Japan Illustreret Rejsedagbog 2016 / 2017 Forord Der er nu gået 3½ år, siden vi sidst fik udfærdiget en illustreret rejsedagbog som kunne ses og hentes ned fra vores rejseportal. Selvom vi har rejst en masse siden, har kræfterne i stedet blev brugt på fremstilling af rejsevideoer. Da vi nu har fået Anna med på holdet, er strategien både at fremstille videoer, tage gode billeder og nedfælde vores oplevelser i form af denne illustreret rejsedagbog. Vi er sikker på at Anna vil værdsætte vores ihærdige forsøg på at forevige vores fælles oplevelser. Barselstiden vil vi tilbringe både hjemme i Danmark og på diverse rejser i udlandet. Vi har hørt at det skulle være udfordrende at rejse med baby. Det skal komme an på en prøve. Foreløbigt er rejseaktiviteten følgende: DK → Japan → Taiwan → Japan → DK → Thailand → DK 24.DEC – Af sted 8724 km Dagen inden afrejse, fik jeg pådraget mig en væskende øjenbetændelse i kølevandet på min forkølelse. Med Anna i klapvogn og en helvedes masse bagage, nogle med hjul under (Tak for gaven, Novozymes!), tog vi S-toget fra Bagsværd mod Hovedbanegården. Yui fik akut diarré inden vi nåede Svanemøllen, så vi måtte hoppe af for en kort stund. Rejsen forsatte til Hovedbanegården og videre med regionaltoget til Kastrup Lufthavn. Anna var der heldigvis ikke bøvl med. Hendes far var noget mere irritabel over at være blind på det ene øje og samtidig med at han skulle slæbe, filme og holde styr på flybilletter og pas. Kl. 13:15 lettede vi med Finnair mod Helsinki. Det var Annas første flyvetur uden for livmoder. Noget kunne tyde på at hun godt kunne mindes de fire tidligere flyvninger, siden hun var så rolig og veltilpas hele vejen til Tokyo. Vi havde en times transittid i Helsinki. I anledningen af juleaften, fik vi inden boarding, serveret et par julesange ved indgangen til vores gate, sunget af en usandsynlig glad mand i uniform. Yui og Anna var urolige for at han var vores luftkaptajn. Det var han, men gudskelov var co-piloten lidt mere stram i betrækket. Kl. 15:50 lettede vi mod Tokyo, denne gang med Japan Airlines. Sikke et serviceniveau! Det var 10 fredsommelige timer. Anna sov mest af vejen, Yui sludrede med sidemanden og jeg … tja, passede mit dårlige øje og forestillede mig at stewardesserne var sygeplejersker 25.DEC → 31.DEC – Familiebesøg og hjemlig hygge Vi landede i Narita kl. 10:10 og blev modtaget af Yuis forældre. Da farmors helbred var særdeles skrantende, var det bare med at skynde sig hjem til hende først. Hun ville så gerne møde Anna inden hun sov ind. Mit dårlige øje kom godt nok til at væske endnu mere hjemme hos farmor, som hun lå der skindmager og afkræftet på gulvet, og rakte sin rystende hånden ud efter Anna, mens hun hviskede hendes navn. Trist men uhyre livsbekræftende. Vi fik desuden hilst på Yuis farbror og hans kone. Aftalen blev at vi atter skulle ses inden vi rejste tilbage til DK. Efter besøget tog vi til øjenlægen og derefter hjem til Yuis forældre. Huset var totalrenoveret. Underetagen som vi fik lov til at bebo, var indrettet med køkken, bad samt gulvvarme i stue og soveværelse. Jeg er enorm privilegeret og dybt taknemlig for at have svigerforældre der tænker på vores behov for privatliv, og gør alt hvad de kan for at vi skal føle os hjemme. ©navisa 1 Illustreret Rejsedagbog Japan 2016 / 2017 Dagene op til 31. december blev brugt på akklimatisere os. Vi hyggede os med daglige gåture, restaurantbesøg, shopping, familiebesøg og gangske almindelig hjemmelig hygge i japansk stil, som Yui virkelig havde savnet. https://www.youtube.com/watch?v=ZuWZIlczuBU Det er vigtigt at Anna bliver bekendt med sin japanske del af familien. Der er en moster, to bedsteforældre og tre oldeforældre. Der er desuden en granonkel, to grankusiner og to granmostre. Alle sammen familiemedlemmer vi besøger når vi er i Japan og som nu bliver en vigtig del af Annas liv og selvopfattelse. Faderes side af familien med azerbaijansk-iranske rødder med strejf af sovjetisk ånd, må Anna vente med at stifte bekendtskab med. Hendes hjem er Danmark og det er derfor først og fremmest det danske/skandinaviske kultur og sind der kommer til at præge hendes identitet, menneske- og verdenssyn. Vi som forældre er stolte over at Anna står overfor så mange berigende indtryk, oplevelser og fremtidige muligheder. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste for at hun skal have det rart og klare sig godt i livet. 1.JAN → 16.JAN – Nytår, møde med venner og weekendtur til Karuizawa Nytåret blev pr tradition fejret den 1. januar, hvor vi til frokost fik besøg af oldemor, granmoster og hendes mand samt deres to hunde. Efter frokosten gik vi en tur i den nærliggende park. Anna var i fantastisk stemning. Dermed bød årets første dag på lækker mad, spadseretur i solskin og godt humør. https://www.youtube.com/watch?v=KmuaAsFy7ZA De næste par dage mødtes vi bl.a. med Yuis ungdomsvenner. Mormor har været sød til at passe Anna nogle aftener, hvor Yui og jeg kunne få lidt tid sammen, tage i byen og mødes med andre voksne, hvor samtalerne ikke nødvendigvis skulle handle om bleer og babymad. I slutningen af Uge 1 inviterede morfar os alle til Karuizawa, en populær ferieby, beliggende 170 km norvest for Tokyo. Karuizawa er kendt for sin gågade "Ginza dōri", skiløjper og associeres desuden med det japanske kongehus, John Lennon og Yoko Ono. Her tilbragte vi to fantastiske dage, hvor vi både fik shoppet, besøgt nationalparker og spist en masse lækker traditionel mad. Vi fik desuden set mormors nye hest. https://www.youtube.com/watch?v=mnrwDPcHVkA 16.JAN → 22.JAN – Ferieophold på øen Okinawa Vi var spændte på at opleve Annas reaktion på det subtropiske klima som Okinawa byder på. Efter godt tre timers flyvning med Peach Aviation, landene vi kl. 17:25 i hovedbyen Naha. Fra Naha lufthavn op til vores hotel tæt på byen Nago, var der omtrent 60 km, og tog os ca. en time at nå frem til i vores udlejningsbil. Godt trætte gik vi alle tre i seng kort tid efter ankomst til hotellet. Næste morgen gik det for alvor op for os hvor smuk en havudsigt vi havde fra vores altan på 8. sal. Det uendelige azurblå hav lå lige foran os og solen skinnede fra næsten skyfri himmel. Annas ansigt var et stort smil … kameraet blev taget frem! https://www.youtube.com/watch?v=pxUAVHyt5m0 De næste 6 dage tilbagelagde vi godt og vel 500 km, hvor vi dagligt kørte forskellige steder på øen. Jeg må indrømme at Okinawa er smukkere end jeg forestillede mig, især den nordlige og nordøstlige kyststrækning. Den sidste aften tilbragte vi i Naha, som er en større by med interessante markeder, templer og natteliv. Næste dag landende vi i Tokyo kl. 13:25 og blev mødt af Annas mormor og morfar. https://www.youtube.com/watch?v=gEeIbHPfM1c ©navisa 2
© Copyright 2024