Se dette nyhedsbrev i en browser Nyhedsbrev Maj 2012 Lidt information Hej. Tak fordi du abonnerer på mit nyhedsbrev. Jeg udsender det én gang om måneden og tilstræber at gøre det så aktuelt som muligt med oplysninger om ny forskning, tips og sunde retter. Rigtig god læselyst. Mvh Anette. I denne udgave Blomstrende japanske kirsebærtræer er for mig det allerdejligste forårstegn. I nærheden af, hvor jeg bor, er der en lille hyggelig villavej, hvor der på begge sider af vejen er plantet japanske kirsebærtræer. Jeg slår altid et sving omkring den vej på denne tid af året, også selvom det er en omvej, for det gør mig glad indeni at se, dufte og nyde de smukke nyudsprungne træer. I denne udgave af MadforLivet nyhedsbrev kan du læse om: Pas på Danmarks farligste dyr – skovflåten To læseres fortællinger om deres oplevelser med borreliose Er let forhøjet kolesterol en sygdom? Burhønsenes Befrielsesfront Ny forrygende hampefrøolie fra Nyborggaard Inspiration til gode, nye bøger Opskrift på retter med skønne asparges Pas på Danmarks farligste dyr – skovflåten Borrelia-infektion - også kaldet Lyme-Borreliose - er en sygdom, der kan overføres til mennesker via skovflåter. Flåten er en blodsugende mide, der netop nu huserer i stor stil i landets skove. Den er lillebitte som et knappenålshoved, derfor let at overse, og kan sagtens forveksles med den uskadelige tæge. Tæl benene hvis du er i tvivl, en tæge har 6 ben, en mide eller skovflåt 8 ben. Flåter kan være bærere af borrelia bakterien, så det kan betale sig at undgå flåtbid og ha' opmærksomhed på, om du er blevet bidt, når du har været i skoven. Fjernes flåten indenfor 24 timer efter bid, er sygdomsrisikoen meget lav. Den største risiko opstår, når et flåtbid forbliver uopdaget, og hvis flåten er bærer af borrelia bakterien. Borrelia bakterien kan hos mennesker medføre borreliose – også kaldet Lyme disease. Flåterne kan også være bærere af en virus, der kan medføre hjernebetændelse i form af sygdommen TBE (tickborne Encephalitis). Flåter findes på varme og fugtige steder i skovene, og altid hvor der er rådyr. De sidder i græs eller bevoksning - lige klar til at springe på dyr eller mennesker. Gummistøvler giver derfor rigtig god beskyttelse. Når flåten springer på mennesker, så søger den efter varme, fugtige steder på kroppen, og derfor bider den sig ofte fast i lyske og ved armhuler, men de kan i princippet bide alle steder på kroppen. De begraver hovedet i huden og suger blod. Det er yderst væsentligt at checke sig selv efter en tur i skoven eller hvis du har hund, for de er hyppige ofre for flåtens bid. Anskaf dig en flåttang og fjern med den hele skovflåten. Undlad at klemme på flåtens krop, for det kan få den til at tømme maveindholdet over i blodet, og det er i maveindholdet borreliosebakterien sidder. Et gammelt husråd siger også, at flåter ikke bider, hvis man har spist hvidløg. Det er let at overse et flåtbid, og når flåten har suget blod til sig, så slipper den automatisk og falder af. Er du blevet bidt uden at opdage det, så kan første faresignal om en infektion være en voksende rød ring eller plet omkring det sted, hvor skovflåten har bidt. Rødmen fremkommer typisk en til fire uger efter biddet, og viser sig efterhånden med et blegt område i midten samtidig med, at pletten gradvist forstørres. Med rødmen følger ofte symptomer i form af træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter samt let feber. Ubehandlet borreliose kan blandt andet medføre hjernebetændelse, lammelser og kronisk træthedssyndrom, men mange uforklarlige sygdomme kan have taget udspring i en uopdaget borrelioseinfektion. Adskillige sygdomstilstande, forårsaget af borreliose, starter typisk med smerter i ryg, hals og nakke særligt mellem skulderbladene. Man kan få nervelammelser, oftest i ansigtsnerverne. Derfor er det vigtigt at få tilstanden diagnosticeret og behandlet inden det kommer så vidt, for følgerne kan være alvorlige og langvarige. Og netop på dette område lever vi danskere livet farligt. For den test den danske Sundhedsstyrelse anvender i diagnosticeringen af sygdommen, er den såkaldte ELISAtest. Den er ifølge udenlandske eksperter hverken pålidelig eller effektiv. Testen anvendes herhjemme på anbefaling af Danmarks førende borreliaekspert, overlæge Klaus Hansen Rigshospitalet. Klaus Hansen har selv været med til at udvikle denne version af Elisa-testen. Et punkt, der har mødt kritik og sat spørgsmålstegn ved uvildighed i processen. En række udenlandske studier viser, at ELISA testen langtfra fanger alle smittede, og læge og forskningsleder Nikolaus Ackermann fra Ludwig Maximilians Universität i München har den helt klare holdning, at Elisa testen, anvendt alene ikke er retvisende. I Tyskland anvender man derfor en anden test, Western Blot-testen - der ifølge Ackermann er langt mere præcis og bedre end ELISA-testen. Dette underbygges ligeledes af studier på området, og Western Blot-testen anbefales da også af den internationale Lyme and Associated Diseases Society, en nonprofit, medicinsk borrelia-organisation. Daniel Cameron, der er formand for foreningen, har specialiseret sig i borreliainfektioner gennem de seneste 23 år, og han undrer sig over danske lægers stadige anvendelse kun af ELISA-testen. Hans erfaringer med ELISA-testen er, at den er upålidelig og utilstrækkelig. Overlæge på Borreliose Centrum Ausburg, Karsten Nicolaus, karakteriserer ELISA-testen anvendt alene som ubrugelig. Hvorfor danske læger og Sundhedsstyrelsen stadig kun anvender ELISA-testen er uforståeligt. Det betyder, at inficerede danskere har høj risiko for fejldiagnose eller slet ingen diagnose, og dermed manglende rettidig behandling. Ofte med store konsekvenser til følge for den enkelte. Som du kan læse af nedenstående, aktuelle historier, skrevet af Mikael og Lise, der begge har oplevet, at selv gentagne danske ELISA-tests var negative til trods for at symptombilledet var helt tydeligt. De har begge selv betalt for analyser i Tyskland, der klart viste, at de var inficeret med borrelia og havde udviklet borreliose. Disse tyske analyser foretages i Danmark af Nordic Laboratories i København www.nordic-labs.dk, men det er en bekostelig affære, og spørgsmålet er, om det er rimeligt at vi her i Danmark, hvor flåtbestanden er stadigt stigende, som skatteydere skal acceptere en så åbenbar fejlagtig analysemetode. Som det fremgår af nedenstående historier kan en fejldiagnose og deraf manglende rettidig behandling, få voldsomt store konsekvenser for de ramte. Vil du vide mere om laboratorieanalyserne fra Augsburg, kan du henvende dig her Har du kommentarer til emnet, må du meget gerne dele dem på bloggen. To læseres helt aktuelle beretninger om borreliose Mikael: Hvad pokker fejler jeg? Jeg blev i efteråret 2009 virkelig syg efter en rejse til Asien – voldsomt synkebesvær, muskelsmerter, træthed, vægttab, hårtab samt muskelnerver i evig uro og bevægelse. Blev undersøgt af egen læge, på infektions medicinsk afdeling Kolding sygehus, af halslæger, på privat hospitaler, på Vejle sygehus samt fik en second opinon på Odense universitets hospital – ingen kunne finde årsagen til mine symptomer. Der blev taget et utal af blodprøver, scanninger og andre undersøgelser. Konklusionen var, "det går nok væk igen og du er sikkert bare stresset". Jeg blev også flere gange testet for borrelia – via såvel normal blodprøve som rygmarvsblodprøve. Alle viste et negativt resultat. Efter vedvarende kontakt med det offentlige system, som "gav" op – lykkes det mig på eget initiativ via Nordic Laboratories at få taget særlige blodprøver på et laboratorium i Tyskland, som viste, at jeg havde borrelia og erlichia infektion. Er netop nu startet på en antibiotika-kur efter 2½-års opslidende kamp for at finde en diagnose og få en forklaring på årsagerne til mine symptomer. Jeg er rystet over, at man i Danmark kan acceptere en analyse for borreliose, der ikke er effektiv. For mig har det haft store konsekvenser i form af usikkerhed og sygemeldinger, og jeg kan kun opfordre lægerne til at indføre samme analyse metode for borrelia, som de anvender i mange andre lande, herunder vore naboland Tyskland. Lise: Det VAR et flåtbid. I september 2011 blev et flåtbid af min praktiserende læge fejldiagnosticeret som værende svamp....Det blev starten på et endnu uafsluttet forløb, der har givet såvel gode men langt flere dårlige oplevelser i det offentlige sundhedssystem. De spænder lige fra at blive beskyldt for at være hypokonder til "er du sikker på, at det ikke er i dit hoved det foregår?". Heldigvis også en god oplevelse på Skejby afdeling Q, hvor en læge bundærligt konkluderede; "Vi har meget at lære endnu om langtidsfølgerne af borreliose ... du må vende tilbage, hvis du får brug for det.... ". Af hjertet tak, men jeg håber aldrig det bliver aktuelt, jeg er gået andre veje. Inspireret af Anettes fortælling om behandling af Borreliose i Tyskland , tog jeg kontakt til Nordic Clinic og kom i behandling via klinikken i Ausburg. Antibiotika var en del af vejen mod helbredelse - men ikke nok, jeg er derfor nu på 2. måned på en 6 måneders lægeordineret urtekur. Jeg er fuldt bevidst om, at sund, rolig livsstil og anden hjælp er nødvendige elementer i et forløb henimod helbredelse. Akupunktøren Lien Ping, kinesiologen Tove Nielsen og min kontaktlæge er alle vigtige mennesker, der hver især bidrager helt unikt til min rejse i dette univers, der åbnede sig med et bid af "Danmarks farligste dyr – flåten". Er let forhøjet kolesterol overhovedet en sygdom? Hjerteforeningen møder sønderlemmende kritik efter udmelding om, at 30.000 danskere vil dø inden for de næste ti år, hvis ikke yderligere 900.000 danskere ordineres kolesterolsænkende medicin. I dag spiser mere end 500,000 danskere hver dag kolesterolsænkende medicin, fordi de får at vide, at et højt kolesteroltal er farligt, at det er en trussel mod deres sundhed og øger deres risiko for at udvikle hjerte/kar sygdomme og for at dø tidligt. Men er det stadig sandt jf. den nyeste viden på området? Forholder det sig sådan, eller viser den seneste forskning et andet billede af kolesterols betydning i kroppen? Nyere forskning viser med stor tydelighed, at alene et let forhøjet kolesteroltal for langt de fleste ikke udgør nogen risiko for hverken udvikling af hjerte/kar sygdomme eller tidlig død. Er du ældre, så kan et let forhøjet kolesteroltal ligefrem være en fordel, fordi ældre med let forhøjet kolesterol lever længere end ældre med for lavt kolesterol. Så kolesterol lader også til at have en beskyttende effekt i organismen. Kun oxideret kolesterol kan udgøre en sundhedsrisiko og kun hvis der samtidig er inflammation i karvæggene. Derfor er der efter min mening langt bedre mening i at formidle viden om, hvilke tiltag den enkelte selv kan gøre i hverdagen for at holde et velafbalanceret kolesteroltal og nedbringe oxidation og inflammation, end at behandle let forhøjet kolesterol som en medicinkrævende sygdom. Kolesteroltallet afspejler vores livsstil, og de fleste kan via sund mad og mere motion opnå optimal balance. Oplysning omkring, hvordan vi nedsætter risikoen for oxidation og inflammation i kroppen gennem blandt andet rygestop, sundere levevis og mindre alkoholindtag, er derfor for mig at se langt mere relevant end at udskrive mere og mere kolesterolsænkende medicin. Medicin der ikke er bivirkningsfri at tage. En af de værste og mest oversete bivirkninger er, at de fleste typer kolesterolsænkende medicin blokerer for kroppens dannelse af det vigtige Coenzym Q10. Coenzym Q10 har betydning bl.a. for vores energiniveau. Det er ikke, som mange tror, fedtet i maden, der er den største risikofaktor i relation til et uafbalanceret eller for højt kolesteroltal. Det er i høj grad også et for højt indtag af sukker, hvidt brød og alkohol i kombination med en inaktiv livsstil og rygning, der kan øge ubalancen. Faktisk kan indtag af gode og sunde fedtstoffer have en stor kolesterolafbalancerende effekt. Til denne gruppe af sunde fedtstoffer hører økologisk, gammeldags kærnet smør, jomfru kokosolie, ekstra jomfru olivenolie samt hørfrøolie, hampefrøolie, økologiske fisk og fiskeolie af høj kvalitet. Æg er også en sund og god kilde til såvel sunde fedtstoffer som gode proteiner. Du kan sagtens spise æg hver dag uden at det afspejler sig negativt i dit kolesteroltal. Det er uvildig viden om disse ting, der for mig at se er væsentlige at få formidlet, det koster ikke noget, og langt de fleste er glade for selv at kunne tage ansvar for egen sundhed. Du kan læse mere om hvilken mad og hvilke fedtstoffer, der er sunde at spise og hvilke du skal holde dig fra i min bog Fedt for Life. Du kan læse mere om kolesterol på min blog. I næste måneds nyhedsbrev........ I næste måneds udgave af MadforLivet nyhedsbrev, berøres temaerne: for højt blodtryk og K vitamin, hvad skal vi med det? Og meget meget mere. Du er velkommen til at sende linket www.madforlivet.com til dine venner og bekendte, så de også kan få glæde af nyhedsbrevets informationer. Hold også øje med min blog, hvor jeg løbende kommenterer aktuelle temaer. Klik her Støt Burhønsenes Befrielsesfront På FACEBOOK findes en side, der hedder Burhønsenes Befrielsesfront - her er der i skrivende stund 2192 engagerede hønse-aktivister anført af Signe Wenneberg. Siden blev til, fordi en tidligere burhøne, Maggie, flyttede ind i Signe Wennebergs hønsegård i forbindelse med tv-serien Fedt, Fup og Flæskesteg på DR2. Det var ikke meningen at det lille miserable kræ, skulle bo hjemme hos Signe, men sådan blev det, og det blev begyndelsen på et oprør mod burhøns. Burhønsenes Befrielsesfront handler om dyrevelfærd. Det handler om høns. Om burhøns, buræg og burkyllinger. Fødevarer som bliver spist hver dag af vi forbrugere - også selvom vi måske allerhelst vil spise æg fra dyr, der ikke er blevet mishandlet. Det er bare svært at gennemskue, og cirka 60 pct. af de æg, der sælges i Danmark, kommer fra burhøns. Disse æg anvendes i rigtig mange forarbejdede fødevarer. Hvis vi vil undgå, at høns mishandles, som de gør, når de tilbringer livet på ganske lidt plads, så kræver det et lovindgreb med et forbud mod burhøns. Burhønsenes Befrielsesfront kæmper for at få alle høns ud af bure, sådan et de kan leve værdige fugle-liv før de bliver spist og mens de leverer æg til os. Signe fortæller: "Maggie gik fra at være en tynd, syg, skadet, mishandlet, bange og fuldkommen forkommen høne, der var frataget alle sine "life skills" (som at vide, at man går ind om natten og i ly for regn og at man som fugl kan folde sine vinger ud)... Til i dag, hvor Maggie lever et naturligt hønseliv og har fået det rigtig godt. Der er billeder fra Maggies transformation fra burhøne til fri fugl på facebooksiden og det hele startede sådan, fordi der var så mange mennesker, der skrev til mig efter jeg havde fortalt om Maggie, at jeg lavede en side, hvor de kunne følge med. Og nu er vi snart en hel hær, her i Burhønsenes Befrielsesfront. Det synes jeg er lidt skægt, men også tankevækkende. For det er jo et meget moderne forbrugeroprør". Signe Wenneberg. Iskolde facts om burhøns (fra Dyrenes Beskyttelses hjemmeside) Hønsene står i små bure, hvor der må stables 3 bure ovenpå hinanden. Der må være 6 høns i hvert bur, og buret skal ikke være mere end 40 cm højt og i alt 3.600 cm². Gulvene i burene er skrå - så æggene triller ud af sig selv. Det er en stor belastning for hønsenes ben - svarende til, hvis vi skulle gå på høje hæle hele dagen, hver dag. Hønsene kan hverken gå, løbe eller flyve. De kan ikke strække eller baske med vingerne. Der er ingen mulighed for adspredelse eller for at de kan skrabe, og de kommer aldrig ud. Når de ikke kan få den motion, de har brug for, bliver deres knogler og muskler svage, og der er stor risiko for, at de får brud på ben og vinger. Det er især et problem, når de tages ud af burene til slagtning. Hønsene bliver næbtrimmet (1/3 af næbet bliver klippet af) for at de ikke skal plukke og hakke hinanden ihjel. Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse, udtaler på deres hjemmeside; "Det er en udvikling, vi må have stoppet nu. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at støtte produktion af æg fra burhøns". Er du enig heri, så køb økologiske æg og støt op om Burhønsenes Befrielsesfront www.facebook.com/gooooook Du må også meget gerne dele din mening om emnet i kommentarfeltet på min blog. En forrygende ny hampefrøolie fra Nyborggaard Nyborggaard, der er kendt for at producere Danmarks bedste, økologiske hørfrøolie, har nu også kastet sig over økologisk hampefrøproduktion. Processen har ikke været uden udfordringer, men resultatet foreligger nu i form af en - efter min mening formidabel - hampefrøolie. Nyborggaard dyrker hampefrøene økologisk, presser selv hampefrøolien i mørke og under iltbeskyttende forhold. De tapper olien på flasker ved anvendelse af vacuum, således at olien ikke bliver udsat for varme og ilt, og dermed minimeres risikoen for harskning. Grunden til min begejstring er ikke alene den høje kvalitet af denne olie, men også at hampefrøolie har en intet mindre end perfekt fedtsyresammensætning. Den indeholder omega 3 men også omega 6 fedtsyren GLA i et optimalt forhold. Den er smuk og grøn i farven og smager fantastisk i dressinger og salater og er også fin i en morgensmoothie. Samtidig er prisen yderst rimelig. Det er også muligt at købe de hele hampefrø og senere på året følger en produktion af hampefrøprotein, ligeledes et godt supplement til morgensmoothien eller grøden. Se mere her Spis din Have af Signe Wenneberg Signe Wennebergs nye bog "Spis din Have" er en fornøjelse at sidde med. Den er lækker, trykt på miljøvenligt papir og fyldt med gode tips til selv at producere skønne grøntsager i enten have eller altankasse. Økologi er bogens omdrejningspunkt. Her tales om bæredygtighed og klima og der drages paralleller til efterkrigstiden, hvor køkkenhaven var en sikring for de fleste familier i en økonomisk krisetid. Fødevareforsyningerne var knappe, og derfor var det ganske naturligt, at man delte frø, planter og afgrøder med hinanden, så alle havde noget at dyrke - og spise. Vi opfordres i bogen til igen at tænke i disse baner, til at se ud over vores egen næsetip og til at tænke miljøbevarende, sunde tanker. Bogens budskab er grundlæggende, at hvis økologien altid var den grundlæggende faktor i vores overvejelser og handlinger i såvel haver som landbrug, så var verden et anderledes bedre sted at være. Signe Wenneberg vil gerne inspirere os alle i denne retning, hvadenten det er grøntsager, høns eller blomster vi gør det i. Hendes opfordring til at etablere køkkenhave gælder alle, også selvom det forhåndenværende areal er på størrelse med en altankasse. Her ses muligheder - ikke begrænsninger, det er positivt og livsbekræftende og alle kan være med. Køb bogen på saxo.com klik her Glad Mad - i Grønne Gummistøvler Kostvejleder Anne Sørensen har skrevet en livsglad og hjertevarm kogebog. De dejlige opskrifter tager udgangspunkt i helt almindelige og lettilgængelige ingredienser, og de er lette at gå til og enkle at lave. Økologi, balance og livsglæde er nøgleordene for bogen, der ind imellem de lækre opskrifter byder på nyttig viden om de enkelte råvarer, om blodsukkeret og om hvorfor god mad er en væsentlig del af fundamentet for sundhed og balance. Opskrifterne henvender sig til alle, også børnefamilier. Prøv for eksempel Annes peberfrugtpure (fik den lige igår aftes, og den smagte fantastisk) eller salat med peberfrugter og pærer. Herunder kan du se Annes opskrift på skvalderkålspesto og asparges. Danske delikatesser, som vi har mulighed for at svælge i netop i maj måned. Bogen koster 249,- og kan købes her Mad med 5 ingredienser Carsten Kyster, alsidig og kreativ kok, har kastet sig ud i en bog, han kalder "Helt Enkelt - Mad med 5 ingredienser". Bogen er lige udkommet på Politikens Forlag. Min umiddelbare tanke var, at det var et modigt projekt, og at risikoen for uendelige varitioner af pastaretter måtte ligge snublende nær. Men Carsten Kyster opnår faktisk at møde sin målgruppe. Bogen henvender sig til alle med en travl hverdag og for hvem, madlavningen skal gå stærkt og være let og hurtig. Det kan være travle singler, studerende eller børnefamilier. Jeg tilhører ikke selv denne målgruppe, da mit fokus for madlavningen er andet. Jeg elsker at bruge tid på at kreere variationer af årstidens økologiske grøntsager med masser af krydderurter og krydderier, og mit fokus er rettet mod at nedtone kødet til fordel for det grønne. Så at tilberede med kun 5 ingredienser, var for mig en unødig begrænsning. Derfor overdrog jeg bogen til familiens mænd. Og de var begejstrede. Det var lige en bog, der talte til dem og deres tilgang til madlavning. Mad, der er enkel og overskuelig at lave. De tilbød straks at lave Provencalsk kylling med oliven, tomat, aubergine og squash, og jeg tog med glæde imod. Det smagte fantastisk og mine umiddelbare fordomme blev sat grundigt til vægs. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, at lave lækker og velsmagende mad med få ingredienser og på kort tid. Så piger, for mig at se er dette bogen, I kan forære jeres mænd eller Jeres sønner, hvis I drømmer om at få dem mere i køkkenet. I kan også sagtens selv hente inspiration i den til travle dage. Klik her for at købe bogen på Saxo.com En kvalitets krimi Dødens Cirkel er skrevet at Chris Tvedt og giver underholdning for alle pengene. Det er en virkelig god og super spændende historie, om en top advokat, der mister alt og selv bliver draget ind i et net af intriger og anklager. Markedet for krimier er stort og broget, og derfor er det dejligt, at få fingene i en bog af høj kvalitet. Godt plot, velskrevet og underholdende. Hvis du mangler en hyggebog til Bededagsferien, så kan denne varmt anbefales. Klik her for at købe bogen på Saxo.com Mad med asparges og skvalderkål Skvalderkålspesto Fra Glad mad i grønne gummistøvler Masser af skvalderkål – unge skud, som samles i april, maj og juni Lidt piskefløde eller sojafløde Citronsaft Ristede pinjekerner, græskarkerner, mandler eller lignende Koldpresset olivenolie, raps- eller hørfrøolie Hvidløg Salt Peber Jeg har ikke sat mål på fløde, citron og olie, da smag og behag er forskellig. Leg dig til den gode smag. Kom evt. lidt ahornsirup i. Skyl skvalderkålen rigtig godt og grundigt. Kom skvalderkålen i foodprocessoren og blend dem let. Kom fløde ved, citronsaft og koldpresset olie og blend, indtil det har en passende konsistens. Pestoen kan bruges som tilbehør til supper, på et godt stykke brød sammen med æg eller på en pizza. Aspargestid – prøv også denne opskrift fra Annes kogebog.... 1 bundt grønne asparges 1 bakke cherrytomater 10-15 sorte oliven med sten Enkelte smørklatter Urtesalt Frisk basilikum Fordel asparges i et ildfast fad. Ligeledes hele cherrytomater, oliven, smørklatter, salt og basilikum. Sættes i ovnen i 5-10 minutter ved 175 grader. Aspargesene må kun lige være akkurat møre. Det er specielt med varme oliven og asparges, men jeg synes, det er en god kombination. Og inspireret af Kirsten Skaarups dejlige blog www.kodfrifredag.dk kommer her endnu to opskrifter med asparges Asoarges med tomat-valnøddepesto Tomat/valnøddepesto: ca. 10 soltørrede tomater (eller 2 dl hakkede) ¾ dl hakkede valnødder 4 spsk valnødde- eller olivenolie 1/2 rød peberfrugt 2 fed hvidløg 4 spsk hakket persille 12 tykke, hvide asparges ramsløg eller andet grønt Lav pestoen: udblød tomaterne nogle timer i vand, hvis du bruger lufttørrede tomater. Hak tomaterne. Blend tomater, nødder og olie. Tilsæt evt. lidt af udblødningsvandet. Fjern kerner og frøstol fra peberfrugten og riv den på råkostjernet. Pres hvidløgene og rør dem i pestoen sammen med peberfrugten. Smag til med salt og peber. Måske skal der tilsættes lidt mere olie. Skræl aspergesene og læg dem i kogende vand tilsat et drys salt. Kog aspargesene ca. 3 minutter. Afdryp dem og servér dem portionsvis med pestoen og lidt grønt. Asparges med mavebælte og jordnøddedip 12 asparges 1 agurk frisk timian jordnøddedip 3 spsk groft jordnøddesmør ca. 1 spsk tamari evt. 2 fed hvidløg evt. chiliflager Skræl aspargesene og læg dem i kogende vand tilsat et drys sukker. Kog aspargesene ca. 3 minutter og afdryp dem. Skær 8 tynde skiver agurk på den lange led. Vikl to stykker agurk om aspargesene med tre i hvert "bundt". Læg aspargesene på fire tallerkener og pynt med timian. Drys med friskkværnet peber. Smag jordnøddesmørret til med tamari. Tilsæt så meget vand, at dippet bliver lidt mere flydende (men pas på, det må ikke blive for tyndt).Du kan også smage dippet til med lidt knust hvidløg og chili. Server med asparges. Ønsker dig en dejlig maj måned. Mange hilsner Anette Dette nyhedsbrev er skrevet af Anette Harbech Olesen, Sophia Helse Aps. Du modtager det, da du tidligere har tilmeldt dig på min mailingliste. Ønsker du at afmelde det, kan du gøre det via linket herunder. Ønsker du at anbefale det til andre, kan de tilmelde sig via www.madforlivet.com. Frameld dig denne e-mail-liste
© Copyright 2024