1. No category

”Hernede er vi alle lige”
29.03.15
Anne-Sofie Flintrup, Sebastian Dawe, Emil Buch Jacobsen & Minna Devantier Bergstrøm
Fredag d. 31.oktober 2015 landede vi i Malaga lufthavn. 4 antropologi-studerende fra Københavns
Universitet. Foran os havde vi 3 ugers feltarbejde i byen Torre del Mar. Nærmere specifikt skulle det
feltarbejde tage sit udgangspunkt i Den Danske Klub. Forventninger og fordomme var der nok af,
men de skulle hurtigt vise sig at blive afkræftede. 3 uger fuld af overraskelser, oplevelser, feltnoteskrivning og maksimal udnyttelse af samtlige solskinstimer, var hvad vi havde i vente.
Forestillinger om felten
I ugerne op til afrejsen gjorde vi os mange tanker og forestillinger om, hvad vi
ville møde. Vi havde en klar idé om, at vi ville finde et fællesskab hvor det var
danskhed, der var limen der bandt relationerne sammen. Kliker, opdelt på
baggrund af socio-økonomiske forhold, var blot én ud af mange forestillinger vi
havde om vores felt. ’Lige børn leger jo bedst’. Det skulle senere hen vise sig, at vi
tog fejl..
Det første møde
Vores første møde med medlemmerne af Den Danske Klub, var mandagen – 2.
dagen efter vores ankomst til byen på den spanske solkyst. Vi havde egentlig
først en aftale med vandreholdet om tirsdagen, men vi havde svært ved at styre
vores nysgerrighed, så vi gik en tur forbi klubbens lokaler. Der mødte os en aflåst
port, men der gik ikke mere end et par minutter før de første biler rullede ind
foran klubben, og ud kom en flok mænd. De lurrede noget på os. Vi stak jo nok
lidt ud. Sådan 4 unge mennesker først i 20’erne. Det skal jo ikke være nogen
hemmelighed, at vi i allerhøjeste grad var på juniorholdet. Vi præsenterede os
selv, og blev inviteret indenfor. Vi så til hvordan der med rutineret hånd blev
gjort klar til billiardspil. Vi fik en del undrende blikke fra nogle af herrerne; ikke
mange af dem havde hørt om vores forestående i klubben. Vi listede hurtigt ud
igen, da det var klart, at herrerne skulle i gang med spillet, og vi måske var et lidt
forstyrrende og endnu ukendt element.
Vi vågnede op dagen efter til regn og blæst. Vi tvivlede på, om vandreturen ville
blive til noget. Trods alt smurte vi madpakker og drog op mod SuperSol, hvor det
oprindelige mødested var. Så håbede vi bare, at der ville være nogen. Til vores
held stod der 3 medlemmer af klubben, og vinkede os hen til sig. De havde
allerede spottet os på lang afstand. Rigtignok var vandreturen aflyst, men det
blev i stedet foreslået at vi skulle tage på en café, hvor de eftersigende skulle
have byens bedste croissanter. Det tilbud kunne vi ikke takke nej til. Det blev
startskuddet til 3 uger, hvor vi konstant spidsede ører, observerede, skrev ned,
skabte relationer og mest af alt lyttede. Vi ville jo gerne finde ud af, hvad der
egentlig var på spil i dette fællesskab.
Åbne arme
Situationen på caféen, er et godt eksempel på den overvældende varme
modtagelse vi fik i klubben. Medlemmerne i klubben var mere end villige til at
tale med os. Der blev taget hånd om os lige fra dag 1. Vi var omgivet af åbne
arme. Enkelte i klubben havde sin skepsis til at starte med, men så snart de fandt
ud af at vi ikke var snagende journalister, faldt også deres parader ned. Som
dagene gik, blev vi mere og mere velkendte ansigter i klubben. Snart blev vi
modtaget med kram og smil fra højre og venstre. Vi blev inviteret hjem til flere,
blev kørt rundt på ture, fik fortalt livshistorier; vi blev taget ind. Vi måtte endda
sige nej til flere tilbud af den simple årsag, at vi ikke havde nok dage.
”Hvad er det egentlig I laver?”
Det spørgsmål fik vi stort set dagligt. For mange så det jo ud som om vi ’bare var
der på daseferie’.’ Vi nød også solens varme, men vi havde konstant de
antropologiske briller på. Hver gang vi var i medlemmernes nærvær, lyttede vi,
tog mentale noter og observerede interaktioner. Vi brugte lang tid på at prøve, at
kortlægge hvordan de forskellige relationelle bånd hang sammen. Vi havde svært
ved at få medlemmerne til at tale om det, at være danske. Vi gjorde os mange
tanker herom. Vi regnede jo med, at de det vigtigste i fællesskabet var danskhed.
Godt nok hang der Dannebrog over det hele, det danske sprog var det eneste der
blev talt, og torsdagens menu stod da også på smørrebrød. Men det var jo ikke
det medlemmerne talte om. De kunne heller ikke rigtig fortælle os hvad det var,
der gjorde at de følte sig danske. Måske vi skulle lede et andet sted..
Forskellige børn leger også godt
Vi havde egentlig ikke rigtig langt mærke til det før længere henne i feltarbejdet.
Det med at folk ikke rigtig talte så meget om deres liv før Solkysten. Vi ledte jo
med lys og lygte efter klikerne i fællesskabet, som i vores forestillinger, ville
hænge sammen med hvor folk kom fra, hvad deres tidligere erhverv havde været
og hvilken uddannelse de havde. Men som vi kom længere og længere ind på
livet af medlemmerne, fandt vi ud af at det overhovedet ikke var det, der var
centralt for de interne, relationelle bånd i klubben. ”Hernede er vi alle lige. Det er
lige meget hvad du tidligere har lavet. Det snakker vi ikke rigtig om. Det er
ligesom ikke rigtig vigtigt.” Sådan lød det fra en af klubbens medlemmer. Lignede
udsagn hørte vi flere gange, fra alle mulige forskelle medlemmer. Både fra den
tidligere VVS’er, men også den tidligere advokat. Som et andet medlem sagde:
”Jeg har fået så mange venner hernede. Rigtige venner. Folk, som jeg nok aldrig
ville have talt med hjemme i Danmark, fordi jeg ville tænke vi var for forskellige.
Men det er vi jo i virkeligheden ikke.”.
Udveksling
Det overstående citat viser noget om, at klubben dannede ramme om at være et
sted hvor horisonter blev udvidet. Måske blive mere tolerant, mere åben overfor
det der ikke umiddelbart ligger en først for. Det vi fandt i klubben, var et
fællesskab der byggede på egalitære (lige) strukturer, stik mod vores
forventning. De bånd der blev knyttet, byggede på det personlige, og på det at
dele, som vi kom til udtryk gennem udveksling i vores tolkning. I vores
undersøgelse kom vi frem til, at medlemmerne hele tiden udvekslede med
hinanden. Hvad end det var råd og vejledning, hygge, snak eller godmodige
drillerier. På den måde opretholdte de båndene til hinanden. Det kan godt være
at konteksten var dansk i Spanien, men det var ikke som sådan danskheden der
var vigtig for den konstante udveksling medlemmerne i mellem. Det at være
dansk, betød at medlemmerne kunne forstå hinandens livsverdener, og
kommunikere og derved muliggjorde at udvekslingen overhovedet kunne finde
sted.
Det mest overraskende ved den konstante udveksling mellem medlemmerne var
så, at udvekslingen foregik på tværs af alle mulige forskellige socio-økonomiske
kategorier, som også tidligere skrevet. I Den Danske Klub var man som individet
Hans, Inga eller Jens1, og ikke som tidligere læge, hjemmehjælper eller lærer. Vi
så en klart indbygget norm om, at måske vidste man godt hvad hinanden
tidligere havde foretaget sig, men det var ikke det vigtige, og der blev ikke talt
meget om det. Konklusionen på vores undersøgelse blev altså, at fællesskabet i
Den Danske Klub primært hvilede på nogle værdier, om at være lige, og at
relationerne i klubben blev opretholdt gennem konstant udveksling
medlemmerne imellem. Det at være dansk blev ikke, som først antaget, det
vigtigste for fællesskabet; det var blot en faktor der muliggjorde udvekslingen og
derved opretholdelse af relationerne til hinanden i fællesskabet.
Efter hjemkomsten
Vi havde hovederne fulde af indtryk og idéer, da vi igen var hjemme i det kolde
nord. Nu begyndte det hårde arbejde med at nedskrive interviews, gennemlæse
noter og foretage de første analytiske spadestik. Vi havde nu 2 måneder foran os
med analyse, gennemgang af diverse teorier og opgaveskrivning. Rapporten lå
klar på eksamensbordet sidst i januar, og en rum tid efter fik vi heldigvis meget
positiv feedback på vores undersøgelse. Efterfølgende holdt vi et oplæg for
årgangen, hvor vi fortalte om mødet med medlemmerne af Den Danske Klub.
Mange var overraskede over udfaldet af undersøgelsen,- og langt de fleste var
misundelige over, at de ikke havde valgt en lige så solbeskinnet destination, som
samtidig var omringet af så meget åbenhed.
Vi skylder alle medlemmerne af Den Danske Klub en stor tak for deres engagement,
åbenhed og interesse- og ikke mindst deres tid. Vi tænker tilbage på tiden i Torre del Mar
med stor glæde.
1
Fiktive navne, referer ikke til bestemte medlemmer.