Nøglehullet er et godt brand Bente Lytje driver den nøglehulscertificerede cateringvirksomhed B/Lunch. Maden, der skal bringes ud, tilbereder hun i køkkenet hos virksomheden Bording, hvor hun også har ansvaret for kantinen. På den måde får både Bordings medarbejdere og de mange cateringkunder glæde af den nøglehulsmærkede mad, og Bente kan tydeligt mærke, hvordan Nøglehullet har tilført firma og kantine merværdi. ”Med Nøglehullet kan jeg gå ud og dokumentere, at vi laver sundere mad, og på den måde differentierer vi os fra andre cateringvirksomheder. Det er en af grundene til, at jeg har valgt at blive nøglehulscertificeret. Nu kan jeg bevise, at det, vi gør, er rigtigt, for det lever op til Nøglehullets krav,” fortæller Bente Lytje, der både er kok og tjener og har arbejdet i branchen i 30 år. Hendes cateringfirma har for nylig fået en ny kunde, blandt andet fordi det kunne vise det grønne Nøglehul frem. Det er dog ikke alle Bentes kunder, der får Nøglehullet med, selvom de får leveret det samme mad. Der er nemlig stadig et par logistiske udfordringer i at bringe den nøglehulsmærkede mad ud. For eksempel at der skal følge en person med ud til leveringsstedet, der kan vejlede omkring kosten. ”Ønskescenariet er, at mit cateringfirma får mulighed for at bringe nøglehulsmærket mad ud til alle de kunder, der ønsker det. For reelt set, så er det jo den samme mad, vi serverer til alle cateringkunderne. Jeg er ikke i tvivl om, at Nøglehullet er vildt godt og tilfører mit firma merværdi,” siger Bente Lytje og fremhæver, at maden ikke er blevet dyrere, selvom den er blevet sundere. Grøn salat er ikke nok Udover at Nøglehullet er et godt brand, så ser kantinelederen det også som sit ansvar at tilbyde sine kunder et sundere måltid, og det er mærket med til at sikre. Især er hun glad for, at Nøglehullet lægger vægt på helhedsperspektivet og den samlede måltidssammensætning. ”Kunderne efterspørger mere og mere sund mad, men i dag siger alle, at de sælger sund mad. Derfor er det godt, at Nøglehullet stiller nogle konkrete krav til, at maden skal være ernæringsrigtigt sammensat. For du kan jo ikke bare spise en grøn salat og så tro, at du er sund. Det handler om helheden. Man skal spise lidt kød, nogle kulhydrater og så selvfølgelig en masse grøntsager. Det er det, jeg godt kan lide ved Nøglehullet,” forklarer Bente Lytje. Kontakt Bente Wolf Lytje på tlf. 23 48 94 46 eller e-mail: [email protected]
© Copyright 2024