1. No category

Copyright: DANMARKS RADIO 2016
Forfatter: Thomas Skov
Redaktion:
Maria Brandt-Madsen, Ida Skjerk og Emilie Fuglsang
Ansvarshavende redaktør: Kåre Vedding Poulsen
DR Kultur
Forsideillustration: David Ebbesen
Omslagslayout: Imperiet
INDHOLD
Forord.................................................................. 7
TAK til…............................................................... 9
Kapitel 1............................................................ 12
Kapitel 2............................................................ 19
Kapitel 3............................................................ 24
Kapitel 4............................................................ 29
Kapitel 5............................................................ 40
Kapitel 6............................................................ 45
Kapitel 7............................................................ 52
Kapitel 8............................................................ 59
Kapitel 9............................................................ 66
Kapitel 10.......................................................... 75
Kapitel 11.......................................................... 83
Kapitel 12.......................................................... 90
THOMAS SKOV
(og Danmarks ungdom)
TAK FOR
KAFFE
FORORD
Jeg har læst meget, meget få bøger i mit liv. Og
endnu færre af dem har jeg læst frivilligt.
Men nu har jeg så småt fået øjnene op for, hvad
bøger kan, og derfor fik jeg - sammen med DR idéen om at skrive en bog.
Sammen med unge mennesker fra hele Danmark.
Den bog, du her læser de første ord i, er resultatet
af den idé.
Hele efteråret 2016 har jeg besøgt hundredvis af
unge mennesker i hele Danmark i forbindelse med
projektet ”Skriv med Thomas Skov”.
Målet har været give alle de unge mennesker, der
havde lyst til at være med, mulighed for at komme
med inputs til en bog. Og den har du foran dig nu.
Jeg har ført pennen, men udelukkende på
baggrund de idéer, jeg har fået af de mennesker, jeg
mødte på min vej.
ALT i bogen er inspireret af mine møder. Lige fra
konkrete citater til selve historien og forsiden.
Derudover har jeg søgt - og fået - hjælp af
etablerede forfattere, der har givet både feedback
og gode råd, og det har alt sammen været med til
at skabe bogen her.
Alle har kunne følge og præge projektet online,
og desuden er der kommet en podcast, som gerne
7
skal fungere som en inspiration og en guide til andre,
der overvejer at kaste sig ud som forfattere.
Det er for tidligt at drage nogen store konklusioner,
men jeg håber at projektet har været med til at give
andre lyst til at læse endnu mere og måske endda
mod på at skrive selv.
Min forelskelse i bøger er i hvert fald ikke blevet
mindre i løbet af de seneste måneder.
Så til alle der har hjulpet: TUSIND TAK. Jeg kunne
ikke have gjort det uden jer.
Og til dig, der vil læse bogen: God fornøjelse!
Thomas Skov, november 2016
8
TAK TIL…
De unge på Kulturmødet på Mors
8. og 9. klasserne på Sønder Felding Skole
De unge hos Headspace i Herning
Eleverne på Viborg Katedralskole
Eleverne på Vedersø Idrætsefterskole
De unge på Herlufsholm Fantasymesse
1.g klasserne på Ørestad Gymnasium
De værnepligtige på Varde Kaserne
1.i og 1.m på Skanderborg Gymnasium Skole
2.d på Himmelev Gymnasium
Louise Ladegaard og Asmus Mølgaard Hoyer fra
Brønderslev Forfatterskole
Jacob Bach Vendelbo fra kaffebaren Aroma i Herning
Alle der har bidraget på Instagram og Facebook
Glenn Ringtved, forfatter
Sarah Engell, forfatter
Morten Pape, forfatter
Allan Lillelund Andersen, forfatter
Sille Justesen, forfatter
Lene Dybdahl, forfatter
Peter Q. Rannes, bestyrer af Hald Hovedgaard
Harvey Macauley og Nete Banke fra Imperiet
9
Pinaki Thorlin og Malene Hansen fra Herlufsholm
Fantasymesse
Mette Jørgensen fra Saxo Publish
Melina Larsen fra Boghandlen på Østerbrogade 200
Peter Hauchrog Hesselberg fra Herning bibliotek
Mads Laursen fra Kulturjægerne i Viborg
Martin Hillmann fra Varde Kaserne
Dorte, Kathrine og Ditte fra Headspace i Herning
10
11
KAPITEL 1
”Hvad fuck er det du vil, Patrick!”
Claus lå på det stenhårde betongulv i laden og
kiggede op på sin overmand, der stod iklædt
påskegul morgenkåbe få meter væk. Claus var
fuldstændig færdig. Han havde brugt alt sin energi
på at flygte. Forgæves.
“KA’ DU SE DET HER HUL, HVA’ CLAUSI?!”
Patricks øjne var så åbne, at der var en reel risiko
for, at de faldt ud, og hans blik var så intenst, at det
kunne have brændt hul i Claus’ hud.
Patricks højre pegefinger pegede direkte ned på det
hul, der befandt sig lige under hans venstre knæ.
Claus kunne sagtens se hullet og han kendte det
desværre bedre end de fleste.
Hullet var på størrelse med en fed tommelfinger, og
det var ved første øjekast ikke særligt charmerende.
Heller ikke ved andet øjekast.
I det hele taget var det et decideret klamt hul, og
man fik det indtryk, at Patrick ikke prioriterede
hygiejnen i hullet videre højt.
12
Det var som en ekstra klam navle – lige under knæet.
Claus lå på knæ foran Patrick og havde øjenkontakt
med hullet, men da han ikke svarede, gentog Patrick
sit spørgsmål.
“Kan du se det her hul, Claus?! Hva’?! KAN DU
DET?! KAN DU SE HULLET, CLAUS?!”
Patrick skreg som en sindssyg, og øjnene nåede
næste niveau af vanvid, mens pegefingeren
bevægede sig frem og tilbage mod hullet.
“…J-j-jaa, P-p-patrick… Jeg k-k-ka godt s-s-se
hullet,” fik Claus fremstammet. Han kunne ikke tale
ovenpå den hæsblæsende jagt og han var egentlig
for træt til Patricks julelege, men der var ikke andet
at gøre end at lege med, hvis han ville beholde sit
liv. Og det ville han gerne, for han havde en aftale
med Gangster-Cille dagen efter, og den turde han
ikke blive væk fra, for så ville hun slå ham ihjel, og
han orkede ikke at dø to gange på samme uge.
“Ku’ du også tænk’ dig så’n et hul, hva?!”
Patrick rykkede sit hullede ben endnu tættere på
Claus’ ansigt, og nu begyndte stanken fra det
beskidte hul at brede sig til Claus’ næse. Det lugtede
af råd og mødding og noget af det snask, der kan
sidde mellem tænderne, som kun kommer frem den
ene gang om året, man bruger tandtråd.
13
Ved nærmere eftertanke kunne Claus ikke tænke
sig sådan et hul.
“N-n-nej, Patrick… Jeg ku’ ku’ ku’ ik’ tænk’ mig
sådan et hul.”
Det var tydeligvis ikke det svar, Patrick havde ledt
efter, for han rykkede sit knæ endnu tættere på
Claus, så spidsen af næsen nu befandt sig lige ud
for hulåbningen.
“SIGER DU, DET ER GRIMT, HVA’ CLAUS?!”
Åh, det var en kattepine for Claus. For hvis han
svarede, at det var grimt, ville Patrick blive endnu
mere sur, og hvis han svarede, at det ikke var grimt,
ville han jo lyve. Både over for sig selv, men også
over for Patrick, og det ville han sagtens kunne regne
ud.
Han havde på fornemmelsen, at det ikke ville hjælpe
at argumentere for sin sag, for Patrick var godt oppe
at køre, men han forsøgte alligevel.
“Men Patrick… Det er jo… Sådan et hul… Der passer
godt til dig… Det ser super fint ud på dig… Men jeg
tror ikke, det ville være… Så fedt til mig…”
Claus kunne godt selv høre, det lød åndssvagt, men
han kunne ikke gøre andet. Han var klemt op i en
krog og uanset, hvad han gjorde, ville det være
forkert.
14
Måske havde det alligevel virket, for Patrick flyttede
nu sit ben og begyndte at halte lidt væk fra Claus,
der udmattet knælede ved siden af handicapscooteren,
der stadig havde en søjle af røg op fra sig, efter den
havde tonset gennem majsmarken få minutter
tidligere.
Patrick vendte sig om mod sin knælende håndlanger,
og så begyndte han at grine. Først et enkelt grin,
der blev afløst af det næste og så et mere, inden en
lavine af grin var startet. Patrick grinede, så det
rungede. Han grinede, så det kunne måles på
Richterskalaen. Han grinede, så selvom de stod et
sted, hvor ingen kunne høre Claus skrige, så ville
der være mennesker, der kunne høre Patricks grin.
Claus kunne ikke lade være med at tænke, at det
var fuldstændig ligesom i masser af de film, han
havde set, hvor skurken altid begynder at grine på
et helt tilfældigt tidspunkt, uden at nogen ved, hvorfor
han griner. Men han havde situationsfornemmelse
nok til at vide, at det nok ikke var det rigtige tidspunkt
at spørge Patrick, hvad han grinede af.
Lige så pludseligt han var begyndt at grine, lige så
pludseligt stoppede han igen, og han fandt de vilde
øjne frem igen og bevægede sig så hurtigt, hans
haltende ben tillod det over mod Claus. “Claus! Du
tror, du er så skide smart… Du tror, du er så skide
klog… Du tror bare, du kan stikke af fra mig… Og
15
fra kaffen… Men ved du hvad… Du kan ikke en
skid…”
Nu stod Patrick igen med hullet lige foran Claus’
ansigt.
“…Jeg har besluttet noget, Claus…”
Claus havde på fornemmelsen, at det ikke var en
beslutning, der ville bringe noget positivt med sig,
men han kunne ikke gætte, hvad det var.
“…Jeg har besluttet, at du godt må proppe din
tommelfinger ind i mit hul…”
Hvis Claus havde haft et helt år til at gætte på, hvad
Patricks beslutning havde været, havde han aldrig
gættet, at det havde været det.
“U-u-undskyld, hvad?!”
“Jeg har besluttet, at du godt må proppe den ene
tommelfinger ind i mit hul… Og bare lige køre den
rundt et øjeblik… Og hvis du finder noget derinde,
så er det dit.”
Alene tanken om det – blandet med stanken fra det
rådne og beskidte hul og frygten for, hvad han mon
kunne finde derinde, blev for meget for Claus, og
han kunne mærke varmt spyt bevæge sig op igennem
halsen.
16
Han kunne ikke holde det tilbage.
Bvvvvddddrrr, bbbbvvvvddrr. Claus brækkede sig
på jorden foran. Han kunne ikke holde det tilbage.
Men det opildnede kun Patrick endnu mere, der
haltede helt tæt på sit opkastende selskab og greb
fat om armen på Claus, mens han begyndte at grine
igen.
“Hahahaha, nu sker det… Nu skal du stikke fingeren
ind i mit skudhul… Og tag dig bare god tid…”
“Jeg VIL ikke.” Der kom ikke mere bræk ud af Claus.
Nu var der kun lyden tilbage.
“Det skulle du ha’ tænkt over, inden du prøvede at
stikke af… Jeg slår dig ihjel… Jeg slår dig kraftedeme
ihjel, hvis du prøver på noget… Stik så den finger
ind.”
Patrick greb fat om den Glock 17, der hele tiden
havde siddet i en inderlomme i morgenkåben og
førte den faretruende op mod hovedet på Claus…
Claus, der havde haft bedre dage, havde alligevel
sit liv for kært til at ville dø på den her måde, så han
måtte kæmpe imod brækfornemmelsen og forsøgte
at flygte til sit ’happy place’. Han samlede sine sidste
kræfter i den højre arm og førte langsomt
17
tommelfingeren op mod det gamle skudhul i Patricks
ben.
“Føj for satan,” tænkte han, men der var ikke noget
at gøre. Nu måtte han bare få det overstået.
For første gang i lang tid faldt Patricks øjne til ro, og
i det sekund han kunne mærke en tommelfinger
ramme åbningen i skudhullet, lukkede han øjnene
og trak vejret dybt.
Det var en ubeskrivelig rar følelse. For Patrick.
Claus kunne nærmest ikke være i sin egen krop af
ren og skær afmagt over, hvilken situation han havde
bragt sig selv i. Følelsen af at rode rundt i et gammelt
skudhul var ulig noget, han havde prøvet før, og
væmmelsen over det nåede en højde, han ikke troede
var mulig. Ingen sagde noget. Patrick nød hver en
bevægelse, og Claus kæmpede en indre kamp for
ikke at besvime af afsky.
Det eneste, der larmede, var tankerne inde i hovedet
på Claus. “Hvorfor er jeg dog endt her? Hvorfor
stoppede jeg ikke lidt før? Hvorfor startede jeg
overhovedet det her? Hvorfor?”
Det var det sidste, Claus nåede at tænke, inden han
hørte aftrækkeren på en pistol blive trykket i bund
og efterfulgt af et skud…
Og så blev alt sort.
18
KAPITEL 2
Claus’ øjenlåg fór op med et spjæt, og der gik et
øjeblik, hvor det eneste, der var vågnet, var øjnene.
De kiggede rundt og så ned af resten af Claus, der
langsomt kom til sig selv.
Nu vågnede hjernen så småt og opdagede, at den
havde haft den skide drøm igen. Claus kiggede på
sin tommelfinger, der for et øjeblik siden havde rodet
rundt i sin storebrors skudhul. Den så uskadt ud.
Claus førte den forsigtigt op til sin næse for at lugte,
om den havde været udsat for noget ubehageligt.
Han tog en indånding med næsen. Der var ikke
noget bemærkelsesværdigt. Den lugtede bare af
tommelfinger. Gudskelov, tænkte han og vendte sig
om på siden og kiggede på Cille, der stadig lå og
sov.
Han prøvede at tælle, hvor mange gange han havde
haft præcis samme drøm. Det var i hvert fald fjerde
gang på én uge. Det fyldte alt i hans hoved. Han
ville ud af det lort, og hellere i dag end i morgen.
Men han havde ingen ide om hvordan.
“Pliiing.” Det lød som om, nogen slog en enkelt gang
på et glas. Det var en af hans telefoner, der lå på
gulvet ved siden af sengen. Claus vendte sig om på
19
den anden side og kiggede ned og så, at det var en
besked, der var tikket ind på arbejdstelefonen.
Den var fra Patrick. Pis.
Claus brugte sin tommelfingerlugtende tommelfinger
til at åbne beskeden.
“Torvet. 11-15. P.”
En kort og præcis besked, men den var ikke til at
tage fejl af. Det blev heller ikke i dag, Claus slap ud
af sin bror og bagmands tøjler. Der var ikke noget
at gøre. Når der stod “Torvet. 11-15. P.”, var der ikke
noget at tage fejl af. Claus skulle på arbejde igen i
dag.
Cille måtte være vågnet af sms-lyden, for hendes
røde negle dukkede op på Claus’ skuldre, og hendes
fingre begyndte at ae ham.
“Godmorgen, Clausen. Hvad er klokken?”
Han kiggede på hende. Hun var uden tvivl noget af
det smukkeste, han nogensinde havde set. Det
tænkte han, hver gang han så på hende. Det var det
knaldrøde hår. Det var de helt perfekte tatoveringer
på armene og halsen. Det var de enormt store
bryster. Der var ikke en centimeter af Cilles krop,
der ikke var perfekt, men det, han elskede allerhøjest,
var hendes øjne. Hans venner ville altid tale om Cilles
20
bryster. “Hvordan er de i virkeligheden, Claus?!” “Ej,
du er så heldig Claus – tænk at have sådan et par
kæmpe bryster derhjemme.”
Claus spillede altid med, når han sad med vennerne.
Det var jo fedt at have noget, de ikke havde, men
når han var alene, var han ikke et sekund i tvivl om,
at det, han bedst kunne li’ ved hende, var hendes
øjne.
De kunne så meget mere end brysterne.
Brysterne kunne hoppe op og ned, når de havde
sex, og så kunne de vælte ting ned af hylder, hvis
Cille ikke passede på. De havde engang væltet en
vanvittig dyr suppeterrin ned af en hylde i Imerco.
Det havde kostet 5.700 kroner.
Det var selvfølgelig kun en brøkdel af, hvad brysterne
i sig selv havde kostet, men det var stadig en træls
regning at skulle betale.
Men øjnene kunne så meget mere.
De kunne se forelsket på Claus. De kunne dræbe.
De kunne smile. De kunne være forvirrede. Selvsikre.
De kunne stirre. De kunne give Claus et håb om, at
det hele nok skulle gå. Han elskede at kigge ind i
dem.
“Godmorgen, skat… Du har Nordeuropas smukkeste
21
øjne.” Claus kyssede sin kæreste midt mellem
øjnene.
“Hold da kæft, Claus… Du har sgu da ikke set alle
øjne i Nordeuropa.” Cille grinede.
Det måtte Claus give hende ret i. Han elskede de
her morgener, hvor de kunne ligge i sengen og lade
verden vente uden for lejligheden. Fuck verden. Han
behøvede ikke verden til noget som helst, så længe
han havde Cille.
Ind imellem kunne han endda helt glemme, at han
havde bragt sig selv i en decideret lortesituation.
Han var i lort – ikke bare til knæene – helt op til
halsen. Måske endda helt op over hovedet, og det
eneste Claus havde var en snorkel, han kunne trække
vejret igennem.
“Cille, du er min snorkel.” Det sagde Claus til hende
engang imellem, men det forstod hun ikke.
“Hvad er klokken?”
“Det er sådan et apparat, du kan se, hvad tiden er,
på.”
Cille slog ham lidt for hårdt på skulderen og tumlede
grinende oven på Claus.
“Din idiot… Du ved sgu da godt, hvad jeg mener,
22
Clausen…”
De grinede begge to. Fuck verden. Fuck kaffen.
Fuck coken.
“Den er halv ti.”
Med det samme stoppede Cille med at grine.
“Det mener du ikke. Shit. Shit. Shit…!”
Lettere panisk hoppede Cille ud af sengen og
skyndte sig at trække i tøjet, der lå ved siden af
sengen. Den korte nederdel og hættetrøjen, som
mere eller mindre var blevet hendes uniform. Når
hun trak i den, var hun bedre kendt som GangsterCille.
Et øjeblik efter var hun ude af soveværelset, og
sekunder senere hørte Claus døren til lejligheden
smække. Han var tilbage i virkeligheden.
Og om halvanden time ville han stå i den virkelighed,
han så gerne ville væk fra.
En virkelighed fyldt af kaffe og kokain.
23
KAPITEL 3
“Jeg vil gerne have en cortado… med ekstra cortado,
tak.”
Claus hadede folk, der bestilte andet end det, der
var på menuen.
I det hele taget var han ikke særlig vild med folk,
der drak andet end sort kaffe. Til nøds kunne han
godt proppe noget mælk i deres kaffe uden at
omkomme af had, men alt derudover var det rene
blær. Og det var godt og grundigt træls.
Hans far havde altid drukket kaffepunch.Kaffe og
snaps i skøn forening. Det var den første kaffedrik,
Claus fik på sit repertoire. Tricket til at lave en god
kaffepunch var, at han lagde en mønt i bunden af
en kop. Så hældte han kaffe i koppen, indtil han ikke
kunne se mønten længere. Derefter hældte han
snaps i koppen, indtil han kunne se mønten igen,
for så til sidst at dække mønten med kaffe igen. Og
så blev far fuld.
Men Claus kunne ikke afvise, at det var der, interessen
for kaffe første gang viste sig, men den var nok
kommet hånd i hånd med hadet til folk, der drak
andet end sort, sort, sort kaffe. Efter at have arbejdet
i kaffebranchen i tre år var Claus udmærket klar over,
at det ikke hjalp at lade kunderne vide, at han hadede
24
dem, så han beherskede sig som regel og gav
kunderne det, de bad om.
“Værsgo. Her er en cortado… med ekstra cortado,”
sagde Claus og tænkte ordet ‘retardo’, hver gang
han sagde cortado. Det gav ham et smil på læben,
som kunden forvekslede med god betjening, og på
den måde var alle glade.
Nu havde han efterhånden serveret kaffe i tre år, og
han kendte de fleste af kunderne – og hvis der kom
nogen, han ikke kendte, kunne han som regel gætte,
hvad de skulle have i ni ud af ti tilfælde.
Før Claus åbnede sin kaffevogn, havde folk i byen
kun drukket sort kaffe, og det var de færreste, der
havde prøvet at drikke kaffe under låg. Det gjorde
man ikke i den her del af landet. Her var kaffe noget,
man drak for at vågne om morgenen. Det var ikke
en accessory. Det var ikke et statement. Det var ikke
noget, der skulle passe til din personlighed. Det var
bare kaffe.
Sort – ligesom pengene.
Her i den lidt mindre by midt i landet var alting dejligt
simpelt. Eller det havde det i hvert fald været.
Claus havde haft en tryg barndom. Sammen med
sin familie – far, mor og storebror – var de flyttet til
byen, da han var fem år – så han kunne kun huske
25
at have boet dér. Eller han sagde i hvert fald at den
havde været tryg, hvis nogen spurgte. Og udadtil
havde det også set rigtig dejligt ud.
Hans far var bankmand. Hans mor, vidste han ikke
helt, hvad lavede. Ikke fordi det var af lyssky karakter,
men fordi det foregik foran en computer på et kontor
i kommunen. Det havde noget med budgetter at
gøre – det vidste Claus, men mere vidste han ikke.
Men på alle billeder fra hans barndom stod hele
familien og smilte. Heldigvis kunne man ikke lugte
hans fars snapseånde på billederne. Man kunne
heller se hvad hans mors tørklæder skjulte.
På en god dag kom var der omkring 50 kunder forbi
Claus i løbet af hans vagt. Som regel var halvdelen
af dem kaffehungrende mennesker i alle aldre. Eller
mest i aldre over 40 år.
Det var endnu ikke så almindeligt for de unge i byen
at drikke kaffe.
Og alligevel kom en del af dem i hans kaffevogn.
“Go’ aften go’ aften.” En sixpence iklædt mand,
midt i 20’erne, havde bevæget sig langsomt mod
den lille knallert med den store kaffemaskine bagpå,
som var Claus’ indtægtskilde. Hans liv.
“Godaften.”
Den nye kunde kørte sixpencen frem og tilbage på
26
hovedet, som om der var et hak, den ikke rigtigt
ville gå i. Så kiggede han lidt til begge sider, inden
han afgav bestilling.
“En trekvart kaffe med ekstra sukker.”
Claus og sixpencen kiggede hinanden intenst og
indforstået i øjnene, og øjenkontakten
bekræftede bestillingen.
“Så gerne.” Claus vendte sig om og begyndte at
arbejde på bestillingen, mens sixpencen skulede til
alle, der gik forbi på gaden. Han trippede lidt frem
og tilbage fra fod til fod.
Claus tog en kop fra den højre skuffe i kaffeknallerten.
Ved nærmere eftersyn så det ud som om, der var
en lille pose hvid sukker nede i koppen. Men det var
der ingen, der lagde mærke til, for et øjeblik efter
var koppen fuld af kaffe. Desuden var det heller ikke
sukker i posen.
“Så er der serveret.” Claus rakte kaffen til sin kunde,
der faldt lidt mere til ro, da han fik koppen i hånden.
“Det bliver 600.”
Sixpencen stak sin indtil for nyligt rystende hånd
ned i den ene lomme og fandt tre 200-kronesedler,
der var foldet sammen, frem og stak dem til Claus,
der hurtigt kunne bekræfte, at beløbet stemte. Og
så forsvandt sixpence, kaffe og coke videre ud i
27
dagen med et “Vi ses” hængende efter sig.
Det var sådan Claus’ dage forløb. Dag efter dag.
Uge efter uge. På tredje år.
Han tænkte ikke engang over, at det var ulovligt
længere. Han slog bare hjernen fra og lavede kaffe,
når der skulle laves kaffe, og så serverede han, hvad
der blev forventet af ham, når der var de særlige
bestillinger.
Men en del af ham døde for hver eneste kop trekvart
kaffe med ekstra sukker, han serverede. Det, der var
startet som en passion for kaffe og som en lyst til
at lære andre, hvad en god kop kaffe kan være,
havde udviklet sig til et had. Et had til de mennesker,
der bestilte trekvarte kopper. Til mennesker, der
bestilte kaffe i det hele taget. Til mennesker generelt.
Til Patrick. Men ikke mindst til sig selv. Gud, hvor
han dog hadede sig selv for at være endt her.
Det eneste, der holdt ham oppe og gav ham håb
om en fremtid uden problemer, var Cille.
Hvis ikke hun var dukket op i hans bod, da hun
gjorde, så var han død i dag. Det var han sikker på.
Cille var det eneste, der holdt ham i live.
28
KAPITEL 4
Trekvart år tidligere.
Der lød et kæmpe skrig, da en ung pige ud af det
blå faldt foran Claus’ vogn.
I ren refleks klappede Claus låget på kaffemaskinen,
satte nøglen i sin vogn og gjorde sig klar til at fræse
afsted.
Først da han var ved at sætte sig ind i sin lille vogn,
opdagede han, at det var en ung pige, der var faldet.
Hun lignede ikke umiddelbart en panser, som hun
lå der - lige så lang hun var - med ansigtet nede i
fliserne.
Selvom han ikke rigtigt kunne se hende, kunne
han se, at hun nærmere lignede en engel. Men ikke
en engel som Claus kendte dem fra sin
konfirmationsforberedelse mange år tidligere, for
den engel, der lå på jorden ved hans kaffevogn nu,
var anderledes klædt end andre engle. Den havde
en meget stram nederdel på, og så havde den en
stor hættetrøje på. Så stor, at den sagtens ville kunne
skjule et par englevinger.
Der var noget specielt over hende, tænkte Claus,
mens han hoppede ud af sin kaffevogn.
Det specielle kunne meget vel være, at hun var
død, for hun lå stadig helt bomstille.
“Hallo, frøken… er du der?” Claus puffede
forsigtig til hende, og til stor lettelse vendte englen
29
sig om og satte sig langsomt op.
“Ser det meget slemt ud?”
Hun talte også som en engel. Claus havde slet ikke
hørt, hvad hun havde sagt - kun hvordan hun havde
sagt det.
“… U-u-u-undskyld, hvad sagde du?” De kom ikke
så nemt ud af Claus. Ordene. Han var helt befippet,
men englen sang bare videre.
“Jeg spurgte bare, om det så slemt ud… skrammerne
i mit ansigt?”
Der var ingen skrammer. Det var ikke til at se, at
hun lige var faldet pladask med masken først ned i
jorden.
“D-d-der er ikke noget at se… Har du brug for
noget?”
Hun smilede til ham.
“Du laver kaffe, kan jeg se…. kan du lave en kop
helt sort kaffe…?”
Claus’ puls var på vej tilbage i takt med resten af
kroppen, da han åbnede sin vogn igen og fandt en
kop kulsort kaffe frem.
“Skal du ha’ noget i?”
Den faldne engel kiggede på ham med et par
30
øjenbryn, der var på vej op mod himlen, som om de
ikke forstod spørgsmålet. Det spørgende blik satte
på ny gang i Claus’ blodtryk, og havde hans krop
været en espressomaskine, skulle han have lukket
damp ud nu.
“A-a-altså j-j-jeg mener mælk eller sådan?”
Nu kom englen helt tæt på ham. Hun grinede kærligt,
mens hun strøg ham over den ene kind.
“Hvor er du sød… hvis du putter mælk i min sorte
kaffe…. så er den jo ikke sort mere…” Hun tog
koppen ud af hånden på Claus og holdte
øjenkontakten, mens hun tog det første lille sip af
kaffen.
“Gud, hvor smager den godt… det har du prøvet
før…”
Han kunne ikke lade være med at synes, at der var
noget mystisk ved hende, men samtidig noget dybt
fascinerende. Hun havde en helt særlig glans rundt
om sig.
“Jeg har aldrig set dig her før. Er du lige flyttet til?”
Hun tog endnu en slurk og kiggede ham lige så
intenst i øjnene som før. Der var noget helt særligt
ved de øjne. Normalt var Claus ikke fan af øjenkontakt
og ville helst ikke have for meget af den, men det
var noget andet med hende her.
31
“Jeg kommer fra et sted, du ikke kender. Men det
kommer du til.”
Det forstod Claus ikke en bjælde af, men det nåede
han ikke at tænke over, inden en ny kunde bestilte
en cappuccino.
Lige så pludselig englen var kommet ind i hans liv,
ligeså pludselig var hun, til Claus store ærgrelse, på
vej ud.
“Hvad skylder jeg for kaffen?”
“Du skylder mig at fortælle, hvad du hedder.”
“Jeg hedder Cille,” sagde Cille og forsvandt ned ad
fortovet med Claus’ blik i ryggen. Et øjeblik efter var
hun væk, og Claus var efterladt med sin vogn, en
færdig cappuccino og en ventende kunde.
Han rakte cappuccinoen til den kaffehungrende
mand, der ventede ved siden af. “Jeg hedder Preben
Holst. Du kan bare beholde resten,” grinede manden
uden at rokke så meget som en millimeter ved Claus’
smilebånd.
De næste uger begyndte Cille at komme mere
og mere i boden, og det var tydeligt for enhver, at
det ikke kun var kaffen, hun kom for, men modsat
de andre kunder i den lille kaffevogn, der også gerne
ville have andet end kaffe, kom Cille efter noget
andet.
32
Claus blev mindre og mindre paf for hver gang, hun
kom, og han var dybt fascineret af hende, og for
første gang siden hans mor døde, følte han, at der
virkelig var en kvinde, der forstod ham. Han følte
allerede, at hun kendte ham bedre end andre, og
det var underligt, for de talte mest om kaffe, vind
og vejr, når hun dukkede op, men ind i mellem sagde
Cille noget, Claus studsede over.
“Claus, jeg synes, du skal komme ud af det her…”
Claus havde ingen ide om, hvad hun mente. Eller
jo, det havde han, men han havde ikke en ide om,
hvordan hun vidste det. For hun havde aldrig bestilt
andet end sort kaffe, og han havde aldrig fortalt, at
man kunne købe andet.
Og da han spurgte hende, hvad hun mente, svarede
hun bare, at hun ikke mente noget, tog sin kaffe og
forsvandt.
Da hun et par dage senere dukkede op igen, blev
det endnu mere mystisk.
“Hej Claus. Jeg skal bare have det sædvanlige….
Er Patrick træls for tiden?”
Alt frøs, da hun sagde Patrick.
Et var, at hun nævnte navnet på den forpulede idiot,
der havde bragt Claus ud i det her lort, men noget
andet var, at hun overhovedet kendte Patrick.
33
Claus havde aldrig fortalt om ham.
“Hvo-hvor kender du ham fra?”
Hun vendte sig om og gjorde sig klar til at gå, men
Claus greb resolut fat i hende og holdt hende fast.
“Cille, hvem fanden er du.”
Hun prøvede at vriste sig fri, men Claus var stærkere
end den kaffe, han serverede, og den var endda
enormt stærk.
“Hvis du slipper mig, fortæller jeg dig det.”
Claus slap øjeblikkeligt. Han brød sig slet ikke om
at holde fast i kvinder. Han vidste jo, at man ikke
slog på kvinder, selvom hans far godt nok havde
vist ham noget andet aften efter aften igennem hele
hans barndom.
“Okay Claus, jeg skylder en forklaring. Jeg har ikke
været ærlig over for dig.”
Cille havde aldrig fortalt om sig selv, så hun havde
heller ikke været uærlig, tænkte Claus.
“Jeg er ikke herfra. Og det er ikke byen, jeg mener.
Det er heller ikke landet. Det er mere denne verden,
jeg mener…”
34
Claus måtte anstrenge sig for at forstå, hvad hun
mente, og han ventede på, at hun skulle flække af
grin. Det gjorde hun ikke. Hun fortsatte i stedet.
“Jeg er fra et sted, hvor vi alle sammen kommer
hen, når vi er færdige med at være her. Og jeg er
sendt af din mor for at få dig på rette spor.”
Nu blev Claus frustreret. Han gik fra at tro, det var
en joke til at tro, at han var ved at miste forstanden.
Stod der en smuk kvinde foran ham lige nu og
påstod, at hun var fra en anden verden udsendt af
hans egen mor. Det gjorde der vist, og det gav INGEN
mening for ham. “Undskyld, men hvad fanden
snakker du om, Cille?!”
“Jeg forstår godt, du ikke forstår det. Det er der
aldrig nogen, der gør. Du behøver heller ikke forstå
det. Men du behøver at stole på mig. Du skal stole
på, at det, jeg siger, er sandt.”
Claus var ufrivilligt blevet opdraget til at skulle se
noget, før han troede på det.
Hele hans barndom havde været en lang række
af begivenheder, hvor hans far havde lovet ham guld
og grønne skove, men det endte altid i guldøl og
grønne Cecil i stedet.
“Bevis det, Cille. Bevis, at du kender min mor.
Hvad hed hun?”
“Birthe,” sagde Cille til Claus, hvis mor hed Birthe.
“Men Claus, lad os nu ikke gøre det her til en
gættekonkurrence. Lad mig i stedet invitere dig ud
til en kop te, når du har fri i dag.”
35
Claus var mere forvirret end nogensinde. Han troede
slet ikke på sådan noget hokus pokus, og han drak
desuden heller ikke te, men han kunne ikke lægge
låg på den pirrende nysgerrighed og småsimrende
forelskelse, der fløj rundt i ham. Så han takkede ja
til tilbuddet om at mødes hvis Cille med sine magiske
kræfter kunne gøre te til pizza. Samme aften satte
han sig til bords over for Cille på byens eneste
pizzeria, der lå godt og grundigt ubesøgt ved siden
af byens eneste tankstation.
Uanfægtet Cilles mystiske ophav kunne Claus ikke
lade være med at synes, at hun var den dejligste
kvinde, han nogensinde havde været i nærheden
af. Hun var fandeme flot. Det fuldstændige
postkasserøde hår kunne ingen kvinde bære pænere
end hende, og Claus havde konstant lyst til at proppe
sin kuvert i hendes postkasse.
Hendes bryster var fra en anden verden, syntes
Claus, men det passede tilsyneladende fint med
resten af Cilles historie.
Og så var der de øjne, som havde noget helt rent
og uskyldigt over sig. Det var nærmest som at se
ind i øjnene på et nyfødt barn, der lige er kommet
til verden og stadig tror, at verden er et godt sted.
Som pizzaen forsvandt fra tallerkenen, blev Claus
mere og mere draget af Cille. Både hendes skønhed,
men også hendes mystik.
36
“Fortæl mig det lige en gang for alle. Hvad er det,
du siger, du kan, Cille?!”
“Tro mig. Du vil ik’ tro mig, hvis jeg fortæller dig det.
Men jeg er her for at hjælpe dig”
Det ville Claus ikke stille sig tilfreds med.
“Hvorfor skulle jeg tro på dig?”
“Claus, hvorfor skulle du ikke? Hvem har du ellers
i denne her verden at stole på?”
Det løb ham koldt ned ad ryggen, da hun sagde det,
for han vidste, at hun havde ret, men det er så
forbandet hårdt at indse, at man er alene i denne
her verden.
Jovist tjente han flere penge, end han nogensinde
havde gjort, og meget kunne penge hjælpe ham
med, men de kunne altså ikke holde om ham, når
han var ked af det og frustreret over sin situation.
De kunne heller ikke fortælle ham, hvad han skulle
gøre for at slippe ud af det her lort. I virkeligheden
var det også pengene, der holdt ham inde i det her
miljø.
Og han vidste, at penge skulle man aldrig stole
på. De kom og gik som det passede dem. Han havde
engang haft sin bror at betro sig til, men det var
inden han var blevet en kynisk bagmand, der tænkte
mere på sin forretning end sin familie. Det kan godt
37
være, at blod er tykkere end vand, men coke og
penge betød mere for Patrick.
Hans far ville han aldrig tale med igen. Punktum.
Og det eneste menneske, han nogensinde havde
stolet på i sit liv, var hans mor, og hun var død. Det
var jo det, der havde splittet familien. Det var, da
hun døde, det hele gik galt. Det var der Patrick var
blevet psykopat.
“Du har ret… jeg har ikke nogen… jeg har kun dig,
Cille,” sagde Claus og glemte, at man aldrig er så
alene, at man ikke har sig selv.
“… Men jeg har ikke været helt ærlig overfor dig.
Jeg sælger ikke kun kaffe… jeg sælg…” Cille afbrød
ham. “Jeg ved det godt, Claus. Jeg ved godt, hvad
du sælger… det er jo det, jeg er kommet for at få
dig ud af.” Hun smilede til ham og kørte en finger
rundt i håret.
Det kriblede i hele Claus.
“Jeg ved det hele Claus. Jeg kender til Patrick. Til
din far. Til din mor. Til det hele… Jeg ved også godt,
hvad du sidder og tænker på lige nu.”
Claus blev helt flov ved tanken. Tænk hvis hun
kunne se, hvad han tænkte. Det var ikke småting,
han havde lyst til at gøre ved hende, men han anede
slet ikke om, engle kunne have sex. Han havde fået
38
englefisse engang, da han var teenager, men det
var noget andet og mere ucharmerende.
“… Og ved du hvad Claus. Jeg har også lyst til dig.
Og jeg har lyst til at hjælpe dig ud af det stads, du
er inde i.”
Hendes hjælpsomme ord og udsigten til sex med
en engel gjorde, at Claus så småt begyndte at stole
på Cille og hendes forklaring. Hun havde jo kun gode
intentioner. Troede han.
Han var så imponeret over, hvad hun vidste om
ham og hans familie, at han slet ikke overvejede, at
det var oplysninger, hun kunne have fået på tusind
andre måder end ved at være fra en anden verden.
Og han skænkede det heller ikke den fjerneste tanke,
at hun kunne have andre interesser end at hjælpe
ham.
Men det skulle han nok finde ud af…
39
KAPITEL 5
De havde boet sammen et halvt år nu, og der var
ingen tvivl om, at det havde pyntet på lejligheden,
at Cilles navn var kommet på postkassen.
Lejligheden lå i et helt kompleks fuld af lejligheder.
Det hed Sangerparken, men det var ikke en særlig
smuk sang, det sang.Det var bygget for snart mange
år siden, og det havde helt sikkert været grimt
allerede dengang. Hver lejlighed havde en lille altan,
hvor beboerne kunne sidde og nyde en kop kaffe i
eftermiddagssolen, men det gjorde de ikke. For de
fleste altaner var så fulde af skrammel, at det ikke
var til at komme hverken frem eller tilbage mellem
gamle parasoller, mærkelig buster, møbler og
mannequiner. Det lignede et terrorramt loppemarked.
Bygningerne var mere grå, end de burde være. Godt
nok havde kommunen forsøgt at plante lidt grønt,
der kunne pynte, men det, der ikke visnede, lugtede
af pis. Foran alle opgangene stod den ene ulåste
cykel efter den anden, og hver morgen var de byttet
ud med andre cykler.
Det, der ikke var cykler, var handicapscootere og
rollatorer, der stod på rad og række.
På postkasserne foran opgangene stod der navne
så forskellige, at alle alverdens alfabeter havde været
i brug.
40
Men lejligheden fejlede ikke noget, og så var den
billig. Claus havde lært at leve med, at der tit var
råben og skrigen fra nogle af de andre lejligheder.
Hvis væggene kunne tale, ville de nok have sladret
til politiet om, at der foregik lidt af hvert i mange af
de små hjem.
Der var vist lidt prostitution i nogle af kældrene, og
der gik ikke mange dage i mellem, at der lå brugte
kanyler i nogle af opgangene. Det ville heller ikke
tage mange minutter for beboerne at skaffe våben.
Claus havde sine egne hemmeligheder. Det var ikke
kun kaffe, der var i kaffesækkene, men det ragede
ikke nogen, og der var heller ingen der ville finde ud
af det.
Oven over Claus boede en mand, der slog sin kone
hver aften. Det mindede Claus om sit barndomshjem,
og han tænkte tit på at gå op og give overboen som
fortjent. Problemet var bare, at han var et enormt
brød, der vejede det dobbelte af Claus og havde
lædervest på, når han kørte på sin motorcykel. I det
hele taget var Claus et værre skvat. Det vidste han
jo godt selv, men han kunne ikke gøre noget ved
det.
Cille var mere hardcore end ham. Det måtte være
nogle overjordiske kræfter, hun havde med sig. Han
var overbevist om, at hun ville kunne sætte overboen
41
på plads, men han havde ikke lyst til at bede hende
om det. Der var ingen grund til at udstille hans
skvattethed mere end højst
nødvendigt. Han nød bare at opvarte Cille og vise,
at han var en gentleman.
Det var det sidste, han havde lovet sin mor, da hun
lå på dødslejet.
“Lov mig, at du bliver en bedre mand end din far...
og hvis du nogensinde er i tvivl om det kan lade sig
gøre - så stol på dig selv.”
Så Claus havde købt blomster hver eneste uge, lige
siden Cille var flyttet ind. Han havde inviteret hende
ud, købt smykker til hende, og gjort alt det han havde
set på film, at en rigtig gentleman gjorde. De enorme
bryster, Cille var kommet ind i forholdet med, var
tilmed blevet gjort endnu større på Claus’ regning.
“Når jeg er på denne her slags opgaver, er det vigtigt,
at jeg passer ind,” havde Cille forklaret ham, da hun
lå på operationsbordet, klar til at få hældt endnu en
dråbe silikone i det, der i forvejen var et ocean af
silikone.
Claus kunne ikke li’ at tænke på sig selv som en
opgave. Han så Cille som sit livs kærlighed. Det var
hende, han skulle blive gammel med. De skulle have
et godt liv med masser af børn, som skulle have den
trygge barndom, han aldrig selv havde haft.
42
Men Claus ville gøre alt for Cille, så hvis hun ville
passe ind i hans verden, så ville han gøre alt for at
hjælpe med det, og han skulle love for, at hun
passede ind. Næsten for godt. Hendes arme var
blevet tatoveret til ukendelighed, og der var slet ikke
plads nok på armene til den enorme slange, hun
ville have prikket ind i huden, så hun måtte tage
halsen i brug også.
Det største chok havde Claus alligevel fået en dag,
han kom hjem, og Cille pludselig sagde: “Davsss
Clausss. Nu ssskal du ssse løjer.” Og så stak hun
sin tunge ud. Da Claus forlod lejligheden den morgen,
havde Cilles tunge været en helt almindelig tunge,
der var god til at slikke ham i øret om morgenen - og
på pikken de dage, han havde heldet med sig.
Nu var samme tunge blevet delt midt over, så der i
stedet stak to tunger ud af munden på hende. “Hvad
ssssyssss du om det?
Kærlighed gør som bekendt blind. Og døv. Så Claus
svarede i fuld alvor: “Gud, hvor er det flot, Cille.”
Den splittede tunge var den sidste prik over i’et i
Gangster-Cille, som Cille havde udviklet sig til at
være. Men Claus så ikke gangsteren. Han så bare
Cille. Han så sit livs kærlighed. Sin redning.
Og hvis han nogensinde så en antydning af en
Cille, han ikke kunne genkende, så forklarede han
sig selv, at det jo var fordi Cille var fra en anden
43
verden og i gang med en hemmelig mission. En
mission, der gik ud på at redde ham.
Og nu skulle det være. Nu skulle han reddes. For
han kunne mærke, at det på en eller anden måde
havde virket, at Cille var dumpet ned fra himlen. Han
følte sig mindre skvattet end tidligere, og han følte,
at han nu var klar til at præsentere sin plan for hende.
En plan, hun var en stor del af. Nu manglede han
bare at købe ringen.
44
KAPITEL 6
Claus var ikke mere end lige faldet i søvn, da han
vågnede ved, at Cille smækkede hoveddøren.
Displayet på hans telefon viste 01.18. Hvad fanden
skulle hun på den tid af døgnet.
Det var ikke første gang, hun havde været væk om
natten, men hun havde altid sagt, at han alligevel
ikke ville forstå, hvis hun forklarede, hvad hun skulle.
Han stolede på hende. Selvfølgelig gjorde han det.
Men det var sgu også lidt underligt, at hun sådan
forsvandt midt om natten.
Nu besluttede han at følge efter hende. Hvis han
skulle fri til hende i morgen, var han nødt til at finde
ud af, hvad fanden det gik ud på. Han skyndte sig
at hoppe i de joggingbukser, der stadig var varme
efter at have siddet på ham en hel dag, og de
varmede ham videre, da han begav sig ud på
trapperne.
Lyset i opgangen var stadig tændt, så han listede
forsigtigt ned mod hoveddøren, så hun ikke
opdagede, at han fulgte efter hende. Uden for
lejlighedsbygningen var der helt mørkt. Egentlig var
der gadelamper, men pærerne var sprunget i de
fleste lamper, og de kloge folk inde på kommunen
havde åbenbart besluttet at vente til de kunne skifte
alle lamper på én gang. Sangerparken var ikke et
45
sted, de ville bruge for meget energi på.
Selvom der var helt mørkt, var området endnu
grimmere end i dagslys, og man skulle bo der, for
at turde at være der.
Claus listede sig ud af hoveddøren, og nåede akkurat
at se en rød baglygte dreje rundt om en bygning 50
meter nede af vejen. Så han skyndte sig at hoppe
på den nærmeste cykel, og lydløst bevægede han
sig hen mod det hjørne, lyset forsvandt rundt om.
Han drejede forsigtigt om hjørnet. Oppe i hovedet
på ham kørte alle mulige scenarier rundt. Hvad
fanden havde hun gang i? Var det, som hun sagde?
Havde hun gang i noget overnaturligt? Selvfølgelig
havde hun det. Det var jo det, hun havde fortalt. Han
havde jo ingen grund til at tro andet. Og hun havde
jo gang på gang bevist, at hun havde evner ud over
denne verden. Hun kunne nævne ting, der var sket
for ham, uden han selv havde fortalt hende det.
Han havde også kunnet mærke en stigende trang
til at gøre noget ved sin forpulede situation. Lysten
havde været der i mange år, men han havde aldrig
været så tæt på at gøre noget, som efter han mødte
Cille. Så selvfølgelig passede det, hvad hun sagde.
Men tanken nagede ham alligevel. Hvad nu hvis det
var noget andet, hun smuttede ud om natten for. I
splitsekunder, han ikke var stolt af, så han for sig,
at hun havde en anden mand. Det ville han ikke
kunne bære. Hvis han opdagede det, ville hans vej
46
ud af kaffen og coken gå direkte i fængsel. Ikke fordi
han ville gøre Cille noget - det kunne han ikke
drømme om - uanset, hvad hun gjorde. Men hvis
han så så meget som bare skyggen af en anden
mands penis ramme Cille, så ville han gå berserk.
Han var én gang tidligere gået fuldstændig amokka,
og det var gået ud over hans egen far. Når man en
hel barndom er vidende til at, det eneste menneske
man kan betro sig til, bliver tævet aften efter aften,
så får man nok til sidst.
En aften, da Claus var blevet 17 år, kunne han ikke
holde det tilbage længere. Han havde siddet og hørt
musik på sit værelse, men til sidst kunne Eminem
ikke længere overdøve hans mors skrig, og Claus
gjorde noget, han burde have gjort mange år tidligere.
Han sagde fra. Han rev døren op ind til sine forældres
soveværelse, hvor faren sad på kanten af deres seng
med en flaske snaps i den ene hånd. Hans mor lå
på gulvet. Fuldstændig rullet sammen som en
rullekebab i fosterstilling. Da hun opdagede, at han
var kommet ind i rummet, tryglede hun ham om at
gå igen, men Claus var ligeglad. For første gang
nogensinde var han ligeglad med, hvad hans mor
sagde. Ellers lyttede han altid til hende. Det var
hende og ham mod resten af verden. Men i første
omgang var de imod hans far og Patrick.
Hans storebror havde tidligt i livet taget sin fars parti
i alt, og der var heller ikke nogen tvivl om, hvem
47
faren bedst kunne li’. Patrick var fars dreng, og
Patrick fik dagligt at vide, hvor stolt hans far var af
ham, og hvor stort et skvat Claus var.
Det værste Claus havde overhørt var en aften hvor
branderten var Guinness Rekord-stor. Den aften
havde han hørt sin far snøvle: “Pj-atrick… hvis Klaws
nogensiii… hik…. iinde vil slååå dig iihjel… så skjaal
du skjyyde først. Jeg vil hellere besøge dig i fængslet
end i graven, Pjatrick” Den sætning havde brændt
sig fast. Men i det hele taget lagde hans far ikke
skjul på, hvor hans sympati lå.
“Pppatrik, du’ min søn. Klaws er mors”. Den hilsen
sendte faren tit sammen med en sprutånde, der
kunne holde alle på afstand. Også naboerne, der
unægtelig måtte have hørt, hvad der foregik. Udadtil
var de en pæn familie med jobs og bil og en af de
familier der rent faktisk fik betalt deres regninger til
tiden. Men inden for hjemmets vægge var det en
helt anden historie, og denne aften var det en helt
anden regning, der skulle betales. Og det var en af
de store.
Claus startede med at vriste snapsflasken fra sin
far. I et snuptag var den ud af den hånd, der allerede
var døddrukken, men aldrig for fuld til at lange
øretæver ud. “Hwwa fjanden lawer du, Klaws?” Han
sejlede rundt og forsøgte at rejse sig fra sengen,
men benene gav i første omgang efter, så han
væltede ned på sengen igen, og flere forsøg fik han
48
ikke, inden Claus, med et velplaceret sving med
flasken, ramte sin far lige på næseryggen i en
flodbølge af snaps og blod. “Aaaww, fjor sjatan,
Klaws”.
Claus havde ikke skyggen af medlidenhed. Det
opildnede ham kun at se sin far have ondt. Så han
hældte det sidste snaps direkte i øjnene på ham
med hyl og skrig som betaling, og så gik han ellers
løs med knytnæverne. Han oksede dem ind i sin far
og fordelte dem jævnt over hele kroppen på ham,
suppleret med hårde albueslag lige i skridtet.
I starten skreg hans far som en gris, der skal slagtes,
men på et eller andet tidspunkt måtte han være
stoppet, for i en pause mellem slagene, var det
eneste Claus hørte sin mors stemme. “Stop, Claus
inden det er for sent” sagde hun med en ikkeoverbevisende og helt forsigtig stemme. Så Claus
blev ved, og var Patrick ikke kommet brasende ind
i soveværelset et øjeblik efter, havde der nok været
hegn rundt om Claus de næste mange år.
“HVAD FANDEN LAVER DU?!” Han flåede sin lillebror
ned af farens forkomne krop. “ER DU DA BLEVET
HUNDREDE PROCENT PSYKOPAT?!”
Claus vristede sig fri af sin brors greb og hoppede
op på faren igen, men det hele tog en endnu mere
alvorlig og for alle uventet drejning, da Patrick greb
en pistol, han havde i sin inderlomme.
49
“HOP NED CLAUS. JEG SKYDER KNOPPEN AF
DIG! ”
Nu skreg moren på en endnu mere hysterisk måde
end de nogensinde havde hørt før, men Claus kendte
sin bror godt nok til at vide, at det var bullshit. Det
var ikke en rigtig pistol. Hvor fanden skulle han have
den fra.
Så Claus hoppede ned af sin far og greb fat om
pistolen til Patricks så store forbløffelse, at han tabte
grebet om sit våben, og mens de to drenge kæmpede
om at blive kampens hersker, skete der det, der altid
sker, når to slås om et våben. Claus fik fumlet sig
frem til at trykke aftrækkeren i bund - hvor herre
bevares, tænkte han, det er jo ikke et ægte våben
- men et højt brag, et kæmpe skrig og en frygtelig
masse blod senere, kom Claus på andre tanker. Han
havde skudt sin bror. Kuglen var gået ind lige under
venstre knæ.
Det var rent kaos, det hele med en døddrukken og
gennemsmadret far, en moderat tævet mor, en skudt
storebror og en Claus, der så småt var ved at indse,
hvad han havde gjort. Den eneste, der var i stand
til at kalde på hjælp var moren, men hun havde brug
for at Claus ikke skulle bures inde. Han var hendes
overlevelse - og kun endnu mere nu, så hun handlede
resolut og tog kontakt til en gammel ven, der havde
været læge - indtil han fik frataget sin autorisation.
Han kom hurtigt og fik tilset alle patienterne, og det
50
kunne alt sammen klares med nogle bandager og
et par piller, han havde liggende. Og så talte de ikke
mere om den sag.
Men hvis Claus havde været under sin storebrors
tøffel tidligere, så var der ikke ord for, hvor meget
hans bror havde ham i sin hule hånd nu.
Hvis ikke Claus makkede ret, ville Patrick kunne
ødelægge hans liv med et knips. Så fra da af makkede
Claus ret.
Tilbage i natten i Sangerparken var Claus kommet
rundt om hjørnet, og til sin store skræk så han Cilles
scooter holde med lyset tændt og Cille oven på den,
og ved siden af den sad en mand oven på en
handicapscooter. Gud forbyde det. Det var en anden
mand. Men det var meget værre end det. Det var
Patrick.
51
KAPITEL 7
Claus eksperimenterede med hvor langt ned i
lungerne, han kunne få vejret. Han følte nærmest,
at
det kom helt ned i fødderne.
Han kunne slet ikke tro sine egne øjne. Havde de
virkelig lige set det, de havde set?
Hvad fanden var det for noget det her? Kvinden
han elskede allerhøjest og manden han afskyede
mest - sammen.
Han var blevet stående et lille minut og havde bare
kigget på dem. De havde ikke rørt ved hinanden,
kun talt sammen. Han var for langt væk til at høre,
hvad de talte om, men bare det at de talte sammen,
kunne han slet ikke få til at give mening.
Alle følelserne havde boblet rundt i hovedet på
ham, og han havde slet ikke vidst, hvad han skulle
stille op. Han kunne ikke konfrontere dem. Patrick
var sikkert bevæbnet, og han var nødt til at overveje,
hvad han skulle sige til Cille. Så i stedet var han
stukket af og havde bare cyklet så hurtigt hans ben
kunne, til han ikke kunne mere. Han havde ingen
idé om, hvor lang tid han havde cyklet. Han var endt
uden for byen, og mørket afslørede ikke, hvor han
var. Det var også fuldstændig ligegyldigt.
52
Han var nødt til bare at stå og fordøje, hvad han lige
havde set.
Han var helt alene i mørket, men han var ikke bange.
Claus plejede ellers aldrig at kunne gå ned med
skrald om aftenen af frygt for, hvad mørket gemte.
Men nu stod han helt uden for lands lov og
ret uden et gram frygt i systemet.
Pludselig fornemmede han en underlig lyd i en busk
et par meter fra ham. Det lød nærmest som damp,
der blev lukket ud af en espressomaskine, men uden
at kende alle cafeer i området, ville Claus alligevel
hurtigt afvise, at det nok ikke var det, der var tale
om.
Tidligere ville han være stukket i et hyl og være
flygtet, så hurtigt han kunne.
Men der måtte have været mod i vandhanen i dag,
for Claus gjorde det stik modsatte og bevægede sig
hen mod den lille busk for at se, hvad der var los.
Tankerne om hvad det var, kørte rundt i hovedet på
Claus. Det kunne være en ræv, der stønnede. Det
kunne være en fugl, der havde fundet en
mælkeskummer og afprøvede den. Det kunne
være…
Claus kunne ikke gætte, hvad det var, og han havde
aldrig gættet, hvad han så, for da han satte sig på
hug ved busken og fik løftet de nederste grene, så
53
han noget enormt velkendt, men stadig fuldstændig
uventet.
På jorden stod en kop kaffe. Det var en caffe latte.
Den stod fuldstændig uberørt, og endnu mere
uhyggeligt - den dampede. Claus slap busken med
et sæt og sprang væk. Han kiggede rundt, men
kunne ikke se andet end mørket og så de buske,
han kunne skimte inden for de nærmeste 10-20
meter.
“Hvad fanden er det her?!” Claus vidste ikke, hvorfor
han sagde det højt, for han håbede ikke, at der var
nogen, der svarede. Det var der heller ikke.
Nysgerrigheden vandt over frygten, og Claus ville
se, om han havde set forkert, så han bevægede sig
tilbage til busken og kiggede ind igen. Den stod der
stadig. Stadig varm og tilsyneladende perfekt
tilberedt med et mønster i skummet.
Han gned sine øjne. Det kunne jo være, han vågnede
i sin seng om et øjeblik. Det skulle ikke være første
gang, han havde en særdeles livagtig drøm. Men
Claus vågnede ikke. Der stod stadig en latte.
Han havde ikke lyst til at drikke den, men han
havde lyst til at nærstudere mønstret i skummet.
Det krævede en vis teknik at mestre det, så
forsigtig tog han kaffen ud af busken og kiggede i
skummet.
Nu fik han andet gib inden for kort tid, for i skummet
stod med store tydelige bogstaver: “CLAUS”.
54
Det måtte være en drøm, det her.
“HVAD SKER DER?!” Claus råbte ud i mørket, men
ingen svarede. I hvert fald ikke med stemmer, men
da Claus kiggede ned i kaffen igen, stod der ikke
længere hans navn.
I stedet stod der: “SLAP AF, MIN DRENG”.
Han havde set meget i sit liv, men det her var alligevel
nyt for ham. En kaffe, der kunne tale og af en eller
anden grund var Claus ikke så bange for den.
“Hvem er du?” spurgte han.
“DET ER IKKE VIGTIGT”
Kaffen skrev med helt perfekt sirlig skrift, og
bogstaverne havde præcis den størrelse, de skulle
have for at kunne være inden for koppens kanter.
Når Claus forsøgte at skrive i skummet på en latte,
røg han tit ud i det problem, at han startede med
store bogstaver kun for at opdage, at der ikke var
plads nok til sidst. “MICHAel” havde han skrevet en
dag. “HEIDI FREDERikk”. Det var skide svært at få
plads til det hele, så Claus var meget imponeret af
koppen.
“Hvad er det, der sker? Hvad vil du mig?”
Claus stirrede intenst på kaffen, mens den langsomt
55
formede nye bogstaver.
“HVAD ER DET, DU VIL?”
Den satte endda komma. En grammatisk korrekt
kaffe. Claus smilede for sig selv og kunne mærke,
han var glad for stadig at kunne smile.
“JEG SPURGTE DIG OM NOGET”
Kaffen hidsede sig op, og Claus ville helst ikke op
at toppes med den. Den virkede stærk.
“Så så, nu skal du ikke skumme over. Jeg ved ikke,
hvad du mener med, hvad det er, jeg vil. Jeg vil jo
bare gerne ud af det her. Jeg gider ikke være fanget
i det her lort længere.”
“HVORFOR GØR DU SÅ IKKE NOGet”
For første gang havde kaffen misset bogstavstørrelsen
en smule.
“Jamen, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gør noget.
Jeg har vel håbet på at blive reddet udefra. Jeg har
vel håbet på, at der ville komme nogen og fortælle
mig, hvad jeg skulle gøre.”
“CLAUS, CLAUS, CLAUS”
Kaffen virkede opgivende.
56
“Latte, latte, latte”
Kaffen skvulpede en lille smule, men Claus kunne
ikke vurdere, om det var fordi, den grinede eller om
det var fordi, den var rasende.
“RED DIG SELV”
Han nåede ikke at sige noget, inden kaffen havde
skrevet en ny sætning.
“LEV DIT EGET LIV”
“MAND DIG OP!”
“STOL IKKE PÅ ANDRE END Dig selv”
I sin vildeste fantasi havde Claus aldrig troet, at han
skulle have en opsang af en kop kaffe, men på den
anden side havde kaffen jo været hans eneste ven
i de tre sidste år. Han kunne jo inderst inden godt
lide kaffen. Det var alt det andet, der havde fucket
det op for ham.
“DRIK MIG OG FIX DIT LIV!”
Det var det sidste kaffen skrev, inden Claus tømte
den i en lang slurk og smed koppen ind i busken,
hvor han havde fundet den.
“Tak for kaffe,” sagde han ud i mørket, der så småt
var ved at vise tegn på, at en ny dag var på vej.
57
Som han stod der helt alene, gik det op for ham, at
der ikke var andre end ham i den her verden til at
leve hans liv.
For første gang mandede Claus sig op. For første
gang traf han en voksen og moden beslutning.
Nu ville han tage hjem og gøre noget ved det pis,
han var endt i. Nu ville han afkræve en forklaring fra
Cille. Hvis hun ville ha ham, skulle hun sige til og
hvis hun ville alt muligt andet, så ville han affinde
sig med det, og selvom det ville blive hårdt, ville han
deale med det.
Uanset hvad, så ville han skride fra coken i
morgen. Koste hvad det ville.
Fuck alt, han var nødt til at tænke på sig selv.
Han tænkte tilbage på sin mors sidste ord til ham.
“Lov mig, at du må blive en bedre mand end din
far… og hvis du nogensinde er i tvivl - så stol på dig
selv.”
Og så steg han op på cyklen og tog hjem.
58
KAPITEL 8
Da Claus låste sig ind i sin lejlighed, var det for sent
at gå i seng, men for tidligt at stå op, så han satte
sig på kanten af sengen og kiggede på Cille, der var
vendt hjem. Hun var stadig smuk som få, men hun
skyldte ham en god forklaring, og den skulle han
have det sekund, hun vågnede.
Claus rejste sig og gik ud i det lille køkken for at lave
en kop kaffe. Hvis han skulle holde sig vågen i det
måske vigtigste døgn i hans liv, krævede det en af
de ekstra stærke.
Mens kaffen var ved at løbe ned i kanden, hørte han
en kvindekrop kæmpe mod en dyne om at rejse sig
fra sengen. Cille måtte have vundet den kamp, for
et øjeblik senere stod hun i døråbningen ud til
køkkenet, kun iført et par trusser, der lige så godt
kunne have ladet være med at være der.
Claus forgudede hende. Hun var kraftedeme lækker,
syntes han, og fræk, så det, at hun stod stort set
splitter foran ham, gik direkte i kaffebønnen på ham.
Han måtte kæmpe mod liderligheden for han havde
en høne at plukke med hende, inden han kunne gøre
noget som helst andet.
Kaffen var løbet igennem, så han skænkede en kop
og rakte den til Cille.
59
“Værsågod smukke”.
Hun smilede til ham og tog et sip.
“Pas på du ikke spilder. Den er varm.”
Han tog en dyb indånding og gjorde sig klar til for
første gang at sætte skabet på plads.
“Hvor var du i nat?!” Claus prøvede at sige det så
hårdt som muligt. Han var spændt på, hvad hun ville
finde på.
“Clausss… Jeg… jeg… jeg mødtesss med Patrick”.
Efter lidt tilløb fløj sætningen ud af hende, som var
det, det mest naturlige i verden.
Claus var selv overrumplet af hendes ærlighed, men
lettet over, at han tilsyneladende kunne stole på
hende.
“Men hvorfor Cille?”
Hendes tunger slikkede hende om munden, inden
de røg ned i koppen igen.
“Undsssskyld, jeg ved godt, det kunne sssse forkert
ud. Men….”
Hun slog blikket ned og tøvede mere, end han var
60
vant til. Enten var hun ved at finde på en undskyldning,
eller også var det sværere for hende, end det plejede
at være.
“Jeg så jer, Cille. Jeg så jer tale sammen. Midt i nat.
Du ved, hvor meget jeg hader ham.”
Hun kiggede ham direkte i øjnene og holdt blikket,
som om hun ikke havde det mindste at skjule.
“Det enesssste jeg vil, er at få dig og Patrick
genforenet. Jeg vil have jer begge ud af det her. Jeg
ved godt, det ssssså forkert ud. Det må du
undssssskylde.”
Claus skænkede en kop til sig selv og sippede til
den. Den var stadig for varm til ham, så han fjernede
hurtigt læberne og tænkte “Av”, men hjernen blev
hurtigt fyldt af tanker om, hvad det mon var, Cille
var ude i.
Hun var dumpet ind i hans liv for at redde ham, men
nu ville hun pludselig også redde hans ærkefjende
nummer et. Som var hun en tankelæser fortsatte
Cille:
“Jeg ved godt, du ssser ham ssssom din ærkefjende
nummer et. Men Clausss for fanden. Han er din bror.
Hussssk hvordan han lærte dig at sssspille fodbold.
Hussssk de gange, du lånte hanssss dvd’er. Eller
når I sssstjal i Brugssssen ssssammen.”
61
Claus satte sig på gulvet med sin varme kaffe. Cille
tog plads ved siden af ham. Øjeblikket efter var
hende lange røde hår på hans skulder. Hun var dejlig
varm. Hvis han kendte hende ret, så ville hun om et
øjeblik lægge sin hånd på Claus pik og gøre noget
af det, hun var bedst til.
Men Claus nægtede at lade sig forføre. Det her
kunne hun ikke knalde sig ud af. Det var det samme
mønster hver gang. Hver gang hun ville fjerne fokus
fra noget, dyrkede hun sex med ham. Og de havde
i grunden dyrket en hel del sex, tænkte Claus. Gad
vide, hvad hun vil skjule? Længere nåede han ikke,
inden en hånd ganske rigtigt ramte hans lille
kaffebønne, der langsomt men sikkert voksede sig
større.
“Nej nej nej,” tænkte Claus og prøvede at kæmpe
imod. Det var en svær kamp. Det var princippet, der
kæmpede mod liderligheden. Nu havde han jo
besluttet at gå hårdt til hende, men på den anden
side ville der vel heller ikke ske noget, hvis de
knaldede én gang mere.
Den ene gang fra eller til.
Alt det kørte rundt i hovedet på Claus, mens Cille
masserede hans pik som var den to kaffekopper,
der sad fast i hinanden.
“Så skidt da,” sagde Claus højt og tænkte, at de vel
62
kunne tage alvorssnakken bagefter, og så hoppede
han ombord i kropsbuffetten lige midt på
køkkengulvet, indtil hans mælkeskummer skummede
det bedste, den havde lært.
Da de bagefter lå side om side på gulvet, havde han
nær glemt, hvordan han havde haft det inden.
Cilles krop havde tendens til at slette hans
hukommelse, men ikke i dag. Så da de begge var
anstændigt påklædt igen, fortsatte han, hvor de
havde sluppet.
“Cille, jeg har truffet et valg, som du skal vide… Jeg
har tænkt mig at stoppe…”
“Sssstoppe hvad, Clausss?”
“Stoppe med kaffen og coken, Cille.”
Hun så mere forfærdet ud, end han havde regnet
med.
“Hvornår ssskal du det?”
“I dag. Jeg har tænkt mig om et øjeblik at køre
kaffevognen hen til Patrick og tømme lageret lige i
hovedet på ham og sige tak for nu. Jeg vil ha’ et
andet liv, og det er gået op for mig, at der ikke er
andre end mig til at sørge for det.”
Cille stirrede på ham, som om han var sindssyg.
“Var det ikke det, du ville ha’ mig til. Er du ikke glad?”
Hun så alt andet end glad ud.
63
“Men Clausss, det ssskal ikke være endnu. Jeg er
ssslet ikke klar til at overtage…. jeg mener… jeg er
sssslet ikke… Patrick er ssslet ikke klar til at…”
Han havde aldrig set hende tøve så meget. Det var
en anden og mere usikker Cille, end han nogensinde
havde oplevet.
“Hvad er der med dig, Cille-mus? Er du ikke glad…
hvorfor er du så underlig?”
Hun kom over mod ham igen og begyndte at tage
den hættetrøje af, hun lige havde taget på.
“Jeg kan altså ikke igen. Hvorfor vil du altid knalde,
når vi står i sådan nogen situationer her? Det er sgu
mærkeligt,” sagde Claus.
Hun droppede sit ærinde og rettede sit tøj på plads
i stedet.
“Jeg kan godt forstå, at det kan komme som et chok
for dig, men jeg havde en oplevelse i nat.
Kaffen talte til mig. Jeg er nødt til at tage mit eget
liv i mine egne hænder. Jeg vil skide gerne have dig
med Cille. Men…”
De øjne, han altid havde beundret, kiggede på ham,
som om han lige havde spoleret et eller andet for
dem. Hun var slet ikke til at kende.
“…men jeg er ikke klar til at blive forsonet med
64
Patrick. Han har ødelagt mit liv. Jeg må tage sagen
i egen hånd. Jeg håber, du vil med mig, men jeg er
nødt til at gøre det her selv. Du bestemmer selv,
hvad du gør, men jeg smutter nu.”
Claus kunne næsten ikke genkende sig selv og sit
eget drive. Han var en helt anden mand, end den
han var i går.
“Clausss, jeg…”
Mere nåede han ikke at høre, inden døren smækkede
bag ham. Så hvis Cille var ved at indrømme noget
over for ham, fandt han ikke ud af det, for nu var
Claus målrettet på vej mod at gøre en ende på at
leve alle mulige andres liv.
Nu skulle han i gang med at leve sit eget.
65
KAPITEL 9
Claus havde aldrig frivilligt besøgt Patrick.
Og han ville faktisk heller ikke betegne det som
værende et frivilligt besøg denne gang. Men det var
mere frivilligt, end det plejede at være, og hvis alt
gik vel, skulle det være sidste gang, han besøgte
ham i lang tid.
Som regel var han kun hos sin bagmand, når der
skulle afregnes og han skulle have friske forsyninger.
Indkørslen op til Patricks hus var imponerende med
store træer på begge sider af grusstien, der altid var
pænt revet. Det var ikke svært, at få det til at se
pænt ud, når man havde en gartner ansat.
Og det havde Patrick. Han havde både en gartner
og en kok. Der manglede ikke noget. Huset var stort
og hvidt med et sort tag, der var blevet udskiftet for
nyligt. Det var et rigtigt drømmehjem i de fleste
menneskers drømme. Der var langt til naboerne,
men det var nok kun godt, for der skulle ikke mange
naboer til at undre sig over, hvordan en så ung mand
kunne have råd til at bo så luksuriøst.
Patrick havde vist ganske rigtigt oprettet et it-firma,
der skulle fungere som skalkeskjul, hvis nogen
undrede sig for meget over, hvor pengene kom fra.
66
Men det var der ingen, der havde gjort. Endnu.
Claus var langt fra den eneste, der arbejdede for
Patrick. Det var ikke noget de talte om, men han
havde hørt, at der ikke fandtes en by indenfor 300
kilometers afstand, hvor ikke Patrick havde en bod.
De små grønne kaffevogne var blevet mere og mere
udbredte og for hver dag, der gik, kom der flere og
flere kunder i butikken.
På gode dage afleverede Claus op til 15.000 kroner
til sin bror, og hvis man gangede det med antallet
af boder, så var der ikke noget at sige til, at Patrick
havde både hus og bil.
I gruset foran huset holdt en stor, fed og blå Maserati
med et blåt handicapskilt i forruden. Ved siden af
den stod en handicapscooter, der på ydersiden så
fuldstændig almindelig ud, men alle, der havde set
Patrick køre på den, vidste, at der var pillet ved
motoren, for den kunne køre hurtigere end de fleste
scootere på egnen. Den ville også vinde over de
fleste biler. Rygtet sagde, at den ville kunne køre
250 km/t, men det havde Claus aldrig set.
Han kunne trods alt ikke lade være med at være en
lille smule imponeret over, det imperium Patrick
havde banket op. En del af ham ønskede, at det
havde været ham selv, der havde gjort det, men på
den anden side kunne han mærke, at han havde det
rigtig godt med at være på vej ud af det her pis.
67
Det hele var jo bare startet lidt for sjov. Patrick havde
bedt ham om at sælge en lille pose kokain, som en
ven havde glemt til en fest, og Claus kunne ikke sige
nej til sin bror, så han gjorde det. Og det gik stærkt.
Og det var nemt. Og ufarligt. For Patrick, som
lynhurtigt havde lugtet, at der lå en god forretning
her.
Gennem en ven fik han kontakt til en kaffebonde i
Columbia, der gik med til at sende halv-halvsække
til Danmark. Halv kaffe. Halv kokain. Og i og med
at kaffen lå yderst i sækkene, kunne narkohundene
ikke lugte det, så sæk efter sæk strøg direkte ind i
landet. I Claus og Patricks fars navn, så det var ham,
der røg, hvis det skulle blive opdaget. Det var det
ikke blevet.
Trappen op til Patricks hus havde en stor fin rampe,
så der kunne køre en handicapscooter op og ned.
Døren var stor og sort med en enorm dørhammer
hængende midt på. Den forestillede en nøgen mand,
og det man kunne hamre med var mandens testikler.
Den var ret sjov. I hvert fald den sjoveste
dørhammer, Claus nogensinde havde set, men det
havde han slet ikke tid til at tænke på nu, så han tog
et hårdt greb om testiklerne og svingede dem ind
mod døren.
Der gik et øjeblik, så kunne Claus høre en elektrisk
kørestol ramle ind i et eller andet på den anden side
af døren efterfulgt af et stort “AV FOR SAT’TAN!”
68
Det var da også en sammenbidt og ilter Patrick,
der åbnede døren, og der var ikke så meget som
antydningen af gensynsglæde at spore i hans ansigt.
“Claus, hvad vil du?”
Han var iklædt en morgenkåbe, der lignede en
påskekylling. Gul og meget blød. På brystet var der
broderet ”P. Iversen”.
Claus kunne ikke lade være med at tænke, at det
var lidt mærkeligt at have navn på sin morgenkåbe.
Hvem skulle dog stjæle den, men det var ikke lige
nu, han ville have svar på det spørgsmål.
Han tog i stedet en dyb indånding og gjorde sig klar
til for første gang at se, om blod kunne være tykkere
end coke.
“Patrick, jeg er pisseimponeret af det, du har banket
op her.”
Han havde valgt smigre-modellen og håbede, at
han kunne rose sin bror så meget, at han ville se
igennem fingre med, at Claus havde tænkt sig at
droppe det hele.
At spore på Patrick fjæs havde det ikke nogen effekt
endnu.
“…jeg mener… du har en Maserati og en gartner.
69
Det var noget af det, du drømte om, da vi var børn.
Du har virkelig klaret det flot. Jeg tror, mor ville være
stolt af dig.”
Patrick kørte lidt tættere på.
“…jeg - jeg er stolt af dig, brormand,” løj Claus det
bedste han havde lært.
Nu var Patricks hjul lige ud for Claus’ sko. Måske
havde det virket, for han lagde an til et kram. De
havde ikke krammet hinanden siden de var børn,
og det var egentlig ikke fordi Claus havde lyst til at
gengælde krammet, men det kunne være det, der
skulle til.
“Kom her, Claus. Kram mig”
Og så krammede de. Morgenkåben var lige så blød
som han havde forventet. Det var det rareste ved
krammet, der varede lidt for længe.
Patrick slap ham. “Har du mere, du vil af med,
Claus?”
“Øhhm jeg har mødt en… en pige.”
Claus var udmærket klar over, at Patrick kendte
Cille, men han havde ingen ide om, hvor meget
Patrick vidste.
“Det var ligegodt sat’tans. Hvad er det for en pige,
70
der vil ha noget med dig at gøre?”
Patrick sagde det uden skyggen af ironi. Det var et
oprigtigt spørgsmål.
“Altså hun hedder… Cille.”
Da navnet Cille var røget ud af hans mund var
stemningen med et trylleslag forvandlet. Fra lettere
trykket til hadsk.
“CILLE! HUN ER EN FUCKING MØGSÆK.”
Patrick kørte sin kørestol væk, så hurtigt han kunne
og begyndte at køre i cirkler rundt om sin bror, der
ikke vidste hvilket ben, han skulle stå på.
“Tal pænt om Cille… hun er min… kæreste”
Nu standsede kørestolen i et ryk.
“DU SKAL STOPPE MED AT SE HENDE, OG DET
ER LIGE NU!”
Han råbte stadig og lige så blød hans morgenkåbe
så ud, lige så hård var hans attitude. Det var svært
at håndtere for Claus. Han havde lyst til at flække
læben på sin bror, men det nåede han ikke, inden
Patrick skreg videre.
“HVAD VED DU OM HENDE?! HVAD HAR HUN
BILDT DIG IND?! HAR HUN SAGT DET PIS OM, AT
71
HUN IKKE ER HERFRA OG…”
Claus ville have svoret, at der var røg ud af Patricks
ører.
“Jeg… jeg er forelsket, Patrick…”
“HAH! ALDRIG EN SKID. HUN FUCKER MED DIG.
KAN DU SLET IKKE SE, HVAD HUN ER UDE PÅ?”
Det kunne han ikke, og nu kunne han snart heller
ikke klare sin brors råberi længere.
“Ved du hvad, nu synes jeg, du skal til at passe på.
Vi elsker faktisk hinanden.”
Patrick begyndte at stable sig på benene og tog
den stok, der sad bag på hans kørestol.
“HUN HAR LEGET MED DIG, CLAUS. JEG ER KED
AF AT FORTÆLLE DIG DET. DET ENESTE HUN VIL
HA….”
Mere nåede Patrick ikke at sige, inden han blev ramt
af en lysestage lige på siden af hovedet.
Claus havde taget en helt firkantet og meget
skarp lysestage, der stod inden for rækkevidde og
tordnet den direkte ind i sin bror.
“
AV! FOR! SAT’TAN!”
Sådan var der ikke nogen, der skulle sige om hans
72
kæreste. Slet ikke når det var samme menneske,
der havde stjålet de sidste år af hans liv. Inden Patrick
havde sundet sig færdig, havde Claus givet hans
stok et solidt spark, så den røg tværs gennem
entréen med en skvattende Patrick til følge.
“HVAD FUCK HAR DU GANG I?!!!”
Nu kunne Claus ikke holde det tilbage længere.
“Det skal jeg sige dig, dit fuckhoved. Jeg er færdig
med dit lort. Jeg er færdig med at sælge dit pis.
Jeg gider det ikke mere. Jeg vil ha’ et almindeligt
liv. Med et rigtigt job. Og med Cille som elsker mig.
Så fuck dig.”
Brormand havde stablet sig på benene igen og
kom nu faretruende over mod Claus med en
porcelænsisbjørn i hånden.
“DU ER SÅ SNOTDUM. DET HAR DU ALTID VÆRET.
KAN DU SLET IKKE SE, AT DET IKKE ER DIG HUN
VIL HA’?”
Claus nægtede at høre, hvad der blev skreget til
ham.
“DET ER JO MIG, DIT FJOLS. HUN VIL JO HA’ ALT
DET HER.”
Patrick fægtede rundt og forsøgte at pege på sit
hus, mens han samtidig nærmede sig Claus og
gjorde sig klar til at plante en isbjørn i skallen på
73
ham.
“Du er fuld af løgn. Dit skudhulsbefængte,
narkotikasælgende røvhul af en lortebror. Jeg hader
dig.
Du har stjålet mit liv. Jeg burde krafteddeme slå
dig ihjel.”
Claus kastede posen med kokain over mod Patrick,
og det føg ud med det hvide pulver, der landede
som sne i hele entreen.
“DU SKAL FOR HELVEDE IKKE SMIDE MED MIN
COKE, DIN FUCKING IDIOT. AT MOR OG FAR IKKE
ABORTEREDE DIG, ER EN FUCKING SKANDALE.
ER DU KLAR OVER HVOR TIT, DE TALTE OM AT
KASTE DIG I HAVET?”
Der røg en isbjørn direkte i hovedet på Claus. Det
gjorde ondt af helvede til, men der var ikke tid til at
ømme sig, for Patrick havde grebet det næste
kasteskyts han var kommet i nærheden af. Det var
desværre en kniv, der ville sætte varige men i hovedet
på Claus, hvis han kom for tæt på den.
Så Claus åbnede døren og flygtede, det bedste
han havde lært.
74
KAPITEL 10
Claus sprang op på sin kaffeknallert, som var det
en hest, der stod tøjret foran en rigtig saloon, som
man kender det fra westerns, men der var ikke tid
til at ride fredfyldt mod horisonten. For sekundet
efter, han havde fået liv i kaffekværnen, baksede
Patrick sig ud af hoveddøren.
Han lignede stadig en åndssvag påskekylling, og
ude fra set var det svært at være rigtig bange for
ham, men hvis Claus kendte ham ret, så ville han
have våben i diverse lommer og hylstre, og mon
ikke også han havde sørget for at have ekstra
forsyninger i handicapscooteren, som han nu steg
op på.
Det var de færreste, der mistænkeliggjorde en mand,
der var handicappet. Det var et perfekt dække for
Patrick, at han havde det skide skudhul i benet, men
Claus havde tit været træt af, at det ikke var hovedet,
han havde pløkket af ham dengang.
Claus ræsede sin kaffescooter, det bedste han havde
lært - men han måtte indse, at han ikke havde haft
teknisk snilde og rettidig omhu nok til at få maskinen
tunet. Det fortrød han nu, hvor han med små 50
kilometer i time kørte ud af grusvejen væk fra Patricks
hus. For med et ordentlig drøn blev handicapscooteren
tændt, og det var et spørgsmål om sekunder, inden
75
hans storebror ville indhente den rullende
kaffemaskine.
Det ville ikke blive med fart, Claus kunne stikke af,
så der måtte lidt hjerne til at udtænke en hurtig plan.
Han kørte ud af en helt lige landevej, og der var
ikke så mange muligheder for at stikke af, men hvis
han ikke forsøgte noget, skete der ikke en skid.
Hundrede meter fremme kunne han se, at han ville
køre forbi en majsmark, og det gode ved majsmarker
- udover at det er der, man producerer majs - er, at
planterne er så høje, at man kan skjule sig mellem
dem. Det ville i hvert fald give ham lidt tid til at vurdere
næste træk.
I sit lille sidespejl, som han engang havde nappet
fra en campingvogn, kunne han se handicapscooteren
og Patrick blive større og større.
“Forbandede pis,” råbte Claus til dem, der ville være
interesseret i at høre det. Hvilket var ingen.
Han drømte, at han i stedet havde stjålet hele
campingvognen dengang, og at han lige nu var på
campingferie langt væk. Han havde som barn været
på camping én gang sammen med familien i en lille
by i Vestjylland, der hed No. Han havde syntes, at
der var noget sjovt ved, at campingpladsen hed No
Camping. “Se far, man må slet ikke campere her,”
havde han sagt til sin
far, der overhovedet ikke kunne se det sjove og i
76
stedet havde sendt ham op til købmanden efter flere
cigaretter i No Smoking.
Men alt det var svundne minder, og lige nu var Claus
på alt andet end ferie. Han var på flugt. Fra sin fortid.
Fra sin bror. Og i majsmarken kunne han skimte
første skridt på vej mod det liv, han havde lyst til at
leve. Sammen med Cille. Uanset, hvad hans lortebror
havde sagt.
Selvfølgelig stolede han på Cille, hvorfor skulle han
dog ikke det?
Patrick havde indhentet ham og kørte helt op på
siden af kaffevognen. Hans handicapscooter larmede
af helvedes til, men inde i motorlarmen kunne Claus
høre ham skrige: “STOOOP DOG.
LAD OS TALE OM DET.”
Men Claus havde alt andet end lyst til at tale om
noget som helst, og i samme sekund var han ud for
hjulsporet i majsmarken, så han rev hårdt i styret og
strøg direkte ind mellem de høje planter.
Fuldstændig som ventet havde Patrick ikke været
klar på den manøvre, så han fortsatte i høj fart ud
af landevejen.
Nu havde Claus igen et forspring til at tænke sig
om, mens han kørte ud af hjulsporet, som bar præg
af at være lavet til en traktor, men hvor der lige kunne
være en kaffeknallert i det ene spor.
77
Planterne stod så tæt, at han umuligt ville kunne
bevæge sig ind mellem dem. På knallerten. Men der
var et transportmiddel, hvor han var bedre kørende
end sin bror. Nemlig til fods.
Så da han var tilpas langt inde i marken, og han
kunne høre, at Patrick var ved at få vendt skuden,
hoppede han af knallerten, mens den stadig var i
fart og sprang ind mellem masser af majs. Og så
løb han alt, hvad han kunne. Væk fra lyden af
handicapscooter i hjulspor. Og væk fra galningen
oven på den, der råbte af sine lungers fulde kraft.
“JEG SKAL NOK FINDE DIG!”
“LAD OS NU FOR helvede snakke sammen.”
“Hvad end du gør, så drop Cille… hun er en snog”
Fantastisk. Lyden af Patricks skrigeri blev mindre
og mindre. Det måtte betyde, at Claus var på den
direkte vej mod lykken. Om han så skulle blive i
majsmarken et par dage, så ville han gøre det. Her
var jo masser af mad, og når han tænkte på alt det,
man kan bruge majs til, blev han helt
lækkersulten.
Nu kunne han slet ikke høre sin bror længere.
Scooteren var heller ikke inden for hørevidde.
Måske var den slukket, men hvis haltefanden
skulle på fods gennem marken, ville der i hvert fald
gå et år, inden han blev fundet.
78
Det eneste, der kunne sætte en stopper for Claus
flugt, var, hvis majsmarken af en eller anden grund
skulle høstes lige netop nu. Claus havde engang
googlet, “hvornår høster man majs” og han var endt
i en tråd på heste-nettet.dk hvor der var en, der
skrev, at majs bliver høstet sidst i september. Han
tjekkede for en sikkerheds skyld sin telefon og kunne
se, at det i dag var d. 2. september. Så der burde
ikke være nogen ko på isen. Og det var der heller
ikke.
Men nu var der til gengæld lyden af scooter, der
blev tændt igen.
Fuck, hvad fanden havde han tænkt sig, nåede Claus
at vende inde i hovedet, inden svaret lød i ørerne.
Det lød unægteligt som en majsplante, der blev
væltet af en scooter. Og så en mere. Og så en mere.
Patrick måtte have vendt køretøjet direkte mod
muren af majs. Det kunne den da umuligt holde til,
tænkte Claus, men på den anden side skulle det
heller ikke undre ham, at Patrick havde fået armeret
sin vogn, så den kunne holde til mere.
Der var ikke tid til at undre sig mere over det
spørgsmål, for nu skulle benene på nakken.
Claus havde ingen orientering om hvor han var. Han
løb bare.
79
Lyden af væltede majs kom tættere og tættere på.
For helvede. Nu gik det lige så godt, og så valgte
den skruppelløse psykopat at ofre majs og maskine
på at fange ham.
Det længste Claus havde bevæget sig i mange år
var fra sin knallert og ind i sin opgang. Han dyrkede
kun ganske få ting. Det var et par chiliplanter i
vindueskarmen og sex. Motion var ikke en af dem,
så lungerne kunne nærmest ikke følge med længere,
men han måtte klare det her, så han løb bare.
Nu nåede han til udkanten af majsmarken, men på
den anden side end den han var kommet ind i. En
stor gård kom til syne. Hvis han kunne nå derover,
inden Patrick fik kæmpet sig gennem marken, så
kunne han måske komme i sikkerhed. Så han pløjede
gennem landskabet og nåede akkurat til gårdens
lade, da den sidste majsplante var væltet. Han flåede
porten op og håbede inderligt, at Patrick havde fået
majs i øjnene på sin tur.
Laden var så godt som tom. Et stort tomt rum. Der
var ikke nogen steder at gemme sig, hvis det skulle
komme så vidt. Hvis Claus lynhurtigt kunne have
klædt sig ud som beton, ville han være blevet usynlig,
for der var beton über alles. Og så var der skide
koldt. På en eller anden måde
mindede rummet ham om et sted, han kendte, men
han kunne ikke sætte en finger på, hvor det skulle
være.
80
Forpustet lænede han sig op af ladens mur og
prøvede at komme til hægterne, men han var helt
ude i tovene. Det smagte af blod i munden, og
åndedrættet var hurtigere, end han nogensinde
havde oplevet før. Han forsøgte at ånde så stille som
muligt, men han kunne ikke holde det tilbage.
Han lyttede ved porten og kunne sagtens høre
motorlyden udenfor. Nu håbede han bare for alt i
verden, at den ville forsvinde i den rigtige retning.
Et øjeblik efter blev der helt stille.
Kunne det virkelig passe?
Klog af skade vidste Claus, at det var for tidligt at
fejre noget som helst.
Og godt det samme. For sekundet efter hørte han
igen scooteren, der efterhånden måtte være meget
medtaget, tænde. Og lyden kom tættere og tættere
på den anden side af den port, han stod
og lyttede til.
Nej! Nej! Nej! Var Patrick på vej direkte mod porten?
Han var jo hundrede procent brændt af i roen, hvis
han gjorde det.
Claus nåede lige præcis at flytte sit ansigt fra porten,
da en gul påskekylling på en handicapscooter
tilintetgjorde indgangspartiet og ramte ham hårdt i
81
brystkassen, der i forvejen var stort set tømt for luft.
Udmattet, fortvivlet og fuldstændig udsplattet
landede Claus hårdt på betongulvet, mens Patrick
triumferende steg af scooteren.
“AAAAARRRRGGGGHHHH”
Claus brugte sine sidste kræfter på at skrige så højt,
han kunne.
“Skrig du bare… der er INGEN, der kan høre dig
her.”
Smagen af blod og frustration fyldte nu hele Claus’
mund. Patrick kunne så småt smage sejrens sødme.
82
KAPITEL 11
“Hvad fuck er det du vil, Patrick!?”
Claus lå på det stenhårde betongulv i laden og
kiggede op på sin overmand, der stod iklædt
påskegul morgenkåbe få meter væk. Claus var
fuldstændig færdig. Han havde brugt alt sin energi
på at flygte. Forgæves.
“KAN DU SE DET HER HUL, HVA CLAUSl?!”
Patricks øjne var så åbne, at der var en reel risiko
for, at de faldt ud, og hans blik var så intenst, at det
kunne have brændt hul i Claus’ hud.
Patricks højre pegefinger pegede direkte ned på det
hul, der befandt sig lige under hans venstre knæ.
Claus kunne sagtens se hullet, og han kendte det
desværre bedre end de fleste.
Hullet var på størrelse med en fed tommelfinger, og
det var ved første øjekast ikke særlig charmerende.
Heller ikke ved andet øjekast. I det hele taget var
det et decideret klamt hul, og man fik det indtryk,
at Patrick ikke prioriterede hygiejnen i hullet videre
højt. Det var som en ekstra klam navle - lige under
knæet.
Claus lå på knæ foran Patrick og havde øjenkontakt
83
med hullet, men da han ikke svarede, gentog Patrick
sit spørgsmål.
“Kan du se det her hul, Claus?! Hva’?! KAN DU
DET?! KAN DU SE HULLET, CLAUS?!”
Patrick skreg som en sindssyg, og øjnene nåede
næste niveau af vanvid, mens pegefingeren
bevægede sig frem og tilbage mod hullet.
“…jjjjaa, Ppppatrick… jeg k-k-ka godt s-s-se hullet,”
fik Claus fremstammet. Han kunne ikke tale oven
på den hæsblæsende jagt, og han var egentlig for
træt til Patricks julelege, men der var ikke andet at
gøre end at lege med, hvis han ville beholde sit liv.
Og det ville han gerne, for han havde jo tænkt
sig at mødes med Gangster-Cille dagen efter, og
han turde ikke blive væk fra hende, for så ville hun
slå ham ihjel, og han orkede ikke at dø to gange på
samme uge.
“Ku’ du også tænk’ dig’ så’n et hul, hva?!”
Patrick rykkede sit hullede ben endnu tættere på
Claus’ ansigt, og nu begyndte stanken fra det
beskidte hul at brede sig til Claus’ næse. Det lugtede
af råd og mødding og noget af det snask, der kan
sidde mellem tænderne, som kun kommer frem den
ene gang om året, man bruger tandtråd.
Ved nærmere eftertanke kunne Claus ikke tænke
84
sig sådan et hul.
“N-n-nej Patrick… jeg ku ku ku ik tænk mig sådan
et hul.”
Det var tydeligvis ikke det svar, Patrick havde ledt
efter, for han rykkede sit knæ endnu tættere på
Claus, så spidsen af næsen nu befandt sig lige i
hulåbningen.
“SIGER DU DET ER GRIMT, HVA CLAUS?!”
Åh, det var en kattepine for Claus. For hvis han
svarede, at det var grimt ville Patrick blive endnu
mere sur, og hvis han svarede, at det ikke var grimt,
ville han jo lyve. Både over for sig selv, men også
overfor Patrick, og det ville han sagtens kunne regne
ud.
Han havde på fornemmelsen, at det ikke ville
hjælpe at argumentere for sin sag, for Patrick var
godt oppe at køre, men han forsøgte alligevel.
“Men Patrick… det er jo… sådan et hul… der passer
godt til dig… det ser super fint ud på dig… men jeg
tror ikke det ville være…. så fedt til mig….”
Claus kunne godt selv høre, det lød åndssvagt, men
han kunne ikke gøre andet. Han var klemt op i en
krog og uanset, hvad han gjorde, ville det være
forkert.
85
Måske havde det alligevel virket, for Patrick flyttede
nu sit ben og begyndte at halte lidt væk fra Claus,
der udmattet knælede ved siden af handicapscooteren,
der stadig havde en søjle af røg op fra sig efter den
havde tonset gennem majsmarken få minutter
tidligere.
Patrick vendte sig om mod sin knælende håndlanger,
og så begyndte han at grine. Først et enkelt grin,
der blev afløst af det næste og så et mere, inden en
lavine af grin var startet. Patrick grinede, så det
rungede. Han grinede så det kunne måles på
Richterskalaen. Han grinede så, selvom de stod et
sted, hvor ingen kunne høre Claus skrige, som han
havde fortalt ham, så ville der være mennesker, der
kunne høre Patricks grin.
Claus kunne ikke lade være med at tænke, at det
var fuldstændig ligesom i masser af de film, han
havde set, hvor skurken altid begynder at grine på
et helt tilfældigt tidspunkt, uden at nogen ved, hvorfor
han griner. Men han havde situationsfornemmelse
nok til at vide, at det nok ikke var det rigtige tidspunkt
at spørge Patrick, hvad han grinede af.
Lige så pludseligt han var begyndt at grine, lige så
pludseligt stoppede han igen, og han fandt de vilde
øjne frem igen og bevægede sig så hurtigt, hans
haltende ben tillod det, over mod Claus.
“Claus! Du tror, du er så skide smart… Du tror, du
86
er så skide klog… Du tror bare, du kan stikke af fra
mig… og fra kaffen… men ved du hvad…. du kan
ikke en skid….”
Nu stod Patrick igen med hullet lige foran Claus’
ansigt.
“…Jeg har besluttet noget, Claus…”
Claus havde på fornemmelsen, at det ikke var en
beslutning, der ville bringe noget positivt med sig,
men han kunne ikke gætte, hvad det var.
“…jeg har besluttet, at du godt må proppe din
tommerfinger ind i mit hul…”
Hvis Claus havde haft et helt år til at gætte på, hvad
Patricks beslutning havde været, havde han aldrig
gættet, at det havde været det.
“U-u-undskyld, hvad?!”
“Jeg har besluttet, at du godt må proppe den ene
tommelfinger ind i mit hul… Og bare lige køre den
rundt et øjeblik…. og hvis du finder noget derinde,
så er det dit.”
Alene tanken om det - blandet med stanken fra det
rådne og beskidte hul og frygten for, hvad han mon
kunne finde der inde, blev for meget for Claus, og
han kunne mærke varmt spyt bevæge sig op mod
87
halsen.
Han kunne ikke holde det tilbage.
Bvvvvddddrrr bbbbvvvvddrr. Claus brækkede sig
på jorden foran. Han kunne ikke holde det tilbage.
Men det opildnede kun Patrick endnu mere, der
haltede helt tæt på sit opkastende selskab og greb
fat om armen på Claus, mens han begyndte at grine
igen.
“Hahahaha, nu sker det…. Nu skal du stikke fingeren
ind i mit skudhul… og tag dig bare god tid…”
“Jeg VIL ikke.” Der kom ikke mere bræk ud af Claus.
Nu var der kun lyden tilbage.
“Det skulle du ha tænkt over, inden du prøvede at
stikke af…. jeg slår dig ihjel…. jeg slår dig kraftedeme
ihjel, hvis du prøver på noget….Stik så den finger
ind.”
Patrick greb fat om en Glock 17, der hele tiden havde
siddet i en inderlomme i morgenkåben og førte den
faretruende op mod hovedet på Claus…
Claus, der havde haft bedre dage, havde alligevel
sit liv for kært til at ville dø på den her måde, så han
måtte kæmpe imod brækfornemmelsen og forsøgte
at flygte til sit happy place. Han samlede sine sidste
kræfter i den højre arm og førte langsomt
88
tommelfingeren op mod det gamle skudhul i Patricks
ben.
“Føj for satan,” tænkte han, men der var ikke noget
at gøre. Nu måtte han bare få det overstået. For
første gang længe faldt Patricks øjne til ro, og i det
sekund, han kunne mærke en tommelfinger ramme
åbningen i skudhullet, lukkede han øjnene og trak
vejret dybt.
Det var en ubeskrivelig rar følelse. For Patrick.
Claus kunne nærmest ikke være i sin egen krop af
ren og skær afmagt over, hvilken situation, han havde
bragt sig selv i. Følelsen af at rode rundt i et gammelt
skudhul var ulig noget, han havde prøvet før og
væmmelsen over det nåede en højde han ikke troede
var mulig. Ingen sagde noget. Patrick nød hver en
bevægelse og Claus kæmpede en indre kamp for
ikke at besvime af afsky.
Det eneste, der larmede, var tankerne inde i hovedet
på Claus. “Hvorfor er jeg dog endt her?
Hvorfor stoppede jeg ikke lidt før? Hvorfor
startede jeg overhovedet det her? Hvorfor….”
Det var det sidste, Claus nåede at tænke, inden han
hørte aftrækkeren på en pistol blive trykket i bund
og efterfulgt af et skud….
Og så blev alt sort.
89
KAPITEL 12
Det hylede stadig for Claus’ ører, da han kom til sig
selv, men det måtte være et godt tegn, at han kunne
åbne øjnene igen, tænkte han.
Eller var han død?! Nej, det kunne han ikke være.
Han havde godt nok aldrig prøvet at dø før, men han
nægtede at tro, at livet efter døden fortsatte lige
akkurat der, hvor livet før døden sluttede.
Og det var der, han var.
Han kom i tanke om, hvad der var sket øjeblikket
inden, og han fik øje på Patrick, der for få øjeblikke
siden havde haft ham i sin hule hånd.
Patrick lå helt livløs på gulvet en meter væk. Det
eneste, der bevægede sig, var det blod, der sivede
ud fra hullerne i hans krop.
“Patrick! PATRICK!” Claus kravlede over til sin bror
og ruskede forsigtigt i den livløse klump kød.
Der var ingen reaktion. Øjnene var på vid gab,
men der var ingen kontakt.
“PATRICK for fanden?! Hvad sker der, mand…?!”
Død.
90
Stendød.
Hverken førstehjælp eller anden hjælp ville kunne
få Patrick tilbage til livet. Det var Claus ikke et sekund
i tvivl om, og det gjorde noget mærkeligt ved ham.
Følelserne kæmpede en kamp om pladsen i ham.
Den ene del af Claus så sin bagmand ligge foran
sig, og det fyldte ham med lettelse.
Men han kunne heller ikke lade være med at se
sin storebror - ham, der havde lært ham at spille
fodbold og lært ham at fløjte.
Nu så Claus’ forvildede øjne til gengæld, hvem der
havde reddet ham. Gangster-Cille.
Hun stod lyslevende et par meter væk. Hun havde
et våben i den ene hånd. En pistol. Claus havde
aldrig set hende med en pistol før, men når det nu
endelig skulle ske, var han glad for, at hun var dukket
op netop nu.
Brikkerne begyndte at falde på plads for Claus.
“Cille… hvor fanden kom du fra… du har reddet mit
liv….”
Hun trådte helt tæt på Claus, der forsøgte at komme
på benene, men måtte opgive af udmattelse.
Benene gav efter under ham, og han flød ud på
91
gulvet foran hende.
“Undskyld, Cille… hvis jeg ku’, ville jeg kysse dig…
men jeg er fuldstændig færdig…”
Hun sagde stadig ikke noget. Nu kunne han se
hendes øjne. De øjne han elskede. Men han kunne
ikke kende dem. Han havde aldrig set dem se sådan
ud før. De var fuldstændig blanke.
Nærmest døde. Uhyggelige.
“Cille…” Han prøvede at tale lidt liv ind i øjnene på
sin kæreste. Forgæves.
Han havde aldrig slået et menneske ihjel, men det
var ikke utænkeligt, at det var sådan nogle øjne, der
fulgte med et mord.
Han følte, han skyldte hende en tak. En tak for at
have givet ham håb, da det så allersortest ud. En
tak for at have givet ham livet. En tak for at have
været der for ham altid. Det var jo ham hun ville
have.
Nu kunne ingen længere forhindre, at de fik det hus
på landet, han altid havde drømt om. Nu skulle han
have et job, der ikke var farligt. Et job, der ikke var
ulovligt. Et job han kunne stå op til uden at være
paranoid. Nu kunne han nøjes med at have én
telefon. Fuck pengene. Han kunne bare tjene nogle
andre. Nogle færre. Penge var alligevel ingenting.
92
Ikke i forhold til at beholde livet. Til at leve livet. Et
liv med Cille. Ude på landet. Uden kokain. Uden
bagmænd. Uden andet end kærlighed.
Nu kunne de få det barn, han havde drømt om
at få. Nu kunne de tage på campingferier. Til No
Camping. Han kunne få job i et supermarked. De
skulle giftes og holde fest for familien. De ville dække
op til Patrick for at mindes den gode fyr, han trods
alt også var, hvis ikke pengene, stofferne og magten
havde fået grebet om ham. Det var Patrick, der
havde stået i vejen for det liv, Claus gerne ville have.
Men nu var det også Patrick, der havde givet
ham det liv. Ved at blive slået ihjel på det helt rigtige
tidspunkt.
“Han er død, Claussss. Ved du det?!” Hun satte sig
på hug ved siden af ham. “Jeg har ssssslået ham
ihjel.”
Han rakte ud efter hende, men kunne ikke nå i første
omgang, så han slæbte sit halvdøde korpus tættere
på hende. Hun flyttede sig væk fra ham.
“Clausssss… jeg… ikke lige nu.” Hun kiggede ham
i øjnene med øjne, han stadig ikke kunne genkende.
“Jeg sssslog ham ihjel, Clausssss.”
Han kunne slet ikke genkende hende. En ting var
øjnene, men måden hun talte på lignede hende heller
ikke. Hvad fanden var det her for noget. Claus
93
åbnede munden for at sige noget, men han anede
ikke hvad, og der kom heller ikke noget ud.
“Jeg sssslog ham ihjel, Claussss… men… det
var ikke for at redde dig….”
Cille begyndte at gå med langsomme skridt rundt
om ham, og for hvert skridt hun tog, og hver sætning
hun sagde, blev Claus mere og mere forvirret. Stadig
lettet og glad over at være i live. Men forvirret. Han
var ikke bange. Endnu.
“Ved du, hvorfor jeg slog ham ihjel, Claussssen?”
Munden virkede bedre nu.
“Du var træt af ham, forestiller jeg mig. Du var træt
af, at han styrede så meget af mit liv. Og dit liv.”
Hun stoppede op og lignede en, der tænkte over,
hvad han lige havde sagt. Et øjeblik. Så fortsatte
hun videre rundt om ham, som var han et vissent
juletræ til en vissen juleaften.
“Jeg ssssslog ham ihjel… fordi han havde det… han
havde det, jeg ville ha’. Han har altid haft det, jeg
ville ha’. Han har ssstået i vejen for mit liv. Min
sssucccesss. Nu er han væk. Nu kan intet ssstoppe
mig, Clausss. Du er så naiv… Hvorfor stolede du på
mig…”
Cille hævede hånden, der stadig havde en pistol i
sig. Det lignede unægteligt, at hun tog sigte mod
94
ham. Det kunne ikke passe. De var jo sammen. De
var jo på samme hold. De skulle jo være sammen
resten af livet. Hvad fanden betød det her nu?
“Clausss, jeg sssagde jo, at jeg ville få din bror og
dig ssssammen igen.”
Hun rykkede helt tæt på ham. Pistolens munding
havde samme døde udtryk som hendes øjne.
Det var nu, Claus blev bange. Det var nu, han så
sit liv passere revy. Det var nu, han så sine drømme
blive knust. Men det kunne jo ikke passe det her.
Nu var det hele jo lige blevet så godt.
Fremtiden så så lys ud, og nu var hans fremtid
reduceret til et hul i en pistol, der om et øjeblik ville
sende en hilsen direkte ind i hovedet på ham og
formentlig ud på den anden side.
“Hvad fanden, Cille…. HVAD LAVER DU?!…”
”Hilssss din bror…”
Cille trykkede. Bang. Claus var død.
95