ANDERS HORSBØL , INGER LASSEN & ANNE GRETHE JULIUS PEDERSEN KLIMAFORANDRINGER OG HVERDAGSLIV En diskursanalytisk undersøgelse af lokale involveringsprocesser ANDERS HORSBØL er lektor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet. Han er ph.d. i diskursanalyse (2003) og forsker især inden for områderne politisk kommunikation og offentlighed, sundhedskommunikation, bæredygtighedsindsatser og participatorisk kommunikation. INGER LASSEN er professor på Institut for Kultur og Globa- le Studier, Aalborg Universitet. Hun modtog ph.d.-graden i 1999 for en afhandling om grammatiske metaforer. Hendes forskning omfatter genre- og diskursstudier med særligt fokus på borgerinddragelse og grøn omstilling, organisationskultur og ligestilling samt sundhedskommunikation. ANNE GRETHE JULIUS PEDERSEN er lektor, ph.d. ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet. Hun er ph.d. i sprogvidenskab (2007) og forsker og underviser primært inden for dansk og tysk virksomhedskommunikation. Særlige interesseområder er diskurser i forbindelse med bæredygtighed, stakeholderdialog og interkulturel kommunikation. Hvor klimadebattørerne tidligere stredes om, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej, handler det i dag mere om, hvad vi kan gøre ved problemerne, hvem der skal gøre noget, og hvordan de/vi kan bringes til det. I udgangspunktet for debatten står et paradoks, kendt som Giddens’ paradoks: De færreste føler sig ansporet til at gøre noget nu og her, da farerne ved global opvarmning ikke virker overhængende, men venter vi med at sætte ind, indtil konsekvenserne er tydelige for alle, kan det være for sent. Klimaforandringer og hverdagsliv undersøger – i et kommunikativt perspektiv – hvordan kommunale myndigheder etablerer dialog med borgere og andre aktører for at involvere dem – eller bringe dem til at involvere sig – i opgaven med at finde lokale svar på globale udfordringer. Bogens casestudie er Frederikshavn Kommune, som siden 2007 har arbejdet hen imod at blive selvforsynende med vedvarende energi. På baggrund af en række analyser af det hidtidige forløb giver bogen et overblik over og en diskussion af de kommunikative muligheder og begrænsninger i et projekt som dette. Den kan således identificere et komplekst sæt af barrierer, men også udpege en række uudnyttede potentialer for de mange forandringsprocesser, som i øjeblikket igangsættes landet over. Klimaforandringer og hverdagsliv kan læses af alle, der interesserer sig for det pågående arbejde med omstilling til klimavenlige livsformer. Især henvender den sig til praktikere, forskere, undervisere og studerende, som arbejder med dialog og involvering i forbindelse med klima- og bæredygtighedsinitiativer. “Klimaforandringer og hverdagsliv er en særdeles velskrevet og indsigtsfuld bog om, hvordan aktører på kommunalt plan taler om og giver mening til klimaforandringer og deraf affødte krav om energibesparelser. Med afsæt i diskursanalysetilgangen neksusanalyse og teori om borgerinddragelse analyserer forfatterne systematisk og engageret casen Frederikshavn Kommunes bestræbelser på at udvikle sig som ’energiby’. Dermed er bogen ikke blot et case-studium af bestræbelser på bæredygtig omstilling. Den er også en potentiel lærebog i, hvordan man kan anvende diskursanalyse i praksis.” Tove Enggrob Boon, lektor ved Københavns Universitet, studieleder for MSc Forest and Nature Management, projektleder og ansvarlig for forskning og uddannelse i motivation og miljøadfærd, natur- og landskabspolitik. Klimaforandringer og hverdagsliv (ISBN 978-87-7674-694-0) er på 166 farveillustrerede sider og koster 198,- kr. Køb bogen på www.universitypress.dk
© Copyright 2024