1. No category

TO FALDNE BRØDRE. Breve fra Jeppe og Peter Østergård hjem til Nordslesvig.
Udgivet ed Marius C. Skar, Kolding 1931.
Så langt tilbage, vort folks historie går, har Sønderjylland været et grænseland og befolkningen haft
et grænsefolks ublide kår. Gang på gang har Landet været valplads, hvor hære fra nord mødtes med
hære fra syd. Landets egne børn fandtes i begge lejre men flest i den nordfra. Mellem slagene måtte
så det, som var brudt ned i ufredens år, genrejses, samtidig med at der måtte værnes om det, som i et
grænseland altid er udsat for angreb selv i fredens roligere år. Her var altid fare og aldrig rigtig fred.
Men netop det kaldte særlige egenskaber frem hos befolkningen. Den blev på en egen måde bunden
til hjemstavnen, det omstridte grænseland, til dets jord og dets sprog. Den blev sej g og stejl i sin
retssans, trofast og udholdende i hverdagens skjulte kamp, årvågen og snild, når farerne tår-nede sig
højest; skarp og hård, når kampen blussede op, og „rolig midt i våbenbrag“.
Kærligheden til hjemlandet var stærkere her end hos nogen anden dansk befolkningsdel.
Hjemlandet, Sønderjylland, var altid det første, riget det andet. Ja, det var spørgsmålet om riget,
som delte selve befolk-ningen, satte et skel, der blev skarpere, som årene gik, allerskarpest op imod
vor egen tid, indtil rigets skel der hidtil lå sydfor grænselandet i 1864 flyttedes nordfor det.
Men Sønderjylland blev ved at være grænseland, kun at den danske del af befolkningen nu måtte
kæmpe sin kamp under udlændighedens kår. Det blev en sværere opgave, end den nogensinde
tilforn havde været stillet overfor. Men den kom så også til at vise klarere end før, hvor meget
stærkt og sundt og rigt dansk folkekarakter rummer.
Da verdenskrigen kom, måtte de pligttro danske følge deres fremmede herskere ud til
rædslerne ved Europas fronter. Også den prøvelse stod de igennem. Og da krigen var endt, oprandt
den store dag, som de havde væntet på og længtes imod i lyse som i mørke dage gennem de trange
år: afstemningsdagen, Nordslesvigs genforening med Danmark.
Men baggrunden for genforeningsglæden var sorgen over de mange tab i verdenskrigens
onde år. Hver slægt i Sønderjylland havde grave ude ved krigens fronter, i øst og vest, på Balkan og
i fjerne egne, hvorhen krigen nåede. 6 000 unge mænd og karle kom aldrig hjem.
Iblandt dem var de to brødre, Peter og Jeppe Østergård. De var ægte sønner af det land, som havde
fostret dem. Om de var betydeligere men nesker end så mange andre faldne nordslesvigere, kan vi
ikke vide. De kom ikke til gennem et manddomsvirke at vise, om deres karakter og personlighed
var udover det almindelige. Vist er det, at de regnedes blandt de bedste af Nordslesvigs unge før
krigen, og at der stilledes store forvæntninger til dem. De der læser deres breve vil måske kunne
forstå det.
Fra mange, mange andre findes sikkert liså smukke og indholdsrige breve. En hel del blev
trykt i krigsårene i sønderjydske blade og tidsskrifter, og nogle er siden samlet i bøger. Når de to
brødres breve nu udgives, er det ikke først og fremmest, fordi det er krigsbreve. Langt de fleste er
rigtignok fra krigens år og fra selve fronten. Men deres største værdi er dog det billede, de tegner af
brevskriverne selv, de to unge danske nordslesvigere. De var begge to flittige til at skrive og havde
let ved at udtrykke, hvad de følte og tænkte, så det er helt ud dem selv, vi møder i deres breve. Alle
brevene er skrevet til en enkelt, en slægtning eller ven eller et hjem, uden tanke på, at de kan blive
læst også af fjærnere stående eller endog helt ukendte mennesker. Dærfor fortæller de åbent og
umiddelbart, hvad der ligger brevs skriveren på sinde i øjeblikket. De viser os, hvad der lever i hans
sjæl, både når fremtiden ligger fri og åben for ham, vinkende med en livsgærning, hvis afslutning
tankerne sjælden når frem til, og når dødens jerns tæppe spærrer for udsigten og tvinger tankerne
tilbage og indad.
De her gengivne breve er et udvalg af omkring 600 og de få dagbogsoptegnelser et udpluk af
et par hundrede sider. Enkelte gentagelser har ikke kunnet undgås. Ofte findes i breve fra samme tid
men til forskellige mennesker de samme træk og vendinger, mens det øvrige indhold ellers er af
meget forskellig art. Hvor udeladelse af sådanne ligheder vilde ødes lægge sammenhængen og
helheden, har de fået lov til at blive stående.
Retskrivningen er den som Jeppe Østergård brugte. Ved sprogformen og udtrykkene er der
naturligvis intet ændret, og skønt de fleste af brevene er skrevet under de vanskeligste og uroligste
forhold, er det kun meget få sproglige fejl, som det har været nødvendigt at rette.
Jeg må så sige tak til alle dem, der velvilligt har hjulpet mig ved arbejdet, overladt mig breve og
givet mig oplysninger om de to brødre.
Størst tak skylder jeg hjemmet i Sommersted, sognefoged Jørgen Petersen og fru Marie Skau
Petersen, og søsteren fru Margrethe Dethlefsen f. Østergård. Til dem er de fleste breve skrevet. En
særlig tak må jeg også bringe hr. Jørgen Lenger, Nr. Smedeby, der var sammen med Peter Østergård
hele tiden ved fronten, og gårdejer Nis Rasch, Jejsing-Hostrup, for værdifulde oplysninger om
Jeppe Østergård og for redebon hjælp ved arbejdet på at finde hans grav. Det skyldes ham, at vi nu
veed, hvor Jeppes sidste hvilested er.
Det har været et kært arbejde for mig at sysle med Jeppes og Peters breve. Den ene var min
bedste ungdomsven, den anden en god kammerat. At læse deres breve har været at genopleve en
mængde lyse stunder sammen med dem. Det er mit håb, at mange, både ældre og unge, nu også må
lære dem at kende omend kun gennem deres breve.
Stevns højskole, d. 26. Oktober 1930.
MARIUS C. SKAR.
JEPPE ØSTERGÅRD
De to brødre, Jeppe og Peter Østergård, var fra Stursbøl i Oksenvad sogn lige syd for 1864grænsen. Deres hjem var en lille sandmarksgård, af dem, som gir meget arbejde og lidt udbytte. I
hjemmet var der fem børn, fire brødre og en søster. Jeppe var den yngste af brødrene.
Børnene blev tidligt vænnet til arbejde. Når de Onsdag og Lørdag eftermiddag var fri for skolen,
måtte de ta fat derhjemme. „De havde altid noget bestemt, som de skulde gøre, før de var fri“,
fortæller een, der stod hjemmet nær, og de blev flittige og dygtige børn, præget af den nøjsomhed,
som rådede i hjemmet.
Både moderen og faderen var svagelige. Moderen døde i foråret 1909, faderen året efter. Da
var de yngste af børnene endnu ikke voksne, og een af hjemmets nærmeste venner, gårdejer Jens
Bojsen i Stursbøl, blev da formynder for dem. Den næstældste bror, Kristen, overtog fødegården, så
hjemmet bevaredes.
Men efter forældrenes død var der et andet hjem, som kom til at betyde meget for
søskendeflokken og da ikke mindst for de to brødre, Jeppe og Peter. Det var hos den ældste bror,
Jørgen Peters sen og hans hustru, fru Marie Skau Petersen, i Sommersted. Det blev et rigtigt hjem
for dem. Til den ældre bror gik de aldrig forgæves om råd, vejledning og hjælp, og i svigerinden fik
de en moderlig veninde, der kunde dele deres glæder og forhåbninger med dem og opmuntre dem,
når det tiltrængtes.
Til det hjem knyttedes de stærkere og stærkere i de følgende år, og de blev selv på en måde
som hjemmets store drenge. Når de opholdt sig andre steder, gik der flittigt bud til hjemmet i
Sommers sted og dærfra til dem. De fleste af brevene, som her er gengivet, er skrevet til hjemmet i
Sommersted.
Jeppe Østergård blev født den 12. Februar 1891. Han var en usædvanlig kvik og opvakt
dreng, „den bedst begavede i slægten". Som sine søskende gik han i Oksenvad skole, men kun til
han var 13 år. „Så kunde degnen ikke lære ham mere“. Desværre kunde drengene i Oksenvad, som
hørte til Haderslev provsti, ikke blive konfirmeret, før de var omkring de 15 år, og Jeppes forældre
begyndte da at spekulere på andre udveje for at få ham ud af skolen. Een udvej lå nu temmelig nær.
Nabosognet mod vest, Østerlindet, hørte til Tørninglen provsti, og her gjaldt en anden skoleordning.
Her kunde børnene slippe ud af skolen ved 14 års alderen. Stursbøl ligger vestligst i Oksenvad sogn
og altså lige op til Østerlindet, og Jeppe kunde da blot ved at komme over på den anden side af
sogneskellet komme et år før ud af skolen. Han kom da ud at tjene. Det var hos en gårdmand i
Østerlindet, og herfra gik han så i skole og til konfirmationsforberedelse det sidste skoleår. Hans
senere formynder traf en dag tilfældig skolelæreren i Østerlindet og spurgte så naturligvis, hvad han
syntes om den nye skoledreng. Læreren brød straks ud i lovtaler over Jeppe og mente, at han vilde
nå meget vidt frem. Han kunde blive, hvad det skulde være, endog præst. Sognepræsten, som
konfirmerede ham, roste ham også passende og anså det endda for muligt, at Jeppe kunde drive det
til at blive degn.
Vinteren efter at Jeppe var kommen ud af skolen, kom han på Skibelund efterskole tæt ved
grænsen. Jens Bojsen, som var tillidsmand for „den nordslesvigske skoleforening", indmeldte ham
og skrev, at nu kom den sidste Østergård, og ham ventede han sig især noget af.
Det følgende år var Jeppe igen i Østerlindet, men var så hjemme til efteråret 1909. Da kom han på
Ørsted landbrugsskole i Østjylland, skønt han kun var knap 19 år gammel.
Jeppe havde nok allerede i drengeårene været klar over, hvad han vilde være, når han blev voksen,
og også hvilke veje, han vilde følge for at nå målet. Efter landbrugsskolen vilde han ha gode og
lærerige pladser, og når han så blev gammel nok, vilde han på landbohøjskolen i København for at
uddanne sig videre til en fremtidsgærning nede i hans hjemland.
Endnu før han rejste på landbrugsskole, havde flere også uden for hans nærmeste hjemegn begyndt
at lægge mærke til ham. Og mens han var på skolen, fik han et pladstilbud, som var rigtig efter hans
ønske. Det var en stilling som medhjælper hos konsulent Hans Hansen i „den nordslesvigske
fælleslandboforening". Han sa naturligvis straks ja, og i foråret 1910 tog han så fat på sit nye
arbejde. Han skulde anlægge og passe markforsøg rundt om i Nordslesvig hos de landmænd, som
ønskede sådanne forsøg.
Det blev en virksomhed, der fik den største betydning for Jeppes udvikling. Hans arbejde
førte ham ud til mange af Nordslesvigs dygtigst drevne landbrug. Han fik se, hvad den sønderjydske
jord kunde yde, når den rigtig blev taget i brug, hvad enten det var Østeregnens, Als’ og Sundeveds
fede lerjorder, Midtlandets og vesteregnens magre sandmarker og sure moser eller marskens klæge
engstrækninger.
Og så lærte han sit hjemland at kende. På sin cykle kørte han de lange strækninger fra
Dybbøl, hvor han boede de to første somre, ud til forsøgsstederne og tilbage igen. Han
gennemkrydsede Nordslesvig fra øst til vest, fra syd til nord, og fik sindet fyldt med indtryk af
landskab og natur. Og han voksede fastere til sit hjemland derved. Han kunde i fuld sandhed sige:
„der har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går“.
Men når kærligheden til hjemstavnen voksede så stærkt i disse år, skyldtes det ikke mindst
de mange gode hjem, som han lærte at kende. Hans eget hjem havde i nogen måde været præget af
forældrenes svaghed. Det var et jævnt, dansk bondehjem som hundrede andre i Nordslesvig. Her
gik livet sin støtte gang uden stærke udslag eller store svingninger. Sindelaget var urokkeligt dansk,
dybt rodfæstet i dansk væsen, og længsler og håb var vendt mod nord. Intet fremmed ævnede at
trænge forstyrrende ind i dette enkle, danske bondeliv. Men forældrenes kræfter rakte ikke stort
længere end til dagens gærning på mark og inden døre og til stilfærdigt hjemliv sammen med
børnene og dem, der hørte hjemmet til.
Nu kom Jeppe ind i en mængde hjem rundt om i landsdelen, og det blev en oplevelse for
ham. Her traf han mennesker, som både var dygtige i deres virksomhed og levede et rigt og stærkt
hjemliv, mennesker, som af hele deres hjærte levede med i dansk åndsliv og folkeliv og fyldtes
deraf, så de modige og glade kunde gå ud i kampen for det og med godt humør ta de knubs, som
striden gav.
Det var noget, som måtte fænge i et sind, som Jeppes. Han fik en egen rankhed i de år. Når
han kom tilbage til Dybbøl fra sine ture, var han mættet med indtryk. Og hvor han så kunde fortælle
om, hvad han havde oplevet! Som han selv susede afsted på sin cykle fra det ene sted til det andet,
gik tankerne lynsnart fra træk til træk. Det gik slag i slag med rappe domme og skarpe iagttagelser,
fortælling om hvad han havde set her og hørt der og især skildringer af mennesker, som han havde
truffet, og som han var kommen til at holde af. Den noget tavse, heftige energi, som ellers havde
præget hans væsen temmelig stærkt, veg i disse år mere i baggrunden og afløstes af en varm, glad
beslutsomhed.
I de år, 1910—12, blev Jeppe Østergård også selv kendt i vide kredse i sit hjemland. Mange
vil mindes ham fra den tid: hans høje, ranke skikkelse, hans raske, beslutsomme optræden, hans
åbne, frejdige væsen, hans kloge spørgsmål og vejledning, hans lyse sind og smittende glade latter.
Han var typen på god dansk ungdom. Alle som mødte ham, måtte holde af ham.
Men hans planlagte sikre vej mod fremtidsmålet begyndte at bugte sig lidt. En overgang tænkte han
på at ta en tur til England for at lære sproget og studere landbrug, og han gik straks igang med at
læse engelsk på egen hånd. Planen blev nu snart lagt tilside, og i stedet for kom en anden frem. I
eftersommeren 1911 begyndte han at tale om, at han nok kunde ha lyst til at komme på højskole.
Han havde vel nok også tidligere haft det i tanker, men det var vist alligevel først i denne sommer,
at trangen til et højskoleophold blev rigtig stærk hos ham. Og det skyldtes uden tvivl for en del hans
forbindelse med de mange gode hjem rundt om i Nordslesvig. Næsten alle de mennesker, han her
traf og kom til at sætte pris på, havde jo været på danske højskoler, og Jeppe opdagede snart, hvad
dette højskoleophold betød for dem.
Det trak nu ud, inden Jeppe fik taget sin beslutning, men hen i Oktober — et par uger før
højskolerne begynder deres vinterskole — indmeldte han sig som elev på Ryslinge højskole på Fyn.
Det kan nok siges uden at gå nogen for nær, at han var den betydeligste af de 192 elever, som den
vinter var på skolen. I kundskaber og modenhed var han langt forud for sine jævnaldrende. Ingen
vilde falde på at tænke, at han kun var 21 år. Så var han overordentlig flittig og mere vant til boglig
syssel end de fleste andre. Han var opmærksom på en egen energisk måde og havde en skarp
opfattelsesævne. Og så havde han et fint øre for de alvorlige klange og tænkte dybere over livet, end
det er almindeligt for unge i hans alder.
Han gled glat ind på alle førsteholdene i fagtimerne, og i kammeratlivet var han een af de
førende straks fra begyndelsen og hele vinteren igennem. Ved de ugentlige debatter var han den
dygtigste taler. Hans kammerater vil endnu huske hans saglige, velformede, klare indlæg. Hans taler
vår altid omhyggelig gennemtænkte og udarbejdede.
Egentlig var han ikke indladende af natur, snarere noget tilbageholdende. Men det
forhindrede ikke, at han nu og da rigtig kunde slå sig løs. Så regnede det af ham med morsomme
indfald og smådrillerier, og så kunde han være med til de kådeste drenges streger. Tarvelige løjer og
tvetydig tale trivedes dærimod ikke, hvor han var tilstede. Han var rank af karakter som af
skikkelse, og den holdning mistede han aldrig.
Han var ualmindelig afholdt af både lærere og kammerater, og hans gode eksempel æggede
til efterfølgelse og fik ikke ringe betydning for mange af de andre elever på skolen. Lige før skolen
sluttede, fik han opfordring til at ta til Roskilde højskole som lærer i gymnastik den følgende vinter,
og han blev strålende glad ved tanken om endnu en vinter på højskole. Højskolelivet havde fået
stærkt tag i ham. Sjælden er en ung karl rejst fra højskolen med et rigere udbytte, end Jeppe havde
fået.
Men de lyse fremtidsudsigter, som havde åbnet sig for ham de sidste dage på Ryslinge,
formørkedes snart. En uge efter at han var kommet hjem, mødte han på sessionen i Haderslev og
blev taget til grenader. „Så ved jeg nu, hvad jeg har at rette mig efter. Nu kan jeg glæde mig til 2 år i
prøjsertrøjen", skrev han samme dag til en god ven. Men Jeppe glædede sig ikke.
Den sommer — 1912 — arbejdede han også ved forsøgsvirksomheden og boede hos sin bror og
svigerinde i Sommersted. Han begyndte et ungdomsarbejde dær i egnen og ledede både karle- og
pigegymnastikken. Efter hans bortrejse fortsatte hans bror Peter arbejdet blandt de unge.
I Oktober blev Jeppe så indkaldt til at aftjene sin værnepligt ved 5. grenadérregiments 2. kompagni i
Danzig.
Om de to år derovre og ved fronten fortæller hans breve og dagbogsoptegnelser. To gange
var han hjemme på orlov, i Julen 1912 og igen i Julen 1913. Da krigen brød ud, havde han kun 7
uger tilbage af sin tjenestetid.
Jeppe Østergård var på forhånd fjendtlig stemt overfor soldatervæsenet. Han havde brug for
hvert eneste af livets kostbare minutter til frugtbart virke, og soldatertiden var dærfor for ham
meningsløs tidsspilde og ligefrem sjælsødelæggende. Hans domme over soldaterlivet kan være
skarpe, men han fortaber sig ikke i klager, skønt han til tider med skam og harme må bekende, at
det ikke går helt sporløst hen over ham. Han er på vagt mod dets sløvende og nedbrydende
virkning. Overfor omgivelserne blev hans naturlige tilbageholdenhed vel ofte nok til stejlhed, og
overlegenheden til foragt og hån, som han kun gjorde ringe forsøg på at skjule. Den lidt forsorne
frejdighed, som han tit brugte til at dække over skuffelser og smærtelige oplevelser, fik under
opholdet i Danzig et kraftigt stænk af bitterhed.
Men selv om de hårdere sider af hans væsen fik kraftig næring i soldatertiden, så var han
dog alt for sund en natur til at kunne ta nogen dybere skade. Med sin sædvanlige pligttroskab
passede han, hvad der blev pålagt ham, var en dygtig soldat, havde let ved at klare øvelserne og fik
skyttetegnet. Han vandt snart sine foresattes respekt og blev afholdt af kammeraterne. Det andet år
blev han „gefreiter“, underkorporal, og kom til at hjælpe ved uddannelsen af de nye rekrutter, og i
modsætning til de fleste gefreitere var han meget afholdt af sine rekrutter. En af dem — den eneste
nordslesviger i kompagniet, som kom tilbage fra krigen — har fortalt et lille meget betegnende træk
om Jeppe: Da de nyindkaldte i efteråret 1913 mødte i kasernegården for at blive inddelt i hold,
trådte en høj, rank gefreiter rask frem og spurgte, om der var folk fra Nordslesvig. Den unge mand,
som har fortalt det, meldte sig, og gefreiteren gik straks hen til ham, sa hvem han var, og foreslog
rekrutten, at han skulde se at komme på hold nr. 2. Det var Jeppe. Den nordslesvigske rekrut kom på
hans hold, og de to blev snart nære kammerater, skønt de folkeligt stod i hver sin lejr.
Hjemlandet blev ham dobbelt kært under opholdet i det fremmede. Dærop gik hans tanker
og længsler. Jeppe var en nøgtern natur. Til tider kunde man synes, at han havde en for kraftig sans
for realiteter, lisom hans dygtige, energiske væsen kunde fortætte sig til en vis hårdhed og
afgjorthed, der nok kunde støde. Men det var kun en skal. De der lærte ham nøjere at kende vidste,
at han i virkeligheden havde et meget blødt, ja næsten sart sind. Han var som et barn i sin
hengivenhed overfor dem, han holdt af. Og hans verden var — ikke mindst i soldatertiden —
hjemlandet, hjemmet, vennerne derhjemme.
Det kan vist nok siges, at han lige fra den dag han kom ind har talt dagene, som var tilbage,
inden han igen slap ud af trøjen. Ialtfald nævner han jo i brevet fra d. 13. Juni 1913, at nu er der
„kun 463 dage“ tilbage, og i flere af de følgende breve skriver han også hvor mange dage, han har
igen, indtil han den 25. Juli 1914 er nede på tallet 57. De heftige udtryk, som findes i det
sidstnævnte brev, fortæller måske, at der dybt i hans sind ligger en frygt, som han af al magt
kæmper imod, en anelse om, at de 57 dage kan blive, til mange flere.
En uge efter brød krigen ud.
Dermed brast alle Jeppes forhåbninger, men selv knækkedes han ikke. Ligestraks blev han
snarere grebet af det vældige drama, som han uden eget ønske blev draget ind i. Men snart nok op?
levede han krigens forfærdelige gru.
Der er over Jeppes breve fra krigens første måneder noget forunderligt gribende. Man
mærker, det er en menneskesjæl, der er sat på livets hårdeste prøve, udfolder sig i al sin styrke og
får hjælp til ikke blot at stå imod al det onde, den er ude i, men til at vokse derved. Igennem brevene
strømmer vemoden. Den var et stærkt fremtrædende karaktertræk hos ham. Nu stemtes den en tone
dybere. Det er, som han begynder at ane, hvad der venter ham. Som ugerne går, mærker vi, hvordan
han som Arnljot Gelline i Bjørnsons digt „slipper ned sine matte planer“. Men samtidig vokser han
fastere i sin barnlige tillid til Gud. Her er en skanse, som ikke falder. Og i stille hengivenhed kan
han i sit sidste brev skrive: „Jeg føler mig ene og som andetsteds henhørende“.
Dagen efter, den 26. Oktober 1914, faldt han ved Kobylin inde i Polen.
I et brev fra nytår 1914 havde Jeppe skrevet til en god ven: „Gid det nye år må bringe dig og
os alle frem mod mere lys, større viden og dybere forståelse af alt sandt og godt i menneske? livet
og i naturen, den verden som bor i os, og den som er om os.“
Hans sidste breve vidner om, at han selv havde nået den dybe forståelse af, hvad menneskelivet er,
og var på vej frem mod mere lys.
JEPPE ØSTERGÅRDS BREVE
Ryslinge højskole d. 13—11—11,
Kære allesammen!
Efter nu at have været her på skolen i en halvsnes dage, er jeg bleven så nogenlunde kendt med
forholdene og begyndt at føle mig hjemme her. Rigtignok bliver det næppe her som i Ørsted og
Skibelund, hvor vi kun var en 30 elever, som snart lærte hinanden og lærerne at kende. Her er vi
200, deraf er 15—36 sønderjyder, og vi lærer vist aldrig at kende hinanden allesammen, vel ikke
engang af navn. Rejsen herover var meget fornøjelig. Allerede ved afrejsen traf jeg kammerater,
som også skulde til Ryslinge.
Efterhånden blev vi flere og flere, og da Ryslinge nåedes, var vi nok en 150 ialt, der steg ud.
— Skolen her er en meget stor, smuk og anselig bygning. En dam, som ligger ud til vejen foran
skolen, fremhæver yderligere dens værdige præg. Lokalerne er lyse og smukt dekorerede. Ligeledes
er elevværelserne gode, rigtignok kunde de have været noget større. Ved siden af gymnastiksalen er
der badeværelse, så vi efter endt gymnastiktime kan få styrtebad. — I går var jeg i kirke, men
sikken kirkegang her er. Aldrig har jeg set mage. Gående, på cykle og til vogns kom folk i store
skarer, og kirken blev stuvende fuld, og endda måtte mange gå hjem. Siddepladserne var snart
optagne, koret blev fuldt, på gangen stod folk tæt pakkede, og våbenhuset var ligeledes fuldt.
Efter gudstjenesten talte jeg ialt 65 vogne, og der var nok flere hundrede cykler. Ialt har der nok
været 1000 mennesker i kirken igår. På hjemvejen til skolen mødte vi folk, der kom fra
sognekirken, og efter disses antal at dømme havde den nok også været fyldt. Var det bleven mig
fortalt, vilde jeg ikke have troet, at der nogensteds kunde være et så stærkt kirkeligt røre. —
Nu får jeg snart slutte. Om et kvarter skal vi (d. v. s. vi som får delingsførerkursus med) have en
time ekstra gymnastik fra
8—9. Den tid har de andre fri, men lidt ekstra arbejde dør man vel ikke af. Jeg er glad ved at få det
kursus med. Vor gymnastikleder, Jens Ovesen, er meget dygtig som leder. Han forstår at få
gymnastikken til at gå med liv og lyst. Senere skal vi til at have overhøring over menneskelegemets
bygning. Vi skal jo vide, hvad musklerne hedder, hvor de sidder, hvad gavn de gør, hvorfor hovedet
kan være tungt i middagsstunden, hjertet let om morgenen o. m. a.
Nu har jeg virkelig ikke tid mere denne gang. Hilsen til jer alle fra Jeppe.
30—11—1911.
Ja, du har ret i, at tiden går hurtig. Nu har jeg næsten været her en måned, og dog synes jeg næppe
at have fået begyndt med arbejdet endnu. I dag roste forstanderen os, fordi vi holdt så pæn orden
overalt. Det er forbavsende, så glat alting går her, hvor vi dog er en 200 samlet på en lille plet.
Forstanderen har i den senere tid holdt særdeles gode foredrag, så han nu egentlig står som
midtpunkt i det hele. Han fortæller verdenshistorie og omtaler deraf særlig de store
kulturbevægelser og folkenes daglige liv. Han viser os, hvilke grundsætninger det er, som har båren
folkene frem gennem tiden, og viser, hvad vi har at lære deraf. Hans broder, Karl Povlsen, er ham,
vi synes bedst om. Med en enestående evne og fantasi fortæller han så levende, så vi fuldstændigt
rives med.
Når han som sidst maler for os billede efter billede fra rationalismens tid, fortæller om
borgerlivet, om hvorledes man levede i den tro, at kongen jo var landets fader, der sørgede for dem
alle, og man derfor kunde lægge sig så tryg med nathuen godt ned over ørene — ja, da er det dejligt
at sidde på skolebænken. — Men ro skal der være. Når nogen hoster, skal han nok komme med en
bemærkning om det, og det så fint, så vi alle må le af det.
14—1—12.
Nu har vi da grund til at være glade. Var der nogen af jer, der havde ventet en sådan fremgang?*)
Fredag aften drøftede vi valgudsigterne, og hvor megen fremgang vi vel kunde vente at have. Johs.
Fink og jeg holdt på mindst 1000 stemmer, men de andre mente, det var alt for højt. — Så igår
eftermiddag lidt før to kom „Riget". Da timen begyndte, havde Monrad det i lommen, og han lod os
vide, at nu vidste han, hvordan det var gået. Der blev sunget: „Det haver så nyligen regnet“, og
Monrad begyndte at læse. Vi var spændte, spændingen afløstes af jubel.
Fremgang overalt, Haderslev amt så mange, Sønderborg, Åbenrå, Tønder amt også godt.
Kun Flensborg amt var en undtagelse. At standse tilbagegangen dernede vil blive en af de opgaver,
som først ligger for. Men alligevel: over 1800 stemmers fremgang, det var godt.
Vi sønderjyder syntes da også, at nu havde vi råd til at holde fest. Tæt herved ligger
„højskolehjemmet", og der vilde vi over og have en kop chokolade. Den blev bestilt, og kl. 8/4 kom
vi derover.
Chokoladen fik vi, og den satte om muligt endnu humøret et par grader i vejret.
Sangbøgerne havde vi med, og snart lød sangen. — Jeg lagde så for med en lille tale, hvori jeg
opfordrede til et kraftigt leve for dem derhjemme, de som havde gjort arbejdet, og hvem vi havde at
takke for, at vi i aften kunde holde fest. — Det var alle med på, og snart efter kom også nogle af de
andre frem med, hvad de havde på hjerte. Ind imellem lød vore nationale sange, sungen med en
ildhu, som sjælden sker. — Det var en dejlig aften, langt bedre og skønnere, end nogen af os havde
turdet vente.
I går formiddag var jeg oppe og skulde holde foredrag. Monrad havde nemlig fundet på, at
vi 4 sønderjyder, som er i hans danskhold, skulde fortælle noget om forholdene dernede. En fik
„Nordslesvig fra 64 til nu“, en anden „de hjemløse", en tredje „valgmåden til land« og rigsdag", og
den fjerde, som var mig, skulde fortælle om partierne i Tyskland. Mit var det værste, thi jeg kan
ingen steder læse noget om dem. Alligevel fik jeg dog en hel del at sige og kom også ganske godt
fra det. Kun to af os fik noget sagt i denne time, og jeg må endda fortsætte igen på Man« dag. Johs.
Fink og Vald. Gram derimod brændte inde med hele deres visdom og må gemme det hele til i
morgen. Nu er vi ellers godt spændt for med arbejde her på skolen. Vi har en stil i hver uge. Med
engelsk har vi også fået begyndt, og som delingsfører har jeg kommandoordene, anatomien og m. a.
at lære udenad. Men det går nok, når man hænger i og bruger hver evne på bedste måde.
*) Valget til den tyske rigsdag d. 12. Januar 1912.
15. Marts sildig Aften.
Ja, jeg har egentlig kun et at fortælle jer denne gang. Nu lider det jo mod slutningen, og den 30.
Marts kan I vente at se mig hos jer. Gymnastikken går godt, men på Torsdag får vi store fremmede,
nemlig K. A. Knudsen, som skal se os efter i sømmene og prøve, om vi nu kan noget. Da gælder det
nok om at have „stive ører“, når man sådan skal til eksamen.
Men det var ikke det, jeg vilde skrive om. I middags fik Jens Ovesen brev fra Roskilde
højskole. Da vi havde fået vor mad, kom han hen til mig og sagde, at han gerne vilde tale med mig
et øjeblik. Det viste sig så, at brevet var fra Bredsdorff, der spurgte ham, om han ikke blandt
delingsførereleverne havde en, der kunde lede gymnastikken på Roskilde højskole næste vinter.
Vedkommende skulde foruden det have et hold til regning og måske også et danskhold. Nu tilbød
han mig denne plads, da han mente, jeg nok kunde klare de sager. Jeg blev selvfølgelig meget
overrasket ved at høre det og tænkte, at mange andre kunde gøre det bedre end jeg. Desuden havde
jeg jo al mulig udsigt til at blive tagen på sessionen nu den 18. April.
På den anden side var det også et så udmærket tilbud, som man måske aldrig mere får. Det
betød jo at komme gratis på højskole, vel endog få penge til, mod at jeg ledede gymnastikken for og
arbejdede med de unge.
En udmærket vinter — hvad mener I? Igen i aften talte vi om det og bestemte, eller Jens
Ovesen lovede, at udsætte afgørelsen, indtil jeg fik jer mening at vide og — tyskernes med.
Danzig d. 3—11—1912.
Tak for alt, hvad I skrev om mødelivet. Det er rart om også på lang afstand at høre noget om det,
man tidligere selv var stærkt optaget af. Soldaterlivet vilde måske nok falde lettest, om man
fuldstændigt kastede fortiden bort og søgte at leve sig ind i dette her. Der er dem, som
tilsyneladende kan gøre det og gør det. Jeg hverken vil eller kan, er heller langtfra sikker på, om jeg
ikke dærved tabte mere, end jeg vandt. Følgelig søger jeg at leve med i alt derhjemme, som det er
muligt på 100 miles afstand. Vil I ikke nok i hver pakke sende mig et par af de sidste numre af
„Flensborg Avis“. På vor stue har vi bestilt et af de herværende dagblade, så nu ved jeg da altid lidt.
Det ser jo noget truende ud dernede på Balkan, men forhåbentligt trækker uvejret over også denne
gang. Stormagterne er alligevel bange for krigen, og det bedste er, at ingen på Frankrig nær har
penge. Her mærker vi ikke noget til uro, men officererne ønsker krigen. Vor løjtnant sagde forleden:
„Forhåbentlig får vi til forår den krig, som vi nu så længe har ventet på.“ Vi er jo ikke så begejstrede
som de, og til foråret vil vistnok rekrutterne komme med øjeblikkelig. — —
Sidste Tirsdag var noget af en festdag. Da blev faneeden aflagt. Dagen før var vi alle i kirke, men
ellers gik de tre foregående dage med til forberedelserne, så alt kunde gå efter en snor.
Fra kasernegården marcherede vi ud til en større plads et stykke uden for byen. Vejen går gennem
en smuk allé, hvor der må være meget kønt om somren. På pladsen, der var afspærret med militær
og politi, var der rejst en talerstol, hvorfra der senere blev talt af to præster, en katolsk og en
evangelisk. Efterhånden samles her en 2000 menige og en mængde officerer. Alle var i de bedste
uniformer og officererne i paradedragt, så det var et pragtfuldt skue. Der var artilleri med kanoner,
der var træn, infanteri, füsilerer og grenaderer med hestehale i pikkelhuen. De flotteste var dog de
sorte husarer på hvide heste, med sort pelsschako på hovedet og det hvide dødningehoved foran.
Ned fra schakoen hang på første regiment en hvid tunge og på andet reg. en rød tunge. I hånden
havde de lange lanser med hvide og sorte flag, i hvis midte der fandtes et sort henholdsvis hvidt
dødningehoved. Dem kommanderer kronprinsen, som også var tilstede. Han gjorde et godt indtryk
og var ikke nær sål militærisk i sin optræden og væremåde som de andre officerer.
Forberedelserne tog lang tid, selve edsaflæggelsen, der foretages kompagnivis, kun en time.
En general siger formlen, og så skal vi sige den efter, men mange tav. Bagefter marcherede alle
forbi kronprinsen og den kommanderende general.
Om eftermiddagen havde vi fri og var alle i teatret. Der sang en skuespillerinde først nogle franske
og engelske viser (ingen tyske!) og senere opførtes et fra engelsk oversat skuespil.
23—11—1912.
Det er nu atter bleven Lørdag aften, en aften vi altid glæder os til. Om eftermiddagen har vi ingen
tjeneste, men Lørdagsrengøring af stuen med dens indbo.
Dette er ikke så lidt lettere end tjenesten, og da vi om aftenen ikke har noget at pudse gælder
Lørdagen for at være vor bedste dag i og for sig og med Søndagen i tilgift.
Vi har hidtil haft en meget flink løjtnant, som ikke blot var en dygtig officer, men også et
godt menneske. Han er nu bleven afkommanderet til et andet regiment, og vi har i hans sted fået en
anden. Samme har tidligere været her og fra hans regeringstid går der endnu hårrejsende frasagn.
Han kom i dag, og begyndelsen svarede godt nok til rygtet. Kort sagt, han er et ondt menneske med
et mildt udtryk. Vi må jo se, hvad fremtiden vil bringe, men venter egentlig det værste. Dertil
kommer en ny oberstløjtnant, der gælder for at være den strengeste officer i hele regimentet. Fra
høresalens talerstol lød sidste vinter de ord: vær sand, vær god, og hele livet bar præget deraf. Her
hedder det: vær hård, vær brutal, brug usandheden. Siges det end ikke direkte til os, så bærer livet
des tydeligere præget deraf. Man må være på post, når man ikke bliver noget smittet af livet her.
18. januar 1913.
Midt i næste måned skal vi have den såkaldte „Rekrutenbesichtigung". Den dag kommer obersten,
og alt skal da gå som efter en snor. Til den ende er tjenesten bleven noget strengere, men til gengæld
blir der ikke set så nøje efter på stuerne. Før jul skulde hele fritiden helst bruges til at børste og sy
de gamle pjalter, pudse knapper o. l. Et sådant arbejde er i længden langtfra interessant, ikke at tale
om tankevækkende. Højst blev det tilladt at læse aviser. Nu går det også an at læse bøger. Foreløbig
holder jeg mig dog udelukkende til tysk. Et gode fører det med sig, nemlig det, at man får større
kendskab til det tyske sprog. Med skolekundskaberne kommer man heller ikke ret vidt Det karrigt
tilmålte af degnen i Oksenvad o. a. bibragte, men i mellemtiden yderligere formindskede ordforråd
trænger i høj grad til at blive forøget, om man så nogenlunde skal klare sig. At kunne tysk kan nu
aldrig skade, men være ret gavnlig ved mange lejligheder (f. Eks. når man får en bøde for en hund,
som man alt har betalt skat for).
Helt at drive fritiden hen er også farligt for en selv. Det hele blir let så ligegyldigt, tanken
sløv. Selve tjenesten interesserer egentlig kun, for så vidt som man skal.
Derfor er jeg nu glad for i fritiden at kunne læse af hjertens lyst. I et lånebibliotek skrås over gaden
er der et ret godt udvalg. Det koster 10 pg. ugentlig, men da pengene for en soldat har en langt
større værdi end for en civil, er vi flere, der har slået os sammen. Dog er vi kun een til at betale
boghandleren. — —
31. Marts.
I dag ses mange civilklædninger i kasernegården. Det er samtlige enårige frivillige, som er indtrådt
1. April, der nu laver reserve. Ak ja, den tid kommer også en gang for os, men den ligger rigtignok
et tidsspand fremme i tiden. Forleden aften fejrede de énårige fra andet kompagni deres
afskedsgilde. Der serveredes øl, cigarer og en slags brændevin, som her kaldes machandel. Jeg kan
tale med herom, thi jeg var den eneste menige mand, som var tilstede. Selskabet bestod af lutter
feldwebler og underofficerer, jeg vartede op. På deres gentagne opfordringer måtte jeg naturligvis
drikke et enkelt glas øl med. I forestiller jer blot mig, afholdsmanden og forhen ivrig
foreningsmedlem, som ølsmager og machandelopvarter, og I forstår, jeg er kommen temmelig langt
bort fra de rene linjer om hverken at nyde eller byde. „Mit den Wølfen muss man heulen", siger
tyskerne. Et dårligt ord er det, det er vist, men nogen sandhed gemmer det alligevel. Hen på aftenen
siger min gamle rekrutunderoff. til mig, sådan ganske privat ude i forstuen: når du passer lidt på ved
kompagniekserc., så vil du blive gefreiter det andet år.
Nu er min ærgerrighed i den retning ikke synderlig stor, og jeg svarer derfor, at jeg vilde
hellere være tjener ved kaptajnen. Ja, nu skal vi se, svarer han så. Det betyder nu langtfra, at jeg er
vis på at få stillingen, kun ved jeg, at når pladsen skal besættes, vil jeg også være blandt
kandidaterne. — —
Kunde jeg få pladsen hos kaptajnen*), så skal jeg rigtig til at læse. Der er man fri mand og er
ikke udsat for hvert øjeblik at få sit skab endevendt. Den nuværende tjener er fra Roager. Han er et
meget flinkt menneske, den bedste af alle herværende danske og den, hvem soldaterlivet har bidt
mindst på. Thi fare for, at en del uforvarende skal hænge ved, er der. Næsten ingen slipper helt fri,
men det kan vel vadskes af, når vi atter kommer hjem og kan mætte os med danske tanker, dansk
åndsliv, dansk kultur.
*) Han fik den ikke.
30. April.
I en otte dage har vi her haft en varme som i hundedagene. Solen varmer fra skyfri himmel, og en
lun søndenvind ånder ind over landet. Følgen er bleven, at hele naturen fra den lysgrønne lind og
det blomstrende pebertræ til mælkebøtten og gæslingeblomsten nu står i sit fejreste skrud. Naturen
er herlig og i morgen efterm. skal vi rigtig ud og nyde den. Skade, at jeg ikke har min botanik her
og kunde forøge min viden en smule. Af mine kammerater ved ingen besked, i hvert fald ingen ved
mere end jeg. Den eneste der kunde være tale om, en gartner fra Holsten, er desværre bleven
afkommanderet en måneds tid. Byen har en herlig omegn og kan i denne tid give én
uforglemmelige skønhedsindtryk. Men der« hjemme må det også være skønt. Mange forårsminder
dukker frem, når jeg tænker mig lidt om, og herligt er det, når grøfterne bliver blomstrende skove.
Nej, „ingen vår som en Maj i vort land“. Og er det sådan i naturen, så vinder troen på, at på
samme måde vil det gå i vort folk, nyt fodfæste. Var ikke valget ifjor et godt varsel, og er den
mængde ungdomsforeninger, der dannes trindt omkring, ikke som nye, kraftige skud, der bryder
frem. At prøjserne fnyser af harme, beviser kun, at de aner, hvad der vil følge efter, og nu vil knuse
det frembrydende vårliv. Men ingen formår at hindre naturens gang, og intet politiforbud vil kunne
dæmme op for den livsbølge, der f. t. går hen over vort folk. Nationalitetstanken går sin sejrsgang
verden over. Før eller senere vil prøjserne få det at føle, thi ustraffet fører man ikke slig en
voldspolitik.
Gruppe d. 13. Juni 1913.
Jeg husker ikke mere, hvem der sidst har skrevet, du eller jeg, men så meget ved jeg, at det er en
god tid, siden jeg sidst skrev. Vi er nu kommen til Gruppe, en større baraklejr, beliggende en mils
vej vest for Graudenz. Rejsen herned var ret interessant. Når undtages udmarcherne og mindre
udflugter om Søndagen havde vi nu i omtrent et halvt årstid kun set de grå kasernemure og fristet
tilværelsen indenfor samme. Det føles da som noget af en befrielse atter at komme ud på en længere
rejse, se nye egne og komme under andre forhold.
Den 9. om morgenen rullede vi ud af Danzig og humøret stod højt. Det går sydpå ud i
Danziger Niederung, en smuk og ejen« dommelig landsdel. Jorden er ganske flad, dyrkes kun lidt
med sæd, men gir udmærkede græsgange. De ser herligt ud i denne tid. Det Drachmannske vers:
„Se det summer af sol over engen“, vilde rigtigt passe til dette landskabsbillede. — Senere kommer
vi atter på højderyggen, og det veksler nu med dale og bakker som derhjemme. På enkelte marker
ses kæmpemæssige, fritstående egetræer, sikkert en rest af fortidsskove. De bidrager til at give hele
egnen et vist præg af værdighed og ælde.
Efter en 5 timers jernbanekørsel nåes vor bestemmelsesstation. Herfra havde vi endnu en
march på 1½ time, inden vi nåede vor lejr. Heldigvis var vejret køligt og turen ikke slem. Vejret er
slået om til blæst og rusk, hvad vi nu ikke er så kede af. Her lever vi halvt på feltfod, og kun de
nødvendigste beklædningsstykker og brugsgenstande er med. Nogle bor i telte, andre har været så
hedige at få et skur med paptag og halvstensmur dog uden loft.
Øvelsespladsen er ca. 20 kv.-km stor og består mest af det rene flyvesand. Enkelte steder
gror marehalm og andre nøjsomme sandplanter, en del er også tilplantet med fyr. — —
P. og J. A. har altså været en tur i Sachsen. Jeg har fået et par kort fra P. og kan nok skønne, at turen
må have været meget interessant. De har sikkert i 14 dage set og lært mere, end jeg lærer her i 2 år.
Nu 2 år er der da heller ikke mere, kun 463 dage. Inden man ser sig om, er det første og det værste
år omme.
På Mandag er der her en større fest i anledning af regeringsjubilæet. Hovedsagen er for mig,
at vi ingen tjeneste har den dag. Der er så dejlig tid til at læse. En bog af Leo Tolstoy har jeg med
fra Danzig, og den er udmærket. Du skulde bare høre, hvor jeg nu kan køre løs med tysken. Det går
som kæp i et hjul, kan du tro, kun den hersens grammatik kan det endnu knibe med. Hvorfor f. Eks.
Rhinen er „mandlig" og hedder „der", Weichselen „kvindelig" og skal tituleres med „die", begriber
jeg ikke. Man må overfor den slags ting have et fint „gehør", om man altid vil træffe det rette. En
trøst er det for mig, at selv mange tyskere kører galt i denne vildrede.
På Søndag skal der afholdes en festgudstjeneste i anledning af regeringsjubilæet. Desværre
må jeg sige, at jeg kun har lidt for ikke at sige intet ud af de tyske gudstjenester. Det hele går
militærisk tilværks, og den prøjsiske tankegang er os fremmed. Hele livet gør en desværre noget
fremmed over for det kristelige, men det bedste kan man dog ikke tage fra os.
NB. Undskyld det fedtede papir. Det er dog ikke ensbetydende med at vi lever særlig fedt her.
3—12—13.
Rigtig mange tak for den dejlige pakke, jeg fik fra jer i Søndags. Det var næsten altfor flot, hvad I
der sendte mig af søde sager. Sligt vanker ikke til hver dags her, og det kan ret fryde en soldats
hjerte. Med stor interesse har jeg læst artiklerne fra Peter. Alligevel må I ikke knappe mig af, men
også sende mig et par af de nyeste aviser. Jeg føler mig ofte så fattig over ikke at kunne leve med i
det, der foregår hjemme blandt mit folk og i mit land. „Flensborg Avis" bringer altid bud fra hele
landet fra folk og egne, jeg kender så godt. Jeg husker ikke, om jeg har skrevet om min skoletid her,
ellers skal I få noget derom nu. Gennemsnitlig en gang ugentlig har vi her landbrugsundervisning af
forstanderen for en landbrugsskole i Zoppot. Hans skole er naturligvis nærmest for vestprøjsisk
ungdom, og hans foredrag er udfra det herværende landbrugs stilling. Han bringer mig derfor ikke
stort nyt udover en mængde tyske fagudtryk fra landbrugets område. Efter foredraget kan der stilles
spørgsmål som indledning til en lille diskussion. Da ingen havde lyst, greb jeg forleden dag
offensiven og lagde for og kom ret godt fra det. Senere hen vil der blive foranstaltet udflugter til
elektricitetsværker, maskinfabrikker, kornmagasiner o. a. ialt en 5—6 stykker. Vi er fra komp. kun
to mand, og det to danske, som er med. Foruden det går jeg til aftenkole hver Mandag og Fredag
aften fra 8—10 i handels- og håndværksskolen. Vi er ialt tre menige af Danz. 8000 soldater, som
deltager, nemlig Nis Fuglsang, en hamborgsk murersvend og jeg. Vi har fået varig orlov til kl. 11
hele vinteren igennem. Det er et såkaldt akademisk folkedannelseskursus, vi er med til, og det
koster, foruden materiale, kun 1 mark for vinterhalvåret. Mandag aften er undervisningsfaget tysk,
og første aften skrev alle en og samme diktat. Efter denne blev vi sidste aften delt i tre afdelinger.
Jeg, som fra min skoletid, når undtages „hundehvalpsklagen", som jeg var med til i fjor, ikke havde
skrevet det mindste tysk, kom alligevel derfra med tre mindre væsentlige fejl. Vi kom alle tre i
første klasse, medens feldwebler og underofficerer, hvoraf der deltager en del, for største delen kom
i mellemste og nederste klasse. I vor afdeling falder diktat, genfortælling og ortografi bort, hvorfor
vi har mundtlig stil og fristil ligesom for to vintre siden. Dette falder mig dog noget sværere, især
sætningsbygningen. Til på Mandag skal vi skrive en stil om dannelse ganske ud fra egne erfaringer
og meninger.
Fra igår middag til i dag kl. 1 sidder jeg på vagtstuen som vagthavende ved en af byens porte. Her
kan jeg nu i ro og mag lave min
29
kladde færdig, så den nød skal jeg nok få knækket. Ganske let var det nu ikke, og jeg har måttet
tage alle mine sprogkundskaber i tjeneste. Jeg savner egentlig svært en dansk—tysk ordbog. — Den
øvrige tid benyttes i skolen til foredrag om de store, tyske klassikere og til oplæsning af deres
mesterværker. Det bliver nok særlig Schiller, som må holde for. Jeg er meget glad for disse timer, da
jeg tror, det vil lette mig forståelsen for mangt og meget.
Klassikernes sprog er tungt og stivt, og det falder mig svært at læse bøgerne med det rette udbytte.
Shakespeare faldt mig meget lettere, for ikke at tale om J. P. Jakobsen, som også kan fåes her. F. t.
er jeg igang med et stort naturvidenskabeligt værk, men også det lægges til side, og den tid jeg har
til overs skal foreløbig være helliget Schiller. — Fredag aften har vi stenografi. Dog derom en
anden gang.
5—1—14.
Kære allesammen!
Så gik den ferie hen, meget hurtigt syntes jeg, men forbi er den nu, og jeg er atter borte fra den
hjemlige arne. Tankerne lader sig dog ikke så let tvinge, og mindst af alt ønsker de at dvæle ved
soldaterlivet. Så lad dem da i aften have frit løb hjem til alt og alle. Allerførst da mange tak for al
den kærlighed og godhed, hvormed I overødslede mig. Det var så overstrømmende, så det næsten
kunde virke beklemmende, da jeg syntes, det slet ikke kunde tilkomme mig. Tak for alle de gode
ønsker, 1 sendte med på vejen herop. Det er alt så ufortjent. Jeg har desværre ikke (det mærkede jeg
tilfulde i julen) kunnet slippe fri for nogen påvirkning af militarismen og hele livet her. Mit
modersmål var bleven noget sjusket og urent. Høflighed og hensynsfuldhed var ved at blive
forældede begreber. Muligt at så godt som alle de andre er kommet videre bort end jeg, jeg skal ikke
prøve på en undersøgelse deraf, men det er alt slemt nok, at jeg har noget. Jeg skal i det nye år nok
være mere påpassende overfor mig selv, og man når vel altid noget, når man for alvor vil.
Rejsen forløb meget heldigt. Til at begynde med havde jeg selskab af førsteren fra S., af hvem jeg
fik et meget godt indtryk. Senere, fra Tinglev til Gråsten, var jeg sammen med Johannes Jensen*).
Han var glad for sit arbejde og havde godt mod på frem« tiden.
*) Nu Statskonsulent i Mejeribrug.
30
Men det bedste var dog Gråsten. Hans Hansen og kone er prægtige folk, og vi havde det meget
fornøjeligt. Og vi byggede — luftslotte og fremtidsplaner.
Først i Juni er der stor landbrugsudstilling i Hannover. H. H. tager derned, og jeg tager samtidigt
orlov og rejser derhen, hvor vi så kan være sammen i en 2—3 dage. Derfra går turen hjemad, og
resten af ferien, med undtagelse af den sidste dag, som skal være helliget Hamborg, er jeg så
hjemme. Om det nu lader sig gøre? Det er ikke sikkert, men det skal prøves. Af landbrugskandidater
mente H. H. ikke, at der blev for mange. Der vil med tiden foruden sukkerfabrikken blive oprettet
kartoffeltørrerier i Nordslesvig. Til at forestå laboratorierne og hvad dermed følger, vil der altid
være brug for kandidater, hvis vi ikke skal ansætte tysskere i de ledende stillinger. Han mente
endvidere, at jeg skulde tage derover, straks når tysken gir slip. Derved sparedes der tid, og hvis jeg
kunde komme på landbohøjskolen, inden den ny ordning med det længere kursus bliver indført,
vilde det jo økonomisk betyde en ikke uvæsentlig vinding. Jeg indvendte, at jeg efter en to års
soldatertid kom dårligt forberedt. De fleste, ja vel omtrent alle, kommer fra et 9 måneders
landbrugsskoleophold og har haft lange forberedelser. Dertil kommer, at jeg først blir fri her
omkring den 20. Septbr., medens skolen begynder den 1. Han mente imidlertid, at det hovedsageligt
var en viljessag. I alle tilfælde skulde jeg ubetinget prøve, og hvis det skulde løbe sort, så kunde jeg
altid afbryde efter en månedstid. At jeg tog derover, vilde han så absolut tilråde. Altså på den. Hvad
siger I til det?
Så slutter jeg med de kærligste hilsener til jer alle og et frejdigt på gensyn i sommer.
Eders
Jeppe.
19—1—14.
- - - Her
må jeg endnu tilbringe 240 dage, og synger vi end,
at det ingen hast har for den, som tror, så må jeg dog sige, at det har hast for den, som venter. Thi
langsomt snegler tiden hen, synes jeg, især nu efter nytår.--9—3—14.
- - I Søndags havde jeg besøg af en kammerat, som slap fri
i efteråret. Det er helt morsomt at træffe kændinge igen.
Nu til regimentsfestlighederne venter jeg, at der vil blive ikke så få at stikke næven ud til. Blandt
andet skal min gamle gefreiter
31
ha i sinde at besøge os. Det fortalte hans bror forleden. Han tjæner ved vort 4. kompagni.
Forresten skal det nok være en patriotisk fest i stor stil. Byen har været meget betænksom.
Ihukommende soldatens fortræffelige appetit har den bevilget 5000 mark til en fællesspisning d. 11.
ds.
Jeg lover efter ævne, hvad ikke vil sige så ganske lidt, at virke med til, at byens midler ikke kastes
forgæves væk! — Over 100 officerer har anmeldt deres besøg. Kgl. højheder kommer der nok også,
så festen blir meget fin! — Der kan under alle disse tyske forberedelser i korte øjeblikke komme
noget af en følelse som forladthed op i mit sind.
Det hele er prøjsisk og fremmed, mens hver blodsdråbe i mig vægrer sig ved at ha noget tilfælles
med dem. Men den nedtrykte stemning varer kun et øjeblik. Jeg sammenligner livet her med en
eneste lang og stor drøm, der ret snart vil få ende.
Mine tanker er og har aldrig været ved det virkelige liv her, men næsten altid på langfart. Jeg har nu
heller aldrig søgt at tøjle dem, snarere det modsatte.
Nu snart kan man atter fylde sine lunger med friske og stærke pust. —
I virkeligheden er jeg jo også her en underlig heldig én. Jeg ved, at I derhjemme ofte har mig i eders
tanker, og her har jeg da også truffet adskillige, også blandt tyskerne, som jeg er kommet til at sætte
meget pris på. Fjender har jeg ingen af, men er tværtimod afholdt både „oppe“ og „nede“. At dette
dog er noget, man ikke skal bygge på, ved jeg godt, men venskab og tillid er altid bedre end det
modsatte. —
14—3—14.
Du får mange tak for dit lange, udmærkede brev. Jeg kan forsikre dig, at det her er noget af en
oplevelse for mig, hver gang der kommer et af dine så kærkomne breve. Skæbnen har siden sidst
ført vore veje ad vidt forskellige baner, men det glæder mig, at vore bedste tanker, vort åndelige liv,
vort inderste jeg, trods alt er blevet uforandret. Vort mål er og bir det samme, at arbejde med på at
føre vort folk frem modi bedre, rigere tider. - - Det såkaldte „akademiske folkedannelseskursus", hvori jeg vinteren igennem har deltaget, nærmer
sig snart sin afslutning. Disse timer har for mig været lærerige og interessante og en behagelig
afbrydelse i den militære ensformighed. Især har jeg været glad for de aftner, hvor der lærtes tysk.
Det har ikke været særlige sprogtimer, men alment dannende af lødigere art. Schiller har måttet
holde for, og i min fritid har jeg læst en del af hans værker. Ihukommende Georg Brandes’ ord om,
at man hellere må læse en god bog to gange, end to gode bøger, er jeg gået ret grundigt tilværks, så
vidt jeg er kommet.
Det tyske sprog behersker jeg nu så nogenlunde, om end grammatiken er mangelfuld. En
trøst får det være, at næsten ingen tysker, som ikke har givet sig særlig af dermed, kan grammatiken
til fuldkommenhed. I en stil, jeg skrev i Januar, havde jeg betydelig mindre fejl, end mange af de
andre elever. For en 14 dage siden havde jeg mundtlig stil. Det er betydelig værre. Det skrevne ord
kan man rette og dreje i det uendelige, inden man gir det fra sig, medens det talte ord ikke tåler
videre ændringer uden at tage skade i sin virkning.
Jeg havde den opgave at fortælle indholdet af Schillers drama: „Maria Stuart“. Samtidig
skulde naturligvis de forskellige personers karakterer og handleårsager redes ud af hinanden. Jeg
gjorde som på Ryslinge, skrev min stil op og læste den omhyggeligt igennem, inden jeg afleverede
den. Det hele gik da også ret godt, hvis jeg kan tro, hvad andre siger, endda rigtig godt. Det glæder
mig naturligvis, at jeg her i det fremmede og som dansk mand fra det fattige Stursbøl ikke i
åndsudvikling behøver at stå tilbage for mænd med ret høje stillinger i samfundet eller døtre fra
velhavende borgerhjem med den fineste skoleuddannelse.
I det fremmede står man dog som repræsentant for sit folk, og med eller mod ens vilje er der
mange, som udfra kændskabet til en enkelt person danner sig en mening om nationen. Når man er
sig det bevidst, må man gøre sit til, at det billede, man danner sig af os, ikke blir et vrængbillede.
Den tyske hærlov af 1913 forøger den stående hær med 120,000 mand og 4000 underofficerer. De
første går det let nok med at få, da befolkningen årlig vokser med omkring 1,000,000 mennesker.
Dærimod kan det knibe med på stående fod at få 4000 nogenlunde brugelige underofficerer.
Udsigterne til senere at få et nogenlunde vellønnet embede er kun ringe.
Forleden dag blev jeg da kaldt ind på kompagni-bureauet, om jeg ikke vilde kapitulere, blive
ved militæret. Et glat afslag var naturligvis mit svar, men dærmed lod man sig ikke nøje. Man
udmalede for mig, hvilken herlig fremtid, der her vilde blive mig tildel, store rettigheder, lidt
arbejde. Fra 1. April underofficerstjseneste og do. mad, 3 mark løntillæg m. m. „Kan det ej få dit
hjerte til at banke, er det slet ej så stor en ære værd!“ tænkte han sikkert. Nu kan man som soldat, og
især da som prøjsisk, ikke sige sin mening frit ud, men man må ta hensyn til højre og venstre. For
ikke helt at fordærve mit gode nummer sagde jeg tilsidst, om jeg ikke kunde få betænkningstid, da
jeg ønskede at rådføre mig med min ældste bror. Dette blev mig naturligvis tilstået, og jeg slap fri
for denne gang. Du vil forstå, at sagen fra min side er genstand for en meget „grundig" overvejelse,
en overvejelse, der varer ved, indtil man atter lar mig hente. Så skal de herrer også få ren besked.
De dumme asner, at de ikke forlængst har gennemskuet mig! Første år blev man hundset og
kujoneret ved enhver lejlighed. Af de samme herrer bedes man nu om endelig at blive her. Der er
forskel!!! Trods alt er det ikke udelukket, at jeg ret snart kommer til at lave underofficerstjæneste og
kan nyde de dærmed følgende begunstigelser. Hvis ikke, blir jeg sikkert svømmelærer til sommer,
en stilling som er endnu bedre, friere og sundere.
En underlig, heldig snegl har jeg altid været!
Så stop for' denne gang. — Endnu 188 dage tilbage i prøjsertrøje!!! — Alt vel!
27—5—14.
Medens I hjemme er optaget af den nationale sag og du af det ungdomsliv og arbejde, du selv står
midt i, er jeg dømt til uvirksomt at døse tiden hen indenfor skiddentgule kasernemure og i en alt
andet end afholdt uniform. Som ung har man jo heldigvis en vis tilpasningsævne, og jeg har da lært
at finde mig i det uundgåelige, gøre min pligt og forresten holde mund. Skønt militærånden med
dens ubetingede lydighed og udelukkelse af enhver selvstændig tænkning aldrig har tiltalt mig,
endsige er bleven mig egen, er jeg nu selv bleven kommanderet til at være dens håndhæver. Et
komp. består af ca. 150 mand fordelt i 7 afdelinger. Af disse 7 har jeg nu fået den 5., er altså bleven
prøjsisk delingsfører. Hvad mener du om det, søster? Man må anerkende prøjsernes humanitet. De
udelukkede mig fra at komme til Roskilde som delingsfører, nu gir de mig selv en deling i stedet
for. Ligheden strækker sig dog ikke udover navnet, videre hører al sammenligning op. At anvende
nogle af de grundprincipper, man før har brugt, vil lige så lidt kunne lade sig gøre som senere at
bruge ånden fra her. Da jeg kom her, håbede jeg på gymnastikkens område at kunne indføre enkelte
sundhedsmæssige forbedringer indenfor min egen afdeling. Ak ja, ungdom med det lyse mod. Hold
fast ved det, du har, og se til, at de andre ikke tar mere af dig selv, end du den gang håbede at kunne
bringe dem. Træk fra, min ven, træk fra, det lærer man 2 år i trøjen. Du mente at have så meget, så
du kunde berige andre, se til om du selv kan slippe helskindet igen* nem. Dig blev det ikke givet
her at reformere, end ikke det allermindste.
7—6—1914.
Sidste gang skrev jeg ret selvsikker om min orlov, og det havde jeg også årsag til. Når man som jeg
hos feldweblen har tilladelsen til at kunne rejse, plejer man at være sikret. Men nu kom der i går
noget andet til. Den 8. begynder svømmeundervisningen, og vort kompagni skal stille 2
svømmelærere. Dertil var bestemt en gefreiter og en underofficer. Jeg skulde blive i kompagniet.
Nu er imidlertid underoff. bleven vraget, og da der ingen „menige" må komme hen, er jeg som
eneste frisvømmer blandt gefreiterne i virkeligheden den eneste, man kan bruge. Dermed er mine
ud* sigter til at komme hjem fra at være meget gode svundet ind til at være lig nul.
Hvis stillingen nu slet ikke skulde tiltale mig, er det muligt, at jeg ved at sætte alle kræfter i
bevægelse kan blive afløst som svømmelærer. Let vil det nu ikke være af førnævnte årsag, og et
jordskælv vilde det drage efter sig. Pengene vil ikke slå til til en rejse, men foreløbig har jeg nok.
Skulde jeg imod forventning alligevel kunne rejse, vil jeg her kunne låne, hvad jeg behøver. —
Sandsynligvis er stillingen som svømmelærer den bedste, som tænkes kan. Vi laver ingen
tjeneste, afjasker os ikke på stenede landeveje, sluger ikke støv i litervis etc. Tværtimod. Friluftsliv,
vand og solbade i overflod og efter behag. Det gir et sundt og kraftigt legeme, man lever mindst 5 år
længere, og det gør meget i slutningen. — Til den 18. Septbr. er der i dag endnu 102 dage. Skulde
man ikke kunne holde den tid ud i prøjsertrøjen til alle de mange. Jeg skriver trøjen, pardon, jeg
mener naturligvis i badebukserne.
29—6—1914.
— — — Tak også for de mange med skønsomhed valgte avisudklip, der fulgte med. Med glæde og interesse har jeg læst dem alle. H. P. Hanssens tale*) er
aldeles glimrende og må have gjort et vældigt indtryk. Selv heroppe gør „de døde ord“ sin virkning,
og da jeg havde læst den, klang der i mig et stærkt: „Ja, vi vil, vi vil.“ Med interesse har jeg læst
beretningerne om frk. Bjørkstens gymnastikhold. Frigjort, åndsbåren gymnastik, ja det er smukke
ord, og skal det blive til mere, da kræver det nok en leder, netop som frk. Bjørksten må være det.
Det kræver en ganske anden uddannelse, end der blir de fleste af Danmarks gymnastikledere til del.
Jeg må næsten være glad for, at jeg så hurtigt blev savet af og kom i trøjen, da det hindrede mig i at
lave flere bommerter. Thi er frk. Bjørkstens gymnastik den rigtige, og det står ganske klart for mig,
at den må være det, da er det pinegalt at fortsætte på den gamle måde med de stive, kraftfyldte
øvelser. Den største og værste bommert, man har lavet, er dog den, at man i det hele taget har tilladt
mænd at lede kvindegymnastik.
Så er Nis F. atter kommen tilbage med hilsener og nyt fra jer og Sommersted. Jeg har da hørt
om hegnet øst i haven, som er ryddet, de plantede espaliertræer ud til landevejen, indhusethavemur
skjult i et væld af roser, om mark, stald og lade og sidst, men ikke mindst, forberedelserne og
planlæggelsen af ung« domsmødet. Det må være bleven afholdt igår. Jeg tænkte ofte på jer i går. Vel
blandede der sig en smule vemod i tanken, men alligevel fortrøstningsfuld tænkte jeg på de 80. — I
går efterm. tog jeg sammen med N. F. til Westerplatte ved Neufahrwasser. Grunden til at vi tog
derhen, var den, at jeg i avisen havde set en notits om en norsk kanonbåds ankomst. Vi traf da også
snart på norske matroser med tophue. Klædningen er ellers meget lig den, man bærer i den tyske
marine, måske stoffet i jakken er noget grovere. Man var meget elskværdig, lod os gå om bord og
førte os rundt i alle skibets gemmer. Jeg måtte passe vældigt på for at forstå alt, hvad de sagde. Men
alligevel var det meget fornøjeligt at være sammen med dem i et par timer, og jeg tror nu heller
ikke, nordmændene var kede af i en tysk by at træffe folk, de kunde tale med. I den norske marine
er der mellem befalingsmænd og mandskaberne et meget mere kammeratligt forhold end hos
tyskerne. Sammenlignes straffene for ens forseelser, er der en himmelvid forskel. Nu, den prøjsiske
disciplin, der holdes oppe ved en ofte menneskeuværdig behandling forbunden med utrolige straffe
er jo bekendt, og jeg skal ikke ønske nogen nation det tilsvarende. Med stolthed fortalte
nordmændene om den nationale hundredårsfest i Kristiania, hvor de havde været med. Der var
vejrbidtei gutter iblandt dem, en del henimod de 30, og som i åringer havde sejlet under fremmed
flag, men fælles for alle var kærligheden til fædrelandet og flaget.
Søfolk, også danske, er i det hele taget fædrelandskærlige mænd, selv om de den meste tid er
i det fremmede. En sømand siger ikke, at han tager til Danmark, nej, han tar hjem. Netop ordet
„hjem“ har i hans mund en egen klang af varme, og det finder god genklang i en soldats bryst.
*) Ved årsmødet i Haderslev d. 14. Juni.
25—7—1914.
— — — Jeg er så led og ked af hele livet her, så jeg stadig
kun tænker på enden. Lykkelig den, som aldrig kommer i prøjsertrøjen, ja, lykkelig den, som aldrig
ser de østtyske øvelsesplads ser*). Her er til at forgå. Om 57 dage forlades dette utiltalende land,
forhåbentlig for stedse. Jeg ønsker ikke at gense et eneste af de steder, jeg her har været. — — —
•) Brevet er skrevet fra Arys, hvor der var Sommerlejr.
29—7—1914.
Ankom iaftes som fourer en dag før kompagniet til Danzig.
Her føler man sig mere vel, næsten en smule hjemlig. — — For tiden er udsigterne ret kritiske. Det
store spørgsmålstegn er Rusland, men netop nu udspredes på gaden flyveblade, at Rusland
mobiliserer. I den tyske militærforvaltning bevares udadtil en overlegen ro, omend der på de
ledende steder arbejdes med høj* tryk. Forøvrigt tvivler ikke en eneste om, at den tyske
mobilisering vil kunne gennemføres programmæssigt. Overalt på rejsen blev vi modtaget med
begejstring, og også i Danzig er alle stemte for krigen. Man forsætter sig i en patriotisk rus.
Musikkapeller må stadig spille nationale melodier. Der udbringes hurraer for hæren, kejseren o. a.,
og vé den som ikke gøer med. Overalt har man fornemmelsen: der må ske noget, spændingen må
udløses. Englands velvillige mægling strander rimeligvis på Østrigs trang til handling. Lavinen har
begyndt at rulle. Vil den standse eller rive alt med? Man hører almindeligt den vending: hellere nu
end senere, den rådne fred er utålelig. Jeg for mit vedkommende siger med: hellere nu end senere.
På en varig europæisk fred kan dog ingen for alvor tro. Kendsgærningerne taler dog et ganske andet
sprog. — Imorgen skal I atter hør nærmere.
30—7—1914.
I formiddag har vi ingen tjæneste. Alle på stuen skriver breve hjem, og jeg blir også smittet af
manien. Stort nyt er der natur? ligvis ikke at berette. Byen var iaftes i vildt oprør, og begejstringen
gik højt, da regimentet med fuld musik i spidsen drog gennem byen fra banegården til kasernen. I
løbet af natten er to kompagnier rykket ud krigsmæssigt udrustet for at besætte Weichselbroen ved
Dirschau. Forøvrigt arbejdes i det stille. Krigssager blir tilpasset og udleveret fra oplagsrummene.
Den almindelige mening er den, at vi i morgen rykker ud og går til grænsen. Hvordan det så videre
vil gå, må afventes. Aviser har jeg idag endnu ikke læst, men jeg tvivler stærkt på et tilbage. Dag for
dag har tingene tilspidset sig, overalt arbejdes der på mobiliseringen. Aldrig har det været så kritisk
som nu. Mine tanker ved alt dette tør jeg ikke betro papiret, da brevhemmeligheden i denne tid
langtfra er sikret. Dog kan I så omtrent tænke jer min stilling. Men der er intet valg, og vi går med
så friske og frejdige som nogen. Meget værre er det for dem, der må forlade familie, bedrift og alt.
Jeg er løs og ledig, har ingen forpligtelser, kan ud? mærket undværes o. s. v.
Det er morsomt at lægge mærke til, hvordan de forskellige tar imod efterretningerne.
Gennemgående er den ældre årgang mere rolig og mandskaberne i besiddelse af mere galgenhumør.
Rekrutterne føler stærkere de bånd, som binder dem til hjemmet og alle de kære. Af skrålhalsene er
mange bleven underlig tavse — en stadfæstelse af gammel erfaring.
— Jeg er meget spændt på, hvad dagen endnu vil bringe. Imorgen skal I atter høre mere.
31—7—1914.
Hvor to eller flere er samlet er krigen det eneste samtaleæmne såvel i byen som på kasernen. Alle
lever i forventning om, hvad der vil ske. I byen råder en stærk krigsbegejstring, en stemning,der gir
sig mangfoldige udslag. To nætter i træk ved midnatstid drager gennem gaderne vældige skarer
såvel damer som herrer, syngende patriotiske sange og råbende hurra for hæren, kejseren og
forbundsfællen. En krigserklæring vil blive modtaget med ildhu. —
Forlængst er alle troppeøvelsespladser rømmede, alle mandskaber, som var på orlov,
indkaldte. En vagtkommando, som iaftes kom tilbage fra Graudeuz, fortæller, at dær er de blanke
våben slebne, patroner uddelte, alting færdig til udrykning. Vi er også inddelte til en mængde
forskellige poster, og jeg skal til bagpommern og hente heste. Men det er alt kun den første dag.
Senere skal vi nok alle komme med i første linje. Hvad et væbnet sammenstød vil bringe af nød og
elendighed, det går man helst let henover, da det kun gør ondt værre at tænke derpå. Endnu er
krigen vel ikke uundgåelig, men udsigterne synes at blive ringere. Afgørelsen må falde i denne uge.
Glider tiden endnu læns gere ud, er der tid til forhandling, og England er jo utrættelig i sine
fredsbestræbelser.
Iaftes modtog jeg de kærkomne breve fra jer. Her er næppe muligt at samle sig til at skrive
noget fornuftigt, men lad da alt være gemt i det ene ord tak. Det er godt at vide, at kærlige tanker
krydser hinanden og forkorter den udvortes 1000 km store afstand.
Danzig, d. 2—8—1914.
Kære allesammen!
Så udløstes spændingen, og afgørelsen faldt. Iaftes ved 6 tiden bragte tråden det skæbnesvangre
budskab, og trommehvirvler og klokkeklang bragte det ud til alles kundskab. Det er hårde tider, vi
går imøde. Måtte bare vort hjemland blive forskånet for troppes masser.
Her er et vældigt røre. Mine bøger, vask og andre småtterier har jeg pakket sammen og givet af hos
frk. Vera Gapski, Militår Effektengeschäft, Fleischergasse, Danzig. Kommer jeg ikke tilbage, kan I
skrive efter dem dær. Hun sender da pakken ufrankeret. Min adresse vil være som hidtil. Det
forlyder rygtevis, at vi går til vestgrænsen, hvad jeg dog stærkt betvivler. Hvordan er Peters stilling?
— Jeg havde gærne endnu en gang sét jer alle og talt et par kærlige ord med jer. Vi får tro på, at de
fleste kugler rammer ikke, og med Guds hjælp mødes vi da atter en gang.
Så snart jeg atter har lejlighed, skriver jeg. Indtil da mange kær* lige hilsner og tanker.
Eders Jeppe.
Karthaus, d. 6—8—1914.
(Oversættelse.)
Jeg sender jer, I kære, endnu en sidste hilsen. Det går nu atter tilbage til Danzig. Jeg er nu helt
kommen mig, så jeg let kan udholde alle strabadser*). Så snart der blir lejlighed, følger et brev.
Tæt ved grænsen 8—8—1914.
Min kære svigerinde!
Som de tyske kort fortalte, var jeg 4 dage i Karthaus hos remontekommissionen, havde et udmærket
kvarter og kom rigtig til kræfter igen. I den lille venlige by svirrede det med vilde krigsrygter. Det
fortaltes som officiel melding, at fransk guld skulde transporteres til Rusland i automobiler.
18,000,000 franks var alt beslaglagt i Sydtyskland. Grenaderregimentet skulde være slået og
fuldstændig oprevet. Et stort søslag skulde ha fundet sted i Østersøen, og den russiske flåde være
fuldstændig ødelagt. Toppen på kransekagen blev dog en depeche fra Danzig med meldingen: et
russisk automobil vilde passere byen i aftenens løb. Alle til byen førende veje blev spærrede med
høstvogne, og der blev udstillet dobbeltposter med skarpladte jagtgeværer o.l. Vi to grenaderer
måtte selvfølgelig også ud. Til kl. 1 om natten stod vi der, men der kom ingen automobil, og vi gik i
vort kvarter. Dog var folk så ophidsede og nervøse, at endnu på denne tid var der mange på gaden,
og der hørtes højrøstet tale. Den følgende dag dannedes borgerværnet. Dets opgave var gennem
regelret vagttjeneste med dobbeltposter at spærre hver vej, der førte til byen, anholde og undersøge
alle kraftfartøjer, vogne og cyklister samt anholde alle „fordægtige" personer.
Da vi rejste tilbage til Danzig, var så godt som alle mandskaber indkaldte og alle heste afleverede.
Ret trist var det at se ud over markerne, hvor rugen stod i skok, byggen og havren hængemoden og
ventende på leen. Men ingen høstkarl såes. Ingen maskine arbejder. Kun enkeltvis sés en olding, der
skrælpløjer, og en knøs, som vogter kreaturerne. Krigen griber ind i alle erhværvsgrene og
livsforhold.
*) Jeppe havde været syg under opholdet i øvelseslejren i Juli.
Undervejs ledsagede vi en transport af dels fordægtige og dels forbrydere, 15 ialt, der lænket og
koblet sammen afleveredes i politifængslet. Derefter skyndte vi os til kasernen. Undervejs måtte vi
dog ind til en barber. Hvem vidste, når atter lejligheden bød sig. Barberen sæber ind og fortæller, at
i aften rykker grenader regimentet ud, og næppe har han begyndt at rage, da høres
regimentsmusikken. Man marcherer til banegården. „Skynd dig, barber, vi må med!“ Og med
sæbeskum i ansigtet går det i stormløb til kasernen. Her finder jeg min tornister, og uden patroner o.
m.a. løber jeg bagefter. Undervejs kører den elektriske sporvogn. Den griber jeg fat i og hives
ombord. Ved banegården står endnu mine kammerater, og jeg kommer sammen med dem, jeg helst
vilde. På banegården og forresten hele landet over var der sørget udmærket for de afrejsende tropper
af kvindeforeningen. Der uddeltes kærlighedsgaver i stor stil i form af alkoholfrie drikkevarer,
belagte rundtenommer, bonbon, cigaretter og blyanter. Det bele var mønstergyldigt gennemført og
var en smuk afskedshilsen til os. Man kan i virkeligheden tale om en folkekrig. Gamle mænd på 50
år og mere melder sig frivilligt i stort antal. Unge knøse på 17 år strømmer frivilligt til
garnisonsbyerne. Kvinderne er optaget af forplejningen og på færde tidlig og silde. Deres
velgørenhedsarbejde bidrager stærkt til, at stemningen overalt er så begejstret.
Klokken var bleven 9,40, da transporttoget satte sig igang sydpå. Hvorhen vidste ingen, men vi
håbede alle at komme mod vestgrænsen. Håbet brast, da Weichselbroen ved Dirschau passeredes.
Nu var vi øst for Weichselfloden, og banen løber i sydøstlig retning mod Rusland. I morgengryet
holder toget ved en lille stationsby, Montowo. Spillemanden gir signalet til udstigning. Vi er ved
endestationen. Vi går endnu en halv mils vej til fods og indkvarteres så med egen forplejning i en
lille by med et uudsige* ligt polsk navn. Det var den 7. om morgenen, og her er vi endnu den 8. om
aftenen — omend marchberedte og rede til udrykning. Det er i kredsen Løbau, i trekanten Dtsch—
Eylau, Strassburg og Soldau og ca. 30 km fra grænsen. Her er endnu ingen fare. Man har set mindre
kosakpatrouiller, men til at holde dem i ave har vi husarerne. Der går rygter om sammenstød både
her og dær, men det er altsammen kun forpostfægtninger og af mindre betydning. Der vil nok hengå
endnu nogle dage, inden det virkelig går løs. Jeg antager, at når dette brev når til Sommersted, da
buldrer kanonerne, da knatrer geværerne, da afgøres menneskers og rigers skæbner.
I aftes lå jeg ganske ene i den fredelige sommeraftenstund. Ikke en vind rørte sig, kun
soldatersang høres, og man ser kometer, der passerer æteren, og for vort øje viser sig som en
ildkugle med en glødende hale. Man kan under sådanne forhold få allehånde tanker. Var der dærfor,
man kom til verden, og har man dærfor levet i 23 år for her ved civilisationens ende at lægge øde og
myrde og selv blive skudt ned som en hund. Tanken når ingen ende i dette virvar. Troen må tilsidst
blive den udslaggivende og beroligende kraft. Og da griber man med længsel et ord som dette: „Det
at leve er mig Kristus og at dø en vinding." Et vers, jeg tror, det er af Hostrup, rinder mig ofte i hu:
Grønnes kun, se det er sagen, leve med og være vågen, leve kort tid eller længe, blot vi lyser op i
tågen.
Jeg har da villet lyse noget, hvor jeg kunde, dog hvem tør sige ja, når der spørges: gjorde du,
hvad du kunde? Nogle kan fremdrage dybe tanker, andre må holde sig nærmere overfladen, men
bund når ingen. En egen ro og hengivelse og kraft til at gøre sin pligt kommer over sjælen, når man
samler alt i et „vor fader".
Med kærlige hilsener og tanker til eder alle slutter
din hengivne Jeppe.
Dagbogen 8—8—1914.
Den 8. eftermiddag kommer meldingen: færdig til udrykning om en halv time. Mange biir stille og
alvorlige: det går mod fjenden. — Vi går mod sydøst. Luften er lummer og regntung. Enkelte
soldatersange lyder i førstningen, men også de forstummer, for en 60 punds oppakning er ikke
småting for de mange uvante rygge. Vi går gennem forskellige mindre landsbyer. Overalt er der sat
vand ud til tørstige og svedende soldater. Mødrene græd, hvor vi kom igennem, de unge piger
vinkede os godt mod og farvel til, ældre mænd hilste venligt på os. Efter en 12 km march gøres
holdt i Rybno, hvor vi i massevis pakkes ind i lader og på lofter. Forinden var vi rigtignok bleven
ordentlig våde, indvendig fra af sveden og udefra af regnen. Her befinder sig en hel del flygtninge
fra byen Soldau, vort næste mål.
Dagbogen 9—8—1914.
Sov på loftet i noget strå og frøs forresten med anstand. Kort efter midnat skræmmes vi op af stærke
skud. Det var ikke første gang, thi alt i det første kvarter blev der skudt på en flyvmaskine, der dog
uforstyrret fløj videre. Her viste det sig dog, at det hele beroede på en beklagelig fejltagelse, idet
vore forposter gensidig beskød hinanden, hvorved dog en ko var den eneste, som led skade. Kl. 4
purres vi ud, og snart går det videre frem. Det er Søndag morgen, men det ændrer ikke sagen.
Undervejs forbydes det os at drikke af det udsatte vand, da man ikke mere stoler på befolkningen og
frygter alle mulige baciller. Men heden er voldsom, bukserne nager og skurer, sveden driver ned, og
hvem spørger da om forbud. Halvvejs gøres holdt, en kop vand af brønden, et stykke fedtebrød og
en ende chokolade sættes ned. Så kaster man sig hen på vejen og sover straks ind. Efter knap en
times forløb går det videre frem, og i een tur nåes Soldau. 28 km lå bag os, og ærterne fra
feltkøkkenet smagte.
Soldau 11—8—1914.
.... Dagene kæder sig sammen, og atter er et år rundet hen.
Inden ret længe fejrer du din fødselsdag, og med de nuværende usikre forhold benytter jeg
lejligheden til allerede i dag at sende dig mine bedste ønsker og kærligste tanker for det nye år. Det
kan næsten lyde som ironi, når man i disse tider ønsker til lykke, men heldigvis behøver lykken ikke
at være udvortes ting alene. Dens kærne er tilfredshed og hengivenhed, og nøglen til bægge bor i
vort eget indre. Bægge dele, som jeg dog veed, du alt ejer i så stort mål, ønsker jeg da, du må bevare
og kunne uddele till mange i de trange tider, land og folk nu går imøde. —
Dagbogen 12—8—1914.
Efter hviledagen igår blev vi kl. 10 jaget ud af teltene, lå et par timer ude marchberedte, går atter ind
i teltene, men efter et øjebliks forløb må teltene afbrydes, og kl. 1 går det gennem Soldau mod
grænsen. Sikret til alle sider gennem kavalleripatruljer blev vi dog overrasket af geværild ved 5
tiden. Straks kommer løjtnant Steig*) fra maskingeværkomp. ramt af et strejfskud i højre lårben.
Jeg var ganske rolig. Den halve time, vi endnu lå i den sluttede
*) Faldt ved Possessern i Østprøjsen d. 9. Sept. 1914.
kolonne, benyttede jeg til at spise et stykke brød og en ende pølse. Russerne skyder slet ikke dårligt,
men deres stilling var også ud* mærket på et højdedrag med eng og sump foran, som vi måtte
igennem.*) Til alt held fandt vi en grøft, hvor der var dækning. Kuglernes „iss“ lød tæt over vore
hoveder, og vi kunde ingen fjende se. 1. komp. foretager en omgående bevægelse, griber fjenden an
fra højre flanke. Vi går trods alt frem, får forstærkning, og russerne trækker sig tilbage til skoven.
Mens vi dær går frem, kommer jeg ind i maskingeværild, og det var mindre hyggeligt. Liggende
plat på maven og hovedet fladt mod jorden forholder jeg mig afventende. Til alt held griber
artilleriet med 3 batterier ind i fægtningen. Dets velrettede granater eksploderer præcise, og
kosakkerne smurte haser. Da vi går videre frem, ser vi først, hvor glimrende deres stilling i
virkeligheden var. Foran os lå store sumpe med en å, som vi alle måtte vade igennem. De kunde dær
ha skudt os ned hver og een. På deres rappe heste er de for* svundne og indtager en ny stilling bag
et højdedrag. Nu under* støttes de også af deres artilleri. For anden gang kom jeg ind i
maskingeværilden, værre end første gang. Kuglerne peb så tæt, så jeg et øjeblik så op, om det var
kugler alene eller en flok for* skræmte spurve. Senere kom vi en gang fjenden så nær, så granaterne
fra vore egne og de fra fjenden eksploderede over vore hoveder. Kosakkerne, som i tal var os langt
overlegne, trækker sig skyndsomst tilbage til Mlawa. Vi samler os efterhånden. Den hele træfning
havde varet en 4 timer og nærmest lignet en klap* jagt på den 10—-12 km lange strækning. En
flyver, som bragte værdifulde meddelelser, bragte meldingen, at 5 fjendtlige regimenter var i
anmarch. Overmagten var for stor. Vi går tilbage til tysk jord til bag Illowo. Men ikke en kosak
forfulgte os, ikke et skud blev løsnet. — Om aftenen går gennem byen et sørgeligt tog. De døde og
sårede kommer. Vort komp. har 4 døde, dæriblandt min kære ven Sorgenfrei og Fischer, som jeg
også satte megen pris på. — Krigen er forfærdelig.
Dagen, som gav os ilddåben, var anstrængende. Først kl. 11 fik vi morgenkaffe og om aftenen kl. 10
middagsmaden. I løb og skridt med fuld oppakning havde vi tilbagelagt 50 km.
*) I marginen står skrevet navnet: Lewiczyn.
Dagbogen 16—8—1914.
Søndag morgen er der altid tiltænkt os særopgaver. Allerede 1½ må vi ud, og med alt pakket,
tornisteren rigelig forsynet med levnedsmidler, går vi til banegården*). Atter var der kludder i
maskineriet, først kl. 9 kan vi blive forladet og pakket ind. Jeg snød mig bort fra min nye 5. afdeling
og gik til mine gamle venner i den 2. Sammen med dem havde jeg i en 4. kl. vogn en fornøjelig
rejse. Vejret var atter som hidtil solskin. Ingen veed rejsens mål, men det går mod nord, og overalt
hilses vi med ildhu. I Marienburg står damerne fra røde kors og byder os varm kaffe. Når man i ti
dage har ligget ude eller opholdt sig i de smudsigste kvarterer, gør denne venlighed og godhed et
overvældende indtryk. Man blir menneske mellem mennesker. De nyeste aviser bringer os klarhed
over verdens og krigens gang. I Elbing ved 6stiden står atter de smilende kvinder. Kaffe,
smørrekage, cigarer, brevkort, vand, sæbe, håndtørklæde — alt står til vor rådighed. Man glædes og
begejstres. Der har de nu stået næsten dag og nat, siden mobiliséringen begyndte, utrættelige og lige
elskværdige. Menneskene jubler os imøde. Her må ingen kosak nå hen, ingen knut svinges, ingen
skændselsdåd øves, ingen forsumpet forvaltning formørke disse elskværdige menneskers liv. Vi skal
gøre vort bedste til at forhindre det.
Øst for Elbing fører banen gennem henrivende landskaber. Mod syd åbner sig ofte en
milevid udsigt, mod nord løber et lavt skovs klædt højdedrag. Jorden er frugtbar, dyb, lerblandet
muldjord, udmærket til kornavl og sukkerroedyrkning og ganske fortrinligt som græsland. Kvæget
er sortbroget, bredt og dybt, med vel udviklet yver. Hestene har lighed, men er noget lettere end
nords slesvigske. Gårdene grundmurede, teglhængte, velvedligeholdte, har rene gårdspladser og
smukke haver. Alt gør indtryk af vels stand og driftighed. Her findes også den bekendte domæne,
Cadinen, hvorfra der bl. a. leveres udmærkede teglsten (majolikaler).
Dagbogen 17-8—1914.
Kønigsberg nåes tidlig i morgenstunden, og her drikkes kaffe. På et banegårdsskur er anbragt 2
maskingeværer til beskydning af flyvefartøjer. Udenfor K. er man i travl virksomhed. Der graves og
arbejdes, kanoner bringes i stilling o. s. v. Øst for K. passeres
*) I Soldau.
ialt 3 rækker ny opkastede og næppe færdige skyttegrave. Foran kommer endnu et bælte af
pigtrådshegn og fodangler.
Endestationen er Nordkitten, 23 km vest for Insterburg. Hertil ankom vi kl. 10 form., og snart går
det tilfods mod sydøst. Hvorhen veed som sædvanlig ingen. Efter 10 km march læsses tornistrene
på høstvogne, og det letter så rart. Der gøres holdt en time, vi får middagsmad, og det går videre
frem gennem Trempen til det adelige gods, Curland, hvor vi ankom mellem 7 og 8. Godset må huse
over! 1000 mand, og jeg var da så heldig at komme hos en arbejderkone, hvis mand også var med.
Hun tænkte på sin ægte« fælle og gjorde os alt det gode, hun kunde. Vi fik kaffe, smørrebrød, æg og en seng.
Dagbogen 18—8—1914.
Vi vilde betale en smule for alt godt, thi hjemmet var fattigt, men intet tog hun imod. — I går løb vi
over 40 km, og det hed sig, at vi i dag skulde ha ro. Trods det har vi natten igennem været
marchberedte, og kl. ½4 måtte vi ud. Aldrig får man lov at hvile ordentligt ud, aldrig kommer de
dårlige fødder i orden. Vi er slappe og trætte allerede om morgenen. Trods det fremad. Hvor« for
førte banen os ikke 50 km nærmere til grænsen i stedet for at læsse os af 80 km inde i landet?
Hvorfor dette så nedslående frem og tilbage? Mange lignende spørgsmål, som man ikke kan eller
må reflektere over, trænger sig frem.
Egnen er frugtbar og kultiveret, har udmærkede og mange landeveje. Ad dem alle, hvor man ser
hen, og hvor man kommer forbi, drager store troppemasser af alle våbenarter mod grænsen. Alle
stævner sammen til et afgørende slag, som snart vil være igang. Fra kredsen Insterburg kom vi i går
til kredsen Darkehmen. Her findes mange store remontestutterier. I går kom vi forbi 10, i dag forbi
det største, hvis navn jeg ikke kunde finde, men hvis mærke ligner et elsdyrgevir.*) Ridesalens
vinduer var meget til« talende, rødmalede granitsten, vinduessprosserne hvidmalede. Her er mest
adelige godser, Wohlleben, Auerfluss, og i Alt Thaian gøres holdt ved 4 tiden. Dagen havde ikke
været særlig anstrængende. 2/3 af vejen kørtes tornistrene, og om formiddagen havde vi et holdt på
3—4 timer.
*) I marginen står her tilføjet navnet: Gudwallen.
Auerfluss, kr. Darkehmen 18—8—1914.
.... Da jeg fik dit brev var der en ophidset travlhed med krigsforberedelser. Den sålænge forberedte,
af mange holdt for umulig, af andre frygtede og af enkelte længselsfuldt ventede krig blev den
næste dag til virkelighed. Næsten 3 uger er gået hen og endnu intet sket af større betydning.
Heldigvis tyder alt da på, at vort snævrere hjemland vil blive skånet for krigens rædsler.
Forhåbentlig vil ingen stormagt krænke Danmarks neutralitet. Også din bror er sikkert med, ja alle
våbenføre mænd er jo indkaldt. Tik bage blir den sørgmodige søster og den bedrøvede mor. Skal jeg
nu give dig et råd, så lad ikke modet falde i disse trange tider. Tabes modet, tabes alt. Krigen er
forfærdelig, vel sandt. De lange anstrængende marcher, de urolige, søvnløse nætter, som tilbringes
ude, dels i telte og lader, hvor man i uger, ja måske i måneder ikke kommer af klæderne. Under
kampens gang blir man vidne til uhyggelige scener. Men selv en nedrig behandling kan ikke
fornedre os. Som skibet er i vandet, men ikke vandet i skibet, således er vi midt i krigens gang, men
dens uhygge bor ikke i os. Man må lære at forstå det uundgåelige, tunge i skæbnen, handle derudfra
og så gøre sin pligt. Nordslesvigs sønner er nu spredt til alle sider. På Europas slagmarker vil
mangen en lade sit unge blod, men mange vil også vende tilbage, rigere og bedre, end de drog bort.
Kærligheden til hjemstavnen uddybes i det fremmede. Tro mod vor fortid vil vi i fremtiden atter
fylde vor plads og gøre vor pligt, som enhver alt gør det her.
Jeg veed, at I derhjemme ofte tænker på os, og denne vished kan kun give os mod og fortrøstning.
Man veed sig ikke ene. Men lad nu ikke angst og sorg suge sig ind i sindet. Vi er vel udsat for farer
her, vel mere end ellers, men sluttelig er man jo i fare overalt, hvor man går, og her så lidt som
andetsteds kan vi selv indvirke på vor skæbne. En højere og stærkere hånd leder og styrer alt, og
denne vished gir tryghed og ro. Når man er midt i legen, tænker man sig ikke stort ved det
hele.........
Dagbogen 19—8—1914.
Lå i et hjørne af teltet. Natten var klar og kold, så jeg mange gange vågnede og rystede over hele
kroppen.
Noteret 23—8.
Opholdt os om formiddagen flere timer i laden bag iklemte porte. Man frygtede russisk spionage fra
oven. Gik så til et nærliggende gods, Auerfluss, hvor vi fik middag. Døsede et par timer hen i
græsset til 5½. Med tornistrene læsset på høstvogne går det mod Darkehmen, men foran gøres
endnu et holdt*). Regt. samles, og art. kører forbi. Gennem Darkehmen østpå. Målet veed ingen.
I D. er der fuldt af flygtninge, som medtagende de nødvendigste ting, sengeklæder, kogekar,
spisevarer, heste og til dels hornkvæg ankommer fra grænseegnene. Jammer og nød overalt.
Mændene er for det meste borte, kvinderne ene, og småbørnene klynker. På gårdene løber fjerkræ,
svin og mindre hornkvæg omkring som herreløst kvæg.
Dagbogen 20—8—1914.
Marcherede østpå den 19. til kl. 12 nat. Så får hver ½ liter bouillonsuppe, og det kunde gøres behov,
thi den 18. fik hver kun 2/3 kg brød, og først den 21. aften blev der atter uddelt. Efter næppe 2
timers hvil i vejgrøften går det med tornistren på ryggen videre frem. Snart høres kanontorden i
nordøstlig retning, dog vi kommer omtrent helt på højre fløj. Kl. 5 piber kuglerne, og nu følger en
kamp så fortvivlet, så fuld af smertelige og skrækkelige scener, som jeg aldrig havde troet.**)
Forvovent går vi frem som sidst. Vi må naturligvis angribe russernes stærkt befæstede stillinger. I
stormløb tages den foran liggende by. Så kommer en slugt, hvor et åløb kringlede sig igennem. I
vandet og på skrænterne gøres holdt, thi 100 m foran os, men 20 m højt går en chausse, fra hvis
vejgrøft man fyrer på os. De må først bringes til tavshed af artilleriet. Atter frem. Skjult bag træer
og buske står en flok russere. Alle våben er kastet bort, man holder hænderne i vejret. Mange er
dyriske og rasende nok til endnu at fyre mod den værgeløse flok. I største ophidselse skreg jeg:
„Ikke skyde“. Andre stemte i med, og man tog dem til fange. I grøften lå endnu andre, tilsammen
ca. 100. Videre frem over åben mark faldt mange i en hæftig geværild. En grøft nåes, hvor vi hviler
et øjeblik, mens kuglerne piber og shrapnellerne dundrer. Af en ret stor flok er
*) I marginen tilføjet: Walterkehmen.
**) I marginen tilføjet: russiske miner.
48
nu kun 8 tilbage, og de første 50 m løb falder jeg og en enårig,*) han et strejfskud ved hovedet, jeg
let såret i låret. På alle fire tilbage til grøften, såret foreløbigt forbunden og et øjeblik ro. Lidt senere
kommer løjtnant Leopold**) tilbage uskadt. Han havde tilsidst kun haft een mand, var så kommen
mellem egen og fjendtlig maskingeværild, og det blev for varmt. Vor fremgang var bragt til
standsning, hæftig var geværilden, maskingeværerne knatrede, men det russiske artilleri, som stod i
yderst stærkt befæstede stillinger og i antal var vort langt overlegen, skød det sønder og sammen.
Alt var nøjagtig beregnet forud, og så snart et skyts vilde køre i stilling, blev det modtaget med
kanonsalver, og næsten hvert skud ramte. Det hed sig senere, at franske officerer havde ført
kommandoen. En tidlang var der vild ophidselse. Art. beskød hinanden gensidigt, art. skød på os,
vore rækker kom indenfor de egne maskingeværers virkningsfelt. Ved 3 tiden forstummede vort art.
Mod fjendtlig forskanset art. er inf. magtesløst, og det kom til en vild flugt. Mange smed tornistren,
ingen hørte på kommandoord. Enhver hastede tilbage. Mange hårdtsårede blev liggende, thi
sygebærerne kunde langtfra overkomme alt. Der bød sig skækkelige scener, som jeg vil lade ligge.
Hjalp de sårede en del og gik tilbage midt i shrapnel- og granatregn med en „sognefogeds stok“ i
den ene hånd og geværet i den anden.
Man prøver på at opholde de enkelte og samle resterne. På et højdedrag gøres holdt. Front mod
fjenden. Primitive skyttegrave udhæves, men mod var der ikke mere. Alt var kastet hulter til bulter,
over halvdelen faldne og sårede, dæriblandt vor major. Da art. forfølger os, og d.ets varer slår ned i
rækkerne, går det atter tilbage. For anden gang prøver man at samle tropperne. Første armékorps
angriber nu fjenden i flanken, og han biir ude af stand til at fortsætte forfølgelsen. Senere gik vi
endnu længere tilbage. Fra om aftenen kl. 6 med to timers hvil i grøften havde vi gjort stærkt
anstrængende marche og været i forfærdeligt ophidsende kampe. Alle var dødtrætte og sultne. Ingen
mad fik vi og i to dage intet brød. Divisionen samles omsider på et højdedrag. Der graves
skyttegrave, og i disse tilbringes natten. Hele himlen mod øst er luerød af mange hundrede brande.
Men over os står stjærnehimlen rolig og klar. Her alt omskifteligt, over os det faste, evige.
*) Akademikere, lærere og andre med eksamen fra højere Skoler kunde slippe med 1 års
militærtjeneste.
**) Faldt ved Rsczew i Polen 20. Nov. 1914.
Dagbogen 21—8—1914.
Går om morgenen til et nærliggende gods i håb om at træffe stabslægen og få at vide, hvor jeg
skulde henvende mig. Traf ham ikke, men en syg kammerat med et lignende, men slemmere sår end
mit. Han var ene tilbage, og jeg kunde ikke lade ham blive. Han fik en stærk spadserestok, og vi
nåede til nærmeste by, en 3—4 km. Her var Graudenzerjægere, og på en rolig hest nåes et
nærliggende gods. Godset var fyldt med hårdt- og letsårede fra forskellige reg. De læsses på vogne,
og 61 kommer også med. Jeg tog stokken og går ved siden af til Nemmersdorf, en ret lang vej, men
her var nærmeste samlingsplads. Mens vognen kører videre, blir jeg ved komp. og kører hen på
efterm. videre med feltkøkkenet. Smuk, tydelig, næsten fuldstændig solformørkelse.
Dagbogen 22—8—1914.
Natten tilbragtes i teltet. Vækkes ved 4 tiden, og jeg skynder mig op til landevejen, hvor jeg får lov
at køre med bagagen fra 175. Vor bagage var alt borte i over en time. Siddende på vognen holdt mit
ben ganske godt turen ud. Overalt er veje og tofter fulde af flygtninge. På befaling rykker man ud
følgende hæren. Det går tilbage, tilbage. En dyb smerte og medlidenhed gemmer dette ord. En
lykke, at mit hjemland blir forskånet for krigens umiddelbare ulykker.
Dagbogen 23—8—1914.
Fjerde Søndag, som ingen Søndag var. Det hed sig, at de stærkt udmattede tropper skulde have en
dags hvil, men kl. 10/4 blev feltgudstjenesten afbrudt, og kl. 11 kørte bagagen bort. Jeg fik lov til at
køre. Benet fik derved nogenlunde ro, og jeg slap for lazarettet. Reg. lå hele dagen marchberedt,
men først næste morgen gik det videre. Vi kørte kun 3½ mil, gjorde holdt, lå ude om natten, spiste
æggekage til aftensmad, kogte selv vor kaffe og hver 3 æg til næste dag. Vejret var som altid første
klasses og rejsen fornøjelig.
Dagbogen 27—8—1914.
Natten kold og tåget. Stod på vagt fra 11 til 12. Munitionskolonnen og røde kors passerer i skarp
trav sydpå. I morgen gennem Heilsberg med en 20 km lang, rent elendig skovvej, hvor megen
proviant kastes bort, og vi alle må gå. Benet smertede, men det gik. Foran Wornditt gøres holdt, en
stor lejr laves. I byen får vi to flasker vin. Prmlt. og jeg laver en del skriftlige arbejder for komp.
Tilbringer aftnen i en stue og sover i en seng. Det var herligt.
Locken d. 31—8—1914.
Kære allesammen!
En dyb lykke og taknemlighed fylder mig. Vi har endelig en smule ro, og jeg glæder mig over at
kunne få lejlighed til at udtale mig. Alle eders kærlige breve har jeg modtaget, også dem fra den 25.
ds. Hvor blir jeg glad for sådanne fortrøstningsfulde ord. Det gir hjærtevarme, gør sindet lyst og let.
Jeg er lykkelig over at vide mig i eders tanke- og takkekreds og i eders bønner til ham i det høje.
Man føler i disse tider mere end ellers sin egen ubetydelighed og al livets forkrænkelighed, og
tanken glider da uvilkårligt hen til det faste, det evige. Sådan går det vel mange. Måtte vi nu bare
ikke senere glemme det, nøden lærer os. Jeg vil gærne leve, har aldrig elsket livet højere end nu og
ønsker af ganske hjærte atter at mødes med jer, I kære. Dog frygter jeg heller ikke døden, thi jeg
føler, at det ikke betyder tilintetgørelsen, og jeg veed, at kristi ord har bestået sin prøve gennem
tiderne. Lad mange kun tale hånt om troen og prale med deres oplysning. Det er ikke oplysning, der
gør dem vantro, men den herskende mode, deres overfladiskhed, manglende eftertanke og det at
ville synes. Man kan i fred og ro leve et liv uden Gud, men når døden ser en i øjet, da møder den,
som tænker, et hvorhen, og kun troen formår at give svar.
Som I veed af kortene, var jeg med i slaget ved Walterkehmen, syd for Gumbinnen den 20.
Fægtningen ved Mlava var imod dette den rene børneleg. (Her følger en skildring af slaget som i
dagbogen). Da jeg ramtes, var klokken 10, og da ved 3*tiden vore tropper trak sig tilbage, gik jeg
med. I mellemtiden havde jeg hjulpet enkelte sårede, hvor jeg kunde. Benet er nu næsten helbredet
uden mindste betændelse. En geværkugle er mindre farlig, når bare man kan holde såret rent. Der
siges endog, at hastigheden og drejningen om længdeaksen gør den noget nær steril. Hvorom det nu
er, i tunnellen, som kuglen lavede, og hvis længde var 15 cm, har jeg ikke haft den mindste
betændelse. Kun endepunkterne har jeg plastret en smule. Jeg er dybt taknemlig over at være
sluppet så billigt. Min bedste rekrut, som jeg havde den glæde at turde kalde ven, er borte, en
Frederiksen fra Løgumkloster er borte, mange sårede. Vort reg. er stærkt svækket.*) Her ved
bagagen er der forholdsvis fredeligt, men i tre dage og een nat har vi kunnet høre kanontorden og
fra højdepunkter set røgs skyer stige op. Jeg er meget spændt på, hvordan det nu
står
til
ved komp., som vi nu ikke har set i over 8 dage.
— Til jul blir vi næppe færdige. At være soldat på
samme
måde som Peter**) gik endda, men jeg
glæder mig over
ene
at
måtte tage stødet af for familien.
De kærligste tanker sender eders hengivne og taknemlige
Jeppe.
Vejgrøft, nærmeste by Allenstein, d. 2—9—1914.
.... Vi har nu i lang tid kørt gennem henrivende egne med vels dyrkede marker, gode bygninger og
smukke haver. Her findes tals rige søer, mindre skove, plantager, trægrupper og alleer, men vore
levende hegn findes ikke. Ofte har vi kørt langs Allefloden, som med sit kildefriske vand i
overdådige slyngninger og bugter, gens nem dybe kløfter har sit løb mod nordøst. Hvor vi kommer
hen, er befolkningen meget imødekommende. De bringer os æbler og pærer, som der findes en
masse af. Det hænder endog, at vi får mælk og kaffe — — —
Dagbogen d. 3—9—1914.
Efter en nogenlunde lun nat tilbragt i skoven kører vi videre ad markveje o.l. I Passenheim holder et
langt tog med officerer, vel en 20 vogne propfulde. Skyts af alle arter findes i massevis. Sejren er en
kendsgærning, og rygtet overdrev den gang ikke. Hen på aftenen træffer vi sammen med komp.
Rasch kommer os imøde. Å, så er han da der endnu! Det viser sig, at komp. denne gang kun har
været som understøttelse, og kun Westphal,***) som var i 3. komp., er bleven såret.
Rhein, d. 6—9—1914.
Mit ben er nu helbredet, og i to dage har jeg marcheret med uden mindste besvær. Jeg kunde nok ha
blevet ved bagagen
*) Iflg. regimentets tabsliste havde regim. 194 døde. De såredes Tal er ikke opgivet.
**) Se det første af Peter Østergårds breve.
***) Faldt ved Montescourt, vestfronten, 22. Marts 1917.
52
endnu et par dage, men jeg skammede mig over at sidde uvirksom på vognen, mens mine
kammerater svedte og havde anstrengende dage. Så meldte jeg mig da frivilligt tilbage til komp.
— Det er Søndag, men fridag kender vi ikke siden krigens udbrud. Vi marcherede i formiddag en
25 km østpå, og det siges, at vi nu kun befinder os 40 km fra fjenden, som denne gang skal møde
med 9 armékorps. Jeg regner derfor med, at det i overs morgen, ja muligvis i morgen allerede vil
komme til sammenstød. IDet er altså nu aftenen før slaget, og når man tænker på dagen i morgen,
kunde man måske have grund til at ængstes. Frygt har jeg dog ikke, thi jeg lever i eders bønner og
sender selv mit suk mod det høje til ham, som leder menneskeskæbner. Jeg tør dog ikke bede om at
blive forskånet, for jeg går jo frivilligt med.*) Men jeg beder da om, ihvor det går, at måtte forblive
i Herrens stærke varetægt. Efter fægtningen skal jeg nok, så snart jeg kan, sende jer et par ord.
Skulde jeg blive lovligt forhindret heri, vil min ven Nis Rasch gøre det. — — —
Szeldekehmen 16—9—1914, aften.
Kære allesammen!
— — — Mandag den 7. rykkede vi ud fra Rhein, kom gennem
Løtzen, som var bleven stærkt befæstet, og blev her modtaget med „kærlighedsgaver" i stor stil, og
en sand blomsterregn faldt ned over os. Det var meget festligt og smukt. I nord og syd dundrede
kanonerne. Vi var i centrum og kom først Tirsdag eftermiddag i kamp.**) Art., særlig det svære,
begyndte sit virkningsfulde værk mod de yderst stærke, fjendtlige stillinger, og allerede næste dags
aften blev de taget. Herfra vendte vi os mod nord. Vi kom ikke mere i ilden, men blev som
reservetropper. Slaget varede til Søndag aften. Da var russerne slået eller taget til fange over hele
linjen og landet renset for fjender. Det var for os uhyre anstrengende dage. Fra morgengry til ind i
natten blev der marcheret, ydelser, som i dag bragte os en særlig tak fra kejseren. Hele tiden har vi
marcheret over slagmarken, og hele fronten har haft en udstrækning af omkr. 100 km. Ubeskrivelig
triste syn har vi set. Her har russerne huseret en hel måned, og mangen mark er
*) Jeppe skulde ha været på lasaret efter slaget ved Walterkehmen, men var bange for, at han
bagefter kunde bli flyttet til en anden afdeling og bad derfor om Lov til at blive ved kompagniet.
**) Ved Possessern.
53
uhøstet, andre slået ned, mens nogle står i skok. Alt er ødelagt. Nye kløvermarker traskes ned, de
nybearbejdede marker med de friske rugspirer æltes sammen til et logulv. Kun een skabning glæder
sig, og det er markmusen. Den er bleven så lang og trind som aldrig før og bevæger sig yderst
flegmatisk, når den en sjælden gang blir forstyrret. Den veed, at ingen hund eller kat sidder på lur,
og menneskene har nok i deres egne sorger. —
Dette var i hast nogle usammenhængende sætninger, men dog et livstegn. I 10 dage har jeg ikke
kunnet skrive og har derfor en meget dårlig samvittighed. Men selv om jeg kunde ha skrevet, vilde
det ikke ha nyttet, thi vi har været uden enhver forbindelse med feltposten. I morgen kommer den.
— Kuvert, papir og blyant, alt er hentet i Rusi. (Wirballen), hvor vi var en nat. Muligt at vi kommer
med banen og ned til østrigerne. Så snart jeg kan, følger mere. Jeg kunde skrive det ene ark efter det
andet.
Eders Jeppe.
Szeldkehmen, 18—9—1914.
.. Vi er for tiden i kvarter i en lille dejlig, fredelig landsby, men her er ikke stort at få. Russerne har
ikke været her, men befolkningen har levet som flygtninge i et par uger. Her er dærfor ikke meget at
få til købs, men en flaske vin fik jeg opdrevet i morges, som jeg delte med to kammerater. Et par
pandekager og et par æg har vi også fået for gode ord og betaling. Det er en prægtig befolkning,
som gir os alt, når bare den kan, men et tusind hungrige soldater i indkvartering for flere dage og
uforberedt er ikke så lige til. Vor ulykke er, at vi hele tiden har måttet følge efter russerne, og de har
intet levnet. Forplejningen har gået forholdsvis godt, men man kan naturligvis ikke føre
forplejningskolonnerne direkte i ildlinjen. Man må da holde hus med sine sager, og jeg har hidtil
ingen mangel lidt. En lykke, at vejret næsten hele tiden har været udmærket, en stor lykke for os. I
dag regner det på kraft, men vi sidder i en trælade og kan døje den. En seng har jeg ikke haft siden
Wornditt, veed næppe mere, hvad en seng er, men dærimod har jeg en ganske klar forestilling om,
hvordan man sover i mantel, indsvøbt i telttøjet, med stjærnehimlen over sig. Det kan være ret
koldt, og det hænder, at man tager sig en løbetur om natten. Men ellers sover man fortrinligt efter
anstrengelserne, ja, så snart man undervejs har en rast og kan lægge sig ned, sover man trygt.
54
Det går os som Agnete og havmanden: „Han stopped hendes øren, han lukked hendes mund“.
Således sløves vort øje og døves vort sind af de svære marche og den elendighed, vi må være vidne
til. Sålænge man endnu kan rette sig op, skubbe tornistren lidt og lade blikket glide frit ud over
egnen, da går det endnu, men kan man ikke mere det, er det ved enden med kraften.
I morgen den 19. om morgenen kl. 5 vilde vi under normale forhold have forladt Danzig og snart
være i jer midte. Men bedre, at krigen kom nu end senere. I hvor gærne jeg end vilde, kan jeg ikke
tro på en hurtig fred. Stort før Jul kommer den næppe. De ældre årgange vil da kunne holde fest i
hjemmet, mens vi nok får
blive i det fremmede. — — Gid din drøm måtte gå i opfyldelse!
Jeg synes selv at ha en bestemt følelse af, at det nok skal gå mig godt......
Szeldkehmen, 19—9—1914.
— — I, som må blive derhjemme, er meget værre stillede end vi andre. Vi lever ansigt til ansigt
med faren, og det gør os fortrolige med den. — Hele tiden har vi nu krydset på langs og tværs i
Øst« prøjsen, kender det næsten ud og ind, men i Rusi. går vi ikke frem. Her i Szeldkehmen har vi
haft det forholdsvis roligt i et par dage. I morgen går det videre, vistnok med banen til Schlesien
eller Galizien, dog veed vi som sædvanlig intet bestemt. Af nordslesvigere er ved gren. regt. ingen
døde, og forholdsvis kun få er såret. De fleste kugler går jo heldigvis forbi, ikke een procent træffer.
Vi kommer nok hjem omtrent allesammen, og det blir da en glædesdag og gensynsglæde som aldrig
før. Men skulde en enkelt også mangle, livet må leves også uden. Vi må lære at takke for dagene,
som de kommer, og vi må kunne se virkeligheden i øjnene. Men jeg tror ganske bestemt, at jeg nok
skal komme hjem igen.
Somren er nu forbi. Træerne falmer, bladene falder, storken forlader landet, svalerne manøvrerer i
store flokke, og nu begynder også stærene at samle sig. Det er altid med vemod, jeg ser de kære
gæster forlade os. Hvor mangen gang har de ikke glædet os med deres sang og muntre flugt og liv.
Men vi veed, at det må være sådan. Og når de da i foråret atter kommer tilbage som gamle venner,
da glæder de os dobbelt med deres rene toner. Har vi da nu end sludfulde dage, og nærmer sig
vinteren skridt for skridt, jeg synes at kunne se gennem tågen frem mod en lysere tid, hvor mørket
er svundet, og de onde magter, som nu tyranniserer men55
Kort over Indfaldet i Polen 26/9—511/11 1914.
neskeheden, er bastet og bundet for lange tider. Da kan vi atter fejre jul som før, rigere på erfaring
og nærmere Guds nåde.
26—9—1914 (solopgang).
Mens toget ruller og med syvmileskridt fører os langs grænsen gennem Schlesien til Galizien, må
jeg prøve på at sende jer et par ord. Fra sidst jeg skrev, har vi haft adskillige anstrengende marcher,
der faldt mig så meget sværere, som maven gjorde en del spektakler og nægtede at fordøje. Nu er
tørt brød og middagsmad fra feltkøkkenet just ikke det, som bedst kurerer en syg mave, så det tog
tid, og først nogle dråber opium hjalp. Dog blir man noget sløj efter sådan en 8 dages kur.
Den 25. morgen kl. 4 kom vi i toget i Korschen. Jernbaneturen er en meget behagelig afbrydelse.
Her har vi fået smørrekage, varm kaffe og chokolade efter behag. Jeg har købt uldtrøje, mavebind,
varme underbenklæder og muffediser. Strømper har jeg, og bruger jeg mere, skriver jeg. Ved denne
lejlighed var det alligevel rart med mønt på lommen.
Ude lyser og varmer nu efterårssolen så prægtig som nogensinde. Under fredelige forhold havde jeg
nu forlængst atter genset jer alle. I måneder og uger var dagene bleven talt og trukken fra, men hvor
småt rækker dog vor menneskeforstand.
Mange tak for det kære brev af 10. ds. Ja, krigen griber med hård hånd ind i mangfoldige
livsforhold. Hvor havde jeg gærne set haven i sin æventyrlige efterårspragt. Af smukke haver findes
i Østprøjsen mange, men ikke tilgængelige for os, og hvor vi kommer ind, har de russiske horder
tilintetgjort ethvert skønhedsbillede. Jeg tænker da på haven i Sommersted, ser de store ahorn i
midten med det guldgule løv, der langsomt falder og lejrer sig i stengrotten, på gange og plæner. —
Fabrik, 11 km øst for Czenstochau, 27—9—1914.
Kære allesammen!
Til Galizien kom vi dog ikke, skønt det var bleven bekendt* gjort i komp. Officererne vidste heller
intet, og alle blev højligt overraskede, da toget holdt i Lublinitz (Øvreschlesien) og alle måtte ud.
Det var kl. 2 igår eftermiddag. Så gjordes endnu en spadseretur på 23 km, og tæt ved grænsen i en
lille landsby blir vi indkvarterede. Det var små boelssteder, 3 mand sammen i kvar57
ter og en fortrinlig forplejning, skønt vi intet kunde forlange. Her tales polsk, og det er en ynk, at
man ikke kan dette sprog. Vor vært kunde nu ret godt tysk, så vi kunde tale sammen. I nogle dage,
på jernbanen og i vort kvarter, har vi nu fået rigelig og god forplejning og haft lejlighed til at købe.
Man føler sig næsten som nyfødt, som et andet og bedre menneske. — Idag er det Søns dag, og da
vi endnu aldrig har haft en Søndag fri under hele felts toget, var det med grundet mistillid til dagen,
vi drak vor morgens kaffe. Ganske rigtigt, hen på formiddagen kommer en officer: 2. komp. skal gå
dérhen! Et vemodsfyldt blik til rødkålen, som stod på komfuret, en hjærtelig tak til de gode
mennesker, og så videre. Kl. 11½ overskrides grænsen ved Herby. Det var for tredje gang jeg
betrådte russisk jord, og da det er alle gode ganges tal, blir opholdet denne gang nok også det
længste. Jeg betragter et nederlag og et deraf følgende tilbagetog som udelukket. Kommer jeg
uskadt igennem, fejres denne jul nok på Ruslands ødes marker eller i en større by.
Landbruget i Schlesien gjorde et ret tiltalende indtryk, og det Rusland, vi nu er i, er betydeligt mere
kultiveret, end tilfældet var andetsteds. Menneskene er her påfaldende smukke og renlige og klæder
sig med smag. Kvinderne er dygtige og let på fod. Som de kan vende sig og blive færdige med en
ting, tror ingen. Man er meget tyskvenlige og betragter os halvt som befriere. Til gengæld opfører vi
os også meget humant, er fornuftige og hensynsfulde, betaler alt. Polske legioner kæmper i de
østrigske rækker.
Imorgen går turen videre gennem Czenstochau. Det er en by på 180,000 indbyggere, og
jernbanesporet er ændret, så tyske tog kører derind. En jernbane er af allerstørste betydning i enhver
henseende, og vi går næppe hurtigere frem, end omændringen kan følge med. Forskellen er ganske
vist kun 7 cm, men den ene skinne må dog fuldstændig omlægges. Forøvrigt er byen bekendt som
katolsk valfartssted. I klosteret findes et bord af cyprestræ, som efter overleveringen skal stamme
fra Abraham, gået i arv til David og Maria, og nu står det i Czenstochau. Et fotografi af bordet, som
jeg har set, viser på pladen Maria med Kristusbarnet, og omkring billedet er lagt kostbare klæder.
En guldkrone smykker hos vedet. Årligt valfarter millioner derhen, men jeg får næppe lov eller
lejlighed til at se helligdommen.
Så slut for denne gang. En kærlig tanke og hilsen til alle.
Eders Jeppe.
58
3—10—1914.
Kæreste søster!
Tak for dit Flensborg;kort. — I lang tid har vi nu været uden forbindelse med feltposten, så næste
gang vil der nok være mere til mig. Et par korte, uldne strømper vilde jeg også være taknemlig for.
Strømperne sidder på benene en 14 dage, så trækker man støvlerne af, og strømperne er da omtrent
ødelagte af fodsved. Med fødderne går det ellers udmærket, hvad næsten er vigtigere end alt andet.
Vi går dag efter dag 30—40 km i retning østnordøst og har passeret Czenstochau, Zytna, Przebora,
Konsk og et godt stykke videre. Det planløse vejvæsen fører os frem i zigzakkurve, og skønt hver
dag bringer os nye egne og vide udsigter er alt omtrent ens, elendige sandmarker, planløst skovbrug,
usle hytter, nød og fattigdom. — Ved lejlighed følger mere. Alt vel, når undtages at hele kroppen
smærter mere eller mindre!! De kærligste hilsner til eder alle.
Din Jeppe.
Radom, 8—10—1914.
Kære allesammen!
Når undtages Margrethes Flensborg;kort har jeg ikke hørt fra jer siden den 10—9. Dog veed jeg, at
skylden ikke træffer jer, da I nok ugentlig har sendt mig mindst een hilsen. Alle institutioner har i
krigstid omtrent gjort fyldest, kun feltposten har måttet melde pas. I 1870 skal den ha været
fortrinlig, og selv om hæren nu er større, og skrivefærdigheden er vokset, så er dog
samfærdselsmidlerne steget i tilsvarende grad, så det er ingen undskyldning. Uddelingen gennem de
forskellige troppedele er heller langt; fra mønstergyldig og tager flere dage. Følgen er, at breve er
2—3 uger undervejs.
Nu er vi en 200 km fra grænsen og 100 km syd for Warschau. Radom, en by på 100 000, er i
modsætning til de andre stinkereder, vi har passeret, en smuk og renlig by med vældige
kirkebygninger. Her havde russ. en let befæstet feltstilling, og der var store troppemasser undervejs
til forstærkning. Men vi kom dem i for; købet, og efter at have løsnet et par skud trak russ. sig
skynd; somst tilbage. Vi har nu haft en dags ro, som hårdt tiltrængtes, ikke blot for hvilen, men også
for fodtøjet. Det er nu bedret en del, og vejret er klaret op. Natten over har det frosset. Om en halv
time går det videre, vistnok mod Iwangorod, en stærk fæst;
59
ning ved Weichselen, 50 km østpå. Pionererne har haft travlt med at bygge broer, og belejringsskyts
indtræffer. —
Af og til træffer man store godser med solidt og smukt byggede herrehuse og gamle parkanlæg. I
storbruget sees de mest veldyrkede marker. Langt den største del af jorden optages dog af
småbruget. Legetøjshusene ligger klumpet sammen til landsbyer med hullede, elendige veje. Hver
husejer er sin egen bygmester. Alt er stråtækket. Mellem bjælkerne lægges mos og ler. Det luner og
tætter. Foruden det „tækkes" til vinteren væggene med langhalm, mos eller senegræs, som
fastholdes med lægter og brædder. Gennem den lave dør kommer man krumbøjet ind i huset, som i
reglen har to rum. I det større står et muret komfur, og gennem flere murede kanaler ledes trækket
ind i skorstenen. Rummet er køkken, dagligstue, sovekammer, kort sagt alt. Det mindre rum er
pulterkammer, børne- og gæstestue. På væggene hænger kun gudelige billeder, og blandt dem
indtager det førnævnte Madonnabillede fra klostret i Czenstochau første pladsen. Ved bjælken er
ofte indstukken poppelris. Befolkningen er meget fordringsløs og nøjsom. Mændene går i lange
støvler, fåreskindspels og do. hue, mens kvinderne alle som een endnu ved denne årstid går
barbenet. Trods fattigdommen er der bygget store, stilsmukke og pragtfulde kirker. De fleste har to
tårne og mange tilmed en tagrytter. Befolkningen er uoplyst. Skoler findes ikke, og præsteskabet har
naturligvis ubegrænset indflydelse. Jeg har set bønderne bukkende, næsten krybende kysse den
hånd, som præsten nådigt rakte frem.
Alt vel! I en hel måned har vi nu ikke haft med fjenden at gøre. Det er helt rart som nu at være lidt i
reserve.
Eders Jeppe.
Dagbogen 11—10—1914.
Søndag. Ad opblødte veje videre i store buer mod nord. Russerne trænges overalt ud af
forpoststillingerne. Henimod middag slår et par shrapnels ned tæt ved kolonnen, men ingen gør
fortræd. Ved ettiden går det løs i en tæt fyrreskov, hvor russerne ligger i fortrinlige, skjulte
skyttegrave. Vi vovede os langt frem og led derved tab. Fra 3 sider blev der fyret. Maskingeværer
havde fjepden også. I underskoven, hvor mange kugler strejfede grenene, gav det mange såkaldte
„Querschläger", og de gav mange døde. Jeg kom bort fra kammeraterne som „Gefechtsordonnanz",
stod
60
en tidlang noget tilbage, og snart kom de sårede forbi. Senere blev jeg med en melding sendt til
komp. i ildlinjen, og her så det sørgeligt ud. Ingen russere såes, men gennem underskoven peb
kuglerne, og maskingeværernes hilsner skrattede mod træs stammerne. Døde lå omkring, sårede
våndede sig.
— Mørket bragte ro. Ved lejrilden varmede man sig en smule, og lidt søvn fik man hen på
morgenstunden. Magdalenka.
Dagbogen 15—10—1914.
Afmarch nordpå kl. 11. Vi er en 25—30 km sydvest for Warsschau. Ved et gods, dækket af en
plantage, samler sig divisionen. Vi er omtrent midt imellem Grodisk og Blonie. Mod aften
afmarcherer 1. batl. mod øst, en lang og besværlig tur. Vi gik i kvarter i fjendens umiddelbare
nærhed. Biskupice.
Dagbogen 16—10—1914.
Patruljer, som skulde undersøge, om Kosnaz var besat, blev hæftig beskudt. De, som endnu sov,
skræmmes op kl. 5½ af infanteriskydning, ja een ramtes dødelig af en kugle gennem taget. Vor batl.
skulde udfylde et hul, som var opstået mellem landeværnsbrigaden til højre og infanteriregimentet
til venstre. Stillingen var vanskelig og svær, for linjen var 2 km lang, og kun et batteri stod til
understøttelse. Da vi ved middagstid fik befaling til at gå tilbage og atter slutte os til
divisionsreserven, havde hvert komp. mistet 4—6 mand. — Om aftenen kom vi atter i kvarter.
17—10—1914.
— — —Breve befordres ikke, aviser ser man ikke, og med befolkningen kan man ikke gøre sig forståelig. Men kanoner og ges værer taler deres eget sprog og
kræver stærke nerver. De gør os sløve og hårde. Hvad enten det går frem eller tilbage, om
nedslagene er noget borte eller i umiddelbar nærhed, ro og beherskelse mister ingen. Et par kære
kammerater har jeg desværre atter mistet. Dog tør jeg endnu slutte med et frejdigt: på gensyn. — —
17—10—1914.*)
Det er min sørgelige pligt at meddele jer, at Nis er falden i en fægtning søndag den 11. Oktober. Vi
havde lovet hinanden at
*) Brev til vennen Nis Fuglsangs forældre i Kastrup ved Gram.
61
skrive hjem, hvis een af os gik bort. At der nu er hengået seks dage, kan jeg ikke gøre for, thi
marchture og svære anstrængelser har hindret mig i at skrive.
Fra det øjeblik, da Nis i Østprøjsen kom til kompagniet, har vi gået sammen i rækken og har talt
sammen om fortiden og smedet fælles planer for fremtiden. Vi har delt mangt og meget under
marchen, og når aftnen kom, lavede vi vort fællesleje til rette i laden og lå tæt sammen. Vi talte da
om dem hjemme og sendte mange kærlige tanker hjem til jer, som står os nær. Så sov vi varmt og
trygt, til næste dag bragte os nye anstrængelser. Alligevel gled tiden let og hurtigt hen for os. Vore
tanker gik hjemad og fremover mod en bedre og lysere tid, da vi igen skulde mødes med jer og
fylde vor plads hjemme. Sådan gik det dag efter dag, og vi nærmede os fæstningen Warschau. Den
9. om aftenen var vi i en smule fægtning. Den følgende dag og til den 11. om middagen gik vi
sammen og havde aftalt at passe godt på hinanden og blive sammen. At det snart vilde gå løs, vidste
vi. Så blev jeg afkommanderet som „Gefechtsordonnanz" og kom en tidlang bort fra kammeraterne.
Det varede ikke længe, før det gik løs mod fjenden. Det var i en stor fyrreskov med tæt
underskov*), og inden vi ret så os for, lød geværernes knatren, og kuglerne hvislede fra tre sider om
ørene på os.
Jeg var ikke tilstede, men kammeraterne siger, at Nis straks kl. 2, inden han endnu havde fået løsnet
et skud, blev ramt gennem overarmen ind i brystet. Han måtte lide endnu en stund. Først kl. 7
udåndede han. Det var mig en stor sorg, da jeg hørte det, og dyb vemod greb mig, da jeg næste
morgen såe ham blive lagt i jorden. Det klang i mig:
Ingen ven jert håndtryk fik, ingen hørte afskedssukket!
Han ligger i fællesgrav sammen med 12 kammerater inde i fyrreskoven 15—20 km syd for
Warschau. Hvil i fred, kære kammerat! I har mistet en trofast søn og bror, jeg en hengiven ven og
kammerat i ham. Så mangt et håb er med ham sunket i jorden, og jeg er bleven ene. Det var en hård
fægtning. Vi mistede en del. Ni dage i træk har kanonerne nu drønet og geværernes knatren lydt. Så
mangen en ung mand, som drog hjemmefra med frejdigt livsmod, har her måttet lade sit liv. Når vil
denne krig få ende og
*) Slaget ved Magdalenka.
62
blive afløst af en roligere tid? Det er det spørgsmål, som stadig trænger sig frem. Men selv om vi
endnu ikke kan øjne enden, og ingen veed, hvad den næste time vil bringe, så er det vor trøst, at vi
endnu trygt tør bygge på den gamle af dage, trygt gi os hans almagt i vold, vidende, at intet sker
uden hans vilje.
Jeg deler jer dybe sorg fuldt og helt.
De kærligste hilsner. Jeppe Østergård.
Blonie, 18—10—1914.
Kære allesammen!
Endnu har jeg intet hørt siden 10—9., så jeg er meget spændt på alt det gode, posten vil bringe mig
fra Sommersted. — Fra Radom gik det, imod forventning, mod nord, og fra 9—10. drøner
kanonerne og knatrer geværerne i kamp foran Warschau. W. er en meget stærk fæstning, som vil
blive en hård nød for os. Russerne kæmper med stor sejghed og har næsten udelukkende friske trops
per fra Manchuriet, Sibirien og andre fjærne dele af det vældige rige. Vi holder vore stillinger, der
indtræffer forstærkninger og belejringsmateriale, og efterhånden gennemføres omklamringen af
fæstningen. Den 11—10. havde vi en hård fægtning i en fyrres skov med tæt underskov, hvor vi
blev modtaget med infanteris og maskingeværild fra 3 sider. Mit komp. mistede 13 døde og 16 sås
rede. Blandt de første var Nis Fuglsang, med hvem jeg har gået sammen i rækken. Vi har delt mangt
og meget, og han var en trofast kammerat. Tallet på dem, som ikke mere vender tilbage, vokser,
men i hengivenhed under den højestes vilje sendes jer alle de kærligste hilsner og tanker.
Eders Jeppe.
hertil
Dagbogen 19—10—1914.
En mand fra 7. komp. er bleven overløber og har forrådt stillins gen. Da tågen er lettet, sendes der
præcise skud bedre og bedre mod vor stilling. Vi går tilbage 4—5 km, salver ledsager os, men altid
en 40—50 m bagved, og skønt sprængstykkerne falder umiddelbart ved os, træffes ingen. Senere
rammes huset, hvor bas taillonsstaben har ligget, og vore grave ved kirkegårdshegnet. — Afmarch
kl. 6K i sydvestlig retning. Det hedder sig et tilbagetog for at lokke russerne ud af fæstningen, hvor
de har samlet 15 armékorps.
63
Dagbogen 20—10—1914.
March med mange standsninger, men alligevel videre, til endelig kl. 2 Vi eftm. målet nåes.
Banegårdene brænder, og broer sprænges bag os. Vi passerer Cerardowo og går videre. Ankommen
til bestemmelsesstedet, hvor vi traf en prægtig slagterbutik, må jeg gå 1/4 time tværs over marker til
batl.-staben for der at modtage eventuelle meldinger til komp.
Dagbogen 21—10—1914.
Afmarch videre mod sydvest. Vejene opblødte og elendige. Vi passerer Skiernewice og 10 km
videre i kvarter. I to dage har vi været uden for kanonernes rækkevidde. Deres drøn høres som en
fjern dundren, og det blinker om aftnen som kornmod. Det er velgørende.
Dagbogen 22—10—1914.
Tilbage mod Skiernewice. Hele dagen høres stærke drøn fra byen. Banegården brænder, værksteder
og banelegemet sprænges mange steder. Alt er vild forstyrrelse. Natten igennem brænder store
kullagre. Himlen er rød, og jorden lyser som af nyfalden sne. Men i baggrunden over skoven er det
kulsort. Lysvirkningen er enestående, og kun ved juletid ses dets lige.
Dagbogen 23—10—1924.
Igår af gik alle kolonner mod sydvest, efternølerne idag. 1. og 2. batl., en batl. 128,
maskingeværkomp. og een afdeling art. skal opholde russernes fremtrængen og sikre tilbagetoget.
En del lå natten over i skyttegrave, og om morgenen gik vi frem mod øst. En mils vej ude træffes de
russiske forposter, der skydes lidt på bægge sider, art. fyrer kraftigt, og vi trækker os i ordnede
grupper tilbage. Hele batl. havde 8 sårede. Da lidt over middag alle er bag byen, sprænges broen.
Batl. forskanser sig en 2—3 km bag byen. Senere (Her slutter dagbogen.)
2 km vest for Skiernewice 23—20—1914 aften.
Kære allesammen!
Mens kompagnierne ligger i solide skyttegrave, som gravedes i eftermiddag, og der nu er indtrådt
en pause i skydningen, sidder jeg lunt i et hus hos batl. staben som „Gefechtsordonnanz" og vil
64
ved lampens skær prøve på at sende jer, I kære, et par ord. Først mange tak for alt, hvad de sidste
dage har bragt mig fra jer. Tre breve, stemplet 4., 10. og 13. ds., men hvor glad jeg end er for dem,
jeg har fået, beklager jeg dog meget, at de fra 10/9 til 4/10 er gået tabt. En tid lang gik posten via
Galizien, og det synes, som om intet deraf er nået i de rette hænder. Desuden gik vi i denne tid
meget stærkt fremad, hurtigere end de gamle postiljoner kunde følge efter. — Så har jeg fået 3
pakker fra Sommersted, een fra ungdomsforeningen, hvis medlemmer i huset jeg hermed siger min
bedste tak, men som jeg forøvrigt håber snart at få lejlighed til at sende en særskilt hilsen og
anerkendelse. Een pakke med strømper og handsker, fin vare, udmærket varme, og een pakke med
chokolade, bonbon, maggi og skrivemateriale. Det sidste kom mig meget tilpas, da mit oplag
ebbede ud. Maggibouillon smager fortrinligt, og de andre varer er jo rene lækkerbidskener. — Der
mangler endnu en pakke med mavebindet, men muligt at den kommer næste gang.
Vejret har i den sidste tid været tåleligt, i forhold til årstiden, og klimaet her endog meget mildt. En
smule nattefrost har vi ganske vist haft, men må indrømme, at de foresatte tager al mulig hensyn til
os, for så vidt det lader sig forene med de nødvendige sikkerhedshensyn. Siden vi betrådte Polens
grund, har vi kun sovet ude en 5—6 gange, og selv om en lade ikke kan sammenlignes med en
hyggelig stue, hvor ilden brænder lystigt i kakkels ovnen, så er den dog fortrinlig, når hullerne
stoppes til, og man har strå at vælte sig i. — Da vi rejste herned fra Østprøjsen, lo mange og
officererne med, da vi købte os varmt undertøj. „Det får I gennem komp. Til oktober får I
vinterundertøj og pelstrøjer!!“ Sådan lød de smukke ord. Jeg tænkte kun et „mon?“ og købte, hvad
jeg havde brug for, og nu er mig de varme sager adskilligt værdifuldere end de kolde mønter i
lommen. Varmt undertøj har vi ikke fået udleveret, og de bebudede pelse løber nok endnu frit
omkring i Lyneborgheden og andet steds. Med at få tøjet tørret går det ganske simpelt. Der laves en
prægtig ild, man nærmer sig ilden så meget, som heden tillader det, og snart dams per man fra
øverst til nederst. Værst er det med fødderne. Vejene er våde, støvlerne utætte og, skønt de var nye i
August, alle opslidte. Fødderne er derfor næsten aldrig tørre, støvlerne får man ikke af i hver uge,
og strømperne holder derfor kun en 14 dage.
65
Det vilde derfor være rart, om I med en 3 ugers mellemrum vilde sende mig et par strømper og et
par „fodlapper". Jeg bruger begge dele, da erfaringen har lært, at fødderne på den måde holder bedst
ud.
Med føden er jeg hidtil kommen ret godt igennem. Enkelte dage har jeg levet noget knapt, men
sultet har jeg dog aldrig.
24—10—1914.
, Når tiden tillader det, laver vi os selv de rareste retter mad, hvorved kartofler spiller hovedrollen.
Æg hænder det jo også, at man kan opdrive, og har vi meget god tid, går vi ikke af vejen for en gås.
Af gæs findes her en mængde, og man køber store, dejlige dyr for to mark. Jøderne, som i byerne
behersker handelsstanden, men forøvrigt er et meget utiltalende folk, har benyttet de urolige tider til
at afkøbe de uvidende bønder deres gæs til 1 mark a 1,50. På lignende måde har de handlet med
andre landbrugsprodukter, så intet under, at forbitrelsen mod disse blod? sugere er stor.
Fra Blonie skrev jeg et kort, men mit sidste brev var fra Radow. I denne by, som vi næsten fik uden
kamp, marcherede vi ind med musik i spidsen. Udmarchen og nordpå gik også med fuld musik, og
2. komp. var så heldig at følge umiddelbart bag? efter, så vi nød tonerne i fuldt mål. Var det end
ikke hjemlandstoner, så var det dog kendte melodier, og den klangfulde og kraftige musik var
velgørende og opmuntrende. Musikken fulgte os i flere dage, indtil den 9. kanoner og geværer lod
andre lyde nå vort øre. Den 11. kom en uhyggelig fægtning i skoven. I skriver, at regimenterne i
Frankrig har lidt store tab. Det er jo desværre sandt, og det føles hjemme stærkest, da næsten alle
mandskaber er dernede, mens her i Polen kun findes de enkelte, der ved tidernes ugunst blev kastet
hen i denne østlige afkrog for at aftjene værnepligten. Skønt det store hovedslag endnu ikke har
fundet sted, har vort regiment dog alt mistet mellem 3/6 og 2/3 af de oprindelige mandskaber. Andet
komp. drog ud med 250 mand, men af dem er 150 sårede, savnede eller døde, foruden et mindre
antal letsårede, der nu atter er med i rækkerne. Ved maskingeværkompagniet findes ingen officerer,
kun 3 underofficerer og en 30 mand af den gamle garde. Tre gange er de slåede huller bleven
udfyldte, så talmæssigt forbliver vi som før. Vi var ved andet komp. 6 nord?
66
slesvigere, men nu er jeg bleven ene. Een er som hornist kommen til 4. komp., Nis Rasch er som
tjener fulgt sin overløjtnant til 6. komp., Avisius fra Haderslev er savnet siden August, Soli fra
Vojens er såret, og Nis Fuglsang er falden. Ham har jeg haft som stuekammerat et helt år, og fra vi
forlod Østprøjsen, har vi gået sammen i rækken og delt mangt og meget.... I Nis mistede jeg en
trofast og kær kammerat. Alle de, jeg satte pris på i komp., er næsten borte, og siden jeg er bleven
den eneste nordslesviger, føler jeg mig ene og som andensted henhørende. En erstatning har jeg
fundet i Jørgen Asmussen fra 1. komp., som også er „Gefechtsordonnanz", og med hvem jeg under
disse stadige kampe ofte er sammen. Den 11., 16., 19. og 23. ds. har vi været i ilden og foruden det
et par gange været udsat for artilleriild; men den ners vøsitet, som i førstningen gjorde sig
gældende, kendes ikke mere.
25—10—1914.*)
Det er nu tredje gang, jeg tager fat på dette brev. Vi befinder os nu en 40 km sydvest for
Skiernewice og går næppe videre tik bage. Herfra vil der snart spørges nyt. Alt indrettes på et
virksomt forsvar, da russerne talmæssigt er os knugende overlegne. Skønt det er søndag, har
kanonerne alt begyndt deres frygtelige virksomhed. I det hele taget har søndag hidtil aldrig bragt os
noget godt eller en smule hvile. Netop søndagen nærer vi en grudet mistillid til. En lille undtagelse
dannede for os den 18. ds. Mens af regt. to batl. lå i skyttegrave, lå 1. batl. bagved i reserve og til
dækning af det svære saksiske artilleri. Der lå vi hele efter* middagen i det dejligste oktobervejr,
mens art. fyrede, og russerne svarede i salvevis, men alle kugler eksploderede på 100 m afstand.
Margrethe sendte mig Peters adresse og skrev, at han var afrejst til Frankrig. I brevet af 14. skriver
I, at han sammen med Michael Steffensen har logi hos en dansktalende familie i Slesvig. Foreløbig
er han altså ikke med. Flere gange har jeg skrevet til ham, men da hans adresse veksler så ofte, har
han næppe fået noget deraf.
Tysklands sager står nok ikke nær så glimrende, som de i sin tid tegnede. Her har vi dog ikke
trukket os tilbage som en slået hær, men kun af taktiske grunde. Russerne havde, sagde man, 15
armékorps samlet i Warschau, og skulde vi med 5 armékorps have
*) I brevet har der stået 26—10, men Jeppe har selv rettet det til 25—10.
67
løbet stormløb mod en 1. klasses fæstning, var vi forblødte. Rigtignok må vi ikke glemme, at de
beretninger, vi får i hænde, er ensidige, og at vor snævre horisont ikke gir rum til et samlet overs
blik. Jeg tvivler dærfor ikke om, at mænd som oberst L. med indsigt i mangfoldige forhold nærmere
rammer sømmet på hovedet end jeg.
Her, hvor jeg skriver, er halvmørke, så læsningen vil måske volde vanskeligheder. Stykkevis som
det er skrevet, bør det måske også læses for at skåne øjnene for overarbejde. Men så snart tiden
tillader mig det, skal I få et bedre skrevet og lettere læseligt brev.
I bedes hilse P. Skau, Windfeldts, Ankersens, Dagmar, Anna og andre, som sender mig en venlig
tanke. Hans J. Andresen talte jeg med igår. Han var i bedste velgående. Det samme er tilfældet med
mig. Nå, hvem der får sådanne pakker, som I sender mig, må vel kunne døje noget. Dog een eneste
tanke, som ofte kommer frem i ord, behersker alle: fred! fred! når har dette her en ende. Men
kærlige hilsner og tanker besjælet af et gensynshåb sender jer
Eders Jeppe.
***
Slutningen af Jeppes sidste brev er skrevet på godset Kobylin, der ligger ca. 25 km sydvest for
Skiernewice. Her forskansede gres naderregimentet sig i løbet af søndagen den 25. Oktober. Som
nævnt i dagbogsoptegnelsen fra 11—10. og i brevet til Nis Fugls sangs hjem var Jeppe den dag
under kampen ved Magdalenka bleven afkommanderet som „gefechtsordonnanz“. Han skulde
bringe meldinger fra bataillonsstaben ud til kompagniet. Det var en meget farlig post.
Mandag morgen den 26. Oktober blev den tyske stilling volds somt angreben af russerne, og især
blev artilleriet på venstre fløj hårdt trængt. Der var tæt tåge over egnen, og dét gjorde kampen
endnu mere uhyggelig. Første og andet kompagni af grenaderregis mentet lå i skyttegrave på en lille
forhøjning i jordsmonnet. Der blev snart givet ordre til, at de to kompagnier skulde trække sig ud af
skyttegraven og rykke artilleriet til hjælp og forstærke fløjen, og „gefechtsordonnanzerne" måtte
afsted med meldingen. Det var de to nordslesvigere, Jeppe Østergård fra 2. kompagni og Jørgen
Asmussen fra 1. kompagni. Den sidste fortæller i et brev
68
den 10. Januar 1915 om, hvad der videre skete. „Vi gik sammen bort. Hans kompagni lå betydelig
videre borte end mit. Der var en hæftig geværild fra fjendens side, så kuglerne peb os tæt om ørene.
Til mit kompagni kom vi bægge i god behold. Jeppe måtte jo så videre. Vel omtrent 30 skridt fra
mig seer jeg ham falde. Jeg vilde ile derhen, men det var mig på grund af den tiltagende geværild
ikke muligt. Endnu iaften ligger jeg sammen med den sygebærer fra vort kompagni, som forbandt
ham. Han udtaler, at Jeppe fik en geværkugle lige gennem sig. I samme nu faldt han til jorden, idet
han råbte: „Kammerater, hjælp mig!“ Sygebæreren har straks taget ham ned i skyttegraven, revet
hans klæder op og forbundet ham. Men han kom desværre ikke mere til bevidsthed. Han levede 6—
7 minutter, så udåndede han. . . . Da aftenstunden frembrød, blev han jordet i en fællesgrav sammen
med hans hauptmann*), som faldt samme dag. De ligger i en smuk have ved et stort gods, som lå
der i nærheden. Det var mig en tung gang denne aften at følge ham, min kæreste ven, jeg
nogensinde har haft, til graven. Vi bad en stille bøn ved graven, og dærpå jordedes han.“
To uger efter, at dette brev var skrevet, den 24—1.—1915, faldt Jørgen Asmussen, der nu var
bleven underofficer, ved Ziombki nær Rawkadloden omtrent 40 km nordøst for Kobylin.
En anden af Jeppes nærmeste kammerater, Nis Rasch, var ved graven om morgenen den 27.
Oktober. En officer var begravet ved siden af Jeppe og hauptmand Beyer. På graven var rejst et
trækors med de tre navne. Senere spurgtes intet om graven.
I fire lange år endnu bølgede krigen frem og tilbage, i Polen og andetsteds, over gamle grave og
nye. Gravkors fældedes og sank, og nye rejstes. Jeppes regiment, Grenadier-Regiment König
Friederich I Nr. 5, var hårdt med lige til slutningen. Da det rykkede ud fra Danzig, talte det 3087
mand ialt. I de følgende 6 måneder tilførtes der yderligere 1759 mand. Af disse 4846 mand var der
først i Februar 1915, et halvt år efter krigens udbrud, kun 1420 tilbage. Af 12 kompagniførere var de
6 faldne.
I efteråret 1915 forflyttedes det til vestfronten og var også her med i en række blodige slag: ved
Somme i 1916, ved Arras og ved Poelkapelle og Langemarck i Flandern i 1917 og i de store
fremstød i 1918: i Marts ved St. Quentin, i Maj og Juli ved Marne. Og
*) Hauptmann Beyer, fører for 2. kompagni.
69
endelig var det blandt de første, som måtte ta imod de allieredes store modoffensiv, da den satte ind
sidst i Juli.
Forfærdelige tab led regimentet. Gang på gang udfyldtes rækkerne, men de blev dog stadig tyndere.
Lige før fremstødet over Marne den 15. Juli 1918 talte regimentet o. 1000 mand. Fremstødet
kostede over 600 mand. Efter det sidste frygtelige slag ved Mory mellem Bapaume og Cambray
under tilbagetoget sidst i August var der kun mellem 100 og 120 tilbage af regimentet.
For alle de rædsler slap Jeppe. Da freden endelig kom, og glædesdagen oprandt over hans hjemland,
havde han i over 4 år hvilet i sin ukendte grav dybt inde i Polen, og ingen vennehånd kunde smykke
den med blomster.
Først for nylig, efter 15 års forløb, er Jeppes grav atter funden. Den findes kun nogle få kilometer
fra Kobylin, hvor han faldt. Her på soldaterkirkegården i Rogow i enkeltgrav nr. 29 hviler Jeppe
Østergård.
70
PETER ØSTERGÅRD
Peter Østergård var født den 21. Juli 1886. Han gik til skole i Oxenvad og var senere en vinter på
Skibelund efterskole. I årene derefter havde han pladser på forskellige gårde eller hjalp til
derhjemme, indtil han blev indkaldt til soldatertjeneste i Berlin. Det varede dog kun % år. Så blev
han hjemsendt efter en lægesundersøgelse. Efter at han havde været en vinter på Korinth
landbrugsskole på Fyn, blev han i 1912 medhjælper hos konsulenten i den nordslesvigske
fælleslandboforening, Hans Hansen, Gråsten. Den første sommer arbejdede han især i Sønderborg
og Åbenrå amter og boede i Dybbøl. Det var her, jeg lærte ham at kende. Sommeren 1913 flyttede
han til Haderslev amt og kom så til at bo hos sin bror og svigerinde, gårdejer Jørgen Petersen og fru
Marie Skau Petersen i Sommersted.
Kort efter krigens udbrud blev han indkaldt og mødte i Flensborg den 17. August ved regiment 84.
Efter en kort øvelsestid her og i Slesvig blev han forflyttet til reserveregiment 86, 2. komp. Den
10.
December 1914 sendtes han til fronten. Om hans oplevelser i felten fortæller brevene indtil
den 31. Juli 1916. Tre dage efter, den 3. August 1916, faldt han i skyttegraven mellem Pozieres og
Courselette under de allieredes store fremstød ved Somme.
Peter Østergård var måske nok ikke så vel udrustet med ævner som den yngre bror. Han udvikledes
langsommere og vandt ikke så tidligt klarhed over, hvad han vilde. Men han havde samme rene
karakter. Han var ægte. Een af hans nære venner skrev om ham efter hans død: „Han hørte til den
type nordslesvigere, som har mange af racens gode egenskaber: ikke voldsomt fremfarende, men til
det yderste pålidelig og pligtopfyldende, med god forstand på livet og hjærtet på det rette sted.“ Han
tog ikke livet let, havde ikke Jeppes ævne til at ryste modgang af sig. Vanskeligheder, som mødte
ham, kunde hvile længe og tungt på ham. Han følte livet
71
som en gave og satte sin kraft ind på at leve det rent og rigt. Men han så klart den afstand, der var
mellem hans eget liv, som det var, og som det skulde være. IDet gav en spænding i hans sind, en
spænding, der var frugtbar, men som også kunde smærte.
I sine yngre år var han stærkt optaget af al slags legemsøvelse og idræt. Han brugte i lang tid J. P.
Mullers system, og han var en dygtig gymnast og god fodboldspiller. Men også her mærkedes hans
noget tunge sind. Det var, som om det lagde en dæmper på energien, bremsede lidt på
bevægelserne.
Senere blev han stærkt optaget af ungdomsarbejdet og kom med i ledelsen på sin hjemegn. Med sit
jævne, støtte væsen, sin tro på de unge og sin trang til selv at leve et lyst og rent ungdomsliv blev
han et naturligt midtpunkt i de unges kreds. Han fik gang i mødelivet, fik folkedans og sangleg med
i arbejdet og tænkte på at få også gymnastikken og idrætten med. Selv havde han ingen ærgerrighed
efter at styre og lede, men arbejdet kaldte kræfter frem, som han næppe før havde anet, at han ejede.
Det var nok det, der gav stødet til hans beslutning om at ta på Askov højskole en vinter — eller
flere. Det var bestemt, da krigen kom, at han skulde til Askov vinteren 1914—15.
Hvad han videre har tænkt sig, veed jeg ikke. Men ialtfald var han fuldt klar over, at han skulde ha
sin virksomhed i Nordslesvig. Hans bedste fremtidsdrømme samledes om hans eget hjemland. Her
stod han som sin bror Jeppe og som de bedste blandt sine jævnaldrende. Han var af et blødere stof,
mere stemningsmenneske, ikke så afgjort som sin yngre bror. Men han var ligeså fast knyttet til sin
hjemstavn. I et svært valg mellem trygge kår i kongeriget og en uklar fremtid hjemme i Nordslesvig
valgte han det sidste, skønt det betød, at håb søndredes og bånd brast. Og selv da han kort tid efter
blev stillet overfor krigens bitre lod, fortrød han ikke sit valg. Han gik ud i skyttegraven, og han
voksede derved, som vi kan se det af hans breve. Herude i krigens store øde groede han endnu
inderligere fast til alt det derhjemme. Min; derne fæstede rod, dybt og stærkt, og fællesskabet med
gamle og nyvundne venner blev det levende pulsslag, der holdt sindet friskt og frugtbart.
Til julen 1915 blev der sendt et lille hæfte ud til alle nordsles; vigere i felten. I et brev fra midten af
Januar 1916 takker han for det. „Jeg er meget glad for den lille „julehilsen til soldater fra nord;
72
slesvigske hjem“. Ingen andre end vi har fået noget lignende, og man må jo trods alt sige, at vi er et
rigt og lykkeligt folk på de goder, der ikke kan tages fra os.“
Det er unødvendigt at sige, at han følte krigen som en hård lidelse. Som alle håbede han jo på, at
den snart vilde ende. Men håbet hvilede nok mere på hans hj ærtes ønske end på tro. Han fortæller
et sted, at de en aften sad en lille flok nordslesvigere sammen derude ved fronten. Det var i februar
1915. „Vi drøftede, hvornår vi kunde vente freden. Kristen Andresen og Jørgen Brag holdt på sidst i
Marts. P. Jensen, Stenderupgård, og jeg mente ikke, det gik så hurtigt. Der blev sat en flaske
champagne på spil.
Nu får vi se, hvem der taber. Jeg har ikke noget mod at gøre det.“
Han har som så mange andre håbet på at komme i fangenskab,
En af kammeraterne fortæller, at Peter Østergård en nat sammen med en anden var på spejdertj
enesten ude foran stillingen, og de nåede så langt frem, at de kunde ha sprunget ned i den franske
skyttegrav. Nogle nætter senere meldte han sig frivilligt til samme tjeneste og fik to nordslesvigske
kammerater med sig. Også den gang nåede de næsten helt over til den franske linje. Så sa Peter
Østergård: „Skal vi nu ikke gå lige ud, så er vi ude af det hele.“
Men den ene af de tre „var altid så bedrøvet og vovede ikke at gå med“, og de gik så tilbage.
To gange var han hjemme på orlov, i Maj 1915 og igen i Maj 1916. Men hvor meget han end
længtes efter at komme en tur hjem, kneb det med helt at gi sig glæden i vold, når han endelig fik
ønsket opfyldt. „De par dage, man er hjemme på orlov, kommer man jo ikke rigtig ud af tummelen.
Man regner det for noget selvs følgeligt, at man atter skal ind i det. Ja, krigen har jo nu varet så
længe, at det er bleven en tilstand, en tilstand, som vi er dømte til at leve i.“ Sådan skrev han i Juli
1916 efter det sidste besøg hjemme.
Han trængte til samfund med andre mennesker og var kun helt ud sig selv i fællesskab med andre.
Hans arbejde som medhjælper i fælleslandboforeningen havde medført, at han kendte og var kendt
af mange rundt om i Nordslesvig. Han behøvede ikke megen venlighed for at føle sig knyttet til et
menneske. Ude ved fronten trængte han allermest til forbindelsen med andre mennesker. Brev på
brev gik derude fra hjem til slægtninge og venner, til kammerater i ungdomsforeningen og til gode
bekendte ud over hele landsdelen. Der har næppe været nogen dag, uden at han har
sendt brev hjemad, så vidt der da var mulighed for det, og nogle dage endog flere. De her samlede
er kun et lille udvalg af ca. 400, som er skaffet tilveje. Og de allerfleste af hans breve er værdifulde.
Hvad der kendetegnede dem alle er, at de er meget personlige, som regel dybt alvorlige. Han
savnede ikke lune og humor, men krigens alvor trængte det helt i baggrunden. Og forsorenhed, selv
den uskyldige, ungdommeligsfriske, var hans natur fremmed. Han lærte aldrig skyttegravsjargon.
Fra begyndelsen af stod han fulds kommen fremmed for krigens væsen, dens råhed, og forblev
upåvirket deraf. Han sendte ikke granatsplinter eller andre krigs„souvenirs" hjem. Men ofte fulgte
med et brev en lille hilsen fra den levende natur derude: en buket lyng, en lille kvist med
nysudfoldede, fint dunede bøgeblade, en klynge kirsebærblomster, ja engang modne kirsebær. I et
brev ligger en firkløver. „Jeg fandt en del derude. Det betyder lykke, siges der jo. Gid det var så
vel!“
Men sendte han mange breve hjem, gik der også mange ud til ham. Da- han i Januar 1915 kom
tilbage til Cuy efter en uges fravær — da han var med i slaget ved Soissons — „var der over 20
breve og ligeså mange pakker, og da der stadig kommer flere, kan man næsten ikke bestille andet
end læse og smage". Hjemmefra fik han også blade og bøger: „Hejmdal", „Flensborg Avis", „Den
nordslesvigske Kirkesag", „Højskolebladet", „Nordslesvigsk Landbrugs* og Mejeritidende" og
flere, Skovgård Petersen: „Menneskeskikkelser", Carl Koch: „Undervejs", Chr. Ludwigs: „Salme og
Sang". Klaus Berntsen: „Kristen Kold", „Liselundbogen" og bøger af Olfert Ricard, Gunner
Engberg og andre. Bøgerne og bladene blev også bindeled mellem nordslesvigerne derude. De blev
læst i fællesskab eller sendt videre til venner ved andre frontafsnit.
Peter Østergård havde en sjælden ævne til at samle også her* ude i felten. De fik sangbøger skaffet
tilveje, og så holdt de små sammenkomster, sang og talte sammen. Een af kammeraterne skriver:
„Mit danske har jeg lært af Peter Østergård i felten. I skolen har jeg kun lært tysk."
Han var ualmindelig afholdt. Hans nære ven, Mikael Steffensen, skrev i et brev, fra April 1915:
„Forrige Søndag besøgte jeg Peter. Dengang lå han endnu på sygestuen. Men — der var nu ikke
lejlighed til at tale ret meget sammen. For han har en bunke af venner, den Peter, og de besøgte ham
allesammen, tror jeg. Til en tid var der op imod en snes mand."
74
En anden af hans gode venner, Kresten Andresen fra Ullerup, skrev et par dage efter at Peter var
falden: „Det var en sørgelighed at komme hen til andet kompagni igår aftes. Jeg kunde slet ingen af
de gamle venner finde. — — Peter Østergård fra Stursbøl er falden. Hvor er det dog sørgeligt. Jeg
syntes, jeg kunde tænke mig andre falde, men Peter Østergård, denne gode, kære ven, at han skulde
falde, kan jeg ikke begribe. Hvad der dog kræves af ofre.“ Tre dage efter, den 8. August 1916, faldt
også Kresten Ans dresen.
Hans nærmeste kammerater i felten var Rasmus Nissen fra Lendemark og Jørgen Lenger fra
Smedeby. De tre var sammen ved fronten hele tiden. De to af dem fulgtes ad i døden.
Hvad der dog især kendetegner Peter Østergård er hans barns lige gudsforhold. Han blir fastere og
tryggere i sin kristentro, som tiden går derude i felten. I foråret 1916 havde han i lang tid gået og
håbet på orlov, så han kunde fejre Påsken „hjemme hos dem, jeg holder af, og hjemme i
menigheden". Men han blev skuffet. Så skriver han straks efter Påske i et brev: „Hvor er det godt, at
Påsken kan lyse lidt op over det hele. Det er livets sejr over døden. Og vi trænger til den sejr, for var
den ikke, så vilde det være alt for skrækkeligt med alle de kors, der nu står overalt bag fronten."
Peter Østergård var ikke bange for døden. Han var fuldt fors trolig med, at den kunde komme, men
vi mærker intet øjeblik, at han er livstræt. Han vilde gærne leve. Det stod for ham, at der efter
krigen vilde oprinde en ny og lys tid for hans hjemland, og den vilde han gærne leve med i.. Tanken
om, at den måske skulde vindes ved, at også hans liv ofredes, kastede en tung vemod ind i hans
sind. „Det koster blot så meget, ellers har man jo så mange håb, som man gærne så opfyldt", skrev
han i Juli 1916, da de allierede havde begyndt deres store fremstød ved Somme.
75
PETER ØSTERGÅRDS BREVE
Flensborg d. 21. Aug. 1914.
Ja, jeg fik jo lov til at blive her ialtfald foreløbig. Hidtil kan jeg også nok udholde tjenesten, for vi
går endnu i vort eget tøj og har derfor ikke megen tjeneste. Hvornår vi får uniformen på, ved jeg
ikke, men næppe i denne uge. Det lader til, at det slet ikke haster med at få os uddannet. De, der
mødte den Fredag, jeg skulde have mødt, fik tøjet på samme dag og har været i fuld gang siden da,
så de kommer nok før med, end vi gør. Vi er næsten ikke andre end nordslesvigere, og der er mange
bekendte. Det er jo oplivende at være så mange bekendte sammen. Dog er det meget ubehageligt, at
vi kun må tale tysk sammen. Det er bleven os strengt forbudt at tale dansk, men vi gør det alle
alligevel, vi kan endnu ikke få munden sat efter det andet. Ligeledes er det os forbudt at skrive
dansk i breve og på kort, og alle postsager, vi modtager, skal også være på tysk, ellers bliver vi
straffet, dærfor gør I bedst i at sende alt til Anne.*)
Vi skulde jo alle bo på en skole, hvor der var strøet halm på gulvet til at ligge i. Dog måtte de, der
selv kunde skaffe logi, nok bo der. Jeg havde lige før middag truffet Anne og for løjer sagt, at jeg
kom op for at bo hos hende. Det måtte jeg jo gærne, for hun havde plads nok.
Nu da jeg så, at vi skulde ligge i halm, som var brugt før og vist nok ikke var helt fri for hoppende
og langsomt spadserende dyr, tænkte jeg, at det var da ikke værd at blive besmittet for en nat, for
jeg tænkte mig jo muligheden af at slippe ved undersøgelsen den næste dag. Jeg gik derfor herop og
har været her siden. Her har vi gode bekendte så et fristed, hvor vi om aftenen kan samles og
uforstyrret tale om alt muligt.
Igår var jeg inde hos de politiske fanger og skal hilse mange gange fra Hans Hansen*). Han har det
efter forholdene udmærket.
*) Peter Østergårds kusine, som boede i Flensborg.
**) Konsulent i den nordslesvigske fælleslandboforening.
79
De har nu lov til at gå rundt og tale med hinanden, og de mente, at de snart kom ud. Deres mad får
de bragt fra missionshotellet.
Vi skal vist være her i Flensborg i 3—4 uger, så skal vi til Lockstedt lejrplads i 14 dage, og så er vi
færdig til at sendes imod Frankrig.------27—9—1914.
Ja, nu er vi så kommen på gymnasiet, vi kom hertil igår eftermiddag. Det er ikke nær så behageligt
som i privatkvarter; her går det kaserneagtigt til. Vi bor 120 mand i min stue. Det er i
foredragssalen, men det er jo desværre ikke til opbyggelige foredrag, vi er her. Hver mand har sin
halmsæk og et tæppe, så vi må beholde det meste af tøjet på for ikke at fryse alt for meget. Alle 4
kompagnier er her, så man har let ved at komme sammen med de kammerater, som ikke er i ens
eget komp. Før os lå her et tusind mand, som rejste til Elsass Fredag nat. Imorgen rejser der igen
700 mand, men jeg tror ikke, der kommer nogen af os af sted endnu. De landeværnsmænd, der har
stået vagt i Haderslev amt, og som er kommen hertil, er ved samme bataillon som vi, så der er
måske udsigter til, at vi kommer til at følges ad engang, når vi skal sydpå. —
Der kommer i disse dage mange sårede her til byen. Det er mest fra regiment 86. Det har nok lidt
forfærdeligt dernede. Det samme skal være tilfældet med det fra Haderslev. Indtil dato skal der være
godt 400 sårede her.
Slesvig d. 29—10—14.
— Den 1. November bliver af mange sønder jyder imødeset med længsel, når man har bestemt at
rejse nord for de sorthvide pæle for på en eller anden skole at få et godt ord, for at få nedlagt
spiredygtigt frø, der så senere kan vokse frem og bære god frugt. Havde det gået efter ønske, så var
vel også jeg gået denne vej nu til November, men det er jo kommen anderledes, Nu går det i den
modsatte retning i alle henseender. I stedet for at høre gode foredrag, der kunde bygge op, hører
man kun her det, der kan bryde ned. I stedet for at være med til at kæmpe for det, man
har kært, må man her kæmpe for Når vi om aftenen synger
en aftensang og blandt andre også „Altid frejdig", så kan vi ikke lade være med at sige, at havde vi
endda kunnet gøre, som der står
80
i sidste vers, så var livet ikke så svært, døden ikke heller. Men som vor stilling er, bliver det hele jo
meningsløst. Dog trøster vi os med andet vers i samme sang. Vi har en herlig skat i de mange sange,
vi kan. Vi sidder til tider næsten hele aftenen og synger. Steffensen*) synger udmærket, og han
lægger så for, og vi andre synger, så godt vi kan. Her kan vi rigtig få luft, for vi behøver ikke at
spørge, om den er forbudt eller ej, og vore værtsfolk vil gærne ha, at vi synger.
27—11—14.
— Ja, så rejste de i middags, og nu er jeg ene tilbage. Der er dog heldigvis endnu en del danskere,
men mine bedste kammerater er borte. Vi er nu kun ca. 30 mand tilbage i kompagniet, men det
bliver tilfyldt en af dagene fra rekrutskolen, så vi igen er fuldtallige. Der er bestilt tøj til 250 mand
til den næste transport. Hvornår den bliver færdig til at komme af sted, veed jeg ikke, men
forhåbentlig varer det lidt, for jeg vilde nødig holde jul i felten, og det må vel regnes for sikkert, at
næste gang er der intet uden om, da må man med, hvis man da ikke som denne gang bliver syg. Ja,
vi håber, at han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper også nok herefter. Michael Steffensen fik mit
nye testament med. Vil I dærfor ikke købe et til mig en gang med det første og sende mig. Det skal
jo være et, der fylder så lidt som mulig. Ja, I må undskylde, at jeg ikke har mere papir i øjeblikket.
Mich. Steffensen fik også dette med. —■
2.
December 1914.
— Nu lige blev der udtaget 300 mand af mit komp., som skal bort imorgen. Jeg slap endnu denne
gang, men længe varer det sikkert ikke. Skulde jeg blive her Søndag over, vil jeg se, om jeg kan
komme hjem til jer, endda blot om eftermiddagen. Kan jeg ikke komme bort, så har en af jer måske
tid til at komme herop.
Der siges, at vi skal til Rusland, men noget bestemt vides ikke. Har I hørt noget fra Michael
Steffensen? Her får jeg jo intet, da mine postsager går til Slesvig, og dem vil jeg vanskelig få. —
12—12—14, kl. 10 form.
Nu er vi nået ind over den franske grænse. Om kort tid når vi Maubeuge. Vi så ikke meget af
Belgien, da det var nat hele tiden. Det, vi så, var smukt. Hvor det nu går hen, ved jeg ikke.
*) Om ham se: „Sønderjyden Mikael Steffensen. En af de faldne."
81
Cuy d. 14—12—14.
Kære allesammen!
Ja nu er jeg så nået herned til fronten. Vi ligger i en landsby 5—6 km vest for Noyon. Det er jo lige
i det hjørne, hvor linien bøjer mod nord. Skyttegravene ligger 5 km vest for os, og der skal vi ud i
overmorgen. Det er ude ved Lassigny. Så vidt jeg husker, sendte jeg et kort med hjem, så der kan I
vist, hvis I har lyst, se navnene. Her bor vi i et rum ude i en bagbygning og har nu fået et bord og et
par bænke opsat. Sengeplads var der iforvejen. Det er et par brædder sat på kant, og indenfor er der
halm. Her er vi 5 mand, alle danskere, så vi har det jo helt rart, men mærker ikke stort til krigen,
hvis der ikke af og til kom et skud derude fra. Dog tror jeg nok, at vi er kommen på et heldigt sted.
Der forekommer ikke større fægtninger. Hver ligger i sine stærke skyttegrave og passer sig selv,
blot med lange mellemrum sender de hinanden en hilsen for at mindes, at det er krig.
Mit kompagni har nu ligget på denne plads i 5 uger og har i den tid kun haft 2 sårede, hvad jo ikke
er slemt. Dog,skal der igår være bleven skudt 3 og såret 2 derude, ikke fra mit kompagni, og
grunden dertil fcr, at der for et par dage siden var nogle tyskere, der om natten kastede bomber ned i
de franske skyttegrave. Det er for dette, franskmændene vilde kvittere. Når ingen af parterne forser
sig, er altihg omtrent roligt. Vi skal, som jeg har nævnt, ud i skyttegravene paa Onsdag morgen. Der
bliver vi så i 4 dage og har så igen fri i fire,. På den måde er det jo til at holde ud, for i fritiden har vi
næsten ingen tjeneste, i alt fald ikke ved mit kompagni, men det skal også være et af de bedste. Den
eneste hage ved den ordning er, at vi netop kommer til at ligge derude i hele julen. Det kan komme
til at passe, at vi skal derud den 24. om morgenen og kommer så tilbage den 28. På lignende måde
kan det gå med nytår.
Dette er der jo ikke noget at gøre ved, og i og for sig har det jo også mindre at sige, om vi skal fejre
den her eller derude, for nogen jul, som man kunde ønske sig, bliver det jo dog ikke.
Her sidder man og samtaler og har det så godt, at man næsten ikke kan tænke sig, at man om et par
dage skal ud at skyde på mennesker. — Der kom nu en til, som gerne vilde bo sammen med os, vi
er så 6, og deraf er en fra Dynt, en fra Sottrup, en fra Smedeby, en fra Aller og så Nissen ude fra
Bov. Halvdelen ved
83
kompagniet er dansktalende. Det er jo helt hjemligt. Egnen her er meget smuk, men
beboelseshusene er efter vor mening meget tarvelige. De er for det meste bygget af sandsten, nogle
der ligner tufsten. Der er ikke mange vinduer, og dette skal, efter hvad jeg hører, ha sin grund i, at
der betales skat efter, hvor mange vinduer man ejer. Overalt ser man store frugthaver. Hele marker
er tilplantet med æbletræer. Hver mand har sin frugtpresser og sin vinkælder med store tønder, dog
er deres indhold for længst drukket, og desuden er der ikke bleven nogen ny vin lavet i år, for både
æbler og pærer ligger ude under træerne og er rådnet.
Befolkningen er borte. Der er kun nogle gamle mænd, kvinder og børn tilbage, og de må jo finde
sig i alt. Det regner hver nat, så det er meget sølet her på disse lerede jorder.
Eders Peter.
Anden Juledag 1914.
— Julen blev fejret, dagen før, vi kom herud, altså den 23. d. m. Vi var til kirke i byens kirke om
eftermiddagen, og aftenen skulde vi så tilbringe i kvarter, for der var ingen sal i byen, hvor vi kunde
samles.
Vi fik udleveret et lille stykke kød, og dæraf lavede vi så steg, så godt som det lod sig gøre uden
noget som helst andet end fedt. Der blev også udleveret øl og rom, men der var ingen rigtig
afsætning på vor stue. Jeg nævnte vist nok sidst, at vi havde bedt en del af vore kammerater til os
om aftenen for at få en god aften. Henimod kl. 7 samlede der sig ialt 16. Navnene på dem vil I
kunne se i „Hejmdal". Vi sendte nemlig en hilsen til dette blad den aften, og forhåbentlig bliver det
så også optaget i de andre aviser. Skal hilse jer fra Peter Jensen, Stenderup, og Jørg. Brag, Undelev,
som jo var med. Vi begyndte med at synge „Ind under Jul“, „Julen har bragt" og et par flere. Så
læstes juleevangeliet, og vi sang så atter et par salmer. Fik så en tår kaffe til vore julekager, talte lidt
sammen, læste et stykke af „Den nordsi. kirkesag", som særlig passede til os, sendte hilsenen til
„Hejmdal" og sluttede henimod kl. 9 med „Dejlig er jorden". Det kunde maaske synes mærkeligt
her midt inde i al den elendighed, en sådan krig forårsager, at synge denne sang, men jeg tror nok, at
de fleste af os havde det på fornemmelsen, at endnu prægtigere er Guds himmel, og så kan vi trods
alt synge, at dejlig er jorden.
84
Kl. 3 om morgenen måtte vi op, for vi skal jo være herude, længe før det bliver lyst, for ellers kan
franskmanden let mærke noget, og så skal han snart være der med sine granater. De sidder, hvor de
skal. De skyder forfærdelig godt og det i bægge ords fulde betydning. Lige i dette øjeblik suser
granaterne over hovedet på os, den ene efter den anden, men de fleste går ind i byen, som ligger 100
m bag os. Dog nu kom der et par, som ikke var langt herfra. Måske vil de gøre et angreb her inat,
eller også de har mærket, at mange af os ofte er inde i byen efter vand, brænde og lignende. Dette
var lidt om øjeblikket, men jeg må jo tilbage til juleaftens dag. Dagen forløb rolig og aftenen og
natten ligeså. Rasmus Nissen, Lendemark, og jeg, som bor sammen, havde vagt fra 6—8. Da vi var
færdig med den, skulde vi have vort aftensmåltid, som jo tillige er vor middag. Den bestod i det, vi
kalder „tyskersuppe“!. Da vi havde fået lidt af den, skulde jeg jo have efterset, hvad den pakke
indeholdt, som jeg havde gået og slæbt på i 14 dage. Indholdet var udmærket, langt over
forventning, så jeg har ikke fortrudt, at jeg har travet rundt med den. Nu da de små pakker kom, har
jeg fuldt op af julesager. Dog kunde man nok have ønsket sig et stykke hvedebrød, men det er ikke
til at opdrive. Smør kan vi købe, det koster 2,10 Mark pundet. Til tider får vi også lidt smør eller
fedt udleveret, men det er forsvindende. Fedtet er dansk svinefedt.
Vi fik lavet bouillon til sagerne, og medens vi talte om julen der hjemme, smagte vi på det hele.
Dog samtalen gled ikke rigtig, det blev mest til tanker, der af sig selv søgte de steder, hvor vi helst
vilde have tilbragt denne aften. Endnu efter at vi havde lagt os, og lyset var slukket, gik vore tanker
hjem til de kære og opad til ham, der denne aften havde åbenbaret sin store kærlighed til os, ved at
sende sin søn til vor frelse. En lille stund lå vi endnu og så, hvordan ildskæret fra vort lidt utætte
ildsted malede fantasibilleder paa hulens lervægge, der nu, når de er tørre, ser ud som granitklipper.
Så sov vi ind, til vagten kl. 12 meldte, at det atter var vor tur.
Dagen igår forløb også roligt. P. Jensen, Jørgen Brag og Kr. Andresen, Ullerup, som alle er ved 1.
kompagni, kom herover for at ønske os en glædelig jul. Det lyder næsten lidt ironisk dette med
glædelig jul under disse forhold, men det er nu, som man tager det.
85
Foruden R. N. bor her Jørgen Lenger fra N. Smedeby. Han kom først igår. Før var der en tysker. De
byttede, og førstnævnte måtte give en halv pølse i bytte. Nu skal vi have kaffe til de brune kager.
I Skyttegraven d. 5. Jan. 1915.
Skønt jeg jo også skrev igår, vil jeg dog prøve på det idag. Det igår var lidt hastværk. Om det vil
blive bedre idag, tør jeg ikke love, for jeg er ikke fri for at være lidt træt, da jeg har arbejdet fra kl. 2
inat til nu kl. 11 form.
Jeg meldte igår, at hulen ikke kunde holde vandet ude, og da det øsregnede igår aftes og en del af
natten, blev det så galt, at der måtte gøres noget, hvis vi ikke vilde risikere, at det hele sank sammen
over hovedet på os.
Da yi var færdig med vor vagt 12—2, blev vi enige om at gå ind i byen for om muligt at finde
noget, der kunde bruges til at dække vor hytte. Helst vilde vi have haft jerntag, men vi kunde ikke
rigtig finde noget. Der var kun lidt på en udbygning, og det sad så fast, at vi kun kunde få en plade
løs. Vi måtte jo så se os om efter noget andet og fandt også en port og et par store vinduesskodder
— de bruges her overalt, og alle huse er tækket enten med skifer eller tagpander. Dette vort
„indkøb" fik vi så slæbt herover, fik noget af jorden taget af dækket ■— det var nemlig nødvendigt,
for ellers vilde vort tag blive for højt og dærmed byde franskmændene et holdepunkt. Det var et
meget trivielt arbejde, for jorden vilde slet ikke slippe spaden. Dog fik vi endelig så meget af, som
vi mente var nødvendig, fik sagerne lagt tilrette og igen jord på, men så var kl. også omtrent bleven
6, og da skulde vi på vagt igen til kl. 8. Da det var overstået, fik vi lidt kaffe, og så måtte vi ud at
rense graven. Siderne var enkelte steder skreden ned, og bunden var så optrådt, at man næsten ikke
kunde komme af stedet. Nu er det hele igen i orden, og jeg er fri til kl. 2. Da skal jeg atter ud at se
efter „fjenden", som heldigvis er så langt borte, at vi ikke kan se nogen. Kun kan vi i klart vejr se
hans skyttegrav. Det, vi ser, er toppen af den runkelroemark, hvorigennem vor skyttegrav går.
Længere borte står en del frugttræer, som der er helt overfyldt med her, og bag dem nogle buske.
Det er hele udsigten. — Kan det interessere dig at få lidt at vide om, hvordan en skyttegrav egentlig
ser ud, så skal jeg med nogle få
86
streger give dig en „rids'* af vor.*) Graven er buet, for hvis en granat rammer ned i den, kan
stumperne ikke flyve længere end til bøjningen, og derved undgås, at der bliver altfor mange såret.
Med geværkugler kan vi næsten kun såres, når de går gennem skyde« hullet, og det er ikke let lige
at ramme det. Det værste er granaterne, og det er næsten også det eneste, der kan skade os i vore
huler, ‘Og tilmed skal de endda lige træffe den. Stumper af dem slår vist næppe igennem
dækningen.
i Det er helt morsomt at lægge mærke til de navne, man har givet sin hule. Et sted står „Villa Amii“,
et andet „Stadt Hamborg", en hedder „Fernsicht" o. s. v. Kun har jeg ingen danske navne set. Det
må jo ikke ligge for dem at give en hule hernede i Frankrig et eller andet kært navn. Inde i hulen er
der ikke megen luksus. Vi har i vor 1 Yt stol, noget halm, et fyrsted, en spand, en lille blæses bælg,
en hylde og en fransk økse. Til bord bruger vi et stykke brædt, som en af os tager på knæerne, når
der skal spises, og de andre sætter sig så rundt om.----------6. Jan.
Igår fik jeg ikke mere, da middagsmaden kom, og da den var spist, måtte jeg atter ud at bestille lidt
og havde så vagt. Da det hele var overstået, lagde jeg mig for at hvile lidt og faldt så i søvn og sov
temmelig godt til mørkningen, skønt granaterne suste og sprang her lige ved. Også over for dette
bliver man sløv med tiden. Idag har de atter begyndt at skyde på kraft, så det tordner i et væk. Men
heldigvis er det artilleriet, der gensidig beskyder hinanden, så de fleste gør os ingen skade, dog skal
en ude fra venstre fløj være bleven såret igår.
Idag har jeg haft kort fra Hans Detlefsen og brev fra Mathias**). De har begge to været på vagt
juleaften, Mathias endog hele natten, da de ventede et angreb fra russerne, som dog ikke blev til
noget. Hans har været i kvarter i Essey i 4 dage i julen. Begge havde de det ellers godt. I ØstprøjSen
var der et tyndt lag sne, så det var rigtigt julevejr. Hjemme hos jer har naturen nok også været klædt
til fest.
Her var den det ikke. Juleaftensdag om formiddagen begyndte det at sne lidt, men det varede kun
kort. Det var, som om naturen
*) Her er i brevet tegnet en skitse af skyttegraven.
**) To brødre fra Simmersted. Hans D. nu sognepræst i Ådum og gift med Peter Øster* gårds
søster.
87
betænkte sig med at udstrø sit hvide uskyldslagen her over denne slagmark, og det gjorde den vist
også ret i.
Igår havde jeg kort fra M. Steffensen og Jørgen Nissen. Sidstnævnte er ved reservesregiment 76,
som også er her i nærheden. De har det forholdsvis godt, men klager over tilstanden i skyttegraven.
„Alt svømmer her i opløst ler“, skriver M. St., „og det giver meget ekstra arbejde." — Igår og idag
er vejret dog nogenlunde, så det tørrer; lidt. Vor løbegrav ind til byen var også så fuld af vand, at det
gik oven i støvlerne, når man skulde derind.
Når det er mørkt, løber vi1 jo lige til, tværs over marken. Du må ikke se efter, at papiret bliver lidt
snavset. Det kan næsten ikke undgås, for overalt er ler, og dærfor kan renlighedshensynet ikke
sådan blive ført igennem, som det vilde blive, hvis vi var
hjemme. Ja, hjemme, hvornår mon vi vil komme hjem igen?
Det kan snart blive 5 måneder siden jeg kom i trøjen, og ser vi ud over det hele, så må vi næsten
sige, at vi er ikke meget nærmere ved afgørelsen nu end den gang. Det må vi jo dog være, men
nogen ende, og hvordan den bliver, er ikke til at forudse. Der skal sikkert ske noget ekstra, hvis vi
skal hjem til Påske. Dog ved vi intet — kun et — at „Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper
nok herefter, han altid kun det bedste vil, og han har ah magtskræfter".
Cuy d. 9. Januar 1915.
Igår blev vi afløst, men denne gang er det ikke for at få 6 dages frihed. Tværtimod skal vi nu et
andet sted hen. Hvor ved vi ikke, men det bliver vist ikke bedre end her. Der går jo allehånde rygter
om, hvad vi skal. Blandt andet siges der, at vi1 skal ned til Metz for! at tage en by, der skal ligge på
en høj og beherske omegnen. Vi skal afsted imorgen tidlig kl. 4 og skal med toget fra Noyon. Det er
det eneste, vi véd med sikkerhed. Dog må vi være forberedt på alt, for noget må der jo være i vejen,
ellers tager de ikke en batailløn bort her. Det er nemlig kun første bataillon, der skal afsted, men det
lader til, at vi kommer her tilbage igen, for vi kan afgive pakker, som vi ikke vil slæbe med, på
bataillonskontoret og afhente det, naar vi kommer igen.
Dette er jo så nok sidste aften, vi er i vort kvarter her i Cuy. Det er næsten med et bedrøvet sind, vi
rejser herfra, for her har vi haft mange gode timer sammen, og det er jo meget vanskeligt, at vi andet steds kan få noget lignende, men vi må jo være glade for den tid, der er gået. Vi
har jo dog haft en god jul og nytårsaften.
I aften kommer der vist også nogle venner til en lille afskedsvisit. — —
Ja, nu har de været her, P. J„ J. B„ K. A. o. fl. Vi har haft det så rart, P. J. havde en julepakke med,
som vi har delt. Sluttede med en aftensang og håbet om atter at samles til noget lignende. Ja, Gud
være med os alle og føre os alle gennem denne krise.
Vi skal et sted hen, hvor franskmændene har vundet 8 km, som nok skal tages igen. Det er nede ved
Reims.
Søndag d. 10. Januar 1915.
Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Sois« sons, men jeg tør vist ikke skrive alt
for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at
de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget
om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev afsted på en
eller anden måde. Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt
flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot
kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og
har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at
det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men dærfor er det ikke
sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa
meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig
hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid. Det er underligt at gå her
under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For
flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For
mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med*. Det er næsten, som om man
kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve
sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her
skal ud89
føre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og dærfor kan de ikke arbejde sammen. Når
jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:
„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig
skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“
Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øje= blikket kunde ønske, men dog
som det båder os bedst.
Cuy d. 22. Jan. 1915.
Tak for eders breve, som jeg fik igår — jo jeg tror nok at have fået alt, hvad I har sendt til mig, i alt
fald har jeg fået så meget, at jeg ingen tal ved på det. Mine breve må have været længe unders vejs
— jeg skrev et' fra rejsen, det har I vel også fået. I dag er jeg på vagt her i byen, det er for at
kontrollere de folk, der kommer ind i byen. Det er første gang i mit liv, at jeg er på vagt, så jeg må
jo sige, at jeg er sluppen meget godt for det. I middags blev vi af* løst. Så skal vi; have lidt tjeneste
i eftermiddag. Der siges, at vi i overmorgen skal i skyttegraven, så vor frihed bliver ikke så lang.
Det var en værre tur, vi dær var på ved Soissons. Jeg forstår næsten ikke, at jeg kom uskadt derfra.
Vi kom derud om natten og vidste hverken det ene eller det andet, kun peb kuglerne fra alle sider, så
vi kunde nok regne ud, at vor reservestilling ikke var så langt tilbage. Da det blev dag, viste det sig,
at vi lå lige over for franskmændene, og snart begyndte granaterne at regne ned over os, så slemt, at
de, der ellers har været med hele tiden, ikke har oplevet noget lignende. En del af os, hvoriblandt
også jeg, søgte dækning noget tilbage i en skov. Her var det langtfra sikkert, men dog lidt bedre end
forude. Her lå vi og ventede, at franskmændene skulde komme, men de kom ikke, og hen paa
eftermiddagen gik vor bataillon over til angreb og tog de franske stillinger og en hel del fanger.
Stormen var temmelig let. De franske Stillinger var helt ødelagt af det svære tyske artilleri. Det var
forfærdeligt at se dets virkning. Ligeledes lykkedes det med disse svære kanoner at spærre vejen for
den franske reserve. — De stillinger, vi tog, vil ikke være lette at tage igen, for højderne falder brat
ned mod Aisnefloden. Det var en herlig egn der. Vi lå på højderne på nord=
90
siden lige over for byen, en dejlig by, med to store domkirker, som jo desværre vist ikke bliver
skånet, nu når det tyske artilleri for alvor beskyder byen. Ved begge sider af Aisne hæver sig
skovbevokste højder, hvoraf små byer og enkelte huse titter frem. Man kunde ikke blive træt af at se
på dette billede. Men desværre er der jo nu så meget, der skæmmer det. Man behøver blot at se lige
ned for sig, overalt ligger lig af franske sønner, der i disse dages hårde kampe har sat livet til. Ja der
har været kæmpet hårdt om disse højder og hidtil uden held for tyskerne.
Nu kom vor l.bataillon og tog dem. Og tænker man så på, at over halvdelen af mandskabet i det er
fra Nordslesvig — det var altså os, der skulde klare det, — og lader vi så tankerne glide hjemad og
behandlingerne der — hvilken forskel!!
I 5 dage lå vi derude i skyttegravene og fik næsten hverken søvn eller mad, kun en hel del vin gav
det, da der var rigeligt deraf i byen og et par slotte, som vi erobrede.
Cuy d. 23. Februar 1915.
Naa, lille søster, hvad skal jeg ellers fortælle dig idag. Jeg synes, jeg ved så lidt nyt, det hele
begynder jo at blive ensformigt for os og skrive noget om politik er vist ikke rådelig. Men nu, lad
mig se, du kan jo gøre en lille rejse herop, du har jo altid været så flink til at besøge mig og vil
derfor sikkert også nok se, hvordan det ser ud her. — Du kan jo komme med toget til Noyon, som
ligger en god mil øst for os. Dær må jeg jo så helst afhente dig, og til fods går vi så herud.
Banegården er ikke ret stor i forhold til byen, og hvor stor denne er, ved jeg ikke bestemt, men lidt
mindre end Flensborg, tænker jeg. Vi ser ikke meget af byen, kommer kun gennem et hjørne af den,
et hjørne, hvori der ingen hovedgade findes, så hvordan selve byen egentlig ser ud, får vi ikke at se.
Dog er der en temmelig stor kirke i den, en rigtig domkirke. Ved siden af den har der stået et højt
tårn, som skal være nedskudt i 1870 og ikke er genrejst siden. Husene er lave og af lettere materiale,
end vi er vant til hos os. Gaderne er heller ikke meget brede, men temmelig gode. Straks når vi
kommer uden for byen, skal vi over en kanal, som ikke er færdig endnu, og der er derfor heller
ingen vand i den. Længere ude har vi på højre hånd en teglgård, som ser ud som dem der hjemme.
Efter en halv times gang kommer vi til den første landsby. De ligger næsten alle i en dal. I midten
91
rager kirken op, og langs med vejene ligger så huse og gårde imellem hinanden og så tæt pakkede,
at hele jorden ud til vejen er optaget. Gårdene ligger alle med laden ud til gaden. Man skal igennem
porten ind på gårdspladsen, og modsat ligger så stuehuset. I dette er der næsten aldrig nogen
forstue. Man går som regel lige ind i køkkenet med den åbne kamin. Næsten ingen steder ser man
kakkelovne og komfurer som hjemme. På større gårde er kaminen af marmor. Midt på gårdspladsen
ligger møddingen, og da man ingen ajlebeholder har eller nogen mur om den, er der ikke helt rent
omkring den, hverken på jorden eller i luften. Hestestalden er noget lignende som hjemme, men en
ordentlig kreaturstald ser man næsten ingen steder. Jeg har ingen set endnu. Køerne står bundne ved
hornene og æder af en hække, og i et trug får de roer. Husene er for det meste bygget af sandsten,
som fås i de sand« stenshuler, som er her omkring. De nyeste er af mursten med pander. De aller
ældste har lervægge med stråtag'. De ser meget usle ud. På mindre huse er skorstenen altid ved
enden af huset langs med den indre side af gavlen. Vinduer er der som regel ikke mange af.
Men vi må videre, og inden ret længe har vi nået den næste by. Den er ikke helt så stor som den
anden var, men alle er de næsten ens. Her midt i byen er man ved at tærske med dampmaskine. Her
på dette sted har man tærsket siden i efteråret. Alt korn hentes sammen fra omegnen og tærskes af
den tyske militærforvalt« ning. Alt, hvad man kan få fat i af brødkorn og andet brugeligt, slæbes
sammen og bruges. Man føler sig som herrer i landet. Når vi går mellem byerne, vil du lægge
mærke til, at markerne overalt er tilplantet med frugttræer. Man skulde synes, at disse træer står
meget i vejen for jordens behandling, men man kræver vist ikke så meget af jorden her, og meget
frugtbar er den nok af sig selv, så man nøjes med det, den giver. Gæld har man jo ikke meget af, og
tarveligt lever man både med hensyn til kost og klæder. Det er påfaldende, at der i store landsbyer
hverken findes købmand, bager eller slagter. Man nøjes med det, man selv har og avler, sparer
meget på de rede penge. Dog vin drikker man her som øl, og på egnen her, hvor man ikke avler
rigtig vin, drikker man frugtvin, og det er derfor, man har de mange æble« og pæretræer rundt om
på marken, og det lader til, at de bærer godt, for frugt« ten ligger helt tæt under dem nu og er
rådden. Hver mand har
92
en stor frugtpresser. I vor stue står der også en sådan en. Under os er vinkælderen med store tønder.
Her løber vinen så ned. Vi har været dernede at se. Vinen er forfærdelig sur, så der skal
meget sukker til, inden den smager nogenlunde. - - Dog vi! må vel videre, og efter 1 % times gang når vi også her til byen. Det første, man ser, er en
stor herregård til højre. Her er der meget smukt, og meget kønnere bliver der jo, når træerne bliver
grønne. Ved indgangen til byen står den æresport endnu, der blev rejst til ære for I. bataillon, da vi
kom fra Soissons. Så har vi huse og gårde til begge sider, og her bor vi, I. batl., og når vi er ude i
skyttegraven, har II. batl. de samme kvarterer. Omtrent midt i byen bor jeg til venstre i en
bagbygning. Her har vi to borde og 4 bænke,. Til højre har vi vore sengesteder, to store slået
sammen af nogle brædder med halm, den ene oven på den anden, og her liggerl vi 4 mand i hver. —
En lille kakkelovn har vi også, og der er Kr. Struck fra Staugård lige ved at stege noget flæsk. —
Her har vi så vore sammenkomster, og jeg kunde rigtig ønske, at du kunde være her i aften, da
kommer „familien" igen. Vi taler da om alt, og det giver jo ofte også kaffe med småkager, når vi har
nogle. — Ja, det er dejligt sådan at kunne synge sine hjemlige sange og salmer herude. — Ja,
egentlig skulde du have lidt mere om skyttegraven o. s. v., men det får vente til en anden gang. —
—
I skyttegraven d. 1. Marts 1915.
Vi er nu atter ude i graven, og de første \Yz dag er forbi, og med Guds hjælp går de andre jo nok
også. Igår havde jeg brev fra Ing. Michaelsen i Styding, og idag var der brev fra Anne Detlefsen
med bud om, at der var en stor pakke undervejs til mig. De sender forfærdelig meget til mig. Jeg har
en følelse af, at hver gang de sender noget til Hans og Math., får jeg også noget, og det er jo næsten
for meget, men jeg kan jo heller ikke godt skrive, at jeg ikke ønsker det, for så kunde de måske
optage det på fejl måde, og egentlig er man jo glad for alt, hvad der kommer. I sender jo sikkert
også noget til H. og Math., og det vil de så måske gengælde mod mig. Idag fik jeg en pakke fra en
af mine gamle forsøgsværter, A. Schults, Rødding, og der kom 7 Nr. af „Sædekornet" og
„Søndagsbladet" med billede af red. Mathiesen fra J. Sarup. I øjeblikket har jeg så meget at læse, at
jeg ikke kan overkomme det, men det er jo godt. Så går tiden så hurtig, og tankerne får en anden
flugt.
93
Fra højre:
1. H. Hansen, Lintrup. Jørg. Andersen, Brøstrup. H. Schults, Hejsager.
Peter
Andresen,
Horshyg.
Jens Christensen, Lundsgaardsmark. Jørg. Lenger, N. Smedeby. Peter Jensen, Stenderup. Peter
Østergård.
II. Laurids
Lund, Lilholdt. Anders Hansen, Rejsby Ballum.
Rasmus
Nissen,
Lendemark. Carsten Truelsen,
Daler Østerby. Hans Markussen, Dynt. Kristen Andresen, Ullerup!
III. H. Hansen, Broagermark. Chr. Struck, Staugaard. II. Laursen, Aller. Nis Ulrich, Haderslev.
Nordslesvigere ved vestfronten foråret 1915.
Ja, sidst jeg skrev til dig, var vi jo nået til Cuy, og da du nu er nået så vidt, er det vist bedst, at du
også får at se, hvordan vi bor herude i' skyttegraven. Du gør derfor bedst i at følge os igår morges,
da vi gik herud. Kl. 3/4 gik vi fra Cuy, og efter en lille halv times gang nåede vi byen Dives. Her er
tårnet af kirken til dels taget ned, for at den ikke skal byde en skive for artilleriet. Selve byen har
ikke lidt meget. Her er vor 3. bataillon indkvarteret og 9. jægerbatl., ved hvilket H. Kock fra Mølby
og H. Moos fra Nybøl og en Kræmer fra Østerlindet er. Alt er roligt her endnu, og vi går videre og
når så byen Lassigny, en by på henved 3000 indbyggere. Ja, nu er der ingen. Byen er helt
sammenskudt, kun få huse har ikke lidt meget. Særlig kirken, en stor, smuk kirke, er helt ødelagt. —
Her går vi forsigtig gennem gaden for ikke at gøre for megen støj, for hvis franskmændene
mærkede, at der kom ab løsning, vilde de jo sikkert hilse på os med granater. Ved vestudkanten af
byen skilles vi ad for at gå til vor gamle hule i skyttegraven, som ligger ca. godt 100 m udenfor
byen. Der går jo en løbegrav fra byen og derud, men den benytter vi ikke, når det er mørkt, da går
vi
lige til.
Snart er vi også ved graven. En stige
fører ned
i den. Der veksles et par ord med de folk,
der har beboet hulen, om de har fået megen ild o. s. v., og så drager vi ind i vor gamle borg. Alt er gået stille,
der er ikke falden et skud. — Du må bukke dig godt for at komme ind af døren, thi den er kun en
alen høj. Herfra er der så tre store trappetrin ned til bunden af hulen. Er du nået derned, er du ca. 1
Vi m under jorden. Så megen jord er der ialtfald oven på.
Du vil let kunne stå oprejst, og vender du dig om med ansigtet mod døren, vil du se, at lyset falder
igennem et lille vindue til venstre for døren. Under og ved siden af vinduet er der et par hylder, og
herpå står
der
mange små papkasser, hvori der er eller
har været
noget fra dem
derhjemme. Under vinduet står der et
bord med et fint gammelt bordtæppe, og ved enden af bordet op mod væggen står et stort spejl, og
heri kan vi, hvis vi har lyst, måle, hvormeget skægget gror, og hvor beskidte vi bliver i de 6 dage, vi
er her. Ved siden af bordet står 2 stole, dæraf er den, jeg i øjeblikket sidder på, polstret og betrukken
med plyds, træet er fint udskåren. Sikkert har den ikke drømt om at havne i en tysk skyttegrav.
Disse ting er slæbt herned fra byen af dem, der er her, når vi er i kvarten. Jeg kan ikke godt være
med til at tage noget
95
sådant, kommer altid til at tænke på mig selv, hvis det nu var hjemme o. s. v. Til højre ser du vor
kakkelovn. Den ligner mest en grubekedel, men varmer udmærket. Her koger vi om aftenen, når vi
har lyst, enten det nu skal være kaffe, the eller chokolade. Det er så nemt at koge vandet og så putte
nogle terninger i. Om dagen må vi ikke fyre, for at franskmændene ikke har det at rette kanonerne
efter. Længere til højre vil du se et hul, og når vi lyser derind med lommelygten, vil du se, at det er
vort sovekammer. Her ligger vore dækkener. Der er dog kun plads til to mand, den ene må sove på
stolene, når han ikke er på vagt. Nu har vi gravet en kælder. Den er i den bagerste væg dybt ned.
Her har vi 2 m fast jord med kalkstenslag i foruden den løse jord over. Godt afs stivet er det
dernede, og her kryber vi ned, når granaterne bliver lidt nærgående.
Her mener vi at være omtrent sikre. En reserveudgang har vi til vor nabohule. På den måde kan vi
komme ud, hvis den ene uds gang skulde blive skudt til. Vi bliver nogle hele muldvarper her, jo
dybere vi kan komme ned, desto sikrere er vi. Hernede skal den ene så sove, når vi får lagt nogle
brædder og halm derned. —-Rundt om på væggene hænger vore sager, tornister, kapper o. s. v. Nu
kan jeg ikke vise dig mere, og til underholdning har jeg ingen tid denne gang, for det er om et
øjeblik så vidt, at jeg må ud at have min tur på vagten.
I Skyttegraven d. 4. Marts 1915.
Her bliver vejret stadig mere mildt, og man fryder sig rigtig, når man nu på vagten kan gå og sole
sig en hel time. Den øvrige tid skal vi helst holde os inde, ikke så meget af hensyn til kuglerne, men
fordi der nu i disse dage, da vejret er saa klart, af og til kornmer franske flyvere her over vor
stilling, og de må ikke gerne se, hvor mange vi er, og hvor vi er. Når de flyver der oppe som store
fugle, kan man engang imellem se, at de tager en plade af vor stilling. Disse billeder bliver så
forstørret, og med de gode instrus menter, de har, kan de saa nøjagtig beregne alt, og enderesultatet
er nogle velrettede granater. I disse dage kan vi ikke klage derover. Der kommer daglig kun en halv
snes granater herover til os. Til en tid kom der henved 150 daglig, da var det mindre hyggeligt.
Forleden aften var jeg på patrouille. Foruden mig var der en underofficer med. Vi skulde
gennemstrejfe terrænet mellem vor og
96
franskmændenes stilling. Undervejs traf vi 3 fra et andet kompagni, og vi 5 mand begav os nu med
bøssen over skuldrene på vej over efter stillingen. Det var klart måneskin og godt lyst, og det hjalp
os, for som vi gik allerbedst, opdagede jeg forude et par mænd, og ved at se nøjere til så vi, at det
var et par franske vagtposter, der her på deres vagt gik op og ned. Det var en ny post,
franskmændene havde fået opstillet et par hundrede meter foran deres egentlige skyttegrav. Vi sneg
os helt ind paa den, og mærkeligt nok så de os slet ikkej. De gik deres rolige gang op og ned og
tænkte vist slet ikke på, at der var fjender så nær ved.
Stillingen var også godt indhegnet med pigtråd, men hvis vi vilde have skudt, kunde vi let have
gjort det. Her lå vi en stund og betragtede dem og trak os så forsigtigt tilbage, opsøgte noget andet
uden at mærke noget eller blive bemærket. Sådanne ture er selvfølgelig ikke frivillige fra min side.
Dærtil bliver vi jo kommanderet, og det går på omgang, og denne gang var det min tur.
Cuy d. 9. April 1915.
I dag har jeg været 2 gange i Noyon efter sten til vort byggeri. Det er jo ikke så slemt, og vi lever godt i disse dage. Vi spiser sammen med vor Feldwebel,
som også er her tilbage. „Madammen“, en gammel en på ca. 60 år, koger og steger for os. Igår fik vi
suppe, ris, kød, karbonade og bagefter en rødvinstoddy. Det var en god middag efter forholdene.
Idag gav det bøf med kartofler. Det er første gang, jeg her i Frankrig har faaet kartofler. Fire
måneder uden kartofler, det var nok en umulighed før, men her lærer man alt.-------Den 24. Maj 1915.
Det er altså Pinse, og naturen fejrer denne fest, som det sig bør, alt står i sit fagreste, solen skinner
fra en skyfri himmel, og vinden rører lidt på sig for ikke at gøre varmen alt for trykkende.
Igår var vi til gudstjeneste. Prædikanten talte om, at det tyske folk stod som de kristne Langfredag
på Golgata, omgivet af fjender, men de ventede deres pinsemorgen. Den dag, da tyskerne vendte
sejrrige hjem, vilde fjenden sige, at Gud havde gjort store ting imod dem.
Idag er jeg på vagt. Alle de, der har været på orlov, må lide denne tur. På en måde er det jo ganske
naturligt, at vi, der har
97
haft frihed, tager vagten i Pinsen, men på den anden side er det ikke så behageligt for os, som det
går ud over.
Det er alle danske mænd, for det er kun dem, der har haft fri — ja, to tyskere er der med, men det er
uden frihed forud. Der gives nu ingen orlov mere, så det var heldigt, jeg fik den denne gang. Det er
Italien, der volder det, og der siges, at hvis det holder sig rolig, kan vi atter faa fri, men det kommer
jo sikkert med. Jeg kunde vist godt have blevet en dag eller to længere hjemme, for det bliver nok
ikke taget saa nøje, blot det passer med ind* og udmeldingen paa papiret. De fleste havde næsten
ikke ventet at se mig hernede igen, men endnu har jeg ikke fortrudt det.
I skyttegraven d. 1. Juni 1915.
Det er morgen — ja efter middelevropæisk tid er det jo hen på eftermiddagen, for klokken er jo
over et, men herude er vi altid en halv dag bagefter. Spiser først til middag henved kl. 9, står så vagt
eller arbejder om natten, og så først hen ad morgenstunden kommer vi til ro og sover til middag.
Eftermiddagen går så med at skrive og holde snak eller læse, hvad vi lige har lyst til, og inden vi ser
os til, er det atter aften, og en dag er atter gået, og man er kommen et skridt nærmere mod freden,
om end det måske er et lille. — —
Tak for pakkerne, som kom inat, vi får nemlig post om natten kl. godt 12. Det var også ved at blive
lidt tomt i spisekamret, for det, jeg havde med, var ved at slippe op. Det samme var tilfældet med
Jørg. Lengers, og Rasmus Nissen har ikke fået noget i den sidste tid, da han har ventet efter at
komme på orlov. Dog nu kom der afslag igår, så det lykkedes ikke.
Vi er alle 3 ved at skrive, to hernede og Jørg. Lenger ude i gangen. Det er ganske morsomt at høre,
hvordan J. L. øver sig i de nye melodier, som han lærte den aften hos jer. Send mig engang ved
lejlighed et hefte „Syng dig glad“, så kan han også lære ordene.
I skyttegraven d. 15. Juni 1915.
— — —Det er nu aften igen, og jeg sidder og venter på, at det
skal blive så mørkt, at jeg kan få ilden tændt for at koge middagsmad. laften skal det nok være
noget, der hedder „Geflügel“. Hvad det er for en slags „flügel“, aner jeg ikke, og jeg tænker også, at
98
jeg er lige klog, selv om jeg spiser det. Hovedsagen er jo, at det smager os, og det gør det som regel.
Spisesedlen fra køkkenet er meget nem: ærter, bønner og ris og så forfra igen, eller også det hele
sammen. Det er jo noget, man snart bliver ked af, særlig da det ikke er godt tillavet. Jeg koger i
denne tid hver aften eller rettere sagt nat, for hele natten går næsten med, når man skal stå vagt den
halve tid. Men så sover vi om dagen, som regel fra 4 til 12. Så får vi davre, og så skal man til at
tænke på at skrive el. lign. I aften skal jeg også koge abrikosgrød til imorgen. Mælk kan vi købe i
dåser, og det skal fortyndes med vand som 1 :4. Du kan tro, det er noget der smager, sådan en fin
grød med mælk til. Alle kammeraterne har også været her for at „smage". — —
Fredag d. 25. Juni 1915.
Vi har nu lige siddet og spist et par huer fulde af kirse«
bær, så vi har fået omtrent så mange, som vi kunde spise. .Kirsebærtiden er nu snart forbi, og
jordbærrene er også modne, men de er så små herude i skoven, så vi næsten ikke gider plukke dem.
Kirsebærrene køber vi af befolkningen, 10 pfg. pr. liter. Jeg sendte et par med i kassen forleden,
mon de var gode ved ankomsten? — Det regner idag og har gjort det lidt i de sidste 3 dage, en
enkelt gang torden. Det er rigtig grødevejr. Også her har det været tørt, så kornet er kort og usselt;
men behandlingen i foråret var jo også så sparsom som muligt. Hvor kunde jeg ønske, at I
derhjemme måtte have fået regn, for selv om det nu er sent, så er det dog bedre end ingen ting, og
roerne, græsset, kan jo da gro. Herude i skoven bor vi i vore telte, og vi, der er fra Nordslesvig, har
vort for os selv, så ligger vi ikke andre til last. Har det på en måde ganske frit, men vore sager ligger
jo hulter til bulter. Idag ved regnvejr sidder vi alle herinde. I den ene ende sidder der tre og spiller
kort, et par sidder og ser til, og i midten ligger et par og drøfter engenes slåning og andre
landbrugsspørgsmål. Længst til højre har jeg slået mig ned, har fået fat i et stump bræt, som jeg har
liggende på knæerne, og som i mangel af noget bedre er mit skrivebord.
Fluerne er lidt nærgående, men myggene er dog værre. Det svulmer så stærkt op efter deres stik.
Egentlig skulde vi jo arbejde ved vort hus, men lysten er kun lille, og håndværkstøj og søm og
andet, som vi skal bruge, mangler vi, så det bliver ikke til meget.
99
Noget nyt er her ikke. Ude i øst drøner kanonerne og har gjort det det meste af natten. Det er jo nok
dær, hvor det har været galt. Vi må være glade for, at vi slap for at komme derhen, for mandefaldet
var stort. Af et kompagni skal der kun være kommen 4 mand og 1 underofficer tilbage.
I skyttegraven d. 30. Juni 1915.
Egentlig ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal skrive til dig, men måske kommer der nok noget,
efterhånden som pennen glider hen over papiret. Livet leves jo her under indtrykket „ensformigt".
Den ene dag er som den anden, kun vejrliget og artilleriilden sætter lidt præg på dem, ellers er det
altid det samme, de samme vagter, det samme arbejde. — Nu har vi i et halvt år stået og set ud
gennem skydeskåret og hele tiden haft det samme billede for os. Kun årstiderne har lånt det nye
farver. Skal vi se det nu grønne blive gult, eller får vi fred forinden, dærom kredser tankerne stadig.
Skyttegravene er som før, og oven over os har vi stadig den samme smilende sol med enkelte
højtgående skyer. Bag ved os ser vi tagene af den sammenskudte by. Andet kan vi ikke se, for så
skal vi for højt op med hovedet, og det kan franskmændene så se. Vi kan her få et lille indtryk af,
hvad det vil sige at være indespærret.
Der er intet, der rigtig kan sætte tankerne i bevægelse. Kammeraterne kender vi næsten ud og ind.
Vi har ikke meget at tale om, for livet her har ikke vor interesse, og ude omkring sker der ikke ret
meget, som vi ikke ved forud. Dærfor kan man godt forstå, at kortspil får mere og mere indpas, —
ja for enkelte er det ved at blive til en last. De har ikke tid til andet og spiller lidt højt. Men for
andre er det en uskyldig tidsfordriv. De får tankerne bort fra den meningsløse tilværelse, vi fører.
Skønt det ikke kunde falde mig ind at give mig til at spille kort, så tror jeg dog, at det er bedre end
at sætte sig og gruble over det hele, som vor ven Rasmus Nissen er slem til. Derved bliver det hele
meget værre, og det ender med tungsind, og det må man vogte sig for. Det kan jo være trist og tungt
nok for os at være her, vi for hvem det hele er et onde, men det gælder om at se bort fra øjeblikkets
nød, se lidt stort på det hele og håbe på fremtiden, håbe, at den efter disse onde dage vil bringe
mange lyse og gode.
100
Ved Lassigny d. 14. Juli 1915.
Det er rigtig et dejligt vejr idag, efter at det har regnet igår eftermiddag, sådan en rigtig landeregn,
som man ellers kun sjældent får hernede. Det var sådan en regn, vi kunde ønske, I fik derhjemme,
men måske har I også fået, hvad I trænger til. Samtidig med dit brev kom der et fra G. T., som du
havde skrevet adresse på. Hun kan nok ikke rigtig finde sig i at være derovre i denne tid, men
længes hjemad og kunde også nok ønske at komme herned for på den måde at dele med sit folk.
Man kan jo godt forstå, at folk, der tænker lidt dybere over det, vanskeligt vil kunne finde sig
tilrette med at sidde rolig i en sikker krog og se, hvordan det ene sår slåes deres eget folkelegeme
efter det andet. Når man lever og ånder med sit folk, kan man i fredens dage vanskeligt tænke sig at
leve uden for det, og selv når det gælder livet som nu, har det sine betænkeligheder at løbe fra det.
Vi vilde vist heller ikke være rigtig vel til mode dær, selv om vi havde bjerget livet, særlig da der
endnu er udsigt til, at vi ikke må gøre os for store forhåbninger med freden.
I skyttegraven d. 3. August 1915.
Nu har vi jo så begyndt på det andet krigsår, og skønt udsigterne ikke er meget lyse, må vi jo dog
håbe, at det ikke må blive så langt som' det gamle.
Vi kom til at fejre dagen ved en tilfældighed. Et par gode kammerater fik fat i et stykke kød, og det
fik jeg'så stegt, og vi fik steg ved midnat. At stegen kom 6—7 nordslesvigere tilgode i stedet for en
officer trykkede ikke stemningen. Kødet må oppasseren have glemt uden for en hule, for det lå der i
lang tid, og da det ikke blev afhentet, tog hulens beboere det i forvaring, for at det ikke skulde blive
„borte". Ved aftenstid kom de så herop for at få det stegt, mod at vi spiste med. Det blev altså stegt
og smagte udmærket. Da festmåltidet var til ende, måtte Jørgen Lenger og jeg på vagt. Imedens var
kaffen bleven kogt, og vi fik hver et bæger kaffe ud med et stykke sukker. Vi klinkede og drak på, at
det nye år måtte blive kort, og at det måtte forundes os at samles hjemme under fredelige forhold.
Vi var ude ved Rasmus Nissen, der var på lyttepatrulje ude i trådforhugningen, for at han kunde
smage den brune drik og „klinke" med. — Tiden går trods alt meget hurtig, hvem skulde sidste år
have troet, at vi i år ved
101
denne tid skulde sidde hernede i en jordhule i det skønne Frankrig, og lader vi tankerne gå videre
fremad, så spørger vi jo uvilkårligt: hvor mon vi er næste år ved denne tid, er der så fred, og er vi da
atter hjemme, og er der gode og lyse forhold, sådan som vi gerne ønsker dem?
Ingen kan give os svar på dette, og af tilstanden lader sig intet slutte. Der er kun et, det at sætte sin
lid til ham, der styrer alt. Ja, gid det er hans vilje, at krigen snart må få en ende, og vi må vende
sunde og raske hjem igen.
17. August 1915.
I formiddags blev jeg kaldt op til bataillonskommandøren. Jeg var fra kompagniet bleven angivet
som „vejrkyndig", og der skulde nok sendes en bort på et kursus (det drejer sig vist hoved; sageligt
om benyttelse af giftige gasarter fra begge sider). Bataillonskommandøren mente, at jeg var lærer.
Det må jo være fejl opgivet, og jeg blev udspurgt om forskellige ting, om jeg havde særlig
uddannelse o. s. v. Ja, jeg havde jo vært på efter; og landbrugsskole, ellers havde jeg ingen særlig
uddannelse i vejrkundskab ud over det, den daglige iagttagelse giver,. Hvor jeg havde været på
landbrugsskole? — På Fyn. Det gav et ryk i ham. Hvorfor ikke her? Fordi jeg mente at få større
udbytte histovre. Sådan var der jo en hel del spørgsmål. — Jeg kunde gå med den besked, at jeg nok
skulde få nærmere ordre.
Endnu har jeg ikke fået nogen, og der siges, at der er en fra
3.
kompagni, der er kommen afsted.
Jeg slap temmelig sikkert, fordi jeg ikke var prøjsisk embeds; mand og havde været på en dansk
skole. — Havde i grunden ellers ikke haft noget imod at komme bort, for kursuset skal tage 8 uger,
og så er man jo dog borte fra fronten i den tid. Men om det ellers var bleven stort bedre at være
„vejrprofet", ved jeg ikke. Nu tror jeg nok, jeg skal hen at tale med Dr. Thomsen,*) om jeg ikke kan
blive fri for at bestille noget i et par dage til, for man bliver for; færdelig magelig anlagt her, selv
om der just ikke forlanges så meget.
13—9—1915.
I forgårs var vi et par stykker en tur oppe på et højt punkt nordøst for byen. Derfra har man en god
udsigt ud over det dejlige land. — Ja, dejligt er landet med disse skovklædte højdedrag.
*) Nuværende amtslæge i Tønder, dr. Lausten Thomsen.
102
Ind imellem dem løber landevejen som en hvid stribe fra den ene by til den anden og imellem dem
de med frugttræer oversåede mars ker. Mod øst ser vi Noyon, som tilsyneladende kun er et par kilos
meter borte. Domkirken rager op over byen med sine to tårne som domkirken i Ribe. Selve byen er
næsten skjult af træer. Bag* ved hæver sig atter et højdedrag, som spærrer udsigten. Mod nord kan
man se flere mil ud over landsbyer og smilende land, til bjerge og skov også der stiller sig i vejen.
Mod vest ser vi ud over Lassigny, ud over vor front og meget længere. Mod syd ser vi næsten kun
de skovklædte bakker. Bagved kløfterne hæver sig den næste række. De forreste er i tysk, de
bagerste i fransk bes siddelse. Med stien gennem skoven, den skov, hvor vi daglig ødes lægger for
tusinder af mark, idet alt det bedste træ fældes og føres ud i stillingen, kommer vi op på toppen, og
her er der en stor flade på flere tønder land. Her har der engang stået et slot, hvoraf der endnu er lidt
tilbage. Herligt er det at stå så højt og skue så vidt, når man er vant til at leve livet under jorden. Da
vi gik hjemad, plukkede vi et par lynggrene, som voksede ved stien, de eneste, jeg har set i
Frankrig. De stod i fuld blomst, og jeg sender dig et par. Der er jo ingen, der står mig nærmere.*)----------------27. Sept. 1915.
Tak for Margrethes brev, som jeg fik i aftes. Sidst jeg skrev, mente jeg jo, at vi skulde blive i
Lassigny for at grave i 4 dage, og det skulde kompagniet også, men vi 10 mand, der er på
skovarbejde, kom herind til Cuy, og vi er nu i gang med vort arbejde, hvad jo er meget mere
behageligt end at ligge derude. Vi holder os selv ved kost, og jeg og en til er ansat som kok. Det er
forresten Poppe, som før har været på Lert station. Han bor nu i Sottrup. Vi kan jo hente det, der står
til os, på bataillonen om morgenen, og så går det jo løs med tilberedelsen. Idag gav det steg og
rødgrød, meget fint, den bedste middag, vi har fået i Frankrig. Vi ønsker blot, vi kunde blive her ved
denne bestilling, til krigen har ende. Vi har det så frit og gemytligt. Underofficeren, der har opsyn,
er maskinhandler Lytsen fra Dalersøsterby, og iblandt os er der kun en t. Han er fra Hannover,
meget flink og kan næsten forstå alt, så vi bruger ikke det fremmede sprog i denne tid. Det regner
her hver dag. Det lader til, at regnperioden er ved at bes
*) I brevet, som er skrevet til søsteren, er indstukken en lille buket lyng.
103
Nordslesvigere ved fronten. Peter Østergård yderst til venstre.
• ■■-'^'■‘-■.r faita&Ukiån
i tfff sifaii MjMMMI
gynde. Fedtet er der her i skoven, men værre er det dog derude i Lassigny og i graven. Det værste er
dog, at sidste nat blev 1. bataillon allarmeret og kom afsted. Endnu er de nok i Noyon, men der
forventes næsten, at de skal til Champagne, hvor franskmæn« dene har taget et par grave. 2.
kompagni slap for at komme med, fordi det var ude i Lassigny, og i dets sted måtte elvte med.
Det var jo et mærkeligt held at have, for at komme bort til et andet sted er ikke løjer. Det så vi ved
Soissons. Der er uro langs hele fronten. Der er fart i det franske artilleri. Uophørligt lader de deres
svære kanoner sende død og fordærvelse over de tyske skyttegrave og andre stillinger. De sparer
ikke på krudtet. De tyske prøver på at svare, men de skal vist spare, og som regel får de også straks
en spandfuld franske granater over hovedet, så snart de lukker munden op, og så tier de. — Vi står
sikkert over for store begivenheder her i vest. — Lykkelig den, som var vel ude af det.
I skoven d. 1. Okt. 1915.
Jeg er nu skovkarl igen, for der var kommen så mange herind af kompagniet, at der også kom en til
at koge for hele selskabet. Det er vi jo langtfra tilfreds med. Vi var nu vant til at leve godt og kan så
ikke godt vænnes til det andet „slabberi", men det nytter jo kun så lidt. Glade må vi jo være, at vi
kan blive her, for der fortælles nu, at bataillonen er kommen til den meget omtalte Lorettehøj nord
for Arras, og hvad det betyder, siger sig selv. Halvdelen kommer vist næppe igen.
Idag har solen atter skinnet, og flyverne har været i livlig virk« somhed. Det ser smukt ud, når de
hvide franske flyvere kommer syngende gennem luften, højt oppe over skyerne, så de næsten ikke
er til at se. De franske motorer synger som en tærske« maskine på afstand og kan derfor ikke høres
nær så langt bort som de tyske, der puster og stønner som enhver anden motor hjemme.
Nu lige fik vi vor lønning, 8,30 M„ så nu er der noget at tære af igen. De tre mark er „byttepenge".
Når der erobres en del kanoner, maskingeværer og lignende, får mandskabet tilkendt en del af vær«
dien, og det deles så i hæren. Det er næsten en gang i hver måned, at vi får nogle mark, dog aldrig
over 3. De høje herrer skummer fløden! Kompagniføreren får vist 300 M. og de andre officerer 150.
Så kommer underofficererne, som får efter rang og stilling, og nederst i rækken står jo vi med vore
3 M.
105
Nu begynder vi så på det sildste fjerdingår i 1915. Det vil blive et hårdt år, så vidt man kan se, men
så må vi håbe, at det må blive en afslutning. For der er jo lidt sandhed i, hvad en sagde i foråret:
Hellere en ende med forskrækkelse end en forskrækkelse uden ende. Så — nu er kaffen færdig, og
vi skal nok også snart til skovs igen.
ll.Okt. 1915.
Vi blev afløst i graven igår aftes, og meningen var, at vi skulde blive i Lassigny i 4 dage for at
grave, men det kom anderledes. Da vi skulde til at gå derude fra, kom der bud, at vi alle skulde her
til Cuy. Der opstod jo mange rygter om grunden, og endnu trives de frodig. Den egentlige grund er
nok, at vi skal et andet sted hen. Det bliver nu ikke idag, men sidst i denne uge. Hvorhen er der
ingen der ved, enkelte mener til Serbien, andre til Rusland, nogle til Italien o. s. v. Hvormange vi
skal afsted, vides heller ikke, men der går stærke rygter om, at det er hele 9. reservesarmékorps,
hvad jo er meget sandsynligt. 1. bataillon ventes atter hertil igen en af dagene for at komme med.
Der fortaltes nu lige, at dr. Thomsen har fået et nervechok. Det er til skade for os.
Det 9. aktive armekorps blev afløst forleden dag og skal være på vej til Serbien. Jeg synes, at det
kan være tænkeligt, at vi skal bagefter dem; men som sagt, vi ved intet, og officererne ved heller
intet. — Foreløbig må vi rette os efter at skulle afsted når som helst. Vor kaptajn sagde i middags, at
vi intet måttte skrive hjem ud over at sige dem, at vi skulde bort fra dette sted, og at de intet skulde
sende, da vi dog vist ikke fik det. Jeg tror heller ikke, det nytter at sende pakker, men en lille hilsen
kan I dog godt sende. Får jeg den ikke, så må jeg jo finde mig i det.
Jeg skal nok se at skrive, så ofte der er lejlighed dertil. Måske bliver posten helt spærret, så er der jo
ingen af os, der får noget. Sendte idag en større pakke afsted til jer med bøger og lignende. Jeg vil
ikke slæbe på mere end nødvendig, og tid til at læse bliver der vist ikke ret meget af, og så har jeg
endnu både testamentet og en sangbog. Ja, ingen ved, hvad den kommende tid vil bringe.
I skyttegraven ved Lassigny d. 18—10—15.
Dette er så måske det sidste brev, I får fra mig herfra denne stilling. Der siges nemlig med
bestemthed, at vi bliver afløste i aften for ikke mere at komme herud. Dog krigen er ikke forbi for
106
os, den fortsættes andre steder i nye egne og måske skal den først rigtig til at begynde, for hidtil har
vi haft det roligt og godt. I næsten et år har regimentet ligget her i denne stilling. Det kom hertil den
26. Okt. 1914. Tabene har kun været små, når vi undtager Soissons. I mange henseender har vi haft
det godt. Forbindelsen hjemad har været god, og vi har næsten kunnet købe alt, hvad vi trængte til,
og jeg tvivler ikke om, at vi i den tid, der kommer, ofte vil tænke tilbage på den forholdsvis gode
tid, vi har haft her.
Har haft kort fra Jørg. Brag. Han skriver, det er en sand heksekedel, hvor de nu er, hver dag som den
første dag ved Soissons. Blot vi nu ikke skal derhen, jeg er næsten en lille smule bange derfor.
Andre mener jo, at det går mod det urolige hjørne.
Nu er det middag, og i eftermiddag vil jeg over at besøge Hans Moos fra Nybøl, som ligger lidt til
venstre for os ved jægerne.
Lens d. 24. Okt. 1915, form.
Ja nu har vi så været her i nogle dage, og hidtil er alt gået godt, ialtfald for vort kompagni. Vi ligger
endnu her i byen. Igår formiddags blev vi allarmeret og måtte afsted. Det hed sig, at franskmændene
var trængt ind i en grav. Vi kom ud i en by bag ved stillingen, men blev så dær til aften, uden at vi
kom længere ud, og gik så tilbage til Lens igen. De, der var forude, må jo have kunnet klare det
selv. Her er det noget dagligt, at franskmændene kommer over i graven, men som regel bliver de
smidt ud. Uafbrudt tordner kanonerne, og stadig kommer der sårede her ind til byen. Her må vi
regne med at blive allarmeret hvert eneste øjeblik, og I må ikke vente, at jeg skal skrive
regelmæssigt, for forude i stillingen er der nok ikke tale om sligt. Der siges, at der er næsten
hverken grav eller dækning, så det giver vist heller ikke megen søvn i de to døgn, vi skal være
forude. Det holder vi jo dog nok ud, når det blot ikke vil blive for slemt med granater.
Byen her er en by som Flensborg, og mange af beboerne bor her endnu. Butikkerne er åbne, og vi
kan købe det nødvendige, men til høje priser. Rundt om byen er der mange kulminer, og det er vel
særlig dem, franskmændene gerne vilde have fat i for at udnytte dem. For tiden står de stille og vil
jo vist til dels blive helt ødelagt, da minegangene fyldes med vand.
Der siges nu, at det giver post idag — vi har ikke fået i 4 dage
107
Lens»Arras»Somme Fronten 1916.
— og muligt er der noget fra jer, så jeg venter lidt med resten. — Nu har vi så fået postsagerne, og
mange tak for Jørgens brev fra 17. d. M„ og Margrethes fra d. 20. — Ja, det blev jo hverken til
Serbien eller Tyrkiet, vi kom denne gang, skønt det sikkert havde været meget bedre end her i denne
heksekedel. Nu er der nogen, der siger, at vi skal til Serbien om en månedstid, men det er jo klin et
rygte som så meget andet. Blot vi var godt ude af det her, men med Guds hjælp går det jo nok.
Skyttegraven d. 27—10—1915.
Kære allesammen!
Så er vi herude på anden dag og er igrunden bedre tilfreds med stillingen end ventet. Naturligvis er
det et uroligt hjørne, men vi har nok været heldige med stillingen, er 100 m fra franskmændene, og
de er igrunden meget rolige. Det er særligt i hjørnerne af den halvcirkel, fronten danner her. Vi er
forude i midten, det er lidt koldt her i dette ler, og hulerne er som en rævegrav. Indgangen er ikke
større, end at vi må krybe ned på alle fire. En 5—6 m nede i jorden er der liggeplads til 4, det er
hele herligheden.
Kærlig hilsen. Peter.
I kvarter ved Lens d. 30—10—1915.
I aftes kom vi så atter ud af den forreste stilling og er nu i kvarter i en forstad til Lens. Bor her hos
en dame, hvis mand er flyver i den franske hær. Vi er 5 mand her, to af os har en seng, og vi, der
ikke er så lykkelige, det er R. Nissen, Jørg. Lenger og jeg, har et par gode madrasser og et par
tæpper, så vi har det også godt, ialtfald er det det bedste kvarter, vi har haft i krigen. Her bliver vi 4
dage. Så går det ud til en by nærmere ved fronten, Lievin, og efter 4 dages forløb går det ud i
forreste linie. På den måde er vi kun en trediedel af tiden i graven. I Lassigny var vi der halvtiden.
Forude har vi jo så været de 4 første dage, og det gik langt over forventning. Vi havde ingen tab, og
hulerne er nogenlunde, selv om de langtfra er sådan som den, vi havde i Lassigny. Artilleriild får vi
ikke meget af. Det hjørne, hvor højre fløj er, fik ikke et skud i de dage, og dog går det uafbrudt, men
det' er særlig enkelte steder, der må lide. Således fortaltes der, at regimentet 31,
1.
kompagni havde et tab på 80 mand de første 24 timer, de var i graven. Det er jo det
regiment, Hjuleren er ved, men jeg ved ikke,
109
ved hvilket kompagni han er. Det er vel næppe værd at fortælle konen, at det er så galt, hvor han er.
Der var et forfærdelig ælte derude i graven, regn næsten hver dag, og det bløde ler skred sammen,
så det gav arbejde.
Man kunde også høre franskmændene arbejde, men vi så ingen. Dette er kun en lille hilsen, vi skal
om et øjeblik til appel med bøssen. Den var jo rusten af den megen væde.
Lens d. 11. Novbr. 1915.
I aftes blev vi så afløst ude i graven og kom atter herind til Lens i vort gamle kvarter. — Det var en
hel forandring at få tøjet af. Det har jeg nu ikke haft, siden jeg var hjemme i foråret. Men lidt
omstændeligt er det jo om morgenen, når man skal op og til at trække tøjet på igen. Det er meget
nemmere, når man sover med støvler og alt, så kan man blot hæve sig over ende, når man skal have
morgenkaffe. Det vil også tage lidt længere tid, hvis vi skulde blive allarmeret om natten, men vi
trøster os med, at de venter jo nok, til vi kommer. Og gør de det ikke, så gør det jo ikke så meget,
om vi ikke kommer med.
Lievin d. 18. Novbr. 1915.
Vi sidder altså her i et hus nede i Frankrig i arbejderbyen Lievin oppe på 2. etage og har det i
grunden ganske godt. Det er nogenlunde lunt, da skorstenen går igennem, og vor gamle madamme,
som bor nede i kælderen, fyrer ganske godt. Alle folk bor i kælderen, da der jo daglig skydes
temmelig meget herind. Den bydel, der ligger nærmest ved fronten, er beboerne ved at rømme om
natten i denne tid, da det bliver for slemt med granaterne. Her i byen som overalt i egnen er der
kulminer. Der siges, at der ialt skal være 70 miner her i dette distrikt. De står jo alle stille, og mange
bliver sikkert ødelagt. Store værdier lægges øde, og så er det jo dog ikke det værste.
Igår aftes var vi som sædvanlig ude ved stillingen for at ar* bejde, og da'måtte vi bære planker ud til
den forreste grav, for at de derude kunde have noget at afstive siderne med. Da graven er
ufremkommelig, måtte vi tværs over markerne og lige ovenover til graven. Månen lyste, og
frostvejr var det, så det var så lyst, at man let kunde se at komme uden om de mange granathuller,
der var der. Enkelte var 2 m dybe og 4—5 m i diameter, sådan som
110
et lille vandsted. Man kan godt forstå, at vore huler skal langt ned i jorden for at kunne tåle en sådan
en. Mærkeligt nok skød franskmændene ikke efter os, skønt vi jo kun var 50 m fra dem, og vi
tydelig kunde se deres grav. Men også de må jo arbejde meget om natten for at holde graven
nogenlunde istand, og så lader vi gensidig hinanden i ro. Da vi var færdige og skulde hjemad, blev
der et par af os bagefter, og der kom så tilfældigt et par granater, som sårede dem, dog kun let. I
aften går vi atter ud i stilingen, og vi skal denne gang blive der i otte dage, 4 dage i anden og 4 dage
i forreste stilling.
Af pakker har jeg ingen fået endnu, men de kommer jo nok, selv om det tager lidt lang tid. Nej,
krigen får sikkert ikke ende for det første, for efter de taler, der blev holdt i London og Paris, er de
jo ikke til sinds at slutte fred under de betingelser, der kan bydes dem nu, og forandring indtræder jo
ikke så hurtig.
Ja, Gud give, vi atter var hjemme. Dog kommer den tid vel atter, selv om vi maa regne med, at den
ligger lidt langt ude i fremtiden.
Foran Lorettehøjen 21—10—1915.
Vi har stilling ved Angrés mellem Souchez og Loos og ser
lige op på Lorettehøjen. Denne høj har været i tysk besiddelse, men måtte rømmes i foråret. Sidste
gang måtte de også trække sig til* bage, men det er mest ved Souchez og Loos, så vi nu ligger ude i
en spids. Vort håb er, at hvis franskmændene prøver på at bryde igennem igen, de så vil lukke for
posen, så vi sidder godt i den. På den måde skaffes der en mulighed for at komme ud af det hele på
en god måde og så forhåbentlig på pastor Jensens skole.*) Der skal være enkelte, der har skrevet
hjem efter gymnastiksko, og det er jo sikkert til hans skole.
Vi bor hernede i nogle huler 5—6 m under jorden. Når vi skal ned i dem, må vi krybe på alle fire.
Det er sådan en rigtig ræve* hule, og som sådan har den også sine to udgange. Hvis den ene bliver
skudt til, kan man komme ud af den anden. Hernede er der plads til 3—4 mand. Vi er denne gang 3
af vore folk. Siddepladser er der ikke tale om, da det hele ikke er en meter højt. Vi sidder som
kineserne med benene over kors og skriver på knæet. Derfor
*) Pastor N. A. Jensen, som virkede blandt de nordslesvigske krigsfanger, der var samlede i lejren i
Aurillac i Frankrig.
in
må du undskylde, om det er lidt utydeligt. Lys kan der naturligvis heller ikke komme herned, så vi
må have ild på tællepråsen hele dagen.
Heldigvis er der nogenlunde ro her i denne tid, men alt er så usikkert. Det kan jo brænde løs hvert
øjeblik, og franskmændene er nok også ved at underminere os, så det hele er mindre behageligt. Vi
er jo glade for hver dag, der går, og håber, at enden engang må komme, selv om der endnu er lange
udsigter. For vi må jo ikke regne med fred under de forhold, der kan tilbydes nu. Du tror på en god
tid for dit land og folk. Det gør vi også, men synes blot, at der skal ske så meget, for at det må blive,
som vi ønsker. Og alt tager tid, meget lang tid endda, og det koster så mange af vore folk.
Du har været til møde på Liselund i August og været meget glad for det, særlig for Niels Dael. Ja,
det er de jo alle, der har været der, og jeg håber også selv inden alt for længe at kunne komme
derover og få lidt at leve på, for her tømmes man jo. — —
Angrés d. 6—12—1915.
— — — Igår var det Søndag, og tænk dig, vi glemte det helt,
til vi var kommen i seng om aftenen. Vi havde haft så travlt hele dagen. Vi har nemlig fået os en ny
bolig. Kom jo herud i stillingen i forgårs aftes. Det havde regnet hele dagen; de små huler herude i
mellemstillingen, som vi skulde besætte, var helt gennem« blødte. Alt var gennemvædet af vand, og
det syntes os umuligt at lægge os i disse huler, der var værre end en svinesti, tilmed da regnen
sivede ned gennem kalken, så det hele tiden regnede der« inde. De fleste fandt dog en dækning,
hvor de mente, de kunde bo. Vi var 4 danskere, der ikke kunde finde en sådan, og efter nogen
forhandling med vor løjtnant fik vi også lov til at gå herned i byen i en kælder, som vi vidste var
tom. Her kunde vi dog ligge tørt, selv om der var beskidt, og luften var dårlig. Så igår fik vi gjort
rent. Fik fat i et par temmelig gode madrasser, fik dem slået op ovenpå hinanden til senge, et bord
og nogle stole fandt vi også, ja selv en kakkelovn fik vi klistret op, og den trækker godt, så nu kan
vi sagtens holde det ud i de dage, vi skal være her — hvis vi da bliver boende her, for
kompagniføreren vil ikke give tilladelse til, at der bor nogen hernede i byen. Vi holder os nu skjult,
så godt vi kan, og lader os ikke se undtagen lige til tjenesten. — —
112
Juledag 1915.
Kære bror og svigerinde!
Så kom julen — den anden vi må fejre hernede i Frankrig under kanonernes drøn. Skønt vi her er 3
mil fra fronten, kan vi dog tydelig høre dem; uhyggeligt er det sådan en julenat at høre dem dundre
uafladeligt. Det er som om dette „Fred på jord“ kun var ord, der ikke havde noget med
virkeligheden at gøre. Præsten sagde også igår aftes, at Jesus jo havde sagt, at han ikke var kommen
for at bringe fred, men sværdet. Ja, det er jo også sandt, men ikke i den betydning, som han mente.
„Det gjaldt om at have fred i hjertet", sagde han. „Fred er tilfredshed, og derfor opnår man bedst
fred, når man gør sin pligt mod sit fædreland, sine kammerater, dem der hjemme og sig selv, så
vilde man blive tilfreds med sig selv, og dermed vilde man få fred i hjertet." — Ja, dyd og gode
gerninger! Intet hørte vi om den store kærlighed, julen åbenbarer, og om det herlige, vi gennem den
blev arvinger til. — Det var jo en Bayrer, der talte til landsmænd, — for mig var der ialtfald intet.
Bedre følte jeg mig hjemme, da jeg kom tilbage herover igen og fik fat i kirkebladet (fik nemlig
post igår aftes, og der var jo en hel del; de rigtige julepakker og breve har jeg ikke fået endnu). Det
finder jeg er udmærket, og man føler rigtig, at dær har man hjemme, kun i denne Kreds vil man
være i stand til at leve saa rigt og godt, som man gerne vilde efter denne tid. — Alle, der kan være
oppe, var samlede ovre i en sal, hvor en præst talte som omtalt, og hvor der var et juletræ tændt, og
væggen var prydet med grønt og flag, tyske og bayerske flag, på franske stænger. Tydeligt kunde
man kende de blå stænger med den gyldne spids, som sikkert har båret foreningsflag og ikke har
drømt om nogensinde at komme til at bære fjendens. — Hver fik en julepakke. I min var der et par
strømper, sæbe, et lys og cigaretter.
De fleste gav sig til at spille kort, da de atter kom herover, og der var intet usædvanligt. Kun blev
der drukken lidt mere øl. Jeg havde mine bøger, blade, breve og tanker og var i godt selskab — det
var juleaften 1915 og forhåbentlig den sidste i felten. De kærligste hilsner og mange juletanker
sendes jer af
Eders Peter.
i 13
Douai d. 30—12—-1915.
Du skriver et sted, at du kan nu forstå, hvorfor du altid
var så glad og tryg i Flensborg.*) Det var de gode forbønner, der blev bedt for dig. Ja, det er også
det, der gør, at vi trods alt er så trygge her. Bag os står et folk i bøn. Vi føler os i samfund med dem.
Man forstår her bedre end nogensinde før, hvad de helliges samfund er. --------Douai d. 5. Febr. 1916.
Idag har jeg været hos tandlægen og fået mine tænder, så nu er jeg færdig til fronten. Dog venter jeg
et par dage, inden jeg rejser, ifald der skulde være noget at ændre. Mit kompagni ligger for tiden
bag ved Lens og må derfor ud for at skanse hver nat. Det er der jo ikke meget ved, men når det ikke
kan være anderledes, finder man sig i det. Der går rygter om, at vi atter skal flvttes, men om det
passer, er jo noget andet. Der er tale om at komme til Flandern. — Værre end hvor vi er, bliver det
jo næppe; for selv om her er nogenlunde ro i øjeblikket, så kan det brænde løs når som helst. Idag er
det 7 uger, siden jeg kom her til Douai, og den gang havde jeg ikke ventet at blive her så længe.
Godt at jeg meldte mig med tænderne. De har holdt mig her i 3 uger, og et par dage varer det jo
endnu.
Ja, så har vi været i krig i halvandet år, og dr. Thomsen mente forleden, at det kunde gerne vare
halvandet år til. Det tror jeg nu ikke. Det er landet ikke i stand til. Krigstrætheden breder sig
forfærdelig, eller skal man bruge et andet ord: begejstringen er borte, og overalt hører man kun tale
om, at krigen skal holde op. „Sortseernes" tal øges daglig — bliver det ved en tid endnu, kan vi godt
pakke sammen, siger de — Krybben tømmes. Forleden talte jeg med en, der havde været på orlov i
Berlin. Det var ikke lyse ting, han kunde fortælle om. Alt måtte de have på kort: brød, mælk, smør,
kød, kartofler o. s. v„ og så måtte de endda være glade, hvis de blot kunde få noget. Flæsk kostede
3,50 Mark og var ikke til at få. — Her spares der nu også meget på brødet. Vi får kun Vt pund, hvad
jo kun er lidt, da der ikke fås andre ting.
Befolkningen her får heller ikke meget brød, men det er næsten rørende at se på, hvordan de kan
undvære alt, når der kommer
*) Brevet er skrevet til en ung pige, som nogle uger sad fængslet i Flensborg, mistænkt for
spionage.
114
franske soldater til byen som fanger. Jeg har et par gange været med til at hente en transport. Skønt
vi jo har ordre til, at de ikke må komme i berøring med befolkningen, er det ikke til at undgå. De
sværmer om dem i hundreder og kaster brød, penge, cigaretter, chokolade, ja alt, hvad de har, til
dem. Ivrigt spejdes der efter et kendt ansigt, men som regel finder de intet, men alligevel stråler
ansigtet, og man ler og snakker. Det er jo deres egne, selv om de nu er fanger. De har kæmpet
tappert, og ingen af dem tvivler om, at tiden en gang kommer, da de kan slutte fred som sejrherrer.
Det er med underlige følelser, vi går ved siden af dem. Det, der piner mest, er vel nok det, at vi
bærer denne uniform, der gør alle til fjender. — De sidste par aftener har jeg været sammen med en
efterskolekammerat, Søren Finnemann fra Hundebøl. Det er godt at få lejlighed til at tale rigtig ud
om alt. I kan ikke forestille jer den oplivelse det er at kunne tale, når man har været tvungen til at tie
i lang tid, og det er absolut nødvendigt for ikke at gå helt i hundene.
7. Febr. 1916.
--------Der er jo dem, der siger, at de efter krigen ikke kan
tænke sig at blive boende her. Når der ikke sker større forandring, så vil de nord for åen. Jeg kan
ikke rigtig forstå den tankegang. Måske er det mest det økonomiske, de ser på, for at alt skulde
blive så utåleligt, kan jeg dog næppe tro. Og forresten: ærgre os ud kan de ikke. Nej, hverken med
det gode eller med det onde skal de få den glæde at se os forlade hjemstavnen.--------------11.
Febr. 1916.
--------Ja, vi vil arbejde som før — „pløje løs med dristig
ånd“. Og lad os pløje dybere end før. Denne krig vil have løsnet bunden lidt dybere, end den før var,
og det er nu vor pligt at sørge for, at dette lag også bliver taget med, at det bliver bearbejdet og giver
frugt, at det ikke kommer til at ligge urørt og synker sammen til det hårde lag igen. Man kan, som
du skriver, føle en lyst til at komme hjem og arbejde, så man næsten ikke kan vente, til tiden
kommer. Og man ved jo ikke, om man får lov til at vende hjem. Men jeg kan ikke lade være med at
bede Gud om, at han her må beskærme mig mod alt ondt til legeme og sjæl og give mig lov til at
vende hjem sund og rask og dær få lykke til at gøre lidt gavn
115
og leve livet til Guds ære. — Ved at tænke mig ind i fremtiden, så må jeg jo gå ud fra noget fast, og
dette er og bliver for os nordslesvigere et hjem, et hjem, hvor vi kan arbejde for det, der er os kært,
både den daglige gærning og den folkelige og åndelige, ja
også det sidste skulde jo gærne høre til det daglige.---------------Det
er
de gode hjem, vi trænger til. Hjemmet er vor fæstning. Der råder vi selv. Og jo flere gode hjem vi
ejer, desto stærkere er vi, for de fæstninger kan selv de 42 cm kanoner ikke ødelægge. Der er jo
dem, der går og ymter om, at når der ikke sker „forandring" hjemme efter denne krig, vil de ikke
være der længere, men flytter nord for åen. Jeg kan ikke rigtig forstå dem, for jeg synes ikke, jeg er
til sinds at flytte. Kærligheden til det fremmede er jo rigtignok ikke bleven større under alt det, vi
må døje her. Men jeg kan da ikke tro, at de kan gøre os det så hedt derhjemme efter dette, at vi
skulde løbe af os selv. Nej, vi er der, og vi bliver der, ikke af kærlighed til dem, men til alt, hvad der
er vort. Og det er også kun dærfor, vi er her.-----------Salaumines d. 13. Februar 1916.
Så er jeg atter ved kompagniet, og alt er i den gamle gænge.
— Tak for æggene, som var her, da jeg kom, det er jo noget ganske nyt at få æg. Herfra må vi ud til
stillingen hver nat for at skanse. Det er en drøj tur. To timer tager det for at gå derud, så 3 timers
arbejde, og så atter 2 timer hjem, så hele natten går næsten med det. Her ligger dele af hele korpset.
Hjuleren bor i nabohuset, en stor skole — vi bor i den lille. Han var her igår aftes, og I kan tro, det
gav snak. Han glemte næsten at gå igen, så klokken blev omtrent 10 Ys.
Igår modtog jeg „Menneskeskikkelser" af Skovgård Petersen fra H. Detlefsen. Den er jeg meget
glad for. Anna Jensen har en* gang sendt mig den, men jeg fik den aldrig. Der går altid noget tabt,
men kedeligt er det med sådanne bøger. Det er godt med god læsning her, mange bøger kan vi jo
ikke have, men enkelte kan man altid have med sig, og har man dem læst, kan man let sende dem
hjem eller videre. Michael Steffensen var også meget glad for den bog, jeg fik hos jer til jul.
Nu må Hans Detlefsen da skrive dansk igen. Det må heller ikke være behageligt at skulle benytte et
fremmed sprog.
En salmebog fik jeg igår fra Åbenrå. — Det kniber med at
116
samle tankerne, kammeraterne er lidt højrøstede. De sidder og spiller kort, og det skal jo drøftes,
men det er jo vort sprog, og man kan ikke lade være med at høre efter det. Det går bedre, når det er
tysk, da hører man det ikke. Nu kom Hjuleren igen, så jeg må nok hellere slutte for denne gang, for
der skal jo snakkes, og kl. 6 skal vi atter på tur.
----------I
har været til gudstjeneste i Haderslev og bagefter
hos Ankersen haft et rigtigt samtalemøde om livet efter døden. Det vilde jeg gerne have været med
til. Michael Steffensen og jeg har talt derom en aften i Douai, og det vilde være godt at høre andres
mening derom, men her er der jo ingen, med hvem man kan tale om sligt.
Man kan jo til tider længes efter at være sammen med Hans Detlefsen og Michael, — ja naturligvis
med jer, men det ligger udenfor rækkevidde her, — så kunde tankerne få afløb og nye tanker
komme frem. Nu må man selv tumle med tankerne — det er jo lidt af en ørkenvandring, og gid den
også måtte bringe meget godt.
Jeg har tænkt, om vi ikke kunde prøve på at få en slags små; møder i gang. Vi er jo så mange og har
vist ikke lov til at lade hinanden gå for lud og koldt vand. Igår aftes fik jeg dem da til at synge af
vor nye sangbog. Der er jo altid nogle, det ikke interes; serer, men de fleste er glade derfor. Kortspil
er nu næsten ved at blive en lidenskab. Der spilles, saa snart der er tid dertil. Folk får ikke tid til at
snakke og tænke. Mon vi ikke kunde samles om et godt stykke af en eller anden bog; jeg tror dog,
der skal laves et
„forsøg“. Vi mærker nu også, at det begynder at blive smal*
hans med føden. Brød får vi nok af, men kødet er der nu fra; draget 75 gram, og der var en, der
mente, at hidtil havde vi fået 50 gram, så der bliver ikke meget tilbage.
Kære søster!
Mange tak for dit brev. Ja endnu sidder jeg jo her i skytte; graven. Min orlov har jeg intet hørt til
endnu, men efter den tid, det har taget med de andres ansøgninger, vil det også tage et par dage
endnu, inden min er så vidt. Idag rejser Hans Schultz fra Hejsager og har 3 uger. Så meget er der jo
næsten ingen, der får,
21. Febr. 1916.
7. April 1916.
men det er jo godt for ham. Jeg vilde jo gerne hjem, sådan at jeg kunde blive påsken over.
Her passerer jo heldigvis intet særligt, så ret meget at fortælle er der ikke. Vi er i disse dage ved at
gøre nedgangen til dæks ningerne mere solide. Det hændte nemlig forleden, at englæns derne ramte
en dækning, så indgangen styrtede sammen, og inden man fik den gravet ud, var de, der boede der,
døde. Det var dess værre fire nordslesvigere ved 7. komp.X Om jeg kender nogle af dem, ved jeg
ikke. De fleste dækninger er ellers bygget sammen, så man kan gå fra den ene til den anden, så en
ulykke som denne kan slet ikke passere. Bliver den ene udgang skudt til, så kravler man ind til
naboens og går ud der. Sådan er det også, hvor vi bor. — Vejret er stadig godt, og det er meget mere
behageligt at være her denne gang end sidst. — Lev nu rigtig vel, og med Guds hjælp på et snarligt
glædeligt gensyn.
Kærlig hilsen. Peter.
7. Juni 1916.
Så er jeg altså gartner og befinder mig udmærket derved. Det er jo ikke nogen særlig stor kunst at
være det, da haven ikke indeholder noget vanskeligt stads. Det meste er ærter, bønner, gulerødder o.
s. v. En lille smule ensomt er det, da jeg bor ganske alene. Der er ingen soldater her i nærheden, og
de koner, der er her, kan jeg jo ikke tale med, så munden bruges mest til at tie med i denne tid.
Værst er det, at jeg ikke får min post, men jeg håber, at Rasmus Nissen kommer med den en af
dagene. — Havde jeg vidst, at jeg skulde herhen, havde jeg taget nogle bøger med mig herned, men
nu bliver det jo for sent, inden I får dem sendt. Forplejningen, som jeg maa hente i Hénin Liétard, er
ud« mærket. Det giver meget mere, end jeg kan spise, så I behøver ikke at sende mig noget, medens
jeg er her. Smør har jeg fuldt op af. Jeg må jo selv besørge kogning og stegning, hvad jeg igrunden
ikke er så begejstret for. Der er ikke meget ved kun at koge til sig selv.
Hvis der var udsigt til, at jeg kunde blive her en lang tid, tror jeg nok, jeg vilde have en
husholderske lejet, der er jo rigelig plads og inventar — 3 stuer, 3 skabe, 5 stole, 2 borde og 3 senge
med madrag — ja, det er længe siden, jeg har været så velhavende som i øjeblikket. -------Billy Montagny d. 26. Juni 1916.
— Jeg kan ikke lade være med at håbe, at krigens afslut*
ning må komme i løbet af dette år. Små er udsigterne, men jeg synes dog, de er der, og vi ved jo
aldrig, hvad den nærmeste frems tid vil bringe. Et tidens tegn er det, at der nu åbenlyst skrives om
optøjer i byerne, om at der ingen kartofler er, og at alt andet er næsten opbrugt. Det er, som om
folkestemningen skal påvirkes i en bestemt retning. Den skal forberedes på en tålelig fred. — Igår
var vi til kirke her, ja gudstjeneste kan jeg nu ikke kalde det, da det nærmest var det modsatte.
Præsten talte om troskab og søgte jo at bilde os ind, at når vi blot var tro mod det tyske rige, så
havde Gud velbehag i os og vilde give os alt. Man har mere skade af at høre den slags ting end
gavn. Man kan ikke gøre sig fri for den tanke, at det vist kniber for Tyskland, efter som de nu maner
til troskab. Før var det altid fjendens undertrykkelse og sejr, der
var tale om.------------I
de sidste dage har englænderne tilsået de
tyske stillinger med trommeild dag og nat, og vi må sikkert vente et stort angreb her med det første,
men hvor det blir, er der jo ingen, der ved. Om vi slipper, er lidet sandsynligt, for vi ligger jo på et
udsat sted. Desuden er hele stillingen undermineret, og det er næsten det værste. -----------
Billy Montagny d. 26—6—1916.
Ja, så går vi forud om et par timer. Der er trommeild over næsten den hele engelske front. Vi venter
jo et generalangreb her. Hvordan vi slipper fra det, er jo ikke godt at vide, men jeg synes, jeg er ved
frejdigt mod, jeg ved ikke hvorfor, men med Guds hjælp går man trøstig gennem alt. — Vi tror jo
nu, vi slipper for det værste. Det er værst længere mod syd ved Arras.
Kærlig hilsen. Peter.
Skyttegraven ved Lorette d. 30 Juni 1916.
Livet herude går sin sædvanlige gang. Jeg er atter i en arbejdsafdeling, men denne gang er jeg ikke
mester; for vi har to mestre hjemmefra, og så har de æren. Vi må arbejde otte timer daglig, og det er
nok ved den forplejning, vi får. Det bedste ved det er, at vi jo regner med at få vor nattero. Dog er
den beregning ikke altid slået til i de sidste dage. Englænderne har
119
gerne holdt os vågne med deres trommeild, og nu sidste nat, da de var temmelig rolige, blev vore
egne herrer nervøse og mente, at englænderne vist vilde gøre et gasangreb. Vi måtte derfor være
parat hele tiden, ligge med alt på, og søvn gav det så ikke meget af. Gasangreb blev der dog ikke.
Idag fortælles der, at englænderne har gjort et større angreb ved Arras. Det må være et godt stykke
mod syd, for vi kan kun sjældent høre kanontordenen derfra. Der tales om, at tyskerne skal være
gået 2—5 km tilbage. Hvis det stemmer, har det jo nok været et større angreb.
Jeg er næsten bange for, at det har været dær omtrent, hvor Kresten fra Tirslund ligger. — Mod nord
lynede det ogsaa uaf« brudt sidste nat, men hvad det var, vides ikke. Vi venter jo at slippe for det
værste her, og i dag er der også nogenlunde roligt.
Søndag eftermiddag d. 16. Juli 1916.
Det er regn her, noget som man jo næsten er vant til, men derfor er det lige lidt kærkommen.
Mod nord høres der stærk kanontorden. Hidtil har det kun været mod syd, nu er det også begyndt
nord for os. Blot vi må slippe her, hvad jeg jo håber. Russerne er nu dygtige. Man kan ikke andet
end undre sig over dem. Det går ikke som sidste år — altid tilbage. De allierede har jo også
fremgang her på vestfronten, men det er dog kun småt. Tyskerne gør stærk modstand, og de sætter
alt ind på at holde dem tilbage. Kampene er forbitrede, og jo længere krigen varer, desto
grusommere bliver den.
Måtte alt det, der nu gøres, hjælpe os lidt fremad mod freden. Tiden går, og lige små er udsigterne
til fred, men det må jo komme engang, og blot vi får lov til at opleve den med god sundhed, går det
jo nok. Højdepunktet har vi nået, nu går det nedad, og hvor langt vi skal ned, inden der kan blive
fred, ved vi jo ikke endnu.
Du bliver altså hjemme i vinter, og jeg kan ikke sige andet, end at du gør ret. Mine særlige grunde
kan du få at vide en anden gang.
Jeg synes, at jer egentlige plads er hjemme, så længe krigen varer. Når den er forbi, og forholdene
atter er nogenlunde nor« male, kan vi drage vore egne veje og søge vor uddannelse de steder, vi
mener, der passer bedst for os.
Blot jeg nu kunde komme hjem i høsten, men håbet derom er så lille, og dog må vi ikke opgive det,
sålænge det ikke er afslået.
120
I har vel nok fået en god ansøgning sat op. Der har allerede været en del ansøgninger her, men vor
kompagnifører sagde, at det vist næppe gav noget. Afslag har de dog ikke fået endnu.
Den 17. Juli.
Har i dag haft fødselsdagsbrev fra Hans. Han kommer jo
nu på orlov. Her er alt standset, da vi skal på rejse, hvad vi langtfra er glade for. Tak for dit brev,
som også kom nu. Desværre lykkes det vist nu ikke at komme hjem. I nat har der atter været uro
her, men det er jo mest kun artilleriet. Ja englænderne har været i den forreste grav og gjort en del
ulykker. —• Hils Hans og dem alle derhenne.
Bantigne d. 21—7—1916.
Kære bror og svigerinde!
Det er altså fødselsdag, men en urolig. Har været her en god dag, nu går det videre. Vi er i nærheden
af Cambrai, og vi kom* mer jo nok til offensivpladsen. Post får vi ikke, og vor sendes heller ikke
hjemad, så I får
nok heller intet.
Vil nu prøve at sende
dette med en anden. I
kan
jo
sige besked i Stursbøl.
Kun dette i hast.
.
Kærlige hilsner.
Feter.
Søndag d. 23. Juli 1916.
Kære bror og svigerinde!
Ja så er vi jo havnet her, hvor jeg antog det vilde omtrent blive, ca. 4 km nord for Bapaume, i en by,
der hedder Sapignies. Her ligger vi i en lade, men det varer jo nok ikke længe, inden vi skal længere
frem. Hele natten har der været trommeild, så sovet har vi næsten ikke, men vi slap dog for at være
med i det denne gang. Det er jo et galt sted at komme hen, men måske kan det også blive vor lykke.
Ingen ved jo, hvor der er bedst. Post har vi ingen fået af i 5 dage, og jeg venter meget efter den,
særlig da der sikkert er en del pakker, som gerne skulde spises. Fødselsdagen var jo lidt urolig, men
vi samledes alligevel en 12—14 kammerater om aftenen, da vi var kommen i kvarter, og fik os et
par flasker vin. Når vi skal forud, siges der, at vi skal have madvarer med til 4 dage, da ingen kan
komme derud. Skrive kan vi jo heller
121
ikke, så I må ikke undre jer, når der går mange dage, uden at I hører fra mig. Bedst var det jo nok,
om man kom lykkelig over kanalen, men det er jo heller ikke let.
Mange kærlige hilsener.
Eders hengivne Peter.
Warlencourt d. 28. Juli 1916.
Kære søster og bror!
Hjertelig tak for jer fødselsdagshilsen og for Margrethes brev, som jeg alt modtog i går. Ja, så er
Hans jo kommen hjem, blot jeg nu også kunde komme hjem en 3 uger eller noget mindre, men der
er jo slet ingen udsigt til sligt, da alt er stoppet. Har endnu ikke hørt noget til, om ansøgningen er
kommen herned, men selv om den er det, hjælper det nok ikke. Skulde orloven komme i gang igen,
skal vi se at have en ansøgning straks sendt hertil. — Vi har her gennemgået nogle hårde dage. Den
25. Juli er den sværeste dag, jeg har oplevet, og jeg vilde ikke gerne gøre det om igen. Vi lå tilbage i
reserve og måtte om formiddagen frem til forstærkning over åben mark igennem en forfærdelig
spærreild.
Hele dagen og natten lå Jørgen Lenger og jeg i et granatshul og kunde hverken komme frem eller
tilbage, men det gik jo dog godt. Men let er det ikke at sidde der og være belavet på at blive ramt
hvert øjeblik. Jørgen Lenger fik et let sår på venstre hånd, så meget, at han kom bort og er dermed
fri i nogen tid.
Vi mistede mange folk, også en del af vore egne. — Tak for de pakker, jeg har fået. Æg tror jeg
ikke, I må sende foreløbig, da vi her i stillingen ikke har dækninger eller noget som helst, og rigtig
tilbage i ro kommer vi nok ikke, inden vi bliver helt afløste, og det kan jo gerne vare længe.
Gid dog det hele snart havde en ende, men der er jo endnu lange udsigter. Man bliver så træt af det
hele. Det tager både på sjæl og legeme sådanne dage. Nu er der dog lidt mere ro, og fors håbentlig
bliver det ved. Har haft kort fra fætter Kresten. Han har det godt og mener at komme hjem sidst i
August. Vejret er jo sikkert godt nu hos jer. Det er det her. I kan så vist få det sidste hø bjerget og
roerne renset.
Mathias er hurtig kommen ud af det. Det er godt for ham. Blot de nu må få lykke til at holde sig
borte fra fronten i lang tid. Hils dem alle der henne. Modtag selv mange kærlige hilsner fra
Eders Peter.
122
Warlencourt d. 28. Juli 1916
Hjærtelig tak for dit kære brev af 23/„ som jeg modtog igår aftes. — Vi er altså kommen hertil og
har været forude i 5 dage. Vi ligger ved en by, der hedder Courselette, omtrent ved vejen mellem
Albert og Bapaume, et meget galt sted. Den 25. om formiddagen fik vi, mens vi lå lidt tilbage i
reserve, ordre til at rykke forud til forstærkning, da englænderne vilde igennem. Vi måtte derved
over åben mark og blev modtagen af en forfærdelig spærreild, og mange nåede aldrig forud. Når jeg
tænker tilbage på denne dag, forstår jeg næsten ikke, at jeg kom godt fra det. Et par gange slog de
svære granater ned i nærheden, så jeg blev halvt begravet af jordmasserne, men fik alligevel intet af
granaterne. Kun gik der en stump gennem min
rygsæk og ødelagde en del pakker, som
jeg
havde der. Forude
så
det forfærdelig
ud. Jørgen Lenger og jeg
kom ned i et granathul, hvor vi søgte dækning, så godt det lod sig gøre, mod den forfærdelige ild,
der blev værre og værre. Vi vovede os ikke derfra inden den næste morgen kl. 4, og dog kunde vi
lige så let blive ramt der. Du kan tro, det var ikke behageligt at sidde dær i 20 timer og hvert øjeblik
være belavet på at blive ramt. Det tager på nerverne, og legemet lider jo også, da vi jo slet intet
spiser, kan ikke. Dog vi slap jo Gud ske lov godt ud af det. Ja, Jørgen fik en lille skramme på
venstre hånd, så meget, at det lykkedes ham at komme bort dermed. Det er jo godt for ham, så er
han da ude af det en lille tid. Vi mistede omkring ved 80 mand i kompagniet den dag, og blandt dem
er der ikke så få af vore egne. Ja, krigen er grusom, og når troen på en levende Gud og Frelser ikke
var så stærk, at den kan føre gennem alt, kunde man godt fortvivle i denne elendighed. Trods alt det
tunge og triste kan jeg ikke lade være med at håbe og bede om at måtte blive bevaret, få lov til at
vende sund og rask hjem. — Mens jeg lå derude, havde jeg
imellem en følelse af, at du var ganske nær. Jeg tror, du har tænkt meget på mig den dag, ja vist
også bedt for mig — husker du det? Hvis jeg får lov til at komme hjem, gid jeg da så må få lykke.
til at leve livet sådan, at det må blive en tak til giveren.-------------Å, du, blot fremtiden var lidt sikker — men med Guds hjælp håber og venter vi det bedste.
Hans Detlefsen
er
kommen hjem på 4 ugers orlov. Du må
hellere. se at tage
derhen også, nu i
denne tid. Blot jeg så også
123
kunde komme hjem, men dærtil er der jo ingen udsigter, selv om der er en ansøgning for mig
undervejs.
Imorgen er det fars fødselsdag. 70 år vilde han have været, men nu er det allerede 6 år, siden han
døde. Den 6. August er det mors, 63 år, men også hende har vi måttet savne i over 7 år. — Godt at
vi har de to i Sommersted.
Kærlige hilsner og Gud i vold.
_
,
Din hengivne Peter.
Skyttegraven d. 30. Juli 1916.
Så er vi havnet hernede i det urolige hjørne ved vejen Bapaume-Albert og har stilling mellem
Poziéres og Courselette. Førstnævnte by tog englænderne, dagen før vi kom hertil, og det var jo nok
meningen, at vi skulde tage den tilbage, men det blev der ikke noget af. Vi havde arbejde nok med
at holde dem ude af graven. 3 gange var de der den første dag, og det kostede os mange folk, også
af vore egne. For tiden ligger vi 2—3 km bag fronten i en ny grav, og her har vi det udmærket, efter
hvad vi nu er vant til. For blot vi er fri for at være i ilden, er vi godt tilfredse med at ligge i en åben
grav dag og nat. Vi bliver mere nøjsomme, stiller ikke så store krav til bekvemmeligheder,
opvartning og lignende, og I vil sikkert finde, når vi får lov til at vende hjem, at vi er bleven
nemmere at omgås, I kan meget lettere gøre os noget tilpas. — Det er vel nok lidt af det gode,
krigen fører med sig, men dette lille, selvom det er en hel del mere, forsvinder helt ved siden af alt
det onde, krigen forvolder. — Der var vel nok en del, der ved krigens udbrud mente, at den vilde
virke forædlende på slægten, kalde på alle gode kræfter til kamp mod det onde. Men de er bleven
slemt skuffet, alt er gået den modsatte vej, og det er vel længe siden, folket har været så langt nede,
som det er nu. — Krigen, sådan som den føres nu, stiller ikke det mindste krav til det gode i et
menneske, ikke engang „mandemod". Det svære artilleri gør det hele, og vi — ofres. —
Der er endnu tåge over egnen, men om kort tid vil den forsvinde, og så har vi de engelske flyvere
over os. Det gælder da om ikke at lade sig se, for opdager de først, at graven her er besat, vil vi
sikkert blive beskudt. — Forude er der næsten altid trommeild. Hver nat angriber englænderne, og
det koster mange på begge
124
sider. I aften skal vi nok atter forud — hvordan mon det vil gå? — Ja, vi håber med Guds hjælp det
bedste. — Valdemar L. er jo ved 84—6. kompagni. De er her omtrent samme sted som os, men jeg
har endnu ikke truffet ham. Det er ikke så let under vore fors hold. Blot det hele dog snart havde
ende, eller at vi i det mindste måtte komme herfra, men ingen af delene er der stor udsigt til. —
Mange hilsner sendes dig, Minna, Marie og Jørgen og alle be*
kendte.hengivne Peter 0.
Skyttegraven d. 31. Juli 1916.
Kære Hans!
Mange tak for dit og Margrethes brev. Du er altså hjemme i 4 uger, og jeg kan godt forstå din glæde
derover. Du kan da komme lidt ud af denne krigstummel og atter føle dig som menneske, føle, at
livet er værd at leve, ja, trods alt, rigt og godt.
Man trænger til at komme lidt bort fra dette en gang imellem. Denne krigslarm og stanke, den tager
slemt på livstanken og særs lig livsglæden. Når man, som vi nu i øjeblikket, ligger på et så udsat
sted, mærker man tydeligt, hvordan alt synker ned. Overanstrengt er vi jo, og særlig lider nerverne
og sjælen i alt dette skrækkes lige. Man bliver næsten bitter og får allehånde tanker. Men det er vel
det værste, der kan ske. Vi må øve os i tålmodighed, lære at give os fuldt hen i Guds varetægt, og
kan vi det, da får vi vel også nok lært, at „som dagene er, skal også din styrke være“. —
Vi ligger her ved byen Poziéres, den by, der daglig nævnes i beretningen. — Forude er der næsten
ingen grav. De svære gras nater har jævnet alt, og de sparer ikke på dem, også 38 cm bruges der,
men dog mest efter batterier. Uafbrudt næsten trommes der løs på gravene. Særlig om natten er det
galt, da angribes der som regel et par gange. Folk, der har været ved Verdun, siger, at her er det
meget værre, og noget er der måske om det, da forbitrelsen er større på begge sider. — Hvor længes
man efter fred, men den kommer vist ikke så snart. Blot vi endda måtte komme herfra, men dertil er
der heller ingen udsigt, da vi nu får forstærkning for de tab, vi har haft. I aften skal vi atter forud, og
det i 3 dage. Blot de var vel overstået. Det giver vist ikke meget til føden i den tid, og søvn får vi
nok heller ikke. Værst er det, at de sårede næsten ikke kan komme tilbage, og sørgeligt er det med
de mange døde,
125
der ligger der og ikke kan blive jordet. Der er ingen tid dertil, ingen ro. Jeg havde jo en gang håbet
at komme hjem i høsten, men det bliver nok ikke til noget, da al orlov er standset her. Det kunde
ellers have været dejligt, om jeg kunde komme hjem, medens du var hjemme. Det er nu 2 år siden,
vi rigtig har holdt snak sammen, og der er jo passeret meget siden da, så vi har meget at tale om, når
det engang må blive os forundt at komme sammen. Det bliver sikkert heller ikke til vinter, vi
kommer sammen på skole. Tiden går, men får vi ellers lov til at komme godt igennem alt, tror jeg
ikke, det bliver et hul i vor udvikling.
Lev nu rigtig vel, og mange kærlige hilsner sendes dig, Margrethe og jer alle.
Dm heng. Feter.
31. Juli 1916.
Så har vi jo næsten fået de to år fulde og skal til at begynde på det tredie. — Vil det blive fuldt?
Blodigt vil det ialtfald blive. I aften går vi forud. Gud hjælpe os til at komme godt herfra.
Kærlige hilsner.
Peter.
Det er Peter Østergårds sidste hilsen. Om de sidste dage af hans liv og om hans død fortæller
kammeraterne: Natten mellem den 31. Juli og den 1. August måtte de ud i forreste stilling omtrent
midt imellem Courselette og Poziéres. Da Peter Østergård på vejen derud løb forbi nogle
landsmænd, råbte han: „Bed for os, for nu kan vi ikke mere“.
Sammen med ham var 3 andre nordslesvigere: Rasmus Nissen fra Lendemark, Hans Schultz fra
Hejsager og Asmus Jessen fra Årup. De lå „i et lille fortvivlet gravstykke. Forfra fik de
håndgranater og fra flanken maskingeværild. Det var gået godt til den tredie dags eftermiddag. Da
blev Peter Østergård og Rasmus Nissen truffen af en håndgranat, Peter Østergård i hoved og hals.“
Han var død med det samme. Rasmus Nissen døde af sine sår et par dage senere. Asmus Jessen blev
såret samme dag. Hans Schultz slap uskadt tilbage efter at have været halvvejs begravet af
jordmasser. Det blev ham, der kom til at sende meddelelsen hjem om Peter Østergårds død. I et brev
fra ham hedder det: „Det
126
bliver strengt nu. Nu er også Peter Østergård falden." Hans hustru havde nogle uger senere en
mærkelig drøm: Hendes mand kom til hende og sagde: „Nu kan du tro, jeg har fundet Peter
Østergård." Få dage efter fik hun bud, at hendes mand, Hans Schultz, var falden samme nat.
Om Peter Østergårds grav ved vi intet. Englænderne tog skyttegraven. Hvis han ikke allerede da var
begravet i den, har han vel fået sit sidste hvilested i en fællesgrav bag den engelske front, en ukendt
soldat blandt tusinder andre af verdenskrigens faldne.
.
127
Jeppe Østergaard fra Stursbøl gjorde krigstjeneste ved 5. grenadérregiments 2. kompagni på
Østfronten.