1. No category

nr. 5 / oktober 2013 - 75. årgang
magasin for mindretal, sprog og kultur
ERLING JEPSEN OM SØNDERJYLLAND:
DEN, MAN ELSKER,
TUGTER MAN
MÅSKE SKULLE MAN BYGGE ET
AVISHUS PÅ GRÆNSEN
FINSKE ROSA LIKSOM OM DET
BETÆNDTE KULTURMØDE
2
nr. 5 / oktober 2013
INDHOLD
DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN
Forfatteren Erling Jepsen er i år aktuel med romanen
“Den sønderjyske farm”, der hyldes af både kritikerne
og de menige læsere. “Jeg elsker det land, og den, man
elsker, tugter man. Det er en uafsluttet kærlighedshistorie, der aldrig er lykkedes”, fortæller han i et åben
åbenhjertigt interview med GRÆNSEN.
SIDE 4
VERDEN ER SÅ LILLE, OG JORDKLODEN SÅ ÅBEN
Finske Rosa Liksom er vokset op i grænseområdet mellem Finland og Sverige på den finske side
i Lapland. Hun deltog for nylig deltog i Grænseoverskridende Litteraturfestival, der i år blev af
afholdt for fjerde gang i træk i både Sydslesvig og Sønderjylland. GRÆNSEN var med i Flensborg
til en snak om hendes nye bog og om grænselandenes udfordringer.
SIDE 10
MÅSKE SKULLE MAN BYGGE
ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN
Flere artikler på tysk i Flensborg Avis. Der
Nordschleswiger kan ikke vedblive at udkom
udkomme som trykt avis. Og begge aviser skal skrive
kritisk om de mindretal, de repræsenterer.
Både Flensborg Avis og Der Nordschleswiger
skifter chefredaktører i år. Mød de nye stærke
mænd på de to mindretalsaviser.
SIDE 14
LÆS OGSÅ
SIDE 20 DOMSTOL FASTSLÅR: SSV’S MANDATER ER GYLDIGE
SIDE 21 SPANIEN: FODBOLD OG SEPARATISME
SIDE 22 SLESVIG I GRÆNSELANDENES EUROPA
SIDE 24 GEORG BRANDES: “SØNDERJYLLAND UNDER PRØJSISK TRYK”
SIDE 26 BØGER
SIDE 30 KORT NYT
WWW.GRÆNSEN.DK
NYHEDER, AKTUALITET OG DEBAT
nr. 5 / oktober 2013
LEDER
OMKRING EN SPÆRREGRÆNSE
Af Finn Slumstrup, formand
Med spænding har vi hen over sensommeren fulgt sagen ved landsforfatningsdomstolen i Slesvig-Holsten om legitimiteten af Sydslesvigsk Vælgerforenings
placering som det danske mindretals parti
og samme partis fritagelse for landets 5%-spærregrænse.
Sagen var så eklatant politisk, at det var svært for alvor at
forestille sig, at SSV’s position ville blive anfægtet, når domstolen omsider afsagde sin kendelse den 13. september. Det
skete da heller ikke, og dagen efter kunne SSV holde landsmøde i positiv stemning, hvor Flemming Meyer blev
næsten enstemmigt genvalgt som formand. Men
dermed er diskussionen desværre ikke afsluttet.
Landsforfatningsdomstolen skulle tage stilling til, om der faktisk findes et dansk mindretal
i Sydslesvig, og om SSV i så fald kan siges at være
dette mindretals politiske talerør. I begge tilfælde
fastslog domstolen enstemmigt, at sådan forholder
det sig.
Denne afgørelse var nok i virkeligheden forventet
af alle. Derfor havde klagerne da også forberedt en
tilbagefaldsposition, hvor man sagde: Såfremt det
virkelig forholder sig sådan, at SSV er det danske
mindretals parti og fritaget for spærregrænsen på 5%, så kan
denne fritagelse kun gælde for det første mandat. Et mandat
vil nemlig sikre, at SSV kan blive hørt i Landdagen og fremføre sine synspunkter.
Som bekendt opnåede SSV ved det seneste valg den 6. maj
i fjor 4,6% af stemmerne og dermed tre mandater. Efter
klagernes mening skulle de sidste to mandater altså fratages
SSV og i stedet gives til CDU og FDP – hvilket ville medføre,
at Torsten Albig-regeringen med dens sammensætning af
Socialdemokrater, De Grønne og SSV ville miste flertallet!
Også denne klage blev afvist af Landsforfatningsdomstolen.
Men det skete kun med et flertal på fire stemmer imod tre.
Tilsyneladende har dette udfald virket inspirerende på
klagerne fra CDU’s ungdomsorganisation, Junge Union. Da de
kristelige demokraters ungdomsafdeling holdt landsmøde et
par uger efter dommen, fastslog man i en udtalelse, at Junge
Union ikke tvivler på, at det danske mindretal eksisterer, og
naturligvis accepterer Junge Union dommen fra forfatningsdomstolen.
På den anden side fastholder man synspunktet, at SSV har
ret til “et grundmandat”, men at yderligere mandater som
følge af fritagelsen for spærregrænsen medfører “grove forvrængninger af vælgernes vilje.” Denne utilfredsstillende situation bør Landdagen nu få fjernet ved at lave valgloven om!
Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det største demokratiske problem i hele denne sag er den meget høje spærregrænse
på de 5%. Den er indført for at gøre det vanskeligt for fløjpartier eller grupper med alle mulige særlige synspunkter at
komme ind i de politiske beslutningsfora. Men ved valget til
Det største demokratiske
problem i hele denne sag er
den meget høje spærregrænse på de 5%
Forbundsdagen den 22. september oplevede Tyskland ikke
blot, at næsten 30% af de stemmeberettigede – svarende til
17,5 millioner mennesker – blev hjemme på sofaen. Man
oplevede også, at blandt dem, der afgav deres stemme, kunne
hele 13% efterfølgende konstatere, at det parti, de havde stemt
på, ikke kom over de 5%. Det vil altså sige, at den nye Forbundsdag i Berlin i virkeligheden kun er valgt af cirka 58% af
befolkningen.
Man kan vanskeligt forestille sig andet, end at der i den
kommende tid vil komme en varm debat om det politisk og
demokratisk forstandige i at fastholde en så høj spærregrænse som 5% i vort sydlige naboland.
3
Foto: Polfoto/Adrian Joachim
4
nr. 5 / oktober 2013
DEN, MAN ELSKER, TUGTER MAN
Det er ikke altid, at forfatteren Erling Jepsen tegner det smukkeste
billede af Sønderjylland, og ofte er det pløre og pædofili, der fylder i
hans romaner. Men der er så meget mere i dem, mener han selv og taler
om lige så meget kærlighed som had til Sønderjylland. “Jeg elsker det
land, og den, man elsker, tugter man. Det er en uafsluttet kærlighedshistorie, der aldrig er lykkedes”, fortæller han til GRÆNSEN i sit
københavnereksil på Islands Brygge.
Erling Jepsen er i år aktuel med sin nye roman “Den sønderjyske farm”,
der hyldes af kritikerne, og som ifølge både dem og forfatteren selv
tegner et andet billede af Sønderjylland.
Af Rasmus Vangshardt
6
nr. 5 / oktober 2013
Jeg levede de første 17 år
af mit liv i Sønderjylland, og
nu bruger jeg resten af tiden
på at bearbejde det
“Jeg ser dybe og alvorlige farver. De er ikke glade, det er ikke varme farver. Jeg ser en dybde, en alvorlig melankoli. Følelsen af, at det hele ikke
bare er sjov. Mørke og stærke farver, dybgrøn, brun, sort. Lidt tåge.”
Nej, det er ikke for sjov, når forfatteren Erling Jepsen skal beskrive sit
forhold til Sønderjylland. Han sidder med lukkede øjne foran GRÆNSENs udsendte og fortæller, hvad han ser, når han spontant skal fremmane barndomsbyen Gram for sit indre blik. Vi sidder i Erling Jepsens
lejlighed på 4. sal på det ærkekøbenhavnske Islands Brygge, temmelig
langt fra Gram, men den fysiske afstand betyder ikke det store, for Erling Jepsen har brugt det meste af sit lange forfatterskab på at behandle
det Sønderjylland, han voksede op i, og som stadig fylder meget i hans
liv og tanker.
“Selvom der ikke er mange paralleller mellem Karen Blixen og mig,
så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun sagde, at de 17 år, hun
boede i Afrika, var de vigtigste, og at hun havde brugt resten af sit liv på
at bearbejde det. Sådan er det også for mig. Jeg levede de første 17 år af
mit liv i Sønderjylland, og nu bruger jeg resten af tiden på at bearbejde
det,” fortæller han.
PLØRE OG PÆDOFILI
At han har brugt sit forfatterskab på at bearbejde sin opvækst i det sønderjyske, kan der ikke herske tvivl om. Med kendte romaner som “Kunsten at græde i kor” og “Frygtelig lykkelig” har Erling Jepsen skildret en
opvækst i 60’erne, der ikke altid sætter Sønderjylland i et godt lys, og
Erling Jepsen har da heller aldrig lagt skjul på, at han har et stærkt hadkærligheds-forhold til sin hjemegn.
I et interview med dagbladet Information i 2005 sammenlignede han
eksempelvis Sønderjylland med et torturkammer: “Jeg har gjort det til
min livsopgave at beskrive, hvordan skruerne sidder på torturinstrumenterne. Om det er værre end andre steder? Ja, det synes jeg, for de
har sådan en selvhøjtidelig måde at gøre hinanden ondt på,” sagde han
blandt andet dengang.
Nu er han så aktuel med en ny roman om Sønderjylland. Den hedder
“Den sønderjyske farm” med en Karen Blixen-reference,
og selvom pædofilien, den strenge far og det hemmelighedstrykkede lokalsamfund i Gram også lurer her, er
det en ny stemning, der strømmer gennem romanen
og dens unge hovedperson Allan, der får hverdagen til
at gå med at opdrætte kaniner i sine forældres baghave.
Erling Jepsen mener, at hans romaners fremstilling af
Sønderjylland altid har haft både kærlighed og had.
“Hvorfor skulle jeg skrive så meget om Sønderjylland, hvis det kun var pløre og pædofili, jeg fandt der?
Jeg elsker det land, og den, man elsker, tugter man. Det
sår, jeg skildrer, er mig, og det burde ikke være sandt.
Men jeg er påvirket, forbundet og anfægtet af Sønderjylland. Det er en uafsluttet kærlighedshistorie, der aldrig
er lykkedes,” siger han vemodigt og uddyber sit gamle
udsagn om Sønderjylland som et torturkammer og
den sindige måde at gøre hinanden ondt på: “Når man
skal træde hinanden over tæerne, gør man det stødt og
grundigt. Man lader sig ikke rive med af temperament.
Det er ikke ondskab i affekt, det er overlagt ondskab.”
Men skulle det være særligt for Sønderjylland?
“Ja, det er jo min oplevelse. Jeg har mødt sønderjyder,
der ikke kan se det. Men jeg har besluttet at støtte
mig 100 procent til min oplevelse af tingene. Forlaget
anbefalede i sin tid, at jeg skulle tage over og researche,
hvad landbetjente laver, inden jeg skrev ‘Frygtelig lykkelig’ (der handler om en politibetjent, der kommer til
Sønderjylland fra København, red.). Men der var jeg så
højrøvet, at det skulle være min oplevelse, mit Sønderjylland, det, jeg har oplevet, som jeg ville skrive om. Det
er en uforstilt kærlighed, for jeg elsker jo også Sønderjylland, men der er så meget sorg forbundet med det.
Man kan ikke slippe Sønderjylland, man vender tilbage
og beder om en kærlighed, man ikke har fået.”
DET SÆRLIGT SØNDERJYSKE
Men hvad er så det særligt sønderjyske? Det, der udgør
den særlige sønderjyske mentalitet, som Erling Jepsen
har brugt sit forfatterskab på at skildre? Ifølge ham
selv er det en blanding af mindreværdskomplekser og
egensindighed. I hans romaner bliver mentaliteten ofte
beskrevet som indadvendt og med tryk på det usagte.
Men netop karaktertræk som disse har digteren Jens
nr. 5 / oktober 2013
7
Foto: Scanpix
Forfatteren er aktuel med ny roman om sin
sønderjyske opvækst. Ifølge kritikerne – og
ham selv – er der kommet en vemodighed
og længsel efter Sønderjylland ind i den.
Rosendal eksempelvis også brugt til at
beskrive Vendsyssel, hvor han kommer
fra. Så hvad er det særligt sønderjyske?
“Sønderjylland er for mig at se et meget
stort land. Det rummer hele verden. Det
usagte gælder jo ikke Sønderborg og
Aabenraa, som det gælder Højer, Tønder
og Skærbæk. Der er enorm forskel på øst
og vest. Alt er i Sønderjylland, men det
generelt særlige sønderjyske er at føle sig
som en slags blindtarm til Danmark. Det
er jo det gamle sindelagsspørgsmål. Er vi
danske, tyske eller slesvigske?”
Erling Jepsen bliver tydeligt provokeret
af journalistens påstand om, at hans romaners beskrivelse af Sønderjylland også
kunne gælde for eksempelvis Vendsyssel,
og han vender gentagne gange tilbage til
spørgsmålet i løbet af interviewet.
“Vi er jo et krigsførende land, det er de
(vendelboerne, red.) ikke. Det er jo ikke
længere væk, end at mine bedsteforældre
var indkaldt til Første Verdenskrig. Når
jeg på Sjælland eller Fyn fortæller om de
her ting, tror folk, at det er fjern historie.
Det er det ikke! En krig er ikke slut, når
slagene er ovre. Forældrene og børnene
bliver traumatiseret, og der går mange
generationer, før det er væk. Jeg er tredje
generation efter Første Verdenskrig og er
stadig præget af det.”
“Jeg bliver ophidset, når Sønderjylland
sammenlignes med andre dele af Danmark. Sønderjylland ligger ikke i Jylland!
I forhold til Vestjylland er det altafgørende, at de ikke har grænselandsforfattere.
Der er noget særligt, når man bor ved en
8
nr. 5 / oktober 2013
ler indimellem, at der var jubel i Sønderjylland, da de hørte, at tyskerne
havde taget København. Endelig havde de taget hele Danmark!”
SØNDERJYLLANDS FREMTID
grænse og blandes med andre nationaliteter. Hernede er man først sønderjyde
og derefter dansker eller tysker. Der var
engang en mand, der til et foredrag sagde
til mig, at det er da rigtigt, Erling, man
I “Den sønderjyske farm”, der altså er Erling Jepsens nyeste roman,
møder vi 13-årige Allan, hvis baggrund og historie ligner Erling Jepsens
egen til forveksling. Vi skriver 1968, Allan er 13 år gammel, og han bor
med sine forældre for foden af Gram Bakke. De selvbiografiske træk og
den missionske stemning er igen baggrunden, og på den måde er der
ikke så meget nyt under solen. Faren er stadig streng, duften af pædofili
hænger også stadig i luften, og Allan drømmer om ikke at være ægte
søn af den far, han vokser op med.
Alligevel er noget ændret. Det er, som om der er kommet en ny varme til
i beskrivelsen af Sønderjylland. Eller som Jes Stein Pedersen har bemærket
det i Politiken: Smerten viger for livsmod og eventyrlyst. Det har Erling
Jepsen også selv bemærket: “Når jeg kommer ud
og fortæller om ‘Den sønderjyske farm’, møder
jeg mange læsere, der har varme i blikket. Det er
noget nyt med denne bog. Nogen har taget den til
sig som en verden, der ikke findes længere.”
Erling Jepsen fortæller selv, hvordan modtagelsen af hans bøger i Sønderjylland i starten
var hård, og at det begyndte med konfrontation.
Det var især “Frygtelig lykkelig” fra 2004, der
ikke blev taget vel imod alle steder. Det har ændret sig nu, og både anmeldere og sønderjyder
ser ud til at være særdeles glade for “Den sønderjyske farm”, og Erling Jepsen mener selv, at
der er mindre hævntørst og en større længsel og
vemodighed i den nye bog. Dermed er det også
oplagt at spørge, om Erling Jepsen mener, at Sønderjylland har ændret
sig meget, siden han selv voksede op i Gram i 60’erne?
“Ja, det har det. Jeg synes ikke, at den mentalitet fra dengang, som jeg
beskriver i den nye bog, findes længere. Det brogede livsbekræftende
folkeliv fra dengang findes ikke længere.”
Hvorfor skulle jeg skrive så
meget om Sønderjylland, hvis
det kun var pløre og pædofili,
jeg fandt der?
kan sige meget om sønderjyderne, men
der er da ikke nogen anden landsdel, der
kunne have produceret en forfatter som
dig.” Det tror jeg, der er meget rigtigt i, og
man kan jo også se det i filmbranchen.
Der taler man om de jyske hævnere. De
kræver en anerkendelse, de ikke har fået.
Der er mange, der har det med sig, at man
føler sig overset helt fra 1864 over Første
til Anden Verdenskrig.”
Et slags kollektivt mindreværdskompleks?
“Ja. Det tror jeg også, at jeg lider under.
Det særlige ved Sønderjylland er også,
at man har det frygtindgydende dygtige
Tyskland i syd, som man har kæmperespekt for, men virkelig frygter. Den
generation, der kan huske 9. april, fortæl-
Livsbekræftende?
“Ja, jeg ved godt, at jeg har været kritisk, men når jeg går tilbage fra før
puberteten, var der noget livsbekræftende over de mange skæbner og
mange børn i Gram. Man måtte være ude længe og klare sig selv. Det er
lidt som i mange indvandrerfamilier i dag. Det er en slags indvandrerkultur, der er forsvundet fra Sønderjylland. Kontakten med naturen,
hvor vi legede på banen, i parken og i skovene, er væk. Og alle de gamle
mennesker, der kunne overleve på de mærkeligste måder. Alt det er
forsvundet og overtaget af noget pænere, jeg ikke er så god til at aflæse.”
Er den “sindige måde at gøre hinanden ondt på” også væk?
“Nej, det er ikke forsvundet. Det er jo kun mig selv, der taler her, men
nr. 5 / oktober 2013
jeg har oplevet så meget følelsesmæssig
afstumpethed. Det er en form for følelsesmæssig analfabetisme. Et stort problem
er, at der i dag er endnu større afstand nu
mellem by og land. I forhold til dengang
er en by som Højer nærmest forladt nu.
Alt lukker på nær enkelte værtshuse, hvor
der ikke er trygt at være. Kommer man
ind på et værtshus nu og taler københavnsk som dig (journalisten, red.), så
skal man s’gu passe på.”
Hvad skal vi så gøre for at vende
udviklingen?
“Det var så trist og forkert, at Sønderjylland ikke fik lov at blive kulturhovedstad.
De tre udlændinge i juryen stemte på
Sønderborg, og de fire danskere stemte
på Aarhus! Danskerne kunne ikke forestille sig, at Sønderjylland var så vigtigt!
Tyskerne var helt klar, men danskerne
var imod. Det kunne have gjort noget.
Samtidig handler det om skolerne. Det er
et stort problem at blive ved med at lukke
de lokale skoler.”
Hvordan skal Sønderjylland fastholde de
unge?
“Jeg ved det ikke. Det er næsten umuligt
at styre sådan en udvikling. Ligesom der
nu er en folkevandring fra land til by, kan
man håbe, at det vender på et tidspunkt.
Det er jo gået frem og tilbage gennem
historien. Det kan sagtens vende, men
det kan ikke styres. Det skal man måske
heller ikke.”
at overtage tomme danske gårde. Hans
mors familie var nazister, men alligevel
giftede hun sig med Jepsens far, der var
meget dansksindet. Ifølge Jepsen fyldte
modsætningsforholdet til tyskerne ikke
meget i hverdagen i Gram.
“Der var et stort modsætningsforhold.
Men jeg oplevede det ikke så meget i
hverdagen. Omkring os boede familier
med slægtsnavne som Genz, Wolf og Simon, men man levede bare med, at de var
tyskere. Det havde selvfølgelig ikke så høj
status at læse og lære tysk i skolen og så
videre, men jeg vil ikke sige, at der var en
konflikt, der gik særlig dybt. Vi var jo lidt
tyske alle sammen.”
“Selv min far, der var så meget imod
Tyskland, var som så mange arbejdsløs
under Anden Verdenskrig, men var ikke
mere tyskerfjendsk, end at han arbejdede
for dem på flyvestationen. Nu elsker jeg
at læse om mine bøger i Tyskland. De tager det så alvorligt. De skriver, at for mig
er Sønderjylland ikke en landsdel, men
en litterær kampplads!”
KEDELIGE KØBENHAVN
Nu har Erling Jepsen som så mange andre
slået sig ned i København. Han har boet
i hovedstaden i 33 år og har ingen planer
om at skulle tilbage til Sønderjylland.
Men er han virkelig mere tilpas i København? På sin vis, svarer han.
“Jeg keder mig lidt, men er på sikker
grund. Der er ikke noget, der går så dybt
her. Man er hverken kærlig eller ondskabsfuld på en så indtrængende måde
som i Sønderjylland. Det er derfor, det er
så svært at skrive om noget herovre fra.
Jeg kan ikke mærke, at der sker noget.
København er meget udramatisk, hvor
Sønderjylland er så dramatisk.”
Det er en uforstilt kærlighed, for jeg
elsker jo også Sønderjylland, men der er
så meget sorg forbundet med det
TYSKERNE
Et tema, der ofte er nedtonet i Erling
Jepsens romaner om Sønderjylland, er
modsætningsforholdet til de mange
tyskere i Sønderjylland. Det kan have
mange årsager. Både Erling Jepsens egen
mor og Allan, hans alter ego i romanen,
er da også selv ret tyske, idet moren
kommer fra Altona i Hamborg. Som så
mange andre tyske familier kom hans
mor med sin familie til Sønderjylland for
9
DEN SØNDERJYSKE FARM
“Karen Blixen havde en farm i Afrika, ved foden af Ngong
Hills. Der dyrkede hun kaffe. Allan Jensen havde en farm
i Sønderjylland, ved foden af Gramby Bakke. Der avlede han kaniner.”
Sådan står der på bagsiden af Erling Jepsens nye roman “Den sønderjyske
farm”, der udkom tidligere på året. Det er Erling Jepsens ottende roman.
Erling Jepsen: Den sønderjyske farm. Gyldendal 2013. 272 sider.
10
nr. 5 / oktober 2013
VERDEN ER SÅ LILLE,
OG JORDKLODEN
SÅ ÅBEN
Den finske forfatter Rosa Liksom
beskriver i sin seneste roman
mødet mellem en russer og en
finne, på rejse med Den Transsibiriske Jernbane. De to afspejler forholdet
mellem Rusland og Finland, hvis grænseregioner
siden Anden Verdenskrig har udgjort et betændt
kulturmøde.
Selv er Rosa Liksom vokset op i grænseområdet
mellem Finland og Sverige på den finske side i
Lapland. Hun deltog for nylig i Grænseoverskridende Litteraturfestival, der i år blev afholdt
for fjerde gang i træk i både Sydslesvig og
Sønderjylland.
“Jeg ønskede at fortælle om Sovjetunionens historie
både til min datter og til alle dem, som er født efter
Sovjetunionens fald. Jeg ville beskrive Sovjetunionen
så præcist som muligt – både de mørke sider og de
gode sider og alt, som er midtimellem,” siger Rosa
Liksom med tryk på stavelserne i et sprog, der er en
blanding mellem dansk og svensk.
Hun er klædt i en knælang kjole med tykke grønne, blå og røde striber. Ansigtet er lyst, og læberne
er røde.
Hun skeler til det store vinduesparti med udsigt
ned over Flensborg by og hustagene i hvide, røde og
sorte nuancer. Mørke skyer trækker hen over himlen, mens vi sidder i et lille, sparsomt indrettet rum
på Flensborg Biblioteks øverste etage.
Bogen, hun fortæller om, er hendes seneste roman, “Kupé nr. 6”, der udkom på dansk tidligere på
året, og som er nomineret til Nordisk Råds
Pressfoto: Pekka Mustonen
Af Marianne Nygaard Knudsen
Finske Rosa Liksom (til venstre) var
et af forfatternavnene på dette års
Grænseoverskridende Litteraturfestival. Hendes roman ”Kupé nr. 6”,
der finder sted på en rejse med Den
Transsibiriske Jernbane (til højre),
udkom tidligere på året på dansk
og er indstillet til Nordisk Råds
Litteraturpris 2013.
nr. 5 / oktober 2013
FAKTA: ROSA LIKSOM
Foto: Scanpix
Pseudonym for Anni Ylävaara. Født 1958 og
opvokset i byen Ylitornio i Lapland. Antropolog, forfatter og billedkunstner. Har
boet i Frankrig, Island, Norge, Rusland og
på Christiania i København. Har tidligere
skrevet blandt andet “Stoppested for en nat”.
Modtog Finlandiaprisen for “Kupé nr. 6” og
er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris
2013 for samme roman.
11
12
nr. 5 / oktober 2013
Litteraturpris. En pris, anmelderne har kaldt hende
en værdig kandidat til. Det er den samme bog, hun
er inviteret til at fortælle om denne eftermiddag
til Grænseoverskridende Litteraturfestivals afslutningsarrangement.
PERSONLIG REJSE GAV INSPIRATION TIL BOGEN
I romanen “Kupé nr. 6” møder vi manden Vadim
og en ung pige, som deler togkupé på en rejse fra
Moskva til Ulan Bator. Manden er russisk arbejder
på vej til en byggeplads i Mongoliet, og pigen er
en ung, finsk studerende, som er på rejse væk fra
et indviklet kærlighedsforhold. Året er 1986, og på
rejsen gennem det sibiriske landskab beskrives et
Sovjetunionen i opløsning.
“Det, som interesserer mig i den her historie, er,
at Vadim og pigen er to helt forskellige personer. I
hver eneste væremåde er de helt uens, og nu er de
sibiriske natur, de forbipasserende byer
og stemningen ombord på toget. Det var
dog først flere år senere, at skriblerierne
til bogen begyndte.
Da Rosa Liksoms 10-årige datter en dag
kom hjem fra skole, fortalte hun moderen, at læreren havde talt om Sovjetunionen. “Jeg ved, hvor Rusland ligger, men
hvor ligger Sovjetunionen?,” spurgte hun
sin mor. Siden begyndte Rosa Liksom at
fortælle datteren om Ruslands og Sovjetunionens historie. Og to uger senere
begyndte hun så at skrive på bogen.
OPVÆKST I GRÆNSEOMRÅDER
GIVER UDSYN
Handlingen udspiller sig hen imod slutningen af Den Kolde Krig. Vadim repræsenterer Rusland, mens pigen repræsenterer Finland. Da manden
og pigen mødes i kupéen
ved rejsens begyndelse,
afspejler deres indbyrdes
forhold den fjendtlige
situation mellem Rusland
og Finland i årene omkring Anden Verdenskrig.
I slutningen af bogen er
forholdet mildnet, som det
også var tilfældet mellem
Finland og Rusland efter
Anden Verdenskrig.
I dag er det indbyrdes
forhold mellem de to
lande stadig præget af årene
omkring Anden Verdenskrig, og de ar, som krigen
påførte, er stadig synlige,
forklarer Rosa Liksom.
“Hvis man sammenligner situationen
mellem Rusland og Finland med forholdet mellem Danmark og Tyskland, er
assimilationen mellem Danmark og Tyskland gået væsentligt dybere. I Finland
og Rusland er bevidstheden om Anden
Verdenskrig stadig meget tæt på, så det
vil sandsynligvis tage yderligere nogle
generationer, før der bliver mere åbent
mellem grænserne,” siger hun.
Hvis man sammenligner
situationen mellem Rusland
og Finland med forholdet
mellem Danmark og Tyskland,
er assimilationen mellem
Danmark og Tyskland gået
væsentligt dybere
pludselig tvunget til at leve tæt sammen i en lukket kupé i et par uger. Mit ønske med bogen var at
finde ud af, hvad der begynder at gå i gang i sådan
en lukket kupé mellem to fremmede mennesker,”
fortæller Rosa Liksom.
Idéen til romanen udspringer af hendes eget liv.
Som ung tog Rosa Liksom selv med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Ulan Bator og
måtte dele kupé med en ældre mand, der gav hende
inspiration til den mandlige karakter i bogen.
Under rejsen skrev hun dagbog og betragtede den
nr. 5 / oktober 2013
En anden medvirkende årsag til det betændte
forhold er forskellen i levestandard. Finland er stillet bedre økonomisk sammenlignet med Rusland,
og det er en stor medvirkende årsag til uligheden
mellem de to lande, mener Rosa Liksom.
Selv er hun som nævnt opvokset i grænseområdet mellem Finland og Sverige på den finske side i
Lapland. Som barn var hun ofte i Sverige og kunne
med egne ord springe derover, når hun havde lyst. I
dag er grænsen mellem de to lande endnu mere udvisket, siger hun og sammenligner sin barndoms
hjemegn med grænseområdet mellem Danmark og
Tyskland. Hun har altid været optaget af, hvordan
det præger et menneske at vokse op mellem flere
kulturer, og har boet i Lapland, studeret i Finland,
arbejdet i Norge, Sverige og Danmark og rejst i Rusland. Alle disse kulturer har været med til at forme
hende, og det var da også nærliggende for hende, at
hun skulle læse antropologi i Helsinki.
“Det er noget, som interesserer mig meget. Jeg
tror, jeg er blevet antropolog, fordi jeg har levet
hele mit liv i en blanding af forskellige kulturer. Jeg
ønskede at forstå andre folkeslag bedre, og jeg er
meget optaget af forskellige livsstile,” forklarer hun
og fortsætter:
“Det er fantastisk at vokse op med flere kulturer.
Det giver så meget mere at være en del af flere kulturer, så jeg er stor fortaler for multikulturalisme,
og jeg tror på, at vi kan leve fredeligt sammen i
grænseområder. Det giver mulighed for at vælge
mellem flere måder at leve livet på, og man kan
bedre se det store billede. Er der bare én kultur, er
der altid kun et billede af verden. Nu, hvor jordkloden er så åben, og der er kommet globalisering,
føler vi, at verden er så lille, og det er positivt.”
og han både elsker og hader fuldt ud. For ham er rejsen gennem Sibirien en
rejse væk fra volden, for han har bestemt, at han vil ændre sit liv. For pigen
er rejsen med til at modne hende til at leve livet videre i Moskva,” siger Rosa
Liksom.
I bogen sammenligner du hovedpersonen Vadim med Judas fra Det Nye Testamente.
Er Judas et billede på Sovjetunionen?
“Judas er en forræder i Bibelen. Når man tænker på Josef Stalin, som var Sovjetunionens kommunistiske leder i cirka 30 år, så var han en mand, mange
russere i starten ærede og så som en fantastisk leder. Men Josef Stalin var
som Judas. Judas-typen er meget vigtig i Rusland, for man kan også sige, at
revolutionen i 1917 bedrog hele nationen, og senere bedrog Josef Stalin hele
det russiske folk,” svarer Rosa Liksom.
Pigen i bogen citerer en passage fra Jobs Bog: “Thi hvad jeg gruer for, rammer
mig. Hvad jeg bæver for, kommer over mig”. Hvorfor denne bibelske reference?
“Først og fremmest fordi Jobs Bog rummer en stor filosofisk sandhed. Der
står nemlig, at du er tvunget til at konfronteres med alt det, som du er bange
for i livet. Det er ikke livets hemmelighed, men nærmere livets sandhed.
Citatet fra Jobs Bog ville jeg have med i bogen, for pigens far er alkoholiker
ligesom Vadim. Hun bliver derfor gennem mødet med Vadim konfronteret
med sin baggrund og er tvunget til at forholde sig til faderen og alt det, som
hun ikke har bearbejdet tidligere,” siger Rosa Liksom.
I slutningen af bogen spørges der: “Hvor er den lykkelige fremtid?” Har du fundet
svaret?
“Alle mennesker tror, at lykken er bag havet, og mennesker skal også have
sådan et håb om, at der findes en lykkelig fremtid eller et paradis. Hvis vi ser
klarere gennem horisonten og får øje på et glimt af Paradiset, forsvinder lykken imidlertid hele tiden lidt længere væk ud i fremtiden. Det er ligesådan
med regnbuen. Vi tror, der ligger en skat for enden, og det er også godt. Vi
får kraft til at leve hver dag, fordi vi tror og håber på, at den lykkelige fremtid
ligger og venter på os. Hvis jeg en dag føler mig nedtrykt, så hjælper det at
tænke på, at det hele nok skal blive bedre i morgen. Vi har brug for det håb,
for mennesker, som ikke har håb, er fattige.”
MENNESKER HAR BRUG FOR HÅB
Romanens mandlige hovedperson, Vadim, drikker
vodka og fortæller om sin kvinde Katinka, som han
myrdede med den kniv, han bærer på sig i kupéen.
Han er opvokset på gaden, har været i sibirisk
arbejdslejr i 20 år og taler uden omsvøb om de utallige kvinder, han har haft forhold til gennem årene.
Alligevel har Rosa Liksom ønsket at skildre ham
som et sympatisk menneske.
“Vi har alle en god og en ond side, og den onde
forsøger vi at kontrollere. Vadim i bogen er et
meget levende og energisk menneske, for han har
tydeligvis både den onde og den gode side med sig,
13
FAKTA: GRÆNSEOVERSKRIDENDE LITTERATURFESTIVAL
Blev i år afholdt for fjerde gang i Sønderjylland og syd for grænsen. Nordiske og tyske forfatternavne er hvert år på programmet.
I år var der navne som islandske Hallgrímur Helgason, dansknorske Kim Leine og svenske Steve Sem-Sandberg.
14
nr. 5 / oktober 2013
MÅSKE SKULLE MAN BYGGE
ET AVISHUS
PÅ GRÆNSEN
Flere artikler på tysk i Flensborg Avis. Der Nordschleswiger kan ikke vedblive
at udkomme som trykt avis. Og begge aviser skal skrive kritisk om de mindretal, de repræsenterer.
Tankerne om fremtidens mindretalsaviser i grænselandet er mange, når
begge aviser i år gennemfører et generationsskifte på chefredaktørposten.
Mød mindretalsavisernes nye, stærke mænd, der i fremtiden skal sidde for
bordenderne på Flensborg Avis og Der Nordschleswiger.
Af Rasmus Vangshardt
Foto: Lars Salomonsen
Det eneste, de kender til hinanden, er et par sætninger lykønskninger på det
sociale medie Twitter, men derudover har Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen aldrig
været i kontakt med hinanden. Det er således første gang, de to nye chefredaktører får chancen for at hilse på hinanden, da GRÆNSEN sætter dem i stævne på
Rødding Højskole til en samtale om det at være mindretalsavis, deres respektive
avisers fremtid og mindretallenes vilkår i en globaliseringstid.
Jørgen Møllekær skal være chefredaktør for Flensborg Avis fra 1. december,
når den nuværende chef, Bjarne Lønborg, går af, mens Gwyn Nissen allerede er
begyndt i sit nye job som afløser for den navnkundige Siegfried Matlok, der var
chefredaktør for Der Nordschleswiger fra 1979 til juni i år.
På mange måder ligner Jørgen Møllekær og Gwyn Nissen hinanden. Der er mindre end et år imellem dem, Nissen er født i ’63 i Aabenraa, Møllekær i ’64 i Flensborg, de er begge inkarnerede journalister med stor medieerfaring, og i fremtiden
skal de lede hver deres mindretalsavis.
At de to aldrig har mødt hinanden, er nok mest et tilfælde, men det bliver der
altså rådet bod på denne tidlige efterårsdag i oktober. Jørgen Møllekær når lige at
nr. 5 / oktober 2013
GENERATIONSSKIFTE I GRÆNSELANDET
I den kommende tid træder fremtrædende
aktører i og omkring grænselandet tilbage
fra deres poster. GRÆNSEN sætter fokus på
generationsskiftet i artikelserien “Generationsskifte i grænselandet.” Dette er anden
artikel i serien.
Første interview bragte vi i nr. 4/2013 med
Grænseforeningens formand, Finn Slumstrup, der træder tilbage fra sin post i foråret
2014. Tredje artikel af serien er også at finde
i nærværende nummer.
15
16
nr. 5 / oktober 2013
smide slipset, inden fotografen dirigerer dem
ud på skolens gårdsplads, og så er de pludselig også ens klædt i åben skjorte og uformel
blazer.
DET GODE ALMENE DAGBLAD
Dagens interview er først og fremmest
inspireret af det gryende generationsskifte
i grænselandet. I nærværende blad er det allerede blevet beskrevet, at Grænseforeningens
formand, Finn Slumstrup, træder tilbage, når
hans formandsperiode udløber til foråret,
men han er langt fra alene.
Foruden skiftedagen på de to mindretalsaviser får Sydslesvigsk Forening (SSF) ny
end min forgænger,” forklarer Jørgen Møllekær: “Jeg synes, at der kan fokuseres
skarpere på opdelingen af mindretalsdækningen og lokalavisdækningen. Vi skal
være bedre til at vide, hvor den balance ligger. Det er klart, at vores fremmeste
opgave er at dække mindretallet. Men hvor skal balancen ligge? Det er spørgsmålet. Måske kan vi finde andre måder at dække en del af mindretalsstoffet på og
dermed frigøre nogle kræfter til at blive et endnu bedre lokalblad. Og hvad angår
dækningen af samfundsforholdene i Danmark og Tyskland, der er jeg misundelig
på Gwyn. I leverer et flot produkt med jeres 1. sektion om Tyskland (som produceres af det tyske mediehus SHZ, red.).”
Gwyn Nissen er ikke sen til at takke for komplimentet og uddybe sit syn på Der
Nordschleswigers rolle: “Jeg tror, at vores styrke er, at vi holder fokus på Sønderjylland. Vi toner rent flag i forhold til vores landsdel. Hvor vores kollegaer (JydskeVestkysten, red.) i forhold til vægtningen af det lokale og det nationale kan
have svært ved at finde ben at stå på, dyrker vi det sønderjyske og det lokale.”
“Det betyder også, at selvom vi er meddelelsesblad for mindretallet, så skal vi
også kunne forholde os kritisk til det. Hvis ikke vi skal kunne
gøre det, ikke skulle kunne tage nuancerne, hvem skulle så?”,
spørger Gwyn Nissen retorisk og gør dermed journalistens arbejde nemt ved selv at lægge op til det næste oplagte spørgsmål.
Hvor kritiske skal Flensborg Avis og Der Nordschleswiger være
over for egne mindretal?
Bare fordi vi har været til
alle mindretallets arrangementer, har vi ikke dækket
mindretallet
AT VÆRE TÆT PÅ SINE KILDER
Dette fundamentale spørgsmål for journalistikken er ikke nyt,
og det debatteres jævnligt, hvem der bør skrive hvad om min– Gwyn Nissen
dretallet, hvilket GRÆNSEN til tider også har fået at føle. Derfor
er det tydeligvis også et spørgsmål, der optager de to nye chefer,
hvis DNA er den kritiske journalistik. Jørgen Møllekær er ikke i
tvivl om, hvad han skal svare og hæver for første gang stemmen.
“Jeg
har
været
på
Jyllands-Posten, Berlingske, TV2 og DR. Jeg er journalist, og
formand, idet Dieter Küssner træder tilbage
vi
skal
lave
kritisk
journalistik
på alle forhold, der er kritisable. Hvis der måtte
til fordel for Jon Hardon Hansen, og også
foregå
kritisable
ting
inden
for
mindretallet, så skal Flensborg Avis selvfølgelig
Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig har fået
tage
det
op.
Hvis
vi
kun
er
en
medlemsavis,
der refererer generalforsamlinger,
ny formand, ligesom det tyske mindretal har
så
har
vi
ingen
fremtid,”
fastslår
Møllekær
fremlænet
i stolen i højskolens gamle
skiftet ud på flere fremtrædende poster.
lærerværelse.
Og selvom lederne for mindretallenes orTrods den klare melding er Jørgen Møllekær alligevel godt klar over, at det bliganisationer ifølge Jørgen Møllekær og Gwyn
ver
noget andet at lave kritisk journalistisk om mindretallet som chef for FlensNissen har gjort et enormt stykke arbejde, er
borg
Avis, end det er at lave Cristiansborg-historier for Berlingske.
det for Gwyn Nissen positivt, at der kommer
“Jeg
er klar over, at man er tæt på sine kilder hernede, og at vi sidder for enden
nye kræfter til. Før interviewet overhovedet
af
bordet
i nogle mediemæssigt særlige konstruktioner. At man hernede hypoteer gået i gang, når han at udbryde, at det er
tisk
sagt
kan
skrive om en kildes 50-års-fødselsdag den ene dag og den næste dag
spændende med de nye kræfter i alle dele af
være
nødt
til
at skrive, at han har taget af kassen.”
grænselandets organisationer.
Begge herrer har da også rigeligt med idéer
EN KÆRLIG-KRITISK TILGANG
til, hvordan deres respektive aviser skal udI
det tyske mindretal har man de seneste år taget en stor diskussion om mindrevikle sig. De er sig meget bevidst, at aviserne
tallets
rolle under Anden Verdenskrig og den efterfølgende historieskrivning. Det
står mellem to hovedopgaver. På den ene side
har
naturligvis
gjort ondt, men det er ifølge Gwyn Nissen et godt eksempel på, at
at være avis for mindretallet specifikt og på
åben
debat
kan
rykke mentaliteten. Han er derfor helt på linie med Jørgen Mølden anden side at være lokalbefolkningens
lekær.
foretrukne dagblad med almene nyheder.
“I det tyske mindretal har vi den udfordring, at man ikke har haft den samme
“Selvfølgelig vil jeg gøre det anderledes
nr. 5 / oktober 2013
debatkultur som syd for grænsen. Det at
strides åbent er ikke en del af vores kultur. Men når man strides på den rigtige
måde, kan man godt flytte sig. Det har
ændret sig hos os, og i det tyske mindretal har der i flere år været diskussion om
eksempelvis efterkrigstiden.”
“Hvis vi kan diskutere de ting, der
virkelig gør ondt, sammenholdt med det
generationsskifte, vi er på vej ind i, hvor
åbenhed og kommunikation er i fokus, så
kan vi få skabt en virkelig god debatkultur
i det tyske mindretal.”
Har jeres forgængere været gode nok til at
bedrive kritisk journalistik på egne mindretal?
Gwyn Nissen: “Siegfried Matlok har haft
en meget kritisk tilgang til mindretallet,
men han har haft svært ved at lave historierne. Når han har taget fat i tingene, har
17
Hvis vi kun er en medlemsavis, der refererer generalforsamlinger, har vi ingen
fremtid
det tyske mindretal ikke
været villige til at acceptere det. Så ja, det har
han. Viljen har været der,
men mindretallet har
ikke villet tage nok fat i
de kritiske ting.”
“Problemet er jo på sin
vis i begge mindretal,
at det er små størrelser.
Alle kender alle. Så snart du diskuterer
bestemte forhold i organisationerne,
kommer man automatisk til at diskutere
menneskene bag, og det har mindretallet
ikke været klar til, men jeg tror, at de er
på vej.”
Jørgen Møllekær: “Senest i foråret var
der kampvalg i SdU (Sydslesvigs danske
Ungdomsforeninger, red.), og der var
vinklen i avisen selvfølgelig, at der var
kampvalg. Det er jo den linie, der skal
– Jørgen Møllekær
fortsættes. At hvis der er uenighed, skal
den frem. Ellers giver avisen ikke ret
meget mening.”
Er I med på, at I kan blive kritiseret for
at skade jeres mindretal ved at være for
kritiske?
Jørgen Møllekær: “Nej. Jeg har været journalist siden ’85, og både Gwyn og jeg har
arbejdet steder, hvor vi er blevet kritiseret
af kilderne. Hvis man ikke kan tåle, at
De to nye chefredaktører Jørgen Møllekær (tv.) og Gwyn Nissen (th.) foran den gamle klokke på Rødding Højskole.
18
nr. 5 / oktober 2013
Jeg tror, at den sidste
Nordschleswiger på papir
udkommer i min tid
– Gwyn Nissen
folk ringer op og siger, at de er kede af en historie, så holder man ikke længe. Det
er jo en kærlig-kritisk tilgang. Man skal fremme mindretallet gennem den. Vores
danske kulturforståelse er jo at tale åbent om tingene. Vi sidder her på en højskole og er vant til at strides, og det skal vi holde fast i.”
Gwyn Nissen: “Det er jo heller ikke sådan, at der står 10 dårlige historier derude
og venter på at blive skrevet. Men der bliver altid slået nogle skæverter undervejs,
og dem skal mindretallet være klar til at forsvare og diskutere. Det tyske mindretal kan oftest godt blive enige om økonomi og så videre, men når implementeringen kommer, er hver organisation sig selv nærmest. Der kan vi prøve at skubbe
til udviklingen. Når organisationerne har deres sommerfester og julefester, skal
vi nok referere loyalt, men jeg vil gerne derhen, hvor der også er mere substans.
Alt andet ville være alibijournalistik. Bare fordi vi har været til alle mindretallets
arrangementer, har vi ikke dækket mindretallet.”
ET TOSPROGET BYSKILT
Dog ønsker ingen af de nye chefredaktører blot at være mindretallenes vagthund.
I dem begge brænder der en ild for mindretallenes og regionens fremtid, og de vil
derfor begge også gerne være med til at løfte grænselandet ved nye initiativer og
opbyggelige fortællinger.
Selvom Jørgen Møllekær i 26 år har boet nord for grænsen, er han født og opvokset i Sydslesvig. Han voksede op i Ves, fem kilometer nordøst for Flensborg,
og blev student fra Duborg-Skolen i 1984. Han har tilmed nået at være ansat på
Flensborg Avis to gange før, og han fortæller glødende om sit forhold til Sydslesvig og i
særdeleshed
Flensborg:
“Der er
sket meget
i Flensborg,
siden jeg
var dreng.
Byskiltet
– Jørgen Møllekær
står nu på
både tysk og
dansk, det
gjorde det virkelig ikke dengang. I Karstadt (tysk stormagasin, red.) slår ekspedienten nu over i dansk, når han fornemmer, at min familie er danske, selvom jeg
taler accentfrit tysk. Det er der, vi skal hen, i samarbejdet. Udover at være journalist vil jeg gerne engagere mig i alle de ting, vi kan finde på for at gøre Flensborg
større sammen. Jeg er træt af at høre, at Sønderjylland og det nordlige Slesvig-
At den fysiske grænse forsvinder, har intet at gøre med,
hvem vi er
Holsten er et udkantsområde. Vi har en unik
regional niche, som vi skal bruge.”
Gwyn Nissen er stort set lige så inkarneret
mindretalsmand, blot på den anden side af
grænsen. Han er født i Aabenraa og stod i
journalistisk mesterlære på Der Nordschleswiger i de tidlige 80’ere, og fra 1987 til 2008
arbejdede han for JydskeVestkysten på alt fra
erhvervs- til lokalredaktioner. Han er også
begejstret for regionens muligheder.
“Der er et uforløst potentiale i grænselandet,
og det handler om at se tingene i en større sammenhæng,” siger Gwyn Nissen. Jørgen Møllekær supplerer: “Som avis vil vi hjertens gerne
være katapult for de gode idéer, der er. Det her
med, at de små og mellemstore virksomheder i
Danmark forsøger at udvide deres virksomheder til Hamborg, er håbløst. Vi skal da starte de
fællesskaber og erhvervsmæssige muligheder i
Flensborg. Det ville give en helt anden dynamik, og det vil jeg gerne hjælpe til med.”
MINDRETALLENE OM 50 ÅR
Én ting er, at både Jørgen Møllekær og Gwyn
Nissen ser store muligheder i grænselandets
fremtid. Men hvad med mindretallenes? Er
det ikke oplagt, at den kommende generations
politikere vil være mindre historisk bevidste
og dermed måske have sværere ved at forstå,
at der skal sendes så mange penge til mindretallenes virke?
Som det er nu, får det danske mindretal i omegnen af en halv milliard kr. årligt fra den danske stat, mens det tyske mindretal ifølge Gwyn
Nissen får omkring 75 millioner årligt fra den
tyske. Læg dertil, at grænserne mellem nationalstaterne ser ud til stadig at udviskes mere,
og at globaliseringen fordrer global snarere end
regional identitet. Gwyn Nissen giver dog ikke
meget for den form for klagesang.
“Allerede i 1920 spåede man, at det tyske
havde en kort levetid, og vi er der endnu. Ja,
vi er blevet færre, og det har været lettere at
være dansk syd for grænsen, end tysk nord for
grænsen. Men det tyske mindretal har også
kunnet vokse politisk ligesom det danske.
Mindretallene vil også være der om 50 år.
Mindretallene har opnået en accept, der gør,
at vi har flere år ud i fremtiden, end folk måske troede og tror.”
nr. 5 / oktober 2013
19
Jørgen Møllekær peger på samme historiske udvikling.
“Om 50 år ser jeg tingene som en mangfoldighed. Folk vil altid have et kulturelt
ståsted, nært beslægtet med det sprog, de
taler. At den fysiske grænse forsvinder,
har intet at gøre med, hvem vi er,” siger
Møllekær og trækker ligesom Gwyn Nissen
det historiske kort: “Jeg husker så tydeligt
dengang, der hang billeder af BaaderMeinhof-folkene ved grænsen, og der stod
soldater med fingeren på aftrækkeren. Det
er sørme dejligt, at de tider er forbi. Jeg er
også fortaler for Schengen. Der er ingen
modsætning i at være for EU og være for
de nationale mindretal. Du har en dansk
borgmester i Flensborg og en dansk minister i Kiel. Hvem havde troet det? Mindretallet har allerede en blanding af dansk og
tysk,” siger Møllekær.
ET AVISHUS PÅ GRÆNSEN
Således ser det ud til, at fremtiden er
lys, ikke bare for regionen, men også
for mindretallene. Men hvad med de
to aviser? Hvad skal de gøre for at følge
med tiden? En af de afgørende forskelle
på de to aviser er, at Flensborg Avis
skrives på både dansk og tysk, mens Der
Nordschleswiger udelukkende skrives på
tysk. Både Gwyn Nissen og Jørgen Møllekær kalder det en fordel, at Flensborg
Avis er tosproget, men alligevel er det
her, Møllekær ser en udfordring. Han vil
ikke afvise, at mange af hans læsere har
en sproglig barriere:
“Vores læsere bruger tysk i 90% af deres
hverdag. En af mine overvejelser er, at
Flensborg Avis jo i forvejen er et miks af
to aviser. Min morfar var faktisk chef for
den tysksprogede del. Måske skal vi være
bedre til at tilbyde noget til de medlemmer af mindretallet, der læser bedre på
tysk,” siger Møllekær.
Skal en større del af Flensborg Avis
så skrives på tysk?
“Det er en af mulighederne,” svarer Jørgen
Møllekær og uddyber: “Det er en kultur
i huset, at den danske avis fylder tre
fjerdedele, og det tyske en fjerdedel. Der
siger jeg som ny: lad os bruge chancen til
at diskutere hvad som helst. Noget, der
også er vigtigt, er de unge. Vores andel af
læsere over 50 år er formentlig temmelig
høj. Så vi har et problem på den lange
bane, og der skal vi være bedre. Interaktionen med de unge skal være større.”
Gwyn Nissen ser det som en fordel,
at Flensborg Avis er tosproget, men han
vurderer ikke, at Der Nordschleswiger har
en omvendt udfordring i, at dens læsere
er bedre til dansk end tysk. Til gengæld
tror han, at det i længden bliver for dyrt at
udgive avisen på tryk: “Jeg tror, at den sidste Nordschleswiger på papir udkommer
i min tid, det må jeg sige. Vi er jo heller
ikke så store som Flensborg Avis, og der
kommer et tidspunkt, hvor vi må spørge
os selv, om vi skal omstille os til den
digitale version. Men jeg vil gerne holde
papiravisen i live så længe som muligt.”
Til gengæld ser de fysiske rammer
omkring Der Nordschleswiger mere end
gode ud, efter at avisen sidste år dannede
et fælles mediehus med JydskeVestkysten. Alligevel kan GRÆNSEN ikke dy sig
for at spørge, om man kan forestille sig,
at Flensborg Avis og Der Nordschleswiger
deler hus om 20 år.
Jørgen Møllekær er ikke sen til at tage
teten: “I skal være velkomne hos os,
Gwyn.” Gwyn Nissen har dog et andet forslag: “Man taler om at bygge en sportshal
og en station på grænsen. Måske skulle
man også bygge et avishus.”
Viljen har været der, men mindretallet har ikke villet tage nok fat i
de kritiske ting
– Gwyn Nissen
20
nr. 5 / oktober 2013
DOMSTOL FASTSLÅR:
SSV’S MANDATER
ER GYLDIGE
Af Johan V. Bendtsen
I Sydslesvigsk Vælgerforening, i daglig tale SSV, kan
man ånde lettet op. Fredag den 13. september blev
det igen slået fast, at SSV lever op til kriterierne for
at udgøre et mindretalsparti, og at partiets fritagelse
for den tyske spærregrænse på 5% er i overensstemmelse med forfatningen.
GLÆDELIGE REAKTIONER
At dommen faldt ud til SSV’s fordel – og dermed manede anklagerne fra CDU’s ungdomsafdeling Junge
Union i jorden – vakte naturligvis glæde i mindretallets rækker. Torsten Albig, Slesvig-Holstens ministerpræsident, udtrykte glæde over, at domstolen “deler
hans retsopfattelse på alle punkter”. Også på den anden side af grænsen var glæden på SSV’s vegne stor.
Blandt andet skrev formanden for Sydslesvigudvalget,
Benny Engelbrecht (S), følgende på sin Facebook-side:
“Forfatningsdomstolen i Schleswig-Holstein har afsagt en dom, der betyder, at SSV’s fritagelse fra spærregrænsen IKKE er i strid med forfatningen, og at
mindretalsbeskyttelsen dermed består – et varmt tillykke fra mig personligt og med min officielle kasket
som formand for Sydslesvigudvalget også en formel
hilsen fra Danmark til hele det danske mindretal med
en understregning af validiteten og holdbarheden af
København-Bonn-erklæringerne.”
TVIVL HOS DOMMERNE
Domsafsigelsen fjernede tvivlen om to vigtige
spørgsmål. Det ene dog med noget mere vægt end det
andet. Først og fremmest skulle dommerne tage stilling til, hvorvidt SSV’s
fritagelse for spærregrænsen er i overensstemmelse med forfatningen. Og
her var alle syv dommere enige. Dernæst skulle dommerne vurdere, om
det så er i orden, at SSV har tre mandater, på trods af at partiet ikke nåede
op på 5% af stemmerne.
Dette splittede dommerne. Tre mente, at SSV er berettiget til et mandat,
mens fire – og altså flertallet – mente, at partiet er berettiget til alle tre
mandater. Således blev gyldigheden af SSV’s mandater bekræftet, og samtidig fjernede dommen al juridisk tvivl om, hvorledes der overhovedet
eksisterer et dansk mindretal.
FREDET REGERING
Hvor afgørelsen først og fremmest omhandler SSV, har den dog ikke desto
mindre vidtrækkende betydning. Den får nemlig i praksis den følge, at
regeringskoalitionen fredes. SSV har siden valget i 2012 indgået i et regeringssamarbejde med SPD og De Grønne. Koalitionen er dog afhængig af
SSV’s mandater, da den kun har et mandats flertal. Hvis forfatningsdomstolen havde underkendt to af SSV’s tre mandater, kunne det altså have
fået afgørende betydning for regeringssamarbejdet i landdagen i Kiel.
Anke Spoorendonk og Flemming Meyer var tilfredse oven på domstolens afgørelse,
der slog fast, at SSV’s fritagelse for 5%-spærregrænsen er fuldt lovlig.
Pressefoto
At det danske mindretals parti, SSV, er fritaget
for den slesvig-holstenske spærregrænse på
5% af stemmerne, er i overensstemmelse med
forfatningen. Det slog den slesvig-holstenske
forfatningsdomstol fast 13. september.
nr. 5 / oktober 2013
21
SPANIEN:
Arkivfoto
FODBOLD OG
SEPARATISME
Onsdag d. 11. september markerede catalanere med en menneskekæde kampen for selvstændighed – mange iført
fodboldklubben FC Barcelonas trøjer – og den efterfølgende mandag aften kunne den baskiske klub Athletic Club Bilbao
endelig indvi deres nye, hypermoderne stadion med plads til mere end 50.000 tilskuere.
Den spanske fodboldliga huser fortsat flere symboler på regional trang til selvstændighed. GRÆNSEN tegner et billede
af kampen for regional selvstændighed i Spanien, set gennem fodboldens populære lys.
Af Christian Krogh Olsen
Især i årene under Francos diktatoriske
styre, hvor enhver ytring af separatistisk
karakter var aldeles ulovlig, fandt man
i Spanien den eneste mulighed for at
hævde et regionalt fællesskab i sportens
verden, især i fodbolden.
Fodboldentusiast og forfatter Phil
Ball forklarer i sin bog “Morbo: The
Story of Spanish Football”, at Franco så
fodbolden som en ideel måde, hvorpå
Spaniens ramponerede ry efter krigen
kunne renses gennem sublime præstationer på internationalt plan. Hans helte
fra Real Madrid hev i de år mange sejre
hjem, men klubber som FC Barcelona og
Athletic Club Bilbao formåede i samme
periode at virke som kulturelle flagskibe
for de regionale mindretal.
MÉS QUE UN CLUB
La diada nacional de Catalunya – Cataloniens nationaldag – markerer et
nederlag. Et tabt slag mod den spanske
overmagt, som den 11. september 1714
overvandt og indlemmede regionen.
Som kulturminister i Catalonien Ferran Mascarell udtalte i et interview med
Politiken, er dette karakteristisk for den
catalanske selvforståelse:
“Den catalanske kultur og vores selvforståelse er baseret på et tab. Det virker
masochistisk, og det er nok også en del af
vores kultur. Vi kunne have valgt en mere
glorværdig dato som nationaldag.
I FC Barcelonas forhold til ærkerivalerne fra Real Madrid finder man en forlængelse af denne catalanske selvforståelse.
Kasper Kloch, cand.mag. i spansk og
antropologi, beskriver i sin bog “Futbolmania” forholdet på følgende vis:
“Den spanske hovedstad er for de
catalanske nationalister symbolet på
den centralmagt, der har forhindret den
catalanske kultur i at komme til sin frie
og fulde udfoldelse. Det var fra Madrid,
det spanske imperium gennem århundreder udøvede sin magt, og det var herfra,
Franco regerede Spanien med en jernnæve, der slog hårdt ned på de regionale
uafhængighedsbevægelser. Når Real
Madrid vandt på fodboldbanen, var det
som en smertefuld reproduktion af den
politiske virkelighed, der havde tvunget
Catalonien i knæ.”
KATEDRAL FOR SELVSTÆNDIGHED
I Baskerlandet har man heller ikke været
bleg for at udnytte sporten til at give
politisk momentum. Athletic Bilbao
har siden oprettelsen i 1898 insisteret
på udelukkende at benytte spillere med
baskisk ophav. Klubben har vundet flere
titler – senest i 1984 – men mange vil
mene, at det snævre felt af spillere gør, at
man ikke længere er konkurrencedygtig,
da andre klubber efterspørger talenter på
verdensplan.
Til gengæld er Athletic så effektive til at
støvsuge de baskiske regioner for talenter,
at lokalrivalerne fra Real Sociedad – klubben, hvis trikot konsekvent er prydet med
det karakteristiske baskiske flag i nakkekanten – opgav deres princip om udelukkende lokal rekruttering i slutningen af
1980’erne. De baskiske klubber diskuterer
gerne deres Cantera-politik indbyrdes, og
jævnligt har grundlaget for at hente denne
eller hin spiller skullet forklares.
Kasper Kloch beskriver Athletics tilknytning til den baskiske separatistbevægelse ETA som værende aldeles tæt:
“Athletic Bilbao har til alle tider hentet
sin ideologiske næring i samme brønd
som den baskiske nationalisme. Begge
dyrker en forestilling om, at det baskiske folk udgør en helt særlig race med et
unikt sprog og blodlinjer, der kan spores
flere tusinde år tilbage. Begge prædiker,
at dette er en arv, som skal beskyttes mod
udvanding og imperialistiske tiltag.”
Christian Krogh Olsen er freelancejournalist
og skriver fast for GRÆNSEN.DK.
22
nr. 5 / oktober 2013
SLESVIG I GRÆNSELANDENES EUROPA
I juni i år stoppede Peter Dragsbo som overinspektør på Sønderborg Slot. Der blev sat
punktum for Peter Dragsbos imponerende virke i grænselandet med en afskedsforelæsning,
som indkapsler og diskuterer grænselandets fortidige historie og fremtidige potentiale.
GRÆNSEN bringer her dele af talen.
Af Peter Dragsbo
For nylig døde en af dansk kulturhistories gamle
kæmper, den forhenværende professor i europæisk etnologi, Bjarne Stoklund. Gennem sit
forfatterskab har han bedre end nogen anden
understreget, hvordan man gennem den
konkrete kultur kan nå til en dyb forståelse af
mødet mellem kulturer eller kulturelementer
i et grænseland som Sønderjylland/Slesvig.
I studier af byggeskik har han både i Slesvig,
på Færøerne og andre steder, med inspiration fra tysk kulturhistorie vist, hvilke mekanismer der ligger bag kulturmøder, hvor
kultur forandres og elementer modtages fra
andre områder eller grupper.
Samtidig har han behandlet temaet om
“kulturens nationalisering” – hvordan
de europæiske nationalstater i 1800-tallet og langt op i det 20. århundrede har
brugt folkekulturen og dens elementer,
både til understregning af de natio-
nale projekter og i argumentationen for de rette
grænser og territoriale tilhørsforhold. Alt det har
Stoklund sammenfattet i ordene: at “Slesvig er et
ønskelaboratorium for studiet af kulturmøde.”
NORDEUROPAS RADIKALE VENSTRE
Kulturmøde-begrebet er efter min mening et nøglebegreb – både til forståelsen af Slesvig/Sønderjyllands historie og i definitionen af det unikke i
Museum Sønderjyllands arbejdsfelt. “Kulturmøde”
bør dog efter min mening tages med et gran salt.
For det første var den gamle grænse mellem
magtområder, sprog og kulturelle særpræg
ved Dannevirke kun en af Europas små
kulturgrænser. Der har gennem historien
været langt mere fundamentale kulturforskelle mellem
områderne, der
har mødtes
for eksempel i
nr. 5 / oktober 2013
grænsen mellem middelhavskulturen og Centraleuropa, mellem
Nord- og Sydtyskland eller “fæbodgrænsen” mellem Mellemsverige og Nordskandinavien.
I Slesvig var det egentlig kun variationer af den samme nordeuropæiske bondekultur, der mødtes. For det andet er det forkert
at tale om “grænse”, fordi Slesvig fra 1200-tallet til vore dage mere
har været præget af kulturblanding, med elementer fra nord og
syd, øst og vest, optaget til forskellig tid. Skal der overhovedet
tales om grænser, bør vi snarere tale om kulturgrænseområder,
hvor der har været skiftende kulturmønstre. Denne dynamik har
bevirket mindre fastlåste normer og større innovationsparathed
end i kulturernes “kerneområder”. Sønderjylland/Slesvig har så at
sige været Nordeuropas Radikale Venstre, der kunne nyde godt af
mellempositionens valgfrihed, men også kunne sprænges af den.
TABELFETICHISTERNE
Bygningsforskningen var et tema, jeg havde med i “baglommen”,
da jeg for 11 år siden kom til Sønderjylland (igen). Men det har
for mig vist, på linje med andre af mine kollegers udforskning af
grænselandets kulturhistorie, fra kniplinger og sølvtøj i Tønder
til folkelige skikke og kostvaner i Sønderborg, at den materielle
og immaterielle kulturhistorie ikke blot er en “hjælpevidenskab”
til “den store historie”, men en indgangsvinkel, der fra sit eget
standpunkt kan give lige så store og grundlæggende erkendelser
som den traditionelle historie – og allerbedst bliver det, når de to
hovedfagområder mødes i frugtbar vekselvirkning.
Når det er sagt, vil jeg derefter stille det kætterske spørgsmål,
om der er en frugtbar fremtid i fortsat i så høj grad at skrive
områdets egen historie. Jeg indrømmer, at vi i en årrække har
måttet skrive vores egen historie, egen arkæologi, egen landbrugshistorie, egen administrations- og skolehistorie, udgive et
eget leksikon – og snart kommer en sønderjysk søfartshistorie.
Det har vi været nødt til, fordi ikke mindst historikerne i Danmark som regel har skrevet om det gamle kongerige, landet mellem Kongeåen og Øresund. Man har undskyldt sig med “kildesituationen”, som om der ikke fandtes folketællinger, godsarkiver,
byarkiver og administrative arkiver fra Slesvig-Holsten. Men
23
tabelfetichisterne har ikke kunnet sammenligne deres elskede
tal helt præcist – og så kunne der ikke skrives historie!
KULTURMØDER I DEN STORE VERDEN
Men al den “sønderjyske bummelum-historie” indebærer samtidig
efter min mening to farer: Den ene fare er, at vi betragter den sønderjyske historie og kulturhistorie blot som et supplement til, en
færdiggørelse af, Danmarkshistorien. Men her bør vi virkelig, som
f.eks. Carsten Porskrog Rasmussen og andre har påvist, så at sige
rette ryggen og sige: Vi skriver historien her, fordi “hertugdømmerne” gennem 400 år var en helt særlig enhed i det danske rige, lige så
– eller mere anderledes administreret og iscenesat end f.eks. Norge.
Slesvig og Holstens historie og kulturhistorie skal skrives,
fordi det var et land i Europa. Også her er vi endelig frigjort fra
de nationale dagsordener og kan skrive hertugdømmernes historie sammen med kollegerne syd for grænsen, som det f.eks.
blev gjort i bøgerne om hertugerne af Slesvig og Holsten.
Den anden fare er, at vi bliver navlepillende – at vi i bestræbelserne på at skrive Sønderjylland/Slesvigs historie og kulturhistorie fokuserer alt for meget på det lille stykke land mellem
Kongeåen og Ejderen – evt. udvidet med Holsten. For selv om
Sønderjylland/Slesvig var et hertugdømme, var det ikke mindst,
ja først og fremmest, et mødested. Et mødested mellem kulturelementer, sprog, nationalprojekter og identiteter. Her er Slesvig unik i den nationale danske historie og kulturhistorie. Det
øvrige Danmark har, ud over Fredericia og hovedstaden, stort
set først oplevet kulturblanding i det 20. århundrede, idet vi dog
skal huske, at danskere gennem århundrederne i mange sammenhænge er blevet en del af kulturmøder i den store verden.
Men samtidig er Sønderjylland/Slesvig blot et af Europas talrige
grænselande. Før nationalstaternes tid – og ikke mindst før de
etniske udrensninger under og efter Anden Verdenskrig – var der
i Europa lige så mange områder, hvor der fandtes flere sprog og
identiteter, blandinger af kulturelementer og befolkningsgrupper
osv., som der var områder med ét sprog, én hovedkultur og én overvejende identitet. Sønderjylland/Slesvig bør derfor ikke mindst ses
som et af Europas mange flerkulturelle og flersprogede områder.
GENERATIONSSKIFTE I GRÆNSELANDET
I den kommende tid træder fremtrædende aktører i og
omkring grænselandet tilbage fra deres poster. GRÆNSEN sætter fokus på generationsskiftet i artikelserien
“Generationsskifte i grænselandet.” Dette er tredje
artikel i serien.
Første interview i serien bragte vi i nr. 4/2013, mens
anden artikel i serien er at finde i dette nummer.
24
nr. 5 / oktober 2013
GEORG BRANDES:
“SØNDERJYLLAND
UNDER PRØJSISK TRYK”
De fleste vil formentlig kende litteraturkritikeren Georg Brandes for den skandinaviske litteraturperiode,
vi ofte kalder “Det Moderne Gennembrud”, som han indledte med sine forelæsninger i 1870’erne.
Han var faderen til den senere kulturradikalisme, der trækker lange spor gennem det 20. århundrede.
Men han skrev også en bog om Sønderjylland. Den rummer en hård kritik af det preussiske styre og en
sønderlemmende kritik af dansk udenrigspolitik. Lektor Bodil Kruse fortæller et stykke overraskende,
dansk åndshistorie.
Af Bodil Kruse
Indimellem kan man støde på lidt ældre
bøger, der kan give et nyt og forfriskende
syn på en sag. Sådan gik det mig, da jeg
for et par år siden stødte på en bog af
Georg Brandes om Sønderjylland.
Georg Brandes (1842-1927) er mest
kendt som litteraturkritiker, og han satte
med sine forelæsninger i 1871 gang i en
ny bevægelse inden for litteraturen, nemlig “Det Moderne Gennembrud”. Han bliver også opfattet som en af igangsætterne
til hele den kulturradikale bevægelse.
Det er derimod ikke så kendt, at Brandes
også beskæftigede sig med forholdene i
det Sønderjylland, som efter nederlaget i
1864 var blevet en del af Preussen.
“Sønderjylland under prøjsisk tryk”
(1919). Sådan hedder Brandes’ lille bog.
Den indeholder en række artikler om
situationen for de dansktalende sønderjyder, som i 1864 var kommet under
preussisk styre. Disse artikler blev senere
samlet i ovennævnte bog. Artiklerne er
skrevet i årene mellem 1899 og 1905.
Den første artikel, “Danskheden i Sønderjylland” (1899), omhandler
situationen i Slesvig nogle år efter det fatale militære nederlag til
Preussen og Østrig i 1864. Danmark måtte som bekendt afstå både
Slesvig og Holsten til Preussen.
Brandes fremhæver, at tyske forfattere og kunstnere har inspireret
danskere i århundreder og omvendt. Og på denne baggrund leverer
han en hvas kritik af det preussiske styre i Slesvig.
En teaterejer i Haderslev fik forbud mod at opføre et par gamle
danske vaudeviller i slesvigske byer – og skuespillerne måtte ikke en
gang overnatte på byens hotel. Brandes ironiserer i denne forbindelse over, at det store Preussen med mange millioner mennesker
behøver at indføre indskrænkninger for nogle ganske få dansksindede mennesker i den nordlige del af Slesvig.
Han skriver, at det er barbari at forhindre, at indbyggere i Nordslesvig kommer på danske landbrugsskoler. Man hindrer foredrag
på dansk – selv om emnet er tysk litteratur. Brandes kalder det “en
knytnæve i ansigtet”.
HR. V. KÖLLER OG FYRST IMERITINSKI
Han begynder i den følgende artikel med at spørge, hvorfor man skal
støtte de dansktalende nordslesvigere i deres pressede situation.
Det skal vi gøre – skriver Brandes – for nordslesvigernes skyld, så de
kan holde humøret oppe i den vanskelige tid. Desuden skal vi gøre
det for vores egen skyld – fordi der lige i nærheden ligger et område,
Foto: Wikimedia, Commons
nr. 5 / oktober 2013
P.S. Krøyers skitse af Georg Brandes fra 1900. Brandes opfattes almindeligvis som
den kulturradikale bevægelses fader. Det er derimod ikke så kendt, at Brandes også
beskæftigede sig med forholdene i Sønderjylland.
hvor dansk sprog og nationalitet bliver
forsøgt udvisket. Og til sidst kommer
Brandes med en usædvanlig argumentation: man bør støtte nordslesvigerne for
Det fører Brandes til en interessant
sammenligning. Han vil sammenholde
de dansktalende nordslesvigeres forhold
med polakkernes situation under russisk
styre på samme
tid.
På dette tidspunkt blev den
russiske fyrst
Imeritinski udnævnt til generalguvernør over det,
Brandes kalder
russisk Polen.
Denne fyrst Imeritinski forsøgte
at give rimelige
forhold for polsk
sprog, polsk blev
tilladt i skolevæsenet, den katolske kirke
fik acceptable forhold uden pres fra den
græsk-ortodokse kirke og så videre.
På samme tidspunkt blev Ernst Mathias v. Köller overpræsident i Slesvig-
Det vil være godt for styret
i Preussen at møde modstand
fra et lille folk, og det kunne
hjælpe på deres selvgodhed og
indbildskhed
preussernes – og tyskernes – egen skyld.
Det vil være godt for styret i Preussen at
møde modstand fra et lille folk, og det
kunne hjælpe på deres selvgodhed og
indbildskhed.
25
Holsten. Det blev nu forbudt at undervise på dansk i skolerne – end ikke en
bestemmelse om to ugentlige timer på
dansk i faget religion kunne overholdes.
Der kom utallige “Verfügungen”
( bestemmelser, red.) rettet mod lærerne
i områdets skoler. Der blev holdt øje
med, hvad lærerne sagde og gjorde, og
hvilke foreninger de var medlemmer af.
Det er særdeles interessant at se forholdene for de dansksindede i Nordslesvig
i sammenhæng med forholdene for
polakkerne i samme tidsrum.
I en af bogens sidste artikler skriver
Brandes, at man kunne ønske, at Danmark havde en god udenrigsminister
og en god diplomat i Berlin. Så kunne
man måske spare på militærudgifter til
Københavns befæstning. Det burde være
en opgave – skriver Brandes – at uddanne
fremragende diplomater til posten i Berlin, og her kommer Brandes med en spids
kritik af G.J. Quaade (1813-1889), som var
udenrigsminister og i en periode gesandt
i Berlin. Ifølge Brandes besad Quaade
ikke en eneste af de egenskaber, der var
nødvendige.
Bogen kan jeg kun anbefale – også i
undervisningsmæssig sammenhæng.
Bodil Kruse har i en årrække været lektor
ved Nørre Gymnasium i København.
Georg Brandes: “Sønderjylland under prøjsisk tryk”. Gyldendal 1919. Bogen kan købes
på www.antikvariat.net.
26
nr. 5 / oktober 2013
GRUNDTVIG MELLEM
DE IDEOLOGISKE GRØFTER
Vi tager muligvis begreber som nationalstat og demokrati for givet i dag, men det var de ikke for N.F.S. Grundtvig.
Sådanne begreber blev først for alvor realiseret i løbet af hans levetid, og ny antologi forsøger derfor at belyse, hvor
stor en indflydelse han havde som samfundsbygger.
Ph.d. og lektor i historie Jes Fabricius Møller anmelder “Samfundsbyggeren – artikler om Grundtvigs samfundstænkning”
og fortæller, hvordan Grundtvig blev fejet til side af dem, der troede på den nationale velfærdsstats død, mens de, der
frygtede dens død, tog ham til sig som et krammedyr.
Af Jes Fabricius Møller
Constantin Hansens berømte billede af
åbningsmødet i den grundlovgivende
rigsforsamling i oktober 1848 pryder forsiden af denne bog om Grundtvigs betydning for samfundstænkning og politik.
Grundtvig indtager umiddelbart ikke
nogen fremtrædende plads på billedet. I
forgrunden promenerer alle de nationalliberale skikkelser, mens Grundtvig er
pakket væk, siddende i baggrunden til
højre langt fra billedets centrum. Faktisk
var Grundtvig slet ikke til stede på mødet,
for han blev først medlem af forsamlingen efter et suppleringsvalg, men det
anfægter ikke en dygtig maler.
Hansen har placeret Grundtvig lige under billedets forsvindingspunkt, hvor de
linjer, der markerer dybdeperspektivet,
mødes. På den måde sidder Grundtvig tilbagetrukkent og dog centralt i billedet, og
dermed er bogens tema slået an: hvordan
skal man placere Grundtvig i samfundets,
statens og nationens udvikling i det 19.
århundrede? Hvor central var han? Hvem
og hvad var han påvirket af, og hvem og
hvad påvirkede han? Det vil føre for vidt
at omtale alle bogens bidrag. I virkeligheden lader spørgsmålet sig også bedst
besvare ved at se over på den anden side
af grænsen – den svenske.
INDRE MISSION OG FOLKEKIRKEN
Urban Claesson fra Högskolan i Dalarna
foretager i bogens sidste kapitel om
Sverige, “landet uden Grundtvig”, en
sammenligning af Danmarks og Sveriges
udvikling i det 19. århundrede. Der er
flere afgørende forskelle mellem Danmark og Sverige. Den danske selvejende
bondestand var et relativt nyt fænomen
i Danmark i 1800-tallet. Den blev til som
et resultat af landboreformerne i anden
halvdel af det 18. og første halvdel af det
19. århundrede. I Sverige var selvejerbønderne langt mere etablerede som stand,
også på den svenske rigsdag. De danske
bønder havde større grund til at organisere sig som opposition til staten, mens
de svenske bønder allerede følte sig som
en del af staten.
Omvendt forholdt det sig med vækkelsesbevægelserne i de to lande. I Danmark
forblev vækkelserne i det store hele inden
for folkekirken, mens de i Sverige, hvor
de anglo-amerikanske vækkelser havde
betydelig større succes, organiserede sig
som frikirker. Her må man i øvrigt endelig ikke glemme at pege på Indre Mission
som en afgørende faktor i udviklingen,
fordi Indre Mission valgte at blive i folkekirken som en bevidst strategi. At Indre
Mission gør væsentlig mindre væsen af
sig end grundtvigianerne, får ofte folk
til at glemme betydningen af den valgte
strategi for integrationen af kirke, stat og
folk.
FOLKET SOM SUBJEKT OG OBJEKT
Endelig var industrialiseringen i Sverige
mere fremskreden. Derfor stod Socialdemokratiet stærkere dér end i Danmark,
hvor bondepartiet Venstre var hovedaktør i forfatningskampen. Her kommer
Grundtvigs opfattelse af sammenhængen mellem Helligånd og Folkeånd, det
nr. 5 / oktober 2013
vil sige mellem kristendommen og det
nationale, mellem skabelsesorden og historisk virkelighed, ind i billedet. Partiet
Venstre tog i vid udstrækning Grundtvigs
tanker til sig, også da partiet blev statsbærende i 1901.
Hermed skabtes der i Danmark den
stærke integration af kirke, stat og folk,
mens den politiske udvikling i Sverige
bragte et parti til magten, som ikke havde kirken som selvfølgelig følgesvend. I
forlængelse af Claessons pointe kan man
pege på, at Venstre faktisk ikke sad på
magten særlig længe, og da Socialdemokratiet overtog rollen som statsbærende
parti, skete det med en inklusion og ikke
en eksklusion af kirken og den grundtvigske folkelighedstanke. Claesson peger
på, at kirken i Danmark har folket som
subjekt, det vil sige handlende aktør,
mens den svenske folkekirke bygger
på, at den har folket som objekt. Denne
tanke kunne man forsøgsvis overføre
på den danske henholdsvis den svenske
stat.
GRUNDTVIG SOM SAMFUNDSTÆNKER
Fra Grundtvigs 150-års-fødselsdag i 1933
til hans 200 års fødselsdag i 1983 blev
han fremstillet som ophavet til alt godt
og hensigtsmæssigt herneden. Det var
det halve århundrede, da Grundtvig og
Danmark levede lykkeligt sammen.
På en eller anden måde lykkedes det at
koble nation, stat og velfærdspolitik
sammen til et amalgam af livsanskuelse,
forestillingsverden og praktisk poli-
tik, som man kunne sætte mærkaten
“Grundtvig” på.
I løbet af 1980’erne kunne det imidlertid ikke holde længere. Murens fald,
borgerkrigen i Jugoslavien, globalisering, økonomisk krise og migration slog
alvorlige sprækker i den danske models
selvforståelse. Grundtvig blev fejet til
side af dem, der troede på den nationale
velfærdsstats død, mens
de, der frygtede den
nationale velfærdsstats
død, tog ham til sig som
et krammedyr. Grundtvig blev en rekvisit i et
tosidet ideologisk opgør,
hvor grøfterne blev gravet så dybe, at det blev
aldeles vanskeligt ikke
at vælge side. Ville man
undgå den ene grøft,
faldt man gerne i den
anden. Men er Grundtvig så dømt ude? Nej,
faktisk ikke.
Ove Kaj Pedersens åbningskapitel
forsøger at genåbne den frie drøftelse
af Grundtvig og hans betydning uden at
falde i nogen af grøfterne. Ove Kaj Pedersen kommer fra samfundsvidenskaben,
og hans indfaldsvinkel er, at samfundsvidenskaberne sært nok har ignoreret
Grundtvig. Historikerne og teologerne
har haft monopol på fortolkningen af
Grundtvig, mens samfundsvidenskaberne ikke rigtig har regnet ham for noget.
Det er jo i udgangspunktet en forsøm-
27
melse, men det tilvejebringer også et
ubenyttet fortolkningsrum. Grundtvig er
blevet interessant som samfundstænker
og samfundsbygger.
Grundtvig blev en rekvisit
i et tosidet ideologisk
opgør, hvor grøfterne blev
gravet så dybe, at det blev
aldeles vanskeligt ikke at
vælge side
Jes Fabricius Møller er lektor i historie på
Københavns Universitet og fra 1. september
også knyttet som forsker til Grundtvigcenteret under Aarhus Universitet, som har
udgivet denne antologi.
Ove Korsgaard og Michael Schelde (red.):
Samfundsbyggeren – artikler om Grundtvigs
samfundstænkning. Forlaget Anis, 251 sider,
249 kroner.
28
nr. 5 / oktober 2013
FÆLLESMÆNGDEN MELLEM
DET GRUNDTVIGSKE OG NAZISMEN
Ny antologi afdækker hidtil ukendte artikler af sønderjyske højskolefolk som Poul Engberg, Hans Haarder og Sune
Andresen, der i 1930’erne diskuterede forholdet mellem Grundtvig og den gryende nazisme. Bogen udgives af Studenterkredsen, den grundtvigske rugekasse for studerende med tilknytning til højskolebevægelsen, der i år kan fejre sit
125-års-jubilæum.
Udgivelsen er hovedsageligt et kildeskrift til det forrige århundredes vigtigste teologiske debatter, men bogen byder
som nævnt også på et kapitel om grundtvigianernes forhold til nazismen. Dr.phil. og Grundtvig-ekspert Ole Vind anmelder.
Af Ole Vind
Den grundtvigske studenterforening Studenterkredsen har i år fejret sit 125-årsjubilæum med antologien “Kontinuitet
og radikalisme. Studenterkredsen og
teologien i det 20. århundrede”, og den
består af tekster fra foreningens tidsskrift, der udkom fra 1933 til 1997. Her er
genoptrykt 33 korte tekster fordelt på 11
temaer, suppleret med 11 nye bidrag, der
perspektiverer og aktualiserer temaerne.
Foreningen kalder sig “grundtvigsk”,
oprindeligt med front mod såvel Indre
Mission som brandesianismen (tilhængere af Georg Brandes, red.), men grundtvigianismen eller blot det grundtvigske
spiller en underordnet rolle i antologien.
Det afspejler, at den teologiske debat siden 1930’erne har været domineret af den
såkaldt dialektiske teologi.
DE TOTALITÆRE TONER FRA SYD
Tidsskriftet Tidehverv startede således
i 1926, og siden da har inspirationen fra
navne som Søren Kierkegaard, Karl Barth
og Rudolf Bultmann været dominerende
blandt begavede danske teologer. Man
kunne ikke længere tage Grundtvig alvorligt som teologisk tænker. Og grundtvigianismen spiller da også en meget lille
rolle i jubilæumsantologien.
En undtagelse er dog et tema fra
1930’erne: Grundtvigianerne og nazismen. Her bringes bidrag af Poul Engberg,
Hans Haarder og Sune Andresen, alle
knyttet til den grundtvigske højskole og
til Sønderjylland. Her vakte de totalitære
toner fra syd bekymring for den relativt
nye grænse, men for mange grundtvigianere betød nationalsocialismen også,
at beslægtede ideologiske strenge blev
anslået.
Enkelte fra det grundtvigske miljø
udtrykte direkte sympati for nazismen,
men de udvalgte bidrag i antologien fra
Engberg, Haarder og Andresen er nok så
typiske for en udbredt holdning i miljøet.
De lagde alle afstand til nazismen som et
særligt tysk udtryk for tidsånden, men
pegede samtidig på, at også i Danmark
var der nu brug for en ny besindelse på
og styrkelse af det nationale og folkelige
fællesskab.
Engberg er klarest i mælet, når han i
nazismen ser et velkomment nederlag
for tidens individualisme, der må undergrave ethvert folkefællesskab. Haarder
og Andresen opfordrer til besindelse på
Danmarks historie og på de kristnes Gud
– med Grundtvigs ord: “Dine Fjender til
Lands er og Fjenderne hans.” Ingen af dem
mobiliserede imidlertid demokratiet som
modvægt til den tyske nationalsocialisme.
Den teologiske grundtvigianisme havde
da heller aldrig været særlig optaget af det
parlamentariske demokrati. Grundtvig
selv stemte ikke for Grundloven af 1849,
og skønt han forsonede sig med folkestyret, blev han aldrig tilhænger af flertalsprincippet: “Om så hele Folket lægger sin
Vankundighed sammen bliver der dog
ikke Visdom deraf”!
FÆLLESMÆNGDEN
Jes Fabricius Møller peger i sit perspektiverende bidrag på “fællesmængden”
nr. 5 / oktober 2013
mellem det grundtvigske og det nazistiske. Det gælder betoningen af folkefællesskabet frem for individet, mistillid til det
parlamentariske demokratis ævl og kævl
og en generel antimodernitet og afstandtagen fra bylivets dekadence.
Møller henviser til og tilslutter sig historikeren Henrik Nissens forskning i temaet
genfortalt fra Roar Skovmand og Hal Koch
til senest Bo Lidegaard. Møller kalder
den “Krogerup-hypotesen” med et ord,
der røber, at den – som al historiefortælling – er en konstruktion, der lader nogle
historiske fakta i skyggen for at drage
andre frem i lyset.
De øvrige bidrag i antologien er af
snævrere teologihistorisk interesse. De ultrakorte,
gerne forkortede
tekster, yder
ikke forfatterne
– bl.a. Kristoffer
Olesen Larsen,
K.E. Løgstrup,
Johannes Sløk,
Søren Krarup,
Henning Tjørnehøj, Ole Jensen,
Peter Kemp, Hans
Hauge og Thorkild
Grosbøll – fuld
retfærdighed, men giver til gengæld
et bredt og broget billede af teologiens
kamp for at finde fodfæste i en stadig
mere sekulariseret tid.
Engberg er klarest i mælet,
når han i nazismen ser et velkomment nederlag for tidens
individualisme, der må undergrave ethvert folkefællesskab
grundtvigianerne og nazismen, et tema,
der ellers har været underbelyst i historieskrivningen. Det skyldes ifølge Møller,
at man i Danmark efter 1945 samledes om
en standardfortælling, hvori den grundtvigske folkelighed trak på samme hammel
som socialdemokratiet i opbygningen af
den moderne, demokratiske velfærdsstat.
Socialdemokratiets “Danmark for folket” og det grundtvigske “Hvor få har for
meget og færre for lidt” blev bærepiller i
den standardfortælling om Danmark i det
20. århundrede, som er blevet fortalt og
GYMNASIELÆRER KASTBERG
PÅ TØNDER STATSSKOLE
Teksterne afspejler tidens teologiske modebølger: Dialektisk teologi, eksistensteologi, narrativ teologi, skabelsesteologi,
økoteologi, dekonstruktiv og postmoderne teologi. Debatten er livlig, men uden
nogen form for afklaring.
29
Det afsluttende bidrag fra 2013 af
Carsten Pallesen er karakteristisk for
stilen. Han boltrer sig i teologisk-filosofiske abstraktioner i en kunstlet fagjargon blandet med oplysende personlige
erindringer fra et særpræget studentermiljø. Studenterkredsen var længe en
ren mandeklub med værtshusmiljøets
sans for våde varer og intens tobaksrygning.
Pallesen fortæller blandt andet, hvordan gymnasielærer Kastberg på Tønder
Statsskole fik stor betydning for mange
af tidens teologer og litterater: ud over
Pallesen selv, eksempelvis Nils Gunder
Hansen, H.C. Wind, Martin Schwarz Lausten, Svend Andersen og Helmuth Friis.
Sidstnævnte citeres for, at “Gud er død,
men der er levende ord i lasten”.
Dette svage ekko fra Grundtvig kunne
have været titlen på antologien, som vidner om et levende tanke- og debatmiljø.
Desværre når de levende ord ikke altid ud
over rælingen, men kvæles undertiden
i spekulativt væv – men antologien som
helhed vidner om åndeligt liv og kamplyst.
Kristoffer Garne og Rasmus Vangshardt
(red.): Kontinuitet og radikalisme. Studenterkredsen og teologien i det 20. århundrede. Forlaget Vartov. 307 sider. 250 kroner.
30
nr. 5 / oktober 2013
KORT NYT
SLESVIGSK PARTI UDGIVER
“SØNNEJYSK RAP 3.0”
Store dele af befolkningen interesserer sig ikke for
kommunalvalget. Ikke mindst de unge synes at
være tabt. Med rapmusik og graffiti forsøger
Slesvigsk Parti nu at række ud mod de unge.
Slesvigsk Parti, med rødder i det tyske mindretal
i Danmark, har sat sig et mål: De vil have de unge
engagerede i det forestående kommunalvalg. Med
tre rapsange – “Sønnejysk Rap 1.0, 2.0 og 3.0”
– skal de unges interesse for kommunalpolitik
vækkes.
“Fra kyst te kyst, æ det Sønnejylland. Det æ hee
vi hæ e ringrin, å e bynne de kan. Party uartig det
æ spitzenklasse. Å tai tjek å e kultuu få vi hæ en
masse,” lyder nogle af de indledende vers i Sønnejysk Rap 3.0. Teksterne er skrevet af L:Ron:Harald
og Simon Stoy, som også synger, mens DJ Turkman Souljah står bag kompositionerne.
Slesvigsk Parti stiller op til kommunalvalget
med over 60 kandidater. Ved kommunalvalget i
2009 fik partiet 5.249 stemmer, hvilket gav mandater i Sønderborg, Haderslev, Aabenraa og Tønder. De arbejder efter eget udsagn for at fremme
udviklingen i hele Sønderjylland gennem samarbejde på tværs af partiblokke – og også henover
den dansk-tyske grænse
METTE BOCK ER GRÆNSEFORENINGENS
FORMANDSKANDIDAT
Fhv. chefredaktør på JydskeVestkysten og kendt kvindelig debattør er indstillet til at efterfølge Finn Slumstrup som formand for
Grænseforeningen.
Grænseforeningens bestyrelse besluttede fredag den 30. august
at indstille Mette Bock som formandskandidat ved sendemandsmødet den 10.-11. maj 2014. Det er første gang i Grænseforeningens
93-årige historie, at en kvinde er indstillet til formandsposten.
Blandt tidligere formænd kan nævnes politikere som Erik Haunstrup Clemmensen (1966-72), H.P. Clausen (1984-86) og Torben
Rechendorff (2000-05).
Mette Bock har en lang karriere bag sig som bl.a. chefredaktør
på JydskeVestkysten og programdirektør i Danmarks Radio. I dag
er hun medlem af Folketinget for Liberal Alliance. Hun har i en
årrække været medlem af Grænseforeningen og er nu indtrådt som
medlem af Grænseforeningens bestyrelse som en af tre ressourcepersoner, der vælges direkte af den ordinært valgte bestyrelse.
Mette Bock er 56 år, bor i Horsens, er gift og har børn og børnebørn. Grænseforeningens bestyrelse begrunder sin indstilling
således:
“Mette Bock har gennem både sit journalistiske og politiske
virke fremført synspunkter og holdninger om mange værdibegreber inden for dansk kulturliv, herunder interesseret sig levende
for det danske mindretal i Sydslesvig. Mette Bocks synspunkter
og holdninger er i fin overensstemmelse med Grænseforeningens målsætninger og lever op til de krav og udfordringer, som en
national folkelig forening stilles over for både i den hjemlige debat
og i global sammenhæng,” siger Jens Andresen, 1. næstformand i
Grænseforeningen.
nr. 5 / oktober 2013
KULTURMØDEAMBASSADØRERNE NOMINERET TIL INTEGRATIONSPRIS
Grænseforeningen blev med sit kulturmødeambassadørprojekt nomineret til
Integrationspriserne 2013 i kategorien
“Årets frivillige forening”. Prisen blev
uddelt af social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen, men hun
og priskomitéen valgte et andet projekt
som vinder af prisen.
“Det er utrolig vigtigt, at vi har unge
mennesker som kulturmødeambassadørerne, der tør bruge deres personlige erfaringer og tør diskutere spørgsmål som
nationalitet og identitet. Det er modigt,
og ved at sætte sig selv i spil er de på en
forbilledlig måde med til at nedbryde
fordomme og fremme sammenhængskraften i Danmark,” sagde Annette Vilhelmsen blandt andet om projektet.
Det er 12. år i træk, at der uddeles
integrationspriser til personer, kommuner, foreninger og arbejdsplader, der
har gjort en særlig indsats for at fremme
integrationen i Danmark. I kategorien
“Årets frivillige forening” var også Spillerforeningen og Karlebo Bokseklub
nominerede, og førstnævnte løb med
sejren.
LEKTOR: DEBATTEN OM DANSKHEDEN ER KEDELIG OG FORFEJLET
Den nationale kultur er langt mere hybrid, end vi vil erkende, og
desuden er den under konstant forandring. Derfor er den dominerende fortælling om enhedskulturen og de skarpt optrukne grænser mellem “os” og “de fremmede” forfejlet, mener Sune Haugbølle, lektor i sociologi og globale studier. Nyhed fra GRÆNSEN.DK.
“Debatten om danskhed og enheds- versus multikultur er
forfejlet. Præmissen for debatten er stereotype kasser, som
mange langt fra kan spejle sig i. Hvis vi skal tage en ordentlig
debat, så er vi nødt til at kunne rumme hybride identiteter,
erkende hvor meget globaliseringen har forandret os selv og
ikke mindst gøre op med ’vores utilstrækkelige forestillinger
om enhedskulturer’.” Det skriver lektor Sune Haugbølle i Politiken og fortsætter:
“Jeg kan ikke spejle mig i fortællingerne om det pæredanske
og det multikulturelle, for de bygger på den samme præmis: at
vi og de fremmede hver især udgør veldefinerede klaner, fasttømrede kulturer, der enten lever gnidningsløst side om side
eller fastholdes i et hierarki af oplyst kristen modernitet over
muslimsk obskurantisme.”
31
32
nr. 5 / oktober 2013
THERKELSENS HJØRNE
KALENDER
FJENDEBILLEDER OG
DET EUROPÆISKE PROJEKT
Forleden skulle jeg give et oplæg om
mindretalsproblematikken i det dansktyske grænseland for en gruppe unge fra de
baltiske lande, Hviderusland og Ukraine,
som deltog i en netværkskonference i
Vilnius i Litauen. Forinden havde de unge
præsenteret sig. De var alle universitetsstuderende med stor interesse for det
europæiske projekt – og ikke mindst for, at
deres hjemlande enten bliver en del af eller
fastholder tilknytningen til EU. Af deres
mundtlige præsentationer fremgik det
klart, at de havde et godt kendskab til den
danske og nordiske samfundsmodel, som
de fremhævede som en væsentlig inspiration for deres egne lande. De ville gerne
følge vores vej.
Da seminaret var slut, havde jeg nogle
timer til overs i Vilnius. Jeg brugte tiden
til at besøge det såkaldte KGB-Museum,
hvor Litauens historie under Nazitysklands besættelse (1941-1945) og Sovjetruslands besættelse (1940-1941 og 1945-1990)
fortælles. KGB-bygningens kælder rummer blandt andet fangeceller, forhørsrum,
torturrum og henrettelseskælder. I de
øverste etager fortælles historien om deportationerne til Sibirien, ødelæggelse af
det litauiske civilsamfund og demokrati
og om frihedskæmperne, der fortsatte deres kamp helt frem til 1953 uden at få den
nødvendige støtte fra de vestlige lande.
Der er grund til at tænke lidt dybere over,
om vores vej kan være en inspiration for
de folkeslag, som i årtier levede under
sovjetisk besættelse. For der er en bagside
af medaljen.
Afgrænsning og modsætning til det tyske
var en væsentlig motor for udviklingen
af den danske nationalstat. Der er som
bekendt intet så effektivt som fælles fjendebilleder, når man vil skabe fællesskabsfølelse. Og vores fælles danske projekt
lykkedes i en grad, verden sjældent har set
magen til.
Når de unge litauere fremhæver Danmark som en inspiration, gør jeg dem
opmærksom på denne sammenhæng og
spørger, om de forestiller sig at styrke en
litauisk fællesskabsfølelse ved hjælp af
det russiske fjendebillede. Det blev ikke
sagt direkte, men det lå i luften, at det var
ganske nærliggende. At modsætningen til
det russiske (ikke kun det sovjetrussiske)
kunne være en effektiv faktor for dannelsen af en litauisk national selvbevidsthed.
Jeg må indrømme, at besøget på KGBmuseet fik mig til at tænke mig om en
ekstra gang. De baltiske folks lidelser
under nazisme og kommunisme er af en
anden kategori, end hvad vi i Sønderjylland og Danmark oplevede i 1800- og
1900-tallet, og vi skal passe på med for
hurtige sammenligninger. Sandheden
ligger et eller andet sted imellem svarene
på følgende to spørgsmål: Hvor længe er
det ok at bruge det russiske fjendebillede,
fordi det bidrager til skabelse af en litauisk
fællesskabsfølelse, som kan bære landets
demokrati? Hvornår går brugen af fjendebilledet for vidt i forhold til det europæiske
projekt, som ikke har brug for modsætning
og afgrænsning, men efterspørger åbenhed
og samarbejde.
Hvor er balancepunktet? Det er en af den
unge generations helt store udfordringer.
Knud-Erik Therkelsen
OKTOBER
22/10 Møde i Grænseforeningens formandskab
(Randers)
24-25/10 Møde for
danske efterskoler og
sydslesvigske fællesskoler
på Christianslyst
NOVEMBER
2/11 Lokalforeningsmøde,
Høng Gymnasium
9/11 SSF’s årsmøde i
Husum.
21-23/11 Sydslesvigsk delegation besøger Folketinget
og København
29/11 Møde i Grænseforeningens formandskab
30/11 Møde i Grænseforeningens bestyrelse
(i København)
DECEMBER
1/12 Dansk Kirke i Sydslesvig. Indvielse af Bjørn
Nørgaards udsmykning af
Helligåndskirken
nr. 5 / oktober 2013
LOKALFORENINGER
LOKALFORENINGERNE
Arrangementer sendes til
Claus Jørn Jensen på
[email protected]
eller til Åbenråvej 22,
6400 Sønderborg.
Næste nummer af GRÆNSEN
udkommer 19. dec. Arrangementer, der ønskes medtaget i dette nummer, skal
være Claus Jørn Jensen i
hænde senest den 25. nov.
FOREDRAG OG MØDER
Se lokalforeningernes detaljerede program på:
www.graenseforeningen.dk/
kalender
SYDDANMARK
Aabenraa
21. oktober kl. 14.30
Folkekulturhuset Rebbølcentret.
Foredrag ved Jørgen Buch over
emnet “Frederik d. VII og grevinde
Danner”. Entre med kaffe 60 kr.
8. november kl. 19.30
Folkekulturhuset Rebbølcentret.
Jazzaften med Fionia Jazzband
fra Fyn. Der kan bestilles smørrebrød. Entre 100 kr. Medlemmer af Grænseforeningen 20 kr.
rabat. Tilmelding til centret tlf.
74646502 eller på mail fhrc@
bbsyd.dk
21. november kl. 18.00
Frøslevlejrens Efterskole. Julemøde. Hovedtaler MF Benny
Engelbrecht. Buffet – tilmelding
til Poul Erik Weber, tlf. 74671791
eller [email protected]
Faaborg-Midtfyn
29. oktober kl. 19.30
Det gamle Bibliotek, Grønnegade 44, 5600 Faaborg. Foredrag ved Grænseforeningens
pædagogiske konsulent Gunvor
Vestergaard. Taler vi samme
sprog? – om de unge og Grænseforeningen.
Grindsted-Billund
2. og 3. november kl. 10.00-17.00
Magion, Tinghusgade 15, 7200
Grindsted. Foreningen har fået
en stand på årets julemesse. Der
vil blive rig lejlighed til at få en
masse at vide om foreningen og
dens arbejde. Informationer om
blandt andet feriebørn, elevudveksling og ture til Sydslesvig.
18. november kl. 19.30
Ungdomsgården, Grindsted. Fra
fisker og politiker til aktiv pensionist. Foredrag ved tidligere
minister og amtsborgmester i
Ribe amt, Laurits Tørnæs.
Haderslev Østeramt
6. november kl. 19.00
Hoptrup Efterskole. H.C. Andersen-aften under medvirken af
skuespilleren Bjarne G. Nielsen.
Entrè/kaffe: Medlemmer 80 kr.
Ikke medlemmer 120 kr. Tilmelding to hverdage forud til Peter
Popp Andersen tlf. 74562277 el.
Finn Lyster tlf. 74525979.
Kolding og omegn
1. december kl. 14.15
Dorothea Teatret, Zahnsgade
53, 6000 Kolding, hvor der vises
“Krummernes jul”.
Efter forestillingen er der
labskovs på Sct. Jørgens gård.
Derefter kaffebord med to slags
hjemmebagte småkager og julehygge med advent- og julesange.
Pris i alt: 200 kr. Tilmelding senest
søndag den 10. november til
Marie Jespersen på tlf.: 75522025
eller til Henning Haugaard på tlf.
75504339.
Nr. Lyndelse og Rolsted
14. november kl. 19.30
Carl Nielsen Skolen, Lumbyvej
64, Nr. Lyndelse. Foredrag ved
Søren Ryge Pedersen: Min barndom i Sydslesvig, sønderjysk kaffebord og de gode historier. Entré
120 kr. Rabat til medlemmer.
Nyborg og omegn
6. november kl. 19.00
Borgerforeningens Hus. Foredrag
sammen med højskoleforeningen
i Nyborg. Emne: Nyborg Slot og
Nyborg by som verdens kulturarv?
Afdelingsleder på Østfyns Museer, Janus Møller Jensen. Mødet
holdes i “Borgerforeningen” med
mulighed for fællesspisning kl.
18.00. Tilmelding til formanden.
2. december kl. 14.00
Anders Draghes gård. Adventskomsammen. Hygge med sønderjysk kaffebord samt underholdning og oplæsning. Gerne
tilmelding til tlf. 40163571.
Svendborg og omegn
5. november kl. 19.30
Sct. Jørgens Sognegård, Brydegårdsvej 15, Svendborg. Opbrudssamfundet – hvor er vi
på vej hen? Oplæg af professor,
dr.phil., Per Schultz Jørgensen.
Kaffe med brød kr. 50. Tilmelding til Minna Bøgebjerg senest
den 31. oktober på telefon
62252223 eller på mail: [email protected]
Tønder Amt
7. november kl. 19.30
Møgeltønder Forsamlingshus.
Ruth i krig. Reservemor for danske soldater. Ruth Brik Christensen fortæller. Menighedsrådet i
Møgeltønder er medindbyder.
19. november kl. 19.30
Pumpehuset ved Tønder Kunstmuseum. Mødet med det danske
og en danskers møde med det
tyske. Mød Grænseforeningens
kulturmødeambassadører, og
hør derefter håndboldspilleren
Anders Eggert.
Vejle og omegn
6. november kl. 19.00-21.00
Statsfængslet Møgelkær, Møgelkærvej 15, 8700 Horsens. Pris
50 kr. Mulighed for samkørsel.
Tilmelding til Knud Aage Hansen tlf. 75895241 eller til Inger
Christensen tlf. 29886388 eller
pr. mail: inger-vibeke@hotmail.
com senest mandag den 4.
november.
Vejle Vesteregn
31. oktober kl. 19.30
Brandbjerg Højskole, Brandbjergvej 12, 7300 Jelling. “Spil
dansk dagen”. Underholdning
ved Hvejselkoret, trompetsolo
og evt. ved højskolens elevkor.
Efter kaffen leder Gerda og Arne
Madsen fællessangen. Entre og
kaffe: kr. 80.
NORDJYLLAND
Aalborg
21. oktober kl. 19.00
Vejgaard Bibliotek, Hadsundvej
35. At arbejde som feltpræst i
kriseområder. Domprovst i Viborg, Thomas Frank fortæller.
25. november kl. 19.30
Huset, Cafeen, Hasserisgade
10, 9000 Ålborg. Juleafslutning.
Gaardsangerne fra Aalborg underholder. Der kan købes gløgg
og æbleskiver.
Hjørring
7. november kl. 19.30
Sognegården, Torvet 4, Hjørring.
Duborgskolen og danskerne i
Flensborg. Foredrag ved Christian Arentsen, Flensborg. Foredraget er arrangeret i samarbejde
med Grundtvigsk Forum. Entre
30 kr.
16. november kl. 14.00
Vrå Sognegård, Sdr Vråvej 11,
9760 Vrå. Mozarts liv og rejser
– Constanze og Nissen fra Haderslev. Foredrag ved seminarielektor Jørn Buch, Haderslev.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet
og Musikskolens Voksenundervisning. Entre 60 kr. inkl.
kaffebord.
Hvetbo Herred
11. november kl. 18.00
V. Hjermitslev. Lanterneoptog.
Lanterner, sodavand og æbleskiver til børn er gratis. Æbleskiver
og kaffe til de voksne koster 25
kr. Arrangementet laves i samarbejde med KFUM Spejderne og V.
Hjermitslev Borgerforening.
33
34
nr. 5 / oktober 2013
LOKALFORENINGER
Mariagerfjord
30. oktober kl. 19.00
Hadsund kulturcenter. Sangaften
med Bjarne Martin, Hadsund.
Fire indbudte kor synger et par
sange, og publikum synger med
på de fællessange, som Bjarne
Martin knytter kommentarer til.
Pris 50 kr. inkl. kaffe.
6. december kl. 18.00
“Højvang”; Hobrovej 62, Hadsund. Julefrokost. Tilmelding
(pris 125 kr.) senest den 27.nov.
på tlf. 74404175 eller 61274175.
Thy og Mors
1. november kl. 19.30
Kirkecentret, Kirkegade 2, Nykøbing Mors. Erik Skafte Overgaard,
formand for Grænseforeningen
for Randers og Omegn, fortæller
om ”1864 – grundlaget for nationalstaten”. Pris: 50 kr. inkl. kaffe/
te og kage.
MIDTJYLLAND
Århus og omegn
11. november kl. 11.00
Monumentet, Mindeparken.
Foreningen deltager med fane og
krans i højtideligheden på våbenstilstandsdagen til minde om de
danske sønderjyder, der faldt i
Første Verdenskrig. Prinsens Livregiments Musikkorps spiller fra kl.
10.35, og faner føres ind lidt efter.
13. november kl. 19.00
Ellevang kirkes menighedslokaler,
Jellebakken 42, Risskov. Norden i
historisk perspektiv – med fokus
på 1814. Uffe Østergård er historiker og debattør. Pris pr. person
50 kr. for kaffe med brød. Tilmelding senest 4. november til Torkil
Würtz, formand for Foreningen
NORDEN i Århus. Tlf. 86156223 eller [email protected]
5. december kl. 19.30
Ellevang Kirkes sal, Jellebakken 42,
8240 Risskov. Adventsmøde med
Risskov Koret: “I advent og julens
tegn”. Mødet vil desuden byde på
sang og lotteri. Traktement: Kaffe/
te med julebagværk. Pris 50 kr.
Horsens og omegn
3. december kl. 19.00
Klostergården, Horsens. Julemøde. Banko & underholdning
m. elever fra Vrigsted Efterskole.
Randers og omegn
6. november kl. 19.30
Helligåndshuset, Lille Sal.
“Sydslesvig – derfra min verden
går”, ved forstander Anja Rykind
Eriksen, Rødding højskole.
5. december kl. 19.30
Kristrup Sognegård. Adventsmøde med adventstale v/ provst
Jørgen Pontoppidan, Hvornum,
kaffebord og fællessang.
Ringkøbing og omegn
28. november kl. 19.30
Aktivitetshuset i Grønnegade.
Adventsaften med sange, gløgg,
kaffe og aftenens gæst samt sang
og musik.
Silkeborg-Hammel og omegn
14. november kl. 19.30
Medborgerhuset, Bindslevs Plads
5, Silkeborg. Sangaften med
Marianne Hovgaard og Freddy
Dencker. Pris med kaffe/the
med brød 50 kr. Tilmelding ikke
nødvendig.
Skanderborg og omegn
10. november kl. 14.00
Skanderup Kirke og Kirkecenter. Fællesarrangement med
Menighedsrådet med gudstjeneste ved pastor J. Lorenzen og
efterfølgende kaffe og foredrag i
Kirkecentret.
Skiveegnen
23. oktober kl. 19.30
Skive Bibliotek, Østergade 25,
7800 Skive. Tom Buk-Swienty
fortæller om sin nye bog “Kaptajn Dinesen – Ild og Blod”.
6. november kl. 19.30
Rundvisning på Hancock bryggerierne. Måske vanker der en
smagsprøve. Pris kr. 50,-. Medbring kaffe.
SJÆLLAND
Dianalund og Stenlille
6. november kl. 19.30
Søparken i Ruds Vedby. Musikalsk kulturaften. I samarbejde
med lokalrådet.
Guldborgsund
18. november kl. 19.00
Kulturforsyningen Voldgade 1 i
Nykøbing Falster. Nils og Laila
Roland som præstepar i Grimsby
i Canada. De fortæller om året
som præstepar for den danske
menighed på Niagara-halvøen.
Lolland
4. november kl. 19.00
Sognets Hus i Maribo. Sønderjysk
kaffebord med foredrag af Kåre
Johannesen fra Middelaldercentret om: “Sønderjyderne under
første verdenskrig”.
Ringsted og omegn
28. oktober kl. 19.00
Klostermarkskirken, Ahorn Allé
46, Ringsted. Syng og spil danskaften. Musikskolen medvirker.
Aftenen slutter med fællessang
med Peder Lundager og Aksel
Gran.
25. november kl. 19.00
Klostermarkskirken, Ahorn Alle
46, 4100 Ringsted. Sognepræst
Otto Lundgård fortæller om
Storm P. og julen. Alfreds spillemænd underholder.
Roskilde
30. oktober kl. 19.00
Syv Sognegård, Skolevej17, 4130
Viby Sj. Efterårsmøde. Grænseforeningens formand, Finn
Slumstrup, holder foredrag med
titlen: “Dansk i Sydslesvig – i
dag”. Fælles kaffebord og samvær. Pris 50 kr. for medlemmer.
Andre 75 kr.
Sorø
14. november kl. 19.30
Sorø Sognegård. Tidl. direktør i
Grænseforeningen Niels Henriksen gennemgår anledningen til
den krig, som vi for 150 år siden
førte mod de to tyske stormagter.
Hvad blev krigens resultat for
Danmark? – for Slesvig? – for
Tyskland? – for Europa?
Sydsjælland-Møn
19. november kl. 19.00
Teaterhøjskolen Rødkilde, Rødkildevej 42, Stege. Lektor Jutta
Bojsen-Møller: “Juletraditioner I
Norden”. Entré 60 kr. (medl.), 75
kr. (ikke-medl.) Kaffe kan købes.
HOVEDSTADEN
Hillerød
31. oktober kl. 19.30
Hillerød Frivilligcenter, Fredensvej 12 c, lige bag Hillerød Bibliotek. “Fra modstand til medvind
for det danske mindretalsarbejde
i Sydslesvig”. Tidligere formand
for Sydslesvigsk Forening
Heinrich Schultz har sagt ja til at
komme fra Ejdersted til Hillerød
for at fortælle. Pris: 40 kr. inkl.
kaffe og kage. Ikke medlemmer
60 kr.
21. november kl. 19.30
Frivilligcenter Hillerød, Fredensvej 12 c. “Grænselandet
– et område med en utrolig
spændende historie”. Tidligere
oberstløjtnant Jørgen Storm vil,
som optakt til 150-året for Slaget
ved Dybbøl, fortælle om de nationale spændinger, der i 1848-1850
førte til borgerkrig i Danmark og
Hertugdømmerne. Pris: 40 kr.
inkl. kaffe og kage. Ikke medlemmer 60 kr.
Hørsholm
6. december kl. 19.30
Hørsholm Sognegård. Flensborgs
overborgmester Simon Faber fra
SSV fortæller om Kommunestyret
i Slesvig-Holsten i almindelighed
og Flensborg i særdeleshed.
nr. 5 / oktober 2013
TURE/REJSER
ARRANGERET AF
LOKALFORENINGERNE:
Medmindre andet er nævnt, kan
du tilmelde dig uanset bopæl eller
medlemskab af lokalforeningen.
Se lokalforeningernes detaljerede
program på:
www.graenseforeningen.dk/
kalender
SYDDANMARK
Haderslev Vesteramt
30. november kl. 16.00
Det lille Teater i Flensborg opfører
Nøddebo Præstegård. Børn 130 kr.,
voksne medlemmer 180 kr., ikke
medlemmer 200 kr. Tilmelding
senest 10. nov. til Bodil Lau tlf.
74831887. Mail bodilhplau@gram-
bynet.dk. Bustider og afgangssteder oplyses ved tilmelding. Arrangeres sammen med Foreningen
Norden Haderslev Frøs Herred.
Haderslev Østeramt
21. november kl. 19.00
Det lille Teater i Flensborg opfører
Nøddebo Præstegård. 20 billetter
tildeles vederlagsfrit til de medlemmer, som melder sig først til
Peter Popp Andersen tlf. 74562277
el. Finn Lyster tlf. 74525979.
Nyborg og omegn
7. december kl. 08.00
Adventsfest hos vores venner på
Duborg-Skolen i Flensborg. Der
køres i bus eller privatbiler, alt
efter antal tilmeldinger. Pris 300
kr. Vi starter fra Nyborg kl. 08.00
(Ørbæk kl. 07.45 fra kroen) og
GRÆNSEN 75. årgang
Peder Skrams Gade 5 • 1022 København K.
Udgiver
Grænseforeningen
Ansvarshavende redaktør
Rasmus Vangshardt
[email protected]
Tlf. 5074 7069
Udgivelser 2013
Nr. 6 – December
Deadline: Mandag 25/11. Udgivelse: Torsdag 19/12
GRÆNSEN.DK
Nyheder og debat på www.grænsen.dk
Webjournalist: Johan V. Bendtsen
[email protected]
GRÆNSEN elektronisk
Send din e-mail-adresse, og du får tilsendt GRÆNSEN
til at læse på din computer eller din iPad.
Tryk
Jørn Thomsen Elbo A/S
Layout
www.prik.dk
Forsidefoto
Polfoto/Adrian Joachim
tager på julemarked i Flensborg.
Ikke-medlemmer af Grænseforeningen er velkommen til
at deltage (prisen er da 325 kr.).
Hjemkomst ca. 20.30. Tilmelding
hos formanden, tlf. 40163571.
Sønderborg
19. november kl. 19.00
Det lille Teater, Marienstr. 20,
Flensborg. “Nøddebo Præstegård”, spillet på en anderledes
måde. Billetter a 75 kr. kan
bestilles hos Kirsten Fanø på tlf.
61778515 eller på mail kifanoe@
gmail.com senest 10. november.
Det er et kør selv-arrangement.
MIDTJYLLAND
Ringkøbing og omegn
7. december kl. 8.00
Museumspladsen. Juletur til
Grænseforeningens kontor
Peder Skrams Gade 5, 1022 Kbh. K
Tlf. 3311 3063 • www.graenseforeningen.dk
Protektor: Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
Formand
Finn Slumstrup
[email protected] • Tlf. 2467 8157
Generalsekretær
Knud-Erik Therkelsen
[email protected] • Tlf. 2023 1984
Grænseforeningens formål
Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen,
at udbrede kendskabet til grænselandets forhold
samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.
Grænseforeningens vision
Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er
en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel
mangfoldighed i en verden under forandring.
Grænseforeningens værdier
Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for
den danske stats støtte til det danske mindretal
i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske
interesser.
Grænseforeningen mener og siger:
• Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder
for alle, også i forholdet til mindretal.
• Forankring i egen kultur er en forudsætning
for at have forståelse for andre kulturer.
• Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et
demokratisk samfund.
• Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med
andre sprog og kulturer.
35
Flensborg. Kaffe og rundstykker undervejs. Der indlægges et
enkelt programpunkt i turen,
og ellers er man på egen hånd i
den julesmykkede by. Forventet
hjemkomst kl. ca. 20. Tilmelding
på tlf. 97320435 eller 29268943 senest den 1. dec. Pris 125 kr. inkl.
kaffe og rundstykker. Fælles med
Skjern/Tarm/Videbæk.
Skjern-Tarm-Videbæk Egnen
7. december kl. 08.30
Busstationen i Skjern. Juletur
til Flensborg. Traditionel tur til
det julesmykkede Flensborg. Der
indlægges et enkelt programpunkt i turen, og ellers er man
på egen hånd i den smukke by.
Tilmelding senest 24. nov. på tlf.
97320435 eller 29268943. Pris 125
kr. inkl. kaffe og rundstykker.
Grænseforeningens bestyrelse
Formand: Finn Slumstrup, Ærø
1. næstformand: Jens Andresen, Branderup
2. næstformand: Jørgen Bruun Christensen,
Nykøbing Mors
Region Syddanmark
Sigrid Andersen, Agerskov
Per Grau Møller, Nr. Lyndelse
Svend Damgaard, Kolding
Region Midtjylland
Sven Beiter, Ringkøbing
Karen-Margrethe Møller, Randers
Region Nordjylland
Karsten Nørgaard Simonsen, Aalborg
Jørgen Bruun Christensen, Nykøbing Mors
Region Sjælland
Lars Bjerre, Næstved
Henning Bonde, Jyderup
Region Hovedstaden
Niels Jørgen Heick, Hillerød
Ove Nissen, Rungsted Kyst
Ressourcepersoner
Knud Enggaard, Skovlunde
Jens Andresen, Branderup
Mette Bock, Horsens
SPROGHJØRNET
Illustration: Niels Poulsen
Sorteret Magasinpost
ID-nr. 42138
ER KØBENHAVN VIGTIGERE
END SØNDERJYLLAND?
Af Mette Kragh Faurholdt
Det er jo ikke dansk, men sønderjysk, vil
nogen indvende. Men er “fuck” da ikke engelsk
og oven i købet slang? De nævnte sønderjyske
ord er ikke slang og bliver blandet ind i ellers
danske sætninger, nøjagtigt som “fuck”.
Hvis retskrivningsordbogen optager nye,
udenlandske slangudtryk, som kun er alment
udbredt blandt unge i storbymiljøer, og ikke
samtidig tilgodeser almene ord i den øvrige
befolkning, er det svært at se retskrivningsordbogens rolle i fremtiden som opslagsværk for
hele landet.
Mette Kragh Faurholdt er informationschef
i Grænseforeningen.
FAKTA
Sønderjysk ordbog
http://www.kbak.dk/?id=36622
Sønderjysk børnebog
“Min føøst tusin’ oe å synnejysk”
Udgivet af Æ Synnejysk Forening 2002
www.synnejysk.dk
Al henvendelse til Grænseforeningen
[email protected] • Telefon 33 11 30 63
Det har været fremme, at det arabiske udtryk
“wallah” muligvis kan blive optaget i retskrivningsordbogen, fordi det har fundet vej ind i
unge danskeres sprogbrug. Jeg selv måtte slå
“wallah” op på internettet, da jeg ikke kendte
ordet (det betyder noget i retning af “jeg sværger”), og undrede mig over, hvordan det kunne
stå i kø til optagelse i den danske retskrivningsordbog – indtil jeg kom i tanker om, at
det engelske ord “fuck” blev inkluderet i den
seneste udgave, så hvorfor ikke?
“Fuck” og “wallah” er blevet udbredt talemåde,
forlyder det. Ja, men vi kan vel slå fast, at udbredelsens epicenter ligger i København, og at det er
den unge generation, der har givet ordene liv. Det
er ikke hele landet, der har taget de to ord til sig.
Hvis kriteriet for optagelse af nye ord i retskrivningsordbogen er, at de er blevet hverdagsord
for mange, men ikke for de fleste, kan jeg blot
konstatere, at vi stadig regner København for et
vigtigere sprogområde end resten af Danmark.
I Sønderjylland, og hvor sønderjyder ellers bor, hilses der med “mojn”, man spiser
“bom” (bolcher) og går med “baus” (bukser)
og “pusse” (hjemmesko). Ingen af de ord – til
trods for at de hører hjemme i hverdagssproget
og har haft en længere levetid i Danmark end
“fuck” – er optaget i retskrivningsordbogen.