6 INFORMATION ONSDAG 9. OKTOBER 2013 ’Det er jo hamrende belastende at arbejde med så sårbare mennesker’ I 13 år arbejdede Marina Törnqvist med misbrugere, og undervejs blev hun dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. Dertil kom alle truslerne. Men trods den gentagne vold har det været vanskeligt for hende at dokumentere sin sag, da ingen af episoderne blev indberettet Af Naja Dandanell M arina Törnqvist er 53 år. Om natten sover hun maksimalt tre timer. Kroppen er urolig, og det samme er hovedet. Om dagen smuldrer tiden, for Marina har svært ved at overskue de daglige gøremål. Hendes yngste datter på ti år skal i skole og have smurt madpakke. Bare det at komme op til tiden kan være svært nok. Marina lider af posttraumatisk stresssyndrom, og hun har fået erstatning for varig psykisk mén. Den 10. september i år fik hun tilkendt førtidspension. I 13 år arbejdede hun på det, der tidligere hed Rabs, Roskilde Amts Behandlingscenter for Stofmisbrugere. Et værested, hvor misbrugerne havde en ny adfærd, hver gang de kom – alt efter hvilke stoffer de har taget – og hvor utilregneligheden altid holdt Marina og hendes kolleger i et fast beredskab. »Når de er så udadreagerende, varsler de jo ikke, hvad de har tænkt sig at gøre,« siger Marina. Som hun sidder der i sofaen og reflekterer over et mere end barsk arbejdsliv med Chai-te på kanden og en duft af nybagt kanelkage, ligner hun ikke en, der mangler overskud. Men Marina har det med at tabe tråden. Hænderne ryster en smule, når hun genfortæller de værste oplevelser, og kagen skyldes nu bare, at Marinas datter skulle have kage med i skolen, »og så må jeg tage mig sammen, selv om det er en af de dage med migræne. For min sygdom skal jo ikke gå ud over mine børn,« siger hun. På en måde ser det ikke godt ud for Marina. For episoderne med vold og trusler har sat sig som smerter i både hoved og krop, men hun kan hverken tåle lykkepiller eller migrænemedicin. Pistolen for panden En erhvervssygdom er en sygdom eller lidelse, som skyldes arbejdet eller de forhold, som arbejdet er foregået under. For at få anerkendt en erhvervsbetinget sygdom skal den være opstået på grund af påvirkninger på arbejdet. Sagt på en anden måde, så må det ikke være overvejende sandsynligt, at sygdommen skyldes andre forhold end arbejdet. For at klarlægge, om det er tilfældet, bruger Arbejdsskadestyrelsen registreringer om vold som dokumentation. Og det er noget af et paradoks: Mens der ikke er nogen krav om, at arbejdspladserne skal registrere episoder med vold eller trusler, stilles der krav om dokumentation, hvis man senere får en erhvervsbetinget sygdom. I Marinas tilfælde var der ingen dokumentation at hente, for forholdene på hendes arbejdsplads var lettere kaotiske, og der var ingen på værestedet, som havde overskud til at påtage sig den ekstra opgave, der ligger i at indberette voldsepisoder til Arbejdstilsynet. Derfor blev det temmelig problematisk for hende at få anerkendt en erhvervssygdom. To gange fik hun afslag. Først da hendes sagsbehandler fik hende overtalt til at skrive om Så truede han ❝ mig med at gøre noget ved mine børn. Og det er faktisk første gang, det egentlig går ind og gør mig noget Marina Törnqvist Socialpædagog og førtidspensionist situationerne, som han kalder »helt ekstreme«, skete der noget. Vidner i form af tidligere kolleger og chefer blev hentet frem i takt med, at episoderne dukkede op i Marinas hukommelse. Der var episoden med pistolen for panden, hvor en bruger af værestedet ville have Marina til at sørge for mere medicin. »Kroppen er som gelé bagefter«, skriver Marina i sine optegnelser. Der var episoden med askebægeret, der ramte Marina i hovedet og fik alting til at lyde meget lavt bagefter. »Efterfølgende pumper adrenalinet rundt i hele min krop,« skriver Marina. Der var episoden med stor tumult og spyt i øjnene, hvor Marina blev stukket med en kanyle, hvis ejer havde hiv. Men det var først senere, Marina for første gang oplevede at blive bange »sådan helt indeni«. Lagkagebunden I julen 1998 ville Marina og hendes kolleger holde en julefest for værestedets brugere. Der skulle hygges om dem på ’lagkagebunden’, som Marina kalder de socialt udsatte: »Sådan nogen, hvor der slet ikke er no- INFORMATION ONSDAG 9. OKTOBER 2013 7 POLITIK Marina lider af posttraumatisk stresssyndrom på grund af sit job. I 13 år arbejdede hun med misbrugere og blev dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. I dag er hun på førtidspension. Foto: Tor Birk Trads get flødeskum, men bare ren bund«. Til julearrangementet blev der pyntet juletræ, og nedenunder lå pakker med deodoranter og shampoo. »Betingelsen for at få en gave var, at de dansede om juletræet,« fortæller Marina. »Og det er lige før, jeg tuder nu, hvor jeg fortæller det, for hvordan har jeg kunnet byde dem det? Sådan nogle mennesker kan jo slet ikke holde julen ud overhovedet, men det var jeg ikke klar over dengang. De savnede deres familier og deres børn. Så jeg fik dem jo virkelig til at overskride nogle grænser ved at danse om juletræet.« I løbet af aftenen blev der uddelt en flidspræmie i form af tre viskestykker. »Hvor harmløst, troede vi. Hold da kæft,« siger Marina og slår lidt på højre hånd med venstre hånds pegefinger. Som for at stoppe håndens sitren. Flidspræmien gik ikke til ham, der følte sig mest fortjent til den. Og derfra gik det galt. Lynhurtigt udviklede det sig til tumult, og fire af stedets brugere gik amok og smadrede det meste af inventaret. De blev bortvist og fik seks måneders karantæne. »Der var vi selv med til at skabe en konflikt ved simpelthen ikke at have tænkt os om,« siger Marina. Men tiden efter blev lige så slem for hende som for de bortviste brugere. Ham, der følte sig forbigået, ringede syv gange på Marinas arbejdstelefon og truede hende med, at »han nok skulle få ram på hende, fordi han vidste, hvor hun boede«. Nogle uger senere opsøgte brugeren Marina på værestedet. »Jeg hørte ham, mens jeg sad på mit kontor ovenpå, og så tænkte jeg: Fuck. Mit kontor var nemlig så smart. Der var ikke nogen nødudgang.« Selv om brugeren farede rundt, følte Marina sig beskyttet af, at »han inderst inde var en stakkels frustreret sjæl«. »Men så truede han mig med at gøre noget ved mine børn. Og det er faktisk første gang, det egentlig går ind og gør mig noget.« Efter episoden gav Marina instrukser til sine børns skole om, at det kun var hende, der måtte hente dem. Hun fik også hemmelig adresse og hemmeligt telefonnummer. I 2008 blev Marina kronisk syg: Hun vågnede med smerter i hele kroppen og kunne ikke rejse sig. Alligevel er hendes erhvervssygdom først i 2013 blevet anerkendt som en ’uspecificeret belastningsreaktion’, så hun kunne få sin førtidspension. »Set i bakspejlet skulle jeg nok være stoppet efter de første fem år. Det er jo hamrende belastende at arbejde med så sårbare mennesker.« [email protected] Mangelfuld registrering af vold mod socialarbejdere Selv om mange grupper af offentligt ansatte oplever vold som en del af arbejdet, er det umuligt at få et overblik fra Arbejdstilsynet over, hvor mange skadesanmeldelser fra arbejdspladserne der skyldes vold. Det har store konsekvenser, når sager om erhvervssygdomme skal rejses Af Naja Dandanell D et kan få store følger for de ansatte, der arbejder med udadreagerende mennesker som psykisk syge, misbrugere eller demente, at Arbejdstilsynet ikke gør det muligt at anmelde, når en arbejdsulykke skyldes vold. Det betyder, at det efterfølgende er umuligt at se, om et hold i ryggen skyldes et fald på et glat gulv i et slagteri eller et skub fra en psykisk syg. Og det har store konsekvenser for de ansatte, der arbejder med sårbare mennesker. Her er volden en del af arbejdsdagen, og hvis de ansatte senere hen får mén, kan det blive yderst vanskeligt for dem at få anerkendt en erhvervssygdom. Sådan lyder kritikken nu fra Socialpædagogernes Landsforbund. »Der er et kæmpestort mørketal i den registreringspraksis, vi har. Det er ikke til at se, hvad der er hvad,« siger formand Benny Andersen. Indrapporteringerne er vigtige i de tilfælde, hvor længere tids oplevelser gør medarbejderne syge – f.eks. ved nedslidning eller ved udvikling af posttraumatisk stress på grund af voldsomme episoder. Her bruges indberetningerne til at dokumentere, at sygdommen rent faktisk skyldes arbejdet, og derfor opfordrer Benny Andersen myndighederne til at ændre på praksissen. »Hvis det viser sig senere, at vedkommende får en skade af en slags, har vi ganske svært ved at påvise årsagen til det og dermed ved at rejse en sag,« siger han. Især socialpædagogerne har et belastet arbejdsmiljø, hvor de ansatte er nødt til altid at være i beredskab over for udadreagerende borgere. Ifølge en nylig undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har 38 procent af de adspurgte socialpædagoger været udsat for vold inden for de seneste 12 måneder – og 47 procent har i samme periode været udsat for trusler. »Vi ved, at vi er inden for et arbejdsområde, hvor der er den type risiko, og så er det også vigtigt, at vi får det rigtige overblik over volden,« siger Benny Andersen. Netop på grund af den store risiko for vold, som mange offentligt ansatte udsættes for, lancerede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge en voldspakke, der skal gøre det nemmere at forebygge og håndtere vold og trusler om vold på landets arbejdspladser. »En god idé,« lød det fra flere organisationer, men Benny Andersen mener dog ikke, at en forebyggelsespakke kan tilvejebringe en målrettet indsats mod vold, så længe der ikke eksisterer en samlet registrering af voldsepisoderne. Mangler indberetningskultur Der er ingen krav om, at voldsepisoder på arbejdspladserne skal registreres hos Arbejdstilsynet. Og der er heller ingen regler for, hvordan arbejdspladserne internt skal registrere episoder, hvor de ansatte har været udsat for vold og trusler. Af den grund er der opstået forskellige procedurer for indberetning, men ingen faste retningslinjer. Socialpædagogernes formand mener, at »der er alt for få af voldsepisoderne, der bliver indberettet og registreret«. Nogle arbejdspladser har bide/ kradseskemaer, som udfyldes og lægges i en mappe, der ikke behøver at arkiveres. Andre skriver episoderne i borgernes journaler eller dagbøger, og det er efterfølgende vanskeligt at få adgang til dem, fordi de indeholder fortrolige oplysninger. Men fælles for de forskellige fremgangsmåder er, at de ofte forbliver interne på arbejdspladsen og ikke ryger videre til Arbejdstilsynet. »Det er et generelt problem, at der ikke er nogen fast registreringspraksis. Og det kan ikke hjælpe noget, at hver enkelt arbejdsplads opfinder sit eget lille system – der skal være nogle bestemte procedurer. Myndighederne er nødt til at sørge for, at registreringerne ikke forsvinder ud i det blå, når der skal tilkendes erstatning,« siger Benny Andersen. Billedet er det samme i ældreog hjemmeplejen, hvor der ifølge arbejdsmiljøkonsulent i FOA, Charlotte Bredal, »er en meget stor Det bliver en ❝ normaltilstand, at man bliver slået på. Og når det er en normaltilstand, får man det ikke rigtig registreret ude på arbejdspladserne Pia Winsløw Arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund underrapportering«. Hun peger på, at mange ansatte ikke anmelder voldsepisoder, selv om de burde, fordi ’borgeren ikke kunne gøre for det’. »Det hænger sammen med fagligheden. Mange synes, at det er svært at indrapportere om vold, hvis den er begået af nogle borgere, man følger tæt i sit arbejde og har et godt forhold til. Der kan man let komme til at synes, at det er én selv, der har gjort noget forkert i situationen, og så kan man ikke lide at indberette det,« siger Charlotte Bredal. Hun kan godt forstå, hvorfor de ansatte undlader at indrapportere, »men det er bare rigtig vigtigt, at ledelsen sender et klart signal om, at episoder skal anmeldes, så det bliver muligt at få et overblik over voldens omfang i forhold til en eventuel erstatningssag, hvis man siden får en erhvervsbetinget sygdom«. Særligt slemt står det til for de mennesker, der udsættes for vold eller trusler, mens de arbejder alene. Socialpædagogernes Landsforbund vurderer, at 10-20 procent af alle erhvervssygdomssager falder på jorden på grund af alenearbejde, fordi sagerne ikke kan bevises uden vidner. Efterlyser centralt register En yderlige årsag til den manglende indrapportering skyldes, at den voldelige adfærd bliver mere og mere accepteret, fortæller Pia Winsløw, arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund. »Det bliver en normaltilstand, at man bliver slået på. Og når det er en normaltilstand, får man det ikke rigtig registreret ude på arbejdspladserne.« Derfor efterlyser socialpædagogerne et register, hvor voldsepisoderne kan kategoriseres og lagres. »Der mangler et centralt register, og der kunne man sige, at Arbejdstilsynet ville være ideelt, men i og med at de mangler en registreringsrubrik, hjælper det ikke at indberette det til dem, fordi det ikke vil blive registreret som vold,« siger Pia Winsløw. Hos Arbejdstilsynet anerkender kontorchef Jens Skovgaard Lauritsen problematikken. »Vi vil overveje, om der er mulighed og behov for at registrere helt eksplicit, når det handler om vold, så mulige voldstilfælde ikke gemmer sig under andre kategorier, og så vi får så præcist et billede af omfanget som muligt,« skriver han i en mail. Arbejdstilsynet mener dog, at indberetningerne ikke samlet set må blive så omfattende, at det går ud over datakvaliteten. »I den sammenhæng er det vigtigt at have fokus på, at procedurer for at anmelde ikke bliver for lange, komplicerede eller giver unødig risiko for fejl og misforståelser,« skriver kontorchef Jens Skovgaard Lauritsen. [email protected] FAKTA Anerkendelse af erhvervssygdomme • For at få erstatning og andre ydelser som følge af en sygdom, skal Arbejdsskadestyrelsen anerkende sygdommen som en arbejdsskade. • Der er to forskellige veje til anerkendelse: Enten ved at sygdommen står på fortegnelsen over erhvervssygdomme, eller ved at Erhvervssygdomsudvalget indstiller, at sygdommen udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art. • Sygdommens eksistens skal være dokumenteret. Derfor henter Arbejdsskadestyrelsen oftest en speciallægeerklæring til sagen. Desuden skal belastningerne være dokumenteret. • Hvis arbejdsgiveren bekræfter episoderne om vold lægges beskrivelsen af belastningerne til grund. Er arbejdsgiveren uenig i beskrivelsen af belastningerne, vil Arbejdsskadestyrelsen forsøge at afklare belastningerne ved indhentelse af vidneerklæringer. Er det ikke muligt, vil sagen ikke kunne anerkendes, da belastningen ikke kan dokumenteres værende fra arbejdet. Registreringer er forsvundet ■ I forbindelse med kommunalreformen og oprettelsen af de fem regioner blev mange af de gamle amtslige arbejdspladser overtaget af nye kommuner, og nogle arbejdspladser blev overdraget til regionerne. Under denne omstrukturering forsvandt et meget stort antal registreringer af voldsepisoder på arbejdspladserne. »I mange arbejdsskadesager oplever vi, at det er meget vanskeligt at fremskaffe dokumentation for voldsepisoderne på arbejdspladserne. Registreringerne er tilsyneladende gået tabt i forbindelse med kommunalreformen. De har formentlig registreret hændelserne ude på arbejdspladserne, men nu er de forsvundet,« siger Pia Winsløw, arbejdsskadekonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund.
© Copyright 2024