BERLINGSKE 1. SEKTION TORSDAG 10. NOVEMBER 2016 NYHEDER 9 Meningsmålingers troværdighed er tyndslidt efter vildskud: Alle tog fejl forud for Trumps sejr Af Uffe Taudal [email protected] FOTO: JIM WATSON / AFP PHOTO dent, var Svend Auken ude at kalde ham en andenrangs skuespiller, og der var generelt meget pessimisme. I dag er der mange historikere, der opfatter Reagan som en af de mere handlekraftige og stærke præsidenter, der blandt andet medvirkede til, at Den Kolde Krig blev afsluttet. Der er også Franklin D. Roosevelt, som blev præsident i 1932, og som blandt andet førte USA gennem den store depression og Anden Verdenskrig. Han blev oprindeligt anset for at være en letvægter,« siger Jørn Brøndal. En stemme til de oversete Kan Donald Trump overraske som Reagan gjorde det? »At dømme ud fra hans retorik virker det som om, at han symboliserer et USA, der lukker ned i stedet for at åbne op, men hvis det er det, amerikanerne vil have, kan det godt være, at de bliver glade for Trumps måde at forvalte embedet på. Han er også en effektiv forretningsmand, der muligvis kan forhandle og få de rigtige aftaler i hus. Jeg tror, at det bliver et problem for Donald Trump, at han som den første præsident i USAs historie ingen politisk eller militær erfaring har.« Brandingekspert og ejer af reklamebureauet Fireball, Anthony Aconis, peger på, at Donald Trump på mange måder repræsenterer det USA, som føler sig overset. »Det positive er vel, hvis han formår at give den almindelige, oversete amerikaner en stemme i et land, der har tilgodeset en ressourcestærk og intellektuel overklasse,« siger Anthony Aconis og fortsætter: »New York, Los Angeles, San Fransisco, Boston og Washington er jo ikke det rigtige USA. Det er det inde i midten, der er USA, og hvis han kan forene alt derinde og give dem en stemme og gøre det til deres tid, så er der et positivt afkast der.« En bombe, der bliver kastet i Washington Professor og leder af Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen har svært ved at se den lyse side af Trumps sejr. »Men USAs forhold til Rusland bliver godt nu. Sammen med WikiLeaks har Putin gjort sit bedste for at få Trump valgt, og de kan relativt hurtigt lave aftaler omkring Syrien, det østlige Europa og særligt Ukraine. Det betyder jo også, at lande som Danmark, der tidligere ikke har villet affinde sig med Rusland, står i en ny situation. Der er grænser for, hvor meget vi kan stille op mod en stormagt som Rusland, hvis vi ikke har nogen til at hjælpe os. Så vi har ikke meget andet at gøre end at stikke piben ind,« siger han. Mens eksperterne altså har svært ved at se det positive i valget af Trump, er de til gengæld enige om, at det amerikanske valg på mange måder afspejler et splittet USA. Og med en tidligere realitystjerne og byggematador i Det Hvide Hus kan de næste fire år vise sig at varsle en ny og samlende politisk æra. En postTrump-æra, lyder det fra professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Derek Beach: »Amerikanerne er så desperate efter forandringer, at de vælger at kaste en bombe ind i Washington, for landet er i en identitetskrise. Nu får Republikanerne lov til at vise, om de kan regere med en præsident, der personliggør et desperat, hvidt nationalistisk mindretal. Men jeg tror, at han vil være en håndgranat, og så må vi se, om der er ansvarlige politikere på begge sider af salen, som kan samle stumperne og forene det splittede land.« En stemning af deja-vu bredte sig hurtigt i britiske BBCs valgstudie, efterhånden som stemmeoptællingen i USA gik Donald Trumps vej i klar modstrid med meningsmålinger og forudsigelser. Valgeksperters og politiske journalisters kommentarer cirklede om formuleringen »vi kender det jo fra Brexit« efterfulgt af små ironiske smil. Så talte analytikerne og eksperterne videre om præsidentvalget velvidende, at deres aura som politisk skriftkloge efterhånden er særdeles tyndslidt. I USA gav de store prognosemagere på forhånd Hillary Clinton mere end 85 procents chance for at vinde, men da resultaterne begyndte at løbe ind, forudså medier kort efter i stedet, at Donald Trump nu havde 75 procents chance for at løbe af med sejren. Den republikanske valgstrateg Mike Murphy indrømmede over for MSNBC, at meningsmålingernes troværdighed er blevet alvorligt svækket ved Trumps sejr: »Min krystalkugle fik mig til at forudsige det diametralt modsatte af, hvad der skete. Jeg er en typisk kampagnekonsulent. Vi har i lang tid bundet os op på data, men i nat var det, som om at data afgik ved døden. Exit polls var helt ved siden af, og formodede troværdige meningsmålinger forud var helt ved siden af.« Vildskud påvirker debatten Det positive er vel, hvis han formår at give den almindelige, oversete amerikaner en stemme. Anthony Aconis, brandingekspert og ejer af reklamebureauet Fireball Det er den situation, der giver briterne en følelse af, at de har set det hele før. Storbritannien har flere gange i de seneste år oplevet styrken af meningsmålingers vildledning og forræderiske signaler. Ved EU-folkeafstemningen i juni gik mange i seng med »visheden« fra målinger og mediernes udlægning af tallene om, at et tæt løb uvægerligt ville ende med et ja til fortsat EU-medlemskab. En heftig debat om meningsmålinger begyndte allerede i foråret 2015, da det var galt med det britiske parlamentsvalg. Medier og politikere, inklusive daværende premierminister David Cameron, tog det for givet på baggrund af samstemmende målinger, at en koalitionsregering var eneste mulighed for at danne en ny britisk regering, og at Labour var svag favorit til at blive største parti. I stedet fik Det Konservative Parti det første absolutte flertal i Underhuset i to årtier. Britiske meningsmålingseksperter stod for skud og sagde til deres forsvar, at der jo altid er statistisk usikkerhed, og at den oplysning ofte forsvinder, når målingerne skal præsenteres for offentligheden, fordi medierne presser på for slagkraftige forudsigelser. Kritikere siger til gengæld, at meningsmålingers vildskud har konsekvenser, fordi de ofte styrer debatten i valgkampen. Også ved den skotske uafhængighedsafstemning i 2014 blev meningsmålinger kritiseret for at ramme helt skævt ved at forudsige en hårfin afgørelse, der i stedet blev et klart ja til at forblive i den britiske union. I USA skulle det være bedre. Intet andet sted er prognoser og meningsmålinger blevet finjusteret og rendyrket så meget i den politiske proces, men den politiske journalist Alec MacGillis fra ProPublica siger til CNN, at medierne måske er blevet for ahængige af målingsresultater og afskåret for meget fra virkeligheden: »Kløften er blevet så stor. Medierne er alle i Washington D.C. og New York som følge af lokale mediers forfald. Og kløften mellem de byer og, hvad der foregår i resten af landet, er blevet meget større i de senere år.« I Danmark er tvivlsomme meningsmålinger også et tilbageværende emne som ved seneste folketingsvalg og afstemningen om retsforbeholdet. En analyseekspert og Trumpkritisk republikaner, Patrick Ruffini, skrev onsdag et tweet, da præsidentvalget var afgjort, hvori han opfordrede til »et fuldstændigt og altomfattende stop for politiske meningsmålinger, indtil vi kan finde ud af, hvad pokker der foregår«. Det er et fromt ønske, men det er også svært at forestille sig. Næste gang meningsmålinger rammer ved siden af, vil eksperter, analytikere og journalister formodentlig igen rulle med øjnene og se lidt flove ud. Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien.