og procedurer
for at inddrage patienternes perspektiver4.
Samtaler, der rummer de professionelles opsøgen af patienters og pårørendes viden, kan også
diskuteres ud fra en etisk tilgang i forhold til brugen af telemedicin. På træffet blev det mange
gange fremhævet, at telemedicin kun er et redskab til noget andet, og at vi skal passe på med at
stirre os blinde på teknikken. Jeg er helt enig i dette synspunkt, men det er vigtigt at vi gør os klart,
hvad dette andet er. Det fremgik ikke af oplægget om telemedicin i Grønland, hvorvidt udstyret
bliver brugt til at inddrage patienterne i deres behandling, pleje og rehabilitering gennem samtaler –
som et etisk aspekt af brugen af telemedicin. Det kunne der være brug for mere diskussion om
blandt sundhedsprofessionelle (og forskning i, som en af deltagerne pegede på).
Et sidste emne fra det sygeplejeetiske træf, jeg vil kommentere, er forskningens betydning for
sundhedspraksis. Det er en udbredt opfattelse af viden og læring, at viden er forudsætningen for
handling. I forbindelse med dette synspunkt tog Asii Chemnitz Narup spørgsmålet op, om ikke man
kan udføre forskning og udvikle praksis på samme tid. Jeg vil gerne argumentere for sådan en
tilgang til forskning som samtidig praksisudvikling.
4
Denne demokratiske, kultursensitive tilgang har også økonomiske implikationer: Min forskning viser utallige
eksempler på, at sundhedsvæsenet yder kostbare indsatser, som ikke får de tilsigtede virkninger, fordi de ikke er
tilpasset patienternes individuelle behov og perspektiver. Også mange af de interviewede patienter peger på det
økonomisk uforsvarlige i ikke at forbinde dyre indsatser med patienternes muligheder og behov i den daglige
livsførelse.
5
For det første er evnen til at tage stilling til kvaliteten af praksis ikke kun et spørgsmål om mængden
af viden, man besidder. Det er også et spørgsmål om videnssyn og menneskesyn og dermed synet
på, hvad god praksis overhovedet er. Det sidder eksperter ikke inde med den sande viden om. For
det andet må forskningen inddrage alle vidensformer i praksis, også brugernes, hvis den skal sikre
sin relevans for praksis – netop fordi eksperter ikke kan levere al den viden, der er brug for i
praksis. For det tredje er forskningsresultater ikke nogen, de professionelle bare kan tilegne sig og
overføre til praksis. Der bruges faglig praktisk viden, erfaringsviden, viden om patienternes ønsker
og behov osv., når der tages beslutninger i praksis. Denne viden kan sundhedsforskning, der
distancerer sig fra praksis, ikke omfatte, og derfor bliver det ofte tilfældigt og personafhængigt,
hvordan forskningsviden bruges i praksis.
Af alle disse grunde giver det god mening at inddrage patienter og professionelle i
forskningsprocessen. Forskningen kan derved blive en fælles udforskning af praksis ud fra
forskellige perspektiver og med bidrag af forskellige former for viden. Forskningen kan designes
som udviklingsprojekter ud fra nogle grundlæggende principper om god praksis, blandt andet
inddragelse af alle perspektiver, og herefter kan, gennem udførelsen af projektet og en stadig
justering af det gennem fælles refleksion og teoretisering over processen, udvikles viden om
muligheder og problemer, både i praksis og i udviklingen af den. På den måde kan praksis udvikles
i samme bevægelse som sundhedsindsatser forskningsbaseres. Denne tilgang bygger på en etisk
tilgang til patienter som ligeværdige deltagere i sundhedspraksis.
Et andet vigtigt aspekt af forskning som praksisudvikling er, at ledere og beslutningstagere
forpligter sig til at støtte op om udviklingen af viden og brugen af resultater i praksis.
Referencer
Hendriksen, Kåre (2013): Grønlands bygder – økonomi og udviklingsdynamik. Naalakkersuisut/ Grønlands Selvstyre.
INUSSUK – Arktisk forskningsjournal 3.
Højrup, Thomas (1983): Det glemte folk – Livsformer og centraldirigering. Institut for Europæisk Folkelivsforskning
og Statens Byggeforskningsinstitut.
Højrup, Thomas (2013): Kulturelle livsformer og helbred. I: Grith Niklasson (red.): Sundhed, menneske, samfund.
Samfundslitteratur.
Poppel, Birger (2007): Nogle forskelle mellem levevilkår i byer og bygder – og input til en diskussion om bygdernes
fremtid. I: Samfundsøkonomen nr.1, side 19-24.
Pressemeddelelse: ’Peqqissaasut Kattuffiat vil udvikle etisk råd’. I: Sermitsiaq.AG, 15 september, 2015.
6
Intro til mig selv:
Tine Aagaard, 59 år, sygeplejerske siden 1988, ph.d. i Arktiske studier, sundheds- og
samfundsforhold.
Jeg har gennemført mit ph.d.-studium ved Grønlands Universitet, hvor jeg har været ansat som
underviser ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab siden 2008.
Ph.d.’en er et kvalitativt studie i kronisk syge patienters hverdagsliv med sygdom og deres
perspektiver på sundhedsvæsenets indsatser. Indsigten i den daglige livsførelse med sygdom har
peget på muligheder for professionelle indsatser, der retter sig mod patienternes kulturelt formede
ønsker og behov i deres konkrete, lokale livssammenhænge.
I foråret 2015 påbegyndte jeg et nyt forskningsprojekt: ’Sammenhængende rehabiliteringsforløb for
kronisk syge patienter i et fremtids- og udviklingsperspektiv’. Projektet undersøger brugernes
perspektiver på et meningsfuldt liv med sygdom og funktionsnedsættelse som udgangspunkt for at
udvikle tværfaglige og tværsektorielle rehabiliterende indsatser på tværs af sundhedsvæsenet og
kommunerne.
Siden 2012 har jeg været redaktør af det professionsfaglige stof i den grønlandske
sygeplejerskeorganisation Peqqissaasut Kattuffiats fagblad Tikiusaaq, som udkommer to gange
årligt (findes på www.pk.gl).
Publikationer:
Aagaard, Tine, Tove Borg og Lise Hounsgaard (2012): Hverdagsliv og daglig livsførelse. I:
Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 2010-12. Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat.
Aagaard, Tine (2014): Hverdagsliv med sygdom – Patienters kulturelle perspektiver på
sundhedspraksis i Grønland. Ph.d.-afhandling, Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab,
Ilisimatusarfik/University of Greenland (afhandlingen udgives som bog gennem INUSSUK –
Arktisk forskningsjournal i efteråret 2015).
Aagaard, Tine (2014): Grønlandsk mad på hospitalsmenuen – ernæring, livskvalitet og
bæredygtighed. I: Tikiusaaq nr. 1 (artikel).
Aagaard, Tine (2014): Debat om rehabilitering i sygeplejen. I: Tikiusaaq nr. 2 (leder).
Aagaard, Tine (2015): Hverdagsliv med sygdom – nogle resultater. I: Tikiusaaq nr. 1 (artikel).
Aagaard, Tine (2015): Etik, kultur og viden. I: Tikiusaaq nr. 2 (leder).
Desuden kan jeg henvise til den faste klumme ’Fra forsker til fag’ i Sygeplejersken, nr. 8, 2015:
’Professionelle får handlemuligheder gennem indsigt i patienternes daglige livsførelse’.
7