1. No category

 FORORD Hulda Garborg tala med meg om dei papira ho skulle lata etter seg. Det var sommaren 1934; eg var gjest hos henne på Veslevangen, hytta hennar ved Strålsjøen. Der kunne vi tala i fred og ro. Vi vart då samde om at eg skulle få tilgjenge til alle dei papira eg kunne ha bruk for til mine band 2 og 3 om Arne Garborg. Vi kom òg inn på dagboka hennar (1903‐34), som eg sjølvsagt òg måtte lesa — ikkje minst den. Eg lova henne då, at det som eg fann serleg verdfullt, og som kunne ha offentleg interesse, skulle eg leggje serleg merke til, med tanke på utgjeving. Då eg hadde lese dagboka, var eg klår over at der var mykje verdfull norsk kulturhistorie, forutan biografisk tilfang om Hulda og Arne Garborg. Eg bad då Karen Grude Koht om å hjelpe meg med å gjera eit utdrag av dagboka. For fru Koht hadde vore Hulda Garborgs gode ven gjennom mange, mange år, og ho kjende sjølve tida og den nasjonale rørsla føre 1914 betre enn eg. Alt i 1930‐åra tok vi til med å gjera eit utdrag og fekk det maskinskrive etter kvart. Men så kom krigen, og arbeidet vårt gjekk i stå. Vi var samde om å ta med alt som kunne kaste lys over Hulda og Arne Garborg, samarbeidet og samlivet mellom dei. Men fyrst og fremst ville vi ta med det som synte Hulda Garborg i arbeid, det rike mennesket i sjølve livsgjerninga og livsverket sitt. Dette var då «programmet», eller arbeidsmåten vår. Sidan Karen Grude Koht gjekk bort, har eg teke for meg utdraget av dagboka og gjort prenteferdig (kommentert) tidbolken 1903‐14, som etter mi meining er den mest verdfulle, frå den tid Hulda Garborg stod midt oppe i arbeidet for så mange «saker». I rettskrivinga er retta nokre inkonsekvensar (ikkje alle). Etter 1907 kjem det etter kvart fleire og fleire harde konsonantar, men det er ingen heil overgang til den nye rettskrivinga. Substantiv (samnamn) har her i utgåva fått liten forbokstav, og aa er sett å, liksom inf.merket at. Norges almenvitenskapelige forskningsråd har gjeve tilskot til prentinga. Stange, februar 1962 Rolv Thesen INNLEIING Hulda Garborg var fødd i Stange i 1862. I «Barndomsminne» har ho fortalt om ætta si og barndomen sin (i Stange og på Hamar). Ho gløymde aldri bygdene ved Mjøsa — «det lyse land» — som ho har skildra både i dikt og romanar. Men det var i hovudstaden ho fann dei hugmål som førde henne inn i så mykje nasjonalt arbeid. I ung alder kom ho i forretninga til Dobloug, som var radikal venstremann, og vart kalla «Flagg‐Dobloug» for di han selde «reine flagg» midt i unionsstriden. Snart kom ho med i den radikale flokken av ungdom som gjekk i Arbeidersamfundet; og tidleg vart ho interessert i målsaka. I ei av bøkene sine — «Gaaden» — har ho skildra den radikale ungdomen i 1880‐åra. Nils Collett Vogt har fortalt om Hulda Garborg i skildringa av eit møte i Arbeidersamfundet, slik at vi får eit vakkert glimt av henne der, ein festkveld i 1881. Bjørnson var nyst attkomen frå Amerika og tala oppglødd om det han der hadde opplevd. Etterpå heldt han «hoff». I salen var det dans. «Kjedene oppløstes, skiltes og slynget seg sammen. Jeg ser for meg Hulda Bergersen, senere fru Garborg, omringet, hyldet, tilbedt, med nasjonalfarvede bånd over brystet. Visst noe av en valkyrie for de ideelt bevegede blandt ungdommen her.» I 1887 vart ho gift med Arne Garborg. Ho var austlending, han var jærbu. Dei var ulike på mange måtar. Men i somt var dei like og. Dei møttest i synet på nasjonale, politiske, sosiale og religiøse spørsmål. Og på ein måte hadde dei fått sams livslagnad. Begge vart dei bortrivne frå sitt barndomsland, ho frå barndomsheimen sin på Hedmark, han frå ættegarden sin på Jæren. Eller rettare sagt — «lagnaden» dreiv han bort då Pontoppidan og postillane vart for plagsame. Men både han og ho bar på ein draum om det tapte landet, det landet som har inspirert så mange diktarar. I 1902 reiste Hulda Garborg til Færøyane og lærde seg folkevisedansen der. Og ein kan seia at ho henta heim folkevisedansen. Året etter gav ho ut «Song‐Dansen i Nord‐Landi», og same året songspelet «Liti Kersti», der ho prøvde å dramatisere ei folkevise. (Med Arne Eggens musikk har det gjort stor lykke på Det norske teatret, 1933.) Anna nasjonalt arbeid, norsk kledebunad og heimleg matstell, ofra ho seg og mykje for. Men fyrst og fremst sette ho (i åra 1910‐14) sine krefter inn i arbeidet for eit heilnorsk teater. Ho fekk i stand «Det norske spellaget» (1910‐12), som vart førebuinga til «Det norske teatret». Men det var Arne Garborg som (alt i 1891) fyrst målbar tanken om «eit spelarlag av bygdefolk». Og denne tanken vida han ut i eit foredrag om «Målteater» i 1898. Garborg vende seg til Bjørn Bjørnson med spørsmål om det kunne vera råd å skapa eit «folketeater på folkemål» i samarbeid med Nationaltheatret. Garborg ville gjerne i åra føre 1905 ha samarbeid på det nasjonale område, ikkje krig. Men det vart ikkje noko samarbeid i teaterspørsmålet. Det var fyrst med «Det norske spellaget» tanken hans tok til å få form og bli realisert, endå ein kan seia at Hulda Garborg alt med folkevisedansen hadde skapt eit grunnlag for spellaget. Det var ikkje minst den som gjorde lykke då det tok til med spelferdene sine rundt omkring i landet. Fyrste spelferda tok til i Solør (Kirkenær) 14. januar 1911. Den varde i to månader. «Prøvesal» hadde spellaget hatt i Garborgheimen, Labråten på Hvalstad. Det var ikkje lett å skaffe det som trongst til framsyninga, som var «Ervingen» — sjølvsagt. Edvard Drabløs som var med frå fyrste stund, har fortalt at han til si rolle som Sauenbach hadde fått låne flosshatten til Jørgen Løvland og bonjouren til Steinar Schjøtt. Spelferda vart ei sigersferd. Drabløs har fortalt om det: «Litt piping, nysepulver, rotne eple og skjellsord vanka det innimellom, men vi rekna oss for misjonærar mellom språklege heidningar.» Hausten 1912 vart det skipa eit aksjelag: «Det norske teatret.» Og 2. januar 1913 opna teatret i Kristiansand. Derifrå bar det nordover etter kysten. I Kristiania spela teatret fyrste gongen 6. oktober. Og snart kom pipekonsertane. 1 I 1906 hadde Halvdan Koht peika på at det var eit tap for norsk kunst og åndsliv at eit stykke som «Læraren» (1896) enno var uspela. «Den dagen norske skodespelarar spelar «Læraren», og spelar det godt, den dagen gjev vigsla til ein ny spelkunst i Noreg — ein spelkunst med trygt feste i heilnorsk mål.» 2 Dagen kom 13. januar 1914. Stykket vart framført med sjefen, Rasmus Rasmussen, i hovudrolla. Huldra Garborg hadde sett i scene. Og kritikken måtte bøye seg — jamvel Nils Kjær måtte bøye seg. I dagboka si skreiv Hulda Garborg dagen etter: ««Læraren» blev en succes, det tør jeg vel si. Endog Nils Kjær i «Aftenposten» strækker nu våben og skriver efter en meget rosende anmeldelse, at teatret nu har vist sin berettigelse.» Med desse ord sluttar den delen av dagboka som her kjem. — Det var naturleg å slutte her. Hulda Garborg hadde sett sin største draum verkeleggjort. Arbeidet for å reise «Det norske teatret» er det som mest fyller denne delen av dagboka — ja, teatret er mest som ein «hovudperson» der. Midt i striden for dette teatret står Hulda Garborg som den største drivande kraft. Same året — 1962 — som Hulda Garborgs hundreårsdag (22. februar) er det femti år sidan aksjelaget «Det norske teatret» vart skipa (22. november). Det kan då høve godt å gje ut desse dagboksblada i dette året. Ved opninga av teatret (2. januar 1913) og serleg ved premieren på «Læraren» må ho ha kjent seg stå ved ein milestolpe i livet sitt — ei stor sak var førd fram til siger. Ikkje minst av den grunn er dagboka fram til denne premieren også eit stykke — ofte dramatisk — norsk kulturhistorie. Rolv Thesen 1903 6.10.1903 Labråten, Hvalstad I de siste årene har sola skinnet så sjelden og regnet øst ned så ofte, at jeg mange gange har tænkt det kunde være moro å føre litt kontrol med veirgudene, f. eks. ved å skrive op solskinsdagene og se hvor mange vi har havt pr. år. Idag vil jeg begynde. På femten år har jeg ikke havt tid eller tanke for å skrive dagbog 3 ; skal bli rart å prøve igjen — i anledning dette evige «gråvere» altså. Men jeg holder vel ikke ut længe denne gangen heller — Sneslud og regn. Håbløs søle, grått og vått. Fælt! Var igår i theatret og så Strindbergs «Erik den fjortende». Første akt frydefuld over alt theater ellers. Strålende Strindberg! Jeg blev så glad, og glædet mig til de næste akter. Anden akt skuffet heller ikke; Anders de Wahl og Stub Wiberg spilte så det var en 1
Sjå Olav Dalgard: Det norske teatret 1913‐53, s. 14 flg. 2
Sjå Halvdan Koht: «Norskt mål på teatret» i «Norsk vilje», s. 120 flg.
3
Se «Fra Kolbotnen og andetsteds» (1903). fryd. Og Strindberg er en mand; det er det herlige ved ham. Når jeg tænker på de siste skuespil av våre egne store, så er det sødt og blødt, eller surt og grellent. Ikke noget som bøier en i knæ. Moralpræk og alderdom. De Wahl har nogle vakre, bløde mellemtoner som gjør en varm om hjerte, og kan også stundomtil virke velgjørende i de sterkere utbrud. Men for en bengymnastik han driver! Mens han sier de vakreste ting på den naturligste, vakreste måde, vrænger og krænger de tynne elegante ben omkring stolben, bordben og andre brugbare gjenstande så man tilsidst hypnotiseres af det. — Men hvor deilig ung han var i «Alt Heidelberg»! — Garborg hviler lenge idag. Han er ikke bra. 17.10.1903 Småregn — grått, grått, grått. Ikke tale om å ta op poteter. Løland går ude i haven sin (det halve av vor) og spar, ser jeg. Men G. må ikke ud i denne rå luften. Det må vel endnu bli en godveirsdag før vinteren kommer for alvor. Igår optrådte G. som mild optimist. Tiderne forandrer sig. Han syntes Løland og jeg gik for vidt i vår pessimisme. Løland var nedbøiet av digter‐ og forlæggersorger; jeg av veirsyke og barnagtig misfornøielse med verdensordningen! Men G. mente at hverken forlæggeren eller verden var fuldt så gale som vi syntes. Og så snart sola viser sig igjen, gir jeg ham kanske ret. Men den ser ut til å være sluknet for godt altså — Her er uendelig stille i stuen min. Det er sandt, at her er mere ensomt enn på Kolbotn. Der stakk da et menneske indom av og til som skulde ha kaffi o.s.v., om sommeren næsten daglig — her aldrig. Og G. er så stille som en mus ovenpå. Aldrig en lyd derfra. Og Tuften er på skolen, eller læser oppe på sitt rum. Men jeg liker stuen min. Gult og grønt er godt å se på, og om kvelden flotter jeg mig med å legge litt på peisen. Det er min eneste luksus, og da så — Så sitter jeg og glor inn i varmen og «tænker efter». Eller har besøg, nemlig av min mand, min søn og min nabo, som altså er Løland. Sommetider synger jeg viser for dem, og somme tider snakker vi dybt. Begge dele har samme resultat: Kl. 10 gjæsper vi omkapp og går hver til oss G. har længe snakket om å skrive en bibelfortolkning eller «et nyt testamente». Idag nævnte han det igjen. Men først må han ha fra sig denne Knudaheiboka, som det går så småt med. Det skal bli hans litterære testamente, sier han. Men den får ikke form. Han er inde i en krise og slider med sig selv på alle måder. Det er ikke til å holde ud å se på. De religiøse spørsmål ligger bakom alt. Hadde håbet å få gjort den til jul ifjor, men ikke orket han den i vår heller. I vinter må det vel løsne, ellers ved jeg ikke hvordan det skal gå. Han vandrer sommetider frem og tilbage på verandaen sin ovenpå som et dyr i bur, ustanselig, ustanselig. 18.10.1903 Endelig har sola stridd sig frem gjennem skoddehav og snetykke; men kaldt er det ligevel — Præsten Hognestad har præket for første gang efter sin indvielse i Garnisonskirken — selvfølgelig på landsmål. Garborg er reist ind for å høre ham. Ikveld fest for H. i Bondeungdomslaget. 19.10.1903 Middag hos dr. Nissen. Avtalte med ham at jeg skal fortælle om folkevisedansen i Arbeidersamfundet næste torsdag. De vilde da få Bondeungdomslagets dansere til å danse efterpå. Garborg blev i byen hele søndagen, og var med i festen for H. Det hadde vært svært gildt — 400 mennesker. Og det bedste er, at de flinke lagsfolk — som selv gjør alt arbeide — hadde 52 kroner overskudd av festen, skjønt der var mange indbudne og beværtningen var god og rigelig. Alting lykkes så godt for dette laget. Det er vel det, at kjærlighed og begeistring driver værket. 20.10.1903 Brev fra fru Fahlstrøm om å sætte op en dans i «Svend Dyrings Huus»; skal ind imorgen og snakke med hende. 26.10.1903 Været i byen og begyndt prøven på dansen i «Svend Dyrings Huus». Der henvises i stykket til folkevisedans. Nu skal jeg prøve et «ringbrot» med ti jomfruer til «Hr. Peder kasted' Runer over Spange». Den er god å danse efter, men det er galt at ikke de dansende selv synger. Danse efter hr. Ivars moderne sang med orkester er vanskelig. Men idag blev det bare å puge færøytrin, som går udmerket til tonen. Efter prøven hos Nissens. Fernanda skulde i theatret og se de Wahl som Sang i «Over Ævne». Nissen kom hjem og fortalte, at fru Erika Nissen holder på å dø. Han skal være oppe hos hende i nat. Hver dag står der bulletiner om Oselios befindende i avisene, men ikke et ord om Erika Nissen. 28.10.1903 Igår prøve hos Fahlstrøms igjen. Tror det kan bli ganske vakkert. Får lyst til å være «jomfru» og danse med — Telefonerte med Fernanda kl. 3 igår, da var Nissen netop kommet hjem fra Erika Nissens dødsleie. Hun døde kl. 2. Det er så vemodig å tænke på. Jeg ser idag hele tiden for mig Werenskiolds deilige billede av hende: Det blege ansigt med det næsten oversanselige uttryk og den røde fløielskjole foran flygelet. Ja ja — gudskelov for hun har vært til — 30.10.1903 Ustanselig, uavladelig regn. Har ligget i byen hos Nissens inatt. — Fortalte igåraftes om sangdansen i Arbeidersamfundet. Efterpå danset vi, stor jubel. Mikkel Mandt gjorde pragtfulde hallingkast. Dr. Nissen var vert, og det kan han. Han var storartet mod alle barna som var med mødrene sine der, og i det hele mod alle de slitne arbeidsfolkene. Igår eftm. prøve hos Fahlstrøms igjen. Fernanda var med og så på; hun tror det blir pent. Men hun sa som jeg, at det vilde være ti gange så stemningsfuldt om visen blev sunget enkelt til den gamle melodi av de dansende end med den musik som bruges på theatret. — Det var rart å komme i Arbeidersamfundet igjen; jeg havde ikke vært der siden min grønne ungdom. Fattigforstander Johnsens kjendte skikkelse var den første jeg så. Han sad der og så ud ganske som for 18 år siden, og som om han hadde siddet der siden da. Ja, i den tid var det livlig i Arbeidersamfundet. Det var byens ånds‐centrum, mer end selve Studentersamfundet. Jeg måtte tænke på alle de faste fra dengang, syntes jeg hørte Andreas Hølaas le sin rungende latter i siderummet, og jeg så David Habels sorte moustache og de rare øinene med lorgnetten over, og de «store kvælder» da vi hørte Bjørnsons foredrag om «folkesuveræniteten» og «kongedømme og republik». Og flagforedraget, som vi bare fra gaden fikk høre ljomen av. Kom ikke ind, for trængslen i Torvgaden var faretruende. Men klapsalvene og bravoropene nådde oss gjennem de åbne vinduer — det var festlige tider! Formelig revolutionsbegeistring. Jeg husker en kvæld vi sang Vetovisen 9 gange i træk, og efterpå lå tre unge piger i begeistringsrus på knæ foran Johan Sverdrups byste inde i bestyrelsesværelset. Og sildelagene i «Det røde bånd» og vårt «kvindelige samtalelag», de glødende taler av Vullum og av Gustav Lorentzen, fanatikeren med kulsviertroen, som bukket under i sygdom og armod. Og jeg hører endnu den kraftstruttende bondestudenten med den vældige røst og det klangfulde mål, Odmund Vik, som til denne dag har vært sin ungdoms idealer tro. 31.10.1903 Kl. 1/2 2 idag, netop som Erika Nissens kiste blev båret ud fra Vor frelsers kirke, brød solen gjennem regnskodden. Jeg stod i Grænsen og så det store følge drage forbi til tonerne av Chopins sørgemarsch. Jeg sendte hende en sidste takk for alle deilige konsertkvælder — Det er Nissens fødselsdag, og jeg hadde først været nede hos ham med en liden blomst. Han var ikke med i følget, men skulde være hos sine barn siden om dagen. Da jeg kom hjem, stod Garborg i potetes‐åkeren. 5.11.1903 Så igår «Svend Dyrings Huus» sammen med Harriet Backer. Er så glad hun syntes det var vakkert — — Rydder familiebilleder idag. Det vakre billede av mor og far — eller mama og papa som vi altid sa, skal stå foran i denne boken, enten den nogengang blir trykt eller ei. Brugt blir den vel iallefall, for her er jo lidt historie. Også mine to vakre søstre, Martha Elida, fru Frenning, sort som en spanier, og Sophie Wilhelmine, mrs. Jansen, blond og frisk og stram som en general. Desværre har jeg ikke billeder av mine besteforældre. Fars forældre har jeg aldrig kjendt; ved ikke engang deres fornavn. Men min staute elskelige gamle morfar, garveren ude i «Gamlebyen», så jeg da han lå i den store omhengsengen i det beskedne men usigelig koselige hjem og skulde dø. Og vesle nydelige bestemor som siden kom i huset hos min onkel, navigationslærer Fredrik Stokke, henne var jeg ofte sammen med i min ungdom. Hun gik altid i sort kjole med hvide smale strimler, sort silkeforklæde og et gammelt fint fransk sjal med hvid bund. Og så hvid blondekappe på det bølgete, sølvgrå hår. Hun var som et barn så finlemmet og liden og havde de deiligste mørke ølne. Kanske var det lidt zigøinerblod i henne; hennes slægt kom jo fra Böhmen, da Hadelands glasverk blev grunnlagt her. (Samtidig som Wentzelfamilien). Og så min snille svoger Frenning, han blev lidt av en far for mig. (Min egen har jeg aldrig kjendt.) I hans hus blev jeg komfirmeret, han lod mig lære lidt musik hos frøken Frost i St. Olavsgade, desværre svært lite blev det, da jeg straks efter komfirmationen måtte forsørge mig selv og mama. I et selskap hos Frenning traff jeg Mikkel Dobloug, 4 Frennings ven, og var så heldig å få post i hans forretning. «Brødrene Dobloug» hed den, men den ene bror, Jens, var allerede da ude av firmaet. Der blev jeg 7 ½ år, og Dobloug og hans prægtige kone, Susanna, født Båshus (Toten) blev mine kjære og trofaste venner. Til to av deres barn har jeg vært fadder, og havde i alle år et hjem hos dem. Ikke så at jeg bodde der — mor og jeg levet sammen til straks før jeg giftet mig — men høitids og festdage og ofte ellers var jeg gjæst der. Når jeg sa, at jeg ikke har kjendt min far, så er det ikke så, at jeg ikke har set ham. Det har jeg to gange i min tidligste barndom. Men det var såre møder som gjorde voldsomt indtrykk. Engang havde han været på Hamar uden å se til mor og mig. Mor havde fått vide hvilken dag han skulde reise og sendte mig på bryggen for at jeg skulde be ham om en ny kjole. Den jeg havde var så fillet, skulde jeg si. Jeg traf ham og bar frem mitt ærende, men han svarte fort: sy og sprette, binde og rekke! Og sprang ombord. 8.11.1903 Var igår i byen og dansede med en del medlemmer af Bondeungdomslaget — 12 par — som har fåt istand et lørdagsparti for å lære nationaldanse. Gutterne betaler spillemanden o. a., og Mikkel Mandt er lærer. Jeg er stolt over å være buden med som den «12te gjenta». Vi holdt på med Telemarksspringaren hele kvælden. I pauserne prøvede vi en ny måde å danse «ringbrotet» på efter Davidsons bog. Dertil viI jeg nu lære dem det prægtige færøyske fuglekvad. Islændingen Helgi Valtýsson er med. Han går på Centralskolen og reiser til våren tilbage til Island for å oprette en ungdomsskole. Han vil lære vore nationaldanse og sangdansene og ta dem med til Island, hvor al gammel dans er glemt. Han kjender færøydansen fra Færøyerne og de færøyske fiskere på Island, og synes vi her danser mindre ensformigt. Han er også av den mening, at skal sangdansen få indgang igjen må man prøve å bygge nyt på det gamle grundlag. Det vil ikke nytte med bare den ene form som endnu bruges på Færøyerne. Vor tid ligger ikke for det lange og ensformige. Man må ialfald begynde med noget lidt mindre fremmed og vanskeligt for ikke å skræmme. Sol idag; riktigt søndagsveir. 13.11.1903 Pludselig begyndte det å sne igår eftm. Da jeg kom hjem med nattoget, var det formelig føre, ialfald hvidt. Men løs og blød er sneen idag og blir neppe liggende. — Der var overfyldt i Stemmeretsklubben. Jeg forsøgte å lære damerne lidt dans; men pladsen var liden og tiden kort — de vilde nok gjerne fortsætte, hørte jeg. Aasta Hansteen var den livligste af alle, men dansede ikke med. Mortensons bor her. Sover oppe i Lølands blå stue og spiser her. Men idag er de i Bondeungdomslagets møde og kommer ikke hjem i aften. Garborg er også i byen. Bader varmt sjøbad, bestiller sig endelig en vinterfrakke o.s.v. Han vil helst aldrig ha klær. Han betragter det som en ulykke magterne i sin forfølgelsestrang bringer over ham hver gang han må ha om ikke andet end et par tøfler. Nu går han med et par som bare består af store huller, så alle tæer, bogstavelig talt, stikker ud; men «de gjør det nok endnu en stund», siger han. 4
Doblougslækten er fra Furnes på Hedemark, og min svoger fra Romedal. «Doglo» hed gården i bygdemålet. Fik idag et rørende brev fra Sira Matthias. 5 Han er som et stort 70 år gammelt barn. Vi snakker om at det er trangt for digterne i Norge; men hvad skal de så si på Island! Og Færøyerne! Sira Matthias, som nævnes Islands Bjørnson og er en såvidt betydelig digter, han får 30 kr. arket for sine bøger — en gang for alle. Forlæggeren kan da trykke så meget han lyster. 15.11.1903 Danset igåraftes på det hyggelige lørdagsparti i Bondeungdomslaget. Greier nu Telemarksspringaren. Fin dans. Men vore to lærere kan ikke forklare trinnene. «Høyr på musikken,» siger de, «det er ikkje so plent med stegi, berre det er takt.» Slik er vel norsk dans. Det er små bevægelser og trin, som jeg ikke tror er muligt å forklare med ord eller tegn. De svenske nationaldanse er greiere, lettere å forklare og lettere å lære. Vore er ligesom bare musik. Deilige er både springaren, Sætisdalspringaren, Telemarkspringaren. G. er i byen og hører Hognestad præke igjen. I ettermiddag skal han se «Natasylet», som går for allersidste gang idag på Fahlstrøms Theater. Jeg har maset så længe på ham med det. Det er så sjelden man ser noget så eiendommeligt på en scene, at man bør spendere et par timer på det, om man er aldrig så theaterblaseret. 24.11.1903 Frost og klarveir. Stille arbeidsdag. G. har nu endelig tat fat på sit store arbeide igjen. Det har hvilet længe nu. Mindst ¾ år. I sommer gik tiden med til Eddaoversættelse og ifjor vinter var han så meget syg. Han er et andet menneske nu. Lad mig banke i bordet. Nu har jeg stegt munker til «overlæreren vår». Han kommer anden hver mandag kl. 4 til kaffe, og da har vi altid en hyggelig kvæld ved peisen. Men først arbeider G. og han nogle timer med ordboka. Det blir et savn når den blir færdig og disse mandagene ophører. Schjøtt er snart den eneste, som kan kvikke G. lidt op. Den vonde vinter ifjor var han vor eneste trøst. 25.11.1903 S. tænker og snakker forresten bare om ordboka. Hvert nyt ord han finder, fylder ham med henrykkelse. Sin «guldgrube» Ivar Kleiven fra Våge priser han hver mandag i høie toner. Bare han nu ikke slider sig aldeles ud på dette arbeide. Han er ikke længer som før. Han er overarbeidet, som rimeligt er; han hviler aldrig. Han er forbauset over alle de unøiagtigheder han finder hos Ivar Aasen. «Aasen kom ikkje længer enn til Sel, han,» siger Ivar Kleiven, og det mener han er en stor feil af Aasen. For i Sel er blandingsfolk og ikke på langt nær så rent sprog som i Våge. Desværre tog jeg feil i at G. havde begyndt på «boka» igjen. Han holder bare på med en artikkel. «Jeg kan ikke skrive på boka, når jeg ikke ved hvad jeg skal skrive i den,» sa han trist igår, da jeg spurgte. 25.11.1903 Katti Anker Møller havde også skrevet til fru Nissen om «Hvidebåndshjemmets» aftenunderholdning og bedt hende «overtale» mig til å assistere med «mine elever». Men desværre har jeg ingen «elever» i den forstand, at jeg disponerer over nogen sådan uden videre. Jeg synes også det er lidt urimeligt at vi fattige altid skal hjælpe de rige til at få penge sammen. Den forholdsvis lille sum — ikke fuldt kr. 1000,00 — måtte det jo være en fryd for de rige damer som elsker dette sit arbeide, å skaffe af sin overflod. 5
Sira M. Jochumsson, den islandske digter. Mine dansere er folk for hvem en krones udgift er mere end 1000 for Kai Møller til Thorsø. Mange af dem har kanske ikke mere å leve av om måneden end fru K. A. M. bruger til foer i sine kjoler. Og dansen koster dem altid noget. Slid af klær o.s.v., foruden tid og kræfter. Og der er så meget og så mange å hjælpe som ikke har nogen rige å støtte sig til. Og alligevel skulde jeg gjerne ville gjøre noget fordi jeg synes at «Hvidebåndshjemmet» er det vi trænger mest af alle hjem. For hjemløsere i enhver forstand end disse arme ugifte mødre er ingen i verden. Der vil aldrig bli et eneste barnemord mindre i verden fordi om man straffer de unormale, elendige væsener, som i sin legemlige og åndelige forpinthed tar livet af sit barn; det eneste som kan befri verden fra denne rædsel er — ikke å «sy vildfarende letsindige piger puder under armene», men å skaffe dem et hul hvor de kan krybe ind med sin jammer og få være i fred og ikke bli spyttet og sparket på. 29.11.1903 Igår var G. i Sigvard Gundersens begravelse. Der var ikke mange mennesker; men en del skuespillere var der naturligvis og nogle få gamle trofaste venner. Pastor Herman Lunde havde talt så vakkert og menneskeligt om skuespilkunsten at alle blev glad i ham for det. Ja, Lunde er en mærkelig præst! Undres på om der nogensinde har været holdt slige ligtaler som de han holder. Det pleier altid være så pinligt at høre hvad præsterne har å sige ved slige leiligheder; det er ofte så koldt og uvedkommende; men Lunde snakker som et fint og hjertegodt menneske kan snakke til et andet i sorg og nød når det er fyldt af oprigtig medfølelse og levende ønske om bare å sige det som kan være virkelig hjælp i, virkelig trøste. Han gir hver gang så meget af sin egen rige, ædle personlighed; det er aldrig stene for brød. Siden spiste G. hos Nissens, som også var i begravelsen. Nissens var jo også gode venner af Gundersens. Jeg måtte tænke på den kjære, deilige Laura Gundersen, som nu i mange år alt har ligget deroppe på kirkegården. Det var ligesom så godt og trygt å tænke på, at han som hun hele sit liv elsket over alt i verden, nu var kommet derop til hende. Å, hvor vemodigt det er å tænke på Christiania Theater og alle de store derfra som ligger på Vor Frelsers Kirkegård. Jeg tror at Klausen, Selmer og de få andre som nu er igjen, har havt en ond dag igår. 4.12.1903 G. arbeider nu virkelig med «boka». Jeg tør næsten ikke se på ham. Bare han nu fik være frisk en stund, ialfald så nogenlunde. Rigtig frisk er han jo aldrig stakkar. Han skal til byen idag. Til doktoren? Jeg forfalder til indeliv. Min stue er så koselig, og hvad skal jeg ude. Jeg er for gammel til alt snart. Har ikke støvler på mig oftere end hver gang jeg er i byen, og det er ikke så ofte, det heller længer. Hvad skal jeg der. Sjelden går det noget morsomt i theatret og de tre‐fire mennesker jeg liger å være sammen med, kan jeg ikke plage så ofte. Nei, min gule og grønne stue blir min redning i alderdommen. Hvis jeg da får beholde den. 6.12.1903 Herlig mild solskinsdag med lette lag af nysne over trær og mark. Vor gamle frugthave med de svære krogede æble og pæretrær er eventyrlig deilig. Inde er det søndagsstilt. G. sidder oppe på sit kontor og arbeider på boka. Gudskelov. Ikke en lyd høres dagen lang derovenfra. Og Tuften ligger hernede i min stue på den store chaiselong, som for tiden tjener mig til seng. Han er stærkt forkjølet. Jeg var igår ude på Nordstrand hos Brinchmanns. De bor i et koseligt hus der, som de gjerne vil eie. Granskogene derude og udsigten over sjøen deilig; men Asker er mere landligt alligevel. Sad sent igåraftes et par timer oppe hos Nissens mens jeg ventet på nattoget. Der var Horst og frue. De reiser til Paris om kort tid. Bjørnson skal nok få Nobelpremien iår. Hvordan kan man undgå å gi den til Ibsen? Harriet Backer skriver at hun er glad i boka mi. Det er jeg glad for. Mange siger: stakkars Dere, hvor Dere måtte ha det fælt deroppe i kulden! Som om denslags ydre ting nogensinde er værd å nævne. Jeg har såmen heller aldrig beklaget mig. Nei, de ting som gjør virkelig vondt i verden, de tier man helst med — For publikum passer det man kan smile af — intet andet. Derfor ærgrer det mig at enkelte anmeldere jamrer over at vi har havt det dårligt og «manglet det nødvendigste». Det er aldeles ikke tilfældet. Vi havde altid det nødvendigste og oftest mere end det. Hvor har jeg nogetsteds sagt, at vi manglet noget? Man kunde dog i det jeg har fortalt meget heller snakke om overflod end mangel. Men det er jo — heldigvis —mange mennesker, som ikke aner hvad mangel vil sige. Min bog er ikke dyb eller betydelig, konstaterer anmelderne. Nei, det er den ganske sikkert ikke; betydelig har den aldrig været, og det som anmelderne måske vilde fundet «dybt» i mine «dagbogsblade», det har jeg omhyggelig tat væk, da den skulde trykkes. Jeg lægger ikke «dybden» af mit private liv åben for publikum. Men ethvert liv har to sider, tænker jeg, og den lyse side, — når der er en lys — kan det være moro å fortælle sine medmennesker om af og til, især når man har et objekt å kaste lys over som publikum har en vis del i og en vis ret til å være nysgjerrige efter. Og en «offentlig mand» som G. er jo ikke min alene. Jeg syntes det var moro å vise folk ham som «menneske» engang, han skal med vold og magt altid være den «tause grubler» og «dybtloddende digter», hvem alt menneskeligt er uden værd. Men han kan såmen være meget «jordisk». 9.12.1903 Igår i byen. Traf billedhugger Vigeland hos Nissens. Vi, d. e. V. og jeg, gik på bodega og derfra op på hans atelier. Hans kolossale «Abel» virked overvældende. Det var som om han i næste øieblik vilde løfte taget af den elendige fjælebod og stige høiere — høiere. V. fortalte, at han først havde prøvet å lave en Abel efter programmet — med klær på altså. Men han kunde ikke få Abel ind i det hylster. Han blev ham for stor og måtte ha rum og luft og frihed. Et par endnu ikke helt færdige ting var vidunderlige. Det galdesyge sjælsforgiftede ægtepar som sidder tæt op til hinanden og vender ansikterne bort og snur alle sine rygge — legemlige og sjælelige — mod hverandre, er væmmelig godt. Fælt. Men så var der to mennesker — han bøiet over hende —, knugende hendes hoved ind til og kyssende hendes hår i en tilbedelse som er andagt og hun — helt helt borte i ham i den forfærdelige salige hengivelse som løsner mennesket fra jorden, den selvforglemmelse som er den største, mest lidelsesfulde salighed. Ja, det var herligt. 12.12.1903 Torsdag aften var jeg i Kvindernes Stemmeretsklub. Afskedsfest for fru Horst. Aftenens glandspunkt var næst efter den nydelige hædersgjæst selv, Aasta Hansteens og fru Randi Blehrs exellente cancan. De var deilige; Aa. H. udførte med pragtfuldt humør cavalerens rolle, skjønt hun samme dag fyldte sit 79de år. Beundringsværdigt i alle måder. Hun blev ikke svimmel engang. — Jeg lå på sofaen hos Nissens om natten. Sov ikke et sekund. Stod op tidlig og reiste til Hvalstad for å styrte mig i seng. Men da jeg kom hjem var der slagt ankommet, og jeg måtte pent lave pølse istedetfor å sove. Men inat sov jeg til gjengjæld 12 timer. Skal ha Vigeland og Nissens og Harriet og Kitty til middag idag. Føret og veiret er desværre udsøgt utækkeligt. Igår kom andet oplag af Garborgs «Fjell‐Luft». Jonas Lies «Ulvungerne» kom også igår. Glæder mig til den. 21.12.1903 G. kom igår og sa: «Nu ser det da endelig ud til å bli bok.» Gudskelov! Når han siger så meget, betyder det, at det er langt på vei til å være færdig. Det blir med brevformen. Men han må tidlig i vår bort til Jæderen og gjøre den færdig der under friske indtryk. Bare han nu blev frisk! 25.12.1903 Juledag Grått i grått. Har ikke set solglimt på uger. Så stille julekvæld som igår har vi ikke havt siden første jul vi var gifte og endnu ingen Tuft havde. Vi ensomme gamle sad i hvert vort rum og arbeidede som enhver anden dag. Juletræ vilde jeg ikke ha, da Garborg slet ikke bryr sig om det. «Den tyske skikken med juletræ» er ny for ham, siger han. I hans hjembygd var den ikke kjendt. Og det er for ham ingen særlig stemning ved det. Men når Tuften er hjemme, har vi altid. Kl. ½ 9 igåraftes kom G. endelig ned, da havde jeg også fåt halet ned Rasmus Løland, som ellers mener det er hans pligt å sidde alene og «være trist» hver julekvæld. Jeg har resultatløst inviteret ham fire julekvælder før. Han var «ikkje soleis oplagde» at han vilde se folk. Men igår syntes han vist det var ganske bra. Vi spiste da, vi tre, i al stilhed vor julegrød og kl. ½ 11 var alle tilkøis. Jeg fik et deiligt hanskekort af G. 6 par fin‐fine h. Jeg har nu forresten brugt 16 år for å «sætte ham på det». Hver jul er han kommet fortvilet over at han ingenting kunde «finde på» å gi mig. Og hver jul har jeg svaret: «Husk nu på det, at hansker, især fine og især mange par, er en altid velkommen present for damer. For fine hansker er en umådelig luxus; men en deilig luxus, som vi elsker.» Iår «drog det etter» med'n. Stakkars snille mand! Idag er G. og Løland reist ind for å høre Hognestad i Garnisonskirken. 27.12.1903 3die juledag Garborg kom fra byen første juledag kl. 4 i et græsseligt humør. Vi var ganske alene og jeg havde god middag beredt, så jeg måtte spørge hvad der gjorde ham så sint netop nu. Jo, det var jernbanen! Han holdt ikke ud disse jernbaneturene! Når det var så koldt, at han ikke kunde stå på platformen var det en ulidelig pine; for alt det skravl i cupeen tog livet af ham. All den idioti disse kvindfolkene sidder og snakker, og dette sproget! Nei, «herefter får vi reise anden klasse, om vi er aldrig så fant. Der tier da folk stille for det meste!» — 28.12.1903 4de juledag Idag uendelig stilhed i huset. G. er nu ganske slugt af boka. Jeg gjorde et svagt forsøk på en Tiden let middagskonversation ved bordet. Men den var totalt mislykket. Efter et par kremtinger, — som altid er indledningen til vore samtaler, fordi vi sidder så meget og tier, at vi begge må hente vore stemmer op af en brønd, før vi kan snakke menneskelig — altså sa jeg efter denne proces: Jeg læser sån en hyggelig bog i dag! Svar: Hm. Jeg: En jeg lånte hos Werenskiolds, om Japan. Rigtig sån fredelig og hyggelig og alligevel svært interessant. Hm. Dersom du har brug for lidt å hvile på i eftm, skulde du ta den med dig op. Intet svar. Men dybe rynker i panden forrådte at hvert ord jeg sa, gjorde vondt. Altså opgav jeg samtalen og hensank, moi aussi, i en dybsindig taushed, som for en uindviet sikkert vilde ladet formode, at min hjerne ligesom herrens «sad i en skruestikke», som han udtrykker det. Men denne situation er ingen tragisk; thi sandheden er, at om det end kan være slemt å ha sin hjerne i en skruestikke, så ved jeg nu, at «bedre kan han ikke fare». Og altså indskrænker jeg mig nu til en tækkelig husmors mest neutrale sætninger. «Værsågod». «Tak». «Pas dig, fadet er varmt». «Tag her». O.s.v. Alt med så dæmpet elskværdig stemme som muligt for ikke å skræmme ham. Så går den fra bordet som først er færdig, og det er altid mig. Så takker vi efterhvert for maden, og han kommer efter ind til mig, hvor vi dormer og drikker en koselig taus kaffe. Så kommer tiden da han igjen skal op på sin grønne kvist og «vride heilen sin som ei skurefille», og vi nikker roligt og megetvidende til hinanden som to gamle krigskammerater, der har prøvet fienden sammen og ikke trænger mange ord — og skilles for resten uden nogenslags hverken ydre eller indre rørelse. «Nog träffas vi åter». — Ak, hvor er dog alderdommen velsignet doven og deilig! I gamle dage — ak i mange år — voldte denslags mislykkede tilnærmelsesforsøg mig megen gråd og tænders gnidsel. Men nu — nu tænker jeg bare: Det er et dumt påfund å spise sine hverdagsmåltider sammen. Som andre kjedelige, men nødvendige ting bør de henlægges til lønkammeret. Og videre tænker jeg: Kanske færre ægtepar havde været skilt, dersom de, som vi, aldrig spiste frokost sammen. Idethele kan man leve længe sammen, når man bare altid er sån passelig skilt. Ikke forcere tingene; men ta de feststunder Vorherre i sin nåde sender, og siden gjøre mindst muligt vrøvl af affæren. De som kan opretholde et festligt aftensmåltid sammen, må takke sin Gud. Når bare ikke magterne også havde opfundet dårlige maver og grød og melk. Nei, det er ikke tragisk når der bare arbeides; men temmelig nær ved å bli det i arbeidsløse tider. Da kan jeg ikke engang trøste mig med, «at den gode maten skal bli til ånd», som Vinje sier. Da får jeg bare være glad ved bevidstheden om at maden og jeg selv og alt her alligevel i stilhed utgjør et grundlag for fremgang og bedre tider. Han trænger det altsammen til å suge næring og kraft av, ligesom frøet trænger varme og god jordbund for at det skal bli blomst av det — 1904 1.1.1904 Nytårsdag — Altid forlanger man det umulige af dem man elsker. Det vilde være umuligt for noget menneske å være sød hver dag i 16 år, men især for G., hvis sjæl er i skruestikke evig og altid. Men tak alligevel for det gamle år og for alle år, du snille, hjælpeløse og ærlige ven! — 2.1.1904 2den nytårsdag Gudskelov kommer her jo næsten ingen uden vi har invitert nogen en enkelt gang. Og da kommer jo G. oftest ned. Ifjor hændte det forresten flere gange at han slet ikke var nede og hilste på vore venner, skjønt de var budne. Men han var så syg i hele fjorvinter. Stemmen ruster fast i halsen på mig. Vil jeg nynne en visestub, som jeg af og til har trang til i min ensomhed, da må det være så langt nede i maven at jeg ikke engang selv hører det. Skal Tuften klunke lidt på fela si, eller jeg nynne nogen vers for ham, som han sætter sådan pris på, da må vi gå ind i spisestuen og lukke alle døre og dertil spille og synge med sordin i høieste grad. Nei, for en mand som arbeider så intenst og er så overnervøs som G., er Kolbotn hvor han har sitt eget hus, idealt. Men der er jo umuligt i andre måder — Mange gange — nu igjen da jeg læste de sidste stykker i «FjellLuft» —må jeg tænke på, hvor underligt det igrunden er, at en overlegen ånd som G , jamrer så over livet. Men da glemmer jeg at han er syg — at alting har mange årsager. Men jeg synes vi får ta dette livet, som vi nu altså er sat op i, med mindst mulig klage, og spænde i bakken og «greie det». Det er jo en overgang, sa ræven — G. er en «stærk» mand i mange måder. Men jeg forlanger at han skal være fuldkommen — Det er ikke grænser for urimelighed mod de menn vi kvinder har sat på vår piedestal. — 12.1.1904 V. Slidre Ikvæld har vi havt «framsyning». Mange folk var mødt frem, og de var svært fornøiede. Hele dansarflokken havde i hast fåt istand norske bunader, og folk syntes det var overlag festligt. Vi fik rjomegraut, flatbrau og godt heimeøl, og de snille mennesker gav mig et gavebrev på en udskåren kubbestol. Den glæder jeg mig umådelig til. Det var rigtig en ønskepresent, men rent flaut er det å modtage slige dyrebare gaver. De har jo alle så lidet å fare med, og de må jo også betale reise og ophold for mig. Havde jeg 1000 kroner å spendere på folkeviserne og dansene, skulde jeg være lykkelig. Det er storartet å høre mine danseviser og andre folkeviser i «kjøkken, lade og lo», ja enddog i cupeerne opover der hvor jeg har faret. Det er frydefuldt, at de synges og danses ind i folk igjen istedenfor de svenske og danske skillingsviser som har domineret her i landet nu i lange tider. Det er nemlig ikke nabolandenes gode viser vi har tat i lån. 19.1.1904 Hvalstad G. er i byen idag. Målkassemøde. Gid der nu blev gjort noget for «Norsk Barneblad». Det er i Lølands hænder blit helt udmærket og burde ikke dø. — G. er nu ved tredie gjennemarbeidelse af boka; men han er aldrig glad. Han trives ikke her. Men hvorfor flytted vi ikke til Jæderen i sin Tid? G. havde ikke mod, tror jeg. Jeg havde dengang flyttet ind i inderste Sahara, dersom det kunde gjort ham glad og tilfreds. For det er ikke moro å være gift med en altid utilfreds og ulykkelig mand. Jeg har jo i mange år ikke været andet end det barometer, hvorpå G.'s humør kunde aflæses. Og det barometer stod oftest lavt. Den hytte på Jæderen, som jeg foreslog, og efter meget diplomatisk snak endelig fik ham til å bygge som et sanatorium for sig, når våren og Jæderlengslen kom, den er igrunden også nokså mislykket. Han har det ikke godt alene derborte. Kommer altid snart hjem igjen. «Det er ikke mit Jæderen længer», siger han. «Alt er forandret og fremmed». Altså: que faire! Jeg er endt med å tro, at han vilde ha det samme tunge sind og den samme hjemløse følelse, hvor han så kom til å bo. Han er digter! Et sårt og pinefuldt modtageligt sind, som skal lide for de mange, og da blir verden vanskelig. Men hvorfor gutten og jeg ikke da blir med ham til Jæderen? Han har aldrig foreslåt det, og skjønt han selvfølgelig aldrig vil sige det, tror jeg, at vi to, som er af «en anden nation», som han siger, vilde forstyrre den stemning han søger å sætte sig i derborte. Vi vilde virke som en disharmoni med vort sprog som han hader, skjønt han selv altid har talt det, så længe jeg har kjendt ham, og idethele ved at vi jo ikke er Jærbuer, om vi end beundrer Jæderen mindst ligeså meget som han. Thi altså: Verden er vanskelig. Jeg har ellers besøgt ham to gange derborte. Da havde vi det prægtigt. Men da var vi to alene. Vi var unge, og levet feltliv som på Kolbotn den første tid; men arbeidet stod stille. En bra stor stue, et kammers og en liten alkove, begge med gjennemgang gjennem stuen til det lille kjøkkenet som er eneste utgang. Med litt ombygning kunde den greie sig til to, men til tre som arbeidet — umulig. Men G. tenkte bare på to altså — Det var iforfjor jeg var derborte på tur til Færøyerne. Mon jeg kommer der mer? Veien er så lang og dyr. Ifjor var han heller ikke selv der. Men ivår vil han en liden tur bortover for å avslutte boka i havluft — 20.1.1904 — Vi får vor kaffe efter middagen ude i min stue. Idag lå jeg som ellers på chaiselongen, og G. sad i sin lænestol foran klæberstensovnen med benene på pladen. Vi småsnakket om diverse. G. klaged over å ha sumlet bort en kvittering i går. «Har du ikke lagt den i væsken?» «Nei, der lægger jeg aldrig kvitteringer». «Nå — i distraktion?» «Nei, så distrait er jeg ikke.» «Hm. Husk på hønemelken, min herre!» Og så mindet jeg ham om en fadaise begåt i distraktion forleden da Schjøtt var her — et vel så kompromitterende tilfælde, som å lægge en kvittering i en væske. Da måtte han le hjertelig. Vi sad nemlig ved bordet mandag aften; S., G. og jeg talte om at mange steder kastet folk på landet killinger og kyllinger på gjødselhaugen istedenfor å spise dem. Jeg mente, at med hensyn til killingerne, var man ofte undskyldt for å føde dem nogen tid, da melken trængtes til huset — til barn o.s.v. Da satte G. to runde forfærdede øine på mig og sa i Entrüstung over det landlige vanstell: «Bruger de hønemelken til barna!» Og han mener, at han ikke var istand til å lægge en kvittering i en væske, fordi den hører hjemme i pengeboka! O, de mænd! Jeg samler på hans svagheder for å ha våben når han er vigtig og triumferer over mine. Som da han fik læse den dagbog, jeg havde skrevet på Kolbotn som nygift, og kom til det sted, hvor jeg lover at han aldrig skal komme til å mangle knapper i sit tøi, da drog det op til et underfundigt smil, og han kremtet så småt. «Nå?», spurgte jeg, «har du noget å bemærke»? «Nei,» sa han lurt, «men på knapperne har det ikke hjulpet stort» — «Hvad har ikke hjulpet?» «Å være gift, altså.» Det kalder jeg modbydeligt, efterat jeg i 16 år ikke har gjort andet end sy alleslags knapper i alleslags mandfolkplag. Men da fik han også både om tegnebogen, som jeg fandt igjen i madrassen hans i Knudaheio iforfjor, efterat han havde meldt den til lensmanden som stjålet, om hans umådelige gjerrighed, som går så vidt, at han klipper tæerne ud af sine tøfler for ikke å slide dem ud og fylder alle sine lommer med omhyggeligt sammenrullede hyssingstubber, om hans smule distraktion på hin hans fødselsdag på Stokke, da Kitty Kielland og Harriet Backer skulde komme på besøg, og jeg efter mange dages ihærdigt arbeide endelig havde fåt banket ind i hans hoved, at det var hans fødselsdag — og at han kl. 12 skulde ned og møde sine gjæster. Han kom da også ned — og triumferende over sin brilliante hukommelse og pligtopfyldenhed stiler han lige på dem, trykker deres hænder og siger «Goddag goddag, gratulerer!» De sa naturligvis mange tak. Men lægge en kvittering i en væske! Nei tak, så distrait er han ikke! — Det går fremad med boka, og han snakker nu stadig om den bibelfortolkning han vil ta fat på, når han er færdig. Schjøtt vil, at han først skal gå igjennem Blix' oversættelse af Det nye Testamente til ny udgivelse. Det har han også lyst på. — G. som altid før bare kunde leve i høiden et år, har, siden den engelske musiker Delius (kjendt herhjemme som «Folkerådet»s komponist) i Paris for mange år siden spådde ham, at han skulde dø 1911, gåt fra sin fixe ide om et år, og forbereder sig nu til å være færdig med det han endnu har å skrive, til 1911. Jeg må si jeg foretrækker, at han altid lever 1 år fra dato. Behøves jo ikke mer. 30.1.1904 G. var hos Seippels til middag igår. Han er kjæk og arbeider. Og om kvælderne spiller han og plystrer folkeviser for mig — utrættelig. Gud give nu denne lyse periode vilde vare lidt længe — altid tør jeg ikke håbe. — Var oppe hos Brinchmann igår med min artikel om Færøyerne, som skal komme samtidig i «Kringsjaa» og «Scandia». Vi talte bl.a. om Ivar, som kvælden før oppe hos Steinsvik havde læst op noget af sin Eddaoversættelse for B. Han — B — var svært betaget af det og vi spekulerte ud en udvei til å lade I. få læse det op og fortælle lidt om sit Eddastudium for nogle flere literære folk. B. vil søge sammenkaldt forfatterforeningsmøde i anledningen. Lykkes ikke det, vil vi prøve å få sammen en del på et hyggeligt sted inde i byen rent privat. Det er sørgeligt at I. aldrig skal få ud sine arbeider eller få hjælp til å studere herinde. Ingen ved om hvad han gjør — derfor synes vi dette var en mulighed. Jeg har skrevet til I. idag og talt med G. om tingen. Han er jo stærkt interesseret ikke bare i denne Eddaoversættelse — han har jo selv været med, oversat nogen av heltesangene — men i Ivars arbeide overhovedet. Ak ja, måtte det nu endelig begynde å gli for ham, stakkar. 2.2.1904 På turen til Siljord ifjor tabte jeg kr. 8,00, skjønt min reise var betalt, og på sidste tur — Valders — to kroner. Dertil slider jeg ud det ene par sko efter det andet foruden klær, som slides og skidnes. Når alle disse småting kommer til alt det jeg forsømmer i mit hus og af skrivearbeide — jeg kan jo umulig samle mig til noget større, sålænge dette varer — da blir dansen mig så kostbar at jeg af og til tror den ligefrem blir vor ruin. Jeg kan ikke længer holde på slig. Men flere og flere opfordringer får jeg, næsten daglig, om å komme til alle landets kanter, og det er jo morsomt. Jeg havde aldrig trod at mit uskyldige lille forsøg skulde ta slige dimensjoner. Og der hvor de ikke får undervisning, fusker de sig frem efter beskrivelser og efter et og andet de har set; men resultatet af det er gyseligt, og megen fæl dans breder sig. Det er nemlig ikke så fort gjort eller så let å få til en vakker dans med mening i. Og en styg og åndløs dans er tusind gange værre end ingen. Den som bare kunde multiplisere sig med 10! Men nu må jeg være standhaftig, hvilket altid falder mig let efter en anstrængende dansekvæld og en søvnløs nat. Såsnart jeg har sovet, er jeg desværre snillere igjen; men nu, som sagt, ikke mer. Jeg ødelægger mig. Jeg er jo en gammel kone. Og jeg har et og andet jeg vil ha gjort før jeg dør. 4.2.1904 Så igår «Agnete». Det er ægte Amalie Skramsk og sørgelig godt. Den brave dydsjurist er prægtig i sin visne umenneskelighed! og Agnete brilliant tegnet. Fru Skram er en udmærket advokat for hende. Denne vielwissende voksne kvinde som lyver og stjæler, men med den uendelige trang til hengivelse og værdigt menneskeliv, den dybe pinefulde sorg, og kampen for å redde sig ud af elendigheden ved hel sandhed og fuld tillid til den elskede — alt er så intenst og hensynsløst gjort. Og frøken Alfhild Larsen som debuterede, var af og til mærkelig. Med et dybt forunderligt blik og en forpinthed som var til å græde over, så ægte og modent udtryk fik den. 12.2.1904 Altså den 12te virkelig. Vigeland og Løland til middag igår. Vigeland har fåt udlånt Garborgs byste fra Nationalgalleriet og sendt den til Stockholmsudstillingen. Visdal har også gjort sin færdig og sendt den. Meningerne er forskjellige — ligeså forskjellige som bysterne selv. Enkelte finder Vigelands genial, andre finder den rå og styg og ulig. De som har set Visdals siger den ligner og er god. Jeg har også set Visdals nu; den ligner i det ydre, især fra den ene side; men udtrykket er dødt, synes jeg. Det er øinene med det uendelige livstrætte blik som er så deilige på Vigelands. Kan godt være, at der er noget ved mundpartiet som ikke ligner så svært. 17.2.1904 Det viser sig mer og mer, at det norske sprogs rigdom i østlandsbygder, hvor Ivar Aasen var lidet kjendt, er ganske storartet. Aasens Ordbok var et storværk; men som den første kunde den jo ikke bli hele «det norske sprog». Men som Schjøtt engang sa, et udmærket bevismateriale for at det norske sprog existerer. Stor skade gjør derfor de målfolk, som stirrer sig blinde på Aasen og ikke vil længer eller ikke vil tro på, at der er udvikling og rigdom udenfor Aasen. «Gjennem Aasen og videre» må selvfølgelig være veien. 19.2.1904 Vigeland kom til Nissens om eftm. Det er det eneste hus han kommer i. Han vilde modellere en statuette af Garborg, slig som han engang havde mødt ham udenfor Logen. G. er nu i to udgaver på Stockholmsudstillingen. Vigeland og Visdals byster. Werenskiold kom også op til Nissens igår. Han reiste med ½ 6 toget til Stockholm for å se udstillingen. Det er rart å se svenske aviser skrive at Holmboes billeder er de mest udpræget nationale på udstillingen. Ragna Nielsen skal mandag gjentage sit foredrag om «store Eros» i Studentersamfundet. (Før holdt i Kvindesagsforeningen.) Jeg klør i fingrene efter å bryde en landse for den arme Eros, som nu veies, måles og findes å ta for stor plads i verden. Ak herregud! Han kommer vist snarere til å bli hjemløs hos os meget hurtigt efter alle mærker å dømme. Han er ikke længer den trygge sikre almægtige Gud med den robuste samvittighed og det glade smil. Nu må han krybe lyssky omkring i krogene og portionere ud sine gaver istedetfor å fare henover verden med et omvendt overflødighedshorn. — Stakkars detroniserede Eros! Og stakkars kloke, samfundsnyttige snusfornuftige mennesker! Det eneste sikre man ved, har vidst og kommer til å vide om Eros, er dog at hans tid er kort iblandt os. Men nu skal den gjøres endnu kortere, helst afskaffes. Kvinderne møder asketen Tolstoy og kvindehaderen Weininger på halv vei: Lad menneskeheden dø! Men jeg siger som Garborg i sin tid i en anmeldelse af Kreutzersonaten: Warten wir lieber aufs Eis! 21.2.1904 Deilig soldag. Læst Weininger i hele dag. Grusomt å være så lærd i 20 års alderen. Han var epileptiker. Skjød sig før han var 24 år efterat ha udgivet «Geschlecht und Charakter». «Ueber die letzten Dinge» er udgivet efter hans død. Man får lyst til å skrive om disse bøger. Ypperlig anledning til å få sagt en del sandheder til kvindesagskvinderne og kvindeforagterne. Fær sjå. 23.2.1904 Igår var jeg altså 42. Men sandheden er, at jeg er 10 år yngre end da jeg var 32. På denne måde kommer jeg snart til å gå i barndommen. Forresten læser jeg Weininger. Det er forfærdeligt, at han har ret i så meget. Men havde han været normal og ligeså gammel som jeg da han skrev sin bog, så var den ialfald blit kortere. Min stue er som et drivhus idag og sol i masser over herligheden. Jeg havde 11 damer igår. Muntert og hyggeligt. Det er så deilig bekvemt å være bare damer, så slipper vi å skabe os den stunden. 25.2.1904 Fru Nissen og jeg hjemsøgte om eftm. Vigeland i hans mystiske bule oppe ved Krist Kirkegård i Hammersborgkroken. Men der var ingen anden end faktotumet Anders, som gik og la kluter på Abel. Aldrig har jeg set slige menneskerygger som Vigeland modellerer! Når de står der lodne af støv, er de levende dyrerygge med spændte muskler. Det er rent fælent. V. er mærkelig. Mange hoveder over al anden mig kjendt kunst for tiden, ialfald herhjemme. F. t. modellerer han Sigurd Bødtker. Hans byste af Sophus Bugge er nu solgt på Stockholmsudstillingen. 26.2.1904 Sne. G. har atter tilbagefald. Taus og verdenstræt. Tror ikke på boka, eller overhovedet på nogenting. Vi snakker neppe to ord sammen om dagen. Han sidder som et sygt dyr i sin hule. Tuften spurgte idag: «Ser du far tre ganger om dagen?» «Ja,» sa jeg, «han er slugt af boka nu, gudskelov!» «Bestandig vist,» sa han. Jeg læser Weininger. Og om kvælden og de dumme vågne nætter Tuften rørende fødselsdagspresent: Stanleys «I det mørkeste Afrika». Han har spart af de småskillinger han i vinterens løb har fåt af mig til å frådse på Kaffistova for, og kom nu hjem om kvælden den 22de med denne dyrebare present, som han havde betalt med 7 kr. I hvert bind er skrevet: Til mor! Han vide jeg skulde, «reise lidt når jeg lå vågen om natten». Han ved jeg er glad i å reise. Ofte gjør vi sammen de herligste reiser på globusen. Da siger han ofte: «Det er synd du ikke har mange penger, mor!» 28.2.1904 G. gik virkelig en hel lang tur i eftm. Tuft var da nede hos mig og spilte fele o. a. Vi benyttet også tiden til danseøvelser, sang, kapsprang, trommen og trampen og havde det «ordentlig morsomt». Når G. sidder ovenpå tør vi ikke røre os. Den mindste forstyrrelse kan betyde en ødelagt arbeidsdag for ham. 3.3.1904 Garborgs stipendium blev bevilget uden debat iår også. Vi havde ventet os lidt af hvert. Jeg blev svært glad over at det gik, ikke mindst fordi det modsatte vilde nedsat G.s humør og arbeidskraft umådelig, det ved jeg. Han omgåes jo altid med drømme om å kunne frasige sig hele stipendiet. Han er så ræd, at han ikke kan gjøre nytte for det. En dag snakket han om at han nu fik si fra sig statsstip. og søge post i et departement. Han kunde ikke skrive længer o.s.v. Nu tar jeg denslags udtalelser med ro. Det har været dagligt brød i alle år, og jeg ved nu, at det er sygeligt. 10.3.1904 Brev fra fru Rogneby Toten idag. Hun sender 60 kr. til reisepenge og ophold på v. Toten, hvor man længe har ventet mig. Reiser den 16de. Det er et godt tegn, at man nu overalt ber om «6 dage istedetfor 3», som de nu forstår er for lidet. Jo mer man forstår af dansens mening, jo bedre forstår man naturligvis, at det egentlig er et langt tålmodighedsarbeide, å få «god dans» til. Det er ikke gjort på en dag å få 30‐50 mennesker helt med i helt nye stemninger og dertil formen så sikker, at de kan slippe å tænke på den. 20.3.1904 Narum v. Toten Idag fuldt huset af gjæster. De vil vel se på dansen ikvæld. Her udvises en storartet gjæstfrihed, som minder om gamle dage på Hedemarken. Men hvad er alligevel de store bondegårde nu mod da! Magasinovne og margarinsmør har holdt sit indtog. Altså hele by‐tarveligheden. 22.3.1904 På Hov blev jeg hentet til fru Hornslien på Grette, hvor jeg nu er gjæst og har det herligt. Gården ligger vidunderligt oppe i sollien med udsigt over Randsfjorden, og hvad velstand, velvilje og elskværdighed kan frembringe af godt og hyggeligt, blir mig til del i rigt mål. Men det morsomste af alt var, at min dansarflok var ligefrem storartet. Darrel overgik alle andre forsangere jeg har havt, og vi danset vist 40 vers af «SjurdarKvæde» og slig stø og sikker og kraftig dramatisk dans har jeg neppe før været med til. Det var græsselig moro. Men det var Ete kvæld jeg danset i et og havde været oppe ½ 6 om morgenen, så jeg var nokså træt. Darrel havde fundet på å danse Sandøyardansen til «Eg heiter Ane Knudsdatter»; den gik udmærket. Også 4 nye vers af «Tostein» havde denne mærkelige, ivrige gut fundet, så nu har vi endelig visen hel. I Landstad står bare to vers og de to andre jeg har lært af Ivar Mortenson er kommet med i 3die udgave af «Norske Folkevisor»; men det var og blev brudstykke. Jeg vil sætte disse vers i «Den 17de Mai», så dansere udover landet kan få dem. På Toten var iveren og tilslutningen stor; men forholdene vanskelige. Intet fast lokale, lang afstand mellem deltagernes hjemsteder o.s.v., så jeg ved ikke, om det blir så meget foreløbig. Men grundlaget er da lagt. G. er altid frydefuld, når jeg fortæller ham, at man spør mig, hvad «mann min driver med», der hvor jeg reiser. Det er hændt et par gange i fladbygdene. Det er håbefulde bygder siger han, hvor folk arbeider istedetfor å læse bøger. 11.3.1904 Labråten Stille arbeidsdag. Brev fra Hortens Diskussionsforening om å holde foredrag der. Men jeg vil ikke mere holde foredrag. Jeg kan det ikke og liger det ikke. Desuden rækker ikke tiden til alt. Jeg har så mange slags arbeide og så mange kommissioner af forskjellig art. Dragter skal besørges, unge piger skaffes plads, snedkere ha råd, i anledning norske møbler, og m. a. Og så skal jeg være etslags midler mellem Garborg og verden. De, som ikke våger sig på ham direkte, bruger mig. O.s.v. Resultatet er en endeløs korrespondanse. 2.5.1904 Alle mennesker snakker om den nye bog «Kvinden skabt af Manden», og aviserne skriver umådelig om den. Ragna Nielsen skriver i «Morgenbladet» bl.a., at forf. har «alle slavindens mærker», det er vist noget i det — 5.5.1904 I byen iforgår. Masse ærend. Fru Nissen og jeg drak et glas vin sammen om eftm. Siden var jeg oppe hos Vigeland og så på Abel igjen. Hele gruppen er nu på det nærmeste færdig. Den er stort tænkt og deilig udført. V. tænker sig den sat på en ret glat sokkel to gange så høi som gruppen. Det lille udkast med sokkel så udmærket ud. På hjørnet af Carl Johan og Drammensveien tænker han sig den stående mod himmelen. Det måtte være herligt. Han havde netop plantet tusindfryd og gjort våronn i sin lille have med det høie plankegjærde om, hvor ingen kan se ind til ham. Stenen med Obstfelders fine hoved i relief passer så godt derinde i ensomheden. V. hugged netop Ibsens byste i marmor, statsminister Steens så god ud, og Sigurd Bødtker var morsom. Knut Hamsun har sendt forf. af «K. s. a. M.» et brev med tak for bogen, som han er svært fornøiet med. Fra s. 91 til 109 er den «absolut herlig», siger han, og idethele «det beste De har gjort, det bedste, som er gjort». Forf. glæder sig selvfølgelig over det. 14.5.1904 Skansen Aprilveir med regn og sol. Var i form. hos fru Holmgren og fik Ellen Keys «Livslinjer». Den er lang og lidt kjedelig skrevet; men fuld af gode tanker og vakre drømme Men — barnet uden kjærlighed, som hun mener det må bli den ugifte kvindes ret å skaffe sig, forstår jeg mig ikke på. Ret dertil, ja selvfølgelig; men tanken er ublufærdig og hæslig. Det at «modtage et barn af en mand» må dog i al evighed bli den naturlige afslutning — kulminationen af en hel og stor stemning uden egoistiske beregninger af nogen art, dersom det skal kunne tænkes uden skamrødme. Kun da er det stort og skjønt — med alle andre motiveringer hæsligt. Ingen bog har heller derfor stødt mig mer end Johan Bojers omtalte skuespill «Theodora». Ufriskt og uskjønt er nu dette nøgterne «arangement» — oprørende! Og den slags «kjærlighed» som Ellen Key mener af og til existerer, der gir afkald på manden for barnets skyld, har intet med kjærlighed å bestille. Elsker man, da findes der kun en ting som ikke kan tænkes og det er å leve borte fra hverandre, ikke å dele alt, end sige det høieste af al lykke — barnet man eier sammen. Tænke sig at nogen kvinde frivilligt skulde gi afkald på samlivet med en elsket mand med hvem hun har et barn, af «rædsel for at få sine arbeidsvilkår forstyrret»! For å studere mathematik eller skrive bøger eller male billeder og spille piano. Aldrig i evighed! Kjærlighed kan aldrig bli en biting. Men kan en kvinde bevidst og af ganske hjerte på de af Ellen Key opstillede premisse «få sig et barn af en agtet mand» uden å rødme, så kan sagtens ikke det komme andre ved. Plads for hende og hendes barn! Og respekt for hendes vilje! Selvfølgelig. For mig blir det dog af de mange ting i verden man helst ikke vil vide om. Kanske er jeg ikke ren nok, thi det krænker og støder min blufærdighed og min dybeste kvindelighed. 25.5.1904 Tuften 16 år idag. Turen med «Folkdansens Vänner» 2den pintsedag var fin. Foreningen som nu tæller 350 medlemmer har af en velstående Stockholmsdame — enkefru Berg og hendes to døtre — fåt i present en herlig liden villa ude ved Utra‐Sjö, hvor vi holdt til, 90 nationalklædte herrer og damer; samledes kl. 12 på Centralbanegården uden å vække nogen opsigt, så almindeligt er det nu her i Stockholm å se dragter på gaden. Igår god prøve. Idagmorges kom den norske danser Jon Dale og spillemanden Okshoved fra Bergen. De skal optræde her på vårfesten. Igår var de norske skolebarn her på Skansen og beså alle herligheder. De nationalklædte svenske barn, som legte for dem vandt stort bifald Per Hallstrbm har for 23de en lang (3 spalter) anmeldelse af «Kvinden skabt af Manden»; alle spør mig nu efter bogen. Især hvem forfatteren er. Hallströms over al måde velvillige anm. har gitt folk lyst til å læse den. 27.5.1904 Vårfesten åbnedes 4 med kanonsalut fra Skansens batterier. 4 ¼ kom kronprinsen. Jon Dale dansede et par danse for ham. Vi forestilledes. Yderst elskværdig. Lovede å komme en aften og se på folkevisedansen. 28.5.1904 God stemning igåraftes. Dansen gik over forventning. Siden var vi sammen hele flokken og deltog i folkelivet. De norske sangere optrådte og gjorde lykke. Halfdan Rode er blit populær her som solist. Idag strålende solskin. Har modtaget kr. 200,00 af «Nordiska Museets Midler» til dekkelse af mine reiseudgifter og tidsspilde ved opholdet her. Det er egentlig gruelig flaut å ta imod penge for å ha havt en deilig, doven tid i alskens velvære her på dette prægtige Skansen. 21.6.1904 Labråtert, Hvalstad G. sa i en samtale iforgår aftes: «Jeg er begyndt å bli så ræd jeg skal bli gammel, før trodde jeg altid, at jeg snart skulde være færdig.» Jeg skjændte naturligvis og sa bl.a. «— du har jo endnu din fulde arbeidskraft, og du blir forkjælet og bortskjæmt på al vis — skam dig å snakke så stygt!» «Nei, jeg har ikke længer min arbeidskraft engang, endda alt som er i mig af kraft har samlet sig i hjernen; men det værste er at arbeidslysten minsker så sørgelig. Jeg synes mer og mer, at det er så lite vigtig alt vi farer med.» Men da sa jeg disse visdomsord: «Du og jeg, vi har det for godt, derfor kommer vi på sligt tull, for jeg synes altså det samme. Vi skulde ha pisken over os og slite til vi længtet efter lidt frihed og hvile. Værst er du faren, for der stilles ingen krav til dig på noget; jeg har da huset og gutten og en hel del praktisk arbeide, så jeg får ikke tid til å falde i altfor mange funderinger, og havde jeg ikke det, så var jeg færdig, jeg greide ikke å gå sån som du op og ned på et værelse med hænderne i lommerne og bare være klok.» Han lo: «Nei, er det ikke fælt; men nu er det virkelig en byrde, at jeg ikke har nogen byrde; det jeg kunde ha lyst til var ligefrem å begynde å studere, sidde på skolebænken; men hukommelsen er blit for skral!» «Ja, se det er atter noget herrens dovenskab hvisker ham i øret. Du husker udmærket sligtnoe og er en storartet elev. Læste du ikke oldnorsk med Flo ifjor og resultatet var udmærket!» «Å gudbedre, udmærket var det nok ikke; men jeg rent ud kjender det som en lettelse, at jeg nu skal få et reelt arbeide med bibeloversættelsen! » «Ja, det er et arbeide som er studium samtidig altså.» «Ja. netop!» — Han var ganske munter da han gik fra mig, ved tanken på den flid han skulde begynde å udvise i et «reelt arbeide». Lad ham nu bare leve i den lykkelige tro, at disse mellemaktsarbeider med ordbok og bibeloversættelse er hans hovedarbeide, de eneste som gir ham samvittighedsro, så vidt han kan existere. Han trænger det altså. Han er en gruelig rar mand! Skjønt han er mig så uendelig overlegen i alle måder, føler jeg ofte ligefrem at jeg må lure ham og godsnakke for ham og skamme ham ud som et lite barn. Han blir så lettet, når jeg siger, at han — naturligvis — gjør sin meste nytte udenfor «disse bøgerne». Han går troskyldig med på spøgen. 23.6.1904 St. Hansaften Surt og koldt, så lidt på peisen gjør godt. Fik iforgår de to trediedele af Garborgs bog, som nu er så færdig at det kan læses. Jeg synes det er så godt, så godt! Memoirer og selvbiografi i form af breve fra Knudaheio til overlærer Steinar Schjøtt. Det er som en udfyldning af «Fred»; klart, vemodigt forsonet, og så uendelig ægte og vakkert. Nu forstår jeg bedre end nogensinde, at G. aldrig kan komme helt ud af den troldring han fødtes i derborte i « Judæa», hvor glansen af hans barndoms Jerusalem blindet, og heden fra helvede sved og jaget på flugt. Intet og ingen som ikke på en eller anden måde har sin oprindelse indenfor den ring kan få dybere betydning for ham. Jæderen og hans barndom og første ungdom der, det er hans liv, der og intet andet sted har han havt et hjem; alt senere er en flakken om i ørken og landflygtighed, hvor han i det høieste har havt en kort hvile på en liden grøn flæk, der han kunde sidde i forholdsvis ro og mindes Jerusalem og længte efter alt det «burtkomne». Ak ja — hele hans store arbeide i disse år råber det jo, at han er en hjemløs og hvileløs, træt og syg sjæl, som intet forhold kan komme i til menneskene, og hvis forhold til Gud er en stadig kamp. — 10.7.1904 Kolbotn Så er jeg da «Kolbotnkjerring» igjen. Kom hid ved middagstider idag fra Einabu, hvor vi lå inat. Vi reiste torsdag 7de fra Lillehammer efterat Sandvig havde repareret Tuftens tænder. Onsdag aften kjørte jeg med fru Breiseth og Lars Jorde ud til gården Skog i Ringsaker. Det er en typisk mjøsgård med herlig udsigt over fjorden og opover dalen, deilige standsmæssige gamle hus, fede jorder og marker og sidst, men ikke mindst, prægtige mennesker. Gamlekonen med det kraftige kloke ansigt og det hvide stive hedemarksskaut, som jeg husker så godt fra barndommen, og ungefruen koselig og gjæstfri i hjemmevævet værkenskjole og med rigtig Hedemarkens‐kjødkager på aftensbordet. Der findes ikke i verden så deilig mad som på Hedemarken og i Østerdalen. Begge fruerne har ståt model for Soot til hans billede «Velkommen», som er malet på Skog. Jeg har ingen pige, og søndagen og hele gårdsdagen er gåt med til skuring og opvask. Jeg mindes min første Kolbotntid. Alt er i grunden nokså uforandret. Garborg står og arbeider på veien, lidt mere grå; men egentlig kjækkere end da, og jeg er lidt mere rynket og en smule fyldigere; men lige rask på foden. Den eneste som er helt forandret er Tuftekallen, som er blit en voxen herre. Her er en udmærket arbeidets deling. Tuften hugger ved, smør skor og pudser kniver, og idag stod han endog tidlig op og kopte kaffe og trakterede mig på sengen. Så drog han tilfjelds med sin gamle ven Andreas Trøan for å lede efter sauer, fiske og skyde kråke. Garborg forlanger å stelle sit værelse selv, da han ikke vil jeg skal ha så meget. Hidtil har jeg nu imidlertid vasket og stelt for ham; han har jo den fæle veien som må stelles, dersom vi skal kunne få varer hidkjørt. Da lasset med stor møie var kommet frem til Kolbotn søndag opdagede vi naturligvis, at det vigtigste mangled, nemlig madkasserne. Gud ved, hvor de er. Idag håber jeg å få vide det — muligens får vi dem også, da Olav Straalberg skulde til Steien igår. Men det er virkelig nokså spændende. Heldigvis havde vi lidt mad med fra Einabu og lidt fra Labråten, og kaffe fik jeg låne på Straalberg, så det greier sig såvidt — Men ikke længe. 11.7.1904 Olav Straalberg kom nu i eftm. med den savnede kasse. Så er den sorg slukt, og vi har mad i masser. Posten bragte budskabet om statsminister Qvams død. Det var så trist og vemodigt. Jeg må huske på de gode dage i det norske ministerhotel ifjor i pintsen da jeg var gjæst hos Qvams. Jeg var derinde 5 dage med de norske dansere, og koseligere og elskværdigere og morsommere vært end Qvam kan ikke tænkes. Skjønt det var midt i en spændende politisk krise havde han altid tanke og tid for sine gjæster. Men så pludselig en aften måtte han over hals og hoved til Kristiania. Man vidste ikke hvad næste dag vilde bringe. Men midt i alt dette og tusind andre gjøremål stod fru Qvam rolig og sikker og havde tid og omtanke for alt og alle. Vi som var gjæster der, følte hende som en altid vågen og omsorgsfuld mor i alle dele. Hun var den første som stak hovedet ind ad døren om morgenen, og den sidste som gik fra os om aftenen. Endog efter at jeg havde lagt mig hændte det hun kom ind til mig med et glas vin eller lidt andet godt på sengen. Ja de var utrolig snille, og både jeg og de øvrige dansere, som var indbudne til en nydelig frokost der en dag, vil med tak huske både Qvam og fruen og den trofaste frøken Louise, doktoren, som da var hjemme og var moderens og faderens høire hånd. Qvam havde da netop komponeret en vakker melodi til Garborgs fædrelandssang «Gud signe Norigs Land». Han var meget musikalsk. 21.7.1904 Garborg arbeider nu med boka, og jeg går fra skurebytta til grautgryta og fra opvask til strømpestopning. Hviler så med mine bøger. Fryser nat og dag. 28.7.1904 Jeg vasker op, maler dører, læser og vasker op igjen. Jeg glæder mig til den iste september da min nye flinke pige kommer. Min eneste trøst er, at G. trives udmærket med det nuværende arrangemant og arbeider. I anledning den nye pige sa han bare «Huf, skal jeg nu måtte lære et nyt navn igjen! Jeg havde såvidt begyndt å huske hvad den forrige hed.» Hun havde været hos os i tre år. Her er så mange minder — og alligevel er det som en tåge over det hele. Vi er blit gamle. Livet begynder å arte sig så uvirkeligt — som drømme i lys og skygge. Klare lyse drømme, og mørke tunge mareridt. Egentlig er her nu såre bekvemt med rum og al ting. Let å stelle; dersom man ikke havde andet å tænke på, var det jo bare dukkestel og moro altsammen, men så koseligt som da vi bare havde ét rum og alt var ubekvemt, blir det aldrig. Så er det med så mange fremskridt og forbedringer — man vil naturligvis ikke undvære dem; men rigere følte man sig før de kom. Mangen gang var det slemt nok å ha bare et rum. Som en søndag to mænd kom på besøg mens vi lå, og satte sig foran sengen vor og konverserte os på det mest elskværdige og formfulde. G. stod da omsider op og kogte kaffe til dem og dækket på vort eneste bord foran sengen. Efter flere timer hvor jeg lå sengefast, sa endelig den ene: «Er'a klein, kjeringa?» Han kunde ikke begribe, hvorfor jeg ikke var ståt op. Nu har jeg mit eget lille gode soverum og kan sagtens stå op når jeg vil. Men ligge i sengen og få koselig frokost af en huslig mand og passiare gemytlig med to snille naboer, se det er ausgeschlossen. Og det var dog vel så morsomt til en afvexling som å stå op bestandig på den evige samme ufestlige måde og foretage de samme ting på samme måde hver dag i god skik og orden ved et velordnet toiletbord og en almindelig vaskevandsstol. Dengang var det dage da vasken var bare så mådelig, det skal indrømmes, men så stod badebaljen bag forhænget. 2.8.1904 Brev fra lærer Islandsmoen i Valders om folkevisedansens fremgang der. Flere bygder deroppe vil ha ham til å komme og hjælpe dem med dansen, så han er blit «rein dansemeister», han som «aldri fyrt hev dansa». Enkelte ældre pietister var ræd denne nye moro, siger han; men når de ser, at de danser «i dagens fulle ljos» og går skikkelig tidligt hjem og opfører sig pent i det hele, så tier de. Han vil jeg skal komme til Folkehøiskolen igjen i vinter og sætte «kveik» i dem igjen. 4.8.1904 Idag har vi slåttefolk. 2 Hardangerlærere, som er slåttekarer på Einabu i sommer. Ivar har nemlig leiet slåtten her iår. Det var så hyggeligt å vågne tidlig idag af ljåbryning udenfor. Jeg var oppe kl. ½ 7 og kogte kaffe til dem. Endnu sidder regnet fast, skjønt skyerne hænger tunge lige ned på tagene. Det mindet mig om gamle dage her, da jeg tidlig idag sad med min kaffekop i bryggerhusdøren (nu kjøkken) og så ud over Savalen. Morgenerne her er så forunderlig vakre. Helst endnu tidligere, når solen glider frem over Svarthuguodden og kaster den første glød over Fintrøvangen. Da er det som et eventyrlandskab eller som en drøm. Alt er uendelig stille og luften ligger dirrende så det hele sees som i hildr. Og så lidt efter lidt begynder kobjelderne å synge sit godmorgen rundt i lierne. Men gjetene tar livet af mig. Jeg farer som en furie med sten og vedtræ og skrig og huien for å jage dem af slåtten her. Gjærdet er ikke førsterangs, og gjeter er verdens trassigste dyr. Jeg er glad det nu blir slåt af, så får de i Guds navn gå indpå så meget de vil. De er jo forfærdelig hyggelige å se på, de bæster. Ikvæld skal jeg synge danseviser med slåttekarene, som er gode forsangere til kvaddansen. 10.8.1904 Var på Einabu efter posten tirsdag. Gik mandag aften ned, og op igjen tirsdag morgen. Siden har jeg været syg. Karen fortalte om Garborg, da han var der ifjor vår, mens jeg var på reiser. Mine breve var ikke opmuntrende i almindelighed, da jeg havde en vanskelig tid med alslags modløshed og søvnløshed. Så en dag kom han til middagsbordet så svært nedbøiet efter å ha læst et brev fra mig. De spurgte da som vanlig efter mig. «Å,» sa han. «Dette går ikke! Deroppe på Toten har de lagt hende sammen med en sadelmagersvend, som snorker hele natten!» — «Hvadbe —?» «Ja,» sa han, «jeg har naturligvis skrevet og sagt, at hun øieblikkelig må reise fra et sted, hvor de behandler hende sån.» Jeg havde i mit brev fra Toten, hvor jeg var på dansefærd, skrevet følgende: «— — — Med søvnen går det skralt, nu har de ovenikjøbet lagt mig side om side med en sadelmager, som snorker lige i øret på mig hele natten.» Der var en tynd bordvæg imellem; men det fandt jeg det virkelig overflødigt å si; men G. var altså ikke et øieblik i tvil om at jeg delte værelse med manden. Det var vel så meget snorkingen som manden han var empørt over, for jeg fik et brev med følgende udbrud: «Du må selvfølgelig øieblikkelig reise fra det sted hvor man behandler dig så uforskammet slet! Ikke engang eget værelse, jeg har aldrig hørt værre! Også en som snorker ovenikjøbet!» Ja, «gløg er han ikke», som Harriet Backer altid sa om G., da hun bodde heroppe ... 27.8.1904 Idag er det da vor sidste dag her for denne gang igjen. Det regner umådeligt, seigt og jevnt, og Tronfjeld er borte. G. er trods de ihærdigste anstrengelser ikke blit færdig med sit manuskript. Ærgerligt! Nu må han ta på igjen dernede. Jeg har den sidste uge gjort et Herkulesarbeide, det vil sige begyndt. Jeg har ryddet op og ordnet vores begges korrespondance fra 18 år heroppe, samlet på et loft over Garborgs arbeidsrum. To store vaskestamper fulde af breve i kaos. Å ordne disse bare foreløbig grovt, sortere ud mine og pakke alt i grupper og læse og læse gammelt som minder om så meget, har for mig været nerveslidende arbeide. Så meget er levet om igjen af godt og ondt. Og mange gode venner og gamle kjendte har gjæstet mig igjen. Fra mangen endnu levende og mange nu døde er det interessante breve og minder. En række breve fra Gabriel Finne, som sætter en levende ind i 80‐90 årenes literære rørelser, og Obstfelder! å hvor jeg husker første gang jeg så ham. Det var her på Kolbotn sommeren (93?). Jeg gik borte i skoven med en stor kurv og plukkede trøfler. Så kom der en ung mand med lyst skjæg og en liden skyggeløs hue på hovedet, ellers ganske uden reisetøi, og spurgte efter Kolbotn. Så gik vi sammen henover, og han sa sit navn. Han havde endnu ikke udgivet sin digtsamling; vi havde vinteren før hørt hans navn af en Stavangermand i Rom, og den mand sa til G.: «Der er bare to mennesker i landet som kunde skrevet den (Sult), det var Dem og Sigbjørn Obstfelder fra Stavanger.» Det var første gang vi hørte hans navn. Da han kom ind her, bød jeg ham efter stedets skik «noget at drikke», nemlig sirupøl, det eneste jeg havde, servert i et baiersk literkrügel. Hvor lei jeg blev da han sa «Jeg lier det ikke» — Han sa ikke noget videre, og jeg ved ikke hvem der befandt sig mest ilde, han, eller den arme Garborg, som sad og vred sig på stolen og skulde «finde på noget» å snakke om. Jeg gik ud i kjøkkenet og lo så småt ved mig selv, og tænkte, at to rarere mandfolk havde jeg aldrig set på én gang. G. værked efter å komme ud og skrive og fatted endelig en kraftig beslutning og bad O. gå ud og se på Tronfjeld mens de vented på maden, så rømte han ud til sig. Jeg stelte med mit i kjøkkenet og voved ikke å snakke til den rare manden som sad ude på bænken med hånden under hovedet og stirred ud over Savalen uden å røre sig. Jeg tænkte bare at han vist ikke havde spist på længe og var fortvilet over at jeg ikke fort nok kunde få maden istand. Endelig fik vi imidlertid en rar middag bestående hovedsagelig af trøffelbif. Jeg havde gjort så rig fangst af store trøfler den dag, at jeg kunde skjære den i skiver og stege bif. Da Obstfelder og G. havde smagt på retterne, spurgte jeg, om de kunde gjætte hvad de spiste. Stilfærdig svarte Obstfelder: «Noget kjød,» og Garborg: «Er det ikke bif.» Da jeg så sa hvad det var, sa 0.: «Det er ikke vondt», men han så nokså hjælpeløs ud — Om eftm. sad han igjen på bænken i timevis som før, og G. og jeg gik til vor gjerning. Men om aftenen da vi ved et vældigt rodbål på peisen fik os en varm toddy, så snakked han pludselig, og så snakked han hele kvælden. Fortalte hele sit levnetsløb. Og vi græd og vi lo med ham. Næste dag drog han afsted som han kom — uden anden bagage end den pakke «skolemad» jeg fik ham til å ta i lommen Da hans digtsamling kom ud, fik vi et expl. herop med «tak for sommerdagen ved Savalen!» Sidste gang jeg var sammen med ham, var i Sætersdalen sommeren (?). Da var han gift. Vi kjørte sammen fra Viken i Valle og skiltes i Bykle hvor veien tar over til Telemarken. Han og hans danske kone tog vestover med 10 halve smørogbrød og en æske fiskeboller for å gå over Hardangervidden til Stavanger, og Tuften og jeg tog Telemarksveien til Skien og Asker. Obstf. havde af reisetøi kun en paraply og fruen absolut intet. Hun havde lave sko og en nokså nedringet sort kjole. Jeg løste den lange pelerine af min reisekåbe og gav hende, d. v. s. jeg måtte true den på hende, «for hun mente at når hun tog kjolen over hovedet», så var det mer end nok. Og 0. sa ingenting. Da jeg efter at de endelig var kommet hjem efter den berømte tur, hvor det nok kneb hårdt for fruen selv med capen, fik den igjen på Hvalstad, var det med de ord: «Den har reddet mit liv.» Og det var vist ikke langt fra å være sandt. 16.9.1904 Endelig igår fik jeg manuskriptet til G.s bog. Jeg begyndte på det kl. 5; men måtte gjennem halvparten til idag. Det er svært. Vægtigt i alle måder. Har læst fra ½ 9 til 11 idag, og kl. 12 reiste G. til byen med det. Han var glad på en måde, men «egentlig slet ikke færdig». Jeg indbilder mig at den bog skal gjøre hver sund og brav nordmand til målmand bl.a. Og hver ufordærvet bondegut, som læser den vil sikkert tænke klarere over sit liv og sokne dybere i sig selv og livet før han kaster heimen fra sig. Det er en lettelse i alle måder, at denne vanskelige bog er vel og vakkert færdig og ude af huset. G. har i disse 4 år siden sidste bog været syg og tvilende i alt. Han trodde ikke, at han mere skulde skrive en læselig bog. Men mon ikke denne er læselig. Der er ting i den som jeg elsker. Vemodigt vakre, som kapitlet om faderens sidste tid og hjemmets opløsning, skildringerne af naturen, drømmene og hjemlængselen. Og der er humoristiske perler, som det lille stykke om «Moses», den omvendte neger, og Stavangermissionen. Personlig kunde jeg naturligvis ønsket at han ikke vilde sætte på tryk det som Harriet Backer på Kolbotn, i den tid vort boligspørgsmål var brændende, altid kaldte hans fixe ide, nemlig at jeg ikke kunde bo på Jæderen. Han foreslog det aldrig, derimod ofte jeg. Han gik og tænkte sig, at jeg aldrig vilde trives der, skjønt jeg trivdes godt den sommeren jeg boede der. En række breve fra den tid viser altfor tydeligt, at han selv ikke har vovet hjemflytningen. Men gudskelov jeg er over den tid da en liden uretfærdighed blir til en livssorg. Livet er for kort. Tilslut lærer man å spare på sig selv også. Værre kan det endnu være med de små og store ting, som kan såre ens forfængelighed. Det er mærkeligt, hvor seig den svaghed er i en. Men den skal vel også med Guds magt døyves tilsidst. * 8.11.1904 Igår var Garborg, Tuften, pigen og jeg alle i «bryllup» på Målmarknaden, toget gjennem gaderne — fra Frognerveien 10, Drammensveien, Carl Johan, Øvre Slotsgd., Grænsen til Møllergaden 20 — så prægtigt ud i fakkelskinnet. Men Kristianiapøbelen var på benene i al sin blomst. Og man sad der og havde mest lyst til å skrige, så trist var det å se al den råhed og alt det snobberi som gav sig luft i hånlatter og spydigheder overfor dette «simple bondetog». Men var der en og anden kunstnersjæl og et dannet menneske iblandt, så har de sikkert glædet sig i sit hjerte. For vakkert var det. Men jeg husker stemningen i Bergen ved åbningen af Målmarknaden der for tre år siden, da vi havde et lignende tog (brudedragten var den samme), og jeg husker stemningen på Lillehammer i vår, og sammenligningen er ikke til fordel for Kristiania. 17.11.1904 Om kvælden så Tuften og jeg «Ola Lia» på «Centraltheatret». Det gik for 47de gang og der var godt hus. Det er også elskværdigt og morsomt. Ikke synderlig vittigt og ikke så svært mange gode viser netop; men Hauk Aabel er ganske bedårende, naturlig og inderlig ægte som Ola. Det er første gang jeg i Danmark eller Norge har set en bondegut på scenen, som ikke har været fremstillet som en ragget og måbende idiot. Aabel har meget af det samme barnsligt elskværdige, blyge og rørende troskyldige, som gjorde Johannes Brun så uimodståelig. Iaften skal jeg ind og danse på Målmarknaden. Mit liv er blit ganske rart. Når jeg ikke danser eller sover, så gjæsper jeg. Og da jeg sover nokså lidet og jo heller ikke kan danse hele døgnet, så gjæsper jeg altså forfærdelig meget. Og det er yderst uklædeligt. Jeg tror mer og mer, at vi kunde ligge i hi om vinteren. Tænk, hvor det bl.a. vilde spare på veden! 11.12.1904 Jeg læser Buddhismen. Man kan nu få så mange billige Buddhistskrifter gjennem «Buddhistischer Missions Verlag», Leipzig. Her blir meget af interesse også for Garborg, som jo vil skrive en bibelfortolkning. Meget af det fineste og bedste i kristendommen finder vi igjen i Buddhas lære; men der er intet helvede og intet sakrament hvor Faderen giver sin søns kjød og blod for å forsone sig selv. For mig står Buddhismen som dybt og skjønt religiøst fritænkeri. Der er ingen personlig Gud; alt liv er en endeløs kjede av årsag og virkning. — Menneskene skaber den religion de har brug for. Kristendommen er i omformning, dens helvede og andre «Greuel» står ikke for nutidens mennesketanke. De sidste rester af barbarismen må bort; men alligevel: vil den bli fremtidens religion? Eller vil det bli en reformert Buddhisme? En forenklet Buddhisme? 26.12.1904 2den juledag Julaften var vi hos Wentzels. Det er så vanskeligt å holde julestemning og juletræhumør med 3 mennesker. For Tuften er det ligefrem græsselig kjedeligt. Nu havde han det deiligt med kammerater og sang og musik og moro. Han blev til igår, da vi hentet ham med hest. Her var stille som i graven, da han kom, og han sa ligeud, at det var trist med så få mennesker i julen. «Hverdagen gjør det ikke så mye, for da læser jeg jo hele tiden.» Vi har tænkt å leie et værelse til ham over hos Løland efter nytår, så han kan røre sig lidt — læse høit, spille lidt og tralle lidt, når han har lyst. Her mister han mål og mæle. Det er ikke godt å være barn i et hus hvor der arbeides slig som her og helst med tunge tanker. Når G. er ude og hugger ved (ellers går han aldrig ud af døren), da passer vi på og synger og spiller og slås og holder leven så godt vi kan. Men som Tuften siger, det er ikke sikkert vi er oplagt netop da. Tuften skal forresten herefter hede Ådne. Han synes det er så vanskeligt å hede Arne Garborg af flere grunde. Bl.a. «fik far 1 i norsk stil til artium, og jeg får sikkert 6,» siger han. «Så skal jeg altså skjæmme navnet.» G. foreslog da Ola af Olaves (han er døbt Arne Olaves Fjørtoft G.) men Tuft siger, at Ola på østlandsk er stygt med den tykke l det altid får, og Ola på vestlandsk er affekteret på Østlandet. Deri er jeg igrunden enig med ham, skjønt jeg liger Ola så godt. Det er letvindt og koseligt. Først indvilget han også i det — «for så kan du synge Ola, Ola, min eigen onge» sa han. Men nu vil han heller ha Ådne, som jo er godt Garborgslægtnavn. 28.12.1904 Har læst H. E. Kincks «Emigranter» og Gunnar Heibergs «Kjærlighedens Tragedie». Den sidste er ligeså klar som den første er grumset og rodet. «Emigranterne» er for mærkelige og for kjedelige for mig: men «Tragedien» er mesterlig gjort og fængsler fra først til sidst i fire akter med kun tre personer. Men — meget kunde det være å si om de tre. Og «Balkonen» står for mig som grundmuren til denne tragedie. Karen blir i tredie akt pludselig til skjøge og klær sig nøgen for en fremmed mand. Det er tragedien, ikke at hun dør. Men «Kjærlighedens Tragedie» er et tidernes tegn. Og Heiberg tegner situationer så klare og gjennemsigtige, at de står som mod en skinnende hvid baggrund. Hvor er det ikke en nydelse efter Kinck, hvis eneste styrke forekommer mig å være den kunst å kaste et billede, grovt tegnet og tungt tænkt, som en knytnæve i læserens ansigt. Man husker det og føler energien. Men man husker det og føler det som man husker og føler en ørefik. Nei lad mig da heller læse Homer. Han er tusind gange stærkere og kraftigere i sine billeder; men hvilken klarhed alligevel. Har ikke alt stort været klart? 1905 1.1.1905 1ste januar Været i byen inat. Stort lag (40 mennesker) hos Nissens. Muntert og festligt. Dans. Nansen som altid utrættelig i dansen. Blehr, Horst og Garborg politiserte. Blehr håbefuld. Svenskernes krangel de sidste dage i unionsforhandl. har gjort Høire sint, endelig. «Unionens opløsning» tør nævnes høit. Et fremtidssyn: egen norsk konge af det engelske kongehus. Betryggende udad, om en norsk indfødt konge var en morsommere tanke. 23.1.1905 Så igår, sammen med fru Mortenson, Heibergs «Kjærlighedens Tragedie». Næsten ingen mennesker, skjønt søndag, og stemningen mat. De to første akter er helt igjennem gode, især anden, hvor spillet var ypperligt. Men tiltrods for at fru Dybwad i de to sidste spilte tildels glimrende, virked de afkjølende på mig. Det hele blev anstrengt, opkonstrueret, og min sunde fornuft reagerte mod de to gale mennesker, som skulde ha ris begge. Eide var ikke slig som Hadeln for mig måtte været for å virke, skjønt af og til udmærket spil. Han havde for meget krop ligesom. Og fru Dybwads lange deklamation med gravrøst i scenen med Erling var trættende, trods al kunst og virtuositet. Erling, stakkar, kom nu rent bort med sin dagligdagse — fornuft. For mig tabte altså stykket ubetinget ved opførelsen. Jeg sad og ærgrede mig over min snusfornuft; men den var der — Mon jeg er en askeunge! Udbrændt og gammel, for jeg synes damen skulde ha ris og arbeide og barn, og Hadeln en dusch så kold og langvarig, at affektionen gik af ham, og vi fik fat i det prægtige, rare og morsomme menneske og sikkert fine digter som nu anes under den. Ak ja, jeg er vel for gammel. Men «Balkonen» elsker jeg. — 26.1.1905 Igår var G. 54 år. Vilde ingen gjæster ha. På Jæderen i hans hjem, betragtedes det å være født til denne jammerdal nærmest som en ulykke, og var ialfald «intet å feste for». Fødselsdage forekom ikke. Derfor er det med det som med juletræ; han forstår sig ikke på det. Jeg er nu alligevel så ondskabsfuld å minde ham om den. Igår slap han forresten let ... G.s trofaste veninder Harriet Backer, Kitty Wentzel, Fernanda Nissen, fru Mortenson og fru Steinsvik har fyldt vor stue med blomster. Min egen vinterhave står også i fuldt flor, så idag sidder jeg i et rent drivhus. G. vil ikke ha blomster oppe hos sig. Han har «ikke tid til å se på dem» og har bare «samvittighed, fordi de står der og forkommer». 29.1.1905 Iaften première på Eldegards «Fossegrimen». Aviserne er forbausende. Selv Aftenposten og Intelligenssedlerne reklamerer på harde livet for stykket og fremhæver udtrykkelig, at publikum ikke må la sig skræmme af «målet»; thi alt vel betænkt, så er det dog «rimeligere at bønder snakker landsmål end rixmål»! Man tror ikke sine egne øine. Den simple ting har jo målmændene forsøgt å si sommetider; men da blir det jordskjælv. Da mine stakkars landsmålsstykker i sin tid skulde op, var der såmæn ikke en sjæl som reklamerte; tvertimod, alle gren. Selv målfolket vred på sig, og kritiserte så småligt som bare muligt. Tiderne forandrer sig gudskelov. Vel er mine småstykker ingen mesterverker, men det er da ikke «Fossegrimen» heller, så det har ikke gjort udslaget. Men det var vel ikke mindst det, at jeg «bare var et kvindfolk». At jeg er født på Hedemarken og opvokset der til mit 11te år, og siden i 10 år havde havt mit hjem i Østerdalen, det hjalp ikke spor. Jeg havde jo vitterlig også været ti år i Kristiania og vovet endda å skrive landsmål. Uforskammet! 31.1.1905 Premièren på «Fossegrimen» blev en hel succes. Fuldt hus og stor jubel. Kapelmester Halvorsens musik, Jens Wangs dekorationer, den udmærkede opsætning, alt gjorde sit til et festligt hele. Fest for Eldegard efterpå i Kaffistova, men vi måtte med nattoget og kunde ikke deltage. Garborg ser stykket om igjen imorgen og vil så efter opfordring skrive om det på landsmål i Morgenbladet. 17.2.1905 Sorenskriver Bothner og frue var også i Oslo Gilde. B. var med Steinar Schjøtt ved Savalen (de bodde i «Nordpolen», Ivars hytte) i 1886, da jeg bodde på Straalberg sammen med Garborgs søster Oline, nu gift i Amerika, og to af hendes veninder. Da begyndte G. og jeg å «se på hverandre»; men ikke engang i drømme faldt det os ind, at det kunde bli mer end et hyggeligt whistmakkerskab. Man går i fare hvor man går! Men det er morsomt nu å træffe Bothner igjen. Han bliver forhåbentlig længe på Storthinget. 25.2.1905 Kl. ½ 7 reiste G. og jeg ind for å høre oberst Stang og Gunnar Heiberg i Studentersamfundet (Den frisindede S. forening). Kl. 8 kom vi, og da stod folk som sild i en tønde helt ned i trapper og ud i alle ganger. Foredragsholderne kunde ved 9‐tiden med yderste nød komme ind i salen. Vi sad sammen med en del andre (bl.a. prof. Gran, fru oberst Stang, fru statsråd Konow og tre af foreningens bestyrelse) som ikke kunde komme ind, ude i et sideværelse og «hørte på stemningen», som ikke var overdreven livlig; men dog meget god. Efterpå var G., fru Nissen og jeg sammen med Nansen på Theatercafeen. N. var i godt humør og modig, og mente det første vi må gjøre, er å skaffe en ny krigsminister for å få gjort noget. Vi reiste også med ham udover til Lysaker, og der blev snakket meget politik. Iaften gjentages mødet fra igår i Calmeyergadens Missionshus. Nansen talte om et større møde f. ex. på Fæstningen. Idag måtte jeg til byen i forretninger. Var også oppe i «Den 17de Mai», og der var oberst Stang, som havde en lang samtale med Steinsvik. Han så træt ud. Iaften skal han til igjen altså. Fru statsråd Konow var strålende under mødet, skjønt hun ikke kom ind; men hun sa gjentagende: «Jeg er så glad, at jeg næsten sprækker.» —«Hvorfor egentlig?» spurgte en. «Jo, når man har været med til nederlaget (Stangs) og så ser denne storartede opreisning, må man vel være glad!» Nansen6 sa, at der under mødet også var talt svært meget om «opreisning». — Gunnar Heibergs tale var efter alles udsagn vittig og glimrende. Han anbefalede Stang og Nansen som øyeblikkets mænd og kritiserte stærkt Regent, Regjering og Storthing. — Nansen udtalte bl.a. igår i samtalens løb: Til minister kan de nu ikke få gjort mig, for jeg er ikke i statskirken. Men jeg gjentog for ham «Den 17de Mais» ord: Det er ingen hindring. Nansen kan gå ind 6
Han fik kjæmpet sig ind tilslut, idet folk råbte plads for Nansen! igjen. Det er greit nok. I sin ungdom finder mange at statskirken er en uting; men senere at den er god til «lidt af hvert». Og også det citat Sigurd Bødtker kom med iforgår efter N.s foredrag: «Tag styret, Nansen, Paris er en messe værd.» Da lo han, og snakket om sin «overbevisning» o.s.v. 27.2.1905 Det politiske møde i Calmeyergaden var også overordentlig vellykket. Mer end fuldt og stor begeistring for Stang. Ellers intet nyt af betydning ... 17.3.1905 Amalie Skram døde den 15de i Kjøbenhavn af lungebetændelse. Allerede for 3 år siden, da jeg var dernede var hun uafladelig plaget af et halsonde og et ondt ben o. a. Og den lange kur doktoren foreslog for halsen, syntes hun ikke hun havde tid til. Hun skulde nemlig hver dag gå for å bli penslet. Jeg foreslog hende, at hun skulde spørge sin doktor, om der ikke var en assistent eller yngre læge, som kunde gå til hende og gjøre det, så hun slap å gå ud, og det sa hun, at hun vilde gjøre; men jeg ved ikke, om det blev til noget. Hun var så optaget af arbeidet med «Mennesker». Stakkars Amalie! Som så mange store kunstnere var hun så absolut «uverdslig», og livet blev så vanskeligt for hende af den grund. Jeg glemmer aldrig den vinter vi var sammen i Paris, hvor hun hele tiden var uheldig og havde det uhyggeligt. Bl.a. fik hun så kjedelige logier, at hun måtte flytte uafladelig. Garborg og hun og jeg tog franske timer hos en snil fransk dame 7 ; hos hende havnet Amalie tilsidst som pensionær. (Der bodde også en anden norsk dame, som havde været i Paris i 40 år.) Men det blev værre end alt. Og det værste var, at hun syntes det var så ondt å flytte, for damerne var jo snille og velmente; begge disse var glad i fru Skram, og trodde å gjøre alt på det bedste. Men de havde ingen pige og var selv ofte syge, og stellet blev derefter. Så «bortførte» Garborg og jeg en aften Amalie med samt hendes kufferter med de 13 ubrugte kjoler i 2 lukkede vogne, idet vi foregav, at hun skulde reise hjem. Da damerne fulgte til vognen med tårer og kys, måtte vi til kusken opgi «Gare du Nord»; men nede i gaden et stykke gi ham forandret adresse. Lykkeligvis forbauser jo intet en Pariserkusk, og han snudde bare ganske rolig og lod som ingenting. Og vi fik Amalie ind i et lidet hotel nær Hotel Voltaire, Quai Voltaire, hvor vi bodde. Og mangen hyggelig stund havde vi sammen. Vilhelm Krag var også i Paris den vinter og var ofte sammen med os. En dag kom en høi vakker mand ned i vort hotel og presenterede sig som «Skipper Worse fra Stavanger». Vi blev ganske forvirrede, for han lignede også Alexander Kielland påfallende. Hans skib lå i Antwerpen, sa han, og han var nu i P. med den belgiske digter Gittens, som vilde hilse på Garborg. Jeg sendte bud efter Amalie, og vi havde en hyggelig rangel med de to herrer. Worsøe, som han egentlig hed, skulde til Grækenland med sit skib, og vi fik sån lyst til å være med, at han telegraferede til rhederiet om tilladelse til å medtage 3 passagerer. Det blev indvilget med en yderst billig kostgodtgjørelse, og det vilde også blit en stor besparelse for os å reise. Da Amalie sent om kvælden fik beskeden med posten, tog hun på sig og reiste fluxens til Hotel Voltaire, hvor hun kom efter midnat. Jeg var iseng allerede og hun sad på sengekanten og snakked og skjændte, for vi var nu kommet til det, at vi kunde af flere grunde ikke vove reisen. Vi måtte være i Antwerpen allerede næste aften i tilfælde, altså reise fra Paris næste morgen; men Garborg var ikke frisk. Og så var det Tuften, som var igjen i Norge, og vi betænkte os på å gjøre afstanden endnu større mellem ham og os, om noget skulde hænde. Men Amalie var rasende, og kl. 1 drog hun og Garborg på telegrafstationen og sendte følgende telegram: «Kan fru Skram komme alene?» 7
Madame Claude Arban. Men på dette indløb intet svar og det gjorde ikke fru S. blidere selvfølgelig. 8 dage senere fik hun i posten et brev hvori et telegram, som havde søgt fru S. på alle mulige gale steder, og deri stod: Fru Skram er velkommen! Men da var det forsent. Å, hvor hun skjændte på os! Slig var det altid for hende. Penge mistede hun også, og snydt blev hun flere gange — Mod mig var hun hele tiden storartet, og jeg skylder hende så uendelig meget. Men hun påstod at jeg var «egenretfærdig», fordi jeg ikke brugte korset, og en dag vi var sammen i Louvre pegte hun på Venus fra Milo og sa: «Der ser du den eneste dame i verden, som er pen uden korset!» Og det endte med, at hun en dag gik med mig og kjøbte et korset og satte det triumferende på mig. Men det varte ikke længe før hun måtte indrømme, at jeg ikke lod mig civilisere. Hun lo og sa: «Nei det er sandt som du siger; du er endnu styggere med det plag!» Så opgav hun mig. Og i Kjøbenhavn for 4 år siden syntes hun, at mine løse kjoler var «deilige». Å hun var så morsom og fuld af stemning, så rig og overdådig og deilig, og det er så uendelig trist og vemodigt, at hun er borte. Og slig som vi alle må skamme os herhjemme over den behandling hun i alle år fik her! Det var såvist ikke underligt, at hun vendte Norge ryggen tilslut. Jeg husker et exempel fra den vinter i Paris. Hun kunde ikke få fribilletter til theatrene, skjønt hun henvendte sig til vor minister, for han sa, at den danske minister var hendes minister. Og den danske minister vilde da med rette ha sagt, at den norske m. var hendes, så opgav hun det træt. Og da havde hun skrevet en række mesterværker, som, «Hellemyrsfolket», «Prof. Hieronimus», «På St. Jørgen» o.s.v. Og jeg min stakkar, som havde fåt et lidet debutarbeide («Mødre») opført på Christiania Theater, jeg fik billetter. Jeg var skamfuld, og jeg turde jo næsten ikke nævne det. Men en enkelt gang gik Amalie med mig. Det var forresten kun til l'Odéon, og der var ikke mye morro. Hvem kan fatte, at ikke hun skulde kunne få et stipendium eller nogetsomhelst tegn på, at Norge brydde sig om å beholde hende? Da hun sidste gang besøkte Norge, skrev jeg en liden artikel i «Dagsavisen» (dengang Erik Lie) om det forunderlige, at jeg flere gange var kommet ud for at hun slet ikke nævntes når talen var om norske forfatterinder. «Hun bor jo i Danmark», sa man. Ja, men bor ikke f. ex. Jonas Lie i Paris. Har bod der i årrækker; men ingen falder på, at han derfor ikke skal regnes for norsk digter. Nei, nei, there is something rotten i det —. 17.4.1905 Fra München skrives, at Laura Marholm Hansson er blit sindsyg. Hun blev indespærret mod sin egen og sin mands vilje, da hun mentes å være farlig for omgivelserne. Det er forfærdelig trist. Jeg husker, hvor hun var strålende, da hun første gang kom til Kolbotn, og da jeg senere traf hende i Berlin. Ikke så ganske ung længer; men kraftig og gjennem sund og freidig. Hun kom til Kolbotn som frk. Mohr, sammen med en anden tysk dame (selv var hun halvt tysk og halvt russisk) for å hilse på Garborg en sommerdag i 1888. Tuften var da et par måneder gammel bare. Jeg husker jeg havde lagt mig på sengen for å hvile med gutten, og vor lille trettenårige hushjælp Eline Strype stod ved bækken og vasket barnetøi. Så fik hun se en båd med to damer og kom springende ind til mig og sa, at «Guldbergfrøknan» 8 vist kom roan! Men det viste sig altså å være de to tyske damer. Garborg var netop roet hen til Ivar i «Nordpolen», hvor han drev som eneboer dengang, og jeg måtte da ro damerne derhen efter å ha kogt chocolade og skaffet dem lidt mad. 8
Vor nabo, prof.s Guldbergs døtre. I Nordpolen fandtes et 5 år gammelt spegelår og svart kaffe samt en ørret som G. havde fisket på veien. Den kogte jeg da i peisen, og den smagte damerne godt. De spiste den med sine små fine turisttolleknive. (Frk. Mohr sendte mig siden sin kniv fra Kristiania til erindring om dagen.) Hun var da så optaget af Ola Hanssons bog «Sensitiva amorosa», som netop var udkommet, at hun selv leende sa, at hun reiste omkring og snakket om Ola H. «til alle som vil høre på det». Da havde hun aldrig set ham. Men sommeren efter kom de sammen til Kolbotn, hvor Garborg og Steinsvik lå syge i hver sin seng. Jeg var på Hamar hos tandlægen. Men de blev der om dagen alligevel, og Ola Hansson syntes der var så knugende trist, at han fattede ikke mennesker kunde bo der. Året efter mødtes vi i Berlin. Vi kom fra Baiern, hvor vi havde været 3/4 år og skulde til Kolbotn igjen. Da var Hanssons gift. Så fik Garborg de 1000 mark af «Freie Bühne» til et længere Tysklandsophold, og vi reiste ned igjen til vinteren. Da traf vi atter Hanssons som havde det koseligt der og var lykkelige over å skulle ha et lidet barn. De reiste til Italien og Paris, hvor gutten blev født og kom atter til Berlin. 17.4.1905 Gerhart Hauptmann skaffede os en liden leilighed hos Ashelms (lærer) i Erkner. Det var venner af ham og hans familie fra hans Erkner‐tid. Alle hans tre sønner er født i Erkner. Fru Marholm kom derud en dag i forretnings‐anliggende, og fortalte om reisen, guttens fødsel, den dyre, dumme franske barnepige de havde bragt med o.s.v. Hanssons var endnu velstående dengang. Fruen havde jo nogen formue hjemmefra, og de var begge meget produktive. Hun var svær og meget elegant samt meget og høit talende og fyldte ganske vore små stuer. Jeg følte mig altid som døvstum og usynlig når hun var tilstede, skjønt hun jo anstrengte sig meget for å se mig og snakke lidt med mig af og til. Men som regel sad fru Hauptmann og jeg i en krog og spiste syltetøi når Hanssons og vore mænd og de andre «Berlinerliterater» drøftede alle sine litterære anliggender på cafeer eller hjemme i husene. Jeg var jo det rene spædbarn, og fru H. ikke meget ældre og visere, hun heller. Men vi mored os på vor måde og så mer end en komisk scene. Fru Marholm tog stor plads ved bordet og førte oftest ordet. Bag hende sad Ola Hansson, liden og spæd, og hun vendte sig af og til om til ham, når hun pludselig husket han var der og sa: Igge sandt Åla! Og «Åla» syntes næsten altid det var sandt ... Fru Hansson var ellers meget snil og hun gjorde vist ikke lidet til at G. fik de 1000 mark dengang. 2.5.1905 Schjøtt igår. Græsk. Vi får stadig dybere indblik i hvilket uhyre arbeide S. nedlægger i ordboka. Den er ikke blit til på en hybel; men skabt under levende samvirken med landets bygder gjennem de bedste sprogkjendere. Et eneste ord kan på den måde koste utroligt arbeide ved undersøgelser hist og her og allevegne. S. våger nervøst ængsteligt over at det skal bli et levende sprog han presenterer i ordboka; men hvad det koster er der neppe mange som aner. Vi som har levet ham nær i disse år er fulde af beundring over hans energi og skarpe sprogsans; men først og fremst over hans næsten pinlige samvittighedsfuldhed. 3.5.1905 I «Nylænde» for 1ste mai står to artikler om «Dr. Malms cellelære og biologi». Doktoren skrev nylig en artikel i Aftenposten om «Kvinder som embedsmænd» hvori han bl.a. udtaler, at — «enhver celle hos det kvindelige menneske så å sige føler, tænker, handler og lever på en anden vis end den mandlige menneskecelle». Dette har bragt kvindesagskvinderne og — mændene — i sandt raseri — «Nylænde»s redaktion skriver i anledningen: «Man vil se, at dr. Malms artikel om kvindesagen idag er gjenstand for to angreb i «Nylænde». Vi har tidligere fåt opfordring til å aflive dr. Malms produkt, men har da svaret, at forfatteren selv bedst besørget aflivelsen; det kunde ikke falde os ind å ofre vor dyrebare plads på det. Vi har imidlertid til vor forbauselse erfaret, at også denne profet har en stor skare tilhængere, og Storthingets behandling af forslaget om kvinder som embedsmænd har bragt det hele i en anden stilling. Og siden vi først tar fat, så gjør vi det grundigt med engang. Når to så udmærkede artikler tilbød sig, fandt vi det rigtigt å ofre det meste af heftet på samme sag. Det gjælder å smede, mens jernet er varmt og spørgsmålet er brændende.» Tænk det. Den ene artikel mod Malm er af dr. phil. Emily Arnesen, som jeg kjender lidt fra hun en sommer bodde i Mortensons hytte «Nordpolen» ved Savalen sammen med en kjæk og grei ung dame frk. Crawford. (Sidstnævnte nu gift.) Den anden artikel er af Herman Aall. Hans konklusion er karakteristisk, derfor nedskriver jeg den: — «Jeg konkluderer altså:», siger han: «Da lov mod kvinders adgang til offentlige stillinger 1) hverken er påkrævet af offentlige eller private behov; 2) praktiseret virker samfundsskadelig, 3) aldrig kan muliggjøre, at en mand kan løse det af det offentlige livs opgaver, som forudsætter kvindelig indsigt, 4) er uhjælpelig ulogisk, fordi den mangler og altid vil mangle det nødvendige korrelat i lov mod mænds adgang til kvinders stillinger, — bør enhver sådan ophæves.» Huh, det er svært vanskeligt! Men når man sidder ganske stille og holder tungen ret i munden, så får man det jo ind på en måde. 5.5.1905 Hos Nansens var det festligt som altid. Alle var enige om at fru N. aldrig havde sunget mere stemningsfuldt. Hun så også prægtig ud i sin hvide atlaskkjole, Martin Knutzen spilte med bravur Beethoven, Grieg, Chopin o. a. Og Nansen er altså en charmeur ... Eva Nansen kom hen til mig med en ung mand, som hun presenterede som Nils Kjær. Han bad om undskyldning, fordi han havde skrevet «så stygt» om mig og sa, at han næste gang vilde behandle mig anderledes. Man skulde jo ikke skrive sån om en dame, o.s.v. Jeg lo og sa: «Nei, De er ikke Nils Kjær.» Eva N. og advokat Herman Lund, som stod der sa jo, det var N. K. Og en «N. K.» var det vist; men ikke min ven i «V. G.» det er jeg vis på; dertil var han altfor hyggelig i ansigtet. Danset godt gjorde han også, og det er umuligt, at en så sur fyr som «V. G.»s «N. K.» kan danse. Fru Sigrun Munthe var deilig i en vidunderlig rød (la France‐farvet) silkekjole med sort besætning Fru statsministerinde Michelsen var også meget staselig i sort chiffon. Der var ellers mange pene damer ... 8.5.1905 Sang og dansed med «Asker Bondeungdomslag» igår hos Erik Asker; 16 par. Løland kom ud fra byen i går eftm. Han er fremdeles skral og går på medico. Hans have, som blev så gildt stelt og udvidet ifjor, ligger nu der. Hele Labråten går i hundene, fordi det er kommet i «litratklør». Ingen kan tjene to herrer; det er sandt i al evighed. Jeg sa til Løland, at jeg syntes han i overordentlig grad manglet kjerring og kjelder og burde se hurtigst å anskaffe begge dele. «Ja,» han smilte så småt, «men fyrst kjillar» — Og det er sandt, ellers vilde vel neppe kjerringa bli langlivet, fotkoldt som det er deroppe. Mine pelargonier har nu de største klaser af store blomsterklokker jeg nogengang har set. Og lynende ildrøde er de. 11.5.1905 Fru Mortenson reiste idagmorges kl. 8. Fru Signe Dal var her igår til middag og om kvelden var vi alle tre sammen med fru Minda Kinck i Nationaltheatret, hvor vi overgav os på nåde og unåde til Tolstojs «Opstandelse». Om stykket kan der disputeres; men vel neppe om fru Dybwads Katuscha. Hun havde skabt en strålende menneskeskikkelse. I sidste akt var hun deilig — forklaret. Hendes farvel, farvel, farvel klang som selve påskeklokkernes glade kimen, og hendes gjentagne «Kristus er opstanden» var så gjennemglødet af tro og tak, at man bare havde trang til et eneste — å kaste sig på knæ med hende og takke og juble som hun. Ja, det var herligt; det var påskehymne! De andre forsvandt alle i glansen af hendes spil, synes jeg. Og alligevel var Oddvars fyrste vist slet ikke dårlig. Han har fåt megen ros for den. Mig forekom han dog tør og kantet i sprog og optræden. Kun et par steder var han bøiet under sine følelsers vægt, og da var han vakker. 15.5.1905 Garborg arbeider i haven, og jeg må se å lave skelettet færdigt til den lille franske komedie jeg for længe siden er begyndt på. Så får den ligge og godgjøre sig til næste vinter. Af «dagbogen» har jeg fremdeles megen glæde privat. Også anm. har været gode; men der skrives jo mindre om den end om den forrige selvfølgelig. Den er ikke i nogen måde sensationel, og desuden vilde ingen bog nu formå å få folk til interesse for andet end politik. Det er en stor politisk tid igjen, og fast holder vi fremdeles frem. Forslag til egen norsk konsulatlov er nu fremlagt. Så kommer det an på. Steinsvik og Tuften holder flittigt ved med sine skydeøvelser om søndagene, og Tuften er blit en begeistret patriot. Igår spurgte jeg ham hvilket fag han gruet mest for til artium. «Naturligvis norsk stil,» sa han, og han tilføiet, «det er ikke noe moro å arbeide med dette dansk‐norske heller, for jeg bryr meg ikke så meget om å lære det; det er et fælt sprog.» Når han har fåt examen, mener han å begynde for alvor med landsmål. Dansede igår på Asker skydsstation med «Asker Bondeungdomslag». Det går ikke fort; men det går da. Folkeviser og alt andet nationalt er jo så fremmed for alle her, at man må begynde med tålmodig å pugge a.b.c'en med dem. Men der er «godt nok to, kunne det berre gro, kunne det berre få seg på tak»! Ak ja, langt frem er det ihvertfald, og tungt las er det å trække både her og mange andre steder; men mange kjække ungdommer finder jeg overalt. Og da er det jo håb. — Til min glæde hører jeg fra Folkeskriftselskabet at «Norsk klædebunad» er udsolgt og nyt oplag skal trykkes. Dansen trækker meget andet godt med sig. Næsten overalt syr de sig nu fine ægte bunader — 18.5.1905 Ikke siden 80 årene mindes jeg å ha gåt til 17de mai med slig forventning og inderlig stemning som igår; men for mig blev det altså en stor skuffelse. Man har jo ikke ubegrænsede kræfter. Pøbelens — deriblandt en del studenters optræden mod os «døletupper» gjorde også sit til å dræbe alt humør. Jeg har ikke på længe vært så bundtrist, som da jeg igåraftes la mig i min seng. Det er mangt alvorligt å tænke på i disse dage om end stemningen er lys og tilfreds i det store hele. Ingen ved hvad der hænder imorgen. 25.5.1905 Garborg var igår i byen i Stipendiekomiteen. Løland blev enstemmig indstillet no. 1 til Schäffers Legat. Desuden Jappe Nilssen og to, hvis navn G. havde glemt, da han kom hjem. Jeg var ude og spadserte en tur igår eftm. og mødte G., da han skulde på toget. «Ja det er sandt, du skal til byen,» ser jeg. «Ja,» sa han, og så hjælpeløs på mig: «men kan du si mig hvad jeg skal der?» Hjemme havde han ledt nervøst efter mig før han gik, sa pigen. Det er altid farlige tider å være borte på, når han skal til byen ... 28.5.1905 En stor dag var det igår for Norge. I statsråd i Stockholm igår blev Konsulatloven negtet sanktion, og den norske Regjering søgte enstemmig om afsked. Afskedsansøgningerne blev dog ikke modtagne af Kongen, da han sa, at han «vidste det nu vilde bli umuligt å få nogen ny regjering». G. og jeg kom til byen kl. 2, og da var der en masse mennesker udenfor Storthinget, en stilfærdigt afventende masse. Man vilde bringe statsminister Michelsen sin hyldest. Men statsministeren gik ud gjennem porten til Storthingsg. og tog sporvognen ved Gravesen. Folk havde imidlertid havt sine speidere ude og snart var Akersgaden og Storthingsg. sorte af mennesker, og ministeren fik sit hurra før han slap ind i vognen. Tuften, som var oppe i norsk stil igår, fortæller, at Russen var fuld af begeistring og samledes udenfor statsministerens bolig og sang «Ja vi elsker» og råbte hurra. Tuften og en anden flok, som kom fra Frogner skole, tog feil af veien og kom forsent til å være med. På veien mødte de en mand, som spurgte hvilken opgave de havde fåt i norsk stil; «Konsulatsagen» svarte en af ynglingerne ganske alvorligt. (Opgaven var: «Hvilke forhold har været årsagen til de amerikanske fristaters raske udvikling.») Tuften siger opgaven var forholdsvis «pen», og tror han «står på den». Stemningen i byen var forhåbningsfuld og ingenlunde præget af ængstelse. Men der var alvor over alle og så underlig stille og søndagsligt. Ingen mennesker i butikkerne, og gaderne så stille og tomme om eftm. Jeg var en stund oppe hos Nissens, der var storthingsmand Egede‐Nissen og dr. Ingjald Kjennerud, og vi fik alle detaljer friske fra Thinget. Men endnu vidste man jo ikke meget der heller. Igåraftes, da jeg reiste hjem, stod der atter fuldt af folk udenfor Thinget og ventet på efterretninger. — Omkring den «historiske trappe» til Akersg., hvor vi i 80 årene hyldede Sverdrup, stod der tæt af mennesker i forventning. G. reiste efter bestemmelsen til Jæderen med «Kong Haakon» igåraftes. For å spare penge reiste han 2den klasse. Der var meget pent og koseligt, bedre 2den kl. end jeg har set på noget skib; men G. måtte ligge på en sofa i salonen, og det er ikke godt, hvis der blir sjø. Veiret var stormende igår middag; men det blev svært roligt og fint inden kvelden. Idag også stille og sol ... 30.5.1905 Stemningen sees fra alle kanter å være udmærket. Alle er rolige og føler en uendelig lettelse ved at vi endelig står enige. Alle er beredt på hvad offer der måtte bli krævet og er tillidsfulde og tilfredse med sagernes gang. Betegnende for stemningen inden alle lag er et brev jeg idag fik fra min sypige; hun skriver: «Kjære fru Garborg, jeg må fortælle Dem at jeg fra lørdag den 27de mai er blit 10 år yngre. Jeg vil ikke dø længer, men leve og være med til Norge er vort.» Og bag på konvolutten: «Har De hørt det! Russerflåden er totalt ødelagt! » 2.6.1905 Alt stille om dagen. Men der arbeides, og alle mennesker er beredt på offer og glade ved tanken på det store som nu sker i Norge. Den islandske digter Matthias Jochumsson skriver idag til mig: «Gudskelov nu bliver gamle Norge da endelig et frit land, folk og rige.» 7.6.1905 7de juni, kl. ½ 7 Den «største dag i Norges historie» på hundreder af år! Regjeringens og Storthingets holdning fast som fjeld. Stor stemning. Kongen anmodet om å være behjælpelig med å få en af prinserne til norsk konge. Kurér afreist i eftm. Dette er det eneste jeg ikke liker. Men jeg er altså ikke diplomat. Extrablade i mængder. Har telegraferet til G. Fru Valstad kom udover med 6‐toget. Jeg mødte for å høre nyt. Alle er glade over den vakre måde, enstemmigheden, værdigheden, alvoret og den faste ro i dagens forh. Storthinget fuldt og gaden udenfor ligeså. Alle reiste sig ved Præsidentens oplæsning af proklamationen om at kong Oscar var ophørt å være Norges Konge, og at Regjeringen bemyndigedes til å fungere og udøve Kongens tidligere myndighed. Det er stort og deiligt å ha levet idag, hvad der end følger! 7.6.1905 Kl. ½ 12 nat Steinsvik kom hjem kl. 9, glad og strålende. Valstad og frue og Løland spiste aften hos mig i min ensomhed og vi drog derpå bort til Steinsviks alle undtagen Løland, som var for skral. Det var desværre ikke mig muligt å være så glad som jeg burde. Det var ligesom for meget på en dag, og jeg var for bevæget til å synge glædessange. Jeg føler mig i slige øieblikk så ensom og blir idethele så underlig vemodigt stemt. Det er vel alderdomssvaghed. Brev fra Garborg igåraftes. Han er reist ind til bestemor på Sandnes, da hun skal være dårlig. Stemningen derborte er også god, siger han. Alle ville nok «truverdigt taka byrsa på nakken og rusle til grensa, kneip det». 8.6.1905 Avisene enstemmig tilfredse. Aftrykker telegrammer fra det hele land med tilslutning til Storthingets og Regjeringens optræden og følgende proklamation til det norske folk. 9.6.1905 Morgen Fremdeles strålende sommer. Jeg mindes en 9de juni i min ungdom, da stemningen var høi i Kristiania og det hele land; men slig høitid som iår var det dog ikke. 9.6.1905 Eftm. Kom netop fra byen. Alle mennesker havde vært på Fæstningen og set det unionsmærkede flag heises ned og det rene norske op. Antagelig 10000 mennesker overvar denne høitidelighed. Der var en stemning som aldrig før i landet. Dyb bevægethed og begeistret glæde. Talte bl.a. med billedhugger Utne og forf. Axel Maurer, som begge havde vært tilstede. De sa, det var øieblikke som aldrig glemmes. Som et engelsk blad skriver: Dette er rigtignok en mønsterrevolution. Tingene går slag i slag, trygt og sikkert, roligt og vakkert. Maleren Nils Hansteen sa idag: «Jeg har ikke vidst, hvor fint et selskab jeg har vært sammen med her, jeg,» og det er sandt. Vi har opført os nokså fornemt og storartet ved denne leilighed, roligt og formfuldendt fra først til sidst. Man må ha lov å være en smule stolt ... Fru Rosenkrantz Johnsen fortalte fra folkelivet den 7de. Aldrig havde der været slig stemning nogen 17de mai i hendes tid. De gik omkring i folkemasser og fra café til café, venner i flok og følge, fandt nye flokker, sluttet sig sammen og var så glade og muntre og bevægede og rørte om hverandre. Sluttet kl. 2 nat på Grand. Jeg vilde så gjerne også set mennesker den dag. Det er så galt å være alene med sligt; det blir så meget vemod af det. Og det var dog så naturligt å være glad med sine medmennesker den dag. Fra Garborg intet hørt siden. Jeg er spændt på om han kommer snart 11.6.1905 1ste pintsedag Fra Garborg brev idag morges. Han skriver blandt andet — «Eg kjenner meg so lett og roleg; og tykkjer eg måtte kunne gjera vers. Men eg hev stor uppvask; ho mor hev gjeve meg skatole sitt, som heile min barndom uppigjenom stod i buo på Garborg; og so er her eit ver — sol og sumar og varmt, so eg er reint glad for denne torv‐tògo (= toke) på huse mitt, som gjev slik ein kjølande skugge. Med versi fær det vel vera til eg ser, um det kan vera råd at det lagar seg so godt som det no ser ut. Med glad helsing,» Gubben — Fra Nansen fik G. og jeg igår hvert vort expl. af «Norge og Foreningen med Sverige». Den er grei og godt skrevet, og vil sikkert gjøre nytte i udlandet, ikke mindst i England. Den er skrevet på engelsk og norsk. I formiddag har jeg med hele mit hus (Tuften og pigen) været i Asker kirke og hørt provsten Kielland læse op proklamationen til det norske folk. Provstens korte bøn efterpå, hvori han også vakkert indbefattede «han som var Norges Konge» var enkel og gribende. Forsamlingen var dybt bevæget og den gamle hvide provst med det fine hoved og det barnlige gode udtryk i det blege ansigt kjæmpede hårdt med sin egen bevægelse. Tilsidst foreslog han for koret at man «for å få luft for den følelse, som sikkert i denne stund rører sig i os alle» skulde synge to vers af fædrelandssangen, hvad der blev gjort under megen bevægelse. Så bad han menigheden være med på et «Gud bevare fædrelandet», hvad sikkert alle gjorde — omend provstens stemme var den eneste som hørtes. 13.6.1905 Alt stille. Storthinget havt pintseferier. Brev fra Ann‐Margret Holmgren igår. Hun skriver m. a. — «Endnu er det som en drøm, en drøm uden virkelighed, at jeg skal ha oplevet Norges frihed. Kjære, skjønt det for os er vemodigt, må jeg glædes med eder alle af fuldeste hjerte. Det måtte ske, det forstår jeg ... Krig er umuligt, og det er for mig det vigtigste. Alt andet kan ordnes på skikkelig måde. Svenskerne er nok fornærmet nu; men de er blit ligegyldige for selve unionen, så det blir vel bare ord en stund.» ... Var igår i Nationaltheatret med Tuften — for sidste gang denne sæson og måske for lang tid. Sæsonen har for mig personlig bitre theaterminder; men mange gode forestillinger har der været. Igår var «Dansen på Koldinghus», Holger Drachmanns deilige drama, sat op. Fru Dybwad var middelaldersk stærk og stor i følelser og vidunderlig i den prægtigt arrangerede danseakt. Sligt levende liv og slig saft og kraft og brusende blod i dansen har jeg aldrig set på en scene; det var et lidet mesterværk af opsætning, som formodentlig skyldes Bjørn Bjørnson. Jeg så i sin tid stykket på Christiania Theater og var aldeles betaget; men nu virkede det endnu kraftigere. Håber det blir tat op igjen og stående på theatrets repertoire. Ligeså smagløst og påtrængende, løst og dårligt som jeg synes Drachmanns «Gurre» var, ligeså fast og rigt og skjønt er dette. Russland og Japan har endelig sluttet våbenstilstand. Præsident Roosevelts tilbud om fredsmægling modtaget. Hele verden vil udstøde et lettelsens: Gudskelov! 14.6.1905 I Kristiania begynder krigsrædselen nu å rase. Steinsvik skulde igår have nogle penge og betale posten for «17de Mai»; men det var ikke muligt å komme ind. (Kristiania Sparebank) Der stod 6‐radet kø lige ud på gaden. Alle «hovedbol» her i Asker har fåt indkvarteringsordre igår. Hesteudskrivning er også begyndt. De større gårde har fra nu å holde sig rede med 2 hester og furage for 3 dage. (Altså en extrahest foruden den faste tjenestehest.) Trods alle forsikringer, ser det efter min mening også virkelig truende ud fra Sverige. Garborg har nu ved god mands hjælp fundet sin fars gravsted, og en sten skal nu reises og vise «at Garborg‐ætti var til ein gong», som G. skriver. Pintsedag var han i kirken (Thime?). «Sume var so kløkte at dei gret. Alle glade for storhende i politiken.» På en af de smålapper, som er lagt ind i brevet står: «— Kvitsunn: Aftan. «— No hev eg vaska og stellt, slett ikkje verst. Dette ægteskape er noko tull; det lærer oss (oss mannfolk då visst) upp til å krevja og ikkje gjeva. Det er vel til upptukting for oss, at kvinna no vil upp på manns‐plassen.» — 17.6.1905 De svenske socialister har udstedt en proklamation, hvori de forlanger at den svenske Regjering og Riksdag skal ta hensyn til Norges krav og søge en fredelig løsning af konflikten. De truer med generalstreik over hele landet og siger, at hvis de skal bære våben, skal det ihvertfald ikke være mod Norge. Ved første øiekast syntes jeg proklamationen så lidt vel truende og var ræd, at den måske netop vilde ophidse de høie svenske herrer, som jo sidder inde med magt til å tvinge folket i våben (standret); men på en anden side har de nylig afsluttede store streiker sat mærker, og tilstanden i landet er jo alt andet end storartet. Under stemmeretssagens behandling i Rigsdagen i vår så man sig jo nødt til å sikre freden i byen ved å indkalde en betydelig troppestyrke. Det gjærer voldsomt derinde og man er vel trods alt nødt til å ta en smule hensyn til «folkets røst». — Stor arbeiderdemonstration også igår i Stockholm for «Fred med Norge». 10000 arbeidere samledes ved Lillians og togede efter en glødende tale af Branting til «Folkets Hus» hvor hele massen sang «Ja vi elsker». Ingen forstyrrelser af nogen art. 26.6.1905 I Sverige ser det stygt ud til revolution eller borgerkrig. De skriger i munden på hverandre. Kongen og Regjeringen er faldt i stor unåde hos krigspartiet for sin «svaghed». Man vil ha ministerskifte, o.s.v. Men fredspartiet er stort og kampen hård mellem under‐ og overklasse. I Norge går alt sin rolige gang. Det er en enighed som næsten grænser til idyl, og en sindsro som imponerer. Ivar var her igår. Han er beruset af opdagerglæde. Hans Eddastudier har ført ham til nye og revolutionære resultater — han har fundet «nøglen» eller «nøglerne» til Vøluspå, bl.a. Moltke Moe har set på det og kaldte det «voldtægt» på videnskaben, sa Ivar. 28.6.1905 Tanken på å reise til Sverige nu har plaget mig meget; men da det er et årsgammelt løfte, vil jeg jo nødig gjøre vrøvl. Dog sendte jeg lørdag et brev til direktør Salomon og sagde lige ud, at jeg var betænkelig og spurgte, om han var vis på, at man ikke derinde ved Seminaret vilde føle sig pinlig berørt ved å få en norsk dame did netop nu. For å lette ham retræten i tilfælde sa jeg, at han blot behøvede å sende mig telegram med «udsættelse ønskelig», så vilde det være nok og ikke misforståes af mig. Og jeg bad om et ærligt svar, da den allermindste misstemning blandt elever eller lærere vilde gjøre det ganske umuligt for mig å arbeide. Men jeg tilføiede, at jeg intet havde imod å mødes med venligsindede svensker. 30.6.1905 Göteborgs Trädgårdsförening Kom hid til G. kl. ½ 10 idag. Ingen broer sprang i luften, og der var på hele veien ro og fred og ingen ophidsede mennesker hverken å se eller høre. Jeg la mærke til alle ansigter. Ingen gren, når jeg snakkede norsk til dem. Tvertimod. Her traf jeg bl.a. et enestående elskeligt bybud, som hjalp mig tilrette på al vis. For den time jeg havde å vente på Floda‐toget henviste han mig til den overfor jernbanestationen liggende Trädgårdsförening. Her er deiligt, bl.a. det skjønneste palmehus jeg har set i noget land. Man føler sig ganske hensat til troperne. 30.6.1905 Nääs, aften Kom hid idag ved to‐tiden. Var ventet med et senere tog og blev altså ikke mødt. Det var min egen skyld, da jeg tok feil af togene. Gik den 3/4 times vakre vei i stegende sol. Hilste strax på direktøren og fruen og fik derpå hest op til «Slottet», et kvarters vei fra skolen. Et deiligt værelse ud mod den mest henrivende park har jeg her. Kurset har nu varet 3 uger, og mine landsmænd har i den tid ingen misstemning mærket af politiske grunde. Tvertimod. De var særdeles vel fornøiede i alle måder. Kun midsommerdagen, svenskernes store nationalfest, havde der været politisk tale af direktøren; men han varskuet de norske derom på forhånd, om de vilde holde sig borte. Det vilde de imidlertid ikke; de deltog og fandt ham rimeligere end de havde ventet. S. er ellers bekjendt for ikke å være synderlig Norgesvenlig. 1.7.1905 Interessen og forståelsen er her stor, og der arbeides med iver. Skolen har udgivet en bog med «Sånglekar från Nääs», også indeholdende de viser vi dansede på Skansen, og som altså senere har været danset på Nääs, med lidt forklaring af folkevisedansene. (Væsentlig efter min bog om «Song‐
Dansen i Nord‐Landi».) Men å danse i denne hede er ikke greit. 2.7.1905 Søndag 12 nat Idag har jeg først været på rotur på Sevelingen med 4 båder norske og venlige svensker samt to danske damer. (Alle vi 7 norske.) En svensk socialist hr. Ch. holdt en tale, læste op Ossiannilssons vakre digt «Til Norge» og vi sang «Ja vi elsker», og andre norske sange. Men det var udenfor Nääs's grund. Jeg vilde helst ikke havt nogen politisk demonstration i det hele, men de havde lyst, og bad mig meget, og jeg kunde jo da intet sige. Selvfølgelig var jeg rørt over det og glad alligevel. 16.7.1905 Kolbotn Kom hid igår middag. Her er deiligt sommerregn og mildt og vakkert. Den første kop Kolbotnkaffe smagte vidunderligt. Den smag på kaffe findes ikke andet sted i verden. Jeg drak med andagt tre kopper, og selv Tuften, som ellers er afholdsmand på alt, selv kaffe og the, måtte drikke en kop. Så gjorde jeg kjøkkenet med vort koselige spisebord under vinduet istand, vasket, skurte og ryddet — intet sted er det så morsomt og letvindt å stelle — redte så vore senge med piskede og udluftede klær, hvorpå vi klædte os i regnklær og drog ud på Savalen. Herlig sommerkvældstemning — slig som det bare kan være her. Tronfjell værdig og bredt med de samme sneflekker som altid om toppen og vandet speilblankt speilende skog og lier og over det hele stille duskregn som lokked fisken op i vandskorpen. Vi sang og havde det godt, og jeg fortalte Tuften om hans første færd på Savalen for over 17 år siden, da Garborg rodde os fra Osen til Kolbotn i en fæl storm. Tuften var 4 uger gammel og jeg sad i bagstavnen og holdt ham krampagtig i 4 timer. Han var så indpakket, at jeg måtte holde en åbning foran hans mund gjennem tepperne med den ene hånd for at han skulde få puste. Det var i slutten av juni; men slet ikke sommer endda, og glad var jeg, da vi endelig havde krydset os frem til Kolbotnlandet. Garborg havde slidt som en helt. Nogle dage, 8‐14 senere, husker jeg Moltke Moe og hans søster, frøken Marie Moe, besøgte os. Tuften gjorde stor lykke da i sin lange, hvide kjole, og jeg var nokså kry. Moltke Moe var den første tid idethele nokså årvis om sommeren på Kolbotn, og det var altid fest når han kom. Lidt fornærmet var jeg over at han aldrig la mærke til hvad han spiste; jeg anstrengte mig nemlig umådelig for å vise mine kunster; men det eneste som kunde få ham til å skryte lidt, var kaffen. Vi drak usund kvælds‐ og natkaffe altid når han kom. Kjedlen stod i peisen og lyste som en sol, og det deilige vandet vi har her, gjør kaffen til en stor nydelse. — Idag holder vi fuld hverdag, skjønt det er sikkert at det er søndag; vi må pynte op til vore damer kommer tirsdag. Tuften går og rusler og hugger ved og spikker stikker, maler kaffe og tørrer opvask, pusser rifle og revolver og rigtig grundhygger sig. Jeg under ham det inderlig efter examensstrævet. Idag har Anders og Haagen Haugen været her og spist frokost med os. De kom for å hjælpe os med båden som var trukket helt op i vedskuret; men Ole Hektoen, som bor på Svarthugu, var over igåraftes og drog den ud med Tuften. Alle er så hjælpsomme her og folk så koselige. Byerne opdrager folk til egoister; men her lever alle i samfund med hverandre og tænker på hverandre. Haagen Haugen kjøbte høiet af mig for 18 kroner. De sa, at fru Mortenson var en drivandes gardbrukar, og det tror jeg nok. Nu først er der kommet liv i driften på Einabu. Vi snakket med Ivar sidste dag i byen, og han «vart trøytt berre ved å tenkje på garden og alt ståket». Han går nu rent op i sine Eddastudier og blir vist endnu en tid i byen. Han får vist nu 1000 kr. for sine Eddaovers., da Garborg har skudt til omtrent 400,00 til Samlagets honorar, da han syntes det var så rent for lidet. Selv 1000 er jo bare en drikkeskilling for de mange års arbeide; men det er da ikke fuldt så flaut som 600,00. Gamle Mortenson har tat «udflytningsattest» og er flyttet til Tønset igjen på sine gamle dage. Gamlefruen fik han dog ikke med. Han var fornærmet over den store skat i Lilleelvedal, og desuden er alt galt for ham på Einabu nu. Han er en stærk og seig gammel «Dovregubbe», som jeg altid kaldte ham i gamle dage, da han kom kjørende her om vinteren og fyldte vor vesle stue der han steg ind i sin vældige ulveskindspels —. Nu er kroppen faldt sammen; men ånden er stærk endnu. — Per, bergmesteren, kommer snart til Einabu med sin familie, og Hans E. Kinck med familie bor på Folgarden og er vist stadig på Einabu. (Ialfald fruen og børnene.) Mortensons og Kincks var sammen i Italien og i Danmark, og fruerne er gode venner. Men jeg skjønner ikke at Kinck kan trives i en slig målstræverrede som Einabu. Ja, her er vakkert nu, men har idag begge fortabt os i minder om vinterens pragt her. Den klare, rene kjølighed og de dybe, uendelig rige og strålende farver, som om vinteren blir til eventyrlig frostklar, sol‐ og måneglitrende glands. Noget hvidere og renere end snefladerne på Savalen, og noget mere fantastisk diamantglitrende end lierne her i hvidtflimrende måneskin over de snetunge trær kan ikke tænkes eller drømmes. Og farverne over landskabet ved solnedgang — ja hvordan skal de kunne beskrives med nogen små, fattige ord. Det overveiende er renheden, klarheden og den uendelige stilhed. Det er som om selve den flygtige tid måtte stå stille. Det er også så underligt hvergang jeg igjen træffer menneskene her — Det er et roligt og stilfærdigt gjensyn, som om vi skiltes igår og optar igjen en nys afbrudt samtale. Intet er hændt siden sidst, de har alle levet sit lykkelige liv ligeså regelmæssigt som dagen kommer efter natten og sommer afløser vinter. Derfor mærker de heller ikke tiden før pludselig «støvets år» er nåd og naturen gjør sin ret gjældende. Gamle, lykkelig gamle, blir folk her. Men alle er politisk interesseret på sin rolige måde. Og aldrig synes jeg, at der har været en slig tryg fred og rolig tilfredshed overalt i Norge som nu. Også her er alle ganske klare over alle eventualiteter og siger: «Godt var det om vi slap; men forsvare os skal vi i tilfælde til sidste mand.» 16.7.1905 Eftm. Tuften er gåt til Trøan, og jeg er alene i min gamle stue som så mange, mange gange før. Ude regner det og jeg ser vådt græs og vådt, dryppende løv gjennem silende vandstrømme — det er som jeg var tusend mil fra mennesker, alene på havsens bund! Å hvor jeg kjender denne forunderlige ensomheden heroppe! 19.7.1905 Grand Hotel, Trondhjem Kom hid søvndrukken kl. 8 imorges. Har bare mistet Tuftens nye kikkert. Jeg kjørte med Tuft fra Einabu kl. 9 igåraftes, gik på toget i Lilleelvedal kl. 1. Mødtes der av en ganske fortumlet mand, A. G. Her på Grand bor flere af lægemødets deltagere, bl.a. Nissens. Tat et bad, spist, men endnu ikke vågnet — 20.7.1905 Dampskibet «Hera» På Einabu var vi sammen med fru Kinck, som nok netop har, eller er i færd med, å fuldføre en bog. Kinck skriver to bøger i sommer. De liger sig godt i Østerdalen. Ombord i «Hera» er Nissens, ialt 130 læger. Turen er herlig i skjærgården, iland på Torget og gåt gjennem Torghatten; vidunderligt! 21.7.1905 Form. Passeret Bodø idag kl. 5 — sovende. Fjeldene er nu høiere og begynder å bli snedækte. Herligt veir. Livet ombord yderst roligt. Lidt trængsel ved spisebordene og selvfølgelig en del misnøie med lugarer o. l. ellers jevnt hyggeligt. Dr. Armauer Hansen fra Bergen forsvandt desværre i Bodø. Ham vilde både G. og jeg gjerne hilst på. Dr. Ole Frenning, en brorsøn af min svoger F., er med. Er nu inde i Henningsværkjæden — 21.7.1905 2 timers ophold i Svolvær i form. Mange beså den afdøde maler Gunnar Bergs atelier og gravsted. Familien Bergs hus er stort og flot efter forholdene her, med vakker have, store sjøboder etc. Derfra ind i Raftsund, Troldfjord med de fantastisk forrevne Troldtinder. En prægtig tur. Har nu passeret Harstad og en mængde små idylliske, frugtbare bygder, der næsten kunde være Oplandsbygder ved Mjøsen, herregårde, fabrikker og store prægtige bondegårde. Alt forbausende for den som har tænkt sig Nordland som en ufrugtbar fjeldheim. Nordlands Amt er jo et af de folkerigeste i landet. Ved Sandtorv passerte vi grænsen til Tromsø Amt. Brede, fine landeveie på begge sider af fjorden. Kapteinen — Hansen — er en gild kar og svært pen. (Gift med en datter af organist Cappelen.) Nu har vi Senjenfjeldene i vakker række forud. Men der er så mange fjeld og så meget vakkert, at man snart blir sløv. Skal nå Tromsø inat kl. 23. Ibbestad passeret. 22.7.1905 Morgen Passeret Tromsø inat kl. 3‐6 sovende. Mange var iland; men vi tar T. på nedtur om dagen. Loppehavet roligt. Inat så vi en halv midnatssol i Gisund. Det var vidunderligt. Landskabet smilende og grønt og tæt beboet. Jeg ligger i en overkøie som har koøie lige ved kanten. Kl. 1 gik vi ned og la os; men jeg lå ved det åbne vindu og stirrede på det storartede panorama som gled forbi. Det er den ene alpe‐ og jotunkjæde efter den anden i uendelighed; tilsidst blir man så blaseret, at man ikke fæster sig ved et fjeld uden det er en kjæmpe eller har en eller anden vanvittig form. Grønnere og grønnere blir det jo længer vi kommer nord. Havet ligger blankt og speiler de idylliske bredder med husene og fiskeboderne og de små birkelunde —småhval plasker omkring for å more mig. Det er deiligt med det vindu over køien, og så længe vi har sligt vidunderligt veir, kan det stå oppe hele natten. Sove med så mange forlystelser på sengen utenkelig — 22.7.1905 Eftm. kl. ½ 6 Har netop været i Hammerfest. Lå på havnen en time; men fik ikke gå i land. På nedturen skal vi være der nogle timer. «Verdens nordligste by» er farveløs — det er det første indtryk, og man får lyst til å male eller ialfald tjærebrede husene som på Færøyerne. Den fladbrystede trækirke midt i byen håbløst grågul og fortrykt under fjeldet, goldt og øde omkring. Alligevel — er her vist meget vakkert, når man kommer iland. Morsomt havneliv med russebåder og fiskejægter i sol. Nu står vi mod Nordkap. Her fik vi «Finmarksposten» med telegrammer fra Sverige. «2 hemmelige møder igår; efter forlydende ingen enighed.» Det kan vi. 23.7.1905 Ankret udenfor Nordkap kl. ½ 10 igåraftes. Roede iland og var på toppen precis 12. Brat opstigning som lettes ved anbragt tougrækværk på de vanskeligste steder. Kom netop til en herlig midnatssol. Det var som på skabelsens første dag. Deiligt og stort! Taler og sang for fædrelandet. Vakrest talte den gamle dr. Koren i enkle, gribende ord. Champagne fra turisthytten i passende og dyrekjøbte mængder. Sendte kort med Nordkapsstempel til Tuft og andre. Ombord igjen ved 3‐tiden, spiste natmad og kom iseng. Ombord havde en del herrer, mens vi var oppe på N.k., fisket 83 torsk og hyser, som lå i lysende rad på dækket. Sværholtklubbens fuglebjerg var vakkert; men ikke som de store færøyske. Først her ovenfor Hammerfest rundt Kap ligner naturen litt på Færøyerne. 24.7.1905 Igår — søndag — var vor mest anstrengende dag. Ved 8‐tiden steg vi iland ved Kirkenes i Sydvaranger og gik over et eide til Pasvikelven, hvor vi med flodbåde drog til Elvenes; derfra tilfods til det russiske kapel Boris Gleb, hvor russisk messe afholdtes for os og the serveredes i prestegården. 26.7.1905 Kl. 6 morgen Inat vidunderlig midnatsol igjen før indseilingen til Lyngenfjord. Kl. ½ 4 iland på Lyngeneidet. Festlig — flagsmykket idyllisk bygd med en hvid kirke og deilig gammel præstegård. Gik 2 km til en lappeleir. Kom ombord kl. ½ 6. Ligger nu i køien i strålende sommerveir. Frisk morgenluft ind gjennem vinduet fra den speilblanke fjord. Håber på et par timers søvn før Tromsø. — Nogle siger det var igår vi ikke la os, andre at det var idag. For mig er det uklart. Kanske det var imorgen eller i forgår — Her er som i Hardanger eller ved Comosjøen. Lyngen‐fjeldrækken en drøm af deilighed. 1.8.1905 Kolbotn Kom til Trondhjem søndag morgen. Spiste middag sammen med dr. Nissen og frue, dr. Ragnar Vogt og frue hos dr. Hans Evensen, bestyrer af Trondhjems Sindssygeasyl og Kriminalasylet. Det sidste beså vi om form. Fru Nissen og jeg fik være med; men ikke de yngre damer. Kun to damer har før været inde der, nemlig dr. Marie Holst i T. og fru statsminister Qvam. Det var heller ikke synderligt opbyggeligt. 28 mandlige patienter, bl. hvilke «Bødtkeren» (som dræbte pigen ved Ullevål). Dersom han var sådan som nu dengang han blev grebet, vilde det nok været let å afgjøre hans sindstilstand; men doktoren sa jo, at han «nu selvfølgelig var værre». Han var simpelthen forfærdelig. Det var den eneste af patienterne i hvis celle vi ikke kom ind. Vogteren råbte på ham og bad ham klyve op til sprinkelet over døren, da der var besøgende, som vilde hilse på ham. Først var han uvillig; men da vogteren sa der var damer, hørte vi han fik travelt, labbed hurtig frem og tilbage og bygged sig stilads ved døren. Så kom hans uhyggelige ansigt tilsyne bag gitteret, i hvilket han holdt sig med begge hænder, og pressede ansigtet mod. Og så presenterede dr. Evensen os. Han kjendte Garborgs navn, og det arbeidede tydeligvis i hans hjerne. Så sa han truende til G. «Ja, Arne Garborg, han har skrevet om mig, jeg ved nok det, men (her hævet han stemmen voldsomt) skrive er ét; men leve, det er en anden ting.» — Og Garborg svarte kraftigt og alvorligt: «Det er sandt.» Siden så han på Nissen og sa: «De er en pen mand, De dr. Nissen.» — Ustanselig strømmede nu talen om alt mellem himmel og jord — om Gud og Jesus, kvinder og polygami og kvindesag i ganske meningsløs forvirring og med voldsomt arbeidende bryst og stirrende øine. — Så var vi hos en fange som dræbte en (fattigforstander?) i Stavanger og siden en vogter i fængslet. Han var en stor, fed, blond mand med et forgrovet Gunnar Heiberg‐ansigt. Han bar briller og var i egen indbildning meget lærd. Han fik lov å ha pen og blæk og kom strax med en «fremmedbog» og bad os på et gebrokkent tysk å skrive vore navne i den. Vi satte os efter tur på «vedkassen» (W. C.) og skrev, og med iver greb han bogen og læste vore navne. «Garborg,» sa han, og snudde sig mod Nissen. «Er De digteren Garborg?» Nissen pegte da på G. og sa det var ham. Spørgsmålet gjentoges da til ham. «Ja, det skulde nok ligesom være mig,» sa G. Så fortalte han, at han kjendte G.'s bøger o.s.v. På væggene havde han en mængde billeder, tegninger, malerier og ordsprog med forgyldte bogstaver på rød og blå bund, Fadervor på døde og levende sprog klistret på en gildt udstafferet papplade, blomster og tørrede blade o.s.v. Bord og boghylde og æsker og mange rare greier. Hans bevægelser var nervøse og hans smil dumt, ellers var han en yderst beleven herre. Tog f.ex. strax jakken på, da han så os damer 13.8.1905 Skagen Idag er det den store dag hjemme, og det er ikke morsomt å være borte. Ved ikke hvordan jeg skal kunne afvente næste post! Skal det bli rent og stort og enstemmigt Ja, eller er der virkelig endnu mennesker i Norge som er i tvil? Idag andet sjøbad i storm. Jeg er gjennempisket af sand, sjø og vestenvind. Men herligt var det. Spisesalen her i hotellet med alle malerierne er morsom. Minder meget om spisesalen i Hotel Mallet, Marlotte, hvor jeg boede i 14 dage for 10 år siden. Blandt portrætterne her glæder vi os ved å finde Eilif Peterssen. Chr. Krohg er naturligvis også her. 2 lange digte af Drachmann i glas og ramme. Men nu er her for trangt til å være rigtigt hyggeligt. I eftm. vil jeg gå med Tuft til «Planteringen», hvor Drachmanns, Tuxens og Krøyers huse efter sigende ligger. Mit bord er fuldt af sand, ligeså bogen jeg skriver i. Man knaser sand mellem tænderne, får håret og klæderne fulde; men det er for deiligt å ligge i klitterne og la sig «nedsande» ligesom den gamle kirke her — 20.8.1905 Blasewitz, Hochuferstrasse 12 Kom hid med Tuften iforgår aftes, træt og mødig. Jernbanereisen gjennem Jylland lang og trættende. Så meget støv har jeg aldrig set noget sted i verden. Ålborg deilig, og Sønder‐Jylland ofte henrivende natur. Men for trætte til å nyde. Det var noget så vemodigt og ødt ved de sidste danske stationer; på Vandrup, den allersidste var ligesom alt dødt. Stygt var det på grænsestationen, hvor stramme tyske toldere og stationsbetjente optrådte meget høirøstede og feiende. Her hos fru Hauptmann har vi det herligt. Huset ligger ved Elben lige ved den store skovpark i begyndelsen af Blasewitz. Have, tennisplads, billard, musikværelse, idealt bad, ro, landluft og dog lige ved storby, idealt bad, som ikke først skal opvarmes, men hele dagen står beredt, styrt og al optænkelig komfort forøvrigt. Meget flot; men alligevel hjemligt og koseligt. Fru H. bor her alene med sin yngste søn Klaus (16 år) og har plads til en mængde mennesker. 14 værelser, og de forskjelligste balkoner, tårn og andre steder å opholde sig. Udsigt fri over Elben og slottet på den anden side. Tuften er så fornøiet ved å ha en kamerat som lærer ham å spille billard og snakke tysk. Tennis tør han desværre ikke for sit knæ. Jeg venter Garborg efter om et par dage. Han skrev på sit Nordkapbrev de første 8 dage på Skagen og fik intet se. Skulde derfor være igjen et par dage og bade og spadsere. 22.8.1905 Jeg har mine stille glædesstunder hver dag nu. Mine norske aviser er begyndt å komme, og den 13de august lever jeg hver dag om igjen og om igjen. Jeg havde ikke i mine deiligste drømmer vovet å håbe et så herligt resultat. Det hele land 182 Nei, det er overvældende mod de næsten 400 000 Ja. Vi læste de første beretninger i en bevægelse som hvert øieblik satte os klumper i halsen — idethele, så mange virkelige stolte glædestårer er der vel aldrig grædt i Norge og for Norge. En herlig tid! 24.8.1905 Garborg kom igåraftes ganske forvildet af reisetræthed. Hans kufferter stod igjen i Hamburg og plaidrem og væske havde han sat på den perron han steg ud ved ankomsten ved, var gåt rechts og links for å søge efter sine kufferter. Fru H. og jeg vented ham med Berlinertoget, gik tidlig op på perronen for at være der og ta imod ham. Ved et lykkeligt tilfælde havde han forvildet sig netop op på den perron, og vi samlede ham op der. Hans handgepäck fandt vi også igjen efter meget stræv. Forhåbentlig kommer de store kufferter tilrette. 30.8.1905 Igår brev fra Steinsvik. Han skriver mellem andet: «I politiken gjeng det skitt. Den bergenske lyrik i Michelsen rokk ikkje lenger end til 7de juni. Dei sluker no alle vilkor.» — Jeg håber inderlig at Steinsvik er for pessimistisk. At man f. ex. skulde nedlægge grænsefæstningerne efter Sveriges forlangende kan jeg da umulig tænke mig. Steinsvik er altid lidt hidsig og vil ha alt klart og greit og efter en sikker ret linje; og idealt var det, om alt kunde gå så; men i politiken synes jeg altid der er tusind krogveie; Gud ved hvorfor; men der er vel grunde som lægfolk ikke kjender. 31.8.1905 Ifølge telegrammer til Berlin igåraftes er fred mellem Rusland og Japan lykkelig sluttet 29de dennes. Hele verden vil drage et lettelsens suk. 4.9.1905 Besøgte G. igår. Han er dybt inde i sit emne og arbeider godt allerede derude. («En bog for almindelige mennesker om hvad der virkelig står i Det nye Testamente.») 9.9.1905 Besøgte G. igår. Han er kjæk og arbeider uhyre flittigt med gjennemgåelsen af «Fred» og med sin theologi. Han er nu nået til et vanskeligt punkt og mangler en del bøger; men håber å bli færdig i løbet af vinteren. G. igår brev fra Schjøtt. Han skal til Kleivsæter og være der hele september og arbeide med ordboka. Han ser også sort på politiken. Den korte mening med svenskernes lange tale er simpelthen, siger han, at de vil ha alt østenfor Glommen samt Tromsø og Finmarken Amt. «Uden krig slipper vi neppe fra dem.» I aviserne ikke et ord endnu om forhandlingernes resultat. Det trækker betænkelig ud. 11.9.1905 Fra Karlstad telegraferes 7de dennes, at forhandlinger er afbrudt, og de delegerede reiser hver til sit for å konferere med sine respt. regjeringer. Forh. forts. 13de. En skarp artikel i «V. G.» den 8de gir et uhyggeligt indblik i hvordan sagerne står hjemme. Socialisterne agiterer nok voldsomt for republik. Gud ved hvor vi ender! Men jeg vil og kan ikke tro at de gode nordmænd som fører vor sag i Karlstad «sælger» os til svenskerne og gir f. ex. vore fæstninger uden sværdslag. Løvland er det mig altid i disse tider så godt og trygt å tænke på. Han er dog et stykke af selve det stærke, stolte gamle Norge, sætersdøl og kjendt gjennem lang politisk virksomhed som klog og staut og grei. Jeg kjender ham også lidt personlig og har indtryk af viljefasthed og en karakter som ikke slår af når det gjælder æren. Michelsen kjender jeg ikke; men har ligt ham så godt hele denne tid. Han er dog visselig ingen frasemager. Og man får først og fremst det indtryk, at han ingenlunde er «ræd om sota er svart». Om Berner har man jo heller aldrig hørt andet end det som er nobelt og godt og mandigt; skulde han nu pludselig blit så veik i knærne og sjæla. At vor udmærkede målstræver kollega Gjelsvik er kommet med er også hyggeligt; thi han er da vist nordmand god nok og en fin jurist, som ingen lurer. 15.9.1905 Jeg kan ikke længer arbeide idag; må bare tænke på forholdene hjemme som i disse dage ser brogede ud. «Times» og «Politiken» har atter fornuftige ledere om grænsefæstningerne og voldgiftstraktaten. Ved grænsestationerne i Sverige kan nu de reisende se store ansamlinger af krigsmateriale, telte o.s.v., og den svenske presse skal være mere ophidsende og truende end nogensinde. 16.9.1905 Garborg kom herind igår for å spørge hvor han boede; han skulde sende sin adresse til Aschehoug for å få korrekturen på «Fred» sendt. Jeg fortalte ham, at han boede i Laubegaststrasse 6, og han var meget taknemmelig for oplysningen. Men så havde han jo også reist helt fra Pillnitz for å få den. Jeg fulgte med udover for å ordne med lidt mere mad for ham, da han tydeligvis måtte halvsulte med sine to rundstykker til frokost og ingenting mellem ½ 1 og 8 aften. Han pleier hjemme spise durabel frokost med havresuppe, melk, kaffe, meget brød, smør, ost samt marmelade og ofte æg. Derpå middag 3 og aften 8 også solid. Han syntes nok det «greide sig» i Pillnitz også; men jeg så, at han begyndte å bli udsultet. Jeg kjøbte ost og forlangte mere brød til frokost samt bestilte aftensmad hjemme med lidt rigeligt koldt. Han var også svært fornøiet med det, da det først var gjort. Siden satte vi over Elben til Laubegast, drak frisk æblemost i en have og gik en god tur. 19.9.1905 Idag kom første officielle telegram hid om at fredelig afgjørelse af konflikten er sikret. Men jeg glæder mig ikke før jeg får se betingelserne. Derom intet i dagens telegrammer. 20.9.1905 Brev fra fru Sinding. Der har været en umådelig spænding hjemme, selvfølgelig; nu er de som jeg kun ængstelige for «vilkårene». Hun skriver bl.a.: — «Nu blir her vel stor jubel; thi folk opgir alt, når freden er sikker. Så får vi kongeindtog og kongeligt både dit og dat — ja, jeg ved fra pålideligt hold, at Nationaltheatret alt har ladt sig tilstille anbud på illumination af theatret til indtoget — de forstår geschäften, de herrer. Men jeg vil heller være lidt enfoldig og fælde nogen tårer for vort kjære, gamle Fredriksten, for at det nu er ladet i stikken, er der nok nu ikke længer tvil om» — Kan det være muligt! Jeg venter med uro dagens post. 22.9.1905 Vor Bøhmertur måtte indstilles, da G. fik et anfald af sine gamle mavesmerter iforgår. Igår var han oppe igjen, men nokså medtaget. Det var en lei afbrydelse, da han netop arbeidet så udmærket og kjendte sig «så rent kry». Han var dog igår eftm. så bra at han spadserte med mig til Poyritz, hvor vi drak ½ flaske hvid Poyritzvin i «Mutter Grosses Weinstube». Hos Mutter Grosse er det gammeldags og simpelt, med skab, træbord og langbænk som på en af vore nabogårde oppi åsen. Men vinen var gylden og herlig med en duft som var rent forhexende. Vi går did igjen. Garborg var et forvandlet menneske da vi gik ud derfra. Bare han ikke har været syg igjen inat. 24.9.1905 Intet afgjørende hjemmefra. Brev fra fru Dal. Hun kjeder sig vel grøn i Arendal. Synes det måtte være en lykke å komme sålangt som «bort til Tvedestrand en tur, eller Grimstad — få gå på en ny vei, hvor jeg ikke ved, hvad den næste sving i veien bringer og møde nye ansigter, kan du tænke dig å gå det 3die år i samme gade, møde de samme mennesker, som gnisser, gnisser på din hjerne, så det føles som tandpine, kan du fremdeles tænke dig, at du er i selskab med disse mennesker og du tar på dig en aldeles nydelig kjole og længe glæder dig over dit billede i speilet og du går og sætter dig blandt disse mennesker og kjeder dig, kjeder dig, så dit ansigt forstenes og øinene træder ud af deres huler —» Ak ja, Signe, det kan jeg ikke bare tænke mig; men tusind gange er det gåt mig ligedan i livet, ikke bare i småbyer som Arendal, men i de allerstørste byer. Der var mange år, hvor jeg hver eneste gang jeg kom fra selskab, gråt på hjemveien af en ubeskrivelig skuffelse og lede ved det hele. Jeg søgte mellem alle de udmærkede mennesker jeg traf, efter noget som rak længer end jeg selv — efter noget af det ubestemte store og ophøiede, som man strækker sig efter hele ungdommen, ligesom en plante bag tykke mure strækker sig efter solen udenfor gjennem hver liden revne — men ach wehe! 28.9.1905 Berlin Endnu ingen aviser; det er skrækkeligt. Men G. skriver: Opgjøret skralt. Altså virkelig. Min niece, fru Simonsen, skriver og fortæller at hendes mand, ingeniør S. er udkommanderet til Kongsvinger. «Fæle dage har vi levet; men nu er det vel gudskelov over.» 30.9.1905 Endelig aviser! Ja, skrøbeligt blev det, Gud bedre. Garborg er i stort oprør og vilde iforgårs reise hjem og «hjælpe til å skrige» heller end å gå her og ærgre sig. Har aber betænkt sig. Alt ellers vel med ham og Tuft. Vore to pensionspiger (Spreewälderinnen) viste sig netop i fuld puds for å gå på bal. Det er en prægtig dragt med skaut som ligner vore Hardangerskaut, rødt skjørt med gul og blå bord og hvidt stivet forklæde der går rundt som en overkjole. Kortærmet sort liv med hvidt silketørklæde i kors over brystet. 1.10.1905 Gik kl. 10 igåraftes med min vertinde og to andre pensionærer helt ud i yderste W. og så på Spreewälder‐bal i håb om å få se en ægte Spreewalddans. De dansed dog kun moderne danse; herrerne kunde ikke andet. Men deres måde å danse på var interessant. Aldrig før har jeg set en så «alvorlig erotisk» dans. Herre og dame la panderne sammen på den aller ømmeste måde, damen lukked øinene og herren holdt hende tæt, tæt indtil sig og berørte af og til hendes pande med læberne. Så dreied de sagte rundt som to mekaniske dukker uden et smil, men ligesom i etslags henrykkelse! Enkelte piger var skjønne i sin fuldkomne hengivelse, men Gud hvor de svedet sammen! Alle piger var i dragt og det var som skyer af hvide piger mod røde og blå streif — vakkert og rart når de stod i klynge og vented på sin ridder — der desværre var Berliner‐klædt. 5.10.1905 Gunnar Heiberg har en udmærket artikel om «republiken» i Dagbl. for søndag 1ste. Man slås på harde livet hjemme. Når jeg nu ser Bjørnson anbefale kongedømme, tænker jeg med mangeslags følelser på den aften for omtrent 20 år siden da jeg hørte hans foredrag om kongedømme og republik i «Kr. Arbeidersamfund». Fra den dag har jeg været republikaner. Det var en herlig kveld. Det første store ungdomsindtryk af Bjørnson i al hans stormende pågående kraft. Og nu? Ak, herregud, hvor trist alting begynder å bli! 10.10.1905 Brev fra fru Nissen. Hun er håbløs og fortvilet over politiken. Vi er solgt. «Steinsvik går omkring som et lidet hvidt spøgelse» siger hun, og Martha er ganske forstyrret. Har været hos fru Janson og bedt hende være Norges Jeanne d'Arc, men da fru J. sa, at hun var for tyk til å sidde sølvpanseret på en hvid hest, græd Martha (som skal ha sit 5te barn og læser Jesu dialekt — etslags galilæisk Vikamål, og er med i Bibelkomissionen). Om natten drømte jeg at jeg så Martha styrte sig ud fra 4de etage. — Vækkes atter af pigen med kaffe og min post. Bl.a. «17de Mai», hvor jeg strax ser en artikel af Martha over Jeanne d'Arc, håber at Norge nu vil bli reddet af en ny Jeanne d'Arc; «thi de mænd, som råder i Norge ...» Så slutter hun. Hvad mon hun tænker på? 11.10.1905 Så er det sket. Med 101 mod 16 stemmer vedtoges Karlstadoverenskomsten i Norges Storthing. Vi er altså atter solgt. Og nu går det løs påny hvad Norge var før 7de juni, det skal det atter vorde — et folk i indbyrdes kamp og kamp udad. Være eller ikke som folk blir atter århundreders store spørgsmål. 18.10.1905 Hos Hauptmanns tirsdag med Tuft. Richard Dehmel og hans nye frue, forhen fru Consul Auerbach var der. D. bor nu i Blankenese ved Hamburg. Fruen stilfuld og interessant; men han var mig dog mere sympatisk. En stille, fin mand med et varmt lyrisk gemyt. Han læste for os nogle digte af en præstedatter fra Blankenese, frk. Paulsen. Det var sjelden begynderpoesi. Enkelte ligefrem fuldkomne digte «Rosen» og «Die Spuren». Hun må bli til noget. Igår var jeg til åbningen af «Deutsches Theater», som har undergåt store forandringer. Det drives nu af hr. Max Reinhardt, sammen med «Neues Theater». Salonen var nyoppudset i rødt og hvidt. Vakkert. «Tout Berlin» var der. Propfuldt hus, stor begeistring. Opført blev det gamle folkestykke «Kätchen von Heilbronn» af Kleist. En miniatur‐Jeanne d'Arc‐skikkelse så sentimental at det drypper af hende, men forestillingen var i mangt udmærket. Vakkert sat i scene og godt spillet af dem som havde menneskelige roller. Men Frl. Höflich kunde ikke redde «Kätchen» fra kjedsommelighed med sit evige «Ja mein verehrter Herr», «Nein mein verehrter Herr» — og en naivitet og et panser af uskyld som var altfor forsiggjort. 22.10.1905 Idag i Charlottenburg med Tuft. Den store slotspark herlig nu i løvfaldstiden. I Thiergarten vrimlede der af lysende Spreewälderammer med elegante babys. Spreewälderindernes hovedbedækning er meget lig vore Fanekoners skaut, bare lidt større og ikke fuldt så enkle. Hele dragten minder om Fanedragten, d.v.s. når de store hvide ammeforklæder hos Spreew. tages bort. Interessant er det å se hvor kvindedragten på Helgoland minder om Færøydragten. Det er næsten den samme. Kortærmet og udringet med brysttørklæde og ganske samme lille hue. 24.10.1905 Igår Nationalgalleriet. Et billede af to Dachauer‐Bauerinnen i fuldkommen Hallingdragter. Sko som i Sætersdalen, sorte og hvide stjernestrømper som i Søndhordland o. a. norske bygder. Idag sner det for første gang. Uendeligt slab og søle. Drømmer om slædeturen og dombjælder og hvide fjeld og skoge hjemme. Men lysten til å reise hjem aftager hver dag; thi som fru Nissen skriver igår «der sidder snart alle som døde fluer på det sukkerstrødde kongepapir.» 22.11.1905 Pillnitz (bods‐ og bededag i Sachsen) Mandag hørte jeg med Tuften et foredrag af Georg Brandes om Voltaire i Literarisches Verein. Det var første gang jeg hørte B. Han virked til å begynde med gammel, lidt læspende og svag; men han talte sig op, og der kom ild og glød over hans foredrag. Interessant var hans fremstilling af Voltaires (om end lovlig populært og fuldt av velkjente anekdoter) forhold til Fredrik den store. Den store sal i udstillingsbygningen var fuld og publikum meget fornøiet. Så har Norge fåt sin Kong Haakon den 7de. Alt hjemmefra ånder nu bare kongeindtog, og alt andet kongeligt. 24.11.1905 Læste norske aviser på «König» igår, ligeså «Politiken». Alle fulde af kongeindtog og kongestas. Stor begeistring alle steder undtagen i Sverige. Der er man fremdeles grætne. Den gamle danske konge talte menneskeligt varmt og vakkert i Kjøbenhavn til den norske deputation, og den nye Kong Haakons optræden og tale var tækkelig og ligefrem heltigjennem. Forhåbentlig blir alt godt. Men nogen begeistring kan jeg desværre ikke opdrive for denne nye forbindelse med Danmark, hvor bra Kongen i og for sig kan være. 28.11.1905 Vi arbeider, arbeider, arbeider. G. snakker theologi i søvne, så han vækker mig, enda døren er lukket mellem os. Forøvrigt går dagene i uendelig stille ensformighed. Kl. 8 spiser G. frokost hos mig (kaffe, smør, brød, ost). Kl. 12 — det er middagstid i Sachsen — spiser vi middag inde hos G. Den består gjerne af en kotelet og to poteter eller to stykker kogt Rindfleisch og 1 potet samt ærterpuré og en skål kogte plommer eller tyttebær. Vi har «forenklet» vor levemåde, så vi ikke har såmeget som et glas vand eller et saltkar på bordet. Kl. 4 får vi en kaffekop og et par kavringer inde hos mig, og kl. 8 spiser vi pølse i alle farver og former samt smør og brød inde hos G. Senest kl. 10, oftest før i seng. G. sidder med penneskaft i hånden og tøffelen vippende på den ene fod i takt med tankerne — akkurat som han har siddet hver dag de 20 år jeg har kjendt ham — indtil 8‐9 timer om dagen. Og enda siger han, at han ofte kun har skrevet 20 linjer og er fortvilet over at det «igjen er mad». Det er rart at vi ikke er sultne, for hjemme spiser vi jo ganske anderledes. Men store fordele har dette liv — man får arbeide, og man lever utrolig billigt. G. er ræd for hver krone, thi dette er naturligvis atter hans «sidste bog». Et frygteligt arbeide forresten. Tusinder af bibelsteder og små notiser og optegnelser skal nu tilsidst arbeides sammen til et hele. Huf! G. har i aften fortalt mig mere om sin bog. «Messias» blir titelen. Interessant er det hvorledes han ved årelang spekulation har fåt Jesus enkel og klar for sig, renset fra alt det, som Paulus og andre har tillagt senere. 15.12.1905 Kong Haakon får ikke andet gjort end modtage deputationer. De sidste var for de arbeidsløse i Xania. De bad om brød midt i champagnefestlighederne. Nu kommer også en lappedeputation for å lykønske. De er sikkert meget begeistrede over en fri tur til X. 22.12.1905 Fredag, Hospitset, Kristiania Kom hid igår morges kl. 6. Traf alle mennesker. Byen er som altid, skidden og grå. I alle vinduer kongeparret. Igåraftes hos fru Nissen og fik sidste nyt. Gamle Bjørnson er på Aulestad, skuffet og fornærmet over ikke å være blit bon kammerat med Kongen. 23.12.1905 Lille julaften, Hospitset Læser Johannes V. Jensen «Hjulet». Den er skrevet af en kjæmpehånd. Bare de par sider om Chicagos kirkeklokker er mere værd end alle de andre romaner fra iår tilsammen. 26.12.1905 2den juledag, Hospitset Julaften hos Wentzels. Igår hos Steinsviks med Schjøtts, Løland og Wentzels. Steinsviks 4 barn prægtige. Løland skral. Vi trættet om kongedømme og republik. Nu har jeg snakket med adskillige mennesker siden jeg kom hjem, og på undtagelser nær (Nissens, Steinsvik og Løland) tygger de alle op igjen artikler fra «V. G.» og «Aftenposten», og kongedømme er nu den billigste og mest moralske statsform for alle de gamle overbeviste republikanere. Men ét lyst, rent punkt samler alle: 7de juni. 1906 6.1.1906 Ål Kl. 8. Danseprøve. 40 dansere, de fleste i bunad og spræke folk. Efter kveldsmaden kl. 11 kom en flok julebukker som begyndte å danse i doktorens store kjøkken, og for første gang på et halvt år har jeg igjen set folk virkelig more sig. Der var en af bygdens bedste «lausdansarar» (en nevø af statsråd Knudsen), en prægtig bondegut, som dansed slig, at man blev rent hypnotiseret. Han var tusind gange skjønnere i bevægelser, interessantere og morsommere end alle de dansere jeg så ude. Og musiken var til å bli spid gælen af, skjønt det bare var trækspil. «Dansa laus» det er det samme som å danse uden gjente, d. v. s. Hallingdans. «No fær du låta ein laus», d. e. «spil op en halling». Ellers danses her en enkel men praktfuld taktfast springar. I den er doktorfruen en mester, og hun var stadig på gulvet med de sprækeste gutter. Tilslut kunde heller ikke jeg sidde stille. Jeg må få danse springar med Lars, stordansaren. Og nu tror jeg hver kveld i ens liv er såre forspildt, når en ikke har danset springar med Lars Braaten. Til langt på nat polerte vi kjøkkengulvet, og den ene kjænge efter den anden med hjemmebrygget juleøl tømtes. Kaggen var frossen; men ved hjælp af «varme omslag» ordineret af fruen blev den atter iorden — til alles glæde. 8.1.1906 Ål Igår ungdomslag hos doktoren efter en 4 timers danseprøve om eftm. «Laus» og springar vekslet fra 8 aften til 4 morgen. Gutterne var som unge foler på vårbeite i hallingen, og springaren, som her er reduceret til et par turer, hvoraf den ene i grunden bare er en taktfast polka; gik med hypnotiserende musik og kraftige rundsnuinger. Her mærkes endnu meget af den gamle henførelse som kan bli til extase i dansen. Og enda har jeg nok ikke set den på sine høider. Hallingen er ligesom udløsning af den vældigste sprækhed og springaren «flikreleikens» dans par exellence. Gjenterne spiller i springaren her og i Valders en mere passiv rolle; men på Vestlandet enkelte steder og i Telemarken er hun mere aktiv. Snart lokker hun og koketterer, snart er hun afvisende; og det ender med at hun værger sig svagt for endelig å la sig ta. Gamle folk kjender endnu i Hardanger en tur i springar, hvor konen med rytmiske håndbevægelser dækker sig på en yderst tydelig måde. Kvinderne her rene urtyper. Kraftige og udviklede og stærke som mænd. Vældige byster. Dragten uden tvil sund. Doktoren siger, at det er de mest veludviklede kvinder han i nogen bygd har set. Her er kun en del underlivssygdomme på grund af for hårdt slit lige efter barselsengen. På en gang i den nye trækirke her så jeg idag en prægtig udskåren prækestol, altertavleramme o. a. fra den gamle Ål kirke som blev nedrevet i den forrige præsts tid. (Provst Christie, den nuværende, er målmand; men imod al ungdomsbevægelse ellers.) 10.1.1906 Geilo Hotel På turen op beså vi den gamle stue på Mehus, bygget 1790. Den er helt rosemalt med billeder av præster og krigsmænd. I denne stue var intet sat ind som ikke hørte til der. Følgelig havde alt sin naturlige plads, og hele stuen var vakker i alle forhold og stilfuld og fornem. Skabene (pelarskåp mellem dørene), sengen, det svære, fine langbord, den brede peis, hylderne, bænkene og alt rigt udstyret med skurd og rosemåling fint vedligeholdt. Udenpå havde de solide tømmerstokke fåt den dybbrune fløielstone som karakteriserer de gamle umalte huse af malmtømmer. På gården Løite i Ustedalen (landhandel nu) er konen af gammel god æt og har en hel del godt arvegods og en sand rigdom på fine Hallingklæder. Manden har også samlet en del, nærmest vist på spekulation; mens konen virkelig er glad i det. Hendes far Sander Røo (Raaen) var en ven af Ivar Aasen, og de fleste ord herfra skal Aasen ha fåt af ham. Sander var i det hele en intelligent mand, reddet meget gammelt og sendte ind til Universitetet, havde selv meget godt og vakkert arbeide. Hans datter nu «Gamla på Løite» viste os også de deiligste linvævnader og fin Hallingsaum som hun havde udført i sin ungdom. Hun og hendes døtre gik i bunad, og der så jeg for første gang en rigtig «utapå‐kjol», etslags lang empirekåbe med tilsyet «bolero» som bruges udenpå «trøia» om vinteren. Alle koner har «hætter», en opsætning af vakre silketørklæder med hvid strimmel under og dusk i nakken. Jenterne har «pandelin», en liden blomstret hue af silketøi og uden hvid strimmel. De har istedet en stor flad ulddusk midt oppe på hovedet, foruden den lange i nakken. Håret er oplagt i en halvkrans af fletter oppå hovedet, og fletternes ender hænger krusede under dusken nedover ryggen. I Hols forskjellige bygder sees færre bunader end i Ål, hvor de nu igjen blir mer og mer almindelige. Sølvknapper i rundtrøierne har vært af mode længe; men nu begynder gutterne å ta det op igjen. 14.1.1906 Ål Kom ned fra Ustedalen kl. 2 igår nat med doktoren, som havde sin ugedag deroppe fredag. Kjøreturen ned gjennem Liadn og Kvisle til Ål var her i strålende måneskin og gjennem hvid eventyrskog. Glitrende i rimfrost. Det var lyst som en dag og vi kunde se udover alle heimer. Under sang og megen munterhed kom vi nedover til Strandefjord, doktorens, Ola Perstølen, ungdomslagets (Åls) prægtige formand og jeg. Igåraftes holdt min dansering afskedsfest i den gamle vakre Hemsedalstue på Breie. Der er staute gamle folk, som er glad i ungdomsbevægelsen og en søn og to døtre har været med i ringen. En datter var også med i Kristiania, hvor hun gik på middelskole. Hun er nu lærerinde på Voss Folkehøiskole. Stor var min overraskelse da dr. Brun ud på natten på dansernes vegne overrakte mig en hel Ål‐bunad, syd og virket af kjerringer og gjenter her. Alt som hører til, var med, inntil fingre‐løysor, hætte, knipling, pandelin, skuve, band og rull til hovedet, «overdel» (skjorte) med den fine hvide Hallingsaum, silkeplag og lekkje og spænde, det sidste er endnu ikke helt færdigt. Det er en vidundergave som jeg er ganske beskjæmmet over. Jeg har jo bare vært her og moret mig og havt det deilig, og så skal jeg ovenikjøbet beriges så! Jeg måtte naturligvis ind i kammerset, hvor gamle Kristi Breie og to af hendes døtre foretog den vidtløftige proces å flette mig og sætte på mig hætte og bunad. Så blev jeg ført ind i stova igjen af gamle Nos, svigersøn på gården. (Han er gift anden gang. En datter af ham har også danset med mig i Kristiania og var nu med. Hun læste til middelskoleex.; men tålte ikke byen. Har nu kastet bydragten igjen og vil altid gå i Ål‐bunad.)Han dansed så «på hætta» med mig under almen jubel. Siden måtte jeg på «stabben» med gamle Tolleif Breie, drikke øl på hans fang, og så skulde vi danse efter at han havt «lagt (en hel krone) i fela» for sig og «dessa unge kjeringi». Men da han ikke længer danser (han er vel 70‐80), gav han mig til sin søn Annfin, en af vore sprækeste dansere, og bad ham danse i sit sted med mig. Dermed var jeg Halling‐kjerring. Og idag er jeg i fuld puds; men føler mig uværdig, jeg snakker jo ikke engang norsk. Kl. 5 idag kom vi iseng og øinene er stive. Jeg har nu danset i 8 dage i et træk, deraf 3 gange til den lyse morgen. Aldrig har vi været iseng før 1‐2. Jeg har ikke ranglet så på mange år eller rettere aldrig. På festen igår fik vi fuld bryllupskost. «Småmad», sådd med opskårne kjød‐ og fleskebiter, poteter, rødder og ærter. En vældig kraftig mad. Anden ret: Rømmegrød (ublandet) som svømmed i smør, tredje ret: Dylle (d. e. risgrød i fine dyller, som til barsel og bryllup i Østerdalen). Ved siden af lefse, smørbrød og godt hjemmebrygget øl. Til kaffen rømmebrød og vafler og julekage. Og dansen gik ustanselig. Først og fremst springar med en og anden «laus» indimellem og så en del folkevisedanser. Et par moderne danse, vals o. l. blev forsøgt; men vandt ingen tilslutning. Der var fire gjenter i bykjole, ellers alle, både unge og gamle, mænd og kvinder i Ål‐bunad. Det var et strålende syn med alle kjerring‐hættene, som høver godt til fest og ser statelige ud; men som desværre er så upraktiske, at jeg sikkert tror de må reformeres om de ikke skal bli Ål‐bunadens visse død. Den vanskelige, sene og ingenlunde heldige hårsætning kan ikke opretholdes uden å skade, og «rullen» og «skuven» må visselig forsvinde om man skal tænke på å opretholde denne forøvrigt så fine og hygienisk set udmærkede dragt. Gjentenes pandelin må nok også efterhvert miste skuv og rose er jeg ræd. Her må selvfølgelig de unge, begynde. De gamle vil ha den pynt de er vant til og er glad i. Kristi syntes nok jeg var en hedning inat, som ikke vilde ha sukker og mjølk i håret for å bli glat og fin. Ellers fandt jeg mig i alt; men vil dog ikke senere mishandle mit hår med de hårde båndfletter. Idag har jeg mine naturlige fletter rundt hovedet og knipling, pandelin og hætte uden skuv, rull, og alle må indrømme at det er langt vakrere og først og fremst langt sundere og rimeligere. Med denne lille reform vilde Hallingkvinderne også slippe øgenavnet «indianerkjerringer», som byfolk nu har døbt dem. 16.1.1906 Gol Brev fra G. Han er glad over at Arbeiderpartiet har sat målsagen på sit valgprogram. Undres om det er så glædeligt! Mangfoldige steder vil det bli en ny grund til målhad. Jeg har hele tiden trod det var bedst for målsagen å være udenfor alle politiske partier. Men jeg tar forhåbentlig da feil. G. glæder sig også over hvad jeg fortæller fra Ål, og skriver bl.a.: «Jeg har havt sådan en følelse af almindelig national paralysis generalis i denne tid, at jeg kan ikke beskrive det; det du nu kan fortælle deroppe fra, er mig da rent ud som en lægedom. — — — Og som det gjerne går; det gode kommer ikke alene, det heller. Et andet livstegn har jeg også observeret; og det kommer ligervis fra Østlandet. Østlændinger, og det tilmed østlandske arbeidere, opstiller den norske sag på sit program; østlandsarbeidere gjør den norske sag til politik, hvad hidtil ikke engang vestlændingen har fundet på! — Der er nok livs voner enda; og den som bare selv var lidt mere til kar, så kunde man med dette rare folket udrette det utrolige. Nå! — vist er det, at jeg ikke længer tror så sikkert på en ny norsk dvaletid. Der er mulighed for at vi kan komme nokså pent over kneiken. Det jeg nu glor mig øinene ud af hodet efter er en norsk fører; men hvo ved: i dette eventyrland står han måske pludselig en dag ganske rolig midt iblandt vors' og siger: dra på nå for en Fa'n! og dermed går det, — det vilde vist ikke være noget særlig forunderligt.» Jeg mærker ingen stormende glæde over jernbanen. Mange gruer for alt som følger med, især de gamle. Man har alt set et og andet bare under arbeidet, som har givet grund til ængstelse. Og man spurgte hverandre daglig i Ål: «Koss skal Hallingdalen verta når bana kjem tru? Skal helse, sprekleik, fargar i bunad og heim og vårt kraftige mål øydest og hallingen verta ein bygrå kontefant?» De unge svor nei! Ja — me fær no sjå, det er det eneste jeg tør si. Stationslandsbyerne er farlige, og ingen smitte griber fortere om sig end den moralske. Ola Ellingsgaard, som har udgit et lidet udmærket hefte om hallingmålet og landsmålet var en af mine ivrigste dansere og en sjelden klar og grei taler. Var der mange slige gutter som Ola Perstølen og Ola Ellingsgaard i bygderne, så stod det ikke på. Da kunde måske vore dale trodse selve jernbanernes voldsomme nivelleringsarbeide og i tide lære å skille vondt fra godt. Men desværre er det nok de færreste som er så heilrende nordmenn og hev so klårt vit. På veien nedover igår kvilte jeg på Torpe og så på resterne af den gamle kirke der. Det er bare nogle og tyve år siden man havde begyndt nedrivningen af denne gamle rigt udskårne og rosemalte trækirke. Halvdelen var alt væk, så kom en bymand reisende «uppi vegjen og såg det. Og han stoppa arbeide.» — «Foreningen til Fortidsmindesmærkers Bevarelse» kjøbte den gjenstående del for 200,00 kr. og reddet den. Men prækestolen, som skal ha været særlig gild, er ophugget til ved og «altertavlen bruges til bagstefjøl på en gård i grænden den dag i dag» fortalte Haakon Nugard, som fulgte mig for å se kirken. Han er en begeistret ung målmand, som dyrker Garborg over alt. «Garborg er som eit brennglas,» sa han. «Alt vårt norske stræv samlar seg i han og gjeng ut ifrå han.» Når jeg hører hvor blindt og fulde af takk og ærbødighed ungdommen rundt om følger G., blir jeg ganske ængstelig på hans vegne. Der følger jo et græsseligt ansvar med det. Kunde G. tale og var stærk og kunde reise omkring i ungdomslagene, tror jeg han kunde sætte en umådelig fart i arbeidet for vort nationale liv. Han vilde bli den mest elskede fører, den fører som ungdommen nu så sårt trænger og længter efter, for alle føler så trygt, at der ikke er svig i hans sjel og ikke beregning eller egoisme, men glødende tro og kjærlighed. Konen på Nugard forærte mig en hvid broderet «hætte». Broderiet på skjorter (overdel), hætter o. l., der er finere end selve Hardangerbroderiet, blir ikke strøget med jern men gnid med en grisetand (slikjetonn) til det blir skinnende blankt. Kindbenet (kjakebein) af en gris bruges også, i nødsfald en theskål; men det er ikke på langt nær så godt. Halvvanter, «fingreløysor», fik jeg også til min bunad. 17.1.1906 Gol Igår anden prøve. Stor iver. En Gol‐bunad foruden min. Flere i udsigt. Det er ligesom de bare venter på et opmuntrende ord. De er usikre og rædde, fordi de er vant til å lees af. 19.1.1906 Flå, Viks Hotel Sidste aften i Gol havde vi fællesspisning med megen og fed Hallingkost. Jeg forspiste mig naturligvis og sov ikke hele natten, så dagen igår var strid å klare. — Begyndelsen her var ikke værst igår. Ikke en eneste bunad i ringen. Men i form. har jeg været oppe hos Ingeborg Pladsen her lige ved og set en hel del prægtig Flå‐stas. Bunaden for kvinder her ligner Gol‐b.; men trøien hører til altid og er udringet i brystet, hvor en kaste‐særk, hvori tre sylje‐spender på rad, gjør stor effekt. Broderiet her er et andet mønster og er noget tyndere, ikke så lange sting og ikke så fyldig som i Gol. På hovedet en yndig «gyldenstyk‐luve» med «nakkebånd» (to silkebåndsender oppå hverandre) nedover ryggen og sløife af andet slags silkebånd under hagen. Udenpå kastesærken, som er et hvidt underliv uden ærmer med en liden rød bord i halsen, er et liv af silkedamask, rød eller roset med guld eller sølvbord og over den trøia med lange ærmer. Udenpå luva knyttes et fint silkeplagg med knude og ender foran oppe på hovedet. Et lignende tørkl. om halsen med enderne flot på den ene side og hagesløifen oppå det igjen. Forklæde af storroset muselin eller sort damask. Sort forklæde og sort pandeskaut bruges bare til sorg og altergang. Om våren bruges til reisesjal om hovedet et stort skaut eller rettere lidet sjal, som et gammelt wienersjal på hvid bund. Om vinteren tykt mørk sjal og kavai, en sort klædeskåbe af en nokså moderne facon med pelerine. «Kjolen» i Ål var originalere. På Pladsen var en gild Hemsedalstue med «pelarskåp» mellem begge kåvedørene som på Mehusstua, og skaber og bænker o. a. på sin bestemte gode plads. Søljerne her er lidt anderledes end i Ål, uden stene og lidt anden form; men «melleringer» bruges også her, både store og små. Her kniples også hvide og kulørte blonder, og til daglig brug og heimesøndagsbrug har de en kniplingsstak, som er ganske morsom. En vanlig Flåstakk, (empire med lidet bærelivsstykke som de andre Hallingdragter) med bred rød eller grøn knipling nedentil. De fleste gamle bondekoner bruger sin dragt til stas, kirkegang, bryllup o. l., men ikke til arbeidsklæder. Overalt er der nu kommet komfurer ved siden af peisen, og da de sætter komfurrøret opi peisen må denne tættes med spjeld. Luften er derfor dårlig i stuerne nu. Og så stænger de alle barn hermetisk inde de to første år og lar dem ha tyk kappe på hovedet til de er 2‐3 år. De går i de første år alle i gjenteklær, men gutterne kjendes på tre små pomponer oppe på hovedet. Disse sitter i hvert sit hjørne af en udtunget silkelap som er syd på luen. På øen Marken ved Amsterdam har de et lignende kjendetegn på gutterne. 26.1.1906 Hvalstad Var færdig i Flå lørdag 20de. Sidste aften fest. Præsten Geelmuyden kom; han førte mig til bords. Ordfører Heie og frue og mange andre ældre folk fra bygden var kommet for å se på. Heie gild målmand. Præsten indvendig modstander; men rimelig. Nogle af danserne forærte mig en meget gammel og meget deilig sølje‐spænde. En gut forærte mig to kunstfærdig skårne skjeer, og lærerinde frk. Storø en hundredeårig snusdåse af træ, det var blit som det fineste ben. Skulde reist nedover fra Flå søndag morgen; men fik vide, at der oppe i «Næsbyen» (hvor jeg var reist igjennem for to dage siden) fandtes en hundreårig brudedragt og mange andre gamle ting samt en gild gammel kjerring som eiede disse ting og elsket alt gammelt og tog vare på det. Ligeledes dyrkede hun endnu den gammeldagse Halling‐husflid, og vævede, smettede og flettede «kniplinger». Jeg ærgrede mig over at jeg skulde forlade dalen uden å få se det lille som endnu var af gammelt, og skjønt jeg lørdag aften måtte gå tidlig hjem og var elendig dårlig og træt, så tog jeg den beslutning å reise op til Næs igjen søndag og ned igjen samme aften. Det var druge 6 mil på en dag i en bidende sno; men jeg angred det ikke. Ingeborg Rønningen Hagalis stue og samling af gamle ting var interessant å se, og jeg kom til nogle snille folk ellers, Ingeborgs døtre (to af hendes datterdøtre var med i dansen i Flå), fru Tandberg og fru Sørbøn. I den sidstes hus spiste jeg en vældig middag og kjørte så med hr. Rømcke (bror af den dr. Rømcke, som havde gjort så meget for renslighed og sundhed i dalen) til hans vakre gamle gård, hvor han også havde en hel liden samling sølv og klædningsgjenstande, bl.a. en hel del fint arbeidede (broderede) hvide «kyrkjeklutar» (hvide «hovedlin»?) med fine blonder syd på bobinet. Det er som små nonneslør — lette og vakre af hjemmevævet fint linlærred. I Ingeborgs store kjøkkenstue så jeg for første gang en hvid juleklædning til stuen. Det er brede hvide kniplinger flettet af udtrevlete tråde (frynser) på hjemmevævede grove og finere lærreder af hjemmeavlet lin. Rundt hele stuen under taget — over døre og vinduer hang alt dette hvide, som en hellig, ren dragt stuen fik på om julekvælden, når alt arbeide var frasiggjort. Det så så rent og høytidsfuldt ud. Den gamle brudedragt var af rød damask med en prægtig kappe som faldt nedover sadelen — også af damask, rød og hvidblomstret. Livet af guldblomstret silkebrokade, så tre tykke sølvbælter (det ene om hovedet) og en mængde søljer. Værdifuld og pragtfuld. Dog måske lidt for overlæsset til å være rigtig smagfuld. Der tænkes på et museum for Hallingdal i Næs. En gammel nu meget forfalden stue på Rønningen tænkes kjøbt og restaureret til det brug. Man bygger da vel på å få en grundvold til museet i Ingeborgs og Rømckes samlinger; men disse har endnu ikke bestemt hvad de vil gjøre med sine skatte. Ingeborg sa til R. så jeg hørte på det: «Mæ fær slå ihop det me hev, me tvo, og stelle det so det ikkje vert spreidd etter os,» eller omtrent så. R. sa, da vi kjørte derfra, at det var ikke dumt af Ingeborg. Så de har vist mest lyst på et privatmuseum. I. havde på sit loft et utal af heimespun‐hespler og ferdige åklær. Hun skulde ha et til hver af sine 21 barnebarn før hun døde, sa hun. Hun havde også 21 bankbøger som kun hun viste. Sine skolebøger, en gammel Pontoppidan og to andre havde hun også vel forvaret. Biskop Bang var for et års tid siden hos hende og så på hendes herligheder, og da viste hun ham bøgerne og spurgte om han havde gjemt så vel på sine; men det havde han nok ikke. — — — Her er jeg enepige; men har en god «dreng» i G. som bærer ved og vand (pumpen frossen), lægger i ovnene og gir mig endog, når jeg som igår er skral, kaffe på sengen. 25de husked ingen af os før de første telegrammer kom. Midt i rengjøringsjau om form. kom Erik Lie og frue som nu er vore nærmeste naboer. De måtte gå igjen. 24de spiste vi multer for sikkerhedsskyld om det skulde være dagen — vi ante ikke datoen og ingen af os kom ud for å spørge. Næste morgen havde vi glemt det. Men 55 år var manden alligevel den dag. Han fik en ældgammel snusdåse fra Hallingdal af mig samt en lommelærke, som han nu har fåt om igjen i flere år, og er lige rørt hver gang. Jeg gjemmer den den 26de januar det ene år og tar den frem igjen 25de det næste, for han har jo aldrig brug for den. Iår spurgte jeg om han drog kjendsel på den, men nei da, det var for ham en ny og interessant gjenstand, som han «nok kunde få brug for». Idag har jeg låst den ned, for en time efter han havde fåt den, var den glemt. Lever vi til næste år, skal han få den med whisky på, så får jeg se da! Eller fløde. 27.1.1906 G. arbeider ikke om dagen; men hygger sig og synes vort ungkarsliv nu minder om den første tid på Kolbotn. Tuften sendte sin far brev og en kniv han havde skåret ud i Siljord, til fødselsdagen. Han er frisk gudskelov og har det gildt. 1.2.1906 Igår kom G. skyldbevidst og ulykkelig og slog på å sige op sin post som kjøkkendreng og vedhugger. Det var så trist og sørgeligt som det vel kunde bli; men faktum — det ærgerlige faktum var, at han nok desværre ikke dudde til andet end å sidde og klore og skrive. Det var jo en ren misforståelse når et sligt individ holdt på å leve. Ikke engang til å bære vand og ved dudde han altså! Hvorfor kunde da ikke Vorherre gjøre kort proces. Jeg indrømmede at han var et usigelig sørgeligt fænomen helt igjennem, naturligvis; men siden det nu engang ikke kunde være anderledes, så fik han da i Guds navn gå op og skrive færdig «Messias». Noget er jo altid bedre end intet. Ja, det var jo så! Nu sidder han da døv og blind for denne verden med dens ved‐ og vandsorger og arbeider med sit vældige emne — Jesus. Og jeg har fæstet min udmærkede Thorsen til «dreng». Jeg vil ikke bedrøve G. med å sige hvem er mig størst til nytte af de to. 10.2.1906 Så Duse som «Hedda Gabler» iforgårs. Hun er enestående! Og hele forestillingen var storartet god. Den bedste Ibsenforestilling jeg har set. Hver tanke afspeiler sig så klart i Duse's udtryksfulde ansigt, at man tror man forstår hvert ord hun siger. — Desværre havde jeg ikke tid til å se «Gioconda» idag form. G. er glad i kvæld, for han tror han har løst den værste knude i boka —Jesu egen opfatning af sin mission. 19.2.1906 Det må være «sidst på verdens ende». Prof. Storm stemte uden videre —talte for — vedtagelsen af en artiumstil på landsmål i Det historiske fakultet forleden. Sophus Bugge havde betænkeligheder; men gik med. Enstemmig vedtagelse. G.'s øine elendige på grund af den stærke sol. Han er rørende ræd for, at jeg skal få formegen opvask. Han sætter regelmessig væk skålen under kaffekoppen sin, og ligeså regelmæssig må jeg forsikre ham om, at en kaffering på dugen er værre end en skål mere i opvasken. Dette vil gjentage sig hver dag til vi reiser, for et sted inde i hans hjerne sidder den tanken han engang har fåt om å spare skåla. Jeg kan ikke få den ud igjen. Kort fra Tuft. Han trives og er frisk. Når jeg nu ikke laver mad, så skriver jeg om mad. Det er moro til en forandring. 25.2.1906 G. stræver med foredraget til Studentmållaget. For ham blir det et helt stort arbeide. Jeg har formelig dårlig samvittighed fordi jeg overtalte ham. 1.3.1906 Torsdag holdt G. sit foredrag i Studentmållaget. Det gik rigtig godt, og stemmen greied sig i den lille sal i Turnhallen. G. blev hyldet med en «Dråpa» og et andet digt, og alle var svært fornøiede. Men næsten 14 dages arbeide havde det kostet ham. Med afslutningen af boka går det langsomt. Han siger, at interessen begynder å slapne. Han «tror ikke noget på det hele længer». Men jeg er glad over dette arbeide, selv om han enddog skulde komme til helt å opgi det. Han har ved det endelig arbeidet sig helt igjennem dette emne som han har svirret omkring hele sit liv. Endelig! 6.3.1906 Feirede igår Schjøtt med en flaske Mumm i anledning af at manuskriptet til ordboka er færdigt. Et storværk fuldført. 23.3.1906 G. arbeider så småt. Kom igår og fortalte fornøiet, at nu var han endelig ude af Helvede. Jeg ønsked ham af mit ganske hjerte tillykke med følgende ord: «Det var ikke fortidlig. Gid du aldrig måtte komme did igjen!» Aasta Hansteen er storartet efter amputationen af benet, trods sine 81 år. Før operationen sa hun til lægerne, som nok var lidt nervøse: «Hvad, jeg synes I er så blegnebbede. Er det da ikke jeg, som skal opereres!» Og da hun vågnede efter kloroformeringen sa hun til dr. Heiberg Hansteen: «Nu Heiberg, er jeg hårdt eller let såret?» Og da han svarte, at hun nok var meget hårdt såret, så sa hun bare: «Ja, nu er det altså forbi med danserinden! » Iforgår blev vore gesandter udnævnt. Nansen i London. Det er næsten høitideligt å vide, at vi igjen står i forbindelse med verden som selvstændigt folk. Det er længe, længe siden sidst! 26.3.1906 Ligesom i Tyskland er der nu også hos os en reaktion i anmarsch mod fabrikvæven. I flere bygder kommer vævstolen frem igjen. Fru Skar, som i 20 år har drevet et kjendt håndvæveri på Lillehammer, var her forrige søndag for å høre om husindustrien på Færøyerne. Hun skal nemlig udvide. Et godt tegn. Og så vil hun reise til Hebriderne og Orknøyerne for å se det Home Spoon, som laves der og sælges i masser til England. 31.3.1906 Efter planen skulde vi idag reist fra Bergen. Er glad over uds., da veiret har været og er stormfuldt og surt. Har idag kjæmpet min sidste strid med G. om skålen under kaffekoppen. Han tog den som vanlig væk; men så energisk som muligt uden netop å være bøs tog jeg og satte den under igjen. Hvorpå jeg triumferende gik til min gjerning i værelset ved siden af. Da jeg kom tilbage, så han så underfundig ud og lo så det klukket i ham. Det var et så sjeldent syn, at det var rent uhyggeligt. Nysgjerrig spurgte jeg hvad ialverden der var iveien med ham. «Å,» sa han, «jeg har mine små fornøielser jeg også.» «Jeg reddet skåla, lel, jeg!» Nu opgir jeg det. 23.4.1906 Thime, Bellesens Hotel Reiste alle tre fra Labråten onsdag 18de. Prøvet om aftenen med danseringen. Torsdag fest for baronesse v. Suttner på Grand. Rococosalen. Stilfuldt og vellykket. Lammers med sit Ceciliakor sang, fru Minna Thorkildsen ligeså. Fru Dikka Møller hilste æresgjæsten i en kort tale, fru Clare Mjøen læste et hyldningsdigt hun selv havde skrevet. Godt og pent. Æresgjæsten placeredes derpå oppe på scenen i en kreds af damer (og en herre — præsten Frølich) hvor nu en mængde hilsener og telegrammer blev oplæst. En sølje, to laurbærkranse og en buket palmegrene blev overrakt. Lidt lang var denne høitidelige akt; men alt gik fint. Så dækkedes langborde. Minister Løvland havde fru Suttner tilbords, vis å vis statsm. Michelsen og fru Blehr. Ved samme bords ene ende sad Bjørnson med fru D. Møller, Lammers, fru Bjørnson og John Lund med fru Lammers. Vis å vis B. den franske gesandt, fru Nissen, den engelske gesandt samt undertegnede og dr. Mjøen. Sidstnævnte sang i løbet af det nydelige smørbrød‐desertmåltid et selvlavet «eventyr» til melodien af «Maivisen» med forsamlingens medvirken i omkvædet. Sangen var trykt (den var på tysk) og så ud til å gribe fru Suttner meget. Så dansede vi. Fru Bjørnson havde udtalt sin høilydte misnøie over bordet med denne ukultiverte fornøielse; men ellers var der stort bifald, ja nærmest begeistring efter hvad man sa mig. Især var udlændingerne fornøiet. Rent betat var den russiske gesandt, som aldrig fik nok, men høilydt gav sin begeistring luft. Fru Suttner var en udmærket og meget øvet talerske, kampberedt og frisk og vågen; men personlig var hun mig ikke så svært sympathisk. Der var trods de gode og vakre ord hun sa, noget koldt ved hende. Organet mandhaftigt og mørkt i tonen. Reiste for første gang med Flekkefjordsbanen. Vanvittigt flot anlæg; men vakkert og interessant. Minder om Ofotbanen. Kom hid igår middag elendige af søvnløshed og sjøgang. Sov ud i nat og har idag været på Knudaheio i iskold snevind med haglbyger. Men inde var det koseligt. Vi kogte kaffe og hygged os et par timer. «Lodfig, Inger sin mand», kom med sending, lefse og gome, og vi åd og drak. Tuften som var der for første gang, var begeistret. Tog to fotografier inde i stuen. Imorgen til Sandnæs for å træffe G.s mor. 29.5.1906 Jo ældre man blir, jo klarere står det nemlig for en, at jo før man kan holde op igjen å græde, des bedre. I ungdommen synes man det å «holde op igjen» er det ækleste af alt — næsten uhæderligt og æresløst. Det er ligesom man tror tårer skal hjælpe. Tænk tårer! Der er dog noget som hjælper bedre, nemlig å le. Men det å kunne le er en Guds gave man får i alderdommen. Og de som ikke får den, bør dø. 14.7.1906 Kolbotn Regn og koldt. Har idag læst første del af «Messias». Den er storartet. Et mægtigt og imponerende arbeide. Kristendommen er her forenklet og klargjort, så der intet kan bli å «fortolke» eller trætte om. Jesus udløst og befriet fra alt senere tilkommet, så han står der klar og ligefrem og gjennemskuelig som det ventede Messiasriges forbereder, det Godes apostel. Summen af hans enkle lære blir kjærligheden til næsten, til dem som trænger os. Selve «Loven» er gjennem Jesu forkyndelse blit evangelium. Men å elske er å hjælpe, og G. siger: «— kristeleg næstekjærleik vil i vår tid finne si gjerning i: 1) å berge småkårs‐folk frå den fatighjelpi det kristelege samnøyte gjev; 2) å hjelpe til med å få innførd ein skipnad, som gjev alle arbeidsføre tilhøve til å arbeide for sitt brød.» Jesus var fattig og kom for å hjælpe de fattige. Og han taler strengt til de rige. «Lidet, men dit», ikke fattigdom, men nøisomhed og naturligt liv er godt for menneskene. Der var i hans tid jordfællesskab. Ingen kunde eie jord; den var Guds; man kunde bare låne den af ham. Og dersom alle arbeidet, behøvde ingen å være fattig, d.v.s. lide nød. Jesus prædikede det vi nu kalder socialisme — simpelthen. Jesus kjendte ikke til dåben, eller miraklerne og tegnene som senere er tillagt ham, idethele, han krever bare ét — kjærlighed, og han dømmer og fordømmer ikke. — Jeg tænker på de tusinder som har plaget sig med rædsel og skrupler, de mange som fylder sindsygeasylerne, fordi kristendommen blev dem for vanskelig — hvor vilde ikke en bog som denne ha klaret op for dem. Det er ufatteligt, at ikke slig en bog er kommet før! For mig er det efterhvert blir klart, at det Gode, Gud, er det Naturlige, og Jesus er da pludselig blit apostel for min «hedenske» filosofi — bent frem det og intet andet. Som G. fremstiller ham, uden mystik, som Josefs og Marias søn, et menneske, der så dybere end de andre og trodde på sin mission som forberederen af en ny tid, hvor det gode skulde herske er han den første Krapotkin, den første Henry George, den første småfolks‐talsmand. G. har søgt å fortælle Jesu historie (på lignende måde som Renan i «Jesu liv»), men med hovedvægten på sammenhængen med nutiden. Læste igår en ny del av «Messias», kapitlet om Helvede. Interessant udgreiing om hvorledes forestillingen om det evige Helvedes ild er vokset ud af den rene virkelighed — billedet er simpelthen hentet fra det geografiske Gehenna, Gehennadalen udenfor Jerusalem, hvor affaldet fra byen brændtes med svovlild. Selve dalen var uhyggelig vulkansk grund og altid opfyldt af en stinkende røk og damp Døde dyr og selv forbrydere kastedes ud i Gehennailden som brændte bestandig (stadig ild er blit evig ild ved frie overs. af ordet). Hvor mange rædde, helvedesskræmte sjæle vilde fundet trøst i denne bog, om den var kommet for lang tid siden! For ex. i Garborgs egen bygd bare. 18.7.1906 Gik 16de om kvelden til Einabu. Kom op igjen igår (17de) middag med post. Ivar har skrevet en kjæk Dølevise til tonen af den gamle Tønset‐bruremarschen. Omkvæd: Flaumen går, i Norig er vår, og Dølan er det som rår! Den vil snart bli populær i ungdomslagene. G. igår færdig med første kapitel af lidelseshistorien. Kun to kap. igjen. 22.7.1906 Søndag G. havde lovet mig resten af manuskriptet igår aftes. Jeg slog på, at det var leit jeg ikke havde såpas som en dram å gi ham tilkvelds. Men han gned sig fornøiet i hænderne og sa: «Nei det trenges ikke nå, for nå er jeg glad alligevel.» Det er første gang på mange år jeg har hørt det ord af hans mund. Manuskriptet fik jeg dog ikke. Han bad om henstand i to dage. Øinene er fælt dårlige. 25.7.1906 Læst slutningen af «Messias»! Det er vel og blir Garborgs chef d'oeuvre. Mesterlig er sammenhængen mellem Jesu lære og nutidens sociale arbeide fremstillet. Hvis Jesus var kommet tilbage nogen hundrede år efter sin død, vilde han blit dømt som kjætter, fordi han ikke trodde på den treenige Gud og den Jesus, som var blit Gud på kirkemødet i Nikæa år 325, siger G. i slutningen. Og han kalder den kristne kirke som er bygget op lange tider efter Jesus, for «den heidninge‐kristne kyrkja» i modsætning til den jødisk‐kristne. Hvad vil præsterne si til det? Og denne h.‐k. kyrkja er nu beskytter for det Jesus dømte, verdens‐rigdommen — kapitalismen. Klart og udmærket er fremstillingen af hvordan soningslæren, troen på soningsdøden kom op. Paulus‐kapitlet er storartet. Jeg måtte under læsningen så ofte tænke på Krapotkin og alle de andre som i vår tid har sat sit liv på spil for den samme lære som Jesus engang forkyndte! Hvilken forunderlig sammenhæng trods alle mellemtidens forvildelser! Garborg er med rette glad. Nu sidder han og læser «Gjensidig Hjælp» (Krapotkins) og synes den er storartet. Han vil henvise til den i boka. 28.7.1906 Drog kl. 10 med Tuft og Gudrun på Rødalshøa. Det er første gang jeg har besteget et så høit et fjeld. Det var som å komme til Himmeriges Rige. Rondekjeden kan vel ikke sees herligere fra noget punkt, og vi lå som i et hav af bølgende renmosehøider med tusind sjøer og tjern og det hele kranset langt borte af deilige blå snefjeld. Himmelen er så forunderlig intens blå med mørke og lyse skybanker som kasted skygge på åser og vand nedenunder. Det var en vidunderlig farvepragt. Disse østerdalske renmosevidder ovenover trægrænsen er noget enestående. De er så bløde og dybe i sol og skygge, så fløielsfine og lekre i sine tusind chatteringer. Og ikke to af de tusind småvand er lige i farven. Nogle er lyse som himlens lyseste blå og grå, andre ultramarine eller smaragdgrønne. Men nogle er sorte og kan neppe skjelnes fra de skyggefulde fjeldsider som speiler sig i dem. En eneste liden brun rype så vi og en fjeld‐jo på en sten, pibende så underlig ensomt. Rypen sad på en tue, slankhalset og let og elegant og var ikke det mindste ræd. Da vi kom lige hen imod den, spadserte den dog ned og dukkede sig indunder lyngen. Ellers ikke en lyd før vi kom til foden af selve høa, hvor vi mødte et par fede, fredelige buskaper fra Rødalsvangene. Længer inde så vi store hvide saueflokker og hørte enkelte bjælder som klang uendelig fredfuldt og godt og trygt mellem de grønne frodige fjeldsider. En herlig, lykkelig verden! På toppen drak jeg 5 kopper kaffe, der smagte bedre end alverdens vin. — Kl. 7 var vi atter på Kolbotn. Havde brugt 4 timer og og 3 ned med 2 timers rast. Da vi kom ind, sad Garborg og spiste sin middag. Vi havde dækket koldt bord til ham før vi gik. Men fra 9 morgen da han spiste frokost, og til 7 aften havde han ståt op og ned ved en ståpult og gjennemgåt sit manuskript — for 99de gang. Helt færdig blev han dog ikke. Igår og idag endelig sommer. 30.7.1906 G. sidder endnu med sidste gjennemgåelse af manuskriptet. Tænker på en anden titel, «Fraa Nazareth til Nikæa», da «Messias» er så brugt og desuden så lidet oplysende om bogens art. Det er mere titel for et poem. Det er næsten forbi med forfatteren nu stakkar! 11.8.1906 Labråten Onsdag var jeg i byen med manuskriptet til G.s bog. Det var en uhyre lettelse. Traf Nygaard hos Wentzels som snarest. Han er gjæst hos fru Fougner på Drengsrud (hans svigerinde f. Wiel). Han var ikke så fornøiet med den sidste titel. «Messias» bedre mente han. Det blir da alligevel så. «Fraa Nazareth til Nikæa» klinger så kirkehistorisk og lærd, og det er folk ræd. 14.8.1906 I byen idag med allersidste rest for allersidste gang af «Messias», som den nu alligevel kommer til å hede. G. foretrækker nok «Jesus Messias»; men gir sig. 23.8.1906 G. læser idag korrektur på 7de ark af «Jesus Messias» — sidste og endelige titel. Erik Lie og frue til aftens igår. Jonas Lie ser nu omtrent ingenting. Gaderne i Paris blev ham de sidste år for farlige. For 4 år siden blev han overkjørt uden å komme tilskade. Han vilde over gaden og slog så op en paraply til å bane vei med. Den blev altså ikke respekteret, og han fik høre lidt af hvert om den ide da han kom hjem efter katastrofen. (Han blev båret ind i en liden vinbutik og kjørte så hjem.) Men han svarte bare: Ja men jeg kom da over! Michael Lie og frue er hjemme fra Berlin på ferietur. Bor på fruens gamle sted Fleskum i Bærum, hvor vi var et par gange i Skredsvigs tid. 1.9.1906 G. er nu færdig med korrekturen og ofrer sig helt for komposten. Han gjør et dybt og indviklet rydningsarbeide bag låven. Sorterer potteskår og glasbiter, pudser hvert enkelt nøie — (for at der ikke skal klæbe noget jord, hvori muligens ugræsfrø, ved dem) og graver det ned i gruber. Spader op al mold og plukker hver liden sten og flis ud af den, sorterer den og bærer den til forskjellige mystiske oplagssteder. Tuften ryster på hovedet og siger at «når far gjør noget stakkar, så er det grundigt». Men når jeg finder et skår på tunet eller en flis i haven, så tar jeg den forsiktig og leverer med høfligst forespørgsel om han vil være så snil å pudse den og grave den ned. 15.9.1906 Jeg tror ikke verden kan stå til påske. «Verdens Gang»s theateranmelder «S. B.» er såvidt jeg forstår blit målmand. Han skriver, at næste gang Nationaltheatret opfører Shakespeare, må man gå anderledes radikalt tilværks med fornorskningen og komme helt bort fra Lembkes danske overs. En digter må overs. stykket direkte fra engelsk til helt norsk. Olav Madshus' overs. af Macbeth og «Kjøbmanden i V.» må følges af flere. O.s.v. Men — hvorfor anbefaler ikke «S. B.» de nævnte arbeider af Madshus først og fremst? Har han læst dem? 18.9.1906 Schjøtt udeblev igår på grund af ærgrelse med ordboka. Departementet har fundet ud, at den skal skrives om til en ny rix‐retskrivning. De kan ikke ha begreb om hvad de forlanger. Det er en selvfølge, at S. ikke kan gjøre det. Og nogen anden slipper han ikke på sit manuskript, som rimelig er. Der skal nu atter tages et fornorsknings skridt, og en ny retskrivning skal indføres i skolen. Selv «V. G.» og «Aftenposten» er nu nemlig kommet til det, at «norske børn ikke kan bruge sin kostbare skoletid til at sidde og stave dansk». Endelig! 50 år har nu målmændene brugt til å trække lasset dette første skridt! Men nu skal der vel nye 50 års slit til for å få det over den næste kneik. Nu vil man altså ikke længer ha dansk. Man indrømmer at det vi har lært i skolerne, var dansk altså. Det er nyt af året. Før har de brugt al sin kraft og en mængde tryksværte på å forsikre, at det var norsk. Men nu kommer det gådefulde: Man vil ikke længer ha dansk; men man vil endnu mindre ha norsk. Altså skal der stelles med rix‐bastarden, så den blir «en kende mere norsk». Ja, engang når man jo også måske på den måde frem, når målmændene imidlertid værner om norsken og og udvikler og grundfæster den. Uden det vilde vel bastard‐elskerne snart komme i knibe med fornorskning. Skoler og jernbaner vilde i vor tid snart sørge for at ingen længer vidste å målføre sig på ren norsk længer, dersom det ikke blev brugt i litteraturen og lært i skolene. Den bevidst målstræverske landsungdom som nu ikke vil lægge bort sit hjemmemål, vilde uden det gjorte arbeide stå hjælpeløse og tvinges ind i dansken — ja den vilde jo ikke engang existere andet enn måske i det høieste som et lidet betydningsløst mindretal. Rosenkrantz Johnsen, som i sommer har været i Fredriksværn skriver idag i «V. G.» en kjælder om Thomasine Lie. Mangt af det han siger om hendes medarbeiderskab i Jonas Lies bøger, kjender jeg igjen fra Paris, den vinter vi boede dernede og hver lørdag var hos Lie. Jeg husker engang vi talte længe om det emne, Garborg, Lies og jeg. G. kunde ikke forstå, at man kunde ha nogen i samme værelse når man skrev. Men da sa fru Lie akkurat ordret følgende: «Ja, Jonas, du fik da vist aldrig dine personer ud og ind af dørene hvis ikke jeg hjalp dig med det.» Og Lie svarte forfærdelig sagtmodig og barnslig: «Nei nei — jeg er altså ikke ligere, jeg.» 25.9.1906 Garborgs bog udkom igår, og Dagbladets anmelder har set på den så meget at han kan si han ikke kan melde den, men henviser til theologerne. «Den har intet med digteren Garborg å gjøre,» siger han. Smart fyr. 29.9.1906 Garborgs bog godt anmeldt i V. G. for 27de. Forfærdet brev fra præsten Hognestad. «Å nei, nei, Garborg, at du skulde reise slik av!» Hans modgrunde er imidlertid — selvfølgelig — kun nogle følelsesudbrud. Steinsvik anmelder den fornuftigt i «17de Mai». Erik Lie og frue er kommet hjem fra Fredriksværn. Mons Lie og frue var dernede og de gamle var i fuldt arbeide med en ny bog. Lie ser nu så dårligt, at han skriver bare nogle få linjer med svære bogstaver på et ark som han gir til fruen. Hun udarbeider og renskriver så. De spurgte om det var så, at hun vilde skrive sine erindringer. «Ja,» sa hun, «jeg har set og hørt så meget at jeg vil skrive det ned. Men det er ikke sagt det kommer ud mens jeg lever.» 5.10.1906 Pastor Aalvik i Stavanger har holdt foredrag om G.s bok, som han finder i meget ikke å være «i overensstemmelse med, hvad man ellers anser for at være den kristne læres principer». Nei, det var nok det som var uoverensstemmelsen, at G. har skilt det som virkelig er Jesu lære, fra det som har været anset for at være det. 18.10.1906 Vigeland udstiller for tiden det ene monumentale værk efter det andet. Han udfører et kjæmpemæssigt arbeide. Den store deilige fontæne i Kunstindustrimuseet samlet masser af mennesker, og udkastet til Petter Dass‐monumentet hos Blomqvist vækker også opsigt. Men der er voldsom strid om ham. Der er så mange som holder sig reserveret (som fru Nansen forleden) og siger de «forstår ham ikke»; men mange siger rent ud at alt han gjør er fælt. (Christian Krohg, Wentzel, Visdal og en hel del andre kunstnere). For mig står det som om han er for stor til at folk orker ham eller at han idethele kan helt forståes med en gang. Hans dimensjoner er så svære, at der skal afstand til. En slig fontæne er der da vel i verden ikke mage til! Ialfald synes jeg de romerske og andre italienske og de spanske og franske jeg har set, falder igjennem aldeles ved sammenligningen. 28.10.1906 Garborg kom hjem i form. efter en våd og nokså besværlig tur. Forkjølet og måtte gå tilsengs. I Arendal alt vel, fuldt hus og bra forståelse af foredraget om «norsken i byerne». Torsdag holdt han så foredrag i Grimstad Arbeiderakademi og reiste fredag overland fra Arendal til Tvedestrand i regn og mørke. Vilde se igjen byen hvor han for 28 år siden var redaktør og bogtrykker. Tvedestrandsposten existerer endnu, og trykkeriet eies endnu af den hr. Eskildsen som kjøbte det efter G.s kompagnon, Isaksen. Men da han i bælgmørke om aftenen kom til den gode stad Tvedestrand, havde han nær ikke fåt logi. Han havde jo ingen videre bagage og havde kjørt i regnveir, så han var vel ikke netop i «nystrøgen flos». Fra to hoteller, hvor der «var fuldt», måtte han vandre til et tredie meget lidet komfortabelt et, hvor han fik et kot med to dobbeltsenge. Inat lå han så i Drammen. På toget stod han som altid på platformen fordi «der var nogen som snakket» i kupeen. Og så får han nu ligge i feber, snue og alslags plager. At han desuden har mindst 20 kroners underbalance, er jo en biting. Men har et godt humør og angrer ikke på turen trods alt. 30.10.1906 I byen idag. Så igjen på Vigelands fontæne‐udkast. Der er så mange deilige enkeltheder, at man blir ikke færdig med en gang. Der var mange mennesker. Jo mer jeg ser på det, jo mere glad blir jeg i grupperne og de enkelte reliefbilleder. Men jeg er ikke vis på om grupperne står naturligt på den stive kant. Der har været skrevet, at der er et brud i tanken der, og det er vel ikke umuligt. Morsommere og naturligere havde grupperne hævet sig fra en eller anden ujevn skogbund eller lignende. Men havde vi så fåt relieferne? og dem vilde jeg igjen ikke for alt miste! Petter‐Dass‐udkastet hos Blomqvist slår en med sin djervhed og ægte Vigelandske kraft. Den figur voxer ligesom lige op af naturens favn, som den står der i stormen over havet på sin klippefod. Ansigtet var mig lidt for fremmedartet med det samme, men det er på udkastet så lidet, at jeg ikke fik så bestemt indtryk af det. Men figuren og det hele måtte bli et prægtigt og sjeldent virkningsfuldt monument. 7.11.1906 G. får mange breve om dagen. Tilslutningsbreve og omvendelsesbreve. Prof. Brandruds lange anmeldelse i «Aftenposten» var som de andre theologers. Måske en smule lurere. I Johanneskirken holdtes søndag eftm. foredrag om «de angreb som i senere tid er fremkommet hos os mod læren om Jesu opstandelse, bl.a. i Garborgs bog». Det var pastor — ja nu har jeg glemt det. Aksel Andersen strider tappert og udmærket med dr. Bugge i «Ørebladet». 8.11.1906 Garborg fortæller idag, at Sven Aarrestad og han korresponderte meget engang i de første ungdomsår og da for spøg titulerte hverandre med alle mulige store, fine titler, «Hr. Digter Arne Garborg», Hr. Statsråd Sven Aarrestad» bl.a. Aarrestad ligger mellem Garborg og Knudaheio og Sven og G. gik i barndommen sammen på «Thime‐
Skulen». I komfirmationsalderen var det da de vekslede breve. 17.11.1906 Præsten Borchgrevink i Thime har nu også holdt foredrag om G.s bog. Den er det farligste angreb på kristentroen som er gjort i senere tider. Fuldt hus. Menigheden ønskede fortsættelse af foredraget. Masse mennesker. 28.11.1906 Præsterne holder på med Garborg. Og omvendelsesbrevene indløber flittig. Mange læser han ikke selv; men overlader dem til mig, så jeg må vel ialfald tilslut bli et bra menneske. 6.12.1906 Deiligt sneføre de sidste to dage, sol og klart. Men lige til 4de kunde Tuften spade i haven. Nu lægger han champignonsenge i kjælderen og sætter pumpe i brønden. Overhovedet er der kommet et velsignet vældigt mandfolk på gården. Med al agtelse for Garborg og Løland, så er de nemlig ikke egentlig videre mandige med næverne trods deres udmærkede intentioner, mange storartede tilløb, og seighed når de først har begyndt på en ting. 1907 27.1.1907 Den 25de bragte ikke på langt nær så mange telegrammer fra ungdomslag som ellers. Det er sikkert bogens skyld. Heller ikke ser jeg i aviserne noget om de vanlige Garborg‐fester den dag. 12.2.1907 Var igår på festen for Harriet Backer i Logen. Det var af malere kun gruppe I og desuden nogle af Harriets gamle venner fra andre kredse. Festtalen holdtes af Werenskiold. Desuden talte Andreas Aubert, Lammers og fru Magda Pettersen. Gode taler alle, skjønt ved Werenskiolds har jeg det å indvende, at han var en smule vel meget parti‐ og gruppemand og egentlig forringet Harriets position ved å snakke som om hun på grund af sine lidet sensationelle motiver og hele stilfærdighed ikke endnu var nået frem til å anerkjendes som den geniale kunstner hun i virkeligheden er. Han snertet lidt vel tydelig til f.ex. Vigeland, når han talte med hån om dem, som får det til å stå bråk om sit navn og blir genier. Ellers sa han meget vakkert og godt. Harriet takket med nogen få fine og morsomme ord. Hun vilde ikke reise sig, da blev hun endnu ræddere og kunde endda mindre snakke. Hun mindtes hvad Bonnat havde sagt til hende engang: «Vous manquez absolument d'aplomb» — det var sandt sa hun; men hun måtte takke alle så godt hun kunde. «Det var så gruelig snildt af dere!» Eilif Peterssen talte for Werenskiold, som var 52 år igår. Lammers sang efter Harriets opfordring «Beiarblakken» og «Falkvor Lomansson», og Fridtjof Backer Grøndahl sad ved pianoet da jeg gik kl. 11. Mange blomster, bl.a. fra Olaf Schou på Sinsen, den skjønneste kolossale buket, væsentligst bestående af orchidéer ... 15.2.1907 Garborgs brochure «Den burtkomne Messias», (innlegg i ordskifte um trui) kom igår. Der er samlet de svar han i forskjellige aviser har skrevet til præster o. a. som har angrebet «Jesus Messias». Idag med G. hos øienlægen igjen. 18.2.1907 Torkell Mauland var en tur herude igår eftm. Fortalte at Kongen på Gustav Jensens opfordring har overladt Slotskapellet til landsmålsgudstjeneste hver anden søndag. Mauland er klokker ved disse gudstjenester. 23.2.1907 Onsdag var fontænesagen fore i kommunestyret; men blev udsat igjen. Det ser ikke godt ud der, tror jeg. Dr. Nissen var nokså mismodig. Går det ikke, så pakker Vigeland sine kufferter og flytter fra hele greia ned til Florenz. Han blir selvsagt træt og kjed af alt vrøvl. 14.3.1907 Fru Werenskiold og fru Nissen kom herud igår. Fru W. fortalte meget om sit samvær med Ibsens i München medens hun endnu var frk. Thomesen. Det er fornøieligt å høre hvor alle er enige i, at Ibsen og frue egentlig havde det forfærdelig morsomt sammen. Modsagde hverandre altid, var altid ivrig optagne af hverandre enten med småtrætte eller venskab. Hun læste alverden, han slet ikke. Hun var hans levende lexicon. Sigurd Ibsen havde forleden dag sagt til fru Nissen, at «engang skal min fars breve til mor offentliggjøres, for at man kan få se, hvad hun var for ham» Og «det var meget af en Satan i min far, men hun tog alt så overlegent». Fru W. fortalte om en aften hun spiste hos dem i München, og fru Ibsen fortalte om en reise til Norge. Med sin lidt dybe stemme, fortalte hun på høit bergensk udførlig om indseilingen fra Færder: «Der var et forfærdeligt hav, og vi så et fyrtårn foran os, som hvert øieblik blev overskyllet af bølgerne; men når de gled tilbage, så vi, at tårnet var fæstet til klippen med kjætter.» Da sa Ibsen, småondskabsfuld og tør på sit hakkende østlandske: «Hvad behager? Hvad sa du? Var tårnet fæstet til klippen med katter?» Hun fornærmet, høi og værdig: «Jeg sa kjætter.» — Han: «Ja, du sa katter. Du sa katter. Kjætter, det er nemlig katter på norsk. Altså katter.» Hun: «Det kan være; men på tysk hedder det Ketten, og da —.» Han: «Og da heder det altså katter på norsk.» — Og sån holdt de på, så fru Werenskiold storlo; men Sigurd som var nokså fortrykt og genert i det hele, blev blussende rød og forlegen. Han elsket jo sin mor, og tålte ikke faderens ærting. 29.3.1907 Brev fra Arne Hatlestad. Han «skjer seg no klæde» og er ved godt mod. «Lat os reisa eit theater», siger han, «me burde no vera so breide, at me ikkje høver inn i Bjørnsons hus, elles er me for små». Ja, som jeg skrev til ham idag: vi burde være så «breide no», det er vist og sandt, Gud give vi også var det! 23.4.1907 Forfatteren, professor Karl Larsen fra Kjøbenhavn var her igår form. og traf ingen hjemme Der kom et brev mandag eftm. med en håndskrift som vi begge strax syntes var Gustaf af Geijerstams, og vi læste det begge —uden å se på underskriften. Der stod: «jeg er i X. og vil ikke reise uden å hilse på Eder. Kommer hvis jeg ikke får afbud med ¼ 11 toget imorgen.» «Tænk han skriver norsk nu,» siger jeg. «Dansk,» siger G. strengt. «Ja omforladelse — dansk altså.» «Ja, det var rart.» Så blev vi enige om å telegrafere og sige at G. vilde hilse på ham næste dag på Grand istedet, for han skulde til byen egentlig alligevel. Og da det i brevet stod, «jeg reiser til Stockholm i eftm.», så vilde vi spare manden turen herud. Telegraferer så til: Geijerstam, Grand. — G. kommer på Grand og portneren siger: Nei, hr. Geijerstam er ikke her; men professor Larsen er netop reist ud til hr. Garborg på Hvalstad. Tableau. Idag har jeg set på brevets underskrift, og der står Karl Larsen. Nu må vi nøie os med hans kort som lå her, og en skyldbetynget samvittighed har vi. K. L. har været her et par gange før og er en forfærdelig hyggelig mand, som vi meget gjerne vilde truffet. Jeg synes synd på G., som nu må skrive og forklare denne idioti. 25.4.1907 Karl Larsens reise gjaldt et fundet manuskript af Ibsen. Et fragment. Er det ikke synd å trykke det, som forf. selv ikke har villet offentliggjøre? Måske har han bare glemt å brænde det? Aldrig kan en stor mand være forsigtig nok. 14.5.1907 Fuldstændig sommer. Frugttrærne begynder å springe ud. Hverken doktoren eller nogen anden kan få Løland til å tro på at han er bedre. Jeg er hans sekretær om dagen, og han dikterer standhaftige: Jeg er fremdeles hårdt syg og sengeliggende. Men han er bedre, om han selvsagt er meget svag. Garborg og Tuften sætter poteter. Fru Wentzel kjørte mig igår til Semsvandet. Det var deiligt som en lys drøm med birkene, der hang som lysegrønne slør udover det blikstille blanke vand. Holtsmarks hvide gård Tveter med de lysegrønne bakker speilet sig som slottet i eventyret i vandet. 18.5.1907 Russen havde bl.a. lavet en ligkiste med påskrift Maulet. Den sænkedes under hymner i Slotsdammen kl. 6 om eftm. «Morgenbl.» siger, at iår havde russen virkelig vittige påfund. Jubelen skal ha været stor i byen over «Maulets» begravelse. (Hvorfor de netop fandt på denne «vittighed» nu, da stilen netop er enstemmig vedtaget er ikke klart.) 5.6.1907 Løland er nu næsten helt oven senge. Jeg har været hans sekretær i denne tid, og vi har snakket meget om hans ungdom og al hans sygdom og modgang den første tid han forsøgte å skrive. Han har ikke havt det let, stakkar. Hans bror, rigsmålsmanden, amtsskolebestyreren, har været her tre gange. Ellers har ikke mange set til ham. 12.6.1907 Fulgte igår Løland til Grorud sanatorium. Han havde ikke megen lyst til å reise, stakkar. Og her er også så vakkert nu. Tuften har snart lagt hver tomme jord under havekultur her. 16.6.1907 Fru dr. Igelsrud i Tromsø udstiller nu sin nationale reformdragt hos Steen og Strøm. Den får slem medfart af A. Hv. (Anna Hvoslef) i «Aftenposten». Rimeligvis er også bygdedragterne i sig selv bedre. Og der er nok å vælge imellem. Både praktiske arbeidsklær og glimrende festdragter. Og uniformer er og blir kjedelige når de skal udstrækkes til forhold hvor de ikke er naturlige og passer ligesom selvfølge. På en måde er jo bygdedragterne også uniformer; men de er det kun i den ene bygd og desuden er der stor variation også, f. ex. er arbeidsdragterne ganske anderledes end pigedragten, o.s.v. 23.6.1907 St. Hans aften Garborg reiste igåraftes til Jæderen med «Kong Olav» fra Vippetangen kl. 8. Løland telegraferte efter mig igår form., og da jeg trodde han var blit rigtig syg, reiste jeg strax, skjønt jeg vilde været hjemme og fulgt G. ind om aftenen. Da jeg kom, var han i skogen og så godt ud; men han havde været dårlig, hjerteklap og åndenød, og vilde absolut hjem igjen strax. Mente der var for megen træk deroppe, og desuden vantrivedes han så rent. Stellet var godt og menneskene snille, men ingen som han kunde snakke videre med og i dårligt veir altid alene på værelset. Altså kommer han såsnart en pige kan skaffes. 22.7.1907 Foged Andreas HoIaas blev begravet 19. dennes i Xania. Han var den som for 25 år siden gjorde mig til målmann. Han forærte mig sin landsmålsoversættelse av «Peter Schlemil», og holdt morsomme belærende foredrag for mig. Han var vor forlover da vi gik til byfogden i 1887. Vi spiste middag hos Gravesen efter, og G. spurgte H., som var jurist, om den letteste måde å bli skilt på. «Utroskab, utroskab,» lo han hjertelig. 16.8.1907 Igår deiligt solveir, men inat og idag atter silregn. Haven står frodig. Lidet af æbler og pærer men dog nok til eget brug. Grønsagerne udmærkede. Spiste igår nye poteter, sukkerærter, næper, gulerødder, moreller og bringebær til middag — avec lidt spegemad. Deiligt. Vi bare ønskede, at Garborg havde været her. Løland ser skral ud. Han har ligesom opgivet alt siden Laache «dømde han av med livet». Er det klogt af læger å sige en patient sligt undtagen han selv forlanger det? Jeg trøster ham med at jeg kjender 3 mennesker som blev avdømt med livet for 30 år siden, men endnu er fuldt arbeidsdygtige. 6.9.1907 Edvard Grieg døde den 4de kl. 3 ½ morgen på Bergens sygehus. Så lyder telegrafbudet. Det er så forunderligt og sørgeligt å tænke på. En efter en af de store gamle går bort, og det er så lidet stort som vokser op efter dem. Griegs energi var storartet. Han stod dagen før sin død på reise til Kristiania for å komme i tørrere luft, og han arbeidede og la planer bogstaveligt talt så længe han kunde ånde. Da hans stærke vilje endelig måtte slippe taget, var hans lunger helt opslidte. Jeg mindes med vemodig glæde hvor god han var mod mig engang jeg havde det ondt, og gjemmer hans breve som et kjært og godt minde om et af de hjerteligste mennesker jeg har truffet. Manuskriptet til klaverudtoget af «Olav Trygvason» som han i 1898 forærte os til Målmarknaden i Xania, er endnu ikke solgt. Det var en dyrebar gave; men hans brev i den anledning har alligevel større værd. Jeg skrev og bad ham om vi måtte få lov å la de Haugtussasange han netop havde komponeret, synge på marknaden. (De var endnu ikke trykt.) Det kunde han ikke for sin forlæggers skyld; men skriver i et langt, elskværdigt og interessant brev så meget vakkert om det norske sprog, som han elsker af instinkt, om Garborg, o. a. og siger, at han netop har tænkt på (og snakket med sin hustru om) å gi os nævnte manuskript. Hans brev er dateret Troldhaugen 18de august 1898. 24.9.1907 Forleden blev Erik Lie telegrafisk kaldt til Fredriksværn. Hans mor var blit betænkelig syg. Han kom tilbage dagen efter, da der ikke netop var nogen øieblikkelig fare. De troede det var hjernekræft. Hun lå i en døs med ispose på hovedet. Begge heades døtre var der. Jonas Lie var nokså kjæk, og sa, at han var flittig om dagen. Det var vel nærmest en lykkelig indbildning. Igår kom der telegram igjen til Erik. Prof. Leegaard havde været der og sagt det var hjerneslag. Hun er nu lidt bedre. Med Løland går det nedover. Prof. Seippel var her igåraftes. Han havde den ide, at man skulde prøve å sende Løland med et dampskib til Syden. Stakkars Løland! Han måtte nok sendes pr. jernbane i sygevogn og med sygepasser, om han skulde sendes, og enda er det vel uvist om han tålte reisen. De forandrede livsforhold, de dårlige hus og den nye mad, dernede tålte han vist ialfald ikke. Det er jo ikke bare lungerne, men hjertet og maven også som er ødelagt. Alt dette sa jeg Seippel; men han talte alligevel med dr. Næss om sin plan, da denne senere kom op til L. Næss sa ganske det samme som jeg. 13.10.1907 Trondhjem Telegram fra Garborg at Løland døde igår. Stakkars Løland. En ensom sjæl var han og grundig snydt for livet på al vis. Godt at han nu har fåt hvile. Men rart og vemodigt er det for os. 21.10.1907 Lølands begravelse var rigtig vakker, siger G. Så mange blomster, at man ikke kom til å tænke på den «ensomme digter», og der blev holdt flere gode taler, alle på norsk. Støylen forrettet. Bare norske sange. «Jeg undres endnu over,» siger G., «at ikke murene i det rettroende Asker kapel ramlet.» 29.10.1907 Garborg skriver, dat. 24.10.: «Jeg skal hilse fra Jonas Lie, gamle Jonas Lie; han var indom her idag ... Nei; det er hverken drøm eller digtning. Det er sandhed simpelthen; og sjølve gamle Jonas Lie var det. Ældre. Blegere. Sad helst på en stol; stemmen noget svagere; tanken betydelig mindre livlig; slap af og til tråden. Men det var Jonas Lie; han kunde endnu smile. Jeg fik ikke rigtig greie på hvordan han var kommet fra Horten og hid. 9 — — — Men hvad Erik ligefrem fortalte var, at nu vilde gamlen til Fredriksværn igjen; og Eriks skulde være med. Han har da vel ikke kunnet trives på Horten? Måske blir vanskeligheden den, at han herefter ikke kan trives noget sted, — før han finder igjen Thommen? — Ak ja. Trist og vondt og rart er det. Men vist mangen gang ikke så slemt som det kan se ud til.» — — Det er tydelig at Lies besøg har glædet Garborg meget. Han er ligefrem forelsket i Jonas Lie; det er rent rørende. 16.11.1907 Labråten Kitty Wentzel var netop nede på en snarvisit. Hun kom igår fra et to dages besøg hos Lies i Fredriksværn. Bjørnson var der også på besøg. Erik måtte hente ham i Kristiania torsdag. De to gamle havde hygget sig godt sammen. Jonas Lie havde talt om å reise til Rom, da han hørte Bjørnson skulde derned, men B. B. Han var strax efter fru Lies begravelse flyttet til sin datter Asta Isaachsen på Horten. 9
frarådet ham det. Selv reiste han nu væsentlig for Bjørns skyld. Lie snakket også om Algerie, vilde ha Erik med. Men Erik havde ikke lyst, og bare med sin tjener reiser han vel neppe, skjønt han havde sagt, at det kunde han også godt. Fru Kathrine Lie var en tur i Xania i forrige uge; men fik telegram om at B. B. havde meldt sig. Hun reiste da strax nedover, og Kitty W. fulgte med. Ved Holmestrand fik lokomotivet et anfald og blev stående. I to timer måtte de så vente på nytt lokomotiv fra Drammen. Da Erik også var borte — reist for å hente Bjørnson — var fru Lie ræd at Jonas skulde bli ængstelig og telegraferte: Maskinskade, kommer to timer senere. Pigen måtte da læse op telegrammet for Lie, og da blev han rent forstyrret. Da dr. Sinding Larsen, som af Erik var anmodet om å se til den gamle om aftenen kom, fik han også indtryk af at det var galt påfærde. Han snakket så rent uklart og var så hjælpeløs og rådløs og forladt ligesom. Han sa for å forklare sig: «Der er sprunget en fjær på Kristine. Jeg har fåt telegram; der er sprunget en fjær på Kristine.» Det var maskinskaden og Kathrine (som havde underskrevet telegrammet) som gik i surr for ham. Intet under, at man blev ængstelig. Men da så Kathrine lidt senere kom, var alt godt. Kitty synes, at han var svært sløv til sine tider, men lige fin og elskelig. Forskjellen på de to, B. B. og Lie, var påfallende, sa hun. B. B. sad og skrød af sine barn efter tur. Erling var en ædel natur, Bjørn en elskelig mand, Dagny en hader af al utroskab, Bergljot storartet, o.s.v. B. B. rådet Jonas Lie til å flytte nærmere Xania. «Du kom hjem og satte dig ned herude på de yderste skjær, men vi vil ha dig blandt mennesker.» Ja, det syntes Jonas var rimeligt også. Han siger ialfald ja til alt. De tænker nu lidt på å bygge til to værelser på huset her. 21.11.1907 Idag har det sneet for første gang; men det er endnu mildt, så den blir ikke liggende. Det blir bare mere søle. Gudrun som våget hos Løland den næst siste nat han levet, fortæller, at han enkelte øieblikke var lidt uklar; men ellers ganske som før. Spurgte om pigen havde mad til næste dag o.s.v. Strax efterat hun var kommet om kvælden bad han hende ta væk al den gjæstebudsmaden, som stod på bordet. Men da hun sa, at der ingen mad stod på bordet, sa han. «Å nei; jeg drømte nok bare.» Stakkars Løland; han drømte om mangt som han aldrig havde i livet. Om natten sa han engang: «Når lungerne er opslidt, kan jeg vel bruge gummislanger.» Han lå nok og stred med livslysten trods sin ro. Han spurgte efter mig hver dag; men det brev jeg skrev fra Trondhjem, hvor jeg bad ham telegrafere, hvis han syntes det var nogen hygge eller hjælp i at jeg kom igjen, fik han dagen efter han var død. Jeg var igår oppe i hans hus. Hængte ind hans tøi, som har hængt ude hele tiden her, og lukket de vinduer jeg kunde få igjen. Hans brevskab stod åbent. Der lå alle hans breve sirlig ordnet; indlagt i nye konvolutter og skrevet udenpå. Den første pakke jeg så, var mine egne. Der ligger også en hel del manuskripter. Men dagbøgerne er vist i en kiste som han lod bringe over til Otto Valstad med den besked, at indholdet skulde brændes når han døde. Det er synd, hvis det virkelig er dagbøgerne, for der er uden tvil mangt og meget af interesse. Men når det er hans vilje, synes jeg det må ske alligevel. Jeg undersøgte heller ikke brevskabet,10 bare løftet på de øverste pakker; måske og forhåbentlig er 10
Jeg låste og tog nøglen med mig. dagbøgerne der. Hans manuskript er kommet tilbage fra Cammermeyer og skal nu ud på Det norske samlag. 22.11.1907 G. greide sit foredrag igår trods en vældig snue. Han talte om religionen og barneopdragelsen. Det er, mener han, nu et tidsspørgsmål når religionsundervisningen skal ophøre i skolerne, og spørgsmålet er da, om man ikke ialfald må ha en morallære, og hvilken. G. tænker sig at Jesu morallære må kunde beholdes. — Ja, den moral vort samfund trænger, er den kristne (og buddhistiske) ethik, så selv om man tænker sig, at skolen kun skulde opta som fag istedetfor religionen, f. ex. lovene for det borgerlige samfund, så er de jo i sin grund bare kristen og buddhistisk ethik udvidet efter det moderne samfunds krav. (Jeg kan ikke komme bort fra at den kristne ethik er bygget på den buddhistiske, som tildels er strengere i sine krav og i alt ligeså ophøiet.) Idag begynder G. igjen på den ved foredraget afbrudte Lølandbiografi. Når jeg går omkring oppe i Lølands hus og have, og ser hvordan han har stelt og endelig bygget sig den rede han hele livet savnet, synes jeg det er så altfor sårt og bittert å tænke på hans død. Nu kunde han levet et menneskeligt liv, og nu ville han gjerne levet. Går her og tænker på Løland, synes jeg ser ham overalt, forfrossen og lut med store votter og frak og sokker midt på sommeren. Må tænke på hvad præsten Devold sa den dag vi spiste middag hos Seips sammen. Vi talte om Løland, og Devold sa det måtte være trist å dø, når man ikke trodde på nogen fortsættelse. Jeg sa, at Løland tænkte med ro på døden, for «livet havde været så ondt.» — «Hvad tror De Vorherre siger, når denne manden kommer og banker på?» — «Det ved vel præsten bedre,» sa jeg. «Ja,» sa han, «jeg tænker han siger som så jeg: Hvorfor gik du nu derudenfor og frøs så længe da; gå nu ind i storstuen og varm dig.» Det synes jeg var pent sagt af præst om en fritænker. Devold var den unge mand som for 16 år siden kom hen til G. og mig på en trattoria i Rom og fortalte os om Obstfelder, som han kjendte og var svært begeistret for. Dengang havde Obstfelder intet udgit og vi havde aldrig hørt hans navn. «Kolbotnbrev» var netop udkommet og jeg husker Devold sa, at der var bare to mennesker i landet som kunde ha skrevet dem, og det var O. og Garborg. Han var underlig, Devold, og jeg visste ikke om han spøgte, når han sa f. ex. følgende: «Det er en ting som har glædet mig umådelig, og det er, at Garborgs og Deres ægteskab er endt så ganske almindeligt og borgerligt; for Garborg skrev jo i gamle dage, at skilsmissen var det hellige. Joda, skilsmissen var det hellige for ham.» Jeg måtte le og spørge Seip, om jeg skulde ta det alvorligt. «Ja,» sa præsten, «jeg mener det alvorligt; det var så.» Men jeg måtte fortælle ham, at jeg aldrig havde opfattet G. anderledes end at han selvfølgelig mente kjærligheden var det hellige og skilsmissen en udvei når kjærligheden var borte. Men han holdt på sit. Det er underligt hvad folk kan finde ud også. 13.12.1907 Eva Nansen bisattes i stilhed i sit hjem igår. Idag brændes liget i Gøteborg. Nansen reiste med det igåraftes. Dødsfaldet er ikke averteret, og der var ikke andre kranse end en fra Kongen og Dronningen. Prof. Moltke Moe sagde engang i den tid fru Nansen gik herhjemme de lange år og ventet på Nansen da han var på nordpolfærd: Fru Eva har så meget af sagakvinden; hun er stor. Og det er sandt. Hun var storlinjet og stilfuld. Der var ikke meget vrøvl og bråk med hende. Hun likte sig bedst i stilhed hjemme eller oppe i Numedal; ved hofferne trivdes hun ikke. Bare en kort tid var hun med Nansen i England. Hun havde selv ønsket å bisættes ganske i stilhed, uden blomster o. l. Jeg husker engang jeg talte med fru Nansen og nævnte, hvor forfærdelig genert jeg var for alslags optræden, og hvor jeg var nervøs og havde lampefeber for alting, skjønt ingen vil tro det. Da så hun stort på mig og sa umådelig ivrig: Er De også det! Jeg er det nemlig så forfærdelig! Jeg er så genert, og det er en plage. De som kjendte hende, sa at det var så. Hun overvandt det aldrig. 21.12.1907 Jonas Lie, som i forrige uge bestemte sig til å reise til Berlin og være en tid hos sin søn Michael, er foreløbig stanset i Kristiania hos sin datter Elisabeth l'Orsa. Han vil ikke til F.v. igjen. Alt er der pakket ned og lukket og låst. Lie reiste med sin læge, hr. Sinding Larsen, og sin oppasser til Xania. Han finder ikke ro noget sted nu stakkar. 1908 23.1.1908 Var 21de om form. på min årlige fødselsdagsvisit hos Harriet Backer. De samme damer som har været der alle år. På de andres ansigter læser man sin egen fremrykken i alder og blir vemodig. Vi er nu meget gamle alle som træffes der, bare nogle ganske unge (fru Skavlans og Welhavens døtre) er kommet til. Jeg sad og følte mig nokså ensom. Hørte på en samtale mellem comtesse Wedel Jarlsberg og fru Welhaven om socialisme. Den meget kristeligsindede comtesse «hadet» socialismen, fordi den vilde «udrydde al barmhjertighed af verden». «Den menneskelige godgjørenhed er det største af alt, og den vil socialisterne udrydde,» o.s.v. Det er vanskelig å sidde stille på stolen under sådanne omstændigheder. Der skal altså holdes en hær af fattige for at de fornemme damer kan få anledning til å vise sig ædle og godgjørende, og det skammer de sig ikke for å sige høit. Det tror virkelig velmenende mennesker er god kristendom. Hvordan de læser, er ikke til å forstå, og hvordan de tænker, endnu mindre. Harriet havde tre deilige billeder fra Opdal kirke. 11 Læste igår Kiellands breve. Det var en stor fornøielse og mer end det. Det er de elskværdigste, fineste og oprigtigste breve man kan læse, og gir et helt andet billede af manden end man efter hans ydre optræden har dannet sig. Man havde så vanskeligt for å ta Kiellands moralfilosofi helt alvorligt, og kunde 11
Numedal. Den virker som et pragtfuldt orientalsk tempel. Hver flæk af vægger og tag er rigt dekoreret med stærkt farvede billeder, snitværk og pragtfulde ornamenter. ligesom ikke ret få manden ind i bøgerne. Men her får man indblik i en dybt alvorlig og greben sjæl, som virkelig hader alt det hykleri og al den svindel han med sin store, elegante kunst så mesterligt hudflænger. Også er han så charmant morsom og skøieragtig. Hvad han skriver bl. a. om stil (i brev til Kitty) er også overordentlig lærerigt. Han finder så akkurat de rette ord. Og han tar det så samvittighedsfuldt når han gjennemlæser en begynders arbeider og ikke finder «gnisten» deri. Han siger bl. a. den gode ting, at man aldrig må bruge det yderste ord (det stærkeste); det skal ligge indeni som en glo og gjennemlyse det sagte. Stor interesse har også hans udtalelser om dansk og norsk politik og literatur i 80‐90 årene. Idethele en morsom og sjelden interessant bog. Det er som å leve op igjen de sidste 25 år. 25.1.1908 Idag er Garborg 57 år i al stilhed. Han har fåt kringle og et silketørklæde af husets frue. Voila tout. Og en nyudsprungen gul crocus fra min egen vinterhave på bordet. 8.3.1908 Sne, sne, sne igjen! Trærne som i julen, vidunderlige. Igår var Kitty Kielland, Harriet Backer, fru Werenskiold, fru Lie, fru Wentzel, fru Brinchmann og fru Steinsvik her. Det var en af damerne forlangt efterfeiring af den 22de, som jeg snød dem for iår. Jeg fik uforskyldt de deiligste sneklokker, roser etc. Sneklokker! Findes der i verden noget yndefuldere, mere rafineret skjønt. Den slanke halvlukkede hvide klokke, den grønne let bøiede stilk, det indre hvide bæger med det lille spaltede grønne hjerte på hvert blad og så inderst inde den brangult‐luende hemmelighed, der skjuler sig blygt på bunden af de to bægere. Som masse ligner de sneen derude, de store, stille hvide fnug som daler mellem trærne, eller dryppende tårer. Man føler sig formelig brutal, når man tar en i nakken, bøier dens hoved op og ser den i øinene. Akja, der er så grænseløst meget deiligt i verden! Frugttræerne ude i haven idag og granskogen bagenom inde i det hvide slør af sne og med fonner på alle grener, og ingen rasende sporvogne, ingen skidden sodrøg og ingen kjedelige mennesker — deilig, deilig er verden en slig dag på landet. En stor og glædelig nyhed fortalte Harriet igår. Olaf Schou på Sinsen har git penge til et stort legat for norsk kunst, og har bestemt, at 1000 kr. årlig af dette legat skal frk. Backer ha så længe hun lever. Til overflod har han på den nydeligste måde bedt om dette årlige bidrag kan få tilstilles hende allerede fra iår. Legatet skal ellers først oprettes efter hans død. Hun var rørt og glad og taknemmelig, både fordi hun sætter pris på den anerkjendelse som ligger i dette af hendes arbeide i norsk kunst, og fordi hun virkelig altid har næringssorger. Hver høst begynder hun med to ganske tomme hænder sin skole, sliter og korrigerer, og det er altid spændende før hun ser hvad det blir til. Hun er jo nu også over 60 år. Ja, glade er vi alle hendes venner, det er vist. Imorgen reiser hun og Kitty Kielland til Kjøbenhavn for å se den engelske udstilling. 21.3.1908 Fik igår «Tanzspiele und Singtänze» fra frøken Gertrud Meyer i Berlin. Hun var min elev på Nääs og har nu tat dansene og en del svenske sanglege op i Tyskland. I bogen findes de to norske folkeviser «Per Spelmann» og «Kråkevisa» oversat til tysk med forklaring af dansen. Også de forskjellige færøydanse er forklaret; men jeg håber at ingen forsøger sig med å danse efter forklaringer. Selv den bedste forklaring viser sig altid ganske utilstrekkelig å lære dansen efter. D.v.s. så der blir mening i den. Men frk. Meyer, som er lærerinde, underviser naturligvis også. Jeg husker hende ikke klart, der var så mange; men jeg ved, at en tysk dame viste sig særlig interesseret. Hun har fundet frem en del gamle tyske lyriske danseviser, som passer udmærket til leg; men ikke til den egentlige Færøydans som er og må være episk. 24.3.1908 Schjøtt igår. G. og han er nu gåt i gang med Homer igjen. (Odysseen). 10de hefte af ordboka er kommet. Ordet «strækbjælke» har nu kostet ham 8 dages correspondence til alle verdens kanter og meget hovedbrud og ærgrelse. Han får som så ofte en forskjellig forklaring fra hver kant; men han må finde ut det rette, og det er ikke altid let. Der er feil som går igjen fra ordbog til ordbog, fordi den ene er skreven ud af den anden; men S. undersøger på egen hånd alt som han ikke er overbevist om er rigtig, og det er utrolig meget. Jeg har altid trod, at det værste arbeide i verden måtte være å skrive — og især å læse korrektur på kommunikations‐bøger; men jeg begynder nu å tro ordbøger er endda værre. Endelig sol. Men snefonnerne er håbløse. Kapelmester Halvorsen skriver i brev forleden på forespørgsel om «Liti Kersti», at han godt husker stykkets opførelse for nogle år siden var på tale, og at han havde lyst til å sætte musik til det. «Jeg synes «L. K.» er et fint og vakkert stykke; det burde spilles bag et slør som «Peléas og Mélisande» ... Skriv til hr. Krag; jeg skulde ta meget feil om dette ikke netop var noget for ham.» 26.3.1908 Var sammen med fru Vullum hos Nissens om eftm. Nu burde hun snart «børste og kjæmme sit hår». Hun ser ud som om hun ikke har havt kam i det siden jeg så hende første gang, og det var vist i 1884. Jeg tror også hun går i den samme fløielskjole, heftet sammen med nåler allevegne. Men et fint og godt og eiendommeligt menneske er hun. Hun er mig altid som en bleg, herjet tragediefigur, som livets storme har revet og rusket i, til bare de inderste nakne nervetråde er tilbage. Man synes altid, at det næste vindstød må føre hende bort over alle fjeld som en liden hvid sky. Fru Margrete Orla Lehmann‐Rode‐
Vullum det er en lang og vekslende saga, og en heltinde har hun vært. Men heltinder er ikke altid morsomme. 29.4.1908 Min gagedag, den deilige 28de, faldt igår heldigt. Jeg kom netop tidsnok til å få se det engelske kongepars indtog. Den øvre del af Carl‐Johan var ikke egentlig overflødig pyntet. Tvertimod. Men nedenfor — fra Grand og til Østbanen, særlig fra Brandvagten til Østbanen rigt med flag og grønt. Kong Edvard så velnæret og meget elskværdig ud. De to dronninger så jeg mest bagfra, og det forbauset mig, at begge havde ganske ens rødblondt rigt hår. Jeg troede Dronning Alexandra var mørk. Nansen kjørte i 6te vogn. Han var nokså fremmed i uniform. Det hele så staseligt ud. Traf siden Skredsvig. Han var sentimental og meget elskværdig. Vilde gjerne ha selskab en stund. Vi sad på Parkcafeen en times tid med Folkestads og tilsidst maleren Carsten. Skredsvig havde vært på krigsstien nogle dage med Hamsun, som atter er i byen. Skredsvig bor nu i Drammensveien 4. Hans familie er i Eggedal. Han fortalte så godt og vakkert om Hamsun, som han «lider af ulykkelig kjærlighed til», som han sa. «Enda han næsten kastet mig ud idag, fordi jeg snakket for mye. Han var så dårlig. Også påstod 'n at det var iforgår han telefonerte efter mig; men det var igår selvfølgelig. Nu ligger'n, for han svetter så græsselig idag; det koker i hode hans. Å herregud så deilig han er.» O. s. v. «Men det bæstet bad mig tilsidst gå ind på nr. 8. (Boulevard) og hente Sigurd Bødker; og da jeg spurgte hvorfor jeg skulde hente han, så sa det svinet, at Bødker måtte komme og hjælpe'n og snakke med mig. Ja, nu går naturligvis snart De også, fordi jeg snakker så mye. Men når jeg kommer ned fra Eggedal så ladd med snakk; jeg må snakke, å herregud.» Så sang han en stub, og så drak han absinth. Traf også fru Horst og Fernanda. Siden Kitty Kielland. Hun skulde på Slottet igjen. Likte sig godt der. Og likte særlig Dronningen, som hun fandt ligefrem, elskværdig og gløg i samtale. Harriet Backer kommer også der selvfølgelig. 3.5.1908 Garborgs mor døde den 30te april. G. reiste igåraftes til Jæderen for å overvære begravelsen. Bestemor var træt og nedfor hele det sidste år, så det var ventet at hun snart skulde gå bort. Hun havde gjennemgåt meget i verden; men aldrig sa hun et ord om det. God og snil og grei gik hun de sidste år stille på Sandnes og stelte for Jonas Hegre, som også var snil mod hende. Begravelsen foregår fra Hegre gård, som nu eies af Jonas' søn, førstk. onsdag. Garborg tog det forunderlig roligt; men vemodigt var det for os alle. 9.5.1908 Hørte igår prof. Vilhelm Andersen om oprindelsen til Holbergs komedier. Han er en næsten altfor rutineret taler, men det var meget interessant. Til en begyndelse blev jeg lidt skuffet, da jeg havde sat mig i hovedet, at det var de historiske forudsætninger for komedierne vi skulde få høre om. Af Stavangeraviserne ser jeg, at bedstemor Garborgs begravelse har vært stemningsfuld. 25 hester fulgte til graven. Venter G. i aften. 19.5.1908 Brev fra Vilhelm Krag om «Liti Kersti». Han finder den «overmåde smuk og poetisk» og vil tale med Cally Monrad om titelrollen. Halvorsen skal arbeide med musiken i sommer. Den som lever, får se. Jeg traf forleden i Centraltheatret ved opførelsen af Strindbergs «Faderen» skuespiller Eide. Han sa, at nu skulde Nationaltheatret spille «Varg i Veum». Den som lever, får se. Fra Lillehammer meldes store ting. Mortensons har sammen med Sandvig, fru Skar, fru Bjørnson, Stormoen o. a. stiftet «Det norske Gilde» hvis formål skal være å afholde et stort stevne hvert år på Maihaugen. Der skal da være historisk optog, norske skuespil‐opførelser, dans, sang, foredrag, o.s.v. Måtte det såsandt gå. Igår Schjøtt. Han arbeider nu med 12te hefte. Det går slag i slag utrolig regelmæssig og hurtigt. Han er mer end nogensinde besat af ord. Han læser atter græsk med Garborg. Odysseen. S. læste i sin tid også Homer med Vinje, som ligeledes havde planlagt en norsk oversættelse af Odysseen. Han mente, at han skulde oversætte Bibelen på tre, og Odysseen på to år. Men det blev altså ikke til noget med hans græsk. Han greide det ikke, da han var for optaget med tusind andre ting. S. var den første som hørte flere af Vinjes digte, f.ex. «Lenda frå Land», og det vakre digt om hans egen fattigdom ... Da S. kom ind til ham mens han arbeidet på disse, sad han og gråt så tårerne trilled. 22.5.1908 Havde igår danseprøve med den lille flokken fra Bondeungdomslaget. Prof. Renault, minister Delavaud, den amerikanske minister Pence o.s.v. vil se dans i laget ikveld. Løvland skal tale om krig og fred i anledning Renault som iår har fåt Nobelprisen. Han blev iforgår under stor stas gjort til æres‐doktor ved Kristiania Universitet og tout Kristiania har nu i nogle dage festet til hans pris. Fru Blehr har arrangeret dette med dansen og forlanger at jeg skal være med. Gid hun vidste hvor vanskeligt det er å få en ordentlig dans istand. Den ikveld blir neppe morsom. De gamle gode kræfter er spredt for alle vinde. Gina Krog skal skrive om norske kvinder, norske sæder og skikke for et forlag i London. Hun kommer hid for å få billeder o.s.v. En østerdøl kommer idag for å få hjælp til en Østerdals‐bunad, to unge for å låne bunader, o.s.v. Es gibt was zu thun. 23.5.1908 Festen igår i Bondeungdomslaget var vist meget vellykket. Renault havde et indtagende ansigt, og hans sprog og tale var skjønt å høre på. Han var storlig fornøiet. Løvland var hæs; men han talte klokt om krig og fred og så prægtig ud, der han stod med de gløgge livlige øinene under brillerne og den ærværdige skalde under kalotten. Diplomatiets damer virket fremmed i laget i sine svære hatte og bragende silkekjoler. Men de opførte sig dannet og så ud til å befinde sig efter omstændighederne vel. Sangen gik dårligt, dansen nogenlunde. En god halling og ditto springar bragte humøret høit i taget. Halvdan Koht holdt en riktig tækkelig tale på fransk til Renault og fungerte som tolk for en af hans taler. Løvland for den anden. Det hele gik riktig pent. Selv lefse og vafler greiet herskaberne med anstand. 25.5.1908 Idag er Tuften 20 år. Et deiligt barn og en prægtig gut har han vært, og et velsignet greit og godt og dygtigt ungt menneske er han nu. Kan han klare de næste 20 år så godt som han har klaret de forløbne, kan jeg visselig prise mig lykkelig som har født ham til verden. Han er også selv lykkelig, gudskelov. Haven og fela er fremdeles hans eneste fornøielser, og hjemme trives han bedst. 29.5.1908 Var onsdag inde og talte med Vilhelm Krag og kapelmester Halvorsen om «Liti Kersti». Cally Monrad interesserer sig for det, sa Krag, og vil gjerne spille hovedrollen. Halvorsen vil gjøre et stort melodrama af det og går strax i gang. Men — nogen bestemt tid for opførelsen kunde selvsagt ikke siges. Jeg tror ikke på det hele, før jeg ser det. Brev fra Mortensons på Lillehammer De vil ha mig derop og hjælpe til med Håballsvaka. Skuespil, dans, dragter, o. a. ønsker mig til konference en dag i pintsen foreløbig. Kan det neppe. Nu er moreltrærne i haven sprunget ud, og vi har fuld, herlig sommer. Tuften planter kål o. a. fra egen drivbænk. Garborgs øine elendige de sidste dage. Idag må han sidde inde, og jeg har begyndt å pensle igjen. 10.6.1908 Kom igåraftes hjem fra en 3 dages tur til Lillehammer, hvor forberedelserne til Håballsvaka er i fuld gang. Mortensons beskedne hjem, hvor Karen steller sine små og store uden pige, er for øieblikket byens midtpunkt. Der prøves daglig i stuen på «Varg i Veum». Sandvig, og alle andre jeg talte med, var så glade over å ha fåt Mortensons derop. De skabte liv og interesserthed; en ny stærk strøm var ligesom gåt over byen. Som formand for «Det norske Gilde» havde Ivar skrevet til Bjørnson og indbudt ham som taler til Vaka. På landsmål havde han skrevet, og det var de øvrige styresmedlemmer svært ængstlige for. «Mortenson har gjort en dumhed der,» sa Sandvig, «det var å hidse B. B. mer end nødvendig.» Og jeg skjønte at alle var rædde for udfallet. Idethele gik de ligesom med dårlig samvittighed over hvad de i den store landsfaders fravær havde foretaget sig. Ja, de snille mennesker mindet helt om skolebarn, som har gjort spilopper, mens læreren var ude af klassen. Jeg måtte smile af og til. Jeg for min del fatter jo ikke at Ivar vilde indbyde Bjørnson, som nu i lange tider har brugt så ufine kampmidler mod alle målfolk. Ivar er som formand altså vært og husfader i «Det norske Gilde», og man indbyder ikke en mand som har spyttet en i ansigtet, i sit hus. Ialfald ikke før han har gjort en undskyldning. For mig er det slaphed og forvirring i æresfornærmelser. Aldrig havde jeg reist til det stevne, hvis Bjørnson var kommet. (Men han kommer.) Ivar fik svar anden pintsedag og stor var lettelsen blandt folket: han var ikke sint nemlig. Tænk! Han takket for den «venlige og smukke indbydelse» og var glad over at «sæderne var blit sådanne», at man kunde tale venligt med hverandre, o.s.v. men, han vidste hvad «kulturvokster på heimleg grund», vilde sige, det var «tilbagegang», «afspærring», og så en hel liden Aftenpost‐artikel. — En liden sød dansk frøken havde tat post som gjeterpige på en gård i Fåberg i sommer. (Langsetsæteren.) Hun har i vår lært fjøsstel på gården og arbeider mange timer hver dag i fjøset, skjønt hun betaler 80 kr. måneden for sig som pensionær. Hun kom til Lillehammer ifjor og nu iår igjen som stærkt angreben asthmapatient; men er nu ganske bra. Frisk og brun som en nød. I sommer skal hun ha «to par sko, en kjole og en særk» i løn. Hun var henrykt over å ha beseiret sine forældres modstand. Det var nok efter læsningen af «Haugtussa» hun fik ideen med gjeter‐bestilling. Hun havde arbeidet sig op nogen arm‐muskler som var imponerende. «Der skal en umådelig masse kræfter til,» sa hun. Hun var aldeles Norgegal og håbet å ende som gårdmandskone i Gudbrandsdalen — «blot hun kunde finde en». Men han måtte være klog og «maiet stærk». — Poteterne er nu i jorden her, og G. har tat sit manuskript frem igjen. 14.6.1908 Igår stod Ivars og Bjørnsons breve til hinanden i anledning Håballsvaka i «Morgenbladet». Det er vel B. som har sat dem der. Rigsmålssekretæren har efter sit møde på Elverum 2den pintsedag meldt til aviserne, at «efter foredraget, som blev modtaget med meget bifald, sang lærerskolens elever et par fædrelandssange». Sandheden er, at efter foredraget sang lærerskolens elever som protest «Målet hennar Mor» og «Gud signe Norigs Land». Da sa sekretæren: «Dere er vel ikke værre målmenn end dere kan synge «Ja vi elsker» også.» «Nei, det var dei ikkje.» De sang med glede «Ja vi elsker» tilslut. Lærer ved Seminariet, Bergve, som jeg reiste sammen med ned fra Lillehammer 3die dag, fortalte at eleverne havde bestemt sig til å møde op og protestere. Det var da en værdig måde å gjøre det på. 19.6.1908 Var i byen om eftm. den 17de, Wergelands hundreårsdag. Jeg kom forsent og reiste for tidligt til å få se og høre noget naturligvis. Gunnar Heibergs tale på Nationaltheatrets matinee var efter alles udsagn udmærket; Hamsuns tale fra theatrets balkon om aftenen tør og ikke ganske taktfuld. «Skindbukserne», d. e. målstræverne, måtte ta sine spark. Dore Lavik døde i Bergen for nogle dage siden efter en operation for tarmslyng. Stakkars Lavik — han døde vist meget beleiligt. Hans skjæbne var tragisk. Aldrig blev han en skuespiller, som kunde få leve i tålelige forhold og få udvikle sig normalt, end sige nå hvad han drømte. Han havde hele bondegutten å kjæmpe med; helt over i den nye kultur kom han aldrig, og for hans sprog og hans kultur, som var norsk, var der ikke plads på norske scener. Vullums tale på Wergelands grav om formiddagen har nok vært festlig. Om kvælden var der ingen stor samlende fest; men forskjellige småfester i lag og af private. For den danske dr. Schwanenfügel havde en del kunstnere fest i Haandværk‐ og Industriforeningens lokaler. Der var Nissens, og der tænkte jeg en stund å gå; men havde ikke det fornødne humør. Spiste middag hos Nissens og reiste hjem 8.20. Tænkte på den store dag for 30 år siden, da Wergelandsmonumentet blev afsløret. Da var der fest og stemning, for da var jeg ung. Og Bjørnson var jo deilig, og det var en anden som også var deilig. Og jeg havde lyseblåt slør om hatten og var begeistret fra 6 morgen til 12 nat. Havde gjennem Dobloug fåt billet (sammen med hans familie) på første bænk. Der sad bl.a. Bjørnsons mor og Kristofer Janson. Han var rødblond og nydelig. Jeg var så uheldig å sætte mig på gamle fru Bjørnsons paraply så skaftet gik i to. Men hun sa elskværdigt, at «ingen ting gjør noe idag.» Jeg var så ulykkelig over det. Å hvor stolt og glad hun var over sin store søn! 24.6.1908 Børnsons brev til Ivar har som jeg tænkte virket på Lillehammerfolket. Frafald, vrøvl og vanskeligheder. Nu får de sande mine ord om værdien af byfolks interesse for denslags nationalt arbeide. De vil gjerne more sig, få lidt nyt å fylde i sin egen tomhed; men de føler og forstår intet af det hele. Det er ingenting som brænder hos nogen af dem. Derfor kan jeg aldrig arbeide med humør sammen med dem. Nei, jeg glæder mig til Valders til høsten! Der tror jeg det blir varmelaust, d.v.s. ildebrand. Min artikel til færingerne forrige nr. af «Gula Tidend» håber jeg ungdommen vi læse. Hos færingerne «brænder det under kufta», derfor danser de godt. 6.7.1908 Lillehammer Første dag greiet med glans. Billetter for 1700 kr. solgtes til Maihaugen. Indtægter i alt 2500 kr. Dansen gik nogenlunde og (særlig folkedansen) gjorde megen lykke. Stuerne oplyste om kvælden. Væringsaasen var igår hos B. B. på Aulestad. Jonas Lies død optog ham stærkt. «Nu blir jeg alene,» sa han, «også er det Garborg da.» Væringsaasen sa han smilte ikke da han sa det. «Men Bjørnson forstod ikke dette med Håballsvaka.» Nei, han gjorde nok ikke det. Imidlertid var Erling Bjørnsons børn i dragter med i optoget. Toget var dennegang ikke så stort som ved Maihaugens åbning; men vakkert også nu. Det blev atter en særlig høitidsstund da vi red rundt tjernet mens klokkerne i det gamle kapel ringte. Einar Lundes tale, hvori han redegjorde for «Det norske Gilde»s program, var grei og god, uden skjælven i knæerne; men også uden store ord; Lunde virket der som rolig og selvstændig. Han er dertil det naturligste og elskværdigste menneske man kan møde. David Lunde var en ypperlig gammel præstemand i grøn silkefrak, calot og langpibe. Den bedste av av alle var dog kjøbmand Fagstad som kjøgemester. Han var så grundpussig og koselig, at alle kom i godt humør bare han lukket op munden. Idethele en udmærket begyndelse; selv de som har arbeidet ivrigst for å få det hele sat overstyr, måtte erklære, at den første dag var en succes. 7.7.1908 Blev første dag i Vaka en succes, så blev anden dag det i endda høiere grad takket være «Varg i Veum», som bogstavelig satte publikum i vild begeistring. Mer end fuldt hus, fortrinligt spil for de allerflestes vedkommende; en formelig høitidsfuld stemning rådet i salen som på scenen; alle gav og tog imod med åbent hjerte ligesom. Og enda var der mange i salen, som sikkert kom i inderligt håb om en fiasko. Stykket virker ypperligt i dramatisk henseende; de korte akter er fast og sikkert bygget op, og et interessantere scenisk arbeide er ikke på lang tid skrevet i Norge. Nationaltheatret må være rigt som har råd til å la det ligge. Ivar blev fremkaldt under stor jubel; vi gråt og lo, lo og gråt. En begivenhed blev i sandhed opførelsen. Einar Lunde som Helge, Karen som Hallbæra, fru Stormoen som Huld, Ivar som Vegard og David Lunde som Sigmund var alle helt i stilen, troværdige og naturlige. Kanske spilte David Lunde vel stærkt undertiden; men det var en beundringsværdig fremstilling i det store og hele. Sproget greiet han som de andre udmærket, der var neppe noget af betydning i stykket som gik publikum forbi. Alle var med, og alle var synlig grebne. Også igåraftes danset vi (efter forestillingen) på Maihaugen. Men der var pludselig blit koldt og surt efter dagens varme og folk holdt ikke så længe ud. Der var heller ikke så mange. 7.7.1908 Kl. 12 nat samme dag Også idag gik «Varg i Veum» godt og for fuldt hus. Gunnar Heiberg var kommet op sammen med sin søster frk. H. og så på. Han var meget fornøiet både med stykket, dansen og det hele. Måske tænker han å skrive noget om stykket. Han arbeider jo f. t. selv på et historisk stykke, så det har vel for ham særlig interesse å se noget så pålideligt og ægte som Vargen. — Trætte og slidne er nu alle: men glade og vel tilfredse. 10.7.1908 Kolbotn Kom hid igår middag. Tuften og Steinar mødte mig på Auma om morgenen. G.s øine desværre yderst skrale; han sidder i sin stue for nedrullede gardiner og stræver med sin bog idag; men da jeg kom igår, lå han. Solglansen ude generer, selv om han har grå briller. Det er så sørgeligt og trist. Vi har fåt brev fra Asta Lie Isaachsen. Hun siger at Garborgs bog om Lie var det sidste man måtte læse for ham før han døde: Kjære Garborg og fru Garborg. Far hensov stille og fredelig idag. Skjønt den sidste strid var tung, håber jeg, han havde en lys og god tid før han blev syg. Han troede også, selv i de tungeste stunder, at det var mama, som sad og holdt ham i hånden ved hans sygeleie — St. Hanskvæld — hans sidste bevidste aften — læste vi, som hver dag ellers, i din bog for ham Vi var i 80 årene — i Pariserkapitlerne. Vi læste og han lyttede med glødende interesse og tog sig sammen for ikke at miste et ord. «Å herregud, læs mere!» bad han så bønligt, hvergang vi stansede. Han havde sin glæde i den bogen, du har set tvers gjennem far, så han levede sit liv i den, mens vi læste for ham. Din bog var det sidste, han hørte før bevidstheden svandt. Han holdt måske tankerne noget for sterkt samlede ved slig at leve i din bog, træt som hans hovede var — Ja, nu ligger han der i atelieret med sine yndlingsblomster «Maria guldsko» — «tiriltong» — på brystet. Han var strålende vakker og sterk i udtrykket før han døde. Men han stred for længe. Nu er han så død. Tak, kjære Garborg, for de gode, lyse stunder og for al den store glæde far havde ved din bog om ham, og for al din forståelsesfulde kjærlighed for far. Og for mor med! Vi er glade i den tanke at de to nu er sammen. Vi syntes ligesom ikke mor var helt borte før far fulgte — De hjerteligste hilsner til Eder begge fra Eders inderlig hengivne, sorgfulde Asta Lie Isaachsen. 13.7.1908 De sidste to dage regn og kulde. Garborg tilsengs igår. Forsøger å arbeide idag; men det går småt. Brev fra fru Nissen; de er endnu i byen. De glæder sig nu alle over Dovrebanen, som endelig er sikret efter en lang og hed afslutningsdebat. 14.7.1908 Regn fremdeles. Fortsætter mit oprydningsarbeide fra ifjor. Mange interessante breve. Og mængder af kampartikler af Garborg. Det er en fryd å læse det altsammen. Herregud, hvor han var helt og hedt med i alt liv ikke bare i Norge; men i den hele vide verden, og nu! Ingenting interesserer ham mer; han er træt tilgavns. Men han har da også ståt sin værneplikt. Han havde i yngre år slik vidunderlig tæft af alle tings værdi eller ikke værdi, han så tværtigjennem alt og følte sig til så meget. Selv ting og forhold han kjendte lidet til — han har egentlig ikke læst meget — bedømte han straks skarpt og forbausende rigtigt. Han skrev f. ex. i «Trætte Mænd» nogen linjer om moderne fransk literatur, bl.a. om Huysmans, slig at man måtte tro han kjendte det hele og kunde det indtil kjedsommelighed godt. Men jeg tror neppe han havde læst noget af H. eller de andre. Først senere fik jeg fat i «Là bas» og «En Route»; men jeg tror neppe han læste dem da heller. Idethele har han i næsten alle de år vi har vært gifte ikke læst synderlig andet end hvad han har havt brug for til sine religionsstudier — men det har da heller ikke vært hverken lite eller let — og så det jeg har git ham i hånden og forlangt at han skulde læse. Kræfterne, tiden og øinene har simpelthen ikke tilladt det. 2 breve fra Edvard Brandes, dateret Nørre Farimagsgade 17 8de januar 1885 og 6te september samme år viser, at man anstrengte sig meget for å få G. til at skrive i Politiken. 1ste brev handler ellers i hovedsagen om en eventuel overs. af «Bondestudentar». Philipsens Forlag byder G. gjennem Brandes (som i tilfælde skal omsætte bogen) 30 kr. pr. ark. (1550 expl.). — — — «Det er hans (Philipsens) hensigt, hvis bogen vinder fremgang, da at træde i stadig forbindelse med Dem. Muligens kunde så Deres værker udkomme samtidig i Norge og Danmark, idet oversættelsen fandt sted efter udhængsarkene. Han har påtænkt — men vil ikke binde sig — ligeledes senere at foranstalte en dansk udgave af Deres sidste værker. — — — Jeg vilde ønske at De vilde gi Deres minde til sådanne oversættelser; thi vi trænger til bøger som Deres, og landsmålet hindrer dem i at bli bekjendte — — —» Brevet slutter med opfordring til å skrive i «Politiken». G. svarer at han ikke har tid til det da, og B. spør i andet brev, om ikke ialfald de landsmålsartikler han skriver kan «gives P. samtidig til offentliggjørelse. Når intet blad kunde offentliggjøre dem før vi, kunde vi jo honorere dem som for originalartikler». — «Dernæst vil jeg gjerne vide, om Deres ny roman skal udkomme inden jul, og om der da ikke skal trykkes dansk udgave samtidig.» Brevet ender med bøn om et «ganske lille bidrag» til P.s julenummer. Jeg tror ikke det blev til noget med arbeidet i P.; men som bekjendt kom Edvard Brandes til å oversætte «Bondestudentar», og G. fik en tid Philipsen til forlægger. En mængde tyske breve viser hvor G. dengang var populær i Tyskland, og mange norske har interesse som tidsbillede. 7.8.1908 Endelig en smule stadigere veir de sidste par dage. Lammers har vært rigtig dårlig af podagra — det ærgrer ham så umådelig, for alle ler af det og tror det kommer af et overdådigt levnet. «Men jeg er da ingen bon vivant. Igåraftes rodde prof. Torup ham herover, og de var allesammen med Mortensons og dr. Mens Krog (som er Mortensons gjæst) til aftens. Enerrøget ørret med trøfler og champignoner, macaroni med tomatsauce, ørret i gele samt ristede japanske ris og friske moreller fra Labråten var den store og megtige menu. Jeg var ikke lidet stolt af den. Trøfler, men især champignoner har vi nu høstet mængder af. Jeg talte med fru Lammers om vort kongepar, som vi var svært enige om. Det er, sa hun, snille og pene unge mennesker som gjerne vil gjøre alt på det bedste. 9.8.1908 Vi (hele huset foruden Garborg) var igår sammen med Lammers, fru Lammers, Torup og et par andre en tur på Skolholmen i herligt veir — den første helt gode dag vi har havt, plukket de første henrivende multer, «soppet», kogte kaffe og havde det deiligt. L. er rent kjæk igjen. Iforgår var jeg med mine barn på Sandvigskletten. Vi gik hjemmefra i sol men «utrygt veir», hvilte på Sandvigsvangen, gik så op i lia og kogte kaffe ved en bæk dybt inde i urskogen. Det var på en af disse forunderlige flekker som man hvert øieblik kommer til, hvor vegetationen er formelig tropisk. Rævebjælder og storkeneb er af overnaturlig størelse og farvene dybe, klare og deilige. Og så mange nuancer. Der var tusind forskjellige violette farver i den lille dalsænkning vi sad. Rundt omkring os rislende vand og høit vådt græs, mens vi sad tørre og trygge på myg tør renmosenabb lige ved bækken. Så nær at vi kunde ta fodbad efter måltidet uden å flytte os. Og ovenfor os hævet lien sig med de vidunderligste dekorationer om vor lille lysning. Et storslagent theater for få men taknemmelige tilskuere. Så drog vi opover i duskregn og kom på toppen i piskregn og hagl. Men mærkelig nok var det ikke tykt omkring. Vi havde et fint rundskue; mens haglet pisket os i ansigtet. På et kvarter var vi ganske gjennemvåde og nedfarten var latterlig. Vi tog en benvei i bratteste uren og danset i sindsvage sprang over tuer og stene — ikke så meget for å undfly uveiret som fordi jeg hørte en okse langt borte. Tilsidst gik det hele op i latter og vrøvl, og vi kom ned til de skikkelige folk på vangen i en høist upassende både indre og ydre opløsning. Men vi kom som «kua for øksehammar'n», fik varmt herligt gjetemysmør lige fra gryten. En halv time senere sad vi i båden på Nordpolstranden og rodde til Kolbotn, hvor tørre klær og peisvarme gjenoprettet vort åndelige og legemlige forfald. Fjeldbygdens herligheder er uden tal og grænse. Slig som vi her frådser i luft og vand — deiligt kildevand, friskt sjøvand og til tålmodighedsdyrkelse og hærdelse udmærket regnvand — må vi jo bli friske. Duften i skogene her og skjønheden i alslags veir kan ikke beskrives. Og vi æder daglig den fede rosenrøde fjeldørret med friskt nykjernet fjeldsmør — vidunderligt af duft og smag — og drikker melk, som er bedre, gulere og federe og uendelig mere frisk og rensmagende end det som sælges nedover i verden som fløde no. 2 og koster 80 øre literen. For denne fisk gir vi, når vi kjøber den, 80 øre pr. kilo, og en del tar vi selv. For melk 10 og 11 øre, for fin fløde 60 øre literen. For ypperligt mysmør 10 øre marken. Multer, champignoner, trøfler og kusop, tyttebær, blåbær, enebær (til the) koster bare å bøie sig. Ener, løv, blomster ligeså. (I byen koster hvert græsstrå penge.) Og tyrived så meget vi gider brænde står rundt om os, bjørk og furuved ligger her tusindvis favner af, som bare koster arbeidet med hjemkjøring (eller dragning, da det ikke er mange meter borte). Om det så er ting som skuresand, skjefte (istedenfor dyre koster), sopelimer, visper, bartuer til skuring o. m. m. a., ting som i byerne skal veies op med sølv, så har vi det her udenfor døren. Lammers' er henrykte over det enkle liv heroppe og synes det er så meget mere civiliseret end det liv som føres i de polstrede leiligheder i byerne. (Som om det kunde være sammenligning! Når jeg her tænker på de lukkede entreer og korridorer, hvor alle de forskjellige døre fører ud, de stoppede, skidne møbler o.s.v. huh!) 21.8.1908 Erik Lies har arvet de vakre salonmøbler (udskårne) efter Jonas Lie — jeg husker så godt disse møbler fra Paris. De var nye det år vi var der. «Vi stræver så med å få noe rigtig pent,» sa Thomasine, «for dette skal vare livet ud.» Og mange af de udmærkede malerier som jeg husker fra Lies hjem dernede, er nu også hos Erik. Ikke mindre end 5 tilbud har Erik fåt fra Tyskland om overs. af bogen om Lie, som udkommer i september. Lie døde så stille og smertefrit, at det var som en god søvn. Kl. 11 om formiddagen kjendte han Erik og Michael, som begge var på Fleskum den sidste uge. Huset i Fredriksværn er ikke solgt; men alle de løse ting delt mellem børnene. 2.9.1908 Idag begyndte Tuften sit semester i øsende regn. Hans høstarbeide i haven blir nu mere uregelmæssigt; men han er godt ivei. Vi har havt 22 svære fine græskar, høster daglig fuldmodne tomater og får fire rigtig pene netmeloner, tiltrods for at de blev forsømt i sommer. Savoikål, sukkererter, gulerødder, næper, under‐ og ‐overjordiske kålrabi, agurker, o.s.v. spiser vi hver dag. Det er herligt å gå ud i sin egen have efter slige delicatesser — det smager dobbelt godt, koster dobbelt så lite og er tusind gange morsommere end det man kjøber. Tuften er stolt som en seierherre og snekrer nye drivbænker og «koldhus» af alle kræfter. Han har nu et koseligt snedkerværksted på låven. Det interesserer ham altsammen umådelig. — Nygaard tilbyder sig atter å trykke «Voltaire‐Rousseau»; men jeg vil udarbeide den mere. Samfunds‐kontracten og brevene gir mig stadig nyt interessant stof. R.s breve er ligeså lærerige som hans bøger og umådelig godt skrevne. Men på en ganske anden måde end Voltaires fyrværkeri‐epistler. I brevene fra de senere år, (den tid han efter angribernes mening var gal), er så fulde af visdom og forståelse af alt menneskeligt, og er præget af en så dyb resignation og sårt vemod, at det er den absolute modsætning til Voltaires hidsige æresyge og utålmodighed. Lige til mars 1778, fra hvilken måned hans sidste trykte breve daterer sig, skriver han: «Det eneste middel det endnu nytter mig å anvende mod mine plager, er tålmodighed.» Selvsagt klager han en del; skulde det være mulig andet, slig som han led åndelig og legemlig. Men når man læser hans sidste breve til Duprat, skal man da ikke kunne tro at det er en gal mands skrifter man har for sig? (Oevres Complètes XXII). Fra 1760‐70 årene udfolder han en enestående kraft i brev. Han er Europas skriftefar (ligesom Voltaire var «Europas hotelvært»), og han svarer samvittighedsfuldt på alle henvendelser, ikke bare i kjærligheds‐ og opdragelsesspørgsmål, men ligesåvel politiske og sociale og kirkelige. Ja, han var nu alligevel en af de vældigste ånder som har levet. Han har sagt tusind ting som vi kanske først herefter rigtig kommer til å forstå. Tolstoy var helt betaget af hans værker («jeg har læst hver linje af R.», skriver T., «selv hans musikværker, og jeg kunde gjøre hvert ord til mit eget»). Apropos Tolstoy. Han har i disse dage offentliggjort sin bebudede brochure «Jeg kan ikke tie». (Her fåes den ellers bare på svensk.) Han reiser der de voldsomste anklager mod den russiske regjering for alle de mord den begår dag efter dag. De forfærdelige tilstande i riget er kun de styrendes værk; deres brøde er uendelig større end de revolutionæres, thi disse har mange undskyldninger, men R. ingen. «Å leve således er umuligt. Jeg kan idetmindste ikke leve så, og jeg vil det ikke længer», slutter han. «Derfor skriver jeg dette, og skal af alle kræfter sprede, hvad jeg skriver både i og udenfor Rusland for å opnå ét af to — enten at disse umenneskelige handlinger får en ende, eller at min forbindelse med dem afbrydes, (alle som er medvidne og ikke gjør noget, er medskyldige), idet jeg enten blir sat i fængsel, hvor jeg tydelig skulde kjende, at disse forfærdeligheder ikke sker for min skyld 12 (som en af folket altså), eller også, hvad der var det aller bedste — noget så godt, at jeg ikke engang vover å drømme om en sådan lykke — får strieskjorten over hovedet på mig som de tyve eller tolv bønder nylig og blir puffet ud fra pallen, så at jeg med min egen tyngde trækker den indsæbede rendesnare til om min gamle hals.» Hvad vil Ruslands regjering nu gribe til mod den gamle digter? Et eller andet er den vel nødt til å foretage, hvis ikke døden er så snil å løse spørgsmålet for dem, alene. Tolstoy er nemlig meget syg for tiden, og så er han jo 80 år. Et vældigt glædesbudskab vilde ialfald hans død bringe de høie herrer, som nu virkelig kommer i en lei knibe Å hænge ham vover de ikke, men selv å fængsle ham nu vilde bli dem en dyr fornøielse. 10.9.1908 Hvalstad Nygaard meddelte igår at nyt oplag af «Haugtussa» må trykkes. Det blir vel 6te. Han ber også om snarest å få manuskriptet til den nye bog. Men det er endnu ikke færdigt, og igåreftm. kom G. ned og sa med det største alvor, at han var kommet til det, at han nok fik udsætte boka endnu en gang. Jeg blev forfærdelig lei over det — trodde han var usikker på sit emne igjen eller noget i den retning. Det var da sørgeligt, kjære hvorfor? Og uden å blunke svarer han: Jo poteterne må op nå. Da lo jeg himmelhøit. Der er kanske en tønde poteter igjen ude, og Tuften tar hver dag sit stykke. Det er klart at jeg skjændte det bedste jeg havde lært, og jeg forbød ham naturligvis å vise sig i potetsageren — før til næste år. Men han gav sig ikke før jeg slog på at han simpelthen var skulkesyg. Da lo han og ruslet stiltiende op igjen og nu «sidder han som tilforn han sad». Han havde hver dag vært et par timer i ageren, men det tog skrivelysten bort. Det kan ikke forenes desværre. Egentlig er jo boka færdig også; men det er den sædvanlige sidste rædsel for å slippe arbeidet fra sig. «Jeg stryger mer end jeg skriver,» siger han. 19.10.1908 Lørdag den 17de blev Vigelands Abel afsløret. I den anledning reiste Vigeland til England over Mandal, hvor han skulde besøge sin bror. Afsløringshøitideligheden i Universitetets Aula var enkel og vakker. De store fakler tog sig prægtigt ud, og Bjørnson‐Sindings kantate klang som det skjønneste tonevæld udover pladsen. Lammets var solist. 12
Man siger at alle mord er for å sikre «folket» tryghed; men T. siger de styrende gjør det alt for sin egen skyld. Jeg var to gange oppe og så på monumentet, som står herligt mod himmelen deroppe på bakken. Men — det vender ryggen mod Drammensveien, er det heldigt? Ansigtet er klart og skjønt, og den hele vældige masse er let og luftig. Abel stiger virkelig; bare ret forfra gir han indtryk af å ha sat sig let nedpå en sten eller lignende; det kommer af det ene ben er så stærkt bøiet. Fra et punkt — ovenfra Slotsveien — er også håret uheldigt; det ser ganske ud som om han i nakken har en græsk knude. Men alt sligt er småtteri. Hovedsagen er at det hele er herligt tænkt og virker vældigt og skjønt. Der er stærke klager over sokkelen, men jeg synes den er vakker, når undtages at farven er for lys gråblå. Når den blir gammel, kommer den sikkert til å gå sammen med gruppen og virke bare enkelt og vakkert. Jeg drak i stilhed med Vigeland og sendte ham en lap. «Dagen var Abels, men seiren var Vigelands,» som Aftenposten bemærket. — Bjørnstjerne Bjørnson ligger for tiden syg i Kristiania. Årebetændelse. Det er sørgeligt trods alt. Ingen kan tænke sig Norge uden ham, enten man er enig eller uenig med ham. 31.10.1908 Garborg kom iforgår endelig ud med sidste kapitel, men — nu er han atter begyndt forfra. Det skal imidlertid nu sikkert bli bare en «høist nødvendig renskriving». Jo længer han arbeider med den, jo mindre blir den, og han er nu ængstelig for, at det egentlig «slet ikke er nogen bog». Nygaard ber idag om, at manuskriptet må bli sendt direkte i trykkeriet. 2.11.1908 Har ikvæld læst de to første kapitler af G.s bog «Heimkomin Son». Den er mærkelig, lys, klar og deilig. — Vis — gudskelov. — Igår prøve i Asker Bondeungdomslag igjen. Tuften er på brædderne for første gang. Han spiller kjæmpen Per i «Ei Hugvending». Hans gamle kammerat fra Siljord, Olav Lindstøl, som nu er elev på Sem Landbrugsskole spiller Anfinn. Har nu læst korrektur på 11te ark af «Mann av Guds Naade». 7.11.1908 Bjørnson arbeider kolossalt om dagene. Foruden den store navnesamling samler han også en masse penge til rix‐agitationen. Privat har han anmodet 30 rigmænd og 2 rigkvinder å gi kr. 1000 hver. Udvalget er skeet i samråd med fabrikeier Mustad — den geniale Mustad — som Bjørnson kalder ham i brevene til de udvalgte. Disse 32 skal da naturligvis danne et overhus, som skal korrigere Storthinget og ellers virke ved sin magt og rigdom. Reddes ikke rigsmålet nu, så er det vel håbløst. Der kommer en hel del landsmålsbøger iår — gid de nu bare var gode. Mortensons skal hede «Runir». G. blev igår færdig med 3die kapitel. Endnu har jeg ikke set mer end en som er misfornøiet med «Sigmund Bresteson». «Unglyden» og «Stavanger Avis» er svært fornøiet. For nogle dage fik jeg takkebrev fra en trønder — Vada på Vadanes — storartet navn — og det glædet mig, for trønderne kan sine sagaer. Inat er der faldt en smule sne. Ellers deiligt klart høstveir. De sidste æbler blev reddet ind igår. Tuften lægger jordbærbænk og bygger nyt tomathus. 14.11.1908 Fuld vinter; klart og vakkert. Så torsdag «Erasmus Montanus» på Nationaltheatret. Prof. W. Bloch fra Kjøbenhavn havde sat det op, og det blev en ubetinget succes. Hr. B. havde klogt og fint fåt vore skuespillere ud af den tvangstrøie som en altfor stor pietet havde spændt om enhver Holbergfremstiller her. Sproget, bevægelserne, alt var naturligt og menneskeligt; man gik ikke længer på kothurner og talte ikke som en gammel postille. Det var en tidsmæssig og lykkelig forløsning. Kanske vi herefter kan få Holberg ind igjen i repertoiret som den store, deilige humorist han er. Stub Wiberg spilte Erasmus på en helt ny og morsom måde. Han gav en ung Erasmus. En ung snobbet disputersyg student, fersk fra kathetret, men menneskelig varm tillige. Han var ikke den tørre halvgamle pedant, som nok kan ha sine morsomme sider, men som dog lar os kold. Denne Erasmus kjendte vi og var glad i igrunden. En bra gut som var blit forkvaklet; men som også i ungdommelig begeistring virkelig brænder for sine nye lærdomme. Det tragiske kommer mere frem; vi har hjertelig medlidenhed med ham Selv den sidste vanskelige akt, som altid før har synes mig så lidet morsom — ja rent ud umulig, blev nu noget andet, fordi alt var os nærmere, mere menneskeligt. Helt igjennem festlig og strålende var denne Erasmus. Fru Lampe var god, tildels ypperlig som moderen. Hendes glandspunkt var scenen med Erasmus i tredie akt, hvor han oprørt fortæller hende om disputen med den fremmede knægt. Det var en stor stund på theatret. Sjelden. Mor og søn formelig lyste mod hverandre. Stormoen gav som Per Degn mange gode enkeltheder; men jeg synes ikke han havde den enkle storlinjede festivitas som kan være over denne figur. De andre var jevne. Løvaas' Ridefogd «en god Løvaas», men ikke mere. Man venter altid noget extra af denne skuespiller. G. er ikke endnu færdig med 4de kapitel, skjønt han idag har fåt korrektur på 3die. Det er fortvilet. Jeg driver fremdeles med Rousseau. Læser om kvælden reisebeskrivelser, f. t. Lumholtz «Blandt Menneskeædere». Det er utrolig morsomt. Hidtil er af landsmålliteratur kommet Slettos: «Dei gamle», som skal være god, Garaasen: «Frå Skogbygda» og Uppdal: «Sol‐Laug». I den sidste er der virkelig originale og udmærkede digt. Garaasen har jeg endnu ikke læst. 16.11.1908 G. sad i hele nat — til kl. 7 idag — med 4de kapitel. Det var et døgn omtrent uden ophold ved skrivebordet. Han er altså en kjæmpe. 3.12.1908 Fremdeles strålende klart veir. Omtrent ikke sne. Og fremdeles snille anmeldere. Men herregud — jo snillere de er, jo tristere blir jeg. Jeg vilde så meget; men det er altid noget andet jeg vilde end det jeg blir rost for, synes jeg. Lammers er nær inde på det i et brev igår. Han har set gjennem, indenfor rammen — men selvfølgelig er det også godt at folk synes rammen er pen. Ak ja. Her er kommet hele hauger af bøker til. Desværre rækker jeg ikke å læse stort. Haukland har jeg læst; han er så velsignet kort altid. Intet overflødigt. Han passer i vor travelhed. «Gunnar Rabens Ægteskab» viser en helt ny side af H. og alligevel er den korte sikre personlige måde å male en stemning på også her. Men her er det fine sjælestemninger istedenfor natur. En stor kunstner! Og Skredsvigs «Dage og Nætter blandt Kunstnere»! Hvor vemodig en blir af den boka, endda det gode humør jo skal være det store ved den. Hans måde å behandle kunst og kunstnere på er så fin og vár, øm. Han er da en kunstner af Guds nåde, en af «dom som ikke kan gjøre noe for det». Han er af dem, som livet tar og knader og kaster hid og did, uden at han kan gjøre andet til sit forsvar end se på det alt med store, bedrøvede, ærlige øine. Forundret: «Kjære — må det være slik da? Ja det må vel, det da. Skål da. Hvor er penslerne mine. De trænger vask. Ak herregud, se den bjørka som speiler sig «dansende» i Jupsjøen!» 1909 12.1.1909 Hvalstad Der er i disse dage skrevet adskilligt i aviserne om landsmålet på Nationaltheatret i anledning Hoprekstads «Bjørnefjell». Krag har tat det standpunkt, at sålænge han er chef, blir der intet af landsmålsopførelser, da han ikke vil tvinge skuespillerne. 15.1.1909 Nationaltheatrets direktion har overladt til hr. Krag å afgjøre spørgsmålet landsmål eller ikke på Nationaltheatret. Det er et rent kunstnerisk spørgsmål, som den ikke vil blande sig i. Så er det da klart. Det brygger nu op til måltheater — endelig. 21.1.1909 Fik igår indbydelse til slotsbal næste onsdag. Det er første gang. Billetten med tak tilbagesendt. Det kunde ellers vært morsomt å se det en gang. Men jeg kan ikke gå alene. Og G. danser ikke, snakker ikke, og har ikke laksko. Altså ikke balfähig. Jeg tror idethele han heller gik i fængsel end på bal. 23.1.1909 I byen igår. Spiste middag hos Harriet og Per. Afla en post festum visit hos Harriet Backer. Hun var det samme henrivende menneske som altid. Havde netop hørt Frithjof Backer Grøndahls generalprøve på concerten iaften. Den var gåt udmærket. Men har nu pludselig fåt det med å være så ræd. Han bad Harriet kjøre med sig iaften. Hun erstatter ham nu lidt hans elskede mor. Hende trodde han mest på af alle. Kitty Kielland sad koselig i sit atelier og læste om fanden af Moltke Moe. Hun er blit så stille, Kitty. Det klær hende bare godt. Snill og god er hun som altid, og endnu når det gjælder — aktiv. Da hun hørte vi havde sendt billetten til slotsballet tilbage fordi G. selvsagt ikke vilde gå, sa hun, at jeg måtte gå alligevel. Kjøre med hende og Harriet og være sammen med dem. Men billetten? Så telefonerte hun til hofchefen i samme nu. Og nu reiser jeg med dem. Det blir jo hyggeligt. Dr. Nissen er desværre meget dårlig. Forleden nat under det voldsomme anfald gik det rygte i byen, at han var død. Kl. 12 midnat ringer «Morgenposten» op i telefonen. Er det hos dr. Nissen? Ja. Er det fruen? Ja. Tør vi spørge om det er som rygtet siger, at dr. Nissen er død? Er det ikke lidt for grovt selv af «pressen»! Væmmeligt er det. Brev fra fru Nissen. Det er skralt. Men N. arbeider hver dag på kontoret. Vilje har han. Alle aviser har nu artikler og notiser om måltheater. Idag «Studentmaallaget», ansøger om bidrag. En del målmænd — Løvland, Ross, Holst, Steinsvik, Hognestad, Voss, Olav Midttun o. a. havde møde igåraftes i den anledning 26.1.1909 Udsendingsmødet for Norigs Maallag i Turnhallen søndag storartet. Den store sal propfuld. Løvlands tale udmærket, sa alle. Vi kom først kl. 8 til festen. Overfyldt, stemningen kolossal. Ivar holdt festtalen. Støylen talte fornøieligt og udmærket; endte med et leve for Garborg. Demonstrativ applaus. Jeg har aldrig hørt en så langvarig og hjertelig. Det blev tilsidst slig at tårerne piplet frem på mig, hvormeget jeg stred imod. En præst og præstelærer stod op og foreslog en hyldning til G. nu — det må betyde lysere tider. Præsterne har jo egentlig ikke vært glad i ham i senere tider. Kjendte fra alle kanter af landet hvor jeg har været. Der var så mange glædelige gjensyn. Alle de ældste nulevende målførere var tilstede. 28.1.1909 Slotsballet igår var festligt. Lokalene er meget vakre, og der var ingen generende trængsel. Jeg kjørte med Harriet, Kitty og Asta Nørregaard. Hofmarskalken og overhofmesterinden var meget elskværdige. Jeg blev forestilt for Dronningen, som var meget sød. Men hvordan kan et menneske leve med den krop? Hendes slankhed er ligefrem foruroligende. Hun virker svært timid, og overhofmesterinden sa, at jeg måtte tale til Dronningen selv, «det kan man godt; hun har ikke så godt for altid at finde på noget». Jeg kjender ikke stort af hoffets etikette; men trodde man som regel ikke skulde begynde samtalen overfor en kongelig person. Vi meddelte hverandre at vi var glade i å danse når vi havde gode kavalerer, o. l. Fru Rustad vilde vide hvorfor jeg ikke talte landsmål, om Garborg talte det, o.s.v. Hun var en ypperlig hjælperske for to som ikke kunde snakke. De kongelige danset til sidste stund meget ivrigt. En af de peneste kavalerer var den bitte lille japanske legationssekretær og en af de mindst pene den store russiske minister. Der var ikke mange særlig stilfulde toiletter. Damerne virked bedre klædte i festen hos Eilif Peterssen. Men her var jo så mange at de få rigtig pene forsvandt i den store masse gruelig almindelige. Gjorde igår aftale med Swanstrøm om Rousseau‐bogen. Den skal trykkes i 1500 expl. og med en del billeder. Spiste igår middag hos Nissens. Doktoren har nogen gode dage igjen nu. 29.1.1909 Garborg holdt igåraftes foredrag om målsagen for lærere og lærerinder i Møllergadens skole. «Politiken» skriver idag til G. og ber om mål‐artikel. Danskerne skriver nu meget om vor sprogstrid. Bemærkelsesværdig er en artikel i «Politiken» for 24de januar undertegnet Hans Brix. Forfatteren er rimelig og ser godt. Han mener — og har måske ret i — at målets modstandere vil «vinde i første omgang, ført som de er af selve gamle Bjørnstjerne», men derimod tror han at målet «vil seire i det lange løb». G. skriver lidt — tildels som svar på denne artikel. Fik igår fotografi af 8 af Færøyernes nationale lagthingsmænd med Johannes Pattursson i spidsen. 9.2.1909 I byen igår og så Munthes udstilling i Kunstforeningen. Den er pragtfuld. Alle sale fylder han, både de to store og de to små. Der er hans deiligste landskaber og hans lækreste interieurer fra Lysaker. Glimrende er det store «Fra min Forstue» som nylig fik guldmedalje i Venedig. Og så folkevisebillederne! Skjønnest tror jeg næsten «Dansen i Bergi» er. Det er en herlig farvesymfoni og en frodig fantasi over visens ord. Og de ti billeder til «Aasmund Frægdegjæva» er også pragtfulde. Men et af de ældre som altid bedårer mig mest er «Myllardotri som slog ihop føto og dansa kongen imot». Det strutter af liv og humør. Yndig er den lyse, unge Christinafrise. De spanske udsendinger beder til Haakon Haakonssons datter og fører hende til Spanien, hvor hun formæles med kongen. Denne frise var tænkt skåret i træ — 5 gange større end billederne for Haakonshallen. Skam og skade, at denne sjeldne kunstner ikke skal få et slot eller ialfald en hall å bruge sin fantasi og sin smag på. Hans mage fødes ikke i hver mandsalder. Nu har vi ham, og bruger ham ikke. 3.3.1909 Fik idag ganske uventet brev fra kapelmester Halvorsen om at nu endelig arbeidet han virkelig med «Liden Kirsten», som han siger. «Der er pludselig kommet noget flyvende, jeg er nemlig af de arme mennesker som ikke kan arbeide uden jeg er oplagt.» 8.4.1909 Skjærtorsdag Så igår med Tuften «Bjørnefjell» på Nationaltheatret, spillet af bergenske skuespillere. Det blev en succes. Spillet var ypperligt. Behandlingen af sproget overgik de største forventninger. Jeg synes at theaterchef Krag og Nationaltheatrets skuespillere måtte føle sig nokså flaue. Selv den hypermoderne verdensdame Magda Blanc‐Eriksen talte udmærket landsmål. Man skulde ikke tro andet end at alle disse herrer og damer var født med landsmålet som modersmål. F. ex. Rasmussen, som er bymand både af fødsel og opdragelse, han var hestekaren Simo Saga helt og holdent. Allerbedst var dog kanske med hensyn til sprogbehandlingen Hauge og frk. Norvik. Frk. Abelseth var også bra; men den farveløseste af dem. Der var næsten fuldt hus, og Kongen var tilstede. Men der var ikke reklamert med Kongen på forhånd, ellers havde der vel været helt fuldt. 9.4.1909 Langfredag «Verdens Gang» og «Aftenposten» for igår anmelder «Bjørnefjell»‐forestillingen velvillig og uden å nævne sproget; «Morgenbl.» derimod øser ud af sin galde om «sproglige akrobatkunster» og beklager at bergenserne har tvunget det til å høre på dette forhadte landsmål. 20.4.1909 Beyenburg Reiste fra Hvalstad fredag 16de over Gøteborg til Kjøbenhavn, hvor vi kom lidt over 7 næste morgen. Gik en morgentur på Østergade, forsøgte en på dansk grund omplantet Aschinger Automat. Dårlig luft, skiddent; chokoladeapparatet fungerte ikke, der kom nogle små sprut bare, skulde få kaffe istedet; den flommet over alle grænser. «Det gjør ingenting», sa den schäbige tjener. Alt var vondt og mere grønslidte frakker end på de to opvartere har jeg aldrig set. Heller ikke større lurvefrisyrer end på de «jomfruer» som betjente apparaterne «indvendig». Formodentlig i opløsning. Gik så på Bernina. Deilig the med lækre rundstykker og verdens bedste nykjernede smør for 37 øre. Så var det togtid. Kjøbte aviser af en gammel gemytlig avissælger, som slog af en pasiar om Norge og vores Konge. «Nu har I jo vores Prins Carl til Konge derover, med ham har jeg handlet ofte da han var søkadet. Han var så gemytlig. Ja også siden han blev Konge, har jeg solgt aviser til ham.» — Og sporvognskuskene rører mig altid i Kjøbenhavn. At de i en stor by har tid og humør til å være mennesker og ikke bare automater, er beundringsværdig. De siger goddag og farvel, er blide og velvillige. «Skal De ikke ha omstigning,» spør de af sig selv bare for å være hyggelig og komme til å vise sig opmærksomme. Det er ligefrem så man kommer i forhold til alle mennesker på tre timer i Kjøbenhavn. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at byen var deilig, og at Garborg havde ret: Det er vor hovedstad. I Kjøbenhavn føler jeg noget, den tiltrækker, Kristiania frastøder. 30.4.1909 Rothenburg Brev fra Garborg. Han er blit vegetarianer efter læsningen af Howard Moores bog, siger han. Ja, jeg er såmen gjerne med. Jeg har længe vært lei af kjød, og vor husholdning er allerede halvveis omlagt i vegetarisk retning. Her er jeg nokså fortvilet over al den svære kjødmad — 2 vældige kjødretter samt kjødsuppe — hver middag. Jeg sender det meste ud igjen da det ligefrem byr mig imod og ingenlunde bekommer mig vel heller. Fru Sinding skriver langt brev fra Berlin idag. De har havt det godt dernede, ikke mindst gjør det Sinding godt å føle, at han duer til noget og ansees for det; hjemme ansees han jo som «drit for Vorherres åsyn», siger hun med sin vante djervhed. 2.5.1909 Garborg skriver idag et nokså trist brev. — Hans breve er jo altid på en eller anden måde triste. Han har læst om igjen Jonas Lies «Trold» i den hensigt å skrive væsentlig om denne bog for «Tilskueren». Han har jo lovet en artikel helt fra i sommer. «Men,» siger han, «jeg kommer ingen vei med den troldskaben. Det samme som jeg har skrevet før kan jeg jo ikke skrive om igjen; og noget nyt ... Jeg har læst samtlige «trold» om igjen. Men jeg er vel for gammel. De bider ikke på mig; vækker ialfald ingen nye tanker. Og om f.ex. «Skogen» kan sætte mig på et og andet, så er det sociologi, «politik», som jeg ikke kan kjøre op med i den forbindelse. Og som det idet hele er liden mening i å kjøre op med Så sidder jeg da der. Fattig og elendig; men hvad skal jeg gjøre? Idet hele — nå; om det er «alderdom» eller «vårknipe», skal jeg ikke kunne afgjøre; men jeg «gider ikke», det er vist. Jeg ved hvad der kan siges om alting, og at det naturligvis ikke nytter å sige det; alle mennesker siger sig det vel selv når de blir passelig gamle; og det er ikke spor af interessant, bare sådan ligegyldigt trist; hvorfor skulde man lave ord om sådant. Som sagt: forhåbentlig vårknipe ...» Ja, forhåbentlig. For den dag vi opgir kampen mod pessimismen, er vi døde. Og jeg for min del synes hele livet efter den første ungdom er en eneste sådan kamp. Men Garborg har jo sagt akkurat disse samme triste ting så længe jeg har kjendt ham, og alligevel er han ret ofte forfaldt til å «lave ord». Og det er nu alligevel dette ordlaven som er hans redningsplanke. Vi må jo alle ha en slig planke; hvad det er, kan næsten være ligegyldigt, bare det er noget som holder os nogenlunde oven vande uden at vi gjør andre fortræd med det. Tuften er enten i byen eller i haven, siger han, «så den mand ser jeg sjelden». Hans eneste forbindelse med verden er Schjøtt, som kommer om mandagene og læser græsk og læsser af sig en portion ærgrelser og bekymringer. Han synes jeg har vært et halvt år borte, og det synes jeg også selv. 4.5.1909 Rothenburg frister Garborg lidt; men tanken på reisen og pengene er mer end nok til å skræmme ham. Alt han finder på, er sligt som ikke lønner sig, siger han. For Henry Georges‐studier får han nok ialfald ingen løn, det er vist. For Homer heller ikke. Men vi har jo vore 2400. Og jeg tjener lidt å fylde hullerne med. Kniber det, får jeg slutte med dans og udesvævelser og bli flittig. 8.6.1909 Eidsvold Folkehøiskole Kom hid igår eftm. 5. Holdt foredrag om «folkeviser og songdans» kl. 7. Danset lidt efter aftensmaden. G. fulgte med til byen igår og vi bestilte klær til ham. En stor begivenhed! Han skal med til Lillehammer sidst i måneden og tale om norsken i byerne, og jeg måtte true med å fornegte ham deroppe, hvis han ikke fik nye klær, for å fremtvinge beslutningen om byreise. Idag har jeg præket om Rousseau og hørt et enkelt og godt foredrag af pastor Grønland om Grundtvig og ungdommen Det er jo Rousseaus tanker Grundtvig bygget sin ungdomsskole på. Her regner og er surt; jeg nyder udsigten over Vorma og det unge grønne bjørkeløv i lunden udenfor. Mitt rum har en altan ud mod elven. Her er vakkert men tamt. Tror neppe jeg vilde trives her i længden. 9.6.1909 Idag hørt foredrag af pastor Grønland — sjælelære — han er en ypperlig ungdomslærer. Bestyreren, hr. Sørensen, holdt også et greit og meget instruktivt foredrag om idræt og kroppen. Men disse stakkars unge som sidder inde 5 timer hver form.! Og endda 1‐2 om eftm. Dansen er nok en kjærkommen afvexling. De synger udmærket her, så der burde kunne bli god dans også. Det glæder mig at man nu begynder å forstå hvor meget arbeide og tid der trænges til å lære folkevisedans. At et sligt kursus bestemmer så mange dage og timer til det, er et godt tegn. 10.6.1909 Hørte i form. et virkelig godt foredrag — et af en række på 4 — om Wergeland af bestyreren. Her bor i nærheden to gamle mænd som har kjendt Henrik Wergeland. Den ene siger at han «gik og las for'n i 1829»; W. hjalp da sin far med konfirmanterne. Denne mand er 87 år. Den anden gamle gik på Wergelands «ungdomsskole» her. Han havde samlet 20 bondegutter som han underviste. Det var Norges første ungdomsskole. 14.6.1909 Hvalstad Kom hjem igår. G. er lidt skral og ligger idag. Stærk forkjølelse. Hørte sidste dag på Eidsvold foredrag af Sigurd Nesse om «Den burtkomne Faderen». Efter foredraget snakket jeg med Nesse. Jeg syntes Tolstoy havde fåt en for mig ufattelig stor plads. Jeg synes ikke G. har vært påvirket af T. Han har læst lidet af ham og skrev endog engang imod ham. Efter «Kreutzersonaten». Det var en udmærket artikel som sluttet med ordene: Warten wir lieber auf's Eis! Jeg ved ikke om den blev trykt på norsk. Vi boede i Berlin dengang, og jeg husker at Frau v. Borck oversatte den til tysk. I vinter da G. svarte på spørgsmålet om hvilke forfattere der havde havt mest betydning for hans udvikling, tænkte han mindst af alt på T. Han svarte: Ibsen, Zola. 15.6.1909 Igår interviewet jeg G. i anledning Nesses foredrag. Har Leo Tolstoy havt nogen indflydelse på din udvikling? Nei. Det varte længe før jeg fik rede på ham. Jeg skrev engang imod ham; men nu er jeg enig med ham forsåvidt at han var George‐mand. Men i det religiøse? Det har jeg basket med hele mit liv. Jeg har egentlig bare læst hans romaner (ikke alle). Men Ivar Mortenson skal ha skrevet i sin bog om dig at «Den burtkomne Faderen» og de senere bøger skyldes Tolstoys indflydelse. Han skulde idethele ha bevirket din «omvendelse» fra fritænker og europæer til den udmærkede demokrat og religiøse nordmand du nu er? Han smiler. Jaså har Ivar skrevet det, det har jeg ikke læst. Husker det ialfald ikke. Dette interview sendte jeg igår til Nesse. 16.7.1909 Kolbotn kl. 7 ½ aften Nu har jeg vasket spindelvæven fra krokene og stelt sengene til den første nat — som så mange, mange gange før. Og nu går jeg her ganske alene og speider efter en båd på sjøen — som så mange, mange gange før. Men nu sidder der en voksen søn i båden. Den som kunde råde livets gåde! Det er hundrede år siden første gang jeg gik gjennem denne lave, kjære dør, og jeg kan ikke forklare hvad det er som er hændt siden. Der er vel en del spindelvæv i ens eget sind — år for år lægges tråde til — men man kan ikke vaske det væk. Og vilde vel kanske ikke om man kunde. Det er vel det som dækker alle revner og sår, så livet går sin gang videre. Og livet skal jo gå sin gang videre. 10.8.1909 Hvalstad Storstreiken i Stockholm har nu varet i 6 dage. Alt er forunderlig roligt. Næsten uhyggelig roligt. Det begynder å ligne den trykkende stilhed før tordenveiret. Det er en forunderlig ting som er sked i disse dage. Folket har ganske stille og roligt tat kommandoen over hele storbyens maskineri. 10.8.1909 Tuften høster moreller. Tomatdrivhuset er en kilde til megen glæde. Det står storartet derinde. Vældige kraftige planter som bærer overflødige masser. Forøvrigt har vi valgmøder og valgkjævl over hele landet. Aviserne er nu nåd det på denne tid vanlige høidepunkt af grovhed mod hverandre. Alle partier består efter modstandernes påstand af lutter kjeltringer, menneskefordærvere og charlataner. Det er en tragi‐komisk historie. Det er noget høitidsfuldt og underligt med hele situationen. Alle har fåt respekt for arbeidernes udmærkede optræden. Alle de mange tusind streikende har vist sig som de roligste, bevidste, mest diciplinerte borgere. De har valgt streiken efter modent overlæg og viger ikke for noget offer. Men de ved, at med tumulter og spektakler skader de sin egen sag og venter i heltemodig ro. Bare det ikke ender som den forfærdeligste hungerstreik. Arbeidsgiverne ser ikke ud til å gi sig. Og de kan vist klare sig længe. Med arbeiderne er det værre trods de mange bidrag fra alle land. De er for mange til å dele. 17.8.1909 Storstreiken i Sverige begynder nu sin tredie uge. Hvordan sagerne egentlig står, er ikke godt å vide. «Aftenposten»s meterlange referater indeholder ikke stort andet end de sensationelle overskrifter. Det er gjentagelser i det uendelige af ordet fiasko og det latterligste vigtigmageri. «Socialdemokratens» er selvfølgelig stik modsat «Aftenpostens», o.s.v. Jeg synes tre ting er sikkert konstateret. At spritforbudet har virket som en renselseskur, at hele det forserte storindustriliv i alle måder ligefrem trængte til å få en liden hvilestund; forholdene — produktionen — er vist i mange brancher blit normalere. Og sidst men ikke mindst: at arbeiderne nu kan holde sammen, og vil holde sammen mod kapitalismen, koste hvad koste vil. At en brøkdel falder fra, betyder selvsagt intet. De organiserte svenske arbeidere har aftvunget hele den civiliserede verden respekt og beundring. De har i det store hele — ja omtrent uden undtagelse — opført sig mønstergyldigt i denne vanskelige tid. 21.8.1909 Regn i to dage, men mildt og deiligt. Undres om jeg nogensinde mer kommer til mit arbeide! Sålænge haven er grøn, og sola skinner, og det arter sig så mangfoldigt og rart og morsomt uden døre er det vanskeligt — pligterne ufortalt. Jeg synes jeg sidder på et rullende hjul — hver time på dagen vexler sceneriet. Der er tusind forskjellige ting å gjøre. De sidste dage tandlægen om form., og så maler jeg Garborgs møbler, døre, badekar, o.s.v. ved siden af den stadige syltning og grønsagenedlægning. Jeg glæder mig over al denne herlige frugtbarhed og går ligesom en ør humle ud og ind, men alligevel — gid sneen snart vilde komme og der igjen faldt ro over verden. Nu kan jeg snart ikke mere. Det værker og murrer i sjæla, så det minder om den sidste kilometeren af en dagsmarsch da de sidste kræfter tøies heltmodigt ud over alle normale grænser. Bare at jeg nu er træt af hvile og ikke af arbeide. Alt dette småkoselige husstellet mit er hvile. Jeg liker det så godt, at det næsten må være en last og ikke nogen dyd. Det er jo unaturligt å elske dyden for os arme dødelige. Men nu har jeg også ligefrem dårlig samvittighed. Jeg føler det som jeg forsømmer noget, enten det er så eller ei. 26.8.1909 Igår i byen. Hørte Monetas, den sidste Nobelpristagers foredrag i Nobelsalen kl. 2. Den 78 årige fredsven har kjæmpet under Garibaldi og har set krigen på nært hold. Han talte med ildfuldhed og overbevisning om fredstanken i Italien. Han er ikke antimilitarist, men holder på almindelig folkevæbning. Han skal i den sidste halve menneskealder ha arbeidet ihærdigt for å bringe den italienske udenrigspolitik ind i et fornuftigt spor og har ofret omtrent alt, hvad han har erhvervet, til fredsideens udbredelse. 26.8.1909 Får fremdeles breve om mine nationale madartikler i «Urd». Der indrømmes nu fra alle kanter, at vi må tilbage til meget af det gamle nationale kosthold, særlig fladbrød, havregrød, tykmelk og mysmørmad. Har begyndt på M. Goldschmidts «Livs‐Erindringer og Resultater». Hans skildringer af onkelens, den ortodokse jødes hus er fortryllende; aldrig har jeg fåt så stærkt indtryk af det forunderlige sammensatte og eiendommelige i denne races mennesker som gjennem disse små billeder prægede i en liden guts sjæl. Det naive, rørende og enkle patriarkalske familieliv stemmer til ærefrygt og ærbødighed, trods at mangt og meget der virker naivt og «lidet oplyst». Hvor kan man smile ad, endsige håne en tro, som skaber så megen samfølelse, styrke og næsten ufatteligt håb! Jeg synes man må bøie sig i ydmyghed for den mystiske magt som binder disse hjemløse millioner så fast sammen og opholder så vidunderlig alle racens eiendommeligheder gjennem alle omskiftelser. 2.9.1909 Streiken vedholder. Jeg tror den er uendelig lærerig og nyttig på tusind måder. Den har bl.a. lært en hel del mennesker å arbeide — å hjælpe sig selv. Og det er formelig som om en slig stansning i storindustrien var absolut nødvendig. Der var overproduktion, og der var og er alle steder et jag og en uro, som er og må være dræbende for menneskene. Ja, der vil læres, men dyr er lærdommen! Det er ikke mulig å forstå hvordan de arme mennesker kan holde livet oppe sådan uge efter uge. Bidragene som kan uddeles er jo forsvindende. 5.9.1909 Så er da streiken «afblæst» efter 32 tappert gjennemkjæmpede dage. Det er vondt å se et blad som «Aftenposten», der læses af tusinder og troes på af så mange umyndige, skrive så hoverende og skadefro om arbeiderne. Og så lite overensstemmende med de faktiske forhold. 8.9.1909 Olav Nygard fra Modalen har vært hos Steinsvik en tid. Han graver veiter der foreløbig. Jeg har vært hos Krag og skaffet ham fribillet til 2den rad i Nationaltheatret, så han skal få se lidt skuespill. Han skrev et skuespil, før han havde set theater; det kunde ikke bruges, men Garborg syntes det røbet meget talent, og han skriver et herligt norsk. Han bruger sit bygdemål (med landsmål‐retskriving), og det er rigt og vakkert. Det eneste som falder naturligt for ham. Han har gåt to år på Austlids Folkehøiskole, Ørsta, og et år på amtsskole. Nu skal Tuften læse engelsk med ham — han er nemlig Shakespeare‐beundrer i høi grad, har læst de fleste af hans tragedier på svensk. Nu vil han ved lidt hjælp prøve på å læse ham i originalsproget. Så vil han læse lidt tysk med mig. Han føler sig så bunden ved ikke å kunne et par fremmede sprog ordentlig. Gid han måtte vokse efter vonerne man kan ha til ham. 26.9.1909 Sindings concert igår blev en fest. Vistnok skjønner jeg mig ikke noe ordentlig på sån stor musik, men jeg liker så godt å høre det. Undertiden kan jeg følge med lange stykker, men selv hvor jeg ikke kan følge med, er det som å stå ved et brusende hav. Jeg føler mig båret bort, vugget af havet — Gud ved hvorhen. Og tankerne går på den deiligste dristigste flugt. Jeg føler mig løst fra min egen ufuldkommenhed for en stakket stund. Af D‐Moll‐Symfonien forstår jeg meget, for jeg har hørt den ofte; den er deilig. En ny «Sonate i gammel Stil» gjorde megen lykke. Den udførtes af Hildur Andersen og den unge danske violinistinde Gunna Breuning Storm, som havde sin debut ved denne leilighed. Hun er 18 år og har allerede en mærkelig færdighed og kraft. Og alligevel havde jeg en følelse af at ingen af de to udmærkede damer strak helt til for den sindingske vælde. Johan Selmer og frue var der. Selmer så meget dårlig ud. Og han sa det var en pine for ham å sidde her og vide, at han aldrig mere skulde kunne dirigere et orkester. Kroppen var ødelagt af sygdom, men ellers var alt som før, sa han. Og det var rædsomt. Han var så ualmindelig gild og koselig å træffe igjen; engang var han en af Garborgs bedste venner. Vi var ofte sammen i Berlin for mange år siden, 16, tror jeg. Det er nu 5 år siden han var i Norge. Og besøget blir ikke langt nu heller. Han er friskere nede i Sydlandene, hvor han slipper de barske vintre. 27.9.1909 Inat har det frosset. Vi høster og redder i hus af alle kræfter. Brev fra G. Han har slidt huden af næverne derborte. De stegte ryper kom vel frem og var velkomne. Det var «gudekost» siger han. Næste år må huset i Knudaheio bordklædes. Det gruer han for, da det blir dyrt. Men han vil nok være derborte herefter om somrene. Der gjør han ialfald ikke fortræd om han end gjør liden nytte, o.s.v. «Selv min morgengrættenhed går her kun udover rette vedkommende, nemlig mig selv.» Ak ja, stakkars Garborg! For den sags skyld kunde han såmen ellers rolig være her; vi formener ham ikke å være ulykkelig om formiddagen. Vi ser ham gjerne ikke videre før til middag, og da er det som regel bedre. 30.9.1909 Så igår førsteopførelsen af Bjørnsons stykke. (Fuldt hus, de kongelige, meget Bjørnson‐familie og ellers tout Kristiania. Enkelte scener vandt ved å spilles, andre tabte. Fru Wettergreen optrådte for første gang efter sit reengagement. Hun blev hjertelig modtat. Blomster, applaus o.s.v.) Stykket slog også på en måde an, tror jeg. Det blev friskt og godt spillet i det store hele. Kun synes jeg fru Wettergreen var mere som en skjældende fiskekjærring end en dannet mands dannede frue. Det skulde jo efter forfatterens mening være rigtig kulturfolk dette. Men jamen var det ofte en rar kultur. Nogle af de værste replikker var strøget, men alligevel. «Ungdommeligt» kalder de begeistrede anmeldere stykket. Nei, ungdommeligt er det ikke. Der er yndige scener med nogen unge piger; men det er skrevet af en gammel mand, det er vidst. Der står en em af gammelmands‐erotik fra det, og det er vanskeligt å klare, selv om der er meget godt og vakkert ved siden af. Bjørn Bjørnson havde sat stykket udmærket op. Han fik sine begeistrede fremkaldelser. Det var det andet hjertelige gjensyn. Han sa tilslut, at han havde havt telefonen til Aulestad oppe hele kvælden og talt med sin far, som var meget fornøiet og glad. — Om man havde spurgt det publikum som strømmer ud af theatret: Var dette en succes?, så vilde halvparten uden å blunke si nei, og den anden halvpart forbauset: «Ja, selvfølgelig.» — Jeg ved ikke hvad det var. 10.10.1909 Gjerstad Noget som glæder mig er, man har fundet det regningssvarende å ta op lindyrkningen igjen. For circa tyve år siden holdt man op både med den og med sauehold; men fandt, at alle kjøbevarerne var til å ruinere sig på for bonden. Idag har jeg været på loftet med konen her og set på årets linavling som lå der «brøti» og blank og skinnende. Nu skal der væves linlagener og duger til vinteren. Her er ellers alt sengetøi håndvævet. Og nu ser jeg da overalt, at de bygder, hvor der er velstand endnu, er de hvor husfliden har vært holdt i ære. Her er nydeligt stel i dette hus; her er virkelig kultur i alt, endda husets folk er de argeste målstrævere. Jeg vilde ønske Ragna Nielsen og Bjørnson og Yngvar Brun kunde kikke ud til mig på mit lyse guldende rene, solbelyste værelse med de hvide hjemmevævede gardiner for vinduet, den klare, blanke koselige læselampe på det solide arbeidsbord, skatollet med sølvskeerne i velstandsmæssige rækker, den italienske store komode med træmosaik og det store deilige æbletræ udenfor. Jeg ved ikke hvor de vil finde sin berømte «ukultur» i slike hjem, og dem er det tusinder af. Jeg har på mine reiser i Norge altid fundet den bedste og fineste kultur hos «de fjøsopdrættede» målstrævere. Ja, kjære brave, fanatiske Ragna Nielsen, her er «gangglas» i alle vinduer, blomster i klare, rene glas, sol, lys og det hele! «Afstængt» er man såvist ikke. Men jeg ved en del hjem i de udmærkede byer og rixmålsbygder om Kristiania! Huttetu —! 13.10.1909 Hvalstad Garborg er endnu ikke kommet Men derimod hans kuffert. Den står så uhyggelig forladt på hans værelse. Fik brev den dag jeg reiste. Han skulde da til Karmsund. Olav Nygard bor nu her hos os, har fåt kvisten oppe i Lølands hus. 16.10.1909 Telegram fra G. fra Bergen den 14de. Han kommer i nat. Har holdt sit foredrag både i Bergen og på Voss, ser jeg af aviserne. Bondeungdomslagets 10 års fest igår var stilfuld og vakker. Professor Bernt Støylen holdt en aldeles ypperlig festtale på klingende landsmål, og Lammers sang nogen meget vakre stev han selv havde lavet toner til. Han var i udmærket vigør. Fru Lammers ligeså. Der var en række indbudne, bl.a. Lowzow, Blehrs, Berner, borgermesteren, Christopher Bruun, vore mål‐
professorer Hægstad, Gjelsvik og Seippel, Koht o. a. Tre festlige langborde var vakkert dækket med gamle norske lysestager, dyller, fade og kander. Vældige og udmærket tillavede dyrestege, samt spegekjød, fladbrød, rjomegraut, o.s.b. Salen var meget godt dekoreret af lagets trofaste maler, Ekornes. Gulvet enerstrødd, o.s.v. Klaus Sletten og den lille flok som har ståt om ham i alle disse år, kan se tilbage på et betydningsfuldt arbeide. Det var som Støylen sa, at Bondeungdomslagets stiftelse betegnet et skifte i bondeungdommens historie i byen. 20.10.1909 G. kom søndag nokså træt, men frisk. Hauger af korrektur ventet ham her («Skriftir i Samling», som skal være færdig til jul). Han har holdt en hel del foredrag, sidst på Voss. 30.10.1909 Vigeland reiser i disse dage til Bosekop. Han vil absolut modellere en lap. Kommer igjen ved juletider. Støberen rumsterer nu i hans atelier. Han kommer fremdeles stadig til Nissens. 4.11.1909 Tirsdag danset jeg med en del gamle og nye elever i Kaffistova (den nye) —møterommet. — De kan danse godt nu, når de bare får gnidd Enkevalsen af øinene. Vi havde fru præsten Devold fra Stenkjær med i ringen. Hun er gymnastiklærerinde deroppe og vil ha dansen ind i skolen. 16.11.1909 Traf Peter Egge og frue. Egge siger, at han ved revisionen af sine folkelivsskildringer, som er kommet samlet nu i høst, har havt stor hjælp af Schjøtts ordbok, som han finder fortræffelig. 23.11.1909 Jeg synes ikke målforfatterne gjør mye af sig iår desværre. Vetle Vislie skal vist være god, og de andre er også «gode», men jeg venter nu på en «betydelig», som kan tænkes å fortsætte de gamle, som nådde udenfor bygden i sine skildringer. Bygdeskildringer er bra nok selvsagt, men ikke bare det. Ringen må udvides igjen. Det er jo ellers en forfærdelig vanskelig tid; en overgang og uro som ikke gir stor plads for egenartethed. Det er kamp nu; før var målmændernes lod det stille ulønnede arbeide. Og det er godt i mange måder. Igår Schjøtt. I fuld vigør og sprækkefærdig af ord. Den nye ordboka er nu mindst ligeså interessant som den første. Han fortalte snesevis med historier og fantaserte fornøieligt om den tid «Themsen var biflod til Rhinen og Garborgs forfædre gik på løvejagt i Nordsjøen». Jeg tror Schjøtt (og jeg) endnu er de eneste mennesker, som kan få Garborg til å le. Gudskelov, så længe vi har ham. Han er en af de få som holder ud og er lige morsom; —en af de få sån virkelig «spirituelle» mandfolk jeg har truffet, er han også. Han kan være utrolig skøieragtig og underfundig, når han sidder og kniber det ene øie blinkende sammen og finder ud gode ord om mennesker og ting. Lite bitte grand slem sommetider, men oftest harmløs. Sår og blyg som et barn, men klok og vis som Sokrates, hvem han også ligner af ydre, endda han på ingen måde er nogen uskjøn mand. Garborg og han fortsætter med græsken. De gjennemgår Odysseen, for at G. kan få snakke med S. om de mange vanskelige ord og vendinger. Så snart sidste bind af «Skriftir» nu er færdigt, går det løs med oversættelsen. — — — Ivar Mortenson er nu i østre Gausdal som midlertidig præst. De vil, mærkelig nok, ha målpræst deroppe. Målfolket er altså trods alt i majoritet der. Hvor ondt det er, at Bjørnson bare skal føle sorg ved det. Det burde jo vært ham, som havde ført norskdomsflokken der. Men hvor underligt det blir i Norge, når han ikke længer blæser til kamp her på en eller anden måde. Store, deilige Bjørnson! At du skulde gå den vei! 24.11.1909 Kvæld Telegrammene fra Paris iaften forhåbningsfulde. Bedringen vedvarer, og Bjørnson siger selv, at endnu har han så meget å udrette. Blandt den masse telegrammer som er ankommet til ham de sidste dage, ser jeg der også er et fra Gerhart Hauptmann. Og det står at det har glædet B. B. særlig meget. Jeg husker for 12 år siden, da jeg var hos Hauptmanns i Schlesien. Vi disputerte ofte om Bjørnson, Gerhart og jeg, dengang. Der existerede for ham da bare én norsk digter, og det var Ibsen. Bjørnson kaldte han en skolelærer og kunde ikke forstå, at jeg kunde sætte ham op ved siden af Ibsen. Jeg har altid forståt Bjørnson bedre og har som alle vi der var unge i 80‐årene, forgudet ham både som digter og menneske. 27.11.1909 Har nu læst en række af Bjørnsons breve til Hegel. De er fra hans største tid, i begyndelsen af 80‐ og slutten af 70‐årene. Hvor herlig han dengang var i sit vældige kampmod. Ja dengang var han ikke stor for «Aftenposten». Men som han skriver til sin gamle trofaste ven, sit «søde forsyn», den prægtige, men meget konservative Hegel: «Meget skal tilgives dig, fordi du er gammel.» Nu er ikke Bjørnson længer en fisk som «må svømme mod strømmen», bl.a. for å holde sig fri for utøi og lus». Ak, mon han ikke føler «Aftenpostens» og Frieles gamle blads begeistrede venskab og dyrkelse som utøi af og til nu? Nu kan de boltre sig i kongers og store mænds telegrammer og deltagelse for den syge digter, som de i hans sunde manddoms kampdage, dengang han skabte sine storværker og stod som en åndens konge i Norge, kastet smuds på med tusind hænder. For nu har Bjørnson, som i sin tid den gamle Voltaire, «afsvoret hvad der måtte være undsluppet ham af indiskretioner mot Statens styrelse og religion»; han er havnet i de trygge konservative haller, og høster nu lønnen på sit dødsleie. Men hele den navnløse flok som elsket den gamle frihedskjæmpe Bjørnson og samlet sig i jubel om ham i 80‐årene, da han forfulgtes som en landsforræder, de sørger kan vel hænde vel så dybt som de nye venner. 1910 21.1.1910 Hvalstad Igår danseprøve i den gamle Kaffistova. Har læst Johan Falkbergets to bøger «Den evige Sne» og «Urtidsnat». Det er et nyt land lagt ind under literaturen, og talentfuldt er det gjort. Men der er alligevel langt frem til han får fuldt herredømme over sproget og det helt frie syn som alene udvikling gir. Kristofer Uppdals digte er nokså mærkelige. Der er noget som minder om Bellman i enkelte. Uppdal er også en arbeidets mand, som har tat pennen fat. Men har ikke som Falkberget forladt arbeidet endnu. Han håber selvfølgelig som alle på stipendium. En eiendommelig kraft er der i hans vers, men endnu mangler han klarhed og sikker smag. Ellers lever jeg i det gamle Indien og trives godt der. Jeg må ud af Europa af og til. 24.1.1910 Schjøtt idag. Vi har holdt den 25de med kringle o.s.v. idag, fordi jeg skal reise imorgen. Garborg snakker atter om 1911. Det skulde være straf for slike letsindige spådomme. 27.1.1910 Hamar. Grand Hotel Mine søstre havde krinoliner, og jeg husker der lå to barnekrinoliner i den store blå kisten i barndommen. Og papa, som flere gange var i Kjøbenhavn, kunde godt kjøbt slige kjoler — han kjøbte endog herlige fløiels gutteklær dernede til min yngste søster engang, og lærte hende guttemanerer. Slik gik hun til mormors fortvilelse i lang tid. Han var så harm fordi han ikke fik en søn. 29.1.1910 Nordstu, Vestgaard, Stai Torsdagskvælden blev livlig på Hamar Seminar. (Gymnastiksalen.) En vældig ring som fyldte hele det store rum, danset med liv og lyst, men liden øvelse. Ypperlig stemning. Rektor Jørgensen var tilstede selv hele tiden og var meget elskværdig, skjønt han jo må betragte dette som et nokså slemt målstræv. Der er et mållag ved Seminaret, hvor noe mere end halvparten af eleverne er medlemmer. Adjunkt Holter er vel sjælen i det, formoder jeg. Han er nu konstitueret skoledirektør under Eftestøls ophold på Thinget. Flere arbeiderakademier har bedt mig om foredrag — Hamar og Ringsaker skal jeg ta på nedtur herfra, men mere kan jeg ikke dennegang. Her bor jeg deiligt på gammel god Storelvedalsgård. 2.2.1910 Igåreftm. danseøvelse på amtskolen. Ivrige, gilde folk. Da jeg vandret hjemover ved ½ 10 tiden, slanget toget sig sagte opover borti Østlia, og jeg måtte tænke på de mangfoldige lyse og mørke kvælder vi har siddet på dette toget og stundet hjem til Kolbotn. Vi greide det nogenlunde til Koppang, og udsigten fra Stai og opover var alle dage vor fryd. Men nordenfor Koppang var det svært å klare sig. Søvnige og togtrøtte sat vi og døset —uendelig langt mellem hver station; fra Hanestad til Barkald endeløst. Men så kunde man begynde å sanke sammen tøiet og de tusind ting, vække Tuften, strække de sammensunkne lemmer, og endelig, endelig peb det for Lilleelvedal. Så var det å overgi sig i hænderne hans Sjur, den vesle, gamle, halvtullete hotelgutten, og så ind i de øde, kalde rum og styrte sig i en seng, som endnu var lunken efter en eller anden handelsreisende. Det er altid med sammenbidte tænder i etslags vanvittig dødsforagt man går i en slig meget brugt hotelseng. For det er jo i bedste fald bare lagenet som er friskt for hvert nyt offer. — Men så om morgenen når jeg rullet gardinet op og så de runde renmosekoller vestenfor Glåma, og de gamle grå gårdene derover, hvor det røg så friskt og blåt af skorstenspipene — ja så var det godt og deiligt. Så på bua til Hektoen — siden Oline Kveberg — å få til fyr, lys og såpe og brød, og så i slæden eller kjærra over Glåma og opover Folla, som synger og suser og hopper og danser i dype kulper med grønt brævand og blå, roligt glidende stryk indimellem. Og endelig tilkvelds var vi hjemme i vore egne simple, men friske og gode senger og ved vor egen velsignede peis, hvor vi frådset med tyri — laget bål som vi kunde brændt kjættere på. Ak ja — kommer jeg på en anden klode — og spørgsmålet kommer til å foreligge — vil jeg gifte mig akkurat på samme måde der! Det er da noe som er stort og noe som er småt i verden. 4.2.1910 Hamar Fik igår et begeistret brev fra Percy Grainger med tak for bøgerne om Færøydansen, som han interesserte sig «inderligt» for, ligesom for landsmålet. Jeg ser af aviserne, at han gjør enorm lykke i Kristiania med sit spil. Han er af de få ligeoverfor hvem al kritik forstummer. Garborg skriver, — «Jeg stræver med Homer — som begynder å bli mig hjemlig og hyggelig og gammeldags stormandslig norsk; men målet hans er urimeligt; jeg kommer bare 6‐8 linjer hver dag, sån gjennemsnitlig. Men det skal nok komme sig.» — 8.2.1910 Hvalstad I Danmark har de stiftet en «Forening til Folkedansens Fremme». Den vil også arbeide for å få op igjen de gode danske bygdedragter. De vil nu ha norske danse også. 10.2.1910 Iforgår eftm. kom den unge landsmålsforfatter Olav Sletto herud. G. har læst et skuespil han har skrevet, godt æmne, men trænger videre arbeide. Det har han dog neppe lyst på. Han er vakker, freidig hallingdøl på et par og tyve år. Større kontraster end han og vor Olav Nygard, som igjen er her, kan ikke tænkes. Det skal bli interessant å se deres udvikling. Nygard er god å ha i alle måder, ikke mindst nu da Tuften ligger. Og når Tuften reiser. Ellers ved jeg ikke åssen vi skal greie os. Igåraftes foredrag om norske dragter og husflid på Den kvindelige industriskole. 23.2.1910 Her er drivhus i dag, og jeg skriver på nyt skrivebord, present fra G. Det er vidunderligt, at jeg endelig skal slippe å rydde mine papirer ud og ind, frem og tilbage, og jeg hvergang skal slippe begynde i kaos. Skaanes har lavet bordet, som er dybgrønt og ligner hjørneskabet. (Gudbrandsdalsstil.) Og skuffer og rum i masser! Jeg vil aldrig gå ud af stuen mer, slik en svir er det. Desuden forærte G. mig et lite koseligt maleri af Otto Valstad. 27.2.1910 Garborgs foredrag i Skien fredag var ifølge aviserne besøgt af 300 mennesker, og stemningen lader til å ha været varm og hjertelig. Fædrelandssang og fagning. 3.3.1910 G. har nu holdt 3 foredrag i Telemarken og er formodentlig på vei til Gjerstad idag. Det går udmærket, efter aviserne å dømme. 5.3.1910 Kort fra G. idag. Igår drog han fra Notodden direkte til Risør — Gjerstad. Derfra til Xand — (Tvedestrand?) Holmestrand. Fuldt hus både i Seljord, Bø, Nes og Notodden. «Ungdomen synest hava hug på visedansen» deroppe, og jeg får så mange hilsener. «Det er gildt å fara, men det må ikkje bli for lengi.» 11.3.1910 Iaften skal «Norsk Bokmannslag» stiftes i Xania. 40 forfattere har meldt sig. Men jeg tror ikke synderlig på at det kan bli levedygtig. De norske forfattere bor spredt over hele landet, og når man ikke kan holde møder, vil det bli vanskeligt. Jeg tror heller vi burde melde os mandstærke ind i Forfatterforeningen, så kunde vi nok hævde os der. 11.4.1910 Schjøtt og G. frisket op artiums‐erindringer idag. G. fik 1 i norsk stil, 1 i græsk, 1 i religion. Til 2den examen 1 og et Bravo af Monrad i filosofi. (G. husket tilfældigvis noget fra en af Monrads bøger.) S. fik også 1 i græsk. 18.4.1910 Jeg hører der er påbudt visse timer i «Leg og Folkevisedans» ved Kristiania skoler. Det er utrolig. Bare de nu vil lære å danse lidt mindre meningsløst end der som oftest danses. Artiumsstilen har været debatteret 3 dage i Storthinget. Regjeringen vil ikke være med på å gjøre om igjen målloven, i den anledning erklærer «Morgenbladet» Regjeringen krig. Ikveld får vi vel vide udfaldet af den lange overflødige debat. Overflødig, fordi det jo skal være afgjort på forhånd, at Rixmålsforeningens forslag ikke går igjennem. Man mener at henved 60 vil stemme imod tiltrods for den enestående voldsomme agitation som er præsteret for forslaget. Statsminister Konow og statsråd Qvigstad talte kort og greit imod; Eftestøl holdt et udmærket lite foredrag for stilen. Ragna Nielsen og Mørland går ren berserkergang i aviserne. Truer, lokker, formaner og raser. Schjøtt og Garborg sidder borte ved peisen og oversætter Homer; de er ikke fornøiet med ham idag — er nok netop ved en af hans berømte blunder. Den er altfor lang, blunderen de har truffet på idag, lader det til. Vestmannalaget kundgjør allerede ny tevling (skodespel) til sommeren under udstillingen. 22.4.1910 Bededag Garborg har nu fåt Lølands gamle arbeidsrum koselig indrettet for sig. Jeg ser ham ved måltiderne. Nå ikvæld kom han ned på svalen og drog frem havegreier af et bænkerum der og vilde pludselig rydde. Jeg oplyste om at det var bededag og mente det godt kunde være til imorgen med rydningen. Bededag? Ikke anelse om det! Og vi som har havt så fin middag og alt. 27.4.1910 Nu kommer posten og melder at Bjørnson døde igåraftes kl. 8 ¾. Det var vist godt at han nu endelig fik dø; men underlig er det å vide, at han for altid er borte. «Når han tier, blir det tyst!» 3.5.1910 Idag begraves Bjørnson på Vor Frelsers Gravlund. Veiret er herligt og flag vaier på halv stang overalt. Dette er den 5te begravelse på en måde. Først var der en høitidelig ceremoni ved afreisen fra Paris, så stort sørgetog, taler o. a. i Kjøbenhavn, hvor kisten bragtes ombord i «Norge», som førte den hid. Så var der stands i Moss med tale og krans fra byen, familien herfra mødte der og gik ombord o.s.v. Så modtagelsen på Honnørbryggen i Xania, hvor Kongen, Regjeringen, Storthinget og tusinder af mennesker mødte, så igår defilering af 30 000 mennesker forbi kisten i den festlig smykkede Trefoldighedskirke, og så endelig idag den sidste høitidelighed i kirken og ved graven. Kisten skal stå i en muret hvælvning; ikke jordkastet — en meget hyggeligere måde. 10.5.1910 Kl. 2 hørte jeg Roosevelts fredsforedrag i Nationaltheatret. Fuldt hus selvfølgelig: på scenen sad 300 mennesker bag taleren — Storthinget med damer (en i Hardangerdragt) og Nobelkomiteen, også med damer. Kongen, Dronningen, mrs. og miss Roosevelt sad i kongelogen. Først talte Løvland kort og tydeligt på korrekt engelsk, som var såre let å forstå, og så kom Roosevelt. Men desværre, hans amerikansk‐engelsk var værre, skjønt han talte meget distinkt og langsomt. Det jeg ikke forstod, læste jeg dagen efter, og jeg synes det var et greit og mandigt foredrag. Jeg misundte ham hans tænder og hans kraft, og jeg fik indtryk af at han også var umådelig elskværdig. Der var undertiden noe rent barnligt over ham, men gad vide om han er så naiv alligevel som man vil gjøre ham til. Det kan jo også være tegn på mod og overlegenhed, at han uden å blunke snakker om moral. Jeg tror han ved, at det ikke er i kurs på cafeerne, men tænk jeg tror at det blåser han i. 22.5.1910 Bondeungdomslaget holdt en vakker fest for min ringhed igåraftes på Folkemuseet. Kvælden var vidunderlig med bleg lys måne gjennem ungt løv. Lyst, varmt og vidunderligt. Vi holdt til i Østerdalsstuerne; danset i tunet. Det eneste uheld var at maden slap rent op, da der kom dobbelt så mange som ventet. Hele flokken fulgte os til Skøien station under sang og jubel. — Brev fra Bugge. 6te og 7de skal vestlændingerne spille «Kråka» af Tvedt, samt «Sovande Sorg» på Fahlstrøms Theater. Går det vel, så går alt vel. Jeg har forgjæves advaret og spåd ilde. Huh, her i denne hjertekolde byen; d.v.s. hjertekolde overfor alt norskt. Og nu midt i målstriden. Og i juni! 8.6.1910 Vestmændenes første forestilling igår gik over al forventning, skjønt jeg synes «Sovande Sorg» gik bedre i Bergen. Danseafdelingen rigtig god, Sjur Helgeland prægtig. Stemningen høi. Men Nils Kjær så ud som han hadde bændelorm. Den eneste anmeldelse jeg har set, er «Morgenbladet», som er ligefrem ufattelig velvilligt. Nær ved udsolgt hus. Selvfølgelig en hel del målfolk fra by og land. 9.6.1910 Igår gik «Kråka» for fuldt hus og en frisk pipekoncert. Nils Kjær skal begge dage ha raset i «Aftenposten», men de fleste aviser er svært velvillige. «Dagbl.», «Morgenposten», «Intelligensen» og «Verdens Gang» siger at Vestmannalaget har ære af forestillingerne. Jeg var for træt til å reise ind igår; ligeså idag. Har også reisetravelt i høi grad. Men Garborg havde moret sig storartet. 12.6.1910 S. Land Vestmændene fortsatte fredag med ny opførelse af «Kråka». Jeg er spændt på å se om Russen har været ude igjen. Pipekoncerten har selvsagt havt små følger med mulkter o.s.v. Et par af vore folk gik på og dengte et par af fienderne — gud velsigne dem for det — og må selvsagt betale sviren. Efter forestillingen var Russen tørnet op i Kaffistova, som var næsten tom, og der havde de havt det store mod å rope hurra for rixmålet — vel å mærke før det var slut i theatret, så der var ingen fiender tilstede, bare et par gjæster og betjeningen. 16.6.1910 Brakanes Hotel, Ulvik Sent om kvælden den 14de var vi sammen med Vosse‐skuespillerne en stund. De var helt slitne; men i strålende humør. Nu gik de igjen i sin daglige dont og hygget sig ved minderne fra østlandsturen. Det er allerede temmelig afgjort at de gjør det om igjen, lod det til. Kanske alt til høsten. Sjur Helgeland var lykkelig som et barn over å ha gjort lykke i Xania. Så mange vilde blomster har jeg ikke set siden jeg var barn og boltret mig i «Holset‐enga» på Hamar. Ja her er vist mange flere; men i min erindring står Holsetenga som et eneste tæppe af blomster — Gud ved om det var så. Her vokser bl.a. en mængde usædvanlig store og skjønne marihånd — hvide med violette små striber. De ligner gammeldagse sirtskjoler på krinoliner. Jeg kan ikke se dem uden å huske på en gammel jomfru på Hamar — en snil og sød gammel jomfru i sirts og hvide blondekraver og «bukler» bag ørene. 21.6.1910 Lofthus Stevnet i Ulvik blev strålende. Mellem 2‐3000 mennesker deltog. Fru Hadler fra Bergen (født Meyer) og hendes niece, frk. Meyer, deltog begge dage og var rent begeistrede. Ligeså udlændingerne. De sad der skjønt de lite og ingenting forstod, og nød synet. Og et herligt syn var det med alle de festklædte lyse mennesker i den vakre grønne lia ovenfor talerstolen. Dansen gik dels dårligt, dels nogenlunde. Tiden var så altfor kort. Men de fremmede var henrykte. For dem var det nyt og rart. Det vakreste af alt var de fuldt besatte, flagsmykkede dampskibe og både som gled ind og ud over fjorden under musik og sang. Til Haugsøens præken søndag form. var kirken overfyldt. Der stod folk langt ud på kirkegården; de hørte da ialfald sangen der. Der blev sunget bare landsmålssalmer. Idethele bare målsanger på hele stevnet. 24.6.1910 Lofthus St. Hans‐kvælden er barnas dag helt her. Brudefølget blir beværtet på en gård og får så danse i en lade. Det er ældgammel skik her, og de gamle koner snakker om hvor de i barndommen gik hele året og glædet sig til denne dagen. Alt tidlig på vinteren blir det aftalt mellem barna hvem der skal være brud; det er en stor ære. Brudgommen var igår en liden søn af Jakob v. d. Lippe. Det var en stor hædersbevisning for en utbygding. Men fru v. d. L. og hendes familie regnes jo næsten med til folket. 25.6.1910 Lofthus Olafsen er en gammel hjertensgod mand med lyseblå strålende barneøine i et rundt, lidt fladt og slet ikke skjønt ansigt. Der fortælles så mange historier om ham. Han viet en dag en pige — en lærerinde var det sogar — som havde fåt et barn, og han viet hende som enhver anden uden nogen straffepræken. Derover blev en gammel frue sittlich entrüstet og sa til præsten, at han dog skulde talt nogen alvorsord i anledningen. Da klødde han sig bag øret og så skyldbevidst ud: «Ja ja — jeg skulde vel det — men kjære frue, det er ikke så greit; fort gjort, ser De!» 28.6.1910 Lofthus Først onsdag 6te juli skal jeg træffe G. Og her er godt å være. Brita Utne fortalte så meget morsomt fra gamle dage, om Grieg og Bjørnson og Oscar II, som også var her en gang. Han besøgte da Britas far, storthingsmand Aga på Aga over på hisida af fjorden, og Brita var med og vartet op både hjemme og i præstegården hvor han bodde. Hun fik hans fotografi, og han trakterte hende med champagne og var «plent som eit anna menneskje». Søndag eftm. var Brita og jeg til the i præstegården sammen med fru Konow, som kjørte os derbort med sin hest. Præstefruen er samler, og der er mange gamle gjenstande i hendes eie, som et museum vilde være glad ved å eie. Om kvælden var vi på Leikvold. Stuen deroppe var som en drøm med tusind blomster i deiligt lys fra den halvåbne ljore i taket. Igår form. kom v. d. Lippe og frue på visit, og igåraftes kom de og fru Konow og sad en stund udover natten. Jeg trodde nemlig jeg skulde reise idag; men fik telegram med udsættelse. Formodentlig skal G. nu rundt på Søndmør. Gudrun Utne, den ældste, administrerer det hele næsten nu; Brita tar det med ro og hviler. Gudrun er hver vinter i Tyskland med fru Mensendieck — som veninde og husbestyrerinde. Fruen fører nok stort hus dernede. Hun må jo tjene mange penge. De unge betaler 100‐120 kr. pr. måned for undervisningen. Det er morsomt å høre, hvor rent Gudrun har bevaret sit Hardangermål. «Eg korkje kan eller vil tala riksmål,» siger hun. Engelsk, tysk og fransk taler hun flydende. Også Birgit har vært i Tyskland, men er endnu seigere i å være national i alle måder end Gudrun. Begge bruger bare Hardangerdragt. Undertiden har de grønne liv som er gammelt her; det er næsten endda penere end de røde. Til vinterbrug har de en langærmet trøie af sort vadmel, udskåret i brystet og pyntet med de almindelige rosebånd. Det er meget stilfuldt. 7.7.1910 Stavanger I Hardanger brugtes tidligere hussko — der ganske ligner Islands‐ og Færøysko. Vampen blev først almindelig i midten af det 18de århundrede. I begyndelsen af det 19de årh. kom den senere nationaldragt af farvet vadmel og sølvknapper ind (tinknapper eller messingk. brugtes også). Mændenes skjorter var her som i Sætersdalen tidligere holdt sammen med sølvknapper, og de havde undertiden sølje i brystet. Broderet lommedug til stas. Livet på kvindedragten heder her oplot (upplut), (upphlutr gammelt). Grøn, sort eller rød. Den nuværende kvindedragt kan følges tilbage i sine hovedtræk ialfald til begyndelsen af det 17de årh. 10.7.1910 Knudaheio Endelig! Den 8de kl. 4 eftm. kom «Dronningen». Den havde ligget i tåge ved Haugesund. Efter å ha bodd på kaien så å sige i to døgn sad jeg netop da overgit og drak kaffe med Stormoen og frue i salonen på Grand. Stormoens havde havt en dårlig tur her på Vestlandet (i byerne). Skulde igår læse op for soldaterne på Madla. G. var kjæk. Havde stanset en dag i Bergen. Ruslet ind i Mariakirken, for døren stod åben. Der sad Harriet og malte. Hun trodde naturligvis hun så syner. Bad G., at vi endelig måtte reise ud til Tananger og besøge Kitty Kielland, som ikke er så helt bra, d.v.s. hukommelsen svigter, stakkar. Istedetfor å reise til Time 5.50 tog vi da en hest til Hestnes (4 kroner), derfra motorbåd i 10‐15 minutter, så ½ time å gå. Og, da vi så endelig stod i landhandlerens lyse stuer i den maleriske bugt, var frk. K. «netop reist til Ogna.» Tak! Og vor dag, som var spildt — den dyre dag! Så labbed vi afsted igjen og var i byen kl. 9. Visit hos Jens Tvedt og så iseng. Igår kom vi da endelig hid i strålende, smelvarmt sommerveir. Jeg har aldrig før truffet slikt veir her på Jæderen. Garborg havde lokket mig med ny vei lige til døren samt noen svære anlæg med hundreder af plantede furu, gran og løvtrær, o.s.v. Men der var ikke mere vei end før. Nede i kjøreveien 10 minutter fra huset måtte vi som altid pakke ud af kasser og kufferter og bære hver ting over 4 gjærder, tilsidst over vor egen grind. Her er nemlig kommet grinder. Samt ståltrådgjærder ovenpå de gamle stengjærder, så man må være akrobat for å komme over. Hele heia er på denne måde ødelagt med ståltrådgjærder (som er det verste eg veit i eit landskap). Hvor man før kunde drive indover alle hauger i timevis kan man nu ikke gå tyve skridt uden å træffe et hinder. Hver mand har nu sin egen beitemark istedetfor det gamle fællesbeite. Formodentlig er det vel godt for noe, men for G. er det vondt. Også de to fæle jerngrinder med lås og tykke lænker, som i et ubegribelig (komisk) anfald af ordenstrang er opsat her i tunet. Hvortil disse lænkerne skal tjene er ufattelig. Tyver og kjeltringer kan vel gå over grinden, som vi må gjøre. Her findes nemlig ikke spor af nøgler; men begge grinder er forsvarlig låset. At Garborg vet hvem der har nøglerne eller ialfald hvem som burde ha dem, er sandsynligt; men at vi skulde gå efter dem, er ikke tænkelig. Vi er så lykkelige over å være her endelig, så vi klyver gjerne både med vasbytterne og kufferterne o. a. Bækker som «flauma og fossa» i marts, da G. kjøbte tomten, er selvfølgelig altid tørre på denne tid, og vi har 7 min. vandvei. Igår kløv jeg tyve gange frem og tilbage over grinderne. Men vi har nøgel til stua iår, så vi slipper å gå gjennem vinduet. Igårkvæld efterat vi havde fåt ind igjen sengklærne, ordnet, vasket op, o.s.v., gik vi de to‐tre minutter op på haugen nord for stua og så på solnedgangen. Det var stor extra — gallaforestilling. Sola gik ned i nordvest med eventyrglans og glim langt ude i havet med ubeskrivelig pragt. Me sat som fjetra. Kl. 10 precis sluknet den sidste brand. Og med en gang gled en bleg forkrøblet skalk af en måne frem på matgyldengrøn himmel. ½ time senere, da vi gik og bar de sidste rester op fra kjøreveien, kom en vældig ildkugle susende på skrå mod jorden ret i syd. Den delte sig og faldt i mange lysende og mørke stener — i regn som af en kjæmperaket — ned bag haugene søndenfor huset. Ja, det virket så nær, at jeg synes jeg skulde springe bort og plukket op de himmelske gjenstande. Idag ser vi havet så blåt og klart og tydelig. Før har jeg bare skimtet det som en liden stribe herfra, synes jeg. Har tat os en morgentur op i tjernet. Vasket først salat, så mig selv. Tog solbad på en varm sten og lod havgula tørke mig. På to af de mange hauger omkring tjernet havde en flok kuer stillet sig op til svalning. De stod så forunderlig deiligt modelleret i rækker mod den tindrende himmel. Så stille, så stille. De har ikke engang bjælder disse kuene. Og her summer ikke engang myg og fly. Vinden blåser alting bort. Nu kjender vi os igjen. Vi er ikke født til ordnet stueliv nogen af os. Først når vi pakker op kufferter, slår op kasser, «rødder» og drar og soper og koker kaffe på en svart kjedel i grua, er der humør i os. Nu går vi her ganske som da vi for 22 år siden kom til Kolbotn. Jeg har fåt kjolen og skjørtene af — de er ubrugelige, når ens daglige vei fører 20 gange over jerngrinder og pigtrådgjærder. «Eg trudde de va tvo karar,» sa Inger, Garborgs sommerkone, og lo hjertelig over så megen letsindighed i Knudaheio, men den pene unge postdame blev lidt forlegen med det samme. Siden sa hun: «Det er so varmt, at ein mest ikkje kan vera te.» Inger hadde også melk, samt gome til foræring. 10.7.1910 — Vor middagidag blev storartet. Salat med sur fløde. Blomkål med røgelax. Jordbær fra Hardanger. De sidste, lidt gjærede rester af overflødigheden. Jeg plukket dem ned på et glas og sukret dem tilsidst, da bestet ikke kom og spiste dem friske. Morellerne holdt sig bedre, så dem fik han førsterangs. — Jo, sandt kom der gjæster. Mens jeg vasket op, kom en granne fra Undheim. Jeg rømte ind i mit møbelløse vesle rum indenfor stua. La mig på gulvet med et par skor og et sjal under hode. Sov ikke videre i nat og var middagstrøt. Og derinde snakket det og snakket. Grannen spurgte; G. svarte. Om Kong Edvard og høyonna, om Kong Haakon og «den tidå du gjætte her i heiane». Om Telemarken og Asker og Torkell Mauland. Om Amerika og japanarane, om Inger og Anders, om den nye heiegjerdingå — om alt mellem himmel og jord. Jeg sovnet og vågnet — derinde gik det ganske i samme dur. Så stod jeg op, gik ind og hilste; kogte så kaffe, og så kl. 6 gik grannen med G. Sidstnævnte på jagt efter grindenøglerne. Jeg er spændt på udfaldet. — De 300 trær er reduceret til 30, 13 som jeg efter ihærdig søgen fandt mellem lyngtuerne. En del er døde, en del slet ikke plantet. Altså må G. iår bli her til høsten. For her skal altså bli skog. 11.7.1910 G.s expedition efter nøglerne igår var forgjæves. Han gik i to timer uden å finde manden med nøglen. Men idag er det lykkes, og nu skal vi da endelig prøve å passere gjennem grinderne istedetfor over. Men de er af jern, stygge, dyre, skjæve og helt rustne naturligvis. Det er som på de værste amerikanske nybygger med ståltråd og støbegods. Å ta i dem er en lidelse, og slåen rusten og passer ikke. Vi må allerede nu binde dem igjen med taug ellers kommer kuene gladelig ind. Det eneste gode ved disse ståltrådgjærder er at de er usynlige på lidt afstand, ellers vilde det vært fælt i heiene her nu. Også igår pragtfuld solnedgang. Vi sad på en anden haug lidt længere oppe igårkvæld. Månen var mager og bittergrøn af misundelse. Jeg spurgte G. da han kom tilbage igår hvem vor kaffegjæst var — hvorfor han slet ikke vilde si det, da jeg spurgte mens han var her. «Eg kan ikkje hugse kva han heiter.» «Men var det da ikke din allerbedste ven fra før fødslen af; slik hørtes det?» «Nei da. Det er bare siden jeg kom i Knudaheio han besøger mig. Det er en gild kar, velstandsmand her nede fra Onei (Undheim); det er jo enda han du skulde bod hos om natten, hvis det hadde blit for koldt her. Han, som Rusti bodde hos, da han besøgte mig.» «Og hvor du spiste middag med Rusti hver dag? Og hvor du idethele vanker?» «Ja da, Ja vist. Fint stel. Gild kjering.» «Javel.» Jeg skal spørge hos landhandleren, hvor Garborgs gjæster bor, og hvor han spiser middag når han ikke selv har mere i huset. Dernede ved de det nok. Fremdeles sol. Men jeg er gjennem søvnig og døv af vinden som småpiper gjennem huset og rusker i alle åbne vinduer, så jeg hvert øieblik om natten flyr op og tror der krabber nogen ind. Midt på dagen søger alle kjørne op på topperne her for å svale sig i vinden; på Østlandet, eller hvor der er trær idet hele, går de ind under disse for å søge skygge ved 11‐12‐tiden. Her står de tålmodige midt i den værste solsteg, selv om det hænder at ingen vind blæser, og ser ud som de er hugne i sten. Jeg behøver ikke klokke her, jeg bare ser på kuene. Er de kommet forbi huset før jeg står op, er det sent; går de ivrige i bakken nedenfor, er det pen tid. Men når de når op på den tredie haug og står monument mod himmelen er det middag «enten vi har noe å spise eller ei». (Klokka 12 er det middag, enten o.s.v., brugte de å si på Hedemarken.) En af kuene som gik udenfor gjærdet i morges kom og vilde ha salt. Jeg rakte en tom hånd. Men slig fornærmelse har jeg aldrig set. Den foragtelige måde hun vendte mig ryggen — eller halen — på, glemmer jeg ikke. Jeg sprang ind efter salt og prøvet både vel og længe å få den og de andre fat igjen, 13
Har siden fundet 33 til, så nu er det 63. men jeg var og blev luft for dem alle. De andre vidste strax besked. Det ser ikke ud til at det nogensinde kan bli godt igjen. Jeg må ikke indbilde mig de går her og sniger efter salt, når jeg ikke stod der for det så lel idag. Nei tak; kan hænde kuene på Østlandet er så lite stolte og så vinglete; men en ægte Jærku glemmer ikke så snart. Imorgen skal jeg vist ikke gå ud af døren uden salt. Så får jeg se om de husker natten over. 17.7.1910 Holdts Hotel, Bergen Kom hid igårmorges kl. 5 med «Oscar II» fra Stavanger. G. fulgte til Thime. Torsdag var vi på Garborg — Anna, hun som nu er kone i det hus hvor G. er født, er hans skole‐ og legekammerat fra barneårene. Hun var rørende snil og glad for vi kom. Sønnen Jonas driver gården fint. Har så ung han er fåt premie for havre alt. Datteren Thea — ganske ung — steller huset. Anna arbeider siddende, da hun har vattersot eller lignende og går på to stokker. Der var så vakkert på Garborg i dette veiret. Svend Garborg, Annas bror, er død i vinter. 8.8.1910 Hvalstad Regn, regn, storm og høstsurt. Havde igår en samtale med Løvland på toldskriverkontoret om theaterspørgsmålet. Vi har tilsagt nogle andre til nyt møde imorgen på hans kontor i Nobelgården. 9.8.1910 Møde igår eftm. i Nobelgården om theaterspørgsmålet. Løvland, Seippel, advokat Voss, Horst, Holst og fru Nissen. Løvland havde gjort udkast til indbydelse. 16.8. Statsminister Michelsen svarer venligt på mit brev, at han befinder sig nok i overensstemmelse med sig selv når han holder sig udenfor det praktiske målstræv. Der er ting i målagitationen han ikke sympatiserer med, siger han. Det var jeg jo forberedt på. 24.9.1910 Kristiansand Kom hid igår kl. ½ 7 efter fæl reise med den vesle Breviksbåd «Halden». Holdt foredrag kl. 8 i Diskussionsforeningen om «Kvinderne og Samfundsudviklingen». Fuldt hus af meget snilde og elskværdige damer. Kvindesagen begynder å ta fornuftigere former nu. Grainger‐festen torsdag — iforgårs — tror jeg var vellykket. Jeg synes det var en deilig kvæld ialfald. Bare så sørgeligt at jeg måtte styrte afsted til nattoget kl. ½ 12 og reise til Brevik. Fru Nina Grieg, Graingers mor, fru Griegs søster frk. Hagerup, fru statsminister Konow, Horsts, Løvland og fru Blehr var også gjæster. Og Grainger er mer end en stor kunstner, han er også et deiligt ungt menneske. Skjøn og elskværdig. Han er min ugjenkaldelig sidste kjærlighed. 4.10.1910 Hvalstad Idag blev Høstudstillingen åbnet i Pilestrædet i det gamle dårlige lokale. (Når får de samlet sig til eget hus!) De kongelige og alle de andre som pleier være der af indbudne og udstillere. Talte med Thiis, som syntes Harriet Backers billeder var noget af det aller bedste på udstillingen. De tre interiører fra Numedals kirke — et stort fra selve kirken med figurer og 2 fra sakristiet — var også deilige. Jeg synes det må være mesterværker. Jeg må tænke på alt som er sagt om trofasthed, når jeg ser Harriets arbeider. Den som er trofast indtil enden, skal vinde livets krone. Livets krone er vel å nå det høieste man evner — få nyttet ud sin kraft og sin evne til det yderste. Og det har H. gjort. Det store kirkebillede har kostet henne 5 år. Og under svært dårlige forhold har hun arbeidet deroppe. Vond mad, dårligt logi, kjedelige og lite elskværdige mennesker, siger hun. Hun likte sig meget bedre i Østerdalen. 6.10.1910 Langt, overstrømmende brev fra Percy Grainger idag. Det er skrevet på Grand Hotel i Kristiansund. Han har kjøbt sig en hel del målbøger og sagaer deroppe — for å friske på sin oldnorsk og færøysk. 19.10.1910 Vi prøver på «Varg i Veum», og jeg har havt tre vikinger foruden Tuften i kost og logi nu en 5‐6 dage. Imorgen kommer en til, samt en Solørgjente. Igår var vi i byen og prøvet. Alle er fattige, og jeg må desuden ha dem her for å kunne arbeide med dem både form. og eftm. Det er folk som vil noe, men det er som å begynde i en urskog. Nu mangler jeg bare én viking, og ham har jeg i kikkerten. Ved å slå sammen lidt og arrangere det så tre stykker kan ta to roller hver, greier vi os med 14 personer. Men allerede det er et umulig stort apparat, når man ikke har en øre å begynde med. Jeg ved om 400 kroner som er tegnet, men jeg hører ikke et ord fra komitéen. Nu må det imidlertid forsøges, om jeg så skal ta et lån og betale på det hele mit liv. 24.10.1910 Prøver form. og efterm. på «Vargen». G. er idag og igår i Bergen, hvor han holder foredrag. Jeg har nu 6 (med mig selv 7) av skuespillerne i huset. Så livligt har her aldrig vært. Lunde tog meget humør fra mig med å synes det så nokså håbløst ud. Jeg ved nok så omtrent hvad der er håbløst selv. Men ved arbeide ser jeg nu vi går fremad. Sangen er efter min mening nokså morsom alt. 22.11.1910 Havde møte i Theaternemndi lørdag. Endnu er bare 1300 kr. tegnet. Det er en særlig vanskelig tid, da alle de store lag har bygget og på anden måde sat sig ud for store summer. Læst frk. Tibergs bog om «Amalie Skram»; det er samlet en mængde stof; men, men — forf. har aldrig kjendt Amalie; det er ikke rimeligt, at hun skulde kunne gi noget helt rigtig billede af det sammensatte, mangfoldige deilige menneske og den store ubarmhjertige kunstner Amalie Alver Møller Skram. Hun var som en glimrende salamander, vexlende, betagende og farlig, helt sine stemninger ivold, med tusind tankelyn gjennem hodet i et eneste øieblik. Og det lynet høit. Tankerne ramlet hende ofte ud af munden i vild, strålende forvirring. Det kunde kulminere i en liden djerv ed, som forskrækket hende selv, så ansigtet med en gang blev fuldt af gravrædsel: «Forlade min synd, sidder jeg ikke her og bander! Og Gud som har været så god mod mig!» — Ak ja, hun var morsom, hvor vondt hun havde det. 21.12.1910 Garborg kom idag med hurtigtoget ½ 2. Han har med sig en hel del Tolstoy‐litteratur. Skal skrive en artikel om T. og læser nu for første gang noget nævneværdigt om og af den store russer. 1911 5.1.1911 Hvalstad Igår eftm. døde dr. Nissen. Han blev bevidstløs en dag pludselig i julen, skrev Fernanda til Ål, og kl. 4 igår telefonerte jeg op fra byen. Da ventet man hvert øieblik, at det skulde være slut. Han var en stærk personlighed, en helt, og et sjeldent menneske, som man måtte beundre om man aldrig så meget var imod ham i mangt. Så er da Fernandas store livseventyr afsluttet. Det var en kjærlighed som trodset alt. Arme Fernanda! Gudskelov at hun er så storartet klar og åndsstærk som hun er. 7.1.1911 Prøve igår form. på «Ervingen», eftm. på «Vargen». Var i mellemtiden hos Fernanda. Hun er så liden og hvid som en småpige. Fuldt af folk har der vært begge dage efter doktorens død, og masser af telegrammer, kort og blomster strømmer ind. Det var rørende å læse alle de hjertelige ord fra arbeiderne, enkelte og korporationer. Nissen lå i sin seng skjøn og med et næsten muntert smil. Det var utrolig at han ikke skulde snakke til os. Døden har ikke på nogen måde skjæmmet ham. Han har altid været enkel, storlinjet, plastisk. Nu var han som hugget i gulhvid marmor. Jeg tænkte kanske Vigeland havde tat en maske af ham; men han havde kanske ikke hjerte til å forstyrre dette ansigt som var så vakkert i døden. Jeg måtte tænke på engang fru Nissen sa i spøg: Eier du da ikke samvittighed, Oscar? «Massevis,» svarte han; «men hvordan skulde jeg få bruk for den.» Han gjorde altid hvad hjerte og instinkt tilsa ham tvertigjennem alle love og vedtægter. Der kom bl.a. igår to rørende, rare små roser fra «doktorens reisekammerat, lille Erik». Det var et bekjendtskab fra Valdersbanen i sommer. En forkavet mor med 4 små barn blev pakket ind i en anden klasse vogn, hvor Nissen og frue sad sammen med et par andre. «Lille Erik» som nok var morens skat var i en ynkelig forfatning i sine bukser, cupéen fyldtes af «lille Erik» på alle vis, og han var «slet ikke indtagende», sa en af passagererne. Men Nissen som var gal efter småbarn, især når de var ilde set af andre, han breder to aviser over sine fine lyse sommerbukser og tar Erik på fanget og steller med ham, beroliger moren og forsikrer at det «var da rigtig hyggelig å få en slik liten søt gut til reiseselskab», o.s.v. Igårnat drømte jeg at Nissen kom ud til os i en skinnende hvid og meget elegant engelsk natdragt. Jeg sa: Har dere set noe så rent? Det var det man altid måtte si når man så ham. Siden blev han til et lite døende barn på mit fang. Det blev så pinligt, endda jeg var ganske rolig og ventet det skulde dø. Men det varte så længe. Da så jeg som i en tåge lidt til siden 5 herrer, og den ene sa: «Herregud, man burde hjælpe det lille barnet.» «Ja,» sa den anden; «det var jo bare å sætte fingeren lidt på næseborene.» «Å nei, gjør det ikke,» sa jeg, pludselig ræd. Men da slog barnet øinene stort op og sa roligt med dr. Nissens stemme: «Jo, gjør det.» Så kom en af herrerne bort og satte fingeren på hans næse og så gled alt bort for mig. — Fernanda og jeg spiste risengrød på kjøkkenbænken til middag. Men hun får vanskelig mad ned; hun har jo ikke vært udenfor entredøren på 3 uger. Vil heller ikke ud sålænge han er i huset. Iaften lægger de ham i kiste og imorgen kl. 11 føres han til «Folkets Hus». Når alt er over har jeg bedt Fernanda komme hidud og hvile nogen uger. Her kan hun, når jeg nu reiser, få to‐tre værelser alene. Og for Garborg vil det bare være en hygge. Men jeg er ræd hun ikke gjør det. 13.1.1911 Nissens bålfærd blev storslagen. Youngstorvet var fyldt af foreninger som stod opstillet under sine faner. Høitideligheden i «Folkets Hus» varte to timer, nogen og sytti kranse blev nedlagt. Men Garborg og jeg kjørte lige op i Krematoriet. Vi kom tidlig, og postmester Schønning, som er formand i Ligbrændingsforeningen viste os rundt både oppe og nede og nede i kjælderen hvor forbrændingsovnen står. Det hele ser renslig tørt og fabrikmæssigt ud. Ovnen ser ud som en stor dobbelt bagerovn med solid dør, og rundt i væggene er små kolumbarier. Der stod alt en del urner. Nogle skulde sendes og nedsættes i jord; andre blev stående. Postmesteren anbefalte os ovnen på det varmeste, om vi snart skulde få brug for noget i den retning. Det var ikke spor af uhyggeligt, sa han. Det var ikke sandt at ligene reiste sig i kisten af heden, i det høieste faldt de foldede hænder fra hverandre, når de 1000 grader sattes på. Vi takket og tænkte alvorlig på sagen; hvad der er værst af jord og ild, er ikke greit for et levende menneske å afgjøre for sig selv, synes jeg; «hyggelig» finder jeg sandt å si ingen af delene. Nu har vi fåt et cirkulære fra foreningen. Venner af alle partier, 200 ialt, samt familien var samlet i hallen; høitideligheden var enkel og vakker. Lammers sang, og under orgelspil sank kisten langsomt ned. 16.1.1911 Kirkenær, Solør Spilte første gang her igår. Fuldt hus og overvældende velvillig modtagelse af et overveiende rixmålspublikum. Her var bare en familie som streiket, sa lokalkjendte folk, og det var fra Grinner, en af de største gårde i bygden. «Jeg vil ikke støtte den sag ved min nærværelse,» sa fruen. Men vi havde Bredesener og mange andre gode folk. Morsomt publikum å spille for. Idag hører vi bare ros og lovord. Men «Ervingen» og «Hugvendingi» gik også bedre end før. Alle var i stemning, og det var virkelig ganske respektabelt. 20.1.1911 Hamar, Grand Hotel Spilte på Skarnæs efter opfordring iforgår de to småstykker. Også her slog de udmærket an. Gangaren tilsidst da capo. Tiden var så knap at forestillingen ikke var averteret; der var bare telefoneret rundt. Afholdslokalet var alligevel omtrent fuldt. Her er megen konkurence iaften. Hallingdans og felespil af Mæland i Arbeiderforeningen, samt Kristofer Janson (foredrag om Wessel) i Arbeiderakademiet, så det spørs hvordan det går os i Håndværkeren. Jeg synes jeg er en gjenganger her i denne kjedelige, deilige byen hvor jeg kjender hver krok fra barndommen. Her er så meget uforandret, men også meget nyt. Mon det nu endelig er sidste gang jeg går her og glor ut over Mjøsa? Jeg føler altid noget av en forunderlig længsel når jeg går her. Længselen efter «landet bagenfor Helgøen og Skreia» — det land som endnu er mig lige fjernt og ukjendt som dengang jeg drømte store drømme om en gylden fremtid i glands og herlighed som en verdenskjendt kunstnerinde. Ak jo, den røde silkekjolen som skulde blænde mine bysbarn, den har jeg endnu aldrig havt med hid. Dennegang kommer jeg i en god gammel norsk Hardangerbunad. Jeg gik forresten allerede i barndommen i en art Hardangerbunad her, de var nokså almindelige da. «Nationaldragten» kaldte vi den. 21.1.1911 Hamar Der var agitert voldsomt mod os, igår undlod endog «Stiftstidende» å ta ind vort avertissement. Iforgår havde de avertissementet og en notis på to linjer. Men for hallingdanseren og Mæland reklamerte de i en halv spalte indtrængende. Vi solgte alligevel for vel kr. 116,00, og Håndværkeren så ut til å være meget vel besat. En flok gymnasiaster holdt leven under forestillingen, trampet takten til sangene, og da tæppet gik ned for «Ervingen» (som flere gange tog applaus for åben scene), satte de i å pipe. Begge stykker blev modtat med jubel; ligeså dansen. Jeg fik min første buket, og det var en morsom aften. Efterpå spiste vi smørbrød og the på scenen, og stemningen var høi. 26.1.1911 Hvalstad Kom hjem igår kl. 4 eftm. i en nokså ynkelig forfatning. Havde med mig mat, vin og gjæster. Huset blev nokså fuldt af granner og mine unge. Blomster, sang, breve og 200 telegrammer fra alle landets kanter. De unge var i sine nye pene bunader, og det blev helt festligt trods alt (Garborgs 60 årsdag igår). Vi spiste ørret, som er G.s livret, samt pølse og grønt, frugt og lidt god rødvin, og det improviserede selskab forløb i bedste stemning. G. er frisk og stille fornøiet. En mand vilde git ham en liten hest, men Steinsvik afværget — desværre, men heldigvis. Vi kan jo ikke ha den. Gid han vilde gi os pengene til spellaget! Nu er jeg blit aldeles sjofel efter penge, jeg som hader den vare. Vi har ellers greiet turen fabelaktig godt. 13 mennesker på hotel og reise hver dag, de 10 har fåt 10 kr. i ugeløn, og endda balancerer vi med hundrede kr. overskud. Ola Moe og jeg har da intet fåt, og får vel heller neppe noget. 28.1.1911 Spiste igår middag hos statsministeren. Fernanda var med. Hvad han vilde mig, var dette: Man havde tænkt å yde Garborg en officiel hædersbevisning i anledning 60 årsdagen, og i den anledning vilde han spørge om jeg trodde G. i tilfælde vilde ta imod en orden, nemlig Kommandørkorset af 1ste klasse, som bl.a. Georg Brandes havde fåt før. Om G.s stilling til dette spørgsmål turde jeg ingenting si. Nu har jeg talt med ham om det. Han lo hjertelig. Nei, det passet ikke for ham. «Jeg skal skrive og si, at den ordenen kan de gi Steinar Schjøtt. Han har fortjent den, og han vilde sætte pris på den.» — Apropos Schjøtt; han er nu opereret, og dr. Kjennerud som jeg traf oppe hos Fernanda igår eftm., sa at det var så bra som man på nogen måde kunde vente. Det har vært en nokså sjelden og slet ikke ufarlig operation. Jeg har sendt blomster derop to gange, men har ikke selv rukket derop. — Festen for Lammers og G. igår i Bondeungdomslaget var svært vellykket. Overfyldt, og 400 havde måttet sendes bort på grund af pladsmangel. «Alle mennesker» var der — undtagen jeg. Jeg måtte krabbe mig hjem og tilsengs. Reparerte på mig så godt jeg kunde og har iform. havt to prøver på «Fjøsstellet». Nu venter jeg Bugge fra Bergen med 6‐toget. Selv «Tidens Tegn» og «Aftenposten» har lange referater fra festen igår. Liestøl talte for Lammers; Koht for Garborg. 30.1.1911 Slik som alle lag og aviser hylder Garborg! Nu er det festreferater fra landet rundt. En hel del lag holdt fest på «Garborgdagen». G. får endnu ikke andet gjort end svare på breve. For al anden opmærksomhed hid har han måttet takke i aviserne. 6.2.1911 Stavanger Spilte her igår for omtrent udsolgt hus. Det var 12‐15 pladse usolgte i hele theatret. Ypperlig stemning. Både «Ervingen» og «Ei Hugvending» viser sig å være bogstavelig talt uopslitelige. Dansen efterpå blev også varmt påskjønnet. «St. Avis» er den eneste jeg endnu har set; den er svært rosende for det hele. Ber om mere dans. Iform. prøve på «Fjøsstellet» og «Stevleiken». 7.2.1911 Spilte igår «Varg i Veum» for et forståelsesfuldt publikum. Noget færre folk end søndag selvsagt, men rigtig godt «hus». Reiser nu til Sandnes. 9.2.1911 Haugesund Reiste fra Stavanger til Sandnes kl. ½ 5 eftm. efter hyggelig middag på Stova, spilte «Vargen» for udsolgt hus; men jeg havde ikke følelsen af at man forstod videre af det. Opmærksomme og stille var de nok hele tiden, men der var ingen usynlige tråde mellem scenen og salonen. For en stor del var det nok imidlertid vor egen skyld. Vi var slappe og slitne. Gud for et hundeliv. Efter forestillingen spiste vi torsk på Hotel Rogaland, og kl. ½ 1 reiste vi med noget de kaldte lazarontoget tilbage til Stavanger. Gik lige ombord på et dampskib (som jeg endnu ikke ved navnet på) og kom hid ½ 6 morgen. Sov igår form. Spilte småstykkerne igåraftes for næsten udsolgt hus. Netto kr. 339,00. 14.2.1911 Bergen Så gik da «Vargen» af stabelen her igår for godt hus, men langt fra fuldt (netto 241,00). Det var stemning, og vi er aldrig blit så stærkt applauderet for «Vargen». Selv de kritiske vestlandske målfolk var fornøiet, lod det til. Rusti var Aae, og god var han. Her er fælt surt nu med sneslabb og vestavind. Ikvæld drager vi til Ålesund. — «Morgenavisen» har en utrolig velvillig anm. af «Vargen» igår; andre har jeg endnu ikke set. — Nu har jeg set socialistbladet, A. P. (Andreas Paulsen) fandt det hele græsseligt. Han holdt ikke ud mere end to akter, for alle talte slet. (Jeg var det eneste lyspunkt — sludder.) «Bergens Tidende», som skal være målvenlig, har en ny mand idag, da den vanlige theateranmelder var forhindret. Anm. (Eide) er målhader og regner ud i brøk hvor mange ord han forstod. Det var ikke mange. Alle må de bekjende at der var «fuldt hus og stort bifald». Fuldt hus var der ellers altså slet ikke. «Gula» liker «Vargen» bedst af vore forestillinger, og alle målfolk her sier at det må vi spille overalt. 16.2.1911 Ålesund Reiste fra Bergen tirsdag 14de kl. 11 om kvælden med «Hjørungavaag». Fælt over Stadthavet igår middag, syge næsten alle. Kom hid 5 og spilte ½ 9 småstykkerne for udsolgt hus og et bifald som ofte steg til ovationer. 17.2.1911 Udmærket hus også igår; men ikke fuldt så mange som til småstykkerne; mange er ræd for «soguspel», og særlig for Mortensons; han har jo desværre fåt ord for å være så vanskelig å forstå. Det gik heller ikke godt for os igår; Sigmund var mat og distrait og Tjodolf hæs. Men folk var med alligevel, og vi fik mye ros efterpå, da vi var samlet til en liden festlig afslutning i «Ivar Aasen». Mange gode venner fra sidst jeg var her, og de danser ivrigt folkevisedans. Det glædet mig mer end alt andet. Selv «Folketidende», som er rix, havde bare ros igår — «Søndmøre Folketidende» heder det nok; det betegner opførelsen som udmærket. «Søndmørsposten», som er landsmålsblad, er endnu mere anerkjendende. Om «Vargen» har jeg endnu intet set. Nu får jeg «Søndmøre Folkeblad», som bringer to og en halv spalte — skudt, første side — til å ta livet af os. Det smigrer os mere end al ros. Vi vidste ikke at vi var så farlige. 19.2.1911 Flemsøy Kl. 7 reiste vi fra Ålesund med «Eira». Veiret, som var rædsomt iforgår, havde pludselig «begit» sig; det var nysne og sol over alle øer, og himmelen klar og vinterblå. Her er herligt herude mellem øerne i slikt veir. På Haram kom Josefine 14 ombord og fulgte med. Alle mandfolk var tilhavs igår for å ta ind torskegarn som var sat ud torsdag. Det havde ikke været mulig å komme ud dagene før. Kl. ½ 5 begyndte bådene å komme ind. Dårlig fangst og flere garn ødelagt. De sidste både kom så sent ind, at vi først kunde begynde forestillingen ½ 10. Heller ikke da blev det helt fuldt. Alle var slitne efter dagens stræv demde, hvor bårerne endnu var vældige efter stormen. Det havde været vanskeligt arbeide å få garnene op og ind. Brændingen stod hele dagen praktfuld mod skjær og holmer herudenfor Flemsgårdene, hvor 10 stykker af os er indkvarteret. Jeg bor i samme hus som for to år siden, og her er lige velstelt og hyggeligt. Begge døtre — Laura og Anna — er endnu hjemme, og gamlingen, som nu er 73, prægtig å se på. Ham skulde Chr. Krohg male. —Men theaterlokalet var græsseligt. Der måtte sages ud et stykke af døren for å få vore kulisser i hus; op på scenen gik de absolut ikke. Vi måtte spikre dem op på væggen nede i salonen, såvidt de havde tak over hode; på gulvet fandtes ikke plads. Så spilte vi «Ervingen» i en tapetseret stue med tre høie smale dører på. I kjælderen fandt vi et lite stykke kulisse med en foss på —de har nylig opført «Fossane» her i ungdomslaget — det spikret vi over døren i baggrunden, og på hver side af den et flag, så bagvæggen var utrolig fin, men på siden var det den mest udsøgte bystue fra Ålesundskanten. Satte så ind «åren» fra «Vargen» som stenbænk på den ene side og la gravhaugtæppet over en kasse og satte på den anden, hvorpå vi gik frem og sa til publikum: «Dette skal vera Flåviki.» D.v.s. Arne Bjørndal, som afløste Moe i Bergen, omskrev i alvorlige ordelag og bad pent om orsaking. Påklædningsrom fandtes ikke. Vi måtte maie os ud i en ½ meter bred gang bag kulissene; der stod vi som sild i en tønde og ventet på tur mens vi spilte. Stuens dører måtte stå åbne, og suffløren sad halvt ihjelklemt på en kasse bag den ene. Naturligvis var der ustanselig krampelatter. Og som vi frøs! Det var som ude; vestenvinden stod ind gjennem alle vægger, og ovn fandtes ikke andet end nederst i salen, hvor tilskuerne hygget sig. Ja, det var en forestilling. Og her vil man med vold og magt ha «Vargen». Selvsagt er det umuligt. Vi må ta «Fjøsstellet» istedet. 21.2.1911 Volda Spilte «Fjøsstellet» og «Stevleiken» på Flemsøy søndag — i samme tapetserte stue — for overfyldt hus og stor begeistring. Folk vilde ikke gå, og tilsidst måtte jeg sende Bjørndal frem og synge skjæmteviser. Kl. ½ 7 igår‐morges måtte vi op i bitende blåst og sne og kjøre til kaien fra Flem. Kl. 8 gik vi så med «Ternen» til Ålesund. Søndagskvælden var veiret så rasende på Flemsøy, at hestene, som skulde hentet os i theatret, ikke var til å få ud. Vi måtte baske os frem i kavet, arm i arm, og puste bagenom forskjellige husvægger på veien. Snekornene var som sylspidser, og veien var ganske igjenføget. Vi kom iseng ½ 1, så det var hårdt å stå op så tidlig mandag. Men befolkningen overvældet os med velvilje. Ingen udgifter, frit ophold, frit lokale, skyds og alt. Og tak og ære attpå. 23.2.1911 14
Josefine Aakre, som var hos os på Jæren, Kolbotn og i Oslo et par år, var nu gift. Der var trængsel i theatret igår, der var solgt så mange billetter som det på nogen måde gik an; men mange måtte gå uden å komme ind. En ung mand blev budt 4 kroner for sin stående billet. Alle vilde se «Varg i Veum». Og det gik nogenlunde godt trods megen træthed og forkjølelse. Ihvertfald var publikum overvældende fornøiet. Det er på en måte med tungt hjerte vi nu siger «Vargen» farvel; vi er alle så glad i det; men en lettelse er det alligevel under så vanskelige forhold å slippe det. Bare det nye statisteri på hvert sted var en rædsom besværlighed. Og skal det nogensinde op igjen, må der en ny Sigmund. Fru Wentzel reiste kl. 5 idagmorges over Ålesund‐Bergen til Xania for å overta sin nye post i «V. G.»; vi kommer til å savne hende meget. Hun var altid i humør og snild og hjælpsom. «Møre» skrev igår udmærket om den første forestilling her; Tuften roses særlig for sit «vakre rene og klare» landsmål. Det er underligt, men alle synes å være enige om det at østlændinger taler det bedste mål. Spelflokken kom samlet hid i hotellet igår form. og overrakte mig kniv, gaffel og ske af sølv. Kitty holdt tale og vi skålet i ublandet god kirsebærsaft; det eneste som var å få af drikkenes her. Efter forestillingen igåraftes holdt ungdomslaget fest for os. Anders Vassbotn talte, og jeg fik et broderet «vægtjeld» i fødselsdagsgave. Blomster og 7 telegrammer fik jeg også, så der blev da 22de iår også. En af telegrammerne var fra Ole Bull‐laget, som var «samla til fest». Så lever det da, gudskelov. Spelflokkens damer var til the hos dr. Engh's igår eftm., og idag kl. 6 skal jeg ha chocolade for flokken min. Igår var det umulig å få gjort noget. De danset til ½ 5 idag desværre; disse natfester er ravende gale for arbeidets skyld. Jeg har nu afværget en ny fest i Ålesund, håber jeg. Det er så snildt af folk, og de unge er dansegale, men det går ikke længer. Iaften spiller vi «Fjøsstellet» og «Stevleiken» her. Man vilde endelig ha os en kvæld til, og så reiser vi istedet bare en kvæld til Stranden, hvor vi neppe får så mange mennesker. Veiret er fremdeles ufyseligt; men det er en hvile å være i ro så længe på et sted. Imorgen til Ålesund, hvor overnattes. 24.2.1911 Fuldt hus igår igjen; men billige priser, 0,75 og 0,40 for seminaristernes skyld. Og jubel var der. Folk vil på al vis slå fast at de sympatiserer med tanken på et norsk theater. Måtte det bare bli til noget mere end dette vesle forsøg! Men hvor er manden, som kan ta det på sig! Desværre, jeg ser ham ikke. Det må være en som har kræfter og myndighed og kan ofre sig helt for det. 3.3.1911 Kristiansund Så vilde da skjæbnen at vi skulde hid alligevel. Flokken kom tilbage til Ålesund i god behold efter en deilig tur til Valdalen og Stranden, hvor folk overøste dem med velvilje i form af fester med rømmegrød og mange velmente og lange taler, fuldt hus og daglig gjæstfrihed. Jeg fik selvfølgelig referat af alt, og de sa at det var synd jeg ikke var med, for der var så vakkert. Tirsdag morgen kl. 10 reiste vi så til Molde med «Storfjord». Tirsdag aften spilte vi da «Ervingen» og «Ei Hugvending» i det nydelige nye theater for aldeles udsolgt hus. Også der måtte mange gå uden å komme ind. Efter forestillingen fest, hvor Sigurd Blehr — formand i Molde og Omegns Ungdomslag — præsiderte. Der var mange Moldefolk, bl.a. skoginspektør Preuthun og hans nydelige frue, advokat Stuevold‐Hansen og oberst Angell. De fleste kjendte jeg ikke. Der var mye musik, samt smørbrød, the, appelsiner. Jeg gik kl. ½ 2, men de unge var igjen til 3 og danset. Der kom folk med motorbåde fra flere bygder; desværre reiste en del forgjæves. Alt var solgt både til forestillingen og festen, da de kom. Onsdag spilte vi «Fjøsstellet» og «Stevleiken». Veiret var rasende, og der var solgt for 60 kroner mindre end første aften. Stemningen høi også da. Preuthuns o. a. sa at Molde Theater aldrig havde været så fuldt endda — det er forresten bare et år gammelt — og aldrig havde der været slig jubel. Tuften og jeg spiste middag hos Preuthuns på deres deilige sted lidt udenfor byen. De hentet os med hest, men veiret var så fælt at vi ikke kunde holde øinene oppe, så vi fik lite se af landskabet. Der var foruden os Blehr og advokat Stuevold‐Hansen og frue. Preuthuns var koselige mennesker og deres hjem er deiligt. Kan nok forstå at keiseren liker sig der. Hver sommer er han der; det er nu adskillige gange ialt. De var svært glad i ham. «Liker De ham som menneske,» spurgte jeg. «Ja,» svarte fruen varmt; «man må bli glad i ham. Han er så elskværdig, så utrolig opfindsom når det gjælder å glæde andre.» «Er han gemytlig da, slipper sig løs og glemmer Keiseren?» «Ja, fuld af spetakkel,» og fruen og herren lo begge som i mindet om mye moro. De er hver gang ombord i «Hohenzollern» til middag. «Dét er så almindeligt nu,» sa Preuthun, «at det er som å kjøre bort i en anden søndagsmiddag til gode venner.» «Er det besværligt å være værter for så høie herskaber?» «Nei da, det er så ligetil nu.» «Vilde De savne Keiseren hvis han nu holdt op å komme altså?» «Umådelig! ! » Fru P. er en sjelden stilfuld dame, naturlig, rolig og ligefrem af væsen, klok og morsom. Og hr. P. selv, som af ydre minder om en russisk godseier, var også umådelig koselig. Særlig når han kom ind på jagt og skogliv blev han livlig. Han har skudt en masse elg og ren i sit liv, og den ene stue er fuld af prægtige hoder og gevirrer. Fruen er næsten målmand; ialfald stærkt interesseret for alt arbeide i national retning. 7.3.1911 Trondhjem Kom hid med «Lyra» — hurtigruten — nat til igår, tog ind på Hospitset, som vist er nyt og meget bra. Spelkvælden i Kristiansund gik over forventning. Kr. 64 ren netto. Og alle vore venner var glade. Aviserne har jeg ikke set. «Lyra» var det dyreste skib vi har reist med — ingen moderation. Kvælden her igår blev livlig. Fuldpakket hus og vældig pipekonsert af gymnasiaster; det skulde udtrykkelig ikke være høiskoleelever. Teppet måtte gå ned flere gange og gongongen to gange. Urostifterne blev efter forlydende «opskrevet». De forstyrret spillet hele kvælden, pep udenfor theatret og var efter os på veien hjem. Hovden var der; han var harm selvfølgelig; men alle målmænd tiet. Derimod reiste en god Trondhjemsborger, apoteker Brun, sig og ropte: Ut med pøbelen! Man siger han er en meget konservativ rixmålsmand. 2 breve fra Garborg; han har talt om Tolstoy på Høvik — på landsmål —og skulde vært på Hamar, men tog feil af datoen og kom for sent. Han er glad over å ha tjent 20 kroner, mens jeg har vært borte. Jeg har nu tjent 50 kr. på turen, men de er snart borte igjen. 8.3.1911 Stenkjær Fru Qvams arbeidsværelse er interessant. Selv er hun så bitte liten, men hendes skrivebord er en vældig billard, forlænget med et alm. bord; det hele fuldstændig dækket med papirer. Og i et hjørne står et vanligt skrivebord også fuldt. Det er næsten som hos Moltke Moe. Altsammen er sanitets‐ og kvindeforenings‐dokumenter. 9.3.1911 Trondhjem igjen (Hospitset kl. 12 natt) Mødtes på stationen her kl. 8 af formanden i Bondeungdomslaget. Toget til Kaffistova, hvor målfolk var samlet. Rømmegrøt, blomster, taler. Tilsidst blev jeg overrakt en sølje fra laget til «eit lite minne um pipekonserten 6te marts», som det står bagpå. Den har motiv fra Opdals kirke — Sigurd Favnesbane som dræper dragen — men egentlig synes jeg disse ornamenter og billeder som nu bruges til smykker, ikke hører hjemme der. Det er huspryd. Alligevel er jeg selvsagt umådelig glad i søljen og bærer den med stolthed og glæde. Det er et sjeldent stykke og skal være mig en kjær erindring om den muntre aften i Nidaros. Bladene her er fulde af pipekonserten. Bare «Adresseavisen» forsvarer piperne. 15.3.1911 Hvalstad Hilste på Fernanda. Nu sidder hun på et lite pensionsværelse i Rosenborggt. 1. Nissens store skrivepult fylder næsten rummet. Og hun er liten og træt og hjælpeløst ensom og ulykkelig. Hendes eneste trøst er Helge, som nu er på Ås (skogskolen). Hendes venner — særlig Pylle Horst — er jo så snille og passer på hende sent og tidlig, og arbeide har hun nok af, men alligevel — Var igår en trip hos Kitty Kielland og Harriet Backer; de bor på samme sted (Drammensveien) og har det bra, men ak — de blir så gamle nu. Særlig Kitty, stakkar. Det var en glæde at hun alligevel har malt i sommer. Vakre ting. Og Harriet er gudskelov i fuld arbeidskraft. Ja, hun har vel neppe malt bedre nogensinde. Men hun var så grå igår og lidt bøiet i ryggen. Det er så fælt at årene skal herje slike deilige mennesker. 19.3.1911 (Søndag) Iforgår tog den første kvinde plads i Norges Storthing. Fuldt hus, velkomsttale af præsidenten, damefest på «Iris», artikler i alle aviser. Frk. Anna Rogstad møter som suppleant for Bratlie. Hun er strax valgt ind i kirkekomiteen. Jeg tænker nok hun blir flittig og flink; hun er jo gammel lærerinde og vant til å delta i det offentlige liv. Enkelte aviser beskrev hendes dragt og hendes væsen, og en mand i Dagbl. satte fingeren på at hun ikke havde buxeskjørter. Han ber kvinderne så pent om, at mændene må beholde buxerne for sig selv. Akja, det er vel snart det eneste. Men vi får nok også buxerne; vi er bare ikke rigtig på bunden af bølgedalen endnu. Eller er det den endelige og sidste afgrund vi skal ned i nu? 29.3.1911 På mødet i «Spellaget» mandag mødte bare Løvland, Voss, fru Nissen, Abraham Berge, fru Seippel, Garborg og jeg. Jeg afgav min «indberetning», og alle var enige i at der måtte fortsettes. Jeg må prøve å greie endda en tur, ellers stopper det. Vi har omtrent 1200,00 i banken og lidt kulisser og klær. 1.4.1911 (Søndag) Og så har jeg læst nogen danske kvindebøger! Jeg er forfærdet. Er det «bedste selskab» i Danmark så aldeles færdigt og gement og bundråddent, da er det sandelig mere fortvilet end jeg vidste med det landet. Det var på tide jyderne kom med nyt blod ind i den danske literatur, som Kjøbenhavneriet holdt på å trække så uhyggelig ned. «Den farlige alder» af fru Michaëlis er slem nok, men værre er fru Henningsens «Den elskede Eva» og fru Nansens «Kvindehjerter». Perversiteten er så hverdagslig og åbenlys i disse bøger, at man tror ikke sine egne øine. Altid blir kvinderne værst i slike dekadenceperioder. Se Frankrig før revolutionen, noget frivolere end alle de kvindelige epigrammer som gik gjennem salonerne da, kan ikke tænkes. Og Japan i det 10de århundre! Da behersket kvinderne literaturen og de overbød hverandre i uanstændighed. Det var også en slik nedgangstid da alle laster florerte. 4.4.1911 Garborg kom træt hjem igåraftes fra Stange. Han havde set Saastad og syntes det lå så vakkert. Der var fuldt hus. Iaften taler han om Tolstoy i Mållogen «Tjodlaug», Xania. 28.4.1911 Gvarv Igår fuldt hus til «Norske Bygdedragter». Præsten Løken på Lundefaret havde lånt ud sit apparat, og Templen — et rart navn — kom med og greide det. (Den samme udmærkede mand som greide det på Lunde.) Traf sagfører Ketil Skogen, som taler og skriver bare landsmål. Her er vending i målretning i bygden, sa han. Det er bare de ældste som ikke vover eller kan tænke sig «Gudsord» på norsk. Ingerid Wicklund og Arnhild Naadland kom fra Siljord igår og var med i leiken. Her er flere flinke gjenter; men gutane er tause og tunge — på et par undtagelser nær. Frk. Wicklund snakker så rent, fint Siljordmål og er så helt bondegjente i all si gjerd, at ingen skulde tro hun var præstefrøken. Går i Siljordbunad og har stærke arbeidsnæver. Præstens ældste søn, som forpagter præstegården og er gift med en Vinjegjente, virker også helt som bonde. De gamle snakker rix, ligeså den ældste datter, men det er et interesseret hus i alt norsk — helt målhus. — Men den nye fine brua over elva her heter «Søbodbroen». Den er bygget 1898. Gjenter og koner her har rester af en bunad, en sort livkjole med fint snit på livet; men den er nok ifærd med å forsvinde. 16.9.1911 Hamar Kom hit igår kl. 2 i deiligt høstveir. Forestillingen igår havde trods mange uheldige omstændigheder samlet såpas folk, at vi balancerte akkurat. (Kr. 80.) Cederströms flyvning i forrige uge (over Mjøsen) havde sat byen og bygderne omkring rent på ende, og her har vært theater og konserter ustanselig. (Percy Grainger spilte bl.a. her i forrige uge.) Forestillingen gik bedre end jeg havde ventet. Der var bare et par pinlige pauser i de sidste akter og noe ugreie med det elektriske lys, som voldte adskillig ulempe. Stevleiken og dansen gjorde mest lykke, tror jeg, skjønt det lod til at folk moret sig godt over «Arme Jørgen» også. 19.9.1911 Kongsvinger Spilte den 17de «Arme Jørgen» og «Stevleik» med dans på Lillehammer. Indtægt brutto kr. 250,00, d. v. med vore små priser sige aldeles fuldt hus. Og der var virkelig jubel efter «Dandin». Jeg tror også det gik bra; meget bedre end på Hamar. Vi er neppe nogensinde blit fremkaldt så mange gange, blomster og bravorop og alt som hører til. 23.9.1911 Elverum På Kirkenær spilte vi første aften «A. J.» og 2den aften «Sovande Sorg». Men det var midt i ugen og potetesoptagning på spræng, så der var ikke særlig godt hus. Første kvæld 90 kroner og sidste 47. Elendigt. Men fornøide var de, de som var. Her spilte vi igår på Glomvang, arbeiderpartiets sjeldent vakre nye lokale. Overfyldt. Mange måtte gå uden å komme ind. Helge Væringsaasen kom lidt sent og fik bare en ståbillet. Lokalet er noget mindre end Elvarheim, men langt bedre å tale i. Arkitekt Opsahl fra Elverum har ære af det. Bare de blå, gode, solide kirkebænker i salen er prægtige, vakre og gode å sidde på. Og farverne ellers, rødt og grønt og gult, friske uden å være påtrængende eller skrikende. Særlig er dørerne — som på de fine gamle Hedemarksgårde. 24.9.1911 Rena Igår spilte vi på «Fjeldvang» her. Det så ikke rart ud, da vi kom. Ingen kulisser, måtte hugge lauv til å dække væggene med bag vor franske havemur. Og «vagtmesterinden» sa, at der aldrig var noe om hverdagene der, for «det er bare om søndagene dom møter op», folk her. Ialfald måtte vi vente til «efter hurtigtoget hadde gåt kl. 9». Vi var da forberedt på å indstille, men se, da «hurtigtoget hadde gåt», havde vi rigtig godt hus. Brutto kr. 102, og udgifterne er små. Salen 15 kr. Og slik som de moret sig over «Arme Jørgen» og «Stevleiken»! Vi kan vist komme igjen. Drabløs og Breistein er virkelig også morsomme — godt gjort af dilettanter! R. Breistein er en udmærket Henriktype, og D. er en stor komisk kraft, lidt tung, men har han først fåt tag på rollen, så lever han sig ganske ind i den og uddyber den. 25.9.1911 Nordstu, Koppang Spilte på «Norn» over på hisida af Glåma, indtægt kr. 145,70, d.v.s., det var brutto, men vi har omtrent ikke udgifter her, da ungdomslaget her betaler lokalet og nogen af os er indkvarteret her hos cand. Olafsen på Nordstu. Her er deiligt både ude og inde, Østerdalen er og blir noe for sig sjølv. Færden over elva inat var rent eventyrlig i den bælgmørke høstnat; vi måtte på to færger, og det var vanskelig å finde land. 27.9.1911 Lilleelvedal Her er herligt nu, løvtrærne står i røde og gule flammer opefter lierne og luften er himmelsk. Det er hårdt ikke å kunne komme opom Kolbotn, fjeldene på de kanter er gylne disse dagene — solen ligger deroppe over alle topper, mens hernede er bygeveir. Den ene sæterbuskap kommer nu efter den anden nedover og det blir stille i fjeldet — å hvor jeg kjender disse høstdagene deroppe. 1.10.1911 Namsos Vi så «Fjeldeventyret» på Trondhjems Theater. Fuldt hus og megen glæde. Nu pep de ikke af landsmålet, men så var det da også den rene labskaus. Gamle lensmanden snakker slik som riksmålsekretærerne hermer landsmål og Mons Østmo «noko av kvart» — og då gjeng det i deim. Det må bare ikke være godt, ser det ud til. At vi snakket bedre, kan jeg vel si uden å skryte. Vi reiste fra Trondhjem fredag morgen kl. 9 med «Midnatsol» til Rørvik, lå der om natten hos «Søstrene Ansjøn». Der var vakkert, mindet om Færøyerne. En mærkelighed ved dette fiskested var, at vi ikke kunde få kjøbt salt sild der. Vi vilde så gjerne havt sild og flatbrød og smør til kvæld. (Vi spiser altså middag bare en gang ugen; kr. 3,50 pr. døgn rækker ikke til mer.) 2.10.1911 Kvælden igår blev den bedste vi har havt på turen. Brutto 400 kr. og jubel uden lige. Folk sa, at her aldrig havde vært slik begeistring i Namsos Theater, og der skal ikke ha været solgt så mange billetter siden Gina Oselio for mange år siden var her. Der var folk som havde reist 8 mil med hest for å se os. De er også blit over for å se Molière ikvæld. 4.10.1911 Skage, Namdalen Også de to sidste kvælder på Namsos udmærkede, netto for alle tre kvælder kr. 750,00. Boghandleren havde ikke oplevet slikt før der, sa han. Igår var der solgt for 270,00 og iforgår for kr. 180,00. Man spådde os fuldt hus igjen om vi f. ex. kunde spille lørdag, men det kan vi desværre ikke. I anledning succesen har jeg forøget vore dagpenge til 4,00 (fra kr. 3,50). Så nu kan vi kanske spise middag to gange om ugen. Vore udgifter i Namsos var minimale 1 kr. natten på hotellet (for vor skyld) og fri forpleining på den udmærkede Stova. D.v.s. ikke kogt middagsmad undtagen to gange deilig sild og poteter og sur melk. Dagpengene var disse 4 dage 2 kr. dagen (forpleiningen er til indtægt for «Spellaget»), men alligevel sparte vi penge der alle. Jeg var så ræd for «Laurdagskvelds tilstøls» igår, for vi havde havt så få prøver, men det gik over forventning. En del forsnakkelser o.s.v.; men der var stemning over det, og folk moret sig. 8.10.1911 Leka Kom hit i regn og blæst, hagl og sne kl. 4 ½ igår eftm. Var oppe kl. 5 i Namsos, skiftet skib i Rørvik. Vel halvt hus eller vel 2/3, veiret forhindret folk fra å komme ud med både. Vi 4 damer er indkvarteret hos lensmand Torvik, hvor vi har det så godt, at vi nødig vil ud igjen. Vi må i båd herfra til skibet imorgen nat kl. 3 — og i slikt veir. Bare ikke kulisserne reiser på sjøen. Her minder om Søndmørsøerne, trods kulde og sneilinger er marken grøn, og der er stedmorsblomster og valmuer i haven. 9.10.1911 Værre og værre! Storm, sne, hagl, regn og slaps. Svært lite folk igår (brutto vel 30 kr., første kvæld vel 60). Hvordan vi skal komme ud til dampskibet inat med alt vort pak, fatter jeg ikke. Vi må i båd, og skibet ligger langt ude. 12.10.1911 Mosjøen Jeg så en underlig fugleflokk sidste dag på Leka, en stor flok stær jaget af en kråke og med en hvit stær iblandt. Først trodde jeg det var en måke, men da den kom lige foran mit vindu, så jeg det var en stær som de andre. Det var også flere som havde set den; det skal være meget sjeldent. Af «Verdens Gang» ser jeg, at svenske aviser har vært svært høflige mod Garborg. I en længere artikel i «Stockholms Dagblad» kaldes han «Nordens Dante», «den største nulevende norske digter» o.s.v., og de «vil glemme, at han har vært bitter mod Sverige og håber dette besøg vil gi ham nyt syn på svenskerne». Ja det er vist, at svenskernes elskværdighed næsten kan bringe en til å glemme alt. 14.10.1911 Pakfuldt hus her igår og stor jubel særlig over dansen og «Fjøsstellet». (Brutto 258,00.) 16.10.1911 Sandnessjøen Kom hit kl. ½ 6 i ruskeveir. Var søndag på Halsøy Folkehøiskole til middag. I theatret om kvælden så fuldt at folk besvimte. Der var folk fra Hærø, Hatfjelddalen og enda længer fra. 15 mil med båd var en flok kommet. Og bønder fra nærmeste bygder kom med kone og barn og var over alle tre dagene. Det var rent overvældende. 25.10.1911 Bodø Kom hit igår morges. Amtmand Omholt og fruen mødte på bryggen i den tidlige morgenstund (kl. ½ 7). Vi kom på land i mildt juleveir med nysne, dombjelder og akende barn. På den korte vei fra Mo og hid var verden blit en anden. Vor forbauselse var stor over å se theatersalen fyldes helt, og enda større ved at vi blev modtat med rent demonstrativt bifald. Her skal jo ikke være mer end 3 à 3½ målmand, d.v.s. 3 også en vaklende. De to aviser «Nordland» og «Nordlands Trompet» har meget rosende anmeldelser. Boghandleren — en af de værste rixmålsfanatikere her — var også «forbauset», sa han. Bjørn Bjørnson og Bokken Lasson havde sidst de var her ikke havt halvdelen så mange folk. «Det er nu dansen da,» sa han. 27.10.1911 Her er røget op med et græsseligt uveir, det begyndte igår med storm og snekave og øget udover kvælden og natten, og idag er det så fælt at vi må indstille vor første kvæld i Svolvær. Vi skulde gåt med hurtigruten kl. 2 idag, men venter nu til imorgen. Da går ialfald et større skib. Hurtigrutens tur var idag overtat af et lite lokalskib. 29.10.1911 Svolvær i Lofoten Veiret bedaget sig, og vi fik fin tur over Vestfjorden igår med «Midnatsol». Og idag — søndag — er her som den deiligste klare vinterdag i østlandske fjeldheimer, og så dertil det stille blanke hav med de hvite øer i solglands, og bådene og ærfuglerne og hele den koselige «by» med de velstelte hjem! Ak ja, her er en vidunderlig verden. Det ser ud som om der var jevn velstand her — arbeiderhjemmene er så pene og barna så friske og glade. Og her er ikke slik vrimmel af kjedelig ungdom på gaden; hverken igåraftes eller idag har vi set noe af den slags videre. En slik vinterdag heroppe er næsten endnu deiligere end de lyseblå sommerdage. Der er mange rare bunker af skyer og tåge ude i havet — ligesom slik vælde i luften. Og så vexler det hvert øyeblik, så det er så spændende. Der er ti slags veir på 10 minutter. 30.10.1911 Kabelvåg Svolvær blev en voldsom succes. Overfyldt hus og en jubel som var rent overvældende. I en liden motorbåt kom jeg hit igår form. sammen med tøiet og et par af flokken. Det var en tur på ½ time mellem kvite skjær i det deiligste solveir. Da Vestfjorddønningerne sagtelig løftet os på sine brede rygge, mindtes jeg turen til Nólsoy på Færøyerne (med fyrinspektøren). Det var fuldkommen skjønt. Her blev begeistringen om mulig endda lydeligere end i Svolvær; spillet og sangen blev afbrudt ustanselig af applaus. Slik som de moret sig over Molière! De var så lydhøre, at det var en ren fornøielse. Det ser ud til at det blir morsommere jo længer vi kommer nord. En 70 årig fisker og nogle andre var kommet fra et vær 2 mil ude, ellers var det bare stedets folk. 4.11.1911 Bø i Vesterålen Spadserte fra Kabelvåg til Svolvær, holdt til på den gode Kaffistova der nogle timer, blev inviterte på Svendsens Kinematograf, som er ny og prangende og ganske god vistnok, gik så ombord i «Hadsel» i et meget truende veir kl. 9 om kvælden. «Hadsel» havde for tre dage siden ståt på grund i tre timer, og nu stod barometeret under storm. Der var også voldsomme sneilinger, og man spådde os at vi skulde bli liggende i Digermulen til næste dag, da Raftsund har vanskelige strømforhold for slikt veir. Men som altid kneb vi os undaf uveiret og kom til Skagens på Langøen i Vesterålen kl. 4 morgen i deiligt veir. Venus stod som en liten strålende måne og lavet guldsøile i vandet, og der var slet ikke mørkt. Hos fru Skagen i et lidet koseligt hus lige ved bryggen fik vi morgenkaffe kl. ½ 5 og kjørte så hid til handelsmand, forhenværende storthingsmand Martinussen, hvor vi fire damer samt Tuften bor, og deiligt har vi det. De to spillekvælder har indbragt lidt mer end 220,00. Ungdomslaget gir os frit hus, og folk er svært taknemmelige og snille. Et ypperligt lydhørt publikum her som allesteder her nordpå. 6.11.1911 Sortland Her er kanske allerdeiligst. Slik en fjeldkjæde som den rundt Sortlandssundet findes der vel neppe. På turen fra Bø og hid igår så vi først halve Lofotvæggen «på bagsiden», og så Hinnøen tilhøire og den nordlige del af Langøen tilvenstre i strålende måneskin. Den korte — fire timers tur fra Skagen og hid var bare deilig, af stormen som var svær ude i havet fik vi nogen små skvulp bare. Sortlandsundet er idag så roligt som en liden indsjø, der sees ikke anden bevægelse end strømmen som kruser overfladen ganske let. Og sol har vi også idag. Veirguderne er målvenlige, det kan ikke feile. Sjelden husker jeg å have oplevet så mye lys og sol i november måned; det berygtede Nordlands‐mørke kan ikke være så langvarigt ialfald. 11.11.1911 Svolvær Kom hid idagmorges kl. 4 efter en eventyrlig deilig reise i måneskin mellem Lofotfjeldene i nat. Nordlys og alle slags herlige belysninger og havet blankt som et speil. Vi reiste igår form. ud til Gunnarsholm, hvor Gunnar Bergs mor, den utrolig ungdommelige syvtiårige frue til Gunnarsholm, tog imod os med udsøgt gjæstfrihed og elskværdighed i sit stilfulde, lune gamle hjem. Det var virkelig fornemme stuer af den gamle solide, smagfulde sort, hvor hver ting er tung og kostbar og samtidig gode for det daglige liv. Det var et hjem, et hjem af den gamle fine sort, hvor menneskenes individualitet har sat præg på alt. Haven, de lave stuer, gravstedet med de høistammede roser om det enkle, i fjeldet indmurede kammer og de små trær omkring hougen, alt var nydeligt, roligt, og stilfuldt. Og der var også forretningsliv på den lille ø — Svinøy — som Bergfamilien har skabt, ja, de har jo skabt hele det moderne Svolvær med sine fabrikker og udmærkede forretninger. 6 af sine energiske flinke sønner har nu fruen om sig deroppe i forskjellige bedrifter. Hun var lykkelig over å ha så mange af sine 12 barn hos sig, og hun tænkte også uden sorg og bitterhed på den ældste og håbefuldeste af dem alle, som døde i Tyskland for 18 år siden — Gunnar Berg, han som var Lofotens store maler ikke ældre end han var (31 år). Fruen havde mange af hans billeder, de var alle fra Lofoten, og man ser hvor han elsker disse fjeld og skjær og havet med de deilige både! 15.11.1911 Harstad Huset like fuldt alle tre kvælder her. Netto circa 700 kr. Iaften en arbeiderforestilling til ganske små priser (50 øre), og halvdelen af indtægten gir vi til Arbeidersamfundet hvor vi har spillet. De har «bazar» om dagen nemlig. 17.11.1911 Tromsø Propfuldt hus her igår — én pipe. Endelig brutto kr. 424,00. 18.11.1911 Også igår omtrent udsolgt til «Arme Jørgen». Ingen pipe. Seminaristerne havde igår fåt kronesbilletter til ½ pris, så udbyttet blir noget mindre. Dansen vækker her som ellers kolossal begeistring; men også stykkerne morer man sig storartet over. Iaften endelig en frikvæld. Fest i eftm. på Seminariet. Igår ved 1‐2 tiden var fjeldene her så intenst rosenrøde som jeg aldrig kan mindes å ha set fjeld. Man tænkte uvilkårlig på Homers rosenfingrede dagning. Og idag! Vi gik en tur ud på moloen kl. ½ 1, da var himlen og havet i syd gjennemglødet af sol, og alt var stille. Midt i det solglitrende vand gled en liten høistevnet Nordlandsbåt som en svane med løftet hals. Indenfor moloen ligger en række hvalfangerskib med sine tønder oplagt for vinteren, og nord i sundet glider brune seil ind i den gråviolette luft. Der er alt sluknet og koldt men deiligt og dybt og tungt i farven. Alt i grått og gråviolet og gråbrunt. De barkede seilene slår herligt ind. Ja, her er en vidunderlig verden. Nu har de 9 dage igjen å se glimt af sol efter almanakken, så er dagen grå og natten gråere helt ud i det nye år. Men man trøster sig. Jeg har aldrig hørt tale om så mye selskabelighed som i Harstad og her. Det går løs nat efter nat. 14.12.1911 Røros Har reist og spillet ustanselig den sidste uge, så jeg ikke engang har fåt pakke op blækhuset. Festen i Stenkjær var hyggelig, bare lidt for mange taler. Præsten Devold talte tilsidst udenfor programmet for Garborg — som først havde fåt sin «officielle» tale. D. sa meget vakkert om G.; men kunde desværre ikke holde mig udenfor, sa en hel del sentimentalt vrøvl som gjorde mig sint. Efterpå sa jeg til ham: «De sa mye godt om G., men det De sa om mig, var noe tøv altsammen. Gid jeg fik lov til å være udenfor.» Han blev naturligvis forbløffet, han mente det jo så godt, alt hvad han sa. Nu har jeg skrevet til ham og forklaret ham hvad jeg mente. Hvad ved de om mig, alle disse som tror sig berettiget til å holde taler for mig, fordi jeg har danset lidt med nogen ungdommer og især fordi jeg er Garborgs kone? Ingenting. Et menneske er en indviklet og vanskelig affære. Nei — om bare for alle disse talers skyld kunde jeg ikke længe reise — 22.12.1911 Hvalstad Fuldt hus og rørende begeistring på Røros. Øksnevad fra «Intelligenssedlerne» var herude i forgårs og interviewet mig. Det stod igår. Om «Spellaget»s færd og planer. «17de Mai» har også havt et par stykker med billeder af flokken. Alle er fornøiet med resultatet. Utheim på Lø var herude søndag; han bad os atter om endelig å fortsætte. Han var på Sem for å se på noget elektrisk drift. 25.12.1911 1. juledag Stræver med «Spellaget»; men nu begynder Tuften idag å overta en del af korrespondansen. Klaus Sletten skriver så tankeløst i «den 17de» om «Spellaget», at jeg må ud med hele to artikler. Desuden har jeg skrevet en om nogle hefter jeg har fåt fra «Foreningen til Folkedansens Fremme» i Kjøbenhavn. Der arbeides. De har «ministeriel understøttelse» til å samle musik, danse og dragter, og de arbeider sammen med Nationalmuseet. Her blir denslags arbeide bare hånet i storbladene og «societeten», og tålt i Venstre. Hjælp af nogen art utænkelig. Salen i Grundtvigs hus i Kjøbenhavn er pyntet med 80 figurer i nationaldragter, og medlemmene af F. f. F. F. har ståt modeller i sine dragter. Ligeledes til de 10 sandstensfigurer som skal pryde den nye banegård i Kjøbenhavn. Sligt var utænkeligt i Norge. Det vilde bli skrevet om målstræv, naiv bondedyrkelse og kaffistovekultur. Å, jeg synes jeg hører dem. G. sidder og stræver med et foredrag om Løland. Arctanders Faustoversættelse roses svært. Flere af de vers som G. gjorde (ja, han gjorde nok de allerfleste; det indrømmer han endog selv), så jeg forleden i en stor Kristianiaavis sat op ved siden af to danske og en svensk af de samme vers og erkjendt som ubetinget de bedste. 1912 1.1.1912 Nytårsdag, Hvalstad Først er å melde at Garborg lever i bedste velgående trods al spådom. Vi tænkte begge på det igåraftes, men ingen sa noget. Kl. ½ 12 havde G. tænkt: nu er det ½ time igjen, skal det bli til noget nu, så må det ske fort. Men han var «tidig» og frisk og spiste torsk og fuglepostei kl. 9 med stor appetit. Det blev sen nytårskvæld her, for jeg var i byen. Måtte læse roller med en ny dame igår eftm., og om formiddagen var jeg i fru Nissens og Louise Lampes nytårsformiddagsfest. Det var vist 20de år iår. Ifjor blev det ikke noget, da Nissen altså var syg. Iår var det Fernandas tur, og det var bestemt at fru Konow (statsministerinden), fru Dina Sparre, fru Horst og jeg skulde være de udvalgte gjæster iår. Men da Fernanda nu sidder alene og er nokså nedfor, bad fru Konow om å få holde festen. Vi var da der og havde en rar og morsom formiddag. Vi 6 kvinder sat 3 timer tilbords. Menuen er den samme alle år. Flyndrefilet med champignoner, rødvin (Pont — — —) ost og brød. Fru K. havde bedt om å få skjøte på med stegte tomater, frugt og sherry, og så røkte vi og drak kaffe og sang en masse gamle glade sange til livets pris, og levende og døde venner blev mindet. Sidst jeg var med, var fru Brandes også gjæst, nu er hun borte, ligeså Cecilie Thoresen. Fru Horst sang danske folkeviser, frk. Lampe og jeg norske. Vi sang også unisont både længst forglemte selskabssange og Vinje, Grieg og Aasen. 9.1.1912 Prøver sent og tidlig. Var forleden aften i Nationaltheatret med hele spelflokken og så «Den Stundesløse». 11.1.1912 Kvælden på Tivoli gik bra for os. Folk var svært fornøide. Ikke fuldt, men godt hus. Mest «vore» folk, sa man. Haakon Løkens tale gjorde lykke, ligeså Sophie Reimers' oplæsning af «Fiskerjenten». Garborg og Fernanda syntes «Spellaget» var «forbausende» flinke. Dansene gjorde som altid voldsom lykke. Prøver hele dagen. 21.1.1912 Spilte forrige lørdag og søndag i Asker. Lørdag dårligt hus, søndag godt, men ikke fuldt. Vi havde forsømt å sætte ordentlige plakater op, det gjorde vist noget, desuden var der tre store selskaber i bygden søndag. Vi prøvet sent og tidlig, og var slidne, da vi onsdag 17de reiste med 4‐toget til Horten. Kl. 7 kom vi did. Fru Kaptein Zeiner‐Henriksen mødte mig på stationen, og jeg kjørte hjem med hende. De andre tog ind på «Victoria». (Sørby havde bare to værelser, sa de. Jeg tror nu ikke de vilde ha skuespillere.) Kl. 9 holdt jeg foredrag om «Kvindeme og samfundsudviklingen» i «Diskussionsforeningen», en klub, hvor byens fruer kommer sammen en gang hver måned Der var circa 50 damer, bl.a. fru Lie Isaachsen. Det var en ganske livlig diskussion. Af klubbens damer — officersfruer — var flere der begge kvælder, og de var såre begeistret. «Ervingen» var nyt for dem alle, ikke engang fru Isaachsen kjendte det, og de sa det var «bedårende». For dansene var de vildt begeistret; hele publikum ropte bravo og klappet og trampet. Sanitetskommandørens frue, fru Normann sa, at hun aldrig i alle år havde hørt slik stemning i Hortens Theater. Det sa også flere. Men jeg var mest spændt på Molièrekvælden, og min glæde var stor, da fru Isaachsen ikke nok som kunde få rost opførelsen og sproget. «Det er den adeligste Molièreopførelse jeg har set udenfor Théâtre Français,» sa hun. «Sproget var staseligt forbausende! Det var en oplevelse, og jeg er glad De reiser, ellers var jeg blit målstræver!» 23.1.1912 Telegram og kort fra Tuften. I Fredrikshald havde de første aften «ein heil siger». Sterk fagning for «Ervingen», flere gange for åben scene. Men han siger ikke, om der var mange folk. «Spellaget» blev mig en dyr affære. I 1911 har jeg tjent vel 300, samt den lille gage (kr. 80 pr. måned) i laget, som går ud igjen i fordyret husførsel og tab af alle slag på haven. Iår tabte vi en masse på ikke å få ordnet med æblerne, som der var slike mængder af. 26.1.1912 Garborgs fødselsdag igår blev feiret sammen med Harriet Backer og Kitty Kielland, Kitty Wentzel (med sønnen) og Harriet Simonsen. Til kvælds kom Valstads over. 12 telegrammer og blomster, som jeg får godt af i stua mi. I Fredrikshald hadde «Spellaget» pipekonsert. Det var gymnasiaster. Men vennernes applaus overdøvet dem. De pep med det samme Arme Jørgen hadde sin monolog i første akt og siden hver gang tæppet gik ned. I Sarpsborg gik det godt; ingen demonstrationer. 28.1.1912 Kvæld Netop som jeg lukket dagbogen igår, tren Tuften ind af døren. Jeg blev fælen; men heldigvis var det bare det, at de havde to nødtvungne hviledage. Mandag skal de spille på Moss. Om søndagene er der snart ikke hus å få noget sted; de er optat af kinematografer. Fest å få ham hjem igjen; når hans værelse er tomt, er det ligesom det hele tiden «ringer første gang». I Fredrikstad havde gymnasiasterne havt møde før «Spellaget» kom, og en del havde underskrevet et dokument og forpliktet sig til å pipe. Da de var få, havde de to piper hver i munden for å forstærke virkningen. Flere af gymnasiasterne som havde været på Helgelandsmoen 15 i sommer, vilde ikke være med for min skyld, og da de få dobbelpipere blev truet med juling fra galleriet, stak de begge piper i lommen, så det hele blev ingenting. 30.1.1912 Festen i Bondeungdomslaget havde vært strålende. 800 mennesker; altfor mange; det var en eneste fest. Der var folk fra alle kanter og alle stænder. Statsminister Konow holdt en begeistret måltale, og sa at han aldrig vilde fornægte den sag, hvor opportunt det end kunde være. Mandag opsa «Tidens Tegn», «Morgenbladet» o. a. konservative blade ham huldskab og troskab i den anledning. Han må herefter ingen støtte vente fra Høire, siger «Morgenbl.»; de har andet å ta vare på end Konows vaklende regjering. De har sine programsager, bl.a. rixmålet. Gymnasiast og studentermøtet, hvor jeg var vertinde. 15
«T. T.» siger det samme for «det frisindede» partis vedkommende. Konow sad jo ikke fast, det er vist; dette blir da kanske det sidste afgjørende støt som vipper ham af taburetten. Enkelte skumler om at hans tale var beregning, at han med den vilde kaste lidt glands over den retræt, som han vidste var nær forestående. Jeg tror nu, at stemningen greb ham. Den gamle Bergenslyriker fik overhånd i denne fest, hvor der var folk som vilde noget og elsket noget og håbet noget af al sin vilje og alt sit væsen. Herregud for alle de døde fester en statsminister må slide sig igjennem! Og Konow kan fester med stemning, han er fra en tid og et sted der festerne har vært fester, og det mest tiltalende ved ham er hans næsten barnlige hengivelse i stemninger. Da er han menneske først og fremst. Og jeg tviler ikke på, at han nu rolig vil sige: Jeg var menneske før jeg blev statsminister, og det vil jeg fortsætte med å være. Anders Hovden havde holdt en sprudlende tale, og alt var jubel. Statsråd Holtsmark og frue var der også — det havde de godt af. Det skyldes vist også Konow, som er meget sammen med H. (H. har vært meget langt fra å være målmand). Der var ellers kjendte folk fra hele landet. Men «Spellaget», som nu vel gjør mere nytte for landsmålet i valgåret end alt andet, faldt det ingen af udsendingerne ind å nævne. Det får altså ingen støtte, så det kan bli et bedre og fastere lag, og da må jeg opgi det. Man kan pine det igjennem med offer og møie uden støtte en tid, men i længden går det ikke. Skulde det holde på, måtte vi ha råd til en fast skipnad for hele året. Nu ved de unge aldrig om de har arbeide næste måned. Og der er begavelser som vi ikke kan få med på så uvisse vilkår. Vi skulde nu også ha råd til å spille på steder hvor vi vet det må gå med underskud; der trænges det mest. De par tusind kroner vi har, vilde 1 måneds mindre heldig tur fortære med en gang. 3.2.1912 Brev fra Klara. Sandefjord tat med storm. De skulde spillet 2 kvælder og ha 90 kroner pr. kvæld netto. Men de gjorde slik lykke at man har bedt dem spille ikvæld også. Jeg må reise ned i eftm. og ha nogen prøver på «Hugvendingi» og «Fjøsstellet». Jeg har fått en bunke aviser fra Smålenene, hvor der tildels var nokså dårligt hus, men selv høireaviserne er fulde af anerkjendelse. 5.2.1912 Kom til Sandefjord lørdag aften ½ 9. Kom i theatret midt i «Ervingen». Det var en vakker scene, og det så herligt ud med de farverige dragter mellem løvtrærne. Det var på afholdsfolkenes bazar de spillet alle tre kvælder. Vældig lykke gjorde de; og målfolk jeg traf, var lykkelige og påstod, at «Spellaget» disse kvælder havde omvendt mange strie rixmålsfolk. Efterpå havde Sandefjord Mållag en tilstelning for os med chocolade, taler, sang, o.s.v. Det var den første fest på denne siste tur, og jeg kom som kua for øksehammaren. Lå på «Kong Carl» om natten. Prøve på «Fjøsstellet» søndag form. Reiste ½ 1 til Larvik. Prøve der igjen. Om kvælden spiltes «Ervingen» og «Laurdagskveld til støls» for omtrent udsolgt hus. Det var uventet selv en søndag der. Mange landsfolk. Få af byens storfolk. Efter forestillingen kom toldkasserer Peters — forhenværende oberstløitnant? P. i Drøbak — med frue hen til mig og takket og var uhyre vel tilfredse. Det var de som sa at finfiffen ikke var der. «Kulturen står ikke så høit her i Larvik, at de vover gå og se landsmålstheater,» sa Peters. Spelflokken holder sig udmærket. Spillet bedre end nogensinde. Særlig kommer Inga sig. Hun fik gjentagende applaus for åben scene. Ligeså de andre. Publikum var næsten forstyrrende med hele tiden. Tilsidst bravo og jubel for dansen. 13.2.1912 Den ministerkrise Høire nu har lavet på Konows tale i målfesten er en ren komedie. K. har nu git en redegjørelse i Storthinget. Vigeland har gjort en mærkelig urne til dr. Nissens aske. Den er som bygget af bajonetter. «Kamp over hele linjen,» siger Fernanda. Mødte statsministeren torsdag da jeg gik nedover Prinsensg. til Østbanen. Han fulgte et stykke og snakket, men nævnte ikke «situationen». Hvordan i alverden skal han få lavet et ministerium nu? Det er virkelig spændende. Der tales om et «forretningsministerium». 16.2.1912 Krisen vedvarer. Konow arbeider med rekonstruering. Bl. de som skal ha sagt nei, nævnes Bernt Støylen. Det var endda bra. Minister Wedel Jarlsberg på Skaugum, som kom hjem netop til krisen og nu er her, nævnes også. Ligeså nogle for mig ukjendte herrer. Telegram fra Tvedestrand igår: «Vonbrot for heile byen, um De ikkje kjem personleg den 17de.» Undertegnet «Nemndi». Altså er vel «Spellaget» nu på vei til Tvedestrand, og altså skal de vel spille der imorgen. Og der er tydeligvis en «nemnd», som vil ta sig af dem. Det er gildt å vide. Jeg har ikke fåt ruten længer end til Kragerø. Men en bunke aviser med gode kritiker og brev fra frk. Semb om succesen i Xiansand og Vennesla. 23.2.1912 — Der går en nemesis gjennem livet. — Høire som styrtet Konow for hans måltale, har nu ikke kunnet opdrive anden kirkeminister end den gamle målmand Liljedahl, som endog snakker målet. 24.2.1912 Brev fra Margrethe Vullum, hun er oprørt over «den politiske komedie» de har opført i Kristiania. «Jeg synes,» siger hun, «som der er givet os et herligt bevis på hvad Erik altid har sagt: «Vil nogen regne i dette land, så regner de altid feil.» Her gjør Konow noget af det varmeste og umiddelbareste han måske i sit liv har gjort, og så bliver følgen, at han kommer til å stå i en langt mægtigere stilling end før de vilde kaste ham. Ja, alt hvad der vil målets seier, kan rigtignok ønske sig tillykke med Høires desperate «dumhed».» At ikke Margrethe Vullum, som er så klok, forlængst har set hvilken komedie Høires og de «Frisindedes» sammenslutning var; hun har vært en af de værste til at agitere for denne forvrøvling. — Kort fra Tuften. Anden dag i Arendal ligeså fuldt som første. Kr. 440,00 brutto på begge kvælder. I «Den 17de» står varmt stykke om laget fra Risør og Tvedestrand. 27.2.1912 Langt brev fra Klara med beskrivelse af pipekoncerten i Arendal, o. a. 2.3.1912 G. er i fest for sin gamle lærer, sognepræst Arnesen, ikvæld i Logen. Jeg havde ikke tid, men burde næsten vært med for en gang å ha set G. i snipkjole. Han havde idag snibelen på for første gang, siden jeg lærte ham å kjende. Den blev sydd til Skeibroks bryllup. Mærkelig nok var den like pen. Mandal og omegn blev stor succes for «Spellaget» — også økonomisk, kr. 450,00 netto på tre kvælder. Idag brev fra Tvedestrand og Mandal, og for to dager siden fra Sandefjord, fra folk som har set «Spellaget» og nu vil ha undervisning i folkevisedans. De har drevet med det før, men ser at de må ha hjælp for å få det godt. Der er nu anmodninger fra Nordland, Sørland, Vestland og Østland. Håber på frk. Semb som reisende lærer. 5.3.1912 Hønefoss Inat da jeg kom hjem, var det telegram fra Tuften, at jeg måtte spille i «Fjøsstellet» 7de i Haugesund. Hadde en telefonsamtale med ham i form., men det var så umuligt å høre. Jeg forstod bare at «Laurdagskveld til støls» ikke skulde spilles der. I Flekkefjord likte de det heller ikke videre. Syntes det var for drøit mot bønemennane. 8.3.1912 Haugesund Kom hit kl. 5 igårmorges. Spilte i «Fjøsstellet» igåraftes. Næsten fuldt hus endda «Ervingen» og «Fjøsstellet» er græsselig forslidte her. Til Molière iaften næsten udsolgt på forhånd. Her er deiligt! Straxs vi kom ud af Gravehalsen, var det vår i luften og på Voss bar mark helt. Her er sneklokker, sol og mild stille vårluft. Jeg bor på «Victoria» med vindu til havnen, og her tøffer, tuter, og vinscher nat og dag. Her er liv, her er verden. Asker er en grav. Vært ved Haraldstøtten idag. Vi er Mållagets gjæster hele flokken her. 9.3.1912 Fuldt hus igår og endda større jubel end første kvæld. Aviserne udmærkede. Selv rixens. Idag regn. 11.3.1912 Stord Igår faretruende fuldt i Goodtemplarlokalet. Hurraer, bravo, tale (af Lund) tilslut. Mange kom ikke ind. Netto i Haugesund kr. 580,00 (små priser). Fællesspisning med mållagfolk på «Grand Hotel» efter forestillingen. Ombord i «Sandnæs» kl. ½ 1 nat. I Lervik 3. Spilte i Lervik igår, for overfyldt hus («Arme Jørgen»). Billetørene sa, at der måtte gå flere hundrede som ikke kom ind. De stormet næsten huset. Var igår (søndag) til middag hos Olviks på den vakre Helseheimen. Udmærket vegetarisk mat. 45 faste kurgjæster nu. 12.3.1912 Spilte på Seminaret for et vildt begeistret publikum igår. Solgte for kr. 150,00, så salen var proppet. Frk. Nora Kobberstad syntes, at skuespillerne talte udmærket, distinkt og vakkert, og alle synes, at vi gjorde utrolig meget af «Ervingen». Tuften fik særlig ros. 16.3.1912 Østesø Spilte igår og iforgår i Rosendal. Der så håbløst ud, da vi kom. Ingen scene, ingen kulisser, og vi havde tre timer til forestillingen. Vore gutter tok fat, og kl. 8 ¼ kunde vi spille «Ervingen» og «Fjøsstellet» for et nøisomt og yderst taknemmeligt publikum. Scene blev bygget af planker lagt på hvælvede bænker, et flag blev fortæppe, den franske havemur vi har med til Molière, samt noget gul multom, bakgrund. Og så ½ sæterhus på hver side. «Laurdagskveld til støls» blev spillet igår i samme dekorationer. Anna Semb og Dina Sletten lå tilsengs igår, jeg måtte overta min (fru Hektoens) gamle rolle i «Laurdagskvelden», og Anna stod op af sengen og spilte sin. Drabløs har en forfærdelig snue, og spelemannen er «sjuk i hove». Det er første gang vi har slikt mandefald. Vi har sovet et par timer inat. Gik, stod, sat, lå påklædte fra kl. 3 til ½ 6 og ventet på skibet, som var overfyldt. Vi fik såvidt sidde på stoler i salonen til kl. 8. Da fik vi endelig en sofaplads og sov lidt. Efter forestillingen havde Lina Tvedt, som nu er hjemme på Tysnes og mødte os i Rosendal, arrangeret rømmegraut på hotellet, så vi kom iseng kl. 1 først. — Her findes heller ikke kulisser. Nu har Tuften og Toralf lavet bakteppe, klistret sammen pap og malt på fire‐fem timer. Toralf er en ren kunstner til slikt også. 19.3.1912 Lofthus Kl. 6 igårmorges reiste vi fra Østesø. Lørdag fuldt, søndag overfyldt. Men huset (skytterhuset) var ikke stort, 200 mennesker kunde til nød pakkes ind. Scenen elendig. Måtte male bagteppe og to sidekulisser. Forresten granbar. Hel målbygd; ingen målstrid. Selv hotellets folk (Olsens) var målfolk og svært hyggelige. Udmærket stel. Søndag brutto 157,00, lørdag nogle kroner mindre. Her igår også temmelig fuldt, trods stormen som gjorde, at ingen kunde komme med båd. Brutto kr. 152,00. Scenen også her bare lemmer lagt på bænker, og næsten ikke dekorationer. Ellers er lokalet både pent og godt. Brita er som før, lige pen, og lige snild og koselig. Både Gudrun og Birgit er i vinter i Tyskland. Men i mai kommer de begge og lidt senere fru Mensendieck med sine elever. Hun har nu indrettet sig gymnastiksal på Britas gamle vedloft. Der er blit svært pent. Idagmorges kl. 10 reiste flokken min til Ulvik, hvor de spiller iaften. Det er 14de kvæld der spilles uden hvil. Imorgen er fridag, og jeg blir i ro her til torsdag morgen; da reiser jeg med dampskib til Grimo og kjører derfra til Utne, hvor vi skal spille «Ervingen» og «Fjøsstellet» torsdag og «Arme Jørgen» fredag. Her er fremdeles en voldsom vind. Skibet manøvrerte ½ time idag før det kunde lægge til bryggen, og vore kulisser var i stor fare. Men alting går med latter og moro; flokken er atter i fuld vigør efter nogle dage med maver, forkjølelse, o.s.v. Det er en lyst å høre dem kl. 5 om morgenen, synge, spille fele, mandolin og citere ustanselig af alle mulige skuespil. Det går som en dans med kufferter og kulisser og hele oppakningen. Endnu får jeg breve i anledning fødselsdagen — breve så varme og kjærlige og gode at jeg rent er skamfuld. Idag fik jeg to. Og om «Fjøsstellet», som spilles fremdeles overalt, og om dragter. Idag fik jeg 3 breve om «Fjøsstellet», et om en Nordmørsdragt, 2 om dans og et om rugkaffe. Jeg trænger disse to dage bare til å svare på de sidste dages post. 21.3.1912 Utne Brita og jeg vilde nytte det nogenlunde gode veir til å ta over fjorden i båd, så slap jeg å stå op kl. 5 idag. Vi roede fra Lofthus kl. 12 over til den nydelige Jaastad gård. Der fik jeg hest hid. Kort visit hos dr. Jaastad, som er af Britas slægt. Fremdeles sur vind. Vi skal være ungdomslagets gjæster her også. Jeg var igår oppe i lokalet. Scenen som ellers i Hardanger bare løse lemmer, men folket hjertelige og taknemmelige, fordi vi kommer. I det store kjælderkjøkken under lokalet stelte 6 kvinder som til bryllup, kogte gome, skrældte poteter, skar op kjøt. Vi skal ha alle vore to måltider deroppe idag. De 9 af laget som kommer kl. 1 fra Ulvik, skal indkvarteres på gårdene, men jeg kom uventet igår og tog ind på Utne Hotel, som nu er temmelig øde. Jeg har en lyslila 3 fags stue mod fjorden med et herligt stødt, stort klaffebord som gir mig lyst til å bli her. Deiligt arbeidsbord. Idag endelig lidt sol, men huttetu for kald blæst! 22.3.1912 Odda (Grand Hotel) Kom hid 12 idag. Her er umådelig forandret siden fru Hauptmann og jeg lå her en nat i 1903 på gjennemreise til Island. Vi bodde i Hotel «Hardanger» som var fuldt af udlændinger, særlig englændere. Jeg husker de havde gudstjeneste på engelsk her. Nu er her bare fabrikker og vond lugt. Når man lukker op munden ude, smaker det surt. Tysseanlæggene ½ times vei, før vi nådde Odda, er imponerende. Stålværk og vældig kraftstation. Jeg har mit værelse ud mot den hverdagsgrå kirke og den forsømte kirkegård. Jeg husker sidst jeg var her, gik en ung sindsyg pike i Hardangerdragt mellem gravene. Hun havde en krans af grønne grene på hovedet og trodde hun var Kristus. Nu er man ialfald fri for å se nogen bygdedragt her. Stedet har alle nye fabrikanlægs fælheder. — Dagen igår i Utne artet sig som en stor bygdefest. Først middag i lokalet med en del af bygdens ledende folk, så kaffebord kl. 6 og efter forestillingen rikt bryllupsbord igjen med varm fet grynpølse — deilig — og extra rømmekoller, vafler, sprødt, brunstegt fladbrød, fine pandekaker, krotakake, ost, smør, julebrød, o. m. m. Til middag fik vi den gamle bryllupsmaten, røkekjøt, ærter, kålrabistappe samt store daller med herlig gome. Dertil Hardangerøl og for totalisterne — fin Hardangersaft (af solbær og ribs tror jeg). Alt var så godt. Og det kommer jo aldrig an på hvad maten heter, men hvordan den er lavet. Fest med dans til kl. 6 idag, da frokostbord var dækket for os i kjælderen (det store, koselige kjøkken). Atter stor opdækning. Vore værter var med, de havde ikke vært i seng, og spelemannen Lutro fra Lofthus, spilte ufortrødent slått på slått. Kl. 7 præcis kjørte vore værter os med 6 gode hester til Grimo, 7 km. — hvor vi tog dampskibet kl. 8. Afskeden var bevæget, og flere af vore nye venner der kommer hit imorgen. Huset var overfyldt igåraftes og taknemmeligheden vældig. Vi måtte danse folkevisedanse sålænge vi kunde synge en tone. Veiret var strålende idag, og vi havde ikke råd til å sove på skibet, så middagsluren her smakte godt. Jeg var oppe i lokalet strax; det er dårligt med scenen her også, men altid bedre end de andre steder i Hardanger. Bra stort rum ellers. Vi blev modtat af formanden i ungdomslaget her; men en stemme blandt publikum på bryggen sa så vi tydelig nok hørte det. «Der kommer det norske Spellaget, dom kunde gjerne vært herifra.» Det er jo ikke lovende. 23.3.1912 Næsten fuldt hus igår til småstykkerne. Ingen mislyd; tvertimod. Der var jubel og bravo. 24.3.1912 Igår endda fuldere. Alle siddepladse udsolgt tidlig. Endda mere jubel for dansen end første kvæld. De vilde ha om igjen altsammen. Men det orker vi ikke. Her er så lydt, at jeg må høre en hel del af hvad der tales i naboværelset. Nu netop hørte jeg: «Jeg hadde nummerert billet igår, men kom ikke frem til plassen; ikveld må vi gå før.» — «Ja,» sa en anden, «folk stormer jo husene, der de spiller. I Stavanger og Haugesund var der stor trængsel og i Lervik havde en sikret sig en bænk som han satte oppå en anden bænk. Og endda havde de fuldt hus på Seminaret to kvelder.» «De tjener penger.» «Jagu. Det er fin forretning.» «Farlige folk.» Igår strax før jeg gik på theatret var der også lag derinde (jeg tror det er en sagfører eller ingeniør), da hørte jeg: «Nei, vi får gå vi, vi skal op og se på «ho Hulda.» — Smålatter. «Jeg har hende til nabo herinde,» — sa en dæmpet stemme. «Å død og pine, kanske hu ikke er gåt endda.» Latter og småsnakk. «Det er rart med disse målfolkene, når de skal skrive noget, så bruker de rixmål» — Jeg hostet og trak i stolen, og stemmerne sænkedes atter. Da jeg gik hørte jeg: «I Utne var det helt bryllup for dem, der; folk er gælne» — — Vi har vært i kirken i form. og hørt på vor ven, gamle præsten Olafsen. Dårligt hus. Han var heroppe hos mig igår, og vi havde lyst til å høre ham. Han holdt en hjertelig præken om åndens rige og verdens rige, og man mærket, at han havde tænkt udenfor sine theologiske bøger. Jeg synes Olafsen ligner en gammel hjertensgod uvasket gut. Han er så rørende når han lægger hovedet på skakke og snakker om blomster og Gud og «vakre kvinder». Tungt, grått og ufestligt var publikum. 3 hvite Hardangerskaut lyste op under barnedåben oppe i koret. — Nu var en af vore venner fra Utne her — navnet har jeg glemt — og bad os spille i Haus imorgen. Vi er før anmodet om å komme til Tysse og igår bad man om en kvæld til her. Men imorgen må det være hviledag. Det er tyvende kvæld i ét idag. 25.3.1912 Overfyldt igår. Politiet stængte dørene før 8 og mange, mange gik forgjæves. Præsten Olafsen var en af dem. Brutto kr. 328,50. Efterpå fest. Da kom Olafsen snil og like blid. Gode taler, godt humør, dans. Idag snedrev. — Odda har vært bedre end selve Haugesund. Indbydelse til fest i en «leikaring» her ikvæld. Telefonindbydelse til fest på Voss fredag. 27.3.1912 Voss — En indfødt staut Oddakone, som «skautet» os i «Ervingen» og skaffet os nyt skaut og skulde vaske og «falle» det gamle var oppe hos mig og beklaget sig jammerlig over de nye tilstande i Odda. «Me tregar so saurt, so saurt, men no er det for seint. Var det endå den norske staten som hadde vinsti, men no går alt til utlande. Og me hev selt so reint for billegt. Ja for ingenting. Mest heile Odda hev dei fengje for tilsaman 138,000. Det er ingenting. Ei ekkje åtte ein fin gard, selde den for 43 000 kr., kaupte seg eit hus og fine plysjmøblar og pianoforte til døttane. No er pengane burte, og ho sit i det snaude huset. Å, her er så ufint og so usunt vorte. Ja me tregar, det er visst; men no er det for seint.» Jeg havde også et andet besøk. Odda politibetjent, som kom og sa, at de ikke vilde kræve afgift av os, ellers var det 5 % til herredskassen af alle forestillinger der. Men han havde adgang til å frafalle i visse høve — i veldædigt øiemed. Han havde nok ståt som formand i Odda Rixmålsforening, sa han, men disse tre kvælder havde lært ham, at landsmålet var noe andet end han havde trod — nemlig et skjønt og rikt kulturmål. Noe så vakkert som stevleiken og folkevisedansene havde han aldrig hørt eller set. Og han øsnket [sic] som alle andre at vi kunde blit her længer. Det var jo et interessant besøg. Jeg ved, han vidste «Spellagets» indtægter skulde gå til et fond for norsk spelkunst; han var ikke ført bak lyset. Men han var altså blit overtydet om at det var et godt formål. 31.3.1912 Ål Siste framsyning 29de på Voss overfyldt. Efterpå fest med rjomegraut. 250 mennesker på festen. Taler bl.a. av Eskeland og Sudmann, dans. Kom hit igår eftm. 5. — Jeg bor atter hos Bruuns. Spilte i det nye vakre ungdomshus «Solhov» her igåraftes, «Ervingen» og «Fjøsstellet». Mest jubel for dansen. Solgt for 85. Herligt solveir. Her er fremdeles fæl målstrid. Alfr. Eriksen ventes hit i påsken på foredragsreise. Gjelsvik kommer og skal ærte ham sammen med Bruun. Storthinget har i disse dage bevilget penge til rixmålsprofessor samt digtergager til Kinck og Tvedt. 1.4.1912 Solgt for 111,00 igår her. Vældig agitation imot. Plakatene blev revet ned så fort de kom op. Spilte «Laurdagskveld til støls» og «Stevleiken». Herligt vårveir med varm sol over dalen. Fru Fangen på Finse vilde havt os over på Finse en aften for å vise de udenlandske gjæster dans og dragter som var noe bedre end det vanlige de får se af den slags. Men vi må hjem nu. 3.4.1912 Hvalstad Kom hjem inat. Så er da «Spellaget»s 3die tur afsluttet og laget foreløbig opløst. Også nu har vi et pent overskud. Opgjøret ikke færdig, men jeg tænker mindst 1000 kroner. Men nu må vi spekulere ud midler til å øke kapitalen. Jeg har disse dage skrevet ud 20 «sneboldbreve» af følgende indhold: «Hr. N. N. Er De med på tanken um å arbeide for eit grunnfond til «Det norske Spellaget» so det etterkvart kan verte eit kunstlag med fastare skipnad, bed me Dykk: 1) Å sende eit brev med tvo eller fleire frimerke i til fru Hulda Garborg. 2) Å skrive av dette breve og sende det i dykkar eige namn til ein eller fleire som De trur hev samhug med tanken.» — Kan hende me fær inn nokre hundre kroner med det. Og så skal jeg få «spellagskort» i handelen. Der spørges efter dem fra alle kanter. Det er altfor sørgeligt at vi nu må slutte. Men der er ingen råd. Jeg kan ikke længer være fra mit arbeide, og heller ikke synes jeg det er klokt å holde på for længe med så løs skipnad. Nu må der bli bedre arbeidsvilkår og dermed bedre arbeide. Å reise ustanselig og spille på spræng i små dårlige lokaler o.s.v. er ikke heldig for «konsta»; de unge får ikke udvikle sig som de skal. Alt blir løst og halvfærdigt. Det er for mig en pine og for de unge en fordærvelse. Men du verden for et agitationsmiddel vi nu lægger ned! Her er alt ved det gamle. G. arbeider med Homer og er frisk. Rusti har udstilling i Xania; det er en begivenhed, og alle aviser er opmærksomme og begeistrede for hans noble kunst. Det skulde også bare mangle at de ikke var det. Det er 25 år siden R. var på Østlandet, og nu feires han af alle kolleger og venner hver dag. 6.4.1912 Påskeaften Idag har jeg sendt pose til Sjur Helgelands fele. Han kom gående 2 mil i øsregn til festen på Voss med felen under det ene jakkeskjøtet. Både han og fela var gjennemvåte og håse. Han må ha vært en kjæmpe for å kunne se så godt ud, som han endnu gjør, efter det liv han har ført. Han kan våke indtil 14 dage i ét om våren når der er brylluper ustanselig. Og aldrig eier han en øre og sjælden en fele. Men spille kan han. Du verden for alle de kræfter der er ødslet med. Han er vel ikke som i sin bedste tid, men endnu kan han lokke forunderlig musik ud af et skrøpelig instrument. Men han er født bohem; der biter ikke civilisation på ham. Igår var Sembs her til afslutning på «Spellagets» tur. Klara reiser strax over påske sydover igjen på dansefærd. Tuften lægger mistbænk idag. 21.4.1912 Rixmålsforbundets stilling er ynkelig; den regjering som skulde hjælpe rixmålet til seir, efterat den målvenlige Konow var styrtet, har hidtil hjulpet landsmålet udmærket. Det er forståeligt at «Morgenbl.» er revnefærdigt af raseri. Historien med Titanic er afskyelig. Bare ca. 700 reddet. Over 1600 druknet. Raseriet mod direktøren, som medfulgte og var den som gav ordre til å forcere farten, er voldsomt. Han fastholdes i Amerika, skjønt han strax vilde fortsat til England. Han var en af de første mænd som reddet sig. Fahlstrøms som var på vei til Italien, er kommet tilbake. De har stadig et svagt håb om at deres gut kan være reddet. 25.4.1912 Brev fra Klara Semb, som er på dansetur på Sørlandet. I Sandefjord hadde hun 80 voksne og 100 barn. 16 gutter sydde sig bunad. Nu er hun i Lillesand og tar derfra til Vennesla og Christiansand. — Modtog netop kr. 500,00 til «Det norske spellaget» fra ungdomslaget «Ivar Aasen», Ålesund og 20 kr. fra frk. Qvam, Gjævran. Frimerkebrev med 1, 2, ½ kr. i kommer også næsten daglig. 2.5.1912 Blåveisen er snart forbi; nu er hvitveisen i fuldt flor og min ene kusymra fra Jæderen har to blomster og mange knopper. Det er den som var i Middelhavet med «Solferino», og som dr. Nissen siden havde i pleie en tid. Når det regnet, holdt han den ud af vinduet i Kongensgt. 19 for at den skulde tro den var på Jæderen. 5.5.1912 Igår møte i Theaternemndi i Nobelgården. Løvland, Horst, assessor Berg, advokat Voss, Fernanda og jeg. Indbydelse til aktietegning skal udsendes snarest. Rasmussen har påtat sig ledelse. Skulde i tilfælde tænkes å kunne begynde om et år. 15.5.1912 Endelig igår døde Strindberg efter et langt og pinefuldt sygeleie. (Kræft.) Dermed er Sveriges største digter efter Bellman borte. Jeg husker i ungdommen, hvor vildt begeistret vi var for ham, en liten flok nihilister i Xania. «Mäster Olof» synes jeg endnu er noget af det bedste i nordisk literatur — Gud vet, hvorfor det aldrig spilles. Hans «reformforsøk i Giftas» tiltalte os meget, og vi syntes det var klart at akkurat sån vilde vi giftes. — Ak ja, det tyndes i rækkerne — Fik idag anmodning fra komitéen for de olympiske leke i Stockholm om å hjælpe dametruppen med sanglek. — Frimerker begynder igjen å komme til «Spellaget». 31.5.1912 Igår besøk af frk. Inga Sontum, datter af afdøde dr. Sontum i Xania. Hun er danselærerinde i New York og er kommet hjem for å lære «norske folkedanse», da folkedanse af alle sorter er høieste mode derover. Tuften sa mig idag igjen, at han ikke bryr sig om Kolbotn; han vil ikke være med os derop i sommer. Vil passe haven. Og jeg som har synes vi måtte se å holde på Kolbotn netop for hans skyld. G. har jo Knudaheio, og jeg alene kan jo ikke bruke det. Man blir tilsidst nokså tyndslidt. Nu må jeg vel snart være færdig med alleslags illusioner. 1.6.1912 Fåt anmodning om å delta i en konferense om en ny ægteskabslovgivning, ensartet for de tre skandinaviske lande. Der skal sammenkaldes kvinder i alle tre land for å drøfte enkelte spørsmål vedkommende loven. 8.6.1912 Streikerne går nu slag i slag over hele verden. Og de vil vel heller ikke ende før storindustrien har tat andre former og hver mand har sin flekk jord igjen. Jeg tror ingen foranstaltninger af overfladisk art nytter, det må tas fra bunden af, og da er det bare en vei å gå — nemlig tilbake til jorden. Gamle sandheter må altid og altid læres om igjen. 20.6.1912 Expeditionschef Paulsen skriver og ber om mine notater i anl. ægteskabsloven. 10 damer var tilkaldt til drøftelse af en ny æ. I. (ensartet for de tre skandinaviske land). Der var tre møter på hr. Paulsens kontor i Justitsdep., hvor særlig enkelte punkter som «sygdommes betydning» og «ægteskabsalderen» blev ganske indgående drøftet. De ti damer var alle ganske fordomsfrie og fornuftige, synes jeg. Der var en kvindelig læge, fru Feilberg, et par doktorfruer, en præstefrue, socialisterne Fernanda Nissen og fru Tynæs, fabrikinspektrice fru Kjeldsberg, samt fru Hørby, som i 8 år havde siddet i Kristiania Værgeråd. De vidste nokså meget, mange af disse damer. Der møter i sommer til fælles drøftelse af loven 2 herrer fra hvert land, formanden i den norske gruppe er expeditionschef Paulsen med politimester (?) Beichmann som «tilforordnet sagkyndig». (Fru Edle Schjødts første mand.) Til høsten skal så damerne møtes med udsendingerne igjen — eller vel som nu bare med expeditionschefen. Hvormeget vore indlæg blir tat hensyn til, beror ganske på hr. Paulsen; hans stemme er den afgjørende; vi er bare «rådgivende» uden ansvar. 4.7.1912 Kolbotn I disse dage sendes ud indb. til aktietegning i «Det norske teatret». Det er efter min mening en så gal tid, at jeg er ræd det hele blir dødfødt. Men Rasmussen har først for en uke siden sendt det budget‐overslag han lovet i vår. Og endda mener han at der skulde kunne begyndes i høst! Ingen lag har møter nu, og ingen folk er hjemme, så jeg er som sagt ræd vi får en lang næse. 9.7.1912 Igår morges ved 8‐tiden sat jeg i kjøkkenet og drak min morgenkaffe. Syntes så pludselig jeg hørte fjern musik eller sang, men Marit sa det var bare i gryta på komfuren. Jeg sprang ud på trammen og hørte så felelåt på låven. Kjendt slått, Tuftens fele. Opover låvebrua kom jeg i en vis fart, og der stod «Ervingen» i blå dres og spilte «Dovregubben i Gaustadfjell». Han var kommet vandrende om natten fra Auma med fela i den ene hånd og en kurv moreller i den anden. Jamen tutet jeg bent frem af glæde. 16.7.1912 Det var deiligt å ha Tuften her, men jeg tok jo ikke i arbeide hele tiden. Og søndag eftm., da han var reist, var det så trist, at jeg ikke kunde noget. Men fra igår er maskineriet igang igjen. Garborg har siddet for; han har ikke endnu vært i båt eller sålangt som i åsen landeveien. Idag tar han endelig fat på Homer. Hidtil har det vært artikler om Georgeisme. Indbydelserne til aktietegning i «Det norske teatret» er nu udsendt — desværre altfor sent på sommeren. Hvordan noget skal kunne komme istand i høst nu, er mig ufatteligt. Alle skuespillere måtte jo nu engageres. Men det allerværste er scenen i «Bøndernes Hus» skal være blit rent for liten. Voss skriver at Eldegard siger den er ubrukelig. 25.7.1912 Sidste meddelelse fra Haavold lyder på at kr. 2500 er tegnet i aktier til «Det norske teatret», og at Steinsvik som endnu er skral, reiser til Fyrisdal til Ivars en af dagene. 28.7.1912 Kl. 2 reiser vi. Samme herlige veir. Her har aldrig vært deiligere end denne sommer. Fredag kvæld på Strålberg, fisket på Strålsjøen 3 kvælder og fåt lidt. Den biter friskere end i Savalen. Igår hentet jeg post på Einabu. Tomt og trist og fælt forandret med det at Foldalsveien nu er anlagt og går over jordet der like bak låven. Det var så tilvokset i haven, de små busker var blit trær — hvor uendelig gamle vi blir. Alt mindet om Karen og Ivar, den underlige kubben — gardvorden —stod ved indgangen og «Velkomin att» over døren. Men nu er det vel uvist om jeg kommer der mer. 16.8.1912 Hvalstad Igår var Fernanda 50 år. Endel venner var hos hende om form. Horsts, Konows (S. B.), fru Sparre, frk. Lampe, o.s.v. En masse deilige blomster. Hun havde for et par dage siden en privatseanse med Mrs. Wriedt, Mr. Steads berømte medium, og der meldte sig en Oscar og en Cecilie (Cecilie Krog), og hun så flere lysende ansigter, men hun var og blev kold. Fahlstrøms skal også ha truffet sin søn Arne, som druknet ved Titaniculykken, og, siger de troende: «De gik trøstet bort.» Iforgår aftes blev der ved den ene af de kontrollerte seanser en pinlig scene. Der foregik en liten explosion, og prof. Birkeland slog lyset på og beslagla tragten, gjennem hvilken ånderne taler. Derpå skjældte han mediet ud, siges der, og gik. Mediet fornærmet. Hun er idag reist, og man venter med spænding på Birkelands erklæring. Igår form. var fru Lie på en seanse som var helt mislykket. Men igåraftes kl. 9 kom hun hjem efter mærkelige oplevelser i en ny seanse igåraftes. Hun kom indom mig, og jeg måtte gå med op til Erik, (som lå i sin seng alt), og så fortalte hun. Hun mente å ha vært i forbindelse med sin bror, W. Dons (fru Ankers mand), dr. Nissen, Erika Nissen, sin oldefar (som talte tysk — sit morsmål) o. fl. Men — overbevist var hun ikke. Bare grepen og forbauset. Alle sa de var lykkelige — på spørgsmål — undt. Oscar Nissen, som ikke kunde bli lykkelig så længe Fernanda havde det ondt. Hele byen har vært optat af disse seanser. Jeg kom altså ikke med da de så brutalt blev afbrudt. Den trompeten har jeg ellers altid vært lei af. Idethele synes jeg efter alle beskrivelser, at de seanser vi så i sin tid (og beskrev i «Hver 8de Dag»), må ha vært meget bedre og interessantere. Den 23de reiser Fernanda og jeg over Antwerpen til Amsterdam og videre til Zürich. Hvordan jeg skal bli færdig med alt her, er mig gådefuldt. 18.8.1912 Mrs. Wriedt er nu «afsløret». Prof. Birkeland og Schmelks erklæringer afgjørende. S. har fundet «heksemel» i trompeten, og B. fortalte, at hun mens han i første seanse holdt hendes venstre hånd, tok hun med den høire frem af «sin kjole» en fosforserende plate og holdt den imot ham og de andre, men da han grep efter «ånden», blev den igjen borte. D. e., hun snudde den mørke side af platen til og stak den atter i kjolen. Hr. B. slutter sin erklæring med at han vistnok ikke er nogen tilhænger af hæxebrænding, «men et bitte lite bål til ære for Mrs. W. vilde alligevel ikke ha vært afveien». I 20 år har altså denne dame drevet sit spil og fordreiet hovedet på folk som William Stead og andre kjendte «gode hoveder». For fru Ella Anker, som var så glødende i sin tro, og ligeså for fru Ragna Nielsen måtte dette vel være slemt. Skjønt Gud vet — De tror vist fremdeles. 8.10.1912 Her er deiligt veir, endnu lidt frugt på trærne. Jeg sylter, Marit og Tuften tar op poteter. Gud hjælpe mig for boka. Her var hauger af breve om spellag, dans, klær og mirakkels. Til «Det norske teatret» er tegnet omtrent 14 000 kr., så nu må det bli. 22.10.1912 Der er nu tegnet 18 000 kr. til «Det norske teatret». 30.10.1912 Rasmussen var her idag. Første generalforsamling i «Det norske teatret» 5te november. Men R. må ansættes fra første. 20de november har han 25 års jubilæum som skuespiller; han vil da ha en aften i Xania (Bondeungdomslaget) med «Fjøsstellet» og folkeviser. 10.11.1912 Regn, tåke. Bokhaugen som skulde læses. Breve om dans og foredrag fra alle kanter. Interessen for dansen er stadig stigende. Nu slutter Klara Semb og har da havt 1100 elever i dette halvår. Nu vil Studenternes Afholdsforening og Dalens Ungdomslag, Fet endelig ha en lærer. 11.11.1912 Idag kom Lars og Severin Eskelands store nye Læsebok for Ungdomsskolen. Den ser pen og gild ut, men der er selvsagt et og andet å si på den også. Således ser jeg strax at der er svært lite af Mortenson, og jeg savner en liten indledning til folkeviserne. En mig ny landsmålsdigter Ragnv. Vaage skriver pragtfuldt mål og gode vers. Overhode er det interessant å se den første virkning af landsmålet i ungdomsskolerne. Olav Nygard, Ørjasæter og nu Vaage skriver et mål som er langt rikere og mindre literært end alle tidligere målforfattere, Vinje, Garborg, Aasen, Sivle indbefattet. Man føler at de arbeider i sit eget sprog og kun i det. Kanskje der ikke er genier eller store talenter netop i den generation, det vet vi ikke endnu, men skrive kan de, og det herligste mål har de. 19.11.1912 Sigrid Undsets bok «Fattige Skjæbner» er alt kommet i andet oplag. Den er også god. Men nu sukker jeg efter lidt sol og livsglæde i litteraturen — man blir så fortvilet af al elendigheden. Bare det endda hjalp å skrive. 23.11.1912 Igår blev «Det norske teatret» stiftet på generalforsamling i Møllergd. 20 fra 11. form. Til styre valgtes advokat Fredrik Voss, assessor Paal Berg, bureauchef Gurstad, arkitekt Rivertz og undertegnede! Om kvælden fest for Rasmussen. Han sang vakkert de religiøse folketoner, som er deilige. Mindre ægte er hans foredrag og folkeviserne efter min mening. Men stemmen er svært behagelig. Brandt Rantzau spilte, og Løvland og Garborg talte. Mange folk og god stemning. Tilsidst talte Voss for Garborg. 28.11.1912 Igår første styremøte i «Det norske teatret». Herrerne var så høflige, at jeg meget mot min vilje blev «formand». Upraktisk og vanskeligt, da jeg ikke bor i byen, ikke kan lede et møte, o.s.v. Viceformand assessor Paal Berg. Arkitekt Berner var oppe med tegningerne til theatersalen i «Bøndernes Hus»; den er ikke bra. Flatt gulv, forliden scene, ikke sceneloft eller synderlig rum til nogenting. Måske kan lidt forandres endnu. Skal se huset mandag sammen med arkitekterne og medlem af vort styre arkitekt Rivertz. Rasmussen var tilstede en stund, skuespillere blev ansat, o.s.v. Der blir fire, måske fem af mine gamle. 30.11.1912 Rasmussen vært her idag. Fik manuskriptet til Jeppe. Jeg synes Garborgs oversættelse er prægtig. Det vil bli en oplevelse å høre Jeppe på det mål. 3.12.1912 I byen igår. Beså det nye theaterlokale i «Bøndernes Hus» sammen med en af arkitekterne Berner, Rasmussen, Jens Wang og Klaus Sletten. Mange forslag til udvidelse af den altfor trange scene. Foreløbig blir det vel bare å bygge ud 1 ½ meter foran sceneåbningen. Huset er vældigt, om det blir pent, vet jeg ikke endda. Bondeungdomslaget råder alene for theatersalen, som det betaler med kr. 6500,00 i årlig leie. Vi skal igjen betale laget — rimeligvis pr. aften. 4.12.1912 Igår havde vi for første gang elektrisk lys tændt. Det var eventyrligt, især på tunet og over de snetunge trær i haven. Vi kjender os ikke selv igjen med telefon og elektrisk lys. Har nu læst «Den sidste Glæde» af Hamsun. Jeg synes Hamsun er som et gammelt, glimrende udrustet barn, som undertiden tænker filosofisk, men ganske mangler filosofens ro og værdige hengivelse i livets og alderdommens tilskikkelser. Han koketterer voldsomt med sin alderdom, nu som i de forrige 2‐3 bøker. Havde en kvinde skrevet noget lignende, var hun enstemmig blit stemplet som hysterisk. Som en «frue mellem 40 og 50» føler han sin puls og speiler sig og jamrer over årene og rynkerne og de grå hår. Men kritikerne hyler i kor: «Gammel! Nei, han har aldrig vært yngre! » Hvilket er sludder. Han er gammel i denne boka, men ingenlunde for gammel. Man siger at damer slutter å kokettere med sin alder når ingen længer modsiger dem, kanske Hamsun også vilde slutte å skrive side op og side ned om den evindelige alderen, hvis nogen sa åbent: «Javist er De gammel.» Der er ingen udvikling i denne boka, det er det forresten sjelden hos Hamsun, det er på stedet marsch, men hans pudsighet, skrivekunsts naturlige charme er så stor, at man aldrig kjeder sig — det skulde da være enkelte af de mange lange dage på Toretind sanatorium, og de græsselig interessante pensjonærer fremføres altfor ofte i frihet. «Typen Torsen» er godt og morsomt set og det siges stadig udmærkede ting om turistuvæsenet. «De glødende jern», som forfatteren går og holder «røde» i sig, hamres aldrig ud til en helstøpt og heltænkt gjenstand; der slåes og dæljes uvorrent og uregelmæssig på jernet, og resultatet blir pragtfulde gnister ud i den grå nat, som ligesom hviler over hele skildringen, trods stjerner over vidder og enkelte lyse solglimt. «Nu er det bygdesmedenes tid» siger han og gjemmer fornærmet sine «røde jern». Men hovedsagen er, at der virkelig er røde jern endnu i ham, og det er det. Når han nu kommer over pinen med de 50, så kan han kanske endnu hamre et helstøpt, levende og udødeligt kunstværk af dem. Hans alderdomssymptomer er ikke anderledes end andres, men han skriver bedre end de fleste andre, og alderen har git ham mer igjen end den har tat. Jeg synes hans livsindhold er blit rikt og hans tanker dypere end før, så får han finde sig i, at han ikke længer er den «juvel for kvinder» som han har været. 14.12.1912 Brev fra Karen Mortenson idag. Hun liker ikke å være præstekone deroppe i Fyrisdal; pietisterne rår. En af dem sa til Ivar: «Me skynar ikkje presten, og det me skynar, er me ikkje einige i.» Men hun liker å stelle med jora, endda gården ikke lønner sig. Usigelig bolignød i Kristiania. Vi kommer os. Snart når vi de rigtige storbyer i elendighet. Kirkerne er endnu ikke åpnet; hvorfor ikke? Der er jo faktisk tusinder uden tak over hovedet; de sidder i trapper og portrum, under skur og båter. 16.12.1912 Ser netop at gamle Liestøl er død. Det er så vemodigt. Jeg har holdt af ham fra han var min lærer i landsmål for snart 27 år siden. Han var en af de få skikkelser i vort offentlige liv som der var poesi over. Hans smil var så ungt og lyst altid; det var som han var fyldt med musik og fagre syner bestandig. Det blev fest der han var. Jeg husker ham så godt fra «Målskolen» oppe hos Ivar i «Fedraheimen». Han vikarierte for Ivar, mens han var hjemme en tur. Men vi tvang ham til å spille fele og synge stev og viser hele tiden. Men vi lærte sagtens «mål» af ham også. Folkevisernes og Sætersdalens deilige mål i sang og tale — hele det norske sprogs ånd og dypeste væsen blev os kjendt og kjært. Ivar og Liestøl var to lærere som tryllet os ind i en ring vi ikke mere vilde eller kunde komme ud af; de var begge profeter og poeter, lyrikere og musikere, men de kunde også grammatik. — Der var ligesom det gik en mørk sky over solen, da jeg idag så korset over Liestøls navn. Det er så meget vakkert som slukner omkring en efterhvert. 20.12.1912 Prøve på «Fjøsstellet» iforgår, samt på dans. Der er adskillige sproglige vanskeligheter; R. er nemlig vant til å spille sin rolle — Lars — på Søndfjordsdialekt, og de andre blir trukket svært over i Vestlands tonefald. 30.12.1912 En del af spelflokken reiste igår kvæld over Brevik til Xiansand, Rasmussen og begge frkn. Semb reiser ikvæld. Havde jeg havt en soplime skulde jeg kastet den efter dem, men det er forbi med de dage folk lavet soplimer. Herlig julestemning ude med en mængde nysne på trærne. 1913 5.1.1913 Om «Det norske teatret»s start i Xiansand skrives til herværende aviser begeistret. Klara Semb skriver i brev fra festkvælden: «Fuldt hus og svær fagning. Rigtig feststemning. Hadde berre De vore her! «Ervingen» og «Fjøsstellet» gjekk svært bra og alle folk var nøgde —.» Men at der ved åpningen af det første helnorske teater og en minnefest for Ivar Aasen ikke blev sunget en norsk fedrelandssang, men derimot «Ja vi elsker» var en stor feil, synes jeg. Der må være helt norsk program altid, selvsagt. Vi har sange i masser, som var selvskrevne ved en sådan anledning. Men Rasmussen har vel tænkt, at det skulde være klogt å række en hånd til rixmålsfolket. Men jeg tror vi vinder rixmålsfolkets respekt og begeistring mer ved å gi vort eget i alt ved disse forestillinger. Det er jo første gang der er anledning til å bære frem norsk digtning og kultur frit og helt fra scenen rundt i landet — hvert minut er dyrebart og kostbart. Ikke et ord rix hverken i sang eller tale der — det var mit princip, og det tror jeg er rigtig. Vi kan elske «Ja vi elsker» og synger den ved tusind andre anledninger af fuldt hjerte. Den har alle teatre og alle fester; vore vakre sange har bare disse få anledninger. Skrev til R. om det igår. Ellers var starten frydefuld. 11.1.1913 Rixmålsforeningen har nu nedsat en komite til rixmålets fornorskning. Mange raser, men mange frydes; målfolket siger: Tak og ære for hvert skridt imot os, men foreløbig må vi stå på det grundlag som er lagt. Vi kan ikke også løse op landsmålet, da blir det jo graut altsammen. D.v.s. omtrent så siger vistnok storparten af målfolket, bl.a. Hovden i «Dagbl.». Hovden har skrevet en god artikel som jeg vilde underskrive helt, om jeg var spurgt. G. kommer vist bare til å skrive: enig med Hovden. Garborg kom kl. 1 inat til mig med manuskriptet til en anmeldelse af Grans «Religiøs Uro» for «Syn og Segn». Han havde skrevet i et kjør i hele går, og idagmorges afgik den: Den var morsom og god, synes jeg. Men G. var styrtefærdig. Han har hver dag tusind ting, og ønsker mer end nogensinde at han kunde multiplicere sig. 16.1.1913 Igår stod det store slag i Turnhallen mot landsmålet. Nansen og præsten Eriksen talte for 2000 mennesker. Stor jubel, ser jeg. Nansen vil ha ind diftonger i stein, gjeit, o.s.v., å istedetfor at og meget mere radikalt. Der er stor strid i leiren nu om fornorskning eller ikke forn. Eriksen vilde ha alle bevilgninger til landsm. standset, for at de to sprog skulde bli «ligestillet». En mærkelig ligestilling. 20.1.1913 Lørdag aften improviseret «Norsk Gilde» hos assessor Berg, som fyldte 40 år. Han vidste ikke om noget før han kom hjem kl. 8. Da møtte han 8 gjæster, «norsk bord» med lefse, fenaknok (den kom indpakket som en fin blomsterbuket), øl i krus, o.s.v. Forbauset var hædersgjæsten over altsammen, men lot til å like det såre godt. Bedst tror jeg han likte sin kone i den grønne Hallingdragt jeg havde med til hende. At hun, som er «uforbederlig» rixmenneske, fandt på dette for å glæde ham var også elskværdigt. Jeg havde også bunad, og vi sang norske viser. 20.1.1913 Med teatret går det jevnt godt. Jens Tvedt er svært fornøiet med Bjørnefjell. Atter brev fra Klara og Anna Semb, de har havt så fælt veir, stakkar, og længter lidt hjem. Nu er de draget ind i Hardanger, skal så over Voss til Bergen. Forhåbentlig får de «Jeppe» færdig til den tid. Rollerne til «Stor‐Anders» af Braaten skal og være delt ud. Johan Mikkelsen skal vist spille hovedrollen. Har intet hørt fra Rasmussen om det. 23.1.1913 Idag er det hundrede år siden Camilla Collett fødtes. Stemmeretsklubben (fru Horst fremdeles formand) holder stor fest iaften på Grand. Ragna Nielsen holder hovedtalen, der blir sikkert mange. Alle aviser har selvfølgelig artikler om fru C. Af dem jeg har læst, er Hjalmar Christensens den bedste, synes jeg. Han siger endelig den sandhet at hun har git mer i hvad hun har fortalt end i hvad hun har digtet, og sætter hende idethele fint og ærbødigt i lys af hendes store ungdomsskuffelse og den «maleriske» stilling mellem Wergeland og Welhaven. Jeg har altid været af den mening, at C. C.'s store bok, trods modet og den store intelligens den viser, har mindre værd som poesi end hendes skildringer fra hjemmet og de intime dagbogsblade. Når man læser disse rørende forelskede bekjendelser, må man tænke på, hvordan C. C.'s udvikling havde artet sig, dersom hendes hellige Sebastian havde smeltet for alvor og tat hende op til sig i sin himmel. Der var som hos de fleste kvinder — og vel mænd med — så meget af personlige oplevelser som bestemte hendes livssyn i senere år. Hun var ikke på den måde digter som Amalie Skram f. ex. Det har altid forekommet mig så ubeskrivelig urigtig å nævne de to samtidig som digtere. C. C. kom ved en række sammenløbende omstændigheter til å spille en stor rolle i vort samfund. Hun fik lys fra tre store personligheter over sig, men var også et selvlysende legeme, nemlig i kraft af sin intelligens og et talent, som gjennem udsøgt opdragelse og pleie og det gunstige miljø blev til det yderste udviklet og stimuleret. Amalie Skrams store talent blev mishandlet på al vis; men ingen magt i verden kunde kue det. Det brøt på som et element; hun vilde ha digtet, om hun sat på en sten i en ørken. Hun vilde ikke skrevet godt og sørgeligt om sin ensomhet; hun vilde følt sig midt i en uendelig vrimmel, digtet om de tusind ting som ikke lot hende i ro. Hun fik aldrig nok af ensomhet. Hun kjæmpet til sin død for å opnå ro og ensomhet inden fire nakne vægge ved et skrivebord. Hun leiet et fælt rum udenfor sin egen koselige leilighet og sad midt i glovarmen om sommeren i Kjøbenhavn og skrev for nedrullede gardiner. Og hun var så gjerrig på disse tilkjæmpede ensomme minutter. Da myldret de frem fra alle kroker, de halte og de bedrøvede og lastefulde og uudgrundelige væsener som huserte i hendes fantasi. Men er ikke C. C. nogen stor digter, så har Norge og særlig Norges kvinder tusind ting å takke hende for. Hendes indlæg og brændende iver for de sociale reformer som skulde skaffe lærkefuglene ud af de kvalme stuer og gi dem luft under vingerne, var vel værd både fester, monumenter og fagre ord. For der trængtes luft i stuerne. Men ve dem, som også river væggerne ned i sin iver ... 26.1.1913 Igår møte i «Det norske teatret». Det går bra, og aktiekapitalen er næsten indbetalt. Bergen sløifes på nordgående, og i Ålesund spilles «Jeppe» for første gang 11te februar. Telefonerte med Rasmussen i Odda igår eftm. Han er desværre ikke frisk disse dagene og har været ræd for nogen lungehistorie. Det er ængsteligt på alle måter. Men han var bedre. Traf Lasse Trædal og Ida Konow; de gik naturligvis og «lavet ministerium». Fru K. vilde selv ha Forsvarsdepartementet og lovet mig Kirkedepartementet. Men Konow vilde absolut ikke bli Udenrigsminister. «Hvorfor ikke? Det er en stilling hvor der trænges både mand og kone.» «Ja, men jeg kan jo absolut ikke; vilde han ta den, måtte han ialfald skilles fra mig.» «Hvorfor?» «Jo, for jeg kan ikke mere af fremmede sprog end allright.» «Ja so fær de skiljast då,» sa Trædal; «det er so lett det no.» «Ja men det vil han ikke.» «Og da så.» Garborg skriver i «Syn og Segn» om filosofi så det fyker, på det smidigste landsmål. Sigurd Ibsen som idag har en uvidende og overfladisk artikel om «målstriden» i «Aftenposten», burde læse det. Men det gjør han ikke. Rixmålsfolkene er nu i vild krig indbyrdes. Nansen og Mørland er grove mot hverandre i «Morgenbl.» og «Aftenposten» og «Ørebl.» o. a., rakker «Riksmaalsbladet» og sekretæren gruværdig ned. 29.1.1913 Pludselig telefonerer Rasmussen til mig idag fra Xania. Han er syg og har tat 4 dages hvil. Håber å komme afsted igjen imorgen nat til Voss. I Odda havde de 700 kr. netto på 2 kvælder. Det er fint. De har nu større prøver selvfølgelig end vi gjorde i min tid. 30.1.1913 Har vært inde hos Rasmussen. Han er nokså skral, men vil reise til Voss imorgen og spille «Bjørnefjell» iovermorgen. Han er meget fornøiet med turen økonomisk. For øieblikket er der circa kr. 2000,00 i kassen. Vi snakket om repertoire for våren og høsten i Xania o.s.v. 10.2.1913 Garborg sendte fredag en artikel (på landsmål) til «Aftenposten» som svar på Sigurd Ibsens lange epistel i samme blad for en tid siden. Idag ringtes op fra redaktionen med forespørgsel om G. vilde oversætte den til rixmål. Isåfald vilde de strax ta den med dobbelt skudt på første side; dette blev to gange gjentat. G. sa selvfølgelig nei. Nu får vi se om den kommer. Nu taler Løvland hver dag landsmål fra Storthingets præsidentstol, og i middagen på slottet forleden for Regjeringen og Storthinget holdt han talen for majestæterne på landsmål også. Det er vel første gang i de haller — d.v.s. i en tale. 13.2.1913 Holdt igår foredrag om norske bygdedragter, husflid, o.s.v. for fabrikarbeidersker i Sagenes Arbeidersamfund. Det er en dameklubb — «Vestend‐Klubben» — som arrangerer 3‐4 aftenunderholdninger om vinteren. Entré 10 øre. Der var næsten fuldt. Fru Ludvig Meyer spilte violin før og efter foredraget. Godt publikum å snakke for. De fulgte så levende med, hvert øieblik hørte jeg udbrud af beundring, interesse og munterhet da jeg viste frem lysbillederne. «Vestend‐Klubben»s leder er den hollandske malerinde frk Hüprecht, som bragtes i berøring med fabrikpikerne gjennem frk. Tischendorf, en dame som gik ind i en fabrik ved Sagene og arbeidet som alm. fabrikpike ½ år for å studere forholdene. Nu skriver hun om sine oplevelser og studere videre. På aftenunderh. 12te marts skal hun tale. Jeg vilde gjerne høre hende, hvis jeg er i byen. 15.2.1913 Igår kom endelig korrektur på Garborgs artikel fra «Aftenposten». «Det norske teatret» spiller nu på Søndmør for fuldt hus alle steder. Stor lykke gjør de selvsagt, skjønt der også er nogen reservation å høre af og til. 19de går endelig Jeppe af stabelen i Ålesund, hvis da Rasmussen blir arbeidsfrisk igjen til da. Han er endnu skral desværre. 19.2.1913 Idag går «Jeppe» forhåbentlig i Ålesund. De spilte det først i Volda, og der gjorde de fabelaktig lykke. Danset igår i Turnhallen med over 100 af Bondeungdomslagets medlemmer. Meget kjæk ungdom. «Det norske teatret» har opgit Nordlandsturen på grund af Rasmussens bronkit. Vi har atter fåt kr. 1000,00 sendende fra dem; altså nu 2000,00 ren netto på 1 ½ måned. De reiser nu så langt nord som til Stenkjær; derpå sørover gjennem Trondhjem og Østerdalen. Påskeferie i Kristiania. 2.3.1913 «Det norske teatret» gjør fremdeles udmærkede affærer. Det reiser nu på grund af Rasmussens bronkit sydover igjen over Stenkjær‐Trondhjem‐Tønset, o.s.v. og er i Xania 17de mai — hvis vi da ikke foretrækker en anden ordning for den dag. Jeg er ikke vis på om vi bør spille i Xania før åpningen til høsten. Tror det er uklokt. 15.3.1913 Theatret idag og imorgen på Hamar. I Østerdalen fuldt alle steder til «Jeppe», men mindre til «Bjørnefjell». Rixmålssekretæren var og så på «Bjørnefjell» i Lilleelvedalen. Han havde plads ved siden af Erik Straalberg, som er blit lidt døv og sat og snakket svært høit om rixernes dumhet, når de sa at de ikke forstod dette måle. Alle som ikke var for domme, måtte vel forstå dette, o.s.v. Sekretæren flyttet sig: «Nå,» sa Erik, som ikke vidste hvem den anden var, «like du itte plassen din?» — «Nei,» svarte hr. Lødrup, «det er for varmt her.» De hørte samtalen helt op på scenen. Onsdag kommer flokken til Xania. 21.3.1913 Idag brev fra president Carl Berner med meddelelse om at «De Forenede Dampskibs‐Selskaber» Kjøbenhavn har indbudt Hovden og mig til å reise over til Amerika i mai som selskabets gjæster. Bare tanken på å drage så langt fra mine to mennesker gjør mig kold og skjælvende i knæerne — men jeg kommer nok til å reise. Det er for dumt å forsømme en slik anledning til å arbeide for den norske sak. Jeg skal i tilfælde holde 4‐5 forskjellige foredrag om nationale emner, danse med en del ungdom og søke å arrangere spelfærd til høsten eller senere. 22.3.1913 Måtte til byen idag for å træffe Rasmussen. P. Berg og Voss på fjeldet. Intet styremøte. Rasmussen var ikke bra endda, men ellers fornøiet med turen. «Jeppe» slår an overalt. Vi bestemte at han skal forhandle med fru Hedemark om engagement. Åpningen i Xania blir 1ste oktob. «Trollham» og «Varg i Veum», «Jeppe», «Sovande Sorg», «Stor‐Anders» blir de første forestillinger her. 26.3.1913 Garborg og jeg skulde reist til Sandefjord og set «Jeppe» iforgår; men opdaget at vi ikke eiet mer end 1 ½ krone tilsammen og opgav det. 4.4.1913 Nu er det afgjort at Hovden og jeg reiser sammen 16de med «Hellig Olav». Jeg har også fåt fri reise tilbake med «Kristianiafjord». 19.4.1913 Igår havde Nationaltheatret en stor dag med Oskar Braatens «Ungen», tiltrods for at sproget var en skandale nærmest. Bortskjæmt rixmål var det nærmere end nogetslags landsmål. Når bergenserne skal tvinges til å snakke Vikamål, blir det jo udenfor alle land. Stykkets eget greie landsmål havde alle kunnet snakke. Men stykket viste sig å være af gribende virkning; det er adskillige år siden der på vore scener blev spillet noget så ægte og klokt og varmt menneskeligt. Braaten fik òg en række hjertelige fremkaldelser. Alle aviser idag, selv de værste rix — og Høire, er overordentlig anerkjendende og fulde af respekt. 29.4.1913 Schjøtt igår. Det var en mand forleden som sa til ham, at han var noe af en digter, fortalte han. «Ja, det er sandt,» sa jeg. «Javist er det sandt; i den Norigs Soga mi er der, forsyne mig, næsten ikke et sandt ord.» «Og endda er den gåt i mange oplag.» «Ja i 6, Gud hjælpe mig så sandt. Men da 6te oplag kom, sa jeg til Swanstrøm, at jeg håbet det blev det sidste; det er jo gælnt altsammen.» 15.5.1913 Den sidste dagen hjemme er grå og kold; kan gjerne få smilet op til imorgen — skjønt; det er næsten bedre, at her ikke er så vakkert. 17.5.1913 Ombord i «Hellig Olav» på Christiansands havn Styrtende træt kom jeg ombord kl. 6 igår eftm. efter å ha fulgt Tuften og Harriet (Simonsen) på 5‐toget til Hvalstad. Harriet skulle bli derude inat. Idag rangler de sammen i byen forhåbentlig. G. fulgte ikke til byen. Her er behageligt å være ombord; man har følelsen å være på et velordnet første klasses hotel. Skibet går stødt og lydløst endda det blæser friskt nu her omkring Ryvingen. Vi har allerede gjort bekjendtskab med skipper Jakobsen fra Søndmør, som har invitert os alle med til Vest‐Indien i juli. Fristelsen er stor. Turen fra og til New York tar bare 14 dage. Da anløbes Cuba eller Jamaica. Det er frugtfart for et amerikansk kompani Jakobsens skib går i. 19.5.1913 Kaptein Holst ser ud til å være en lykkelig sjømand, som elsker sit kald. Han vil helst ha to skibe, så han aldrig behøvet å være iland, siger han. Danskerne har sin styrke i å gjøre det koseligt og lave megen god mat. Vi lever væmmelig godt, jeg er ræd for Hovden. 20.5.1913 Her føres et forfærdeligt liv. Kl. 7 morgen the. Fra 8 til 10 frokost med flere varme retter, bif, fisk, skinke, æg, og alt optænkeligt koldt, havregrøt og frugt. Kl. 11 varm bullion og kjæx på dækket. Kl. 1 lunch med suppe, fisk, kjødret, kaker, frugt o. a. Kl. 4 the og varmt wienerbrød på dækket, kl. 6 middag med 7 retter, kl. 9 the og kaker, kl. 10 smørbrød i røkelugaren. Og mange, ja de fleste hænger trofast i og æter sig igjennem dagen med stor pligtopfyldelse. Jeg sløifer 3 måltider og tre retter i hvert måltid og befinder mig udmærket. 22.5.1913 Igåraftes improviseret dans i salonen. Jeg danset française med pastor Eckhoff, som ikke havde danset på 40 år. Hovden var en af de ivrigste dansekavalerer. 24.5.1913 Ved New‐Foundlandsbankerne Igår var det 8 dage siden vi gik ombord; tiden har vært lang. Idag har jeg sendt et Marconi‐telegram til Tuften, som er 25 år imorgen. Desværre får han det ikke før tirsdag eller onsdag. Det skal nemlig sendes over til «United States» som vi skal møte engang inat; det tar det så med og sender det når det når inden telegramringen på Norge‐siden. 25.5.1913 — Har netop hørt Hovden præke i en af spisesalene på 3die; der var voldsom slingring; men det var gribende og høitideligt. H. snakket hjertevarmt og enfoldigt, og jeg tror alle forstod hans mål. Jeg sat og så på ansigterne, og det var rørende å se hvor de fulgte levende med. Mange staute; vakre unge mennesker, men også mange svage — særlig mange barn som så syge og underernæret ud. — Jeg tror alle var fornøiet med Hovden; ialfald var jeg det. Det er næsten vondt å skrive mit fattige mål efterpå. 29.5.1913 New York Vi nådde alligevel ind kl. 9 aften 27de. Blev møtt af komitéen, som førte mig ad mange forunderlige veie til ingeniør Drewsen og frue, (født Løken, søster af Haakon Løken), hvor jeg er gjæst. Indseilingen var vakker; det var såvidt lyst at vi så alt klart, og alligevel mørkt nok til, at der blinket og blaffet elektrisk lys fra tårn og færger, fabriker og skyskrapere. 31.5.1913 Igår sangerfest og concert i sangerhall. 178 sangere fra forskjellige stater, alle norske, samt et lite men godt orkester under ledelse af en ung norsk musiker, hr. Windelstad. Efterpå «banket», som blev umådelig livlig. Spiste ved svære langborde, kold mat, øl, dram, kaffe, taler. Hovden god. Traf en mængde mennesker fra forskjellige kanter af Norge. En Mr. Lee (Li) fra Stavangerkanten, velhavende forretningsmand vil ha Hovden til å tale her på hjemturen og hjælpe til å stifte et mållag. Mig vil de ha til å holde foredrag til indtægt for det norske hospital. Der talte Hovden igår for de syge. Desuden præket han om det 4de bud i kirken. 6.6.1913 Fargo 31 te foredrag i New York om «Sangdans og norsk folkedigtning». Efterpå liten rangel med vor norske consul Ravn, ingeniør Berle og frue (de to spiste først middag med os hos Drewsens), fru og frk. Drewsen, Sangerforbundets president, Berntsen og frue. Så drak jeg et glas champagne med «Hulda Garborg‐komiteen». — I formiddag forberedende møte for stiftelse af et norsk mållag. Der var en liten samling af prægtige ansigter. 8.6.1913 Afsløringen af Aasen‐støtten igår blev en vakker fest. Mange landsfolk var kommet ind. Men «Sønner af Norge» havde stort møte i Eau Claire samtidig, og en tilstelning nede i byen (Fargo) med et pyntet vikingskib i optog gjennem gaderne, så der var ikke mer end omkring 1500 mennesker hos os. Støtten står på en pen plads omgit af grønne løvtrær i det ene hjørne af Concordia College‐parken. Hovdens tale var grei og god; men jeg har nok hørt ham mere stemningsfuld. Det tok en evig tid før vi fik begyndt. Jeg blev hentet kl. 1 (med to prægtige svarte hester) og sad i et skoleværelse på colleget til ½ 4. Da endelig kunde vi toge ud en flok nationalklædt ungdom — tre brude fra Hardanger i gode dragter og krone, som dr. Fjeld eier —, Hovden og de andre indbudne fra de nærmeste byer med spelemann Aakhus fra Sætersdalen i spidsen. Vi frøs så vi hakket tænder på tribunen i de 3 timer ceremonierne varte, skjønt der var sol og fint veir. Her er bare slik isende vind. Hovden og jeg måtte sidde på to tronstoler og ta os ud, og stive og alvorlige, hvad der var vanskelig nok så længe i den kulden. Jeg læste Garborgs Aasen‐dråpa og la roser på støtten fra Garborg. Så blev der lagt en række kranse på, oplæst en del telegrammer og breve afvexlende med sang af prof. Reimestad og et sangkor. Pastor Næss, som er en af Concordia College's stiftere og medlem af Aasenkomiteen, overgav støtten til præsident Aasgaard (præsident for C. C.), Aa. takket. Så endelig ned i skolens matsal til det som de her kalder «banket»; hjemme vilde vi vel kaldt det fællesbespisning. Der deltog vel et par hundrede. Konerne havde småbarn med, som altid her. De har jo ikke nogen hjemme til å passe dem. Vi spiste en ordentlig suppe af melk og tomater, derpå fik vi (portioneret ud fra kjøkkenet) et stort stykke god lax med potet‐puré og melkesauce, brød og godt fløtesmør, agurker og røde og hvite pebermynter samt pie‐nuts med salt på i små lyserøde papirformer. Så en vældig portion kalvestek med potet‐puré og ærter samt en portion is med nogetslags kake. Papirservietter, ingen blomster eller andet [ ? ]; det var en salig og velkokt skolemiddag. Drikken var isvand som altid herover. D.v.s. i enkelte ugudelige huse får man nok et glas øl. Og så går der jo strømme af mennesker over broen til Moorhead om kvælden. Der er «saloon» i hvert hus. Hovden, som bor i Hotel Cornstock der, har ikke en rolig nat; der drikkes, synges, spilles døgnet rundt. Efterat alle de mange snes taler var over og «Søndmørslaget» havde overrakt Hovden et skrin med vakre kniver og gafler og skeer og mig en overdådig sølvpokal, kjørtes vi i private automobiler til Cornstock, hvor vi sat et par timer på Hovdens rum med prof. Fossum fra Fergus Falls, pastor Bothne (bror af Gisle Bothne i Minneapolis), søndmøringen Hansen fra Minneapolis og dr. Fjelde. I seng kl. ?. Min søster bor meget centralt her i 4de etage i et nyt hus. Hun har leiet et extra rum for mig. Alle vinduer ud til en «luftpipe», en karikatur af et gårdsrum, hvor første etage er overbygget med glastak for en «store» eller butik, som det heter i Gamlelandet. Sol aner vi ikke. Her er mest kontorer, særlig læger af alle slags ellers i huset, varmt og koldt vand i værelserne, bad o.s.v., men trangt som en ulykke. Jeg vil heller dø strax end leve her. Heldigvis skal min søster reise til sin datter i Evelette i vinter. Hun leier nu to værelser ud til to halvnorske kontordamer, pene unge piker som steller sig selv og lever meget selskabeligt i sin klik. Breve fra alle med indbydelser. «Sønner af Norge»s president, hr. Gabrielsen, foreslår nu en tur til Stillehavskysten. Sommeren blir altfor kort. — Det berømte norsk‐amerikanske mixesprog er akkurat så fælt som jeg havde tænkt mig. «Well, vi skal take subwaien under revern først, and so vi skal ta carchen (car) på cornern,» sa en frue i New York til mig første kvælden. (Vi skal først ta undergrundsbanen under elven og så tar vi sporvognen på hjørnet.) Men en her var værre; hun «hoppa på en kar», og hvis da «han er fuld, så hopper jeg på en an'en». O.s.v. 20.6.1913 Minneapolis Kom hit kl. 7 idag morges. Reiste fra Newfolden igåraftes, efter ½ dags besøk på farmen hos Garborgs søster Oline Tunheim. Manden jærbu; kom hit ganske ung fattig gut fra Jæren, har nu 400 acr. land og 8 heste, 9 melkekjør og en hel del småfæ. Broren bor på nabofarmen; han er lægprædikant og udgir «Bud og Hilsen», som har 8 000 abonnenter. Oline Garborg, no O. Tunheim, kunde eg ikkje kjenne att; alle farmarkjerringar er so utslitne og gamle i ung alder at det er fælt. Huset var af smale planker, tynde stolper og høie smale glas, et godt og velhavende farmerhus af den almindelige golde kolde type; for mig er det det uhyggeligste jeg kan tænke mig af hjem. Ikke et frugttræ, ikke en blomst, bare flate «fielden», som kan være bra nok; men omkring huset er det øde og uden ly. Sætersdølene var sig sjølve. De snakket sæbyggmål so det song i veggene, og de var fulde av lått og løgje, holdt spirituelle taler, danset gangaren så fint, at jeg blev varm om hjerte, og var idethele herlige. Der var vældig stemning. Det var en rørende afsked vi tok med hverandre, og da en sa: «Du skal ha so mykje takk, at du alli kan bera det,» og en anden: «Må eg dikte um deg, må eg? Du skal få det finaste dikte du hev fengje i dit liv,» da rømte jeg for ikke å falde ham om halsen. — Minneapolis ser ud til å være en fin by. Har vært en tur ude og set på Minnehaha og Jakob Fjeldes statue af Hiawatha. Jeg synes den er vakker. 21.6.1913 Hovden og jeg talte begge i den store Høiskolesalen her igår for 1000 mennesker til indtægt for tuberkulosearbeidet på Søndmør. Hovden og jeg har i form. vært på State University og hilst på prof. Bothne; han var nede og hørte os igåraftes, og han vilde havt mig til å komme hit igjen når det nye semester begynder, til å tale for studenterne om folkeviser o. a. Han er også varmt interesseret for sangdansen og sa, at jeg måtte komme igjen og ha kurser ved Universitetet. Det var i 1912 7000 studenter. Det er en vældig anstalt, nylig udvidet med 12 kvartaler af byen. Der er en række læreanstalter, tekniske, chemiske samt landbrugshøiskole, som sorterer under Universitetet; det er meget rikt. 23.6.1913 Fergus Falls Kom hit igåraftes kl. 5; reiste kl. 11.45 form. fra Minneapolis. Hovden blev igjen, skulde præke igår der. Men ved en eller anden misforståelse var han også lovet hit; det var averteret og kirkefolket ventet kl. 8. I sin nød bad professor Fossum mig tale om norsk folkedigtning og sangdans. Jeg følte mig yderst genert ved å tale fra koret i en kirke, men måtte til. Og præsten og profeterne var tilfredse, og de tok op kollekt, som indbragte mig 8 daler. Jeg var færdig til å krype under bænken, så trykket var jeg af situationen. Men væggerne faldt ikke ned i den alvorsfulde puritanske murkirke, endda jeg fortalte både om dansende præster o. a. stygt. Men en lægprædikant gik ud. 25.6.1913 Sommetider er det som disse norske her raser frem med sammenbitte tænder, fordi det er noget de skal døyve ned og dræpe i sig. De virker ellers ofte både muntre og friske ved det første overfladiske bekjendtskab; men jeg hører undertiden såre klunk på understrenger. Professor Fossum var hos mig nu i form. Han er meget interessert i sangdansen, vil prøve å interessere Knute Nelson for å få «Spellaget» over og siden få kurser i gang her. Jeg sendte efter hans forslag «Songdansen i Nord‐Landi» og «Norske Dansevisur» til K. Nelson. 27.6.1913 Devils‐Lake Kom hit ½ 12 inat. Mødtes med automobil af hr. og fru Sørumsgard, hos hvem jeg er gjæst sammen med den svensk‐amerikanske sanger hr. Holmqvist, som er kommet herop fra Chicago for å være solist (bas) ved concerten ikvæld. Sørumsgard er en mærkelig mand, blind, men har arbeidet sig frem som sagfører så han nu har det største og vakreste hjem i byen. Han er fra Lesje i Gudbrandsdalen, fruen amerikansk, fem kjække barn. Kl. 2 idag var det «parade» af sangerne; vi kjørte med i automobil. Her er meget koldere end i Fargo; det er også 5 timer nordligere. En af husets døtre red på sin lille ponny i etslags Hardangerdragt, og ponnyen havde norske sløifer i manken og halen og flag bak øret. Damen er 13 år og rider i galop som en rigtig cow‐girl gjennem gaderne. I Fargo rider også unge piker meget, barhovedet og på herremaner, uden nogen særskildt ridedragt — altid i galop. Det er likesom lidt prærieluft i det. Mange indianere er i byen idag. De ser prægtige ud. Mændene er klædt som alle andre, men kvinderne har skotske schawls og stærke farver på kjolerne omtrent som zigøinere, men ingen særskildt dragt. Hele byen er pyntet i norske farver for de 200 sangere. — Hr. Holmqvist er en stor svær vakker svenske, meget elskværdig og godmodig, øver sig hele tiden nedenunder. Hovden kom til Fargo igåraftes; taler der idag. — Traf igår på reisen den unge Erik Hammer som reiser for Folkemuseet og De Sandvigske Samlinger. Han tok af i Grand Forks og kommer hit ikvæld. Han begynder først i september sine foredrag her. 30.6.1913 Havde igår min store dag i Amerika. Reiste herfra kl. 7 med Mr. og Mrs. Sørumsgard, tok den skranglete elektriske til Chatoqua (skrives nok egentlig Chautauqva); men da vi kom der, vilde manden ikke gå over sjøen med motorbåten, for det var storm. Jeg var ulykkelig, og vi fik ham overtalt til å gå. Foruden os var med som passager en halvblods indianer — fransk far —, han var student og skulde hjem til reservationen i ferien. Ikke for å hvile, men for å arbeide som «carpenter». Han var meget pen og intelligent og snakket gjerne om sit folk; han var en Chippewa, som der ellers er få af i denne reservation; hovedstokken er Sioux. Den ene time på Djævlesjøen blev fæl. Mrs. Sørumsgard, en liten tynd, fin amerikanerinde, og jeg lå i bunden af båten under en presenning; men endda blev jeg våt til skindet fordi jeg et par gange løftet op lidt for å puste. Det randt en liten bæk nedover brystet mit. Da jeg kom på land blev jeg sjøsyg også. Studenterne (fra Carnegie College) fulgte os op til Fort Totten, det sidste fort amerikanerne bygget mot indianerne her i Dakota. Det er fra begyndelsen af 60‐årene. Mens prærien hernede om byen er håbløs flat og ensformig med svært lite træplantning om farmerne, er det oppe omkring fortet bakket terræn med meget småskog. Indianerne vil ha det så. Selve fortet er en stor firkantet plads, omgit af lave, hvite hus, som nu er skoler for indianerbarn. Gutterne på den ene side, pigerne på den anden. Vi gik over i den yderst tarvelige administrationsbygning og hilste på superintendanten, Mr. Ziebach (tysk afstamning, men helt amerikaner; kunde ikke tysk). Vi blev så vist rundt på skolen af en svenskfødt (nu helt amerikaniseret) lærerinde, og reiste derpå med Mr. Ziebach, hvis titel i sin helhet er Supt. and Spl. Disb. Agent, Indian Service U.S.A., ud til en herlig plads, hvor indianerne i disse dage slår leir for å hæve pengene, som regjeringen betaler dem terminvis for det land den har kjøbt af dem — de får 14 daler pr. måned — og for samtidig å feire 4de juli samlet. Et par hundrede skinnende hvite telt er slåt op i rundkreds på en høide som er formet så der er en svær, lidt bølget plads mellem dem. I midten af pladsen er små løvtrær eller grene af store trær, stukket løse i jorden i en runding; det er dansepladsen, hvor det amerikanske flag er plantet i midten på en tynd, svaiende stand. Ved siden af denne plads står et par telt, hvor der er iscreme o. a. lækkerier å få kjøbt. Rundt på sletten går hesterne, flere hundrede og beiter stille og fredelige, og i teltene er det livligt med barn og hunder og kvinder som koker mat på gasolinovner eller sidder og syr blonder på spraglete kalikokjoler eller perlesøm, som de er mestre i. Mr. Sørumsgard forærte mig en pragtfuld sadeltaske som kostet bare 6 daler, skjønt det må være måneders arbeide, og den veier mange kilo, så tæt er den besyd med perler. Den er ½ meter i firkant med et 10 cm. bredt akselskjerf og hver plet er perlesat — blad og blomster på hvit bund af melkeperler. Særlig vakre var mange af mændernes sko — mokasiner — de er syd på bøffelhud, og perlerne syes på med senetråd. Manden går nu til daglig i alm. klær; bare hatterne er de kjendte bredbremmede grå filthatte med guldtresser om. Og så har de fleste halvlangt hår ned på skuldrene. Kvinderne klær sig i alm. faconer, men meget stærke farver. Skotske sjal og violette eller røde kjoler. Tykke perlehalsbånd. De væver tæpper som er udmærket vakre og ganske ligner enkelt almindelige rutete norske åklær. De har også vor lynbord eller endog hele tæpper i lynmønster. Nogen bredstripede grå, sorte og hvide tæpper er særlig vakre. Men på sengerne i teltene — flatsenger naturligvis — havde de ofte «lappetæpper» i lyse, friske farver. Sengene så rene og pene ud, med hvide træk på puterne. I et telt hørte vi en grammofon; det var indianske viser og sangdanse. Umulig å opfatte ord, mest var det som uartikuleret skrik og hyl, men efterhvert kunde jeg finde ud lidt melodi, ofte underlig likesom med undertoner som på Hardangerfele. De gikk af og til dypt ned fra de høie skrik; da blev det som alvorlig tale uden at jeg skjelnet de enkelte ord. Det høres som de hele tiden siger jah, jah, jah, jah — ah, ah, og så en lyd som kråkekræing, bare at k'en var mere som h. Jeg bad om å få kjøbt en rull af en sangdans, men den vakre, meget civiliserte engelsktalende 30 årige mand turde ikke for sin kone, sa han. Hun sat som et vældig kjøtbjerg på sengen og sydde og så ikke op. Hun er sint, sa Mr. Ziebach. Styg var hun ialfald. Siden blev en svær «tam‐tam», rigt broderet med perler sat op i et hjørne af dansepladsen; der stikkes 4 svøpelignende stokker i jorden, og de er pyntet med bjælder og kulørte duske af hestehår — gult og rødt er vist yndlingsfarverne. 4 mænd satte sig ned og begyndte å synge; d.v.s. én begyndte først stille og blygt som etslags mumling med venstre hånd halvt for munden, mens han slog takten med høire; de andre satte i med, og det var tydelig et omkvæd som de tog i med først. Alle slog så takten med stokker som havde en kugle af skindlapper i toppen; det gir en dyp tam‐tam lyd. Efterhvert kom de så ud af teltene, en og en hyldet i tæpper — mange havde bare brokede sengetæpper af kulørte lapper. Men de draperte sig i det som i en kongekappe og skred ranke og værdige ind i løvsalen. Altid gjennem hovedåpningen. 2 høvdinger havde vældige fjærkroner, ellers havde de tusind på som barn når de klær sig ud. Om læggene havde de alle spændt almindelige hestedombjælder og de havde en mængde små runde speil, silkebånd, perler, fjær, skindfryndser o.s.v. overalt. Skoene var de vakre perlesko, mest i blå farver. En havde en dyne med sig som han sat på, de andre satte sig på sine tæpper i rundkreds under løvgrenene. På frastand så det ud som et stort rundt blomsterbed. Fra dynen kom der frem en fredspibe, bemalt og befrynset, med rødt langt stenhoved (pibesten); det var som mørk terracotta i farve. Den gik fra mund til mund blandt de 4‐5 fornemste og de tok bare nogen få drag hver ad gangen. Nu er de alle kristne, d.v.s. de tilhører en kirke, mest den katolske missionskirke på stedet, og nu vet de hvor «den store ånd» bor. Før vidste de det ikke, og når de tændte piben, bøiet de mundstykket mot de 4 verdenshjørner forat den store ånd skulde få de første drag; nu tok de dem selv. Når musikken begyndte, reiste de sig i al sin pragt, en efter en og begyndte en taktfast dans, to hopp på hver fot hele tiden og undertiden ranke, undertiden helt bøiet mot jorden, mens de tok et godt fast tak i buksebaken. Superintendanten Mr. Ziebach, som hele dagen kjørte os i sin auto rundt på teltpladsen og fortet, fotograferte dansen og leiren, et billede eller flere knep han, mens jeg forsøkte å lære trinene af dem. Det var et herligt syn hele den store leir med alle hesterne og teltene på høiderne. Udsigten over prærien var storartet derfra. De fleste af de 1000 indianere i Chautauqua er katoliker; der lever endnu en gammel missionær af de første kuld som kom dit; pater Jérôme; han udgir en avis, «Sioux». Det var uforglemmelige dage med mange stemninger og mye romantik. Et billede jeg vil huske altid, var en kreds af 20 mænd som spiste i et stort telt (ingen kvinder eller børn får spise med dem), og et par unge mænd som kom ridende i galop langs en høideryg, så silhuetterne tegnet sig mot den røde kvældshimmel. 6.7.1913 Eveleth Naturen her ligner mere på Norge. Men her er lidt bakket og tyk småskog. Bjørk. Og i sumpene vokser der en kraftig blå iris, som vi dyrker i haverne hjemme. Ellers er der hvit kløver, meget stor og frodig, sløkje, hundekjæx og gule margeriter. Ligeså en hvit liljeart, som jeg ikke kjender. Ganske små. Disse blomsterne var rent en husvalelse; jeg har savnet så blomster herover både ude og inde. —Det er altfor sørgeligt, at jeg ikke kan motta mine 4 indbydelser til Californien; der er jo blomster og fjeld og alt. Nu er det 40 mil til skogen hvor den hugges til den vældige sagmølle i Virginia, og endnu kan de rovhugge på samme måte i 12‐15 år, så kolossale er skogene i egnen. Altså bare de skoge som er så nær at det lønner sig å føre tømmeret til Virginia. 12.7.1913 Chicago Fik brev fra Garborg, at Steinsvik er død efter blindtarmoperation i Xania. Det er så sørgeligt, at jeg ikke kan tænke på andet. At jeg ikke er hjemme og gjør hvad jeg kan for barna, er fortvilet. Steinsvik lovet mig dagen før jeg reiste, at han ikke skulde opereres før han havde prøvet en måneds hvile og fornuftig kur hos Olvik; gid han havde holdt sit løfte. Hvordan skal det nu gå med «17de», og hvordan skal det gå med barna og Veslelia og alt! 14.7.1913 Igår på «Norwegian Old Peoples Home» i Norwood Park. Der lever nu 102 gamle norske hjemløse mænd og kvinder af forholdsvis velstandsfolk. De tages op efter fyldte 60 år og må betale en gang for alle mindst 300 dollars. Alt var nydeligt og velstelt, kjølig spisesal og en ganske pen liten skog‐park, store verandaer o.s.v. De havde små pyntelige rum — en i hvert, — og det hele var yderst tiltalende. Jeg snakket med en 91 årig mand fra Ringsaker ved navn Kjos. Han blev glad som et barn, da han hørte jeg var fra Hedemarken og kjendte noen af hans slægt. «Han er så snil og morosam,» sa bestyrerinden. Jeg hørte strax han var fra Oplandene da han sa «je»? «Hvor er De født i Norge da?» spurgte jeg. Han hørte dårligt og spurgte høit: « Je?» «Å,» sa jeg, «De er hedemarking.» «Je æ frå Ringsak, je ja,» sa han. Han havde vært 48 år i Amerika. Han havde sligt lyst godt Hedemarks‐ansigt med blå troskyldige barneøine. Så var det «Mor Bø» og «Gurina» og Anne og mange navn som klang som østlandsk norsk. — Jeg glemmer aftenen i «Den norske Club» lørdag for mig. — Der var omtrent 100 tilstede. Fru Gerner holdt en udmærket tale for mig: ganske anderledes god end jeg er vant til i Norge. Her er jeg mærkelig nok kjendt som forfatter; de kan mine bøger og er glad i dem, og jeg slipper å presenteres som danserinde. Hovden kom ud på kvælden. Han havde præket i en kirke, da teltet han skulde vært i, blæste ned. Igår talte han i kirken igjen for fuldt hus, reiste så kl. 3 til New York og tar «Hellig Olav» til Norge I7de. 15.7.1913 Lørdag form. hørte jeg Miss Jane Addams i Hull‐House, den kjendte institution i Chicagos fæleste bydel, som hun har skapt. Begyndelsen blev gjort i 1889 efter engelsk mønster. Jane Addams, «Amerikas ukronede dronning», er sjælen i det hele og skal ha sat en stor formue ind i det. Bygningerne indtar et helt kvartal mellem Chicagos længste gade Halsted Street — den er så lang som fra Stortorvet i Xania til torvet i Drammen — Polk St. og Ening St. Al undervisning udenfor håndgjerningsfagene er frivillig. Kvindelige professorer tilbringer sine ferier der og arbeider gratis — læger fører gratis tilsyn, o.s.v. Jeg kom der kl. 12 med den norske læge, frk. Rasmussen fra Bergen (forhenv. skuespillerinde); vi spiste lunch i den enkle spisesal hvor fabrikpiker o. a. arbeidende kvinder og mænd får mat for hvad den koster i indkjøp. Der var så overfyldt den dag, da de kvindelige studenter fra et college var der og beså huset. Efter maten skulde Miss Addams tale for dem om hvordan det hele var kommet istand, og hvad meningen var med det. Mens vi strævet med å finde plads, kom en liten, fin, venlig dame med store, sorte øine og talte til os og hjalp os tilrette, tørket af bordet og så ud til å være en art opsynskvinde. Det var en professor, som kom med studenterne og skulde bli der i hele sommer og arbeide. Det var et offer. Midt i det mest stinkende, brændhete, støvete Chicago. Vi gik op i theatret som var rigtig pent og Miss Addams kom, modtat med stormende håndklap. Hun er en middelshøi, lidt førladen dame i 50 årsalderen, grått hår, enkel blå silkekjole og langt guldkjæde. Så ud som en lidt træt god husmor. Talte en halv times tid roligt og beskedent som en lærerinde for en ny klasse. Siden blev de unge opfordret til å spørge, om det var noget mere de vilde vite. Og hun fik en række spørgsmål, hvoraf jeg bare skal citere et: Er alle barn like levedygtige ved fødselen? Hun smilte umærkelig og svarte elskværdig. — Det skal være rent fabelaktig, hvad hun har fåt istand af veldædighet i Amerika allevegne. I Hull‐House er der væveskole — med indiansk o. a. spinding, syskole, malerskole, pottemakerværksted, læseværelser og alleslags klubrum for gutter. Men det vilde bli en vældig bok, skulde jeg beskrive alle Hull‐House's institutioner. Jeg er glad jeg har set Miss Addams og hendes største værk. 16.7.1913 Igår mit foredrag her. Overfyldt i Dania Hall. Men lysbillede‐apparatet fungerte dårligt på grund af noe galt med afstanden, og det blev et dommedagsveir under foredraget, så det var et Guds under, at alt gik pent til ende. Lynene kom uden ophold og lyste op, så ikke et skimt kunde sees af billederne, og hele huset rystet under tordenskrallene. Men stemningen var trods alt ypperlig. Efterpå reception. Talte med en mængde mennesker, bl.a. den 85 årige doktor Nils Qvale, som har grundet gamlehjemmet og ellers i lange tider arbeidet trofast og uegennyttigt for de norske her på al vis. Han skulde ha en orden, siger folk som kjender forholdene, og ikke alle de som ligger og skriver dumheter om Amerika i norske aviser. En elskværdig gammel mand var det ihvertfald. Ved kaffen holdt Borgny Hammer en så hjertevarm og begeistret tale for mig at jeg ikke kunde svare, jeg havde bare tutet strax. Sætter heller talen i «Skandinaven». Fru Hammer var også på fru Pihlfeldts modtagelse og læste bl.a. «Han fik ej Lov til at lægge ut», — det var kraft og skjønhet i hendes stemme og foredrag, og jeg siger som jeg har sagt så ofte før: det er en skam at vort Nationaltheater ikke havde bruk for hende. 23.7.1913 Iforgår gik vi tolv norske damer på to negertheatre om kvælden. Ingen af dem havde været der før, og det var formelig litt spændende. Først kom vi nede i de sortes hovedgade i et Vaudevilletheater, hvor halvdelen af publikum var sorte, men alle aktørene hvite, når undtages to virkelige apekatter, som var uhyggelig menneskelig. Altså skuffelse. Derfra gik vi da på en ægte negervarieté. Alt sort, når undtages at de optrædende sorte sangerinder havde sminket sig hvite. Theatret var en lang smal gang som tok nogen få hundrede mennesker. Trængselen var stor før vi kom ind, men siden gik alt godt. Alle var tækkelige og velvillige mod os, skjønt vi var de eneste hvite, og de optrædende var meget flinkere end på det første finere theater. Der så jeg bl.a., at negrene selv stepper meget finere og bedre end alle som hermer efter dem. En ung meget vakker dame, sminket hvit og klædt i elegante cremgule silke‐
herreklær, danset aldeles nydeligt, stille og næsten lydløst. Det var samme forskjel som på en halling danset i Hallingdal af hallingdøler og en halling danset af byfolk. De tramper og bærer sig som sindsvage mens dansen i virkeligheten er myk og stille og fin. Brev fra Percy Grainger og Knute Nelson. P. G. har læst «Mann av Guds Naade», som han på sin overstrømmende måte siger har «grebet ham som få kunstværker i hans liv». Om sproget siger han: «Også det vidunderlige sprog! Det er ret som musik bare å læse i det. Jeg må sige at jeg næsten misunder dem at De kan skrive i det. Det må være en umådelig stor glæde og tilfredsstillelse. Engang tror jeg nok, at jeg selv vil kunne tale og skrive det, mer eller mindre godt. Og det glæder jeg mig til.» 27.7.1913 Brooklyn, Franklin Ave. En virkelig levende indianer som først holdt et lite foredrag om sit folk og sa mange udmærkede ting. «Man kalder os vilde,» sa han, «men mine damer og herrer, der er flere vilde på New Yorks gader end i min stamme, tro de mig. Her sælger de sine kvinder på gaden; det gjør ikke vi,» o.s.v. Så viste han frem dragter, høvdingpynt, perler, tæpper o. l. Sang derpå en sang nokså moderne, men brugte sin stemme langt vakrere end de hvide cabaretsangere jeg har hørt her. Tilsidst danset han en måneskinsdans som var herlig. Fornemt og fint førte han sig, og skjønt han var meget liten, var han en rigtig staut kar. Vi vil gå og se ham igjen. 5.8.1913 — Mandag eftm. reiste fru D. og jeg op til en park (Woodland Theatre, Cortlandt Park) i udkanten af byen og så en dramatisering af Longfellows «Hiawatha» spillet af indianere ude i skogen. Det hele arrangement var yderst primitivt. I en «naturlig» del af parken, lige ved et tjern havde truppen slåt leir i maleriske telte. 2 af teltene lå lige ved vandet, og foran det ene var en optråkket liden runding hvor det væsentlige af handlingen foregik. Ikke spor af kulisser eller scene. På den anden side af tjernet var slåt op nogen simple planker for tilskuerne, og på en yderst tarvelig tribune lige ved vandkanten var en del reserverte pladse til 1 dollar. (Ellers 50 cents.) Det hele sceneri var fortryllende netop fordi der ingen scene var. Det hele var arrangeret til indtægt for veldædighetsarbeide i byen. Longfellows digt blev læst af en mand som skjultes af trær ved hovedteltet, og så spiltes der pantomimisk med indlagte ægte sange og danse. Begravelsen var særlig stemningsfuld; de sang en forunderlig hymne, mens de bar liket op på en haug og satte båren fra sig høit oppe i to trær deroppe. En ild blev tændt deroppe, og to af stammen sat vagt. Præstens ankomst tilsidst i båden var mindre morsom; men det så prægtigt ud, da Hiawatha gled bort i sin kano, rank med hævede arme for å forkynde sit folk læren om den hvite Krist. De kalder stykket «The Indian Passions Play» og sammenligner opførelsen med spillene i Ober‐Ammergau. Det er flere år siden de begyndte å opføre dramatiseringen af Hiawatha, men dette var nu vist en af de mindst gode. Det var så slapt, og de så alle ud som de slet ikke gad længer. De har også holdt på i hele sommer. Men sangene var svært interessante trods alt. Og dansene ægte nok, men altfor korte. 7.8.1913 Ombord i «Kristianiafjord» — Vi har to sorte advokater ombord som er svært tiltalende. Den ene er hvithåret og så lys i huden, at man neppe kan skjelne racen, men den anden er blankpoleret mørkebrun og allright med de skjønneste Øine og tænder og barnlig godt udtryk. De skal til Norge på lysttur. Det er så trist å se hvor de andre ligesom skyr dem. De spiser ved bord alene. Men den snille dr. de Besche har tat sig af dem. Jeg har git dem Brita Utnes adresse; bare hun ikke blir ræd den brune. 30.9.1913 Hvalstad Igår styremøte. Rasmussen nervøs og dårlig. Bronkit. Kongen og Dronningen indbudt til åpningen. Fest bestemtes efterpå. Deilig høstveir; Tuften planter løk; han har fåt en stor kasse fra Holland. Likeså en del fine pioner. Traf i «Bondeheimen» Jens Tvedt, Lars Eskeland, Haakon Løken; de begyndte igår møterne i Retskrivningskomiteen. Rixmålsfolkene har i «Morgenbl.» gjort voldsomme angrep på Haakon Løken, fordi han skal representere dem i Komiteen. Sigrid Undset skal bl.a. ha været ude. 5.10.1913 Uken er gåt med byreiser og arbeide i anledningen åpningen imorgen. Set generalprøve på «Stor‐
Anders» og «Jeppe». Jeppe er absolut stjernekomedie; «Stor‐Anders» viser bedre, hvad teatret nu kan jevntover. Jeg tror Braaten var meget fornøiet. Holter rækker alligevel ingenlunde til i hovedrollen, efter min mening. Men i den rolle passer hans organ og sprogbehandling bedre end i Holbergs hvor han spiller baronen. Jeg har bedt Rasmussen endelig la Mikkelsen få den rollen igjen; han snakker da fint mål ialfald. Der har vært adskillige folk, bl.a. tegnere fra flere blade på generalprøverne. Jeg tror de var mest tat af «Stor‐Anders». Det virker også godt og dramatisk, bare sidste akt er mat — ja overflødig. Skal ind imorgen tidlig og møblere kongelogen. Brev fra G. idag (fra Knudaheio). Han klager som altid over, at han ingenting hører fra os. Han skal nu snart til Bergen igjen og sitte for Rusti. Av aviserne ser jeg at han også er malt af en anden i sommer; det har han glemt å fortælle. 9.10.1913 Så er det over med de såkalte «opningsframsyningar». Har vært i byen 2 døgn og så en tur idag igjen. Bor i «Bondeheimen», hvor der er udmærket. Til første kvæld var solgt for 1200 kroner; desuden havde vi henved 120 indbudne. På galleriet sat Kongen med kabinetsekretær Grønvold og en adjutant, desuten Regjeringen og en del andre gjæster. Der var pent; vi havde leiet palmer og pyntet med åklær og blomster. Kongen sat i en Kinsarvik‐stol af de høiryggede som ligner gamle høvdingsæter. Jeg talte med Kongen både før og efter forestillingen; han havde forståt alt, sa han. «Jeg har aldrig havt vanskelig for å forstå sproget noget sted i Norge,» sa han; «det skulde da være blandt strilerne at det faldt lidt svært.» Han undskyldte Dronningen. «Min kone kunde desværre ikke komme,» sa han, «hun havde så travelt til reisen.» Hun reiste altså igår til England med Kronprinsen. Rasmussen var svært flink som Jeppe. Udstyret var nydeligt, og de unge skjemte ikke bort; d.v.s. med undtagelse af Holter som baronen. Det var ikke spil, og han snakket tørt og kjedelig og la likesom en død hånd over aktslutningerne. De blev så matte. Nille 16 kunde passere, men heller ikke mere, derimod var Ranka Knudsen frisk og flink som ridefogdens kone. Orkestret var bra, så lite det var, under kapelmester Flagstads ledelse. Aviserne var utrolig rimelige; selv «Morgenbladet» behandler os med respekt, om det end ikke helt kan afholde sig fra harcellas. I festen efterpå i Landbruksalen deltog 120 mennesker, hvoriblandt statsminister Gunnar Knudsen og statsråd Abrahamsen og frue. Statsråd Bryggesaa holdt festtalen, efterat jeg ganske kort havde talt for skuespillerne og git et lite overblik over theatrets tilblivelse. Hans Aanrud og Haakon Løken holdt ud til sidst; Løken fortalte trønderhistorier. Torsdag gik da «Stor‐Anders»; der solgtes til den forestilling bare for 360 kr.; det var elendig reklamert, ikke plakater bl.a. og forskjellige feil ved averteringen. Men der var mere umiddelbar stemning end første kvæld; Braaten blev fremkaldt mange gange og fik flere vakre buketter, bl.a. en af store hvite liljer fra styret. Fru Haaland. 16
Efterpå fællesspisning på «Bondeheimen» med forfatteren. Tilstede var styre, teaterchefen, Hoprekstad, Sven Moren, Tore Ørjasæter, Ivar Mortenson og Karen, assessor Berg og frue, o. a. — 22 stykker. Kaffe i salonen. I seng kl. ½ 2. Kom hjem elendig træt igår form. Får ingenting gjort for mig selv. Kl. 10 idag ringte Rasmussen op, at jeg måtte komme på prøve på «Fjøsstellet». Kom hjem kl. 4. Prøven var en ren førsteprøve for flere af de spillende; men det skal op søndag, siger Rasmussen. Jeg har sagt ham mange gange at det absolut er utspilt her i byen. Hvorfor ikke sætte op «Til Sæters», som aldrig har vært spilt på landsmål her, og ikke på længe på rix heller. Jeg snakker i alt for døve. Arbeidet af alle kræfter for å få en anden end Holter i baronens rolle i «Jeppe» f. ex., men forgjæves; nu siger alle aviser ganske det samme, som jeg sa. «Bjørnefjell» igår skal ha gåt bra, jeg var der ikke. Solgt for 200 kr. Hoprekstad tilstede. Blev fremkaldt. Det synkende salg fortvilende, men nu skal jo folk vænnes til at der er et teater i Bøndernes Hus. Der er forresten så mange theatre nu, og premierer hver dag. Igår havde bl.a. Nationaltheatret premiere på «Den indbildt syge». Samme kvæld som vi havde premiere på «Stor‐Anders», spilte Nationaltheatret «Ungen» for sidste gang. 11.10.1913 Været inde på tre prøver på «Fjøsstellet»; det er endnu ufærdigt men skal altså op imorgen. Jeg forstår ikke, hvordan R. havde tænkt sig den forestilling; den var neppe begyndt på med den nye rollebesætning iforgår. Fru Brun spiller Inger sympatisk, R. Lars, Mikkelsen Tore og Drabløs Jens P. som før. De to gamle koner fru Haaland (Utstu‐Gamla) og Marta Dale var der ikke meget komedie‐humør i, men på et vis går det vel. Imorgen må jeg til byen igjen, da der skal være dans på eftermiddagsforestillingen. Og mandag styremøte. Jeg må rømme snart. 13.10.1913 Udmærket hus til forestillingen igår eftm., og stemningen var virkelig stor, tiltrods for at hverken dansen eller «Fjøsstellet» gik særlig godt. «Fjøsstellet» ufærdigt og danserne så nervøse, at de næsten ikke kunde få stemmen op. Udmærket hus. Lørdag var der bare solgt for 225,00. Men igår spådde alle, at det vilde arbeide sig op. Det har vært galt averteret og lite reklameret idethele. Hauk Aabel og Løvaas var på teatret; de har begge spilt i «Fjøsstellet» på Kristiania Teater, og de sa at de syntes stykket havde holdt sig udmærket. Der var slik latter i teatret, at skuespillerne næsten ikke kunde få snakke. Idag kl. ½ 6 styremøte. Jeg får ingenting gjort andet end reise til byen, og det er vanskelig å tænke på andet; det er for spændende. 14.10.1913 Styremøte igår. Søndag solgtes billetter for kr. 750,00, igår for 278,00. Galleriet var igår udsolgt til handelsgymnasiaster o. a., som i anden akt af « Jeppe» satte i med en vældig pipekonsert. Jeg var i teatret til kl. 8, og der var uro i luften. I billetkontoret kom nogle gymnasiaster ind, som var så lite tækkelige at jeg tænkte ved mig, de kunde nok friste nogen hver til å gå på med næven. En af dem sa: Huf, billetterne klæber — men det er jo landsmål altså. En ældre herre var heller ikke egentlig tækkelig. Han spurgte om priserne og fik besked. «Å fan,» sa han, «er det så dyrt da.» Ordene var ikke netop farlige, men hans latter var væmmelig. Og hele hans måte. Kl. 8 måtte jeg desværre reise. Af «Intelligensen» idag ser jeg, at der har vært slagsmål. Der var mødt mange målstudenter. Trygve Omholt og Breidsvoll talte jeg med; de var fulde af indignation, men rolige og besindige, så det var vist ikke dem. Brev fra Garborg, som ikke er helt bra. Det er ikke sygdom, siger han, ikke engang helt ildebefindende, men han har absolut modbydelighet for mat. 30te vil han være hjemme. En bedrøvelig tidende fik jeg igår, nemlig at overlærer Schjøtt har fåt grøn stær. Han havde meddelt Lars Holst det i spøgefulde ord på et kort. Jeg har ikke set ham på flere uker nu. Jeg skal arrangere et par barneforestillinger på theatret snart; mit forslag om det vandt styrets bifald. Og så skal jeg hjælpe til å sætte op «Arme Jørgen», ha danseprøver og ny prøve på «Fjøsstellet» — Gud vet når jeg slipper fri. 15.10.1913 Herligt mildt og strålende høstveir, nyder å være hjemme disse par dage. Igår igjen voldsom pipekonsert i «Det norske teatret», men uden slagsmål. Ridende politi måtte rydde gaden efter teatrets slutning. Solgt billetter for kr. 400,00. «Bjørnefjell» siges å ha gåt bra trods levenet. Netop nu ringte assessor Berg op og fortalte at «Aftenposten» har en artikel idag, hvor der fortaltes publikum, at der ikke er tilstrækkelige nødudgange i «Det norske teatret», eller «Målteatret», som den kalder det standhaftig. Idag fortalte også damen i billetkontoret, at politiet havde forbudt å sælge stående pladser i salen. Men arkitekt Berner forsikrer, at alt er i orden. Der er da også noget som heter Bygningskommissionen. Den skal vel se til at den slags ting er i orden. Berg og Voss mener at vi strax skal forlange, at «Aftenposten» dementerer det, ellers vil den bli trukket til ansvar. Det er jo ingenting mer dræbende for et theater end at folk frygter brandfare der. De går begge i teatret ikvæld, for der skal være fare for spetakler igjen. 16.10.1913 Har telefoneret med Drabløs. Alle billetter solgte igår til « Jeppe». Vældig piping og batalje på gaden. Politiet arresterte 10 stk. Døren til Kaffistoveindgangen slåt ind. Da gongongen havde lydt 3 gange, blev der hostet, led, nyset og strød stinkende pulvere i theatret. 17.10.1913 Var igår i «Det norske teatret». 2 akter af «Stor‐Anders». 200 pipere, «alt utselt» tidlig på dagen. Der kunde vært solgt mange flere billetter. Jeg stod i billetkontoret fra ½ 7 til 7, der var da en ren storm; de vilde ikke tro, at der var udsolgt. Iforgår var der solgt for 600,00 kr.; igår lidt mer, da det var færre fribilletter. Statsråd Omholt og frue havde siddet der trofast hver pipekvæld, ellers få ældre kjendte målfolk; det er dårligt. Efter første akt lang udholdende piping. Gongongen måtte frem. Så var det stille til den scene i 2den akt, hvor Stor‐Anders kysser Berthe Sygjenta. Da brøt det løs igjen værre end før. Det er forfærdelig uhyggelig, men der var også noget høitideligt over stemningen. Der var alvor i alle ansigter i vor leir. Så måtte regissøren frem med gongongen igjen. Johan Mikkelsen er regissør; men mandig stemme sa han, at theatret herefter frabad sig såvel mishags‐ som bifaldsytringer. Så slog han tre kraftige slag på gongongen, og dermed var det stille. Lyset var hele tiden på på galleriet. Jeg sat og så med kikkert på de ungdommelige demonstranter, og de så ud til å følge spillet med stor spænding, de fleste. Aftalen var, at de skulde forlade theatret, efterat gongonen havde lydt, og de ikke fik pipe længer. Men bare 20 gik, deriblandt en dame på første bænk i park.; hun havde deltat ivrig i pipingen. Også igår var der vældigt folkeopløp omkring Bøndernes Hus og nærmeste kvartaler. Oskar Braaten fulgte mig. Vi gik ud en bakvei fra scenen mod Arbeidergaden, og der var forholdsvis stille da — kl. 9¼. Men på Carl Johan og i Rosenkrantzgd. var der et fælt spetakkel. En masse politi. Det værste leven skulde ha vært fra 10‐11. Aviserne anslår menneskemassen til 10‐12 000, enkelte til 15 000. Idag — fredag — spilles ikke, og det er godt af flere grunde. Rasmussen var blit overnervøs, og så kan kanske denne ene hviledag gi ro i sindene. Men for økonomien er det mindre heldig naturligvis. Det er da ellers en afskyelig måte å tjene penge på, så vi var alle glade over pausen idag. Også igår blev der kastet stinkbomber, uden at man fik fat på den som kastet. I form. har jeg havt fornyet prøve på «Fjøsstellet», som gik ustødt. Da jeg kom hjem kl. 4, var Garborg kommet. Brevet hvori han melder sit komme, fik jeg samtidig. Han er ikke helt bra endda af den stærke forkjølelse, og dygtig trær efter reisen. Ellers alt i orden. I morgen vil han se «Stor‐Anders». 18.10.1913 Endda der ingen forestilling var igår i «Det norske teatret», var der opløp udenfor. En rute blev knust igjen, og en flok pøbel søgte å trænge sig ind i Bondeungdomslagets møte. Laget havde propfuldt hus i teatersalen, og oberst Bull holdt foredrag om vore våbenøvelser. Obersten taler for vinterøvelse bl. a. Iaften går Garborg og Tuften og ser «Stor‐Anders». 20.10.1913 3.10 reiste jeg til Ås, hvor jeg talte i mållaget d. e. Landbrukshøiskolens mållag, om Island og Færøyerne. Formanden sa, der sjelden var så mange mennesker til foredrag på skolen. Vi havde den store foredragssalen. «Og allvisst aldrig slik begeistring,» sa han. Der var morsomt å tale. Kl. 9 i byen. Så de to sidste akter af «Bjørnefjell» som nu virkelig går godt. En eneste piper havde det vært igår, men vi hørte at det skulde begynde igjen om 8 eller 14 dage. Fru Nissen var svært fornøiet med spil og sprog igår, det samme var Lars Holst. Ranka Knudsen er svært flink som Kari, taler utrolig godt mål alt. Og frk. Jordal er nydelig som den unge piken, hun har temperament, men er endnu ujevn naturligvis. Frk. Dales Steivor gjør altid lykke; hendes sprog er jo ypperlig, hun taler det til daglig. Rydland og Rasmussen er også flinke i herrerollene. 22.10.1913 Styremøte igår. Ordnet med kontorhold etc. Salg mandag 97 kr. og igår tirsdag 135. Fik idag svar fra skoleinspektør Corneliussen. 9 overlærere her i byen har sagt «ja tak» til fribilletter for barn til «Det norske teatret» søndag. 2 skoler får efter lodtrækning 50 billetter hver. Har læst gjennem «Læraren». Garborg har lovet å forkorte den en del, og det er da meningen å prøve med den. «Det er Rasmussens sidste vilje». «Varg i Veum» og «Arme Jørgen» bortlagt igjen. Garborg vil jo ikke nægte os å prøve, men min mening er, at det burde ventet til kræfterne var mere prøvet og øvet. Og det er ikke et stykke å sætte op i hast. Rollerne burde vært uddelt før ferien. 40 af demonstranterne fra pipekvælderne er mulkteret, det gjør ikke raseriet mot os mindre. Alle storbladene og hele det store almindelige teaterpublikum er imot os; det er et under om det går. Det ser jo heller ikke glimrende ud. Politiet har også i en skrivelse meddelt os, at teatrets pladse må reduceres til 487. 23.10.1913 Igår var billetsalget 150,00. Ikvæld skal Garborg se «Jeppe». Statsråd Omholt har en god artikel idag om pipingen i teatret. Han minder om flagsaken og kongetoget i 1892. 27.10.1913 Lø ved Stenkjær Sidder igjen på det blå gjæsteværelse her på Lø. Kom søndag (25de). Fra Trondhjem havde jeg følge med Percy Grainger som havde consert på Levanger igår. Han er den samme prægtige fyr, varm og interesseret og anderledes end vanlig moderne kunstner‐ungdom. Han er i så meget Tuften. Der er vilje og karakter og overlegen selvstændighed. Hans reiselecture var en islandsk udgave af Grettis‐soga og en liten bog på Maori, «Hinemoa», med engelske ordforklaringer. Maori er de indfødtes sprog på Ny‐
Zeeland. Han kan det nogenlunde, sa han, men vil lære det helt, for han drømmer om å bosætte sig dernede, når han engang blir mer rolig af sig. «Jeg vil overhode bo der,» sa han, «jeg kjeder mig i de store europæiske byer; jeg vil ro ud på vandet og se natur og snakke med naturlige mennesker. Og der er så skjønt dernede.» «Men bo «overhode», blir der vel ikke tale om for Dem nogengang, De kommer nok til å reise ustanselig.» Han smilte «Ja, kanske.» «Blir De ikke træt, når De spiller sån hver eneste dag, som De nu har gjort?» «Nei, det er så godt å vite man skal bli varm en time hver dag ialfald.» Han spilte fredag aften på Røros, torsdag på Tønset. Kjørte med bil fra Tønset til Røros, for brødr. Hals havde regnet feil med togene. Kl. 3 om natten kom han på toget på Røros, og jeg så ham og hans mor på Trondhjem station. Hun blev i Trondhjem, hvor han skal ha orkester‐consert denne uge. Fru G. har også begyndt å lære islandsk; for hende havde han til hjælp en engelsk overs. af Grettis‐soga. Han talte meget om Grieg, om norsk sprog og norsk kultur. «Grieg var genial,» sa han, «men kan De forstå, hvordan han, som elsket mer end alt å sætte musik til digte på landsmål, og som ingen forstod norsk folkemusik, ikke var målmand?» Jeg sa jeg trodde det var meget Bjørnsons skyld. Han havde ingen beundring for den kultur som gjorde folk til materialister og svæklinger uden hår og tænder. «Det som interesserer mig og glæder mig i Norge, er selvsagt alt det som er af virkelig norsk i sprog, kultur og tankegang og sæd og skik. Og så naturen. Jeg liker den værdighet og ro som præger norske bondefolk, og jeg liker, at de er gode mot dyrene. Idethele er det det som først slår en fremmed her, at der er ingen brutalitet.» Han og hans mor havde også bodd nogen dage på Troldhaugen hos fru Grieg, og han var «mer end nogensinde» fornøiet med Norgesturen. I Kristiania tror jeg alligevel, at han dennegang blev noget mindre begeistret modtat end vanlig. Jeg tror at han der snart får betale for sine uforbeholdne udtalelser i målsaken. Men om Xania skulde forstøde ham, så har han jo verden for sig. I England er han nu kolossalt populær også som komponist. Igår overfyldt hus til åpningen af Målmarknaden på Stenkjær. Jeg holdt likesom åpningstalen, fordi jeg blev tvungen til det. Så var der folkevisedans, og en flok unge opførte Sigurd Nesses «Folk». Publikummet var rørende taknemmeligt. Af gamle kjendte traf jeg forhenv. statsråd Fosnes, redaktør Gjevik fra Levanger og sagfører Sigvat Hægstad. Sorenskriveren her — Moe — var også der. Han er god målmand, hører jeg. Idag kommer Hovden. Han skal præke kl. 5 i kirken, og kl. 8 ikvæld skal jeg tale om Island og Færøyerne. Imorgen Hovden om Amerika. Onsdag jeg om norsk husflid og bygdedragter. Hver dag dans og spelstykke. Fru Utheim forestår restauranten, og frk. Solveig er med i dans og skuespil. Det er herligt å være på en norsk storgård igjen. Her er vældig træskesjau på låven og kjøring hele dagen. Mange snille, velopdragne barn, og god gammel husskik. Hele «Det norske teatret» bodde her i sommer igjen, Rasmussen med frue og to døtre i 8 dage. Han drev med fisking hele tiden, siger de. Inat har Gjevik bodd her, og nu kommer Hovden. Det er gjæstfrihet i stor stil som i gamle dage. Vi kjører op og ned til byen ustanselig. Jeg er så spændt på hvordan barneforestillingen igår løp af. Programmet var nydeligt synes jeg: Eventyr. Sangleke (tre). Nationaldanse (springar og Vosserull). Folkevisedanse. «Ervingen.» 29.10.1913 Igår Hovdens præken i Stenkjær kirke kl. 5. Propfuldt. Ligeledes aldeles fuldt igåraftes til mit foredrag om Island og Færøyerne. Folkevisedansen og «Dei kvinnfolka» af Oskar Braaten tilsidst. Første kvælds indtægt omkring 800 kr.; igår, mandag, omtrent 600. Og endda er veiret afskyeligt. Fæle mørke kvælder med bløte veier. Og så træsker de og kjører ind rått korn på alle gårde. Her er 30 mennesker som spiser i «Borgstua», men idag blir de færdig med den svære maskinen. De kjørte korn til langt på nat. Her i huset findes ikke separator, og de finder det lønner sig. Der brukes til husholdningen nogle og tredive tusind liter god melk om året, men så er det lite med doktor og apotekerregninger, siger Utheim. Idag skal fru Utheim og jeg til middag sammen med Hovden hos sorenskriver Moe, som er «hidsig målmand». I skolen her er der landsmål og bygdemål og dertil lærer de å læse rix så godt som mulig. Alle barna her i huset taler trøndermål, selv Solveig, som har vært i Danmark og ude på skoler i Norge. 6.11.1913 Hvalstad Igår premiere på Hoprekstads «Friarar», godt men ikke fuldt hus. Stykket var sat op af Eldegard og gik friskt — bedre end i Bergen, synes jeg. Men der taltes tildels for fort og for uklart. Det er håbløst, at forfatterne skriver forskjellig retskrivning og forlanger den opretholdt på scenen. Skuespillerne blir jo ganske forvirret når de en kvæld skal bruke en form og en anden den næste. De burde da forstå, at her gjælder det samling i den engang indtil videre‐vedtagne form, skal vi få et fast scenemål. «Det norske teatret» kommer til å strande på de norske forfattere, ikke på publikum. Igår taltes der et vestlandsk, som mange her havde vanskelig for å følge med i; med ganske liden tillempning og en klarere diktion hos enkelte af skuespillerne kunde det blit en ypperlig aften sproglig. For Hoprekstads replikker er klare og livlige; det er der han har sin styrke. Stykket er ellers tyndt. Men folk moret sig. Haaland og Tryggve Larsen havde skapt morsomme figurer, og frk. Ranka Knudsen, Drabløs og Mikkelsen talte udmerket. Der var en del piping igjen. Iforgår havde målfolk mødt mandstærke frem i teatret til en mod‐demonstration» mod piperne. Hovden havde talt, og der var stemning. Jeg vidste intet før jeg så det i avisen igår morges. 11.11.1913 Teatret havde helt udsolgt hus til «Friarar» søndag aften. Nu skal «Lars Anders og Jan Anders» op; det er Rasmussens allersidste vilje. Og det er vist bra. Folk må ha lette ting nu i vintermørket og tåken før jul. Der kommer nu mange spelstykker på landsmål. Gunnar Rystad har et, som er godt, og Eldegards er vist også brukbart. Olav Nygards digtsamling er rik og vakker men dyster; han er vist syk, stakkar. Wilhelm Keilhaus er en behagelig overraskelse, original, frisk og ung. Men når man har læst Ørjasæters og Nygards, er sproget fattigt og tyndt og farveløst, og det hele spinklere. 19.11.1913 Oskar Braaten arrangerer en aftenunderholdning for Endre Jerpstad, den stakkars 50 årige trønderske forfatter uden armer og ben. Jeg har måttet love et foredrag fra Amerikaturen med en del lysbilleder. Det blir ellers ikke noe videre om Amerika, men lidt om turen, helst da om besøket hos indianerne. Amerika ellers kan alle andre likeså godt som jeg. 22.11.1913 Lite møte på Voss' kontor igår. Så prøve på «Lars Anders og Jan Anders». Det blir morsomt. Teatret spilte igår i Drammen. Der var truet med piping, men jeg ser af «Intelligensen» idag at der ingen mislyd var. Tvertimot. 23.11.1913 Omkring 40 teater‐aktionærer møtte igår på scenen for å diskutere byggeplanerne. Arkitekt Rivertz la frem en rent foreløbig plan om kjøp og bebyggelse af Lille Grænseg. 5. Tanken fik tilslutning. En komité nedsattes. Det blev, Five, Hektoen, advokat Onsager, Eidem fra Tromsø, Eldegard og en fra Bondeungdomslaget (vælges af laget) samt Haavold i «17de Mai». Nyt møte i december. I Drammen havde det vært storartet. Fuldt hus og voldsom jubel. Rasmussen syntes det var den bedste aften de havde havt. 27.11.1913 Igår gik «Lars Anders og Jon Anders» af stabelen. «S. B.» (Sigurd Bødtker) skriver i «Tidens Tegn» idag, at selv med den udmærkede opførelse hos Fahlstrøms i friskt minde, blev forestillingen igår en glæde for alle. Målet «klædte stykket», og spillet gik med liv og humør; særlig fremhæves Tryggve Larsen og Haaland som komikere man må regne med for fremtiden. 2.12.1913 Så igår «Lars Anders og Jan Anders»; det var meget som gik friskt og godt; men også meget som burde været bedre. Folk moret sig og stykket trækker bra. Idag reiser teatret på en liten tur, men kommer tilbake søndag. Mandag prøves på «Læraren». — Her er uendelig stille; Garborg ser vi bare en liten stund om middagen og af og til et øieblik om morgenen. Han er begravet oppi huset sit med manuskriptlæsning og småarbeide. Å være teater‐
konsulent skaffer meget bry og brevskrivning. 5.12.1913 Garborg sidder og sidder i sin hule — og med bare småtteri. «Barn i By» kom igår i bokhandelen; den er trykt i 1250 + 150 exemplarer og indbringer mig omtrent kr. 580,00 samt en væmmelig Katzen‐jammer. 8.12.1913 Første prøve på «Læraren» idag fra 12‐3. Rasmussen fortalte om turen; der blev et nokså bra nettoudbytte; men udgifterne er meget større end på Vestlandet og nordover. I Fredrikstad havde pøbelen rigtig boltret sig med stinkbomber og alslags sjau. Rasmussen fik en bombe midt i ansigtet. «Fredrikstads Blad» skriver i en lang meget målhadersk artikel, at Rasmussen var en kunstner og spillet udmærket; men ellers var det ingenting. Det er idethele bare for spetaklernes skyld at folk går i «Måltheatret». Politiet var mandstærkt tilstede, men «gjorde ingenting»; ingen blev anholdt, de fik lov å forstyrre hele forestillingen. «Fredrikstads Dagblad» skriver meget anerkjendende og slutter med at «stykket snarere har vundet end tapt ved sin oversættelse til landsmål», (det er ordret efter bladet). Bladet truer i en anden artikel gymnasiasterne med en likeså «vellugtende modtagelse» når de skal spille på «Fønix» den 11 te, og kalder pipingen «barnestreker», og bombekastingen «pøbelagtig». «Smaalenenes Socialdemokrat» håner hele pipekoncerten, «som forekommer os lite underbygget af overbevisning. Det er ikke følelsesudbrud, men arrangements, og man får derfor ingen respekt for den. Dette så meget mindre som de igår havde forsynet sig med stinkbomber, som de overdrysset den tæt besatte sal med. Slikt er intet andet end råskap» — o.s.v. «Spillet var ialfald for hovedrollernes vedkommende udmærket, og de færreste tør vistnok påstå, at de ikke forstod, hvad der blev sagt på scenen». — 10.12.1913 2det oplag af «Barn i By» er lagt under pressen. Endelig har jeg skrevet så, at jeg får ros selv i «Morgenbl.» og «Aftenposten»; «Dagsposten» storartet. Dr. de Besche har sendt mig et udklip af «Normanden», hvoraf sees, at det nu nok blir alvor med et målblad i Amerika. Per Storeygard, Revere, Minn. skal styre med det. Prøver hver dag på «Læraren». Har ikvæld læst med Tvinde her. Trøtt. Frk. Klara Semb har nu havt 1700 elever i dans på Sørlandet, og alle siger dernede, skriver hun, at det var «Spellaget» som gjorde dem begeistret for dansen. Efter jul skal hun til Romsdalen. Mange siger at «Spellaget» kunde godt reise ved siden af «Det norske teatret». 17.12.1913 Brev fra fru Logemann i Genf, som er «begeistret» og siger det er den «bedste bog dette efterår». Nu er det vist bare «Den 17de Mai» og «Social‐Demokraten» som ikke har nævnt den, ellers har aviserne vært utrolige iår. 20.12.1913 Garborg var igår i Moltke Moes begravelse i Vestre Aker kirke. Det er så rart at M. M. er borte. Han var vor trofaste ven i mange år og vor stadige sommergjæst på Kolbotn den første tid. Ak, det er så uendelig længe siden! De blir borte så mange af de gamle venner nu, og jeg spør mig hver gang: Hvem blir den næste? 25.12.1913 1. juledag Har vært i byen hver dag til og med lille juleaften. Prøvet på «Arme Jørgen». Rasmussen nu bra igjen. Johan Falkberget skriver igår i «Social‐Demokraten» en begeistret med portræt og store typer udstyret artikel om mig. Han er altfor elskværdig. Det er særlig «Helenes vår» i «Barn i By» han skriver om, samt mit nationale arbeide. Det er pent af ham å sætte det så høit, siden han, som han siger, ikke er meningsfælle. 30.12.1913 Igår gik «Lars Anders og Jan A.» til nedsatte priser. Salg 123 kr. Idag spilles ikke på grund af Bondeungdomslagets julefest. Imorgen generalprøve på «Arme Jørgen». Det går ikke bedre end i «Spellaget», synes jeg, og lysforholdene er nærmest fortvilet på scenen. 1914 2.1.1914 Vi satte op «Arme Jørgen» på 8 dage — og det gik bedre end vi turde håbe. Jeg var ganske fortvilet. Godt, men ikke fuldt hus til premieren igår. Garborg var inde og var ganske godt fornøiet. Selv Ludovica Levy er slet ikke værst idag i «Ørebladet». Hun ofrer det en hel spalte og siger bl.a., at landsmålet aldrig før har vært så klart og godt talt på vort teater. «Verdens Gang» og «Morgenposten» er svært fornøiet; andre har jeg ikke set. Men jeg hører, at «Intelligenssedlerne», som altid, er grætten. Idag prøvet på 3 akter af «Læraren». 7.1.1914 Prøver hver dag på «Læraren». Det er et fælt slit. Igår var Garborg med og så på for første gang. Han var bedre fornøid end ventende var. Rasmussen overrasket ham. Søndag havde vi Omholts, Schjøtts og Valstads til middag. Jeg havde for første gang kokehjælp. Orker ikke å være kokkekone i denne tid. 13.1.1914 Idag går «Læraren» af stabelen. Generalprøven igår var ganske bra, men Rasmussen svigtet på et par hovedpunkter, særlig i talen i første akt. Stykket tar endnu 3 ½ time. Sigurd Bødtker og Nils Kjær og frue var der, ellers bare nogen tegnere fra pressen. Der solgtes en del billetter til overpris igår. Garborg så ikke generalprøven igår, bare en 1ste generalprøve lørdag, som var svært ufærdig. Jens Wang var og hjalp med en lysprøve igår form. Han har nu tjent godt på «Det norske teatret». Erik Lie havde en vakker og god artikel om stykket i «Intelligensen». Torsdag er der generalforsamling; da må jeg prøve å bli fri. Igår trak vi lod i styret om de to, som skal gå ud efter tur. Loddet faldt på Gurstad og Rivertz. Gurstad flytter jo til Drammen, så det er vel naturlig at han går ud, men Rivertz må vi vel se å få beholde nu da byggeplaner er oppe. Jeg måtte også underskrive ansøgninger om å få 300 000 kr. af det planlagte pengelotteri, skjønt jeg er meget imot at vi søker så tidlig. Men når alle de forretningskyndige i styret og så mange kloke mænd ellers råder til å underskrive, så er det vel noget i at vi ikke må la denne leilighet med lotteriet gå fra os. Nationaltheatret har jo fåt den dyre tomt og 500 000, så vort andragende er jo forholdsvis beskedent. Får vi større og bedre indrettet hus og lidt sikre forhold, kan jo vort teater bli likeså godt. Og det er jo det eneste teater på norsk mål, hvad de nu siger. 15.1.1914 Morgen «Læraren» blev en succes, det tør jeg vel si. Endog Nils Kjær i «Aftenposten» strækker nu våben, og skriver efter en meget rosende anmeldelse, at teatret nu har vist sin berettigelse.