Juledag 2016
Jeg læste for nyligt i præsteforeningens blad, at julens tekster og især juleevangeliet skulle være
konfliktfrit område. At her er der ikke noget, der skurrer i ørerne, ikke noget der forarger. Det er en
sød nærmest sådan lidt eventyragtig fortælling, som lige så godt kunne være begyndt med ”Der var
engang” mente forfatteren. Men er det nu også rigtigt? Hvis man tænker lidt praktisk over
juleevangeliet er der da en hel del at undre sig over og nok også noget, hvorom man kan tænke, at
det er dog egentlig for galt. Men når vi læser juleevangeliet, så er det jo kun en bid af en tekst. Der
er sket noget vigtigt før, og der sker noget vigtig efter lige præcis fortællingen om, hvordan Jesus
blev født i Betlehem. Det er en meget større fortælling, end vi tror. Den handler om stor glæde og
Guds indgriben i menneskenes historie. For Gud har virkelig sat mange ting i gang og fået mange
mennesker sat i bevægelse, for at Hans søn kunne blive født i netop denne lille undseelige by,
Betlehem, kong Davids by.
Et barns fødsel er ofte noget vi ser hen til med stor forventning. Vi glæder os, lægger planer, gætter
på, hvordan det mon bliver, når denne nye verdensborger endelig gør sin entré. Glædede Maria sig
mon til Jesu fødsel? Ja, det gjorde hun. Også i den grad. Det kan man læse om i kapitel 1 i
Lukasevangeliet, hvor Maria, da hun besøger sin tante Elisabeth, begejstret bryder ud i lovsang om,
hvor stort det er, at Gud har set hende og vil lade hende være en del af folkets frelseshistorie. Hvad
så med Josef? Han glædede sig knapt så meget, lige da han fik beskeden. Faktisk syntes han, det var
meget pinligt med sådan en kæreste, som var blevet gravid, uden at han selv har haft noget med det
at gøre. Josef havde endda tænkt sig at ophæve deres forlovelse. I al stilhed ganske vist, for han var
en god mand, som ikke ville lave skandale og give Maria flere problemer. Der må et englebesøg til
for at få ham på andre tanker. Først da forstod Josef, at der var grund til at glæde sig og takke Gud
for den ære, der var blevet dem til del. At det var et barn fra Gud, de ventede.
Folket, Israel, ventede også på barnet. De glædede sig helt utrolig meget til dets komme. Profeterne
havde jo forudsagt det i århundreder. Der var blevet lovet dem et utal af gode ting, når præcis dette
barn blev født. Åget skal fjernes fra deres skuldre, slavefogedens kæp skal brækkes over, så den
bliver ubrugelig. Barnet skal være en stor hersker. En Underfuld Rådgiver, vældig Gud, Evigheds
Fader og Freds fyrste. Fred kan der kun for alvor være, når man har underlagt sig alle fjender, så der
simpelthen ikke er nogen, der kan give problemer længere. Der må altså være tale om en, der kan
lede folket i krig, en konge, et magtmenneske, der kan smide alle de falske ledere,
besættelsesmagterne, som der sandelig havde været rigeligt af i Israels historie, på porten. Det
harmonerer ikke helt med det fattige par, som bevæger sig i adstadigt tempo mod Betlehem for, lige
som alle andre indbyggere i Romerriget, at blive talt af kejser Augustus udsendinge. Det rimer slet
ikke med et barn i en krybbe, pakket ind i klude. Gud sendte engle ud for at pege på barnet og sige:
Det er ham I har ventet. Nu er han her. Frelseren, Kristus. Den udvalgte, som er sendt af Gud. Men
det var kun nogle hyrder, der tog hen for at se barnet. Nogle kom senere til tro, men størsteparten af
Israel venter stadig. Ude af stand til at se, hvad Gud havde givet sin menneskehed: sin søn.
Der var også nogen som hverken ventede eller glædede sig. Hos kong Herodes fik de aftenteen
alvorligt galt i halsen, da tre vismænd indfandt sig og fortalte, at de skulle besøge den kongesøn,
som netop var blevet født under stjernen, tegnet fra Gud, som de havde fulgt hele vejen fra det
fjerne Østerland. Herodes havde ingen respekt for ret meget, og åbenbart heller ikke for børn sendt
af Gud. Han lagde straks onde planer om at myrde barnet. Det lykkedes ham ikke, for barnet var
beskyttet af Gud, og meget mod sin vilje kom Herodes selv til, igennem sine egne spåmænd og
kloge folk, at pege de hellige tre konger i retning af Jesus, så de kunne tilbede ham og lovprise Gud
og overbringe deres fine og kongelige gaver til barnet i krybben. Selv dem, der kun vil det onde, må
tjene Gud Herren, når Han sætter sin vilje igennem. Herodes forventede kun, at alle gjorde, som han
sagde. Han blev derfor både vred og overrasket, da de vise konger lod hånt om hans kongelige
ordrer og fandt en anden vej hjem til Østerland.
Kejser Augustus, som satte alle mennesker i den kendte verden i bevægelse med sin beslutning om
en folketælling, vidste intet om alt dette. Gud brugte ham til at lade skriftens ord gå i opfyldelse.
Det, som var blevet spået ved profeterne, og som vi kan glæde os over i dag. Jesu fødsel i Betlehem.
Det er som om at alting er vendt om i dag. Kejsere og konger er dem, som normalt ved alt og kan
alt. Men nu er de selv redskaber i Guds hånd. De får ingen indsigt i, hvad Gud gør for mennesker.
De kan ikke se det, og de vil ikke høre det. Deres egen magt står i vejen. Men de små, de fattige,
dem, som ingenting er og kan, det er dem, som får budskabet om Jesu fødsel først af alle.
Det største under på jorden, nemlig at Gud blev menneske, skete uset af alle andre end Josef og
Maria og de dyr, hvis ædetrug Guds søn blev lagt i. Der var ikke andre mennesker omkring dem, for
de lå jo og fyldte op i herberget, og hvor de ellers havde kunnet finde plads. Men Gud fandt nogen,
som ville og kunne glæde sig over det, der var sket, og som ville gå hen for at besøge barnet og dets
forældre midt i den mørke nat. Hyrderne ude på marken. De, som ingen andre ville ofre et blik, hvis
de mødte dem, lod Gud omstråle af hele sin himmelske herlighed. De kunne både høre og forstå
Guds budskab, og de glædede sig over det og lovpriste Gud.
De, som kan glæde sig over Herrens fødsel, er dem, hvis højeste forventning ikke altid bare gælder
dem selv og deres eget liv. De, som ikke på forhånd har bestemt resultatet af Guds vilje. Hvis vores
forventninger til livet kun handler om, hvad vi selv kan klare og opnå og bestemme over, så er vores
glæde begrænset og freden vil ikke indfinde sig i vores sind, for det at sætte hele sin lid til noget i
denne verden er en kilde til evig uro. Vi mennesker er begrænsede og vore liv er korte. Uanset hvor
store vores titler bliver, så har vi ikke en højere status hos Gud af den grund. Men retter vi vores håb
og forventninger imod Gud og Hans søn Jesus Kristus, så bliver det et evighedshåb. Så bliver det en
glæde som skal være for hele folket og ikke kun os selv. Det fattige barn i krybben, svøbt i klude,
blev vor frelser, vor Herre og himmelske konge. Lad det bare skurre i ørerne og rive i hjertet, for
nok er det en fortælling fra gamle dage, men den er stadig sandhed for os i dag og kilden til evig
glæde og jubel for dem, som tror.
Amen.