1. februar 2017 eNyt Arbejdsgiver måtte gerne videregive helbredsoplysninger i partshøring En kommune, der videregav helbredsoplysninger om en sygemeldt medarbejder som led i partshøring af arbejdsgiveren, handlede hverken i strid med forvaltningsloven eller persondataloven. Hensynet til en arbejdsgivers ret til partshøring forud for en mulig bebyrdende forvaltningsretlig afgørelse vejede tungere end medarbejderens interesse i, at oplysninger om hendes helbred ikke blev videregivet. Det fastslog Højesteret i denne sag. Sagen kort En medarbejder i en vuggestue blev kort efter at være blevet opsagt fra sin fleksjobstilling som pædagog sygemeldt med depression. I en statusattest til kommunen fra medarbejderens læge fremgik det blandt andet, at medarbejderen ikke ønskede at tage imod et tilbud om antidepressiv behandling. Det fastholdt medarbejderen også under kommunens efterfølgende partshøring af medarbejderen. Kommunen mente herefter ikke længere, at betingelserne for udbetaling af sygedagpenge var opfyldt, da det fulgte af den dagældende sygedagpengelovs § 21, at retten til sygedagpenge blandt andet bortfaldt, så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviste at modtage den nødvendige lægebehandling. Kommunen påtænkte på denne baggrund at standse arbejdsgiverens dagpengerefusion og foretog derfor parthøring af arbejdsgiveren over oplysningerne om medarbejderens helbredsforhold. Medarbejderen gjorde herefter gældende, at kommunens videregivelse af oplysningerne om hendes helbred var uberettiget, og at hun som følge deraf havde krav på en godtgørelse. Højesterets dom Højesteret bemærkede, at oplysningerne om medarbejderens helbredsforhold var til ugunst for arbejdsgiveren, der modtog dagpengerefusion under medarbejderens sygdom. Har du spørgsmål til nyhedsbrevet, er du velkommen til at kontakte nedenstående eller din sædvanlige kontaktperson i Bech-Bruun Morten Ulrich Partner E [email protected] T 7227 3468 Signe Juulskov Poulsen Advokat E [email protected] T 7227 3611 Videre måtte oplysningerne anses for at være af væsentlig betydning for kommunens påtænkte afgørelse. Derfor havde kommunen efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, som udgangspunkt pligt til at partshøre arbejdsgiveren over oplysningerne. Pligten til partshøring kunne dog begrænses af reglerne om aktindsigt. Efter den dagældende bestemmelse i forvaltningslovens § 15 kunne partshøring undlades, hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv fandtes af burde vige for afgørende hensyn til blandt andet andre private interesser. Herefter foretog Højesteret en konkret afvejning af de modstående hensyn. Højesteret lagde vægt på, at der var tale om personfølsomme oplysninger om medarbejderens psykiske tilstand. Dog bemærkede Højesteret samtidig, at medarbejderens tilstand som følge af afskedigelsen måtte antages at svare til, hvad der er forholdsvis almindeligt for en person i en sådan situation. Derudover lagde Højesteret særligt vægt på, at kommunens påtænkte afgørelse om bortfald af dagpengerefusion var bebyrdende for arbejdsgiveren, at virksomhedens ledelse, der modtog oplysningerne, havde tavshedspligt, og at oplysningerne havde væsentlig betydning for arbejdsgiverens mulighed for at vurdere og kommentere på, om kommunen havde tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om bortfald af medarbejderens sygedagpenge. Højesteret fandt på denne baggrund, at kommunen havde været forpligtet til at partshøre arbejdsgiveren over helbredsoplysningerne. Bech-Bruuns kommentarer Med afgørelsen slår Højesteret fast, at hensynet til en arbejdsgivers ret til partshøring forud for en påtænkt bebyrdende forvaltningsretlig afgørelse må tillægges betydelig vægt i afvejningen mod en medarbejders interesse i, at helbredsoplysninger ikke bliver videregivet til arbejdsgiveren, når oplysningerne er af væsentlig betydning for den påtænkte afgørelse. Den dagældende forvaltningslovs § 15 svarer med visse ændringer til den nugældende forvaltningslovs § 15b. Den nuværende bestemmelse er dog udtryk for en videreførelse af tidligere gældende ret om, hvilke hensyn der kan begrunde, at oplysninger undtages fra partsaktindsigt efter forvaltningsloven, herunder enkeltpersoners interesse i at hemmeligholde oplysninger om private forhold. Der er efter tidspunktet for kommunens sagsbehandling i denne sag indsat en bestemmelse i sygedagpengelovens § 21, der forpligter kommunen til at orientere en arbejdsgiver, der er berettiget til sygedagpengerefusion, når kommunen partshører lønmodtageren i forbindelse med muligt bortfald af sygedagpenge. Nyhedsbrevet er af generel karakter og kan ikke erstatte egentlig juridisk rådgivning. Vi anbefaler at søge advokatbistand ved konkrete juridiske spørgsmål. Bech-Bruun påtager sig intet ansvar for tab, der måtte være forårsaget af direkte eller indirekte brug af information i nyhedsbrevet.
© Copyright 2024