P.W. Lunds samling - overraskende og oversete fund Af Kasper Lykke Hansen, Zoologisk Museum, Københavns Universitet Det kom som en stor overraskelse, da jeg for nylig, under min gennemgang af P.W. Lunds subfossile samling på Zoologisk Museum, opdagede fem gamle og støvede skuffer godt gemt nederst i et skab. Skufferne var fyldte med knogler og tænder fra krokodiller, padder og slanger – dyr der normalt ikke sættes i forbindelse med P.W. Lunds samling. P.W. Lund Den danske naturhistoriker Peter Wilhelm Lund (1801-1880) er berømt for at have fundet og besøgt mere end 1.000 kalkstenshuler nær landsbyen Lagoa Santa i delstaten Minas Gerais i Brasilien. I de 60 af hulerne fandt han betydelige mængder af subfossile knogler (sen-pleistocæne), som han skænkede til den danske stat (i brev til Kong Christian VIII) i 1845. P.W. Lund var særdeles flittig og grundig i sit arbejde med at identificere knoglerne, og det lykkedes ham bl.a. at bestemme ca. 150 arter af pattedyr og 125 fuglearter. Mange af pattedyrearterne var for hans tid fuldkommen ukendte, som den sydamerikanske sabelkat Smilodon populator og flere af de forskellige typer kæmpedovendyr, som han var den første til at beskrive og navngive. I de mangfoldige afhandlinger han hjemsendte til Danmark, var det stort set udelukkende de jordfundne pattedyr fra hulerne der optog Lund. Derfor var overraskelsen stor, da de fem gamle skuffer med krybdyr, padder og også fisk dukkede op. Mystiske etiketter Ingen kunne umiddelbart huske eller genkende denne del af Lunds samling. Men ud fra de 100 år gamle etiketter i æskerne at dømme, var det tydeligt, at der var tale om subfossile knogler fra de brasilianske huler. Dog var håndskriften på etiketterne ukendt for mig, og denne forhindring måtte overkommes, inden den videre efterforskning kunne fortsættes. Forklaringen på den mystiske skrift var sandsynligvis som følger. P.W. Lund indsamlede knoglerne i kalkstenshulerne 4 Byen Lagoa Santa, hvor P.W. Lund boede, ligger ca. 400 km nord for Rio de Janeiro i delstaten Minas Gerais, Brasilien. Kalkstenshulerne, som han udforskede, lå inden for en radius af 40 km fra byen.(Grafik: Forfatteren) og forsøgte at identificere dem, hvorefter de blev hjemsendt til Danmark sammen med resten af hans samling. Efter at kasserne fra Brasilien havde stået uåbnet i en årrække, gennemgik zoologen Herluf Winge (1857-1923) alle pattedyrknoglerne og hans bror Oluf Winge (1855-1889) alle fugleknoglerne i samlingen. Herluf Winge publicerede senere det enestående og meget omfattende fembinds værk “E Museo Lundii” (1888-1915), som i dag med rette kan betragtes som “biblen”, hvad angår P.W. Lunds samling, men han (og de andre medvirkende forfattere) nåede tilsyneladende aldrig at få krybdyr, padder og fisk med. Men hvem havde så skrevet etiketterne og forsøgt sig med den foreløbige identifikation af knoglerne? Det var tydeligvis en ansat på Zoologisk Museum, men håndskriften svarede ikke til dem der normalt optræder i forbindelse med P.W. Lunds samling. Efter et større detektivarbejde lykkedes det ved hjælp af håndskriftsammenligninger at finde frem til forfatteren. Det var Professor i Zoologi Hector Jungersen (1854-1916). Han havde først og fremmest været en dygtig ekspert inden for kønsorganernes udvikling hos benfisk, men han havde også en stor viden om krybdyr. Han fungerede i øvrigt som Rektor ved Købehavns Universitet i 191314. Rygterne på Zoologisk Museum vil vide, at Jungersen ikke var den mest flittige og produktive person på museet, og måske var dette årsagen til, at krybdyr, padder og fisk ikke kom til at indgå i E Museo Lundii? Under alle omstændigheder publicerede hverken Jungersen eller nogen anden noget om denne del af Lunds samling. Ved en detaljeret gennemgang og identifikation af materialet fremkom hele 11 arter af krybdyr og mindst 1 paddeart. Desuden fandtes 7 fiskearter og nogle få foreløbigt GeologiskNyt 4/10 uidentificerede arter. Bevaringstilstanden for flere af eksemplarerne var særdeles god og ikke altid lige så fragmenteret, som store dele af samlingen ellers er. Disse nye fund markerer en betydelig tilføjelse til den digitale registrering og revision af Lunds samling, som netop er undervejs. Jeg vil her beskrive nogle af de mere opsigtsvækkende og velbevarede fund af krybdyr og padder, og hulerne de er fundet i. Samtidigt vil jeg komme med et bud på, hvorfor så relativt få af denne slags knogler indgår i P.W. Lunds samling. Kalkstenshulernes geologi Hulerne, som Lund udforskede, lå i et område mellem to floder, domineret af et strøg af lave og stærkt kløftede kalkbjerge. Hulesystemerne var udformet af gennemstrømmende vand fra nærtliggende søer, og bunden af dem var ofte dækket af ler udvasket fra de omkringliggende lag. Da mange dyr i tidernes løb var omkommet i hulerne, kunne denne lerjord indeholde store mængder af salpeter. Desuden udvandtes der jernmalm fra miner i området. Denne ret så omfattende minedrift har senere lagt navn til delstaten Minas Gerais, som er Brasiliens næstrigeste delstat. Selve de knogleførende lag havde en stenhård konsistens og bestod ofte af en blanding af rødligt ler, kalkspatkrystaller, kalk og sand. Kombinationen af kalkspatkrystallerne og drypstensformationerne må have set spektakulær ud og er da også malende beskrevet i Lunds afhandlinger. Oven på det knogleførende lag fandt Lund store mængder af mindre knogler, som sandsynligvis stammede fra uglegylp, og som kun i mindre grad var fossilerede. Arbejdet i hulerne har været hårdt rent fysisk, ikke mindst på grund af den dårlige belysning (alt arbejde forgik i faklernes skær), den høje luftfugtighed og den kølige temperatur (omkring 16° C). Paddekranier Et af mine personlige højdepunkter under gennemgangen af samlingen indtraf, da jeg åbnede en æske, som indeholdt to store og usædvanligt velbevarede paddekranier helt uden etiketter. Hvorledes disse to forholds- GeologiskNyt 4/10 Typisk kalkstenshule fra delstaten Minas Gerais i Brasilien. (Foto: Forfatteren, inspireret af C. Cartelle) vis skrøbelige kranier har kunnet undgå at blive ødelagt gennem tiden er lidt af en gåde. Det må formodes, at de har ligget beskyttet i noget meget finkornet sediment. Kranierne har veldefinerede, næsten ovale, øjenåbninger og mange fine små tænder 5 Kort over Lappa nova de Maquiné (en af hulerne som P.W. Lund udgravede), tegnet af vennen Peter Brandt. Brandt, som var nordmand, udførte mange detaljerede skitser over kalkstenshulerne og fungerede i en længere årrække som Lunds assistent. (Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum) i overkæberne, som stadig er spidse og skarpe. Lund havde indsamlet flere levende eksemplarer af den enorme Agatudse, Bufo marinus, og det var derfor nærliggende at tro, at disse to kranier også var fra Agatudser. Tudserne kan i øvrigt blive op til 29 cm lange og veje over 2 kg – og tilhører dermed en af Verdens største arter af tudse. I forbindelse med bestemmelsen af arten blev en Agatudse fra Zoologisk Have (opbevaret i sprit i Zoologisk Museums samling) skeletteret og brugt til sammenligning. Til min forbløffelse var der dog tydeligvis ikke tale om Aga-tudser! Størrelsen passede fint, men morfologien (formen) var helt anderledes. Tilbage i museets spritsamling samledes min opmærksomhed sig efterfølgende om andre sydamerikanske frøer, og der gik ikke længe før mysteriet blev løst. Størrelsen på kranierne, hovedfaconen og lokaliteten passede perfekt på den brasilianske hornfrø, Ceratophryx aurita. En glubsk farvestrålende frø op til 15 cm lang og vejende nær ved 2 kg! Denne gang var bestemmelsen sikker. Efterfølgende lykkedes det at finde en enkelt henvisning til padderne i de på Zoologisk Museum ansatte zoologer Johannes Reinhardts og Christian Lütkens afhandling “Bidrag til Kundskab om Brasiliens Padder og Krybdyr” fra 1861. I denne afhandling beskrives ellers kun recente arter, men helt undtagelsesvis berettes følgende om Reinhardt, som besøgte P.W. Lund tre gange 6 i Brasilien: “I de indre Camposegne har Reinhardt aldrig truffet den [hornfrøen] levende, og det er ham heller ikke bekjendt, at det skulde være lykkedes for Andre at finde den der; men den maa dog idetmindste være forekommet der i tidligere Tider; thi levninger af den ere hyppige i Hulerne i de derværende Kalkklipper”. Slanger Adskillige æsker med slangehvirvler blev også undersøgt. Her herskede der dog ud fra To særdeles velbevarede subfossile kranier fra brasilianske hornfrøer, Ceratophryx aurita. Det er lidt af en gåde, hvorledes de har undgået at blive ødelagt i tidens løb. (Foto: Forfatteren) GeologiskNyt 4/10 etiketterne at dømme en hel del forvirring. Fx var en gruppe knogler blevet designeret som tilhørende underarten Boa constrictor imperator. Men da denne underarts udbredelsesområde ikke strækker sig øst for Andesbjergene, bortset fra i de nordligste afkroge af kontinentet, var dette tydeligvis en fejl. Der var nok nærmere tale om underarten Boa constrictor constrictor. I det hele taget har størstedelen af bestemmelserne af slangerne kun været udført til slægtsniveau indtil nu. Dette gælder fx for klapperslangerne, Crotalus, og for hugormene, Lachesis. Hovedproblemet ved identifikationen har været, at der ofte kun er ryghvirvler tilbage at arbejde med. Hvirvlerne er ikke altid tilstrækkelige til en bestemmelse på artsniveau. Bredsnudet brillecaiman Af alle de nyfundne arter var den bredsnudede brillecaiman den mest talrigt repræsenterede med mere end et par hundrede emner. Skæl (osteodermer), tænder, kæberester og diverse lemmeknoglefragmenter dukkede frem af æskerne under gennemgangen. I Zoologisk Museums samling af nulevende arter opbevares der komplette eksemplarer fra individer indfanget af Lund selv i Brasilien, og disse blev brugt til at verificere bestemmelsen af arten. Historisk set kendes der til enkelte individer på over 3 meters længde, men arten bliver sjældent mere end et par meter lang og lever hovedsageligt af snegle, padder, fisk og mindre pattedyr. Arten er som sådan ikke truet i dag, men i de områder, hvor den er gået tilbage pga. kvægdrift, er frekvensen af bændelorm i kvæget steget dramatisk. Dette skyldes sandsynligvis en kraftig vækst i antallet af de snegle, som den bredsnudede brillecaiman normalt spiser, idet sneglene fungerer som mellemvært for den parasitiske bændelorm. Blik på Brasiliens Dyreverden P.W. Lund selv nævner kun kort krybdyrene og padderne i sine afhandlinger, “Blik paa Brasiliens Dyreverden för sidste Jordomvæltning vol. 1-5”. I disse værker kan man finde en af hans mere omfattende beregninger over en bestemt hules indhold af dyr baseret på stikprøver af hulejord. Lund konkluderede, at der var 7.569.650 individer til stede i prøverne, og ud af dem tilhørte 10/11 de fire hyppigste lokale arter af gnavere og resten (1/11) tilhørte “andre Pattedyr, Fugle og Reptilier”! Bortset fra dette og enkelte andre lignende eksempler skal man lede længe efter beskrivelserne af krybdyr og padder i hans skrifter. Men selvom Lunds hovedfokus nok har været pattedyrene, kan man godt regne med, at han (med stor grundighed) har behandlet de andre knoglematerialer lige så grundigt og korrekt, som han gjorde med pattedyrknoglerne. For eksempel forsøgte Lund at registrere mange af sine fund. Blandt andet GeologiskNyt 4/10 Subfossile slangehvirvler. Øverst: æske med sammenhængende hvirvler fra kvælerslange (sandsynligvis Boa constrictor constrictor). Nederst: enkelte hvirvler fra klapperslange (Crotalus sp.). (Foto: Forfatteren) oprettede han et katalog over 12.622 enkelte knogler, hvor både art og findested oplyses. Dette katalog findes stadig i dag på Zoologisk Museum i København. P.W. Lund og hans besøgende fra Danmark indsamlede også store mængder af recente arter under deres ophold i Brasilien. Her ses eksemplarer af klapperslangen Crotalus durissus terrificus indsamlet af Johannes Reinhardt og nu opbevaret i spritsamlingen på Zoologisk Museum. (Foto: Forfatteren) 7 Tafonomiske årsager Læren om de processer, der finder sted under en plantes eller et dyrs nedbrydning fra døden til en eventuel fossilering, kaldes for tafonomi. Og det er sandsynligvis inden for dette felt, at forklaringen på de uhyre ringe mængder af krybdyr, padder og for så vidt også fisk i P.W. Lunds samling skal findes. De jordfundne pattedyrknogler, som Lund udgravede, var for det meste af relativt stor størrelse. De kom fra store arter: lamaer, jaguarer, myreslugere, navlesvin, kæmpedovendyr og hjorte. Hos krybdyrene og padderne er der kun relativt få store – i Brasilien – levende arter. Pointen er så, at det er mere sandsynligt, at store knogler bevares, fossileres og senere opdages og udgraves, end små knogler gør! For det første fordi de små knogler er forholdsvis skrøbelige og derfor let knuses, og for det andet fordi de er lettere og derfor kan drive væk under de gentagne oversvømmelser, som hulerne udsattes for. Alligevel er der i Lunds samling visse undtagelser for ovennævnte teori. Her tænker jeg særligt på de to næsten intakte hornfrø-kranier. På en eller anden måde har de klaret sig igennem oversvømmelserne og andre forhindringer – men måske er der her tale om undtagelsen, der bekræfter regelen? Det er dog vigtigt at nævne, at Lund også indsamlede store mængder af små knogler fra gnavere og fugle i hulerne, men dette var sandsynligvis fra mere recent uglegylp, der lå ovenpå det knogleførende jordlag. Sære fund Som et kuriosum kan det nævnes, at samlingen også indeholder koprolitter (forstenede ekskrementer) fra Coelodon maquinensis (en art af kæmpedovendyr). Lund beskriver disse “Excrementielle Levninger” i en af sine mindre kendte afhandlinger “Om Huler i Kalksteen, i det indre af Brasilien, der til dels indeholde Knokler”. Dog var han til at begynde med overbevist om, at der var tale om en anden slægt, Megatherium. Umiddelbart lyder det måske ikke særligt spændende, men med de nyeste gennembrud inden for forskningen med fossilt DNA i baghovedet, kunne disse koprolitter være særdeles interessante at undersøge nærmere engang i fremtiden. Det er tydeligvis mere end kæmpedovendyr og sabelkatte, der har fundet vejen til kalkstenshulerne ved Lagoa Santa og videre til P.W. Lunds samling. De subfossile krybdyr og padder har været overraskende flotte og velbevarede, om end for nogles vedkommende vanskelige at identificere. Nu venter en nøjere gennemgang af fiskearterne. Der har i årenes løb været stor international interesse for pattedyrene i samlingen, men måske opdagelsen af de nye dyregrupper kan føre til endnu flere undersøgelser og publikationer fremover – og hvem ved, måske dukker der flere spændende overra- 8 Fragment af venstre underkæbe med ti små tænder (øverst) og forskellige typer skæl (nederst) fra bredsnudet brillecaiman, Caiman latirostris (subfossilt). (Foto: Forfatteren) Gengivelse af Tabel XIX fra P.W. Lunds: “Blik på Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning”. Øverst: kraniet fra en hulesjakal (Speothos pacivorus), nederst: knogler fra brasiliansk hulebjørn (Ursus brasiliensis) – begge arter er uddøde. Der findes desværre ingen illustrationer af krybdyr, padder eller fisk i værket. (Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum) GeologiskNyt 4/10 skelser op under den videre gennemgang og revision af P.W. Lunds samling? Referencer: Lund, P.W. (1837-46). Blik på Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning. København. Lund, P.W. (1836). Om huler i Kalksteen, i det indre af Brasilien, der til dels indeholder fossile Knokler. Kgl. Danske Videnskab. Selsk. Skrifter VI:207-249. Stangerup, H. (1981). Vejen til Lagoa Santa. København: Gyldendal. Winge, H. (1888-1915) E Museo Lundii. København: H. Hagerups Boghandel. “Indgang i Lappa Vermelha” (malet af Peter Brandt). Billedet giver et indtryk af hulernes størrelse og kalkspatkrystaldækkede drypstensformationer. Desuden bemærkes det, at alt arbejde i hulerne foregik under medbragt lys, her i form af fakler. (Zoologisk Museum, Statens Naturhistoriske Museum) 3-9++%-).%2!, /'&/33),-%33% %./0,%6%,3%&/2(%,%&!-),)%. )NTERNATIONALE3TEN3MYKKEMESSEI .346%$(!,,%.s2OLIGHEDSVEJs.STVED /+4/"%2 ±BENLRDAGSNDAGKL %NTRÏ6OKSNEKR0ENSIONISTERKR "RNÍRKRUNDERÍRGRATISADGANG 5DSTILLINGENBYDER BLAPÍSALGAF 3MYKKERMINERALERFOSSILER SMYKKESTENRAVSLIBEUDSTYR GAVEARTIKLERMMSAMT ARBEJDENDEVRKSTEDER MEDSMYKKEFREMSTILLING %.%34%34%.-%33%0±3*,,!.$ WWWSTENMESSENDK !RR3!&|S6ENNER.STVED GeologiskNyt 4/10 9