4. søndag i advent 2016
Det er blevet 4. søndag i advent, vi har fået tændt det sidste lys i vores adventskrans, og her i
Toreby Kirke har vi den tradition, at vi holder åbning af udstilling af konfirmandernes altertavler.
Det sker også i dag, og det er sådan en lidt ekstra festlig måde at markere på, at nu er julen altså lige
om hjørnet. Det var sådan en ting, jeg tog med mig fra København, det med altertavlerne. Også mit
allerførste hold konfirmander malede altertavler, og jeg husker især en af dem. De kan jo se meget
forskellige ud, for der er mange lag i Juleevangeliet, som har været udgangspunktet for vores
projekt – det konfirmanderne skulle lade sig inspirere af. Og ja, nogle er mere talentfulde end andre,
hvad det kunstneriske angår, sådan er det, vi har forskellige nådegaver. Men den tavle, jeg altid vil
huske var meget enkel. Den var grøn – det skulle nok forestille nogle juletræer, og så var der en stor
smiley hele vejen hen over forsiden. Nu havde jeg meget udtrykkelig sagt, at jeg ikke ville se nogen
julenisser, så lidt bekymret spurgte jeg konfirmanden, der var kunstneren bag værket: Hvad er det?
”Det er julens glæde”, sagde han.
Julen har helt sikkert med glæde at gøre. Vi hører også i dag, at apostlen Paulus opfordrer os til at
glæde os i Herren. Ikke bare til jul, men altid. Hvad er det så, vi glæder os over? Ja, det er
naturligvis Jesu komme til os, til mennesker på jorden. Et populært julemotiv er Maria og Josef med
det nyfødte Jesusbarn i armene eller lagt i krybben. Gerne mens de nybagte forældre står og holder
om hinanden. For den del af julens fortælling om Jesu fødsel forstår vi umiddelbart. Den er ikke
mystisk. Det er nogle forældre, som lige har fået et barn. Fødslen gik godt, alle er glade, og se, de
holder af hinanden og glæder sig sammen. Nu er de en familie. Det med at være en familie kender
vi fra vore egne liv, uanset om det er der vi finder ro og styrke, eller det er en stadig slagmark. Alle
mennesker ønsker sig helt naturligt og grundliggende et fællesskab at høre til i, en familie.
I begyndelsen, da Gud havde skabt verden, skabte Han også mennesket, men kun et. Manden,
Adam. Og selv om mennesket havde hele paradiset til sin rådighed og alt godt lige ved hånden, så
var mennesket ikke i stand til fuldt ud at glæde sig over al den herlighed. Gud så det og vidste med
det samme, at det ikke er godt for mennesket at være alene. Og derfor gav Gud det første menneske
andre mennesker at være sammen med. Vi har brug for nogen, andre mennesker, at dele vores liv
med. Nogen, vi kan dele glæder og sorger med. Nogen, vi kan holde jul med.
Der ligger i julens budskab til os et ønske fra Gud, om at vi holder fred og finder sammen i
fællesskaber. Ja, englene sang om fred på marken ved Betlehem, da de havde givet hyrderne den
glædelige nyhed om at Kristus, Herren, var født, en stor glæde, som skulle være for hele folket. Gud
vil fred til mennesker på jorden. Der findes en sand historie fra første verdenskrig, hvor de
fjendtlige parter lå i hver deres skyttegrav hen over julen. Og julenat begyndte man på den ene side
at synge salmen ”Glade jul.” Det er en salme, som findes på alle sprog i den kristne verden. En
salme som handler om, at Guds engle kom med budskab om fred i den nat, da vor Herre blev født.
Og alle soldaterne kendte den i begge skyttegrave, så snart sang den anden side også med. Og
soldaterne endte med at kravle op fra deres skjul og synge sammen og møde hinanden midt på
slagmarken. De talte sammen og ønskede hinanden glædelig jul. Krigen kunne være endt lige der,
hvor mennesker var forenede i tanken om al verdens Herre og frelser, om Guds godhed og alle som
ventede på dem derhjemme. Men soldaterne blev af vrede overordnede befalet tilbage i deres
skyttegrave for at skyde på hinanden i stedet. Og sådan går det, når menneskers magtbegær,
forfængelighed og grådighed for lov til at vinde over Guds ord. Så får vi ikke fred.
I dagens evangelietekst møder Johannes nogle mænd, som normalt er dem, der har til opgave at
fortælle andre om Guds ord og dermed Guds vilje. Det er præster og tempelansatte. De vil vide,
hvem Johannes Døberen er, siden han nu synes, at han sådan kan tillade sig at udlægge skriften for
andre og tale om Guds rige, som kommer. Johannes er ikke med i det allerede eksisterende
fællesskab omkring Gud. Det foregår nemlig i templet i Jerusalem, og Johannes står bare og råber
nede ved Jordanfloden. Og han nøjes ikke med at råbe, nej, Johannes døber også folk i flodens
vand. Det mener folkene fra templet ikke, at Johannes kan tillade sig, når han nu bare er sådan en
helt almindelig person.
Men Johannes siger om sig selv: Jeg er en, der råber i ørkenen. Ørkenen er tomhedens sted,
Djævlens sted, hvor de onde kræfter har frit spil. På den måde får Johannes sagt til tempelpræsterne,
at de ikke har gjort deres arbejde særlig godt, for folket er overladt til ondskaben. Nu kommer det
gode og sande til mennesker, det er Herren, Kristus, sendt fra Gud til verdens frelse. Og Johannes
skal bare være med til at bane vejen for ham. Johannes skal fortælle, at Guds rige er nær, og at alle
skal lytte til Kristus, når han kommer, og derefter følge ham og gøre Guds vilje.
Julen er nær. Vi skal snart fejre Jesu Kristi fødsel og frelserens komme til jorden. Kilden til julens
glæde. Kilden til al glæde, for det er når vi følger Guds ord og holder fred, at glæden kan indfinde
sig i vores hjem og vores hjerter. Når vi kravler op af vores personlige skyttegrave og mødes i sang
til Guds ære. Når vi lægger alle vore mange bekymringer, om hvem vi er og hvem vi skal være, fra
os og bare er tilstede i nuet sammen med dem vi holder af, da får glæden og kærligheden gode kår
og frit spil. Gud udråber fred over jorden gennem englenes sang. Vi skal lægge vores våben fra os
nu, det er blevet tid til at vi i tankerne vandrer til Betlehem under den store stjernes lys. Vi kan ikke
se det, men tusinder, ja, millioner af mennesker verden over går vejen sammen med os. Det store
fællesskab af døbte og troende mennesker søger, lige som vi, til Guds søn i julen. På utallige sprog
toner julens takkesange mod himlen og burde minde os alle om, at selv i menneskenes ufredelige
verden kan håbet fødes midt i mørket.
Amen.