DREJEBOG for LANDSBYANALYSER Analysernes indhold Der udarbejdes helhedsorienterede landsbyanalyser, der kortlægger det enkelte lokalområdes kvaliteter og udviklingsmuligheder, og som vil ligge til grund for en dialog og videreudvikling af de lokale udviklingsplaner (LUP). Analyserne vil bestå af to overordnede emner som er: Datagrundlag og Fysisk byrumsanalyse. Analyserne suppleres med kortmateriale og afrundes med en samlet opsumering af lokalområdets potentialer. Datagrundlag Datagrundlaget vil beskrive befolkningens demografiske sammensætning og udvikling i området. Her undersøges aldersfordelingen, nu og for fem år siden, samt antallet af indbyggere nu og for fem år siden. Desuden undersøges antallet af huse og byggegrunde som er til salg og antallet af huse og grunde som er blevet solgt indenfor samme periode, dertil kommer nedrevede bygninger og eventuelle ønsker til flere nedrivninger. Analysen vil også indeholde en gennemgang af det lokale foreningsliv (antal, medlemstal og evt. udvikling i medlemstal), samlingssteder, fællesområder m.m. samt offentlige institutioner og kollektiv trafik. Hvis muligt tilføjes også en kortlægning af hvor der anvendes andre funktioner, hvis ikke i selve landsbyen, f.eks. skole, fritidsaktiviteter, indkøb m.m. Datagrundlag indsamles på sogneniveau og hvor det er muligt på landsbyniveau. Fysisk byrumsanalyse Den fysiske byrumsanalyse vil indeholde en kortlægning af placeringen af rammeområder, nye udstykninger, samt placeringen af offentlige institutioner og fritidsfunktioner. Desuden undersøges karakteristika for den fysiske bebyggelse, herunder strukturer, landmarks (særlige kendetegn), tomme huse, eller ”huller” i gaderækken, samt byrummene og deres fysiske tilstand. Grønne områder kortlægges og vil omfatte parker, skov og stiforbindelser til naturen, samt en beskrivelse af om der er særlige kvaliteter i nærheden, f.eks en placering nær ved Kongeåen eller Skibelund Krat el. lign. som kan have værdi for landsbyens fremtidige udvikling. Infrastrukturelt kortlægges hovedfærdselsårer, barrierer, torve, pladser og knudepunkter, under-/overføringer, adgange og velkomst og der undersøges om der er synlige problematikker, eller noget der fungerer uhensigtsmæssigt. Kortmateriale Datagrundlaget og den fysiskebyrumsanalyse suppleres med et kortmateriale, hvor observationer fra den fysiske byrumsanalyse indtegnes. Analyserne vil indeholde to typer af kort, et stort og et lille. Det lille kort viser hele landsbyen med dens kommuneplanrammer, funktioner, offentlige institutioner, bindinger (forskellige fredninger og byggelinier) og overordnede infrastruktur. Det store kort vil indeholde mere detaljerede indtegninger af observationer gjort gennem den fysiske byrumsanalyse, bl.a. mødester, stier, m.m. Analyserne vil således komme til at indeholde en beskrivelse af landsbyens udvikling, kendetegn og tilstand, som suppleres med et overskueligt kortmateriale. Afrunding på proces Analyserne overleveres til Lokalrådene på et offentligt møde i slutningen af januar 2016. Det offentlige møde afholdes således som en afrunding på analysearbejdet og som en optakt til Lokalrådenes videre arbejde med de lokale udviklingsplaner. Lokalrådene kan efterfølgende supplere analyserne med uddybende viden om f.eks. uformelle mødesteder, anvendelse af andre funktioner (netværkstankegangen) m.m. hvad de måtte finde relevant for det videre arbejde med deres udviklingsplaner. Projektgruppen Projektgruppen består af en medarbejder fra team Erhverv & Plan og en medarbejder fra team Projekt. Undervejs inddrages øvrige relevante fagpersoner. Tidsplan og proces Byanalyserne opstartes efter beslutning på møde i Landdistriktsudvalget d. 2. sep. 2015. Arbejdet indledes med to cases; Gjerndrup og Øster Lindet, hvor der drages erfaringer om analysernes og kortmaterialets indhold, som justeres inden arbejdet med de resterende landsbyer. De to første cases påbegyndes primo september. Arbejdet påregnes at tage ca. 1 uge, og vil indeholde skrivebordsarbejdet (indsamling af datagrundlag og udarbejdelse af kortmateriale), samt en byvandring i de to landsbyer. Efterfølgende gennemarbejdes de indsamlede data i beskrivelser og kort. Herefter kommer turen til de resterende landsbyer. Kommunen inddeles geografisk i fire områder og landsbyerne tages i et område af gangen, efter samme metode som de to case-landsbyer. I kommunen findes der 21 landsbysamfund med lokalråd og der beregnes ca. 2 fulde dage pr. landsby. Arbejdet afsluttes inden udgangen af januar 2016, hvor analyserne overdrages til lokalrådene, således at lokalrådene kan anvende analyserne som baggrund for udarbejdelsen af 2. generation af de lokale udviklingsplaner.
© Copyright 2024