1. No category

Det ene med det andet
Latteren ruller over stengulve
fra kunsten at gå i stykker
Peter Nielsen
Copyright © Bo Gorzelak Pedersen 2005
Photo on cover courtesy of Vanessa del Rio
www.vanessadelrio.com
By kind permission
EDITION TIGER
1
AIOLOS
Til Louise Bugge Laermann
Vinden kommer med forlov
næppe af sig selv, det er Aiolos for doven til. Du må selv
hvirvle ham op!
Af ingenting kommer
ingenting,
af rum
rummets besættelse, indtagelsen
af stole og borde – af den måde alting
ikke er noget andet på, modsat os selv (Olson skriver
der er
fødsel over det hele; det er derfor
der er så meget blod
overalt (vi er
daggry, vi
Og stolenes og bordene opsætning. Henkastede
blikke. Begyndelser. Altid må vi gå
fra dette – men vender tilbage
som til den flydende ø, the root
condition. Tingene findes
i rummet nu. Og vi – o.s.v.,
som er, med dine ord, ikke tomhed, men det
eneste middel, osselv.
I
osselv, bemøblede. Med senge og
med puls; vi
2
laistrygoner, elskere, æbleplukkere,
vi.
Samlere og
spredere, genfundne
for hinanden
et øjeblik, kun. Hver
gang
med tal til hinanden, med sejl.
Med det salt der følger, abstraktioner,
hænder,
til te eller kaffe.
Men osse de røde (som daggry,
som os
tigre har rum, og sarte, en slags
sjælelige
objekter vi ikke ka gi
i ord (de er, de ting
jeg taler om, selv rum
I rum,
hele baglande, tilfrosne
eller flammende; krigen (hvad kan
Laios? Hvad kan du? Hvad tænker Laios
om det, du ikke kan?
Et atlas
for tomhændede er,
hvad vi behøver!
til f. eks. graner (granernes
vej – hvad teologien har kaldt
3
det skabte (for skabelsen; at – uden
snak
gå nøgen, hvor der er rodnet,
i vind.
For hvad kommer da ikke
af sigselv, undtagen os, som så osse
er tomhedens middel? – manglens, for at
være kristen?
Men det er okay. Som sølv lar vi det være
gemt i sådanne rum; sådanne rum
i sådanne rum
vi hjemvender til:
til hele dage, med formende hænder (at hilse, ru,
på Homér).
4
JOKUM PÅ LOKUM
Til Lisbet Faber
Jeg ved ingenting om kærligheden,
udover at den er go at ha,
når lokummet brænder,
som man siger.
Og det siger man jo.
Og det gør det jo,
alle os med ild i røven.
Men Lisbet, som jeg måske
ville vælge at udtrykke det,
det er jo det, der er problemet.
Kærligheden er en tung og
kravlende ting,
og vi er forlængst – ikke her,
men der, på
alle vore måder videre
og i fart
med kun gælden, som rest,
vi må afdrage på.
Det er det, der er vores lokum.
Det er det lokum, vi får hastighed
på grund af.
5
TIDENS LOGIK
At gå i ord,
at gå i spor.
At gå i kor
med de største,
selv den mindste,
om sig –
aktiv
som en druknende, men nu, med kroppen,
netop nu, en slags hjemsted
for alting før døden.
Detaljerede, historiske
er vi,
en dødebog
(på havet: hymnisk
på land: hymnisk,
på dig: forsøgsvist, famlende.
På dig: nattens flag.
På dig: du er bevæget
(på din bevægelse: hvor er du dog
din egen tvilling; den, som var,
og den, som bliver
– din samtale, i vinden (D.H.
Lawrence), mellem egne ruiner og
de store naturlige, deres (til dig
i din helt-almindelighed.
6
O, hvor er du dog særlig! Som hyben, men
ikke som noget andet.
Og jeg, en klapstol. Vi, udsigter
ser: over disse marker,
(jeg
hvor der var heste, hvor der var – Hvor der var slag,
hvor regn. Hvor stensamleren gjorde
det store, nødvendige arbejde.
På netop denne jord
i netop dette flor: at du er, ubestemt,
dig
(der er, skriver
Kenneth Koch, no known form for
the future,
og selv ikke Gud kan
tælle på fingrene
og nå til dig (din
frihed til at
kombinere
f.eks. nælden med din afmagt
og din afmagt med dit begær.
Her er historien: den er dig, som du bliver
på grund af den,
baby.
Resten er (Spengler) kun
"rummets logik", det ene med
det andet.
7
GRANERNE
De er, skal vi sige, romantisk,
nattens sortklædte,
som de knæler.
Skal vi sige, morsomt, med
alting på nåle,
det seje blod trukket ud.
Guds udvalgte flokkes om at ha ret
over for granerne.
8
EUROPA
Lægger
en sten på graven,
én til én. Her begynder (her ku begynde
Europa igen, i dette
målestoksforhold. ("Det er," hørte
jeg datteren sige, "min generations
eneste anliggende" – og vores, vi, den sorte mælks
piger og drenge. Forsømmelser,
fik vi, og så mange lagre
af smør og af korn og af kroppe;
en hvid tid
til forventninger. En blå
til (helt uden
poesi:
ensomhed
p.g.a. "kærlighed". (Vi vil den.
Eller: vi vil den ikke – men
vi vil ikke noget andet.
Det bliver
vores undergang
– jeg
skriver det bare –
denne gamle, kunstige form,
hvor du og jeg er (altid, er
tilblevne, ikke tilblivende; ikke engang
ting, men skygger af ting.
9
Vi må hjem til andre hjem
eller ikke ha noget hjem –
og her gælder (det
er min pointe) alle
tricks,
osse løgnen,
osse sandheden,
osse sandheden om den ene og
løgnen om den anden (som når det græske nu
er blevet farvebelagt.
At være
(Olson) en slags
arkæologer; genbrugsarkæologer (som min
far – det tilblivendes
("det tilblevne
som følge af det tilblivende" – gå til
tingene
på den måde.
Se os, blive
sådan.
Det er
vejen.
Og osse derfor må vi studere, "alt må ofres
for den store sag det er" (MacDiarmid, In
Memoriam James Joyce)
for at ku
lægge sten.
10
Hvad skal vi ellers (jeg har
glemt Europa
med os?
11
GENBLOMSTRINGEN
Vi sku ha drømt os færdige
med verden, før vi
begyndte at snakke om "kærlighed" – og
"hvad føler du?" Heri havde
marxisterne, men osse (jeg
forestiller mig
de store industrialister
en pointe,
som digterne kun i "ringe omfang"
har forstået (Pound, for
eksempel: "the natural object is always
an adequate symbol."
Hvad der optar mig nu er rummet, det
lokale (de
mange rum – i modsætning til det abstrakte, ene)
med tingene, ikke
så meget den personlige erindring (kun – hvad?
– perspektivisk?
Der er som
en tid i os
og en tid i disse rum. Opgaven (kort):
at alle disse tider (historier
har rettethed, mødes nu
og tilbliver, udfoldes her,
f.eks. i digtet (Olson, det
projektive,
12
what's thar. Det vil sige:
genblomstringen.
13
TULIPANERNE
Det imponerende (jeg bruger ordet
nærmest højkirkeligt
ved Ashbery er, udover
(igen – forkert) sprogets enorme elasticitet,
beskrivelsen af en tilstand ("jeg vågnede, fordi
jeg ville lukke et vindue op")
– hvad
Bo Green Jensen har talt om,
hukommelsestabet,
som det hotel, vi boede på,
som lugtede af gamle æbler.
Som helt blå regn
over helt blå havemøbler
i en have, og vi er
kun på visit.
14
BREV TIL VANESSA DEL RIO, I
Kære VdR, dine former
er som heste – eller
zebraer.
Dine egne rum, som er
så meget dine, du udfylder dem. Jeg ville gerne
skrive et digt som du er
om (jeg
fantaserer
f.eks. (som én
sagde til mig,
"i lag på lag"
shall we say, geologiens historie (alle
sten er (Spengler) tidsløshedens store
symbol)
At være
(månen, Quetzalcoatl, Olsons
slange
mytologisk, nærmest
: Du er.
Ikke
den stol, hun sad i, lig en strålende trone
(folk har
sagt det – men hvad ved folk?
Nej, Uurujaa, udsprunget
af en hanguds fedtede lår.
15
For dig står de i kø, selv, hører jeg,
ordensmagten – da de røvede den bank,
i 1997?
Kære VdR, jeg holder af
kapitalismen,
når den er sådan;
når den gir os (jeg mener, mulighedsbetingelsen
disse, i rum, sociale skulpturer; latteren
ruller – o.s.v. I det hele taget: pornografien,
vel nok vort
på det seneste vigtigste værk.
Fra Pierien, fra Helikon, du,
lokale rum → offentlige.
Kære VdR, jeg vil ikke undskylde
min mangel på billeder
i dette brev.
Kære VdR, jeg er
midt i en tænkning.
16
SPREDT FÆGTNING
Denne sætning, hvori
noget bliver til,
hænger ikke sammen med de følgende.
Denne sætning, hvori
noget er blevet til,
hænger ikke sammen med den foregående
eller de følgende.
Denne sætning, hvori
noget har betydning,
hænger ikke sammen med de foregående
eller den følgende.
Denne sætning, hvori
en rødtjørn (noget som
en rødtjørn
blomstrer,
hænger ikke sammen med de foregående.
17
ELEUTHERÆ
1
Det er bedre at gå blandt ruiner
end at bo et andet sted; bedre at
forblive
nær det glemte.
I en slags kroppens (som tid
følelse af udhulet træ – i en
(fordi kroppen nu
er et vedhæng
til de få ord,
vi har tilbage
om osselv)
adskillelse af det legemlige
og det sjælelige.
Kun mad og sex.
Kun (1922): "Hvad tænker du på nu?
Hvad tænker du? Hvad?"
Kun slangernes sidste indgange
18
har vi former for videnskab om,
– og sådan (ikke
sådan – sådan kan vi ikke tydes,
eller jo, som vi er,
hinandens (efter historien
sparkere i støv,
de lokale.
2
Det er bedre at forlade
for at ku komme hjem
(og opdage
ved f.eks. en duft
at man har
krydset floden
til Eleutheræ.
"To make a start,
out of particulars"
men
(poetik – d.v.s. ingen metode,
at være der faktisk.
Jeg sender dig herfra
dette brev:
at i ni nætter er hun sammen (hun
med det smukke hår
med ham.
19
ENKELTE OPSLAG
Bag de hvide tigre
er de røde,
og bag de røde
kommer vi ikke,
hvor meget vi end lokker
aristotelisk (de er
ikke (ikke engang negativt kan det
siges, det vi mener)
almene.
Her er – i hvert fald foreløbigt, siden barndommen,
det ene.
Det andet, hvad jeg vælger
at kalde granernes vej,
er at gå til dem, der ikke gir svar,
for at se sin egen tid,
som osse er granernes tid,
f.eks. tø (hele
landskabet
i et spindelvæv.
(At stå sådan hele natten kan betegnes:
månens rotation
rundt om jorden. Se denne.)
20
PISKEN, EN FORELÆSNING
1
Vil det
irritere filosofferne, hvis jeg siger,
at
en mytologi er kun sand, for så vidt
som den er det?
Eller at irritation er
en slags véer?
Nej, vi har jo
læst Feyerabend.
2
Men pisken er (jvf.
okkultisterne
clavis, en nøgle til kroppen, d.v.s – eftersom
kroppen, ikke symbolsk, men
reelt er vores enhed
rummet,
idet nb tiden
er nu for hvert eneste slag.
Under pisken er vi historieløse; ikke
(Spengler) det faustiske menneske. Vi er
asketisk møblerede rum.
21
3
Piskens mytologi
er derfor skabelsen af det tomme rum, den
ene linie, men
uden fortsættelser.
Fortsættelserne; hvor linien
udvikles (den store sammenhæng: tid,
fortælling, historie; hvad vi
er
tilhører (som sproget
tilhører os
den piskede krop.
22
HVORDAN MAN BRÆNDER
Man er et træ. Man knager
i vinden.
År efter år lægger man ring
efter ring
om sit inderste,
mens landskabet bliver et andet,
og folk ridser andre slags navne,
og man forstår det ikke,
for man er et træ,
men man tror,
som man gjorde som barn,
på pejsen, på øksen,
på vinterens komme.
23
REBENE
Jeg læste i dag om en germansk lov,
ifølge hvilken den, der pillede bark af et træ,
sku ha sin navle skåret ud og sømmet (som
var det en knude for enden af et reb)
fast til det pågældende træ.
Herefter sku den skyldige gå rundt
med sine indvolde efter sig (rebet)
og sno sigselv om træets sår
som en tyk lap, en syning af kød,
som en dødelig straf – og for at
træet ku leve.
Så alvorligt man har
taget træer dengang, da hele Europa var
dækket af skov!
(Jeg holder meget af
tanken om kejser Julian; hvordan
de store skoves (som Frazer siger
ensomhed, dysterhed, stilhed
påvirkede hans følsomme sind.)
Men jeg tænker osse: hvad
går vi rundt om i dag – nu,
hvor vi selv er blevet så udstrakte (som
Europa (rummet
24
var?
Vi går om hinanden, endeløst.
25
BREV TIL VANESSA DEL RIO, II
Kære Vanessa del Rio – jeg ønsker mig
– en poesi der ikke altid ska ha ret, eller bare
ha forstået tingene rigtigt (hvem spørger – andre
end de, der hader naturen, de
lovtro:
er Vanessa del Rio rigtig? Nej, at skrive
er at finde ting
(at vaske og at se, som
børnene gør,
plutonitter. Altså:
– en poesi der er generøs
(som du
generøst er blevet
Vanessa del Rio for os.
Jeg vender ofte tilbage
anser dig for at være,
Vanessa del Rio, en gylden bog
fra skovene – John Ashbery
for
(jeg anser – som jeg
(Digte er ikke
(jeg har svært ved at la det ligge
læserbreve
eller filosofi,
men, lad os sige,
liv i rum
(lokale, som du
udfylder rum
26
under inddragelse af (hvilket udtryk)
alt, hvad der kan bruges. Jeg mener:
– en poesi, der ikke er for fin
til (som i det digt
af Denise Levertov, Til
læseren
at pisse som en bjørn
saffrangul i sneen
(som du
ikke er for fin til at være digselv,
Vanessa del Rio.
– en poesi der, som dig,
ikke tvivler,
men handler – med et billede: gør sig til kød (sener
og muskler)
omkring et stærkt skelet
(som forstår navneord og
udsagnsord; her
er det det noget andet, Vanessa del Rio,
for uden tillægsord (som gør sig
dårligt i et digt)
ville du være
svær at begribe.
– en poesi der taler til kroppen, ikke som
en primitiv sang, men
som isflager gør.
(Du er
varme, Vanessa del Rio!
27
28
Det ene med det andet
Copyright © Bo Gorzelak Pedersen 2005
Photo on cover courtesy of Vanessa del Rio
www.vanessadelrio.com
By kind permission
Layout og tryk
Lars Andersen, Skanderborg
2005
EDITION TIGER
www.bogorzelakpedersen.dk
29