1. No category

BILAG 2: INTERVIEW
1
Interview med afdelingsleder for Social og Integration
i Ringkøbing-Skjern kommune
S: Sofie (Interviewer)
K: Kirsten (Afdelingsleder)
Intro:
S: Jeg vil starte med at præsentere mig selv og mit speciale og fortælle om interviewet.
Jeg hedder som nævnt Sofie og studerer på Roskilde Universitet og er ved at skrive mit speciale i
Forvaltning. Mit speciale handler om kommunernes integrationsindsats med særligt fokus på det her
integrationsprogram til flygtninge og familiesammenførte udlændinge.
Så jeg har spurgt jeres kommune om samarbejde til interviews, da jeg er meget interesseret i at
høre, hvordan I lige præcis har opbygget jeres integrationsindsats på kommunen. Det er på
baggrund af, at jeg deltog ved uddeling af Integrationspriserne 2013, hvor I jo vandt prisen som
årets integrationskommune. Og så har jeg været herovre sidste semester, i forbindelse med mit
praktikophold som var ved at evaluere et projekt for Dansk Flygtningehjælp, nemlig Mind-Spring.
Så jeg har bidt mærke i jeres integrationsarbejde, og er rigtigt glad for at få lov at komme i dag, og
at I har lyst til at bidrage med det her interview til mit speciale.
S: Så vil jeg starte med nogle spørgsmål omkring dig og din baggrund. Hvis du vil starte med at
fortælle din uddannelse og stillingsbetegnelse her på kommunen?
K: Ja, jeg er uddannet Socialrådgiver oprindelig, og er så nu afdelingsleder for en afdeling,
der hedder Social og Integration, som sådan er en lidt blandet afdeling. Man kan sige, at det vi jo
skal snakke om i dag er integrationsområdet. Men udover det har vi også hele
førtidspensionsområdet. Vi har alle ressourceforløb, der kommer fra rehabiliteringsteam.
Vi har en åben borgervejledning. Vi har den gode løsladelse. Vi har noget familierådgivning i
forhold til kvinder og børn, der er på krisecentre. Så man kan sige vi har en meget socialfunderet
del. Og så har vi hele integrationsområdet, som så både indbefatter det at modtage helt nye
flygtninge, men også den beskæftigelsesrettede indsats samt de flygtninge som af en eller anden
årsag ikke er kommet i gang med deres integration, eller de har måske været i gang, men så bliver
2
de sygemeldt, kommer på kontanthjælp så bliver de også en del af den afdeling, som jeg er
afdelingsleder for.
S: Okay. Hvor lang tid har du arbejdet med det?
K: Altså, jeg har arbejdet med integration siden slutningen af 90erne, og er gået fra Ringkøbing
kommune, da vi blev sammenlagt med fire andre kommuner tilbage i 2007. Der (RSK) startede jeg
som fagligkoordinator for den her afdeling (Social og Integration), som jeg nu er afdelingsleder for,
og har været afdelingsleder i ca. tre år nu.
S: Så du trækker på tidligere erfaringer eller tidligere jobs i dit arbejde i dag?
K: Det gør jeg ja. Både kan man sige min socialrådgiveruddannelse, men selvfølgelig også de
erfaringer jeg har gjort som praktiker, altså det selv at have arbejdet med det, og haft fingrene i det
i forhold til integration. Så jeg ved ret meget hvad det handler om, det at skulle modtage nye - og
hvad det betyder både for de medarbejdere som skal udfører opgaven, men også for de mennesker
som kommer hertil.
S: Og dine primære arbejdsopgaver. Hvordan vil du beskrive dem?
K: Åh ja. Hvis man sådan skal sige det overordnet, så har jeg selvfølgelig personaleledelsen af
medarbejderne og der ligger jo alt hvad der indbefatter det at have personaleledelse.
Det handler jo selvfølgelig dels om at ansætte folk, men det handler også om alt det praktiske
omkring det at køre en afdeling. Og så kan man sige, at jeg også har det faglige ansvar, faglig leder
i forhold til at få implementeret ny lovgivning. Vi evaluerer rigtigt meget på indsatser hele tiden, vi
har ikke sådan stationær – nåh nu gør vi det bare på den måde og så bliver vi ved med det.
Og det er selvfølgelig mig der sidder for bordenden i forhold til de processer. Så det sådan en
kombination af personaleledelse og faglig ledelse.
S: Okay. I forhold til hvad der er vigtigst for dig i dit arbejde med integration. Kan du sige noget
om det?
K: Jamen det der er vigtigst, og det er egentlig meget af det, der gennemsyrer vores indsats – det er,
at når vi modtager nye borgere så ser vi dem som ressourcer. Det er vores udgangspunkt.
Vi er meget ambitiøse på de menneskers vegne som vi modtager og tænker, at de kan bidrage med
3
noget positivt ind i vores kommune i forhold til de kommer med. Så det er sådan udgangspunktet
for os. Det er sådan vi ser de mennesker, der kommer hertil. Og den måde vi møder dem på også.
S: Så menneskesynet spiller meget ind?
K: Ja!
S: Hvor mange medarbejdere arbejder med integration her i kommunen?
K: Jamen der er lige nu fire rådgivere og så er der to jobkonsulenter, tre familiekonsulenter, og så er
der to administrative. Så lige nu har vi faktisk en stilling slået op som sådan er lidt
boligmedarbejder/integrationsmedarbejder, sådan en lidt bred praktiskorienteret stilling, som
forventes besat her 1. juli. Derudover har vi to projekter som vi kører med vores projektenhed, dels
et projekt, der hedder ’Ny i Danmark’, som alle vores nye kommer på, der er sådan et introforløb,
hvor de dels går på sprogskolen og så er de to dage i det her projekt. Og derefter kommer de i
sprogpraktikker. Det er sådan en, ja som det hedder ’Ny i Danmark’, hvordan er det at være
kommet til Danmark og hvad betyder det, hvordan er arbejdsmarkedet, hvilke muligheder er der.
Så har vi også et projekt for unge mænd, primært sådan nogle lidt unge bøvlere, som ikke rigtigt er
kommet i gang. Typisk nogle som er her alene, har deres familie andet sted, som har svært ved at få
hverdagene til at fungere: hvordan får jeg lavet mad, hvordan får jeg gjort rent, hvordan får jeg
struktureret mit liv, når nu jeg ikke har min primære familie omkring mig. Og så har vi jo et antal
tolke, som vi samarbejder med.
S: Er det nogle projekter som I selv har taget initiativ til?
K: Det er der ja. Og lige nu er vi ved, at udvikle på det her projekt ’Ny i Danmark’.
Vi vil have det til - der er vi blevet inspireret af Vejle, som kører noget omkring branchepakker.
Fordi vi gerne vil prøve at målrette det mere i forhold til arbejdsmarkedet.
S: Ja, okay. Har I så samarbejde med Vejle i forhold til hvordan de gør?
K: Det har vi. Ja. Og vi har også hyret et firma, der kan lave nogle ressourceanalyser hos os for at
finde ud af, hvad er det for nogle brancher hos os, hvor vi kan se nogle muligheder i forhold til den
her gruppe af mennesker.
S: Det lyder spændende.
4
K: Ja, det er det også (griner).
S: Hvad svarer de her ansatte I har, hvad svarer det til i fuldtidsstillinger? Er de mere eller mindre
alle sammen fuldtid eller har de også andre opgaver?
K: De er mere eller mindre fuldtid alle sammen. Det er de.
S: Har I selv rammer til hvor mange I kan ansætte til integration eller hvordan fungere det?
K: Jamen det har vi jo i et eller andet omfang. Jeg har jo det økonomiske råderum og indenfor det
skal jeg operere i forhold til lønkroner. Der kan man sige, at lige præcis på integrationsområdet får
vi jo meldt kvoter ud og for eksempel vores kvote for i år er væsentligt ændret. Den er blevet noget
højere, så der har jeg faktisk været ved mit beskæftigelsesudvalg og forespurgt om en stilling mere,
og det er derfor vi lige nu, har en stilling opslået i forhold til det.
Men ellers er det jo ikke sådan, at jeg bare kan sige – nåh nu er der så og så mange opgaver så nu
ansætter jeg bare flere og flere. Men der er selvfølgelig en mulighed for altid at kunne gå til
udvalget, og se om vi kan finde midlerne på anden vis.
Og noget af det som vi har muligheden for på integrationsområdet – det er, at der ligger dels nogle
refusionsmæssige ting, som er rigtige interessante.
Og så er der resultattilskuddene som vi kan være med til at påvirke. Altså når folk får ordinært
arbejde eller ordinær uddannelse så er der jo nogle kroner tilbage til kommunen.
Det er noget af det jeg har italesat overfor vores politikere – at det (midlerne) vil vi jo gerne bruge
til indsatsen. De kunne jo vælge at putte det i nogle andre huller i kommunen, men de vælger
faktisk at bruge det i forhold til indsatser på integrationsområdet. Og det er jo rigtigt positivt.
S: Men synes du så, at det er tilpas eller for lidt eller for mange medarbejdere I er lige nu?
K: Lige nu vil jeg sige, at det er meget balanceret – det synes jeg passer meget godt.
Altså, vi mangler lige den her person nu, som skal lave de her praktiske ting og det er simpelthen
fordi vores måde at modtage flygtninge har ændret sig.
Hvor vi tidligere har modtaget, hvad skal man sige, i store grupper, så modtager vi simpelthen hvert
eneste måned nu. Så kommer der 3-4 stykker hvert måned. Og det giver et voldsomt praktisk pres i
forhold til at finde boliger og alt det praktiske der ligger i forbindelse med modtagelsen. Så vi håber
på at ved, at der er en som får det som opgave – at det sådan kan flytte lidt. For lige nu er der meget
– rigtigt meget at se til.
5
S: Skal den person så være med ude i boligområderne – og være socialmedarbejder…
K: Ja, det er meningen.
S: Jeg har læst i nogle af dokumenterne (dokumenter fra RKS), at I for eksempel har pædagogisk
støtte til børnefamilier. Er det også et initiativ I selv har taget?
K: Altså, det er faktisk et af de initiativer som jeg har taget med mig fra mit tidligere liv, havde jeg
nær sagt. Jeg har selv været ansat som familiekonsulent i flygtningefamilier og har været med sådan
fra dag ét, når familierne kom – og det gav rigtig god mening. Det var så noget af det, som
forsvandt i forbindelse med kommunesammenlægningen, og da jeg så kommer ind i det her arbejde,
kan jeg godt se, at der er et eller andet som mangler i vores indsats.
Så tilbage i 2009 der får vi så mulighed for, at begynde at ansætte familiekonsulenter, hvor vi så
starter med én - og i dag er der så tre familiekonsulenter ansat. Hvor fokus er, at de simpelthen
bliver koblet på alle vores nye familier, altså der hvor der er børn under 18 år og hvor vores fokus er
- altså det handler ikke om behandling - det handler om praktisk pædagogisk støtte.
I forhold til, at de er her som familie, men der er mange ting som de ikke ved, fordi de jo ikke er
opvokset her – og som vi to ved fordi vi voksede op her. Vi ved – jamen hvad er det for nogle
forventninger, der er når man har børn i skole – hvad er det for nogle forventninger når man skal gå
på arbejde. – Og madpakker. – Og fødselsdage. – Ja alle de der ting, som vi andre jo ved fordi vi er
opvokset her, men som man jo ikke har nogen chance for at vide, hvis man kommer et andetsteds
fra, hvor tingene kan være væsentlig anderledes. Så det er meget deres (familiekonsulenterne)
opgave. Vi kalder det at lave generel integration - altså hele den der, ja alt det vi andre ved – synes
vi, at vi gerne vil lære dem. Og det kan vi mærke giver rigtig god mening.
De (familiekonsulenterne) samarbejder jo tæt sammen med børnehaver og skoler, så dukker der et
eller andet op – det kan for eksempel være noget omkring tøjet de har på, enten kan det være for
koldt eller for varmt. Hvad det nu kan være, fordi forældrene ikke lige helt har styr på – jamen
hvordan er det nu lige, og hvor meget de egentlig er ude og lege for eksempel. Så tager de (skolen)
en kontakt til familiekonsulenten, og så får vi ryddet det problem af vejen, som man jo egentlig kan
sige, det er jo egentlig ikke noget problem – det er jo fordi de ikke ved det. Det handler om
forventninger og muligheder for at vide det. Så det er for at undgå, at skolen så godt kunne
oparbejde sådan en irritation – åh jeg har jo sagt til hende: De der madpakker, og hvorfor deltager
6
de ikke i fødselsdagen, og hvorfor kom de ikke til det forældremøde. Det er sådan noget, der bare
kan blive større og større, til sidst kan vi risikere at det eksploderer – og der tager
familiekonsulenterne alt i opløbet og er tæt på. De deltager også i det første forældremøde, de første
skolehjemsamtaler og sådan.
S: Så man kan sige, det er sådan er lidt bindeleddet mellem samfundet eller de institutioner børnene
går i og forældrene…
K: Ja, lige præcis. Og for at lette den overgang der er. Og så sluser de jo sig mere og mere ud af
familiernes liv, så de kommer til at fungere selv og indgår i det lokalsamfund, hvor de nu bor, på de
vilkår med de andre som bor der.
S: Så det er mest på fokus på forældreparten end på barnet?
K: Jamen det er egentlig.. Det er med fokus på forældrene, så de kan blive klar på deres
forældrerolle. Så er der selvfølgelig også i nogle tilfælde, hvor nogle af de børn vi modtager, kan
være traumatiserede eller andre vanskeligheder. Og der går de (familiekonsulenterne) så også
tættere ind i forhold til barnet, for at finde ud hvad handler det om. Og om det er noget vi skal have,
- hvad kan man sige - mere professionelhjælp til, eller skal de have noget egentlig
traumebehandling eller psykologbehandling – eller hvad det kunne være. Og det er de med til at
afdække, om der er nogle problematikker, som vi skal have fokus på.
S: Okay. Nu sagde du selv også, at I modtog et lidt større antal i år, 45 flygtninge, som jeg lige
kunne se..
K: Ja, faktisk 59.
S: Nåh 59. Altså i år i 2014?
K: Ja. I 2014.
S: Synes du så det er et passende antal, til jeres kommune og til jeres arbejdsmængde lige her og
nu?
K: Hmm. Jeg synes, at det er mange. Netop fordi. Men det handler mere om den måde vi modtager
dem på, altså at vi får dem fra asylcentre og dermed får dem hver måned.
Modtog vi nu – og det kan godt være det er fordi vi tænker på og har været vant til at arbejde på den
7
måde - vi synes faktisk det er nemmere at modtage 10, 15 eller 20 (flygtninge) af gangen og så have
noget fællesmodtagelse på dem, og få dem godt integreret. Frem for det der med hele tiden, at
skulle finde boliger og være på vej til at modtage nye.
Altså rådgiverne, de når jo slet ikke egentlig og få modtaget, for eksempel dem her fra 1. maj, inden
de jo allerede er begyndt at tænke på dem de skal modtage til 1. juni. Så det der med at holde fokus.
Så jeg synes, at det er mange. Og derfor er vi selvfølgelig også glade for, at vi har fået en
opnormering fra vores udvalg. Og jeg tænker det er det, som er svært for os lige nu at mærke, fordi
personen ikke er her endnu, og vi er halvdelen af året inde – så jeg synes vi er lidt mast lige for
tiden.
S: Hvordan er de ændringer sket - i forhold til I før har modtaget et stort antal - og modtager mere
løbende nu?
K: Jamen, det er jo den måde Udlændingestyrelsen visitere på. Hvor vi tidligere har modtaget rigtigt
mange kvoteflygtninge – altså flygtninge, der er kommet direkte fra en lejr et eller andet sted i
verden - til at vi nu modtager en større mængde fra asylcentrene. Og man kan jo sige, at de jo sidder
klar på centrerne og bliver visiteret hver eneste måned. Hvor man kan sige med kvoteflygtninge, der
kender man mere kadencen i, at der først er udvælgerejsen og så er der før-rejsekurset og så
kommer de. (00.14.42.41) Og så kommer der typisk 10-15 stykker af gangen – så det er det, der har
ændret sig for os, at vi modtager langt flere fra asylcentrerne end vi har gjort tidligere.
S: Kan man sige, at I er en forholdsvis ny integrationskommune eller hvor langt går I tilbage for at
få flygtninge?
K: Åh. Jamen vi går egentlig langt tilbage. Vi startede tilbage sidst i 90erne, i gamle Ringkøbing
kommune, der modtog vi en meget stor gruppe Bosniere. Jeg tror faktisk vi modtog 300, hvor der
blev lavet flygtningelandsby i Ringkøbing. Og der var de andre kommuner også med, fordi
sprogskolen var her i Skjern og efterhånden som de blev udsluset til samfundet, så kom de også til
at bo i de andre kommuner. Så de fem kommuner har egentlig en relativ lang tradition for at
modtage også store grupper af flygtninge.
S: Hvor kommer flygtningene generelt mest fra lige nu?
K: Dem vi modtager lige nu er primært fra Syrien. Så modtager vi også en stor del fra Afghanistan
og Somalia – det er de grupper der fylder lige nu. Inden da har vi modtaget store grupper af
8
burmesere, så har vi også modtager colombianere – ja og så har vi jo den helt gamle bosniske
gruppe. Og en irakisk gruppe har vi også modtaget flere år tilbage. Men det er de flygtningegrupper
som der er flest af lige nu.
S: Har I nogen præferencer i forhold til nye flygtninge - kan I se fordele ved at sætte nogle bestemte
nationaliteter sammen i forhold til dem I har nu?
K: Ja, det kan vi godt. Det er sådan at vi har mulighed for at sende prioriteringsskema til
Udlændingestyrelsen og det gør vi også hvert år, og noget af det vi slår på vi er gode til, det er netop
kvoteflygtninge. Fordi det er det vi kan se, når vi kigger bagud, at det er de grupper vi har haft de
bedste erfaringer med, i forhold til hvor hurtigt de er blevet integreret og hvor hurtigt de sådan er
kommet i gang på almindeligvis.
Men lige nu kan man sige, vi er ramt af, at der er rigtig mange asylansøgere i Danmark, så
Udlændingestyrelsen kigger ikke så meget på vores prioriteringsskema, så vi får bare - når nu der er
lavet en opholdstilladelse, så bliver den bare sendt.
Og vi har ikke rigtig nogle muligheder for at sige: ah hende eller ham synes vi ikke vi vil modtage,
fordi det ser ud som, at det er vi ikke gode nok til, eller hvad det nu kan være – netop fordi der er
sådant et pres derpå.
S: Hvordan kan det være, at I tænker at I er bedre til kvoteflygtninge end til dem fra asylcentre?
K: Jamen jeg tænker det er fordi vi har beredskabet til det. Altså det der med. Ja hvad skal jeg sige,
at få dem sådan helt frisk fra fad og gå i gang med dem her i vores kommune. Hvor man kan sige, at
de flygtninge der kommer fra asylcentre, jamen de har typisk været her i en rum tid og har vænnet
sig til det område af landet og bo i, har vænnet sig til de mennesker som de nu har mødt af
kontaktpersoner. Hvor vi kan se en fordel i at være de første de møder i forhold til at præge deres
integrationsproces.
Ofte kan man nu sige, at det ikke er så stort et problem mere, for vi kan godt se, at de hurtigere
bliver visiteret ud til kommunerne. De sidder ikke så lang tid på asylcentrene mere. Men vi har
oplevet nogle, som har været rigtig lang tid på asylcenteret og det fremmer ikke processen ude i
kommunerne. Og det giver jo et eller andet sted sig selv, det at sidde så lang tid i en asylfase gør jo
noget ved mennesker, uanset hvor velfungerende de var fra dag ét, da de kom til Danmark.
Så der er væsentligt mere arbejde, det lyder sådan lidt grimt at sige, men der er væsentligt mere, når
de har siddet lang tid i asylcentre. Fordi der opstår alt muligt og de har været igennem en ofte
9
langvarig og voldsom proces også rent følelsesmæssigt: Bliver vi sendt ud, kan vi blive her og hvad
med vores børn.
S: Ja, der er større udfordringer så…
K: Ja, det må man sige!
S: Så vil jeg gerne høre noget mere om jeres integrationsindsats her på kommunen. Kan du fortælle
mig noget om den? Hvordan den er opbygget osv.?
K: Ja, altså vi. Ja uha. Det er jo et stort spørgsmål (griner). Men altså, vi har bygget vores
integrationsindsats meget detaljeret op. Vi har en meget detaljeret beskrevet plan for – hvordan vi
modtager når vi skal modtage, dels kvoteflygtninge og dels asylflygtninger. Og også detaljeret
beskrevet i forhold til hvem er det, der gør hvad og hvornår. Fordi der er rigtig mange dels praktiske
ting, dels er der også nogle lovgivningsmæssige ting, som vi jo skal have på plads, når vi skal
modtage de her nye mennesker.
Og så kan man sige, vores integrationsindsats er - med udgangspunkt i det, som jeg startede med at
sige: Vi ser de mennesker, som kommer hertil som ressourcer og derfor er vores mål også, at vi så
hurtigt som muligt kommer i gang med deres integrationsprogram.
I forhold til at komme i gang med sprogskole og vores projekt ’Ny i Danmark’, praktikker og
børnene hurtigt kommer i gang med skole, daginstitution og fritidsaktiviteter. Så de på den måde,
ligesom når man selv flytter ny til en by og sådan skal finde ud – hov hvor er jeg flyttet hen – hvor
handler jeg ind – hvor går jeg på biblioteket og hvad er det for nogle faciliteter jeg har brug for.
Så det er sådan noget med hurtigt at få en base og føle sig hjemme.
Og så selvfølgelig ud fra den del, at sige, jamen integration går jo på flere forskellige ben, og det er
blandt andet noget af det vi vandt prisen på, altså det der med, at vi laver en helhedsorienteret
indsats. Vi kigger ikke kun på, at forældrene skal på arbejde, vi kigger også på – at forældrene skal
være forældre – at børnene skal i skole – at der er et fritidsliv – og at der er et, havde jeg nær sagt, et
liv efter kommunen. Altså at vi sådan, at vi skal gøre os selv undværlige i forhold til de her
mennesker, selvom vi de første par år er deres allervigtigste netværk, fordi vi er dem, der har
modtaget dem. Så vi skal forsøge, at bakke mere og mere ud – så det er lokalsamfundet og dem
selv, der tager over på det, at være ny i deres kommune.
S: Ja. Jeg læste, at I havde en udredningsdel og en indsatsdel. Hvem står for hvad der?
10
K: Jamen udgangspunktet er, at det er rådgiveren. Det er egentlig dem, som man kan sige, er
styrende og er tovholder i sagen. Så det er dem, der udreder delen i forhold til borgeren.
Og så kan indsatserne godt være for eksempel vores familiekonsulent, eller det kan være
jobkonsulenten eller noget helt tredje. Men det er stadigvæk rådgiveren, der har overblikket over
sagen og den der er tovholder i forhold til det. Også i forhold til hvornår de forskellige indsatser
sættes i værk – om der er noget vi kan køre parallelt og det kan de fleste ting jo. Hvad mindre vi
modtager nogle som er alvorligt syge, for der kan man sige, der er behandlingsdelen jo den første
del at finde ud af – jamen hvad fejler de og hvad er det for noget behandling de skal i gang med og
hvilken betydning har det i forhold til de forskellige indsatser vi skal sætte i værk efterfølgende.
Så derfor er det rådgiveren som sådan der er tovholderen i alle sagerne.
S: Kan man sige det er en bestemt metode eller model I har taget til jer eller hvor har I fået
inspiration til denne måde at gøre det på?
K: Jamen jeg tænker… Det er erfaring. Afdelingen bærer præg af, at der er mange, som har arbejdet
med integration i mange år – så vi er blevet inspireret mange steder fra.
Vi deltager i en hel del netværk og har gjort det i mange år. Så hvis vi hører en god ide - og vi kan
høre, hov der er nogle, der gør et eller andet som de får noget godt ud af, eller som er spændende.
Så indarbejder vi det i det, vi har i forvejen og smider noget af det væk som vi kan se ikke fungerer.
Så det er egentlig hele tiden den der proces og evaluering, et eller andet sted konstant, fordi hvis vi
bliver inspireret af noget, så ændrer vi det. Så det er egentlig noget vi har udviklet over tid, erfaring
og inspiration fra andre – som vi gør brug af.
S: Nu har vi talt om der er de her forskellige afdelinger som I også har forskellige medarbejdere fra
- for eksempel familiekonsulenten? Men er der flere forskellige afdelinger der spiller ind..
K: Nej, altså det der faktisk ligger i det. Det er at i vores integrationsteam der har vi hele
integrationen, altså både det at gå på arbejde - og de her familiekonsulenter er også ansat i min
afdeling.
S: Okay.
K: Så kan der være nogle særlige ting, hvis det går ud over integrationen, hvis vi kan se det handler
ikke om nogle integrationsproblematikker, de kan godt være relateret til det, men det er for
eksempel et barn, der har brug for noget behandling, traume behandling. Så går vi til vores Børne-
11
og Familieafdeling og taler med deK: Er der en psykolog hos jer eller skal vi ud og købe det et
andet sted. Så der samarbejder vi for eksempel med Børne- og Familieafdelingen.
Og i forhold til skoledelen, der samarbejder vi jo med skolevæsnet og sprogskolen.
Så der er rigtig mange samarbejdspartnere, det er også noget af det, der kan gøre integration svært.
Og også kan gøre det svært på den måde, hvem er det egentlig der har ansvaret, er der nogle der gør
noget i det her, eller tror vi bare, der er nogle der gør det og så var der ingen der gjorde det.
Og det er der, hvor vi hos os, har valgt at sige: Jamen vi er den koordinerende afdeling.
Det kan godt være det ikke er os som skal udføre det, men vi kan se – hov her har vi en udfordring
som vi skal have gjort noget ved og så prøver vi at finde ud af hvem det er, der skal løfte den
opgave. Og vi slipper den ikke før vi så ved – jamen nu har Børne- og Familieafdelingen taget over
på det omkring traumebehandling til den her 15-årige pige. Så ved vi så er den ligesom parkeret eller den opgave har de. Men det er os som er koordinerende på det. Så vi sikrer os – også at vi
sikrer helheden i det.
At vi sikrer os at få nogle fælles planer på det, altså netop hvis nu moren er alvorligt syg, altså ind
imellem har vi jo fået mennesker, der har HIV eller tuberkulose, som jo er ret invaderende, hvis det
ikke er under behandling. Og der kan man jo sige, at det er første skridt, at vi bliver nødt til at have
det sat i værk. Og så kommer jobkonsulenten jo ikke på endnu, hvis de skal have kørt noget HIVmedicin ind, så er du meget træt indtil tingene ligesom bliver sat på plads, så man har det okay.
Så der er hele tiden de der step i – jamen hvornår er det vi sætter ind – og hvornår er det, at
vedkommende er klar til det osv. Og det er rådgiveren der har det overordnede overblik.
S: Hvilke værdier vil du så sige ligger til grund for jeres integrationsindsats?
K: Ja, det er altid sådan noget spændende noget at blive spurgt om af sådan nogle som jer – når I
graver i det.
S: Jamen hvis du bare sådan skal sige hvad du fortrækker frem for noget andet? Eller noget I lægger
mere vægt på…
K: Jamen altså vi lægger vægt på det hele menneske, vil jeg sige.
S: Ja.
K: Og hvad der lige ligger værdimæssigt i det er jo… Men vi lægger vægt på – altså vi kan ikke
bare kigge på én ting – vi er nødt til at se den hele person – det hele menneske – hele familien.
12
Mor kan ikke passe sin praktik, hvis hun har et alvorligt sygt barn eller omvendt. Altså, der er sådan
nogle mekanismer i det, som vi er nødt til at se på.
Vi er jo underlagt beskæftigelseslovgivningen, som kører meget stringent på, at alle skal være
aktive og alle være i beskæftigelse. Og det har imellem kunnet kollidere med vores værdier, i
forhold til hvad det er vi arbejder med. Men der er vi blevet bakket op både ledelsesmæssigt og
politisk: Jamen I skal se på det hele – vi måler jer ikke kun på, hvor mange I har i praktik eller hvor
mange, der er beskæftiget, men vi vil faktisk gerne se på, hvordan det hele fungerer.
S: Så der er også opbakning oppe fra?
K: Ja det må man sige. Rigtig stor opbakning.
S: Det er så lidt det jeg vil spørge om nu, netop hvordan I har oplevet lovgivningen på området i
forhold til at kunne omsætte den i praksis? I forhold til jeres mål og arbejde…
K: Jamen (tænker) det har egentlig ikke været så svært for os og det er fordi… Der kan godt være
noget, der ikke er formuleret i loven som vi jo alligevel har gjort, for eksempel hele den her
helhedsorienterede indsats. Den kan man jo sige først er kommet ind i lovgivningen i sommeren
2013 – det med at skulle lave integrationsplaner for hele familien og alt det der.
Og man kan sige – det har vi faktisk gjort hele tiden, så på den måde har det egentlig været nemt for
os at implementere ny lovgivning for det, der er blevet implementeret eller det man har lovgivet om,
var noget vi allerede gjorde i forvejen.
Det handler meget om, at vi som kommune, og der skal vores politikere have en cadeau for det, vi
har faktisk forholdt os til, at vi har den her opgave som kommune, der hedder integration – jamen
hvad vil vi med det – og hvordan vil vi håndtere det hos os. De fem gamle kommuner der blev slået
sammen havde integrationspolitikker og havde forholdt sig til det. Da vi kom ind i ny kommune,
fik vi lavet ny integrationspolitik og fik forholdt os til det, så der har vi hele tiden sådan kigget på
det: Hvad er det, der står og hvad er det vi skal lovgivningsmæssigt, men hvad er det så vi vil også
som kommune. Og det kan godt være vi vil mere end det, der står vi skal.
Det er egentlig den mulighed vi har haft hele tiden, fordi vi har haft den politiske og
ledelsesmæssige opbakning. Men også fordi, og det tror jeg handler meget om, da vi netop modtog
den store gruppe af bosniske flygtninge tilbage i slutningen af 90’erne.
Der gjorde vi det også rigtig godt og det var der jo mange politikere, som godt kunne se: Hold da op
13
hvad var det, der gik godt der – og det var netop det der med, at se på hele familien og ikke bare
hjælpe dem med at få et arbejde.
Så på den måde har vi været godt hjulpet i forhold til fortiden og selvfølgelig også at vi er nogle
som har båret de ting med os videre. Det handler også om erfaring, det er der slet ingen tvivl om.
Altså, jeg hører jo om kommuner, hvor der sidder måske en eller halvanden mand på
integrationsområdet. Så sidder man jo der alene og har måske ikke arbejdet med det før – så kan jeg
godt forstå det bliver rigtig svært.
Samt at skulle italesætte det – for meget af det her handler også om historier.
Vi bruger lokaldagblade meget aktivt. Fortæller de gode historier, så ikke bare vores politikere og
ledelse, men faktisk også de mennesker der bor i vores kommune, kender til den her gruppe af
mennesker vi modtager og også ser dem som ressourcer. Fordi vi netop fortæller de gode historier
og det synes vi også er en opgave vi har. Så vi sådan på den måde baner vejen.
Altså når virksomheder kan se: Hold da op, de (Supermarkedet) har ansat en analfabet og han er
blevet voksenlærling – og hvordan kan det lade sig gøre – det vil vi også gerne bidrage med.
Mange vil jo rigtig gerne bidrage, men ved ikke hvordan. Og der kan man sige, der skal vi sådan
være brobyggerne i forhold til det.
S: Kan du give et eksempel på et godt forløb fra - at der ankommer en flygtning til jeres kommune
til, du så vil mene - at han eller hun er godt integreret i jeres samfund i dag?
Er der bestemt historie du kan give et eksempel på?
K: Hmm, ja det kan rådgiverne nok lidt bedre, fordi de er tættere på. Men jeg har for eksempel
ham som jeg lige har præsenteret, en congolesisk mand, analfabet, fem børn, hvor hovedparten af
børnene er opvokset i flygtningelejr, som kommer hertil for et par år siden.
Voldsomt traumatiserede - både forældre og børn - og der kommer vores familiekonsulenter jo så
på fra dag ét – og kommer i gang med at arbejde med dem.
Børnene kommer hurtigt i gang med at spille fodbold og det viser sig, at én af dem er fantastisk god
til at spille fodbold, og faktisk bliver spottet – så han nu spiller på det her talenthold i FC
Midtjylland. Og det, at det går rigtig godt med børnene, og det er ikke bare den unge mand, der
spiller fodbold, men også de andre børn. Det betyder, at forældrene de sådan vokser med deres
opgave.
Så moren kommer i en praktik ude på et plejehjem og faren kommer i en Lokal Brugs.
Og fra sådan ikke rigtigt at kunne noget som helst og tænke sig selv som analfabet, fordi det er han,
14
til, at der så nu er ved at blive en lagt en plan om at han faktisk skal i voksenlære som
butiksassistent ude i den her Brugs. Det tænker jeg jo er en rigtig god historie og netop hvor det
handler om, at tingene hænger sammen. Jeg tror, at hvis vi ikke havde gjort noget i forhold til
børnene, så havde det været svært at vokse. Fordi det var helt tydeligt, at i og med, at de kunne se at
deres børn fungerede godt og fik gode karakterer og sådan – hold da op de kan godt nogle ting.
Så kunne de også frigive, kan man sige, noget voksenlæring og voksentid, så de kunne gøre noget
for dem selv.
Altså, jeg bliver så glad når vi kan uddanne dem. Fordi det er ikke svært at finde arbejde – og det
kan lyde sådan lidt nonchalant at sige. Men vi kan faktisk godt finde arbejde til hovedparten af
vores flygtninge, men jeg synes det fornemmeste er, at de kan blive i det arbejde – og det kan de
blandt andet ved, at vi sørger for at de får noget uddannelse. Så derfor tænker jeg, at sådan en mand,
der egentlig er analfabet får muligheden for at uddanne sig i Danmark – og det samme faktisk også
med ægtefællen, hun er ved at gå sosu-vejen. Ja så er vi nået rigtig langt, og så er det – det hele
værd.
S: Ja det må man nok sige. Det lyder da også godt!
K: Ja!
S: Hvorfor nogle dele i jeres integrationsdel har I sådan selv taget ind, som ikke var i lovgivningen.
Er der nogle konkrete eksempler du kan få øje på?
K: Åh, jamen jeg tror egentlig der er meget. For man kan sige, at vi skal boligplacere og vi skal
tilbyde dem integrationsprogrammet – og programmet indeholder jo sprogskole og
beskæftigelsesrettede foranstaltninger. Man kan sige, at det vi gør ud over det – det er jo alt det, der
hedder den generelle integration. Altså det med at lære det samfund at kende, man nu er kommet til
– og det er så med børnefamilier, hvor det er primært er familiekonsulenterne, der har opgaven.
Men det er jo også, hvis det er enlige – altså det der med, hvor handler jeg billigt ind, hvordan
bruger jeg biblioteket, hvordan med offentligt transportmidler. Hvis man er vokset op i en
flygtningelejr – hvordan bruger jeg komfuret, vaskemaskinen – altså alle de der praktiske ting.
Man kan sige det jo ikke formuleret i lovgivningen, at vi skal gå så detaljeret til værks – men det er
det vi kan se, at det giver god mening at gå detaljeret til værks. Det forebygger i hvert fald en masse
problematikker.
15
Nu er vi ikke sådan plaget af store boligområder fordi vores kommune er som den er.
Mange af dem bor i vores boligforenings lejligheder, også fordi det er dem, der er billigst og de
ligger vældigt centralt. Og der kan man sige: Jamen har du boet i en flygtningelejr (i Etrea) og så
lige pludselig kommer du ind og skal sidde i lokaler, hvor der er lukket og der bor en hel masse
andre mennesker. Der lærer vi dem jo at bo sådan – med affald og hvordan man opfører sig og
forholder sig. Vi har også et tæt samarbejde med vores viceværter.
Så jeg tænker vi forebygger en hel masse integrationsproblematikker, som ellers ville opstå og som
vi kan se opstår i mange kommuner.
Hvis ikke vi lærer dem, og det igen hvor jeg sådan tænker: jamen det er så logisk, altså hvis jeg
sådan beamed op fra her og blev placeret i Kina eller andre steder, næsten ligegyldigt hvor i verden,
så ville jeg heller ikke passe ind, fordi jeg ikke kender forventningerne. Hvad bliver der forventet af
mig, hvad skal jeg gøre, og jeg kan jo kun bruge den referenceramme jeg har med mig fra mit
hjemland, og det er ikke sikkert, at det er korrekt. Vi hører så tit det der med Østen, hvordan de
bøvser, når de har spist og nogle af os har også oplevet det, altså der ville jeg jo ikke passe ind i, og
det skal jeg jo – hvis jeg blev beamed op her, ned og lære.
Det er egentlig udgangspunktet, at vi ikke kan forlange af folk, at de bare skal vide det.
Vi er nødt til at lære dem, og det er der hvor vi, i hvert fald som kommune, ser det som vores
forpligtigelse, at det er noget af det, vi skal være med til at lære dem.
S: Nu var vi lidt inde på det – men er der er nogle bestemte grupper, som får særlig behandling eller
speciel behandling for eksempel, hvis de er traumatiserede…
K: Uhmm (nikker).
S: Ja. Kan man så sige, at I skræddersyer forløbene afhængigt af hvilken person I har med at gøre?
K: Ja, det gør vi. Vi kigger individuelt og så kigger vi selvfølgelig også på familien, og det er klart
er det nu en stærkt traumatiseret – jamen så er indsatsen på en anden måde, end hvis det er en der
kommer og ikke er det. Er det nogle, der kommer med meget uddannelse eller ikke så meget
uddannelse – vi kigger hele tiden på de individuelle behov og så sætter vi nogle forløb sammen på
forskellig vis.
Men altid hvor man kan sige at det har et aktivt indhold. Så uanset hvad, altså som i historien før, at
selvom man kommer her som analfabet og måske ikke har haft nogen tanker om, at man sådan
skulle have beskæftigelse i Danmark. Så kigger vi alligevel på – jamen han kan et eller andet, vi
16
skal bare finde ud af hvad det er han kan. Lidt ligesom Gummi Tarzan, der er altid et eller andet vi
er gode til, og det skal vi bare finde frem til på en eller anden måde - og det er uanset om man
kommer med en høj eller en lav uddannelse eller nogle forskellige forudsætninger for
arbejdsmarkedet eller på anden vis.
S: Hvordan fungerer det så – er det i samråd med personen hvad han kunne tænke sig eller hvordan
fungerer det?
K: Jamen det er det. Det er det ofte. Det, der bare kan være problematisk det er, at de ikke rigtigt
ved for eksempel: jeg vil gerne have min egen købmandsbutik eller hvad det nu kan være, og så er
vi nødt til at tale om – jamen hvad vil det sige i det land han nu kommer fra, hvordan var det hvis du
skulle have en købmandsbutik der? Og så stiller vi det op i mod hvordan det vil være at have en
købmandsbutik i Danmark og ofte passer de to ting jo slet ikke sammen. Altså, fra at man bare kan
gå rundt med en taske og så sige: at, nu har jeg en købmandsbutik og jeg kan åbne hvor jeg vil – og
det der med skat og moms og hvad det nu kan være, mange ting der er besværlige her i Danmark.
Så vi følger deres ønsker et langt stykke hen ad vejen, men samtidig prøver vi også at tale med dem
om hvad der er realistisk – hvilke muligheder er der. Og den måde vi så er med til, kan man sige, at
gøre det realistisk for dem, er ved at tilbyde dem nogle praktikker i forskellige virksomheder og
virksomhedsbesøg, så man kan se hvad der er.
Mange af kvinderne har rigtig svært ved at se sig selv på det danske arbejdsmarked. Fordi, som de
siger: Jamen jeg har ikke regnet med at jeg skulle ud på arbejdsmarkedet – jeg troede at jeg skulle
være husmor og passe mine børn og min mand og måske lidt have - og hvad det nu kunne være vi
skulle have her i vores hjem. Så det at se mig i en funktion er rigtig svært. Der er det jo, at mange af
dem går sosu-vejen fordi de har utroligt meget omsorg og kan se: Hold da op de vil rigtig gerne
hjælpe, så der kan man sige, der overfører vi nogle af deres husmoregenskaber over til nogle
erhverver – til nogle uddannelser.
Der er også andre, som siger: Hold da op nu står jeg i nyt land – jeg troede aldrig jeg fik mulighed
for at uddanne mig, nu vil jeg gerne og som går nogle andre veje. Men vi følger deres ønsker
kombineret med sådan en realistisk afstemning i forhold til det.
S: Hvilken rolle som kommune spiller I så når integrationsprogrammet slutter? Trækker I jer helt ud
eller hvordan?
17
K: Jamen altså vi begynder og det kommer igen an på hvad det er for nogle personer. Vi forsøger
hele tiden og det er rigtig svært, netop fordi vi kommer meget tæt på. Men vi forsøger at blive
mindre og mindre til stede i deres liv og lader for eksempel en arbejdsplads overtage mere og mere
eller skolen eller det lokalsamfund de bor i, de fritidsklubber, der er. Altså så vi sådan trækker os
mere og mere ud af deres liv.
Det vi kan se er, at de stadig, selvom der er gået år, så en gang i mellem så ringer de: Jeg står lige
med det her – og hvad gør jeg lige ved det. Jamen så vejleder vi dem selvfølgelig. Men ellers så
forsøger vi sådan at trække os mere og mere ud.
Så kan man sige, at vi har den her integrationsperiode på tre år, og så skal de overgå til den
almindelig indsats vi har. Altså hvis de stadige er ledige og de er jobparate – så overgår de til en
anden afdeling her hos os. Så vi siger: jamen nu er der egentlig styr på integrationen, og det lyder
sådan lidt - ja fordi hvornår er der styr på den – der kan jo dukke noget op. Men nu er de i hvert fald
sådan at de fint kan fungere i samfundet, og ved hvad de skal gøre og kender forventningerne til
dem, og så overgår de, til de andre afdelinger, hvis ikke de er kommet i arbejde. Men vores mål er,
at de gerne inden for de tre år, så skulle de være afklaret til noget arbejde eller uddannelse – og det
er hovedparten også.
S: Hvorfor nogle forskellige ting kan du se, især er vigtigt for dem, efter de her tre år? Er der nogen
ting som spiller en større rolle for dem ude i samfundet?
K: Jamen det er meget når, altså når deres liv ændrer sig i et eller andet omfang. Altså for eksempel
det at komme i uddannelse eller i et nyt arbejde. Eller hvis de ikke havde børn da de var i
integrationsperioden og så når de så får børn: Hov hvad sker der så nu. Så det er meget når der er
sådan nogle livsomstændigheder, der ændrer sig. Det er der, det er svært for dem – for det er der de
typisk ville have brugt deres netværk. Og hvis de så ikke har fået bygget et netværk op her, så kan
det være rigtig svært. Så det er tit der vi hører fra dem igen, når de står i en eller anden situation.
Vi prøver meget at oplære alle vores kollegaer, der nu sider rundt i alle de andre afdelinger, hvad er
det de skal være opmærksomme på, når de møder dem med de udfordringer de også kan komme
med, så de også kan guide dem, så det ikke bare altid er os. Det kan sagtens være en skolelærer eller
nogle andre der godt kan sige: jamen det er det her du skal gøre – nåh ja det er det selvfølgelig. Og
så er de tilbage på sporet igen.
S:Hvornår vil du så sige, at man er integreret når man kommer som ny?
18
K: Hm. Åh ja, det er det store spørgsmål. Ja (griner). Det er et kæmpe stort spørgsmål. Men altså, vi
har også beskrevet lidt om det i vores integrationspolitik, så vidt jeg husker, altså det vi i hvert fald
opererer omkring det er: når man kan fungere på lige fod med de andre mennesker, der bor her. Det
vil sige, når man kan deltage i forældremøderne og kan forstå hvor vigtigt det er, og kan begå sig.
Finde ud af hvor man skal handle, kan få sine børn i skole, kan tage sig af dem når der er nogle
problematikker.
Altså, det der med at være funktionsduelige i det offentlige rum – kan man sige. Det er i hvert fald
det vi sådan tænker umiddelbart – så er integrationen vellykket, når det går på den måde. Men også
have fokus på den, fordi det jo meget, hvor danske skal de være før vi siger de er integreret, og det
er der vi siger: Jamen de skal ikke være danske, de skal være tokulturelle. De kommer med deres
som er rigtig godt.
Altså, vi har eksempel som familiekonsulenterne har arbejdet meget med i forhold til skolerne –
altså det der med danske børn er kun sunde, hvis de spiser rugbrød og hvor vores familiekonsulent
udfordrer skolen og siger: Altså, det er jo noget af en sandhed (griner). Man kan sagtens spise noget
andet, som gør at man faktisk er lige så sund eller måske mere sund og det er noget af det der med
at rykke ved de der, kan man sige, meget faste ting vi har her.
Så man er ikke integreret når man spiser rugbrød for eksempel. Vi prøver egentlig også at lave lidt
omvendt integration, at vi også husker den mangfoldighed og de muligheder der ligger i det de her
mennesker har med til vores kommune, der kan være med til at gøre den endnu mere interessant.
S: Nu nævnte du det selv lige, men har I udarbejdet en decideret integrationspolitik på kommunen.
Og kan du sådan overordnet beskrive nogle af de vigtige mål, der er i den?
K: Jamen, det er netop det der med, at borgerne skal være funktionsduelige i det offentlige rum og
kan fungere på lige fod med os andre. Jamen og så har vi i forhold til beskæftigelse og uddannelse,
at vi skal have beskæftiget og uddannet vores borgere.
Så har vi civilsamfundet og deres involvering i det – i forhold til den her gruppe som et vigtigt mål
at nå. Det er blandt andet der hvor jeg gav eksemplet med, at vi sådan fortæller de gode historier i
pressen og involverer civilsamfundet på forskellig vis. Og så har vi vores erhvervsliv som et andet
målpunkt – altså at deltage aktivt i integration og det synes vi bestemt også de (erhvervslivet) gør.
Ja, det er sådan de overordnede mål og termer vi har i forhold til vores politik.
S: Hvis du sådan skulle sætte finger på nogen problematikker eller udfordringer som I møder i
dagligdagen i jeres arbejde? Hvad kunne det så være?
19
K: Jamen det er det manglende kendskab. Altså lige snart, der er vi danskere meget – det vi ikke
kender, det, der ukendt for os – det synes vi er farligt i et eller andet omfang.
Så hvis vi skal ind på en ny arbejdsplads, hvor vi skal have nogle flygtninge ind eller på en ny
skole, hvor der ikke tidligere har været flygtningebørn eller et område af kommunen, hvor der ikke
tidligere har boet grupper af flygtninge – der oplever vi nogle udfordringer. Og også noget
modstand, som gør at vi, at vi skal ekstra på meget på arbejde - i forhold til at få italesat, at det her
ikke er farligt og være brobyggere. Så vi er sikre på, at de får en god start og bliver modtaget på en
god måde.
Der benytter vi så, vi har en del frivillige foreninger, som vi samarbejder med, der går de så ind og
bliver brobygger i forhold til civilsamfundet – og er med til at modtage dem. Og det giver rigtig god
mening.
S: Så de største udfordringer ligger mest udenfor kommunen eller…
K: Ja, det tænker jeg de gør. Ja.
S: Okay. Og i forhold til udfordringer for målgruppen, som indsatsen er rettet mod? Hvad er de
største udfordringer de møder?
K: Jamen det kan jo være de her krav vi stiller. Som lovgivningen stiller i forhold til hvor hurtigt
tingene skal gå og hvor hurtigt de skal være i gang og det er ikke altid det helt passer sammen.
Og der kan man sige, det er jo sådan her ved os, at vi vælger at sige, ikke at vi vælger at se stort på
lovgivningen, for den opererer vi selvfølgelig ud fra, men vi laver i hvert fald nogle individuelle
vurderinger og nogle individuelle skøn.
Så jeg tror ikke vores borgere oplever presset som: Nåh men nu skal vi også, men jeg kan egentlig
ikke fordi mine traumer og jeg får ikke sovet om natten osv.
Vi anerkender de ting som de har med sig og får lavet de her individuelle skøn i forhold til den
enkelte. Så oplever vi også, at mange føler sig presset på forældrerollen, fordi den er svær i
Danmark. Det er jo også blevet tydeligt for os, både det at vi selv er danskere og man kan se –
jamen hvad er det egentlig for en masse forventninger vi sætter op. Mange af dem har jo ikke levet
som sådan en rigtig familie i mange år, og har derfor virkelig brug for at få lov at finde hinanden
igen. Og det kan godt tage noget tid og være rigtig svært.
Børnene bliver store og prøver grænser af med deres forældre og de ser lige pludselig et
slaraffenland uden lige og om det er stadig er mor og far, der bestemmer.
20
Altså, der er sådan nogle forældremæssige – og opdragelsesproblematikker, som er ret udfordrende
og som også gør, at det er godt vi har vores familiekonsulenter tæt på.
S: I forhold til det økonomiske – samarbejder I så med nogen eksterne aktører for at få økonomisk
tilskud til nogle ting?
K: Jamen det gør vi. Vi samarbejder blandt andet med DGI i forhold til kontingentbetaling det
første år og også noget sportsudstyr osv., der har de nogle puljer i forhold til flygtninge og
indvandrere, så dem samarbejder vi tæt med. Og så samarbejder vi jo med frivillige for eksempel
Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp og nogle forskellige kirkelige organisationer, Luthersk
Mission og sådan.
S: Hvad er det for nogle projekter de er med inde over?
K: Jamen det kan blandt andet være lektiehjælp, det kan være udflugter, det kan være
forældregrupper og arrangementer. Det er sådan meget forskelligt det de laver for de her grupper,
og hvor de også møder andre danskere og er med i nogle forskellige aktiviteter.
S: Så det er sådan på forskellige steder i forløbet?
K: Altså, vi kobler egentlig de frivillige på ret tidligt og det gør vi fordi de har en del
kontaktfamilier og kontaktpersoner. Det er jo også fordi, at vi er på arbejde fra 8.00 til 16.00 og der
er masser af tid derefter. Så er det sådan lidt – jamen hvem er det så, når nu det bliver Sankt Hans,
hvem går man så til Sankt Hans fest sammen med, hvis det er det man gør. Eller – hov hvem kunne
vi være sammen med på lørdag eller hvem kunne vi invitere til kaffe.
Så det er sådan for at få opbygget det her netværk. Så der bruger vi de frivillige rigtig meget og vi
bruger også herboende flygtninge, altså flygtninge, der har været her i en del år, dem involvere vi
også i den proces og de er ofte meget aktive. Netop fordi de, hvis de selv har haft, og det har de jo
ofte, haft en god proces omkring deres integration, kan de jo også se hvor vigtigt det er at de får et
netværk. Så de er meget aktive i forhold til deres landsmænd og guider og hjælper dem i forhold til
at få en god start.
S: I forhold til erhvervslivet – der har I så også samarbejde i forhold til praktik osv.?
K: Det har vi ja. Det kan en af mine jobkonsulenter sige meget mere om. Men vi har et væld af
virksomheder som vi samarbejder med, jeg kan ikke lige huske hvor mange det er lige nu, men det
21
er rigtig mange. Der er meget velvillige overfor det og tager vores folk ind i praktik og også mange
som de faktisk ansætter i ordinære jobs.
S: Ja. Nu lyder det som om I ikke har de store problemer med at finde jobs? Er det sådan generelt at
I ikke har så høj arbejdsløshed her i kommunen?
K: Altså arbejdsløsheden her er dalende. Jeg kan ikke lige huske om den er omkring 4 % men den
er jo forholdsvis lav. Altså, der sker også mange ting lige nu, kan vi godt mærke rent
erhvervsmæssigt. Så ja det er korrekt vi har ikke de store problemer med at finde arbejde.
Det man selvfølgelig kan sige det er, når man er helt ny så er det jo svært at få et ordinært arbejde
fordi man jo skal have oparbejdet nogle kvalifikationer, men vi får rigtig mange i arbejde.
S: Er det indenfor nogle bestemte brancher?
K: Der er meget serviceerhverv. Vi har jo en del turisme herude – så en stor del er serviceerhverv.
Så har vi også en del af sådan nogle sorte fag, kalder man det jo, smedefag og der kan man sige:
jamen der er det vigtigt vi får uddannet nogle folk til at kunne klare det, men der er også rigtig gode
muligheder for arbejde. Faktisk er det sådan lige nu, at vi henter udenlandsk arbejdskraft fra
Europa, fordi vi mangler folk ude på virksomhederne. Så der prøver vi jo eller har gjort det i
længere tid og få vores opkvalificerede, så de også kan komme med i spillet i forhold til de jobs, der
bliver der. Der sker mange ting lige nu.
S: Har du en fornemmelse af hvor mange I sådan cirka får i arbejde ud af dem I modtager?
K: Åh. Desværre har vi ikke lavet – det er noget af det, vi ikke er for gode til, det er det der med at
få dokumenteret alt det vi går og laver. Altså, vi får dokumenteret vores resultattilskud, altså hvor
mange vi får i arbejde, hvor vi får resultattilskud hjem. Men der er også nogle vi ikke får
resultattilskud på, fordi det ligger lige ud over treårs perioden og det er vi faktisk ved at lave nogle
statistikker på. Men altså mange af vores flygtninge er afklaret indenfor de tre år. Det er de. Men
jeg kan ikke lige hvor mange men en stor del.
S: Okay. I forhold til det her samarbejde med både frivillige og erhvervsliv, er det så jer generelt
der har taget kontakten til at få samarbejdet i gang eller er det også nogle gange dem selv?
K: Det har primært været os og noget, der har været lang tid undervejs. Det tager lang tid at få
opbygget det, det at skal have med eksterne aktører at gøre i et eller andet omfang. For eksempel, at
22
finde ud af i forhold til de frivillige – jamen hvad er det vi gør som kommune og hvor er det, at de
kan løfte en opgave, der giver mening. Så vi netop bliver samarbejdspartnere og ikke skal
konkurrere. Eller vi skal finde fejl ved de frivillige eller de frivillige skal finde fejl hos os.
Så der var en periode, jo særligt da vi gik ind i en ny kommune, fordi alt blev splittet op, hvor vi
brugte rigtig meget tid på at tale med hinanden om hvordan vi skulle løse den her opgave sammen –
hvad er det I kan byde ind med, hvad kan vi byde ind med. Så vi fik det beskrevet rigtig godt og nu
kender vi hinanden, nu ved vi det og så kører det gnidningsfrit.
Men det er jo det samme i forhold til erhvervsvirksomhederne altså hele det samarbejde, finde ud af
hvem gør hvad. Det kræver noget benarbejde og det kræver en opstart i forhold til det.
Det kræver hårdt arbejde for at nå dertil hvor vi er i dag i forhold til det samarbejde.
Men samtidig er det også der hvor vi i dag tænker, at det er givet godt ud, fordi det bliver nemt for
os og få løst en opgave. Altså nemt når vi sidder med en person – ah men jeg kunne tænke mig at
være mekaniker, det har jeg altid drømt om. Så er det jo rart at have en mekaniker i kartoteket man
lige kan ringe til og sige: Nu har jeg altså en, kan du ikke lige se om han dur til det og kan vi finde
ud af noget. Altså, der bliver arbejdet nemt nu i forhold til at have kontakterne. Så det er godt givet
ud.
S: Hvilken rolle har I som ansatte på kommunen i forhold til jeres arbejde med flygtninge?
For eksempel har I tavshedspligt når I taler med dem, eller hvordan spiller I mellem at være på
deres side og på kommunen og lovgivningens side…
K: Jamen vores udgangspunkt er jo, at vi har tavshedspligt. De ting de fortæller os, fortæller vi jo
ikke til andre, hvad mindre de giver os lov til det. Og det er noget af det vi bruger rigtig meget krudt
på i starten, netop fordi mange af dem kommer fra systemer, hvor det der med at stikke og ikke
rigtig have tillid – og hvem kan jeg stole på og fortæller du nu min historie til nogle andre. Så der
bruger vi rigtig meget tid på at få opbygget den tillid.
Så er det jo selvfølgelig, når vi skal ud i en virksomhed og præsentere dem, så snakker vi med
borgerne om: Jamen hvad skal vi fortælle, vil du selv fortælle noget af din historie eller skal vi
fortælle den, eller hvor meget og hvor lidt af den skal vi fortælle. Så der bevæger vi os helt klart
inde og sige: Jamen der har vi tavshedspligt, hvis ikke de ønsker at vi fortæller det, så gør vi det
heller ikke. Det vi opfordrer meget til, det er, at de selv fortæller historien, det giver meget mere
23
mening, og også overfor arbejdsgiveren det der med – jamen vi ved jo, at en selvoplevet historie
altid giver størst indtryk på os, end at en tredje mand skal fortælle om det.
S: I forhold til samarbejdet mellem jer her på kommunen i forhold til integration, hvordan foregår
det så? Altså hvor meget inddrager I hinanden i jeres arbejde?
K: Jamen vi inddrager hinanden meget. Altså, der er et rigtig tæt samarbejde mellem rådgiver,
jobkonsulent og familiekonsulent og det er der netop for at få lagt den mest optimale plan.
At rådgiveren ved – jamen familiekonsulenten arbejder lige nu med nogle ting omkring opdragelse,
hvor svært det er for dem, så det er måske ikke lige nu, de skal begynde at tage hul på nogle andre
sværere problematikker.
Så vi altså hele tiden får samstemt med hinanden, hvad det er, vi har i gang i lige nu. På den måde
er det en fælles plan. Så borgeren også ved – jamen hvad er det for en retning det her tager.
Rådgiveren snakker om et og jobkonsulenten om noget andet og familiekonsulenten om noget helt
tredje, men at det er samme retning vi bevæger os i. Så der er et meget tæt samarbejde.
Og også blandt jobkonsulenterne og familiekonsulenter og rådgivere netop fordi, det er jo
voldsomme historier vi hører indimellem. Så der er også brug for at have en kollega og vende nogle
ting med – hov hvordan håndterer jeg det her, det var en svær samtale, jeg blev berørt eller jeg
kunne slet ikke finde handlemuligheder, eller hvad det nu kan være. Så på den måde er der også
meget tæt sparring mellem kollegaerne. De modtager også fast supervision, netop derfor.
S: Er det en ude fra?
K: Ja.
S: Hvor ofte holder I møder på jeres afdeling?
K: Jamen vi har møde hver tredje uge, hvor hele integrationsteamet mødes og så har rådgiverne
deres egne møder, hvor bare de mødes. Og det samme har familiekonsulenterne og
jobkonsulenterne.
Altså, det er sådan at vi ikke har bevillingsmøder i kommunen, som der er i nogle andre kommuner,
og det er fordi der er beslutningskompetence til de yderste led. Så rådgiverne tilrettelægger selv
deres plan. De skal ikke ind til mig og have et stempel og sige det er den rigtige vej. De kan
selvfølgelig godt komme til mig og få sparring på samme vis som de sparre med hinanden, men det
er sjældent de gør det. De klarer tingene selv og det er egentlig også det, der bliver forventet af dem.
24
S: I forhold så til vidensdeling for eksempel med andre kommuner, det var vi også lidt inde på før,
hvordan samarbejder I med andre kommuner eller sparrer med hinanden?
K: Vi indgår i det her erfa-netværk1 som Ministeriet og Dansk Flygtningehjælp (Integrationsnet) har
udbudt og der deltager vi sammen med de andre kommuner.
Fordi mange af os har været med i så mange år, kender vi rigtig mange rundt i forskellige
kommuner. Så hvis vi for eksempel sidder, det kan være der kommer noget ny lovgivning, og vi
sidder og drøfter – ah, hvordan skal vi lige håndtere det, så kan det være jeg siger: Jeg ringer lige til
Holstebro og hører hvad de har tænkt, eller en anden siger: Jeg skal mødes med en, eller jeg har et
møde med en, så jeg hører lige ham til hvordan de gør det.
Så vi bruger det her netværk, fordi vi har indgået i det i mange år. Der var også et erfa-netværk i de
gamle kommuner, så der bruger vi hinanden rigtig meget og kontakter andre kommuner. Og også
Integrationsnet, altså Dansk Flygtningehjælp, bruger vi rigtig meget som sparringspartner, de har jo
også en vældig ekspertise på det her område, og vi har samarbejdet med dem i mange år.
Det er faktisk der supervision kommer fra, så ja vi bruger sådan netværk på forskellig vis.
S: Det var vi også lidt inde på før med evaluering af jeres arbejde, det er jo også noget I gør brug
af?
K: Ja, men jo ikke så meget som vi egentlig burde. Vi er blevet bedre til det.
Altså, der tror jeg vi er lidt vestjyske i det – vi behøver ikke at se på skrift hvor gode vi er.
For vi ved vi er okay til det. Men vi kan jo godt se, at det er vigtigt at vi får beskrevet de her ting,
også set i lyset af hele den her tanke med viden der virker og effektmålinger og progressioner, og alt
det der vi kan se, der kommer ind sådan forskellige steder fra - og jeg synes også det giver rigtig
god mening.
Så man kan sige det vi er begyndt nu at måle er, hvor meget det er vi henter ind i resultattilskud,
altså hvor mange kommer i ordinære uddannelser og beskæftigelse og hvor mange består dansk
inden for den her treårsperiode. Lige nu er vi i gang med at få lavet nogle systemer, så vi kan se
hvor mange der kommer i arbejde, og også lave nogle systemer på, hvor mange af vores børn har
fritidsarbejde, hvor mange af vores børn deltager i fritidsaktiviteter. Altså hele den der opgørelse af
vores indsats, virker det. Og selvom man godt kan have fornemmelsen af det gør det, og jeg lige
kan spørge familiekonsulenten: hvor mange af dem har du ude – jeg har så og så mange, og man så
1
Erfa-netværk: er møder for mindre gruppe af personer med samme arbejds- eller interesseområde, der regelmæssigt
mødes for at udveksle opnåede erfaringer i et udviklingsforløb.
25
kan sige – ja men det er en okay procentdel. Så ville det være rigtig rart, at få det mere på skrift –
det har vi ikke været gode til.
S: Er det så jer selv, der skal sidde og lave de her evalueringer og måle på det…
K: Jamen det bliver jo en del af mit arbejde sammen med vores, vi har en stab i vores
beskæftigelsesafdeling, som er med i det.
S: Ja, okay. I forhold til medarbejderne, hvordan oplever du så som afdelingsleder deres holdning til
arbejdet med integration? For eksempel i forhold til hvilke situationer, hvor de oplever modstand
eller begejstring?
K: Åh. Jamen (tænker). De er ildsjæle vil jeg sige. De medarbejdere jeg har og det med at modtage
nye og få dem godt i gang, det med at følge en succes – at der så kommer nogle i arbejde eller tager
uddannelse – og følge dem. Altså der er så meget glæde omkring det. De bliver glade på deres
borgeres vegne. Der hvor udfordringerne er, det er når det er rigtig svært, når det er to skrift frem og
fem tilbage. Der kan godt opstå lidt sådan en modløshed. Og hvis der sådan bliver for mange af de
borgere, der er rigtig svære at få udredt og afdækket og også måske sværere at finde tilbud til – altså
der hvor vi ikke rigtig kan lave en plan vi synes, der giver mening. Så vi sådan kan få dem hjulpet
videre. Altså der hvor vi sådan kommer til at gå i stå i forhold til de muligheder der er – det kan
godt være rigtig svært. Det er jo succeserne, der driver os.
Men der tænker jeg så, at det der er godt ved vores afdeling, det er at vi er sådan en blandet flok, så
der er næsten altid en, der kan byde ind med noget og sige: jamen har du prøvet den der retning –
nej det har jeg ikke – og så kan det måske lige være nøglen.
Så de er gode til at dele det med hinanden. Det er ikke sådan at man sidder og putter sig på kontoret
med sine fiaskoer. Ligesom vi deler succeser – så deler vi også fiaskoer. Så man får delt – hold da
op det er godt nok tungt eller svært og arbejde med den her.
Der er også nogle hvor vi må sige: Dem kan vi ikke nå videre med, altså de er så syge, så der skal vi
finde ud af – hvad kan vi så gøre for dem, hvordan kan vi gøre deres liv meningsfyldt alligevel,
selvom de måske hverken får taget danskuddannelse eller kommer i uddannelser eller får et arbejde
eller hvad det nu kan være. Så vi på anden vis kan sige: Hvad kan vi så sætte i stedet for. Og det er
der vi skubber beskæftigelsesdelen i baggrunden og også får lov til det.
S: Okay…
26
K: Men samtidig vil jeg også, og det tror jeg også jeg har sagt, at det med at have medarbejdere,
som har arbejdet med det i mange år, gør også en forskel, tænker jeg. I forhold til erfaring, altså de
er ikke så nemme at slå ud. Der skal i hvert fald noget til (griner).
S: Så det der med, at der er så meget snak om, at der på kommunerne er opstået de her
konkurrenceprægede forhold mellem medarbejderne også kommunerne imellem.
Hvordan tror du I lige præcis er kommet lidt udover det - og i stedet samarbejdet mere og er åbne
overfor hinanden?
K: Jeg tror det er fordi vi ser borgeren som alles, vores alle borgere på en eller anden måde.
Det er en fælles opgave vi har og ikke den enkelte rådgivers eller den enkelte konsulents.
Det er en fælles opgave. Og når vi kommer i mål, så har vi alle sammen bidraget til at vi er kommet
i mål. Det er ikke ens persons værk, det er det samlede.
S: Ja. I 2013 modtog I prisen som årets integrationskommune, hvorfor tror du lige at det var jer som
vandt prisen?
K: Det var fordi det var på tide (griner). Ej, det er fordi, vi har været kandidat til det i mange år nu.
Vi har deltaget i de der integrationsprisuddelinger og vi synes hver gang, når vi har siddet nede og
hørt på alt det der sker rundt omkring i landet – det har vi gjort i mange år – er det nu noget særligt.
Nej, men noget af det, vi får den (prisen) på, det er vores modtagelse. Og den del, at vi forholder os
så aktivt til – hvordan er det vi vil modtage de her nye mennesker, hvad er det vi vil gøre for den
her gruppe. Og også - kan man sige i enden af det - den del omkring vores helhedsorienterede
indsats, altså vi kigger helt på de her borgere der kommer, ikke kun på beskæftigelsesdelen.
S: Ja…
K: Ja.
S: Så det er nogle af de erfaringer som du så også mener I vil kunne give videre til andre
kommuner?
K: Ja, bestemt.
S: Nu var vi lidt inde på det før, men synes du at man bør samarbejde endnu mere kommunerne
indimellem - altså bruge endnu mere hinanden til at dele erfaringer eller hvordan?
27
K: Ja jeg synes i hvert fald for de kommuner, der ikke gør det. Det synes jeg er rigtig ærgerligt,
fordi jeg synes vi får meget ud af det. Altså, vi har jo også - netop fordi vi har modtaget prisen og
har deltaget meget aktivt i forskellige netværk - så har vi jo, dels har vi haft mange besøg fra andre
kommuner - og jeg har også været ude og holde rigtig mange oplæg i andre kommuner.
Og det giver god mening fordi man kan sige, at selvom jeg er ude og fortælle andre om vores
indsats, så bliver jeg jo også mere, altså desto mere jeg fortæller om vores indsats, jo klogere bliver
jeg også på den.
Jeg får også indspark fra andre kommuner: Nåh I gør det på den måde ej det var smart, det tager jeg
lige med mig hjem. Så ja, jeg vil i hvert fald opfordre alle kommuner, dels det kan man sige de her
netværk, der nu kører, som Ministeriet kører sammen med Integrationsnet og Dansk
Flygtningehjælp. Det vil jeg da klart opfordre alle kommuner til at være en del af og også bruge
nabokommuner eller andre kommuner i forhold til at sparre, hvordan er det vi løser de her opgaver.
Det er de samme mennesker, der bliver visiteret – så kan man sige, så kan man være heldig eller
uheldig hvilken kommune man så bliver placeret i forhold til indsatsen. Men der ligger klart en
masse potentiale i at samarbejde med andre kommuner, det er der slet ingen tvivl om, det gør der.
S: Hvorfor tror du, at der for eksempel er nogle kommuner, hvor der kun sidder en medarbejder på
integration eller halvanden? Når I sidder så mange som I gør, når der er en succes i det?
Hvorfor tror du så, de sidder så lidt?
K: Jeg tror det handler om uvidenhed og det handler om at man som kommune ikke har forholdt sig
til, hvad vil vi med den opgave. Igen når vi kigger i lovgivningen, så skal vi bare boligplacere og
tilbyde dem programmet. Og det – jamen det har jeg også sagt før både overfor KL (Kommunernes
Landsforening) men også Ministeriet, altså vi mangler simpelthen noget mere, vi gør ikke hos os,
men det er der nogle andre kommuner der gør. Altså i forhold til at folde mere ud – hvad ligger der
egentlig i den her opgave, så man som kommune kan omsætte det til indsats.
For nogle kan tænke: Nåh ja, men det at finde en bolig til dem, det er vel ikke så svært og nej det er
det jo ikke og give dem nøglen, ja det kan vi også godt gøre – som vi ved, at der er nogle
kommuner, der bare gør og slet ikke laver alt det arbejde vi gør. Men resultaterne er jo også derefter
i forhold til det. Så der tror jeg, at for de kommuner, der er simpelthen ikke nok pondus til at yde
mere.
Jeg ved ikke om jeg skal sige heldig, men i hvert fald, at de i de fem gamle kommuner også havde
forholdt sig til integration. Så når jeg stiller mig op enten til Byrådsmøder eller på vores
28
udvalgsmøder for beskæftigelsesudvalget eller andre udvalg. Jamen så lytter de altid – hold da op,
det der integration det er vi gode til og det vil vi gerne profilere os på som kommune.
Vi har forholdt os til hvad vi vil, politikerne kan se resultaterne og økonomien i det hænger
sammen.
Det handler selvfølgelig også om at jeg får det formidlet til vores politikere. Og hvis man ikke
sådan vælger at have det rigtigt – ja så bliver det sådan en lille niche.
De sidder nærmeste inde på sådan et lille kontor og så kan de lige lave lidt integration. Og så bliver
det ikke en indsats. Så bliver det rigtig svært og også for de medarbejdere, der løfte den opgave.
For hvis man kun sidder en eller halvanden, hvem er det så man skal tale med? Hvem er det man
skal lave alt det udviklingsarbejde med, som vi hele tiden laver?
Det kan vi også kun lave, fordi vi er så mange, så er der jo altid nogle, der kan byde ind med noget.
Der er altid nogle der har været på kursus eller på temadag som har noget nyt med hjem i tasken.
Sidder man alene og skal udvikle – det bliver bare aldrig ret godt. Og det bliver rigtig svært i
længden at gøre.
S: Hvordan kunne man sådan sætte nogle flere kriterier op til, at man for eksempel kunne gøre det
bedre eller lettere for kommunerne og ligesom få det her lidt med ind over, tænker du?
Skal det være ovenfra eller?
K: Det tænker jeg. Jeg tænker, at der er brug for nogle præciseringer rent lovgivningsmæssigt,
faktisk nærmest i forholdsparagrafen i integrationsloven. Det kunne være ønskeligt og så tænker jeg
også, og det troede jeg aldrig jeg skulle sige, og jeg ved snart ikke om jeg vil sige at det skal til
referat. Men dengang der var Integrationsministeriet, hvor der var fokus på integration, det var
faktisk rigtig godt. Altså i dag hvor det bare er blevet en del af noget andet, så bliver det igen lidt en
lille niche. Mange af de opgaver jeg har været med i, og som Ministeriet også har kørt, blandt andet
har vi noget omkring modtagelse, hvor vi skal have sådan en elektronisk platform til at køre – og vi
har bare været i gang med det i årevis og nu er det sådan lige blevet parkeret igen, fordi så bliver det
et nyt ministerium og en ny minister og det tror jeg lidt er det samme ude i kommunerne – altså det
der med, at hvis det bare er en lille del af noget andet, så forsvinder det. Og man tænker – nåh ja det
at modtage det kan vi da bare lige gøre sådan med venstre hånd, det finder I lige ud.
S: Men kommer der ikke også større udfordringer over på beskæftigelsesdelen, hvis der ikke bliver
taget godt hånd om det fra start, så står de med en større opgave til sidst?
29
K: Helt sikkert, det gør der. Og både beskæftigelsesafdelingen, men også Børne- og
Familieafdelingerne. Altså, der vil kunne dukke nogle familiesager op lige pludselig, som ville være
ret voldsomme og som også ville koste mange penge. Og det kan vi også se i nogle kommuner, at
der gør, at det bliver rigtig svært for dem at arbejde i det.
Vi har brug for noget præcisering i lovgivningen, det er det der skal til, fordi i dag som
kommunerne er presset på økonomien og opgaver og hvad der ellers er – så bliver det her område
ikke det, der bliver profileret. Det gør det simpelthen ikke, med mindre vi har enten helt
lovgivningsmæssige præciseringer eller noget vejledning eller bekendtgørelser, som sådan kan gøre
det tydeligere for kommunerne: Hvad er det reelt vi som stat forventer I gør i forhold til det den
gruppe.
S: Hvad er det for nogle dele, tænker du, som kunne præciseres mere?
K: Jamen de kunne for eksempel præcisere: Hvad ligger der i det at boligplacere.
I lovgivningen står der bare, at vi skal permanent boligplacere. Der kunne man sige nogle
præciseringer i at boligplacere – jamen er det at hjælpe dem tilrette i det sted, hvor de nu er kommet
eller hvad ligger der i det. Der var også en, jeg ved ikke om du så det, en undersøgelse LG (LG
Insight) har lavet omkring etableringshjælp, som også er et eksempel på, den kom lige før påske,
den kan du prøve at søge på. For den giver også lidt et billede på hvor forskelligt det her er.
Det er jo det her med hvor meget vi som kommune bevilger i etableringshjælp, når de (ny ankomne
flygtninge) kommer. Altså hvad får de (ny ankomne flygtninge) hjælp til: Får de cykler, får de
fjernsyn får de tøj, får de møbler, og det er der spændet ligger. Og det er jo helt uhyggeligt, fordi det
viser, at en kommune giver 3.000 kr. til en hel familie og en anden giver 85.000 kr. – og det er jo et
voldsomt spænd. Og det er jo så voldsomt, at det jo et eller andet sted ikke er i orden. Om det er de
3.000 kr. eller 85.000 kr. det er egentlig ligegyldigt – det er det, at der er så langt spænd imellem.
At det vi som kommune vurderer at der er brug for, når der kommer en ny i kommunen.
Det er fordi der ikke er nogen præciseringer på det overhoved. Vi ved slet ikke rigtigt hvad det er
for nogle forventninger der er til os som kommune.
Så kan man sige, der hvor de giver 3.000, ja det er måske der, hvor der sidder en medarbejder og
som bare har fået af vide: Du har det her budget og du må ikke bruge mere – nåh men så er det jo
det, der er at gøre godt med. Hvor dem, der giver 85.000 – kan have en plan, hvor der bliver købt
computere, cykler, fjernsyn og etableringer og alt hvad det nu kan være. Så det er også et eksempel
på den forskel, som jeg synes er uheldig.
30
S: Kunne der være fordel ved at der var nogle, der kom rundt og evaluerede mere konkret
kommunernes indsats? Hver kommune, den enkelte kommunes integrationsindsats, tror du?
K: Det kunne godt give mening. Ja det kunne det godt. Ja.
S: Hvad tror du regeringens overordnede mål er med den her integrationsindsats – altså hvad tror du
de først og fremmest tænker?
K: De tænker beskæftigelse - og det er jo også det vi kan se i lovgivningen - og det er jo også
derfor, at det måske er glemt lidt, alle de her sociale aspekter der også ligger i integrationsindsatsen.
S: Så på den måde du synes man kunne gøre det endnu bedre på, var, at få nogle af de her udenoms
ting med, som der er glemt lidt?
K: Helt sikkert!
S: Jeg tror ikke jeg har flere spørgsmål. Så jeg ved ikke om du har noget mere du vil sige eller
spørge om?
K: Nej det tænker jeg ikke. Jeg synes vi har været rigtigt godt omkring (griner).
S: Okay, jamen så stopper jeg. Mange tak for samtalen.
31